Den Juridiske Ekspedition

Naalakkersuisut Grønlands Selvstyre

INUSSUK • Arktisk forskningsjournal 2 • 2010

GRØNLANDS VIDENSKABS HISTORIE

DEN JURIDISKE EKSPEDITION

- et studie i Grønlands retsforhold

Jan Andersen Naalakkersuisut Grønlands Selvstyre

INUSSUK • Arktisk forskningsjournal 2 • 2010

GRØNLANDS VIDENSKABS HISTORIE

DEN JURIDISKE EKSPEDITION

- et studie i Grønlands retsforhold

Jan Andersen GRØNLANDS VIDENSKABS HISTORIE DEN JURIDISKE EKSPEDITION - et studie i Grønlands retsforhold

INUSSUK - Arktisk forskningsjournal 2 - 2010 Copyright © Forfatter og Departementet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke, Nuuk 2010 Tilrettelæggelse: allu design - www.allu.gl Sats: Verdana Forlag: Forlaget Atuagkat ApS Tryk: AKA Print A/S, Århus 1. udgave, 1. oplag Oplag: 500 eksemplarer

ISBN 978-87-92554-15-4 ISSN 1397-7431

Uddrag, herunder figurer, tabeller og citater er tilladt med tydelig kildeangivelse. Skrifter der omtaler, anmelder, citerer eller henviser til denne publikation, bedes venligst tilsendt.

Skriftserien INUSSUK udgives af Departementet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke, Grønlands Selvstyre.

Det er formålet at formidle resultater fra forskning i arktis, såvel til den grønlandske befolkning som til forskningsmiljøer i Grønland og Danmark. Skriftserien ønsker at bidrage til en styrkelse af det arktiske samarbejde, især inden for humanistisk, samfundsvidenskabelig og sundheds- videnskabelig forskning.

Redaktionen modtager gerne forslag til publikationer.

Redaktion Forskningskoordinator Forskningskoordinator Najâraq Paniula Lone Nukaaraq Møller Grønlands Selvstyre, Departementet for Grønlands Selvstyre, Departementet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke Postboks 1029, DK-3900 Nuuk, Grønland Postboks 1029, DK-3900 Nuuk, Grønland Telefon: +299 34 50 00 Telefon: +299 34 50 00 Fax: +299 32 20 73 Fax: +299 32 20 73 E-mail: [email protected] [email protected]

Publikationer i serien kan rekvireres ved henvendelse til Forlaget Atuagkat ApS Postboks 216 DK-3900 Nuuk Email: [email protected] www.atuagkat.gl Indholdsfortegnelse

Forord ...... 5

1. Indledning ...... 7

2. Domænet retsvidenskab ...... 15

3. Retshistorisk rids 1720-1940 ...... 23

4. Traditionalisten Oldendow ...... 75

5. Den Juridiske Ekspedition ...... 91

6. Efterundersøgelserne ...... 193

7. Retsvæsenskommissionen ...... 247

8. En ideologisk konstruktion? ...... 255

9. Jurex reconsidered ...... 273

10. Konklusion ...... 293

English summary ...... 301

Litteratur/referencer ...... 307

Forord

Denne bog er et produkt af et ph.d.-studie, som jeg gennemførte for nogle år siden ved Institut for Uddannelse, Læring og Filosofi på Aalborg Universitet. Studiet var finansieret af Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland, Grønlands Hjemmestyre og Forskningsstyrelsen.

Bogen bygger på min ph.d.-afhandling Indblik i Grønlands Videnskabs Historie, Den Juridiske Ekspedition til Grønland 1948-49. I forhold til afhandlingen er nogle af de teoretiske afsnit udeladt, passager er flyttet rundt eller omformuleret og sproget er forsøgt gjort lettere tilgængeligt.

En ph.d.-afhandling henvender sig til en begrænset kreds. I en tid, hvor en ny retsreform er ved at blive implementeret i Grønland, har historien om det moderne grønlandske retsvæsens tilblivelse imidlertid fået ny aktualitet, og den fortjener at blive kendt af et bredere publikum. Efter at jeg i efteråret 2008 havde forsvaret min afhandling, begyndte jeg derfor at se mig om efter støtte til udarbejdelse af et bogmanuskript baseret på afhandlingen.

Tak til Britta Kyvsgaard, Justitsministeriets Forskningspulje og Grønlands Selvstyre for den økonomiske støtte, der har gjort det muligt at udgive bogen. Jeg vil gerne takke Najâraq Paniula og Lone Nukaaraq Møller fra Grønlands Selvstyres forskningsenhed for den interesse og imødekommen- hed, de har udvist. Jeg er glad for, at bogen udgives af Arktisk Forsknings- journal, Inussuk.

Bogens hjemmebane er nu engang Grønland.

En stor tak til Den Juridiske Ekspeditions eneste nulevende deltager Agnete Weis Bentzon for beredvilligt at have stillet sig til rådighed med vejledning og kommentarer. Også tak til Torben Agersnap, der foreslog mig at splitte manuskriptet op i to særskilte bøger. Min intention om at bedrive konteks- tuel videnskabshistorie har imidlertid fået mig til at fastholde en form, der fremstiller historien om Den Juridiske Ekspedition som et element i en større sammenhæng.

5 En særlig tak til Ilisimatusarfik i Nuuk, hvor jeg i perioder har opholdt mig som gæstelærer. De livlige debatter med forskere og studerende har været frugtbare og inspirerende.

Bogen er skrevet til alle, der interesserer sig for grønlandske forhold. For mit indre blik under skriveprocessen har jeg imidlertid haft en gruppe læsere, der står mit hjerte særlig nær, nemlig de studerende ved Ilisimatusarfik.

Jan Andersen, juni 2010

6 1. Indledning

Denne bog handler om, hvordan det moderne grønlandske retsvæsen er blevet til. Bogen indeholder en retshistorisk oversigt, der giver et rids over udviklingen på det retslige område i Grønland fra kolonisationens begyndelse og frem til 2. verdenskrig. Retten kom ikke til Grønland med Den Juridiske Ekspedition i sommeren 1948. Retten har været i Grønland lige så længe, der har været mennesker. Retten er et menneskeligt eksistensvilkår. Ethvert menneskeligt fællesskab har en kodeks for, hvad der er ret og uret. Et samfund uden alment accepterede retslige normer er i det lange løb en umulig- hed. For at sige det lidt provokerende: alternativet til retten er en form for kollektiv sindssyge.

Udsendelsen af Den Juridiske Ekspedition blev startskuddet til udviklingen af det retsvæsen, vi kender i Grønland i dag. Bogen handler om det politiske problem, der skabte ekspeditionen, om ekspeditionens virksomhed, metoder og resultater, om de mennesker, der var involveret i ekspeditionen, om kriminallovens tilblivelse og om efterspillet, men bogen handler også om de to begreber, der for mig var anledningen til overhovedet at beskæftige sig med Den Juridiske Ekspedition, nemlig begreberne videnskab og forskning.

På trods af benævnelsen ”ekspedition” var Den Juridiske Ekspedition ikke en forskningsrejse i gængs forstand, ej heller en videnskabelig en af slagsen. Der var tale om ministerielle embedsmænd, der forlod kontorerne i Køben- havn for i en periode at henlægge arbejdet til Godthåb, hvorfra de foretog rejser til bostederne langs Grønlands vestkyst.

Duoen bestående af ”fuldmægtig Goldschmidt” og ”fuldmægtig Lindegaard”, som de to jurister omtaltes i de dengang sporadiske avisomtaler, blev udvidet til en trio, da Goldschmidts daværende ægtefælle, Agnete Weis Bent- zon, kort efter afrejsen fra København blev optaget som fuldgyldigt medlem af ekspeditionen. Med fulgte også Goldschmidt-parrets tre små børn og barnepigen Annelise. ”De skal til Grønland for at se forbrydere. Der er ingen af dem, men nu skal de fandeme ha´dem!”, skrev en ven i en afskedssang før afrejsen.

7 Trioens opgave var ikke at udføre videnskabelige studier. Juristernes instruks gik ud på at indsamle ministerielle oplysninger og aflevere en rapport til brug for de politikere, der ønskede en modernisering af Grønlands retsforhold. Ekspeditionens betænkning indeholdt ikke desto mindre så mange overvejelser af teoretisk art, at det giver anledning til at betragte den som et stykke rets-antropologisk forskning.

Under mit ph.d.-studie var jeg på udkig efter eksempler på forskning, der har haft konsekvenser for Grønlands udvikling. Med eksemplerne i baghånden agtede jeg at undersøge sandhedsværdien af påstanden ”forskning skaber udvikling”, en påstand, der også i Grønland er blevet et tilbagevendende mantra, når det gælder promovering af forskning. Og her sprang Den Juri- diske Ekspedition i øjnene som eksempel på en forskningspræget, ministeriel udredning, der har haft betydning for Grønlands retlige udvikling.

Med studiet af Den Juridiske Ekspedition bevæger vi os ind i gråzonen mellem videnskab og politik. Ikke desto mindre - vil jeg påstå - kan de tre juristers virksomhed studeres med gængse videnskabsteoretiske metoder.

Videnskabshistorie, hvordan? Videnskab kan studeres ud fra forskellige perspektiver. Det historiske studie af videnskab er blot et af disse perspektiver. Som med så meget andet, når det handler om videnskab, er der ikke enighed om, hvordan videnskabshistorisk forskning skal bedrives.

Videnskabshistorikere har gennem tiderne været delt i to lejre. Den ene lejr har været optaget af den videnskabelige teori - den ”kognitive kerne” om man vil - mens den anden lejr i højere grad har fokuseret på videnskabens omgivelser. Hvilken af de to tilgange, der skal betragtes som mest frugtbar for det historiske studie af videnskab, har hørt til blandt videnskabshistorio- grafiens omdebatterede spørgsmål.

Debatten mellem ”internalister” og ”eksternalister” har ikke blot drejet sig om, hvordan videnskabshistoriske studier ideelt set bør bedrives, den har også handlet om videnskabens rolle. For hvad er egentlig formålet med videnskab? Flere eksternalistisk orienterede videnskabshistorikere, heriblandt den irske marxist John Desmond Bernal (1901-1971), har plæderet for, at videnskabens mål er at tjene samfundet. Uafhængig videnskab er en ønskedrøm,

8 videnskab vil altid være ideologisk inficeret; det gælder derfor om at bruge videnskaben i socialismens tjeneste, hævder Bernal. Positivistisk orienterede internalister derimod har forsvaret videnskabens ideologiske uafhængighed og set videnskabelig erkendelse som et mål i sig selv. Videnskaben er til for menneskets skyld, videnskabshistorien er historien om menneskets søgen efter sandheden. Videnskab bør ikke være påvirket af samfund og kultur, og normative udsagn har ingen plads i videnskab, hævder positivisterne.

En forsigtig opblødning af internalismen kom med den såkaldte idealistiske videnskabshistorie i første halvdel af 1900-tallet. Idealisterne opretholdt sondringen mellem videnskabens kognitive kerne og videnskabens om- givende miljø, men de tillod en invasion af filosofiske og religiøse ideer, der tillagdes betydning som inspirationskilder ved udformningen af videnskabelige teorier.

Kontekstualistisk videnskabshistorie Vor tids videnskabshistoriker har lagt internalismen og eksternalismen bag sig, han er i stedet blevet ”kontekstualist”. Kontekstualistisk videnskabshistorie beskriver videnskaben som et sammenhængende kompleks af videnskabelige teorier i deres sociale, kulturelle og institutionelle kontekst. Modsat positivisten betragter kontekstualisten forholdet mellem det videnskabsinterne og det videnskabseksterne som en form for stofskifte.

Den kontekstualistiske tilgang indtager for tiden en førerposition inden for videnskabshistorisk forskning, og videnskabshistorisk beskrivelse betragtes i dag som ufuldstændig og gammeldags, dersom den ikke inddrager forskellige sociologiske og kulturelle perspektiver. Personligt opfatter jeg den kontekstualistiske tilgang som særdeles frugtbar, også i en grønlandsk sam- menhæng, hvor politiske, kulturelle, institutionelle og sociologiske faktorer i mange tilfælde har spillet en vigtig rolle for, hvordan videnskabelig virksomhed har udfoldet sig.

Faren er, hvis der med kontekstualismen åbnes op for en ideologisering af videnskaben. Videnskab - her er jeg enig med positivisterne - bør være k linisk r e ns et f or ide olo gi. V ide nskab skal b e skæ f tige sig me d, hvor dan ve r de n er, ikke med, hvordan den bør være, det sidste må vi overlade til præster, filosoffer og politikere. En uigennemsigtig sammenblanding af videnskab og

9 politik kan være en farlig cocktail. Idealet om, at videnskaben skal være objektiv og fri for fremmede tilsætningsstoffer, gælder naturligvis også samfundsvidenskaben, herunder sociologi og retsvidenskab.

Et ministerielt udredningsarbejde Den Juridiske Ekspedition bestod ikke af frie forskere tilknyttet en uafhængig videnskabelig institution. Historien om Den Juridiske Ekspedition er beretningen om et kortlægningsarbejde udført af ministerielle embedsmænd ansat i henholdsvis Grønlands styrelse og Justitsministeriet. Ekspeditionens opgave var at udføre et systematisk indsamlingsarbejde, ikke at udvikle teorier.

Den Juridiske Ekspedition havde to formål: den skulle indsamle materiale til en beskrivelse af gældende retspraksis i Grønland, og den skulle stille forslag til en ny grønlandsk retsorden. Resultatet af ekspeditionen, når det gælder konkret lovgivning, var dels en ny grønlandsk ægteskabslov og dels Grøn- lands første egentlige straffelov, kriminalloven.

Historien om ekspeditionen er beretningen om et stykke rekvireret forskning, der i udgangspunktet ikke var videnskab, men som efterhånden udviklede sig til videnskab, for ekspeditionen blev startskuddet til en række nye samfundsvidenskabelige grønlandsstudier i efterkrigsårene. Opgaven, juristerne blev stillet, gik ud på at kortlægge, hvordan retten var, men betænkningen, man forventede fra deres hånd, skulle også forholde sig til, hvordan retten burde være i fremtiden. De tre jurister var med andre ord involveret i en form for retspolitisk virksomhed.

Pilen i fødekæden går sædvanligvis fra videnskab til politik. Forskerne offent- liggør et resultat og politikerne omsætter resultatet til handling. For Den Juridiske Ekspeditions vedkommende vender pilen den modsatte vej. Her var udgangspunktet et politisk initiativ, der efterfølgende genererede videnskabelig aktivitet: Grønlandske politikere krævede retlig ligestilling, embeds- mænd blev sendt af sted for at undersøge retstilstanden og stille forslag om, hvordan en skreven lov kunne udformes, juristerne afleverede en betænk- ning, der dannede grundlag for en retsreform, de nye love indeholdt en revisionsparagraf, der foreskrev videnskabelig overvågning af retsreformens virkninger, overvågningen af reformen genererede dermed videnskabelig aktivitet.

10 Dersom videnskab er noget deskriptivt og politik noget normativt, hvordan forholder det sig så med forskningsaktivitet, der - som i Den Juridiske Eks- peditions tilfælde – har aktier i en politisk dagsorden? Kan vi være sikre på, at den slags forskning er objektiv og kan vi tillade os at kalde produkterne af sådanne aktiviteter for videnskab?

På de videnskabsinterne linjer er historien om Den Juridiske Ekspedition en beretning om, hvordan teorier og tænkemåder fra retsvidenskab, retssociologi og kriminologi er blevet omsat til, hvad tilhængere har kaldt verdens mest moderne straffelov. Kritikere som fx Finn Breinholt Larsen derimod har karakteriseret den grønlandske kriminallov som en ideologisk konstruktion udtænkt af Goldschmidt, der angiveligt ”konstruerede en grønlandsk retsopfattelse, der ikke svarede til virkeligheden, og som i sin tænkning til spørgsmålet om forholdet mellem straf og resocialisering var inspireret af samtidens positivistiske kriminologi med dens ideer om resocialisering, individualiserede sanktioner og behandling”.1

Andre har betegnet kriminalloven som et socialt eksperiment, og atter andre har fremført, at Goldschmidt, da han udformede kriminalloven, brugte den italienske kriminolog Enrico Ferris udkast til italiensk straffelov fra 1921 som forbillede; med nutidens øjne en lidet flatterende antydning, for socialisten Ferri, der senere tilsluttede sig Mussolini, var elev af Cesare Lombroso, den italienske psykiater, der efter obduktionen af en berygtet morders hjerne i 1870 påstod, at han havde opdaget ”forbrydergenet”.

Historien om Den Juridiske Ekspedition er en beretning om, hvordan et politisk udredningsarbejde udført af danske embedsmænd i 1940-erne fik konsekvenser for det grønlandske samfund helt frem til vore dage, hvor debatten om kriminallovens meriter stadig står på.

Kriminalloven har gennem årene været udsat for megen kritik. Redaktøren af Grønlandsposten skrev i begyndelsen af 1970-erne, at kriminalloven ganske enkelt havde spillet fallit, og et landsrådsmedlem udtalte sig ved samme lejlighed også kritisk om loven. Under landsrådets efterårssamling i 1974 sagde

1 Finn Breinholt Larsen: Den grønlandske kriminallov som ideologisk konstruktion, Rapport fra Nordisk Samarbejdsråd for Kriminologi, 41. forskerseminar, Ilulissat, 1999, s. 5-6

11 han bl.a.: ”Jeg mener, at tiden nu er inde til at lade det grønlandske folk tale om denne åh-så-berømte lovs funktion i samfundet. Jeg siger dette, fordi jeg mener, at det er forkert at lade eksperter inden for forskellige fagområder eksperimentere i Grønland uden at man indimellem standser op og lader folket bedømme eksperimenternes virkninger”.2 Landsrådsmedlemmets navn var Lars Emil Johansen.

Landet uden fængsler Mens jeg skriver disse linjer, diskuteres blandt menigmand og i de grønland- ske medier placeringen af den planlagte, lukkede anstalt i Nuuk. Man regner med, at den ny anstalt kan tages i brug ved årsskiftet 2014-15. Den 8.000 kvadratmeter store treetagers bygning med plads til 40 indsatte lægger beslag på seks hektar og vil være omkranset af en seks meter høj ringmur plus en 150 meter bred sikkerhedszone.

Etableringen af den lukkede anstalt i Nuuk er et resultat af den retsreform, som Den Grønlandske Retsvæsenskommission står bag. Grønlandske fanger, der hidtil har afsonet i Herstedvester, skal fremover anbringes i Nuuk. Desuden skal den ny anstalt rumme et antal dømte, der ikke opfylder betingelserne for anbringelse i åbne eller halvlukkede afdelinger.

Ligesom mange andre lokale borgere er formanden for skiklubben i Nuuk bekymret for den påtænkte placering ved ”jerndumpen” på Nuussuaq. ”Hvis arealet tildeles anstalten, må vi gå langt uden om det”, udtaler han til den grønlandske tv-avis Qanorooq. Klubformanden peger i stedet på en placering på en af de større øer eller på Akia.

Bekymringen over etableringen af den lukkede anstalt er iblandet følelsen af at have gjort det rigtige, når det gælder hjemtagningen af fangerne fra Herstedvester. Goldschmidts nærmest legendariske modstand mod etableringen af fængsler i Grønland er nu endelig brudt. Grønland, landet uden fængsler, vil snart ligne alle andre lande, hvor farlige forbrydere isoleres fra samfundet.

2 Lars Emil Johansen citeret i Den grønlandske Retsvæsenskommission, Betænkning om det grønlandske retsvæsen, Betænkning 1442, bind 1, IT- og Telestyrelsen, 2004, s. 108

12 Bogens metode Som det forhåbentlig vil fremgå, bygger bogens metode på en form for metodisk pluralisme. Internalismen og eksternalismen har hver deres stærke og svage sider; det er ikke et enten-eller. Videnskabshistorisk beskrivelse er efter min mening temmelig gold, hvis den ud over at beskæftige sig med de videnskabseksterne faktorer ikke også forholder sig til den teoretiske kerne samt til det videnskabelige domæne og/eller videnskabelige disciplin, der knytter sig til den pågældende videnskabelige aktivitet. Det gælder også i forbindelse med historien om Den Juridiske Ekspedition, hvor domænet er retsvidenskab.

Kapitel 2 indeholder en række betragtninger om retsvidenskab og retspolitik. Hensigten med kapitlet er at åbne en værktøjskasse af begreber, der kan være nyttige, når det gælder karakterisering af Den Juridiske Ekspeditions virksomhed.

13 14 2. Domænet retsvidenskab

Retsvidenskab er den videnskab, der beskæftiger sig med retlige fænome- ner. Inden for retsvidenskab skelner man normalt mellem retsdogmatik og almen retsvidenskab. Hvor retsdogmatikken beskæftiger sig med løsning af problemstillinger inden for gældende ret, fokuserer almen retsvidenskab på rettens grundlæggende teori, filosofi, historie og samfundsmæssige aspekt.

Retsdogmatikkens objekt er med andre ord det system af retsregler, der til enhver tid findes i et givent samfund. Almen retsvidenskab derimod er en samling metadiscipliner med mere overordnede teoretiske synsvinkler på retlige fænomener. Retsdogmatikken er dermed i højere grad end den almene retsvidenskab knyttet til gældende samfundsmæssig praksis. Hovedparten af den juridiske faglitteratur omhandler retsdogmatikken, og i Danmark såvel som i en række andre lande ligger hovedvægten inden for jurastudiet også inden for dette område. Når det gælder retsvidenskab, peger pilen altså allerede i udgangspunktet i retning af praksis.

At retsvidenskab har et åbenlyst praktisk sigte kan medføre overvejelser om, hvorvidt den retsvidenskabelige aktivitet overhovedet er videnskab, påpeger de to danske retsteoretikere Jens Evald og Sten Schaumburg-Müller. Der ligger ingen specifik videnskab bag jura, og der findes derfor heller ikke en særlig videnskabelig metode, der er særegen for juraen, hævder de.3

Begreberne jura og retsvidenskab dækker imidlertid ikke over det samme. I en historisk sammenhæng betegner ordet ”jura” videnskaben om de to retter: den verdslige og den kanoniske ret, men ordet anvendes i dag tillige om den juridiske profession. Her deler juraen skæbne med medicin, der på én og samme tid betegner en videnskabelig disciplin og en profession. Men tilbage til retsdogmatikken. Dogmatikken inddeles ofte i følgende tre kategorier:4

1. De lege lata efter gældende ret, dvs. betragtninger, der angiver retstilstanden, som den faktisk er på et bestemt retsområde.

3 Jens Evald og Sten Schaumburg-Müller: Retsfilosofi, retsvidenskab og retskilde- lære, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2004, s. 243 4 Jørgen Dalberg-Larsen og Jens Evald: Rettens ansigter, en grundbog i almindelig retslære, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1998, s. 89

15 2. De sententia ferenda efter fremtidig retsafgørelse (men inden for gældende rets rammer), dvs. betragtninger, der giver anvisninger (fx til dommerne) om, hvordan man på basis af gældende ret bør forholde sig ved løsningen af et problem i tilfælde, hvor løsningen ikke følger entydigt af retskildematerialet.

3. De lege ferenda efter kommende lov, dvs. betragtninger, der handler om, hvordan retstilstanden bør være, henstillinger til lovgivningsmagten om, hvordan man bør indrette retsreglerne.

Jens Evald og retsfilosoffen Jørgen Dalberg-Larsen beskæftiger sig i bogen Rettens ansigter, en grundbog i almindelig retslære med analysestrategier i undersøgelsen af retlige forhold. Når det gælder undersøgelsen af retlige fænomener danner sondringen mellem er og bør udgangspunkt for to forskellige analysestrategier, mener forfatterne: 1) den analytiske strategi, der beskriver retstilstanden som den er, og 2) den normative strategi, der beskriver, hvordan retten burde være. Overgangen mellem de lege lata, de sententia ferenda og de lege ferenda betegner overgangen fra beskrivelse til vurdering. For nogle teoretikere betegner den også overgangen mellem videnskab og politik, påpeger Evald og Dalberg-Larsen. For positivisten, der betragter ethvert normativt udsagn som værende ikke-videnskabeligt, befinder betragtninger af typen de lege ferenda sig klart uden for videnskab, mens de for hermeneutikeren, der ikke insisterer på en konsekvent afgræns- ning mellem beskrivelse og vurdering, i mange tilfælde vil falde indenfor, mener forfatterne.5 Følger man Evalds og Dalberg-Larsens argumentation, bliver svaret på spørgsmålet om, hvordan ”jura som videnskab” afgrænses fra ”jura som politik” dermed afhængigt af retsteoretikerens videnskabsteoretiske ståsted.

Retspolitik Ud over retsdogmatik består retsvidenskab af en række øvrige forgrenin- ger. En af disse er retspolitik, der ikke overraskende også kaldes ”de lege ferenda”. Hvorvidt retspolitik bør betragtes som en særskilt retsvidenskabelig disciplin, har været genstand for debat. Alf Ross har således hævdet, at disciplinen blot skulle betragtes som en særlig form for anvendt

5 Jørgen Dalberg-Larsen og Jens Evald: Rettens ansigter, en grundbog i almindelig retslære, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1998, s. 89

16 retssociologi.6 Ross lancerede i bogen Om ret og retfærdighed fra 1953 en opfattelse af retspolitik som ”et særligt videnskabeligt felt, hvor man ud fra retssociologisk teori og empiri søger at anvise de retlige midler, der er bedst egnet til at realisere politiske målsætninger”.7 Retspolitik er inden for de seneste årtier blevet anerkendt som en selvstændig disciplin, men i Dan- mark introduceredes emnet allerede i 1974 i Preben Stuer Lauridsens doktordisputats Studier i retspolitisk argumentation.8 Retspolitik som retsvidenskabelig aktivitet er behandlet i Jens Evalds og Sten Schaumburg-Müllers artikelsamling Om retspolitik (2002). Evald og Schaumburg-Müller giver denne definition på retspolitik:

Den klassiske opfattelse af retspolitikken er, at det er den af jurister drevne metodiske lovforberedende virksomhed, dvs. den virksomhed, der har til formål at give henstillinger til lovgivningsmagten om, hvordan man bør indrette retsreglerne (de lege ferenda).9

Evald og Schaumburg-Müller leverer her en definition af retspolitk, der synes at passe på den virksomhed, Goldschmidt, Lindegaard og Bentzon udfoldede i forbindelse med Den Juridiske Ekspedition. Ekspeditionens retspolitiske indsats forløb imidlertid i to tempi. De tre jurister udførte det forberedende rekognosceringsarbejde, indsamlede data og producerede et katalog til brug for den videre proces. Den egentlige retspolitik derimod blev placeret i Det Grønlandske Lovudvalg, der blev nedsat i 1951 og som i dets opstartsfase havde Goldschmidt og Lindegaard som medlemmer og Agnete Weis Bentzon som sekretær. Den Juridiske Ekspeditions rapport er ”en beskrivelse af, hvad deltagerne oplevede, læste i protokoller og hørte af folk. Betænkningen er i sig selv ikke et retspolitisk arbejde”, forklarer Torben Agersnap i en samtale med undertegnede. Med andre ord: retspolitik ifølge Agersnap er lovformu- lering og ikke lovforberedelse.

6 Jens Evald og Sten Schaumburg-Müller: Retsfilosofi, retsvidenskab og retskildelære, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2004, s. 209 7 Alf Roos omtalt i Jørgen Dalberg-Larsen: Fem opfattelser af retspolitik som retsvidenskabelig aktivitet i historisk og aktuel belysning, i Jens Evald og Sten Schaum- burg-Müller: Om retspolitik, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2002, s. 19 8 Preben Stuer Lauridsen: Studier i retspolitisk argumentation, Juristforbundets For- lag, 1974 9 Jens Evald og Sten Schaumburg-Müller: Om retspolitik, Jurist- og Økonomforbun- dets Forlag, 2002, s. 1

17 Retspolitiske idealtyper I en artikel i Jens Evalds og Sten Schaumburg-Müllers bog Om retspolitik leverer Jørgen Dalberg-Larsen en typologi over forskellige opfattelser af retspolitik. Dalberg-Larsen opstiller følgende idealtyper:

1. Retspolitikeren som bygmester 2. Retspolitikeren som social teknolog 3. Retspolitikeren som talsmand for den juridiske tradition 4. Retspolitikeren som talsmand for borgernes værdier, og 5. Retspolitikeren som retsfilosof

Med det formål at undersøge, hvorvidt typologien vil kunne benyttes til at karakterisere Den juridiske Ekspeditions virksomhed, vil jeg på de følgende sider kort gennemgå de fem idealtyper.

Retspolitikeren som bygmester Den retspolitiske hovedopgave er her kodifikation, dvs. at skabe en juridisk bygning i form af et sammenhængende lovværk. Som eksempel nævner Dalberg-Larsen den engelske filosof og jurist Jeremy Bentham (1748-1832), der ønskede at kodificere engelsk ret og erstatte common law-systemet. At retsvidenskabsmænd arbejder i denne genre i dag, kan forklares med, at de ofte inddrages i kommissionsarbejdet, når der skal forberedes ny lovgivning, fremfører Dalberg-Larsen. I et sådant arbejde trækkes der på juristernes særlige viden om retsforholdene på områder, hvor de er specialister, og det er derfor naturligt, at de ser på opgaven som en del af den retsvidenskabelige aktivitet, påpeger han.

Retspolitikeren som social teknolog Her er sigtet ikke selve den tekniske udformning af reglerne, men at fore- slå regler, der virker effektivt i forhold til de formål eller værdier, der er opstillet af lovgiverne, og hvis realisering er baggrunden for, at man overhovedet indlader sig på retsreformer: ”Formålet er altså ikke generelt at skabe klare regler for at fremme forudberegneligheden, men at skabe regler, der er egnede som midler til at realisere bestemte tilstande […] Rets- reglerne ses altså her som vigtige led i den samfundsmæssige styring med jurister og retsvidenskabsmænd som deltagere i en sådan styringsindsats.

18 Det er med andre ord rettens virkninger og ikke dens indhold, der sættes i fokus.”10

Dalberg-Larsen peger her på samfundsvidenskabernes etablering i sidste halvdel af 1800-tallet som en vigtig faktor for udviklingen af tanken om videnskabelig tilrettelagt, samfundsmæssig styring. I denne periode får man øjnene op for samfundsvidenskabernes muligheder som generator for sam- fundsmæssig udvikling. Kunne udviklingen af naturvidenskaberne bidrage til øget menneskelig kontrol over naturen, måtte samfundsvidenskaberne - og altså også retsvidenskab - kunne spille en tilsvarende rolle for samfundets udvikling, var tankegangen. Alf Ross hører ifølge Dalberg-Larsen til inden for denne tradition. Ross leverer med sin bog Ret og retfærdighed et argument for opfattelsen af retspolitik som værende en social udviklings- maskine, mener Dalberg-Larsen.

Retspolitikeren som talsmand for den juridiske tradition Inden for denne model er det de juridiske værdier og den juridiske tradition, der er i centrum. Modellen bygger på den opfattelse, at jurister har en sær- lig samfundspolitisk opgave at udføre. Et eksempel på modellen finder man i Preben Stuer Lauridsens føromtalte doktordisputats, der bygger på analyser af, hvordan retsvidenskabsmænd faktisk argumenterer, når de arbejder retspolitisk, fx som medlemmer af lovforberedende kommissioner og udvalg.

Med udgangspunkt i analyser af en række konkrete politikformulerings- processer, hvor jurister har spillet en afgørende rolle, opstiller Stuer Lauridsen nogle generelle kvalitetskriterier for juridisk argumentation og juridisk forskning. Stuer Lauridsen sammenfatter sit synspunkt således: ”Som endelig konklusion må vi i almindelighed fastholde, at retspolitikken udvan- des til en […] ganske intetsigende og ligegyldig akademisk disciplin, såfremt rets-politikeren udviser en urimelig frygt for selv inden for visse grænser at sætte sig ud over den juridiske tradition”.11

10 Jørgen Dalberg-Larsen: Fem opfattelser af retspolitik som retsvidenskabelig aktivitet i historisk og aktuel belysning, i Jens Evald og Sten Schaumburg-Müller: Om retspolitik, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2002, s. 16-17 11 Preben Stuer Lauridsen: Studier i retspolitisk argumentation, Juristforbundets For- lag, 1974, s. 604

19 Et andet eksempel på traditionsmodellen finder man ifølge Dalberg-Larsen hos den norske retsfilosof David Doublet, der bygger sin retspolitiske opfattelse på hermeneutik i kombination med Niklas Luhmanns systemteori.12

Retspolitikeren som talsmand for borgernes værdier Hvorfor bør juristernes værdier og traditioner være afgørende for retspolitikken? Det bør de heller ikke, mener nogle jurister. Retspolitikken bør i stedet sætte borgernes værdier og traditioner i centrum; det er dog borgerne og ikke juristerne, retsreglerne skal virke i forhold til, fremfører de.

For retspolitikere, der vil udforme en retspolitik baseret på borgernes vær- dier, har grundtanken været, at lovgivningen bør afspejle samfundets vær- dier og ikke særlige ”juristopfattelser” eller særlige interesser hos politiske eller økonomiske magthavere.13 Retsreglerne bør afspejle kulturen i det land, reglerne skal virke i - målet må være ”at føre retten tilbage til folket”.

Når juristen ønsker at realisere en retspolitik baseret på borgernes værdier, må han derfor sætte sig grundigt ind i det pågældende samfunds kultur, vær- dier og normer og studere de særlige retsopfattelser og retstraditioner, der knytter sig dertil. Et eksempel på dette finder Dalberg-Larsen netop i Den Juridiske Ekspedition:

Et eksempel på ønsket om at basere retspolitikken på borgernes normer finder vi i midten af det 20. århundrede, hvor man i Grønland ønskede en moderniseringsproces sat i værk, bl.a. gennem lovreformer; men man ønskede samtidigt, at disse reformer skulle bygge på den grønlandske retsopfattelse for hermed at bidrage til at bevare den grønlandske kultur under de kommende forandringer. For at finde frem til indholdet af den uformelle grønlandske sædvaneret udsendte man den såkaldte juridiske ekspedition, med bl.a. Verner Goldschmidt og Agnete Weis Bentzon som deltagere, med den opgave at registrere sædvanerettens indhold i første omgang inden for det strafferetlige område. På basis af denne indsats

12 Jørgen Dalberg-Larsen: Fem opfattelser af retspolitik som retsvidenskabelig aktivitet i historisk og aktuel belysning, i Jens Evald og Sten Schaumburg-Müller: Om retspolitik, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2002, s. 24 13 Jørgen Dalberg-Larsen: Fem opfattelser af retspolitik som retsvidenskabelig aktivitet i historisk og aktuel belysning, i Jens Evald og Sten Schaumburg-Müller: Om retspolitik, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2002, s. 28

20 blev der efterfølgende udformet en særlig grønlandsk straffelov, der på afgørende punkter afveg fra den danske straffelov.14

Der er mange gode grunde til at foretrække borgermodellen frem for andre, mener Dalberg-Larsen. En af grundene har at gøre med efterlevelse. Lovgivning, der baserer sig på borgernes værdier og normer, efterleves nemlig i langt højere grad end regler, der strider mod folks værdier og normer. Den retspolitiske opfattelse, som denne model er udtryk for, har dog sine begrænsninger, understreger han og nævner som eksempel erfaringerne fra Grønland:

For det første er det svært at overføre den uformelle sædvaneret til lovgivning, uden at mange nuancer går tabt samt også den fleksibilitet, som en uformel ret besidder. For det andet ændrer det samfund, reglerne skal virke i, sig undertiden så hurtigt, at de værdier og normer, reglerne er baseret på, ikke længere er bærende ude blandt borgerne.15

Retspolitikeren som moralfilosof Også inden for denne model er værdier det bærende element, men her er det ikke juristernes eller borgernes værdier, der er tale om, men derimod moralske og etiske værdier. Som det var tilfældet i den foregående model, hvor juristen måtte hente hjælp til sine kulturstudier fra samfundsvidenskaber uden for juraen, må han også her søge assistance udefra, fra filosofien.

Moralmodellen har haft vanskelige kår i perioder med omskiftelig moral, på- peger Dalberg-Larsen, men har stået stærkt i stabile perioder, hvor natur- retten har været højt hævet over den positive ret og hvor Gud eller fornuften har udgjort et fast referencepunkt som øverste dømmende myndighed. I nyere tid, hvor en etisk baseret retspolitik er blevet almindeligt accepte- ret fx inden for lovgivning vedrørende medicinske forsøg, gensplejsning og fosterteknologi, har moralmodellen fået en renæssance, fremfører Dalberg- Larsen.

14 Jørgen Dalberg-Larsen: Fem opfattelser af retspolitik som retsvidenskabelig aktivitet i historisk og aktuel belysning, i Jens Evald og Sten Schaumburg-Müller: Om retspolitik, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2002, s. 29 15 Jørgen Dalberg-Larsen: Fem opfattelser af retspolitik som retsvidenskabelig aktivitet i historisk og aktuel belysning, i Jens Evald og Sten Schaumburg-Müller: Om retspolitik, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2002, s. 31

21 Retspolitik som videnskab I forbindelse med beskrivelsen af de fem idealtyper kommer Dalberg-Larsen ind på spørgsmålet om retspolitikkens videnskabelige status og sondringen mellem retsdogmatik og retspolitik:

Efter min opfattelse er der […] god grund til at se nærmere på retspolitik som videnskab, dens kvalitetskriterier så at sige. Problemet er blot, at det ikke er enkelt og ligetil at opstille disse. Problemerne […] hænger sammen med, at det er svært - eller måske endda umuligt - at foretage et skarpt skel mellem retsdogmatik og retspolitik […] Desuden hænger problemerne sammen med, at man kan have flere forskellige opfattelser af, hvad der bør karakterisere videnskabelig retspolitik, som hver for sig er sammenhængende og velbegrundede. Endelig - og ikke mindst - hæn- ger de sammen med en grundlæggende holdning, der går ud på, at retspolitiske overvejelser ikke kan have noget egentligt videnskabeligt præg. De må i stedet betragtes som personlige, subjektive vurderinger hos den enkelte forfatter…16

Jeg indledte gennemgangen med en bemærkning om, at idealtyperne kunne vise sig nyttige i karakteristikken af Den Juridiske Ekspeditions virksomhed. Der er ikke behov for nærmere analyse her, for Dalberg-Larsen har allerede gjort arbejdet: Goldschmidt, Lindegaard og Bentzon så sig selv som tals- mænd for borgernes værdier. Grønlændernes værdier og retsopfattelser skulle være det bærende princip i udformningen af en fremtidig grønlandsk lovgivning.

16 Jørgen Dalberg-Larsen: Fem opfattelser af retspolitik som retsvidenskabelig aktivitet i historisk og aktuel belysning, i Jens Evald og Sten Schaumburg-Müller: Om retspolitik, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2002, s. 10

22 3. Retshistorisk rids 1720-1948

Om Styrelser og høje Øvrighedspersoner ved de ikke det allermindste, fordi de aldrig har kendt til saadanne, endnu mindre kender de dog til skrevne og uskrevne Love, Forrettigheder eller Sædvaner, men lever ene og alene paa deres Vis, eller for at udtrykke det bedre, efter hvad Himlens og Jordens Herre har indblæst og indgivet dem fra Naturen; de er alle til Hobe lige store Herrer og Mestre, og de leve helt lovmæssigt endskønt ingen Vedtægter hindre dem i at være anderledes.17

Således skriver den hollandske skipper Lourens Feykes Haan i 1720 i sin topografiske skildring om indbyggerne i Vestgrønland.18 Trafikken af hollandske skibe til Davisstrædet og Grønland var livlig i begyndelsen af 1700-tallet, og Haan kendte de grønlandske farvande fra sine fangst- og handelstogter. I årene 1719-1726 var han ansat i rederiet Jacob Wynkoop en Zoon, det første kendte Davisstræde-rederi i Amsterdam.19

Haans skrift indeholder den første kendte beskrivelse af Vestgrønland og dets indfødte befolkning. Mig bekendt er Haans skildring af vestgrønlæn- dernes retstilstand den første af sin art. Når Haans skrifter er kendt i dag, skyldes det historikeren Louis Bobé, der i begyndelsen af 1900-tallet op- dagede den dengang upåagtede hollandske grønlandsskippers skrifter. Det er også Bobés fortjeneste at have fået skriftet oversat til dansk. Haans skrift, fortæller Bobé, er blevet til på foranledning af bog- og søkorthandleren Gerard van Keulen i Amsterdam, der også har forfattet skriftets forord.

17 Lourens Feykes Haan: Beskrivelse af Straat Davids tilligemed sammes Indvaaneres Sæder, Skikkelse og Vaner, som ogsaa deres Fiskefangst og andre Handlinger, kommenteret og oversat af Louis Bobé, Særtryk af Det grønlandske Selskabs Skrifter, 1914, s. 18 18 Lourens Feykes Haan: Beskrivelse af Straat Davids tilligemed sammes Indvaaneres Sæder, Skikkelse og Vaner, som ogsaa deres Fiskefangst og andre Handlinger, kommenteret og oversat af Louis Bobé, Særtryk af Det grønlandske Selskabs Skrifter, 1914, Louis Bobé, forordet, s. 3 19 Lourens Feykes Haan: Beskrivelse af Straat Davids tilligemed sammes Indvaaneres Sæder, Skikkelse og Vaner, som ogsaa deres Fiskefangst og andre Handlinger, kommenteret og oversat af Louis Bobé, Særtryk af Det grønlandske Selskabs Skrifter, 1914, Louis Bobé, forordet, s. 2

23 Haans beskrivelser demonstrerer, at ”Søfolkene mere tage Sigte paa det Saglige, end paa den pyntelige og højtravende Stil”, bemærker Gerard van Keulen i forordet, men den saglige stil til trods ledsages beskrivelserne ikke desto mindre af en del værdiladede betragtninger. Landets indbyggere er fredsommelige, men de er også ualmindelig grusomme og tyvagtige, mener Haan:

Disse Hedninge eller Vilde leve meget endrægtig og fredsommeligt indbyrdes og man sporer blandt dem ikke den allermindste Trætte eller Fjend- skab. I saa Henseende tjener de de Kristne, Gud bedre det, til Forbillede, ja snarere overgaar dem. Det er ogsaa den eneste Dyd, der kan benævnes saa, som de ejer, men derimod kan man ikke lide paa dem i nogen Hen- seende, eftersom de er særlig og ualmindelig tyvagtige og grusomme, hvorom mangfoldige Rejser vidner […] Indbyrdes er de overordentlig paali- delige, men naar de kommer til os for at handle, har vi Argusøjne højst fornødent for blot at hindre dem i at stjæle.20

Skriftets syv kapitler omhandler geografiske, zoologiske, botaniske og etnografiske forhold. Skriftets afsluttende kapitel indeholder fortællinger om grønlændere, der i perioden 1704-1716 angiveligt skulle have begået drab på hollændere og tyverier mod hollandske skibe. De grusomme grønlændere besidder dog også nogle rosværdige egenskaber, der er egnet til at fremkalde misundelse, påpeger Haan: ”Det var et ønske, at vi levede saa strængt, saa kysk og ærbart et Liv, som Hedninger og Vilde giver os Forbilleder nok paa, men vi skal for visse Aarsagers Skyld lade det blive og bero herved for nærværende”.21

Det lille skrift var det andet i rækken fra Haans hånd. På Gerard van Keulens opfordring havde Haan nemlig året forinden fået udgivet en besejlingsvejledning over Davisstrædet. Titlen var Beschryving van de Straat Davids, van de

20 Lourens Feykes Haan: Beskrivelse af Straat Davids tilligemed sammes Indvaaneres Sæder, Skikkelse og Vaner, som ogsaa deres Fiskefangst og andre Handlinger, kommenteret og oversat af Louis Bobé, Særtryk af Det grønlandske Selskabs Skrifter, 1914, s. 17 21 Lourens Feykes Haan: Beskrivelse af Straat Davids tilligemed sammes Indvaaneres Sæder, Skikkelse og Vaner, som ogsaa deres Fiskefangst og andre Handlinger, kommenteret og oversat af Louis Bobé, Særtryk af Det grønlandske Selskabs Skrifter, 1914, s. 18-19

24 Zuydbay, tot om het Eyland Disko. Als meede van de Z.O. bogt tot door het Waygat.22Haans besejlingsvejledning, der udkom året før Hans Egedes ankomst til Grønland, var forsynet med så gode oplysninger om kurser, distan- cer, klipper og skær, at den var medbestemmende for Egedes beslutning om at gå i land på 64 grader for at anlægge sin koloni der. Placeringen af Grøn- lands hovedstad Nuuk er således et resultat af Haans indsats.23 Den tredje grønlandsrelaterede udgivelse fra Haans hånd var et kort over Davisstrædet.

Beskrivelserne i det lille topografiske skrift vidner om Haans gode iagttagel- sesevne. Når Haan overhovedet kunne skrive så indlevende om landet og dets indbyggere, må det skyldes, at han har betragtet grønlænderne med mere end blot handelsmæssig interesse. Nysgerrigheden over for det fremmedartede, lysten til at lære indbyggerne nærmere at kende samt interessen for at beskrive det, han så, må et langt stykke hen ad vejen have over- skygget hans kommercielle interesse. Iagttagelsen vedrørende grønlænder- nes retstilstand antyder, at mødet mellem Haan og grønlænderne må have været mere indgående end det, opdagelsesrejsende som John Davis, Martin Frobisher og David Danell tidligere havde kunnet præstere.

Hans Egede om den grønlandske retstilstand Hans Egedes beskrivelse af grønlændernes retstilstand i Det gamle Grøn- lands nye Perlustration fra 1741 hører ligesom Haans skrift til blandt de tidligste kendte skriftlige vidnesbyrd, vi kender. Egede skriver følgende:

Ihvorvel Grønlænderne ey have Øvrighed ej Lov ey Orden eller nogen slags disciplin, saa ere de dog ey aldeles uden Lov, jeg meener Rygges-løsse; men deres gode Naturel er dem i Steden for en Lov, og af den leedes og føres de til nogenleedes udvortes Sædelighed og Skikkelighed. Det er at forundre over, hvor eenige og eendrægtige de leve med hinanden; thi Kiv og Striid, Had og Eftertragtelse fornemmer man sielden til hos dem.

22 Lourens Feykes Haan: Beskrivelse af Straat Davids tilligemed sammes Indvaaneres Sæder, Skikkelse og Vaner, som ogsaa deres Fiskefangst og andre Handlinger, kommenteret og oversat af Louis Bobé, Særtryk af Det grønlandske Selskabs Skrifter, 1914, Louis Bobé, forordet, s. 2 23 Lourens Feykes Haan: Beskrivelse af Straat Davids tilligemed sammes Indvaaneres Sæder, Skikkelse og Vaner, som ogsaa deres Fiskefangst og andre Handlinger, kommenteret og oversat af Louis Bobé, Særtryk af Det grønlandske Selskabs Skrifter, 1914, Louis Bobé, forordet, s. 3. I sin skrivelse af 3. marts 1721 henviste Det ber- genske Kompagni til Haans bog.

25 Og om endskiønt nogen kand have en ond Villie til en anden, saa lader hand sig dog ikke merke, men af stor Undseelse for hinanden, understaae sig ikke offentlig at angribe ham med skiælds Ord eller Slagsmaal, saasom de og ikke heller have nogen slags Maade eller Ord at skiælde paa hinanden med. Vel er det en og anden gang skeed, at et extreme malitieus Menniske, af et forborgen Had, har dræbt en anden, sligt anseer de andre med største Koldsindighed, uden at straffe eller tage sig det til Hierte. Allene den dræbtes næste Paarørende hevner det om hand kand og han seer sig Mand dertil.

Anden Justiz viide de intet af. Men over de saa kallede Hexe-Kierlinger, eller de som indbilde sig med deres Hexen, at kunde dræbe dem, de ere vrede paa og udviise stor Iver og Hevngierrighed, ja uden Barmhiertighed myrde og masacrere dem, foregivende Sligt skeer med rette, efterdi de ere ikke værdige at leve, som hemmelig skade andre, og skaffe dem af Veyen. Tyverie fordrager de ikke heller indbyrdes iblant dem self, og sielden stiæle de fra hinanden, hvorfore de og ikke heller har behov at forsvare deres Sager inden Laas og Lukkelser, men lader det ligge aaben for enhver, uden Frygt at nogen skal stiæle eller tage det ringeste deraf.

Ja denne Udyd er saa afskyelig hos dem, at dersom en Pige stiæler, mister hun derover et got Giftermaal; men at stiæle fra os, som Fremmede, giøre de sig ingen Betenkning om; dog siden vi have boet saa lenge i Landet hos dem, og nu af dem ere anseedte ligesom Landets Indbyggere, har de omkring boende Naboer undseet sig for at stiæle fra os mere.24

Egedes beskrivelse af grønlændernes lov og orden er ligeså åbenhjertig som den er kategorisk. Grønlænderne har nemlig hverken lov, orden, disciplin eller øvrighed! Helt ryggesløse er de dog ikke, for deres ”gode naturel” sikrer, at de trods alt kan opretholde et nogenlunde sædeligt og skikkeligt liv. Begås et mord, betragtes gerningen med største koldsindighed af alle andre end den dræbtes nærmeste pårørende, noterer Egede. Tyveri blandt grøn- lænderne indbyrdes accepteres ikke, men tyverier fra fremmede volder ikke grønlænderne nogen betænkeligheder, advarer han.

24 Hans Egede: Det gamle Grønlands nye Perlustration, kapitel X, Grønlændersnes Naturel og Sæder, 1741, s. 68-69

26 Hans Egedes koloniråd Fra Grønlands nye Bebyggelse 1721, blev anordnet et Raad, for hvilket min Fader var Overhoved; men da han forlod Landet ophørte Raadet, og enhver giorde, hvad han selv fandt for got. Landets Egne behøve ingen Øvrighed, de følge Naturens Love, hvorved de giøre mange af vore didkomne Christne til Skamme; dog blev der i Aaret 1782 den 19 April indgiven en ny almindelig Instrux, der er at ansee som Landets Lov, hvorefter enhver maae rette sig, saa længe han opholder sig der i Landet.25

Sådan fortæller Poul Egede i sin Efterretninger om Grønland fra 1788. Med andre ord: Mens kolonirådet eksisterede, herskede der ordnede forhold i Vestgrønland, men da Hans Egede forlod landet i 1736, indtrådte der en tilstand af anarki. Instruksen af 1782 sørgede igen for lov og orden.

Hvad var det for et råd, Hans Egede var overhoved for, og hvilken retlig bemyndigelse havde det? Spørgsmålet er ikke helt uinteressant, for dersom rådet havde en form for judiciel autoritet, må der være tale om den første formaliserede retsinstans i Grønland efter koloniseringen. Hans Egede er ikke særlig meddelsom, når det gælder året 1721. Vi får blot dette at vide:

Der nu alting var klart til Reisen, blev det til Reisen hyrte Mandskab for- samled paa Skibet Haabet, den 2 May, hvor de, efter at Artiklerne vare dem forelæste, bleve tagne i Eed af Stifts-Befalings-Manden, i Nærvæ- relse af mange respective Mænd, saavel som af Compagniets Interessen- tere, som andre. Og som jeg, i Mangel af en habilere Person paa den Tid, maatte paatage mig, at være Over-Hoved for Raadet og de udsendte Folk, maatte jeg og aflægge mig Aller-underdanigste Troskabs-Eed, det Embede betreffende.26

Ordene, der stammer fra Hans Egedes indberetning til Missionskollegiet, er skrevet i forbindelse med afrejsen fra København den 2. maj 1721. Egede nævner ved flere lejligheder kolonirådet i indberetningerne de følgende år, men rådets retlige virksomhed refereres der ikke til. At indberetningerne er tavse på det punkt betyder ikke, at rådet ikke tager sig af retssager. Den rette

25 Poul Egede: Efterretninger om Grønland uddragne af en Journal holden fra 1721 til 1788, Kiøbenhavn, 1788, s. 261 26 Hans Egede: Omstændelig og udførlig Relation angaaende den Grønlandske Mis- sions Begyndelse og Fortsættelse, Kjøbenhavn, 1738, s. 27-28

27 kilde her er nemlig ikke indberetningerne til Missionskollegiet, men rådets forhandlings- og justitsprotokol. I forbindelse med udarbejdelsen af Hans Egede-biografien Hans Egede, Grønlands missionær og kolonisator (Bobé, 1944) gennemgik historikeren Louis Bobé de nævnte protokoller.27

Følgende spektakulære, og for de danske væbnede styrker lidet flatterende sag, stammer fra Bobé og udspiller sig i ”besættelsestiden”, da guvernør Paars og kommandant Landorph var udstationeret i Grønland for at forsvare danske interesser mod hollænderne. Den prekære sag er et eksempel på, hvad kolonirådets medlemmer ind imellem måtte lægge ryg til:

En aften i januar, da begge havde drukket meget brændevin, yppede Landorph, der var overmaadig drukken, klammeri med guvernøren, over- faldt ham med de råeste skældsord og talemåder, rev parykken af hans hoved og trampede på den, kastede ham over sengen og slog ham både blå og blodig. Da den mishandlede guvernør havde samlet sig nogenlunde, dikterede han Landorph civilarrest i kongens navn, hvad kaptaj- nen dog ikke ænsede. Hovedårsagen til slagsmålet var denne gang ikke den sædvanlige strid om forrang og myndighedsspørgsmål, men skinsyge. Tvistens æble var jomfru Anna Dorothea Titius.28

Som det fremgår, gik det ikke stille af, når de to kombattanter tørnede sammen. Grønland blev snart derefter igen afmilitariseret, så freden kunne gen- oprettes. Det skete i 1730, da Paars og Landorph forlod Grønland med deres soldater. Forinden havde kolonirådet haft endnu en sag på bordet. Denne gang drejede sagen sig om noget langt alvorligere, nemlig mytteri. Den 7. januar 1729 var rådet således samlet ”for at examinere en Snak, som en Sergiant havde førdt i manges Paahør, og havde Udseende til et hemmelig Mytterie iblant Soldaterne”.29

Hans Egede fortæller forhistorien: ”Man havde vel tilforne hørt nogen Snak, som dog ikke var at reflectere paa, nemlig, at der skulle have været dem,

27 Louis Bobé: Hans Egede, Grønlands Missionær og Kolonisator, Meddelelser om Grønland, bind 129, nr. 1, C.A. Reitzels Forlag, København, 1944 28 Louis Bobé: Hans Egede, Grønlands Missionær og Kolonisator, Meddelelser om Grønland, bind 129, nr. 1, C.A. Reitzels Forlag, København, 1944, s. 143 29 Hans Egede: Omstændelig og udførlig Relation angaaende den Grønlandske Mis- sions Begyndelse og Fortsættelse, Kjøbenhavn, 1738, s. 249-250

28 som havde sagd om Gouverneuren og mig, at vi skulle være de første som de vilde giøre Ende paa; men man kunde ikke udfritte Sandheden derom, hverken af Sergianterne eller de andre, uden een eeneste Person, som havde staaet uden for Huset, hvor Soldaterne vare inde, og hørte dem have slig Discours for sig. Aarsagen, hvorfore de var mig saa ugunstige, skulle være denne, at de ansaae mig som en Hoved-Aarsag dertil, at de og flere vare komne der til Landet, hvor de dog havde vented sig bedre Accommodation og mindre Travallie, end som de siden ved Ankomsten forefandt”.30

Rådet var forsamlet igen den 10. januar, hvor ”førermeldte Sergiant blev forekaldet, at sige, hvad han vidste om Soldaternes Væsen, som kunde give Suspicion til ond Paafølge”.31 Sergenten kunne bekræfte et forlydende om, at en soldat ved navn Hagemand skulle have truet med at dræbe enten guvernør Paars eller Hans Egede, ”hvorfore han [Hagemand] og nu, efter Gouverneurens Ordre, blev fængslig arrestered”.32 Den 14. januar fortsatte afhøringerne, ”hvor da alle bekræftede de foriges Udsigende, betræffende Soldaternes slemme førdte Talemaader. I særdeleshed vidnede de, at all deres Ondskab og onde Ønsker gik ud over mig.” Den 26. januar afhørtes endnu en gang vidner i mytterisagen.

Guvernør Paars’ instruks Med guvernør Paars´ ankomst til Grønland i 1728 fulgte en særlig instruks. Om denne instruks skriver Louis Bobé bl.a. dette:

Instruxen for Guvernør Paars og det ham sideordnede Raad indprenter først og fremmest Udøvelse og Udbredelse af den rene lutherske Lære. Raadet skulde bestaa af Guvernøren, Kaptajn Landorph som Kommandant paa det Fort, der blev anlagt, Hans Egede, Lieutenant Reichardt og de andre ved Kolonien værende Officerer, Overkøbmanden, Bogholderen og Assistenten. De var efter forudgaaende Tilsigelse fra Guvernøren pligtige til at samles mindst to Gange ugentlig for at overveje og tage Beslutning om alt, hvad der kunde tjene til Koloniens Bedste, endvidere bemyndiget

30 Hans Egede: Omstændelig og udførlig Relation angaaende den Grønlandske Mis- sions Begyndelse og Fortsættelse, Kjøbenhavn, 1738, s. 250 31 Hans Egede: Omstændelig og udførlig Relation angaaende den Grønlandske Mis- sions Begyndelse og Fortsættelse, Kjøbenhavn, 1738, s. 250 32 Hans Egede: Omstændelig og udførlig Relation angaaende den Grønlandske Mis- sions Begyndelse og Fortsættelse, Kjøbenhavn, 1738, s. 251

29 til at dømme i alle Tvistigheder, som ikke angik Liv og Ære, i hvilke Tilfælde Sagen maatte behandles og paa-ankes, og dens Akter med før- ste Lejlighed nedsendes til Admiralitetet til nærmere kongelig Resolution. Var Forseelsen begaaet mellem Koloniens Folk, skulde de dømte hjem- sendes for her at lide deres Straf. Hvis Grønlændere var indblandet i Sagen, kunde Dommen fuldbyrdes i Landet efter forud indhentet kgl. Resolution. Alle Militærpersoner skulde dømmes efter Krigsartiklerne. Guvernøren og Raadet fik indskærpet god Enighed og Forstaaelse og indbyrdes sømmelig Respekt.33

Som det fremgår, indeholder instruksen også en ”grønlænderparagraf”. Rådet havde bemyndigelse til at dømme i sager, der involverede grønlændere, men man må gå ud fra, at disse sager i lighed med sager, der senere hen regu- leredes af 1782-instruksen, først og fremmest handlede om forholdet mellem grønlændere og handelen, ikke om forholdet mellem grønlændere indbyrdes. Man bemærker endvidere, at Hans Egede nævnes som et af medlemmerne af guvernør Paars´ råd.

Det er nærliggende at tro, at guvernørens råd trådte i stedet for det oprindelige koloniråd, samt at Hans Egede har måttet overlade pladsen som rådets formand til Paars. I den periode, Paars opholdt sig i landet, erstatter Hans Egede i al fald sit sædvanlige notat ”jeg forsamlede rådet” med notatet ”rådet forsamledes”, og i april 1729 skriver han: ”Den 4de loed Gouver- neuren Raadet samle”.34

Med hensyn til indhold svarer Paars´ instruks i store træk til principperne i 1782-instruksen. Hvorvidt guvernør Paars´ instruks afløste en tidligere eksisterende instruks, er lidt uklart, men man må gå ud fra, at Hans Egede, da han rejste fra København, i lighed med, hvad der senere var tilfældet for Paars, med sig bragte et sæt retningslinjer omhandlende lovovertrædelser.

Disse retningslinjer kan meget vel have været identiske med de af Hans Egede nævnte artikler, der skulle tages i ed forud for afrejsen i 1721. Samme artikler bliver læst op på ny den 31. august efter ankomsten til Håbets Ø:

33 Louis Bobé: Hans Egede, Grønlands Missionær og Kolonisator, Meddelelser om Grønland, bind 129, nr. 1, C.A. Reitzels Forlag, København, 1944, s. 131 34 Hans Egede: Omstændelig og udførlig Relation angaaende den Grønlandske Mis- sions Begyndelse og Fortsættelse, Kjøbenhavn, 1738, s. 268

30 ”Efter Prædiken bleve de Allernaadigst medgivne Artikler oplæste, og enhver om sin Pligt og Skyldighed paamindt”.35

Missionærernes selvbestaltede justits Beretningerne fra 1700-tallet indeholder flere historier om grønlændere, der udsættes for retshåndhævelse fra missionærernes side; en retshåndhævelse, der vel at mærke ikke handlede om grønlændernes forhold til handelen eller til hinanden, men om deres forhold til missionærerne og den kristne Gud.

Denne justits, der udøvedes i et den kanoniske rets ingenmandsland mellem civilsamfund og kongemagt, begrundedes fra missionærernes side med henvisning til Gud. Historierne, som vi bl.a. finder omtalt af Hans og Poul Egede, drejer sig i mange tilfælde om angakokkers udøvelse af shamanisme. Missionærernes magtudøvelse rettede sig mod de ”heksemestre”, der trodsede den kristne øvrigheds forbud mod at praktisere angakokkunsten.

At missionærerne anvendte alle til rådighed stående midler mod angakokkerne overrasker ikke, for missionærerne ønskede at erobre den position, angakokkerne besad. Angakokkerne var med Poul Egedes ord missionærernes ”kontraparter”. Missionærerne afvendte ofte voldstrusler for at få angakokkerne til at makke ret. Her fortæller Hans Egede:

Udi et af Husene, hvor jeg den 9 Febuarii læste for dem, begegnede mig denne Fortræd, nemlig: Iblant andre Fremmede, som vare komne for at besøge disse, var ogsaa én, som var en ret Skalk og Skarn, og ved sin Skalkhed og Aberie, med Ord og Gebærder, søgte at føre de andre fra den sædvanlige Skikkelighed og Agtpaagivenhed der jeg læste for dem, saa mange af dem bluedes ved at høre paa hvad jeg kunde sige dem om Gud. Jeg blev meget fortrøden paa den Skalk, og de som lod sig forføre af ham. Og for at skrecke dem fra deres Modvillighed, truede jeg dem dermed, at i Stæden for os, skulle der komme mange grumme Folk der til Landet, for at holde dem i Tugt og Ave, slaae dem ihiel som vare Modvillige og bespot- tede Gud. Denne Trudsel jagede og en Skrek i dem, saa de siden komme og undskyldte deres Forseelse, og bad, at vi icke vilde giøre dem ondt, lovede derhos, herefter at være skickeligere. Men det blev icke der ved; thi

35 Hans Egede: Omstændelig og udførlig Relation angaaende den Grønlandske Mis- sions Begyndelse og Fortsættelse, Kjøbenhavn, 1738, s. 33

31 Dagen derefter havde een af de eenfoldige Giecke der i Huset, begiært af forommelte Gøglere som var en Angekok og Hexen-Mester, at han ved sin Konst vilde forhielpe ham til nogen Lycke udi hans Næring, som eller ickun var slet, og gav ham derfore nogle Fugle-Felle til Betalning. Han var strax færdig, og begyndte at mumle, efter deres Sædvane. Jeg straffede ham derfor, og sagde, han var en Løgnere, der intet kunde formaae; men Gud, som er Himmelens og Jordens Skabere, formaaede alleene at giøre sligt: hannem skulde de paakalde om Næring, og alt hvad de behøvede. Men uagted denne min Correction og Formaning, blev han dog ved sit Aberie; hvorfore jeg anstillede mig, som jeg blev meget vred, fik fat paa en Kiæp, og loed, som jeg vilde slaae ham dermed. Han blev herover meget bange, loed fare sit Giøglerie, gik ud af Huset, og foer sin Vej.36

Angakokkens forseelse blev ikke behandlet i kolonirådet. Der var ingen forhør, ingen vidneforklaringer, ingen vota, ingen strafudmåling. For mis- sionæren eksisterede magtens tredeling ikke, han var den lovgivende, døm- mende og udøvende magt i én og samme person. Justitsen udøvedes her og nu og straffen faldt prompte. Ud over truslen om fysisk afstraffelse blev de formastelige, som det fremgik af citatet ovenfor, også ind imellem truet på livet. Her er endnu et eksempel:

Jeg besøgte dem alle, og gik Telt for Telt, og underviiste dem om Gud; hvilket mange vel med temmelig Attention paahørdte, men nogle holdt for Giæckerie, og loe der ad; hvor iblant og én, der jeg talede om Chrisi Tilkommelse til Dommen, faldt mig ind i Talen, og sagde, at det var icke sandt som jeg fortaldte; thi én af deres saa kaldede Angekuter, der han i Vinter hexede, havde taled med Maanen, som sagde, at Himmelen skulde icke falde ned. Og som samme Hexen-Mester var ogsaa der i Nærværel- sen, loed jeg hannem kalde, og straffede hannem, fordi han ved sin Løgn og Aberie fixerede de andre; men han vilde icke tilstaae det, befrygtende, at jeg skulle giøre ham noget ondt; thi jeg havde før trued dem, at de som gave sig ud for Angekut, og bedrog andre, dem skulde vi slaae ihiel, hvis de icke vilde afstaae fra deres Skalkhed og Bedragerie.37

36 Hans Egede: Omstændelig og udførlig Relation angaaende den Grønlandske Mis- sions Begyndelse og Fortsættelse, Kjøbenhavn, 1738, s. 128-129 37 Hans Egede: Omstændelig og udførlig Relation angaaende den Grønlandske Mis- sions Begyndelse og Fortsættelse, Kjøbenhavn, 1738, s. 143

32 Fra tid til anden rettede magtudøvelsen sig også mod andre end angakokker. Her er det eksempelvis en vrangvillig vejviser, det går ud over:

Men der vi skulde fare fra Landet, vilde Grønlænderen, som vi brugte som Vejvisere, icke følge med, befrygtende, at det vilde icke gaae vel af for os, hvorfore jeg med Magt loed bære ham i Chaloupen; thi uden hannem kunde vi hverken finde ret Vej, ej heller træffe der hvor Folk boede.38

I særligt alvorlige tilfælde blev forbryderen arresteret og afstraffet. Poul Egede fortæller her om angakokken Elik, der over for sine landsmænd angiveligt skulle have luftet en plan om at angribe kolonien og slå indbyggerne ihjel:

Iblant vore Naboer her paa Øen fandtes og en Angekkok, som hedde Elik. Denne lod sig forlyde med, at det var en let Sag at udrydde de Fremmede Kablunakker, som var komne til deres Land. Vore Folk vare næsten alle ude paa deres Handels Togte, Nord og Syd, og de tilbageværende kunde let dræbes, og deres skiønne Eiendomme og Handels Vahre saaledes blive et fedt Bytte. Min Fader fik dette at viide af en liden Dreng, som havde hørt paa denne Tale. Han holdt det for raadeligst at forekomme den, og at indjage dem Skræk, tog derpaa hen til dem med 7 bevæbnede Mænd, og uagtet jeg endda kunde agtes for en Dreng, fik jeg og min Bøsse. Vi kom derhen og saae strax Elik, som blev giort til Fange og bragt i Slup- pen. Hans Broder tog til sin Lanse, Qvinderne omringede mig og holdt mig fast. En af Mændene rev Bøssen af mine Hænder, og sagde, dersom min Fader ei slap Elik, skulde jeg blive hos dem. Matroserne, som blev dette vaer, reve mig strax løs af deres Hænder med deres Sabler, hvorpaa vi forføyede os bort med vor Fange, som holdt ved at hexe og mumle for sig selv den heele Vei. Da vi kom hiem fik han nogle Rap af en Tamp, og blev sat i Bøien.39

I sager om fx ægteskab, vold mod kvinder, polygami og barnedrab var mis- sionærernes intervention mere tilbageholdende. Her nøjedes man med en

38 Hans Egede: Omstændelig og udførlig Relation angaaende den Grønlandske Mis- sions Begyndelse og Fortsættelse, Kjøbenhavn, 1738, s. 139 39 Poul Egede: Efterretninger om Grønland, Kiøbenhavn, 1788, s. 21-22. At få tamp og blive sat i bøjen var almindelige afstraffelsesmetoder ombord på skibe i 1700-tallet. En bøje er en ankelring med kæde.

33 kristen formaning og håbede så på, at den formastelige ville forbedre sig. Når missionærerne indtog en moralsk snarere end en juridisk attitude, hænger det sammen med, at grønlænderen i den slags sager ikke var i direkte konflikt med hverken handelen eller missionen; sager af den nævnte type handlede om grønlænderes forhold til hinanden. Her fortæller Poul Egede om et besøg hos en grønlandsk kvinde, der angiveligt havde været udsat for vold:

Udi et af Husene fandt [jeg] en bedrøvet Kone med blaaslagne Øine; jeg sluttede strax, at hendes Mand havde giort det, men spurgte hende dog om Aarsagen, som hun dog ei vilde ud med, men en anden sagde, at det kom deraf, at hun var misfornøiet over, at hendes Mand vilde have en Medhustru. Da Manden kom, talede jeg ham til derfor, hvortil han selv ei svarede, men en anden tog hans Partie, roste sin egen Kone for hendes gode Gemytte, at hun aldrig var vred, fordi han elskede fremmede Qvinder; hun havde bedet ham selv at tage saa mange han vilde have.40

Poul Egede nøjes med at give den formastelige en irettesættelse, og hændelsen får ingen yderligere konsekvenser. En grønlandsk mand, der over for Poul Egede beretter, at han har ombragt et spædbarn, bliver heller ikke retsforfulgt:

Her var en inderlig bedrøvet Enkemand, som havde bagaaet den Misgierning at kaste sit nyfødde Barn ned af en høi Klippe med lukte Øine, for ei at see dets Endeligt. Jeg talte ham ømmelig til; men han undskyldte sig med, at da Moderen var død, var der ingen, som kunde give det at die. Det maatte da døe langsom, men sagde han med Væmodighed, her skeede det hastig.41

Tyveri begået af en grønlænder mod handelen blev betragtet som en forbrydelse, men gik tyveriet ud over andre landes handelsfolk, fx hollændere, synes en moralsk formaning at have været tilstrækkelig. Her fortæller Poul Egede historien om en grønlænder, der ombord i et hollandsk skib havde stjålet en bibel:

40 Poul Egede: Efterretninger om Grønland, Kiøbenhavn, 1788, s. 123-124. På det pågældende sted i teksten skriver Poul Egede i en fodnote: ”At slaae sin Kone, agtes ei at være ilde giort, naar hun er arrig og ulydig; derimod høist lastværdigt, om en Mand vilde slaae sin Tienestepige; thi det heder: Konen er min egen, men Pigen sin egen”. 41 Poul Egede: Efterretninger om Grønland, Kiøbenhavn, 1788, s. 107

34 Da jeg lastede ham for at han havde taget en andens Tilhørende imod hans Villie, gav han først til Svar: at hans Sprog [altså hollænderens] var uforstaaelig, siden at de vare rige, og havde mangfoldige Ting. De [grøn- lænderne] tager derfor ofte om Bord til dem, uden at have det mindste med sig, og giøre intet af at tage hvad de kan komme til at snappe. Deres [hollændernes] Vahrer, sige de, er saa behagelige, at deres Hænder føres derhen, og vil endelig tage fat derpaa. Mig selv, har Een svaret, da jeg spurgte, hvorfor han hastede, og hvor han skulde hen: Jeg vil hen til Ski- bet og stiele en Skiorte og et par Buxer fra Taassen. I kan tale med os, men han ikke; det var Aarsagen, at han ei tog Betænkning at stiele fra ham.42

Af sager om tyveri mod den danske handel er der i perioden frem til 1782 kun rapporteret få tilfælde. I 1742 skete det første rapporterede indbrudstyveri. Sagen drejede sig om en dreng, der havde stjålet brød fra provianthuset i Jakobshavn.43

Ti år senere kunne handelsassistenten Peder Olsen Walløe i sine dagbøger fortælle om et tyveri begået af nogle grønlændere under Walløes rejse i 1752,44 og det næste indbrud, der berettes om, forgik ved Upernavik i 1778, hvor en grønlænder brød ind i pakhuset og stjal en måtte tobak.45 På købmandens foranledning klarede den formastelige frisag under henvisning til vedkommendes beskedne indtjeningsmuligheder, der ikke mulig- gjorde en tilbagebetaling. I 1781 og 1782 rapporteredes der om tyverier fra Qerrortusoq og fra Nipisat ved Holsteinsborg.46 I begge tilfælde begrun- dede hvalfangerassistenten de begåede indbrud med, at de var udøvet af trang.

42 Poul Egede: Efterretninger om Grønland, Kiøbenhavn, 1788, s. 136 43 Finn Gad: Fire detailkomplekser i Grønlands historie 1782-1808, Nyt Nordisk Forlag, København, 1974, s. 148 44 Louis Bobé: Peder Olsen Walløes Dagbøger fra hans Rejser i Grønland 1739-1753, Gad, København, 1927, s. 102. Walløe skriver den 10. august 1752 følgende: ”Samme dag kom vi i Trætte med nogle Grønlændere, som stial adskilligt fra mig, men tvang dem dog til at tilbagelevere det”. 45 Finn Gad: Fire detailkomplekser i Grønlands historie 1782-1808, Nyt Nordisk Forlag, København, 1974, s. 148 46 Finn Gad: Fire detailkomplekser i Grønlands historie 1782-1808, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København, 1974, s. 149

35 De få rapporterede sager kan give anledning til at tro, at tyveriernes omfang i den pågældende periode har været ret så beskedent, men mørketallet er formentlig stort. Er der blevet begået tyveri, og er det stjålne blevet erstattet, er der ikke altid blevet en sag ud af det.

Henric Christopher Glahn om grønlandsk ret Henric Christopher Glahn (1738-1804) var missionær i Grønland i perioden 1763-1769. Den engagerede og fremsynede Glahn beskæftigede sig bl.a. med spørgsmålet om grønlændernes retstilstand. Grønlandspræsten Hother Ostermann, der i 1921 udgav Glahns dagbøger, skriver om Glahn: ”Glahn var på flere måder forud for sin tid (…) ligeledes var han vistnok den første, som påpegede nødvendigheden af en ”Lov for Grønlænderne, hvortil udfordres den nøyagtigste Kundskab om deres Gemyts Beskaffenhed, deres Skikke, Sædvaner og Vedtægter, hvilke Lovgiverne, som jeg synes, bør lægge, hvor de kan, til Grund”.47 De af Glahns dagbøger, vi får adgang til gennem Ostermanns udgivelse, indeholder dog ikke meget, der peger i retning af Glahns tanker vedrørende udformningen af en grønlandsk lov. Det er således vanskeligt alene med henvisning til dagbøgerne at finde belæg for Oster- manns - ganske vist lidt forsigtige - påstand om, at Glahn skulle have været den første, der påpegede nødvendigheden af en lov for grønlænderne. En ledetråd efterlader Ostermann dog, for på det pågældende sted i Oster- manns tekst har denne indføjet noten: Skriv. til missionskoll. 20/7 1767. I sin dagbog for året 1767 nævner Glahn imidlertid intet om, at han i juli måned skulle have sendt en skrivelse til missionskollegiet indeholdende en sådan opfordring. Ostermann har angiveligt fået kendskab til Glahns skrivelse ved at studere missionskollegiets forhandlingsprotokol fra det pågældende år. I bogen Anmærkninger over Hr. David Crantzes Historie om Grønland (1771) leverer Glahn imidlertid dette udsagn:

Imidlertid ønsker vi og flere med os, at den tid snart måtte komme, da Grønland måtte få en skreven lov, og at Gud selv ville udse sådanne mænd til at lave udkast til den, som foruden styrke i sproget besad en kundskab om grønlænderne og deres skikke, erhvervet ved læsning, erfaring

47 Hother Ostermann: Missionær i Grønland Henric Christoffer Glahn, Dagbøger for Aarene 1763-64, 1766-67 og 1767-68, København, 1921, indledning, s. XI

36 og eftertanke. Thi disse skikke må efter vores skøn lægges til grund alle vegne, hvor de kan lægges.48

Hvem Glahn med ordet ”vi” mere præcist refererer til, er svært at vide, men man må gå ud fra, at han har haft en kreds af grønlandskendere i tankerne; en af disse mænd kan meget vel have været Poul Egede. Der er nok ingen tvivl om, at Glahn også har set sig selv som tilhørende den kreds, som han forestillede sig, Gud ville udse til opgaven.

Glahns synspunkt om at lægge grønlændernes skikke til grund for en skreven lov dukker igen op i forbindelse med Den Juridiske Ekspedition, men synspunktet har med større eller mindre styrke været til stede i debatten om grønlandsk ret lige siden Glahns tid. At Glahn, som Ostermann antyder, skulle have været en foregangsmand for tanken om at indføre en lov baseret på grønlændernes retsskikke, er der ingen tvivl om, men han var ikke den allerførste, der formulerede tanken. Ophavsmanden var såmænd en snus- fornuftig købmand i Grønland, Lars Dalager.

Lars Dalager om grønlændernes vedtægter Lars Dalager (1715-1772) var ansat som købmand i kolonierne ved henholdsvis Frederikshåb og Godthåb, indtil han efter seksogtyve års grønlands- tjeneste i 1767 vendte tilbage til Danmark. Dalagers skrift Grønlandske Relationer: Grønlændernes Liv og Levnet, deres Skikke og Vedtægter blev genudgivet i en kommenteret udgave i 1915 af Louis Bobé.

Dalagers skrift er blevet til i løbet af vinteren 1751 og foråret 1752, men det udkom først nogle år senere, formentlig i 1758, mener Bobé.49 Skriftets fuldstændige titel er: Grønlandske Relationer: Indeholdende Grønlændernes Liv og Levnet, Deres Skikke og Vedtægter samt Temperament og Supersti- tioner, tillige nogle korte Reflectioner over Missionen, sammenskrevet ved Friderichshaabs Colonie i Grønland, Anno 1752 af Lars Dalager, Kiøbmand.50

48 Mads Lidegaard: Glahns Anmærkninger, Det grønlandske Selskabs Skrifter XXX, Det grønlandske Selskab, 1991, s. 154 49 Lars Dalager: Grønlandske Relationer, Louis Bobé, Det grønlandske Selskabs Skrifter II, København, 1915, s. xiii. Bobé skriver: ”Herefter kan Dalagers Relationer ikke være udkommet tidligere end 1758; almindeligt angives Aaret urigtigt til 1752”. 50 Lars Dalager: Grønlandske Relationer, Louis Bobé, Det grønlandske Selskabs Skrifter II, København, 1915

37 Dalager betegner sin beskrivelse af grønlændernes liv og levnet som ”et kort Supplement til de Capitler i den Grønlandske Perlustration [Hans Egedes Perlustration], som handler om dend Materie”, men skriftets syn på grønlæn- derne rummer ifølge Dalager også ”en Anerkendelse af det grønlandske Folks oprindelige Samfundsorden, som Egederne og endmere deres Efterfølgere vilde udslette”.51 Dalagers skrift repræsenterer således angiveligt en alternativ og/eller kritisk historisk kilde til grønlandsk ret i 1700-tallet. Et indtryk af 1700-tallets retstilstand får man i kapitlet Om Grønlændernes Skikke og Vedtægter. Dalagers beskrivelse af grønlændernes skikke tegner et billede at det, man nu om stunder kalder retskilderne. Her beskriver Dalager fx de uskrevne love, der vedrører fund af drivtømmer:

Hvor der kommer Træer og Stokke drivendes fra Søen til Landt, da, hvo det først finder, ham er det tilhørende, omendskiønt det kunde være ved en Forstrand, hvor andre have Huus og Telt. Finderen, naar han vil beholde sin Ret, er forbunden at velte det Flod-frie op paa Landet. Er Træet svært, boxerer han det langs, og legger nogle Steen over, paa det de Forbifa- rende kand see, det ikke er naturlig Viis saaledes opskyllet af Floden; kand det løftes og bæres, reyser Finderen det op til Siden af Klippen, og giør nogle merkelige Hug deri.52

Dalager fortæller, at han, før han fik kendskab til denne artikel i landets lov, ofte selv ”bortførte afmærket Drivtømmer”, men at han efter at have været blevet gjort bekendt med reglerne ”aldrig har frataget nogen den mindste Splint”. Dalager beretter dernæst om reglerne vedrørende anskudte byttedyr:

Kaster en Grønlænder sine lette Piile i en Sæl-Hund eller noget Søe-Dyr, og det ikke døer, men løber af med Piilen, de, i fald en anden kommer og dræber det med sine Piile, tilhører det dog den første, men hvis han har brugt den ordinaire Harpun, og Linen gaaer i tu, og en anden kommer og treffer, har den først tabt sin Ret, men skyde de begge tillige, og Harpu- nerne treffe begge, deeles Dyret langs igiennem med Hud og alt.53

51 Lars Dalager: Grønlandske Relationer, Louis Bobé, Det grønlandske Selskabs Skrifter II, København, 1915, s. viii 52 Lars Dalager: Grønlandske Relationer, Louis Bobé, Det grønlandske Selskabs Skrifter II, København, 1915, s. 17 53 Lars Dalager: Grønlandske Relationer, Louis Bobé, Det grønlandske Selskabs Skrifter II, København, 1915, s. 18

38 Herefter gennemgår Dalager minutiøst alle mulige tænkelige tilfælde og de dertil hørende regler, fx: ”Kommer nogen til en anden paa Søen, som sidder og fisker, og han kun for Tidsfordriv beder, at maa holde Snøren et Øye- blik, da, hvis en Fisk imidlertid fatter paa Krogen, er den ham tilhørende” eller ”Skyder nogen først til et Rens-Dyr, og kun lidet blesserer det, og en anden siden skyder det til Døde, da er det den første tilhørende, alligevel om Huden var ikkun lidet rispet”.54 Sidstnævnte regel ”vil vi, som ere Frem- mede, ikke vel finde os udi, hvorom der ofte har været disputeret”, bemærker Dalager. Med grønlændernes tiltagende brug af flintbøsser kunne det ofte være vanskeligt at afgøre, hvem der havde nedlagt dyret. Dalagers bemærkning desangående viser, at han adskillige gange har optrådt som opmand i tvister om nedlagte dyr:

Denne Casus forefalder meget ofte, hvorudover jeg adskillige Gange er blevet ombedet at kiende herudi. Jeg har da dømt saaledes: At de, som var Interessenter af Skuddene, skulde deele Kiødet, og den iblant dem, som kunde legitimere sit Skud at være meest dødeligt, skulde tilhøre Skindet. Det første have de kundet finde sig udi, men det sidste ikke…55

Grønlændervedtægterne handler ikke kun om tvistigheder opstået under fangst og fiskeri; her er det fx inddrivelse af gæld, det drejer sig om:

Kiøber nogen af en anden kostbare Ting, som Baade, eller Flinter, og den Kiøbende ikke er i Stand at kand contentere Selgeren for den fordrede Betalning, da gives ham Credit indtil han kand præstere. Men døer Debitor forinden, nævner Creditor aldrig sit Krav. Dette er en skadelig Articul for Coloniernes Kiøbmænd, som stedse ere forbundne at give Credit, og hvorpaa jeg fornemmelig dette Aar har fristet Prøver, da mange af mine Debi- torer ere hensovede, og derover bragt mig i en temmelig Labyrinth. Thi paa den ene Side har mødt mig Handelens Forliis, og paa den anden Side Grønlændernes Vedtægter, som holde det for unaturligt at kræve en død Mand, i sær af mig, siden de have den Opinion, at jeg er et Menneske.56

54 Lars Dalager: Grønlandske Relationer, Louis Bobé, Det grønlandske Selskabs Skrifter II, København, 1915, s. 18 55 Lars Dalager: Grønlandske Relationer, Louis Bobé, Det grønlandske Selskabs Skrifter II, København, 1915, s. 19-20 56 Lars Dalager: Grønlandske Relationer, Louis Bobé, Det grønlandske Selskabs Skrif- ter II, København, 1915, s. 21

39 Som det fremgår, føler Dalager sig fanget i et dilemma. På den ene side repræsenterer han handelens interesser, på den anden må han tage hensyn til grønlændernes opfattelse af, hvad der er ret og rimeligt. Dalager for- tæller:

Herover har jeg consuleret adskillige fornemme og fornuftige Grønlæn- dere, og ladet dem kiende i Sagen. Disse have raadet mig, strax at legitimere mit Krav, men dog lade (efter deres Talemaade) Mandens Luus først døe i Graven, førend jeg skreed til Execution (…) Dette kunde være got nok, hvis Arvingerne siden vilde tilstaae Gielden; men jeg veed af Erfaren- hed, at disse søge da alle slags Udflugter…57

Problemet vedrørende betaling af gæld i tilfælde af skyldnerens dødsfald bringer Dalager til at tale om arv og skifte: ”Døer en Grønlænder, og efterlader sig Telt og Kone-Baad, da, i Fald der ere Sønner, som ere fuldvoxne og Mands-Lige, tager den førstefødte Søn Forlods ud. Det øvrige Løsøre deeles efter Gotbefindende imellem Moderen og hendes andre Sønner”.58

Efter en gennemgang af forskellige arv- og skifterelaterede situationer, stiller Dalager nu spørgsmålet: ”Ved det jeg her har talt om Arv og Rettigheder iblandt de almindelige Grønlændere, forefalder at spørge, hvorledes dermed skal omgaaes hos de Døbte ved Colonierne?” Problemet er, mener Dalager, at sønnerne forfordeles, mens enken og pigebørnene - også blandt de døbte - kommer i anden række. Er der ingen sønner, og er der ikke udsigt til, at enken kan gifte sig på ny, kommer familiens kvindelige medlemmer til at lægge missionen til byrde; der er derfor brug for særlige regler for de døbte grønlændere, argumenterer han.

”Jeg vilde gierne fremføre mine eenfoldige Tanker, hvorledes de Articler best kunde grundes om Arv og Skifter udi de grønlandske Meenigheder ved Colo- nierne. Men som jeg frygter derunder at exponeres Critiqve, saa overlader jeg denne Commission til andre, hvis Decisioner formeedelst en høyere Ancien- netet kand holdes vægtigere”, skriver Dalager, idet han understreger: ”Det er ogsaa meget høyt fornøden, at man vorder betænkt paa nogle Justitz-Regler,

57 Lars Dalager: Grønlandske Relationer, Louis Bobé, Det grønlandske Selskabs Skrifter II, København, 1915, s. 21-22 58 Lars Dalager: Grønlandske Relationer, Louis Bobé, Det grønlandske Selskabs Skrifter II, København, 1915, s. 22

40 hvorefter Laster og Uorden bør at ansees udi bemelte nye Meenigheder; Thi herudi at følge vore Love, gaaer ikke an, da Landets Omstændigheder og Nationens Naturel er langt anderledes”.59

Poul Egede har en stor stjerne hos den beskedne Dalager, der bringer den erfarne grønlandskender og missionær i forslag som værende den bedst egnede person til at ”sammensmidde til høyere Approbation de Regler, der ere nødvendige”. Det ville oven i købet være en herlig fornøjelse og en stor ære, dersom han selv kunne være Poul Egede behjælpelig i dette arbejde, føler Dalager.

Den kristne menighed vokser, og der er brug for en retlig reformation, mener Dalager. En sådan nyordning ville ikke belaste missionen; tværtimod ville den forøge missionens forretninger, fordi missionærerne i givet fald så skulle agere som både skifte-forvaltere, laugværger og formyndere, fremfører han.

Ophavsmanden Dalager Ostermanns udsagn om, at Henric Glahn ”vistnok var den første, der foreslog en grønlandsk lov baseret på grønlændernes egne skikke”, holder nok ikke vand, for da købmand Lars Dalager femten år før Glahns brev til Mis- sionskollegiet skrev sin Grønlandske Relationer, var han allerede inde på tanken. Dalagers påtænkte lov gjaldt ganske vist kun døbte grønlændere, men Dalager forestillede sig formentlig, at den kristne menighed efterhånden vil få et sådant omfang, at den med tiden ville komme til at omfatte alle. Glahn på sin side har på tilsvarende vis muligvis også kun haft de døbte grønlæn- dere i tankerne.

Da Glahn i 1767 skrev brevet til Missionskollegiet, må han have haft kendskab til Dalagers Grønlandske Relationer. Han har måske oven i købet været i fysisk kontakt med Dalager. At de to mænd kan have mødt hinanden og udvekslet tanker om retssystemets indretning er ikke utænkeligt, for 1767 var også året, da Dalager vendte tilbage til Danmark. Det ser ud til, at køb- manden Dalager og ikke missionæren Glahn er den egentlige ophavsmand til formuleringen af tanken om, at en grønlandsk lov burde baseres på grøn- lændernes retsopfattelse.

59 Lars Dalager: Grønlandske Relationer, Louis Bobé, Det grønlandske Selskabs Skrifter II, København, 1915, s. 27

41 Dalagers retssamfund Det forhold, at Dalagers påtænkte reform kun skulle gælde kristne grønlæn- dere, er interessant. På trods af sin positive og empatiske indstilling til det grønlandske samfund har Dalager øjensynligt haft vanskeligt ved at forestille sig, at udøbte grønlændere kunne være medlemmer af et retssamfund. For Dalager gik adgangsbilletten til retssamfundet åbenbart gennem kristendommen.

Værdier og retsprincipper, der gjaldt danske kristne, måtte ifølge Dalager også gælde døbte grønlændere, også når det fx drejede sig om kvinders arveret. Dalagers bekymring for de grønlandske kvinders retsstilling er ikke kun et spil for galleriet. Spørgsmålet optager en del spalteplads i Dalagers fremstilling, men den snusfornuftige købmand har i virkeligheden nok været mindst ligeså bekymret for, hvorvidt efterladte enker ville komme til at lægge missionen til last. Det ville de uvægerligt, hvis de ikke kunne arve og dersom de ikke kunne finde en ny mand. Havde enken derimod arveret, ville hun i det mindste kunne sælge ud af arven eller bruge arven som lokkemad over for en ny ægtemand.

I sit retspolitiske projekt er Dalager eksponent for europæernes ”retfærdige” retsprincipper, som efter hans mening også bør komme kristne grønlændere til gode. Han er samtidig talsmand for, at grønlændernes egne vedtægter, der ikke altid harmonerede med europæisk retsopfattelse, burde lægges til grund for en kommende ret. Det er den vanskelige balancegang, han for- søger sig med.

Sager fra det grønlandske retssystem 1782-1808 Finn Gad leverer i bogen Fire detailkomplekser i Grønlands historie 1782- 1808 (København, 1974) en detaljeret beskrivelse af retssituationen i Vest- grønland i perioden efter 1782. Som bogtitlen antyder, er Gads beskrivelse baseret på materiale fra perioden 1782-1808, men Gad foretager også afstik til tiden før 1782. Gads tekst er en kommenteret kildesamling snarere end en egentlig teoretisk redegørelse. Tekstens karakter understreges i bogens undertitel: ”Sammenstilling og fortolkning af materiale”.

På baggrund af et omfangsrigt kildemateriale bestående af dagbøger og forhørs- og retsprotokoller fra Kongelig Grønlands Handel og Rigsarkivet

42 gennemgår Gad en række kriminalsager, hvori grønlændere har været involveret. Teksten indledes med en historisk gennemgang af Grønlands udvikling på det retlige område. Når Gad vælger året 1782 som udgangspunkt for sin gennemgang, er det ikke tilfældigt. Dette år blev nemlig inspektoraterne dannet og en ny instruks så i den forbindelse dagens lys. Gads kildemateriale kaster lys over en række af de mere overordnede spørgsmål omkring instruksen, men materialet er også velegnet, hvis man ønsker at danne sig et indtryk af inspektørernes og handelsassistenternes retlige gøremål. En bonus ved teksten er, at Gad bringer uddrag fra instruksen, som han må have været i besiddelse af under skrivearbejdet.

