SLÆDESPORET Nr. 45 Marts 2017 13. årgang

Knud Rasmussen Selskabet Indholdsfortegnelse Nyt og gammelt om Franklin Ekspeditionen...... 197 På Grønland...... 201 Samernes indflydelse på polarforskere...... 206 Samernes anvendelse af skistav...... 209 Møde i det artiske kystvagts forum...... 210 Ny udgave af Knud Rasmussen fortæller grønlandske sagn...... 211 Ny bog om Thule...... 212 Kilaasi´s Polar Fortællinger...... 214

Takket være bl.a. Knud Rasmussen var der engang en stor interesse i Danmark for Grønlandske og arktiske anliggender. Arktis var tumleplads for dansk foretagsomhed og forskning. Midt i al denne foretagsomhed blev der også begået store uretfærdigheder imod de arktiske oprindelige folk også i Grønland. Grønland fik hjemmestyre og selvstyre og interessen for Arktis dalede proportionelt hermed i Danmark. Skal Arktis igen på dagsordenen, sådan som nogle politikere mener, så kan det kun ske indenfor rigsfællesskabets rammer for samarbejde. Vel og mærke et ligeværdigt samarbejde, hvor man inddrager den anden, lytter til hinanden og respekterer forskellige holdninger. Ligetil skulle man tro, men så svært i praksis. Vi skal ikke være et herrefolk i Arktis og nej vi er ikke en arktisk stormagt som udenrigsgransker Peter Taksøe-Jensen postulerer. Med et sådant udgangspunkt vil vi forplumre alt og intet opnå. Lyt i stedet til de oprindelige folkeslag i Arktis og lær af dem, hvordan man passer på naturen og sikrer en fremtid for kommende generationer – på naturens vilkår. Kilaasi

Forside: Akvaral af professor Ole Jacobi, 1996. Zion Kirke, sygehuset, provsteboligen og Diskobugten i det fjerne, set fra Julianefjeldet. Parti fra Ilulissat, Knud Rasmussens fødeby, hvor også Jacobi kom til verden som søn af byens kolonibestyre.

De i artiklerne fremsatte synspunkter er Eftertryk af artikler kun med forfatterens tilladelse forfatternes egne og dækker ikke nødvendigvis Gæste-layout: Ole Birket-Smith Knud Rasmussen Selskabets synspunkter. Oplag: 300 eks. ISSN 1603-9246

196 Nyt og gammelt om Franklin Ekspeditionen Af Susanne Debié Den 12. september 2016 lykkedes det et Ca- totale katastrofe. nadisk eftersøgningshold at lokalisere vraget ”Erebus” blev lokaliseret i 2014 i Queen af ”Terror”, som sammen med ”Erebus” var Maud Bay, nyopdagede ”Terror” blev fundet de to skibe, som Det engelske Admiralitet i Terror Bay på King William Island 94 km i 1845 i en storstilet ekspedition udsendte nordligere. Begge skibe ligger på forholdsvis i jagten på Nortvestpassagen, bedre kendt lavt vand og er yderst velbevarede. som Franklin Ekspeditionen. Denne var den seneste og størst anlagte af mange Ekspeditionen ekspeditioner udsendt med samme formål: Ekspeditionen blev ledet af Sir John Frank- at finde søvejen gennem Nordvestpassagen, lin, der fik opgaven som fjerde valg, flere som ville forkorte rejsen fra Østen til Europa yngre kræfter havde takket nej. Franklin med måneder. havde mange år tidligere forsøgt at finde Ekspedition endte ulykkeligt, hvor blyfor- Nordvestpassagen fra landsiden i det nord- giftning, botulisme og skørbug, sammen lige Canada på en ekspedition, der endte i med det at være fast i isen i 1 1/2 år i træk, katastrofe og kannibalisme. Franklin blev alle var del-årsager til det, der førte til den kendt som manden, der spiste sine egne sko.

197 Knud Rasmussen skriver i ”Fra Grønland til Stillehavet”: ”Vi samlede de knogler sammen, som rovdyr havde spredt, og byggede en mindevarde over disse mænd fra Franklin-ekspeditionen, og uden mange ord viste vi dem den sidste ære.” Franklin havde derfor et indgående kendskab derefter blev adskillelige undsætningseks- til det nordlige Canada, og efter en ikke sær- peditioner sendt afsted, for at komme de lig succesfuld udsendelse som Guvernør af åbentlyst nødstedte til undsætning, men Tasmanien, vendte Franklin hjem til England uden resultat. og fik kommandoen over ekspeditionen som Lady Frankin, Sir John Franklins hustru, retrætepost. lod sig ikke affinde med at ekspeditionen Ekspeditionen drog af sted i foråret 1845. var forsvundet. Også hun udsendte af eget Den bestod af Erebus og Terror, begge initiativ og for egen regning adskillige eks- under Sir John Franklins kommando med peditioner, der skulle komme hendes mand Fitzjames og Crozier som kaptajner på de til undsætning. to skibe. Begge skibe havde tidligere været ekspeditionsskibe til Antarktis og tjent som De mange eftersøgninger bombeskibe i Flåden. Begge fartøjer var Vor egen polarrejsende Carl Petersen, der forstærket efter alle kunstens regler til ishavs- var bosat i Grønland, deltog i 3 eftersøg- sejlads og havde tilmed isforhudning (metal ningsekspeditioner, først med Kaptajn Penny forstærkning) for at modstå farerne ved be- ombord på ”Lady Franklin and Sofia”, senere sejlingen af det nordlige ishav. Skibene havde med Kanes ”Advance” og til sidst med skot- tilsammen ikke mindre end en 129 mands ten McClintocks 2. ekspedition på skibet besætning - et uhørt stort antal, der krævede ”Fox”. enorm udrustning og proviantering. I 1859 fandt besætnngen fra Fox på King William Island efterladenskaber fra Franklins I årene fra 1848, afventede man deres tilba- ekspedition, skibene Erebus og Terror så de gekomst via , men intet skete. I årene ikke. Vigtigst af alt, fandt man en varde med

