Progpower Scandinavia 2008

Det var en yderst positiv nyhed, at Claus Jensen besluttede sig for at afvikle endnu en udgave af Progpower Scandinavia efter sidste års forsøg, der nok bød på gode musikalske oplevelser (vi er i hvert fald nogle stykker, der sent vil glemme Thresholds energifyldte sæt), men også på et noget ujævnt sammensat program med en overvægt af ”power” og ikke så meget ”prog”. Det var der i den grad rettet op på i 2008-udgaven af minifestivallen med de hollandske rødder. For det første var hovednavnene valgt med et øje (eller øre) for variation: Melodisk kult-speed-power-folk-metal fra dansk-svenske Wuthering Heights, klassisk progressiv metal i -traditionen fra norske Pagan’s Mind, en blanding af sidstnævnte og mere dystre elementer fra tyske Vanden Plas, de tyske tech-metal-godfathers Mekong Delta (som erstattede Zero Hour, der måtte melde afbud pga. bassistens senesygdom), det mere trippy, stemningsfulde univers hos Dead Soul Tribe og endelig som trumf, den progressive rocks fornyere i . For det andet var festivallen afviklet med en forbløffende præcision – okay, der var lidt ventetid ind imellem, men intet sammenlignet med en gennemsnitlig klubkoncert i Danmark. Og på trods af et fremmøde, der i mine øjne ikke stod tilbage for sidste års publikum, var der ikke overvældende vanskeligheder med at komme ind og ud af koncertstedet (sammenlignet med sidste år, hvor publikum blev lukket så langsomt ind, at mange gik glip af åbningsbandets første par numre på trods af at have været der i god tid). Så alt i alt en virkelig tilfredsstillende festivaltradition, som man kun kan håbe vil fortsætte de kommende år. Nedenfor følger mine mere detaljerede indtryk af de 10 koncerter, vi fik hørt i løbet af fredag d.31.oktober og lørdag d.1.november.

Fredag d.31.oktober

Åbningsbandet, svenske Nostradameus havde de hårde odds at skulle åbne festivallen kl.19 for et temmelig diminutivt og uinteresseret publikum. Bandets musik var ret uinspireret, halvprogressiv melodisk powermetal med thrashelementer, men trods musikernes generelt gode præstationer formåede bandet ikke rigtigt at få folk i gang. Den skaldede forsanger Freddy Persson, der var klædt i teatralsk kliché-dragt med bar overkrop under åben, lang sort læderjakke, skal ellers have respekt for at gøre, hvad han kunne for at få gang i og hygge om publikum med humoristiske bemærkninger. Herefter gik det kraftigt ned ad bakke med aftenens andet opvarmningsband, Secret Sphere fra Italien. Selve musikken var muligvis nogenlunde i orden – vi var i den melodiske, progressive powermetal-boldgade, men med mere poppede numre og til tider heavyrock-agtige attituder, ikke ulig Firewind. Men bandets gebrokne engelsk, der ikke blot kom til udtryk imellem numrene, men også i sangteksterne, gjorde sammen med bandets selvhøjtidelige power-attitude koncerten så ufrivilligt morsom, at min storesøster og jeg var nødt til at søge væk fra scenen, for at vores grineflip ikke skulle blive for pinligt. Med refræner som ”Welcome to the Circus” med sidstnævnte ord udtalt fuldstændig som det danske ”cirkus”, ”Feed my Fire”, udtalt ”fit my fire”, og ”Loud and Raw”, hvor ”raw” blev udtalt ”row”, var det svært at forstå, hvordan lead guitaristen, der lignede en langhåret udgave af Iznogood, der forsøgte at imitere John Petrucci, kunne holde masken. Publikum, der på dette tidspunkt var blevet mere talstærke, var dog forbløffende modtagelige for bandets optræden, om end de tøvede lidt over for forsangerens entusiastiske opfordring til at skråle med på ”loud and row”-omkvædet. Det var ikke til at vide, om man skulle grine eller græde, da bandede takkede af med et ”Secretsphere say hello to you and have a good evening”. Oven på dette var det en lise for sjælen at høre Wuthering Heights, der denne aften spillede deres første koncert i 3½ år. Jeg har aldrig rigtig dyrket Wuthering Heights’ musik, men alt taget i betragtning synes jeg alligevel, de fyrede en god koncert af. Folkemusikelementerne, der har kendetegnet en stor del af bandets produktion, var stærkt nedtonede denne aften, hvorimod de speedede metalpassager med melodisk powersang fik lov at dominere. Og der var bestemt også knald på, når først denne sides redaktør, Morten