Døden På Isen Mylius-Erichsens Sidste Rejse, Danmark- Ekspeditionen 1906-1908 Prolog - Hemmeligheden På Loftet

Jens Ejsing Døden på isen Mylius-Erichsens sidste rejse, Danmark- Ekspeditionen 1906-1908 Prolog - Hemmeligheden på loftet

Du skal dø, Mylius-Erichsen. Først skal sult og tørst tære dit sul. Så skal kulde sløre dine tanker og lamme dine lemmer. Til sidst skal isbjørnen æde dit kød og havet opsluge dine knogler. I slutningen af november 1907 døde 35-årige Ludvig Mylius-Erichsen på isen i Nioghalvfjerdsfjorden i det nordøstligste af Grønland. Uden mad, uden brænde eller brændstof til at smelte sne til drikkevand bukkede han under for den ubegribeligt iskolde arktiske vinter med dens storme og temperaturer på langt under 30 minusgrader. Han døde udbrændt og ensom fjernt fra det Danmark, han året forinden havde forladt som leder af og initiativtager til den 28 mand store Danmark-Ekspeditionen, der 1906-1908 skulle kortlægge og udforske det ukendte Nordøstgrønland. Ekspeditionens resultater, opmålinger og ikke mindst dens mange dramatiske begivenheder har gjort den til den måske vigtigste og vildeste, danske videnskabelige ekspedition nogensinde. Den fik betydning for det dansk- amerikanske forhold i Arktis og var med til at sikre, at Danmark i 1930erne kunne gøre endeligt krav på hele Grønland. Mylius-Erichsens død har lige siden været en gåde og det største mysterium i dansk ekspeditionshistorie. Officielt blev hans lig aldrig fundet, undersøgt eller begravet af de andre deltagere, og sådan er historien om Mylius-Erichsens endeligt blevet fortalt i over 100 år. Men er historien en løgn af historiske dimensioner? Fandt en af de andre deltagere i virkeligheden Mylius- Erichsens lig på Nioghalvfjerdsfjorden? Men blev fundet fortiet, fordi det var så forfærdeligt og så svært at håndtere for ekspeditionen, at det ikke tålte dagens lys? Var der sket noget på fjorden, der var bedst tjent med at forblive en hemmelighed, og som kun en lille håndfuld betroede mænd på Danmark- Ekspeditionen blev indviet i? Nye dokumenter, tolkninger og opdagelser tegner et hidtil ukendt billede af Mylius-Erichsens død og afslører en sammensværgelse, hvor to mænd i april 1908 holdt et fortroligt møde i ekspeditionens lejr i Danmarkshavn, cirka 300 kilometer syd for Nioghalvfjerdsfjorden, og blev enige om at fortie sandheden. Måske blev endnu en deltager indviet i hemmeligheden. Dermed blev der helt bevidst lagt et røgslør over Mylius-Erichsens endeligt, der først nu, over 100 år senere, er ved at blive opløst af sandheden. Sløret bliver løftet af bl.a. grønlandskender Steffen Holberg. Han mener, at sandheden står skrevet i et kort fundet på et loft i Østjylland midt i 1980erne. Kortet er for nylig blevet scannet og analyseret af eksperter og har i den forbindelse givet nye og afgørende oplysninger fra sig. Steffen Holberg har i mange år beskæftiget sig med ekspeditionen, han har rejst i Grønland, han er medlem af det nordøstgrønlandske kompagni NANOK, og ifølge ham er den virkelige historie om Mylius-Erichsen »helt utrolig«. Steffen Holberg har i årtier beskæftiget sig med Danmark-Ekspeditionen. Han mener, at han har fundet svaret på, hvad der i virkeligheden skete på ekspeditionen til Nordøstgrønland fra 1906-1908. Kapitel 1 - Fest på toldboden

24. juni 1906 klokken 11.00 forlader ekspeditionsskibet »Danmark« Nordre Toldbod i København og sætter kursen mod Grønland. Honoratiores, familier, venner og godtfolk i tusindvis er mødt op for at ønske det ombyggede, norske hvalfangerskib »Magdalena« god vind. Om bord er de første 25 af 28 eventyrlystne mænd og 30 af de i alt 100 slædehunde, ekspeditionen skal bruge. Dertil kommer også det, der bliver kaldt Grønlands første automobil. En »luftafkølet E.L.G. Mobil (Kraftvogn) m/ saavel for- som baglæns gang« og »6 H.K«. Mylius-Erichsen mener at vide, at et automobil på fast og plan is er mere effektivt end en hundeslæde. Kraftvognen kommer dog aldrig for alvor i brug. Den ender sine dage i en snedrive og synker ved tøbrud i foråret 1907. Med på skibet er også store mængder pulversuppe købt med en 50 procents rabat af tyske C.H. Knorr, 9.000 gratis æsker tændstikker sponseret af De Forenede Danske Tændstikfabriker og rigeligt med konserveres fra fabrikken Danica. Der er provianteret for over 48.000 kroner.

Berlingske Tidendes reportage fra ekspeditionens afrejse 23. juni 1906.

Dér står han så, Mylius-Erichsen, på dækket af »Danmark« og vinker til folkemængden. Blandt dem d'herrer generalkonsul Valdemar Glückstadt og kommandør Gustav Frederik Holm, som ekspeditionen senere skal opkalde landområder i Nordøstgrønland efter. De sidder i ekspeditionskomiteen bag polareventyret, der på få år er vokset fra at være en af Mylius-Erichsens vidtløftigheder til at være et nationalt anliggende. Grønland skal udforskes i Danmarks navn. Takket være statsminister J.C. Christensen er Danmark-Ekspeditionen kommet på statsbudgettet. Staten ender med at betale cirka 193.000 kroner ud af de 282.000 kroner, som det arktiske foretagende i alt kommer til at koste. Man smiler på toldboden. Men man noterer sig også, at skibet, købt for 36.000 kroner, er rodet på dækket, og at stævnen ligger lige lovlig dybt i søen. En og anden har måske læst Mylius-Erichsens digt »Snestorm«, hvori han beskriver den polarrejsendes frygt for kuldedøden med ordene, »det er svært at dø, naar man ikke vil«. Og så er man bekymret over Mylius- Erichsens forbrug af ekspeditionens midler. Derfor har man i ekspeditionskomiteen set sig nødsaget til at begrænse hans adgang til midlerne. Men af sted kommer skibet. Glückstadt og Holm »tillader sig allerunderdanigst« at telegrafere til ekspeditionens protektor, kong Frederik VII, for at meddele, at »Danmark« er »afsejlet præcis Kl. 11«. Så hvorfor bekymre sig. Der er fest på Nordre Toldbod.

Deltagerne

Deltagere i Danmark-Ekspeditionen gengivet efter Achton Friis' bog »Danmark Ekspeditionen til Grønlands nordøstkyst 1906-08«:

Forfatteren L. Mylius-Erichsen, ekspeditionens chef. Premierl. i marinen Alf Trolle, skibschef og næstkommanderende. Premierl. i generalstaben J.P. Koch, leder af de kartografiske arbejder. Premierl. i fodfolket N.P. Høegh Hagen, kartograf. Dr. A. Wegener fra Berlin, meteorolog og fysiker. Cand.phil. A. Lundager, botaniker. Stod.polyt. H. Jarner, geolog. Stud.mag. F. Johansen, zoolog. Lærer A.L.V. Manniche, ornitolog. Knud Christiansen, Peter Hansen og Charles Poulsen, matroser. Læge J. Lindhard. Underbådsmand Chr. B. Thostrup, sekretær. Premierl. i marinen H. Bistrup, 1. styrmand. G. Thostrup, 2. styrmand. J. Weinschenck, 1. maskinmester. H. Kofoed, 2. maskinmester. Nordmanden C.J. Ring, islods. Gundahl Knudsen, tømmermand. Nordmanden H. Hagerup, altmuligmand. Stud.med. P. Freuchen, meteorologens assistent. H. Jensen, hovmester. Jørgen Brønlund, Tobias Gabrielsen og Hendrik Olsen, grønlændere. Aage Bertelsen og Achton Friis, malere. Mindesten ved Nord Toldbod i København rejst til ære for deltagerne i Danmark-Ekspeditionen. Kapitel 2 - Den mørke side

