1 GREVSKABET KNUTHENBORGS GÅRDE OG HUSE Brugere og ejere ca. 1750-2000 HUNSEBY SOGN Henning Steen Christensen 2 Indholdsfortegnelse Indledning side 3 Forord side 4 Kilder og forkortelser side 6 Anderstrupvej side 7 Bays Vej side 10 Birkevænget side 11 Damsmosevej side 16 Grimstrup By diverse matrikler side 18 Grimstrupvej side 20 Hasagervej side 37 Hunseby By diverse matrikler side 47 Hunseby Strandvej side 73 Kampers Vænge side 95 Kirkevej side 98 Knuthenborg Park side 109 Knuthenborgvej side 113 Lindehusvej side 142 Lomosevej side 145 Lucernevej side 146 Lærkevej side 148 Maglemer By diverse matrikler side 152 Maglemersvej side 165 Mosehavevej side 167 Mosevænget side 169 Møllevej side 172 Nørremarksvej side 186 Skelstrup By diverse matrikler side 187 Skelstrupvej side 189 Skibevej side 197 Skidenstræde side 213 Skolevej side 215 Skolevænget side 221 Tokkeløkkevej side 224 Vestre Landevej side 225 Østre Landevej side 230 Åmosevej side 236 By- og sogneforkortelser side 237 Matrikelnøgle til adresser side 239 3 Indledning Som slægtsforsker og interesseret i lokalhistorie må man besøge mange kilder for at finde frem til beskrivelse af ens aner. For mit vedkommende har jeg gennem år og dag skullet gennemgå mange kilder omkring Grevskabet KNUTHENBORG, fordi jeg har mange aner der. Stærkt inspireret har jeg skævet til, hvad der er udgivet af udmærkede fortegnelser over gårde under godserne nu beliggende i Sakskøbing Kommune - udgivet af tandlæge Norman V. Stenstrup og folk i Sakskøbing Lokalarkiv. Sådanne fortegnelser burde også skrives for Grevskabet Knuthenborg. Og denne måtte gerne udvides til at omfatte samtlige ejendomme - gårde, huse og jordparceller helt op til nutiden. Jeg var klar over, at jeg stod for en enorm opgave, da jeg gik i gang i 1997. Grundmaterialet - 3000 ejendomme, langt over 100.000 personnavne m/data er lagt i computeren og derefter redigeret. Grevskabet KNUTHENBORG havde en udstrækning, der i dag udgør næsten hele Maribo Kommunes landdistrikt. Kun Maribo Landsogn (Revshale by), Engestofte Gods (dele af Hunseby sogn, Anderstrup og Skelstrup byer), Søllestedgård Gods (Stokkemarke sogn, Løjet, Abed og Tjennemarke byer), Halsted Kloster (Stokkemarke sogn, Skovhuse by) og Christianssæde Gods (Østofte sogn, Langet by) havde små enklaver i kommunens område, som ikke er med i denne fortegnelse. Heller ikke Grevskabets strøgods i Rødby, Nebbelunde, Krønge, Bursø og Holeby er med i denne serie. Grevskabets spredte besiddelser i disse sogne blev afhændet til fæstebønderne i midten af 1800-tallet. Det tilbageværende brugbare materiale har jeg samlet i over 1000 sider, hvilket ikke er muligt at udgive på én gang. Derfor har jeg måttet opdele ejendomsbeskrivelserne til udgivelse for hvert enkelt sogn. Nærværende fortegnelse vedrører således alene HUNSEBY sogn. Gennem hele dette projekts realisation har jeg trukket på manges velvilje. Jeg vil først og fremmest takke greveparret Knuth og medarbejderne på godskontoret, hvis velvilje og forståelse var den vigtigste forudsætning for projektets gennemførelse. Desuden også tak til personalet på arkiverne, tinglysningskontoret og matrikelstyrelsen for hjælp og overbærenhed. Jeg håber at jeg med denne publikations-serie kan bidrage med oplysninger til inspiration for lokalhistorikere, slægtsforskere og andre interesserede i lokalområdet. Rødovre oktober 2002 Henning Steen Christensen 4 Forord Agerlandet styres af menneskene. Jorden har jo ligget uforandret til alle tider, mens mennesket kommer og går, og hver mand har sat sit præg på landskabet - plantet og ryddet. Nye strukturer har inddelt landskabet og menneskets bygninger er opført, flyttet og nedrevet. Ejer vi luften? - Nej - den bruger vi. Ligeså med vor jord. Joh - vil nogen sige - man kan da godt eje jord, rent juridisk og retsligt. Ret beset er det jo kun en brugsret, der går fra bruger til bruger og som er genstand for handel eller som afgiftsobjekt. Hvis vi ønsker at flytte, kan vi jo ikke tage jorden med - allerhøjst den i potteplanten eller nogle få sjældne sten - ellers intet. Vi bliver nødt til at overlade brugsretten til andre. Denne kæde af jordbrugere - det være sig af større eller mindre arealer - lige fra dem der benyttede jorden for første gang og i al fremtid ville hver især sige "marken min". Forfatteren Martin A. Hansen (1909-1955) har meget rammende beskrevet denne lange kæde af jordbrugere: "Det danske landskab er et kulturlandskab, kan vi sige. Det er et kunstværk. Det er vor folkekunst, et uhyre billede, som halv femte årtusinds mennesker har formet på, før det blev som nu. Så længe er det siden de første bønder begyndte at dyrke jorden og begyndte at rejse deres stendysser. Så gamle er vore ældste bygninger, så gamle de ældste marker. Jeg kan fra mit arbejdsrum sidde og se ud over en mark. Jeg kender godt den landmand, som ejer og dyrker den mark. Jeg har hørt om den bonde, som havde den før ham, men ham har jeg ikke kendt. I gamle papirer kan man