SLÆDESPORET Nr. 45 Marts 2017 13. årgang Knud Rasmussen Selskabet Indholdsfortegnelse Nyt og gammelt om Franklin Ekspeditionen ................................. 197 På Grønland .................................................................................. 201 Samernes indflydelse på polarforskere ............................................ 206 Samernes anvendelse af skistav ............................................................... 209 Møde i det artiske kystvagts forum ....................................................... 210 Ny udgave af Knud Rasmussen fortæller grønlandske sagn .............. 211 Ny bog om Thule ..................................................................................... 212 Kilaasi´s Polar Fortællinger ..................................................................... 214 Takket være bl.a. Knud Rasmussen var der engang en stor interesse i Danmark for Grønlandske og arktiske anliggender. Arktis var tumleplads for dansk foretagsomhed og forskning. Midt i al denne foretagsomhed blev der også begået store uretfærdigheder imod de arktiske oprindelige folk også i Grønland. Grønland fik hjemmestyre og selvstyre og interessen for Arktis dalede proportionelt hermed i Danmark. Skal Arktis igen på dagsordenen, sådan som nogle politikere mener, så kan det kun ske indenfor rigsfællesskabets rammer for samarbejde. Vel og mærke et ligeværdigt samarbejde, hvor man inddrager den anden, lytter til hinanden og respekterer forskellige holdninger. Ligetil skulle man tro, men så svært i praksis. Vi skal ikke være et herrefolk i Arktis og nej vi er ikke en arktisk stormagt som udenrigsgransker Peter Taksøe-Jensen postulerer. Med et sådant udgangspunkt vil vi forplumre alt og intet opnå. Lyt i stedet til de oprindelige folkeslag i Arktis og lær af dem, hvordan man passer på naturen og sikrer en fremtid for kommende generationer – på naturens vilkår. Kilaasi Forside: Akvaral af professor Ole Jacobi, 1996. Zion Kirke, sygehuset, provsteboligen og Diskobugten i det fjerne, set fra Julianefjeldet. Parti fra Ilulissat, Knud Rasmussens fødeby, hvor også Jacobi kom til verden som søn af byens kolonibestyre. De i artiklerne fremsatte synspunkter er Eftertryk af artikler kun med forfatterens tilladelse forfatternes egne og dækker ikke nødvendigvis Gæste-layout: Ole Birket-Smith Knud Rasmussen Selskabets synspunkter. Oplag: 300 eks. ISSN 1603-9246 196 Nyt og gammelt om Franklin Ekspeditionen Af Susanne Debié Den 12. september 2016 lykkedes det et Ca- totale katastrofe. nadisk eftersøgningshold at lokalisere vraget ”Erebus” blev lokaliseret i 2014 i Queen af ”Terror”, som sammen med ”Erebus” var Maud Bay, nyopdagede ”Terror” blev fundet de to skibe, som Det engelske Admiralitet i Terror Bay på King William Island 94 km i 1845 i en storstilet ekspedition udsendte nordligere. Begge skibe ligger på forholdsvis i jagten på Nortvestpassagen, bedre kendt lavt vand og er yderst velbevarede. som Franklin Ekspeditionen. Denne var den seneste og størst anlagte af mange Ekspeditionen ekspeditioner udsendt med samme formål: Ekspeditionen blev ledet af Sir John Frank- at finde søvejen gennem Nordvestpassagen, lin, der fik opgaven som fjerde valg, flere som ville forkorte rejsen fra Østen til Europa yngre kræfter havde takket nej. Franklin med måneder. havde mange år tidligere forsøgt at finde Ekspedition endte ulykkeligt, hvor blyfor- Nordvestpassagen fra landsiden i det nord- giftning, botulisme og skørbug, sammen lige Canada på en ekspedition, der endte i med det at være fast i isen i 1 1/2 år i træk, katastrofe og kannibalisme. Franklin blev alle var del-årsager til det, der førte til den kendt som manden, der spiste sine egne sko. 197 Knud Rasmussen skriver i ”Fra Grønland til Stillehavet”: ”Vi samlede de knogler sammen, som rovdyr havde spredt, og byggede en mindevarde over disse mænd fra Franklin-ekspeditionen, og uden mange ord viste vi dem den sidste ære.” Franklin havde derfor et indgående kendskab derefter blev adskillelige undsætningseks- til det nordlige Canada, og efter en ikke sær- peditioner sendt afsted, for at komme de lig succesfuld udsendelse som Guvernør af åbentlyst nødstedte til undsætning, men Tasmanien, vendte Franklin hjem til England uden resultat. og fik kommandoen over ekspeditionen som Lady Frankin, Sir John Franklins hustru, retrætepost. lod sig ikke affinde med at ekspeditionen Ekspeditionen drog af sted i foråret 1845. var forsvundet. Også hun udsendte af eget Den bestod af Erebus og Terror, begge initiativ og for egen regning adskillige eks- under Sir John Franklins kommando med peditioner, der skulle komme hendes mand Fitzjames og Crozier som kaptajner på de til undsætning. to skibe. Begge skibe havde tidligere været ekspeditionsskibe til Antarktis og tjent som De mange eftersøgninger