198 en metalcylinder, indeholdende en beretning (Rae 1854). skrevet af 2 omgange. Første beretning meldte alt vel, men senere var tilføjet i margin, Mysteriet bag Katastrofen at skibene havde været fast i isen i over halv- I årene derefter har gennemrejsende i andet år, at Franklin var død, og at en stor del, Nordvestpassagen til stadighed søgt flere i alt 24, af søfolkene ligeledes var døde. Der spor efter Franklins folk. Beretningerne fra stod endvidere, at resten af besætningerne de lokale inuit varierede, men alle var enige havde forladt skibene, og ville begive sig om at Franklins folk døde, mens de gik i sydover mod det nordamerikanske fastland, selerne, trækkende de umenneskeligt tunge mod Bachs River og forsøge at få forbindelse joller. Man fandt desuden, på flere lokalite- med civilisationen ad den vej. ter, mange knogler i uordentlige bunker, der McClintock´s besætning fandt tillige en jolle, vidnede om kannibalisme. indeholdende 2 lig, en masse grej og en del Noget af forklaringen på det der ledte til proviant. denne katastrofe, er efterfølgende opklaret, Lokale inuit fortalte McClintock, at de havde de mange tidlige dødsfald skyldtes delvis eks- set grupper af hvide mænd gå sydover, træk- peditionens egen proviant. Den var indkøbt kende på tunge slæder med joller ovenpå. af Det Engelske Admiralitet, der benyttede Flere af disse mænd faldt døde om i træk- sig af den nylige opfindelse: Dåsemad. selen. Andre blev set bærende på afskårne For at undgå skørbug havde Admiralitetet lemmer fra mennesker. indkøbt enorme mængder fra en produ- cent Gouldner, der drev sin forretning fra Den første der fandt spor efter ekspeditionen Houndditch i London. Da han fik de store var dog Dr. John Rae, udsendt af Hudson ordrer, havde han svært ved at efterkomme Bay Company. Han undersøgte området om- dem, og brugte alle muligheder for at slippe kring Pelly Bay og fandt der inuit, der havde ud af kniben. Han fyldte bl.a. dåser med en messingknap fra en af Franklins søfolks hud og knogler fra heste og får, mens der uldfrakker, sammen med gafler og knive og stod de fineste retter på etiketterne. Endnu andre genstande med monogrammer fra værre var det, at han skulle skaffe brænde til Franklins besætning. Disse inuit berettede autoklaveringen af dåserne, - det var ikke en også om ekspeditionens medlemmers en- mulighed at skaffe i de nødvendige mængder, deligt, de havde måttet ty til den allersidste så resultatet blev, at dåserne ikke blev opvar- ressource i kampen for overlevelse. met tilstrækkeligt. Og med al muligt affald i Hjemme i England vakte Rae´s fund og hans dåserne, der ikke var ordentligt rengjort, blev overlevering af inuits beretninger bestyrtelse resultatet, at en stor del af provianten for- og mistro. Ingen kunne tro at engelske søfolk modentlig indeholdt botulisme, et dræbende kunne falde så dybt. toksin der stammer fra jordbakterier. Dåserne var desuden loddet sammen med et ”FROM THE MUTILATED materiale, der indeholdt store mængder bly. STATE OF MANY OF THE Senere biopsi af ekspeditionens første 3 CORPSES AND THE CONTENTS døde, der ligger begravet på Beechy Island i OF THE KETTLES, IT IS EVIDENT Lancaster Sound, viser, at de netop havde et THAT OUR WRETCHED voldsomt forhøjet indhold af bly. COUNTRYMEN HAD BEEN DRIVEN En tredie dræber dengang, velkendt på TO THE LAST RESOURCE arktiske ekspeditioner, var skørbug, C-vita- - CANNIBALISM - AS A MEANS minmangel, som man kunne få ved at spise OF PROLONGING EXISTENCE” en kost uden frisk kød og grøntsager. Saltet

199 kød og skibskiks udgjorde stadig en stor del vet. Flere udgaver af sørejsendes proviant på den tid. Petersen, Carl: Den sidste Franklin Ekspediti- on. 1. udgave 1860 Wøldikes forlagshandel Knud Rasmussen Jensen, Nils Åge: Carl Polarfarer 1. udgave, Vores egen Knud Rasmussen fortæller i sin 1. oplag forlaget Sohn 2010 bog Fra Grønland til Stillehavet, at da han Beattie, Owen, and Geiger, John: Frozen in rejste igennem området ved King William Time. Greystone Books 2014 Island over 70 år senere, levede historierne www.netscapades.com/franklintrail/can- omkring Franklin Ekspeditionen stadig i nibal.htm bedste velgående. Lokalbefolkningen for- collections.rmg.co.uk/collections/ talte, at deres forfædre havde plyndret de ojects/555422.html forladte skibe for alt løst træ og metal, - der på de kanter var meget sjældent. Knud Ras- mussen fortæller endvidere, at de lokale gik Lord Franklin ombord på skibene, og gik ned i ”et stort (a.k.a. ”Lady Franklin’s Lament”) mørkt rum”. For at få lys derned, slog de (Traditional, ca. 1850) hul på væggen, det var desværre under vand- We were homeward bound one night on linien, så skibet sank. the deep Knud Rasmussen og hans hold fandt, ef- ter inuits anvisninger, mange knogler fra Swinging in my hammock I fell asleep Franklins mænd i Starvation Cove, Adelaide I dreamed a dream and I thought it true Peninsula, som han samlede og begravede Concerning Franklin and his gallant crew ved en højtidelighed, og viste dem der den sidste ære. With a hundred seamen he sailed away To the frozen ocean in the month of May Eftertanke To seek a passage around the pole Inuit har altid benyttet genfortælling i over- Where we poor sailors do sometimes go. levering af deres historie fra generation til generation, og det er interessant at reflektere Through cruel hardships they vainly strove over, hvor præcise nogle fortællinger er, mens Their ships on mountains of ice were andre fortællinger bliver til myter, ikke bare i Canada, men i hele det arktiske område. drove Interessant bliver det at høre, - når Canada får Only the Eskimo with his skin canoe undersøgt vragene af Erebus og Terror, - om Was the only one that ever came through et af skibene virkelig er sunket på grund af, at nogen har slået hul i det – INDEFRA! In Baffin’s Bay where the whale fish blow The fate of Franklin no man may know Kildemateriale The fate of Franklin no tongue can tell Cookman, Scott: Iceblink. 1. udg. John Wiley Lord Franklin with his sailors do dwell & Sons, Inc., 2000. Huntford, Roland: Scott & Ammundsen. 2. And now my burden it gives me pain udg. Centrum, 1988. For my long-lost Franklin I would cross the Berton, Pierre: The Arctic Grail. 1. udg. Viking Penguin Inc., 1988. main Facebook: North West Passage Ten thousand pounds I would freely give Rasmussen, Knud: fra Grønland til Stilleha- To know on earth, that my Franklin do live.

