Et fremragende hold skuespillere (Mario Adorf, Angela Winkler, Daniel Olbrychski, Tina Engel, Katharina Thalbach og Charles Aznavour m.fl.) leverer yderst dækkende præstationer omkring stjernen sine qua non, Film ene den lille David Bennent, som er Oskar, et vræng-billede af en roman-helt, en ondskabs­ fuld purk, et grotesk tidssymptom, et Hitlerti­ rekte eventyrlige realisme og sælsomme sur­ dens jesusbarn, en bizar dæmon, efter hvis Bliktrommen reale poesi, baseret på en blanding af tysk forførende musik, menneskene, allerede vant gotik og barok absurditet. Gader, huse, forret­ til demagogernes lokkeråb, må danse. Ben­ Instruktør: Volker Schlondorff ninger, varer, interiører, plakater, dragter, nent er mere overbevisende end nogen sporvogne - alt vidner om en pertentlighed i kunne have forestillet sig. Alt sammen ud­ En filmatisering af Giinter Grass’ berømte ro­ rekonstruktionen, som yderligere dokumente­ mærket. Filmen, hvis tilblivelse blev fulgt med man »Die Blechtrommel« (1959) må nødven­ res i billedværket om filmen og optagelserne. enestående opmærksomhed i pressen, bæ­ digvis høre til den type filmatiseringer, der gør rer fra først til sidst præg af, at den er resul­ en dyd af nødvendigheden og fremstår som David Bennent og Mario Adorf i tatet af en gruppe højtbegavede professiona­ det, de er, nemlig en filmadaption af en bog. scene fra »Bliktrommen« listers målrettede slid. Intet er overladt til til- For mens der er filmatiseringer, hvor det op­ rindelige litterære forlæg er så lidet kendt eller betydningsløst, at filmen kan fremtræde som et helt selvstændigt værk, er filmatiseringer af klassikere og bestsellers, altså bøger med en solid og - inden for et bestemt tidsrum, i det mindste - urokkelig status, nødsaget til at tage i betragtning, at de generelt fremstår som dependente værker, bøger i filmform. Selvfølgelig kan man godt i teorien forfægte det synspunkt, at filmen skam er et selvstæn­ digt kunstværk, som ikke bør revse eller rev­ ses af det oprindelige værk. Men når det dre­ jer sig om et så velkendt værk, og når filmen ydermere, igennem sin tilblivelse og distribu­ tion, selv energisk har markeret referencen til det litterære forlæg, er det praktisk umuligt og da også forkert at betragte romanen og filmen som to, principielt autonome værker. Sådan må det åg med en højt berømmet nyklassiker som Grass’ første (og bedste) ro­ man, der - i til sammen tre millioner eksem­ plarer - står uantastet som en unwiederhol- bar genistreg i tysk efterkrigslitteratur. At gen­ tage det ugentagelige i filmisk form må nød­ vendigvis få præg af illustration, og Schlon- dorffs filmatisering efter et manuskript udar­ bejdet i samråd med forfatteren, et produkt af forlæggets diktat og nødvendighed, byder da også først og fremmest på illustrationer - i det store og hele fremragende illustrationer, men trods alt kun illustrationer. Schlondorff, der stod i lære hos Melville, Resnais og Malle, har først og fremmest dyr­ ket filmatiseringen, betydeligst i debut’en »Der junge Torless« (efter Robert Musil) og med størst kommerciel succes i »Die verlor- ene Ehre der Katharina Blum« (efter Heinrich Boil). Som instruktør er han først og fremmest dygtig. Det mest slående ved hans 2V2 time lange billedliggørelse af (de første to tredje­ dele af) Grass' omfangsrige roman er, hvor dygtigt den er udført. Ganske vist er der, som det let kan ske når lange romaner skal koges ned til et filmisk resumé, især i sidste del, sce­ ner der ikke når at komme i gang og folde sig ud, før de er slut, og der er overspringelser og sammentrækninger der gør handlingsgangen abrupt og uklar (f.eks. burde et optaget afsnit om jøden Fajngold, der, hjemkommen fra Treblinka, overtager Matzeraths butik, ikke være skåret fra - jf. Schlondorff & Grass’ store billedværk, s. 168 ff.). Men det gamle Danzig er genskabt med forbløffende atmo­ sfære i billeder, der rummer netop den kor­

182 fældighederne, alt er minutiøst tilrettelagt magisk, auditivt virkemiddel. Og det er måske BLIKTROMMEN (hvad også Schlondorffs publicerede dagbog også forklaringen på, at tæmningen ikke rigtig Die Blechtrommel. Vesttyskland Frankrig 1979. Dist: United Artists. P-selskab: Franz Seitz Film- fra optagelserne vidner om). Man er gået kommer til at indtage den på én gang realisti­ Bioskop Film-Artemis Film-Hallelujah Film-GGB 14. frem med pertentlig planmæssighed, hvad ske og allegoriske rolle i historien, der åben­ KG/Argos Film. I samarbejde med Jadran Film (Ju­ der måske også er meget forståeligt, når det bart er tiltænkt den. Der er faktisk kun én goslavien) og Film Polski (Polen) samt Hessischen drejer sig om tysk films hidtil dyreste produk­ scene, hvor trommespillet giver mening på Rundfunk. Ex-P: Franz Seitz. P: Eberhard Junkers- dorf. P-ledere: Siegfried Hofbauer, Herbert Kerz. tion. Man har tænkt så det knagede, puklet og begge planer, nemlig det store, virtuost iscen- l-ledere: Luis Mayr, Giinther Stocklov, Ute Ehmke. gjort sig umage. satte nazimøde, hvor Oskar, skjult under tri­ Instr: Volker Schlondorff. Instr-ass: Alexander E. v. Og heri ligger filmens styrke såvel som bunen, trommer mødet sønder og sammen, Richthofen, Branko Lustig, Manus: Jean-Claude Carriø-e, Volker Schlondorff, Franz Seitz. Dialog: dens svaghed. Resultatet er et imponerende, så den nazistiske disciplin går i opløsning, de Giinther Grass. Efter: Roman af Giinther Grass. respektaftvingende værk. Men samtidig er det fremstrakte arme begynder at svaje til »An Foto: Igor Luther Ass: Peter Arnold, Nikolaus Stark- et værk, som ikke rummer bare ét lille spon­ der schonen blauen Donau«, der omsider meth. Farve: Eastman. Klip: Suzanne Baron. Ark: tant øjeblik, hvor tingene lykkes og brikkerne stædigt bryder frem af militærorkestrenes Nicos Perakis. Dekor: Bernd Lepel. Rekvis: Franz Bauer, Christian Lenz, Thomas Schulz. Kost: Dag­ falder på plads, uden at Schlondorff og hans kaos og forvandler alt til en hvirvlende folke­ mar Niefind/Ass: Inge Meer, Yoshy Yabara. Musik: team har bakset med det og kæmpet for det, fest. Maurice Jarre. Incidentalmusik: Friedrich Meyer. ikke et lille kreativt lykketræf, hvor filmen Ud over i denne scene er det heller ikke Tone: Walter Grundauer, Makeup: Rino Carboni, Alfredo Tiberi. Fransk stab: P-leder: André Heinrich, glemmer, at den er tysk films dyreste og hidtil lykkedes komponisten Maurice Jarre at bruge l-leder: Jean-Claude Mouliere. instr-ass: Richard ærgerrigste udspil, ikke et lille åndehul, hvor dette ellers oplagte musikalske motiv til no­ Malbéqui. Dekor: Dominique Antony, Rekvis: den glemmer, at den er en ærbødig filmatise­ get. Han har komponeret et smukt, melan­ Pierre Audouard. Kost: Renée Miquel/Jugoslavisk ring af Giinter Grass’ litterære kraftpræstation kolsk tema, brudt af skingre, forvrængede stab: P: Donko Buljan. P-ledere: Emir Cejvan, Marko Vrdoljak. Instr-ass: Branco Lustig, Slavko og bare bliver - film. Og heri ligger måske klangekko'er, men i betragtning af, at det for Andres. Ark: Tihomir Piletic, Zeljko Senecic/Ass: også årsagen til den anden indvending, man så vidt drejer sig om en film der handler om Stanislav Dobrinc. Rekvis: Ivo Baltic, Ivo Stjepan. kunne rette mod filmen som helhed, sådan en - lidt speciel - musiker, er det påfaldende, Kost: Marko Cerovec, Anica Franjo. makeup: Mirko Mackic, Albina Mackic. Frisurer: Ruza Vidmar. Sp- som den fremtræder som en overkvalificeret at der ikke er noget, musikken kan bruge E: Nikola Vujasinovic/Polsk stab: P-ledere: Urszula 'illustreret klassiker’ for det publikum, der al­ trommen til. I romanen kunne Grass med sin Orczykowska, Zygmunt Wolcik. 2nd unit-instr: drig fik taget hul på romanens 736 sider og musikalsk besværgende prosa bedre opret­ Andrzej Reiter. l-ieder: Czeslaw Klak. instr-ass: var bange for at sige det. holde illusionen om, at trommen var et sam­ Andrzej Psciuk. Ark: Piotr Dudzinski, Barbara No- wak. Dekor: Ewa Kowalska. Rekvis: Boleslaw Mi- Problemet ligger i, at filmatiseringen med menfattende symbol, et skrattende, dæmo­ ziotek, Tadeusz Kunikowski. Kost: Krystyna Barto- en vis boomerang-agtig effekt vender sig mod nisk udtryk for tidens morderiske galskab og sik, Zofia Jedrzejcak. Sp-E: Krzysztof Szwed. Ma­ originalværket og afslører dets mangler og selvdestruktive undergangsdrift. I filmen træt­ keup: Teresa Towaszewska. Medv: Mario Adorf (Matzerath), Angela Winkler (Agnes), David Ben- svagheder. Den afslører, at Grass’ roman tes vi blot over den lille dreng, der - sådan nent (Oskar), Daniel Olbrychski (Jan Bronski), Kat­ først og fremmest bæres oppe af den genial­ som børn har for vane, når de har fået et nyt, harina Thalbach (Maria), Heinz Bennent (Greff), ske, fabulerende sprogdragt, prosa-tryllerier, støjende legetøj - sætter de voksnes tålmo­ Fritz Hakl (Bebra), Mariella Oliveri (Roswitha), Tina der i nogen grad camouflerer, at selv om der dighed på en hård prøve. Engel (Anna Koljaiczek), Roland Teubner (Joseph Koljaiczek), Ernst Jacobi (Lobsack), Werner Rehm fortælles en god historie, så er det måske al­ Filmen er utvivlsomt blevet det flagskib, (Scheffler), Kate Jaenicke (Mutter Truczinski), Ilse ligevel ikke en historie, som kan klare sig helt som moderne tysk film har gjort sig fortjent til, Pagé (Gretchen Scheffler), Wigand Witting (Herbert så godt uden den kongeniale præsentation. og den skal sikkert, traditionen tro, skaffe ro­ Truczinski), Marek Walczewski (Schugger-Leo), Wojciech Pszoniak (Fajngold), Otto Sander (Musi­ Schlondorff har naturligvis gennem sine bille­ manen mange nye læsere. Men selv om det ker Mayn), Karl-Heinz Tittelbach (Felix), Emil F. der søgt at skabe et tilsvarende illusionsnum­ er utaknemmeligt, når man står over for dyg­ Feist, Herbert Behrent (Cirkusartister), Bruno Thost mer, som skal kompensere for tabet af den tige kunstneres intelligente bedrift, tager man (Lankes), Henning Schluter (Dr. Hollatz), Gerda sproglige magi, men det lykkes ikke, måske sig i at ønske, at filmen selv var blevet styret Blisse (Frk. Spollenhauer), Joachim Hackethal (Wiehnke), Helmut Brasch (Gamle Heilandt), Zyg­ fordi Schlondorff er en ringere billedmager af lidt galskab, at den også selv havde ladet munt Huebner (Dr. Michou), Mieczyslaw Czeeho- end Grass er ordmager, at tilsløre det artifi­ sig rive med til en eller anden form for livsud­ wics (Kobeylla), Charles Aznavour (Sigusmund Mar­ cielle i historiens konstruktion og indhold. foldelse, og at den havde haft noget på hjerte. kus), Andrea Ferreol. Længde: 144 min. Udi: Uni­ ted Artists. Længde: 144 min., 4058 m. Prem: Når vi efter halvtredie time omsider er nået Peter Schepelern 28.9.79 - Dagmar + Grand. til vejs ende, eller i hvert fald har fået Oskar sat på toget vestpå, har vi afgjort fået et sær­ Giinther Grass, David Bennent og Volker Schlondorff præget og spændende indblik i et stykke hi­ storie, set gennem et ikke uinteressant tem­ perament. Men man sidder måske nok tilbage med et ubesvaret spørgsmål om, hvorfor vi egentlig skulle høre så meget om den dværg- agtige, satanisk-uskyldige, bliktrommespil- lende Oskar Matzerath fra Danzig. Han skal tydeligt nok udgøre et grotesk symbol. Han er gennem sin besynderlighed og skæbne et underholdende bekendtskab, der bestemt har kvaliteter som roman-person. Hans tromme og trommen fremstiller filmen som megetsigende fænomener, men lige præcis hvad de siger, er lidt uklart. Til uklar­ heden bidrager også det forhold, at Oskar er udstyret med to lydlige karakteristika, både trommespillet og det glassplintrende skrig. Hvis bliktrommespillet er så centralt et motiv som plottet (og titlen) synes at postulere, så er glasskrigene vel overflødige, eller peger det på, at der i virkeligheden ikke er så meget bliktromme-motivet ret beset kan bruges til? Det rummer en effekt, som i sig selv er fængslende og måske også har virksomme symbolske overtoner, men åbenbart ikke i højere grad end, at der er brug for endnu et