Inspektoraterne og instruksen af 19. april 1782 Et knudepunkt i den retlige udvikling i Grønland finder vi netop i Instruksen af 19. april 1782, der fulgte med oprettelsen af inspektoraterne og inspektør- embederne. Om inspektoraterne fortæller Poul Egede i Efterretninger om Grønland (Kiøbenhavn, 1788) dette:

I Aaret 1782 den 19 April [blev der] indgiven en ny almindelig Instrux, der er at ansee som Landets Lov, hvorefter enhver maae rette sig, saa længe han opholder sig der i Landet. Efter en ny Plan blev da Grønland inddeelt i 2 Inspectorater. Det Nordre, som indbefatter alle de Etablissementer nor- den for Holsteinsborg, og det Søndre, hvortil hører Kolonien Holsteinsborg og de Etablissementer, som ligge sønden for, da Fiorden Rommelpot [Nor- dre Strømfjord] skiller imellem begge Inspectorater. Kammerraad Johan Frederik Schvabe var den første Inspecteur, som blev beskikket over de nordlige Kolonier i Grønland, og Kammerraad Bent Olrik over de sydlige. Inspecteurerne nyde kongelige Bestallinger fra Rentekammeret.60

Med sin bemærkning om, at instruksen måtte anses for at være landets lov, antyder Poul Egede, at loven gjaldt alle dele af befolkningen. Det gjorde den imidlertid ikke. Instruksen indeholder en lang række bestemmelser om, hvordan handelens folk, hvalfangerne og andre udsendte skulle te sig, men intet sted handler den om, hvordan grønlændere indbyrdes skulle forholde sig.61 Finn Gad forklarer om instruksen dette:

60 Poul Egede: Efterretninger om Grønland, Kiøbenhavn, 1788, s. 261 61 Finn Gad: Fire detailkomplekser i Grønlands historie 1782-1808, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København, 1974, s. 146

43 Traditionelt havde KGH, som de andre octroyerede handelsselskaber, der var udstyret med et eller andet lmonopolområde, lige fra Ostindisk Compagnies octroy 1670 og fremefter, retslig autonomi undtagen i livssa- ger. Det fremgår indirekte af instruksen af 1782. Denne retslige autonomi gjaldt kun for selve kompagniets personale på den pågældende oversøiske handelsplads, ganske som den grønlandske instruks kun var gældende for handelens og hvalfangstens personale, dog med en vis pligt for missionens folk til også at overholde dens bestemmelser.62

Instruksen af 1782 indeholdt faktisk en paragraf, der omhandlede grønlæn- derne, men paragraffen Om Grønlænderne, der er blevet kaldt Grønlands første straffelov, handler ikke om grønlændernes forhold til hinanden, men om deres forhold til handelen:

Skulle noget usømmeligt af Grønlændere begaaes, som enten Tyverie eller andre grove Laster, da maae Kiøbmanden med al Lemfældighed formane dem til at afstaae derfra. Frugter dette ikke eller Forseelsen er sær- deles grov, straffes de derfor efter Omstændighederne og Forbrydelsens Beskaffenhed.63

Nedenstående sag om et indbrud i handelens bygninger i Upernavik i 1797 kan tjene som illustration af, hvorledes paragraffen blev anvendt i praksis. Sagen viser, hvordan handelsassistenterne og inspektørerne med instruksen i hånden optrådte som henholdsvis politimyndighed og dommere:

I august 1797 havde assistent Brandt opdaget, at nogle sten var fjernet i muren på proviantskuret […] Hullet var kun løseligt dækket med nogle tørv. Han lod hullet lukke med nogle brædder og optog beholdning, hvorved ret betydelige mangler viste sig på både proviantsorter og handelsvarer. I december fik han af tilrejsende grønlændere at vide, at en vis Elias, der havde opholdt sig ved kolonien om sommeren, havde visse handelsvarer og proviantsorter, som han havde trakteret med. Senere fortalte én, hvordan tyveriet var foregået. Indbruddet var forøvet af Elias, hans bror

62 Finn Gad: Fire detailkomplekser i Grønlands historie 1782-1808, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København, 1974, s. 178 63 Instruksen af 19. april 1782 refereret efter Finn Gad: Fire detailkomplekser i Grøn- lands historie 1782-1808, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København, 1974, s. 146

44 Jacob og tre drenge, af hvilke den mindste var blevet beordret til at krybe gennem hullet i muren og af sagerne at udtage det, de udenfor stående forlangte. Proviantsorterne havde de fordelt mellem sig, mens Elias havde fået alle handelsvarerne, på nær et par røde muffediser og fire pelshoser. Brandt indberettede sagen og forespurgte, hvad han skulle foretage sig. Han havde ikke råd til selv at betale det stjålne, der som mangel i regn- skaberne ville påhvile ham som tilsvar. Inspektør Bendeke afgjorde sagen, der efter hans mening havde lidt ved at indbruddet så sent var blevet optrævlet og indberettet, med, at Elias og Jacob skulle betale det stjålne, efterhånden som de leverede produkter til indhandling. Desuden skulle assistenten ”ved alle Leiligheder vise dem Ligegyldighed og udelukke dem fra al Agtelse og Velvillie”. Tabet måtte handelen bære, ikke assistenten. Der kunne efter omstændighederne ikke være tale om at have forbryderne straffede. Samme år meddelte Brandt, at handelsvarerne nu var betalt ud, men provianten ikke, hvorfor han agtede at udføre den på dette års regnskab.64

Langt de fleste registrerede tilfælde af forseelser begået af grønlændere i denne periode handler om tyverier mod handelen. Hvad grønlændere måtte begå af formastelige handlinger mod hinanden blev stort set overladt til grøn- lænderne selv, også når det gjaldt drab. Drabssagen vedrørende mordet på Vilhelmine i Godhavn i 1796 illustrerer dette, men sagen viser også den mag- tesløshed, inspektørens indgriben i den slags sager kunne være præget af:

Protokollen fra det nordre inspektorat indeholder et referat af et forhør foretaget den 13. maj 1796 af inspektør Schultz. Forhøret fandt sted i Godhavn i forbindelse med mordet på en grønlandsk kvinde ved navn Vilhelmine. En grønlandsk mand blev mistænkt for mordet og et vidne kunne fortælle, at han dagen forinden havde set den mistænkte trække noget sort efter sig ned mod det sted på stranden, hvor man senere havde fundet den døde kvinde. Flere vidner meldte sig. Den døde kvindes søn kunne berette, at han havde set den mistænkte bøje sig over en sort skikkelse, som han antog for at være sin mor. Vidnet havde hørt skikkelsen skrige op og råbe ”alt nok!”. Under forhøret fik Schultz meddelelse om, at der uden for det hus, hvor forhøret fandt sted, befandt sig en mand

64 Finn Gad: Fire detailkomplekser i Grønlands historie 1782-1808, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København, 1974, s. 150

45 bevæbnet med en kniv. Denne mand truede med, at han og flere andre grønlændere ville komme den mistænkte til undsætning. Den bevæbnede mand forklarede, at den mistænkte mand efter hans opfattelse ikke foretaget sig noget strafbart, eftersom den myrdede kvinde havde været en heks. Dette synspunkt, viste det sig, deltes også af andre grønlændere. Inspektøren, der var bange for, at den myrdedes søn skulle hævne sig på moderens formodede drabsmand, forsøgte at foranstalte den mistænkte mand bragt til Egedesminde, så han der kunne komme under missionæ- rens indflydelse, men på grund af forskellige misforståelser og forviklinger lykkedes det ikke.

Inspektørens rolle som dommer De omtalte sager belyser nogle af de problemer, der knytter sig til instruksen af 1782. Et af de spørgsmål, der rejser sig, har at gøre med inspektørens optræden som dommer. I sager, der vedrører forholdet mellem grønlændere og handelen, er inspektørens rolle nogenlunde klar, men i sager, der ved- rører forholdet mellem grønlændere indbyrdes, er inspektørens rolle tve- tydig; faktisk har han ingen hjemmel til at optræde som dommer i den slags sager, påpeger Finn Gad:

Der er ikke i samtiden noget sted hjemmel for, at inspektøren skal være dommer i stridsspørgsmål mellem grønlændere indbyrdes. Ej heller næv- ner instruksen af 1782 noget som helst herom i den 4. post, der som nævnt drejede sig om forholdet mellem handelen og grønlænderne (…) I ingen af de hidtil omtalte sager, hvori inspektøren inddrages, optræder han som dommer.65

I mordsagen fra Godhavn er det ikke oplyst, hvad der senere skete med den formodede drabsmand. Men inspektørens forsøg på at sende vedkommende bort må ses som en form for sanktion, selvom forsøget i det konkrete tilfælde mislykkedes. Inspektøren har med andre ord optrådt som dommer uden at have hjemmel til det i instruksen. Vilhelmine-sagen viser, at en del grønlæn- dere ikke godvilligt accepterede dansk justits. Den viser også, at kampen om retsopfattelser i visse tilfælde havde potentiale til at generere voldelige bataljer. I tre sager fra det nordre inspektorat nedfældes forhøret i forhørs-

65 Finn Gad: Fire detailkomplekser i Grønlands historie 1782-1808, Nyt Nordisk Forlag, København, 1974, s. 175

46 protokollen, men i ingen af sagerne fældes der dom. Kildematerialet fra perioden 1782-1808 peger dog på, at tingene er i bevægelse, mener Gad:

[Det synes] som om inspektørstillingen var ved at udvikle sig til også at være en dommerstilling. Man aner en udvikling af en særlig grønlandsk domstol, der skulle vokse frem ved sædvane og præcedentia […] Regler og lovbestemmelser skulle vokse frem gennem tilfældene, og når der var behov for dem (…) Behovet for en domstol eller for retslig afgørelse af mere eller mindre kriminel art begyndte at gøre sig gældende.66

Drabssager Ud over indberetninger om tyveri indeholder det af Gad gennemgåede kildemateriale tillige beretninger om drab. I 1728 indberettede guvernør Paars således om krigeriske sammenstød mellem midtgrønlændere og sydgrøn- lændere. Bataljerne førte til, at både midt- og sydgrønlændere blev dræbt. Materialet indeholder også beretninger om et massedrab begået mod hollandske handelsrejsende i 1742. Flere tilfælde af lignende art er omtalt, men efter 1777 ophører de helt. Missionæren Henric Christopher Glahn forklarer i sin Anmærkninger over de tre første bøger af Hr. David Crantzes Historie om Grønland (1771) de begåede drab mod fremmede således:

Den hårdhed grønlænderne nu og da har vist mod fremmede har enten ikke været andet end simpel gengældelse for den virkelige eller formente uret, der er begået mod dem, eller den er kommet af den falske indbild- ning, at de selv er en anden slags mennesker, og at de fremmede har dræbt deres egen (de fremmedes) stamfar, der var grønlænder.67

Der er i de nævnte tilfælde ikke tale om egentlige drab men om ”fjendtlig- heder”, fremfører Gad. De egentlige drab opdeler Gad i to grupper: ”tilladelige” og ”utilladelige” - begreberne har han overtaget fra Glahn:

De tilladelige mord kalder vi dem, hvor en søn eller næste blodsbeslæg- tede hævner en uskyldig dræbt fars eller slægtnings død. Måske kunne man hertil ikke uden grund henregne også en anden slags, nemlig når en grønlænder bliver bekendt for af ondskab at have dræbt nogle, enten blot

66 Finn Gad: Fire detailkomplekser i Grønlands historie 1782-1808, Nyt Nordisk Forlag, København, 1974, s. 176 67 Mads Lidegaard: Glahns anmærkninger, Det grønlandske Selskabs Skrifter XXX, København, 1991, s. 156

47 for at dræbe eller for at gøre sig frygtet af sine landsmænd.68 De utilladelige […] sker uden mindste skin af ret. Til disse regner vi, når nogen slår ihjel blot af lyst til at dræbe […] Herhen kan også regnes de mord, som kan ske af bare hævn for en ringe og ubetydelig sags skyld. Der findes også utilladelige mord, som grønlænderne dog mener at have ret til at begå […] Det sker, at en slås ihjel […] på blot mistanke om, at han er morder efter et falsk udbredt rygte om ham […] Til denne klasse regner vi en anden slags mord. Det sker, at en blodhævner hævner et mord […] Men det sker tit, at den skyldiges slægt hævner sig igen […] Dette forårsager en slags borgerkrig mellem visse familier […] Der findes endnu en anden slags […] der består deri, at et begået mord ikke altid hævnes på gerningsmanden […] men i hans sted på en af hans uskyldige slægt, ja selv på en, som blot kan komme fra det samme distrikt.69

Foruden de nævnte typer af mord nævner Glahn også mord på hekse. Disse mord må angakokkerne tage ansvaret for, mener han. Angakokkerne er de skyldige, fordi de forfører befolkningen med deres overtro, hævder han. Endelig nævnes endnu en type utilladelige mord, nemlig drab på spædbørn i situationer, hvor moren er død under barsel. Den empatiske Glahn knytter følgende kommentar til beskrivelsen af disse drab: ”Når man ved, hvor stor kærlighed grønlænderne har til deres børn, da må man vel højlig ynke disse stakkels mennesker, hvis leveforhold er sådan beskafne, at nøden næsten driver dem til en sådan afskyelig handling”.70

I sin skildring af småbørnsfamiliernes ofte vanskelige situation leverer Glahn herefter en beskrivelse af situationer, hvor kvinder adopterer moderløse spædbørn, eller hvor grupper af diegivende kvinder skiftes til at amme dem. I vinterperioden er det som regel muligt at finde en kvinde, der kan overtage ansvaret, men fødes barnet i sommerperioden, hvor familierne lever spredt, kan barnets liv være i fare, dersom moderen dør fra det, fortæller han. Glahn tilføjer denne bemærkning: ”Vi har udviklet dette noget vidtløftigt. Men det

68 Mads Lidegaard: Glahns anmærkninger, Det grønlandske Selskabs Skrifter XXX, København, 1991, s. 165-166 69 Mads Lidegaard: Glahns anmærkninger, Det grønlandske Selskabs Skrifter XXX, København, 1991, s. 166-167 70 Mads Lidegaard: Glahns anmærkninger, Det grønlandske Selskabs Skrifter XXX, København, 1991, s. 167-168

48 er sket, for at man deraf kan se, at det, der synes så afskyeligt for dem, der ikke kender noget til landet, taber meget af sin afskyelighed, når man tager alle omstændigheder i betragtning. Dem bør især en lovgiver og en lærer være opmærksom på, at han ikke skærer alle over én kam og behandler et menneske, der griber til en ugerning af nød, på samme måde som en mod- bydelig morder”.71

Det første regulære mord optræder i indberetningerne fra 1772, hvor missio- næren Peder Rasmussen meddeler, at en døbt grønlænder var blevet dræbt i Uumanaq af en katekumen.72 Missionskollegiet svarede missionæren, der ikke vidste hvad han skulle stille op, at præsten ikke skulle befatte sig med sager, hvor den dømmende magt i Danmark ville træde i funktion.73 En senere sag viser, at repressalierne i tilfælde af drab, der involverede en katekumen som den skyldige, indebar udelukkelse fra dåben.74

Der er i perioden 1782-1808 ikke mange tilfælde af mord og drab, fastslår Gad. Blandt de omtalte tilfælde nævnes et mord i Arsuk, fordi det gav anledning til et krav om forholdsregler mod den slags forbrydelser. Fire mænd havde tilsyneladende uden grund dræbt en femte. Købmand Raun havde taget to af mændene i forhør og fik dem til at tilstå. Købmanden truede med prygl, men nøjedes med en moralprædiken. Justitsråd Carl Pontoppidan, der fik underretning om sagen, stillede krav om udsendelse af kongelig plakat mod den slags forbrydelser, men ”kommissionens øvrige medlemmer synes imidlertid blot at have taget hans udtalelser til efterretning, for de blev ikke drøftet nærmere.”75

Af mordsager indeholder materialet også omtalen af mordet på Vilhelmine i Godhavn. Vilhelmine-sagen er refereret andetsteds i bogen. I en sag fra 1799

71 Mads Lidegaard: Glahns anmærkninger, Det grønlandske Selskabs Skrifter XXX, København, 1991, s. 168 72 Finn Gad: Fire detailkomplekser i Grønlands historie 1782-1808, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København, 1974, s. 153-154. En katekumen er en nyomvendt kristen, der forbereder sig til dåben. 73 Finn Gad: Fire detailkomplekser i Grønlands historie 1782-1808, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København, 1974, s. 154 74 Finn Gad: Fire detailkomplekser i Grønlands historie 1782-1808, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København, 1974, s. 154 75 Finn Gad: Fire detailkomplekser i Grønlands historie 1782-1808, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København, 1974, s. 156-157

49 omtales endvidere et mord fra Kangeq ved Godthåb, hvor en grønlandsk fanger og dennes søster havde ombragt deres dødssyge moder. Inspektør Niels Rosing Bull gik ind i sagen og foretog forhør, hvorunder fangeren tilstod.

I en skrivelse til Kongelig Grønlandsk Handel understreger Bull understreger, at det ikke var ”hans Embedspligt at paatale og examinere Blodscener blot Grønlænderne imellem”, men at han havde anset det for sin menneskelige pligt at foretage en undersøgelse.76 Ved juletid, da herrnhuterne fra Godthåb og Kangeq samledes til en højtidelighed, tog Bull sagen op i forsamlingen. Inspektør Bull lod de to søskende, der også befandt sig i forsamlingen, binde til en pæl. En seddel med påskriften ”modermorder” blev på inspektørens foranledning fastgjort på begges bryst.77

Inspektør Bull har tydeligvis opfattet sig selv som udøvende myndighed, påpeger Gad. Spørgsmålet er, om han også har opfattet sig som dømmende myndighed? Med sin optræden er der noget, der tyder på det. I så fald ligger der i inspektørembedet omkring år 1800 en tendens til at udvide myndig- hedsområdet til også at omfatte dommervirksomhed i sager mellem grøn- lændere, fremhæver Gad.

Periodens mest celebre drab fandt sted engang i august 1805, da Jacob Dalager, yngste søn af købmand C.C. Dalager og grønlænderinden Juliane, blev skudt.78 Jacob var alvorligt syg og de tilstedeværende grønlændere, heriblandt moderen, antog ham for at være blevet sindssyg. Jacob blev ramt af to skud, men ingen kunne gøre rede for, hvem der havde udløst det første skud. At det dræbende skud var blevet affyret af moderen med assistance fra den syge selv, kunne imidlertid bevidnes. Missionær Bram indberettede sagen til inspektør Motsfeldt og den 15. august var Bram ved stedet og udspurgte Juliane og sønnen Jens om hændelsen. Efter det første skud skulle Jacob med svag stemme have bedt om, at der blev skudt en gang til, fortalte de. Juliane troede, at det var Guds vilje, der talte gennem Jacobs mund.

76 Finn Gad: Fire detailkomplekser i Grønlands historie 1782-1808, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København, 1974, s. 160-161 77 Finn Gad: Fire detailkomplekser i Grønlands historie 1782-1808, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København, 1974, s. 161 78 Finn Gad: Fire detailkomplekser i Grønlands historie 1782-1808, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København, 1974, s. 166

50 Der blev optaget forhør i sagen den 9. september 1805. Først hen på året 1807 synes sagen at være blevet behandlet i missionskollegiet.79 Missionskollegiet anså sagen for en sørgelig tildragelse, der ”forekommer os saa paafaldende, da en Moder her har ihielskudt hendes egen søn efter hans i Afsindighed igientagne Ønsker.”80 Sådan skrev kollegiet i sit brev den 21. april 1807 til det Danske Kancelli, der herefter kunne indgive sagen for kongen. Den kongelige resolution faldt den 17. december 1808 og lød således:

Vi tilstede allernaadigst, i Betragtning af de særdeles Omstændigheder, at Undersøgelse og Tiltale i denne Sag maae bortfalde, hvorfor det dog bliver at tilkjendegive Moderen, som har forøvet denne Ugjerning samt de øvrige Paagjeldende, at Vi blot i Betragtning af deres sørgelige Forfatning og beklagelige Vankundighed, har af Naade eftergivet dem den fortjente Tiltale og Straf, for en Udaad, som Vi ansee med Allerhøieste Mishag. Dernæst bliver vedkommende Missionaire at rescribere i Overeensstem- melse med Vort Cancellies allerunderdanigste Indstilling.81

Sagens udfald og kongens tolerante behandling af de skyldige må ses i sammenhæng med den omstændighed, at drabet var begået af mennesker behersket af overtro. For at dæmme op for den herskende overtro og vankundighed blev det efterfølgende indskærpet, at ”paalægge Missionairerne i Grønland med fordoblet Iver at bestræbe sig for at udføre deres vigtige Kald.”82

Sagsbehandlingen havde klare etniske undertoner. Juliane Dalager såvel som sønnerne var alle retligt at betragte som grønlændere og Danske Lov kunne derfor ikke have gyldighed for dem. Når sagen overhovedet nåede kancelliet og kongen, må det tilskrives den omstændighed, at den dræbte havde dansk far og derfor var ”blanding”.

79 Finn Gad: Fire detailkomplekser i Grønlands historie 1782-1808, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København, 1974, s. 167 80 Finn Gad: Fire detailkomplekser i Grønlands historie 1782-1808, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København, 1974, s. 167 81 Finn Gad: Fire detailkomplekser i Grønlands historie 1782-1808, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København, 1974, s. 168 82 Finn Gad: Fire detailkomplekser i Grønlands historie 1782-1808, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København, 1974, s. 169

51 Gads kildemateriale rummer flere beretninger om, hvad der nu om stunder kaldes aktiv dødshjælp. I året 1807 meddelte assistent Rosbach således, at der ved Upernavik i efteråret 1806 forhindredes et drab på en døende grøn- lænderinde.83 På en angakoks foranledning havde nogle grønlændere besluttet, at en midaldrende syg kvinde, der af sin sygdom ”omsider blev forrykt i hovedet”, skulle begraves levende sammen med et spædbarn, hun havde født. Man havde indsyet den syge kvinde i et teltskind, men tilstedeværende europæere forhindrede ugerningen. Kvinden udåndede ved egen hjælp fire- ogtyve timer senere. Hvad der skete med spædbarnet, oplyses ikke.

Grønlændernes egne samfundsorganer Det grønlandske retssystems udvikling fra midten af 1800-årene knytter sig til etableringen af en række centrale samfundsmæssige institutioner. Det drejer sig om inspektørembedet, forstanderskaberne, kommune- og syssel- rådene samt sysselretterne.

Institutionerne og deres virksomhed er beskrevet i bogen Grønlændernes egne Samfundsorganer af daværende kontorchef og senere direktør i Grøn- lands styrelse, Knud Oldendow. Oldendows bog udkom i 1936 i anledning af de grønlandske landsråds 25 års beståen. I sit topografiske værk Grøn- land, der udkom samme år, gentager Oldendow i store træk sin beskrivelse af institutionerne. Topografien udkom på forlaget Fremad og havde forord af daværende statsminister Thorvald Stauning. En kilde er også bogen Danmark-Grønland i det 20. århundrede fra 1983, hvor historikeren Axel Kjær Sørensen leverer en sporadisk omtale af institutionerne.

En central kilde til forstanderskabernes historie er H.J. Rinks bog Oversigt over Forstanderskabs-Indretningens Indførelse og Virksomhed i Grønland 1857-68. Rinks bog blev genoptrykt og udgivet af Nunatta Atuagaateqarfia i 1982. Den reprografiske udgave indeholder Meddelelser vedkommende For- standerskaberne i Sydgrønland 1862-1866 – dvs. årsberetninger udsendt af Inspektoratet for Sydgrønland. I årsberetningerne finder man en række af de sager, som de sydgrønlandske forstanderskaber har været involveret i. Nogle af sagerne vil blive omtalt nedenfor i afsnittet Sager fra forstanderskaberne i Sydgrønland.

83 Finn Gad: Fire detailkomplekser i Grønlands historie 1782-1808, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København, 1974, s. 173-174

52 Forstanderskaberne Forstanderskaberne blev i midten af 1800-årene indført som et forsøg på efter dansk forbillede at skabe et kommunalt, grønlandsk selvstyre, men forstanderskaberne var mere end blot et kommunalvæsen. Ideen var at vække grønlændernes interesse for egne anliggender og indføre en borgerlig orden med lov og ret.84

Initiativet til oprettelsen af forstanderskaberne kom fra en række ind- flydelsesrige mænd i Godthåb, nemlig inspektøren for Sydgrønland, Henrik Johannes Rink, missionæren Samuel Kleinschmidt, præsten Carl Emil Janssen samt lægen Jacob Lindorff. Disse mænd indsendte i maj 1856 et forslag til indenrigsminister Orla Lehmann om ”Oprettelsen af et Slags com- munal Bestyrelse der i Landet”.85 De fire mænd havde ikke blot forvaltningen af de kommunale anliggender i tankerne. Forslagsstillerne antog, ”at der med Varetagelsen af Fattigvæsenet tillige maatte forenes en Bestyrelse af andre Anliggender, navnlig Retsvæsenet”.86 Forslaget indeholdt denne bemærk- ning:

Forstanderskaberne turde muligen ogsaa passende kunne udgjøre en Art Domstole for den indfødte Befolkning, især da det, som i ældre Tider svarede til en Art Ret hos dem, nemlig de saakaldte Balearlege, nu ere ganske forsvundne, medens dog Stridsspørgsmaal paa Grund af de voxende Fornødenheder og den skarpere Eiendomsadskillelse ere blevne hyppigere, og nu følgelig den Forurettede og Foruretteren, ligesom den dygti- gere Erhverver og Dagdriveren gaae ved Siden af hinanden, uden at der blot er nogen offentlig Stemme, som udtaler enten Ros over den ene eller Daddel over den anden.87

84 H.J. Rink, Oversigt over Forstanderskabs-Indretningens Indførelse og Virksomhed i Grønland 1857-1868, Kjøbenhavn, 1869, reprografisk gengivelse, Nunatta Atu- agaateqarfia, 1982, Benny Høyers forord, s. 6-7 85 H.J. Rink, Oversigt over Forstanderskabs-Indretningens Indførelse og Virksomhed i Grønland 1857-1868, Kjøbenhavn, 1869, reprografisk gengivelse, Nunatta Atu- agaateqarfia, 1982, s. 3 86 H.J. Rink, Oversigt over Forstanderskabs-Indretningens Indførelse og Virksomhed i Grønland 1857-1868, Kjøbenhavn, 1869, reprografisk gengivelse, Nunatta Atu- agaateqarfia, 1982, s. 3 87 Refereret fra Knud Oldendow: Grønlændernes egne Samfundsorganer, Det grøn- landske Selskabs Skrifter X, Gads Forlag, København 1936, s. 45-46

53 Forstanderskaberne etableredes som forsøg i årene 1859-60 men fik mere blivende form i 1862-63. Forstanderskaberne var knyttet til de enkelte kolonier og bestod af den lokale præst som formand, kolonibestyreren, lægen, handelsassistenterne, de tyske overmissionærer, overkateketerne samt et vekslende antal medlemmer valgt blandt grønlandske fangere.

Forstanderskaberne finansieredes af Kongelig Grønlandsk Handel, der til forstanderskabskassen indbetalte en vis procentdel af værdien af de ind- handlede varer. Forstanderne, der i lighed med de danske fattigforstandere bl.a. skulle tage sig af uddeling af fattighjælp og understøtte uforskyldt nødlidende, skulle være myndighedernes øjne og ører blandt befolkningen og blev udstyret med en vis politimyndighed.88 Forstanderskaberne var berettigede til at afgøre visse retlige stridigheder mellem grønlænderne, herunder arvestridigheder.

I perioden 1857-62 er forstanderskaberne at betragte som en forsøgsordning begrænset til Sydgrønland. Først med Foreløbige bestemmelser om grøn- lændernes kasse og forstanderskaber i Sydgrønlands Inspectorat fra 1862 og Foreløbige bestemmelser for grønlændernes kasse og forstanderskaber i Nordgrønlands Inspectorat fra 1863 blev ordningen mere permanent.89

Forstanderskabsordningen fortsatte indtil 1911, hvor den blev afløst af de grønlandske kommuneråd.90

Bestemmelserne fra 1862-63 indeholdt fem retsplejeparagraffer samt en ikrafttrædelsesparagraf. Paragrafferne havde følgende ordlyd:91

88 Axel Kjær Sørensen: Danmark-Grønland i det 20. århundrede, Nyt Nordisk Forlag, 1983, s. 16 89 Meddelelser vedkommende Forstanderskaberne i Sydgrønland, Inspektoratet for Sydgrønland 1862-1866, H.J. Rink, Oversigt over Forstanderskabs-Indretningens Indførelse og Virksomhed i Grønland 1857-1868, Kjøbenhavn, 1869, reprografisk gengivelse, Nunatta Atuagaateqarfia, 1982, Benny Høyers forord, s. 7 90 Meddelelser vedkommende Forstanderskaberne i Sydgrønland, Inspektoratet for Sydgrønland 1862-1866, H.J. Rink, Oversigt over Forstanderskabs-Indretningens Indførelse og Virksomhed i Grønland 1857-1868, Kjøbenhavn, 1869, reprografisk gengivelse, Nunatta Atuagaateqarfia, 1982, Benny Høyers forord, s. 7 91 Meddelelser vedkommende Forstanderskaberne i Sydgrønland, Inspektoratet for Sydgrønland 1862-1866, H.J. Rink, Oversigt over Forstanderskabs-Indretningens Indførelse og Virksomhed i Grønland 1857-1868, Kjøbenhavn, 1869, reprografisk gengivelse, Nunatta Atuagaateqarfia, 1982, s. 19-22

54 § 20

Naar en Grönlænder har en Trætte med sin Landsmand over at han troer sig forurettet af en anden, eller og troer at nogen Arv er taget fra ham, og saadanne Uenige tilkjendegive for Forstanderne at de ønske at tales med angaaende det Skete, idet de enten komme selv, eller bede sig omtalte ved en anden, som er tilstede: for saadanne Parter skulle Forstanderne være Dommere; og naar der er talt med Parterne, saa skal Forstandernes Bud ikke kunne forandres. Da ved saadan Retspleie Grönlændernes oprindelige Skikke skulle anvendes retteligen, saa skulle altid først de indfødte Medlem- mer sige, hvad de synes at der bør gjørs ved Sagen, og denne deres udtalte Mening skulle Forstanderne ikke fravige, medmindre de have en vigtigere Grund. Enden paa saadan Sag skal skrives i Forstandernes Forhandlingsbog, og skulle Parterne faae en grønlandsk Udskrift deraf.

§ 21

Naar Nogen borttager en Andens Eiendele uden Eierens Vidende, for at bruge dem, eller naar Nogen fratager en Anden det han jagede og var i Begreb med at faae, og ikke engang vil dele med ham, eller ved at komme ham i For- kjøbet fratager ham noget ud af hans Fælde eller Garn, eller tager Drivtøm- mer som en Anden har lagt op, eller Nogen begaaer en anden Forseelse, som ligner disse: en saadan skal betale til den Forurettede Værdien af det han har stjaalet, og desuden kunne Forstanderne lade ham betale indtil 2 Rdl til de Hosboende, paa Grund af at han har bragt dem i en ilde Forfatning; dette, som har betaler til de Hosboende, skal tildeles værdige Trængende paa hans Boplads.

§ 22

Naar Nogen stjæler gjemte Sager, det være sig Eiendele eller Fødemidler, som ere gjemte, eller som ere i Europæernes Huse, eller Nogen sætter sig op imod Opsynsmanden, eller gjör sig strafværdig ved noget andet, som ligner disse Ting: en saadan kunne Forstanderne lade betale indtil 5 Rdl til de Hosboende, paa Grund af at han har bragt dem i en ilde Forfatning; disse Penge skulle lægges til Pladsens Penge. Hvorledes der er gjort ved ham, skal den Forstander, som først kommer tilstede, bekjendtgjøre i Overværelse af hans Bopladses beboere.

55 § 23

Naar den der skal betale enten til den Forurettede, eller til de Hosboende, ikke har noget at betale med, saa skal han betale med det han indleverer til Handelen. Forsaavidt Familiens Overhoved bør bære Skylden for Familiens Medlemmer, skal han bære den.

§ 24

Naar Nogen begaaer en svær Misgjerning, saa skulle de Forstandere, som ere til stede, efter bedste Evne søge, nøie at erfare hvorledes det hænger sammen, for at skulle meddele det til Inspekteuren. Hver af Forstanderne, som er nærmest, skal naar han hører om sligt, foranstalte hvad han veed, for at de Hosboende ikke endmere bringes i en ilde Forfatning.

§ 25

Disse foreløbige Bestemmelser skulle komme i Brug dette Aar, fra 1ste Juli af.

Som det fremgår af paragraf 20 var forstanderskabets kendelse inap- pellabel. Samme paragraf fastslår, at der skulle tages det størst mulige hensyn til grønlændernes egen retsopfattelse. Foruden de i paragraf 20 indeholdte procesregler blev der fastsat en række egentlige retsregler; disse retsregler er indeholdt i paragrafferne 21-24, der handler om uretmæssig brug af en andens redskaber, bemægtigelse af hvad en anden har anskudt, tyveri fra rævefælder og garn, tilegnelse af bjerget tømmer eller anden tilsvarende forseelse.

Som det fremgår af retsreglerne, kunne overtrædelse udlignes enten ved erstatninger eller bøde, der skulle tilfalde en værdig trængende på over- træderens boplads. Ved en senere revision af bestemmelserne blev der mulighed for at skærpe sanktionen, således at en overtrædelse kunne forkyndes med navns nævnelse. Dersom det drejede sig om voldshandlinger eller andre større forbrydelser, var forstanderskabet forpligtet til efter bedste evne at indhente flest mulige oplysninger til sagens belysning.

Forstanderskabet var både dømmende og udøvende magt, idet de enkelte medlemmer var bemyndiget til at træffe ”saadanne øjeblikkelige Foranstalt-

56 ninger, som til Overholdelse af den almindelige Orden og Sikkerhed kunde anses nødvendige og formaalstjenlige”.92

Oldendow fremhæver, at det for forslagsstillerne, der mente at kunne iagttage en svækkelse af det grønlandske samfund, har været magtpåliggende at ”genopvække Grønlændernes Omsorg for deres egne fælles Anliggender” og dermed skabe et støttepunkt for lov og orden.93 For initiativtagerne bag forstanderskabet har bestræbelsen på at give grønlænderne større indflydelse på egne forhold utvivlsomt været en drivende kraft, men ønsket om at se et grønlandsk retssamfund tage form har også spillet en central rolle, ikke mindst for Rink. Knud Oldendow skriver i Grønlændernes egne Sam- fundsorganer (København, 1936) følgende: ”Mange Aar senere fastslog Rink (…) at han lige fra sin Tiltrædelse som Inspektør ikke havde kunnet forsone sig med den Tanke, at Ordet om med Lov at bygge Land ikke ogsaa skulde gælde for dette lille Samfund”.94 Oldendows synspunkt falder helt i tråd med de bemærkninger, Rink selv gør herom, nemlig ”at man ved at benytte de Indfødte som Forstandere kunde vække Selvstændighed og Eftertanke over Fællesanliggender hos dem”.95 Nunatta Atuagaateqarfias genoptryk indeholder de bestemmelser, der fra 1862 kom til at gælde for forstanderskaberne i Sydgrønland samt fra 1863 tillige for forstanderskaberne i Nordgrønland.

Om forstanderskabets sammensætning siges der i paragraf 5 dette: ”For- standerne skulle overalt være saaledes: Præsten skal være deres Formand, Kjøbmanden skal være deres Eiendomsforvalter, og følgende skulle være med dem: Lægen, naar han er hos dem, der skulle forsamles, Assistenterne, de tydske Overmissionærer, Overkatecheterne, og nogle driftige Erhververe, som skulle være Opsynsmænd for deres Landsmænd. Hvilke Steders Be- boere, der skulle være Opsynsmænd for sig selv, skal Inspekteuren bestemme, som derhos og kan tilforordne som Forstandere Andre, saasom nogle

92 Knud Oldendow: Grønlændernes egne Samfundsorganer, Det grønlandske Selskabs Skrifter X, Gads Forlag, København 1936, s. 246 93 Knud Oldendow: Grønlændernes egne Samfundsorganer, Det grønlandske Selskabs Skrifter X, Gads Forlag, København 1936, s. 42 94 Knud Oldendow: Grønlændernes egne Samfundsorganer, Det grønlandske Selskabs Skrifter X, Gads Forlag, København 1936, s. 43 95 H.J. Rink, Oversigt over Forstanderskabs-Indretningens Indførelse og Virksomhed i Grønland 1857-1868, Kjøbenhavn, 1869, reprografisk gengivelse, Nunatta Atu- agaateqarfia, 1982, s. 3

57 Udliggere”.96 Forstanderne skulle under møderne bestræbe sig på at tale grønlandsk, men forhandlingsbogen skulle føres på dansk.

Om retsplejen bestemmes der i paragraf 20 dette: ”Naar en Grönlænder har en Trætte med sin Landsmand over at han troer sig forurettet af en anden, eller og troer at nogen Arv er taget fra ham, og saadanne Uenige tilkjendegive for Forstanderne at de ønske at tales med angaaende det Skete, idet de enten komme selv, eller bede sig omtalte ved en anden, som er tilstede: for saadanne Parter skulle Forstanderne være Dommere; og naar der er talt med Parterne, saa skal Forstandernes Bud ikke kunne forandres. Da ved saadan Retspleie Grönlændernes oprindelige Skikke skulle anvendes retteligen, saa skulle altid først de indfødte Medlemmer sige, hvad de synes at der bør gjørs ved Sagen, og denne deres udtalte Mening skulle Forstanderne ikke fravige, medmindre de have en vigtigere Grund. Enden paa saadan Sag skal skrives i Forstandernes Forhandlingsbog, og skulle Parterne faae en grønlandsk Udskrift deraf”.97 Med andre ord: det grønlandske synspunkt havde forrang og blev behandlet med en form for positiv særbehandling.

Sager fra forstanderskaberne i Sydgrønland Hvilke typer forseelser tog forstanderskaberne sig af? En central kilde er her naturligvis årsberetningerne fra det sydgrønlandske inspektorat. I det følgende omtales nogle af de sager, som de sydgrønlandske forstanderskaber i perioden 1862-1866 var involveret i.

I årsberetningen for året 1863 får vi fra forstanderskabet i Julianehåb denne oplysning: ”Med Hensyn til Retspleien har Forstanderskabet forhandlet om Tyveri fra Rævefælder og af Spæk fra Koloniens Spækhus”98 og fra Godt- håb denne: ”Vedkommende Retspleien har Forstanderskabet forhandlet om En, som havde begaaet Indbrudstyveri, og om Andre som havde taget Træ

96 H.J. Rink, Oversigt over Forstanderskabs-Indretningens Indførelse og Virksomhed i Grønland 1857-1868, Kjøbenhavn, 1869, paragraf 5, reprografisk gengivelse, Nun- atta Atuagaateqarfia, 1982, s. 5 97 H.J. Rink, Oversigt over Forstanderskabs-Indretningens Indførelse og Virksomhed i Grønland 1857-1868, Kjøbenhavn, 1869, paragraf 20, reprografisk gengivelse, Nun- atta Atuagaateqarfia, 1982, s. 19 98 Meddelelser vedkommende Forstanderskaberne i Sydgrønland, Inspektoratet for Sydgrønland, 1863, H.J. Rink, Oversigt over Forstanderskabs-Indretningens Ind- førelse og Virksomhed i Grønland 1857-1868, Kjøbenhavn, 1869, reprografisk gengivelse, Nunatta Atuagaateqarfia, 1982, s. 33

58 fra ubeboede Huse”.99 I årsberetningen for året 1864 finder vi en sag ved- rørende fødsel i dølgsmål: ”Med Hensyn til Retspleien har Forstanderskabet forhandlet om en Barnefødsel i Dølgsmaal ved Nanortalik, hvor et dødt Foster blev fundet uden for Husene den 26 Februar, men omendskjøndt mange Personer der og i Omegnen ere forhørte, har det ikke været muligt at opdage Moderen”.100

En sag fra Sukkertoppen samme år handler om blodskam: ”Med Hensyn til Retspleien har Forstanderskabet forhandlet om en Mand der lever i util- ladelig Forbindelse med sin Steddatter: han har ikke villet møde, skjøndt han er bleven kaldet; men vi vente, at han vil rette sig efter Forstanderskabets Befaling; thi hans Straf vil dog sikkert ikke udeblive”.101 Forstanderskabet behandlede samme år også en sag om ”Nogle, som have handlet ilde med Ting, der tilhørte Andre, især om to Mænd, som havde benyttet Kajakker, der af Forstanderskabet var givne Forældreløse”.102

Årsberetningen fra 1865 omtaler igen dølgsmålssagen fra Nanortalik: ”Med Hensyn til Retspleien har Forstanderskabet søgt at udfinde, hvo der har været skyldig i det ved Nanortalik fundne Fosters Død; for at faae Vished, begav Præsten, ledsaget af Kateketen og Opsynsmanden sig hen for at forhøre den stærkest mistænkte Qvinde, men da de nærmede sig, flygtede hun til fjelds; skjøndt man sagde hende, at ingen Overlast skulde vederfares hende, var hun dog ikke til at overtale. Naar Mennesker af Frygt unddrage sig fra at blive forhørte angaaende en Forbrydelse, gjøre de sig derved selv mistænkte hos

99 Meddelelser vedkommende Forstanderskaberne i Sydgrønland, Inspektoratet for Sydgrønland, 1863, H.J. Rink, Oversigt over Forstanderskabs-Indretningens Ind- førelse og Virksomhed i Grønland 1857-1868, Kjøbenhavn, 1869, reprografisk gengivelse, Nunatta Atuagaateqarfia, 1982, s. 45 100 Meddelelser vedkommende Forstanderskaberne i Sydgrønland, Inspektoratet for Sydgrønland, 1863, H.J. Rink, Oversigt over Forstanderskabs-Indretningens Ind- førelse og Virksomhed i Grønland 1857-1868, Kjøbenhavn, 1869, reprografisk gengivelse, Nunatta Atuagaateqarfia, 1982, s. 87 101 Meddelelser vedkommende Forstanderskaberne i Sydgrønland, Inspektoratet for Sydgrønland, 1863, H.J. Rink, Oversigt over Forstanderskabs-Indretningens Ind- førelse og Virksomhed i Grønland 1857-1868, Kjøbenhavn, 1869, reprografisk gengivelse, Nunatta Atuagaateqarfia, 1982, s. 93-94 102 Meddelelser vedkommende Forstanderskaberne i Sydgrønland, Inspektoratet for Sydgrønland, 1863, H.J. Rink, Oversigt over Forstanderskabs-Indretningens Ind- førelse og Virksomhed i Grønland 1857-1868, Kjøbenhavn, 1869, reprografisk gengivelse, Nunatta Atuagaateqarfia, 1982, s. 94

59 deres Medmennesker. Af denne Grund bekjendtgjøre vi her ifølge Forstan- derskabets Anmodning hiin Qvindes Navn, som er: Okaline Marie Poulsen. Men hvis hun atter indfinder sig, naar hun kaldes, og da godtgjør sin Uskyl- dighed, vil dette ligeledes blive offentliggjort”.103 Man lægger mærke til, at den pågældende kvinde nævnes ved navn.

Der har åbenbart været behov for at indskærpe reglerne for offentlig- gørelse af navne, for i en skrivelse fra inspektøren til forstanderskaberne den 5. januar 1866 hedder det: ”Da Forstanderskaberne undertiden have for- langt, at Navnene paa dem, der have begaaet Forseelser skulde offentlig- gjøres i Meddelelserne, bør dette herefter kun skee, naar vedkommende efterat være stævnede for Forstanderskabet, dog ikke ville give Møde eller godtgjøre deres Uskyldighed.”104 Sagen fra Nanortalik kan meget vel have været anledningen til, at inspektøren har ønsket at indskærpe reglerne.

En sag fra Sukkertoppen samme år handler om tyveri fra amerikanske skibe: ”Med Hensyn til Retssager har Forstanderskabet forhandlet om endeel Tyve- rier, begaaede ombord paa Amerikanske Skibe, der laae paa Koloniens Havn. Ved at optage Forhør erfarede de, at 6 Voxne og 3 Drenge af Koloniens Beboere var skyldige heri, og under Forhøret viste de ingen Skam over deres foragtelige Adfærd, men betragtede den snarere som Morskab. Disse tyvagtige Personer bleve straffede med en Mult af 2 Rd. hver, men for Drengenes vedkommende skulde Forældrene betale”.105

Årsberetningen for 1866 kan berette om fredelige tilstande i Julianehåb: ”Hvad angaaer Retspleien, da er der ikke indmeldt nogen egentlig For- brydelse. Der var nogle enkelte Stridigheder, men som kun dreiede sig om

103 Meddelelser vedkommende Forstanderskaberne i Sydgrønland, Inspektoratet for Sydgrønland, 1863, H.J. Rink, Oversigt over Forstanderskabs-Indretningens Ind- førelse og Virksomhed i Grønland 1857-1868, Kjøbenhavn, 1869, reprografisk gengivelse, Nunatta Atuagaateqarfia, 1982, s. 127-128 104 Meddelelser vedkommende Forstanderskaberne i Sydgrønland, Inspektoratet for Sydgrønland 1862-1866, H.J. Rink, Oversigt over Forstanderskabs-Indretningens Indførelse og Virksomhed i Grønland 1857-1868, Kjøbenhavn, 1869, reprografisk gengivelse, Nunatta Atuagaateqarfia, 1982, s. 158 105 Meddelelser vedkommende Forstanderskaberne i Sydgrønland, Inspektoratet for Sydgrønland, 1863, H.J. Rink, Oversigt over Forstanderskabs-Indretningens Ind- førelse og Virksomhed i Grønland 1857-1868, Kjøbenhavn, 1869, reprografisk gengivelse, Nunatta Atuagaateqarfia, 1982, s. 132

60 Ubetydeligheder”.106 I Frederikshåb distrikt derimod har man haft problemer med løsagtige kvinder: ”Da de ugifte Qvinder ved Arsut endnu bestandig vedblive med at have usømmelig Omgang med de europæiske Arbeidere ved Ivigtout, og en stor Deel af dem har uægte Børn med dem, har Inspek- tøren paalagt Controlleuren ved Ivigtout, at dersom disse Qvinder fremdeles vedblive saaledes, da skal han føre en Liste over de mest løsagtige, og om fornødent offentliggjøre deres Navne; og da man har hørt om smitsom Sygdom, kan han lade saadanne Qvinder syne af Lægen.”107 Et indblik i forstanderskabernes retlige virksomhed får vi også gennem den rejselystne danske amatørforsker Peter Daniel Bruun.

Daniel Bruuns møde med forstanderskabet i Godthåb 1903 Den danske officer og rejsende, amatørarkæologen Daniel Bruun (1856-1931), opholdt sig i 1903 i Grønland. Formålet med Bruuns rejse var at gennemføre arkæologiske undersøgelser i Godthåbs og Frederikshåbs distrikter. Under opholdet fik Bruun imidlertid lejlighed til at overvære et møde i Godthåbs forstanderskab. Bruun har i en artikel i Geografisk Tids- skrift fra 1904 beskrevet mødet med det grønlandske forstanderskab; artiklen har titlen Om Vestgrønlænderne.108

Daniel Bruun er en autodidakt amatørforsker uden egentlig videnskabelig uddannelse. Ikke desto mindre rummer Bruuns artikel en række kvaliteter, når det drejer sig om beskrivelsen af forstanderskaberne og deres virksomhed. Ud over den levende øjenvidneberetning fra et forstanderskabsmøde afholdt i Godthåb i begyndelsen af 1900-tallet samt omtalen af et antal retssager fra forstanderskabets forhandlingsprotokol giver artiklen en kortfattet men ganske fin introduktion til forstanderskabsinstitutionen.

Bruun gør rede for, hvordan det dengang rudimentære vestgrønlandske

106 Meddelelser vedkommende Forstanderskaberne i Sydgrønland, Inspektoratet for Sydgrønland, 1863, H.J. Rink, Oversigt over Forstanderskabs-Indretningens Ind- førelse og Virksomhed i Grønland 1857-1868, Kjøbenhavn, 1869, reprografisk gengivelse, Nunatta Atuagaateqarfia, 1982, s. 142 107 Meddelelser vedkommende Forstanderskaberne i Sydgrønland, Inspektoratet for Sydgrønland, 1863, H.J. Rink, Oversigt over Forstanderskabs-Indretningens Ind- førelse og Virksomhed i Grønland 1857-1868, Kjøbenhavn, 1869, reprografisk gengivelse, Nunatta Atuagaateqarfia, 1982, s. 148 108 Daniel Bruun: Om Vestgrønlænderne, Geografisk Tidsskrift, 17. bind, 1903-1904, Det Kongelige danske geografiske Selskab, Kjøbenhavn, 1904

61 skattesystem fungerer, og han forklarer, hvordan Kongelig Grønlandsk Handels indhandling udgør en kilde til overførsel af midler til kolonikasserne og inspektoraternes fælleskasser. Bruun fortæller ligeledes om de ord- ninger, der sikrer grønlandske fangere andel i overskuddet, den såkaldte ”repartition”. Talen om repartition fører Bruun frem til beskrivelsen af det grønlandske retssystem og dets sanktionsmuligheder:

Repartitionen andrager ikke store summer; men Fortabelse af de faa Kro- ner, det drejer sig om, for Erhververne, er dog en Straf, som de nødig udsætter sig for. Denne Fortabelse samt Udelukkelse fra ”Julekost” og ”Kongekost” (der af Handelen uddeles ved Jul og paa Kongens Fødselsdag til alle Grønlændere) tilligemed Bøder er de vigtigste Midler, Forstander- skaberne har til at holde det grønlandske Samfund i Ave; thi i Grønland gælder som bekendt dansk Lov ikke for Grønlænderne. En undtagelses- stilling indtager dog dem der staar i Handelens eller Missionens Tjeneste. Der findes intet egentligt Politi og ingen Lovbog med bestemt fastsatte Straffe.109

Bruun ønsker at give læseren et begreb om, hvad forstanderne beskæf- tiger sig med og leverer til det formål en reportage fra forhandlingerne ved forstanderskabets forårsmøde i Godthaab 1903, ”hvilket Møde jeg med For- standerskabets velvillige Tilladelse overværede, ligesom der senere gaves mig Lejlighed til at gennemlæse Forhandlingsprotokollerne for en meget lang Aarrække”.110

Der er ingen tvivl om, at Bruun har følt sig godt underholdt under læsningen af protokollerne, for han delagtiggør flittigt læserne i de sager, han støder på undervejs. Netop fordi der refereres flittigt til protokollerne, repræsenterer Bruuns artikel en nyttig kilde, når det gælder forstanderskabernes retlige virksomhed.

Om forstanderskabsmødet fortæller Bruun, at seminarieforstander, pastor Schultz-Lorentzen ledede forhandlingerne ”i et flydende grønlandsk”.

109 Daniel Bruun: Om Vestgrønlænderne, Geografisk Tidsskrift, 17. bind, 1903-1904, Det Kongelige danske geografiske Selskab, Kjøbenhavn, 1904, s. 48-49 110 Daniel Bruun: Om Vestgrønlænderne, Geografisk Tidsskrift, 17. bind, 1903-1904, Det Kongelige danske geografiske Selskab, Kjøbenhavn, 1904, s. 49

62 Tilstede under mødet var bogtrykker Jon Møller (søn af bogtrykker Lars Møller), overkateket Niels Lynge, distriktslæge Koppel, kolonibestyrer Kock og fangerne Iver og Mikias Berthelsen, Efraim Petersen, Karl Nielsen, Terkel Egede og Kristian Poulsen, Terkel, Basselai og Mathæus samt ”den ved Godthåb værende Volontær, der overværede Mødet uden Stemmeret”.111

Sag efter sag tages op og forhandles, ”som kunde det være i et hvilket som helst Sogneraad eller Amtsraad hjemme”, beretter Bruun, der fortsætter: ”Der forelaa det sjældne Tilfælde, at en Fanger ved sin Død havde efterladt sig noget Virkeligt. Man traf Foranstaltning til at foretage Skifte”.

En sag om løsagtige kvinder måtte forstanderskabet også tage stilling til: ”Paa det forberedende Møde havde de indfødte Forstandere udtalt, at det af Forstanderskabet i 1900 vedtagne, angaaende Kvinder ved Godthaab, hvilke var ulydige mod Forstanderne, paa ny blev indskærpet, det samme gjaldt samtidig Bestemmelserne om Husherrers Ansvar for sine Kvinders Opførsel. Vi var her inde paa et kildent Spørgsmål: Sædelighedsforholdene i Grønland”, noterer Bruun med kursiv. 112 I den anledning foretager han en afstikker til protokollen for året 1885:

Der blev i den Anledning (1885) af Forstanderen for Godthaab, Lars Heilmann, gjort gældende, at det var ”en stor Skam og Skændsel for Befolkningen her, at dens Kvinder kunde vise en saadan skamløs og fræk Opførsel, som der saavel overfor Amerikanerne som over for de danske ved forskellige Lejligheder var kommet for Dagen, og at det maatte være alle hæderlige Mænd og Kvinder i Samfundet magtpaaliggende at faa dette Onde standset”.

Herom var samtlige Forstanderskabets Medlemmer dengang enige, noterer Bruun. Forstanderne vedtog derfor at indstille til Billigelse følgende rigor- istiske Bestemmelse: ”De Kvinder, som fandtes at træde Sædeligheden under Fødder, enten ved at bedrive Utugt med fremmede Søfolk og Arbejdere eller

111 Daniel Bruun: Om Vestgrønlænderne, Geografisk Tidsskrift, 17. bind, 1903-1904, Det Kongelige danske geografiske Selskab, Kjøbenhavn, 1904, s. 49 112 Daniel Bruun: Om Vestgrønlænderne, Geografisk Tidsskrift, 17. bind, 1903-1904, Det Kongelige danske geografiske Selskab, Kjøbenhavn, 1904, s. 50

63 med herværende Evropæere, vil være at straffe”.113 Bruun kommenterer forstanderskabets beslutning med bemærkningen ”stakkels Ungmøer fra Godthaab!”

Bruun følger historien op ved igen at citere fra forhandlingsprotokollen: ”Mænd, der under lignende Forhold forsyndede sig, kunde vente at faa tilsvarende Straf, idet de berøvedes deres Kajak og foreløbig sattes ud paa en Ø”. Så hårdt gik det dog ikke, men endnu er man ikke kommet stort videre, bemærker han og fortsætter: ”For Tiden var et Par stakkels unge Piger blevne sendte bort af Forstanderskabet til en anden Boplads i Nærheden, og endnu gælder den Regel, at de unge ikke maa færdes paa Kolonivejen (Stedets ”Langelinie”) om Aftenen, naar det er mørkt, efter Klokken 8, og naar der er Dans, Klokken 10”.114

Protokollen indeholder ikke så få tilfælde, hvor der er blevet skredet ind mod utugt, bemærker Bruun og nævner i forbifarten et par eksempler: ”En forstander står i Forhold til sin Steddatter. En Fanger holder sig en Frille. De ligger i det lille grønlandske Hus paa den ene Ende af Briksen og Konen og Børnene paa den anden osv. osv.”115

Forstanderskabet i Godthåb er altså ikke blot en retlig instans; den optræder også som moralens vogter. Ikke alene udtaler forstanderne sig om, hvad der efter deres mening bør være gældende moral, de opstiller også påbud og iværksætter sanktioner mod dem, der forsynder sig - moral og ret er to sider af samme sag. Situationen i Godthåb er ikke enestående. På hele kysten optrådte forstanderskaberne på samme måde. Det er værd at bemærke, at de fem paragraffer i Foreløbige Bestemmelser af 21. April 1881, der udgjorde kernen i grønlandsk lov på dette tidspunkt, ikke på nogen måde forholder sig til den type moralske spørgsmål. Paragrafferne handler om vold, tyveri, benyttelse af andres redskaber uden tilladelse, barnefødsel i dølgsmål mm., men ikke om forsyndelser mod Det sjette Bud.

113 Daniel Bruun: Om Vestgrønlænderne, Geografisk Tidsskrift, 17. bind, 1903-1904, Det Kongelige danske geografiske Selskab, Kjøbenhavn, 1904, s. 50 114 Daniel Bruun: Om Vestgrønlænderne, Geografisk Tidsskrift, 17. bind, 1903-1904, Det Kongelige danske geografiske Selskab, Kjøbenhavn, 1904, s. 51 115 Daniel Bruun: Om Vestgrønlænderne, Geografisk Tidsskrift, 17. bind, 1903-1904, Det Kongelige danske geografiske Selskab, Kjøbenhavn, 1904, s. 51

64 Bruun nøjes ikke med at referere fra selve mødet; han må også fortælle, hvad der skete bagefter: ”Saa vandrede de ejendommelige Skikkelser ned til Kolonien for at holde Kaffegilde, til hvilket der var bevilget et lille Beløb på 20 Kroner”. Mødet genoptoges den følgende dag. Om denne dag skriver Bruun bl.a.: ”Forstanderen fra Grædefjorden meddelte, at Fange- ren Samuel havde hyppige Anfald af Ustyrlighed, under hvilke han havde stukket sin Kone i Armen med en Kniv og truet sine Landsmænd paa Livet, hvorfor denne ønskede ham uskadeliggjort. Vedkommende skal interne- res i Lichtenfels, under Opsyn af Præsten, til Lægen kan komme i Juli”.116

Den temperamentsfulde ægtemand bliver altså idømt forvisning under opsyn. Bemærkningen ”til Lægen kan komme i Juli” må vel forstås sådan, at forvis- ningen er tidsbestemt og gælder, indtil lægen kan komme og afhente ham. Hvad der skete i sagen efterfølgende, kan Bruun af gode grunde ikke oplyse noget om. ”Bladrer man Forhandlingsprotokollen igennem, får man Indtryk af, at Forstanderskaberne har at gøre med de mest forskelligartede Ting, lige fra de intimeste til de mest offentlige”, bemærker Bruun. Som eksempler på sager nævner han følgende:

Ophavsmanden til et ugrundet Rygte om Blodskam imellem Fader og Datter straffes med, at hans Navn opslaaes i Butikken, hvor det samtidig kundgøres, at de vedkommende er skyldige. En Tyv forbryder sin Julekost. I Anledning af, at en Fanger mod Beboernes Villie har nedsat sig paa en Plads, udtales, at ”ifølge de grønlandske Vedtægter kan en Mand ikke tage fast Ophold paa en Plads, naar dennes Befolkning ikke ønsker det, og at han derfor skal flytte. En Mand straffes med Udelukkelse fra Repartition, fordi han har gjort Gæld. Til forskellige Tider straffes Forstandere, der har begaaet Misligheder, med Fortabelse af Værdigheden og Udlevering af Uniformshuen samt Fortabelse af ”Julekost” og ”Kongekost”. Af Hensyn til Gedehold forbydes det paa enkelte Pladser i Sydgrønland at holde mere end en Hund i hvert Hus osv.117

Forhandlingerne på møderne drejer sig dog i reglen hovedsagelig om uddeling af repartition og af præmier til personer, der har ydet hjælp til

116 Daniel Bruun: Om Vestgrønlænderne, Geografisk Tidsskrift, 17. bind, 1903-1904, Det Kongelige danske geografiske Selskab, Kjøbenhavn, 1904, s. 52 117 Daniel Bruun: Om Vestgrønlænderne, Geografisk Tidsskrift, 17. bind, 1903-1904, Det Kongelige danske geografiske Selskab, Kjøbenhavn, 1904, s. 52

65 fattige, bemærker Bruun, tyverisager er ikke hyppige, konstaterer han, idet han remser op: ”1899 forbryder en Tyv sin Julekost. 1900 er det et Tilfælde af Selvtægt i Butikken. 1902 et Tilfælde af Tyveri o.s.fr.”118

Ved at færdes imellem grønlænderne, og ved at gøre sig bekendt med forhandlingerne på forstanderskabsmøderne, får man det bestemte indtryk, at de ”danske vestgrønlændere” som regel er et fredeligt folkefærd, understreger Bruun. Mord og grove tyverier er sjældne og slagsmål næsten ukendte. Enkelte tilfælde af grove forbrydelser kendes dog, bemærker han; når de forekommer, tager forstanderskabet initiativ til sagens undersøgelse, hvorefter inspektøren eller ministeriet træffer den endelige afgørelse, oplyser Bruun. Typisk i så henseende er, mener han, behandlingen af en mordsag, som undersøgtes af forstanderskabet ved Godthåb i året 1891-92. Under overskriften Morder eller ikke Morder, en grønlandsk Rettergang gengiver Bruun herefter, hvad der findes om den pågældende sag i forhandlingsprotokollen samt i Atuagagdliutit.

Den spektakulære sag handler om et konebådsforlis i efteråret 1890. Kone- båden tilhørte grønlænderen Ignatius, der befandt sig ombord på konebåden sammen med ni andre personer, da ulykken indtraf. Ignatius overlevede forliset, mens alle andre ombordværende druknede. En grønlandsk mand ved navn Jacob, som var far til to børn, der var omkommet ved forliset, havde på egen hånd foretaget en undersøgelse på ulykkesstedet for at lede efter spor. Jacob havde fundet konebåden og bemærket, at bådens surringer var blevet skåret over med en kniv, og ikke, som Ignatius havde hævdet, ødelagt af den skarpe fjordis. Bruun beretter videre:

Da Efteraarsmødet ved Godthaab nu holdtes, 1. og 2. Septbr., havde hans [Ignatius´] Forhold saaledes i det hele taget forværret sig. Han var ikke længere den af alle beklagede, men stod for Forstanderskabet anklaget for Mordet paa 9 Personer. Det var Missionær Starick ved Lichtenfels, der, støttet paa Angivelser af ovennævnte Fanger Jacob fra Grædfjorden, allerede tidligere havde indsendt en Skrivelse til Forstanderskabet, i hvilket han fremsatte den graverende Anklage mod ham (…) Ignatius var

118 Daniel Bruun: Om Vestgrønlænderne, Geografisk Tidsskrift, 17. bind, 1903-1904, Det Kongelige danske geografiske Selskab, Kjøbenhavn, 1904, s. 53

66 samtidig anklaget for at have slaaet sin Moder ved en tidligere lejlighed. Han nægtede sig skyldig heri saavel som i Mordet paa de ni.119

Med andre ord: den tyske missionær Starick havde formuleret og fremsendt anklagen mod Ignatius, og forstanderskabet, der havde taget sagen op, behandlede den nu som en mordsag. Den formodede morder befandt sig således i en meget vanskelig position uanset, om han var skyldig eller ej. Efter forstanderskabets beslutning blev Ignatius sat i varetægtsarrest. Ved vidneførsel kom det frem, at Ignatius ved en tidligere lejlighed havde slået sin mor. Efter denne udåd gik han til fjelds i den hensigt at forlade sine egne og i det hele taget det menneskelige samfund, fortæller Bruun. En fætters indtrængende anmodning fik ham dog til at vende tilbage. Bruun beretter: ”Om Morgenen begyndte han at skrige, som han sagde paa Grund af heftige Smerter i den ene Fod. Han udtalte nu, at han fortrød sine onde Gerninger, og deriblandt, at han havde villet skyde sin Kone, fordi de ingen Børn havde, og hun derfor ikke duede til noget”.120 Sagen blev langvarig. Først efter forårs- mødet 1895 bliver protokollen endelig tavs om sagen. I den mellemliggende periode var en lang række vidner blevet afhørt. De grønlandske medlemmer af forstanderskabet var også blevet udspurgt om deres mening:

De 7 afgav den erklæring, at de mente, at han selv havde ombragt de 9 Mennesker. En af dem erklærede, at han vel ansaa I. for skyldig i at have slaaet sin Moder og i at have villet skyde efter sin Kone, men ansaa ham for at være uskyldig i, at de 9 Mennesker var omkomne. Den 9de ”Parssissok” (Forstander) mente, at der endnu ikke var fremkommet noget, der enten kunde tale for hans Skyld eller Uskyld m.H.t. de nævnte Forbrydelser.121

Den 25. september samme år vedtog forstanderskabet, at Ignatius fremdeles skulle holdes fængslet ”dels af H. t. Forholdet overfor Moderen og Hustruen, dels for at man under Fængslingen kunde paavirke ham til Bekendelse”.122

119 Daniel Bruun: Om Vestgrønlænderne, Geografisk Tidsskrift, 17. bind, 1903-1904, Det Kongelige danske geografiske Selskab, Kjøbenhavn, 1904, s. 57 120 Daniel Bruun: Om Vestgrønlænderne, Geografisk Tidsskrift, 17. bind, 1903-1904, Det Kongelige danske geografiske Selskab, Kjøbenhavn, 1904, s. 57 121 Daniel Bruun: Om Vestgrønlænderne, Geografisk Tidsskrift, 17. bind, 1903-1904, Det Kongelige danske geografiske Selskab, Kjøbenhavn, 1904, s. 57 122 Daniel Bruun: Om Vestgrønlænderne, Geografisk Tidsskrift, 17. bind, 1903-1904, Det Kongelige danske geografiske Selskab, Kjøbenhavn, 1904, s. 60

67 Den 3. juni 1892 indsendte inspektoratet sagen til direktoratet. Inspek- toratet anmodede Indenrigsministeriet om godkendelse af forstanderskabets beslutning gående ud på, at Ignatius efter i et halvt år at have været arresteret skulle løslades af fængslet. En betingelse for løsladelsen var dog, at han sattes under opsyn ved kolonien og anbragtes i kolonist A. Titussens hus.123 På forårsmødet i maj 1895 besluttede forstanderskabet, at Ignatius, der nu i fire år havde været under kolonistens tilsyn, og som havde opført sig ”sær- deles godt”, skulle have tilladelse til at bygge et hus, hvor han kunne leve med sin familie. Ignatius blev ved samme lejlighed bevilliget byggehjælp og ”dermed vil saa ogsaa borfalde de Udgifter, Forstanderskabet hidtil (…) har haft til hans Underhold”.124

I mødeprotokollen kan man læse følgende: ”Der kan, naar Hensyn tages til de fremkomne Udtalelser, næppe være Tvivl om, at Ignatius var en daarlig Person, hvad enten han nu er Skyld i de ni Menneskers Død eller ikke; men det samme gælder vistnok ogsaa om Jakob, hans Modstander i Sagen. Pastor Vibæk, der, da Sagen stod paa, var ansat ved Godthaab, kalder denne en snavs Karl”.125

Bruun afslutter sin gennemgang af sagen med følgende bemærkning: ”Jeg har gengivet denne Retssag saa udførligt, fordi den afgiver et godt Eksempel paa, hvorledes Rettergang føres i Grønland. I første Instans tilkommer Æren for den upartiske og grundige Undersøgelse Forstanderskabets Formand, Seminarieforstander, senere afdøde Pastor Balle, der af alle var anset for en Ven af Grønlænderne og et i alle Maader udmærket Menneske”.126

Kommunerådene Forstanderskabet opretholdtes indtil 1908, da det spaltedes i to selvstæn- dige institutioner, nemlig landsråd og kommuneråd. Da Rigsdagen i maj 1908 vedtog Lov om Styrelse af Kolonierne i Grønland, var nyordningen formelt

123 Daniel Bruun: Om Vestgrønlænderne, Geografisk Tidsskrift, 17. bind, 1903-1904, Det Kongelige danske geografiske Selskab, Kjøbenhavn, 1904, s. 61 124 Daniel Bruun: Om Vestgrønlænderne, Geografisk Tidsskrift, 17. bind, 1903-1904, Det Kongelige danske geografiske Selskab, Kjøbenhavn, 1904, s. 61 125 Daniel Bruun: Om Vestgrønlænderne, Geografisk Tidsskrift, 17. bind, 1903-1904, Det Kongelige danske geografiske Selskab, Kjøbenhavn, 1904, s. 61 126 Daniel Bruun: Om Vestgrønlænderne, Geografisk Tidsskrift, 17. bind, 1903-1904, Det Kongelige danske geografiske Selskab, Kjøbenhavn, 1904, s. 62

68 en realitet. Loven indeholdt en række bestemmelser om de to nye organer. For hver landsdel skulle der oprettes et landsråd, der skulle sammentræde en gang om året, og for hver kommune skulle der vælges et råd, der havde til opgave at administrere kommunekassen og opretholde orden. For både landsråd og kommuneråd gjaldt det, at medlemmerne skulle vælges blandt grønlændere. Landsrådsformændene, de to inspektører for henholdsvis Nord- og Sydgrønland, havde ikke stemmeret.

I etnisk henseende indebærer implementeringen af styrelsesloven af 1908 med andre ord en kraftig nedtoning af dansk indflydelse. Landsrådet skulle i forbindelse med lovgivningsarbejdet tjene som rådgivende organ og det skulle være berettiget til at behandle og stille forespørgsler om alle sager af interesse for den grønlandske befolkning. Kommunerådet på sin side skulle i en form, der indebar større indflydelse for den indfødte befolkning, videre- føre forstanderskabets kommunalvæsen. Kommunerådene holdt deres første møder i april 1911 og de to landsråd påbegyndte deres virksomhed samme år i august. Man må gå ud fra, at de gamle forstanderskabsbestem- melser har været gældende ret i perioden frem til afholdelsen af de første kommunerådsmøder.

Styrelsesloven af 1908 fastlagde, at kommunerådene kunne afgøre alle borgerlige retstvister, herunder spørgsmål om arv og skifte mellem personer, der stod under grønlandsk retsorden. Hvad angik kriminalsager henhørte mindre forseelser og overtrædelser af vedtægter og lign. under kommunerådene, mens egentlige forbrydelser blev henlagt under de nydannede, såkaldte blandede domstole. Disse domstole stod under inspek- tørens forsæde og bestod af kommunerådsformændene i domstols- distriktet samt et antal af Indenrigsministeriet beskikkede danske udsendte, som havde været tjenestegørende i landet mindst et år. Detaljerne i reglerne skulle fastsættes af kongen, hvilket skete ved anord- ningen af 18. maj 1910, men afgrænsningen mellem de to begreber ”forseelse” og ”forbrydelse”, der ligeledes skulle fastlægges af kongen, skete aldrig.127 Loven af 1908 var, mente Knud Oldendow, ikke desto mindre et fremskridt:

127 Knud Oldendow: Grønlændernes egne Samfundsorganer, Det grønlandske Selskabs Skrifter X, Gads Forlag, København 1936, s. 254

69 Det var utvivlsomt et lykkeligt Greb, der her blev forsøgt til Højnelse af den grønlandske Retsorden, idet der altsaa nu skabtes Mulighed for at paabegynde Fastsættelse og Hævdelse af Regler for de Personer, som hørte til det grønlandske Samfund. Tanken var jo gennem de særligt grøn- landske lov- og vedtægtsgivende Organer [Landsrådene] at faa fastsat en specielt tilpasset Retsorden, samt fortsat at lade Overvaagelsen af denne i væsentlig Grad blive ved den grønlandske Befolkning selv, som paavist dels helt alene [i kommunerådene], dels ved Medvirken fra de Danskes Side [i de blandede domstole].128

Med styrelsesloven af 1908 og overgangen fra forstanderskab til kommune- råd og blandede domstole opretholdtes med andre ord situationen med eksistensen af to parallelle retssystemer: et for grønlændere (med undtagelse af grønlændere i dansk tjeneste) og et for det indlejrede danske samfund. Knud Oldendow forklarer her, hvorfor det parallelle system efter hans mening var nødvendigt:

Naar der i det Hele taget i Grønland gjaldt – og den Dag i Dag gælder – to Slags Ret, en for den oprindelige eskimoiske Befolkning, Grønlænderne, og en for Ikke-Eskimoer, der behandles efter Reglerne i de danske Love, har dette selvsagt sin Aarsag deri, at Grønlænderne endnu staar paa et efter europæisk Maalestok endnu saa lidet udviklet Kulturtrin, at der hverken kan være Tale om, at Danske kan gaa ind under deres primitive Ret eller om, at Landets almindelige Befolkning kan være tjent med at gaa ind under det for deres Retsopfattelse alt for fremmedartede og moderne danske Retssystem.129

Det er nu om dage et sjældent fænomen, at der i én og samme landsdel gæl- der to sæt retsregler, understreger Oldendow: ”Dette kendtes rigtignok ret almindelig i den middelalderlige Erobrertid, hvor Sejrherrer indførte egen Ret i betvungne Lande, men lod Overvundne beholde deres egen gamle Ret, men det er i vore Dage kun logisk i Kolonilande: Grønland er dansk Biland, Koloni, hvoraf efter almindelige statsretlige og folkeretlige Grundsynspunkter flyder,

128 Knud Oldendow: Grønlændernes egne Samfundsorganer, Det grønlandske Selskabs Skrifter X, Gads Forlag, København 1936, s. 254-255 129 Knud Oldendow: Grønlændernes egne Samfundsorganer, Det grønlandske Selskabs Skrifter X, Gads Forlag, København 1936, s. 249

70 at det ikke repræsenteres i Danmarks lovgivende Forsamling eller indordnes under den i Danmark gældende almindelige Retsforfatning, efter hvilken dog naturligvis Danske i Grønland har Krav paa at blive behandlede”.130 Loven af 1908 var gældende indtil 1925, hvor en ny styrelseslov trådte i kraft.

Sysselretterne Med styrelsesloven af 18. april 1925 indførtes efter dansk forbillede et nyt organ, sysselrådet, det grønlandske amt. Sysselrådene bestod af alle kommunerådsformænd og landsrådsmedlemmer inden for et nærmere defineret område samt tillige alle ansatte under dansk lov stående tjeneste- mænd, for så vidt disse opfyldte valgbarhedsbetingelserne til kommune- rådene. Hvor lands- og kommunerådene efter den tidligere ordning næsten udelukkende havde bestået af grønlændere, var de nye sysselråd sammensat af både grønlændere og danske. Med oprettelsen af sysselrådene var det danske element, der efter forstanderskabernes nedlæggelse midlertidigt havde været nedtonet, igen blevet styrket. En indbygget regel sikrede dog, at antallet af danske medlemmer ikke måtte overstige antallet af grøn- landske.

Med styrelsesloven af 1925 ophævedes de blandede domstole og erstattedes af sysselretter, der overtog de retsfunktioner, der tidligere havde ligget under de blandede domstole og kommunerådene. Sysselretsformanden, også kaldet ”sysselmanden”, beskikkedes af landsfogeden og skulle godkendes af ministeriet i København. Sysselretten skulle tage sig af både borgerlige retssager og strafferetssager. Det påhvilede sysselmanden at efterforske be- gåede forbrydelser samt at fremskaffe beviser og vidner. I mindre alvorlige sager skulle sysselmanden udtage 1 dansk og 1 grønlandsk domsmand, i alvorligere sager 2 danske og 2 grønlandske. Meddommerne skulle udvæl- ges fra en grundliste udarbejdet af sysselrådet. Når dette var gjort, skulle sysselmanden herefter sætte retten.

Kommunerådet, der varetog opretholdelsen af den offentlige orden inden for kommunen, og som derved udgjorde en art politimyndighed, skulle over for sysselmanden anmelde alle forseelser og forbrydelser og medvirke aktivt til sagens opklaring. Sysselretsmøderne var offentlige og der skulle føres

130 Knud Oldendow: Grønlændernes egne Samfundsorganer, Det grønlandske Selskabs Skrifter X, Gads Forlag, København 1936, s. 250

71 retsbog. Landsfogeden, der førte tilsyn med retten, skulle en gang om året afgive beretning om retternes virksomhed til ministeriet og udskrifter af retsprotokollen skulle vedlægges. Kravet om førelse af retsbog danner baggrund for, at den juridiske ekspedition senere kunne indsamle sit materiale. Bestemmelserne i styrelsesloven af 1925 var gældende retspraksis, da Knud Oldendows bog udkom i 1936. Om sysselrettens fremgangsmåde skriver Oldendow følgende:

Rettens medlemmer voterer for lukkede døre, ved afstemning iagt- tages, at de grønlandske medlemmer voterer først, dernæst de danske og til sidst sysselmanden. Afvigende meninger kan forlanges tilført rets- bogen. Dommen skal i borgerlige sager indeholde angivelse af parternes påstande, beviser og sagens afgørelse, i straffesager angivelse af, hvilken lovbestemmelse, der er anvendt og straffens udmåling, samt vedrørende forbrydelser udtrykkelig angivelse af, om dommen skal medføre tab af borgerlige rettigheder og i så fald for hvilket tidsrum. Landsfogden kan enten af egen drift, eller efter begæring fra en af parterne, eller fra dom- fældte i en straffesag, ophæve en afsagt dom og henvise sagen til fornyet behandling, såfremt den ikke har været lovligt behandlet eller hvis der er tilvejebragt meget stor sandsynlighed for, at sagen har været mangelfuldt oplyst og at foreliggende nye oplysninger vil medføre væsentlig andet resultat. I øvrigt er sysselrettens domme endelige.131

Situationen 1948 Knud Oldendows skildring af grønlandsk retspraksis i perioden efter 1925- lovens ikrafttræden er nok det tætteste, vi kommer på den virkelighed, der mødte Goldschmidt, Lindegaard og Bentzon, da de i 1948 rejste til Grønland. Oldendows bog Grønlændernes egne Samfundsorganer er en vigtig kilde til Grønlands politiske historie, men som vi har set, er bogen tillige central, når det drejer sig om udviklingen af grønlandsk ret. Bogens kapitel Den grøn- landske Retsplejes Historie beskriver denne udvikling.

Lad os benytte lejligheden til at kigge nærmere på bogens forfatter, der i sin egenskab af Grønlands Styrelses direktør var en ledende skikkelse i en periode, hvor omformningen af dansk grønlandspolitik for alvor tog fart.

131 Knud Oldendow: Grønlændernes egne Samfundsorganer, Det grønlandske Selskabs Skrifter X, Gads Forlag, København 1936, s. 258

72 Oldendow er ligeledes en central figur i det persongalleri, der knytter sig til Den Juridiske Ekspedition, måske den mest centrale figur overhovedet.

Embedsmænd som Oldendow med en empatisk indstilling til det grønlandske samfund har ved forskellige lejligheder spillet en afgørende rolle i Grønlands historie. Skildringen af Knud Oldendow leder os samtidig på sporet af rets- historiens ”missing link”, når det gælder perioden 1929-1948, nemlig Jørgen Berthelsens straffelovsudkast fra 1929. Som det vil fremgå af det følgende, blev Berthelsens straffelovsudkast anvendt i praksis af de grønlandske retter, selvom udkastet aldrig var blevet vedtaget officielt.

73 74 4. Traditionalisten Oldendow

Knud Oldendow (1892-1975) tog juridisk embedseksamen i 1920. Efter i en periode at have været amtsfuldmægtig i Vejle blev han i 1924 udnævnt til inspektør for Sydgrønland, og da dette embede i 1925 omdannedes, blev han landsfoged i Godthåb. Efter opfordring kaldtes Oldendow i 1932 til København for at blive kontorchef i Grønlands styrelse og i 1938 efter- fulgte han Jens Daugaard-Jensen som styrelsens direktør. Efter udbruddet af 2. verdenskrig gjorde Oldendow et forgæves forsøg på at rejse til USA for derfra at etablere forbindelse til Grønland. I forbindelse med Hans Hedtofts besøg i Grønland sommeren 1948 og den nyordning af grønlandspolitikken, der fulgte herefter, trak Oldendow sig tilbage og efterfulgtes på direktør- posten af Eske Bruun.

Mads Lidegaard giver Oldendow disse ord med på vejen: ”Olden- dows grønlandske embedsførelse var præget af hans meget store interesse for landet og befolkningen og et usædvanlig grundigt kendskab til mange sider af landets kultur og natur. Han var ekspert inden for grønlandsk bogtryk i særdeleshed, men havde et stort historisk overblik.” 132

Oldendows rolle i udformningen af dansk grønlandspolitik Hvilken rolle spillede Knud Oldendow i udformningen af dansk grønlands- politik? Spørgsmålet er relevant, fordi det selvsagt også vedrører Oldendows opfattelse af spørgsmålet om indretningen af retsforholdene. Men lad os først se på, hvor Oldendow befinder sig, når det gælder holdningen til Grønlands udvikling i efterkrigsårene. I udredningen Afvikling af Grønlands kolonistatus 1945-54 skelner Dansk Institut for Internationale Studier mellem traditionalister og modernister:

Modernisterne mente, at man efter krigen skulle tage de første skridt til en økonomisk og politisk udvikling svarende til den, Danmark havde gennemløbet over flere hundrede år. De første skridt måtte være at opbygge et så vidt muligt selvstændigt erhvervsliv i Grønland, afskaffe handelsmonopolet og bidrage til udviklingen af et selvstændigt politisk liv.

132 Mads Lidegaard i Dansk Biografisk Leksikon, 10. bind, 1982, s. 662

75 I modsætning hertil mente traditionalisterne, at Grønland ikke var moden til en sådan udvikling. Der var stadig behov for at beskytte grønlæn- derne.133

Omlægningen af dansk grønlandspolitik i årene efter 2. verdenskrigs afslutning gik i klar modernistisk retning, mener instituttet, selvom striden i grønlandsadministrationen i første omgang endte med en sejr til traditionalisterne:

I første omgang blev det reformskeptikerne, der sejrede. Det blev klart i forbindelse med den betænkning, som i juni 1946 blev offentliggjort efter et udvalgsarbejde, som regeringen på Oldendows forslag året forinden havde taget initiativ til.134

Den betænkning, der her er tale om, og som Oldendow i sin egenskab af direktør for styrelsen på daværende tidspunkt stod i spidsen for, er den tidligere omtalte Betænkning afgivet den 12. juni 1946 af Rigsdagens grøn- landsudvalg. Karakteristikken af Oldendow som ”traditionalist” knytter sig til begivenheder, der udspillede sig i tiden efter udgivelsen af Oldendows grønlandsbøger i 1930-erne, men hans reformskeptiske holdninger kom ikke desto mindre klart til udtryk allerede i bøgerne. Det gælder også, når det drejer sig om synet på udviklingen inden for det retlige område:

De nugældende Retssynspunkter i Grønland har udviklet sig organisk paa enhver Tids Grundlag og er ingenlunde blevet kunstigt drevet frem, ej heller forceret af misforstaaet Trang til at forsøge Reglerne i videst mulige Grad gjort conforme med danske. Udviklingen maa have Krav paa at rod- fæste sig stærkt og sikkert i sin Tid. Og selvom alt imens Livet jo skal leves, gælder det dog stedse om at holde fast ved Syntesens Princip, at omsætte dette i Virkeligheden. Værdien af en saadan direkte engageret Betragtningsmaade kan ikke på nogen Maade være problematisk, den er i sig selv under normale Forhold rigtig, og et modsat Synspunkt har, naar man rekognoscerer Historien, kun formaaet at gøre sig gældende, hvor egentlige Revolter og pludselige Omvæltninger som Følge af uforudsete

133 Dansk Institut for Internationale Studier, Afvikling af Grønlands kolonistatus 1945- 54, København, 2007, s. 127 134 Dansk Institut for Internationale Studier, Afvikling af Grønlands kolonistatus 1945- 54, København, 2007, s. 128

76 (og ofte uforudseelige) Begivenheder uafviseligt har tvunget sig frem og sat deres ublu og diktatoriske Stempel paa Begivenhedernes Gang.135

Med sin empatiske indstilling til det grønlandske samfund, og med sine erfaringer fra landsfogedembedet som baggrund, ønskede Oldendow at beskytte grønlænderne mod en forceret udvikling, der ikke på organisk vis knyttede bånd til fortiden. Et element i Oldendows traditionalisme er en tilbagevendende understregning af, at retshåndhævelsen må være forankret i grønlandsk retsopfattelse, altså en gentagelse af Dalagers og Glahns tidligere synspunkt.

Et andet karakteristisk element i Oldendows forsigtighedssynspunkt er hans tilbageholdenhed overfor tanken om at ophæve handelsmonopolet. Olden- dow fremførte, at der blandt grønlænderne selv var et ønske om at bevare monopolet - i al fald indtil videre.136 At Oldendow har belæg for sin påstand, fremgår af betænkningen fra rigsdagens grønlandsudvalg. Betænknings- teksten er på det punkt klar: ”Den grønlandske Delegation har enstemmigt udtalt sig for, at det nuværende Handelsmonopol, som hjemles i Styrelses- loven, bibeholdes indtil videre”.137

Hvad Oldendow og traditionalisterne har ment om en eventuel erhvervs- økonomisk åbning af Grønland, er vanskeligt at danne sig et klart indtryk af. Betænkningen fra rigsdagens grønlandsudvalg nævner fx ikke de danske fiskeres ønske om at få adgang til at fiske i grønlandske farvande. Derimod nævnes færingers og islændinges fiskeri ved Grønland. Det fremgår klart af betænkningsteksten, at de grønlandske udvalgsmedlemmer har betragtet de færøske fiskeres aktiviteter med skepsis og at de ikke har ønsket færin- gernes fiskerirettigheder ved Grønland udvidet. Det fremgår ligeledes, at de grønlandske medlemmer i den henseende har betragtet islændingene som en slags fremmedelementer.138

135 Knud Oldendow: Grønlændernes egne Samfundsorganer, Det grønlandske Selskabs Skrifter X, Gads Forlag, København 1936, s. 261 136 Dansk Institut for Internationale Studier, Afvikling af Grønlands kolonistatus 1945- 54, København, 2007, s. 136 137 Betænkning afgivet den 12. juni 1946 af Rigsdagens Grønlandsudvalg, København, 1946, s. 18 138 Betænkning afgivet den 12. juni 1946 af Rigsdagens Grønlandsudvalg, København, 1946, s. 23

77 Overvejelser omkring andre udefrakommende erhverv er i betænknings- teksten praktisk talt fraværende. Enkelte kommentarer om øget adgang for turister, om udsendelse af danske foregangsmænd til oplæring af grønlæn- dere i landbrug, og om geologiske undersøgelser med henblik på olieefterforskning finder man dog. Udvalget henstiller, at der skabes hjemmel til at åbne adgang for en begrænset trafik for danske turister under former, som skønnes forenelige med det bestående monopolsystem og som kan gennem- føres med styrelsens skibe.

Udvalget kan ikke anbefale udsendelsen af danske fåreavlere som foregangs- mænd for grønlandske landbrugere. Derimod bifalder man det initiativ, der er taget til geologiske undersøgelser med henblik på olieefterforskning; man afventer rapporten om disse undersøgelser. At Oldendow ikke blot i retslig forstand men også i erhvervsøkonomisk henseende har ønsket at beskytte grønlænderne mod fremmed konkurrence, kan der nok ikke herske megen tvivl om. At han har lyttet grundigt til grønlændernes synspunkter, og i mange tilfælde gjort disse synspunkter til sine egne, er ligeledes åbenbart. Hvorvidt de såkaldte grønlandske synspunkter så også repræsenterer hele den grønlandske befolkning, og ikke blot de valgte repræsentanter, er en helt anden sag.

Fløjenes forbundsfæller Mellem den forsigtige Oldendow og den socialdemokratiske arbejderbe- vægelse er der øjensynligt basis for en alliance. Det er i al fald kendetegnende, at den socialdemokratiske presse i tiden omkring udgivelsen af grønlandsud- valgets betænkning var betydeligt mere afdæmpet i sin vurdering af Olden- dow og Grønlands styrelse end mange af de øvrige danske aviser.139 Grønland skulle beskyttes mod kapitalmagtens udbytning, mente Stauning, der i forordet til Oldendows topografiske bogGrønland f ø r e r h e l e d e n dan s ke ar b ej d e r- klasse frem til forsvar for Oldendows forsigtige konservative linje:

Arbejderklassen kender det moderne, civiliserede Samfunds Metoder og ved hvad Udbytning er. Denne Klasse ved derfor ogsaa, hvad der vilde indtræde, hvis man gav Kapitalmagten Frihed til at tage Grønland og den primitive Befolkning under Behandling. Men netop derfor er det af største

139 Dansk Institut for Internationale Studier, Afvikling af Grønlands kolonistatus 1945- 54, København, 2007, s. 133

78 Værdi, at Arbejderklassen udstrækker sin Omsorg og Interesse til dette Land, thi der kan ikke være Tvivl om, at den – ogsaa ved sin politiske Ind- flydelse – vil afværge de Ulykker, som letsindige Agitatorer ser bort fra, naar de taler om Grønlands Aabning for Civilisationen.140

De defensive traditionalister havde, hvis man skal følge Staunings tankegang, angiveligt en forbundsfælle i den danske arbejderklasse, men i forsøget på at realisere en mere offensiv og erhvervsvenlig grønlandspolitik fandt modernisterne på deres side også en forbundsfælle, nemlig de danske fiskere.141 At danske fiskere var interesseret i at trænge ind i de grønlandske farvande, og at de faktisk også formåede at gøre det, er der ingen tvivl om. Det kan man forvisse sig om ved at læse danske aviser fra perioden. Under overskriften Trængsel omkring Grønland i Sommer skriver dagbladet Information den 19. maj 1948 fx dette:

Fem danske Fiskeriekspeditioner, den første afgaaet. Nordmændene har store Planer Der bliver Trængsel omkring Grønland i Sommer. Under Hurraraab fra en stor Forsamling stod Kutteren ”Greenland” i Gaar ud af Esbjerg Havn for at gaa paa Grønlandsfiskeri. Lasten og Dækket var helt opfyldt af Gods, saasom Salt, Olie og Fiskeriredskaber, Barakker og Motorbaade. Ekspe- ditionen vil være til August, og 45 jyske og færøske Fiskere er engageret i Fiskeriet. ”Greenland” vil antagelig være i Grønland om fjorten Dage. I den kommende Uge afgaar desuden Venø-Selskabets Ekspedition, der bastaar af fire store Kuttere. Flotillen ledsages af et Dampskib med Udrustningen. Venøkutterne har en Besætning paa tilsammen 62 Mand, men desuden skal der et Antal Arbejdere til Grønland for at tilvirke den fangede Fisk. Afsejlingen vil blive festlig og Statsradiofonien forbereder en Reportage fra begivenheden. I hvert Fald endnu tre danske Ekspedi- tioner er under Forberedelse. Kaptajn A. Riis, der har faaet Tilladelse til at oprette en Fiskeristation i Vestgrønland, har faaet Forbindelse med et Konsortium i Fredericia. Endvidere vil den esbjergensiske Reder, Mærsk Brodersen, der har store Kapitaler bundet i Fiskefartøjer, udruste en

140 Knud Oldendow: Grønlændernes egne Samfundsorganer, Det grønlandske Selskabs Skrifter X, Gads Forlag, København 1936, Thorvald Staunings forord. 141 Dansk Institut for Internationale Studier, Afvikling af Grønlands kolonistatus 1945- 54, København, 2007, s. 137

79 Ekspedition, og i København arbejder en Kreds af Pengefolk paa at faa dannet et Fiskeriselskab. Nordmændene vil imidlertid drive Grønlandsfiskeri i endnu større Stil. De norske Interesserede er yderst hemmelighedsfulde med deres Planer, men man regner med, at 30 norske Fiskekuttere samt 2 Moderskibe vil gaa paa Fiskeri ved Grønland.142

Efter Hans Hedtofts indtog i statsministeriet og Knud Oldendows afgang som direktør for Grønlands styrelse i 1948, blev det lettere at forene de erhvervs- økonomiske interesser med Hedtoft-regeringens planer om en offensiv omlægning af grønlandspolitikken.143

Oldendow var Staunings allierede, hvor modernisten Eske Bruun, der efter- fulgte Oldendow på direktørposten, var Hedtofts mand. De nære forbindelser mellem Eske Bruun og Hans Hedtoft er veldokumenterede. Hedtoft op- fordrede i november 1946 Bruun til at søge den nyoprettede stilling som vicedirektør i Grønlands Styrelse, og efter sin tiltræden som statsminister bad han Bruun udarbejde en redegørelse for den ny regerings forestående opgaver i Grønland.144

At Oldendows afgang virkede befordrende for Hedtofts ønske om at moder- nisere det grønlandske retssystem, er der nok ingen tvivl om. Men forberedelserne til Den Juridiske Ekspedition og afklaringen vedrørende dens mission var allerede på plads inden Oldendows afgang. Goldschmidts overenskomst med Grønlands styrelse vedrørende ekspeditionens virksomhed blev ind- gået med traditionalisten Oldendow, ikke med modernisten Eske Bruun. Den Juridiske Ekspedition var et projekt udtænkt af den progressive og videnskabeligt ambitiøse Goldschmidt i samarbejde med den empatiske traditionalist Oldendow.

M e d s i n j u r i d i s k e b a g g r u n d t r a k O l d e n d o w , G o l d s c h m i d t , L i n d e g a a r d o g B e n t z o n på samme hammel. Man må gå ud fra, at den fællesfaglige reference-ramme har haft betydning for forståelsen mellem Oldendow og ekspeditionens medlemmer, når det drejede sig om ekspeditionen og dens opgaver.

142 Trængsel omkring Grønland i Sommer, Information, den 19. maj, 1948 143 Dansk Institut for Internationale Studier, Afvikling af Grønlands kolonistatus 1945- 54, København, 2007, s. 138 144 Dansk Institut for Internationale Studier, Afvikling af Grønlands kolonistatus 1945- 54, København, 2007, s. 140

80 Oldendow fratrådte stillingen som direktør for Grønlands styrelse i december 1948, mens Den Juridiske Ekspedition endnu befandt sig i Grønland. Sam- tidig etableredes i København Grønlandskommissionen, der med nedsættel- sen af underkommissionen vedrørende retsforhold gik ind på Den Juridiske Ekspeditions enemærker. Hvilken konkret betydning de nævnte begivenheder havde for ekspeditionens virksomhed, er med det foreliggende kildemateriale imidlertid vanskeligt at sige noget om.

Forfatterskabet Med sin position i det politisk-administrative system er Oldendow selvsagt en central figur. Når det drejer sig om indretningen af Grønlands retslige infra- struktur, spiller den jurauddannede og flittigt skrivende Oldendow en vigtig rolle som entrepenør og meningsdanner, og qua sit forfatterskab er han desuden en vigtig kilde til Grønlands retshistorie. Hvordan ønskede Oldendow det grønlandske retssystem indrettet, og hvilken rolle skulle Den Juridiske Ekspedition spille i den forbindelse? Lad os kaste endnu et blik på Oldendows virksomhed og forfatterskab, inden vi forsøger at svare.

