SHERIFFEN ITENNESSEE

John Frankenheimers to sidste film, »The Gypsy M oths« og »I Walk the Line«, er blevet køligt eller direkte negativt modtaget af de fleste anmeldere og næsten totalt igno­ reret af det filminteresserede publikum. De to film har kæmpet en ulige kamp mod mode-smagen blandt hjemlige »seriøse« film­ entusiaster. Deres stjerner (Gregory Peck, Burt Lancaster, Deborah Kerr) personifice­ rer ikke noget smart eller avanceret, men tværtimod det »gamle« Hollywood, og deres emne — livet i den amerikanske lilleby — har ikke nogen aktuel appeal og tjener ikke til at bekræfte indtrykket af Frankenheimer som en slagkraftig, sprængfarlig politisk in­ struktør. Hvem kan tage Burt Lancaster al­ vorligt som en af »Luftens vovehalse« eller Gregory Peck som »Sheriffen i Tennessee«? M en det er ikke kun titler, stjerner og emnevalg, der arbejder imod Frankenheimer på den hjemlige filmbørs — det er også den forvirrende kendsgerning, at han er ved at forandre sig. Den gamle pågående dynamik og spektakulære billedretorik er forsvundet, og i »The Gypsy Moths« og »I Walk the Line« er tonefaldet lavmælt og næsten tø­ vende, grundstemningen melankolsk, livs­ holdningen tragisk. Der er en næsten Her­ man Bangsk nederlagsatmosfære i disse bil­ leder af stille eksistenser i en amerikansk provins, hvor alt synes at være gået i stå. Hvem havde troet, at instruktøren af »Syv dage i m aj« og »Grand Prix« ville speciali­ sere sig i »stille eksistenser«? En nærmere gennemgang af Frankenhei­ mers produktion vil dog vise, at provinsby­ skildringerne i »T he Gypsy M oths« og »I W alk the Line« har klare forløbere. I »All Fail Down« koncentrerer Frankenheimer sig for første gang helt om familiekonflikter i et John Frankenheimer (th.) i samtale med » sheriffen« (Gregory Peck) under optagelserne til stillestående provinsbymiljø, og i »Seconds« »Sheriffen i Tennessee«. punkterer han ubarmhjertigt den drøm om et nyt liv og en ny kærlighed, der brister for brænderiet er ikke kun, at han mener, det er O g sheriffen drager da den fulde konsekvens to senere midaldrende hovedpersoner i Fran­ harmløst, men også at det sikrer ham pigen af sin kærlighed, løsriver sig ikke blot fra sin kenheimers film — Burt Lancasters fald­ i fred. M en sheriffen vil ikke leve med tve­ familie, men også fra sin officielle politimæs­ skærmsudspringer i »T he Gypsy M oths« og tydigheden — han vælger definitivt pigen og sige pligt til at indberette hjemmebrænder­ Gregory Pecks sherif i »I Walk the Line«. en dunkel fremtid i Californien. Skæbnen vil familien til den federal-mand, der kommer Begge disse film handler i sidste ende om det imidlertid anderledes, for hos Franken­ rejsende for at se til at loven desangående selvdestruktion. Frankenheimers midaldrende heimer kan man måske nok skifte ansigt, overholdes. For hjemmebrænder-familien helte sætter alt på ét bræt og taber. »Th e men aldrig identitet. drejer det sig imidlertid ikke om at finde et matter of choice and the study of self-de- Frankenheimer begynder og slutter filmen nyt liv, men simpelt hen om at holde sig i struction is important to me because I think med en række løst sammenkædede billeder live. Offentligheden kan kun »hjælpe« fami­ so many people just go on wilfully destroy- fra sydstatsbyen, af bygninger i forfald og af lien ved at forbyde den at lave whisky — det ing themselves«, som Frankenheimer siger i indbyggere, der synes at have tabt ethvert eneste, der gør tilværelsen udholdelig for Gerald Pratleys anbefalelsesværdige inter­ håb og initiativ, gamle passive mennesker, den. O g derfor må sheriffens lidenskabelige viewbog, »The Cinema of John Franken­ der kun venter på døden. Død og forfald kærlighed ende blindt og i selvødelæggelse. heimer«. kendetegner hele dette miljø. Retsbygningen Han vælger »rigtigt« — og mister alt. Det » I Walk the Line« er Frankenheimers har ikke været ny i mange år (som sheriffen sidste billede af ham på vejen har derfor en hidtil mest konsekvent dystre