Carlsbergs Eventuelle Overtagelse Af Albani

Carlsbergs eventuelle overtagelse af Albani

2000 1. Konklusion og sammenfatning 2 1.1 Fusionens umiddelbare konsekvenser – uden kompenserende foranstaltninger 3 1.2 Konkurrencesituationen på de danske markeder for øl og sodavand – uden kompenserende foranstaltninger 3 1.3 Importbarrierer 5 1.4 Foranstaltninger 6 1.5 Virkning af foranstaltningerne 7 1.6 Håndhævelse af foranstaltningerne 7

2. Baggrund 8 2.1 Aftalen 8 2.2 Aftalens gennemførelse 9 2.3 Parterne 9

3. Markedet 12 3.1 Produktionen 12 3.2 Afgifter 13 3.3 Retursystemet 16 3.4 Markedsføring 19 3.5 Afgrænsning af det relevante marked 21 3.6 Salgskanaler 24 3.7 Konklusion om relevante markeder for analysen 27 3.8 Markedsaktører 28 3.9 Markedsudviklingen 32

4. Konkurrencemæssig vurdering 37 4.1 Mærkeøl til detailhandelen (inkl. kioskhandelen) 37 4.2 Læskedrikke (mærkevarer) til detailhandelen 40 4.3 Mærkeøl og vand til horeca 42 4.4 Kontraktøl til supermarkedskæder mv. 44 4.5 Kontraktvand til supermarkedskæder mv. 46

2 Carlsbergs eventuelle overtagelse af Albani

1. Konklusion og sammenfatning Carlsberg har den 18. august 2000 offentliggjort et tilbud om at overtage aktiemajoriteten i Al- bani Bryggerierne. Overtagelsen vil betyde, at Carlsberg vil få kontrol med Albani.

De kommende danske fusionsregler træder først i kraft 1. oktober 2000. Som baggrund for en beslutning om, hvorvidt Danmark skal anmode EU-Kommissionen om at vurdere fusionen, har Konkurrencestyrelsen vurderet, hvordan overtagelsen vil påvirke de danske markeder for øl og læskedrikke. Erhvervsministeren har hjemmel i EU´s fusionskontrolforordning til inden 1 må- ned efter fusionsbeslutningen at sende en sådan anmodning til EU. Hvis det sker, kan EU herefter forbyde eller tillade fusionen eller opstille en række betingelser for fusionen.

Konkurrencestyrelsen har grebet sagen an på samme måde, som normalt anvendes i EU og i lande med national fusionskontrol, og som styrelsen anvendte i fusionssagerne vedrørende MD Foods og Kløver Mælk og senere MD Foods og Arla. Styrelsen har således udarbejdet en nær- mere vurdering af de berørte markeder og indhentet informationer fra bl.a. berørte konkurrenter og aftagere.

Konkurrencestyrelsen har vurderet, at fusionen - uden kompenserende foranstaltninger - i høj grad ville begrænse konkurrencemulighederne på de danske markeder for øl og læskedrikke. En fusion uden kompenserende foranstaltninger ville derfor være samfundsmæssigt uhensigtsmæs- sig og medføre risiko for, at konkurrenterne blev presset ud af markedet og for højere priser og snævrere produktudbud for forbrugerne.

På den baggrund har Carlsberg givet en række tilsagn om at forbedre konkurrencen på øl- og sodavandsmarkederne i Danmark, jf. afsnit 1.4. Tilsagnene er selvsagt betinget af, at Carlsberg opnår kontrol med Albani.

3 1.1 Fusionens umiddelbare konsekvenser – uden kompenserende foranstaltninger Fusionen ville uden foranstaltninger betyde, at Carlsbergs andel af det samlede ølsalg i Dan- mark ville stige fra godt 70 pct. til knap 80 pct. Hvad angår salget af sodavand, vil fusionen øge Carlsbergs andel fra 60 pct. til 70 pct.

Samlet er der således ikke tvivl om, at Carlsberg med fusionen udbygger sin i forvejen meget stærke position i Danmark. Denne udvikling skal ses i lyset af, at der er stærke importbarrierer, og at importen af øl og sodavand derfor er forsvindende lille.

Den manglende import skyldes bl.a., at forbrugerne har stærke præferencer for danske produkter, og at Carlsberg ejer 2/3 af landets største ølimportør - Premium Beer Import.

Men den manglende konkurrence fra udlandet skyldes også, at punktafgifterne er udformet på en måde, som gør det vanskeligt for udenlandske producenter eller eksportører at trænge ind på det danske marked.

Fusionen indebærer derfor en risiko for, at forbrugerne stilles dårligere. En anden risiko er, at monopolsituationen vil medføre et mindre effektiviseringspres. Hvis Carlsberg løbende rationa- liserer driften i et langsommere tempo end ellers, vil der på sigt opstå et samfundsøkonomisk tab, som forbrugerne skal betale.

En tredje risiko er, at bryggeriernes konkurrence om nye produkter reduceres, og at forbrugerne derfor vil få færre produkttyper at vælge imellem. Det er således erfaringen, at stærkt dominerende virksomheder produktudvikler i et mindre omfang end virksomheder på markeder med en moderat koncentration og mere konkurrence.

Der skal dog også tages hensyn til, at en del af de lokale markeder i landet ikke vil blive påvir- ket af Carlsbergs overtagelse af Albani. Øl og sodavandsmarkederne er kendetegnet ved, at lokale mærker står stærkt i ”deres” område. Eksempler på dette er Albani på Fyn, Faxe på Syd- sjælland, Thor i Nord- og Østjylland, Maribo Bryghus på Lolland-Falster, Ceres i Midt- og Østjylland og Slotsmøllen i Trekantsområdet og Sønderjylland.

I det følgende vurderes konkurrencesituationen på de danske markeder for øl og sodavand samt baggrunden for de konkrete foranstaltninger, som beskrives sidst i notatet.

1.2 Konkurrencesituationen på de danske markeder for øl og sodavand – uden kompenserende foranstaltninger Øl- og sodavandsmarkedet består af en række delmarkeder, der konkurrencemæssigt skal behandles hver for sig. De vigtigste markeder er:

· Markedet for mærkevareøl, hvor Carlsberg ved fusionen øger markedsandelen fra 84 pct. til 91 pct. · Markedet for kontraktøl (billigøl), hvor Carlsberg øger markedsandelen fra 43 pct. til 55 pct.

4 · Markedet for mærkevaresodavand, hvor Carlsberg øger markedsandelen fra 73 pct. til 78 pct. · Markedet for kontraktsodavand, hvor Carlsbergs markedsandel er uændret 55 pct. · Markedet for øl- og sodavandsleverancer til hotel og restaurationssektoren (HORECA), hvor Carlsbergs markedsandel for øl forøges fra 73 pct. til 84 pct. For sodavand øges Carls- bergs markedsandel fra 56 til 69 pct.

Fusionen ville - uden modvirkende foranstaltninger - have haft alvorlige konsekvenser for konkurrencen på varemærkeøl, fordi Carlsbergs markedsandel her når helt op på 90 pct. På dette marked er der ikke nogen væsentlig potentiel konkurrence fra de øvrige danske bryggerier, og der er heller ikke nogen import af betydning.

I visse områder har forbrugerne stærke lokale præferencer. Således står Albani meget stærkt på Fyn og Lolland-Falster og har en god position i Syd- og Sønderjylland. Uden kompenserende foranstaltninger ville fusionen betyde, at konkurrencen i Albanis lokale styrkeområder var blevet stærkt begrænset.

Omkring en tredjedel af det mærkevareøl, der sælges i Danmark, sælges på restaurationer, hoteller mv. Restauranter har typisk kun øl og sodavand fra én leverandør. Det skyldes til dels eksklusivaftaler mellem leverandørerne og restaurationerne. Disse eksklusivaftaler er i dag tilladt ifølge EU-reglerne. Carlsbergs andel af salget af mærkevareøl til restaurationer, hoteller mv. svarer stort set til markedsandelen på det samlede marked for mærkevareøl.

På markedet for kontraktøl (billigøl) får Carlsberg med fusionen en markedsandel på knap 56 pct. I modsætning til markedet for mærkevareøl er markedet for kontraktøl forholdsvis konkur- rencepræget. Udover Carlsberg og Albani er der flere udbydere, hvor Harboe er den største.

På markedet for kontraktøl står detailkæderne stærkere i forhandlinger med bryggerierne om kontrakterne, fordi forbrugerne ikke har de samme stærke præferencer som for mærkevarerne. Konkurrencen begrænses dog af det forhold, at Danmarks største dagligvaregrossist – Dagrofa – delvist ejes af Carlsberg.

Også på området for læskedrikke vil Carlsberg med fusionen øge sin dominans. Mest alvorligt på markedet for mærkevaresodavand, hvor Carlsberg med overtagelsen af Albani og varemær- ket Jolly-Cola vil øge sin markedsandel fra 73 pct. til 78 pct.

På markedet for kontraktvand vil Carlsbergs markedsandel uændret være 55 pct.

Reelt er der kun ét betydende bryggeri i Danmark, der er uafhængigt af Carlsberg. Der er omkring 10 konkurrerende udbydere af øl og læskedrikke, hvoraf to er betydende (Bryggerigrup- pen og Harboe). Carlsberg ejer 25 pct. af aktiekapitalen i Harboe.

Etablering af et nyt bryggeri er forholdsvis bekosteligt. Hertil kommer, at forbrugernes præfe- rencer for øl og læskedrikke er stærke. Det kræver en betydelig indsats at trænge ind på det danske marked med nye, ukendte varemærker. På kontraktøl er det noget lettere. Men samlet må det vurderes, at heller ikke den potentielle konkurrence fra nye udbydere er betydelig.

5 Konkurrencen fra importeret øl og læskedrikke er meget beskeden. Importeret øl udgjorde i perioden 1995-1999 omkring 1 pct. af de solgte mængder. Det tilsvarende tal for læskedrikke er endnu mindre, under 0,5 pct.

Det skyldes bl.a., at forbrugerne har stærke præferencer for danske produkter. Hertil kommer, at Carlsberg med 2/3 af anparterne i Premium Beer Import har indflydelse på importen af en lang række udenlandsk producerede mærkevareøl. Premium Beer Import er landets største ølimpor- tør.

1.3 Importbarrierer Det danske retursystem indebærer, at al emballage til øl og sodavand skal indgå i et retursystem med henblik på genpåfyldning eller genindvinding – det gælder også importerede produkter. Retursystemet skal i fremtiden administreres gennem Dansk Retursystem A/S. Carlsberg ville – uden foranstaltninger – have fået en betydelig indflydelse i selskabet. Selskabet, der er under etablering, og som i øvrigt er anmeldt til Konkurrencestyrelsen, vil få eneret på indsamling og håndtering af returpant, og der vil i nogle år være tilslutningspligt for udbydere af øl og læske- drikke – også importører. Herudover skal udbyderne indberette salgsmængder til selskabet. Ef- ter planen skal Carlsberg have 4 af 10 pladser i bestyrelsen. Carlsbergs deltagelse i bestyrelsen vil give selskabet stor indflydelse på, hvordan det danske retursystem udformes – også i forhold til potentielle konkurrenter fra udla ndet.

Den manglende konkurrence fra udlandet skyldes også, at den måde punktafgifterne er udformet på, gør det vanskeligt at trænge ind på det danske marked.

Det danske system for punktafgifter på øl har den uheldige sideeffekt, at det begrænser importen. Problemet er størst for import af øl fra Tyskland, Holland og Belgien.

Problemet skyldes for det første, at Danmark beskatter øl efter fylde og ikke efter alkoholprocent. Fylden måles teknisk i en enhed, der kaldes Plato, som er et udtryk for øllets indhold af næringsstoffer. Højere fylde giver højere alkoholprocent, men sammenhængen er dog ikke en- tydig, hvilket netop skaber problemet, idet øl med identisk alkoholindhold i en række tilfælde beskattes forskelligt.

For det andet er det et problem, at vi har inddelt skatteskalaen i trin, der er nøje afstemt efter dansk ølbrygningstradition.

85 pct. af det øl, der sælges i Danmark, er pilsner i skatteklasse 1 med en fylde på 10,5 Plato og en alkoholprocent på 4,6. Punktafgiften pr. flaske er 89 øre plus moms. Skatteklasse 1 dækker øl med en fylde på op til 11 pct. Øl med fylde over 11 til 14 Plato betragtes som skatteklasse 2, hvor punktafgiften er 114 øre plus moms.

I Tyskland har en typisk pilsner en fylde på 12,5 Plato og en alkoholpct. på 5 pct. Det vil sige, at en almindelig tysk pilsner med næsten samme alkoholprocent som en almindelig dansk pilsner bliver beskattet som en guldøl – skatteklasse 2 – med en punktafgift på 114 øre plus moms, hvis den eksporteres til Danmark.

6 En almindelig tysk pilsner beskattes altså – før moms – med 25 øre mere end en dansk pilsner. Inkl. moms udgør merbeskatningen 31 øre.

Af hensyn til importkonkurrencen ville det være en fordel, hvis Danmark ændrede sine skatte- regler, så ølskatten for det første kommer til at hvile alene på alkoholprocenten. For det andet kan man vælge en glidende skatteskala, så skatten bliver fastsat proportionalt med alkoholprocenten. En sådan skala har man fx i Sverige.

En sådan ændring vil øge muligheden for importkonkurrence og samtidig tilgodese sundhedspolitiske hensyn. Afgiftssystemet ville således tilskynde til produktion af øl med lav alkoholprocent. Det foreslåede beskatningssystem kan endvidere indrettes, så det giver præcis samme provenu som i dag, nemlig 1,5 mia. kr.

Konkurrencestyrelsen foreslår derfor, at ølafgifterne ændres, så de ikke ligesom hidtil udgør en importbarriere, samtidig med at sundhedspolitiske hensyn fortsat tilgodeses.

1.4 Foranstaltninger På baggrund af Konkurrencestyrelsens analyse af fusionens effekter på de danske markeder for øl og sodavand har Carlsberg givet en række tilsagn for at forbedre konkurrencen. Tilsagnene falder i fire grupper.

Fremme af den potentielle konkurrence på alle berørte markeder · Carlsberg accepterer at sælge sine aktier i Harboe, og Albani sælger sine aktier i Vestfyen, Harboe og i Bryggerigruppen. Herved får udenlandske ølproducenter lettere ved at trænge ind på det danske marked via alliancer med fx Harboe eller Vestfyen. Samtidig forsvinder Carlsbergs ejerindflydelse hos de tre konkurrenter. · Carlsberg sælger sine aktier i Dagrofa. En uafhængig tredje detailgigant vil gøre det nem- mere for andre, herunder udenlandske bryggerier, at komme ind på kontraktølmarkedet. · Carlsberg skal ophæve den klausul, der blev indskrevet ved Carlsbergs salg af Wibroe bryggeriet. Ifølge klausulen måtte bryggeriet ikke anvendes til ølproduktion i større måle- stok i de næste 10 år. Ved at ophæve klausulen gøres det muligt for danske eller udenlandske konkurrenter at opkøbe eller leje eksisterende anlæg til ølproduktion i Danmark og dermed komme ind på markedet. · Carlsbergs indflydelse i Premium Beer Import reduceres. · Carlsberg accepterer, at selskabet ikke må have direkte indflydelse i det kommende Dansk Returpant A/S.

Fremme af konkurrencen på hotel- og restaurationsmarkederne · Carlsberg giver afkald på sin ret til eksklusivt salg af øl og læskedrikke i restaurationssektoren allerede 1. juli næste år. Efter ændring af EU's regler vil sådanne aftaler først være for- budte pr. 1. januar 2002. Herved sikres konkurrenter mulighed for adgang til restaurationer, hoteller mv.

7 Fremme af konkurrencen på lokalmarkederne · Albani sælger sine rettigheder til varemærket Slotsmøllen. Dette tilsagn sikrer fortsat konkurrence i områderne Sønderjylland og Trekantsområdet.

