For Flere Aar Siden Yttrede Deres
Total Page：16
File Type：pdf, Size：1020Kb
Nissens Historie af H. F. Feilberg København 1918 LILLE NIELS SOM OGSAA KALDES NISSEN OG HANS MANGE MÆRKELIGE BEDRIFTER »Med Nisser maa man et oprigtig venskab holde, de ellers i et Huus kand meget ont forvolde; ej Nisse, Underjordsk giör nogen Siel imod, saalænge som de seer, mod dennem tolk er god.« Peder Paarl l. 4. 145. 1. INDLEDNING ET er et forsøg på at udrede »Nissens« historie, jeg Dhermed prøver. Overalt vel, hvor man spörger om Naturfolks religiøse tro, møder man det forhold, at så snart mennesket udenfor sig eller i sin person møder en magt, som han må böje sig for, opfattes denne magt som udtryk for en Vættes personlige villie. Man kan stå på en god fod med disse rådende personligheder, »Råd«, som den svenske almue kalder dem, eller man kan føre krig mod dem, men undgå dem, kan man ikke. Blandt de talløse skikkelser, som folkenes fantasi har skabt, tager jeg atter en enkelt gruppe frem, som jeg med et fællesnavn kalder »Alfefolket« (Se min bog »Bjærgtagen«, s.11 flg.). Denne gruppe samler alle de mange Vætter, der lever og færdes ude i den store natur, i det store hav, i de strömmende floder og elve, i skovenes dyb, på bjærgene, på agermarken eller den sorte hede eller i menneskers huse, og til dem hører de husvætter, som vi herhjemme kalder Nisser. Der har jo været en tid, da mennesker søgte sig faste boliger, begyndte at drive kvægavl og agerdyrkning. Snart byggede de sig huse ved havets eller floders og søers bred, snart ryddede de skov på den flade mark eller på bjærgets side og tømrede sig en hytte af de fældede træstammer, eller de søgte sig et tilhold ved mosens kant eller på den sorte hede, men ligegodt, hvor de kom, mødte de Vætter, der boede der forud, og som de måtte se at komme tilrette med, og man tör vel sige, at vilkåret for, at et hjem kunde blive lyst og lykkeligt, var Vætternes venskab. For dem, der søgte deres udkomme ved jordbrug eller kvægavl, synes vandets Vætter at have liden betydning, ganske anderledes derimod skovens og jordens. Og eftergår man folketroens vidnesbyrd, ser man uafladelig dette, at hver gang egnens Vætter træder indenfor hjemmets dörtærskel og tager del i det daglige arbejde, følger velstand og overflod, og drager de sig af en eller anden grund tilbage, efterlader de fattigdom og ulykker i hobetal efter sig til det tidligere så lykkelige hjem. Dette er regelen, og der kan anføres en lang række exempler. Mennesker nöjes ikke med boliger i dalene langs elvens bredder, de søger opad mod höjdalene, omgivet af skinnende fjældtinder, bygger sig sæterhytter til sommerbrug og fører deres hjorder dærop hvert år. Der træffer de nogle Vætter, »vilde Folk« kalder Tyskerne dem, blandt hvilke de »salige Fruer« (selige Fräulein), som bor i de inderste dale, dybt inde i höjbjærgenes hartad utilgængelige verden, i strålende ishuler, hvor krystaller funkler i sollyset, og der fortælles om, at disse fører ind til vidunderlig dejlige egne, omgivet af grönne enge og blomsterklædte bakker. (Mannhardt, Baumkultus der Germanen I, 100.) De står tit i det venligste forhold til sæterfolket og dalboen. En saadan »salig Frue« spinder for bondekonen, en anden tjener, tavs men flittig, to år i gården, ja, der siges, at der noget nær i hver bondegård er en af disse i arbejde. De hjælper ved høhøsten, og den eneste lön, de kræver, er mælk. Engang imellem har de taget en drik af mælkespanden, men nöjes ellers med den spildte mælk eller med skummet i mælkespanden. Hyppig tager mændene tjeneste som hyrder, får af folket navne som den vilde ko– eller gedehyrde (wilder Küher, Geissler). Vildmand eller andre steder »Vættemand« (Wichtelmanl) er årlig hyrde. (Verualeken, Alpensagen 1858, s. 211 flg. Heyl Volks. Tirol, 28, Rochholz, Argauer Sagen I, 319, Vonbun, Beiträge 59.) Men som bjærgets skönhed har fostret disse lyse skikkelser, har dets vildhed og uhyre forhold, dets farer frembragt andre arter af Vætter, de saakaldte Fanggen, Fanken eller Fanken, uhyre store skikkelser med sort hår, et gab, der når fra øre til øre; de er klædt i bark med pelse af vildkatteskind, de fanger og æder börn, som de lokker til sig. (Mannhardt, Bk. I, 89.) Men også disse tar tjeneste hos mennesker og synes at sætte pris på, om deres døtre kan få plads på sætrene. De er i så tilfælde tro og flittige; men forlader de tjenesten og går tilbage til skoven, fortsætter de deres menneskejagt som för. Mændene tjener som hyrder, et oprykket træ er hyrdestaven (Alpenburg, Mythen, s. 52, 67, Zingerle Sagen aus Tirol, S. 105.170, Vonhun, Sagen Vorarlbergs, s. 51.). Og vi kan gå videre. I Thüringen fortælles, at Skovfruer (Holzweibel) hjælper mennesker med køkkenarbejde og vask, ikke at tale om, at de tillige låner brød og tilbagebetaler det til mennesker. I Schwarzwald arbejder en Nøkke (Seemann) hos bonden, inden hans döre. I Oberpfalz modtager Skovfruen (Holzfräulein) sin part af kagerne, når husmoderen bager, hun arbejder ved nat i køkken, stue, stald, gård, et sted fodrer hun kvæget hele vinteren. (Grimm, Myth.