'W
å1 Ö få Q
Torben;Dahl
Salget af Dansk Vestindien
En analyse af konjunkturen ved Danmarks salg af Dansk Vestindien til USA i l9l7
Institut for statskundskab Aarhus Universitet 1980
L.. att 'I' __'Ifi_f |"_"f1l' " 9.! um., ..; ni.. ”aa .'. 1 zvfiaisgh Jun.. ' I' .) S `. [hur _ __ .4 n "renset4. . _ '__v _~ 1 »nr _ ”Y "31, . | Am fv '** .w».L,ÅI o * P AI: ._..i .f.., ' _. aiunn ' Juni. f =.~ 1 hår ". Æ. `__ .
vlfill äfifiü _ 4..
'vIv"'^å "i'_. r~: C' 'me' *.'få' \. If
I+LI
fiümHØHÆQØUCHflümflfi_SHSixflæhxmwflfl_ WfiühükuHüwwsmfippühUHOSCWSHHH”iflüwflæm0%>OHE0p®HW>M£mO
h§fi%H_m@H&mmHH“flwM“OEüfiflwmmmuGfiHHfi“WmO“5“H“WnHMOM “wmnfixmwflflxmpfi_x®“OHHpflQ“mdHwfi_®HUHH0pflEIflfi£H0m
Hüwfififlfiä__®WH0HammHH“G0“__
“Q%HØUHOSØUGHüxxfi_HOHpHO“__
IAiH__w_U_m_E_H@ HUØ>Hw£Hwbflmwmfiügfifififig“Mufle%_W_Hfl“ HümpmHH>aHflMMHOH%__
m__“___H%ñ___c__“.o%..'í%__m__Ö_@____I____'____
MHåäOZa_æ__58gu_Øn_Z_d"____ä HMHUOQW_%_ EZ>m;_m__O___5gu_ m______h_5____m____Ø__m_>__,___ W223____m_u______p_b____9__ HOHØHU_QSØ_ å88g___äO “______8_52__f O%
D_ r _ld S OV e íq P r8g US U m_Vemm HHe mE S 2/ 1* m8P+_ S 1& OJ 1 7 D S G Omm d S M k OEH S _Øpå _I H V 9nS O_De Q P 8P SmUS 9 9 +u VWD_D O P go F _k H _æ IK G U e bmm _”te Torben Dahl
Salget af Dansk Vestindien
En analyse af konjunkturen ved Danmarks salg af Dansk Vestindien til USA i 1917
Institut for statskundskab Aarhus Universitet 1980
| G 'I
nl
1
| "They are destined to become ours, but among the last of the West Indies that would be taken" (Udenrigsminister Blaine lo. august 1891) T ..L
INDHOLD
INDLEDNING 1
DET TEORETISKE ANALYSEAPPARAT
1. Indledning 5 2. Småstatsteoriens anvendelse 8 I __ Analysen på systemniveauet 11 4. Analysen på statsniveauet 15 . 5 . Sammenfatning 2o
KONJUNKTURANALYSEN
1 Pe: 9arllvsalsa _sas.1.e._m__.
=* 1.1. Konfliktintensiteten i Caribien 23 1.1.1 Første fase 187o~96 l.1.l.l. Konfliktemner 24 1.l.1.2. Krigsrisikoen 34 I 1.1.2. Anden fase 1897 1906 1.1.2.1. Konfliktemner 37 1.1.2.2. Krigsrisikoen 51 101030 Tredje fase 19o7 14 1.1.3.l. Konfliktemner 66 1.l.3.2. Krigsrisikoen 69 7 101040 Fjerde fase 19l4~l7 74 1.1.4.l. Konfliktemner 74 l.1.4.2. Krigsrisikoen i Europa 79 l.l.4.§. Krigsrisikoen i Caribien 81 1.l.4.4. Konklusion 82
1.2. Maatbalancen i Caribien C3' 33 :;
F
II
2. Den amerikanske konfiunktur 84
2.1. Den amerikanske interesseintensitet 84 2.1.1. USA's politik i Caribien 85 2.1.2. USA's politik over for Dansk Vestindien 108 2.1.3. Dansk Vestindiens betydning for USA 125
2.2. Tillidsforholdet mellem USA og Danmark 157
2.3. Den amerikanske renomméinteresse 139
3. Den tyske konjunktur 141
3.1. Den tyske interesseintensitet 141 3.1.1. Tysklands politik i Caribien
_ ...J_ 1 1, g * _ ,ri _r O 1. .1 Farste fase 1808 90 142 flxxl J .1.1.2. Anden fase 1897 1906 144 É.1.1.É. Tredje fase 1907 14 148 d.1.1.4. Fjerde Fase 1914 17 149 3.1.1.5. Sammenfatning 150 3:1.2. Tysklands politik over for Dansk Vestindien 150 3.1.3. Sammenfatning 157
3.2. Tillidsforholdet mellem Tyskland og Danmark og den tyske renomméinteresse 158
4. Konklusion 159
KILDEMATERIALET
1. Anvendt litteratur 161 1.1. Det teoretiske analyseapparat 161 1.2. Konjunkturanalysen 161 2. Notehenvisninger 169
KORT OVER CARIBIEN 1915 179 1
INDLEDNING
Klokken 16 den 31. marts 1917 blev Dannebrog taget ned fra flagstangen foran guvernørboligen på St Thomas, og der med var Danmarks 250 årige æra som kolonimagt i Caribien for bi. De dansk vestindiske øer var solgt til USA."
Hvorfor besluttede den danske regering at sælge øerne til USA? Kunne man ikke have ladet være, hvis man ønskede det? Det er disse spørgsmål, denne afhandling vil søge at besvare. Sagt på en mere generel måde skal det søges klarlagt, hvilke handlemuligheder, den danske regering rent faktisk havde i den pågældende beslutningssituation. Et almindeligt udgangspunkt i diskussionen om den neu trale småstat er, at dens muligheder for selvstændig uden rigspolitisk handling er meget små. I den danske debat om salgsbeslutningen i efteråret 1916 var der imidlertid meget delte meninger om, hvorvidt USA havde øvet et uafviseligt pres mod Danmark og dermed sat landet i en tvangssituation, hvor man ikke kunne andet end at bøje sig , eller om Danmark stod frit. Analysen vil søge at besvare spørgsmålet om Dan mark kunne have sagt nej til USAfs ønske om at købe øerne eller om Danmark måske kunne have peget på en tredje løsning.
Grundlaget for en analyse af forholdene omkring en udenrigspolitisk beslutning er naturligvis et historisk kil demateriale. Mens historikeren imidlertid ofte vil lade kro nologien være en styrende faktor i forskningsprocessen, må udgangspunktet her være et andet. Skal man finde frem til en stats faktiske handlemuligheder i en udenrigspolitisk situa tion, er det nødvendigt at have nogle redskaber, der kan lede en i arbejdet med kildematerialet og fremdrage de forhold, der er af betydning for det, man ønsker at belyse. Ideelt set skulle disse redskaber kunne hentes direkte i den internationale politiks teori om de udenrigspolitiske beslutninger. På fagets nuværende stade er det imidlertid
í 2
ikke muligt at opstille en generel teori om sammenhænge mel lem forskellige faktorer i relation til udenrigspolitiske beslutninger, og det betyder, at den enkelte forsker må ud arbejde sine egne redskaber sit eget analyseapparat in den forskningsprocessen kan gå igang. Det er naturligvis ikke ensbetydende med, at man hver gang skal begynde fra bunden. Selvom en generel teori på om rådet ikke findes, er der efterhånden udviklet en række mere eller mindre omfattende teorier og begrebsrammer, som kan danne grundlag for opstillingen af et analyseapparat til den konkrete lejlighed. Et problem er det imidlertid, at jo mindre udviklede sådanne teorier og begrebsrammer er, jo mere vil man være tilbøjelig til at lade den konkrete "oase" styre udvælgelsen af de fænomener, der tages op til undersøgelse og det er noget, der også i nøj grad gælder denne afhandling. man lø ber derved en risiko for at overse mere skjulte fænomener, som en generel teori kunne have peget på i og med en sådan teoris større uafhængighed af den konkrete forskningsopgave. Når denne ulempe er nævnt, må man dog omvendt også pe ge på den generelle teoris tendens til at overse den konkre te situations særpræg. En politisk videnskabelig undersøgel se af en historisk begivenhed må på én gang både tage hensyn til generelle teoretiske overvejelser og til begivenhedens egenart for at kunne være fyldestgørende.
Forskerens udarbejdelse af analyseapparatet tilpasset den konkrete forskningsopgave giver imidlertid ikke blot problemer i relation til selve forskningsopgaven. Selvom ho vedmålet for en afhandling som denne begrænser sig til en analyse af.en konkret situation, og analyseapparatet derfor er opstillet med netop denne situation for øje, kan man dog også have et forfængeligt ønske om, at dens resultater skulle kunne benyttes i sammenhæng med andre forskningsresultater og dermed måske danne grundlag for bredere teoretiske overvejel ser; i dette tilfælde overvejelser om den neutrale småstats muligheder i forhold til omverdenen. '2 /
Noget sådant uanset i hvor beskedent omfang det måtte være forudsætter, at det overhovedet giver nogen mening at sammenholde undersøgelser af forskellige beslutningssitua tioner. Dette vil kun være tilfældet, hvis man har arbejdet ud fra nogenlunde samme teoretiske udgangspunkt og altså har benyttet nogenlunde ensartede analyseapparater. Denne forudsætning er sjældent opfyldt, og dette forhold er nok en af de største hindringer på vejen mod mere generelle teoridannelser inden for den politiske videnskab. Det analyseapparat, som vil blive benyttet i denne un dersøgelse, er i væsentlig grad inspireret af Hans Branners afhandling om den danske mineudlægning i 1914, og det giver den fordel, at en sammenligning af i hvert fald Hans Branners og denne undersøgelses resultater i et vist omfang vil være mulig, og måske også frugtbar, idet der er tale om to vigtige idanske udenrigspolitiske beslutninger af sikkerhedspolitisk karakter, truffet forholdsvis kort tid efter hinanden.
Kildematerialet til en undersøgelse af denne art fin des for en stor dels vedkommende langt fra de danske grænser. Væsentlige dele af afhandlingen vil beskæftige sig med det internationale system i Caribien og med USA's og Tysklands politik i samme område. For at holde arbejdet inden for rime lige grænser og det vil sige landets grænser har det væ ret nødvendigt at lade analysen hvile hovedsageligt på sekun dært materiale i form af andre forskeres undersøgelser af emner i relation til denne analyse. Dette giver naturligvis problemer. Andre værker er skrevet med et andet sigte end denne afhandlings, således at behandlingen af kildematerialet kan være mindre hensigts mæssig set med denne afhandlings øjne. Forhold, der her er
I af betydning, er måske overset eller bevidst forbigået af for fatteren, fordi disse forhold ikke har haft betydning i re lation til det ærinde, den pågældende forfatter er ude i. Samtidig er der det kildekritiske problem, at det ikke er muligt at kontrollere andre forfatteres behandling af kilde materialet. Vurderingen af andre undersøgelsers værdi må derfor bero på et forholdsvist bredt og dermed usikkert skøn. |
4
Denne pris er altså accepteret for at holde arbejdet in den for overskuelige rammer. På den anden side er det et spørgs mål, om prisen er særlig stor. Området synes forholdsvist godt dækket af allerede offentliggjorte værker, og selvom man skal være forsigtig med spådomme, forekommer det ikke særligt sand synligt, at fornyede arkivstudier vil bringe materiale til veje, som på afgørende vis kan rokke ved denne undersøgelses resultater. Det primære sigte med denne undersøgelse er ikke at "op dage" nye ting på et allerede godt udforsket felt, men deri mod ved hjælp af et analyseapparat at bruge et mere eller mindre kendt materiale til at besvare nogle bestemte spørgs mål, som ikke er blevet besvaret før.
var
"H
_l 5
DET TEORETISKE ANALYSEAPPARAT
1. Indledning
Analysen vil ske efter retningslinier, som på forhånd er fastlagte, dvs ved hjælp af et i forvejen opstillet ana lyseapparat. Meningen med et analyseapparat er, at det skal vej lede forskeren ved at udpege en række fænomener som mulige forklarende faktorer. Det er forskerens opgave at finde frem til disse fænomener og undersøge, om de i den givne situa tion virkelig er forklarende faktorer. Man kan beskrive ana I Il lyseapparatet som en avanceret form for arbejdshuskeseddel, hvorpå forskeren kan krydse af, når han har undersøgt et af
|_ de beskrevne forhold. Principielt er analyseskemaet ikke nogen teori. Mens teorien udtaler sig om, hvilke årsagssammenhænge, der findes mellem forskellige fænomener, fortæller analyseskemaet blot, hvor forskeren skal lede for at konstatere, gm der findes sammenhænge.`Det kan være, der gør det, men det er også tæn keligt, at der ikke gør det. Og begge resultater kan være interessante. Denne sondring mellem analyseskema og teori kan dog ikke opretholdes så skarpt som her antydet. De fænomener, som analyseskeamet opregner som mulige forklaringsfaktorer er jo ikke hentet frit i luften, men er tværtimod medtaget, fordi man har en mere eller mindre velbegrundet formodning om, at de har noget med sagen at gøre. Og dermed har vi alle rede taget det første skridt henimod teorien og dens årsage sammenhænge. I praksis er forholdet det, at analyseskemaet er et mere uforpligtende arbejdsgrundlag på områder, hvor der kun findes sporadisk teoridannelse. Arbejder man så videre med et bestemt analyseskema ved at benytte det som udgangspunkt for undersøgelser af flere beslægtede områder, vil man måske efterhånden finde frem til nye forklaringsfaktorer, som ikke
1_JI
J li 6
var medtaget i det oprindelige skema, og til gengæld opdage, at andre fænomener kan udelades fra skemaet, fordi de aldrig viser sig at være frugtbare som forklaringsfaktorer. Og der med er grundlaget for en teori ved at blive lagt, en teori, som så vil danne et naturligt udgangspunkt for den videre forskning inden for området. Det analyseapparat, som skal beskrives i det følgende, er altså ikke i sig selv at betragte som en teoridannelse, men det tager sit udgangspunkt i forskellige teoretikeres mere eller mindre sammenhængende teorier på forskellige om råder.
Hvilke teoretiske betragtninger er så lagt til grund? Udgangspunktet må naturligvis tages i de teoretiske arbejder, der beskæftiger sig med forhold i forbindelse med udenrigspo litiske beslutninger. Det grundlæggende udgangspunkt for en udenrigspolitisk beslutningsanalyse blev formuleret af Richard Snyder i 1954 og går i korthed ud på, at man for at forstå udenrigspolitiske handlinger må tage udgangspunkt i beslut ningen om dem og undersøge, hvilke påvirkninger i videste forstand.beslutningstageren er udsat for i beslutningssi tuationen. Når forskeren så at sige sætter sig i beslutnings tagerens sted og ser situationen med dennes øjne, får han mulighed for at forklare, hvorfor beslutningen netop blev som den blev. idet han på denne måde kan finde frem til de forskellige faktorer i beslutningsprocessen, der blev be stemmende for resultatet. En sådan synsvinkel vil imidlertid ikkâ kunne være ud gangspunkt for denne analyse. Målet for afhandlingen at finde~frem til de udenrigspolitiske handlemuligheder i den konkrete situation kan nemlig ikke nås ved en beslutnings procesanalyse i ovenstående forstand. Noget karakteristisk ved beslutningssituationen er, at beslutningstageren ikke be høver at have en realistisk opfattelse af omverdenen og de handlemuligheder, der foreligger, og det medfører, at forske ren dermed heller ikke er sikker på at få det ved at sætte sig i beslutningstagerens sted. 7
Man kan imidlertid her drage nytte af den udvidelse, der i de senere år er sket af beslutningsanalysen til ikke blot at omfatte den snævre beslutningsgrocesanalyse. Den I væsentligste kritik, der blev rettet mod den snyder'ske ana lysemetode gik nemlig ikke på synsvinklen den er idag anerkendt som yderst relevant for udforskningen af den inter nationale politik men på Snyders fremhævelse af denne syns vinkel som den eneste relevante. Mange af fagets teoretikere har heroverfor fremhævet, at en selvstændig undersøgelse af beslutningstagernes omverden i modsætning til en undersø gelse af beslutningstagernes opfattelse af denne omverden er en væsentlig udvidelse af beslutningsanalysen ud fra den opfattelse, at "although non appercieved elements cannot influence decisions, they may be strategically important for the outcome of the resultant actions" (1). Joseph Frankel foreslår derfor, at man skelner mellem "psychological and operationel environments, the former as appercieved by the decisions makers, the latter as could be appercieved by an "omniscient observer"". Besvarelsen af spørgsmålet om de faktiske udenrigspo litiske handlemuligheder vil derfor blive foretaget på grund lag af en selvstændig analyse af beslutningstagernes omver den, en analyse, der altså er uafhængig af beslutningstager nes opfattelse af omverdenen.
Mens udarbejdelsen af et analyseapparat til brug ved en beslutningsprocesanalyse kan tage direkte udgangspunkt i en række teoretiske værker om beslutningsprocesser, kan noget tilsvarende imidlertid ikke finde sted ved analysen af omverdenen eller som den i den følgende vil blive kaldt Egg junkturen (2). De teoretikere, som har påpeget nødvendig heden af en selvstændig konjunkturanalyse har nemlig ikke gjort meget ud af at opstille nærmere retningslinier for, hvorledes de kunne tænke sig, at en sådan analyse skulle foregå. s I En opdeling af konjunkturen i en indre og en ydre konjunktur, den indre omfattende den omverden, der befinder sig inden for den pågældende stats grænser og den ydre til
í 8
svarende alt udenfor, er dog en gængs fremgangsmåde, der også vil blive benyttet her i den forstand, at det kun er den ydre konjunktur, der vil blive analyseret. Det er således ikke de danske beslutningstageres omverden som både omfatter den indre og den ydre konjunktur der behandles, men den danske stats omverden, som er identisk med den ydre konjunktur. Ved opstillingen af analyseapparatet vil jeg som Bran ner hente inspiration inden for det felt i den internationale politiks teori, der kaldes småstatsteorien. Småstatsteorien sætter i modsætning til beslutningsprocesteorien ikke beslut ningstageren men staten og det internationale system i cen trum for forskningen og koncentrerer sig om den lille stats muligheder for at klare sig blandt de større magter. At det er givtigt at interesserere sig for småstats teorien i denne forbindelse skyldes to ting. For det første er Eanmark efter enhver af de hidtil fremsatte definitioner en småstat. Og for det andet lægger smâstatsteorien hoved vægten på en analyse af småstatens ydre omgivelser ud fra den grundlæggende opfattelse, at disse ydre omgivelser er meget afgørende for småstatens situation. Og det er jo netop småstatens ydre omgivelser og deres betydning for den danske handlefrihed, vi her'er interesseret i at analysere. Det ana lyseapparat, der i det følgende vil blive opstillet, vil der for blive sammensat af de elementer fra smastatsteorien, der findes relevante for den danske situation í 1915 16.
2. Småstatsteoriens anvendelse
Småatatsteorien er endnu i sin vorden, og man vil med rimelighed kunne argumentere mod selve brugen af den bestemte form teorigg i denne forbindelse. Man kan snarere tale om en række mindre omfattende teorier, der ikke tilsammen udgør noget egentligt hele. Områdets "nybyggertilstand" viser sig
P bl a ved, at en stor del af litteraturen beskæftiger sig me get med den grundlæggende definitionsproblematik: hvad er en småstat? Det er dog en problematik, som ikke her vil blive
,_7 9
taget op, idet Danmark som nævnt er omfattet af alle de gængse definitioner på en småstat uanset hvilke kriterier, den enkelte forfatter har lagt til grund for sin definition. En nærmere afgrænsning af det felt inden for småstats teorien, der har interesse i forbindelse med analysen af den ydre konjunktur, er imidlertid nødvendig. Mange forskere har koncentreret interessen om småstatens sikkerhedspolitis ke vilkår ud fra en mere eller mindre explicit formuleret formodning om, at disse vilkår er af den største betydning for småstatens beståen som selvstændig stat. Der er nu kommet en reaktion mod denne opfattelse, idet man fremhæver, at selvom sikkerhedspolitikken i visse perioder, nemlig krigs og kriseperioder, spiller den altafgørende rolle for småstaten, er fredsperioderne dog langt de dominerende hvad angår længde. Og i fredsperioder er det ikke sikkerheds politikken, der føles som det væsentligste problem i forhold til omverdenen, men derimod ofte de økonomiske vilkår (3). Imidlertid er den beslutning, der her skal analyseres salget af De dansk vestindiske øer af sikkerhedspolitisk karakter i og med, at muligheden for en amerikansk besættel
| :I se af øerne mere eller mindre tydeligt forelå, og det er derfor kun den del af småstatsieprien, d§r_be§kæftiger sig med de sikkerhedspolitiske aspekter af småstatens udenrigs politik, der er interessant i denne forbindelse. v En grundlæggende opfattelse inden for denne del af småstatsforskningen er, at småstaten ikke ved egne midler kan klare sit sikkerhedspolitiske problem; den må på en eller anden måde have hjælp udefra. Brenner udtrykker det således (4): "Samtidig med at truslerne mod dens sikkerhed kommer fra omgivelserne, er det også i omgivelserne, der skal ledes efter de faktorer, der kan give småstaten en relativ
* 1 I uafhængighed." Og hos Robert L Rothstein (5) indgår dette, at småstaten ikke kan klare sig selv, endog i selve definitionen af småstaten. Det betyder, at interessen koncentreres om at finde frem til, hvilke ydre forhold, det er, der især kan have betydning for småstatens sikkerhed. Det må understreges, at der ikke heri ligger nogen deterministisk holdning i den forstand, at småstatens sikkerhedspolitiske situation ude . _ _ 1
lo
lukkende skulle være dikteret udefra, således at småstaten kun kan føre en passiv tilpasningspolitik. En sådan opfattel se er ganske vist fremført af flere småstatsteoretikere. Jeg vil imidlertid som Brenner (6) gå ud fra det grundlag, at småstaten har en vis handlefrihed. Den kan være større eller mindre alt afhængig af situationen, og til tider er den der måske slet ikke, men det er noget, en konkret analyse må fastslå; resultatet er ikke givet på forhånd. i Hensigten er altså at benytte småstatsteorien som et redskab til at finde frem til de forhold i den ydre konjunk tgg, der var af betydning for Danmarks handlemuligheder i for bindelse med USA's ønske om at overtage de danske øer. Vi kan på forhånd foretage en indskrænkning i inter essefeltet. I småstatsteorien fremhæves ofte alliancemulig heden som en af de vigtigste måder, hvorpå småstaten kan ud nytte sine omgivelser til at opnå større sikkerhed. En sådan alliancemulighed var imidlertid for Danmark, der jo var en erklæret neutral stat, helt ude af billedet, og analysen må derfor koncentreres om de øvrige_forhQld i_den ydre konjunk tgg, der kan tænkes at have været af betydning. At sådanne "øvrige forhold" eksisterer, anerkendes af de fleste teore tikere, omend de tillægger dem højst varierende betydning. Hvilke forhold, der tænkes på i forbindelse med den danske salgsbeslutning, vil fremgå af de følgende to afsnit.
Konjunkturen vil blive betragtet på to niveauer, nemlig for det første som et system af stater omkring Dansk Vestin dien (systemniveauet), og for det andet som nogle enkeltsta ters direkte forhold til Dansk Vestindien og Danmark (stats niveauet). Denne opdeling sker, fordi nogle fænomener, der havde betydning for Danmarks handlemuligheder, mest hensigts mæssigt kan betragtes som værende udsprunget af hele syste mets karakter, mens andre mere havde relation til et direkte tosidet forhold mellem Dansk Vestindien/Danmark og en anden stat. Men opdelingen er udelukkende en praktisk foranstalt ning for at lette overskueligheden. ll
3. Analysen på systemniveauet
Undersøgelsen af det internationale systems indvirk ning på Dansk Vestindiens sikkerhedspolitiske stilling skal betragtes som et første skridt til en nærmere bestemmelse af konjunkturen. Der er tale om at angive en ramme, inden for hvilken andre fænomener som vil blive undersøgt på statsniveauet kan tænkes at have gjort sig gældende enten i forstærkende eller i modificerende retning. Det vil sige, at de undersøgelsesresultater, man når frem til ved system analysen, ikke kan stå alene; de må suppleres med undersø gelser på statsniveauet. Dette gælder i ganske særlig grad, fordi det teoretiske grundlag, som systemanalysen hviler på er af meget generel karakter og resultaterne dermed af til svarende usikker karakter. En af de teoretikere, der har beskæftiget sig mest med problematikken omkring det internationale systems karakter og småstaternes stilling er Rothstein. Grundlaget for hans teoretiske resultater er en undersøgelse af en række kon krete internationale systemer i perioden mellem 1815 og 1965 Disse internationale systemer kan imidlertid opfattes som en række udviklingsfaser i det samme internationale system, nemlig det europæiske med senere tilkomst af USA, og proble met er så, om resultaterne herfra kan overføres til et inter nationalt system, der ligger uden for det europæiske. Det vil blive gjort her, fordi der for det første er tale om en indledende afgrænsning af emnet, og for det andet fordi re sultaterne stemmer godt overens med, hvad man umiddelbart skulle forvente at nå frem til ved en common sense betragt ning en betragtningsform, man inden for den politiske vi denskab ikke helt sjældent støder på. Rothsteins tese er, at konfliktintensiteten mellem stormagterne i det internationale system er af betydning for den sikkerhedspolitiske stilling for systemets småstater, samtidig med at konfliktintensiteten også har betydning for småstaternes indflydelse i systemet (7). Sammenhængen er således, at en øget konfliktintensitet medfører, at småsta tens indflydelse også bliver øget, idet stormagternes inter FI
12
esse for den stiger. Samtidig forværres imidlertid småstatens almindelige sikkerhedspolitiske situation i og med, at risi koen for en stormagtsbesættelse bliver større, og det er i denne forbindelse sammenhængen mellem konfliktintensiteten og småstatens sikkerhed, der interesserer mest. Den første opgave i analysen bliver derfor at undersøge konfliktinten siteten mellem stormagterne i det internationale system om kring Dansk Vestindien. _ i Dette system kan naturligt afgrænses til de stater, der grænser op til Det caribiske hav og Den mexicanske golf og der med umiddelbart skønnes at have haft interesser i området. Systemet vil i det følgende blive betegnet som det caribiske system. Umiddelbart var der kun én stormagt i dette system, nemlig USA, som i tiden efter århundredskiftet efterhånden indtog en art hegemonistilling i systemet. Men i kraft af, at en række af de mindre øer i Caribien på dette tidspunkt var kolonier, kommer de to kolonistormagter England og Fran krig også med i billedet. Efter at England omkring århundred skiftet stiltiende havde accepteret USA's dominerende rolle i Caribien (8), skete der imidlertid ingen væsentlige ænd ringer i forholdet mellem disse tre stormagter, og dette for hold kan betegnes som.lidet konfliktfyldt. En undersøgelse af udviklingen i konfliktintensiteten mellem disse stormag ter må derfor betegnes som uinteressant. Imidlertid må også en fjerde stormagt ind i billedet, nemlig Tyskland. Tyskland havde i modsætning til England og Frankrig ikke kolonier i Caribien, men det havde i årene op til I. verdenskrig adskillige gange "vist flaget" i området. Om Tyskland havde til hensigt at søge at etablere sig i Cari bien er omdiskuteret, men det står fast, at beslutningstagerne i USA var~bange for, at det var tilfældet. Hele denne proble matik vil blive behandlet senere. Det vigtige i denne forbin delse er, at i og med den amerikanske opfattelse af Tysk lands hensigter må Tyskland betragtes som en stormagt i det caribiske system. Det kan umiddelbart lyde besynderligt, at en stormagt, som måske slet ikke har interesser i et bestemt område, al ligevel betragtes som en del af områdets internationale sys
H 13
tem. Forklaringen er, at når beslutningstagerne i USA troede det være sig en realistisk eller en urealistisk opfattelse at Tyskland havde interesser i Caribien, så medførte det, at USA indrettede sin politik herefter. Og dette påvirkede i kraft af USA's dominerende stilling systemet i væsentlig grad, også og måske især med henblik på småstaternes sikker hedspolitiske situation. Det første, der derfor må søges en klaring på i system niveauanalysen, er udviklingen i konfliktfpggpldet mellem USA og Tyskland i perioden op til salget. Mere præcist vil det blive undersøgt, om der var risiko for et egentligt I krigsudbrud mellem de to lande. Der tænkes i denne forbin delse både på en mere generel krig mellem Tyskland og USA, men naturligvis især på krigshandlinger mellem de to lande i Caribien. Undersøgelsen vil klarlægge Dansk Vestindiens almindelige sikkerhedspolitiske stilling i disse år. Det skal her bemærkes, at selvom analysen af konjunk turen er en analyse på system og statsniveau, så viser al lerede ovenstående, at det i et vist omfang også er nødven digt at inddrage beslutningstagerniveauet i de stater, der udgør konjunkturen. Det vil imidlertid kun ske, når det skøn nes nødvendigt for forståelsen af konjunkturen, og der vil ikke i forbindelse hermed blive arbejdet ud fra et egentligt analyseskema.
Udover konfliktintensiteten er der også andre forhold i det internationale system, der kan have betydning for de små staters sikkerhed, og det, søgelyset her vil blive rettet mod, er magtens fordeling mellem stormagterne. Udgangspunk tet er, at en stats magt i en konfliktsituation er en rela tiv størrelse, der ikke blot afhænger af statens eget magt potentiel, men også af andre staters magtpotentiel. Hvis to fjendtlige stormagter eller stormagtsgrupper har et nogen lunde lige stort magtpotentiel til rådighed, vil hver af stormagterne være nødt til at reservere hele sit magtapparat til brug mod modparten for at kunne udbalancere dennes styr ke. I denne konfliktsituation, hvor der altså er tale om en lige magtbalance, har ingen af stormagterne nogen marginal 14
styrke at sætte ind mod tredjelande, og det vil især sige små staterne i systemet. Disse småstaters magtpotentiel, der i almindelighed på ingen måde er tilstrækkeligt til at sikre deres eksistens, får derfor nu en væsentlig øget betydning over for stormagterne, således at dette magtpotentiel i kraft af forholdene i det omkringliggende system kan blive en til strækkelig sikring af småstaten. Arnold Wolfers, der kalder dette fænomen "power of the week" beskriver det således i en ofte citeret passus (9): "The chief reason for this "power of the week" stems from the relationships among the great powers themselves. Even for them power is a scarce commodity which they need to husband with care. This means placing priorities on its use. Therefore, whenever two great powers are looked in serious conflict they can spare little if any of their coercive strength to deal with minor offenders and to impose their will on them over issues that have no direct bearing on the major struggle in which they are involved with their equals." Også Rothstein anerkender i princippet denne tankegang, men er dog skeptisk over for dens Praktiske relevans (lo): flt mustibe emphasized that the conception of the balance of power in this instanëe is very narrow. It reflects only one very unique distribution of power, a distribution which rarely occured in the historical record. The point is more normative than descriptive: if only power could be so diffused, Small Powers might be more secure." Uanset at Rothsteins skepsis synes berettiget, finder jeg det rimeligt for fuldstændighedens skyld at medtage dette punkt i analysen af det caribiske system. Konkret vil det for me sig som en undersøgelse af magtbalancen mellem de to fjendt lige stormagtspoler i systemet, USA og Tyskland. Undersøgel sen vil give svar på, om forholdene i det internationale sys tem omkring Dansk Vestindien var af en sådan karakter, at Danmarks militære styrke var stor nok til at sikre øerne mod mulige stormagtsovergreb. Det må dog understreges, at denne undersøgelse kun har relevans, såfremt der på forhånd er kon
stateret en konfliktintensitet af en vis størrelse i systemet S idet teorien om småstatens marginalmagt bygger på denne forud
i 15
sætning. Hvis en stormagt ikke behøver at regne med konflikt muligheden i relation til systemets andre stormagter, har den jo mulighed for at sætte hele sit magtpotentiel ind mod småstaten, hvis eget magtapparat dermed vil være uden betyd ning.
De to fænomener i det internationale system, der skal tages op til undersøgelse, er altså spørgsmålet om konflikt intensiteten i systemet og om magtbalancens ligelighed. Hvor ledes disse fænomener vil samvirke, er det ikke muligt på forhånd at generalisere om. Der kan i et system på samme tid være tendenser, der går i retning af at mindske småstatens sikkerhed, og tendenser, der modvirker dette. Det vil være tilfældet i et system med høj konfliktintensitet og samtidig udtalt lige magtbalance mellem stormagterne. Hvad den ende lige virkning for småstaten vil blive, kan derfor kun siges
ø på grundlag af den konkrete analyse. Det må dog pointeres, at vi hidtil kun har talt om de faktorer, som kan tilskrives det internationale system som. sådant. Nok som vigtige er som nævnt de faktorer, der kan ud ledes af det direkte forhold mellem den enkelte stormagt og småstaten. Disse faktorer, som vil blive behandlet i det føl gende afsnit, kan i så høj grad modificere virkningen af systemfaktorerne, at disse helt elimineres. Men det modsatte at de to sæt faktorer virker i samme retning kan natur ligvis lige så vel tænkes. Det skal blot understreges, at der ikke er tale om, at det ene sæt af faktorer på forhånd betragtes som værende af større vigtighed end det andet. Op delingen af analysen i niveauer sker kun af anskueligheds grunde og angiver ikke nogen prioritering af årsagsforklarin gerne.
4. Analysen på statsniveauet
I denne del af analysen interesserer vi os for de fak torer i det tosídede forhold mellem en småstat og en stormagt, 16
som kan tænkes at være af betydning for småstatens sikker hedspolitiske situation. Her bliver det imidlertid nødven digt at skelne mere explicit end hidtil mellem kolonien Dansk Vestindien og kolonimagten Danmark. Udgangspunktet er stadig, at det er kolonien Dansk Vestindiens sikkerhedssituation, der skal undersøges, men det var ikke udelukkende elementer i for holdet mellem en stormagt og Dansk Vestindien, der havde ind flydelse på Dansk Vestindiens sikkerhed. Også elementer i forholdet mellem samme stormagt og moderlandet Danmark havde betydning for Dansk Vestindien. Begge forhold, dvs stormagt Dansk Vestindien og stormagt Danmark vil derfor blive inddra get i statsniveauanalysen til belysning af øernes sikkerheds politiske situation, og det vil fremgå af det følgende, hvor når der tales om det ene og om det andet forhold. Et eksempel på en lignende "komplementær" betragtnings måde har vi allerede saft i afsnittet om systemanalysen. Ved (undersøgelsen af magtbalancen er det magtbalancen omkring ko lonien Dansk Vestindien, der er tale om, men når der i samme forbindelse tales om småstatens marginalmagt, er det moder landet Danmarks marginalmagt, der menes al den stund Dansk Vestindien intet magtpotentiel havde. Dansk Vestindien be tragtes her altså både som en selvstændig småstat, der er bestemmende for, hvilket internationalt system, der analy seres, og som en del af småstaten Danmark, i og med at Dansk Vestindien i givet fald kunne trække på den danske stats magtpotentiel. Der var som omtalt under systemanalysen fire stormag ter i det caribiske system. Også her kan vi imidlertid lade de to ude af betragtning, nemlig England og Frankrig, idet der i~forholdet mellem disse stormagter og Dansk Vestindien/ Danmark ikke var problemer, der kunne få betydning for Dansk Vestindien. Tilbage er USA og Tyskland, og forholdet til begge disse stormagter betegnet som henholdsvis den ameri kanske og den tyske konjunktur vil blive undersøgt med hen syn til tre fænomener, som omtales i det følgende.
Et meget væsentligt element i forholdet mellem stor magter og småstater er den grad af interesse, hvormed stor 17
magten ser på småstatens område. Er interessen tilstrække lig stor, vil der hos stormagten ofte være en vilje til at gribe ind over for småstaten uanset at andre faktorer taler mod en sådan indgriben. Erling Bjøl skriver herom (ll): "Spørgsmål om interesseintensitet og interessetyper vil ofte ,med udbytte kunne stilles i analysen af et stormagts små statsforhold som komplement til styrkebetragtningen. Om magt er en "mangelvare" i et sådant forhold, beror også på, hvil ke interesser stormagten mener står på spil. Anser den det for vitale interesser, kan den nødvendige styrke ofte mobi liseres." Bjøl knytter her altså en direkte forbindelse mellem interesseintensiteten og den tidligere omtalte margi nalmagtsbetragtning ved at hævde, at en tilstrækkelig stor . interesse fra stormagtens' side vil kunne opveje den fordel, som småstaten skulle have i visse situationer i kraft af . sit styrkepotentiels marginalværdi. Denne interesseintensi tetsbetragtning, som ogsa andre er inde på f ex Annette Baker Fox i sin undersøgelse af småstaternes vilkår under 2. verdenskrig vil her blive anset som et centralt forhold i statsniveauanalysen. .= Den stormagtsinteresse, som er relevant i denne for bindelse, er`den, der var rettet mod kolonien Dansk Vestin dien, og interesseintensiteten vil i analysen af den ameri kanske og den tyske konjunktur blive søgt belyst ved en un dersøgelse af disse stormagters poligik i Qaribieni almin delighed gg,g§_deres poli§ik_gi§ekte over for Dansk Vestin dien. S Imidlertid vil interesseintensiteten desuden blive I belyst ved__ en seperat vurdering af de interesser, USA og Tyskland havde i Dansk Vestindien. Der vil blive tale om at I klarlægge _De_1_'1sk _Ve_§t,indiens be1gy§g__i_ngHi_kreft af sin belig genhed for de tQ_sygrmagter. Begge led i undersøgelsen analysen af stormagternes politik over for Dansk Vestindien og analysen af øernes _ værdi for stormagterne er nødvendige, hvis man vil nå frem til et resultat om interesseintensiteten. Undersøges __. f ex kun den politik, stormagterne førte, kan man ikke vide, om en eventuelt truende holdning var udtryk for en virkelig
ul
í 18
interesse i området og derfor må betragtes som en alvorlig sikkerhedstrussel, eller om der blot var tale om tomme trus ler. Omvendt kan heller ikke en analyse af småstatens værdi for stormagten stå alene, idet en sådan værdi f ex ikke behø vede at være erkendt af stormagtens beslutningstagere, og i så fald ville den ikke give sig udslag i nogen større inter esse fra stormagtens side. ' Konklusionen må derfor blive, at kun når begge led i undersøgelsen peger i retning af stor interesseintensitet, kan man med rimelig sikkerhed udtale sig i den retning og dermed i retning af en forværret sikkerhedspolitisk situa tion for småstaten.
Det andet element i forholdet stormagt småstat, der kan have betydning for småstatens sikkerhed, er tillidsfor holdet mellem de to stater. Rothstein er ganske kort inde på dette (12): "Nonethe1ess, it is not entirely irrelevant to point out that within certain limits the Small Power could affect its chances of survival, primarely by altering the expectations which the Great Powers held about its position and its likely response to external pressures." Der indgår to elementer i dette tillidsforhold. For det første er det tale om stormagtens tillid til, at småstaten ikke selvstændigt vil tage skridt, der er udfordrende i for hold til stormagtens interesser, og for det andet er der til liden til småstatens evne til at modstå et pres fra en anden stormagt om netop at tage sådanne skridt. Da evnen til at modstå pres er specielt begrænset for småstaten, må man nok på forhånd forvente, at det kun er sjældent, at tillidsfor holdet kan betragtes som en afgørende faktor til sikring af småstatens sikkerhed over for stormagten. I den konkrete analyse vil USA's og Tysklands tillid til Danmark blive undersøgt, idet det vil blive forsøgt fast slået, om nogen af disse stormagter frygtede, at Danmark fri villigt ville overlade øerne til den anden, eller at Danmark kunne tænkes at måtte bøje sig for et pres i så henseende. Formålet er at finde ud af, om tillidsforholdet til disse 19
stormagter var af en sådan art, at det kunne påvirke den sikkerhedspolitiske stilling for De dansk vestindiske Øer.
Som et sidste element i forholdet mellem stormagten og småstaten skal behandles stormagtens interesserigat op retholde et godt renommé. Det er i sin ubestemthed et van skeligt begreb at manøvrere med. Grundlaget for et godt re nommé blandt staterne er en adfærd, der indebærer overholdel se af en række internationale normer. Bjøl skriver herom (13) "Certain acts are thus damaging to the reputation of a Power, for example "the bullying of smaller Powers", as mentioned by Mr. Wolfers. Again: what are the criteria of reputation? Generally that the conduct of foreign policy accords as closely as possible with the principles of behaviour applying internally in civilized states seems to be a criterion." Bjøl kommer dog lidt nærmere en bestemmelse af disse principper eller normer: "Yet, some principles do seem to have the "suggestive power" mentioned by Schelling; the principle of national selfdetermination, the principle of respect for the legal and political sovereignty of the existing units of the international system." Hvis en stormagt krænker en småstats suverænitet vil dette altså skade stormagtens renommé i det internationale system, og stormagtens hensyntagen til denne renomméinter esse bliver dermed et forhold, der kan medvirke til at be skytte småstaten mod overgreb. «Beskyttelsens omfang afhænger imidlertid af to ting. For det første af småstatens eget renommé. "In small Power great Power relations not only the reputation of the great Power is involved, but also the reputation of the small country. It may be damaging to the reputation of the great Power to impose a certain solution or settlement. But how unfair it is felt to be often depend on the reputation of the small state involved." (14) Det vil altså sige, at den skade, der sker mht en stormagts renommé ved en suveræni tetskrænkelse ikke blot afhænger af selve krænkelsen men også af den krænkede småstats renommé. Er dette dårligt,
han 20
vil den beskyttelse, der antages at findes i stormagtens hen syntagen til sit renommé, formindskes. For det andet må det også med i billedet, at ikke alle stater er lige følsomme over for et dårligt renommé. F ex kan renomméet allerede være så dårligt for en stat, at endnu en krænkelse af de internationale normer ikke betyder noget væsentligt mht renomméet. I et sådant tilfælde ophæves i realiteten renomméhensynet og dermed naturligvis også den beskyttende virkning for småstaten. I den konkrete undersøgelse ligger den mulige krænkelse af de internationale normer fast; der er tale om et pres mod el ler en direkte besættelse af De dansk vestindiske øer. Det, der i denne forbindelse derfor skal undersøges, er Danmarks internationale renommé . Wnn sådan. undersøgelseJ kan give svar på, om Danmarks renommé var af en sådan karakter, at der vil le ske en væsentlig skade på USA's eller Tysklands renommé ved f ex en besættelse af Øerne. Desuden skal der foretages en vurdering af stormagtgrneg,eget_rgnomm§ for at give en idé om deres følsomhed over for skader i renomméet. Disse to un dersøgelsesresultater vil sammen kunne sige noget om, hvor vidt der.i salgssituationen fandtes en renomméinteresse hos stormagterne, der kunne have en beskyttende virkning for de danske øer. Hvis f ex Danmarks renommé kan betragtes som godt og det samme gælder for USA, må man formode, at USA's inter esse í at opretholde sit gode renommé kunne gøre landet til bageholdende mht indgreb over for Dansk Vestindien.
5. Sammenfatning
Der er nu fra den ydre konjunktur fremdraget fem for hold, som det skønnes relevant at undersøge nærmere for at få fastslået noget om Danmarks handlemuligheder i forbindel se med USA's ønske om at købe øerne. De to forhold fremstår af det internationale system, som øerne er en del af, nemlig spørgsmålet om konfliktintensiteten og om magtbalancen mellem
systemets modpoler, C1U] :Ca Ö 012 Tyskland. De tre andre forhold ud 21
springer af den direkte relation mellem disse stormagter og Dansk Vestindien/Danmark, nemlig stormagternes interesse i øerne, deres tillid til Danmark, og deres egen renomméin teresse i forbindelse med et eventuelt pres mod øerne. Disse fem faktorer udsiger alle noget om den sikker ihedspolitiske situation, som Dansk Vestindien befandt sig i. De er udvalgt både ud fra teoretiske betragtninger og ud fra et forhåndskendskab til det konkrete emne, der skal analy seres. Dette forhåndskendskab har betydet, at andre faktorer, som man ud fra en ren teoretisk betragtning med lige så stor ret kunne fremhæve som relevante, er blevet udeladt her af overskuelighedsgrunde, idet det på forhånd er skønnet, at disse faktorer ikke i forbindelse med det foreliggende emne ville kunne yde nogen hjælp til en forklaring. , I de foregående afsnit er det blevet forklaret, hvor ledes de fem faktorer hver for sig kan have haft betydning. Men det endelige mål med analysen er at nå frem til et samlet resultat en slags status mht øernes sikkerhedspolitiske situation for derved at kunne give et svar på, hvilke mu ligheder, der var for Danmark. Var øerne alt i alt i en så truet situation, at Danmark ikke havde andet valg end at gi ve slip på dem, eller havde Danmark tværtimod gode mulighe der for at modstå stormagtspresset og bevare øerne, fordi dette pres måske slet ikke var særligt kraftigt? ll For at kunne svare på dette må man på en eller anden made sammenfatte virkningerne af de fem faktorer til et, samlet slutresultat. Noget sådant er rent teoretisk kun mu ligt, hvis faktorerne kan gøres målelige, og hvis de samti dig gives en form for vægte, der udsiger med hvor stor styrke hver enkelt faktor skal indgå i slutresultatet i forhold til de.øvrige faktorer. Her er vi ved et problem, der gælder næs ten alle samfundsvidenskaber at det er uhyre vanskeligt at foretage en sådan kvantificering af de forskellige elementer i forskningen. Og dette gælder jo ikke mindst på et område, hvor teorien er i sin vorden som inden for småstatsforsknin gen. Der vil derfor ikke her blive forsøgt noget i retning af en kvantificering af faktorerne. Vi må nøjes med nogle almin delige betragtninger angående deres indbyrdes vægt.
iii 22
Som hovedfaktorer må nok betragtes konfliktintensite ten i det omgivende system og stormagtsinteressen i øerne. Hvis der specielt er tale om en høj grad af interesseinten sitet fra stormagtsside er det et forhold, der må antages at have indflydelse på øernes sikkerhedssituation på afgørende vis. Omvendt må nok spørgsmålet om magtbalanceproblematikken siges at høre til i baggrunden, hvilket Bjøl som nævnt er inde på med betragtningen om, at når interessen er stor nok, kan en småstats marginalmagt som jo fremkommer i kraft af magtbalancen ofte overvindes. Også spørgsmålet om tilliden og renomméinteressen må antages at have en noget mindre vægt. Dette yderst sparsomme tilløb til en sammenfatning på det teoretiske plan vil blive videreført i selve analysen, når de konkrete undersøgelsesresultater foreligger, men da der ikke er yderligere teoretisk ballast at støtte sig til. end det her anførte, må den endelige sammenfatning i analysen blive præget af friere overvejelser over de konkrete resul tater.