183 Rend mig i traditionerne

Instruktør: Edward Fleming Folkekomedien som dansk filmgenre har man ikke set meget til i de senere år. Halvtredser­ nes »hyggefilm« - Morten Korch og Far til Fire f.eks. - virker på et nutidigt publikum for klodsede i deres eskapisme, og markedet for Dirch Passer-farcer synes afløst og monopo­ liseret af Erik Ballings Olsen Bande-serie. Foruden pornoen domineres billedet i dag af institutstøttede »problem«- og ungdomsfilm, der appelerer til et bredt publikum med en blanding af humør- og actionpræget »folkelig­ hed« og politiserende realisme. Øverst Ghita Nørby, Kirsten Edward Fleming befinder sig som filmska­ Søberg og Axel Strøbye i »Rend ber i midten af dette spektrum. Hans film in­ mig i traditionerne«, nederst sisterer på folkekomedien som en moralsk Henrik Kofoed og Karin Wedel gyldig og (velsagtens) »særlig dansk« ud­ Panduros satiriske punktkritik af facitliste­ tryksmulighed. Flemings to gode film »Og så psykiatri og åndssvage skoletraditioner, fore­ er der bal bagefter« (1970) og »Lille spejl« kommer disse pointer letkøbte og tilforlade­ (1978) knytter an til en gruppe af danske film, lige i dag. Romanens hovedærinde - og per­ der ofte meget talentfuldt har fornyet folkeko­ spektivet ved en moderne læsning - ligger medien ved at tilføre dens enkle psykologi efter min mening i det psykologiske portræt af satire, ønhed og poesi. Film som Rifbjergs/ David. Hovedpersonen er splittet mellem sin Ballings »Det var en lørdag aften«, Ander- pænhed og sin stejle, sårbare individualisme, sens/Carlsens »Man sku’ være noget ved der kommer til udtryk i den indre monolog. musikken« og Panduros/Christensens »Harry Splittelsen er affødt af hans pubertetssitua­ og kammertjeneren«, »Støvsugerbanden« og tion og hans borgerlige miljø, hvor man kon­ »Naboerne«. (Flemings gyseligt prætentiøse verserer og missionerer, udveksler smarte re­ »Den korte sommer« fra 76 falder mildt sagt plikker og befamler hinanden med nervøs uden for i denne sammenhæng). »forståelse«. David lægger afstand til al Det er derfor næppe nogen tilfældighed, at denne pæne snak uden handling, men han er Flemings fjerde og sidste nye film »Rend mig selv et offer for den. Hans rablende ironiske i traditionerne« er en filmatisering af netop overdrivelser, kontrære indstilling og febrilske Panduros gennembrudsroman fra 1958 - i spring ind i snart den ene rolle, snart den an­ øvrigt den første romanfilmatisering af forfat­ den er ikke kun udtryk for en ung mands for­ teren. Begges respektive, vellykkede film er søg på at afgrænse sig i forhold til voksenver­ båret af charme og atmosfæretæthed, lige­ denen. De skal i høj grad forstås som psyki­ som de er fælles om forkærligheden for afvi­ ske forsvarsmekanismer, en vægring ved an­ gerne, excentrikerne, der holder på værdig­ svar og åbent oprør. I dette forum af overspillende birolleskue­ heden og drømmene selv under de mest yd­ For David er der således en kort afstand spillere er det ikke underligt, at den diskrete myge omstændigheder. mellem total forkastelse og total accept - »De Henrik Kofoed har svært ved at trænge igen­ Dette indre slægtskab - og den aktuelle skulle tage og smide alle deres atombomber. nem i debutrollen som David. Han kommer på films lancering i »Se filmen - Læs bogen«- Sikken en fred her ville blive«. En tendens, denne baggrund til at fremstå som »normal« stilen - gør det derfor ekstra ærgerligt, at som romanen ikke selv kan sige sig fri for; i lovlig banal forstand, og det forekommer kun »Rend mig i traditionerne« og dens filmatise­ ihvertfald foretager Panduro et knæfald for alt for naturligt, at han kan genne sine tåbe­ ring ikke indgår i en harmonisk vekselvirkning pænheden i den påklistrede - i bedste fald lige omgivelser af vejen ved at bjæffe som en med hinanden. Mere konkret: at romanens tvetydige - happy ending. Edward Fleming vovse eller losse folk i røven. Kofoed er god holdning og temperament simplificeres og tager ikke blot sukkeret for pålydende i denne som type - høflig søn af borgerskabet - og tyndes ud i filmen. slutning, men ophøjer det som det menings­ formår ofte med sin mildt ironiske øjenmimik Leif Panduros roman handler om den bærende i historien: den fortvivlede afstand at tilføre rollen det element af paradoksal øm­ 18-årige David, der bliver indlagt på en ner­ mellem ord og handling (Davids indvortes hed for »de andre«, der også er Panduros. veklinik efter at have vakt skandale på sin »bombe«) overskrides vupti med Davids og Den anden side af figuren derimod, oprørs­ kostskole og flygtet fra det hele. I tilbageblik Lis’ (bombe)knald i skovbunden! trangen, den underliggende desperation eller langer han ud efter det omverdenspres han På samme måde er det højt gearede spil tragik, får han ikke lejlighed til at fremstille hidtil har oplevet i form af klæge traditioner: hos birolleindehaverne ikke tematisk motive­ overbevisende. den borgerlige konformisme hos familien, ret som i de »eksotiske« sædeskildringer »Og Rent underholdningsmæssigt og teknisk er Hollywood-normernes pres i de erotiske for­ så er der bal bagefter« og »Lille spejl«, men første halvdel af filmen den mest vellykkede. hold, den gymnasiale spejderhumanisme og bastante verifikationer af roman-jegéts stærkt Det karakteriserer alle Flemings film, at de er dannelsestradition o.s.v. På klinikken gør han subjektive meninger om og oplevelser af om­ konventionelt, episodisk opbyggede, og også fælles sag med den gale, rastløst aggressive verdenen. Det er der kommet nogle meget her - i den første time af »Rend mig i traditio­ hr. Traubert, men rodløsheden afløses efter­ pudsige parodier ud af - Bodil Kjer som mor/ nerne« - fremstår de enkelte episoder formelt hånden af personlig afklaring. Han erkender Ordrup-finke, Aksel Strøbye som gumpetung afrundede indtil det selvlysende. Alt i alt er de og accepterer sin »unge vrede« som del af en psykiater, Ghita Nørby som imbecil sygeple­ effektfulde scener i filmen en påvisning af, at ny forståelse for omgivelserne, tilslutter sig et jerske - men de er mildt sagt set hundrede løst folkekomediespil tager sig morsomst ud nyt skoleår og tager langt om længe initiativet gange før og virker ligeså personligt uforplig­ i en stram, tempofyldt komposition (jvf. Erik i forhold til den eftertragtede Lis. tende som Professor Tournesol og Madame Balling). Efterhånden som vi nærmer os den Skønt filmen tilspidser og »moderniserer« Castafiore i Tintin. fade, psykologisk umotiverede happy ending,

