Danmark I Dansk Politik

Projektrapport af Kristoffer Schønnemann Andersen Kandidatuddannelsen i Socialvidenskab på Roskilde Universitet – Maj 2017 Vejledning ved Allan Dreyer Hansen

Danmark i dansk politik

- en diskursteoretisk analyse af artikulationen af ”Danmark” hos Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti Indholdsfortegnelse Indledning ...... 3

Problemformulering ...... 4

Poststrukturalisme, analysestrategi og validering ...... 4

Laclau & Mouffes diskursteori ...... 6

Hvad forstås ved en ”diskurs” ...... 6

Centrale begreber – diskursens bestanddele ...... 8

Diskursens grænse...... 10

Antagonisme og agonisme ...... 11

Dislokation og hegemoni ...... 12

Ækvivalens, differens og nodalpunktets tomme karakter ...... 13

Skematisk operationalisering af diskursteorien ...... 17

Analyse: Mette Frederiksens 1. maj-tale...... 18

Identifikation af dislokation ...... 18

Artikulation af dislokationen ...... 19

Nodalpunktet og andre vigtige momenter ...... 22

Danmark som flydende betegner ...... 23

Grænsedragning - agonismer og antagonismer ...... 24

Ækvivalens og differens...... 25

Analyse: Kristian Thulesen Dahls åbningstale til Dansk Folkepartis årsmøde ...... 29

Identifikation af dislokation ...... 29

Artikulation af dislokerede forhold ...... 31

Nodalpunktet og andre vigtige momenter ...... 34

Danmark som flydende betegner ...... 38

Grænsedragning - agonismer og antagonismer ...... 38

Ækvivalens og differens...... 41

Afslutning...... 46

Diskussion og konklusion ...... 46

Perspektivering...... 47

Litteraturliste ...... 49

Indledning

Hvert år kårer radioprogrammet sproglaboratoriet ”årets ord”. I år 2016 faldt valget på ordet ”danskhed” (dr.dk 16.12.2016). I år 2016 og 2017, har diskussioner om ”Danmark”, ”danskhed”, og hvad det vil sige at være ”dansker” spillet en stor rolle i mediebilledet og i den politiske og offentlige debat. Danskheden er i høj grad et kontroversielt emne der kan dele vandende – både blandt politikere og befolkningen.

I februar 2017 vedtog folketinget med et spinkelt flertal, at man finder det problematisk, når der er i: ”boligområder er mere end 50 % indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande” (information.dk 10.02.2017). Det der især gjorde dette forslag kontroversielt, og som medførte en del debat var følgende formulering: ”Det er Folketingets opfattelse, at danskere ikke bør være i mindretal i boligområder i Danmark” (ibid.). Kritikken gik på at folketinget dermed indirekte vedtog, at man ikke kan være dansker hvis, man selv eller ens forældre er født i et ikke vestligt land. Denne vedtagelse blev bl.a. i en leder i information beskrevet som ”sådan en omgang politisk stupiditet” (ibid.). Beslutningsforslaget blev af enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper beskrevet som ”én af de mest voldsomme opdelinger i ’dem og os’, jeg længe har set.” (Kristlig dagblad 10.02.2017) og af de Radikales Morten Østergaard som ”decideret uhyggeligt” (ibid.).

Hele debatten omkring ”danskhed” og hvad det indebære at være dansk er altså en debat der vækker stærke følelser, og i høj grad er præget af uenighed. For at bruge et begreb fra diskursteorien, kan man sige at ”Danmark” og ”danskhed” er dislokeret.

I dette projekt, vil jeg undersøge den politiske kamp om at definere ”Danmark”. To af de største danske politiske partier har for nyligt lanceret kampagner under slogans med ”Danmark” i centrum. Hos Socialdemokratiet lyder sloganet ”Den bedste danske opfindelse er Danmark”, mens det hos Dansk Folkeparti lyder ”Vores Danmark – Der er så meget vi skal passe på”.

Med Ernesto Laclau og Chantal Mouffes diskursteori som teoretisk ramme undersøger jeg i dette projekt disse to partiers forsøg på at legitimere deres politiske projekter, ved at definere ”Danmark”. Dette gør jeg igennem en diskursanalyse af henholdsvis Socialdemokratiets formand Mette Frederiksens seneste 1. maj-tale, og Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahls åbningstale fra partiets seneste årsmøde. Disse taler er valgt som empiri, da de førnævnte slogans spiller en central rolle i talerne

Problemformulering

Projektets problemformulering lyder derfor således:

Hvordan artikuleres ”Danmark” hos henholdsvis Socialdemokratiet og Dansk folkeparti.

Poststrukturalisme, analysestrategi og validering

Som nævnt er projektets teoretiske ramme Laclau og Mouffes diskursteori, hvilket kan ses en poststrukturalistisk¸ reformulering af marxistisk teori (Hansen 2005: 178). Jeg vil her ikke gå videre ind i en redegørelse for poststrukturalismen, da jeg mener at jeg i afsnittet om diskursteori, klarlægger de grundlæggende teoretiske forudsætninger for projektet således, at en yderlige redegørelse for den videnskabsteoretisk ramme ikke er nødvendig. Jeg vil alligevel kort klarlægge det poststrukturalistiske udgangspunkts betydning for det analysestrategiske og for valideringen af den producerede viden.

Laclau & Mouffes diskursteori er udgangspunktet projektets analysestrategi. Med analysestrategi forstår jeg ”den praksis, der består i at skabe det videnskabelige blik, så det sociales emergens bliver iagttagelig. ” (Esmark, Laustsen & Andersen 2015: 7) Esmark, Laustsen & Andersen, formulere begrebet analysestrategi, som et poststrukturalistisk alternativ til den traditionelle videnskabsteoretiske adskillelse mellem og forståelse af teori og metode, der bygger på andre videnskabsteoretiske forudsætninger end poststrukturalismen. (Ibid.: 9-10) Denne indebære at ”virkeligheden” forstås som diskursivt konstitueret, da mening og betydning kun kan fastlægges sprogligt (Stormhøj 2006: 33). Jeg ser altså ikke dette projekt, som et forsøg på at opnå adgang til en teoriuafhængig virkelighed, men ser derimod dette sociale felt jeg undersøger som styret af et teoretisk blik. Når jeg i følgende afsnit redegøre for diskursteorien, som det teoretiske grundlag for projektet, er det både en redegørelse for de grundlæggende teoretiske antagelser, og samtidig en beskrivelse af konstruktion af det blik, der former projektets problemfelt - med andre ord projektets analysestrategi.

Det poststrukturalistiske udgangspunkt har også betydning for projektets validitet. Jeg forsøger derfor ikke at leve op til et ideal, om at den producerede viden bør være er en universel sandhed, da

4 dette ville være paradoksalt at påstå at inden for poststrukturalistisk ramme. Jeg vil i stedet følge Louise Phillips anbefaling om at gøre det muligt for læseren udføre en ”intern kritik”, (Philips 2015: 318). Dette indebære at det er muligt for læseren at vurdere projekts indre konsistens, altså sammenhængen mellem de teoretiske præmisser, empirien og resultaterne. Det gør jeg ved grundigt at redegøre for de teoretiske antagelse, og ved i analysen at inddrage teksteksempler, og tydeliggøre hvilke dele af empirien konklusionerne bygger på.

Laclau & Mouffes diskursteori

Det teoretiske udgangspunkt for dette projekt er som sagt de politiske filosoffer og teoretikere Ernesto Lacau og Chantal Mouffes diskursteori (fremefter blot betegnet diskursteori). Jeg vil derfor her redegøre for de centrale teoretisk antagelser, og hvilken indflydelse disse har på projektet. Jeg vil i det følgende trække på deres fælles hoved- og gennembrudsværk ”Hegemony and Socialst Strategy Towards a Radical Democratic Politics” (Laclau & Mouffe 1985) og Laclaus tekst ”Populistisk brud og diskurs” (Laclau 1997 [1980]). Der ud over har jeg til dette afsnit benyttet Marianne Winther Jørgens & Louise Phillips (Jørgens & Phillips 1999), og Allan Dreyer Hansens (Hansen 2005, 2017), udlægning af teorien og anbefalinger til operationalisering af diskursteorien.

Hvad forstås ved en ”diskurs”

Da diskursteorien netop er en teori om diskurser, vil jeg her forklare hvad der, kendetegner den diskursteoretiske forståelse af ”diskurs”. Jørgensen & Phillips påpeger at der ikke er enighed om hvad der nøjagtigt ligger i begrebet diskurs, men præsentere følgende mulige definition: ”en diskurs er en bestemt måde at tale om og forstå verden (eller et udsnit af verden på)” (Jørgens & Phillips 1999: 9). De understreger at de fleste forståelser af ”diskurs” her iblandt diskursteoriens, indebærer at diskurser ikke blot er en sproglig afspejling af en ekstern virkelighed, men er (med)- konstituerende for virkelighed (ibid.: 9).

Spørgsmålet om denne (med-)konstituering af virkeligheden, er et af de punkter der adskiller forskellige diskursanalytiske tilgange. Spørgsmålet om hvorvidt ”alt” kan forstås diskursivt er altså centralt. Her er diskursteorien mest radikal idet at Laclau og Mouffe, ikke mener at man kan skelne mellem det diskursive og det ikke-diskursive. Også det materiale skal her forstås diskursivt. (ibid. 9-10, Laclau & Mouffe 92-93). Laclau & Mouffe understreger dog:

”What is denied is not that such objects exist externally to thought, but the rather different assertion that they could constitute themselves as objects outside any discursive condition of emergence” (Laclau & Mouffe 1985: 94).

Det at alle objekter er diskursivt konstituerede, vil altså ikke sige at de ikke eksistere udenfor det diskursive, men at det først er igennem det diskursive at de konstitueres som objekter.

De eksemplificere dette med et jordskælv. At sige at et jordskælv er diskursivt konstitueret, skal ikke forstås som at jordskælvet ikke er ”virkeligt”, eller at det ikke ville finde sted, hvis ingen tænkte på det eller talte om det. Men det er derimod den diskursive konstituering der afgør om jordskælvet er et ”naturfænomen” eller ”en vred guds straf” (ibid.: 94).

Det er altså centralt at Laclau og Mouffe ikke forstår det diskursive som noget rent mentalt, der står i modsætning til den materielle virkelighed. For dem er diskurserne også materielle.

Denne forståelse af det diskursive er relevant i forhold til hvordan jeg i projektet tilgår analyseobjektet. ”Danmark” må nødvendigvis forstås som diskursivt konstitueret. Det vil altså sige at den politiske artikulation af ”Danmark”, ikke kan forstås som en sekunder diskussion af et ”Danmark” som et mere egentligt før-diskursivt fænomen. Projektets formål er derfor ikke at komme bag om diskurserne for at finde ud hvad ”Danmark” egentlig er, eller at afgøre hvorvidt Socialdemokraterne eller Dansk Folkeparti har ret i deres forståelse af ”Danmark”. Jeg vil derimod se debatten som en del af den diskursive konstituering af ”Danmark” som objekt.

Diskursteorien forstår sociale fænomener som noget grundlæggende ufærdigt og flertydigt hvis mening aldrig helt fikseres. Det er de diskursive kampe, der delvist fikserer tegnenes betydning. Det er dog centralt at tegnenes betydning kun bliver delvist fikseret; vi forsøger altid fastlægge tegnenes betydning, selv om det er en grundlæggende umulighed, da en hver betydningsfastlæggelse er kontingent. De er disse kampes om betydningsfastlæggelse der er diskursteoriens grundlæggende erkendelsesinteresse. (Jørgens & Phillips 1999 34-36)

Det er netop et denne forståelse af det diskursive som en kamp om at fastlægge betydning, der er den primære årsag til at jeg har valgt, at basere projektet på diskursteorien, da debatten om ”Danmark” i højeste grad kan ses som en kamp at bestemme indholdet i af ”Danmark”.

Centrale begreber – diskursens bestanddele

Diskursteorien indeholder et større begrebsapparat, som jeg nu vil introducere og redegøre for.

Jørgensen og Phillips karakterisere den diskursteoretiske forståelse af diskurs, som ”en fastlæggelse af betydning inden for et bestemt domæne” (ibid.: 36), og med Laclau og Mouffes egne ord er diskursen ”den strukturerede totalitet, der er resultatet af denne artikulatoriske praksis” (Laclau & Mouffe 1999: 36) [1985: 105])

I den diskursteoretiske terminologi kaldes de tegn som diskursen består af for momenter, og de er er kendetegnet ved inden for diskursen at være relativt entydige. Momenterne får så som udgangspunkt sin betydning igennem forskellen til andre tegn, hvilket kaldes de differentiale positioner (Jørgensen & Phillips 1999: 36).

Begrebet element, henviser til tegn der endnu ikke har fået en entydig betydning. Som tidligere beskrevet forstås diskurserne, i diskursteorien som en kampplads, hvor diskurserne kæmper om at indholdsudfylde tegnene; denne kamp er netop et forsøg på gøre elementerne til momenter (Ibid.: 38).

