Fra stenbro i Danmark til gletsjeris i Grønland En glacialgeologs erindringer Anker Weidick Fra stenbro i Danmark til gletsjeris i Grønland En glacialgeologs erindringer Forfatter: Anker Weidick Layout og DTP: Bent Katz Figurer og fotos: Kilder er angivet ved den enkelte figur eller foto. Omslag: Henrik Klinge Pedersen Reprografisk arbejde: Benny Schark Oversigtskort til lokalisering af stednavne: Glen Christian Oxfeldt Jensen Tekstbehandling og rettelser: Karen Edelvang, Karin Gleie og Kirsten Mary Horn- bæk Jøns Redigering: Henrik Højmark Thomsen Støtte til bogproduktion: Signe Bech Andersen Tryk: Afet Neimi Trykt: Juni 2016 Baggrundsbillede omslag: Isdæmmet sø Hullet i Sydgrønland. Foto: Henrik Højmark Thomsen Forsidefoto: UNESCO’s repræsentant Dr. Jim Thorsell og forfatteren til højre i snak i forbindelse med Jakobshavns Isbræs optagelse på UNESCO’s Verdensarvsliste. Foto: Naja Mikkelsen Bagsidefoto: Isfjeld i Jakobshavn Isfjord. Foto: Jakob Lautrup ISBN: 978-87-7871-437-4 De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet Øster Voldgade 10 1350 København K 2 INDHOLD INDLEDNING 5 BARNDOM OG UNGDOM 1928 – 1945 7 LÆREÅR OG STUDIEÅR 1946-1955 17 KORTLÆGNING, FELTARBEJDE OG DISPUTATS 1956-1971 25 U.S.A. 1972-1973. FØR, UNDER OG EFTER OPHOLDET. 45 HJEMKOMST TIL HYDROLOGI, GLACIOLOGI OG VANDKRAFT 1973-93 49 FUSIONERING AF GGU-DGU TIL GEUS, PENSIONERING OG FLYTNINGER AF GEUS 1993-2003. 67 ADJUNGERET SENIOR FORSKER VED GEUS FRA 1996 71 EPILOG (eftertanker) 73 LITTERATUR 79 ATLASBLADE 85 ATLAS 91 LOKALITETER 97 3 4 INDLEDNING I en alder af 88 år må jeg undre mig over, hvor alle årene er blevet af. De er bare brugt, så at sige uden fortrydelsesret. Derfor burde det jo nok være rimeligt at lave en status over, hvad de egentligt har været anvendt til. Også selvom der i dette til- fælde nok er tale om et noget særpræget standardliv, både hvad indhold og længde angår, et liv som egentligt har været privilegeret i den forstand at hobby og arbejde (med gletsjere i Grønland) faldt sammen. At dette så kan have været belastende for familien er en anden sag. Denne beretning kan måske være lidt kompensation i ret- ning af at være underholdende for mine efterkommere. Som enhver i forskningsområdet (og snart sagt også indenfor alle andre områder) er jeg gentagne gange blevet afkrævet et curriculum vitae – og hver gang med en liste over ens synder i form af nye åndsprodukter. Det har været fristende at lave et standard cv, noget i retning af: ”AWE er født i 1928, han viser endnu livstegn, og han er sjældent blevet betroet vigtige poster i styringsorganer grundet manglende interesser heri. Yderligere har han primært skrevet om de grønlandske isdækkers historie, idet han synes det var stort nok for ham”. – Sådant noget gør man imidler- tid ikke. Forklaring på hvorfor jeg nu belemrer omverdenen med mine erindringer kunne nok gives, så som at jeg er kommet i vane med at skrive cv´er, og at disse efter pensionen kan skrives efter behag – eller det kan være en anledning til et for- svar for begåede dumheder (så blev memoirerne nok lidt vel fyldige), eller måske en lidt forsinket personlig selvpromovering (duer egentligt ikke, det er for sent!), eller - mulighederne er talrige og undskyldningerne ligeså. Måske kunne det også være et lille bidrag til forståelsen af nogle af et lille århund- redes oplevelser, et lille århundrede på godt og ondt. De væsentligste lokaliteter i teksten kan findes i Atlasbladene med tilføjede navneli- ster og i lokalitetslisten bagerst i bogen. 5 6 BARNDOM OG UNGDOM 1928 – 1945 Jeg er født tirsdag den 18. september 1928 i Gilleleje i Nordsjælland, et samfund der på den tid væsentligt var præget af fiskeri og ikke som nu den badeby og det ferie- sted, som det er blevet til i dag. Dåbsattesten er udfærdiget i Dråby Kirke i det nordlige Hornsherred den 8. februar 1929. Det fremgår heraf at min far var murer Hans Sørensen, født i Landerslev, Ger- lev Sogn, og at min mor var Kirsten Elisabeth Kragh, datter af skorstensfejeren i Frederikssund. Familien var kort sagt håndværkere med rødder i det nordlige Hornsherred. Hornsherred var trods broforbindelsen til Frederikssund (og et mis- lykket forsøg med opførelsen af den midtsjællandske jernbane op gennem halvøen Hornsherred i 1930´erne) op til slutningen af 1930´erne stadigt noget af et øsam- fund, og det på trods af Københavns nærhed. Mine forældre blev gift i 1918, og jeg husker stadigt min mor fortalte mig om den vareknaphed, der herskede (og som prægede brylluppet) på grund af de foregående års verdenskrig. I den første halve snes år oparbejdede min far en murervirksomhed i Jægerspris, men blev så pludseligt syg og døde den 24. juni 1929 på Frederiksund Sygehus. Nu sad min mor pludseligt som 33-årig enke med et spædbarn – næppe nogen let situa- tion. Hun holdt de næste par år gående ved at have et vaskeri i