184 REND MIG I TRADITIONERNE bit, so we thought of a Brooklynese smarta- Danmark 1979. Dist: Obel Film. P-selskab: Obel leck who knew everything - nothing bothered Film. Med støtte fra Det danske filminstitut. P-leder: Christian Clausen, l-leder: Karen Bentzon. Instr/ him«. Avery daterer fødslen til 1940, idet han Manus: Edward Fleming. Efter: Roman af Leif Pan- fortsætter redegørelsen med at hævde, at »If duro (1962). Foto: Jan Weincke Ass: Søren Bert- anyone views ’A Wild Hare’ they will find the helin. Farve: Eastmancolor. Lys: Gunnar Nielsen, Jørgen Kunz. Klip: Maj Soya. Ark: Niels Wangberg. personality that I gave the rabbit has not Rekvis: Torben Bækmark, Magnus Magnusson. changed over the eyars«. Kost: Marcella Kjeltoft. Musik: Ole Høyer. Titelme­ Allerede i 1942 forlod Avery imidlertid War- lodi: Kim Larsen. Tone: Leif Jensen/Ass: Michael ners tegnefilmafdeling, og andre instruktører Dela. Makeup: Kirsten Guldbrandsen. Medv: Hen­ rik Kofoed (David Dechel), Bodil Kjer (Hans mor), og bagmænd fortsatte, hvor Avery slap, og Niels Hinrichsen (Fabby, hendes nye mand), Hans ikke mindst Chuck Jones må have sin part af Rostrup (Hugo, Davids bror), Lizzi Varencke (Crissy, æren for den videre udvikling af kaninens per­ Hugos kone), Kathrine Helmuth (Lindy, deres barn), Ulla Henningsen (Kamma, Davids søster), Axel sonlighed (sammen med bl.a. Friz Freleng, Strøbye (Dr. Schmidt), Ghita Nørby 9marianne, sy­ bob Clampett og Robert McKimson), der bl.a. geplejerske), Kirsten Søberg (Frk. Philipsen, over­ har vist sig at eje træk fælles med Groucho sygeplejerske), Olaf Ussing (Traubert, patient), Ka­ Marx. »You realise of course that this means rin Wedel (Lis), Jan Gustavsen (Hubert), Bjørn Watt Boolsen (Rektor Brøns), Ebbe Rode (Latinlærer Ja­ war«, en ofte brugt Bugs Bunny-replik er jo cobsen), Masja Dessau (Lillian), Ove Sprogøe (Lis' direkte tyvstjålet fra Groucho. ligesom Bugs far), Jesper Klein (Politibetjent), Volmer Sørensen Bunnys rapkæftethed i almindelighed, kombi­ (Dr. Prejn, huslæge), Preben Lerdorff Rye (Davids far), Clara Østø (Damepatient 1.), Johnny Rosen­ neret med den uforstyrrelige ro og lysten og vold (Damepatient 2), Else Petersen (Frk. Morten­ evnen til at skabe kaos omkring sig, næppe er sen), Annie Jessen (Bardamen), Ejner Federspiel uden inspiration fra Groucho og Chico og (Jørgensen), Ole Ernst (Ung elsker i skoven). Cen­ Harpo. sur: Rød. Længde: 2920 m, 107 min. (få dage efter premieren nedklippet med ca. 6 min.). Prem: Det ses tydeligt i »Den store grinebider­ 17.9.79 - Palads + Grand + Tivoli (København), jagt«, som Chuck Jones nu har lavet som en Scala (Århus), Scala (Aalborg), Scala (Holstebro), hyldest til den snart 40-årige Bugs Bunny. Kino (Roski(de), Kino (Silkeborg), Kino (Odense), Kosmorama (Kolding), Cinema (Herning), Kosmo- Jones har sammen med Mike Måltese skre­ rama (Esbjerg), Scala (Svendborg), Palæ (Hor­ vet en rammehistorie, der deis er en generel Bodil Kjer og Niels Hinrichsen sens), Kino (Thisted), Palads (Frederikshavn). hyldest til the chase som farcens ældste og mest uopslidelige element, dels en art Bugs går filmen imidlertid op i limningen. Den smi­ Bunny-biografi, idet Chuck Jones lader kani­ dige afvikling af historiens forskellige tidspla­ Den store nen fremstå som en ældre distingveret per­ ner (forhistorie og klinikophold) afløses mod sonlighed, der med en blanding af græm­ slutningen af ufølsomhed og distraktion i for­ grinebiderjagt melse og fryd mindes ungdommens eventyr. tælleformen. Optrinnene omkring skolens Det er en noget snakkesalig rammehistorie, Gammel Elev Dag mangler i pinlig grad dra­ Instruktør: Chuck Jones der et par gange er ved at tage livet af den maturgisk overblik og dramatisk nerve, og de egentlige Bugs Buny, men heldigvis er stør­ sidste sceners københavnermelankoli er ren Det er nok rimeligt at antage, at den rapkæf­ stedelen af filmen stykket sammen af tidligere tomgang. Der bliver alt for god tid til at irriteres tede kanin Bugs Bunny har flere fædre. I det tegnefilm-eventyr. Flottest i »What’s Opera, over Ole Høyers tandpasta-muzak, underligt ydre fandtes modellen allerede i Walt Disneys Doc?« fra 1957, en visuelt meget spændstig atmosfæreforladte interiører og Jan Wein- »The Tortoise and the Hare« fra 1934, men satire på både »Fantasia« og Wagner, mest ckes følelsesløse og kedelige billeder. kaninens særegne personlighed var og er indædt i »Long-haired hare« fra 1948, der la­ Omsvinget i filmen angiver tydeligt, at Fle­ unik, og Tex Avery får almindeligvis æren for der Bugs Bunny tage en grusom hævn over ming har koncentreret sig om romanens ydre den. I Joe Adamsons bog om tegneren, »Tex en operasanger, der har generet kaninens forløb, mens han ikke rigtig har vidst, hvad Avery: King of Cartoons«, bliver Avery spurgt, sang og guitarklimpren, og morsomst måske han skulle stille op med dens indre. Det hele hvorledes Bugs Bunny kom til verden, og han i »Bully for Bugs« (1953) og »Rabbit Fire« er faldet ud som nem satire og strømliniet forklarer det således: »Oh, we wanted a rab­ (1951). I den første er Bugs Bunny faret vild ungdomsromantik. Ulige mere vedkommende og endt midt i arenaen, netop som en tyr har havde det været, hvis Fleming havde lavet en skræmt tyrefægteren. Bugs Bunny er som Bugs Bunny flankeret af de anden slutning og fulgt den afdæmpede tone evige uvenner Elmer Fudd og vanligt helt uafficeret, men efter det første op i scenerne med Ebbe Rode som den god­ Daffy Duck sammenstød med titlens Bully kommer så re­ modigt uforstående lektor Jakobsen. Her aner man noget af den rigtige ømhed og un­ derfundige alvor bag fejlkommunikationen og hængerøvskomikken. Eller han kunne have taget det store spring og rendyrket romanens subjektive synsvinkel i en komisk absurditisk stilisering i billeder og spil. Roman-David op­ lever jo netop ikke sin egen og f.eks. hr. Trau- berts adfærd som blot og bar fjollet (sådan som filmen gør), men som absurd skuespil, som tragikomiske, rituelle omveje for de gen­ sidige kontaktbehov. Man må altså konkludere, at der er kommet en forbløffende konventionel film ud af roma­ nens opgør med konventionerne. Til trods for, at filmen med sine massive farvemodstillinger demonstrerer, at personlig ærlighed og social succes udelukker hinanden, lyder det til slut med den raske Lis: »når man bare er ærlig og ligefrem, så går det hele alligevel«. Hen over midten, kammerater! Søren Birkvad plikken »You realise of course that this means anslag rammer den selv, mens the Road været bedre til at markedsføre filmene og per­ war«. Og krig bliver det, i den frækt dynami­ Runners triumferende »Beep Beep« med sonerne. ske stil, der kendetegner Warner-tegnefil- uskyldig skadefryd understreger prærieul­ Per Calum mene, når de er bedst, og et velgennemtænkt vens nederlag. STORE GRINEBIDERJAGT, DEN eksempel på hvad Walt Disney kaldte »The Efter disse suveræne eksempler blegner The Great American Chase. Altern.titler: The Great American Bugs Bunny/Road Runner Chase; The plausible impossible«. Det var en egenskab, resten af filmen lidt. Den af George Lucas så Bugs Bunny/Road Runner Movie. Dist/P-selskab: der allerede i tegnefilmens ungdom begejst­ højt elskede »Duck Dodgers in the 241/2 cen- Warner Bros. P: Chcuk Jones. P-leder: Mary Ros- rede den intellektuelle Huxley og fik ham til at tury« er trods sin pointe - en variation af te­ coe. P-ass: Marian Dem. instr: Chuck Jones. Ma­ lovsynge Disney og hans Mickey Mouse, idet maet om nabostridighederne formålsløshed - nus: Mike Måltese, Chuck Jones. Klip: Treg Brown, P-tegn: Maurice Noble, Ray Aragon (N). Musik: Huxley som eksempel gav, at når musen ikke på højde med hverken MacLarens film Carl Stalling, Milt Franklyn, Dean Elliott (N). Anima­ manglede et reb for at kunne komme til vejrs, om emnet, eller med Disneys »The New tion: Phil Monroe, Ben Washam, Ken Harris, Abe så blev musens hale naturligt nok til en lasso, Neighbor«, hvori Donald Duck og skurken Levitow, Dick Thompson, Lloyd Vaughan o.a. Ny animation: Virgil Ross, Phil Monroe, Lloyd Vaug­ hvorefter det ikke var noget problem at klatre Sorte Peter lægger alt øde i deres kamp om han, Manny Perez, Irv Anderson. Baggrund: Phil op i en skyskraber. ingenting. »Duck Dodgers« er elegant i stre­ Deguard, Bob Gribbroek, Irv Wyner (N). Følgende Mest karakteristisk for Bugs Bunnys per­ gen, en nydelse at se på, men ikke helt så film enten som helhed eller i klip indgår i »Den store sonlighed er nok filmen »Rabbit Fire«, hvori morsom som den er tænkt, og derfor ikke helt grinebiderjagt«: 1948: Long-Haired hare. 1949: For Scent-imental Reasons. 1951: Rabbit Fire. 1952: Elmer Fudd er på andejagt. Den ikke altid lige så bidende, som den burde være. Men det er Going! Going! Gosh! The hasty Hare. 1953: Bully for spændende Daffy Duck er med her, og som en indvending, som egentlig siger mere om Bugs; Duck Dudgers in the 241/2 Century; Duck så ofte i filmene med dette trekløver bruges det høje niveau Bugs Bunny-filmene og Road Amuck. 1954: Operation Rabbit; Stop! Look! and Hasten. 1957: Zoom and Bored; What’s Opera der et utal af skilte, der skiftevis oplyser, at det Runner-sekvensen befinder sig på, og som Doc?; Ali Baba Bunny. 1958: Robin Hood Daffy. er sæson for andejagt og kaninjagt. Med El­ helhed er »Den store grinebiderjagt« en me­ 1961: Hopalong Casualty, o.a. Foruden de nævnte mer Fudd som forvirret tilskuer udvikler det get velkommen demonstration af, at Disneys tegnefilm, der alle er instrueret af Chuck Jones, er sig til en hidsig snak mellem kaninen og an­ tegnere langt fra har været så enevældige på der også korte klip fra tidlige amerikanske farcer, bi.a. »Cops« med Buster Keaton. Længde: 97 min. den, og Bugs Bunny vinder på grund af Daf- feltet, som det på dansk afstand ofte har taget Udi: Warner & Metronome. Prem: 12.10.79 - Alex­ fys utålmodighed. »Duck Season« hævder sig ud, simpelthen fordi Disney-firmaet har andra + Bio 5 (Aalborg). - (N) nye sekvenser.

Bugs Bunny. »Rabbit season« skriger Daffy Duck, og vender Elmers gevær mod Bugs. Detektiv i knibe »Duck season« replicerer Bugs Bunny og vip­ Instruktør: Jeremy Paul Kagan per geværet tilbage mod anden. Sådan bliver de ved, i hidsigt accellerende tempo - indtil Bag den danske titel »Detektiv i knibe« skjuler Bugs Bunny siger: »Rabbit season« og nøjes sig den amerikanske titel »The bix Fix«, og med at lade som om han drejer geværet bort allerede denne titel lader ane, at filmen har en fra sig selv. Og Daffy Duck hopper på den og vis relation til den velkendte amerikanske pri­ udbryder; »Duck season« og vender i forvir­ vatdetektivgenre med eksponenter som »The ringen geværet mod sig selv, hvorefter Elmer Big Sleep«, »The Måltese Falcon« o.s.v. Og Fudd fyrer. filmens begyndelse bekræfter da også denne De i allerbedste forstand monomane tegne­ anelse. Vores privatdetektiv sidder sammen filmfarcer med prærieulven Wile E. Coyote og med sine to børn og udspionerer et slagteri den mærkelige fugl the Road Runner er helt gennem en kikkert. Hans hemmelige hverv er Chuck Jones’ opfindelse, og som en overle­ at tælle, hvor mange slagtede kalkuner der gen demonstration af, at the chase kan fort­ kommer ud af slagteriet. Han bliver dernæst sætte i det uendelige, når blot opfindsomhe­ antastet af en betjent, der beder ham passere den i variationerne er der, har Jones klippet gaden. en lang chase sammen af efter sigende 16 Denne begyndelse er fuld af paralleller til forskellige Road Runner-film (jeg nåede at de traditionelle film i genren, og samtidig an­ genkende klip fra fire film). Der er en vældig tyder den omend ikke en fuldstændig afstand­ og medrivende bevægelsesdynamik i disse øverst t.v. scene fra »What’s scener, hvori Wile E. Coyote udtænker den Opera, Doc?«. Til højre Wile E. Coyote og the Road Runner. Til ene mere raffinerede fangstmetode efter den venstre Richard Dreyfuss i anden oq hver gang må opleve, at de lumske »Detektiv i knibe«.