Begrebet artikulation, henviser til den proces der gør elementerne til momenter. Så når Laclau & Mouffe (jf. det overstående citat) beskriver en diskurs som resultatet af ”den artikulatoriske praksis”, så vil det netop sige at diskursen forstås en delvis fastlæggelse af betydning.

Begrebet nodalpunkt beskriver en bestemt type af privilegerede tegn, der er omdrejningspunktet eller ”knudepunktet” i en diskurs. (Jørgens & Phillips 199: 37 Laclau & Mouffe 1985: 112). Nodalpunktet fungerer ved at betydningsfastlægge de enkelte tegn i diskursen. Det er altså en partikularitet der repræsenterer helheden. (Hansen 2005: 181) Begrebet nodalpunkt bygger på psykoanalytikeren Jacques Lacans begreb ”Point de Capiton”, (Laclau & Mouffe 1985 [2001]: xi). Dette er det franske ord for knapper der bruges til polstring af møbler. Det metaforiske ligger altså i at disse knapper former møblet ved at fiksere alt fyldet, selvom at alt fyldet ikke er i indbyrdes kontakt. På samme måde fiksere nodalpunkter diskursens momenter, selvom alle

8 momenterne ikke nødvendigvis har en indbyrdes relation, og giver på den måde diskursen sin form (Jensen 1997: 4).

I analysen vil jeg undersøge hvorvidt, ”Danmark” fungerer som et nodalpunkt hos henholdsvis Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, hvilket altså vil indebære at diskursens elementer får sin betydning i relation til ”Danmark”.

I senere værker bruger Laclau også begrebet ”tom betegner”, hvilket stort set er synonymt med nodalpunktet (Hansen 2005: 181) Forskellen vil jeg ikke gå videre ind i her, og jeg holder mig til at bruge begrebet ”nodalpunkt”, men vender tilbage til den ”tomme karakter” af nodalpunktet.

Den tomme betegner/nodalpunktet må dog ikke forveksles med den flydende betegner. Den flydende betegner kan forstås næsten synonymt med elementet. Hvor i grænsen mellem de to ligger ikke helt klart, men som jeg forstår og bruger dem i projektet her, er ”elementet” den generelle betegnelse for tegn, hvis mening (endu) ikke er fikseret, mens den flydende betegner, forstås som et særligt ”privilegerede”, element som de forskellige diskurser kæmper om at meningsudfylde.

Filoffen Slavoj Žižek forklare med henvisning Laclau, hvordan begrebet ”økologi”1, kan forstås som en flydende betegner som forskellige politiske retninger kæmper om at meningsudfylde:

”(…)it can be conservative (advocating the return to balanced rural communities and traditional way of life), etatist (only a strong state regulation can save us from the impending catastrophe), socialist (the ultimate cause of ecological problems resides in the capitalst profit-orientated exploitation of natural resources) […] The point, of course, is that none of these enchainments is in it self ‘true’, inscribed in the very nature of the ecological problematic, which discourse will succeed in ‘appropriating’ ecology depends on the fight for discursive hegemony 2[…] the other inevitable consequence of such notion is that of hegemonic articulation is that etatist, conservative, socialist, and so on, inscription of ecology does not “designate” a

1 1 I den engelsksprogede tekst bruges begrebet ”ecology”. Dette begreb har på engelsk en bredere betydning end det danske økologi, der i højere grad henviser til økologisk produktion af fødevare. 2 Det centrale begreb hegemoni, bliver introduceret senere i teoriafsnittet.

secondary connotation that supplements its primary ‘literal’ meaning […] this supplement retroactively (re)defines the very nature of ‘literal identity” (Žižek 1994: 12)

Som Žižek påpeger er det centralt at den flydende betegner, at ikke blot tillægger et allerede entydigt begreb en ekstra betydning, men at det er selve den ”bogstavelige” betydning af begrebet der kæmpes om udfylde. Begrebet ”retroaktivitet” henviser til det forhold at kampen om at meningsudfylde den flydende betegner, ikke alene er en kamp om hvad den flydende betegner fremadrettet skal betyde, men også en kamp at bestemme hvad den flydende betegner altid har betydet.

I projektet undersøger på baggrund af dette hvordan henholdsvis Socialdemokratiet og Dansk folkeparti, forsøger at legitimere deres politiske projekt, ved at hegemonisere ”Danmark” i netop deres forståelse.

Begrebet om det retroaktive er relevant da jeg undersøger, hvorvidt man eksplicit forsøger at give ”Danmark” en ny betydning, eller om de hver især forsøger at artikulere deres forståelse af ”Danmark” som den ”sande” forståelse af hvad ”Danmark” også tidligere har været.

Et tegn, kan godt inden for en enkelt diskurs været et nodalpunkt, mens det i mellem flere diskurser er en flydende betegner, og i andre diskurser blot er et ”menigt moment”

Diskursens grænse

Jørgensen og Phillips påpeger at der inde for diskursteorien, mangler et begreb til at beskrive, feltet af diskurser der kæmper om at meningsudfylde de samme tegn. Jeg vil i projektet følge Jørgensen og Phillips råd om at låne begrebet diskursorden, fra Faircloughs kritiske diskursanalyse til at beskrive dette felt (Jf. Jørgensen & Phillips 1999: 38).

Dette leder videre til spørgsmålet om afgrænsningen af diskurser og diskursordener. Jørgensen og Phillips forklare, at der hos både diskursteorien og andre diskursanalytiske retninger, er en forståelse af at ”at diskursens grænse findes dér, hvor elementer bliver artikuleret på en sådan måde, at de ikke længere er forenelige med diskursens entydighed” (Jørgensen og Phillips 1999: 148). Men hverken diskursteorien eller de andre diskursanalytiske retninger, giver noget konkret

10 svar på hvordan man rent empirisk kan finde denne grænse. I projektet følger jeg Jørgensen og Phillips’ anbefaling om at forstå diskursen som begreb jeg ligger ned over empirien, på baggrund af forskningsspørgsmålet (ibid.) Problemet omkring afgrænsning af diskurserne, er i dette projekt ikke stort, da empirien kun består af to taler, som jeg her anskuer som hver sin diskurs. At det giver mening ikke at anskue de to taler som en del af den samme diskurs, vil fremgår tydeligt i analysen, da jeg her viser at der på en lang række områder, er store forskelle i deres artikulation. Jeg vil derimod anskue de to taler, som to diskurser der begge er en del af den samme ”Dansk politik diskursorden”.

Antagonisme og agonisme

Et centralt begreb i diskursteorien er antagonismen. Begrebet antagonisme kan forstås som en konflikt eller en modsætning, hvilket generelt kendetegner Laclau og Mouffes forståelse af det sociale. Antagonismen opstår når forskellige identiteter gensidigt udelukker hinanden. For at bruge debatten om danskhed, er der inden for denne diskursorden ikke noget antagonistisk forhold mellem f.eks. både at have en identitet som dansker og som folketingspolitiker, mens der inden for de fleste af diskurserne er et antagonistisk forhold mellem at være dansker og anti-demokrat. Antagonismer opstår når diskurserne ”støder sammen”. (Jørgensen og Phillips 1999: 60)

Det vil dog ikke sige at antagonismer, kun kan findes analytisk ved at sammenligne forskellige diskurser. Antagonismen kan også findes inden for den enkelte diskurs, i den måde diskursen afgrænser sig ved at etablere et ”de”, der ikke er plads til i diskursen. (Hansen 2017: 7-8)

Det er centralt at antagonismen først opstår, når den bliver diskursivt konstitueret. Det findes altså ikke ”iboende” antagonismer i bestemte typer ikke-diskursive relationer. Laclau & Mouffe forklare dette igennem en adskillelse af to beslægtede begreber, underordning (subordination) undertrykkelse (oppression). Underordningen beskriver det forhold at en agent er underlagt en anden, eksempelvis forholdet mellem en arbejdsgiver og ansat. Et sådan underordningsforhold er der som sådan ikke noget antagonistisk ved – der ingen gensidig udelukkelse; med diskursteoretiske terminologi består en sådan relation af positive differencer.

Det er derimod i undertrykkelsesrelationen at vi finder antagonismen – da Laclau & Mouffe ikke abonnerer på en essentialistisk forståelse af subjektet, er der ikke nogen menneskelig natur der kan undertrykkes og dermed afgøre om en underordning, bliver til en undertrykkelse. Det først når en diskurs subversere subjektets positivitet, at relationen bliver til en undertrykkelsesrelation og dermed antagonistisk. Laclau & Mouffe nævner f.eks., hvordan der i sig selv ikke er noget antagonistisk i forholdet mellem en herrer og slave; forholdet bliver først antagonistisk inden for en diskurs der artikulere at alle mennesker har iboende universelle rettigheder. (Laclaou og Mouffe 1985: 137 -138)

Et andet diskursteoretisk begreb der specificere hvilke typer modsætninger der antagonistiske, er begrebet agonisme der står i modsætning til antagonismen. Hvor antagonismen er gensidig udelukkelse, kan agonismen forstås en modsætning, hvor man er ”enige om at være uenige”, men hvor der ikke er nogle udelukkelser af positioner, og hvor man er enige om hvilke midler der er legitime i kampen for at opnå ens mål. (Hansen 2017: 8-9)

Dislokation og hegemoni

Begrebet dislokation henviser til at forhold er ”ude af led”. Det vil sige en situationer, hvor forhold er forstyrret, og at man ikke længe kan gøre som man plejer. Med andre ord en situation hvor tegnene ikke længere har den faste betydning de tidligere havde. Det er disse forhold der muliggør forsøg på re-artikulation, altså igen at give tegnene en ny fast betydning. (Hansen 2017: 7)

I en analyse af Vladimir Putin og partiet Forenet Ruslands projekt om ”et stærkt Rusland” peger Hansen eksempelvis på hvordan perioden fra Sovjetunionens sammenbrud til Putins magtovertagelse, var præget af en lang række dislokationer. Selve opløsning af Sovjetunionen var en dislokation. I den efterfølgende periode var der kupforsøg, en uheldig overgang til en markedsøkonomi der skabte stor ulighed, og lang række andre forhold, der bl.a. medførte en splittelse af det russiske folk. Alle disse forhold kan ses som dislokationer, der muliggjorde Putins succesfulde hegemoniske re-artikulation af et ”et stærkt Rusland”. (Hansen 2017: 12)

Det er dog centralt ved begrebet dislokation, at det ikke skal forstås som et ”enten eller”. På linje med diskursteoriens genneralle forståelse af mening som noget der aldrig helt fikseres, vil et hvert samfundsmæssigt forhold til en hvis grad være dislokeret (Hansen 2017: 11, 2005: 180-181). Det

12 skal her også præciseret at dislokation (eller dislokationerne), heller ikke skal forstås som årsagen til et givent re-artikulationsforsøg. Den er nærmere en mulighedsbetingelse for re-artikulationen. Det er altså ikke indskrevet i dislokationerne hvordan den enkelte re-artikulationen vil tage form. (Hansen 2005: 118)

Begrebet hegemoni er centralt i diskursteorien. En hegemonisk intervention, kan ses en (gen)oprettelse af tegnenes (relative) entydighed. Begrebet ligner derfor ”diskursen”, men den hegemoniske intervention, kan ses som en betydningsfastlæggelse på tværs af diskurser, der står i et antagonistisk forhold til hinanden (Jørgensen & Phillips 1999: 61). En hegemonisk intervention er en artikulation inden for et felt hvor elementerne ikke er fikseret som momenter (Laclau & Mouffe 1985: 120). Med andre ord er dislokation altså udgangspunktet for et forsøg på at opnå hegemoni (Hansen 2005: 180). Et forsøg på at opnå hegemoni i en politisk kontekst kan altså ses som et forsøg på at opnå opbagning i et til et politisk projekt, i kampen mod andre projekter (Hansen 2017: 2).

Ækvivalens, differens og nodalpunktets tomme karakter

Et sidste begrebspar som jeg vil redegøre for, er begreberne ækvivalens og differens. Begreberne svare i grove træk til de lingvistiske begreber om paradigmatiske- og syntagmatiske relationer (Hansen 2005: 182).

De paradigmatiske relationer der er beslægtet med Laclaus begreb om ækvivalens, er forbindelser mellem termer der er baseret på en lighed på enten udtryks- eller indholdssiden. (Dinesen 1994: 19- 20) Eksempelvis kan udtrykssiden af ”Danmark”, siges at have paradigmatiske forbindelser til ”Kornmark” og ”Danskvand”, mens der på indholdsiden, inden for eksempelvis Dansk Folkepartis diskurs, er en forbindelse mellem ”Danmark” og ”kongehuset”.

”I de paradigmatiske relationer får elementet sin mening fra det, det kan erstattes (eller substitueres) med.” (Esmark, Laustsen & Andersen 2005: 20)

Den sproglige kobling til Laclaus begreb om ækvivalens ligger altså i, at der i den paradigmatiske relation er et ækvivalent (af samme værdi) forhold mellem elementerne.

