at lade de rige være - eller rettere: blive - mennesker. Et andet Wildersk tema gennemspilles i »Avanti!«: Amerikaneren i Europa. Det te tema har Wilder arbejdet med flere F ilm e n e gange før, blandt andet i »The Emperor Waltz«, »A Foreign Affair«, »Love in the Afternoon« og »One, two, three«. Jeg har ikke set de første to af disse film, men forstår på Ib Montys artikel i Kos- morama 115-116 at de henholdsvis viser en amerikaner, der i Europa lærer fra sig af sin livskunst, og en der tager til sig af europæisk livskunst. »One, two, three« opfatter jeg som en overvejende pro-amerikansk film, trods indbygget selvironi en hyldest til amerikansk vita litet (kontra østberlinsk tristesse), mens »Love in the Afternoon« noget mindre entydigt (i Chevaliers figur) dyrker den europæiske livsform på bekostning af den amerikanske. »Avanti!« må være en af de mest pro- europæiske film, der er skabt, og på det punkt skal vi meget længere tilbage i Wilders produktion for at finde den rigtige pendant: Nemlig til hans manu »Avanti« skript til »Ninotchka«, som han skrev for »Det lange farvel« Lubitsch. Armbruster er Amerikas svar på Ninotchka! En repræsentant for et »Skyd, Eddie« effektivitetssamfund, der har glemt at »Solaris« Leve med stort L, og som genlærer kun »I faderens navn« sten i et Europa, der er så idylliseret, at det desværre er alt for godt til at være »Kort fra Danmark« sandt, hvad europæeren Wilhelm Wilder kun alt for godt ved. (Derfor i begge film nogle bittersøde - for at sige det en hysterisk stemme i en telefon? Eller mildt - dissonanser: Falder Ninotchka i Avanti! (Kom ind) hans børn?). Og hvad med den nye ven armene på andet end en alfons? Og Der er meget der tyder på, at Billy Wil- inde, Pamela Piggott, finder hun sig ikke kunne Armbruster leve mere end nogle der efter publikumsfiaskoen med »Sher- en mere stabil og tilstedeværende fyr i ganske få dage med god gammel euro lock Holmes privatliv« har villet spille London? Eller træder hun virkelig som pæisk bestikkelse, kriminalitet, ineffek med mere sikre kort. Genremæssigt sin mor ind i rollen som sommerveninde tivitet og teatralsk operettedramatik om vender han med »Avanti!« tilbage til det for en rig amerikaner, der ikke en gang kring sig?). egentlige lystspil. Han har trækplasteret betaler for at have hende til rådighed? Men en skamløs hyldest til Europa er Jack Lemmon tilbage i hovedrollen. Og Slutningen på denne historie er så pro »Avanti!« nu alligevel. Først og frem han har i en ikke videre kendt Broad- blematisk, at selv en gammel Wilder - mest til Italien, som Wilder og Diamond way-komedie kunnet finde en række af navnlig han? - må kunne se det. Man lidt overraskende har valgt at kaste de de temaer frem, som hans bedste lyst behøver ikke være ideologikritiker for at res kærlighed på. Her skinner solen. spil er skabt på. registrere den begyndende krøllen i tæ Her holder man fire timers frokost »Avanti!« er først og fremmest histo erne. Men det berører ikke nødvendigvis pause. Her kan alt lade sig gøre, for rien om en mand, der gennemskuer sin den milde og venlige komedietone, som den der har initiativet i behold (kort egen falske rolle, affører sig den og Wilder indtil da har holdt. sagt, her trives i grunden et meget ame bliver fri, bliver værdigere og venligere. Som den benhårde kyniker Wilder rikansk, liberalistisk ideal!). Her har vi Wendell Armbruster junior er en rig - også - er, kan han næppe mene, at kærligheden, her har vi de løse lette mandsvariant af den rolle Lemmon har Armbruster seniors eller juniors kærlig følelser og den glødende sensommer- spillet i to tidligere Wilder-film: »The hedsliv er særlig vidunderligt eller ide romantik. Her nøgenbader man ugenert Apartment« og »The Fortune Cookie«. elt. Men det er dog bedre end den fast i Middelhavet - og ikke bare på Play En stresset mand, livløs bag den hek frysning de begge bryder ud af. I hvert boys farveplancher, til glæde for en tiske