186 Richard Dreyfuss (yderst t.h.) velkendte hverdag er to sideløbende aspekter konfererer med Jeremy Paul af den samme virkelighed. Skønt frygtsom og Kagan og kamerafolkene. Cheffotografen er Frank alene lykkes det Moses at finde den for­ Stanley (yderst t.v.) svundne Eppis, som slet ikke er flygtet til Cuba, men derimod nu bruger sine talegaver, der i 1968 gjorde ham til en frygtet Vietnam­ modstander, inden for reklamebranchen! Fil­ men slutter med et drabeligt crescendo a la »Kandidaten fra Manchuriet«, hvor Moses plaffer hovedskurken ned, idet han dog er no­ get paf over at håndtere skydevåben. Til sidst sidder Moses som i begyndelsen sammen med sine to børn, som nu har fået anderledes respekt for deres fars job. »Detektiv i knibe«s store fortjeneste er at den på fuldstændig overbevisende måde har omplantet den traditionelle privatdetektiv­ genre til et realistisk halvfjerdser-miljø, sam­ tidig med at den læger sig meget tæt op ad de traditionelle film. Den anvender f.eks. Viet- namkrig og studenteroprør som baggrund, hvor vi er vant til at se depressionen og spi­ ritusforbudet. Skønt Moses Wine ikke har tagen så en ny indfaldsvinkel. Lad os f.eks. ward Eppis, som var en meget aktiv studen­ mange ydre lighedspunkter med Philip Mar­ sammenligne med begyndelsen af Robert terpolitiker og Vietnammodstander under op­ lowe, er hans moralske funktion nøjagtig den Mitchum-udgaven af »Farewell, My Lovely«. røret i 1968. Siden menes han at være ud­ samme: i en korrupt verden er han den ene­ Mitchum/Marlowe er på jagt efter en teenage- vandret til Cuba. Moses hyres til at finde ste, der har integritet til at forsvare de moral­ pige, som er løbet hjemmefra, fordi hun er vild denne Eppis og standse brevene. Under de ske værdier. med at danse. Marlowe finder hende i en dan- indledende faser af dette job lægger filmen UlJørgensen cehall og slæber hende ud til hendes foræl­ dog ikke synderlig vægt på det kriminalisti­ dre, men netop som han udleverer hende, får ske, men derimod på forholdet mellem Moses DETEKTIV I KNIBE han en sidste hilsen i form af et spark i skrid­ og ungdomsveninden - plus på nostalgien. The Bix Fix. USA 1978. Dist P-selskab: Universal. P: Carl Borack, Richard Dreyfuss. P-leder: Ernest tet. Alt som han står og ømmer sig og funde­ De tilhører nemlig begge den samme genera­ B. Wehmeyer. P-ass: Richard Fields, Max Manlove, rer over, hvor kummerlig privatdetektivtilvæ­ tion, generationen der gjorde oprør på Berk- Sue Di Puccio, Merri Howard. P-kons: Elaine Go­ relsen er, samles han op af et kæmpebrød af ley i 1968. For at danne sig et klart billede af ren. Instr: Jeremy Paul Kagan. Instr-ass: Jon C. Eppis, gennemser de gamle reportagefilm, og Andersen, Robert Latham Brown, Candace Allen. en nylig løsladt straffefange, som omgående Dialog-instr: Jack Gosden. Manus: Roger L. Si­ involverer ham i en yderst indviklet mord- filmen får et »the way we were«-præg. Den­ mon. Efter: egen roman. Foto: Frank Stanley. Ka­ prostitutions-narkotika-korruptions-spille-sag, gang var der noget at kæmpe for, da vidste vi, mera: Bill Clark/Ass: Tim Wade, Rick Mention. hvor Marlowe hurtigt kommer til at kæmpe hvad vi ville, men hvad blev der egentlig af os, Farve: Technicolor. Klip: Patrick Kennedy/Ass: Bill Theobald, Sandra David. P-tegn: Robert F. Boyle. alene mod alle. Hertil skal føjes, at Marlowe og hvad opnåede vi? Begge har de mistet Ark: Raymond Brandt. Dekor: Mary Ann Biddie. er ugift og har lidt løse forbindelser med da­ visionerne, og begge har de et forlist ægte­ Rekvis: Fred Champman. Kost: Edith Head. Gar­ mer, og at han i sin egenskab af privatdetektiv skab bag sig. Men nu da de har lagt den re­ derobe: Bob Chase, Silvio Scarano, Sheila Mason. volutionære ungdom bag sig, har de da gen­ Musik: Bill Conti. Musikbånd: Stephen A. Hope. naturligvis er forhadt af politiet. Sange: »Seduced« af Gary Tigerman, arr. af Ri­ Ved begyndelsen af »Detektiv i knibe« er fundet hinanden, lægges der op til. Netop chard Halligan, sunget af Leon Redbone; »Why Do også denne films detektiv, Moses Wine, be­ som filmen er ved at udvikle sig til en bittersød Fools Fali in Love« sunget af Frankie Lyman; »Boo- skæftiget med et latterligt ubetydeligt job, kærlighedsfilm, foretager den en brat koven­ gie Nights« med Heatwave. Tone: David Ronne, Buzz Knudson, John Stacy. Frisurer: Leonard hvor han endda bliver til grin overfor en be­ ding. Moses finder veninden myrdet i hendes Drake. Makeup: Charles Schram, Alan Friedman. tjent. Hermed er politiets holdning til privatde­ lejlighed. Rollebesættere: Fenton & Feinberg. Medv: Ri­ tektiver antydet. I lighed med Marlowe er Denne scene ville virke som et stilbrud, hvis chard Dreyfuss (Moses Wine), Susan Anspach ikke Moses reagerede endnu stærkere end (Lila), Bonnie Bedelia (Suzanne), John Lithgow også Moses ugift, men han har to børn med (Sam Sebastian), Ofelia Medina (Alora), Nicolas sin ekskone og må ordne sin del af børnepas­ publikum. Han er ingenlunde en hård Marlo- Coster (Spitzler), F. Murray Abraham [Eppis), Fritz ningen, hvilket naturligvis er svært foreneligt wetype, der tager vold i stiv arm, men der­ Weaver (Oscar Procari Sr.), Jorge Cervera Jr. med hans job. Ekskonen og hendes mand er imod en ganske almindelig fraskilt far til to, (Jorge), Michael Hershewe (Jacob), Rita Karin (Tante Sonya), Ron Rifkin (Randy), Larry Bishop desuden ulidelige moderne mennesker af der er ude med snøren - ganske som os til­ (Wilson), Andrew Bloch (Michael Linker), Sidney pædagogtypen med hang til indisk filosofi, og skuere - og følgelig græder han, kaster op og Clute (mr. Johnson), John Cunningham (Haw- de finder Moses med hans lidet givtige job er lige ved at gå fra koncepterne ved synet af thorne), Frank Doubleday (Jonahs partner), Joyce den myrdede kvinde. Moses er nu pludselig i Easton (Dame i Mercedes), Martin Garner (Bittle- totalt latterlig, en art romantisk snylter på man), William Glover (Kommentator), Danny Gellis samfundet. Privatdetektiven og hans job er nøjagtig samme situation, som vi er vant til at (Simon), Kathryn Grody (Wendy Linker), Murray her sat ind i en moderne hverdagssammen- se hans storebrødre af Marlowetypen i: han MacLeod (Perry), Ray Martucci (Politimand), Bob hæng fuld af samfundsmæssige forpligtelser, er blevet personligt engageret i sagen, fordi O’Connell (Politimand), Lupe Oniveros (Tjeneste­ pige), Dick Whittington (Journalist), Steven Benedict og her synes den ensomme, hårde privatde­ en uskyldig person har måttet lide. Snart har (Student), Rene Botana Rene), Harry Caesar tektiv faktisk at være et romantisk levn fra for­ han alle involverede parter i sagen efter sig, (Burke), Billy Cardenas (Chiacano), Willie Covan tiden. Dette understreges yderligere ved at og det er efterhånden mange: politikere, po­ (Ældre tjener), Fred Franklyn, Joel Fredrick, Margie litiet, kinesere, og mexikanere. Man kunne Gordon (Journalister), Chester Grimes (Cester), Pat Moses Wine spilles af Richard Dreyfuss, vel Hustis (Forhandler), David Mathau (Frivillig), John Hollywoods førende komedieskuespiller, som forvente, at Moses her forandres til en ander­ Mayo (Dillworthy), Mandy Patinkin (Billiardspiller), netop har udmærket sig ved at fremstille ro­ ledes effektiv og barsk detektiv, men det er Raphael Simon (Nicholas Eppis), Gregory Prentiss mantiske originaler, der har svært ved at finde netop en af filmens meget stærke sider, at (Journalist), David Rowlands (Jonah), Al Ruban (Detektiv), Running Deer (Luis Vasquez), June San­ sig til rette i samfundet. han forbliver stort set den samme. Han skal ders (Kvindelig politibetjent), Miiko Taka (Ekspedi­ Som Marlowe får Moses dog snart et lidt stadigvæk tage sig af sine børn på de mest trice), Joe Warfield (Arbejdsmand), James Wing mere værdigt job. En veninde fra hans colle­ ubelejlige tidspunkter og bliver stadigvæk Woo (Pak Chung), Jane Chastain (Speaker). skældt ud af ekskonen og hendes mand. Længde: 108 min. Udi: C.I.C. Prem: 24.8.79 —AB- getid, som nu arbejder for en politiker, opsø­ Cinema. Der er i filmen klip fra »Francis in the Navy« ger ham og skaffer ham et job. Politikeren Filmen formår meget overbevisende at ud­ (Halløj i marinen), 1955, instr. Arthur Lubin, med modtager nemlig trusselsbreve fra en vis Ho­ trykke, at den barske forbryderverden og den Donald O’Connor.

187 af det nuttede, men dog med en egen blid FØRSTE KYS, DET Det første kys rummelighed i udtrykkene. A Little Romance. USA Frankrig 1979. Dist: Orion Pictures via Warner Bros. P-selskab: Pan Arts. Ex-P: Unvervejs mod deres mål møder de unge Instruktør: George Roy Hili Patrick Kelley. P: Yves Rousset-Rouard, Robert L. elskende en række komisk anskuede typer, Crawford. P-leder: Ludmilla Goulian. l-ledere: Mi­ Som filmskaber er George Roy Hili en sjæl­ der bidrager til filmens underholdningsværdi chel Nicolini, Jean Patrick Constantini. Eksteriør­ denhed i halvfjerdsernes amerikanske film: som også de mere nuancerede hovedroller ledere: Claudio Vinale, Anna Grizi, Gastoni De Mat- tia. Instr: George Roy Hili. Instr-ass: Carlo Lastri- Han er en romantiker med særlig forkærlig­ gør det, men det er dog George Roy Hili, der, cati, John Pepper og (Italien) Bruno Cortini. Manus: hed for at skildre uskyldens mennesker på bag filmens solbeskinnede billeder af ung Allan Bums. Efter: roman af Patrick Cauvin: »E = kant med samfundet, eller i hvert fald i udkan­ kærlighed, er den egentlige hovedperson og MC2, Mon Amour«. Foto: Pierre William Glenn. Ka­ mera: Jean-Francois Gondre Ass: Jean-Claude ten af det acceptable. Det har især været ud­ den der sørger for med tungen lige i munden Vicquery, Pascal Lebegue. Farve: Technicolor. præget i film som »Slaughterhouse Five«, at holde den hårfine balance mellem det sød­ Klip: William Reynolds, Claudine BouchetAss: »The Sting« og »The World of Henry Orient«, ladne og det prætentiøse. Mike Polakow, Annick Rousset-Rouard. P-tegn: men også i lidt mindre perfekte film, f.eks. Per Calum Henry Bumstead. Ark: Francois de Lamothe Ass: Jacques Brizzio, Marino Calvadore (Italien). Dekor: »Butch Cassidy and the Kid« og flyverfilmen Robert Christides/Ass: Jean Colin, Jacques Quin- »The Great Waldo Pepper«, genfindes Roy ternet. Rekvis: Michel Sune. Kost: Rosine Dela- Hilis optagethed af uskyldens skæbner i en mare, Jeannine Vergne. Musik: Georges Delerne. Tone: Michel Desrois, Alex Pront. Lyd-E: Jean- verden der for længst har vænnet sig til at Pierre Lelong. Makeup: Eric Muller, Francoise An- paradisets porte er lukkede. drejka. Frisurer: Jean-Michel, Jean-Pierre Ber- I George Roy Hiils bedste film har det givet royer. Rollebesættere: Marion Dougherty, Margot en underliggende spænding i personskildrin­ Capelier, Claudine Stora, Gille Schneider. Medv: Laurence Olivier (Julius Edmond Santorin), Arthur gen, og sommetider et anstrøg af poesi. I Hiil (Richard King), Sally Kellerman (Kay King), »Det første kys« findes ingen af delene. Fil­ Diane Lane (Lauren King), Thelonious Bernard (Da­ men er en bagatel, men den rummer en flyg­ niel Michon), Broderick Crawford (Broderick Craw­ ford), David Dukes (George de Marco), Andrew tig charme, og det er dog en del. Duncan (Bob Duryea), Claudette Sutherland (Janet Hili fortæller i filmen om to teenagere, der Duryea), Graham Fletcher-Cook (Londet), Ashby forelsker sig i hinanden i en alder, som ikke af Semple (Natalie), Claude Brosset (Michel Michon), samfundet anerkendes som værende egnet Jacques Maury (Inspektør Ledere), Anna Massey (Ms. Siegel), Peter Maloney (Martin), Dominique La- og passende. Deres møde med en ældre og vanant (Mme Cormier), Mike Marshall (1. instr. charmerende plattenslager styrker de to un­ ass.), Michel Bardinet (Fransk ambassadør), Alain ges sammenhold, og den gamle drømmers David Gabison (Fransk repræsentant), Isabelle Duby (Monique), Jeffrey Carey (Sminkør), John fortælling om den store kærlighed bliver for Pepper (2. instr. ass.), Denise Glaser (Filmkritiker), dem et romantisk eventyr, som de beslutter at Jeanne Herviale (Kvinde i Metroen), Carlo Lastricati gøre til deres egen virkelighed: siddende i en (Rejsefører), Judy Mullen (Sekretær), Philippe Bri- gondol under Sukkenes bro i Venedig skal gaud (Biografinspektør), Lucienne Legrand (Kasse­ rerske). Længde: 108 min. Udi: Warner-Metro- deres kærlighed evigt besegies med et kys nome. Prem: 3.9.79- ABCinema, Cinema 1-5, Bio når Campanilens ur slår sine slag. Trio. Indspillet i Paris, Verona og Venedig. Der vises Historien er spinkel, men det lykkes lige i filmen klip fra »Butch Cassidy and the Kid«, »The Sting«, »The Big Sleep« og »True Grit«. netop for Hili at redde den i land. Dels fordi han har formået at finde to teenage-skuespil- lere, der til fulde kan leve op til hans intentio­ Øverst Laurence Olivier og Diane ner, dels fordi han evner at skabe både blid Lane i scene fra satire og ægte følelse i skildringen af de »Det første kys«. voksne og unge, som udgør miljøet omkring Til højre George hans Romeo og Julie. Især er pigens daglige Roy Hiil og Diane Lane tilvælrese godt fortalt. Moderen, der spilles med komisk præcision af Sally Kellerman, er en strid dulle, gift for tredie gang med en ame­ rikansk direktør midlertidigt bosat i Paris, og evigt på jagt efter en ny ægtemand. Pigens stedfader spilles med rolig autoritet af Arthur Hiil i en af sine bedste roller, og moderens elsker (David Dukes), en tåbeligt oppustet amerikansk filminstruktør, er så ondt et por­ træt som den rare George Roy Hili vel evner at gøre. Kun Laurence Olivier som den gamle char­ latan, der dog viser sig at eje den uskyld, der mode. Peter Weir sendte med stor stilsans sin gør ham til et værdifuldt menneske, er fejlpla­ Skriget viktorianske pigeskole på en udflugt, hvorfra ceret i denne deliciøse bagatel. Måske er nogle på det mest mystiske ikke vendte til­ Olivier i dag umulig at instruere, måske har Instruktør: JERZY SKOLIMOWSKI bage, og skabte indflydelsesrig præcedens han som så mange skuespillere med årene for et æstetisk behersket, intellektualiseret tillagt sig så mange manerer, at disse er ble­ Okkultisme, kombineret med horror, blev et okkult gys. vet en ubetvingelig del af personen - i hvert foretrukket emne i amerikansk film efter Po- Efter at vi nu har stiftet bekendtskab med fald er han blevet bestandigt mere krukket i lanskis eklatante succes med »Rosemary’s personer, der ved tankekoncentration kan sine senere film, fra »The Marathon Man« Baby« i 1968. En række film, der typisk nok sprænge jetfly i luften, give mennesker hjerte­ over »The Boys From Brazi!« til »A Little Ro­ alle udnyttede okkult horror på en mere vul­ stop, se deres egen begravelse, få græshop­ mance«. gær og sensationalistisk måde, fulgte efter: pesværme til at falde døde ned, splintre John Det opvejes delvis af de to teenage- Friedkins »The Exorcist«, Donners »The Cassavetes i stumper og stykker, bliver vi skuespillere. Især er Diane Lane perfekt i sin Omen« og De Palmas »Carrie« og »The sandt at sige ikke så forbløffede over i Skoli- rolle, hvori hun forener uskylden med den Fury« var blandt de mest succesrige. Samti­ mowskis nye film at stifte bekendtskab med toughness, der stemmer overens med filmens dig er, især i moderne australsk film (jf. Kos- en herre, som er i stand til - under betydelige usentimentale styrke. Han, Thelonious Ber­ morama nr. 142, s. 117), en mere high brow- anstrengelser, men enfin - at udstøde et for­ nard, er mindre markant, af og til på grænsen raffineret form for okkult gys kommet på færdeligt brøl, som får mennesker og dyr til at