I syntagmatiske relationer der er beslægtet med differensbegrebet, får elementerne får deres mening ”fra det de kan kombineres med” (Esmark, Laustsen & Andersen 2005: 19-20) og et syntagme kan defineres som ”en sekventiel kombination af elementer”

I syntagmatiske relationer afgøre forskellen, mellem elementerne på samme niveau, og heri ligger altså den sproglige kobling til Laclaus’ begreb om differens (forskel). Som tidligere nævnt er det netop de differentiale positioner, altså forskellen til de andre tegn der giver momenterne betydning.

Hos Laclau bruges begrebsparret til at skælde mellem to typer af hegemoniske projekter. Projekter der er præget af ækvivalenskæder, er kendetegnet ved at delene i høj grad kan udskiftes med hinanden i kampen mod en fælles fjende, hvilket ifølge Laclau især gør sig gældende i populistiske bevægelser. Hegemoniske projekter der er præget af differenslogik, er kendetegnet ved ”etablering af et sæt af forskellle, der kan indgå i institutionaliserede forskelsrelationer med hinanden” (Hansen 2005: 182). Denne type logik kendetegner diskurserne i velfærdsstater og socialdemokratiske bevægelser.

Jeg vil nu med udgangspunkt Laclaus tekst ”Populistisk brud og diskurs” (Laclau 1997 [1980]) yderlige redegøre for, begrebsparrets betydning i diskursteorien.

I teksten operere Laclau med begrebet antagonismediskurs, der er præget af differens.

Denne forklare han med et eksempel, der handler om en gruppe bønder, der gør revolte mod staten, der sammen med nogle jordejere forsøger at gøre krav på den jord bønderne bruger. Bønderne konstitueres her som antagonistiske subjekter i forhold til staten. I antagonismediskursen vil statsmagtens objekter, blive til symboler på negationen af bønderne: ”Soldaterne, deres våben, deres uniformer og deres stemmer etablere en ækvivalenskæde mellem sig […] jo mere den antagonistiske krafts bestemmelser er indarbejdet i ækvivalenskæden, i jo højere grad vil diskursen være en ren antagonismediskurs” (Ibid.: 129)

Pointen er at en antagonismediskurs bliver konstitueret omkring noget truende og udefrakommende. Dette truende bliver til en ren negation, af den positive pol – der i dette tilfælde er bønderne – hvor alt det der kendetegner den truende statsmagt, igennem en ækvivalenskæde smelter sammen til en ren negation af bøndernes subjektivitet. Men det er her ikke kun den negative side, der er kendetegnet ved ækvivalenslogikker; den positive pol altså bønderne, organisere sig som en helhed af positive ækvivalenser (ibid).

Vi har nu set et grundlæggende karaktertræk, ved det Laclau betegner som en ”folkelige diskurs”; den konstitueres omkring en antagonisme, hvor folket er på den ene side er konstitueret igennem en række ækvivalenskæder, mens modstanderen der er en ren negation af folket, også konstitueres af ækvivalens.

Så vidt jeg forstår Laclau, kan der ikke sættes lighedstegn mellem antagonismediskursen, der er præget af ækvivalenskæder og folkelig positionering og det fænomen, han betegner et ”populistisk brud”. Som jeg forstår forholdet mellem de to begreber, behøver en antagonismediskurs ikke at være udtryk for et populistisk brud. Det populistiske brud er et mere specifikt diskursivt fænomen, der bl.a. indebærer at der etableres en antagonismediskurs.

Typisk vil modstanderen i en populistisk diskurs være ”systemet” eller ”eliten” der står et antagonistisk forhold til ”folket” (Hansen 2005: 182)

Den anden type af diskurser der står i modsætning til antagonismediskurserne: ”er baseret på en fremadskridende artikulation af forskelle [og] styrer dislokation af samfundsmæssige agenters demokratiske positionaliteter [og] tendere til at forandrer demokratiske modsigelser til positiv forskel mellem agenternes positionalitet.” (Laclau 1997 [1980]: 131). Den anden type diskurs er altså her præget af differenslogikker, hvor de forskellige elementer artikuleres på en sådan måde at de bliver indbyrdes forskellige uden at være gensidigt udelukkende. En type diskurs der er præget af denne differenslogik, er det som Laclau betegner som integrationsdiskurser, der har præget det 19. århundredes Europa: ”Gennem trade-unionisme, klientalisme, velfærdsstaten eller andre former for indoptagelse er de sociale agenter blevet konstitueret som specifikke forskelle inden for den dominerende diskurs”. (Ibid.: 130). Laclau beskriver hvordan integrationsdiskurser kan ”absorbere” tidligere antagonismer: ”På samme måde absorberes antagonismen i den trade-unionistiske diskurs. Kapitalister og arbejdere opfattes som forskellige, men ligeberettigede samfundsmæssige kategorier” (ibid.: 131)

I dette projekt bruger jeg begreberne ækvivalens og differens til undersøge hvorvidt Dansk Folkeparti og Socialdemokraternes diskurser, er præget af differens- eller ækvivalenslogiker. En umiddelbar fordom ville være at Socialdemokratiet som socialdemokratisk parti, i høj grad er præget af differenslogiker, hvor en forestilling om Danmark som et fællesskab, giver plads til en række forskellige ikke-antagonistiske positioner. Dansk Folkeparti der ofte kategoriseres som et populistisk parti (fx Judis 2016), ville ud fra denne logik i højere grad artikulere en ækvivalenskæde mellem forskellige elementer, der alle er ækvivalente med ”Danmark”, så der på den måde bliver

15 etableret en folkelig positionering der står i et antagonistiske forhold, til det der ikke er dansk. Jeg vil derfor igennem analysen, forsøge afklare hvorvidt det forholder sig således.

Til slut vil jeg kort vende tilbage begrebet nodalpunktet, da nodalpunktets ”tomme karakter” bedst forklares med udgangspunkt i begreberne ækvivalens og dislokation. Som nævnt fungere nodalpunktet som en partikularitet der kommer til at repræsentere helheden. Men da ”hele helheden” ikke kan inkluderes i det partikulære, får nodalpunktet denne karakter af at være et ”tomt center”. Nodalpunktet kan altså kun organisere diskursen, hvis den ikke er bundet op på et konkret indhold. (Hansen: 2005 187-188). Men på trods af at denne tomhed generelt karakteriserer nodalpunktet, er det også et gradsspørgsmål. I en diskurs der artikuleres på baggrund af en stærk dislokation, der som regel også vil være præget af ækvivalenslogik, vil nodalpunktet som udgangspunkt have en mere tom karakter, da en lang række ækvivalente tegn her skal kunne forenes under nodalpunktet. (Hansen: 2005: 182-183)

Skematisk operationalisering af diskursteorien

Som nævnt danner diskursteorien den analysestrategiske ramme for projektets analyser. Jeg analyserer de to taler enkeltvis, og med inspiration fra Hansen (2017: 8-9) følger jeg i analyserne denne skematiske operationalisering af teorien:

1) Identifikation af dislokationen der er grundlaget for re-artikulations- og hegemoniprocesserne. Hvilke problemer forsøges der at komme med svar på?

2) Hvordan artikuleres de dislokerede forhold?

3) Hvilke andre elementer sættes det dislokerede i relation til. Hvad er de vigtigste momenter og hvad er nodalpunktet.

4) Er der et bestemt tegn, der tyder på at være en flydende betegner, som diskursen forsøger at legitimere sit politiske projekt ved at hegemonisere.

5) Grænsedragning: Hvad sættes helt udenfor i et antagonistisk forhold, og hvilke grænser drages på agonistisk vis.

6) Er diskursen præget af ækvivalens- eller differenslogikker? Hvilke ækvivalenskæder og hvilke differentiale positioner er der i diskursen?

Analyse: Mette Frederiksens 1. maj-tale

Identifikation af dislokation

I Mette Frederiksens 1. maj-tale præsenteres vi umiddelbart ikke for en stærk dislokation. Men jeg vil mene at det forhold, at der bliver ført en borgerlig politik i Danmark, delvist artikuleres som en form for dislokation. I denne diskurs bliver den socialdemokratiske lighedsorienterede velfærdsmodel, set som noget særligt dansk. Det kommer bl.a. til udtryk i brugen af sloganet ”Den bedste danske opfindelse er Danmark”3

”Jeg kan ikke finde et eneste land, jeg hellere ville bo og se mine børn vokse op i, end vores. Ingen anden samfundsmodel skaber mere reel frihed og muligheder for så mange. Lav kriminalitet. Tillid mellem mennesker. Gode boliger. Ordentlig løn. Fri og lige adgang til sundhed og uddannelse.

Den bedste danske opfindelse er Danmark.” (Frederiksen 2017: 2)

I og med at der at en borgerlig regering er ved magten, og denne socialdemokratiske velfærds- og lighedsorienterede politik ikke har en hegemonisk status, er der noget der ”er ude af led”. Der er ikke (længere) enighed om at det centrale ved Danmark, er den danske velfærdsmodel. Denne uenighed om velfærdens og lighedens betydning for Danmark, mener jeg kan ses som den overordnede dislokation, der åbner op for det socialdemokratiske forsøg på en hegemonisk re- artikulation af deres poliske projekt som en central af del af ”Danmark”.

Man kunne her evnende at det er problematisk, at se en borgerlig regerings ledelse som en dislokation, da der som sådan ikke er noget nyt i dette. Men hvis vi ser på de sidste små 100 års historie er det faktisk noget relativt ”nyt”. I perioden fra den første Stauningregering i 19244 frem til

3 I slutningen af 2016 lancerede socialdemokratiet en større kampagne, med denne sætning som slogan. En del af denne er hjemmesiden: denbedstedanskeopfindelseerdanmark.dk (socialdemokratiet.dk 28.12.2016) 4 Udregningen er fortaget på baggrund regeringsperioder rundet op til hele årstal, og er dermed ikke helt nøjagtige. Informationen stammer fra statsministeriets hjemmeside (stm.dk).

18 den konservativt ledede Schlütteregerings overtagelse i 1982 havde socialdemokratierne regeringsmagten i 45 af de 58 år. I denne periode giver det mening at tale en form for socialdemokratisk hegemoni i dansk politik, der med Schlutteregeringen bliver afløst af en periode med socialdemokratierne i opposition i 23 af de i alt 35 år frem til i dag (2017). I de sidste 24 år har socialdemokratiet og venstre hver især haft regeringsmagt i 12 år. Man kan muligvis også spore en del af dislokereingen tilbage til jordskredsvalget i 1973, hvor socialdemokraterne fik det dårligste valg siden 1. verdenskrig, antallet af partierne i folketinget blev fordoblet og hvor venstre kortvarigt overtog statsministerposten (danmarkshistorien.dk a)

I en Laclau-inspireret analyse, peger Jens Jonatan Steen, på at en del af den dislokation der er grundlag for højre-populismens opblomstring, er at de europæiske socialdemokratier har mistet opbagning blandt en stor del af de tidligere vælgere, der i stedet har kunnet identificere sig med de nye højre-populistiske, nationalt orienterede partier. (Steen 2014).

Jeg vil altså mene at den dislokation der er rammen for den socialdemokratiske diskurs, er at det socialdemokratiske projekt tidligere har haft en relativ hegemonisk status, som nu er blevet dislokeret – og den borgerlige regering er derfor en del af denne dislokation. Denne dislokation er udgangspunktet for socialdemokratiets forsøg på at re-artikulere det socialdemokratiske projekt som noget centralt for Danmark.

Artikulation af dislokationen

Ud fra dette perspektiv vil jeg nu belyse hvordan Frederiksen artikulere denne dislokation af det socialdemokratiske hegemoni. Den umiddelbare konsekvens af denne dislokation er den nuværende borgerlige regering, og talen fungere i høj grad som en kritik af denne, og jeg vil der derfor her fokusere på hvordan denne kritik artikuleres.