Mylius-Erichsen kan være svært godt tilfreds med sig selv. Den tanke, han første gang fostrede, da han i 1903-1904 overvintrede blandt eskimoer ved Kap York på den grønlandske vestkyst i forbindelse med Den Danske Literære Grønlands-Ekspedition, er blevet til virkelighed. Forfatteren, litteraten, reporteren og polarforskeren har på kort tid formået at realisere sin drøm om at rejse til det fjerne Nordøstgrønland og kortlægge og udforske det, som i begyndelsen af 1900-tallet er terra incognita. Det kræver sin mand, det kræver sit netværk, og det kræver sin vilje og energi. Samtidige fotografier foreviger da også en rank og nydeligt klædt herre med et selvsikkert blik og fipskæg. Her er en rastløs mand med sans for at iscenesætte sig selv og sine projekter. Hvilket bl.a. Peter Freuchen har øje for. Han træder som deltager i Danmark- Ekspeditionen sine arktiske barnesko, senere skal han selv blive en verdensberømt polarstjerne. Han kan i sine egne beskrivelser af rejsen ikke dy sig for at stikke til Mylius-Erichsen. »En polarekspedition var i de dage ikke så lidt af en sensation. Og Mylius- Erichsen gjorde ikke no(g)et til, at det skulle komme til at se mindre voveligt ud,« skriver Peter Freuchen, der ved et og andet om selviscenesættelse. Peter den Store, som eskimoerne kalder ham, opnår at blive en kendis i USA og er altid god for en historie. Bl.a. den om, hvordan han på en af sine polarrejser hugger sig gennem en isvæg med en mejsel formet af sin egen afføring. Man aner også en anden side af Mylius-Erichsen. En mørk side. En forfængelighed og en egensindighed, som han deler med ikke så få andre af datidens opdagelsesrejsende. Man aner sygelige træk af humørsvingninger med store nedture og opture. Man aner en stræben efter storhed, ære og berømmelse. Man aner en mand, der er villig til at risikere alt for at nå sit mål. En mand, der i et afgørende øjeblik sidst i maj 1907 vælger at begive sig ud på et slæderidt for at lede efter en sandhed, der bliver skæbnesvanger for ham selv og to andre mænd. Vigtige stednavne i NØ-Grønland. Kapitel 3 - Ukendt land I begyndelsen af 1900-tallet var de store opdagelsesrejsers tid ved at rinde ud. I Afrika havde H.M. Stanleys undsætning af Emin Pasha ved Albertsøen i 1880erne stort set vasket de sidste hvide pletter af det sorte kontinent, og i Arktis og Antarktis var de sidste af verdens ukendte egne ved at blive kortlagt. Danmark-Ekspeditionen skriver sig sammen med mænd som Robert Scott, Roald Amundsen, Robert Peary og Fridtjof Nansen og danskere som Peter Freuchen, Ejnar Mikkelsen og Knud Rasmussen og hans syv Thuleekspeditioner 1912-1933 ind i den store fortælling om udforskningen af Arktis og Antarktis. Efter syv ugers sejlads når de 28 mænd 17. august 1906 Danmarkshavn lidt nord for Koldewoyøerne på Grønlands nordøstkyst. Først må de dog gøre holdt i Frederikshavn for at stuve lasten om og reparere sejl og rå. Og købe et klaver for 270 kroner. Undervejs søger de også havn på Island og på Færøerne for at samle de sidste tre mænd og 70 hunde op. Der havde været hvide mænd langs østkysten før dem. I 1830 sejlede W.A. Graah op ad kysten til Ammassalik, og i 1890erne udforskede C.H. Ryder Scoresbysund. Tyske, svenske og franske ekspeditioner fandt også vej til det østgrønlandske. Ingen havde dog været så langt mod nord som Danmarkshavn. I den officielle beretning om ekspeditionen, bogen »Danmark Ekspeditionen til Grønlands Nordøstkyst 1906-08« fra 1909, beskriver ekspeditionens kronikør, kunstneren Achton Friis, hvilke opgaver de 28 mænd stod over for. »… den hidtil ukendte strækning mellem det af Koldewoy-ekspeditionen i 1870 nordligst nåede punkt ved Kap Bismarck… og det af amerikaneren Peary på hans rejse nord om Grønland i 1900 østligst nåede punkt på Peary Land… katograferes og undersøges så omhyggeligt som muligt, herunder de formodede fjordkomplekser ind i Independence Bay mod Navy Cliff…,« beretter Friis. Dertil kom, at ekspeditionen skulle udforske området fra »Kap Bismarck og sydpå til Kejser Frantz Josephs Fjord«. Endelig skulle ekspeditionen, »eventuelt« og hvis »de andre opgaver levnede tid, materiel og proviant dertil«, forsøge at krydse indlandsisen »i hele dens bredde« til »en af de nordligste kolonier i dansk Vestgrønland«. Med andre ord; kortlæg og beskriv det nordøstlige Grønland til gavn og glæde for Danmark. Find samtidig ud af, om der er noget om snakken, når den amerikanske polarfarer Peary hævder, at det nordligste af Grønland, Peary Land, er adskilt fra resten af Grønland af den såkaldte Peary Kanal. Var der en kanal, var Peary Land en ø, som amerikanerne kunne gøre krav på. I øvrigt havde Mylius-Erichsen tiltænkt sig selv rollen som ekspeditionens biograf. Men Friis trådte til som pennefører, selv om han var den ene af ekspeditionens kunstmalere. Friis var en mand med mange kreative evner. Spille musik kunne han, og synge, og så forstod han at skrive i et ligefremt sprog med en sorgløs, til tider kæk, maskulin tone, som passede sig for en eventyrer i det nye århundrede. Den over 650 sider lange bog med flere fotografier samt tegninger fra forfatterens hånd blev en bestseller og senere en klassiker. Kapitel 4 - Høvdingeskikkelsen

Før eventyret for alvor kan begynde, er det nødvendigt at blive lidt klogere på Mylius-Erichsen og stifte bekendtskab med de andre hovedroller i dramaet. Johan Peter Koch (1870-1928): Militærmand og kartograf, der inden ekspeditionen havde stiftet bekendtskab med såvel Østgrønland som Island. En ærekær og kompetent mand, der var respekteret af alle de andre ekspeditionsdeltagere. Han blev beskrevet som en »Høvdingeskikkelse, der indgød en naturlig Respekt, Chef, Ven og Kammerat uden at sætte værdigheden til«. Ifølge Freuchen var Koch ekspeditionens »største personlighed«, men han havde »desværre vanskeligt ved at tage Mylius humoristisk«. Koch havde »sine snævre grænser, afstukne av hans liv som militær, og var uden no(g)en form for de svingninger ud til siden, som Mylius ofte gav livet kulør med«. Koch foretog efter Danmark-Ekspeditionen yderligere en ekspedition til Grønland for at krydse indlandsisen, hvor han og de andre deltagere som de første overvintrede på indlandsisen. Senere uddannede han sig til pilot og blev i 1917 chef for Hærens Flyvekorps. I 1923 blev han oberst. J.P. Koch tegnet af Achton Friis. Alf Trolle (1879-1949): Udnævnt til næstkommanderende og skibsfører som blot 27-årig. Efter Mylius-Erichsens død blev han leder af ekspeditionen. Modsat J.P. Koch nød han ikke stor agtelse blandt de andre. Bedømmelserne af ham var, og er, meget blandede, og sikkert er det, at J.P. Koch ikke var begejstret for ham. Trolle deltog senere i livet i flere ekspeditioner til Grønland. Han blev en holden mand, og i 1935 stiftede han med sin hustru et legat til minde om Danmark-Ekspeditionen. Ludvig Mylius- Erichsen (1872-1907): Var, som allerede beskrevet, en sammensat personlighed. Født i Viborg og opvokset i Ringkøbing. Han bar livet igennem sin hjemegn i hjertet. Han skrev flere bøger og skuespil med udgangspunkt i det vestjyske. Et værk om den jyske hede blev det også til. Uddannede sig til jurist og virkede som journalist på Politiken, hvori han også fik offentliggjort digte. Var leder af den tidligere omtalte litterære ekspedition til Vestgrønland 1902-1904 sammen med bl.a. Knud Rasmussen. Han havde, som mange andre af datidens unge intellektuelle, radikale tilbøjeligheder. De kom bl.a. til udtryk i hans kunst, hvori han beskæftigede sig med småfolks kår. I et digt rimede han sågar »Kongehus« med »Snyltelus«. Han nedtonede dog ytringerne om Kongehuset, da han indså, at han havde brug for dets velvilje i forbindelse med Danmark-Ekspeditionen. Han ønskede lighed mellem mændene på ekspeditionen, men hans »demokratiske ideer« var ifølge Freuchen »helt uigennemtænkte«. Freuchen noterer sig således, hvordan »man oplevede, at J.P. Koch og dr. Wegener og andre, som dagligt udførte deres videnskabelige arbejde, sad og syede i deres sparsomme fritid, mens matroserne, der i vinterens løb intet havde at lave, bare sad med hænderne i bukselommerne og drev«. Ludvig Mylius-Erichsen tegnet af Achton Friis. Jørgen Brønlund (1877-1907): Grønlænder født i Jakobshavn. Blev uddannet fra seminariet i Nuuk og arbejdede efterfølgende som kateket og underviste i kristendom. Var barndomsven med Knud Rasmussen. Deltog i Mylius-Erichsens litterære grønlandsekspedition. Han var en dygtig jæger og slædekusk. Brønlund boede i en periode i Danmark, hvor han bl.a. var på Askov Højskole og blev undervist på Kristian Zartmanns malerskole i København. Niels Peter Høeg Hagen (1877-1907): Født i Nibe, uddannet i hæren og deltog som kartograf i ekspeditionen. Blev omtalt positivt for sit væsen og sin dygtighed. Det blev sagt, at »til de prægtige Karaktertræk, der er fremdraget som typiske for Hagen, kan der føjes adskillige, Taalmodighed og Overbærenhed, alle sammen Egenskaber, der i et snævert og indkredset Kammeratliv ofte kommer ud for en haard Belastningsprøve; Haagen bestod alle saadanne«. Alfred Wegener (1880-1930). Tysk fysiker og anerkendt videnskabsmand med alsidige evner. Fadder til den videnskabelige teori om kontinentaldrift. Han var »i sit Væsen meget stilfærdig og altid behersket, selv under de vanskelige situationer; dette er glimrende Egenskaber paa en Polarrejse«. Wegener blev undervejs Kochs nære og livslange ven. Det var hårdt, manuelt arbejde at trække de såkaldte trækslæder der, hvor hundeslæder ikke var anvendelige. Deltagerne i ekspeditionen trak tilsammen 4.500 kilometer med trækslæde på to år. Kapitel 5 - Mod nord

I foråret 1907 er ekspeditionen så fortrolig med Arktis og ikke mindst kunsten at føre hundeslæder, at Mylius- Erichsen kan udvælge de ti mænd, der skal kortlægge og udforske området mod nord. Han skal selv stå i spidsen for Slædehold I med kartografen Høeg Hagen og grønlænderen Brønlund. Slædehold II består af Koch, maleren Aage Bertelsen og grønlænderen Tobias Gabrielsen, bare kaldet Tobias. Dertil kommer to hjælpehold, der bl.a. skal sørge for at udlægge depoter til de to første hold, når de senere vender slæderne mod syd og Danmarkshavn. I alt medbringer de fire hold 86 slædehunde. Slædehold I skal finde sandheden om Peary Kanalen, Slædehold II skal kortlægge kysten hele vejen op til Kap Bridgman. 28. marts smælder piskene for første gang. 1. maj når de Nakkehoved og Nordøstrundingen, hvorefter hold to fortsætter mod nord, mens hold et sætter kursen vestover mod den påståede Peary Kanalen. Koch og kompagni løser deres opgave. Midt i maj når de Kap Bridgman, Grønlands nordligste punkt, bygger en varde, hejser Dannebrog og erklærer området for dansk. Men smertefrit er det ikke. Den står på sultekost, indtil de har jagtheld og nedlægger en lang række moskusokser. Men værst er det for hundene. »Med udmagrede, kraftløse hunde tumlede vi i seks dage rundt i skrueis af den værste slags. Elendig sulteføde bød vi vore hunde på teltpladserne, og med pisk og spark drev vi de udmattede dyr frem under marchen… Hundene blev til vilde bæster. De åd alt; slædebindinger, surringer, teltbarduner, intet var dem helligt. Ja, endog deres egne ekskrementer foragtede de ikke… En nat faldt de over en af deres kammerater og bed den ihjel, inden vi kunne komme til hjælp,« beretter Koch. Efter Kap Bridgman når Koch og kompagni 27. maj til Kap Rigsdagen, hvor det utrolige sker midt ude i det nordøstgrønlandske ingenting. Hold to møder hold et og en tydeligt skuffet Mylius-Erichsen. Kapitel 6 - Kaffemik på Kap Rigsdagen