188 falde døde om, hvis de ikke i forvejen forud­ for uklar. Men det kan være svært helt at befri sin skrige-evne (episoden med børnene, der seende har forsynet sig med ørepropper. At sig for en fornemmelse af, at mystifikationen forskrækker ham). Den eneste væsentlige hovedpersonen, Mr. Crossland (spillet af Alan også skal fungere som en slags mirakel-kur, ændring er forholdet til troværdigheden af det Bates), angiveligt har lært denne kunst efter en ufejlbarlig tommelfingerregel, som til en­ okkulte indslag. Hos Graves dementeres den intet mindre end 18 års studier hos en abori­ hver tid er i stand til at peppe et ikke alt for så at sige i slutningen, hvor den unge mand, ginal austrlsk troldmand er lige så lidt overra­ vandtæt og velgennemtænkt sujet op. Ville til hvem Crossley har fortalt sin fantastiske skende. Faktisk vil man efterhånden finde for­ det ikke være mere interessant, hvis Skoli­ historie, omtaler Crossleys død for det ægte­ trydelighed forståelig hos den som efter et mowski havde kunnet fastholde sine perso­ par, historien angiveligt handlede om. De ser besøg på den australske verdensdel ikke ner, deres relationer og konflikter uden døds­ uforstående ud: »Richard (= filmens An­ kommer hjem med mindst et par transcen­ skrig, fetichisme og magiske sten? Når man thony) looked blank; Rachel said: 'Crossley? dentale oplevelser. overhovedet får denne mistanke om, at okkul­ I think that was the man who called himself I de bedste af de nye film, der leger med det tismen mere skyldes en mangel på kreativ the Australian Illusionist and gave that won- okkulte tema, film som »Rosemary’s Baby«, kraft end en kunstnerisk nødvendighed, kan derful conjuring show the other day. He had »Don’t Look Now«, »Picnic at Hanging Rock« man selvfølgelig også konkludere, at det blot practically no apparatus but a black silk hand- og »Carrie«, fungerer det overnaturlige som viser, at det ikke er gjort godt nok. I »Picnic at kerchief. I liked his face so much. Oh, and katalysator for personskildringer og formidler Hanging Rock« lod man sig indfange og gik Richard didn’t like it at all.’ ’No, I couldn’t eller tilføjer en allegorisk, mytisk kvalitet til for­ godvilligt på instruktørens krog. stand the way he looked at you all the time,’ tællingen. I »The Shout« er der da også noget Skolimowski, som efter sine interessante Richard said«, (jf. »The Shout and Other Sto- meningsfuldt at hente i at sætte en uigennem­ polske film fra 60’erne fortsatte med film i Bel­ ries«, Penguin 1978, p. 30). Hos Skolimowski skuelig personlighed, der angiveligt ejer ev­ gien (»Starten«), Tyskland (Nabokov-filmati- overtales vi derimod til at tro på Crossleys nen til også seksuelt at få mennesker til at seringen »Konge Dame Knægt«) og England beretning og hans okkulte evner. Den demen­ føje sig efter hans vilje, ind som fremmedele­ (»The Adventures of Gerard«, »Badeanstal­ terende slutning er udeladt, Richard er gjort til mentet i et trekantdrama. Men man kunne ten«), har ellers et ubestrideligt talent for at medpatient på sindssygehospitalet, hvor også godt mene, at der er et ikke uvæsentligt skabe en tvetydig, dobbeltlaget atmosfære. Crossley nu opholder sig, og såvel i begyn­ element af bluff i det. Fortællingen kunne Især »Badeanstalten« kombinerede mester­ delsen som i slutningen er der en scene, der være fortalt helt uden sære drømme, uden ligt personskildring med en fascinerende og viser Rachels voldsomme reaktion på Cross­ troldmænd der ejer magt over dem fra hvem velkontrolleret surreal vision. »The Shout« leys død, hvormed filmen dokumenterer, at de har tilegnet sig en ejendel, uden dødbrin­ har også gode elementer og enkeltheder, forbindelsen mellem dem ikke blot eksiste­ gende råb, blot som en historie om det lidt men så interessant som den selv tror den er, rede i Crossleys fantasi. vitaminløse ægtepar Anthony og Rachel er den nu ikke. Selve det fatale brøl eller skrig giver anled­ (John Hurt og Susannah York), som lever Forlægget er en kort fortælling af Robert ning til, hvad man ville kalde en typisk syn for temmelig afsondret i særpræget natur i nær­ Graves, den engelske lyriker og forfatter til en sagn-problematik, hvis det havde drejet sig heden af en landsby, han optaget af at kom­ række historiske romaner, af hvilke »I, Clau- om et visuelt fænomen. Selvfølgelig kunne ponere konkret musik i sit laboratorium, hun dius«, som Korda, Sternberg og Laughton for­ man indvende, at det ville være 'snyd', hvis vi lidt forsømt, og som en dag får besøg af en liste med i 1937 (jf. rekonstruktionen i ikke hørte Crossley demonstrere, hvad den bizar gæst, som under udfoldelsen af visse BBC-filmen »The Epic That Never Was«, australske troldmand havde lært ham. Graves psykopatiske træk indlogerer sig og tager 1966), er den kendteste. Novellen (skrevet undlader, klogeligt skulle jeg mene, at gå ind magten, - ikke sandt, vi husker Loseys »The 1924, udgivet 1929) adskiller sig kun lidt fra på, om Crossley overhovedet skriger, end­ Servant« med Dirk Bogarde i den rolle. Ved at Skolimowskis manuskript. Tilføjet er kompo­ sige beskrive skriget, han nøjes med at rede­ komme trækkende med sit australske trold­ nistens affære med skomagerens kone. Fjer­ gøre for de hændelser, der ligger før og efter. mands-gøgl opnår Skolimowski naturligvis en net er, mærkeligt nok, Graves’ forklaring på, Hos Skolimowski hører vi Alan Bates brøle vis portion mystifikation og elementær spæn­ hvorfor Crossley overhovedet kommer ind på som en jumbo-jet, der starter, og selv om det ding, som altid kan være underholdende, hvis støjer effektfuldt på biografens specielle man ellers er stemt for det og ikke synes, at Dolby-lydanlæg (der skulle være det bedste til den indre logik i de okkulte elementer er lidt Alan Bates i scene fra »Skriget« at gengive aboriginale dødsskrig), så er det jo let at konstatere, at vi ikke dør, ja, faktisk var der ikke engang nogen der tog sig til ørerne i biografsalen. Bates bliver blårød i hovedet, fårehyrden og hans får styrter døde til jorden. Men vi der sidder ved Dolby-anlægget mistænker nu i vores stille sind Skolimowski for at prøve at bortlede vores opmærksomhed fra, at han ikke har så meget at fortælle os. Peter Schepelern SKRIGET The Shout. England 1978. Dist: Rank. P-selskab: Recorded Picture Company. For the National Film Finance Corporation og Rank. P: Jeremy Thomas. As-P: Michael Austin. P-leder: Joyce Herlihy. P- ass: Jane Moscrop. Instr: Jerzy Skolimowski. Instr-ass: Kip Gowans, Arnold Schulkes. Peter Wal- ler. Manus: Michael Austin, Jerzy Skolimowski. Ef­ ter: fortælling af Robert Graves. Foto: Mike Molloy. Farve: Eatmancolor. Klip: Barrie Vince. Ark: Simon Holland/Ass: Keith Pain. Kost: David Paddon. Mu­ sik: Anthony Banks, Michael Rutherford. Elektro­ nisk musik: Rupert Hine. Tone: Alan Bell, Tony Jackson, Gordon K. McCallum. Makeup: Wally Scneiderman. Medv: Alan BAtes (Charles Cross­ ley), Susannah York (Rachel Fielding), John Hurt (Anthony Fielding), Robert Stephens (Overlæge), Tim Curry (Robert Graves), Julian Hough (Præst), Carol Drinwater (Skoflikkerkone), Nick Stringer (Skoflikker), John Rees (Inspektør), Susan Woold- ridge (Harriet), Colin Higgins, Jim Broadbent, Peter Benson. Længde: 86 min. Udi: Obel. Prem: 29.8.79 - Tivoli Bio.

189 Muppet går til filmen

Instruktør: James Frawley

Man regner med, at »The Muppet Show« ugentligt ses af 235 millioner, og selvfølgelig har det været nærliggende for den engelske producent Lew Grade også at producere en film om de kære væsner. Ideen er besnæ­ rende, for ikke blot skal alle muppetmanerne selvsagt se filmen. Det er rimeligt også at regne med et nyt publikum. Sådan går det måske også, skønt filmen slet ikke er på højde med TV-programmerne. Men alligevel. Der eksisterer en, muligvis apokryf, historie om Muppernes popularitet. Lew Grade, den engelske filmverdens vidunderbarn i halv­ fjerdserne, var fløjet til Paris for at møde Sop­ hia Loren i et forsøg på at overtale skuespil­ lerinden til at acceptere en rolle. Der var afsat nøjagtig en time til deres møde, og han be­ gyndte øjeblikkelig på sin sales talk, men me­ get hurtigt registrerede han, at Sophia Loren dårligt nok lyttede til ham. Forklaring: Det var

Muppets og deres bagmænd: fra venstre til højre er det Jerry Nelson, Jim Henson og Frank Oz. Øverst Miss Piggy som skønhedsdronning. tid for The Muppet Show, og hun måtte abso­ ber begivenhederne, i stedet for, som i knokler dem ned, som vil gøre hendes el­ lut se det. TV-programmerne, at være den passive, den skede Kermit til et lailende vrag. Det er bl.a. Jeg har det lidt på samme måde, og jeg kommenterende. Mel Brooks, det går ud over, og Brooks er vel nærmede mig filmen med opskruede forvent­ Der er andre svagheder. Musikken, der be­ også den bedste af samtlige de »rigtige« ninger. Tænk blot, i stedet for sølle 25 minut­ tyder så meget i The Muppet Show, er i fil­ skuespillere, der optræder rundt om i filmens ter i selskab med Kermit og Miss Piggy og alle mens oftest kedsommelig, helt uden den sa­ historie som gæstestjerner. Det er en historie, de andre mere eller mindre markante person­ tiriske eller parodiske effekt, som TV-pro- som giver de færreste noget at lave, men Ri­ ligheder, så var der nu tale om halvanden grammets ofte fremragende valg af ældre chard Pryor formår dog i løbet af sine 30 se­ time. Derefter begyndte nedturen, og årsagen sange giver mulighed for at opnå. Kun i en kunder at skitsere en form for personlighed er såre enkel, så enkel at den i succesrusen sørgmodig duet mellem Kermit og Rowlf som en samvittighedsløs ballonsælger, og er blevet overset af alle de mange kræfter bag (»Something Better«) ejer Paul Williams’ mu­ Steve Martin er genkendeligt ubehagelig i en filmen. sik den følelsesmæssige dimension, der in­ rolle som en uforskammet og fjendtlig tjener, Filmens svaghed er manuskriptet, der er en tensiverer øjeblikket, så helheden bliver til der tilsyneladende finder det under sin vær­ historie om hvordan the Muppets erobrer Hol­ mere end summen af de enkelte elementer. dighed at servere for Kermit og Piggy. De øv­ lywood. Derved sker der det, at man i stedet Sådan som det også er tilfældet, når musi­ rige er spildte navne, som aldrig rigtig drages for at drage os ind i muppernes univers flytter cal-genren bliver stor kunst. ind i historien om Muppernes rejse tværs gen­ dem ud i vores verden, og dermed går meget Der er gode ting i filmen. Miss Piggy er sta­ nem Amerika på vejen til Hollywwod. af deres personlighed tabt. Kermit, der i dig lige pragtfuld, hvad enten hun momentant Teknisk er filmen imponerende dygtigt lavet TV-programmer er ukueligt fatalistisk overfor underkaster sig Kermit og spiller sin forel­ af Jim Henson og alle de øvrige Muppet- den katastrofe, der altid lurer lige om hjørnet, skelse igennem, som var hun allerede i gang performers, men det er svært at se hvori in­ skal i filmen i stedet være den aktive, den der med en rolle i det Hollywood, hun drømmer struktøren James Frawleys indsats består. tager hånd i hanke med tingene, den der ska­ om at erobre, eller hun med furiøs vildskab Per Calum