Gade Sørensen fyrede op under gryderne og tæskede derudaf under vilde guitarer, keyboard og rumlende bas. Desværre havde bandet en hel del tekniske problemer med lyd, der kom, gik og overstyrede, og det virkede som om bandet hurtigt valgte at indtage en afslappet, lidt ligeglad attitude på scenen, der gjorde, at uheldene ikke kom til at skurre for meget i helhedsindtrykket. Trods en meget dedikeret fanskare oppe foran scenen gjorde dette imidlertid, at koncerten ikke blev helt så intens og medrivende, som den kunne have været, musikkens energi taget i betragtning. Endelig indtraf det øjeblik, jeg havde glædet mig til hele ugen, ja i flere måneder faktisk: Endelig skulle jeg høre Pagan’s Mind live. Jeg har været utroligt glad for mine cd’er med det lidt ”cheesy” norske progmetalband med science fiction-tekster og popklicheer blandet ind i heftigt spillede teknisk komplekse passager, men jeg var slet ikke forberedt på, hvor fed deres koncert denne aften ville være. Alt sad fuldstændig i skabet – Nils K. Rue sang formidabelt og havde fuldstændig kontrol over publikum, alle musikere spillede forrygende fedt, især guitarist Jorn Viggo Lofstad, der slet ikke så ud som om de vilde soloer voldte ham særligt besvær. I det hele taget var det fantastiske ved bandet, at de havde så meget overskud til at se glade ud og spille op til publikum, selv når de var i gang med noget vanvittigt komplekst. Jeg måtte arbejde på at få min underkæbe på plads igen, hver gang Lofstad og keyboardist Ronny Tegner fyrede deres Dream Theater-inspirerede synkrone soloer af med knivskarp præcision, og uden at dampen gik af det energiske powertog. Også trommeslager Stian Kristoffersen og bassist Steinar Krokmo var gennemført solide, og sidstnævnte så i den grad ud til at hygge sig, især i de tunge passager. Bandet lagde ud med de tre første numre fra deres seneste album, ”God’s Equation”, og et kort øjeblik forestillede jeg mig, at de bare ville spille albummet fra ende til anden. De brød dog snart flowet og leverede først et medley af forskellige numre fra deres foregående albums, og senere fik vi flere forskellige fan-hits som ”Trough Osiris’ Eyes” (fra ”Celestial Entrance”), ”Enigmatic Mission”, ”New World Order” (begge fra ”Enigmatic: Calling”) m.fl. Selv om David Bowie-coveret ”Hallo, Spaceboy!” fungerede godt live, især i samspil med publikum, kunne bandet efter min mening godt have sparet det væk til fordel for et ekstra er deres egne numre. Jeg ville gerne have hørt ”Spirit Starcruiser” fra ”God’s Equation” eller ”Celestial Calling” fra ”Enigmatic: Mission”. Men man kan dårligt tillade sig at brokke sig over et band, der på en så medrivende og kompetent måde kommer rundt i hele deres 4 albums store bagkatalog i løbet af godt 75 minutter, der syntes at blæse forbi, så godt var man underholdt. Efter dette brag af en koncert var publikum både høje og kvæstede, men mest kvæstede, hvilket Vanden Plas ikke formåede at ændre meget på, da de gik på et godt stykke over midnat. ”We know it’s late… also for us!” sagde forsanger Andy Kuntz i et øjeblik, hvor folks reaktioner var blevet særligt sløve. Jeg var selv så afsindigt træt, at jeg måtte forlade koncerten efter en lille time for ikke at lande på gulvet af bar søvnighed, men inden da nåede jeg at høre en masse god musik. Sidst, jeg hørte det tyske band, var for 11 år siden, da de varmede op for Dream Theater i KB-hallen, og enten er det bare, fordi min smag har ændret sig i mellemtiden, eller også er bandet blevet meget, meget mere interessant at høre på. For det første er de gennemført dygtige musikere, både instrumentalisterne og Andy Kuntz, hvis fede rockstemme har en interessant kontrast i hans lidt søvnige, medicinmand-agtige attitude på scenen. For det andet har musikken fået en dyster kant, som bringer bandet lidt i retningen af Pain of Salvation, men uden at forlade rødderne i det Dream Theater-inspirerede. Men som sagt var både band og publikum utroligt trætte denne aften, og da jeg gik, var der i hvert fald endnu ikke opstået den specielle kemi imellem musikere og lyttere, som man kunne have håbet på i forbindelse med et så interessant band. Lørdag d.1.november