livlighed, der pludselig i en kome fald bedre for Armbrust’erne. Og det er fotograf (der er dog en fotograf, en diesituation presses ud over grænserne nu en gang de stores perspektiv, de typisk, fin gammel europæisk penge for hvad han kan bære og finder sit riges, som Wilder undtagelsesvis tager afpresser. Men hvad var han værd uden smukke »moment of dignity«, hvor han i denne film. Havde han fortalt den fra amerikansk puritanisme?). bliver sig selv. At man også kan »finde Piggott juniors eller seniors synsvinkel, Også England får del i Wilders Eu- sig selv« uden at bryde radikalt med en var det nok blevet en helt anden og ropa-hyldest. Pamela Piggott (og hen tilværelse som en mand på toppen er langt mere bitter, mindre sød historie. des mor) repræsenterer en ny »swing filmens postulat. Eller er det? »Avanti!«s Uden at underkende disse overvejelser ing« engelsk livskunst, atter ret idylise- slutning er måske mere ambivalent end og eventuelle indvendinger vil jeg dog ret. »Where is your British restraint?«, den umiddelbart synes? Vil junior ko overlade dem til andre; jeg synes Wil må Armbruster udbryde, da Pamela rig piere sin far, vil han som faren træde der i sit liv - fra »Menschen am Sonn- tig slår sig løs. Her destruerer filmen ind i en slags dobbelttilværelse - og vil tag« og fremefter - ofte nok har for veloplagt den ene nationalitetsmyte, det være særlig rart for ham (eller for svaret de små. Jeg synes man i hans samtidig med den skaber en ny. Eng hans kone, som dog må være mere end alderdom må give ham frihed til også lænderne, der ofte har været de »komi-
98 ske europæere« i amerikanske film, er - næst efter »Sherlock Holmes privat række af filmens intriger - og tilsyne nu indrulleret i livskunstens fællesmar liv« - overhovedet Wilders varmeste ladende en fremragende smidig hotel ked. Pamelas eneste problem er, at hun film. Monty fremhævede i sin Wilder- vært. Dels en bedemand, hvis »moment er lidt overvægtig, og alt i alt må man artikel »The Fortune Cookie« og speci of dignity« kommer da han skal traktere sige, at Wilders amerikaner i Europa elt dens slutning som det smukkeste alle sine dødsattester og stempler som er heldigere med sit valg af romantisk eksempel på, hvad man måske turde en god janitshar trakterer trommer og partner end hans Ninotchka var det. kalde Wilders humanisme. Jeg ville ger trommestikker. Grundintrigen i »Avanti!« er så god, ne se den film igen, men husker ærlig Scenen er virkelig kompliceret, der at man egentlig må undre sig over, at talt den afsluttende tvær-raciale slut er mange bolde i luften. Hovedindholdet teaterstykket tilsyneladende ikke har scene som utilgiveligt sentimental. I er, at den engelske pige for den ameri været nogen større succes. To menne »Avanti!« er strategien lagt sådan, at kanske mand demonstrerer naturlig vær sker, amerikaneren Armbruster og eng- sentimentaliteten hele tiden holdes i dighed over for døden - og over for lænderinden Pamela rejser til Ischia for balance og komedietempoet aldrig ta kærligheden. Vi skal tro, at nu må Arm at hente ligene af henholdsvis deres far bes. Tværtimod er der en stigende akti bruster være »smeltet«, og så skal vi og mor, som sammen er omkommet ved vitet filmen igennem, og der er et mærk opdage, at så let går det altså ikke. en bilulykke. Hvad Armbruster ikke ved, bart »gearskift« i hvad der må være Det er eet forløb. ved Piggott allerede: de to gamle var komediens »sidste akt«, hvor den super Et andet moment i scenen er som et elskende par - en måned om året. effektive - og helt desorienterede - nævnt den respekt for bedemandens Armbruster junior, den dynamiske for amerikanske foreign office agent trop håndværk, som er et led i hele filmens retningsmand, er rystet over, hvad fade per op og skal bringe orden een gang respekt for folk, der ikke spiller deres rens »helbredsrejser« har dækket over. for alle i disse problemer med liget, livsroller, men virkelig