200 På Grønland Af Knud Rasmussen Hvad i alverden skal jeg finde på at fortælle jer om? Det er ikke så ganske let at vælge; min barndom var så rig og formede sig så helt anderledes end den, en dansk dreng almindeligvis kommer til at opleve. Jeg er født i året 1879 langt oppe i Nord- grønland ved Jakobshavn, hvor min fader var præst. Foruden min familie var der ved Jakobshavn kun to andre danske familier, en læges og en kolonibestyrers. Alle de andre be- boere af det lille kolonisted var grønlændere; Jakobshavn, det nuværende Ilulissat. Den røde bygning i det faldt derfor ganske af sig selv, at jeg kom forgrunden er Knud Rasmussens barndomshjem. Zions til at tale grønlandsk — samtidig med at jeg Kirke, hvor Knud Rasmussens far, Christian, var ansat, lærte dansk, — og at alle mine legekamme- ses i baggrunden. rater var grønlænderdrenge. Jeg var nærmere som hun gav mig ved min fødsel; den var knyttet til grønlænderne, end danske børn i naturligvis på grønlandsk, men jeg skal almindelighed er, for min bedstemoder var oversætte den. Den lød således: selv grønlænderinde, og gennem min moder kom jeg således til at stå i et meget fortroligt En morgen, jeg hørte på mågernes sang, forhold til den indfødte befolkning. takatéq — qéq — qéq — blev mågernes Dengang jeg var dreng, var Grønland ikke, sang til menneskeord, som Grønland er nu. Da færdedes ikke de — ja, til menneskeord. De sang en sang mange dampere frem og tilbage mellem for København og Kap Farvel; ingen motorbåde en nyfødt, en nyfødt rask lille dreng, dreng, løb langs kysterne deroppe; ej heller var der dreng! Og her har du sangens forjættende nogen trådløs telegraf, der holdt os i daglig ord: forbindelse med den store verden end sige da en radio, der ophævede alle afstande. Der gik „Vågn tidlig, min dreng, kun sejlskibe mellem Danmark og Grønland, vågn oplagt, min dreng, og kun eet skib anløb een eneste gang om året til dagen beredt, den bygd, hvor vi boede. altid dagfrisk og glad! Grønlænderne levede derfor helt deres eget Dreng og morgen, liv og havde mange mærkelige skikke, som hold sammen nu er glemt. Jeg kom på en morsom måde i til dagværk klar!” forbindelse med en af disse ejendommelige skikke, bogstavelig talt i samme øjeblik som Det var mågernes sang til en rask lille jeg blev født. dreng Når en jordemoder havde hjulpet et lille barn — takatéq — qéq — qeq! til verden, skulle hun straks forære det en Det var mågernes sang til en rask lille sang, som hun selv havde digtet; det bragte dreng barnet held og måtte aldrig forsømmes. Min — takatéq — qéq — qéq, jordemoder var en gammel grønlænderinde, takatéq — qéq — qeq! der hed Birgitte, og nu skal I høre den sang,

201 Denne sang skulle synges for mig, hver gang Far lagde ud på de første bådrejser tidligt på jeg græd og var uartig, og det hænder jo ikke sommeren, i den tid, da fuglene havde æg, og så sjældent med et barn, der forkæles af som regel slog vi lejr for natten på småøer grønlandske barnepiger, så gamle Birgittes midt imellem fuglenes ynglepladser. Der ord er sikkert blevet gentaget mange gange var edderfugle, måger og vældige sværme for mig. Måske har de smukke og stærke af tejster, som sang os i søvn om aftenen ord virkelig påvirket mig, for jeg har hele og vækkede os om morgenen med deres mit liv altid holdt mest af morgenerne, af at friske skrig. begynde et arbejde tidligt om morgenen, og Det var et liv i naturen og med naturen, disse jeg kan endnu høre dem: teltlejre, hvor grønlænderne om aftenen, når det blev mørkt, tændte store bål, hvor vi Dreng og morgen, kogte vores mad og spiste den liggende i en hold sammen til rundkreds om den varme aske. dagværk klar! Somme tider måtte vi ligge over i mange dage i samme lejr for modvind, som vi ikke Far havde et meget stort distrikt at passe, for kunne ro op imod. Så fik jeg lov til at fiske han var i flere år eneste præst i den del af ude i den lille beskyttede klippehavn, hvor Nordgrønland og havde et præstegæld, der vores båd lå til ankers: torsk, ulke, stenbidere var mange gange større end hele Danmark. og somme tider laks og ørreder, om der var Det meste af året tilbragte far derfor på en elv ved lejren, — mærkelig blanke og spil- rejser; om sommeren rejste han sydpå med lende fisk, som det var spændende at fange. robåd, og da jeg blev 8-9 år gammel, fik jeg Eller jeg fik lov til at gå til fjelds sammen lov at tage med på disse lange bådrejser. med grønlænderne for at jage ryper og harer, Fars rejsefartøj var en lille hvalfangerslup, ja, når vi var rigtig heldige, kunne vi også få en åben robåd af den slags, som bruges ved vildrener, dejlige smukke dyr, som man aldrig hvalfangst. Dens besætning bestod af en kunne glemme. Sådan lærte jeg at fiske og at styrmand og seks roere; henne agter i båden gå på jagt. var der en ekstra tofte med plads til far, og her fik jeg også lov til at sidde. Jeg fik min egen Hjemme i Jakobshavn var kajakkerne det, lille åre, ikke større og ikke tungere, end at som mest af alt optog mig om sommeren. jeg kunne magte den, og der sad jeg så dagen Der var mange dygtige kajakfangere, som lang og roede sammen med den grønlandske hver dag drev fangst ude ved de vældige bådsbesætning. isfjelde, som jeg kunne se fra vore vinduer. Det var lange dagsrejser, — otte til ti timer var Isfjeldene gik på grund ved fjordens mun- det almindelige —, og i begyndelsen kunne ding og dannede en banke, og her gik et rigt jeg naturligvis kun ro en lille del af dagen; træk af sæler og hvidhvaler, navnlig sent på men jeg lærte at holde ud, og snart satte jeg efteråret, når man allermest havde brug for en ære i at være med hele dagen. Det var min kød til vinteren. første skole i sport. Fra fjeldene kunne man følge kajakmænde- nes jagt, og når så en hval blev harpuneret, Om aftenen rejste vi telt og overnattede i gjaldede et vældigt råb fra dem, der holdt soveposer. Jeg var ikke lidt stolt, da jeg fik min udkig. Råbet gik fra hus til hus, og nu sprang egen lille sovepose udleveret og første gang alle, der havde ben at gå på, ned mod det skulle kravle i den; det smagte af eventyr og sted, hvor hvalen skulle bugseres ind. Det rigtigt rejseliv. Hvor var det en sød søvn, man var nemlig gammel skik, at enhver boplads- fik, — med mange dejlige drømme! fælle havde ret til et stykke kød, og det gjaldt