huset i Jægerspris. Tiderne var dog ikke gunstige, den økonomiske verdenskrise var begyndt i 1929 og slog i Danmark for alvor igennem 1932-33 med mere end 40 % arbejdsløse. Ikke alt har dog været knugende depression. Familiebilleder fra den tid vidner også om festlige stunder i huset i Jægerspris. Det var imidlertid næppe let for min mor at klare økonomien, så hun afhændede derfor huset og flyttede til København for at søge bedre arbejdsmuligheder. Bag- grunden var vel nok også at en del af hendes familie fra Frederiksund allerede boe- de i København. Særligt stærk var tilknytningen til hendes storebror (Vilhelm Kragh). Han var tømrer og boede i Skyttegade 19 på Nørrebro med kone (Dagmar) og tre børn (Inger, Gerda og Arne), alle væsentligt ældre end mig. Onkel Vilhelm var familiens nestor, god socialdemokrat og ivrig fagforeningsmand. På hjemmeba- ne med sans for store familiesammenkomster i den lille lejlighed på Nørrebro, og han kunne bl.a. recitere samtlige vers i ”Terje Viken”, hvilket han i øvrigt gjorde godt. Det har stadigt været en gåde for mig, hvordan min tante Dagmar overkom de flotte traktementer, som blev serveret i Skyttegade. Jul og nytår blev oftest holdt hos dem, og jeg erindrer julen som den store julefest, hvor han optrådte som julemand. Et fast inventar til læsning i julen ved disse lejligheder var ”Blæksprutten” og ”Svikmøllen” (vittighedsblade, der behandlede årets hændelser). Nytåret var der- imod både mere festligt og højtideligt med taler for det gamle år og forhåbninger i 7 det nye. Nytårstalerne i radioen blev naturligvis højtideligt påhørt. Som hobby hav- de onkel Vilhelm en båd. Han var et af de første medlemmer af sejlklubben ”Øst” i Kalkbrænderihavnen. Dengang omfattede klubben ”Øst” formodentligt ikke mere end mellem en halv snes og en snes medlemmer. De holdt til i et selvbygget, men hyggeligt, træhus med panoramavinduer til havnebassinet. Der var ikke kajanlæg på det lille stykke, hvor huset lå, men stenfyld der skrånede ned til vandet og land- gangsbroen, hvor bådene var fortøjet. Forureningen i denne del af havnen har næp- pe været det store problem, idet jeg mener vi kunne fange krabber i tangbevoksnin- gen. Fig.1. Sejlpas (officielt navn: ”Legi- timationskort for sejlads”). Min far anskaffede sig en båd i slutningen af 30´erne, og både han og min onkel Vilhelm var i øvrigt fiskere (torske- fangst med pilk). Under besættelsen var sejlads stadigt muligt, men kun i begrænsede farvande, og der kræve- des tilladelse med angivelse af det tilladte sejlområde. Som det ses af mit eget sejlpas, var der meget be- grænsede områder tilladt for sejlads, selv om der nok var nogle der benyt- tede lejligheden til at smutte over til svensk farvand. Tilladelsen for vor familie var zone A og B1 (Kyst- strækningen fra Københavns havn til Humlebæk). Kontrollen var varetaget af det danske politis patruljebåde og gjaldt kun for de lyse timer. Hvad der var af kontrol efter det danske politis tilfangetagelse af tysk militær september 1944, ved jeg ikke. Jeg mener at familien stadigt anvendte bådene, formodentligt under diskret kontrol af den tyske marine. Stærkest i erindringen står de lange søndagsture på Øresund, af hvilke den sidste foregik til Landskrona søndag den 3. september 1939. Det var en smuk, lun sen- sommer dag, men også dagen hvor England og Frankrig erklærede Tyskland krig. Mange svenskere havde lagt søndagsturen om til Landskrona havn, så når de så det danske flag på vor båd advarede de os om krigserklæringen og mente, vi skulle skynde os til København. Men Onkel Vilhelm erklærede værdigt, at det kunne der ikke være tale om. Dagen skulle nydes i fulde drag, når vi nu var i Sverige, for det ville nok vare noget før vi fik besøgt det land igen. Han fik jo ret, der skulle gå rigtig mange år før det blev muligt. Jeg ved at Onkel Vilhelm i min mors første år som enke tilbød at hans familie skulle tage sig af mig, deres børn var blevet store og var ved at flyve fra reden. Den ide syntes min mor ikke om. Hvad angår Onkel Vilhelms børn var de alle meget sports- interesserede. Den ældste datter fik et europamesterskab i svømning. Hun blev så 8 norsk gift, så der var jo nogen bekymring for hende under krigen. Efter krigen for- svarede hun de norske farver under en olympiade, nu under navnet Inger Nordbø. Selv har jeg aldrig været den store idrætsmand. Jeg gik til boksning et par år, men kun for motionens skyld. Senere fik jeg rigeligt motion under feltarbejde i Grønland. Min mors lillesøster (Inga) var også flyttet til København. Hun boede med sin mand (Christian Jørgensen) og søn (Ejler, et par år ældre end jeg) i Stenderupgade 4, i nærheden af Enghave Plads på Vesterbro. Hendes mand var korrespondent for et firma i Kødbyen. Det syntes nærmest som sprog var en hobby for ham, og højt op i årene inddrog han stadigt flere sprog i sine interesser.