SLÆDESPORET Nr. 41 Oktober 2015 12. årgang

Knud Rasmussen Selskabet Indholdsfortegnelse

Ekspedition til Agpat...... 101 Hundeslædekørsel på Tjukotka...... 108 Thule i 1951- for 60 år siden- og lidt før...... 110 Udsigt til det arktiske landskab...... 113 Dagbog afslører ny om Knuds færdn på Tjukotka...... 115 Erasmiana...... 117 Kilaasi´s Polar Fortællinger...... 118

Dette nummer af Slædesporet indeholder intet mindre end en sensationel opdagelse. Peter Jessen som er mere end velbevandret udi det russiske sprog og de sibiriske folkeslags etnografi har forsket i Knud Rasmussens Ruslands ophold. Om Knud Rasmussens besøg nogensinde er blevet omtalt i en offentlig rapport er meget sandsynligt, men det vil kræve et overmåde stort arbejde at få gravet frem. Imidlertid fandt Peter Jessen en russisk dagbogs optegnelse som kort omtaler 5. Thule ekspeditions besøg i Sibirien. I næste nummer af Slædesporet følger vi op på dette spor og sætter spot på nogle af de kærneområder, som omtaler fra sit Sibirien ophold. Ligesom vi skal beskrive guvernøren over Tjukotka, i hvis hus Knud Rasmussen overnattede. Ligeledes vil vi benytte lejligheden til at fortælle lidt om tjukternes etnografi og historie. Her på redaktionen arbejder vi på højtryk for at få det omtalte Slædespor ud før jul – Kilaasi

Forside: Maske af hvalben fra Point Hope, Alaska Eftertryk af artikler kun med forfatterens tilladelse De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfat- Layout og tryk: Hans Christian Heickendorf ternes egne og dækker ikke nødvendigvis Knud Oplag: 300 eks. Rasmussen Selskabets synspunkter. ISSN 1603-9246

100 Ekspedition til Agpat Af Jakob Bjerre

Ekspedition til Agpat i 110-året for Den som jeg havde udpeget som mest sandsynligt danske litterære Grønlandsekspedition for ekspeditionens mål. Ekspedition i det Nordgrønlandske for at Det var netop i 2013 110 år siden, at Den genfinde anvendt af Den danske litterære danske litterære Grønlandsekspedition ved Grønlandsekspedition i vinteren 1903- at rejse over isen i Melvillebugten fik skabt 1904 kontakt til polareskimoerne i Thuleområdet. Lørdag d. 20. juli 2013 startede gråt og delvist Hvalfangere og nordpolsekspeditioner med tåget på Thule Air Base i det nordvestlige skib havde tidligere været i kontakt med Grønland. Det var ikke umiddelbart godt vejr eskimoerne heroppe, men en egentlig kontakt for en motorbådsekspedition, hvor vi skulle mellem Nord- og Sydgrønland og dermed holde øje med kysten fra skibssiden, og hvor med Danmark havde ikke tidligere været der skulle ledes efter spor af menneskelig etableret. aktivitet på land, der hvor vi ville blive I 1903 kørte Den danske litterære landsat. Grønlandsekspedition med hundeslæder over Imidlertid brød solen igennem tågen og det Melvillebugten og fik der først slædekontakt blev solskin op ad formiddagen til min store med et polareskimoisk ægtepar ikke langt syd tilfredshed. for den nuværende Thule Air Base. Contractors udflugtsbåd, Blue Jay, Dette var samtidig første gang, Knud var denne dag taget ud af den daglige rutine Rasmussen kom til området, og dermed starten med bådudflugter for basens udstationerede på hans mangeårige virke i Thuledistriktet. soldater og personale. Båden var hyret af Som beskrevet i litteraturen var Den danske mig til et specielt togt, hvor jeg ønskede at litterære Grønlandsekspedition opstået som udruste en dokumentationsekspedition til midlet til at en flok unge mennesker med øen Saunders Island, eller på grønlandsk, eventyrlyst og udforsker trang fik en lovlig Agpat. mulighed for at rejse til Grønland. På det Over middag kom skipper og de øvrige tidspunkt var Grønland et lukket land, ekspeditionsdeltagere til stede på bådebroen hvor der krævedes tilladelse fra de danske ved havnen i Thule medbringende fotoudstyr, varmt tøj og gode vandrestøvler. En gummibåd med påhængsmotor var i dagens anledning tilføjet Blue Jays udstyr, så det ville være muligt at blive landsat på stranden. Båden afsejlede i solskin fra Thule Air Base og satte kurs mod Agpat, hvor tågebankerne kom og gik hele tiden, mens Blue Jay nærmede sig øens østkyst, ændrede kurs og tog retning syd om øen. Der var givet tilladelse til flere landsætningsforsøg, hvis det blev nødvendigt, Forstranden på Agpat men foreløbig sattes kursen efter det punkt,

