Istedgade Porten Til Vesterbro Af Samme Forfatter
Total Page：16
File Type：pdf, Size：1020Kb
ISTEDGADE Porten til Vesterbro AF SAMME FORFATTER Øgledronningens forbandelse. Forlaget Torgard. 232 sider, 2010. København byen bag voldene. Historien gennem 1000 år. I serien: Ind i Historien. Forlaget Alinea. 88 sider, 2009. Gader og mennesker i middelalderens og renæssancens København. Slotsholmen, Bremerholm og Ny-København. Aschehoug. 204 sider, 2007. Gader og mennesker i middelalderens og renæssancens København. Inden for middelaldervolden. Aschehoug. 188 sider, 2006. Københavns Topografiske Udvikling indtil 1300. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1998. (Ed.) U. Lund Hansen og B. Storgaard. Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab. 283 sider, 1999. Istedgade. Porten til Vesterbro. 1. udgave. Sohn 2013. 312 sider. Hanne Fabricius ISTEDGADE Porten til Vesterbro Istedgade forestiller jeg mig altid som en smuk kvinde, der ligger på ryggen, med håret ved Enghaveplads. Ved Gasværksvej, der danner skellet mellem ordentlige folk og lastefulde, deler benene sig, og strøet ud over dem som fregner ligger de gæstfri hoteller og de lyse, larmende værtshuse, hvor politibilerne senere på natten kører frem og henter deres skandaløst berusede og stridbare ofre. Tove Ditlevsen 1967. Det tidlige forår. TYRA Istedgade – Porten til Vesterbro Copyright © 2014 Forlaget Tyra Hvor intet andet er anført, er fotos copyright Hanne Fabricius 1993-2013. Omslag: Ingeborg Lykke Mitchell Omslagsillustration: Scanpix Denmark/Willy Lund Tilrettelægning og layout: IC-Design/Lykke Mitchell Published by Forlaget Tyra Bogen er sat med Minion og trykt hos Printfinder, Letland ISBN 978-87-997744-0-1 2. udgave, 1. oplag, 2014 www.tyra.dk & www.forlagettyra.dk Til Jochum Selv om forlaget har gjort sig alle anstrengelser for at finde frem til rettighedshaverne på bogens illustrationer, er det ikke lykkedes i alle tilfælde. Enhver retmæssig ophavsmand vil blive nævnt i eventuelt fremtidige oplag af bogen og honoreret, som var der blevet indgået aftale forlods. 1. udgave af Istedgade – Porten til Vesterbro var velvilligt støttet af følgende fonde: Absalon Fonden Af 1. Maj 1978, Arbejdernes Landsbanks Fond, City Hotel Nebo-Missionshotel Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond Nordea-fonden, Oticon Fonden, 3F´s Medie- og Kulturfond, Tuborgfondet, Vesterbro Lokaludvalg INDHOLD KONTRASTER I STRASSEN af Peder Bundgaard 9 FORFATTERENS FORORD af Hanne Fabricius 12 KORT RIDS AF VESTERBROS HISTORIE 15 Den gamle landevej 16 Slagtere og værtshuse 20 KØBENHAVN ÅBNER SIG MOD VERDEN 23 Indbyggertallet 23 Rebslagerne på Vesterbro 24 Tømmerpladserne ved havnen 24 Københavns første banegård 27 Svækket vindmøllekraft på Banemøllen 28 Den militære demarkationslinje 30 Byportenes fald 31 Fra gårdlokummer til toiletter 35 De nye gader på Vester Fælled 36 Private bygherrer og en manglende byplan 38 To tværgadeprojekter 38 FILANTROPISK STIFTELSESBYGGERI 39 Stiftelsesbyggeri på Vesterbro 40 Stiftelser i Istedgade: 41 Skomagersvendebroderskabets Stiftelse 41 Skipperlaugets Stiftelse 42 Vesterbros Asyl 42 Heymans Stiftelse for Officerenker 50 BYGNINGER PÅ KRYDS OG TVÆRS INDTIL 1900 51 Istedgades dåbsattest 52 Skift af gade- og matrikelnumre 54 Huse på kryds og tværs 54 Den første forhindring: Den stinkende Rosenå 58 Den anden forhindring: Et