Oldendows embedsførelse var præget af hans ”meget store interesse for landet og befolkningen og et usædvanligt grundigt kendskab til mange sider af landets kultur og natur”, skriver Mads Lidegaard i Dansk biografisk Lek- sikon.145 Studerer man listen over udgivelser fra Oldendows hånd, må man give Lidegaard ret. Oldendows interesse for Grønland kommer til udtryk i et omfattende forfatterskab. Her skal nævnes Træk af Kolonien Godthåbs Historie (1928), Lov og Ret i Grønland (1931), Fugleliv i Grønland (1933), Naturfredning i Grønland (1935), Grønlændernes egne Samfundsorganer (1936), Grønland, Land og Folk (1936), Grønlændervennen H. Rink (1955), samt hans - set fra et forskningsmæssigt synspunkt nok mest interessante bog - Bogtrykkerkunsten i Grønland (1957), der også er en hyldest til H.J. Rink, bogtrykkerkunstens pioner i Grønland. Rink var tidligere inspektør for Sydgrønland ligesom Oldendow og tydeligvis et eksempel til efterfølgelse for denne, når det gælder empatisk embedsførelse og levende interesse for Grønland. Oldendows veneration over for Rink kommer til udtryk flere steder. Rink er ikke blot ”Rink”, han er ”grønlændervennen H. Rink” og ”højfortjente Dr. Phil. H. Rink”.

145 Mads Lidegaard: Knud Oldendow, i Dansk biografisk Leksikon, 3. udgave, 10. bind, Gyldendal, 1982, s. 661-662

81 Et indtryk af Oldendows holdning til indretningen af det grønlandske rets- væsen får man ved at læse skriftet Lov og Ret i Grønland, der blev udgivet af Det grønlandske Selskab i 1931.146 En anden kilde er som nævnt bogen Grønlændernes egne Samfundsorganer, der udkom 1936 og hvori Oldendow ofrer Grønlands retsplejes historie et selvstændigt kapitel. 147

Bøgerne udkom henholdsvis sytten og tolv år før udsendelsen af Den Juri- diske Ekspedition og giver muligvis ikke et retvisende billede. Skal de nævnte bøger bruges som kilde, må vi derfor tage det forbehold, at Oldendows indstilling til indretningen af Grønlands retssystem har holdt sig mere eller mindre uændret i perioden.

Lov og ret i Grønland I bogen Lov og Ret i Grønland forsvarer Oldendow eksistensen af det dualistiske retssystem med et udsagn om, at grønlændere befinder sig på et primitivt kulturtrin og derfor ikke er modne til at underlægge sig et moderne retssystem som det danske. Man kan stille spørgsmålstegn ved Oldendows forklaring, men bag Oldendows lidt antikverede synspunkt gemmer der sig tilsyneladende en ægte bekymring for at indføre et retssystem, der var ude af trit med den grønlandske befolknings retsopfattelse.

Grønlænderne var endnu ikke modne, men hensigten på længere sigt var dog at indføre et mere moderne retssystem: ”Det er fra alle Sider erkendt, at Hensigten er - paa dette som paa alle andre Omraader - at hæve Grøn- lænderne til ogsaa retslig-kulturelt at komme bort fra den primitive Ret og ind under mere moderne Retsbetragtninger, hvilket der ogsaa arbejdes konsekvent hen imod”.148

Et særligt forhold gjorde sig gældende med hensyn til straffe- og arveret, mente Oldendow, der henviste til en bemærkning i 1921-betænkningen fra rigsdagens udvalg til drøftelse af de grønlandske anliggender: ”Ganske sær- ligt i strafferetlige og arveretlige Henseender er der da ogsaa saa stor For- skel paa Tankegang og Retsopfattelse blandt Danske og Grønlændere, at det

146 Knud Oldendow: Lov og Ret i Grønland, Det grønlandske Selskabs årsskrift 1930-31, Det grønlandske Selskab, 1931 147 Knud Oldendow: Grønlændernes egne Samfundsorganer, Det grønlandske Selsk- abers Skrifter X, G.E.C. Gads Forlag, København, 1936, s. 223-269 148 Knud Oldendow: Lov og Ret i Grønland, Det grønlandske Selskab, 1931, s. 44

82 med sikkerhed kan siges, at en paa dansk Retssystem opbygget grønlandsk Retsorden ikke er afpasset efter grønlandske Forhold og Grønlændernes Retsforstaaelse”.149

En ting er forskelle mellem dansk og grønlandsk retsopfattelse, en anden er forskelle mellem judiciel-administrativ praksis, påpeger Oldendow. I Grøn- land, hvor man er ”udsat for overraskelsernes charmerende momenter”, må man lade opportunismen råde:

[…] i meget høj Grad maa Administrationen, til Dels ogsaa Retsplejen, baseres paa en Slags common sense-jura, parret med praktisk Forstaaelse af det i hvert enkelt Tilfælde mest opportune, særligt fordi de grønland- ske Lovregler endnu ikke er saa forfærdeligt uddifferentierede og fordi de danske Love ofte paa Grund af de egenartede Forhold og de særlige Omstændigheder kan give en mere eller mindre brugelig Anvisning paa en Sags Løsning, stundom endog er ganske uanvendelige.150

Oldendow nævner en række skikkelser fra 17- og 1800-tallets Grønland. Idet han vurderer disse menneskers indsats, lægger han sine to lodder ”rigtigt” og ”forkert” i vægtskålene. Oldendow kritiserer Poul Egede for dennes manglende forståelse for grønlændernes skikke, mens han fremhæver Henric Glahn og Carl Emil Janssen som eksempler til efterfølgelse: ”Det er velkendt, hvorledes […] Poul Egede, trods en redelig Vilje til at gøre det rigtige, ustandseligt forhaanede og beskæmmede Grønlændernes Skikke, Vedtægter og fremragende Mænd. Glahn var forstaaende, ligesom senere Janssen”. Et andet sted citerer Oldendow Lars Dalager for denne udtalelse: ”Det er meget høyt fornøden, at man vorder betænkt paa nogle Justitz-Reg- ler, hvorefter Laster og Uorden bør ansees udi de nye Menigheder. Thi herudi at følge vore Love, gaaer ikke an, da Landets Omstændigheder og Nationens Naturel er langt anderledes”.151 Oldendow anvender tydeligvis Dalagers udtalelse til støtte for sin egen betænkelighed ved at indføre danske retsregler i Grønland.

149 Knud Oldendow: Lov og Ret i Grønland, Det grønlandske Selskab, 1931, s. 51-52 150 Knud Oldendow: Lov og Ret i Grønland, Det grønlandske Selskab, 1931, s. 57 151 Lars Dalager citeret i Knud Oldendow: Lov og Ret i Grønland, Det grønlandske Sel- skab, 1931, fodnoten s. 62-63

83 Oldendows betænkeligheder Oldendow var skeptisk over for det udkast til grønlandsk straffelov, som de grønlandske landsråd omkring tidspunktet for udgivelsen af Lov og Ret i Grønland havde til behandling. Udkastet, der var udarbejdet af den dengang konstituerede landsfoged for Nordgrønland, Jørgen Berthelsen, blev vedtaget efter behandlingen i de grønlandske landsråd i 1929, men aldrig officielt konfirmeret i København (om straffelovsudkastet, se også nedenfor). Ikke overraskende går Oldendows kritik på, at udkastet er ude af trit med grønlandsk retsopfattelse, og han mener ikke, at udkastet vil kunne gen- nemføres i den foreliggende form: ”De grønlandske Landsraad har vedtaget et Udkast, men dette maa vistnok siges at være for tung en Rustning for det grønlandske Samfund og for ”moderne” for grønlandsk Retsbevidsthed blandt Menigmand og kan næppe ventes gennemført i den vedtagne Form […] Forslaget er i og for sig ganske og aldeles i Overensstemmelse med moderne Synspunkter, men netop derfor anses det for ikke helt tilfredsstillende for den grønlandske Retsopfattelse, som formentligt ikke paa en Gang kan gøre Springet fra ret primitiv til højmoderne Strafferet paa en saadan Maade, at den menige Grønlænder vil kunne følge med samt forstaa Berettigelse af og Hensigt med de omhandlede Regler”.152 Udsagnet understreger endnu en gang Oldendows betænkelighed ved at indføre dansk ret i Grønland. Man må i den slags sager udvise den største forsigtighed, advarer han: ”Det vil være uhensigtsmæssigt og urigtigt at udarbejde Regler, der ikke paa det aller- nøjeste svarer til Befolkningens Syn og Standpunkt; det er jo en - ofte bitter - Erfaringssætning, at netop Straffelov og Strafferetspleje bør have alment, fast Hold i Befolkningens Retsbedømmelse og Retsopfattelse. Baade alt for hypermoderne og alt for gammeldags Strafferegler i relation til en Befolk- nings Gennemsnitsopfattelse er af det onde og medfører Reaktion fra Folkets Side […] saadanne [strafferegler] maa udformes med den største Forsigtig- hed og under særlig Hensyntagen til lempelige Overgangsbestemmelser med den foreliggende almindelige Gennemsnitsopfattelse som Basis”. En støtte for sit synspunkt finder Oldendow desuden i ”den med eskimoiske Tilstande indgaaende bekendte Dr. Knud Rasmussen” og dennes udtalelse: ”En Rets- forfølgelse, der er baseret på Principper og Love, som er ganske ukendt for de Mennesker, der begaar Lovovertrædelserne, er uholdbar og drager kun

152 Knud Oldendow: Lov og Ret i Grønland, Det grønlandske Selskab, 1931, s. 70 samt noten s. 71

84 med sig i sit Kølvand en Følelse af Frygt og Usikkerhed, der ikke kan føre til noget godt”.153 Oldendow minder om, at danske og grønlandske forhold på grund af forskelle i retslig og social kultur, mentalitet, levevis og tankegang i lang tid fremover vil være usammenlignelige.

Fem år senere, i bogen Grønlændernes egne Samfundsorganer, gentager Oldendow sine synspunkter, men nu tilføjer han følgende: ”I Princippet maa man sikkert vise netop den Varsomhed ogsaa i Grønland, som Knud Rasmussen her slaar til Lyd for, og som er i den allerbedste Overensstemmelse med det Grundsyn, der i Grønland har været fulgt lige siden Glahns og Dalagers Tid. Det er da kun tilsyneladende rigtigt og alene overfladisk begrundet, naar der stundom løfter sig Røster om en stærkere, mere metodisk, mere forceret Fremgang paa retslige Gebeter i det grønlandske Samfund, selvom slige Forslag ofte fremføres paa den mest fascinerende Maade. Det er farlige Ting at faa paa Hjernen. Roligt maa det gro i Plovens Spor, og det vil være en grundfalsk Naivitet at tro, at en saadan konservativ Retsudvikling i dette Folk skulde indeholde en reaktionær Tendens, der paa alarmerende Maner kunde advare mod Stagnationens Farer: efter gængse og prøvede Principper maa Retsudviklingen endog, som maaske det eneste af Kulturens Omraader være et lille Stykke bag efter, idet Retten først skal være skabt af Folket og i Folket, førend den finder sit skriftligt formulerede Udtryk i nedfældede Lovbestemmelser”.154

Med sin programerklæring lægger Oldendow sig op ad en tankegang, der herskede inden for retsvidenskaben i Tyskland i første halvdel af 1800-tallet. Rettens gyldighed, mente tilhængerne af den såkaldte historiske skole, skulle bero på den faktiske basis i et samfunds kultur og historie.

Betænkningen af 1946 En kilde til belysning af Oldendows holdning til det grønlandske retssystem falder særligt i øjnene, nemlig førnævnte betænkning af 1946 fra

153 Knud Rasmussen citeret i Knud Oldendow: Lov og Ret i Grønland, Det grønlandske Selskab, 1931, s. 96 154 Knud Oldendow: Grønlændernes egne Samfundsorganer, Det grønlandske Selskabs Skrifter X, G.E.C. Gads Forlag, København, 1936, s. 268-269

85 rigsdagens grønlandsudvalg.155 Kilden er central af kronologiske årsager, fordi den er udfærdiget umiddelbart før udsendelsen af Den Juridiske Ekspedition. Betænkningen bærer Oldendows tydelige fingeraftryk, for i sin egenskab af direktør for Grønlands styrelse og medlem af rigsdagens grønlandsudvalg var Oldendow en central figur i udvalgsarbejdet. Grøn- landsudvalgets betænkning var på mange måder Oldendows betænkning.

Hvad har betænkningen at sige om indretningen af det grønlandske rets- væsen? Under punktet Større Ligestilling mellem Danske og Grønlændere skriver betænkningsforfatterne følgende: ”Naar Delegationen [fra de grøn- landske landsråd] har ønsket større Ligestilling mellem Danske og Grøn- lændere i Grønland, er dette ikke Udtryk for et Ønske om at indføre dansk Lovgivning for den grønlandske Befolkning - at dette i al Almindelighed ikke ville være stemmende med grønlandske Interesser, erkendes af alle.156 Og under punktet Straffebestemmelser skriver man videre: ”Delegationen har fremført Ønske om Indførelse af tidssvarende Straffebestemmelser, idet de nugældende findes forældede og ufyldestgørende. Specielt er det fremført, at der trænges til Fængsler, og at den nuværende Form for Tvangsarbejde ofte ikke virker som Straf”.157 Som det fremgår, indeholder bemærkningerne ikke umiddelbart noget, der kan give anledning til en revurdering af Olden- dows position, som den kom til udtryk i hans skrifter fra 1930-erne.

Jørgen Berthelsens straffelovsudkast Betænkningsteksten leverer derimod en række nye interessante oplysninger. Man skriver nemlig dette: ”Et af en konstitueret Landsfoged i 1928 udarbejdet Forslag til Straffebestemmelser for Grønland blev i 1929 vedtaget af Landsraadene. Forslaget blev imidlertid ikke gennemført, da Styrelsens daværende Direktør [Jens Daugaard-Jensen] fandt, at Forslaget, der byggede paa det danske Straffelovsudkast, ikke i tilstrækkelig Grad var tilpasset de særlige grønlandske Forhold. Der har i Styrelsen ogsaa været arbejdet

155 Betænkning afgivet den 12. juni 1946 af Rigsdagens Grønlandsudvalg i forening med en af de grønlandske Landsraad valgt Delegation og Repræsentanter for Grøn- lands Styrelse, København, 1946 156 Betænkning afgivet den 12. juni 1946 af Rigsdagens Grønlandsudvalg i forening med en af de grønlandske Landsraad valgt Delegation og Repræsentanter for Grøn- lands Styrelse, København, 1946, s. 19 157 Betænkning afgivet den 12. juni 1946 af Rigsdagens Grønlandsudvalg i forening med en af de grønlandske Landsraad valgt Delegation og Repræsentanter for Grøn- lands Styrelse, København, 1946, s. 20

86 med dette vanskelige Spørgsmaal, men uden at det er lykkedes at naa til en Afslutning. Udvalget henstiller, at Styrelsen fortsætter Arbejdet paa at tilvejebringe et Udkast til Straffebestemmelser […] Styrelsen har erklæret at ville bestræbe sig paa at tilendebringe Arbejdet saa hurtigt som muligt med Henblik paa, at eventuelle Forslag kan forelægges Landsraadene om 2 Aar.”158

Hvem var den omtalte landsfoged, der i 1928 udarbejdede et forslag til straffebestemmelser? Oldendow leverer svaret, for i Grønlændernes egne Sam- fundsorganer oplyser han følgende: ”Det nordgrønlandske Landsraads Møder i 1928 og 1929 lededes af Jørgen Berthelsen, der var konstitueret under en Rosendahl [landsfoged Phillip Rosendahl] tilstaaet Permission til Danmark […] Berthelsen, f. 1895, cand.jur. 1919 og Sekretær i Justitsministeriet, havde i nogle Aar ved Siden af sin Stilling i dette Ministerium gjort Tjeneste som Juridisk Sekretær i Styrelsen. Under sin midlertidige Gerning som Lands- foged i Nordgrønland udarbejdede og forelagde han nu for Landsraadet et stort og omfattende Udkast til en Straffeordning for Grønland. Den var dels grundet paa Domspraksis fra Forstanderskabernes og de blandede Domstoles Afgørelser, dels paa de tidligere i Landsraadene behandlede Udkast, dels endelig paa en stærk Hensyntagen til helt moderne, danske Straffelovs- betragtninger […] Forslaget blev behandlet færdigt, men er ikke gennemført; der arbejdes stadigt med det i Ministeriet.”159

Jørgen Berthelsens arbejde er interessant, fordi det synes at spille en rolle som et slags pilotprojekt forud for Den Juridiske Ekspedition. Ikke alene anvender Berthelsen stort set samme dataindsamlingsmetode som ekspeditionen, hans resultat er angiveligt også sammenligneligt med ekspeditionens, og i begge tilfælde er der tale om et kompromis mellem grønlandsk og dansk ret.

Straffelovsudkastet som rettesnor for praksis Berthelsens bestræbelser har imidlertid ikke blot haft teoretisk betydning men i høj grad også praktisk betydning, for selv om straffelovsudkastet,

158 Betænkning afgivet den 12. juni 1946 af Rigsdagens Grønlandsudvalg i forening med en af de grønlandske Landsraad valgt Delegation og Repræsentanter for Grøn- lands Styrelse, København, 1946, s. 20 159 Knud Oldendow: Grønlændernes egne Samfundsorganer, Det grønlandske Selsk- abers Skrifter X, G.E.C. Gads Forlag, København, 1936, s. 176-178

87 der ganske vist var vedtaget af de grønlandske landsråd men som aldrig fik ministeriets blå stempel, anvendtes det i praksis, når strafferetslige sager skulle afgøres af de grønlandske domstole. At det faktisk forholder sig så- ledes, fremgår af den ordveksling, der udspiller sig mellem den grønland- ske domsmand Klaus Lynge, kolonibestyrer Åge Knudsen og radiomanden K.B. Andersen i en radioudsendelse optaget af Statsradiofonien i Godthåb sommeren 1948 (se hele transskriptionen, kapitel 5): Klaus Lynge: […] selvom vi har det der, hvad kalder man… øh det der straffelovsudkast fra 1929. Den retter man sig efter, meget mere efter- hånden, fordi det er det eneste… nogen hjemmel, som man kan kalde hjemmel, til at dømme folk… K.B. Andersen: Der kommer noget nyt ind i sagen … der foreligger altså et udkast? Klaus Lynge: Ja, det er et udkast… fra landsrådet 1929 K.B. Andersen: Fra landsrådet? Klaus Lynge: Landsrådet ja, som er samarbejdet… Styrelsen har udarbejdet det der straffelovsudkast K.B. Andersen: Men som aldrig er blevet… det er altså ikke blevet gennemført? Åge Knudsen: Forhenværende byretsdommer Berthelsen… K.B. Andersen: Javel, men det er altså aldrig blevet stadfæstet? Åge Knudsen: Næj! K.B. Andersen: Men man bruger det? Åge Knudsen: Man kan tage visse råd derfra K.B. Andersen: Det ligger altså som en vis rettesnor? Åge Knudsen: Ja, det kan man godt sige

Den i transskriptionen nævnte ”byretsdommer Berthelsen” er identisk med Jørgen Berthelsen, straffelovsudkastets ophavsmand. Berthelsens udkast ser således ud til at have været i brug i perioden efter 1929 og frem til frem- komsten af Goldschmidts kriminallov. Ophavsmanden bag det detroniserede, men åbenbart praktisk anvendelige, straffelovsudkast var altså tidligere byretsdommer og sekretær i henholdsvis Grønlands styrelse og Justits- ministeriet, cand.jur. Jørgen Berthelsen.

”Der vil senere blive gjort nærmere Rede for Hovedindholdet af dette ud fra ensidigt danske og juridiske Synspunkter særdeles dygtige Arbejde”, lover

88 Oldendow, men i Grønlændernes egne Samfundsorganer leder man forgæves efter en sådan redegørelse; mig bekendt har Oldendow ej heller redegjort nærmere for straffelovsudkastet i nogen anden af ham forfattet tekst.

Det har i skrivende stund ikke været muligt at opspore Berthelsens straffelovsudkast. Berthelsen har i det hele taget ikke været særlig meddelsom, når det gælder skriftlige arbejder. En enkelt bog fra hans hånd finder man dog: Bilistens Færdselsbog, med tillæg af færdselsloven (1938) samt et lille skrift med titlen Alkoholpaavirkethed i moderne Trafik (1940). Man kan undre sig over, hvorfor Berthelsen i perioden omkring 1930 forsvinder ud af billedet, men man kan naturligvis ikke udelukke, at skuffelse over det tilsidesatte straffelovsudkast og uenighed med Oldendow med hensyn til Grønlands retslige udvikling kan have spillet ind.

Peter Freuchen om Oldendow Dette kapitel efterlader et overvejende positivt indtryk af personen Olden- dow, der måtte forlade direktørposten i Grønlands styrelse i december 1948, men som vi har set var Oldendow også udsat for kritik, ikke mindst fra pressen. Kritik kom imidlertid også til udtryk på det mere private plan. Lad mig afslutte kapitlet med at citere et brev, Peter Freuchen sendte til Verner Goldschmidt umiddelbart efter Oldendows afgang. Goldschmidt og Freuchen havde lært hinanden at kende efter Goldschmidts ankomst til Grønland i sommeren 1948. Under en skibsrejse langs den grønlandske vestkyst delte Goldschmidt kahyt med Peter Freuchen, ”der åbnede Goldschmidts øjne for den danske administrations fejl og mangler”.160 Freuchens kritik gjaldt også Oldendow. I brevet kommenterer Freuchen Oldendows afgang og giver ham et lidet flatterende skudsmål med på vejen:

Ja, så gik min kære ven Oldendow altså. Det gør mig ondt for ham, men det glæder mig for Grønland. Han var svag og blev svagere, og i den sidste tid så jeg tilfælde, hvor han direkte satte personlige ideer og meninger over hensyn til landet. Det var kedeligt at opdage. Kedeligt var det også, at han drak sig fuld, strax efter at vi kom hjem og lavede skandale ude på Davidsens Vinstue (mærkeligt at de mennesker ikke kan drikke hjemme

160 Agnete Weis Bentzon: Jurex reconsidered, i Henrik Garlik Jensen og Torben Ager- snap (eds.): Crime, Law and Justice in Greenland, New Social Science Monographs, Copenhagen, 1996, s. 104

89 i sengen). Ak, det er sørgeligt, for der går et menneske tabt, som kunne være bleven noet virkeligt, hvis han dels kunne ha ladet være at drikke, dels var bleven i Godthåb som landsfoged, om hvem det så ville være sagt, at ”han burde ha været direktør”.161

Freuchen stod ikke alene med sine iagttagelser, Christian Simony, fogeden for Sydgrønland, var på samme linje. Oldendow, mente Simony, ”var en syg Mand på Sjæl og Legeme […] dette hang navnlig sammen med, at Oldendow […] havde hang til våde varer og i heraf følgende opløftede tilstande ganske brød den tillid, man viste ham”.162 Oldendow havde kun kontakt med få mennesker, og hans kontakt med landsrådene var ifølge Simony nærmest ikke-eksisterende.163

Lad os nu vende blikket mod den event, der har lagt navn til bogen. Kapitlet Den Juridiske Ekspedition er ikke en traditionel ekspeditionsberetning om hårdføre mænd, der kæmper sig vej gennem snestormen i videnskabens tjeneste. Historien om Den Juridiske Ekspedition kan fortælles med frem- gangsmåden ”før-under-og-efter”, som det sig hør og bør, når det gælder ekspeditioner, men den kan også - som jeg har forsøgt det her - ses som empirisk præmis for den samling af emner og teoretiske problemstillinger, der udgør bogens grundstof i øvrigt.

161 Peter Freuchens brev til Verner Goldschmidt dateret Noank, Connecticut den 13. januar 1949, Verner Goldschmidts privatarkiv, arkiv nr. 7239, lb.nr. 2, Rigsarkivet 162 Dansk Institut for Internationale Studier: Afvikling af Grønlands kolonistatus 1945- 54, en historisk udredning, DIIS, 2007, s. 149 163 Dansk Institut for Internationale Studier: Afvikling af Grønlands kolonistatus 1945- 54, en historisk udredning, DIIS, 2007, s. 149

90 5. Den Juridiske Ekspedition

I juni måned 1948 besluttede statsministeren, at der skulle udsendes en ekspedition til Grønland med det formål at undersøge retstilstanden og stille forslag med hensyn til den fremtidige retsordning. [Den Juridiske Ekspeditions betænkning, 1950]

Sådan indleder de tre danske jurister, Verner Goldschmidt, Per Lindegaard og Agnete Weis Bentzon deres beretning om Den Juridiske Ekspedition til Grøn- land 1948-49. Den Juridiske Ekspedition påbegyndte sit arbejde i Grønland i oktober 1948 og afsluttede materialeindsamlingen i oktober 1949, hvorefter ekspeditionen forlod Grønland. I september 1950 afgav ekspeditionen betænkning.

Den Juridiske Ekspedition blev sendt til Grønland, mens Hans Hedtoft var statsminister i Danmark. Hedtoft, der også var minister for Grønland, gennemførte i løbet af sommeren 1948 en rejse til de danske kolonier på Grønlands vestkyst. Det var første gang, Hedtoft besøgte landet, og første gang en dansk minister besøgte Grønland efter krigen. Stats- ministerens møde med Grønland og grønlænderne fik betydning for Hedtofts beslutning om at accelerere udviklingen i Grønland.

Et af Hedtoft-regeringens initiativer efter hjemkomsten var at oprette Grøn- landskommissionen. Den Juridiske Ekspeditions virksomhed blev, i det mindste på overfladen, en integreret del af kommissionens arbejde. Verner Goldschmidt og Per Lindegaard befandt sig imidlertid allerede i Grønland, da Grønlandskommissionen i efteråret 1948 så dagens lys. Den Juridiske Ekspedition var ikke knyttet til Grønlandskommissionen, udtalte Per Linde- gaard i 1997. Ekspeditionen fik først kendskab til kommissionens eksistens, da deltagerne hørte den omtalt i radioen. Når man ikke lod ekspeditionens betænkning trykke, men blot stencilerede den, var det udtryk for, at ekspeditionens anbefalinger blev undertrykt, mener Lindegaard.164

164 Interview med Per Lindegaard i 1997, Hanne Petersen: Retspluralisme i praksis – grønlandske inspirationer, Ilisimatusarfik, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2006, s. 271

91 Et politisk bestillingsarbejde Den Juridiske Ekspeditions betænkning er et politisk bestillingsarbejde. Skriftet er udarbejdet af mennesker med en akademisk baggrund, men da Verner Goldschmidt og Per Lindegaard i 1948 rejste til Grønland, var de embedsmænd i den danske statsadministration. De var dermed involveret i den proces, der med et begreb hentet fra politologien kaldes ”politikformu- lering”, en aktivitet, der inden for retsvidenskaben har en pendant i begrebet retspolitik.

Eksempler på politiske bestillingsarbejder er ikke vanskelige at finde, heller ikke i en grønlandsk sammenhæng. Et af de seneste eksempler er den udredning, som Dansk Institut for Internationale Studier i 2007 gennemførte på foranledning af et ønske fra den daværende landsstyreformand, Hans Enoksen. Enoksen bestilte en historisk udredning vedrørende omstændig- hederne i forbindelse med Grønlands ændrede status fra koloni til ligeberet- tiget del af det danske rige. Anledningen var den pågående debat i Grønland om landets selvstændighed. Efter aftale mellem landsstyret og den danske regering placeredes opgaven hos det nævnte institut, der blev bedt om at udarbejde en redegørelse omhandlende perioden 1945-1954.

Med opgaven fulgte et kommissorium udarbejdet på Statsministeriets foranledning. Kommissoriet indeholdt undersøgelsens problemstilling samt en retningslinje for anvendelse af kildemateriale.165 Senere fulgte et notat fra Grønlands Hjemmestyre, der præciserede opgaven yderligere og opstillede en række undersøgelsesspørgsmål.166 Notatet præciserede opgaven med bemærkninger som fx denne: ”Spørgsmålet om statusændringen fra koloni til integreret del af riget udadtil (i forhold til FN) hænger nøje sammen med den interne reformproces, der blev startet bl.a. efter Hans Hedtofts grønlandsrejse. Dette bør formentlig også indgå i undersøgelsen.”167

Hvilke konkrete personer, der har været involveret i udformningen af kommissoriet og notatet, ønsker Statsministeriet ikke at oplyse nærmere om. Direkte adspurgt oplyser ministeriet blot, at det drejer sig om embeds- mænd på chefniveau i Stats-, Udenrigs- og Justitsministeriet samt i Land-

165 DIIS, Afvikling af Grønlands kolonistatus 1945-54, 2007, bilag 1, s. 387-89 166 DIIS, Afvikling af Grønlands kolonistatus 1945-54, 2007, bilag 2, s. 391-92 167 DIIS, Afvikling af Grønlands kolonistatus 1945-54, 2007, bilag 2, s. 392

92 styreformandens Sekretariat.168 Uanset hvem ophavsmændene har været, har instituttets opgave været at levere en fremstilling baseret på et i forvejen fastlagt motiv og inden for en ramme, som de politisk-administrative korps i henholdsvis København og Nuuk på forhånd havde udstukket.

Publikationen Afvikling af Grønlands kolonistatus 1945-54 er et kollektivt produkt. Man bemærker, at instituttet bruger ordet ”udrederne” som betegnelse for de personer, der har udarbejdet publikationen. Man må søge i publikationens indledningstekst for at finde udredernes navne.169

Udredningen vedrørende Grønlands statusændring blev overladt til en videnskabelig institution uden for statsadministrationen, mens Den Juridiske Ekspeditions kortlægning af den grønlandske retstilstand blev pålagt en gruppe embedsmænd ansat i administrationen. Forholdene omkring de institutionelle tilhørsforhold i de to tilfælde gør naturligvis en forskel, og tilhøret har utvivlsomt haft betydning for, hvordan de to udredningshold har grebet opgaven an. Det forhold, at der i begge tilfælde er tale om politiske bestillingsarbejder, gør det imidlertid muligt at sammenligne de to udredninger.

Der er brug for historikerbriller, når de to udredninger sammenlignes. Der er mere end et halvt århundrede mellem de to udredninger, og begreber kan som bekendt ændre betydning over tid; det gælder også begreber som videnskab og forskning. Det, der blev opfattet som videnskab i midten af 1900-årene, vil sandsynligvis blive opfattet anderledes i dag. Også inden for retsvidenskaben kan der være sket ændringer. Tidligere anvendte begreber og betragtningsmåder kan være gledet i baggrunden og nye kan være kommet til. Det gælder for eksempel et begreb som retspolitik, der i dag betragtes som et selvstændigt retsvidenskabeligt forskningsfelt, men

168 Mail fra Anne Dannerfjord, Statsministeriet, den 12. april 2007 169 Om ophavsmændene finder man her følgende oplysning: ”Udredningen er udarbejdet af seniorforsker, dr.scient.pol. Erik Beukel, seniorforsker, dr.phil. Frede P. Jensen og universitetslektor, ph.d. Jens Elo Rytter. De er blevet bistået af seniorforsker, mag.art. Svend Aage Christensen, stud.mag.art. Iben bjørnsson, stud.mag. art. Margit Bech Larsen og stud.mag. Gry Thomasen. Ph.d.-studerende Jens Hein- rich, Ilisimatusarfik, har været ansat som forskningsassistent i to måneder og har gennemgået den relevante grønlandske presse”. Dansk Institut for Internationale Studier: Afvikling af Grønlands kolonistatus 1945-54 – en historisk udredning, DIIS, København, 2007, indledning s. 9-10

93 som ikke havde nået at etablere sig som et sådant på Den Juridiske Ekspedi- tions tid. Også nye videnskabssociologiske begreber kan være kommet til.

Hertil kommer institutionaliseringen af ministeriernes forskningsindsats. I dag er det ikke ualmindeligt, at ministerierne søger råd hos forskerne eller selv råder over en forskningsenhed, hvilket bl.a. gælder justitsministeriet. Justitisministeriets forskningsenhed tog form, da der i ministerielt regi i februar 1996 afholdtes et seminar om organisering og styring af den kriminalpolitiske forskning. Et resultat af seminaret var nedsættelse af en arbejdsgruppe, der skulle komme med forslag til styrkelse af forskning med relevans for ministeriet. Arbejdsgruppen forslog oprettelse af et overord- net forskningspolitisk udvalg samt ansættelse af en medarbejder, der skulle varetage konkrete forsknings-, statistik- og dokumentationsopgaver. Den pågældende medarbejder blev ansat i efteråret 1997.

Arbejdsgruppen foreslog endvidere, at der hvert år skulle afsættes et beløb til finansiering af ekstern forskning inden for justitsministeriets område. Det er bl.a. disse midler, der har gjort det muligt at udgive nærværende bog.

Med ansættelse af yderligere personale blev justitsministeriets forskningsenhed etableret i 2001. Forskningsenheden består i øjeblikket af forskningschef Britta Kyvsgaard, to akademiske medarbejdere og et antal studenter- medhjælpere. Bevillinger fra ministeriets forskningspolitiske udvalg priori- terer forskning og evaluering i forbindelse med lovforberedende arbejde, lovændringer og forsøgsvirksomhed, og dernæst forskning i mere almene, aktuelle problemstillinger, der knytter sig til det politiske felt, ministeriet dækker.170

Forskningsenheden har i 2006 bl.a. udarbejdet følgende rapporter: Bidrag til Strafferetsplejeudvalgets betænkning om varetægtsfængsling i isolation, Vold og overgreb mod kvinder, Kriminalitet og psykisk syge, Statistik om isolationsfængsling i 2005, Evaluering af Lov om bortvisning og beføjelse til at meddele tilhold, Trygt natteliv - evaluering af et forsøg i Odense. Der blev i 2006 bevilliget sammenlagt godt 1.1 mio. kr. til eksterne

170 Justitsministeriet: Årsberetning for Justitsministeriets Forskningspolitiske Udvalg og Ministeriets Forsknings- og Dokumentationsaktiviteter 1998, Justitsministeriet, 1998

94 forskningsprojekter fra Justitsministeriets forskningspulje.171 Justitsministe- riet indtager indtil videre en særstilling, når det gælder selvstændig, ministeriel forskning. Googler man på ordet ”forskningsenhed” i forbindelse med en række andre centrale ministerier, får man ingen hits.

Ministerielle forskningsenheder fandtes ikke på Den Juridiske Ekspeditions tid. Ikke desto mindre repræsenterede Goldschmidt og Lindegaard en sådan tværministeriel minigruppe. Institutionaliseringen og professionaliseringen af ministeriernes forskningsindsats har i forhold til tidligere givetvis betydet større forskningsmæssig autonomi, men den politisk-administrative indkaps- ling kan stadig ses som en problematisk udfordring af forskningsfriheden.

Fra udredning til videnskab Historien om Den Juridiske Ekspedition peger på behovet for at se begrebet forskning som andet og mere end et fænomen, der knytter sig til videnskabelige institutioner. De tre jurister var ikke frie forskere udsendt af en politisk uafhængig, videnskabelig institution med det formål at gennemføre videnskabelige studier af grønlændernes retspraksis. Juristernes projekt var initieret af staten og genereret inden for et politisk-teoretisk miljø i statsadministrationen.

Men at projektet havde karakter af udredning snarere end forskning betyder selvsagt ikke, at resultatet af juristernes kortlægningsarbejde er uden værdi. Som kilde betragtet repræsenterer ekspeditionens betænkning et interessant arbejde, og dersom missionen i udgangspunktet ikke var videnskab, så blev den efterhånden omsat til videnskab, for ekspeditionen inspirerede en række senere forskningsprojekter fra især Verner Goldschmidts og Agnete Weis Bentzons hånd. For ekspeditionens grønlandske tolk, Guldborg Chemnitz, betød deltagelse i ekspeditionen ligeledes efterfølgende forsk- ningsmæssig involvering.

Som antydet repræsenterer Den Juridiske Ekspedition ved første øjekast en inversion af fødekæden. Ekspeditionen udspringer af et politisk ønske, men slår med tiden over i videnskab. At vende pilen i modellen den anden vej er imidlertid nok et lidt forsimplet greb, for i virkelighedens verden lever de to

171 Justitsministeriet: Årsberetning for Justitsministeriets Forskningspolitiske Udvalg og Ministeriets Forsknings- og Dokumentationsaktiviteter 1998, Justitsministeriet, 1998

95 fænomener ”videnskab” og ”politik” ikke i et simpelt et-til-et forhold. De to begreber påvirker og betinger hinanden, pilen kan gå begge veje på samme tid, politik kan blive til videnskab og videnskab kan blive til politik. I stedet for en simpel kausal forbindelse mellem de to begreber bør vi derfor hellere tale om stofskiftet imellem dem.

Det kan ofte være vanskeligt at indplacere videnskabelige discipliner under rubrikkerne naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora. For discipliner som jura, retssociologi og kriminologi er der imidlertid ikke megen tvivl – de tilhører det samfundsvidenskabelige domæne. Studiet af Den Juridiske Ekspedition og af den erkendelsesproces, ekspeditionen er en del af, er et studie i samfundsvidenskabelig virksomhed. At det forholder sig sådan, får man et klart indtryk af, når man studerer Verner Goldschmidts videnskabelige produktion.

Den Juridiske Ekspedition er, som enhver anden historisk begivenhed, unik, men den er ikke enestående. Studiet af ekspeditionen peger på problemer, der gør sig gældende for megen samfundsvidenskabelig virksomhed, hvor grænsen mellem politik og videnskab ofte er uklar. Ikke desto mindre kendetegnes ekspeditionen af en særlig intim sammenhæng mellem det politiske og det videnskabelige. At der eksisterer en sådan intim forbindelse skyldes flere forhold. Som jeg allerede har været inde på, er ekspeditionen en del af et politisk projekt og er således allerede i fødslen en siamesisk tvilling. Men det skyldes også juraens iboende egenskaber. Anvendt jura er en særlig politikorienteret disciplin og afstanden mellem ”jura som videnskab” og ”jura som politik” er kort.

Ekspeditionsdeltagernes virksomhed kendetegnes af en form for anvendels- esorienteret forskning. Anvendelsesorienteringen har at gøre med ekspeditionens lovforberedende rolle - resultaterne skulle bruges til noget. Studiet af ekspeditionen giver således anledning til at tale om en anden ofte benyttet videnskabsteoretisk distinktion, nemlig distinktionen mellem grundforskning og anvendt forskning.

Plottet Som politisk initiativ betragtet er Den Juridiske Ekspedition et element af dansk grønlandspolitik i efterkrigsårene. Det er derfor naturligt at se ekspeditionen i lyset af den situation, der beherskede forholdet mellem Danmark

96 og Grønland efter 2. verdenskrig, en situation, der strakte sig frem til grund- lovsændringen i 1953, hvor Grønland blev en integreret del af det danske rige, og hvor resultatet af Den Juridiske Ekspeditions virksomhed stadfæstedes i form af Grønlands kriminallov. Den Juridiske Ekspedition er et element i den grundlæggende omkalfatring, der kendetegnede dansk grønlandspolitik i disse år. Krigen havde afbrudt forbindelserne mellem det besatte Danmark og Grønland, og for grønlænderne, der oplevede at stå på egne ben, blev krigen et vendepunkt. Sammen med en voksende selvbevidsthed i den grøn- landske befolkning bredte der sig et ønske om politiske og sociale reformer. Efter afslutningen af krigen fik disse ønsker ny næring gennem den danske presses kritiske omtale af forholdene i Grønland. Det var ikke mindst ”den slette hygiejne” og sundhedsproblemerne, der optog sindene, men også Grønlands styrelse og dens direktør måtte stå for skud. Lederskribenten på dagbladet Information opsummerer i oktober 1946 situationen således:

Information gik for nogle Maaneder siden haardt imod Grønlands Styrelse – for haardt syntes mange. Bag Angrebene stod Mænd, der havde set For- holdene med egne Øjne. Skytset var bl.a. rettet mod Styrelsens tydelige Uvilje til at lade andre end sine egne Embedsmænd komme til det lukkede Land. Kampagnen endte med en Art Vaabentilstand. Direktør Oldendow lovede ”Information” at gøre, hvad kan kunde, for at en Pressedelegation kom til Grønland endnu i Aar. Han holdt Ord, og vi skal i den Henseende se bort fra, at det Blad, han traf Aftalen med, ikke blev inviteret. Det er i denne Sammenhæng vigtigere, at Journalister overhovedet kom til Grøn- land, og at de i denne Tid fortæller den danske Offentlighed Sandheden – Sandheden om forspildte Chancer og om truende Farer. Samtidig tager Sagkyndige igen Bladet fra Munden, og Rigsdagens Grønlandsudvalg, der dog ellers selv har været paa Grønland nu og da, beder Ministeriet om Forklaring.

Denne Sag er ikke en Sag om en Direktør, hvis Kvalifikationer kan diskuteres, og som vi for vor Del finder uegnet til den Post, han beklæder, saa ansvarsfuld og vanskelig den er blevet. Det er ogsaa til Dels en Sag om Fortidens Forsyndelser. Thi det er i første Række et Spørgsmaal om Grønlands Fremtid, et Spørgsmaal om dets fortsatte Tilknytning til Dan- mark. Over for dette Spørgsmaals Alvor maa personlige Hensyn vige. Det er næppe længere Problemet, om Direktøren skal hedde Oldendow eller ej

97 – man maa spørge sig, om der overhovedet mere skal eksistere en Grøn- lands Styrelse og en Direktør, eller om den hele Administration ikke er blevet for lille, for ravnekrogsagtig, for værgeløs over for Tidens Krav. Hvor tør ansvarlige Politikere overhovedet mere tænke den Tanke til Ende, at nogle faa Embedsmænd i et Par afsides Kontorer i København skal kunne styre et Land, der ligger i Stormagtsinteressernes Søgelys, og som er et Centrum for de store Luftfartsselskabers Interesse? Nærmer vi os ikke det Punkt, da det er umenneskeligt at skyde paa disse Embedsmænd, hvis Kræfter ikke strakte til, men hvor man i Stedet maa sigte imod de højere, mere ansvarlige Instanser, som undlader at hæve Grønlands- administrationen op i et højere Plan.

Hvor længe tror man, vi i Atombombens Tidsalder kan lede og styre Verdens største Ø som et etnografisk Museum? Føler man da ikke den hvinende Kontrast mellem Styrelsens oldnordiske Metoder og Stormagten Amerikas Flyvebaser i Indlandsisens Skygge? Hvor kan ansvarlige Instanser tillade, at almindelig smaaborgerlig Jalousi hindrer Udnyttelse af Viden og Evner hos den eneste højerestaaende Embedsmand, som har kendt Grønland, mens det forvandlede sig i Krigens Aar: Eske Bruun? Han har tiet længe nok!

Grønland er ikke mere nogle faa Mænds Tumleplads. Det er et dansk udenrigspolitisk Problem. Det er en Koloni-Regering eller i det mindste et helt Ministerium, der er Brug for. Det er hele Staben af danske Grønlands- eksperter, som maa sættes ind sammen med alle de Sagkyndige, vi kan ofre paa Vejrmeldetjeneste og arktiske Lufthavne, paa Hospitaler og paa et virkeligt Erhvervsliv deroppe. Det er ikke hyggelige Kontormennesker, men Teknikere, Ingeniører, Flyvere, Officierer, Læger, ja blot Mandfolk, der er Brug for. Lader vi opgaverne ligge blot nogle faa Aar endnu, er Grønland næppe mere dansk. Beretningerne tyder paa, at vi har misrøgtet Grønland. Lad det blive undersøgt. Men selv om alt var i den skønneste Orden, net og pænt, saa er det gammeldags Pusleri, som Udviklingen har løbet over Ende i de Aar, da Grønlænderne var uden Barnepiger. Det gælder en afgørende Del af vor Fremtid ”udenfor Skagen”, at alt dette Puslepeteri fejes over Ende. Magter vi ikke Opgaven, mister vi vor Ret paa de nordlige Breddegrader.172

172 Lederartikel under overskriften Grønland, Information, den 25. oktober, 1946

98 Den pressedelegation, der omtales i artiklen, og som i sensommeren 1946 havde været på rejse op langs Grønlands vestkyst, fremstillede ligeledes forholdene i Grønland i kritiske vendinger. Det samme gjorde journalisten Ole Vinding i sin bog Grønland, der udkom samme år. De mange kritiske reportager var medvirkende til, at Grønland blev et politisk problem, som beslutningstagerne i København måtte forholde sig til - Danmark havde fået et ”negerproblem”.173 En anden part, der måtte forholde sig til kritikken, var direktøren for Grønlands styrelse, Knud Oldendow. Det gjorde han i 1946 med bogen Tilstandene i Grønland 1946, hvor han tager til genmæle over for kritikken af styrelsen og hans ledelse af samme.

Optakt og efterspil Historien om Den Juridiske Ekspedition har både optakt og efterspil. Optak- ten indbefatter en beskrivelse af den i Grønland herskende retstilstand før den juridiske ekspedition så dagens lys. Den lange periode, der indledtes i 1700-tallet med de europæiske missionærers ankomst til Grønland og afsluttedes med lovgivningsbestræbelserne i 1950-erne, er ikke et lovgivnings- mæssigt tomrum. Der gennemførtes i løbet af perioden en række tiltag i retning af mere fastlagte retsforhold. Blandt disse tiltag var etableringen af inspektoraterne i slutningen af 1700-tallet, indførelsen af forstanderskaberne i 1860-erne og oprettelsen af sysselretterne i 1920-erne. Historien om Den Juridiske Ekspedition indbefatter en beskrivelse af disse tiltag, ligesom den også involverer en eftersøgning og granskning af de tidligste skriftlige kilder vedrørende grønlandsk ret. Afhandlingens retshistoriske oversigt giver et indtryk af den retshistorie, som Den Juridiske Ekspedition blev en del af.

Efterspillet indbefatter en beskrivelse af de forskningsprojekter, der blev iværksat for at afdække lovenes virkninger samt af de efterfølgende debatter om lovene i det omfang, disse debatter har betydning for projekterne. Efter- spillet involverer endvidere en omtale af den i 1994 nedsatte Retsvæsens- kommissions arbejde, for nu mere end et halvt århundrede efter lovenes ikrafttræden er diskussionen om lovenes meriter endnu ikke afsluttet.

Når vi beskæftiger os med baggrunden for ekspeditionen må vi imidlertid også kaste et blik på de forhandlinger om Grønlands retslige situation, der

173 Dansk Institut for Internationale Studier: Afvikling af Grønlands kolonistatus 1945- 54, DIIS, 2007, s. 102 samt 151-152

99 bl.a. foregik i Rigsdagens grønlandsudvalg, i landsrådene og senere også i grønlandskommissionen.

Rigsdagens grønlandsudvalg Den 12. juni 1946 afgav Rigsdagens grønlandsudvalg betænkning. Betænk- ningsforfatterne giver i indledningsafsnittet følgende baggrundsoplysninger:

I Sommeren 1939 førtes der mellem Rigsdagens Grønlandsudvalg, en grønlandsk Delegation paa 4 Medlemmer, valgt af de grønlandske Lands- raad, og Repræsentanter for Grønlands Styrelse Forhandlinger om grøn- landske spørgsmaal. Forhandlingerne var bragt i Stand på Foranledning af et i Landstinget fra konservativ Side fremsat Lovforslag om Nedsættelse af en Kommission angaaende Grønland og Grønlands Styrelse, hvilket For- slag af Forslagsstillerne blev taget tilbage, efter at daværende Statsmini- ster Th. Stauning havde givet Tilsagn om at ville foranledige den ønskede Undersøgelse foretaget af det af Rigsdagen nedsatte Grønlandsudvalg, suppleret med Repræsentanter fra Administrationen (Grønlands Styrelse), eventuelt bistaaet af sagkyndige samt grønlandske Repræsentanter for de grønlandske Landsraad. Forhandlingerne blev paa Grund af den truende Krigsfare fremskyndet og afsluttedes umiddelbart efter Krigsudbruddet den 1. september 1939 (…) De af Udvalget fremsatte Forslag naaede imidlertid ikke at blive ført ud i Livet. Grønlands Styrelse paabegyndte For- beredelserne dertil, men Forslagenes faktiske Gennemførelse standsede med Danmarks Besættelse den 9. April 1940, der fuldstændig afbrød For- bindelse mellem Grønland og Danmark.

Betænkningen oplyser, at der efter krigens afslutning fra både grønlandsk og dansk side meldte sig et ønske om at fortsætte de i 1939 foregående forhandlinger. I sommeren 1945, året før grønlandsudvalgets betænk- ning, anmodede daværende statsminister, socialdemokraten Vilhelm Buhl, således de grønlandske landsråd om at udpege en delegation, som skulle rejse til Danmark og deltage i forhandlinger med Rigsdagens grønlandsudvalg og Grønlands styrelse. Landsrådene udpegede en delegation bestående af seks medlemmer og delegationen ankom til Danmark i december 1945. For- handlingerne påbegyndtes i januar måned 1946 og afsluttedes den 12. juni 1946. Deltagerne i forhandlingerne var fra Rigsdagens grønlandsudvalg V i l h e l m B u h l ( f o r m a n d ) , T h . H a u b e r g , J . C h r . J e n s e n - B r o b y , C . A . S . W e s t e r m a n n ,

100 Halfdan Hendriksen, Oluf Steen og Aksel Larsen, alle folketingsmænd. Der- udover deltog landstingsmand S. Stegger Nielsen. Den sydgrønlandske delegation bestod af præsten Gerhard Egede, Frederikshåb, landsfogedmed- hjælperen Jørgen Chemnitz, Godthåb, forfatteren Hans Lynge, Julianehåb. Fra Nordgrønland deltog handelsleder Frederik Lynge, Kutligssat, seminarie- lærer Avgo Lynge, Egedesminde, samt landsfogedmedhjælper Peter Nielsen, Godhavn. Fra Grønlands styrelse deltog direktør Knud Oldenow bistået af kontorchef P.P. Sveistrup, fuldmægtig Magnus Jensen og fuldmægtig Otto Jensen.

Betænkningen fra Rigsdagens grønlandsudvalg understreger, at der fra statsministerens side ikke har været givet det udvidede udvalg noget bestemt kommissorium, men at udvalgets opgave har været ”at foretage en almindelig drøftelse af grønlandske anliggender, således at ethvert spørgsmål, der har ligget medlemmerne på sinde, har kunnet fremdrages”. Udvalget enedes om ”at søge udarbejdet en Plan, der skulle tage Sigte på Udviklingen i de nærmeste 5 År” – altså en femårsplan, som man kender det fra østblokken.

Udvalget drøftede en række generelle problemstillinger af især erhvervs- mæssig, kulturel og sundhedsmæssig karakter og man enedes om en over- ordnet køreplan. Herefter nedsattes fire underudvalg vedrørende henholdsvis styrelsesspørgsmål, erhvervsspørgsmål, kulturelle spørgsmål, samt sundhedsmæssige og sociale spørgsmål. Spørgsmålet vedrørende retsbestemmelser blev henlagt under underudvalget for styrelsesspørgsmål. Dette underudvalg kom til at bestå af Vilhelm Buhl (formand), C.A.S. Wester- mann, Oluf Steen, S. Stegger Nielsen samt Aksel Larsen. I sin egenskab af chef for Grønlands Styrelse deltog direktør Knud Oldenow i samtlige under- udvalgsmøder.

Rigsdagens Grønlandsudvalg om retsforhold Om straffebestemmelser indeholder betænkningen fra Rigsdagens Grøn- landsudvalg følgende:

Delegationen har fremført ønske om indførelse af tidssvarende straffebestemmelser, idet de nugældende findes forældede og ufyldestgørende. Specielt er det fremført, at der trænges til fængsler, og at den nuværende form for tvangsarbejde ofte ikke virker som straf. Man har samtidig med hensyn til straffeprocesordningen fremsat ønske om, at landsfogden skal

101 lede sysselrettens behandling af sager om forbrydelser (i modsætning til forseelser, der fortsat skulle behandles under sysselmandens ledelse), for at større ensartethed i afgørelserne kunne opnås. Styrelsen har oplyst følgende: Et af en konstitueret landsfoged i 1928 udarbejdet forslag til straffebestemmelser for Grønland blev i 1929 vedtaget af landsrådene. Forslaget blev imidlertid ikke gennemført, da styrelsens daværende direk- tør fandt, at forslaget, der byggede på det danske straffelovsudkast, ikke i tilstrækkelig grad var tilpasset de særlige grønlandske forhold. Der har i Styrelsen også senere været arbejdet med dette vanskelige spørgs- mål, men uden at det er lykkedes at nå til en afslutning. Udvalget henstiller, at Styrelsen fortsætter arbejdet på at tilvejebringe et udkast til straffe-bestemmelser og i forbindelse hermed udkast til ændringer i rets- plejeordningen, enten således at landsfogden som formand kommer til at lede sysselretternes behandling af forbrydelser, eller således at landsfogden gøres til appelinstans for disse sagers vedkommende. Styrelsen har erklæret at ville bestræbe sig på at tilendebringe arbejdet så hurtigt som muligt med henblik på, at eventuelle forslag kan forelægges lands- rådene om 2 år.

Udvalgets behandling af spørgsmål vedrørende retsbestemmelser blev som nævnt henlagt under underudvalget vedrørende styrelsesspørgsmål og ikke, som det senere var tilfældet i forbindelse med Grønlandskommissionen, placeret i et særskilt underudvalg. Som det fremgår af citatet fra betænk- ningsteksten ovenfor, overlades det til Grønlands styrelse at arbejde videre med det fra styrelsens side allerede igangsatte arbejde vedrørende tilveje- bringelsen af et udkast til straffebestemmelser. Betænkningen fra Rigsdagens Grønlandsudvalg indeholdt i 1946 ingen konkrete planer eller bemærkninger om udsendelse af en juridisk ekspedition.

De grønlandske landsråds møde med statsminister Hans Hedtoft 1948 I forbindelse med Hedtofts Grønlandsbesøg afholdtes i Godthåb onsdag den 4. august 1948 et landsrådsmøde, hvori deltog statsminister Hans Hedtoft, Grønlands styrelses direktør Knud Oldenow samt landstingsmedlemmerne Stegger Nielsen og Lisbeth Hindsgaul. Efter alsandsynlighed deltog også Verner Goldschmidt i mødet som observatør. Hedtoft erindrede landsrådene om det arbejde, der allerede var igangsat og udtalte blandt andet:

102 Som det vil erindres, blev der i sommeren 1945 nedsat et fælles udvalg [Rigsdagens Grønlandsudvalg] med repræsentanter for det grønlandske landsråd, den danske rigsdags grønlandsudvalg og Grønlands Styrelse. Dette udvalg havde to opgaver: dels at frugtbargøre det materiale, som allerede var tilvejebragt i 1939, og dels at opstille retningslinjer for den fremtidige udvikling. Resultatet af dette udvalgs arbejde blev en af grøn- lændere og danske enstemmigt vedtaget femårsplan for udviklingen af Grønland.

Vi ved alle, at der i disse dage blæser en ny vind over verden og en ny vind over Grønland (…) Enhver, der har haft lejlighed til at følge med i dansk presse, ved, hvor meget de grønlandske spørgsmål optager offentligheden (…) Lad mig derfor straks sige, at det er hele Danmarks ønske at bevare og udbygge den århundredgamle tilknytning mellem Grønland og Danmark (…) det er hele det danske folks ønske, at den kommende tids udvikling af Grønlands økonomiske og kulturelle liv udelukkende skal have til formål at højne og forbedre grønlændernes levevilkår.

I sin tale til landsrådene udtalte Hans Hedtoft endvidere:

I betænkningen af 1946 udtales, at den grønlandske delegation ikke havde noget ønske om at få indført dansk lovgivning for den grønlandske befolkning. Man fandt, at den i al almindelighed ikke ville være stemmende med grønlandske interesser. Der har imidlertid i den seneste tid været talt en del både fra Grønland og i Danmark om, at man skulle gøre den grøn- landske befolkning mere ligestillet med den danske (…) Da min opgave jo er at høre landsrådenes mening om alle spørgsmål, der har betydning for Grønland, vil jeg også rejse dette problem her.

Da mødet genoptoges den efterfølgende dag, udtalte Gerhard Egede på landsrådenes vegne bl.a.:

Statsministeren ønsker at høre landsrådets mening om, i hvilket omfang den samme lovgivning kan gælde både for danske og grønlændere. Hertil skal landsrådet udtale, at den danske lovgivning i sin helhed ikke vil kunne finde anvendelse over for grønlænderne, specielt inden for strafferetten. Men landsrådet vil ikke undlade at påpege, at det er af stor betydning at finde udvej for at udjævne den uensartethed, som findes mellem danske

103 og grønlændere med hensyn til borgerlige rettigheder (...) Til slut ønsker landsrådet at udtale, at gennemførelsen af de så vidtgående ændringer kun kan ske ved en kommissions drøftelser, og at nedsættelse af en sådan kommission derfor bør ske hurtigst gørligt.

Til Gerhard Egedes og landsrådenes replik svarede Hedtoft bl.a.:

Jeg har den tro, at det budskab, som jeg forstår, landsrådet er enig med mig om vil kunne blive en historisk beslutning, kan komme til at danne grundlaget for en rig og frugtbar udvikling for Grønland og det grønland- ske folk (…) Jeg vil nu med udgangspunkt i denne beslutning drøfte sagen med Grønlands Styrelse og rigsdagens grønlandsudvalg og derefter, så hurtigt det kan lade sig gøre, nedsætte en kommission, der skal tælle repræsentanter fra Grønlands Styrelse, rigsdagen, samt fra det danske folk og grønlænderne.

Forslaget om oprettelsen af en grønlandskommission havde således ligget i dvale i siden 1939, da de konservative forslog en kommission, men når de grønlandske landsråd ved mødet i Godthåb sommeren 1948 udtrykte ønske om en kommission, fik forslaget fornyet styrke. Hedtofts reaktion på det grønlandske ønske må tages som den endelige accept. Grønlandskommissio- nen blev nedsat i november 1948. På dette tidspunkt befandt Den Juridiske Ekspedition sig allerede i Grønland.

Hans Hedtoft om nødvendigheden af grønlandsk ret På tidspunktet for udsendelsen af Den Juridiske Ekspedition og oprettelsen af grønlandskommissionen havde de grønlandske landsråd ved flere lejligheder udtalt sig forbeholdne over for indførelse af dansk ret i Grønland, men i 1939 og igen i forbindelse med Hedtofts grønlandsbesøg havde man ytret ønske om mere ensartede retsforhold for grønlændere og danske i Grøn- land. Spørgsmålet om grønlændernes retsstilling blev fra både dansk og grønlandsk side knyttet sammen med ønsket om mere ligestilling mellem danskere og grønlændere:

Medens den grønlandske befolknings leveniveau under disse vilkår kun stod på et trangt stade, fandtes der samtidig i Grønland en anden befolk- ningsgruppe, hvis levefod bestemtes af ganske andre vilkår, nemlig de udsendte danske. Det var af afgørende betydning for Danmarks indsats i

104 Grønland, at kvaliteten af disse udsendte folk lå rimeligt højt. Til sikring heraf var det nødvendigt, at de blev lønnet i hvert fald i overensstemmelse med det sædvanlige danske niveau, og helst noget højere, for at der derved kunne ydes en passende og fornøden godtgørelse for, at de pågældende havde forladt deres normale tilværelse under hjemlige danske forhold. Som følge heraf fremkom der i Grønland to skarpt adskilte lønningsniveauer, det lave grønlandske, bestemt fortrinsvis ved den grøn- landske naturs ringe økonomiske muligheder, og det høje danske, bestemt ved det almindelige danske niveau med tillæg af en afsavnspræmie.

Med disse ord ridsede Hedtoft situationen op i november 1948 i en tale til Studenterforeningen og Det grønlandske Selskab i København. Hedtoft fortsatte:

Parallelt med denne ulighed i levevilkår for danske og grønlændere opstod der en forskel i retsstillingen. I det oprindelige sælfangersamfund var der ikke brug for en højtudviklet retstilstand, men de danske, som kom til Grønland, måtte selvfølgelig have krav på, at den retstilstand, de blev underkastet, ikke afveg for meget fra den, de var indstillet på hjemmefra. Der eksisterer derfor endnu den tilstand i Grønland, at de indfødte står under et primitivt retssystem, den såkaldte ”grønlandske ret”, hvorimod de danske står under ”dansk ret” (...) Der findes næsten ikke nogen udformet lovgivning inden for strafferetten. Fængsler er ukendte (…) Kriminali- teten er desværre stigende, navnlig på berigelsesforbrydelsernes område, og derfor må nye regler fikseres. Grønlænderne ønsker dog bestemt ikke dansk ret overført direkte til brug for sådanne sager eller i det hele taget. Det kan sikkert stadig hævdes, hvad Knud Rasmussen en gang har sagt: ”en retsforfølgning, der er baseret på principper og love, der er ganske ukendte for de mennesker, der begår lovovertrædelserne, er uholdbar og drager kun med sig i sit kølvand en følelse af frygt og usikkerhed, der ikke kan føre til noget godt”.

Hedtoft udtrykker her tanken om, at en grønlandsk strafferet er nødvendig. Med sin henvisning til Knud Rasmussen understreger han samtidig, at denne ret må tillempes de særlige grønlandske forhold. Ideen om tillempning byg- ges der videre på i den underkommission vedrørende retssystemet, der af Grønlandskommissionen blev nedsat i januar 1949.

105 Underkommissionen vedrørende retssystemet På grønlandskommissionens møde den 25. januar 1949 udpegedes følgende medlemmer til at deltage i den underkommission, der skulle beskæftige sig med retssystemet og den grønlandske befolknings retsstilling: departementschef H.H. Koch, direktør Eske Brun, landsrådsmedlem Jørgen Chemnitz (far til Guldborg Chemnitz, Den Juridiske Ekspeditions tolk) samt landsråds- medlem Peter Nielsen. Grundet sygdom måtte Peter Nielsen senere udtræde af kommission, i stedet udpegedes landsrådsmedlem Gerhard Egede. Af underkommissionens betænkning fremgår det, at man afventer Den Juridiske Ekspeditions resultater:

I september 1948 udsendte Grønlands styrelse en af sine embedsmænd, der med bistand af en embedsmand fra justitsministeriet fik til opgave på grundlag af en gennemgang af sysselretternes praksis og ved direkte kontakt med befolkningen at tilvejebringe et overblik over gældende materielret i Grønland. Kommissionen har anset det for rimeligst at udsætte behandlingen af de herhenhørende spørgsmål, indtil resultatet af disse undersøgelser foreligger.174

Af Grønlandskommissionens interne papirer fremgår det, at man har modtaget et materiale fra de opsendte jurister. Det fremgår dog ikke, hvornår dette materiale er modtaget:

Fra de af Grønlands styrelse udsendte jurister, der har fået til opgave at søge at kodificere grønlandsk ret, navnlig den materielle ret [strafferet, formueret, person-, familie- og arveret], har kommissionen modtaget et materiale. Det fremhæves ved fremsendelsen, at det tilvejebragte materiale ikke kan anses for repræsentativt, og det må i denne forbindelse for det første anføres, at juristerne på det tidspunkt, da materialet blev fremsendt, alene havde undersøgt forholdene i Holsteinsborg med udstederne Sarfanguak og Itivdlek, Sukkertoppen med udstederne Kanga- miut og Atangmik samt Godthåb med udstederne Sardlok, Kornok og Kapisigdlit, d.v.s. et forholdsvis beskedent udsnit af det grønlandske samfund. Alene af denne grund vil følgende oversigt over det tilvejebragte materiale kun være egnet til at give et foreløbigt indtryk af grønlændernes

174 Underkommission II, Betænkning vedrørende retssystemet i Grønland og den grøn- landske befolknings retsstilling, godkendt af hovedkommissionen den 31. maj 1949

106 indstilling til juridiske problemer, og det må stærkt understreges, at adskillige af de resultater, der nævnes, alene er baseret på enkelte af- gørelser, truffet af sysselråd eller kommuneråd, eller endog på udtalelser fra enkelte personer. 175

Problemstillingen og ekspeditionens metode Det er vanskeligt at danne sig et indtryk af Den Juridiske Ekspeditions forskningsplan, dersom en sådan har foreligget på skrift. Granskning af en registratur til Rigsdagens Grønlandsudvalg udarbejdet i 1977 af lektor Axel Kjær Sørensen fra Historisk Institut på Aarhus Universitet leder os ikke på sporet af Den Juridiske Ekspedition. Søgning i Rigsarkivets elektroniske database fører til samme nedslående resultat. Ingen af de mange protokoller og arkivkasser fra hverken Rigsdagens Grønlandsudvalg eller Grønlands styrelse bærer overskriften ”Den Juridiske Ekspedition”.

Ekspeditionens betænkning indeholder ingen ”problemformulering” men blot en instruks. Det har i forbindelse med udarbejdelsen af denne bog ikke været muligt at opspore den originale instruks, og Agnete Weis Bentzon, ekspeditionens eneste nulevende deltager, har ikke kunnet hjælpe mig i så henseende. Dersom den originale instruks stadig findes, gemmer den sig formentlig et sted Grønlands styrelses omfattende mængde af interne papirer. I ekspeditionens betænkning gengives instruksens indhold dog således:

Ifølge den for ekspeditionen udfærdigede instruks af 13. juli 1948 var opgaven under et års ophold i Grønland at foretage en undersøgelse af, hvorvidt, og i bekræftende fald i hvilket omfang det vil være muligt at indføre de i Danmark gældende retsregler for den del af den grønlandske befolkning, som står under den såkaldte grønlandske ret. Undersøgelsen skulle omfatte civilretten, strafferetten, procesretten samt den del af den offentlige ret, der vedrører befolkningens adgang til lokalt selvstyre og eventuelle fremtidige deltagelse i den danske rigsdags lovgivende arbejde. Ekspeditionen skulle ved rejser i Syd- og Nordgrønland bortset fra Thule distrikt foretage undersøgelser af kommuneråds- og sysselretsprotokoller, føre forhandlinger med medlemmer af de grønlandske råd og de grøn- landske og danske tjenestemænd samt overvære rets- og rådsmøder. Om

175 Grønlandskommissionen, interne papirer, Underkommission II, dok.5, 0001 Grøn- landskommissionen af 1948, sager 1849-1949, pakke 15, Rigsarkivet

107 undersøgelsen skulle der til styrelsen afgives en betænkning indeholdende en beskrivelse af den bestående retstilstand og af de muligheder, ”som de særlige grønlandske Livsforhold frembyder for Indførelse af danske Rets- regler indenfor de ovennævnte forskellige Retsområder”.176

Oplysninger om ekspeditionens metodiske fremgangsmåde får vi i ekspeditionens betænkning samt i et brev fra ekspeditionen til Grønlands styrelse dateret den 30. marts 1949. Brevet, der er en følgeskrivelse til retsligt materiale fremsendt til styrelsen, er underskrevet af Lindegaard og Gold- schmidt. Brevskriverne, der indleder brevet med ordene ”I tilslutning til fremsendelse skal vi tillade os at gøre følgende bemærkninger om de retningslinjer, vi følger ved indsamlingen af materialet”, oplyser følgende:

1) Som foreskrevet i den os meddelte instruks søger vi at konstatere gæl- dende grønlandsk ret, saaledes som den finder udtryk dels i de skrevne regler – administrationens bestemmelser og de for lokalområder gældende vedtægter – dels i de af de grønlandske judicielle og administrative myndigheder trufne afgørelser, i første række sysselretternes, sysselraade- nes og kommuneraadenes. Det paa denne maade foreliggende materiale suppleres med oplysninger indhentet ved samtaler med medlemmer af de grønlandske raad og tjenestemænd i Grønland.

2) Vi anser det tillige for vor opgave ved samtaler som foran nævnt at prøve at finde ud af, om der maatte være omraader, hvor indførelse af danske retsregler vil stride mod, hvad man kunne kalde grønlandsk ”ordre public” [grønlandsk retsopfattelse].

3) For at have et forsvarligt grundlag for at foretage vurderingen af mulighederne for og behovet for at indføre danske regler har vi endvidere anset det for rettest at søge belyst de samfundsforhold, der danner baggrunden for den eksisterende retsordning, og som kan bidrage til forstaaelsen af den foreliggende kriminalitet. Paa saadanne omraader, som i Danmark reguleres ved centrale dele af retssystemet, men hvor manifesterede regler mangler i Grønland, har vi anset det for paakrævet at konstatere, hvilken handlemaade, der faktisk følges af Grønlænderne.

176 Verner Goldschmidt, Agnete Weis Bentzon og Per Lindegaard: Betænkning afgivet af den juridiske ekspedition til Grønland 1948-1949, 1950, indledning, s. 2

108 De i landfogedarkivet beroende samlinger af sysselrets-, sysselraads- og kommuneraadsudskrifter har vist sig ufuldstændige, idet det af protokollerne paa de besøgte steder er fremgaaet, at indsendelse af udskrifter ofte er undladt. Ved gennemgangen af kommuneraadsprotokollerne er det derhos konstateret, at der flere steder er fulgt den praksis at undlade protokollation af sager vedrørende kommuneraadets ordens- og strafha- andhævelses- og civile forligsvirksomhed. Og selv i tilfælde, hvor protokollation er foretaget, er det for en forstaaelse i reglen nødvendigt at søge de sparsomme referater belyst ved samtaler med raadsmedlemmer (…) Som det vil ses af det forelagte materiale, er de indtil nu tilvejebragte oplysninger sporadiske og ufuldstændige, ligesom de formentlig ikke tør anses for repræsentative. For en dels vedkommende er forholdet yderligere det, at deres væsentlighed maa forekomme tvivlsom.177

I et internt arbejdspapir finder vi desuden et kommissorium for den under Grønlandskommissionen nedsatte underkommission vedrørende retssystemet, underkommission II. Her kan man under overskriften ”Problem- stilling” læse følgende:

Undersøgelserne må navnlig rette sig imod, om der er mulighed for at tilvejebringe et retssystem, der på engang tilfredsstiller de særlige krav, der på grund af den grønlandske befolknings indstilling og sædvaner og de særlige geografiske forhold må stilles, og de krav, der må stilles til systemet, for at det skal kunne bringes i anvendelse over for de i Grønland boende danskere. Hvis dette er muligt, vil det dobbelte retssystem kunne afløses af et enkelt system og bestemmelserne i 1925-loven om, hvem der skal henregnes til den grønlandske befolkning i retlig henseende, og hvem der skal henregnes til danskerne, vil blive overflødige. Spørgsmålet om gennemførelsen af et sådant enkelt retssystem kan næppe drøftes tilbundsgående uden i forbindelse med en gennemgang af retssystemets forskellige afsnit. Herunder må der også tages stilling til, om man skal tage sit udgangspunkt i den bestående retstilstand i Grønland eller i dansk rets regler. Retssystemet kan formentlig naturligt opdeles på følgende måde:

177 Verner Goldschmidts privatarkiv, arkiv nr. 7239, Lb.nr. 2, Rigsarkivet

109 A. Den materielle ret: 1) strafferet, 2) formueret, 3) person-, familie- og arveret

B. Processuelle bestemmelser: 1) straffeprocessen, 2) civilprocessen, herunder tvangsfuldbyrdelse og skiftevæsen

I nøje tilknytning til de processuelle spørgsmål står spørgsmålene om organisationen af retsvæsenets organer. Herunder vil i første række rejse sig spørgsmålet om adskillelse af den administrative og den dømmende myndighed. Dernæst spørgsmålet om organisationen af domsmyndig- heden, herunder om der bør være særlige appelinstanser, samt om organisationen af politivæsenet. Endvidere må det undersøges, hvilke funktioner der bør tillægges politiet udover varetagelsen af ordenens opretholdelse og arbejdet med opklaring af strafbare forhold og gennemførelse af tiltale. Der vil således kunne blive tale om at henlægge forskellige øvrigheds- forretninger til politiet. Endelig må spørgsmålet om betimeligheden af oprettelsen af et fængselsvæsen undersøges”.178

Planen for ekspeditionens udredningsarbejde er én ting, underkommissionens kommissorium er en anden, men eftersom ekspeditionen har skullet understøtte underkommissionens arbejde, må man kunne tage kommissoriet og som retningsgivende for, hvad ekspeditionen skulle indsamle viden om. I mangel af bedre må vi tage til takke med de oplysninger, vi finder i betænkningstekstens indledning. Som nævnt i indledningen til dette kapitel omtales formålet med ekspeditionen i ekspeditionens betænkning således: ”I juni måned 1948 besluttede statsministeren, at der skulle udsendes en ekspedition til Grønland med det formål at undersøge retstilstanden og stille forslag med hensyn til den fremtidige grønlandske retsordning”.179 Om ekspeditionens rejsevirksomhed får vi i ekspeditionens betænkning desuden disse oplysninger:

Under opholdet i Grønland berejste ekspeditionen i tiden fra begyndelsen af november til begyndelsen af december kolonidistrikterne Holsteins- borg og Sukkertoppen, i januar Godthåbsfjorden, fra midten af april til

178 Grønlandskommissionen, interne papirer, Grønlandskommissionen af 1948, Under- kommission II, 1849-1949 sager, pakke 15, Rigsarkivet 179 Verner Goldschmidt, Agnete Weis Bentzon og Per Lindegaard: Betænkning afgivet af den juridiske ekspedition til Grønland 1949-1949, 1950, indledning, s. 1

110 begyndelsen af maj Frederikshåb distrikt og Fiskenæsset, fra slutningen af maj til slutningen af juli Nordgrønland og fra midten af august til slutningen af september Julianehåb og Nanortalik distrikter. Ekspeditionen har besøgt samtlige kolonisteder, et flertal af udstederne og enkelte bo- pladser.180

Om det omfattende materiale, ekspeditionen har indsamlet og gennemgået, oplyser betænkningen følgende:

Samtlige sysselrådsprotokoller og praktisk taget samtlige kommune- rådsprotokoller er gennemgået for perioden 1935/36 til 1948/49. Gennemgangen af kommunerådsprotokollerne er foregået på grundlag af det i landsfogedarkiverne beroende udskriftsmateriale (kommune- rådsanordningens § 26, sidste stk.), hvorefter ekstrakter heraf af tolken er sammenholdt med protokollerne på de besøgte steder. I sysler, hvor sysselrådsprotokollerne har været suppleret med alimentationsudvalgs- eller andre protokoller, er der tillige foretaget gennemgang af disse. Sysselretsprotokollerne er gennemgået for en så lang årrække, som de protokoller, der fandtes i de enkelte sysselretsarkiver, gik tilbage, det vil i det overvejende materiale sige fra institutionens indførelse i 1926. For flere syslers vedkommende rækker undersøgelsen tilbage til tiden før sysselretternes indførelse.181

Selv om Lindegaard og Goldschmidt i brevet til styrelsen i marts 1949 beklagede sig over det mangelfulde og fejlbehæftede materiale, man hidtil havde indsamlet, er det indsamlede materiale, sådan som det foreligger i dag, ret omfattende. Protokollerne med udskrifter af retssager udgør en væsentlig del af Verner Goldschmidts privatarkiv, der i dag befinder sig på Rigsarkivet.182 I forbindelse med udarbejdelsen af denne bog er dele af Verner Goldschmidts privatarkiv gennemgået. Elleve arkivpakker, mere end en stor flyttekasse, indeholdt stort set kun protokolmateriale. I de fleste tilfælde er protokollation foregået ved hjælp af fortrykte skemaer, i andre tilfælde på små kort.

180 Verner Goldschmidt, Agnete Weis Bentzon og Per Lindegaard: Betænkning afgivet af den juridiske ekspedition til Grønland 1949-1949, 1950, indledning, s. 2 181 Verner Goldschmidt, Agnete Weis Bentzon og Per Lindegaard: Betænkning afgivet af den juridiske ekspedition til Grønland 1949-1949, 1950, indledning, s. 3 182 Verner Goldschmidts papirer blev for nogle år siden efter Agnete Weis Bentzons ønske anbragt på Rigsarkivet. Arkiv nr. 7239, private arkiver, Rigsarkivet.

111 Jeg vil vende tilbage til skemaerne nedenfor. Om personer, ekspeditionen har ført samtaler med, og om karakteren af disse samtaler, gives i ekspeditions- betænkningen disse oplysninger:

Som foreskrevet i instruksen har der endvidere været ført forhandlinger med medlemmer af de grønlandske råd og med tjenestemændene. Disse forhandlinger har dels sigtet til at kommentere og supplere det ved pro- tokolgennemgangen indsamlede materiale, dels til at skaffe ekspeditionen indsigt i de erhvervsmæssige, sociale og kulturelle forudsætninger for den bestående retsorden. Med samme formål har der været ført forhandlinger med grønlændere og danske udenfor den i instruksen angivne kreds. Af hensyn til kriminalitetsundersøgelsen er der tillige sket udspørgning af personer indenfor den i instruksen angivne kreds med hensyn til hver enkelt kriminel persons levnedsløb.183

Det er værd at bemærke, at man i betænkningen anvender ordet forhandling. Forhandling og interview er som bekendt ikke det samme. Mellem papirerne i Verner Goldschmidts privatarkiv finder man referater af samtaler med nogle af de i citatet ovenfor nævnte ”nøglepersoner”. Et referat fra Holsteinsborg dateret 15. november 1948 bærer således overskriften ”Samtale med kom- munerådsformand Jørgen Olsen”. Her er, hvad ekspeditionen har noteret ned fra denne samtale:

Med hensyn til funktionen som meddomsmand udtaler Jørgen Olsen, at der er en udbredt modvilje mod at fungere, men ingen har dog direkte undslået sig. Indstillingen menes at bero på, at befolkningens holdning overfor de grønlandske myndigheder er fjendtlig. Hvor det drejer sig om håndhævelse af upopulære bestemmelser, betragtes det som landsfor- ræderi at være med til at håndhæve dem. Som eksempel kan nævnes bestemmelsen om forbud mod samkvem med amerikanerne. Kmforman- den mener, at det ville øge respekten for øvrighedspersoner, hvis de havde denne gerning som erhverv og ikke ved siden af havde et almindeligt job, og hvis der stod magtmidler bag i form af politi.

Med hensyn til kmrådets virksomhed starter civile sager i reglen ved, at der indgives anmeldelse til kmrådet. Er klagen åbenbart urimelig eller

183 Verner Goldschmidt, Agnete Weis Bentzon og Per Lindegaard: Betænkning afgivet af den juridiske ekspedition til Grønland 1949-1949, 1950, indledning, s. 3

112 vedrører den forhold, som det ikke er kmrådets sag at beskæftige sig med, afvises den. F.eks. henvender forældre sig undertiden for at få hjælp i opdragelsesvanskeligheder. Han har været ude for, at en moder er kommet og har beklaget sig over, at hun ikke har kunnet få sin halvvoksne datter til at stå op. Hvis klagen ikke afvises, opsøger kmformanden modparten og hører enten selv på, hvad han har at sige, eller han får en tilsigelse til at møde for kmrådet. I det pågældende kmrådsmøde høres først klageren, derefter modparten og til sidst eventuelle vidner. Kmrådet foranlediger vidners tilstedeværelse gennem indkaldelser. Der forsøges forlig, og det overvejende almindelige, at forlig opnås. Det er kmforman- dens indtryk, at kmrådets syn på sagen har en betydelig vægt. Hvis forlig ikke opnås, sendes sagen til sysselretten. Han mener ikke, at der er behov for sagfører i civile sager. Formanden udtaler, at myndighederne ofte beskyldes for partiskhed af befolkningen, men han mener ikke, at det har noget på sig. Hvis et medlem har en nær slægtning i sagen, træ- der han tilbage. Han ville tro, at kusine og fætter her er yderste led. En seksuel forbindelse med en af parterne, kan også være inhabilitetsgrund.

Straffesager kan starte med en anmeldelse eller med en af kmrådet selv foranstaltet undersøgelse, hvor det har fået nys om en overtrædelse. Hvis undersøgelsen fører til, at en bestemt person kan sigtes, bliver den pågæl- dende tilsagt til at møde for kmrådet. Møder han ikke, bliver sagen sendt til sysselretten uden forundersøgelse. Det hænder ikke sjældent. Møder han ikke for sysselretten, får han første gang en bøde, anden gang bliver han dømt efter påstand. Det er ikke sædvanligt, at sysselrettens afgørelse søges omstødt af landsfogden. Møder han, afæskes han forklaring. Anses samtlige beviser for tilstrækkelig stærke, går sagen til sysselretten, hvis det drejer sig om en forbrydelse. Forseelsessager bliver afgjort i kmrådet i 80-90 pct. af tilfældene. Hvis forurettede er misfornøjet med, at kmrådet har henlagt en sag som ubevist, kan han klage til sysselretten. Det sker sjældent. Anmeldte forbrydelser opklares næsten altid. En del smårap- serier og megen vold anmeldes imidlertid slet ikke. Kmrådet tager ikke noget selvstændigt initiativ i voldssager. Det er det overvejende sædvan- lige, at sigtede tilstår. Han har ikke været ude for falske anmeldelser, og med hensyn til vidnernes sandfærdighed, mener han, at den er stor i borgerlige sager og i tyverisager. I voldssager kniber det mere. Der kan man

113 navnlig ikke stole på de pårørendes vidnesudsagn, og kmrådet bestræber sig derfor altid for at finde vidner udenfor de pårørendes kreds. 184

Samtalereferaterne er typisk delt i to afsnit: et afsnit, der, som i eksemplet ovenfor, vedrører de retlige forhold, samt et afsnit, der vedrører de sociologiske forhold. På denne måde forfølger ekspeditionen den strategi, man har lagt, nemlig at søge belyst såvel gældende grønlandsk ret som de samfundsforhold, der danner baggrund for den eksisterende retsordning. Her er, hvad kolonibestyrer N. Bintzer i Holsteinsborg og de to domsmænd Peter og Knud Olsen i november 1948 kunne fortælle ekspeditionen om de bagvedliggende samfundsforhold:

Da der er mange fastansatte, 94, i Holsteinsborg drikkes der meget øl, snaps og vin. Hver af de fastansatte har tilladelse til at få to flasker spiritus og to flasker vin pr. måned. Disse kvanta suppleres med imiak. Det er ikke sædvanligt, at folk nyder deres spiritus alene. Det sker i reglen ved fest- lige lejligheder, dog hænder det, efterhånden noget hyppigere, at fiskere drikker om dagen, når de ligger i havn.

Peter Olsen og Knud Olsen oplyser, at der findes nogle enkelte, som drikker alene. Der er ikke noget bestemt sted i Holsteinsborg, hvor man kan gå hen og nyde spiritus, ligesom man hverken i foreninger eller hos bestemte private familier kan få udskænket spiritus. Der findes imidlertid visse kredse, hvor der drikkes meget. Der findes i befolkningen en stor trang til at skaffe sig spiritus, hvilket bl.a. viser sig derved, at mange af befolkningen søger kontakt med fremmede skibe for at købe den pågældende vare. Det er vanskeligt at sige, om der finder nogen smughandel sted mellem de fastansatte og den øvrige befolkning, men at det sker i et vist omfang, er der næppe tvivl om. Når en stor af befolkningen er så ivrig efter at skaffe sig spiritus udover de legale kvanta, skyldes det formentlig i nogen grad, at det virker stærkt deklasserende, f.eks. for den frie erhverver, at han ikke i sit hjem kan servere ligeså meget spiritus for sine gæster, som de fastansatte eller danske kan.

Peter Olsen og Knud Olsen. Det kan ikke siges, at befolkningen i Holsteins- borg er præget af sammenhold, men det har dog vist sig muligt at danne

184 Samtale med kommunerådsformand Jørgen Olsen, Holsteinsborg den 15. november 1948, Verner Goldschmidts privatarkiv, arkiv nr. 7239, Lb.nr. 11, Rigsarkivet

114 foreninger, og da foreningen Amerdlok skulle have bygget foreningshus, lykkedes det at samle 120 unge, som uden vederlag opførte bygningen. I øvrigt har befolkningen været præget af en deling mellem dem, der under krigen var tyskvenligt, og dem, der var dansksindede. Den første gruppe blev efter krigen udpræget amerikanervenlige og har hele tiden ønsket, at der skulle opstå en åben konflikt mellem grønlændere og danske. De dansksindede er ingenlunde tilfreds med alt, hvad det danske styre fører med sig, men er af den formening, at gunstige resultater vil kunne opnås ad forhandlingens vej.

De to gruppe kan ikke siges at være fjendtligt indstillede overfor hinanden og omgås uden vanskeligheder i det daglige liv. Den antidanske gruppes holdning er i den senere tid blevet noget mindre outreret end tidligere. Der er ingen i kolonien, der kan siges at være isoleret af befolkningen med undtagelse af nogle enkelte, som er almindelig kendt for til stadighed at stjæle. Over for dem vises der en naturlig agtpågivenhed.

Der findes intet tilløb til fattigkvarter eller slum. Der findes ingen deling i befolkningen af sociale eller religiøse grunde. Normalt respekterer befolkningen myndighedernes påbud. Nogen egentlig respekt for de danske embedsmænd alene på grund af deres stilling kan man ikke sige, findes. Befolkningen lægger i sin bedømmelse af den pågældende mest vægt på, hvordan han opfører sig overfor dem. Kmmedlemmerne agtes sædvanlig- vis af befolkningen, som til tider har vist en vis frygt for dem, antagelig fordi de er i besiddelse af politimyndighed.185

Som det fremgår af citatet førte ekspeditionen også samtaler med grøn- landske meddomsmænd. Andre såkaldte nøglepersoner kunne fx være grøn- landske landsrådsmedlemmer. Den 15. november 1948 havde ekspeditionen således denne samtale med tidligere lands- og kommunerådsmedlem Elias Kleist i Holsteinsborg:

Elias Kleist oplyser om afstemningsreglerne ved votering i sysselretten, at det i reglen vil være således, at de danske dommere står stærkest. Ganske vist er det sådan, at de grønlandske domsmænd bliver spurgt først, men

185 Samtale med kolonibestyrer N. Binzer og Peter og Knud Olsen, Holsteinsborg, november 1948, Verner Goldschmidts privatarkiv, arkiv nr. 7239, Lb.nr. 11, Rigs- arkivet

115 de får hyppigt overhovedet ingen vejledning med hensyn til, hvorledes de skal dømme, og nogen regler at holde sig til har de ikke. Det er hans indtryk, at sysselmanden meget ofte på forhånd har en ganske bestemt mening om, hvorledes der skal dømmes i sagen, og at det i reglen lykkes ham at få den afgørelse, han ønsker. Når man læser sysselretssagerne, finder men i reglen ikke, at der er nogen dissenser fra de grønlandske meddommere. Dette skyldes som anført, at de sædvanligvis står meget svagt, fordi de intet har at holde sig til, når de skal afsige dom. De trufne sysselretsafgørelser er således i reglen udtryk for sysselmandens mening. Kleist ville finde det ønskeligt, om man indførte en eller to juridiske dommere, som rejste til de steder, hvor sagerne skulle afgøres. Han mener ikke, at nogen appelinstans er nødvendig.186

Af sagsakterne fra Holsteinsborg fremgår det, at der pr. 1. februar 1949 blev oprettet et politikorps i byen. Politikorpset, der bestod af fire mand, blev til på sysselmandens foranledning og udgifterne blev båret i fællesskab af Holsteinsborg Skibsværft, telegrafvæsenet, kommunerådet, lærlingehjem- met samt Holsteinsborg præstegæld, der alle skulle støtte korpset med råd og bistand. På et møde hos sysselmanden i november 1948 enedes man om at lade korpset fungere som et forsøg, således at man kunne benytte de indhøstede erfaringer, ”når en nyordning af det grønlandske politivæsen skal finde sted”.187 Det fremgår ikke, hvorvidt ekspeditionen havde indflydelse på beslutningen om at oprette politikorpset. Ved sin blotte tilstedeværelse har ekspeditionen formentlig været fødselshjælper for forskellige lokale tiltag, og der er nok ingen tvivl om, at ekspeditionen foruden rollen som indsam- lere af oplysninger også optrådte som ”embedsmænd in action”. Samtalerne med nøglepersonerne berørte helt naturligt også de interviewedes ideer og ønsker til et fremtidigt retsvæsen, hvilket denne samtale med kommune- rådsformand Jørgen Olsen fra Holsteinsborg vidner om:

Om den fremtidige organisation af retsvæsenet i Grønland oplyser han, at den bestående ulige behandling af danskere og grønlændere er meget utilfredsstillende. Der har været flere tilfælde, hvor danske søfolk i

186 Samtale med tidligere landsråds- og kommunerådsmedlem Elias Kleist, Holsteins- borg, den 15. november 1948, Verner Goldschmidts privatarkiv, arkiv nr. 7239, Lb.nr. 11, Rigsarkivet 187 Verner Goldschmidts privatarkiv, arkiv nr. 7239, Lb.nr. 11, Rigsarkivet

116 Holsteinsborg har slået grønlændere, men den danske gerningsmand bliver i reglen ikke straffet, idet han enten rejser til Danmark eller sagen syltes af sysselmanden. Det burde under de nuværende forhold være således, at sysselmanden straks tog den pågældende dansker under forhør og eventuelt dømte ham hurtigst muligt eller eventuelt sendte sagen til landsfogden ved første lejlighed. Det er i høj grad ønskeligt, at danske og grønlændere kommer ind under en fælles ret. Formanden ønsker meget, at man under den fremtidige retsplejeordning i Grønland vil få mulighed for at kunne ansætte dygtige uafhængige sysselmænd, som helst burde være juridisk uddannede, i hvilken forbindelse han dog bemærker, at han er klar over, at dette vil blive temmelig bekosteligt. Det er mindre væsentlig, om den fremtidige sysselmand er af grønlandsk eller dansk afstamning. Derimod må der kræves kendskab til grønlandske forhold og grønlandske love og bestemmelser.188

Om kommunikationen mellem ekspeditionen og Grønlandskommissionen oplyser ekspeditionsbetænkningen følgende:

Under ekspeditionens ophold i Grønland nedsattes grønlandskommis- sionen, og af de efterretninger, der tilflød ekspeditionen herom, fremgik det, at den ville tage spørgsmålet om befolkningens adgang til lokalt selvstyre og eventuelle fremtidige deltagelse i den danske rigsdags lovgivende arbejde op til behandling. Ekspeditionen har derfor ikke befattet sig med undersøgelser desangående. Under opholdet i Grønland fik vi endvidere kendskab til, at den til behandling af retsforholdene nedsatte underkommission havde udarbejdet forslag til fremtidig retsplejeordning for Grønland. Betænkningen indeholder derfor ingen særskilt fremstilling vedrørende dette retsområde, men retsplejespørgsmål berøres forskellige steder i sammenhæng med fremstillingen af de materielle retsregler.189

Om ekspeditionens undersøgelser og sigtet hermed i øvrigt oplyser betænk- ningen følgende:

Undersøgelserne har i første række været rettet på at konstatere

188 Verner Goldschmidts privatarkiv, arkiv nr. 7239, Lb.nr. 11, Rigsarkivet 189 Verner Goldschmidt, Per Lindegaard, Agnete Weis Bentzon: Betænkning afgivet af den juridiske ekspedition til Grønland 1948-1949, København, 1950, indledning, s. 3

117 gældende grønlandsk ret, således som denne finder udtryk dels i de skrevne regler, de af den danske lovgivningsmagt og administration udfærdigede almindelige regler og de lokale vedtægter, dels i de af de grønlandske judicielle og administrative myndigheder trufne afgørelser, sysselrets-, kom- muneråds- og sysselrådssagerne. Dette kildemateriale, der på en række områder var aldeles utilstrækkeligt, er suppleret med mundtlige oplysninger vedrørende retsforholdene. Dernæst er det søgt opklaret, om der efter grønlandsk opfattelse eksisterer hvad man kunne kalde ordre public hensyn [hensyn til den offentlige orden], der taler mod indførelse af visse danske retsregler.

Men ekspeditionen har tillige anset det for fornødent at beskrive den retligt relevante samfundsmæssige baggrund for de forskellige retsområder. Dette er sket ikke alene for at sætte en læser, der ikke har kendskab til Grønland, i stand til at vurdere de konklusioner, som ekspeditionen når til, men også fordi det er ekspeditionens opfattelse, at påvisningen af sam- menhængen mellem disse samfundsforhold og retsreglerne er nødvendig for til fulde at forstå de eksisterende retsregler og i endnu højere grad den manglende tilstedeværelse af regler på en række efter vesteuropæisk opfattelse centrale retsområder. 190

Betegnelsen ”Den Juridiske Ekspedition” Arkiverne fra Grønlands styrelse er som sagt påfaldende tavse med hensyn til Den Juridiske Ekspedition, og i styrelsens arkiver leder man forgæves efter sagsakter, der belyser ekspeditionens forskningsmæssige opgaver. Som nævnt synes ej heller ekspeditionens instruks at befinde sig blandt papirerne. Vanskelighederne med at finde oplysninger om ekspeditionen understreger indtrykket af, at juristerne har været sendt af sted som embedsmænd og ikke som forskere. Deres mission har været at udføre et politisk motiveret udredningsarbejde snarere end at foretage et videnskabeligt forskningsarbejde. Bentzon, der karakteriserer ekspeditionens opgave som ”en systematisk indsamling af oplysninger om lokal skreven og uskreven ret og om retshåndhævelsen inden for kriminalretten og civilrettens område”,191

190 Verner Goldschmidt, Per Lindegaard, Agnete Weis Bentzon: Betænkning afgivet af den juridiske ekspedition til Grønland 1948-1949, København, 1950, indledning, s. iv 191 Agnethe Weis Bentzon: Lovgivningsproblemer i et udviklingsområde, Tidsskrift for Grønlands Retsvæsen, 4. årgang, nr. 1, Dansk Juristforbund, Ministeriet for Grøn- land, 1968, s. 6

118 berører hermed spørgsmålet om, hvorvidt indsamling og systematisering af data kan anses for at være videnskabelig og/eller forskningsmæssig virksomhed.