”Der er kun én ting, der er nyt denne gang. Som er første gang til en 1. maj under en borgerlig regering. Uanset om det så var under Schlüter i 80’erne. Fogh i 00’erne. Eller sidst Løkke var ved roret. Det er første gang i år, at Bertel Haarder ikke længere er minister. Jeg har ikke helt vænnet mig til det. De taler ellers så meget om, at folk skal arbejde længere. (Frederiksen 2016: 1)

I citatet artikuleres dislokationen ikke som et nybrud; tvært i mod har der siden 80’erne i længere perioder været borgerlige regeringer. Jeg vil derfor ikke mene at der er tale om voldsom dislokation; perioder med borgerlige regeringer, bliver nærmere artikuleret som normen. Citatet følges op således:

Vi vil et Danmark, der er retfærdigt. Vi vil holde uligheden nede. Og når andre skævvrider. Mellem land og by. Mellem dem, der har mindst, og dem, der har mest. Så kæmper vi imod. ” (ibid: 1)

Her bliver den borgerlige regerings politik artikuleret som en skævvridning af forholdet mellem land og by, og rig og fattig. Selvom begrebet lighed ikke bliver brugt direkte i dette citat, vil jeg mene at det kan ses som antonymt til ”skævvridning”. Som jeg løbende vil vise, fungerer ”lighed” som et nodalpunkt i den socialdemokratiske diskurs. Når skævvridning artikuleres som en konsekvens af den borgerlige regering, bliver denne også artikuleret som en del af dislokationen. Denne artikulation af ulighed og skævvridning som en konsekvens af den borgerlige regerings politik, er gennemgående:

”Dem, der i forvejen har mest, skal have mere. Og dem, der i forvejen har mindst, skal have mindre. Skatten skal ned. Uligheden skal op. Flere opgaver skal overlades til private. Færre ting skal løses i fællesskab.” (ibid.: 1)

I lyset af at uligheden mellem landsdelene, også artikuleres som en del af regerings ulighedsskabende politik (jf. det forrige citat), kan ”centralisering” også ses som en form for ulighed: ”Løkkes kommunalreform har centraliseret Danmark mere end noget andet.” (ibid.: 3)

Regeringens forslag om at hæve pensionsalderen, artikuleres også her som ulighedsskabende:

”Som den tidligere asfaltarbejder Hugo fra Tårs i Nordjylland så rammende spurgte, da han var i fjernsynet: ”Jeg kunne godt tænke mig at spørge de politikere, som vil hæve pensionsalderen, om de nogensinde har forestillet sig, hvad 50 års hårdt fysisk arbejde gør ved en krop?”. Det tror jeg desværre ikke, alle mine kollegaer har. Men det har til gengæld jer på slagterierne, jer i ældreplejen. Jer, der gør rent, og jer, der tømmer vores skraldespande. Jer, der arbejder ude, når andre er inde. Og jer, der møder, når andre stadig sover.” (Ibid.: 2-3)

Her artikuleres en højere pensionsalder også som ulighedsskabende, da den vil ramme danskere med fysisk arbejde hårdt - her eksemplificeret med Hugo. Når Frederiksen siger at hendes kollegaer ikke har forståelse for den type arbejde, bliver kollegaerne her til et billede på danske vidensarbejdere, der ikke har samme forståelse for, og erfaring med fysisk nedslidning, og ikke vil blive ramt på samme måde af en højere pensionsalder. Hun understreger at Hugo er fra ”Tårs i Nordjylland” og han bliver sat i modsætning til hendes kollegaer, der underforstået må være kollegaerne på Christiansborg i København.

På den måde bliver regeringens politik her også artikuleret som ulighedsskabende. Både mellem dem med fysisk arbejde overfor dem med ikke-fysisk arbejde, og mellem dem der bor i København overfor dem der ikke gør. Artikulation af lighedsproblematikken understreges i det følgende citat, der i talen optræder efter kritikken af regeringens pensionspolitik: ”Vi kæmper for et Danmark, hvor forskellene bliver mindre. Ikke større.” (ibid.: 3)

Et andet område som Frederiksen nævner som en kritisabel konsekvensen af regeringens politik er problemerne med skat:

”Så er der udbytteskatten. Så er der inddrivelsen. Så er der restancerne. Det går ikke. De fleste af os betaler den skat, vi skal. Ikke mere end det, vi skal. Men heller ikke mindre. Venner: Tilliden til Skat er væk. Og det er farligt for vores samfund.” (ibid.: 3)

Dårligere velfærd bliver artikuleret som en konsekvens af skattepolitikken:

”Og det er jo absurd. At hvor pengene til velfærd er små. Mangel på pædagoger. Sygeplejesker der løber stærkere og stærkere. Dårligere vilkår for udsatte medborgere. At vi så samtidig er vidne til, at pengene fosser ud af Skat. ” (Ibid.: 3)

Da det samtidig understreges at manglende skatteindbetalinger rammer ”udsatte medborgere”, bliver problematikken omkring ”skat”, også artikuleret som en årsag til ulighed. Denne artikulation af skatteproblemet som et lighedsproblem, bliver endvidere understreget af at dem der vinder ved skattesnyd er kriminelle der tjener enorme summer: ”Vi hører stadig om snyd. Hvidvask af penge. Lyssky firmaer, der undslår sig skat. Som stjæler milliarder fra vores samfund. ” (Ibid.: 3)

For at opsummere bliver de negative konsekvenser af den borgerlige regeringens politik, og dermed de dislokerede forhold, artikuleret som en skrævrider mellem rig og fattig og mellem landsdelene. Den hævede pensionsalder bliver kritiseret for især at ramme personer med hårdt fysisk arbejde, et ineffektivt skattesystem kritiseres for at være skyld i at statskassen mangler ressourcer til velfærd, mens rige kriminelle bliver endnu rigere.

Nodalpunktet og andre vigtige momenter

Alle disse kritikpunkter kan forstås som vigtige men menige momenter i diskursen, hvor imod begrebsparret ”lighed-ulighed” er nodalpunktet der holder sammen på diskursen, og giver momenterne et relativt entydig indhold. At ligheden spiller denne centrale rolle, kan vi eksempelvis se i følgende citater: ”Vi vil et Danmark, der er retfærdigt. Vi vil holde uligheden nede.” (Ibid: 1) og ”Tillid mellem mennesker. Gode boliger. Ordentlig løn. Fri og lige adgang til sundhed og uddannelse.” (Ibid: 2).

Selve ordet ”lighed” eller forskellige variationer af dets stamme, så som ”ulighed” og ”lige” spiller ikke den stor rolle rent kvantitativt. Men da forskellige formuleringer af et ideal om lighed, er gennemgående i artikulationen af diskursens momenter, vil jeg holde fast i at betragte lighed- ulighed begrebsparret som tekstens nodalpunkt.

Hvis vi zoomer ud fra den socialdemokratiske diskurs, kan ”lighed” ses som et element. Det kendetegner jo netop også nodalpunktet at det har en vis tomhed. I denne diskurs får ligheden i høj grad karakter af at handle om økonomisk ulighed. I andre diskurser kan spørgsmål om lighed eksempelvis handle om ”lighed for loven”, eller ”lige rettigheder”. Denne artikulation af ulighed som økonomisk ulighed ses eksempelvis her:

"Løkke Rasmussen og Anders Samuelsen har fundet den store kærlighed i den gammeldags, klassiske, borgerlige økonomiske politik. Dem, der i forvejen har mest, skal have mere. Og dem, der i forvejen har mindst, skal have mindre. Skatten skal ned. Uligheden skal op.” (Ibid. 4)

Eksempelvis får momentet ”retfærdighed”, en specifik betydning ud fra nodalpunktet. Udenfor denne diskurs vil jeg mene at ”retfærdighed” har kareter af at være et element. F.eks. vil en liberalist, se en høj grad af omfordeling som uretfærdig, da det er uretfærdigt at den der arbejder

22 hårdt og derfor tjener meget, skal aflevere en stor del af sin løn til den der ikke arbejder lige så hårdt. Men ved at artikulere retfærdigheden som en modsætning til ulighed, betydningsfastlæges det ”retfærdige” som det ”lige”: ”Vi vil et Danmark, der er retfærdigt. Vi vil holde uligheden nede.” (Ibid: 1).

Som jeg tidligere har vist får et moment som ”skat” også en specifik betydning ved at blive sat i forbindelse med ”lighed”. ”Skat”, har måske ikke den samme karakter at være flydende, som ”retfærdighed”; der er nok ikke uenighed omkring en teknisk definition af ”skat”, men en liberalist ville eksempelvis i højere grad forstå ”skat” som et nødvendigt onde. Men i denne diskurs får skatten en betydning af noget der med til skabe lighed, og de negative konsekvenser af problematikken omkring skats manglende evne til at inddrive skat, og fusk med udbytteskatten, bliver også et spørgsmål om ulighed, ved at blive sat i forbindelse med at rige kriminelle der bliver rigere, på bekostning af velfærden.

Som jeg allerede har vist får pension også en bestemt betydning af at være noget, der skal sikre alle en lige mulighed for en god alderdom. Danmark som flydende betegner

I teksten spiller ”Danmark” en central rolle. Jeg vil dog ikke mene at Danmark, er et nodalpunkt i denne diskurs. Det tyder derimod på at ”Danmark” i højeste grad fungere som en flydende betegner – altså et element flere diskurser kæmper om at betydningsfastlægge.

Her mener jeg at sloganet ”Den bedste danske opfindelse er Danmark” er centralt (Ibid: 2 – se citat s. 18).

Her artikuleres altså en række forhold ved den samfundsmodel, som socialdemokraterne er fortaler for. Ved der derefter at sige at ”den bedste danske opfindelse er Danmark”, mener jeg at det der impliceres at ”opfindelsen Danmark”, er selve denne socialdemokratiske samfundsmodel. Senere betegnes denne samfundsmodel også som den ”danske samfundsmodel”: ”Vores danske samfundsmodel er unik. Den skal vi ikke svække. Den skal vi styrke!” (ibid.: 2).

På den måde bliver det socialdemokratiske projekt ikke blot artikuleret som en bland flere mulige veje at gå for Danmark, men noget helt essentiel ved Danmark – eller lige frem Danmark som sådan. Her er begrebet om retroaktivitet også relevant. Den hegemonisk kamp om at betydningsudfylde ”Danmark”, handler her ikke blot om hvilken politik der i fremtiden skal føres i

Danmark, men derimod om at artikulere det socialdemokratiske projekt, som noget der også historisk set er essentielt ved hvad vi forstår ved Danmark.

Dog er den retroaktive logik ikke helt entydig – andre steder bliver det den socialdemokratiske projekt nærmere artikuleret som et fremadrettet, projekt der handler om at trække Danmark i en anden retning end den borgerlige regering:

”Vi vil et Danmark, der er retfærdigt. Vi vil holde uligheden nede. […] hvis I vil et Danmark, der er retfærdigt. Uden stor ulighed. Uden store skel. Ja, så skal I stemme på Socialdemokratiet.” (Ibid. 1)

Der er altså to forskellige logikker på spil her. Det socialdemokratiske forsøg på at re-artikulere et socialdemokratisk hegemoni handler både om retroaktivt at gøre det socialdemokratiske projekt til en central del af Danmark, men også om at formulere det socialdemokratiske projekt som en bedre og mere lige og retfærdig vej for dansk politik.

Grænsedragning - agonismer og antagonismer

Frederiksen er meget eksplicitte omkring at modstanderen er den borgerlige regering. Som det fremgår af næsten alle de eksempler jeg indtil nu har inddraget, er stort set hele talen en lang kritik af regeringens politik. Socialdemokraternes politik bliver i højeste grad artikuleret som en modsætning til regeringens. Men grænsen til regeringen bliver ikke tegnet som en antagonisme, men er derimod udpræget agonistisk. Der bliver på ingen måder givet udtryk for at der ikke plads til borgerlige politikere – brede politiske samarbejder bliver ligefrem beskrevet som noget positivt:

”… nej, så hellere gode solide venskaber med flere. Til højre og til venstre. Og det er altså også som om, at Dansk Folkeparti træffer nogle bedre beslutninger, når der er en socialdemokrat lige ved siden af.

For uanset om Socialdemokratiet er i opposition. Som nu. Eller i regering. Som vi forhåbentlig snart kommer igen. Så lad mig love jer én ting: Vi vil samarbejde. Socialdemokratiet er hele Danmarks parti. Som vi altid har været.” (ibid.: 4)

Her bliver det venskabelige forhold til modstanderne artikuleret som noget helt centralt for socialdemokraterne. Dette citat handler primært om Dansk Folkeparti, men når Frederiksen taler

24 varmt om ”venskaber til højre og venstre”, mener jeg altså også at det er en artikulation af et generelt agonistisk forhold til de politiske modstandere.

”Og når andre skævvrider. […] Så kæmper vi imod.

Og på den måde ligner dansk politik jo sig selv. Og det er faktisk også stadigvæk sådan, at hvis I vil et Danmark, der er retfærdigt. Uden stor ulighed. Uden store skel. Ja, så skal I stemme på Socialdemokratiet.”

Når Frederiksen siger at Danmark ”ligner sig selv”, bliver den politiske kamp altså artikuleret som noget typisk dansk. Vi har altså her at gøre med en noget tvetydige artikulation af ”Danmark”. På den ene side bliver ”Danmark” artikuleret som ækvivalent til den socialdemokratisk velfærdsstat, men samtidig bliver brede politiske samarbejde artikuleret som noget typisk socialdemokratisk, og politiske kampe mellem borgerlige og socialdemokrater bliver til en del af ”Danmark”. Man kan måske sige at den socialdemokratiske diskurs giver rigeligt plads til politiske modstandere, og de bliver som sådan heller ikke beskrevet som mindre danske end socialdemokraterne. Den borgerlige politik (altså ikke de borgerlige politikere), bliver derimod implicit artikuleret som udansk, i og med at der nærmest sættes lighedstegn mellem ”Danmark” og det socialdemokratiske projekt.