Mylius-Erichsen har ikke løst sin opgave. Han har ikke fundet frem til Navy Cliff i det inderste af Independence Fjord, hvorfra Peary i 1892 mente at kunne se Peary Kanalen. Slædehold I er efter afskeden på Nakkehoved 1. maj rejst mod vest i det, der er Danmark Fjord. De antager, at fjorden kan være sydkysten af en ø, måske Peary Land, og at de ved at følge den i vestlig retning kan nå frem til Navy Cliff. Men 21. maj når de det inderste af fjorden. Deres slæderidt er endt i en blindgyde. De sadler om og retter blikket mod mundingen af Danmark Fjord. På Kap Rigsdagen er der kaffemik, da holdene møder hinanden. Man nyder tobak og beskøjtere med smør og er enige om at sætte kursen mod syd og Danmarkshavn næste dag, inden den arktiske sommer gør slædekørsel alt for besværlig. Koch fortæller, at »Hagen skulle nu blot afslutte sine målinger på fjeldet oven over Kap Rigsdagen, så skulle vi næste dag alle seks følges hjemad til skibet«. Natten tilbringer Mylius-Erichsen og Høeg Hagen på fjeldet for at foretage opmålinger, og i den lyse polarnat træffer Mylius-Erichsen et skæbnevalg for ham selv, Høeg Hagen og Brønlund. Næste dag, 28. maj 1907, meddeler han, at Slædehold I vil drage mod vest, ind i Independence Fjord.

N.P. Høeg Hagen tegnet af Achton Friis.

Kapitel 7 - Fanget i sommeren

De kører, som flygter de fra den onde selv. De har travlt, sommeren kommer. 1. juni nærmer de sig Kap Glacier inde i Independence Fjord og kan se Navy Cliff. De rejser en varde, hvori Mylius-Erichsen efterlader det glade budskab, at »Pearykanalen eksisterer ikke«. Opgaven er løst. Videre går det, nu mod øst, til Glückstads Land, hvor de 8. juni rejser endnu en varde, Slutstenen. Men de kan ikke undslippe Fanden. Han puster varme i landskabet, sneen bliver tung og blød, hundene kan ikke trække deres læs, smeltevandet driver, aldrig er en sommer kommet så ubelejligt som nu. Hold et slår, efter et forgæves forsøg på at krydse Danmark Fjords munding for at køre mod syd, lejr for sommeren ved fjorden cirka 30 kilometer syd for Kap Rigsdagen. Der eksisterer i dag kun en dagbog fra Slædehold I. Det er Brønlunds. Den vidner om bekymringer om mad til dem selv og til hundene, bekymringer over vejret, som byder på bl.a. regn og tåge, mangel på brænde, og fodtøj, der bliver ødelagt af sjap og vand. Men dagbogen nævner ikke et ord om, at Mylius-Erichsen og Høeg Hagen tilsyneladende ikke er helt enige om, hvad Slædehold I har set i bunden af Independence Fjord. Mylius-Erichsen nævner som sagt, at Peary Kanalen ikke eksisterer, men hvorfor registrerer kartografen Høeg Hagen så ikke tydeligt opdagelsen på de skitser og de kort, han tegner undervejs? Er det, fordi hans papirer ikke er store nok? Eller er det, fordi Høeg Hagen som korttegner med egne øjne vil se, hvad der gemmer sig sønden om Peary Land, før han vil tegne det på et kort? Er sandheden den, at Mylius-Erichsen 1. juni på Kap Glacier gør noget så uvidenskabeligt som at konkludere, at kanalen ikke eksisterer, bare fordi han ikke kan se den fra Kap Glacier? Ifølge grønlandsfarer og kender af Danmark-Ekspeditionen, Jens Erik Schultz, er det »langt fra utænkeligt«, at Mylius-Erichsen er så desperat efter at løse sandheden om Peary Kanalen, at han er villig til at »satse alt«. »Mylius sidder 30 kilometer væk fra Navy Cliff, og Jordens krumning gør det umuligt for ham at se så langt. Han tager chancen og siger, at kanalen ikke eksisterer. Men Hagen undlader at tegne det. Han vil ikke lægge navn til noget, han ikke kan stå inde for,« fortæller Jens Erik Schultz, der er formand for NANOK og barnebarn af Danmark-Ekspeditionens læge, Johannes Lindhard. Kapitel 8 - Lus i lejren

Mylius-Erichsen er presset. Han er ekspeditionens leder, initiativtager og førerhund på Slædehold I. Det er hans personlige ansvar, at Danmark- Ekspeditionen løser gåden om Peary Kanalen. Han kan ikke vende hjem til Danmark og sige, at gåden om kanalen ikke er løst. Han kender kun alt for godt pressen og offentligheden. Mylius- Erichsen vil fremstå som fjolset, der ikke kunne finde vej og kørte forkert, mens høvdingeskikkelsen Koch vil blive beskrevet som helt og Nordøstgrønlands betvinger. Altså digter han. Han gambler med sandheden. Men han får ret. Peary Kanalen eksisterer ikke. Desværre for Mylius-Erichsen bliver hans besked i varden først fundet af Ejnar Mikkelsen og Iver P. Iversen i forbindelse med Alabama-Ekspeditionen 1909-1912. Samme år, 1912, fastslår Freuchen og Rasmussen ved selvsyn på Den Første Thule Ekspedition, at Peary Land er en halvø og altså landfast med selve Grønland. Derfor vender Danmark- Ekspeditionen hjem til København i 1908 uden svaret på spørgsmålet om Peary Kanalen. Koch kan ikke, da han skal tegne de endelige kort over Nordøstgrønland på baggrund af bl.a. Hagens kort, redegøre for området i det inderste af Independence Fjord. Det ved Koch selvfølgelig intet om, da han 23. juni i spidsen for Slædehold II vender tilbage til Danmarkshavn efter en tur fra Kap Rigsdagen, der har budt på tåge, slid, mudder og tøsne. Han, Bertelsen og Tobias er »så urimelig fulde af lus«, at deres tøj må brændes, og de må oversprøjtes med insektpulver. Koch kan berolige de andre i Danmarkshavn med, at Slædehold I er »lige i hælene på os« og »kommer om et par dage«. Ruterne for slædehold 1 og 2. Kapitel 9 - Brønlunds fortælling

Men de kommer ikke. De fejrer i stedet årsdagen for ekspeditionens afrejse fra København og sankthans oppe ved Danmarksfjorden. De venter på sensommerens komme, så sneen og isen igen kan bære deres slæder. Det fremgår af Brønlunds dagbog. Den taler sit tydelige sprog. Den fortæller om tre brave mænd, der i den arktiske sommer 1907 bevæger sig på kanten af livet. Hver dag træder de et skridt nærmere døden. Brønlunds dagbogsoptegnelser slutter 19. oktober med en oplysning om, at »den femte af vore tilbageværende hunde er nu også død, stanget ihjel af en moskusokse«.

