Storopgave Om Diametertilvækst Og Aldersbestemmelse for Gamle

STOROPGAVE I SKOVBRUGSHISTORIE

DIAMETERTILVÆKST OG ALDERSBESTEMMELSE FOR GAMLE EGE.

Navnlig med henblik på videreførelsen af

Raunkiærs undersøgelser fra 1934.

Lars Bang s 1093.

DIAMETERTILVÆKST OG ALDERSBESTEMHELSE FOR GAMLE EGE. Navnlig med henblik på videreførelsen af Raunkiærs undersøgelser fra 1934.

Indholdsfortegnelse

Forord...... 1

Indledning...... 2 l. Årsager til den lange levetid for eg ...... 2

1.1. Anatomiske og fysiologiske årsager ...... 2

1.2. Tilfældige årsager...... 4

2. Grundlæggende metoder til aldersbestemmelse...... 4

2.1. Årringstælling på stammer...... 5

2.2. Årringstælling på afbrudte grene...... 5

3. Fejlkilder ved de grundlæggende dateringsmetoder...... 6

3.1. Afmærkning af målested...... 6

3.2. Personlig indflydelse...... 6

3.3. Stammeekscentricitet...... 6

3.4. Ufuldstændig årringsdannelse...... 7

3.5. Vanrispuder...... 7

3.6. Klima- og jordbundsbetingede forskelligheder...... 8

3.7. Korrektion for højdevækst...... 8

3.8. Forveksling af grene og vanris...... 8

4. Tilvækstforholdene for hjemlige, gamle ege...... 9

4.1. Egene på Pederstrup og Christianssæde ...... 9

4.2. Egene i Vemmetofte skove ...... 13

4.3. Egene på Oreby og Berritzgårds skovdistrikt ...... 15

4.4 Egene i Silkeborgegnen...... 16

4.5. Jægersprisegene ...... 16

4.6. Egene i Frijsenborg skove ...... 22

4.7. Jægersborg Dyrehave...... 24

4.7.1. Indledning...... 24

4.7.2. Anvendt metodik...... 24

4.7.3. Målenes sammenlignelighed...... 25

4.7.6. Boreprøver, disses behandling, analyse og tolkning...... 37

4.7.7. Barkens eventuelle indflydelse på resultatet...... 40

4.7.8. Afsluttende bemærkninger...... 41 4

5. Aldersbestemmelser...... 43

5.1. Vaupells teori...... 43

5.2. Gadeau de Kervilles teori...... 43

5.3. Just Holtens diameter/aldersskala...... 44

5.4. Bistrups årringstælling...... 45

5.5. Oppermanns årringstælling...... 45

5.6. Th. Jensens årringstælling...... 45

5.7. Sammenligning mellem de forskellige principper...... 46

5.8. Datering af en Frijsenborgeg...... 47

5.9. Datering af en Dyrehaveeg...... 47

5.10. Datering af andre ege...... 48

6. Kæmpeege i udlandet...... 50

7. Dendrokronologi...... 51

8. Konklusion...... 53

Anvendt litteratur...... 54

Forord. Nærværende opgave er udformet som stor opgave, et led i skovbrugsstudiet på Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, og bygger dels på litteraturstudier, dels på selvstændige arbejder i marken. Desværre har det vist sig umuligt at indhente alle ønskelige oplysninger fra de forskellige distrikter, dels fordi tiden ikke har tilladt en opmå- ling af samtlige forekomster af gamle ege landet over, dels fordi korre- spondance har vist sig at være en så tidkrævende proces, at ikke alle fo- respørgsler har kunnet besvares inden for den afmålte tid. Fra forskellig side er udvist megen imødekommenhed, for hvilken jeg her bringer min bedste tak. Således til kgl. skovrider A. Tage-Jensen, Jægers- borg Statsskovdistrikt, der velvilligt har stillet målemedhjælp til rådig- hed, uden hvilken opmålingerne i Dyrehaven havde været uigennemførlige, til forstfuldmægtig K. Nørgaard, Frijsenborg Skovbrug, for venlig tilret- tevisning, til forsøgsassistent H. Chr. Olsen, Statens Forstlige Forsøgs- væsen, som har ofret tid og arbejde på at analysere en række boreprøver, til skovfoged Th. Jensen, Jægerspris Skovdistrikt, for værdifulde oplysninger og forevisning af distriktets seværdigheder, til skovrider P.R.S. Jensen, Oreby og Berritzgård Skovdistrikt, for tilsendte opmålingsresulta- ter, til forstander dr. agro. E. Holmsgaard, Statens Forstlige Forsøgsvæ- sen, for værdifulde oplysninger, og endelig til Landbohøjskolens Skov- brugsafdeling for lån af diverse redskaber.

Hellerup d. 5/6 1967

Indledning. Enkelte steder i vore skove findes et mindre antal gamle ege, der for nog- les vedkommende må betragtes som rester af den naturlige skovvegetation, der før i tiden dækkede store dele af landet. Tidens tand har imidlertid tæret hårdt på det store flertal af disse gamle kæmper, således at mange er bukket under, mens andre med sej udholdenhed trods alt har formået at holde liv i de gamle stammer. Mange af disse træer frembyder med deres knudrede vækst et ejendommeligt skue, og det er da heller ikke uforståe- ligt, at der til mange af disse mærkelige, gamle træer har været knyttet forskellige former for overtro. En del er navngivne, og denne omstændighed lader formode, at træerne allerede på navngivningstidspunktet må have skilt sig ud fra omgivelserne i kraft af deres størrelse. Stillet over for disse ærværdige oldinge forstår man, at der gentagne gange er rejst spørgsmål om træernes alder, et spørgsmål, der er meget vanskeligt at be- svare, hvilket har ført til, at mange af de gamle ege rent skønsmæssigt er blevet tilskrevet en vis alder. Et eksempel herpå frembyder Jægersprisege- ne, der i mange år har været almindelig kendt under navnet 11 de tusind- m- menhæng mellem disse gamle træers alder og dimension, hvilke to faktorer rent naturligt søges knyttet sammen, og der vil i det følgende blive gjort et forsøg på at udrede de gennem tiderne fremsatte betragtninger for om muligt derved at belyse situationen. l. Årsager til den lange levetid for eg. Hvad er nu årsagen til, at det netop er ege, der står tilbage som monumenter over fortidens skove, mens vore øvrige almindelige skovtræarter ikke i samme udstrækning synes at være repræsenterede blandt de gamle kæmper? Flere faktorer øver indflydelse på dette forhold.

1.1. Anatomiske og fysiologiske årsager. Det døde vedlegemes evne til at modstå svampe og bakteriers nedbrydende virksomhed er i første række af betydning (27 s. 356), idet de kernestofheldige træarter, hvortil egen hører, opnår en langt bedre beskyttelse end de arter, der ikke danner ker- nestoffer. Lige så vigtig er for løvtræernes vedkommende evnen til at ud- vikle proventiv- og adventivskud (27 s. 357). Dette er et forhold, som man har rig lejlighed til at iagttage, ikke mindst på Jægersprisegene, der gang på gang har overlevet kritiske perioder ved denne regenerationsevne.

Det har således vist sig, at der på ny kommer liv i de gamle stammerester, hver gang der udvikles et nyt vanris, men kun i den del af stammen, der befinder sig under dette nye skud. Til gengæld kan der spores en effekt helt ned i rødderne, således at man kan regne med, at for hvert nyt vanris, der dannes, fremkommer der nye rødder, men stadig væk kun på den side 3

af træet, hvorpå vanriset er fremkommet (46). Dette forhold må uden tvivl tilskrives den produktion af vækststof, der sætter vanrisdannelsen i gang, idet der produceres mere vækststof i det nye skud, end der forbruges, hvorved der nødvendigvis må fremkomme en transport, der vel at mærke er strengt polær og kun foregår i nedadgående retning (23 s. 58). Træernes evne til at modstå parasitangreb på de levende væv, barkens mere eller mindre effektive beskyttelse, i hvilken henseende de gamle ege med deres kraftige skorpebark er gunstigt stillede, samt modstandsevnen overfor ydre fysiske og kemiske påvirkninger er ligeledes faktorer, der øver indflydelse på træernes levealder (27 s. 357). Nedenstående oversigt over de højst opnåelige aldre for forskellige træarter findes hos C. Mar: Møller (28 s. 348) og er medtaget her for at vise lidt om egens placering i forhold til de øvrige træarter.

Europæiske løvtræer År

Birk (Betula) l00 - l50

Avnbøg (Carpinus betulus) l50 - 250

Elm (Ulmus) 500 - 600

Ær (Acer pseudoplatanus) 500 - 600

Bøg (Fagus sylvatica) 600 - 900

Lind (Tilia) 800 -l000

Stilkeg (Quercus robur) l500 -2000

Europæiske nåletræer

Ædelgran (Abies alba) 300 - 400

Rødgran (Picea abies) 300 - 400

Skovfyr (Pinus sylvestris) 400 - 600

Europæisk lærk (Larix decidua) ca. 500

Nordvestamerikanske nåletræer

Tsuga heterophylla 500 - 600

Sitka (Picea sitchensis 800 - 850

Thuja plicata 800 l000

Douglas (Pseudotsuga menziesii) ca. l400

Sequoia sempervirens ca. 2000

Californiske Kæmpetræer ca. 3000 - 4000

Sequoiadendron giganteuro 4

Af oversigten vil det fremgå, at der er en betydelig forskel i opnåelig alder mellem nærtstående europæiske og nordamerikanske nåletræer, hvilket man må tilskrive forskelle i klimatiske faktorer (27 s. 358), et forhold, som må formodes også at gælde for løvtræer, og dermed for eg.

1.2. Tilfældige årsager. Der har fra forskellig side været gisnet om, hvad der kan have været årsag til, at vore kæmpeege ikke, som tilfældet har været med deres samtidige artsfæller, for længst er blevet udnyttet til bygningstømmer eller brænde, kort sagt er forsvundet. Diskussionen har navnlig stået om de kendteste af vore gamle ege, Jægersprisegene, hvilket vel er ret naturligt, da de som vore ældste ege har klaret frisag længst. Vaupell var af den opfattelse, at træerne har været beskyttede af de omgi- vende ellemosers ufremkommelighed og først er blevet kendt temmelig sent, for Snoegens vedkommende først 1842 (4o s. 128). Oppermann var af en anden mening, idet han fandt det utænkeligt, at de lokale forstmænd ikke på et tidligere tidspunkt skulle have været opmærksomme på så gamle træer, og han anså det for mere sandsynligt, at træernes, og da navnlig Snoegens, vredne form og deres ringe bulhøjde har skånet dem (33 s. 79)e Endvidere har det været fremført, at der før i tiden har været rigeligt, lettere tilgængeligt egetræ af bedre beskaffenhed (35 s. 32o). Det turde være til- ladeligt at antage, at ingen af de anførte omstændigheder alene har været årsag til egenes bevarelse. Forklaringen er sikkert mere komplex, således at man må regne med, at forskellige faktorer har gjort sig gældende i forskellige perioder. Man kunne således tænke sig, at træerne, dengang de havde dimensioner, der var overkommelige for datidens redskaber, har stået for ubekvemt (Vaupell), og at der samtidig har været nok at tage af andre steder (Pontoppidan), samtidig med at dårlig form og ringe bulhøjde kan have afskrækket fra anvendelse (Oppermann). Med tiden er træerne blevet så store, at man er veget tilbage for de vanskeligheder, der ville være forbundet med at udnytte dem, hvortil kommer, at de efterhånden er begyndt at rådne indvendig. Formodentlig har de på et tidspunkt været overholdt som oldentræer, da sådanne efter datidens opfattelse helst skulle være lave og bredkronede (44), og endelig kan den fredning af mærkelige, gamle træer, som i forrige århundrede synes at have været ret almindelig (20 s. 33) have været medvirkende til, at træerne er blevet skånet helt op til vor tid. Anerkender man disse faktorers samspil, lader flere eller færre af synspunkterne sig let overføre fra Jægersprisegene til vore øvrige alders- stegne ege.