². I, 452 flg. Schönwerth, Oberpfalz Sagen II, 360, 362.2, 364, 866, 379.) Der er kortsagt et forhold så venligt som muligt mellem skovens Vætter og de mennesker, der har fæstet bo i deres nærhed. Om det så er Skovmanden (Waldmännchen), tager han arbejde hos mølleren og skikker sig trofast og vel. (Grimm, Myth.², I. 453.) Muligvis kan også i Sverige påvises, at Skovvætterne nu og da søger menneskers hjem og i altfald giver en håndsrækning, om de end ellers ikke har det bedste ord paa sig. Efter Rääfs Samlinger fra Østergötland meddeler Mannhardt i sin »Baumkultus« 1. 137, at dækkes der i hjemmet bord til Skovfruen, gengældes denne venlighed fra Vætternes side med, at de giver en håndsrækning, går bud og lignende, med andre ord, at de træder ind blandt husets gode Vætter. Jeg kan tilföje, at man i Skåne har fortællingen om, at »Skovmanden« med frue og barn i juletiden søgte ind til et brænderi i St. Olavs sogn; bonden satte hver gang en fyldt brændevinsflaske ind til dem. Til gengæld vækkede de karlen, når han engang imellem faldt i sövn, og meldte, at koen om sommeren var gået i bløde. (Wigström, Folktro, Sägner, nr. 338, jfr. nr. 339— 43. (Svenska Landsmålen VIII, 3, s.107). Flere træk, der peger i samme retning, vil senere blive fremdraget. Endnu nævner jeg her fra to yderkanter i Europa et par Vætter, som hører herhen. Imellem Skotlands bjærge ude på vestkysten lever ensomt, dybt inde i fjældensomheden, en satyrskikkelse med gedefødder og menneskekrop, den såkaldte Urisk. Om sommeren kan han ses sidde urørlig på en ensom fjældspids, men om vinteren tager han tjeneste hos bonden, arbejder for ham, får god mad og bringer lykke. Der fortælles, at han fandtes i mange hjem (Campbell, Superstitions of the Scott. Highlands 196, som henv. til Walter Scott, jfr. Mannhardt Bk. II, 153.). Hertil kommer i det sydøstlige Europa de græske Neraider, et fællesnavn for oldtidens nymfer, der kunde have deres boliger i hav, bjærg eller skov. I deres hele dårende og lunefulde væsen kan de sammenstilles med Huldren og Skovfruen her i Norden. Men hvor de har velvillie mod enkelte personer eller familier, plejer de at komme ved nattetid i deres boliger, fejer, pynter, rydder op, så husmoderen finder morgenarbejdet delvis gjort, når hun rejser sig fra sin seng. Ja, de både spinder og væver inden döre (Zakyntos, Arachoba). (B. Schmidt, Volksleben der Neugriechen 1871, s.118, og Mannhardt, Baumk. II 1877, s. 38.) Mellemleddene, der forbinder disse træk, ejer jeg ingen kundskab til. De må vel findes. Såvidt om skovens Vætter. Der står en anden gruppe tilbage, jordens. Det er jo klart, at når bonden bygger sit hus eller graver og plöjer sin mark, bryder han ind over Jordvætternes skel, Dværge, Underjordiske, Undervætters, hvad man end kalder dem. Iblandt de mangfoldige fortællinger om dette folkefærd, som er optegnet, er der en række, der svarer til den ovenfor fremdragne om Skovvætterne. De går til menneskers huse, arbejder, en tid ialtfald, inden menneskers döre, synes at være knyttet til dem og kun uvillig eller med sorg at forlade dem. Dværge arbejder hos bonde og møller, passer forskelligt husarbejde, men da man ynkes over deres fattige kår og byder dem klæder, går de bort. Der fortælles ligefrem, at Dværgene ønsker at blive i deres gamle hjem i menneskers nærhed, men da deres store og rige tilbud afslåes, drager de med sorg bort og medtager jordens frugtbarhed og egnens lykke, så kun fattigdom og bekymring bliver tilbage. (Walliser Sagen II, 46 (Wallis)). Eller et andet exempel. Dværgen forlod sit hulebo, tog plads hos bonden, besørgede karle– og kvindesyssel hos ham, fodrede, kørte gødningen ud af stalden, malkede køerne, ja, hjalp med spindearbejdet. Men da husfolket strøede aske på gulvet, for deri at se og kende hans spor, drog de bort, for ej mere at komme tilbage. (Henne am Rhyn, Deutsche Volkssage 1878, nr. 413, 414. (Schweitz)). Tilsvarende sagn er der fra Baden. Underjordiske, det var de sidste i egnen, hjalp bonden. I Böhmerwald arbejder de hos bager, forlanger som lön tre brød og tre skilling, som de villig får. (Henne am Rhyn, nr. 408, 335). I Tirol arbejder de med i bjærgværk og forlanger kun tak for deres hjælp. (Henne am Rhyn, nr. 354 b. jfr. nr. 288). Dette træk kan følges til Nordtyskland. »Schönauken« hjælper i bondes hus, men jages bort af tjenestekarlen. I Nedersachsen arbejder de hos væver og skomager, hos den sidste gör de en bestemt akkord og forlanger 24 thaler for hjælpen. De får pengene, og håndværkeren bliver ikke narret.