"\
.n 23
KONJUNKTURANALYSEN
l. Det caribiske system
l.l. Konfliktintensiteten i Caribien
De to stormagtspoler i det caribiske system var i tiden fra århundredskiftet til Tysklands nederlag i 1918 USA og Tyskland. Der er blevet argumenteret for, at det er rimeligt at betragte også Tyskland som en stormagt i dette interna tionale system, selvom der på forhånd kan være grund til at være skeptisk mht omfanget af denne rolle; opgaven her er ~ at søge forholdet mellem de to stater klarlagt. _ analysen vil gå så langt tilbage som til l8To og følge udviklingen op til l917. Hovedvægten vil naturligvis blive lagt på udviklingen efter århundredskiftet, men det tysk amerikanske forhold i perioden omkring salgsforhandlingerne havde sine rødder tilbage i tiden. ;~ Der vil naturligvis blive lagt vægt på at fremdrage de forskellige konfliktemner mellem USA og Tyskland i det caribiske system, men også konfliktemner i andre internatio nale systemer, hvori de to lande indgik, vil blive behandlet idet vist omfang for at give et helhedsbillede af forholdet mellem landene og fordi sådanne konflikter kan tænkes at ha ve påvirket forholdene i Caribien. ~ Det skal fremhæves, at det ifølge Rothstein er selve krigstilstanden i systemet, der er den farligste situation for småstaten. Det bliver derfor væsentligt at vurdere i hvor høj grad den enkelte konflikt indebar en egentlig krigs Il risiko. I denne sammenhæng må det pointeres, at en nok så kraftig verbal strid kun kan udarte til voldelige handlinger i et område, hvis begge parter er fysisk tilstede i området. Derfor bliver spørgsmålet om Tysklands tilstedeværelse i Ca ribien og især om Tysklands planer i så henseende noget helt centralt.
11 24
Analysen er delt kronologisk op i fire faser, som hver er karakteriseret ved forskellige grader af konfliktintensi tet og krigsrisiko. Den sidste fase, som omfatter perioden omkring salget vil naturligt udgøre en konklusion mht kon fliktforholdet og dets betydning for Dansk Vestindiens sik kerhedspolitiske situation, mens de tre forudgående faser vil belyse den langfristede udvikling, der danner baggrunden for situationen.
1.1.1. Første fase 1870 96
l.l.l.l. Konfliktemner
I de sidste tre årtier af l8oo tallet undergik det tysk amerikanske forhold en langsom men konstant forandring til det værre. Udgangssituationen var ellers ikke præget af modsætnin ger. Ved udbruddet af den fransk tyske krig i 1870 var den amerikanske holdning i høj_grad positiv over for Preussen (15) og det var Frankrig,'der for de amerikanske beslutningstagere og den amerikanske opinion stod som agressoren, der pga sine dynastiske ambitioner bragte Europa ud i krig. USA opfattede det nye tyske kejserriges samling som en parallel til den amerikanske stræben efter national enhed og var derfor sympatisk indstillet (16). En del af forklaringen på den amerikanske holdning må dog også søges i den kendsger ning, at mens Preussen havde støttet de sejrende nordstater i borgerkrigen, stod Frankrig på den anden side, og samtidig havde Frankrig søgt at vinde indpas i Mexico, hvor den østrig ske kejsers bror Maximilian blev indsat i en periode som kej ser. Dette var en krænkelse af de amerikanske interesser, som de var kommet til udtryk i Monroedoktrinen. I et brev til den amerikanske udenrigsminister Hamilton Fish 18. oktober 1870 gav den amerikanske gesandt i Berlin George Bancroft en klar skildring af den amerikanske opfat telse (17): "Our foreign political interests almost always 25
run parallel with those of Germany, and are often in direct conflict with those of France. Bismarck and the King were true to our union during our Civil War, when France took sides against us, Germany respected the independence of Mexico; the French supported the Austrian adventurer This War will leave Germany the most powerful state in Europe, and the most free; its friendship is, therefore, most important to us; and has its foundations in history and in nature."
En væsentlig del af baggrunden for, at det tysk ameri kanske forhold fra dette tidspunke langsomt forværredes, skal søges i de modstridende koloniinteresser, som de to lande ef terhånden fik. De kom begge så sent med i kolonikapløbet, at der kun var få oplagte koloniseringsområder tilbage, og det er derfor ikke mærkeligt, at de måtte støde sammen. c Det område, hvor den største interessemodsætning kom til udtryk, var Caribien, som USA følte som sit naturlige ekspansionsområde. Her vogtede USA på mulige europæiske eks pansionsforsøg, og især fra begyndelsen af l9oo tallet kom Monroedoktrinens afvisning af europæisk nykolonisering på den vestligeihalvkugle til at spille en betydelig rolle i den amerikanske udenrigspolitik. Monroedoktrinen omfattede principielt enhver europæisk fremtrængen, men i praksis var det Tyskland, USA frygtede. Efterhånden fremmanede USA ved enhver given lejlighed "det tyske spøgelse" og fæstede lid til næsten ethvert rygte om tyske aktiviteter i Caribien. Analysen skal bl a søge at afklare, i hvor høj grad der rent faktisk var tale om en tysk tilstedeværelse i Caribien. Indledningsvis kan det slås fast, at de tyske beslutningsta gere givetvis betragtede Caribien som et attraktivt ekspan sionsområde. Monroedoktrinen var for tyskerne ifølge Wilfrid Callcott "merely a way of keeping Europe out of the New World until the United States had become strong enough to gobble up all the desirable areas for itself" (18). Men også i et andet område kom de amerikanske og tyske interesser i modsætning til hinanden. Det var i Stillehavet, hvor begge parter var interesseret i at erhverve støttepunk
ii 26
ter. Der var dog tale om en konflikt af begrænset karakter, og i modsætning til situationen i Caribien ophørte konflik ten i Stillehavet ved udgangen af århundredet. Endelig bør også nævnes en modsætning af mere følel sesladet karakter. Udviklingen i det tyske samfundssystem blev mere og mere præget af_en militaristisk ånd, som den amerikanske opinion stod fremmed og fjendtlig overfor.(l9). Kej ser Wilhelm II der ikke var kendt for sine diplomatiske evner kom snart efter sin tiltræden i 1888 til at stå for USA som et symbol på en tysk militaristisk nationalisme, og en del af forklaringen på den udprægede amerikanske mis tænksomhed over for Tyskland skal nok søges her.
For at opfange begyndelsen til det senere spændte for hold mellem USA og Tyskland skal vi helt tilbage til 1868, A hvor Preussen tilsyneladende sonderede muligheden for at sikre sig en flådebase i Costa Rica, og "Thue appeared for the first time that béte noire which was to give later administra tions so much concern." (20) Tre år senere i 1871 henvendte det nye tyske kejser rige sig til USA for at forhøre sig om USA's holdning til en fælles aktion mod Venezuela (21). Venezuela var i økonomiske vanskeligheder et ikke ukendt fænomen for de caribiske sta ter og havde svært ved at klare sine forpligtelser både over for USA og Tyskland. USA var på dette tidspunkt ikke principielt modstander af europæisk intervention i Caribien, men at USA skulle deltage var noget nyt, og man viste ingen begejstring for tanken. Den amerikanske udenrigminister Hamilton Fish gav et henholdende svar på den tyske henvendel se og lod derpå sagen dø hen. Men samme år, nemlig i august 1871, indberettede den amerikanske konsul i Santo Domingo til det amerikanske uden rigsministerium, at han fra pålidelig kilde havde erfaret, "that the Prussian Government have made propositions to this Government for acquiring the Bay and Peninsula of Semana, and for eventual annexation of the whole Republic." (22) Denne meddelelse om Samanabugten, der ligger på nordsi den af Den dominikanske republik, fik udenrigsminister Fish ml'
| 27
til øjeblikkeligt at beordre den amerikanske ambassadør i Berlin til det tyske udenrigsministerium for at forhøre sig om rygterne. Det tyske svar var en klar benægtelse. Ambas sadør Bancroft fastslog i sin indberetning, at de tyske le dere "from principle [were] opposed to any such idea". Selvom Bancrofts bedømmelse af Bismarcks politik på dette tidspunkt utvivlsomt var korrekt, måtte han i slutnin gen af 1871 igen forhøre sig i det tyske udenrigsministeriu _ m, nu om et forlydende, der fortalte, at Tyskland søgte at købe den hollandske ø Curaçao ud for Venezuelas kyst. Tyskerne forsikrede endnu engang, at rygterne intet havde på sig. Tansill siger hertil? "ke fully realize nowadays that these assurances were entirely sincere, and that Secretary Fish would have saved himself many worries had he accepted them at face value" (23). men uanset dette var USA bekymret, og denne bekymring lagde grunden til den mistro, hvormed USA mere og mere be tragtede den tyske politik. I l874 udbredte den amerikanske avis Freeman's Journal det rygte, at Tyskland søgte at sikre sig Puerto Rico fra Spanien (24). Den amerikanske ambassadør i Madrid sikrede sig et officielt spansk dementi, og også i Berlin blev sagen taget op over for udenrigsminister Bülow, som forsikrede, at rygterne angående Puerto Rico var helt grundløse. Han talte jwarmly and strongly of the wish of this government to maintain the most cordial relations with us, and of his own purpose to do everything in his power to accomplish it" (25) De fleste rygter om tysk fremtrængen i Caribien havde dog frem til århundredskiftet relation til én bestemt loka litet, nemlig De dansk vestindiske øer. Baggrunden herfor er ikke svær at forstå. Der var kun få områder i Caribien, som man med rimelighed kunne forvente en tysk interesse for. Størsteparten af De små antiller var underlagt engelsk eller fransk styre og en tysk udfordring af disse kolonimagter var ikke realistisk. Heller ikke en tysk aktion mod de selvstæn dige caribiske stater syntes at være særligt tillokkende for Tyskland, omend dette af og til indgik i rygterne. Efter at Sverige i 1877 havde solgt den lille ø St Barthélemy til Éf
28
Frankrig, var der kun tre områder tilbage, hvor USA kunne fryg te en tysk ekspansion, nemlig de spanske besiddelser Puerto Rico og Cuba, de hollandske besiddelser ved Venezuelas kyst Curaçao, Aruba og Bonaire og i den nordlige del af De små an tiller St Martin, Saba og St Eustatius, og så endelig Dansk Vestindien. Og af disse muligheder indtog Dansk Vestindien en frem trædende plads, både pga sin beliggenhed, hvad vi i anden sammenhæng skal vende tilbage til, og pga Danmarks udtrykte, vilje til at afhænde øerne. Selvom USA i 1870 selv havde af vist at købe de danske øer, frygtede man til stadighed, at tyskerne skulle erhverve dem, og man reagerede derfor ved enhver given lejlighed over for rygter herom (26). De første rygter opstod allerede tre år efter den ameri kanske afvisning ai ide? salgstraktaten, nemlig i 1875, og temaet var det, der blev næsten klassisk: Danmark formodedes at ville overdrage sine besiddelser i Vestindien til Tyskland mod at få den nordlige del af Slesvig tilbage. Fra dansk side var man ikke helt fremmed over for denne idé. Allerede under fredsforhandlingerne i Wien i 1864 blev den luftet (27), og så sent som under folketingsdebatten i 1916 om salget frem drog J C Christensen"i skjulte vendinger byttehandelen som en mulighed, man burde overveje (28). Der blev imidlertid aldrig gjort noget alvorligt forsøg fra dansk side, hvilket for en del nok hænger sammen med en konsekvent tysk afvisning af idé en (29). Tysklands eventuelle interesse i Dansk Vestindien vil blive særskilt undersøgt, men det kan her fastslås, at man i hvert fald ikke fra tysk side var interesseret i at give afkald på Nordslesvig i den forbindelse. c Men dette hindrede ikke rygter herom og deraf følgende amerikansk uro. Den amerikanske konsul på St Thomas meddelte i 1873 i en indberetning til Hamilton Fish, at der gik rygter om dansk aktivitet med henblik på en byttehandel med Tyskland og at rygtet skulle komme fra de øverste danske myndigheder på St Croix (30). Fish lod den amerikanske ambassadør i Kø benhavn, Cramer, forhøre sig både officielt og uofficielt, og alle inklusive den danske udenrigsminister afviste rygterne. Også i Berlin forespurgte USA, og her forsikrede den amerikan 29
ske ambassadør George Bancroft, at rygterne fuldstændigt sav nede grundlag. Den tyske regerings politik gik i den stik modsatte retning; man var imod ko1onierhvervelser., Fish var dog ikke synderligt beroliget ved disse er klæringer, og da rygtet året efter genopstod, blev den ame rikanske udenrigsministers usikkerhed yderligere forstærket (31) 3. januar 1874 indløb følgende telegram fra den ameri kanske ambassadør i St Petersborg: "French ambassader gives me official report from Copenhagen that Germany proposes to Denmark to fulfill the Treaty of Prague and cede North Slesvig in exchange for West Indian Islands St. Thomas and St. John Danish Government listens to project. French Government
strongly disapproves German establishment in American waters H 1 (32) De amerikanske ambassadører i København, Berlin og Paris blev straks beordret til at undersøge sagen. Bancroft i Berlin forsikrede igen, at der intet var om snakken: "As to St. Thomas, Germany does not want it; would not accept it .T as a gift; has no hankering after that or any other West India colony; from principle avoids them" (33). Også fra Paris lød der beroligende toner, men derimod nåede Cramer efter samtaler med bl a den danske udenrigsminister til den modsatte konklusion "That a proposition for the exchange of the Danish West India Islands for North Schleswig had been made in some form or other by the one or other of the two parties directly concerned in it. That some negotiations had been carried on by the two parties on that subject, but led to no result for the present. That Denmark seems so anxious for the repossession of North Schleswig that she would doubtless be willing to cede her West India Islands for it." (34) I 1875 nåede rygtet at blive lanceret to gange. Før ste gang afviste Cramer det uden nærmere undersøgelse (35), men da det i december 1875 kom igen (36), måtte Cramer for tredje år i træk forhøre sig direkte hos den danske udenrigs minister. Igen blev der dementeret, og det samme skete også i Berlin, hvor udenrigsminister Bülow gav den amerikanske ambassadør "a most explicit denial of the rumor, and said
_ |' 30
that these rumors were being constantly put in circulation by speculators in different quarters of the globe, but that the policy of Prince Bismarck was opposed to any such acquisi tion and that where proposals had been made to this government to purchase such colonial possessions, whether in the Atlantic or Pacific, in America or in Africa, they had been invariably declined." (37) Knapt havde udenrigsminister Fish modtaget denne indbe retning, før den amerikanske ambassadør igen blev sendt til det tyske udenrigsministerium. Denne gang drejede det sig imidlertid som i 1871 om Samanabugten i Den dominikanske republik. Den amerikanske konsul dér indberettede nemlig i slutningen af 1875,.at han havde erfaret, at Samanabugten tilsyneladende var blevet udlejet til Tyskland for en perio de på 59 år (38). än tabte Biler tålmodigheden med den evindelige ameri kanske mistro (39): " he exclamed in English: "It is a lie all a lie from beginning to end not one word of truth in it. It is a lie of a tropical growthä" He then went on to say that he had had similar enouiries made to him before respecting reports of German attempts at acquisition. Not long since he believed that mr. Fish had asked him such a question in regard to another of the West Indian Islands he thought it was St. Thomas, and he had assured him that there was no truth in it. Some ten years since, he said, when the North German Bund was formed, the subject of colonizing and of foreign acquisitions of territory had been carefully considered and a conslusion had been arrived at, that it was not for the interest of Germany to make such acquisitions. This conclusion had received the sanction of Prince Bismarck and of Mrs Delbruck, and of the Emperor; and the policy then inaugurated would not be reversed while they had anything to do with administering the government. It was true that since that time Germany had received several offers of territory in Asia, in South Africa, and in San Domingo: but these offers had been declined." Denne skarpe erklæring synes i modsætning til tidligere erklæringer at have tilfredsstillet den amerikanske udenrigs 31
minister, og der gik nu otte år, før USA igen begyndte at be skæftige sig med rygter om tysk fremtrængen i Caribien. Det skete først i 1884, hvor det atter var forestillingen om en tysk dansk byttehandel, der var genstand for opmærksomheden (4o). USA synes dog ikke at have tillagt rygtet stor betyd ning. Man nøjedes med at forhøre sig i København, og man nø jedes med en henvendelse på lavere plan end ministerplan. Det danske dementi kom derfor næppe som en overraskelse. I 1890 tog man for første gang så let på et tilsva rende rygte, at man lod det dø hen af sig selv (41). Derimod vakte det opsigt, da Politikens redaktør Cavling í et interview i Havanna i december 1895 gav udtryk for, at der havde været forhandlinger igang mellem Danmark og Tyskland om St Thomas (42). Da den danske udenrigsminis ter og udenrigsministeriets direktør Peter Vedel klart de menterede, at noget sådant var tilfældet, gjorde den ameri kanske udenrigsminister imidlertid ikke mere ud af sagen. Nogen henvendelse til Tyskland var der lige så lidt som i 1884 og 1890 tale om. Der var dog andre politiske kredse i USA, der ikke tog så let på det. Meget tyder nemlig på, at Cavlings påstand var en af årsagerne til, at senater Henry Cabot Lodge í ja nuar l896 fremsatte et resolutionsforslag i senatet, âående ud på at USA skulle søge at købe De dansk vestindiske øer for at hindre andre lande i at købe dem (43). Han satte dermed gang i salgsforhandlingerne, som resulterede i salgstrakta ten af 1902 mellem Danmark og USA.
Når der i denne fase tales om konfrontationen i Cari bien omfatter dette begreb altså hovedsageligt en række mere eller mindre ensartede rygter om tysk fremtrængen og påføl gende amerikansk reaktion. Ser vi på Stillehavet, det andet område, hvor der fandtes en tysk amerikansk modsætning, var der her kun tale om et enkelt konfliktemne, men til gengæld nåede selve konflikten anderledes højder end i Caribien. Konflikten drejede sig om Samoaøgruppen, hvor proble merne begyndte at dukke op i 1879. USA havde nogle år forin den indgået en aftale med den lokale høvding om ret til en i
| 3 2
flådebase på øgruppen, men i 1879 indgik også England og Tyskland sådanne venskabstraktater med Samoa og markerede dermed deres tilstedeværelse på øerne. Alle tre stormagter var dog enige om ikke at blande sig i øernes interne anlig gender og dette blev fastslået i en traktat mellem de tre lande og Samoas konge (44). I de kommende år viste det sig imidlertid, at Tyskland der var det af landene, der havde de største handelsinteresser på øerne ikke var indstillet på at overholde denne neutralitet. Tværtimod søgte man at udnytte en række indre stridigheder, der til tider havde karakter af borgerkrig, til at opnå en eneherskerstilling på Samoa. Det første vidnesbyrd herom kom i 1885 (45), hvor den tyske konsul på øerne tvang Samoas konge til at undertegne en traktat efter hvilken Tyskland elev Samoas "enebeskytter". Dette skridt viste sig ganske vist at være taget uden den tys ke regerings samtykke og traktaten måtte annulleres, men det følgende år begyndte Ivskland_en aktiv indgriben i den lokale borgerkrig til fordel for oprørerne mod den siddende konge. USA og England protesterede, og i 1887 lykkedes det at få en konference istand i`washington mellem de tre lande (46). Re sultatet var dog yderst magert. Det tyske udgangspunkt var et ønske om, at øerne reelt skulle styres af én person, som blev udpeget af den magt, der havde de største handelsinteresser på øerne altså Tyskland. Konferencen endte derfor blot med, at man enedes om at opretholde status quo på Øerne. Knapt en måned senere skete der en skærpelse af den tyske politik (47). 7oo tyske soldater blev landsat og ved hjælp af denne styrke og indsats af tyske krigsskibe blev kongen afsat og oprørernes leder indsat istedet. USA's og Englands protester blev negligeret. I et brev til den ameri kanske gesandt i Berlin 17. januar 1888 gav den amerikanske udenrigsminister Bayard udtryk for den amerikanske holdning (48) "In the opinion of this government, the course taken by Germany in respect to Samoa upon the temporary adjournment of the Conference in this city cannot be regarded as having been marked by that just consideration, which the ancient friendship 33
between the United States and Germany entitles this government to expect". I august 1888 gik de indfødte til modangreb mod tys kerne (49), og det udviklede sig til egentlige kampe, hvor under Tyskland flere gange bombarderede landsbyer langs kys ten. I et enkelt tilfælde greb USA ind og forhindrede et så dant bombardement ved med et krigsskib at lægge sig imellem, og da tyskerne på trods af amerikanske advarsler ved juletid 1888 bombarderede en landsby, hvori der i stort omfang be fandt sig amerikansk ejendom, blev forholdet mellem de to. lande så spændt, at udbrud af egentlige krigshandlinger mel lem dem syntes overhængende. Af den daværende tyske generalstabschef Alfred von waldersee's dagbogsnotater i januar 1889 fremgår det, at han var urolig over situationen (5o): "Bedenklicher nocn steht es mit Samoa. Sewisse íolonialpolitiker verlangen, dass wir energisch auftreten und durch Machtenfaltung imponieren. Ich halte das für ein Unglück; eine Verwicklung mit Amerika fehlte uns gerade nochi" En måned senere skrev det tyske udenrigsministeriums "graue Eminenz" Friedrich von Holstein til Waldersee (51): "Ein Krieg mit Amerika jetzt wäre furchtbar?,`og bad ham forsøge at udøve en dæmpende indfly delse på kejser Wilhelm II. ' Det lykkedes dog Bismarck at løse op for situationen. Han indkaldte til en ny konference, denne gang i Berlin (52), og selvom han lagde ud med direkte at fremføre et ønske om, at Samoa blev tysk protektorat, lykkedes det at opnå enighed om en traktat, der undertegnedes 14. juni 1889. Tyskland måt te denne gang bøje sig for England og USA og lade Samoas op rindelige konge genindsætte. Samtidig blev Samoas uafhængig hed fastslået i traktaten. Da alle tre landes konsuler sam men med kongen skulle indgå i styret af Samoa, var der imid lertid i realiteten tale om, at Samoa blev gjort til et fæl les protektorat for de tre lande. Med denne løsning lykkedes det at skabe en foreløbig ro omkring øgruppen. 34 l.l.l.2. Krigsrísikoen
Perioden l87o 96 var altså præget af forskellige kon fliktemner i forholdet mellem USA og Tyskland. Afgørende i forbindelse med denne analyse er imidlertid konfliktens ka rakter. Der er som nævnt stor forskel på, om konflikten for bliver på det verbale plan eller om den udarter til egentlige krigshandlinger. Det er krigshandlingerne eller risikoen for dem, der har afgørende indflydelse på småstatens sikkerheds politiske stilling i det internationale system. En nærmere undersøgelse af krigsrisikoen er derfor nød vendig, og som en slags målestok vil blive benyttet stormag ternes militære planlægning over for hinanden. Dette er naturligvis ikke uden problemer. For det før ste kan krigshandlinger opstå uden at nogen af parterne har planlagt dem, selvom der i så fald nok vil være tale om en begrænset krigsførelse. Og for det andet behøver en operativ planlægning ikke i sig selv at være udtryk for en egentlig krigsvilje. Mange militære planer kommer til verden som resul tat af løbende rutinemæssige overvejelser uden at der er no gen speciel ydre anledning til dem, og uden at den øverste politiske ledelse er'involveret. Men i det omfang, der er et tidsmæssigt sammenfald mellem en international konflikt og en øget grad af militær planlægningsaktivitet gående ud på et angreb under en eller anden form mod modparten synes det rimeligt at antage, at planlægningsaktivitetens forøgede om fang kan tages som udtryk for en øget krigsrisiko. Dette gæl der især, hvis planlægningen involverer de højeste militære kredse og endnu vigtigere de højeste politiske kredse. Det må understreges, at det i forbindelse med denne ana lyse ikke er risikoen for krig i al almindelighed mellem USA og Tyskland, der interesserer. Det er krigsrisikoen i et be stemt internationalt system, nemlig det caribiske, der ønskes fastlagt, og landenes operative planlægning vil derfor blive vurderet ud fra denne synsvinkel. Det vil altså blive undersøgt, om der i forbindelse med eller flere af de fremhævede konflikter i det tysk amerikanske forhold var tale om en operativ planlægning rettet mod den an 35
den stormagt, og i givet fald hvad denne planlægning gik ud på, på hvilket beslutningsniveau, den blev fastlagt, og hvor krigshandlingerne forventedes at skulle finde sted.
I perioden l87o 96 synes der ikke på amerikansk side at foreligge planer af militær art i forbindelse med Tysk land. Derimod foregik der i Tyskland en militær planlægnings aktivitet under Samoakrisens kulmination 1887 89. I 1887 godkendte den tyske admiralitetschef, general vi løjtnant Leo von Caprivi, nemlig et forslag til hvorledes det tyske efterretningsvæsen burde organiseres i tilfælde af en ' krig med USA (53). Dette synes at være første gang, den tyske marine overvejede muligheden af en sådan krig. Forslaget ope rerede primært med en tysk krydserkrig mod USA's søhandels forbindelser, men det anførtes dog også, at efterretningsvæ senet skulle finde frem til, hvilke egnede bombemål der fand tes på den amerikanske kyst. I februar 1889, altså da konflikten på Samoa nåede et højdepunkt, bad den tyske admiralitetschef, nu viceadmiral Max von der Goltz, sin stabschef, kontreadmiral Guido Karcher 9 om at udarbejde et memorandum over temaet "wie ist der Krieg mit Nord Amerika zu führen und was ist dazu in die Wega zu leiten?" (54) Arbejdet var færdigt i midten af marts. Karcher fast slog, at både geografiske og politiske årsager medførte, at en krig mellem USA og Tyskland aldrig ville føre til den ene af parternes totale sejr. De geografiske årsager var den sto re afstand mellem landene og USA's store udstrækning; de po litiske Tysklands bundethed til Europa, hvor landet altid måtte påregne at skulle kunne forsvare sig og derfor ikke kunne overføre nogen større hærstyrke til indsats mod USA. En tysk krigsførelse mod USA måtte derfor udelukkende blive flådens anliggende. Da USA pga sin store selvforsy ningsgrad ikke var særlig sårbar over for en blokade, mente Karcher, at de største chancer for Tyskland lå i en hurtig tysk indsats på tre felter: "Die feindliche Kriegsflotte auf ihren verschiedenen Stationen aufzusuchen. Diejenigen Gegenden zu besetzen, welche die Hauptverkehrswege der amerikanischen 56
Handelsmaríne bilden. Mit möglichter Schnelligkeit einzelnen, leicht zugängliche, werthvolle Küstenplätze der Ver[einigten] St[aaten] zu überfallen". Der ville blive tale om en kryd serkrig, som i Atlanten skulle udgå fra fire flådeenheder, stationeret i Den engelske kanals sydlyge del, ud for Brasi liens kyst, i Caribien og ved USA's østkyst.
Hvorledes skal disse to tyske planer, 1887 og 1889 planen, bedømmes? Hvad udsiger de om krigsrisikoen i Caribien? Som nævnt fremkom de i en udenrigspolitisk spændt situa tion, hvor krig ikke blev betragtet som udelukket, og allerede af den grund må de betragtes som andet end "øvelsesarbejder". Planerne opererede med en tysk amerikansk krig over en bred front, men af Karchers plan fremgik, at også Caribien for ventedes inddraget i krigen. P Det militære :eslutningsniveau var nøjt. I begge til
'I fælde var den øverste marineledelse, admiralitetschefen, in volveret (55), og i l889 var planlægningen direkte beordret | af admiralitetschefen. Derimod ses det ikke, om de politiske beslutningstagere direkte var inddraget i planlægningen. Der findes dog vidnesbyrd om, at tankegangen ikke var fremmed for Bismarck. I et brev fra februar 1889 til den tyske ambas sadør i Washington, Louis von Arco Valley, skriver han bl a om den tyske flådes rolle i en tysk amerikansk krig (56):,"[Ich] vermute, dass der Schade, welchen wir durch Beschiessung amerikanischen Handelsemporien und durch Zerstörung der amerikanischen Handelsschiffe dem Feinde zufügen könnten, auch für das reichste Land ein empfindlicher sein würde." `Der er imidlertid et punkt, der må tillægges stor be tydning i bedømmelsen af planerne. Det er deres generelle eller om.man vil skitseagtige karakter. Der var ikke tale om detaljeret udarbejdede operationsplaner, som det blev til fældet efter århundredskiftet i Tyskland. Planerne opsumme rer nogle tanker, man på højt militært niveau og muligvis også på politisk plan har gjort sig, men planerne har ikke direkte kunnet benyttes til militære operationer, og en vi dere detaljeret planlægning efter de udstukne retningslinier fandt ikke sted.
J. 37
Denne sidste betragtning går således imod at tolke den tyske krigsplanlægning i retning af at være udtryk for end reel krigsrisiko, og det synes rimeligt at drage den slut ning, at der i foråret 1889 nok var tale om en vis risiko for, at modsætningerne mellem USA og Tyskland kunne medføre krig mellem parterne, men at der opnåedes en politisk løs ning på krisen, før krigsfaren nåede at blive overhængende.
Den efterfølgende periode frem til 1896 fremviser in gen ny militær planlægningsaktivitet i Tyskland med henblik på krigsførelse mod USA, og dette stemmer helt overens med, at der ikke i dette tidsrum fremkom større tysk amerikanske sam menstød (57).
1.1.2. Anden fase 1897 1906
l.l.2.l. Konfliktemner
=* De ti år fra 1897 til 1906 betegner derimod et højde punkt i konflikten mellem USA og Tyskland. Lige omkring år hundredskiftet kom konflikten til udtryk flere steder i Stillehavsområdet, mens scenen derpå blev forlagt til Cari bien.
Først dukkede problemerne op i Kina. I modsætning til både Tyskland og de andre europæiske kolonimagter England og Frankrig gik USA's Kinapolitik ud på den såkaldte "åbne dørs p0litik", hvilket indebar, at alle lande frit skulle have ad gang til Kina, som ikke efter amerikansk opfattelse burde væ re genstand for egentlig kolonisering. USA's interesse var her altså i strid med alle europæiske stormagters, men det var især Tysklands agressive politik, der vakte USA's mod vilje. Tyskland benyttede i 1897 drabet på to tyske missionæ rer i Shantungprovinsen til at få fodfæste i Kina. I første omgang krævede Tyskland udover erstatning ret til at leje en
i 58
flådebase, og derefter okkuperede man uden at afvente Kinas svar Kiau Chau bugten og oprettede en base der (58). Denne base brugte tyskerne under bokseropstanden 1899 1900 som ud gangspunkt for straffeekspeditioner ind i Kina (59). Da den tyske gesandt i Peking i juni 1900 blev dræbt, reagerede Tysk land meget skarpt og var indstillet på en alvorlig straffe aktion. Der blev afsendt en større tysk troppestyrke mod Kina, og kejser Wilhelm II's udtalelser ved troppernes afrejse var ikke egnede til at berolige USA mht de tyske hensigter. Talen blev slået stort op i den amerikanske presse. Således skrev Washington Evening Star, at de tyske tropper blev beordret '“1to],give no quarter, spare nobody, make no prisoners. Use your weapons so that for a thousand years hence no Chinaman will dare look askance at any German. Open the way for oivilization once for all. Be terrible as Attila's Huns." Then the Kaiser added: "I will not rest until the German flag floats triumphantly over the Chinese flag, and until it has been planted on the walls of Pekin to dic tate peace to the Chinese."" (60) Inden de tyske tropper nåede frem til Kina, var opstan den imidlertid nedkæmpet, men også ved de påfølgende fredsfor handlinger var den tyske holdning meget agressiv, og Tysk lands skadeserstatningskrav lå betydeligt over de øvrige lan des. At Tysklands krav til sidst blev reduceret væsentligt, skyldtes en amerikansk indsats af diplomatisk karakter. Den amerikanske udenrigsminister Hay omtalte dette i et brev til en ven 16. oktober 1900 (61): "the German Government, which is generally brutal but seldom silly, recovered her senses, climbed down off its perch, and presented another proposition which was exactly in line with our_position."
Et par år inden afslutningen på gnidningerne i Kina der trods alt var af begrænset omfang kom det til en noget alvorligere konfrontation i Stillehavsområdet mellem USA og Tyskland: Det var ved Filippinerne under den spansk amerikanske krig i 1898. Som et led i krigen besatte USA 1. maj 1898 Filippinerne, der var i spansk besiddelse, og der blev etableret en ameri 39
kansk blokade af øgruppen. Mens England, Frankrig og Japan hver sendte et krigsskib til øerne for at overvåge USA og varetage egne handelsinteresser, dukkede der to tyske krigs skibe op, og i løbet af et par måneder var den tyske styrke oppe på fem skibe. Dette var hovedparten af den tyske stil lehavsflåde og hvad der var nok så væsentligt: de tyske skibe var den amerikanske flådestyrke overlegen på en række punk ter (62). Dette vakte naturligvis nervøsitet i USA, navnlig da Tyskland praktisk taget ingen handelsinteresser havde at va retage på Filippinerne. Og nervøsiteten blev ikke mindre med tiden. Den tyske viceadmiral von Diederichs ignorerede nemlig helt blokadens forbud mod at neutrale skibe besejlede Manila i nattetimerne;;og en række episoder opstod i den an ledning (65). Samtidig plejede de tyske officerer omgang med spanierne på øerne, og von Diederichs aflagde åbenlyst og officielt besøg hos den spanske guvernør. På et tidspunktgik de tyske provokationer så vidt, at USA var på nippet til at gribe ind med magt. Amerikanerne er farede nemlig, at tyskerne på trods af kejserens erklæring om, at man ville holde sig neutral i den spansk amerikanske strid (64) “direkte leverede forsyninger til spanierne i Manila (65). Den amerikanske chef for flådestyrken, Dewey, lod von Diederichs vide, at der var tale om et uacceptabelt brud på blokaden og at "if he wants a fight he can have it now!" Da det gik op for Von Diederichs, at England her støt tede USA, bøjede Tyskland sig på dette punkt og undgik den direkte konfrontation; I den amerikanske presse kom anti tyske holdninger nu direkte til udtryk (66). Selvom begivenhederne ved Filippi nerne nok blev noget overdrevet (67), er der ikke tvivl om, at man i USA frygtede for de tyske hensigter og var bange for at Tyskland holdt siglparat til at besætte øerne i det til fælde, at USA skulle blive nødt til at give slip på dem. Det kan være svært at vurdere alvoren i den tyske poli tik, men der er næppe tvivl om, at kejseren og admiral Tirpitz gerne så, at Tyskland fik del i det opløste spanske koloni rige (68). Det tyske udenrigsministeriums grå emminence
Å. ii 40
Friedrich von Hollstein gav i et brev udtryk for, at Tyskland skulle spille en aktiv rolle, hvis landet blev inddraget i konflikten (69): "Wir [werden] wohl ziemlich schnell mit der [amerikanischen] Flotte fertig werden und durch Brandschatzung der grossen Hafenstädte der Kriegslust zu ende machen." Den tyske presse støttede denne opfattelse. I forbindelse med en konference i Washington mellem den amerikanske udenrigs minister og den tyske ambassadør, afholdt i håbet om at nå til en forståelse, skriver Schieber (70): "This made the German press very angry and the Cologne Gazette burst out, "Admiral von Diederichs requires no instructions from Washington in regard to what he is to do or to leave undone."" Situationen omkring Filippinerne fandt først sin af klaring, da USA og Spanien officielt afsluttede krigen 12. august l898, og Filippinerne blev overdraget til USA (71). Tyskland trak da sine flådeenheder tilbage.
Det tredje stridsemne i Stillehavet omkring århundred skiftet var igen Samoa. Aftalen af l889 mellem USA, Tyskland og England om et fælles protektorat fungerede dårligt. De borgerkrigslignende tilstande fortsatte på øerne, og stor magterne greb flerefgange ind i stridighederne med deraf føl gende gnidninger mellem dem indbyrdes (72). I begyndelsen af 1899 åbnede amerikanske og engelske krigsskibe ild mod den part i borgerkrigen, som blev støt tet af Tyskland (73), og dette betød en ny kulmination i kon flikten mellem Tyskland og USA. Den tyske ambassadør i Washington Theodor von Holleben, vurderede i sommeren 1899 situationen sådan, at risikoen for en krig mellem USA og Tyskland var øget (7 "Only once before, on the occasion of the first great Samoa conflict, has there been serious talk of a war between Germany and the United States. Today the possibility of such a war lies much nearer, and it will be a good thing to keep this possibility in mind in all our intercourse with the United States." Heller ikke denne gang kom det dog så vidt. Der blev ned sat en undersøgelseskommission med repræsentanter for de tre stormagter, og dens konklusion blev "that the only natural and normal plan of government for these islands, and the only
41
system which can assure permanent prosperity and tranquility, is a government by one power." (75) På en konference i Washington mellem de tre lande nåede man i december l899 til den endelige løsning. Samoa blev delt mellem USA og Tyskland, mens England gled helt ud af billedet mod at få overladt nogle tyske besiddelser andetsteds i Stillehavsområdet.
Fra dette tidspunkt ophørte konfrontationen i Stille havet mellem USA og Tyskland, men kun for at blive afløst af en række konflikter i det caribiske område, og begiven hederne i Kina, ved Filippinerne og på Samoa betød, at USA fra omkring århundredskiftet så med endnu større mistro end tidligere på den tyske politik. Denne mistroiske holdning fik afgørende betydning for den amerikanske opfattelse af de tyske_hensigter i Caribien i årene op til l, verdenskrig.
Som omtalt baseredes den amerikanske mistillid til de tyske hensigter i Caribien indtil 1897 udelukkende på rygter. Det var kun i Stillehavsområdet, der havde været tale om en fysisk tilstedeværelse fra tysk side; i Caribien havde ameri kanerne ikke set skyggen af en tysker. Men med den tyske trussel mod Haiti i 1897 skete der en ændring af den tyske politik til det mere aktive, og Tyskland lod sig i en række tilfælde direkte se i Caribien. Episoden i Haiti begyndte med arrestationen af en tysk købmand, der efter tysk opfattelse blev mishandlet af Haitis myndigheder (76). Den tyske ambassadør i Port au Prince for langte vedkommende løsladt, en officiel undskyldning og en skadeserstatning af anselig størrelse. Det tyske krav blev understreget af, at tre tyske krigsskibe meddeltes på vej med Haiti. Haitis regering appellerede til USA, der fik ud virket en løsladelse. Tyskland fastholdt imidlertid de to øvrige krav, og da de tyske krigsskibe var ankommet til Port au Prince blev Haitis regering stillet over for et ultimatum: hvis kravene ikke blev imødekommet i løbet af syv timer, vil le man bombardere byens fort og øvrige offentlige bygninger. Haiti måtte bøje sig.
i 42
Denne forste direkte aktion fra tysk side i Caribien skete på nogenlunde samme tidspunkt som den tyske besættelse af Kiau Chau i Kina og gav USA indtryk af at være led i en velovervejet l erobrinssnlan. Den amerikanske frygt blus f+ '1 fl f:._.« W sede derfor kraftigt op efter disse begivenheder.
Tyskland var dog opmærksom på den amerikanske reaktion, hvilket fremgår af det tyske svar på et dominikansk tilbud om en kulstation (77). Tilbuddet kom året efter begivenhederne i Haiti. Den dominikanske republik havde en forholdsvis stor handel med Tyskland og i 1898 foreslog den dominikanske re gering øjensynlig uden forudgående forhandlinger med Tysk land at der kunne oprettes en tysk kulstation i republik ken mod at Tyskland ydede landet økonomisk bistand. Den tyske ambassadør i fesnington. von Bülow, der blev bedt om en vurdering af tilbuddet, bedømte projektet til at være "im allerhöchsten Messe wertvcll", men han tilføjede ad varende, at der ville være tale om en krænkelse af Monroedok 3 r'+ H 1 EJ en, som ville gøre et yderst ugunstigt indtryk i USA. Han
måtte derfor i sf +_ fald være forberedt så alle konsekven PJ ø (D ser. På denne baggrund undlod den tyske regering at forfølge sagen man ønskede ikke at udfordre ° direkte.
CM'(5:La UJ ;..;> Men USA vogtede nu på Tyskland. Da USA i l9ol forhand lede med Cuba om en troppetilbagetrækning efter den spansk amerikanske krig var det et ufravigeligt amerikansk krav, at den såkaldte Platt Amendment blev indsat som en del af den nye cubanske forfatning. Ifølge Platt Amendment måtte Cuba ikke overlade nogen del af sit territorium til fremmede sta ter i kolonisations eller militært øjemed, og Cuba måtte kun gældsætte*sig inden for visse grænser for ikke at bringe sin uafhængighed i fare (78). Og det amerikanske hovedmotiv til disse krav var klart nok: man frygtede at Tyskland skulle sø ge at sætte sig fast på Cuba (79).
Samme år blev et tysk krigsskib iagttaget under rekog nosering ved den venezuelanske ø Margarita, og USA proteste rede straks. Den tyske kejser svarede med at sende en note,
______: ______g, H_____`í '_ _ | 43
hvori han afviste alle forlydender om tysk erhvervelse af marinestationer i Sydamerika (80).
Ikke desto mindre fik disse forlydender ny næring å ret efter, da Tyskland gennem en flådedemonstration søgte at hjælpe en tyskvenlig præsidentkandidat til magten i Haiti (Sl). Specielt elegant kan man ikke beskylde den tys ke marine for at have været: en del af hjælpen bestod i at det senere så kendte tyske krigsskib Panther sænkede en ka nonbåd, der tilhørte et oppositionsparti.
Og i l9o3 så USA det tyske spøgelse i Colombia. USA havde på dette tidspunkt forhandlet sig frem til en løsning på kanalspørgsmålet med Colombias regering, således at USA
..`._ ' .., rik raoigne: . over en kanalzone gennem"..'.Éf Fanama , der var en del
9"? :' 'ol .'““'*"*"f 5 ÉQPPQ 15"'. =,1:~_§(* 5. 'P ":.f:::'r'= *:H'~ v 1 gif' C11 O n Vi _ 1 I , 3 f 1533 F' . H luni Ö \J .Lü J' så all 1 nu 1 1 I i' f\pl~ | na\. 1.; .i . :hvælv nu tf\.4\.ø \ \ aA. \_A..L L; U L Lu ..L:_.J'...|.'<..._.\...i. I USA, blev imidlertid forkastet af Colombias senat (82), og USA's forhold til Iyskland var nu så anstrengt, at det rygte straks vandt tiltro, at det var Tyskland, der havde forpur ret traktaten. Colombia skulle ifølge rygtet håbe på bedre betingelser ved at lade Tyskland bygge kanalen.
Af alle tysk amerikanske kontroverser i Caribien træ der dog én frem, nemlig Tysklands intervention i Venezuela. Venezuelablokaden var uden tvivl den enkeltbegivenhed, der bragte sindene mest i oprør og som medførte den største spæn ding mellem de to lande (83). Anledningen til blokaden var en række økonomiske krav, som England og Tyskland gjorde gældende mod Venezuela, og som Venezuelas diktator Castro nægtede at acceptere (84). Kravene var opstået efter en lang varig borgerkrig i landet, og praktisk taget alle europæiske stater samt USA og Mexico havde større eller mindre krav at gøre gældende (85). Det første vidnesbyrd om, hvad der var i gære, kom ll. december 1901, hvor Tyskland forhørte sig direkte i det ame rikanske udenrigsministerium om USA's stilling til en blokade af Venezuela. Tyskland forsikrede i den skriftlige henvendel se, at der højst ville blive tale om en midlertidig besættel 44
se af venezuelanske havne med henblik på opkrævning af told. "We declare especially that under no circumstances do we consider our proceedings the acquisition or the permanent occupation of Venezuelan territory" (86). Det amerikanske svar på henvendelsen refererede i hovedsagen til et budskab til kongressen, som præsident Roosevelt kort tid inden havde givet og som gik ud på, at USA ikke ville modsætte sig euro pæiske indgreb mod en caribisk stat, "if it misbehaved itself" (87), men at afstraffelsen ikke måtte tage form af egentlig besættelse af områder i Caribien. I løbet af 1902 tilspidsedes situationen mellem Venezuela og kreditorlandene. Tyskland krævede, at sagen afgjordes ved voldgift, men Venezuela afviste dette, og da flere engelske handelsskibe i løbet af sommeren blev opbragt og sænket af Venezuela, var målet fuldt. I december 1902 stillede England, Tyskland og Italien Sastre over for et ultimatum og etable rede umiddelbart derpå blokade af Venezuelas havne. Samtidig opbragte blokademagterne en række venezuelanske kanonbåde. To af disse kanonbåde sprængte tyskerne imidlertid i luften, og da der kort tid efter blev foretaget et tysk engelsk bombardement af et venezuelansk fort, begyndte USA at røre på sig. Mens den hidtidige amerikanske holdning havde været af ventende over for blokademagterne, blussede modviljen mod Tyskland nu op. Den engelske ambassadør i Washington gav ud tryk for dette i en indberetning til London 16. december 1901 (88) "Although I have, so far, no reason to believe the United States Government will change their attitude, there is a growing feeling of irritation in Congress, especially in the House of Representatives against the action of the two Powers, chiefly owing to the bombardement and the sinking of Venezuelan ships. The.administration is not suspecious of us, but it is undoubtedly apprehensive as to German designs. The impression prevails in Washington that Germany is using us, and our friends here regret, from the point of view of American good feeling towards us, that we are acting with her." Det var karakteristisk for den amerikanske politik, at det var mod Tyskland, at vreden og mistroen rettedes og ikke mod England. Til gengæld vidste USA, at dets indflydelse var "I
45
størst i England, og da Venezuela som rv ta I 'JD (D af de voldsomme begivenheder bøjede sig og foreslog spørgsmålet afgjort ved voldgift, greb USA ind og lagde pres på England for at ttam det til at acceptere en sådan løsning. England, der ikke på noget tidspunkt havde været særligt tryg ved alliancen med Tyskland, var ikke svær at overtale, og Tyskland havde der efter ingen anden udvej end også at acceptere voldgiftsløs ningen. Sens voldgiftsforhandlingerne påbegyndtes i Washington under amerikansk ledelse, fortsatte de tre lande imidlertid til USA's store irritation blokaden, og da det tyske Panther 17. januar 1903 kom i skudveksling med et venezuelansk kyst fort, kølnedes det tysk amerikanske forhold endnu nogle gra der. Det amerikanske tidsskrift Harper's Weekly kommenterede denne begivenhed således (89): "Captain Eckerman of the Panther seems to nave opened fire on the fort, acting on the generel ne: feutonio principle, "Whenever you see a fort 3 shoot at it."" Først 17. februar 1903 blev blokaden hævet, og et par måneder senere overførtes voldgiftssagen til Haager domstolen. mere end nogen anden tidligere begivenhed betød Venezuela blokaden, at de fjendtlige følelser i USA over for Tyskland c kom frem ti1`overfladen. Praktisk taget hele den amerikanske presse fordømte den tyske optræden over for Venezuela og var overbevist om, at Tysklands egentlige mål ikke var at inddrive gælden, men at prøve Monroedoktrinens styrke. Den officielle amerikanske holdning blev formuleret mere diploma tisk, men adskilte sig i essensen ikke meget fra pressens. I en tale 2. april 1903 sagde præsident Roosevelt således (90): "The concern of our government was of course not to interfere needlessly in any quarrel so far as it did not touch our interests or our honor, and not to take the attitude of protecting from coercion any power unless we are willing to, espouse the quarrel of that power, but to keep an attitude of watchful vigilance and see that there was no infringement of the monroe Doctrine, no acquirement of territorial rights by a European power at the expense of a week sister whether this acquisition might take the shape of an outright and avowed seizure of territory or of the exercise of control 46
which would in effect be equivalent to such a seizure The existence of hostilities in a region so near our own borders was fraught with such possibilities of danger in the future that it was obviously no less our duty to ourselves than to humanity to endeavor to put an end to that".
)Et par år efter Venezuelablokaden så USA muligheden for, at en lignende situation kunne opstå denne gang i Den domi nikanske republik og klog af skade greb USA derfor selv ind (91). Den dominikanske republik var kommet i en gælds situation svarende til Venezuelas og de europæiske kreditor
lande begyndte at blive urolige. I 1904 havd (D ÉI'.U)Qa U] ikret sig sine egne krav ved at overtage toldopkrævningen iten af re publikkens havne, og da USA året efter frygtede, at også eu ropæiske stater ville gribe ind for at sikre sig deres krav og igen var det især Tyskland, man var bange for interve nerede USA. Denne gang overtog man al toldopkrævning i landet, og pengene blev fordelt mellem Den dominikanske republik og kreditorlandene._Da de europæiske lande fandt denne ordning tilfredsstillende, faldt der hurtigt ro om sagen.
'Jr * I begyndelsen af århundredet dukkede rygtet om Tysklands interesse i De dansk vestindiske øer op igen, og denne gang var der tale om et mere vedholdende rygte end tidligere. Det skete i forbindelse med landstingets forkastelse af den dansk amerikanske salgstraktat i 1902. De amerikanske beslutnings tagere var nemlig overbevist om, at forkastelsen skyldtes tysk indflydelse i landstinget, formidlet af medlemmerne af det dan ske kongehus (92)._Denne opfattelse fremgår af udtalelser fra flere ledende amerikanske politikere og embedsmænd, men kla rest ses den i den amerikanske Londonambassadør_Henry White's indberetninger til udenrigsminister Hay. White, der flere gange deltog i salgsforhandlingerne, skrev 4. november 1902, altså få dage efter forkastelsen (93): 90f course I was much disappointed at the upshot of all our efforts in respect to the Danish islands and especially as it was owing to the devices resorted to in bringing two dotards with nurses into the Landsthing and getting them to vote. I have little doubt
47
that the result is largely due to German intrigue and G. Bertie agrees with me I understand that the member of the Landsthing for the district adjoining Schleswig was induced to change his vote at the last moment which of course decided the question. You may also have observed that the very morning after the rejection a company was started for promoting trade between the islands and German Baltic ports, and shortly afterwards the Crown Prince paid his state visit to Germany where he now is." Nogle måneder senere omtalte White påny sagen i en indberetning, dateret 7. april 1903 (94): "You will remember that immediatly after the rejection of the Treaty by the Danish Upper House, the Crown Prince paid an official visit to Berlin and now the German Emperor has been received with great ooroiality at Copenhagen and has been especially thick with Princess Ialdemar who was the chief agent in stirring up the agitation against our purchase In view of what ir. Choate wrote you recently as to the German Emper0r's designs upon two harbours in Southern California and of the mention made to you by several members of the Danish Royal family of his possible intention with regard to the Danish islands, I don't think it requires a great stretch of the imagination to realize that he had a hand in the defeat of our purchase scheme and that he is fairly lying awake at nights wondering how he can possibly get hold of them." T0 år senere mente man i USA at kunne se et resultat af kejserens natlige overvejelser. Der gik rygter om, at det nyoprettede Dansk Vestindisk Kompagni var ved at blive over taget af den tyske Hamburg Amerika Linjen (95), og det ville bl a medføre, at en lille ø ud for St Thomas' havn, Water Island, ville overgå til det tyske selskab, som der kunne etablere en kulstation. Rygtet var bl a baseret på det for hold, at den tyske kejser, der var en personlig ven af Hamburg Amerika Linjens direktør Albert Ballin, ved sit se neste besøg i Danmark havde sendt bud efter H N Andersen, som sad i ledelsen for Dansk Vestindisk Kompagni.
| hl lii ni:
48
De amerikanske beslutningstagere, og her atter især Henry White og senator Henry Cabot Lodge, der var ivrig for taler for amerikansk køb af øerne, blev opskræmte, men efter hånden viste det sig, at der ligesom iøvrigt i 1902 ikke var hold i rygterne. Det, der havde været tale om, var, at de to selskaber havde indgået en prisaftale med hinanden for ikke at konkurrere på dette felt.
Den tyske aktivitet på den vestlige halvkugle var ikke begrænset til Caribien. Også på det sydamerikanske kontinent søgte Tyskland i et vist omfang at vinde indpas og blev også her nøje overvåget af USA. Der skete gennem en lang årrække en tysk emmigration til Sydamerika, hovedsageligt til Brasilien, Argentina, Earuguay og Chile (95), og fra midten af 1880'erne blev denne emmigration støttet af flere private organisationer i Tysk land. Der blev ikke på noget tidspunkt tale om egentlige kolo niseringsforsøg, men oet var karakteristisk for de tyske ind vandrere, at de søgte at danne tyske enklaver, hvilket bl a skete ved opkøb af jorder, og i to brasilianske delstater nåe de den tyske indflydelse et sådant niveau, at den brasili anske regering følte'sig foruroliget. I 1897 blev den tyske lovgivning ændret, således at den favoriserede en tysk udvandring til Sydamerika i modsæt ning til udvandring til USA, og USA så heri beviset på, at de tyske myndigheder stod bag en bevidst politik med henblik på at erhverve indflydelse i Sydamerika. Theodore Roosevelt skrev i 1898 i et brev (97): "Of all nations in Europe it seems to me Germany is by far the most hostile to us. With Germany under the Kaiser we may at any time have trouble if she seeksito acquire territory in South America." Denne amerikanske frygt holdt sig gennem de første år af 1900 tallet, men nogen konfrontation i den anledning kom. det dog aldrig til. Forklaringen herpå er bl a den, at den tyske indvandring trods alt aldrig nåede op på en størrelses orden, som modsvarede de tyske kolonialisters drømme om tysk indflydelse i Sydamerika. I perioden 1861 94 udgjorde den tys
L I 49
ke indvandring til Brasilien f ex kun 6 pct af den totale indvandring; bl a oversteg den italienske indvandring langt den tyske.
Udover den række af "sammenstød" i Caribien, som er blevet omtalt, var der et forhold, der bevirkede, at USA i denne periode måtte se på konflikten med Tyskland med større alvor end tidligere, og det var den tyske flådeoprustning (98) Den startede omkring århundredskiftet og medførte, at USA nu måtte regne med, at en tysk fremtrængen i Caribien kunne bli
ve en realitet “U I 'Jo fD D hel anden måde end før. 'EIJ'J. tysk flåde af verdensformat ville give Tyskland midler ihænde i dets kolo nipolitik, som USA havde grund til at frygte. Den amerikanske reaktion var logisk. Når man frygtede en tysk insgrizen 1 Jarioien, og når Iyskland gik igang med en kraftig flâåsnávifieise, som netop muliggjoroe en sidan po litik, kunne det amerikanske svar kun blive en tilsvarende flâdeopbygning. I läol gav Eneodore Roosevelt udtryk for det te i et brev til Henry Cabot Lodge (99): "I find that the Garmans regard our failure to go forward in building up the navy this year as a sign that we shall sink back, so that in a few years they will be in a position to take some step in the West Indies or South America which will make us either put up or shut up on the Monroe doctrine".
Det | _ I= Samtidig med at begge parter således foretog en parallel oprustning, foreligger der vidnesbyrd om, at de amerikanske beslutningstagere begyndte at få mere præcise fornemmelser af, at der på tysk side blev arbejdet med egentlige angrebsplaner mod USA. _i: 50 Den forste åbne antydning heraf kom i 1901. Da udgav Freiherr Franz von Edelsheim en bog i Berlin med titlen A "Operationen über See" (lol), hvori han fremhævede mulighe den af et tysk angreb mod den amerikanske Østkyst. Han hæv dede, at der kunne blive tale om en landsætning af store dele af den tyske hær, som skulle udkæmpe de afgørende slag, mens fldden støttede ved angreb på havnebyerne. Da von Edelsheim gjorde tjeneste ved den tyske generalstab, vakte bogen stor opsigt. Generalstabschef Alfred von Schlieffen var yderst pinligt berørt og benægtede officielt ethvert kendskab til sådanne planer, men bogen undgik naturligvis ikke at få virk ning i USA. 30. marts 1901 skrev senator Lodge til vicepræsident Roosevelt (102), at han betragtede et tysk angreb mod Boston "well within the range of possibilities, and the German Emperor has moments when ne is mild enough to do anything". Samme år i december måned rapporterede tyske efterret ningskilder til Schlieffen (103), at USA sandsynligvis ven tede et tysk angreb i Bostonomrddet, mens den tyske ambassadør i Washington, Holleben, indberettede til Bülow, at admiral Dewey for længst var nået til den konklusion, at et tysk an greb ville blive rettet mod St Thomas og St Jan. Selvom disse to rapporter strider mod hinanden mht angrebsstedet, viser de, at man i USA gjorde sig klare og som vi senere skal se ikke helt urealistiske tanker om muligheden for et tysk angreb. Igen i 1903 er der vidnesbyrd herom. 21. januar infor merede chefen for flådens efterretningstjeneste C D Sigsbee den amerikanske flådeminister om, at det var hans overbevis ning, at et eventuelt tysk angreb ville blive rettet mod Washington fremfor Boston eller New York (104). I Tyskland var visse beslutningstagerkredse bekymrede over det dårlige forhold til USA og var af den opfattelse, at forholdet egentligt ikke behøvede at være så dårligt.(l05). Der er ingen tvivl om, at USA opfattede kejser`Silhelm II som noget i retning af en eneherskende monark, og hans til tider ret krigeriske udtalelser blev derfor tit tillagt for stor vægt. På samme måde vakte de forskellige tyske koloni 51 foreninger ofte uro i USA med deres kraftige agigation for tyske kolonierhvervelser. Rigskansler Bülow og Auswärtiges Amt følte det derfor som deres opgave at øve en dæmpende indflydelse især på' kejser Wilhelm, men også over for flåden, hvor admiral Tirpitz stod for en ekspansionistisk politik. I nogle tilfælde fandt Bülow det nødvendigt direkte at erklære Tysklands gode vilje over for USA. I 1901 forsikrede han således Roosevelt i for bindelse med de dansk amerikanske salgsforhandlinger, at de ansvarlige kredse i Tyskland aldrig havde haft og heller ikke nu havde planer om at erhverve de danske øer (106). Året efter sendte kejser Wilhelm sin bror prins Heinrich af Preussen på en goodwillrejse til USA for at forbedre for holdet mellem de to lande (107). Tanken var naiv og resulta tet blev heller ikke nogen stor gevinst for Tyskland. Ganske vist blev prins Éeinrion vel modtaget på sin rejse rundt i USA, men den amerikanske skepsis blev der ikke rokket ved, og da Venezuelablokaden ikke længe efter løb af stabelen, var alt glemt om besøget. Og netop den tyske adfærd under Vene zuelablokaden blev jo en stor anstødssten i forholdet til Tyskland. Bülow blev så foruroliget over den amerikanske reak tion, at hanálod den tyske ambassadør i Washington udskifte med Hermann Spech von Sternburg, der var personlig ven med Roosevelt (108). Ved Sternburgs tiltræden i januar 1903 søg te Bülow at gyde olie på vandene ved at lade ham udtale kej serens anerkendelse af Monroedoktrinen som en væsentlig fak tor for freden i den vestlige sfære. l»l.2.2. Krigsrisikoen Det turde fremgå af beskrivelsen af konflikten i denne fase, at der var tale om en væsentlig forværring af det tysk amerikanske forhold. Alfred Vagts, der som en af de første og en af de grundigste har behandlet forholdet mellem de to lande op til 1. verdenskrig, kalder tidsrummet 1899 1906 "die eigentliche Hochspannungsperiode" (109). Som ved be F S 52 skrivelsen af den første fase skal også her undersøges, om der parallelt med optrapningen af konflikten fandt en militær planlægning sted i de to lande. Dette var ikke tilfældet i USA. Selvom den amerikanske flåde i høj grad var opmærksom på Tyskland som en mulig og endog sandsynlig fjende, begyndte en systematisk strategisk. planlægning med henblik på Tyskland først så sent som i 1913, dels pga den langsomme amerikanske flådeoprustning og dels pga manglende officerskapacitet til planlægning (110). Men der er et meget iøjnefaldende sammenfald mellem kul minationen af konflikten og den tyske operative planlægning mod USA (111). I årene 1899 1906 blev muligheden for en krig med USA gjort til genstand for en kontinuerlig planlægning i den tyske marine. Planlægningen foregik i Admiralstab der Æarine fra dets oprettelse~i marts 1899, men også Reichmarineamt, der stod for flådens materiel, og generalstaben, der stod for troppestyrkerne, blev inddraget, og der blev gennemført omfat tende rekognoseringer ved USA's østkyst og i Caribien. Opera tionsplanen mod USA efterhånden kaldet Cperationsplan III var den sidste af de operationsplaner, Tyskland i denne pe riode udarbejdede; de to tidligere udarbejdede gjaldt Frankrig Rusland og England. Det første USA planlægningsarbejde, som har efterladt sig spor i de tyske arkiver, er et såkaldt`Winterarbeit fra vinteren 1897 98 (112). Disse vinterarbejder var øvelses eller researcharbejder, udført af yngre officerer, men ofte var de samtidig udtryk for tanker, man på højere sted gjorde sig. Det omtalte arbejde var udarbejdet af en ung officer Eberhard von Mantey ved Oberkommando der karina, som på dette tidspunkt havde den øverste ledelse af operationsplanlægningen, og det gik i hovedtrækkene ud på en anbefaling af et tysk overras kelsesangreb fra flådens side mod den nordlige del af den ame rikanske østkyst. "Hier ist der Kern des Amerikanischen Landes, und hier können die Vereinigten Staaten [am] empfindlichsten getroffen und am leichtesten zum Frieden gezwungen werden." Mantey foreslog mere præcist, at et angreb blev sat ind i om 53 rådet omkring Norfolk, efterfulgt af operationer mod Washington og Baltimore. Omtrent samtidig, nemlig i marts måned 1898, begynd te en tysk agent Leutnant zur See der Reserve Walter Sachse på foranledning af Admiralstababteilung at hjemsende rappor ter fra USA om New Yorks og Bostons kystforsvar (113), og allerede næste år marts 1899 forelå et nyt Winterarbeit fra äanteys hånd (114). Angrebsmålet var nu ikke mindre end New York, og hovedideen var igen overraskelsesmomentet. Tyskland skulle være parat til at afsende sin flåde og de nødvendige forsyninger umiddelbart efter krigserklæringen, således at USA ikke nåede at opbygge et forsvar og udlægge miner. kanteys forslag blev taget op i de højeste militære kredse, og planen elev især støttet af viceadmiral Augustt Ihomsen, selvom denne ikke aooepterede overraskelsesmomentet. Efter hans mening kunne daw York ikke løbes over ende ved et lynangreb, og desuden kunne den lange tyske rejse over Atlan ten ikke holdes skjult for det amerikanske efterretningsvæ sen. Han foreslog derfor som et alternativ, at Tyskland først satte sig fast på Puerto Rico, hvis erobring kun ville volde få problemer. Hvis det kom til kamp her med den ame rikanske flåde, ville Tyskland ikke have nogen speciel ulempe af situationen, idet også den amerikanske flåde i så fald ville have lang afstand til hjemlandet. Fra Puerto Rico kun ne den tyske flåde så når som helst rette angreb mod det ame rikanske fastland. Manteys andet Winterarbeit og reaktionen på det viser to vigtige_ting. For det første kan det slås fast, at de 11. il øverste militære kredse i Tyskland allerede i 1899 regnede med muligheden af et tysk angreb mod USA. Manteys planer kan ikke affærdiges som blotte øvelsesprojekter. Og for det andet ses allerede på dette tidspunkt de to divergerende opfattel ser, der kom til at præge planlægningsarbejdet mod USA: skulle Tyskland gå direkte mod den amerikanske østkyst og angribe dér, eller skulle man sætte sig fast på nogle støtte punkter i Caribien og eventuelt udkæmpe et slag med den ameri kanske flåde dér, før man gik mod USA? 54 Den første egentlige operationsplan mod USA "Denkschrift über einen Krieg mit den Vereinigten Staaten von Nord Amerika" fremkom samme måned som Manteys sidste arbejde (115). Den var udarbejdet af Kapitänleutnant Erwin Schaefer i admiralstabs afdelingen på foranledning af afdelingens chef Felix Bendemann, og planen kom til at danne basis for den fortsatte operative planlægning mod USA. Manteys ide om et angreb mod de amerikan ske kystbyer blev forladt, idet tyske "Kampfmittel nicht aus reichend [wären] um einen entscheidenden Schlag gegen Amerika führen zu können". Målet blev istedet at søge at ødelægge den amerikanske flåde i et stort søslag. Hvis Tyskland ikke ønskede at miste sin oversøiske handel ved et krigsudbrud, "so muss unsere Flotte so schnell wie möglich offensiv gegen die amerikanische Küste vorgehen mit dem Zweck, die feindliche Flotte zum Sohlagen zu bringen und zu vernichten.".For at Tyskland således kunne få søherredømmet, måtte hele den tys ke flåde ifølge Schaefers Denkschrift føres over Atlanten. Derimod skulle der ikke 'i modsætning til de senere planer overføres større troppestyrker, da der her ville blive tale om en ren søkrig. . Schaefer opererede med to angrebsruter. Fra Tyskland skulle flåden sejle til den portugisiske ø Flores i Azorerne for at få kulforsyning der. Om sommeren skulle kursen derpå sættes direkte mod Frenchmanbugten i nærheden af den cana diske grænse, mens ruten om vinteren ville gå via Culebra ved Puerto Rico og derfra til Long Bay i South Carolina. Det endelige slag mod den amerikanske flåde skulle udkæmpes fra et af disse støttepunkter på den amerikanske kyst. Desuden regnede Schaefer med, at der kunne etableres et forsynings depot ved Cape Cod nær Boston. Overfarten blev anslået til at vare 31 34 dage ved den direkte rute, 39 44 dage hvis tu ren gik via Culebra. Også viceadmiral August Thomsens tanker om først og fremmest at rette interessen mod Caribien og sætte sig fast på Puerto Rico kom Schaefer ind på. Han fandt ideen god, hvis man kunne være sikker på, at den amerikanske flåde ville bli ve lokket til Caribien og udkæmpe slaget der, men dette var ikke sandsynligt. Den amerikanske flåde ville i så fald være 55 farligt langt fra sine egne baser, og Schaefer mente derfor 3 at man måtte afvise Caribienløsningen og koncentrere sig om den amerikanske østkyst. I løbet af sommeren 1899 udførte SMS Moltke en rekog nosering, som synes at stå i forbindelse med Schaefers plan (116). Moltkes kaptajn Ludwig Sohröder indsamlede nemlig op lysninger på Azorerne om muligheden for, at øgruppen kunne forsyne en større flåde med kul. I en rapport 12. september 1899 meddelte han, at dette godt kunne lade sig gøre. Derefter bad Bendemann Kapitänleutnant Richard Eckermann om at arbejde videre med Schaefers plan, og resultatet fo relå sidst i 1899 (117). Ligesom Schaefer betonede Eckermann nødvendigheden af at fremtvinge et afgørende slag med USA, men han mente til gengæld, at et tysk angreb mod de ameri kanske oesiodelser i Caribien hojst sandsynligt ville friste USA til at tage kampen der. Tyskland burde derfor sætte sig fast på Puerto Rico, som også efter en krig ville være en værdifuld besiddelse "zumal nach Fertigstellung des_Oentral amerikanischen Kana1s“. Netop det påtænkte kanalbyggeri var nemlig grundlaget for Bckermanns tankegang. USA var yderst følsom mht europæiske forsøg på at kontrollere en fremtidig kanal gennem Mellemamerika, og et tysk angreb mod Puerto Rico kunne derfor næppe undgå at føre til amerikanske mod foranstaltninger. Omkring århundredskiftet afløstes Felix Bendemann af viceadmiral von Diederichs som chef for Admiralstab der Marine og dermed øverste leder af den søstrategiske planlægning (118), og von Diederichs var klart tilhænger af den direkte offensive strategi i modsætning til den såkaldte "Stützpunkt politik" (119), hvis fortalere bl a blev viceadmiral von Tirpitz fra Reichmarineamt og generalstabschefen von Schlieffen Diederichs' linje blev kort efter hans tiltræden støt tet af en rapport fra den tyske flådeattache i Washington Kapitånleutnant von Rebeur Paschwitz (120). Denne havde af Bendemann fået til opgave at undersøge forskellige mulige støttepunkter for den tyske flåde på USA's østkyst, og efter personlige rekognoseringer aflagde han rapport 26. januar I 56 1900. Som det bedst egnede støttepunkt anbefalede Rebeur Paschwitz Cape Cod, som jo allerede var inde i billedet i Schaefers plan. Men samtidig undlod han ikke at komme ind på sin egen opfattelse af hele operationsplanlægningen. Det er tydeligt, at han havde kendskab til de tanker, der rørte sig i admiralstaben, og at han støttede den offensive linje. Tyske operationer mod USA's caribiske besiddelser an så han ikke for nyttige. "Sie ich zur Zeit die Sachlage beurtheile, bleibt uns, wenn das Hauptziel, die Vernichtung der feindlichen Seeherrschaft erreicht ist, als einziges Mittel den Gegner zum Frieden zu zwingen nur ein energischer Angriff auf die reichen Hafenstädte des Nordens übrig." Rebeur Paschwitz foreslog derfor, at den tyske flåde efter nedkæmpelsen af den amerikanske flåde skulle sætte sig fast ved Cape Cod og derfra angribe Boston og Raw York, støttet af tyske hærenheder. Denne rapport, der således både opererede med søkrig og angreb mod kysten og som også involverede hæren, vides kendt af Tirpitz, krigsminister von Gossler, Bülow og kej seren, der altså i hvert fald fra dette tidspunkt var infor meret om planlægningen mod USA. Sandsynligvis inspireret af Rebeur Paschwitz' rapport udbad kejser Wilhelm sig et Immediatsvortrag om søkrigsplan lægningen, og dette fandt sted 26. juli 1900 (121). Diederichs forelagde sin offensive strategi, som i hovedsagen støttede sig på Schaefers og Rebeur Paschwitz' arbejder. Der operere des med de to alternative ruter sommer og vinterruten og målet var at tvinge USA til fredsforhandlinger ved først at slå den amerikanske flåde og derpå at rette angreb mod kystbyerne støttet af hæren. Diederichs mente dog, at man først fra efteråret 1902 kunne gennemføre en sådan plan. Ind til da ville styrkeforholdet mellem den amerikanske og den tyske flåde være for ugunstigt for Tyskland. Kejser Wilhelm var imidlertid af den opfattelse, at planlægningen ikke skulle sættes i bero sålænge. Han ønskede at arbejdet gik videre og at det skete i et samarbejde mellem flåden og hæren. 1. maj 1900 havde Diederichs bedt Schlieffen om en vur dering af Cape Cod som udgangspunkt for operationerne og en 57 vurdering af det nødvendige antal troppestyrker (122). Schlieffens modvilje mod Diederichs' projekt betød dog, at svaret først forelå syv måneder senere, og det var ikke opmuntrende. En operation, som den Diederichs forestillede sig, ville kræve en stor arme, og mobiliseringen ville tage meget lang tid. Da Schlieffens svar forelå, kunne planlægningen igen tages op på et Immediatsvortrag, hvilket skete lo. december l9oo (123). Diederichs anbefalede endnu engang New York el ler Boston som hovedmålet og Cape Cod som støttepunkt, men kejser Wilhelm afviste nu under påvirkning af hærledelsens holdning Diederichs plan. Han beordrede, at "mit Rücksicht auf die zu Beginn eines Krieges nooh bestehende Unmöglichkeit genügend Iruppen auf dem amerikanischen Festlande zu trans portíeren, als verläufigss Ziel eines Vorgehens gegen Nord amerika die Insel Cuba in Aussicht genommen werden soll." Dette var en afgørende vending i det strategiske plan lægningsarbejde mod USA. Diederichs' offensive linje blev skrinlagt, og den såkaldte etapçestrategi eller støttepunkts strategi skulle erstatte den. Og dermed kom det caribiske område for alvor i søgelyset som muligt kampomrâde. Kejseren mente, at en okkupation af det amerikansk besatte Cuba som var et væsentligt mindre troppekrævende projekt end et angreb mod den amerikanske Østkyst ville få den amerikanske flåde til at forlade de hjemlige farvande og tage kampen op i Caribien. Dermed ville de to lande kæmpe på nogenlunde lige fod. og hvis Tyskland sejrede, kunne der senere blive tale om en landgang i selve USA. Hvem der har påvirket kej seren til at vælge netop Cuba som det første angrebsmål, står ikke klart. Cuba havde i modsætning til andre omrâder ikke på noget tidligere tidspunkt været inde i billedet. Planlægningen måtte nu ga videre på det nye grundlag Cuba var førstemëlet, uanset at Diederichs næppe var til freds hermed. I februar 1901 bad han atter om en vurdering fra Schlieffens side mht den nødvendige troppestyrke både til en besættelse af Cuba og til en fortsættelse af aktionen mod Boston og New York (124). Sohlieffen bedømte en okku 58 pation af Cuba til at kræve 5o.ooo mand, mens et angreb mod Boston ville kræve yderligere loo.ooo mand. En af Schlieffens forudsætninger for denne bedømmelse syntes dog ikke at holde stik. Han ventede nemlig, at den cubanske befolkning ville yde modstand, men i april 1901 blev der forelagt kejseren en rapport, som tværtimod nåede til det resultat,at stemningen på Cuba var klart antiamerikansk (125). Rapporten var udarbejdet af major Clifford Kocq von Breugel, der efter ønske fra kejser Wilhelm havde foretaget sonderinger på Cuba og Puerto Rico. Efter Breugels resultat måtte man nok vente at kunne klare sig med en mindre styrke end den af'Schlieffen anslåede. Diederichs slap dog ikke helt sine tanker om det direkte angreb. Parallelt med arbejdet efter de kejserlige retnings linjer lod han også udføre opgaver, der primært havde mening, når de blev set i lyset af den direkte strategi. I marts 1901 bad han således Rebeur Paschwitz om at foretage rekognoserin ger langs kysten mellem New York og Meine og specielt koncen trere sig om Cape Cod ved Boston (126). Resultatet forelå 2o. september 1901. Rebeur Paschwitz' undersøgelser konkluderede, at Cape Cod ikke som man hidtil havde troet var velegnet som støttepunkt, og han foreslog derfor to alternative landgangs steder i nærheden af'Boston. Disse forslag blev forelagt Schlieffen, som i et brev til Diederichs 14. december 1901 fuldstændigt afviste både Cape Cod og de nye forslag (127). Dermed blev der i realite ten sat stop for den direkte strategis gennemførelse hæren ville overhovedet ikke vide af den. I admiralstaben blev Schlieffens skrivelse forsynet med følgende påtegning: "S Excellenz [Diederichs] hat befohlen, dass von einer weiteren Korrespondenz in dieser Angelegenheit vorläufig Abstand genommen werden soll, weil aussichtslos." På baggrund af hærledelsens negative holdning til de hidtidige planer i admiralstaben blev der udarbejdet et nyt Denkschrift af Eckermann (128). Det forelå 15. januar 1902 og adskilte sig på to punkter fra den operationsplan, der var blevet besluttet af kejseren godt et år forinden. For det før ste blev Cuba erstattet med Puerto Rico. Schlieffen havde an 59 givet 5o.ooo mand som nødvendige til en besættelse af Cuba; det måtte antages, at Puerto Rico ville kræve væsentligt færre. Hvis taktikken med at lokke den amerikanske flåde til Caribien dg slå den der lykkedes, skulle aktionen fortsætte mod USA. Og her kom den anden ændring. Målet blev i stedet for Cape Cod eg Boston nu New York. Tropperne skulle landsættes på Long Island og støttet af flåden drage mod New York og an gribe der. Hensigten var at tvinge USA til en fredsslutning og, derefter at trække sig tilbage. men tilbagetrækningen skulle ikke omfatte Puerto Rico: “Einmal im Besitz von Portorico werden wir die Insel nicht wieder herausgeben; sie stellt ein militäriseh werthvolles Objekt für uns dar, besonders im Hínblick auf die Eröffnung des Isthmus Kanals; die Einnahme oedeutet eine praktiscne Lsrcnorecnung der Äonroe Doctrin." GH wafl *v2r:~fi~"ffisrcTå*' " A “Qf“:finw vv 1 fi P H wmfi HM r Q *E _ 7 \... HJ M .. 4... .~.:_\ nh.. u .|... ....u. ..:..,, _.. o.. * 4. a... __ __ .1. nx., nx., '.4". Å new É ni stedeværelse i Caribien. Disse tanker blev overraskende støttet af Rebeur Paschmitz i en næsten samtidig rapport (129). Han fremhæve de den amerikanske fremtrængen i Caribien og anbefalede, at Tyskland erhvervede sig støttepunkter i området allerede i fredstid eller i hvert fald umiddelbart efter et krigsudbrud. Baggrunden for Rebeur Paschwitz' kovending mht Caribien skal sandsynligvis søges i Venezuelakrisen, som på dette tidspunkt var under opsejling. I løbet af 1902 afløstes Diederichs af viceadmiral wilhelm Büchsel som admiralstabschef (130), og denne stod ubetinget på Tirpitz' side mht valg af strategi over for USA. Dette betød, at den operative planlægning endelig kunne fuld endes. Efter endnu nogle rekognoseringer i Caribien i efter året 1902 forelagde Büchsel den endelige operationsplan i løbet af 1903 kendt under navnet Operationsplan III for kejseren (131). Det skete på Büchsels første Immediatsvortrag 21. marts 1903, hvor planen blev godkendt. Den var næsten identisk med Eckermanns plan fra året før med den mindre ændring, at den første tyske indsats i Caribien skulle ske mod den lille ø Culebra og først derefter mod Puerto Rico. ,.. 60 Disse aktioner ville efter al sandsynlighed fremtvinge en amerikansk flådeindsats mod tyskerne, og sejrede den tyske flåde her, kunne den derpå udøve et "direkten Druck auf die amerik[anische] Ostküste und die volkreichen Städte vor allem New York d[as] h[eisst] also die rüçksichlslgsegig Offensive mit dem Zweck durch Verbreitung von Schrecken und durch Schädigung des feind1[ichen] Handels u[nd] Eigenthums, die Q3'I Im}...J Im)0 ' t"l (13 UQog(D für das amerikanische Volk zu einer ugertr' _chgg zu machen." Hvis det lykkedes at landsætte tyske tropper på Long Island, var den tyske sejr sikker: såHø D CD direkte Bedrohung daw York's vürde aller Voraussicht nach die Ver[einigten] St[aaten] einem Friedensschluss unter nicht allzuscharfen I Eedingungen geneigt machen." Og Büchsel var ikke i tvivl om, hvad en sådan sejr skulle senyttes til. Iysklands krav i en fredsfornandling 1 . ig; h :Q _: nu 1 n _ ' ' 1 _ 'l 1% * nlyfl '51 u _. w.{'_1_l;:3a nu f 1 _'I*_'jf:_""_I"":'° nl' f .. 1.: 1.fll .| \ ___,v_f_ 3'rl; _ IF n_fi».q'p \ u_u u _ 12 r_ ' Å _'. ir | su. ..`~..4. \..f~..ø."'L ".J~1~\..l 4. .... 9°. . , "'.:n ...'C;':",v"~..: . ..\ r`n.ø`..i `. ..£...: .'.. ..La.& ai"T.'::.,| blaluàieni amele Hand in Südamerika. Aufgabe der monroedoktrine." USA skulle tvinges til at opgive Lonroedoktrinen os acceptere en tysk annektion af Culebra og Puerto Rico. Uvist af hvilken grund ....| (D CT' P Jo W I undlod Eüchsel dog i sidste .P\ ...J| I at præsentere disse krav I for kejseren. H Til gennemførelse af Operationsplan III krævedes en ' indsats af næsten hele den tyske flåde med undtagelse af kyst fartøjer, og samtidig måtte større hærenheder overføres. ; t[JL: 0hsel var sikker på, at planen om nødvendigt allerede kun ne sættes iværk i løbet af 1903. Til gengæld måtte man forud se, at den fra et tidspunkt mellem 1906 og 1908 ikke længere ville kunne realiseres, idet den amerikanske flåde da ville i være løbet fra den tyske pga den amerikanske flådeudbygning. Efter kejserens godkendelse af Operationsplan III fore ! stod nu detailplanlægningen, og 25. april 1903 bad Büchsel ' om en vurdering fra Schlieffen angående den nødvendige styrke til angrebet mod Puerto Rico (132). Culebra forventede admi ralstaben, at flåden selv kunne klare. For første gang var hærledelsen ikke afvisende. Schlieffen mente endog, at en over førsel af styrken på de ca l5.ooo mand, som han mente krævedes, __ ikke ville være noget problem tre år tidligere havde man uden 61 større besvær klaret samme transport til Kina, og erfarin gerne herfra kunne udnyttes. De to år, 1903 og 1904, blev benyttet til en detalje ret planlægning inden for de afstukne rammer (153). Der blev foretaget fornyede undersøgelser af havnene på Culebra og Puerto Rico disse rekognoseringer vakte iøvrigt stor mis tro hos de amerikanske myndigheder og i januar 1905 mang lede hovedsageligt kun den endelige formulering af de præ cise operationsordrer. Planlægningen havde på dette tids punkt taget et stort omfang og var meget detaljeret. Imidlertid trak afslutningen af arbejdet ud. Der skete ikke ret meget i l9o5, sandsynligvis fordi en ændring af plan lægningen mod England pludselig lagde beslag på alle stabs medarbejdere. Mod slutningen af året blev arbejdet dog gen optaget, og Edcnsel regnede nu med, at Cperationsplan III skulle foreligge fuldstændig klar l. april l9o6. men ganske kort før dette tidspunkt skete der en af gørende kursændring i flådens planlægning (134). 2%. marts l9o6 gav Büchsel ordre til, at færdiggørelsen af operations ordrerne pga "die veränderte Lage der politischen Verhältnisse" skulle udsættes indtil videre, og 2. maj blev planlægnings virksomheden yderligere stækket. "In anbetracht der allgem[einen] politischen Lage und der eintretenen amerik[anischen] Flottenvergrösserung“ skulle man indskrænke sig til at holde fire af Operationsplan III's delplaner aktuelle. Operationsplan III's endeligt kom kun en uge senere. 7. maj 1906 meddelte Büchsel, at "OP III ist nicht wie bisher speziell als gegen die Vereinigten Staaten von Nord Amerika gerichtet zu bearbeiten sondern als Krieg einer deutschen Expeditionsflotte ohne Rücksicht auf heimische Küsten verteidigung gegen einen belieben Gegner." Hermed var opera tionsplanlægningen mod USA reduceret til et teoretisk øvel sesarbejde, der ikke sigtede mod en bestemt modstander, og det var kun en formsag, da planen i december 1907 helt blev opgivet af admiralstaben. Planlægningen mod USA, der så småt F 62 påbegyndtes i 1898 og som kulminerede i årene 1905 o5, var nu definitivt ude af billedet. '^“v1u.«=raral elll uten i'1'f1bkrise orlø et og 1' planlægningsforlø' bet er slående. Krisen mellem USA og Tyskland bestod af en række elementer, men kulminationen var uden tvivl Venezuela blokaden i vinteren 1902 o5, og samtidig 21. marts 1905 skete den endelige fastlæggelse af hovedlinjerne i Operation plan III. Som det er vist, var der tale om en meget detalje ret planlægning kun den endelige formulering af operations ordrerne manglede, da arbejdet blev indstillet. Starten på planlægningen skete sandsynligvis på flådeledelsens eget ini tiativ, men efterhånden blev hærledelsen og politikerne ind draget. Hvornår dette skete. vides ikke med sikkerhed, men i alt fald var Bülow og kejseren informeret om planlægningsak Æ olvlo :tåfi'Ov; G' pin H SG_i"§.E`: ST. '. :.:..: l3."'&_`;;.:.{'..,»...nfi...f:I`:1:, fit' E1;'à'.` f*.°ÉCE.'t.Ll""£“E=SCf3 .V'.'lT.ZQ Il D .? ` * 8 :I I I`E.?.fI`1yOI' i u 26. januar l9oo, og derefter skete alle afgørende skridt med 1 * v1 r H If” 1"""C§".""""f'3C2 "" få "'fif1r" “Q ~t:,_;`:' .«.... .: ...' ..1...« _. " í0\ Å iäF~».':å..å u.LÉ.l..i .'. _'*~. I Mht krigsskuepladsen var der to linjer i planlægningen Diederichs stod for den offensive strategi, der betød, at D I ClU)íI> s østkyst som muligt og Tyskland=skulle gå så direkte mo angribe der, mens Büchsel og Tirpitz var tilhængere af den såkaldte støttepunktsstrategi, der først og fremmest indebar en okkupation af amerikanske besiddelser i Caribien. Ved Diederichs' Immediatsvortrag lo. december 1900 blev støtte punktsstrategien fastslået som den strategi, der skulle føl ges i den videre planlægning, og dermed kom Caribien ind i billedet som den centrale krigsskueplads. Først var det Cuba, der var hovedmålet, men senere blev det Puerto Rico og Culebra, og i betragtning af disse øers beliggenhed er det næppe muligt at tænke sig et tysk amerikansk søslag her uden at De dansk vestindiske øer blev direkte berørt af kampene. Ved vurderingen af realismen i den tyske planlægning skal der specielt trækkes to punkter frem. Det første punkt vedrører størrelsesforholdet mellem den amerikanske og den tyske flåde. Skal Operationsplan III tillægges vægt i bedøm melsen af krigsrisikoen, er det klart, at spørgsmålet om 53 flådernes størrelse må indgå som en forudsætning for planen. Det er ikke meningen her at gennemgå de to landes flådeud bygning, men det kan fastslås, at spørgsmålet om den tyske flådes formåen over for den amerikanske indgik som et inte greret led i Tysklands operative planlægning. Ved Diederichs' første Immediatsvortrag 26. februar 1900 anbefalede han en midlertidig udsættelse af.p1anlægningsarbejdef netop med hen visning til, at forholdet mellem den amerikanske og den tyske flådestyrke var ugunstigt for Tyskland. Først fra slutningen af 1902 mente Diederichs, at den tyske flåde kunne klare op gaven. Ved den endelige godkendelse af Operationsplan I | ! I F I 21. marts 1903 fremhævede Büohsel, at planen hurtigt kunne sættes i værk, men at man til gengæld måtte forvente, at den engang efter 1906 ville blive uaktuel pga den amerikanske flådeudbygning. dg da planlægningen blev standset, skete det bl a med henvisning til "der eingetretenen amerik[anisohen] Fl0ttenvergrösserungP. men det er ikke nok at se den tyske planlægning i re lation til USA. Også de politiske forhold i Europa er af af gørende betydning. En aktion af den karakter, som Operations plan III beskriver, ville kræve overførsel af næsten hele den tyske flåde til den vestlige halvkugle, og det tyske hjemland ville dermed blive efterladt helt forsvarsløst hvad angik søforsvaret. Kun i det tilfælde, at Tyskland kunne reg ne med en i det mindste neutral holdning fra de øvrige euro pæiske stormagter under en tysk amerikansk krig, kunne der blive tale om al realisere Operationsplan III. Indgik der sådanne tanker i planlægningen? Til dette kan der svares klart ja. Ved det Immediatsvortrag 23. marts 1903, hvor den endelige godkendelse af Operationsplan III skete, fremhævede Büchsel de politiske forhold i Europa som en afgørende faktor (135): "dotwgndige Vggbgdingggg für einen Krieg Deutsohlands gegen die Ver. St. ist eine pglitiscgg Lgge_in_Europg, die dem deutschen Reich völlig freie Hand nach aussen lasst. Jede Unsicherheit in Europa würde die erfolgreiohe Durchführung eines Krieges gegen die Ver. St. ausschliessen." Og da den tyske planlægning blev lagt på hylden i 1906 skete det bl a med henvisning til forholdene : 64 i Europa (136). I et operationsarbejde fra 31. august 1906 hed det, at USA planlægningen var blevet opgivet "in anbetracht der allgemeinen politischen Lage, die die Voraussetzung zu diesen Kriegsfall, das [Deutschland] nåmlich bei einer Expediti über den Atlantik unter allen Umstånden den Rüoken frei haben [musste], hinfällig [machte]“. Men kunne Tyskland rent faktisk regne med at have ryggen fri i forholdet til Europa? For kun i det tilfælde kan planerne siges at være andet end "pipe dreams" som John Grenville og George Young mener, de var (137): "the European situation was never likely to permit Germany to send both its hole fleet and large army to the Western Hemisphere". I kraft af sit søherredømme står England som den stat, hvis neutralitet ubetinget måtte kræves (138). I de to tid ligste operationsplaner fra 1887 og 1889 gik man ud fra denne neutralitet som en selvfølge, men efter Krügerdepeohen l896 blev forholdet mellem Tyskland og England mere uklart. Der er dog mange ting, der taler for, at England også herefter ville have holdt sig neutral i en krig mellem Tyskland og ("_f_','(IJ .r_: I For det første må det tages i betragtning, at en tysk amerikansk krig ikke ville resultere i afgørende magtfor skydninger mellem stormagterne, og for det andet var for 3 heldet mellem Use og englene eteeig ikke det bedste. efter striden i 1895 om grænsedragningen mellem Venezuela og Britisk Guiana en strid, som USA greb ind i på en yderst arrogant måde skete der ganske vist lidt efter lidt en bedring af forholdet mellem de to lande, men der var stadig irritations momenter som problemerne omkring fastlæggelsen af grænsen mellem Canada og Alaska, omkring USa's ønske om at ophæve Clayton Bulwer traktaten vedrørende den mellemamerikanske kanal og omkring Englands deltagelse i Venezuelablokaden. Rusland behøvede man ikke at vente problemer fra. Det tysk russiske forhold var rimeligt godt frem til 1904, selvom den fransk russiske alliance naturligvis var en anstødssten for Tyskland. Og i 1904 05 var Rusland bundet af krigen med Japan. Det største usikkerhedsmoment var uden tvivl Frankrig, og Tysklands bestræbelser gik i lang tid ud på at inddrage bå __ ví : ' 65 de Frankrig og Rusland i et forbund med sig. Det er imidlertid først fra 1904, at der kom så meget klarhed over de europæ iske stormagtsforhold, at det er rimeligt at tvivle på, om Operationsplan III's forudsætninger om den fri ryg i Europa stadig kunne holde. Hed Entente Cordiale mellem England og Frankrig begyndte situationen at se broget ud for Tyskland, og på Algeoiraskonferencen, som i foråret 1906 afsluttede den første Marokkokrise, stod Tyskland over for en "omring ning" i Europa; kun Østrig Ungarn støttede nu Tyskland. Og det var netop mens Algeciraskonferencen foregik, at Operationsplan III blev opgivet. Konklusionen må derfor blive, at den tyske operative planlægning mod USA ikke var udtryk for bar tysk ønsketænk ning. Der var tale om en seriøs planlægning, der fandt sted samtidig med den tysk amerikanske krises kulmination `en planlægning, der i hvert fald i årene l9o3 04 hvilede på realistiske forudsætninger både af militær og af politisk karakter. Den militære forudsætning tilsagde, at et tysk angreb ikke kunne iværksættes før 1903 pga den amerikanske flådeoverlegenhed; den politiske forudsætning betød til gen gæld, at angrebet ikke kunne finde sted efter 1904 pga for holdene i Europa. A Tilbage står så det afgørende spørgsmål om risikovur deringen. Hvor tæt var man på, at Operationsplan III blev til virkelighed, at Tyskland med andre ord angreb USA's ca ribiske besiddelser og dermed skabte den krigssituation i Caribien, som kunne være farlig for De dansk vestindiske øer? Det er naturligvis et spørgsmål, der kun kan besvares med en god del usikkerhed, men der er dog udtalelser fra tysk side, der kan være til støtte her. Ved det flere gange omtalte Immediatsvortrag 21. marts 1903 og også senere samme år fremhævede Büohsel, at Tyskland ikke selv søgte en krig med USA (139); tværtimod ville man søge at undgå den længst muligt. men på den anden side var Operationsplan III udtryk for, at man forudså at kunne blive påtvunget en sådan krig, og Tyskland måtte da være godt for beredt. I en randanmærkning, som Büohsel skrev på et delar 66 bejde fra operationsplanlægningen i 1905 specificerer han de krav, der måtte stilles til den europæiske konstellation for at Tyskland skulle kunne angribe USA (140): "Eine Kriegserklärung Deutschlands gegen die Yereinígten Staaten ist nur möglich, wenn wir im Bunde stehen mit England und unsere Flanke gegen Frankreich durch Ustereich, Italien und eventuell auch Rusland gedecht ist." Büchsels konklusion var: “Diese Umstände [sind] in absehbarer Zeit nicht vorhanden, also Kriegsführung bis dahin wenn [sie] uns aufgezwungen ist." Hvis Tyskland blev påtvunget en krig fra USA's side, krævede Büohsel nemlig ikke samme betingelser opfyldt for at kunne føre krig mod USA efter de planlagte retningslinjer. Ba fordrede han kun en passiv holdning fra de europæiske magters side. Det springende punkt i vurderingen af krigsrisikoen er derfor, om det var sandsynligt, at Iyskland kunne komme i en situation, :var :an for at fsrsvare sig ville iværksætte Operationsplan III. Den konfliktsituation, der falder i Øj nene i denne sammenhæng, er äenezuelablokaden 1902 03, som tidsmæssigt netop lå i den periode, hvor man realistisk må regne med, at et tysk angreb mod USA var en mulighed. På begge sider var ophidselsen stor, og det er ikke urimeligt at forestille sig, at krisen kunne have accellereret til et voldeligt sammenstød mellem USA's flåde