2. Grundlæggende metoder til aldersbestemmelse. Inden den litteratur, der findes om kæmpeegene, gennemgås, skal der gives en kort redegørelse for de 5

metoder til aldersbestemmelse, der er anvendelige, og som danner udgangs- punkt for de udførte og refererede arbejder.

2.1. Årringstælling på stammer. Når man vil undersøge, hvilken alder et træ har, er den mest rationelle metode årringstælling. Under normale om- stændigheder vil årring aflejres på årring, og man vil med større eller mindre lethed kunne tælle sig frem gennem årene. Når der må tages et forbehold, skyldes det, at der kan opstå uregelmæssigheder i denne vedaflej- ring, idet der kan fremkomme falske årringe, således at der kan afsættes en dobbelt ring et år, eller årringsdannelsen kan udeblive, undertiden som følge af undertrykkelse og lignende ugunstige forhold, men ofte også uden nogen påviselig grund, se afsnit 3.4. (34 s. 69 og 14 s. 37-38). Alligevel må man anse årringstælling for værende den mest nøjagtige metode, man rå- der over, til bestemmelse af et træs alder. Det er imidlertid sjældent, i hvert fald når det gælder de gamle ege, at man har lejlighed til _at foretage en sådan årringstælling, da man må ind- skrænke sig til de tilfælde, hvor et sådant træ vælter af sig selv. Når det sker, vil der ofte være en større eller mindre hulhed i træets indre, hvilket skyldes råd, et forhold som sætter en stopper for den direkte år- ringstælling. Man kan da gribe til den af Th. Jensen benyttede metode, som vil blive omtalt senere, afsnit 4.5., og som går ud på rekonstruktion af en årrings- gang svarende til det manglende stykke, hvilket i følge sagens natur med- fører visse unøjagtigheder, som dog næppe lader sig eliminere (17 s. 153).

2.2. Årringstælling på afbrudte grene. En anden metode, der bygger på det- teprincip, er tælling af årringe på en afbrudt gren (4 og 32), hvortil dog kræves en korrektion for den alder, træet havde ved dannelsen af den på- gældende gren, hvilket igen må hvile på et skøn. Om muligheden for fejlbe- stemmelser ved denne metode se nedenfor. 2.3. Omkredsmåling. En noget mere usikker dateringsmetode består i om- kredsmåling som middel til fastlæggelse af diametertilvæksten. Denne frem- gangsmåde kræver kendskab til en eventuel sammenhæng mellem træernes diameter og alder, såfremt en sådan findes og er så lovmæssig bestemt, at den kan lægges til grund for en blot nogenlunde sikker aldersbestemmelse, et forhold, man med de højst forskellige resultater, der foreligger, må stil- le sig noget tvivlende over for.

3. Fejlkilder ved de grundlæggende dateringsmetoder. Herefter vil det være rimeligt at se lidt på de fejlkilder, der kan være knyttet til de forskellige dateringsmetoder.

3.1. Afmærkning af målested. Det første, der falder i øjnene ved gennem- gangen af de forskellige beretninger vedrørende omkredsmåling, er den må- de, målehøjden er angivet på. Oftest tales blot om brysthøjde, men dette er et vidt begreb. Ej heller vil en angivelse af en nærmere bestemt måle- højde alene være tilstrækkelig, da terrainet kun i sjældne tilfælde vil være så plant ved træernes fod, at det er ligegyldigt, på hvilken side af stammen, målet afsættes. Ved måling i marken er det gentagne gange konstateret, at der kan være tvivl om fremgangsmådens anvendelighed. På træer med et jævnt stammeforløb på og omkring målehøjde betyder en mindre forskydning i op - eller nedadgående retning ikke så meget, men for træer med uregelmæssigt stammeforløb kan nøjagtigheden af målestedets angivelse være ret afgørende. Bedst er det naturligvis at afmærke målestedet på stammen i forbindelse med første måling, og når dette ikke er blevet praktiseret i tilfældet de gamle ege, skyldes det vel nok dels, at denne afmærkning skal vedligehol- des, hvortil interessen for de gamle træer, omend den har været af en vis størrelse, dog ikke har rakt, dels, som anført af Raunkiær (36 s. 9o) publikums færden. Når man derfor må vælge en anden fremgangsmåde, synes den af Raunkiær anvendte metode, gående ud på fastsættelse af målehøjden over et nærmere angivet plan t sted i en vis afstand fra stammen, særdeles an- vendelig, hvilket er konstateret i praksis. Metoden vil blive nærmere omtalt i afsnittet om Dyrehavens ege.

3.2. Personlig indflydelse. Omkredsmåling på så ujævne stammer, som der her ofte er tale om, er en i sig selv vanskelig sag, hvis den skal foregå med blot et minimum af nøjagtighed, så derfor må man antage, at upræcis angivelse af målehøjde, og den omstændighed, at det er forskellige perso- ner, der har forestået målingerne, hvis disse sammenstilles fra forskellige år, er en væsentlig fejlkilde i et materiale som dette.

3.3. Stammeekscentricitet. En anden fejlkilde, som optræder ved årrings- tælling i forbindelse med tilvækstboring, står i forbindelse med muligheden af forskudt marv. Ofte vil man stå overfor træer med mere eller mindre ensidig kroneudvikling, og man kan i sådanne tilfælde være sikker på, at marven er forskudt uden dog at kunne afgøre, i hvor høj grad dette er til- fældet. At marven forskydes skyldes, at væksten for løvtræernes vedkommende. de stimuleres i den side, hvor trækbelastningen fremkommer (2 s. 63- 64). 7

Også ensidig vindpåvirkning og terrainhældning kan resultere i noget så- dant. Vanskelighederne opstår, når man foretager tilvækstboring, idet man vil finde for smalle årringe i den retning, forskydningen er sket, og for store i den modsatte side. På en egeskive (Skovbrugsmuseet) stammende fra Fuglsangsegen i Jægersborg Dyrehave måltes således en afstand fra marv til bark på træets trækside, som var mere end dobbelt så stor som samme afstand i diametralt modsat retning, henholdsvis lo6 og 52 cm. Noget lignende gjorde sig gældende for en skive, stammende fra en eg på Svenstrup (ligeledes Skovbrugsmuseet), men her var forskellen større, idet afstanden fra marv til bark i træets trækside var 125 cm., imod 4o cm. i diametralt modsat retning. I ingen af tilfældene lod det sig konstatere, hvorvidt antallet af årringe var ens på begge sider af marven, idet bredden af disse formindskedes så stærkt i tryksiden, at grænserne ikke lod sig eftervise med brug af almindelig lup.

3.4. Ufuldstændig årringsdannelse. Et lignende tilfælde har man i ufuld- stændig årringsdannelse, idet en årring på en større eller mindre stræk- ning kan være så smal, at den ikke lader sig erkende, eller den kan simpelt hen mangle på et stykke (34 s. 71 fig. 46), uden at det lader sig opdage uden meget indgående undersøgelser. Man vil i det i eksemplet vi- A B ste tilfælde tælle en årring mere ved tælling / indboring fra venstre end fra højre. I A skyldes dette, at grænsen mellem 2. og 3. årring er udvisket i højre halvdel, i B at der i højre side ikke er afsat noget ved svarende til årring nr. 2 i venstre halvdel. Fig. 1 I denne forbindelse skal det bemærkes, at hvis man blot har til formål at tælle årringe og ikke at måle deres bredde, vil det ved en meget ekscentrisk stamme være mest korrekt, og for øvrigt også lettest, at foretage tællingen i den side, hvor afstanden mellem marv og bark er størst (34 s. 71).

3.5. Vanrispuder. Det må endvidere bemærkes, at også vanrispuder og maser- ved giver problemer ved tilvækstboring, idet årringsforløbet i sådanne er så uregelmæssigt, at man næppe vil kunne sige noget sikkert om antallet 8. af ringe. Ofte finder man egestammer, og da især gamle træer, helt besat med vanrispuder, som foruden at forhindre tilvækstboring med deraf følgen- de årringstælling også umuliggør en omkredsmåling, der kan anvendes til noget effektivt, da disse puders vækst er en ru1den end selve stammens, 8

hvorfor det ville være misvisende, om man benyttede en sådan fundet omkreds som grundlag for en bestemmelse af den reelle tilvækst (45). 3.6. Klima- og jordbundsbetingede forskelligheder. Yderligere vil aldersbestemmelser baseret på omkredsmåling vanskeliggøres af forskelle i klima og jordbundsforholdene, idet disse to faktorer er bestemmende for træernes udvikling. Således fandt Bistrup 4) ved årringstælling på to lige kraftige ege en aldersforskel på ca. l00 år. Det vil derfor være næsten umuligt at afgøre, hvor gammelt et træ er, hvis man kun har dets dimension at holde sig til.

3.7. Korrektion for højdevækst. Sker årringstælling i en vis højde over jorden, kræves et tillæg til den direkte talte alder, svarende til den tid, træet skønnes at have brugt til at nå op i pågældende højde. Vildtbid og andre for planten ugunstige forhold kan have lagt mange år til den tid, man normalt ville anse for tilstrækkelig, hvilket giver rig lejlighed til indførelse af fejl.

3.8. Forveksling af grene og vanris. Af noget større betydning end de fo- regående fejlmuligheder er den, der kan opstå, hvor årringstælling sker på en affaldet gren. Hvis nemlig denne blot er et kraftigt udviklet vanris, vil der ikke være nogen forbindelse ind til marven, fordi grenen simpelt hen er anlagt ude i selve veddet. Der kan derfor være gået mange år, fra træet er nået op i en højde svarende til grenens placering, og til vanriset er begyndt at skyde (44). Det skal til slut bemærkes, at en stor del af de fejl, der kan indføres i aldersbestemmelser, er af mindre betydning, når det gælder kæmpeege, hvor der er tale om aldre på flere hundrede år, således at den betydning, der skal tillægges dem, må afpasses efter den anvendelse, man vil gøre af sine iagttagelser.