I talen tegnes der stort set ikke nogle antagonistiske grænser. Kun et enkelt sted i talen bliver der draget en grænse, der minder om at være antagonistisk. Det er i forhold til skatteproblematikken, hvor der ikke er nogle formildende bemærkninger om de virksomheder der har tjent godt på skattesnyd (ibid.: 3 se 3. citat s.21).

Ækvivalens og differens

Diskursen er primært kendetegnet ved differenslogik, men der er også elementer af ækvivalenskæder. Den socialdemokratiske politik bliver langt hen ad vejen formuleret som stående i modsætning til regeringens. Men modsætning bliver nærmere formuleret som en grundlæggende forskel, mellem henholdsvis socialdemokraternes og den borgerlige regerings politik. På trods af der bliver artikuleret en klar modsætning mellem disse to positioner, vil jeg ikke mene at der er tale om en ækvivalensbåret antagonisme diskurs. For det første er forholdet som tidligere nævnt, nærmere agonistisk end antagonistisk – der er ikke nogen gensidige udelukkelse af positioner. For

25 det andet bliver modsætning mellem de to politiske projekter artikuleret som en forskelsrelation med hver sit politiske projekt, og hver sit politiske indhold. Dog med en meget entydig valorisering af det socialdemokratiske projekt, og en kritik af det borgerlige.

”Og når andre skævvrider. Mellem land og by. Mellem dem, der har mindst, og dem, der har mest. Så kæmper vi imod.” (Ibid. 1) Forholdet mellem den borgerlige position (de andre) og den socialdemokratiske position (vi), bliver altså her etableret som en forskelsrelation, med hver sit politiske indhold, hvor det borgerlige står for en skævvridning, der er forskellige for det lighedsorienterede socialdemokratiske projekt.

Når Frederiksen eksempelvis siger: ”Løkke Rasmussen og Anders Samuelsen har fundet den store kærlighed i den gammeldags, klassiske, borgerlige økonomiske politik.” (Ibid.: 1), vil jeg også mene at betegnelsen, ”borgerlige økonomisk politik”, giver modstanderens politik en differentiel betydning, med en forskel til socialdemokraternes politik.

Ud over regeringspartierne, bliver også Dansk Folkeparti og De Radikale nævnt – to partier der ikke på samme måde som regeringen er i direkte opposition til Socialdemokratiet.

De radikale bliver kritiseret for deres nye kampagne hvor de roser Kristian Jensen:

”Se bare på de radikale. Nu har de kastet deres kærlighed på Kristian Jensen. Manden, der ikke alene har været hård ved vores skattemyndigheder. Han har også bragt udviklingsbistanden ned til det laveste niveau i 30 år. Sparet millioner af kroner på uddannelse og foreslår store besparelser rundt omkring i kommunerne.” (Ibid: 4)

Denne artikulation, mener jeg tendere mod en dannelse af en ækvivalenskæde: de radikale = Kristian Jensen = den borgerlige regering = ulighed og nedskæringer.

Men når de radikale kritiseres for deres kærlighed til Kristian Jensen, kan det dog også ses som et udtryk for en differentiellogik der lyder: Det er problematisk at de radikale nu har kastet deres kærlighed over Kristian Jensen, da de ellers har haft en position der forskellige fra den borgerlige regerings position, men også forskellig fra (uden at være en modsigelse af) socialdemokraternes position.

Om Dansk Folkeparti siger Frederiksen: ”Og det er altså også som om, at Dansk Folkeparti træffer nogle bedre beslutninger, når der er en socialdemokrat lige ved siden af.” (Ibid.: 4) Her får Dansk

Folkeparti en position der er forskellig fra Socialdemokratiet, men som alt afhængigt af den politiske situation kan blive en del af det socialdemokratiske projekt.

På trods af det udprægede agonistiske forhold til politiske modstandere, og at de politiske modstandere primært artikuleres i et differentielt forhold til Socialdemokratiet, mener jeg også at diskursen har elementer af antagonisme og ækvivalenslogik. Som jeg allerede har nævnt impliceres der med ”den bedste danske opfindelse er Danmark” at Danmark, eller i hvert fald at en essentiel del af Danmark, er ækvivalent med den Socialdemokratiske velfærdsstat. Men da ækvivalensen ikke er direkte udtalt, og da der ikke etableres et antagonistisk forhold til modstanderne af dette projekt, er ækvivalensen kun delvis. Samtidig med er der delvist bliver artikuleret denne ækvivalenskæde, bliver det socialdemokratiske projekt andre steder i talen i højere grad artikuleret som en ud af flere mulige veje Danmark kan bevæge sig i.

Det er også relevant at der med denne meget positive omtale af ”Danmark”, og beskrivelsen af ”Danmark” som ”den bedste danske opfindelse” etableres en mere eller mindre eksplicit ækvivalens mellem ”Danmark”, ”Dansk” og ”godt”. Det sker både fordi at ”Danmark” bliver beskrevet som den bedste opfindelse og dermed noget ”godt”. Men også fordi at ”dansk” her fungere som en form for kvalitetsstempel. Denne ækvivalens etableres bl.a. gennem Frederiksens udtalelse om at hun ikke kan: ”finde et eneste land, jeg hellere ville bo og se mine børn vokse op i, end vores”.

Hvis der ikke var etableret denne ækvivalens mellem Danmark og ”det gode”, kunne sloganet lige så godt udtrykke at ”der aldrig er kommet nogle gode opfindelser ud af Danmark”.

Til sidst vil jer her undersøge hvordan ”det danske folk” artikuleres i diskursen. Hvis der var tale om en populistisk antagonismediskurs, ville det kræve at der blev etableret en ”folkelig positionering”, hvis identitet står i et antagonistisk gensidigt udelukkelsesforhold til noget uden for ”folket”.

Jeg mener at der i denne diskurs er elementer af dette, da der delvist etableres en ækvivalent repræsentation af ”folket”, bestående af grupper der alle sammen lider under regeringens politik. Her kan nævnes den hårdtarbejdende og nedslidte Hugo fra Tårs og de offentlige ansatte: ”Vores offentligt ansatte gør hver dag en kæmpe indsats” (ibid.: 2).

Frederiksen siger også at en mulig konsekvens af problemerne med skat kan være at: ”Når tilliden ryger, vil naboen på et tidspunkt spørge sig selv: Hvorfor skal jeg betale skat, når de andre ikke gør

27 det?”. Det at hun bruger ”naboen”, mener jeg til dels kan ses som et billede på den ”almindelige dansker”.

I diskursen tendere socialdemokraterne altså mod at repræsentere ”folket”, eller ”den almindelige dansker”. Men kun delvist– det bliver aldrig direkte artikuleret således; hun bruger aldrig betegnelser som ”folket” eller ”den almindelige dansker”.

En populistisk diskurs, er også kendetegnet ved ”folket” står i modsætning til en ”elite”. En etablering af en sådan modsætning er der også elementer af i diskursen. I eksemplet med Hugo fra Tårs (Ibid.: 2-3 se 3. citat s. 20):

Her laves der altså en modsætning mellem hen hårdtarbejdende ”Hugo” og politikerne.

Men som nævnt er diskursen overordnet præget af differenslogiker og agonistiske forhold, og de populistiske logikker er mindre udtalte.

Analyse: Kristian Thulesen Dahls åbningstale til Dansk Folkepartis årsmøde

Identifikation af dislokation

I Kristian Thulesen Dahls, åbningstale til Dansk Folkepartis årsmøde 2016, mener jeg at vi kan finde to overordnede dislokationer. Den vigtigste af de to kan betegnes ”globalisering”. Det er denne jeg vil fokusere mest på, da det er den voldsomste af de to, og den der er mest relevant i forhold til artikulationen af ”Danmark”. Globaliseringen artikuleres således: ”Vi skal i en globaliseret verden, hvor så meget ufred huserer, passe på det, vi er glade for i vores land.” (Dahl 2016: 2) Dette efter følges af en præsentation Dansk Folkepartis slogan ”Der er så meget, vi skal passe på”5, og en forklaring af dette:

”Så når vi siger, ”Der er så meget, vi skal passe på”, er det med en dobbelt mening. Der er så meget ondt ude i verden, som vi skal gøre, hvad vi kan for at holde ude af Danmark. Men ”der er så meget, vi skal passe på” handler også om, at der er så meget godt i Danmark, som vi netop skal passe på!” (Ibid.: 2)

Her får vi allerede eksplicit præsenteret, den gennemgående problemstilling i talen: At Danmark helt overvejende bliver artikuleret som noget godt, og det det gode Danmark trues af omverdenen. Da denne problemstillingen er gennemgående for talen, vil jeg mene at giver mening at bruge ”globalisering” til at betegne denne dislokation, selvom at selve ordet ”globalisering” kun benyttes den ene gang.

Jeg vil mene at en af de konsekvenser af globaliseringen, der er det vigtigste grundlag for de dislokerede forhold, er de store grupper af indvandrere og flygtninge med især muslims baggrund,

5 Dansk Folkeparti fører pt. (maj 2017), en kampagne med sloganet ”Vores danmark” – der er så meget vi skal passe på”. Bl.a. ses den nu som banner på danskfolkeparti.dk

29 der er kommet til Danmark fra 60’erne og frem (Danmarkshistoren.dk b). Jeg vil også mene at flygtningestrømmen der startede i 2015, har været med til at forstærke denne dislokation, hvilket også filosoffen Anders Fogh Jensen påpeger:

”Når flygtninge trænger ind på vores territorium, og politikerne tilsyneladende ikke ved, hvad de skal stille op, så giver det en følelse af sammenbrud. Vi er desuden vant til, at det etiske og det juridisk lovlige stemmer overens, og normalt kan vi gå rundt og være pæne mennesker, som lever efter et lovkodeks. Men vi konfronteres nu med spørgsmålet, om der er noget, der er vigtigere end loven. Bør vi køre flygtninge til Sverige i vores bil, selvom det er ulovligt? Den slags spørgsmål bliver vi meget sjældent konfronteret med, og det skaber uorden og rådvildhed,” (Kristeligt-dagblad: 10.09.2015)

Jeg vil også mene at Danmarks medlemskab af først EF og senere EU kan ses som en del af denne ”globaliserings dislokation”, hvilket tydeligt kommer til udtryk i Dahls artikulation af de dislokerede forhold.

I den tidligere nævnte Laclau-inspirerede analyse af Steen, peges der også at globaliseringen som den overordnede dislokation, der er grundlaget for de højre-populistiske fremmarch partiers (Dansk Folkeparti inklusiv). Ifølge Steen har globaliseringen eksempelvis medført, at arbejdspladser flytter til udlandet, og at danskere arbejdere presses af østeuropæisk arbejdskraft. Det er ifølge Steen ikke lykkedes centrum-venstrepartier at artikulere disse problemer, på en måde der henvender sig til denne gruppe danskere der tidlige har været centrum-venstres kærnevælgere, hvilket har givet Dansk Folkeparti mulighed for artikulere deres politiske projekt til denne gruppe. (Steen 2014)

Den anden dislokation som jeg mener er afgørende her, er noget mere konkret og jordnær end den mere abstrakte ”Globalisering”. For at bruge Dahls egen beskrivelse kan den betegnes som ”Krise på Christiansborg”:

”Er I klar til valg??

Når vi ser på den helt aktuelle situation i den politiske verden. Så er det godt at holde sig klar. Der er jo faktisk krise på Christiansborg. Det vender jeg naturligvis tilbage til.” (Ibid.: 1)”

Talen blev holdt inden Venstre,- Konservativ-, Liberal Alliance-regeringen blev dannet, da Liberal Alliance stadig stod fast på at ville vælte Venstre-regeringen hvis ikke topskatten blev lettet. (stm.dk, business.dk 02.09.2016, altinget.dk 17.09.2016). Regering stod altså muligvis til at blive væltet, med et folketingsvalg som konsekvens, hvilket kunne føre til en større ændring af det politiske landskab. Samtidig var der usikkerhed om hvorvidt den økonomisk politik, ville blive trukket i en betydelig mere liberal retning. Disse politiske usikkerheder, mener jeg kan ses som en dislokation. Dahl Beskriver også selv situationen som ”højspændt”: ”Og nu står vi så her i dette efterår og har højspændte diskussioner om, hvem der er mest stålsat, hvem der blinker først og om ultimatummer.” (Ibid.: 8)

Artikulation af dislokerede forhold

En meget sigende metafor, som Dahl bruger om det dislokerede forhold relateret til globaliseringen, er at danskerne ikke længere er ”herre i eget hus”, hvilket deres politiske projekt artikuleres som et forsøg gøre danskerne til igen:

”I vores principprogram hedder det blandt andet, at vores formål er at hævde Danmarks selvstændighed, at sikre det danske folks frihed i eget land samt at bevare og udbygge det danske folkestyre og monarki. Vi skal simpelthen sørge for, at danskerne er herre i eget hus.” (Ibid.: 2)

Og hvad der ligger det forklare Dahl selv:

”Ja. Det betyder eksempelvis, at når vi siger, at vi vil udbygge folkestyret, så mener vi, at vi vil udbygge folkestyret!

