Leopoldo Torre Nilssons F I M

Leopoldo Torre Nilssons f i m

a f Edgardo Cozarinsky

Leopoldo Torre Nilssons position i argentinsk definitionen af den nationale eller kontinentale film er højst mærkværdig. Hans film har vakt personlighed, en definition, som forventes at en international opmærksomhed, som ingen an bekræfte allerede eksisterende ideologiske eller dre argentinske film kan prale af; i sit hjem følelsesmæssige synspunkter. Som følge heraf lands intellektuelle cirkler betragtes han som er den individuelle kunstner, som ikke hen den mest fremtrædende nationale filmpersonlig giver sig til sublimeret folklore eller politisk hed, måske den eneste. Og dog rejser hans film inspirerede temoignages, udsat for anklagen for megen diskussion, en diskussion, hvori man al at dyrke kunsten for kunstens skyld. Når man tid er rede til at rejse spørgsmålet om instruk betragter Argentina, et land uden nogen in tørens kunstneriske indstilling. diansk kulturarv, præget af en stærk europæisk Det er en kedelig vane i latinamerikansk kul immigration siden firserne, er situationen noget turliv, at kunstnere sjældent vurderes i kraft anderledes - kunstneren føler sig nærmere Eu af deres skabende evner eller æstetiske resulta ropa end sin mexikanske eller peruvianske ter, men efter det omfang, i hvilket de af kollega. Ikke desto mindre er det betegnende, spejler en bestemt sydamerikansk virkelighed. at f. eks. Torre Nilsson har påkaldt sig større Manglen på en dybt rodfæstet kulturel tradi opmærksomhed i sit eget land med det åben tion indebærer, at man af kunsten forlanger lyst nationale emne i hans mindre betydelige

Leopoldo Torre Nilsson (til højre) sammen med Alf redo Alcon under indspilningen af „Un Guapo del 900“ „Un Guapo del 900“ (1960) end med hans støj, spøgte i denne metaforiske beretning om inspirerede „La Caida“ (1958). en mands flugt fra sin indre frygt, en flugt, der Argentinsk film har aldrig haft en kunstne var dømt til at slutte ved den samme høje mur, risk status, skønt den i slutningen af trediverne hvor den begyndte. „El Muro“ blev lavet på et og begyndelsen af fyrrerne opnåede en betyde tidspunkt, da der ikke produceredes uafhæn lig produktion og en omfattende sydamerikansk gige kortfilm i Argentina, og den blev lidt af udbredelse. En revision af de hellige misfostre, en begivenhed. der anses for at være de vigtigste film, som er Et af Torre Nilssons kæreste projekter på produceret i dette land, er et temmelig pine den tid var bearbejdelsen af „El Perjurio de la fuldt arbejde. Naive sociale melodramaer, fæd Nieve“ (Sneens mened), en historie af Adolf o relandshistorie i form af B-westerns, isolerede Bioy Casares, en af de argentinske forfattere, anstrengelser i retning af forfinelse, men ikke der, med Jorge Luis Borges i spidsen, omkring et eneste værk, der kan måles med internatio 1940 skabte en ny slags fantastisk fortælle nal målestok, eller som bærer det store talents kunst på spansk - et meget intellektuelt og for stempel. Mellem 1945 og 1955 opmuntrede finet udtryk for den metafysiske retning. Hvor Perow-regimet til protektion og streng censur, umuligt det end syntes at overføre Bioy Casa som bidrog til