Progpower Scandinavia 2008
Total Page：16
File Type：pdf, Size：1020Kb
Progpower Scandinavia 2008 Det var en yderst positiv nyhed, at Claus Jensen besluttede sig for at afvikle endnu en udgave af Progpower Scandinavia efter sidste års forsøg, der nok bød på gode musikalske oplevelser (vi er i hvert fald nogle stykker, der sent vil glemme Thresholds energifyldte sæt), men også på et noget ujævnt sammensat program med en overvægt af ”power” og ikke så meget ”prog”. Det var der i den grad rettet op på i 2008-udgaven af minifestivallen med de hollandske rødder. For det første var hovednavnene valgt med et øje (eller øre) for variation: Melodisk kult-speed-power-folk-metal fra dansk-svenske Wuthering Heights, klassisk progressiv metal i Dream Theater-traditionen fra norske Pagan’s Mind, en blanding af sidstnævnte og mere dystre elementer fra tyske Vanden Plas, de tyske tech-metal-godfathers Mekong Delta (som erstattede Zero Hour, der måtte melde afbud pga. bassistens senesygdom), det mere trippy, stemningsfulde univers hos Dead Soul Tribe og endelig som trumf, den progressive rocks fornyere i Pain of Salvation. For det andet var festivallen afviklet med en forbløffende præcision – okay, der var lidt ventetid ind imellem, men intet sammenlignet med en gennemsnitlig klubkoncert i Danmark. Og på trods af et fremmøde, der i mine øjne ikke stod tilbage for sidste års publikum, var der ikke overvældende vanskeligheder med at komme ind og ud af koncertstedet (sammenlignet med sidste år, hvor publikum blev lukket så langsomt ind, at mange gik glip af åbningsbandets første par numre på trods af at have været der i god tid). Så alt i alt en virkelig tilfredsstillende festivaltradition, som man kun kan håbe vil fortsætte de kommende år. Nedenfor følger mine mere detaljerede indtryk af de 10 koncerter, vi fik hørt i løbet af fredag d.31.oktober og lørdag d.1.november. Fredag d.31.oktober Åbningsbandet, svenske Nostradameus havde de hårde odds at skulle åbne festivallen kl.19 for et temmelig diminutivt og uinteresseret publikum. Bandets musik var ret uinspireret, halvprogressiv melodisk powermetal med thrashelementer, men trods musikernes generelt gode præstationer formåede bandet ikke rigtigt at få folk i gang. Den skaldede forsanger Freddy Persson, der var klædt i teatralsk kliché-dragt med bar overkrop under åben, lang sort læderjakke, skal ellers have respekt for at gøre, hvad han kunne for at få gang i og hygge om publikum med humoristiske bemærkninger. Herefter gik det kraftigt ned ad bakke med aftenens andet opvarmningsband, Secret Sphere fra Italien. Selve musikken var muligvis nogenlunde i orden – vi var i den melodiske, progressive powermetal-boldgade, men med mere poppede numre og til tider heavyrock-agtige attituder, ikke ulig Firewind. Men bandets gebrokne engelsk, der ikke blot kom til udtryk imellem numrene, men også i sangteksterne, gjorde sammen med bandets selvhøjtidelige power-attitude koncerten så ufrivilligt morsom, at min storesøster og jeg var nødt til at søge væk fra scenen, for at vores grineflip ikke skulle blive for pinligt. Med refræner som ”Welcome to the Circus” med sidstnævnte ord udtalt fuldstændig som det danske ”cirkus”, ”Feed my Fire”, udtalt ”fit my fire”, og ”Loud and Raw”, hvor ”raw” blev udtalt ”row”, var det svært at forstå, hvordan lead guitaristen, der lignede en langhåret udgave af Iznogood, der forsøgte at imitere John Petrucci, kunne holde masken. Publikum, der på dette tidspunkt var blevet mere talstærke, var dog forbløffende modtagelige for bandets optræden, om end de tøvede lidt over for forsangerens entusiastiske opfordring til at skråle med på ”loud and row”-omkvædet. Det var ikke til at vide, om man skulle grine eller græde, da bandede takkede af med et ”Secretsphere say hello to you and have a good evening”. Oven på dette var det en lise for sjælen at høre Wuthering Heights, der denne aften spillede deres første koncert i 3½ år. Jeg har aldrig rigtig dyrket Wuthering Heights’ musik, men alt taget i betragtning synes jeg alligevel, de fyrede en god koncert af. Folkemusikelementerne, der har kendetegnet en stor del af bandets produktion, var stærkt nedtonede denne aften, hvorimod de speedede metalpassager med melodisk powersang fik lov at dominere. Og der var bestemt også knald på, når først denne sides redaktør, Morten Gade Sørensen fyrede op under gryderne og tæskede derudaf under vilde guitarer, keyboard og rumlende bas. Desværre havde bandet en hel del tekniske problemer med lyd, der kom, gik og overstyrede, og det virkede som om bandet hurtigt valgte at indtage en afslappet, lidt ligeglad attitude på scenen, der gjorde, at uheldene ikke kom til at skurre for meget i helhedsindtrykket. Trods en meget dedikeret fanskare oppe foran scenen gjorde dette imidlertid, at koncerten ikke blev helt så intens og medrivende, som den kunne have været, musikkens energi taget i betragtning. Endelig indtraf