4. Tilvækstforholdene for hjemlige, gamle ege. Om end det i det foregående blev bemærket, at aldersbestemmelse på grundlag af diametertilvæksten via omkredsmåling var en mindre nøjagtig og eventuelt umulig sag, er det en meget benyttet metode, og det synes at være den mest farbare vej, hvis de gamle træer ikke skal lide under en sådan aldersbestemmelse. Der vil i det følgende blive gjort et forsøg på at sammenstille nogle sammenhørende værdier for diameter og gennemsnitlig årlig diametertilvækst for de træer, der er beskrevet i forskellige år af forskellige forfattere, for to lokaliteter, Frijsenborg og Jægersborg Dy- rehave, suppleret med egne målinger. Imidlertid er det et gennemgående træk ved litteraturen om vore gamle ege, at beskrivelse og måling ind- skrænker sig til registreringstidspunktet, hvorefter der ikke synes at foreligge yderligere oplysninger om de en gang behandlede objekter. Denne omstændighed umuliggør i de fleste tilfælde at bestemme diameterudviklingen, da der ikke har været tid til på ny at foretage måling på samtlige lokaliteter.

4.1. Egene på Pederstrup og Christianssæde, er beskrevet såvel i 1918 (15) som i 1928 (2o). Endvidere er enkelte omtalt hos Vaupell (40 s. 137), War- ming (41 s. 49 - 50) og Niernann (31 s. 35-36). Mest udførligt har dog C. D. F. Reventlow behandlet denne lokalitets ege i sin bog "Forslag til en forbedret Skovdrift" (37). En del af de beskrevne træer er nu faldet, men det bør nævnes, at der blandt disse var tale om eksemplarer med anselig størrelse. Således var "Falkeegen" med sine lo m. i omkreds Christianssæ- des største eg og "vistnok også Danmarks største Eg, næstefter de berømte Jægersprisege" (2o s. 234), men også "Baggesens Eg" og "Den snoede Eg" har været store træer, begge med et omfang af 612 cm. (Vaupell). Skønt de forskellige forfattere hver især beskriver en hel del træer, er det kun lykkedes at finde tre, for hvilke de tre af forfatterne opgiver mål. Disse mål er opført nedenstående tabel.

1862 1918 1928 diam. tilv. pr. år

O D O D O D 1863/1918 1918/1928 cm. mm.

687 219 706 225 6 Pederstrupegen

569 181 580 185 4 Ugleegen

581 185 615 196 2 Rytterknægten

O står for omkreds, D står for diameter.

Just Holten foretog i 1918 en undersøgelse af 37 ege, overvejende fra Christianssæde, og fandt ved tilvækstboring den gennemsnitlige diameter- tilvækst pr. år for de sidste fem år (15 s. 389). De fundne diametre og tilvæksterne på samme gengives i efterfølgende tabel, der er taget fra Just Holtens artikel, lige som den grafiske afbildning af diametertilvæk- sten ved de forskellige diametre er det.

Fig. 2

Ved sammenligning af tilvæksttallene for "Pederstrupegen" og "Ugleegen" fra tabellen på foregående side med tilvæksterne i ovenstående tabel ses, at der er tale om stærkt afvigende tal for samme diameter. De to nævnte ege synes således ikke at passe ind i Just Holtens skala. Årsagen hertil 11

er ikke let at finde, der kan være mange faktorer, der har øvet indflydelse på dette forhold. Så længe man kun har de nøgne tal at holde sig til, vil enhver forklaring bero på et skøn.

Som nævnt har C. D. F. Reventlow foretaget indgående undersøgelser af et antal ege, såvel på Pederstrup som på Christianssæde. For at få et sammen- ligningsgrundlag til de af Just Holten fundne diametre og tilvækster her på, er foretaget en omregning af Reventlows tal for l0 ege på Christians- sæde (37 s. 9), idet der dog kun er benyttet middeltal af såvel diameter som tilvækst. Det samme er gjort for Reventlows målangivelser for 22 ege fra Sorø Akademis Skove (37 s. 38), for derved at sammenholde Lollandske og Sjællandske ege eksempelvist. Fig. 3 viser de omregnede tal lagt op grafisk sammen med Just Holtens data på kæmpege fra Christianssæ- de. Det vil ses, at de to forfatteres angivelser stemmer godt overens, dog ligger kurven for de sorøske ege på et lavere niveau end de lollandskes. Dette kan hidrøre fra den omstændighed, at de to lokaliteters ege ikke er målt med samme nøjagtighed (37), men der kan lige så godt være tale om, at det er forskelle i vækst forholdene, der afspejler sig. Sammen- ligningen må ikke drives for vidt, da Just Holtens mål stammer fra bryst- højde, mens Reventlows er taget ved rodsnittet. Angående sammenligning af diametertilvæksten i de to højder se senere under afsnittet om Jægersborg Dyrehaves gamle ege. 12

Just Holten kunne ved sine undersøgelser ikke nå frem til en, fra en bestemt diameter at regne, konstant diametertilvækst, men påviste i stedet, at: "Grundfladetilvæksten fra omtrent l00 cm. diameter bliver konstant" (15 s. 393), hvilket blev sat i forbindelse med totalbladfladens konstans. Konstanten for grundfladetilvæksten var for det undersøgte materiale 79 cm2, som det fremgår af hosstående tabel.

D står for diameteren, t for diametertilvæksten og GT for grundfladetil- væksten, som er beregnet efter formelen:

er sat lig 2D, hvilken forenkling ikke spiller nogen rolle, da t er en lille størrelse i forhold til D (15 s. 393). Da de gennemsnitlige diametertilvækster, som Reventlow fandt, er i god overensstemmelse med Just Holtens, kan man vel med nogen forsigtighed slutte, at hvis undersøgelserne også havde omfattet diametre over l00 cm., ville Reventlows materiale også have ført frem til noget i retning af de 79 cm2 grundfladetilvækst. Efterfølgende skema er et uddrag af Muhle Larsens opgørelse af forsøgsfla- den på Bremerhus, Brahetrolleborg (24 s. 276 - 277).

Denne undersøgelse viser blandt andet, at diametertilvæksten synes at blive næsten konstant fra og med en diameter på omkring 51 cm. Endvidere bliver grundfladetilvæksten konstant fra og med samme diameter. Konstanten bliver i dette tilfælde 27 cm2. For øvrigt synes Just Holtens materiale, som det vil ses af fig. 2, at føre frem til en konstant diametertilvækst, der ifølge figuren skulle være ca.2 mm, et synspunkt, som forfatteren åbenbart ikke har villet tilslutte sig, 15 s. 393).

4.2. Egene i Vemmetofte skove er udførligt beskrevet i 1925 (42). Endvide- re har Vaupell (4o) og J. Lange (21) beskæftiget sig med denne lokalitets ege, og der er foretaget målinger i anledning af Edinburgh-udstillingen 1884, hvilke mål angives af Wegge (42). Endelig har P. C. Nielsen i 1965 genmålt en del af disse træer (30). Følgende tabeller giver en oversigt over de mål, der har kunnet fremskaffes, og de omfatter kun de træer, der har været målt flere gange, da disse er de eneste, der kan afgive oplysninger om tilvækstgangen.

Der synes at være nogen uoverensstemmelse mellem omkredsmålene 1862/82 for Firkantegen og mellem målene 1882/84 for Linieskibsegens vedkommende. End- videre er der konstateret forskelle i omregningen fra fod og tommer til m- systemet mellem de af Wegge (42 s. 39o) og Warming (41 s. 14) angivne tal for henholdsvis Firkantegen og Hjorteegen, og de i forbindelse med denne opgave foretagne omregning, hvilke sidste tal er benyttet her.

4.3. Egene på Oreby og Berritzgårds skovdistrikt er beskrevet i 1927 (3), men også Vaupell har beskæftiget sig hermed (4o s. 38-139). Endvidere er der til nærværende opgave fra distriktet indhentet oplysninger stammende fra l9ol, l95o og l96o (45), således at efterfølgende tabeller har kunnet opstilles.

Det vil fremgå af tabellen, at den årlige diametertilvækst for perioden l95o/6o er påfaldende stor, når man tager træernes formodede alder i betragtning, idet de er af samme størrelsesorden som de af Reventlow angivne tilvækster for 0 - 120 årige ege, således som refereret i afsnittet om Christianssædeegene. Det er vanskeligt at sige noget om, hvad der kan være årsag hertil, måske har omgivelserne ændret sig radikalt, måske kan klima og jordbundsforholdene have spillet ind, og endelig foreligger den mulighed, at unøjagtigheder i omkredsmålingen har indført visse fejl. 16

4.4 Egene i Silkeborgegnen. Om denne lokalitets ege vides kun lidt. Ganske vist er de største beskrevet (12 og 21), men som for mange af de spredte forekomster af gamle ege indskrænker oplysningerne sig til registreringstidspunktet, hvorfor der savnes materiale til undersøgelse af diameterudviklingen. Imidlertid kan det have en vis interesse at bemærke den oversigt, Helms giver over de forekomne egearter (12 s. 2lo), som her bringes i uddrag.

Denne meget konkrete angivelse af egenes art er en af de eneste, der kommer til udtryk i litteraturen om kæmpeegene,(se dog senere under Jægers- prisegene). 4.5.

4.5. Jægersprisegene, i litteraturen også kaldet " de tusindårige ege " er de mest kendte af vore gamle træer, og de er da også beskrevet gentagne gange i en efterhånden meget righoldig litteratur. I følgende tabeller er foretaget sammenstilling af de i tidens løb fundne omkredsmål, men det må erkendes, at det resultat, der er fremkommet i henseende til tilvæksttal, er magert. Sammenstillingen er da også i første række medtaget her for at give en slags oversigt over det materiale, der foreligger om disse vore ældste ege. De opgivne mål stammer således fra følgende forfattere; 1861 1919 Vaupell (40). 1888: Schovelin (39). l908: Warming (41). Helms (13) 1931: Det forstlige Forsøgsvæsen, her efter P. C. Nielsen (29). 1954: Ni- elsen (29). 1965: Th. Jensen (17).

Fig 6 Snoegen 1967. Ved betragtning af tabellerne vil det fremgå, at der er nogen uoverens- stemmelser mellem omkredsmålene. Således synes de af Helms fra 1919 opgivne tal at være for høje. "Man skal vist glæde sig over, at den forststude- rende, der har beskrevet Snoegen i 1919, ikke er navngiven. Han maa have fumlet en del med målebåndet, når han opgiver omfanget til l0 m." (29 s. 358). Når Oppermann i sin afhandling om: "Egens Træformer og Racer" sær- ligt har beskæftiget sig med Snoegen (33 s. 76-78), skyldes det, at der lige siden Høegs undersøgelser af Jægersprisegenes artsrenhed (16 s. 411- 427) har været tvivl om dette spørgsmål. Høeg mente, at Snoegen var en bastard mellem vinter- og stilkeg, hvilket blev skarpt imødegået af Wei- marck, der var af den opfattelse, at der her var tale om n- tal ras inom Robur-komplexet" (43 s. 67), nemlig Quercus Robur subsp. pu- berula, mens Jørgensen og Barner ifølge Nielsen (29 s. 361) " de jægerspriske Kæmpeege som rene Stilkege". Der synes således at være delte meninger, men da der for de øvrige forekomster af gamle ege ikke foreligger oplysninger af denne art, se dog under Egene i Silkeborgegnen, skal spørgsmålet ikke uddybes nærmere her. I forbindelse med forsøgsvæse- nets opmåling i 1931 foretoges en boring i Snoegen. Et vedlag på 89 mm omfattede 80 årringe med følgende lo-årige tilvækster, målt udefra indef- ter: l0, l0, 12, 12, 12, 11, 12, lo. Der er således tale om en næsten konstant tilvækst med et gennemsnit på 1,1 mm, (33 s. 77). Af langt større værdi end de gentagne målinger af Jægersprisegene er de undersøgelser, som disse gamle kæmpers vogter gennem de sidste 22 år, skovfoged Th. Jensen, har foretaget (17). Der skal i det følgende gives en kort redegørelse for disse, idet den aldersbestemmelse, der var det egentlige formål, vil blive omtalt i et senere afsnit. Undersøgelserne blev baseret på årringstælling, selv om denne metode normalt ikke anses for brugbar i tilfælde, som dette, hvor objekterne er hule 19

indvendig. For Storkeegen, som ansås for bedst egnet, forløb bestemmelsen således (17 s. l5o-152).

Fig. 7. Forklaring i teksten

I en højde af l,35 m beregnedes en radius på 165,5 cm. Imidlertid var det på grund af træets hældning nødvendigt at arbejde med forskudt marv fra og med en højde af l m, således at forskydningen mellem marv og centrum i l,35 m højde ansloges til 5 cm. Dette er illustreret på fig. 7, der svarer til artiklens fig.7 (17 s. 15o). Den lodrette linie a viser træets marv, i højden b (l m) formodes marvens videre forløb at følge linien c. Forskyd- ningen (5 cm) er betegnet ved d. Følgende opstilling dannede herefter ud- gangsmaterialet for de videre beregninger.

Endvidere kendtes træets tykkelse på målestedet (a og b, fig. 8), henholdsvis 45,3 og 47,6 cm, der sammenlagt giver 92,9 cm. Stykket c (fig. B), der er den ubekendte faktor har herefter en læng- de på 65,o cm.

Fig. 8 Forklaring i teksten

Fig. 9 viser årringsgangen i de direkte målelige stykker (a og b, fig. 8). Måling af årringsbredder foregik som måling af et varierende antal ringe, opdelt efter ensartethed i bredde, med efterfølgende beregning, da hver enkelt årring ikke lod sig måle direkte. Det ubekendte stykke c blev endelig bestemt ved måling af et antal (4 stk.) træer i Storkeegens umiddelbare nærhed, idet udvælgelsen af disse foretoges således, at deres samlede radier med passende overlapninger udgjorde det savnede stykke.

Fig. 10 viser dette forhold, idet tallene i cirklerne angiver overlapningerne. En lignende undersø- gelse blev foretaget på Kongeegen. Her er de ubekendte faktorer endnu større end hos Storkeegen, hvorfor målet i erkendelse heraf blev at nå frem til en omtrentlig minimumsalder. Da træet er delt op i tre dele, hvoraf de to østlige har været

Fig. 10. Forklaring i teksten. døde i en årrække, som blev anslået til omkring 160 år, var det også her nødvendigt at arbejde med forskudt marv i et forsøg på at borteliminere det herved opståede tilvæksttab. I stammens 21

levende del udtoges en boreprop, hvis længde maksimalt kunne blive 21 cm, hvilket i sammenligning med dette træs store radius var forsvindende.

For ikke at indføre unødigt mange anslåede værdier i forsøget. på at ud- fylde hulrummet, benyttedes Storkeegens tal, hvilket i sig selv ikke var tilstrækkeligt, hvorfor det sidste manglende stykke (60,6 cm.) måtte dæk- kes ved hjælp af gennemsnitlige årlige tilvækster gennem de sidste l50 år for fire af stedets egne kæmpeege. Opstillingen af det anvendte materiale bliver da følgende (17 s. 155 - 156).

Til dækning af resten på 6o,6 cm benyttedes følgende årlig tilvækstgennem- snit.

Grunden til, at der i det foregående er gjort så meget ud af netop disse undersøgelser, er, at de dels er de mest nøjagtige, vi har, og dels ganske godt illustrerer de vanskeligheder, der kan være forbundet med tilvækstun- dersøgelser, ikke blot på denne slags træer, men på alle sådanne træer, som på en eller anden måde falder udenfor de gængse tilvækstoversigter. I forbindelse med de her opgivne gennemsnitlige årringsbredder kan det i øvrigt bemærkes, at der er god overensstemmelse mellem disse og de tal, Oppermann angiver for Snoegen (33 s. 77). Der imod synes den alderskurve, som kan opstilles på grundlag af de årringsbredder, Jensen fandt frem til ved at anvende andre på arealet stående yngre træer, at være noget afvigende fra en normaltudseende alderskurve. Holmsgaard anfører (14 s. 47): "Det typiske forløb er, at årringsbredderne i en kort årrække i træets ungdom tiltager for i løbet at nogle få år at kulminere og derefter aftage - i begyndelsen temmelig stærkt, senere svagere og ofte endende med at være konstant". Denne udtalelse er ikke møntet på nogen bestemt træart, men af en forespørgsel om udtalelsens gyldighed specielt for eg fremgik det, at en alderskurve for denne træart i bevoksning (Vallø) havde vist et forløb ganske svarende til det ovenfor beskrevne, idet det stærke fald i 22

tilvæksten ophørte ved 3o årsalderen. Derefter var faldet noget langsomme- re til ca. 85 årsalderen, hvorefter tilvæksten syntes konstant. Om frit- stående og gamle træer, der må formodes at have været genstand for forskellig behandling kunne intet siges (47). Det må derfor blot konstateres, at der er visse dunkle punkter omkring den for Jægersprisegene antagne ungdomsvækst. Betragter man Just Holtens kurve (fig. 2), der ganske vist ikke er nogen egentlig alderskurve, men som dog har en vis lighed hermed, vil man finde en god overensstemmelse med det af Holmsgaard beskrevne normale udseende for sådanne kurver. Også de senere viste årringsdiagrammer vil antyde et sådant kurve forløb. Camus (7 s. 343) berører denne sag ved at angive, at en eg kan forøge sin omkreds med 2 cm/år til 3o årsalderen, derpå l cm/år til l00 årsalderen og herefter mindre og mindre. Man genken- der heri atter den normale alderskurves forløb.

4.6. Egene i Frijsenborg skove er beskrevet i 1918 (5) og er endvidere opmålt i forbindelse med nærværende opgave. Endvidere foreligger der mål for enkeltes vedkommende fra 1885, s om er angivet sammen med målene fra 1918, og for fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at Vaupell, som eller har beskæftiget sig med de fleste af landets gamle ege, kun synes at have interesseret sig for Niels Ebbesens Eg i Nørreris Skov, for hvilken han tilmed angiver et for højt omkredsmål (4o s. 142). I forbindelse med opmålingen i 1967 er træernes omtrentlige placering angivet på kortmateri- ale, der er vedlagt som bilag sidst i opga- ven. Træernes nummerering hidrører fra op- målingen i 1918, og endelig skal det næv- nes, at træ nr. 16 i Lystskoven faldt i 1963, og at stammen har fået lov at blive liggende på stedet, da den som følge af råd er uanvendelig. En skive er udtaget og sendt til Skovbrugsmuseet i Hørsholm, hvor der har været lejlighed til a t foretage en årringstælling. Om resultatet se senere, afsnit 5.8.

Fig. 11. Niels Ebbesens eg set fra NØ 23

Den gennemsnitlige diametertilvækst pr. år fra 1885 til 1918 var for træ- erne lo, Il, 12 henholdsvis 5, 2 og 4 mm. Fig. 12 viser den gennemsnitlige årlige diametertilvækst som funktion af diameteren i 1967. De i den grafiske afbildning viste diametertilvækster svarer ikke helt til dem i tabellen, da disse sidste er afrundet til nærmeste hele tal, hvilket ikke er tilfældet med de førstnævnte. Der synes at være en stigende diametertil- vækst med stigende diameter, således at der endnu ikke er tale om en kulmination for denne tilvækst. At det punkt, der svarer til en diameter over 260 cm ligger lavere end man skulle vente med et stigende kurveforløb be- høver ikke at betyde, at der er en generel nedgang i tilvæksten i disse diameterklasser. Da der kun er den ene angivelse i denne ende af diameter- skalaen, kan kurveforløbet her ikke bestemmes.

Gennemsnitlig diametertilvækst for 13 ege på Frijsenborg: 4 mm. pr. år. Ved at betragte til væksterne i tabellen vil det fremgå, at nogle enkelte træer skiller sig ud fra de øvrige. Man kunne derfor fristes til at tro, at en væsentlig årsag hertil måtte være en mere eller mindre fri stilling, hvilket imidlertid ved nærmere eftersyn ikke synes at være tilfældet. At dømme efter de billeder, der foreligger fra. 1885 og 1918 (5), kan de æn- dringer, der er sket med egenes nærmeste omgivelser, ikke have påvirket diametertilvæksten, da den opvækst, der i den forløbne tid har indfundet sig, endnu ikke har opnået så store højder, at egenes kroner generes. De tilsyneladende højest ydende fordeler sig med omkring halvdelen i fri stilling og halvdelen under indflydelse af nabotræer, der også fandtes i 1918.

4.7. Jægersborg Dyrehave. 4.7.1. Indledning. I 1933 foretog Co Raunkiær (36) en omkredsmåling på en række af de gamle ege, der står i Jægersborg Dyrehave, for derved at frem- skaffe et materiale, som sammenholdt med en senere måling af de samme træ- er, kunne give oplysning om den gennemsnitlige årlige tilvækst. Resultatet af en sådan undersøgelse skulle o- gen Grad at kunne skønne over de gamle Eges Alder" 36 s. 85). I forbindelse med denne opgave, altså 34 år efter Raunkiærs målinger, er en del af disse træer atter blevet målt. Desværre har der af tidsmæssige grunde ikke været lejlighed til at opsøge samtlige tidligere målte træer. Dette antal er, når" til forsøg uegnede træer 11 ikke medregnes ca. 290 fordelt på 17 grupper, hvoraf lo grupper omfattende 168 træer nu atter er blevet målt. Hertil kommer, at der i de forløbne 34 år er væltet nogle, mens et par enkelte andre fandtes i en sådan forfatning, at det ville være meningsløst at fortsætte med dem til forsøg fremover. Endvidere må det tages i betragtning, at der i de grupper, som ikke er blevet målt i denne omgang, ligeledes kan være faldet nogen fra, således at antallet af de nu to gange målte træer alligevel må kunne betragtes som værende et repræsentativt udsnit af det oprindelige antal.