Dagbogsnotater: 4. juni: »Så spiste vi den sidste rest havregryn. Vi kommer til at dræbe en hund for at fodre andre hunde med den. Fra det øjeblik mødte os en række uheld, som vi aldrig tilforn havde tænkt på; kun sjældent var der noget for os at skyde, og når der var noget, gik det os uheldigt dermed… Vore hunde tabte for hver dag kræfter, fordi de fik for lidt at æde.« 19. juni: ».. da vi rejste vort telt og tænkte på vor forestående oversomring, kaldte vi det land, hvor vi havde slået os ned, for Sommerpladsen… Fra den stund begyndte vi et meget kedeligt og ensformigt liv.« 24. juni: »Af sparsommelighedshensyn plejer vi kun en gang om dagen at koge mad… Her er ikke brændsel. Lidt pilekviste findes nok af og til, men friske kan man ikke få dem til at brænde… således kan vi bruge en slæde til brændsel, og der må spares meget på den, thi når den er brændt, vil det blive meget brydsomt at skaffe os noget at spise… Når man ikke har andet end det bare kød at spise, kommer man til at spise meget og tørste meget.« 2. juli: »De første otte dage havde vi stadig stærk tåge med sne og rusk.« 13. juli: »Vi længes efter, at de skal begynde at fryse om natten.« 16. juli: »… vi så sporene af et stort dyr… og fik det. Det var et stort held, der var lidt tælle på det, som vi kunne fedte vort brændsel med… På grund af dårligt fodtøj hovnede vore fødder, skønt vi ikke gik så længe.« 23. juli: »Vi hentede alle tre kød på det sted, hvor vi forleden skød en moskusokse. Vore hunde havde vi løbende med os og fodrede dem med indvolde og skind. På tilbagevejen skiltes vores støvler helt ad, inden vi kom til vort opholdssted. Juli sluttede med stadig mildning, regn og sne; det frøs slet ikke om natten.« 6. august: »Vi længes meget efter godt vejr, vi har nu igen kun kneben mad til tre dage. Og vore stakkels hunde, der næsten intet får at æde, er meget magre og ganske afkræftede. Læderposen til sekstanten har Hagen og jeg i disse dage travlt med at lave støvler af, men da vi har så dårligt værktøj, anser vi det for et af de vanskeligste arbejder… Vi ved nu slet ikke, hvad vi skal gøre, da det land, vi opholder os ved, er ganske blottet for dyr (at jage). Jeg går nu i stadig bekymring for, at vi skal stå uden hunde, når vi skal ud på den lange hjemrejse til skibet, og at gå den vej er ikke til at tænke på med det fodtøj, vi har; vi har jo 125 mil at tilbagelægge.« Jørgen Brønlund tegnet af Achton Friis. 8. august: »Vor eneste proviant bestod i tre ryper og en gås. Til hundene havde vi slet intet. I de følgende dage søgte vi at komme ind til land… Og da Mylius i disse dage gik med et stærkt maveonde, så det endnu værre ud for os, og vore bekymringer forøgedes.« 12. august: »Da vi skulle tage af sted, spiste vi som sidste rest en halv gås, og det var derfor en alvorlig sag for os denne morgen at skaffe føde. Lige som vi var kommet op på land, fik vi en rype, den delte vi straks og spiste rå.« 13. august: »Da vi ikke havde anden udvej, måtte vi slagte en hund til føde for os… At vore fjorten hunde, vor eneste fortrøstning til hjemrejsen, nu blev vor sidste udvej til at skaffe føde, det var meget drøjt for os.« 23. august: »Vi dræbte i dag den sjette hund, og vi håbede at komme til land uden at tage flere af dem… Vi længtes ganske vist meget efter at komme hjem til skibet; alligevel stod vor hu foreløbig nærmest til at nå et land med harer og moskusokser, hvor vi kan komme til kræfter, vi selv og vore hunde.« 24. august: »Ting, som vi på nogen måde kunne undvære, kastede vi fra os, og for at gøre vores telt lettere tog vi bunden bort… Skønt vi således på enhver måde søgte at mindske bagagen, havde vi dog stort læs… Og da hundene var så magre og afkræftede, gik det kun småt… Efter omtrent fem timers rejse kom vi til et sted, hvorfra vi mente at kunne sætte over til landet, og slog telt. Ved ankomsten nød vi et lille stykke hundekød på isen og søgte hvile i et fire timers blund.« 25. august: »Mylius ville nu vende tilbage, og jeg indvilligede deri, da han havde så dårlige såler i støvlerne, at han gik næsten på de bare strømper… Da jeg så på tilbagevejen fik øje på en hare nede på stranden, var det, som om jeg havde set et stort rensdyr. Og da jeg så skød den, kastede jeg mig glubende over den som en ulv, skar den op og spiste i hast hjerte, lever og nyrer. Da jeg havde gået lidt, fik jeg tre andre… Da jeg kom tilbage, glædede mine kammerater sig over, at de nu skulle have noget andet end det magre hundekød. Da de havde slagtet en hund, spiste vi foreløbig hundekød den aften.« Dagbogen er ført på Brønlunds modersmål, grønlandsk. Bortset fra et digt skrevet af efter Mylius-Erichsen med en besked på den sidste side. Den er på dansk. Beskeden afslører Mylius- Erichsens, Høeg Hagens og Brønlunds skæbne. Kapitel 10 - Kochs rejse

Hvor bliver de af? Der er bekymring i Danmarkshavn. Sommeren går på hæld, og i september bliver der gjort et forgæves forsøg på at undsætte Mylius- Erichsen, Høeg Hagen og Brønlund. Den arktiske vinter melder sin ankomst med tocifrede minusgrader døgnet rundt og storme, der som hylende helvedeshunde lader deres raseri gå ud over lejren. Mænd og hunde skutter sig i kulden. De kravler i skjul, som isbjørnene gør, når vejret er værst. Vinteren går, foråret kommer, og 9. marts 1908 er Koch og Tobias med de 20 bedste hunde klar til at søge efter deres venner i det uvisse. Stemningen er trykket, og der bliver givet hånd. De skal være tilbage senest 18. juli. Den dag forlader ekspeditionen Grønland. Er de ikke tilbage inden da, må de selv finde vej over indlandsisen til Vestgrønland. Koch er karl for sin hat. Ti dage senere når han og Tobias et depot på Lambert Land udlagt sidste år. I en klippehule finder de liget af Brønlund med et ladt gevær på brystet. De finder også Høeg Hagens kort, og de finder Brønlunds dagbog med den skæbnesvangre besked: »Omkom 79 Fjorden efter forsøg Hjemrejse over Indlandsisen. I November måned jeg kommer hertil i aftagende Måneskin og kunne ikke videre af forfrosninger i fødderne og af Mørket. Andres Lig findes midt i Fjorden, foran Bræ (omtrent 2 1/2 mil). Hagen døde 15. November og Mylius omtrent 10 dage efter. Jørgen Brønlund.« Det er uklart, hvornår Brønlund selv er død. Men det må være sidst i november eller først i december. Koch kender nu sine tre kammeraters skæbne, og han har fuldført sin mission. Med et »Farvel, Brønlund! Kammeratsoak!« forlader han og Tobias Lambert Land ved Nioghalvfjerdsfjorden. Eller gør han? Jørgen Brønlunds dagbog med beskeden om, at han, Ludvig Mylius-Erichsen, og N.P. Høeg Hagen var døde. Teksten lyder: “Omkom 79 Fjorden efter forsøg Hjemrejse over Indlandsisen. I November måned jeg kommer hertil i aftagende Måneskin og kunne ikke videre af forfrosninger i fødderne og af Mørket. Andres Lig findes midt i Fjorden, foran Bræ (omtrent 2 1/2 mil). Hagen døde 15. November og Mylius omtrent 10 dage efter. Jørgen Brønlund”. Kapitel 11 - Sandheden

Koch har allerede vist sig som en handlekraftig mand. Han lader sig ikke nøje med Brønlunds kortfattede besked på dansk. Han må spørge sig selv, hvor Høeg Hagens og ikke mindst Mylius- Erichsens dagbøger og notater er. De må jo indeholde vigtige oplysninger om Peary Kanalen. Derfor giver han Tobias besked om at blive, hvor han er, vender selv slæden mod Nioghalvfjerdsfjorden for at finde om ikke ligene af Høeg Hagen og Mylius-Erichsen, så sikre sig deres papirer. Vi har det ikke fra ham selv. Koch sagde aldrig andet, end at han vendte om efter fundet af Brønlund. At "den forbavsende mængde sne" gjorde en eftersøgning umulig. End ikke i sin personlige dagbog nævner han andet. Vi har det fra Steffen Holberg, og vi har det fra Jens Erik Schultz. Ifølge dem fandt Koch nemlig sine landsmænd. Har Steffen Holberg ret, har han langt om længe løst gåden om Mylius- Erichsens død og afsløret en løgn, som blev udtænkt af Koch og siden fastholdt af ham selv, Trolle og Wegener. Steffen Holberg har nærlæst og studeret så godt som alle tekster og kort fra ekspeditionen, og han er i særdeleshed optaget af et håndtegnet kort, der i 1980erne blev fundet på et loft i en jysk landsby. Kapitel 12 - Blod og bjørne

Føret er fint, da Koch forlader Tobias. Han mestrer hundeslæden og er hurtigt ude på fjorden. Ved Eli Knudsen Øer ude i Nioghalvfjerdsfjorden finder Koch sine landsmænd. Eller rettere »resterne af dem«, som Steffen Holberg udtrykker det. Måske ligger der et kranie og en hånd her, et bækken og knuste knogler der. Der er stumper af det, der engang var et telt. Papirer er der ingen af. De er spredt for alle vinde. Sneen er rød, det ligner isbjørnes værk. De spiser kød, ikke knogler. Ifølge Jens Erik Schultz er Koch klar over, hvilket dilemma han har bragt sig selv i med fundet af Høeg Hagen og Mylius-Erichsen. Landskabet er dækket af sne og is. Han kan umuligt begrave resterne af sine kammerater på en ø eller to, der består af fastfrosne skærver. Han kan heller ikke samle stumperne sammen og tage dem med tilbage til Danmarkshavn. Og han kan slet ikke vende hjem til Danmark og fortælle, hvordan han vendte om og efterlod resterne af sine rejsefæller i vished om, at når foråret kom, ville isen smelte og havet tage dem. Koch beslutter sig for, at han vil tie om sin tur ud på den frosne fjord for at lede efter Høeg Hagen og Mylius- Erichsen. Vel vidende, at han hjemme i Danmark vil blive mødt med kritik, fordi han ikke ledte efter sine kammerater. Men hellere det end at fortælle sandheden. Ifølge Steffen Holberg »kunne man i 1908 ikke vende hjem og sige, at man havde ladet ekspeditionslederen ligge på isen uden at begrave ham«. På vejen hjem til lejren i Danmarkshavn sørger Koch for at sløjfe alle depoter. Han fodrer sågar slædehundene med dåsemad fra depoterne. Med Steffen Holbergs ord »lukker han, så ingen andre kan komme op til fjorden«. Kapitel 13 - Den kolde søvn