overfloden af i voksende grad res’ historie til lærredet, viste der sig dog en hybride produkter og tabet af det sydamerikan lejlighed sent i 1949, og Torre Nilsson in ske marked. I de sidste år er opstået et væld af struerede filmen sammen med sin far. Dens nye navne, en almindelig mangel på samling og titel var „El Crimen de Oribe“ (Oribes for nogle interessante titler. Leopoldo Torre Nils- brydelse). Historien var i sit indre ufilmisk, og son står bag de fleste af disse. forsøget på at presse den ned i en konventio Han blev født i Buenos Aires i 1924 som nel dramatisk terminologi (som det blev gjort søn af instruktøren Leopoldo Torres Rios; han af Art uro Cerretani i et uheldigt manuskript) er en nevø af fotografen Carlos Torres Rios og berøvede den megen mystik og charme. Det er voksede op i nær kontakt med filmproduktion. umuligt kort at referere historien: den inde Fra han var femten, arbejdede han som assi holdt et mirakel af tids-suspension, der fandt stent hos faderen på mere end et dusin spille sted i et isoleret hus på landet; en tålmodig film. (Torres Rios døde i april 1960. Han var rekapitulation af en bestemt dags hændelser for en af argentinsk films pionerer, og skønt hans at redde en lidende piges liv; og den indeholdt film meget blandet strakte sig fra populære en digter, der påtager sig en anden mands farcer til poetisk realisme, instruerede han i skyld for at fuldbyrde en tragisk skæbne. Så 1938 et mindeværdigt forsøg på et intimt dra danne overlitterære elementer overførtes ikke ma, „La Vuelta al Nido“ (Hjemkomsten til på nogen fyldestgørende måde, og gennem hele reden) i en stil, som han skulle vende tilbage filmen havde man en ubehagelig bevidsthed om til i sine sidste år). Hans mor er af svensk af Torres Rios’ klodsede behandling af mange sce stamning, en kendsgerning, der hyppigt henvi ner såvel som af Torre Nilssons bestræbelser ses til i det, der er blevet kaldt „det skandina på at skabe en visuel stemning af hemmelig viske træk“ i hans stil. Den unge Torre Nils- hedsfuld poesi. De sidste ti minutter syntes at son udviklede en lidenskab for filmkunsten og være en mere realistisk behandling af det cen en meget eklektisk litterær smag; begge dele trale tema i „El Muro“ og efterlod et meget kom til udtryk i forskellige ungdommelige pro kraftigt indtryk. En række meget jævne skue jekter som f. eks. en bearbejdelse af Lautré- spillerpræstationer gjorde yderligere skade i en amonts „Les Chants de Maldoror“ . film, som næppe er mere end en interessant II fiasko, men en af de mærkeligste i Argentina. I 1947 lavede Torre Nilsson sin første film, en Efter denne tvivlsomme debut måtte Torre kortfilm kaldet „El Muro“ (Muren). Stærkt Nilsson vælge imellem fortsat at være ubeskæf hæmmet af tekniske begrænsninger og i skyg tiget eller sammen med faderen at instruere gen af „Un Chien AndaIou“ gav den i det nogle rutineopgaver som „El Hijo del Crack“ mindste intenst udtryk for en personlig erfa (Fodboldheltens søn), om et populært idols ring. En lydside, der næsten udelukkende var familiebesværligheder, og „Corazon Fiel“ (Tro sammensat af ringende klokker og jernbane faste hjerte), en dreng-elsker-hund, hund-red -