Ifølge Bentzon er der ingen tvivl om, at Verner Goldschmidt, da han i sommeren 1948 rejste til Grønland, havde videnskabelige ambitioner med ekspeditionens arbejde.192 Et brevudkast forfattet i Godhavn og dateret den 18. juni 1949 tyder imidlertid på noget andet. Brevet, der er henvendt til byretsdommer Eyben, er uden underskrift, men efter al sandsynlighed er brevet forfattet af Per Lindegaard. Første del af brevet lyder således: ”Kære byretsdommer v. Eyben, Allerede ved juletid havde jeg et brev fær- digt til Dem med nogle oplysninger om strafferetsforholdene heroppe. Min ekspeditionsfælle, som vist har nogle planer om at udnytte stoffet videnskabeligt, udtrykte imidlertid betænkeligheder ved, at jeg lod disse oplysninger gå videre…” 193

Dersom Goldschmidt allerede i sommeren 1948 havde haft videnskabelige ambitioner med ekspeditionen, må han have gået stille med det, for ellers ville Lindegaard vel ikke udtrykke sig på den måde? Når Lindegaard så sent som i juni 1949 skriver, at Goldschmidt ”vist har nogle planer om at udnytte stoffet videnskabeligt” må det tages som udtryk for, at Goldschmidt på tidspunktet for ekspeditionens afrejse stadig kun overvejede muligheden. Ideen om, at stoffet kunne udnyttes videnskabeligt, må være kommet til Gold- schmidt, mens han opholdt sig i Grønland, det tyder brevet i alle tilfælde på. Ordet ”ekspedition” rummer konnotationer i retning af videnskabelig forskning, men betegnelsen ”Den Juridiske Ekspedition” er øjensynligt styrelsens eller de udsendte juristers eget påfund. I alle tilfælde er ekspeditionen ikke autoriseret af nogen videnskabelig institution. Noget tyder på, at ordet ”ekspedition” har været gængs sprogbrug i styrelsen. En gruppe geologer og ingeniører, der i 1949 blev udsendt af styrelsen med den opgave at under- søge vandforsyningsproblemerne i de grønlandske byer, blev således kaldt ”vandekspeditionen”.194

192 Samtale med Agnete Weis Bentzon og Torben Agersnap, Frederiksberg den 7. maj 2007, transskription s. 13 193 Verner Goldschmidts privatarkiv, arkiv nr. 7239, Lb.nr. 12, Rigsarkivet 194 Grønlandskommissionens betænkning 1, Rapport over Vandekspeditionens arbejde, København 1950, bilag 9, s. 70

119 Deltagerne Om deltagerne kan man i Den Juridiske Ekspeditions betænkning læse følgende: ”Som deltagere udpegedes af Grønlands Styrelse sekretær, cand. jur. Verner Goldschmidt og af Justitsministeriet sekretær, cand.jur. Per Lindegaard. Ekspeditionen suppleredes under opholdet på Grønland med cand.jur. Agnete Weis Bentzon udpeget af Grønlands styrelse”.195 Om tolkebistand oplyser betænkningen dette: ”Flertallet af de med grønlændere førte drøftelser er foregået ved hjælp af tolk. Foruden af lokal tolkehjælp har ekspeditionen betjent sig af egen tolk, der medfulgte på rejserne, på de førstnævnte tre rejser assistent Karl Lynge, Godthåb, på rejsen i Nord- grønland og i Julianehåb og Nanortalik distrikter fra Guldborg Christoffersen, f. Chemnitz, Godthåb”.196

Da Den Juridiske Ekspedition i sommeren 1948 rejste til Grønland, var Agnete Weis Bentzon ikke officielt medlem af ekspeditionen. ”Jeg var bare Verners kone, justitsministeriet mente ikke, ekspeditioner var noget for kvinder”, som hun udtrykker det. Fuldgyldigt medlem blev hun først, da Goldschmidt blev spurgt, om han kunne være stedfortræder for sydfogeden, der var kaldt til Danmark for i en periode at bistå grønlandskommissionen. Goldschmidt stillede angiveligt som betingelse, at Bentzon blev fuldgyldigt medlem af ekspeditionen.

De to ægtefolk havde imidlertid hele tiden haft den tanke, at også Bentzon skulle deltage i ekspeditionen: ”Vores tanke var, at jeg skulle deltage, og det var derfor, at vi arrangerede os med, at der var en, som vi kendte i forvejen, og som rejste med os op”.197 Den person, Agnete Weis Bentzon her tænker på, er barnepigen Annelise, som man havde fundet via en avisannonce: ”Så før vi tog derop, så fik vi altså annonceret efter en, som havde lyst til at være med og tage sig af børnene, fordi jeg forestillede mig… vi skal hele Vest- kysten op… og det var jo med skib, så derfor var det ikke så nemt for mig

195 Verner Goldschmidt, Agnete Weis Bentzon og Per Lindegaard: Betænkning afgivet af den juridiske ekspedition til Grønland 1948-1949, hæfte 1, København 1950, indledning, s. 1 196 Verner Goldschmidt, Agnete Weis Bentzon og Per Lindegaard: Betænkning afgivet af den juridiske ekspedition til Grønland 1948-1949, hæfte 1, København 1950, indledning, s. 5 197 Samtale med Agnete Weis Bentzon og Torben Agersnap, bilag 1, transskription s. 8

120 at forestille mig, hvordan vi kunne klare det, hvis jeg selv skulle tage mig af ungerne, ikke? Men det kom jeg heller ikke til, for hun var en genial under- holder, og hun lavede sådan en slags danseskole for Nuuks børn”.198

Karl Lynge, der i betænkningen er omtalt som en af tolkene, har jeg ikke kunnet identificere med sikkerhed. Karl Lynge må have udført et relativt omfattende tolkearbejde for ekspeditionen, for ifølge ekspeditionsbetænk- ningen var han med på rejserne i november-december 1948 til henholdsvis Holsteinsborg og Sukkertoppen, i januar 1949 til Godthåbsfjorden, og i perioden april-maj 1948 til Frederikshåb samt Fiskenæsset. Lynge har øjensynligt ikke gjort noget særligt stort indtryk på deltagerne, i al fald ikke på Bentzon, for direkte adspurgt om Lynges indsats svarer hun: ”Det var en ung mand, han fik bare penge for at være vores oversætter. Han var god og også sød, men han var ikke specielt interesseret i andet end… tror jeg… end at tjene nogen penge, og så var han også vældig hyggelig for familien”.199

Om ekspeditionens sekretær har betænkningen denne kortfattede oplysning: ”Som sekretær for ekspeditionen har fungeret kontorassistent Kirsten Tørring, grønlandsdepartementet”. Det fremgår ikke klart, om Kirsten Tørring opholdt sig i Grønland under hele ekspeditionen, men det må man gå ud fra. Bentzon kommenterer Tørrings deltagelse således: ”… og så fik de med op … jeg vil næsten tro, hun kom vel fra, jeg ved ikke, om hun kom fra Justitsministeriet eller fra Grønlandsstyrelsen, frk. Tørring, og hun var så den, der skulle være… med som en TAP [teknisk-administrativt personale], som man vel siger nu”.200 Blandt Kirsten Tørrings vigtigste opgaver har givetvis været at renskrive de håndskrevne interviews og øvrige tekster, deltagerne udarbejdede undervejs.

Biografiske oplysninger om Per Lindegaard i almindeligt tilgængelige hånd- bøger er temmelig sparsomme, Dansk biografisk Leksikon har fx intet om Lindegaard, men en nekrolog forfattet af Agnete Weis Bentzon umiddelbart efter Lindegaards død i 1998 (se nedenfor) føjer nye oplysninger til. I perioden efter Den Juridiske Ekspedition optræder Lindegaards navn i et større antal

198 Samtale med Agnete Weis Bentzon og Torben Agersnap, bilag 1, transskription s. 8 199 Samtale med Agnete Weis Bentzon og Torben Agersnap, bilag 1, transskription s. 8 200 Samtale med Agnete Weis Bentzon og Torben Agersnap, bilag 1, transskription s. 1

121 artikler om det grønlandske retsvæsen. Det gælder bl.a. artiklen Kriminal- loven og de vestgrønlands samfund (Ugeskrift for Retsvæsen, 1962), der er en kommentar til beretningen fra Samfundsforskningsudvalget i forbindelse med revisionen af kriminalloven, og det gælder artiklen Den grønlandske kriminallov i b o ge n Lov og Frihet (1982), hvor Lindegaard gennemgår kriminallovens historik og lovrevisionerne. Man finder også Lindegaard som anmelder af litteratur om grønlandsk retsvæsen; ofte drejer det sig om anmeldelser af bøger skrevet af Lindegaards ekspeditionskammerater. I et nummer af Tids- skrift for Grønlands Retsvæsen fra 1981 er det således Agnete Weis Bentzons bog Ret og Reformer, der anmeldes.

Lindegaard har under Den Juridiske Ekspedition og senere som deltager i debatten om udformningen af det grønlandske retsvæsen givetvis spillet en større rolle, end den ret sparsomme omtale af ham i denne bog afspejler. Når Lindegaard behandles forholdsvis sporadisk her, skal det derfor ikke tages som udtryk for, at forfatteren til nærværende bog betragter hans indsats som mindre værdifuld end de øvrige deltageres. Agnete Weis Bent- zons nekrolog, der bringes uforkortet nedenfor, kan forhåbentlig rette lidt op på skævheden.

Minibiografien om Guldborg Chemnitz (se nedenfor) kræver også en ekstra kommentar. Goldschmidt og Bentzon fremhæver ved flere lejligheder Guld- borg Chemnitz og hendes betydning for ekspedition. Her et par bemærknin- ger fra Agnete Weis Bentzon: ”Guldborg er den, der straks… jeg har en fætter her […] det har jeg hørt mange gange, hun kunne åbne døre”, ”og når vi kom, var de meget begejstrede, for hun havde næsten altid det, man kaldte en navnesøster, det hjalp meget på modtagelsen. Så spillede Verner [Gold- schmidt var en habil harmonikaspiller], og så var vi altså straks… de var meget åbne for at fortælle os alt mellem himmel og jord”, ”Guldborg var der, og hun kendte nogen, eller var måske ligefrem i familie med nogen, og det spillede en stor rolle”, ”Når man taler om hvad… grønlandsk, ja […] for så vidt angår Guldborg […] hun var til meget stor hjælp for os”.201

Hvordan kom ekspeditionen mon i kontakt med Guldborg Chemnitz? Et oplagt svar er: gennem faderen, Jørgen Chemnitz, der sammen med Goldschmidt medvirkede i Statsradiofoniens udsendelse om det grønlandske retsvæsen

201 Samtale med Agnete Weis Bentzon og Torben Agersnap, bilag 2, transskription s. 1-4

122 optaget 2. august 1948 i Godthåb (se transskriptionen nedenfor). Man kan forestille sig, at Goldschmidt har hørt om Chemnitz´ datter ved den lejlighed. Jørgen Chemnitz deltog i øvrigt på nogle af Den Juridiske Ekspeditions første rejser. 202

Verner Goldschmidt (1916-1982) Verner Goldschmidt var barn af kunsthistoriker Ernst Goldschmidt (1879-1959) og Karen Cosman Levysohn (1888-1951). Da Goldschmidt i 1948 rejste til Grønland, var han 32 år gammel og gift med Agnete Weis Bentzon; ægteskabet opløstes 1959 og Goldschmidt giftede sig året efter i Bergen med lektor, cand.philol. Gerd Svarstad. Goldschmidt var privat dimitteret fra Akademisk Kursus 1936. Efter studentereksamen studerede Goldschmidt jura dels i København og dels i Sverige, hvortil han var flygtet under krigen og hvor han i 1944 tog dansk juridisk embedseksamen under den af Hurwitz særligt tilrettelagte eksamensordning.

Goldschmidts første arbejdsgiver var det danske flygtningekontors kulturelle afdeling. I perioden 1945-47 var Goldschmidt i lighed med Per Lindegaard ansat som fuldmægtig ved Københavns politis undersøgelseskamre, hvor han var beskæftiget med landssvigersager. Fra maj 1946 var han fungerende sekretær i Grønlands styrelse og fra 1947 fuldmægtig samme sted. Fra sommeren 1948 til vinteren 1949 deltog Goldschmidt i Den Juridiske Ekspedition. I perioden december 1948 til maj 1949 var han samtidig konstitueret landsfoged i Sydgrønland.

Under en orlov fra Grønlandsdepartementet i 1951-54 virkede Goldschmidt som universitetsadjunkt ved Århus Universitet, hvor han underviste i retssociologi og bl.a. ledede et seminar over socialvidenskabelig teori og metode. Fra 1952 deltog han aktivt i undervisningen ved Det nordiske Sommer- universitet. Sommeren 1954 var Goldschmidt konstitueret landsdommer i Grønland, i 1955 lærer i erhvervsret ved Handelshøjskolen i København, og i 1956 udnævntes han til ekspeditionssekretær i Grønlandsministeriet. Imens arbejdede han på afhandlingen Retlig Adfærd, der ved et forsvar på Århus Universitet i 1957 skaffede ham den juridiske doktorgrad. I 1959 udnævntes Goldschmidt til forskningsleder i Socialforskningsinstituttet, men fungerede som udlånt til Udvalget for samfundsforskning i Grønland, som han var medlem

202 Samtale med Agnete Weis Bentzon og Torben Agersnap, bilag 2, transskription s. 7

123 af fra 1955 og hvis forskningsarbejde, han ledede. I perioden 1962-64 var Goldschmidt docent i sociologi ved Handelshøjskolen, og 1964 indstilledes h a n t i l d e t n y o p r e t t e d e p r o f e s s o r a t i k u l t u r s o c i o l o g i v e d K ø b e n h a v n s U n i v e r s i t e t .

Under perioder med orlov fra universitetet var Goldschmidt leder af forskellige forskningsprojekter i Grønland, ligesom han også holdt gæstefore- læsninger i udlandet om den grønlandske kriminallov og dens sociologi.

Som retssociolog har Goldschmidt interesseret sig for sociale konflikter, deres forebyggelse og løsning, og begrebet konflikt står også i centrum for hans kultursociologiske arbejder, hvortil også kan regnes hans under- søgelse af dansk ulandsbestand i Østafrika, Dansk frivillig bistand, en analyse af målsætninger og praksis (1971). I forbindelse med sociale konflikter er hovedværket hans undersøgelse på Cypern, Konflikt uden Vold (1974). I 1977 blev Goldschmidt professor i samfundsfag ved Danmarks Tekniske Højskole, hvor han arbejdede dels med udbygning af ingeniøruddannelsen i samfundsvidenskabelig retning og dels med forskning i teknologiens samfunds- mæssige relationer.

I et selvbiografisk notat fra 1957 skriver Goldschmidt dette: ”I 1948-49 deltog jeg i en juridisk ekspedition til Grønland, som havde til opgave at under- søge, hvorvidt dansk ret kunne indføres i Grønland. Opgavens gennemførelse medførte, at jeg sammen med ekspeditionens andre deltagere berejste hele den grønlandske vestkyst for gennem kontakt med grønlandske myndigheder og andre at få et indblik i den grønlandske ret, som ikke før havde været kortlagt”.203 Om sin indsats i grønlandsadministrationen har Goldschmidt i samme notat dette at sige: ”Som ansat i Grønlands-administrationen har jeg i særlig grad været beskæftiget med at foretage retsvidenskabelige under- søgelser i Grønland samt med at udarbejde forslag til love og andre regler på basis af undersøgelserne. Jeg fik således overdraget den særlige opgave, på basis af den juridiske ekspeditions forskningsarbejde at udarbejde et forslag til kriminallov for Grønland. Yderligere har jeg været medlem af det grøn- landske lovudvalg fra 1951 og siden 1955 af et særligt udvalg, som har til opgave at forestå videnskabelige undersøgelser af, hvorledes de forskellige nye love og andre reformer i Grønland virker.”204

203 Verner Goldschmidt: Selvbiografi, Acta Jutlandica, XXIX, 1957, s. 144 204 Verner Goldschmidt: Selvbiografi, Acta Jutlandica, XXIX, 1957, s. 144

124 Københavns Universitets årbog 1963-64 indeholder et notat vedrørende oprettelsen af professoratet i kultursociologi og i indstillingen af Gold- schmidt til professoratet skriver man bl.a. følgende: ”I sommeren 1948 blev han af ministeriet (Grønland sorterede dengang under statsministeriet) sendt til Grønland for at udforske de skikke, sædvaner og retsregler, som fandtes blandt grønlændere samt at gøre rede for deres samfunds- mæssige og kulturelle baggrund. Ekspeditionen vendte hjem vinteren 1949 og afgav en seks binds betænkning om undersøgelserne (utrykt) til ministeriet. Under ekspeditionen havde Goldschmidt som særlig opgave at gøre rede for måden at behandle normkrænkere på i Grønlands mange små samfund, hvilket også indebar et mere indgående studium af de sociale normer og individernes forhold til dem. Undersøgelserne gav mulighed for en række iagttagelser af brydningernes forløb samt af processernes virkning på de forskellige individer, der berørtes af dem. Goldschmidt fik overdraget på basis af det indsamlede materiale at udarbejde et udkast til en kriminallov for Grønland. Udkastet, som var et forsøg på at forene grønlandske og danske rets- og moralsyns- punkter, blev i 1954 til lov (…) I de år, der fulgte, var dr. Goldschmidt stærkt engageret i Grønlandsundersøgelserne. Han opholdt sig i landsdelen som medlem af den kultursociologiske ekspedition i 1958 og 1959.”205

Agnete Weis Bentzon fortæller om sin tidligere ægtemand bl.a. dette: ”Jeg har ikke et øjeblik været i tvivl om, at for Verner var det [Den juridiske Ekspedition] en uddannelse til forskning. Og han var den geniale forsker i marken, for det første lærte han altså sproget utroligt, og han havde et meget vindende væsen, og så havde han en harmonika!”

Fra Goldschmidts første ægteskab er der fire børn: Per, Ditte, Jeanne og Lars. De tre førstnævnte fulgte i sommeren 1948 med Agnete Weis Bentzon og barnepigen Annelise til Grønland som led i Den Juridiske Ekspedition. Goldschmidt døde i 1982 af et hjerteanfald.

205 Oprettelse af et professorat i kultursociologi og docent, dr.jur. Verner Goldschmidts udnævnelse til professor i dette fag (j.nr. 312/64), Årbog for Københavns Universi- tet 1963-64, s. 118-119

125 Kilder: Mogens Blegvad: Dansk biografisk Leksikon, 3. udgave, 5. bind, 1980. Kraks blå bog, 1982. Acta Jutlandica, XXIX, 1957. Årbog for Københavns Uni- versitet 1963-64, s. 117-121. Samtale med Agnete Weis Bentzon og Torben Agersnap, Frederiksberg den. 7. maj 2007.

Agnete Weis Bentzon om Verner Goldschmidt Verner Goldschmidts liv og værk er beskrevet af Agnete Weis Bentzon i Henning Sørensens og Egil Fivelsdals antologi Fra Marx til Habermas fra 1988.206 Agnete Weis Bentzon er en central kilde, når det gælder Gold- schmidt. Dels var Bentzon i en lang årrække Goldschmidts ægtefælle og dels deltog de begge i Den Juridiske Ekspedition. Bentzons Goldschmidt-biografi udmærker sig ikke mindst ved dens behandling af Goldschmidts forsknings- mæssige indsats, hvilket gør den til en vigtig videnskabshistorisk kilde til historien om Den Juridiske Ekspedition.

Den nævnte antologi er forsynet med en kort introduktion skrevet af Bentzons ægtefælle, Torben Agersnap. Agersnap fortæller, at grundlaget for antologien er en række forelæsninger udgået fra forskere ved Handels- højskolen i København, hvor Goldschmidt var ansat i en kortere periode. Om Goldschmidt fortæller Agersnap, at denne, mens han endnu var ansat i Grønlands styrelse, deltog aktivt i de faglige drøftelser og var med i den erhvervs-psykologiske arbejdsgruppe, der afløstes af Samfundsviden- skabeligt Forskningskollokvium, hvor en række yngre forskere fik drøftet f aglige ar t ik le r p å e t t idligt s t ade i pr o c e s s e n. 207 Ve r ne r G ol d s c hmidt b lev an s at ved Handelshøjskolen som lærer i juridisk sprogbrug og underviste også om aftenen i emnet arbejdsgruppens sociologi. Efter kortvarig ansættelse ved Handelshøjskolen fik Goldschmidt tilbudt et professorat i kultursociologi ved Københavns Universitet. Endnu en tilknytning til Handelshøjskolen, denne gang som gæsteprofessor ved det nydannede Center for Tværfaglige Studier, afløstes snart af et professorat i Teknik og Samfund ved Danmarks Tekniske Højskole. Det var i denne periode, Goldschmidt blev ramt af en hjertesygdom og måtte pensioneres, fortæller Agersnap.

206 Henning Sørensen og Egil Fivelsdal (red.): Fra Marx til Habermas, Nyt fra Sam- fundsvidenskaberne, København, 1988 207 Henning Sørensen og Egil Fivelsdal (red.): Fra Marx til Habermas, Nyt fra Sam- fundsvidenskaberne, København, 1988, introduktion af Torben Agersnap.

126 Bentzons Goldschmidt-biografi er kommenteret af retsvidenskabsmanden Jørgen Dalberg-Larsen, der kalder Goldschmidt ”den måske første danske jurist, [der har] kastet sig over et studie af retlige fænomener ud fra et klart samfundsvidenskabeligt perspektiv […] Herved har Verner Goldschmidt lagt et solidt grundlag for opbygning af en dansk retssociologi, som det er op til eftertiden at bygge videre på”.208 En retssociologi med et juridisk perspektiv, sådan som Goldschmidt praktiserede den, har en generel teoretisk og praktisk betydning, men den er også af stor værdi for den øvrige retsvidenskab. Med samfundsvidenskabelige metoder, fx gennem interviewunder- søgelser, kan den bidrage til at klarlægge den konkrete retlige regulering på bestemte områder og således udgøre et vigtigt grundlag for den del af retsvidenskaben, der beskæftiger sig med retspolitiske spørgsmål, mener Dalberg-Larsen.209 Et vigtigt punkt for Goldschmidt har været at lave praktisk anvendelig forskning, ”dette har bl.a. været aktuelt i forbindelse med hans forskning vedrørende den grønlandske kriminalrets kodifikation, som den er beskrevet af Agnete Weis Bentzon […] Goldschmidt ville via sin forskning afdække de normer, som eksisterer i det grønlandske samfund netop for at undgå, at man laver en lovgivning henover hovedet på befolkningen”. 210

Dalberg-Larsen fremhæver Goldschmidts pionerindsats med bl.a. disse ord: ”Anvendelse af samfundsvidenskabelige undersøgelser som led i det lovforberedende, retspolitiske arbejde som alternativ til rent juridiske ekspertudredninger er ofte set i andre lande, men meget sjældent herhjemme […] og de var ikke mindst usædvanlige i 50´erne. I dag er der […] mange, der er lidt skeptiske over for at basere de retspolitiske reformer […] på teknokratiske ekspertvurderinger, idet man let […] opnår at tilfredsstille de styrendes interesser på bekostning af de styredes. Goldschmidts måde at tage samfundsforskningen i anvendelse på i retspolitiske sammen- hænge adskiller sig imidlertid fundamentalt fra en sådan teknokratisk styringsmodel”.211

208 Henning Sørensen og Egil Fivelsdal (red.): Fra Marx til Habermas, Nyt fra Samfunds- videnskaberne, København, 1988, kommentar af Jørgen Dalberg-Larsen, s. 164 209 Henning Sørensen og Egil Fivelsdal (red.): Fra Marx til Habermas, Nyt fra Samfunds- videnskaberne, København, 1988, kommentar af Jørgen Dalberg-Larsen, s. 165 210 Henning Sørensen og Egil Fivelsdal (red.): Fra Marx til Habermas, Nyt fra Samfunds- videnskaberne, København, 1988, kommentar af Jørgen Dalberg-Larsen, s. 165 211 Henning Sørensen og Egil Fivelsdal (red.): Fra Marx til Habermas, Nyt fra Samfunds- videnskaberne, København, 1988, kommentar af Jørgen Dalberg-Larsen, s. 165

127 Goldschmidt var en usædvanlig student, han interesserede sig meget lidt for retsdogmatik, fortæller Bentzon. Goldschmidts hovedinteresse var kriminologi, et nyt fag introduceret af Stephan Hurwitz, og strafferetsreformer, som han valgte at skrive afløsningsopgave om, et valg, der afspejlede hans teoretiske interesse.

I 1943 måtte Goldschmidt flygte til Sverige, hvor han året efter blev juridisk kandidat. Goldschmidts kontaktflade til forskellige samfundsvidenskabelige og humanistiske discipliner blev grundlagt i Sverige og her styrkedes også hans samfundsvidenskabelige perspektiv. Et andet træk ved Goldschmidts virksomhed er den lange fastholden og opfølgning af grønlandsforskningen, bl.a. gennem et tæt samarbejde med en række grønlandske medarbejdere, herunder ikke mindst Guldborg Chemnitz. Bentzon fremhæver endnu et sær- kende ved Goldschmidts levnedsforløb, nemlig hans fastholden af et samfundsengagement: ”Hans forskning skulle bruges, og han virkede selv i høj grad for, at det også skete”.212

Bentzon om Goldschmidts forfatterskab Bentzon inddeler Goldschmidts forskningsværk i tre dele: 1) Retlig Adfærd, Goldschmidts disputats fra 1957, 2) Kriminallovskomplekset, en række værker og aktiviteter, der alle har at gøre med den grønlandske kriminallov, og 3) Konflikt uden Vold, der er en undersøgelse af den fredsbevarende FN- indsats på Cypern. Jeg vil i det følgende koncentrere mig om kriminallovskomplekset.

En forbindelse mellem Goldschmidts disputats og kriminallovskomplekset skal dog nævnes. I Retlig Adfærd analyserer Goldschmidt de faktorer, der påvirker dommere, politi og anklagemyndighed i retssager. En sådan analyse var tidligere blevet foretaget af Alf Ross i dennes bog Ret og Retfærdighed.213

Hvor Ross i sin analyse ikke medtager andet end det, man i juraen kalder retskilderne, gik Goldschmidt i sin disputats imidlertid et skridt videre. Inspirati- onen fik han gennem oplevelserne under Den Juridiske Ekspedition, fortæller Bentzon: ”Ekspeditionens opgave var at finde den grønlandske sædvaneret.

212 Agnete Weis Bentzon: Verner Goldschmidt, i Henning Sørensen og Egil Fivelsdal (red.): Fra Marx til Habermas, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, København, 1988, s. 148 213 Alf Roos: Om Ret og Retfærdighed, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København, 1953

128 Vi forestillede os, at vi kunne finde nogle lovsigemænd, der ligesom de island- ske lovsigemænd kunne fremsige hele regelværket for os. 214 Det måtte vi opgive og i stedet gå over til en casemetode. Vi talte med sysselmænd og kommunerådsformænd, som indtog positioner, som kunne lignes ved en dommers eller forligsmands, om hvad de havde gjort i en række afgørelser gennem adskillige år. Der var protokoller med helt nødtørftige optegnelser, men det viste sig, at de havde en helt præcis hukommelse mange år tilbage for detaljer i hændelser, for afgørelsernes indhold og for de videre forløb, og det gav et vældigt materiale. Foruden en mosaik til dannelse af et indholds- mæssigt billede af grønlandsk retsopfattelse fik vi, som biprodukt kan man sige, et billede af konfliktløsningsaktiviteten, der på væsentlige punkter var anderledes end den retlige konfliktløsningsmodel, vi havde med hjemmefra. Det gav Goldschmidt inspirationen til at gribe studiet af den retlige kon- fliktløsning sociologisk an”.215 Bentzon illustrerer med eksempler, hvordan inspirationen kom til Goldschmidt. I en kommunerådsprotokol fra et lille sted i Nordgrønland fandt Goldschmidt fx følgende optegnelse:

En fanger og hans kone blev af fanger M, der brugte kikkert, set forlade kommunens fangsthytte med askeskuffe og en tekedel, der tilhørte kommunen. M. anmeldte forholdet til kommunerådet som tyveri. Rådet klagede over ham.216

Goldschmidt antog, at der var tale om en trykfejl, fortæller Bentzon, men senere fik han forklaringen i et interview med kommunerådsformanden. Man betragtede anmelderen som en urostifter, viste det sig. Rådsmedlemmer, der kendte fangerlivets vilkår og de to tyverianklagede, gik ud fra, at det var tale om en nødretshandling og at de anklagede ville aflevere tingene senere, hvilket også skete. Det var således anmelderen, der skabte uro, ikke familien. ”Det var sådanne erfaringer, der inspirerede Goldschmidt”.217

214 Bentzons note lyder: Islandsk retskyndig leder af Altinget 930-1271. Valgtes for en tre-årig periode og skulle fremsige loven i løbet af tre samlinger. 215 Agnete Weis Bentzon: Verner Goldschmidt, i Henning Sørensen og Egil Fivelsdal (red.): Fra Marx til Habermas, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, København, 1988, s. 149 216 Agnete Weis Bentzon: Verner Goldschmidt, i Henning Sørensen og Egil Fivelsdal (red.): Fra Marx til Habermas, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, København, 1988, s. 150 217 Agnete Weis Bentzon: Verner Goldschmidt, i Henning Sørensen og Egil Fivelsdal (red.): Fra Marx til Habermas, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, København, 1988, s. 150-151

129 Det var blevet tydeligt, skriver hun, at retlig adfærd ikke kan forklares alene ud fra juristers forståelsesverden; der er meget andet end retsnormer, der påvirker dommeres adfærd.218 Den særlige version af retlig konfliktløsning, vi finder i den vestlige verden, har sine kulturelle og historiske forudsæt- ninger og begrænset funktionsduelighed uden for disse grænser, påpeger Bentzon.219 Goldschmidts bidrag viser den praktiske politiske betydning af et sådan arbejde. Det er ikke ligegyldigt, hvordan man rekrutterer til positioner inden for retsvæsenet, om det er lægfolk eller lærde folk, om de bliver valgt for tid eller livstid, om de er kulturelt nær på eller langt fra konflikt- parterne.220

Kriminallovskomplekset Bentzon inddeler kriminallovskomplekset i tre led. Det første led omhandler undersøgelsesarbejdet i forbindelse med Den Juridiske Ekspedition, det andet omhandler arbejdet med selve udformningen af loven, og det tredje omhandler efterundersøgelserne af lovens virkninger.

Goldschmidt havde hovedansvaret for indsamlingen af oplysninger under Den Juridiske Ekspedition, fortæller Bentzon. Indsamlingen var præget af det syn på kriminalitet, han på det tidspunkt allerede havde dannet sig: ”Krimina- liteten skal søges i hovederne på dem, der reagerer på andres handlinger, idet de definerer handlingerne som kriminelle”.221

Ekspeditionen drog til Grønland for at se forbrydere. Der var ingen af dem, men nu skulle grønlænderne søreme ha´ dem, bemærker Bentzon lakonisk, idet hun henviser til en sang, som advokaten Jørgen Hoffmeyer havde skrevet til en afskedsfest for ekspeditionsdeltagerne forud for afrejsen. Sådan kunne det være gået, hvis Goldschmidt ”havde været en mindre indfølende forsker, mindre indstillet på at forstå de fremmedes handlemønstre ud fra deres omverdensbilleder”, bemærker hun. I Grønland mødte Goldschmidt

218 Agnete Weis Bentzon: Verner Goldschmidt, i Henning Sørensen og Egil Fivelsdal (red.): Fra Marx til Habermas, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, København, 1988, s. 151 219 Agnete Weis Bentzon: Verner Goldschmidt, i Henning Sørensen og Egil Fivelsdal (red.): Fra Marx til Habermas, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, København, 1988, s. 152 220 Agnete Weis Bentzon: Verner Goldschmidt, i Henning Sørensen og Egil Fivelsdal (red.): Fra Marx til Habermas, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, København, 1988, s. 152 221 Agnete Weis Bentzon: Verner Goldschmidt, i Henning Sørensen og Egil Fivelsdal (red.): Fra Marx til Habermas, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, København, 1988, s. 153

130 ingen forbrydere. Den uønskede handling, som en eller anden måtte have begået, udløste ikke en reaktion, som satte den pågældende uden for det almindelige samfundsliv - i fængsel. Det var bevarelse af et fredeligt lokal- samfund, der var rettesnor for reaktionerne, og der var ingen bestemte skabeloner for, hvordan der skulle reageres. Det var helt konkrete hensigts- mæssighedsovervejelser, der var bestemmende. Vi fandt forbrydelser, men ingen forbrydere, noterer Bentzon. De typer forbrydelser, vi fandt, lignede ganske vist meget de danske, men der var også forskelle, for det var ikke sikkert, at det gerningsindhold, der lå i betegnelser som tyveri, voldtægt og uterlighed var det samme efter dansk og grønlandsk tankegang.

Kriminalloven Goldschmidt, der skrev de kriminalretlige afsnit i ekspeditionsbetænkningen, fik overdraget den opgave at udarbejde et udkast til en grønlands straffelov. ”Det var hans opfattelse, at det kriminalretlige system i Grønland burde bygge på grønlandsk retsopfattelse, og at de særtræk, der var fundet navnlig på sanktionsområdet, skulle søges bevaret. Samtidig var han ikke uenig i den målsætning, der gik ud på at afskaffe det dualistiske retssystem”, skriver Bentzon.

Kriminalloven blev en lov, der kom til at se meget anderledes ud end den danske straffelov, og det var en betydelig bedrift af Goldschmidt, at det lykkedes for ham at få den forhandlet igennem, mener Bentzon. Hovedtræk- kene i hans udkast kom helskindet igennem straffelovskommissionen, som behandlede forslaget og hvor Goldschmidt deltog i alle møder, fortæller hun. ”Især le Maire, men også Hurwitz støttede ham, og når de kunne gøre det så effektivt, så hang det nok sammen med, at Goldschmidt kunne påvise, at hans udkast havde bemærkelsesværdige ligheder med italieneren Ferris straffelovsudkast fra 1921, som var et forbillede for internationale strafferetsreformatorer af behandlingsskolen”.222

Loven bestod af tre dele, første del indeholdt bestemmelser om lovens virke i tid og rum, anden del var forbrydelseskataloget med definitioner af de handlinger, som var forbudte, og tredje del var sanktionskataloget med anvisninger på forskellige sanktionsmuligheder bestemt i al væsentligt ud fra

222 Agnete Weis Bentzon: Verner Goldschmidt, i Henning Sørensen og Egil Fivelsdal (red.): Fra Marx til Habermas, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, København, 1988, s. 154

131 gerningsmandens personlige forhold.223 En opdeling, der ikke sammenkæder handling og sanktion, var en klar afvigelse fra dansk straffelovgivning, og på sanktionssiden afveg loven også derved, at fængsel ikke blev indført.

Forslaget fik en ret let gang gennem Justitsministeriet, fortæller Bentzon, og i Folketinget var der heller ikke de store vanskeligheder, men dér fik forslaget en bemærkelsesværdig tilføjelse ”som Goldschmidt ikke var uden indflydelse på”, nemlig en bestemmelse om, at loven skulle følges op med samfundsvidenskabelige undersøgelser og så forelægges Folketinget på ny efter en femårig periode.224 Der kom en tilsvarende genforelæggelsesklausul ind i den grønlandske ægteskabslov, der som noget nyt indførte adgang til skilsmisse, fortæller Bentzon. Med støtte i disse klausuler stiftedes i midten af 1950-erne Udvalget for Samfundsforskning i Grønland. Udvalget havde i en periode Carsten Høeg og derefter Franz From som formand, fortæller Bentzon. Medlemmerne var for hovedpartens vedkommende seniorforskere fra samfundsvidenskaberne og humaniora, der fungerede som rådgivere for de yngre forskere, der blev antaget til de forskellige forskningsopgaver.

Bentzon om efterundersøgelserne Udvalget for Samfundsforskning var begyndelsen til tredje led, nemlig efter- undersøgelserne af lovens virkninger med Goldschmidt som forskningsleder. Goldschmidts egen forskning drejede sig naturligt nok om kriminalloven, derudover var hans opgave at samordne det faglige miljø og uddanne de grønlandske medarbejdere.

I 1954 havde Goldschmidt lejlighed til at påbegynde efterundersøgelserne som ”deltagende observatør”, idet han fungerede som landsdommer i nogle måneder under Kisbye Møllers fravær. En anden observatør var den grøn- landske retssekretær og tolk, Guldborg Chemnitz. Hun havde, fortæller Bentzon, været tolk under Den Juridiske Ekspedition og blev Goldschmidts faste medarbejder på kriminallovsundersøgelserne som en af det hold på fem-seks grønlandske medarbejdere, der var knyttet til Udvalget for Sam- fundsforskning. ”Goldschmidt, som talte grønlandsk til husbehov, var

223 Agnete Weis Bentzon: Verner Goldschmidt, i Henning Sørensen og Egil Fivelsdal (red.): Fra Marx til Habermas, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, København, 1988, s. 155 224 Agnete Weis Bentzon: Verner Goldschmidt, i Henning Sørensen og Egil Fivelsdal (red.): Fra Marx til Habermas, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, København, 1988, s. 155

132 overordentlig opmærksom på betydningen af at have medarbejdere, der var tæt knyttet til det samfund og den kultur, der forskedes i”, fortæller Bentzon.225

Det er vigtigt at understrege, at der ikke var tale om tolke og interviewere med bundet mandat til at få et struktureret skema udfyldt, påpeger hun. De grønlandske medarbejdere ”fik efterhånden en betydelig og mere aktiv rolle, som informanter, som fortolkere af svar og holdninger og som idéud- viklere”.226 Der er ingen tvivl om, ”at deres [de grønlandske medhjælperes] indlevende forståelse af deres eget kulturmønster og deres ofte provokerende overraskelse over vores kulturmønster var af helt uvurderlig betydning for forskningen”.227

Resultaterne af efterundersøgelserne kan læses i tre rapporter: Kriminal- loven og de Vestgrønlandske Samfund I og II (1962) samt Samfund og Kriminalitet i Grønlandske Byområder (1975). Mens de to første rapporter især beskæftiger sig med den registrerede kriminalitet og anklagemyndig- hedens og domstolenes behandling af straffesager, drejer den tredje rapport sig om holdningerne til kriminalitet, til de domfældte og til foranstaltnings- systemets behandling af de domfældte.

Resultaterne af efterundersøgelserne Hvad var det så, man fandt ved efterundersøgelserne, spørger Bentzon? Undersøgelserne viste, at det særlige grønlandske konfliktløsningsmønster, som man ønskede at opretholde med kriminalloven, i det lange løb ikke kunne bevares, og variationsbredden og den individuelle tilpasning af sanktionerne med aktiv folkelig deltagelse i kriminalforsorgen svandt også hen.228 I takt med de små bosteders affolkning forsvandt solidariteten og en tendens til stigmatisering og isolering af personer, der overtrådte lovene, fulgte efter. At der ikke blev tilført foranstaltningssystemet tilstrækkelige resurser i en

225 Agnete Weis Bentzon: Verner Goldschmidt, i Henning Sørensen og Egil Fivelsdal (red.): Fra Marx til Habermas, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, København, 1988, s. 156 226 Agnete Weis Bentzon: Verner Goldschmidt, i Henning Sørensen og Egil Fivelsdal (red.): Fra Marx til Habermas, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, København, 1988, s. 156 227 Agnete Weis Bentzon: Verner Goldschmidt, i Henning Sørensen og Egil Fivelsdal (red.): Fra Marx til Habermas, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, København, 1988, s. 156 228 Agnete Weis Bentzon: Verner Goldschmidt, i Henning Sørensen og Egil Fivelsdal (red.): Fra Marx til Habermas, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, København, 1988, s. 157

133 situation, hvor antallet af sager voksede eksplosivt, var også en stærkt medvirkende årsag til kriminallovens manglende succes, mener Bentzon. Dertil kom, at ikke alene de retslige instanser og anklagemyndigheden, men også foranstaltningsadministrationen havde divergerende syn på hensigts- mæssigheden i kriminallovens foranstaltningssystem.229 Med andre ord: det var eksterne årsager og ikke loven i sig selv, der vanskeliggjorde opfyl- delsen af lovens intentioner. Jeg har behandlet Goldschmidts teoretiske udgangspunkt og spørgsmålet om lovens manglende succes mere udførligt i kapitel 9.

Goldschmidts forskningsindsats er bemærkelsesværdig derved, ”at både det samfund, som loven blev introduceret i, og det samfund, der udviklede sig, mens loven fungerede, er beskrevet og taget med i betragtning i langt højere grad end de klassiske undersøgelser af loves virkninger ellers gør det”, mener Bentzon.230 Goldschmidt har gennem sit arbejde med kriminallovskomplekset bidraget til udviklingen af nye begreber, noterer hun.

Den arktiske fredsmodel og konformitetsmodellen Glosen ”den arktiske fredsmodel” er Goldschmidts, men han kendte ideen om den fra socialantropologien allerede inden Den Juridiske Ekspedition, fortæller Bentzon. Den arktiske fredsmodel er ”en forenklet beskrivelse af de fund, der var gjort af forskere med hensyn til konfliktbehandling i samfund af en bestemt type, nemlig små isolerede arktiske samfund”.231 Kendetegnende for modellens måde at løse konflikter på er en målsætning om genoprettelse af fredelig sameksistens. Der henvises ikke til regler, og der sker ikke en social stempling.

Fredsmodellens modstykke, konformitetsmodellen, finder man typisk i de vestlige samfund. Her er målet overholdelse af normer, og den, der overtræder normen, bliver stemplet som afviger og betegnet som tyv,

229 Agnete Weis Bentzon: Verner Goldschmidt, i Henning Sørensen og Egil Fivelsdal (red.): Fra Marx til Habermas, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, København, 1988, s. 157 230 Agnete Weis Bentzon: Verner Goldschmidt, i Henning Sørensen og Egil Fivelsdal (red.): Fra Marx til Habermas, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, København, 1988, s. 157-158 231 Agnete Weis Bentzon: Verner Goldschmidt, i Henning Sørensen og Egil Fivelsdal (red.): Fra Marx til Habermas, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, København, 1988, s. 160

134 morder, voldsmand osv. Der lægges vægt på det præventive og på almindelig normindskærpelse. Goldschmidt konstaterede på Den juridiske Ekspeditions tid, at den grønlandske virkelighed indeholdt mange, men ikke alle, sider af fredsmodellen, fortæller Bentzon.

Goldschmidt fandt ganske rigtigt målsætningen: den fortsatte fredelige sameksistens, fravær af stempling og udstødelse samt den aktive folkelige deltagelse i løsningerne, men der var udskilt et område, hvor bestemte handlinger blev opfattet som forbrydelser. Forklaringen måtte være, at det grønlandske samfund var sammensat af danske såvel som grønlandske elementer, der i vidt omfang var klart adskilte. Derfor måtte fredsmodellen også kunne findes på de mere isolerede bosteder i ren form. Med kriminalloven for- søgte Goldschmidt at bevare fredsmodellens karakteristika, men efterunder- søgelserne viste imidlertid, at det ikke lykkedes.

Goldschmidt versus Durkheim Goldschmidts teoretiske arbejde tilføjer Durkheims teori nye aspekter, hævder Bentzon. Durkheims påstand er, at traditionelle, små samfund er præget af mekanisk solidaritet, hvor sammenholdet er baseret på ensartethed med hensyn til adfærd og normer, mens de økonomisk mere udviklede samfund er præget af organisk solidaritet, hvor sammenholdet udspringer af, hvad man kunne kalde ”nødvendiggjort samarbejde”.232 Hos Goldschmidt forholder det sig nærmest omvendt. Her er det ikke primært normfællesskabet, men netop nødvendiggjort samarbejde, der holder de små, isolerede grønlandske samfund sammen, og i de mere udviklede grønlandske bysamfund er det ikke nødvendiggjort samarbejde, men derimod presset mod normfællesskabet, der holder sammen på det hele. I en artikel fra 1980 beskriver Goldschmidt fredsmodellen og dens materialistiske grundlag således:

Det afgørende er, at man sætter kravet om fredeligt samvær over kravet om, at folk skal opføre sig ens og i det hele taget være konforme med hinanden og med et eller andet system af normer. Fredsmodellen er en konsekvens af solidaritetsbevidstheden, som igen er en afspejling af

232 Agnete Weis Bentzon: Verner Goldschmidt, i Henning Sørensen og Egil Fivelsdal (red.): Fra Marx til Habermas, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, København, 1988, s. 161

135 den økonomiske solidaritet, som er kernen i den eskimoiske produktions- måde.233

Kilder: Agnete Weis Bentzon: Verner Goldschmidt, i Henning Sørensen og Egil Fivelsdal (red.): Fra Marx til Habermas, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, København, 1988. Verner Goldschmidt: Fra uskreven til skreven kriminalret i Grønland, Retfærd nr. 16, 1980.

Agnete Weis Bentzon (f. 1918) Professor, dr.jur., pioner inden for dansk retssociologi. Agnete Weis Bentzon har siden 1950-erne, da faget endnu var i sin vorden, haft betydning for udviklingen af retssociologien. Hun har desuden spillet en rolle for udviklings- forskningen og for retsvidenskaben. Faren, Asbjørn Drachmann Bentzon (1887-1960), var en fremtrædende jurist, der endte sin karriere som høje- steretspræsident.

Ligesom faren valgte Agnete Weis Bentzon jurastudiet. Bentzon blev cand.jur. fra Københavns Universitet i 1942. Efter nogle års praktisk juridisk arbejde deltog hun i Den juridiske Ekspedition 1948-49, der betød begyndelsen til hendes retssociologiske løbebane. Parallelt med sit arbejde inden for administration og retsvæsen fortsatte Agnete Weis Bentzon i de følgende år sine studier af grønlandske retsforhold og hun interesserede sig særligt for den grønlandske retspleje og familie- og arveret.

I 1968 udgav Bentzon bogen Familiens økonomiske administration og ejen- delens tilhørsforhold i det vestgrønlandske samfund, som analyserede indholdet i væsentlige dele af den grønlandske sædvaneret og som udpegede, hvor der var behov for en særlig grønlandsk lovgivning. Denne bog blev forsvaret for den norske juridiske doktorgrad, og Agnete Weis Bentzon blev den første danske kvindelige dr.jur. I 1974 blev Bentzon udnævnt til professor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitetscenter med særlig henblik på retssociologi. Hun var dermed den første danske, kvindelige jurist, der blev professor. I 1979 udgav hun et af hovedværkerne i forfatterskabet, Ret og reformer, der indeholdt en stort anlagt undersøgelse af udviklingen inden for den grønlandske retspleje fra 1948 og frem, en periode, hvor det grønlandske samfund undergik en betydelig udvikling.

233 Verner Goldschmidt: Fra uskreven til skreven kriminalret i Grønland, Retfærd nr. 16, 1980, s. 118

136 Efter sin afgang fra professoratet i 1988 blev Agnete Weis Bentzon tilknyttet Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet, hvor hun fortsatte sine studier af grønlandske retsforhold.

Fra 1989 og fremefter kom en væsentlig del af hendes indsats til at angå studiet af afrikansk ret i forbindelse med udførelsen af en række konsulent- opgaver for bl.a. Danida. Hun var særligt aktiv i forbindelse med gennem- førelsen af kvinderetlige diplomkurser i Zimbabwe, hvor målet var at uddanne lokale kvinder til at studere retsforholdene for kvinder med sigte på at forbedre kvindernes retsstilling. Et resultat af dette arbejde er bogen Pursuing Grounded Theory in Law (1998), som hun skrev i samarbejde med andre forskere, der var involveret i projektet.

Som retssociolog er Agnete Weis Bentzon et markant eksempel på en forsker, der har valgt at beskæftige sig med emner af praktisk betydning for samfundet og borgerne. Hendes forskning har især haft betydning ved at belyse nogle forhold, som lovgivere bør have kendskab til, når de overvejer retlige reformer. Hendes særlige emnefelt har været sammenstød og inter- aktioner mellem forskellige retsnormer og forskellige retskulturer. I bogen Ret og Reformer udvidede hun undersøgelsesfeltet ved også at se på retten i et dynamisk udviklingsperspektiv, hvor hun ønskede at belyse den komplicerede sammenhæng mellem strukturelle faktorer og deres samspil over tid på makroplan og betydningen heraf for holdningerne til lov og ret.

Agnete Weis Bentzon har som grundindstilling, at man, når forskellige retsopfattelser støder sammen, da bør bestræbe sig på at løse konflikterne gennem dialog og ikke via diktat fra den statslige lovgivningsmagts side. Dette grundsyn har hun forfægtet ikke blot i en grønlandsk og afrikansk sammen- hæng, men også i en dansk forbindelse med den udvikling, som har betinget, at man stadig oftere får behov for at sætte sig ind i fremmede retskulturer, der er bragt hertil af indvandrere og flygtninge.

Teoretisk set er Agnete Weis Bentzon påvirket af den nordiske realistiske retstænkning, som hendes farfar, den juridiske professor Viggo Bentzon, var en fremtrædende repræsentant for. Denne retstænkning er senere udviklet af Alf Ross. Inden for retssociologien har den også inspireret Verner Gold- schmidt. I forbindelse med studierne af den grønlandske retsudvikling fandt

137 hun inspiration i strukturalistisk teori om overgangssamfundets karakter, og senere er hun blevet inspireret af og har bidraget til videreudvikling af teorier om retlig pluralisme. Hun har dog aldrig opfattet det at udvikle en abstrakt teoretisk forståelse af forholdet mellem ret og samfund som et mål i sig selv, men snarere som et middel til at forstå og forholde sig til konkrete problemstillinger, hvad enten det drejer sig om kvindeundertrykkelse i Afrika eller diskrimination af indvandrere i Danmark.

I sin tilgang til retsvidenskaben tilhører Bentzon den kritiske tradition. Hendes faglige fundament blev præget i 1930-erne, sådan som hun har beskrevet det i artiklen Glimt fra min tid som stud.jur. i 30’erne. Hendes retsvidenskabelige udvikling blev siden præget af 2. verdenskrigs retlige konflikter. I 1950-erne var hun inspireret af jurister og sociologer fra Nordisk Sommeruniversitet, bl.a. W. Aubert, T. Eckhoff og N. Christie, og siden kvinderettens opkomst i 1970-erne har hun selv været en del af dette nordiske forskningsmiljø. Internationalt har hun deltaget i faglige miljøer som Law and Society, Critical Legal Studies, Folklore and Legal Pluralism.

Bentzon er en af sin generations store juridiske skikkelser. Forankret i en solid juridisk tradition har hun formået at placere retssociologien centralt som en integreret del af retsvidenskaben, og hendes strukturelle forklaringer og analyser af kvinders retsstilling har bidraget til videnskabeliggørelse af kvinderetten som akademisk disciplin. Inden for udviklingsretten i et kvinde- perspektiv har hun efter sin pensionering gennem sin indsats som forelæser og vejleder for afrikanske forskerstuderende ydet en enestående indsats. Festskriftet Ret og skønsomhed i en overgangstid indeholder en bibliografi over Bentzons forfatterskab 1950-97.

Kilder: Jørgen Dalberg-Larsen: Agnete Weis Bentzon, www.leksikon.org og Mette-Astrid Jensen: Agnete Weis Bentzon, Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

Mads Lidegaard om Agnethe Weis Bentzon Agnethe Weis Bentzon, født 1918, retssociolog. Faderen: assistent i justitsministeriet, senere højesteretspræsident Asbjørn Drachmann Bentzon (1887- 1960), moderen: Eva Judithe Weis, født 1890. Gift i Gentofte med cand. jur. og senere professor, dr.jur. Verner Goldschmidt. Ægteskabet opløst. Gift 1963 med professor i organisation, cand.oecon. Niels Torben Agersnap.

138 Bentzon blev cand.jur. 1942 og var derefter sekretær i direktoratet for vare- forsyning 1942-43, i justitsministeriet 1943-46 og hos statsadvokaten for

Sjælland 1947-48. Hun deltog 1948-49 i Den Juridiske Ekspedition til Grøn- land, og problemerne i dette samfund under omformning kom til at optage hendes interesse. Efter hjemkomsten blev hun 1950 sekretær, senere fuld- mægtig og ekspeditionssekretær i Mødrehjælpen, 1958-74 protokolsekre- tær i Højesteret. Fra 1951 var hun sekretær i det grønlandske lovudvalg og 1963-64 fungerende landsdommer ved Grønlands Landsret. 1969 blev hun dr.jur. ved Oslo universitet på afhandlingen Familiens økonomiske administration og ejendelenes tilhørsforhold i de vestgrønlandske samfund. 1968 blev hun lektor, 1970 universitetsadjunkt og 1973 forskningsstipendiat i retssociologi ved Københavns Universitet, 1974 professor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitetscenter. Hun er fra 1975 formand for amts- ankenævnet for Roskilde amtskommune. AWB har ydet en betydelig indsats i forskningen af det grønlandske familiemønster med hensyn til organisation, økonomisk funktion og ægteskabets opløsning, ligesom hun gennem sit arbejde og forskning har haft væsentlig indflydelse på udformningen af det moderne grønlandske retssystem og vurderingen af dets funktion. Om disse spørgsmål har hun udover disputatsen udgivet Familie og ægteskab i Vestgrønland, Opløsning af ægteskab, 1961, Retsplejens vilkår og virke i de grønlandske samfund, 1967, og Familiens organisation i de grønland- ske samfund, 1968. 1966-75 var hun redaktør af Tidsskrift for Grønlands Retsvæsen.

Kilde: Mads Lidegaard, i Svend Cedergreen Bech (red.), Dansk biografisk Leksikon, 3. udgave, 1. bind, Gyldendal, 1979

Per Lindegaard (1918-1998) Umiddelbart efter Per Lindegaards død i 1998 bragte Tidsskrift for Grønlands retsvæsen denne nekrolog forfattet af Agnete Weis Bentzon: ”Mindeordene for tidligere rigsadvokat Per Lindegaard efter hans død 1. maj i år har ikke gjort meget ud af hans indsats for Grønland. derfor er der her nogle glimt af hans virke i Grønland. Den juridiske ekspedition til Grønland 1948-49 fejrer i år 50-årsdagen for sin gennemførelse. De tre videnskabelige medarbejdere var Verner Goldschmidt, Per Lindegaard og undertegnede Agnete Weis Bentzon. Vi var alle jurister og udviklede et varmt venskab under studietiden.

139 Det var sikkert en af årsagerne til at ekspeditionen blev lykkeligt gennemført trods de mange besværligheder og enkelte farefulde stunder, den mødte undervejs. Vi var alle optaget af en begejstring og et engagement, der førte til konstruktive løsninger på både ydre og faglige udfordringer, der mødte os undervejs. Ekspeditionens sekretær gennem to år var Kirsten Tørring og som tolk og medarbejder fungerede Guldborg Christoffersen født Chemnitz under det meste af tiden.

Verner Goldschmidt var den fødte feltarbejder. Han var et sprogtalent og lærte hurtigt at kunne tale med folk om dagen og vejen på grønlandsk. Hans harmonikaspil gjorde ekspeditionens medlemmer til velsete besøgende på alle bosteder, de kom til.

Per Lindegaard var også en god feltarbejder. Han havde sværere ved sproget, men lærte sig et par grønlandske lidt gådeagtige vittigheder udenad og fik god kontakt. I situationer hvor vi ikke havde tolk, kom han langt med sit kropssprog. Han havde også en meget solid ballast i dansk jura og var i høj grad åben overfor det fremmede.

Vi havde en arbejdsdeling, så i marken tog Verner sig hovedsagelig af kriminalretten, Agnete tog sig af familieretten og arveretten og Per af det øvrige privatretstof. Men vi diskuterede daglig betydningen af de indsamlede oplysninger. Per var en umådelig flittig og omhyggelig mand, og ved skriv- ningen af rapporterne tog han sig af de tre af de seks bind.

Retsplejeudvalget, der skulle udarbejde udkast til en ny retsplejelov, blev nedsat kort efter ekspeditionens hjemkomst. Det kom til at bestå af Per Lindegaard fra ekspeditionen, Mogens Grau fra Grønlandskommissionen og Hans Topsøe Jensen, kontorchef i Justitsministeriet. Verner Goldschmidt udarbejdede på samme tid udkast til en kriminallov for Grønland.

Det grønlandske lovudvalg, der blev nedsat i februar 1951 med Jørgen Trolle som formand, fik som medlemmer Hans Topsøe Jensen og Mogens Grau fra Justitsministeriet, Per Lindegaard og Verner Goldschmidt fra den juridiske ekspedition samt Axel Svane fra Grønlandsadministrationen. Jeg blev ansat som sekretær for udvalget og fungerede ligesom Jørgen Trolle, Topsøe Jensen og Per Lindegaard i udvalgets 36-årige levetid.

140 Det grønlandske lovudvalg havde til opgave at gennemgå dansk civilret med henblik på at tage stilling til, om de danske civilretlige love kunne indføres i Grønland. Lovudvalget skulle bidrage til den målsætning at skabe retsenhed mellem grønlændere og danske i Grønland. Vi skulle tage udgangspunkt i dansk civilret og give forslag til en lovgivning, der tog hensyn til forskelle mellem Danmark og Grønland i retskultur og i andre kulturelle, økonomiske og naturgivne forhold. Derudover blev vi hørt om alle ændringer i retsplejeloven og kriminalloven, der var særlove for Grønland. Endelig fik vi en række høringssager som f.eks. om retten til jord og som et andet eksempel om konsekvenser af at tiltræde hvalkonventionen.

Lovudvalget fik fra starten udleveret den juridiske ekspeditions seks binds betænkning som grundlag for arbejdet. Men den beskrev kun forholdene på starttidspunktet. For at kunne følge med i de betydelige ændringer i samfundsforholdene i Grønland tog lovudvalget initiativ til en række samfundsvidenskabelige undersøgelser. Lovudvalgets medlemskreds blev løbende udskiftet med nye medlemmer fra Justitsministeriet og Ministeriet for Grønland.

Per Lindegaard var, i kraft af at han havde været medlem af Den Juridiske Ekspedition, meget åben for at tage afgørende hensyn til de særlige forhold i Grønland, og han var med til overfor nye medlemmer på overbevisende måde at argumentere for disse hensyn. Da Verner Goldschmidt ofte var fraværende og senere trådte ud af udvalget betød Per Lindegaards langvarige deltagelse i lovudvalget virkelig meget for dets virke. Hans kombination af omfattende indsigt i dansk jura kombineret med en grundlæggende indsigt i grønlandske forhold gav hans ord særlig vægt.234

Per Lindegaard blev født den 2. april 1918 i Helsingør som søn af adjunkt Peder Lindegaard og Ellen Lindegaard, født Skydsbjerg. I 1954 blev Per Lindegaard gift på Frederiksberg med indretningsarkitekt Benthe Lindega- ard. Lindegaard blev student i Helsingør 1936 og cand.jur. fra Københavns Universitet 1942. Lindegaards første ansættelse var ved Københavns politis undersøgelseskamre (hvor også Goldschmidt var ansat), herefter fungerende

234 Agnete Weis Bentzon: Per M. Lindegaard, Tidsskrift for Grønlands Retsvæsen, årg. 34, hæfte 2, 1998, s. 7-8

141 sekretær i Justitsministeriet, i perioden 1942-44 politifuldmægtig i Sæby, og 1944 atter fungerende sekretær i Jutitsministeriet, udnævnt 1946 og fuldmægtig 1952, ekspeditionssekretær 1955, tilforordnet med- hjælper hos Statsadvokaten for København 1951-55, konstitueret stats- advokat ved Højesteret 1955, udnævnt 1957, rigsadvokat 1973-88. Deltog i Den Juridiske Ekspedition til Grønland 1948-49, studieophold ved Univer- sity of Pennsylvania, Philadelphia, USA 1953-54. Medlem af Det Grønland- ske Lovudvalg 1951-88 og af Straffelovrådet fra 1973, formand for Dansk Kriminalistforening 1975-91, censor ved juridisk embedseksamen til 1988, mæglingsmand 1965-78, stedfortræder for Forligsmændene 1978, forligs- mand og formand for Forligsinstitutionen 1979-88. Medforfatter til kommenteret udgave af Straffeloven og Procedure i Straffesager.

Kilde: Agnete Weis Bentzon: Per M. Lindegaard, Tidsskrift for Grønlands Rets- væsen, årg. 34, hæfte 2, 1988. Kraks Blå Bog 1998

Marie Guldborg Chemnitz (1919 - 2003) Guldborg Chemnitz er født den 27. januar 1919 i Qassimiut ved Qaqortoq, men familien flyttede snart efter til Nuuk. Guldborg voksede op som ældste barn i en familie, hvor der var en stærk tradition for dygtiggørelse, uddannelse og samfundsengagement. Faderen, Jørgen Niels Peter Chemnitz (1890-1956) arbejdede som tolk for landsfogeden i Nuuk og var medlem af Grønlands Landsråd. Moderen, Kathrine Chemnitz (1894-1978), var en ledende skikkelse inden for Kalaallit Nunaanni Arnat Peqatigiit Kaffuffiat (APK), og medlem af Grønlandskommissionen, der var blevet nedsat i forbindelse med statsminister Hans Hedtofts besøg i Grønland 1948.

Karakteristisk for miljøet i det Chemnitzske hjem fik alle børnene en bog- lig uddannelse og kom senere til at bestride betydningsfulde poster inden for administration og kulturliv. En broder var den senere landsrådsformand Lars Chemnitz, en anden skoleinspektør Jørgen Chemnitz, der blev chef for Grønlands Radio. Under Guldborgs opvækst var mulighederne i Grønland for uddannelse af piger stadig stærkt begrænset, og da hun selv ønskede at lære dansk, blev hun som 15-årig i 1934 sendt til Danmark. Her fik hun ophold hos en dansk familie og lærte sig sproget, dansk husførelse og dansk levevis. 1936-38 gik hun på efterskole i Aasiaat. Den toårige efterskole for piger var blevet oprettet i 1932, og før da havde kun yderst få piger haft mulighed for

142 at følge den videregående folkeskoleundervisning. Skolen i Aasiaat blev en eliteskole, idet det kun var de mest lovende unge piger, specielt fra bedre- stillede familier, der fik tilbudt ophold. 1938-39 var Guldborg igen i Danmark under Komiteen for Grønlænderinders Uddannelse. Komiteen var oprettet i begyndelsen af 1930´erne og havde til formål at få unge grønlandske kvinder uddannet i Danmark, så de kunne blive gode hustruer efter borgerlig dansk standard. Da anden verdenskrig truede, blev Guldborg dog sendt hjem og fik derfor ikke den planlagte seminarieuddannelse.

Under og umiddelbart efter krigen koncentrerede Guldborg sig om familielivet og fik fire børn, hvoraf den yngste døde som spæd. Samtidig dygtig- gjorde hun sig i dansk og blev i 1948 udpeget til tolk for Den Juridiske Ekspedition til Grønland. Guldborg kom i den forbindelse til at fungerer ikke bare som tolk, men også som kulturformidler og forskningsassistent. Der- efter blev hun ansat som tolk og journalfører ved Grønlands Landsret i Nuuk og fra 1958 som tolk for Samfundsforskningsudvalget.

Som den første grønlandske kvinde, og den tredje grønlænder overhovedet, tog Guldborg i 1964 translatøreksamen efter selvstudium og blev dermed den højst uddannede kvinde i Grønland. I perioden 1964-68 fortsatte hun sin karriere som translatør i Ministeriet for Grønland i København, 1968-72 ved Grønlands Landsråds sekretariat i Nuuk og 1972-75 igen ved Samfunds- forskningsudvalget. Efterfølgende var hun 1975-76 konsulent i APK, 1976-79 sekretariatschef i Grønlands Oplysningsforbund og 1979-87 igen translatør i Nuuk – denne gang ved Rigsombudet. Samtidig begyndte hun at involvere sig i politik og foreningsliv.

Ved det første kommunevalg med kvindelig deltagelse i 1951, efter at grøn- landske kvinder i 1948 havde opnået valgret, blev hun som den første grøn- landske kvinde valgt ind i en kommunalbestyrelse. Indtil 1954 sad hun i kommunalbestyrelsen i Nuuk. 1983-87 indvalgtes hun igen for partiet Atassut og bestred bl.a. posten som formand for socialudvalget og 2. viceborg- mesterposten i Nuuk kommune.

Siden 1950-erne har Guldborg gennem sit politiske og samfundsvidenskabelige arbejde opbygget en stor kompetence på det sociale og juridiske felt. I foredrag, avisartikler og tidsskrifter redegjorde hun op gennem 1960-erne

143 og 1970-erne for sit syn på problemerne i det grønlandske samfund. Sam- men med Verner Goldschmidt udgav hun publikationerne Grønland i udvikling (1964) og Samfund og kriminalitet i grønlandske byområder (1975). 1967 var hun medarbejder ved Agnete Weis Bentzons Artikler om retsplejens vil- kår og virke i de grønlandske samfund og 1980 medredaktør af Kvinders liv og vilkår i Grønland.

Gennem sin indgående forståelse for og stadige refleksion over det dansk- grønlandske forhold og den grønlandske samfundsudvikling har Guldborg aftvunget sig respekt både i Grønland og Danmark. I sine analyser har hun kritiseret såvel danskere som grønlændere, men altid i en respekt- fuld og kompetent tone. Derfor er hun til stadighed blevet konsulteret, når der er blevet nedsat udvalg og kommissioner, eller når der skulle udgives publikationer om dansk-grønlandske forhold, retsopfattelse eller kvinde- spørgsmål.

Guldborg Chemnitz har været aktiv i adskillige foreninger, hvor hun især har arbejdet med kvinders uddannelse, sociale forhold og ligestilling generelt. Gennem moderen blev hun fra begyndelsen involveret i APK og i de perioder, hvor hun boede i Danmark, i Dansk Kvindesamfund. I perioden 1958-59 var hun en af hovedkræfterne bag oprettelsen af Grønlandsudvalget, et samarbejde mellem APK og Dansk Kvindesamfund, der bl.a. havde til formål at afholde kurser for unge grønlændere under uddannelse i Danmark. Kurserne blev afholdt på forskellige højskoler, og der blev undervist i politik, unges rettigheder, samfundsforhold og sociale tiltag.

I 1965 nedsatte det danske statsministerium den store kvindekommission, hvor Guldborg blev udpeget som repræsentant for de grønlandske kvinder og senere valgt som formand for Udvalget vedrørende Grønlandske Kvinders Forhold, et af de seks underudvalg. Resultatet af udvalgsarbejdet var fire dobbeltsprogede publikationer om henholdsvis de grøn- landske kvinders livsbetingelser, arbejdsvilkår, uddannelsesmuligheder og familiesituation, der udkom 1975, og som Guldborg var medudgiver af. Ved flere lejligheder repræsenterede hun de grønlandske kvinder i udlandet, bla. ved FNs kvindekonference i Mexico City 1975. I flere perioder var Guldborg formand for APKs afdeling i Nuuk og 1979-82 formand for lands- foreningen.

144 Guldborgs engagement på det sociale og kvindepolitiske område har været præget af styrke, varme og politisk bevidsthed. Med sin myndige og lige- fremme væremåde har hun været afholdt i brede kredse, først som pioner og senere som repræsentant for den generation, der manede til besindighed under det politiske opbrud i 1970´erne. Guldborg har således været en af de mest markante bidragydere til opbygningen af det moderne Grønland. Med sin store viden og sit engagement har hun formået at tolke grønlændernes tanker og følelser ud fra et dybtfølt ønske om en øget kulturel forståelse mellem grønlændere og danskere til gavn for begge samfund.

I 1987 blev Guldborg Chemnitz ridder af Dannebrog og i 1998 i forbindelse med 50-året for indførelsen af kvindelig valgret i Grønland tildelt Grønlands Hjemmestyres fortjenstmedalje i sølv. Guldborg Chemnitz blev i 1942 gift med fåreavlsassistent, forfatter Finn Christoffersen (1915-1190), ægteskabet blev opløst 1954. Børn: Naja Annie (1943), Ejvind Axel (1944), Diane Annette (1945), Bjørn (1946)

Kilde: Mette-Astrid Jessen: Guldborg Chemnitz, Dansk Kvindebiografisk Leksikon. Mette-Astrid Jessen opgiver følgende kilder: Eva Rude: Arnat, den grønlandske kvinde, 1991. Mâliâraq Vebæk: Navaranaaq og de andre, 1990. Folkevirke 4/1992. Jordens Folk 2/1975, Grønland 8-9/1975. De pågældende kilder giver imidlertid ingen nye oplysninger om Guldborg Chemnitz´ deltagelse i den juridiske ekspedition. I det af Kirsten Jørgensen og Anne Lise Larsen gennemførte interview i Jordens Folk nævner Guldborg Chemnitz ikke ekspeditionen.

Andre bemærkninger Agnete Weis Bentzon bor sammen med sin ægtefælle Torben Agersnap på Frederiksberg, hvor jeg i september 2007 mødte dem begge til en samtale. På et tidspunkt hørte jeg forlydender om, at også brødrene Knud og Jørgen Hertling skulle have deltaget i Den Juridiske Ekspedition. En telefonsamtale med Jørgen Hertling kunne dog afkræfte forlydendet, men Jørgen Hertling oplyste, at de to brødre havde mødt Verner Goldschmidt ombord på ”Uumannaq” på vej til Grønland i 1949. Hertling-brødrene, der dengang var begyndt at læse teologi i København, indviede Goldschmidt i deres plan om at blive præster, hvortil denne skulle have svaret: ”Den slags har vi sgu nok af, hvorfor ikke læse jura?” Goldschmidts bemærkning fik de to brødre til at

145 ændre planer. Knud Hertling blev som bekendt senere minister for Grøn- land og Jørgen Hertling blev advokat. Jørgen Hertling mente at kunne erindre en person ved navn Marie Holm, der angiveligt også skulle have været tilknyttet Den Juridiske Ekspediton. Marie Holm er formentlig en af de lokale tolke, ekspeditionen benyttede sig af, mens den opholdt sig i Godthåb. Jeg har identificeret den pågældende som værende Marie Holm Meyer, Nuuk.

Ekspeditionsbetænkningen Ekspeditionsbetænkningens titel er Betænkning afgivet af den juridiske ekspedition over Grønland 1948-1949.235 Betænkningen er dateret den 6. september 1950 og bærer Verner Goldschmidts, Per Lindegaards og Agnete Weis Bentzons navne. Ekspeditionsbetænkningen består af mere end 500 maskinskrevne sider fordelt på seks hæfter. Hæfterne indeholder følgende afsnit:

1) Indgåelse af ægteskab, 2) Ægteskabets retsvirkninger, 3) Opløsning af ægteskab, 4) Børn født i ægteskab, 5) Børn født udenfor ægteskab, 6) Forældremyndighed, 7) Plejebørn, 8) Navneretten, 9) Ejendoms- forholdene, 10) Erstatning udenfor kontraktsforhold, 11) Obligationsretten i øvrigt, 12) Habilitetsregler, 13) Skifte- og arveretten, 14) Borteblevne, I) Indledning til strafferetsafsnit, II) Normsystemet, III) Kriminaliteten, IV) Reaktionssystemet, V) Forebyggelse af kriminalitet, VI) Kritik og forslag til nyordning. Om arbejdsdelingen ekspeditionsdeltagerne imellem oplyser betænkningsteksten følgende: ”Mellem ekspeditionens medlemmer har arbejdet været fordelt således, at Goldschmidt fortrinsvis har beskæftiget sig med strafferetten, Agnete Weis Bentzon med arve- og skifte- ret og Lindegaard med den øvrige del af civilretten”.

Betænkningen, tekstnedslag Med det formål at give et indtryk af betænkningens indhold vil jeg her bringe nogle udvalgte eksempler. Et uddrag af teksten afsnit 3, side 23 vedrørende opløsning af ægteskab lyder som følger:

235 I begge de to eksemplarer, jeg har haft i hænde, er ordet ”over” streget ud og erstattet af ordet ”til”.

146 Det er velkendt, at ægteskabet før kolonisationen ansås for frit opløse- ligt.236 Det var ikke alene mændene, det stod åbent at skille sig af med deres koner, men også det omvendte synes at have været muligt.237 Grun- den til ophævelsen var regelmæssigt barnløshed, 238 men kunne også have andre årsager.239 Ophævelsen skete ganske formløst, jfr. det kendte citat fra Dalager:240 ”Processen, han fører med hende, er gandske kort, samme bestaaer derudi, at han retirerer sig fra hende, naar han legger sig, uden at tale et Ord. Heraf merker hun strax Sigtet, og derfore næstfølgende Morgen gaaer hemmelig sin vey”. Disse, som det måtte forekomme, noget løse sæder havde ikke missionens bifald, og den så det som sin opgave at hidføre mere stabile tilstande på ægteskabsområdet.

Et nedslag på side 53 i afsnittet om børn født uden for ægteskab lyder:

Ifølge regulativet om uden for ægteskab fødte børn skal kommunerådet, når det kommer til kundskab om, at der ved stedet er født et barn uden for ægteskab, tilvejebringe oplysning om, hvem barnefaderen kan antages at være. Såfremt den pågældende står under grønlandsk ret, skal kommu- nerådet indkalde ham til at afgive erklæring om, hvorvidt han vedkender sig faderskabet. Gør han det, sendes sagen til sysselretten. Er barnefaderen bosat i en anden kommune, sendes sagen til sysselmanden. Det er ekspeditionens opfattelse, at disse bestemmelser i praksis i det store og hele følges.

Et nedslag side 7 i afsnittet betitlet ”Normsystemet” vedrørende politiske forbrydelser lyder således:

236 Her bringes denne fodnote: ”Egede, perl., p. 374: ”Ægteskabet er ikke så fast og uopløselig Contract, at jo Mændene ofte skiller sig med deres Hustruer og jager dem fra sig, naar de ikke ere efter deres Humeur eller de ikke kand faa Børn med dem - thi det holdes for en Skam”. 237 Her bringes denne fodnote: ”Dalager, p.5: ”Mangen ung Kone løber ogsaa selv efter nogen Tids Forløb fra Manden”. Dog sjældent hvis de har børn sammen, især ikke, hvis de har drengebørn”. 238 Her denne fodnote: ”Poul Egede, p. 98 omtaler en ægtemand, der ville forlade sin kone ”thi han ville have levende Børn, der med tiden kunde hielpe ham at fange, og at hans døde Forældre kunde blive opkaldte”. 239 Her bringes end en fodnote: ”jfr. F.eks. Egede, p. 297 ”… havde jaget sin Hustru fra sig, for sin Arrigheds Skyld”. 240 Her denne fodnote: ”p. 5”

147 Straffeloven indeholder i kap. 12 og 13 bestemmelser om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed samt mod statsforvaltningen og de øverste statsmyndigheder. Disse bestemmelser, hvis ændring i øvrigt for tiden er taget op til overvejelse, jfr. betænkning af 31. marts 1949 afgivet af et af justitsministeriet nedsat udvalg, har med hensyn til de deri kriminaliserede adfærdstyper ikke haft nogen betydning indenfor den hidtidige grønlandske ret. Positive grønlandsk bestemmelser af den her omhandlede karakter findes ikke, ligesom der heller ikke i det af ekspeditionen indsamlede materiale findes retstilfælde af interesse i denne forbindelse. Det er imidlertid indlysende, at de ved bestemmelserne værnede betydelige statslige interesser også bør nyde beskyttelse i Grøn- land. det bør i denne forbindelse påpeges, at bestemmelsernes betydning kan forventes at tage til i det omfang, Grønland åbnes og i det omfang, Grønland inddrages i den internationale politik. Det er herefter ekspeditionens opfattelse, at bestemmelser af den i kap. 12 og 13 omhandlede karakter vil kunne indføres, idet det ikke ses, at der i grønlandsk retsopfattelse eller i grønlandske forhold i øvrigt findes nogen hindring herfor.

Et uddrag fra afsnittet vedr. almenskadelige handlinger (her dyrplageri) lyder som følger:

Kriminaliseret som dyrplageri efter såvel den grønlandske som den danske bestemmelse er endvidere den egentlige mishandling af dyr. Det er denne form for dyrplageri, der oftest ses at have givet anledning til domfældelser ved de grønlandske retter. Fra praksis skal nævnes en KRsag fra Satut 1948, hvor en hundeejer dømtes for at have pryglet en af sine hunde til døde. KR i Augpilagtoq (Jhb) straffede i 1943 en mand for at have slået får og derpå smidt dem i vandet. I 1944 dømte Nan SRT [Nanortalik sysselret] en mand for at have dræbt får ved stenkast. Der foreligger endvidere en lang række rets- og KRafgørelser vedr. forskellige former for mishandling af får. En i 1907 til Grønland udsendt dyrlæge (jfr. direktoratets medd. 1907, p. 52 ff) skrev i sin rapport til direktoratet, at han i Nordgrønland havde set mange hunde, ”der havde faaet Brud paa Hovedskallen ved at blive slaaet med Piskeskaftet i Hovedet; og der var mange, der havde faaet knækkede Ribben ved Fodspark og Stenkast”.

148 Efter hvad man har meddelt ekspeditionen passer disse udtalelser også på forholdene i dag. Der findes dog ikke desto mindre i det af ekspeditionen indsamlede materiale meget få sysselrets- og kommunerådssager vedr. disse former for dyrplageri. Efter hvad man har meddelt ekspeditionen er skamskydning af fuglevildt ingen sjældenhed, særligt under motorbåds- rejser, hvor der ofte skydes til måls efter dyrene, og båden ikke standses, fordi en fugl er blevet såret. Der ses imidlertid ikke i noget tilfælde af denne art at være rejst tiltale. Baggrunden for den særlige grønlandske indstilling på dette område er, så vidt ekspeditionen har erfaret, at der, hvad angår hundene, efter den almindelige opfattelse i en god hundeop- dragelse ofte indgår handlinger, som støder an mod den i Danmark herskende retsfølelse. Hvad angår behandlingen af fuglevildtet, er det blevet oplyst, at det i den grønlandske befolkning er en meget almindelig opfattelse, at der ikke er noget som helst lastværdigt i at opøve sin skyde- færdighed ved at anvende disse dyr som mål (…)

Det vil af det anførte forstås, at opfattelsen af, hvad man anser for strafbart dyrplageri – uanset at de grønlandske og danske dyreværnsbestemmelser er af ensartet indhold – er forskellig, idet dyrplageri efter dansk opfattelse omfatter væsentligt flere handlinger og bedømmes væsentligt strengere end efter grønlandsk. Således synes man efter grønlandsk ret overhovedet kun at tale om strafbart dyrplageri, når de drejer sig om husdyr. Bag- grunden herfor er formentlig den grønlandske befolknings traditioner som jægerfolk. Ekspeditionen mener ikke, at der i grønlandsk retsopfattelse eller i grønlandske forhold i øvrigt er noget til hinder for at indføre regler af den i straffelovens kap. 21 omhandlede karakter. For så vidt angår dyrplageri er regler svarende til de danske allerede gældende positiv ret.

Det synes rimeligt at overlade til den fremtidige grønlandske retspraksis, om den i fortolkningen af de gældende bestemmelser vil bibeholde det særlige syn på dyrplageri, eller om man vil stræbe efter en tilnærmelse til den i Danmark herskende opfattelse.

Om svangerskabsafbrydelse kan man bl.a. læse følgende:

I Grønland forsøges svangerskab i reglen afbrudt på måder, svarende til de i den nævnte sag omhandlede. I denne forbindelse skal nævnes en

149 sag behandlet af den blandede domstol i Ghb 1914, hvor en kvinde blev straffet for med det formål at afbryde sit svangerskab at have gået rundt i sneen barbenet og ufuldstændigt påklædt uanset, at det ikke ansås for godtgjort, at de pågældende handlinger var årsag til, at hun nedkom med et dødfødt barn. Det må efter det anførte antages, at de nævnte handlinger efter grønlandsk opfattelse anses for tjenlige midler og findes strafbare, også i tilfælde, hvor de ikke har den tilsigtede følge. I Danmark ville man efter nuværende praksis næppe i sådanne tilfælde have rejst tiltale. Efter dansk ret straffes ikke alene den, der bistår en kvinde med af- brydelsen af hendes svangerskab, men også den, der har besvangret hende, når han, trods henvendelser fra hendes side om støtte af personlig eller økonomisk art, har undladt at yde hende en efter forholdene rimelig støtte og bistand, og denne undladelse har været af afgørende betydning for hendes beslutning om at afbryde svangerskabet.

Af interesse i denne forbindelse er en KRsag fra Upv 1947, hvor en mand havde hævet sin forlovelse, fordi kvinden nægtede at afbryde sit svangerskab med hensyn til et barn, som han formentes af være fader til. KR foreslog, at han skulle betale ”mindst 200 kr. i Erstatning til Pigen, fordi han havde narret en Kvinde og besvangret hende og derefter udstødt hende, fordi hun ikke vilde fordrive Fosteret”. Landsfogeden i Nordgrøn- land underrettede i sagens anledning sysselmanden om, at det anførte forhold efter almindelige regler var strafbart også i Grønland.

Om spirituskørsel kan man i ”Forbrydelser mod den offentlige orden og fred” bl.a. læse følgende:

Fra 1948 foreligger et tilfælde, hvor en under dansk ret stående person i Upernavik havde ført lastbil i beruset tilstand med det resultat, at vognen væltede, og passagererne udsattes for alvorlig fare. Ved Godthåb sysselret behandledes i 1949 et tilfælde, hvor en under grønlandsk ret stående person i beruset tilstand havde ført et motorkøretøj med det resultat, at vognen kørte i grøften. Der blev ikke idømt straf i nogle af de pågældende tilfælde, hvorimod føreren i den førstnævnte sag fik sin afsked, medens i det andet tilfælde køretilladelsen blev frataget den pågældende for en vis tid. I tilknytning til sidstnævnte sag har den daværende sysselmand overfor ekspeditionen udtalt, at han anser det for påkrævet, at der skabes

150 hjemmel til at skride ind overfor personer, som ved at føre motorbåd eller motorkøretøj i spirituspåvirket tilstand er farlige for andre.

I denne forbindelse skal der henvises til grønlandskommissionens forslag om frigivelse af spiritussalget i Grønland, jfr. betænkning 4, I, p. 94, hvor det bemærkes, at der vil være mulighed for at lægge en dæmper på mis- brug af nyordningen ved, at der overalt gives straffebestemmelser for tilfælde af uroligheder under indflydelse af spiritus. Der kan næppe være tvivl om, at behovet for en regel svarende til straffelovens § 138 og i øvrigt også til motorlovens § 24, stk. 1, der specielt omhandler motorkørsel i spirituspåvirket tilstand, vil blive større, end det nogensinde tidligere har været tilfældet, ikke alene fordi spiritusforbruget i Grønland kan forventes at stige væsentligt, men også fordi man i det grønlandske samfund i den kommende tid i større omfang vil anvende motoriserede befordringsmid- ler, lossegrej og lign. Midler, som, hvis de betjenes af personer, som er påvirket af alkohol, vil kunne frembyde betydelig samfundsmæssig fare.

Om pligten til at anmelde en forbrydelse skriver betænkningsfor- fatterne dette:

Grunden til, at man i grønlandsk retspraksis ofte har pålagt den, der bliver viden om en forbrydelse, en mere vidtgående underretningspligt, end det i Danmark er tilfældet, er vistnok dels den, at man ved kriminaliseringer i Grønland sætter snævrere grænser for individets frihed, dels at man i mangel af politi har set sig nødsaget til i videre omfang, end det er nød- vendigt i Danmark at pålægge borgerne visse pligter, som det normalt er politiets pligt at varetage. Der er imidlertid grund til at antage, at begge disse grunde til en strengere regel i Grønland på dette område vil svækkes i betydning i fremtiden, idet synet på individets frihed nu er anderledes end tidligere, og fordi en egentlig politiorganisation i fremtiden kan forventes oprettet til varetagelse af de sædvanlige politimæssige opgaver.

Om sædelighedsforbrydelser kan man bl.a. læse følgende:

Grønlandsk opfattelse med hensyn til kvindens stilling på det her omhandlede område har fra gammel tid i betydelig grad afveget fra dansk op- fatelse. Af dette i hvert fald gælder for den gifte kvindes vedkommende, fremgår af beretninger meddelt af Knud Rasmussen, Mylius-Erichsen og

151 fra ældre tid af Niels Egede,241 hvorefter kvinden i seksuelle spørgsmål ganske er prisgivet manden. Heller ikke moderne grønlandsk opfattelse på dette område svarer til dansk (…) Af en række retssager fremgår det, at selvom kvinden fra først af måske ikke har villet samleje, giver hun dog ofte så let efter for mandens ønske derom, at man ikke med føje kan sige, at samlejet har været tiltvunget. Eksempelvis skal citeres en udtalelse, fremsat af en kvinde under en SRTsag fra Hbg 1946 om, at ”hun ikke kunne undgaa Samlejet … Manden havde blottet hende … hun var i og for sig ogsaa villig dertil”.

Og om anden kønslig omgang end samleje med mindreårige kan man bl.a. læse dette:

Efter oplysninger meddelt ekspeditionen af grønlandske myndighedspersoner anser man det i vide kredse ikke for strafbart, at en voksen har et sådant seksuelt forhold til en mindreårig. Medens man i de nævnte kredse finder, at samleje med de mindreårige kan være til fysisk skade for dem, og at det derfor bør være forbudt, mener man i almindelighed ikke, at dette er tilfældet, når det drejer sig om andet seksuelt forhold.

Om berigelsesforbrydelser skriver juristerne bl.a. følgende:

Om tyveri bestemmer straffelovens § 276, at det er strafbart uden besid- derens samtykke at borttage en fremmed rørlig ting for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding (…) Nogen for hele Vestgrøn- land gældende positiv bestemmelse af tilsvarende karakter findes ikke, hvorimod en række kommunale vedtægter indeholder kasuistisk affattede bestemmelser om tyveri.

Med den danske straffelovs paragraffer som udgangspunkt gennemgår betænkningsforfatterne bestemmelserne i den danske straffelov punkt for punkt med henblik på at vurdere, hvorvidt disse bestemmelser ville kunne finde anvendelse i Grønland. Teksten i de enkelte afsnit afsluttes typisk med bemærkningen: ”Ekspeditionen finder, at der hverken i grønlandsk retsopfattelse eller i grønlandske forhold i øvrigt er noget til hinder for, at regler svarende til de i straffeloven indføres”.

241 Her har forfatterne indsat denne fodnote: ”jfr. de hos Berthelsen p. 150 f meddelte oplysninger”.

152 Divergerende retsopfattelser I visse tilfælde konstaterer Goldschmidt, Lindegaard og Bentzon dog uoverensstemmelse mellem dansk og grønlandsk retsopfattelse, for eksempel i forbindelse med reglerne om seksuelle krænkelser af mindreårige, hvor dansk og grønlandsk retsopfattelse er i åbenbar konflikt. I det pågældende tilfælde tilføjer juristerne følgende:

Ekspeditionen er opmærksom på, at der findes kredse i befolkningen, hvis opfattelse af de her henhørende spørgsmål i betydeligt omfang varierer fra den, som hersker i den overvejende del af den danske befolkning, men man mener ikke, at denne omstændighed taler imod, at regler i princippet svarende til de danske indføres, dels ud fra det synspunkt, at der også indenfor den befolkning, som henhører under dansk lovs område, findes grupper med en afvigende seksualmoral, og dels ud fra den betragtning, at det ville være uheldigt i Grønland at skabe et ly mod indskriden overfor handlinger, som i Danmark er forbudt. For at opnå smidighed i retsfor- følgningen og for at undgå krænkelser af den bestående moralopfattelse henstiller ekspeditionen, at der i fremtiden følges en praksis, hvorefter påtale for de her omhandlede forbrydelser undlades, når gerningsmanden har handlet i overensstemmelse med en lokal traditionel moralopfattelse, i hvilket tilfælde man bør nøjes med foranstaltninger af oplysende karakter.

Der er ifølge betænkningsforfatterne altså intet til hinder for, at regler svarende til de danske kan indføres på det pågældende område, men det fremgår ikke klart, hvem der med ordet ”man” (i sætningen ”man mener ikke, at denne omstændighed taler imod, at regler i princippet svarende til de danske indføres”) henvises til. Er formuleringen udtryk for, at der blandt ekspeditionsdeltagerne har været forskellige holdninger til spørgsmålet, eller refereres der mon til holdningen blandt de grønlandske myndighedspersoner, man har talt med om spørgsmålet?

Et andet tilfælde af uoverensstemmelse mellem dansk og grønlandsk retsopfattelse optræder i forbindelse med reglerne om dyrplageri. Her konkluderer betænkningsforfatterne som nævnt følgende: ”Det synes rimeligt at overlade til den fremtidige grønlandske retspraksis, om den i fortolkningen

153 af de gældende bestemmelser vil bibeholde det særlige syn på dyrplageri, eller om man vil stræbe efter en tilnærmelse til den i Danmark herskende opfattelse”.

I artiklen Lovgivningsproblemer i et udviklingsområde fra 1968 berører Agnete Weis Bentzon problemerne vedrørende forskelle i dansk og grønlandsk retsopfattelse. Bentzon leverer i artiklen en række eksempler på afgørelser, der efter hendes opfattelse er egnede til at vise dette. Her skal nævnes to af disse sager. Den første sag er en voldtægtssag, hvor de divergerende opfattelser direkte drøftes i sagens akter. Den anden er en ægteskabssag, der viser, at dommerne lægger vægt på forhold, der normalt ikke ville vægtes i dansk ret. Begge sager er hentet fra kredsretten i Jakobshavn. Om voldtægtssagen kan man i domsudskriften bl.a. læse følgende:

Tiltalte T1 havde sammen med medtiltalte T2 i beruset tilstand med magt ført M uden for byen og trods hendes modstand tiltvunget sig samleje og holdt hende fast, mens T2 gennemførte samleje. Anklagemyndighe- dens krav om bøde på 2000 kr. kunne under hensyn til tiltaltes forhold og tidl. praksis ikke følges. Bøden fastsattes til 600 kr. (Jakobshavn kredsret, 16. november 1967 - 117/67)

Det fremgår af sagens akter, at anklageren, der havde nedlagt påstand om bøde på ikke under 2.000 kr., henviste til, at han efter indstilling fra politi- mesteren skulle slå hårdt ned på den slags overtrædelser, som han havde ment var alt for udbredte på Grønland, og som han havde fundet var af særlig grov karakter. Det fremgår ligeledes, at bisidderen, der havde nedlagt påstand om en mindre bøde, havde fundet, ”at politiet har lagt sagen i et for højt plan og forstår ikke politimesterens hensigt med at straffe så hårdt, da det er svært for grønlænderne at forstå, at danskerne ser anderledes på den slags, og det vil tage sin tid, før grønlænderne kan forstå de paragraffer, der er lavet af danskere. Bisidderen finder ikke, at politimesterens syn på sagen skal gå ud over tiltalte, da denne til daglig er en pæn fyr, og den skete over- trædelse udelukkende skyldes beruselse og dårligt selskab”.242

Om ægteskabssagen kan man i domsudskriften bl.a. læse følgende:

242 Agnete Weis Bentzon: Lovgivningsproblemer i et udviklingsområde, Tidsskrift for Grønlands Retsvæsen, 4. årgang, nr. 1, Danmarks Juristforbund, Ministeriet for Grønland, 1968, s. 20

154 M. påstod skilsmisse fra H., der havde været ham utro og smittet ham med kønssygdom, på vilkår bl.a., at forældremyndigheden over de to fælles børn, der var anbragt på børnesanatorium efter børneforsorgs- udvalgets bestemmelse, tillagdes M. og at ægtefællernes hus tillagdes M., der selv havde bygget det. H. påstod sig tillagt forældremyndigheden over det yngste barn og huset, hvis materialer delvis stammede fra et af hende arvet hus. Retten tillagde M. forældremyndigheden og huset. (Jakobshavn kredsret, 28. september 1967 – 85/67)

Af sagens akter fremgår det, at den sagsøgte kvinde efter at være kommet tilbage fra en rejse til Godthåb havde smittet sagsøgeren med gonorre samt at hun jævnligt kom sammen med en mand i Jakobshavn og havde samleje med denne. Ifølge ægtemanden havde ægtefællen en gang stukket ham i armen med en kniv. Kvinden fremførte på sin side, at sagsøgeren ved en bestemt lejlighed, hvor ægteparret havde haft besøg af en mandlig bekendt, i jalousi havde taget en stol og slået sagsøgte i hovedet. Hun kunne under retssagen fremvise tydelige blå mærker i ansigtet og på venstre overarm efter dette. Retten fandt, at betingelserne for skilsmisse var opfyldte og afsagde dom i overensstemmelse med sagsøgerens påstand.

Den Juridiske Ekspedition om rettens udvikling Ekspeditionens betænkning indeholder et interessant afsnit omhandlende rettens udvikling i Grønland. Afsnittet indledes med følgende ord:

Som en frugt af oplysningstiden opstod i begyndelsen af det 19. århund- rede i Europa et krav om, at ingen måtte straffes, uden at det var hjemlet ved lov. Før i tiden havde det været sådan, at straf idømtes efter frit skøn. Princippet om loven som eneste strafhjemmel (nulla poena sine lege) var en af de garantier, som i det 19. århundrede skabtes til beskyttelse af det enkelte individ mod overgreb fra statsmagtens side. For Danmarks vedkommende er grundsætningen fastslået i straffelovens § 1, der bestemmer, at straf kun kan pålægges for et forhold, hvis strafbarhed er hjemlet ved lov, eller som ganske må ligestilles med et sådant. I Grønland er princippet om loven som eneste strafhjemmel aldrig blevet gennemført (…) I det før-kolonisatoriske Vestgrønland fandtes kun uskreven sædvane- mæssig strafferet. I kolonisationens første tid straffedes grønlændere for forbrydelser og med straffe, som bestemtes af handelsbetjentene efter deres frie skøn.