byggeforbud fra 1651 61 Den sidste forhindring: Kampen mod Skydebrødrene 62 Husenes vandring mod øst og vest: 68 1858-1869 72 1870-1879 76 1880-1889 80 1890-1899 92 1900-1909 98 Badeanstalten Venedig 100 Skydebanegade 102 Maria kirken og Maria Bedesal 105 Skolerne i Istedgade 109 Hauchs Skole/Maria Kirkeplads Skole 109 Gasværksvejens Skole (Gassen) 109 Kommuneskole/Istedgades Skole/Enghave Plads Skole/Tove Ditlevsens Skole 111 Fra pesthus til forlystelsesstedet Ny Alhambra 111 EN FOLKELIG OG BLOMSTRENDE HANDELSGADE 115 Boliger og baggårde 118 Byfornyelsen 130 Gadens børn 138 Glimt af livet i Istedgade 148 Istedgades mange ansigter 155 Panserbasser og Den gloende Blyant 168 Livet i Istedgade – af Dan Turèll 174 Lyden og duften i Istedgade 176 Nytår i Istedgade 182 Arbejderkultur og sammenhold 184 Erhverv og butikker i Istedgade 192 Lørdag aften i Istedgade – af Harald H. Lund 194 Slagternes gade 212 Istedgade overgi’r sig aldrig 224 FORLYSTELSERNES AvENUE 237 Istedgades biografer 238 Barske madammer og kriminalitet i Istedgade 242 Værtshusene 264 Mit gamle stamværtshus – af Dan Turèll 264 En anden form for værtshushold 268 Værtshusenes tidsalder i Istedgade 271 Istedgade 11: Café 11 274 Istedgade 19: Spunk Bar 276 Istedgade 25: Charles’s Café 278 Istedgade 61: Café Stangen 278 Istedgade 86: Hotel Isted 281 Istedgade 104: Café Frantz’ 283 Istedgade 110: Isted Kro 285 Istedgade 136: Auto-Maten 287 Istedgade 109: Café den Trettende Kreds 288 Har Istedgade endelig overgivet sig? 292 Istedgade. Essay af Jochum Fabricius Sommer Olsen 13 år 295 Foto: Det Kongelige Bibliotek. BILAG 299 Oversigt over bebyggelsen i og omkring Istedgade samt matrikelkort fra 1954 299 Matrikelkort 1954 302 Oversigt over resturationer i Istedgade 1864-2012 304 Oversigt over slagterbutikker 1880-2012 307 Litteraturliste og links 309 7 8 Foto: Hanne Fabricius 2012. KONTRASTER I STRASSEN – Nåh, så du bor i Istedgade? Godt, det ikke er mig! Indtil for kun få år siden var det den reaktion, man oftest fik, når man fortalte, at man havde adresse på Danmarks måske mest både berømte og berygtede gade. Holdningen var især udbredt blandt dem, som kun kendte gaden via medierne, som har haft en tendens til at fokusere på ludere og lommetyve i Istedgade, også kaldet Strassen. I sommeren 1944 lød råbet i Strassen: Istedgade overgiver sig aldrig. Det var under folkestrejken, da det danske folk gjorde oprør mod den tyske besættelsesmagt. Råbet var et tegn på det særlige sammenhold, der fra gammel tid har præget Vesterbro i almindelighed og Istedgade i særde- leshed. Lige siden gaden blev anlagt i sidste halvdel af 1800-tallet, har folk her været af en ganske særlig støbning. Kort sagt: på Vesterbro er beboerne sejere end alle andre københavnere. Det er der en grund til. Det område, der i dag er Vesterbro, var i århundreder et af byens fælles græsningsarealer med gumlende kvæg. Allerede i renæssancen måtte byens fædre erkende, at indvolde og andet affald fra slagtede dyr var en trussel mod både almindeligt velbefindende og helbred i den lukkede by. For godt 400 år siden blev slagtningen af dyr derfor forvist til Vesterbro. Her kunne der slagtes året rundt i det nyopførte slagtehus. Slagteriet trak hurtigt andre erhverv med sig som garverier og talgsmeltere. Skind og huder blev lagt i blød i kæmpestore kar, og der stank af rådne dyr og kemikalier. Af talgen blev der 9 støbt