90 der-dreng-historie, på hvis fortekster han ikke ceredes af et mindre, uafhængigt selskab, for nævntes. hvilket Torres Rios havde instrueret nogle po Først i 1953 kunne han atter iscenesætte en pulære succes’er i slutningen af fyrrerne. „Dias historie efter eget valg, og denne gang helt af de Odio“ henledte „Argentina Sono Film“s op ham selv. Det var en bearbejdelse af „Emma mærksomhed på den unge instruktør, og en Zunz“, en novelle af Jorge Luis Borges, der op kontrakt med dette, landets betydeligste pro rindeligt skulle indgå i en novelle-film. Denne duktionsselskab, blev snart indgået. På „Argen blev aldrig lavet, og Torre Nilsson fik en mu tina Sono Film“ havde Torre Nilsson større lighed for at udvide sit manuskript til 70 mi tekniske ressourcer at råde over, men for at nutters spilletid under titlen „Dias de Odio“ vinde producentens tillid måtte han påtage sig (Hadets dage). Denne urimelige længde på en en film med Tita Mer ello, en umådelig popu historie, der helt baserede sig på koncentreret lær komediant med en grov, sentimental til enkelhed, er skyld i dens mangler. Borges’ trækningskraft. „Para Vestir Santos“ (Bogsta usædvanlige studie i realisme i en kriminalfor veligt „At klæde helgener*' - et gammelt tællings form handler om en kvinde, der ud spansk udtryk for pebermøer, der ironisk siges fører en række banale og frygtelige gerninger, at forblive ugifte blot for at beskæftige sig hvis motiver først afsløres i den sidste sætning med fromme sager) fra 1954 var så vist min - de danner det omhyggelige alibi for en fuld dre utålelig end andre af hendes film, men der kommen hævnakt. På lærredet beholdt histo var intet, som en alvorlig instruktør kunne gøre rien, hvis virkning svækkedes af en udvidelse med arrangementet undtagen at sørge for en af sekundære episoder og en irrelevant roman præcis, glat overflade. tisk sidehandling, kun lidt af originalens kraft. Torre Nilssons næste film var langtfra til Ikke desto mindre har filmen en uimodståelig fredsstillende, men havde stor betydning for indre kvalitet, hvilket til dels skyldes dens kon udviklingen af hans stil. „Graciela** (1955) stante brug af speakerkommentar (den besatte var baseret på en spansk roman af Carmen La Emmas upersonlige, kønsløse stemme; hun i øv foret, „Nada" (Intet), der beskæftigede sig rigt spillet følsomt af Christian Galvé), og med en moralsk degenereret familie efter bor dels den fremstillede modsætning mellem en gerkrigen. Omplantet til Sydamerika mistede introvert, usædvanlig hovedperson og et hver historien mening, og dens besynderlige perso dagsmiljø. Hele filmen blev optaget on location ner behandledes i et forvirret manuskript (atter og indeholdt nogle pointerede beskrivelser af af A. Cerretani) som rene marionetter. Men på Buenos Aires’ ydre industrikvarterer. „Dias de et sådant ubetydeligt grundlag lavede Torre Odio“ var en økonomisk begrænset produktion Nilsson en første rå skitse af det, der skulle og stod i skarp modsætning til den konventio blive temaet i hans mere gennemtænkte vær nelle argentinske produktion på dette tidspunkt. ker - en halvvoksen pige (Elsa Daniel som i de Den er stadig et af Torre Nilssons mest indi senere film) i et hus, befolket af ondskabens viduelle arbejder. mørke præster. Set efter „La Casa del Angel" I slutningen af samme år instruerede han og „La Caida“ forekommer „Graciela" at være „La Tigra“ (Huntigeren), et værdiløst melo en forberedende øvelse, hvori Torre Nilsson drama om det jævne liv i byens udkanter, fyldt havde hengiver sig til sit elskede ekspressioni med klicheer i karakterisering og med en umu stiske billedsprog. Lys og skygge i stadigt vek lig dialog. Yndere af det pittoreske vil huske selspil, sammensatte kameravirkninger, skæve den prostitueredes sløve afklædning akkom vinkler, et flashback å la Sjoberg uden klip pagneret af Ravels „Le Jardin féerique“ fra mellem nutid og fortid . . . filmen var overlæs „Ma Mere L’Oye“ . „La Tigra" er et hastigt set, så at det grænsede til udslettelse af situa sammenbikset produkt, som dets instruktør vil tionerne og til blot at blive et teknisk orgie, foretrække at glemme, hvad han let kan - efter hvori man let kunne opdage instruktørens „fa mange censurbesværligheder, og efter at filmen voritter". Filmen var også den sidste, som var blevet strøget af den liste af nationale film, Torre Nilsson skulle instruere uden virkelig som det er obligatorisk at vise. Den blev kun interesse for emnet, men kun som et middel til vist i nogle få provinsbyer. at fuldkommengøre sin beherskelse af de filmi Både „Dias de Odio“ og „La Tigra“ produ ske udtryksmidler.