202 ikke blot mænd, men også kvinder og børn, omkring mig, og deres iver var stor, fordi min enhver, der var i stand til at skære sig en luns gode moder altid gav mig lækkert hundefo- af med en kniv. der; det var rugbrød og beskøjter eller figner Det var spændende at se en stor hval blive og svesker, en kost, som disse grønlænder- trukket op på strandbredden. Storfangerne, drenge ikke fik så meget af hjemme. Efter de mænd, der havde nedlagt dyret, holdt affodringen blev de så spændt for med rigtige sig værdigt tilbage i deres kajakker og lå og hundeseler og lange skagler, og selv havde jeg gyngede ude i efterårsdønningen med en en rigtig lang og smækker hundepisk, der blank isskorpe over kajakkerne og frosset ordentlig kunne knalde. saltvand i hår og skæg. De lignede søfugle, Men da mine første hunde var mine egne disse fangstmænd, der ikke var bange for at legekammerater, blev pisken selvfølgelig tage kampen op mod vejr og vind og kulde aldrig brugt, og det er måske derfor, at jeg midt ude på det åbne hav. — Når så hvalen aldrig nogensinde senere i mit liv rigtig har var trukket op, kastede alle de mennesker, der kunnet bekvemme mig til at bruge den lange skulle have en flænsebid, sig hylende og el- hundepisk selv til de rigtige hunde; for hunde levilde over det store dyr, og de glatte klipper skal trække, ikke af frygt, men af lyst! — Men blev til en rygende blodpøl, der dampede af naturligvis lærte jeg som enhver anden dreng ram em, når hvalens bug blev skåret op. at bruge pisken til en sådan fuldkommenhed, Og når så flænsningen var forbi, kom vi til at mine piskeslag med det lange smæld kunne fangstgilde hos den mand, der først havde lyde som revolverskud, når jeg blev rigtig harpuneret hvalen, og vi spiste den dejlige ivrig, og jeg kunne ramme selv det korteste hvidblå matak, hvalens skind, der frisk og rå græsstrå, blot det var inden for snertens smager som fede nøddekerner. rækkevidde. Helt forskelligt fra alt det, jeg her har fortalt Først da jeg blev ti år gammel, fik jeg mine om, var livet om vinteren. Det var hundekør- egne hunde, tre hvalpe, som jeg selv kørte til. selens tid, den bedste tid for os drenge. To år efter steg mine hundes antal til otte, og Så snart vinterisen havde lukket havet, og da jeg samtidig også fik min egen bøsse, var den hvide sne lå over dal og fjeld, stod vore jeg fuldt overbevist om, at jeg nu for længst hunde også klare til at tage alle vinterens var ude over barnealderen og var trådt ind i strabadser, nyfældede, med smukke blanke de voksne mænds rækker. pelse. Og det var altid, som om vinteren og Den vinter fik jeg lov til at følge min far på kulden gav dem ny energi. hans embedsrejse nord på til Umanak-di- striktet, en rejse frem og tilbage på over syv Der var flere hunde i vor bygd, og så snart hundrede kilometer. Det var min første store man kom udenfor, kunne man høre hunde- ekspedition. Og der var min far læremester. glam, gøen og bjæffen, der meldte om slæders Mange, mange gange har jeg som voksen på ankomst eller fangstfolks afrejse. mine ekspeditioner følt ganske den samme De første hunde, jeg havde som dreng, var glæde over føret, over fjeldene, over solen tobenede; thi før min far betroede mig til og over farten som dengang, da jeg som at køre med rigtige hunde, havde jeg et helt lille dreng fik lov til at klare min egen slæde spand, der bestod af mine grønlandske lege- sammen med min far og de slæder, som altid kammerater, mest drenge, der var ældre end ledsagede ham på hans rejser. Og mere end jeg selv. De havde rigtige hundenavne; der een gang er det hændt, at jeg har sendt min var: Klump, Rødfjæs, Stumprumpe, Hurtig, far en taknemmelig tanke, fordi han så tidligt Langsom, Ædedolk og mange andre. gav mig et ansvar og lod mig være med i det Om morgenen, når jeg kom ud, flokkedes de rigtige liv.

203 Spækhugger.

Således formede min barndom sig, så mange En harpun i en spækhugger! Det var en af- ting oplevede jeg, så store begivenheder fik sindighed, noget helt vanvittigt! Det forstod jeg lov til at være med i. alle Jakobshavns kajakmænd. Men de gjorde Men alt det, jeg her har fortalt om, er jo slet Arons sag til deres, lod deres snøre stå, hvor ikke blevet den barndomserindring, den gan- den stod, og var i løbet af et øjeblik alle på ske bestemte oplevelse, som I måske havde jagt efter spækhuggeren. Og efter Jakobs- ventet at høre om. havns fangstmænd kom alle nabopladsernes kajakker og sluttede sig til, to, tre hundrede Lad mig nu se! kajakker, der virkede som lilliputter mod Jo, jeg kunne fortælle om dengang, da jeg den store hval, der fik harpun efter harpun i som dreng var med til at jage en spækhugger, sig — menneskeharpuner, der virkede som ganske vist som passiv tilskuer fra bunden knappenåle på dens vældige ryg. af en båd. Og da så endelig koloniens hvalfangerbåd Spækhuggeren er en stor, grådig tandhval, der sattes ud, fik jeg lov til at være med. Jeg sad også kaldes „havets ulv”. Alt andet levende i båden og rystede over alt det, jeg så: disse flygter, når den viser sig, selv de store grøn- masser af kajakmænd, der forfulgte rovdyret landshvaler, der dog er mange gange større. og til sidst virkelig fik dræbt deres og deres Og hvidhvalerne, som ellers er så angst for at fangstdyrs værste fjende. nærme sig mennesker og kajakker, svømmer helt ind til bopladserne, blot spækhuggeren Eller jeg kunne fortælle om en fjeldgænger, dukker op i farvandet. Den er frygtet indtil et virkeligt, levende grønlandsk spøgelse, vanvid af andre havdyr, fordi den med sine gamle Isitoq med de store øjne, en skikkelig skarpe tænder flænser store stykker kød ud mand, der var blevet pint og plaget så længe af kroppen på dem, mens de forgæves søger af sin kone, at han efter gammel grønlandsk at undslippe. skik var flygtet til fjelds for at leve en ene- Også kajakkerne flygter for den. Men en boers liv langt borte fra mennesker. De dag hændte det ved Jakobshavn, at en dristig overtroiske grønlændere troede, at han var kajakmand ved navn Aron havde sat sin har- blevet til en fjeldtrold og levede i pagt med pun i en spækhugger i vrede over, at han så selve djævelen. mange gange tidligere havde været tvunget Jeg stod bag vinduerne i min fars præstegård til at flygte for den. og så alle bopladsens mænd drage ud for at