190 MUPPET GÅR TIL FILMEN vore personer, der får samarbejdsvanskelig­ Kotto god som rumskibets fyrbøder, frækker­ The Muppet Movie. England 1979. Dist/P-selskab: heder, og der er mindst én blandt dem, der ten, der viser sig at holde hovedet koldt næ­ ITC. Ex-P: Martin Starger. P: Jim Henson. Co-P: har skumle motiver. En efter en bliver perso­ David Lazer. P-leder: Kurt Neumann. P-samord- sten lige så længe som vor heltinde, Ripley. nere: Teresa Stokovic, Shirley Snyder. Eksteriør­ nerne ofre for morderen, men den resolutte Også Veronica Cartwright er prægtig i en ret ledere: Buck Edwards. P-ass: Michael Flynn, Fred og rapkæftede helt og den smukke heltinde anonym rolle. Hun ældes synligt i løbet af de Fisher. Instr: James Frawley. Instr-ass: Ron får dog til sidst uskadeliggjort morderen. få dage, filmens handling udspiller sig over. Wright, Penny Flowres. Manus: Jerry Juhl, Jack Burns. Kons: Frank Oz. Foto: Isidore Mankofsky. Det, der er nyt i »Alien«, er altså ikke selve »Alien« vil næppe blive en kultfilm på Kamera: Richard Edesa. Farve: Eastmancolor. historien, men forarbejdelsen af den, der min­ samme måde som »Stars Wars«. Hele fil­ Klip: Chris Greenburg Ass: Steve Polivka. P-tegn: der lidt om fx at spille Shakespeare i moderne mens væsen gør den til en én-gangs ople­ Joel Schiller. Ark: Les Gobruegge/Ass: Eric Orbom. Dekor-design: Julia Harmount, Julius King. Dekor: dress. Det øde hus er denne gang et kolossalt velse, selv om jeg må sige, at gysene var Richard Goddard. Rekvis: Florst GrandtAss: rum-bugserskib langt ude i universet. Morde­ næsten lige så effektive anden gang. Hvad et Tommy Tomlinson. Kost: Gwen Capetanos, Char­ ren er kendt af os alle, da han (hun/den) først andet gennemsyn kan bringe én, er forvisnin­ les James. Sp-E : Robbie Knott. Komp/Arr/Adapt: har gjort sin entré. Og helten og heltinden er gen om, at filmens logik også holder, noget Paul Williams. Dir: lan F. Smith. Sange: Paul Wil­ liams & Kenny Ascher - »The Rainbow Connection« denne gang slået sammen i én og samme man ellers ikke lægger så stor vægt på i hor­ (Kermit = Jim Henson), »Frogs' Legs So Fine« person, den resolutte anden-styrmand på ror-genren. Til gengæld må man så sige - og (Charles Durning), »Movin' Right Along« (Kermit + rumskibet, Ripley. Filmen er blottet for erotik det er faktisk min eneste seriøse indvending Fozzie Bear = Jim Henson + Frank Oz), »Can You og romantik, selv om vennerne fra Wien nok Picture That?« (Dr. Teeth and Electric Mayhem = mod »Alien« - at flere af filmens chok er helt Jim Henson, Frank Oz, Jerry Nelson, Richard Hunt, kunne få noget fallisk ud af vores titelperson, hule effekter af den type, vi har været fortro­ Dave Goelz), »Never Before« (Miss Piggy = Frank morderen, uhyret, væsenet fra den fremmede lige med siden »Repulsion«: krasj, siger mu­ Oz), »Something Better« (Kermit + Rowlf = Jim planet. sikken, og den uforberedte tilskuer ryger på Henson), »This Looks Familiar« (Gonzo = Dave Goelz), »l’m Going to Go Back There Some Day« Dekorationer og special effects i »Alien« er røven ned fra biografsædet af rædsel for kun (Kermit = Jim Henson). Musikbånd: John Caper Jr. af den samme høje standard, vi nu har væn­ Tone: Charles Lewis, David Dockendorf. Lyd-E: Bill net os til og forventer af hver ny sf-film. En Wistrom. Makeup: Ben Nye II. Muppet-design- yderligere sofistikering ved »Alien«, og heri kons: Michael Drith. Muppet-design: Caroly Wil- cox, Mari Kaestle, Dave Goelz, Kathryn Muller, Ed ligger måske noget af arven fra »Star Wars«, Christie, Larry Jameson, Faz Fazakas, Kermit Love, er, at filmen ikke fortaber sig i sin egen frem­ Sherry Amott, Wendy Midener, janet Lerman-Graff, tidsvision, noget sf ellers ofte har gjort. Frem­ Bonnie Erickson, Dor Sahlin, Amy Van Gilder. Mup­ pet kost-design: Calista Hendrickson. Muppet- tiden, sf-elementet, er der, og det bliver må­ performers: Jim Henson (Kermit the Frog, Rowlf, ske netop så overbevisende, fordi filmen ikke Dr. Teeth, Waldorf), Frank Oz (Miss Piggy, Fozzie muntrer os med tekniske fiksfakserier. Histo­ Bear, Animal, Sam the Eagle), Jerry Nelson (Floyd rien i »Alien« er fortalt med stædig fremdrift Pepper, Crazy Harry, Robin the Frog, Lew Zealand), Richard Hunt (Scooter, Statler, Janice, Sweetums, og uden svinkeærinder. Beaker), Dave Goelz (The Great Gonzo, Zoot, Dr. Ridley Scott har også, sammen med sine Bunsen Honeydew), Carroll Spinney (Big Bird), originale designere og special effects-folk, Steve Whitmire, Kathryn Mullen, Bob Payne, Eren Ozker, Caroly Wilcox, Olga Felgemacher, Bruce skabt en fra starten utryg grundstemning af Schwartz, Michael Davis, Buz Suraci, Tony Basili- eksotisme i filmen. Den fremmede planet, det cate, Adam Hunt. Rollebesætter: Gus Schirmer. fremmede rumskibs-vrag, æggene, og natur­ Medv: Charles Durning (Doc Hopper), Austin Pend- ligvis vores uhyre, er utroligt fremmede for os, leton (Max), Edgar Bergen (Edgar Bergen), Milton Berle (Mad Man Mooney, bilsælger), Mel Brooks helt ulig noget vi ellers måtte være stødt på (Professor Krass), James Coburn (Ejer af El eller have fantaseret os til, og netop på den Sleezo-cafeen), Dom DeLuise (Hollywood agent), baggrund kommer »Nostromo«, filmens Elliott Gould (Konferencier), Bob Hope (Ismand), Madeline Kahn, Carol Kane (Barpiger), Steve Martin store, slidte og utiltalende rumskib, til at virke (Tjener), Richard Pryor (Ballonsælger), Telly Sava- så betryggende og fortroligt og naturstridigt las (Hård negl), Orson Welles (Lew Lord, filmprodu­ hjemligt for os. cent), Cloris Leachman (Lew Lords sekretær), Paul »Alien« er en øjenlyst. Ridley Scotts fortid Williams (Pianist i El Sleezo), Scott Walker (Frø­ dræber), James Frawley (Tjener), Lawrence Gabriel i reklamefilm-branchen har lært ham meget Jr. (Sømand), Ira F. Grubman (Bartender), H. B. om billeder, og filmen har præcis den rette Haggerty (Skovarbejder), Bruce Kirby (Portvagt), belysning og præcis den rette komposition i Tommy Madden (En-øjet dværg), Arnold Roberts (Cowboy). Længde: 97 min. Udi: Nordisk. Prem: hvert eneste billede, som for øvrigt er fotogra­ 28.9.79 - Palads + Nygade (København), Regina feret af Scott selv, selv om reklamefilm-foto­ (Århus), Fønix (Odense), Lido (Vejle). grafen Derek Van Lint er crediteret som fil­ mens fotograf. Der spilles meget overbevi­ sende i filmens syv roller, især er Yaphet

Alien - Til venstre en scene fra »Alien«, der illu­ strerer filmens deokra- den 8. passager tioner, som er blevet til efter udkast fra den schweiziske kunstner Instruktør: Ridley Scott H. R. Giger (billedet herover). Øverst in­ Det, der er godt ved en film som »Alien«, er, struktøren Ridley at filmen i næsten enhver henseende er noget Scott, der efter af det mest. Den er noget af det mest spæn­ »Alien« håber at lave dende og flotte og uhyggelige og velkonstrue­ filmen »Knights«, et middelalder-drama, rede, man mindes at have set, og selv om hvorefter han skal i man måske ikke bliver væltet omkuld af fil­ gang med en ny mens filosofiske ballast, fungerer den strå­ science fiction-film, baseret på den klas­ lende som divertissement, og sådan er den jo siske »Dune« - og også tænkt. også på denne film i Handlingsmønsteret i »Alien« er gammel­ samarbejde med H. R. kendt: et øde hus, en mørk og stormfuld nat, Giger. en lille gruppe mennesker isoleret i disse om­ givelser, og en gal morder på fri fod blandt dem. Situationen skaber spændinger mellem