og de få tyske krigs skibe, der deltog i blokaden. Og Tyskland kunne da føle sig påtvunget en konflikt, som krævede, at man gjorde brug af sin operative planlægning. Den konklusion, der her skal drages, er derfor, at der var en risiko for en krig mellem USA og Tyskland i det cari biske område i perioden omkring Venezuelablokaden. * u 1.1.3. Tredje fase 1907 14 l.1.3.l. Konfliktemner Venezuelablokaden mundede imidlertid ikke ud i krig. Den mundede ud i en stiltiende tysk accept af Monroedoktri 67 nen (141). Og da Algeciraskonferencen to år senere viste Tyskland, at landet stod isoleret i Europa, var det i tysk interesse at søge forholdet til USA bedret. Problemerne i Europa var blevet de altdominerende. I forhold til tidligere var det da også færre uover ensstemmelser, der indtil 191% kom for dagen mellem USA og Tyskland. Den amerikanske mistro over for Tyskland bevare des ganske vist, men den "tyske fare" blev ikke betragtet som et problem af samme omfang som lige efter århundredskif tet, hvilket for en del naturligvis hænger sammen med den amerikanske flådeoprustning, som jo var et af argumenterne for, at Tyskland opgav Operationsplan III. Men der var grænser for, hvor meget forholdet kunne forbedres. I længden var det umuligt for Tyskland at hindre den tilnærmelse, der skete mellem USA og England, og jo nær mereQ 1' ' 'Åcss kom" :I nu n england _:~ pl rn' u ' og dermed ententelendene, jo større blev kløften igen til Tyskland. De synlige kontroverser, der dukkede op, kom forholds vist sent i perioden. Første gang var i 1911 i Panama, hvor USA var i fuld gang med bygningen af kanalen (142). Panamas regering indgik dette år en kontrakt om jernbanebygning med et selskab i London. Selskabet, der snart viste sig at være et dække over et tysk fbretagende, var nok så interesseret i rådighedsretten over de tilliggende jordarealer langs jern banelinjen som i selve jernbanedriften. USA så med nogen uro på denne tyske kontrol over jordområder i Panama og det lykkedes ved en diskret indgriben at få kontrakten noget modificeret på dette punkt. Men trods alt skulle den tyske virksomhed foregå fjernt fra kanalzonen, så problemet har næppe optaget den amerikanske udenrigsminister ret meget. .Nogle måneder senere ansøgte selskabet imidlertid om tilladelse til en væsentlig udvidelse af det planlagte jern banebyggeri. Endestationen skulle være Panama City inde i den amerikansk kontrollerede kanalzone. Dette betragtede USA naturligvis som helt uacceptabelt, og en protest fra amerikansk side medførte, at Panama efter nogen betænkning annullerede hele kontrakten med det tyske selskab. Nogen bI_ í 68 konfrontation mellem USA og Tyskland kom det aldrig til, men episoden fik atter den amerikanske mistænksomhed til at vågne. Kort før udbruddet af 1. verdenskrig kom en tysk ameri kansk interessekonflikt til udtryk i Mexico, nemlig under det amerikanske indgreb i den mexicanske revolution (143). I 1914 greb USA aktivt ind til fordel for den liberale leder Carranza, der var hovedmanden i et oprør mod den højreorienterede dik tator Huerta. USA havde allerede tidligere etableret våben blokade mod Huerta, og nu støttede man Carranza direkte med våben. I april 1914 fik præsident Wilson desuden kongressens bemyndigelse til at benytte væbnet magt mod Huerta. Denne bemyndigelse blev der hurtigere brug for, end Wilson havde tænkt sig. Mens alle europæiske stormagter hid til havde bakket ëilsons politik op, kom der nu meddelelse om, at et handelsskib var på vej fra Tyskland til Uera Cruz i Mexico med tyske våben til Huerta. Dette tyske forsøg på ind griben i den mexicanske revolution fik omgående USA til at reagere. For at hindre de tyske våben i at nd frem, besatte USA Vera Cruz, og selvom våbnene alligevel kom frem til Huerta ad andre kanaler, blev resultatet dog, at Huerta måtte gå af. USA trak sig derpå i'slutningen af 1914 tilbage fra Mexico. Endelig skal nævnes gnidningerne i forbindelse med in terventionen i Haiti også i 1914 (144). I januar opstod der omfattende uroligheder i Haiti, hvor en række lande havde in teresser at varetage. Sammen med de europæiske stormagter Eng land, Frankrig og Tyskland greb USA ind og landsatte ved en fælles aktion marinestyrker iøvrigt helt i strid med USA^s almindelige politik, som jo netop udelukkede de europæiske lande fra~at foretage sådanne aktioner. Det lykkedes at gen etablere roen, men da Tyskland og Frankrig derpå foreslog, at der etableredes en fælles kontrol med Haitis toldopkræv ning, fik de besked om at dette ikke var ønskeligt, "the United States having a policy not to permit even partial foreign control of the administration of any independent American state" (145). Den franske og tyske interesse op 69 hørte dog ikke hermed, og dette var en af årsagerne til, at USA året efter selv besatte Haiti. Typisk for den amerikanske opfattelse af de tyske hen sigter i Caribien var det, at USA ikke var virkelig foruro liget over Frankrigs og Englands rolle i forbindelse med Haiti, mens den tyske politik gav anledning til ængstelse, trods det at den ikke adskilte sig fra de to andre landes. l.l.3.2. Krigsrisikoen I perioden fra Operationsplan III's skrinlæggelse til udbruddet af l. verdenskrig findes der ikke tegn på en for nyet krigsplanlægning fra tysk side (146), hvilket er helt i overensstemmelse med Iysklands større og starre optagethed af de europæiske anliggender. Men overraskende nok fandt der i denne periode for fsrste gang en krigsplanlægning sted i USA, rettet mod Tyskland. Den amerikanske planlægning foregik inden for rammerne af The General Board's virksomhed (147). General Board var flådens planlægningsorgan, oprettet år l9oo med det formål at rådgive flådeministeren mht flådens krigsforberedelser. Selvom der ikke var tillagt rådet nogen besluttende myndig hed, kom det dog indtil l9l3 til at spille en væsentlig rolle pga admiral Deweys lederskab. Allerede ved The General Board's andet møde itår l9oo blev det tyske problem taget op (148), og man forudså b1.a et tysk angreb i Caribien. I 1903 udarbejdede General Board et udbygningsprogram for den amerikanske flåde, hvor målet var en flåde på størrelse med eller større end den tyske (149), og mht den strategiske planlægning nåede man frem til, at "the most important problem to be studied is based on the supposition that Germany is the enemy" (150). Men med selve planlægningen var det småt. General Board nøjedes med at anbefale, at USA holdt sin flåde samlet i Atlanten, og mente, at det kun i specielle tilfælde som en eventuel russisk L: 70 japansk krig kunne anbefales midlertidigt at overflytte en kelte slagskibe til Stillehavsområdet (151). Og med denne planlægning klarede USA sig de næste ti år, selvom The General Board ved utallige lejligheder fremhævede truslen fra Tyskland. Manglen på en systematisk strategisk planlægning med henblik på et krigstilfælde med Tyskland som modpart kan til dels forklares ved en efter General Board's opfattelse for langsom amerikansk flådeudbygning og ved at man manglede officerskapacitet til at udføre en kvalificeret plan lægning (152). Først i 1913 forelå der en egentlig amerikansk krigsplan mod Tyskland (153) syv år efter at den tyske Operationsplan III var blevet lagt i skuffen som uaktuel. Planen, der blev kaldt The Black';ar Plan, opererede med samme type krig, som de tyske planer havde gjort, nemlig et tysk angreb over At lanten mod Caribien eller den amerikanske østkyst. Der var (17} ' (_'+'CD »ju fH OJ C21U]3,.. ' U) side tale om en krig af rent defensiv karak ter. General Board mente, at Tyskland havde kapacitet nok til at sende 2oo.ooo mand mod USA. Dette ville dog næppe bli ve aktuelt, da Tyskland ikke kunne regne med under nogen om stændigheder permanent at okkupere dele af det amerikanske fastland; Black kar Plan kalkulerede derfor med, at hele den tyske flåde samt 25.ooo mand ville blive sat ind fra tysk side i en eventuel krig. Når alle troppetransportskibene.medregne des, ville der være tale om en armada på 372 skibe. Hvordan krigen ville forløbe, var i høj grad afhængig af den amerikanske flådes geografiske placering. Hvis flåden helt eller delvist var placeret i Stillehavsområdet, ville situationen være katastrofal for USA, idet Tyskland i så fald kunne nå at spærre Panamakanalen og hindre den amerikanske _: flåde i at samle sig til modangreb på Atlanterhavssiden.\ Tysk land ville med andre ord have frit spil i Caribien of ved den amerikanske østkyst. Var den amerikanske flåde derimod samlet på Atlanterhavssiden, var situationen væsentlig lysere. Hed den daværende mobiliseringshastighed, som betød, at den to tale flåde først kunne være operationsklar 30 dage efter et 71 krigsudbrud, var der ganske vist mulighed for, at Tyskland kunne nå at rette angreb mod enten den amerikanske østkyst eller mod punkter i Caribien, men længere kunne tyskerne heller ikke komme, rs ElB den amerikanske flåde kunne sætte et modangreb ind. The Black War Plan regnede i denne situa tion et tysk angreb i Caribien for det sandsynligste rettet mod Puerto Rico og Culebra og kampen ville derfor komme til at foregå i farvandet omkring disse øer. Selv fuldt mobiliseret ville den amerikanske flåde være mindre end den tyske, men forskellen var ikke stor, og når man samtidig tog i betragtning de forsyningsmæssige proble mer, den tyske flåde ville have, mente General Board, at USA havde gode chancer for at klare sig i kampen. kan en forud sætning for dette var som nævnt, at den amerikanske flåde be vareoes uoeit i Atlanten, og sette som jo havde været ens H: l ÉN"fl politik einen lås? kan derfor fremhæves som det første ho vedpunkt i The Black der Plan. Eat andet væsentlige punkt, den amerikanske krigsplan beskæftigede sig med, var mobiliseringshastigheden. De 30 dage, det ville tage den amerikanske flåde at blive kampklar, gav Tyskland et forspring på 4 ll dage, alt efter hvor an grebet blev sat ind. The General Board anbefalede derfor kraf tigt, at der blev stillet flåden yderligere midler til "3 (Do O v Ho UQ hed, således at mobiliseringen kunne ske på den halve tid. Var det tilfældet, kunne USA sætte ind med et modangreb end _, nu inden Tyskland havde nået at sætte sig fast nogetsteds. "It may be seriously doubted if Black [Tyskland] under the assumed condition of readines of Blue [USA], would resort to hostilities to gain political ends when chances of succes are so minimised by Blue preparednes. Thus will readiness for war serve to prevent war." I sidste ende var det altså den krigsafskrækkende virk ning, The General Board satsede på. Ved at stationere hele den amerikanske flåde ved Atlanterhavskysten og ved at øge mobili seringshastigheden mente man det muligt helt at afholde Tysk land fra angreb. HF' 72 Hvorledes kan The Black kar Plan indgå i bedømmelsen af krigsrisikoen i Caribien? Tages den for pålydende, skulle der i 1913 altså være risiko for, at C'. U) 3;. og Tyskland kom til at udkæmpe et stort slag i farvandet omkring De dansk vestindiske øer. Bestod der i realiteten en sådan risiko? Flere forhold taler for iggg at tillægge Black War Plan betydning i forbindelse med krigsrisikobedømmelsen. For det første var der ikke tale om en egentlig operationsplan i samme forstand som den tyske Operationsplan III. Mens denne næsten var færdigbearbejdet til endelige operationsordrer, var der for den amerikanske plans vedkommende kun tale om en meget grov skitse med angivelse af, hvor i verden den amerikanske flåde burde befinde sig og med anbefaling af at sætte mobili seringshastigheden i vejret. Der var ikke tale om en detalje ret plan til brug i praksis. Og for det andet hvilede den amerikanske krigsplan på fuldstændig urealistiske forudsætninger. Hele grundlaget for den amerikanske strategi var, at Tyskland ville iværksætte et angreb mod USA. Vi er tidligere nået frem til at et så 'hl dant angreb var en mulighed omkring l9o3 og måske lidt senere, men da Operationsplan III blev gemt væk i l9o6 var det jo netop, fordi Tyskland erkendte, at man fra nu af var bundet til at bevare sin forsvarsevne ubeskåret i Europa. Med Triple ententen året efter var Tysklands omringning i Europa fastslå _li _ et, og“i perioden op til l. verdenskrig var der ingen, der fra ansvarlig tysk side havde nogen som helst forestilling om et tysk angreb over Atlanten mod USA. Set i relation til dette kan konklusionen kun blive, at The Black War Plan var et frit i luften svævende projekt helt løsrevet fra de politiske realiteter. Et tysk amerikansk sammenstød som beskrevet i den amerikanske plan må betragtes som udelukket i denne periode. Tilbage står så spørgsmålet om, hvorfor The Black War Plan overhovedet kom til verden. Da emnet ligger i udkanten af denne afhandlings område skal der blot for fuldstændig hedens skyld forsøges en summarisk forklaring. En væsentlig del af denne forklaring ligger i det for hold, at flådens og The General Boards tankegang i høj grad 75 var præget af A T Mahan's imperialistiske teorier fra før århundredskiftet (154), også kaldet den økonomiske darwi nisme. Verden befandt sig ifølge disse teorier nær en slut fase, hvor opgøret mellem de økonomiske stormagter USA, Tyskland og England ville finde sted. "Following the teachings of all history, two of these must in the sequel be practically subordinated to the third." (155) Og The General Board koncentrerede sig som nævnt om det forventede opgør med Tyskland. Opgøret var ifølge den økonomiske dar IIIIIII] winisme uundgåeligt, fordi Tyskland pga sit befolkningsover skud og sin søgen efter nye industrimarkeder nødvendigvis måtte søge at vinde indpas i Sydamerika som det mest oplag te område. Da denne opfattelse af verden baseredes på "objektive" kendsgerninger, der forklarede hvordan udviklin , Q? . v _,_,..._ ._.. ; .,.,..,_'_ _.,_.,._.~ _,_"",.__' :T ' Q “' '1 1 Tr'u._J. (D :;1 _:;1 1?1 I=ve.....~...L.z.._g.LS m'_:'.L.v...t:' _..` .Jf..:.§«uÉ', var flef' .i..f~fi'§.'e levnef. Clefl Ialf '1": 7,'_ _; ` _' _ ik J ' 1 fn; ø p H. 3 f\I 1 nu 1 r _;. 1.I H _ u.,f; _k{'\i I _, at 7 1,55 L fly 7 n rj...L, l 4 'sø 1 S 'Lç Q L\..l.\_f .L '~...._ n.. '..... 'T' . .~.. ...å1._.....1. . _1...dL..|...i...| ' L '::\ A as \.!I§ C11.: l.l. Kiel; (_4a1...e_'_ _. ..r _f' . ske flådes vurdering. At Tyskland i perioden 1907 14 ikke søgte og ikke kunne søge u17 fi' ekspandere på den vestlige halv kugle, indgik ikke som et led i flådens tankegang. En anden forklaring trænger sig dog også på. Flåden havde nemlig brug for at fremhæve Tyskland som hovedfjenden i sin kamp for øgede bevillinger (156). England kunne ikke bruges den engelske flåde var alt for stor til at den in |*_. den for en overskuelig årrække kunne nås. Men den tyske flå de og det tyske flådeudbygningsprogram var derimod af sådanne cq dimensioner, at det kunne indhentes. Den amerikanske flåde knyttede derfor sine ønsker om en flådeudbygning snævert sam ii men med det tyske program, og benyttede dette som et argument over for kongressen. Det lykkedes USA at følge med indtil 1908, men derefter sakkede man til General Board's utilfreds hed bagud. Det er derfor ud fra denne opfattelse logisk, at flåden kraftigere og kraftigere understregede den tyske fare og så sent som i 1913 lancerede The Black`War Plan på trods af, at de politiske forhold mere og mere udelukkede en tysk trussel mod USA. 74 1.1.4. Fjerde fase 1914 17 Udbruddet af 1. verdenskrig 28. juli 1914 vendte op og ned på det tysk amerikanske forhold. konflikten mellem de to lande havde hidtil været kendetegnet ved to ting. For det før ste var konflikten rent geografisk lokaliseret på den vest lige halvkugle det var en tysk fremtrængen i Caribien og i Sydamerika og dermed en krænkelse af Monroedoktrinen, der var det centrale problem. Og for det andet var konfliktens inten sitet faldet fra højdepunktet i 1902 03. Tyskland var ganske vist hele tiden det europæiske land, som USA havde det dårligste for hold til, men problemet føltes i årene op til verdenskrigen ikke så akut som tidligere. J På begge disse områder skete der nu en drastisk ændrin Den geografiske udstrækning af konflikten øgedes på afgørende vis, idet USA måtte give slip på sin hidtidige isolationis tiske politik og interessere direkte for forholdene i Europa Og konflikten med Tyskland steg i intensitet gennem de første tre krigsår og førte sluttelig til direkte krig ved USA's indtræden i 1. verdenskrig 6. april 1917. Dette brud i den hidtidige udvikling mht konfliktfor holdet mellem USA og”Tysk1and skete omtrent samtidig med, at forhandlingerne melle B C1U)gf... O g Danmark om salget af De dansk vestindiske øer påbegyndtes, og det vil sige, at netop i den fase, som er den centrale i analysen, skete der en af gørende ændring i konfliktproblematikken. De to ting hænger sammen~ salgsforhandlingerne var næppe blevet indledt på dette tidspunkt, hvis der ikke var sket denne ændring i den den tysk amerikanske konflikt men det er en problematik, der vil blive behandlet i forbindelse med analysen af den amerikanske interesseintensitet. l.1.4.l. Konfliktemner Ved krigsudbruddet i 1914 var der ikke tvivl om, hvor hovedparten af den amerikanske opinion og de amerikanske be 75 slutningstagere med præsident Wilson i spidsen stod rent fø lelsesmæssigt (157). De etniske og kulturelle bånd til Eng land føltes stærke, og politisk havde USA intet udestående med England, siden det efter århundredskiftet havde indta get en passiv rolle i Caribien. Heroverfor stod opfattelsen af Tyskland som en agressiv stat, karakteriseret ved den preussiske militarisme og et mangelfuldt demokrati. Wilson frygtede, at et sådant Tysklands sejr ville betyde en fare for det amerikanske demokrati. Men uanset dette ønskede Wilson ikke nogen amerikansk deltagelse i den europæiske krig (158). Han betragtede en hver krig som afskyelig og mente, at USA kun ved at forblive neutral kunne medvirke til at genoprette freden i verden. Det var nog en opfattelse, som det elev sværere og sværere 1 . r _ mr. . H 3 2 . _ . 3 *!*"\'r'\ _1a P y'~ r 'U' " "{' __ *v' r'~fr"!:~_ r r Ir H ”_ rw., '~:v'~'1 fw, 1; 7 'tQ 'f*'\"'_Q; r'\_ __ L fl. .;@.. ' ..iÉ Hi .;*.. CÃL I.. S . ~ '\`.. i.....'«.. .~...f, QPLLALCL en Sij' 1.1 ei. 'i.«\ ri 5.3! 1 den stemt for en mere aktiv amerikansk politik. 2l.juli 1915 viste der sig et emslag, idet Wilson bad sin flådeminister Josephus Daniels om at lade The General Board udarbejde et forslag til udbygning af den amerikanske flåde (159) På dette tidspunkt var den amerikanske flåde den tredjestørste i verden efter den engelske og den tyske, men Daniels bad nu om The General Boards vurdering af, "what the Navy must be in the future in order to stand upon an equality with the most efficient navy of the world". Et årstid senere, 29. august 1916, fik Wilson kongres sens godkendelse af et massivt flådeudbygningsprogram, og der blev endog bevilget flere midler end foreslået, således at udbygningen kunne fremskyndes. På dette tidspunkt hæl dede Wilson mere og mere til den anskuelse, at en krig mel lem USA og Tyskland ikke længere kunne undgås (160). Der var flere årsager til det amerikanske omsving. Efterhånden som krigen forløb, blev de økonomiske bånd mel lem USA og de allierede stærkere og stærkere (161). USA blev den altovervejende leverandør af både krigsmateriel og føde varer, og dette skabte en stor Økonomisk fremgang i USA. I 1916 blev den amerikanske eksport mere end fordoblet i for 76 . hold til førkrigstiden, og fra midten af 1915 ydede USA store lån til England og Frankrig for at eksporten kunne opretholdes Der er ingen tvivl om, at denne amerikanske eksport var helt afgørende for, at de allierede kunne vinde krigen. Det er klart, at de amerikanske leverancer og den ame rikanske_långivning fra starten var udtryk for en pro allieret indstilling i USA, men samtidig skabte denne økonomiske for bindelse efterhånden en stærk amerikansk interesse i, at de allierede vandt krigen, og den amerikanske indtræden i krigen mod Tyskland ma derfor bl a ses som udtryk for en økonomisk interesse hos USA. Ved siden af de Økonomiske forhold kom den tyske ubåde \ krig til at spille en betydelig rolle i det tysk amerikanske fornold (lðäi. Den tyske sestrategi var fra krigens start lagt an på, at søherredsmmet ville være afhængigt af, nvem der vandt det afgørende slag mellem de to store slagflâder, den engelske og den tyske. men dette afgørende slag kom aldrig. Den engel ske strategi gik nemlig ud pa at undgå en sadan konfrontation og istedet udnytte den engelske sflmagt til at lægge en bloka de omkring Tyskland og afskære dets eøværts forsyningslinjer I november l91à etablerede England denne blokade ved at erklære Nordsøen for krigsområde og dermed hindre neutrale skibe i at anløbe tyske havne. Tyskland havde intet andet valg end at ændre sin strategi til en søhandelskrig med det sigte at ramme Englands forsyningslinjer, noget der kunne blive af vital betydning for England. I en sådan krig var slagflåden ikke anvendelig, men derimod var det nye våben ubâden som skabt til denne form for krig. Det tyske modtræk mod blokaden kom 4. februar 1915 i form af en.note til de neutrale lande om at farvandene om kring Storbritannien og Irland var at betragte som krigsom râder fra 18. februar 1915. Meningen med dette var, at Tysk land ville føre en "uindskrænket" ubådskrig i den forstand, at der uden varsel ville blive rettet torpedoangreb mod alle fjendtlige og neutrale skibe i disse omrâder. Denne type blo kade, hvor neutrale skibe ikke var undtaget og hvor handels skibe blev sænket uden at besætningen havde mulighed for at ç_ _ __ 1 77 redde sig, vakte stor uro i de neutrale stater og blandt dem også USA, der protesterede kraftigt. Som følge af den ameri kanske protestnote måtte Tyskland for første gang overveje det spørgsmål, som i de kommende år blev et af de mest cen trale i forbindelse med ubådskrigen: hvorledes kunne der fø res en effektiv ubådskrig mod England, uden at USA blev ind draget i krigen? Resultatet af overvejelserne blev i første omgang, at Tyskland bøjede sig for den amerikanske protest; da ubådskrigen startede 18. februar, havde de tyske ubåde fået ordre til, at der ikke måtte sænkes neutrale skibe. Tyskland frygtede ikså høj grad en amerikansk krigsdeltagel se, at man hellere stækkede sit eneste våben mod England end løb risikoen for, at USA gik med i krigen. Og i de kommende måneder måtte Tyskland indskrænke ms4üS£P;gensl'\.;1__' ' 'Il 1 ulv, I r yderligere.I 9' 1 "~ nu `_. if. mäu'HI' _lvl? ._É _ :QClêf1' det` engêlsäe_. pas sagerskiä Llsítenia sænket uden varsel af en tysk ubåd og knap l2oo mennesker omkom. Blandt disse var 128 amerikanske statsborgere, ag begivenneden virkede meget chokerende i USA. Den amerikanske regering protesterede kraftigt og fremhævede, at også amerikanske statsborgere ombord på engelske skibe stod under den amerikanske regerings beskyttelse. Selvom ar gumentationeñ i folkeretlig forstand var tvivlsom bøjede den tyske regering sig og gav ordre til, at alle store fjendt lige passagerskibe skulle skånes. Da endnu nogle amerikanske statsborgere omkom 19. august 1915 ved sænkningen af den engelske passager og fragtdamper Arabic, indstillede Tyskland helt og holdent angrebene mod fjendtlige passagerskibe, og en måned senere 18. september 1915 gav den tyske admiralstab ordre til, at ubådskrigen I totalt skulle indstilles ved den engelske vestkyst og i Kana len. Da det netop var i disse to områder, ubådskrigen havde størst effekt, var der i realiteten tale om en opgivelse af ubåden som våben. Dermed havde Tyskland vist, at det på dette tidspunkt vurderede faren for og risikoen ved, at USA skulle kunne tælles blandt Tysklands aktive fjender som så alvorlig, at man fandt det nødvendigt at opgive Der var dog i Tyskland både i den politiske ledelse og inden for admiralstaben forskellige opfattelser af denne pro blematik, og efterhånden som tiden gik, blev presset for en genoptagelse af ubådskrigen større og større. I foråret 1916 forsøgte man igen. 29. februar genoptoges ubådskrigen i første omgang kun omfattende bevæbnede fjendtlige fragtskibe, men kort efter udvidet til alle fjendtlige fragtskibe. Denne etape af den tyske ubadskrig blev dog kun to md neder gammel før den blev indstillet efter en voldsom ameri kansk protest. 24. marts 1916 blev den franske passagerdam per Sussex torpederet i Den engelske kanal, og flere ameri kanske statsborgere kom til skade. USA reagerede meget skarpt og afsluttede en noteveksling med Tyskland med den såkaldte "Niederboxungsnote" 18. april 1915, hvori USA truede med af brydelse af de diplomatiske forbindelser med Iyskland, med mindre den uvarslede torpedering af skibe opnørte. Igen bøje de Tyskland sig. Rigskansler von Bethmann Hollweg beordrede flåden til at indstille ennver sænkning af fjendtlige skibe uden varsel, hvilket endnu engang i realiteten betød en op givelse af ubådskrigen. Sommeren 1916 lå ubådskrigen helt stille, men i løbet af efteråret forsøgte Tyskland langsomt en genoptagelse in den for begrænsede rammer, dvs udelukkende omfattende an greb efter forudgående advarsel. Parallelt hermed accelle rerede England imidlertid sin indsats mht bevæbning af han delsflåden, og det stod efterhånden klart for Tyskland, at man var nødt til at tage bruddet med USA og helt og holdent satse på ubådskrigen som det vigtigste krigsaktiv; på land kunne man ikke regne med at vinde krigen. Admiralstaben vur derede situationen således, at Tyskland med fuld indsats af ubådsvåbnet kunne vinde krigen i løbet af et halvt år; og på den tid ville USA ikke kunne nå at yde de allierede en afgørende troppehjælp. Bruddet med USA lod sig på denne måde forsvare ud fra en militær synsvinkel. 9. januar 1917 blev beslutningen taget. Tyskland erklæ rede den uindskrænkede ubådskrig med virkning fra l. februar 1917. Alle fjendtlige og neutrale skibe ville blive sænket uden varsel. í 79 Den amerikanske reaktion var som ventet. Den antityske stemning i USA nåede et højdepunkt, da yderligere den tyske Zimmermanndepeche kort efter kom til USA's kundskab (163). Denne hemmelige depeche, der blev sendt telegrafisk fra Ber lin til Mexico, indeholdt et tysk forslag til den mexicanske regering om et militærforbund mellem de to lande. Tyskland ville yde støtte til et mexicansk angreb mod USA med det formål at tilbageerobre de gamle mexicanske områder Texas, New Mexico og Arizona. Det tyske motiv var åbenlyst: man ville lokke Mexico ind i en krig med USA for dermed at bin de USA på det amerikanske kontinent og hindre en amerikansk krigsdeltagelse i Europa. Denne depeche blev opsnappet og dechiffreret af det engelske efterretningsvæsen og videre givet til den amerikanske regering, der 1. marts 1917 lod den offentliggøre. mal .1"_:?G."' te vfi ru nu__ laila"71 'f="=+ lolf""'.~1"I _' SA. 2. april erklærede Wilson i et budskab til kongressen (164), at den tyske ubådskrig, de tyske sabotageforsøg i USA og Zimmermanndepechen gjorde amerikansk deltagelse i verdenskrigen uundgåelig, og 6. april 1917 blev den formelle krigserklæring vedtaget af kongressen. 'i I l.1.4.2. Krigsrisikoen i Europa I forbindelse med de tre tidligere faser i konflikt forholdet mellem USA og Tyskland har landenes strategiske planlægning været benyttet ved vurderingen af krigsrisikoen. I denne afsluttende fase synes det ikke nødvendigt at gå I. . den omvej vi ved, at den drastiske stigning i konflikten i årene 1914 17 endte med krig. | Til gengæld er det så her muligt at foretage en vur dering af relevansen af den benyttede analysemetode. Hvis det er rimeligt at tage eksistensen af realistiske krigspla ner som udtryk for en høj grad af krigsrisiko, bør der altså i denne periode foreligge sådanne krigsplaner. Ser vi først på den tyske side, har det allerede været omtalt, at muligheden for en amerikansk krigsdeltagelse ind L 80 gik som en helt afgørende faktor i den tyske krigsplanlæg ning. Når Tyskland flere gange ændrede sin ubådskrigsførel se, var det for at undgå krig med USA, og da man tilsidst besluttede at se bort fra den amerikanske risiko, var det ud fra en strategisk vurdering af, at Tyskland ville vinde krigen inden USA kunne nå at blive en alvorlig trussel. Der er således god overensstemmelse mellem den tyske krigsplan lægning og den konstaterede krigsrisiko. Men derimod synes teorierne ikke umiddelbart at holde stik, når blikket rettes mod den amerikanske krigsplanlægning, for der fandtes faktisk ikke spor af en sådan før 1917 (165). Det kan ganske vist ikke undre, at der ikke fandt nogen stra tegisk planlægning sted mod Tyskland før det amerikanske om sving i 1915. Efter Wilsons opfattelse ville selve det at for berede krigsplaner for det tilfælde, at USA mod sin vilje skulle blive inddraget i den europæiske krig, være en uneu tral og dermed uacceptabel handling. Men heller ikke efter at den amerikanske flådeoprustning var besluttet, skete der nogen planlægning med henblik på amerikansk krigsdeltagelse. Målsætningen for flådeudvidelsen var, at USA skulle have ver dens største flåde hvad flåden skulle bruges til, fandt der ingen overvejelser sted om. Så sent som i februar 1917 var der endnu ingen, der havde overvejet et samarbejde med de allierede, hverken til søs eller til lands. Den første plan om amerikanske troppeoverførsler til Europa fremkom i slut ningen af marts l9l7, og den var ikke meget anvendelig; den forudsatte en invasion af både Bulgarien og Frankrig. Disse forhold synes at tale imod at tillægge krigsplan lægningen den betydning, som det hidtil er sket i analysen. Men det er en forhastet slutning. For ganske vist er det rig tigt, at der fra 6. april 1917 var krig mellem USA og Tysk land, men netop den manglende amerikanske krigsforberedelse kom til at betyde, at krigen et godt stykke tid var af formel karakter. Først omkring et år efter krigserklæringen var USA i stand til at yde de allierede nogen alvorlig støtte, og da 1. verdenskrig sluttede i november 1918 stod USA med store mængder militært materiel, som aldrig nåede at komme i brug, fordi produktionen af det kom for sent igang. p 1 : I ' 81 Dette vil med andre ord sige, at den manglende ame rikanske krigsplanlægning slet ikke er nogen ringe målestok i forbindelse med bedømmelsen af den reelle krigsrisiko. Vi må nemlig modificere resultatet derhen, at krigen mellem USA og Tyskland først blev en realitet omkring et år efter den formelle krigserklæring og dermed passer tingene sammen I perioden 1914 17 viser manglen på en amerikansk strate gisk planlægning, at den reelle krigsrisiko ikke var så over hængende som den umiddelbart syntes, mens den planlægning, der fandt sted efter det formelle krigsudbrud viser, at nu accellererede risikoen for reel krig mellem de to lande kraf tigt. Konklusionen mht krigsrisikoen er saledes, at der skete en vending i 1914 ved udbruddet af 1. verdenskrig. Risikoen for, at der skulle udbryde krig mellem USA og Tyskland steg gradvist i perioden lëld l? og stigningen fortsatte efter den formelle krigserklæring, idet den reelle krig mellem de to lande først tog sin begyndelse i 1918. 1.l.4.5. Krigsrisikoen i Caribien Men dermed er vi ikke ved vejs ende. Som allerede nævnt i indledningen til dette afsnit skete der i 1914 to ændrin ger i udviklingsmønstret; foruden at risikoen for en tysk amerikansk krig blev mere og mere overhængende, skete der også en ændring af geografisk karakter, idet den sandsynlige krigsskueplads for et tysk amerikansk opgør nu syntes at være Europa og ikke Caribien. t Hvis der skulle finde et større opgør sted i Caribien, forudsatte det, at Tyskland midt under 1. verdenskrig skulle kunne sende sin slagflåde tværs over Atlanten og dermed blot lægge landet for engelske angreb. Dette var en helt urea 1 listisk tanke, som Tyskland jo forlængst havde opgivet og ^ som selv The General Board nu så det urealistiske i (166). 1. 1. januar 1915 blev The Black War Plan nemlig revideret, idet man i General Board erkendte, at sålænge centralmag '1 ""I 82 terne og de allierede var låst fast i den europæiske krig, kunne der ikke blive tale om noget tysk angreb i Caribien. Det betød ikke, at The Black War Plan blev opgivet, men den blev ændret saledes, at man nu forudså, at det tyske angreb først ville komme efter at verdenskrigen var afsluttet. Der var altså stadig fra General Boards side tale om en planlæg ning, der synes uden kontakt med realiteterne;e så sent som i august 1917 skrev The General Board i et memorandum til flådeministeren: "A new alignment af powers after the present war must not find our fleet unprepared to meet possible enemies to act singly or jointly with all their naval powers against us." Men det afgørende er altså, at Caribien i perioden 1914 17 ikke længere var i søgelyset som mulig krigsskueplads. Den ændring, der i l9l4 skete i udviklingen af krigsrisikoen i almindelighed, omfatter ikke krigsrisikoen i Caribien. l.1.4.4. Konklusion .. Tr '_ Og hermed er vi nået til en konklusion i analysen af konfliktintensitetens betydning for De dansk vestindiske øers sikkerhedspolitiske stilling. Der var ikke i årene omkring salget og der havde ikke iten årrække forinden været nogen risiko for, at der skulle udspille sig et større krigsopgør i det caribiske system, et opgør, som i givet fald kunne have svækket øernes sikkerhedspolitiske situation. "' Q É | 83 1.2. Magtbalancen i Caribien Udover konfliktintensiteten er der endnu en såkaldt systemfaktor at interessere sig for, når spørgsmålet om det internationale systems betydning for en småstats Dansk Vestindiens sikkerhedssituation skal vurderes. Magtbalan cen kan nemlig have betydning, idet en lige magtbalance mellem stormagterne kan medføre, at småstaten opnår en rela tivt sikrere stilling end i en situation med en skæv forde ling af magten i systemet. Dette er nærmere omtalt i beskrivelsen af analyseap paratet, og det blev der fremhævet, at en forudsætning for magtbalanceteoriens relevans er, at der i systemet er risiko for krig mellem stormagterne. I analysen af konfliktintensiteten nåede vi imidler tid frem til, at der netop i iet caribiske system ikke var en sådan risiko. Forholdet mellem USA og Tyskland i perioden l914 17 førte til krig, men krigen fandt sted i Europa ikke i Caribien. Tysklands situation taget i betragtning er det utænkeligt, at Caribien kunne have været skueplads for et større opgør mellem USA og Tyskland under l. verdenskrig. Dermed'er en undersøgelse af magtbalancen mellem USA og Tyskland irrellevant. Når der ikke er risiko for krig i et internationalt system, er der ingen mening i at undersøge, om magtbalanceforholdene skulle give smastaten en sikkerhed i en krigssituation.) Det må understreges, at denne konklusion ikke indebærer I et angreb på selve analyseapparatets anvendelighed. Under søgelsen af magtbalancen er kun overflødiggjort i og med I resultatet af krigsrisikoundersøgelsen. Hvis resultatet af denne undersøgelse havde været det modsatte, ville en natur lig fortsættelse af analysen være en undersøgelse af magt balancen. W 84 2. Den amerikanske konjunktur Vi forlader nu systemniveauet i analysen, hvor vi be tragtede forhold, som kan siges at have haft deres oprindelse i selve systemets tilstand: var systemet i en konflikttil stand, var systemets magtbalance af en bestemt karakter? Denne del af analysen befinder sig på det, der kaldes statsniveauet og det vil sige, at analysen nu koncentreres om forholdet mellem to bestemte stater, i første omgang Dansk Vestindien og Danmarks forhold til USA og siden forholdet til Tyskland. Det er i beskrivelsen af analyseapparatet forkla ret, hvorfor det er disse to stormagter, interessen koncen treres om, og det er samtidig forklaret, hvilke elementer i forholdet, der vil blive trukket frem til nærmere analyse. 2.1. Den amerikanske interesseintensitet i:iii Det første element, der skal studeres nærmere i forhol det mellem USA og Dansk Vestindien er USA's interesse i at erhverve øerne. Hvor stor var denne interesse? Var den f ex så stor, at USA ikke ville have affundet sig med et afslag på købstilbuddet i 1915? Analysen vil falde i to dele. Først vil USA's politik over for de caribiske stater i tiden op til salget blive be handlet, og som et specielt punkt herunder vil naturligvis optræde USA's politik direkte over for de danske øer. Denne del af undersøgelsen vil primært have en beskrivende karak ter uden at der vil blive gjort nærmere forsøg på at forkla re den førte politik. F Målet for analysens anden del er at give en selvstændig || vurdering af, hvilke interesser USA havde at pleje i Caribien, og her specielt igen hvilken interesse USA havde i at kon trollere de danske øer. Når undersøgelsesresultaterne fra de to dele af analysen sammenholdes, vil det være muligt nærmere at fastlægge størrel I ll' 85 I sen af den amerikanske interesseintensitet i relation_ til Dansk Vestindien og dermed alvoren i det amerikanske ønske I om at erhverve øerne. N 2.1.1. Uszvs politik i oaribien ll Indtil 1880'erne viste USA ingen speciel interesse for Caribien eller Latinamerika i det hele taget. Man koncentre nl rede sig om landets indre opbygning og den amerikanske uden rigspolitik var meget passiv. II Monroedoktrinen, som blev fremsat i 1823 umiddelbart efter Latinamerikas frigørelse kan synes at tale mod denne ln opfattelse af C3A”s udenrigspolitik. I præsident äonrees er klæring blev det fastslået, at de amerikanske kontinenter I for fremtiden ikke måtte gøres til genstand for europæisk nykolonisering, mens de bestående kolonier dog som hidtil accepteredes (167). Monroedoktrinen havde imidlertid ved sin II fremkomst slet ikke den karakter af en hovedhjørnesten i amerikansk udenrigspolitik, som den senere fik. Længe blev Nn den egentlig kun betragtet som præsident Monroes egen poli tik og først fra 1845 (168), hvor præsident Polk pga frygt I for fransk og engelsk interesse i Texas genoptog doktrinen, fik den en mere blivende karakter. I I 1870 gav præsident Grant Monroedoktrinen en tilfø jelse (169) om, at USA heller ikke ville acceptere, at en I europæisk koloni på det amerikanske kontinent blev overført = ' fra et europæisk land til et andet, men dette var dog ikke alvorligere ment end at USA syv år senere kunne tillade sig II at se gennem fingrene med, at Sverige solgte sin vestindiske besiddelse (170) den lille ø St Barthélemy til Frankrig I og dermed styrkede den franske position i Caribien. Det var __ først fra 1890'erne at USA for alvor begyndte at påberåbe IE sig Monroedoktrinen nemlig samtidig med at man begyndte at betragte Caribien som et naturligt ekspansionsområde I for USA. 86 Der var en kortvarig undtagelse fra dette mønster i 1860'erne (171), hvor udenrigsminister William H Seward søg te at give den amerikanske udenrigspolitik en ekspansionis tisk drejning det var bl a Seward, der tog initiativ til for søget på at købe De dansk vestin' d'iske øer i1 1867 men denne politik havde ikke genklang i den amerikanske opinion og måtte skrinlægges. I det sidste årti af 18oo tallet begyndte imidlertid en amerikanskL imperialisme at vise sig idet vist omfang i Stil lehavet, men først og fremmest i` Caribien og Latinamerika 1 øvrigt. Den øgede interesse i Latinamerika viste sig for før ste gang i 1889 (172), hvor derA på amerikansk initiativ blev indkaldt til en panamerikansk konference i Washington med del ' ` ` ' V taselse af praktisk taget alle latinamerikanske stater. kon C3 a ferencen beskæftigede sig :ed prsslemer af økonomisk art, bl toldspørgsmål, men resultatet var yderst sparsomt. Den var fra USA's side ment som den første i en række, og den efter fulgtes da også af andre konferencer med ca 5 års mellemrum, men resultaterne vedblev at være ubetydelige. 