101 Landgang på Agpat myndigheder, hvis man ville rejse dertil. For stod af undervejs inden ekspeditionen drog at få tilladelse, krævedes en god begrundelse. nordpå til polareskimoerne. Deltagerne var højst forskellige og, viste det Der var altså tale om en flok unge og uerfarne sig undervejs, langt fra enige om mål og midler mennesker i tyverne, alle med ambitioner, for ekspeditionen. Ludvig Mylius Eriksen men ikke nødvendigvis et fælles mål for deres var journalist og havde store ambitioner fælles ekspedition. Efter min opfattelse, var om at gøre noget epokegørende. Han anså hele projektet baseret på tilfældigheder, og i sig selv for ekspeditionens leder, men delte stor udstrækning på held og uheld. gerne ansvaret med de øvrige, når der var Efter at have overvintret i vinteren problemer. Knud Rasmussen var student og 1902-03 ledte ekspeditionen efter nye opvokset i Ilulissat, hvor faderen var præst. udfordrende mål. Der var allerede stor Han ville gerne tilbage til Grønland. Jørgen uenighed mellem deltagerne om alt fra Brønlund var Knuds barndomskammerat arbejdsfordeling til i hvor høj grad man kunne og indfødt grønlænder fra Ilulissat. Harald tage imod den tilbudte gæstfrihed i de bygder, Moltke var greve og kunstmaler, hans rolle var ekspeditionen besøgte. Man besluttede dels at dokumentere ekspeditionen i billeder, at gøre forsøg på at krydse Diskoøen med dels også at give ekspeditionen et vist niveau slæder, hvilket nær var endt med katastrofe. overfor myndighederne i form af grevetitlen. Efter at være kommet til hægterne igen efter Endelig deltog Aage Berthelsen, ung læge, dette forsøg, blev målet, at rejse på isen tværs på den første del af ekspeditionen, men han over Melvillebugten – primært fordi det ikke

102 var gjort før. eskimohusene sammen med de lokale. De Samtidig havde det dog lige fra drengeårene lærte herved indbyggerne godt at kende, og været Knud Rasmussens drøm at besøge de kom alle til hægterne igen ovenpå den polareskimoerne, så i hvert fald han var helt udmarvende tur over bugten. Også Harald indstillet på, at man skulle rejse nordpå. Moltke kom sig langsomt, og han begyndte at De fire ekspeditionsdeltagere blev suppleret af tegne landskaber og portrætter af bopladsens to lokalkendte fangere fra Upernavikdistriktet, indbyggere. Specielt hans portrætter af nemlig Gaba og Elias, der rejste videre polarfolkene er meget udtryksfulde og sammen med ekspeditionen. levende. Jagten undervejs over Melvillebugten var Det var ikke fra starten hensigten, at dårlig, vejret var imod ekspeditionen, og ekspeditionen skulle overvintre på Agpat. Harald Moltke blev alvorligt syg undervejs, Den nok ikke så velgennemtænkte plan muligvis efter at have spist bjørnekød. Moltke var, at man ville søge kontakt med en af var så syg, at han måtte have hjælp til alle de hvalfangerbåde, der passerede området dagligdags foreteelser, da han var delvist i sommerhalvåret og få lov til at sejle hjem lammet og lå fastspændt til en slæde, når med den. Imidlertid gik der lang tid uden ekspeditionen rykkede frem. Der var derfor kontakt til hvalfangere, og da en enkelt ikke mange lyspunkter, da ekspeditionen efter endelig dukkede op og gjorde holdt i store anstrengelser kom frem til en eskimoisk farvandet, var der ikke mulighed for at sejle boplads ved Kap York – og fandt den forladt med retur med denne båd. Ekspeditionen og øde. Ekspeditionen delte sig herefter, idet havde været ombord og forhandle med Knud Rasmussen og Jørgen Brønlund kørte skipper på hvalfangerbåden, og som trøst for i forvejen mod nord, for hurtigst muligt afslaget om hjemtransport, fik ekspeditionen forhåbentlig at finde mennesker – og mad, foræret en flaske rødvin. Som understregning mens resten af ekspeditionen fulgte med i det af ekspeditionens gentagne uheld, blev vinen tempo transporten af Moltke tillod. tabt og flasken gik i stykker på vej retur fra Ud for Cap Athol, det store bjergrige hvalfangeren. Ekspeditionens humør var på næs sydvest for den nuværende Thule Air dette tidspunkt på nulpunktet. Base, så Knud og Jørgen slædespor med en Da det blev klart, at ekspeditionen alligevel mindre sporvidde, end deres egne slæders. ville komme til at overvintre på Agpat, Dermed var de sikre på at have fundet spor byggede de med hjælp fra bopladsens folk af polareskimoerne. Ved at følge disse spor et stenhus, de kunne bebo vinteren over. mødte Knud Rasmussen og Jørgen Brønlund Huset blev bygget op ad en naturlig lodret kort efter et par polareskimoer, et ægtepar, der klippevæg, som kom til at udgøre husets ene straks vendte deres slæde og tog dem med til væg. Huset bestod af to rum med vægge af bopladsen på Agpat, hvor jagten ifølge dem stablede sten og tagspær af træ, der sikkert skulle være god. har været drivtømmer. Huset blev dog ifølge På denne boplads boede ifølge beretningen beretningerne en kold fornøjelse, da det viste ”mange mennesker”, idet der fandtes tre sig umuligt at få taget tæt, ligesom der var stenhuse og fem snehytter. Det lykkedes træk gennem stenvæggene. Det blev derfor de seks ekspeditionsdeltagere at samledes en våd og kold vinter for beboerne. på denne boplads, og de flyttede ind i Ud fra beskrivelser i beretningen om Den