For vi ønsker, at vi danskere bestemmer i Danmark, ikke at EU bestemmer stadig mere i Danmark!

Og vi ønsker, at vi danskere bestemmer, hvem vi vil have ind i vores land – blandt andet ved at vi kontrollerer vores grænser!

Og vi vil sikre det, vi holder af.” (ibid.: 2)

Det er altså her tydeligt, at det dislokerede forhold artikuleres, som at danskerne ikke længere selv bestemmer i Danmark. EU artikuleres som en trussel mod det danske selvstyre, og de åbne grænser (hvilket også knyttes til EU), bliver et centralt problem. (ibid.: 2)

Denne kritik af EU er gennemgående i talen. EU kritiseres generelt for at blande sig for meget i dansk politik, og især for at være en forhindring for grænsekontrollen.

Ud over EU bliver indvandrere og flygtninge, artikuleret som en meget problematisk konsekvens af dislokationen. I artikulationen af flygtninge og indvandrere er det relevant at disse grupper ofte artikuleres under et. ”Over en million asylansøgere og migranter har mast sig ind i det pivåbne EU - alene det seneste år.” (ibid.: 9) Her skal det også bemærkes at EU til dels også bliver en del af denne ækvivalens.

Det kan umiddelbart lyde som kliche at sige at Dansk Folkeparti giver indvandringen skylden for alle samfundets problemer, men er det stort set hvad Dahl gør i denne diskurs. I forlængelse af det overstående citat siger Dahl:

”Det er den reelle, store udfordring, som Danmark står overfor!

Det er det problem, der skal løses!” (Ibid.: 9)

Lidt senere i talen kritisere Dahl det høje antal ikkevestlige indvandrere der er på overførselsindkomst, og siger der efter:

”Begge tal er absurd høje.

Og netop antallet af ikke-vestlige udlændinge i Danmark i kombination med deres samlede, negative påvirkning af dansk økonomi, kultur og tradition er lige præcis årsagen til, at vi i Dansk Folkeparti bliver ved og ved med at knokle for en strammere indvandringspolitik!

[…]

Diskussioner om bedre sygehuse, ældre-omsorg, skoler, uddannelser, flere politibetjente og et effektivt forsvar kan vi godt tage sådan for sportens skyld. Men der bliver ikke råd til alle ønskerne i fremtiden, hvis ikke vi løser udfordringen med indvandrere i Danmark.

Så enkelt er det.” (ibid.: 10)

Her bliver ikke-velstig indvandring artikuleret som den egentlige årsag til en dårlig offentlig økonomi og dermed en forhindring for god velfærd. Men udover de økonomiske konsekvenser af indvandringen, har den her også negative konsekvenser for nogle ikke videre specificerede ”danske værdier og traditioner”.

Jeg vil nu se på hvordan Dahl artikulere det andet dislokerede forhold, altså ”krisen på Christiansborg”. Denne dislokation bliver ikke artikuleret som værende særlig voldsom. Den bliver nærmere artikuleret, som om at den ikke for alvor berør Dansk Folkeparti. Hele talen indledes med at Dahl spørger: ”Er I klar til valg??” (Ibid.: 1) og senere siger han:

”Så derfor vil jeg sige til Venstre og Socialdemokratiet. Kan I bryde vanetænkningen? Er I klar til at lave ansvarlige aftaler til gavn for danskerne? Er I klar til at komme op af Jeres skyttegrave?

Kom bare. Vi er SÅ klar i Dansk Folkeparti.” (Ibid.: 7)

Denne dislokation bliver altså ikke artikuleret som en større udfordring for Dansk Folkeparti. Dislokationen udsprænger som nævnt af, Liberal Alliances krav om topskattelettelser. Hvordan Dahl konkret artikulere sin holdning skattelettelser vil jeg vende tilbage til senere, men kort fortalt er han imod forslaget om topskattelettelser, da han mener at det både vil gå ud over velfærden og ramme skævt, da det vil gøre de rige rigere på bekostning af flertallet af danskere. Principielt er han dog ikke imod skattelettelser. Dislokationen bliver artikuleret som et overfladisk problem, der skygger for de ”virkelige” problemer der artikuleres som en konsekvens af globaliseringen:

”Og nu har jeg jo så ad bagvejen nærmet mig det, jeg lovede at vende tilbage til. Den aktuelle situation på Borgen. Krisen. Lad os da så tage den! For hvad i alverden er det, der sker?

Når man lytter til den politiske debat i de her måneder, så kunne man jo tro, at Danmark ikke har mere alvorlige problemer, end om de danskere, der hver tjener millioner af kroner om året, skal have en skattelettelse eller ej. ”

Den tidligere citerede del, hvor Dahl beskriver flygtningeproblemet som: ”den reelle, store udfordring, som Danmark står overfor!”, kommer i talen, efter et længere afsnit hvor han kritiserer planerne om topskattelettelser (ibid.: 7-8). På den måde bliver ”krise på Christiansborg”- dislokation artikuleret som værende nærmest ligegyldig, og som noget der fjerner fokus fra ”globaliseringsdislokationen”, der artikuleres som den egentlige udfordring for Danmark.

Nodalpunktet og andre vigtige momenter

I denne diskurs vil jeg mene at ”Danmark”, kan ses som et nodalpunkt. Men ikke bare Danmark som sådan, men derimod Danmark indrammet af sloganet ”der er så meget vi skal passe”. Altså et Danmark som noget ”godt”, der trues udefra.

Det er altså igennem denne forståelse af Danmark, at elementerne ”Flygtinge og indvandrere (og beslægtede betegnelser) ”, får en betydning af noget problematisk der truer, den ”gode” danske velfærd, og de ”gode” danske værdier og traditioner. EU får også en konkret betydning af noget der ”truer” det ”gode” danske selvstyre.

Andre vigtige momenter i diskursen er sundhedsvæsen og ældrepleje. Betydningen af disse etableres også igennem denne bestemte forståelse af ”Danmark” som det gode, men truede. Den del af talen der handler om sundhedsvæsnet, finder vi lige efter den del der omhandler forslag til at bremse indvandringen (Ibid.: 10-12). Den indledes således: ”Får vi genskabt kontrollen med Danmark, sparer vi mange konflikter og mange penge. Dem kan vi bruge til at sikre den rigtige sociale balance i vort land.” (ibid.: 12)

På den måde får sundhedsvæsnet også en konkretet betydning, af at være noget der trues af en omkostningstung indvandring. Lige efter det overstående citat, bliver det danske sundhedsvæsen, artikuleret som noget specielt dansk, der står i modsætning til andre landes sundhedsvæsner:

”Sikre den tryghed, som det er at vide, at man kan blive behandlet, hvis man går hen og bliver syg. I mange andre lande lever dem med de færreste midler i regulær frygt for at blive syge. For sker det, så er de henvist til et sundhedsvæsen, som fungerer meget dårligt. Sådan mener jeg faktisk ikke, at det er i Danmark.” (ibid.: 12)

Her får vi introduceret ”tryghed”, et andet meget vigtigt moment i diskursen. Dette moment er så vigtigt at det tendere mod at kunne kaldes et nodalpunkt. I det overstående citat eksempelvis, er det med til at betydningsfastlægge sundhedsvæsnet som noget, der: ”sikre den tryghed, som det er at vide, at man kan blive behandlet, hvis man går hen og bliver syg”.

Jeg vil analysen her dog, holde fast i at se ”Danmark” som nodalpunktet, og se ”tryghed”, som et vigtigt, men menigt moment der sættes i et delvist ækvivalent forhold til ”Danmark”, så ”Danmark på den måde også får betydning af ”tryghed”.

Momentet ”ældrepleje” får også her en konkret betydning af igennem ”Danmark”:

”Danmark HAR råd og SKAL have råd til en værdig ældrepleje, lød overskriften dengang fra Bjarne Hastrup [Ældresagens formand, der talte ved det sidste landsmøde].

Og I husker måske, at Bjarne Hastrup i sin tale lagde meget vægt på, at vore ældre skal have mulighed for at leve et værdigt og meningsfuldt liv. Og selvom man er afhængig af hjælp fra andre, så skal man kunne opleve at blive inddraget, have selvbestemmelse, og blive respekteret som menneske. ”

Alle disse ting er selvfølgeligheder i det danske velfærdssamfund, er man fristet til at sige. Men desværre har vi jo i de senere år oplevet flere eksempler på ældre rundt om i landet, som pga. besparelser ikke har fået den optimale pleje, vi ellers synes, de har krav på efter et langt liv.” (ibid.: 13)

Her bliver en ældrepleje som giver ”vore ældre […] mulighed for at leve et værdigt og meningsfuldt liv”, artikuleret som noget særligt dansk – eller nærmere noget der burde være noget særligt dansk. Det implicere altså at en dårlig ældrepleje er udansk. Den næste del af talen handler om hvordan ældreområdet generelt bliver underprioriteret, mens Dansk Folkeparti arbejdere for at opprioritere ældreområdet. (ibid. 13-14). Til sidst i afsnittet bliver denne manglende ældrepleje også knyttet til flygtninge-indvandre problematikken. Dahl diskuterer en debat der har været omkring regerings plan om at spare på boligydelsen til ældre, som Dansk Folkeparti forhindede i at blive en realitet (ibid.: 14). Da finansministeren alligevel mener at man må spare 90 mio. på boligydelsen til ældre, samtidig med at man har fundet penge på finansloven til flygtninge-indvandre området, bliver dette artikuleret som yderst kritisabelt:

”Men diskussionen om boligydelsen dukkede igen op til foråret. For pengene skulle jo findes, hed det sig fra finansminister Claus Hjort Frederiksens side, for ellers kunne finansloven ikke hænge sammen.

Men underligt nok havde finansministeren ligeledes i foråret pludselig råd til at bruge hele 640 millioner kroner til flygtninge og migranters boligforhold.

[…]

640 millioner kroner til flygtninge og migranters indkvarteringsudgifter! Og så ville Venstre have, at vi skulle finde 90 millioner kroner fra pensionisternes boligydelse. For ellers kunne finansloven ikke hænge sammen.

Helt ærligt. Sådan spiller klaveret altså ikke!

[…]

Vi skal skabe tryghed. Også for vore ældre medborgere!” (ibid.: 14)

Ved at artikulere lavere boligydelser til ældre som en mulig konsekvens af højere udgifter til flygtninge og indvandrere, får ældreplejen også en konkret betydning i forhold til nodalpunktet ”Danmark”, idet at ældre plejen her også bliver til noget ”godt dansk”, der trues af det ”uden for Danmark”.

”(Top)skat” får også en bestemt betydning igennem nodalpunktet, ”Danmark”. På den ene side er Dahl meget kritisk overfor topskattelettelserne, da det vil går ud over velfærden og trygheden:

”Og vi føler os overbeviste om, at langt de fleste danskere ønsker:

Den nyeste og bedste behandling på vore sygehuse.

En værdig og omsorgsfuld ældrepleje.

Gode børneinstitutioner, skoler og uddannelsessteder.

en sikker og bevogtet grænse.

et veluddannet og mere talstærkt politikorps.

FØR man fordeler penge, der i udgangspunktet slet ikke er der til skattelettelser til de 10 procent, der i forvejen har mest at gøre godt med.” (Ibid.: 8)

Som vi ser i det overstående citat er et andet kritikpunkt af de forslåede skattelettelser, at de netop er topskattelettelser og derfor kun vil gavne de rigeste på bekostning af flertallet af danskere:

”Man må således forstå på nogle af vore politiske kolleger, at det er til alles bedste, at 90 procent af befolkningen bidrager til, at de sidste 10 procent får nogle flere penge.

De synes øjensynligt, at det er ret og rimeligt, at mureren, tømreren, sygeplejersken eller den i politik altid berømte kassedame skal arbejde endnu længere end allerede bestemt samtidig med, at de økonomisk bedst stillede kan få flere penge til sig selv. ” (Ibid.: 7-8)

Topskattelettelserne får altså en negativ betydning, da de vil går ud over de gode sider af ”Danmark”, i form velfærden og trygheden, og samtidig vil ramme et flertal af danskerne. Men samtidig understreger han at en høj skat ikke er en værdi i sig selv:

” Og lad mig slå fast med det samme: Det er bestemt ikke et princip for os i Dansk Folkeparti, at danskerne skal betale mest muligt i skatter og afgifter.” (Ibid 8)

Danmark som flydende betegner

Hvis vi sammenligner artikulationerne af de to forskellige dislokationer, så kan Dansk Folkepartis forsøg på at re-artikulere de globaliseringsrelaterede problemer som de egentlige problemer i modsætning til de mere overfladiske problemer om politisk spil og topskattelettelser, ses som et forsøg på at hegemoniserer deres forståelse af ”Danmark”, som noget ”godt” der trues udefra.