'iv l USA's caribiske politik havde to sider. Den ene var merikanske konfe rettet mod de caribiske stater, og den panag rence var det første forsigtige udtryk for denne del af den amerikanske politik. Den anden del var rettet mod Europa og viste sig for første gang i 1895, hvor Monroedoktrinen for alvor blev bragt i anvendelse (173). Der havde gennem en årrække verseret en strid mellem England og Venezuela om grænsedragningen mellem den engelske koloni Britisk Guiana og Venezuela, og USA betragtede sagen med en vis.opmærksomhed. I 1894 erklærede_ præsident Cleveland at striden burde afgøres ved voldgift, men når der bortses fra nogle inferiøre' områder var England ikke indstillet på I O O ni dette. øjensynlig ønskede England at tvinge sine ønsker ige nem over for Venezuela. Da Venezuelas regering` 1' 1895 rettede direkte henvendel se til USA om bistand mod Eng1and , besluttede præsident Clevelðfld at gå aktivt ind i s triden. Det skete i form af en note, som 87 blev sendt 20. juli 1895 til den engelske regering. Noten var opsigtsvækkende. Ikke blot markerede den en helt ny ame rikansk politik, men også i formen afveg den fra de diplo matiske sædvaner ved at være uhørt arrogant. USA tog afstand fra engelsk magtanvendelse mod Venezuela, og begrundede sin adkomst til at gribe ind sâledes: "Today the United States is practically sovereign on this continent, and its fiat is law upon the subjects to which it confines its interposition Its infinite resources combined with its isolated position render it master of the situation and practically invulnerable as against any or all other powers." England reagerede i første omgang ved lige så arrogant at svare, at Monroedoktrinens principper var helt uforbinden de for England, men præsident Cleveland var indstillet på at fastnelde den nye linje. I december måned 1895 fik han kongressens oezynsigelse til at lade nedsætte en kommission, der skulle afgøre grænsestriden, og til om nødvendigt at lade denne afgørelse gennemtvinge ved hjælp af amerikanske styrker. Stillet over for dette pres besluttede den engel ske regering at bøje sig, og grænseproblemet blev overladt til en international voldgiftsdomstol. Hermed'havde verdens største kolonimagt med verdens største flåde måttet acceptere den nye amerikanske lancering af Monroedoktrinen som en grundlæggende bestanddel af den amerikanske udenrigspolitik. USA var blevet de caribiske sta ters talsmand over for Europa. Samtidig fastslog England i midlertid, at USA med dette havde påtaget sig et nyt ansvar. Når USA afviste europæisk intervention i de caribiske stater noget som gennem årene var sket i en vis udstrækning pga staternes usikre økonomi og dermed manglende opfyldelse af gældsforpligtelser så måtte USA efter engelsk opfattelse også selv påtage sig ansvaret for de caribiske staters "gode opførsel". Denne opfattelse vakte naturligvis stor ængstelse i Caribien, og ængstelsen skulle vise sig at være berettiget. Med præsident Roosevelts udvidelse af Monroedoktrinen i 1904 blev det amerikanske ”ansvar” for de caribiske staters op førsel fastslået som officiel amerikansk politik, og inden 88 da havde USA's indgreb over for de spanske besiddelser Cuba og Puerto Rico og over for Panama skabt basis for et nyt be greb: Yankeeimperialismen. USA havde gennem længere tid vist interesse for Cuba (174) der sammen med Puerto Rico udgjorde de sidste rester af det spanske kolonivælde i Latinamerika. Omkring midten af l8oo tallet forsøgte USA forgæves at købe Cuba og under den cuban ske oprørskrig 1868 78 støttede USA oprørerne materielt, men forskellige tanker om at gribe mere aktivt ind blev dog aldrig til noget. Et nyt oprør brød imidlertid ud i 1895, og nu var stem ningen i USA ved at skifte. Fra visse kredse hørtes der røs ter i egentlig imperialistisk ånd USA burde udnytte situa tionen og sikre sig_Cuba og Puerto Rico som kolonier. Tals mænd for disse "annekationists" var især senator Sabot Lodge og den senere præsident Theodore Roosevelt, men der var dog endnu kun tale om en lille gruppe. En langt bredere opinion, som omfattede store dele af kongressen, var oprørt over den brutale måde, hvorpå Spanien søgte at slå den cubanske fri hedsbevægelse ned. En omfattende amerikansk pressedækning af begivenhederne var med til at skabe baggrund for krav om at USA i humanismens og liberalismens navn skulle gribe ind mod Spanien og befri Cuba. Præsident Cleveland førte imidlertid en forsigtig neu tral linje i spørgsmålet, og han fastholdt over for kongres sens krav, at USA ikke burde gribe ind. I 1896 vedtog kon gressen en resolution, hvori de oubanske oprørere blev aner kendt, og USA's vilje til at søge striden bilagt på basis af cubansk uafhængighed fremhævedes, men da kongresmedlemmer meddelte Cleveland, at man overvejede at erklære Spanien krig, svarede han, at der ville ingen krig blive, for "I will not mobilize the army". I 1897 trådte præsident McKinley til og selvom hans holdning ikke afveg væsentligt fra Clevelands var presset nu for stort. Efter en officiel amerikansk protest i juni 1897 mod den "uncivilised and inhumane conduct of the campain min Cuba", syntes det klart, at udviklingen gik i retning af 89 et amerikansk indgreb. Men det blev officielt fastholdt, at USA kun ønskede at befri Cuba fra den spanske undertrykkel~ se. I sit årlige budskab til kongressen sagde McKinley i december l897: "I speak not of forcible annexation, for that cannot be thought of. That, by our code of morality, would be criminal agression." Anledningen til det amerikanske indgreb kom i februar l898, hvor det amerikanske krigsskib Maine eksploderede under et "gæstebesøg" i Havanna havn ganske vist af ukendte år sager. Den amerikanske præsident krævede af Spanien, at kri gen blev standset, og at Cuba skulle have sin selvstændighed. Der er tegn på, at Spanien egentlig var indstillet på dette, men de spanske indrømmelser kom for sent. I april 1898 ved tog kongressen på McKinleys opfordring en bemyndigelse til præsidenten til at erklære'k»Jig og ll. april kom den offi cielle krigserkLæring.i A Men præsidenten fik ikke frie hænder. Samtidig med be myndigelsen vedtog kongressen nemlig den såkaldte Teller resolution, som udtalte, at USA fraskrev sig enhver tanke eller hensigt om at udøve herredømme, domsmyndighed eller kontrol over Cuba undtagen med henblik på en fredeliggørelse af øen. Når fredaliggørelsen var sket, var det ifølge reso lutionen USA's hensigt at overlade styret og kontrollen til Cubas befolkning. Den spansk amerikanske krig blev kortvarig. Allerede efter tre ugers kamp var den spanske modstand ophørt og USA stod som besættelsesmagt på Cuba og Puerto Rico foruden på de spanske besiddelser i Stillehavet Filippinerne og Guam. Det var en ny situation for de amerikanske beslutningstagere, som de forbavsende hurtigt tilpassede sig. Ved fredsslutnin gen i Paris i december l898 overdrog Spanien Filippinerne, Guam og Puerto Rico til USA som kolonier. Det hidtil anti imperialistiske USA var blevet kolonimagt, og en kraftig modstand i den amerikanske opinion kunne ikke ændre dette. Også Cuba blev opgivet af Spanien, men øens status blev ikke nærmere fastslået. USA var trods alt for forpligtet af sin hidtidige politik og sine erklæringer til uden videre at kunne annektere Cuba, men på den anden side var præsident McKinley meget påpasselig med ikke at binde USA til en bestemt politik over for den cubanske oprørsregering. Det stod hur tigt klart, at man på en eller anden måde ønskede at bevare en amerikansk kontrol med Cuba. Under den amerikanske besæt telse skete der en reorganisering på mange områder, og der blev sammensat en grundlovgivende forsamling, som i februar l9ol nåede frem til at vedtage en ny cubansk forfatning. USA havde ikke blandet sig i dette arbejde og accepterede udfal det, men der var stor amerikansk utilfredshed med, at cuba nerne i forfatningen helt havde ignoreret spørgsmålet om det fremtidige forhold til USA. USA måtte nu gøre sig sin stilling klar i det ømtålelige spørgsmål og resultatet blev den berygtede Platt Amendment, som kongressen vedtog i foråret l9ol. Der var rent teknisk ta le om et ændringsforslag til den militære bevillingslov, frem sat af senator Crville Platt, men sandsynligvis inspireret af regeringskredse. The Platt Amendment bemyndigede præsidenten til at afslutte besættelsen af Cuba, så snart der var vedta get en cubansk forfatning, som indeholdt bestemte retnings linjer for forholdet mellem USA og Cuba. Hovedindholdet i disse retningslinjer skulle være: l. Cuba måtte ikke overlade fremmede stater nogen del af sit territorium i koloni eller militært øjemed 2. Cuba måtte kun i begrænset omfang gældsætte sig 3. USA havde ret til at gribe ind på Cuba for at bevare Cubas uafhængighed og for at opretholde et styre, der var egnet til : __í. at beskytte liv, ejendom og den personlige frihed 4. USA havde ret til at oprette en flådebase på Cuba. Det cubanske forfatningskonvent var chokeret over disse amerikanske krav, og afviste i første omgang at beskæftige sig med dem. Men den amerikanske holdning var urokkelig. I et te legram til den amerikanske militærguvernør på Cuba meddelte flådeminister Elihu Root 20. marts 1901: "The Platt amendment is, of course, final and the members of the Convention who may iii: be responsible for refusing to establish relations on.that basis will injure only themselves and their country. If the convention takes such a course it will have failed to perform the duty for which it was elected and the duty must be 91 performed by others." Resultatet blev da også, at Cuba bøjede sig, og 12. juni l9ol blev The Platt Amendment godkendt som et tillæg til den cubanske forfatning. Cuba måtte acceptere, at USA formelt havde ret til at intervenere i indre cubanske anliggender i realiteten efter forgodtbefindende. Både ved sin formelle karakter det er sjældent i_folkeretten at finde en formelt fastslået interventionsret og i kraft af den ændring i den amerikanske udenrigspolitik, som den mar kerede, er The Platt Amendment et meget væsentligt dokument i beskrivelsen af USA's Caribienpolitik. To år senere 22. maj l9o3 undertegnede USA en trak tat med Cuba. Indholdet var igen The Platt Amendment. USA ønskede at sikre sig, at alle formalia var iorden, hvis en amerikansk indgriben skulle blive aktuel, for en forfatning kunne ensidigt ændres fra cubansk side, men ikke en traktat. På dette tidspunkt var de amerikanskeli '=~ tropper_ 1 blevetQ ' truk 0 ket tilbage og det sidste punkt i Platt Amendment var ved at blive realiseret; CSA havde startet opbygningen af en flåde base ved Guantánamo på Cubas sydkyst. =: Samme år som The Platt Amendment blev nedfældet i trak taten mellem'USA og Cuba, blev en traktat af lignende indhold indgået mellem USA og en anden caribisk stat, Panama. USA var ikke ukendt med militære indgreb i Panama (175). I 1846 indgik USA en aftale med Colombia, hvoraf Panama var en del, om fri transit over Panamatangen, og efter at USA i 1855 havde færdigbygget en jernbanelinje tværs over tangen steg benyttelsen af denne transportvej kraftigt. Adskillige gange itde følgende årtier var jernbaneforbindelsen imidlertid truet af lokale uroligheder, som USA greb ind overfor. Der var ialt tale om henimod en halv snes aktioner, men de var alle be grænsede til at sikre jernbaneforbindelsens opretholdelse og på nær en enkelt skete de i fuld overensstemmelse med den colombiske regering. Baggrunden for det amerikanske indgreb over for Panama i l9o3 var da heller ikke problemer i forbindelse med jern banen, men problemer i forbindelse med et langt mere betyd ningsfuldt foretagende de amerikanske planer om at for 92 binde Atlanterhavs og Stillehavskysten ved hjælp af en ka nal gennem Mellemamerika. Kanalplanerne havde spøgt lige si den l7oo tallet, hvor Mellemamerika endnu var under spansk herredømme og hvor det ikke var USA, men de europæiske lande med England i spidsen, der legede med tanken. USA kom først rigtigt med i billedet i sidste halvdel af l8oo tallet (176). Det første tegn på amerikansk interesse i en kanal kom i l85o, hvor der på amerikansk initiativ blev indgået den såkaldte Clayton Bulwer traktat mellem USA og England. Begge fraskrev sig retten til enekontrol over en fremtidig kanal, hvis en sådan nogen sinde skulle blive bygget. Traktaten var udtryk for, at USA var ved at trænge ind på område, der hidtil havde været betragtet som engelsk interessesfære, nemlig Mel lemamerika. I l869 søgte udenrigsminister Seward at komme et skridt videre. Han indledte forhandlinger med Colombia, som i realiteten betød et brud med Clayton Bulwer traktaten: USA ønskede eneret til at bygge en kanal gennem Panama. Det kom dog ikke til dette brud, idet forhandlingerne pga Colombias modvilje ikke førte til noget, og herefter indtog USA frem til slutningen af århundredskiftet en ret passiv holdning i kanalspørgsmålet. Der blev et par gange gennemført amerikan ske opmålinger i Nicaragua det skal erindres, at placerin gen af en kanal ikke på dette tidspunkt lå fast, idet både Panama og Nicaragua var inde i billedet og der blev også forhandlet med Nicaragua, men USA's interesse var tilsynela dende ikke overvældende. Dog vakte det opsigt i USA, da et fransk selskab efter at have opnået koncession påbegyndte bygningen af en kanal gennem Panama i 1881. USA havde ikke forudset, at også Fran krig skulle blive en konkurrent på kanalområdet, og der var røster fremme i USA om, at man ikke burde føle sig bundet af traktaten med England. Det franske kanalselskab nåede dog ikke langt. Der blev kun bygget få kilometer af kanalen, in den selskabet i 1893 krakkede. Først efter den spansk amerikanske krig i 1898 tog USA igen kanalspørgsmålet op, men denne gang med stor vægt (177) I sit budskab til kongressen i december 1898 udtalte præsi dent McKinley: "That the construction of such a maritime _:'§'í_.. i 93 highway is now more than ever indispensable to that intimate and ready intercommunication between our eastern and western seaboards demanded by the annexation of the Hawaiian Islands and the prospective expansion of our influence and commerce in the Pacific, and that our national policy now more imperatively than ever calls for its control by this Government, are propositions which I doubt not the Congress will duly appreciate and wisely act upon." USA var nu besluttet på, at kanalen skulle bygges, og at den skulle stå under amerikansk kontrol. Der blev derfor indledt forhandlinger med England om ophævelse af Clayton Bulwer traktaten og i l9ol lykkedes det at nå til et positivt resultat, set med amerikanske øjne. England havde ikke de samme interesser i Mellemamerika som i midten af l8oo tallet 7 og samtidig var England nok så optaget af problemer andre steder i verden ikke mindst Eoerkrigen. Den gamle traktat blev erstattet af Hay Pauncefaute traktaten, hvori USA og England enedes om, at USA alene kunne bygge og kontrollere en mellemamerikansk kanal, når blot kanalen i fredstid var åben for alle lande på samme vilkår. == Samtidig med forhandlingerne med England foregik der en intern amerikansk debat om placeringen af kanalen. De to realistiske muligheder var Nicaragua og Panama, og udslags givende ved valget blev et tilbud, som det krakkede franske selskab gav USA. Selskabets meget aktive chefingeniør og stor aktionær Philippe Bunau Varilla var villig til at sælge sel skabets materiel og rettigheder for en sum, som gjorde Panama løsningen den økonomisk mest fordelagtige, og i kanalloven af l9o2 blev Panama derfor udpeget som vært for den amerikanske kanal. ~ Men Colombia afviste de amerikanske planer. Ganske vist lykkedes det efter lange forhandlinger med den colombiske re gering at nå frem til en traktat, som gav USA adgang til at leje en kanalzone på ubegrænset tid, men traktaten blev afvist af det colombiske senat i august l9o3. Hvorledes USA havde tænkt sig at reagere på dette, står ikke klart, både fordi der endnu ikke er foretaget tilbundsgående undersøgelser af dette emne og fordi begivenhederne i Panama kom de amerikan 94 ske beslutningstagere i forkøbet. Noget tyder imidlertid på, at præsident Roosevelt overvejede en straffeaktion mod Colombia, og den amerikanske flåde i Caribien fik ordre til at være for beredt på et angreb mod Cartagena på Colombias caribiske kyst. I et udkast til det årlige budskab til kongressen i december 1903 skrev Roosevelt: "we should purchase all the rights of the Panama Company and, without further parley with Colombia, enter upon the completion of the canal which the French company has begun". Men denne passus blev uaktuel inden budskabet nåede at blive sendt til kongressen. Det var givet, at kanalbyggeriet ville få væsentlig økonomisk betydning for Panama, og Colombias afvisning af traktaten skabte derfor uro i Panama og gav nyt liv til en spirende løsrivelsesbevægelse. Bunau Varilla, der som storaktionær i det franske kanalselskab havde en inter esse i, at de amerikanske kanalplaner blev realiseret, havde kontakt med oprørsbevægelsen og udgjorde et meget aktivt for bindelsesled til den amerikanske regering. Han søgte i Washingt at interessere USA i et direkte indgreb oprørsbevægelsen måtte kunne regne med støtte udefra for at kunne gennemføre en løsrivelse af Panama og spredte bl a det rygte, at Tysk land skulle være ivrig efter at overtage de franske kanalret tigheder. Kuppet kom 3. november l9o3. Det er meget omdiskuteret, i hvor høj grad USA direkte var involveret. Roosevelt har se nere, bl a i sine erindringer, givet udtryk for, at det var USA, der ordnede sagen, men forholdsvis nye undersøgelser af John Grenville og George Young synes at vise, at kuppet kom delvist bag på USA. I slutningen af oktober var der blevet sendt en del amerikanske krigsskibe til farvandet omkring Panama, men da kuppet brød ud, var der kun et af dem, der var nået frem til kanalzonen, og dette skib modtog ikke for holdsordre med henblik på indgriben mod mulige colombiske landgangsstyrker før det var uaktuelt. En egentlig landgangs plan blev først afsendt fra Washington 6. november, altså tre dage efter kuppet, og nåede iøvrigt først frem tre måneder SGHEEPG . 95 Kuppet lykkedes imidlertid. Colombias regering modtog først underretning om det 6. november og da var regerings styrkerne blevet besejret i Panama. USA anerkendte samme dag den nye seat, og der blev straks indledt forhandlinger om en kanaltråktat, som 18. november 1903 blev undertegnet. IIIII USA lejede for 99 år en lo miles bred kanalzone, og USA sik rede sig retttil at befæste kanalen og til militær interven tion for at beskytte kanalen. Samtidig blev det i Panamasfl. nye forfatning fastslået, at "the United States guarantees` and will maintain the independence of the Republic of Panama". Ved udgangen af l9o3 var situationen dermed, at USA havde tiltvunget sig en formel“interventionsret og ret til at oprette baser i to nye caribiske stater, Cuba og Panama. Samme år navee.JSA i forbindelse med Venezuelablokaden, der er omtalt under konfliktintensiteten i det caribiske system, I vist de europæiske stater, at der var grænser for USA's to lerance hvadeangik europæisk intervention i Caribien. Det kommende år skulle vise en skærpelse af den ameri kanske politkk på begge fronter. Skærpelsen kom til udtryk i=en passus ippræsidentens budskab til kongressen i december l9o4, kendt som the Roosevelt Corollary to the Monroe Doctrine (178). I budskabet erklærede Roosevelt, at hvis en stat op retholdt ro og orden og svarede sine forpligtelser, så be høvede den ikke at frygte nogen form for indgriben fra USA's side. Men "Cronic wrongdoing may in America, as elsewhere, ultimately require intervention by some civilized nation, and in the Western hemispere the adherence of the United States to the Monroe Doctrine may force the United States, however reluctantly,íin flagrant cases of such wrongdoing or impotence 1 to the exercise of an international police power." Dette betegnede en afgørende udvidelse af Monroedoktri nen. USA gavrmed the Roosevelt Corollary Europa besked om helt og holdent at holde sig fra de caribiske stater. De hid tidige europæiske indgreb over for stater, der ikke overholdt deres gældsførpligtelser, kunne USA ikke længere acceptere. Men Roosevelt var udmærket klar over, at hvis denne skærpelse af den amerikanske politik skulle blive effektiv, så måtte 96 USA selv træde til og i givet fald gribe ind. Det var den tan kegang,v som England i l895 havde fremsat, og som USA nu tog konsekvensen af. Hermed ændrede Monroedoktrinen karakter og blev for første gang opfattet som et instrument, der kunne bruvesC) ikke blot mod Europa, men også mod de caribiske stater. USA søgte med the Roosevelt Corollary at skabe sig et generelt legitimitetsgrundlag for fremtidige interventioner i Caribien. Og netop på dette tidspunkt havde USA brug for et så dant legitimitetsgrundlag, idet en intervention i Den domini kanske republik var forestående. De økonomiske forhold i repu blikken siden århundredskiftet havde været præget af kaos, og og en række europæiske stater var begyndt at blive urolige ` d t USA at for deres tilgodehavender (179). I l9o4 lykkedes e få en ordning istand, som tilgodese USA's egne interesser, men dette kom ikke ie europæiske kreditorer tilgode, og Bel gien foreslog direkte USA, at der blev iværksat en fælles aktion. Til trods for, at de verdenspolitiske forhold den russisk japanske krig og Marokkokrisen ikke syntes at ska be basis,for en europæisk indgriben, ville den amerikanske regering ikke løbe nogen risiko. ðo. december l9o4 sendte udenrigsminister Hay følgende besked iget telegram til USA's ambassadør i Santo Domingo: "You will ascertain whether the Government of Santo Domingo' would be disposed` to request the United States to take charge of the collection of dnties and effect an eouitable distribution of the assigned quotas among the Dominican Government and the several claimants." Allerede 2. januar l9o5 fulgte den dominikanske regering opfordringen, og d're blev indgået en aftale, hvorefter USA overtog toldop krævningen og fordelte indtægterne mellem Den dominikanske republik og de udenlandske kreditorer. Samtidig gav USA den garanti, at man ville respektere Den dominikanske republiks territoriale integritet. Problemet med traktaten kom ikke i Den dominikanske republik I men i det amerikanske senat, der i første omgang nægtede ratifikation. Den offentlige stemning i USA var ikke for en udvidelse af den ekspansionistiske politik. Først i ll 97 1907 lykkedes det Roosevelt at få ratifikationen igennem, men i praksis gjorde det ingen forskel; indtil da blev trak taten blot opretholdt administrativt. I disse år skete der også indgreb fra USA's side i de to caribiske stater, som USA først havde vist interesse for, nemlig Panama og Cuba. USA var først og fremmest interesse ret i, at der var ro omkring kanalzonen i Panama (l8o). Den nye republiks første præsident var blevet indsat i fe pbruar 1904, men han syntes ikke at sidde særlig sikkert i sadlen. Der var stor uro i Panamas hær, og mod slutningen af 1904 var risikoen for en revolte overhængende. Noget sådant var USA absolut ikke interesseret i, og man strammede der for grebet om Panama. Adskillige amerikanske krigsskibe med marinetropper blev sendt til landet, og med denne styrke i ryggen lykkedes det Panamas regering at afvæbne og til sidst helt nedlægge hæren uden at det kom til egentlig magtanven delse. I årene derefter overvågede USA, at ro og orden blev opretholdt, og i 1908 øvede amerikanerne stor indflydelse på præsidentvalget i Panama, således at det faldt ud til deres fordel. Specielt_omhyggeligt sørgede USA for, at andre stater ikke fik indpas i Panama på en måde, som kunne genere kana len, og flere gange nedlagde USA veto mod europæiske jernba neplaner i nærheden af kanalzonen der er tidligere omtalt USA's standsning af de tyske planer i 1911. På Cuba kom Roosevelts berygtede store stok for alvor i anvendelse i 1906 (181). Efter den amerikanske troppetil bagetrækning i 1902 var der roligt på øen, men i forbindelse med det cubanske præsidentvalg i l9o6 opstod der omfattende uroligheder. Valget som resulterede i genvalg af den sid dende præsident ver præget af mange uregelmæssigheder, og der opstod en kraftig liberal opposition, således at situa tionen efterhånden fik karakter af en egentlig revolte. USA støttede den siddende regering men arbejdede samtidig for at få en kompromisløsning istand. Det var imidlertid forgæves, og 28. september 1906 trådte regeringen tilbage. __ F'__' 98 Under henvisning til Platt Amendment greb USA øjeblikke ligt ind. En stor amerikansk militærstyrke blev landsat, og allerede 29. september blev der indsat en provisorisk ameri kansk militærregering. Oprøret var hurtigt slået ned og de amerikanske styrker kunne derefter holdes i baggrunden, men det amerikanske militærstyre blev dog opretholdt indtil be gyndelsen af 1909, hvor en nyvalgt cubansk præsident trådte til. Året 1912 kom til at stå som et foreløbigt højdepunkt i den amerikanske interventionspolitik, idet hele tre cari biske stater var genstand for militær intervention fra ame rikansk side. På Cuba var der atter uro, og USA søgte at styrke den siddende præsident ved at forstærke Guantånamooasen med flere krigsskibe og en større troppestyrke (182). fdermere anløb amerikanske krigsskibe Havanna havn, hvor der også blev land sat tropper på trods af den cubanske præsidents protester og forsikringer om, at han havde situationen under kontrol. Det lykkedes også at få standset urolighederne uden at de ameri kanske styrker kom i anvendelse, men der er næppe tvivl om, at de havde en "afkølende" virkning. I Den dominikanske republik var den amerikanske over tagelse af toldopkræwningen i 1905 sket uden militær hjælp, men i 1912 så også.dominikanerne de amerikanske tropper (183). De politiske forhold både på regerings og oppositionssiden var efter amerikansk opfattelse kaotiske, og USA ønskede der for en ny regering indsat. Dette lykkedes i december 1912, efter at USA havde standset alle pengetilførsler til Den dominikanske republik og havde landsat 750 marinesoldater. Endelig blev i 1912 også et nyt område bragt under kon trol fra USA's side, nemlig Nicaragua (184). Allerede nogle år forinden havde den amerikanske interesse for Nicaraguas indre forhold resulteret i et pres, der i 1909 førte til den antiamerikanske diktator Ze1aya's fald. Zelaya havde pådra get Nicaragua en stor udenlandsk gæld og var en kilde til uro både i Nicaragua og de omkringliggende lande. Den nye re gering fortsatte imidlertid Zelaya's politik, og først efter L 99 yderligere amerikansk pres fik oprørsbevægelsen, som havde USA's støtte, regeringsmagten. Under denne regering opnåede USA væsentlig indflydelse på Nicaraguas økonomiske forhold, men i slutningen af 1911 opstod der atter uro. Et forfat ningskonvent var nået frem til et forfatningsforslag, som ikke passede USA, og viste sin USA fjendtlige indstilling i en erklæring, der karakteriserede den amerikanske ambassa dørs stilling i landet som "an insult to the national autonomy and the honor of the Assembly". Uroen kulminerede i december 1911 i egentlige revolu tionære tilstande, og denne gang greb USA aktivt ind. Der blev sendt en større flådestyrke til området, og marinetrop per blev landsat og nedkæmpede oprøret. En amerikansk støt tet regering blev indsat, og USA overtog en væsentlig del af landets økonomiske administration. I modsætning til de mili tære indgreb i Cuba og Den dominikanske republik forblev de tamerikanske tropper i Nicaragua i en årrække og virkede som en besættelsesstyrke. Med præsident Woodrow Wilsons tiltræden i 1913 syntes der at ske en kovending i den amerikanske udenrigspolitik (185). Wilson.var en afgjort modstander af den amerikanske imperialisme og ønskede et opgør med Roosevelts "store stok" og Tafts dollardiplomati. I en tale 12. marts 1913 præsente rede han den hovedlinje i sin latinamerikanske politik, som senere kom til at gå under navnet`Wilsons princip: "cooperation is possible only when supported by the orderly processes of just government based upon law, not upon arbitrary or irregular force 'We can have no symphaty with those who seek to seize the power of government to advance their own personal interests or ambition. We are the friends of peace, but we know that there can be no lasting or stable peace in such circumstances. As friends, therefore, we shall prefer those who act in the interests of peace and honor, who pro tect private rights and respect the restraints of constitu tional provision". I oktober samme år fastslog Wilson i en tale i Mobile i Alabama, at "the United States will never again seek one additional foot of territory by conquest". I' loo Det er klart, at disse nye toner fra USA blev bemærket med lettelse i Caribien. Princippet om kun at støtte demokra tiske regeringer ville ganske vist ikke komme særligt mange af de caribiske regeringer til gavn, men Alabamaerklæringen om standsning af den amerikanske ekspansionspolitik syntes at indebære, at USA ville lade Caribien i fred. Men paradoksalt nok skete der i de følgende år tværtimod en intensivering af USA's interventionspolitik. Wilsons administration var i de næste fire år ansvarlig for flere indgreb i Caribien end Roosevelt og Taft tilsammen. Det er svært at finde en helt tilfredsstillende forklaring på denne åbenlyse uoverensstem melse mellem principper og virkelighed, men den væsentligste årsag var sandsynligvis udbruddet af l. verdenskrig i 1914. Dette vil blive nærmere behandlet i forbindelse med analysen af Jaribiens strategiske betydning for USA. I et enkelt tilfælde gennemførte Wilson dog til en vis grad sine principper, nemlig i sin äexicopolitik (186). I 1911 var den meget USA venlige præsident Porfirio Diaz, der havde siddet ved magten i 35 år, blevet styrtet af den liberale Madero, og dette blev indledningen til den mexicanske revo lution, der varede til n 1917. Det var et politisk opgør mel lem den liberale og den konservative overklasse, som det var set mange steder i Latinamerika, men opgøret fik tillige en social dimension ved at underklassen aktivt gik ind i kampen med krav om jordreformer. Madero beholdt kun magten i knapt to år; i begyndelsen af 1913 blev han styrtet af den højre orienterede general Huerta. USA havde under præsident Taft holdt sig neutral, men den amerikanske ambassadør i Mexico City synes at have haft en hel del at gøre med Maderos fald, og der var i hvert fald ingen tvivl om, at USA helst så den konservative fløj vinde i det mexicanske opgør. v Med Wilsons tiltræden i marts 1913 skete der en vending i den amerikanske politik. Huertas styre svarede efter Wilsons opfattelse absolut ikke til betegnelsen "just government based upon law", og Wilson nægtede at anerkende styret. I løbet af sommeren blev den liberale modstand, ledet af Venustiano Carranza, et alvorligt problem for Huerta, og parallelt her l“ lol med strammede Wilson sin politik. Huerta skulle presses bort med alle midler, som USA havde til rådighed med undtagelse af direkte militært indgreb. Det betød, at USA søgte at hind re udenlandsk økonomisk støtte til Huerta, og Huertas våben leverencer blev standset ved en blokade af de mexicanske hav ne. Ydermere formidlede USA ved en enkelt lejlighed direkte våbenleverencer til den liberale Carranza. "I august 1913 ridsede Wilson sine politiske mål i r Mexico op for kongressen. USA ønskede en øjeblikkelig stands ning af borgerkrigen og afholdelse af frie valg, hvor Huerta ikke måtte være kandidat. Huerta afviste naturligvis disse krav, men Wilson var indstillet på at afvente den amerikan ske politiks virkning. I sit budskab til kongressen 2. december 1913 sagde han: "We shall not, I believe, be obliged to alter our policy of watchful waiting. And then, when the ends comes, we shall hope to see constitutional order restored ind distressed Mexico". Men det blev ikke ved "the watchful waiting". Efter en episode, hvor mexicansk politi havde arresteret amerikan ske marinesoldater, fik Wilson 26. april 1914 kongressens bemyndigelse til at benytte væbnet magt mod Mexico for at opnå "the fullest recognition of the rights and dignity of the United States". Det var egentlig ikke Wilsons hensigt at be nytte denne bemyndigelse med det samme, men begivenhederne kom ham i forkøbet. Allerede næste dag indløb der nemlig med delelse om, at et fragtskib var på vej til Vera Cruz i Mexico, ladet med tyske våben til Huerta. Dette kunne USA ikke tole rere. Nye våben til Huerta ville forlænge borgerkrigen og en tysk indblanding var vel det, USA mindst af alt ønskede sig. Resultatet blev et amerikansk angreb på Vera Cruz, som efter et bombardement blev besat. Alle parter i den mexican ske borgerkrig fordømte den amerikanske besættelse, men ud gangen på det hele blev som USA ønskede; Huerta måtte træk ke sig tilbage, og Carranza blev indsat som mexicansk præsi dent, støttet af USA og en række latinamerikanske lande. De sidste amerikanske tropper var igen ude af Vera Cruz i no vember 1914. lo2 Dette blev imidlertid ikke det eneste indgreb i den me xicanske revolution. Stridighederne i Mexico fortsatte, nu især mellem Carranza og hans liberale rival Villa, og i januar 1916 søgte Villa direkte at få USA indviklet i kampe med Carranza's styrker, hvilket næsten lykkedes. Villa lod nogle amerikanske minearbejdere i den mexicanske by Santa Isabel dræbe, hvorefter hans styrker overskred grænsen til USA og angreb Columbus i New Mexico. USA måtte reagere på dette. Wilson forlangte og fik tilladelse af Carranza til at sætte efter Villa, og en amerikansk styrke på l2.ooo mand gik ind i Mexico på jagt efter ham. USA havde imidlertid ikke held med sig, og efterhånden blev Carranza's holdning til den amerikanske aktion præget af stor fjendtlighed og mistro. USA forblev tydeligvis længere i Mexico end den for gæves søgen efter Fills kunne retfærdiggøre, og på et vist tidspunkt kom det til sporadiske kampe mellem de amerikan ske soldater og de mexicanske regeringsstyrker. Situationen løstes dog op i februar 1917 ved at USA trak sine tropper tilbage. Selv Wilsons Mexicopolitik var altså præget af militære interventioner, omend støtten til den liberale fløj var et nyt træk i amerikansk udenrigspolitik. I det øvrige Caribien fortsatte USA's interventionspolitik med fornyet styrke. Ved Wilsons tiltræden i 1913 var der amerikanske besættelsesstyr ker i et enkelt caribisk land, nemlig Nicaragua. Fire år ef ter, ved USA's indtræden i verdenskrigen, havde USA tropper i fem caribiske stater. I Nicaragua nåede situationen på trods af den amerikanske kontrol med økonomien i 1913 et kriseniveau, og landet søgte at forhandle sig til øgede kreditmuligheder i USA (187). Mod ydelsen skulle være, at USA fik ret til at bygge en kanal gen nem landet og til at etablere flådebaser. USA stillede sig po sitivt til dette, men indførte endnu et element i forhandlin gerne: man ønskede en formel interventionsret for at sikre ejendomsretten og landets uafhængighed. Modellen var tydelig vis Platt Amandment. Forhandlingerne mundede ud i Bryan Chamorro traktaten, som omfattede de nævnte elementer med und 103 tagelse af den formelle interventionsret. Den måtte Wilson 0 udelade ikke pga modstand fra den proamerikanske regering i Nicaragua, men pga modstand i det amerikanske senat. Alli gevel voldte ratifikationen i USA problemer, og først i fe bruar 19l6 kom senatets godkendelse af traktaten. Det var imidlertid ikke kun det amerikanske senat, der var betænkelig ved traktaten. Også Nicaraguas tre nabolande Honduras, El Salvador og Costa Rica protesterede. Selvom interventionsretten ikke var kommet med i traktaten, betrag tede de den som en ren og skær protektoratsaftale, som gav USA en truende indflydelse nær ved deres grænser. Specielt var problemet for Costa Rica, idet den påtænkte kanal i gi vet fald skulle løbe delvist i grænsefloden mellem de to lan de. Costa Rica fik i 1916 the Central American Peace Court's ord for, at traktaten var en krænkelse af landets rettigheder, men kendelsen ændrede intet. Hverken USA eller Guatemala tog sig af den, og USA's indflydelse i Guatemala fortsatte ufor andret. Der var da heller ingen tvivl om, at landets konser vative leder Chamorro havde gavn af USA's tilstedeværelse. "Ved valget i 1916 pressede USA den anden konservative kandi dat til at trække sig tilbage fra valget, og den liberale modkandidat blev hindret i at føre valgkamp, idet han over hovedet ikke fik adgang til landet. Blandt de caribiske stater, der blev udsat for ameri kansk intervention, var Haiti det land, der kom sidst i ræk ken (188). I 1915 blev landet besat af USA. Den amerikanske indflydelse var dog begyndt tidligere. I 1910 opnåede Haiti nemlig et lån i Frankrig på betingelser, der vakte stor mishag i Washington. Den franske bank havde betinget sig, at den som sikkerhed skulle overtage kontrol len med skatteopkrævningen i landet og beholde en vis del af skatteindtægterne. Denne franske kontrol kunne USA ikke accep tere tilstedeværelsen af, og man optog derfor forhandlinger med parterne, hvilket resulterede i at lånet overgik til en nyoprettet bank, ganske vist stadig fransk, men med væsent lige amerikanske interesser. Selve låneaftalen forblev uænd 104 ret. Også på det militære felt havde USA berøringsflader til Haiti, idet USA i 1915 sikrede sig eneret til en flådebase ved Mole St Nicholas. Men det var først i 1914, at Haiti for alvor påkaldte sig amerikansk opmærksomhed. I januar brød en revolte ud, og USA landsatte sammen med Tyskland, England og Frankrig mari netropper. Dette bevirkede, at der hurtigt faldt ro over lan det og tropperne blev trukket tilbage. Samarbejdet med de eu ropæiske stormagter var dog bestemt ikke den amerikanske re gerings livret, og da Tyskland senere samme år foreslog USA en fælles kontrol med Haitis toldopkrævning, afviste USA klart dette. I oktober 1914 brød der igen et oprør ud, og regeringen blev væltet. USA stillede nu krav til Haiti om, at der blev indledt forhandlinger om udenlandsk kontrol med toldopkræv ningen til sikring af de forskellige kreditorlandes interes ser. Det blev afvist af Haitis senat, mens Haitis national bank der førte en meget selvstændig politik på trods af re geringens protester stik herimod overlod halvdelen af sine guldreserver i USA's varetægt. Guldbeholdningen blev trans porteret ud af landet på et amerikansk krigsskib. Endnu to kup fulgte, det sidste i juli 1915, hvorefter USA greb militært ind. Det var delvist for at beskytte egne økonomiske interesser, men væsentligst var dog frygten for, at de europæiske lande ellers ville gribe ind. I foråret 1915 havde Frankrig en enkelt gang landsat tropper i et forsøg på at sikre sine interesser under urolighederne. Den amerikanske besættelse af Haiti fik en mere omfattende karakter end det hidtil havde været tilfældet ved de amerikanske interventio ner i Caribien. De amerikanske tropper slog oprøret brutalt ned og Haiti blev påtvunget en traktat, der gav USA fuldstæn dig kontrol med de økonomiske forhold og med gendarmeriet. Året efter blev nabostaten udsat for et amerikansk ind greb af samme omfattende karakter (189). Den amerikanske be sættelse i 1912 af Den dominikanske republik blev kortvarig, men kontrollen med landets økonomi forblev på amerikanske hæn der. Situationen blev dog mere og mere kaotisk, ikke mindst lo5 I 1 pga en dårlig amerikansk administration, og der var flere gange optræk til oprør mod den amerikanske tilstedeværelse. I slutningen af 1915 fandt USA det nødvendigt at skærpe sin kontrol med republikken, og den dominikanske regering blev stillet over for krav om både øget amerikansk indfly delse på økonomien og om erstatning af hæren og politiet med et nyt politikorps, hvis ledelse skulle udpeges af USA. Regeringen afviste disse krav, og der bredte sig en kraftig antiamerikansk stemning i landet. Den amerikanske ambassadør rapporterede hjem: "The whole country had been flooded with exaggerated reports as to our demand and anti American feeling ran high Patriotic meetings were held in the North and ysocieties formed for the purpose of exciting the people to prepare themselves against the foreign invader "down with the Yankees" was the slogan of the hour." I begyndelsen af lêlê brød der et egentligt oprør ud, ledet af den forhenværende krigsminister, og da oprørerne i maj indtog hovedstaden Santo Domingo, slog USA til. En stor amerikansk marinestyrke blev landsat, og oprøret blev nedkæm pet. USA meddelte derefter, at man kun ville anerkende en ny præsident, hvis han på forhånd gik ind på`Washingtons krav. I november 1916 stod det klart, at det ikke ville lykkes at få indsat en dominikansk regering på disse betingelser, og USA tog derfor konsekvensen og etablerede en egentlig mili tær besættelse af Den dominikanske republik. Den amerikanske søofficer H S Knapp blev indsat som fungerende præsident i en regering af amerikanske officerer. Hele øen, der rummer Den dominikanske republik og Haiti, var nu under det amerikanske militære herredømme. I et brev til sin udenrigsminister Lansing skrev Wilson 26. november 1916: "It is with the deepest reluctance that I approve and authorize the course here proposed, but I am convinced that it is the least of the evils in sight in this very perplexing situation". I overensstemmelse med Wilsons proklamerede principper var det i hvert fald ikke. I året for USA's indtræden i verdenskrigen skete endnu to amerikanske indgreb i Caribien. Det var de gamle kendinge lo6 Cuba og Panama, der igen blev udsat for den amerikanske magt udøvelse. Siden det kortvarige indgreb i 1912 var udviklingen på Cuba forløbet til USA's tilfredshed, men i begyndelsen af l9l7 truede et oprør den meget USA tro præsident (190). USA advarede officielt oprørerne om, at en trussel mod den kon stitutionelle regering ville blive imødegået uanset at næppe nogen var i tvivl om netop denne regerings meget tvivl somme valggrundlag. I februar og marts 1917 blev der landsat marinetropper i mindre omfang, men efterhånden stod det klart, at en kraftigere indsats var nødvendig. USA ønskede at dette skulle ske i fuld overensstemmelse med den cubanske præsident, hvilket den amerikanske udenrigs minister gav udtryk for i et telegram til USA's ambassadør på Cuba 12. juli 1917, hvor samtidig USA's opfattelse af hele si taatianen i Caribien som til udtryk: “You will add that it is also considered to be of great importance to have these troops in Cuba at this time in case the United States forces in Éaiti or Santo Domingo, or in any of the Caribbean possessions of the United States might need reinforcement, as well as for the purpose of taking over the guarding of interests important for the procecution of the war, upon which duty the marine forces are now engaged." Den cubanske præsidents samtykke blev naturligvis givet, og i august 1917 blev 2500 amerikanske sol dater sat ind i bekæmpelsen af oprøret. Resultatet blev en mild form for militær besættelse af øen. Panamakanalen blev åbnet officielt 15. august 1914. I hele bygningsperioden var der ikke forekommet alvorlige uro ligheder som nødvendiggjorde amerikansk magtanvendelse, og samarbejdet med den ret proamerikanske regering forløb uden de store gnidninger. Men netop i åbningsåret fandt USA det nødvendigt at gribe ind for at undertrykke nogle uroligheder í anledning af et lokalt valg. Der var dog kun tale om et kortvarigt indgreb. I det ydre forløb af den amerikanske Caribienpolitik op til 1917, som det her er blevet beskrevet, tegner der sig to linjer. . lo? For det første steg intensiteten i den amerikanske in terventionspolitik gradvist op mod l9l7. Til en vis grad tænkes der her på omfanget af de enkelte indgreb, idet de militære aktioner mod Haiti i 1915 og mod Den dominikanske republik i 1916 havde et betydeligt større omfang end det tidligere var set, men især gælder det, at det totale antal områder, som USA havde kontrol over i Caribien, nåede op på et maximum i 1917. Ser vi på den økonomiske og i et vist omfang også på den politiske kontrol er billedet klart. I 1898 opnåede USA kontrol med Puerto Rico og Cuba Puerto Rico blev som det eneste område en egentlig amerikansk koloni, i l9o3 fik USA kontrol med Panama, i 1905 Den dominikanske republik og i 1911 Nicaragua. Med indgrebet i Haiti i 1915 nåede USA's herre dømme sin maximale udstrækning, idet 6 caribiske områder i større eller mindre omfang var underlagt direktiver fra Washington. Mht de egentlige militære indgreb er billedet en smule mere broget. I det første årti af l9oo tallet var det kun Cuba og Panama, der blev udsat for militær intervention; Cuba i perioderne 1898 1902 og 1906 o9, og Panama i l9o4. I 1912 blev der landsat amerikanske marinesoldater i tre stater, Cuba, Den dominikanske republik og Nicaragua. Mens de to første indgreb blev af kort varighed, var der imidlertid for Nicaraguas vedkommende tale om en vedvarende besættelse, og den efterfulgtes af lignende besættelser i 1915 af Haiti, i 1916 af Den dominikanske republik og i 1917 af Cuba og Panama. Hermed var også USAfs militære kontrol udstrakt til sit maximum i det første amerikanske krigsår 1917 havde USA tropper stå ende i fem caribiske stater. ~ Den anden tendens i den amerikanske politik vedrører typen af områder, som blev underlagt amerikansk kontrol. De caribiske områder kan mht formel status deles op i tre kategorier: de selvstændige stater, stormagtskolonierne og småstatskolonierne. For stormagtskoloniernes vedkommende dvs de engelske Jamaica, Bahamaøerne, Britisk Vestindien, Britisk Honduras og Britisk Guiana, og de franske Fransk Vestindien og Fransk Guiana skete der ingen amerikanske ír lo8 forsøg på indgreb. Det modsatte gjaldt for de selvstændige stater i Caribien, idet 5 selvstændige stater af ialt 12 blev besat af USA, heriblandt samtlige tre østater Cuba, Haiti og Den dominikanske republik. For småstatskolonierne er det svært at tale om nogen tendens; holder vi Dansk Vestindien udenfor til senere behandling omfatter gruppen kun det spanske Puerto Rico og Hollandsk Vestindien, og her blev Puerto Rico jo tid ligt i perioden underlagt intensiv amerikansk kontrol i form af et koloniherredømme, mens Hollandsk Vestindien til gen gæld slet ikke blev berørt af den amerikanske interventions politik. Der er således en klar tendens i retning af, at de amerikanske indgreb skete over for selvstændige caribiske stater og her især østaterne, mens stormagtskoloniernes integritet ikke blev anfægtet. For småstatskoloniernes ved kommende er det derimod ikke muligt at tale om nogen tendens. 