204 fange den fortabte ind. Og jeg så dem dagen der fik æresnavnet, uvilkårligt rankede ryggen efter køre en gammel, træt og sulten mand og fik varme i kinderne, når han blev kaldt hjem til hans hus og hans kone. ved sit ny navn. Min søster og jeg blev nogle dage efter udru- stet af mor med lækker mad: rugbrød, fedt Jeg har altid elsket livet oppe på Grønland, og megen kaffe, og fik lov til at besøge ham i livet i fjeldene, livet på havet; jeg havde be- hans lille jordhytte. Og her traf vi — i stedet undret kajakmændene; jeg havde misundt for en styg trold, som vi havde været forfær- de store hundekuske, der forstod at gøre delig bange for — en venlig gammel mand, hundene til deres redskaber, når de ville på der blev glad for gaverne, og som strålede af fangst eller skulle på langfart. Bag al denne lykke over, at hans kone havde fortrudt sin begejstring, al denne kærlighed til land og ondskab og nu talte venligt til ham. mennesker kom der nu — efter Fridtjof Nansens færd — til at ligge et mål: en sådan Lad mig nu slutte med at give jer et eksempel mand ville jeg gøre alt for at komme til at på, hvordan en stor oplevelse i drengeårene ligne! kan gøre et sådant indtryk, at den får betyd- Det løfte, jeg gav mig selv som dreng, har ning for hele livet. jeg siden aldrig nogen sinde glemt. Jeg fik et Jeg var kun ti år gammel, da Fridtjof Nansen eksempel, og med eksemplet fulgte målet, et gik på ski tværs over Grønland. Det var en mål, det var værd at kæmpe for. bedrift! Det gyste i os drenge, der kendte ind- landsisen fra de fjeldtoppe, vi havde besteget. Disse uendelige masser af sne og is, som blev helt borte i horisonten! Og så de giftgrønne, bundløse spalter, der rev indlandsisens hvide ryg op! Vi kunne slet ikke forstå, at denne skifærd var mulig; men hvad vi straks begreb, det var den fanfare, der lå i den fremmede mands navn. Der var klang i det af modig handling, af dåd og af eventyrlyst. Og vi tog den fremmede mand til os som vor egen, en grønlænder, vor helt og vort forbillede. Ham ville vi ligne, når vi engang blev voksne! Kommentar til “På Grønland” Til en begyndelse fik vi alle et par ski. Der havde aldrig før været ski ved Jakobshavn. Knud Rasmussens fortælling “På Grøn- De var vel heller ikke lavet sådan ganske efter land” er trykt i børnebogen MIT SKAT- kunstens regler, men det var ligegyldigt. Vi fik KAMMER (Forlaget FREMAD, uden alle sammen fri fra skole, for at vi kunne øve udgivelsesår) og har oprindelig været os, og så gav vi os til at dyrke noget helt nyt en radiotale til børn (igen uden årstal). og vidunderligt. Det var glæden over farten, Der har været forespurgt i forskellige glæden over balancen, glæden over at kunne stemmearkiver, men ingen kender noget stå ned over et fjeld uden at falde. Den, der til denne radiotale, så derfor vides det overgik de andre, skulle så have den beløn- ikke, om fortællingen har været oplæst ning at blive kaldt Fridtjof Nansen! direkte i radioen, eller om den har været Jeg skal love for, at dette indfald avlede kap- optaget på lakplade. pelyst. Og vær overbevist om, at den dreng,

205 Samernes indflydelse på polarforskere Af Henrik Warburg

Samerne på Nordkalotten og ikke for indlandsisen og mene, at den er hjemmet mindst deres færdigheder i skiløb, var et for onde aander; de vove sig derfor næsten væsentlig bidrag til de tidlige nordiske aldrig ind over dens yderkant” (Geografisk polarekspeditioner. Tidsskrift, bind 7, 1883: 60).

Adolf Erik Nordenskiöld og Fridtjof Efterfølgende skriver Nordenskiöld en Nansen brugte samiske medhjælpere, og rapport til den svenske adelsmand og for Knud Rasmussen og Grønland fik det forretningsmand Oskar Dickson, der var samiske en særlig betydning – indførsel af hovedsponser for hans ekspeditioner. tam rendrift. ”Expeditionen takket være lappernes skifart, første gang er trængt frem til selve hjærtet af Nordenskiöld og samerne Grønlands umaadelige landmasse, og at man Den finsk- svenske polarforsker Nordenskiöld, dér første gang har faat at vide, hvorledes det havde på sin ekspedition år 1872-1873, høstet indre af en indlandsis ser ud. Og han omtaler erfaringer med samernes jagtfærdigheder- og endelig, at man nu for første gang har brugt deres mestring mht. rener- og slæder på sin et gammelt føringsmiddel, nemlig skier, til ekspedition til Svalbard. at trænge frem på steder, hvor man ellers På sin senere ekspedition til Vest Grønland vanskelig kan komme, ”et føringsmiddel”, 1883: Den andra DICKSONSKA paa hvis anvendelse den til skiløbning fra EXPEDITIONEN til GRÖNLAND, barndommen vante Nordbo næsten har den indre isöken och dess ostkust havde eneret” (Geografisk tidsskrift bind 7 -1883: Nordenskiöld valgt at medtage to samere på 59). sin ekspedition: Pava Lars Nilsson Tuorda og Samernes præstationer satte ved hjem- Anders Pavasson Rossa. komsten til Sverige, tvivlsspørgsmål til Målet var at undersøge Grønlands indre. deres færdigheder, idet offentligheden Nordenskiöld skriver i sit forord: ”Det land ikke forstod hvilken præstation det var. som Erik Röde för inemot ett tusen år sedan Nordenskiöld dokumenterede efterfølgende upptäckte och kallade Grönland, ”emdan for omverdenen, samisk ekspertise hvad ett godt namn skulle locka folk dit”, utgör angår skiløb, med Jokkmokk konkurrencen det först kända, det mest pittoreska, det för der blev eksekveret og kontrolleret 03/04- historikern, naturforskaren och etnografen 1884. Nordenskiöld satte tvivlerne til vægs, mest intressanta af alla polarländar” (A.E. da han overbevisende kunne dokumentere, Nordenskiöld 1883). at både Pava Lars Nillson Tuorda og Anders Medens Nordenskjöld havde stor gavn af Pavasson rent faktisk var i stand til at sine samiske rejsefæller mente han ikke at tilbagelægge distancen 230 km under ét døgn landets egen befolkning kunne bruges når det (Nordenskiöld 1885: 242-249). Denne bedrift galdt strejftog indover indlandsisen: var medvirkende til, at sætte den samiske ”Eskimoerne har man slet ikke nødig at tale; urbefolkning på verdenskortet. thi de nære, som vi vide, en overtroisk frygt