191 at opdage at det hefe var falsk alarm. Men de egentlige frihed - overfor fangen, som med ægte gys, filmen rummer, er gode. Og uven­ sine både fysiske og psykiske ressourcer er tede. Og hvis man trænger til at opleve noget den egentligt frie. Fordi han ejer både intellek­ i en biograf og få alle sanse-antennerne hevet tet og en skabende fantasi og praktiske.evner ud, så er »Alien« ikke det værste, der er op­ for at realisere drømmen. fundet. Der er vel egentlig noget ærkeamerikansk Ib Lindberg i denne problemstilling ligesom der også er ALIEN - DEN 8. PASSAGER det i kontrasteringen af de to typer. Ameri­ Alien. England 1979. Dist: 2oth Century-Fox. P-sel- skab: 20th Century-Fox. En Brandywine-Ronald kansk folklore, triviallitteraturen og -filmene Shusett Produktion. Ex-P: Ronald Shusett. P: Gor­ såvel som kunsten har jo siden republikkens don Carroll, David Giler, Walter Hiil. As-P: Ivor Po- fødsel sværmerisk nærmet sig den fredløse well. P-leder: Garth Thomas. P-ass: Valerie Craig. med en blanding af fordømmelse og beun­ Instr: Ridley Scott. Instr-ass: Paul Ibbetson, Ray­ mond Becket, Steve Harding. Manus: Dan O’Ban- dring. Set på europæisk afstand kan denne non, Walter Hiil, David Giler. Efter: fortælling af Dan dyrkelse skiftevis opfattes som en smuk, til O’Bannon, Ronald Shusett. Foto: Derek Vanlint, tider ligefrem poetisk drøm (som hos John Ridley Scott. Miniature-foto: Denys Ayling, David Litchfield (kamera). Farve: De Luxe. Klip: Terry Ford), eller som et næsten perverteret fri­ Rawlings/Ass: Les Healey, Peter Culverwell, Brid­ hedsideal. Siegels film er nok nærmest det get Reiss, Peter Baldock, Maureen Lyndon. Visuel- sidste, som også de seneste Peckinpah-film design-kons: Dan O’Bannon. Design-skitser: Ron har været det (f.eks. »Convoy« og »The Get- Cobb, Chris Foss, Jean »Moebius« Qiraud. P-tegn: Clint Eastwood Michael Seymour. Ark: Les Dilley, Roger Chirstian/ away«). Ass: Jonathan Amberston, Benjamin Fernandez. og ikke blot et postulat i manuskriptet. Fra de Rammen om denne konflikt er formuleret Dekor: lan Whittaker. Rekvis: Dave Jordan. Kost: første regntunge billeder af fangetransporten med visuel ekspertise af Siegel. Han kan gan­ John Mollo, Tiny Nicholls. »Alien«-design: H. R. Giger. »Alien«-head-Effekter: Carlo Rambaldi. fra San Francisco til klippeøen Alcatraz med ske vist ikke dy sig for at indlægge elementer, »Baby-Alien«-Co-design: Roger Dicken. »Alien«- den efterfølgende upersonlige registrering af der kun tjener samme formål, som når Ray­ mekanik: Carlo Demarchis, Dr. David Watling. fangen og den videre gåen spidsrod, nøgen, mond Chandler i sine tidlige noveller ikke »Alien«-effekter-samordner: Clinton Cavers. gennem de kolde fængselsgange, er i Bruce kunne (eller ikke kunne få lov til at) komme Sp-E-Sup: Brian Johnson, Nick Ailder. Sp-E: David Watkins, Roger Nicholl, Neil Swan, Phil Knowles, Surtees' stemningsbefordrende fotografering videre med en rimelig afvikling af historien og Dennis Lowe, Guy Hudson. Model-byggere: Peter et konkret og sigende vidnesbyrd om den be­ derfor måtte indføje elementære spændings­ Boysey (Sup), Eddie Butler, Shirley Denny, Patti vidste udmygelse, som Alcatraz-fangerne (og skabende elementer. Chandler forklarede det Rodgers. Musik: Jerry Goldsmith. Dir: Lionel New- man. Musikbånd: Bob Hathaway. Incidentalmu- vel så mange andre fanger med dem) er ble­ siden således; »When in doubt, have a man sik: »Symphony No. 2 (Romantic)« af Howard Han­ vet udsat for. Savnet af så at sige enhver form come through a door with a gun in his hånd«. son; »Eine kleine Nachtmusik« af W. A. Mozart. Fri­ for privatliv, den vilkårlige fratagelse af selv Siegel gør det samme, når han i filmens be­ surer: Sarah Monzani. Makeup: Pat May, Tommy ganske små rettigheder (der for en fange gyndelse f.eks. lader et stort brød af en fange Manderson (Sup). Tone: Derrick Leather, Bill Rowe, Ray Merrin, Jim Shields, Bryan Tilling. Stunt­ selvfølgelig må forekomme langt større end erklære overfor den nytilkomne Frank Morris, samordner: Roy Scammell. Stunts: Eddie Powell. for os andre), hele den klaustrofobiske stem­ at han, Morris, skal være hans elsker, hvor­ Rollebesættere: Mary Goldberg, Mary Selway. ning, er så tæt skildret, og hele tiden diskret efter Siegel i en kompakt instrueret, spillet og Medv: Tom Skerritt (Dallas), Sigourney Weaver (Ripley), Veronica Cartwright (Lambert), Harry Dean men effektivt understreget af tilstedeværelsen klippet sekvens lader Eastwood tæve med­ Stanton (Brett), John Hurt (Kane), lan Holm (Ash), af utallige fangevogtere (se bare på rolleli­ fangen. Med den konstante overvågning, Yaphet Kotto (Parker), Bolaji Badejo (Alien), Helen sten, der nævner langt flere vogtere end fan­ som Alcatraz-fængslets fanger levede under, Horton (»Mother«s stemme). Længde: Udi: Co- ger; reelt var der en vogter for hver tre fan­ forekommer det slet ikke troværdigt, at fan­ lumbia-Fox. Prem: 12.10.79 - Imperial (Køben­ havn), Scala (Aalborg), Palads (Århus), Esa-Bio ger), at kun meget få fængselsfilm måler sig gerne overhovedet kunne have noget sek­ (Esbjerg), Fotorama (Herning), Scala (Holstebro), med Siegels i dette aspekt. sualliv. Kino (Kolding), Folketeatret (Odense), Kinopalæet Men mest »spændende« er Siegels subtile Ligeledes kan Siegel heller ikke dy sig for (Randers), Lido (Vejle). skildring af den åndelige kamp, der udspilles lidt billig spænding i skildringen af flugtforbe­ mellem fængselsdirektøren (eminent spillet af redelserne. Frank Morris flygter via en venti­ Patrick McGoohan) og livstidsfangen Frank lationsskakt, og for at kunne arbejde ugeneret Flugten Morris (en meget autoritativ Clint Eastwood). om natten modellerer han et hoved, som lig­ Spændingen eksisterer først og fremmest ger halvt skjult af dynen, så forbipasserende fra Alcatraz fordi Siegel har gjort de to mænd til absolutte fangevogtere ikke skal opdage noget. Der er modpoler. Fængselsdirektøren er den sande en scene, hvor vi tilskuere med sikkerhed Instruktør: Donald Siegel slavesjæl, reglementsmennesket, magtmen­ ved, at Frank Morris er væk fra cellen, da fan­ Med sine 67 år og næsten 40 års virke i Hol­ nesket og sadisten i én person, men vel at gevogteren passerer. Og da vogteren i et nyt lywood lider Don Siegel ikke længere af falsk mærke aldrig i den grove karikatur, som de klip igen passerer Morris’ celle og betragter beskedenhed. Han kender sit eget værd, og fleste instruktører falder for fristelsen til at hovedet af Morris og bemærker til fangen i med en vis rimelighed har han før premieren skildre, og heller ikke fremstillet som noget cellen ved siden af, at Morris sover tungt, på »Flugten fra Alcatraz« sagt, at »hvis det er psykiatrisk tilfælde, der tilfældigvis er sluppet frygter vi det værste - hvorefter det viser sig, lykkedes os at klare, hvad vi fra begyndelsen uden om den nye magtelite, som psykologer at Morris er kommet tilbage til cellen. Det er håbede på - og det tror jeg personligt vi har og psykiatere udgør. skam spændende, men det er trods alt en lidt - så vil historien om et menneske fast beslut­ Og modsat er fangen, Frank Morris, aldrig billig effekt i en i øvrigt meget sober fængsels­ tet på at undslippe et flugtsikkert fængsel anskuet som den forfulgte uskyldighed. Uden film, hvor Siegels foretrukne middel til at blive en af årets bedste film«. nærmere at fortælle på hvilken måde, så læg­ skabe spænding sådan set er lydsiden, idet Umiddelbart kan det synes at være store ger filmen aldrig skjul på, at Frank Morris er grave- og bankearbejdet er enerverende høj­ ord, og vel også for store. Thi hvad er filmen forbryder. Måske burde Siegel have røbet, lydt, så man hele tiden sidder med en knu­ andet end et gammeldags fængselsmelo- hvorledes han har forbrudt sig, men der kan gende frygt for at flugtforberedelserne skal drama, omend lavet med mere håndelag end på den anden side argumenteres for, at en blive opdaget i utide. Så dygtigt manipulerer de fleste tidligere eksempler indenfor denne sådan information ville have svækket filmens Siegel nemlig med os, at vi er helt på Frank sub-genre. Jo, uden at gå så vidt som at hensigt, nemlig så konsekvent som muligt at Morris’ parti (sympatien for Morris fremmes kalde filmen for »en af årets bedste«, så rum­ skildre, hvad man måske lidt paradoksalt kan selvsagt også af det faktum, at han spilles af mer »Flugten fra Alcatraz« langt mere end kalde for den frie fange og den fangne frie: Eastwood, der med hele sin sære udstråling blot den rent elementære spænding, som den Den bureaukratiske' fængselsdirektør, der turde være en karakteristisk halvfjerdserhelt slags historier næsten pr. definition rummer. trods sin tilsyneladende frihed er den reelle skønt næppe mange vil betragte Eastwoods Fængselsatmosfæren er f.eks. beskrevet i fil­ fange - fordi han ikke ejer en gnist af den filmfigur som umiddelbart sympatisk). men, så den næsten er fysisk nærværende fantasi, der befordrer den åndelige, den Flugten lykkes for Morris og to medfanger.

192 Om de overlever svømmeturen hører vi al­ drig, men i pagt med filmens hyldest til frihe­ den for enhver pris (og for enhver person) slutter filmen med en ironisk og dobbelttydig pointe. På en lille gold klippeø nær Alcatraz leder fængselsdirektøren og hans eftersøg­ ningspersonale efter spor af de tre flygtede. De finder et blomsterhovede, som vi tidligere har set Morris modtage af en elskelig gammel medfange, som ikke kan overleve, at fæng­ selsdirektøren har frataget ham retten til at male. Per Calum

FLUGTEN FRA ALCATRAZ Escape From Alcatraz. USA 1979. Dist: Paramount. P-selskab: Malpaso/Siegel. Ex-P: Robert Daley. P: Donals Siegel. As-P: Fritz Manbes. P-leder: Jack Terry. Instr: Donald Siegel. Instr-ass: Luigi Alfano, Mark Johnson, Richard Graves. Manus: Richard Tuggle. Efter: bog af J. Campbell Bruce. Foto: Bruce Surtees. Farver: De Luxe. Klip: Ferris Web­ ster. P-tegn: Allen Smith. Dekor: Edward J. McDo­ nald. Rekvis: Larry Bird. Kost: Glenn Wright. Sp-E: Chuck Gaspar. Komp: Jerry Fielding. Musikbånd: June Edgerton Tone: Bert Hallberg. Lyd-E: Alan Dumbo hjælpes af kragerne ud på den første flyvetur. Robert Murray. Make-up: Joe McKinney. Dialog- instr: Carol Rydall. Medv: Clint Eastwood (Frank »smældende« farver, der igen stemmer tale-synger sig igennem sangen »Did You Morris), Patrick Mcgoohan (Fængselsdirektør), Ro­ Ever See an Elephant Fly?«. bert Blossoms (Doc), Jack Thibeau (Clarence Ang- smukt overens med filmens miljø, cirkQs, der lin), Fred Ward (John Anglin), Paul Benjamin (Eng- traditionelt står som noget muntert og festligt. Oprindelig blev denne sekvens i USA opfat­ lish), Larry Hankin (Charlie Butts), Bruce M. Fischer Eventyret om den lille elefantunge, der først tet som værende ubevidst racistisk, idet man (Wolf), Frank Ronzio (Litmus), Fred Stuthman ugleses på grund af de alt for store ører, men opfattede kragerne som værende tegnefil­ (Johnson), David Cryer (Wagner), Madison Arnold (Zimmerman), Biair Burrows (Såret vagt), Bob Bal- som siden bliver stjerne i cirkus fordi ørerne mens version af negre opfattet som dovne og hatchet (Lægeassistent), Mathew J. Locricohic (Un­ sætter den i stand til at flyve, ejer samme ele­ stupide, men som Henrik Lundgren gjorde op­ dersøgelsesvagt), Don Michaelian (Bech), Ray K. mentære kraft, som f.eks. historien om mærksom på i sin fremragende artikel om Goman (Vagtkaptajn), Jason Ronard (Bobs), Ed Vasgersian (Cranston), Ron Vernan (Stone), Step­ Bambi, men mindre dramatisk styrke end Walt Disneys univers (Kosmorama 117), så hen Bradley (Undersøgelsesvagt), Garry Goodrow f.eks. »Askepot«. hjælper kragerne faktisk Dumbo til at flyve. (Weston), Dan Leegant, John Gerabedian, Denis Ondskaben, den uundværlige motor i even­ »Dumbo« er nok Disneys mest afslappet Berkfeldt, Jim Haynie, Tony Dario, Fritz Manes, tyret, er mindre i »Dumbo« end i så at sige humoristiske film, og den er blandt de to-tre Dana Derfus, Don Cummins, Gordon Handforth, John Scanlon, Don Watters, Lloyd Nelson, George alle andre af Disneys tegnede langfilm. Gan­ bedste lange tegnefilm, der er udgået fra Dis­ Orrison, Gary F. Warren, Joe Whipp, Terry Wills, ske vist er cirkusdirektøren en grov og ufor­ ney-studierne. Og derfor den væsentligste Robert Irvine, Joseph Knowland, James Collier, R. stående karl, og ganske vist er cirkusklov­ re-premiere, som Disney-firmaet længe har J. Ganzert, Robert Hirschfeld (Vagter), Dale Alva- rez, Sheldon Feldner, Danny Glover, Carl Lumbly, nerne karakteriserede uden forsonende mo­ givet os. Per Calum Patrick Valentino, Glenn Wright, Gilbert Thomas Jr., menter, så Dumbos bedrifter og endelige mo­ Eugene W. Jackson (Fanger). Længde: min. Udi: ralske sejr sættes i relief, og de snadrende DUMBO CIC. Prem: 5.11.79 - Kinopalæet + Bio Trio (Kø­ hunelefanter, skildret som en flok tåbelige Dumbo. USA 1941. Dist: Buena Vista. P-selskab: benhavn), Kosmorama (Århus), Grand (Odense), gæs omkring et kaffe- og kagebord, bidrager Walt Disney Productions. P: Walt Disney. Sup- Esa Bio (Esbjerg), Bio (Herning), Slots-Bio (Ran­ instr: Ben Sharpsteen. Sekvens-instr: Norman ders), Kino (Roskilde). yderligere, men der findes ingen bevidst ond Ferguson, Wilfred Jaxon, Bill Roberts, Jack Kinney, kraft i historien om »Dumbo«, som det er til­ Samuel Armstrong. Animation-instr: Vladimir fældet i f.eks. »Snehvide og de syv dværge« Tytla, Fred Moore, Ward Kimball, John Lounsbery, Dumbo Art Babbit, Wolfgang Reitherman. Manus-sup: Otto eller »Pinocchio« eller senere film som Englander. Manus: Joe Grant, Dick Huemer. Efter: »Askepot« og »Tornerose«. Også dette ele­ Instruktør: Ben Sharpsteen fortælling udarbejdet af William Peet, Aurelius Bat- ment bidrager til at give filmen karakter af en taglia, Joseph Rinaldi, Webb Smith, George Stal­ »Dumbo« er det nærmeste Disney-studierne elskværdig og dybest set ukarakteristisk opti­ lings. Figur-design: Jack Miller, Martin Provensen, John Walbridge, James Bodero, Elmer Plummer, i de lange tegnefilm er kommet den upræten­ mistisk leg. Maurice Nobel. Figur-animation: Milton Neil, Ho­ tiøse humor, som kendetegner de bedste af Filmen undgår ikke det overdrevet sukrede. ward Swift, Don Towsley, Hugh Fraser, Harvey tredivernes korte tegnefilm. Men samtidig har Det rørstrømske slår for stærkt igennem i de Toombs, Les Clark, Claude Smith, Kicks Lokey, Grant Simmons, Ray Patterson, Jack Campbell, filmen bevaret det tema, som løber igennem få scener mellem Dumbo og dens mor, men Walt Kelly, Bernie Wilf, Bill Shull, Don Patterson, Cy så at sige alle de lange film, nemlig at den i det store og hele er det humoren, der do­ Young, Josh Meador, Art Palmer. Art direction: grimme ællings vej til succes sker på en gan­ minerer: fra den pudseløjerlige indlednings­ Herbert Ryman, Kendal O’Connor, Terrel Stapp, Al ske særlig måde, idet modningsprocessen sekvens med storken, der bringer dyreun- Zinnen, Don DaGradi, Dick Kelsey, Charles Pay- zant, Ernest Nordli. Baggrunde: Claude Coats, Al ikke korrumperer. Tværtimod forbliver drøm­ gerne frem over den milde satire i scenerne Dempster, John Hench, Ray Lockrem, Gerald Ne- men intakt. Temaet kan selvfølgelig også med hunelefanterne, der bevidst negligerer vius, Joe Stahley. Musik: Oliver Wallace, Frank eksistere i de korte tegnefilm, men disses Dumbo til den næsten surrealistiske humor i Churchill. Sangtekster: Ned Washington. Arr: Ed­ ward Plumb. Stemmer: Edward Brophy (Timothy tidsmæssige begrænsning medfører naturligt sekvensen, hvor Dumbo og dens trofaste Mouse), Herman Bing (The Ringmaster), Cliff Ed­ nok, at temaet ikke kan gennemføres så hjælper (og hjerne), musen Tim, efter en wards (Jim Crow), Sterling Holloway (Messenger nuanceret, som det faktisk er tilfældet i champagnerus bogstaveligt ser lyserøde ele­ Stork), Verna Felton (Matriarc Elephant). Dansk »Dumbo«. fanter i et virtuost tegnet drømmeafsnit. version: Jesper Klein (Musen Tim), Poul Bund- gaard (Cirkusdirektøren), Kirsten Rolffes (Elefant­ Fra Disneys side var »Dumbo« bevidst en Og så har jeg slet ikke nævnt filmens bed­ matriarken), Lily Broberg (Fru Jumbo), Ulf Pilgaard billig produktion. Filmen blev relativt hurtigt ste sekvens, da Dumbo efter rusen og tøm- (En klovn/en krage), Jess Ingerslev (En klovn/en lavet, baggrundstegningerne var enklere end mermændene vågner op i et træ og bliver krage), Claus Ryskjær (En klovn/en krage/storken), Per Pallesen (En klovn), Femming Enevold (En i andre Disney-film fra perioden - fjernt fra genstand for en flok undrende kragers op­ krage), Jørgen Pedersen (En krage), Susanne den ekstreme naturalisme i »Bambi« eller den mærksomhed. Scenen er i originaludgaven af Bruun Koppe, Vera Gebuhr, Lykke Nielsen, Kirsten detaljerede stilisering i »Pinocchio«. Den af filmen et suverænt musikalsk-komisk musi­ Hansen-Møller (Elefanter), Palle Huld (Fortælleren). økonomien påtvungne enkelhed er imidlertid calnummer, mens det i den danske version Længde: 63 min. Censur: Rød. Udi: Columbia- Fox. Prem: Metropol 25.6.48. 1. re-prem: Metropol vendt til filmens fordel. Tegnestilens relative først og fremmest er tale om et komisk num­ 26.12.56. 2. re-prem: Metropol, Ballerup Bio, Bio- enkelhed harmonerer med de kraftige, mer, når kragerne på bedste revy-århusiansk Trio og Rialto 2 - 12.10.79.