4.7.2. Anvendt metodik. Da den af Raunkiær angivne målemetode er blevet benyttet ved denne sidste opmåling, skal der kort redegøres herfor. Af hensyn til publikums færden er de pågældende træer ikke blevet specielt afmærkede (36 s. 90). I stedet for er målestedet og målehøjde angivet i hvert enkelt tilfælde. Således er der på grund af jordsmonnets ujævnhed ved foden at et træ op- søgt et sted med jævn og fast bund i en vis afstand fra træet. Dette steds beliggenhed i forhold til stammen er angivet ved hjælp af verdenshjørne, 25

og fremgangsmåden er da den, at man på den angivne plane bund opstiller en målestok, forsynet med en vinkelret, forskydelig arm af 75 cm. længde, indstiller armen på en nærmere angiven højde over den plane bund, hvorefter målehøjden er det sted på stammen, hvor armen rører, når den holdes i vandret stilling. Målebåndet lægges på stammen i den fundne højde således, at det af båndet bestemte plan står vinkelret på stammens akse. Af hensyn til ujævnheder i barken foretages 5 målinger, idet målebåndet slækkes og på ny bringes på plads ind imellem hver aflæsning. Omkredsen beregnes der- på som middeltallet af de 5 målinger. Af praktiske grunde er kortene over de enkelte grupper og træers placering ikke medtaget her, hvorfor der hen- vises til Raunkiærs publikation (36). I det efterfølgende vil nummerering og gruppebetegnelser svare til dem, der blev fastsat i 1933. Der vil i det følgende ikke blive angivet målehøjde og målested, da disse er de samme, som tidligere blev benyttet.

4.7.3. Målenes sammenlignelighed. Af hensyn til målenes pålidelighed foretog Raunkiær en nærmere undersøgelse af hver enkelt stamme, hvorefter må- lehøjden blev afpasset således, at målebåndet kom til at ligge an på et sted med jævnt stammeforløb. Dette medførte, at målehøjden blev forskellig, idet det dog tilstræbtes, at denne blev 150 cm, eller så nær på dette mål som muligt 36 s. 90). Der er i de viste kurver ikke taget hensyn til denne variation i målehøjden, idet, når bortses fra direkte sammenligning af diametre, dette forhold ikke synes at betyde noget. Holmsgaard kom ved litteraturstudier og ved egne undersøgelser frem til, at der er god overensstemmelse imellem årringsvariationen i forskellige højder (14 s. 55 ff). Overføres dette på det foreliggende tilfælde, vil det sige, at der ikke indføres betydende fejl ved direkte at sammenligne diametertilvæk- sterne i forskellige højder over jorden, når disse lægges op over diameteren i samme højde. Man må blot være opmærksom på, at et træ med given diameter i brysthøjde kan figurere blandt større træer end ventet, nemlig hvis omkredsen er målt under denne højde. Han må derfor undersøge målehøj- den:, inden en eventuel sammenligning af diametrene foretages.

Fig. 13. Vaupells Eg, Springforbigruppens nr. 18 set fra Nord (36 s.145)

Fig. 14. Vaupel1s Eg set fra Syd. Der bemærkes en kraftig reduktion for dette træ, som i dag, 1967, fak- tisk kun er en ruin, som næppe for- mår at hæve sig op over den unge bøgekultur, der omgiver den.

Fig. 15. Der ses en tydelig tendens til stigende diametertilvækst med stigende diameter. 28

Fig. 16. Der ses en klar tendens til stigende diametertilvækst med stigende diameter. 29

Fig. 17. Der ses her en meget tydelig tendens til stigende diametertilvækst med stigende diameter. 30

Fig. 18. Stigende diametertilvækst med stigende diameter, omend tendensen ikke er helt skarp. Der synes at ske noget i diam. intervallet 110 - 150 cm.

Fig. 19. Trods det forholdsvis lille antal træer i gruppen synes der at kunne spores en tendens til stigende diameter- tilvækst med stigende diameter.

Fig. 2o. Diametertilvæksten ses at være jævnt stigende med stigende diameter

Fig. 21. Af den grafiske afbildning vil det fremgå, at der er en tendens til kulmination for diametertilvæksten ved diameteren 125 cm. Hovedparten af træerne i gruppen synes at være stærkt reducerede, hvilket kan være medvirkende til, at til- vækstforløbet har været afvigende fra det for lokaliteten normale. Det behøver imidlertid ikke at være årsagen, men muligheden foreligger.

Fig. 22 35

Fig. 23. Der ses en jævnt stigende diametertilvækst med stigende diameter.

I ovenstående tabel er materialet fra Jægersborg Dyrehave delt op således, at den gennemsnitlige diametertilvækst for de enkelte diameterklasser kommer frem. Det må erkendes, at opdelingen måske er lidt inkonsekvent, idet alle diametre beliggende mellem f. eks. 70,0 og 79,9,begge inklusive, er rubriceret i diameterklassen 70 - 79, hvilket er gjort som en følge af den måde, målebogen blev ført på. Imidlertid vil denne forenkling næppe forår- sage større forskydninger i billedet. En større skævhed kan fremkomme derved, at de større diameterklasser er relativt sparsomt repræsenterede, et forhold, som næppe ville være blevet stort anderledes, selvom hele Raunki- ærs materiale var blevet medregnet. Det fald, som således antydes i tabel- lens slutning, kan derfor næppe tages som noget reelt udtryk for diameterudviklingen i denne ende af materialet. Den kurve, der kan opstilles på grundlag af ovennævnte tilvækstberegninger for de forskellige diameterklasser, er lagt ind på fig. 25, idet en mindre udjævning er foretaget skønsmæssigt samtidig med, at der ikke er taget stilling til denne kurves fortsættelse i de større diametre, hvilket skyldes den ovenfor nævnte dårlige repræsentation i denne ende af diameterska- laen. Det vil af fig. 25 fremgå, at der er en stor spredning omkring denne linie, hvorfor det ville være en meget stærk forenkling, hvis man anså den for at være fællesnævner for de gamle eges tilvækst på denne lokalitet.

4.7.6. Boreprøver, disses behandling, analyse og tolkning. Samtidig med, at der foretoges opmålinger i Dyrehaven blev der udtaget et antal boreprø- ver, jævnt fordelt over det forhåndenværende materiale. Disse prøver er analyseret, og fremgangsmåden skal kort omtales. Da målingen af årrings- bredderne først blev gennemført nogen tid efter udtagningen, foregik der en vis udtørring af borespånerne, hvorfor det var naturligt - omend ikke nødvendigt - at opfugte disse inden målingen (14 s. 33). Holmsgaard har en times forløb opnår 80 % af 24-timers udbulningen" (14 s. 35).

Borespånerne indspændtes på langs mellem to kæber og kløvedes midt igen- nem. Snit fladen blev gnedet ind i hvid pasta, som efter aftørring af det overskydende udfyldte karrene, hvorved årringsgrænserne trådte tydeligere frem. Udmålingen af årringsbredderne forgik i mikroskop med trådkors, til- sluttet en regnemaskine, som, for hver gang der indstilledes på en år- ringsgrænse, automatisk angav årringsbredden i tiendedele millimeter. Re- sultatet af denne undersøgelse ses i følgende tabel med tilhørende grafiske afbildning, fig. 26.

Det ses, at der er nogen afvigelser i kurveforløbet for de forskellige træer, hvilket også var at vente, da rent lokale ændringer i omgivelserne og i træernes fysiske tilstand vil give sig udslag i årringenes varierende bredde. også jordbunden spiller ganske givet ind, for selvom de undersøgte træer står i forholdsvis begrænset afstand fra hinanden, kan det ikke und- gås, at der er lokale forskelle. 11 Egen kan vokse næsten paa ethvert Ter- rain og enhver Jordbund undtagen paa den sure, magre Tørv, naar blot un- dergrunden tillader Pæleroden at vokse i Dybden. 1t (Il s. 277). Udviklin- gen er naturligvis forskellig på de forskellige jordbundstyper. Ekstremer- ne er de jydske heders meget langsomt voksende egekrat og de på den skøre lerjord kraftigt udviklede individer. Man regner derfor med jordbundens beskaffenhed som en alt afgørende faktor i træernes udvikling. Også klimaet øver en afgørende indflydelse på væksten, men da den arealmæssige ud- strækning i dette tilfælde som nævnt er af begrænset omfang, vil der anta- gelig kun være grund til at undersøge, om vindpåvirkningen har nogen indflydelse, idet forskelle i læforholdene kunne tænkes at have betydning. Dette er udtrykt af Revent store og sluttede Skove, i hvilke det ene Træe tjener det andet til Læe, vil findes at have mindst Indflydelse paa Vegetationen, men derimod den største i aabne Skove og paa de yderste Træer, som ikke beskjermes af de øvrige."(37 s. 13). Imidlertid kan der ikke læses noget af kurverne.om dette, da disses mere eller mindre jævne forløb synes at være uafhængigt af, om det pågældende træ har stået meget vindudsat eller ej. Trods de naturligt forekommende afvigelser mellem kurverne vil man kunne genfinde karakteristiske fællestræk, et forhold, som senere vil blive kort berørt i afsnittet om dendrokronologi. Sammenligner man de gennemsnitlige årlige diametetertilvækster, der er beregnet på grundlag af omkredsmåling med dem, der kan beregnes ud fra boreprøverne, således som det er gjort ne- derst i omstående tabel over boreprøveanalysen, vil man finde visse uover- ensstemmelser. Det er der imidlertid ikke noget mærkeligt i, når man tæn- ker på, at årringsbredden kun i sjældne tilfælde er den samme hele vejen rundt for samme årring. Står man overfor et træ med forskudt marv, er der store chancer for ved boring at finde såvel for brede som for smalle år- ringe, således som det blev omtalt i afsnittet om unøjagtighederne ved målingerne.

4.7.7. Barkens eventuelle indflydelse på resultatet. Hvilken rolle spiller barken for målingerne? Desværre var det ikke muligt at undersøge den på de boreprøver, der udtoges, da denne simpelthen smuldrede bort eller knækkede i flere stykker. Reventlow angiver barkens tykkelse på forskellige egelo- kaliteter, men nævner, at barkens tykkelse ikke står i noget forhold til træernes alder (37 s. 12).

Der er i hosstående tabel foretaget en omregning af gennemsnitstallene i de respektive tabeller hos Reventlow (s. 1l, 20, 42, 50). Kanngiesser berører emnet (18 s. 183) og oplyser, at barkens. tykkelse på gamle ege i Tyskland ligger imellem 5 og 7 cm. Ved måling på egeskiver er i gennemsnit fundet barktykkelser på ca. 2,5 cm på 200-300 årige ege, hvilket også må anses at gælde for egene i Jægersborg Dyrehave. For Jægersprisegene regnes ligeledes med barktykkelser på 2,5 cm (17 s. 151 og 155). Heraf kan sluttes, at barkens reelle tykkelse ikke er af nogen afgørende betydning for til- vækstberegninger på grundlag af omkredsmåling, så længe der arbejdes med de gamle træer. Imidlertid frembyder en stærkt furet bark vanskeligheder ved at forstyrre selve omkredsmålingen, da kammene bevirker, at målebåndet i langt de fleste tilfælde kommer til at ligge forskelligt an i to på hinanden følgende målinger af samme stammestykke. Denne ulempe skulle der være kompenseret for ved den af Raunkiær angivne metode med fem målinger pr. træ, se afsnittets begyndelse.

