Døden På Isen Mylius-Erichsens Sidste Rejse, Danmark- Ekspeditionen 1906-1908 Prolog - Hemmeligheden På Loftet
Total Page：16
File Type：pdf, Size：1020Kb
Jens Ejsing Døden på isen Mylius-Erichsens sidste rejse, Danmark- Ekspeditionen 1906-1908 Prolog - Hemmeligheden på loftet Du skal dø, Mylius-Erichsen. Først skal sult og tørst tære dit sul. Så skal kulde sløre dine tanker og lamme dine lemmer. Til sidst skal isbjørnen æde dit kød og havet opsluge dine knogler. I slutningen af november 1907 døde 35-årige Ludvig Mylius-Erichsen på isen i Nioghalvfjerdsfjorden i det nordøstligste af Grønland. Uden mad, uden brænde eller brændstof til at smelte sne til drikkevand bukkede han under for den ubegribeligt iskolde arktiske vinter med dens storme og temperaturer på langt under 30 minusgrader. Han døde udbrændt og ensom fjernt fra det Danmark, han året forinden havde forladt som leder af og initiativtager til den 28 mand store Danmark-Ekspeditionen, der 1906-1908 skulle kortlægge og udforske det ukendte Nordøstgrønland. Ekspeditionens resultater, opmålinger og ikke mindst dens mange dramatiske begivenheder har gjort den til den måske vigtigste og vildeste, danske videnskabelige ekspedition nogensinde. Den fik betydning for det dansk- amerikanske forhold i Arktis og var med til at sikre, at Danmark i 1930erne kunne gøre endeligt krav på hele Grønland. Mylius-Erichsens død har lige siden været en gåde og det største mysterium i dansk ekspeditionshistorie. Officielt blev hans lig aldrig fundet, undersøgt eller begravet af de andre deltagere, og sådan er historien om Mylius-Erichsens endeligt blevet fortalt i over 100 år. Men er historien en løgn af historiske dimensioner? Fandt en af de andre deltagere i virkeligheden Mylius- Erichsens lig på Nioghalvfjerdsfjorden? Men blev fundet fortiet, fordi det var så forfærdeligt og så svært at håndtere for ekspeditionen, at det ikke tålte dagens lys? Var der sket noget på fjorden, der var bedst tjent med at forblive en hemmelighed, og som kun en lille håndfuld betroede mænd på Danmark- Ekspeditionen blev indviet i? Nye dokumenter, tolkninger og opdagelser tegner et hidtil ukendt billede af Mylius-Erichsens død og afslører en sammensværgelse, hvor to mænd i april 1908 holdt et fortroligt møde i ekspeditionens lejr i Danmarkshavn, cirka 300 kilometer syd for Nioghalvfjerdsfjorden, og blev enige om at fortie sandheden. Måske blev endnu en deltager indviet i hemmeligheden. Dermed blev der helt bevidst lagt et røgslør over Mylius-Erichsens endeligt, der først nu, over 100 år senere, er ved at blive opløst af sandheden. Sløret bliver løftet af bl.a. grønlandskender Steffen Holberg. Han mener, at sandheden står skrevet i et kort fundet på et loft i Østjylland midt i 1980erne. Kortet er for nylig blevet scannet og analyseret af eksperter og har i den forbindelse givet nye og afgørende oplysninger fra sig. Steffen Holberg har i mange år beskæftiget sig med ekspeditionen, han har rejst i Grønland, han er medlem af det nordøstgrønlandske kompagni NANOK, og ifølge ham er den virkelige historie om Mylius-Erichsen »helt utrolig«. Steffen Holberg har i årtier beskæftiget sig med Danmark-Ekspeditionen. Han mener, at han har fundet svaret på, hvad der i virkeligheden skete på ekspeditionen til Nordøstgrønland fra 1906-1908. Kapitel 1 - Fest på toldboden 24. juni 1906 klokken 11.00 forlader