Fremme af konkurrencen på mærkevaresodavand · Albani sælger sine rettigheder til varemærket Jolly-Cola for at øge konkurrencen for vare- mæresodavand.

1.5 Virkning af foranstaltningerne Det er styrelsens vurdering, at fusionen og aftalen med Carlsberg om foranstaltningerne samlet set fører til, at konkurrencesituationen ikke forringes. Såfremt Folketinget ændrer ølafgiften som foreslået, vil konkurrencesituationen blive forbedret. Dette vil være tiltrængt – som det fremgår af Konkurrenceredegørelse 2000, er øl og sodavandspriserne i Danmark, når man renser for moms og afgifter, hhv. 5 og 47 pct. højere end i vore nabolande.

Ser man på de umiddelbare konsekvenser, uden at inddrage de dynamiske konsekvenser af den forøgede potentielle konkurrence, betyder tilsagnene, at Carlsbergs markedsandel på det samlede ølmarked på kort sigt vil stige fra godt 70 pct. til 76-77 pct. Uden foranstaltninger ville markedsandelen være steget til knap 80 pct.

På sodavandsmarkedet vil Carlsbergs markedsandel på kort sigt stige fra 60 pct. til knap 68 pct. Uden foranstaltninger ville markedsandelen være steget til 70 pct.

Vigtigere er det, at de foreslåede foranstaltninger på lidt længere sigt vil give mulighed for konkurrence fra udlandet. Det er ikke sikkert, at denne mulighed vil blive udnyttet af de udenlandske producenter, men selve ”konkurrencetruslen” vil i nogen grad kunne lægge et pres på de danske producenter, herunder især Carlsberg. Hvis de importerede øls markedsandel stiger med 7 – 8 pct., og de danske producenters indbyrdes markedsandele er uændrede, så vil Carlsbergs samlede markedsandel være uændret i forhold til i dag.

1.6 Håndhævelse af foranstaltningerne Da fusionskontrollen indtil 1. oktober 2000 i Danmark alene er fastsat i EU´s fusionskontrolforordning, er der ikke nærmere regler for håndhævelse af de foranstaltninger, der indgås aftale om. Det betyder, at der ikke er mulighed for bøder i henhold til konkurrenceloven, såfremt virk- somheden ikke gennemfører de aftalte foranstaltninger. Det fremgår imidlertid af aftalen, at tredjeparter kan anlægge erstatningssøgsmål mod Carlsberg ved domstolene, hvis Carlsberg ikke overholder betingelserne.

8 2. Baggrund

2.1 Aftalen Carlsberg Danmark A/S (Carlsberg) og Albani Fonden har indgået en aktionæroverenskomst om den fremtidige drift af Albani Bryggerierne (Albani). I den forbindelse fremsatte Carlsberg den 18. august 2000 tilbud om overtagelse af aktier i Albani til en overkurs. Aktionæroverens- komsten er betinget af, at Carlsberg gennem tilbudet opnår kontrol med mindst 2/3 af aktiekapitalen og mere end halvdelen af stemmerne i Albani.

Carlsberg vil ved overtagelse af det nævnte antal aktier og gennem aftalen med Albani Fonden opnå kontrol over Albani. Selskabet vil kunne kontrollere ændringer af Albanis vedtægter. Iføl- ge disse kræves ved afgørelser på generalforsamlingen simpelt flertal, dog ikke ved afstemnin- ger om vedtægtsændringer eller selskabets opløsning. Her kræves kvalificeret flertal - 2/3 af så- vel de afgivne stemmer som af den på generalforsamlingen repræsenterede stemmeberettigede aktiekapital.

2.2. Aftalens gennemførelse Albani Fonden råder i dag over 5 pct. af aktiekapitalen og 23 pct. af stemmerne i Albani Bryg- gerierne. Carlsberg råder over 15 pct. af aktiekapitalen og 9 pct. af stemmerne. Hertil kommer, at Albani inkl. datterselskaber ejer 4 pct. af aktiekapitalen og 7 pct. af stemmerne. Parterne (Al- bani Fonden og Carlsberg) råder således i dag ikke over noget flertal – hverken af aktierne eller af stemmerne.

Væsentlige poster findes endvidere hos Amtssparekassen Fyn og hos en række pensionsselska- ber.

Carlsbergs tilbud løber til den 10. oktober 2000 kl. 16.00.

2.3 Parterne Carlsberg Gruppen er klart den største udbyder af såvel øl som læskedrikke til det danske marked. Gruppens omsætning var i 1998/99 godt 24 mia. kr. ekskl. afgifter.

Moderselskabet i gruppen er Carlsberg A/S. Carlsberg Fondet er den største enkeltaktionær i Carlsberg A/S med 55 pct. af aktiekapitalen. ATP er den eneste anden aktionær, der ejer mere end 5 pct. af aktierne.

Carlsberg Fondet, der blev stiftet i 1876, har til formål at yde tilskud til og forestå ledelsen af Carlsberg Laboratorium, virke til fremme af og støtte for videnskaben, opretholde og udvikle Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg og gennem Tuborgfondet yde tilskud til sam- fundsgavnlige formål, særligt til støtte for dansk erhvervsliv. Tuborgfondet må ikke yde tilskud direkte til virksomheder.

Vedtægterne i fondet kræver, at Carlsberg stedse skal eje af mindst 51% af aktiekapitalen i Carlsberg A/S. Vedtægterne er imidlertid ændret. Carlsberg Fondet skal efter vedtægtsændrin-

9 gerne stadig eje mindst 51 pct. af aktierne i Carlsberg A/S, men fondets direktion kan nu be- slutte af give afkald på bestemmende indflydelse i datterselskaber, som ejes af dette selskab.

Dette muliggjorde Carlsbergs aftale om at overtage Orkla A/S’ drikkevareaktiviteter med virkning fra 1. juni 2000. Carlsberg A/S etablerede med denne fusion selskabet Carlsberg Brewe- ries A/S, som ejes for 60 pct. vedkommende af Carlsberg A/S og for 40 pct. vedkommende af Orkla. Carlsberg Breweries overtager Carlsbergs aktiviteter inden for øl og læskedrikke 1.

Gruppens hovedaktivitet er salg af øl, hvor 88% af salget foregår uden for Danmarks grænser. Produktionen foregår på 73 produktionssteder i 40 lande - i Danmark i København og i Frederi- cia. Selskabets salg i andre lande foregår fra lokalt baserede bryggerier, der enten er helt eller delvist ejet af Carlsberg eller brygger selskabets produkter på licens. Bryggeriet ejer en række kendte mærkevarer, herunder navnlig Grøn Tuborg og Carlsberg Pilsner. Selskabet solgte i 1998/99 knap 4 mio. hl øl på det danske marked.

Carlsbergs læskedrikke produceres og sælges i samarbejde med The Coca-Cola Company (TCCC) i det fælles selskab Coca-Cola Nordic Beverages (CCNB) A/S for såvidt angår mærke- varer. De stærkeste mærker er Coca-Cola, Sprite, Fanta, Carlsberg Kurvand og Tuborg Special.

Carlsbergs kontraktvand produceres og sælges fra det 100 pct. ejede datterselskab Saltum & Neptun Bryggerierne. Carlsberg markedsfører gennem CCNB læskedrikke i hele Norden, men er ellers ikke aktiv på det internationale læskedriksmarked, der domineres af TCCC og af Pep- siCo koncernerne.

Carlsberg solgte i 1998/99 samlet ca. 3,4 mio. hl læskedrikke i Danmark.

Selskabets import og afsætning af en lang række udenlandske ølmærker sker bl.a. gennem det 67 pct. ejede Premium Beer Import ApS.

Carlsberg ejer inden for øl- og læskedrikke i Danmark 25% af aktierne i Harboe Bryggeri A/S og som nævnt 25% (stemmeandel på 15%) af aktierne i Albani Bryggerie rne A/S.

Carlsberg ejer desuden ca. 13% af aktierne i Dagrofa A/S2, der formidler indkøb af dagligvarer, herunder øl- og læskedrikke til kæder og butikker inden for dagligvarer. Endelig ejer Carlsberg Danish Malting Group A/S, den største danske producent af malt til ølproduktion.

Albani Bryggerierne A/S er moderselskab i en koncern. I 1999 var koncernomsætningen på 466 mio. kr. ekskl. afgifter, hvoraf 93 mio. kr. kommer fra eksport.

Blandt datterselskaberne er Maribo Bryghus (100 pct.), der brygger øl og læskedrikke til loka l- markedet på Lolland-Falster og har et betydeligt salg af kontraktøl øst for Store Bælt. Albani har 94,4 pct. af aktierne i Dansk Coladrik A/S, der fremstiller Jolly Cola. Aktiemajoriteten blev overtaget i 1997 efter krav fra Kommissionen til Carlsberg i forbindelse med etableringen af det tættere samarbejde med TCCC. De øvrige aktier ejes af Thisted Bryghus (4,2 pct.) og Bryggeri-

1 Overtagelsen af Orkla’s drikkevareaktiviteter undersøges for tiden af bl.a. konkurrencemyndighederne i Sve- rige (Konkurrensverket) i henhold til de svenske fusionskontrolregler. 2 Kilde: Greens

10 et Vestfyen (1,4 pct.). Selskabets vedtægter giver de øvrige aktionærer forkøbsret til en kurs, der maksimalt kan svare til selskabets regnskabsmæssige indre værdi i henhold til det senest godkendte årsregnskab. En aktionær, der ophører med at aftappe eller forhandle selskabets læske- drikke er pligtig til at tilbyde bestyrelsen sine aktier efter de nævnte regler.

Albani producerer og sælger mærkevarer inden for øl og læskedrikke og kontraktøl. Bryggeriet har landsdækkende aktivitet, men er specielt regionalt stærk på Fyn, Syd- og Sønderjylland og Lolland-Falster, ligesom bryggeriet har en stigende eksport af øl, specielt til Tyskland og Sveri- ge. Den stærkeste mærkevare er Odense Pilsner. Derudover markedsfører selskabet Maribo Pilsner, Slots Pilsner og Giraf øl (skatteklasse 2 og 3), der tillige er selskabets eksportmærke. Albani markedsføres uden for Danmark som Giraf Breweries.

Selskabets kontraktvand distribueres efter salget af Baldur fra marts 2000 af Carlsbergs datterselskab Saltum & Neptun Bryggerierne til de dele af Danmark, der ligger ud over Fyn, Sønder- jy lland og Lolland-Falster.

Samtidig er der indgået en aftale om løntapning af læskedrikke i 1½ l PET flasker med Saltum. Denne aftale træder i kraft senest 1. januar 2001.

11 3. Markedet

3.1 Produktionen Øl produceres af byg, majs, humle, gær og vand. Byggen – maltbyg – omdannes til malt inden den anvendes i ølproduktionen. Det største malteri i Danmark – Danish Malting Group A/S - ejes af Carlsberg.

Malten knuses og tilsættes bl.a. vand, humle og tilsætningsstoffer under opvarmning. Blandin- gen filtreres og det rensede produkt – urten - afkøles til 10-13 grader. Urten pumpes på store tanke, hvor gæren tilsættes. Gæren omdanner maltsukkeret til alkohol. Når størstedelen af maltsukkeret er omdannet til alkohol sænkes temperaturen og øllet lagres. Lagringen afhænger af øltype og kan vare fra få uger til flere måneder. Til sidst sænkes temperaturen i tankene til 0 grader. Derved udfældes de overflødige stoffer og øllet filtreres og aftappes. Tapningen foregår under tryk med hastigheder på op til 50.000 flasker i timen.

Til de forskellige bryg anvendes forskellige recepter. I Tyskland brygges øl efter reglerne i det tyske ”Reinheitsgebot” fra 1516, der foreskriver, at øl skal brygges af humle, malt, gær og vand og uden anvendelse af tilsætningsstoffer.

I Danmark er der en positivliste for, hvad øl skal indeholde, men den er ikke lige så restriktiv som de tyske regler.

Øl produceres i dag i anlæg, der er baseret på fremstilling af store serier. Et moderne bryggeri, der kan fremstille ½ mio. hl om året, koster ca. 400 mio. kr. at etablere. ½ mio. hl svarer til 9 pct. af det danske salg af øl.

Læskedrikke kan i modsætning til øl fremstilles fra dag til dag. Læskedrikken blandes i store beholdere hvor der til vandet tilsættes ekstrakt og sukker (eller sødestoffer). Ekstrakten kan be- stå af frugtsaft og frugtdele, aromaer, syrer og surhedsregulerende stoffer, konserveringsmidler, farvestoffer, stabiliseringsmidler og salte. Hvis der er tale om kulsyreholdige læskedrikke til- sættes kuldioxid i forbindelse med tapningen.

Råvareudgifterne til fremstilling af læskedrikke er typisk betydeligt lavere end råvareudgifterne til øl.

Det kræver kun få omstillinger at anvende samme tappelinie til tapning af hhv. sodavand og øl på anlæg til standardflasker. Tapning af læskedrikke i PET flasker sker dog på særlige tappelinier. Det kræver relativt betydelige investeringer at ombygge tappelinier beregnet for glasflasker til PET flasker.

Æblemost og anden saft tappes på karton og flaske. Der stilles ikke – som for kulsyreholdige drikke - i lovgivningen krav om returflasker ved salg af æblemost og andre ikke-kulsyreholdige læskedrikke.

12 3.2 Afgifter

3.2.1 Punktafgifter Salg af øl og læskedrikke er belagt med punktafgifter.3 For en almindelig 33 cl. pilsner (klasse 1) er afgiften på 89 øre plus moms. For kulsyreholdige læskedrikke er afgiften 100 øre pr. liter plus moms.

3.2.1.1. Punktafgifter for øl Salget af øl i Danmark er belagt med punktafgifter. Afgifterne indbragte i 1999 den danske stat 1,5 mia. kr. Den nationale udformning af afgifterne sker med udgangspunkt i rammedirektiver fra EU.4

Der gælder en mindstebeskatningssats og visse mindsteregler for beregningsmetode og skalaer. Inden for disse rammer kan medlemsstaterne frit udforme deres regler.

Der er to overordnede beregningsmetoder, som medlemsstaterne kan vælge. De kan basere punktafgifterne enten på indbrygningsgraden målt i pct. Plato5 eller på alkoholprocenten:

Indbrygningsgraden målt i procent Plato: måling af produktets alkoholindhold og indhold af ekstrakter målt i pr ocent Plato, eller

Alkoholindhold: alkoholprocent målt i volumen.

Medlemsstaterne kan endvidere vælge mellem at inddele afgiftssatserne i intervaller med faste skalatrin eller anvende glidende satser.

Danmark har valgt at beskatte øl ud fra indbrygningsgrad og med faste skalatrin, jf. tabel 3.1.

3 Jf. Lovbekendtgørelse nr. 565 af 3/8 1998 af lov om afgift af øl, vin og frugtvin m.m. § 1 og Lovbe- kendtgørelse nr. 562 af 3/8 1998 af lov om afgift af mineralvand. 4 EU tog i 1992 skridt til at harmonisere og tilnærme punktafgifterne i landene og derved mindske deres konkurrencebegrænsende virkning. Det skete i to direktiver: Rådets direktiv 92/83/EØF af 19. oktober om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikkevarer, samt 92/84/EØF af 19. oktober 1992 om indbyrdes tilnærmelse af punktafgiftssatserne for alkohol og alkoholholdige drikkevarer. 5 Plato er betegnelsen for ekstraktindhold. Platotabellen er baseret på måling af sukkeropløsningers vægt- fylde.

13 Tabel 3.1: Afgiften på øl inddelt i skatteklasser ØL INDBRYGGET MED ET SKATTEKLASSE AFGIFT EKSTRAKTINDHOLD ØRE PR. FLASKE (PCT. PLATO) (33 CL) 11 eller derunder 1 89 over 11 til 14 2 114 over 14 til 18 3 152 over 18 til 22 4 168 over 22 5 mindst 196

Hovedparten af ølsalget er i skatteklasse 1 (pilsnerøl), der omfatter ca. 85 pct. af salget i Dan- mark.

