Dette værk er downloadet fra Slægtsforskernes Bibliotek SLÆGTSFORSKERNES BIBLIOTEK Slægtsforskernes Bibliotek drives af foreningen Danske Slægtsforskere. Det er et special-bibliotek med værker, der er en del af vores fælles kulturarv, blandt andet omfattende slægts-, lokal- og personalhistorie. Slægtsforskernes Bibliotek: http://bibliotek.dis-danmark.dk Foreningen Danske Slægtsforskere: www.slaegtogdata.dk Bemærk, at biblioteket indeholder værker både med og uden ophavsret. Når det drejer sig om ældre værker, hvor ophavsretten er udløbet, kan du frit downloade og anvende PDF-filen. Drejer det sig om værker, som er omfattet af ophavsret, skal du være opmærksom på, at PDF- filen kun er til rent personlig brug. FRA FREDERIKSBORG AMT AARBOG FOR 1932 UDGI VET AF FREDERIKSBORG AMTS HISTORISKE SAMFUND HILLERØD C. NORDLUNDES BOGTRYKKERI (Oswald Terkelsen) 1932 SAGN OG OVERLEVERING OM OLD­ TIDSHØJENE I FREDERIKSBORG AMT AF INGER MARGR. BOBERG er har altid været stor Interesse for Oldtidens Gravhøje, Kæm­ pehøjene, som vi ogsaa kalder dem, baade hos lærd og læg. DDet samme kan man ikke sige om de Sagn, der knytter sig til dem. De er lige op til vor Tid blevet betragtet som Ammestuehistorier, som det var under ens Værdighed at fæste sig ved, for saa vidt de da ikke har været „historiske Sagn“, d. v. s. givet sig ud for at være sande Beretninger om historiske Begivenheder og Personer, som at Frode Fredegod var begravet i Frodebjerg ved Værebro, og Svend Grathe havde kæmpet med Knud Magnussøn ved Blodhøj, netop den Slags Sagn, som oftest har mindst Interesse for vor Tids Viden­ skab, skabt som de i Reglen er af Spekulationer over Stednavne o. lign. Derfor er det kun faa af de virkelige Folkesagn, disse „urimelige Historierom Spøgelser“, som en af det 18. Aarhundredes lærde Hi­ storikere siger, der er optegnet før den nyeste Tid. Og det skønt man lige fra Ole Worms Tid har gjort gentagne Forsøg paa at faa vore Oldtidsminder undersøgt og beskrevet og ikke har kunnet undgaa at faa nogle af de Sagn i Købet, der Mand og Mand imellem er blevet fortalt om dem ; men det er kun blevet til Antydninger i de gamle Skrifter. Det drejer sig her især om Indberetninger fra Sognepræsterne først til Worm 1623, saa til P. H. Resen 1667 til Brug for hans aldrig trykte Danmarksbeskrivelse Atlas Danicus, til Kancellisekretær J. E. 4 INGER MARGR. BOBERG Jessen, der i 1740’erne havde en lignende Plan, og 1758 til Histo­ rikeren H. de Hofman, der benyttede dem i sin Samling af Dan­ ske Fundationer I—XI og i Fortsættelsen af Pontoppidans Danske Atlas I—VII. Fra mange Sogne er der dog aldrig indkommet Be­ retninger, og mange af de indkomne er gaaet tabt. Da National­ museet i 1807 stiftedes, henvendte man sig ogsaa først til Landets Præster for at faa Besked om de Oldtidsminder, der fandtes i deres Sogne. Men det var først J. J. A. Worsaae, der fik en videnskabelig forsvarlig Undersøgelse i Gang, idet han fik gennemført, at der fra 1873 hvert Aar sendtes sagkyndige Folk fra Museet ud i Marken for at beskrive Landets Oldtidsmindér,baadedem,derendnu varbevaret,og dem, der blot fandtes Spor af. En af de første Herredsbeskrivelser, som