103 danske litterære Grønlandsekspedition, Det blev derfor en opankring, der foregik samt nutidige kort og et efterhånden godt primært ud fra bådens radar og ekkolod, da lokalkendskab til området, lykkedes det den nærved liggende kyst ind imellem var mig i løbet af foråret 2013 at lokalisere, helt forsvundet i tåge. Mens ankeret gik, hvor ekspeditionens overvintring måtte drev båden for tæt på et mindre isbjerg, have fundet sted. Det er angivet, hvordan og motoren måtte genstartes, så der kunne eskimobopladsen lå ud til havet med udsigt lægges bedre afstand til isknolden. Ankeret sydpå forbi Cap Athol, samt til Dalrymple fik denne gang hurtigere fat og Blue Jay lå Rock – en karakteristisk spids klippe, der nu roligt i sikker afstand af både kyst og rager op af havet. Stedet var samtidig i isstykker i vandet. Gummibåden blev søsat slædeafstand fra Ummanak, det nuværende og af to gange blev ekspeditionsdeltagerne baseområde. Samtidig må bopladsen have sejlet ind på stranden, hvor vi samledes for ligget på en del af kysten, hvor der er en at systematisere eftersøgningen. rimeligt flad forstrand, hvilket udelukker en Ekspeditionsdeltagerne spredte sig i mindre stor del af Agpats kystlinje. grupper og begyndte gennemsøgningen fra Det lykkedes på dette grundlag at udpege det øst mod vest af det lille næs, som udgjorde mest sandsynlige område for bopladsen og landingsstedet. overvintringshuset, samt et stykke kystlinje Det blev med det samme bekræftet, at jagt fra dette sted og vestpå, hvor bopladsen har været drevet herfra med succes gennem alternativt kunne have befundet sig. lang tid. Området var godt overstrøet med Der var derfor basis for at iværksætte en både nyere og ældre knogler fra sæl og ekspedition til dokumentation af sporene fra hvalros, heriblandt adskillige hvalroskranier Den danske litterære Grønlandsekspedition uden tænder. Yderst på næsset står en lille – hvilket netop kunne ske i 110-året for fangsthytte af nyere dato sammen med et ekspeditionens virke i området. skur, der viste sig at være hundehus/bur. Med velvilje fra Greenland Contractors Hytten bruges tydeligvis af forbirejsende blev udflugtsbåden Blue Jay og dennes fangere fra området. skipper, Magne, engageret i projektet, En deltager fandt et fladt og bearbejdet og båden blev hyret til ekspeditionen. knoglestykke med adskillige borede huller Greenland Contractors slog turen op på i – det første tegn på tidligere eskimoisk intranettet på Thule Air Base, sådan at aktivitet på stedet. ekspeditionsdeltagere kunne melde sig til Ved næssets vestlige side op mod den ret denne særlige tur. Båden kan rumme 8 stejle skråning/bjergside fandt vi resterne af passagerer, en gummibådsfører, samt skipper, et polareskimoisk stenhus. Huset var typisk altså 10 personer i alt. Ekspeditionsdeltagere dråbeformet og ret lille, og udstyret med meldte sig hurtigt, så båden var fyldt op, da let forsænket indgangssluse. Ruinen bestod Agpats kyst tonede frem mellem tågebankerne af stablede flade gulbrune sten, der nu kun denne lørdag i juli. stod i lav højde og delvist var overgroet af Blue Jay sejlede tættest muligt langs sydkysten lav vegetation. I området omkring huset lå af Saunders Island/Agpat, og da båden mange større og mindre sten, der i tidens nærmede sig stedet udpeget af mig som løb er skredet og faldet ned fra den stejle vores første landingsplads tog tågen til. bjergside bag huset.

104 Blandt disse omkringliggende naturlige sten dette sted. og stenbunker fandtes en del stenkister, Så snart vi kom op til stedet med de stablede opstablede sten i rektangel og helt eller delvist sten, var det klart, at vi havde fundet, hvad vi overdækket med større flade sten. I nogle af søgte – ekspeditionens overvintringshus fra disse forrådskamre sås rester af knogler fra 1903! Den tilbageværende ruin passede på antageligt sæl. alle punkter med beskrivelsen i litteraturen. Her havde altså boet polareskimoer gennem Huset var bygget med en naturlig klippe som en længere periode, men var dette også Den den ene væg, flade sten var stablet op, så de litterære ekspeditions overvintringsplads? dannede de øvrige tre ydervægge samt en Ved gennemsøgning af området tæt ved rumdeling, så huset har bestået af to næsten bjergsiden tilbage i østlig retning blev vores lige store rum. opmærksomhed rettet mod en afrundet lav Væggene i ruinen var nu af varierende kløft i bjergsiden, hvor et lille vandløb kom højde, men op til ca. en meter. Der var ikke ned fra toppen af øens plateau højt over os. længere nogen tætning mellem stenene, så Kløftens overgang til det flade forland ud mod man kunne se gennem de uregelmæssige havet var dækket af småsten og grus, og det huller mellem dem – tværs igennem huset. lille vandløb bugtede sig smukt ned gennem Græs og lav havde for længst indtaget det dette lille delta. Lidt oppe ad skråningen sås tidligere gulv og sten var skredet ned både en menneskeskabt væg af flade sten, og vores inde i huset og udenfor. skridt styrede derfor helt af sig selv opad mod Alle ni ekspeditionsdeltagere slog sig

Overvintringshus

105 Jakob Bjerre ved Den danske litterære Grønlandsekspeditions overvintringshus 200713 ned i græsset omkring overvintringshuset endte i for dårligt rejsevejr, så ekspeditionen og hvilede ud efter eftersøgningen og vendte tilbage til bopladsen på Agpat efter at opstigningen til huset. Det var tid til at lade de egentlig var fraflyttet huset, havde pakket glæden bundfælde sig i hele gruppen, da alle sammen og taget afsked med befolkningen. ønsker til vor ekspeditions fund netop var Da de således kom uventet tilbage, fandt de gået i opfyldelse. allerede dengang deres hus som en ruin, idet Det lille vandløb, der passerede tæt forbi det drivtømmer, der havde været anvendt husruinen, og som for 110 år siden må have som understøtning for taget, var fjernet og forsynet den litterære ekspeditions deltagere anvendt til bedre formål af lokalbefolkningen. med vand, leverede stadig koldt, klart og frisk Træ var jo en sparsom og højt værdsat råvare. drikkevand også til os i 2013. Efter atter at have ventet på bedre vejr i de Efter undersøgelser af hustomten og området lokales huse, lykkedes det ekspeditionen omkring denne, fotoregistrering mv. måtte at drage med hundeslæder tilbage over vi atter forlade overvintringshuset og Melvillebugten i april 1904 – samme vej, begive os på vejen tilbage til stranden, hvor som de var kommet. gummibåden senere bragte os tilbage til Blue Under opholdet på Agpat i 1903-04 blev der Jay og sejlturen tilbage til Thule Air Base. god tid til at læse ekspeditionens medbragte Den danske litterære Grønlandsekspedition litteratur. Specielt havde Harald Moltke tid forsøgte flere gange at påbegynde deres til læsning, mens han langsomt kom sig efter hjemrejse med hundeslæder tilbage over sin sygdom. Den medbragte bog var Goethes Melvillebugten i foråret 1904. Flere forsøg samlede værker – på tysk. Det læste blev