Beskatning øl ud fra indbrygningsgraden målt i pct. Plato og med faste intervaller anvendes af Danmark, Holland og Portugal.

Tyskland, Belgien, Italien, Luxembourg, Grækenland, Østrig og Spanien anvender ligesom Danmark en beskatning baseret på indbrygningsgraden, men beregner afgifterne efter en glidende skala.

Andre lande har valgt at beskatte øl i forhold til alkoholindhold efter en glidende skala. Det gælder Sverige, Finland, UK, Irland og Frankrig.

Valget af beregningsmetode og intervalgrænser i de enkelte lande er sket i overensstemmelse med nationale traditioner for brygning af pilsnerøl og stærkere øltyper inden for rammerne af de 2 EU-direktiver.

Der er også betydelig forskel på afgiftsniveauet i mellem landene. Mindsteafgiften iflg. EU- direktivet svarer til ca. 20 øre for en flaske med 33 cl. øl6. Men over dette mindsteniveau beskatter landene øl i meget forskellig udstrækning. Beskatningsniveauet i Danmark og de øvrige skandinaviske lande er højere end i lande som Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig jf. tabel 3.2.

Forskelle i landenes afgiftsniveau kan påvirke grænsehandelen, men da punktafgifterne refunde- res ved eksport, har de ikke direkte følger for handelen mellem virksomheder og dermed for konkurrencen.

Forskellene i beregningsmetoder kan derimod påvirke handelen mellem landene. Det skyldes, at beregningsmetoden tager udgangspunkt i de enkelte landes bryggeritraditioner. Det betyder, at øl, der produceres ud fra andre traditioner, ofte beskattes hårdere end den lokale øl. Som eksempel kan nævnes, at i Danmark har en almindelig pilsner med 4,6% alkohol en indbrygningsgrad på 10,5% Plato. Maksimumsgrænsen for beskatningen i skatteklasse 1 er sat ved 11% Plato. En tysk pilsner har en indbrygningsgrad på 12,5% Plato. Tyske bryggerier fremstiller traditionelt øl

6 Mindstesatserne er pr 1. januar 1993 sat til 0,748 ECU pr. hl/Plato-grad eller 1,87 ECU pr. hl/alkoholgrad. Det svarer til ca. 20 øre for 33 cl. øl skatteklasse 1.

14 med højt frugtindhold (og dermed høj indbrygningsgrad). Det betyder, at en tysk pilsnerøl, der importeres til Danmark beskattes efter den højere afgiftssats for guldøl (skatteklasse 2).7

Tabel 3.2: Punktafgift på øl med 5% alk. vol. og moms i 8 EU-lande og Norge PUNKTAFGIFT MOMS ØRE PR. FLASKE (33 CL.) PCT. Norge 550 23 UK 237 17,5 Sverige 215 25 Finland 351 22 Danmark 114 25 Holland 52 17,5 Belgien 50 21 Italien 41 20 Frankrig 32 20,6 Tyskland 23 16 Kilde: Bryggeriforeningen

Der ydes afgiftslettelse for øl til små bryggerier i EU. Afgiftslettelsen kan ydes til bryggerier med en produktion på op til 200.000 hl. øl om året. De reducerede satser må ikke ligge mere end 50% under den normale nationale afgiftssats.8

I Danmark er ordningen udformet således, at bryggerier med en produktion på under 3.700 hl. pr. år modtager en afgiftslettelse på 70 kr. pr. hl. For bryggerier med et større salg aftrappes moderationen pr. hl. 9 Moderationsordningen gælder dog kun for bryggerier etableret før 1940 og omfatter for tiden kun 3 bryggerier med en samlet markedsandel på ca. 1 pct. Nyetablerede bryggerier har derved ikke adgang til samme afgiftslettelse.10 Konkurrencerådet har i 1997 i en henvendelse til skatteministeren påpeget, at ordningen virkede konkurrenceforvridende, da den ikke behandler de små bryggerier lige. Skatteministeren afviste en ændring, da en tilsvarende afgiftslettelse for nye små bryggerier, måtte betragtes som et tilskud til nyetablering af visse bryggerier.11

3.2.1.2. Beskatning af læskedrikke I Danmark beskattes læskedrikke, dvs. mineralvand, limonade, frugt- og grøntsagssafter, most mv. med en særlig punktafgift, når de er tilsat kulsyre. Afgiften er 1 krone pr. liter og indbragte i 1999 staten et provenu på ½ mia. kr.

Andre læskedrikke uden kulsyre, fx naturligt mineralvand, saft, icetea, most, juice mv., er ikke belagt med afgifter.

7 Internationale statistikker viser, at øl brygget i de nordiske lande og i UK og Irland har en lavere indbrygningsgrad end øl fremstillet i Tyskland, Holland, Belgien og Sydeuropa. 8 Jf. Rådets direktiv 92/83/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikkevarer, art. 4. 9 Jf. Lovbekendtgørelse af lov nr. 565 af 3.8.1998 om afgift af øl, vin og frugtvin m.m., § 2. 10 I Danmark er det således kun Thisted Bryghus, Hancock og Fuglsang der nyder godt af ordningen, mens bryggerierne Refsvindinge Bryggeri og Svaneke Bryggeri er afskåret fra afgiftslettelsen. 11 Jf. Dokumentation 1997 2/3.

15 Der er ingen EU-regulering af afgiftsberegningen for læskedrikke.

Ud over Danmark har enkelte andre lande i EU punktafgifter på læskedrikke. Afgiftsgrundlaget er dog anderledes, da indholdet af kulsyre ikke er tillagt afgørende vægt. Den danske afgift for læskedrikke er den højeste i Europa, jf. tabel 3.3.

Tabel 3.3: Afgiften på læskedrikke og moms i 6 EU-lande og Norge ØRE PR. LITER MOMS PCT. Danmark 100 25 Norge 99 23 Holland 68 6 Belgien 55 21 Finland 23 17 Frankrig 4 5,5* Østrig 3 20 *) 18,5 pct. i handelen Kilde: Danske Læskedrik Fabrikanter

Mineralvandsfabrikker kan opnå afgiftslettelse på 9 øre pr. liter, såfremt den samlede produktion pr. år af mineralvand for hver enkelt mineralvandsfabrik ikke overstiger 6000 hl. For mineralvandsfabrikker med et salg på over 6000 hl, foretages en reduktion i afgiftslettelsen. Ordnin- gen omfatter i alt 4 virksomheder, herunder de samme 3 bryggerier som modtager ølmoderati- on12.

3.3 Retursystemet Det er et krav til leverandørerne af øl og læskedrikke, at der etableres et system til returnering af flasker og kasser. I den forbindelse opkræves pant. Det har endvidere været en forudsætning for det danske system, at antallet af forskellige returflasker holdes nede. Af godt 410 mio. returflasker i det danske retursystem er ca. 250 mio. 33 cl. ølflasker (standardflasker). Efter oplysnin- gerne til Konkurrencestyrelsen findes der ikke i andre lande en flaske, der præcist svarer til den danske standardflaske mht. form, farve, størrelse osv. Der er dog også godkendt en 50 cl. gla s- flaske til øl. Denne flaske er en europæisk standardflaske. De 410 mio. flasker repræsenterer en værdi af ca. 0,8 mia. kr.

I praksis fungerer systemet således, at leverandørerne forsyner markedet med flasker og kasser. Returemballage tages med tilbage fra forretningerne samtidig med at der bringes nye forsynin- ger. Handelen sorterer de returnerede glasflasker i kasser. Plastflasker sendes retur i usorteret stand. Producenterne foretager efterfølgende en clearing. Tilsvarende clearer producenterne kasser.

Et begrænset antal af emballagevarianter skaber ikke nogen væsentlige problemer for sorteringen i forhandlerleddet, men med det stigende antal varianter af godkendte returflasker er håndte- ringen af returemballage i detailhandelen blevet et problem. Detailhandelen har i de seneste år

12 Jf. Lovbekendtgørelse af lov nr. 562 af 3.8.1998, om afgift af mineralvand m.v., § 2, stk. 2.

16 kritiseret de øgede omkostninger, de påføres ved at skulle håndtere det stigende antal forskellige returflasker.

Forsyningen med nye glasflasker har i praksis ikke givet anledning til problemer. Pantet for disse flasker balancerer nogenlunde med kostprisen. Udgifterne til anskaffelse af nye PET-flasker er højere end pantet. Til sikkerhed for at der til stadighed er et tilstrækkeligt antal returflasker i systemet, har der derfor været en aftale mellem de danske udbydere af læskedrikke om gradvist at forøge antallet af PET-returflasker i systemet. Ordningen indebar, at hver udbyder var forpligtet til at øge sin flaskebestand med 20 pct. samtidig med at gamle flasker udtages. I maj 2000 besluttedes det imidlertid at suspendere ordningen om tilførsel af nye flasker, da der er til- strækkeligt med flasker i omløb.

EU-Kommissionen har den 1. juli 1999 indgivet stævning mod Danmark for EF-Domstolen. Kommissionen gør gældende, at Danmark ikke har opfyldt sine forpligtelser efter emballagedi- rektivet, særligt artikel 18,13 der fastslår, at medlemsstaterne ikke må forhindre emballage, der opfylder reglerne i direktivet i at blive markedsført på deres område. Der sigtes hermed både til, at dansk fremstillet øl og læskedrikke kun må markedsføres i en godkendt genpåfyldelig emballage, og til at samme produkter ikke må markedsføres i metalemballage. Forbudet med metalemballage anskues primært som en handelshindring overfor producenterne af metalemballage. Derudover virker forbudet som en handelsbarriere, der holder udenlandske øl og læskedrik- ke ude fra det danske marked, og dermed reducerer konkurrencen.

Den danske regering har argumenteret for at forbudet er miljømæssigt velbegrundet, og at de danske regler ikke er til hinder for import af øl og læskedrikke til Danmark

Der forventes en afgørelse i retssagen inden for 1 år.

3.3.1 Pant Flasker og kasser er producenternes ejendom. Der er som nævnt investeret ganske betragtelige beløb i emballage til øl og læskedrikke, og for at sikre, at de tømte flasker kommer retur, op- kræver producenterne pant.

Pantet fastsættes af producenterne og er det samme for alle emballagetyper. De vejledende pantpriser over for forbrugerne er inkl. moms:

- glasflasker (0,33 og 0,25 cl.) 1,25 kr. - plastflasker - PET (0,5 cl.) 2,25 kr. - plastflasker – PET (1,50 l.) 4,00 kr. - kasser 12,50 kr.

Ind- og udgående pant er samme beløb.

Over for butikkerne kræver producenterne en pant på flasker, der er 25 øre højere pr. enhed (1,50 kr., 2,50 kr., og 4,25 kr.).

13 Rådets direktiv 94/62/EF af 20. december 1994.

17 Baggrunden for at pantet mellem bryggeri og handel sættes højere end pantet mellem handel og forbruger er, at det giver detailhandelen en håndteringsgodtgørelse på 25 øre pr. flaske for den mængde tomme flasker, de sender ekstra retur til bryggeriet. De handlende, der modtager flere flasker retur end de udleverer, og som derfor må antages at have ekstra omkostninger til sortering, vil på den måde modtage et ekstra beløb. Handlende, der modtager færre flasker retur end solgte, vil ikke have omkostninger til håndtering af den tomme emballage. Systemet vil dog medføre tab for disse handlende, da de mister 25 øre pr. solgt flaske, der ikke returneres. Det har fået flere handlende til at sætte pantprisen op over for forbrugerne så den matcher producentens pantpris.

Returemballagen anvendes også i grænsehandelen. Det har ført til, at de jyske supermarkeder modtager store mængder returemballage fra grænsehandelen uden at få særskilt dækning for disse omkostninger udover overskudspantet på 25 øre pr. ekstra flaske. Tilsvarende har forretninger, der ligger i nabolaget til de store supermarkeder og varehuse, der anvender øl og læske- drikke som slagvare i deres ugeaviser, oplevet væsentlig ubalance i deres flaskeregnskab.

3.3.2 Dansk Retursystem A/S Dansk Retursystem er etableret med virkning fra den 1. juli 2000. Selskabet ejes af bryggerierne og læskedrikfabrikanterne, men drives i samarbejde med dagligvarehandelen. Baggrunden er en aftale mellem på den ene side Bryggeriforeningen og Dansk Læskedriks Fabrikanter og en ræk- ke bryggerier - og på den anden side Dansk Supermarked, FDB og De Samvirkende Købmænd.

Aftalen kom i stand efter flere års diskussioner mellem bryggerierne og dagligvarehandelen om omkostningerne i forbindelse med indsamlingen og sortering af returflasker. Sorteringen af sta- digt flere forskellige flasketyper på især læskedriksiden førte – som tidligere nævnt - til stigende omkostninger for dagligvarehandelen. Det betød at butikkerne ikke fik den kompensation for håndteringen, der var aftalt, nemlig forskellen mellem pantet til leverandørerne og pantet til kunderne.

Samtidig spillede den verserende sag for EF-domstolen en rolle. Hvis Kommissionen får med- hold i sine klagepunkter, må man regne med øget import af dåser og i det hele taget en stigning i antallet af forskellige engangsemballager. Parterne forhandlede sig derfor til enighed om aftalen bag Dansk Retursystem A/S, der sikrer at systemet er fremtidssikret til at håndtere engangsemballage.

De vigtigste bestemmelser i aftalen er i øvrigt:

· de 10 pladser i bestyrelsen fordeles med 7 til industrien (Carlsberg/Coca-Cola har 4 pladser) og tre til dagligvarehandelen– Dansk Supermarked, FDB & De Samvirkende Købmænd · selskabet finansieres ved gebyrer fra de tilsluttede bryggerier/læskedriks-fabrikanter og et administrationsgebyr fra de deltagende butikker. · selskabet finansierer en rationalisering af den eksisterende håndtering i dagligvarehandelen. Der indføres nye automater, der også kan håndtere dåser. Automaterne tilbydes de største ca. 1850 butikker, der indsamler 80% af al øl- og læskedriksemballage

18 · selskabet fastsætter og betaler håndteringsgodtgørelse til dagligvarebutikkerne. Butikker uden automater modtager en højere godtgørelse. Det vil føre til at den tidligere nævnte ordning om overskudspant (se 4.3.3) bortfalder. · selskabet fastsætter pant over for butikker og forbrugere. Pantet skal være ens over for alle. · selskabet har eneret på indsamling og håndtering af emballage fra de tilsluttede virksomheder. Der er tilslutningspligt for udbydere af øl og læskedrik – det gælder også importører. Butikkerne har ikke tilslutningspligt. · udbyderne skal indberette deres salg og returmængder pr. emballagetype.

Det har været en forudsætning for parterne, at tilslutningspligten for udbyderne blev lovsikret.

Folketingets Miljøudvalg har den 16. juni 2000 afgivet en beretning, der støtter, at der gennem- føres en effektivisering og modernisering af retursystemet og en klargøring af systemet til engangsemballage.

Miljø- og Energiministeriet er for tiden ved at udarbejde et lovudkast mv. om en ny organise- ring af retursystemet, der understøtter aftalen.

Aftalen er anmeldt til Konkurrencestyrelsen med henblik på en erklæring om at aftalen ikke an- ses for konkurrencebegrænsende eller en fritagelse fra konkurrencelovens forbud mod konkur- rencebegrænsende aftaler.

Aftalen er konkurrencebegrænsende, da alle store leverandørvirksomheder og de største aftagere, har aftalt eksklusivt at styre returordningen inkl. prisfastsættelsen, pantordningen mv.

3.4. Markedsføring

3.4.1. Generelle regler Ved markedsføring af fødevarer/næringsmidler i Danmark skal det pågældende produkt forsynes med en dansk varedeklaration, etiketter mv. Det gælder også for importerede produkter.14

3.4.2. Specielle regler for øl Derudover er der for øl indført en række specielle regler af alkoholpolitiske og sundhedsmæs- sige grunde. Det er således forbudt at reklamere for drikkevarer med et alkoholindhold på 2,8 pct. vol eller derover i radio og fjernsyn. 15

Erhvervsministeriet er blevet enige med en række brancheorganisationer, bl.a. Bryggeriforenin- gen, Dansk Handel & Service og HORESTA, om et sæt markedsføringsregler. Reglerne sigter på, at markedsføringen af alkoholholdige produkter ikke retter sig mod børn og unge og heller ikke forbindes med sport og idræt. Regle rne gælder alle medier.