saaledes kom i Stand, var Horns Herreds 1873 — 74. Arkitekt J. B. Løffler tog sig af Kirkerne, mens Arkæologen Henry Petersen un­ dersøgte Minderne fra Oldtiden og samtidig optegnede ikke saa faa Sagn om dem. Ogsaa i Vilh. Boyes Beskrivelse over Holbo Herred 1885—86 og sammen med Løffler over Strø 1887—88 og 1895 er der flere gode Sagnoptegnelser, derimod kun enkelte i S. Müllers og E. Schiødtes over Ølstykke Herred 1875 og i Boyes og Magnus Pe­ tersens over Lynge-Kronborg, og slet ingen i Boyes Beskrivelse over Lynge-Frederiksborg 1890: den mere strengt gennemførte arkæolo­ giske Metode giver efterhaanden ikke mere Plads til den Slags uved­ kommende Ting1. Vi er imidlertid glade ved det Stof, Arkæologerne har samlet for os. Thi hverken J. M. Thiele, der paa sin Fod vandrede gennem adskillige Egne af Sjælland for efter Folkets egen Fortælling at op­ tegne dets Sagn til sin Samling Danske Folkesagn I—IV 1818— 23 og 2I—II 1843, Svend Grundtvig i Gamle danske Minder I—III 1854—61 eller Evald Tang Kristensen i Danske Sagn H—VII og 21 —IV 1890—19322 kender ret mange Sagn fra Nordsjælland. Saa meget mere værdifuldt er derfor ogsaa det store og energiske Ind­ samlingsarbejde, Højskolelærer Anders Uhrskov i den sidste halve 1 Disse Herredsindberetninger findes i Manuskript i Nationalmuseets 1. Afd. 2Cit. D. S. SAGN OG OVERLEVERING OM OLDTIDSHØJENE 5 Snes Aar har udført. Dels gennem sine egne Elever og dels ved at henvende sig til alle nordsjællandske Skoler og sjællandske Høj­ skoler og bede Lærerne lade deres Elever skrive en Stil om, hvad Sagn og Overtro de kendte, og sende sig Afskrifter deraf, har han samlet et nordsjællandsk Folkemindestof, der maa anses for at være saa nogenlunde udtømmende1. Naar det alligevel ikke er saa omfat­ tende, som man kunde vente, maa det bero paa, at der ikke findes nogen ret fyldig nordsjællandsk Sagnoverlevering. Med mindre da de gamle Nord-sjællændere endnu skulde have noget mere at fortælle, for saa vil det med Tak blive modtaget af Dansk Folkemindesam­ ling, Adr. Det kgl. Bibliotek, København. Jeg skal nu gennemgaa Herrederne i Frederiksborg Amt efter den Rækkefølge, de har i Traps Danmark. De vedføjede Sognenumre henviser til Folkemindesamlingens topografiske System, der ligele­ des følger Trap; det er trykt i Festskrift til H. F. Feilberg 1911, p. 477 ff. Vi begynder da med LYNGE-KRONBORG HERRED, det største i Amtet, idet det omfatter hele det østlige Nordsjælland ned til Furesøen, endda det kun er en Del af det gamle Lynge Her­ red, der deltes i 1862. Oldtidshøjene i Lynge-Kronborg Herred, d. v. s. Gravhøjene fra Sten- og Broncealder, ligger fortrinsvis mod Øst, mens den vestlige indre Del af Herredet formentlig har være dækket af Skov paa den Tid og derfor mindre godt bebygget. Størst er i Reglen de Høje, der stammer fra Stenalderen: Runddysser, Langdysser og Jættestuer; ved Dysserne er den oprindelige Jordhøj, der har omgivet dem, ofte bortgravet, saa Stenkammeret er blottet. De fleste Broncealderhøje er mindre og mangler det for Stenaldergravene karakteristiske Grav­ kammer. Til Gengæld findes de i langt større Mængde og ofte i Grupper og Rækker, f. Eks. langs Sundet Syd for Nivaa, mod Nord 1 Trykt i Nordsjællandsk Folkeliv I—IV 1921—24 og Sjællandske Folkesagn 1932. Det utrykte Stof findes i Dansk Folkemindesamling og citeres DFS 1930—1 og 2, mens DFS 1906—23 betegner Samlingens egne Optegnelser. 