identificerer sig Ligene af de to forældre forsvinder som som ikke kan hentes hjem til USA. med dem. Endelig skal scenen skabe led i en kompliceret intrige, og da Arm Langt mere dvælende er filmen i sin endnu en falsk formodning: nemlig en bruster tror, det er Pamela, der har hug optakt, hvor Wilder virkelig giver Jack formodning om, at Pamela er halvskør, get dem for at bringe dem til endelig Lemmon tid til at tegne portrættet af og at hun er i færd med at »stjæle« hvile på denne solskinsø, må han ind den stressede forretningsmand før for ligene. Hun skal altså i samme scene lede en slags charmeoffensiv mod hen vandlingen. Dette er ikke nogen kari vises som et varmt menneske og som de for at få ligene - eller i hvert fald katur, men et karakterstudie, det bedste muligvis halvtosset. En forsoning mellem sin fars lig - tilbage igen. Rollen bliver Lemmon har skabt i mange år. Og for hende og Armbruster skal antydes for til realitet, offensiven til ægte forel vandlingen, optøningen, får lov at gen derpå at skuffes. Og samtidig skal der skelse, og det yngre par genoptager og nemløbe overraskende mange faser, bygges op til et falsk spor i intrigen, fortsætter deres forældres romantiske med overraskende mange tilbagefald. en »rød sild« som er nødvendig for at eventyr. Mekanismen løber ikke glat igennem filmen kan komme videre. Den gamle Wilder vil nok blandt an på kuglelejer (som i »Ninotchka«), men Alt dette skal foregå i et lighus med det fortælle et ungt publikum, at også tilføres betydelig troværdighed gennem passende respekt for døden — og kær gamle mennesker kan elske (rigtigt el en række forsinkelser der spilles så fint ligheden. Jeg ville godt se sekvensen ske: med et »Vil-ikke-forstyrres«-skiIt ud, at de ikke bare virker dramatisk grundigt efter i et klippebord for at fin på døren), og at der måske trods alt irriterende (vi ved jo alt om, hvordan de ud af, hvordan pokker Wilder bærer moderne frisind og permissivitet var det vil gå). sig ad med at få alle bolde ned igen mere og bedre kærlighed til i gamle Wilder spiller meget raffineret på vo i god orden, uden at bryde den stem dage. Men sådan et følsomt budskab er res forventninger, og jeg har lyst til at ning der er passende for et elskende Wilder naturligvis helt klar over, at han fremhæve en enkelt scene som »snyder« pars dødsleje og to børns afsked med må afbalancere i en komedie, og derfor med stor skønhed. Vi befinder os i lig deres forældre, men også uden påklis står han (og Diamond) bestandigt parat huset, hvor Armbruster og Piggott skal tret sentimentalitet, samt endelig med med en iskold spøg hver gang filmens bekræfte, at det er deres forældre, som handlingsfunktionen, som er central, be hyldest til »eftermiddagskærligheden« ligger under lagnerne. Til stede er end varet: faktisk skal der ske en frygtelig truer med at blive for vammel i sine nu to personer, som i scenen begge er masse i denne scene, der intrigemæs sensommerfarver. »professionelle«. Dels hotelværten, som sigt fungerer som noget af et hængsel, Ikke desto mindre er »Avanti!« nok er den dygtige igangsætter af en lang hvorpå næsten hele historien drejer. Filmens eneste åbenlyse svaghed er en sightseeing-tur, som er overflødig, fordi vi allerede har fået glimrende for nemmelse af middelhavsøen som et bil lede på kærligheden i solen (og i vel standen). At Pamela skal øen rundt i hestevogn og vil have lov til at kigge snapshots virker ret uforståeligt, da fil men jo ikke just er i stofnød. Man kunne ve! i det hele taget have forestillet sig en hurtigere afvikling af historien, men det ville være blevet en mere traditionel komedie, vi så havde fået. Ældre mennesker meddeler sig naturligt langsommere. Hvad de med deler sig om fordrer undertiden også større ro hos deres tilhørere. Og selv når Wilder sætter tempoet ned, er han stadigvæk en hurtigere fortæller i alt det afgørende end de fleste. Hvormed
Still/ Jack Lemmon og Juliet Mills i »Avanti«.