14 Jf. Bekendtgørelse nr. 741 af 9.8.2000 om mærkning m.v. af fødevarer, § 3.

15 Bekendtgørelse nr. 489 af 11. juni 1997 om reklame og sponsorering i radio og fjernsyn, § 12.

19 Lukkeloven forbyder forretninger i Danmark at sælge drikkevarer med 2,8 pct. alkohol eller derover på hverdage fra kl. 20.00 til 6.00, lørdag fra kl. 17.00 til mandag kl. 6.00 og på hellig- dage, grundlovsdag og juleaftensdag.16

Endelig er det ikke tilladt at sælge alkoholholdige drikkevarer til børn under 15 år fra butikker, hvor der foregår detailsalg.17

3.4.3. Restaurationsloven Hoteller, restauranter og værtshuse er en vigtig afsætningskanal for bryggerierne og læskedrik- fabrikanterne. Restaurationsloven stiller imidlertid krav for at restaurationer lovligt kan mar- kedsføre øl og spiritus. Lovens § 16, stk. 2, bestemmer:

"Stk. 2. Personer og selskaber m.v., der har alkoholbevilling, og bestyrere for disse virksomheder må ikke uden tilladelse fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen lade sig finansiere helt eller delvis ved lån under nogen form, indskud, usædvanlig kredit eller sikkerhedsstillelse af nogen, som fremstiller eller forhandler drikkevarer, eller som er medlem af direktion eller bestyrelse i selskaber m.v., som fremstiller eller forhandler drikkevarer. Tilsvarende gælder modtagelse af gaver af ikke ubetydelig værdi bestemt til anvendelse i bevillingshaverens virksomhed."

Det betyder, at anvendelsen af tilskud mv. fra leverandører af øl mv. til restauratører begrænses.

Bryggerierne stiller ofte fadølsanlæg til rådighed for restaurationer mv. Det er en betingelse, at anlægget kun anvendes til bryggeriets produkter. Det er ikke i strid med restaurationsloven, så længe der ikke er tale om finansiering af driften eller hvis der er tekniske forhold, der gør det umuligt at tappe andre bryggeriers produkter på anlægget.

Bestemmelsen udelukker heller ikke, at leverandørerne indgår en samhandelsaftale om et mar- kedsføringstilskud, så længe tilskuddet modsvares af en modydelse, fx i form af markedsføring. Markedsføringen/sponsoreringen skal dog ifølge praksis 18 bære reklameværdien i sig selv og må ikke indeholde ulovlig finansiering. Det vil fx være i strid med bestemmelsen, hvis et tilskud betinges af et mersalg eller af eneforhandling. I andre tilfælde kræves en tilladelse fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Praksis mht. tilladelser er dog liberal,19 navnlig over for bryggerier, som ikke indtager en dominerende stilling.

Det spiller i den forbindelse en rolle, at EU’s konkurrenceregler har haft en særlig gruppefritagelse fra det almindelige forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler. Gruppefritagelsen inde- holdt specielle regler for aftaler, der skulle sikre bryggeriernes afsætning, fx. gennem finansiering af værtshuse, der er betinget af eksklusivitet, jf. afsnit 3.4.4.

16 Bekendtgørelse af lov nr. 614 af 26.06.2000 om butikstid m.v. § 2. 17 Lov nr 411 af 26/06/1998 om ændring af lov om foranstaltninger mod alkoholmisbrug § 2 a. 18 Reglerne administreres af Erhvervs-og Selskabsstyrelsen, dog således at det er politiet der undersøger om der er tale om ulovlig finansiering og evt. rejser sag. 19 jf. bemærkninger til lovforslaget til den gældende restaurationslov

20 3.4.4 Konkurrencereglerne og gruppefritagelser Aftaler mellem virksomheder, der har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen, er forbudt i henhold til EU-traktatens art. 81, og den danske konkurrencelovs § 6, stk. 1. Der er imidlertid indført en gruppefritagelse i EU og i Danmark for eksklusive købsaftaler, og denne gruppefritagelse har nogle særlige bestemmelser for aftaler mellem bryggerier og udskænk- ningssteder.

I praksis har denne gruppefritagelse ført til, at eksklusive købsaftaler mellem bryggerier og ud- skænkningssteder var fritaget fra det almindelige forbud uanset de deltagende parters markedsandele. Der gjaldt dog en række forudsætninger, bl.a. skulle aftalerne være tidsbegrænsede, og de måtte ikke indeholder regler, der begrænsede udskænkningsstedernes frie prisfastsættelse.

EU’s gruppefritagelse for eksklusive købsaftaler er med gruppefritagelsen for vertikale aftaler ændret med virkning fra 1. juni 2000. Det samme gælder erhvervsministerens tilsvarende danske gruppefritagelse20. Herefter er det ikke længere umiddelbart tilladt for en virksomhed med en markedsandel over 30 pct. – fx Carlsberg - at opretholde eksklusivitet i forhandlerleddet. Der vil dog kunne ansøges om individuel tilladelse.

Der gælder en overgangsordning for aftaler, omfattet af den tidligere gruppefritagelse, der allerede er i kraft den 31. maj 2000. For sådanne aftaler gælder forbudet i konkurrencelovens § 6, stk. 1, ikke i perioden 1. juni 2000 til 31. december 2001.

Virkningen af ændringerne er, at reglerne bliver strammet over for virksomheder med en stærk eller dominerende stilling på markedet (30 pct. og derover). De vil ikke længere kunne påberåbe sig gruppefritagelsen, men vil være forpligtet til at overholde forbudet mod at indgå konkurren- cebegrænsende aftaler i hvert enkelt tilfælde eller søge individuel fritagelse efter konkurrencelovens § 8, stk. 1. Virksomheder med en mindre stærk markedsstilling (under 30 pct.) vil derimod fortsat kunne nyde godt af den generelle gruppefritagelse for vertikale aftaler.

3.5 Afgrænsning af det relevante marked

3.5.1 Det geografiske marked

Geografisk kan markedet afgrænses til Danmark, både for øl og læskedrikke.

Øl og læskedrikke beskattes nationalt ved punktafgifter,21 og der gælder særlige danske regler om emballageafgifter. Det danske afgiftsniveau og indretningen af beskatningen (skalaen) adskiller sig fra vores nabolande. Det betyder, at importeret øl pålægges meromkostninger. Uden- landsk øl, der indføres i Danmark fordyres af, at den danske punktafgift for øl rammer pilsnerøl med høj indbrygningsprocent hårdt i forhold til dansk øl.

Emballage til importeret øl skal indgå i et retursystem, og der skal opkræves pant. Det medfører ekstra omkostninger. Udenlandske flasketyper kan ikke indgå i det almindelige danske retursy-

20 Bekendtgørelse 353 af 15. maj 2000 om gruppefritagelse for kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis jf., § 1, stk. 1. 21 Afsnit 4.4.1.

21 stem, og tapning på danske standardflasker forudsætter aftale med et eksisterende dansk bryggeri.

Flere danske detailhandelskæder har peget på, at omkostningerne til det danske retursystem er en af de væsentligste hindringer for udenlandsk øls adgang til det danske marked. De udenlandske bryggerier som styrelsen har været i kontakt med, har foruden retursystemet også peget på emballageafgifterne som adgangsbarriere til det danske marked.

Forbudet mod dåseemballage vurderes også at spille en rolle. I Sverige og Norge anvendes engangsemballage (metaldåser og PET flasker) i betydelig udstrækning. Dåser dækker i dag 55-60 pct. af det svenske ølmarked. I Norge er det tilsvarende tal 30-40 pct.

Øl er et tungt produkt, og målt i forhold til værditilvæksten er det bekosteligt at transportere øl over længere afstande.

Leverancerne fra de danske bryggerier og læskedrikfabrikker går i hovedsagen til aftagere i Danmark. Carlsbergs salg i Tyskland og Sverige sker på basis af national produktion. Distribu- tionen i Danmark foregår via depoter direkte til butikker eller til butikkernes centrallagre. Af- talerne med forhandlerleddet og horeca indgås lokalt eller nationalt – dog er der et betydeligt grænsehandelssalg af især øl til danskere, der selv henter produkterne syd for grænsen (0,6 mio. hl eller 18 pct. af forbruget i Danmark).22 Importen af øl og læskedrikke er meget beskeden. Im- porteret øl udgjorde i perioden 1995-99 ca. 1 pct. af det samlede ølsalg i Danmark, målt i volumen.23

Forbrugerne har stærke præferencer lokalt og nationalt. Traditionelt har der været stærke lokale præferencer, og Albani står fx stadig meget stærkt på Fyn og Lolland-Falster (Maribo). Selska- bet betegner sig selv i sin årsberetning som et bryggeri med regional/lokal styrke på Fyn og Lolland-Falster og desuden med en god position i Syd-og Sønderjylland. Carlsberg er det eneste bryggeri, der står stærkt i alle dele af Danmark. Den tredje store udbyder af mærkeøl – Brygge- rigruppen – har navnlig en god position på Sjælland og i dele af Jylland omkring Ceres og Thor bryggerierne i Århus og Randers.

Øl, der sælges på kontrakt, distribueres nationalt og med nationale danske mærker.

Med hensyn til læskedrikke er de vigtigste mærker de internationale colamærker, specielt Coca- Cola. Disse produkter tappes og distribueres dog nationalt. For de øvrige læskedrikke inkl. mineralvand findes nationale/lokale mærker (Kurvand, Faxe Kondi mv.) og nogle internationale mærker (Ramlösa, Fanta mv). Alle mærker aftappes og distribueres nationalt.

Tilsvarende gælder for læskedrikke og mineralvand, der sælges på kontraktbasis.

Importen af kulsyreholdige læskedrikke er meget beskeden – under ½ pct. af salget.

22 Kilde: Tal fra Bryggeriforeningen 2000 23 Kilde: Tal fra Bryggeriforeningen 2000 baseret på udenrigshandelsstatistik fra Danmarks Statistik. I tallet indgår de dansk bryggeriers import fra datterselskaber og løntapning af specialprodukter i udlandet. Denne produktion udgør mere end halvdelen af den registrerede import.

22 Grænsehandelsøl indgår ikke i det relevante marked. Bryggeriforeningen har som nævnt opgjort det samlede salg af grænsehandelsøl til ca. 60 mio. liter. Dette salg er imidlertid underkastet helt andre konkurrencevilkår end salget i Danmark mht. beskatning, emballage, markedsføring (etikker og reklamer) mv. Der er gennem-gående tale om salg i hele kasser i store mængder gennem specialiserede grænsehandelsbutikker. Priserne kan holdes lavt, da grænsehandelsøl har en række fordele frem for øl solgt i Danmark. Det nyder godt af, at den tyske punktafgift og moms er lavere end den danske, der ydes refusion til bryggerierne for emballageafgiften, når produkterne sælges uden for Danmark og forbrugerne sparer den danske pant. Til gengæld kan forbrugerne efterfølgende nyde godt af at kunne returnere den brugte emballage til danske supermarkeder og indløse normal pant.

Det relevante geografiske marked omfatter således produktion og salg af de omhandlede produkter i Danmark.

3.5.2. Produktmarkedet Øl og læskedrikke anvendes til at slukke tørst, som supplement til mad og ved selskabelige le j- ligheder. Der findes andre produkter, der kan opfylde tilsvarende behov, dog uden at kunne er- statte øl og læskedrikke fuldstændigt i forbrugernes øjne. Det gælder fx ikke-kulsyreholdige vandprodukter mv., kaffe, te, mælk samt vin og spiritus, der ligesom øl indeholder alkohol.

Salg af øl/læskedrikke og spiritus er underlagt særlig lovgivning og markedsføringsregler, herunder pantregler.

Håndteringen i butikkerne adskiller sig fra andre drikkevarer. Leverandørerne og butikkerne skal opbygge et retur-og sorteringssystem for emballager. Tilsvarende regler gælder ikke for andre alkoholiske produkter, fx vin, cider og diverse blandingsprodukter eller for læskedrikke uden kulsyre fx naturligt mineralvand, icetea, energidrik og cacaomælk. Dagligvarehandelen vil normalt håndtere udlevering af øl og læskedrikke og aflevering af retur adskilt fra de øvrige drikkevarer.

Produkterne har – udover evnen til at slukke tørst mv. – lidt forskellige egenskaber. Øl, vin og spiritus indeholder alkohol, og adskiller sig allerede af den grund væsentligt fra andre drikkevarer.

Valg af drikkevarer afhænger i høj grad af drikkevarernes funktion, normer, livsstil og personli- ge præferencer og udviklingen i forbruget inden for de enkelte grupper af drikkevarer har ud- viklet sig forskelligt over de seneste år.

Efterspørgslen efter øl er faldet 15 pct. fra 1995 til 1999, mens salget af læskedrik i samme periode er steget 22 pct. Der er samfundsmæssige og til dels aldersbetingede normer for anvendelsen af drikkevarer. Mælk drikkes navnlig af børn og unge. Øl og spiritus må som nævnt ikke sælges til unge under 15 år.

23 Tabel 3.6: Den relative fordeling af forbruget af drikkevarer (% - på baggrund af salget i liter) PRODUKT 1993 1994 1995 1996 1997 1998 øl 22,9 19,9 20,6 19,5 18,6 17,8 læskedrikke 13,1 13,2 14,8 15,0 16,3 16,2 vin 4,6 4,2 4,6 4,6 4,7 4,8 spiritus 0,5 0,4 0,4 0,5 0,4 0,5 mælk 17,0 15,0 15,3 15,6 15,2 16,8 kaffe 28,4 32,1 29,5 30,5 30,1 29,3 te 3,6 6,3 5,0 4,9 4,8 5,0 saft 2,6 2,4 2,4 2,2 2,3 2,3 juice 2,0 1,7 2,0 2,0 2,1 2,2 konc. læskedrik 5,3 4,7 5,3 5,2 5,5 5,1 I alt 100 100 100 100 100 100 Kilde: Bryggeriforeningen 2000

Holdningen til indtagelse af øl og spiritus i forbindelse med arbejde og bilkørsel er blevet skær- pet. Samtidig er forbruget af vin til mad steget kraftigt. Faldet i efterspørgslen efter øl er dog ikke faldet så markant som tallene lader ane, da der samtidig er sket en betydelig stigning i indkø- bet af dansk fremstillet øl syd for grænsen til Tyskland.

Forbrugerne opfatter samlet øl og læskedrikke som forskellige produktgrupper og som produkter adskilt fra de øvrige drikkevarer. En mindre prisforhøjelse for læskedrikke respektive øl vil ikke føre til, at forbrugerne i noget væsentligt omfang vil skifte over til andre produkter. De danske butikspriser for læskedrikke hører til blandt de højeste i Europa24, og prisforskellen er øget de senere år. Samtidig er forbruget som nævnt steget. Ølpriserne inkl. punktafgifter og moms i Danmark er også betydeligt højere end priserne i Tyskland, men lavere end priserne i Sverige, hvor afgiftstrykket er endnu højere. Det har som sagt ført til en betydelig grænsehan- del, men forbrugerne er ikke skiftet over til andre produkter, og danskernes forbrug af øl (105 liter pr. indbygger) ligger stadig blandt de højeste i EU (gennemsnit 81 liter pr. indbygger). Kun Tyskland, Østrig, Luxembourg og Irland ligger højere.

Muligheden for udbudssubstitution må vurderes som lille. Både øl og læskedrikke aftappes på særlige anlæg og særskilte tappelinier. Carlsbergs produktion af læskedrikke tappes således hos Saltum & Neptun Bryggerierne og hos Coca-Cola Tapperierne i Fredericia og Glostrup. Det er over for styrelsen oplyst, at fx investeringerne i et nyt bryggeri er betydelige. Et anlæg til ½ mio. hl svarende til 9 pct. af det danske forbrug koster omkring 400 mio. kr. En ny moderne tappelinie til flasker løber op i 50- 70 mio. kr.