2.1.2. USA's politik over for Dansk Vestindien 'd h h Hvorledes passer den amerikanske politik over for de danske øer ind i det netop beskrevne billede af den ameri kanske politik i Caribien som helhed? Var der også her tale om en stigende interesse? Til en start kan det i hvert fald fastslås, at den ame rikanske interesse for De dansk vestindiske øer gik langt til bage i tiden. Under den amerikanske borgerkrig blev præsident Lincoln og hans udenrigsminister William H Seward overbevist om værdien for USA i at have en flådebase i Vestindien, og da borgerkrigen var slut rettede Seward 7. juni 1865 hen vendelse til den danske gesandt i Washingtin`Waldemar Raasløff og foreslog ham, at USA købte de danske øer (191). I sin ind beretning om samtalen skrev Raasløff til konseilspræsident Bluhme, at samtalen havde givet ham det indtryk, at det var et vitalt ønske for USA at se forslaget gennemført (192). Der gik dog det meste af et år, før Raasløff fik in struks om at tage sagen op, og da var to faktorer, som skul 109 le vise sig at få afgørende indflydelse på det videre forløb, ændrede. Andrew Johnson var blevet USA's præsident efter at tentatet på Lincoln, og i Danmark var ministeriet Frijs Frijsenborg tiltrådt. Det sidste bevirkede en væsentlig mere positiv holdning over for det amerikanske ønske, men til gengæld syntes Seward nu ikke at have så kraftig en opbak ning bag sin ekspansionistiske politik i den nye amerikanske regering,(l93). Da Raasløff 29. december 1865 bad Seward om et egent ligt amerikansk udspil mht prisen var svaret meget hen *: holdende. Skønt Seward mente, at præsident Johnson var for købet, havde det endnu ikke været behandlet i den amerikan ske regering (194). Dette skete først tre måneder senere, og regeringens beslutning blev da, at man afventede et forslag til købssum fra dansk side (195). Der fulgte derpå over et års diplomatisk tovtrækkeri om, hvem der først skulle nævne en pris. I juli 1866 fore slog Seward ganske vist 5 mio dollars (196), men dette blev fra dansk side betragtet som et rent proforma udspil, som :ikke kunne tages alvorligt. Årsagen til det langsomme for handlingsforløb lå i en forsigtig holdning fra grev Frijs' side Danmark var bekymret for, hvorledes England og Fran krig ville reagere på et salg men nok så væsentlige var dog forholdene i USA. I et memorandum til en af de ameri kanske forhandlere senator James R Doolittle skrev Seward 8. maj 1867 (197): "The price offered is five millions which we always stood ready to advance to ten millions If you find that you can succeed for ten millions and no less, say: so to Danish Government." Dette viste sig at stå for Seewards egen regning. 25. maj besluttede den amerikanske regering nemlig, at man højst ville give 7% mio dollars for øerne. Regeringen havde ikke Sewards store begejstring for projektet (198). Men der kom dog med dette tilbud gang i forhandlingerne, og 24. oktober 1867 blev salgstraktaten undertegnet. Beløbet blev de 7% mio dollars, men kun for to af øerne, St Thomas og St Jan. St Croix var ikke med i købet (199). llo Et par måneder senere godkendtes salget ved en afstem ning på øerne, og 29. januar 1868 forelå den danske ratifi kation (200). Men den amerikanske ratifikation kom aldrig. Tiderne var nu for alvor mod Sewards forsøg på at dreje den amerikanske udenrigspolitik i ekspansionistisk retning, og samtidig var forholdet mellem præsident Johnson og kongressen yderst dårligt (201). Kun en måned efter undertegnelsen ved tog repræsentanternes hus følgende resolution (202): "Resolved That in the present financial condition of the country, any further purchases of territory are inexpedient, and this House will hold itself under no obligation to vote money to pay for any such purchase unless there is greater present necessity for the same than now exists." Der var ingen tvivl om, at det var købet af de danske øer, resolutionen sigtede på. For slagsstilleren, (flå S Washburn, udtalte direkte: "I intend to serve notice upon the íingdom of Denmark that fi'LT I Jn s House will not pay for that purchase ". Repræsentanternes hus havde ikke den formelle ratifikationsbeføjelse, men det kunne nægte at betale, og det var man tilsyneladende indstillet på. I senatets udenrigsudvalg var stemningen den samme, og det skyldtes kun en ekstraordinær dansk indsats, at man ikke meget hurtigt afviste traktaten. I marts 1869 blev de sidste danske forhåbninger imidlertid slukket. I en samtale, som A Raasløff havde med den nyligt tiltrådte præsident Grant, viste den nye regering sig som afgjort modstander af traktaten. Grant udtalte: “That is entirely Seward's plan, with which I desire absolutely nothing to do" (203), og 22. marts 1870 (fandt sagen sin afslutning ved at senatets udenrigsudvalg be sluttede ikke at anbefale ratifikationen (204). ~I de godt fem år, der gik fra Seward første gang tog salgsspørgsmålet op til afvisningen af traktaten skete der således et sindelagsskift hos begge parter. I 1865 var det USA, der overrumplede den ret køligt indstillede danske rege ring med sin interesse for øerne, og i 1870 var det USA, der alligevel ikke ville købe øerne på trods af ihærdige anstren gelser fra dansk side. 111 Det amerikanske nej betød imidlertid ikke, at man af skrev Dansk Vestindien som uinteressant. Tværtimod vogtede man omhyggeligt på, at øerne ikke blev overdraget til andre. I perioden frem til 1895 forhørte den amerikanske regering sig ialt syv gange i Danmark for at få afkræftet rygter om, at den danske regering forhandlede om salg til anden side, (og hver gang blev rygterne afkræftet (205). I de fleste til fælde gik rygterne ud på, at Tyskland ønskede at erhverve øerne. Disse rygter, som allerede er omtalt i forbindelse med behandlingen af konfliktintensiteten i det caribiske sys tem, fremkom i perioderne 1875 76 og 1884 90. Et par gange var dog også andre europæiske stormagter inde i billedet. 1. juli 1879 sendte USA's konsul på St Thomas således meddelelse til udenrigsministeriet om et rygte, der gik ud på, at "negotiations are pending between Denmark and some government not named, for the sale of St. Thomas." (206} Konsulen mente, at der kun kunne være tale om England eller Frankrig. Den amerikanske ambassadør i København fik straks besked om at opsøge den danske udenrigsminister, som helt kunne afvise, at sådanne forhandlinger fandt sted. Året efter drejede rygtet sig om dansk franske forhandlinger, og USA henvendte sig både i Paris og i København. Begge steder kunne man dementere (207). Men trods USA's tydelige interesse for øernes skæbne 1 blev det amerikanske nej til at købe øerne opretholdt. Tre gange fik USA dem mere eller mindre direkte tilbudt af den danske regering, og hver gang afviste man. I forbindelse med dementiet af rygtet i 1879 spurgte den danske udenrigsminis ter den amerikanske ambassadør Cramer, om den amerikanske re gering kunne tænkes at ville åbne forhandlinger om øerne (208) Cramer fik det indtryk, at Danmark var interesseret i at sæl ge øerne. Den amerikanske regering følte dog ikke tiden inde. I instruktionen til Cramer l. september 1879 hed det, at "at this time it would be premature to express any opinion as to the probability of reopening the negotiations for their transfer to the United States, but the subject is one of interest and importance, and as such, will receive careful consideration." 112 12 år senere havde den danske regering atter en føler ude. 8. juli 1891 meddelte den hjemkaldte danske guvernør i en samtale med USA's ambassadør Carr, at Estrup var villig til at genoplive 1867 traktaten, hvis USA ønskede det (207). Men heller ikke denne gang ønskede USA at købe øerne, og i sin indstilling om sagen til præsident Harrison gav udenrigs minister Blaine udtryk for en holdning, som nok kan siges at være dækkende for hele denne periodes amerikanske politik mht Dansk Vestindien. Blaine skrev, at hans "prepossessions are all against it until we are by fate in possession of the larger West Indies. They are very small, of no great commercial value, and in case of war we would be required to defend them and to defend them at great cost. At the same time they lack strategic value. They are destined to become ours, but among the last of the West Indies that would be _ taken." Den sidste sætning må med al den magtfuldkommenned, den afspejler siges at indeholde en imponerende rigtig spådom. Estrup syntes imidlertid ivrig efter at få indledt for handlinger, for året efter tog han igen sagen op over for Carr (210). De danske anstrengelser var dog stadig resul tatløse. Den amerikanske udenrigsminister afslog at tage stil ling til spørgsmålet, da det var valgår, og den nye amerikan ske udenrigsminister Cleveland, der trådte til i foråret 1895, ønskede ikke at gøre noget ved sagen. I 1896 var spørgsmålet oppe i forbindelse med Henrik Cavlings Havannainterview. Den amerikanske ambassadør spurg te under en samtale med udenrigsministeriets direktør Peter Vedel om Danmark kunne tænkes at ville genåbne salgsforhand lingerne med USA (211). Om dette var udtryk for en ny positiv indstilling til spørgsmålet fra amerikansk side er uklart, men det danske svar gav iihvert fald indtryk af, at der fra dansk side var sket en holdningsændring i de seneste par år. Den danske udenrigsminister erklærede, at et tilbud fra USA altid ville blive seriøst overvejet, men at den megen offent lige omtale i forbindelse med Havannainterview'et havde ska det sagen, og at der desuden kunne blive problemer med Fran krig i relation til St Croix. Frankrig havde nemlig fra gam 115 mel tid en formel forkøbsret til øen. Den amerikanske rege ring følte sig herefter ikke tilskyndet til at tage noget initiativ. Det var imidlertid klart, at der var ved at ske en ændring i den amerikanske indstilling. Naturligt nok kom ændringen først til udtryk i de mest imperialistiske kredse. 3. januar 1896 fremsatte senator Henry Cabot Lodge følgende forslag til resolution i senatet (212): "Res0lved, That the Commitee on Foreign Relations be directed to inquire and report to the Senate whether the islands of St. Croix, St. John, and St. Thomas in the West Indies, can be now purchased from the Danish Government, as provided by the treaty signed at Copenhagen in October, 1867, and whether if these islands are not purchased by the United States it is probable that they will be sold by the Danish Government to some other power." Da den republikanske præsident mcKinley kom til magten i foråret 1897, genfremsatte Lodge sit forslag (215), men hverken i 1896 eller nu året efter vandt forslaget dog sær ligt gehør í senatet. I den amerikanske regering syntes interessen imidler tid vakt. Dansk amerikaneren Niels Grøn, der uofficielt havde undersøgt stemningen i USA, rapporterede ved sin hjemkomst til København i oktober 1897, at den amerikanske regering efter hans opfattelse var villig til at optage forhandlin ger med Danmark (214), og 25. marts 1898 fik Grøn, der da var vendt tilbage til USA, af den amerikanske flådeministert at vide, at "the matter had been favorably considered in the Cabinet" (215). Omtrent samtidig lod Cabot Lodge igen høre fra sig med et forslag i senatet om, at de danske øer skulle købes på de betingelser, som præsidenten måtte finde accepteble (216). , Pga den spansk amerikanske krig i 1898 skete der dog først noget halvandet år senere. Da var det en anden uoffi ciel dansk mellemmand, Walter Christmas Dirckinck Holmfeld, der var inde i billedet. I efteråret 1899 lykkedes det Walter Christmas at få et møde i stand med præsident MoKinley, som I"_' 114 viste sig meget positiv over for tanken at USA skulle købe de danske'øer (217), og ved påfølgende møder med udenrigs minister John Hay og admiral Bradford fik Christmas samme indtryk. Ved et senere møde 2o. november 1899 fortalte Hay (218), at han nu havde undersøgt sagen nøjere, og at han var parat "to take steps to begin negotiations with the Danish Government for seouring Danish colonies". For at fremme sagen foreslog han, at Christmas ledsagede en amerikansk diplomat til København og arrangerede et møde for ham med danske re geringskredse. Dette forslag, som altså kom fra amerikansk side, må siges at markere den endelige vending i den amerikanske po litik i forbindelse med Dansk Vestindien. USA var for alvor interesseret i at købe øerne, og som det følgende skal vise, var man villig til at strække sig langt for at få dem. Det blev den senere kendte diplomat Henry`Rhite,:som Hay lod rejse til København, og på et møde med udenrigsmi nister Hiels Ravn 20. december l899 fik White bekræftet den danske forhandlingsvilje (2l9). Regeringen var villig til at overdrage øerne mod et passende vederlag, og hvis USA frem kom med et tilbud, ville det blive alvorligt overvejet. Som en rimelig salgssum nævnte Ravn efter pres fra White et be løb mellem 4 og 5 mio dollars. Allerede halvanden måned efter forelå et fuldt færdigt amerikansk traktatforslag på den danske udenrigsministers bord (220). USA foreslog, at man overtog alle tre øer for 3,5 mio dollars, og i^en samtale med den danske ambassadør i Washington Constantin Brun fremhævede Hay, at han gerne så forslaget accepteret uændret, idet han allerede havde sikret sig, at det i denne form havde et flertal for sig i senatet. Samtidig pressede han på for at få sagen hurtigt afgjort. I sin indberetning 30. januar l9oo til udenrigsminister Ravn skrev Brun, at den amerikanske udenrigsminister afsluttede samtalen med at påpege, at sagen burde kunne ordnes let og hurtigt, og 3. februar l9oo sendte Hay et telegram til den amerikanske ambassadør i København, Swenson, hvori udover. at nødvendigheden af en uændret accept af forslaget blev frem 115 hævet Swenson blev bedt om at søge forhandlingerne hurtigt afsluttet. "Time is most important." Men den utålmodige amerikanske udenrigsminister måtte finde sig i, at forhandlingerne kom til at tage tid, og at Danmark rettede ikke så lidt i traktatteksten. Konseilspræ sident Hørring og udenrigsminister Ravn erklærede, at 4 mio dollars var det mindste, man fra dansk side kunne gå med til (221), og desuden måtte USA overtage de forpligtelser, som Danmark havde over for de koncessionerede selskaber på øerne enten ved at USA forpligtede sig til at lade koncessionerne løbe videre, eller ved at USA ydede selskaberne erstatning. Endelig ønskede den danske regering, at de danske statsbor gere på øerne kunne opnå amerikansk statsborgerskab ved over dragelsen. Efter regeringsskiftet i marts l9oo blev der føjet endnu et dansk krav til ;222}. Konseilspræsident Sehested fremhævede i en note lä. juni låse, at et vigtigt dansk motiv til overdragelsen var at sikre øerne bedre økonomiske vilkår, hvilket ville sige toldfri adgang til det amerikan ske marked. Det var om disse fire danske hovedkrav, der forhand ledes de næste halvandet år. Mht toldfriheden og retten til amerikansk statsborgerskab stod Hay fast; begge dele var et lovgivningsanliggende, som henhørte under kongressen, og den amerikanske regering kunne ikke forpligte kongressen på for hånd. Men på spørgsmålet om koncessionsforpligtelserne og om salgssummens størrelse gik USA langt for at imødekomme Dan marks krav. l6. november l9oo øgede Hay det amerikanske til bud til 5,75 mio dollars eller hvis koncessionsforpligtel serne skulle overtages 5,25 mio dollars (225), og 8. april 1901 gik han med til de krævede 4 mio dollars og en delvis overtagelse af koncessionsforpligtelserne (224). I juli l9ol kom systemskiftet og Deuntzers tiltræden på et set med amerikanske øjne uheldigt tidspunkt midt i forhandlingerne. Da den amerikanske ambassadør Swenson sam tidig var på orlov i længere tid, benyttede Hay den mulighed atter at sende Henry White til København "to attempt, in ` some extra official manner, to get the Danish Government to take up the question now, and if possible decide it before ___ _ i 116 another parliamentary crisis comes on" (225). Deuntzer var imidlertid nervøs over den stigende modstand mod salget i den danske opinion, og han spurgte i en samtale med White, om USA kunne tænkes at ville nøjes med St Jan, som jo havde en fremragende havn (226). Dette kunne White dog afvise på stående fod; han sagde, at USA ønskede alle tre øer og i virkeligheden viste sin gode vilje i denne sag, idet Danmark af politiske grunde kun ville blive tilladt at sælge til USA. `White's møder med Deuntzer gav ham det klare indtryk, at det var nødvendigt for USA at øge salgssummen yderligere for at få gang i forhandlingerne. White var tydeligvis irri teret over den danske sendrægtighed og skrev til Hay, at "future negotiations had better be by cable. It wakes them up and keeps their minds, which are very dilatory, up to a decision” (227). Hay fulgte`Hhite's råd mht salgssummen og tilbød 5. oktober låol den danske regering 4,25 mio dollars (228). Dette tilfredsstillede ikke Deuntzer og 18. oktober gik Hay op til 4,5 mio dollars (229). Hen Swenson måtte tele grafere tilbage, at "a quarter million dollars more would not satisfy Danish Government" (250). lo. november gav Hay så det sidste tilbud efter at have rådført sig både med præsi dent Roosevelt og senatet; USA ville betale 5 mio dollars (251) I løbet af godt en måned havde USA ladet sig presse op fra 4 til 5 mio dollars. Swenson kunne nu endelig rapportere, at det amerikanske tilbud var blevet modtaget med tilfredshed i København (252). Hen alligevel syntes de danske forhandlere ikke at ville fær diggøre traktaten, hvilket satte Hay på en ny tålmodighede prøve. l7. december l9ol telegraferede han til Swenson, at denne`skulle "remind Minister for Foreign Affairs that the Senate adjourns for the holidays on Thursday and that it would be quite desirable to have the treaty signed before that day if possible" (255). Nogle få dage senere åbenbaredes årsagen til den nye udsættelse. Deuntser ønskede, at en folkeafstemning på øerne skulle indgå som en traktatmæssígt fastslået betingelse for salget. Dette blev meget skarpt afvist i en note 9. januar 1902 fra Hay til Constantin Brun (254): "Step by step, the 117 draft treaty has been advanced to its present shape, nearly all proposals of the Danish Ministry having been accepted by us, even to the extent of setting aside agreements reached with one Ministry and substituting therefore amendments brought forward by its successor At no time in the course of our prolonged discussion of the subject has the condition of a popular vote in the islands as a precedent to the cession been seriously advanced". Hays indstilling var, at ønskede Deuntzer en folkeafstemning, måtte den indgå i den danske ratifikationsprocedure det var ikke et traktatan liggende (255). Og herved blev det. 24. januar 1902 kunne traktaten un dertegnes. USA skulle betale Danmark 5 mio dollars for de tre vestindiske øer og overtog delvist koncessionsforpligtelserne I spørgsmålet om toldfriheden og indbyggernes mulige ameri kanske statsborgerskab måtte Danmark affinde sig med, at det ikke var et traktatspørgsmål, men et kongresspørgsmål. Den amerikanske færdiggørelse af proceduren skete hur tigt. Allerede tre uger efter undertegnelsen forelå senatets ratifikation (256). I det hele må den amerikanske adfærd un der forhandlingsforløbet siges at være præget af et ønske om en hurtig'afslutning og af en tilsvarende stor utålmodig hed med den efter amerikansk opfattelse danske sendrægtighed. Samtidig viste USA i forhandlingerne stor vilje til at nå et positivt resultat. Alligevel lykkedes det ikke. Modstanden mod traktaten i Danmark kom til udtryk ved at folketinget og landstinget ikke kunne ne frem til enighed mht retifiketienen (237). Folketinget var positivt indstillet, men ønskede ratifika tionen betinget af godkendelse ved en folkeafstemning på øerne, mens landstinget ville have en rådgivende folkeaf stemning på øerne blandt en meget begrænset vælgerskare, og først derefter tage sin stilling. Da begge ting ved møder 16. maj 1902 fastholdt deres stilling, kunne traktaten ikke rati ficeres. Kort efter skulle der imidlertid afholdes landstinge valg, og da Hay deri så en chance for at få ratifikationen igennem, bad han den danske regering om, at ratifikatione E J í. 118 fristen på et halvt år måtte blive forlænget, hvilket skete ved undertegnelsen af en tillægsartikel 7. juni l9o2 (258). Det nyvalgte landsting ændrede dog ikke ved situationen. Selvom Deuntzer erklærede, at den amerikanske regering havde lovet toldfrihed for øerne (259) et løfte som hvis det vir kelig var givet jo ville være helt uforbindende for USA afviste landstinget 22. oktober 1902 at ratificere traktaten (240). Endnu engang viste den amerikanske interesse sig. I marts l9o3 forhørte Hay sig om udsigten til en ratifikation, hvis fristen blev yderligere forlænget (241). Men denne gang blev der ikke tale om nogen forlængelse. 1902 traktaten var et afsluttet kapitel for dansk vedkommende. Det amerikanske ønske om at købe øerne holdt sig imid lertid og viste sig fra :id til anden i uformelle henven delser til den danske regering. 5o. juni l9o5 rapporterede den amerikanske ambassadør I F V \ Drien om en samtale, han havde haft med udenrigsministerL. C)Raben Levetzau1 (242). I sam talens løb havde den danske udenrigsminister indrømmet, at det var en fejl af Danmark at have afvist traktaten. Denne indberetning resulterede i en instruks fra den.amerikanske udenrigsminister til O'Brien om at "ascertain, in an informal manner, whether or not the Danish Government is now inclined to ratify a treaty for the cession of these islands". Det dan ske svar var afvisende. Raben Levetzau fandt ikke allerede tiden inde til at tage spørgsmålet op igen. Fem år senere forelå en rapport fra ambassadør Maurice Francis Egen (245), der 6. december l9lo kunne indberette, at han via en tredjemand havde haft en føler ude hos finans minister Niels Neergaard. Neergaard var ikke stemt for noget salg, idet han frygtede, at det kunne skabe vanskeligheder i forbindelse med et statslån, man`netop forhandlede om. 14. november l9ll rapporterede Egan om et møde med den danske udenrigsminister Ahlefeldt Laurvig (244), der også var mod et salg, fordi forholdene på øerne syntes i bedring. Ved Wilsonadministrationens tiltræden i 1915 blev spørgs målet igen taget op (245), idet udenrigsminister Bryan bad 119 Constantin Brun forhøre sig i København om muligheden for at indlede nye forhandlinger. Bryan meddelte samtidig, at den amerikanske regering var villig til at gøre indrømmelser mht indbyggernes rettigheder. Den danske regering var dog stadig ikke interesseret. Efter Egans opfattelse var Bryans interesse i sagen dog ikke stor nok. I en indberetning 8. marts 1915 beklagede Egan sig ligefrem over det amerikanske udenrigsministeriums manglende interesse (246): "For seven years I have hoped that the Department might instruct me to make such suggestion to the Danish Government as would lead to an offer of these islands to the United States at a reasonable price." I maj måned tog Egen på egen hånd spørgsmålet op i en samtale med udenrigsminister Erik Scavenius (247), og i sin indberetning fortæller Egen, et Scsvenius havde indrammet, at situationen på øerne blev værre år for år. Da Egan derpå direkte havde spurgt om Scavenius' personlige holdning til et salg, var svaret positivt. Øerne burde sælges og de ville muligvis blive solgt til USA. På nuværende tidspunkt kunne dette imidlertid ikke foreslås af Danmark, men hvis derimod USA opmuntrede Danmark til at overveje muligheden af et salg, kunne et sådant godt tænkes. Egen kom ikke til at vente længe på en mere aktiv amerikansk politik. Med udenrigsministerskiftet 8. juni 1915 begyndte begivenhederne at tage fart, idet den nye udenrigs minister Robert Lansing allerede otte dage efter tog spørgs målet op ved at sende følgende instruktion til Egan (248): "Department is of the opinion that plan suggested in your despatch No. 855, March 8, is desirable and may be feasible and you may very discreetly approach the proper officials with a view to ascertaining whether a proposal such as contemplsted would be received not unfavorably." Det, der her refereres til, er en plan, som Egan i 1910 havde fået fore lagt fra uofficiel dansk side. Planen, som må karakterise res som helt urealistisk, gik ud på, at Danmark skulle bytte Grønland med en del af Filippinerne, som så skulle byttes videre til Tyskland for Nordslesvig. Planen, hvori Vestin 120 diens rolle iøvrigt var helt uvis, havde Egen indberettet al lerede i september 1910, og i indberetningen 8. marts l9l5 havde han atter vedføjet den. Det blev da også ad de kendte baner, det videre forløb skete. lo. august 1915 sendte Lansing en ny instruktion om at Egen skulle "discreetly and confidentially speak to Minister for Foreign Affairs with the view of ascertaining whether the Government of Denmark would be willing to approach subject of sale of islands at this time" (249), og dette resulterede i et nyt møde mellem Egan og Scavenius 18. august 1915 (250). Scavenius bekræftede den holdning, han tidligere havde givet udtryk for, men pointerede, at han ikke dermed havde bundet regeringen til en bestemt kurs. Indberetningen om denne samtale synes at have fået Lan sing til at beslutte, at det nu for alvor skulle forsøges at få indledt forhandlinger. l en samtale med den danske amoas sadør Constantin Brun i oktober 1915 gav Lansing udtryk for, at USA ønskede at forhandle om et køb af de danske øer, men han bad dog Brun betragte henvendelsen som helt uformel (251). 28. oktober 1915 overbragte Brun det danske svar (252). Den danske regering ønskede ikke på nuværende tidspunkt at forhandle om øerne, idet de havde en stor handelsmæssig be tydning, som yderligere ville stige med åbningen af Panama kanalen. Lansing valgte nu at lægge de diplomatiske former på d Brun at der efter hylden og sige tingene lige ud. Han svare e , amerikansk opfattelse eksisterede en fare for, at Tyskland ville opsluge Danmark med det formål at opnå en legitim ret til at sætte sig fast på De dansk vestindiske øer. Øerne kun ne dermed betragtes som en sikkerhedsrisiko for Danmark. Yder mere fremhævede Lansing, at hvis en sådan truende situation opstod, var USA nødsaget til at besætte øerne for at hindre en tysk erhvervelse af dem. USA kunne under ingen omstæn digheder tillade, at øerne blev tyske. Lansing kaldte i en senere artikel fra 1951 sin udtalelse til Brun en "plain spoken threat of what might occur under certain conditions" (255) 7 og truslen havde da også den ønskede virkning. 8. november 1915 kunne Egen telegrafere, at "the sentiment in favor selling islands to the United States growing very 121 fast" (254), og 15. november kom den første officielle danske reaktion. Brun opsøgte Lansing i Department of State for at forelægge et "pinligt spørgsmål" (255), som han var blevet stillet over for af sin regering, nemlig om han (Brun) mente, at USA i tilfælde af at den danske regering ikke ville sæl ge øerne ville føle det nødvendigt at besætte dem. Lansing svarede, at skønt han ikke troede, at et sådant drastisk skridt ville blive nødvendigt, kunne han godt forestille sig omstændigheder, der ville føre til en sådan handling. Da Brun bad ham præcisere, hvilke omstændigheder, der var tale om, henviste Lansing til en besættelse af Danmark eller en alvorlig trussel om noget sådant fra en europæisk stormagts side. USA ønskede hverken, at England fik flere besiddelser i Vestindien eller at Tyskland overhovedet fik besiddelser der. Fra amerikansk side ville der dog ikke være tale om en varig besættelse; man ville trække sig tilbage, når faren var drevet over. Desuden sagde Lansing, at hvis Danmark fri villigt eller under tvang afstod øerne til en europæisk magt, som ville benytte dem som flådebase, ville USA ligeledes gri be ind. Endelig fremhævede han, at hvis USA selv kom i krig med en europæisk stormagt, hvad der var umiddelbar fare for, ville øerne også blive besat. I sin rapport om samtalen kon kluderede Brun, at der altså ingen bestemt plan var om at tage vore øer i besiddelse, men nødvendigheden deraf kunne opstå. Dette amerikanske pres adskilte situationen fra de tid ligere forhandlingsforløb. Hvis Lansings ord skal tages for pålydende, var der ikke mange muligheder overladt til de danske beslutningstagere. Hvis Danmark blev besat af Tysk land, eller hvis Tyskland direkte søgte at okkupere Dansk Vestindien, eller hvis USA gik ind i verdenskrigen og navn lig det sidste er jo interessant ud fra en retrospektiv be tragtning så ville USA besætte øerne. ' Den danske reaktion lod ikke vente længe på sig (256). 1. december 1915 meddelte Brun Lansing, at han var blevet in strueret om, at kun nødvendighedens pres kunne tvinge Dan mark til at overveje overdragelsen af øerne til USA. Han tak kede USA for at have gjort klart, hvilke omstændigheder, der kunne tvinge det til at besætte øerne, og meddelte derpå, at 'r' _ 122 i lyset af dette pres fra USA var hans land ikke i stand til at afslå at overveje et købsforslag fra USA's side. Efter dette for Lansing tilfredsstillende tilsagn informerede han præsident Wilson om resultatet (257), som denne udtrykte stor tilfredshed med. Wilson var ikke i tvivl om, at forhandlin gerne skulle videreføres. I slutningen af december l9l5 indledtes der forhandlin ger om salgsprisen og set i forhold til de to tidligere for handlingsforløb nåede man meget hurtigt til enighed (258). 27. december meddelte Brun, at den danske regering anså 27 mio dollars for et passende beløb. Lansing derimod fandt denne sum stærkt overdrevet og ønskede at gå ud fra 20 mio dollars. Efter igen at have konsulteret Wilson, der fremhævede, at for handlingerne ikke måtte gå i stå på et spørgsmål om penge, meddelte Lansing lo. ganuar 1915 Egen, at den amerikanske re gerlng v _ ok".llle lornanule'Ø _' 'r' ;1 H fn ~en en rw sum, r H på f så 27”' mio dollars. Gg dette blev resultatet. 22. januar meddelte Brun, at Danmark havde accepteret de foreslåede 25 mio. I løbet af kun 14 dage havde Danmark presset USA op til det beløb, som blev den endelige salgssum. Lansing kommenterede senere i l95l prisforhand lingerne således: "There is no doubt in my mind that we nul could have driven a better bargain_and might have succeded in cutting down the price to $ 2o,ooo,ooo, which was our original offer, but to do so would probably have prolonged the negotiations for months and might have in the end jeopardized the acceptance of the treaty by Denmark Expediency demanded that in the circumstances the United States should be generous." ' I juli måned forelå det endelige forhandlingsresultat, som til forveksling lignede 1902 traktaten (259). Lansing tøvede dog med den endelige accept pga to forhold (260). For det første var han utilfreds med en bestemmelse om, at danskerne på øerne ikke ved fremtidige lovændringer måtte stilles ringere end hidtil en bestemmelse, som også fand tes i 1902 traktaten log den anden anstødssten var, at Dan mark havde koblet traktaten sammen med et ønske om en ameri kansk erklæring, hvori USA accepterede, at Danmark udstrakte sin suverænitet til hele Grønland. Denne erklæring havde intet ii 125 med øsalget at gøre, men var af taktiske grunde taget med fra dansk side. Præsident Wilson fandt imidlertid ikke tiden inde til at beskæftige sig med petitesser. 26. juli 1916 meddelte den fungerende udenrigsminister Polk til Lansing, som da var i New York: "President most anxious that treaty should be signed at once without attempting to modify provision in regard to special rights of Danish subjects. He thinks that you should meet their representatives at once in New York and close the matter, otherwise it may fail." Lansing måtte bøje sig og 4. august 1916 blev salgstraktaten undertegnet (261), samtidig med at Lansing overrakte Brun den ønskede deklara tion om de danske rettigheder i Grønland. I senatet blev traktaten meget velvilligt modtaget (262) og ?. september lålo fandt den amerikanske ratifikation sted. Efter en månedlang parlamentarisk krise fandt også den danske ratifikation sted 21. december 1916, og 51. marts 1917 kunne USA langt om længe tage øerne i besiddelse. Det skete kun seks dage før USA trådte ind i verdenskrigen. == Den her beskrevne periode fra 1865 til 1917 kan groft deles i tre faser mht den amerikanske interesse for Dansk Vestindien. Den første fase omfatter perioden 1865 95, hvor USA førte en politik, der af Charles Tansill er blevet karak teriseret som "watchful waiting". Perioden indledtes ganske vist med brask og bram med et amerikansk forsøg på at købe øerne, men der var i høj grad tale om en one man politik fra udenrigsminister Sewards side, en politik uden opbakning i administration og kongres. Efter Sewards fejlslagne forsøg viste USA ingen interesse i at erhverve øerne, men til gengæld markerede USA adskillige gange, at europæiske staters over tagelse af øerne var højst uønsket. Dermed viste USA en in teresse, som lå på et højere niveau end f ex interessen for den svenske ø St Barthélemy, der i 1877 blev overdraget til Frankrig uden at USA reagerede. Fra 1896 skete der en vending i den amerikanske poli tik. Interessen for at købe øerne voksede atter og denne gang var der tale om en vedvarende interesse. Den amerikanske po fi: 124 litik under salgsforhandlingerne l9oo 02 vidnede om interessen udenrigsminister Hay pressede gang på gang på for at få for handlingerne afsluttet hurtigt, og USA bøjede sig langt mht salgssummens størrelse. Det var også på amerikansk foranled ning, at der blev gjort hele to forsøg på at få landstinget til at godkende traktaten. I tiden efter forkastelsen viste den amerikanske interesse sig ved flere følere hos den danske regering, og Egans udnævnelse i 1907 til amerikansk ambassa dør i København skete netop med henblik på at få nye for handlinger igang (265). Efter verdenskrigens udbrud steg den amerikanske inter esse i at erhverve øerne så kraftigt, at det synes berettiget at tale om en tredje fase i udviklingen. Fremsættelsen i 1915 af det amerikanske forhandlingstilbud blev som noget nyt led saget af en direkte udtalt trussel fra udenrigsminister Lansing's siiaz ville Danmark :eller ikke denne gang sælge øerne, kunne det blive nødvendigt for USA at besætte dem. En sådan besæt telse ville ganske vist kun finde sted, hvis bestemte situa tioner opstod, men disse situationer syntes ikke urealistiske specielt Lansings advarsel om, at amerikansk krigsdeltagelse ville betyde en besættelse af øerne måtte lyde ildevarslende for de danske beslutningstagere. Under selve forhandlingerne viste USA atter stor vilje til at bøje sig. Danmark fik næsten hvad der blev forlangt mht prisen, og Grønlandserklæringen, der jo intet som helst havde med sagen at gøre, blev også slugt af USA. Lansing og`Wilson synes at have haft meget travlt forhandlingerne om prisen tog kun godt tre uger og de øvrige forhandlinger fem måneder, hvilket i høj grad må tilskrives den amerikanske vilje til at nå et hurtigt resultat. Da USA kom til at stå som ejer af øerne, var det på et tidspunkt, hvor den amerikanske interesse for dem tilsyneladende var nået et højdepunkt. Parallelliteten mellem den amerikanske politik over for de danske øer og over for de selvstændige caribiske stater er iøjnefaldende. Den amerikanske indgrebspolitik begyndte med den spansk amerikanske krig i 1898, og i 1899 kom det offi cielle amerikanske udspil over for Danmark. I 1915 indledtes 125 en skærpelse over for de caribiske stater og samme år frem satte USA for første gang truslen om at besætte de danske øer. Og da USA i 1917 overtog øerne nåede også den amerikan ske interventionspolitik sit højdepunkt med besættelsen af ialt fem stater. Status i 1917 for USA's caribienpolitik var således, at USA var i besiddelse af to kolonier Puerto Rico og Dansk Vestindien og samtidig kunne man tælle fem lydstater i området. Men sammen med parallelliteten er også en anden ting åbenbar, nemlig en tilsyneladende forskel i niveau mht in teresseintensiteten. Som nævnt blev der allerede før år hundredskiftet grebet militært ind over for Cuba og Puerto Rico, mens der samtidig var tale om forhandlinger, når det gjaldt Dansk Vestindien forhandlinger, som Danmark kunne. tillade sig i sidste ende at forkaste uden at det fik kon sekvenser. Sg i 1315 fastholdt USA, at man lovformeligt ønskede at købe øerne omend ønsket denne gang var ledsaget af trusler over for de caribiske stater tog USA ikke den slags folkeretlige hensyn. Denne niveauforskel kunne synes at vidne om en mindre interesse i at kontrollere Dansk Vestindien end i at.kontrol lere de selvstændige caribiske stater, og dermed også om, at Lansings trusler over for Danmark måske ikke skal tages så alvorligt. Om dette er tilfældet vil blive vurderet i næste afsnits undersøgelse af de amerikanske interesser i det caribiske område. 2.1.3. Dansk Vestindiens betydning for USA AI årene op til l. verdenskrig skete der en kraftig ud videlse af de amerikanske investeringer i Caribien. Hidtil havde den engelske kapital domineret og det gjorde den fort sat i Sydamerika (264), men i Caribien overtog USA fører pladsen. De amerikanske investeringer skete især i råvare A og landbrugsproduktionen og kendt er f ex det amerikanske 126 United Fruit Company, som var dominerende i de caribiske sta ters frugteksport. Især Mexico var genstand for den amerikanske inter esse; investeringerne steg her i perioden 1897 1914 fra o 2oo mio dollars til 853 mio dollars. I det øvrige Caribien nåede USA i 1914 op på 560 mio dollars (265), og her indtog Cuba så absolut den centrale rolle med en amerikansk investe ring på o 2oo mio dollars i 1914 (266). På Cuba var det næs ten udelukkende sukkerproduktionen, der blev investeret i, og i 1920 havde investeringerne taget et sådant omfang, at USA kontrollerede 48 pct af sukkerproduktionen på øen (267). Det cubanske sukker var ikke blot vigtigt for USA som in vesteriñgsobjekt, men også som handelsvare. Den helt over vejende del af produktionen blev købt af USA, og i l9o7 ud gjolus1 ' Q 1:: importen'hø b al'Pâ cubansk I"'l _ sukker_ _ 4/9' aiJ 'feUSA I s totale_ sukker izpsrt .268). Det vil imidlertid være forkert at tilskrive de øko :::iske interesser en afgørende vægt ved forklaringen af den amerikanske politik i Caribien. I modsætning til den euro çæiske imperialisme, hvor industrinationernes behov for stør re markeder stod som noget centralt, kom de økonomiske hensyn sædvanligvis i anden'række i den amerikanske imperialisme í Caribien. Det vigtigste land i økonomisk henseende for USA var som nævnt Mexico, og her viser den tilbageholdende ameri kanske politik, at andre faktorer end de økonomiske var le dende nok så betydningsfulde var netop i Mexicos tilfælde de "demokratiske" principper, som Wilson ved sin tiltræden proklamerede som ledesnor for den amerikanske udenrigspoli tik. I Cubas tilfælde kan det ikke afvises, at de amerikanske kapitalinteresser har været af betydning for indgrebspoli tikken, der jo var mere omfattende her end noget andet sted i Caribien, men derudover er det svært at finde belæg for, at det er blandt de økonomiske interesser, de afgørende for klaringsfaktorer skal findes. Helt klart står det, at USA's interesse i Dansk Vest indien ikke var af økonomisk art. Der var ingen amerikanske investeringer af betydning på øerne set med amerikanske 127 øjne ville det jo iøvrigt ikke være muligt at investere af betydning der pga øernes ringe størrelse og St Thomas':æra som frihandelshavn var uigenkaldeligt forbi med dampskibenes fremkomst i slutningen af l8oo tallet. Derimod må der lægges stor vægt på den strategiske in teresse, USA havde i at kontrollere områder i Caribien og herunder også Dansk Vestindien. Denne strategiske interesse var ikke noget på forhånd givet den blev i høj grad skabt i og med udviklingen af den amerikanske imperialisme. Da USA i 1898 gik i krig mod Spanien og et halvt år senere stod med Cuba som besat område og Puerto Rico som koloni kan der ikke peges på et afgørende strategisk motiv til den amerikanske krigsførelse. Baggrunden var en blanding af humanitær idea lisme opbragtheden over den brutale spanske undertrykkel sespolitik og den nationale imperialistiske bølge, som gik hen over visse politiske kredse, og som især var båret af økonomisk darwinistiske teorier om USA's verdensherredømme. At indgrebet skete over for Cuba og Puerto Rico var ikke led i en større plan, men skyldtes at lejligheden bød sig, og at man næppe kunne finde et rent geografisk mere nærliggende objekt for eh begyndende imperialistisk politik. Men den spansk amerikanske krig åbenbarede et afgørende strategisk problem for USA: opdelingen af flåden i en Atlan terhavsflåde og en Stillehavsflåde (269). Under krigen mod Spanien måtte et amerikansk slagskib sejle fra Stillehavet syd om Sydamerika for at styrke den amerikanske indsats mod Cuba, og det stod klart, at tidsproblemet i forbindelse med en sådan omrokering kunne blive et afgørende handicap for USA i en krigssituation. Løsningen på problemet var Panama kanalen. Som tidligere omtalt havde kanalplanerne en lang historie bag eig, men det afgørende skub fremad fik de umid delbart efter afslutningen af den spansk amerikanske krig med præsident McKinley's erklæring til kongressen i december 1898 om, at det nu var helt nødvendigt for USA at bygge kana len (270). Motivet var strategisk; Panamakanalen skulle primært dække et militært behov som USA havde mht at forbinde Atlanten og Stillehavet. | ' 128 Men samtidig med at dække dette behov, skabte bygningen af Panamakanalen i sig selv et nyt behov af strategisk natur. En kanal af denne art var meget sårbar for fjendtlige angreb, og skulle USA bygge en krigsstrategi op, hvori kanalen indgik som en grundpille, var det af helt afgørende betydning, at ka nalen kunne forsvares (271). Dette var en erkendelse, som USA hurtigt nåede til, og det er i lyset af denne erkendelse interessen i at hindre fjendtlige angreb mod Panamakanalen at den amerikanske politik i Caribien fra 1904 primært må SES. Forsvaret af kanalen skete på to fronter. Først og frem mest var det af vital betydning, at USA kunne kontrollere ad gangsvejene til kanalen, hvilket vil sige det samme som ad 2 gangsvejene til Caribien. Allerede i 1902 skrev den senere origadiergeneral W V Judson i et notat (272): "When an isthmian canal shall have been constructed it will be approached from Europe most conveniently by the Anegada passage, and from Atlantic ports of the United States by Windward and Mona passages. Each passage will become the highway of a great commerce; No matter how strongly the isthmian canal may be fortified it would, in war, serve us no purpose índeed, through war, we might lost it entirely if our fleet could not control its approaches." De vigtigste adgangsveje var de nævnte Anegada Passaget øst for Puerto Rico og Dansk Vestindien, Mona Passage mellem Puerto Rico og Den dominikanske republik og Windward Passage mellem Haiti og Cuba. Desuden må nævnes Floridastrædet mellem Suba og Florida, hvorfra den videre adgang til Det caribiske hav skete ad Yucatanstrædet mellem Cuba og Mexico. Kunne den amerikanske flåde kontrollere disse fire indsejlinger, ville en fjendtlig magt have svært ved at komme igennem udefra med en større flådestyrke. En sådan kontrol ville kun være effektiv, hvis flåden havde støttepunkter på de aktuelle kyststrækninger, hvilket vil sige i Cuba, Haiti, Den dominikanske republik og Puerto Rico. Der kan næppe være tvivl om, at den amerikanske poli tik over for disse fire områder i høj grad hænger sammen med 129 disses placering ved de nævnte vandveje og USA's strategiske interesse i netop disse vandveje. Kontrollen med Cuba og Puerto Rico havde man jo allerede fra 1898, og selvom gre bet om Cuba atter løsnedes,.så vendte USA tilbage flere gange. I 1914 steg den amerikanske interesse iide fire far vande betydeligt (273), både pga kanalens åbning og pga den europæiske krigs udbrud. Den amerikanske politik skærpedes tilsvarende, således at USA i 1917 ved sin egen indtræden i krigen udover Cuba og Puerto Rico også kontrollerede Haiti og Den dominikanske republik og dermed helt havde den øn skede kontrol over indsejlingsfarvandene. Men den amerikanske politik over for Dansk Vestindien i 1915 kan ikke forklares ved en lignende henvisning til et amerikansk ønske om at benytte øerne som støttepunkt. Gan ske vist ligger øerne fortrinligt i så henseende i forhold til Anegada Passage, men det ger Puerto Rico også, og her var USA's position jo forlængst sikret. Da udenrigsminister Lansing ved starten af salgsforhandlingerne i 1915 bad om fladens° vurdering laf øernes betydning for USA var svaret da også bl a (274): "The General Board does not consider that there is any military reason for acquiring the Danish West Indies bonnected with preparations by the United States for a campaign in the Caribbean. The harbors and waters of Porto Rico and the adjacent islands now under our flag afford as good facilities for an advanced base as do those of any of the Danish West Indies, and they are so near that the acquisition of the Danish Islands for the mere purpose of establishing a base upon which the United States fleet could rest would not be worth while." e For at indkredse den amerikanske interesse i Dansk Vestindien må vi se på det andet aspekt af forsvarsproblema tikken i relation til Panamakanalen. Det var nemlig ikke til strækkeligt for USA at sikre sig mod udefra kommende angreb; hvis fremmede stater havde held til at etablere baser i selve det caribiske område kunne dette lige så vel blive en alvor lig trussel mod kanalen. I 130 Denne frygt for fremmede baser i Caribien var et stadigt motiv bag den amerikanske politik. Allerede i the Platt Amendment | fra l9ol viste den sig i form af bestemmelsen om, at Cuba ikke måtte overlade nogen del af sit territorium til baseformål for fremmede stater USA naturligvis undtaget (og Cuba måt te ikke gældsætte sig på en sådan måde, at der var fare for europæisk indgreb over for landet. Problematikken omkring de europæiske indgreb var det centrale i Roosevelts Corollary fra 1904. USA fremhævede da som sin politik over for alle de caribiske stater, at hvis de ikke kunne holde orden i deres interne økonomi og svare deres gældsforpligtelser til Europa, ville USA gribe ind. Mo tivet til den amerikanske indgriben var ikke primært, at USA ville sikre sine egne økonomiske interesser i det pågældende land; SSA ville komme en europæisk intervention i forkøbet for dermed at hindre, at en europæisk stat fik lejlighed til at sætte sig fast på den ene eller anden måde i det pågæl ....