106 selvfølgelig drøftet blandt ekspeditionens Frederiksen, Borgen 2004. Samt ekspeditions deltagere, og det var her, det kom frem, at deltagernes egne bøger: Goethe omtaler ”Ultima Thule” som et fjernt og isoleret sted mod nord. Da området, hvor Knud Rasmussen: ”Nye mennesker”. ekspeditionen opholdt sig, ikke havde et Gyldendal, 1905 officielt navn, opstod ideen om at kalde stedet L. Mylius- Eriksen og Harald Moltke: for Thule. Det er således også Den danske ”Grønland”. Gyldendalske Boghandel litterære Grønlandsekspeditions fortjeneste, 1906. at Thuleområdet fik sit nuværende navn. Harald Moltke: ”Livsrejsen” Nyt Nordisk forlag Samtidig blev den måske ikke fra starten – Arnold Busck 1936. Heri findes beretninger så velgennemtænkte ekspedition op til fra ”Den litterære Ekspedition” samt en polareskimoerne gnisten til Knud Rasmussens udførlig beskrivelse af overvintringshusets mangeårige virke i området. I 1910 blev indretning og tilblivelse handelsstationen i Thule etableret af Knud Jakob Bjerre Rasmussen, og i årene derefter fulgte de mange Initiativtager og ekspeditionsleder, samt Thuleekspeditioner med udgangspunkt i tidligere Deputy Base Civil Engineer, Thule netop det gamle Ummanak, nu Thule. Air Base Genopdagelsen af Den danske litterære Grønlandsekspeditions overvintringshus i 110-året for dets brug en enkelt vinter trækker således mange tråde tilbage til dengang – for ikke så længe siden – hvor Nordgrønland var ukendt og uudforsket land, og hvor polareskimoerne var et fremmed folk for os europæere – og vi for dem. Det er samtidig interessant at tænke på, at også disse store polarforskere, Mylius Eriksen, Knud Rasmussen, Harald Moltke og Jørgen Brøndlund var unge og uerfarne engang, og deres første grønlandsekspedition var ved at ende helt galt flere gange på grund af manglende planlægning, elendigt udstyr og intern uenighed om målet med det hele. Jeg er derfor glad for den gennemførte dokumentationsekspedition i sommeren 2013. Jeg synes, at jeg har fundet guld – i en periode, hvor internationale selskaber leder efter helt anderledes konkrete mineraler og metaller overalt i Grønland. Den litterære Grønlands ekspedition: Harald Oplysningerne om Den danske litterære Moltke, Knud Rasmussen, Ludvig Mylius-Erich- Grønlandsekspeditions bedrifter er primært sen og Alfred Bertelsen baseret på bogen ”Spor over isen” af Kurt L.

107 Hundeslædekørsel på Tjukotka af Claus Oreskov

5. Thule ekspedition endte som bekendt med Knud denne måde at vinde tid og få set sig om blandt Rasmussen, K’avigarssuak og Arnarrulunnguaqs tjukter og . Et hundespand på 12 hunde gøres møde med Sibiriens aller østligste punkt Cape klar til turen og som hundefører får Knud en ung Dezhnev eller East Cape som stedet officielt hed tjukter. K’avigarssuak og Arnarrulunnguaq bliver frem til 1898. Ekspeditionen krydsede Bering tilbage i Enmitahin sammen med Kaptajn Joe Strædet med den lille skonnert Teddy Bear, der Bernard. Oppe i fjeldene er der faldet sne men på blev ført af ejeren Kaptajn Joe Bernard. De kaster tundraen er alt pløre, fugt og regn. Slæden bevæger anker i Enmitahin også kaldet Emmatown. Ingen sig møjsommeligt gennem uføret og så sker der af ekspeditions medlemmerne havde visum noget som få harmen op i Knud: ” Min kusk driver til Sovjetunionen. Knud Rasmussen håbede sine hunde frem på den måde, at han nu og da imidlertid på sit ofte forekommende held. kaster en tung, dertil særlig indrettet harpun med Desuagtet fik de af kystbevogtningen besked på at et skarpt søm i spidsen midt ud mellem hundene. tage tilbage straks, eller Knud Rasmussen kunne Disse standser da først, overvældet af smerte, for som arrestant fremstilles for guvernøren i Wahlen, så umiddelbart efter under ynkelige hyl at sætte Nikolaj Lovev. Knud valgte sidste udvej for på farten op for nogle minutter… Hundeharpunen, der tjener som hans flyvende pisk, har i den ene ende nogle stålringe, der virker som rangle og hver gang han blot svinger med ranglen, fare dyrene sammen for et øjeblik efter at fare hylende hen over tundraen. De ved af erfaring, at der ikke er langt fra ranglen og til harpunkastet” (Knud Rasmussen: ”Fra Grønland til Stillehavet” bind 2. side 381-82) Jeg tror mange ligesom jeg selv har undret sig over denne beskrivelse af hundeslædekørsel. Uheldigt er det også, at det lige netop er Knud Rasmussen der kommer ud for denne oplevelse, han der altid tog mere hensyn til sine hunde end til sig selv. På den anden side var Knud en udenforstående og han kendte intet til tjuktisk hundeslæde kørsels kultur. Han fik kun 24 timer mere på Tjukotka og vendte aldrig tilbage, så han kunne studere denne kultur bedre. Tjukterne havde kørt med hunde lige så længe som andre cirkumpolare folkeslag og de er såmænd ikke dårligere kuske end deres grønlandske kollegaer. Her er hvad jeg har fundet omkring slædekørsel på Tjukotka. Hundeslæder er forsynet med en bremse i form af en kraftig træpind. I den ene ende har bremsen flere metal ringe og et skarpt jern spyt i den anden ende. En kort rem er fæstet i samme ende som metal De Tjuktiske hundepiske fra Bogoras bog om ringene. Slæde føreren holder bremsen i højre hånd og kontrollerer slædens bevægelser ved at Tjukterne