91 III Da Torre Nilsson besluttede sig til at filme I 1956 havde Torre Nilsson kun udrettet lidt Beatriz Guidos prisbelønnede roman „Huset af, hvad man kunne vente af en så følsom og med englen“ , indledtes et nyt, afgørende afsnit intellektuel personlighed. Hans ry for at være i hans karriere. I hvor høj grad og hvor positiv den eneste argentinske instruktør med en kul forfatterindens indflydelse på instruktøren har turel baggrund og fornemmelse for en visuel været, er blevet diskuteret med en tendens til at udformning hvilede kun på „Dias de Odio“, tilskrive hendes stærke personlighed visse af der, skønt meget ufuldkommen, var hans hidtil deres films ubehagelige aspekter. „En næsten mest værdifulde film. manisk forkærlighed11 for sex i puberteten, en De friere udtryksmuligheder, der fulgte af udtalt, men overfladisk anklage for religiøst Peron-regimets fald i september 1955, var for hykleri. Men ved en nøjere iagttagelse af Torre udsætningen for Torre Nilssons entusiastiske Nilssons arbejde i samarbejde med Beatriz beslutning om at producere en film uden for Guido afsløres tydeligt mønstre, der fandtes „Argentina Sono Film“ , i samarbejde med et i hans tidligere film, og indflydelsen viser sig mindre selskab. Resultatet var „El Protegido“ andre steder, i en bredere litterær udformning. (Protegeen), et værk, der i idé, manuskript og Under alle omstændigheder er deres film ikke instruktion var fuldstændigt hans eget. Det er resultater af modstridende opfattelser, men af en kølig „cronaca“, delvis mindende om An- et frugtbart, berigende samarbejde. tonioni, om et kærlighedsforhold mellem en I „La Casa del Angel“ (1956), der udspiller ung, ubeslutsom manuskriptforfatter og en pro sig i tyverne, løber to handlinger ad hver sin ducents ældre hustru. Miljøet gav Torre Nils bane for at mødes endeligt og voldsomt. Den son lejlighed til en bidende afsløring af kor ene drejer sig om Aha Castro, en ung datter ruption, stupiditet og politisk opportunisme, i en aristokratisk argentinsk familie, hvis før men også til et mere åndfuldt og raffineret spil ste nysgerrighed over for det erotiske mødes mellem fantasi og virkelighed. Personerne bag med hysterisk afsky af de bigotte katolske om kameraet gentager ubevidst scener, som de har givelser. I den anden handling følger vi Pablo været vidne til under optagelserne, og den fær Aguirre, en ung politiker, der gradvist opdager dige film antyder en udvej af deres situation, den indre korruption i sit parti og inden for skønt denne senere viser sig at lide af mindst den herskende klasse, som det støtter. Da han to overraskende skavanker. må duellere med en politisk modstander, væl Torre Nilssons undertiden påståede mangel ger man Castros’ have til opgøret. Natten før på interesse for sine personer passede glimren opholder Pablo sig hos Castros, og Ana brin de ind i en historie uden en eneste sympatisk ger en hellig medaljon til den romantiske helt, karakter. (Særligt ækel var producenten, en som hendes fantasi har omskabt ham til. I hans skryder med sikker forretningssans, en pæde- værelse bukker hun under for det, som måske rast, der i det skjulte tilskyndede til sin kones ikke i virkeligheden er en voldtægt, og bag kærlighedsaffære). „El Protegido" led para efter håber hun, at Pablos’ død vil udslette en doksalt nok af en overflod af stof - det satiri hver mindelse om hendes synd. Men den næste ske billede af filmverdenen, kærlighedsforhol morgen er det ham, som overlever, og hele det, manuskriptforfatterens private baggrund hendes liv bliver en lang, troldbunden erin (deriblandt nogle fortræffelige scener om mid dring om denne nat. (Historien er fortalt i delstands-tilværelsen og korte skitser af ørkes- flashbacks fra en nutid, hvori Pablo hver tors løse, unge mennesker, ikke uden lighed med Fel- dag besøger Castros forfaldne hus: her lytter linis ,,vitelloni“ ) fik snarere filmen til at virke han til faderens endeløse snakken om den spredt end fyldig. Filmen led også i høj grad svundne magt og får serveret te af en tavs, under den forkerte placering af den krukkede søvngængeragtig Aha. På en måde er han også Rosa Rosen i elskerindens rolle og af den stive en fortryllet fange af minderne). Guillermo Murray som manuskriptforfatteren. Filmen forløber uden fast struktur, som en Men til trods for disse svagheder er „El Pro- serie hændelser, der belyser karakterer og miljø. tegido“ stadig en af Torre Nilssons mest per Nogle er uimodståelige (Anas åbenbaring af sonlige film, på en interessant måde anderledes Valentino ved en hemmelig matiné), andre i tonen end hans senere arbejder. foruroligende (den fremmelige fætter, der læ-