6 INGER MARGR. BOBERG langs Kattegattet og i det Indre langs Dalstrøg og Vandløb, følgende den Tids Bosættelser og Samfærdselsveje. Da de tilmed ofte er lagt højt til Vejrs paa Brinker og Bakker, træder de end mere frem i Landskabet og opfylder deres Bestemmelse som Æreminde over længst afdøde Forfædre. Foruden Gravhøje vil ogsaa enkelte naturlige Banker blive om­ talt, for saa vidt de ellers for Gravhøjene ejendommelige Sagn er knyttet til dem. 11. Tikøb. I en af de nævnte Præsteindberetninger, fra Provsten Rasmus Garboe i Tikøb (1723—84), omtales, at der i 1736 opdagedes 2 Sten­ kamre paa Esbønderup Mark Vest for Kirken ved, at en Bonde tabte en Jernstang ned i det ene. Men det eneste, som han „derom med Vished kan melde, er, at det første, han kom der til Kaldet, fortalte en gi. Mand ham, længe før disse Kamre bleve opdagede, at der saas Ild paa denne Bakke Jule-Nætterne, hvilket Manden stedse havde agtet, som Provsten dog holder for Overtro“1. Det er sandsynligt, at her er Tale om Djævlehøj paa Lille Esbønde- rup Mtr. 2 a, hvor V. Boye i 1884 fandt et sammenstyrtet Gravkam­ mer, og som ved Højtiderne fordum skal have staaet paa 4 Guld­ støtter2. En Højskoleelev har af sin Bedstefar hørt, at der skulde ligge en Guldrok gemt i en Høj paa deres Mark. „Engang var der nogle, der vilde prøve paa at grave efter den, men da den yngste af dem, der var med, skulde miste Livet herfor, havde de taget en Hund med dem, da den saa var den yngste —. De begyndte at grave, men da saa de pludselig, at Gaarden hjemme stod i lys Lue. I en Fart fik de kastet Spaderne fra sig og ilede hjem efter; men da de kom nærmere, kunde de ingen Ild opdage. Dette fandt de meget mærkeligt og be­ tragtede det som et Tegn paa, at Højen skulde være i Fred“3. Et andet Skattegravningssagn, der meget minder om svenske Sagn af denne Art, er optegnet om Klemsbjerg af en ung Pige efter sin Bedstefar. Dennes Bedstefar igen havde set det brænde i Klems- 1 Hofmans Fundationer VII 58 Anm., D S 2I Nr. 902. 2 Herredsindb. 3D F S 1906—23: 11 Peter M. Petersen 1912, tr. Uhrskov II 35. SAGN OG OVERLEVERING OM OLDTIDSHØJENE 7 bjerg og fik Held til at sætte sin Kniv i en Gryde Penge, som 3 Troldmænd sad og rørte i, og saa havde Troldene ingen Magt mere. Men da han næste Dag skulde hente Gryden, syntes han ikke, hans Karl løftede stærkt nok, og sagde: „Løft for Fanden!“ Og derved fik Troldtøjet Magt igen, og Gryden fløj bort, først hen til Søen og saa over den til Egehovede, hvor man siden har set det brænde1. Thi den første Betingelse for, at Skattegravninger kan lykkes, er rigtig­ nok, at man holder sin Mund saa længe, til Skatten er helt i Sik­ kerhed. Talløse Sagn fortæller om mislykkede Forsøg paa at hæve en Skat, der allerede syntes sikret, blot fordi den sejrssikre i Triumf udbrød: „Nu har vi den!“ Eller han lokkes af et eller andet mystisk eller komisk Optog til at aabne Munden.