ekspeditionsskibet »Danmark« Nordre Toldbod i København og sætter kursen mod Grønland. Honoratiores, familier, venner og godtfolk i tusindvis er mødt op for at ønske det ombyggede, norske hvalfangerskib »Magdalena« god vind. Om bord er de første 25 af 28 eventyrlystne mænd og 30 af de i alt 100 slædehunde, ekspeditionen skal bruge. Dertil kommer også det, der bliver kaldt Grønlands første automobil. En »luftafkølet E.L.G. Mobil (Kraftvogn) m/ saavel for- som baglæns gang« og »6 H.K«. Mylius-Erichsen mener at vide, at et automobil på fast og plan is er mere effektivt end en hundeslæde. Kraftvognen kommer dog aldrig for alvor i brug. Den ender sine dage i en snedrive og synker ved tøbrud i foråret 1907. Med på skibet er også store mængder pulversuppe købt med en 50 procents rabat af tyske C.H. Knorr, 9.000 gratis æsker tændstikker sponseret af De Forenede Danske Tændstikfabriker og rigeligt med konserveres fra fabrikken Danica. Der er provianteret for over 48.000 kroner. Berlingske Tidendes reportage fra ekspeditionens afrejse 23. juni 1906. Dér står han så, Mylius-Erichsen, på dækket af »Danmark« og vinker til folkemængden. Blandt dem d'herrer generalkonsul Valdemar Glückstadt og kommandør Gustav Frederik Holm, som ekspeditionen senere skal opkalde landområder i Nordøstgrønland efter. De sidder i ekspeditionskomiteen bag polareventyret, der på få år er vokset fra at være en af Mylius-Erichsens vidtløftigheder til at være et nationalt anliggende. Grønland skal udforskes i Danmarks navn. Takket være statsminister J.C. Christensen er Danmark-Ekspeditionen kommet på statsbudgettet. Staten ender med at betale cirka 193.000 kroner ud af de 282.000 kroner, som det arktiske foretagende i alt kommer til at koste. Man smiler på toldboden. Men man noterer sig også, at skibet, købt for 36.000 kroner, er rodet på dækket, og at stævnen ligger lige lovlig dybt i søen. En og anden har måske læst Mylius-Erichsens digt »Snestorm«, hvori han beskriver den polarrejsendes frygt for kuldedøden med ordene, »det er svært at dø, naar man ikke vil«. Og så er man bekymret over Mylius- Erichsens forbrug af ekspeditionens midler. Derfor har man i ekspeditionskomiteen set sig nødsaget til at begrænse hans adgang til midlerne. Men af sted kommer skibet. Glückstadt og Holm »tillader sig allerunderdanigst« at telegrafere til ekspeditionens protektor, kong Frederik VII, for at meddele, at »Danmark« er »afsejlet præcis Kl. 11«. Så hvorfor bekymre sig. Der er fest på Nordre Toldbod. Deltagerne Deltagere i Danmark-Ekspeditionen gengivet efter Achton Friis' bog »Danmark Ekspeditionen til Grønlands nordøstkyst 1906-08«: Forfatteren L. Mylius-Erichsen, ekspeditionens chef. Premierl. i marinen Alf Trolle, skibschef og næstkommanderende. Premierl. i generalstaben J.P. Koch, leder af de kartografiske arbejder. Premierl. i fodfolket N.P. Høegh Hagen, kartograf. Dr. A. Wegener fra Berlin, meteorolog og fysiker. Cand.phil. A. Lundager, botaniker. Stod.polyt. H. Jarner, geolog. Stud.mag. F. Johansen, zoolog. Lærer A.L.V. Manniche, ornitolog. Knud Christiansen, Peter Hansen og Charles Poulsen, matroser. Læge J. Lindhard. Underbådsmand Chr. B. Thostrup, sekretær. Premierl. i marinen H. Bistrup, 1. styrmand. G. Thostrup, 2. styrmand. J. Weinschenck, 1. maskinmester. H. Kofoed, 2. maskinmester. Nordmanden C.J. Ring, islods. Gundahl Knudsen, tømmermand. Nordmanden