Leopoldo Torre Nilssons F I M
Total Page：16
File Type：pdf, Size：1020Kb
Leopoldo Torre Nilssons f i m a f Edgardo Cozarinsky Leopoldo Torre Nilssons position i argentinsk definitionen af den nationale eller kontinentale film er højst mærkværdig. Hans film har vakt personlighed, en definition, som forventes at en international opmærksomhed, som ingen an bekræfte allerede eksisterende ideologiske eller dre argentinske film kan prale af; i sit hjem følelsesmæssige synspunkter. Som følge heraf lands intellektuelle cirkler betragtes han som er den individuelle kunstner, som ikke hen den mest fremtrædende nationale filmpersonlig giver sig til sublimeret folklore eller politisk hed, måske den eneste. Og dog rejser hans film inspirerede temoignages, udsat for anklagen for megen diskussion, en diskussion, hvori man al at dyrke kunsten for kunstens skyld. Når man tid er rede til at rejse spørgsmålet om instruk betragter Argentina, et land uden nogen in tørens kunstneriske indstilling. diansk kulturarv, præget af en stærk europæisk Det er en kedelig vane i latinamerikansk kul immigration siden firserne, er situationen noget turliv, at kunstnere sjældent vurderes i kraft anderledes - kunstneren føler sig nærmere Eu af deres skabende evner eller æstetiske resulta ropa end sin mexikanske eller peruvianske ter, men efter det omfang, i hvilket de af kollega. Ikke desto mindre er det betegnende, spejler en bestemt sydamerikansk virkelighed. at f. eks. Torre Nilsson har påkaldt sig større Manglen på en dybt rodfæstet kulturel tradi opmærksomhed i sit eget land med det åben tion indebærer, at man af kunsten forlanger lyst nationale emne i hans mindre betydelige Leopoldo Torre Nilsson (til højre) sammen med Alf redo Alcon under indspilningen af „Un Guapo del 900“ „Un Guapo del 900“ (1960) end med hans støj, spøgte i denne metaforiske beretning om inspirerede „La Caida“ (1958). en mands flugt fra sin indre frygt, en flugt, der Argentinsk film har aldrig haft en kunstne var dømt til at slutte ved den samme høje mur, risk status, skønt den i slutningen af trediverne hvor den begyndte. „El Muro“ blev lavet på et og begyndelsen af fyrrerne opnåede en betyde tidspunkt, da der ikke produceredes uafhæn lig produktion og en omfattende sydamerikansk gige kortfilm i Argentina, og den blev lidt af udbredelse. En revision af de hellige misfostre, en begivenhed. der anses for at være de vigtigste film, som er Et af Torre Nilssons kæreste projekter på produceret i dette land, er et temmelig pine den tid var bearbejdelsen af „El Perjurio de la fuldt arbejde. Naive sociale melodramaer, fæd Nieve“ (Sneens mened), en historie af Adolf o relandshistorie i form af B-westerns, isolerede Bioy Casares, en af de argentinske forfattere, anstrengelser i retning af forfinelse, men ikke der, med Jorge Luis Borges i spidsen, omkring et eneste værk, der kan måles med internatio 1940 skabte en ny slags fantastisk fortælle nal målestok, eller som bærer det store talents kunst på spansk - et meget intellektuelt og for stempel. Mellem 1945 og 1955 opmuntrede finet udtryk for den metafysiske retning. Hvor Perow-regimet til protektion og streng censur, umuligt det end syntes at overføre Bioy Casa som bidrog til overfloden af i voksende grad res’ historie til lærredet, viste der sig dog en hybride produkter og tabet af det sydamerikan lejlighed sent i 1949, og Torre Nilsson in ske marked. I de sidste år er opstået et væld af struerede filmen sammen med sin far. Dens nye navne, en almindelig mangel på samling og titel var „El Crimen de Oribe“ (Oribes for nogle interessante titler. Leopoldo Torre Nils- brydelse). Historien var i sit indre ufilmisk, og son står bag de fleste af disse. forsøget på at presse den ned i en konventio Han blev født i Buenos Aires i 1924 som nel dramatisk terminologi (som det blev gjort søn af instruktøren Leopoldo Torres Rios; han af Art uro Cerretani i et uheldigt manuskript) er en nevø af fotografen Carlos Torres Rios og berøvede den megen mystik og charme. Det er voksede op i nær kontakt med filmproduktion. umuligt kort at referere historien: den inde Fra han var femten, arbejdede han som assi holdt et mirakel af tids-suspension, der fandt stent hos faderen på mere end et dusin spille sted i et isoleret hus på landet; en tålmodig film. (Torres Rios døde i april 1960. Han var rekapitulation af en bestemt dags hændelser for en af argentinsk films pionerer, og skønt hans at redde en lidende piges liv; og den indeholdt film meget blandet strakte sig fra populære en digter, der påtager sig en anden mands farcer til poetisk realisme, instruerede han i skyld for at fuldbyrde en tragisk skæbne. Så 1938 et mindeværdigt forsøg på et intimt dra danne overlitterære elementer overførtes ikke ma, „La Vuelta al Nido“ (Hjemkomsten til på nogen fyldestgørende måde, og gennem hele reden) i en stil, som han skulle vende tilbage filmen havde man en ubehagelig bevidsthed om til i sine sidste år). Hans mor er af svensk af Torres Rios’ klodsede behandling af mange