155 Sådan skrev ekspeditionen, da betænkningen udkom i 1950. Princippet om loven som eneste strafhjemmel, der havde været tænkt som den europæiske borgers beskyttelse mod overgreb fra statsmagten, var som det fremgår af citatet endnu ukendt i Grønland på dette tidspunkt. Instruksen af 19. april 1782 havde ganske vist indført en række forbudsregler og et dertil knyttet strafansvar, men den strafbare adfærd, der knyttede sig til disse regler, var beskrevet i temmelig uklare vendinger:

Skulle noget usømmeligt af Grønlændere begaaes, som enten Tyverie eller andre grove Laster, da maae Kiøbmanden med al Lemfældighed formane dem til at afstaae derfra. Frugter dette ikke eller Forseelsen er særdeles grov, straffes de derfor efter Omstændighederne og Forbrydel- sens Beskaffenhed.243

Som det fremgår, var tyveri den eneste forbrydelse, der mere klart blev fast- slået som strafbar. Andre forbrydelser bliver blot omtalt som ”grove laster”. Instruksens beskrivelse af de strafferetlige sanktioner var ikke mindre vag. De formastelige skulle ”straffes efter omstændighederne og forbrydelsens beskaffenhed”.

I løbet af 1800-tallet indførtes på et par enkelte punkter bestemmelser, som mere klart beskrev, hvad der skulle anses for strafbart og hvilke straffe, man skulle anvende. I 1819 indførtes således tamp som straf for hor og i 1848 kriminaliseredes blodskam.244 Bortset fra tilfælde af tyveri, hor og blodskam var tilstanden i midten af 1800-tallet således den, at købmændene under inspektørernes tilsyn mere eller mindre frit kunne beslutte, hvad der skulle straffes og hvordan.

Med bestemmelser i 1862 og 1863 samt Foreløbige Bestemmelser om Grøn- lændernes Kasse og Forstanderskaberne i Grønland af 31. januar 1872 skete der en yderligere udbygning af det strafferetlige system. Kriminaliseret var nu vold, tyveri, hor, blodskam, krænkelse af offentlig myndighed samt fødsel

243 Refereret fra Finn Gad: Fire detailkomplekser i Grønlands historie 1782-1808, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København, 1974, s. 146 244 Verner Goldschmidt, Per Lindegaard, Agnete Weis Bentzon: Betænkning afgivet af den juridiske ekspedition til Grønland 1948-1949, København, 1950, hefte 5, s. 2

156 i dølgsmål.245 Vold, tyveri og fødsel i dølgsmål betragtedes som de groveste forbrydelser. I det omfang det stemte med grønlandsk retsopfattelse, kunne familiens overhoved pålægges strafferetligt ansvar for, hvad der blev begået af de enkelte familiemedlemmer. Bestemmelserne af 1872 gav inspektøren hjemmel til at anvende legemlig revselse, bøder og offentliggørelse af over- træderens navn. På trods af den forøgede klarhed på de nævnte punkter, var domstolenes frie skøn i al væsentlighed bibeholdt.246

Som reaktion på de strafferetlige bestemmelsers uklare formuleringer udvikledes i stedet en retspraksis, der erstattede lovens positive bestemmelser som afgørende for udviklingen af grønlandsk strafferet. På sanktionssiden erstattedes klare straffebestemmelser af en praksis med en mangfoldighed af reaktioner såsom tab af rettigheder, udelukkelse fra handelens bygninger, udelukkelse fra indhandling, indbringelse under offentligt tilsyn, forvisning, strafarbejde, indespærring og afskæring af hårtop mm. Bestemmelsernes positive hjemmel for disse mange forskelligartede sanktioner var en bemærkning om, at der kunne ”straffes på anden måde”. I princippet har man faret med lempe med hensyn til kriminalisering af forhold, som efter dansk opfattelse var strafbart men ikke efter grøn- landsk, skriver betænkningsforfatterne.

Allerede instruksen af 1782 nævner, at der skal gås frem ”med al lem- fældighed”, når der dømmes i kriminelle sager, og bestemmelserne af 1862-63 indeholdt en bemærkning om, at der skulle tilkaldes ”ved retsind og klogskab ansete grønlændere, for at der ved disse afgørelser kan tages det største hensyn til de hos de indfødte herskende retsbegreber”.247 Instruksen fremhævede endvidere, at de grønlandske vota, som skulle afgives først, ikke måtte fraviges ”uden overvejende grunde”. Også på sanktionssiden har man været tilbageholdende med hensyn til at gennemføre danske retsregler, fremhæver betænkningsforfatterne.

245 Verner Goldschmidt, Per Lindegaard, Agnete Weis Bentzon: Betænkning afgivet af den juridiske ekspedition til Grønland 1948-1949, København, 1950, hefte 5, s. 2 246 Verner Goldschmidt, Per Lindegaard, Agnete Weis Bentzon: Betænkning afgivet af den juridiske ekspedition til Grønland 1948-1949, København, 1950, hefte 5, s. 3 247 Verner Goldschmidt, Per Lindegaard, Agnete Weis Bentzon: Betænkning afgivet af den juridiske ekspedition til Grønland 1948-1949, København, 1950, hefte 5, s. 3

157 Omtalen i aviser og radio Hvordan blev Den Juridiske Ekspedition omtalt i medierne? Jeg vil i det følgende referere en række avisomtaler, der omhandler ekspeditionen. Det drejer sig om Grønlandsposten og Atuagagdliutit samt Information og Politiken. Desuden vil jeg præsentere en transskription af en debat om Grøn- lands retsvæsen optaget af Statsradiofonien i Godthåb sommeren 1948. Blandt debatdeltagerne var Verner Goldschmidt. Men lad os først se, om Grønlands styrelses egen publikation Beretninger vedrørende Grønlands Styrelse har noget at berette om ekspeditionen.

Beretninger vedrørende Grønlands Styrelse Publikationen Beretninger vedrørende Grønlands Styrelse, der indeholder oplysninger og statistisk materiale vedrørende Grønland og som af Grøn- lands Styrelse gennem en årrække udsendtes i et eller flere numre årligt, er påfaldende tavs om Den Juridiske Ekspedition. Et fast punkt i publikationens indholdsfortegnelse er ”Videnskabelige undersøgelser m.m.”. Under dette punkt ville man i 1948- eller 1949-udgaven forvente at finde en omtale af ekspeditionen og dens virksomhed.

I 1948-udgaven finder man følgende undersøgelser omtalt: Fiskeribiologens undersøgelser 1947, Den arktiske stations undersøgelser 1946/47, Oversigt over grønlændernes fartøjer og erhvervsredskaber, Den geologiske ekspedition til Østgrønland 1947, Ringmærkning af fugle i Vestgrønland 1946 og 1947, Norboarkæologiske undersøgelser i Julianehåb distrikt 1946, Mineralogiske og geologiske forhold 1946-47 og Grønlands geologiske under- søgelser sommeren 1946.248 Publikationen fra 1948 indeholder imidlertid intet om Den Juridiske Ekspedition. Det samme nedslående resultat gælder for årene 1949, 1950 og 1951.

Den bemærkelsesværdige tavshed skyldes ikke, at publikationen ikke var gearet til at bringe videnskabelige rapporter og ekspeditionsberetninger. De pågældende årgange indeholder flere af den slags beretninger. 1949- udgaven indeholder således en længere beretning om den af Sundheds- styrelsen udsendte lægeekspedition 1947-48.249

248 Beretninger vedrørende Grønlands styrelse nr. 1, 1948, Grønlands styrelse, Køben- havn, 1950 249 Beretninger vedrørende Grønlands styrelse nr. 1, 1949, Grønlands styrelse, Køben- havn, 1951

158 Der er ingen tvivl om, at en beretning om Den Juridiske Ekspedition hører hjemme i den pågældende publikation. Goldschmidt, der var ansat i Grøn- lands styrelse, da ekspeditionen drog af sted, fik projektet godkendt af styrelsens daværende direktør, Knud Oldendow, og styrelsen finansierede ekspeditionen. Ekspeditionen var et politisk-administrativt tiltag, den var et styrelsesanliggende og ikke Goldschmidts private projekt.

En enkelt oplysning om ekspeditionsdeltagerne får man dog i 1949-udgaven, hvor det under ”personalia” kort meddeles, at Verner Goldschmidt og Agnete Weis Bentzon er blevet ansat på tjenestemandsvilkår. I vinteren 1948 havde Goldschmidt under den sydgrønlandske landsfogeds fravær nemlig accep- teret midlertidigt at bestride fogedembedet, og Bentzon havde indvilliget i at være stedfortræder i embedet på den af Goldschmidt opstillede betingelse, at Bentzon blev fuldgyldigt medlem af Den Juridiske Ekspedition.250 Den korte meddelelse i Beretninger vedrørende Grønlands Styrelse vedrørende ansæt- telsesforholdet har således kun indirekte forbindelse til ekspeditionen.

Grønlandsposten og Atuagagdliutit De to grønlandske aviser, Grønlandsposten og Atuagagdliutit, er tilsvarende sparsomme med oplysninger. Den første omtale af ekspeditionen finder vi i Grønlandsposten den 1. juli 1948. Under overskriften De første egentlige Skridt henimod dansk Ret i Grønland oplyser avisen følgende:

Fra Danmark kommer Meddelelsen om, at Fuldmægtig Verner Goldschmidt fra Grønlands Styrelse kommer til Grønland i sommer. Han bosætter sig med sin Familie i Godthaab. Sammen med Sekretær Lindegaard fra Justits- ministeriet skal Goldschmidt i det kommende Aar rejse langs Kysten. De to jurister skal kigge paa Retsprotokoller paa Vestkysten, og de skal søge personlig Kontakt med den grønlandske Befolkning. Det er Hensigten at faa oplyst, om der er Brug for dansk Ret i Grønland og i hvor vid Udstrækning. Der bliver altsaa nu taget Skridt i Retning af at indføre en fast Lovgivning for Grønland. Men den saa stærkt savnede Straffelovgivning kommer altsaa ikke lige med det samme.251

To uger senere bringer den grønlandsksprogede avis Atuagagdliutit en artikel, der i form og indhold svarer ganske nøje til Grønlands-

250 Samtale med Agnete Weis Bentzon, den 7. maj 2007, bilag 2, transskription s. 8 251 Grønlandsposten, nr. 13, 1. juli 1948

159 postens.252 Hverken Grønlandsposten eller Atuagagdliutit nævner Agnete Weis Bentzon. Gennem resten af 1948 og hele 1949 er de to aviser tavse om ekspeditionen. Først i februar 1950, da de tre jurister for længst er rejst tilbage til Danmark, hører Grønlandspostens læsere igen om ekspeditionen. Under overskriften ”En problem, Grøn- land har løst” [der står faktisk ”En problem” og ikke ”Et problem”] skriver avisen:

Fuldmægtig Goldschmidt har i København holdt foredrag om retstilstanden i Grønland og herunder erklæret, at det – set fra danske synspunkter – er bemærkelsesværdigt, at grønlænderne saa godt som aldrig udelukker de straffede fra samfundet. Bladet ”Information” siger i den anledning, at paa dette omraade kan vi lære af grønlændere. Danskerne viser den straffede en kold skulder. En mur af mistillid og foragt rejser sig omkring den, der forlader fængslet for at begynde en normal tilværelse. Denne mur er værre end fængslet. Resocialiseringen er et problem i Danmark, men ikke i Grønland.253

En måned senere bringer Grønlandsposten en artikel om oprettelsen af en grønlandsk koloniskole i København. Ifølge avisen er formålet med koloni- skolen ”gennem kursus, foredrag og forelæsninger at give danske, der skal til Grønland, et vist forhaandskendskab til land og befolkning, hvilket jo i høj grad maa siges at være fornødent, da de danskes forstaaelse af grønlandske problemer normalt er utilstrækkeligt”.254 Grønlandsposten oplyser, at fuld- mægtig Verner Goldschmidt skal tage sig af at undervise i retsforhold.

Helt uvidende om udviklingen på det retlige område er læserne af de to grønlandske aviser nu ikke, for både Grønlandsposten og Atuagagdliutit bringer regelmæssigt endog fyldige artikler om, hvordan tingene skrider frem i Grønlandskommissionen. I disse artikler, der bringes under overskriften Nyt fra Kommissionen, berettes der om kommissionens arbejde og om under- kommissionernes foreløbige resultater. Den første artikel om Grønlandskom- missionens arbejde bringes i Grønlandsposten den 1. marts 1949. Denne dag fortæller avisen om de ni underkommissioner og deres kommissorier. Om underkommissionen vedrørende retsforholdene skriver avisen følgende:

252 Atuagagdliutit, nr. 14, 16. juli 1948 253 En problem, Grønland har løst, Grønlandsposten, nr. 3, 1. februar 1950 254 Grønlandsposten, nr. 5, 1. marts 1950

160 Arbejdet i den Underkommission, der beskæftiger sig med Retssystemet i Grønland og den grønlandske Befolknings Retsstilling, vil navnlig vende sig mod Muligheden for at tilvejebringe et Retssystem, der paa een Gang tilfredsstiller de særlige Krav, der stilles i Grønland, og de Krav, der maa stilles til Systemet for at det skal kunne bringes i Anvendelse overfor de Danske, der bor i Grønland. Hvis det bliver muligt at danne et saadant Retssystem, vil det nuværende Retssystem kunne afløses af et enkelt. Det vil blive nødvendigt at gennemgaa Retssystemets forskellige Afsnit, og man maa tage Stilling til, om Udgangspunktet skal være den bestaaende Retstilstand i Grønland eller det skal være den almindelige danske Ret.255

I de efterfølgende numre informeres der om, hvordan arbejdet i underkommissionen udvikler sig. Den 16. august 1950 bringer Grønlandsposten i et stort anlagt dobbeltnummer en 4-siders artikel om det udkast til grønlandsk straffelov, der på dette tidspunkt forelå til udtalelse hos de grønlandske lands- råd. Avisen benytter dækningen af den igangværende landsrådssamling som anledning til at fortælle læserne om udkastet. Under overskriften Udkast til verdens mest moderne kriminallov skriver avisen følgende om kriminallovens forudsætninger og indhold:

Det har været den hidtidige grønlandske strafferets svaghed, at man ingen regler har haft at rette sig efter. Sysselretterne har ofte været i den situation, at de ikke vidste, hvad de skulle gøre. I fremtiden skal de nye underretter anvende skrevne bestemmelser, hvor de kan se, hvad man skal gøre ved de mennesker, der har overtraadt lovene. Den foreslaaede lov er indrettet således, at man i lovens første del kan se, om et anmeldt forhold er en forbrydelse. Naar dommeren har konstateret det, slaar han op i lovens anden del, hvor han finder regler om, hvad man skal gøre med den paagældende forbryder.256

Det foreslåede straffesystem er opbygget efter gammel grønlandsk praksis, fortæller avisen. Lovudkastet lægger ikke så megen vægt på at straffe forbryderne, men på at opdrage og forbedre dem. I Danmark såvel som andre steder, arbejder man på at finde måder at behandle forbrydere på, som ikke

255 Grønlandsposten, nr. 4, 1. marts 1949 256 Udkast til verdens mest moderne kriminallov, Grønlandsposten, nr. 16-17, 16. august 1950

161 udelukker dem fra samfundet, men gør dem til samfundsnyttige borgere, oplyser avisen og tilføjer, at man i Danmark og Sverige i de senere år er begyndt at anvende åbne anstalter, hvor de domfældte uden indespærring kan færdes frit omkring. Eftersom disse nye tanker stemmer med den måde, man i Grønland har behandlet de kriminelle på, synes det ganske naturligt, når man for første gang skal lave en lov om forbrydere og deres behandling, da at lave den efter de nye principper.257 Om lovudkastet i øvrigt oplyser avisen, at det er udarbejdet på grundlag af det materiale, Den Juridiske Ekspedition i 1948-49 indsamlede i Grønland. Retsplejelovsudkastet inde- bærer en nedlæggelse af de eksisterende sysselretter og deres erstatning med nye underretter, fortæller avisen og oplyser, at det ny retssystem, hvis det indføres, vil indebære oprettelse af en ny appeldomstol, landsretten. Det ny tostrengede retssystems opbygning, appeldomstolens funktion, principper for dommerudpegelse, retsreglernes konkrete indhold, brug af rets- bøger og forkyndelse, retssproget, retsformandens rolle og politiets virksomhed bliver alt sammen forklaret i et letforståeligt sprog.

For en moderne avislæser forekommer de grønlandske avisers dækning af sagen lidt antikveret. Artiklerne stammer fra dengang man strøg aviser med strygejern. Teksterne er tunge, upersonlige og officielle, og man får let den tanke, at stoffet må være fabrikeret af embedsmænd i København og ikke skrevet af journalister i Grønland. Hvor er den personlige vinkel, hvor er reportagerne, hvor er de kritiske spørgsmål?

Man kan vælge at betragte den sparsomme omtale som et udslag af mangel på journalistiske ressourcer snarere end som et udtryk for manglende interesse. Kritisk journalistik var et ukendt begreb i 1940-ernes Grønland. Datidens avis, også den grønlandske, var præget af ærbødighed over for magthaverne. Man stillede ikke kritiske spørgsmål til en statsminister eller til et landsråd, man gav hellere statsministeren og landsrådene spalteplads. Datidens aviser bragte – i lighed med de sovjetrussiske senere hen - næsten per automatik statsledertaler og officielle meddelelser af enhver slags. De grønlandske aviser var ingen undtagelse. Aviserne var talerør for det officielle Grønland, ikke for den almindelige grønlænder. Det bærer avisernes behandling af sagen om retsreformerne præg af. Den sparsomme omtale

257 Grønlandsposten, nr. 16-17, 16. august 1950

162 i de grønlandske aviser hænger naturligvis også sammen med avisernes udgivelsesfrekvens. Grønlandsposten og Atuagagdliutit udkom blot to gange månedligt.

Omtale i danske aviser Hvad skrev de danske aviser om ekspeditionen? Et gennemsyn af Information årgang 1948 giver ikke mange hits. Fredag den 2. juli 1948 bringer Information dog denne artikel:

Retsreform paa Grønland - to Jurister derop et Aar for at gøre Forarbejdet I den nærmeste Fremtid rejser Fuldmægtig V. Goldschmidt fra Grøn- lands Styrelse og Sekretær Lindegaard fra Justitsministeriet til Grønland for med Godthaab som Udgangspunkt at foretage en meget indgaaende Under-søgelse af de retslige Forhold i Grønland. Undersøgelserne, der vil vare et Aar, gaar ud på at faa konstateret, hvorvidt det er muligt at indføre danske Retsregler i Grønland, baade Strafferet og Civilret. For at faa Klar- hed over disse Forhold, skal de to Jurister til Bunds undersøge de grøn- landske Retsregler, som er ret ukendte og ”naturgroede”. Der har i øvrigt gennem længere Tid fra grønlandsk Side været fremsat Ønske om Straffe- regler, som er i Overensstemmelse med den almindelige sociale Udvikling i Grønland og i Pagt med den europæiske Civilisation, som vinder mere og mere frem i det moderne Grønland. Fuldmægtig Goldschmidt rejser allerede i Juli til Grønland for at deltage i Landsraadenes Møde, hvor Spørgs- målet om Indførelse af danske Retsregler i Grønland vil blive behandlet. Kriminaliteten i Grønland er stigende, men maalt med danske Forhold er Stigningen dog ikke alvorlig. Man har imidlertid kunnet konstatere, at en tidssvarende Retspleje vilde være af meget stor Betydning. Der har hidtil ikke været Fængsler paa Grønland, om de vil komme med Nyordningen, kan man endnu ikke sige, men det er meget sandsynligt. Grønlændere, som kommer paa Kant med Loven, straffes i Øjeblikket med Bøder, der gerne skal arbejdes af. Man anvender ogsaa Forvisning fra den ene Koloni til den anden eller forbyder den paagældende at deltage i Festligheder og Sammenkomster af offentlig Karakter. De saakaldte Sysselretter bestaar af baade danske og grønlandske Lægdommere.258

258 Retsreform paa Grønland, Information, den 2. juli, 1948

163 En begivenhed, der optager spalteplads i Information i den pågældende periode, er Hedtofts rejse til Grønland i sommeren 1948. Artiklerne om Hedtofts besøg er ikke uden betydning i forhold til Den Juridiske Ekspe- ditions virksomhed, for artiklerne nævner ind imellem også spørgsmålet om grønlandsk ret. USA’s aktiviteter i Grønland og amerikanske forsøg på at overtage Grønland skrives der i perioden også en del om, og eksotiske artikler såsom Forslag om Biavl paa Grønland259 og Sydamerikanerne vil berøve os Grønland260bliver der såmænd også plads til.

Sagen om det kommunistiske folketingsmedlem, Aksel Larsen, optager ligeledes en del spalteplads. Aksel Larsen, der var medlem af rigsdagens Grøn- landsudvalg, ønskede i 1948 at besøge Grønland sammen med den øvrige delegation. Den eneste, der blev plads til på rejseskibet, da delegationen endelig kom af sted, var imidlertid udvalgets formand. Information begrun- der pladsmanglen med, at man ikke ønskede, at Aksel Larsen fik adgang til Grønland. ”Man vil ikke risikere, at han kommer med op og spionerer”, skriver avisen.261

Information synes i det hele taget at være ganske velorienteret, når det drejer sig om aktiviteterne i og omkring Grønlands styrelse - måske havde avisen en intern kilde? Hverken Politiken, Socialdemokraten eller Land og Folk omtaler Den Juridiske Ekspedition. Under overskriften Radioen i Gaar: Landet uden Fængsler finder man i Politiken den 26. august 1948 dog denne artikel:

Landet uden Fængsler Under sit Besøg paa Grønland har Foredragschefen K.B. Andersen foretaget en række Staalbaandsoptagelser af Diskussioner og Samtaler med Koloniens ledende Personligheder om Emner, der paa en eller anden Maade har Relation til den aktuelle Grønlands-Situation.

I Aftes fik Lytterne den første af disse Optagelser, en Interessant Drøftelse af Grønlands strafferetlige Stilling nu og i Fremtiden. Det har sikkert overrasket de fleste Lyttere at høre, at man paa Grønland i

259 Forslag om Biavl paa Grønland, Information, den 29. juli, 1948 260 Sydamerikanerne vil berøve os Grønland – men ad lovlige Veje, Information, den 24. august, 1948 261 Hvorfor de ikke vil til Grønland, Information, den 22. juni, 1948

164 Virkeligheden slet ingen Straffelov har. Den danske Lov gælder ikke deroppe og bortset fra visse Regulativer om forskellige Forhold, klarer man sig med den Praksis, der efterhaanden har nedfældet sig som en Slags uskreven Lov. Dette bevirker ikke blot, at Strafferetsforholdene afviger betydeligt fra Forholdene herhjemme, men ogsaa i nogen Grad skifter fra Sted til Sted.

De Straffe, der anvendes er Pengebøder, Strafarbejde og Forvisning til andre Kolonier, hvorimod Fængselsstraf ikke kendes – bortset fra en kort Periode under Krigen. En Mand, der idømmes Strafarbejde, lever saaledes et i alt væsentlig normalt Liv mellem det lille Samfunds øvrige Medlemmer og har sin Frihed hver Dag efter Fyraften.

Dette usædvanlige Forhold har vel sin Oprindelse i det økonomiske, idet man ikke har kunnet bekoste Fængselspersonale til at passe paa de relativt faa ”Forbrydere” der fandtes. Men Systemet har utvivlsomt sine Fordele, blandt andet ved at gøre det let og naturligt for den Straffede at vende tilbage til normalt Arbejdsliv efter udstaaet Straf, og ligger i øvrigt ganske paa Linje med de mest moderne Synspunkter med Hensyn til Straf-Pro- blemet.

Blandt Diskussionens Deltagere var der Enighed om, at man vel nok burde have nogle Fængsler paa Grønland, men der var ogsaa Enighed om, at de ikke skulde bruges til konstant Indespærring og Afsondring af ”Forbrydere”, men kun til at isolere de Strafarbejdende efter Fyraften. Man ønskede ikke Straf som Hævn, men Straf til Opdragelse eller Helbredelse.

I Drøftelsen deltog i øvrigt en af de danske Jurister, der i Øjeblikket befinder sig paa Grønland for at undersøge hele det strafferetlige Spørgs- maal, og man glædede sig over den forstaaende Maade, hvorpaa disse Embedsmænd griber deres Opgave an. Der er ikke Tale om at paatvinge Grønlænderne det danske System. Man vil søge at komme til Bunds i den Praksis, der i Øjeblikket gælder, og man vil dernæst undersøge hvilken Virkning den grønlandske Straffepraksis har haft. Det er jo muligt, at man her ligefrem kan lære noget. Og endelig vil man forhøre de Ledende indenfor de grønlandske Samfund om hvilke Ønsker og Forslag de har med Henblik paa en eventuel Revision af denne Praksis.

165 Sagen synes at være i de bedste Hænder, og man kunde give sin uforbe- holdne Tilslutning til denne Bemærkning fra en af Diskussionsdeltagerne: Det er bedre at forebygge Forbrydelserne ved at forbedre de sociale For- hold end ved at lave et helt Kompleks af Straffelove.262

Den person, der i avisreferatet omtales som ”en af de danske jurister, der i øjeblikket befinder sig på Grønland”, er Verner Goldschmidt.

Statsradiofonien den 25. august 1948 Båndoptagelserne, som Statsradiofoniens foredragschef K.B. Andersen og hans tekniker optog i Godthåb den 2. august 1948, og som den omtalte radioudsendelse bygger på, eksisterer stadig. Bibliotekar Mette Quistgaard fra Danmarks Radios Arkiv har sendt mig en kopi af de originale bånd.

I udsendelsen medvirkede afdelingschef ved Statsradiofonien Knud Børge Andersen, kolonibestyrer og sysselmand Aage Knudsen (Godthåb), meddomsmand Klaus Lynge (Julianehåb), meddomsmand Jørgen Chemnitz (Godthåb), samt fuldmægtig i Grønlands styrelse Verner Goldschmidt. Aage Knudsen, der havde en lang grønlandskarriere bag sig, var kolonibestyrer i Godthåb i en kort periode indtil sin død i 1949. Den omtalte domsmand Jørgen Chemnitz er far til Guldborg Chemnitz, Den Juridiske Ekspeditions tolk. K.B. Andersen, der dengang var radioens foredragschef, blev senere Danmarks udenrigsminister.

Statsradiofoniens danske lyttere kunne den 25. august 1948 lægge ører til følgende:

K.B. Andersen: I hele den aktuelle diskussion om Grønlands stilling, om Grønland skal lukkes op, om grønlænderne skal have… på alle punkter samme stilling som danske, er der et problem, der er meget mere i baggrunden, end det burde være, nemlig spørgsmålet om forholdet mellem grønlandsk og dansk ret, eller for at sige det på en anden måde, spørgs- målet om, hvilke ændringer i nuværende grønlandsk ret, man må gen- nemføre, før der kan være tale om at bringe Grønland i nærmere kontakt med Danmark. Vi er så vant til, at de problemer, der skal drøftes, når der tales om Grøn- lands nærmere forbindelse med Danmark, det er noget med erhvervs-

262 Radioen i går, Landet uden Fængsler, Politiken, den 26. august, 1948

166 mæssige problemer eller det er noget med trafikale problemer, eller det er noget med politisk repræsentation eller sådan noget. Det er forholdsvis sjældent, at man i den almindelige offentlige debat bliver gjort opmærk- som på, at der ligger et både alvorligt og aktuelt spørgsmål, der hedder grønlandsk ret og dens forhold til dansk ret. Og det var det, vi skulle prøve at tale om i aften, og jeg tror, jeg tør sige med det samme… jeg skal ikke sådan lave falsk reklame for udsendelsen… der er jo ingen, der skal tvin- ges til at lytte til den, men jeg tror ikke, at lytterne behøver at blive bange for, at det bliver sådan noget meget spidsfindigt eller specielt… det bliver i meget høj grad menneskelige problemer og noget, som vi sådan kan for- stå os på, og vi skal prøve at gøre det så lidt spidsfindigt som muligt. Det første jeg vil gøre er at præsentere selskabet her. Der er for det første sysselmanden her i Godthåb, altså den øverste øvrighedsperson for de personer, der står under grønlandsk ret, kolonibestyrer Knudsen. Det er jo endnu hovedreglen, så vidt jeg ved, at sysselmanden og kolonibestyreren er én person, det er det almindelige. Og så er her to personer, der ofte har deltaget som meddomsmænd, nemlig Klaus Lynge fra Julianehåb og Jørgen Chemnitz her fra Godthåb. Og endelig er der en fjerde deltager i samtalen, fuldmægtig Goldschmidt, København, og hvad han skal sige her, og hvilken placering, han har i samtalen, vil jeg gerne have lov at gemme lidt. Det første vi skal vide er vel, hvilke straffe har man overhovedet heroppe? Hvad sker der, når en grønlænder begår en forbrydelse? Nu må jeg sige her, vi holder os til strafferetten i aften. Der er jo… man kunne ligeså godt tage civilretten med i og for sig, det… problemerne er aktuelle hele vejen rundt, men for nu at begrænse det nogenlunde, så foreslår jeg, at vi holder os til strafferetten. Det er vel egentlig også det, der sådan set har mest interesse. Hvad, hvad, hvad… hvordan… hvad sker der, når man begår en forbrydelse her… så tager sysselmanden altså affære og hvad… hvordan hvad bliver man straffet og hvilke straffe kan man få? Aage Knudsen: Ja, hvis sagen ikke er aldeles presserende, så undersø- ger… undersøger det stedlige kommuneråd sagen og foretager de forelø- bige afhøringer, hvorefter sagen sendes til sysselmanden. Sysselmanden vælger så… hvis det er en forseelse.. en dansk og en grønlandsk meddomsmand. Er der forbrydelser, skal sysselmanden vælge to af hver slags.

167 K.B. Andersen: Hvad er… nu… forskellen, hvis man skal nævne nogenlunde typisk… sådan mellem forseelse og forbrydelse? Aage Knudsen: Ja, forseelse det er… øh… det er for øvrigt meget vanskeligt at definere her i Grønland… K.B. Andersen: Kan man ikke nævne et eksempel, et typisk…? Aage Knudsen: Jo, det kan jeg godt… For eksempel æh… hvis man øh overtræder loven om fredningsbestemmelser… eller man overtræder loven om kønssygdomme… kønssygdommes bekæmpelse her i Grønland K.B. Andersen: Og en forbrydelse… det er selvfølgelig… det er altså det samme som derhjemme Aage Knudsen: Ja, det er groft tyveri og det er barnemord og vold og sådan noget… K.B. Andersen: Jo, men hvad… hvilke straffe… hvilken straffelov har man? Aage Knudsen: Man har egentlig ikke nogen straffelov. Vi støtter os til de gamle såkaldte foreløbige bestemmelser af 1872-73 med de dertil senere fremkomne regulativer… for eksempel angående overskridelser af fred- ningsbestemmelserne… og øh overskridelse af… af sygdomme… øh køns- sygdommes bekæmpelse og omgang med hittegods og… flere andre K.B. Andersen: Hvilke… hvilke straffe kan man blive idømt efter den straffelov, som man altså ikke har, men efter den.. ha, ha den gældende praksis? Der er lige en ting, som jeg lige må indskyde her, der er nemlig det mærkelige ved dette land heroppe… altså, der er jo ikke noget, der hedder fængsler Aage Knudsen: Nej K.B. Andersen: Det må jo unægtelig begrænse mulighederne noget? Aage Knudsen: Ja, det gør det også. Der har været et fængsel her i Godthåb under krigen… K.B. Andersen: Nå… Aage Knudsen: … hvori der har siddet to eller tre personer, og der har også været et slags fængsel i Julianehåb.. K.B. Andersen: Men det er altså nedlagt igen? Aage Knudsen: Men… det er nedlagt igen ja… hvad man dømmer… døm- mer… disse… øh sigtede… for, det er som regel i pengebøder eller også bliver de dømt til tvangsarbejde i så og så lang tid eller også betaler så stor en bøde til et nærmere fikseret beløb… og så får de lige udbetalt,

168 hvad de kan leve for og resten af deres dagløn går til sysselkassen, som så også altså udreder deres underbringelse. K.B. Andersen: Andre former for straffe.. end, end, altså i forbindelse med tvangsarbejde og bøder Aage Knudsen: Ja, der er jo… for eksempel fortabelse af de borgerlige rettigheder.. og øh, men det er i hvert fald det væsentligste det her… det er pengebøder, tvangsarbejde og så nogle enkelte tilfælde under krigen: fængsel. K.B. Andersen: Javel, er der nogenlunde ens praksis langs hele kysten med hensyn til straffen… Jeg mener, kan man regne med, at en ting vil blive vurderet… det bliver lidt svært, det ved jeg godt, danske dommere vil også kunne vurdere noget forskelligt, men er der store forskelle der eller vil det være nogenlunde det samme fra sted til sted? Aage Knudsen: Jeg tror, at der egentlig er forskel på det… fordi… fordi det afhænger selvfølgelig af, hvem der er sysselmand og hvem der er meddomsmænd og sagens karakter og meget andet. Så jeg tror, der må blive forskellige domme K.B. Andersen: Ikke mindst fordi, der altså ikke er en fast straffelov som grundlag Aage Knudsen: Ja… jo, jo K.B. Andersen: Jeg har hørt noget om… eller læst noget om i danske aviser, at man også brugte forvisninger… og sådan forskellige former for udelukkelse fra samværet Aage Knudsen: Ja, det har man også gjort… K.B. Andersen: Gør man stadig det? Aage Knudsen: Det gør man også stadigvæk ja og er det et større tilfælde… en større forbrydelse, så kan overtræderen blive landsforvist… æh... altså ikke landsforvist altså, men forvist til en anden koloni, eller arbejde i kulbruddet eller… et andet sted… her i Grønland K.B. Andersen: Øh… hvor mange forbrydelser har man? Det bør man jo også vide for at vide, om det overhovedet er noget stort problem. Hvor mange forbrydelser omtrent…? Og hvad er det for forbrydelser, der er dominerende? Aage Knudsen: Det æh… kriminaliteten er jo steget i ret betydelig grad. For at tage de sidste tre år, vi har tallene fra, så er der i 1943: 59 tilfælde,

169 1944: 100, 1945: 61 … [uforståeligt]… og 1946: 141, det er jo en ret betydelig stigning… K.B. Andersen: Ja, det er en kraftig stigning… i hvert fald for... Aage Knudsen: Ja, det er det K.B. Andersen: … for sidste års vedkommende… og hvad er det så for… hvad er det for forbrydelser, der er de… de overvejende? Aage Knudsen: Ja, der kan man jo tage 1946, den sidste, 141 tilfælde, der var 93 tyverisager, 32 tilfælde af udbredelse af venerisk smitte, 4 tilfælde af vold, 4 tilfælde af samleje med mindreårige, 2 tilfælde af vold mod tjenestemand, 2 selvtægtstilfælde, 2 tilfælde af trussel på livet overfor tjenestemand, 2 tilfælde af husfredskrænkelser, 2 tilfælde af fornærmelse mod tjenestemand, 2 brandstiftelsestilfælde, 2 tilfælde af falsk, 1 bedragerisag, 1 rufferisag, 1 tilfælde af ulovlig omgang med hittegods, og 1 tilfælde af uterlighed overfor mindreårig. K.B. Andersen: Det vil altså sige, at det, der er så langt det overvejende.. og det bør man jo også ha´ i erindring, når man drøfter hele problemet, det er tyverisagerne? Aage Knudsen: Ja K.B. Andersen: Og så altså også kønssygdommene… øh udbredelsen af kønssygdommene? Aage Knudsen: Ja K.B. Andersen: Men hvordan… og det er måske et punkt, som også med- domsmændene, der er her til stede, har lyst at sige noget om… Hvordan virker så de straffe, man har i øjeblikket? Virker de, øh tilfredsstillende? Altså, når man nu hører det om landet uden fængsler, det lyder jo forjæt- tende, så er spørgsmålet altså… er det nu, fordi det virker, som det skal eller… eller er der problemer? Der er jo nemlig det meget mærkelige ved det, altså, at det at tvinge folk til at arbejde på forskellig måde, det betyder faktisk ret meget som straffemiddel? Aage Knudsen: Ja K.B. Andersen: Altså, det er en meget anvendt ting? Aage Knudsen: Ja K.B. Andersen: Og hvordan virker nu disse straffe? Det er selvfølgelig svært at sige, men… Aage Knudsen: Ja K.B. Andersen: Har man indtryk af, at det virker nogenlunde som det skal?

170 Aage Knudsen: Joe… når en… når en mand eller kvinde bliver dømt til tvangsarbejde, det er egentlig en meget stærk og streng straf, fordi vedkommende skal jo komme om morgenen til bestemt tid og holde ud til arbejdstidens afslutning. Og det er hver dag… og ikke.. man tåler ikke nogen der falder fra eller prøver på at pjække den - for at bruge et godt dansk udtryk. K.B. Andersen: Og det virker vel også i sådan almindelig omdømme… øh, hvad skal jeg sige.. stærkt nedsættende… at blive udsat for det? Aage Knudsen: Absolut, ja, og bliver straffearbejdet på fremmed sted, så virker det endnu… endnu øh stærkere, fordi grønlænderne er jo ret stærkt hjemstavnsbundne… og øh vil jo helst være der, hvor deres familie og slægtninge er. K.B. Andersen: Jeg ved ikke, om hr. Chemnitz eller hr. Lynge har noget at bemærke om selve spørgsmålet, hvordan straffen virker? Om den… Klaus Lynge: Ja, strammes… straffens virkning, det er [uforståeligt] lige meget forskelligt fra de forskellige folk. Det kommer nemlig an på, hvilke midler, vi har til at straffe folk. De er ikke udmålt efter bestemt retning. De er nærmest udmålt mange gange efter… øh den mand eller kvinde, der har lavet noget urimeligt [uforståeligt]... Så tænker man først og fremmest, hvordan hun eller han opfører sig før i tiden. K.B. Andersen: Javel Klaus Lynge: Som sagt altså, fordi man har ingen rigtig retning at dømme efter loven. K.B. Andersen: Men, men, men det skulle altså i og for sig give den fordel, at man i endnu højere grad måske skulle tage hensyn til den enkelte person? Klaus Lynge: Jo, jeg mener også på den måde… det var for eksempel… Jeg var med til at dømme i en straffesag, og den vedkommende sysselmand behandler spørgsmålet på den måde, at, jeg synes, at det virker meget underligt. Han tvang… eller det er lige før, han tvinger vedkommende at sige ”ja” for den gerning, selvom den skyldige… muligvis den skyldige, nægter pure at have gjort den ting. K.B. Andersen: Ja, hvad mener De med ”tvang”? Jørgen Chemnitz: Joe… K.B. Andersen: … eller næsten tvang…? Jørgen Chemnitz: Sysselmanden sagde… jo, nu skal du sige ”ja” til det

171 der! Ja, ikke… i samme tilfælde, det er nok umuligt, demoraliserende domstole vi her heroppe på den måde. K.B. Andersen: Ja, det… det… må jeg give ret i. Det lyder jo i hvert tilfælde… men når man ikke kender det enkelte tilfælde, så er det jo svært at… Jørgen Chemnitz: … og så… som sysselmanden sagde et øjeblik før, at det kommer meget an på, hvem sysselmanden er. K.B. Andersen: Ja Jørgen Chemnitz: Det er lige altså… en masse tilfælde, selvom vi har det der, hvad kalder man øh… det der straffelovsudkast fra 1929. Den retter man sig efter, meget mere efterhånden, fordi det er det eneste nogen hjemmel, som man kan kalde hjemmel, til at dømme folk. K.B. Andersen: Der kommer noget nyt ind i sagen. Der foreligger altså et udkast? Klaus Lynge: Ja, det er et udkast… fra Landsrådet 1929 K.B. Andersen: … fra Landsrådet? Jørgen Chemnitz: Landsrådet ja, som er samarbejdet… styrelsen har udarbejdet det der straffelovsudkast… K.B. Andersen: Men som aldrig er blevet… det er altså ikke blevet gennemført? Aage Knudsen: … forhenværende byretsdommer Berthelsen… K.B. Andersen: Javel, men det er altså aldrig blevet stadfæstet? Aage Knudsen: Næj! K.B. Andersen: Men man bruger det…? Aage Knudsen: Man kan tage visse råd derfra… K.B. Andersen: Det ligger altså som en vis rettesnor Aage Knudsen: Ja, det kan man godt sige K.B. Andersen: Jeg ved ikke, om Chemnitz har noget at ville føje til på dette sted? Jørgen Chemnitz: Ja, jeg ville… jeg må nu altså sige, jeg mener altså for eksempel, at denne her arbejdsstraf, den virker meget uheldigt! K.B. Andersen: Hvori ligger det uheldige? Jørgen Chemnitz: Ja, det ligger altså… de går sammen med alle de andre arbejdere… K.B. Andersen: De mener ikke, at straffen er hård nok, om jeg så må sige… afskrækkende nok?

172 Jørgen Chemnitz: Det æh… altså, de føler i hvert tilfælde… mange af de straffe, føler de ikke som straf. De går nu altså fuldkommen normalt mellem alle de andre arbejdere… som om de ikke er… forbrydere… som er dømte. Jeg har selv overværet et tilfælde, hvor en kvinde var straffet, stå der og skælde de øvrige arbejdere ud, som om hun var… [uforståeligt] K.B. Andersen: Arbejdsleder? Jørgen Chemnitz: … eller sådan noget lignende K.B. Andersen: ja, ja… Jørgen Chemnitz: Så det er… K.B. Andersen: De mener, det er uheldigt, at der ikke på en eller anden måde… foretages en isolering… Jørgen Chemnitz: Isolering… ja, ja K.B. Andersen: … af de pågældende? Jørgen Chemnitz: … at de pågældende bliver sat til noget isoleret arbejde og står for sig selv og… K.B. Andersen: Men det vil altså sige, situationen i dag er den, at man har et stærkt stigende antal forbrydere, et forholdsvis stærkt stigende antal forbrydelser, og der er tyverierne altså ganske overvejende, og samtidig har man altså ingen fast straffelov, selvom man har et gammelt udkast, som man sådan skeler en smule til, så har man ikke nogen fast straffelov, og det giver, så vidt jeg forstår altså en vis forskel fra sted til sted, samtidig med, at man er lidt i tvivl om, om de straffe, man anvender, og hvor altså arbejdsstraffen spiller en stor rolle, om de er fyldestgørende, hvis man kan sige det på den måde? Klaus Lynge: Næ, jeg er slet ikke enig med det… i det der stykke, fordi det der udkast, det er ret… forholdsvis moderne… anskuelse ligefrem… selv om det er fra 29, men det er det… efter min mening, det værste ved det der, det er, at selve dommene mange gange er gode nok, men de kan bare ikke fuldføres på den måde, fordi man har ingen opsynsmand, der kan holde straffede arbejdere sådan… [uforståeligt] hele dagen igennem K.B. Andersen: Nej, altså der er… fejlen er med andre ord, at man kan godt dømme folk, men der er i og for sig ikke nogen, der, hvad skal jeg sige, har tid og embede til at holde øje med, hvordan det effektueres. Det er altså ikke noget sysselmanden… ja, selv om han skal lave mange ting, men altså det er ikke noget sysselmanden kan…? Aage Knudsen: En arbejder og straffet arbejder de må jo gå under den

173 arbejdsledelse, man har, enten formand eller en af assistenterne. Men jeg har været ude for i flere tilfælde, det var en virksomhed i Nordgrønland, de havde sat straffefanger til bestemte arbejder, akkordarbejde og sådan noget, så de virkelig de skulle lave et vist… stykke arbejde i løbet af en bestemt tid på dagen K.B. Andersen: Så deri ligger en vis opsigt? Aage Knudsen: Ja, det eneste gode ved - det store gode kan man måske også godt sige - ved ikke at have en straffelov, det er, at man kan jo dømme så mildt og så retfærdigt, som det nu engang er muligt at dømme her i denne verden K.B. Andersen: Tage menneskelige hensyn? Aage Knudsen: Ja, menneskelige hensyn… og jeg tror det tilfælde, Klaus Lynge sagde lige før om sysselmandens afgørelse dér, det synes… det tror jeg er meget enestående… et meget, meget sjældent tilfælde K.B. Andersen: Det får man jo håbe… men hvilke tanker gør man sig nu… for nu går jeg ud fra, at både sysselmanden her og også Chemnitz og Lynge, som ofte har været meddomsmænd, de må vel gøre Dem visse tanker om, hvad man skal gøre den dag, man på dette punkt skal i nøjere forbindelse med omverdenen? Skal man… hvad er vejen… skal fremskrid- tet bestå i, at man indfører fængsler her også eller i, at man får en straffelov, eller hvilke tanker gør man sig… nogen må man vel gøre sig? Jørgen Chemnitz: Ja, jeg vil mene, at et fængsel vil være… på sin plads, selv altså om man stadig kan bruge den her arbejdsstraf, så skulle de vedkommende jo helst isoleres fra de andre, sådan at de kunne blive sendt ind om aftenen i fængsel og lukket ud om morgenen, sådan altså, at de ikke går rundt… for eksempel efter arbejdstiden har de jo lov til at rende rundt som de har lyst til, ikke? K.B. Andersen: Ja, efter de nuværende forhold? Jørgen Chemnitz: Efter de nuværende forhold… Derfor mener jeg altså et fængsel, hvor man kan altså afspærre eller indespærre vedkommende forbryder vil være et… på sin plads. K.B. Andersen: Men de tænker Dem altså ikke et fængsel i… om jeg så må sige i almindelig dansk forstand, hvor man tilbringer hele sin dag? Jørgen Chemnitz: Nej, det vil jeg… jeg vil mene… altså sådan et fængsel, hvor man anbringer altså vedkommende hele dagen… måske en måned eller mere vil virke meget uheldigt

174 K.B. Andersen: Hm… og hvad siger sysselmanden? Aage Knudsen: Jo, jeg kan godt slutte mig til Chemnitz´ mening dér, fordi jeg kan godt se det her uheldige i, at en mand der… eller en person, der skal have tvangsarbejde, og går ude mellem de andre arbejdere om dagen, og om aftenen og om natten render rundt sammen med alle de andre og laver spektakler og gør lige, hvad de vil. Det er jo, kan man vel nok sige, en noget mild straf, selv om de skal møde hver dag. Så jeg vil slutte mig til Chemnitz´ mening der… K.B. Andersen: Det kan virke noget nedbrydende på moralen på stedet? Aage Knudsen: Ja, men det en meget streng straf, når en… grønlænder skal sidde i fængsel hver aften og hver nat… K.B. Andersen: Det vil føles stærkt? Aage Knudsen: Det vil føles meget, meget, meget stærkt. K.B. Andersen: Hvordan… hvis jeg lige må skyde en parentes ind, inden vi går til hr. Lynge, hvordan hvis en mand har været bortvist fra sin koloni eller sin boplads, eller hvad det nu er, som straf… øh er det så svært at komme tilbage, er det svært at glide ind i kredsen igen, når man kommer tilbage? Aage Knudsen: Absolut ikke, der er ingen mere både forstående og tilgivende mennesker end grønlænderne. K.B. Andersen: Nå, det er ikke sådan, at det stempler en mand langt frem, når han har været forvist? Aage Knudsen: Nej, de hilser ham velkommen hjem igen… det gør de. K.B. Andersen: Ja, det viser jo altså, at det er ikke helt lette problemer at klare. Hvad siger hr. Lynge med hensyn til det spørgsmål om fængsler og straffelov? Klaus Lynge: Ja, om fængsler, det er vi enige om… at vi trænger til sådan et heroppe også efterhånden desværre K.B. Andersen: Det er jo en af kulturens følgesvende Klaus Lynge: Det er kulturens goder… et af dem, men når vi taler om fængsler, så tænker jeg altid først og fremmest… de folk, de skal ind i fængslet, det er jo ligeså gode folk som os, ja ikke fordi… men altså gode… vi kan ligeså godt være indespærret ligesom alle andre, ikke? Det er det, jeg mener. Men… K.B. Andersen: De mener, det er tit tilfældigt… forbrydelserne kommer tit mere eller mindre tilfældigt?

175 Klaus Lynge: Ja, også det, men øh… de forbrydelser, vi har, altså særligt tyverisager… efter min erfaring, de stammer i hvert fald en meget stor procent af fattigdom alene… ikke noget med, at man har forbryderanlæg i sig, eller som sagt… fattigdom og mangel på opdragelse i hjemmet… K.B. Andersen: Støtter De Dem på noget bestemt, det med fattigdom… jeg mener, har De nogen… har De truffet i Deres praksis eller på anden måde eksempler på, at netop tilfælde, hvor man kan sige, ja, hvis der ikke var den fattigdom… støtter De Dem på noget bestemt, når De siger det, eller er det sådan almindelig mening? Klaus Lynge: Jo, jeg har i hvert fald været med til at fratage nogle ting, som har været skjult af forholdsvis unge mennesker… og når man kender folk ind og ud dette sted, hvor man behandler den slags arbejdere, så ved man… altså hvis den unge mand har haft noget fortjeneste af nogen betydning, så har han [uforståeligt] af ren og skær fattigdom og en… trang til at få også noget mad ligesom alle andre, men mange af dem, de sulter jo i dagevis særligt om vinteren heroppe, når det kniber med arbejde, så finder de jo, som jeg sagde altid… altså ungdommens opdragelse og oplysning... de skal gå frem… først og fremmest i ungdommens oplysning, særligt på den måde, at det ordnes sådan, at ungdommen skulle beskæftiges alt, hvad de kunne… også som aftenskoler og fornøjelser… altså uskyldige fornøjelser… som avislæsning og se på blade, hvor der er billeder i og forklare dem… fordi en ung mand i masse tilfælde laver sådan et tyveri udelukkende, fordi han mangler lige noget beskæftigelse. Han går på vejen, i mørke gader, og han tænker slet ikke på noget ballade eller andet tyveri, men så står der måske lige uden for et pakhus, hvor der er ikke højt til vinduet… så sagde vedkommende pludselig: ”Ved du hvad, deroppe lå der en del goder… det er ikke så almindeligt… vi kan ligeså godt altså åbne… altså vinduet, så har vi alt, hvad vi skal bruge”. K.B. Andersen: Ja, det man kalder lejlighedsforbrydelser. Men man kan vel også sige, at samfundet… et samfund uden politi… det kan man vel godt kalde det grønlandske samfund… jeg mener, en ting… der er myndighedspersoner, men altså der er ingen politi… øh er vel derigennem også med til at… i hvert tilfælde til at skabe visse fristelser, det kan man vel ikke helt afvise? Jørgen Chemnitz: Næ, det er rigtigt nok… K.B. Andersen: Men det vel altså sige, at de straffe, man tænker på, hvis

176 nu man skal… man må jo altså finde nye veje… det, man tænker på der, det er altså ikke i og for sig hverken tugthus eller fængselsstraf i… jeg havde nær sagt i det, vi ville kalde dansk eller europæisk forstand, men man tænker sig altså, det skulle kunne klares med en form for udsondring fra det øvrige samfund… i hvert fald og aftenen og om natten og så i øvrigt tage del i arbejdsprocessen på en eller anden måde? Aage Knudsen: Jo, det var meningen… K.B. Andersen: Hr. Lynge? Klaus Lynge: Må jeg lige sætte en… en smule indlæg der? Vi nævnede lige, at fængslerne, så går vi jo lidt for vidt… jeg anbefaler altså fængs- lerne heroppe, men indespærrer man… selvfølgelig kan det også bruges i visse tilfælde, men vi skal ikke have noget af fængsler i den forstand som i Danmark, men det skal være, efter min mening opdragelsesanstalter… først og fremmest… mange mennesker, altså unge mennesker, som har lavet sådanne ulovligheder og derfor må være nødt til komme ind i fæng- sel, først og fremmest… det er ikke deres skyld mange gange, at de skal ha´ straffes. Det er nemlig det, at forældrene… de får aldrig… og vi har for øjeblikket… forældre på halvt hundrede år… når man tænker på deres ungdom, de har … fået intet således at de bliver styrket til livet, at have børn og så videre, de er fuldstændig altså… udelukket den gang i begyndelsen af 1900… og det er … vilje til at opdrage til børn ordentligt, men de evner slet ikke, og når børnene ikke opdrages i hjemmene, så skal de ud på egen hånd, og mange gange så kommer de i dårligt kammeratskab og laver det dér. Og derfor synes jeg, at når forældrene… evner ikke at opdrage… og børnene… eller ungdommens oplysning er så langt tilbage, så må vores fængsler [uforståeligt] og anstalter og den slags, de skal tage allerhøjeste grad arbejde som opdragende, ikke for folk, fordi de skal indespærres, men først og fremmest at de skal være opdraget… K.B. Andersen: Kvalificeres til at komme ud igen på en nogenlunde hæderlig vis? Klaus Lynge: Ja, som bedre folk K.B. Andersen: Hvad siger kolonibestyreren til det? Aage Knudsen: Jeg vil slutte mig ganske til det, jeg synes det er helt rigtigt… absolut. K.B. Andersen: … og Chemnitz? Jørgen Chemnitz: Jo, jeg synes også det er udmærket… tanke

177 K.B. Andersen: Der er altså ikke tale om… hverken fra sysselmanden eller de to meddomsmænd… den tanke, at man skal have fængsler, hvor man altså simpelthen er ude efter at straffe folk. Jeg mener, det er ikke det, der er brug for i det grønlandske samfund i dag? Aage Knudsen: Hovedparten af overtrædere, det er jo unge mennesker, det er jo unge mennesker, lige fra en fjorten år og opefter, til atten eller sådan noget… K.B. Andersen: Det er jo altså det, man ville kalde… det, man i Europa eller i Danmark ville kalde gamle forhærdede forbrydere… for at bruge det sikkert meget ujuridiske begreb, det er jo altså ikke sådan noget, man er kendt med heroppe? Aage Knudsen: Nej, det er man ikke. Klaus Lynge: Nej, men det skal nok komme desværre… efter den tempo, vi har, og det er så tilfældet K.B. Andersen: Ja… se nu er vi kommet til det tidspunkt i samtalen, hvor vi vil henvende os til hr. Goldschmidt, der har siddet her i baggrunden og lyttet til det. Fuldmægtig Goldschmidt har arbejdet nogle år i det danske politi og er nu kommet herop med en opgave, der ligger netop på linje med noget af det, vi har siddet og talt om her. Jeg ved ikke, om De selv vil sige, hvad det er, De skal lave heroppe? Verner Goldschmidt: Jo, se opgaven er, at jeg sammen med en mand fra Justitsministeriet, en sekretær Lindegaard, som har været meget beskæf- tiget i det danske retsvæsen, skal undersøge… som opgaven er stillet, kan jeg lige nævne det ordret: ”Hvorvidt og i bekræftende fald i hvilken omfang vil dansk ret kunne gennemføres i Grønland?” Nu er det, vi taler om her, det er jo kun den del af retten, som vedrører straffespørgsmål, og det går altså ud på at undersøge, om den almindelige danske strafferet med straffelov og med straffesystem kan indføres her. Det er jo nemlig således, at grunden til, at vi skal tage os af det… det er det, der ustandseligt har været krævet fra grønlandsk side, at man indførte fængslerne og indførte en straffelov, og det er det, vi nu skal tage fat på. K.B. Andersen: Og hvordan virker nu de synspunkter, som… de er selvfølgelig ikke helt ens synspunkter, men dog sådan i al overvejende ens synspunkter, der er fremsat her af folk, der jo har praktiseret i det grønlandske retsvæsen, hvordan virker det, når man kommer med en

178 indstilling udefra… fra den kulturverden, hvor forbrydelse og straf altså er mere kendte problemer end her? Verner Goldschmidt: Se dette at… som det er blevet fremhævet navnlig af Lynge, at… og som jo for resten også har fået tilslutning, at man ikke vil have fængsler i betydningen af et onde, man skal tilføje de pågæl- dende i form af en indespærring eller lignende, men at man i stedet for vil have oplysning og produktivt arbejde, og at det går ud på at påvirke den pågældende forbryder i gunstig retning, det stemmer efter, hvad jeg kan forstå fuldstændig med, hvad man er nået frem til i moderne kriminalpolitisk opfattelse. Men der er en ting, som jeg mener, som jeg synes, man overser her… man taler så generelt om det, man siger, ikke sandt, at alle skal have ens behandling, men man glemmer, at mennesker er meget forskellige og årsagerne til forbrydelserne kan være uhyre forskellige. Man kan tale om, at årsagerne er… det er det, man siger, det kan være mere intern… øh, skal vi sige af biologisk karakter, man kan… det kan være sygdom i hjernen og det kan være karakterdefekthed og det kan være… hm dårlig kirtelfunktion, der er så mange muligheder, og… men det også godt være ydre årsager, dårlig opdragelse, som Lynge har nævnt… øh fattigdom og lignende. Det eneste, som jeg mener, man har overset og som jeg slet ikke har hørt nogen nævne om… det, at man må individualisere i behandlingen, og jeg mener, det synes jeg ikke rigtigt, der er nogen mulighed for efter, hvad jeg har hørt her. Blandt andet er der ikke nogen, der har nævnet om, at man skulle have lægeundersøgelser… så meget som muligt, eventuelt lægebehandling. Der foreligger sikkert efter, hvad jeg kan forstå, hvad jeg har hørt allerede den korte tid, jeg har været her, så er der dog nogen af dem, der begår forbrydelse, der er noget åndssvage, og jeg ved, der er en mand nede i Julianehåb, som jeg har hørt om, som har begået masser af forbrydelser, en begavet mand og en tiltalende mand på mange måder, som man sikkert må sige, er det, vi kalder psykopat… altså har en karakterdefekt. K.B. Andersen: Hvis vi nu får disse fængsler oprettet heroppe, og det bliver vel… ja, det ved jeg ikke, man skal jo ikke foregribe noget, men altså en eller anden løsning hen i det hjørne kommer vel formentlig, så skal man jo altså til at se, om de så yderligere skaber forbrydelser… det er vel også… eller forbrydere… altså skaber… altså folk, der nu ville vende

179 tilbage… nu nævnte kolonibestyreren før altså, at man sådan bliver budt velkommen om ikke så med æresport så dog i hvert fald med et ”velkommen tilbage til samfundet”? I samme omfang, man laver fængsler, vil det trods alt nok blive sværere… tror I ikke det, eller det er I måske ikke bange for? Jeg ved ikke, om nogen af Dem vil sige noget? Jørgen Chemnitz: Jeg tror ikke, det ville virke som De mener K.B. Andersen: Nå, De tror ikke skellet ville blive større? Jørgen Chemnitz: Nej, det tror jeg ikke… absolut ikke K.B. Andersen: Hvad siger Goldschmidt? Verner Goldschmidt: Jeg siger det… at jeg synes jo, at det er en fordel ved den bestående ordning her i Grønland, det er jo det, at de straffede, dem, der er afsonere, de går frit omkring, og også bevarer evnen til at leve ude i samfundet. Der lægges meget vægt på det forebyggende. Det må vi jo altså også have, det var det, som Lynge var inde på og som man har sagt træffende hjemme i Danmark, at man kan måske bedre bekæmpe forbrydelserne ved en ny lov om arbejderboliger end man kan ved et helt sæt straffelove. Og det er altså klart, at man kan måske bedre bekæmpe en kriminalitet her i Grønland ved forbedrede sociale forhold frem for at give en skrap straffelov, men selvfølgelig man kan ikke undgå det, det kan jeg godt forstå. Klaus Lynge: Ja noget i den retning er der jo, se… efter grønlandsk mentalitet har vi jo sådan oplevet næsten dagligt, hvordan man skal behandle en grønlænder. For hvis man behandler en grønlænder overlig… overlegen eller noget i den retning, så er han meget mistænksom. Men hvis man behandler ham som nærved… sådan siger… man siger jo altså aldrig ”god- dag” til grønlændere… altså i Grønland… i mange steder… men så griner man jo bare nu, når man møder om morgenen, ikke? Så ved man, hvordan han er indstillet overfor en, ikke? Og grønlænderne, de skal behandles som venner i et helt samfund… man skal ikke være højtidelig overfor dem, ellers så går det som regel galt. Aage Knudsen: Man skal behandle dem menneskeligt… Klaus Lynge: Det skal være menneskeligt lige fra morgen til aften… så er man allerbedste venner Aage Knudsen: Eller som ligemænd simpelthen? Klaus Lynge: Lige mennesker… K.B. Andersen: Men nu skal vi jo gøre… sådan trække nogle linjer op her,

180 eller en linje op her til sidst. Det må jo simpelthen blive denne, at… en ting kan der være enighed om i denne kreds… ikke fordi den har været voldsomt uenig, men der har dog gjort sig lidt afvigende synspunkter gæl- dende… men en ting kan man vel være enige om, at skal Grønland mere i kontakt med omverdenen, og det kommer det jo erhvervsmæssigt og på mange andre områder i disse år med forholdsvis stærke skridt, det tyder alting på, så må man også før eller senere tage det led i kulturen med, der hedder ”vi må frem til at lave en straffelov” og også en eller anden form vel nok for fængsler eller sådan noget, altså det, der formentlig kan være enighed om er, at her er et problem, der må løses, det kan ikke blive ved at køre på vilkårlige… eller mere eller mindre vilkårlige domme, der støtter sig på den enkelte sysselmand og uden, at man egentlig har nogen straffelov? Klaus Lynge: Det kan det nemlig ikke, fordi… jeg har altså under funktion opdaget mange gange, der er nogle intelligente grønlændere, som er gået forud for vores usle måde at straffe på. De er for kloge efterhånden for os, fordi en straffelov, den er jo som sagt fra 1870-erne ikke? Og det er grøn- lændere, som er født i 1930 eller deromkring, de ved fuldstændig akkurat, hvordan de skal udenom loven, fordi de kan… de er så intelligente, at de kan udenom det hele uden man bliver opdaget… derfor Verner Goldschmidt: Ja, snedige forbrydelser og snedige forbrydere, dem har vi jo alle steder, der er altid nogen, der er så snedige, så de er lidt forud for straffelovene, fordi straffeloven kan jo ikke laves om hurtigt hele tiden, og der er altid nogen, der finder ud af fiduserne, ikke sandt, og går forud, det kan man jo ikke undgå… K.B. Andersen: Så er der de allersnedigste, som ikke bliver opdaget og derfor heller ikke straffet… Verner Goldschmidt: Dem som ikke figurerer i kriminalstatistikken og som slet ikke bliver opdaget nogensinde, nej… Klaus Lynge: Ja, og det jo den slags folk, vi skal besejre… altså som folk… de skal ikke besejre samfundet, det er os, de skal besejre… K.B. Andersen: Men vi må jo altså håbe på, at også det punkt bliver i orden, og dertil skulle altså fuldmægtig Goldschmidts arbejde og samtaler med netop for eksempel en kreds som denne, altså folk, der har virket i det i mange år, og som vil kunne give oplysninger, der skulle jo gerne komme et samarbejde der mellem de folk, der heroppe har båret

181 retsudøvelsen og så altså det forsøg, der nu gøres på at sætte en juridisk sagkundskab til, og så må vi jo håbe på, at det apparat der så kommer, virker nok så godt, som man vel kan sige, det har virket i en række euro- pæiske lande, når man nu får chancen for at se, hvordan hele det øvrige Europa har båret sig ad, så skulle man vel have en chance for heroppe at komme bedre fra det?

Så vidt radioudsendelsen, der i mangel af bedre her er gengivet i skriftlig form. Nuancer går tabt, når det talte ord oversættes til tekst, og transskriptionen yder givetvis ikke deltagerne fuld retfærdighed. Jeg håber ikke desto mindre, at udskriften giver et indtryk af de problemer, der optog sindene i Grønland, da ekspeditionen ankom dertil.

Ekspeditionen om ekspeditionen Mens man i Beretninger vedrørende Grønlands styrelse leder forgæves efter en ekspeditionsberetning fra Den Juridiske Ekspedition, finder man til gengæld en fyldig artikel om ekspeditionens virksomhed i Det Grønlandske Selskabs årsskrift fra 1950.

Når man kan læse om ekspeditionen i årsskriftet og ikke i Grønlands styrelses årsberetninger, skyldes det velsagtens, at man har ønsket at få historien om ekspeditionen ud til et publikum, der havde kontakt til de videnskabelige miljøer. Det Grønlandske Selskabs redaktør har måske opfordret ekspeditionen til at vælge selskabets skrift eller ekspeditionen har selv ønsket artiklen bragt i årsskriftet? Eftersom artiklen kunne nå at komme med i selskabets 1950-udgave, må den være skrevet under eller umiddelbart efter ekspeditionens ophold i Grønland. Artiklen er interessant derved, at den er forfattet på tidspunktet omkring ekspeditionens hjemkomst og dermed er den første sammenhængende, retrospektive beskrivelse af ekspeditionen og dens virksomhed fra deltagernes hånd. Artiklen, der har titlen Den juridiske ekspedition og dens arbejde i Grønland 1948-49, bærer alle tre deltageres navne. 263 Selvom artiklen angiveligt er et kollektivt værk, vil jeg for nemheds skyld bruge navnet ”Bentzon” synonymt med de tre forfattere.

263 Agnete Weis Bentzon, Verner Goldschmidt og Per Lindegaard, Den juridiske ekspedition og dens arbejde i Grønland 1948-49, Det grønlandske Selskabs Årsskrift 1950, s. 42

182 Tidligere tiders forfattere, og hertil regner Bentzon bl.a. Hans Egede, har givet udtryk for forundring over, at Grønland var helt uden retsregler. Den tilsyneladende manglen på retsregler er da også en forundring værd, mener Bentzon, også selv om retsreglerne ”kun er en del af de normer, der er bestemmende for menneskers adfærd, for det er en almindelig antagelse, at manglende retsregler fører til samfundsopløsende tilstande”.264 Bentzon citerer i den forbindelse Hans Egede, der i Relationer fra Grønland 1721-36, skriver følgende:

Det skal vel falde utroeligt for Enhver, at der nogensinde skulle findis en Nation eller Folch, som ey skulle hafve Lofv, ey Øvrighed, ey Orden, ey Disciplin, uden hvilchet det menniskelige Societet iche vell kand bestaae, thi vor ringe Hedninger mand til Datum har antreffet, saa har mand dog fundet hos dem et lidet Regiment, var det end ichun ofver en Familie, saasom de Hottentoter og Nord Americaner; allene, det mod striidige befinde vi her udj Grønland, hvor vi slet intet kand fornemme til nogen Orden eller Regiment, eller dend Ene hafve nogen Prærogativ for dend anden, men alting iblandt dem regiæris og føris af en god og vel disponeret Naturel, hvor udj de saa høyt ofvergaar andre, at de end och i dette Fald beskiemmer alle vel politiserede og civiliserede Nationer, ja disverre! Christne…265

Har Hans Egede ret i sin beskrivelse? spørger Bentzon. Kun delvist, for samme Hans Egede beskriver allerede i Det gamle Grønlands nye Perlustration, hvordan retsbrud havde følger for gerningsmanden. Ved omtalen af drab nævner han fx, at ”den dræbtes næste Paarørende hevner det, om han kand” og ved omtalen af tyveri fortæller han, ”at denne Udyde er saa afskyelig hos dem, at dersom en Pige stiæler, mister hun derover et got Giftermaal”.266 En anden central figur i grønlands retshistorie er Henric Rink, noterer Bentzon.

264 Agnete Weis Bentzon, Verner Goldschmidt og Per Lindegaard, Den juridiske ekspedition og dens arbejde i Grønland 1948-49, Det grønlandske Selskabs Årsskrift 1950, s. 41 265 Agnete Weis Bentzon, Verner Goldschmidt og Per Lindegaard, Den juridiske ekspedition og dens arbejde i Grønland 1948-49, Det grønlandske Selskabs Årsskrift 1950, s. 41. Citatet stammer fra Louis Bobé: Hans Egede, Relationer fra Grønland 1721-36, København, 1925, s. 37 266 Agnete Weis Bentzon, Verner Goldschmidt og Per Lindegaard, Den juridiske ekspedition og dens arbejde i Grønland 1948-49, Det grønlandske Selskabs Årsskrift 1950, s. 42

183 I modsætning til Hans Egede mente Rink, at grønlænderne ved kolonisationens begyndelse aldeles ikke manglede hverken øvrighed, lov eller orden. Denne øvrighed var imidlertid vanskelig at få øje på, for den var af en ganske anden beskaffenhed end den europæiske.267 Øvrigheden var nemlig angakokkerne, der opretholdt de nedarvede skikke og vedtægter, heriblandt mændenes pligt til at drive fangst, pligten til at dele sin fangst med boplads- fællerne, og pligten til at indhente samtykke fra en boplads, før man bosatte sig der.

Den oprindelige retstilstand anså Rink for udslettet efter kolonisationen, ikke mindst som følge af missionærernes hårde fremfærd mod angakokkerne, som han anså for retsreglernes bærere, noterer Bentzon. Som konsekvens heraf mente Rink, at der måtte en ny form for lovgivning til. Rink var ikke den første, der var inde på den tanke, understreger hun og nævner i den forbindelse Glahns brev til Missionskollegiet i 1767. Glahns brev er omtalt andetsteds i bogen. Med bemærkningen om Glahn afslutter Bentzon sin retshistoriske gennemgang og tager derefter fat på historien om Den Juridiske Ekspedition:

I efteråret 1948 udsendte Grønlands styrelse en ekspedition til Grønland ”bestående af forfatterne til denne artikel med den opgave at foretage en undersøgelse af, hvorvidt og i bekræftende fald i hvilket omfang det vil være muligt at gennemføre de i Danmark gældende retsregler for den del af den grønlandske befolkning, som står under den såkaldte grønlandske ret”, beretter Bentzon.268

Som det vil ses, er problemstillingen ændret i forhold til, hvad Glahn og Rink havde i tankerne, skriver hun. Det er ikke længere et spørgsmål om ”at kodificere den grønlandske ret, men om at undersøge muligheden for indførelse af dansk ret”.269 Og så kommer denne interessante tilføjelse: ”men udsendelsen

267 Agnete Weis Bentzon, Verner Goldschmidt og Per Lindegaard, Den juridiske ekspedition og dens arbejde i Grønland 1948-49, Det grønlandske Selskabs Årsskrift 1950 268 Agnete Weis Bentzon, Verner Goldschmidt og Per Lindegaard, Den juridiske ekspedition og dens arbejde i Grønland 1948-49, Det grønlandske Selskabs Årsskrift 1950, s. 43 269 Agnete Weis Bentzon, Verner Goldschmidt og Per Lindegaard, Den juridiske ekspedition og dens arbejde i Grønland 1948-49, Det grønlandske Selskabs Årsskrift 1950, s. 43

184 af ekspeditionen er udtryk for et ønske om hensyntagen til en eventuel bestående national retskultur og således i overensstemmelse med det af Glahn udtalte synspunkt”.270

Med andre ord: ekspeditionens opgave var at undersøge, hvorvidt danske regler kunne indføres i Grønland og ikke at kodificere grønlandsk ret. Det forhold, at udgangspunktet for ekspeditionens hele virksomhed var at afprøve, hvorvidt danske regler kunne indføres i Grønland, understreger endnu en gang, at ekspeditionen var ude i et politisk-ideologisk ærinde. Deltagerne føler åbenbart behov for at understrege, at man med udsendelsen af ekspeditionen ønskede at tage hensyn til den bestående retskultur og ikke blot - imod grønlændernes udtrykte ønske – var ude på at indføre dansk ret i Grønland. Bentzon og hendes medforfattere fremfører i artiklen ganske vist, at deres mission er i overensstemmelse med Glahns synspunkt, men der er forskel på at ”tage hensyn til” og at ”lægge til grund for”. Glahns udtryk ”disse skikke må efter vores skøn lægges til grund alle vegne, hvor de kan lægges” kan meget vanskeligt forstås anderledes end, at grønlandsk ret og ikke dansk ret skal være udgangspunktet, når lovene skrives.

Man fornemmer en bagvedliggende konflikt mellem ekspeditionsdeltagerne på den ene side og ekspeditionsprojektets politiske bagland på den anden. Ekspeditionsdeltagerne så den retspolitiske opgave i lyset af ønsketænkning. De unge, idealistisk indstillede jurister ønskede, at opgaven var kodifikation af bestående retskultur, hvilket den ikke var. Det pragmatisk indstillede bagland derimod anskuede opgaven ud fra et realpolitisk synspunkt, der gik ud på at skabe mere retlig lighed mellem grønlændere og danske.

Denne tilsyneladende konflikt mellem politiske hensigter og retspolitiske ønsker var, når alt kommer til alt, i virkeligheden snarere en konflikt mellem to forskellige retspolitiske strategier. Baglandet, der var motiveret af politiske hensyn, ønskede at tage udgangspunkt i dansk ret, mens ekspeditionsdeltagerne, der var motiveret af retspolitiske hensyn, foretrak at tage udgangspunkt i grønlandsk ret. Et eller andet sted mellem idealismen og realismen

270 Agnete Weis Bentzon, Verner Goldschmidt og Per Lindegaard, Den juridiske ekspedition og dens arbejde i Grønland 1948-49, Det grønlandske Selskabs Årsskrift 1950, s. 43

185 skulle der findes et kompromis. Spørgsmålet var, hvor ”dansk” det grønland- ske retsvæsen skulle være. Skulle det være dansk ret med grønlandsk præg eller grønlandsk ret med dansk præg? Bemærkningen om den påståede sam- klang mellem ekspeditionens hensigter og Glahns synspunkt, er taget med – fornemmer man - for at give artikelforfatterne en form for ”syndsforladelse”.

Ekspeditionsdeltagerne har været klar over, at de var fanget i en fælde. Ville de have chancen for at opleve Grønland, måtte de acceptere de betingel- ser, der var udstukket af det politisk-administrative apparat. For Bentzons vedkommende var der ikke megen tvivl: det var udsigten til at opleve Grøn- land, der gjorde udslaget. At deltage i en Grønlandsekspedition var en længe næret drøm og ekspeditionsprojektet gjorde dette muligt.271 For Bentzon var deltagelse i ekspeditionen ikke begrundet i et ønske om at promovere en juridisk karriere, og der er ingen grund til at tro, at Goldschmidts og Linde- gaards overvejelser i den forbindelse har været meget anderledes.

For at kunne løse ekspeditionens opgaver måtte man iværksætte forskellige undersøgelser, fortæller Bentzon. En af disse undersøgelser gik ud på at kortlægge, hvad der var gældende grønlandsk ret. Her måtte man gøre sig bekendt med de skrevne retsregler, sådan som de forelå i styrelsens bestemmelser og i sysselrådenes vedtægter. Men gældende ret er mere og andet end den skrevne ret, understreger hun. Eftersom de regler, der faktisk følges, ikke nødvendigvis er dem, der står skrevet, måtte ekspeditionen også søge oplysninger om, hvordan reglerne praktiseredes i virkelighedens verden. Den uskrevne grønlandske ret som den ytrede sig navnlig i sysselretternes og kommunerådenes praksis, måtte derfor blive ekspeditionens vigtigste undersøgelsesobjekt, fastslår hun.272 Eftersom antallet af sager var temmelig begrænset, måtte oplysningerne i sysselrets-, sysselråds-, skifte- udvalgs- og kommunerådsprotokollerne suppleres med mundtlige meddelelser om sædvaner og kutymer.273

271 Samtale med Agnete Weis Bentzon og Torben Agersnap den 7. maj 2007, bilag 2, transskription, s. 1-2 272 Agnete Weis Bentzon, Verner Goldschmidt og Per Lindegaard, Den juridiske ekspedition og dens arbejde i Grønland 1948-49, Det grønlandske Selskabs Årsskrift 1950, s. 43 273 Agnete Weis Bentzon, Verner Goldschmidt og Per Lindegaard, Den juridiske ekspedition og dens arbejde i Grønland 1948-49, Det grønlandske Selskabs Årsskrift 1950, s. 44

186 Mens det lå inden for mulighedernes grænse at gøre sig bekendt med grøn- lændernes skikke, sædvaner og vedtægter, var det noget nær umuligt under et ophold af kun et års varighed at danne sig et blot nogenlunde dækkende billede af mentaliteten hos befolkningen, ikke mindst fordi ekspeditionsdeltagerne ”manglede den primære forudsætning derfor, nemlig fornødent kendskab til sproget”.274 ”Denne ”gemytsundersøgelse” måtte begrænses til et eneste, meget vigtigt felt”, skriver Bentzon uden at komme nærmere ind på, hvilket felt hun tænker på. Måske hun med dette ”felt” tænker på opgaven med at konstatere, om der skulle være danske retsregler, der var uforene- lige med en almindelig grønlandsk tankegang, for hun går nu fra at tale om gemytsundersøgelsen til at tale om ”retsundersøgelsen”.275

”Retsreglerne svæver ikke frit i luften; de står i den nøjeste sammenhæng med samfundsforholdene i øvrigt […] Der er også en nær forbindelse mellem de kulturelle forhold og retstilstanden. Dette kommer måske i særlig grad frem for strafferettens vedkommende”, skriver hun.276 Kriminali- tets-problemerne gav anledning til en særskilt undersøgelse: ”For at nå til en større forståelse af, hvad der er baggrunden for og årsagerne til den stigende grønlandske kriminalitet, var det nødvendigt at tilvejebringe oplysninger om de personers forhold, som blev fundet skyldige i kriminelle handlinger, med det formål at konstatere, om der for den enkelte kriminelles vedkommende skulle findes familiemæssige, boligmæssige og lignende forhold, som kunne antages at have været medvirkende til, at den pågældende var kommet i konflikt med samfundet. Uden kendskab til disse forhold ville man næppe kunne gøre sig noget håb om med gode resultater at bekæmpe kriminaliteten”.277

274 Agnete Weis Bentzon, Verner Goldschmidt og Per Lindegaard, Den juridiske ekspedition og dens arbejde i Grønland 1948-49, Det grønlandske Selskabs Årsskrift 1950, s. 44 275 Agnete Weis Bentzon, Verner Goldschmidt og Per Lindegaard, Den juridiske ekspedition og dens arbejde i Grønland 1948-49, Det grønlandske Selskabs Årsskrift 1950, s. 44 276 Agnete Weis Bentzon, Verner Goldschmidt og Per Lindegaard, Den juridiske ekspedition og dens arbejde i Grønland 1948-49, Det grønlandske Selskabs Årsskrift 1950, s. 44-45 277 Agnete Weis Bentzon, Verner Goldschmidt og Per Lindegaard, Den juridiske ekspedition og dens arbejde i Grønland 1948-49, Det grønlandske Selskabs Årsskrift 1950, s. 45-46

187 Ikke alene manglede der skrevne love på strafferettens område, det gjorde der også inden for privatretten. Rent umiddelbart syntes der ikke at herske nogen utilfredshed med den bestående retstilstand, konstaterer Bentzon, der herefter gennemgår privatrettens forskellige områder. Blandt de om- råder, hun nævner, er ægteskabs- og skilsmisselovgivning, regler vedrørende børn født uden for ægteskab, regler om forældremyndighed, ejendomsret, formueret, arveret samt regler om køb og salg. Den grundige gennemgang, der er forsynet med forklarende historiske tilbageblik, vidner om, at privatretten har Bentzons særlige interesse og bevågenhed. Bentzon er ekspeditionens privatretsekspert, og som allerede nævnt er det Bentzon, der har forfattet de dele af ekspeditionsbetænkningen, der omhandler privatretslige spørgsmål.

I Grønland spørger man ikke efter hjemmel, og vilkårlighed i retsudøvel- sen er i det hele taget et stort problem, mener Bentzon: ”Styrelsens og dens embedsmænds diskretionære myndighed [diskretionær, overladt til et frit skøn] er i det hele et forhold, som præger retstilstanden på Grønland. Hjemme i Danmark ved enhver - eller har dog mulighed for at vide - hvor langt statens beføjelser overfor ham rækker, det gør den grønlandske borger ikke.

Arveretten, mener Bentzon, er måske det retsområde, hvor grønlandsk tankegang i dag ytrer sig mest uafhængig af den danske kolonisations påvirkning. Samfundsforholdene har siden Hans Egedes tid ændret sig, og med dem også retsreglerne på området, påpeger hun. Ekspeditionen har fundet, at praksis mht. arveret ”i dag er en anden end på Dalagers tid og også forskellig fra den af Oldendow beskrevne tilstand omkring 1930.” Hvor udgangspunktet i Danmark er et slags matematisk retfærdighedsprincip, går man i Grønland frem efter et behovsprincip, hvor arven går til den, der har mest behov for ejendelene. Den grønlandske fordragelighed viser sig altså også i høj grad på dette felt, der jo ellers i vort ”kultursamfund” er kendt for at kunne bringe lidenskaber i kog. Måske kan man gå ud fra, at med en stigning i den enkel- tes besiddelse af jordisk gods, vil også arvingernes iver efter at få del i dette gods stige. Jo større boet er, jo større er ufordrageligheden.

Med overskriften ”Forbrydelse og straf” forlader Bentzon nu privatretten og går herefter over til at tale om strafferet samt de problemer, der knytter

188 sig hertil. ”En hvilken som helst retsorden har den ulempe, at ikke alle samfundets borgere kan eller vil indordne sig under den”, skriver Bentzon. ”For- brydere findes i Grønland som i alle andre samfund i verden. Også straf eksisterer overalt, hvor mennesker lever i et samfund, om end den er yderst forskellig fra sted til sted, lige fra at drille den skyldige til at henrette ham”, bemærker hun. Kristendommen har haft stor indflydelse på den grønlandske strafferet, men selv om der er ikke meget tilbage af den oprindelige grøn- landske retstradition, er den måde, hvorpå man reagerer over for forbrydere, meget forskellig fra, hvad vi kender til i Danmark. I det gamle Grønland var der ingen statslig organisation, ingen domstole og politi. Hvis én krænkede en anden, stjal fra ham, ødelagde hans ting eller uden tilladelse interesserede sig for meget for hans kone, ordnede man sagen ved trommedans. Tilhører- nes reaktioner indeholdt såvel dommen som straffen, bemærker hun med et udtryk lånt fra Knud Oldendow. Mange retstvister fandt deres afgørelse ved at den tabende part måtte flytte fra stedet og bosætte sig på en anden boplads. I det gamle Grønland var der pligt til at hævne drab med drab. Bo- pladsfællerne blandede sig ikke i blodhævn, kun hvis en mand viste sig farlig for samfundet som helhed, hvis han dræbte af lyst eller udøvede trolddom, tog man affære. Reaktionen var ofte henrettelse på en angakoks initiativ.

Forbrydelser skal i gamle dage have været sjældne, noterer Bentzon, idet hun citerer Hans Egede: ”Det er at forundre sig over, hvor eenige og een- drægtige de lever med hinanden; thi Kiv og Striid, Had og Eftertragtelse fornemmer man sielden til hos dem”.278 Egede, bemærker Bentzon, nævner også det karakteristiske for befolkningen, at ”endskjønt nogen kand have en ond Vilie til en anden, saa lader hand sig ikke merke, men af stor Undseelse for hinanden understaae sig ikke offentlig at angribe ham med Skiælds Ord eller Slagsmaal.”279 Om drab fortæller Egede, at det ind imellem skete, at ”et extreme malitieus Menneske, af et forborgen Had har dræbt en anden”.280

278 Agnete Weis Bentzon, Verner Goldschmidt og Per Lindegaard, Den juridiske ekspedition og dens arbejde i Grønland 1948-49, Det grønlandske Selskabs Årsskrift 1950, s. 52 279 Agnete Weis Bentzon, Verner Goldschmidt og Per Lindegaard, Den juridiske ekspedition og dens arbejde i Grønland 1948-49, Det grønlandske Selskabs Årsskrift 1950, s. 52 280 Agnete Weis Bentzon, Verner Goldschmidt og Per Lindegaard, Den juridiske ekspedition og dens arbejde i Grønland 1948-49, Det grønlandske Selskabs Årsskrift 1950, s. 52

189 Tyverier skal have været sjældne, folk turde ikke overtræde angakokkernes forbud af frygt for, at noget ondt skulle vederfares dem. At grønlænderne holdt sig de uskrevne love efterrettelige skyldes også den almindelige frygt for at blive til grin, mener hun, idet hun refererer til Lars Dalager: ”Denne Nation er meget undseelige over at blive bebreydet, endogsaa for ringe Ting at man lægge Tømme paa sig og gaae varligen frem”.281

At der i det gamle Grønland ikke fandtes noget kriminalitetsproblem, er ofte blevet fremhævet som noget særegent for Grønland, hvilket ingenlunde er tilfældet, mener Bentzon: ”Moderne samfundsvidenskabelige undersøgelser har nemlig vist, at lignende tilstande findes hos en række samfund, f.eks. en del amerikanske indianerstammer, de svejtsiske kommuner, de danske sogn og mange andre moderne europæiske landsbysamfund, som alle har det tilfælles med det grønlandske samfund, at de er forholdsvis isolerede fra omverdenen, er ensartede i erhvervsmæssig og kulturel henseende, at de ikke eller så godt som ikke er opdelt i klasser, og at alle samfundsmedlem- merne kender hinanden og faktisk udøver en betydelig kontrol med, hvad den enkelte foretager sig”.282

Det grønlandske samfund omformedes under indflydelse af den europæiske kultur. De små isolerede samfund blev efterhånden lukket op, forudsætnin- gerne for en klassedeling skabtes, trommedans og angakokvælde forsvandt, og i den første tid efter kolonisationen optrådte en form for retsligt tomrum. Kan man overhovedet tale om en retsorden i den periode, hvor moral- og retsbegreber var så blandede og forvirrede, spørger Bentzon? Under alle omstændigheder medførte de ændrede forhold et stigende antal konflikter mellem individ og samfund, noterer hun. Hvad der før havde været en selv- følgelighed, betragtedes nu ofte som en forbrydelse, bl.a. polygami, der stred mod den kristne moral, men også drab af spædbørn, navnlig pigebørn, samt drab af gamle. Ikke alene blev handlinger, som man tidligere havde betragtet som lovlige, nu gjort ulovlige, men med europæernes ankomst opstod også nye fristelser til at begå kriminalitet. ”Det kan ikke undre”, mener Bentzon,

281 Agnete Weis Bentzon, Verner Goldschmidt og Per Lindegaard, Den juridiske ekspedition og dens arbejde i Grønland 1948-49, Det grønlandske Selskabs Årsskrift 1950, s. 52 282 Agnete Weis Bentzon, Verner Goldschmidt og Per Lindegaard, Den juridiske ekspedition og dens arbejde i Grønland 1948-49, Det grønlandske Selskabs Årsskrift 1950, s. 52

190 ”at en del af den grønlandske befolkning […] forsynede sig mest muligt af de efter deres målestok rige lagre af fødemidler, som europæerne havde i deres skibe og pakhuse”.283

En anden fristelse var alkohol. ”Der er blandt forskere indenfor samfundsvidenskaben ingen tvivl om, at alkoholens indtrængen i samfund, som hidtil ikke har kendt spirituøse drikke, i betydelig grad bidrager til at vælte den gamle samfundsorden […] og skabe konflikter mellem individ og samfund”, skriver Bentzon.284 Også den tekniske og erhvervsmæssige omformning har sat sig spor i det grønlandske kriminalitetsbillede, påpeger hun. Som eksempel på en særlig form for grønlandsk ”maskinstormeri” nævner hun overfald på folk, der har fået motorbåde. Dokumentfalsk er en anden forbrydelses- type, der er fulgt i kølvandet på udviklingen, ligeledes er fænomener som cykeltyveri og spirituskørsel. Bentzon nævner også seksualmoralen. Før kolonisationen var seksualivet ikke underkastet mange skranker, men den kristne moral indebar en række forbud og påbud. Det er forståeligt, at uover- ensstemmelsen i opfattelsen af, hvad der er moralsk forsvarligt, kan bringe individerne i konflikt med samfundet, mener Bentzon.

Grønland har aldrig haft nogen straffelov og de anvendte straffe har set med europæiske øjne været meget milde, mener Bentzon. De straffe, der har været anvendt, har især været bøder, tvangsarbejde og forvisning. Den grønlandske befolkning ser meget mildt på straffede personer, understreger hun. ”Der er ikke i Grønland tale om at udstøde sådanne mennesker af samfundet, sådan som man f.eks. som regel gør det her i Danmark, hvor problemet vedrørende de straffedes genoptagelse i samfundet i de senere år i allerhøjeste grad har beskæftiget offentligheden, og hvor det er blevet fremdraget, at Danmark her står langt tilbage for Grønland”.285

283 Agnete Weis Bentzon, Verner Goldschmidt og Per Lindegaard, Den juridiske ekspedition og dens arbejde i Grønland 1948-49, Det grønlandske Selskabs Årsskrift 1950, s. 53 284 Agnete Weis Bentzon, Verner Goldschmidt og Per Lindegaard, Den juridiske ekspedition og dens arbejde i Grønland 1948-49, Det grønlandske Selskabs Årsskrift 1950, s. 54 285 Agnete Weis Bentzon, Verner Goldschmidt og Per Lindegaard, Den juridiske ekspedition og dens arbejde i Grønland 1948-49, Det grønlandske Selskabs Årsskrift 1950, s. 55

191 Det grønlandske kriminalitetsproblem er vokset frem i kølvandet på landets sociale og kulturelle udvikling, mener Bentzon. ”Jo mere det vil lykkes at nå frem til en forståelse af de sociale og psykologiske faktorer, som bidrager til, at en sådan uheldig udvikling finder sted, i desto større omfang vil det være muligt gennem sociale, kulturelle og kriminalpolitiske foranstaltninger at fjerne årsagerne til kriminaliteten, om end man må erkende, at det endnu aldrig i noget samfund er lykkedes fuldstændigt at borteliminere de to sociale onder, forbrydelse og straf”.286 Det er let at forstå, at der er opstået et ønske om nydannelser inden for retsvæsnet, mere effektive domstole, et velorgani- seret politi og sidst, men ikke mindst en straffelov, hvor man vil kunne hente oplysninger om, hvad der er forbudt, og hvad der er tilladt, mener Bentzon. Hvis det grønlandske erhvervsliv i den kommende tid vil blive udbygget, vil det også medføre vækst i de retslige problemer, advarer hun.

”Vi har med artiklen gerne villet vise, at Grønland ikke, som mange tror, har en primitiv, ensartet retsorden, men derimod at det moderne grønland- ske retssamfund tværtimod præges af de mest forskelligartede regler. Den grønlandske ret består i dag af gamle mere eller mindre opløste sædvane- regler, til dels afløst af eller suppleret med danske bestemmelser, der ofte enten er ophævede i Danmark eller, selvom de nok er gældende, dog under omplantningen til Grønland har undergået sådanne forandringer, at de til tider vanskeligt kan genkendes”, slutter Bentzon.287

286 Agnete Weis Bentzon, Verner Goldschmidt og Per Lindegaard, Den juridiske ekspedition og dens arbejde i Grønland 1948-49, Det grønlandske Selskabs Årsskrift 1950, s. 55 287 Agnete Weis Bentzon, Verner Goldschmidt og Per Lindegaard, Den juridiske ekspedition og dens arbejde i Grønland 1948-49, Det grønlandske Selskabs Årsskrift 1950, s. 56

192 6. Efterundersøgelserne

Til historien om Den Juridiske Ekspedion knytter der sig en række politiske, administrative og forskningsrelaterede institutioner. Det gælder foruden Grøn- lands styrelse bl.a. Det grønlandske Lovudvalg samt Udvalget for Samfunds- forskning i Grønland. Efterundersøgelserne af kriminallovens virkninger skal ses i lyset af de fora, der dannede institutionel ramme omkring forskningsaktiviteterne. Institutionerne har i perioder virket igangsættende og befordrende på forskningsaktiviteterne, i andre perioder har de udviklet sig til en spændetrøje. Hovedvægten i det følgende vil blive lagt på samfunds-forskningsudvalget, mens lovudvalget kun behandles sporadisk. Grønlands styrelse behandles ikke særskilt her. Styrelsen er nævnt i afsnittet om Oldendow.

Det grønlandske Lovudvalg Det grønlandske lovudvalg blev nedsat af statsministeren ved skrivelse af 28. februar 1951. Lovudvalget har betydning for historien om ekspeditionen, fordi det var her, de nye grønlandske love skulle behandles, før de kunne føres ud i livet, det gælder bl.a. kriminalloven, og fordi, udvalget var det sted, hvor den egentlige retspolitiske bearbejdning af Den Juridiske Ekspeditions resultater og anbefalinger fandt sted.

Formand for udvalget blev Højesterets præsident, Jørgen Trolle, og medlemmerne repræsenteredes af bl.a. af Justitsministeriet, politiet, Landsretten, Rigsadvokaten og Sø- og Handelsretten. Udvalgets opgave var at overveje og fremsætte forslag til retlige bestemmelser i Grønland, navnlig med henblik på person-, familie-, arve- og formueretten, men fra 1966 blev også det offentlige retsområde inddraget. I forbindelse med Ministeriet for Grønlands nedlæggelse i 1987, blev det besluttet at ophæve udvalget med virkning fra 1988. Som nævnt tidligere var Agnethe Weis Bentzon fra 1951 tilknyttet udvalget som sekretær. Per Lindegaard var ligesom Bentzon og Trolle medlem af udvalget indtil dets nedlæggelse.