Det tyder altså på at ”Danmark”, ud over at være nodalpunkt, også her kan ses som en flydende betegner, da Dansk Folkeparti forsøger at legitimere der politiske projekt, ved at hegemonisere netop deres forståelse af ”Danmark”.

Grænsedragning - agonismer og antagonismer

Denne diskurs er i høj grad præget af en antagonistisk grænsedragning – det ser vi allerede i den måde ”Danmark” konstitueres ud fra en forestilling om en udefrakommende trussel. Alle de vigtige momenter jeg nu har gennemgået, bliver på hver sin måde konstitueret omkring denne antagonistisk grænse.

I forhold til EU er der et udpræget antagonistisk forhold. Som jeg allerede har nævnt bliver EU artikuleret som en direkte modsigelse af national selvbestemmelse:

”Og når briterne så på et tidspunkt har fået forhandlet en aftale på plads. En fremtid med mere Storbritannien og mindre EU. Så vil det jo være helt oplagt at spørge danskerne, om de ikke kunne tænke sig en tilsvarende aftale for Danmarks vedkommende.

[…]

Tiden arbejder nemlig for mere national selvbestemmelse og mindre EU-regulering. For mere Danmark – mindre EU.” (Ibid. 16)

Med sætningen ”For mere Danmark – mindre EU”, bliver EU altså artikuleret som en direkte modsigelse af det dansk selvbestemmelse. Et andet eksempel der tydeligt viser dette antagonistiske forhold til EU, er deres kritik af Helle Thorning-Schmidts tid som statsminister:

”Vi taler om Helle Thorning-Schmidt… Dronningen af løftebrud.

[…]

Hende, som stolt i en tale i EU sagde, at hun var en europæer i hjertet. ”European by heart”.

Ak ja. Her gik jeg og troede, at en dansk statsminister først og fremmest er dansker i hjertet.”

Men personen der var Socialdemokratiets formand indtil sidste år var først europæer og siden dansk. Det skinnede bestemt også igennem i hendes politik. ” (Ibid. 6)

Her bliver artikuleret en modsætning mellem danskhed og europæiskhed. Ikke at det nødvendigvis er helt udelukket, at man kan have en identitet som både dansker og europæer. Men det at Helle Thorning Schmidt, har udtalt at hun er ”European by heart”, her bliver artikuleret som et udtryk for at hun er ”var først europæer og siden dansk”. Europæiskhed artikuleres altså som en modsætning til danskhed; mere europæiskhed føre her nødvendigvis til minder danskhed.

Dog er forholdet til de andre politiske partier generelt, mere agonistisk end det er antagonistisk. Som jeg allerede har nævnt er er Dahl stærk modstander af topskattelettelser, men samtidig bliver hele debatten om topskattelettelser set som uvæsenslig i forhold til spørgsmålene om EU og Flygtninge. Topskattelettelser artikuleres som en rigtig dårlig prioritering – både i forhold til potentielle økonomiske konsekvenser, men også som en dårlig prioritering af politisk engagement. Men Dahl er ikke principielt fortaler for højere skat. Der er en klar uenighed mellem Dansk Folkeparti og især Liberal Alliance der er de største fortalere for skattelettelserne. Som nævnt er Dansk Folkeparti klar til et valg, og de beskriver ligefrem valgsituationen som noget typisk dansk og derfor godt.

"Kræver det så et valg, må vi tage de 3-4-5 uger, det tager. I Dansk Folkeparti frygter vi bestemt ikke et folketingsvalg. Tværtimod. Det er ikke et problem i et demokratisk land som Danmark at tage et folketingsvalg, når tingene er kørt fast på Christiansborg.

Så jeg spørger igen: Er I klar til valg? De kan bare komme an – kan de!”

Selvom at dansk folkeparti er uenige med deres modstandere, bliver det at gå ind for topskattelettelser ikke set som noget illegitimt – uenigheder og et potentielt valg bliver ligefrem set som en god del af det danske demokrati. Forholdet til de partier de er uenige med er altså udpræget agonistisk.

Helt anderledes står det til i forhold til indvandringen. I modsætning til artikulation af skattelettelserne siger Dahl på intet tidspunkt, at de ikke principielt er i mod indvandring. Der er altså kun er tale om en forkert prioritering i forhold til andre områder. Selvom at der hverken direkte eller indirekte bliver sagt at der slet ikke bør være nogle indvandrere i Danmark, giver denne diskurs meget lidt plads til en position som p flygtning eller indvandrere, samtidig med at man er en god dansk samfundsborger:

”Indvandringsspørgsmålet er en af de største udfordringer for vort lands fremtid.

Det løfterige er så, at hvis vi får det løst, så er vejen banet for håndteringen af ganske meget andet, som de fleste af os gerne vil med Danmark!

Men for at kunne gøre det, må vi tage fat!

Og for at sige det, som det er: Det løses alene ved at få mange færre ind og mange flere ud. Og det haster. ” (Ibid.: 10)

Indvandringen bliver altså i så høj grad artikuleret, som en direkte modsætning og en forhindring for det gode danske samfund. Selvom det ikke eksplicit udelukkes at man på samme tid kan være dansker og indvandre, mener jeg der at der er tale om et antagonistisk forhold.

Som jeg tidligere har nævnt er det ikke kun på det økonomiske områder at der artikuleres en modsætning mellem Danmark og indvandringen. Ikke-vestlige udlændinge problematiseres, også som havende en ikke videre specificeret negativ indflydelse med deres kultur og tradition.

Ækvivalens og differens

Denne diskurs er i overvejende grad præget af ækvivalenskæder. Nodalpunktet ”Danmark” bliver i denne diskurs konstitueret, af en lang række ækvivalente tegn. Som jeg lige har vist, er der her et antagonistisk forhold til henholdsvis EU og til flygtninge og indvandrere. Disse antagonistiske modstandere konstitueres også som ækvivalenskæder.

I det følgende beskriver Dahl Dansk Folkepartis værdigrundlag. Når han artikulere ”vores fælles historie, sproget og de danske værdier som samlingspunkter. ”, kan man næsten blive i tvivl om Dahl udtaler, sig om Dansk Folkepartis samlingspunkt eller ”Danmarks” samlingspunkt. Det er i hvert fald tydeligt at han her artikulere Dansk Folkepartis projekt som noget egentligt dansk, og ekspliciterer nærmest at ”Danmark” er nodalpunkt i denne diskurs:

”I Dansk Folkeparti vedkender vi os både en national-konservativ arv og en arv fra det gamle Socialdemokrati.

Vi ser vores fælles historie, sproget og de danske værdier som samlingspunkter. Og sammen med kongehuset, 1000 års kristendom og Dannebrog danner de fundamentet for det fællesskab, den omsorg for hinanden og den gensidige respekt, som vores samfund er udtryk for.

For os er der ingen modsætning i at have en konservativ tilgang til for eksempel økonomi, politi og kongehus på den ene side og solidaritet og gamle socialdemokratiske krav om pligter og rettigheder på den anden side. Tværtimod. Vi ser et slægtskab.” (ibid.: 5)

På trods af at citatet egentligt handler om Dansk Folkepartis værdigrundlag, mener jeg at artikulationen af ”Danmark” og artikulationen af Dansk Folkepartis værdigrundlag, i så høj grad smelter sammen at det overstående også kan ses som en artikulation af ”Danmark”.

Vi får her altså etableret en ækvivalens mellem konservatisme, socialdemokrati, det danske sprog, kongehus, kristendom og Dannebrog, der alle kommer til stå som repræsentanter for ”Danmark”.

Lidt senere i talen distancere Dahl sig fra Socialdemokraternes internationalisme, der artikuleres som en modsætning til ”danske værdier”:

”Og selvom det ligger os fjernt i Dansk Folkeparti at hylde andre faner end Dannebrog, vores flag, så er ord som solidaritet og fællesskab, pligter og rettigheder, nogle som vi føler slægtsskab med.

Og disse værdier fejrer vi så måske ikke så meget den 1. maj under internationale paroler, men vi gør det hjertens gerne under Dannebrog – på grundlovsdag den 5. juni! For det er for os danske værdier, som vi skal værne om.

Vi ser Grundloven som bærende for det danske folks styre af landet. Dét kan internationale slagsange og røde flag, der smælder, ikke komme i nærheden af at matche!” (ibid. 5)

Her bliver grundloven også artikuleret som en del af ækvivalenskæden ”Danmark”. Som vi allerede har været inde på, kritisere Dahl indvandrere for deres ”negative påvirkning af dansk økonomi, kultur og tradition”. På den måde bliver der altså også etableret en forestilling om en ækvivalent ”dansk” kultur og tradition.

Ud over denne ækvivalente artikulation af ”Danmark” og ”det danske”, tendere Dahl også mod at artikulere et ”dansk folk”. I starten af talen siger Dahl:

”Det, der bandt os sammen, var, at vi virkelig havde ønsker for, hvordan Danmark bedst bevares og forsvares. Vi havde klare holdninger til Gud, konge og fædreland, pligter og rettigheder.

Det var danskernes ve og vel og fremtid, vi ville slås for.” (ibid.: 2)

Ved at omtale ”danskerne” som en samlet gruppe med bestemte entydige interesser, tendere diskursen altså mod at artikulere et ”dansk folk”.

Andre steder tendere Dahl også mod at artikulere Dansk Folkeparti som repræsentanter for ”danskernes interesse”:

”Og vi føler os overbeviste om, at langt de fleste danskere ønsker:

Den nyeste og bedste behandling på vore sygehuse.

(…) (Ibid.: 8)”

I deres kritik af EU, tendere diskursen også mod at artikulere et ”dansk folk”, der skal have lov til at bestemme i modsætning til EU:

”For vi ønsker, at vi danskere bestemmer i Danmark, ikke at EU bestemmer stadig mere i Danmark!” (Ibid. 2)

Også i forhold til afstemningen om Danmarks retsforbehold i EU, artikuleres danskerne som en samlet gruppe der har sagt nej til mere EU:

”Og det er selvfølgelig også derfor, at så mange politikere er bange for at spørge danskerne. Fordi danskerne så ofte i deres øjne svarer ”forkert”. Men heldigvis gør danskerne det.

Og det vakte da også et ramaskrig, da de genstridige danskere sidst tillod sig at tale alle de EU-glade midt imod.

Vi sagde nej tak til at overlade retspolitikken til EU. Og vi sagde nej. Helt og aldeles nej til at overlade kontrollen over Danmarks grænser til EU. Aldrig i livet. Og det havde netop været konsekvensen, hvis vi havde stemt for at overlade retspolitikken til EU. Så havde vi mistet muligheden for selv at bestemme, hvordan kontrollen ved de danske grænser skal være. (Ibid.: 16)”

I det overstående kan man blive i tvivl om det ”vi” der artikuleres, skal forstås som ”vi Dansk Folkeparti” eller ”vi danskere”. Denne tvivl er altså med til at understrege, at Dansk Folkeparti til

43 dels artikulere dem selv som repræsentanterne for et ”dansk folk”. Det danske folk, bliver så repræsentanter for det ”Danmark”, der er nodalpunktet i diskursen.

Som jeg allerede har vist, står EU her i et antagonistisk modsætningsforhold til ”Danmark”. Jeg vil her mene at EU også bliver artikuleret via ækvivalenskæder. Som det fremgår af de mange eksempler på artikulation af EU, jeg allerede har inddraget, bliver EU her altså artikuleret under et. Der skelnes ingen steder mellem til EU’s forskellige politiske organer, lovgivninger eller forskellige politiske fraktioner i EU-parlamentet. EU artikuleres derimod stort set kun med udgangspunkt i de antagonistiske relationer, det har til Danmark. Altså modsætning til det danske selvstyre, og som en forhindring for en stærk grænsekontrol. EU bliver dermed også en forhindring for at Danmark kan undgå at tage imod flere flygtninge, der også artikuleres i et antagonistisk forhold til Danmark:

”Vi sagde nej tak til at overlade retspolitikken til EU. Og vi sagde nej. Helt og aldeles nej til at overlade kontrollen over Danmarks grænser til EU. Aldrig i livet. Og det havde netop været konsekvensen, hvis vi havde stemt for at overlade retspolitikken til EU.” (Ibid.: 16)

Jeg vil også mene at de at flygtninge og indvandrere i denne diskurs bliver artikuleret ækvivalent. Som jeg allerede har påpeget skællenes der slet ikke mellem ”flygtninge”, ”asylansøgere”, ”migranter” og ”indvandrere”. Og begreber som ”familiesammenførte” og ” udlændinge” bruges også, fx:

”Men der bliver ikke råd til alle ønskerne i fremtiden, hvis ikke vi løser udfordringen med indvandrere i Danmark.” (Ibid.: 10)

”Men underligt nok havde finansministeren ligeledes i foråret pludselig råd til at bruge hele 640 millioner kroner til flygtninge og migranters boligforhold.” (ibid.: 14)

” Vi skal lave en hjemsendelsesplan for hver enkelt flygtning og familiesammenført. Det skal stå klart for alle, at udgangspunktet er, at man som flygtning får hjælp i Danmark midlertidigt.” (ibid.: 11)

”Jeg vælger at tro på oprigtigheden i, at Socialdemokratiet anno 2016 kan, tør og vil indgå store aftaler med os om f.eks. udlændinge”(ibid.: 7)

Det skal dog nævnes at begreberne ikke bruges helt ækvivalent – når der tales om udsendelsesplaner, er det selvfølgelig ikke fordi der er planer om at udsende alle indvandrere eller

44 udlændinge. Og det er også en hvis differenslogik på spil, da det understreges at flygtninge kun skal blive i landet så længe de er på flugt fra noget, og altså ikke skal immigrere permanent. Men selvom begreberne ikke bliver brugt helt entydigt, vil jeg stadig mene at der overordnet er tale om en ækvivalensrelation.