Det er således ikke sandsynligt at en mindre stigning i indtjeningen på fx 5-10 pct. for læske- drikke ville føre til en markant omstilling af andre virksomheders anlæg med henblik på at kunne øge udbudet af disse produkter.

24 Konkurrenceredegørelse 2000, kap 2

24 Dertil kommer, at øl og læskedrikke sælges som mærkevarer, der understøttes kraftigt af reklame. Vilkårene for salg af mærkevarer og kontraktsprodukter er tydelig forskellige,25 og indtræn- gen på mærkevaremarkedet må vurderes at være forbundet med endda meget betydelige om- kostninger26.

Distributionen af øl og vand sker normalt sammen, men adskilt fra andre produkter til dagligvarehandelen og horeca. Der er enkelte eksempler på, at øl og vand tages med i de store dagligva- rekæders distribution, men Carlsbergs mærkevareøl og vand distribueres i hele Danmark af bryggeriet selv og af CCNB direkte til butikker og horeca. Kontraktøl distribueres derimod via centrallagrene.

3.5.3 Konklusion Det relevante marked er derfor produktion og salg af øl henholdsvis kulsyreholdige læskedrikke i Danmark.

Produktmæssigt kunne det overvejes at foretage en yderligere opdeling af markedet fx således at læskedrikke med colasmag betragtedes som et særskilt marked med særlige forbrugerpræferen- cer. Dette synspunkt fremføres fx i Kommissionens konklusioner i sagen vedr. joint venture- samarbejdet mellem Coca-Cola Beverages og Carlsberg (Case No IV/M 833). Produktafgræns- ningen i denne sag byggede på data for salgsudviklingen, detailhandlens markedsføring, oplys- ninger om drikkevaner og prisanalyser. Kommissionen tog ikke i denne sag stilling til spørgs- målet om cola er et separat marked i forhold til andre læskedrikke, men har i tidligere sager an- vendt denne markedsopdeling. 27 Der er heller ikke grund til at foretage en sådan markedsopdeling her, da det ikke vil føre til nogen ændret vurdering med hensyn til Carlsbergs eller Albanis stilling. Kommissionen har også tidligere foretaget en opdeling af produktmarkedet i et marked for aftapning og et marked for markedsføring af mærkerne. Denne sondring er heller ikke relevant at gennemføre her.

Inden det relevante marked for analysen lægges endelig fast må det imidlertid vurderes, om der er grundlag for en opdeling af salget/distributionen efter salgskanaler/markedsføring.

3.6 Salgskanaler Øl og læskedrikke sælges som nævnt i betydelig grad – og klart mere udpræget end hvad der gælder for fx saft og juice - som mærkevarer understøttet af massiv markedsføring. Ofte vil det enkelte mærke slå på en bestemt livsstil. Det har ført til, at mange forbrugere har stærke præfe-

25 Jf. afsnit 4.7. 26 Kommissionen afgrænsede i forbindelse med dannelsen af CCNB særskilte markeder for produktion (aftapning) og for markedsføring af læskedrikke (M 833). Kommissionen lagde til grund, at der i praksis havde ud- viklet sig en opdeling, hvor en varemærkeindehaver af et læskedriksprodukt udvikler og oparbejder læskedrik- kevaremærkerne, forestår above-the-line-markedsføring (gerne reklamer i tv og radio på internationalt plan m.v.), leverer koncentratet og giver lokale aftappere tilladelse til at færdiggøre, pakke, markedsføre below-the- line (salgsfremmende rabatter, vederlag for hyldeplads i butikkerne), distribuere og sælge drikkevarerne. I den pågældende sag blev TCCC betragtet som vertikalt integrerende, idet de gik ind i markedet for aftapning. Flere detailhandelskæder har ligeledes over for styrelsen peget på, at det er nødvendigt med en massiv markedsføring af mærker. Import af mærkevareprodukter til en enkelt kæde vanskeliggøres af at det bliver vanskeligt at få den nødvendige volumen til at dække omkostningerne. Den kan kun opnås hvis mærkerne distribueres bredt i mange kæder og b utikker. 27 Fx i fusionssagen mellem Orkla og Volvo (Orkla-Pripps)

25 rencer for et bestemt mærke og ikke uden videre skifter til et andet produkt - selv om priserne for det enkelte mærke stiger.

Ved siden af mærkevaresalget udbydes såvel øl som læskedrikke til detailhandelen som kontraktprodukter. Kontraktleverancer finder sted mellem bryggerierne/-læskedriksfabrikanterne og detailkæderne. Initiativet til kontraktleverancer kommer fra detailkæderne, der med passende mellemrum indbyder leverandørerne til at afgive tilbud på leverancerne til hele kæden for de næste 2-5 år. Leverandøren vil i denne periode være beskyttet mod konkurrence fra andre om tilsvarende opgaver.

Kontrakten kan omfatte specielle kvaliteter øl og/eller læskedrikke. Der kan være tale om han- delsmærker (private-labels). Private-labels-produkter er navnlig udbredt for læskedrikke. Det kan også aftales at leverandøren yder en vis markedsføringsstøtte, men det vil være på et beskedent niveau sammenlignet med mærkevarerne.

Mærkevarer distribueres af bryggerierne via depoter eller direkte til aftagerne. Depotleverancer- nes andel er faldende. Kontraktøl og -vand distribueres enten direkte til butikkerne eller til kæ- dens centrale lagre uden om depoterne. I dagligvare- og kioskhandlen er der betydelig prisfor- skel på mærkevarerne og kontraktvand og -øl. For en kasse øl kan prisforskellen i den enkelte butik udgøre 30-60 kr. (50-100 pct.), for 2 x 1½ l. cola 10-15 kr. (50-100 pct.) og for 1½ liter hvid vand ca. 10 kr. (200 pct.). Sammenligner man prisen for kontraktøl med de vejledende priser for mærkeøl, der fx følges i de fleste kiosker, er prisforskellen endnu større (over 100 pct.).

Aftale-, leverings-, markedsførings- og prisforholdene peger i retning af, at det er relevant at opdele markedet i to, nemlig et for mærkevarer og et for kontraktvarer. Til støtte for at der er tale om adskilte markeder kan der også peges på, at Carlsberg og Albani har specialiseret deres produktion, således at kontraktleverancerne gennemgående foregår særskilt, nemlig hos Saltum & Neptun Bryggerierne og hos Baldur A/S og Maribo Bryggeri A/S. En af de øvrige store udbydere af øl og læskedrikke, nemlig Bryggerigruppen A/S har helt fravalgt kontraktproduktion, mens en anden, nemlig Harboes Bryggeri A/S stort set har fravalgt mærkevareproduktion.

Markedsforholdene for salg til kioskhandelen adskiller sig noget fra supermarkederne. Kiosker- ne fører gennemgående ikke kontraktøl, og en del (mindre) kiosker forsynes ikke direkte fra depoterne men via dagligvarehandelens S-engroslagre, hvorfra de selv kan sammensætte deres sortiment. Markedsføringstilskud mv. til denne sektor svarer til supermarkedernes, men har et væsentligt mindre omfang.

Kioskerne behandles i det følgende sammen med supermarkedssektoren, da forskellene til denne ikke kan føre til, at analysen får noget andet resultat.

Horeca-sektorens (HOtellerREstauranterCAtering) forhold skiller sig derimod væsentligt fra detailhandelens. I modsætning til køb af øl- og vand i butikkerne indgår der her et service- og oplevelseselement i forbindelse med indtagelsen af produktet. Til salget af øl og læskedrikke er knyttet en serviceydelse i form af servering, siddepladser, mv. Horeca-sektoren aftager kun mærkevarer. Emballagen adskiller sig fra leverancerne til detailhandelen, da salget af fadøl fra fadølsanlæg udgør ca. 2/3 af salget, mens salget af læskedrikke fra drikkeautomater (post- mixanlæg) udgør ca. 1/4. Anlæggene – fadølsanlæg, drikkeautomater mv. - stilles oftest til rå-

26 dighed af leverandøren, som ligeledes kommer med inventar, glas og andet tilbehør. Installation af et mindre fadølsanlæg med 2-3 haner inkl. køleanlæg koster mindst 15.000 kr., mens større anlæg kan løbe op i flere hundrede tusinde kroner. Restauranter mv. markedsfører normalt kun mærker fra én leverandør.28 De vil typisk også føre leverandørens øvrige betydelige mærkeva- rer i flasker. Aftalerne om leverancer til restauratører mv. indgås for en vis periode (3 år – i nogle tilfælde op til 5 år).

Listepriserne for leverancer til horeca-sektoren er højere end til detailhandelen, men der ydes ganske betydelige markedsføringstilskud. Størrelsen af tilskudene afhænger af det forventede salg.

På den baggrund må det konkluderes, at markedet for salg til horeca adskiller sig fra salget til detailhandelen både for øl og for læskedrikke.

Samlet er det derfor relevant at regne med to særskilte salgskanaler: supermarkeder mv. og horeca-sektoren. For salget til horeca-sektoren kan øl og læskedrikke som udgangspunkt behandles under ét uanset, at der er tale om klart adskilte produkter. Det skyldes at leverandøren normalt er den samme således at resultatet af analysen ikke vil blive påvirket af en opdeling.

3.7 Konklusion om relevante markeder for analysen Samlet fører dette til, at det er relevant at gennemføre analysen for 5 forskellige relevante markeder. Øl og læskedrikke udgør ud fra forholdene på efterspørgsels- og udbudssiden adskilte relevante produktmarkeder. Øl- og læskedriksmarkedet kan hver for sig igen deles op i to, nemlig salg af mærkevarer og salg af kontraktprodukter. Der skal ud over dette sondres mellem to forskellige salgskanaler, nemlig salg til detailhandlen og salg til horeca. Horeca aftager gen- nemgående kun mærkevarer og yderligere vil leverancerne af øl og læskedrikke normalt ske samlet og fra samme leverandør. Salget til horeca af øl og læskedrikke kan derfor behandles under ét.

Der er derfor i alt 5 relevante markeder:

· Mærkeøl der afsættes gennem detailhandelen · Mærkevarer inden for læskedrikke, der afsættes gennem detailhandelen · Mærkevarer (fadøl, flaskeøl, postmix og flaskevand), der afsættes gennem horeca · Øl afsat gennem detailhandlen på kontraktbasis · Læskedrik afsat gennem detailhandlen på kontraktbasis.

28 Hvis den pågældende leverandør ikke fører et fuldt sortiment kan der være tale om at han tilkøber produkter fra andre.

27 3.8 Markedsaktører

3.8.1. Bryggeriforeningen og Danske Læskedrik Fabrikanter

Bryggeriforeningen har til formål at repræsentere medlemmerne over for myndighederne, kunder og forbrugere samt i internationale organisationer. Der er i alt 10 medlemmer, men flere af disse indgår i samme koncern. Antallet af uafhængige medlemmer er 4, nemlig Carlsberg, Al- bani, Bryggerigruppen og Thisted Bryghus.

Danske Læskedrik Fabrikanter organiserer tilsvarende læskedrikfabrikanterne. Der er i alt 13 medlemmer, men ligesom bryggerierne er reelt kun 4 uafhængige: Carlsberg inkl. CCNB, Bryggerigruppen, Albani og Thisted.

Foreningerne udsender informationsmateriale om øl og læskedrikke og har bl.a. spillet en aktiv rolle omkring udviklingen af retursystemet.

3.8.2 Vigtige udbydere

3.8.2.1 Bryggerigruppen Bryggerigruppen A/S omsatte i 1999 for 2,0 mia. kr., heraf går 62 pct. til eksport. Gruppen har tre produktionsanlæg i Danmark (Fakse, Århus og Randers). Bryggerigruppen har produktion af både øl og læskedrikke.

Selskabets vigtigste mærker inden for øl er: Faxe Premium, Ceres Pilsner, Thor Pilsner og navnlig i grænsehandelen Ceres Royal. Inden for vand drejer det sig om: Nikoline, Faxe Kondi, PepsiCola, Seven Up og Ramlösa-mineralvand. Selskabet har landsdækkende distribution af øl- og vand til kunderne fra 39 depoter. Leverancer til FDB sker dog til kædens centrallagre. Bryg- gerigruppen leverer udelukkende mærkeøl og –vand og deltager således ikke i tilbudsgivningen på kontraktleverancer.

3.8.2.2. Harboe Bryggerierne Harboe omsatte i 1999/2000 for 785 mio. kr., af hvilke 344 mio. kr. blev omsat på det danske marked. Harboe producerer næsten udelukkende kontraktøl og -vand til detailhandelen. Selska- bets vigtigste kunde er Dansk Supermarked, men derudover leverer selskabet til flere andre su- permarkedskæder.

3.8.2.3. Bryggeriet Vestfyen Vestfyen omsatte i 1999 for 73 mio. kr. Selskabet producerer næsten udelukkende kontrak- tøl, og i begrænset omfang læskedrik til detailhandelen. Selskabet ejer en mindre aktiepost i Dansk Coladrik A/S.

Selskabet største kontraktkunde er Aldi. Der leveres også til enkelte andre købmandskæder. Vestfyen får løntappet læskedrikke hos to andre mindre mineralvandsfabrikker, Frem og Langkjær.

3.8.2.4 Lokale bryggerier Der findes tre mindre bryggerier, der afsætter deres produkter lokalt. Bryggerierne fremstiller kun mærkeøl og -sodavand.

28 De tre bryggerier afsatte i Danmark samlet set 65.000 hl øl og ca. 15.000 hl sodavand (egne mærker).

Thisted Bryghus omsatte i 1998/99 for 21 mio. kr. ekskl. afgifter. Selskabet sælger kun lokalt. Der produceres både øl og sodavand. Bryggeriet ejer en lille aktiepost i A/S Dansk Coladrik og har et begrænset salg af Jolly Cola-produkter. Thisted er medlem af Bryggeriforeningen og af Danske Læskedrik Fabrikanter

Fuglsang bryggeriet omsatte i 1999 for 24 mio. kr. inkl. afgifter. Bryggeriet ligger i Hader- slev. Salget sker primært i lokalområdet til kunder i detailhandelen og horeca. Bryggeriet har et betydeligt salg af fadøl. Bryggeriet forhandler også Jolly Cola fremstillet af Albani. Brygge- riet er præget af placeringen tæt ved grænsen og har en betydelig eksport af øl til grænsebutik- ker.

Hancock er ligesom de øvrige mindre bryggerier lokalt baseret og har kun en ubetydelig om- sætning uden for Skiveegnen. Hovedparten af afsætningen går til kunder i detailhandelen. Bryggeriet peger på, at det som lokal leverandør er i stand til at yde en service som ikke præste- res af de store bryggeriers gennemrationaliserede distributionssystemer.

3.8.2.5 Øvrige mineralvandsfabrikker Der findes to mindre mineralvandsfabrikker, der fremstiller sodavand på kontrakt til kæder i detailhandelen. De to mineralvandsfabrikker fungerer som underleverandører til bryggerierne. . Bryggeriet Langkjær i Himmerland fremstiller og distribuerer sodavand, frugtsaft og most. Produktionen af sodavand er betydelig og sker udelukkende på kontraktbasis. Sodavand i 1½ liter PET flasker sker hos Saltum. Kunderne i detailhandelen er nordjyske supermar- kedskæder og tankstationer. En mindre del af produktionen distribueres via ølhandlere til kantiner mv. Produktionen af saft sælges til supermarkeder over hele landet.

