Den Fælles Fortælling
Total Page：16
File Type：pdf, Size：1020Kb
Udvikling af stedbundne turismekoncepter i danske kystferiebyer Den fælles fortælling Jørgen Hansen, TexTour for VisitNordjylland 30-08-2013 Den fælles fortælling SIGNALEMENT AF KYSTTURISMEN I DANMARK Fire udviklingsfaser Man kan bedst beskrive kystturismen i Danmark fra den spæde begyndelse og frem til ca. 1980 ved at betragte udviklingen i fire faser. Denne faseopdeling er inspireret af antropologen Valene L. Smith, der dog opererer med hele syv faser. Den danske etnolog Charlotte Bøgh anvender Smiths begrebsapparat i en dansk kontekst, primært med udgangspunkt i empirisk materiale fra den nordsjællandske kyst. Det giver imidlertid et bedre og mere overskueligt billede at nøjes med fire faser, når der i det følgende ikke blot skal gives en dækkende beskrivelse af kystturismen i Danmark som helhed, men også foretages en sammenligning mellem de udvalgte kystferiebyer. Første fase er ”pionererne”, først og fremmest forfattere og malere, der forlader hovedstaden på udkik efter nye motiver og stof til deres digtning og forfatterskab. Navnlig i anden halvdel af 1800-tallet er der blandt kunstnerne en stigende interesse for den ”uberørte natur” med dens ”urbefolkning”. Disse kunstnere optræder som trendsettere og skubber udviklingen i retning af næste fase. Når ”uberørtheden” forsvinder, nås næste fase, og de fleste af kunstnerne fortsætter så vidt muligt til en ny lokalitet, som de kan ”opdage”. Denne første fase er relativt kortvarig og tager sin begyndelse omkring 1870. ”Pionererne” indlogerer sig på de bestående kroer eller lejer værelser hos lokalbefolkningen. Der er således ikke behov for ny overnatningskapacitet. Anden fase er ”de oprindelige landliggere”, der udgøres af samfundets toneangivende kredse, herunder ikke mindst det øverste lag af borgerskabet, bestående af akademikere, embedsmænd og virksomhedsejere, der har råd til og mulighed for at tage på ferie. Perioden strækker sig fra 1880’erne og frem til 1. verdenskrig, og i alt er der kun tale om ca. 5.000 personer i hele Danmark, hvoraf langt hovedparten er hjemmehørende i hovedstaden. 2 Den fælles fortælling De følger lige i hælene af kunstnerne, er måske endda bekendte af dem, og under alle omstændigheder er de blevet hidlokket af kunstnernes malende beskrivelser på papir eller lærred. Som hovedregel kendte de ”oprindelige landliggere” alle sammen hinanden på forhånd, fordi de færdedes i nøjagtig de samme kredse i København om vinteren. I turismemæssig forstand kan de betegnes som utraditionelle gæster, fordi de typisk opholder sig i flere måneder og falder godt til i lokalsamfundene. De starter med at leje sig ind hos lokale beboere eller tager ophold på pensionat eller badehotel, men ikke så få af dem bliver så begejstrede for sommerlivet på den pågældende lokalitet, at de vælger selv at få bygget en sommervilla. I denne periode sker der således en vis udbygning af overnatnings- kapaciteten i form af badehoteller og badepensionater. Tredje fase er ”sommerinvasionen”. I mellemkrigstiden fra 1920 til 1940 stiger antallet af sommergæster betragteligt, og stadig flere samfundsgrupper melder sig som deltagere i sommerlivets glæder. Kystbyerne ændrer karakter; de gamle fiskerlejer, der efterhånden havde fået et lidt fornemt præg af stille badebyer, bliver til en art servicecentre, hvor langt den største indtægtskilde er sommerturisterne. Det var ikke usædvanligt, at byernes indbyggertal blev tidoblet i sommer- månederne – men til gengæld var turismen stadigvæk udelukkende et sommerfænomen, og lokalbefolk- ningen kunne så at sige ”puste ud” om vinteren. Man begyndte ligefrem at tale om ”turistindustri”, og turismen bredte sig til kystområderne over hele landet. I denne fase er der ikke længere nogen nævneværdig kontakt mellem lokalbefolkningen og turisterne, og disse ”nye landliggere” blev ikke sjældent opfattet som ”fine og storsnudede”. Det er også i denne fase, at antallet af sommerhuse øges betragteligt. Der blev stadig bygget enkelte mastodont-sommervillaer, men først og fremmest kom der mange flere små sommerhuse og weekendhytter – som et udtryk for, at også befolkningsgrupper uden de helt store midler ønskede at tage del i ”sommerinvasionen”. De nye sommerhusejere foretrak ofte at bygge deres huse på ”naturgrunde”, mens de ”gamle” sommervillaer typisk blev omgivet af omhyggeligt anlagte haver. Perioden er også badehotellernes glansperiode. Sommerpublikummet kunne vælge mellem et stort antal badehoteller og pensionater, og geografisk stod valget først og fremmest mellem Bornholm, Nordsjælland, Langeland, hele den jyske vestkyst fra Fanø til og med Skagen – samt Søhøjlandet ved Silkeborg. Publikummet blev mere ”blandet”, fordi stadig flere fik råd til at holde ferie – og som noget nyt dukkede også de helt unge op blandt 3 