H. Hagerup, altmuligmand. Stud.med. P. Freuchen, meteorologens assistent. H. Jensen, hovmester. Jørgen Brønlund, Tobias Gabrielsen og Hendrik Olsen, grønlændere. Aage Bertelsen og Achton Friis, malere. Mindesten ved Nord Toldbod i København rejst til ære for deltagerne i Danmark-Ekspeditionen. Kapitel 2 - Den mørke side Mylius-Erichsen kan være svært godt tilfreds med sig selv. Den tanke, han første gang fostrede, da han i 1903-1904 overvintrede blandt eskimoer ved Kap York på den grønlandske vestkyst i forbindelse med Den Danske Literære Grønlands-Ekspedition, er blevet til virkelighed. Forfatteren, litteraten, reporteren og polarforskeren har på kort tid formået at realisere sin drøm om at rejse til det fjerne Nordøstgrønland og kortlægge og udforske det, som i begyndelsen af 1900-tallet er terra incognita. Det kræver sin mand, det kræver sit netværk, og det kræver sin vilje og energi. Samtidige fotografier foreviger da også en rank og nydeligt klædt herre med et selvsikkert blik og fipskæg. Her er en rastløs mand med sans for at iscenesætte sig selv og sine projekter. Hvilket bl.a. Peter Freuchen har øje for. Han træder som deltager i Danmark- Ekspeditionen sine arktiske barnesko, senere skal han selv blive en verdensberømt polarstjerne. Han kan i sine egne beskrivelser af rejsen ikke dy sig for at stikke til Mylius-Erichsen. »En polarekspedition var i de dage ikke så lidt af en sensation. Og Mylius- Erichsen gjorde ikke no(g)et til, at det skulle komme til at se mindre voveligt ud,« skriver Peter Freuchen, der ved et og andet om selviscenesættelse. Peter den Store, som eskimoerne kalder ham, opnår at blive en kendis i USA og er altid god for en historie. Bl.a. den om, hvordan han på en af sine polarrejser hugger sig gennem en isvæg med en mejsel formet af sin egen afføring. Man aner også en anden side af Mylius-Erichsen. En mørk side. En forfængelighed og en egensindighed, som han deler med ikke så få andre af datidens opdagelsesrejsende. Man aner sygelige træk af humørsvingninger med store nedture og opture. Man aner en stræben efter storhed, ære og berømmelse. Man aner en mand, der er villig til at risikere alt for at nå sit mål. En mand, der i et afgørende øjeblik sidst i maj 1907 vælger at begive sig ud på et slæderidt for at lede efter en sandhed, der bliver skæbnesvanger for ham selv og to andre mænd. Vigtige stednavne i NØ-Grønland. Kapitel 3 - Ukendt land I begyndelsen af 1900-tallet var de store opdagelsesrejsers tid ved at rinde ud. I Afrika havde H.M. Stanleys undsætning af Emin Pasha ved Albertsøen i 1880erne stort set vasket de sidste hvide pletter af det sorte kontinent, og i Arktis og Antarktis var de sidste af verdens ukendte egne ved at blive kortlagt. Danmark-Ekspeditionen skriver sig sammen med mænd som Robert Scott, Roald Amundsen, Robert Peary og Fridtjof Nansen og danskere som Peter Freuchen, Ejnar Mikkelsen og Knud Rasmussen og hans syv Thuleekspeditioner 1912-1933 ind i den store fortælling om udforskningen af Arktis og Antarktis. Efter syv ugers sejlads når de 28 mænd 17. august 1906 Danmarkshavn lidt nord for Koldewoyøerne på Grønlands nordøstkyst. Først må de dog gøre holdt i Frederikshavn for at stuve lasten om og reparere sejl og rå. Og købe et klaver for 270 kroner. Undervejs søger de også havn på Island og på Færøerne for at samle de sidste tre mænd og 70 hunde op.