108 Tjuktisk hundeslæde. 1 bremsestok. Fra Boboras bug om Tjukterne støde bremsen ned i sneen foran opstanderen. pisk til sin rådighed og kørte spandet ved hjælp af Bremsen bruges til at forhindre slæden i at vælte bremsen. Havde han haft en pisk med var historien eller til at få slæden på ret køl hvis den er væltet, blevet en helt anden og sådan er etnografisk til at dæmpe farten hvis hundene løber for hurtigt feltarbejde. Alt afhænger af situationen. Nu ville og til, sammen med en kommando til hundene, Knud Rasmussen ikke være Knud Rasmussen, hvis at stoppe slæden. han ikke også havde nogle rosende ord tilovers for Den russiske etnograf Vladimir Bogoras skriver den udskammede hundefører og han forsætter i sit hovedværk om tjukterne ”The Chukchee” fortællingen mere forsonende: (American Museum of Natural History Vol. 11), ” Hundene var forspændt to og to og den at når en hund ikke lystrer klinger føreren med retfærdighed må jeg lade vederfares kusken, at de metal ringene på den bremse pind tjuktiske slæder til trods for deres langsommelighed, som sikkert er forsynet med. Hvis ikke det hjælper sker det, skyldes sommerens faste, lystrede fortræffeligt. at føreren kaste bremsepinden hen over hundene. Efter et par timers energiske behandling syntes de Bogoras skriver, at føreren passer på ikke at ramme for øvrig at finde det mere hensigtsmæssigt at få hundene med metal ringene og slet ikke med en ende på kvalerne, og nu gik det så hurtigt, at spydspidsen som ville dræbe den hund der blev vi måtte skiftes til at side på slæden for at kunne ramt. Føreren skal være hurtig for at nå at samle følge med”. bremsen op igen ellers fortsætter hundene uden ham. Urutinerede slædeførere binder bremsen fast til forstanderen og bruger den således ikke til at kaste efter hundene. Ud over bremsen har tjukter føreren en hundepisk med et kort træskaft og en tyk flettet snert. Skaftet er ligesom bremsen forsynet med metalringe og føreren bruger dette redskab til at styre og om nødvendigt straffe hundene. Der findes også en speciel pisk til afstraffelse af hundene. Den har et længere skaft og en tyndere snert end styre pisken. Den hundefører, Knud Rasmussen har selv tegnet Bremsestokken/ der kørte Knud Rasmussen, havde åbenbart ingen torturinstrumentet i sine feltnoter

109 Thule i 1951 - for 60 år siden - og lidt før. Af Jørgen Junge Busch

Thulesletten, eller rettere Pituffik er et meget en landingsbane og en bemandet station på gammelt navn for den pynt, hvor der i 1951 den slette Knud Rasmussen havde omtalt blev opført et afsaltningsanlæg, som skulle i 1924. Det første skete i 1941, hvor flere forsyne den nyetablerede Thule Air Base landingsbaner og den lille landingsbane ved (TAB) med fersk vand. Navnet Pituffik South Mountain blev etableret. Midt på er grønlandsk, og betyder ’det sted, hvor sletten blev der i 1946 oprettet en dansk/ hundene blev bundet’, og navnet hentyder amerikansk radio og vejrstation. Fra 1948 til til den gang, for mange år siden, da der var 1951 blev hele Thulesletten (Pituffik) opmålt, hundegalskab blandt Thuledistriktets hunde og planerne for noget større var lagt. og ræve. Og hundegalskab ville man for alt Nogle af opmålerne havde placeret deres i verden ikke have til lokalbefolkningens ’Atwell Hut’ i en skæv vinkel i forhold til mange hunde i Thule. øst-vest. Vi ’gamle i gårde’ mente ikke, at det Det historiske var den bedste måde at placere et større telt Knud Rasmussen mødte i 1924 to i tilfælde af en storm, men ’beboerne’ vidste skandinaviske fanden i voldske flyvere, da bedre, for de havde jo tøjret teltet til otte han fra sin store slæderejse kom til USA olietromler fyldt med sten. Stormen kom, under hjemrejsen til Danmark. Den ene af og så let som ingenting drejede teltet med disse piloter havde en drøm om at flyve fra vinden, og kom til at ligge øst-vest. Det skete USA via Canada og Grønland til Europa medens teltets beboere lå og sov. med yderligere mellemlandinger i Island og Den spæde opbygning af basen England. Denne herlige pilot var svensk/ USAF etablerede i 1951 en lille lejr mellem amerikaneren B.R.J: Hassel med øgenavnet den gamle Navy Strip og South Mountain. ”Fisk” Hassel. De spændte internationale I juni 1951 præsenterede col. Bernth Balchen forhold under og efter anden verdenskrig mig for den kommende Base Co, lt.col. B.R.J. gjorde, at USA var interesseret i, at etablere Hassel, som gik under navnet ’Fisk’ Hassel - eller bare ’Fisk’, og resultatet at vores første samtale blev, at jeg blev headhunted til USAF Rescue med opgaver som en slags Guide m.m. Det sidste skulle blive særdeles fornøjeligt i samarbejdet med ’Fisk’. Intensiteten i flyvningerne til/fra Thule øgedes næsten dag for dag, og vi havde adskillige flybesætninger at tage vare på med et begrænset mandskab til rådighed. Der blev oprettet en slags ’club’, hvor alle kunne komme og købe en cheeseburger og en kop kaffe eller en Coke. Kapaciteten på stegepanden blev udnyttet 120 %, hvilket Camp Century betød, at vores el generator brød sammen.