4.7.8. Afsluttende bemærkninger. Som tidligere omtalt fandt Just Holten frem til en konstant grundfladetilvækst fra omkring 100 cm diameter at regne. Konstanten var for lollandske kæmpeege 79 cm2 (15 s. 393). Forsøges en lignende beregning for egene i Jægersborg Dyrehave, vil man ikke komme til nogen konstant inden for det materiale, der foreligger, da der er tale om en stigende tilvækst med stigende diameter, som det fremgår af fig. 25. Hvis der imod det fald i tilvæksten, som antydes i de høje diameterklasser er udtryk for et reelt fald, og ikke er fremkommet på grund af den spar- somme repræsentation af træer med store diametre, er det ikke umuligt, at der på nuværende tidspunkt finder en sådan konstant grundfladetilvækst sted. Før eller senere må tilvæksten på diameteren begynde at aftage, men endnu synes den ikke at være kulmineret. Beregnes for de otte træer, i hvilke der har fundet årringsboring sted, den gennemsnitlige diametertil- vækst for de sidste fem år ud fra den betragtning, at tilvæksten i de sidste år skulle være af en sådan karakter, at kulmination skulle være ind- trådt, men blot tilsløres, når samtlige 34 år tages i regning, synes der ikke at fremkomme nogen ændring i billedet. Den årlige tilvækst for de sidste 5 år svarer til tilvæksten i gennemsnit for de 34 år. 42

Fig. 27. Billedet til venstre viser Blå Bommegruppens nr. 14, som det så ud i 1933 (36 s. 155), mens det til højre viser træet, som det så ud i 1967. Det vil ses, at der i tidens løb er sket visse ændringer, et forhold, som kan vanskeliggøre gen- kendelsen af træerne. Navnlig i de tilfælde, hvor beskrivelsen gælder grupper af eg og bøg, kan meget være forandret, da bøgene ofte vil være forsvundet.

Fig. 28. Digegruppens nr. 2. Raunkiær skriver under dette billede: "Hjærteskærende Vandalisme, vistnok forøvet 1896" (36 s. 162). Sammenlignes med udseendet i dag, 1967, ses, at sårhelingen er vidt fremskredet. Dette er et eksempel på, at disse gamle træer ikke har mistet regenerationsevnen.

5. Aldersbestemmelser. Efter at diameterudviklingen således er blevet undersøgt i en række til- fælde, er vi nået frem til aldersbestemmelserne. Først vil der blive foretaget en sammenstilling af de resultater, der i tidens løb er opnået, idet der samtidig vil blive draget visse sammenligninger mellem de forskellige principper, hvorefter disse vil blive prøvet på senere fremkommet materiale.

5.1. Vaupells teori. Det første, mere konkrete forsøg på at opstille regler til aldersbestemmelse af kæmpeegene, finder man hos Vaupell, som kom frem til følgende (40 s. 153): At 4 fods tykke Ege ofte ikke ere ældre end 150 Aar At tohundredeaarige Ege ofte ikke ere tykkere end 5 Fod At ege, som ere 6 Fod tykke, ofte ikke ere ældre end 300-350 Aar At vi forresten ikke vide noget Paalideligt om Egestammernes Væxt over 300 Aar, men at den efter den Tid maa anslaaes til 1/8 - 1/9 Tomme.

Omregnes Vaupells tal til metersystemet, får man:

Den gennemsnitlige årringsbredde efter opnåelsen af de 300 år skulle såle- des efter Vaupells beregninger være 1,5 til 1,7 mm, hvilket svarer nogenlunde til de ved boring i gamle træer konstaterede tilvækster. Som tidligere nævnt fandt Oppermann i 1931 en gennemsnitlig årlig tilvækst for Sno- egen på 1,1 mm for en periode af 80 år (33 s. 77).

5.2. Gadeau de Kervilles teori. Også Kerville angiver en sammenhæng mellem alder og diametertilvækst, opstillet på grundlag af litteraturstudier over kæmpeege i Normandiet. Han kommer til følgende resultat for træer i bevoksning (19 s. 212):

Sammenlignes disse tal med Vaupells, ser man, at træer ældre end 300 år forholder sig temmelig ens ifølge de to forfattere, idet Kerville regner med 3,25 - 3,50 mm på diameteren, Vaupell med 3,3 - 3,0 mm. Om Kervilles formel siger Camus (7 s. 342), at den giver for høje aldre, når den benyttes i forbindelse med isolerede træer, da den er opstillet med træer i bevoksning som udgangsmateriale. Dette hænger naturligt sammen 44

med, at bestandstræer har større højde, men mindre tykkelse end fritståen- de eksemplarer med samme alder. Camus bringer ikke Kervilles skala i dens fulde helhed, hvorved der fremkommer en mindre forskydning i aldersbestemmelserne, hvilket dog næppe har nogen afgørende betydning, når der er tale om så gamle træer, som tilfæl- det er med kæmpeegene.

5.3. Just Holtens diameter/aldersskala. Foruden Vaupell har også andre herhjemme forsøgt sig med aldersbestemmelse af de gamle ege, således Just Holten, hvis undersøgelser hvilede på lollandske kæmpeege som materiale. Når der her bruges ordet "kæmpeege", er det lidt af en tilsnigelse, idet der foruden store, gamle træer også var tale om helt små individer, som af forfatteren blev betegnet som: "hørende til Kæmpeege-typen", (15 s. 389). Efter at have foretaget en sammenstilling af diameter og gennemsnitlig årlig diametertilvækst, opstilledes en sammenhæng mellem diameter og alder, idet diametertilvæksten indenfor intervaller af lo cm. diameter be- tragtedes som konstant, lig tilvæksten i intervallets midte. Således betragtes diametertilvæksten for intervallet 0 l0 cm som tilvæksten ved 5 cm diameter. Alderen ved diameter o cm i brysthøjde, den alder, ved hvilken den første årring afsættes i denne højde, ansloges til 6 år. Dette førte frem til følgende skala (15 s. 392).

Hertil bør bemærkes, at der ved opstillingen af ovenstående tabel er ud- skudt et par stærkt afvigende mål (tallene i parentes i tabellen s, l0), som man trods alt nok burde have ofret lidt mere opmærksomhed, da man på grund af det forholdsvis lille materiale ikke kan vide noget om sådanne afvigelsers betydning for et eventuelt større materiale, hvilket kan blive et aktuelt spørgsmål, hvis resultatet ønskes udstrakt til et alment princip. 45

Dette har nu næppe været forfatterens mening, idet han andet steds gør opmærksom på, at hans relationer kun er bevist for lollandske ege (15 s. 393). 5.4. Bistrups årringstælling. Som et eksempel på aldersbestemmelse ved årringstælling på en afbrudt gren har vi Bistrups datering af en gammel eg på Torbenfeldt (4). I en højde af 3,5 m over jorden udgik en gren, gennem hvilken der blev lagt et snit i en afstand af 4,5 m fra bullens akse. År- ringstallet var 188 - 190, hvortil blev lagt 12 år for stammens højdevækst til 3,5 m, samt 23 år for grenens længdevækst til 4,5 m, idet der regnedes med en årlig længdevækst af 0,3 m for stammen og o,2 m for grenen (4 s. 551). Den beregnede alder blev således 225 år. Omkredsen i brysthøjde var 694 cm, (målt 1942). Undersøgelsen blev suppleret med et antal tilvækstboringer omfattende 49 år, hvorved den gennemsnitlige årlige diametertilvækst for denne periode fandtes at have været 5 mm (4 S. 550). Til sammenligning nævner Bistrup en aldersbestemmelse af en anden eg, en naboeg til den såkaldte Lyneg ved Frederiksborg Slot (4 s. 552). Dette træ havde en omkreds i brysthøjde på 6,9 m og bestemtes efter samme princip som Torbenfeldtegen til en alder af 343 år. De to af Bistrup omtalte ege har således haft samme brysthøjdediameter på dateringstidspunktet, men har desuagtet haft en aldersforskel på godt 100 år. Dette forhold tillagdes blandt andet forskelle i jordbund på de to lokaliteter.

5.5. Oppermanns årringstælling. også Oppermann har foretaget en aldersbestemmelse af en gammel eg ved årringstælling på en affaldet gren (32 s. 364-66). Træets omfang i brysthøjde var 658 cm, og på grenen, som sad i 6 m højde, taltes 250-260 årringe. Med et tillæg på 30-40 år for træets vækst til den pågældende højde, hvilket sammenlignet med Bistrups angivelse er højt regnet, blev træets alder beregnet til 280 - 300 år. Årrings- bredden var i gennemsnit for de forløbne 14,0 år forud for år 1923 0,8 mm, for de foregående 100 år 1,4 mm (32 s. 366).

5.6. Th. Jensens årringstælling. Endelig skal aldersbestemmelsen af Jæ- gersprisegene omtales. Den metode, der anvendtes, bygger som de tidligere på årringstælling, men som det vil være fremgået af beskrivelsen under afsnittet om metoder til aldersbestemmelse og under Jægersprisegenes til- vækstforhold, var denne årringstælling af kompliceret natur (17). For Storkeegens vedkommende ser regnestykket således ud (17 s. 153):

Træets omkreds i brysthøjde var på dateringstidspunktet 10,40 m. For Kongeegen kompliceredes forholdet yderligere ved, at gennemsnitlig årlig tilvækst for lokalitetens kæmpeege måtte indgå i beregningerne, hvis Storkeegens tal skulle bruges, hvilket ansås for det mest nøjagtige. Kon- geegens hulhed er nemlig større end Storkeegens omkreds. Regnestykket ser således ud (17 s. 157):

Træets omkreds i brysthøjde var på dateringstidspunktet 13,96 m. De 1424 år er fremkommet ved benyttelse af en gennemsnitlig årringsbredde på 1,3 mm, som også er gennemsnit for Kongeegen selv inden for de sidste 160 år. Benytter man Storkeegens gennemsnitstilvækst, 1,6 mm, fremkommer en alder på 1337 år, mens Snoegens tal ville give 1540 år (17 s. 157)

5.7. Sammenligning mellem de forskellige principper. For at danne sig et skøn over de forskellige metoders gyldighed, kan man anstille følgende beregninger, hvor resultatet er kendt.