Vi ved ikke præcis, hvad der sker med Slædehold I fra Brønlunds sidste dagbogsopdatering 19. oktober 1907, hvori han ud over den stangede hund og moskusoksen nævner, at »om eftermiddagen kom vi op på Indlandsisen; opstigningen tog fire dage«, til hans optegnelse om Høeg Hagens og Mylius- Erichsens død. Vi kan dog notere, at de i løbet af efteråret bevæger sig syd om Danmark Fjord og derefter i sydøstlig retning. Til sidst når de Lambert Land og Nioghalvfjerdsfjorden. Vi kan med sikkerhed sige, at de lider. De tørster, de sulter, og de fryser. Deres telt har ingen bund. Deres sidste tid ligger de altså på fjordis eller på Eli Knudsen Øers bundfrosne skærver. Måske ligger de på et moskusokseskind eller to, men deres soveposer af rensdyrpels er som klamme og iskolde liglagener. Deres fodtøj består af nødtørftigt sammenflikkede stykker skind. Læg dertil kuldegrader på mindst minus 30 og de vildeste, arktiske storme, og de befinder sig i det, der svarer til en dybfryser. Ifølge grønlandskender og læge gennem mange år for Slædepatruljen SIRIUS, Hans Ole Bisgaard-Frantzen, er det først og fremmest kulden, der tager livet af dem. »Når man bliver underafkølet, bliver de livsnødvendige organer påvirket. Hjernen kommer i en tilstand af bevidstløshed, hvorefter man helt mister bevidstheden og dør,« fortæller han: »Alle, der har prøvet at blive underafkølet, fortæller, at de er kommet i en nærmest hallucinerende eller euforisk tilstand. Så selve døden har formentlig ikke været så slem for Mylius-Erichsen og de andre. Men forløbet forud for, at de er kommet i den situation, har været forskrækkeligt.« Når kroppen begynder at blive for kold, vil den ifølge lægen forsøge at holde liv i de vigtigste organer som hjerne, hjerte, nyrer og lever. Det betyder, at blodet bliver omdirigeret fra de ydre dele af kroppen til de vitale organer. Dermed bliver kroppen kuldelam, arme og ben fungerer ikke, og ved en kropstemperatur på 24-25 grader »begynder det at være livstruende«. De tre mænd på Slædehold I er ikke arktiske nybegyndere. Brønlund er grønlænder, Mylius-Erichsen og Høeg Hagen har været der før, og de ved ifølge Hans Ole Bisgaard-Frantzen udmærket godt, hvad de skal gøre for at undgå hypotermi. De ved, at »man skal ligge stille i sit telt, pakke sig så godt ind som muligt for at holde varmen og spare på kalorierne«. Men de er også klar over, at »de ikke kan slippe væk, og at ingen kan undsætte dem midt i den arktiske vinter«. Tørst bidrager til deres prøvelser. Men de mangler noget at smelte sneen med. De kan ikke spise den, som den er. Gør de det, risikerer de ikke alene forfrysninger i mund og svælg. Blodårerne omkring tarmene bliver nemlig nedkølet, og dermed bliver koldt blod cirkuleret rundt i kroppen. Dertil kommer behovet for føde og næring. »I de ekstreme kuldegrader bruger man ufatteligt mange kalorier«, som lægen udtrykker det: »Når SIRIUS kører sin store vinterrejse, bruger mændene 8.000-9.000 kalorier i døgnet. En tredjedel går til at holde varmen, resten til muskelarbejde. Det er ikke ualmindeligt, at man kan tabe 15 kilo. Man kan slet ikke følge med og få nok at spise i forhold til, hvad man forbruger.« Kapitel 14 - Barnerumpen Trolle

26. marts 1908 når Koch og Tobias tilbage til Danmarkshavn. Stemningen er trykket. »Det kom som et slag for os. Ingen havde ventet af få efterretning så hurtigt. Så længe uvisheden var til stede i os, var der også et gran af håb, selv om vi for længst havde prøvet at gøre os fortrolig med tanken om, at de var døde. Nu, da visheden kom, tog det magten fra os,« skriver Friis. Den nye ekspeditionsleder, Trolle, er ikke tilfreds. Om bord på »Danmark« bebrejder han åbenlyst Koch, at han ikke har gjort mere for at finde Mylius- Erichsen og Høeg Hagen. 1. april kommer det til et opgør mellem de to mænd, der bl.a. bliver overværet af ekspeditionens sekretær og regnskabsfører, Christian Bendix Thostrup. »I aften var Koch og Trolle lidt heftige over for hinanden med hensyn til spørgsmålet om eftersøgelsen nordpå. Koch sagde herunder, Gud bevares, Trolle, hvor det ligner Dem at kritisere, førend De har fået min indberetning. De kender jo slet ikke mine motiver. Havde De ikke været den barnerumpe, De er, havde De ventet med Deres kritik, indtil alle oplysninger var kommet Dem i hænde,« skriver Bendix Thostrup i sin dagbog 2. april. Alf Trolle tegnet af Achton Friis.

Koch er rasende. Så rasende, at han ifølge Jens Erik Schultz taler over sig. Dermed bringer han sig selv i en situation, hvor han er nødt til at betro Trolle den sandhed, han ellers havde tænkt at holde for sig selv. »Mit bedste gæt er, at han mister besindelsen og fortaler sig,« siger Jens Erik Schultz. Han nægter sågar at lave en indberetning. Men Friis får ham på bedre tanker. Den er klar et par dage efter og bliver præsenteret for de nu 25 deltagere i Danmark-Ekspeditionen. »Selv med en temmelig sikker angivelse af det sted, hvor Mylius- Erichsens og Hagens lig var at søge, måtte jeg dog mistvivle om at kunne finde dem, idet bølgerne i sneens overflade næppe tillader at se små genstande i større afstand end et par kilometer og meget ofte kun i et par hundrede meters afstand. Fuldkommen håbløst blev det imidlertid for mig, da det gik op for mig, at jeg ikke kunne forstå Brønlunds angivelse,« skriver Koch efterfølgende i en rapport: »I november måned kan der muligvis være en skarpere overgang; men om foråret, når sneen har jævnet alt, kan man rejse milevidt uden at kunne afgøre, om man er på havis eller på bræen… Som forholdene var, måtte jeg sige til mig selv, at al eftersøgning her var spildt.« Inden da, 3. april, holder Koch et fortroligt møde med Trolle i »Villaen«, en træbygning på land. Og her kommer sandheden ifølge Steffen Holberg på bordet. Et par dage efter vælger Trolle at droppe en plan om at sende et nyt slædehold af sted for at lede efter de døde mænd i Nioghalvfjerdsfjorden. På mødet tegner Koch det, der siden er blevet kaldt kortet fra loftet. Kapitel 15 - Slette omstændigheder

Kortet er det helt afgørende bevis i sagen. Det måler cirka det samme som et A5-ark og er ifølge Steffen Holberg »tegnet på papir af en ringe kvalitet, som mest af alt minder om smudsomslaget til en bog«. Har Steffen Holberg ret, så laver Koch kortet for at forklare Trolle, hvad der er sket, og for at overbevise Trolle om at holde tand for tunge. Koch griber blyant og det slette papir og begynder at tegne og fortælle. Først tegner han formentlig det, der ligner Lambert Land. Så tegner han det, der må være Eli Knudsen Øer med en cirkel omkring, og ved dem sætter han en prik og et kors, der bliver tydeligt markeret med en pil. Han tegner også en rute i form af pile fra det sted, hvor han har efterladt Tobias, til Eli Knudsen Øer og tilbage igen. Stedet, hvor Tobias venter, må være ved Brønlunds grav, og det markerer Koch med endnu en tydelig pil og skriver »TOBIAS«. Et billede med en detalje fra det såkaldte kort fra loftet, efter at det har været udsat for en multispektoral billedanalyse. Detaljen viser tydeligt, hvordan J.P. Koch har tegnet bl.a. Lambert Land og det sted, hvor han angiveligt har fundet ligene af Ludvig Mylius- Erichsen og N.P. Høeg Hagen.

Steffen Holberg er ikke i tvivl. Det 112 år gamle kort beviser, at Koch fandt Mylius- Erichsen og Høeg Hagen ved Eli Knudsen Øer, og at han for at fastslå sin pointe over for Trolle tegnede korset og prikken. Koch skriver mere end »TOBIAS«. Måske er det skriblerier nedfældet i løbet af den fortrolige samtale. Måske er det informationer, han senere tilføjer kortet. Han skriver »alene her« ved Eli Knudsen Øer. Sikkert for at fastslå, at han er taget ud til øerne uden Tobias. Sidst, men ikke mindst, skriver han øverst på kortet »Wegener - Trolle mener ikke skulde offentliggøres. Omstændighederne for slette. Tobias uviden«. Dertil kommer pilene, der angiver Kochs rute i fjorden. Ifølge en grafologisk analyse er de forskellige før og efter korset. Ifølge Steffen Holberg som om »noget er løst«. Steffen Holberg vurderer, at Koch tilføjer sætningerne efter mødet i »Villaen«. Han læser ordene »Tobias uviden«, som om Tobias nok er bekendt med Kochs fund ude på fjorden, men at han ikke er klar over den tavshedspagt, Koch og Trolle har indgået. Men hvorfor nævner Koch Wegener? Fordi han er en ven, en meget god ven, til hvem han kan betro sine bekymringer, forklarer Steffen Holberg. 1912-1913 foretager Koch og Wegener endnu en ekspedition til Nordøstgrønland for at krydse indlandsisen fra øst til vest. Wegener dør på indlandsisen i 1930 af hjertestop som leder af en tysk- grønlandsk ekspedition. Kapitel 16 - En brændt dagbog Koch værner om sin hemmelighed. End ikke i sin personlige dagbog nævner han med et ord noget om sin hemmelige mission ud i Nioghalvfjerdsfjorden 19. marts 1908. Men måske taler han alligevel over sig, eller rettere tegner over sig, fortæller Jens Erik Schultz. I dagbogen er der nemlig tre skitser. Ifølge Jens Erik Schultz kan den ene af dem meget vel forestille Eli Knudsen Øer. »Hvorfor gjorde han det? Han gjorde det da ikke bare ud af den blå luft. Han tegnede åstedet,« lyder det fra Jens Erik Schultz. I øvrigt blev Kochs dagbog i mange år betragtet som tabt for eftertiden. Hans enke meddelte efter hans død i 1928, at hans dagbøger var brændt. Men i 1980erne dukkede der i en arkivkasse på Arktisk Institut et stykke papir op dateret 1941. Med en besked fra Jens Erik Schultz' morfar, Johannes Lindhard, og Bendix Thostrup, der var vidne til opgøret mellem Koch og Trolle i april 1908. »Vi bevidner herved, at J.P. Kochs dagbøger ikke er brændt,« skrev de. I 1990 blev dagbogen fundet i Det Kongelige Danske Geografiske Selskabs arkiver af journalisten Janni Andreassen, der bl.a. er forfatter til bogen »28 mand til Arktis« om Danmark-Ekspeditionen. Kapitel 17 - På et loft i Jylland