206 Fridtjof Nansen krydser Grønland Vestkysten. Knud Rasmussen var på Fridtjof Nansen studerede som ung zoologi daværende tidspunkt kun 9 år gammel. ”Vi ved universitetet i Oslo og fik senere en stilling grønlænderdrenge gyste. Vi som kendte til de som konservator ved Bergens Museum, der rå arktiske fjeldtoppe- og indlandsisen med i 1888 mundede ud i hans doktorafhandling endeløse masser af is og sne, kunne ikke The structure and combination of the forstå, at denne skifærd var mulig” histoligical elements of the central nervous (Geografisk Tidsskrift, bind 33:180 (1930)). system. Knud Rasmussen fortæller senere i sin I denne studieperiode arbejdede han som mindetale til Fridtjof Nansens bisættelse, konservator og fik mulighed for at komme hvorledes Nansen blev de unge drenges helt med på en sælfangstrejse til Grønland. Således og forbillede: ”ham vilde vi ligne, som ham bjærgede han sine første spæde arktiske ville vi være, når vi engang voksede op: alle erfaringer, og en tanke begyndte så småt at ville vi udmærke os og den der overgik de tage form, at krydse Grønlands indlandskyst andre, skulle så have ret og belønning – at på ski inspireret af Nordenskiölds tidligere blive kaldt Fridtjof Nansen” (Ibid). polarekspeditioner. Ideen offentliggjorde Han fortæller yderligere at der tidligere ikke Nansen allerede tilbage i 1880 i Tidsskriftet eksisterede ski ved Jakobshavn og fra morgen Naturen. til aften i al vores fritid, gav vi os til at dyrke Nordenskiöld rådede Fridtjof Nansen en helt ny og vidunderlig idræt. Skiene var til at medtage samer på hans kommende måske ikke reglementerede, men ski var det ekspedition til Grønland pga. deres mestring- og de bestod af alt fra simpelt fyrretræ til og kompetencer på ski og i overlevelse i korte tøndestager: ”jeg skal love for, at dette polarområder. Den unge Nansen nærede indfald avlede kappelyst. Og vær overbevist stor tvivl til samernes færdigheder, men Nordenskiöld overbeviste Nansen og på det grundlag valgte han at tage to samer med på sin ekspedition til Grønland 1888: Ole N. Ravna og Samuel J. . ”Hvor fuldstændigt overlegen en skiløber er alle andre paa Grønlands snemarker tror jeg maa fremgaa tydeligt nok fra de to samere, Nordenskiöld havde med sig” (Nansen 1888: 7). Da Nansen senere vendte hjem til Norge 1889, var han blevet verdensberømt og der kom efterfølgende ikke mere samisk deltagelse på norske polarekspeditioner (Drivenes 2004: 65).

Rygterne svirrede Fridtjof Nansen er gaaet paa ski over Grønland! Rygterne svirede langs hele Adolf Erik Nordenskiöld.

207 om, at den dreng der fik æresnavnet, rankede egnede græsningsområder for eventuel ryggen og uvilkårligt følte varme i kinderne, udsættelse af tamrener i Grønland. Ole når han blev kaldt ved sit nye navn”(ibid). N. Ravna, der havde deltaget på Nansens indlandsekspedition, var henrykt for Knud Rasmussen og Fridtjof Nansen Godhåbsfjord-området. ”Her er færdigt udviklede et sjældent nært venskab for land for tamrenen, bedre græsning findes ikke livet omkring polarforskning. Fridtjof på denne jord(…)og så findes her slet ikke Nansen gengældte Knud Rasmussens renens værste fjende ulven- og rentyven(… varme begejstring, og ligeledes bevarede )Det er lykkeligt det Grønland: bare renen Knud Rasmussen sin beundring for sin mangler” (Rosing: 225). vejleder. Man kan læse om deres respektfulde Naturforholdene på Norges nord- brevveksling gennem årene i Polar Årboken vestkyst drager atter Knud Rasmussen, da 1945, Gyldendal Norsk Forlag. kystforholdene i Lapland på mange måder ligner naturforholdene i Grønland. Her skulle Knud Rasmussen oplevede på sin rejse til han opnå inspiration og dybere indsigt i både Lapland 1901 fornorskningspolitikkens sande rensdyravl og den økonomiske sammenhæng. ansigt: her handler hans indre inuk (Michelsen I januar 1906 drager Knud Rasmussen således 2014: 323). ”Men at lapperne behandles som til Lapland, hvor Ole Ravna tidligere havde kreaturer, der solgtes og skiftedes, er uden for inviteret ham til at besøge hans hjem og se al tvivl (Knud Rasmussen 1907: 4-5, 50). hans ca. 3000 rener. Kort tid efter Knud Han spåede samerne en usikker fremtid, han Rasmussens besøg dør Ole N. Ravna. var rasende på datidens norske syn på den Det var samerne Samuel Balto og Ole samiske urbefolkning. N. Ravna og Nansen, der oprindeligt havde været ophavsmændene til ideen om Her møder Knud Rasmussen for første implementering af tamrener på Grønland. gang samernes kultur og således prikles Men i første omgang lykkedes det ikke at ubevidst et lille frø til mulighederne for, at realisere drømmen, Knud Rasmussen sov indføre tamrener til Grønland som fødekilde. ind 21. december 1933. Rensdyret kan desuden levere skind til Det var først 25. september 1952, at den klæder, fodtøj, sener til sytråd og soveposer første ren gik i land i Godhåbs-området ” Det mm. Artefakter den unge KnudRasmussen var et uforglemmeligt syn, at se det ene dyr forstod vigtigheden af at kunne benytte på efter det andet springe op over klipperne med sine mange efterfølgende ekspeditioner. rejste hoveder og haler” (Jens Rosing). Samtaleemner Fridjof Nansen og Knud Rasmussen helt sikker har haft, med henblik Litteraturliste på at fremtidssikre en selvforsyning af kød Nordenskiöld, A.E. 1883: Dicksonska til Grønlands befolkning. Expeditionen till Grönland dess inre isöken 18 år efter Nansens indlandsekspedition, och dess ostkust, Stocjholm, F&G Beijers rejste Knud Rasmussen og samerne Isak Förlag. Klemmentsen og Ole N. Ravna på en Geografisk Tidsskrift, bind 7, 1883: 60. ekspedition der strakte sig fra Godthåb Geografisk Tidsskrift, bind 33:180 (1930). – Egedesminde. Deres formål var at udpege Rasmussen K. 1907: Lapland, København og

208 Samernes anvendelse af skistav

Flyttesamerne i i Nordnorge anvendte sig tidligere af en ganske almindelig stav, det fælles træk var, at staven var bredere i den nederste ende. Den var ofte brændt for enden, da det var almindeligt at hænge kaffekedlen op over staven ved kortere raster.

Blandt syd-samerne var det tidligere almindeligt, at mændenes stav indeholdt bjørnespyd: saejhtieklaahka. Den var stor og kraftig og havde en skede lavet af enten skind eller ben. Men det forsvandt, da bjørnene rykkede mod nord. Kristiania, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Kvindernes stav var hovedsageligt lavet Forlag. af tynde ranke birkerafter, med en top Polar Årboken 1945: PP. 17-26, Gyldendal lavet af elghorn. Dem fandt man i Norsk Forlag. vintergræsningsområderne, hvor birken Michelsen, K. 2014: Vejen til Thule, Knud vokser lige op. Den lignede en slev og Rasmussen belyst gennem breve og andre skulle anvendes til, at skrabe i sneen: kilder 1902-1910. Forlaget Falcon. gåajvoeklaahka. For at undersøge sneens Nansen, F. 1890: På Ski Over Grønland kvaliteter: Solen kunne varme og smelte En skildring af den norske Grønlands – sneen, der så igen frøs til og på den måde ekspedition 1888-98. Kristiania. H. Aschehoug er det umuligt for renen at komme ned til & Co. Forlag. sin føde gennem et islag. Rosing, Jens 1954: Den dragende flok. Man formoder at samerne på kortere turer kun anvendte sig af én stav med vidje -trinse og på længere færder benyttede samerne sig af to stave - flitsbuen som den anden stav.

Ski

Ski er et urgammelt vinter transportmiddel i de sne fyldte nordlige dele af Eurasien fra Norge til Beringstrædet. Ordet ”Suksi” er et standardnavn for dette skiløbningsmiddel allerede tilbage fra stenalderen, ja egentlig oprindelig fra det uraliske sprogfællesskabs Samer på ulvejagt. Af den samiske kunstner John Savio. tid for ca. 6000 år siden.

209 Møde i det arktiske kystvagts forum (ACGF) Af Michail Leskov AArktisk kystvagt forum er i gang med kan mødes jævnligt. Centralt i samarbejdet planlægningen af en fælles øvelse i står redningsarbejdet til søs samt beredskab Danmarkstrædet der skal finde sted til og is-brydning. september. På et møde i Boston i marts 2017 planlagde Arktiske kystvagts forum skabtes i oktober man den fælles øvelse der skal finde sted 2015 som et samarbejde mellem de arktiske i Danmarkstrædet - farvandet mellem lande: Rusland, USA, Canada, Norge, Island, Grønland og Island. Konkret drejer det sig Danmark/Grønland, Finland og Sverige. om en eftersøgning og rednings opgave. Dette forum skal først af alt være praktisk Hvert af de arktiske lande bidrager med: fly, brugbart og det arbejde der udføres her er skibe, kystvagt og operationelle grupper. derfor fra et bredere geopolitiske forløb. Det Ruslands bidrag er bl.a. udarbejdelsen erklærede formål med forummet er at udvikle af et system for nemmere udveksling af relationer mellem arktiske stater på det informationer. Eksperter fra de arktiske praktiske plan og derved danne et fællesskab lande er inviterede til Murmansk for at med fokus på operationelle aktiviteter samt afprøve systemet allerede i juni. deling af information. Det bliver spændende at følge dette I de fleste arktiske lande hører kystvagten samarbejde på tværs af stigende fjendskab under militæret. Derfor er det arktiske mellem Rusland og de andre arktiske lande. kystvagts forum også en platform, hvor Måske kan de arktiske have blive fredens højtstående officerer fra forskellige lande have når alt kommer til alt.

Russisk isbryder på arbejde i Ishavet.

210 Ny udgave af Knud Rasmussen fortæller grønlandske sagn

For nylig modtog Claus Overskov denne interessante e-post: For nogle år siden inviterede du mig venligst til frokost oppe i Helsingør for jeg havde nogle tegninger, jeg havde arvet fra min far, men vidste ikke hvem tegneren var. Vi kiggede på en del kunstbøger men fandt ingen der kunne ligne. Du rådede mig til at kontakte Bodil Kaalund, hvilket jeg gjorde. Hun var meget interesseret og satte en masse i gang, som hun nu var. Efter en stor “kampagne” i aviser, TV osv. blev gåden løst. Tegnerens barnebarn meldte sig og alt kom på plads. Siden er Gerda Steemann Lober’s bog blevet trykt op igen med tegningerne. Min indsats var en fransk-dansk udgave og nu er bogen lige blevet udgivet af Grønlands Undervisnings Forlag og skal bruges i skoler som to-sproget dansk - grønlandsk læsebog. Så denne lille gåde, der har strakt sig over næsten 100 år, er ”Grovæderen”. Tegning af Charlotte Rosing, Sika, nu igen værdsat og får liv endnu engang. der blev født 1915 i Kangaamiut i Østgrønland. Hun var datter af Julius Karl Gustav Rosing og Magdaline Tegneren var Charlotte Rosing fra Kangaamiut, Kristine Katrine Heilmann, begge fra Maniitsoq. der som så mange andre på den egn brugte Hun døde den 28. oktober 2005, næsten 90 år gammel, sin fritid på diverse aktiviteter, hun tegnede/ i sin fødeby Kangaamiut. malede bl.a. postkort.

Jeg kan ikke huske om du har den originale bog i dit bibliotek, udgivet i 1935 hos Gyldendal (Kbh.) “Knud Rasmussen fortællinger grønlandske sagn” ved Gerda Steemenn Lober. Den blev trykt i 4000 eksemplarer men er svær at finde brugt.

Det er altid godt at få en løsning på et emne der har været fælles. Hermed har du endelig svaret på mit besøg.

Efterfølgende forærede Gitte Lober Knud Rasmussen Med Venlig Hilsen Selskabet et eksemplar af bogen på fransk og dansk – vi Gitte Lober siger tak også for det spændende samarbejde.