Bentzon, der i artiklen Om nødvendigheden af at forbinde forskning og forvaltning288 fra 1998 giver en glimrende fremstilling af Det grønlandske

288 Agnete Weis Bentzon: Om nødvendigheden af at forbinde forskning og forvaltning, i Hanne Petersen og Jakob Janussen (red.): Retsforhold og Samfund i Grønland, Nuuk, 1998

193 Lovudvalgs virksomhed fortæller, at lovreformarbejdet i forbindelse med retsplejeloven og kriminalloven i begyndelsen af 1950-erne i høj grad satte rammer for lovudvalgets handlemuligheder og var en klar politisk rettesnor for holdningen til betydningen af grønlandsk egenart. ”I lovudvalgets indledende arbejde udgjorde den juridiske ekspeditions rapport et væsentligt grundlag for viden om retstilstanden for grønlændere i Grønland og for indsigt i levevis og livsvilkår”.289 Kontakten til samfundsvidenskaben var sikret gennem et vist personsammenfald mellem lovudvalget og udvalget for samfundsforskning, fortæller Bentzon, således var både Lindegaard og Goldschmidt medlemmer af lovudvalget.

Udvalget for Samfundsforskning i Grønland Den Juridiske Ekspedition blev startskuddet til en række forskningsmæssige aktiviteter. En del af disse aktiviteter gennemførtes under regi af Udvalget for Samfundsforskning i Grønland, der i januar 1955 nedsattes på foranledning af Hans Hedtoft. Udvalgets opgave skulle være ”at planlægge og lede på videnskabelig basis de undersøgelser, der skønnes fornødne for at sikre lovgivningsmagten og administrationen et solidt grundlag for det videre arbejde til fremme af rolig og harmonisk kulturel udvikling i Grønland fra gammelt til nyt”.290 En væsentlig anledning til, at det samfundsvidenskabelige udvalg blev nedsat, var netop bestemmelserne i kriminalloven og ægteskabsloven om, at de pågældende love efter nogle års forløb skulle tages op til revision.

I kriminalloven for Grønland bestemtes det, at loven skulle tages op til revision i 1959-60 samt at revisionen skulle følges op af regelmæssige under- søgelser af det grønlandske samfund med henblik på en vurdering af lovens virkninger. Ved skrivelse af 14. januar 1955 fra statsministeren, under hvem Grønland dengang hørte, nedsattes følgelig Udvalget for Samfundsforskning i Grønland. Udvalget fungerede i en femtenårig periode og ophævedes ved skrivelse fra Ministeriet for Grønland af 27. februar 1970.

I januar 1955 besluttede Hedtoft, at undersøgelserne i forbindelse med de nævnte love skulle kombineres med undersøgelser af en række andre reformer. Ved at nedsætte et udvalg kunne disse undersøgelser udføres under

289 Agnete Weis Bentzon: Om nødvendigheden af at forbinde forskning og forvaltning, i Hanne Petersen og Jakob Janussen (red.): Retsforhold og Samfund i Grønland, Nuuk, 1998, s. 152 290 Verner Goldschmidt: Tidsskriftet Grønland, nr. 3/1959, s. 113

194 samme ledelse og udvalgets egne undersøgelser kunne koordineres med allerede igangværende ministerielle undersøgelser. Sideløbende med de videnskabelige og planlægningsmæssige opgaver skulle udvalget være råd- givende organ for landsråd, folketing og administration. ”Denne rådgivning skulle ikke blot ske på baggrund af aktuelle undersøgelser i marken, men også på grundlag af viden hidhørende fra herværende kildemateriale steder i verden, hvor man har været ude for en lignende samfundsudvikling”.291

Mange, der har med Grønland at gøre, har en mening om, hvordan forskellige problemer bør løses, for eksempel alkoholfrigivelse og kriminalitets- bekæmpelse, og mange udtaler sig om disse spørgsmål ”uden at tænke på, at man fra ansvarlig side må have viden om forholdene i hele landsdelen, før man disponerer, og at denne viden bør sammenholdes med de erfaringer, som man rundt omkring i verden har indhøstet gennem mange års ind- gående studier”, skriver Goldschmidt. ”Der er nu mere end nogensinde tidligere brug for nøgterne og objektive oplysninger, fordi det er så svært at få overblik over situationen i Grønlands mange små forskelligartede og mere eller mindre isolerede samfund”, argumenterer han.292

Goldschmidt påpeger, at et af de største problemer i forbindelse med udvalgets arbejde har været at finde medarbejdere i Grønland, som kan indsamle de ønskede oplysninger. Indsamlingen af oplysninger skulle dels foregå ved hjælp af spørgeskemaer og dels ved hjælp af indsamling af dokument- materiale fra domstole, politi og kommunefogeder i Grønland. Oprindelig havde man tænkt sig at søge kontakt med alle udsendte og fastboende i hele Vestgrønland, men det var der hverken tid eller penge til, så man koncentrerede sig derfor om Diskobugten ”fordi der her både er fiskeri og fangst, industribyer og fangstpladser, udsteder og små isolerede pladser. Her mødes nord og syd. Her står gammelt og nyt overfor hinanden”.293 For at kompen- sere for denne begrænsning skulle der foretages stikprøver langs kysten, således at samtlige kriminalsager indenfor en vis periode skulle indsamles og søges kommenteret af kredsdommer, politi og kommunefoged. Arbejdet

291 Verner Goldschmidt: Samfundsforskning i Grønland, Tidsskriftet Grønland, nr. 3/1959, s. 113 292 Verner Goldschmidt: Samfundsforskning i Grønland, Tidsskriftet Grønland, nr. 3/1959, s. 114 293 Verner Goldschmidt: Samfundsforskning i Grønland, Tidsskriftet Grønland, nr. 3/1959, s. 116

195 skulle tilrettelægges sådan, at det indsamlede materiale i videst muligt omfang skulle kunne behandles statistisk. Goldschmidt fortæller, at man i udvalget ”agter at tage de mest effektive metoder til hjælp, i hvilken forbindelse det overvejes at anvende elektronregnemaskinen i København som hjælpemiddel ved behandlingen af de mange oplysninger”.

Perioden mellem udvalgets etablering i 1955 og frem til sommeren 1958 var gået med at skrive bevillingsandragender og finde egnede medarbejdere. Da Goldschmidt i 1959 skrev sin artikel om udvalgets arbejde, havde udvalget kun lige akkurat påbegyndt egentlige undersøgelser. Goldschmidt kunne derfor kun ridse op, hvad man forventede at få ud af disse undersøgelser.

Hvad angår kriminalloven, ”regner man med at kunne få at vide, hvorvidt lovens juridiske formuleringer ikke blot på dansk, men også i grønlandsk oversættelse er forståelige for dem, der skal arbejde med loven. I denne forbindelse søges det også oplyst, hvorvidt lovens bestemmelser om forbrydelser passer til samfundsforholdene, således som de har udviklet sig siden loven blev givet, og om de i det hele taget stemmer med moderne retsopfattelse i Grønland” (Goldschmidt, Samfundsforskning i Grønland, Tidsskriftet Grønland, nr. 3/1959, s. 116)

Et andet vigtigt aspekt ved undersøgelserne knytter sig til spørgsmålet om, hvorvidt kriminallovens foranstaltninger er hensigtsmæssige, noterer Goldschmidt. Gennem undersøgelserne ”regner man med at kunne klar- lægge med temmelig stor nøjagtighed, i hvor mange tilfælde og af hvilke grunde idømte foranstaltninger ikke har kunnet fuldbyrdes. Man regner endvidere med at kunne skaffe oplysninger om, hvilke grupper blandt udsendte og fastboende folk på små og store steder, fastansatte og frie erhververe, der mener, at lovens sanktionssystem er for mildt, og hvilke der mener, det er passende”.294

Hvad angår ægteskabsloven, ”er man i særlig grad interesseret i at indhente oplysninger om de økonomiske forhold for ægtefællerne, også når de lever faktisk adskilt, er separeret eller skilt […] Opmærksomheden vil også blive rettet mod den særlige grønlandske skilsmisseregel, der går ud på, at

294 Verner Goldschmidt: Samfundsforskning i Grønland, Tidsskriftet Grønland, nr. 3/1959, s. 117

196 skilsmisse på grund af ægteskabsbrud ikke er endelig, hvis man ikke inden visse frister udtrykkelig tilkendegiver, at skilsmissen skal opretholdes. Gen- nem kontakt med et stort antal husstande vil man i det hele taget kunne skaffe sådanne oplysninger om familielivet, at man vil have muligheder for at se, om den danske lov om ægteskabets retsvirkninger nu vil kunne gen- nemføres i Grønland. Man regner endvidere med at kunne indhente viden om folks syn på retsplejen.” 295

Samfundsforskningsudvalgets opgaver og sammensætning Samfundsforskningsudvalget skulle ikke blot overvåge kriminalloven og ægteskabsloven. Det skulle beskæftige sig med en bred vifte af spørgs- mål vedrørende det grønlandske samfunds udvikling samtidig med, at det skulle levere rådgivning til de politiske og administrative myndigheder både i Danmark og i Grønland. Blandt de opgaver, udvalget skulle tage sig, var undersøgelser af grønlandske unges valg af erhverv, udsendte tjeneste- mænds sprogkundskaber og evne til at tilpasse sig forholdene i Grønland, erhvervsforhold, især fangst og fiskeri, samt virkninger af person- og befolk- ningsflytninger.296 Udvalget skulle med andre ord være alsidigt og kunne operere på flere fronter. Det måtte derfor sammensættes af mennesker med forskellige faglige forudsætninger.

Samfundsforskningsudvalget havde psykologen Franz From som formand og bestod af en række personer med tilknytning til det danske retsvæsen samt til samfunds- og humanvidenskaberne. Foruden Goldschmidt, der nu havde titel af dr.jur., finder vi blandt udvalgets medlemmer også sociologen Torben Agersnap, historikeren Finn Gad, juristen Jørgen Trolle og eskimologen Erik Holtved.297 Tanken bag udvalget var ikke alene at skabe en fælles ledelse for en række forskelligartede undersøgelser, men også at udvalget skulle have mulighed for at koordinere sine egne undersøgelser med undersøgelser, som ministeriet allerede havde igangsat.298

295 Verner Goldschmidt: Samfundsforskning i Grønland, Tidsskriftet Grønland, Det grønlandske Selskab, nr. 3. 1959, s. 117 296 Verner Goldschmidt, Samfundsforskning i Grønland, Tidsskriftet Grønland, Det grønlandske Selskab, nr. 3. 1959, s. 118 297 Foruden de nævnte bestod udvalget også af Pie Barfod, N.J. Blom-Hanssen, N.O. Christensen, O. Brandt Jensen og Helge Larsen 298 Verner Goldschmidt, Samfundsforskning i Grønland, Tidsskriftet Grønland, Det grønlandske Selskab, nr. 3. 1959, s. 113

197 ”Tiden vil vise, om udvalget vil komme til at spille den rolle, som Hedtoft tænkte sig”, skriver Goldschmidt i 1959. ”Det vil afhænge ikke alene af, hvad udvalget præsterer, men også af den holdning politikere og embedsmænd har til det og dets arbejde”.299 Senere måtte Goldschmidt erkende, at samspillet mellem forskningsenheden, politikerne og embedsmændene ikke altid var forløbet gnidningsfrit. ”Der er ingen tvivl om, at Udvalget for Samfunds- forskning i Grønland og dets stab af medarbejdere er et fremmedlegeme i administrationen, et element som er egnet til at fremkalde modstand, skepsis, undertiden moro, samtidig med at der er en vis tendens til at negligere det”, skrev Goldschmidt i 1959.300

Statsminister Hedtoft og Grønlandsministeriets departementschef gik stærkt ind for, at undersøgelserne skulle iværksættes, påpeger Goldschmidt, ”trods den disharmoni, som ifølge sagens natur består mellem en sådan videnskabelig institution som udvalget og den praktiske administration – et forhold som kendes fra alle områder, hvor videnskab og administration samarbejder”.301 ”Det bør […] slås fast med syvtommersøm, at udvalget og dets medarbejdere ikke på nogen måde driver politik, deres opgave er udelukkende at beskrive de faktiske forhold, samfundstilstanden, enkelte reformer og deres virkninger i forskellige relationer, endvidere at pege på visse udviklingsmuligheder fremover”, understreger Goldschmidt. Her svarer udvalgets situation ganske nøje til det nyligt oprettede Socialforskningsinstitut, mener han: ”Det gælder også dette instituts forskningsresultater, at det ikke vil have nogen praktisk betydning, hvis ikke de ses ud fra bestemte politiske grundsynspunkter. Det bør i denne forbindelse nævnes, at det ikke er usandsynligt, at man på et eller andet tidspunkt vil finde det hensigtsmæssigt at slå de to institutioner sammen”.302 Der er brug for nøgterne og objektive oplysninger, fordi det er så svært at få overblik over situationen i Grønlands mange forskelligartede isolerede samfund, skriver Goldschmidt i 1959. ”Det er på denne baggrund,

299 Verner Goldschmidt, Samfundsforskning i Grønland, Tidsskriftet Grønland, Det grønlandske Selskab, nr. 3. 1959, s. 113 300 Verner Goldschmidt, Samfundsforskning i Grønland, Tidsskriftet Grønland, Det grønlandske Selskab, nr. 3. 1959, s. 119 301 Verner Goldschmidt, Samfundsforskning i Grønland, Tidsskriftet Grønland, Det grønlandske Selskab, nr. 3. 1959, s. 119 302 Verner Goldschmidt, Samfundsforskning i Grønland, Tidsskriftet Grønland, Det grønlandske Selskab, nr. 3. 1959, s. 120

198 at man har inddraget psykologer, sociologer, etnologer, økonomer og statistikere i indsamlingsarbejdet (…) det ligger i tiden, at man […] tager specialister med på råd, og udvalget betragter netop sig selv som en sådan rådgiver med specialviden”.303 Der blev lagt vægt på tværvidenskabelighed, ikke blot med hensyn til personsammensætning, men også i den forskningsmæssige tilgang.

De grønlandske medarbejdere Et af de største problemer var at finde medarbejdere. Samfundsforskning var et nyt fænomen og der var ikke mange veltrænede i et sådant arbejde, fortæller Goldschmidt. ”Man har derfor valgt tre grønlændere, som på grund af deres interesser, uddannelse og hidtidige virke synes at være egnede til arbejdet. Dertil kommer, at de pågældende har indsigt ikke blot i grønlandsk, men også i dansk sprog og kultur. Man udpegede endvidere tre videnskabeligt uddannede medarbejdere, hvoraf to tidligere havde arbejdet i Grønland. Det drejer sig om to psykologer og en etnograf, som alle har det til fælles, at de er uddannet til at studere menneskelige forhold, tale med mennesker uden selv at engagere sig for stærkt og nøgternt beskrive, hvad de hører og ser.”304

Rapporterne Efter en vanskelig opstartsperiode, under hvilken udformningen af bevillingsandragender og ansættelsen af egnede medarbejdere lagde beslag på de fleste af udvalgets resurser, barslede udvalget i de følgende år med en række rapporter. Her skal nævnes Alkoholsituationen i Vestgrønland (1961), Uddannelsessituationen i Vestgrønland (1961), Befolkningssituationen i Vest- grønland: bebyggelsespolitik og befolkningsudvikling (1963), Samarbejdspro- blemer mellem grønlændere og danskere i Vestgrønland (1963) samt Familie og Ægteskab i Vestgrønland (1963).

Sidstnævnte rapport, der skulle tilfredsstille revisionsbestemmelsen i den grønlandske ægteskabslov, var udarbejdet af Bentzon under Goldschmidts ledelse. Rapporten byggede på data indsamlet af Samfundsforsknings- udvalgets markhold (se nedenfor). Med hensyn til undersøgelserne af

303 Verner Goldschmidt, Samfundsforskning i Grønland, Tidsskriftet Grønland, Det grønlandske Selskab, nr. 3. 1959, s. 114 304 Verner Goldschmidt, Samfundsforskning i Grønland, Tidsskriftet Grønland, Det grønlandske Selskab, nr. 3. 1959, s. 115

199 ægteskabsloven var man særlig interesseret i at få oplysninger om ægte- fællernes økonomiske forhold. Oplysningerne, der skulle findes dels i ægte- skabs- og skiftesager og dels gennem kontakt med husstandene, skulle danne grundlag for at vurdere, hvorvidt den danske lov om ægteskabets retsvirkninger kunne gennemføres i Grønland.

Kriminallovsundersøgelsen I forbindelse med undersøgelserne af kriminalloven ønskede man at få at vide, hvorvidt lovens juridiske formuleringer - ikke blot på dansk, men også i grønlandsk oversættelse - var forståelige for dem, der arbejdede med loven. Desuden ønskede man at belyse, hvorvidt lovens bestemmelser om forbrydelser passede til de samfundsforhold, der havde udviklet sig siden loven blev vedtaget, og om de i det hele taget stemte med moderne retsopfattelse i Grønland. Denne del af undersøgelsen var dog ikke den vigtigste: ”Langt flere problemer knytter sig til spørgsmålet, om kriminallovens foranstaltninger er hensigtsmæssige. Der har allerede været megen offentlig debat om dette problem.”305

Udvalgets rapport om kriminallovens virkninger fik titlen Kriminallo- ven og de vestgrønlandske samfund.306 Den 400-siders store rapport, der afleveredes til ministeriet juni 1962, er delt i to bind. Første bind, den retsvidenskabeligt orienterede del, beskriver i mere generelle og teoretiske termer de gennemførte undersøgelser og baggrunden for dem. Beskrivel- sen gennemgår baggrunden for gennemførelsen af kriminalloven og behandler også nogle af de retssociologiske problemstillinger, der knytter sig til loven og dens virke. Første bind indeholder desuden et afsnit forfattet af Erik Holtved omhandlende problemer i forbindelse med kriminallovens oversættelse til grønlandsk. Andet bind, den retspolitisk orienterede del, indeholder undersøgelsens resultater og leverer en gennemgang af kriminallovens enkelte bestemmelser med kommentarer og forslag til ændringer. Rapportens bilag indeholder desuden kriminalloven i engrønlandsk sproget udgave.

305 Verner Goldschmidt, Samfundsforskning i Grønland, Tidsskriftet Grønland, Det grønlandske Selskab, nr. 3. 1959, s. 116 306 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind I og II, København, 1962

200 Markholdet De undersøgelser, rapporten er baseret på, blev gennemført i perioden 1958-1959 af et markhold i Grønland. Som det fremgår af oversigten over markholdets medarbejdere nedenfor indeholder den bl.a. navnet Guldborg Christoffersen.307

Om markholdet og dets arbejde oplyses følgende: ”Det i Grønland indsamlede materiale er tilvejebragt af udvalgets markhold under ledelse af forskningsleder, dr. jur. Verner Goldschmidt. Interviews med husstande, retsvæsenets personale, institutionsledere og andre med særlig indsigt i de behandlede spørgsmål er foretaget af lærer Marius Abelsen, tolk Helene Christiansen, forskningsassistent Guldborg Christoffersen, viceskoleinspektør, cand. psyk. Ib Glarborg, børnepsykolog, cand. psyk. Kirsten Glarborg, forskningsleder, dr. jur. Verner Goldschmidt og mag. scient. George Nellemann. Gennemgang af politiets og kredsretternes arkiver samt interviews med retsvæsenets personale er foretaget af de ovennævnte samt af museums- inspektør, dr. scient. Helge Larsen. Som sekretær for udvalgets markhold fungerede kontorassistent Karen Nellemann”.308

Man bemærker, at Guldborg Chemnitz, der sammen med resten af markholdet gennemførte interviewarbejdet i Grønland, her benævnes som ”forskningsassistent”. Betydningen af Guldborg Chemnitz´ og de øvrige grønlandske hjælperes indsats er som nævnt blevet fremhævet ved flere lejligheder af Goldschmidt og Bentzon.

Styregruppen Markholdets undersøgelsesresultater blev bearbejdet i København i årene 1959-1960. Om undersøgelsens styregruppe får man denne oplysning: ”Bear- bejdelsen i København er udført af fuldmægtig, cand. jur. Henning Brønsted, forskningsleder, dr. jur. Verner Goldschmidt og ekspeditionssekretær, cand. polit. Frode Rasmussen. Som sekretær under bearbejdelsen i København

307 Guldborg Christoffersen er identisk med Guldborg Chemnitz, den juridiske ekspeditions tolk, der efter skilsmissen med Finn Christoffersen igen tog efternavnet Chemnitz. 308 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, bilag 5, s. 198

201 fungerede kontorassistent Valborg Kvolbæk”.309 I forordet oplyses det endvidere, at rapporten har været drøftet med højesteretsdommer, dr. jur. Jørgen Trolle, en lidt besynderlig oplysning, for Trolle var som nævnt selv medlem af udvalget.

Markholdets videnskabelige træning De medlemmer af markholdet, der ikke var videnskabeligt uddannede, gennemgik en træning, der skulle sætte dem i stand til at udføre de ønskede opgaver. I samarbejde med statistikere udarbejdede udvalget i foråret 1958 nogle lister over spørgsmål, man ønskede besvaret i forbindelse med under- søgelsen. Meningen med disse lister var, ”at medarbejdere ikke skulle spørge løs om, hvad de selv kunne have lyst til at vide, men om ting, som det er vigtigt at vide besked med, når man skal bedømme udviklingen og i det hele taget forholdene i Grønland i dag, ting som kan være af betydning for lovgivning og administration. Spørgelisterne […] har som vigtigste formål, at med- arbejderne, hvor forskellige de end måtte være, i alt væsentligt indsamler svarene på samme måde”, udtalte formanden Franz From.310

”Ingen drømmer om, at individuelle forskelle mellem de forskellige medarbejdere fuldstændig kan undgå at øve indflydelse på besvarelserne”, tilføjer Goldschmidt, ”spørgeskemaerne, medarbejdernes træning og deres interesse i at få rigtige oplysninger reducerer faren for, at man gennemtvinger bestemte svar”.311 For at understøtte bestræbelsen på at få så nøgterne svar som muligt, har statistikere deltaget i fremstillingen af spørgeskema- erne, oplyser Goldschmidt for at understrege undersøgelsens videnskabelige karakter. Ikke alene skulle markholdets grønlandske medarbejdere uddannes til at være de videnskabeligt uddannedes forlængede øjne og ører i felten, de skulle også sørge for, at de danske forskere ikke løb med en halv vind, når de var i kontakt med grønlandsksprogede informanter. ”Man har næret en vis frygt for, at undersøgelserne […] skulle blive forringede af, at de videnskabs- mænd, som forestår dem, ikke har tilstrækkelige sprogkundskaber og indsigt i grønlandske kulturforhold”, skriver Goldschmidt. ”Det er derfor tanken, at

309 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, bilag 5, s. 198 310 Verner Goldschmidt, Samfundsforskning i Grønland, Tidsskriftet Grønland, Det grønlandske Selskab, nr. 3. 1959, s. 115 311 Verner Goldschmidt, Samfundsforskning i Grønland, Tidsskriftet Grønland, Det grønlandske Selskab, nr. 3. 1959, s. 115

202 de grønlandske medarbejdere skal borge for, at der ikke indsniger sig alvorlige misforståelser af sproglig eller anden art i undersøgelsen”.312

Teoretikere og praktikere Ud over at karakterisere undersøgerne som værende enten ”grønlandske” eller ”danske” og tilhørende henholdsvis markholdet i Grønland eller styregruppen i København, taler Goldschmidt også om udvalgets ”teoretikere” og ”praktikere”.313 Hvem han nærmere bestemt har i tankerne med disse to betegnelser, er lidt uklart, men man må gå ud fra, at han til den sidste gruppe også henregner de embedsmænd, som har medvirket. Hvor han placerer personer som læreren Marius Abelsen, tolken Helene Christiansen og forskningsassistenten Guldborg Chemnitz inden for de to kategorier må stå hen i det uvisse.

Rapporten som kilde Som historisk kilde er Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund et vigtigt dokument, idet den leverer et destillat af Den Juridiske Ekspeditions arbejde og fordi den beskriver kriminallovens tilblivelseshistorie. Værdien som kilde styrkes naturligvis af det forhold, at tekstens hovedforfatter er Den Juridiske Ekspeditions primus motor, der via rapporten får mulighed for at beskrive ekspeditionen retrospektivt. En kildemæssig sidegevinst er rapportens gennemgang af retstilstanden i Grønland i perioden fra kolonisationens begyndelse. Rapporten fortæller om sædvaneretten, instrukserne, forstanderskaberne, det dualistiske system osv. Rapporten er desuden et centralt punkt i den kæde af begivenheder, der fører frem til de seneste tiltag på området, ikke mindst oprettelsen af Retsvæsenskommissionen.

Samfundsforskningsudvalgets rapport beskriver en række af de samfunds- mæssige og retspolitiske problemstillinger, som Den Juridiske Ekspedition havde måttet forholde sig til. Med dette som udgangspunkt skitseres der- næst den samfundsmæssige udvikling, der fandt sted efter kriminallovens tilblivelse. Udvalgsrapporten beskriver den grønlandske kriminallovs forud- sætninger, tilblivelse og udformning, men rapporten er ikke kun sat i verden af hensyn til fortiden. Rapportens prospektive formål kommer til udtryk, når

312 Verner Goldschmidt, Samfundsforskning i Grønland, Tidsskriftet Grønland, Det grønlandske Selskab, nr. 3. 1959, s. 116 313 Verner Goldschmidt, Samfundsforskning i Grønland, Tidsskriftet Grønland, Det grønlandske Selskab, nr. 3. 1959, s. 114

203 rapportens forfattere opridser den revision af loven, som den samfundsmæs- sige udvikling efter deres opfattelse synes at kræve. Rapporten er frem- adskuende og handler om de tiltag, forskningsgruppen finder nødvendige for at bringe loven i samsvar med den virkelighed, rapportforfatterne mener, der har udviklet sig i Grønland.

Kriminallovens revisionsparagraf, der foreskrev videnskabelig overvågning af lovens virkninger, igangsatte en forskningsmæssig proces. Rapportfor- fatterne gør imidlertid opmærksom på, at hele revisionsprojektet bygger på en underliggende retssociologisk antagelse:

Med indsættelsen af revisionsparagraffen og klausulen om videnskabelige undersøgelser af loven understregede man den opfattelse, at en lov som den foreliggende har en så nær sammenhæng med samfundsmæssige og kulturelle forhold, at man ikke kan tage stilling til lovens hensigtsmæssig- hed, medmindre man ser den på baggrund af de vestgrønlandske samfund og deres kultur og med hensyntagen til den igangværende udviklings- proces.314

Med disse bemærkninger antyder man, at undersøgelserne bevæger sig et sted i grænseområdet mellem klassisk retsvidenskab på den ene side og en bredere samfundsvidenskab på den anden. Lovens hensigtsmæssighed måtte ses på baggrund af samfunds- og kulturforholdene og under hensyntagen til samfundsudviklingen, sådan som den udfoldede sig for øjnene af rapportens forfattere i slutningen af 1950-erne og begyndelsen af 1960-erne.

Kriminalloven, grønlandsk eller dansk? Da Den Juridiske Ekspedition undersøgte, hvordan man kunne etablere en kriminallovgivning, frembød der sig ifølge rapportforfatterne to muligheder: Enten kunne man ”foretage en kodifikation af den grønlandske retspraksis” eller også kunne man ”indføre den danske straffelov, idet man så naturligvis måtte være forberedt på at foretage visse væsentlige modifikationer under hensyn til de særlige geografiske og kulturelle forhold i landsdelen”.315 Man valgt den første strategi, skriver rapportforfatterne. Man ønskede ikke ”at

314 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 20 315 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 35

204 gøre forsøg på at indføre dansk strafferet i Grønland, men i stedet i hvert fald i princippet at forsøge en kodifikation af den grønlandske retspraksis”.316

Noget tyder på, at hukommelsen spiller Goldschmidt og rapportforfatterne et puds. Der er ikke megen tvivl om, at udgangspunktet for hele Den Juridiske Ekspeditions virksomhed, når det gjaldt kriminalretslige forhold, var spørgs- målet om, hvorvidt den danske straffelov kunne finde anvendelse i Grønland. Det fremgår af ekspeditionens egen betænkning og af Goldschmidts udtalelser til Statsradiofonien i 1948. Det fremgår ligeledes af udtalelser fra Torben Agersnap, der dengang selv var medlem af Samfundsforsknings- udvalget, og det fremgår desuden af Retsvæsenskommissionens betænk- ning, hvor man bl.a. skriver: ”Ifølge instruks for ekspeditionen var opgaven at undersøge hvorvidt, og i bekræftende fald i hvilket omfang det ville være muligt at indføre de i Danmark gældende retsregler for den del af den grøn- landske befolkning, som var omfattet af den grønlandske ret”.317

Hvorvidt den grønlandske kriminallov er en kodifikation af grønlandsk retspraksis eller en modificeret udgave af den danske straffelov, er naturligvis et vanskeligt spørgsmål at svare på. At etablere et pålideligt demarkationskriterium, der gør det muligt at skelne mellem ”grønlandsk ret med dansk islæt” og ”dansk ret med grønlandsk islæt”, lader sig næppe gøre. Et sådant demarkationskriterium ville i givet fald indeholde så mange vanskeligt mål- bare sociologiske og kulturelle størrelser, at opgaven på det nærmeste ville være umulig at løse.

Fra udredning til forskning I forhold til Den Juridiske Ekspeditions virksomhed repræsenterer revisions- undersøgelsen et kvalitativt spring i forskningsmæssig henseende. Dataind- samlingen var udført af feltarbejdere i Grønland, og projektet blev ledet af danske videnskabsfolk, der synes at have nydt en betydelig grad af forsk- ningsmæssig autonomi. Hvor Den Juridiske Ekspeditions betænkning havde haft karakter af at være et udredningsarbejde udført af embedsmænd, repræsenterede revisionsundersøgelsen et mere renlivet samfundsvidenskabeligt forskningsarbejde. Som det havde været tilfældet i forbindelse med

316 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 35 317 Betænkning om det grønlandske retsvæsen, Betænkning nr. 1442, Den grønlandske Retsvæsenskommission, IT- og Telestyrelsen, 2004, Bind 1 (resumebind), s. 93

205 ekspeditionen, var den ministerielle tilknytning og politiske styring imidlertid stadig til stede også under revisionsundersøgelsen.

Hvordan forløb samarbejdet mellem embedsmandsværket og videnskabs- mændene? Samfundsforskningsudvalget blev et fremmedelement i det ministerielle miljø. Forskerne skulle sameksistere med ministeriets embedsmænd og samarbejdet mellem de to forskellige kulturer forløb ikke altid gnidnings- løst. Goldschmidt skriver: ”Hvordan passer nu en sådan undersøgelse ind i den grønlandske centraladministration? Ikke særlig godt. Der er ingen tvivl om, at udvalget for samfundsforskning i Grønland og dets stab af medarbejdere er et fremmedelement i administrationen, et element som er egnet til at fremkalde modstand, skepsis, undertiden moro, samtidig med at der er en vis tendens til at negligere det. Det ligger i tjenestemandens hele arbejds- måde og syn på de opgaver, som er pålagt ham, at han ikke kan hilse en sådan undersøgelsesinstitution med glæde”.318

Udvalgets etablering og virksomhed udfordrede grænserne for, hvad der var muligt at rumme inden for en politisk-ministeriel ramme. Udvalgets virksomhed var et pionerarbejde. For første gang i Danmark etableredes en forskningsgruppe i et ministerielt miljø, udvalget var noget nyt og uprøvet.319 Og vanskelighederne forsvandt ikke.

Da Samfundsforskningsudvalget i 1970 blev nedlagt og erstattedes af Det rådgivende Udvalg vedrørende Samfundsforskning i Grønland var samarbejdet mellem forskere og administration til tider alt andet end gnidningsfrit. ”Flere af forskerne […] opfattede sig selv som advokater for befolkningen, og den i deres forskning indeholdte kritik af styret blev ikke taget nådigt op. Det rådgivende udvalgs stilling under Ministeriet for Grønland var under de forhold utilfredsstillende og det indstillede sig selv nedlagt”.320

På trods af samarbejdsvanskelighederne i 1950-erne havde samfundsforskningsudvalget opbakning hos den højeste politiske og administrative ledelse:

318 Verner Goldschmidt, Samfundsforskning i Grønland, Tidsskriftet Grønland, Det grønlandske Selskab, nr. 3. 1959, s. 119 319 Verner Goldschmidt, Samfundsforskning i Grønland, Tidsskriftet Grønland, Det grønlandske Selskab, nr. 3. 1959, s. 119 320 Agnete Weis Bentzon: Om nødvendigheden af at forbinde forskning og forvaltning, i Hanne Petersen og Jakob Janussen (red.): Retsforhold og Samfund i Grønland, Nuuk, 1998

206 ”Trods den disharmoni, som ifølge hele sagens natur består mellem en sådan videnskabelig institution som udvalget og den praktiske administration – et forhold som kendes fra alle områder, hvor videnskab og administration samarbejder – gik ikke alene daværende statsminister Hedtoft, men også Grønlandsministeriets departementschef stærkt ind for undersøgelsernes gennemførelse”.321 Som tidligere nævnt var det Hedtoft, der havde konfirmeret oprettelsen af udvalget.

Goldschmidt understreger, at Samfundsudvalget ikke er et politisk organ: ”Det bør […] slås fast med syvtommersøm, at udvalget og dets medarbejdere ikke på nogen måde driver politik, deres opgave er udelukkende at beskrive de faktiske forhold, samfundstilstanden, enkelte reformer og deres virkninger i forskellige relationer, endvidere at pege på visse udviklingsmuligheder fremover”.322 Det lå uden for udvalgets kommissiorium at tage stilling til, hvilke politiske konsekvenser, der skulle drages. ”Det bliver så landsrådets, folketingets og administrationens sag, når ministeriet modtager udvalgets beretninger, at tage stilling til, hvorvidt og på hvilken måde de vil anvende undersøgelsernes resultater”.323

Praktisk betydning ville forskningsresultaterne imidlertid kun have, når man betragtede dem ud fra bestemte politiske grundsynspunkter. Udvalgets situation kan i den forbindelse sammenlignes med Socialforskningsinstituttets, og det er ikke usandsynligt, at man på et eller andet tidspunkt vil finde det hensigtsmæssigt at slå de to institutioner sammen, mente Goldschmidt, der i parentes bemærket på dette tidspunkt var socialforskningsinstituttets formelle leder og kun udlånt til samfundsforskningsudvalget.324

Når Goldschmidt anvender betegnelsen ”videnskabelig institution” om udvalget og ord som ”sandhed”, ”saglig”, ”systematisk”, ”nøgtern” og ”objektiv”

321 Verner Goldschmidt, Samfundsforskning i Grønland, Tidsskriftet Grønland, Det grønlandske Selskab, nr. 3. 1959, s. 119 322 Verner Goldschmidt, Samfundsforskning i Grønland, Tidsskriftet Grønland, Det grønlandske Selskab, nr. 3. 1959, s. 120 323 Verner Goldschmidt, Samfundsforskning i Grønland, Tidsskriftet Grønland, Det grønlandske Selskab, nr. 3. 1959, s. 120 324 Verner Goldschmidt, Samfundsforskning i Grønland, Tidsskriftet Grønland, Det grønlandske Selskab, nr. 3. 1959, s. 120 - Socialforskningsinstituttet var blevet oprettet kort tid forinden.

207 om dets virksomhed, ønsker han selvsagt at understrege udvalgsarbejdets videnskabelige karakter. Når han indkredser den gruppe, der skal drage nytte af resultaterne, falder han imidlertid i en fælde. Målet med udvalgets rapporter er ikke at oplyse de mennesker, der i forvejen ved meget om Grønland, understreger han. Langt vigtigere er det, at man vil kunne give de ansvarlige ledere og administratorer indenfor det grønlandske styre en alsidig orien- tering om de samfundsforhold, de beskæftiger sig med.325 ”Man må stadig holde sig for øje, at det vigtigste formål med undersøgelserne er at skabe et godt grundlag for grønlandspolitikken”, skriver han.326

Dersom udvalget havde været en ”ægte” videnskabelig institution, ville dets publikationer have været beregnet for andre forskere og for den videnskabelige offentlighed, og ikke, som det er tilfældet her, beregnet på en forholdsvis snæver kreds af administratorer og politikere. Goldschmidt har på dette tidspunkt i sin karriere åbenbart lidt vanskeligt ved at slippe sin ministerielle fortid, han er ”halv embedsmand, halv videnskabsmand”.

Kriminalloven, et socialt eksperiment At revisionsundersøgelsen overhovedet skulle gennemføres skyldtes ikke blot, at man ønskede at følge med i, hvordan kriminalloven virkede i praksis. Det skyldtes også det forhold, at loven af politikere og medlemmer af Folke- tingets straffelovsudvalg blev opfattet som et socialt eksperiment.

Under lovens andenbehandling i Folketinget blev der peget på, at revisionsbestemmelsen, som Goldschmidt ifølge Bentzon havde en stor del af æren for, med dens krav om regelmæssige sociologiske undersøgelser måtte til- lægges betydelig vægt, og man understregede, at enhver lovgivning for et samfund som det grønlandske ”vil have karakter af et eksperiment” - det gjaldt om at begrænse risikoen for, at eksperimentet faldt uheldigt ud.327

Som eksperiment betragtet var udformningen af kriminalloven et forsøg på at ”formidle det møde mellem grønlandsk og dansk ret, som allerede tidligere

325 Verner Goldschmidt, Samfundsforskning i Grønland, Tidsskriftet Grønland, Det grønlandske Selskab, nr. 3. 1959, s. 118 326 Verner Goldschmidt, Samfundsforskning i Grønland, Tidsskriftet Grønland, Det grønlandske Selskab, nr. 3. 1959, s. 118 327 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønland- ske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 20. Rapportens note: Jfr. Folketingets forhandlinger 5. februar 1954, sp. 3099

208 havde taget sin begyndelse”. Lovforslaget betegnede således ”et forsøg på at tilrettelægge og lede den kulturelle forandringsproces, som gennem længere tid havde været i gang såvel inden for kriminalretten som inden for mange andre områder”.328 Bemærkningerne om mødet mellem dansk og grønlandsk ret antyder, at der i perioden efter Den Juridiske Ekspedition var foregået et erkendelsesmæssigt skred. Den virkelighed, der mødte ekspeditionen i Grønland, var ikke, som ekspeditionen havde ment, et udtryk for en uforfal- sket, renlivet, grønlandsk retskultur.

Retstilstanden var på tidspunktet for Den Juridiske Ekspedition allerede et miks af danske og grønlandske traditioner, ikke mindst i de større grønland- ske byer, hvor vindene fra Danmark blæste kraftigst. Indflydelsen fra Dan- mark kom til udtryk både, når det gjaldt praksis omkring retsudøvelsen, men også, når det drejede sig om opfattelsen af, hvad der skulle betragtes som kriminelle handlinger.

Erkendelsen af den danske indflydelses betydning kommer i 1962 temmelig klart til udtryk i revisionsrapporten, mens den fortoner sig mere i Den Juri- diske Ekspeditions betænkning, hvor der nok skelnes mellem situationen i byer og bygder, men hvor denne skelnen ikke fører til nogen særlig bevidst erkendelse om eksistensen af dansk indflydelse. Det er den ”gennemsnitlige retstilstand”, der beskrives i ekspeditionens betænkning, og for de tre jurister, der ikke kendte Grønland på egen krop, er denne retstilstand per definition at betragte som værende grønlandsk. I revisionsrapporten derimod udtrykkes ikke blot en klar bevidsthed om men også en klar holdning til den danske indflydelse:

Det fremgår af det anførte, at man, når man valgte en lovtype som den grønlandske kriminallov frem for en modificeret dansk straffelov, havde som mål ikke at gribe forstyrrende ind i den kulturudviklingsproces, som allerede var i gang. Man ønskede på den ene side ikke at fremskynde ”fordanskningen”, men på den anden side heller ikke at standse eller hæmme den. Dette synspunkt fandt også udtryk i ønsket om at åbne adgang til på basis af samfundsvidenskabelige undersøgelser senere at ændre loven

328 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 20

209 i overensstemmelse med den udvikling, som i mellemtiden havde fundet sted.329

Ophavsmændene til betragtningerne om kulturforstyrrelse og fordanskning er imidlertid ikke revisionsrapportens forfattere. Betragtningerne kommer fra det politiske miljø, fra Folketingets straffelovsudvalg, der behandlede Verner Goldschmidts lovudkast. Holdningen til fordanskningen og bekymringen for at skabe kulturelle forstyrrelser formuleres imidlertid på en så til- pas afbalanceret måde, at den nærmest bliver intetsigende. Man ønsker ikke at fremskynde fordanskningen, på den anden side ønsker man heller ikke at hæmme den.

Dansk kriminalretlig indflydelse, hævder rapportforfatterne, er en af de forudsætninger, kriminalloven bygger på:

Det fremgår såvel af bemærkningerne til lovforslaget som af statsministerens forelæggelsestale og forhandlingerne i Folketinget, at den grønlandske, uskrevne kriminalret i vidt omfang er et resultat af dansk retsindflydelse […] eller med andre ord af kontakten mellem grønlandsk og dansk retskultur siden kolonisationens begyndelse.330

Hvad angår forbrydelserne, bygger kriminallovens regler på den antagelse, at forbrydelsestyperne efterhånden havde udviklet sig til at være de samme som i den danske straffelov.331 Baggrunden for denne antagelse, mener rapportforfatterne, var Den Juridiske Ekspeditions resultater, der påviste, ”at den stærke, kristeligt etiske danske indflydelse i kolonisations- perioden i høj grad havde sat sig spor i Grønland”.332 På trods af indflydelsen fra dansk retskultur, kunne ekspeditionen iagttage stærke lokale traditioner, hævder rapportforfatterne. Dette gjaldt især, når det drejede sig om sanktionerne, der på væsentlige punkter adskilte sig fra moderne

329 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 36 330 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 37 331 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønland- ske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 37. Rapportens note: Jfr. lovforslagets bemærkninger, p. 24 332 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 37

210 dansk kriminalpolitik, men det gjaldt også, når det drejede sig om retsopfattelsen, hvor der var tydelige afvigelser i forhold til dansk tankegang. Som eksempler på dette nævner rapporten forbrydelser mod kønssæde- ligheden, kønsligt forhold til børn, blufærdighedskrænkelse og voldtægt:

Medens den danske straffelov anser denne forbrydelse for en yderst alvorlig krænkelse, ikke alene af kvindens integritet, men også af et religiøst og etisk begrundet tabu, ”synes voldtægt efter grønlandsk opfattelse […] i vide kredse i befolkningen at blive bedømt alene som en legems-, friheds- eller fredskrænkelse”.333

Baggrunden for gennemførelsen af kriminalloven Rapporten fra 1962 beskriver det tidligere dualistiske retssystem og nævner også de tiltag, der fra grønlandsk side gennem tiderne havde været forsøgt gennemført for at få mere ordnede retsforhold. Det drejer sig om de grøn- landske landsråds udkast til straffebestemmelser for Grønland fra 1915-16, der bl.a. indeholdt regler om fængsel. Udkastet, der havde den daværende danske straffelov af 1866 som forlæg, blev imidlertid aldrig gennemført. Rapporten nævner også landsrådenes udkast til en anordning om straffebestemmelser fra 1929 (Berthelsens straffelovsudkast), der indeholdt regler om tugthus. Heller ikke dette forslag blev gennemført, idet den daværende Grønlands styrelse dels ud fra humane, dels ud fra praktiske synspunkter fandt, at det ikke passede til Grønland.334 Det næste tiltag, rapporten næv- ner, er Den Juridiske Ekspedition:

I 1948 udsendtes den juridiske ekspedition til Grønland, bl.a. for at bringe på det rene, hvorvidt det var påkrævet nu at gennemføre skrevne kriminalretlige bestemmelser i Grønland, og - såfremt dette var tilfældet - under hvilken form det kunne ske [...] Der var fra alle sider enighed om, at man måtte foretrække en særlig grønlandsk kriminallov for gennemførelsen af den danske borgerlige straffelov i Grønland, fordi man anså det for yderst vigtigt at bygge på den bestående tradition,

333 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønland- ske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 37. Rapportens note: Jfr. lovforslagets bemærkninger, p. 30 334 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 7

211 som i høj grad var tilpasset de særlige grønlandske geografiske og sam- fundsmæssige forhold.335

Espeditionen anbefalede en lov forskellig fra den danske, fortæller rapporten, navnlig derved, at reglerne om forbrydelser og reglerne om forbrydelsens retsfølger blev adskilt.336 Uden at nævne det direkte præsenterer rapportens forfattere her Enrico Ferri og hans adskillelsesprincip. Formålet med at adskille forbrydelse og sanktion var ifølge rapporten ”at knytte sanktionsfastsættelsen til en bedømmelse af gerningsmanden og i mindre grad at lade den begåede gerning i sig selv være afgørende”.337 M e d d e n n e b e m æ r k n i n g p r æ s e n t e r e s d e t såkaldte ”gerningsmandsprincip”, der i rapporten får disse ord med på vejen:

Ekspeditionen fandt, at sanktionerne derfor blev fastsat ikke blot under hensyn til den begåede gerning, men også - og i høj grad - til personen. Det hedder i ekspeditionens betænkning, at man i Grønland tilsyneladende i højere grad foretrak et ”gerningsmandsprincip” for et ”gerningsprincip” inden for behandlingen af lovovertrædere, end det var tilfældet i det øvrige Danmark.338

Mens kriminallovens opdeling i et forbrydelseskatalog og et sanktionskatalog er inspireret af Enrico Ferris italienske straffelovsudkast fra 1921, finder lovens understregning af gerningsmandsprincippet ikke alene støtte hos Ferri men også i moderne kriminalpolitisk tænkning mere generelt:

Når man i bemærkningerne ikke udtrykte betænkeligheder ved en sådan holdning, må det bl.a. ses i lyset af, at den betragtedes som stemmende med moderne kriminalpolitiske principper, som går ud på at anvende individuelle behandlingsmetoder, og som lægger vægt på at lette de kriminelle vejen tilbage til normal social tilværelse.339

335 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 8 336 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 8 337 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 8 338 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 17 339 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 34

212 Med lovens fokus på gerningsmanden og dennes mulighed for tilbagevenden til samfundet bliver lovens vigtigste mål specialprævention og resocialisering i modsætning til generalprævention og repression. Med kriminalloven har man med andre ord taget afstand fra at basere samfundets reaktion over for lovovertrædelser på straf. Gerningsmanden skulle i stedet resocialiseres.

Når det var special- og ikke generalprævention, der var sat i forgrunden, skyldtes det, ”at det af den juridiske ekspedition foretagne undersøgelser blev sandsynliggjort, at det ikke så meget var retshåndhævelsen, som det var medborgernes dom, der afholdt beboerne i de små grønlandske samfund fra at begå forbrydelser. I større, mere komplicerede samfund antages rets- håndhævelsens generalpræventive betydning at have mere vægt, om end den varierer noget efter forbrydelsestyper”.340 Rapportens forfattere gør i øvrigt opmærksom på, at man ikke blot gennem lovens indhold, men også ved den anvendte terminologi, ønskede at lægge afstand til den danske straffelov:

Gennem anvendelsen af betegnelsen kriminallov i stedet for straffelov ønskede man at slå fast – ikke mindst i forhold til de ikke-grønlandske myndigheder, som deltager i retshåndhævelsen i Grønland – at der består en tradition for individuel behandling af kriminelle og for at modvirke, at man uden videre overfører gængse danske strafferetlige synspunkter til Grønland.341

Ekspeditionen afleverede sin betænkning i 1950, revisionsrapporten så dagens lys tolv år senere. I den mellemliggende periode, hvor moderni- seringen af Grønland for alvor tog fart, har der, ligesom i vore dage, hvor ordet ”grønlandisering” er blevet almindelig sprogbrug, givetvis været ført heftige diskussioner om det formålstjenlige i per automatik at importere danske modeller for, hvordan det grønlandske samfund og dets institutioner skulle indrettes.

340 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 34 341 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønland- ske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 32. Rapportens note: Jfr. lovforslagets bemærkninger, p. 25

213 Kriminallovsundersøgelsens forskningsdesign Udgangspunktet for de videnskabelige undersøgelser af kriminallovens virkninger var som sagt den revisionsbestemmelse, der var inkorporeret i loven. Revisionsbestemmelsen kunne af gode grunde ikke udtale sig om, hvorvidt det senere faktisk ville blive nødvendigt med en revision af loven; den kunne ikke forudsige resultaterne af sig selv. Revisionsbestemmelsen skal derfor opfattes som udtryk for en slags videnskabelig kontrol med loven.

I en tillægsbetænkning fra Folketingets lovudvalg den 12. februar 1954 hedder det, at Statsministeriet har givet tilsagn om, ”at en beretning om lovens virkninger affattet på grundlag af retssociologiske undersøgelser vil blive forelagt for Folketinget […] hvad enten man […] finder det påkrævet at ændre loven eller ikke”.342 Revisionsrapportens forfattere gør opmærk- som på, at kriminalloven i alt væsentligt er baseret på de forskningsresultater, Den Juridiske Ekspedition beskrev i sin betænkning den 6. september 1950,343 dvs. gennemgang af sysselrets- og kommunerådssager suppleret med oplysninger indhentet gennem samtaler med sysselrets- og kommune- rådsformænd i samtlige retskredse i Vestgrønland samt observationer af retternes virksomhed og behandling af de kriminelle. ”Den juridiske ekspeditions retssociologiske undersøgelser var de første af sin art foretaget inden for det danske riges grænser”, skriver rapportens forfattere og fortsætter: ”de må derfor i nogen grad betragtes som forsøgsvise og ekstemporale”.344

Hvor ekspeditionens undersøgelser havde været af retssociologisk art, måtte revisionsundersøgelsen være mere tværvidenskabelig: ”De undersøgelser, som foreskrives i loven, og som skal danne grundlag for lovgivnings- magtens stillingtagen til revisionsspørgsmålet, var i højere grad tænkt som en systematisk, tværvidenskabelig forskning”.345 Rapportens forfattere skitserer herefter, hvordan man forestillede sig revisionsundersøgelsens forskellige forskningsspørgsmål undersøgt.

342 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 27 343 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 27 344 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 27 345 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 27

214 Populationen Udvalget havde oprindelig tænkt sig ”at søge kontakt med et udsnit af alle udsendte og fastboende i hele Vestgrønland”. Udvalgets formand begrun- dede denne fremgangsmåde med, at udviklingen jo foregik over det hele og der var forskel fra sted til sted. Der var blot et par problemer, der stillede sig i vejen. Der var ikke tid til at gennemføre en så omfattende indsamling, før lovene skal optages til revision, og der var navnlig ikke penge til et sådant foretagende.346

På den baggrund måtte man koncentrere sig om et bestemt område, nemlig Diskobugten, ”fordi der her både er fiskeri og fangst, industribyer og fangstpladser, udsteder og små isolerede pladser. Her mødes nord og syd. Her står gammelt og nyt overfor hinanden”.347 Ingen var særlig glade for denne lokale afgrænsning, fortæller Goldschmidt, men når det endelig skulle være, var Diskobugten måske ikke det dårligste sted, man kunne vælge. For at råde bod på manglerne blev der foretaget stikprøver langs hele kysten, ligesom undersøgelserne af kriminal- og ægteskabslovene gennemførtes således, at samtlige sager indenfor en vis periode indsamledes og søgtes kommenteret af kredsdommer, politi og kommunefoged.348

Elektronregnemaskinen349 Størstedelen af arbejdet er tilrettelagt således, at det indsamlede materiale kan behandles statistisk, fortæller Goldschmidt. ”Man agter at tage de mest effektive metoder til hjælp, i hvilken forbindelse det overvejes at anvende elektronregnemaskinen i København som hjælpemiddel ved behandlingen

346 Verner Goldschmidt, Samfundsforskning i Grønland, Tidsskriftet Grønland, Det grønlandske Selskab, nr. 3. 1959, s. 116 347 Verner Goldschmidt, Samfundsforskning i Grønland, Tidsskriftet Grønland, Det grønlandske Selskab, nr. 3. 1959, s. 116 348 Verner Goldschmidt, Samfundsforskning i Grønland, Tidsskriftet Grønland, Det grønlandske Selskab, nr. 3. 1959, s. 116 349 Danmarks første elektronregnemaskine, kaldet DASK, blev udviklet og bygget i Danmark i årene 1956-1957 og taget i brug marts 1958. DASK var baseret på 2.200 radiorør og var vandkølet. Ordet ”computer” var på dette tidspunkt endnu ikke i brug, benævnelsen for DASK var ”elektronisk datamaskine”. Benyttelsen af DASK stod åben for enhver, idet Regnecentralen, hvor maskinen hørte til, udlejede den for 400,- kr. pr. time (1959-priser). Regnecentralen så det som sin opgave at gøre erhvervsliv, administration og forskning opmærksom på de muligheder, der lå i elektronisk talbehandling. DASK udførte bl.a. opgaver i forb.m. folketings- og kommunevalg. Kilde: Danmarks Tekniske Museum

215 af de mange oplysninger”, beretter Goldschmidt med en slet skjult stolt- hed over de nye muligheder, der med den allernyeste databehandlingsteknik åbnede sig for samfundsvidenskaben. Hvorvidt elektronregnemaskinen rent faktisk blev anvendt, har jeg ikke kunnet få oplyst.

Forskningsstrategien Rapportforfatternes forskningsmæssige overvejelser indeholder en række ”hvisser”. Der kunne blive tale om at sammenligne kriminalpolitikken på tidspunktet for kriminallovens gennemførelse med kriminalpolitikken på tidspunktet for revisionsundersøgelsen.350 Der kunne blive tale om at observere retshåndhævernes adfærd og indstillinger i kriminelle sager i lovens funk- tionsperiode, og man kunne foretage undersøgelser af de personer, som underkastes lovens foranstaltninger.351 Og endelig: undersøgelsen kunne blive rettet mod de forskellige holdninger til lovens norm- og foranstaltnings- systemer.352

Rapportens forfattere fremhæver vanskelighederne ved at undersøge virkningerne af en lov. Man peger på, at en lov aldrig virker som eneste faktor, men tværtimod sammen med mange andre sociale kræfter, hvis kombine- rede virkninger må tages i med i betragtning. Det er vanskeligt at holde de forskellige faktorer adskilt fra hinanden, understreger man. Forfatterne henviser i den forbindelse til de norske retsvidenskabsmænd Torstein Eckhoffs og Vilhelm Auberts studier af loves sociale funktion.353

Problemet med at adskille de legale faktorer fra de ikke-legale blev ikke mindre af, at det grønlandske samfund gennemløb en hastig udvikling: ”Alene den omstændighed, at hele retsplejen var blevet ændret i 1951, og at Grøn- land var blevet åbnet for omverdenen samme år, samt at der sattes ind med

350 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 27 351 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 27 352 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 27. Rapportens note: Jfr. Goldschmidt, V.: Den grønlandske kriminallov og den sociologiske baggrund, i Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab, 3. hæfte 1954, p. 263 ff. 353 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 28. Rapportens note: Jfr. Aubert, V., Eckhoff, T. og Sverri, K.: En lov i søkelyset, Oslo 1952, s. 17-18 og 170 ff., samt Aubert, V.: Om straffens sociale funktion, Oslo 1954, p. 8 ff.

216 undervisningsmæssige, sundhedsmæssige, økonomiske og andre reformer på samme tidspunkt, ville gøre en adskillelse af de enkelte faktorer og deres virkninger praktisk uoverkommelig”, skriver man.354 For at kunne vurdere lovens virkninger valgte man derfor en anden strategi:

Udgangspunktet er den skrevne kriminallov og de såvel i den som i dens forarbejder udtrykte målsætninger og opfattelser. Man har i forhold til såvel lovgivningsmagt og administration som befolkning og som lovover- trædere undersøgt, hvilke kræfter der trækker og ikke trækker i den retning, som er tilsigtet med loven. Det er yderligere forsøgt konstateret, hvorvidt de antagelser om tilstedeværelsen af bestemte sociale og kulturelle forhold, hvorpå loven bygger, har været og stadig er rigtige.355

Det er vanskeligt at se, hvordan denne strategi løser problemet med at adskille legale og ikke-legale faktorer, men med den skitserede strategi som udgangspunkt anså udvalget det ikke desto mindre nu for muligt at tilvejebringe et tilstrækkeligt fyldestgørende materiale for lovgivningsmagten, når den i folketingsåret 1962-63 skulle tage stilling til, hvorvidt loven skulle revideres eller ej.

Der var altså to spørgsmål, der især skulle fokuseres på: levede loven op til sine målsætninger, og havde lovens forudsætninger ændret sig? I udvalgets rapport formuleres problemstillingen således: ”Den foreliggende under- søgelse [er] tilrettelagt således, at man på den ene side forsøger at beskrive selve loven samt de mål, den har, og de antagelser, hvorpå den bygger, medens man på den anden side forsøger at konstatere, hvorvidt målene er nået, og antagelserne holder stik”.356

Målsætningerne Nogle af loven målsætninger finder man udtrykt i lovens forskellige paragraffer, andre kan udledes af forarbejderne til loven eller af bemærkningerne til lovforslaget. Det drejer sig med andre ord om at undersøge lovens retskilder.

354 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 28 355 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 28-29 356 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 37

217 Dermed adskiller kriminallovsundersøgelsen sig således ikke fra ethvert andet forsøg lovfortolkningsforsøg, f.eks. dem, Højesteret giver sig af med, når der skal tages stilling til, hvad der egentlig står i loven, før der kan fældes dom. Den forskningsopgave, der gik ud på at undersøge, hvorvidt loven levede op til sine egne målsætninger, kom dermed til at minde om en retssag.

Rapporten identificerer nu fire centrale målsætninger, der behandles hver for dig. Den første målsætning benævnes ”retningslinier for myndighederne”. Kriminalloven skulle udfylde det tomrum, der bestod i, at der tidligere så godt som ingen skrevne retningslinier var. Retssikkerheden før kriminalloven var usikker, den enkelte lovovertræder kunne ikke være sikker på at blive behandlet retfærdigt. Dertil kom, at de retsudøvende organer også følte sig på usikker grund, når de i en konkret sag skulle tage stilling til, om der forelå et kriminelt forhold. Desuden var respekten over for retterne ikke altid lige åbenbar. Kriminallovens skrevne regler skulle sørge for at ændre dette forhold til det bedre. Princippet om, at ingen må kunne dømmes for noget forhold, uden at det har lovhjemmel, fandtes som nævnt ikke i Grønland før kriminalloven. Med kriminalloven kom dette fundamentale princip, der stammer helt tilbage fra de borgerlige revolutioner i Europa, også til at gælde i Grønland. Med kriminallovens skrevne regler skulle faren for vilkårlighed i retsudøvelsen og risikoen for undertrykkelse og magtmisbrug over for borgerne i Grønland dermed være en saga blot.

Før kriminallovens tid var trangen til skrevne regler så stor, også blandt de grønlandske sysselmænd, at man ofte henviste til bestemmelser, der enten slet ikke eksisterede, eller som ikke angik det konkrete tilfælde. Man kunne, mente Goldschmidt, se interessen for skrevne bestemmelser som et udtryk for et ønske om at kunne optræde på en upersonlig eller objektiv måde i forhold til borgerne.357 ”Af det anførte fremgår, at man med kriminalloven bl.a. havde som mål at indføre skrevne bestemmelser til vejledning og styrkelse af retsmyndighederne under retshåndhævelsen”. En anden af lovens målsæt- ninger var at skabe retlig ligestilling.

357 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 28. Rapportens note: Jfr. Goldschmidt, V.: Retlig Adfærd, bd. 1, p. 146 f., i Meddelelser om Grønland, bd. 90, nr. 3. København 1957

218 Retlig ligestilling Ønsket om at gennemføre retlig ligestilling mellem grønlændere og danske kom til udtryk i reformbestræbelserne i 1950-erne, også Grønlandskommis- sionens betænkning taler om retlig ligestilling som et reformmål, og mål- sætningen blev gentaget i den grønlandske retsplejelov i 1951, pågeger rapporten. Uanset den begrænsning i lovens territorialprincip, der blev ind- føjet og som gjorde det muligt i visse tilfælde at retsforfølge en person i Danmark, er det i bemærkningerne til loven et klart udtrykt mål, at grønlæn- dere og danske skulle være ligestillede. ”Kriminalloven kan […] i lighed med såvel retsplejeloven som en række civilretlige love, f.eks. ægteskabsloven og arveloven, tages som udtryk for den praktiske gennemførelse af den også i grundloven af 1953 liggende tanke om retlig ligestilling mellem grønlæn- dere og danske i Grønland”, konkluderer rapportens forfattere.358 Det tredje mål, rapporten trækker frem, drejer sig om forebyggelse af kriminalitet og resocialisering.

Kriminalitetsforebyggelse og resocialisering På basis af Den Juridiske Ekspeditions resultater fandt ministeriet det ikke forsvarligt at indføre de sanktioner, som har hjemmel i den danske straffelov, påpeger rapportens forfattere. Man satte sig i stedet som mål at gennemføre regler, hvorefter kriminelle behandles individuelt og i mindst muligt omfang udelukkes fra deltagelse i det almindelige samfundsliv.359 I kriminallovens paragraf 86, stk. 2, tales der således om, at afgørelsen i en kriminel sag skal træffes med særligt henblik på gerningsmandens personlighed og på, hvad der efter de foreliggende oplysninger må skønnes at være nødvendigt for at afholde ham fra yderligere lovovertrædelser.360

Man ønskede endvidere at tage afstand fra tanken om, at repressive sanktioner skulle være bærende, ligesom man søgte at hindre, at der udviklede sig et kriminalretligt takstsystem.361 ”Gennem indførelsen af kriminallovens

358 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 31-32 359 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 32 360 Kriminallovens paragraf 86, stk. 2, Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 2, København, 1962, s. 106 361 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 33

219 foranstaltningssystem har man haft som mål at kodificere et princip, hvorefter den individuelle behandling får en fremtrædende placering”.362 Loven har som mål, at domfældte så vidt muligt kan forblive i det almindelige samfund, mens han er under foranstaltning.

Kriminalloven indeholder dog også en målsætning om at tilgodese general- præventive hensyn. Det kommer til udtryk i loven paragraf 102, stk. 2, der bestemmer, at tvangsarbejde kan anvendes, når samfundets interesse gør det påkrævet. Hensynet om generalprævention spiller også en rolle i reglerne om anvendelse af bødestraf, påpeges det. Alt i alt må det antages, at lovens vigtigste mål er specialprævention og resocialisering, konkluderer rapportforfatterne.

Øvrige målsætninger Et andet vigtigt mål med kriminalloven handlede om kulturel lighed. Af ekspeditionens undersøgelser fremgår det, at der i Grønland efter 2. verdenskrig havde bredt sig et ønske om, at det grønlandske samfund skulle ligne andre samfund mest muligt, også i kriminalretlig forstand, skriver rapportens forfattere. Man ønskede sig, at der i Grønland som i det øvrige rige fandtes kriminallovgivning samt institutioner, hvor domfældte kunne anbringes.363 ”Der er her tale om et ønske om kulturel lighed, som er særdeles velkendt, hvor en i teknisk henseende mere udviklet kultur kommer i kontakt med en kultur, der teknisk står mere tilbage”, forklarer rapportforfatterne.364

En anden målsætning, kriminalloven skulle efterstræbe opfyldt, gjaldt desuden repression, eller som rapportforfatterne udtrykker det: ”ønsket om at tilfredsstille samfundsmedlemmernes krav om, at der fra samfundets side tages afstand frem dem, der krænker det”.365 Ønsket om repression er et træk, der må antages at eksistere i ethvert samfund, men ønsket om at tage afstand fra sociale forstyrrelser, finder ikke nødvendigvis udtryk i anvendelsen af egentlige straffe i europæisk forstand. Den grønlandske kriminallov er

362 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 33 363 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 36 364 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 36 365 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 36

220 ikke et etisk neutralt præventions- og behandlingssystem, men skal ses som udtryk for samfundets afstandtagen fra kriminel adfærd uanset kriminalitetens årsag, forklarer rapporten.

Forfatterne understreger, at der også fra politikerne i Folketinget blev lagt vægt på ikke at krænke de særlige grønlandske retstraditioner. Det gjaldt også Hans Hedtoft, der under fremlæggelsen af lovforslaget bl.a. udtalte: ”Jeg tillægger det stor betydning, at man gennem en lov som den foreslåede undgår at krænke grønlandske retstraditioner og viger tilbage for at for- danske det grønlandske samfund på et område, hvor dette har en ordning, der fuldt ud tilfredsstiller landets behov”.366 Statsministerens synspunkt blev understreget også af oppositionens ordførere. Under behandlingen af lovforslaget udtalte en ordfører, at der måtte tages hensyn til den grønlandske befolknings udviklingsstadium. En anden fremførte, at han var glad for, at man med loven undgik bestemmelser, der stred mod de særlige grønlandske livsforhold.367

Når man valgte en lovtype som den grønlandske kriminallov, var det fordi man ikke ville gribe forstyrrende ind i den kulturudviklingsproces, der var i gang, forklarer rapporten. På basis af lovens forarbejder kan man opfatte kriminalloven som et forsøg på at kodificere principperne, således som de tegnede sig i en igangværende kulturudvikling, ”selv om det ikke udtrykkeligt er sagt i lovens forarbejder, kan man måske her finde kriminallovens vigtigste mål”.368

Med denne bemærkning går Samfundsforskningsudvalget på kompromis med sin egen undersøgelsesstrategi, der fastslår, at udgangspunktet for under- søgelsen er den skrevne kriminallov og de i forarbejderne udtrykte målsæt- ninger og opfattelser. Med bemærkningen ophøjer udvalget dermed et mål, der ikke udtrykkeligt fremgår af lovteksten og ej heller af dens forarbejder, til kriminallovens vigtigste. Loven har således ifølge rapporten to mål, der

366 Hans Hedtoft, fremsættelse af lovforslaget den 22. oktober 1953, citeret i Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, København, 1962, Bind 1, s. 35 367 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 37 368 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 36

221 begge betegnes som ”vigtigste”: specialprævention og resocialisering som det ene, og kodifikation af principperne i kulturudviklingen som det andet.

Samtidig med, at loven repræsenterer et ønske om at komme til at ligne andre samfund, er den også et udtryk for et krav om, at der tages afstand fra dem, der krænker den sociale ro. I rapporten udtrykkes det således: ”Samtidig med, at kriminalloven har som formål at give udtryk for samfundet ønske om, at sanktionerne ikke bryder den sociale solidaritet eller med- fører væsentlige forringelser af lovovertræderens ”sociale anvendelighed”, har den som mål at give udtryk for, at samfundet ”kræver” sine normer fulgt, misbilliger lovovertrædelsen og om nødvendigt søger at forhindre, at lovover- træderen på ny forser sig”.369

Kriminallovens forudsætninger Det andet spørgsmål, revisionsundersøgelsen skulle forsøge at klarlægge, handlede som nævnt om lovens forudsætninger. Havde lovens underliggende antagelser holdt stik eller havde de ændret sig?

Som jeg var inde på tidligere, havde en af disse forudsætninger at gøre med indflydelsen fra dansk kriminalret. Der blev ved kriminallovens vedtagelse lagt vægt på, at loven ”ikke på betydende måde kontrasterede mod den kriminalpolitiske linie, som fulgtes for det øvrige Danmarks vedkommende”. Man gik tværtimod ud fra, ”at den gennem kriminalloven kodificerede retstilstand til dels var et produkt af dansk kriminalretlig indflydelse.”370 Med andre ord: i den udstrækning, loven foregreb en endnu ikke igangsat udvikling i Danmark, var den et produkt af dansk indflydelse, men i den udstrækning, den var en kodifikation af en særlig grønlandsk retstradition, var den ikke et produkt af indflydelsen fra Danmark! Den vanskelige position, rapportens forfatter her anbringer sig i, kommer også til udtryk i rapportens konklusion: ”Alt i alt kan det […] siges, at kriminalloven bygger på den antagelse, at indi- vidualiserende behandling og resocialisering af lovovertrædere var og i tiden fremover vil være et fremtrædende træk i dansk kriminalpolitik”.371

369 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 37 370 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 38 371 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 38

222 Kriminalloven er med andre ord en fødselshjælper for et bestemt kriminalpolitisk ideal, en murbrækker for fremtidens kriminalpolitik, vel at mærke den, der skulle gælde i Danmark. Kriminalloven bliver således til et ideologisk projekt.

En særlig lokal retsopfattelse Gennemførelsen af loven var baseret på den antagelse, at dansk ret med hensyn til, hvad der er kriminelt, i princippet allerede var gældende i Grøn- land i tiden før kriminallovens gennemførelse, skriver rapportforfatterne.372 Antagelsen gælder dog ikke uden modifikationer, understreges det, og man nævner her bl.a. forskelle i opfattelsen i de to dele af riget af, hvad der er ret og uret inden for seksuallivets område. At der eksisterede en særlig grøn- landsk retsopfattelse, der skulle beskyttes, var der dog ikke tvivl om, mener rapportforfatterne.

Loven baserede sig ikke blot på resultaterne af Den Juridiske Ekspeditions undersøgelser af retspraksis, men også på den antagelse, at småsamfund har deres egne karakteristiske reaktionsmønstre. I smågruppen, hvor alle kender alle og har en førstehånds- og kontinuerlig social kontakt med hinanden, også med retshåndhæverne, kan småkrænkelser mødes med ela- stisk tilpassede sanktioner. I samfund af denne type findes der langt større muligheder for en smidig tilpasning af reaktionerne end i storsamfundet, hævder r app or t f or f at ter ne. I k r iminalloven s er man ”et f or s ø g på at bygge den strafferetlige kontrol ind i smågruppernes kontinuerlige sociale kontrol”, skriver forfatterne, idet de citerer fra Vilhelm Auberts bog Om straffens sociale funktion (Oslo, 1954).373

Om eksistensen af en særlig lokal retsopfattelse konkluderer rapporten: ”Alt i alt står det […] fast, at kriminallovens regler om forbrydelser ind- førtes ud fra den antagelse, at dansk kultur, derunder dansk retsopfattelse – om end med enkelte modifikationer – var trængt ind og stadig i

372 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 39 373 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 41. Rapportens note: Jfr. Aubert, V.: Om straffens sociale funktion, Oslo 1954, p. 161 ff., særlig p. 162.

223 højere grad gjorde sig gældende i de grønlandske småsamfund”.374 Dersom der ude omkring i de grønlandske byer og bygder eksisterede en særlig grøn- landsk retsopfattelse, syntes den allerede at være under afvikling som følge af presset udefra. Dette gjaldt imidlertid kun, hvad angik kriminallovens regler om, hvad der skulle betragtes som forbrydelse, men det gjaldt ikke i samme udstrækning, når det handlede om synet på lovovertrædere og de måder, man behandler dem på.

Retsmyndigheder med lokal tilknytning Kriminallovens udformning bygger på en opfattelse af Grønland som bestående af småsamfund, hvor de enkelte individer har et indgående kendskab til hinanden. Lokalkendskabet var dermed af afgørende betydning for, at retshåndhæverne kunne finde frem til individuelle, resocialiserende foranstaltninger. Men under indtryk af den samfundsmæssige udvikling syntes forudsætningerne for loven også på dette punkt at skride, mener rapportforfatterne. En tiltagende koncentration af befolkningen i de større byer ville medføre, at retsmyndighederne ville orientere sig mindre i de lokale forhold end i tiden før kriminallovens gennemførelse.375 Hertil kom den ny retsplejeordning, der indførte en jurist som landsdommer og et politi efter dansk mønster bestående af udstationerede danske overbetjente. Med en sådan udvikling var der fare for, at retsudøvelsens forankring i lokalsamfundet lang- somt ville forsvinde, forudser rapporten.

Kriminallovsundersøgelsens konklusioner Alle disse forhold, hvoraf nogle som sagt angik lovens målsætninger og andre dens forudsætninger, skulle udvalgets undersøgelser forsøge at belyse. Under overskriften ”Afsluttende betragtninger” skriver man diplomatisk: ”Det fremgår […] af rapporten, at man ikke til fulde nåede disse mål, og at ikke alle antagelserne svarede til de faktiske forhold”. Det ville føre for langt at redegøre for alle undersøgelsens resultater, jeg vil her blot nævne nogle af rapportens hovedkonklusioner.

• Kriminalloven har uden tvivl givet retsmyndighederne et redskab i hænde, når det gælder retningslinier for retshåndhævelsen.

374 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 42 375 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 42

224 • Loven har uden tvivl været med til at skabe retlig ligestilling mellem befolkningsgrupperne. • Man har formentlig nået de opstillede mål med hensyn til specialpræ- vention og resocialisering, selvom manglen på passende foranstaltnings- muligheder har medført større brug af bødestraf, end det var tilsigtet. • Det har ikke været muligt at konstatere, hvorvidt kriminallovens foranstaltningssystem i højere grad end andre systemer har været egnet til at forebygge kriminalitet og resocialisere de domfældte. Her er Grønland imidlertid hverken værre eller bedre stillet end andre samfund, for analyser, der kan belyse disse forhold, er ikke praktisk gennemførlige. • Det har ikke været muligt at afgøre, hvorvidt den stigende mængde kriminelle sager har at gøre med retshåndhævelsen eller om den skyldes de sociale og kulturelle forandringer, der har fundet sted. • Kriminallovens gennemførelse har betydet, at man har undgået et brud på grønlandsk tradition og praksis. Grønlandsk retstradition har gennem lovens foranstaltningsregler og under øget indflydelse udefra dermed fået mulighed for fortsat at udvikle sig. • Småsamfundenes isolation er blevet mindre end tidligere. Herved har det reaktionsmønster, der er karakteristisk for det isolerede småsamfund, ændret karakter i retning af de reaktionssystemer, som er karakteristiske for industrisamfundet. • I samme retning har det også virket, at retsmyndighederne i mindre grad end tidligere er i nær kontakt med de lokale samfund. En medvirkende årsag hertil er, at politiet rekrutteres udefra. • Holdningerne til de kriminelle har ændret sig i et tempo og i et omfang, der ikke var forudset ved kriminallovens gennemførelse.

Revision eller status quo? Er kriminalloven og dens foranstaltningssystem tidssvarende, eller er tiden inde til at gennemføre danske strafferetlige regler, spørger rapportforfatterne. Rapporten opvejer plusser og minusser. For en ændring i retning af den danske straffelov taler det voksende ønske om etablering af en retsenhed mellem Grønland og Danmark, et ønske, der har fundet udtryk på forskellige andre områder uden for kriminalretten (f.eks. mht. ægteskabslov og arvelov). For en ændring i retning af danske forhold taler ligeledes det forhold, at andelen af danske i Grønland siden kriminallovens gennemførelse

225 er vokset betragteligt. For en ændring taler også, at efterforskning, anklagemyndighed og foranstaltningsfuldbyrdelse varetages af mennesker med dansk baggrund.

For en bevarelse af kriminalloven taler, at man endnu ikke i Grønland har opført, som rapporten udtrykker det: ”institutioner af den type, som den danske straffelov forudsætter” - dvs. fængsler. For bevarelse taler også, at der hverken fra retsmyndighedernes eller befolkningens side har været ytret ønske om at indføre den danske straffelov, tværtimod har man udtrykt til- fredshed med kriminallovens principper og system, ”utilfredsheden har alene drejet sig om de manglende muligheder for at føre lovens intentioner ud i livet”, skriver rapportforfatterne og indrømmer dermed, at der rent faktisk har været utilfredshed.

Eftersom det ikke er muligt at afgøre, hvilken type lov, der er mest virknings- fuld med hensyn til kriminalitetsforebyggelse og resocialisering, ligger en afgørelse i den henseende på det politiske plan, mener forfatterne. Dersom kriminalloven bevares, rejser der sig imidlertid et spørgsmål om, hvordan man skal tilpasse foranstaltningssystemet til de ændrede samfundsforhold. Rapportens overordnede konklusion lyder:

Under alle omstændigheder vil man formentlig være nødsaget til at foretage ændringer i visse af lovens bestemmelser, forandringer i administrationen af foranstaltningsfuldbyrdelsen, etablere institutioner med fuldbyrdelsen for øje samt give såvel borgerne i almindelighed og retsmyndighederne i særdeleshed oplysning om den særlige grønlandske kriminallovgivning og dens samfundsmæssige og kulturelle betydning. Endelig vil det formentlig med henblik på senere revisioner være påkrævet, at man fortsat følger udviklingen inden for såvel grønlandsk som dansk kriminalret med det foreliggende problem for øje.376

Fortsat videnskabelig overvågning Rapporten gennemgår dernæst de i citatet nævnte anbefalinger punkt for punkt. Her skal blot fremhæves en af udvalgets anbefalinger. Under overskriften ”Fortsættelse af samfundsvidenskabelig forskning af kriminalloven og de vestgrønlandske samfund” skriver man bl.a.:

376 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 119

226 Det må […] fortsat tillægges den største betydning for retshåndhævelsen i Grønland, at man regelmæssigt foretager undersøgelser af, hvorledes det kriminalretlige sanktionssystem fungerer i praksis […] I det omfang, hastigheden i samfundsudviklingen i Grønland aftager, vil også behovet for sådanne undersøgelser aftage. Da man imidlertid ikke har grundlag for at forudsige noget om dette spørgsmål, bør de samfundsvidenskabelig undersøgelser formentlig indtil videre fortsættes. Det bør overvejes, hvorledes man kan lægge dem i mere faste rammer end hidtil, og i hvilken udstrækning man eventuelt vil kunne basere dem på en udbygning af regelmæssige statistiske registreringer.377

Med denne bemærkning lægges der fra udvalgets side op til, at den videnskabelige overvågning af kriminallovskomplekset bør fortsætte. Ville politikerne tage anbefalingen til sig, var der udsigt til, at projektet kunne generere yderligere videnskabelig aktivitet.

Samfundsforskningsudvalgets kommentarer til lovens bestemmelser Rapportens bind 2 indeholder som nævnt lovtekstens enkelte paragraffer, hvortil udvalget knytter sine kommentarer. Bind 2 er ligesom kriminalloven delt i en forbrydelsesdel, der omhandler kriminallovens forbrydelser, og en sanktionsdel, der omhandler forbrydelsernes retsfølger.

De grundige kommentarer omhandlende lovens enkelte bestemmelser henviser til lovens forarbejder, til retspraksis og til udtalelser fra retsmyndigheder. 378 I mange tilfælde gennemgås retssager, der har været gennemført inden for en bestemt paragrafs område. I langt de fleste tilfælde er udvalgets konklusion den, at den pågældende paragraf kan opretholdes i dens nu- værende form.

Lovens paragraf 4, stk. 3, der omhandler jurisdiktion i forbindelse med gerningsmænd, der ikke har fast bopæl i Grønland, giver imidlertid anledning til en ekstra kommentar. Udvalget mener, at der stadig vil være brug for at kunne pådømme sådanne personer i Danmark efter den danske

377 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 1, København, 1962, s. 128 378 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 2, København, 1962, forordet

227 straffelov. Det bør være tilknytningen til Grønland, der afgør spørgsmålet om jurisdiktion, påpeger udvalget. Andre kommentarer knytter sig til lovens paragraf 49, der omhandler blodskam samt kønslig omgang og ægteskab mellem besvogrede. Denne paragraf bør man muligvis overveje at ændre, så den svarer til de tilsvarende danske bestemmelser, mener udvalget. Som begrundelse anføres hensynet til retsenheden mellem Grønland og det øvrige Danmark.379 Lovens paragraf 52, der omhandler kønslig udnyttelse, giver ligeledes anledning til overvejelse. Paragraffen bør muligvis ændres, så den også kommer til at omfatte homoseksuelle forhold, mener udvalget. Paragraf 55, der omhandler rufferi, kan ændres så den bliver bragt i overensstemmelse med Landsrådets forslag herom, mener udvalget.380 Ændringerne ved- rører forhold, hvor nogen forleder en anden til kønslig usædelighed, selv om forledelsen ikke sker for vindings skyld. Ændringen betyder også, at alders- grænsen for den person, der forledes ved sådanne forhold, sættes op fra 18 til 21 år. Endelig indfører ændringen begrebet ”mellemmandsvirksomhed”. Disse ændringer vil, hvis de gennemføres, ikke tilsidesætte hensynet til grøn- landsk retsopfattelse, mener udvalget. Til lovens paragraf 65, der omhandler dyrplageri, har udvalget følgende bemærkning: ”Det er vanskeligt at udtale sig om årsagen til, at der er forekommet så få dyrplagerisager i praksis, men der synes ikke at være nogen grund til at indføre nogen ændring i den gæl- dende regel i § 65, idet det også fremtidig bør overlades til praksis nærmere at fortolke, hvad der skal forstås ved dyrplageri”.

I ekspeditionens betænkning beskrives dyrplageri som et af de områder, hvor der er tydelig forskel på dansk og grønlandsk retsopfattelse. Den opfattelse, ekspeditionen i sin betænkning giver udtryk for, nemlig at retspraksis bør være afgørende for, hvad der skal opfattes som dyrplageri, videreføres med andre ord i rapporten.

379 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 2, København, 1962, s. 58 380 Landsrådet vedtog i 1955 et forslag om ændring af § 55. Forslaget fremkom som følge af et udkast fra Justitisministeriet om ændring af de tilsvarende bestemmelser i den danske straffelov. De danske bestemmelser blev gennemført ved lov i 1961. Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 2, København, 1962, s. 68

228 Udvalgets kommentarer til forbrydelsernes retsfølger Loven paragraf 85, der omhandler de foranstaltninger, der efter loven kan bringes i anvendelse, giver anledning til visse overvejelser. Udvalget konkluderer: ”Det fremgår af det her anførte, at der kan være grund til at overveje visse ændringer i foranstaltningssystemet uden dog at ændre dettes principper”.381 Det er bl.a. reglerne om tvangsarbejde, der giver anledning til overvejelse. Der kan være grund til at overveje, om ikke tvangsarbejde i det nuværende form er en uhensigtsmæssig foranstaltning, mener udvalget.382 Selve ordet ”tvangsarbejde” er også uheldigt, påpeges det. Ordet leder tankerne hen på ældre tiders straffemetoder, og man bør erindre, at ordet er beslægtet med begrebet ”straffearbejde”, som afskaffedes i Danmark ved gennemførelsen af straffeloven af 1930. Det samme gør sig gældende i forbindelse med tvangsuddannelse, og man bør overveje, om man ikke skal forsøge at gå andre veje, mener udvalget.

Lovens paragraf 106, der omhandler lægelig begrundet kur eller anstaltsanbringelse, får en ekstra grundig behandling. En kredsretssag i 1957, der handlede om anstaltsanbringelse i Danmark af en grønlandsk mand med psykopatiske karaktertræk, egner sig til belysning af de vanskeligheder, der rejser sig, når man inden for det grønlandske retssystems rammer skal behandle sager vedrørende abnorme lovovertrædere, mener udvalget. Sagen gennemgås herefter i detaljer:

Den pågældende mand blev efter en kendelse fra Grønlands Landsret indlagt på sindssygehospitalet i Vordingborg og senere overført til sikkerhedsanstal- ten i Nykøbing Sj. Under sagens behandling i Landsretten anførte forsvare- ren, at kriminalloven ikke kan antages at indeholde hjemmel tilanbringelse på psykopatforvaringsanstalt i Danmark. Udvalget foreslår derfor ordlyden i paragraffen ændret, så det tydeligere fremgår, ”at der ikke blot er tale om dom til anbringelse på institutioner i Grønland, men også i det øvrige Danmark”.383 Bortset fra det, ser udvalget ingen grund til at ændre den pågældende paragraf.

381 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 2, København, 1962, s. 106 382 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 2, København, 1962, s. 132 383 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 2, København, 1962, s. 143

229 Paragraf 107, der omhandler forvaring af særlig farlige forbrydere, får ligeledes en grundig behandling. Udvalget henviser til et kredsdommermøde afholdt i Godthåb 1953, hvorfra der henstilledes til ministeriet om at opføre en forvaringsinstitution i Grønland, da man ellers frygtede, at det ville blive nødvendigt også at anbringe ”normale” lovovertrædere til afsoning i Danmark. Man må overveje, ”om det ikke vil være påkrævet at oprette en eller flere anstalter, hvor domfældte af den mere vanemæssige og skade- lige type kan anbringes under mere eller mindre frie ophold, således at man navnlig uden for arbejdstiden kan isolere de anbragte og i det hele taget have dem under kontrol”, foreslås det.384 Udvalget understreger, at de domfældte i givet fald må sikres adgang til beskæftigelse eller uddannelse, og at de kun må afsondres fra omgang med andre mennesker, når hensynet til retssikkerheden gør det påkrævet.385 Med bemærkningerne forsvares kriminallovens principper om individualiserede foranstaltninger og resocialisering, mens der på samme tid åbnes muligheden for etablering af en åben anstalt.

Lovens paragraf 121, der indeholder revisionsbestemmelsen, får denne bemærkning med på vejen: ”Da begrundelsen for revisionsbestemmelsen i stk 2. stadig må antages at være til stede, idet det grønlandske samfund […] fortsat er i hastig udvikling, synes der også at være grundlag for at fortsætte undersøgelser af den art, som dannede grundlag for kriminallovens udarbejdelse, og som har fundet udtryk i nærværende rapport. Det er et politisk spørgsmål, om man i givet fald vil lade disse synspunkter komme til udtryk i en bestemmelse i loven eller ikke”.386

Paragraf 122, der omhandler lovens geografi, bliver kommenteret således: ”Det fremgår […], at der er grund til at overveje, om man ikke, såfremt man ønsker at udvide kriminalloven til et af eller begge de nævnte områder af Grønland [Nord- og Østgrønland], bør lade anordningerne herom bygge på forudgående undersøgelser af den kriminalretlige tilstand inden for de

384 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 2, København, 1962, s. 151 385 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 2, København, 1962, s. 151 386 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 2, København, 1962, s. 164

230 pågældende områder af landsdelen”.387 Bemærkningerne til paragrafferne 121 og 122 lægger op til, at de videnskabelige undersøgelser skal forsætte, og - dersom loven udvides til også at gælde for Nord- og Østgrønland - at der ydermere iværksættes særlige undersøgelser i disse områder.

Da udvalget i juni 1962 afleverede sin rapport, var kriminalloven endnu ikke blevet genforhandlet i Folketinget. Politikerne var tilsyneladende ikke indstillet på at følge udvalgets opfordring om fortsatte videnskabelige aktiviteter, og da slet ikke for Nord- og Østgrønlands vedkommende, for da den næste rapport om kriminalitetsproblemer i Grønland udkom i 1975, var det ikke Samfundsforskningsudvalget, men Verner Goldschmidt og Guldborg Chem- nitz, der stod bag.

Rapporten Samfund og Kriminalitet i de grønlandske Byområder388, der kun handlede om Vestgrønland, var denne gang finansieret af Statens samfundsvidenskabelige Forskningsråd. Forandringerne må tages som udtryk for en generel nedprioritering af de forskningsmæssige aktiviteter, der ved samme lejlighed blev afkoblet fra den ministerielle tilknytning, de tidligere havde været underlagt. Goldschmidt og Chemnitz var med deres 1975-under- søgelse nu ”frie forskere” finansieret på traditionel vis med midler fra et statsligt forskningsråd.

Samfund og kriminalitet i grønlandske byområder Rapporten Samfund og kriminalitet i grønlandske byområder, som Verner Goldschmidt og Guldborg Chemnitz udgav på tryk i 1975, men som lå færdig året forinden, var tænkt som et debatoplæg. Forfatterne håbede, at rapporten kunne finde anvendelse, når landsrådet i 1974 skulle tage stilling til forslag om ændringer af den grønlandske kriminallov og af kriminalforsorgen.389 Debatten, som forfatterne ønskede at lægge op til, drejede sig om ”visse sider af den grønlandske kriminalforsorg”, som det udtrykkes, men går man

387 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrønlandske samfund, Bind 2, København, 1962, s. 164 388 Verner Goldschmidt og Guldborg Chemnitz: Samfund og kriminalitet i grønlandske byområder, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 1975 389 Verner Goldschmidt og Guldborg Chemnitz: Samfund og kriminalitet i grønland- ske byområder, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 1975, forord, s. 6. I 1974 var ændringer af kriminalloven sat på dagsordenen til landsrådets efterårssamling. E m n e t n å e d e d o g i k ke a t k o m m e t i l b e h a n d l i n g, m e n b l e v u d s k u d t t i l e n s a m l i n g i 1975

231 lidt tættere på rapportens tekst, viser det sig, at det navnlig er foranstaltningerne og fængselsspørgsmålet, forfatterne har i tankerne.390

Af rapportens 107 dansksprogede sider er de 42 sider helliget spørgsmål vedrørende henholdsvis frihedsberøvelsesforanstaltninger og anstalten for domfældte. Rapportens sidste kapitel er med forfatternes egne ord ”et oplæg til kriminalpolitisk debat”. Jeg vil vende tilbage til den kriminalpolitiske del af rapporten på en af de følgende sider.

Undersøgelsesmaterialet Rapportens baggrundsmateriale stammer fra undersøgelser i en række byer i det sydvestlige Grønland samt i Godthåb og Godhavn, oplyses det. De to nævnte byer repræsenterer to yderpunkter i den grønlandske byudvikling, mener forfatterne, Godhavn var sakket bagud i udviklingen, mens Godthåb var centrum for udviklingen. Det var med andre ord kriminalitetsproblemet i lyset af den grønlandske byudvikling, forfatterne angiveligt ønskede at undersøge.

Det empiriske materiale, rapporten bygger på, består af samtaler med ”et betydeligt antal personer”, som forfatterne udtrykker det. Samtalerne er offentliggjort i en særskilt publikation under titlen Samtaler om samfundet i Grønland, oplyser forfatterne. Man leder imidlertid forgæves efter den nævnte publikation i det almindelige biblioteksvæsens databaser.

Et andet sted i rapporten oplyser forfatterne, at de ikke blot har talt med et udsnit af befolkningen forskellige steder, men også med retsmyndigheder og politikere.391 Hvor mange personer, undersøgelsen omfatter, og hvem disse personer er, vil jeg vende tilbage til om et øjeblik.

Kriminalitetsproblemet ”Der findes intet samfund uden konflikter mellem mennesker. Konflikterne skyldes enten en ulige fordeling af knappe goder eller at mennesker ikke kan anerkende hinandens anskuelser og vurderinger. Konflikter har mange former. En af dem er kriminalitet.” Sådan indleder de to forfattere rapporten og

390 Verner Goldschmidt og Guldborg Chemnitz: Samfund og kriminalitet i grønlandske byområder, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 1975, forord, s. 5 391 Verner Goldschmidt og Guldborg Chemnitz: Samfund og kriminalitet i grønlandske byområder, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 1975, s. 16

232 introducerer hermed læseren for ordet ”konflikt”, der på dette tidspunkt var kommet til at stå som et centralt begreb for Goldschmidt.

Man kan ikke danne sig et indtryk af kriminalitetsproblemet i et samfund uden at vide noget om dette samfunds struktur, udviklingstempo og konflikt- tendenser, understreger forfatterne.

Den omdannelsesproces, der har kendetegnet det grønlandske samfund siden reformerne i 1950-erne, har været præget af materiel vækst, byudvikling og ændringer i befolkningens sammensætning. Andelen af personer født uden for Grønland er steget betragteligt. Tidligere kunne danskernes andel måles i få procent, nu udgør de en fjerdedel af befolkningen. Også ernærings- situationen og sundhedstilstanden har ændret sig, især alkoholforbruget og de dertil knyttede sociale problemer er iøjnefaldende, noterer forfatterne. Mange husstande har sociale problemer og problemer med alkohol. Den hastige teknologiske udvikling har gjort det synligt, at den grønland- ske befolkning mangler uddannelse, de faglige kvalifikationer er blevet tilført udefra, og fødestedskriteriet har været en medvirkende årsag til den skæve udvikling. Velstanden er steget i absolutte tal, men relativt set er den stag- nerende eller faldende, fordi det øgede antal udsendte, man har kunnet sammenligne sig med, har haft bedre materielle vilkår.

På trods af forsøg på at tage grønlandske hensyn har udviklingsmålene været præget af europæiske tænke- og vurderingsmåder, og befolkningen har manglet medindflydelse. Her finder man en af årsagerne til den apati, der præger store dele af befolkningen, mener forfatterne. Grønland er blevet et problemsamfund.