92 Elsa Daniel {til højre) som den unge pige af aristokratisk familie i „La Casa del Angel“ fra 1956

rer hende at skaffe sig erotisk tilfredsstillelse mindelser, med Aha som et skælvende lys mel i „Højsangen1'), andre pudsige omend noget lem truende skygger. Elsa Daniel var af in søgte (en anarkistisk taxachauffør efterlader struktøren formet næsten som en maske, og efter en ophidset diskussion mor og tre døtre hendes optræden (der ikke egentlig kan kaldes i et maison de rendezvous'), undertiden klodse- spil) havde en mystik, som hun kun kunne sede (Anas chaperone indføres, uheldigt over give udtryk for under Torre Nilssons hænder. spillet af Yordana Fain). Den centrale konflikt „La Casa del Angel“ vakte stor opmærksom er uløst, og måske findes meget af filmens til hed blandt kritikerne i Cannes 1957 og blev trækning i dette - Torre Nilssons store evne udsendt i Frankrig, U. S. A. og Japan, ligesom ligger i at antyde og afdække i indirekte be den blev vist ved andre festivaler og i film lysning. Hvis forbindelserne mellem Anas og klubber i adskillige lande. Denne for en ar Pablos historier i „La Casa del Angel“ ikke gentinsk film enestående succes affødte ved skaber fuldstændig balance, er det, fordi filmen dens premiere i Buenos Aires (nogle måneder aldrig sigter mod en grundig dissektion af sam efter præsentationen i Cannes) en syrlig pole fundet, men mere intimt mod en piges første mik. Den vakte modvilje hos alle de mest ta virkelige fortrolighed med det onde, ikke med lentløse af de gamle inden for argentinsk film, den djævel, som hun er blevet opdraget til at og den placerede Torre Nilsson som landets frygte og sætte i forbindelse med naturen. mest interessante og kontroversielle instruktør. „La Casa del Angel“ er en impressionistisk Kontroversiel var i bogstaveligste forstand beskrivelse, spinkel, men fængslende, af en hans næste spillefilm „El Secuestrador“ (Kid splittet pubertet, der fører til skuffelse og fru napperen, 1958). (Efter „La Casa del Angel“ stration. Torre Nilssons brug af skarpe lyskon lavede Torre Nilsson to kortfilm for det natio traster og lange nærbilleder giver filmen en nale filminstitut „Precursores de la Pintura Ar drømmeagtig stemning, rig på udtryksfulde gentina" (Forløbere for argentinsk malerkunst)

93 og „Arboles de Buenos Aires“ (Buenos Aires’ kes, og pigen voldtages. Børnene glemmer for træer). „El Secuestrador“ blev lavet i fuldstæn et øjeblik at se efter deres spæde bror: han dig frihed på et tidspunkt, da der var en svær bliver bidt ihjel af en gris. Idet de bilder sig krise inden for industrien og desorganisering af selv ind, at han er blevet ført bort til legetøjs produktionen, og den er en af både Torre Nils- land, sætter de hans forsvinden i forbindelse sons og Beatriz Guidos favoritter. En af hen med bedemandens søn (et pertentligt småbor des noveller afgav ideen til manuskriptet. Ikke gerbarn, der har leget skjul i sin fars butik, desto mindre føler man sig tilbøjelig til at tro, gemt sig i en kiste, og som er kommet til syne, at dens foretrukne stilling snarere er udtryk for da barnet klagede sig). De forfølger ham, og en reaktion mod de ondskabsfulde angreb, der da de tror, at han har kidnappet spædbarnet, rettedes mod filmen, end skyldes en objektiv slår de ham ihjel. bedømmelse af dens værdier. „El Secuestrador“ fortjente naturligvis ikke Torre Nilsson og Beatriz Guido syntes i den den voldsomme kritik, som den bragte for da ne film at have befriet sig for deres hang til gen, men det er et spørgsmål, om dens ophavs- det frygtelige og morbide, og det chok, som mænd virkeligt nåede deres mål. Hvis denne var resultatet, viste sig at være for meget for skildring af uforfalsket skræk og virvar skulle publikum. I et af de slumkvarterer, der i de være en beskrivelse af aktuelle livsbetingelser, sidste ti år har omgivet Buenos Aires, stjæler havde en mere realistisk behandling været på en bande børn for at opretholde livet, uden at krævet. Ikke blot er den symbolske kidnapper, deres forældre, alkoholister ladt i stikken af med figurens poetiske bibetydninger, noget ude endemisk elendighed, tager sig af dem. Deres af trit; mange af bipersonerne (en afsindig fører, en halvvoksen dreng, er forelsket i en protestantisk præst, en dilettantisk pralhals) pige i nabolaget og tager hende med hen på bærer på en tung, litterær byrde, som, hvad en kirkegård for at elske hende i en tom krypt; der er det værste, er af en meget tvivlsom kva de angribes af opsynsmændene, drengen ban litet. Men som et strejftog ind i en verden,

Den gale præst og et par af drengene i den voldsomme ,E1 Secuestrador" fra 1958. Torre Nilssons foretrukne skuespillerinde Elsa Daniel som uskylden, der konfronteres med ondskaben i „La Caida“ fra 1958.