Samtlige tal i tabellen er opgivet i år. Tallene i kolonnen for årrings- tælling er de tal, man må anse for de rigtige, mens tallene i de øvrige kolonner er beregnet ud fra oplysninger om de pågældende træers omkreds under benyttelse af de anførte forfatteres metode til aldersbestemmelse. Dog er Just Holtens angivelser for de Jægerspriske ege beregnet af forfatteren selv. De i første kolonne anførte tal er hentet fra: Bistrup (4): Torbenfeldt og Frederiksborgegene, Oppermann (32): Springforbiegen, Niel- sen (29): Adam, Jensen (17): Jægersprisegene, mens Dyrehaveegen er aldersbestemt i. f. m. denne opgave, se senere. 47

Det må tages i betragtning, at der ved årringstællingen er foretaget reduktion for bark, hvilket ikke har været tilfældet ved beregning af diameter efter omkreds. Denne fejl er dog ikke af nogen større betydning, hvilket ses af de to beregningsrækker ror Dyrehaveegen. De aldre, der er ud- regnet på grundlag af Vaupells princip, er fremkommet som et gennemsnit af de aldre, denne skala åbner mulighed for, når diameteren bliver over 6 fod. De få beregninger, der er vist ovenfor, synes ikke at tale til fordel for noget bestemt af principperne. Snart giver det ene et forholdsvis nøj- agtigt resultat, snart det andet. Dette peger på, hvor vanskeligt det er at fremsætte regler for træernes vækst. Det lader Sig måske nok gøre at finde en nogenlunde brugbar lovmæssighed gældende for en bestemt lokalitet, men de omtalte principper synes ikke at kunne gøres almengyldigt uden videre.

5.8. Datering af en Frijsenborgeg. Under omtalen af egene i Frijsen- borgskovene blev det bemærket, at der var udtaget en skive af en væltet eg, nr. 16 i Lystskoven. Der er her tale om et træ med ekscentrisk marv, og da formålet med en årringstælling hovedsageligt var at finde frem til træets alder er denne tælling foretaget i træksiden, altså der hvor årrin- gene havde den største bredde, samtidig med, at der blev taget hensyn til årrinsgrænsernes tydelighed på hele strækningen mellem marv og bark. Fig. 29 viser resultatet af denne tælling. Skiven blev udtaget i en forholdsvis stor højde, nemlig 6,40 m, hvilket var nødvendigt på grund af råd og grene. Anslås det lige som hos Bistrup (4 s. 551), at træets højdevækst har været gennemsnitlig 0,3 m om året, skal der til de 306 år, der er fremkommet ved tælling lægges 21 år, hvilket sammenlagt giver 327 år. Det vil med andre ord sige, at dette træ har startet sin vækst omkring 1630. Helt sikkert kan det ikke angives, da man ikke kender noget til, om der har været tale om en stampeperiode i begyndelsen. Træet væltede for fire år siden, men det vil næppe have nogen mening at medregne disse år, hvis man ønsker at overføre det undersøgte træs alder til de øvrige, da usikkerhedsmomen- terne ved den foretagne aldersbestemmelse i forvejen kan regnes at være af denne størrelsesorden. Den gennemsnitlige diametertilvækst for dette træ i de sidste 50 år har været ca. 3,4 mm, uden hensyntagen til ekscentriciteten.

5.9. Datering af en Dyrehaveeg. Endvidere er der foretaget en årringstæl- ling på rodsnittet af en eg, dei" indtil i år stod på Dyrehavsbakken, og som endnu fandtes tilgængelig for tælling. Resultatet ses af fig. 30. 48

Alderen bestemtes til ca. 270 år, hvorved træet bliver på alder med Dyre- haven, som for den sydlige dels vedkommende udlagdes som park i 1670,(48). Dette træs gennemsnitlige diametertilvækst i de sidste 30 år har været ca. 5,2 mm

5.10. Datering af andre ege. Endelig har der været lejlighed til at foretage årringstællinger på nogle egeskiver på Skovbrugsmuseet. Således stam- 1955 56. 49

Som omtalt hos P. C. Nielsen (29 s. 364) kan dette træ aldersbestemmes til 370 år. Der imod fandtes ved sidste årringstælling tilsyneladende en anden årringsbredde, idet gennemsnittet for de sidste 50 år bestemtes til 2,9 mm imod 1,9 mm ved tidligere tællinge. Foruden II Adam" taltes årringe på en skive fra Dragsholmegen, der bestemtes til ca. 260 år med en gennemsnitlig årringsbredde for de sidste 50 år på 2,8 mm. Hvor på træet, skiven var udtaget, lod sig ikke afgøre. På en anden skive, stammende fra en ikke nærmere angivet eg taltes ca. 280 årringe. I dette tilfælde var den gennemsnitlige årringsbredde for de sidste 50 år 3,5 mm. For samtlige årringsbestemmelser gælder, at de er foretaget med passer og målestok, idet lo årringe ad gangen blev målt. Derfor er der ikke tale om nogen stor nøjagtighed, men metoden blev anset for den eneste anvendelige. Af de omtalte årringstællinger, og med den opnåede nøjagtighed taget i betragtning, vil det fremgå, at der for træer med aldre fra 260 - 370 år er tale om gennemsnitlige årlige diametertil- vækster på 3 - 7 mm, hvilket er en så ubestemt angivelse, at en til træernes alder svarende omkreds ikke lader sig bestemme særlig præcist. Den modsatte operation er selvsagt lige så vanskelig.

Fig. 3 50

6. Kæmpeege i udlandet.

Hvordan ser det nu ud med gamle ege udenfor landets grænser? Man kan vel med al mulig rimelighed forventet at også andre lande huser store, gamle ege. Imidlertid er litteraturen herom meget sparsom med hensyn til undersøgelser over disse træers vækstforløb. Alt, hvad der foreligger, og som det har været muligt at finde frem til, er en række omtaler, der ganske vist i nogle enkelte tilfælde indeholder angivelser af brysthøjdediameter, alder og eventuelt afbildninger, men materialet lider af samme skavank som størsteparten af det hjemlige, idet oplysningerne indskrænker sig til registreringstidspunktet. Endvidere er der i de fleste tilfælde ikke angivet noget om, hvordan aldersbestemmelserne, hvor de forelig ger, er foretaget, om der virkelig ligger en indgående undersøgelse til grund, eller der blot er tale om skønsmæssig fastsættelse o I det følgende skal der kort gøres rede for de oplysninger, der foreligger, navnlig for derved at give en oversigt over den givne litteratur. Da størsteparten er af begrænset værdi for denne opgave, er der kun taget et lille antal eksempler op. Sverige: Kun en enkelt angivelse, nemlig "Kvilleken" i Norra Kvillkulla sogn. Stammens omkreds i brysthøjde er 12,75 m og alderen anslås til ca. 900 år (l s. 173). Norge: Den største angivne eg er "Storegen" ved Vikøy præstegård, Hardanger, der angives til 6,18 m i brysthøjdeomfang (29 s. 369), hvormed træet er på størrelse med den største af de målte ege i Jægersborg Dyrehave. Træet er ikke aldersbestemt. Tyskland: Mest udførligt er de gamle ege her behandlet af Max Lange (22), der i sin rigt illustrerede bog beskriver en række træer, men desværre kun i enkelte tilfælde giver oplysning om disse mål. Det største eksemplar synes at være en eg i Anhalt, der bærer navnet "Hertugegen" (22 s. 16+67). Denne skulle have et stammeomfang på over 1l m. Frankrig: Forskellige forfattere har beskæftiget sig med de gamle ege her, således de Kerville (19), Camus (7) og Kanngiesser (18) samt Rossmässler (38). Den største af de franske ege var Montravail-egen ved Saintes, I Charente inferieure, der efter Kanngiessers beskrivelse (18 s. 184) havde en omkreds på 10,85 m en meter over jorden, men ifølge Camus (7 s. 353) målte 13 m. Også Vaupell (40 s. 127) omtaler dette træ og angiver omkredsen til 66 fod i 5 fods højde, hvilket mål næppe kan være rigtigt. Alderen angiver han til ca. 2000 år. Træet eksisterer ikke mere (7 s. 353). Kanngiesser omtaler samme sted en anden fransk eg, som han kalder st. Josephs Kapellan Eiche, der i en meters højde over jorden skulle måle 12,29 m i omkreds. Træet er ikke aldersbestemt og findes ikke beskrevet hos de andre forfattere. Camus omtaler endvidere et stort antal kæmpeege i Normandiet, af hvilke den største er Alouville-Bellefosse-egen, der måler 51

lo m. i omkreds, og angives at være 900 år gammel, (7 s. 343 - 353). Endvidere omtales en vintereg, som kaldes Saint-Jean-egen i Compiegneskoven, der med en omkreds af 7 m anslås til en alder af ca. 400 år (7 s. 229). England: De største engelske ege, der er beskrevet, er Newland-egen hvis omkreds er 13,6 m og en eg på Marton Estate i Cheshire, med en omkreds på 13,4 m (29 s. 367). Alligevel er Cowthorpe-egen den kendteste af de engelske ege. Den måler 11,3 m i omkreds (29 s. 367) og angives af Kanngiesser at have en alder på ca. 1500 år (18 s. 184). Som afslutning på denne yderst kortfattede gennemgang af de udenlandske kæmpeege, der som nævnt kun har til opgave at vise, at det ikke blot er her i landet, sådanne gamle kæmper forkommer, kan det bemærkes, at der ikke synes at forekomme træer, der overgår Kongeegen på Jægerspris, hvad omkreds angår. Ser man der imod bort fra dette ene træ, synes der at være fuldt ud lige så store og lige så mange, eller man skulle må$ke sige lige så få, gamle ege ude omkring, som hos os, hvilket næppe kan undre nogen. Hvad angår de aldersangivelser, som forekommer for enkelte af de nævnte træers vedkommende, må man nok tage dem lidt med forbehold, da de bærer præg af at hvile på rene skøn, når dndtages de af Camus (7) angivne, idet Kervilles metode er brugt i disse tilfælde

7. Dendrokronologi. Allerede i det gamle Grækenland og det gamle Rom var de lærde opmærksomme på, at træerne voksede i tykkelse under dannelse af årringe, en iagttagelse, der sener blev fulgt op af erkendelsen af, at disse årringe havde varierende tykkelse. Der skulle imidlertid gå mange år, før dette blev sat i relation til klimatiske variationer, således at den egentlige dendrokronologi, som den kendes i dag, først er opstået i dette århundrede (25 s. 5). Det Var astronomen A. E. Douglass , der blev grundlægger af denne videnskab, for hvilken hans interesse blev vakt i forbindelse med astronomiske undersøgelser (8 s. 9). Douglass iagttog , hvorledes årringsbredden afhang af klimaet, navnlig nedbøren, og benyttede disse breddevariationer som udtryk for klimaændringer, en omvej, der nødvendiggjordes af den omstændighed, at optegnelser af meteorologisk art ikke dækkede fortiden så langt tilbage som ønskeligt (8 s. 9). Ved at undersøge årringsvariationen i et materiale af en vis størrelse, vil man ofte kunne iagttage serier af smalle og brede årringe, der går igen i de forskellige dele af materialet. Den forskel i årringenes bredde, man så ledes kan iagttage, er forårsaget af ydre omstændigheder og kan skyldes en begrænsende faktor som for eksempel nedbøren (8 s, 9), hvilket var tilfældet i Douglass undersøgelser, der byggede på materiale fra 52