læse, hvad de bønder hed, som dyrkede den samme mark for hundrede, to hundrede, ja næsten tre århundreder siden. Men det er bare deres navne, der står i papirerne. Der står ikke hvad de gik og tænkte og snakkede om. Bare navnene. Og navnene er glemt af alle, der nu bor i landsbyen. Og deres grave findes ikke mere. En grav fra nyere tid varer ikke længe. De er borte, ingen spor efter dem, kun navnet i de gamle gule papirer. Og går man så fire århundreder tilbage er der ingen papirer, som gemmer navnet på den mand, som den gang havde jorden. Han og hans kone, hans børn, hans karl og pige, hans dyr, al hans tale og hans tanker, alting er forsvundet i mørket, og hvor længe vi så ledte, ville vi intet få at vide om ham. Men før ham har der gået mange, mange på den mark. Glemte, borte alle sammen. I nærheden af marken ligger en langdysse. Det er da meget muligt at den jord var dyrket for fire tusind år siden. Tænkte man sig nu, at alle de bønder, som har dyrket den plet jord i tidernes løb, kom og besøgte ham der nu har gården, så kunne de ikke være i hans hus, for de ville være mellem hundrede og halvandet hundrede i tal. Og de ville stå og se på hverandre, i vidt forskellige klædedragter, og mange af dem ville ikke forstå et muk af hinandens tale, så uhyre meget er sproget forandret i tidens løb. Men stillede de sig op på række, med første bonde i den ene ende og så den næstældste, og så den tredje og så videre, så kunne snakken gå lige fra den ene ende til den anden, så kunne de fortælle historier fra den ene ende til den anden af en lang række, så selv om historien lød helt anderledes i den nulevende bondes mund, så var det samme historie alligevel. Sådan er erindringen gået i den lange række, fra mand til mand, og det kan hænde vi har enkelte historier, som synes at stamme fra de ældste." (Martin A. Hansen: Til minde – Gyldendal 1955 Side 89 Niels Pedersen – den folkelige taler) Andre har også beskrevet tidens gang: Pastor emer. Bent Suurballe, Stubbekøbing, leverede et foredrag i Slægtshistorisk forening for Storkøbenhavn i februar 1997. Han henledte os på ovennævnte citat og havde endvidere også følgende tankevækkende ord: "… at vi mennesker i al almindelighed har kendt vor far og mor, bedsteforældre og muligvis også oldeforældre - og tænk, hvis man er heldig, så vil man også kende sine børn, børnebørn og oldebørn. Det vil sige, at du står i centrum for 7 generationer og kender dem alle !!" ( 7 generationer spænder over ca. 150 til 200 år.) - og hvor mange kan gå 200 år tilbage i sin slægts historie ?? 5 Efter den store landboreforms gennemførelse i slutningen af 1700-tallet og den senere udskiftning i begyndelsen af 1800-tallet forandredes jordenes inddeling radikalt. Førhen lå al bebyggelse samlet i landsbyerne og gårdenes tilhørende jorder lå spredt udenom i uhensigtsmæssige strimler af jordlodder. Udskiftningen indebar en omfattende omfordeling af jorden og den betød en reel udflytning af gårdens bygninger til de nyindrettede driftsenheder. Disse enheder blev senere lig med inddelingen i den ny matrikel fra 1840'erne. Resultatet ser vi jo den dag i dag, hvor gårdbygningerne ligger spredt rundt i landskabet. I mange tilfælde nedbrød man gårdbygningerne og flyttede dem fysisk til marken udenfor. Bindingsværks-bygningen var et smart samlesæt uden fastnaglet tømmer. I andre tilfælde blev bygningen helt eller delvis tilbage i landsbyen og dannede bolig for aftægtsfolk eller husmænd med en mindre tilbagebleven jordlod. Som regel var gården i landsbyen omkranset af en stor have, der jo skulle forsyne gårdfamilien med naturalier hele året rundt. Dette forsyningsgrundlag ses også i de store haver, der i dag omkranser gårdbygninger. Nærværende fortegnelse beskriver de familier, der ifølge "de gule papirer" har indflydelse på de enkelte ejendomme - dem der har pløjet og gravet. Jeg har ikke forsøgt mig med historieskrivning, og jeg har ikke nok lokalkendskab til at sætte "kød på" de enkelte ejendomme - mange af dem kunne sikkert supplerende beskrives med en særlig arkitektur, usædvanlig skæbne eller med markante beboere. Der er udgivet mange flotte bøger med beskrivelser af topografi og større gårde. Knuthenborgs Historie er beskrevet i flere værker. Om HUNSEBY SOGNs historie kan læses i diverse opslagsværker. Grevskabet Knuthenborg udfæstede i tidligere tid sine gårde. Hvis bonden overholdt forpligtelserne overfor herska- bet og i det hele taget "opførte sig pænt", kunne fæstet vare for livstid plus eventuelt efterlevende enke. I midten af 1800-tallet begyndte grevskabet at afhænde gårde til arvefæste. Af papirerne fremgår, at fæsteren betalte gårdens vurderingspris til grevskabet. Husmandssteder og huse uden jord blev almindeligvis også udfæstet på livstid indtil 1820-30'erne, hvor man gik over til udleje på op til 1/2 års opsigelse fra begge sider. Dette kunne indebære, at f.eks en efterlevende enke ikke altid kunne vedblive stedet, hvis en anden "god husmandsfamilie" trængte sig på.