regeret af ondskaben og tilfældet, har filmen relse hos en astmatisk sengeliggende kvinde, en meget særegen rolle. Lovene for årsagssam hvis fire børn har overtaget ledelsen af hjem menhænge synes afskaffet, ulykker slippes met. Albertinas møde med verdens ukendte ustandselig løs, vold og blodsudgydelser er trusler begynder med deres stille grusomhed og hver dagsfænomener: de er af filmens personer seksuelle fremmelighed. Den konventionelle, accepterede kendsgerninger, og viljen til at leve katolske og politisk reaktionære sagfører, som på disse vilkår giver slutscenen en dyster skøn hun møder, søger at få hende anbragt i sun hed - efter at have fået den vogn, hvorfra de dere omgivelser, men hun bliver hos børnene, kan sælge slik, og som de altid har drømt om, fordi hun påstår, at hun vil holde øje med drager børnene bort med deres halvvoksne ven dem, i virkeligheden fordi hun er tiltrukket af ner, atter forenet i alt for tidlige fælles skuffel deres lukkede verden. Men efter at de har ser, og gør groft grin med et forbipasserende ladet deres mor dø („den stakkel led så me ligtog; et kort glimt viser tilskuerne den fami get"), gribes hun af skyldfølelse og oplever sit lie, der sørger over det barn, som de har dræbt. første sammenstød med tilværelsen: den utro Denne brutale livsbekræftelse er måske filmens lige, velbeslåede onkel, soro de altid har talt største aktiv, og den giver i et koncentrat dens om, den opdagelsesrejsende, der skrev så spæn søgen efter en besk poesi ved fordybelsen i det dende breve, viser sig at være en ensom, skuffet fortvivlede og det makabre. mand, der hele tiden drømte om den søde Al „La Caida“ (Faldet, 1958), bygget på en ro bertina, som hans søster skrev om, og som man af Beatriz Guido, konfronterer atter uskyl i virkeligheden ønsker at underkaste sig hende den (igen i Elsa Daniels blonde og skrøbelige ved hjælp af kærligheden, ganske som sagføre fremtoning) med ondskaben (denne gang ikke ren, hun forlod. Albertina løber bort, onkel blot en skummel forsamling af ondskabsfulde Lucas følger efter hende, og filmen slutter med drenge, men også en velhavende sagfører og et billede af børnene, atter alene. børnenes usete eventyrlige onkel). Albertina Denne pirrende historie er fortalt på en ellip forlader sine tanter på landet for at studere tisk måde, som giver filmen en forbløffende til litteratur i Buenos Aires. Hun lejer dér et væ trækningskraft. Meget af dens virkning afhæn-