Efter gårsdagens lidt halvfesne opvarmningsbands havde jeg noget lavere forventninger til de to første navne, Cloudscape og Lanfear. Svenske Cloudscape gjorde imidlertid min tvivl grundigt til skamme ved at affyre en energisk og velspillet omgang halvprogressiv, småthrashet powermetal – lidt i samme boldgade som Nostradameus aftenen før, men blot langt bedre, mere musikalsk interessant, velspillet og med gang i den. Publikum, der som vanligt ved 19-tiden var til at overskue, blev efter få numre gejlet grundigt op og syntes at vokse i størrelse foran scenen. En stor bedrift fra et relativt ukendt band, der ikke havde noget vanvittig originalt musikalsk at byde på. Forsanger Mike Andersson havde en fed, Russell Allen-agtig stemme koblet med god teknik og var med til at gøre koncerten til en af festivallens to store positive overraskelser. Andet opvarmningsband, Lanfear, havde jeg faktisk haft højere forventninger til end til Cloudscape, forventninger, der til gengæld blev skuffet. Musikken var progressiv, melodisk powermetal med en dyster atmosfære, til tider inspireret af ældre Fates Warning. Desværre var balancen i lyden oppe foran ekstremt skæv med alt for høj lead – det kan have skyldtes, at der var skruet for højt op for guitaristens eget rig på scenen, for balancen var noget bedre nede ved baren på The Rock. Men skaden var sket: Når Markus Ullrichs guitar var så langt fremme, kunne det ikke skjules, hvor dårligt han spillede på den. Det var noget grimt og utight fedteri, og det var svært for resten af bandet at hive helheden op på et tåleligt niveau. Forsanger Nuno Miguel Fernandes gjorde ellers, hvad han kunne, for at ruske op i publikum og lave sjov. (Og det var også ret sjov, da han snuppede en af de forreste tilskueres farverige, stribede tophue og sang det meste af et nummer med den på hovedet.) Efter at have hørt 7 bands, der alle befandt sig inden for rammerne af progressiv powermetal, om end med stor variation navnene imellem, var Mekong Delta som champagnesorbeten, der renser smagsløgene mellem retterne. Det gamle tyske, tech metal-band demonstrerede på formidabel vis, hvorfor de var blevet valgt som ”erstatning” for Zero Hour, som man vist godt kan regne med har været inspireret af Mekong Delta. Harmonisk og rytmisk kompleks, dyster progressiv, jazzet metal med en enormt aktiv bas (leveret af bandets grundlægger og – gætter jeg på – alderspræsident, Ralf Hubert). Mekong Deltas musik var også generelt i et lidt mindre hektisk tempo, end man var blevet vant til ved denne festival (med undtagelse af Vanden Plas), og blev fjernet yderligere fra det skingre powermetal-udtryk ved at have en helt ny sanger, Martin LeMar med ved dette show. Hans stemme færdedes i et mindre højfrekvent leje og med en mørkere og mere følsom æstetik. Bandet lod ham også meget modigt starte koncerten a capella, inden teknik-aben blev sluppet løs. Jeg kendte meget lidt til Mekong Delta i forvejen, men min storesøster identificerede store dele af bandets sæt som bestående af numre fra de gamle albums (der udkom ellers et nyt album sidste år). På dette tidspunkt var salen også så småt ved at være fyldt rigtig godt op. Aftenens to absolutte trækplastre, Dead Soul Tribe og Pain of Salvation var de næste punkter på programmet. Dead Soul Tribe var en meget speciel og behagelig oplevelse at høre live. På cd har bandet haft en tendens til at kede mig med deres ofte harmonisk monotone, Tool-inspirerede musik (jeg skal dog med det samme indrømme, at jeg ikke har fået lyttet på bandets nyeste album, ”A Lullaby for the Devil”). Live er bandet helt anderledes – nå ja, det er jo sådan set kun live, at der reelt er tale om et band, eftersom forsanger Devon Graves (som vi gamle Psychotic Waltz-fans har kendt under navnet Buddy Lackey) spiller alt undtagen trommer på udgivelserne. Men altså, live er bandet en helt anderledes, mere energisk oplevelse. De tunge passager får et punch, der gør, at man får bevæget nakken mere, end man gør derhjemme foran anlægget, og så er Devon Graves et af de mest karismatiske mennesker, jeg har set på en scene. Hans intense, fede stemme, der er blevet mørkere i udtrykket siden Psychotic Waltz, koblet med hans distingverede fremtoning med habitjakke og pænt, kultiveret engelsk mellem numrene, fangede publikum i en sådan grad, at