det øjeblik, jeg havde glædet mig til hele ugen, ja i flere måneder faktisk: Endelig skulle jeg høre Pagan’s Mind live. Jeg har været utroligt glad for mine cd’er med det lidt ”cheesy” norske progmetalband med science fiction-tekster og popklicheer blandet ind i heftigt spillede teknisk komplekse passager, men jeg var slet ikke forberedt på, hvor fed deres koncert denne aften ville være. Alt sad fuldstændig i skabet – Nils K. Rue sang formidabelt og havde fuldstændig kontrol over publikum, alle musikere spillede forrygende fedt, især guitarist Jorn Viggo Lofstad, der slet ikke så ud som om de vilde soloer voldte ham særligt besvær. I det hele taget var det fantastiske ved bandet, at de havde så meget overskud til at se glade ud og spille op til publikum, selv når de var i gang med noget vanvittigt komplekst. Jeg måtte arbejde på at få min underkæbe på plads igen, hver gang Lofstad og keyboardist Ronny Tegner fyrede deres Dream Theater-inspirerede synkrone soloer af med knivskarp præcision, og uden at dampen gik af det energiske powertog. Også trommeslager Stian Kristoffersen og bassist Steinar Krokmo var gennemført solide, og sidstnævnte så i den grad ud til at hygge sig, især i de tunge passager. Bandet lagde ud med de tre første numre fra deres seneste album, ”God’s Equation”, og et kort øjeblik forestillede jeg mig, at de bare ville spille albummet fra ende til anden. De brød dog snart flowet og leverede først et medley af forskellige numre fra deres foregående albums, og senere fik vi flere forskellige fan-hits som ”Trough Osiris’ Eyes” (fra ”Celestial Entrance”), ”Enigmatic Mission”, ”New World Order” (begge fra ”Enigmatic: Calling”) m.fl. Selv om David Bowie-coveret ”Hallo, Spaceboy!” fungerede godt live, især i samspil med publikum, kunne bandet efter min mening godt have sparet det væk til fordel for et ekstra er deres egne numre. Jeg ville gerne have hørt ”Spirit Starcruiser” fra ”God’s Equation” eller ”Celestial Calling” fra ”Enigmatic: Mission”. Men man kan dårligt tillade sig at brokke sig over et band, der på en så medrivende og kompetent måde kommer rundt i hele deres 4 albums store bagkatalog i løbet af godt 75 minutter, der syntes at blæse forbi, så godt var man underholdt. Efter dette brag af en koncert var publikum både høje og kvæstede, men mest kvæstede, hvilket Vanden Plas ikke formåede at ændre meget på, da de gik på et godt stykke over midnat. ”We know it’s late… also for us!” sagde forsanger Andy Kuntz i et øjeblik, hvor folks reaktioner var blevet særligt sløve. Jeg var selv så afsindigt træt, at jeg måtte forlade koncerten efter en lille time for ikke at lande på gulvet af bar søvnighed, men inden da nåede jeg at høre en masse god musik. Sidst, jeg hørte det tyske band, var for 11 år siden, da de varmede op for Dream Theater i KB-hallen, og enten er det bare, fordi min smag har ændret sig i mellemtiden, eller også er bandet blevet meget, meget mere interessant at høre på. For det første er de gennemført dygtige musikere, både instrumentalisterne og Andy Kuntz, hvis fede rockstemme har en interessant kontrast i hans lidt søvnige, medicinmand-agtige attitude på scenen. For det andet har musikken fået en dyster kant, som bringer bandet lidt i retningen af Pain of Salvation, men uden at forlade rødderne i det Dream Theater-inspirerede. Men som sagt var både band og publikum utroligt trætte denne aften, og da jeg gik, var der i hvert fald endnu ikke opstået den specielle kemi imellem musikere og lyttere, som man kunne have håbet på i forbindelse med et så interessant band. Lørdag d.1.november Efter gårsdagens lidt halvfesne opvarmningsbands havde jeg noget lavere forventninger til de to første navne, Cloudscape og Lanfear. Svenske Cloudscape gjorde imidlertid min tvivl grundigt til skamme ved at affyre en energisk og velspillet omgang halvprogressiv, småthrashet powermetal – lidt i samme boldgade som Nostradameus aftenen før, men blot langt bedre, mere musikalsk interessant, velspillet og med gang i den. Publikum, der som vanligt ved 19-tiden var til at overskue, blev efter få numre gejlet grundigt op og syntes at vokse i størrelse foran scenen. En stor bedrift fra et relativt ukendt band, der ikke havde noget vanvittig originalt musikalsk at byde på. Forsanger Mike Andersson havde en fed, Russell Allen-agtig stemme koblet med god teknik og var med til at gøre koncerten til en af festivallens to store positive overraskelser. Andet opvarmningsband, Lanfear, havde jeg faktisk haft højere forventninger til end til Cloudscape, forventninger, der til gengæld blev skuffet. Musikken var progressiv, melodisk powermetal med en dyster atmosfære, til tider inspireret af ældre Fates Warning. Desværre var balancen i lyden oppe foran ekstremt skæv med alt for høj lead guitar – det kan have skyldtes, at der var skruet for højt op for guitaristens eget rig på scenen, for balancen var noget bedre nede ved baren på The Rock.