Tilbage til mødet i »Villaen« i Danmarkshavn. Koch og Trolle sidder bøjet over kortet, da døren pludselig går op, og andre af ekspeditionens deltagere træder ind uvidende om, hvad de afbryder. Koch handler hurtigt, smider kortet ind i en ordbog, klapper den sammen og sætter den op på en hylde. Dér står bogen og kortet, indtil ekspeditionen pakker sammen, bryder op og vender tilbage til Danmark. Koch har travlt med andre opgaver og glemmer alt om kortet, eller hvilken bog han har lagt det i. Bog og kort ender sammen med masser af andre papirer på hylderne i Kochs hjem i Danmark. Sådan kan det ifølge Jens Erik Schultz være gået til, at kortet levede sit eget liv gemt af vejen i en ordbog, indtil det omkring 1986 så dagens lys igen. Da blev kortet nemlig opdaget i en papkasse på et loft i et lille hus i landsbyen Lund ikke langt fra Horsens. Kortet blev fundet af Jens Erik Schultz' gode ven og kammerat, den i dag afdøde Erik Jensen, der var gammel siriusmand og i mange år havde været optaget af Danmark-Ekspeditionen. Så gode venner blev de to, at de dannede det nordøstgrønlandske kompagni NANOK og på en ekspedition sammen til Nordøstgrønland i 1988 fandt den varde, som Slædehold I rejste på Glückstads Land 8. juni 1907. Slutstenen eller Hagens Varde bliver den kaldt. »Han fik på en eller anden måde snuset op, at der i den her landsby ved Horsens boede en slægtning til Koch. Han tog derhen, og oppe loftet lå en kasse med Kochs ting, som han fik lov at tage med hjem,« siger Jens Erik Shultz og tilføjer, at Erik Jensen »fra starten af var klar over, at han havde fundet noget vigtigt«. I kassen var der, ud over kortet, bl.a. bøger, papirer og nogle medaljer. Erik Jensen sørgede for at få kortet affotograferet, og kassen afleverede han til Arktisk Institut. Senere bad han instituttet om at overdrage kassen til de nationale arkiver i Grønlands hovedstad, Nuuk, hvor kortet i dag bliver opbevaret. Kapitel 18 - En multispektoral billedanalyse

I maj sidste år lykkedes det Steffen Holberg at låne Kochs originale kort for at få det undersøgt på Københavns Universitet. Nærmere bestemt Nordisk Forskningsinstitut på det humanistiske fakultet, der er i besiddelse af en scanner til cirka 300.000 kroner udviklet af det danske firma Videometer. Scanneren kan foretage såkaldte multispektorale billedanalyser. Analyserne blev foretaget af lektor Michael Lerche Nielsen. Til stede var bl.a. også Steffen Holberg og Jens Erik Schultz. Scanneren kan belyse gamle dokumenter, f.eks. middelaldermanuskripter, i 19 forskellige farvebånd fra ultraviolet til infrarød og dermed afsløre, om der er blevet skrevet i dokumenterne med forskellige typer blæk, om noget er blevet kradset væk, eller om noget er blevet skrevet over. Særligt i infrarødt lys stod Kochs kort skarpt. Analyserne bekræftede, at såvel kort som tekst er lavet med blyant, formentlig med den samme blyant. Det ser også ud til, at det er lavet på én gang. Der er ikke tegn på, at noget er blevet visket ud. Samtidig kunne analyserne fastslå, at der med sikkerhed er tegnet en prik inde i cirklen omkring Eli Knudsen Øer, ligesom teksten »Wegener - Trolle mener ikke skulde offentliggøres…« er en selvstændig tekst og ikke del af en længere tekst, der i dag er forsvundet fra kortet. Michael Lerche Nielsen mener, at analyserne er med til at bekræfte, at kortet er tegnet af Koch. Han er dog ikke nødvendigvis enig i, at Koch glemte kortet i ordbogen. Ifølge Michael Lerche Nielsen kan Koch have valgt at gemme kortet som en slags forsikring, som han altid kunne finde frem, hvis kritikken af ham blev så voldsom, at den truede hans eftermæle. Med kortet kunne han således dokumentere, at Trolle, hans chef, var indforstået med, at sandheden blev fortiet. Kapitel 19 - Velkommen hjem

5. august 1908 tikker et telegram ind på telegrafstationen i København fra norske Ålesund. Af telegrammet fremgår det, at tre norske sælfangerbåde »paatraf Expeditionen 10 juli ved Kap Bismarck… Lederen og to mand døde. Expeditionens Resultater udmerkede. Hele Grønland kortlagt«. Friis beskriver i sin bog afrejsen fra Grønland således: »Nu mærker vi atter, efter to års lange forløb, Atlanterhavets brede dønning løfte os… Som vi dengang for to år siden drog ud, forhåbningsfulde med stævnen pegende fremad mod vor opgave og vort mål, således kan vi nu vende tilbage med opgaven løst. Men et sted deroppe på kysten af Lambert Land har vi efterladt tre mand. De har fuldført deres arbejde og kan hvile!« Danmark-Ekspeditionen er på vej hjem. Såvel de gode som de dårlige nyheder er løbet i forvejen. Fru Marie Mylius-Erichsen i Rudkøbing må have besked, det samme må Mylius-Erichsens far i Ringkøbing, arrestforvalter Erichsen, og de andre deltageres familier. På endnu et stop i Norge, i Bergen, har deltagerne haft lejlighed til at købe nye klæder og møder bl.a. Knud Rasmussen og den store norske polarfarer, Roald Amundsen, der takker nej til at overtage ekspeditionens sidste hunde. De bliver derfor aflivet. Bortset fra seks, der bliver bragt med til Danmark. 23. august 1908 anløber »Danmark« Københavns Havn og Bøje 1 på honnørpladsen. Københavnerne er stimlet sammen på toldboden og Langelinie. De 25 mænd bliver modtaget af statsminister J.C. Christensen, der ellers har nok at bekymre sig om. Han er kun halvanden måned fra at miste sit embede på grund af Alberti-skandalen. Receptioner, fester, taler og andre arrangementer følger. Samme dag er der mindefest på Københavns Universitet, bl.a. med deltagelse af Mylius-Erichsens enke. Dagen efter kan Berlingske Tidende berette, at »paa den værdigste og mest stemningsfulde Maade blev der her ved alma mater givet udtryk for Nationens Følelser over for Danmark- Ekspeditionen; det var Kongehuset, Fædrelandet, Videnskaben og Befolkningen, der her mødtes«.

Berlingske Tidendes omtale af ekspeditionens hjemkomst til København 23. august 1908.

Men man undrer sig også i Danmark. Man spekulerer i Mylius-Erichsens og Høeg Hagens endeligt, og man tænker sit om Koch. Man kan også konstatere, at ekspeditionen ikke har løst den ene af sine to hovedopgaver, at be- eller afkræfte Peary Kanalen, og snart læser man de første kritiske avisartikler. Kapitel 20 - Pressen skriver

I sin bog »Den sidste brik« om Danmark- Ekspeditionen beskriver nu afdøde søofficer og historiker, Ole Ventegodt, hvordan en vis Claus Hoff i Ekstrabladet 19. august, fire dage før »Danmark«s ankomst til København, gjorde sig til gode over ekspeditionen. »… såvidt jeg kan forstå, er Ekspeditionens største Opdagelse den, at Grønland er en ø, men det forekommer mig, at det er noget, jeg har hørt før… hvad enten Grønland er en Ø eller en Huggeblok - Jeg spørger mig selv gang efter gang: Hvad Interesse har det egentlig for os?… De Millioner, der Aar efter Aar øses ud over Ismarkerne, resulterer Gang efter Gang i saa og saa mange »videnskabelige Resultater«, som man altid fortæller, at der er af den største Betydning, og som fjorten Dage efter har glemt komplet, hvis man nogensinde har forstaaet dem…,« hed det i Ekstrabladet. Aarhuus Stiftstidende holdt sig heller ikke tilbage og skrev i artiklen »Hvor døde Mylius-Erichsen og hans Kammerater?« 24. august, at ekspeditionen »var daarligt og planløst forberedt!«. »Det viste sig allerede i en så lille Ting som den aldeles skandaløse og uforsvarlige stuvning af godset om Bord ved Afrejsen hin Sanct Hans Dag for to Aar tilbage. Og saa slette var Forholdene om Bord, at Skibet, der skulde helt op til Polaregnene, ikke en Gang kunde klare sig en Juninat over Kattegat uden Havari. Deltagerne var friske, velbegavede og æventyrlystne unge Mænd, der ikke gik af vejen for lidt Strabadser, gerne vilde tage selv en nok så haard Tørn, og vel heller ikke vilde lade haant om Æren og Berømmelsen og Guldet, når Togtet først engang var lykkeligt og vel overstaaet,« skrev avisen i Aarhus. Samtidig langede artiklen ud efter den norske polarfarer Fridtjof Nansen, ligesom den udtrykte ringe forståelse for de strabadser, arktiske eventyrere dengang måtte udstå. »Frithiof Nansen blev jo baade Professor og Millionær og Gesandt på sin Sportsdaad - så hvem kunde vide…?« hed det. Koch, Trolle og andre fra ekspeditionen måtte gentagne gange afvise beskyldningerne i medierne. Således bad de i forbindelse med et søforhør i Sø- og Handelsretten dagen efter artiklen i Aarhuus Stiftstidende om lov til at redegøre for påstandene i artiklen. Hvilket dommeren dog afslog med henvisning til, at søforhørets formål var at få konstateret de tre mænds død året forinden i Nioghalvfjerdsfjorden. Og så var der regnskabet. Da det blev gjort op i 1910, stod det klart, at det ikke, som oprindeligt planlagt og præsenteret, blev delt ligeligt mellem staten og private bidragydere. Den samlede regning lød på cirka 282.000 kroner, hvoraf staten måtte betale de cirka 193.000 kroner.