Den fælles fortælling gæsterne. De var ikke længere nødvendigvis på ferie med forældrene, men drog i stigende omfang ud på egen hånd: et søskendepar, et par veninder – eller et forlovet par (selvom det var på grænsen af, hvad de borgerlige normer kunne acceptere). I denne periode sker der således en yderligere udbygning af overnatningskapaciteten i form af hoteller og små sommerhuse. Fjerde fase er ”demokratiseringen”, der udvikler sig i de danske kystområder fra midten af 1950’erne – i øvrigt parallelt med charterturismen ud af landet. Det bliver efterhånden en integreret del af stort set alle danskeres tilværelse at tage på ferie, til en begyndelse én gang om året, men efterhånden stadig oftere. Den egentlige sommerferie suppleres af kortere ferier i weekends og omkring helligdagene. Kystturismen er ikke længere udelukkende et sommerfænomen, men bevæger sig i nogle kystbyer i retning af helårsturisme. Det er samtidig den periode, hvor kystturismen i stigende omfang tiltrækker udenlandske gæster, primært fra Tyskland, Norge og Sverige. Badehotellernes tid er forbi; til gengæld oplever Danmark et voldsomt sommerhusboom, hvor antallet af selvejede sommerhuse tyvedobles på et par årtier. Der bliver flere campingpladser, og der bygges nye feriecentre langs kysten. Der sker altså en meget stærk udbygning af overnatningskapaciteten. Perioden er desuden karakteriseret ved, at turismefremmearbejdet i stigende grad professionaliseres og kommercialiseres, hvad der bl.a. kommer til udtryk gennem dannelsen af Danmarks Turistråd i 1967. De fire faser kan opsummeres på følgende måde: Fase Periode Signalement ”Pionererne” 1870-1880 Kunstnere på ”opdagelse”. ”De oprindelige landliggere” 1881-1914 Det bedre borgerskab lejer sig ind hos lokale eller bygger egen sommervilla. De første badehoteller og pensionater. ”Sommerinvasionen” 1915-1940 Bredere samfundskredse, dog primært borgerskabet, lejer sig ind hos lokale eller bygger selv et mindre sommerhus. Flere badehoteller og pensionater. ”Demokratiseringen” 1941-80 Alle danskere har i princippet mulighed for at være turister. Sommerhusboom, nye feriecentre, egentlige campingpladser. Ferier på flere årstider. I det følgende gives først en overordnet beskrivelse af udviklingen i hele landet gennem disse fire faser. Dernæst følger en beskrivelse af udviklingen i de 14 udvalgte kystferiebyer, 4 Den fælles fortælling hvoraf det fremgår, at byerne i større eller mindre omfang har gennemgået de samme fire faser. I nogle tilfælde har der dog været tale om, at man sprang en eller flere faser over, eller at nogle af de første faser blev sammentrængt til ét mere koncentreret forløb. En sammenligning mellem byerne er ikke problemløs Beskrivelsen af de 14 kystferiebyer beskæftiger sig primært med de første to faser, som kan karakteriseres som ”turismens barndom” – og hvor der kan iagttages forskelle byerne imellem. Når man skal sammenligne byernes udvikling, kan det være nyttigt at vælge nogle ”fikspunkter”; der er her valgt fire sådanne ”fikspunkter”, nemlig tidspunktet for den første kunstners ankomst, tidspunktet for det første større badehotel, tidspunktet for en evt. jernbaneforbindelse og tidspunktet for etablering af en turistforening. De to førstnævnte ”fikspunkter” er naturligvis ikke uproblematiske: Hvem var i virkeligheden den første kunstner – og kan det nøjagtig tidsfæstes, hvornår vedkommende indfandt sig? Det forholder sig heller ikke nødvendigvis sådan, at den allerførste kunstner fik nogen nævneværdig betydning for byens udvikling. Derfor er det forsøgt at vælge den kunstner, som for alvor fik betydning for byen. Man kan også spørge, hvad der forstås ved det første ”større” badehotel? Hvor stort skal det være, og hvor går grænsen mellem badehotel og badepensionat, som var en mindre virksomhed, hvor værtsparret typisk var alene om at tage sig af gæsterne? Svarene på disse spørgsmål varierer fra kystferieby til kystferieby, og der må derfor nødvendigvis tages et vist forbehold for sammenligningerne mellem byerne. Endelig må der tages det forbehold, at kildematerialet om de her medtagne byer er af varierende karakter. Nogle byer er velbeskrevne i mange kilder, mens der er andre, hvor det stort set har været umuligt at finde andet end sporadisk materiale. Typisk er der flere kilder at øse af, når det drejer sig om de byer, hvor turismen først opstod – mens det har været vanskeligere at finde relevant materiale om de ”yngste” kystferiebyer. 5 Den fælles fortælling DEN FÆLLES FORTÆLLING OM TURISMEN VED DE DANSKE KYSTER Forhistorien Så længe der har været mennesker på jordkloden, har de begivet sig ud på rejser. Det gælder også på vore breddegrader. Faktisk kan man påstå, at de første indbyggere i Danmark var turister – om end i en ganske anden betydning af ordet end den, vi bruger i dag. Fund fra den allertidligste