Mineralvandsfabrikken Frem ligger i Ribe og fremstiller udelukkende mineralvand på kontrakt. Selskabet producerer sodavand i PET flasker for Vestfyen og leverer endvidere direkte på kontrakt til mindre kæder. Frem har et begrænset salg af vand via ølhandlere

3.8.2.6 Importører Importen af øl sker hovedsagelig gennem de danske bryggerier, hvor specielt Carlsberg, Bryg- gerigruppen og Albani har opbygget et pænt salg af udenlandske mærker på fad og på flaske. En del af importen hænger dog sammen med, at danske bryggerier får fremstillet specielle produkter i udlandet. Det samlede salg af importeret øl var i 1999 ca. 50.000 hl, svarende til ca. 1 pct. af det samlede forbrug. Salget har været svagt stigende de seneste år.

Ved siden af importen gennem bryggerierne findes en række importører med agenturer omfat- tende omkring 100 forskellige ølmærker. Importørernes samlede salg var 30-35.000 hl. i 1999. Salget er nogenlunde ligeligt fordelt på fad- og flaskeøl. Den største del af salget går til horeca, men de større supermarkeder og varehuse forhandler også udenlandske ølmærker. Ved siden af øl har importørerne ofte agenturer for cider eller mineralvandsmærker.

Importen af kulsyreholdige læskedrikke er væsentligt mindre end for øl - under ½ pct. af salget.

29 Premium Beer Import ApS er den største importør. Premium omsatte for omkring 25 mio. kr. ekskl. afgifter i 1999. Blandt mærkerne kan nævnes Budweiser, Franziskaner, Kilkenny, Kro- nenbourg, Sol, Guiness og Foster’s. Flaskeøl udgør halvdelen af salget, mens den anden halvdel af afsætningen sker som fad/tankøl. Kunderne er især pubs og cafeer, men også detailhandelen. Selskabet står fx for forsyningen til FDB’s butikker.

Carlsberg overtog i forbindelse med en kapitaltilførsel for tre år siden 67 pct. af anpartskapita- len i selskabet.

Sharpe Intake importerer og distribuerer ca. 50 forskellige mærker af engelsk øl, især ales til engelske/irske pubs og til delikatesseforretninger. Der er tale om nicheprodukter til høje priser.

Theodoridis & Co A/S importerer og distribuerer øl- og vandmærker til især mindre restauranter, pubs og cafeer samt til supermarkeder. Det mest kendte mærke er Heineken. Leverancerne omfatter både fadøl og flaskeøl.

Carl Lange A/S importerer flaskeøl af mærket Coronas (Mexico). Selskabet sælger især til horeca, men også til detailhandelen.

All drinks I/S har specialiseret sig i en række engelske mærker, bl.a. John Bull, men fører også øl fra fx Indien (Cobra) og Belgien (Koenig). All drinks sælger primært til horeca og specialfor- retninger.

3.8.2.7 Distributører Distributionen af øl og vand til mindre kunder, herunder kantiner, kiosker, institutioner og cafeer varetages af uafhængige øl- og vandhandlere. Blandt andet har en del tidligere depothavere nedsat sig som distributører. Tilsammen dækker ølhandlerne ca. 2 pct. af distributionen.

Distributørerne medtager udover øl og læskedrikke også andre drikkevarer. De forsynes fra de danske bryggerier, men medtager også flasker og fustager fra udenlandske leverandører (distribueres for danske importører/agenter). Der distribueres også fadøl, primært til private. Salget gennem distributører har været stigende.

3.8.3 Vigtige aftagere

3.8.3.1 FDB FDB Gruppen er Danmarks største supermarkedskæde. De mere end 1000 butikker omsatte samlet for ca. 37 mia. kr. i 1999. FDB består af en række kæder med hver deres profil omfatten- de lavprisvarehuse, varehuse, supermarkeder, discountbutikker og nærbutikker.

Mærkeøl og -vand udgør hovedparten af salget inden for øl og læsekdrikke, ca. 60 pct. målt i volumen og ca. 80 pct. målt i værdi. Salget af produkter fra Carlsberg og CCNB udgør den helt overvejende del af salget. Carlsbergs overtagelse af Albani vil ikke have nogen mærkbar betydning for sortimentet eller forsyningen.

30 Udenlandsk øl udgør under 1% af det samlede salg. Hovedparten af salget formidles af Premi- um Beer Import.

FDB har peget på, at kravene i det danske retursystem udgør en afgørende barriere for import af udenlandsk øl. FDB har i en periode importeret øl i danske returflasker fra det tyske bryggeri Holsten, men indstillede dette, da omkostningerne var for høje. FDB finder, at importmulighe- derne vil ændre sig, hvis markedsføring i dåser og anden engangsemballage tillades. Importen vil dog kun blive en succes, hvis der samtidig sikres et balanceret forhold mellem engangs- og returemballage mht. emballageafgift.

FDB har indgået en langtidsaftale med Carlsbergs datterselskab Saltum & Neptun om levering af kontraktøl (bl.a. Pokal og Star) og sodavand (Saltum).

3.8.3.2. Dansk Supermarked Dansk Supermarked er Danmarks næststørste dagligvaregruppe med 240 butikker. De vigtigste kæder er Bilka (lavprisvarehuse), Føtex (varehuse) og Netto (discountbutikker).

Mærkeøl står for langt hovedparten af ølsalget i Bilka og Føtex, medens mærkevareandelen er noget lavere for læskedrikke, omkring 2/3. Derimod udgør salget af øl- og vand leveret på kontrakt hovedparten af det samlede salg i Nettokædens butikker.

Carlsbergs overtagelse af Albani vil kun forrykke Carlsberg Gruppens samlede salg til Dansk Supermarkeds Føtex og Bilka butikker på Fyn og i det sydlige Jylland, hvor Albanis mærker står stærkt.

Udenlandsk øl udgør under 1 pct. af det samlede salg og sælges kun i Bilka og Føtex. Produk- terne indkøbes gennem danske agenter/importører.

Dansk Supermarked peger på retursystemet som den væsentligste hindring for import.

DS har en langtidsaftale med Harboe Bryggeri om levering af øl og sodavand til Føtex- og Bil- ka-butikker og til Nettos centrallagre.

3.8.3.3. Supergros (Dagrofa og Centralkøb) Dagrofa er Danmarks største dagligvaregrossist. Selskabet ejes af Skandinavisk Tobakskom- pagni, Carlsberg og KFI (Købmændenens Finansierings Institut). Til Dagrofa er knyttet en ræk- ke dagligvarekæder bl.a. Favør og Spar. Dagrofa har også en stor markedsandel inden for kiosk- sektoren og råder over en række selvbetjeningslagre: S-Engros-lagre. Dagrofa indgik i 1999 et samarbejde på indkøbssiden med en anden stor indkøbsforening, Centralkøb. Blandt kæderne i Centralkøb er SuperBest den største.

Salget af mærkeøl og vand står for hovedparten af salget og produkterne fra Carlsberg og CCNB er helt dominerende med 80-85 pct. af det samlede salg.

Aftaler om kontraktøl forhandles centralt og udmøntes i en rammeaftale, der efterfølgende kan udfyldes efter decentrale forhandlinger i de enkelte afsætningskæder. Kontrakterne er i dag fordelt mellem Carlsberg (Saltum & Neptun), Harboe og Albani (Maribo). Kontraktforhandlinger

31 gældende for leverancerne 2001-02 er stillet i bero indtil der foreligger en afklaring med hensyn til Albani.

Salget af kontraktvand udgør omkring halvdelen af det samlede salg af sodavand målt i volumen.

Dagrofa får leveret udenlandsk øl fra flere danske importører/agenter. Premium Beer Import er den største leverandør af udenlandsk øl.

3.9 Markedsudviklingen Markedet for øl og læskedrikke har de sidste 25 år været kendetegnet ved øget koncentration, fremkomsten af kontraktøl og –vand og ændrede distributionsformer.

3.9.1 Øget koncentration I 1970 blev Carlsberg og Tuborg sluttet sammen, og siden har Carlsberg opkøbt en række virksomheder, på bryggerisiden drejer det sig bl.a. om Neptun og Wiibroe. På læskedriksiden op- købte Carlsberg Dadeko A/S, der fremstillede Coca-Cola på licens. I 1997 indgik Carlsberg en aftale med TCCC om en udvidelse af samarbejdet gennem selskabet Coca-Cola Nordic Bevera- ges (CCNB), der i dag markedsfører Coca-Cola-produkter i Norden mv. I 1999 overtog Carls- berg Saltum-Houlberg, der fremstiller læskedrikke på kontrakt til dagligvarehandlen. Endelig købte Carlsberg i foråret 2000 Albanis mineralvandsfabrik Baldur.

Albani har i samme periode opkøbt de lokale bryggerier, Svendborg Bryghus, Slotsmøllen i Kolding, Maribo Bryghus og Carlsminde i Nyborg. Selskabet overtog også Baldur i Esbjerg, som senere er afhændet til Carlsberg.

I starten af 70’erne slog de tre største jyske bryggerier, Thor, Ceres og Urban sig sammen i Jy- ske Bryggerier. I 1989 indgik dette bryggeri i en fusion med Faxe Bryggeri under navnet Jyske- Faxe, senere omdøbt til Bryggerigruppen. Carlsberg ejede en stor aktiepost i Bryggerigruppen. Denne blev frasolgt i 1997 efter krav fra EU-Kommissionen som en af betingelserne for at godkende joint-ventureaftalen mellem Carlsberg og TCCC.

3.9.2 Kontraktøl og -vand Bryggerierne samarbejdede i en lang årrække indbyrdes via Bryggeriforeningen i den såkaldte kontrahentaftale, der stort set udelukkede al priskonkurrence på ølmarkedet. Aftalen blev i 1987 ophævet af Monopoltilsynet.

Ophøret af samarbejdet førte bl.a. til, at flere mindre bryggerier, fx Harboe, indgik kontrakter med dagligvarekæder om levering af øl og læskedrikke specielt fremstillet til kæderne. Kæderne markedsførte selv produkterne og solgte dem til priser, der lå væsentligt under priserne på bryggeriernes egne mærker.

Kontraktøl fik hurtigt en stor markedsandel målt i volumen, fra 10-15 pct. i slutningen af 80’erne til godt 30 pct. i første halvdel af 90’erne. Det forrykkede markedsandelene på markedet, hvor Harboe, Albani og Vestfyen gennem kontrakter med kæderne vandt markedsandele fra Carlsberg og Bryggerigruppen. Samtidigt satte det lave prisniveau for kontraktøl en grænse for hvor meget priserne på mærkeøl kunne stige.

32 Mærkevareproducenterne og herunder Carlsberg reagerede med at sætte spørgsmålstegn ved kvaliteten af kontraktøl. Det førte til diskussion mellem især Harboe og Carlsberg om ”hurti- gøl”. Derudover gik Carlsberg ind i konkurrencen om kontrakterne med dagligvarekæderne. Bryggeriet fik en markedsandel på godt 40 pct., men Carlsberg har aldrig opnået samme stærke position på dette marked som på horeca- og mærkevaremarkedet. Det skyldes især, at flere kæ- der ønsker at sprede deres indkøb og af strategiske årsager vil have alternativer til den største udbyder af mærkeøl. Samtidigt er det lettere for de andre bryggerier at konkurrere på dette ma r- kedssegment, hvor konkurrencefordelene ligger i produktion og distribution i store serier og lave omkostninger, og ikke i størrelsen af markedsføringstilskud.

Inden for salget af kontraktøl udgør salget af stærkt øl inden for skatteklasse 2 målt i volumen en relativt højere andel af salget end inden for det almindelige detailsalg af mærkeøl.

Med de bedre konjunkturer fra midten af 90’erne har kontraktøllet mistet markedsandele til mærkeøllet, men salget af kontraktøl udgør stadig ca. 25 pct. af det totale ølmarked.

For kontraktvand er markedsandelen større. Salg af kontraktvand udgør målt i volumen ca. 35 pct. af det totale salg af læskedrikke. Markedsandelen har været stigende. Dette er især sket på bekostning af salget af de danske bryggeriers vandmærker hvor markedsandelen er faldet kraftigt, især for Carlsbergs mærker. Samtidig har de internationale vandmærker, specielt Coca- Cola, vundet betydelige markedsandele. Kun Bryggerigruppen har formået at opretholde en forholdsvis betydelig markedsandel for gruppens egne vandmærker.

3.9.3 Distribution Frem til 80’erne blev øl distribueret til butikker og restauranter fra depoter, der ikke var ejet af bryggeriet. Depotejeren havde en ansættelseskontrakt med bryggerierne, og depoterne førte kun produkter fra ét bryggeri.

Fremkomsten af stærke detailkæder, der ønskede leverancer til lave priser direkte til centrallagre (kontraktøl) betød, at bryggerierne gradvis indskrænkede den omkostningstunge distribution gennem depoterne.

Der findes stadig depoter, men Carlsberg, Albani og i mindre grad Bryggerigruppen, har skåret væsentligt ned i antallet og integreret dem i selve bryggeriet. Nedgangen i antallet af depoter – og det dermed mindre finmaskede distributionsnet - har til gengæld skabt plads til en gruppe af uafhængige distributører, de såkaldte ølhandlere.

3.9.4 Udviklingen i øl- og læskedrikssalget Forbruget af øl faldt betydeligt i 90’erne. Fra 1995 til 1999 faldt forbruget målt i volumen fra 6,5 mio. hl. til 5,6 mio. hl., et fald på 15 pct. Faldet har været størst for kontraktøllet. Pilsnerøl (skatteklasse 1) og afgiftsfri øl er faldet med ca. 15 pct., mens salget af skatteklasse 2 øl er steget med 3 pct.

Pilsnerøl (skatteklasse 1), udgør i dag ca. 85 pct. af forsyningen, mens guldøl (skatteklasse 2) udgør godt 8 pct. Øl i skatteklasse 3, 4, og 5 dækker tilsammen knap 4 pct. Resten af forsyningen ca. 3 pct. udgøres af afgiftsfri øl med lav alk oholprocent (hvidtøl, lyst øl og alkoholfrit øl).

33 Samtidig markedsfører bryggerierne et stigende antal produktnyheder navnlig inden for stærkt øl.

Forbruget af læskedrikke steg fra 1988 til 1999 med knap 100%, fra 2,7 mio. hl. til 5,3 mio. hl. Tilsvarende var der en stigning i importen fra 0,1 mio. hl. til 0,2 mio. hl. Halvdelen af importen kommer fra Sverige.

Cola-produkter udgør over 60 pct. af salget, diverse hvide vand (med eller uden smag) har knap 23 pct. af salget, mens appelsinvand har godt 9 pct. af salget. Cola og hvide vand med citrons- mag har vundet markedsandele, mens andelen af øvrige hvide vand og appelsinvand er gået tilbage. Øvrige vandprodukter har ca. 8 pct. af salget.

3.9.5 Salgskanaler Øl- og læskedrikke sælges gennem detailhandelen og i horeca-sektoren. Distributionen foregår gennem depoter eller direkte fra bryggeriet/mineralvandsfabrikken.

Øl og læskedrikke sælges i detailhandelen gennem dagligvareforretninger og kiosker. Antallet af disse udsalgssteder har siden 1970 været kraftigt faldende. Antallet af dagligvareforretninger faldt i perioden 1970-97 fra 12.400 til 4.300 butikker29, et fald på 66 pct. Til dette tal skal læg- ges ca. 4.000 kiosker.

Dagligvarehandelen er således blevet koncentreret i færre, men betydeligt større butikker. Stort set samtlige større butikker deltager i kædesamarbejder. Disse butikker søger at opretholde en høj omsætningshastighed på alle varer, hvilket betyder, at der kun føres hurtigt omsættelige produkter. Mange kæder søger at begrænse antallet af mærker inden for de forskellige produktgrupper, hvilket gør det svært for mindre eller nye produkter at komme inde i butikkerne. Det gælder også for øl- og læskedriksprodukter. Albanis problem med relancering af Jolly Cola var fx at mærket uden for Fyn typisk var det tredje- eller fjerdestørste colamærke, efter Coca-Cola, Pepsi Cola og kædens egen cola. Det betød at Jolly Cola blev fjernet fra hylderne i flere lands- dækkende kæder.