99 jeg først og fremmest mener, at han de populære genrer, uden at ville be frem som selvhævdende individualister fortæller mere på samme tid, snarere nytte sig af de egenskaber, der har uden derfor at være personligheder. end at han bruger mindre tid på at for gjort dem så populære. Foreløbig har Hans hovedpersoner er, som antydet, i tælle det samme! han præsenteret sine opfattelser af hen denne henseende ingen undtagelser. Skulle »Avanti!« blive Wilders sidste holdsvis krigsfilm med »MASH« (1970), Faktisk har man med Altmans film en film - lad os ikke håbe det - ville den westerns med »McCabe & Mrs. Miller« fornemmelse af, at det næsten er til fungere som et fuldendt afskedsværk, (1971) og nu kriminalfilm med »Det lan fældigt, at netop denne eller de perso opsummerende og dog fuldt af vitalitet. ge farvel«. Alle betegner de brud med ner har fået en mere fremtrædende Anders Bodelsen den normale romantiske, heroiserende plads i mønstret end nogle helt andre. holdning til stof og milieu; Altman bru De er lige gode om at være lige onde. ■ AVANTI! (Kom ind) ger genrerne til en desillusioneret skil Dette indtryk af filmens karakter af Avanti! USA 1972. Dist: United Artists. P-selskab: Mirisch/Phalanx/Jalem. P-leder: Alessandro von dring af selviske og følelseskolde eksi gruppebilleder, snarere end af portræt Normann. l-ledere: Ennio Onorati, Peter Shepherd. stenser. Det er ikke forkert at beskrive ter, forstærkes såvel af lydsiden med P/Instr: Billy Wilder. Instr-ass: Rinaldo Ricci. Altman som instruktøren, som vil gøre Dialog-instr: Rae Mottola. Manus: Billy Wilder, dens karakteristiske påtrængende bag I. A. L. Diamond. Efter; Skuespil af Samuel Tay- tingene anderledes end alle andre, men grundssnak (i modsætning til den tra lor. Foto: Luigi Kuveiller. Luftfoto: Mario Dami- celli. Farve: DeLuxe. Klip: Ralph E. Winters/Ass: det må tilføjes, at han forfølger sit mål ditionelle formidling af lyden hvor dialo Claudio Cutry, Bobbie Shapiro. Ark: Ferdinando med så megen stilsikkerhed og konse gen - og da især hovedpersonernes Scarfiotti/Ass: Osvaldo Desideri. Dekor: Nedo kvens, at det bliver til mere end blot Azzini. Rekvis: Lamberto Verdenelli. Kost: Anna- replikker - står klart) som af billedsiden lisa-Nasalli Rocca. Musik/Sange: »Ctiore ’Ngrato« en smart ide. Altman er en ægte auteur med dens forkærlighed for så mange af Cordiferro & Cardillo, sunget af Sergio Bruni; - for nu at bruge et begreb, der er ved »Un ’Ora Sola Ti Vorrei« af Bertini &. Marchetti, personer i billedet som muligt. Det er sunget af Sergio Bruni; »A Tazza e'caffe« af G. at blive forstødt - hans film rummer en helt i overensstemmelse hermed, at Alt Capaldo & V. Fassone; »La Luna« af Don Backy livsfilosofi, en klar og gennemgående &. Detto Mariano; »Palcoscenico« af E. Bonagura, man lægger megen vægt på karakteri A. Giannini &. Sergio Bruni; »Senza Fine« af Gino kunstnerisk holdning over for de fæno seringen af bipersonerne, som virkelig Paoli. Arr: Carlo Rustichelli. Dir: Gianfranco Ple- mener, han skildrer, som gør hans film mizio. Musikbånd: George Brand. Tone: Frank får lov at sætte deres præg på historien, Warner, Basil Fenton-Smith, William Varney. både personlige og originale. og som f. eks. ofte dominerer sekvensen Makeup: Franco Fredo, Harry Ray (for: Jack Lem Efter at have set Altmans tre genre mon). Frisurer: Adalgisa Farella. Rollebesætter: i forhold til Marlowe (morsomst med Isa Bartalini. Medv: Jack Lemmon (Wendell Arm- film, og med andenhåndskendskab til den glimrende vagtmand/parodist, skar bruster), Juliet Mills (Pamela Piggott), Clive Re- hans tre andre film fra de sidste år: vili (Carlo Carlucci), Edward Andrews (J. J. Blod- pest med ejendomsmæglerdamen, mest gett), Gianfranco Barra (Bruno), Franco Angrisano »That Cold Day in the Park« (1969), virtuost af Marlowes røde kat - et rent (Arnold Trotta), Pippo Franco (Mattarazzo), Fran »Brewster McCIoud« (1970) og »Images« co Acampora (Armando Trotta), Giselda Castrini ud fremragende dyrisk talent, som får (Anna), Raffaele Mottola (Paskontrollør), Lino Co- (1972) synes det at være et fællestræk lov til at stjæle allerede første scene letta (Cipriani), Harry Ray (Dr. Fleiscbmann), hos hans hovedpersoner, at de lever I Guidarino Guido (Maitre D'), Giacomo Rizzo (Bar i »Det lange farvel« fuldstændig fra fil tender), Antonio Faa’di Bruno (Concierge), Yanti deres egen verden, enten i en i forvejen mens formodede stjerne). Sommer (Sygeplejerske), Janet Agren (Sygeplejer isoleret gruppe som i »MASH« og »Mc ske), Maria Rosa Sclauzero (Stewardesse), Melu Altman er jo ikke manden, der over Valente (Stewardesse), Aldo Rendine (Rossi). Cabe ...