Danmark-Ekspeditionen medbragte et automobil til Grønland. Den voldte deltagerne flere sorger end glæder, hvilket bl.a. Peter Freuchen kunne berette om. “Jeg tror kun, at denne besynderlige Vogn… kørte 70 kilometer, men kostede Maaneders tålmodigt Reparationsarbejde, inden den blev efterladt på Isen og senere sank i Havet”.

Kapitel 21 - 20.000 kilometer på slæde

Hvad fik staten for pengene? Den fik omtale, den fik kortlagt Nordøstgrønland, og den fik navngivet flere end 200 lokaliteter, hvoraf de 190 siden blev officielle. Dertil kom masser af ny viden. I årene 1912-1917 blev der i det ansete tidsskrift Meddelelser om Grønland publiceret over 3.000 sider videnskabelige artikler fra ekspeditionen om alt fra arkæologi og geologi til ornitologi og geologi. I februar 1918 kunne Danmark- Ekspeditionens komite konkludere, at der var blevet brugt 115.182 kroner på det videnskabelige arbejde. Dermed kunne komiteen, 11 år efter at generalkonsul Glückstadt og kommandør Holm havde vinket farvel til »Danmark« på toldboden, opløse sig selv. Alfred Wegener tegnet af Achton Friis. Ekspeditionens dyreste og største projekt var lagt i hænderne på tyske Wegener, der var uddannet fra Friedrich Wilhelm Universität i 1904 med specialer i astronomi, meteorologi og geologi. Wegener var en af de første, der søgte om deltagelse i ekspeditionen, men trods gentagne henvendelser fik han ikke noget svar fra Mylius-Erichsen. Først få måneder før afrejse fik han besked om, at han skulle med. Han læste om det i en artikel i en tysk avis. Wegener beskæftigede sig bl.a. med atmosfæriske forhold. Han medbragte balloner og 100 trykflasker med brint samt drager. De kunne medføre særlige måleinstrumenter til at undersøge de højere luftlag i Arktis. Ballonerne blev opsendt i stille vejr, mens dragerne blev brugt i blæsevejr. De første måneder lykkedes det ikke at få dragerne meget mere end 1.000 meter op, men da den medbragte bil blev brugt som dragespil, fik de mere luft under vingerne. En af dem nåede op i 3.100 meters højde. Wegeners mange observationer bidrog med ny og vigtig viden om de atmosfæriske forhold i Nordøstgrønland. At Koch og Trolle havde et anstrengt forhold til hinanden kom til udtryk, da det en måneds tid efter hjemkomsten var på tide at bearbejde kortmaterialet fra Danmark-Ekspeditionen. Koch fastslog, at hvis »Trolle skal skrive andet i bogen end om Hydrographien«, ville han »intet have med bearbejdelsen at gøre«. De var uenige om, hvem der havde retten til at publicere søopmålingerne fra ekspeditionen. Det endte med et kompromis, hvor ingen af dem skrev særskilt om dem. Ole Ventegodt skriver i »Den sidste brik«, at »man kan i dag undre sig over, at sagen kunne vække så stærke følelser, for det faktiske var… at der så godt som ingen egentlig søopmåling var foretaget«. Danmark-Ekspeditionens deltagere nedlagde i alt 53 isbjørne. De blev bl.a. brugt til hundefoder.

Ekspeditionens deltagere kunne se tilbage på, at de til sammen havde tilbagelagt over 20.000 kilometer på hundeslæde på 100 rejser. Tobias kørte de 6.500 kilometer, mens Koch nåede 4.300 kilometer. Hvor landskabet ikke tillod hundeslæde, var det nødvendigt at bruge trækslæder, som mændene selv måtte slæbe efter sig. Hundehårdt arbejde var det, og der blev kørt 4.500 kilometer med trækslæderne i løbet af de to år. En af dem, der trak mest, var Freuchen. Han nåede 102 rejsedage med trækslæde. Men gåden om Peary Kanalen var stadig ikke løst. Ligene af Mylius-Erichsen og Høeg Hagen var ikke blevet fundet. Kapitel 22 - Tilbage til Grønland

Allerede i efteråret 1908 blev der spekuleret i at udruste en ny ekspedition til Grønland for at lede efter Mylius- Erichsen og Høeg Hagen og, ikke mindst, deres dagbøger, kort og andre optegnelser. Den 27-årige kaptajn og arktisfarer, Ejnar Mikkelsen, gik til Komiteen bag Danmark-Ekspeditionen og foreslog, at der blev udrustet en eftersøgningsekspedition med ham selv som leder. Komiteen sagde ja, og med dens netværk og kontakter i politik og erhvervsliv kunne den nok få rejst de 45.000 kroner, som der skønsmæssigt skulle til for at gennemføre ekspeditionen. Det gavnede formentlig Mikkelsens sag, at et af komiteens medlemmer var en gammel rejseven fra Arktis, mens en anden var hans svigerfar. Mikkelsen udtrykte i øvrigt forståelse for Mylius-Erichsens skæbnesvangre beslutning hin majdag i 1907, da han på Kap Rigsdagen meddelte, at han, Høeg Hagen og Brønlund ville rejse ind i Independence Fjord. »Jeg kender noget til Mylius-Erichsen, og jeg kunne fortræffeligt tænke mig, at han, som var meget ærgerrig af natur, har følt skuffelse ved at sammenligne Kochs arbejde med sit eget. Vi ved også, at han havde bestemt sig for at vende om, da han mødte Koch, og man kan da nok regne ud, at han blev inciteret af det nydelige resultat, den anden har begået. Det er den slags ting, man sagtens bagefter kan karakterisere som dumhed, men enhver, der har forskerblodet og opdagerblodet i sig, kender den rasende lyst til at nå videre, længere og mere end alle andre. Det er næsten ikke til at betvinge. Hvad ville jeg have gjort? Jeg ville sikkert have handlet som Mylius,« fortalte Mikkelsen til Nationaltidende. Koch, Lindhard, Friis og andre veteraner fra Danmark-Ekspeditionen var ikke begejstrede for projektet. Lægen Lindhard noterede privat, at »vore tre Kammerater ligger, der de ligger, med Ære«. Han overlod det til »Mikkelsen og Konsorter« at »rafle om den Dødes Epauletter«. Igen blev der købt et ekspeditionsskib i Norge, »Alabama«, og et lille år efter Danmark-Ekspeditionens hjemkomst satte Alabama-ekspeditionen, som den blev døbt, kursen fra København mod Nordøstgrønland. Det lykkedes ikke at finde de to eftersøgte og deres optegnelser. Til gengæld blev Brønlunds lig lokaliseret. Det blev af Mikkelsen dækket med et sort ligklæde og udstyret med en krans. Klædet var tiltænkt Mylius- Erichsen og medbragt fra hans enke. Kransen var tiltænkt Høeg Hagen og medbragt fra hans forældre. Alabama-ekspeditionen blev et vildt og vovet eventyr for Mikkelsen og den ene af hans rejsefæller. Iver P. Iversen. De tilbragte over to år alene i Nordøstgrønland, hvor de bl.a. overvintrede i en hytte lavet af vragrester fra »Alabama«. Mikkelsen forevigede senere rejsen i bogen »Farlig tomandsfærd«. I Nordøstgrønland fandt ekspeditionen Mylius-Erichsens vardeberetning om, at »Pearykanalen eksisterer ikke«. Men det var Freuchen og Rasmussen, der i sommeren 1912, samtidig med Alabama-ekspeditionens hjemkomst til København, en gang for alle fastslog, at kanalen ikke eksisterede. Det gjorde de i forbindelse med Den Første Thuleekspedition, hvor de forlod deres handelsstation i Thule på vestkysten og begav sig mod øst for at lede efter Mikkelsen og Iversen, der var meldt forsvundne. »Umiddelbart efter, at vi under et lille Holdt havde drøftet Forholdene og udtalt Haabet om, at Fremfarten vilde blive gunstigere… rundede vi et Næs og saa nu med al ønskelig tydelighed det, vi allerede længe havde haft mistanke om: Grønland var landfast med Pearyland; Kanalen eksisterede altså ikke!« skrev Rasmussen efterfølgende. Kapitel 23 - Venskabet med Uncle Sam

Selv om ekspeditionerne, bortset fra Den Første Thuleekspedition, var medfinansieret af staten og officielt sanktionerede, var deres opgave ikke at gøre egentligt krav på Nordøstgrønland. Efter dem kom hverken embedsmænd, myndighed eller administration. Ifølge ekspert i polarekspeditionernes historie, Hans-Henrik Carlsen, havde bl.a. Danmark-Ekspeditionen »ikke mere støtte med fra staten, end at staten altid kunne undsige den«. »Ekspeditionerne var ikke agenter for staten. De var der grundlæggende på egen hånd. Men de havde også så meget officiel støtte, at de af mange er blevet opfattet som nationale projekter,« forklarer han. I København var opfattelsen dog, at Grønland var dansk land. Det var jo den norskfødte præst Hans Egede, der i 1721 koloniserede Grønland og grundlagde det, der i dag er Nuuk. Dertil kom, at Danmark i forbindelse med fredsslutningen i Kiel i 1814 og tabet af Norge til Sverige fik lov at beholde Grønland. Den opfattelse var amerikanerne ikke nødvendigvis enige i. De havde deres Monroe-doktrin, der gjorde Grønland til USAs interesseområde. Dertil kom, at de i Peary, angiveligt den første til at nå Nordpolen i 1909, havde en mand, der med sine polarrejser og argumenter gjorde alt for at få Grønland på den offentlige dagsorden i USA. Hans Peary Kanal blev tegnet på amerikanske kort, og han lagde ikke skjul på, at Peary Land bare lå og ventede på at blive amerikanernes trædesten til Nordpolen. Men han var en eventyrer på egen hånd og for private midler. For den amerikanske regering var der trods alt for langt fra Washington til det nordøstlige Grønland. Derfor risikerede danskerne ifølge Hans-Henrik Carlsen ikke at komme i direkte konflikt med Uncle Sam om Nordøstgrønland. »Det var et sted, hvor Danmark kunne konkurrere med andre småstater uden at komme i konflikt med stormagterne,« vurderer Hans-Henrik Carlsen, der er gymnasielærer og tidligere siriusmand. Og mon ikke de danske forhandlere i forbindelse med salget af Dansk Vestindien til USA i 1917 for 25 millioner dollar i guld henviste til Danmark-Ekspeditionen og dens arbejde med at kortlægge Nordøstgrønland. USA ønskede at sikre sig øerne af strategiske årsager. Til gengæld for salget anerkendte de danskernes overhøjhed over Grønland. »De Amerikanske Forenede Staters Regering vil ikke modsætte sig, at den danske Regering udvider sine politiske og økonomiske Interesser til hele Grønland,« erklærede amerikanerne. Men specielt Vestgrønland forblev amerikansk interesseområde. De anlagde i 1941 luftbasen Bluie West One i Narsarsuaq i Sydgrønland, hvorfra tusinder af nybyggede fly fra USA fandt vej til Europa. I årene efter Anden Verdenskrig udbyggede amerikanerne den grønlandske infrastruktur for at sikre deres militære interesser. Først i 1950erne anlagde de Thule Air Base i vest, i 1952 byggede de Station Nord i øst som en nødlandingsplads for deres bombemaskiner fra basen i Thule. »Man kan sige, at amerikanerne lod Grønland forblive dansk,« siger Hans- Henrik Carlsen. Kapitel 24 - Eirik Raudes Land