3.9.6 Emballager Efter EF-domstolens afgørelse i dåsesagen i 1989 er det kun tilladt at markedsføre danskprodu- cerede øl- og læskedrikke i flasker, der er godkendt af Miljøstyrelsen. Der er som en konse- kvens af dommen ingen restriktioner for indførte emballager – bortset fra forbudet mod emballager af metal.

I forbindelse med indførelsen af PET-flaskerne til læskedrikke aftalte branchen og miljømyn- dighederne, at det skulle tilstræbes at godkende så få flasketyper som muligt. Men øl og læske- drikke markedsføres i høj grad også på flasketypen, fx har Coca-Cola sin egen flaske, og efter- hånden har danske leverandører fået godkendt omkring 30 forskellige returflasker. Senest har Carlsberg fået godkendt en særlig PEN-flaske til øl.

29 Konkurrenceredegørelse 2000, kap. 3, s. 69.

34 3.9.7 Udviklingen i antal udbydere og parternes samlede markedsstilling Antallet af udbydere af øl og læskedrikke er faldende. I midten af 1980’erne var der i Danmark 25 bryggerier og 15 mineralvandsfabrikker med omkring 55 produktionssteder. I 2000 er der 8 bryggerier med 12 produktionssteder og 10 mineralvandsfabrikker med 17 produktionssteder tilbage.

Koncentrationen har medført at der er forsvundet en række lokale ølmærker og andre mærker, der tidligere tilhørte selvstændige bryggerier, er blevet til kontraktøl mærker, fx Neptun, Krone, Star og Maribo.

Carlsbergs markedsandel på øl er faldet ca. 10 pct. siden 1975. Faldet skyldes i første række fremvæksten af kontaktøl. Det har betydet at flere mindre bryggerier, specielt Harboe, har haft stigende markedsandele i denne periode. Albanis markedsandel er steget i perioden, både som følge af et relativt stor kontraktsalg og gennem opkøb. Tilsammen vil Carlsberg og Albani opnå en markedsandel tæt på 80 pct. af markedet.

Tabel 3.7: Markedsandele for øl – hele markedet 1999 HL. % Carlsberg 3.935.015 70,9 Albani 521.746 9,4 Carlsberg og Albani tilsammen 4.456.761 80,3 Øvrige danske udbydere 1.042.994 18,8 Import 50.000 0,9 I alt 5.549.755 100

Carlsberg har gennem sammenarbejdet med Coca-Cola i CCNB formået at opretholde en relativ høj markedsandel på læskedrikke. Størstedelen af salget er imidlertid Coca-Cola produkter, da Carlsberg egne mærker kun udgør en relativ beskeden del af selskabets salg af læskedrikke. Al- banis salg af læskedrikke foregår lokalt omkring selskabets to bryggerier og er efter frasalget af Baldur, beskedent.

De to største konkurrenter til Carlsberg/Coca-Cola er Bryggerigruppen - der har flere stærke mærkevarer i Faxe Kondi og Nicoline og i licens- og importerede mærker som Pepsi og Ram- lösa – og Harboe, der sælger store mængder læskedrikke på kontrakt til bl.a. Dansk Supermar- ked. Carlsbergs markedsdominans er således ikke så udbredt inden for læskedrikke som for øl.

Tabel 3.8: Markedsandele for vand – hele markedet 1999 HL. % Carlsberg 3.398.000 59,8 Albani 560.000 9,9 Carlsberg og Albani tilsammen 3.958.000 69,7 Øvrige danske udbydere 1.721.000 30,3 Import30 - - I alt 5.679.000 100

30 Importen foregår via de danske bryggerier og er meget beskeden, ca. ½ pct. af salget.

35 36 4. Konkurrencemæssig vurdering

4.1 Mærkeøl til detailhandelen (inkl. kioskhandelen)

4.1.1. Markedsandele Carlsbergs vigtigste mærker er Grøn Tuborg og Carlsberg Pilsner, som markedsføres landsdæk- kende. Der er tale om det største og næststørste mærke i Danmark. Carlsberg råder endvidere over Wiibroe, der markedsføres som et lokalt mærke i Nordsjælland.

Tabel 4.1: Markedsandel for mærkeøl til detailhandelen 1999 HL. PCT. Carlsberg 2.324.985 84,2 Albani 193.837 7,0 Carlsberg og Albani 2.518.822 91,2 Øvrige danske udbydere 228.471 8,3 Import 13.500 0,5 I alt 2.760.793 100

Albanis stærkeste mærke er Odense Pilsner, der markedsføres lokalt og står stærkt på Fyn og i dele af Sydjylland. Maribo Pilsner er det største mærke på Lolland-Falster. Endelig har Albani rettighederne til Slotsmøllens mærke Slots Pilsner, der stadig har en vis styrke i Kolding- området og andre dele af Syd- og Sønderjylland.

Med disse mærker er Albani samlet nr. 2 på mærkevaremarkedet i Danmark. Carlsberg overtagelse af Albanis mærker vil føre til at Carlsbergs dominerende stilling på landsplan blive for- øget væsentlig til 90 pct. Koncentrationen vil navnlig omfatte Fyn, Syd- og Sønderjylland og Lolland-Falster.

4.1.2 Faktisk konkurrence Salget af mærkeøl baseres på en massiv markedsføring – generelt og over for de enkelte forhandlere, institutioner mv. Forbrugerne har stærke præferencer for enkelte mærker, ofte det lokale bryg. Der er kun tre mærker, der markedsføres landsdækkende, Grøn Tuborg, Carlsberg Pilsner og Faxe Premium. Markedsandelene for Carlsbergs to produkter er væsentligt større end Bryggerigruppens Premium. De øvrige mærker er regionale/lokale.

Der er visse begrænsninger for markedsføringen. Der må ikke reklameres for produkter med over 2,6 pct. alkohol i de elektroniske medier mv., og Erhvervsministeren har aftalt retningslin i- er med bl.a. bryggerierne, der begrænser markedsføringen bl.a. over for unge.

Leverandørerne har aftaler med alle de større kæder og yder betydelige beløb i markedsførings- støtte, annonce- og kampagnetilskud. I markedsføringskontrakterne aftales forskellig former for service (hyldepleje, opstilling) og demonstrationer fx i forbindelse med forretningernes mærke- dage. Forretningerne ønsker at have et bredt og dybt sortiment af forskellige mærker. For de større supermarkeders/varehuses vedkommende omfatter det også importeret øl på flaske. For- brugerne og kæderne lægger vægt på produktudvikling, og de forskellige leverandører har inden

37 for de senere år lanceret en række forskellige nye mærker og øltyper. Leverandørerne kan forhandle om eksponeringen i butikkerne, men styrelsen har ikke konstateret tilfælde, hvor der er aftalt eksklusivt kun at føre en enkelt leverandørs tilbud.

Leverandørerne står – med en enkelt undtagelse - for distributionen helt frem til butikkerne. Le- verandøren medtager som hovedregel kun egne mærker og de mærker, man har agentur for. Samtidig tages de tomme, sorterede flasker og kasser med tilbage. Leverandørerne distribuerer normalt øl og læskedrikke på de samme vogne. Det kan give besparelser som følge af at der leveres store samlede partier, men styrelsen har ikke konstateret tilfælde, hvor køb af øl og vand fra samme leverandør i sig selv udløste ekstra raba tter.

Bryggerierne udsender prislister til deres kunder med leverings- og rabatbetingelser mv. (fx når der købes store kvanta, hele paller, direkte levering). Carlsberg er prisfører. Inden for de seneste to år har bryggeriet to gange hævet listepriserne. De nye priser er hver gang blevet fulgt af konkurrenterne.

4.1.3 Potentiel konkurrence Indtrængen på det danske ølmarked for mærkeøl i større skala kræver investeringer i stor skala. Udenlandske mærker har inden for den seneste halve snes år to gange forsøgt en bredere mar- kedsføring til danskerne – begge gange i samarbejde med etablerede danske bryggerier. Først da Budweiser forsøgte sig sammen med Carlsberg og siden Löwenbräu med Bryggerigruppen. Begge gange blev markedsføringen indstillet efter en periode, fordi den ikke gav tilstrækkelige resultater. I de senere år er omkostningerne til markedsføring vokset yderligere, og dermed må disse barrierer antages at være steget.

Det er dyrt at etablere et nyt bryggeri. Det koster ca. 400 mio. kr. at etablere et bryggeri, der kan brygge ½ mio. hl./året, hvilket svarer til knap 10 pct. af det danske forbrug. En moderne tappelinie alene koster fx 50-70 mio. kr. Foruden dette er der udgifter til det øvrige produktionsanlæg og til opbygning af et logistik- og distributionssystem. Endelig skal der investeres store summer i opbygning af et nyt mærke.

Der kan etableres små cafébryggerier til en overkommelig pris. Det drejer sig dog om ubetyde- lige mængder, og det ændrer ikke konkurrencebilledet.

En anden mere nærliggende mulighed for konkurrence vil være, hvis et af de eksisterende bryggerier, der i dag kun opererer på kontraktmarkedet – fx Harboe eller Vestfyen – også satsede på mærkevaresalget. De vil ikke have kapacitetsmæssige problemer fra starten, men der vil være et stort behov for finansiering i forbindelse med en så massiv satsning på opbygning af et mærke. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at disse virksomheder fx i alliance med et udenlandsk bryggeri vil have mulighed for at øge deres markedsandel - også fordi kæderne kunne finde det attraktivt med flere valgmuligheder.

Muligheden for tilgang af en væsentlig udenlandsk udbyder er en betydelig del af den potentielle konkurrence. Udenlandske bryggerier råder over stærke nationale og internationale mær- ker og vil kunne finansiere den markedsføring, der skal til for at der er en realistisk mulighed for at trænge ind på det danske marked

38 Den import, der faktisk finder sted i dag er meget begrænset og spredt på mange forskellige mærker. Den har kun minimal betydning for konkurrencen. Importeret øl er væsentligt dyrere end dansk produceret øl.

En udenlandsk leverandør kunne fx starte markedsføringen af sine mærker gennem enkelte kæ- der eller gennem horeca. Detailhandelen og leverandørerne har imidlertid over for styrelsen an- ført, at konkurrencen ikke påvirkes mærkbart uden massiv markedsføring i såvel (mange) kæder som i horeca. Kun en bred markedsføring i alle salgskanaler kan indtjene de penge, det er nød- vendigt at satse i markedsføring for at trænge ind på mærkevaremarkedet.

Flere importører og detailhandlere har peget på, at retursystemet danner barriere for import i flasker. En udenlandsk leverandør af øl på flaske skal selv investere i flasker og kasser og er forpligtet til at sørge for at emballagen tages retur til genanvendelse eller bortskaffes. Investeringen i kasser og flasker kan løbe op i flere millioner om året.

Returneringen af flasker kan også være bekostelig. Et udenlandsk bryggeri skal omstille sit eget tappeanlæg hvis det vil anvende den almindelige grønne, danske standardflaske til øl, da denne flasketype kun anvendes i Danmark. Foruden dette skal der sørges for returtransport af et til- strækkeligt antal flasker. Det er også muligt at køre øllet til Danmark i tanke og træffe aftale med et dansk bryggeri om at få tappet her i la ndet.31

Leverandøren må selv opbygge et retursystem, hvis han vil benytte andre flasketyper. Det kræ- ver logistik og er bekosteligt. Som eksempel kan nævnes de større supermarkeders og varehuses flaskeautomater til pantbelagt returemballage. Hvis disse automater skal kunne registrere nye pantbærende flasker kræver det en omstilling af hver enkelt automat. En sådan omstilling kan koste op til 1500-2000 kr. pr. automat eller over 50.000 kr. pr. flasketype for en mellemstor kæ- de med 30 butikker.

Endelig skal en udenlandsk leverandør tage højde for de danske beskatningsregler for øl. De danske punktafgifter for øl begunstiger pilsnerøl med et Platoindhold under 11 pct. I en række lande, bl.a. Tyskland, har pilsnerøl et højere Platoindhold, og det betyder at import af udenlandsk pilsnerøl vil blive beskattet ekstra i forhold til dansk øl.

Det fører samlet til, at importeret øl bliver dyrt og kun kan sælges i de danske kæder til priser, der ligger væsentligt over priserne for en almindelig pilsner. Importeret øl er af disse årsager ikke konkurrencedygtige. Den potentielle konkurrence er derfor minimal.

Både leverandører og handlende har over for styrelsen peget på, at tilladelse til markedsføring af øl i dåser vil lette importen væsentligt. Det vil dog særlig kunne påvirke markedet for kontraktøl og –vand, hvor markedsføring ikke spiller samme rolle som for mærkeøl.

31 FDB har i en periode fået løntappet øl fra det tyske bryggeri Holsten Bräuerei på Vestfyen. Øllet blev transporteret til Assens i tanke og her tappet på danske standardflasker. Det almindelige tyske øl (Plato- indhold på ca. 12,5 pct.) blev beskattet som dansk guldøl (skatteklasse 2). FDB fik imidlertid også fre m- stillet en øl på Holsten efter danske normer, dvs med et Platoindhold på lige knap 11 pct. Ingen at tiltage- ne blev en succes og markedsføringen blev indstillet.

39 4.1.4. Konklusion Carlsbergs overtagelse af Albani vil styrke Carlsbergs i forvejen dominerende stilling på det danske marked for mærkeøl markant. På landsplan har Carlsberg i forvejen en dominerende stilling. Albani er først og fremmest et regionalt/lokalt stærkt mærke. Det betyder, at konkurrencen først og fremmest vil blive påvirket i disse områder - Fyn, Syd- og Sønderjylland og Lolland-Falster - hvor Carlsberg på ølsiden vil få meget høje markedsandele. Kæderne må dog antages fortsat at ville ønske flere forskellige leverandører og mærker på hylderne. Markedet vil derfor ikke være lukket af.

4.2. Læskedrikke (mærkevarer) til detailhandelen

4.2.1 Markedsandele Carlsbergs klart vigtigste mærke er Coca-Cola. Andre vigtige Carlsberg-mærker er Fanta, Carlsberg Kurvand, Tuborg Special og Sprite, som alle markedsføres landsdækkende.

Albanis eneste landsdækkende mærke af betydning har været Jolly Cola, og distributionen af dette mærke blev neddroslet i begyndelsen af 2000 efter store tab. Resten af Albanis mærkeva- rer er enten lokale mærker (Messina, Sportsvand, Citronvand) eller udenlandske mærker (Lip- tons iste, Sunkist og Kopparbergs cider).

Tabel 4.2: Markedsandele for læskedrikke – mærkevarer 1999 HL. PCT. Carlsberg/CCNB 2.631.000 72,9 Albani 191.000 5,3 Carlsberg og Albani 2.822.000 78,2 Øvrige danske udbydere 789.000 21,8 Import - - I alt 3.611.000 100,0

Med overtagelse af Albanis mærker vil Carlsberg komme op på en markedsandel på 69 pct. Sel- skabet vil komme i den situation, at det tilbagekøber 94 pct. af aktierne i Dansk Coladrik, som selskabet gav tilsagn til Kommissionen om at sælge i 1997 i forbindelse med dannelsen af CCNB. Carlsbergs markedsstilling vil blive styrket og markedsandelen vil stige til ca. 69 pct. Virkningerne vil imidlertid kun være markante på Fyn, Lolland-Falster og i Sydjylland. Albanis salg i resten af landet er begrænset. Jolly Cola er fx udmeldt af flere store kæders sortiment.

4.2.2. Faktisk konkurrence Markedsføring spiller ligesom for øl en væsentlig rolle. Produkterne er stærkt eksponeret specielt over for unge bl.a. i tv, biografer og ved sportsbegivenheder. Lokale og nationale mærker har ikke samme betydning som for øl. Det er de internationale cola-mærker, der dominerer sammen med Fanta, Sprite, Seven Up og Ramlösa. De største nationale mærker er Bryggeri- gruppens Faxe Kondi, Jolly Cola og Carlsberg Kurvand.

Albani har neddroslet markedsføringen af Jolly Cola, så den ikke længere kan siges at være landsdækkende. Jolly Cola markedsføres dog også lokalt af Thisted Bryghus, Bryggeriet Vest- fyen og Fuglsang.