skildring af siger det i en samtale med pigen), og selv sand tragisk rejsning, sat i socialt perspektiv den udsigtsløse ensformighed i den ameri­ døden er blevet triviel og forudsigelig (som af de efterfølgende billeder af gamle forfald­ kanske lilleby, der her ovenikøbet er en syd­ det fremgår af en lille scene i en købmands­ ne huse og mennesker. statsby. Dette sidste betyder, at Frankenhei­ butik, hvor sheriffen køber batterier). Bør­ Allerede i 1963 kunne Paul Mayersberg i mer kan udvide sit portræt af den nette, nene leger omkring en plakat med ordlyden en Frankenheimer-artikel i »M ovie« skrive, triste borgerlighed med en næsten Cald- »Join the U .S. Army«, med et maskingevær at »many of his most beautiful effects come wellsk fattigfamilie, der lever som hjemme­ i nærheden. Retten kræver, at et træ skal at moments when something is left unsaid«. brændere af whisky for at hæve sig over den fældes, så alt hvad en gammel mand ønsker I »T he Gypsy M oths« og især i »I W alk the sociale white trash-grænse. Den lokale sherif af livet, »en smule skygge«, nægtes ham. Line« rendyrker Frankenheimer denne »un­ (Gregory Peck) har ikke meget andet at be­ Ellers spiser man, læser pornohefter, går til derforståede« stil, der lader scenernes betyd­ stille end at opspore disse fattige whisky­ revival-møder eller i kirke. ning afspejle sig i blikke og pauser snarere hjemmebrændere, som egnen er rig på. Da For sheriffen bliver forelskelsen i pigen en end i selve replikkerne (der dog ofte har sheriffen, der har kone og barn, forelsker sig mulighed for at flygte fra hele dette provin­ symbolske undertoner). Personerne virker i en ung pige i hjemmebrænderfamilien, sielle mareridt. Han drømmer den evige hæmmede, tøvende, bristefærdigt fulde af et kommer han til at stå i moralsk tvetydigt amerikanske drøm om at tage vestpå, helst indre liv, de ikke kan give udtryk. De over­ forhold til både sin familie og sit job. Hans til Californien. Hjemmebrænder-familien har våger konstant hinanden, på vagt over for motiv til at se igennem fingre med hjemme- også fundet en flugtmulighed — whiskyen. alt hvad der kan såre dem. M an har ind- 214 trykket af, at Frankenheimers film i ligeså som så mange andre overklasse- og middel- høj grad »skabes« under personinstruktionen JOE klasse-forældre har været på i East og Green- som på manuskriptstadiet. Den hæmmede wich Village. En aften tvinger Joe sig ad­ langsommelighed, som ellers altid har været Enhver skildring af U S A er dømt til at blive gang til at deltage i eftersøgningen af M e­ en af Gregory Pecks mange begrænsninger fragmentarisk. Uanset om man udtrykker sig lissa. De ender i et hippieselskab, hvor Joe som skuespiller, får Frankenheimer i filmens journalistisk, skønlitterært eller filmisk, kan oplever sit livs første »orgie«. Mens de knæp- første halvdel vendt til en fordel, til et na­ man aldrig få fat i mere end aspekter af den per et par af pigerne (Joe får at vide, at turligt udtryk for figurens kejtede rådvildhed mangetydige amerikanske virkelighed. Det han sætter verdensrekord i hurtighed), for­ i en totalt ny situation. O g Tuesday W eld er betyder ikke, at man ikke kan skildre virke­ svinder de øvrige hippier med deres tegne­ i mine øjne sensationelt god som pigen, han ligheden i U SA , men det betyder, at selv en bøger og credit cards. Efter at have slået en forelsker sig desperat i, en rolle, der er me­ nok så perspektivrig og dybtgående skildring af pigerne halvt fordærvet, får Joe at vide, get vanskelig at forsvare, men som hun giver af den amerikanske situation kan udsættes hvor de andre er taget hen, og han og både en utvungen uskyld, der holder femme for den indvending, at den kun dækker en Compton optager forfølgelsen i Joes vogn. fatale-klicheerne på afstand, og en snusfor­ del af det, der foregår. Da de når frem til hippiernes tilholdssted i nuft, som gør hendes flugt til slut fuldstæn­ Øjensynlig har denne problematik ligget et hus uden for New York City, forsyner