95 ger af, hvorledes børnene opfattes - hvis til for de tre timer, som Stevens’ „Giganten" spil skueren er villig til at tro på deres „rene“ per ler i, varer „Fin de Fiesta" kun 95 minutter. versitet, vil „La Caida“ gøre et dybt indtryk Torre Nilsson bestræbte sig på at opnå en vi på ham; ellers vil han forblive uberørt. Nøglen suelt fortællende syntese, men manuskriptet er til Albertina findes ikke blot i hendes navns mindre omfattende, end det er usammenhæn litterære allusioner. I en boghandel beder hun gende: betydningsfulde episoder fra romanen om „La Prisonniére“ og „Le Temps Retrouvé“, optræder i filmen uden indbyrdes sammen i et flashback til hendes tidligere tilværelse på hæng, mange situationer forekommer irrelevan landet ses hun lidenskabeligt læsende i Thomas te eller som en dødvægt. Leonardo Favios ud Manns „Troldfjeldet“ . Konflikten mellem den tryksløse gengivelse af Adolfos samvittigheds virkelighed, hun søger at skabe for sig selv, og kriser gør enhver identifikation med figurens den, som hun er i, har sin træge parallel i den tilstand umulig, og Arturo Garcia Buhr som nedladende sagfører, en karakter, der er tegnet „Caudillo“ ’en og Lautaro Murua som Guastavi- med fin sans for dens rolle i det argentinske no, hans lejemorder, overskygger ham nemt. samfund. De scener, hvori der afsløres en finere indsigt „La Caida“ har nogle svage partier (især en (Adolfos nytårsaftens-eventyr, det dystre kær- scene fra en natklub, der skal symbolisere hel lighed-had-forhold mellem Guastavino og hans vede), og den er absolut eksalteret i sin visuelle elskerinde), opvejer omend væsentligt i sig selv forsiring, men måske har ingen anden film af kun perifert. Helhedsindtrykket er et værk af Torre Nilsson og Beatriz Guido en mere væ pletvis åndfuldhed og enkelte stærke virknin sentlig fornemmelse for det mystiske eller illu ger. strerer bedre den særlige følelse for det onde, I „Fin de Fiesta" bragte Torre Nilsson det som gennemtrænger deres værker, og som er tema i forgrunden, som dukkede op i „La Casa nærmere en protestantisk følelse end de katol del Angel", og som kunne spores i hans por ske miljøer, som de ynder at skildre. træt af sagføreren i „La Caida". Beatriz Gui IV dos roman analyserede en argentinsk politiker „La Casa del Angel“ og „El Secuestrador“ personlighed fra tyverne og trediverne, og fil produceredes af „Argentina Sono Film“ , „La men indeholdt mange aktuelle begivenheder, Caida" af Torre Nilsson for samme selskab. som f. eks. mordforsøget i kongressen på en I 1959, da han besluttede sig til at filmatisere berømt modstander. Dette forårsagede offent Beatriz Guidos seneste roman „Fin de Fiesta", lige uroligheder, da filmen havde premiere, og dannede han et uafhængigt produktionsselskab beviste, hvis man havde brug for bevis, at for sammen med dr. Néstor Gaffel, der er kritiker tidige stridsspørgsmål stadig er meget levende og en foretagsom udlejer (den første, der brag i Argentina i 1960. „Fin de Fiesta" tiltalte te svenske og polske film til Argentina). „Pro- venstreorienterede, som havde været meget for ducciones Angel" er navnet på deres selskab. knytte over Torre Nilssons tidligere film, og „Fin de Fiesta" (1959) blev forberedt og Højre anklagede den for at stille konservative produceret med den yderste omhu, og dens del uregelmæssigheder til skue, mens den tav om vise fiasko er derfor højst betegnende. Dens det diktatoriske Peron-regime, som efterfulgte emne er Mariano Peha Braceras’ storhed, for dem. Skønt man må indrømme umuligheden af fald og fald, en „caudillo", denne typiske syd i dag i en argentinsk film at vise romanens op amerikanske demagog med en sentimental for rindelige slutning (som bittert satte „caudil- kærlighed for det udannede, set gennem hans lo“’ens død i kontrast til diktatorens frem nevø Adolfs øjne, en oprørsk ynglings øjne. gang), må man ikke desto mindre beklage en „Caudillo" ’ens familieliv og politiske aktivitet vis tvetydighed i filmens næsten lykkelige slut er indpasset i et livligt billede, der giver et ning. tværsnit af argentinsk livsudfoldelse i trediver Den kritiske opmuntring, som blev ydet dette ne, og romanens store rigdom på begivenheder forsøg på at skildre nationale spørgsmål i re fordrede, hvis den skulle følges, en film af et alistiske vendinger er måske den rette at dadle specifikt omfang, hvor individuelle karakterer for Torre Nilssons næste film, hans mindst til og det samfund, hvortil de hørte, skulle ses fredsstillende i årevis. „Un Guapo del 900“ i konstant konflikt og udvikling. Men i stedet (En skrap dreng fra 1900, 1960) var en be-

96 Lautaro Murua som den lejede revolvermand i „Fin de Fiesta" (1959).

Alfredo Alcon og Arturo Garcia Bubr som „guapo“en og „caudillo“en i „Un Guapo del 900“ (1960). Francisco Rabal og Elsa Daniel i en Bergman-lignende opstilling fra „La Mano en la Trampa" (under indspil ning) .