$ . á.ä...n.e .a.~.....""?'1Cí0 en1 1 parallel hertil ses tydeligt i den amerikanske poli tik over for Haiti i l9l3 (275). USA opnåede da ret til at etablere en militærbase ved Mols St Nicholas og sikrede sig samtidig, at "no power other than the United States should gain a foothold in that section of the Republic". Men der blev ikke bygget nogen amerikansk base, og det havde tilsyneladen de heller aldrig været meningen. Et halvt år senere meddelte udenrigsminister Bryan Haitis nye regering, at USA ønskede aftalen opretholdt uændret, men samtidig fik Haiti at vide, at "this government has, for the present, no intention of entering into negotiations regarding Mole Saint Nicholas". Hvad USA ønskede,»var blot som det fremgår af et brev, Wilson skrev til Bryan 23. juni 1913 at bringe Mols St Hicholas "out of the market" for derved at hindre Tyskland og andre europæiske magter i at sætte sig fast der. At det var Tyskland, USA frygtede i forbindelse med spørgsmålet om fremmede baser i Caribien, er åbenbart. Som det er vist i beskrivelsen af konfliktintinsiteten i det t _ 1 caribiske system var der i USA til stadighed stor mistro over for de tyske hensigter, og især fra 1914 voksede den ameri 131 kanske frygt for, at Tyskland skulle etablere ubådsbaser i Caribien. Det amerikanske angreb mod Vera Cruz i Mexico i 1914 blev således udløst af rapporter om tyske våbenleve rencer og den deraf skabte frygt i USA for, at Tyskland ville engagere sig i den mexicanske borgerkrig;.og da USA to år efter igen havde tropper i Mexico ved straffeaktio nen mod Villa var forklaringen på den meget sendrægtige amerikanske tilbagetrækning frygten for Tyskland (276). State Department advarede direkte Mexico mod at yde hjælp til tyske ubåde eller foretage sig andre uneutrale handlin ger. "the slightest breach of Mexican neutrality" kunne få de mest ulykkelige konsekvenser. I 1917 umiddelbart før USA's krigsindtræden erklærede Cubas regering sin vilje til at følge USA, men præsident Wilson advarede i første om gang mod dette ud fra den oetragtning, at Cuba ville være (specielt sårhar i så tilfælde pga faren for et tysk over raskelsesangreb med det formål at etablere ubådsbaser (277). I I Generelt kan net siges, at dette motiv den amerikan ske interesse i at hindre Tyskland i på nogen måde at få fodfæste i Caribien var ledetråden bag alle amerikanske interventioner i de caribiske stater. I forbindelse med Cuba, Haiti og Denidominikanske republik var det et motiv ved si den af interessen i at beherske sejlvejene; over for Mexico og Nicaragua var det hovedmotivet. Sålænge USA ved indgreb kunne sikre ro, sålænge mente man at afskære Tyskland fra at have et påskud for at gribe ind. Mht Puerto Rico var situa tionen ligetil ved at blive siddende på øen kunne USA kon _ .m”mm.~.;: www 41 trollere Anegada Passage og samtidig afskære Tyskland fra at gå etablere sig der _ Den amerikanske P0litik over for Dansk Vestindien i 1915 var bestemt af samme interesse. Ved selv et erhverve _! i øerne udelukkede USA, at Tyskland på den ene eller anden måde I : overtog dem. Det er ikke svært at forstå, hvorfor USA fryg I tede en tysk interesse for netop de danske øer. St Thomas I havn havde gennem århundreder bevist, at den var en af Ca ribiens allerbedste, og St Thomas' beliggenhed gjorde øen til et ideelt sted for en tysk ubådsbase. Man ville forholds íí. 132 vist ubemærket kunne komme til St Thomas fra Atlanterhavs siden, og var man først på øen, var der uhindret adgang videre gennem Det caribiske hav til Panamakanalen. Sådanne betragtninger lå naturligvis ikke bag Sewards forsøg på at købe øerne i 1867. Da var det USA's behov for en kulstation til egne flådeformål, der var hovedinteressen (278), men frygten for at Tyskland skulle være interesseret i øerne dukkede snart op og var som det er blevet beskrevet årsagen til adskillige amerikanske henvendelser til det danske udenrigsministerium i sidste halvdel af 1800 tallet. I forbindelse med salgsforhandlingerne omkring århund redskiftet spores begge motiver: interessen i at oprette en amerikansk flådebase på de danske øer og interessen i at hindre en tysk erhvervelse af øerne. Da Henry Cabot Lodge i Liåá fremsatte sit resolutionsforslag i senatet om køb af :erne ,279), var tegrundelsen ”that they furnish an admirable naval station for us in the West Indíes", og i udenrigsmi nister Hay's instruktion til ambassadør Swenson 29. januar l9oo om at indlede forhandlinger (280) hed det: "The proximity of the Danish Islands to the recently acquired territory of Puerto Rico of which they are virtually a geographical offshoot and the existance of'a harbor in Saint Thomas suitable for the station and repair of the naval vessels henceforth necessarily to be maintained in the West Indies are in point". Også i et memorandum fra General Board 12. november l9ol fremhæves betyd ningen af en amerikansk base på øerne (281): "Under ordinary conditions of probable war with European powers, we must posses a place of arms, a naval stronghold, in the northeastern Caribbean, or we must risk the loss of our isolated territory of Porto Rico St. Thomas had much to recommend it. It has a small interior harbor, completely sheltered, which, with moderate dredging, would accomodate many vessels the island would make an excellent base of operations and would be a formidable menace to any line of communication if in our possession". Men frygten for Tyskland var nu også blevet et vægtigt 7 argument. Da Cabot Lodge genfremsatte sit købsforslag 31. marts 1898 (282), begrundede han det med, at mn derved fjernede 133 "a very probable cause of foreign complications", og 28. september samme år talte admiral Bradford lige ud i et memo randum til udenrigsminister Hay (283): "The proposition to purchase is made in order to prevent them from falling into the hands of Germany." Derimod var Bradford ikke med på ideen om, at øerne skulle benyttes til en amerikansk flådebase: v"Their possession as a coaling station is not now as important as it was before the war, since we have other ports nearby that can be utilized for that purpose." I foråret l9oo kom frygten for Tyskland flere gange til udtryk. 27. april udtalte krigsminister Elihu Root ifølge New York Times (284): "No man who carefully watches the signs of the times can fail to see that the American people will within a few years have to either abandon the Monroe doctrine or fight for it, and we are not going to abandon it." Få dage efter 3. maj l9oo hegrundede medlem af repræsentanternes hus John J Gardner et forslag om køb af øerne, han kort for inden havde fremsat (285): "I obtained the impression that Germany was looking enviously upon the Danish Islands, and would seize any excuse for occupying them, and later on making them colonies of the empiret. Endelig holdt Cabot Lodge ll. maj l9oo en opsigtsvækkende tale i senatet (286), hvori han advarede Europa om, at enhver nation, som vovede at tage de danske øer i besiddelse og etablere en flåde station der ved den direkte vej til kanalen ville blive USA's fjende, og en sådan handling ville betyde krig. I det allerede omtalte memorandum fra General Board 12. november l9ol blev ikke blot værdien af en amerikansk base på øerne fremhævet (287), for kom St Thomas i fremmede hænder, ville øen blive "an even greater danger to us we find Germany deeply interested in Haiti, and undoubtedly she Would be equally interested in the acquisition of St. Thomas if opportunity were ripe". Og da det hele var forbi, dvs da Danmark havde afvist traktaten, var Hay og Henry White helt overbeviste om, at trak tatens fald i landstinget skyldtes tysk indblanding (288), og det var en anskuelse, som præsident Roosevelt gav dem helt ret i (289). 23. oktober 1902 fastslog Hay direkte over for F' 134 den tyske ambassadør i Washington (290), at USA naturligvis aldrig ville tillade Danmark at sælge øerne til anden side. Da forhandlingerne med Danmark blev genoptaget 13 år senere var som nævnt den amerikanske interesse i at etable re sig på øerne gledet i baggrunden. Den altovervejende in teresse var nu efter verdenskrigens udbrud at hindre Tyskland i at oprette en ubådsbase på St Thomas og derfra true den ny åbnede Panamakanal. Da Egan i sin indberetning til Hay 8. marts 1915 beklagede sig over manglende initiativ fra ameri kansk side mht øerne (291), var årsagen, at Egan efter ver denskrigens udbrud frygtede, at Tyskland skulle opsluge Dan mark. I så tilfælde ville De dansk vestindiske øer blive "the property of Germany, as Heligoland, under very different circmstances, became her property". Disse betragtninger går igen i et memorandum, som Lansing udfærdigede ll. juli l9l5 ,e:;;, hvilket tyder på, at Lansings helt parallelle udta lelser til Constantin brun'H senere på året var alvorligt ment tg ikke blot fremsat for at skræmme Danmark. På dette tidspunkt var erkendelsen af, at USA ikke kun ne holde sig ude fra krigen, ved at fæstne sig hos de ameri kanske beslutningstagere. I memoranda'et fra ll. juli frem hævede Lansing ikke blot frygten for en tysk overtagelse af de danske øer og andre punkter i Caribien; han nåede også I til den konklusion, at der eksisterede en grundlæggende mod sætning mellem det tyske system og demokratiet, at USA's mål \ var at sikre demokratiet og at USA i givet fald måtte tage 1 del i kampen hvis dette var nødvendigt for at hindre en tysk sejr. Denne erkendelse øgede naturligvis den amerikanske in teresse i at hindre en tysk overtagelse af de danske øer. »Dette kom f ex til udtryk i et nyt memorandum, som Lan sing.24. november 1915 sendte til præsident Wilson (293). Lansing fremhævede i forbindelse med den amerikanske politik over for de caribiske stater, at man ikke måtte glemme de eksisterende europæiske kolonier i Caribien, idet "through a change in their sovereignty they might become a serious menace". Der er ingen tvivl om, at det var de danske øer, der efter Lansings opfattelse var i farezonen. Wilson var helt enig med Lansing i denne opfattelse og udtalte selv i august 135 1916 (294): "The Caribbean is within the peculiar sphere of influence of the United States, especially since the comple tion of the Panama Canal, and the possibility of a change of sovereignty of any of the islands now under foreign juris diction is of great concern to the United States." Fra militært hold var man helt enig med de politiske beslutningstagere. I den tidligere citerede skrivelse fra General Board lo. december 1915 (295), hvor flåden klart af viste at have interesse i en amerikansk flådebase på St Thomas, nåede man alligevel frem til den konklusion, at "if the acquisition of all the Danish West Indian Islands can now be peacefully brought about, the General Board believes it is highly desirable that it should be done". Begrundelsen var, at øerne "do afford several harbors and anchorages more or less protected from prevailing Winds and seas, and more or less capable of artificial defence, that would be very useful to a foreign nation conducting a campain in the Caribbean In a military sense, that of forestalling a possible enemy rather than that of endeavoring to gain a favorable position for ourselves, it is advisable that the Danish Islands should come under our flag by peaceful measures before war". Denne vurdering blev fulgt op af Rear Admiral Caspar F Goodrich i New York Times 25. juli 1916: "Thus, it appears, north, east, south, and west, these islands are a most valuable poinggdlappui for any European Government wishing to quarrel with us. It is, therefore, in the highest degree essential that we spare no effort to prevent them falling into unfriendly hands." e Sammenholder vi den strategiske interesse, der lå bag USA's ønske om at købe de danske øer, og den interesse, der førte til den amerikanske indgrebspolitik over for en række caribiske stater, synes der ikke at være nogen afgørende for skel hverken mht interessens art eller intensitet. I begge tilfælde var det frygten for, at Tyskland skulle vinde ind pas i Caribien, der var den drivende kraft for USA. Den tid ligere omtalte niveauforskel mellem politikken over for de 136 caribiske stater og over for Danmark kan således ikke som det ellers var antydet forklares ved en forskel i interessen. Vi vil derfor senere vende tilbage til dette punkt i en anden sammenhæng. Ved beskrivelsen af den amerikanske politik over for de danske øer nåede vi frem til, at USA siden århundredskiftet førte en aktiv politik med det formål at erhverve øerne, og at denne politik fra 1915 blev så kraftigt intensiveret, at den amerikanske udenrigsminister gav udtryk for direkte trusler om en mulig amerikansk besættelse af øerne. Parallelt hermed voksede den amerikanske frygt for, at Tyskland pønsede på at sætte sig i besiddelse af øerne og op rette en ubådsbase der. En sådan tysk base opfattede USA som en trussel mod en helt vital amerikansk forsvarsinteresse, nemlig interessen i at kunne udnytte Panamakanalen i en krigs situation. Hvis vi kobler disse to ting sammen: en kraftigt inten siveret politik og en opfattelse af, at Tyskland ville true vitale amerikanske interesser, må konklusionen blive, at det der her med et samlet begreb er kaldt den amerikanske inter esseintensitet mht Dansk Vestindien, var særdeles høj. USA oplevede at vitale interesser stod på spil og indrettede sin politik derefter. “1 'M _; 137 2.2. Tillidsforholdet mellem USA og Danmark Den amerikanske interesse i at erhverve de danske øer var altså stor. I den indledende omtale af analyseapparatet er der imidlertid peget på to forhold, som kan give småsta ten midler i hænde til at afværge den fare, en sådan stor magtinteresse kan medføre for småstaten i dette tilfælde faren for, at USA med magt ville tage Dansk Vestindien i besiddelse. Det første forhold, der er nævnt, er spørgsmålet om tilliden. Hvis USA havde tillid til, at Danmark ikke af egen vilje ville sælge eller på anden måde overlade øerne til Tyskland, og hvis USA samtidig kunne stole på, at Danmark var i stand til at afvise et tysk forsøg på overtagelse af serne, synes det logisk at antage, at USA så på trods_ af sin I store interesse i :erne ville føle det unødvendigt at erhver ve dem for enhver pris. Ien følte de amerikanske beslutningstagere, at de kunne have en sådan tillid til Danmark? Hvad den første del af spørgs målet angår tilliden til de danske hensigter er det svært at give noget entydigt svar. Forholdet mellem de to lande var venskabeligtl i forhandlingsinstruktionen 29. januar 1900 til Swenson talte Hay om "the strong friendship between the two countries" (296), men der er på den anden side mange vid nesbyrd om, at USA frygtede, at Danmark ville overlade øerne til Tyskland, f ex som led i en byttehandel med Nordslesvig. Vi har set, at den danske regering adskillige gange i sidste halvdel af 1800 tallet på amerikansk foranledning måtte demen tere rygter herom, og også i 1905 var USA foruroliget af samme grund. Da Lansing 15. november 1915 forklarede Constantin Brun, under hvilke omstændigheder han forestillede sig en ame rikansk okkupation af øerne (297), medtog han ifølge en ar tikel han skrev i 1931 udtrykkelig den situation, at Dan mark frivilligt overlod øerne til en anden europæisk magt, som ville benytte den som flådebase. En del tyder derfor på, at USA ikke.havde den største tillid til, at den danske re gering primært ville afhænde øerne til USA, hvis en afhæn delse kom på tale. 138 Mht Danmarks militære formåen over for den tyske stor magt havde USA ingen som helst illusioner. Egan begrundede som nævnt i foråret l9l5 sin utålmodige indberetning om de danske øer med frygten for, at Danmark skulle blive opslugt af Tyskland, og netop denne frygt var et væsentligt element i Lansings memorandum af ll. juli 1915. I General Boards memo randum lo. december 1915 omtaltes også problematikken (298): “Denmark is a small nation with limited seapower, and would not be able to prevent the seizure of the Danish Islands by a strong military power desirous of using them as a base. It might not even be able to withstand an attempt by such a Power to purchase the islands.“ USA regnede det altså som realistisk, at Tyskland ville forsøge at købe øerne, ville forsøge at besætte Danmark med det formål at få fat i.øerne, eller ville rette et direkte angreb mod øerne og i ingen af disse tilfælde havde USA tillid til, at Danmark kunne modstå Tyskland. Det står derfor klart, at tiilidsforholdet mellem USA og Danmark i relation til De dansk vestindiske ser var af en sådan karakter, at det på ingen måde kunne tjene til at be skytte Danmark over for den kraftige amerikanske interesse i øerne snarere tværtimod. "' u 139 2.3. Den amerikanske renomméinteresse Interessen fra USA's side i at opretholde et godt re nommé i det internationale system kan tænkes at have lagt en dæmper på eventuelle ønsker om at anvende magt for at komme i besiddelse af Dansk Vestindien. En sådan magtanvendelse ville være en klar krænkelse af grundlæggende folkeretlige normer og ville derfor have en skadelig indflydelse på USA's renommé. Dette forhold kan altså have haft en beskyte tende virkning for Danmark. Hvor stor denne beskyttelse var, afhænger af to ting: det renommé, som USA i forvejen havde, og Danmarks renommé. Hvis USA's renommé var godt, må de amerikanske beslutnings tagere formodes at have været sårbare over for skader i så henseende, sg var sgså Danmarks renommé godt, ville en su verænitetssrænkelse so: besættelsen af De dansk vestindiske Øer netop have bevirket en sådan skade. Det er allerede ved smtalen af analyseapparatet fremhævet, at renommébegrebet er et meget ubestemt begreb at arbejde med, og fastlæggelsen af de to staters renommé vil derfor hvile på betragtninger af meget bred karakter. Danmark havde i henseende.til renomméet den "medfødte" fordel at være en småstat. Småstaten er sjældent agressiv og den krænker sjældent grundlæggende folkeretlige normer i det internationale system, simpelthen fordi den ikke har de nød vendige magtressourcer til det. Tværtimod er det jo ofte småstaten, der påberåber sig folkerettens regler. Samtidig var Danmark et erklæret neutralt land, som i alt fald for~ melt stod uden for blokdannelserne og verdenskrigen. Det vil derfor være naturligt at betegne Danmarks internationale renommé som værende godt. Og det samme må siges for USA's vedkommende. USA stod som den store forsvarer af demokratiet, og påberåbte sig iv modsætning til Europa en antiimperialistisk og antikolonialis tisk politik. Selvom de caribiske stater næppe ville bekræf te rigtigheden af USA's antiimperialisme, så holdt USA's imperialisme sig netop til det caribiske område og krænkede dermed ingen af de europæiske stormagters væsentlige inter 140 esser. USA bevarede indtil l9l7 sin traditionelle isolatio nisme i forholdet til de europæiske stridigheder. Vi står dermed med den konklusion, at det er rimeligt at tale om, at USA af hensyn til sit omdømme havde en inter esse i at føre en ikke agressiv politik i spørgsmålet om Dansk Vestindien. Hvor stor denne interesse var, er det ikke muligt at præcisere nærmere, men der er tegn på, at renommé interessen rent faktisk havde indflydelse på USA's politik. I forbindelse med analysen af den amerikanske interesse intensitet blev det konkluderet, at den interesse, USA havde at pleje i forholdet til Dansk Vestindien ogvi forholdet til de selvstændige caribiske stater var nøjagtig den samme, men alligevel blev der konstateret en forskel i den førte politik. Over for de caribiske stater førte USA en interventionspoli tik, som betød, at man i låll ved militære indgreb havde sik ret sig fem lydstater i smrådet. I fsrheldet til Danmark holdt USA sig derimod inden for folkerettens rammer man købte de danske øer, man besatte dem ikke. En henvisning til renomméinteressen giver en tilfreds stillende forklaring på denne forskel; en krænkelse af dansk territorium ville medføre en skade på USA's internationale om dømme, mens en tilsvarende krænkelse af caribiske staters su verænitet ikke havde samme konsekvens, fordi de caribiske staters renommé i modsætning til det danske var lavt. Ganske vist var også de småstater, men med meget ustabile og sæd vanligvis diktatoriske styrer, og fremfor alt dårlige økono miske forhold, som betød, at der ofte var problemer med over holdelsen af gældsforpligtelserne i forhold til USA og Europa. Indgreb over for disse stater blev af de betydende europæ iske lande ikke betragtet som en utilladelig agression, men tværtimod.ofte som en hjælp. Den amerikanske interesse i at bevare USA's interna tionale renommé havde altså sandsynligvis en beskyttende virkning for Danmark. Men var beskyttelsen så stor, at Dan mark endnu engang kunne have afvist de amerikanske ønsker uden at det ville have fået konsekvenser? Det spørgsmål kan som sagt ikke bedømmes ud fra de her anførte betragtninger, og vi må derfor nøjes med de generelle betragtninger, som analysen afsluttes med F v 141 §. Den tyske konjunktur J | Ved siden af undersøgelsen af den amerikanske konjunk tur skal også Tysklands rolle i Caribien behandles nærmere. Den amerikanske politik hvilede jo i høj grad på den anta gelse, at Tyskland ønskede at få fodfæste i Caribien i form af en base i området, og også danske politikere gjorde sig gennem tiderne sådanne tanker og forestillede sig muligheden af en byttehandel, hvor Tyskland fik Dansk Vestindien til gengæld for Nordslesvig. Hensigten med denne del af analysen er at undersøge, hvor stor den tyske interesse var i det caribiske område og specielt i forbindelse med Dansk Vestindien, og om der i givet fald var faktorer, der kunne tjene til at beskytte Danmark :sd en tysk interesse. 3.1. Den tyske interesseintensitet ,; Analysen af den tyske interesseintensitet vil omfatte de samme elementer som den tilsvarende analyse for USA's ved kommende, således at både den førte politik og Tysklands interesser og motiver vil blive bedømt. Det er imidlertid her fundet mest hensigtsmæssigt at behandle de to elementer sideløbende,H således 1 at fremstillingen af den tyske politik | i de forskellige faser direkte relateres til motiverne. Som for USA's vedkommende vil analysen omfatte to dele, den tyske politik i Caribien i almindelighed og den tyske politik specielt over for Dansk Vestindien. "sn 142 É.l.l. Tysklands politik i Caribien 3.l.l.l. Første fase 1868 96 Som andre europæiske stormagter greb også Tyskland fra tid til anden ind over for de caribiske stater for at ind drive tilgodehavender og beskytte sine statsborgere, men det skete ikke i særligt stort omfang. I l87l foreslog Tyskland USA, at man i fællesskab greb ind over for Venezuela for at sikre udlændingenes rettigheder (299), men USA var ikke interesseret og sagen løb ud i sandet. Året efter greb Tyskland imidlertid selv ind over for Haiti (300) og sikrede tilbagebetalingen af en gæld. Indgrebet hav de form af en besættelse af to haitiske krigsskibe i Port au Erince's havn ved hjælp af to tyske krigsskibe, som til sta dighed var stationeret i det caribiske szråde {?ol). l876 yde de de tyske krigsskibe atter støtte til de tyske statsborgere i Haiti under en opstand rr. rl'~.. CJ [\J ~.... og i lS?8 tvang tre tyske kor vetter Nicaraguas regering til at indfri en gældsforpligtelse og til at betale en ekadeserstatn }Jo u g for mishandlingen af en tysk konsul.(3o3). Som sagt var der imidlertid ikke tale om, at den tyske politik adskilte sig fra de øvrige stormagters. Europæiske indgreb i Caribien var en jævnligt forekommende ting, og Tyskland førte sig ikke specielt frem. De økonomiske inter esser, som lå bag de tyske indgreb, var heller ikke af større omfang sammenlignet med USA's, Englands og Frankrigs (304). Kun i Mexico havde Tyskland økonomiske interesser af et vist omfang, idet handelen i høj grad varetoges af tyske køb mænd, men mht egentlige investeringer var Tyskland ikke ledende. Det problem, som de amerikanske beslutningstagere var mest optaget af i relation til Tyskland var spørgsmålet om, hvorvidt Tyskland søgte at etablere en flådebase í Caribien. Så tidligt som i 1868 undersøgte Det nordtyske forbunds marine muligheden for at oprette en kulstation i Costa Rica (305), og gennem l87o'erne fremkom adskillige rygter om tyske forsøg på at vinde indpas forskellige steder i Caribien. I 1871 var l43 det Samanabugten i Den dominikanske republik og den holland ske besiddelse Curaçao (306), i 1874 Puerto Rico (307) og i lS75 atter Samanabugten (308). Disse rygter blev, som det er omtalt i forbindelse med konfliktintensiteten, afvist fra tysk side med stigende irritation, og i l875 mistede Bülow tålmodigheden og gav den amerikanske ambassadør i Berlin en længere lektion i tysk kolonipolitik eller snarere mangelen på samme. Tyskland havde ikke og havde aldrig haft ønsker om kolonier. Der er næppe tvivl om, at Bülows forsikringer var rig tige. Den almindelige tyske kolonialisme daterer sig først fra l884 og der er ingen tegn på, at Tyskland i Caribien skul le have haft ønsker om at føre en ekspansiv politik før dette tidspunkt (309). Tværtimod førte Bismarck en meget forsigtig politik i Caribien af hensyn til USA, og denne politik fort settes indtil iriundredskiftet. Den eneste interesse, der i denne periode kan anføres som et incitament til, at Tyskland skulle erhverve sig en base i Caribien, er hensynet til kul forsyningen til de tyske krigsskibe, som var stationeret i området iílo). Disse skibe var forsyninger henvist 3l'QT ('+' 17+ H9 |. J fremmede havne, hvilket i en krigssituation kunne være uhel digt, og i l88o foreslog admiral Werner da også, at man køb te Curaçao med henblik på at benytte øen som marinestøtte punkt. Men på den anden side var der ialt kun tale om 2 3 tyske krigsskibe, og de økonomiske interesser, de primært skulle varetage, var som omtalt ikke af afgørende betydning. Det må derfor konkluderes, at Tyskland i perioden ind til århundredskiftet ikke for alvor havde en så stor inter esse i at få en kulstation i Caribien, at det kunne beret tige til en udfordring af USA, og som nævnt findes der hel ler ikke tegn på, at der har været seriøse overvejelser i så henseende. i 144 l.l.l.2. Anden fase + co to ~4 l9o6 Omkring århundredskiftet skete der imidlertid en dras tisk stigning i den tyske interesse for bestemte områder i Caribien, først Cuba og siden Puerto Rico og dens lille naboø Culebra. I forbindelse med Tysklands operative planlægning mod USA så Tyskland nemlig Caribien som et redskab, der kunne benyttes i en krig mod USA. _ Der er allerede ved analysen af konfliktintensiteten redegjort udførligt for denne planlægning, der mundede ud i Operationsplan III, og der vil derfor her kun blive trukket de relevante hovedpunkter frem. lo. december l9oo fastlagde kejser Wilhelm II for første gang de videre retningslinjer for planlægningsarbejdet ved at beslutte, at første mål Cl: (D ('+' for en aktion mod USA skulle være Cuba, hvorfra det videre T \ l angreb mod C 4U] :la s østkyst skulle rettes. Som arbejdet med operationsplanlægningen skred frem, viste det sig, at Cuba nok var for stor en mundfuld for de tyske styrker, og Culebra og Puerto Rico kom derfor ind i billedet. Ved den endelige fastlæggelse af hovedlinjerne i Sperationsplan III 21. marts 1903 blev således Culebra og Puerto Rico udpeget som de før ste angrebspunkter og som støttepunkter i den videre aktion mod USA. Da Operationsplan III blev til i et samarbejde mellem de øverste militære og politiske ledere i Tyskland, 5ÉJG Cu (U É3 interesse for de to caribiske øer, som planen giver udtryk for, absolut tages alvorligt, men interessen var imidlertid af kort varighed. Pga den ændrede verdenspolitiske konstel lation måtte Tyskland i l9o6 se i øjnene, at der næppe kunne gennemføres en krig mod USA, og dermed svandt atter interessen for Culebra og Puerto Rico som strategiske støttepunkter. Der er dogt.. tegn~..> å 3 at man i hvert fald i visse kredse i Tyskland ikke blot så Caribien som et springbrædt til USA, men også gjorde sig tanker om værdien af at have en permanent base i området. Ganske vist afviste Tyskland i l898 et overraskende til bud fra Den dominikanske republik om en tysk base af frygt for "'I' l45 | den amerikanske reaktion (Éll), men den tyske ambassadør i Washington, von Bülow, bedømte en sådan base som "im allerhöchsten Messe wertvoll", og samme år fremkom der fra ' admiral Eduard von knorr et forslag om, at Tyskland skulle udnytte USA's optagethed af krigen mod Spanien og bl a er hverve sig Hollandsk Vestindien (312). Forslaget blev frem ~ ' sendt til kejseren 24. april 1898 men dets videre skæbne 'hl kendes ikke. Knapt en måned tidligere havde admiral Tirpitz taget samme | Ja Q.: 'Usc op over for det tyske udenrigsministerium (313), men heller ikke i dette tilfælde synes tankerne at . have vundet gehør. I marts l9o2 kom der en indberetning om, at Holland måske overvejede at afhænde Hollandsk Vestindien for at I koncentrere sig om sine besiddelser i Cstindien, og at I Holland tilsyneladende forestillede sig Tyskland som køber " I _,l~,.'Æ K _ _ denv: In an_einingfh _ H: I? _ nu _re_næveoe4 1' nu :un 10 __: admiraiitetscneien_ . _ Q' _ 1 _: 1 over for Q; (D (+ tyske udenrigsministerium en sådan erhvervelses mi _.: _ +35 ii (D værdi. St Eustatius, som lå ud for Anegada Passage, ville betyde en modvægt mod De dansk vestindiske øer, som 'Jo 'D Jo man fi!a ç + {+ forvente snart <3i I... I I ...J (D blive overtaget Q?+t C3U):Itza og Curaçao ville i kraft af sin nærhed til den kommende Panama kanal være et fremragende flådestøttepunkt. Året efter fore ' slog chefen for admiralstabens udeneuropæiske afdeling Schröder, at Tyskland skulle søge at vinde bl a Hollands | 1 venskab med henblik på at kunne drage nytte af dets vestin diske besiddelser.(3l5). Men det var ikke kun Hollandsk Vestindien, man havde i kikkerten. I forbindelse med operationsplanlægningen mod USA er der flere gange antydninger af, at man i flådekredse 1 ikke udelukkende så Puerto Rico og Culebra som støttepunk ter ved angrebet mod CSIU)De men at man også mente, at øerne kunne have en selvstændig værdi for Tyskland. I Kapitån leutnant Eckermann's Denkschrift fra slutningen af l899 hedder det, at Tyskland burde sætte sig fast på Puerto Rico, _ ~:u|i '_ idet besiddelsen også efter en tysk amerikansk krig kunne være værdifuld "zumal nach Fertigstellung des Central amerikanischen Kanals" (316), og i Eckermann's Denkschrift fra l5. januar l9o2, som dannede grundlaget for Operations 146 plan III, blev tanken gentaget. Hvis Tyskland sejrede i kri gen mod USA, skulle man ved fredsslutningen fastholde Puerto Rico (317). "Einmal im Besitz von Portorico werden wir die i Insel nicht wieder herausgeben; sie stellt ein militärisch werthvolles Objekt für uns dar, besonders im hinblick auf die Eröffnung des Isthmus kanals; die Einnahme bedeutet eine praktische Durchbrechung der äonroe Doctrin". tOgså lederen af operationsplanlægningen, viceadmiral Büohsel, delte denne opfattelse (318). Det fremgår af hans notater, at han ved det afgørende Immediatsvortrag 2l. marts l9o3 havde tænkt sig at forelægge sine tanker om, hvad der skulle ske efter en sejrrig krig mod USA for kejseren. En permanent besiddelse (DH: Puerto Rico og Culebra ville give Tyskland "die erstrebenswerte strategische Position Ihr dauernder Besitz bedeutet fdr uns den Schutzwall gegen die Anmassungen der Ionroe 2octri:e“. Efichsel's resumé af krigsmålene var såledesè "Feste Position in Testindien. Freie Hand in Südamerika. Aufgabe der Ionroe Doktrine." kejseren blev dog aldrig stillet over for disse betragtnin ger, idet Büohsel undlod at fremføre dem, og de kom ikke til at indgå L den endelige operationsplanlægning. motiverne bag denne interesse for baser i Caribien er ikke helt klare, men i flere tilfælde fremhæves dog Panama kanalen som en afgørende faktor. De tyske flådekredse så med stor irritation på USA's hævdelse af Monroedoktrinen og ønskede ved en tilstedeværelse i Caribien at udfordre USA's eneherredømme over den kommende kanal. Det er dog værd at lægge mærke til, at det primært var i flådekredse, man gjorde sig sådanne tanker. I modsætning til den strategiske inter esse i Puerto Rico og Culebra, som blev officielt fastslået i Operationsplan III, nåede tanken om permanente baser i Caribien aldrig frem til det politiske topniveau. Der er ikke tegn på i de tyske arkiver, at de politiske beslutningstagere i Tyskland for alvor skulle have overvejet muligheden af no get sådant (319) Men trods alt var der i denne fase tale om en intensi vering af den tyske militære interesse i Caribien, og en til 147 svarende intensivering rde sig gældende på den økonomiske UD C.. I I Ö front. Det tyske indgreb mod Haiti i I897 er allerede omtalt i forbindelse med konfliktintensiteten. Tysklands krav som blev understreget ørv o. (D tyske krigsskibe om løsladelse af den tyske købmand og om skadeserstatning må primært ses som et forsøg på at sikre tyske økonomiske interesser mod fremtidige indgreb, og det samme gælder det tyske forsøg på i l9o2 at hjælpe en tyskvenlig præsidentkandidat til magten i Haiti, et forsøg, som bl a indebar, at tyskerne sænkede en kanonbåd tilhørende et oppositionsparti. Højdepunktet var_naturligvis Venezuelablokaden l9o2 03 1 som ogsa0 er omtalt tidligere. Indgrebet mod Venezuela skete i samarbejde E3(DQ. England og Italien, men det var klart Tysk land, der fsrte en både mht blokadens iværksættelse og mht ien agressivitet, den til tider blev gennemført med. Det er imidlertid værd at bemærke, at Venezuela primært var et øko nomisk prcble: for Tyskland. Efter blokadens ophør erklærede den tyske kejser flere gange, at det ikke var Tysklands hen sigt at krænke Ionroedoktrinen og sætte sig fast i Venezuela og efter de undersøgelser, som både Alfred Vagts og Dexter Perkins har foretaget, tyder alt på, at disse kejserlige er klæringer var korrekte (32o). Den amerikanske frygt i for bindelse med blokaden havde ikke nogen reel baggrund. Som nævnt var Mexico det vigtigste land for Tyskland i økonomisk henseende, og den tyske politik var præget heraf men den var også præget af, at de amerikanske økonomiske in teresser i Mexico var store, og resultatet blev en noget skif tende, men dog ret tilbageholdende tysk politik. Tyskland ønskede ikke for alvor at udfordre USA (321). I år l9oo fik den tyske gesandt i 1 ,=|if "=n(D xico instruks fra kejser Wilhelm om at søge at styrke præsident Diaz, og Diaz regeringens holdning til Tyskland var positiv. Således udveksledes der i l9o2 officerer mellem Mexico og Tyskland, og et kuriøst islæt var det, at tyske marchsange blev oversat til spansk og sunget 4 på deres tyske melodier af de mexicanske soldater. Dette fik dog ikke nogen betydning, og efter Venezuelablokaden var Tyskland meget forsigtig i Mexico og afstod fra ydre mani _ 148 festationer som officers~ og flëdebesøg på trods af mexican ske forslag herom. 3.l.l.3. Tredje fase 1907 14 Betegnede den netop beskrevne periode en øget tysk in teresse på forskellige fronter i Caribien, så var det modsat te tilfældet i de sidste år op til 1. verdenskrig. Tyskland havde nu fuldt op at gøre i Europa og ligesom operationsplan lægningen mod USA blev skrinlagt var den tyske aktivitet i Caribien af ringe omfang." ` Der fandt kun et enkelt ekonomisk motiveret indgreb sted,. . nemlig'_ mod" dalti" T 1 ' 1 Isle, Å og . . T '. ae. skete . 1 laliesskao~F' ". n""'* 1 " med "rncss, englandfi N og` zrankr1~P f '~ fzfifië.,aa,. ,_ .. Noget forsøg på at etablere baser i Caribien er der ikke tegn på, men den tyske politik i Iexico og Panama vidner dog om, at Caribien ikke helt og holdent var lagt på is. I december 1906 indberettede den tyske gesandt i Eexico Wangenheim, at Diaz regeringen havde planer om at anmode om tysk støtte til en reorganisering afiden mexicanske hær og eventuelt senere også om tyske våbenleverencer (323). Kejseren var positivt stemt og noterede på indberetningen, at han ingen indvendin ger havde mht imødekommelse af Mexicos eventuelle ønsker, men Wangenheim selv var mere usikker og fremhævede risikoen for, at tysk militær støtte ville skabe problemer i forholdet til USA. Bülow var helt enig med ham heri og instruerede derfor Wangenheim om at opmuntre Mexico til selv at stå for den mi litære uddannelse. Imidlertid syntes også Frankrig at være inde.i billedet, hvilket stillede den tyske regering i et dilemma. Man ønskede ikke at udfordre USA, men man ønskede heller ikke at være vidne til en fransk militær indflydelse i Mexico. I midten af l9o7 var Wangenheim meget indstillet på, at Tyskland skulle gå aktivt ind i sagen, men på det tids punkt løste Æexico selv problemet for Tyskland. Hele det mi litære projekt blev nemlig opgivet af Diaz regeringen. 149 Den tyske aktivitet i Panama i 1911 er omtalt. Et tysk selskab sagte at erhverve landområder i Panama og endog i selve kanakzonen, hvilket blev forpurret af USA. Imidlertid fortsatte den tyske aktivitet med landerhvervelser (324). I 1913 købte det tyske selskab et område ved Pinasbugten ved Panamas Stillehavskyst i nærheden af grænsen til Colombia og oprettede der en lille tysk koloni. Hvad hensigten med dette var, er uklart, men det vakte den britiske ambassadørs ængstelse. I sine indberetninger til London fremlagde han ' en mistanke om, at tyskerne søgte at skabe en kommunikations vej tværs over Panamatangen. man vidste, at der fandtes en kraftig radiosender i Panama City, og også i den tyske koloni var der en sender. Men uanset formålet synes kolonien ikke at have været benyttet med held til noget militært formål. ""? J ""'.'.f " SU '1.""* 19? bl\. 0 |.«..J iøfiø :ue?:e iase i?l4_if Den amerikanske frygt for tyske ubådsbaser i Caribien ander l. verdenskrig synes ubegrundet. Der er ingen tegn på, at Tyskland skulle have haft planer om noget sådant. Tvært imod er det allerede beskrevet, hvorledes Tyskland længst muligt søgte at undgå en konfrontation med USA under krigen og derfor adskillige gange udskød gennemførelsen af den uindskrænkede ubddskrig. Men netop interessen i at holde USA væk fra den euro pæiske krig medførte en ny tysk politik i Caribien. Målet var nu at binde USA i en krig i Caribien ikke en krig mod Tyskland, men en krig mod en caribisk stat, nemlig Mexico. De tyske våbenleverencer til Huerta den amerikansk støttede Carranza's modstander i borgerkrigen kan ses i lyset heraf, og i begyndelsen af l9l7 åbenbaredes de tyske hensigter så klart, at det fik den modsatte af den tilsigtede virkning. Zimmermanndepéchen var et næsten desperat tysk forsøg på at lokke Mexico til at angribe USA, og den var en medvirkende årsag til den amerikanske krigsindtræden 6. april 1917. P ii 150 3.l.l.5. Sammenfatning Den tyske økonomiske interesse i Caribien var som nævnt ikke af større omfang end de øvrige europæiske landes, snarere tværtimod, og der ses da heller ingen nævneværdig forskel mel lem den tyske adfærd og andre landes i så henseende med den undtagelse, at Tyskland i visse tilfælde specielt under Venezuelablokaden viste sig nogle grader mere agressiv. Mht de strategiske interesser md der skelnes mellem to. Interessen for selvstændige baser i det caribiske område gav sig i perioden lige efter århundredskiftet udslag i adskillige udtalelser og planer inden for den tyske marine, men det B f.=J<= slås fast, at sådanne planer aldrig nåede frem til en officiel anerkendelse hos de politiske beslutningstagere, og der er ingen tegn i den ta' til _'SH' (D politik på, at Iyskland skulle have forsøgt at etablere sig under en eller anden form i Caribien. Derimod var Caribien som støttepunkt i et angreb mod USA 'CJ for alvor inde i billedet i samme periode, og dermed var Fuerto Rico og Culebra i "farezonen". Operationsplan III md som om talt vurderes som en alvorligt ment krigsplan i de få år, den fungerede~som sidan, men interessen for de to øer var dog be tinget af, at der udbrød en krig mellem USA og Tyskland. Og som vi har set, ville Tyskland næppe selv søge en sådan krig, men kun forberede sig, hvis den blev Tyskland påtvunget. Hel ler ikke den tyske interesse i Culebra og Puerto Rico kan derfor siges at være af vital betydning for Tyskland, hvilket understreges af, at Operationsplan III blev opgivet, da for holdene i Europa tilspidsedes. Det var dér, de tyske inter esser først og fremmest lå; planlægningen mod USA var en slags "overskudsp1anlægning", man kunne tillade sig, når der var ro på hjemmefronten og igen droppe, når det blev nødvendigt. 3.1.2. Tysklands politik over for Dansk Vestindien Skulle man tro de mange rygter gennem tiderne, er der ikke tvivl om, at Tyskland gjorde sig mange anstrengelser for 151 at erhverve De dansk vestindiske øer. Der var flere rygter i perioden 1873 76, i 1884, 1890 og 1898 og kulminationen kom i l902, hvor Tyskkand af mange og da især af de ameri kanske beslutningstagere fik tillagt skylden for, at lands tinget forkastede den dansk amerikanske salgstraktat. I 1905 forlød det, at Hamburg Amerika Linjen var i færd med at overtage Water Island ud for St Thomas' havn. Et gennemgående træk i mange af rygterne var, at der forhandledes mellem Tyskland og Danmark om et bytte; Tysk land skulle have Dansk Vestindien mod at tilbagegive Nord slesvig. Sådanne tanker var da også fremme, men det var udelukkende fra dansk side, de blev fremført. Allerede under fredsforhandlingerne i Wien i 1864 tilbød den danske forhandler Jules Hansen Bismarck de danske øer mod at man oeholdt de danske dele af Slesvig, men Bismarck afviste dette forslaâ .