Men aftalen fra 1917 med amerikanerne var bilateral. Den var ikke international, og to år senere, i forbindelse med fredsforhandlingerne i Versailles efter Første Verdenskrig, forsøgte Danmark forgæves at få resten af verden til at anerkende hele Grønland som dansk land. Dermed var Nordøstgrønland stadig et slags terra nullius. Langs østkysten var der kun en enkelt dansk koloni, Ammassalik, mens der langs vestkysten var en række mindre, danske kolonier eller udsteder. De var alle underlagt Den Kongelige Grønlandske Handel i København, der havde monopol på handel og skibsfart i kolonierne. Derfor kunne der i 1920erne og 1930erne opstå en konflikt mellem Danmark og Norge om det store ingenmandsland i Østgrønland, der endte for retten i den internationale domstol i Haag. Endnu en gang skulle Danmark- Ekspeditionen vise sit værd. Kimen til konflikten blev lagt i 1920erne. Fangstmænd fra Norge slog sig i perioder ned langs kysten, og med dem fulgte norske, økonomiske interesser. De norske interesser blev formentlig ikke mindre af, at nordmændene opfattede freden i Kiel som en historisk uretfærdighed. Samtidig var det ikke mange år siden, at Norge blev fri af Sverige, det skete i 1905, og den norske nation med sit veludviklede selvbillede havde brug for at definere sig selv som et land. »Man skulle efter i mange år at have været underlagt andre til at finde sig selv, og det kunne man bl.a. gøre gennem polarekspeditioner,« forklarer Hans- Henrik Carlsen. I 1922 anlagde norske fangere en telegrafstation i Myggabugten. Danmark protesterede. Ni år senere, i 1931, kunne norske fangstmænd telegrafere hjem til Oslo, at de i kong Haakons navn havde okkuperet et område på østkysten fra 71. til 75. breddegrad. En vis Helge Ingstad blev udnævnt til sysselmand, og forsvarsministeren, den senere vanærede Vidkun Quisling, lovede flådens støtte. Det, der begyndte som et privat projekt, var blevet et nationalt anliggende for Norge. Området kaldte de Eirik Raudes Land, Erik den Rødes Land, efter den norske viking. I slutningen af 900-tallet nåede han fra Island til det sydlige Grønland og grundlagde en koloni af nordboere, der forsvandt fra Grønland igen i løbet af middelalderen. Kapitel 25 - Grønland bliver dansk

En rasende regering Stauning i København svarede igen ved 12. juli 1931 at indbringe sagen for domstolen i Haag. Den danske vrede blev ikke mindre, da nordmændene året efter begyndte at betragte et stort område af den grønlandske sydøstkyst som under norsk højhed. 5. april 1933 afgjorde domstolen sagen. Med 12 stemmer mod to fastslog den, at »Norges inddragelse af dele af Østgrønland var ulovlig og ugyldig«, at »påstanden om, at Østgrønland var ingenmandsland måtte forkastes«, og at »hver part skulle bære sine sagsomkostninger«. Ole Ventegodt skriver i »Den sidste brik«, at der i dommens præmisser blev lagt vægt på, at det var Danmark, ikke Norge, der havde udforsket og kortlagt Grønland. »… her er der ingen tvivl om, at Danmark-Ekspeditionen, der… var vendt hjem efter at have opmålt og kortlagt den sidste, hidtil ukendte nordlige tredjedel af Grønlands østkyst, har vejet godt til,« konstaterer Ole Ventegodt. Steffen Holberg tilføjer, at »uden Mylius-Erichsen var det ikke sket«. I forbindelse med sagen udtalte grønlænderne selv sig til fordel for Danmark. Således kunne det sydgrønlandske landsråd »ud fra 200 års erfaringer« enstemmigt udtale »sin ubetingede tillid til Danmarks ledelse af grønlandske anliggender«. Det er siden blevet beskrevet som første gang, grønlænderne gav udtryk for egne holdninger over for resten af verden. Hans-Henrik Carlsen ser begivenhederne som udtryk for, at Grønland »efterhånden blev dansk«. »Det skete ikke på et bestemt tidspunkt. Det skete fra 1917 og frem til 1930erne. Grønland gik fra at være en række kolonier til at være en koloni,« siger han. Kapitel 26 - En sidste sang

Til sidst et digt. Forfattet af Mylius- Erichsen 19. august 1907. En hilsen fra en mand, der var med til at gøre hele Grønland dansk. Digtet er nedskrevet af Brønlund. Det står at læse på et par sider i hans dagbog. Det vidner om en Mylius-Erichsen, der trods lidelser og bekymringer stadig håber på at vende tilbage til Danmarkshavn. En Mylius-Erichsen, der ikke ved, at han snart ikke er mere:

Sang til hjemkomstfesten om bord Dejlige skib med den jernklædte bringe favner af is og fortøjet ved fjeld, hjemme de kalder dig ældet og ringe, tynget til vimpelknappen af gæld Ja, du er gammel, stundom læk; Egen - dit tømmer fra spryd og til hæk - har på din langfart dog frelst os i havn, du er vor tilflugt fra rejser og savn, »Danmark« er dit navn.

Dejlige hjem med kahytter og messe og med din hvalfanger-udkig på mast! Ude på dækket står værktøj og esse, højt provianten er stuvet i last. længst gav du ud dine ankre fra klyds, ikke der slingrer et krus i kabys, glemt har den søsyge kvaler og frygt, ærterne koger livsaligt og trygt, groggen er brygt.

Dejlige tid i snestorm og kulde lunt inden døre ved kakkelovnsild vi sad til bords med tallerknerne fulde og et glas rødvin - en billig og mild. kaffen blev skænket og tændt en cigar - Du giver ud, når jeg ingenting har. munter gik snakken, humøret var godt, selv en beskeden menu synes flot, skibet er slot.

Dejlige dag, vi spændte vor slæde og drog på opdagelsesrejse mod nord! Brat tog man afsked med vennernes kæde, rig nok på følelser, fattig på ord. Håndtrykkets varme er ej frosset af, tit har vi husket alt godt, I gav os, lovprist jer, takket jer, længtes at se livsglade øjne bag al denne sne - gid det må ske!

Dejlige skib! Til din hygge vi længes, fjernt har i armod og farer vi rejst. Nu svinder solen og vinteren strænges, snart skal vi se dig - med Dannebrog hejst! Og faldt tit sult og forsagelse svært, ét fik vi dog under langfarten lært: dejligt er skibet vor tilflugt og havn, vågne og drømmende, al tid vort savn, »Danmark«, dit navn! DØDEN PÅ ISEN – Mylius-Erichsens sidste rejse, Danmark- Ekspeditionen 1906-1908 Copyright © Jens Ejsing 2013 Denne udgave ©Berlingske Media Forlag i samarbejde med People’sPress 2013 Billederne stammer fra Det Kongelige Bibliotek, fra bøgerne "I 100-året for Danmark- Ekspeditionen" og "Danmark Ekspeditionen til Grønlands nordøstkyst 1906-08" samt fra Scanpix. ePub produktion: Rosendahls - BookPartnerMedia ISBN 9788771376548 1. udgave

Kopiering fra denne bog er ikke tilladt. Enhver udnyttelse uden forlagets skriftlige tilladelse er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

Berlingske Media Forlag i samarbejde med People’sPress

People’sPress · Ørstedshus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V

www.artpeople.dk Indholdsfortegnelse

Forside 2 Prolog: Hemmeligheden på 4 loftet Kapitel 1: Fest på toldboden 11 Kapitel 2: Den mørke side 20 Kapitel 3: Ukendt land 25 Kapitel 4: 30 Høvdingeskikkelsen Kapitel 5: Mod nord 40 Kapitel 6: Kaffemik på Kap Rigsdagen 43 Kapitel 7: Fanget i 47 sommeren Kapitel 8: Lus i lejren 51 Kapitel 9: Brønlunds 55 fortælling Kapitel 10: Kochs rejse 65 Kapitel 11: Sandheden 69 Kapitel 12: Blod og bjørne 71 Kapitel 13: Den kolde søvn 74 Kapitel 14: Barnerumpen 79 Trolle Kapitel 15: Slette omstændigheder 85 Kapitel 16: En brændt 91 dagbog Kapitel 17: På et loft i 93 Jylland Kapitel 18: En 96 multispektoral billedanalyse Kapitel 19: Velkommen 99 hjem Kapitel 20: Pressen skriver 105 Kapitel 21: 20.000 kilometer 111 på slæde Kapitel 22: Tilbage til 118 Grønland Kapitel 23: Venskabet med 124 Uncle Sam Kapitel 24: Eirik Raudes 129 Land Kapitel 25: Grønland bliver 133 dansk Kapitel 26: En sidste sang 136 Kolofon 140