arbejdelse af Samuel Eichelbaums skuespil af d'Or“ for kreolere; der bød sig også mulig forfatteren og Torre Nilsson. Skuespillet er et heder for en psykologisk og sociologisk under eksempel på professionelt teaterhåndværk, over søgelse af sydamerikanske adfærdsmønstre og bevisende, omend konventionelt i karakterteg myter (virilitetens kult, politik opfattet som ning og i litterær henseende pauvert. Torre udvidede personlige bekendtskaber), som har Nilsson må have følt sig tiltrukket af dets di overlevet århundredskiftet. Torre Nilsson ud rekte udstråling, og besluttede sig til ikke at forskede dette område i en politisk toneart, der omskrive dele af dialogen, som på lærredet var beslægtet med den fra „Fin de Fiesta", lyder retorisk eller flovt, i et forsøg på at ud men han kunne ikke forvandle personerne til styre filmen med en ægte, populær følelse net andet end slidte mannequiner, der afleverede op ved at bevare skuespillets rå, enkle kraft. opstyltede klicheer. (Spillet fik dog et helheds Historien rummer vægtigt og udmærket stof: præg, som ikke er almindeligt i argentinsk film, en „caudillo“ ’s trofaste bodyguard dræber sin og der var bl. a. en usædvanlig præstation af chefs unge elsker, en modstander, og nægter Alf redo Alcon som ,,guapo“’en). En omhygge derefter at gøre rede for sine motiver for at lig udførelse af dekorationer og kostumer værne „caudillo“ ’ens ære. Konfronteret med svækkedes af en for stor dosis lokalkolorit sin chefs reaktion, der er karakteristisk for en i gadescenerne, som f. eks. i den første sekvens, mere forfinet overklasse, udvikler han efter der var på kanten af turist-sightseeing. Torre hånden selv en følelse af individuelt ansvar. Nilsson holdt sit tekniske fyrværkeri på af Et stramt og klart manuskript kunne ud af det stand af emnet. te have fået noget i retning af en „Casque Skønt „Un Guapo del 900“ til det yderste

98 var en hul film, blev den prist som Torre ud i selvødelæggelse. Filmen er planlagt at Nilssons første vigtige præstation af de samme være færdig i februar 1961. journalister, som afviste „La Caida“ . Grunden Blandt Torre Nilssons projekter er en am hertil er klar: et ukonventionelt talent syntes at bitiøs version af det nationale epos, „Martin vælge den slagne vej. Filmen blev også, hvad Fierro“ af José Hernandez, der skal indspilles der var lettere at forudsige, en enorm kommer i Cinemascope og farver. Han har i et inter ciel succes. view for nylig tilstået sin frygt for dette gigan tiske arbejde, men også erklæret sin interesse V for at lægge et samtidigt perspektiv ind i dig I november 1960 begyndte Torre Nilsson op tet. Men endnu er der intet om denne produk tagelserne af „La Mano en la Trapa“ (Hånden tion. i fælden) efter en novelle af Beatriz Guido, Torre Nilsson er uden tvivl det betydeligste hvormed det samarbejde, der blev afbrudt af talent, der for øjeblikket arbejder inden for „Un Guapo del 900“, blev genoptaget. Manu argentinsk film. Hans vilje til at søge nye veje skriptet lover en opmuntrende tilbagevenden til efter vellykkede arbejder kan lede ham ud stemningen fra „La Caida“, med foruroligende i fejltagelser som i „Un Guapo del 900“, men gotiske elementer. Elsa Daniel spiller en ung det er et umiskendeligt tegn på en sund non- pige, der er besluttet på at afsløre en familie konformisme i forbindelse med egne resultater, hemmelighed; hendes efterforskning bringer og det kan føre ham til bedrifter, om hvilke det hende i forbindelse med to mænd og til slut er umuligt at spå.

DANSKE FILMATELIERER II:

Et fotografatelier i en tagetage i Jorcks Passage, nær ni", der oprindeligt hed „A/S Det stumme Teater", mere bestemt i Vimmelskaftet 42 - i samme opgang som blev stiftet den 29.12.1909 og begyndte sin virksom Berlitz School blev i årene 1910-11 anvendt som hed i 1910. Selskabet ophørte med at producere film filmatelier for to danske produktionsselskaber: „Bio- ved udgangen af 1911. I atelieret i Jorcks Passage op rama“ og „Regia Kunstfilms Compagni". „Biorama", tog man bl. a. indendørsscenerne til „Biorama“s „Kø der oprindeligt var et udlejningsselskab, begyndte at benhavn ved N at" og Valdemar Psilanders debutfilm producere film i 1909. I 1912 flyttede det til Emdrup, „Dorian Grays Portræt", optaget af „Regia". hvor der byggedes et atelier dér, hvor nu Emdrupborg På billedet ses direktøren for „Biorama", Søren Niel ligger, og samtidig skiftede selskabet navn til „Film sen, i atelieret i Jorcks Passage, omgivet af forskellige fabrikken Skandinavien". „Regia Kunstfilms Compag familiemedlemmer. Al. E.