193 lige stil, som manuskriptforfatteren, instruktø­ I et år ren, producenten, fotografen og klipperen Fassbinder iklæder denne ramme - en fræ­ med 13 måner sende og vrængende stil, grel og grim og skærende. Den er kakofonisk i sine lydcolla­ Instruktør: Rainer Werner Fassbinder Kort ger og undertiden næsten koreografisk i sine Dette er næppe en film, der vil omvende de stiliserede bevægelser, og den dirrer klau­ mennesker, som alle dage har betragtet Rai­ strofobisk af et indre følelsespres, som hele ner Werner Fassbinder som et stærkt over­ tiden truer med at sprænge den i småstum­ vurderet blålys. Men for den oprindeligt posi­ per. sagt tivt interesserede, der først begyndte at miste Modstræbende bliver fascinationen, fordi tålmodigheden ved konfrontationen med de også »I et år med 13 måner« har indslag af filmene set af tomme krukkerier i »Kinesisk roulette« og de maniererede og morbide, og især fordi det Per Calum (P.C.) Peter Schepelern(P.S ) »Den desperate mand«, bliver denne film en er vanskeligt at affinde sig med instruktørens Ib Monty (I.M.) demonstration af, at den vesttyske instruktør melodramatiske misantropi, hans masochisti­ Ebbe Iversen (E.l.) stadig kan skabe værker med mere indhold ske graven sig ind i den sorteste håbløshed, end mærkværdige manerer. For »I et år med hvor der ikke rummes andre flugtmuligheder 13 måner« er en bevidst grim og ubehagelig end døden. Men i denne film bliver stilen ikke film med et både privat og bizart tema, men til sit eget mål, og bag det karrikerende og de AV, ET KUP den er også indtrængende, konsekvent og tilsyneladende nihilistiske attituder handler fil­ Instruktør: WILLIAM FRIEDKIN båret af en ægte og uafviselig desperation. men alligevel om den betingelsesløse ømhed Friedkin, der brød igennem med den genre­ Hovedpersonen er den transseksuelle El­ og solidaritet, der kunne have reddet Elvira, skabende politifilm »The French Connection« vira, der engang var mand og hed Erwin, og og som er nødvendig for at redde meget mere (1971) og fik dundrende kassesucces med som nu ensom og ydmyget bevæger sig gen­ i denne verden. Det vil eller kan Fassbinder den monstrøse »The Exorcist« (1973) kom­ nem de sidste fem dage af sit liv frem mod ikke sige ligeud, hans ærinde er fremlæggel­ mer nu, efter den svage remake af »Frygtens selvmordet. Elvira søger kærligheden, men sen af problemerne og ikke deres løsninger, pris« og et kortvarigt ægteskab med Jeanne møder afvisningen, hånen og isolationen, for og derfor kan det virke, som om han rækker Moreau, med en pæn, lille kup-film om den hun er et uhåndterligt og irriterende skrummel tunge ad sit publikum. Men i dette tilfælde er gruppe amatøragtige småforbrydere, der i af et menneske, kønsligt og mentalt spærret hans vrede vrængen fremkaldt af en camou­ 1950 røvede et par millioner udevaluerede inde i et ingenmandsland omkranset af lige­ fleret og fortvivlet følsomhed, som ligger langt dollars fra pengetransportfirmaet Brinks i gyldighedens pigtråd og intolerancens vagt­ hinsides den hule provokation, og derfor op­ Boston. Det lykkes Friedkin på en underhol­ tårne. står fascinationen, selv om den er modstræ­ dende måde at balancere mellem Olsenban- Og så er hun rent konkret placeret i et bende. deagtig farce og gangster-melodrama, og der Frankfurt, som Fassbinder gør til et skræm­ Ebbe Iversen er atmosfære omkring de snuskede røvere mebillede af det moderne storbylivs benhårde (som spilles af bl.a. Peter Falk, Paul Sorvino umenneskelighed, fyldt med glas og beton, I ET ÅR MED 13 MÅNER og Warren Oates) og deres slummiljø, men støj og kulde, så også de velmenende har for In einem Jahr mit 13 Monden. Vesttyskland 1978. Friedkin får ikke nok satire ud af FBIs kom­ travlt med at klare sig selv til at kunne reagere Dist: Filmverlag der Autoren. P-selskab: Tango munist-paranoide reaktion på røveriet. Det Film - Project Filmproduktion. P/Instr/Manus/Foto/ på Elviras råb om hjælp. Mens Elviras per­ Klip Dekor: Rainer Werner Fassbinder. Medarbej­ virker også utilfredsstillende, at instruktøren sonlige situation mildest talt er speciel og ikke dere: Milan Bor, Jo Braun, Juliane Lorenz, Werner henfalder til den moderne kliché, der består i giver den gennemsnitlige tilskuer mulighed Luring, Wolfgang Mund, Peer Råben, Karl Scheydt, til slut at opremse, hvordan det sidenhen gik Volker Spengler, Alexander Witt, Frantisek Vasek. for identifikation, er filmens billede af den al­ Medv: Volker Spengler (Elvira Weisshaupt), Gott­ personerne og opklaringen af sagen. Selv om mene fremmedgørelse og sjælelige indtørring fried John (Anton Zaitz), Elisabeth Trissenaar det her sker med henvisning til, at det drejer i spilleautomaternes, bolighajernes og den al­ (Irene), Ingrid Caven (rote Zora), Esa Mattes sig om autentiske personer og en autentisk koholiske eskapismes univers genkendeligt (Marie-Ann), Giinter Kaufmann (Smolik), Lilo Pem- sag, er det irriterende, at instruktøren ikke peit (Søster Gudrun), Isolde Barth (Sybille), Karl og gruopvækkende. Man fryser i Frankfurt, og Scheydt (Hacker), Walter Bockamyer (Sjæle- ved, hvad der blev af pengene. De historiske det er ikke vejrets skyld. Frieda), Bob Dorsey (Selvmorder), Ursula Lillig fakta omkring et eller andet pengekup i Bos­ Gennem ordrige samtaler og monologer får (Rengøringskone), Gunther Holzapfel (Brei), Janoz ton i 1950 kan jo ret beset være filmpublikum­ Bermez (Oskar Pelitgen), Gerhard Zwerenz (Digte­ man oprullet Elvira/Erwins ulykkelige barn­ ren). Længde: 129 min. Udi: Dagmar. Prem: met flintrende ligegyldige, hvis ikke de giver dom, opløste ægteskab og fallerede affærer 24.9.79 - Dagmar. mening i filmen. (The Brinks Job - USA med diverse mænd, alt det, der nu gør det 1978). P.S. umuligt for hende at fungere i en klart define­ ret identitet. Det er hentet lige ud af de psy­ BLODETS BÅND kologiske og sociale lærebøgers grundlæg­ Instruktør: CLAUDE CHABROL gende kapitler, troværdigt og trivielt, men det Det er tredie gang, Claude Chabrol forsøger hindrer ikke Elvira i at forblive et særtilfælde, sig med en engelsksproget film, og ligesom i hvis fatale offer på kærlighedens alter - køns­ de to tidligere, røber Chabrols usikkerhed sig, skiftet i Casablanca - er symbolsk klart og når han arbejder uden for sit hjemland. Lige psykologisk ikke urimeligt, men alligevel et te­ så subtil og nuanceret, han er på hjemme­ matisk knudepunkt, som fører filmen væk fra bane i det franske borgerskab, lige så ba­ tilskueren og ind i noget meget privat. At dette stant, klodset og overtydelig er han på ude­ private hænger sammen med Fassbinder- bane. Filmens grundlag er en roman af Ed samleveren Armin Meyers selvmord, er mu­ McBain, men den kriminalistiske intrige er ligvis biografisk interessant, men naturligvis ikke stort bevendt, og dette kompenseres der irrelevant for oplevelsen af filmen. ikke for med nogen videre spændende karak­ Hvad der får én til at følge filmen med halv­ ter- eller milieuskildring. Det er således be­ vejs modstræbende fascination, er derfor ikke tegnende, at Stéphane Audran næsten er ka­ så meget personen Elvira, selv om Volker tastrofalt ved siden af i alle de scener, hun Spengler spiller hende med et hensynsløst og medvirker i. Mest soliditet er der i Donald Sut- ekshibitionistisk engagement, der imponerer. herlands spil i rollen som en politimand, der Det er snarere hele den fysiske ramme om­ skal opklare et bestialsk mord på en 17-årig kring hendes sidste miserable dage, og det er pige. (Liens du sang/Blood Relatives-Fran- den fuldkommen kongeniale visuelle og lyd­ Scene fra »I et år med 13 måner« krig-Canada 1977). I.M.

194