110 Thule air base bragte den kolse krig til Grønland

Gennem lidt dunkle kanaler havde ’Fisk’ store aluminiumbeklædte huse skød næsten fået opsnuset, at der blandt alt det grej, som lige så hurtigt op, efter at pæle var sprængt var kommet i land fra skibene, også stod ned i permafrosten, så husene kunne stå hævet en helt ny og stor el generator. En meget over jorden. Alle veje blev (på min anbefaling) tidlig morgen kom ’Fisk’ ind i mit telt, og hævet over det omliggende terræn, for at vækkede mig. Jeg skulle stille øjeblikkeligt! vind og storm kunne blæse vejene rene for Lige udenfor teltet holdt en Jeep med en løs sne. Drønene fra stenbruddet oppe i sergent ved rattet. Han kørte, uden at sige North Mountain ekkoede døgnet rundt. et ord, ind i midten af alt det materiel, som Bulldozere og scrapere kørte også i døgndrift var placeret midt på sletten. Her holdt en for at nå så meget som muligt på vejen og den kranvogn, og ’Fisk’ dirigerede den store el kommende store landingsbane inden frosten generator op på ladet af en 6X6 (lastvogn), og mørket ville lægge en dæmper på adskillige hvorefter vi i dybeste stilhed kørte tilbage til aktiviteter. I 1951 kørte Koreakrigen i lejren ved South Mountain. Tilbage i lejren højt gear, og ’Fisk’ havde fra første dag på blev el generatoren lynhurtigt sat ind i et Pituffik indført den regel, at alle i lejren telt, og tilsluttet lejrens elnet. Nu kunne skulle møde ved flagstangen kl. 06 og gøre vi få alle de cheeseburgere, vi kunne æde. honnør for flaget, fordi USA var i krig, og Det var primitivt, men alle tog det som en når soldaterne i Korea kunne gøre honnør oplevelse. Der var pionerånd over alt hvad for flaget hver morgen, kunne mandskabet i der foregik, og alt skete i et tempo, som selv Thule vel også gøre det. Det var der en hel de involverede var forbavsede over. del af flybesætningerne som ikke mente, at de Det store tankanlæg blev bygget med en tank skulle, hvorfor de klagede ved returneringen pr. 24 timer, inklusive rørtilslutninger. De til USA.

111 Alt var temmelig primitivt den sommer. rundt med de sidste ny melodier fra USA og Da efteråret nærmede sig blev det besluttet specielle hilsner til nyankomne. Det var en at grave kabler til landingslys ned i kanten gåde, hvordan ’Moscow Molly’ kunne være af landingsbanen, som erstatning for de så godt orienteret. Det værste vi oplevede små ”pottefyr”, som normalt udgjorde var, da en truck forulykkede på vejen i belysningen på begge sider af Navy Strip. nærheden af P-Mountain, og to mand var Mangel på mandskab gjorde, at alle, som kommet til skade, den ene alvorligt. Inden kunne undværes, gravede på livet løs - også redningsfolkene var fremme, havde ’Moscow ’Fisk’. En sergent fra en flybesætning glemte, Molly’ en længere omtale af hændelsen, at man aldrig går over en landingsbane. Fra inklusive hvem de tilskadekomne var, og hvor dybden af et hul til et landingslys så ’Fisk’ ulykken var sket. Det var spionage på meget den formastelige, kaldte ham til sig, gav ham højt plan. ’Moscow Molly’ var en amerikansk sin skovl, og lod ham grave hullet færdigt - - født kvinde, Anette Teshlich , som emigrerede - mon ikke det var sidste gang, han gik over til Sovjet, hvor hun var gift med en russer. en landingsbane. Hun virkede i sovjetisk propagandatjeneste, Begyndelsen til Camp Century med det formål, at destabilisere amerikansk Medens jeg i begyndelsen af september (1951) militært personel. var på en rekotur fra Camp TUTO ind over indlandsisen med hundeslæde sammen med ’Edderfuglen’ (Knud Rasmussens slædekører på ’Den store slæderejse’) og en officer på hver slæde, fløj ’Fisk’ i en C47 ind over indlandsisen til vores teltlejr ca. 60 km inde i det hvide landskab, og droppede varme spareribs med sovs og kartofler midt mellem vore to telte. Derefter droppede ’Fisk’ et brev, hvori han meddelte mig, at han skulle i gang med andre opgaver for USAF, og at han ville være rejst inden vi kom retur. Efter i løbet af efteråret og vinteren at have været inde på indlandsisen et par gange mere, var den større messe i mellemtiden etableret. Jeg boede i en ”trækasse”, hvor mine hunde var placeret i en hundegård lige uden for ”kassen”. Det var ude på den pynt, hvor molen blev bygget, og hvor det store ferskvandsvandværk var bygget. Moscow Molly Hver dag lukkede vi op for ’Moscow Molly’, som på en meget kraftig mellembølgefrekvens fortalte alt om, hvad der foregik på Pituffik, Vi ledte forgæves efter et billede af Moscow Molly, inklusive hvad dagens menukort i messen bød men da hun sendte fra Radio Moskva har valgt på. ’Moscow Molly’ sendte næsten døgnet radistations logo