40 Leverandørerne indgår markedsføringsaftaler med alle større kæder med betragtelige markeds- føringstilskud, konkurrencer, events osv. Der konkurreres på produktudvikling, nye emballager, etiketter mv. Der udsendes prislister med rabatter og i forlængelse heraf angives vejledende priser over for forbrugerne. Markedsføringen understøttes af tv-reklamer og sponsorater af større begivenheder.

Priserne er høje. De danske læskedrikpriser var i 1997 i gennemsnit 47 pct. over gennemsnittet for 9 EU-lande32, og det har de været i en årrække. Det skyldes især ringe priskonkurrence mellem leverandørerne, hvor CCNB er klart den største. De danske detailavancer ligger som helhed ikke over de andre europæiske landes.33 Den manglende priskonkurrence er også en følge af den massive markedsføring, der cementerer forbrugernes loyalitet over for enkelte mærker, og som gør det til et must for kæderne at føre alle de vigtigste mærker.

Leverandørerne distribuerer gennemgående selv deres produkter. Der findes ikke som i visse andre lande drikkevaregrossister. Der sker en samdistribution med øl fra samme leverandør. Det giver visse logistiske besparelser og de kommer også aftagerne til gode, men der er ikke eksempler på, at leverancer af øl derudover er betinget af køb også af læskedrikke.

4.2.3 Potentiel konkurrence Den potentielle konkurrence kan enten komme fra nye producenter, eksisterende udbydere på det danske marked eller fra import. Udbyderne i Danmark af øl og læskedrikke kunne tænkes omlægge eller udvide deres produktion til at udbyde læskedrikke i stor skala og til attraktive priser. Teknisk set er en sådan omlægning mulig selv om der så skal investeres i fx ombygning af tappelinier. Det kunne også tænkes, at udbydere af kontraktvand søgte over på mærkevaresi- den.

Det høje prisniveau burde gøre det attraktivt for udenlandske producenter at markedsføre deres produkter i Danmark. Det ville dog kræve betydelige investeringer over en længere periode at trænge ind på markedet for mærkevarevand. Det så man senest i 1999-2000, hvor den offensive lancering af Jolly Cola mislykkedes. Albani realiserede som følge af lanceringen et årsresultat på minus 30 mio. kr. i 1999. Jolly Cola mærket er dog ikke dødt, og der kan dukke nye danske mærker op. Den potentielle trussel til de internationale mærker fra de eksisterende danske udbydere må umiddelbart vurderes som beskeden. Det skyldes, at de internationale mærker, fx Coca-Cola og Pepsi, allerede markedsføres af de største danske udbydere. Disse virksomheder er også de betydeligste udbydere i vore nabolande og har derfor intet incitament til at gå ind i Danmark.

Truslen om potentiel konkurrence fra udlandet er derfor lille.

4.2.4. Konklusion Carlsbergs overtagelse af Albanis mærker øger Carlsbergs samlede markedsandel men ændrer ikke væsentligt ved konkurrencebilledet på mærkeområdet for læskedrikke. Det domineres både i Danmark og i udlandet af Coca-Cola. Overtagelse af Albanis mærker vil betyde, at Carlsberg

32 KR2000, side 38 33 KR2000, side 78

41 kommer til at kontrollere det tredjestørste cola-mærke, Jolly-Cola, som er det eneste af Albanis mærker som er kendt ud over Albanis lokalområder, og som også distribueres af de mindre udbydere Thisted, Fuglsang og Vestfyen.

4.3 Mærkeøl og vand til horeca

4.3.1 Markedsandele Lokale præferencer spiller også en væsentlig rolle i horeca-sektoren. Overtagelsen af Albani får derfor kun betydning i de lokalområder, hvor Albani står stærkt, dvs. Fyn, Syd- og Søn- derjylland og Lolland-Falster.

Albanis mærker er forholdsvis stærkt repræsenteret i horeca-sektoren og overtagelsen vil føre til at Carlsbergs dominans på landsplan øges fra 71 til 82 pct.

Det er en lavere markedsandel end i detailhandelen. Det skyldes, at de øvrige danske bryggerier – først og fremmest Bryggerigruppen - har en noget højere andel af horecasalget, men også, at importandelen til horeca er næsten 3 gange så stor som til detailhandelen. En væsentlig del af importen af udenlandsk øl er fadøl.

Tabel 4.3: Markedsandele for salg af øl til horeca-sektoren 1999 HL. PCT. Carlsberg 1.005.030 73,0 Albani 148.883 10,8 Carlsberg og Albani 1.153.913 83,8 Øvrige danske udbydere 186.478 13,8 Import 36.500 2,4 I alt 1.376.891 100

Tabel 4.4: Markedsandele for læskedrikke til horeca-sektoren 1999 HL PCT. Carlsberg 438.500 56,0 Albani 102.500 13,1 Carlsberg og Albani 541.000 69,1 Øvrige danske udbydere 242.000 30,9 Import - - I alt 783.000 100

4.3.2 Faktisk konkurrence Konkurrencen på horecasiden har lighedspunkter med detailhandelen, men horeca-sektoren er langt mindre organiseret end detailhandelen og består af mange typer forretninger (fx pubs, festivaler, restauranter, caféer, kantiner, kulturelle arrangementer). Leverandørerne skal markeds- føre sig over for et stort antal forskellige forhandlere. Da det enkelte udskænkningsted normalt kun har én hovedleverandør af øl og vand, vil der være en skærpet konkurrence om at sikre sig aftaler med de mest attraktive steder, specielt festivaler, hoteller og værtshuse. Aftalerne, der

42 ofte er eksklusive på fadøl og postmix, har en varighed på 3-5 år. Der konkurreres på markeds- føringstilskud, indretning, anlæg, servicering og forskelligt markedsføringsmateriale. Tilskud- dene kan løbe op i flere mio. kr. Udskænkningsstederne kræver normalt fuldt sortiment, dvs. mange forskellige typer af øl og læskedrikke. Ved siden af fadøl/koncentrat leveres normalt og- så øl og læskedrikke på flasker. Der skal også ofte leveres udenlandsk øl. Der ydes løbende service bl.a. i form af ekstraleverancer, vedligeholdelse af fadøls-og postmixanlæg. Priserne følger normalt leverandørernes prislister og er høje.

Restaurationslovens forbud mod finansiering af udskænkningssteder for øl sætter grænser for den støtte, der kan ydes.

De større leverandører – Carlsberg, Bryggerigruppen og Albani – distribuerer normalt øl og læ- skedrikke sammen. Der kan dog også distribueres øl på flasker til værtshuse, hvor der ikke leveres læskedrikke. Albanis markedsandel på horecasiden er således væsentligt lavere for læske- drikke end for øl.

Forsynings- og serviceforpligtelsen forudsætter et distributionsnet med depoter eller tilsvarende, der kan sørge for de nødvendige løbende leverancer og ydelser.

Konkurrencereglerne i EU og i Danmark har hidtil fritaget eksklusive købsaftaler mellem horeca-enheder og bryggerier fra det generelle forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler. Af- talerne skulle dog opfylde nogle betingelser, bl.a. skulle de være tidsbegrænsede (og normalt ikke have en varighed over 5 år) og de måtte ikke lægge begrænsninger for værtshusenes frie prisfastsættelse. Faste eksklusive aftaler med et antal udskænkningssteder indebærer fordele. Leverandørerne får en noget større sikkerhed for afsætningen og dermed investeringerne. Og de kan rationalisere deres distribution og markedsføring. Det kommer også aftagerne og i en vis udstrækning forbrugerne til gode. På den anden side kan et stort antal langvarige eksklusive aftaler mellem leverandører og aftagere føre til, at markedet gøres stift og lukkes af specielt for nye udbydere, der gerne vil ind på markedet.

Med den ændring af gruppefritagelsen, der blev gennemført den 1. juni 2000, vil leverandører med en markedsandel på over 30 pct. ikke længere være automatisk fritaget fra konkurrencelovens forbud. En fritagelse fra forbudet vil herefter forudsætte tilladelse i hvert enkelt tilfælde. Der gælder dog en ret lang overgangsperiode – frem til 31. december 2001 - for aftaler, der er indgået før 1. juni 2000, dvs. 1 år og 7 måneder.

4.3.3. Potentiel konkurrence Den udbredte anvendelse af markedsføringstilskud og udstyr mv. er en barriere for adgang til horeca, da de enkelte udskænkningssteder vil være bundet for en længere periode. Et fadølsan- læg kan koste fra kr. 15.000 og op til flere hundrede tusinde kroner. Dertil kommer, at det er nødvendigt med organisation og logistik. Flere importører benytter sig af de små uafhængige distributører, som også i flere tilfælde klarer servicering af fadølsanlæg.

Der er på den anden side et betydeligt antal udskænkningssteder i sektoren. De er ikke lige attraktive. Leverandørerne stiller fx ikke fadølsanlæg til rådighed med mindre der forventes et salg af en vis størrelsesorden. Nye udbydere, fx udenlandske leverandører, der gerne vil trænge

43 ind på et marked, starter ofte deres bestræbelser i horeca-sektoren med at indgå aftaler med et antal værtshuse. De kan dog få vanskeligt ved at få aftaler med de attraktive udskænkningsste- der, der normalt har aftaler med de store leverandører.

Med skærpelsen af reglerne i konkurrenceloven den 1. juni 2000 vil den potentielle konkurrence blive øget. Carlsberg vil ikke længere automatisk kunne indgå aftaler, der begrænser aftagernes mulighed for at indkøbe øl og læskedrikke fra trediepart. Sådanne kontrakter forudsætter, at Konkurrencerådet meddeler fritagelse i hvert enkelt tilfælde.

4.3.4 Konklusion Overtagelsen af Albani vil styrke Carlsbergs i forvejen dominerende stilling væsentligt. Kon- centrationen vil navnlig omfatte Fyn, Lolland-Falster og Syd- og Sønderjylland, hvor der næ- sten ikke vil være valgmuligheder mellem forskellige uafhængige leverandører.

Horeca-sektoren er imidlertid ikke koncentreret. Der er mange uafhængige kontraktspartnere. Det øger muligheden for indtrængen. Disse muligheder er øget efter konkurrencelovgivningen blev skærpet den 1. juni 2000.

4.4 Kontraktøl til supermarkedskæder mv.

4.4.1 Markedsandele En del af salget til detailkæderne – eller 25 pct. af det samlede salg af øl i Danmark - består af øl, der leveres på basis af langtidskontrakter. Kæderne kan have egne mærker, fx FDB’s Pokal- øl, men for det meste anvendes leverandørernes mærker, fx Neptun, Maribo og Harboe.

Carlsberg er den største udbyder på dette marked, men selskabets markedsandel er væsentligt lavere end for mærkeøl. Albani har en række kontrakter, og vil sammen med Carlsberg komme til at dække 55 pct. af markedet. Næststørst vil – som hidtil – være Harboe. Der er ingen udenlandske aktører på dette marked, ligesom Bryggerigruppen ikke deltager i kædernes tilbudsrun- der.

44 Tabel 4.5: Markedsandele for kontraktøl 1999 HL. PCT. Carlsberg/Neptun 605.000 42,8 Albani 179.025 12,6 Carlsberg og Albani 784.025 55,4 Øvrige danske udbydere 628.046 44,6 Importører 0 0 I alt 1.412.071 100

4.4.2 Faktisk konkurrence Den afgørende konkurrenceparameter er prisen, men kæderne har også sikret sig tilskud til mar- kedsføringen. Kæderne søger at spille de enkelte leverandører ud mod hinanden i kampen om at sikre sig de bedste kontrakter. Trykket fra aftagerside gør produktion i store serier og samlet transport af store partier vigtige for at holde omkostningerne nede. Transportmæssigt kan det være en fordel at samle leverancerne af øl og vand. Det udnytter kæderne, der anmoder om samlede tilbud på øl og læskedrik.

Produktion til en stor kæde kan gøre det nødvendigt at investere i nye produktions- og distribu- tionsanlæg. Som modstykke hertil og for at muliggøre produktion i de store serier er kontrakterne normalt længerevarende, 2-5 år. Bryggerierne har dog oplyst, at de for tiden har en betydelig overkapacitet, hvilket øger konkurrencen om de store aftaler.

4.4.3 Potentiel konkurrence Med Carlsbergs overtagelse af Albani er der kun tre udbydere på dette marked, nemlig Carls- berg, Harboe og Vestfyen. Vestfyen er dog handicappet af begrænset kapacitet.

Potentielle udbydere vil være først og fremmest Bryggerigruppen, der har den fornødne ekspertise og kapacitet. I næste række findes en række mindre bryggerier som Thisted, Hancock og Fuglsang, men de har samme handicap som Vestfyen, nemlig begrænset kapacitet.

For de mindre bryggerier vil det således være et spørgsmål om de kan opnå volumen til at pro- ducere med tilstrækkelig lave omkostninger. Kæderne – på den anden side – har en interesse i at bevare en flerhed af udbydere således at konkurrencen holdes tilstrækkelig effektiv. Men de kræver samtidig forsyningssikkerhed og volumen og de krav kan de små udbydere ikke opfylde.

4.4.4 Konklusion Efter Carlsbergs overtagelse af Albani vil der på kontraktmarkedet være et duopol bestående af Carlsberg og Harboe. Carlsberg vil have opnået en dominerende stilling.

Den potentielle trussel om konkurrence er samtidig væsentlig, først og fremmest gennem Bryg- gerigruppens mulige entre på markedet. I branchen er det dog også en udbredt forventning om øget konkurrence på kontraktmarkedet, hvis dåseforbudet falder væk.

45 4.5 Kontraktvand til supermarkedskæder mv.

4.5.1 Markedsandele Albani overdrog i marts 2000 selskabets kontrakter for læskedrikke i forbindelse med salget af datterselskabet Baldur til Carlsberg. Carlsbergs markedsandel er dermed allerede før en fusion oppe på 55 pct., jf. tabel 4.6, der viser forholdene i 1999. Fusionen har ikke yderligere konsekvenser på dette marked.

De øvrige danske udbydere er først og fremmest Harboe. Derudover producerer bl.a. mineralvandsfabrikken Frem og Langkjær læskedrikke efter kontrakt med kæderne.

Tabel 4.6: Markedsandele for kontraktvand til kæder 1999 HL. PCT. Carlsberg/Saltum 767.000 37,1 Albani (inkl. Baldur) 369.000 17,8 Carlsberg og Albani 1.116.000 54,9 Øvrige danske udbydere 932.000 45,1 Import - - I alt 2.068.000 100 Anm.: Tallene er opgjort for 1999. Fra marts 2000 er hele Albanis kontraktproduktion overgået til Carlsbergs datterselskab Saltum & Neptun Bryggerierne A/S

4.5.2 Faktisk konkurrence Den faktiske konkurrence sker under samme vilkår som for øl.

4.5.3 Potentiel konkurrence Den potentielle konkurrence kommer fra de eksisterende udbydere på det danske marked, først og fremmest Bryggerigruppen og i næste række Vestfyen i samarbejde med andre bryggerier og læskedriksfabrikker. Begge virksomheder har den fornødne ekspertise. Vestfyen har indtil nu for at opfylde sine kontrakter samarbejdet med andre mineralvandsfabrikker, men hvis opgaven har en vis størrelse og varighed vil bryggeriet formentlig være i stand til også at deltage i konkurrencen om ordrer til detailkæderne for læskedrikke.

4.5.4 Konklusion Ved overtagelsen af Baldur blev Carlsbergs markedsandel øget så væsentligt, at selskabet fik en dominerende stilling. Der er nu et duopol med Carlsberg og Harboe. Carlsberg vil have opnået en dominerende stilling.

På længere sigt vil fusionen betyde, at Albani, der tidligere har været meget aktiv på dette marked udelukkes som potentiel udbyder. Der er dog andre væsentlige potentielle trusler om konkurrence. Store dele af branchen kalkulerer med at det danske dåseforbud falder væk inden for nogle år, og de regner med at det specielt vil have virkninger for kontraktleverancerne.

46 47