sce stamning, en kendsgerning, der hyppigt henvi ner såvel som af Torre Nilssons bestræbelser ses til i det, der er blevet kaldt „det skandina på at skabe en visuel stemning af hemmelig viske træk“ i hans stil. Den unge Torre Nils- hedsfuld poesi. De sidste ti minutter syntes at son udviklede en lidenskab for filmkunsten og være en mere realistisk behandling af det cen en meget eklektisk litterær smag; begge dele trale tema i „El Muro“ og efterlod et meget kom til udtryk i forskellige ungdommelige pro kraftigt indtryk. En række meget jævne skue jekter som f. eks. en bearbejdelse af Lautré- spillerpræstationer gjorde yderligere skade i en amonts „Les Chants de Maldoror“ . film, som næppe er mere end en interessant II fiasko, men en af de mærkeligste i Argentina. I 1947 lavede Torre Nilsson sin første film, en Efter denne tvivlsomme debut måtte Torre kortfilm kaldet „El Muro“ (Muren). Stærkt Nilsson vælge imellem fortsat at være ubeskæf hæmmet af tekniske begrænsninger og i skyg tiget eller sammen med faderen at instruere gen af „Un Chien AndaIou“ gav den i det nogle rutineopgaver som „El Hijo del Crack“ mindste intenst udtryk for en personlig erfa (Fodboldheltens søn), om et populært idols ring. En lydside, der næsten udelukkende var familiebesværligheder, og „Corazon Fiel“ (Tro sammensat af ringende klokker og jernbane faste hjerte), en dreng-elsker-hund, hund-red - 90 der-dreng-historie, på hvis fortekster han ikke ceredes af et mindre, uafhængigt selskab, for nævntes. hvilket Torres Rios havde instrueret nogle po Først i 1953 kunne han atter iscenesætte en pulære succes’er i slutningen af fyrrerne. „Dias historie efter eget valg, og denne gang helt af de Odio“ henledte „Argentina Sono Film“s op ham selv. Det var en bearbejdelse af „Emma mærksomhed på den unge instruktør, og en Zunz“, en novelle af Jorge Luis Borges, der op kontrakt med dette, landets betydeligste pro rindeligt skulle indgå i en novelle-film. Denne duktionsselskab, blev snart indgået. På „Argen blev aldrig lavet, og Torre Nilsson fik en mu tina Sono Film“ havde Torre Nilsson større lighed for at udvide sit manuskript til 70 mi tekniske ressourcer at råde over, men for at nutters spilletid under titlen „Dias de Odio“ vinde producentens tillid måtte han påtage sig (Hadets dage). Denne urimelige længde på en en film med Tita Mer ello, en umådelig popu historie, der helt baserede sig på koncentreret lær komediant med en grov, sentimental til enkelhed, er skyld i dens mangler. Borges’ trækningskraft. „Para Vestir Santos“ (Bogsta usædvanlige studie i realisme i en kriminalfor veligt „At klæde helgener*' - et gammelt tællings form handler om en kvinde, der ud spansk udtryk for pebermøer, der ironisk siges fører en række banale og frygtelige gerninger, at forblive ugifte blot for at beskæftige sig hvis motiver først afsløres i den sidste sætning med fromme sager) fra 1954 var så vist min - de danner det omhyggelige alibi for en fuld dre utålelig end andre af hendes film, men der kommen hævnakt. På lærredet beholdt histo var intet, som en alvorlig instruktør kunne gøre rien, hvis virkning svækkedes af en udvidelse med arrangementet undtagen at sørge for en af sekundære episoder og en irrelevant roman præcis, glat overflade. tisk sidehandling, kun lidt af originalens kraft. Torre Nilssons næste film var langtfra til Ikke desto mindre har filmen en uimodståelig fredsstillende, men havde stor betydning for indre kvalitet, hvilket til dels skyldes dens kon udviklingen af hans stil. „Graciela** (1955) stante brug af speakerkommentar (den besatte var baseret på en spansk roman af Carmen La Emmas upersonlige, kønsløse stemme; hun i øv foret, „Nada" (Intet), der beskæftigede sig rigt spillet følsomt af Christian Galvé), og med en moralsk degenereret familie efter bor dels den fremstillede modsætning mellem en gerkrigen. Omplantet til Sydamerika mistede introvert, usædvanlig hovedperson og et hver historien mening, og dens besynderlige perso dagsmiljø. Hele filmen blev optaget on location ner behandledes i et forvirret manuskript (atter og indeholdt nogle pointerede beskrivelser af af A. Cerretani) som rene marionetter. Men på Buenos Aires’ ydre industrikvarterer. „Dias de et sådant ubetydeligt grundlag lavede Torre Odio“ var en økonomisk begrænset produktion Nilsson en første rå skitse af det, der skulle og stod i skarp modsætning til den konventio blive temaet i hans mere gennemtænkte vær nelle argentinske produktion på dette tidspunkt. ker - en halvvoksen pige (Elsa Daniel som i de Den er stadig et af Torre Nilssons mest indi senere film) i et hus, befolket af ondskabens viduelle arbejder. mørke præster. Set efter „La Casa del Angel" I slutningen af samme år instruerede han og „La Caida“ forekommer „Graciela" at være „La Tigra“ (Huntigeren), et værdiløst melo en forberedende øvelse, hvori Torre Nilsson drama om det jævne liv i byens udkanter, fyldt havde hengiver sig til sit elskede ekspressioni med klicheer i karakterisering og med en umu stiske billedsprog.