112 Udsigt til det arktiske landskab af Erik Winther

Howard Rock (1911 – 1976) kunstner, redaktør af Tundra Times og urfolks aktivist fra Point Hope/ Tikiġaq Alaska besøgte engang sin onkel Attungowruk’s grav. Ret beset var Attungowruk i 1889 blevet begravet på hedensk vis, dvs. over jorden på en platform af hvalribben eller kæber. Imidlertid blev familien, da de konverterede til kristendommen, bedt om at begrave ham under jorden. Attungowruk havde i levende live været en berømt åndemaner der hånede de kristne (Se bagsiden). På denne baggrund besluttede man at begrave ham samme sted, som han allerede var begravet - nemlig i passende afstand fra den episkopale kirkegård. Howard Rock havde skitsebogen med og tegnede flere skitser af sin onkels grav. Da blev han med et opmærksom på landskabet. På en måde var det Arktiske landskab meget lig moderne kunst tænkte han. Ved første øjekast ser man ikke noget særpræget men lidt efter lidt forstår man værdien og den subtile skønhed. Hundrede af år før Attungowruk længst forsvundne tider var der intet lavland havde dette land forsørget hans inuit folk foran bjergene og menneskene levede på (mere præcist Inupiaq Tikerarmiut). Han selv toppen af det store fjæld, Irrisugssuk sydøst var ikke nogen traditionel fanger og han fik for Kotzebue Sound; det var det eneste land, ikke sit udbytte direkte fra landet. Men han der steg op af havet og på toppen findes var en inupiaq og han kom fra dette land. endnu hvalben og hvalskelletter fra de første Han havde fundet sig selv i dette landskab menneskers hvalfangst. Det var dengang og derved var han blevet fornyet så at sige. menneskene endnu gik på hænder med Han kunne og ville ikke skilles fra dette hans hovedet nedad – så længe siden. Men en dag arktiske landskab. roede Ravn – den samme, som havde skabt Dette landskab ved Point Hope/ Tikiġaq havde himmel og jord – til søs i kajak, langt til søs ikke altid været der, men heldigvis opsnappede og ude på havet så han noget mørkt bevæge Knud Rasmussen historien om dets tilblivelse sig og flyde skvulpende i vandskorpen. Han dengang han opholdt sig her sammen med roede til og harpunerede det; af såret flød Qaavigarsuaq og Arnarulunnguaq på 5. Thule blod. Ravn var i den tro at det var en hval, ekspedition. Knud Rasmussen fortæller: ” I men så nu, at det var en vældig masse uden

113 Det arktiske landskab ved Point Hope. Mødet mellem natur og kultur. Hvalbenene er monumenter over dyggtige hvalfangere begyndelse og ende. Langsomt ebbede livet Howard Rock var en meget interessant person ud af det, og han gjorde sin bugserline fast hvis hele liv blev en del af Alaskas urfolks og bugserede det ind til fjældene sønden for politiske og kulturelle kamp for at bevare deres Uivfaq. Her fortøjede han det og da han dagen egenart og deres rettigheder til landet. Herom efter undersøgte det var det stift, det var blevet og meget mere kan man læse i : Lael Morgan til land” (Fra Grønland til Stillehavet) ”Art and Eskimo Power – The Life and Time of Alaskan Howard Rock. Epicenter Press.

114 Dagbog afslører nyt om Knuds færd i Sibirien af Peter Jessen

En hidtil ukendt og samtidig beretning Galkins meget interessante og detaljerede om Knud Rasmussens kortvarige ophold i beskrivelse af forholdene i området Tjukotka i 1924 er dukket op i en sovjetisk bog umiddelbart efter etablering af sovjetstyre fra 1929. Forfatteren er N. Galkin, medlem af blev udgivet i flere oplag mellem 1929 og Polarkomiteen (rus. Komitet Severa) under 1931, ovenikøbet illustreret med adskillige Unionens Centrale Eksekutivkomite (landets fotografier lånt fra Knud R.s værk ”Fra højeste magtorgan). Grønland til Stillehavet”. Sidenhen gik N. 1924-25 tilbragte Galkin et helt år med Galkin og hans værdifulde rejsebeskrivelse at rejse rundt i Tjukotka og Kamtjatka i glemmebogen. Først de allerseneste år for at skaffe sig et førstehåndsindtryk har forskere og andre genopdaget den. af befolkningens situation her og for at Hvad ”N.” står for i hans navn, henstår kunne komme med forslag til, hvordan den opklaret. nyetablerede sovjetmagt kunne organisere En af de store knaster var kystbefolkningens områderne og sikre befolkningen ordentlige afhængighed af amerikanske og russiske leveforhold og uddannelse. købmænd. Det nye styre ønskede at holde