« og som ægteparret Wade i holder de normale krav til de genrer, Længde: 144 min., 3955 m. Censur: Rød. Udi: Uni »Det lange farvel«, eller i frivillig isola ted Artists. Prem: Dagmar 10.9.73. han arbejder på. »MASH« var en krigs- Indspilningen startet den 23. april 1972 med eks tion som kvinden i »That Cold Day ...« film uden slagscener, »McCabe & Mrs. teriøroptagelser i Italien. og Marlowe i hans (elfenbens-)tårn. Ho Miller« var en western, der ikke bare vedpersonen i »Images« er ligefrem udspilledes fjernt fra kvæg, prærie og sindssyg. Der er noget herskesygt og indianere, men hvor heltinden var narko ubarmhjertigt over alle disse menne man og helten blev dræbt af skurken. Det lange farvel sker, som har det med at bruge og ud Det kommer derfor ikke som nogen Robert Altmans seneste film måtte i nytte andre efter forgodtbefindende, om overraskelse, at heller ikke »Det lange størsteparten af pressen lide den tort at det så er for grove løjers skyld som i farvel« følger kriminalfilmenes konven blive behandlet som en banal og util »MASH«, eller med henblik på profit tioner. »Jeg er ikke med på begrebet strækkelig visualisering af en tilbedt kri- som i »McCabe ...«. I »Det lange farvel« »den dramatiske kontinuitet«. Jeg bryder minalklassiker, nemlig Raymond Chand- gør dette forhold sig mere gældende for mig ikke om det, og jeg mener ikke, det lers roman »The Long Goodbye« fra bipersonerne end for Marlowe selv, men er nødvendigt. Jeg opfatter hellere dette 1953. Yderligere blev Hawks’ Chandler- også han virker ejendommeligt koldsin begreb som en cirkel, man tegner, og filmatisering »The Big Sleep« fra 1946 dig, lige så afvisende over for sine at som angiver grænserne. Inden for den (»Sternwoodmysteriet«) fremhævet som traktive naboersker som over for poli kan man bevæge sig, som man vil. Men det forbillede, man burde holde sig for tiet. Men det er bemærkelsesværdigt, man må acceptere grænsen, ellers bli øje, og Bogarts fremstilling af Chand- at Altman har ændret filmens slutning ver det bare kaos« har Altman erklæret lers helt, Philip Marlowe, i samme film i forhold til romanens. Hvor Chandlers i et Positif-interview (nummer 147). Kri som den endegyldige. Endelig ansås fil Marlowe resigneret indser, at han er minalfilm karakteriseres jo normalt ved men for uspændende, Altman havde for blevet bedraget, skyder Altmans Mar deres stramme komposition og lineære tabt sig i digressioner, og hvad bildte lowe nådesløst morderen ned, uden til dramaturgi, som i forbindelse med et han sig egentlig ind? - Hvilken despekt syneladende at opnå andet end at til accellererende tempo skal skabe den for klassikerne! fredsstille sig selv. spænding, der anses for uomgængelig Denne anmeldelse er da et forsøg på Filmen indledes og afsluttes med san i genren. Altman giver pokker i denne at beskrive filmen hverken som forfejlet gen »Hooray for Hollywood«, en skrat tradition: kompositionen er løs, intrigen Chandler-filmatisering, mislykket Hawks- tende og naiv og i sammenhængen også er mindre interessant end de enkelte efterligning eller utilstrækkelig Bogart- temmelig ironisk hyldest til en by, der afsnit (ligesom i øvrigt »The Big Sleep«) imitation, men som et karakteristisk Alt er smukkere som b e g re b end som virke — selv om man bør værdsætte manu man-værk med en ikke mindre karakten* lighed. Faktisk er der ikke meget at skriptforfatteren Leigh Bracketts evne stisk menneskeopfattelse. Faktisk er fil råbe hurra for i det samfund, Altman til at bruge Chandler loyalt i hendes mens stil så utrolig fjern fra den gæng skildrer i »Det lange farvel«, så lid t som forenklede version af forlæggets begi se kriminalfilms, at det er langt mere der var det i lejren i »MASH«, eller i venhedsrige historie, som i hendes ud frugtbart at undersøge afvigelserne end flækken i »McCabe & Mrs. Miller«. Alt gave også biiver karakteristisk Altmansk. at påvise overensstemmelserne med det mans verden er ikke noget rart sted at Hvad der tilsyneladende har irriteret de sædvanlige mønster. opholde sig, befolket, som den er, af fleste anmeldere er filmens langsomme Noget tyder på, at Altman har til hen hensynsløse egocentrikere, mennesker tempo. Men netop denne snirklende, sigt at skabe en film inden for hver af der kører deres eget løb og fører sig omstændelige, småpludrende form, hvor
100