Svensk Film I 70'Eme
Svensk film i 70’eme Poul Malmkjær Svensk film er ved at ændre ansigt. Flere omstændighe ningen af psykologisk realisme og artistisk dristig fabule- der tyder på det. Da den første, moderne filmlov fra 1963 ren spænder dramaet op, overraskede han endnu engang havde vist sig utilstrækkelig til sikringen af en fri, kunst sit forvænte publikum med den sublime vision af de to nerisk filmproduktion, ændredes loven 1972, og resultatet hovedpassioner, kærlighed og død, i »Hvisken og råb« blev en årlig produktion på 15-20 spillefilm, hvoraf langt (1972). hovedparten var netop fri, kunstneriske, støttede produk En instruktør som Bergman får ingen »elever«, som tioner, en del (12-13) var børnefilm af vekslende seriøsitet, heller ikke Dreyer eller Bresson har fået det, og den på et lignende antal var pornofilm uden særlige kendetegn. ståede prægning af svensk film er da også mest af miljø- Karakteristisk var det også, at folkekomedien forsvandt og klimamæssig art, af og til krydret med trang til oppo i løbet af disse år. Som filmproducenten af utallige »Åsa- sition. Bo Widerbergs karriere begyndte jo groft sagt i en Nisse«-film, Arne Stiveli, sagde til mig i Cannes: »Det er opposition til Bergman, men kan man hos Widerberg sta jo umuligt at producere film i Sverige i dag. Derfor er jeg digt finde opposition, så bevares. Hans trang til at skifte flyttet til Monaco!« emne, hans fundamentale dovenskab - som kan være en Umuligt er det ikke, i hvert fald ikke hvis man vil pro kunstner-dyd - hans improvisationer, hans lyst til at skil ducere fri, kunstneriske film, som kan få støtte, men det dre »rigtige« mennesker i »rigtige« miljøer, er i hvert fald har vakt nogen undren og uro i svenske filmkredse, at oppositionelt i forholdet til Bergmands introversioner.
[Show full text]