Evalueringsrapport MUSEER OG KULTURINSTITUTIONER SOM
Evalueringsrapport MUSEER OG KULTURINSTITUTIONER SOM RUM FOR MEDBORGERSKAB Forfatter: Claus Haas Danmarks Institut for pædagogik og uddannelse, København, april 2016. 1 FORORD Inspektører, kuratorer og ikke mindst undervisere ved ni danske museer og kulturinstitutioner påbegyndte i efteråret 2011 et projekt, som de havde kaldt Museer og kulturinstitutioner som rum for medborgerskab. Projektet var fortsættelsen – 2. fase – af et projekt, der var afsluttet i 2010, med mange af de samme personer, museer og kulturinstitutioner involveret. Projektets 2. fase involverede ti institutioner: ARKEN, Museum for moderne kunst, Designmuseum Danmark, Statens Museum for Kunst, Operaen /Det Kongelige Kapel ved Det Kongelige Teater, J.F. Willumsens Museum, Københavns Museum, KØS, Museum for kunst i det offentlige rum, Nikolaj Kunsthal, Thorvaldsens Museum og Nationalmuseet. Sidstnævnte museum deltog i dele af projektet, men gennemførte ikke en case. Museets deltagelse vil følgelig ikke være inkluderet i nærværende rapport, som dels indeholder en evaluering af de øvrige ni museers og kulturinstitutioners bidrag til projektet, dels afslutningsvist nogle anbefalinger, som projektet som helhed kaster af sig. Den metodiske tilgang til evalueringen har jeg drøftet med projektets deltagere. Den teoretiske ramme herfor, rarportens opbygning, samt de efterfølgende anbefalinger, har alene jeg stået for, og er derfor ikke et udtryk for projektdeltagernes forståelse af projektet. En bevilling fra Kulturstyrelsen muliggjorde projektet og nærværende evalueringsrapport. Projektet løb af stablen over ganske lang tid. Af praktiske grunde var det ikke muligt for de involverede museer og kulturinstitutioner at føre delprojekterne ud i livet på samme tid. Det sidste delprojekt blev afsluttet i foråret 2015. Der foreligger ingen særskilte evalueringer af de enkelte projekter, kun denne samlede evaluering.
[Show full text]