Joe dig troværdig. langt fremme i bevidstheden hos instruktøren - imod Comptons protester — sig selv og sin Visuelt er filmen støvsuget for knald-ef­ John G. Avildsen og manuskriptforfatteren ledsager med geværer — blot »for at give fekter, mesterligt beregnet i sin funktionelle Norman Wexler, da de gik i gang med deres dem en forskrækkelse«. M en da en af hip­ udnyttelse af hele cinemascopelærredet. Den film om »Joe« — den meget talende og næ­ pierne forsøger at flygte, skyder Joe ham. A f psykiske afstand mellem personerne under­ sten karikerede repræsentant for det tavse angst for, at de andre skal sladre, begynder streges således gang på gang af en fysisk flertal. Avildsen og Wexler har klart nok han at meje dem ned. Flere gange opfordrer afstand, så mange af personerne er placeret haft ambitioner om at skabe filmen om U SA han den protesterende og afmægtige Comp­ helt ude ved billedets ene kant, også i nær- ved indgangen til 1970’erne, og det røber de ton til at deltage i massakren, og til sidst billed-samtaler, hvor to personer er i billedet allerede i de allerførste sekvenser. Navnet kan reklamedirektøren ikke længere modsæt­ på samme tid. O g i farver og belysning er JOE står i store bogstaver hen over lærredet, te sig Joes råb: »It’s your turn, Compton.« filmen så langt fra lækker Hollywood-blank- og de tre bogstaver er forsynet med de ame­ Også han begynder at fyre løs på de unge hed, som tænkes kan. Grå, mørkegrønne og rikanske farver — rødt, blåt og hvidt. mennesker, der stadig er i live. Da en grup­ brune farver dominerer og skaber et helheds­ Avildsen og Wexler forsøger at presse de­ pe hippier ankommer til huset, skyder Comp­ indtryk af tristhed og forfald, og Franken­ res billede af U S A ind i et godt, gammeldags ton også dem. En pige forsøger at flygte. heimer anvender tilsyneladende så vidt mu­ familiedrama. Det velstillede direktørpars Compton skyder hende bagfra. I faldet ven­ ligt kun naturlige lyskilder. datter er flyttet sammen med en drop out, der hun sig imod sin morder. Compton ser, John Frankenheimers lidt demonstrative Frank, der opretholder tilværelsen ved at at det er Melissa. The End. virtuositet og næse for sensationelle salgbare sælge og bruge narkotika. Datteren, Melissa, Denne detaljerede handlingsbeskrivelse er emner kunne i tressernes første halvdel gøre er ked af Franks virksomhed som pusher, og nødvendig for at vise, hvorledes Avildsen og én en smule skeptisk med hensyn til hans for at få hende til at holde kæft, tvinger Wexler har forsøgt at gøre Joe, Compton og status som en sand personlig filmskaber, en Frank hende til at tage LSD . Hun ryger på Frank/Melissa til arketyper. Joe er »the hard auteur. Denne skepsis er nu gjort grundigt et dårligt trip og ender på hospitalet. For­ hat«, den hvide arbejder, der er gennemsyret til skamme. Ligesom Frankenheimer i »The ældrene benytter det som en lejlighed til at af racisme og chauvinisme, og som ikke kan Fixer« (»Jøden fra Kiev«) videreførte te­ rive hende ud af hippie-miljøet i East V il- forstå, at nogen vil være betænkelig ved at maet fra »Birdman of Alcatraz« — mulighe­ lage. Faderen, William Compton, tager til købe en brugt bil af Richard Nixon — De den for menneskelig vækst gennem lidelse — hendes og Franks lejlighed for at hente hen­ forenede Staters præsident. Compton er har han i »The Gypsy Moths« og specielt i des tøj. Han bliver overrasket af Frank, der overklasse-amerikaneren med kontor i et mo­ » I Walk the Line« uddybet det i »A ll Fail provokerer ham groft. I raseri overfalder derne ' business-palads, med kæmpelejlighed Down« og »Seconds« påbegyndte billede af Compton datterens ven og kommer utilsigtet på Fifth Avenue ud til Central Park, med et Amerika, der ikke er de uanede mulighe­ til at dræbe ham. uforpligtende liberale synspunkter og en ders land (som »den amerikanske drøm« vil Da han efter mordet søger at komme til Fleetwood-limousine. Han er det, som det have os til at tro), men lidt efter lidt berø­ hægterne igen på en bar, møder han Joe, tavse flertals kandidat ved borgmestervalget ver hovedpersonerne enhver illusion om at der i en endeløs og temmelig fordrukken i New York i 1969, Mario Procaccino, kaldte hæve sig over middelmådigheden og skabe monolog sidder og udløser sin galde over »the limousine liberals«. Melissa er datteren, sig et nyt, bedre og friere liv. O g der er ikke niggerne og de langhårede. Compton lader der er blevet fremmedgjort ved at vokse op noget søgt eller villet ved denne pessimisme. et par bemærkninger falde, som Joe kommer i dette materielle overflodsmiljø, hvor alle Den personlige overbevisning præger hver i tanke om, da han tre dage senere i fjern­ menneskelige værdier er blevet erstattet af meter af en film som »I Walk the Line«. synet og »New York Daily News« får at vide, overfladiske konventioner. Frank er »ung­ Jeg tror, John Frankenheimers talent nu har at der er fundet en myrdet pusher i Village. domskulturens« hårde dreng, pusheren, der fundet sit naturlige leje - han er en af ame­ Han gætter, at Compton er morderen og ikke undser sig for at sælge vitaminpiller rikansk films mindre mestre. Paradoksalt, at opsøger ham, ikke for at presse penge ud af som stof til 10 dollars pr. pille. Han er ego­ det skulle ske samtidig med, at han tilsyne­ ham, men simpelt hen fordi han er fascine­ centrikeren, der kun kræver og aldrig giver ladende er ved at miste sit publikum. ret af en mand, der har virkeliggjort hans i forholdet til Melissa. Morten Piil egne drømme om at dræbe en hippie. Det er vel tvivlsomt, om det under nogen ■ SHERIFFEN I TENNESSEE Compton føler sig mere eller mindre tvun­ omstændigheder ville være muligt at få no­ I Walk the Line. Arb.titel: An Exile. USA 1970. Dist: get fornuftigt ud af at blande så stereotype Columbia. P-selskab: John Frankenheimer Produc- get til at optage forbindelse med Joe, der tions, Inc./Edward Lewis Productions, Inc./Halcyon begejstret inviterer ham til møde i sin bow­ figurer. Resultatet i dette tilfælde er i hvert Productions, Inc./Atticus Corporation. Ex-P: Edward fald yderst problematisk. Instruktørens og Lewis. P: Harold D. Cohen. P-sup: Howard Pine. lingklub og til middag hjemme hos sig selv. Instr: John Frankenheimer. Manus: Alvin Sargent. M en samtidig med, at reklamebureaudirek­ Efter: Madison Jones’ roman »An Exile«. Foto: David M. Walsh. Farve: Eastman. Format: Panavision. tøren føler det som en form for tvang således Peter Boyle spiller titelfiguren i » Joe«. Klip: Harold F. Kress (Sup), Henry Berman. Ark: at skulle pleje omgang med en stålarbejder, Albert Brenner. Dekor: Marvin March. Rekvis: An­ thony Bavero. Kost: Lewis Brown. Musik: Johnny finder han en selvbekræftelse i den begej­ Cash. Sange: »This Side of the Law«, »This Town«, string, som Joe lægger for dagen over mor­ » ’ Cause I Love You«, »Hungry«, »Flesh and Biood« [= You are What I Need], »I Walk the Line«, »Face det. M ed Joes argument om, at han blot har of Despair« skrevet og sunget af Johnny Cash. Tone: befriet verden for et skadedyr, retfærdiggør Tom Overton, Arthur Piantadosi. Instr-ass: Philip L. Parslow. Makeup: Ben Lane (Sup), Frank Prehoda, Compton efterhånden mordet over for sig Jack Petty. Medv: Gregory Peck (Sherif Tawes), selv og sin kone, der også er klar over, at Tuesday Weld (Alma M cCain), Estelle Parsons (Ellen Haney), Ralph Meeker (Carl McCain), Lonny Chap- han er Franks morder. man (Bascomb), Charles Durning (Hunnicutt), Jeff Melissa finder på hospitalet ud af, at Dalton (Clay McCain), Freddie McCloud (Buddy M cCain), Jane Rose (Elsie), J. C. Evans (Bedstefar Frank er død, og da hun flygter hjem til sine Tawes), Margaret A. Morris (Sybill), Bill Littleton forældre, erfarer hun, at hendes far er mor­ (Pollard), Leo Yates (Vogel), Dodo Denney (Darlene Hunnicutt). Længde: 95 min., 2660 m. Censur: Grøn. deren. Hun søger atter tilflugt i Village-mil- Udi: Columbia. Prem: World Cinema 3.2.1971. jøet, og faderen begynder den natlige jagt,

215