I denne ækvivalens ligger der også en mistanke om at flygtningene faktisk slet ikke er på flugt, men blot er migrerere til ”Danmark”, da det er har de bedste vilkår, hvilket også knytter sig til den overordnede forståelse af Danmark som ”det gode”:

”Det er absurd, at man kan vandre gennem 5-6 sikre lande og så stadig skulle være berettiget til asyl, når man endelig når frem til Danmark. Vi skal have stoppet den form for asylshopping.” (Ibid.: 11)

Denne ækvivalenskæde tendere altså ligesom med EU mod at fungere som en ren negation af nodalpunktet ”Danmark”, ved både kulturelt og økonomisk at forhindre det gode ”Danmark”.

For at opsummere er diskursen i høj grad præget af ækvivalenslogik. Danmark bliver artikuleret som en ækvivalenskæde, der står i et antagonistisk forhold til ækvivalenskæderne ”flygtninge, indvandrere, udlændinge mm”, og ”EU” hvis mange elementer også her artikuleres som en ækvivalenskæde. Dansk folkeparti tendere også mod at artikulere et ”dansk folk”, som deres politiske projekt repræsenterer. I denne diskurs artikuleres EU som en elite, der står i et antagonistisk modsætningsforhold til ”det danske folk”. Jeg mener også at nodalpunktet ”Danmark”, har en høj grad af ”tomhed”, da ”Danmark” skal samle en lang række forskellige ækvivalente tegn.

Afslutning

Diskussion og konklusion

Jeg har nu analyseret de to taler, og vil på baggrund af disse analyser diskutere forskelle og ligheder i artikulation af ”Danmark”.

I analysen af Frederiksens 1. maj tale, har ”Danmark” ikke spillet den samme store rolle som hos Dansk Folkeparti. Men dette mener jeg netop er en pointe i forhold til projektets problemstilling.

De understreger netop at ”Danmark” ikke er et nodalpunkt for Socialdemokratiet i modsætning til hos Dansk Folkeparti

Hos Socialdemokratiet er det derimod ligheden der er nodalpunktet, og det er dette nodalpunkt der er grundlaget for forsøget på at re-artikulere den lighedsorienterede, socialdemokratiske velfærdsstat som ækvivalent med selve ”Danmark”.

Hos Dansk Folkeparti er ”Danmark” derimod nodalpunktet, og dette nodalpunkt er i høj grad ”tomt”, da det er baseret en lang række ækvivalente elementer, der alle skal favnes under betegnelsen ”Danmark”. ”Danmark” har ikke samme tomhed hos Socialdemokratiet, da det forholdsvis entydigt ækvivaleres med den socialdemokratiske velfærdsstat.

Det at begge partier forsøger at legitimere deres politiske projekter gennem denne betydningsfastlæggelse af ”Danmark”, viser altså også at ”Danmark” i højeste grad har karakter af at være en flydende betegner, inden for den diskursorden partierne er en del af.

Det er fælles for begge diskurser, at ”Danmark” grundlæggende forstås som noget godt. Dette underbygger også at ”Danmark” er en flydende betegner – hvis ikke der var en sådan fælles forståelse, ville det ikke give mening at for partierne at forsøge at legitimere deres politiske projekter, ved at gøre dem ækvivalent til ”Danmark”.

Jeg har på baggrund af Laclaus teorier om ækvivalens, differens og populisme, vist at Dansk Folkepartis diskurs, i høj grad lever op til hvad der kendetegner en populistisk diskurs. Diskursen tendere mod at artikulere et ”dansk folk”, hvilket også lægger partiets navn. Dette folk bliver Dansk Folkeparti, så en repræsentant for, og der trækkes antagonistiske grænser til både udlændinge og en elite i form af EU.

Socialdemokratiets diskurs er derimod i højere grad præget af en agonistisk grænsedragning, til de politiske modstandere, der får en positiv position gennem differenslogik. Dog er der også populistiske elementer hos socialdemokratiet, da de også (dog mere implicit) tendere mod at artikulere et ”dansk folk” som de repræsentere. Jeg mener også at der er et element af antagonistisk grænsedragning og ækvivalenslogik, i det forhold at Socialdemokratiet artikulere deres politiske projekt som ”det rigtigt danske”, da jeg mener at det implicere en hvis form antagonistisk ækvivalent forestilling om de politiske modstandere som ”udanske”.

Disse elementer af populisme vi finder hos Socialdemokratiet kunne tyde på at det politiske felt, eller den diskursorden diskurserne artikuleres inden for, er præget af populistiske logikker, og at forståelsen af ”Danmark” og ”danskhed” er dislokeret, og at det er denne dislokation der er udgangspunktet for de to partiers forsøg på at hegemonisere ”Danmark”. Perspektivering

Projektets resultater bærer højst sandsynlig præg af det noget snævre empiriske grundlag. Det er selvsagt at et større empirisk materiale, ville give mere nuancerede og mere generelle resultater.

Helt konkret er det problematisk, at 1. maj-talen er meget kort. Den er 5 sider lang, mens Dahls tale er 15 sider. Samtidig bære den højst sandsynligt præg af at være en 1. maj tale, hvilket muligvis er en af årsagerne til at talen primært omhandler, lighed, vældfærdsstaten, og kritikken af den borgerlige regering. Det kunne have nuanceret min kategorisering af Socialdemokratiets diskurs som overvejende agonistisk, hvis jeg havde inddraget andre eksempler på den socialdemokratiske diskurs, der også omhandlede flygtninge-indvandre problematikker.

Det kunne også være yderst interessant at have et historisk perspektiv med, og følge udvikling hos socialdemokratiet fra tiden hvor Poul Nyrup, distancerede sig til Dansk Folkeparti ved at kategorisere dem som et parti, der aldrig ville blive stuerent, og frem til at partiets nyere tid hvor de har nærmer sig Dansk Folkepartis politik på udlængeområdet. Samtidig ville det også være interessant at følge Dansk Folkepartis udvikling fra et lille protestparti, til et af være et af de største og mest indflydelsesrige partier i Danmark. Her kan man forestille sig at Dansk Folkeparti er blevet mere agonistisk, mens Socialdemokraterne er blevet mere antagonistisk i deres retorik.

Det ville også være givende at inddrage mere teori om populisme. Min teoretiske forståelse af populismen stammer primært fra en 37 år gammel tekst af Laclau. Der er sket meget på området

47 siden – populismen har de som fænomen vokset de seneste år, og populistisk partier har fået større indflydelse. Fra Laclaus side er der også sket en del teoriudvikling siden, hvilket bl.a. har udmøntet sig i bogen ”On populist reason” (Laclau 2005).

Jeg mener også at det ville være relevant at lægge et kritisk eller normativ perspektiv projekt. Det kunne eksempelvis være interessant at kritisk diskutere ”Danmarks” betydning i den politiske debat, ud fra Laclau og Mouffes ideal om ”radikalt demokrati”.

Litteraturliste

Dahls, Kristian Thulesen (2016) tale ved Dansk Folkepartis Årsmøde i Herning, 17. september 2016. Analysen er baseret på det skriftlige forlæg: www.danskfolkeparti.dk/årsmødetalen_2016 Sidetal henviser til den originale dokument, der også er vedlagt som bilag

Frederiksen, Mette (2017): Mette Frederiksens tale ved 1. maj Analysen er baseret på det skriftlige forlæg: http://www.altinget.dk/artikel/her-er-mette-frederiksens- tale-ved-1-maj Sidetal henviser til det dokument, der er vedlagt som bilag

Dinesen, Marie Anne (1994): Grundbog i semiotik, Akademisk forlag

Esmark, Anders Carsten Bagge Laustsen & Niels Åkerstrøm Andersen (red.) ”Poststrukturalistiske analysestrategier”, Roskilde Universitetsforlag, 2005

Hansen, Allan Dreyer (2005): Diskursteori – Postmarxistisk hegemonianalyse hos Laclau i Anders Esmark, Carsten Bagge Laustsen & Niels Åkerstrøm Andersen (red.) ”Poststrukturalistiske analysestrategier”, Roskilde Universitetsforlag, 2005

Hansen, Allan Dreyer (2017) Analytiske aspekter af Laclau og Mouffes diskursteori, under udgivelse (Sidetal henviser til manuskriptet)

Jensen, Carsten (1997) i Ernesto Laclau & Chantal Mouffe (Carsten Jensen (red.)): Demokrati og Hegemoni, Akademisk forlag 1997

Jørgens, Marianne Winther & Louise Phillips (1999): Diskursanalyse – som teori og metode, Roskilde Universitetsforlag

Judis, John B (2016): Us v Them: the birth of populism The Guardian 13.10.2016

Laclau, Ernesto & Chantal Mouffe (1985) Hegonomy and Socialist Strategy - Torwards a Radical Democratic Politics, Verso 2. Udgave – m. forord af Laclau & Mouffe fra år 2000. Danske oversættelser af citater er fra, Marianne Winther Jørgens & Louise Phillips (1999): Diskursanalyse – som teori og metode, Roskilde Univeristetsforlag

Laclau, Ernesto (1997 [1980]): Populistisk brud og Diskurs i Ernesto Laclau & Chantal Mouffe (Carsten Jensen (red.)): Demokrati og Hegemoni, Akademisk forlag 1997. Oversat fra: Populist Rupture and Discourse, Screen Education, Spring 1980 pp. 87-93

Phillips, Louise (2015): Diskursanalyse i Svend Brinkmann & Lene Tangaard (red.) Kvalitative Metoder – En grundbog 2. udgave Hans Reitzels Forlag

Steen, Jens Jonatan (2014) Højrepopulismen – et monster vi selv skabte i magasinet politik http://magasinetpolitik.dk/hoejrepopulismen-et-monster-vi-selv-skabte/

Stormhøj, Christel (2013): Poststrukturalismer – Videnskabsteori, analysestrategi, kritik Samfundslitteratur

Žižek, Slavoj (1994): The spectra of ideology I Slavoj Žižek (red.) Mapping Ideology, 1994, Verso

Hjemmesider:

Altinget.dk (17.09.2016) Thulesen er klar til valg: Der er krise på Christiansborg af Ole Nikolaj Møbjerg Toft & Hjalte

Kragesteen http://www.altinget.dk/artikel/thulesen-er-klar-til-valg-der-er-krise-paa-christiansborg

Business.dk (02.09.2016) LA om topskat: Vi er ikke tilfredse med fem procentpoint af Ritzau, Berlingske Business http://www.business.dk/oekonomi/la-om-topskat-vi-er-ikke-tilfredse-med-fem-procentpoint

Danmarkshistorien.dk (a) Jordskredsvalget 1973 Aarhus Universitet sidst revideret 24.05.2017 http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/jordskredsvalget-1973/

Danmarkshistorien.dk (b) Indvandring til Danmark efter 1945 Aarhus Universitet sidst revideret 24.05.2017 http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/indvandring-til-danmark-efter-1945/ dr.dk (16.12.2017) Danskhed er ’Årets Ord 2016’ af Jan Dohrmann Danmark Radio: https://www.dr.dk/om- dr/nyheder/danskhed-er-aarets-ord-2016 information.dk (10.02.2017) De rigtige danskere af Ulrik Dahlin https://www.information.dk/debat/leder/2017/02/rigtige-danskere

Kristeligt-dagblad.dk (10.09.2015) Flygtningestrømmen markerer et nyt Danmark af Tobias Stern Johansen & Nanna Schelde https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/flygtningestroemmen-markerer-et-nyt-danmark

Kristeligt-dagblad.dk (10.02.2017) Folketinget i ny afgørelse: Du skal have vestlige forfædre for at være dansker af Anja Bech Spillemose: https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/folketinget-i-ny-afgoerelse-du-skal-have-vestlige-forfaedre-vaere-dansker socialdemokratiet.dk (28.12.2016) Den bedste danske opfindelse er Danmark http://www.socialdemokratiet.dk/da/nyhedsarkiv/2016/12/den-bedste-danske-opfindelse-er-danmark/ stm.dk Regeringer siden 1848 Statsministeriet http://www.stm.dk/_a_1620.html