Arizonas Højsletter, hvor det netop er nedbøren, der er den begrænsende faktor for trævæksten. Douglass foretog en række sammenligninger mellem forskellige grupper af materiale ved a t opsøge ens ringsystemer, idet de smalle årringe blev tillagt størst værdi, fordi dannelsen af sådanne er en mere karakteristisk og ensartet reaktion på ugunstige kår end dannelse af brede årringe er under gunstige (25 s. 6). Disse synspunkter er dog kun gyldige i udprægede tørkeklimaer, og lader sig næppe praktisere med tilstrækkelig nøjagtighed i vort fugtige klima. (6 s. 20). Ved således bestandig at vælge den placering af materialegrupperne i forhold til hinanden, ved hvilken der var størst mulig overensstemmelse mellem ens ringsystemer, nåede Douglass frem til den såkaldte "Crossdating", som dækkede en periode af 4.500 år (25 s. 6). Denne korsidentifi kation lader sig dog kun praktisere, hvor årringene er tydeligt aftegnede og hvor de varierer i bredde, og skulle således afgive et vel egnet materiale. Som nævnt foretog Douglass sine undersøgelser for at løse et astrnomisk problem, nemlig solpletternes variation, men anvendeligheden til datering af træfund som f. eks. tømmer og planker i skibe, bygninger og lignende fra en svunden tid, har gjort arkæologerne interesserede i metoden (6. s. 4). Da årringsbredderne genspejler klimavariationer, vil det sige , at dateringstabeller, der er opstillet på grundlag af korsidentifikation, får en mere ellLer mindre begrænset gyldighed , hvorfor der kan opstå vanskeligheder ved datering af f. eks. et stykke tømmer , da det kan være tilført langvejs fra (44). Hvor store afstande, en korsidentifikation dækker , er der vel næppe nogen regler for , men det kan anføres, at Douglass fandt ligheder over en afstand af 300 km. (9 s. 130). Årringsvariationerne kan angives på forskellig måde, mest almindelig er dog den af Douglass angivne, nemlig ved brug af såkaldte skeletkort. Disse er grafiske fremstillinger, hvori årringene tildeles vægt efter bredde, således at de smalle får stor vægt, og markeres ved en l ængere eller kortere søjle, de normalt bredde ringe afmærkes ikke, mens de ekstremt brede lige netop markeres (l0 s. 17). Disse afmærkninger sker på en tidsakse, hvorpå årene er afsat . på denne måde får man et billede af årringenes relative bredde. Douglass anfører, at der ikke foreligger nogen endelige resultater for amerikanske eges vedkommende, blandt andet fordi træarten er for hård at bore i (9 s. Il). Om der senere er fremkommet noget ,har ikke kunnet oplyses.

8. Konklusion. En sammenfatning af, hvad der foreligger om egenes diameterudvikling, vil vise et ret interessant billede. For sluttede bevoksninger synes alderskurverne at have et maksimum på et tidligt tidspunkt i bevoksningens alder. Således fandt Holmsgaard, at diameterudviklingen kulminerer før 30 årsalderen, mens Camus angiver, at største diametertilvækst opnås ved 30 årsalderen. Endvidere viser Reventlows og Just Holtens undersøgelser, at omslaget sker ved diametre på ca. 40 cm, der omsat efter Just Holtens alderjdiameterskala giver ca. 50 år. Derimod synes diameterudviklingen at være en anden, når der er tale om spredte bevoksninger, således som tilfældet er på Frijsenborg og i Jægersborg Dyrehave, hvor der nærmest er tale om parkagtig vækst, mindre grupper med mange udkanter og god plads for det enkelte træ. Det er ganske naturligt, at træer i fri stilling forøger stammeomfanget hurtigere end træer i bevoksning, men undersøgelserne synes at vise, at når slutnings- graden ikke er større end det er tilfældet på disse lokaliteter, holder denne virkning sig i 200-300 år, måske endda længere. Indenfor det undersøgte materiale fra Frijsenborg og Jægersborg Dyrehave kunne der således ikke konstateres noget maksimum i tilvækstkurven , hvilket synes at bekræfte den for egedyrkning gyldne regel, at unge bevoksninger bør tyndes kraftigt. Med hensyn til muligheden for at aldersbestemme gamle ege på grundlag af deres stammeomfang, har denne undersøgelse beklageligt nok ikke bidraget til at forøge forhåbningerne. Hvad der indtil nu er fremdraget af oplysninger i den retning synes ikke at føre til noget positivt resultat. Udviklingen er så uens på de forskellige lokaliteter, at generelle regler endnu synes uden for rækkevidde. Således må der først, så vidt det kan skønnes, foretages omfattende årringstællinger og målinger af årringsbredder, før almengyldige vækst-alderslove for disse gamle træer kan opstilles. Forsøg på at finde de gennemsnitlige diametertilvækster i de forskellige diameterklasser for egene i Jægersborg Dyrehave viste, at der forekom så store spredninger, at fastlåsning til et bestemt niveau måtte anses for urealistisk. Indtil et bedre og mere fyldigt materiale foreligger, må man enten foretage særskilte undersøgelser fra sted til sted, eller man må lade sig nøje med gisninger, eventuelt med støtte i den almene tommelfingerregel: "en tomme i fem år". 54

Anvendt litteratur. l. T. Arnborg & I. Hustieh: "Våra Trad", stockholm 1953. 2. E. Assmann: "Waldertragskunde", 1961, s. 63-64. 3. J. Bang: "Gamle Ege paa Oreby og Berritzgaard Skovdistrikt", Dansk Skovforenings Tidsskrift 1927, s. 16-35.

s. 548-554. 5. E. Buchwald: "Gamle Ege paa Grevskabet Frijsenborg", Dansk Skovforenings Tidsskrift 1926, s. 22-59. 6. J. Bruun: "Lidt om Aarringsdatering", storopgave i skovbrugshistorie, 1947. 7. A. Camus: "Encyclopedie economiqe de sylvieuture. Les Chêne", Vol. 2, Paris 1938-39. 8. A. E. Douglass: Climatie Cycles and tree-growth, Carnegie Inst. Wash. 1919, Pub. 289. 9. - Climatic Cyc1es and tree-growth, Carnegie Inst. Wash. 1928, Vol .. 2. lo. - Vol .. 2. Precision of Ring Dating in Tree- Ring Chronologies, Univ. of Arizona 1946, Bul. 3. ll. Hauch 8{ Oppermann: "Haandbog i Skovbrug", 1898-1902, s. 271-280. 12. J. Helms: "Egene i Silkeborgegnen", Den kongelige Veterinær- og Landbohø- gskoles årsskrift 1920, s. 197-222. 13. "Kæmpeegene i Jægerspris Nordskov", Dansk Skovforenings Tidsskrift 1923, s. 500-521. 14. E. Ho1msgaard: ftÅrringsanalyser af danske skovtræer", Det forstlige Forsøgsvæsen 1955-56, s. 1-246. 15. Just Holten: "Gamle Ege i Grevskabet Christianssæde Skove", Dansk Skovforenings Tidsskrift 1919 s. 379-395. 16. E. Høeg: "Om Mellemformerne mellem Qereus robur L. og Q. sessiliflora , Botanisk Tidsskrift 40, 1929, s. 411-427. 17. Th. Jensen: "Et Forsøg på Aldersbestemmelse af Storkeegen og Kongeegen i Jægerspris Nordskov", Dansk Dendrologisk årsskrift 2 II 1965 s. 148-160. 18. F. Kanngiesser: "Ueber Lebensdauer und Diekenwaehstum der Waldbaume", Allgemeine Forst- und Jagdzeitung 1906, s. 181-184. 19. H. Gadeau de Kerville: "Les Vieux Arbres de la Normandie", Etude Botanico- Historique 1928, Fase. I. 20. O Glud Konradsen: "Gamle Ege paa Pederstrup og Christianssæde", Dansk Skovforenings Tidsskrift 1928, s. 222-240. 21. J. Lange: "Bidrag til de i Danmark Dyrkede Frilandstræers Naturhistorie", Tidsskrift for Skovbrug, Vol. 8, 1886, s. 91-134. 22. Max Lange: "Unsere deutsehen Eiehen", Dessau 1937. 23. P. Larsen: "Planternes Vækststoffern" , Berlinske Leksikon Bibliotek 1962.

24. Muhle Larsen: "Egeprøvefladen ved Bremerhus", Det Forstlige Forsøgsvæsen bd. 13, s. 266-288. 25. Wo G. McGinnies: "Dendrochronology", Journal of Forestry 1963, s. 5-11. 26. AG Mentz: "Naturfredning, særlig i Danmark", Kbhvn .. 1909. 27. C. Mar: Møller: "Uber die Bedingungen fur das Erreichen hohen Alters bei Waldbäumer" Forstwissenschaftliches Centralblatt 1957, s. 355-360 0 28. "Vore Skovtræarter og deres dyrkning", Kbhvn o 1965, s. 348. 29. P. C. Nielsen: "Kæmpeegene i Jægerspris Nordskov", Dansk Dendrologisk årsskrift IV, 1957, s. 3~7-372. 30. Upubl. data for egene i Vemmetofte Skove, 1965. 31. A. Niemann: "Vaterländische Waldberichte", Altona 1822, s. 35-36. 32. A. Oppermann: "Aldersbestemmelse paa en stor Eg", Det Forstlige Forsøgsvæsen bd. 8, s. 364-367. 33. "Egens træformer og Racer", Det Forstlige Forsøgsvæsen, bd. 12, 1932. 34. O. G. Petersen: "Forstbotanik", Nordisk Forlag 1908, s. 65-73. 35. E. Pontoppidan: "Den danske Atlas", Tom II. 36. C. Raunkiær: "Dyrehavens gamle Ege", Botaniske Studier 1934, s. 85-162. 37. C. D. F. Reventlow: "Forslag til En Forbedret Skovdrift", Kbhvn. 1879. 38. E. A. Rossmässler: "Der Wald", 2. udg. ved M. Willkomm 1871. 39. A. Schovelin: "Mærkelige gamle danske Træer", Kbhvn. 1881-91. 40. Chr. Vaupell: "De danske Skove", Kbhvn. 1863. 41. E. Warming: "Dansk Plantevækst, 3. Skovene" , Botanisk Tidsskrift 1916-19. 42. p. Wegge: "Gamle Ege i Vemmetofte og Rosendal Skove", Dansk Skovforenings Tidsskrift 1925, s. 383-408. 43. H. Weimarck: "De nordiska ekarna", Meddel. från. Lunds Botaniska Museum nr. 84-85, Lund 1947. 44. Forelæsningsnotater i skovbrugshistorie. 45. Brevveksling med Oreby og Berritzgaard Skovdistrikt. 46. Personlig samtale med skovfoged Th. Jensen. 47. Brevveksling med forstander dr. agro. E. Holmsgaard. 48. Personlig samtale med skovrider A. Tage-Jensen

56 57 58 59