Slægtsbog for Anni Laursen! Bogen er lavet efter besøg på landsarkivet i Viborg, samt besøg på lokalarkiver, lånte bøger på biblioteket og med hjælp fra Tina F. Jensen. Bording 2002. Bent Juhl Christensen. 1 De slægtshistoriske kilder. I Danmark findes fem almindelige statsarkiver, nemlig rigsarkivet i København og de fire landsarkiver: København (dækkende Sjælland og de sydlige øer), Odense (for Fyn m.m.), Viborg (omfattende hele Nørrejylland ned til Kongeåen) og Åbenrå (dækkende Sønderjylland). Rigsarkivet omfatter centraladministrationens sager, og hvad kongerne har efterladt af skriftlige materialer. Administrativt er rigsarkivet opdelt i 5 afdelinger: Første afdeling, der rummer arkivalier ældre end 1848, anden afdeling med de nyere sager, tredje afdeling er det tidligere Hærens arkiv, fjerde afdeling tager sig af privatarkiverne og endelig er der et fælles sekretariat. På rigsarkivet opbevares bl.a. de af slægtsforskeren almindeligst benyttede grupper: folketællinger og lægdsruller. Landsarkiverne rummer de lokale embeders arkiver: præstearkiver (kirkebøger m.m.), retsbetjentarkiver, godsarkiver og byarkiver. Den førstegangsbesøgende på et arkiv vil med forundring konstatere, at det rummer kilometer ved kilometer af boghylder fyldt med håndskrevne bøger og protokoller, prentet med gotisk, en skrift som forekommer nutidsmennesker komplet ulæselig. Kirkebøgerne , der er slægtsforskerens vigtigste kilde, indeholder oplysninger om fødsel, dåb, konfirmation, vielse, død og begravelse. Kirkebogsføringen blev ved lov påbudt i 1646, men den ældst bevarede kirkebog er fra 1573 og stammer fra Hjordkær sogn i Sønderjylland. Dette betyder imidlertid ikke, at kirkebøgerne normalt findes fra 1646 og frem til i dag. I de ældste tider førtes kirkebogen nemlig kun i ét eksemplar, der som regel opbevaredes i præstegården. Krige, plyndringer, brand og manglende omtanke for disse arkivaliers betydning resulterede i masser af tilfælde i, at kirkebøgerne gik tabt. Normalt er kirkebøgerne således kun bevaret tilbage til ca. midten af 1700-tallet, og alene i Nørrejylland findes 50 sogne, hvor alle kirkebøger er gået tabt før 1814. Ved reskript af 11 December 1812 blev det påbudt, at kirkebøgerne skulle føres i to eksemplarer og fra den tid kan man altid regne med, at kirkebøgerne er bevaret. De er dog ikke alle lige godt førte, mange af de ældre kirkebøger er ret mangeldfulde og i perioder slet ikke førte, ting, som naturligvis vanskeliggør forskerens arbejde. Folketællingerne er også en vigtig kilde for slægtsforskeren. Den første folketælling fandt sted 1769, men har kun statistisk betydning. De følgende fra 1787, 1801, 1834, 1840, 1845, 1850, 1860, 1870, 1880, 1885 (kun København), 1890, 1895 (kun København), 1901 og derefter hvert femte år, giver oplysning om bopæl, navn, stilling i familien, alder (må ofte tages med forbehold), ægteskabelig stand og næringsvej. Fra 1845 kom den meget vigtige rubrik fødested med. Lægdsruller i moderne forstand indførtes i 1788, da staten overtog udskrivningen af soldater. Det var imidlertid kun bondesønner, der udtoges, og først fra 1849 indførtes almindelig værnepligt. Oprindelig blev drengebørn optaget i rullen i det første leveår, men i 1849 fra det fyldte 15 år og fra 1869 i det år de fyldte 17. I rullen blev man stående, til man fyldte 36 år, fra 1869 til det 38 år. I lægdsrullen kan man følge den værnepligtiges flytning og finde hans alder, fødested og faders navn oplyst. 2 Skøde- og panteprotokollerne indførtes i byerne ved lov i 1682 og i landdistrikterne i 1738. De fortæller os om ejendomshandler og optagelser af lån etc., men har naturligvis kun betydning, når man beskæftiger sig med personer, der ejer fast ejendom. I 1845 indførtes realregistre, så hver ejendom fik et blad i registret med oplysning om adkomst, behæftelser og servitutter. Fæsteprotokollerne har meget stor betydning, idet den overvejende del af landbefolkningen indtil omkring 1800 var fæstere under en herregård. Disse protokoller eksisterer fra 1719 og indeholder fæstebrevene, dokumenter, som udfærdigedes, hver gang godset bortfæstede en af sine ejendomme. Fra en del godser er fæsteprotokollerne dog gået tabt. Skifteprotokollerne giver med fortegnelse over arvingerne og boopgørelser fortræffelige oplysninger. Protokollerne er at finde i de enkelte jurisdiktioners arkiver, for fæstere i de private godsarkiver og i ryttergodsarkiver, i amts- og herredsarkiver (for selvejere), i byfogedarkiver (borgere) og i de gejstlige arkiver (præster og degne). Tingbøger blev ført ved de forskellige retter som landsting, herredsting, byting, birketing m.v. og indeholdt dels referater af det, der passerede, dels breve, der lystes på tinge. Efterhånden udskiltes af det brogede indhold protokoller med særligt indhold, skifteprotokoller, skøde- og panteprotokoller m.fl. Justitsprotokollerne kan fortælle om forfædrene har været indblandet i retssager, medens jordebøgerne og matriklerne giver oplysninger om de enkelte gårdes størrelse, om ejer- og fæsteforhold, landgilde etc. ------------------------------------------------- 000 ------------------------------------------------- Lidt om Hartkorn og møntfod. Hartkorn var oprindelig fællesbetegnelsen for de afgifter, bønderne ydede i naturalier til godserne. En tønde hartkorn opdeles i: 1td. = 8 skæpper. 