Kriminalitetsproblemet kan ikke betragtes isoleret, gentager forfatterne, det gælder hvad enten problemerne betragtes som symptomer på sociale onder eller som et problem, der nødvendigvis knytter sig til et moderne samfund. Nogle af problemerne kan måske løses ved at indføre hjemmestyre: ”Det kan ingenlunde udelukkes, at gennemførelsen af et hjemmestyre […] vil påvirke såvel kriminalitetsproblemet som en lang række andre sociale problemer […] den omstændighed, at større dele af den grønlandske befolkning aktivt del- agtiggøres i styret af egne anliggender […] vil kunne give befolkningen nye livskvaliteter, som kan motivere til en engageret indsats og en genopliven af

233 den solidaritet, som før reformperioden og endnu på små isolerede steder gør folk medlevende i, hvad der sker i deres samfund”.392

I en fodnote oplyser forfatterne, at størsteparten af de i kapitlet indeholdte oplysninger om samfundsforholdene stammer fra Agnete Weis Bentzons og Guldborg Chemnitz´ bog Kvinders liv og vilkår i Grønland (København, 1975). Forfatterne henviser desuden til Socialforskningsinstituttets publikation nr. 64, Sociale problemer i Grønland (København, 1975) samt til Leif Søllings Alkoholforbruget i Grønland (København, 1974).

Hvordan opfatter befolkningen problemet? En ting er, hvad samfundsforskere mener om kriminalitet og dens årsager, noget andet er, hvad befolkningen mener. For at finde ud af, hvordan folk forholder sig til problemet, må man spørge dem, noterer forfatterne, idet de oplyser, at hovedundersøgelsen blev forberedt på baggrund af de erfaringer, forfatterne havde indhøstet ved en pilotundersøgelse i 1971, hvor man havde talt med 61 personer, dels i Godthåb, dels i fire andre byer samt i syv bygder.

Af de 61 personer i pilotundersøgelsen var de 35 mennesker, som beskæf- tigede sig med kriminelle og deres problemer, 26 var grønlændere, som blev kontaktet på gaden. De mennesker, man talte med på gaden, viste ingen større interesse for retsplejen. Andre sider af dagliglivet blev anset for vigtigere, ikke mindst alkoholspørgsmålet, men også forholdet mellem forældre og børn og mellem grønlændere og danske optog mange. Det synspunkt, at kriminalitetsproblemet ikke kan adskilles fra andre af dagligdagens problemer, gik som en rød tråd gennem samtalerne, forklarer forfatterne.393

Pilotundersøgelsen pegede på behovet for at få mere at vide om folks syn på kriminalitetsproblemet og dets sammenhæng med andre sociale problemer. Goldschmidt og Chemnitz stillede folk tre spørgsmål: 1) Hvad mener De er det største problem i det grønlandske samfund i dag? 2) Synes De, at myndighederne og politikerne gør nok ved problemerne? 3) Hvis De selv kunne

392 Verner Goldschmidt og Guldborg Chemnitz: Samfund og kriminalitet i grønlandske byområder, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 1975, s. 14-15 393 Goldschmidt og Chemnitz benytter konsekvent ordet ”samtale” i stedet for ”interview”

234 bestemme, hvad ville De så gøre for at løse problemerne? Spørgsmålene blev i perioden 1972-73 stillet til 265 personer i byerne Godthåb og Godhavn.394 Med hensyn til det første spørgsmål fordelte svarene sig således:

• 120 mente, at alkoholproblemet var det alvorligste • 108 nævnte den lave løn • 100 pegede på arbejdsløshedsproblemet og de manglende muligheder for uddannelse • 73 pegede på kriminalitetsproblemet som det alvorligste • 65 nævnte forholdet mellem de to befolkningsgrupper

Andre nævnte boligproblemet, generationskløften, anvendelse af fritiden, affolkninger af bygder og indvandring til byerne; 15 kunne ikke pege på nogen problemer. En del af de adspurgte udtalte sig om kriminallovens egnethed i forhold til lovovertrædere, der begår alvorlige forbrydelser. Nogle gav udtryk for, at domstolene var for milde, af frygt for at skade de tiltalte. Nogle få danskere nævnte, at kriminalloven sikkert passede til folk, der lever i små samfund, men at folk i byerne måtte have en strengere behandling. Enkelte danskere fandt, at loven var alt for svag, fordi den åbner mulighed for, at folk, der har begået alvorlige forbrydelser, kan færdes frit, mens de afsoner straffen. Adskillelige af de adspurgte understregede nødvendigheden af forebyggende foranstaltninger over for kriminalitet. De fleste forklarede, at de havde meget lidt forbindelse med politikere og embedsmænd og at de ikke vidste ret meget om, hvad der blev gjort fra det offentliges side for at løse problemerne. De fleste havde heller ingen ide om, hvad de ville gøre, hvis de selv kunne bestemme.

Folketeoretikere Nogle få af de adspurgte grønlændere og danskere udtrykte et mere omfattende syn på problemstillingerne, fortæller Goldschmidt og Chemnitz. ”Man kan for så vidt godt tale om, at der i begge befolkningsgrupper fandtes nogle, som i så høj grad havde tænkt over samfundet, dets processer og problemer, at man kan betegne dem som lokal- eller folketeoretikere”.395

394 De adspurgte var udvalgt på en sådan måde, ”at de mest muligt kom til at repræsen- tere befolkningerne i de to byer”, forklarer Goldschmidt og Chemnitz. 395 Verner Goldschmidt og Guldborg Chemnitz: Samfund og kriminalitet i grønlandske byområder, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 1975, s. 21

235 En verserende teori blandt disse folketeoretikere går ud på, at passiviteten over for kriminelle og kriminalforsorgen har at gøre med den apati, som havde bredt sig navnlig i de grønlandske byer. Mennesker i Grønland, ikke mindst byboerne, har en voksende følelse af magtesløshed og evig fiasko over for den teknik og viden, som danske eksperter bringer med sig, og som mange grønlændere ikke ser sig i stand til at stille spørgsmålstegn ved. Alle- rede i skolerne bliver de grønlandske elever påvirket af de tænkemåder, de danske lærere påfører dem.396

Grønlænderne føler ikke, de har nogen andel i udviklingen, enhver reform, enhver ny institution betragtes som noget, der påføres dem af danske eksperter, uden at de for tid til eller mulighed for selv at tage stilling til det, der er tale om en forceret udvikling, som almindelige grønlændere ikke kan følge med i. Også kriminalloven opfattes nu, ligesom så mange andre sociale forandringer, som resultat af dansk manipulation. Ikke blot blandt grønlænderne men også blandt danskere finder man en udbredt passivitet, også over for kriminalitetsproblemet. Der er således ikke tale om tolerance i humanistisk forstand, men snarere om en ligegyldighed, der grænser til ansvarsløshed.397

Det spiller også en rolle, at over halvdelen fødes uden for ægteskab. De opløste familieforhold opfattes som en yderligere årsag til den almindelige ligegyldighed. På denne baggrund kommer kriminalloven til at virke som en understregning af den holdning, at man ikke skal blande sig i, hvad andre foretager sig. Også grønlændernes manglende tradition for at sige tingene ligeud bidrager til den sociale passivitet.

Folk er ikke ligeglade med, hvad deres penge bruges til, måske vil forholdene ændre sig, når skatten kommer til at fungere i Grønland. Skatter kan måske bidrage til at ændre passivitet og fremmedgørelse til en aktiv politisk holdning til det, der foregår.398

396 Verner Goldschmidt og Guldborg Chemnitz: Samfund og kriminalitet i grønlandske byområder, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 1975, s. 22-23 397 Verner Goldschmidt og Guldborg Chemnitz: Samfund og kriminalitet i grønlandske byområder, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 1975, s. 24 398 Verner Goldschmidt og Guldborg Chemnitz: Samfund og kriminalitet i grønlandske byområder, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 1975, s. 25

236 Flere af dem, der teoretiserer over samfundsforholdene, er inde på sammen- hængen mellem kriminalitet og spiritus.

”Sløvheden […] skyldes dels grønlandsk tradition, kristendommens indflydelse, de udsendtes manglende sociale interesse og grønlændernes manglende andel i alt det nye, der sker”, konkluderer Goldschmidt og Chemnitz, ”alle disse faktorer trækker i samme retning og skaber grobund for en passiv tolerance, som ligger uhyre fjernt fra den aktive tolerance, som findes i mange små grønlandske samfund, hvor man kender hinanden godt”, skriver de.399

Hvordan opfattes problemet af dommere og politi? Kriminalitetsproblemet blev diskuteret på et kredsdommermøde i Holsteins- borg i 1971, fortæller forfatterne. Til brug for undersøgelsen blev 14 ud af Grønlands i alt 17 kredsdommere ved den lejlighed spurgt om deres holdning til kriminelle og til kriminalforsorgen.400På spørgsmålet om foranstaltningerne og fuldbyrdelsen af disse fremførte dommerne, at det ikke i alle tilfælde var muligt at gennemføre de i loven hjemlede foranstaltninger, ofte fordi man ikke kunne finde steder, hvor man kan tage sig af domfældte. Derudover fremførte dommerne bl.a.

• At de havde tilstrækkelig personligt kendskab til de tiltalte, når det drejede sig om et mindre sted, men at forholdene stillede sig anderledes i de større byer • At det for de flestes vedkommende ikke var noget problem at leve som dommere på lige fod med andre i et lille samfund • At befolkningen i almindelighed ikke havde noget nærmere kendskab til kriminallovens bestemmelser • At befolkningen kun interesserede sig for kriminalitet, når det gik ud over dem selv, eller når der var tale om drab og sædelighedsforbrydelser • At der blev gjort for lidt for at gøre folk bekendt med kriminalitetsproblemet

399 Verner Goldschmidt og Guldborg Chemnitz: Samfund og kriminalitet i grønlandske byområder, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 1975, s. 25 400 Verner Goldschmidt og Guldborg Chemnitz: Samfund og kriminalitet i grønland- ske byområder, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 1975, s. 29. Kredsdommerne blev udspurgt til brug for Goldschmidts og Chemnitz´ rapport. Spørgsmålene samt besvarelserne er offentliggjort i beretningen fra Grønlands 7. kredsdommermøde, Tidsskrift for Grønlands Retsvæsen, 7. årgang, 1971-72.

237 • At det var et problem, at nogle mennesker var begyndt at tage loven i deres egen hånd • At det var vigtigt, at domstolene ikke afsiger domme, der er så milde, at folk selv begynder at straffe dem, de anser for kriminelle • At den kriminalitet, der generer folk mest, er vold, trusler og hærværk, som regel begået af unge i beruset tilstand

Fra politiet, der også var repræsenteret på mødet, fremførtes det synspunkt, at der burde være muligheder for strengere reaktioner end de nuværende samt, at der i mange tilfælde ville være behov for frihedsstraffe så lovover- træderne kunne føle, at samfundet misbilligede lovovertrædelsen.401 En politiassistent i en af de større byer understregede, at det var et problem at skulle være politimand i et samfund, hvor den almindelige holdning til kriminalitet i overvejende grad var apatisk, han ville ikke bruge ordet ”tolerant” - ”sløvhed” var et mere dækkende ord. Mange, både danske og grønlandske politibetjente, opfattede kriminalloven og kriminalforsorgen som udtryk for en blødsødenhed, der fremmede kriminaliteten i Grønland.

Hvordan opfatter kommunefogeder og kommunalpolitikere situationen? Blandt kommunefogederne var meningerne delte. Fogeder på de mindre steder var enige om, at mange kriminalitetsproblemer stadig kunne klares ved at være i nærkontakt med lovovertræderne. I mange tilfælde havde fogeder på den måde forhindret, at kriminelle handlinger blev begået, ikke mindst når det drejede sig om spirituspåvirkede personer. Kommunefogeder fra Sydgrønland og Godhavn kunne fortælle, at de ind imellem gelejdede spirituspåvirkede personer hjem, fik dem lagt i seng og holdt vagt over dem, indtil de var faldet til ro.402 Fogederne understregede, at den slags kriminalitetsforebyggelse kun var mulig, hvor fogeden og befolkningen havde daglig omgang med hinanden og kendte hinanden godt.

Kommunalbestyrelsen i Godthåb havde også været involveret i undersøgel- sen, fortæller forfatterne. Baggrunden for kommunalbestyrelsens interesse

401 Verner Goldschmidt og Guldborg Chemnitz: Samfund og kriminalitet i grønlandske byområder, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 1975, s. 32 402 Verner Goldschmidt og Guldborg Chemnitz: Samfund og kriminalitet i grønlandske byområder, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 1975, s. 33

238 for problemet var et forslag fra ministeriet om at udvide anstalten for domfældte i Godthåb. På et kommunalbestyrelsens møde i 1972 udtalte Goldschmidt og Chemnitz over for forsamlingen, ”at resocialisering af dom- fældte i et samfund, der i det store og hele havde tradition for en menneskelig behandling af kriminelle […] var af den største betydning […] Den bedste måde at afvikle kriminalitet på, var at give dem, der havde forset sig, arbejde ude i samfundet”.403 Et flertal i kommunalbestyrelsen kunne imidlertid ikke acceptere en udvidelse af anstalten. Begrundelsen var bl.a., at domfældte tog arbejde fra mennesker, der ikke har gjort sig skyldige i noget ulovligt, samt at de domfældte optog huse og lejligheder til skade for resten af befolkningen.404 Flere kommunalbestyrelsesmedlemmer henviste til det forhold, at de fleste arbejdsgivere foretrak domfældte frem for andre arbejdere. Det var endvidere yderst uheldigt, fremførte et kommunalbestyrelsesmedlem, at de såkaldte sociale tabere skulle koncentreres i hovedstaden. De øvrige bestyr- elsesmedlemmer var noget mere moderate i deres synspunkter, fortæller Goldschmidt og Chemnitz.

Under et møde med Godhavns kommunalbestyrelse i august 1973 fortalte formanden, at byen havde været plaget af en del hærværk og drikkeri. Årsagen var, mente han, at forældrene ikke som i gamle dage havde ansvar for deres børns handlinger. Et andet medlem betegnede problemet som en generationskløft, børn og forældre havde ikke mere noget tilfælles, mente han.

Hvad mener Grønlands landsråd? I forbindelse med undersøgelsen udtalte formanden for landsrådet i februar 1972, at han anså det for vigtigt, at man centraliserer anbringelsen af personer, der er domfældt for de alvorligste forbrydelser på et sted, hvor man kan beskæftige dem og føre tilsyn med dem.405 Han anså i øvrigt kriminalitetsproblemet for underordnet i forhold til andre problemer, ikke mindst uddannelses- og beskæftigelsesproblemet.

403 Verner Goldschmidt og Guldborg Chemnitz: Samfund og kriminalitet i grønlandske byområder, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 1975, s. 34 404 Verner Goldschmidt og Guldborg Chemnitz: Samfund og kriminalitet i grønlandske byområder, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 1975, s. 34 405 Verner Goldschmidt og Guldborg Chemnitz: Samfund og kriminalitet i grønlandske byområder, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 1975, s. 37

239 Et landsrådsmedlem brugte lejligheden til at lufte sine synspunkter i pressen. I et indlæg i Sermitsiak udtalte han, at den ”åh så moderne kriminallov” efter hans mening havde spillet fallit.406 Man gik alt for lemfældigt til værks, mente han, det var ikke tilstrækkeligt at prale med, at Grønland havde verdens mest moderne kriminallov, tiden var nu inde til at skærpe kriminalpolitikken. Han sluttede sit indlæg med at foreslå, at kriminallovens sanktionssystem blev ændret, således at samfundsskadelige forbrydelser behandledes i overensstemmelse med ethvert samfunds ret til retsbeskyttelse og retssikkerhed. Han mente desuden, at der var behov for en lukket psykiatrisk afdeling i Grønland.407

Som før nævnt besluttede landsrådet at udsætte sagen om revision af kriminalloven til en senere samling. Landsrådet diskuterede imidlertid det omtalte avisindlæg, men skribentens synspunkter fandt kun begrænset tilslutning, fortæller Goldschmidt og Chemnitz: ”Man må derfor regne med, at lands- rådet stadig har en positiv indstilling til kriminallovens principper, som man dog til stadighed mangler midler til at realisere i praksis”.

Hvad skriver pressen? Avisen Sermitsiak har indtaget en neutral holdning til kriminalloven, mens Grønlandsposten derimod har taget skarp afstand fra den nuværende kriminalpolitik, fortæller Goldschmidt og Chemnitz. Under overskriften ”Den grøn- landske kriminallov har spillet totalt fallit” skriver Grønlandspostens redaktør den 15. november 1973 bl.a.:

Der er noget råddent ved Grønland med verdens mest moderne og mest humane kriminallov. Drab på en folkevalgt, broderdrab og brutal vold- tægt med en 6-årig pige er de nyeste eksempler på situationen i dette på det kriminallovmæssige område slaraffenland. Ulovligheden grasserer alle vegne, folk stjæler som ravne. Der skal mod til at færdes ude efter mørkets frembrud. Tilstanden nærmer sig Klondyke. Var det sket for 20 år siden, var mange døde af bare chok. Verdens mest moderne kriminallov synes nu at have spillet fallit. Det problem skal også drøftes i den kommende landsrådssamling. Der må simpelt-

406 Verner Goldschmidt og Guldborg Chemnitz: Samfund og kriminalitet i grønlandske byområder, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 1975, s. 38 407 Verner Goldschmidt og Guldborg Chemnitz: Samfund og kriminalitet i grønlandske byområder, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 1975, s. 39

240 hen gøres noget! Ja, men kriminalloven er god nok. Det er rammerne til at virkeliggøre lovens idé, der mangler, siger kriminallovens forsvarere. Hvis det er tilfældet, så er det ærlig talt på tide at skabe de rigtige rammer om den grønlandske kriminallov (…) Der er sket en mentalitetsændring i Grøn- land, som betinger en helt anden kriminallov end den, vi i dag kender.408

Nogle måneder tidligere havde den pågældende redaktør imidlertid udtalt, at ”han fandt kriminalloven værdifuld, fordi den i første række byggede på grønlandsk tradition og ikke var en institution, som ensidigt var påført Grøn- land fra dansk side”, fortæller Goldschmidt og Chemnitz.409

Holdningerne til problemerne omkring kriminalitet fra såvel pressens som radioens side har været stærkt svingende, noterer forfatterne, i rolige perioder diskuterer man ikke kriminalitetsproblemet, men begås der en alvorlig forbrydelse, tiltrækker det sig mediernes opmærksomhed, og så er det typisk kriminalloven, kriminalforsorgen, retsvæsenet eller politiet, der får skylden.

Rapportens kriminalpolitiske anbefalinger Rapportens sidste afsnit er som nævnt et oplæg til kriminalpolitisk debat. De betragtninger, der fremføres, bygger i al væsentlighed på den foreliggende undersøgelse samt på erfaringer fra tidligere undersøgelser, oplyser Goldschmidt og Chemnitz. ”Vi afstår fra at fremsætte konkrete forslag […] Det skyldes ikke ubeslutsomhed, men erkendelse af, at kriminalitetsproblemet i Grønland […] er så kompliceret og trods mange års grundig forskning uafklaret, at ingen vil være i stand til at fremsætte patentløsninger”, skriver de.

Når man debatterer kriminalforsorg og kriminallov, er det vigtigt, at man holder sig for øje, ”at disse institutioner ikke som så mange andre i Grønland er af udelukkende dansk oprindelse og ensidigt påført det grønlandske samfund ud fra danske vurderinger og ønsker. Den grønlandske kriminalforsorg og loven, som den udspringer af, er tværtimod blevet til gennem et intimt samarbejde mellem repræsentanter for den grønlandske befolkning og

408 Grønlandsposten den 15. november 1973 citeret i Verner Goldschmidt og Guldborg Chemnitz: Samfund og kriminalitet i grønlandske byområder, Nyt fra Samfunds- videnskaberne, 1975, s. 40-41 409 Verner Goldschmidt og Guldborg Chemnitz: Samfund og kriminalitet i grønlandske byområder, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 1975, s. 41

241 danske sagkyndige”. Ikke alene bygger kriminalloven og de ændringer, den har gennemgået, på mangeårige og grundige samtaler med lokalbefolk- ningen og med grønlandske myndighedspersoner, der er også skelet til forholdene i arktisk Canada og Alaska, hvor man også har forsøgt at finde løsninger på kriminalitetsproblemet, fortæller Goldschmidt og Chemnitz.

Kriminalitetsforskningen har i løbet af 1900-årene gennemgået en forandring, påpeger de. Ikke blot i Grønland, men i mange andre dele af verden har man både fra politisk, administrativ og kriminalvidenskabelig side i stigende grad påpeget, at man hidtil i alt for høj grad har ladet ofrene for forbrydelser i stikken.410 Hvor man før interesserede sig meget for den kriminelles person og miljø, har man nu erkendt, at forbrydelsens ofre både i teori og praksis har været forsømt.

I Grønland har repræsentanter for befolkningen og pressen peget på, at kriminalforsorgen og kriminalloven har behandlet lovovertrædere mere positivt end forbrydelsens ofre. Hertil kommer, at der inden for det seneste årti er sket en drejning i retning af øget opmærksomhed omkring retssystemets og det bagvedliggende samfunds betydning. Kriminalpolitikken bør derfor ikke tage udgangspunkt i lovovertræderen, ofret eller samfundet isoleret set, men i samspillet mellem disse komponenter, mener Goldschmidt og Chem- nitz.411 Det kriminalpolitiske oplæg er inspireret af debatten i arktisk Canada og Alaska og udgangspunktet for oplægget er ”the principle of diversion” [diversion afledning, omdirigering, omkørsel], oplyser de.412 Goldschmidt og Chemnitz forklarer omdirigeringsprincippet således: ”de fremgangsmåder, som går ud på, at alle lovovertrædere bortset fra de farligste så vidt muligt skal behandles i og af samfundet. Over for andre lovovertrædere skal det kriminalretlige sanktionssystem være den sidste mulighed, man anvender, medmindre lovovertræderen eller ofret foretrækker, at systemet tager sig af problemerne”.413

410 Verner Goldschmidt og Guldborg Chemnitz: Samfund og kriminalitet i grønlandske byområder, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 1975, s. 96 411 Verner Goldschmidt og Guldborg Chemnitz: Samfund og kriminalitet i grønlandske byområder, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 1975, s. 86 412 Verner Goldschmidt og Guldborg Chemnitz: Samfund og kriminalitet i grønlandske byområder, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 1975, s. 87 413 Verner Goldschmidt og Guldborg Chemnitz: Samfund og kriminalitet i grønlandske byområder, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 1975, s. 87

242 Konfliktløsning De færreste lovovertrædelser kommer til myndighedernes kendskab og mange problemer klares af de involverede selv, evt. ved familiens eller de sociale og kirkelige myndigheders hjælp, eller problemerne klares i de virksomhe- der, hvori den pågældende er ansat. Omdirigeringsprincippet er forankret i både retsplejeloven og i kriminalloven, mener Goldschmidt og Chemnitz, for kriminalloven indeholder allerede muligheder for tiltalefrafald og undladelse af sanktionsgennemførelse. Princippet har endvidere en lang tradition bag sig, navnlig i bygdesamfundene, hvor der er talrige eksempler på løsning af ofte vanskelige kriminalitetsproblemer, fremfører de. Med understregningen af omdirigeringsprincippet som et bærende element, og med de begrun- delser, der fremføres for princippet, introducerer Goldschmidt og Chem- nitz hermed begrebet ”konfliktløsning” i en grønlandsk kontekst, et begreb, der efterfølgende skulle komme til at spille en vigtig rolle i Goldschmidts tænkning.

Det er urealistisk at regne med, at man gennem straf eller behandling kan afskaffe kriminalitet, erkender Goldschmidt og Chemnitz. Over for lovover- trædere, der fortsætter med at begå farlige handlinger, giver hverken straf eller behandling mening. Dersom de psykiske lidelser er uhelbredelige eller de sociale forhold uændrede, bliver man nødt til at afstå fra straf eller behandling og nøjes med en sikkerhedspræget isolation, fremfører de. Vælger man at gå den vej, er det imidlertid vigtigt, at de farlige lovovertrædere bliver behandlet så menneskeligt og værdigt som muligt, understreges det.

Til spørgsmålet om forbedring af de psykiatriske behandlingsmuligheder fortæller Goldschmidt og Chemnitz, at både anstaltspersonalet og overlægen i psykiatri i Godthåb gentagne gange havde påpeget, at der snarest burde gives muligheder for at behandle psykisk lidende på en psykiatrisk afdeling i Grøn- land. En sådan afdeling er imidlertid endnu ikke oprettet, og vi finder anledning til at understrege, at problemet er overordentligt alvorligt, skriver de.

Hvorvidt og i givet fald i hvilken udstrækning skal myndighederne tage hensyn til borgernes følelser, når disse forarges over begåede forbrydelser eller kræver hævn over forbryderne, spørger forfatterne. I forsøget på at besvare spørgsmålet øjner Goldschmidt muligheden for endnu en gang at plædere

243 for synspunktet om, at lovovertrædere ikke bør isoleres fra samfundet: ”Det er hverken regeringens eller retsplejens opgave at være moralsk for- arget og kræve hævn. Opgaven er at beskytte borgerne og løse sociale problemer (…) Det betyder naturligvis ikke, at borgerne skal fratages deres ret til moralsk forargelse, ophidselse, vrede og krav om hævn, men det betyder, at mennesker som af psykiske eller sociale grunde kommer i konflikt med samfundet så vidt muligt skal behandles således, at der ikke sker yderligere skade, men tværtimod forsøges skabt muligheder for, at de pågældende kan leve i samfundet”.414

Med udtryk som ”vi mener, det bør overvejes”, ”det henstilles til overvejelse” og ”forslag på længere sigt” trækkes noget af tæppet væk under forfatternes udsagn om, at rapporten ikke stiller med konkrete forslag. De henstillinger, der formuleres, er så tæt på at være konkrete forslag, at det er vanskeligt at se denne del af rapporten som andet end et katalog beregnet på politisk handling.

Det demokratiske aspekt Goldschmidt og Chemnitz berører flere steder spørgsmålet om forholdet mellem kriminalitet og demokrati. Konflikter, der fører til kriminalitet, kan på længere sigt løses ad helt andre veje end gennem tiltalerejsning, rets- afgørelse og anstaltsanbringelse, men det kræver ændringer af samfundets struktur, fremfører de.

Kun i et gennemført demokratisk samfund er det muligt at ændre kriminalitetsproblemet. Man må forlade den tanke, at borgerne skal opføre sig i overensstemmelse med normer, der er importeret udefra. Alternati- vet er et samfund, i hvilket borgerne er med til at bestemme over deres egne forhold og hvor der skabes en følelse af solidaritet. Større solidaritet vil ændre den passive tolerance, som i øjeblikket præger forholdet til kriminelle, i retning af den aktive tolerance over for afvigere, som fandtes i og som stadig findes i mange mindre grønlandske bygder, mener Gold- schmid og Chemnitz.415 De to begreber ”aktiv” og ”passiv tolerance”, der

414 Verner Goldschmidt og Guldborg Chemnitz: Samfund og kriminalitet i grønlandske byområder, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 1975, s. 101 415 Verner Goldschmidt og Guldborg Chemnitz: Samfund og kriminalitet i grønlandske byområder, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 1975, s. 104-105

244 her introduceres, blev efterhånden fast inventar i det teoriapparat, Gold- schmidt udviklede til at beskrive de handlemønstre, han mente kunne iagt- tages i den grønlandske befolkning i årene efter kriminallovens ikrafttræden.

Overvejelserne om forholdet mellem kriminalitet og demokrati fører de to forfattere frem til at tale om hjemmestyre. Dersom kriminalret og kriminalforsorg blev et hjemmestyreanliggende, sådan som Udvalget vedrørende Hjemmestyre i Grønland dengang havde foreslået, ville kriminalitetsprob- lemerne kunne demokratiseres, mener de to forfattere.

Intet tyder på, at Grønland - så lidt som andre samfund - nogensinde kan blive fri for kriminalitet, især ikke i byområder, hvor stigende materiel vækst skaber grobund for konflikter, understreger de. Man må ikke tro, at ind-førelse af hjemmestyre løser alle problemer. Udsigten til permanente kriminalitetsproblemer giver anledning til endnu engang at advare mod troen på, at fængselsstraf er løsningen: ”Det er efter vor opfattelse yderst forenklet og overfladisk at tro, at man kan påvirke kriminalitetsbilledet væsent- ligt gennem straf f.eks. i form af indespærring”.416

Behov for ekspertise udefra Hvor man i 1962-rapportens afsluttende bemærkninger argumenterede til fordel for fortsatte videnskabelige undersøgelser, er det i 1975-rapporten behovet for ikke-grønlandsk ekspertise, der fokuseres på. Der vil i sagen om kriminalitet og kriminalitetsbekæmpelse fortsat være brug for ikke-grøn- landske eksperter, hævder Goldschmidt og Chemnitz: ”Vi er enige med den grønlandske kommunalbestyrelsesformand, der efter [at have udtrykt] hård kritik af dansk ekspertise udtalte, at han dog gik ind for samarbejde, hvis de sagkyndige taler med de grønlandske politikere på lige fod uden at optræde som herrer og uden at føle sig såret af kritik af deres ekspertise”. Der er i Grønland behov for dialog mellem praktiker og teoretiker ved løsning af vigtige sociale problemer, også når det gælder samfund og kriminalitet i grønlandske byområder, noterer de.417

416 Verner Goldschmidt og Guldborg Chemnitz: Samfund og kriminalitet i grønlandske byområder, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 1975, s. 105 417 Verner Goldschmidt og Guldborg Chemnitz: Samfund og kriminalitet i grønlandske byområder, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 1975, s. 106

245 246 7. Retsvæsenskommissionen

Retsvæsenskommissionen er det seneste led i den kæde af tiltag, der knytter sig til Den Juridiske Ekspedition. Som omtalt andetsteds blev Retsvæsens- kommissionen nedsat i 1994 på foranledning af den danske regering og det grønlandske hjemmestyre. Kommissionens Betænkning om det grønlandske retsvæsen, der offentliggjordes på dansk i august 2004, består af syv bind samt et resumebind, i alt mere end 2.200 sider.

Når det drejer sig om Den Juridiske Ekspedition og dens betydning for til- blivelsen af kriminalloven, er det især de afsnit i kommissionsbetænkningen, der omhandler kriminaliteten og kriminalforsorgen (bind 3, afsnit XII-XVII) samt de dele, der indeholder kommissionens udkast til kriminallov (bind 6, afsnit XXIV-XXV), der har interesse. Betænkningens første bind Generelt om Retsvæsnet (afsnit I-V) er imidlertid også interessant, fordi det indeholder et historisk afsnit, der beskriver den grønlandske kriminallovs tilblivelse og udvikling. Foruden en beskrivelse af Den Juridiske Ekspeditions virksomhed, der bl.a. omhandler ekspeditionens anbefalinger, indeholder afsnittet også en beskrivelse af processen omkring kriminallovens vedtagelse samt en beskrivelse af lovens videre skæbne i de følgende år.

Retsvæsenskommissionens omtale af Den Juridiske Ekspedition vidner om, at ekspeditionen, i det mindste blandt fagfolk, stadig spiller en central rolle i fortællingen om det grønlandske retsvæsens udvikling. Kommissionens beskrivelse af ekspeditionen bringer i og for sig intet nyt for dagen, men beskrivelsen leverer et meget fint overblik over ekspeditionens virksomhed og anbefalinger. Kommissionens beskrivelse udmærker sig desuden ved at skabe klarhed omkring indholdet i den oprindelige kriminallov samt ved at beskrive de ændringer af loven, som er foretaget i tiden efter ekspeditionen.

Kommissionen gentager en række kendte temaer. Et af disse temaer handler om Goldschmidt, der i forbindelse med udformningen af den grønlandske kriminallov angiveligt skulle være inspireret af den italienske kriminolog Enrico Ferri. Retsvæsenskommissionen gør opmærksom på, at Gold- schmidt i 1954 i Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab udtalte sig herom.

247 Jeg har andetsteds i bogen omtalt Goldschmidts udtalelser vedrørende forbindelsen til Ferri og refereret til samme kilde. Kommissionen citerer Goldschmidt for i artiklen at have udtalt, at han ved udarbejdelsen af kriminalloven ganske rigtigt fandt inspiration hos Ferri, men at baggrunden for Ferris straffelovsudkast var en ideologisk kamp mod det daværende strafferetlige system i Italien, mens baggrunden for det grønlandske udkast var et forsøg på at kodificere grønlandsk retspraksis. Kriminallovsudkastet ”udsprang således ikke af nogen bestemt kriminalretlig ideologi, om end den italienske og den tilsvarende svenske kriminalpolitiske retning såvel som herskende dansk kriminalretlig teori har øvet indflydelse på den måde, hvorpå jeg opfattede, systematiserede og karakteriserede det reak- tionssystem, som jeg under opholdet i Grønland har fået kendskab til”.418

Udtalelsen støtter påstanden om, at Ferri havde betydning for Goldschmidt, ikke blot i forbindelse med vedtagelsen af kriminalloven, men også som inspirationskilde under selve udarbejdelsen af lovudkastet. Udtalelsen peger således i retning af, at Goldschmidt bestræbte sig på at placere kriminalloven på bovbølgen af tidens fremherskende kriminalpolitiske tænkning.

Retsvæsenskommissionen forholder sig på afgørende punkter kritisk over for Den Juridiske Ekspeditions konklusioner. Kommissionen citerer ekspeditionens betænkning for især to udsagn:419

1. Der går som en linje igennem de grønlandske retsafgørelser, at den foranstaltning søges valgt overfor den kriminelle, som er bedst egnet til i fremtiden at holde ham fra kriminalitet, og som i mindst muligt omfang isolerer ham fra samfundet, og

2. Grønlands retspraksis er udtryk for anvendelse af gerningsmandsprincippet og ikke gerningsprincippet.

Udsagnene, der udtrykker to af ekspeditionens centrale konklusioner, giver kommissionen anledning til følgende kommentar: ”Kommissionen finder, at

418 Den grønlandske Retsvæsenskommission: Betænkning om det grønlandske rets- væsen, betænkning nr. 1442, bind 1, IT- og Telestyrelsen, 2004, s. 98 419 Den grønlandske Retsvæsenskommission: Betænkning om det grønlandske rets- væsen, betænkning nr. 1442, bind 1, IT- og Telestyrelsen, 2004, s. 96

248 der ved læsningen i dag af ekspeditionens kasuistiske materiale tegner sig et mere broget billede, som det er vanskeligt at se et mønster i.”420

Med udtalelsen lægger kommissionen sig tæt op ad Finn Breinholt Larsen, når han i artiklen Den grønlandske kriminallov som ideologisk konstruktion (Larsen: 1999) kritiserer Den Juridiske Ekspedition for ikke at have haft tilstrækkeligt empirisk belæg for sine konklusioner. Ophavsmanden bag kommissionens bemærkning er sandsynligvis selvsamme Breinholt Larsen, der selv var medlem af Retsvæsenskommissionen. Jeg behandler Finn Breinholt Larsens kritik af kriminalloven mere udførligt i kapitel 8.

Fortsættelse eller brud? Betegner Retsvæsenskommissionens anbefalinger en fortsættelse af eller et brud med principperne i den oprindelige kriminallov? Lad os se på et af kriminallovens bærende elementer, nemlig gerningsmandsprincippet.

Som jeg har været inde på tidligere, var Goldschmidts begrundelse for at sætte gerningsmanden i centrum, at dette var i overensstemmelse med tankegangen i traditionel grønlandsk konfliktløsning, der - som Goldschmidt opfattede det - havde til formål at genoprette harmonien i lokalsamfundet og resocialisere gerningsmanden. Kriminalloven skulle med sit gerningsmands- og resocialiseringselement angiveligt være udtryk for en kodificering af det, Goldschmidt betragtede som traditionel grønlandsk retssædvane. Videre- fører Retsvæsenskommissionen gerningsmandsprincippet? Nej, i det mindste ikke uden forbehold. Kommissionen skriver dette:

Det overordnede sanktionsprincip i den gældende kriminallovs § 87 kan betegnes som et modificeret gerningsmandsprincip, idet der ud over hensynet til gerningsmandens personlighed [også] skal tages hensyn til ”gerningens beskaffenhed” […] Ved det rene gerningsmandsprincip ser man kun på den enkelte gerningsmands personlige og sociale forhold, helt uden hensyn til arten og grovheden af den begåede kriminalitet. Valget af foranstaltning har kun ét formål: At forhindre, at netop denne person begår kriminalitet i fremtiden […] Ved det rene gerningsprincip [derimod] ser man udelukkende på det kriminelle forhold, dets art og grovhed. Bort- set fra at konstatere gerningsmandens skyld er der ingen plads for hen-

420 Den grønlandske Retsvæsenskommission: Betænkning om det grønlandske rets- væsen, betænkning nr. 1442, bind 1, IT- og Telestyrelsen, 2004, s. 96

249 syntagen til personlige og sociale forhold. Sanktionen anvendes som straf, fordi der er begået en kriminel handling.421

Valget står ikke mellem disse to yderpunkter, mener kommissionen: ”Der er […] enighed i kommissionen om, at det fremtidige sanktionsprincip bør indeholde elementer fra både gerningsmands- og gerningsprincippet [min fremhævning]. Der er endvidere enighed i kommissionen om, at der […] fortsat bør lægges betydeligt vægt på resocialiseringshensyn. Omvendt må der i et moderne samfund som det grønlandske også lægges en ikke ubetydelig vægt på gerningen, dels ud fra ligheds- og proportionalitetsbetragtninger - dvs. samme foranstaltning for samme forbrydelse - dels af kriminalitets- forebyggende grunde […] Allerede i den nugældende kriminallov og - navnlig - i retspraksis indgår hensynet til lovovertrædelsens grovhed (gerningsprincippet) således i et ikke ubetydeligt omfang. Noget afgørende brud med den gældende ordning er der således ikke tale om på dette punkt”.422 Kommis- sionen foreslår den nye bestemmelse formuleret således:

§ 116. Ved valget og udmålingen af foranstaltning skal der tages hensyn til 1) lovovertrædelsens grovhed, herunder samfundets interesse i at modvirke handlinger af den pågældende art, og 2) gerningsmandens personlige forhold, herunder hvad der skønnes nødvendigt for at afholde den pågældende fra yderligere lovovertrædelser.423

Den foreslåede paragraf er formuleret i temmelig generelle vendinger. Kom- missionen forklarer, at man har overvejet forskellige modeller for, hvordan der i konkrete sager kan gives nærmere retningslinjer for valg og udmå- ling af foranstaltning. Kommissionen skitserer tre modeller, der benævnes henholdsvis ”forbrydelsestypemodellen”, ”grovhedsmodellen” og ”sanktionsstigemodellen”.424

421 Den grønlandske Retsvæsenskommission: Betænkning om det grønlandske rets- væsen, betænkning nr. 1442, bind 3, IT- og Telestyrelsen, 2004, s. 810-811 422 Den grønlandske Retsvæsenskommission: Betænkning om det grønlandske rets- væsen, betænkning nr. 1442, bind 3, IT- og Telestyrelsen, 2004, s. 811 423 Den grønlandske Retsvæsenskommission: Betænkning om det grønlandske rets- væsen, betænkning nr. 1442, bind 3, IT- og Telestyrelsen, 2004, s. 812 424 Den grønlandske Retsvæsenskommission: Betænkning om det grønlandske rets- væsen, betænkning nr. 1442, bind 3, IT- og Telestyrelsen, 2004, s. 815

250 Forbrydelsestypemodellen Udgangspunktet i denne model er typer af forbrydelser. Modellen skelner mellem forbrydelser, hvor gerningsmanden har behov for behandling og/ eller resocialisering, og forbrydelser, hvor gerningsmanden ikke har sådanne behov. Som eksempler på den første kategori nævner kommissionen personfarlig kriminalitet så som vold og voldtægt; som eksempler på sidstnævnte kategori nævnes hashsmugling og økonomisk kriminalitet. Modellen bygger på den idé, at gerningsmandsprincippet vægtes, når det drejer sig om behandlings- og/eller resocialiseringskrævende forbrydelser, mens gerningsprincippet er fremherskende i forbindelse med ikke-behandlings- og/eller resocialiseringskrævende forbrydelser.

Grovhedsmodellen Denne model kombinerer gerningsmands- og gerningsprincippet gennem en sondring mellem grove og mindre grove lovovertrædelser. Ved de mindre grove overtrædelser opereres med et næsten rent gerningsprincip, mens man ved de grove lovovertrædelser skelner mellem, om gerningsmanden har et resocialiseringsbehov eller ej. Modellen differentierer med andre ord mellem lovovertrædelserne ud fra deres grovhed, ligesom den skelner mellem kriminelle med og uden resocialiseringsbehov.

Sanktionsstigemodellen Sanktionsstigemodellen indebærer, at det i lovteksten mere detaljeret beskrives, hvilke hensyn der bør indgå i rettens overvejelser, når der skal vælges mellem de enkelte foranstaltninger. Ved at opbygge foranstaltningssystemet efter strenghed understreges det proportionalitets- og lighedshensyn, der normalt forbindes med gerningsprincippet. Modellen har følgende trin: advarsel, bøde, betinget anstaltsdom, tilsynsdom, samfundstjeneste, anstalt og tilsyn, anstaltsdom og forvaring. Sanktionsstigemodellen åbner mulighed for, at hele kataloget af foranstaltninger fortsat er til rådighed som reaktion på alle former for lovovertrædelser, fremfører kommissionen.425 Forskellen i forhold til det danske strafudmålingssystem består i den højere vægtning af

425 Den grønlandske Retsvæsenskommission: Betænkning om det grønlandske rets- væsen, betænkning nr. 1442, bind 3, IT- og Telestyrelsen, 2004, s. 819

251 resocialiseringshensynet samt i, at der ikke foreslås indført strafferammer, hvilket giver et bredere spillerum for dommerskønnet i den enkelte sag.426

Kommissionens foretrukne model Kommissionen opregner fordele og ulemper ved de tre nævnte modeller og konkluderer: ”Sanktionsstigemodellen vil […] efter kommissionens opfattelse være en velegnet og hensigtsmæssig måde mere detaljeret at give retningslinjer for fastsættelsen af foranstaltninger i de enkelte kriminalsager. Når gernings- og gerningsmandsprincippet […] er sideordnede, er modellen betydeligt mere fleksibel end de foregående to modeller, og den giver domstolene større mulighed for at tage individuelle hensyn”.427

Et brud med Goldschmidts kriminallov Den af kommissionen foreslåede nye paragraf 116, der indeholder både gernings- og gerningsmandsprincippet, og kommissionens foretrukne model, sanktionsstigemodellen, der sideordner gernings- og gerningsmandsprincippet, betegner et markant skred bort fra den oprindelige kriminallov.

Man skal imidlertid huske på, at kriminalloven siden 1954 har gennemgået flere ændringer, første gang var i 1963, sidste gang i 1996. Gerningselementet har været at finde i loven siden revisionen i 1963, hvor forvaringsforanstalt- ning i tilfælde med alvorlig kriminalitet udgik og afløstes af anstaltsanbringelse. Den pågældende paragraf blev formuleret på en sådan måde, at der nu kunne tages alment præventive hensyn.428

Under overskriften På vej til gerningsprincippet? refererer kommissionen i dens gennemgang af kriminallovens historik til Per Lindegaard, der i Tids- skrift for Grønlands Retsvæsen (1966) anfører, at lovrevisionen i 1963 ikke i sig selv bryder lovens hovedsynspunkt om at finde den foranstaltning, der egner sig bedst for lovovertræderen. Lindegaard fremhæver imidlertid

426 Den grønlandske Retsvæsenskommission: Betænkning om det grønlandske rets- væsen, betænkning nr. 1442, bind 3, IT- og Telestyrelsen, 2004, s. 819 427 Den grønlandske Retsvæsenskommission: Betænkning om det grønlandske rets- væsen, betænkning nr. 1442, bind 3, IT- og Telestyrelsen, 2004, s. 821-822 428 Den grønlandske Retsvæsenskommission: Betænkning om det grønlandske rets- væsen, betænkning nr. 1442, bind 1, IT- og Telestyrelsen, 2004, s. 105

252 samtidig, at udtrykket ”anstaltsanbringelse af generalpræventive hensyn” - der jo åbenlyst refererer til gerningens beskaffenhed - skal ses som udtryk for accept af gerningsprincippet. ”Måske er der i dag, hvor byerne er vokset, et større behov for denne reaktion, mens behovet ikke har været så stort tidligere i de små samfund, hvor alle kendte og accepterede hinanden”, skriver kommissionen uden at nævne, om bemærkningen skal tilskrives Per Linde- gaard eller kommissionen selv.

Uanset hvem bemærkningens ophavsmand er, og uanset hvornår bemærk- ningen er fremsat, peger den på, at den oprindelige kriminallov ikke har været tilstrækkeligt fremtidssikret. Bemærkningen om behovet for anstaltsanbringelse af generalpræventive hensyn rejser desuden et spørgsmål, der anfægter kriminallovens teoretiske grundlag, nemlig, hvorvidt Den Juridiske Ekspedition så rigtigt, da man identificerede gerningsmandsprincippet som et bærende element i 1940-ernes grønlandske retspraksis?

Retsvæsenskommissionens holdning til, hvorvidt gerningsmandprincippet og/eller gerningsprincippet skal være elementer i fremtidens kriminallov er under alle omstændigheder ret klar: ”Foranstaltningssystemet skal bygge på elementer fra både gernings- og gerningsmandsprincippet. Behandling og kontrol skal sidestilles”.429 Kommissionens anbefaling indebærer, at man forlader det hidtil gældende modificerede gerningsmandsprincip og indfører et foranstaltningssystem, der bygger på begge principper.

Lad os se på et andet element i den oprindelige kriminallov, nemlig spørgs- målet om fængsler. Frihedsberøvende foranstaltninger indtog en tilbagetruk- ket plads i den oprindelige kriminallov, og Goldschmidt forsvarede ved enhver given lejlighed i årene derefter synspunktet om, at resocialisering måtte gå forud for straf. Goldschmidts modvilje mod at indføre fængsler efter dansk mønster er nærmest legendarisk og hans holdning til spørgsmålet fremgår tydeligt af en række udsagn refereret i denne bog. Lægger Retsvæsens- kommissionen op til et brud med dette grundlæggende element i den oprindelige kriminallov?

429 Den grønlandske Retsvæsenskommission: Betænkning om det grønlandske rets- væsen, betænkning nr. 1442, bind 1, IT- og Telestyrelsen, 2004, s. 37

253 Når det gælder det fremtidige foranstaltningssystem opsummerer kommissionen sine anbefalinger således: ”Anstaltssystemet indrettes som hidtil med åbne afdelinger. Dog indrettes i alle anstalter halvlukket regi, dvs. beskæfti- gelse i anstalten i arbejdstid og fritid, med henblik på anbringelse af dømte, der har begået alvorlig personfarlig kriminalitet, og som derfor i en periode ikke må forlade anstalten med henblik på arbejde eller udgang i øvrigt […] Der indrettes i Anstalten i Nuuk en lukket disciplinærafdeling for dømte, som ikke overholder betingelserne for anbringelse i åben eller halvlukket afdeling. Der indrettes en lukket forvaringsafdeling i Anstalten i Nuuk til farlige kriminelle, der hidtil har været anbragt i Anstalten ved Herstedvester”.430

Det er således ret klart, hvad kommissionen lægger op til, nemlig et endeligt opgør med det fængselsløse foranstaltningssystem. Grønland, landet uden fængsler, skal i fremtiden ligne alle andre lande, hvor farlige forbrydere isoleres fra samfundet.

430 Den grønlandske Retsvæsenskommission: Betænkning om det grønlandske rets- væsen, betænkning nr. 1442, bind 1, IT- og Telestyrelsen, 2004, s. 37-38

254 8. En ideologisk konstruktion?

Den hidtil klareste og forskningsmæssigt bedst velfunderede kritik mod kriminalloven og dens underliggende teoretiske præmisser kommer fra samfundsforskeren Finn Breinholt Larsen, der fremfører sin kritik i et konferencepapir betitlet Den grønlandske kriminallov som ideologisk konstruktion.431 Konferencepapiret er indeholdt i rapporten Grønland på vej mod et nyt straffesystem fra Nordisk Samarbejdsråd for Kriminologi, der udkom i forbindelse NSfK´s 41. forskerseminar afholdt i Ilulissat 1999. Man bemærker, at Brein- holt Larsens kritik fremkom før nedsættelsen af Retsvæsenskommissionen samt at konferencepapiret er udgivet uden for kommissionens regi.

Breinholt Larsens forudsætninger Finn Breinholt Larsen var fra januar 1995 medlem af Retsvæsenskom- missionens forskningsgruppe, der foruden Breinholt Larsen også bestod af Flemming Balvig, Gunnar Martens, William Rentzmann og Per Walsøe. Forskningsgruppen opgave var ”dels at stå for at koordinere de i kommissionens regi planlagte, konkrete undersøgelser, dels via kontakter til grøn- landsk interesserede forskere at søge skabt et forskningsmiljø i stående dialog med retsvæsenet, således at løbende samfundsvidenskabelige undersøgel- ser af retsvæsenet har kunnet iværksættes og fortsætte, efter at kommissionen har afsluttet sit arbejde”.432 Forskningsgruppen har søgt tilvejebragt økonomiske midler til finansiering af forskning uden for kommissionens regi bl.a. via Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland.433

I tilknytning til forskningsgruppen blev der i december 1997 desuden nedsat en arbejdsgruppe vedrørende grønlandsk retskultur. Arbejdsgruppen, der foruden Breinholt Larsen også bestod af Elisæus Kreutzmann, Jens Møller og Per Walsøe, har bl.a. indsamlet oplysninger fra grønlandske kredsdommere omhandlende det praktiske liv i kredsretterne. På Retsvæsenskommissio- nens initiativ blev der ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet

431 Finn Breinholt Larsen: Den grønlandske kriminallov som ideologisk konstruktion, konferencepapir, rapport fra Nordisk Samarbejdsråd for Kriminologi, Ilulissat, 1999 432 Retsvæsenskommissionens betænkning, betænkning 1442, Den grønlandske Rets- væsenskommission, bind 8, resumé, IT- og Telestyrelsen, s. 23 433 Retsvæsenskommissionens betænkning, betænkning 1442, Den grønlandske Rets- væsenskommission, bind 8, resumé, IT- og Telestyrelsen, s. 23

255 i år 2000 desuden oprettet en professorstilling i grønlandsk retssociologi subsidiært i oprindelige folks rettigheder. Dr. jur. Hanne Petersen blev pr. 1. november 2001 ansat i denne stilling.

De under Retsvæsenskommissionens regi gennemførte undersøgelser er omtalt i kommissionsbetænkningens bind 7, afsnit xxxvi. En oversigt findes desuden i afsnit xxxvi under ”litteratur- og bilagslister”. Det fremgår, at kommissionen har gennemført følgende undersøgelser: 1) Befolkningen og politiet, en undersøgelse af den grønlandske befolknings erfaringer med og holdninger til politiets arbejde (1996), 2) I kredsretten, en undersøgelse af parter og tiltaltes oplevelse af retshandlinger i den grønlandske kredsretter (1996), 3) Politiets arbejdsvilkår i Grønland (1998), 4) Anstalt, Tilsyn, Pension - en undersøgelse af foranstaltningernes gennemførelse i praksis oplevet af dømte og personale (1999), 5) Flergangskriminelle, en undersøgelse af grøn- landske flergangskriminelle, deres sociale baggrund, kriminalitet og karriere (2003), 6) Recidivundersøgelse, en registerundersøgelse af recidivister i Grønland i perioden 1992-1997 (2003) samt 7) Kriminaliteten i Grønland, omfang, årsager og handlemuligheder (2003). I sin egenskab af medlem af forskningsgruppen og den særlige gruppe vedrørende grønlandsk retskultur har Finn Breinholdt Larsen sandsynligvis været involveret i en stor del af de nævnte undersøgelser.

Breinholt Larsens kritik Finn Breinholt Larsen stiller sig kritisk an over for det underliggende rationale bag udformningen af den grønlandske kriminallov. Breinholt Larsens hovedsynspunkt er, at kriminalloven er en ideologisk konstruktion. Brein- holt mener, at Goldschmidt under Den Juridiske Ekspedition konstruerede en retsopfattelse, der ikke svarede til 1940-ernes grønlandske virkelighed. Goldschmidts rapporter og artikler har siden hen bidraget til myten om kriminalloven, mener Breinholt:

Goldschmidts forskningsrapporter og artikler har været med til at forme den forståelsesramme, der knytter sig til kriminalloven, det man med et udtryk fra organisationsteorien kunne kalde for ”myten om den grønland- ske kriminallov”. Vigtige elementer i denne myte handler om, hvordan loven i sin udformning afspejler grundlæggende værdier og holdninger i det grønlandske samfund på den juridiske ekspeditions tid, hvordan disse

256 grundlæggende værdier ligeledes korresponderede med de fremherskende tanker inden for samtidens kriminologi, og om hvorfor loven på trods af, at den var en kodificering af den grønlandske retspraksis, ikke kom til at virke efter hensigten.434

En myte er som bekendt en falsk forestilling. Efter Breinholts opfattelse kommer ”falskheden” til udtryk i følgende tre påstande: 1) kriminallovens grund- principper indfangede og afspejlede gældende grønlandsk retsopfattelse, 2) grønlandsk retsopfattelse korresponderede på tidspunktet for lovens udformning med samtidens fremherskende kriminologi, og 3) loven kom på trods af dens fortrin i så henseende ikke til at virke efter hensigten. En kritisk gennemgang af Den Juridiske Ekspeditions rapport leverer ganske vist ikke noget endegyldigt bevis for antagelsen om kriminalloven som værende en ideologisk konstruktion, men den afkræfter i det mindste heller ikke denne antagelse, fremfører Breinholt.

Lovens problemer Da de første undersøgelser om kriminallovens virke blev lavet i 1960-erne måtte det konstateres, at loven ikke fungerede efter hensigten, noterer Breinholt. Problemet var, at loven ikke formåede at bevare den særlige grønlandske retstradition: ”Sanktionerne blev i langt højere grad, end det havde været tanken, fastsat med udgangspunkt i gerningens beskaffenhed. Domme, der var udformet med henblik på resocialisering […], var derimod sjældne, og der var en meget udstrakt brug af bøder”.435

Goldschmidt forklarede selv kriminallovens svigtende evne med, at det samfund og den kultur, loven virkede i, i den mellemliggende periode havde forandret sig. Det grønlandske samfund havde siden lovens indførelse gen- nemgået en hastig modernisering og urbanisering. Fra at have været baseret på primærgrupper, var samfundet nu i stigende grad præget af sekundær- relationer. Udviklingen førte til et holdningsskift fra aktiv til passiv tolerance.

434 Finn Breinholt Larsen: Den grønlandske kriminallov som ideologisk konstruktion, konferencepapir, rapport fra Nordisk Samarbejdsråd for Kriminologi, Ilulissat, 1999, s. 96 435 Finn Breinholt Larsen: Den grønlandske kriminallov som ideologisk konstruktion, konferencepapir, rapport fra Nordisk Samarbejdsråd for Kriminologi, Ilulissat, 1999, s. 97

257 Det var med andre ord faktorer uden for loven, der gjorde udslaget, mente Goldschmidt.436

Når loven ikke kom til at fungere som det resocialiseringsredskab, den var tænkt som, skyldtes det ikke først og fremmest eksterne forhold, men snarere, ”at den byggede på en antagelse om, at resocialiseringstankegangen spillede en langt mere dominerende rolle i den grønlandske retsopfattelse, end den faktisk gjorde”, mener Breinholt.437 Som belæg for sit synspunkt nævner Breinholt de sanktioner, som på Den Juridiske Ekspeditions tid blev bragt i anvendelse. Breinholts tankegang er, at forskellige typer af sanktioner afspejler forskellige intentioner. Sanktionerne kunne enten være tænkt som straf eller de kunne være tænkt som havende et opdragende eller resocialiserende sigte. Det var med andre ord et spørgsmål om, hvorvidt den pågæl- dende lovovertræder var blevet dømt ud fra gerningsprincippet, hvor det er strafelementet, der er det fremherskende, eller ud fra gerningsmandsprincippet, hvor behandlingselementet er afgørende.

I Den Juridiske Ekspeditions materiale optræder bøder som den hyppigst anvendte sanktion, noterer Breinholt sig. I ekspeditionens opgørelse over 1840 sager fra perioden 1926-1948 er bøder således sanktioneret i 43 pct. af tilfældene, mens forvisning og tvangsarbejde tegner sig for henholdsvis 3 pct. og 8 pct. af tilfældene.438 Ikke desto mindre omtaler ekspeditionen forvisning og tvangsarbejde som typiske, resocialiserende foranstaltninger: ”Det er ekspeditionens opfattelse, at man i Grønland betragter forvisning som den under de forhåndenværende omstændigheder bedst egnede foranstaltning til oplæring og opdragelse af yngre kriminelle, som har begået mere alvorlige forbrydelser, eller som har vist tilbøjelighed til at recidivere”.439 Om tvangsarbejde hed det, ”at denne foranstaltning sigtede mod at vænne den dom- fældte til regelmæssigt arbejde”. Men tvangsarbejde, måtte ekspeditionen

436 Verner Goldschmidt: New Trends in Studies in Greenland Social Life. Criminal Low in changing Greenland, Folk, vol. 5, 1963, p. 119 437 Finn Breinholt Larsen: Den grønlandske kriminallov som ideologisk konstruktion, konferencepapir, rapport fra Nordisk Samarbejdsråd for Kriminologi, Ilulissat, 1999, s. 100 438 Goldschmidt, Lindegaard og Weis Bentzon: Betænkning afgivet af den juridiske ekspedition til Grønland 1948-1949, Hæfte 6, 1950, tabel XVI 439 Goldschmidt, Lindegaard og Weis Bentzon: Betænkning afgivet af den juridiske ekspedition til Grønland 1948-1949, Hæfte 6, 1950, s. 19

258 erkende, blev ligeså ofte brugt til at inddrive bøder, ”fordi den er egnet til at tilvejebringe de til erstatninger og bøder nødvendige beløb”.440 Forvisning og tvangsarbejde udgjorde altså tilsammen kun 11 pct. af sanktionerne.

Tager man i betragtning, at det ikke i betænkningen er angivet, hvor stor en del af disse domme, der var begrundet i resocialiseringshensyn, og hvor mange, der blev afsagt ud fra andre hensyn, ”er det næppe for meget at sige, at der ikke leveres noget belæg for, at resocialiseringstanken kvantitativt spillede en dominerende rolle i den grønlandske retspraksis”, konkluderer Breinholt.441

Et andet forhold, der fanger Breinholts opmærksomhed, er Goldschmidts afvisning af den i Grønland på dette tidspunkt ofte anvendte praksis med offentliggørelse af lovovertræderes navne. Goldschmidt skriver i ekspeditionens betænkning følgende: ”Fra grønlandsk side har man overfor ekspeditionen anført, at offentliggørelse af navn har en ikke ringe præventiv virkning, fordi alle kender hinanden, og fordi offentliggørelsen medvirker til, at den pågældende lovovertræder taber i almindelig agtelse. En nærmere efter- prøvelse af de givne oplysninger viser dog, at offentliggørelsen vel i tidspunktet omkring dommen har en virkning, man at den efter relativt kort tids forløb ikke længere spiller nogen rolle, idet befolkningens tidligere omtalte sympati overfor de kriminelle herefter gør sig gældende. Det skal i denne forbindelse nævnes, at de grønlandske medlemmer ofte under SRT-retssagers [sysselretssager] behandling voterer for offentliggørelse, medens danske stemmer imod. Denne modsætning skyldes formentlig - det har vist sig også i forbindelse med spørgsmål om indførelse af fængsler i Grønland - at der i visse kredse af den grønlandske befolkning er en tendens til at søge danske retsmidler anvendt i Grønland allerede af den grund, at de anvendes inden for dansk retsvæsen”.442

Efter således at have sat spørgsmålstegn ved, om offentliggørelse af navn har nogen særlig effekt, og om offentliggørelse overhovedet er en ”ægte”

440 Goldschmidt, Lindegaard og Weis Bentzon: Betænkning afgivet af den juridiske ekspedition til Grønland 1948-1949, Hæfte 6, 1950, s. 21 441 Finn Breinholt Larsen: Den grønlandske kriminallov som ideologisk konstruktion, konferencepapir, rapport fra Nordisk Samarbejdsråd for Kriminologi, Ilulissat, 1999, s. 99 442 Goldschmidt, Lindegaard og Weis Bentzon: Betænkning afgivet af den juridiske ekspedition til Grønland 1948-1949, Hæfte 6, 1950, s. 37

259 grønlandsk retssædvane, vender Goldschmidt sig imod dens fortsatte anvendelse, fordi den ”ikke harmonerer med den stærke tendens til at resocialisere kriminelle, som er fundamentet i den hidtidige grønlandske kriminalret”, bemærker Breinholt.443 Eksemplet styrker formodningen om, at Goldschmidt anlagde en temmelig ensidig fortolkning af sit materiale, mener Breinholt. ”De begreber, som Goldschmidt brugte til at give sine iagttagelser mening, er hentet fra samtidens positivistiske kriminologi med dens ideer om resocialisering, individualiserede sanktioner og behandling”, hævder Brein- holt.444 Det fik Goldschmidt til ”at tolke den store variation, der var i de grønlandske retsafgørelser, som et udtryk for en høj grad af tilpasning af sanktionerne til den enkelte gerningsmands behov, og ikke f.eks. som udtryk for en svag organisering af retsvæsnet”.445

Det problematiske i så håndfast at tolke en resocialiseringstankegang ind i den grønlandske retspraksis er, ”at Goldschmidt herved fik skabt det indtryk, at de grønlandske retter var præget af én dominerende retsopfattelse, mens afgørelserne måske i virkeligheden var præget af en række forskellige, til dels modstridende retsopfattelser og praksisser. Og en god portion vilkårlighed!”446

Gennem sin ensidige tolkning kom Goldschmidt ifølge Breinholt til ”at idea- lisere en tilstand, der måske i højere grad udsprang af manglerne ved det eksisterende retssystem end det byggede på ønsker og holdninger i den grønlandske befolkning”. Men Goldschmidts tolkning af retsopfattelsen kom også til at stå i vejen for en undersøgelse af visse adfærds- og reaktions- mønstre i relation til udstødelses- og integrationsmekanismer i de grønland- ske småsamfund, som det ville have været nyttigt at vide noget mere om, fremfører han. 447

443 Finn Breinholt Larsen: Den grønlandske kriminallov som ideologisk konstruktion, konferencepapir, rapport fra Nordisk Samarbejdsråd for Kriminologi, Ilulissat, 1999, s. 99 444 Finn Breinholt Larsen: Den grønlandske kriminallov som ideologisk konstruktion, konferencepapir, rapport fra Nordisk Samarbejdsråd for Kriminologi, Ilulissat, 1999, s. 99 445 Finn Breinholt Larsen: Den grønlandske kriminallov som ideologisk konstruktion, konferencepapir, rapport fra Nordisk Samarbejdsråd for Kriminologi, Ilulissat, 1999, s. 99 446 Finn Breinholt Larsen: Den grønlandske kriminallov som ideologisk konstruktion, konferencepapir, rapport fra Nordisk Samarbejdsråd for Kriminologi, Ilulissat, 1999, s. 99 447 Finn Breinholt Larsen: Den grønlandske kriminallov som ideologisk konstruktion, kon- f e r e n c e p a p i r , r a p p o r t f r a N o r d i s k S a m a r b e j d s r å d f o r K r i m i n o l o g i , I l u l i s s a t , 1 9 9 9 , s . 1 0 0

260 Breinholt peger her på betydningen af skam som et middel til social kontrol, og henviser i den forbindelse til en undersøgelse fra 1896 udført af Carl Ryberg, der netop udpegede skam som et centralt element i den grønland- ske strafferetspleje på det tidspunkt. ”For tilhængere af den positivistiske skole, hvor den overordnede målsætning var adskillelsen af strafferet og moral, havde skam ingen legitim plads i strafferetsplejen, og Goldschmidts afvisning af offentliggørelse af de domfældtes navne skal givetvis ses i den sammenhæng”, mener Breinholt.448

Forbindelsen til Enrico Ferri Goldschmidts omgang med positivismen og ”behandlingsideologien” kan demonstreres ad anden vej, mener Breinholt. Den grønlandske kriminallov består af to dele. Den første del handler om forbrydelserne, den anden del handler om sanktionerne. Goldschmidts idé til opdeling af loven i et forbrydelseskatalog og et sanktionskatalog var, mener Breinholt, hentet fra et forslag til en ny italiensk straffelov, udarbejdet i 1921 af den italienske kriminolog Enrico Ferri, der var en af grundlæggerne af den positivistiske skole inden for kriminologien.

Breinholt har ret i, at Goldschmidt skelede til Ferri. Det har vi Goldschmidts egne ord for: ”Den grønlandske retspraksis var udtryk for, at de grønlandske retshåndhævere på en helt anden måde, end det kendtes i dansk kriminalret, adskilte skyldfastsættelsen fra sanktionsfastsættelsen. Det så ud til, at skyldfastsættelsen i langt højere grad var bestemt af en totalvurdering af gerningsmandens individuelle og sociale situation i pådømmelsesøjeblikket. Dette væsentlige karaktertræk ved grønlandsk retspraksis gjorde det nær- liggende at søge støtte i Enrico Ferris udkast til straffelov fra 1921 […] Det er indlysende, at det italienske udkast […] ikke kunne anvendes uden videre som forarbejde til en grønlandsk kriminallov. Dets betydning blev navnlig, at det gav anvisning på et reaktionsmønster, hvorefter reglerne om forbrydelser og reglerne om reaktioner var adskilte”.449

448 Finn Breinholt Larsen: Den grønlandske kriminallov som ideologisk konstruktion, kon- f e r e n c e p a p i r , r a p p o r t f r a N o r d i s k S a m a r b e j d s r å d f o r K r i m i n o l o g i , I l u l i s s a t , 1 9 9 9 , s . 1 0 0 449 Verner Goldschmidt: Den grønlandske kriminallov og dens sociologiske baggrund, Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab, 1954, s. 242

261 Det er sandt, at Ferri var inde i billedet, da den grønlandske kriminallov blev til, men kronologien er her ikke helt uden betydning. Ferris straffelovsudkast kom muligvis først ind i billedet i forbindelse med vedtagelsen af kriminalloven, ikke under udarbejdelsen.450 Det italienske straffelovsudkast kunne bruges til at give Goldschmidts utraditionelle forslag pondus og Ferris arbejde blev derfor brugt som argument for at få loven vedtaget.451 Bentzon, der på dette tidspunkt var gift med Goldschmidt, skriver herom: ”Især le Maire, men også Hurwitz støttede ham, og når de kunne gøre det så effektivt, så hang det nok sammen med, at Goldschmidt kunne påvise, at hans udkast havde bemærkelsesværdige ligheder med italieneren Ferris straffelovsudkast fra 1921, som var et forbillede for internationale strafferetsreformatorer af behandlingsskolen”.452

Mellem ægtefæller hersker der som bekendt ikke altid enighed, og Goldsch- midts egen erindring om Ferris betydning i forbindelse med kriminallovens tilblivelse afviger da også en del fra Bentzons. I en artikel fra 1980 i det marxistisk orienterede tidsskrift Retfærd skriver Goldschmidt:

Nogle af de vigtigste karakteristika ved den uskrevne grønlandske kriminalret, først og fremmest adskillelsen mellem skyldspørgsmål og reakti- onsspørgsmål og vægten på at reagere på grundlag af en total vurdering af gerningsmanden med henblik på hans fremtidige individuelle og sociale situation, pegede på at søge støtte i den italienske socialist Enrico Ferris udkast til en straffelov 1921. Udkastet fik ikke dengang praktisk betydning i Italien, fordi Mussolini kort tid efter kom til magten. Det kom imidlertid til at danne grundlag for den oprindelige russiske straffelov og det blev en inspirationskilde, da kodifikationen af grønlandsk kriminalret skulle ud- arbejdes. Man må i denne sammenhæng have med i billedet, at såvel daværende dansk som svensk kriminalpolitik udviklede sig ad samme baner som dem, der havde ført til det italienske udkast.453

450 Samtale med Agnete Weis Bentzon, den 7. maj 2007, transskription s. 25 451 Samtale med Agnete Weis Bentzon, den 7. maj 2007, transskription s. 25 452 Agnete Weis Bentzon: Verner Goldschmidt (1916-1982), i Henning Sørensen og Egil Fivelsdal (red.): Fra Marx til Habermas, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, Køben- havn, 1988, s. 154 453 Verner Goldschmidt: Fra uskreven til skreven kriminalret i Grønland, Retfærd nr. 16, 1980, s. 122-123

262 Ferris udkast til ny italiensk kriminallov bærer titlen Progetto preliminare di Codice penale Italiano per i Delitti.454 Goldschmidt erindrer altså Ferris udkast som værende en inspirationskilde og ikke blot som en bekvem lejlighed til at få den grønlandske kriminallov vedtaget. Hvorvidt Goldschmidt i det marxistisk inspirerede tidsskrift blot har følt det opportunt at nævne socialisten Ferri som en af sine inspirationskilder, eller om Ferri faktisk var inde i billedet på et tidspunkt i processen, kan man kun gisne om. At Ferri endte med at tilslutte sig Mussolini, føler Goldschmidt åbenbart ikke behov for at komme nærmere ind på.

Ifølge Breinholt kom påvirkningen fra behandlingsideologien også til udtryk ved, at hovedparten af den grønlandske kriminallovs foranstaltninger kunne idømmes på ubestemt tid, samt ved, at retten havde vidtgående beføjelser til at ændre en idømt foranstaltning til en anden, dersom denne efter rettens opfattelse var mere hensigtsmæssig.455 Breinholt gør opmærksom på, at der også gennem den sproglige udformning blev lagt afstand til traditionel straffe- retstænkning. Loven blev kaldt en kriminallov og ikke en straffelov, ordet ”straf” forekommer ikke i lovteksten, i stedet taler loven om ”foranstaltninger”. Breinholt har dog også rosende ord at sige. Kriminalloven er på trods af dens skavanker blevet en integreret del af moderne grønlandsk ret:

Goldschmidts kriminallov kom aldrig til at fungere som det redskab til resocialisering, som han havde tænkt sig […] Kriminalloven har ikke desto mindre med visse ændringer været i brug siden 1954 og er som sådan en integreret del af den moderne grønlandske retstradition. Bygger kriminalloven ikke på en gammel grønlandsk retskultur, har den til gengæld medvirket til at skabe en ny retskultur. Forskellig fra hvad Goldschmidt havde forestillet sig, men også forskellig fra f.eks. dansk strafferet.456

454 Enrico Ferri: Progetto preliminare di Codice penale Italiano per i Delitti, Relazione del Presidente Enrico Ferri, Commissione reale per la Riforma delle Leggi Penali, Dottor Francesco Vallardi, Milano, 1921 455 Finn Breinholt Larsen: Den grønlandske kriminallov som ideologisk konstruktion, konferencepapir, rapport fra Nordisk Samarbejdsråd for Kriminologi, Ilulissat, 1999. Muligheden for at idømme tidsubestemte straffe blev ved revisionen af kriminalloven i 1978 stærkt begrænset. 456 Finn Breinholt Larsen: Den grønlandske kriminallov som ideologisk konstruktion, konferencepapir, rapport fra Nordisk Samarbejdsråd for Kriminologi, Ilulissat, 1999, s. 100

263 Dette maner til forsigtighed med hensyn til at ændre lovens grundlæggende principper, ikke mindst lovens systematik med en forbrydelsesdel og en for- anstaltningsdel, advarer Breinholt. Kriminalloven passer godt til det grøn- landske lægdommersystem, fordi den er enkel og overskuelig og dermed let at anvende for personer uden juridisk uddannelse. Man kan, mener Breinholt, se kriminalloven som en ramme, som kan fyldes ud på forskellig måde, alt efter hvordan man vælger at udforme kriminalpolitikken. Det er imidlertid vigtigt, at man i kriminalpolitikken ikke lader sig begrænse af den myto- logi, der knytter sig til loven, understreger han.457 Det er tværtimod på tide, at man bevæger sig ud over den modstilling mellem gerningsmandsprincippet og gerningsprincippet, som debatten om kriminalpolitik i Grønland ofte begrænser sig til.458

Med en baggrund som medlem af Retsvæsenskommissionen er Finn Brein- holt Larsen en autoritet, man ikke kan komme udenom. Breinholts kritik af Goldschmidts kriminallovsprojekt er væsentlig, og hans artikel efterlader berettiget tvivl om Goldschmidts projekt. Var kriminalloven i virkeligheden et ideologisk eksperiment, der mere eller mindre bevidst påførtes grønlæn- derne udefra?

Goldschmidt var utvivlsomt inspireret af det, Breinholt kalder ”behandlingsideologien”, men Goldschmidts påståede omgang med retspositivismen er til gengæld vanskelig at finde belæg for. I den retsvidenskabelige litteratur nævnes Goldschmidts navn ofte i forbindelse med retssociologien, ikke i forbindelse med retspositivismen.459 Selv om Breinholts term ”positivisme” måtte henvise til den såkaldte ”positivist school of criminology” - også kaldet ”den italienske skole” - bringer det os ikke meget nærmere en afklaring.

I bogen Criminology fra 1952 udpeger Stephan Hurwitz og Karl O. Christi- ansen ganske vist Enrico Ferri som en af fædrene til den italienske skole,

457 Finn Breinholt Larsen: Den grønlandske kriminallov som ideologisk konstruktion, konferencepapir, rapport fra Nordisk Samarbejdsråd for Kriminologi, Ilulissat, 1999, s. 100 458 Finn Breinholt Larsen: Den grønlandske kriminallov som ideologisk konstruktion, konferencepapir, rapport fra Nordisk Samarbejdsråd for Kriminologi, Ilulissat, 1999, s. 106 459 Se f.eks. Jørgen Dalberg-Larsen: Dansk retsfilosofi – udviklingslinjer og portrætter, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2006, s. 88

264 men som vi har set, er Goldschmidts omgang med Ferri ikke nødvendig- vis af ideologisk art. En anden og mere rabiat figur, der normalt knyttes til den positivistiske kriminologi, er imidlertid Ferris læremester, psykiateren Cesare Lombroso (1835-1909). Lombroso var, mener Hurwitz og Christian- sen, stærkt påvirket af Darwins evolutionsteori og Comtes positivisme.460 Lombroso introducerede begrebet ”homo delinquens” - ”det kriminelle menneske”. Ideen var kommet til Lombroso gennem, hvad han selv beskriver som en åbenbaring. Under en obduktion i 1870 fandt Lombroso en anatomisk abnormitet i kraniet på en berygtet morder, en abnormitet, han anså for typisk for laverestående aber:

Dette var ikke simpelthen en tanke, det var en åbenbaring. Ved synet af denne hjerneskal var det, som om jeg med ét så – som en uhyre oplyst slette under en flammende himmel – problemet om forbryderens natur – et atavistisk væsen [atavisme det forhold, at forsvundne egenskaber dukker op hos et senere individ], som i sin person reproducerer det primitive menneskes og de lavere dyrs grusomme instinkter.461

Lombrosos bog L’uomo delinquente (Lombroso, 1876) er et forsvar for tanken om eksistensen af et særligt ”forbrydermenneske”. Forbryderen, mente Lom- broso, besad visse typiske legemstræk såsom lav hjernevægt, lav vigende pande, tottet, krøllet hår, stammen og abnormiteter ved kønsorganerne. Det kriminelle menneske var ikke prædisponeret men derimod prædestineret til kriminalitet.462 Ferri bidrog mere end nogen anden til, at Lombrosos synspunkter vandt indpas i den kriminalpolitiske debat, men hovedparten af Fer- ris egen forskning må dog karakteriseres som sociologisk, mener Hurwitz og Christiansen.463 Lidt uforståeligt placerer de to forfattere imidlertid Ferri sammen med Lombroso under etiketten ”biologisk orienteret forskning”.464

460 Stephan Hurwitz og Karl O. Christiansen: Criminology, second edition, Fairleigh Dickinson University Press, London, 1983, s. 23-27 461 Refereret fra Stephan Hurwitz og Karl O. Christiansen: Kriminologi, bind I, 3. udgave, Gyldendal, 1968, s. 44 462 Stephan Hurwitz og Karl O. Christiansen: Kriminologi, bind I, 3. udgave, Gyldendal, 1968, s. 45 463 Stephan Hurwitz og Karl O. Christiansen: Kriminologi, bind I, 3. udgave, Gyldendal, 1968, s. 48 464 Stephan Hurwitz og Karl O. Christiansen: Kriminologi, bind I, 3. udgave, Gyldendal, 1968, s. 48

265 Ferri understregede, at kriminel adfærd i lighed med andre menneskelige handlinger udsprang af flere sammenknyttede årsager: antropologiske, psykologiske, fysiske og sociale. De sociale omgivelser bestemmer kriminalitetens form, mente Ferri, mens de dybereliggende årsager måtte søges i biologiske, organiske eller antisociale psykiske tendenser.465 Ferris kriminologiske hovedværk udkom første gang i 1881 og fik med tredjeudgaven i 1892 titlen Sociologia criminale (Ferri: 1892). Ferris kriminologi repræsenterer en form for kompromis mellem biologi og sociologi. I sin teoridannelse har Ferri fastholdt kernen i det biologisk orienterede syn, men i forhold til Lombroso har Ferri gjort betydelige indrømmelser til sociologien.

I den udstrækning, Goldschmidt har ladet sig inspirere af Ferri, synes han først og fremmest at have lyttet til dennes sociologi og lagt mindre vægt på biologien. Det er vanskeligt at se en entydig forbindelse mellem Goldschmidt og den italienske skole, sådan som Breinholt forsøger at gøre det. Sådan står sagen, når vi ser på de skriftlige kilder. Noget anderledes forholder det sig, når vi lytter til Goldschmidts udtalelser. I 1948 udtalte Goldschmidt bl.a. følgende:

Men der er en ting, som jeg mener … som jeg synes, man overser her… man taler så generelt om det, man siger, ikke sandt, at alle skal have ens behandling, men man glemmer, at mennesker er meget forskellige og årsagerne til forbrydelserne kan være uhyre forskellige. Man kan tale om, at årsagerne er… det er det, man siger, det kan være mere intern… øh, skal vi sige af biologisk karakter, man kan… det kan være sygdom i hjernen og det kan være karakterdefekthed og det kan være… hm dårlig kirtelfunktion, der er så mange muligheder, og men det også godt være ydre årsager, dårlig opdragelse, som Lynge har nævnt… fattigdom og lignende.466

Båndoptagelsen er foretaget af Statsradiofoniens foredragschef K.B. Ander- sen i 1948 under Goldschmidts ophold i Grønland. Senere i samtalen kommer Goldschmidt ind på behovet for lægeundersøgelser af de grønlandske kriminelle:

465 Stephan Hurwitz og Karl O. Christiansen: Kriminologi, bind I, 3. udgave, Gyldendal, 1968, s. 48 466 Statsradiofonien, båndoptagelse, Godthåb, den 2. august 1948, transskription s. 9

266 Blandt andet er der ikke nogen, der har nævnt, at man skulle have læge- undersøgelser, så meget som muligt, eventuelt lægebehandling. Der foreligger sikkert… efter, hvad jeg kan forstå, hvad jeg har hørt allerede den korte tid, jeg har været her, så er der dog nogen af dem, der begår forbrydelse, der er noget åndssvage, og jeg ved, der er en mand nede i Julia- nehåb, som jeg har hørt om, som har begået masser af forbrydelser, en begavet mand og en tiltalende mand på mange måder, som man sikkert må sige, er det, vi kalder psykopat… altså har en karakterdefekt.467

Goldschmidt skelner mellem interne og eksterne årsager til kriminalitet. De interne årsager vedrører den kriminelles fysiologiske forhold - hans medfødte biologiske apparat, om man vil - mens de eksterne årsager vedrører hans sociale og sociologiske forhold. Goldschmidts forestilling om kriminalitetens årsager er med andre ord helt på linje med Ferris. Goldschmidts påpegning af de biologiske faktorers betydning antyder indflydelsen fra Lombroso og den italienske skole, og Goldschmidts balancegang mellem biologiske og sociologiske faktorer peger klart i retning af Ferri. Goldschmidts henvisning til Ferri er måske i virkeligheden mere ideologisk i sin karakter, end Bentzon gør den til? Goldschmidts tilsyneladende tilknytning til Ferris kriminologi tager afsæt i dennes understregning af kriminalitetens komplekse årsagsbaggrund, der giver den samfundsengagerede Goldschmidt et vist teoretisk råderum, men tilknytningen handler også om Ferris overordnede projekt, nemlig konstruk- tionen af en kriminologi, der indtænker sociologien. Ferri beskriver sit projekt således:

From this point onwards, nothing could be more natural than the rise of a new school, whose object was to make an experimental study of social pathology in respect of its criminal symptoms, in order to bring theories of crime and punishment into harmony with everyday facts. This is the positive school of criminal law, whereof the fundamental purpose is to study the natural genesis of criminality in the criminal, and in the physical and social conditions of his life, so as to apply the most effectual remedies to the various causes of crime. Thus we are not concerned merely with the construction of a theory of anthropology or psychology, or a system of

467 Statsradiofonien, båndoptagelse, Godthåb, den 2. august 1948, transskription s. 10

267 criminal statistics, nor merely with the setting of abstract legal theories against other theories which are still more abstract. Our task is to show that the basis of every theory concerning the self-defence of the commu- nity against evil-doers must be the observation of the individual and of society in their criminal activity. In one word, our task is to construct a criminal sociology.468

Goldschmidts videnskabsteoretiske ståsted En forskers videnskabsteoretiske opfattelse er naturligvis ikke statisk. Der er forskel på Goldschmidt anno 1948 og Goldschmidt anno 1980. Goldschmidt, mener Bentzon, synes at have bevæget sig bort fra et positivistisk viden- skabsideal og i retning af hermeneutikken. Bentzon skildrer Goldschmidts udvikling således:

Jeg tror, at der i Goldschmidts tilfælde er en vekselvirkning mellem det langvarige samarbejde med Guldborg Chemnitz med indsamling af data utallige steder i Grønland og den udvikling, hans syn på og holdning til metodespørgsmål gennemgik. Han har selv beskrevet det således, at han fjernede sig fra et udgangspunkt i en metodologi, som normalt er forbundet med den logiske empirisme: En indledende begrebs- og hypo- tespræcisering med henblik på afprøvning gennem indsamling af kvanti- ficerbart materiale. Han endte med at lægge hovedvægten på at nå til en forening af forskerens forforståelse – der ikke skulle antage form af præciserede hypoteser – med undersøgelsesobjekternes omverdens- og selvforståelse. Metodisk skulle det nås ved indsamling af kvalitative data gennem deltagerobservation og fokuserede åbne interviews. Og så skulle forståelsen udvikles gennem en fortsat dialog med gensidig påvirkning af synspunkter. Der er vel ikke tvivl om, at man kan påvise en udvikling i de samfundsvidenskabelige miljøer her i Danmark og i udlandet, der har lighedspunkter med den, Goldschmidt har beskrevet for sit eget vedkommende, men jeg er ikke helt enig i hans beskrivelse af egen udvikling. Jeg mener, at hans praksis fra første færd havde elementer af den forstående og fortolkende holdning. Virkeligheden har for Goldschmidt aldrig kun

468 Enrico Ferri: Criminal Sociology, 1884, Introduction

268 været en ydre objektverden, den har også været handlende menneskers konstruktion.469

Goldschmidts videnskabsteoretiske ståsted har givetvis været et miks af forskellige retninger. Påvirkningerne er kommet flere steder fra på forskellige tidspunkter og med forskellig styrke. I begyndelsen af sin forskerkarriere har Goldschmidt formentlig kunnet tilsluttet sig Alf Ross´ synspunkt om, at ”retsvidenskaben burde opbygges som en erfaringsvidenskab efter samme principper som al anden moderne videnskab”. Alf Ross, dengang dansk retsvidenskabs ledende skikkelse, var i en periode påvirket af logisk positivisme.470 Som enhver anden retsvidenskabeligt interesseret person i 1940- erne har Goldschmidt naturligvis været påvirket af Ross, men indflydelsen kom også fra andre toneangivende personer i det retsvidenskabelige miljø.

En af disse personer var professor Stephan Hurwitz (1901-1981), der senere blev Danmarks første ombudsmand. Under jurastudiet på Københavns Universitet havde Hurwitz været Goldschmidts underviser i faget retslære, og Goldschmidt, der gik til forelæsninger hos Hurwitz, må have haft et kendskab til Hurwitz´ interesseområder og forfatterskab, der også i 1940-erne var omfattede.471 Hurwitz´ kriminologi udkom først i 1952, men Hurvitz har givetvis introduceret sine studerende for emnet og også gennemgået krimi- nologiens historie. Lombrosos kriminologiske teorier har ganske givet været et af punkterne på Hurwitz forelæsningsplan, men det er vanskeligt at forestille sig, at Goldschmidt kan have været særligt begejstret for Lombrosos ideer. Han har formentlig fundet den sociologisk orienterede Ferri mere tiltalende.

På det personlige plan har Goldschmidt, der af bladet Fædrelandet var blevet stemplet som jøde og som i 1943 derfor måtte flygte til Sverige, uden tvivl været optaget af at reagere mod en ideologi, der betragtede forbrydelse som en slags genetisk brist.472 Tankegangen, der florerede i nazistiske kredse, var

469 Agnete Weis Bentzon: Verner Goldschmidt (1916-1982), i Henning Sørensen og Egil Fivelsdal (red.): Fra Marx til Habermas, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, Køben- havn, 1988, s. 156-157 470 Jørgen Dalberg-Larsen: Dansk retsfilosofi – udviklingslinjer og portrætter, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2006, s. 54-56 471 Samtale med Agnete Weis Bentzon, den 7. maj 2007, transskription s. 20 472 Samtale med Agnete Weis Bentzon, den 7. maj 2007, transskription s. 23

269 ikke ualmindelig, heller ikke uden for nazisternes rækker. Det var de progressive mod de reaktionære. Dersom forbrydelse var en medfødt biologisk defekt, en atavisme, skulle vægten lægges på straf, hævn og indespærring. Var forbrydelse derimod socialt betinget, skulle der omvendt lægges vægt på behandling og resocialisering.

For Goldschmidts vedkommende har reaktionen mod, hvad han har betragtet som reaktionært tankegods, indebåret en understregning af, at forbryderen først og fremmest var et menneske, der, hvis de rette foranstaltninger blev sat i værk, efter udstået straf igen kunne bringes tilbage til samfundet og komme til at fungere som en nyttig samfundsborger. Understregningen af behandlingsaspektet kom netop til udtryk i Goldschmidts kriminallovsprojekt. Goldschmidt mente, at han genfandt den samme form for tankegang i den arktiske fredsmodel, som tillod gerningsmanden at bevare en plads i fællesskabet. Ja, faktisk fandtes der slet ikke forbrydere i Grønland - kun forbrydelser.

Goldschmidt fandt faktisk ingen forbrydere i Grønland, fortæller Bentzon, ”for den etikette satte de lokale retsudøvere eller konfliktløsere ikke på nogen. Der var konflikter mellem mennesker, og der var adfærd, som var uønsket, og som man søgte at hindre gentagelse af. Men der var ingen, som fik hæftet en betegnelse som ”tyv”, ”morder”, ”børnelokker” osv. på sig”.473

Anden kritik Med sin kritik af Goldschmidts kriminallovsprojekt er Breinholt lidt af en ene- gænger. Med en enkelt undtagelse, som jeg vil vende tilbage til om et øjeblik, finder man ikke umiddelbart en tilsvarende kritisk holdning til kriminalloven hos andre i det retsvidenskabelige miljø. Kriminallovsprojektet synes imidlertid at tiltrække sig opmærksomhed fra unge studerende, der beskæftiger sig med retssociologiske problemstillinger. Et speciale med titlen Et socialt eksperiment474 fra 2003 udarbejdet af Annemette Nyborg Lauritsen fra Ros- kilde Universitetscenter beskæftiger sig med kriminallovens virkninger i det

473 Agnete Weis Bentzon: Verner Goldschmidt (1916-1982), i Henning Sørensen og Egil Fivelsdal (red.): Fra Marx til Habermas, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, Køben- havn, 1988, s. 153 474 Annemette Nyborg Lauritsen: Et socialt eksperiment – empirisk analyse af den grønlandske kriminallovs virkninger i det nutidige grønlandske samfund, speciale, Roskilde Universitetscenter, 2003

270 moderne grønlandske samfund, og en universitetsopgave med titlen Grøn- lands kriminallov475 fra 2005 undersøger de underliggende årsager til, at kriminalloven ser ud, som den gør. Nyborg Lauritsens undersøgelse peger på det problematiske og krænkende i, at ofrene kort tid efter en forbrydelse kan møde gerningsmanden i nærmiljøet. Den grønlandske befolkning er ikke længere så velvilligt indstillet over for den for form for resocialisering, hvor gerningsmanden forbliver en del af samfundet, mener hun.476 Begge univer- sitetsprojekter er skrevet af studerende fra Roskilde Universitetscenter, hvor Agnete Weis Bentzon fra 1974 var ansat som professor i samfundsvidenskab. På vej frem er måske en ny generation af kritikere, der finder Breinholts synspunkter berettigede og væsentlige?

Helt alene med sin kritik af kriminalloven er Finn Breinholt Larsen således ikke. Han får følgeskab af cand. jur. og tidligere dommerfuldmægtig ved Grønlands landsret, Henrik Garlik Jensen, der ved flere lejligheder har udtalt sig kritisk om kriminallovens teoretiske grundlag. Følgende er et uddrag af Garlik Jensens artikel Den fredelige eskimo fra Berlingske Tidende den 1. april 1992:

Det har ofte været anført, at man i Grønland har et særlig mildt syn på lovovertrædere, og at samfundet er mere forstående og tilgivende end andre vestlige samfund. Det var ideen om ”den fredelige eskimo”, der lå til grund ved udarbejdelsen af kriminalloven. Denne lov opererer princi- pielt ikke med strafferammer som den danske straffelov. Dette betyder, at kredsretten kan idømme foranstaltninger (straffe) uden hensyntagen til gerningens beskaffenhed. Et af formålene med dette er at give kredsretten mulighed for at idømme netop den retsfølge, som tjener gerningsmanden bedst, og derved muligvis forhindre denne i at fortsætte sin kriminelle løbebane. Betragter man de foranstaltninger, der idømmes i Grønland i dag, vil man imidlertid se, at der er opstået ”skjulte” strafferammer. Straffe udmåles ikke længere efter individets hensyn, men ud fra gerningen som i alle andre samfund. Princippet om et særligt individuelt syn på

475 Peter Kornerup og John Kurt Nielsen: Grønlands kriminallov, universitetsopgave, Roskilde Universitetscenter, 2005 476 Annemette Nyborg Lauritsen: Et socialt eksperiment – empirisk analyse af den grønlandske kriminallovs virkninger i det nutidige grønlandske samfund, speciale, Roskilde Universitetscenter, 2003, s. 78

271 gerningsmænd eksisterer ikke længere, i hvert fald ikke i større udstræk- ning end den danske straffelov giver mulighed for. At der i Grønland skulle eksistere et særlig mildt syn på lovovertrædere (en såkaldt arktisk fredsmodel), vil jeg afvise som noget vrøvl. Samme fredsmodel ville i givet fald kunne findes på Bornholm. Fænomenet skyldes det begrænsede antal af mennesker og samfundets ringe størrelse og dermed nærhed, ikke som kulturel norm, som det er hævdet. Det er min opfattelse, at ideen om ”den fredelige eskimo” mere er opstået som et ideal i moderne kriminalpolitik hos danske jurister, der udarbejdede loven i 1948-49, end det var et egentlig antropologisk faktum. Grønland har aldrig været et fredeligt samfund (…)477

Den fredelige eskimo var ikke og har aldrig været et antropologisk faktum. Forestillingen var et ideal hos de danske jurister, der udarbejdede loven, mener Garlik Jensen, der med sin skelnen mellem ”det faktuelle” og ”det ideelle” gør Breinholt Larsen følgeskab.

En ideologisk konstruktion Med sin negativt ladede anvendelse af begrebet ideologi anfægter Breinholt Larsen kriminallovsprojektets videnskabelige status. En ideologisk konstruktion er en fordrejet forestilling om virkeligheden, en normativ vurdering af, hvordan samfundet bør se ud. En ideologisk konstruktion er ikke og kan ikke være videnskab, for ideologi har at gøre med værdier. At skelne mellem hvad, der er en ideologisk konstruktion, og hvad, der ikke er, har at gøre med distinktionen mellem er og bør - mellem fact og værdi - en skelnen, der ikke alene er en nødvendig forudsætning for klar tænkning men også for videnskabelig tænkning. Hvor værdier har at gøre med holdningsspørgsmål, der knytter sig til fx religiøse, politiske eller moralske anskuelser, og som qua deres normative indhold derfor i princippet er ubeviselige, kan facts bevises som værende enten sande eller falske.

Goldschmidts kriminallovsprojekt er ikke et videnskabeligt produkt men et konstrukt skabt i Goldschmidts eget retspolitiske verdensbillede. Goldschmidt er blevet inddraget i den genstand, han har skullet beskrive, han har villet noget med beskrivelsen.

477 Henrik Garlik Jensen: Den fredelige eskimo, Berlingske Tidende, den 1. april 1992

272 9. Jurex reconsidered

Agnete Weis Bentzon må have følt behov for at tage Den Juridiske Ekspedi- tion op til fornyet overvejelse i en bredere international sammenhæng, for i 1996 - et halvt århundrede efter at ekspeditionen fandt sted - dukker en artikel med titlen Jurex reconsidered op i en engelsksproget publikation ved navn Crime, Law and Justice in Greenland (Copenhagen, 1996).478 Publikatio- nen er udgivet af Handelshøjskolen i København og bogen indeholder foruden Agnete Weis Bentzons artikel også bidrag forfattet af bl.a. Jørgen Dalberg- Larsen, Finn Breinholt Larsen, Henning Brøndsted, Henrik Garlik Jensen og Torben Agersnap, de to sidstnævnte er også bogens redaktører.