É2§§. I en indberetning fra den tyske äesandt i København Kiderlen íächter 20. februar 1896 omtales et andet dansk forsøg i denne retning (326). konseilspræsident Reedtz Thott havde over for Kiderlen Tächter omtalt de mislykkede bestræbelser på at få øerne solgt til USA og sluttede med at sige, at øerne ikke burde sælges, men at de måske en dag kunne indgå i en byttehandel sammen med et andet landom råde. Den tyske gesandt opfattede denne antydning som en opfordring til Tyskland, men i Tyskland vandt tanken ikke genklang. På Kiderlen Wächters indberetning skrev kejser Wilhelm II: "Meine Unterthanen sind mir nicht für ein Paar Inseln fail! Was Wilhelm I eroberte, das halte ich fest." Men den manglende tyske interesse for byttehandels idéen betød ikke, at Tyskland ikke interesserede sig for Dansk Vestindien. I en række operative flådeplaner fra slut ningen af l80o tallet findes Dansk Vestindien omtalt. I maj 1885 gav den tyske admiralitetschef Leo von Caprivi ordre til Kapitänleutnant Max Piraly om at udarbejde en operationsplan mod St Thomas og St Croix (327): "Unter 1 der Voraussetzung, dass das deutsche Reich [sich] im Kriegs zustande mit Dänemark [befinde], haben [Sie] zu berichten welche Streitmacht dazu nöthig ist um die Inseln St Thomas 152 und St Croix in unsere Besitz zu bringen. Unter der Annahme, dass die von Ihnen für nöthig erachteten Streitmächte gegeben sind, ist ein Operationsplan auszuarbeiten". Forudsætningen var altså en dansk tysk krig, og set i den sammenhæng fore kommer planlægningen mod Dansk Vestindien naturlig. Året før havde Caprivi nemlig udarbejdet den første kendte tyske krigs plan mod Danmark "Denkschrift betreffend einen Angriff auf Kopenhagen" og det var derfor logisk, at han også øn skede at inddrage de danske øer i planlægningen. Piraly's plan forelå i august 1886, men inden da havde Caprivi fundet anledning til at iværksætte endnu et opera tionsarbejde i forbindelse med Dansk Vestindien. Det var i september 1885, hvor Kapitën zur See Alfred Stenzel fik no genlunde samme ordre som Piraly, men nu var forudsætningen ' imidlertid en krig mod Spanien áE28). Dette var blevet aktu elt pga det tyske forsøg på at bemægtige sig Karolinerne i Stillehavet, skønt Spanien gjorde krav på dem. Modsætningen mellem Tyskland og Spanien voksede hastigt, og Bismarck øn skede at en krig i givet fald skulle føres omkring de spanske kolonier, bl a Cuba. I så _.Ju BN ville Tyskland få brug for (+ },._l »ø r.....|Cb (D en base i Caribien, og det er sandsynligvis i denne sammen hæng, den fornyede undersøgelse skal ses. Da Stenzels arbej der var færdige i marts 1886, var der imidlertid ikke længere interesse for dem i den tyske flådeledelse, idet krigstruslen da for længst var drevet over ved at Tyskland havde opgivet sine krav på Karolinerne. Ti år senere dukker Dansk Vestindien atter op i den tyske marines planlægning. I maj 1895 forelå en rapport fra Kapitän zur See Walter Koch, omhandlende muligheden for en tysk besættelse af de tre danske øer (329). Koch mente ikke, at en.besættelse ville volde problemer af militær art, men det er tydeligt, at han må være beordret til at udfærdige rappor ten, for selv forstod han ikke meningen med en sådan opera tion. Øernes økonomiske betydning var meget aftaget, og spe kulationer over en kommende Panamakanal mente Koch var alt for tidligt at gøre sig. Imidlertid ønskede overkommandoens chef admiral Eduard von Knorr yderligere undersøgelser af emnet, hvilket resulte 153 rede i endnu en rapport i maj 1896 (330). Rapportens forfat ter Unterleutnant zur See Albert Stoelzel stillede sig væ sentligt mere positiv end Koch. Han mente, at St Thomas var af "hervorragende militårisch Bedeutung" og kunne udgøre "eine vorzügliche Operationsbasis”, hvis øens forsvar blev udbygget. Selve angrebet mod de danske øer var Stoelzel enig med Koch om det ville ikke volde problemer. I foråret 1898 syntes der at foreligge en fordelagtig situation mht tysk erhvervelse af de danske øer. Det var å benbart, at en krig mellem Spanien og USA snart ville bryde ud, og i tyske flådekredse mente man, at USA's optagethed heraf burde udnyttes. 6. april 1898 samlede Kapitän zur See Paul Jaeschke i overkommandoens admiralstabsafdeling al til gængelig information om Dansk Vestindien og udarbejdede på basis heraf et forslag om, at Tyskland skulle erhverve øerne, r. 1. « * _ 1 H " ' ...... ;...`.':~. :aan u ...... '.. r: .. 1 Hun.::.__ ...... ...'.:;.. 1 4~ :__w =' ' .1...._5_.,^:ii“war rf r* 1.,"'??1,f__._:_ ø T_|_ mO~... S wtnlnërn (3 gg' : r 4" : l\...:....:_ de _. I ('+|...J0 Cb l`gereFJ planers besættelse talte Jaeschke om et køb af serne. Forslaget blev accepteret på højere sted og det endte som Denkschrift hos kejseren 24. april 1898. I dette Denk schrift erklærede admiral Knorr, at "die Kaiserliohe Marine e einer Anzahl von Stützpunkten in allen Meeren bedarf", og han anbefàlede både en erhvervelse af Dansk Vestindien og af Hollandsk Vestindien. Tyskland burde "in dieser Richtung vorzugehen u[nd] sowohl bezüglich der holländischen als der dänischen Besitzungen in Westindien die diplomatischen Fühlhörner auszustrecken". Kort tid inden havde kontreadmiral Tirpitz fra Reich marineamt over for det tyske udenrigsministerium forsøgt at gøre de samme tanker gældende (332). Han fremførte ifølge udenrigsministeriets optegnelser bl a, at “Die Folge des Spanisch amerikanischen Krieges müsse unabwendbar für Spanien der Verlust Kubas zugunsten der Vereinigten Staaten sein Damit aber sei für uns der letzte Moment gekommen, um Curaçao und St. Thomas durch Kauf an uns zu bringen. Nord amerika könne dagegen nichts einwenden, weil es mit Kuba vorläufig abgefunden sei und hinreichend zu tun habe". Også Tirpitz talte altså om et køb. . . 154 Mens Jaeschke's forslag tilsyneladende ikke fik kejser lig medvind (333), fik Tirpitz af kejseren bemyndigelse til sammen med udenrigsminister Bülow at fremlægge et forslag i spørgsmålet om St Thomas. Men forslaget kom aldrig, og ved udgangen af 1898 syntes tiden forpasset. USA stod nu efter sejren over Spanien for første gang som kolonimagt i Cari bien. I begyndelsen af 1899 tog Tirpitz imidlertid atter spørgsmålet om Dansk Vestindien op. I modsætning til tid ligere drejede det sig denne gang om St Jan (334), og anled ningen var en henvendelse fra Walter Christmas, der før sin meget omtalte virksomhed i USA forsøgte udelukkende i spekulationsøjemed at medvirke til en overdragelse af St Jan til Tyskland. Christmas meddelte i december 1898 det tyske udenrigsministerium, at den danske regering ønskede at sælge St Jan til Tyskland, :en at CSA's indstilling vanske liggjorde sagen. Christmas havde imidlertid sikret sig for købsret til en række grunde på St Jan, og hans plan var, at et privat tysk selskab skulle købe disse grunde, og senere kunne Danmark så lettere officielt overdrage suveræniteten til Tyskland, når hovedparten af øen alligevel var på tyske hænder. Christmas oplyste, at han allerede havde tilsagn fra Hamburg Amerika Linjens direktør Ballin om at købe grunde og flytte selskabets faciliteter fra St Thomas til St Jan. Der manglede derfor kun et underhåndstilsagn fra officiel tysk side om, at den tyske regering ville følge sagen op med et køb af øen. Tirpitz gik stærkt ind for idéen og støttede Christ mas' forslag i en skrivelse til udenrigsminister Bülow 7. ja nuar 1899. Men Bülow var absolut ikke begejstret for forsla get,.og endnu større blev hans skepsis, da det viste sig, at Ballin kun ville gå med, hvis det var absolut nødvendigt af patriotiske grunde. Hamburg Amerika Linjen var godt tilfreds med forholdene, som de var på St Thomas. Udenrigsministeriets skepsis afholdt dog ikke admiralstaben fra at foretage nø jere undersøgelser af St Jan (335). 22. juni 1899 fik Kapitän zur See Ludwig Schröder af admiralstabschef Felix Bendemann ordre til at undersøge øens militære værdi, og ifølge Schröde PS f 'T 155 rapport fra fl. december 1899 ville St Jan egne sig til kul station for tyske krigsskibe. Derimod mente Schröder ikke, at St Jan var egnet som egentlig flådebase pga den engelske ø Tortola's umiddelbare nærhed. men da denne rapport fremkom, var der allerede sagt endeligt stop i sagen fra udenrigs ministeriets side. Forholdet til USA var spændt, og Bülow ønskede ikke at forværre situationen ved at forsøge at er hverve St Jan. Og med dette stop synes der i det hele taget at være sat et punktum for den tyske flådes planlægning med henblik på erhvervelse af Dansk Vestindien. Admiralstaben accepterede, at en snarlig erhvervelse af de danske Øer ikke var aktuel (336). I årene herefter var det operationsplanlægningen mod USA, der stod i centrum, og her kom Dansk Vestindien aldrig U nu nu nu ...á...|._ 1.. m H \..æg v' 4 .i_.._.'~..» .|..§l.a.'1' " . fbLi nu \ .f rolle det var Puerto Rico og Culebra, 1 ... _ ... 'Å d\ rl 1 Fk I H ~ 1l _.~q.rI1>v \"I 4114 \'III"l. kr, L 11. 3:; _ `,, _ _ \ ;4. In i`.|_.\ 1 Ö 1 \ . .u\.øb us ur l|..ø\.J .§. _ H., ststtepunkter (337). Den eneste undta gelse var et forslag fra Schröder nu chef for den ikke Q In IQ In ng C I en I IQ 1 U fx? vgrv ~.« 1 »_ .r fan n 1 fra =, r1| = 4 edrvräfiüfifl ”_'.' '.....~...§.L.. .;.a.ä _... 3 Q....s.L..|...1. CLLS "" 1 F I KÖ O `~. (??8). Schröder fremhævede, at Tyskland burde søge at forbedre forbindel A EGPIÉQ (°"|" |...J0 Holland og Danmark bl a med henblik på at drage nytte af disse landes vestindiske kolonier. Heller ikke dette forslag blev dog fulgt op. Mht den påståede tyske indflydelse i forbindelse med salgstraktaten i 1902 er der intet i de tyske arkiver, der tyder på noget sådant (339). Den eneste aktivitet, der over hovedet kan tolkes 1 retning af en tysk interesse er en fore spørgsel fra Bülow til den tyske gesandt i Washington 16. juni l9oo (340), hvor Bülow bad ham helt uformelt under søge den amerikanske regeringsO indstilling9 C til en tysk er 'r hvervelse af Dansk Vestindien og Galapagosøerne til brug bl a for telegrafstationer. Holleben svarede, at alt hvad der ved rørte de danske Øer for tiden forårsagede stor ophidselse i f iiänmmmr USA, og at han kun kunne forestille sig en tysk erhvervelse af øerne, hvis der skete en eller andet helt uventet udvik ling i situationen. Dette betyder ikke, at Tyskland var uinteresseret i salgsforhandlingerne. De tyske gesandter i Washington og vi F' :_ 156 äøbenhavn fulgte forhandlingerne opmærksomt og sendte løbende indberetninger herom (341), men den tyske regering foretog sig intet i den anledning, hvilket iøvrigt ikke synes at have passet kejseren. På en indberetning fra Holleben 25. november l9ol skrev han følgende randbemærkning "Und das sieht f""'\ mlix.. f\) \~...« 1' Europa alles stillschweigend mit an und muss seine Interessen fahren lassen, weil England zu schlapp ist und uns durch lo jährige Dummheit des Reichstages die Flotte fehlt, welche diese Angelegenheiten hätte helten helfen können." Bülow holdt imidlertid fast ved den passive tyske poli tik og var både bekymret og irriteret over den amerikanske mistro. Da det tysk amerikanske forhold i slutningen af 1902 forværredes pga Venezuelablokaden, udarbejdede han 29. december l9o2 til internt brug et memorandum, hvori han fastslog vig tigheden af at overbevise USA om, at Tyskland på ingen måde navde forpurret salgstraktatens ratifikation i landstinget (343): "Seine Majestat hat aus guter Quelle gehørt, dass dem Präsiden ten Roosevelt und Staatssekretär Bay gesagt worden ist, wir hätten Dänemark von einem Verkauf seiner westindischen Insel 1 und die V. St. abgeraten. i Ö nJJ' CJ'H ('+ ('+D1' baldmöglichst dem ameri kanischen Botschafter anzudeuten, hieran sei kein wahres Wort. Wir hätten garnichts dagegen, dass jene Inseln in amerikanischen Besitz übergingen und würden es ganz naturlich finden, wenn dies geschähe. Der Verkauf sei durch die anti deutschen dänischen Chauvinisten, die Prinzess Waldemar von Dänemark und die fran zösische Diplomatie verhindert worden. Dasselbe soll Speck von Sternburg an seine amerikanischen Freunde [Roosevelt] schreiben." Som nævnt forekom Dansk Vestindien praktisk taget ikke i den“tyske marines planlægning efter århundredskiftet, og det samme~gælder på det politiske niveau. Der findes ingen spor af overvejelser mht de danske øer i perioden efter l9o2 traktaten, og det må understreges, at dette også gælder i forbindelse med det endelige salg i l9l6. Skal den tyske politik over for Dansk Vestindien i pe rioden l87o l9l7 kort sammenfattes, er der to punkter, der bør fremdrages. For det første koncentreredes den tyske in 1 F1 157 teresse for øerne til de sidste femten dr af lSoo tallet for derefter næsten helt at ophøre. I perioden efter l9oo havde Tyskland ingen interesser at pleje i forhold til de danske øer. Og for det andet må det fremhæves, at selv da Tyskland interesserede sig mest for Dansk Vestindien, var der primært tale om en militært betonet planlægning. Kun få gange kom planerne frem til de politiske beslutningsta gere, og der blev aldrig taget politisk beslutning om at videreføre planerne. Som nævnt kom Dansk Vestindien aldrig til at spille nogen rolle i støttepunktsstrategien mod USA I og de motiver, der kan udledes af den tyske flådes planlæg ning mht de danske øer, vedrører primært basebehovet i rela tion til den kommende Panamakanal. Det var altså de samme mo tiver, som gjorde sig gældende mht den tyske interesse for äollandsk Vestindien og interessen i at beholde Puerto Rico auu_ _. w '__' fiå. _ _ 2 'H 'U' `f'I\_ "" . Sä ..,._`.'._*3..'É..`f`É _ :'.'f*._.. EI” '31 *ä"å 'EëI`i`I.`tl 3.LT. 5`:.Ilgl"'9C IIIOG fQ :ja x... g Ö .9"£"§` .'.`aGC1 Gl" C3 (IQ U) Qjo sagt, at O4 _(D ( '|" var motiver, som man kun kredsede om inden for den tyske marine; de blev aldrig accepteret i de poli tiske beslutningskredse. 1 _ 3.1.3. Sammenfatning Tyskland viste kun en virkelig interesse for to områder i Caribien, nemlig Puerto Rico og Culebra. Interessen var snævert knyttet til operationsplanlægningen mod USA og va rede derfor kun sålænge Operationsplan III var aktuel, dvs i perioden 1903 06.) Den tyske interesse for andre områder, herunder Dansk Vestindien, dyrkedes primært í flådekredse, og der var ikke tale om interesser af større betydning, endsige vital betyd ning. I perioden efter l9o6 spores der overhovedet ikke no gen tysk interesse i at etablere baser i Caribien. _ 158 “.2. Tillidsforholdet mellem Tyskland og Danmark og den tyske renomméinteresse I den indledende fastlæggelse af analyseapparatet er tillidsforholdet stormagt smdstat og stormagtens renommé interesse anført som faktorer, der muligvis kan give små staten en beskyttelse mod en stormagts interesse i småsta tens område. Der forudsættes altså en interesseintensitet af en vis størrelse fra stormagtsside for at undersøgelsen af de nævnte faktorer bliver relevant. Denne forudsætning var opfyldt for USA's vedkommende, \ idet C1Ul :]“_":~ s interesse i Dansk Vestindien viste sig at være stor For Tysklands vedkommende er det modsatte tilfældet. Der har vist sig ikke at være nogen synlig rf'°<~«' (D W_ interesse i at erhver ve de danske øer efter ärhundredskiftet, og dermed bliver en undersøgelse af faktorer, der skulle beskytte Danmark mod den tyske interesse, meningsløs, og den vil da heller ikke blive foretaget. I un “Ib 159 4. konklusionTP Den endelige målsætning med den gennemførte analyse er at ni frem til et begreb om, hvilken grad af handlefrihed, den danske regering havde i 1915, da USA henvendte sig med sit ønske om at købe øerne. Den danske regering valgte meget hurtigt at føje sig for USA, men kunne regeringen have hand let anderledes, og dermed have beholdt øerne på danske hæn der? Som redskaber ved besvarelsen af spørgsmålet blev ud valgt otte områder til nærmere undersøgelse: konfliktinten siteten og magtbalancen i det caribiske system, den amerikan ske interesseintensitet mht øerne, tillidsforholdet mellem USA og Danmark og den amerikanske renomméinteresse under fæl ...3 .. vi I. .. 1 .. u .: _ 90 _;soetegnel U flt ;1 den amerikanske konjunktur, og endelig de tre tilsvarende forhold í forbindelse med den tyske konjunktur. Som undersøgelsen skred frem, viste det sig, at ikke alle otte ezrâder krævede en sel''41U) (_+whfå CL |...l1 UD undersøgelse, idet nogle analyseresultater gjorde bestemte undersøgelser irrelevante. Tilbage står fem undersøgelsesresultater, som det her er op gaven at give en samlet vurdering af. To af de nævnte faktorer viste sig ikke at påvirke den danske handlefrihed. Der var ikke i det caribiske system tale om en konfliktintensitet, som kunne medføre risiko for, at Dansk Vestindien ville blive inddraget i en kamp mellem storma terne. OvCJ der var ikke tale om novenC interesse fra tysk side, som kunne påvirke den danske situation. t Vi må derfor koncentrere os om den amerikanske kon junktur, og her er det altafgørende den store amegikangke interesse for øerne. USA oplevede, at der stod vitale for smarsinteresser på spil. Vi ved fra analysen af den tyske interesse, at de amerikanske beslutningstageres opfattelse var fejlagtig, idet den baseredes på en ubegrundet frygt for en tysk fremtrængen i Caribien, men denne viden er ikke afgørende. Det afgørende er, at de amerikanske beslutnings tagere troede på denne fare og handlede derefter. Da Lansing i 1915 sagde til den danske regering ganske vist med andre ord at han ikke kunne garantere for følgerne, hvis Danmark 160 endnu engang afslog at sælge øerne, så er der ikke meget tvivl om, at han mente, hvad han sagde. Der er anført to faktorer, som skulle kunne give Danmark en vis beskyttelse mod det amerikanske pres, og heraf afviste en nærmere undersøgelse den ene, nemlig lilligsfpghgldgi, som brugbar. Tilbage står USA's rgnomméintergsgg som det eneste håb for Danmark. Det er allerede påpeget, at denne renomméin teresse sandsynligvis havde en beskyttende virkning for Danmark, idet den kan forklare forskellen mellem den agressive ameri kanske politik over for de selvstændige caribiske stater og den mere moderate politik over for Dansk Vestindien. Det vigtige spørgsmål, der står tilbage, er om renommé interessen dermed havde udtømt sin virkning, eller om den også fortsat ville have beskyttet Danmark, hvis det danske svar var :levet et nej til at sælge øerne. Dette endelige spørgsmål kan analysen ikke give svar på, men der kan her hentes nogen hjælp i teoriens verden. Som omtalt i forbindelse med analyseappara tet lægger Bjøl stor vægt på interesseintensiteten i stormagt småstat forholdet og fremhæver direkte, at hvis bare interes sen er stor nok, kan andre forhindringer som manglende magt ressourcen overvindes. En rimelig parallel hertil er det at hævde, at er interessen tilstrækkelig stor, vil hensynet til renomméet ikke kunne forhindre et stormagtsindgreb. Fastholdes denne betragtning, synes svaret givet; USA søgte af hensyn til sit renommé at erhverve de danske øer på legal vis ved at købe dem, men var der blevet tale om en dansk afvisning, ville USA sandsynligvis *oUnm de vitale interesser, som man mente var involveret, havde taget øerne med magt. Og dermed er også sagt, at den danske regering i reali teten~ikke havde nogen anden mulighed end at acceptere det amerikanske ønske. KIBDEIATÉRIÅLET 1 Anvendt litteratur Ved en del værker i litteraturlisten er der anført en forkortet betegnelse. Denne betegnelse benyttes i notehenvis ninverneQ om det _pågældendeQ værk Det teoretiske analyseapparat I___ng I pl. Internatisnal politik Biøl Statgafifærq ~u_r' _. Ifi L _ fl :tatsa: ær_. ...=..QT. .'.}&ÉÉ` .... »..`fl._.;"_ 'Z== M4 nrling Bjøl International politik V 1 'I Q I. ri rn S. Hanglvrrmsfim 'Rf `. 1' .Eu tu u \_ø 9 :vel nrling Bjøl International politik IV Smastatsproolematik. Kompendium, 1968 dans Branner Den udenrigspolitiske beslutningsproces. Belyst ved den danske beslutning om mineudlægning 1 august 1914 Gyldendal, København, 1976 Hans Branner Småstat mellem stormag Branner Småstat ter. Beslutningen om mineudlægning august 1914 Munksgaard, København, 1972 James C Charlesworth (red) Contempo rary Political Analysis, s 189 211 (James N Rosenau: The Premises and Promises oi Decision Making Analysis) New York, 1968 Cooperation and Conflict, 1968 3, Bjøl Power of the weak s 157 68 (Erling Bjøl: The Power of the Weak) Universitetsforlaget, Oslo, 1968 Annette Baker Fox: The Power of Small States Diplomacy in the World Nar II The University of Chicago Press, Chicago, 1959 162 Joseph Frankel: The making of foreign Frankel policy. An analysis of decision making. Oxford University Press, London, 1968 Reinhard Lund (red): Beslutningspro cesser, s 148 82 (Ib Damgaard Peter sen: Udenrigspolitiske beslutnings processer). Fremad, København, 1971 Trygve Mathisen: The Functions of Small States in the Strategies of the Great Powers. Universitetsforlaget, Oslo, 1971 James N Rosenau: The Scientific Study of Foreign Policy. The Free Press, New York, 1971 James N Rosenau (red): Linkage Poli tics. Essays on the Convergence of' Iational and International Systems. The Free Press, Dem Ysrk, l969 Robert L Rothstein: Alliances and Rothstein Small Powers. Columbia University Press, New York, 1968 Richard C Snyder, H W Bruck, Burton Sapin (red): Foreign Policy Decision Making. An Approach to the Study of International Politics, s 14 185. . The Free Press of Glencoe, New York, 1962 Synsmåder i studiet af dansk udenrigs politik. Rapport fra Dansk Udenrigspo litisk Instituts seminar den 13. 14. februar 1975. Samfundsvidenskabeligt Forlag, København, 1976 Arnold Wolfers: Discord and collabo Wolfers ration. Essays on international poli tics. The John Hopkins Press, Balti more, 1962 Økonomi og politik, 1967, 1, s 49 8o (Ib Damgaard Petersen: Beslutningspro cessen som udgangspunkt for studiet af international politik). Selskabet for historie og samfundsøkonomi, København, 1967 Økonomi og politik, 1970, 4, s 380 93 Christmas .øl1er (Wilhelm Christmas Møller: De smi sta ter: Sokraterne i international poli tik?) Munksgaards Forlag, København, 1971 165 1.2. Konjunkturanalysen Aktuellt och historiskt. Meddelanden Henriksson: USA från Hilitärhistoriska Avdelningen vid Kungl Militärhögskolan 1974, s 5 62 (Göran Henriksson: Den tyska mari nens operative planläggning mot USA före första vörldskriget). militär historiska Förlaget, Stockholm, 1974 René Albrecht Carrié: A Diplomatic History of Europe Since the Congress of Vienna. Methuen and Co Ltd, Lon don, 1967 Kurt Assmann: Deutsche Seestrategie Assmann in zwei Weltkriegen. Die Wehrmacht im Kampf, 12. Scharnhorst Buchkamerad schaft GmbH, Heidelberg, 1957 Betænkning afgiven af den i henhold til Lov Nr. 294 af Éo. September l9l6 nedsatte Rigsdagskommission angaaende de dansk vestindiske Øer. J H Schultz A/S, København, 1916 Johannes Brøndsted (red):Vore gamle Brøndsted 1 8 tropekolonier, 2. udg, 1 8. Fremad, København, 1966 68 ',', O Alan Burns: History of the British West Indies. George Allen and Unwin Ltd, London, 1965 444 Wilfrid Hardy Callcott: The Caribbean Callcott Policy of the United States, 1890 1920. The Johns Hopkins Press, J Baltimore, 1942. Andrew R Garlsonz German Foreign Policy, 1890 1914, and Colonial Po licy to 1914: a Handbook and Annota ted Bibliography. The Scarecrow Press (Inc, Metuchen, N J, 1970 John Danstrup og Hal Koch (red): Danmarkshistorie, 7 lä. Politikens Forlag, København, 197o 71 Preben Dollerup: Den gode nabo med den Dollerup store stok. En aktuel og historisk skildring af De forenede Staters in terventionspolitik i Latinamerika. Rapports Forlag, Århus, 1969 L 164 Troels Fink: Fem foredrag om Dansk u oenrigspolitik efter 1864. Universi :etsforlaget i Aarhus, århus, 1958 Troels Fink: Spillet om dansk neu tralitet 19o5 o9. L.S.F. Lütken og dansk udenrigs og forsvarspolitik. Jysk selskab for historie, Universi tetsforlaget i Aarhus, Århus, 1970 Troels Fink: Ustabil balance. Dansk udenrigs og forsvarspolitik 1894 l9o5. Jysk selskab for historie, Universitetsforlaget i Aarhus, Århus, 1969 Séographie Universelle, XIV. Mexique. Amérique Centrale. Libraire Armando Colin, Paris, 1928 Grosser historischer Weltatlas, III, fls_zeit. ' 'lånt' ' nayerlscher: .IrII “vd Q: nenniuucn .er1ag,Q 71 7: U \I| 1 7.? .. _ ,,__,_=,.,Q,,` .| ll: U un din alnlfi. :Inn pu. p... J! J ' “rrritz I viE ri'diese.. Åleinet ' (1Geschichte' der Giese' íeutschen Flotte. Hende und Spener :sner VerlavsouohhandlungC3 _.. I Berlin 3 t l9o6 É :n A S Grenville and George Berkeley Grenville & Young Young: Politics, strategy, and Ameri can diplomacy. Studies in foreign po licy, 1875 1917. Yale University Press, New Haven, 1966 W O Henderson: Studies in German co lonial history. Quadrangle Books, Inc, Inicago, 1962 The Hispanic American historical Schiff review, 59, s 568 79 (Warren Schiff: German Military Penetration into Iexico During the Late Diaz Period). Duke University Press, Durham, North Carolina, 1959 . s History Today, 15, 7, s 475 85 History Today (The Blocade of Venezuela). Bracken House, London, 1965 Archibald Hurd and Henry Castle: Ger man Sea Power. Its rise, progress, and economic basis. Greenwood Press, Publishers, Westport, Connecticut, 1971 (udkom første gang i 1913) 165 Kristian Hvidt: Venstre og forsvars sagen lB7o l9ol. Jysk selskab for historie, Sniversitetsforlaget i Aarhus, Arhus, 1971 Arild Hvidtfeldt og Niels Amstrup: Amstrup Latinamerika. Politikens Forlag, København,ol974 Jahrbuch für Amerikastudien, 1, s 155 Clement 67 (Wilhelm Clement: Die äonroedoktrin ind die deutsch amerikanischen Bezieh ungen im Zeitalter des Imperialismus). Carl Winter Universitätsverlag, Hei delberg, 1956 The Journal of Modern History, 8, 4, Shippee s 479 88 (Lester Burrell Shippee: German American relations, 1890 1914). The University of Chicago Press, Shicago, l9?6. (Genoptrykt 1965) The Journal of modern History, 27, 1, Wright s 61 66 (Almon R Hright: German Inte rest in Pana:a's Pinas Bay, 1910 38). The University of Chicago Press, Chicago, 1955 Friedrich Katz: Deutschland, Diaz und Katz die mexikanische Revolution. Die deutsche Politik in Mexiko 1870 1920. VEB Deutscher Verlag der Wissenschaf ten, Berlin, 1964 Krigshistorisk tidsskrift, 12, 1, Henriksson: Da Vestind ' s 5 25 (Göran Henriksson: Den tyska marinen och Danska Västindien 1885 1900). Det militære Læseselskab Rends borg, København, 1976 Tage Kaarsted: Hvad skal det nytte? De radikale og forsvaret 1894 1914. Jysk selskab for historie, Universi tetsforlaget i Aarhus, Århus, 1969 Lovtidende for Kongeriget Danmark for Aaret 1916. J H Schultz A/S, Køben I havn, 1917 Lovtidende for Kongeriget Danmark for Aaret 1917. J H Schultz A/S, Køben havn, 1918 I blus _ 166 Iarine Rundschau, 68, 6, s 344 51 (Friedrich Forstmeier: Deutsche Inva sionsplëne gegen die USA um 1900). Verlag E S Mittler und Sohn, Frank furt am Main, 1971 Marine Rundschau, 69, 6, s 347 60 Baecker: Kriegsplan (Thomas Baecker: Blau gegen Schwarz. Der amerikanische Kriegsplan von 191? für einen deutsch amerikanischen Krieg). Verlag E S Nittler und Sohn, Frankfurt am Main, 1972 Marine Rundschau, 70, 2,,s 65 84 Baecker: Feindbild (Thomas Baecker: Das deutsche Feind bild in der amerikanischen Harine 1900 1914). Verlag E S Mittler und Sohn, Frankfurt am Nain, 1973 Militärgeschichtliche Hitteilungen Herwig & Trask 8,is 5 32 (Holger H Herwig and David F Trask: Naval Operations Plans be tween Germany and the United States of America 1898 1913. A Study of Strategic Planning in the Age of Imperialism). Verlag Rombach, Frei burg, 1970 Harold Mitchell: Caribbean patterns. A political and economic study of the contemporary Caribbean. W and R Cham bers Ltd, Edinburgh and London, l967 P Munch: Erindringer, 2, 1909 l9l4. Inderrigsminister og Forsvarsminis ter. Nyt Nordisk Forlag, København, 1960 Allan Nevins: Henry White. Thirty Nevins Years of American Diplomacy. Harper and Brothers Publishers, New York, 1930 The new Cambridge modern history, XIV. Atlas. Cambridge University Press, Cambridge, 1970 Henry Bamford Farkes: The United Sta Parkes tes of America. A history. Alfred A Knopf, New York, 1953 J H Parry and P M Sherlock: A short Parry & Sherlock history of the West Indies. 3. udg. Macmillan and C0 Ltd, London, 1971 167 Rigsdagstidende. Crdentlig Samling 1867 68. Bianco Lunos Bogtrykkeri ged C A Schmelling, København, 1867 8 Bigsdagstidende. 54de ordentlige Sam ling 1901 02. J H Schultz, København, 1901 02 Rigsdagstidende. 55de ordentlige Sam 11ng 1902 03. J H Schultz, København 1902 03 Rigsdagstidende. 68de ordentlige Sam (Folketingstidende 1915 16 ling 1915 16. J H scnu1tz A/s, køben havn, 1915 16 Rigsdagstidende. 69de ordentlige Sam 1ing 1915 17. J H schu1tz A/s, Køben havn, 1916 17 Rittsrs Seographisoh Statistischen Lexikon. Verlag von Ctto Figand, Le1pz1g, 1907 Clara Eve Schiebsr: The Transforma Schieber tion of American Sentiment toward Germany 1870 1914. The Cornhill Publishing Company, Boston, 1923 Paul H Silverstone: U.S. Warships of World War I.~lan Allan Ltd, London, 1970 Viggo Sjøqvist: Peter Vedel 1823 1911. Gyldendal, København, 1965 Charles Callan Tansill: The Purchase Tansill of the Danish West Indies. Greenwood Press, Publishers, New York, 1968 Alfred Vagts: Deutschland und die Ver agts e1n1gten Staaten in der Neltpolitik, 11.TT' L ovat Dickson* and Thompson Limited, _L0nd0n, 1933 Webster's New Geographical Dictionary G and C Herriam Company, Publishers, Springfield, Massachusetts, 1972 Hans Ulrich Wehler: Bismarck und der Nehler Imperialismus. Verlag Kiepenheuer und Witsch, Köln und Berlin, 1969 168 Hestermann Lexikon der Geographie. Seorg*'1 hestermannif Verlag, Braunschweig, 1970 Westermanns grosser Atlas zur Welt geschichte, Georg Westermann Verlag, Braunsehweig, 1965 Aarbog for Rigsdagssamlingen 1912 13 _ 1919 20. oy1oendn1ske Boghandel, J Nordisk Forlag, København, 1913 20 'H 2. Notehenvisninger 1 Frankel s 4 2 Branner: Småstat s Christmas Møller s 380 83 Branner: Småstat s Rothstein s 29 Branner: Småstat s Rothstein s 186 95 Grenville & Young s 307 08 \OC0 ~JO'\\J1 lä '~.J~1 Wolfers s 111 12 lo Rothstein s 187 ll Bjøl: Statsadfærd s 60 12 Rothstein s 194 '# 3' Ejsl: Power of the .ea< s 64, 166 67 "' _! J Ejsl: Power of the veak s 16 6 15 Schieber s vil ] 16 Clezent s ;1.: \J`| 17 Schieber s 4il\_J'l\.)~1 18 Callcott s 109 19 Schieber 39 40 20 Callcott s 41 21 Callcott s 41 22 Tansill s 154 55 23 Tansill s 156 24 Tansill s 166 67, Clement s 154 25 Fra ambassadør J C Bancroft Davis indberetning 14 oktober 1874, citeret efter Tansill s 167 26 Tansill s 154 27 Vagts s 1412 24 Folketingstidende 1915 16 sp 5209 12 29 Henriksson: Da Vestind s 4 30 Tansill s 158 61 31 Tansill s 161 62 32 Telegram fra ambassadør Jewell til Fish, citeret efter Tansill s 162 55 Indberetning 9. januar 1874, citeret efter Tansill s 163 54 Indberetning 9. januar 1879, citeret efter iansill s 165 55 Tansill s 168 69 170 36 Tansill s 169 73 57 Indberetning 13. januar 1876, citeret efter Tansill s 173 38 Tansill s 173 76 59 Indberetning 25. februar 1876, citeret efter Tansill s 175 40 Tansill s 188 89 41 Tansill s 189 90 42 Tansill s 202 07 45 Tansill s 201 02 44 Schieber s 40 44 45 Schieber s 46 48 46 Schieber s 50 52 47 Schieber s 52 48 Schieber s 55~56 49 Schieber s 57 64 30 Citeret efter Henriksson: USA s 10 51 Citeret efter Henriksson: USA s lo 52 Schieber s 64 79 55 Henriksson USA s 8 54 Henriksson USA s 8 9, Herwig & Trask s 6 55 Henriksson USA s 7 56 Henriksson USA s 10 57 Henriksson USA S 11 58 Schieber s 90 91 59 Schieber s 91 60 Washington Evening Star, July 3, 1900, citeret efter Schieber s 98 61 Schieber s 104 62 Schieber s 111 12 53 Schieber s 113 64 Schieber s 122 65 Schieber." s 114 15 66 Schieber s 115 16 67 Clement s 161 68 Clement s 161 69 Henriksson: USA s 19 70 Schieber s 123 24 71 Schieber s 132 72 Schieber s 79 81 hL;1______ ""'* ”““““7__` 171 75 Henriksson: USA s 19 74 Citeret i engelsk oversættelse fra Henriksson: USA s 19 75 Schieber s 81 82 76 Schieber s 137 39, Callcott s 112, Clement s 161 62 77 Clement s 158 59 78: Callcott s 179 83 79 Clement s 162 80 Schieber s 140 42, Callcott s 125 26, Clement s 163 81 Clement s 162 82 Callcott s 146 47 83 Clement s 164 84 Schieber s 142 70, Callcott s 125 36, History Today s 475 85, Nevins s 208 16, Clement s 164 65 History Today s 476 r xf o , _ 1 ' ? _ ". :'.~.* 1' 1. He cz 'f `=^,3 87 1I3~J Cfl ' *Øl_n 'mn »_ “JJÅ 88 Citeret efter Callcott s 130 89 Citeret efter Schieber s 152 90 Citeret efter Schieber s 169 91 Callcott s 188 97, Schieber s 179 80 ?2.. Tansill s 432 40, 446 53, Nevins s 205 07 95 Citeret efter Tansill s 437 94 Tansill s 439 40 95 Tansill s 440 41, 443 48 96 Schieber s 170 79, Clement s 156 57 97 Schieber s 177 98 Clement s 159 99 Henriksson: USA s 45 loo Grenville 8 Young s 309, 316 17, Herwig & Trask s 22 23 101 Henriksson: USA s 55, Herwig & Trask s 20 102 Herwig & Trask s 20 103 Herwig & Trask s 21 104 Herwig & Trask s 23 105 Clement S 161, 163, 164 106 Henriksson: Da Vestind s 24 107 Schieber s 239 51 108 Clement s 166, Henriksson: USA s 30 109 Henriksson: USA s 38 172 llo Herwig & Trask s 28 29 111 Henriksson: USA s 37 38 112 Herwig & Trask s 9 lo 113 Henriksson: USA s 11 114 Herwig & Trask s 11 12 Ul Henriksson: USA s 11 14, Herwig & Trask s 13 rlrfi116 Henriksson: USA s 14 Henriksson: USA s 14 16 Jpil1 1 E. |.__øF4O0 J Herwig & Trask s 13 119 Herwig & Trask s 19 120 Henriksson: USA s 16 17, Herwig & Trask s 15 16 121 Henriksson: USA s 17, 20, Herwig & Trask s 16 122 Henriksson: USA s 20 21, Herwig & Trask s 17 123 Henriksson: USA s 21, Herwig & Trask s 17 18 124 Henriksson: USA s 21 22, Herwig & Trask s 18 19 125 Henriksson: USA s 22 23 126 Henriksson: USA s 23 25, Herwig & Trask s 19 127 Henriksson: 1'USA s726 ' 128 Henriksson: USA s 26 28, Herwig & Trask s 21 22 129 Henriksson: USA s 28 29 130 Henriksson: USA s 28, Herwig & Trask s 22 131 Henriksson: USA s 30 31, Herwig & Trask s 24 25 132 Henriksson: USA s 32, Herwig & Trask s 25 155 Henriksson: USA s 33, 34 36, Herwig & Trask s 25 26 154 Henriksson: USA s 36 37, Herwig & Trask s 27 135 Henriksson: USA s 31, Herwig & Trask s 24 136 Henriksson: USA s 38 39 0 l57 Grenville & Young s 306 07 138 Henriksson: USA s 39 43 139 Henriksson:7USA s 33 34, Herwig & Trask s 24 140 Henniksson: USA s 39, Herwig & Trask s 27 141 Clement s 167, Shippee 479 80 142 Wright s 61 64 143 Callcott s 339 60, Parkes s 535 37, Dollerup s 26 29 144 Callcott s 407 09 145 Det amerikanske svar til den tyske charge d'affaire i Washington, citeret efter Callcott S 408 146 Henriksson: USA s 37 175 147 Baecker: Feinåbíld s 65 66, Grenville & Young s 299 301 148 Baecker: Feíndbíld s 68 149 Herwig & Trask s 28 29 150 Grenville & Young s 304 05 151 Grenville & Young s 301, 304 05 152 Herwig & Trask s 28 29 155 Baecker: Kríegsplan s 555 60, Herwig & Trask s 30 31, Grenville & Young s 319 154 Herwig 8 Trask s 29 30, Baecker: Feindbild s 66 68, 72 74, Baecker: Kriegsplan s 347, 550 54 155 The Black War Plan, citeret fra Baecker: Kriegsplan S 353 156 Bsecker: Kríegsplan s 347 48, 354 55, Beecker: Feindbild s 74 79 157. Parkes s 567 68 Grenville à Young s ÉZO 21 _ H.»O I , * 1 "'i P V1 ,~ . 159 .. ... É .. 'w' ..:.. JC _'. “«.J'~.1*..L_ lå., ;."'..: 22l_77. r J' 160 Tansill s 488 161 Psrkes s 571 72 162 Giese s 108 30, Assmann s 37 99, Psrkes s 569 70 163 Katz s 354 65 `~`=6..4 Parkes s 574 165 Grenville & Young s 321, H1. \..v~1f\J \..flkfl 166 Grenville & Young s 325 27, 332 33 167 Callcott s 8, 16, Perkes s 169 74 168 Parkes s 515, 519 169 Callcott S 37 38 170 Callcott s442 171 Callcott s 54 57 172 Callcott s 57, 60 63, Parkes s 522 23, Amstrup s 472 75 175 Callcott s 50 51, 63 64, 88 96, Parkes s 523, Dollerup s 12 13 174 Callcott s 19, 23 26, 38 39, 80 88, 98 105, 164, 166 88, Parkes s 523 27, Dollerup s 14 17, Amstrup s 475 77 175 Callcott S 17 18, 26"'27, 277"3'_2'9g 40, 54""55, 176 Callcott s 2, 13 15, 27, 36, 40, 43 44, 47 48, 50, 54, 55, 75 76, Parkes s 319, 529, Amstrup s 444 177 Callcott s 117 24, 140 65, Perkes s 529 32, Amstrup s 477 82, Dollerup s 24 26, Grenville & Young s 309 ll 178 Callcott s 208, Parkes s 532 55, Dollerup s 20 Amstrup s 482 83 3 174 179 Callcott s 188 97 228 533, Perry & Sherl, 29, Dollerup s 2 ook s 260 o 21, Perkes s 180 Cell oott 9 s 245 57 264 6 181 Callcott 3 , 8, Wright s 62 64 s 2 , o 40, Perkes s 533, Perry & Sherl 182 Celloott s 272 7 2, 4, Perry & Sherl f ook s 253 5 183 Celloott s 275 77 D ook s 254 184 Callcott 0 , ollerup s 21 s 279 87, Perke 185 Celloott s 311 18, Perkess ss 534,534, AmstrupDollerups s48422 23 186 Celloott s 339 74 5 : Pârkes s 555 57 F 187 Call oottH S 584 95 , Dollerup s 26 29 188 Celloott s 27 Perry & Sherlock7 79,s 260 61404 21, Dollerup 23 24 Pe k 189 Celloott s 396 404, Dollerup s 21 22, 3Perkes, sr,es534 35,s 534, Perry å Sherlock s 260 61 190 Celloott s 467 7 “ Sherlock s 254 4, Dollerup s 17, Perkes s 535 Per 191 Tenslll' s 6 lo a ry & , Brøndsted 192 Tansill s lo ll vil U) NJPU J ..[>.. 193 Tansill S 11 15, eèønestea = 194 Tenslll' s 17 1 1 s 74 75 9, Brøndsted 3 s 76 195 Tenslll` s 28 29 196 Tansill s 39 40, Brøndsted I . 97 Tansill s 51 + 3 s 78 198 Tansill S 54 55 Br ` øndsted 5,8 79 199 Tansill s 76, Brøndsted 3 200 Tansill 3 s 80 81 s 96 98, Brøndsted 3 20" 1 Tensill s 45 1 s 86 87 2 , 04 202 Tensill s 89 90 203 Tansill s 130 204 Tansill s 134 35, Brøndsted 3 s 89 205 ,Tensill s 154 200 2 s 51 55 , 04 07, Brøndsted 3 " 3 s 92 9/, Brøndsted 4 206 'Tenslll17 s 176 77 207 Tansill s 181 82, Brøndsted 4 s , 208 Tansill s 177 7 JJH.) 9, Brøndsted 4 S 32 ud xfl 209 Tenslll ` s 190 91 B 210 Tansill , røndsted 4 sg33 34 s 192 98, Brøndst 211 Tansill s 2 3 ed 4 s 54 0, 07, Brøndsted 4 s 34 55 212 Tansill s 201 02 B , røndsted 4 s 35 36 213 Tensl'l 1 s 209 lo, Brøndsted 4 s 36 175 ' :np Tansill 211, Brøndsted 4 s 36 37 ` 1 nu7 Tansill S 215 Tansill S 213 14, Brøndsted 4 s 38 39 4J24 RJf\Jf\.)|\.) 41Ö\\fl“Q Tensíll S 224 26, Brøndsted 4 s 44 218 Tensíll S 226 29, Brøndsted 4 s 44 45 219 Tansill S 229 41, Brøndsted 4 s 46 48 220 Tansill S 256 58, 286 88, Brøndsted 4 s 50, 56 221 Tansill S 289 91, Brøndste d 4 s 56 57 222 Tansill S 295 97, Brøndsted 4 s 58 223 Tansill S 301 05, Brøndsted 4 s 59 60 224 Tansill S 310 14j , Brøndste' ' d 4 s 0 225 Bey's brev til`White 1. august 1901, citeret efter Tansill s 317 226 Tansill S 321 Hr: 9 I 19: 227 41 u msi ~ø` E I :inn _; `_ S jL_j figficêfiü 228 4.1 .,.|ln nu. bl p llnufin Q S 327 29 229 Tansill S 333, Brøndsted 4 s 65 '2*2'Z 230 Éensíll S xx./' 231 Tansill S 334 36, Brøndsted 4 s 65 232 Tansill S 536 25 5 Tansill S 559 234 Tansill S 541 255 Tansill S 541 42, Brøndsted 4 s 65 66 236 Tensill S 549 257 Tensíll S 349 58, Brøndsted 4 s 68 72 238 Tansill S 359, Brøndsted 4 s 72 259 Tansill S 360 61, Brøndsted 4 s 72 75 240 Tansill S 361, Brøndsted 4 s 73 241 Brøndsted 4, 74 242 Tansill S 441 43, Brøndsted 4 s 107 243 Tansill S 463 64, Brøndsted 4 s 108 244 Tansill S 465 66, Brøndsted 4 s 108 245 Brøndsted 4 s 109 246 Tansill S 466 48, Brøndsted 4 s 109 247 Tansill S 468, Brøndsted 4 s 109 248 Tansill S 470 71 249 Tansill S 472 75 250 Tansill S 475 74, Brøndsted 4 s 110 11 176 251 Tansill S 476 77 252 Tansill S 477 255 Tansill S 478 254 Tansill S 478 255 Tansill S 478 79, Brøndsted 4 s 112 13 256 Tansill S 480 81, Brøndsted 4 s 113 257 Tansill S 481, Brøndsted 4 s 113 258 Tansill S 484 85, Brøndsted 4 s 114 0 259 Tansill S 489 92, Brøndsted 4 s 114 17 260 Tansill S 495 96, Brøndsted 4 117 18 261 Tansill S 496 97, Brøndsted 4 s 118 262 Tansill S 497 501, Brøndsted 4 s 118 20 263 Tansill S 454 264 Amstrup S 460 62 265 Dollerup s 14 266 Callcott S 271 267 Callcott S 425 268 Callcott S 185 269 Dollerup S 24, Parkes s 529 270 Callcott S 119 20, Amstrup s 477 271 Perry & Sherlock s 252 53 272 Callcott s 209 10 275 Callcott s 405 04 274 Tansill s 481 82 275 Callcott s 406 276 Callcott s 572 75 277 Callcott s 468 69 278 Tansill s 5 6, 35 37, 60, 120 279 Tansill S 202 280 Tansill S 256 281 Tahsill S 426 28 282 Tansill S 213, Brøndsted 4 s 38 283 Tansill S 590 91 284 Tansill S 41s 19 285 Tansill S 420 21 286 Tansill S 421 22, Henriksson: Da Vestind s 21 287 Tansill S 426 28, Bsecker: Feindbíld s 69 288 Tansill S 457 40 1 1 289 Tsnslll 290 Tanslll 291 Banslll 292 menslll 474 76 Brøndsted 4 s 112 295 Callcott s 339 294 Callcott s 317 295 Tansill 481 83 296 Tanslll 297 snslll 478 79 298 lanslll 299 Callcott s 41 300 Glese s 301 Glese s , 302 Clese s 55 56 505 slese s 304 heeler s 225 26, Vatz s 89 305 Henrlusson Da Vestlnd s 7, Callcott s 41 42 306 lsnslll 154 5 307 Tsnslll 166 67, Clement s 154 308 Tsnswll _73 6 Tanslll Henriksson Da Vestlnd s J. Clement s 158 59 31 Henrlksson Da Jestlnd s 15 16 \ Å Henrlksson Da Vestlnd s Vsgts s 1504 ""'1 1 uk Assmann s 24, Fenrlksson Da Vestlnd s 22 Henrlksson USA s 14 16 vivi}_.|F4i_|FAJ\.>Jglvil1 ' 'f\JO\.DON\J1vi Ål F=~vi\.v~l Henrlksson USA s 26 27 318 Henrlksson USA s 30 31, Herwlg & Trask s 24 25 319 Callcott s 108, Clement s 166 67 Clement s 166 67 'un Katz s 489 91 Callcott s 407 08 \.Y~'|NÅ\_>:|RJJRJR)f\J\.) Schlff s 570 76 324 Wrlght s 64 65 325 Vagts s 1412 'E526 Tanslll s 592 93, Henrlkeson Ds Vestlnd s 4 5 l_T' _ _ 178 327 Henriksson . Da Vestind s 5, 7 8 328 Henriksson Vestind s 5 7, 8 ll 329 Henriksson Vestind s 13 330 Henriksson Vestind s 13 15 331 Henriksson Vestind s 15 16 332 Henriksson Vestind s 17 333 Henriksson Vestind s 16 334 Tansill s 397 407, Brøndsted 4,sT39 42, Vagts s 1425 30, Henriksson Da Vestind s 17 20 335 Henriksson Vestind s 70 336 Henriksson Vestind s 22 337 Henriksson Vestind s 24 338 Henriksson Vestind s 22, Assmsnn s 24 339 Tansill s 451 53 340 Tansill s 422 23 341 Tansill s 413 17, 422 32 342 Henriksson: Ds Vestind s 23 24 343 Tansill s 455 56 1, ; N \ \I í DO Bermudaoerne ATLANTERHAVET såW 62,6%) GG 425 / èà: tñ ` :hos ~X 0 ) Q Turks 0 `\ <=>°°% (åaigzos øerne | ba af , Dominikanske 0 43% blik / Puerto 0%? R' ø ASSAGE ___... 4884GE 0°°& èèo D Q 0 såI_ Mdäqfll .009 0 OG 'V4 0 $` \\ SrDå°f~§°C“'@°faO1 of.y%Ja/Jpägzoxa ø É 0 \\ Haiti "40 US{ah::='?° Sr 4 8 ;9 0,10 Sr Så' \ "“ .. 'G0 8 b CARIBISKE HAV %Ooob Arubaä Bonaire % 9 0° 4° Curaçao .= ==>3 nu “r Caracas 7 f E H1. 1' _./"ài ,_ ...l\ '74, 1\~.,_\' 4(Gb Venezuela Éfriiisifi. iäüiäiia Panama I Colombia = I Brasilien . . i. _..w . 4 . , _, . f "1. 1, R.i ..f. . ... .~ ' 1 * O0 Bermudaoerne ATLANTERHAVET 0,6 eøðe m 706, =»\X0 “Æ en Iurks og O °% (åaioos øerne d /" <5?09 Dominikanske ublik Puerto 498`\ R' (Ö ss se ”fl 6'Q, o Q:\\> o '3333382ii”'°f°z%DAPASSAGE~.... a Q3%.° 0 affihO0 'V4 0 “H 0 \\`> Haiti 0,03 0 0 \\~ 'V0 Sr 50 0,010 Sr ;9 WÖ0 b HAV Ooog 0 Aruba BOnaife ° æ 9 o ° Ö Curaçao ° "“° ' . 4 _. . B_ _ __ .' ` '" __ Caraoas _ :|:r==_~;,__` _ . '71 _1 ; * ,_ " _/ W. jf >~, 1 Venezuela ll Brit,is_k_ å Guiana _ /*11 L Colombia . Li Brasilien l N H ,.""'\ 'a Fü 'I d USA af 3 MEX|C/ÅNSKE GOLF / å 930Ö 0 ___ FLoR\DP~`51P` XBIN 01"' "\ 00 Cuba ,gNv1vonÅ 03” , 0 ga Vera Cruz I \ CaymanøerneQ r _ Britk Honuras Guatemala Honduras CARIBISKE Nicaragua Z> Sä Å Costa Å `l* CARIBIEN l 915 Åè Rica /\4° \ Lydstater _ USA Koloníer USA _ Danmark Pamama l:l Holland England _ Frankrig