Knud Rasmussen sammen med to russerwe på Tjukotka

115 Knud Rasmussen sammen med kaptajnen Joe Bernhard. Foto Leo Hansen købmændene ude. Udenlandske skibe, der med samme formål. Han havde sendt et ville anløbe Tjukotka, skulle først have andragende til Moskva, men havde ikke tilladelse fra Moskva. afventet tilladelsen, og dermed tilbød De nye magthavere blev derfor også nødt stedets myndigheder ham at rejse to-tre dage til at sætte noget i stedet: sikre forsyninger til Naukan, ledsaget af politibetjenten, men andre steder fra og organisere indhandling han afslog og rejste tilbage. Om vinteren af produkter fra fangst og rensdyravl. indløb tilladelsen gennem Anadyr. Med Det var i den situation, Knud Rasmussen Rasmussen fulgte en grønlandsk eskimo i september 1924 anløb Tjukotka. i egenskab af kameramand. Det viste sig, at denne grønlænder frit kunne tale med ”18. september 1924 vores Naukan-folk. Ud for Diomedeøen, …… 6 - 7 timer borte, havde de set en damper. Fra den amerikanske kyst kom Måske vores? skonnerten ”Teddy Bear”. Den danske 20. september opdagelsesrejsende og etnograf Knud Ifølge efterretninger fra Naukan-boerne Rasmussen ankom. Han har siden 1921 viste damperen viste sig at være amerikansk. været optaget af studiet af de grønlandske Der var ubetydelige isdannelser. eskimoer, og nu var han kommet til os …….”

116 Galkins beskrivelse antyder, at Knud Ray Mala havde hovedrollen I Peter Rasmussens frygt for at støde de nye Freuchens storfilm ”Eskimo” (1932). Han magthavere var ubegrundet. Knud R. tog navn efter sin film-karakter. nærede et stærkt ønske om senere at vende tilbage til Sovjetunionen, og han ønskede ikke at gøre noget, der senere kunne lægge ham hindringer i vejen. De stedlige embedsmænds indstilling til forskere var i grunden meget positiv. Det fremgår af tilbudet om en rejse til Naukan. På den anden side turde de ikke træffe beslutning om indrejse uden grønt lys fra Moskva. Galkin har fået en lille detalje galt i halsen. Den kameramand, Knud R. havde med, var ikke grønlænder. Det var derimod Ray (senere kendt som Ray Mala), hvis familiebaggrund broget: Hans mor var inupiaq, hans far russisk- jødisk og sibirisk jupik. Der er ikke noget overraskende i, at han kunne tale med Østkap-eskimoerne. Ray Mala

Erasmiana

For nylig kunne man på dansk TV se en dokumentar om den kvindelige pilot Amelia Earhart. Denne bemærkelsesværdige kvindes mand Georg P. Putnam var Knud Rasmussens amerikanske forlægger. I Mary S. Lovell’s biografi om Amelia Earhart “The Sound of Wings” omtales Knud Rasmussen to gange i forbindelse med Georg P. Putnam. Putnam havde specialiseret sig i udgivelser af eventyrlige oplevelser og han udgav bl.a. Osa Johnson, William Beebe og Knud Rasmussen. Imidlertid overbevidste en ven ham om, at han også selv skulle opleve livet som opdagelsesrejsende. Da der viste sig en chance for at komme med på en arktisk ekspedition ledet af Robert A. Bartlett slog han til. Hvad mere er han tog Knud Rasmussen med om bord som på sin side medtog Netta Nielsen og kolonibestyrer i Thule, Hans Nielsen. Turen er beskrevet at Putnams unge søn i ”Davids Grønlandsfærd” med forord af Knud Rasmussen. Netta Nielsen har fortalt om turen i Tidsskriftet Grønland 2001 Nr. 6: ” Et interview med jordemoder Netta Nielsen om polarforskeren Knud Rasmussen” af Mâliâraq Vebæk.

117 Kilaasi´s Polar Fortællinger KNUD RASMUSSEN I 1880’erne opstod en ny type mænd med magt og indflydelse blandt Bering strædets SELSKABET inuit. Handels høvdinge blev de kaldt, idet de gennem deres netværk fungerede som Bestyrelse: mellemhandlere mellem inuit og europæerne. Formand Attungowruk (eller Atanauraq) fra Point Claus Oreskov Hope Alaska var den kendteste af dem alle. 39461114 • [email protected] De fleste Inuit og europæere husker ham næstformand som både grusom og generøs. En eller anden Birte Haagen husker ham dog anderledes. Han havde styrke 45852035 • [email protected] og mod til at sætte sig op imod europæerne Kasserer og forbyde dem adgang til bopladsen, når Nancy Pedersen det passede ham. Ligesom han gjorde nar 40307409 • [email protected] af missionærerne og deres religion. En Bestyrelsesmedlem egenskab der gør ham til en forsvarer for Anja Hynne Nielsen 29321971 • [email protected] den gamle kultur og af inuit uafhængighed. Knud Rasmussen skriver i ”Fra Grønland til Stillehavet”, at han forstod, at hvalfangerenes Bestyrelsesmedlem konkurrence var farlig både deres fangst og Hans Chr. Heickendorf 55985856 • [email protected] deres magtstilling. Han blev dræbt af to brødre, han havde forvist fra bopladsen. Suppleant Efter hans død stiftedes der fred mellem Lise Stampe Rasmussen 49135067 • [email protected] hvalfangerne og inuit (Tikerarmiut). Knud Rasmussen skriver: ”Fra samme øjeblik var Suppleant eskimoernes magtstilling brudt; nu var det Knud Michelsen 39627781 • [email protected] den hvide mand, der regerede”. Suppleant Helga Ringe Redaktionen af »Slædesporet« – udgøres af bestyrelsen med Claus Oreskov som ansvarshavende redaktør.

Alle henvendelser vedr. udgivelsen bedes rettet til redaktøren [email protected] ISSN 1603-9246

www.krh.dk Attungowruks grav