1skp. = 4 fjerdingkar. 1fjdk. = 3 albums. 1 alb. = 4 penninger. De forskellige afgifter var i godsernes jordebøger angivet i forhold til 1 tønde rug eller byg, der var ”hårdt” korn i modsætning til havre ”blødt” korn. Forholdende på de forskellige godser var afvigende, men normen for den almindelige beregning var: 1 td. Rug eller byg ___________________________________ ___ 1 td. hartkorn 1 td. Gryn eller hvedemel ___________________________________ ___ 2 td. hartkorn 1 td. Hvede eller ærter ___________________________________ ___ 1½ td. hartkorn 1 td. Havre ________________________________________ ½ td. hartkorn 1 td. Humle ________________________________________ ½ td. hartkorn 4 læs Enghø ________________________________________ 1 Skp. hartkorn 12 Gæs ________________________________________ 1 td. hartkorn 3 Rigsdaler udmøntedes i Danmark fra 1537 til 1872. Den deltes oprindelig efter lybsk møntfod i 3 mark a’ 16 skilling, men idet småmønten forringedes, gik der under Frederik II 4 mark og til sidst fra 1625 6 mark på 1 rigsdaler ”in specie” (speciedaler) d.v.s. en i eet stykke udmøntet. En speciedaler omveksledes i 1873 med 4 kroner, mens en rigsdaler sattes til 2 kroner. Lidt om bondens forhold gennem tiderne. Fæste. Betegnelsen fæster, fæstegårdmand eller fæstebonde er almindelig kendt, men det er vel de færreste, der har nøjere kendskab til fæsterens forhold, hans rettigheder og pligter. Indgåelse af fæste foregik normalt på hovedgården og foretoges af husbonden eller dennes fuldmægtig, ridefogeden. I hvert fald i 1600’erne var det almindeligt, at godsejeren udstedte et skriftligt fæstebrev, når en fæstegård skiftede besidder. Ved forordning af 23 Januar 1719 bestemtes det, at fæstebrevet skulle udstedes i 2 eksemplarer, hvoraf det ene udleveredes til fæsteren, mens det andet forblev hos godsejeren og blev indført i fæsteprotokollen, hvori alle fæstebreve med tilhørende reverser skulle indføres. Der skelnes mellem 2 fæsteformer, nemlig arvefæste og livsfæste. Arvefæste gav brugsret ikke blot til fæster eller enke, men også arvinger og er således nær ved at være ejendomsret. Livsfæste – der var det mest almindelige – gav brugsret i fæsters og eventuel enkes levetid. Landgilde. Fæsteren skulle til gengæld yde dels en sum én gang for alle – indfæstning og dels en årlig afgift – landgilde. Forinden fæstegården blev overtaget, blev der afholdt en synsforretning af 2 mænd, en valgt af hver part, til konstatering af bygningers og besætnings værdi etc. Fæsteren blev så holdt ansvarlig for eventuelle forringelser. Hoveri. Foruden landgilden, der svaredes dels i naturalier og dels i penge, skulle fæsteren ofte gøre ”ægt og arbejde” – hoveri. Foruden avlingshoveriet, hvorved hovedgårdsmarkerne blev drevet, kan man tale om bygningshoveri, altså håndlangerarbejde og kørsel med materialer ved slotte og herregårdes opførelse, samt småhoveri såsom husligt arbejde. I middelalderen ydede fæstebonden almindeligvis kun den faste årlige afgift af jorden og hoveriet spillede dengang ikke nogen større rolle; hovedgårdene var ikke større end at den nødvendige arbejdskraft, som behøvedes til gårdens drift, ydedes af gårdens eget tyende og af de husmænd (gårdsæder), som boede ved hovedgården. Husmændene fik som vederlag korn, penge og brugsret til deres jordlod. Forskellen mellem husmændene og fæstebønderne udviskedes noget i løbet af det 14. og 15. århundrede. Det hændte, at husmænd som havde arbejdet sig op, slap for at betale så høj en landgilde som de egentlige fæstebønder, men til gengæld vedblev at gøre arbejde på hovedgården et bestemt antal dage om året. Man ser også fæstebønder, der fik landgilden nedsat til det halve mod at påtage sig at hjælpe på hovedgården i høsttiden. Dette er faktisk begyndelsen til senere tiders hoveri og til fæstebondens personlige afhængighed af herremanden. Middelalderens fæstebonde stod altså i et frit 4 kontraktforhold til jordens ejer og hvis han svarede sin landgilde, havde denne intet at sige over ham, mens derimod den fæstebonde, som skulle yde arbejde på hovedgården, måtte gøre dette, når det behagede ejeren. Omkring 1500 var der hovedgårde, hvor arbejdspligten havde antaget et betydeligt omfang og i midten af 1600’erne kunne hoveriet på nogle godser nå op imod 100 hovdage