så godt som alle var helt med på at leve sig ind i det dystre, atmosfæriske lydunivers, der trods de heavy grooves havde noget meditativt og nærmest rituelt over sig, der gav Graves’ hjemmestrikkede genrebetegnelse ”tribal metal” mening. Det lykkedes bandet at komme rundt om alle 5 Dead Soul Tribe-udgivelser, selv om der ikke var helt så mange numre fra det nyeste album, som man kunne have forventet. Det overraskede mig også lidt, at Devon Graves kun havde tværfløjten fremme til én lillebitte solo i det todelte ”Feed” fra ”A Murder of Crows” – herefter blev den sat på stativet og ikke brugt igen. Det var også en – positiv – overraskelse, at han havde plads til så meget småsyret humor midt i det mørke univers. ”We flew all the way from Vienna yesterday… and boy are our arms tired,” sagde Graves, mens han baskede let med armene. Eller da han gispede efter vejret imellem numrene: ”There’s not a lot of oxygene in here… I’ll make sure to leave some for you guys in Pain of Salvation… I’ll try to conserve it by taking very small breaths, and then just fall over at the end of the show.” De mange nytilkomne havde helt sikkert en negativ effekt på stedets indeklima. Forud for Pain of Salvations koncert fik i hvert fald én spinkel pige et mindre ildebefindende oppe foran scenen. Hun var dog efter en flaske koldt vand på benene igen til det band, hun helt synligt havde ventet på. Efter en lovligt lang intro med først et længere stykke klassisk musik efterfulgt at svensk visesang gik tæppet langt om længe til den med spænding ventede koncert. Hvad ville Pain of Salvation spille denne aften? Sidst de var i Danmark var deres show en slags retrospektiv gennemgang af alle deres albums indrammet af highlights fra det seneste album ”Scarsick”. Publikum jublede af begejstring, da de denne lørdag aften på Progpower Scandinavia lagde ud med ”Beyond the Pale”, afslutningsnummeret fra ””, et nummer som jeg ikke mindes at have hørt live tidligere. Herefter fulgte ”America” fra ”Scarsick”, og senere i sættet fik vi også ”Cribcaged” (efter et langsomt bluesnummer, der viste sig at være et Scorpions-cover) og ”Flame to the Moth”, men ellers var der en overvægt af numre fra de gamle albums: ”Night Mist” fra ”Entropia”, ”Handful of Nothing” fra ”One Hour By the Concrete Lake”, ”Used” og ”Ashes” fra ”The Perfect Element I”, ”Undertow” (hvor Daniel Gildenlöw synligt irriteret tyssede på de højrøstede fulderikker i baren) og ”This Heart of Mine” fra ”Remedy Lane” og ”Diffidentia (Breaching the Core)” fra ”Be”. Bandet havde en ganske anden fremtoning denne aften, end det danske koncertpublikum var vant til. Udover den nye trommeslager Leo Margarit, som i øvrigt blev hyldet med fødselsdagssang undervejs, havde bandet en vikar for bassist Simon Andersson – jeg fangede ikke vikarens navn, men han kunne numrene, så der var ikke noget at blive skuffet over. Daniel Gildenlöw havde anlagt sig et syret 70’er-look med overskæg, der gik ned over hagen, kortere hår og truckersolbriller, der dog kom af i løbet af koncerten. Generelt var Pain of Salvations optræden lidt mere tilbagelænet og uhøjtidelig denne aften, men heldigvis uden at ødelægge flowet i koncerten. I hvert fald var publikum det meget sene tidspunkt taget i betragtning fuldstændig på, selv om Gildenlöw ind imellem følte anledning til at spørge, om folk stadig var vågne. Som ekstranumre spillede bandet først et helt nyt nummer, der i den grad lover godt for det næste album - rigtig fedt med et syret, nærmest lidt Deep Purple-agtigt-hovedriff, og til sidst blev publikum sendt ud i en sidste hopperunde med det aparte kulthit ”Disco Queen” fra ”Scarsick”. Efter publikums entusiasme at dømme, havde de gerne klappet bandet ind til en ny omgang ekstranumre, men selv om bandet ikke havde virket det mindste trætte, erklærede Daniel Gildenlöw, at de glædede sig til at komme i seng og sove. Om det alene var Pain of Salvations fortjeneste, eller om det i lige så høj grad skyldtes det varieret sammensatte program denne lørdag aften, ved jeg ikke, men jeg følte mig stadig ganske frisk, da jeg forlod The Rock, selv efter at have stået i et kvarters kø til garderoben. (Ikke en kritik af The Rock – her var simpelthen bare mange mennesker, der skulle ud.)