211 Ny bog om Thule

Anmeldt af Claus Overskov Kirsten Hastrup økonomien eller politikken, så er det helt ”Thule på tidens rand” nødvendige fokus den globale opvarmning Lindhardt og Ringhof. og de dermed følgende natur forandringer i Arktis. Bogen påviser, at miljø forandringerne Forfatteren har gennem flere år gjort er så massive, at befolkningen i Thule ikke tilbagevendende feltarbejde hos de nordligst længere kan stole på den erfaringsbaserede boende mennesker i Grønland. Gennem viden, der tidligere gjorde det muligt at leve litteraturen kender vi deres land som Thule. i dette arktiske land. Det var her Knud Rasmussen anlagde sin handelsstation. Netop den megen litteratur Humanistisk grønlandsk forskning har længe om Thule og beboerne deroppe optager en manglet forbindelsen til tidligere forskning. stor del af bogen. Historien opsummeres Med denne bog er der rettet op på denne på ny og tilrettelægges tematisk set på mangel. baggrund af nutidens udfordringer. Teksten suppleres gennem de mange geniale natur- og Bogen skæmmes desværre af flere faktuelle menneskefotografier i bogen. fejl som jeg synes den burde være foruden. På side 85 får vi at vide at Frans Boas i Hvad enten det gælder kulturen, fangsten, monografien ” The Central Eskimo” fremstiller

Bogen Thule ved tidens rand er flot illustreret. Foto af Carsten Egevang

212 Thule eskimoerne som nordgrønlændere. Freuchen ”Min Grønlandske Ungdom” side Påstanden underbygges med et citat fra Boas 128 (min udgave: Forlaget Fremad 1953). bog: ”Nordgrønlænderne bor i fjordene Flere andre men mindre fejl skæmmer bogens på halvøen mellem Melvillebugten og troværdighed, ligesom der er store mangler i Kane Basin…”. Geografisk beskriver Boas litteraturhenvisningerne. Et eksempel: Thule Eskimoerne som nordgrønlændere, Side 426 historien om Uisâkavsak. Der er men læser man, hvad han skriver på gået fejl i litteraturhenvisningen. Henvisning den foregående side forstår man, at han 6 viser hen til Knud Rasmussen 1915 og 1945. etnografisk henregner Thule eskimoerne I litteraturlisten står Knud Rasmussen 1915 til central eskimoerne i Canada. Han som ”Min Rejsedagbog” men citatet stammer skriver: ” Som de sidste skal jeg omtale fra ”Foran dagens øje” der også udkom i 1915, de indfødte på Ellesmere Land, og dem der af forvirringen. Imidlertid har Kirsten i Nord Grønland. Selvom sidstnævnte Hastrup en anden udgave af ”Foran dagens ikke generelt betragtes som hørende til øje” med i litteraturlisten - nemlig udgaven de centrale stammer. For mig ligner deres fra 1935. redskaber og sædvaner central eskimoernes”. Etnografisk er det ikke lige meget om Thule KNAPK som er fiskerne og fangernes eskimoerne kategoriseres som hørende til organisation i Grønland fremstilles som central eskimoerne eller kategoriseres som fangernes organisation. Det giver et meget nord grønlændere og politisk spiller det en skævt billede af Grønland, hvor netop fiskeri stor rolle. Når Thule folket i dag gør krav er det bærende erhverv. på jagten på den canadiske side, så er der et vægtigt argument i at de historisk og kulturelt I litteraturlisten savner jeg meget Peter hører til de inuit der bor på den Canadiske Freuchens ”Ivalu” og ”Min grønlandske side af Kane Bassin. Ungdom”. Med de to bøger i bagagen kunne Hastrup have kastes meget mere lys På Side 125 fortæller Kirsten Hastrup over historien om Minik. Freuchen og Minik en historie om Peter Freuchens kone udkæmpede f.eks. et veritabelt slagsmål om Navarana. Problemet er bare, at denne den samme kvinde. Nemlig Peters senere historie ikke handler om Navarana men om kone! Jeg savner også Jean Malaurie ”Thule Arnarulunnguaq som var med på 5. Thule det yderste land”, fordi han omfatter mange ekspedition. Kirsten Hastrup skriver: ”En af de samme historiske begivenheder som drabelig historie kendes fra Peter Freuchens Hastrup selv refererer. kone Navarana, som kun undgåede at blive hængt af sin egen mor, fordi hendes bror PS: Jeg sendte en venlig rettelse på de mange begyndte at græde”. Dette er som sagt fejl til Kirsten Hastrup især af hensyn til Arnarulunnguaqs historie beskrevet af Knud genudgivelser af hendes bog. Imidlertid førte Rasmussen i bind 2 side 11 i ”Fra Grønland til det ikke til nogen dialog for Kirsten Hastrup Stillehavet”. Imidlertid er det rigtigt, at også hører åbenbart til den slags forfatter, der ikke Navarana havde grumme barndomsminder. svarer på henvendelser fra deres læsere! Under en sulteperiode så hun som barn, at moderen hængte lille broderen. Se Peter

213 Kilaasi’s Polar Fortællinger Kvindekniven - vi kalder den Ulu men KNUD RASMUSSEN det hedder den bare i Vestgrønland og det SELSKABET østlige Canada. I Østgrønland kaldes den Sakkeq og i Alaska noget så forskelligt som uluaq, ulluar eller kegginalek. Atapaska Bestyrelse: indianerne kalder den tlaabaas. Kvindekniven Formand Claus Oreskov er et universelt værktøj. Den bruges til at 39461114 • [email protected] afpelse fangstdyrene, til at skrabe og rengøre skindet. Ligesom den anvendes til at skære og næstformand Birte Haagen forberede maden. Kvindekniven bruges også 45852035 • [email protected] til at forberede spæk til lamperne. I Canada antog man, at en kvindes personlighed Kasserer Nancy Pedersen levede videre i hendes Ulu efter døden. Man 40307409 • [email protected] arvede således ikke kun et redskab men også færdigheden i at bruge det. Bestyrelsesmedlem Anja Hynne Nielsen I dag bruges kvindekniven i design og 29321971 • [email protected] smykker som symbol på kvindelighed. Ligesom det politiske parti Inuit Ataqatigiit Bestyrelsesmedlem anvender en kvindekniv og en harpunspids Hans Chr. Heickendorf i deres logo. Symbol på fællesskabet mellem 55985856 • [email protected] mænd og kvinder. Hvis man af forskellige Suppleant grunde skulle have en ny kvindekniv var Jytte Bloch-Kelsen det manden der lavede den til sin kone. 45819695 • [email protected] Herved fik kniven også en seksuel mystik Suppleant og symbolsk værdi. En kvinde kunne ikke Knud Michelsen modtage en Ulu af en hvilken som helst 39627781 • [email protected] mand – det forpligtede nemlig! Suppleant Helga Ringe Østgrønlandsk kvindekniv, Sakkeq. Redaktionen af »Slædesporet« – udgøres af bestyrelsen med Claus Oreskov som ansvarshavende redaktør.

Alle henvendelser vedr. udgivelsen bedes rettet til redaktøren [email protected] ISSN 1603-9246

www.krh.dk Foto: Ole Birket-Smith

214