tællelys. De to første erhverv havde kraftige lugtgener, det tredje var yderst brandfarligt. Netop derfor blev byens rebslagere også samlet på Vesterbro. Datidens træskibe brugte eksorbi- tante mængder og længder af reb og tovværk. Og både hamp og tømmer var brændbart, så ud på Vesterbro med begge dele. Kort sagt alt der var enten beskidt, ulækkert eller decideret farligt blev tidligt koncentreret på Vesterbro. Men det skulle blive værre endnu. Bønder fra oplandet kom agende og drivende med levende dyr til slagtning på Vesterbro. Oven på sådan en handel var bonden med ét blevet en stabel rigsdaler rigere, og der skulle drikkes lidkøb med prangeren på nærmeste værtshus. Og dem var der rigtig mange af på Vesterbro. Med stribe- vis af både øl og snaps inden for vesten kunne man godt blive lidt trængende efter kvindeligt sel- skab. Og sandelig om ikke storbyen var fyldt med forstående kvinder. Mod betaling naturligvis. Hvis de søde damer ikke rendte med bondemandens pung, kunne det være, at en af slagterne gjorde det. Slagtersvendene var kendt som et muntert folkefærd. Altid parat til lidt spas og ikke for fine til at bruge snasket slagteaffald som kasteskyts og ikke bange for regulære slåskampe. Slagterne var desuden kendt for at kunne tage fra af både øl og snaps. Og rakte dagens indtjening ikke til tilstrækkelige forfriskninger, kunne man altid rulle en bondemand eller to. Fra den tid stammer udtryk som ’bondefanger’ og ’fræk som en slagterhund’. Det var tider, men undervejs måtte militæret tænderskærende slippe sit jerngreb i området. Bebyg- gelsen af Vesterbro kunne begynde i midten af 1800-tallet, voldene faldt endelig i 1870´erne, og sam- tidig fik København mere hygiejniske og ligefrem moderne slagteforhold i form af først Den Brune Kødby, siden Den Hvide Kødby. Men faktisk er det mange år siden den sidste slagtning her, og i dag er der kun en lille håndfuld kødgrossister tilbage. Nu har Københavns kommune honette planer om at omdanne kødbyen til kreativ oase for kunstnere, og derfor har man på rådhuset sat huslejerne klækkeligt op. Resultat: De sidste slagtere står i kø for at tjekke ud, og de fattige kunstnere har ikke råd til at flytte ind. Men uanset hvad. Vi på Vesterbro er seje. Vi kan klare hvad som helst. Jeg bor selv på Istedgade, så jeg ved det. Men lad mig tilstå: Jeg er ikke indfødt københavner. Som søn af en bonde i provinsen måtte jeg henslæbe hele min barndom og en dyrebar del af min ung- dom med at stå og glo en ko ind i røven. Først i foråret 1968 slap jeg fri af mit landlige fængsel og kunne tage firetoget ind til Hovedbanegården. Jeg blev hurtigt tiltrukket af Vesterbro. For det første var det billigt, for det andet lå det centralt, for det tredje opfyldte Vesterbro alle mine drømme og landlige forestillinger om en ægte, levende, pulserende, international storby. For mig betød Vesterbro frihed. Siden 1989 har jeg boet på Isted- gade. Jeg bor i karréen mellem Viktoriagade og Gasværksvej. Samme karré som huser den pakistanske restaurant Indus. Engang kendt som det lystige værtshus Comet Bar, også kaldet Stjerne-caféen i Dan Turèlls serie af kriminalromaner. I serien er Vesterbro blevet døbt om til Distriktet, og det faldt i mit lod at trave dette distrikt tyndt med forfatteren, selveste Onkel Danny. Historien om mig og Dan er historien om markmusen, der tog ind til staden og mødte storbyrot- ten.