En tilståelsesberetning Agnete Weis Bentzon har forsynet sin artikel med underoverskriften: Confes- sional tale about The Juridical Expedition (Jurex) to Greenland in 1948-49 and the Greenlanders’ customary law. Med anvendelsen af termen “confessional tale” antyder Bentzon, at hun med artiklen har noget at tilstå. Ved nærmere eftersyn viser det sig, at udtrykket ”confessional tale” er et lån fra etnografen John van Maanen, der i bogen Tales of the Field (Chicago, 1988) opererer med tre former for etnografiske fortællinger, eller ”retoriske ind- retninger forbundet med det at skrive om kultur” om man vil. Van Maanen benævner de tre fortælleformer som henholdsvis ”realist tales”, ”confessional tales” og ”impressionist tales”.

Den klassiske etnografiske ”realist tale” er en upersonlig og lidenskabsløs ”matter-of-fact-feltstudieberetning”, mens ”the impressionist tale” er ”den mere eller mindre fantasifulde historie, som etnografen fortæller sine fag- fæller ved lejrbålet eller i kantinen”.479 Når etnografen derimod skriver en confessional tale, indeholder beretningen dels en række selvkritiske refleksioner over hans anvendte metoder og dels overvejelser vedrørende hans neutralitet som deltagerobservatør og feltarbejder.

478 Jurex = The Juridical Expedition 479 Agnete Weis Bentzon: Jurex reconsidered, Henrik Garlik Jensen og Torben Ager- snap (eds.): Crime, Law and Justice in Greenland, New Social Science Monographs, Copenhagen, 1996, s. 98

273 Feltarbejderen er aldrig neutral, mener Bentzon, og den etnografiske fremstilling kan heller ikke være neutral. Feltarbejderens rapport er ikke ”et billede af en eller anden objektiv virkelighed derude”, den er et udtryk for feltarbejderens opfattelse af virkeligheden. I modsætning til den klassiske etnograf stiller den moderne feltarbejder kritiske spørgsmålstegn ved meto- derne og resultaterne. Kan man stole på resultaterne? Hvordan blev resultaterne fortolket af feltarbejderen? Hvorledes blev resultaterne præsenteret over for administratorerne og lovgiverne?

Uerfarne retsantropologer Der er grund til at underkaste Den Juridiske Ekspedition en fornyet overvejelse, mener Bentzon. Ekspeditionen var de udsendte juristers første erfaring med antropologiske feltstudier - ”we were indeed innocent anthropologists who baldheaded had set to work”.480 Den fortælling, juristerne præ- senterede for statsministeren i form af ekspeditionens betænkning, indeholdt ingen overvejelser om baggrunden for studiet og ingen refleksioner om de anvendte metoder eller om resultaternes pålidelighed og gyldighed, frem- fører hun.481 Bentzon fremhæver betydningen af at se Den Juridiske Ekspedi- tion i lyset af den udvikling, Grønland har gennemløbet siden ekspeditionens tid, en udvikling, hun personligt har haft lejlighed til at følge, bl.a. gennem sit arbejde som sekretær for den grønlandske lovkommission. Bentzon frem- hæver ligeledes, at de erfaringer, hun har indhøstet gennem sit arbejde med lovgivningsmæssige problemstillinger i afrikanske lande, vil kunne bidrage til en fornyet vurdering af historien om Den Juridiske Ekspedition.

Baggrunden for ekspeditionen Hvorfor sendte den grønlandske koloniadministration tre unge jurister til Grønland for at indsamle oplysninger om grønlændernes sædvaneret, spør- ger hun. En af grundene var ønsket i Grønland om afvikling af landets koloniale status, en anden grund var den kritik af leveforholdene, der var blevet rejst af danske journalister og politikere, der havde besøgt landet. Det hånd- gribelige resultat af kritikken var nedsættelsen af Grønlandskommissionen

480 Agnete Weis Bentzon: Jurex reconsidered, Henrik Garlik Jensen og Torben Ager- snap (eds.): Crime, Law and Justice in Greenland, New Social Science Monographs, Copenhagen, 1996, s. 98 481 Agnete Weis Bentzon: Jurex reconsidered, Henrik Garlik Jensen og Torben Ager- snap (eds.): Crime, Law and Justice in Greenland, New Social Science Monographs, Copenhagen, 1996, s. 98

274 fra hvilken initiativet til en række reformer udsprang, heriblandt den reform, som Den Juridiske Ekspedition skulle forberede. ”The purpose was to clarify to what extent Danish law could be introduced unamended in Greenland as a common law for Danes and Greenlanders”, forklarer Bentzon. Med andre ord: Den Juridiske Ekspedition skulle undersøge, hvorvidt dansk ret kunne indføres i Grønland.

Forberedelserne Efter ankomsten til Grønland forsøgte ekspeditionen at lære sig lidt grøn- landsk, fortæller Bentzon. Kâle Rosing, der boede dør om dør med ekspeditionen under dens ophold i Godthåb, stod for sprogundervisningen. Goldschmidt klarede opgaven bedst, men også Bentzon og Lindegaard fik lært sig nogle grønlandske fraser. Kendskab til sproget - hvor beskedent det end var - satte deltagerne i stand til at følge med i, hvorvidt tolken under de åbne interviews med grønlandske respondenter nu også fik oversat det hele og berørt alle emnerne.

Forberedelserne indeholdt også litteraturstudier. Nogle af de læste tekster var missionærernes beretninger fra 1700-tallet, andre var årsrapporter fra Grønlandsadministrationen samt kirkebøger. For at finde inspiration til felt- arbejdets metodologiske aspekter søgte ekspeditionen hjælp i den antropologiske litteratur. De etnografiske studier, ekspeditionen gjorde sig bekendt med som led i forberedelserne, viste alle, at stammesamfund var stabile, dersom samfundene ikke forstyrredes af udefra kommende påvirkninger, fortæller Bentzon.

Ekspeditionens antagelser Ekspeditionen udviklede sine egne antagelser. Man tog det for givet, at der eksisterede en sammenhæng mellem retssystemet og de social-økonomiske forhold. Eftersom disse forhold havde gennemgået en forandring, forventede man derfor også at finde ændringer med hensyn til sædvaner og opfattelser, ikke mindst på grund af indflydelsen fra dansk mission, handel og administration, men også som følge af amerikanernes tilstedeværelse under og efter 2. verdenskrig.

Ekspeditionen kendte dengang ikke til debatten om problemerne vedrørende brug af europæiske retsbegreber i studiet af fremmede kulturer, fortæller Bentzon. Man måtte derfor ty til de begreber, man havde tilegnet sig under

275 jurastudiet på Københavns Universitet. Man ønskede at beskrive og forstå grønlandsk sædvaneret i dens kulturelle sammenhæng og samtidig sammenligne grønlandsk og dansk ret. En af måderne, hvorpå man kunne sikre åbenhed, var at undersøge, hvordan grønlænderne reagerede over for retlige fænomener i juristernes egen kultur, en fremgangsmåde, der placerede tolken i en central position som informant.

Design af feltstudier Verner Goldschmidts rejse op langs den grønlandske vestkyst sammen med politikere, administratorer og journalister i sommeren 1948 tjente som en forberedelse for den egentlige ekspedition. Under denne rejse delte Gold- schmidt kahyt med Peter Freuchen, der åbnede Goldschmidts øjne for den danske administrations fejl og mangler, fortæller Bentzon.482 Freuchen sendte senere Goldschmidt et brev, hvori han gentog sine synspunkter. Brevet, som jeg har fundet i Goldschmidts privatarkiv, er gengivet andetsteds i denne bog. Goldschmidts indtryk fra rejsen, hvorunder han førte samtaler med en række lokale repræsentanter for administration og befolkning, var vigtige inputs til forberedelserne af feltarbejdet, fortæller Bentzon. Ekspeditionen planlagde at basere sine beskrivelser på oplysninger fra en række centrale informanter, men man håbede også på at kunne deltage i møder og diskussioner i kommuneråd og i bygder. Ekspeditionen havde forventet at finde lokale ”lov- sigemænd” som de såkaldte ”logsogur madr” i det gamle Island, men fandt ingen, heller ikke blandt højtansete personer i de lokale samfund.483

Juristerne som feltarbejdere Ekspeditionen indså hurtigt, at den ikke ville kunne komme frem til blot en nogenlunde sammenhængende beskrivelse af den grønlandske uskrevne lov ved blot at stille informanterne spørgsmål om lovregler og principper - ofte kunne respondenterne slet ikke forstå juristernes spørgsmål. Ind imellem refererede myndighedspersonerne dog til konkrete sager og fortalte, hvordan de var blevet løst, en oplevelse, der fik ekspeditionen til at ændre under- søgelsesstrategi.

482 Agnete Weis Bentzon: Jurex reconsidered, Henrik Garlik Jensen og Torben Ager- snap (eds.): Crime, Law and Justice in Greenland, New Social Science Monographs, Copenhagen, 1996, s. 104 483 Agnete Weis Bentzon: Jurex reconsidered, Henrik Garlik Jensen og Torben Ager- snap (eds.): Crime, Law and Justice in Greenland, New Social Science Monographs, Copenhagen, 1996, s. 104

276 Man gik nu over til casestudy-metoden, hvor man gennem beretninger om, hvordan konkrete konflikter var blevet løst, efterhånden udviklede en forstå- else for grønlandsk sædvaneret. Retssagerne fandt man i kommuneråds- og sysselretsprotokollerne, der dog i mange tilfælde var temmelig sparsomme med oplysninger. Bortset fra de involveredes navne indeholdt sagsakten ofte blot et enkelt nøgleord, der indikerede problemets natur, bemærker Bentzon. Bemærkningen om de mangelfuldt udfyldte skemaer har meget på sig, men er nok for kategorisk. Lad os et øjeblik forlade Bentzon for at kigge på et eksempel.

Sagsmapperne I Goldschmidts privatarkiv, der indeholder en stor del af ekspeditionens indsamlede materiale, finder man blandt de utallige sagsmapper også en sag fra Upernavik 1949, der kan tjene som illustration.484 Sagen er hverken værre eller bedre oplyst end så mange andre sager.

Oplysningerne vedrørende sagen er ført ind i et tosiders, fortrykt skema. Skemaet indeholder oplysninger om den anklagedes navn, fødselsdato, fødested og bopæl, og på skemaet er påført datoen 1. maj 1945. Under rubrikken ”Sagen behandlet af” er skrevet bogstaverne ”KR” (kommune- råd), og under rubrikken ”Sted” står der ”Upv” (Upernavik), under rubrikken ”Forbrydelse” læser man: ”Klage fra [NN] for slagsmål”. De involveredes navne afslører, at både den anklagede og den klagende er kvinder. Punktet ”Opvækstforhold”, der bl.a. indeholder underpunkterne ”Ægtebarn/Uægte- barn”, ”Økonomi i hjemmet”, ”Taler dansk” og ”Forhold til kammerater”, er ikke udfyldt; det samme gælder punkterne ”Forhold under straffuldbyrdelsen” og ”Forhold efter straffuldbyrdelsen”.

Under rubrikken ”Straf” læser man følgende: ”Tilkaldt begge. De brugte et overvældende ordskifte som kvinder altid gør. Bøde 2 kr. (NN formanet)”. Under punktet ”Ægteskabelig status” får man at vide, at den anklagede er ”gift med fanger [NN]” og at der er ”fem børn i ægteskabet”. Under punktet ”Hjemmets moral” kan man læse: ”Skændes, slås med manden, hun tæver ham, ødelægger indboet”. Under punktet ”Sygdom, legemlige el. psykiske” læser man: ”Hidsig. Kan ikke leve ordentligt med manden af samme grund”.

484 Verner Goldschmidt, privatarkiv, arkiv nr. 7239, LB nr. 2, Rigsarkivet

277 Under ”Særlige bemærkninger” læser man dette: ”Manden er ligeså hidsig. Manden og hans broder er fjender. Dette ægtepar er det eneste af den slags her i Upv”. Skemaet er underskrevet ”Knud Hansen, Upv. juli 49”.

Blandt ekspeditionens materiale finder man i en del tilfælde, at sagerne er nedfældet på en form for hulkort, der så angiveligt har erstattet de omtalte skemaer. Hvorvidt de formularer, der har været anvendt i Grønland, var identiske med de formularer, man anvendte inden for det danske retsvæsen, har jeg ikke kunnet få opklaret.

Sagsbehandlingen og arkiveringskulturen i de grønlandske kommuneråd og sysselretter levede muligvis ikke op til standarden inden for det danske rets- væsen, men en gennemgang af sagsmapperne i Goldschmidts privatarkiv efterlader et noget mere positivt indtryk. Generelt set indeholder protokollerne end del flere oplysninger end blot de involveredes navne og enkelte nøgleord. I nogle tilfælde er sagerne endog særdeles grundigt belyst, som i tilfældet med ingeniør Pedersens dræbte hund, en sag, der fylder atten sider, heriblandt kopier af breve sendt til sysselmanden i Holsteinsborg og til Grønlands styrelse.485

Den forurettede var her en velformuleret dansk ingeniør, der ønskede at følge sagen helt til dørs, men i de fleste tilfælde handlede sagerne om ano- nyme personer, der var involveret i stridigheder om forhold, der lå lige over eller under bagatelgrænsen. Forseelsens karakter har været afgørende for, hvor grundigt man gik til værks. Var der tale om alvorlige forbrydelser, har det været nødvendigt med en grundig efterforskning og i de tilfælde er oplysningerne om sagen og de involverede naturligvis vokset i omfang. Men nu tilbage til Bentzons ”confessional tale”.

485 Sagen om ingeniør Pedersens hund 1938, Verner Goldschmidt privatarkiv, arkiv nr. 7239, LB nr. 13, Rigsarkivet. Til Grønlands styrelse, skriver ingeniøren bl.a. dette: ”En af vore Hunde stjal og aad en Bukserem og ødelagde en Fange-Blære tilhørende Kommuneraadsformand [NN], Sarfanguak. Herover blev han saa opbragt, at han dræbte Hunden (…) Jeg overlader til Grønlands Styrelse og Sysselmanden at sørge for, at vedkommende bliver straffet for Dyrplageri ifølge almindelig menneskelig, moralsk Tankegang. Det Dyrplageri, som foregaar, Besultningen af Hundene om Vinteren, hvoraf jeg i Vinterens Løb tog flere Films, burde saa vidt muligt und- gaas…”

278 Informanterne Hvem var de informanter, ekspeditionen udspurgte? Under feltarbejdet inter- agerede ekspeditionen med to typer informanter, fortæller Bentzon. Den ene type var lovsigemændene (”lawspeakers”), den anden type var konfliktlø- serne (”conflict solving agents”).486

Hvem Bentzon mere præcist tænker på med termen ”lovsigemænd” er ret uklart, for hun fortæller jo netop, som vi har set, at ekspeditionen ledte for- gæves efter disse i Grønland. Hvad disse mænd, dersom de alligevel fandtes, bidrog med, er også uklart, for Bentzon oplyser at disse lawspeakers ”were unable to give us an account of the law in terms of a set of rules”.487 Ikke desto mindre var ”the knowledge and understanding we gained from talking to the lawspeakers […] just as important as that which we gained from interviewing the problem solving agents - each party supplied us with important pieces for our puzzle”.488

Bentzon introducerer dernæst endnu en type informanter, “key persons”, nøglepersoner: ”We got the majority of our information from interviewing ”key persons”, i.e. persons who due to their social position could be expected to know something about those parts of society, which we were interested in”.489 Hvad enten disse personer (som hun foruden key persons også benævner key informants) tilhører de to førstnævnte informantgrupper eller de udgør en særskilt type, spiller de øjensynligt en vigtig rolle. ”The most important informants were the chairmen of district councils and local councils who were appointed by the colonial administrators to maintain the few written prescripts and otherwise settle conflicts in accordance with local

486 Agnete Weis Bentzon: Jurex reconsidered, Henrik Garlik Jensen og Torben Ager- snap (eds.): Crime, Law and Justice in Greenland, New Social Science Monographs, Copenhagen, 1996, s. 105 487 Agnete Weis Bentzon: Jurex reconsidered, Henrik Garlik Jensen og Torben Ager- snap (eds.): Crime, Law and Justice in Greenland, New Social Science Monographs, Copenhagen, 1996, s. 105 488 Agnete Weis Bentzon: Jurex reconsidered, Henrik Garlik Jensen og Torben Ager- snap (eds.): Crime, Law and Justice in Greenland, New Social Science Monographs, Copenhagen, 1996, s. 106 489 Agnete Weis Bentzon: Jurex reconsidered, Henrik Garlik Jensen og Torben Ager- snap (eds.): Crime, Law and Justice in Greenland, New Social Science Monographs, Copenhagen, 1996, s. 106.

279 conceptions of justice”.490 Bentzon nævner andre vigtige informanter. ”To get a picture of how criminal offences were handled we interviewed local sheriffs and, in the towns, local guards reporting suspicious episodes to the head of the district council. Vicars, teachers, doctors, and midwives provided us with much important information on the patterns of family life”.491 Jordmødre er en af de grupper, Bentzon nævner. Hvilke oplysninger kunne en jordemoder bidrage med? Det følgende er en samtale med jordmoder Sofie Olsvig, der på tidspunktet for interviewet havde arbejdet i tolv år som jordmoder i Egedesminde og derefter var flyttet til Claushavn. Rereratet af samtalen har jeg fundet i Goldschmidts privatarkiv:492

Har ikke været ud for fødsler i dølgsmål hverken her eller i Egedesminde. Ved fødsel udenfor ægteskab spørger J. [jordmoderen] hvem der er fader til barnet og om hvor mange hun har været sammen med. Komr. [kom- munerådet] spørger J. hvornår barnet er avlet. Et fuldbåret barn kan være avlet 8 dage på hver side af de 9 mdr. Har ikke været ude for fosterfordri- velse. Husker 3 aborter i 6-7 mdr. hos gifte kvinder. 1 par tvillinger. Mener ikke at det tages så tungt med børn udenfor ægteskab. 2 eller 1 om året. 1 tilfælde af spædbarns dødsfald vand i hovedet. Husker kun ét tilfælde hvor dødsårsagen ikke kunne fastslås af hende. Det var en mand der døde efter voldsomme mavesmerter. Ved ulykkestilfælde tilkaldes lægen der underretter Komr. Ingen der døde efter hundebid i hendes praxis. Ingen skader som følge af vold. Folk ved gonoré skal gå til jordemoderen. Ingen under 15 år har haft gonoré. Mange gifte folk. Dette har nok givet anledning til skænderier men ikke alvorlige skærmydsler. Ingen er flyttede fra hinanden. Tilser hjemmene giver råd ved børnenes pasning. Spædbarn for flere (12) år siden [NN] kom på hosp. På grund af vanrøgt var der et år, derefter gik det godt. 3-4 familier har plejebørn i skolealderen de bliver udmærket passet. Mener ikke der er nogen åndssvage eller sindssyge. Ingen drankere.

490 Agnete Weis Bentzon: Jurex reconsidered, Henrik Garlik Jensen og Torben Ager- snap (eds.): Crime, Law and Justice in Greenland, New Social Science Monographs, Copenhagen, 1996, s. 106 491 Agnete Weis Bentzon: Jurex reconsidered, Henrik Garlik Jensen og Torben Ager- snap (eds.): Crime, Law and Justice in Greenland, New Social Science Monographs, Copenhagen, 1996, s. 106 492 Verner Goldschmidt, privatarkiv, arkiv nr. 7239, LB nr. 29, Rigsarkivet

280 Om informanternes etniske baggrund fortæller Bentzon: ”our informants were a mixture of pure Danish-speaking, bilingual Greenlanders and pure or mainly Greenlandic-speaking people. Most of our informants belonged to the latter category why we had to use an interpreter when interviewing”.493 Ekspeditionens to tolke spillede også en vigtig rolle som informanter, for- tæller Bentzon, på rejserne rundt i landet forsynede tolkene ekspeditionen med viden om befolkningens leveforhold og skikke. Efter gennemførelsen af et interview, hjalp tolkene med at fortolke de interviewedes udsagn såle- des, at det, der umiddelbart forekom de danske jurister uforståeligt, blev forståeligt.

Efter hvilke kriterier mon foregik udvælgelsen af informanter, og hvor repræ- sentative var de? Om udvælgelsen af informanter skriver hun: “Our criterion for choosing informants was that they should represent different experiences and attitudes, but we had no way of substantiating that this was the case. Unfortunately we were not aware of the significance of gender at that time. However, our female interpreters were of great help to us as informants.”494 Med hensyn til, hvorvidt forskellige holdninger var repræsenteret hos informanterne, har Bentzon denne kommentar: ”On some subjects the informants were of diverging opinions which to a certain extent could be explained by different sets of norms base don criteria such as occupation, nationality, and status in relation to the colonial power (minor official, member of the council, hunter, teacher, nurse, vicar)”.495

Talsmænd, mæglere eller kollaboratører? Var den juridiske ekspedition en uafhængig videnskabelig mission eller var den et politisk bestillingsarbejde? Bentzon kommer i artiklen ind på en række forhold omkring juristernes rolle, der kan bedrage til at belyse dette spørgsmål. ”As fieldworkers and researchers we were hired by the colonial

493 Agnete Weis Bentzon: Jurex reconsidered, Henrik Garlik Jensen og Torben Ager- snap (eds.): Crime, Law and Justice in Greenland, New Social Science Monographs, Copenhagen, 1996, s. 106-107 494 Agnete Weis Bentzon: Jurex reconsidered, Henrik Garlik Jensen og Torben Ager- snap (eds.): Crime, Law and Justice in Greenland, New Social Science Monographs, Copenhagen, 1996, s. 112 495 Agnete Weis Bentzon: Jurex reconsidered, Henrik Garlik Jensen og Torben Ager- snap (eds.): Crime, Law and Justice in Greenland, New Social Science Monographs, Copenhagen, 1996, s. 112

281 administration to do a specific job, that is, to produce data for the political decision on Greenland´s future status. The colonial status (…) should be brought to an end and in the future Greenland should form an integral part of Denmark”. Udsagnet efterlader ikke megen tvivl, Bentzon ”tilstår”, at juristerne var ”hyret” af det politisk-administrative apparat til at udføre et ganske bestemt stykke arbejde.

Direktøren for Grønlands styrelse Knud Oldendow spillede en vigtig rolle i hele denne transformationsproces, fortæller Bentzon. ”Knud Oldendow, then head of the Greenland Colonial Office, was strongly in favour of this development but warned against implementing changes too fast and stressed the import [importance] of actively involving the population in the planned reforms”, skriver hun.496 Om den juristuddannede Knud Oldendow noterer Bentzon, at denne havde skrevet adskillige bøger og artikler om Grønlands retlige forhold og at han følte, det ville være forhastet, dersom man indførte dansk lovgivning, og specielt dansk straffelov, i Grønland.

Om Den Juridiske Ekspeditions fødsel og alliancen mellem Oldendow og Goldschmidt leverer Bentzon denne interessante oplysning: ”In his principal Verner Goldschmidt, Knud Oldendow had a fellow partisan and they agreed that one way of gaining time for proper considerations was to procure a solid description of the legal system regulating conflicts between Greenlanders (…) The description should be based on a legal sociological study headed by Verner Goldschmidt and a representative of the Ministry of Justice, Per Lindegaard. I (the wife of V.G.) was invited to participate shortly after our arrival in Greenland”. Ekspeditionen var med andre ord et resultat af en for- ståelse mellem kampfællerne Oldendow og Goldschmidt om, hvordan og med hvilken hastighed forandringsprocessen skulle foregå - den var sat i verden for at vinde tid.

Ekspeditionens tilknytning til det politisk-administrative system var ikke noget problem, hævder Bentzon. ”We were all employed in Government Departments. We had no problems working for governmental bureaucracy

496 Agnete Weis Bentzon: Jurex reconsidered, Henrik Garlik Jensen og Torben Ager- snap (eds.): Crime, Law and Justice in Greenland, New Social Science Monographs, Copenhagen, 1996, s. 107

282 in the process of winding up the colonial administration and we sympathized with the idea of Greenlanders enjoying the same status as Danes”.497

Ikke alene sympatiserede juristerne med det overordnede politiske projekt, de delte også Oldendows tanker vedrørende involvering og medejerskab: “Also, we agreed with Oldendow that the Greenlandic population had to be actively involved in this development to make it successful. Not only did we agree with Oldendow politically but professionally we were of the opinion that introducing a legal system which did not allow for norms and customs pre- vailing among the population subject to the system was doomed to fail”.498

Anvendt forskning, Whisson Den Juridiske Ekspeditions arbejde havde karakter af anvendt forskning, forklarer Bentzon: “Thus, working within the frames of bureaucracy our job was one of applied research”.499 Udsagnet støtter sig på antropologen Michael Whissons artikel Advocates, Brokers and Collaborators fra bogen Social Anthropology and Development Policy (Grillo and Rew, 1985). Whissons artikel bygger på Whissons egne erfaringer med antropologisk feltarbejde. Whisson skelner mellem tre forskellige roller, når det gælder antropologers forskningsmæssige virksomhed; antropologforskeren kan enten være talsmand (”advocate”), mægler (”broker”) eller kollaboratør (”collaborator”).

I det første tilfælde tager forskeren parti for befolkningen i dens kamp mod kolonial undertrykkelse. Forskeren betragter befolkningens værdier og traditioner som værdifulde kvaliteter, hvorfor forsøg fra myndighedernes side på at indføre forandringer med hensyn til normer og levemåder må bekæm- pes. Den modsatte rolle spiller kollaboratøren, som ansættes af styret til at gennemføre et bestemt forskningsprojekt og som typisk betragter sig selv som en neutral repræsentant for dette.

497 Agnete Weis Bentzon: Jurex reconsidered, Henrik Garlik Jensen og Torben Ager- snap (eds.): Crime, Law and Justice in Greenland, New Social Science Monographs, Copenhagen, 1996, s. 108 498 Agnete Weis Bentzon: Jurex reconsidered, Henrik Garlik Jensen og Torben Ager- snap (eds.): Crime, Law and Justice in Greenland, New Social Science Monographs, Copenhagen, 1996, s. 108 499 Agnete Weis Bentzon: Jurex reconsidered, Henrik Garlik Jensen og Torben Ager- snap (eds.): Crime, Law and Justice in Greenland, New Social Science Monographs, Copenhagen, 1996, s. 108

283 ”A wise anthropologist will not try to tell an administrator what he ought to do; it is his special task to provide the scientifically collected and analysed knowledge that the administrator can use if he likes”, skriver Bentzon, idet hun citerer Whisson (der på det pågældende sted i teksten i øvrigt citerer Radcliffe-Brown).

Den Juridiske Ekspeditions medlemmer var kollaboratører: ”Our task was defined by bureaucracy, and we performed it with the intentions of contributing to the process of integration between the subjects of our study and their Danish and Greenlandic rulers”.500 Ekspeditionen spillede imidlertid også en rolle som talsmænd for befolkningen: “We also perceived ourselves as advocates of the population and we were convinced that hasty and rash reforms would cause more misery than bliss”.501 Syns- punktet bringer ekspeditionen i en komfortabel situation, for en sammen- smeltning af de to nævnte roller svarer nemlig ifølge Whisson til ”mægleren”:

If anthropology is to be applied the anthropologist must be committed beyond compilation of reports and provision of knowledge [that] the administrator can use if he likes. Whether applied anthropologists work out- side, through or within the bureaucracies which rule “their people” they should be largely at one on their goals, because they seek to articulate the needs of their subjects – their prescriptions should be consistent with those of these subjects. This does not deny the value of the particular knowledge, skills and experience of the anthropologist as scholar in trans- lating needs into prescriptions and the anthropologist as a politician ensu- ring that those prescriptions are filled. If their prescriptions are opposed to the interests of their subjects in the eyes of their subjects they are betraying the very basis of their professional calling. That ultimate test of integrity and competence does not necessarily preclude the broker or

500 Agnete Weis Bentzon: Jurex reconsidered, Henrik Garlik Jensen og Torben Ager- snap (eds.): Crime, Law and Justice in Greenland, New Social Science Monographs, Copenhagen, 1996, s. 109 501 Agnete Weis Bentzon: Jurex reconsidered, Henrik Garlik Jensen og Torben Ager- snap (eds.): Crime, Law and Justice in Greenland, New Social Science Monographs, Copenhagen, 1996, s. 109

284 collaborator roles. Each role has its place and the same scholar can fill all three.502

Whissons beskrivelse passer fint på den rolle, ekspeditionen spillede, mener Bentzon: ”We were brokers and went through a range of activities that demonstrated our commitment beyond compilation and provision of knowledge to the administrators”. Som eksempler på aktiviteter, der blev udført efter indleveringen af betænkningen, nævner Bentzon deltagelsen i det lovforberedende arbejde samt gennemførelsen af efterundersøgelserne. At betragte den slags aktiviteter som hørende til uden for videnskabens område er et tegn på snæversyn og misforstået positivisme, mener Bentzon.

Pålidelighed og gyldighed Begreberne pålidelighed og gyldighed hører hjemme i enhver moderne socio- logs ordforråd. I Per Salomonsens Grundlæggende metodebegreber i sociologi (København, 1995) er de to begreber det første, der overhovedet dukker op. En undersøgelses pålidelighed kan - for dem, der skulle have glemt det - godtgøres ved, at andre, der kommer bagefter, kan måle det samme, og gyldighed har at gøre med, om vi undersøger det, vi faktisk ønskede at undersøge. En samfundsvidenskabelig undersøgelses filtrering gennem de to begreber er dermed en form for lakmusprøve på, om der er tale om et videnskabeligt arbejde. Når Bentzon i Jurex reconsidered trækker de to begreber frem, er det for at underkaste Den Juridiske Ekspeditions resultater en sådan videnskabelig test.

Test af Den Juridiske Ekspeditions resultaters pålidelighed og gyldighed skal søges dels i selve forskningsprocessen, dels i anvendelsen af resultaterne, og dels i den grønlandske befolknings reaktion over for resultaterne, frem- fører Bentzon. Ekspeditionen samlede information om den samme ”genstand”, dvs. sager fra kommuneråd og sysselretter og fra andre kilder, denne del af processen betegner Bentzon som ”triangulation”. Sagerne blev derefter noteret ned og systematiseret, og oplysningerne blev brugt, når sagerne skulle diskuteres med de personer, der havde behandlet sagerne (af Bentzon kaldet ”memory cases”).

502 Whisson citeret i Agnete Weis Bentzon: Jurex reconsidered, Henrik Garlik Jensen og Torben Agersnap (eds.): Crime, Law and Justice in Greenland, New Social Science Monographs, Copenhagen, 1996, s. 109-110

285 Ud over oplysninger om den konkrete hændelse forsøgte ekspeditionen at danne sig et billede af informanternes holdninger til begivenheden. Den vigtigste test med hensyn til gyldighed er formentlig befolkningens reaktion på undersøgelsens resultater, mener Bentzon. Reaktionerne både bekræf- tede og benægtede resultaterne, medgiver hun, og nogle af fortolkningerne kunne godt kritiseres, bl.a. når de inddrog tidsfaktoren. Ekspeditionen var bevidst om, at retlig adfærd og holdninger ændrer sig over tid, men mente, at de uskrevne regler, man mente at have fundet, ville forsvinde, når reformerne først slog igennem.

Ekspeditionen lagde muligvis også for megen vægt på europæiske begreber om privat ejendomsret og for lidt vægt på andre typer af rettigheder og pligter, ”the presence of non-individual rights applying to an undefined collectivity of people escaped our attention”. Vi tog det for givet, at Grøn- land efter at have ophævet dets kolonistatus ville blive en integreret del af Danmark, vi støttede os til den gamle danske regel: hvad ingen ejer, tilhører kongen, skriver hun.503

Hvorfor en tilståelsesberetning? Jeg er enig med John van Maanen, når han opfordrer til at skrive ”confessional tales”, skriver Bentzon, jeg er også enig med ham, når han giver udtryk for skepsis med hensyn til at skelne mellem ren forskning og anvendt forskning, især inden for samfundsvidenskab. Den, der bedriver samfundsvidenskab, må kalkulere med den mulighed, at hans forskningsresultater vil kunne anvendes politisk.

En betydelig del af dansk samfundsvidenskabelig forskning er bestilt forskning, påpeger Bentzon, hvad enten den gennemføres i en ministeriel forskningsaf- deling, på et universitet, eller den er tilknyttet en ikkestatslig organisation. Størsteparten af det forskningspersonale, der leverer viden om samfundet, er ansat ved institutioner uden for universiteterne. Der er en tendens til, at universitetsansatte forskere opfatter sig som værende mere fri for politisk styring, og derfor mere objektive i deres forskning, end forskere, der er

503 Agnete Weis Bentzon: Jurex reconsidered, Henrik Garlik Jensen og Torben Ager- snap (eds.): Crime, Law and Justice in Greenland, New Social Science Monographs, Copenhagen, 1996, s. 114

286 ansat andre steder. Men ingen samfundsvidenskabelig forskning undslipper forskerens subjektive indflydelse, hævder Bentzon. Valg af forskningstema og forestillinger om dette tema påvirkes af position og livserfaringer. Afgræns- ning af forskningsfeltet og hele forskningsdesignet vil være farvet af dette.

Formidling af forskningsresultaterne er både et ønske fra forskeren og et krav udefra. En forudsætning for en formidling, der kan efterprøves af andre, er imidlertid, at forskeren forsøger at give en ærlig beretning om forskningsprocessen og om de bagvedliggende overvejelser, og at han er opmærksom på sin egen rolle.504 Det er, hvad jeg har forsøgt at gøre her, skriver Bent- zon.

Fokus i min beretning har været stærkt påvirket af mit nuværende samarbejde med kvindelige afrikanske jurister, der gennemfører feltstudier i Syd- og Østafrika. Sammen med nogle af disse kvinder har jeg holdt fore- læsninger om metoder i feltarbejde- og rapportering. Under forberedelsen af disse forelæsninger har jeg især samarbejdet med dem, der har skrevet om egen forskningsproces og rolle som forsker. I deres beskrivelser af den udefrakommende forskers muligheder og begrænsninger har jeg fundet mange lighedstræk med, hvad vi oplevede i vort feltarbejde i Grønland, slutter Bentzon.

Bentzons feltarbejde, forskningsmetoder og rapporteringsstrategier i de afrikanske undersøgelser kan studeres nærmere i bogen Pursuing Grounded Theory in Law (Otta, 1998).505 Lad os afslutte behandlingen af Jurex reconsidered her, men vi forlader ikke artiklens forfatter, for Den Juridiske Ekspeditions eneste nulevende deltager har mere at sige om lovforberedende arbejde og forholdet mellem forskere, administration og politikere.

504 Bentzons engelske tekst er her lidt vanskelig at oversætte, især ordet “self-observant” volder problemer. Bentzon skriver: ”A prerequisite for verifiable mediation is that the researcher try to give an honest and self-observant account of the research process and the underlying considerations”, Agnete Weis Bentzon: Jurex reconsidered, Henrik Garlik Jensen og Torben Agersnap (eds.): Crime, Law and Justice in Greenland, New Social Science Monographs, Copenhagen, 1996, s. 115 505 Agnete Weis Bentzon, Anne Hellum, Julie Stewart, Welshman Ncube and Torben Agersnap: Pursuing Grounded Theory in Law, South-North Experiences in Develop- ing Women’s Law, Tano Aschehoug, Otta, 1998

287 Bentzon om forholdet mellem forskning og forvaltning Med artiklen Om nødvendigheden af at forbinde forskning og forvaltning fra 1998 foretager Bentzon endnu et tilbageblik på Den Juridiske Ekspeditions virksomhed.506 Denne gang inddrages Det grønlandske Lovudvalg og Sam- fundsforskningsudvalget i overvejelserne, idet hun dels beskæftiger sig med aspekter vedrørende det lovforberedende arbejde og dels med vanskeligheder i forbindelse med samarbejdet mellem forskere, administration og politikere.

Lovforberedende arbejde er et element i politikformuleringsfasen og som sådan et led i den demokratiske proces, mener Bentzon. Den måde, hvorpå vidensgrundlaget for det lovforberedende arbejde tilvejebringes, er afgø- rende for, om det repræsentative demokrati også kan kaldes demokratisk af gavn, fremfører hun, det er derfor vigtigt at sikre et lovforberedende arbejde, der tager hensyn til livsvilkår og holdninger hos de dele af befolkningen, der berøres af de pågældende love.

Når et ministerium ønsker en ny lov gennemført, sker det som oftest, fordi der for ministeriet foreligger oplysninger om, at den hidtil gældende retstilstand virker utilfredsstillende. Hvor stammer disse oplysninger fra? spør- ger Bentzon. I mange tilfælde fra ministeriet selv, fordi ministeriet gennem administrationen af loven erfarer, at der er problemer med den herskende retstilstand, i andre tilfælde fra folkevalgte forsamlinger, der ud fra politiske motiver ønsker at ændre tingenes tilstand.

I begge tilfælde er der problemer med vidensgrundlaget. Viden om almindelige menneskers oplevelse af og holdning til lovene er ikke umiddelbart til- gængelige for det offentlige styre, fremfører hun. Her kommer betydningen af forskning i reglernes tilsigtede og utilsigtede virkninger ind i billedet. Af betydning er det også, hvordan det lovforberedende udvalg sammensættes. Dersom man foruden folk med særlig faglig indsigt også udpeger interesse- repræsentanter, kan sammensætningen af udvalget betyde en udvidelse af det repræsentative demokrati, påpeger Bentzon.

506 Agnete Weis Bentzon: Om nødvendigheden af at forbinde forskning og forvaltning, i Hanne Petersen og Jakob Janussen (red.): Retsforhold og Samfund i Grønland, Nuuk, 1998

288 Det grønlandske lovudvalg, der blev nedsat 1951, var et forsøg i den retning, mener hun. Kontakten til samfundsvidenskaben sikredes gennem et vist personsammenfald mellem lovudvalget og Samfundsforskningsudvalget (Per Lindegaard og Verner Goldschmidt var begge medlemmer af lovudvalget). Kontakten til grønlandsadministrationen og justitsministeriet var sikret ved de to instansers permanente repræsentation i lovudvalget, og kontakten til Grønland sikredes ved, at alle lovudkast blev forelagt Landsrådet og Folketingets grønlandsudvalg, hvor to grønlandske folketingsmedlemmer havde sæde. Lovudvalget var desuden repræsenteret på de kredsdommer- møder, der afholdtes i Grønland hvert andet år, fortæller Bentzon.

Hvad kan man lære af Den Juridiske Ekspeditions, samfundsforskningsudvalgets og det grønlandske lovudvalgs virksomhed, spørger Bentzon. Eksemplerne handler alle om forskning med et anvendelsesformål, understreger hun, og anvendelse er et mål for både forskere og opgavestillere, hvad enten de er politikere eller administratorer. ”Samfundsforskningens mål har i de nordiske lande og i Grønlandsforskningen i vidt omfang været støtte til magtsvage grupper og mindretal gennem at beskrive og forstå deres situation og behov og videregive denne indsigt i en dialog med magthaverne”, fremfører hun.507

I det moderne Grønland, hvor befolkningen lever spredt og under højst forskellige livsvilkår, kan politikerne vanskeligt have føling med, hvordan udviklingen forløber. Det kan forskning hjælpe til med, hvis visse forudsætninger er opfyldt, mener Bentzon. Det administrative miljø skal på sin side være åben over for kritik, der går på tværs af de forestillinger, administrationen på forhånd har gjort sig om behov og mål og midler i forbindelse med en konkret opgave. På den anden side skal forskerne være positivt indstillede til samarbejdet og vise forståelse for administrationens arbejdsvilkår og dens måde at præ- sentere resultaterne af forskningen. Whissons ”mægler” har større chance for at få sit budskab igennem end ”advokaten”, ”kollaboratøren” derimod er til- bøjelig til at bekræfte administrationens forhåndsantagelser, mener hun.508

507 Agnete Weis Bentzon: Om nødvendigheden af at forbinde forskning og forvaltning, i Hanne Petersen og Jakob Janussen (red.): Retsforhold og Samfund i Grønland, Nuuk, 1998, s. 156 508 Agnete Weis Bentzon: Om nødvendigheden af at forbinde forskning og forvaltning, i Hanne Petersen og Jakob Janussen (red.): Retsforhold og Samfund i Grønland, Nuuk, 1998, s. 156-157

289 Vidensopsamling af og i praksis Det er en misforståelse at tro, at forskning kun kan udføres af forskere, mener Bentzon. Opsamling af praksiserfaringer, fx inden for sundheds-, social- og uddannelsesvæsenet, er også en vigtig kilde til viden, og den slags oplysninger kan indsamles af praktikere uden de store omkostninger, på- peger hun.509 Som led i studierne vil også de studerende ved Ilisimatusarfik i visse tilfælde kunne udføre et arbejde til gavn for administrationen.

Der er hos grønlandske politikere stor forståelse for Ilisimatusarfiks strategi- ske betydning for samfundsudviklingen, men der er, fremfører hun, også brug for et praktisk samarbejde på personplan.510 Samarbejdet mellem forskere og administration fungerede til tider alt andet end gnidningsfrit, gentager Bentzon. Flere af forskerne opfattede sig selv som advokater for befolkningen, og den kritik af styret, der var indeholdt i deres forskning, var ikke altid velset. Der er især to problemer i samarbejdet, mener hun, det ene vedrører tidsforløbet, det andet kommunikationen.

Ventetidsproblemet Politikere og administratorer klager ofte over, at forskerne er for længe om at nå frem til et resultat, noterer hun. Forskningsresultaterne skal frem i en fart, hvis de skal kunne indgå i et beslutningsgrundlag, og det kan forskerne ikke altid leve op til, hvis forskningen vel at mærke skal have kvalitet. Omvendt klager forskerne over, at de bliver kontaktet for sent inden en beslutning skal træffes. En del af løsningen ligger i at udbygge kontakten mellem forskere, universitet og administration, så man får et hurtigt reagerende forsknings- beredskab op at stå, mener Bentzon.

Forståelseskløften Politikere og administratorer bruger ofte et sprog, som kan være vanskeligt at forstå og fortolke, påpeger Bentzon. Hvis et spørgsmål rejses af en interessegruppe, fx fiskere og fangere, afvises det ikke direkte men kaldes ”interessant”, hvad der i realiteten betyder det modsatte – det er ”ulden

509 Agnete Weis Bentzon: Om nødvendigheden af at forbinde forskning og forvaltning, i Hanne Petersen og Jakob Janussen (red.): Retsforhold og Samfund i Grønland, Nuuk, 1998, s. 157 510 Agnete Weis Bentzon: Om nødvendigheden af at forbinde forskning og forvaltning, i Hanne Petersen og Jakob Janussen (red.): Retsforhold og Samfund i Grønland, Nuuk, 1998, s. 157

290 tale”.511 Omvendt bruger også forskerne et sprog, der kræver oversættelse. Fagudtryk har ikke altid en klar betydning i forskningsmiljøet selv, hvor et begreb af forskellige faggrupper kan tillægges forskelligt betydningsindhold, og for befolkning og politikere er begreberne måske helt uforståelige. I samarbejdet mellem forskere og praktikere har man kun ét fælles sprog, og det er dagligdagens tale, mener Bentzon. Bentzon nævner i den forbindelse ikke kulturkløften og problemerne med at forstå hinanden på tværs af dansk- grønlandske sproglige og kulturelle barrierer.

511 Agnete Weis Bentzon: Om nødvendigheden af at forbinde forskning og forvaltning, i Hanne Petersen og Jakob Janussen (red.): Retsforhold og Samfund i Grønland, Nuuk, 1998, s. 158

291 292 10. Konklusion

Den Juridiske Ekspedition havde succes med den opgave, den var sat i verden for at løse. Succesfuld var den også set med forskningsøjne, for ekspeditionen banede vejen for retssociologiens indtog i Danmark ligesom den blev startskuddet til en række samfundsvidenskabelige undersøgelser i efterkrigstidens Grønland. Ekspeditionens virksomhed er et eksempel på det fænomen, videnskabspsykologen Bo Jacobsen kalder ”forskningens naboaktiviteter”.512 I bogen Hvad er god forskning? oplister Jacobsen kunstnerisk virksomhed, teknik, udviklingsarbejde, evalueringsprojekter, ren dataindsamling og essayistik. Studiet af Den Juridiske Ekspeditions retspolitiske ingeniørarbejde peger på, at vi til betegnelsen ”forskningens naboaktiviteter” må føje endnu en aktivitet, nemlig juristers lovforberedende virksomhed, og mere generelt: ministerielt udredningsarbejde.

Ekspeditionen som protovidenskab At betragte Den Juridiske Ekspedition som en form for protovidenskab kompro - mitterer ikke deltagerne. Ekspeditionens betænkning indeholder ikke ordene videnskab og forskning og Goldschmidt, Bentzon og Lindegaard markeds- fører sig ikke som forskere. En antydning af urent trav finder vi ganske vist i ordet ekspedition, der unægtelig leder tankerne i retning af videnskab, men betegnelsen er frit tilgængelig og var almindelig sprogbrug i Grønlands styrelse, når en gruppe eksperter blev sendt til Grønland for at undersøge forskellige forhold.

Den Juridiske Ekspeditions lovforberedende virksomhed repræsenterer det, videnskabsteoretikeren Mario Bunge har kaldt protovidenskab - et forstadium til den egentlige forskning.513 At betragte ekspeditionens virksomhed som en form for ”før-videnskab” er imidlertid ikke problemløst, for Bunges begreb harmonerer ikke helt med Den Juridiske Ekspeditions faktiske virksomhed. Bunge anvender begrebet protovidenskab som betegnelse for ren dataindsamling.514 Det er imidlertid vanskeligt at forestille sig, hvordan ren dataindsamling kan finde sted uden en form for forforståelse eller teori. Der

512 Bo Jacobsen: Hvad er god forskning?, Hans Reitzels Forlag, 2001, s. s. 19-20 513 Mario Bunge: Scientific Research ,I Springer-Verlag, 1967, s. 36 514 Bo Jacobsen: Hvad er god forskning?, Hans Reitzels Forlag, 2001, s. 20

293 findes ikke rene data. Dataindsamling må nødvendigvis være styret af teori, ellers ville forskeren være bragt i den umulige sitiation, at han skulle indsamle et uendeligt antal data om et uendeligt antal fænomener i verden.

At ekspeditionen anser dataindsamling som en central opgave betyder ikke, at deltagerne er blinde for mønstre og sammenhænge i materialet. Nogle af disse sammenhæng beskrives i ekspedionens betænkning med udsagn som: ”Det er ekspeditionens opfattelse, at kriminaliteten i særlig grad er et socialt problem i de kolonier, der har den største og mest heterogene befolkning”, ”Man synes i Grønland at være nået længere på vejen fra et gerningsprincip til et gerningsmandsprincip inden for kriminalretten, end det er tilfældet i Danmark”, ”Den udvikling, som i slutningen af forrige og i dette århundrede har fundet sted, synes […] i ikke ubetydelig grad at have medført en øget usikkerhed i moralopfattelsen og en større kulturel uensartethed, hvilket atter har skabt forudsætninger for kriminalitetens vækst, og ”i det af ekspeditionen undersøgte område synes [der] at bestå en vis sammenhæng mellem fattigdom og kriminalitet”. Anvender man termen protovidenskab om ekspeditionen, må man derfor gøre den tilføjelse, at der her er tale om teoretiserende dataindsamling.

At filtrere Den Juridiske Ekspedition igennem et autoritativt begreb om videnskab lader sig næppe gøre, for der findes ikke en endegyldig recept på, hvad begrebet videnskab dækker. Den Juridiske Ekspeditions metode - så meget kan vi dog sige - opfylder ikke kravene i moderne videnskabsfilosofi, fx som de kommer til udtryk hos videnskabsfilosoffen Karl Popper. Ekspeditionens forskningsproces begynder ikke som foreskrevet af Popper med et falsificer- bart gæt, der kan løse et teoretisk problem. Ekspeditionens udgangspunkt er indsamling af observationsdata, herunder protokoller fra kommuneråd og sysselretter samt interviews med nøglepersoner, metoden er empirisk orienteret, ikke problemstyret.

Særlig langt bringer Thomas Kuhns paradigmeteori os heller ikke. Videnskab er det, der befinder sig inden for et videnskabeligt paradigme, hævder Kuhn. Goldschmidt, Lindegaard og Bentzon leverer ikke noget retsvidenskabeligt paradigme, men ekspeditionens betænkning er det første spæde skridt i den retning, for den kaster lys over nye dele af virkeligheden, nemlig grønlandsk retspraksis som den tog sig ud i midten af 1900-tallet.

294 Og Den Juridiske Ekspedition har utvivlsomt videnskabeligt potentiale. Ekspeditionen peger på et hidtil uudforsket område, og fordi deltagerne har øje for - og aktivt udnytter - de muligheder, der åbner sig, formår ekspeditionen at sætte ny forskning i omløb.

Ekspeditionens ophav Ekspeditionen var et politisk-administrativt tiltag snarere end et videnskabeligt initiativ. Ekspeditionen blev sat i værk efter overenskomst mellem fag- fællerne Oldendow og Goldschmidt, og ekspeditionen fik Hedtoft-regeringens blå stempel som led i den ommøblering, der kendetegnede Danmarks post- koloniale grønlandspolitik i efterkrigsårene. Oldendow havde i 1946-betænk- ningen stillet en undersøgelse af de grønlandske retsforhold i udsigt og med ekspeditionen indfriede han løftet. Det er nærliggende at betragte traditionalisten Oldendow, der forsvarer grønlændernes levevis, som ekspeditionens egentlige ophavsmand. At Goldschmidt på sin side skulle have haft videnskabelige ambitioner med ekspeditionen fra begyndelsen, er ikke helt indlysende. Lindegaards brev fra juni 1949 til dommer Eyben taler imod dette.

Deltagernes rolle At Goldschmidt, Bentzon og Lindegaard har et problem, er der ingen tvivl om. Den ene dag er de ministerielle embedsmænd, den næste retsantropologiske feltarbejdere. Ambivalensen er indlejret i det set-up, der konstituerer Den Juridiske Ekspedition. Ekspeditionens betænkning er et politisk bestillingsarbejde, hvad enten man kan lide det eller ej.

Hvorledes ekspeditionens rolle opfattes af deltagerne selv, kommer til udtryk hos Bentzon, når hun taler om ekspeditionen som talsmand for - på én og samme tid - befolkning og opdragsgivere. Et miks af de tilsyneladende modstridende roller svarer til mæglerrollen, hævder Bentzon: ”We were brokers and went through a range of activities that demonstrated our commitment beyond compilation and provision of knowledge to the administrators”.515

Hvorledes rollen opfattes af andre, kommer bl.a. til udtryk hos Jørgen Dal- berg-Larsen, der i artiklen Fem opfattelser af retspolitik som retsvidenskabelig aktivitet taler om Den Juridiske Ekspedition som talsmænd for borgernes

515 Agnete Weis Bentzon: Jurex reconsidered, Henrik Garlik Jensen og Torben agersnap (eds.): Crime, Law and Justice in Greenland, New Social Science Monographs, Copenhagen, 1996, s. 109

295 værdier. 516 En retspolitik baseret på borgernes værdier forudsætter, at juristen har sat sig grundigt ind i det pågældende samfunds kultur, værdier og normer og studeret de særlige retsopfattelser, der knytter sig hertil, frem- fører Dalberg-Larsen. Det er her, det forskningsgenererende moment ligger, for hvis juristens rolle er at være talsmand for borgernes værdier, må han som forberedelse til den egentlige retspolitik udføre en form for forsknings- mæssig virksomhed, og dersom det pågældende samfunds retskultur som i Den Juridiske Ekspeditions tilfælde ikke allerede er beskrevet, må han selv udføre det grundlæggende feltarbejde.

Ekspeditionens grønlandske tolk Guldborg Chemnitz spiller en særlig rolle. Ud over tolkearbejdet udfører hun en vigtig mission som informant og kulturel brobygger. Chemnitz´ deltagelse lagde grunden til et forskningsmæs- sigt samarbejde med Goldschmidt, der fik betydning for hendes livsgerning. Historien om Den Juridiske Ekspedition understreger videnskabshistorikeren David Bloors udsagn om, at videnskabshistorisk beskrivelse også må interes- sere sig for bipersonerne.

Fortsættelse af en tradition Hvorledes harmonerer Den Juridiske Ekspedition med allerede etablerede opfattelser af, hvordan grønlandsk ret bør indrettes? Afhandlingens retshistoriske oversigt demonstrerer, at ekspeditionen med dens understregning af grønlændernes retsopfattelse som et bærende element kan betragtes som repræsentant for en tradition, der blev grundlagt af Dalager og Glahn allerede i 1700-tallet.

Studiet viser også, at der herskede uklarhed om ekspeditionens opgave. Man fornemmer en vis frustration i bagkulissen, ikke mindst hos Goldschmidt, der senere ved flere lejligheder fastholdt, at ekspeditionen havde haft til hensigt at forberede en lovgivning grundlagt på grønlændernes retsopfattelse. Per Lindegaards udtalelse om, at ekspeditionens anbefalinger blev undertrykt, kan ligeledes tolkes i den retning. Deltagernes opfattelse af, hvad opgaven gik ud på, synes at kollidere med opdragsgivernes. Ekspeditionen ønskede

516 Jørgen Dalberg-Larsen: Fem opfattelser af retspolitik som retsvidenskabelig aktivitet i historisk og aktuel belysning, i Jens Evald og Sten Schaumburg-Müller: Om retspolitik, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2002, s. 29

296 en grønlandsk lov med dansk islæt, mens opdragsgiverne forestillede sig en dansk lov med grønlandsk islæt. Striden drejede sig om, hvor og hvordan grænsen mellem de to lovtyper skulle drages, og resultatet blev et kompromis, som begge parter måtte acceptere. Instruksen indeholdt en vis elastik, men manualen var ret klar. Opgaven var at undersøge muligheden for at ind- føre dansk ret i Grønland, eller som det udtrykkes i instruksen: ”at foretage en undersøgelse af, hvorvidt, og i bekræftende fald i hvilket omfang det vil være muligt at indføre de i Danmark gældende retsregler for den del af den grønlandske befolkning, som står under den såkaldte grønlandske ret”.517

Retsvæsenkommissionens anbefalinger repræsenterer et brud med to centrale elementer i Goldschmidts oprindelige kriminallov, nemlig gerningsmandsprincippet og det fængselsløse samfund. Kommissionens omtale af Den Juridiske Ekspeditions virksomhed understreger imidlertid ekspeditionens betydning som dagsordensættende for grønlandsrelateret retsvidenskab og retspolitk.

Videnskabshistorie uden videnskabsfilosofi? Påstanden om, at videnskabshistorien klarer sig udmærket uden hjælp fra videnskabsfilosofien, efterlader et problem, for hvordan skal vi nogensinde kunne afgøre, hvorvidt en bestemt begivenhed har karakter af videnskab uden at spejle den i et ideal om videnskab?

Historien om Den Juridiske Ekspedition demonstrerer Imre Lakatos´ udsagn om, at videnskabshistorie uden videnskabsfilosofi er blind.518 Videnskabs- historie kan vanskeligt skrives uden hjælp fra videnskabsfilosofien, for ganske vist indeholder videnskabshistorie en ekstern komponent, der er en rekonstruktion af, hvordan den faktiske histore er forløbet, men den indeholder også en intern komponent, der er en rekonstruktion af, hvordan historien burde være forløbet ifølge de af videnskabsfilosofien opstillede idealer og metodologier.519 Når videnskabshistorikeren udfolder dette

517 Verner Goldschmidt, Agnete Weis Bentzon og Per Lindegaard: Betænkning afgivet af den juridiske ekspedition til Grønland 1948-1949, København, 1950, indledning s. 2 518 Imre Lakatos citeret i Hanne Andersen: Forholdet mellem videnskabshistorie og videnskabsteori, Slagmark, nr. 28-29, 1999, s. 79. Lakatos anvender ordet videnskabsteori synonymt med videnskabsfilosofi. 519 Hanne Andersen: Forholdet mellem videnskabshistorie og videnskabsteori, Slag- mark, nr. 28-29, 1999, s. 79

297 videnskabsinterne ”bør”, udvikler han netop det begrebsapparat, der gør det muligt at analysere en event som Den Juridiske Ekspedition.

I samsvar med andre casestudier, jeg har gennemført, viser historien om Den Juridiske Ekspedition, at forskningsmæssig virksomhed udført uden for videnskabelige institutioner altid lider under opblandingen af ikke-videnskabelige interesser - ren forskning er i disse sammenhænge en illusion.

Beretningerne fra opdagelsesrejserne i 1500-tallet og 1600-tallet leverer et omfangsrigt etnografisk materiale, men rejserne er ikke sat i verden af hensyn til etnografien. Det er i vid udtrækning kommercielle og geopolitiske interesser, der styrer begivenhederne. De opdagelsesrejsende ledte efter Nordvestpassagen, og de etnografiske beskrivelser, der udsprang af mødet med grønlænderne, var blot et biprodukt.

Det samme kan siges om missionærforskerne i 1700-tallet. Dagsordenen for missionæernes forskningsmæssige aktiviteter, der kortlagde det grønland- ske sprog og leverede beskrivelser af kulturen, var bestemt af hensynet til missionsvirksomheden; missionærernes forskningsaktivitet var ikke resultat af en bevidst bestræbelse på at bringe ny erkendelse til verden.

Også i forbindelse med en begivenhed som Danmark-ekspeditionen, der af de fleste betragtes som en renlivet videnskabelig ekspedition, spiller ikke-videnskabelige interesser en rolle, for bag det ambitiøse videnskabelige program gemte der sig et geopolitisk motiv. Den sidste bid af Nordøstgrønland skulle kortlægges af danske videnskabsmænd, så Danmark kunne stå stærkere i kampen om retten til Grønland.

Opsummering Den Juridiske Ekspedition var et element i - og et resultat af - dansk grøn- landspolitik i efterkrigsårene og ekspeditionens virksomhed har haft betydning for Grønlands retlige udvikling frem til i dag. Den Juridiske Ekspedition var et politisk ”bestillingsarbejde” udført af ministerielle embedsmænd, og ekspeditionen er et eksempel på det tætte parløb mellem grønlandsforskning og grønlandsadministration.

Den Juridiske Ekspedition repræsenterer et på flere måder et banebrydende pionerarbejde, der ikke alene frembringer ny viden om grønlandske forhold

298 og baner vejen for et nyt forskningsfelt, men som også på området ”lovforberedelse” sætter nye standarder. Retsvæsenskommissionens reference til ekspeditionens arbejde halvtreds år senere understreger dette. Den Juridi- ske Ekspedition praktiserer en form for ”teoretiserende før-videnskab”, et forstadium til egentlig videnskabelig forskning. Ekspeditionens aktiviteter og metoder tilfredsstiller ikke moderne videnskabsfilosofis krav, herunder Popper og Kuhn. Ekspeditionen er en murbrækker for efterkrigstidens samfundsforskning i Grønland, og et forskningsmæssigt springbræt for del- tagerene.

Retspolitikkens videnskabelige status er omstridt; ekspeditionens lovforberedende virksomhed befinder sig i gråzonen mellem politik og videnskab. Når juristens rolle er at være talsmand for borgernes værdier, må han som forstadium i lovgivningsprocessen udføre en form for forskningsmæssig virksomhed; en retspolitisk strategi bliver dermed et forskningsgenererende moment.

Den Juridiske Ekspedition udførte ”ikke-videnskabelig forskning”. Ministeriel udredning hører til blandt forskningens naboaktiviteter; studiet af ekspeditionen bidrager dermed til en udvidelse af Bo Jacobsens begreb. Ekspe- ditionen har videnskabeligt potentiale. Ved hjælp af revisionsparagrafferne og Udvalget for Samfundsforskning udnytter Goldschmidt det momentum, ekspeditionen skaber: ”Der må flere undersøgelser til!”

Ekspeditionen bliver til som resultat af en overenskomst mellem Olden- dow og Goldschmidt. Traditionalisten Oldendow spiller en rolle i forsvaret for synspunktet om, at indretningen af Grønlands retsvæsen bør basere sig på grønlændernes retsopfattelse. Med understregningen af grønlænder- nes retsopfattelse som bærende element kan ekspeditionen betragtes som repræsentant for en tradition grundlagt af Dalager og Glahn i sidste halvdel af 1700-tallet - og senere videreført af Rink.

Ekspeditionens tolk Guldborg Chemnitz spiller en særlig rolle som kulturel brobygger og aktiv deltager i udforskningsprocessen. Den grønlandske biper- son er en interessant figur, og området er underteoretiseret. Bloors betoning af videnskabens bipersoner har en særlig betydning for en ung forsknings- nation som Grønland og for grønlandsk identitetsdannelse.

299 Udvalget for samfundsforskning repræsenterer et forsøg på at etablere en ministeriel forskningsenhed, erfaringen med udvalget peger på vanskelig- heden med at få forskning og statsadministration til at sameksistere.

Den Juridiske Ekspeditions retsantropologiske feltarbejde er en opdagelses- rejse. Juristerne lærer den grønlandske retskultur at kende, men de lærer også af retskulturen. Erfaringerne får betydning for udviklingen af Gold- schmidts retssociologiske begrebsapparat og for udviklingen af modeller til moderne konfliktløsning.

Forskningsmæssig virksomhed udført uden for videnskabelige institutioner lider i reglen under en opblanding af ikke-videnskabelige interesser, ren forskning i disse sammenhænge er tilsyneladende en illusion. Megen skel- sættende videnskab er imidlertid blevet til uden for videnskabelige institutioner. Frihed synes - som i mange andre menneskelige forhold - at være en inspirationskilde, når det gælder tænkning og erkendelse.

300 English summary

During the last decades Greenland has become a nation with research insti- tutions of its own. At present, research activity as well as education of Green- landic researchers is supported actively by the Government of Greenland. One way of justifying growing expenditures has been to point to the developmental potentials of research.

The move towards independence in the field of research points to the need of studies that investigate the whole rationale behind the Greenlandic research endeavour. Hopefully, this book can be seen as a contribution in this respect.

Originally, the point of departure of my project was the problem complex concerning the alleged developmental potentials of research. However, while I gradually turned my interest to history, the initial research questions were put on stand by in favour of the following: “Has research played a role as a developmental engine for Greenland?” Thus, the project became a study within the field of history of science.

The attempt to identify what could be termed as “developmentally facilitat- ing research activities” initiated an investigation of a number of historical events such as travels of discovery to Greenland in the sixteenth and seven- teenth centuries, missionaries´ research activities in Greenland in the eighteenth century, the Denmark-expedition 1906-1908, and finally The Juridical Expedition 1948-1949.

Whereas the results of the investigation in terms of the missionaries can be studied in my book Poul Hansen Egede, en grønlandsforsker i 1700-tallet, the study of The Juridical Expedition is displayed in my Ph.D.-dissertation Insights into the History of Science of Greenland, The Juridical Expedition 1948-1949 and now in this book. Provisional results of the investigation of the other events mentioned have been pinned down in a number of unpublished working papers produced during my Ph.D.-period.

The Juridical Expedition, in short Jurex, was initiated by the Danish colonial administration, not by a scientific institution. Apparently, Knud Oldendow,

301 then head of the Greenland Colonial Office, and his principal Verner Gold- schmidt, devised the expedition.

Jurex was a result of Danish colonial policies in the aftermath of The Second World War. As in a number of other colonised countries after the war, the abolition of the country´s colonial status also became a topic in Greenland. Danish journalists and politicians, who visited Greenland shortly after the war, criticised what they found to be poor living conditions, and Denmark´s policy towards Greenland became a subject of political scrutiny. As a result, a reform commission was set up by the social-democratic Prime Minister Hans Hedtoft in November 1948, and social research was initiated in order to provide input for reforms.

However, in the summer of 1948 Goldschmidt had already been sent to Greenland in order to make preparations for a law reform. Shortly after, Goldschmidt was joined by his colleague Per Lindegaard, then principal in the Department of Justice, and Goldschmidt´s wife, Agnete Weis Bentzon, and along came the couple´s three small children with a nanny. Bentzon, being a jurist herself, subsequently became a full member of the expedition. The home base of the expedition was the capital Godthaab, now Nuuk.

The expedition was assigned to the task of making a report on Greenlandic customary law within the fields of civil and criminal law. The preparation involved studying literature on traditional life of the Greenlanders, published throughout the colonial period, including texts written by missionaries, periodical reports issued by the Danish Administration of Greenland, and also church registers.

During the following twelve months, visiting towns and settlements along Greenland´s West-coast, and accompanied by the Greenlandic interpreters Karl Lynge and Guldborg Chemnitz respectively, the expedition gathered information and judicial material, held interviews with what they term as “key informants”, and collected an abundant amount of records from local councils and courts. The expedition returned to Copenhagen in November 1949.

The result of the expedition was an impressive six volume report delivered in 1950. The report, although never published, circulated among politicians and

302 administrators in stencilled copies. The recommendations of Jurex formed the basis of a new Greenlandic marriage law and a penal code for Green- land.

Drawing upon a conceptual apparatus from philosophy of science, the dissertation examines the scientific status of the expedition. The dissertation con- cludes that a distinction between the two concepts science and research is needed in order to grasp the activities of Jurex. As it falls short of satisfying a number of central requirements of modern philosophy of science, although the term expedition is used, Jurex is not a scientific enterprise. The expedition represents a variation of what could be termed as required positivist proto science; the preliminary step in a process of de lege ferenda. Not only does the underlying political agenda in combination with the expedition´s institutional affiliation create disturbances, also the actual research methods used by the expedition, as well as the theoretical confusion created by Goldschmidt´s alleged ideological approach, makes it difficult to cate- gorize Jurex under the label of scientific research.

However, The Juridical Expedition represents a pioneer work of lasting paradigmatic value. The work of Jurex opened a new field of study, and today, more than half a century after the expedition took place, jurists who study Greenlandic law still point to its results. As regards Goldschmidt and Bentzon in particular, Jurex subsequently triggered a career marked by research work related to Greenland.

Apparently, Jurex represents an inversion of the traditional research-politics food chain. Normally the link goes from research to politics, but Jurex takes it the other way around: a political-administrative initiative turns into genuine science as the laws initiated by Jurex contained a revision paragraph - allegedly an idea tabled by Goldschmidt - requiring further sociological studies to ensure a follow up of the effects of the laws.

The sociological studies that followed after 1953, when the law reform had been implemented, were placed under the aegis of The Commission of Social Studies in Greenland, a special ministerial unit established 1955 and headed by Goldschmidt. In the following years, and despite internal problems

303 between researchers and administrators, the commission issued a number of social studies concerning Greenland. The Commission of Social Studies represents the first attempt to establish a ministerial research unit in Denmark.

Bentzon, today eighty-nine years old and the only now living member of the expedition, treats the work of Jurex in a “confessional tale” titled Jurex reconsidered published 1996. Bentzon expresses her scepticism towards the division between pure and applied science. A social scientist must con- sider the possibility of a political effect of his research results, besides, no social scientific research can avoid the influences of the subjectivity of the researcher, she remarks.

Simultaneously, the members of Jurex were collaborators hired by the regime and advocates for the Greenlandic population. “We were brokers (…) evi- dently, the broker´s role presents problems of a scientific theoretical and ethical nature, but to dismiss the activity from the domain of science is, in my opinion, a sign of narrow-mindedness and misguided positivism”, Bentzon claims.

B ent zon´s Jurex reconsidered throws a retro-perspective light on the expedition, and her remarks suggest that she in fact has something to confess. The appearance of the article in 1996 underlines the long-lasting impact of the expedition. The expedition was the three young jurists´ spring board to science and research, their first experience with legal field studies. As Bentzon puts it, they were “indeed innocent anthropologists who baldheaded had set to work”.

Danish newspapers were remarkably quiet about the expedition. Greenland´s legal system attracted little attention; journalists were instead occupied with Hans Hedtoft´s travel to Greenland in the summer of 1948 and with issues concerning Greenland´s ties to Denmark. A radio broadcast titled The Coun- try without Prisons, recorded in Godthaab and broadcasted in August 1948, threw a little light on the issue though. Owners of radio sets in Denmark could listen to Goldschmidt´s and the other participating debaters´ argu- ments. Articles brought regularly in the two local newspapers in Greenland

304 offered Greenlandic readers somewhat better information on the contem- plated reforms.

With regards to underlying principles in constructing Greenlandic law, the exploration of Greenland´s legal history indicates that Jurex represents a long tradition. Jurex recommended a law reform built on Greenlandic conception of law, a viewpoint likewise promoted by Dalager and Glahn back in the eighteenth century.

Greenland´s legal history indicates that exertion of law in many cases was both high-handed and arbitrary. Often legislative power was exercised without any legal authority at all as when missionaries “convicted” Green- landers who practiced shamanism. In 1948, Jurex noted that a penal code drafted in 1929 by Jørgen Berthelsen had been in practical use throughout the years despite the fact that it had never been formally implemented.

The period following the missionaries´ arrival in 1721 was not an era of mere legal darkness. Hans Egede´s colony council, the first institutionalized court in Greenland, was based on a legislative prescript, and from 1782 the legal system gradually solidified.

The recommendations in The Judicial Commission´s report from 2004 settles with a number of central principles in Goldschmidt´s original penal code. Considerations for the situation and rehabilitation of the delinquent are toned down and Greenland is no longer to be a country without prisons.

305 306 Litteratur, referencer

Andersen, Hanne: Forholdet mellem videnskabshistorie og videnskabsteori, Slagmark nr. 28-29, 1999

Andersen, Jan: Poul Hansen Egede, en grønlandsforsker i 1700-tallet, Aalborg Universitetsforlag, 2007

Aubert, Vilhelm, Torstein Eckhoff og Knut Sveri: En lov i søkelyset: Sosialpsy- kologisk undersøkelse av den norske hushjelplov, Det Danske Forlag, København, 1952

Bentzon, Agnete Weis, Verner Goldschmidt og Per Lindegaard: Den juridiske ekspedition og dens arbejde i Grønland, Det grønlandske Selskabs Års- skrift, 1950

Bentzon, Agnete Weis: Familie og ægteskab i Vestgrønland, 1. Opløsning af ægteskab, 2.

Familiens organisation og økonomiske administration, Udvalget for Sam- fundsforskning i Grønland, København, 1963

Bentzon, Agnete Weis: Glimt fra min tid som stud.jur. i trediverne, strømnin- ger fra Syd? Retfærd, årg. 10, nr. 39, s. 6-18, København, 1987

Bentzon, Agnete Weis: Jurex reconsidered, i Henrik Garlik Jensen og Torben Agersnap (eds.): Crime, Law and Justice in Greenland, New Social Science Monographs, Copenhagen, 1996

Bentzon, Agnete Weis: Lovgivningsproblemer i et udviklingsområde, Tids- skrift for Grønlands Retsvæsen, 4. årgang nr. 1, s. 6. Dansk Juristfor- bund, 1968

Bentzon, Agnete Weis: Om nødvendigheden af at forbinde forskning og forvaltning, i Hanne Petersen og Jakob Janussen (red.): Retsforhold og Samfund i Grønland, Nuuk, 1998

307 Bentzon, Agnete Weis: Verner Goldschmidt (1916-1982), i Henning Sørensen og Egil Fivelsdal (red.): Fra Marx til Habermas, s. 145-167, Køben- havn, 1988

Bentzon, Agnete Weis: Per M. Lindegaard, Tidsskrift for Grønlands Rets- væsen, årg. 34, hæfte 2, 1998

Bentzon, Agnete Weis: Pursuing grounded theory in law: south-north experiences in developing women’s law. North-South Legal perspectives, 1, Norwegian editor: Anne Hellum, Zimbabwean editor: Julie Stewart. Tano-Aschehoug, 1998

Bentzon, Agnete Weis og Torben Agersnap: Danmark på vej mod multikultur og retlig pluralisme, i Sten Schaumburg-Müller og Bodil Selmer (Red.): Retlig mangfoldighed: en fælles udfordring for retsvidenskab og antro- pologi, s. 141-156, København, 2003

Bernal, John Desmond: Science in History, London, 1954

Bernal, John Desmond: T h e s o c i a l f u n c t i o n o f s c i e n c e , R o u t l e d g e , L o n d o n , 19 3 9

Blume, Peter og Kirsten Ketscher (red.): Ret og skønsomhed i en overgangstid, Akademisk Forlag, København, 1998

Bobé, Louis: Hans Egede: Grønlands Missionær og Kolonisator, Meddelelser om Grønland, bind 129, nr. 1, Reitzel, København, 1944

Bobé, Louis: Hans Egede, Relationer fra Grønland 1721-36, København, 1925

Bobé, Louis: Peder Olsen Walløes Dagbøger fra hans Rejser i Grønland 1739- 1753, Gads Forlag, København, 1927

Bruun, Daniel: Om Vestgrønlænderne, Geografisk Tidsskrift, 17. bind, 1903-04, Det Kongelige danske geografiske Selskab, København, 1904

Chalmers, A. F.: Hvad er videnskab? En indføring i moderne videnskabsteori, Filosofi. Gyldendal, København, 2003

308 Dalager, Lars: Grønlandske Relationer: indeholdende Grønlændernes Liv og Levnet, deres Skikke og Vedtægter samt Temperament og Superstitio- ner tillige nogle korte Reflectioner over Missionen sammenskrevet ved Friderichshaabs Colonie i Grønland Anno 1752 af Lars Dalager, kiøb- mand.

Med Indledning ved Louis Bobé, Det Grønlandske Selskabs Skrifter, 2, Gad, København, 1915

Dalberg-Larsen, Jørgen og Jens Evald: Rettens ansigter: en grundbog i almindelig retslære, Jurist- og Økonomforbundet, København, 1998

Dalberg-Larsen, Jørgen: Fem opfattelser af retspolitik som retsvidenskabelig aktivitet i historisk og aktuel belysning, i Jens Evald og Sten Schaum- burg-Müller: Om retspolitik, Jurist- og Økonomforbundet, København, 2002

Dalberg-Larsen, Jørgen: Dansk retsfilosofi, udviklingslinjer og portrætter, Jurist- og Økonomforbundet, København, 2006

Dyekjær-Hansen, Karen: At sætte mennesker på formler - et essay om jura, videnskab og visdom, Ugeskrift for retsvæsen, årg. 122, nr. 14, s. 153- 156. København, 1988

Egede, Hans: Det gamle Grønlands nye Perlustration eller Naturel-Historie, Rhodos, København, 1984

Egede, Hans: Omstændelig og udførlig Relation angaaende den Grønlandske Missions Begyndelse og Fortsættelse, samt hvad ellers mere der ved Landets Recognoscering, dets Beskaffenhed, og Indbyggernes Væsen og Leve-Maade vedkommende, er befunden, Kjøbenhavn, 1738

Egede, Poul: Efterretninger om Grønland uddragne af en journal holden fra 1721 til 1788, Det kongelige Vaisenshuses Bogtrykkerie, Kjøbenhavn, 1788

Ekelöf, Per Olof: Är den juridiska doktrinen en teknik eller en vetenskap? Skrifter utg. av Juridiska fakulteten i Lund, 14. C.W.K. Gleerup, Lund, 1951

309 Evald, Jens: At tænke juridisk: juridisk metode for begyndere, 2. udgave. Nyt Juridisk Forlag, København, 2003

Evald, Jens og Sten Schaumburg-Müller: Om retspolitik, Jurist- og Økonom- forbundets Forlag, 2002

Evald, Jens og Sten Schaumburg-Müller: Retsfilosofi, retsvidenskab og rets- kildelære, Jurist- og Økonomforbundet, København, 2004

Feyerabend, Paul: Mot metodtvånget, utkast till en anarkistisk vetenskaps- teori, Arkiv moderna klassiker, Lund, 2000

Gad, Finn: Fire detailkomplekser i Grønlands historie 1782-1808, sammenstilling og fortolkning af materiale, Nyt Nordisk Forlag, København, 1974

Glahn, H. C.: Missionær i Grønland Henric Christopher Glahns Dagbøger for Aarene 1763-64, 1766-67 og 1767-68, Udgivet af H. Ostermann, Det Grønlandske Selskabs skrifter, 4, Gad, København, 1921

Glahn, H. C.: Glahns anmærkninger, 1700-tallets grønlændere: et nærbil- lede. Originaludgave udgivet anonymt 1771. Udgivet ved Mads Lide- gaard, Det Grønlandske Selskabs skrifter; 30, Det Grønlandske Selskab, København, 1991

Goldschmidt, Verner: Den grønlandske kriminallov og dens sociologiske baggrund, Nordisk tidsskrift for kriminalvidenskab, årg. 42, s. 133-48, 242-68, København, 1954

Goldschmidt, Verner: Retlig adfærd, en analyse af retsmyndigheders adfærd med eksempler særlig fra den kriminelle retspleje i Grønland, Dispu- tats, Aarhus 1956. Særtryk af Meddelelser om Grønland, Bd. 90, Nr. 3-4, Indhold: Bd. 1. – 1957. Indhold: Bd. 2: Bilag, 1957

Goldschmidt, Verner: Samfundsforskning i Grønland, i Tidsskriftet Grønland, 1959, nr. 3, S. 112-20. Det grønlandske Selskab, København, 1959

Goldschmidt, Verner: Selvbiografi, Acta Jutlandica, XXIX, 1957

310 Goldschmidt, Verner: New trends in studies on Greenland social life, criminal law in changing Greenland, Folk, vol. 5, S. 113-121. København, 1963

Goldschmidt, Verner og Guldborg Chemnitz: Samfund og kriminalitet i grøn- landske byområder, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, København, 1975

Goldschmidt, Verner: Fra uskreven til skreven kriminalret i Grønland, i Ret- færd nr. 16, 1981

Haan, Lourens Feykes: Beskrivelse af Straat Davids tilligemed sammes Ind- vaaneres Sæder, Skikkelse og Vaner, som ogsaa deres Fiskefangst og andre Handlinger, oversat og indledet ved Louis Bobé, 1914. Særtryk af: Det grønlandske Selskabs Årsskrift 1914, København, 1915

Harbsmeier, Michael: Carsten Niebuhrs Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende Lande, 1. bind, Vandkunsten, 2003

Hedtoft, Hans: Grønlands fremtid, samt optryk af de forenede grønlandske landsråds forhandlinger med statsministeren i 1948, Særtryk af Det grønlandske selskabs årsskrift. København, 1949

Holm, Mogens: Grønlands Grønlandsforskning: Vejen til vidensbaseret udvikling? Politica, 2000

Hurwitz, Stephan og Karl O. Christiansen: Kriminologi, 3. udg., Gyldendal. København, 1968-71

Hurwitz, Stephan og Karl O. Christiansen: Crimonology, 2nd ed., Fairleigh Dickinson University Press. London, 1983

Jacobsen, Bo: Hvad er god forskning, psykologiske og sociologiske perspektiver, Hans Reitzel, København, 2001

Jensen, Henrik Garlik og Torben Agersnap (eds.): Crime, law and justice in Greenland, New Social Science Monographs, København, 1996

311 Kahlig, Wolfgang: Samfundsforskning i Grønland set i magt- og participa- tionsperspektiv, i Gorm Winther: Demokrati og magt i Grønland, Magtudredningen, Aarhus Universitetsforlag, 2003

Kjær Sørensen, Axel: Danmark-Grønland i det 20. århundrede, en historisk oversigt, Nyt Nordisk Forlag, København, 1983

Kjørup, Søren: Menneskevidenskaberne, problemer og traditioner i humanio- ras videnskabsteori, Roskilde Universitetsforlag, 2000

Kragh, Helge: An Introduction to the Historiography of Science, Cambridge University Press, 1987

Kragh, Helge: Videnskabens væsen, København, Fremad, 1999

Kuhn, Thomas: Videnskabens Revolutioner, Fremad, København, 1995

Lakatos, Imre: Falsification and the Methodology of Scientific Research Programmes, i Lakatos, Imre og Alan Musgrave (red.): Criticism and the Growth of Knowledge, Cambridge, 1970

Lidegaard, Mads: Glahns Anmærkninger, Det grønlandske Selskabs Skrifter XXX, Det grønlandske Selskab, 1991

Odsbjerg, Anders: De uundværlige, eskimoiske deltagere i de store polar- ekspeditioner, Aschehoug, København, 2001

Oldendow, Knud: Lov og Ret i Grønland, Særtryk af Det grønlandske Selskabs Årsskrift, 1930-31, Det grønlandske Selskab, København, 1931

Oldendow, Knud: Træk af Grønlands politiske Historie, Grønlændernes egne Samfundsorganer, en Oversigt i Anledning af de grønlandske Lands- raads 25 Aars Bestaaen, Det grønlandske Selskabs Skrifter, 10. Gad, København, 1936

Oldendow, Knud: Grønland, Fremad, København, 1936

312 Petersen, Hanne: Retspluralisme i praksis, grønlandske inspirationer, Ilisima- tusarfik, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2006

Popper, Karl: Conjectures and Refutations, Routledge, 1963

Popper, Karl: The Logic of Discovery, London 1972

Ries, Christopher Jacob: Polarforskeren, i Peter C. Kjærgaard (red.): Lys over Landet, Dansk Naturvidenskabs Historie, bind 3, Aarhus Universitets- forlag, 2006

Rink, Hinrich: Nalunaerutit sineríssap kujatâne misigssuissut pivdlugit 1862- 1866. Oversigt over Forstandsskabs-Indretningens Indførelse og Virk- somhed i Grønland 1857-1868, Parallel grønlandsk og dansk tekst. Faksimileudgave, Nunatta Atuagaateqarfia, Nuuk, 1982

Ross, Alf: Om ret og retfærdighed, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, Køben- havn, 1953

Salomonsen, Per: Grundlæggende metodebegreber i sociologi, Akademisk Forlag, København, 1995

Söderqvist, Thomas: Forskerbiografiens historie, Slagmark, nr. 28-29, 1999

Sørensen, Aksel Kjær: Danmark-Grønland i det 20. århundrede, Nyt Nordisk Forlag, 1983

Sørensen, Henning og Egil Fivelsdal (red.): Fra Marx til Habermas, samfundsudvikling og offentlig regulering, Verner Goldschmidt forelæsningsræk- ken ved Institut for Erhvervs- og Samfundsforskning, Handelshøjskolen i København. Nyt fra Samfundsvidenskaberne, København, 1988

Thisted, Kirsten (red.): Grønlandsforskning, historie og perspektiver, Det grønlandske Selskabs Skrifter XXXVIII, Det grønlandske Selskab, 2005

Walløe, Peder Olsen: Peder Olsen Walløes Dagbøger fra hans Rejser i Grøn- land 1739-53, udgivet i Udtog af Louis Bobé 1927. Det Grønlandske Selskabs Skrifter, 5. Gad, København, 1927

313 Ventegodt, Ole: Den sidste brik, Mylius-Erichsens Danmark-ekspedition til Nordøstgrønland 1906-1908, Gyldendal, 1997/2000

Whisson, Michael: Advocates, Brokers and Collaborators, Social Anthropo- logy and Development Policy. A.S.A. Monographs, 23, Edited by Ralph Grillo and Alan Rew, Tavistock, 1985

Vinding, Ole: Grønland 1945, Gyldendal, København, 1946

Rapporter, betænkninger, udredninger mv.

Dansk Institut for Internationale Studier: Afvikling af Grønlands kolonistatus 1945-54, en historisk udredning, Dansk Institut for Internationale Studier, København, 2007

Den grønlandske Retsvæsenskommission: Betænkning om det grønlandske retsvæsen, bind 1-7 og resume. Bd. 1,Generelt om retsvæsnet, Bd. 2, Retsplejen og domstolene, Bd. 3, Kriminaliteten og kriminalforsorgen, Bd. 4, Politiet, opfølgning mv., Bd. 5, Lovudkast 1. del, Bd. 6, Lovud- kast 2. del, Bd. 7, Litteratur og bilag, Bd. 8, Resumé, Den Grønlandske Retsvæsenskommission. Betænkning, nr. 1442. IT- og Telestyrelsen, København, 2004

Ferri, Enrico: Progetto preliminare di Codice penale Italiano per i Delitti, Rela- zione del Presidente Enrico Ferri, Commissione reale per la Riforma delle Leggi Penali, Dottor Francesco Vallardi, Milano, 1921

Goldschmidt, Verner, Agnete Weis Bentzon og Per Lindegaard: Betænkning afgivet af den juridiske ekspedition til Grønland 1948-1949, Hefte 1-6, 6 bd. Dupl., København, 1950

Grønlands Hjemmestyre: Forskningspolitisk redegørelse og handlingsplan 1998-2000, Direktoratet for Sundhed og Forskning, Inussuk Arktisk Forskningsjournal 5, 1997

314 Grønlandskommissionen: Grønlandskommissionen 1948-50, 8 bd., Grøn- landskommissionen, København, 1948-1950

Grønlandskommissionen: Grønlandskommissionens betænkning 1: Vol. I: Indledning. Placering og udformning af bebyggelser. Den fremtidige anlægsvirksomhed. Vol. II: Kortmateriale. København, 1950

Grønlandskommissionen: Grønlandskommissionens betænkning 1: Rapport over Vandekspeditionens Arbejde, København, 1950

Grønlandskommissionen: Politiske og administrative forhold. Retsplejen. Grønlandskommissionens betænkning, 2, Grønlandskommissionen, København, 1950

Grønlands kredsdommere: Beretning fra Grønlands 7. kredsdommermøde i Holsteinsborg/Sisimiut 1971, Tidsskrift for Grønlands Retsvæsen, 7. årgang, 1971-72

Grønlands styrelse: Beretninger vedrørende Grønlands Styrelse, nr. 1, 1948, Grønlands Styrelse, København, 1950

Grønlands styrelse: Beretninger vedrørende Grønlands Styrelse, nr. 1, 1949, Grønlands Styrelse, København, 1951

Justitsministeriet: Årsberetning for Justitsministeriets Forskningspolitiske Udvalg og Ministeriets Forsknings- og Dokumentationsaktiviteter 1998, Justitsministeriet, 1998

Larsen, Finn Breinholt: Den grønlandske kriminallov som ideologisk konstruktion, i Grønland – på vej mod et nyt straffesystem, Rapport fra NSfKs 41. forskerseminar, s. 94-100. Ilullissat, Grønland 1999

Nordisk Ministerråd: Forskningspolitik- og strategi for Færøerne og Grønland, Tema Nord Forskning, 1997

Rigsdagens Grønlandsudvalg: Betænkning afgivet den 12. Juni 1946 af Rigs- dagens Grønlandsudvalg i Forening med en af de grønlandske Lands- raad valgt Delegation og Repræsentanter for Grønlands Styrelse, Gad, København, 1946 315 Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Kriminalloven og de vestgrøn- landske samfund, Bd. 1: Samfundsvidenskabelige undersøgelser, Bd 2. Kriminallov for Grønland af 5. marts 1954 med kommentarer, Udvalget for Samfundsforskning i Grønland, København, 1962

Udvalget for Samfundsforskning i Grønland: Alkoholsituationen i Vestgrøn- land. Befolkningssituationen i Vestgrønland: bebyggelsespolitik og befolkningsudvikling. Samarbejdsproblemer mellem grønlændere og danskere i Vestgrønland, Udvalget for Samfundsforskning i Grønland, København, 1961-1963

Disputatser, specialer mm.

Aubert, Vilhelm: Om straffens sosiale funktion, Disputats. Oslo, 1954

Kornerup, Peter og John Kurt Nielsen: Grønlands kriminallov, universitetsopgave, Roskilde Universitetscenter, 2005

Lauridsen, Preben Stuer: Studier i retspolitisk argumentation, doktordisputats, Skrifter / udgivet af Retsvidenskabeligt Institut ved Københavns Universitet, 17. Juristforbundet, København, 1974

Lauritsen, Annemette Nyborg: Et socialt eksperiment, empirisk analyse af den grønlandske kriminallovs virkninger i det nutidige grønlandske samfund, speciale, Roskilde Universitetscenter, 2003

Aviser og radio

De første egentlige Skridt henimod dansk Ret i Grønland, Grønlandsposten, nr. 13, s. 156, 1. juli 1948. Godthåb, 1948

Den fredelige eskimo, artikel af Henrik Garlik Jensen i Berlingske Tidende, den 1. april 1992

316 En problem, Grønland har løst, Grønlandsposten, nr. 3, 1. februar 1950

Forslag om Biavl på Grønland, Information, den 2. juli 1948

Grønland, Information, København, 25. oktober 1946.

Grønlandsfiskere i Krig om Fiskepladser, Information, København, 24. juli, 1948

Grønlandsk koloniskole, Grønlandsposten, nr. 5, s. 66, 1. marts 1950

Hvorfor de ikke vil til Grønland, Information, den 22. juni 1948

Landet uden fængsler, Statsradiofonien, optagelser fra Grønland den 2. august 1948, arkivnummer 25.126, bånd 1-2, Danmarks Radios Arkiv- og Research Center

Lige Lovligt, sendt på Danmarks Radio P1, den 18. maj 2006

Nunavtine. Pitdlaissarnerme inatsisigssat, Atuagdliutit, nr. 14, s. 168-169, 16. juli 1948

Nyt fra Kommissionen. Ni underkommissioner skal tilrettelægge Grønlands Fremtid, Grønlandsposten, nr. 4, s. 47. 1. marts, 1949

Radioen i Gaar: Landet uden fængsler, Politiken, 26. august 1948

Retsreform på Grønland, Information, 2. juli 1948

Sydamerikanerne vil berøve os Grønland, men ad lovlige Veje, Information, 24. august 1948

Trængsel omkring Grønland i Sommer, Information, København, 19. maj, 1948

Udkast til verdens mest moderne kriminallov, Grønlandsposten, nr. 16-17, s. 188. 16. august 1950

317 Arkivalier

Grønlandskommissionen af 1948, underkommission II, 1948-1949, sager, pakke 15, Rigsarkivet

Verner Goldschmidts privatarkiv, arkiv nr. 7239, private arkiver, Rigsarkivet

Opslagsværker, leksika mm.

Dansk Biografisk Leksikon, 3. udgave, 1. bind, 1979, 3. udgave, 5. bind, 1980, samt 10. bind, 1982

Dansk Kvindebiografisk Leksikon, netversion

Den store danske Encyklopædi, opslag: forskning, Danmarks Nationallek- sikon, bind 6, 1996

Den store danske Encyklopædi, opslag: Kragh, Helge: videnskab, Danmarks Nationalleksikon, bd. 20, Nordisk Forlag, København, 2001

Den store danske Encyklopædi, opslag: Kragh, Helge: videnskabshistorie, Danmarks Nationalleksikon, bd. 20, Nordisk Forlag, København, 2001

Kraks Blå Bog, 1982

Lübcke, Poul (red.): Politikens filosofi leksikon, Politikens Forlag, 1. udgave, 14. oplag, 2000

Marklund, Karl (red.): Nationalencyklopedin, bind 6, Bokförlaget Bra Böcker, 1991

Politikens Nudansk Leksikon, Politikens Forlag, 2002

Salomonsens Konversationsleksikon, 2. udg., bind VIII, 1919, samt bind XXV, 1928, J.H. Schultz, København, 1919/1928

Årbog for Københavns Universitet 1963-1964, Københavns Universitet, 1964

318 319 320 INUSSUK • Arktisk forskningsjournal 2 • 2010

GRØNLANDS VIDENSKABS HISTORIE

DEN JURIDISKE EKSPEDITION - et studie i Grønlands retsforhold

Den Juridiske Ekspedition er beretningen om tre danske jurister, der i sommeren 1948 blev sendt til Grønland for at kortlægge retstilstanden. Ekspeditionens instruks lød på at undersøge, hvorvidt det var muligt at indføre dansk ret i Grønland. Et resultat af juristernes virksomhed blev Grønlands første straffelov, kriminalloven.

Den Juridiske Ekspedition var et element i den ommøblering, der kendetegnede dansk grønlandspolitik i efterkrigsårene. Krigen havde afbrudt forbindelserne til Danmark og her voksede bekymringen for, at grønlæn- derne ville skifte Dannebrog ud med Stars and Stripes.

Sammen med en voksende selvbevisthed i den grønlandske befolkning bredte der sig i disse år et krav om politiske og sociale reformer. ”Danmark har fået et negerproblem”, som en dansk avis udtrykte det.

En af de reformer, man fra grønlandsk side efterlyste, gjaldt retlig ligestilling. Den Juridiske Ekspedition var første skridt i retning af at indfri ønsket om ligestilling mellem danskere og grønlændere.

Den Juridiske Ekspedition har haft betydning frem til i dag, hvor debatten om kriminalloven og retssystemets indretning har fået ny aktualitet.

Inussuk • Arktisk forskningsjournal Inussuk er grønlandsk og betyder varde. Varder er som menneskeskabte stendysser især kendt i arktiske egne. Varder er gennem århundreder blevet bygget af såvel inuit som af europæ- ere. Varden tjener som informationskilde og symboliserer fikspunktet for ny og gammel viden om Grønlands natur og kultur.

Grønlands Selvstyre Departementet for Kultur, Uddannelse, Forskning & Kirke Postboks 1029, DK-3900 Nuuk, Grønland