bombeskibe i Flåden. Begge fartøjer var Vor egen polarrejsende Carl Petersen, der forstærket efter alle kunstens regler til ishavs- var bosat i Grønland, deltog i 3 eftersøg- sejlads og havde tilmed isforhudning (metal ningsekspeditioner, først med Kaptajn Penny forstærkning) for at modstå farerne ved be- ombord på ”Lady Franklin and Sofia”, senere sejlingen af det nordlige ishav. Skibene havde med Kanes ”Advance” og til sidst med skot- tilsammen ikke mindre end en 129 mands ten McClintocks 2. ekspedition på skibet besætning - et uhørt stort antal, der krævede ”Fox”. enorm udrustning og proviantering. I 1859 fandt besætnngen fra Fox på King William Island efterladenskaber fra Franklins I årene fra 1848, afventede man deres tilba- ekspedition, skibene Erebus og Terror så de gekomst via Alaska, men intet skete. I årene ikke. Vigtigst af alt, fandt man en varde med 198 en metalcylinder, indeholdende en beretning (Rae 1854). skrevet af 2 omgange. Første beretning meldte alt vel, men senere var tilføjet i margin, Mysteriet bag Katastrofen at skibene havde været fast i isen i over halv- I årene derefter har gennemrejsende i andet år, at Franklin var død, og at en stor del, Nordvestpassagen til stadighed søgt flere i alt 24, af søfolkene ligeledes var døde. Der spor efter Franklins folk. Beretningerne fra stod endvidere, at resten af besætningerne de lokale inuit varierede, men alle var enige havde forladt skibene, og ville begive sig om at Franklins folk døde, mens de gik i sydover mod det nordamerikanske fastland, selerne, trækkende de umenneskeligt tunge mod Bachs River og forsøge at få forbindelse joller. Man fandt desuden, på flere lokalite- med civilisationen ad den vej. ter, mange knogler i uordentlige bunker, der McClintock´s besætning fandt tillige en jolle, vidnede om kannibalisme. indeholdende 2 lig, en masse grej og en del Noget af forklaringen på det der ledte til proviant. denne katastrofe, er efterfølgende opklaret, Lokale inuit fortalte McClintock, at de havde de mange tidlige dødsfald skyldtes delvis eks- set grupper af hvide mænd gå sydover, træk- peditionens egen proviant. Den var indkøbt kende på tunge slæder med joller ovenpå. af Det Engelske Admiralitet, der benyttede Flere af disse mænd faldt døde om i træk- sig af den nylige opfindelse: Dåsemad. selen. Andre blev set bærende på afskårne For at undgå skørbug havde Admiralitetet lemmer fra mennesker. indkøbt enorme mængder fra en produ- cent Gouldner, der drev sin forretning fra Den første der fandt spor efter ekspeditionen Houndditch i London. Da han fik de store var dog Dr. John Rae, udsendt af Hudson ordrer, havde han svært ved at efterkomme Bay Company. Han undersøgte området om- dem, og brugte alle muligheder for at slippe kring Pelly Bay og fandt der inuit, der havde ud af kniben. Han fyldte bl.a. dåser med en messingknap fra en af Franklins søfolks hud og knogler fra heste og får, mens der uldfrakker, sammen med gafler og knive og stod de fineste retter på etiketterne. Endnu andre genstande med monogrammer fra værre var det, at han skulle skaffe brænde til Franklins besætning. Disse inuit berettede autoklaveringen af dåserne, - det var ikke en også om ekspeditionens medlemmers en- mulighed at skaffe i de nødvendige mængder, deligt, de havde måttet ty til den allersidste så resultatet blev, at dåserne ikke blev opvar- ressource i kampen for overlevelse. met tilstrækkeligt. Og med al muligt affald i Hjemme i England vakte Rae´s fund og hans dåserne, der ikke var ordentligt rengjort, blev overlevering af inuits beretninger bestyrtelse resultatet, at en stor del af provianten for- og mistro. Ingen kunne tro at engelske søfolk modentlig indeholdt botulisme, et dræbende kunne falde så dybt. toksin der stammer fra jordbakterier. Dåserne var desuden loddet sammen med et ”FROM THE MUTILATED materiale, der indeholdt store mængder bly. STATE OF MANY OF THE Senere biopsi af ekspeditionens første 3 CORPSES AND THE CONTENTS døde, der ligger begravet på Beechy Island i OF THE KETTLES, IT IS EVIDENT Lancaster Sound, viser, at de netop havde et THAT OUR WRETCHED voldsomt forhøjet indhold af bly. COUNTRYMEN HAD BEEN DRIVEN En tredie dræber dengang, velkendt på TO THE LAST RESOURCE arktiske ekspeditioner, var skørbug, C-vita- - CANNIBALISM - AS A MEANS minmangel, som man kunne få ved at spise OF PROLONGING EXISTENCE” en kost uden frisk kød og grøntsager. Saltet 199 kød og skibskiks udgjorde stadig en stor del vet. Flere udgaver af sørejsendes proviant på den tid. Petersen, Carl: Den sidste Franklin Ekspediti- on. 1. udgave 1860 Wøldikes forlagshandel Knud Rasmussen Jensen, Nils Åge: Carl Polarfarer 1. udgave, Vores egen Knud Rasmussen fortæller i sin 1. oplag forlaget Sohn 2010 bog Fra Grønland til Stillehavet, at da han Beattie, Owen, and Geiger, John: