DEN STUERENE af Isabella Alonso de Vera Hindkjær

2 INDHOLD

Skibet, styrmanden og de Blå Bjarner Syv måneder, 20 hemmelige filer og en fartbøde At svæve over Herning Forvandlingen Dyret Bøf i natten og zagzig-politik At snuble i et tørklæde Magtens mellemregninger Epilog Om Zetland Kolofon

3 FORORD

Dette portræt er blevet til på baggrund af interviews med og personer, der har kendskab til ham på forskellig vis. Hen over foråret og sommeren 2013 har jeg mødtes med Kristian Thulesen Dahl fire gange. Tre af møderne fandt sted på Kristian Thulesen Dahls kontor på Christiansborg. Et møde foregik i forbindelse med en sejlads mellem Kerteminde og Korsør, som var en del af DF’s kampagne frem mod kommunal- og Europa-Parlamentsvalget. Desuden har jeg talt med omkring 40 af hans partifæller, politiske kolleger, både nuværende på Christiansborg og forhenværende i kommunalpolitik, samt gamle venner, familiemedlemmer og nære bekendtskaber. Størstedelen af de medvirkende har udtalt sig til citat, nogle har bidraget med oplysninger til baggrund. Hvor kilder er unavngivne, er oplysningerne bekræftet af minimum to kilder. Kristian Thulesen Dahl har haft mulighed for at kommentere på alle væsentlige forløb samt karakteristikker af hans person.

Isabella Alonso de Vera Hindkjær, august 2013

4 PROLOG

EN SEN EFTERMIDDAG mødes tre mænd og en kvinde på Christiansborg Ridebane nummer 2. På adressen ligger Søren Espersens præsidielejlighed ved Slotsholmen. Det er kort tid inden julen 2011. Firkløveret sætter sig til bords ved de gamle grøntbetrukne egetræsmøbler, som Espersen har valgt fra Christiansborgs møbelsamling. Han har bestilt fire gange dagens ret hos det traditionelle danske spisested Kanal Caféen. Udenfor er mørket så småt ved at falde på omkring Christiansborg. Der grines og sludres, for de fire kender hinanden godt. Det foregår oftest over et glas vin og nogle gamle danske retter, når toppen af Dansk Folkeparti holder sammenkomster. I ledelsen har man altid godt kunne lide at blande det muntre med det vigtige. Mødet i dag er et af de vigtigste, siden partiet blev stiftet i 1995. Det er kvinden, der har indkaldt til det. Pia Kjærsgaard har noget, hun gerne vil sige. Det er ikke så afgørende for hende, præcis hvordan ordene falder. Hver enkelt i selskabet er orienteret om hendes ærinde. I aften behøver det ikke være så formelt. Så hun siger det bare. Hun går af. Dansk Folkeparti skal have en ny formand.

HUN HAR TØVET. Vendt og drejet hver en tanke, men nu er beslutningen truffet. Pia Kjærsgaard er sikker. Hun er blevet 64 år, og hun vil stoppe med værdighed. Hun har set andre partiledere sidde så længe, at de nærmest er blevet skubbet ud af deres egne. Hun græmmer sig ved tanken om, at det nogensinde skulle ske for hende. At nogle skulle begynde at sende hende små hints om, at det vist også var på tide at overlade styringen til andre. Aldrig i livet. Beslutning om at stoppe i det parti, hun stiftede og har stået i spidsen for lige siden, skal udelukkende være hendes egen.

5 Spørgsmålet er ikke om, jeg skal gå, men hvornår og hvordan, fastslår Pia Kjærsgaard for resten af selskabet. Det er den plan, de fire sammen skal begynde at lægge. Planen bliver et generationsskifte i dansk politik. Et af de største i nyere tid. Og det skal være formanden værdigt. Når operationen er overstået, overtager Kjærsgaard denne lejlighed sammen med Søren Espersens plads i Folketingets Præsidium. Den gamle pressechef og nuværende udenrigsordfører har altid vidst, at præsidiepladsen har været til låns. På latin betyder præsidium "de, der sidder foran". I mange tilfælde er medlemmerne af Folketingets ledelse garvede, højt respekterede politikere, der nærmer sig slutningen på deres politiske karriere. Pia Kjærsgaard vil ikke stoppe i politik. Men når hun indtager sin plads i Folketingets Præsidium, sidder hun ikke længere ved bordenden til møder som dette. Hun vil ikke længere have mandat til at indbyde de andre. Nogle gange vil hun ikke engang blive indbudt.

ÉN TING BLIVER ALDRIG DISKUTERET. Navnet på Pia Kjærsgaards efterfølger. Det er der ingen grund til. Alle ved, hvem der får hendes plads. Det har de vidst i 16 år, og det er efterhånden en usagt selvfølgelighed. Ikke kun blandt de fire ved bordet, men også i resten af partiet og i store dele af den brede befolkning. Den yngste mand ved bordet, ham, de kalder kronprinsen, har altid vidst, at det her øjeblik ville komme, når partiets dronning meldte sin abdicering. Og derfor er han heller aldrig blevet spurgt.

6 1 SKIBET, STYRMANDEN OG DE BLÅ BJARNER

EN MIDALDRENDE MAND I KANSAS-OVERALLS ryger en morgensmøg på kajen, henslængt på sin knallert. Han kigger nysgerrigt mod den lille flok mennesker ved de blå plastiksejl. Bortset fra et par bådejere i badekåbe og enkelte hundeluftere er de alene på Kerteminde Havn. Det er den 9. august 2013 klokken 9.15, og de første lokale DF’ere er mødt op med kaffe og småkager. De venter på skibet Halmø. Skibets besætning består, foruden et par professionelle besætningsmedlemmer, af en håndfuld folketingsmedlemmer for Dansk Folkeparti. Halmø forlod havnen i Helsingør efter DF’s sommermøde. Skibet skal i ti dage lægge an ved 16 danske havne, og der skiftes løbende ud blandt folketingsmedlemmerne ombord. I dag er skibets tredje dag til søs. Det kommer fra Odden og skal videre til Korsør. DF’erne på havnen skal møde Søren Espersen, partiets gruppeformand, , og ham, de fleste glæder sig til at hilse på: formanden, Kristian Thulesen Dahl. På kajen taler de om efterårets kommunalvalg. Det mest spændende nogensinde, bliver de enige om. Mange af de fremmødte stiller selv op til byrådene i Kerteminde, Nyborg og Odense. En skaldet mand, der ser ud til at være i slutfyrrerne tænder op under sin sorte Harley Davidson, som han har parkeret på kajen. Knud Skov Ahrnkiel er Dansk Folkepartis spidskandidat i Kerteminde. "Jeg går efter borgmesterposten," siger han. Ugen forinden er han citeret for det samme i Politiken og Jydske Vestkysten samt på dr.dk. Ligesom flere andre spidskandidater fra Dansk Folkeparti rundt omkring i landet. I år melder DF’erne klart ud, at de vil have de gyldne kæder. Er det realistisk for en DF’er at få borgmesterposten i Kerteminde? "Nej," indrømmer Ahrnkiel. Men han går efter den. Der er noget

7 symbolsk over det. At partiet er blevet modent nok til at pege på sig selv. Det er blevet legitimt at håbe, og det skal fejres. "Tænk, hvis man blev den første DF-borgmester i Danmark." Spidskandidaten er selverklæret arbejder. Faglært håndværker. "Men fagbevægelsen er jo blevet til sådan en stor kommunistkolos," siger han. "Jeg er heller ikke bange for kapitalisme. Jeg har selv været selvstændig ad flere omgange," fortæller han. Bag ham glimter den blankpolerede Harley i solen. Ahrnkiel kunne let være en af de "Blå Bjarner", som der er blevet talt meget om inde på Christiansborg. En opdigtet arketype, der er billedet på arbejderen, som støtter velfærdsstaten, er socialdemokrat i alle sine grundholdninger, men som begyndte at stemme borgerligt i 2001. Socialdemokraterne har prøvet at få ham hjem lige siden, uden held. Men Dansk Folkepartis meningsmålinger kunne tyde på, at der er kommet et nyt tilbud til de Blå Bjarner. Et tilbud, hvor de hverken skal finde sig i Helle Thorning- Schmidts reformpolitik eller Lars Løkke Rasmussens nulvækst. For et år siden trådte en ny spiller ind på banen. Det er ham, DF’erne venter på i dag i Kerteminde. Og de elsker ham. "Kristian Thulesen Dahl er garant for den fremgang, DF har oplevet," siger Ahrnkiel. "Han er et åbent leksikon. Han kan svare på alle spørgsmål," påpeger en af de andre byrådskandidater. "Og så er han god til de unge. Forleden havde vi en knægt på 19 år fra Dalum, der meldte sig ind. Jeg kan ikke huske, hvornår det sidst er sket." En munter ældre herre støder til selskabet. "En ægte socialdemokrat stemmer Dansk Folkeparti," siger Harry Skjoldemose. Han er partisekretær i Kertemindes lokalforening. "Før i tiden skulle man jo kravle langs buskadset," siger han. Han peger over mod et vildnis.

8 "Fordi man var racist, og jeg ved ikke hvad. Nu kan vi gå oprejst på gaden." Skjoldemose har været medlem af Dansk Folkeparti, siden han gik på efterløn i 90’erne. Så skulle han have noget nyt at interessere sig for, så han bestilte partiprogrammer fra , Socialdemokratiet, SF og DF. Resten er historie. Stemningen på kajen er spændt, og gejsten vokser i takt med, at flere støder til. Kæledyrsejere med store slædehunde og en sort puddel. Mænd i seletøj og kedeldragter. Elektroniske handicapkøretøjer. Ældre ægtepar. Lokalpolitikerne slår en blå DF-pavillon op, der lægges bolsjer og kampagnemateriale frem, og en pressemedarbejder fra Christiansborg støder til. Han fortæller om skibet og sloganet for kampagnen: "Det sejler i EU. Vi sejler for Danmark". Partiet har sat gang i en opsigtsvækkende offensiv frem mod EU-Parlamentsvalget i 2014 og kommunalvalget den 19. november i år. Især det sidste, hvor Dansk Folkepartis stemmetal har skuffet gang på gang. I kommunerne har partiet ved de seneste kommunalvalg kun fået omkring halvt så stor tilslutning som på landsplan. Men DF er danmarksmestre i opsigtsvækkende kampagner. Halmø er et prægtigt skib. 113 år gammelt. Under Anden Verdenskrig var skibet med til at sejle danske jøder til Sverige. Sejladsen giver forhåbentlig noget omtale. Og lidt kendislir på de danske moler. "Det skal helst kaste noget af sig," siger pressemanden. "For det har kostet os 300.000 kroner i lejeomkostninger." Der kigges på armbåndsurene. Hvornår kommer skibet? Det skulle have været her nu. "Der er det!" råber en og peger ud på havet. De 50-60 mennesker, der nu er forsamlet på kajen, vender sig rundt og udbryder kollektivt små lyde i beundring. Skibet er dobbelt så stort som de andre i havnen, og et stort dannebrog er rejst side om side med små DF-vimpler. Længst mod

9 styrbord står Kristian Thulesen Dahl i en blå polo og vinker. Med hele armen. Som en konge på sit sommertogt. Kristian Thulesen Dahl ligner en 10-årig ved sin egen fødselsdagsfest. Nyder opmærksomheden og sørger for, at hver og en af de fremmødte får et håndtryk, et "Hej, hej!" og "Dejligt, I kunne komme!" Holder øjenkontakten, lytter opmærksomt, jonglerer ubesværet med småsnak om glæden ved en schweizisk hyrdehund og politiske diskussioner om hvalfangst på Færøerne. Går på knæ, så han er i øjenhøjde med ham, der sidder i rullestol, og giver den som standupkomiker og fodboldfan, når DR-journalisten forbereder ham til at skulle direkte igennem til tv. "Tager I også lige skibet i baggrunden?" spørger han kameramanden. Det gør de. Han griber sin gruppeformand om skulderen, smiler kridhvidt og peger mod endnu en kameralinse. Peter Skaarup lunter videre hen ad kajen. Hans håndtryk er mindre fast end formandens, og blikket vandrer. Skaarup hilser på Ahrnkiel. "Det er dig, der er spidskandidat?" spørger han. "BORGMESTER-kandidat," retter Ahrnkiel. "Nå! Ja. Borgmesterkandidat … Det er spændende," svarer Peter Skaarup og klapper en slædehund i et par minutter. Imens når Thulesen Dahl at diskutere rødspættekvoter, EU-forbehold og religionsfrihed med fem forskellige fremmødte. "Har I set skibet? I skal endelig gå ombord," siger Thulesen Dahl. To minutter efter er det 113 år gamle skib omdannet til en mindre folkefest.

DET SES PÅ DE MØRKE RANDE, at Peter Skaarup ikke rigtig har sovet i nat. Fire timer på to nætter er det blevet til. I nat kom der vand ind i det gamle træskib under et uvejr, så hans madras blev drivvåd. Han måtte rykke ud i køkkenet. Han viser de hyggelige, men klaustrofobisk små kahytter frem. Dukker sig, så han ikke støder hovedet mod loftet.

10 Thulesen Dahl derimod har sovet som en baby. "Bølgerne generer mig overhovedet ikke." Han smiler stort. "De vugger mig bare til ro." To ældre kvinder kommer trippende med et kamera. Thulesen Dahl lægger armene rundt om dem, og de smiler til kameraet. "Vi kan ikke blive ved med at mødes sådan her," siger en midaldrende dame, der pludselig står foran ham. En DF-brochure titter frem fra kavalergangen i den blå sommerkjole. "Vi hilste også på hinanden forleden," siger hun. "Jamen, det kan vi da sagtens," svarer Thulesen Dahl og trækker videre over mod endnu en kvinde med endnu et kamera. Gennemsnitsalderen på kajen er over 60. Kristian Thulesen Dahl er 20 år yngre end de fleste af sine beundrere. Voksne mænd, der ranker ryggen, som stod de foran Prinsgemalen, og 70-årige kvinder, der slår blikket ned og fniser af formandens morsomheder, som var de 16 år igen. "Jeg lå på dækket og kiggede på stjerner i nat," siger han til en af dem. "Og ved du hvad? Så så jeg et stjerneskud!" Han peger mod himlen, mens kvinden ser tryllebundet op på ham. Kort tid efter springer han rundt på dækket. Rapper efter en svanefamilie, der svømmer forbi, før han går i land igen og tager en diskussion om torskekvoter med en ældre mand. "Så du mener, man skal regulere?" spørger han interesseret og ignorerer Søren Espersen, der står i stråhat, mørkegrøn safariuniform og vandresandaler og insisterer på, at skibet skal sejle videre. Pia Kjærsgaard er ingen vegne at se. Pressemanden fortæller, at den tidligere formand kun sejler med til et par havne senere på sejltogtet. "Den mopsede hjemmehjælper", som hun engang er blevet kaldt i Politiken. Hende, der internt i partiet fik kælenavnet "Mor Pia". En kvinde, der som kun ganske få andre har favnet og personificeret et

11 politisk parti igennem to årtier, må endelig ikke fylde for meget. Hun er stadig derude i Dansk Folkepartis kulisse. Hun er et es, partiet kan trække, når det bliver nødvendigt. Men strategerne ved, at det skal gøres med omhu. Nu er det Thulesen Dahls tur. Det er ham, der skal styre skibet. For bare et år siden var Pia Kjærsgaard en politisk superstjerne ved begivenheder som havnefesten i Kerteminde. Dengang var det Thulesen Dahl, der luntede to skridt bagefter. Med mapper, bøger og de gule sedler, der næsten fik lige så meget omtale som han.

12 2 SYV MÅNEDER, 20 HEMMELIGE FILER OG EN FARTBØDE

KRISTIAN THULESEN DAHL HAR GLEMT, at Pia Kjærsgaard trak ham til side før mødet på Ridebanen. Han kan simpelthen ikke huske det. Men Pia Kjærsgaard ved, at hun har gjort det. Hun husker, at han var lidt tavs. At han sagde "Hm.", "Nå." og "Det må vi lige snakke om." Thulesen Dahl siger, at det nok er rigtigt, men at han formentlig har glemt det, fordi han på det tidspunkt ikke har taget det alvorligt. "Det kan godt være, hun har haft tanken om ikke at genopstille som formand," siger han om episoden. "Men jeg har nok tænkt 'Lad os nu se. Det kan godt være, hun kommer i tanke om senere, at hun gerne vil blive ved alligevel’." På det tidspunkt, i december 2011, lå Dansk Folkeparti til at få 10,4 procent af stemmerne i en Megafon-måling. Den dårligste længe. Et år forinden stod partiet til 14,9 procent. "Hendes overvejelser kunne måske være et udslag af hendes vurdering af den politiske situation lige på det tidspunkt," siger Kristian Thulesen Dahl. At Kjærsgaard mente sin afgang alvorligt, gik først op for ham den decemberaften for halvandet år siden i Søren Espersens præsidielejlighed. Ved mødets begyndelse var Pia Kjærsgaard meget i tvivl om, hvornår hun skulle gå af. Skulle hun vente til 2013, eller gå allerede i 2012? Sammen blev de fire enige om det sidste. De blev også enige om, at Pia Kjærsgaards afgang skulle offentliggøres på partiets sommergruppemøde i 2012. Ved mødet på Christiansborg Ridebane gik det for alvor op for Kristian Thulesen Dahl, at han skulle være formand. Han havde lidt

13 over syv måneder til at blive klar. Efter middagen prøvede Søren Espersen og Peter Skaarup ham lidt af. Du er kun 43, husker Espersen, at han sagde. Du kommer sandsynligvis til at sidde der i 20 år. Du skal være sikker. Søren Espersen var ikke helt overbevist. Han syntes ikke, Kristian Thulesen Dahl virkede helt afklaret. Espersen blev først overbevist i løbet af foråret, da de drøftede formandsskiftet på tomandshånd over en bøf ved en middag ude i byen.

PIA KJÆRSGAARD KENDER THULESEN DAHL BEDRE end nogen anden politiker. Faktisk opfatter hun ham lidt som en søn. Ganske få mennesker i dansk politik har fulgtes så tæt ad som de to, selv om de er vidt forskellige. Med Kjærsgaard er der aldrig nogen, der er i tvivl om, hvad hun føler. Det skal hun nok fortælle dem. Med Kristian er det anderledes. Hun har altid undret sig lidt over, at han går og murrer med tingene for sig selv. For fanden, sig det nu bare, har hun tit tænkt. Hun kan altid se på ham, hvordan han har det. Så han kan lige så godt sige det. Med tiden har hun lært at læse hans mindste signaler. Den aften i præsidielejligheden var hun heller ikke i tvivl om, hvor Kristian stod. "Han var afgjort parat, da vi sad derovre på Ridebanen. Der var slet ikke noget. Overhovedet ikke. Hvis andre har sagt noget andet, så passer det simpelthen ikke. Han var mere end parat. 100 procent. Jeg vil faktisk sige lidt utålmodig."

I PRÆSIDIELEJLIGHEDEN AFTALTE Pia Kjærsgaard, Thulesen Dahl, Espersen og Skaarup at tage fusen på alle. Alt, hvad der blev diskuteret på mødet, skulle holdes hemmeligt. Ingen måtte se det komme, fortæller Pia Kjærsgaard. Selv om det forekom hende usandsynligt, at nogen ville gå imod hende i partiet, turde hun ikke løbe risikoen. "Der kunne meget let være kommet grus i maskineriet. Altså, man

14 ved aldrig, om der var en eller anden, der pludselig følte anledning til, at der skulle være kampvalg. Jeg kunne ikke forestille mig det, men man skal bare tage alt i ed." Der var særligt én, Kjærsgaard mente, der burde tages højde for. "Måske kunne Morten have været lidt interesseret." , Dansk Folkepartis unge, karismatiske europaparlamentariker har ikke altid trommet i takt med resten af partiet. Især når det gjaldt den økonomiske politik, har han af og til lænet sig lidt for langt over mod højre – sommetider også i pressen. Enkelte gange har han vist sig at være decideret utilregnelig. Som da en våd frokost med sang og fagter i 2007 ramte BT med overskriften "Hylder Hitler i Tivoli". En forside, der førte til, at han kortvarigt meldte sig ud af Dansk Folkeparti. Men Messerschmidt var alligevel for kostbar for partiet, fortæller Dansk Folkepartis pressechef, Søren Søndergaard. Hurtigt kom han tilbage i partiet, og få år senere blev han opstillet som spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget og strøg af sted til Bruxelles med valgets højeste antal personlige stemmer i ryggen. Allerede et år senere begyndte Messerschmidt at give udtryk for, at han ville hjem til Folketinget. Messerschmidt afviser, at han skulle have været interesseret i formandsposten og kalder det "helt utidigt." "Det har jeg aldrig nogensinde gjort mig nogen overvejelser om," siger han i dag. Det er nu ikke, fordi Kjærsgaard ikke synes, at Morten Messerschmidt er dygtig nok. Hun mener, han besidder nogle "enorme kvaliteter". Han er bare ung. I 2011, da formandsskiftet var ved at blive planlagt, var han kun lige fyldt 31. "Han har tiden for sig," siger Pia Kjærsgaard.

Morten Messerschmidt, en af partiets største profiler, var ikke indbudt den aften til mødet i præsidielejligheden. Han skulle heller ikke vide det

15 fjerneste, før bomben sprang.

SIDST PÅ AFTENEN FALDT detaljerne på plads. Den officielle udmelding på sommergruppemødets pressemøde blev fastlagt til en onsdag. Den efterfølgende weekend skulle tillidsmandsmødet så afholdes, hvor alle Dansk Folkepartis lokale formænd og næstformænd var inviteret. Firkløveret blev enige om at rykke tillidsmandsmødet frem. Det betød, mente de, at det chok, som ramte organisationen om onsdagen, lynhurtigt kunne masseres væk ved sammenkomsten. Det betød også, at Kristian Thulesen Dahl kunne blive formelt valgt ved Dansk Folkepartis årlige landsmøde. De planlagde også, at Dansk Folkepartis pressechef, Søren Søndergaard, skulle orienteres. Men Kjærsgaard syntes godt, at Søndergaard kunne vente lidt endnu– i hvert fald til efter nytår. Et par dage senere fik Kjærsgaard en mail fra Søndergaard. Han ville vide, hvorfor de pludselig havde rykket tillidsmandsmødet. Nu lå det møde jo oven i SF’s sommergruppemøde. "Det er dårligt timet," skrev Søndergaard. Pia Kjærsgaard fandt på en halvdårlig undskyldning, men pressechefen var stadig ikke med. "Er I sikre på den beslutning?" skrev han. "Søren," svarede Kjærsgaard. "Jeg er helt overbevist om, at det skal være sådan."

* * *

SØREN SØNDERGAARD HAVDE TÆNKT OVER nogle politiske udfordringer, han gerne ville drøfte, da han mødtes med Pia Kjærsgaard en aften i slutningen af januar 2012. I juleferien havde hun skrevet til ham og insisteret på, at de skulle spise middag sammen på restaurant Sankt Gertruds Kloster. Søren Søndergaard anede ikke, at han skulle indvies i planerne om et formandsskifte, for middage som disse har de haft så ofte før. Som regel er Kristian Thulesen Dahl også med, men denne aften

16 var det bare Søndergaard, Kjærsgaard og hendes livvagt. Søndergaard kom i god tid, og da hun dukkede op, kunne han med det samme mærke på hende, at der var noget alvorligt i gære. Han husker, at Pia Kjærsgaard sagde: "Det, vi egentlig skal snakke om, er, at jeg går af." "Nå da da," svarede Søren Søndergaard. Han glemte sine udfordringer. "SS" er afsenderen, der optræder, når man får en mail fra Søndergaard. Og det er hans kælenavn på Christiansborg. Han er en stor, hjertelig og lettere brovtende jyde. Rost og respekteret af de øvrige spindoktorer på Borgen for sin ærlige, kontante facon og sin næse for effektivt spin. "SS" blev hyret under Pia Kjærsgaards formandsskab i 2005, men det var Kristian Thulesen Dahl, der ansatte ham. Han kom fra en stilling hos Politikens lokalaviser, da Dansk Folkeparti spurgte, om han ikke kunne tænke sig at komme til samtale. Søndergaard havde en vision for partiet, der hed "Et skarpt og moderne Socialdemokratiet". Men han gjorde det straks klart, at han ikke havde tænkt sig at blive medlem af DF. "Hvis det var en dealbreaker, måtte det være sådan," husker Søndergaard. Søndergaard interesserer sig for Christiansborg. Og for ledelsen. "Jeg gider ikke at diskutere med folk i Øster Bøvelse, der synes, at nu skal vi have et vandmærke." Kort tid efter ringede Thulesen Dahl til Søndergaard og meddelte, at han var hyret. "Søren, du bliver nødt til at hjælpe os med, hvordan vi gør det her, " sagde Kjærsgaard på Sankt Gertruds Kloster. Samtidig fik pressechefen at vide, at han ikke skulle rejse nogen steder hen, mens planlægningen af formandsskiftet var i gang. I mellemtiden begyndte Thulesen Dahl at forberede sig mentalt på at overtage styringen. Hans første tanke var: Hvis jeg ikke vil det her, er det nu, jeg skal sige fra. Inden hele operationen sættes i værk. Men reelt

17 var han aldrig i tvivl. Efter middagen med Kjærsgaard mødtes Søndergaard med Thulesen Dahl. Først ville Søndergaard sikre sig, at Thulesen Dahl stadig ville have ham med på holdet. Kristian Thulesen Dahl ville ikke skifte ham ud. Godt, sagde Søndergaard. Men så var der en anden ting, de skulle have styr på. Kristian Thulesen Dahl skulle tage sin telefon, når Søndergaard ringede. "Nogle gange har jeg været ved at gå amok, fordi han var så svært tilgængelig, " siger Søren Søndergaard i dag. "Sådan nogle som Peter og Pia, de sidder med deres telefoner i hånden, uanset hvad de laver. Der har Kristian været totalt …" Han stryger sig over håret. Efter deres snak begyndte Thulesen Dahl med det samme at tage sin telefon. "Bum. Det gik lynhurtigt," siger Søndergaard. "Det er det, der er så fascinerende ved Kristian. At han er så sindssygt disciplineret." Og så var der folkeligheden. Eller manglen på samme. Søren Søndergaard havde snakket med kommentatorerne og læst aviserne. Han vidste godt, at det blev set som et problem. Mission "Kristian af folket" blev sat i værk. "Uffe Ellemann hed Jensen efter sin far, Jens Peter Jensen, der også har været folketingsmedlem. Uffe hed Ellemann efter sin mor. Dengang i 80’erne, da Venstre kørte høj cigarføring, sagde Jens Peter Jensen: ’Nogle gange med Uffe kunne man godt ønske sig, at han var lidt mindre Ellemann og lidt mere Jensen.’ Den har jeg brugt, og jeg siger: ’Vi skal have lidt mere Kristian og lidt mindre Thulesen Dahl," forklarer Søren Søndergaard. "Og det vil du se frem til næste valg. Det er det, der er hele idéen. Folk skal lære Kristian at kende. Og det skal de nok komme til."

18 I JANUAR BEGYNDTE SØNDERGAARD at skrive notater, der blev printet ud og delt rundt mellem de fem indviede. Bagefter slettede han indholdet på sin computer. Til sidst destruerede han selve dokumentet. Når han sad derhjemme, tænkte han tit på, om han mon havde glemt et dokument på skrivebordet. Så overvejede han, om han skulle køre tilbage og hente det. Hvis nu rengøringshjælpen fandt det. "Vi var så paranoide omkring det," husker Søren Søndergaard. "Vi turde simpelthen ikke, at der stod noget, der kunne ses nogen steder." Mellem januar og august 2012 blev der produceret omkring 20 versioner af den samme plan for offentliggørelsen af Pia Kjærsgaards afgang. Et af de vigtige punkter handlede om medierne. Søren Søndergaard besluttede, at nyheden skulle breakes på TV 2 og i en avis. Han tog en snak med Kjærsgaard om, hvem i pressen de kunne stole på. Hvilken avis skulle have historien? Og hvilken journalist ville Kjærsgaard helst interviewes af? Det var hun ikke i tvivl om.

* * *

MANDAG DEN 6. AUGUST 2012 modtog den politiske kommentator Thomas Larsen fra Berlingske et opkald fra Dansk Folkepartis pressechef. Efter telefonsamtalen kørte Søndergaard hjem til Larsen. Søndergaard husker det sådan: Han præsenterede Larsen for to kriterier, han skulle gå med på, før han fik historien: Larsen skulle selv skrive den. Og hvis han sagde nej til historien, havde de to en forståelse om, at han slet ikke havde hørt den. Så ville Søndergaard gå videre til nogle andre. Larsen husker det anderledes: Ifølge ham spurgte Søndergaard, om han ville skrive et stort portræt af Pia Kjærsgaard. Larsen takkede nej. Han er analytiker og kommentator, han går ikke ud og interviewer politikere. Søndergaard fortalte derefter Larsen, at Pia Kjærsgaard ville gå af som formand. Det

19 fik Larsen til at skifte mening. De to blev under alle omstændigheder enige om, at Thomas Larsen skulle til Silkeborg og lave et interview.

FØRST PÅ AFTENEN ankom Søren Søndergaard til Gl. Skovridergaard i Silkeborg, hvor Dansk Folkeparti skulle holde sommergruppemøde. Han følte sig anspændt og irriteret, da han parkerede sin bil. Efter mødet med Thomas Larsen fik han travlt og satte farten op. Så han fik en fartbøde på vejen. Først troede han, det var bøden, der gjorde ham i dårligt humør. Men samtidig var han blevet urolig over, at noget kunne gå helt galt, nu hvor han var begyndt at inddrage andre. Han var ikke selv herre over det længere. I det øjeblik besluttede han at droppe TV 2. Det var for risikabelt, at en hel tv-station vidste besked. Det var selvfølgelig lidt synd for Qvortrup, TV 2’s politiske kommentator, tænkte Søren Søndergaard. For det var jo den daværende unge Berlingske-journalist Henrik Qvortrup, der opsnuste nyheden før alle andre, dengang Dansk Folkeparti blev stiftet i 1995. Men skidt nu med det, tænkte pressechefen. Han ved ikke, hvad han går glip af.

* * *

DA PIA KJÆRSGAARD REJSTE SIG og holdt sin festtale, begyndte nogle af DF’erne at kigge rundt på hinanden. Det var tirsdag den 7. august, og Dansk Folkepartis folketingsmedlemmer og hovedbestyrelse var samlet til middag. Kjærsgaard jappede lidt hen over nogle ord og cirklede om nogle ligegyldigheder i sin tale. Hun virkede tynget. Det ligner hende ikke, tænkte Kim Christiansen, Dansk Folkepartis transportordfører. Han husker, hvordan folk begyndte at hviske. "Hun går sgu af," sagde han til sin sidemand. Omkring klokken 22.00 lagde Berlingske en video med Kjærsgaard og Thulesen Dahl på nettet. Søren Søndergaard regnede med, at TV 2

20 NEWS ville bruge de billeder og breake historien på tv få minutter senere. Derfor havde Søndergaard instrueret Kjærsgaard i, at hun skulle forsøge at time sin tale, så hun annoncerede sin afgang præcis klokken 21.45. Så havde folk et kvarter til at tale sammen, inden nyheden blev offentliggjort på Berlingskes hjemmeside. I dag siger han, at han instruerede Pia Kjærsgaard i endelig ikke at nævne det klokken 21.30. "For så kan folk nå at tweete og alt sådan noget pis." Klokken blev 21.48, før formanden lod bomben springe. Da ordene faldt, stod tre af Søndergaards betroede medarbejdere klar til at gå ud og sende en mail rundt til baglandet og de allierede. Han selv, Kristian Thulesen Dahl og Thulesen Dahls politiske assistent, Martin Arnoldus, sad klar med en sms på deres mobil, som de havde skrevet i forvejen. Den skulle sendes til de allervigtigste, så de fik besked, inden de nåede at se det på Berlingskes hjemmeside – og derefter på TV 2 NEWS. Blandt dem, der fik sms’en, var Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, Løkkes rådgivere og et par stykker fra hovedbestyrelsen, der ikke var til stede ved middagen. Søndergaards minutiøse plan holdt stik. Klokken 22 så middagsselskabet på tv-skærmen, hvor en gul breaking-bjælke kørte i bunden. Søren Søndergaard var tilfreds. "Vi ejede sendefladen. NEWS gik i selvsving. Det var lige i øjet," husker han i dag. Få sekunder efter lød en symfoni af mobiltelefoner, der ringede. Men pressen ringede i mange tilfælde forgæves. "Prøv nu at høre her: Når vi har set Nyhederne, banker vi nogle øl ind, og så lad jeres telefoner være telefoner," havde Søren Søndergaard sagt kort forinden. En efter en krammede folketingsmedlemmerne deres gamle formand og gav et håndtryk til den nye. Der var tårer i øjenkroge, overraskede miner og stemmer, der dirrede.

21 Morten Messerschmidt var blandt de første, der ønskede Kristian Thulesen Dahl tillykke. Fra sin plads ved bordet havde partiets unge EU-parlamentariker nået at tænke tusind tanker. I dag husker han, at han var overvældet. "Der var en vis usikkerhed. Hvad skulle der nu ske? Hvordan vil vælgerne tage imod den her beslutning?" Morten Messerschmidt beskriver Pia Kjærsgaard som en usædvanligt dygtig og karismatisk formand. "Der var det selvfølgelig min bekymring, om Kristian ville kunne træde i hendes fodspor. Der må jeg sige, at en hver tvivl er blevet bragt til skamme," siger Messerschmidt. Hans forhold til Thulesen Dahl på det tidspunkt beskriver Messerschmidt som "distancepræget". Men den aften lod han Thulesen Dahl forstå, at han stod hundrede procent bag ham. "Jeg glæder mig til vores samarbejde og håber, vi kan lære hinanden bedre at kende," husker Messerschmidt, at han sagde, da han gav Thulesen Dahl hånden og klappede ham på skulderen. Alt imens tikkede sms’erne ind på Messerschmidts mobil. Ville han stille op som næstformand? Så han nu sig selv som kronprins? "Alting kom meget bag på mig. Og derfor var det lidt overvældende både at have en helt ny formand, en helt ny situation i partiet, og så skal man også til at tage stilling til sin egen rolle." Inden de skiltes, aftalte Thulesen Dahl og Messerschmidt, at de morgenen efter skulle drøfte, hvordan de håndterede pressens spørgsmål til Messerschmidts position i partiet.

EN MOBIL HOLDT OP MED AT RINGE senere den aften. Det var Kristian Thulesen Dahls. Ham, som alle ville have fat i. Journalisternes opkald røg direkte på telefonsvarer. Dansk Folkepartis kommende formand havde tilsyneladende slukket sin telefon.

22 23 3 AT SVÆVE OVER HERNING

KLOKKEN 7.30 NÆSTE MORGEN løb Kristian Thulesen Dahl en tur rundt om Silkeborgsøerne. Det var onsdag den 8. august 2012, dagen for pressemødet. Et pressemøde, der ville blive Pia Kjærsgaards sidste som formand, og hvor Thulesen Dahl officielt skulle lanceres som hendes arvtager. Han havde overvejet, om han skulle blive inde på hotelværelset for at undgå pressen. Et kort øjeblik overvejede han også at tage bagdøren. Nej, det er noget pjat, tænkte han og gik så ud af fordøren på Gl. Skovridergaard. Få minutter efter stod en reporter og en fotograf fra DR. "I dag holder vi pressemøde, hvor Pia forklarer, hvorfor hun har gjort, som hun har gjort, og så kommenterer jeg det selvfølgelig også," sagde Thulesen Dahl, før han løb videre ud i højlandet. Fotografen forsøgte at løbe med for at se, om Thulesen Dahl ville sige mere inde i skoven. Det ville han ikke. Kristian Thulesen Dahl koncentrerede sig om at få styr på tankerne, mens han fandt det rigtige løbetempo. Lyttede til fuglekvidder og fik åndedrættet under kontrol. Når Thulesen Dahl plejer at løbe, gør han det sammen med Peter Skaarup, så de kan snakke nogle ting igennem. Men denne dag ville han være alene. Han havde 4-5 kilometer til at repetere planen for dagens pressemøde: Hvad har jeg styr på? Hvad ved jeg, der kommer til at ske? Hvad kan der komme til at ske? "Jeg ved udmærket i denne her situation, at det første indtryk er uhyre vigtigt," siger han i dag. Han gentog for sig selv, at han skulle huske at understrege, at der ikke ville blive noget afgørende politisk kursskifte. Det ville blive

24 business as usual. Pia Kjærsgaard ville ikke forlade politik, men skifte til posten som værdiordfører. Det var vigtigt hurtigt at punktere den værste usikkerhed, som hendes afgang kunne medføre i baglandet og hos vælgerne. Og så var det vigtigt at forklare, at formanden først kunne blive valgt på årsmødet i september. Der ville medlemmerne komme, og det er dem, der træffer den officielle afgørelse. Det budskab, skal formidles meget klart, når jeg får ordet, tænkte Kristian Thulesen Dahl, da han løb rundt i Silkeborgs bakker. Pressemødet fandt sted med bindingsværkshus og stokroser i baggrunden. Pia Kjærsgaard var tydeligt berørt, inden hun skulle møde pressen. "Pia, hvis du kan, så lad være med at græde," sagde Søndergaard til hende et par minutter, før de gik på. Kristian Thulesen Dahl var derimod helt kølig.

EN MÅNED SENERE SAD KRISTIAN THULESEN DAHL i Herning Kongrescenter. Spændt. Det var lørdag den 15. september 2012. Da klokken blev tre om eftermiddagen, gik den organisatoriske næstformand, Carl Christian Ebbesen, på scenen. Han forslog, at den nye formand for Dansk Folkeparti skulle være Kristian Thulesen Dahl. Sidste del af efternavnet druknede i taktfaste klapsalver. Årsmødedeltagerne rejste sig op. Når Kristian Thulesen Dahl i dag tænker tilbage på dagen, husker han, at han fra sin plads følte sig overvældet. For første gang i syv måneder mærkede han en stor klump i halsen. Han trådte op på scenen. De klapper ikke bare, fordi de skal. De mener det sgu oprigtigt, tænkte han. Forventningen til ham var måske større, end han havde troet, og spændingen forud for dagen blev afløst af en ny fornemmelse i kroppen. Hjertet hamrede, men han følte sig let. Han havde det, som om han blev båret op på scenen. Om aftenen sad han på sit hotelværelse sammen med assistenten,

25 Arnoldus. De rettede morgendagens årsmødetale igennem. Det var blevet sent. Thulesen Dahl skulle snart i seng, for klokken 8.00 skulle han løbe en tur i Herning by. TV 2 NEWS skulle løbe med. Mediernes dømte den nye formand tvetydigt. Mange mente, at finansordføreren, taldrengen, ville få svært ved at matche Pia Kjærsgaards karismatiske X- factor i dansk politik. "DF mister sin store billetsælger," sagde Politikens politiske redaktør, Mette Østergaard. Berlingskes Thomas Larsen advarede mod at undervurdere ham: "Thorning, Søvndal og Vestager skal ikke juble for tidligt over udsigten til at blive af med Kjærsgaard, for så bliver han en farligere modstander, end regeringslejren forestiller sig." Nogle spåede, at han med sin saglige og joviale facon kunne tiltrække de yngre, borgerlige vælgere, der ikke havde kunnet udstå synet af "rappenskralden med perlekæden", som Søren Søndergaard formulerer det. "Men vi kommer også til at se, at de klassiske DF-vælgere vender partiet ryggen," forudsagde DR Nyheders analyseredaktør, Kenneth Thue Nielsen. Nogle stillede spørgsmål til, hvem den nye formand var. Værdikriger? En Robin Hood, der ville tage fra De Konservative og give til dem på overførselsindkomster? Ville han i regering? Da Børsens chefredaktør, Anders Krab-Johansen, i et videoklip på Børsens net-tv blev stillet spørgsmålet: "Er Dansk Folkepartis økonomiske politik mest rød eller blå?", svarede han: "Jamen, jeg ved det faktisk ikke." Det var alle de spørgsmål, manden med de gule sedler skulle besvare i sin første tale som Dansk Folkepartis nye formand. Thulesen Dahl var ikke helt tilfreds med talen. Sammen med Arnoldus rettede han sin bunke af computerskrevne A4-sider igennem en sidste gang. Skrev et par noter i marginen med kuglepen. Han havde arbejdet på den længe. Normalt skriver Thulesen Dahl ikke sine taler ned. Det holdt han op med efter, han havde været stedfortræder i

26 Folketinget i 1993. Dengang skulle han holde en tale om NATO. Han brugte lang tid på at skrive den rent og dele den ud til sine kolleger, så de kunne give ham feedback. Men de læste ikke dokumentet, og da han gik op og holdt sin tale, var der til hans skuffelse stort set ingen, der lagde mærke til det. Siden den dag har han bare skrevet et par stikord i hånden på en A5-blok. (Hvilket er grunden til, at der står stakkevis af store ringbind med, for alle andre ulæselige, kuglepensnotater på hans kontor. Hvis nu der skulle være guldkorn imellem, som kan genbruges.) Men til årsmødet skulle det være anderledes. Hans første formandstale skulle være pletfri. For første gang siden 1993 skrev han et manuskript.

* * *

KRISTIAN THULESEN DAHL VAR 4 ÅR, da han holdt sin første tale. Til sin farfars 80-års fødselsdag i 1973 stillede han sig op på stolen, så alle kunne se ham. Kristian var den yngste af tre brødre. Begge hans forældre var skolelærere på folkeskolen i den lille by Nørre Snede, omkring 30 kilometer nord for Vejle. Mens hans to storebrødre var mere tilbageholdende, elskede Kristian opmærksomheden. "Han elskede at optræde. At tale, diskutere, spille musik. Alt muligt, hvor han kunne komme i centrum," siger hans ældste storebror, Jens- Henrik Thulesen Dahl. Når Kristian var på tur med sin bror Jakob, og de for vild, var Jakob tit for genert til at spørge om vej. Så gik Kristian ind til købmanden for at få at vide, hvor de skulle hen. Da Kristian Thulesen Dahl begyndte i skole, gik der kort tid, før alle vidste, hvem han var. Dem, der havde haft klasselærer Anders Thulesen Dahl, vidste, at man bare skulle stille ét enkelt spørgsmål om politik. Så gik hele timen med det, husker Rasmus Kjær, der var Thulesen Dahls folkeskolekammerat. Samme trick gjaldt for dem, der kom i klasse med

27 lærerens yngste søn. Hvis Kristian fik en ledetråd, kunne han og læreren tage en politisk diskussion, mens resten af børnene slap for undervisning. Kristian Thulesen Dahl kunne tordne mod Ritt Bjerregaard og lovprise Mogens Glistrup. Han kunne argumentere som en lille voksen, men bagefter gik han ud og legede med de andre børn i frikvartererne. Af og til blev han mobbet, fordi han var klasselærerens søn. Men han slap for det meste for tæv, for Kristians gode ven, Rasmus, var en af de største drenge i skolegården. I sin fritid gik Kristian til skak og klaver. Men han kunne også være med til at arrangere boksekampe i skolegården med de andre drenge. Han var med, når de spillede fodbold. Kristian var ikke særlig god. Men så kunne han være målmand. Derfra stod han og kommanderede med sit hold. "Han skilte sig ikke rigtig ud fra resten af flokken. Bortset fra, at han nok alligevel var noget skarpere end os andre. Men det mærkede vi ikke, når vi var sammen med ham. Han var god til at være en af gutterne. Men set i bagklogskabens lys vandt han jo altid, når vi spillede kort," siger Rasmus Kjær i dag. I Kristian Thulesen Dahls barndomshjem blev der diskuteret politik, når familien sad rundt om middagsbordet. Der var han en sand mester. Brødrene Thulesen Dahl havde altid fået at vide, at en diskussion og et skænderi er to vidt forskellige ting, og diskussionerne kunne vare flere timer. Ikke mindst fordi Kristian kunne finde på at skifte synspunkt midt i det hele. Det skete for det meste, hvis han fornemmede, at han var ved at få ret. Diskussionen måtte ikke dø. "Det handlede om at tage det modsatte standpunkt. Hvis jeg mente, at vi skulle have nul procent i skat, jamen, så mente han det modsatte. Og hvis jeg så ændrede standpunkt, så mente han bare, vi skulle have nul procent. Fordi det sjove i diskussion var vigtigere end enden som sådan. For ham handlede det om at få fornøjelse af diskussionen. Og om at få ret. Men det var sådan set lige meget, hvad han fik ret i," husker Jens-Henrik Thulesen Dahl.

28 NÅR KRISTIAN HAVDE VENNER PÅ BESØG om eftermiddagen, måtte kammeraterne passe sig selv, når der var TV Avisen klokken 19.30. Der løb Kristian nemlig ind og satte sig på skødet af sin far. Der sad de og så nyhederne, mens Anders Thulesen Dahl forklarede sin yngste søn, hvordan det politiske spil hang sammen. Anders Thulesen Dahl havde selv haft en drøm om at blive politiker. Men det var aldrig rigtig blevet til noget. Når der var folketingsvalg, sad Kristian tryllebundet foran skærmen. Den ene gang hvert fjerde år var der ingen regler om sengetider hos familien Thulesen Dahl. Kristian kæmpede for at holde sig vågen, så han kunne se valgresultatet og partilederrunden. Det var aftenens højdepunkt. Noget, som Kristian ikke brød sig om, var forandringer. Familiens hund hed Duddi. Og da Duddi døde, skulle deres nye hund hedde præcis det samme som den gamle. Da hans forældre senere besluttede at flytte fra barndomshjemmet i Nørre Snede, udformede Kristian en kontrakt med den nye ejer. Der stod, at han til enhver tid skulle være velkommen til at komme forbi og besigtige huset, når det måtte passe ham. Derfor passede det Kristian godt at bo i en landsby. For selvom der var landsbysladder, og selvom han aldrig kunne gemme sig, var der en tryghed og et sammenhold, fortæller han. "Jeg var jo en nørd på min egen facon." "Men jeg var jo bare en af flokken alligevel. Det, tror jeg, er lidt nemmere i sådan et landsbysamfund, hvor man vokser op med den der bevidsthed om, at vi alle sammen sidder i den samme båd. For vi er jo dem, vi er. Der tror jeg, det har været nemmere at rumme folk, der skejer lidt ud. Folk, der er lidt specielle."

MIDT I 1980’ERNES OLIEKRISE OG LAVKONJUNKTUR lærte Kristian også, at man skal passe på sine penge. Ud over at være skolelærer var hans far

29 selvstændig erhvervsdrivende. Anders Thulesen Dahl ejede en kiosk og en hobby- og legetøjsbutik i byen. Da Kristian var omkring 10 år, begyndte omsætningen at dale. Forretningn kunne ikke længere løbe rundt, og Anders Thulesen Dahls gæld voksede. I landsbyen noterede man sig, at han var begyndt at drikke. Faren var overbevist om, at bureaukratiet bar skylden for, at det var så svært at være mindre forretningsdrivende. Han blev medlem af Antibureaukratisk Landsforening og skiftede politisk ståsted. Fra at have været radikal blev han optændt af Mogens Glistrup og Fremskridtspartiets idéer om at bekæmpe bureaukratiet og afskaffe personbeskatningen. "Papirnusseri" blev tidligt en del af Kristian Thulesen Dahls ordforråd. Det samme gjorde "afkast" og "fortjeneste". I gymnasiet kunne hans kammerater godt få et lift i Kristians fars hvide Citröen, men det kostede fem kroner. Da han var mindre, kunne hans storebrødre altid få ham til at tage opvasken eller gå ud med skraldespanden, selvom det egentlig var deres tur. De skulle bare forhandle sig frem til den rigtige pris. Den lå på omkring 25 øre. Det betød også, at Kristian altid var den, de kunne låne penge af, når de selv løb tør, siger Jakob Thulesen Dahl. Da Anders Thulesen Dahl måtte afstå købmandsbutikken, havde Kristian samlet et restparti chipsposer og cigaretter, som han solgte videre til de andre i skolen. Da han som 10-årig vandt en tusindkroneseddel til en præriefest, og en journalist spurgte ham, hvad de skulle bruges til, sagde drengen, at han ville investere dem. Utilfreds med svaret spurgte journalisten, hvad han ville bruge dem til, hvis nu han ikke måtte sætte dem i banken. "Så vil jeg købe et nyt målmandssæt med handsker og det hele," svarede han. Om aftenen småløb han hjem fra festen, mens han kiggede sig over skulderen. For nu vidste alle jo, at han havde penge på sig. Tænk, hvis nogen kom og tog hans tusindkroneseddel. Få dage efter gik Kristian i banken med sine penge. "Der gik jeg ned og lavede min første investering. Jeg købte en

30 statsobligation til kurs 82, og så blev den jo udtrukket et halvt år efter til nominel værdi. Og så var det jo en god forretning." Ligesom sin far blev Kristian Thulesen Dahl betaget af Mogens Glistrup. Selv hans legekammerater vidste, hvor meget Kristian beundrede ham. "Det var Glistrup, Glistrup og kun Glistrup," husker barndomskammeraten, Rasmus Kjær. Da den store karismatiker med de tunge øjenlåg kom til Nørre Snede Kro for at tale med de lokale Fremskridts-folk, skulle Kristian være med. Som 13-årig dukkede han op til mødet lørdag kl. 14, husker Kaare Graversen, der var lokalformand for Fremskridtspartiet. Drengen kom til Graversens store forundring uden sine forældre. Formanden vidste godt, hvem Kristian var. Han kendte ham som den høje, spinkle knægt med det hvidblonde hår, der kom cyklende forbi på sin Long John-cykel, når han bragte varer ud for Brugsen. Nå, for søren, tænkte Kaare Graversen. Det er ham med budcyklen. Hvad laver han her? Da der blev tid til spørgsmål efter mødet, stillede Kristian sig op. Han havde et spørgsmål. Mogens Glistrup lyttede og gav ham et svar, der var en voksen værdig. Og da han trykkede hænder med de fremmødte, tog han drengens hånd, så den lille næve forsvandt i den store.

DA MØDET PÅ NØRRE SNEDE KRO var slut, kørte Kaare Graversen Mogens Glistrup til banegården. Mens de snakkede, kunne Graversen ikke glemme den unge buddreng, der havde skilt sig ud blandt alle de ældre på kroen. Hvor kunne det være interessant, hvis sådan et ungt menneske meldte sig under fanerne hos os, tænkte han. Glistrup havde tilsyneladende også lagt mærke til den tynde, lyshårede dreng, der stillede gode spørgsmål: "Graversen, hvem var den knægt?"

* * *

31 FOLK REJSTE SIG I HERNING KONGRESCENTER. Søndag den 16. september var bifaldet til den nye formand rungende som dagen forinden. I de seneste 38 minutter var den nye formand sprunget ud som værdikrigeren, der ville kæmpe for flæskesteg og frikadeller i offentlige institutioner og mod stormoskéer med "minareter så høje som Rundetårn". Han havde rettet en skarp kritik mod Helle Thorning- Schmidt og hendes regering. fik hug for sin "Sådan er det jo"-kommentar til den forkortede dagpengeperiode. Målet var at skyde et par huller i talknuserimaget og samtidig understrege, at det trods alt ikke er så skidt at have en regnedreng i førersædet, når der er finanskrise. "Tak for jeres tillid. Tusind tak," sagde han og samlede sine A4-sider sammen, før han forlod talerstolen. Det var kronen på værket, tænkte Søren Søndergaard fra sin plads blandt tilhørerne. På reaktionerne i Herning konstaterede pressechefen, at operationen var lykkedes. Presseomtalen mellem sommergruppemødet og årsmødet havde været massiv. Baglandet bakkede op. Nu kan vi begynde at slappe lidt af igen. Søndergaard fortæller, at han kunne se på Kristian, hvor meget oplevelsen på årsmødet betød for ham. "Kristian har – og det vil han måske bestride – behov for anerkendelse. Han er bare så rationel og logisk, at han ikke giver udtryk for det. Han elsker at gå på marked og kigge på dimser og snakke om, hvad der optager Bente og Gudrun og Marie. Også fordi, han er kendt. Han kan godt lide, at de kan kende ham." "Toppolitikere er, som de er. Det gælder også Kristian. De er cirkusheste, og de vil gerne vide, at nogen synes, de har ret, og at de gør det godt. De elsker det. De har brug for det kick. Og det får man, når tusind mennesker rejser sig op og pifter." Pia Kjærsgaard har aldrig været i tvivl om, at baglandet ville bakke op.

32 "Der har jeg sådan en opbakning og styrke i partiet, der gør, at når jeg siger, ’I bakker op bagfra’, så gør de det," siger hun i dag. Kjærsgaard er på det tidspunkt heller ikke bekymret for, om indsættelsen af Kristian Thulesen Dahl på formandsposten kan koste vælgere. "Jeg har hele tiden vidst, at Kristian er ekstremt ambitiøs. Og det værste, der kunne ske for Kristian, var, at vi ville gå tilbage i meningsmålingerne. Det ville han have det meget, meget dårligt med."

TO UGER SENERE, DEN 30. SEPTEMBER 2012, stod Dansk Folkeparti til fremgang. Partiet ville få 13,9 procent af stemmerne, viste en måling. I ugerne efter konstaterede flere forbløffede politiske kommentatorer, at DF fortsatte med at krybe frem i meningsmålingerne. Nogle hæftede sig ved, at Thulesen Dahl måske var i gang med at tillægge sig en endnu mere social profil, end partiet havde haft hidtil. I løbet af sommeren havde Thulesen Dahl inviteret Messerschmidt til et par møder på sit kontor på Christiansborg. På møderne fremlagde Kristian Thulesen Dahl idéen om, at der efter formandsskiftet skulle oprettes et såkaldt koordinationsudvalg. Det skulle bestå af Dansk Folkepartis gamle ledelse og Morten Messerschmidt i Bruxelles. På ugentlige telefonmøder skulle de fremover løbende afstemme partiets politik i forhold til de hjemlige sager på Christiansborg. Som noget nyt skulle Messerschmidt lægge mandat til de store nationale beslutninger, som partiet træffer. I år blev det offentliggjort, at EU-parlamentarikeren genopstiller ved valget i 2014. Morten Messerschmidt havde besluttet at tage 5 år mere i Bruxelles. I dag siger Morten Messerschmidt om sit forhold til Kristian Thulesen Dahl, at det er blevet "stadigt bedre". "Da han var 'kronprins', var han sådan lidt svær at komme ind på livet af. I hverdagen var han svær at få fat i og svær at sætte et møde op med. Jeg havde indtrykket af, at han holdt kortene meget tæt til kroppen. Der har han virkelig på meget flot og professionel vis ændret

33 sig, da han er blevet formand," siger Messerschmidt. "Han er blevet mere åben og inddragende. Nu fornemmer jeg, at jeg har meget nem adgang. Det betyder, at vores forhold har udviklet sig fra ikke rigtig at være der til at blive meget tillidsfuldt." Kristian Thulesen Dahl vil ikke kommentere møderne med Messerschmidt. Om udviklingen i deres forhold siger han. "Jeg synes altid, det har været godt."

I MÅNEDERNE EFTER THULESEN DAHLS UDNÆVNELSE fortsatte de gode meningsmålinger. I oktober var Dansk Folkeparti oppe på 15 procent i nogle målinger. Samtidig skrumpede Socialdemokraterne til 16,5. På det tidspunkt havde Thulesen Dahl ikke præsenteret et banebrydende projekt. Han havde ikke sagt ret meget andet end, at han politisk ville fortsætte der, hvor Kjærsgaard slap. Kommentatorer og journalister gravede i arkiverne og fiskede et citat frem fra Dansk Folkepartis årsmøde i 2006. Dengang gruppeformand Thulesen Dahl udloddede hundrede kroner til den, der kunne finde det socialdemokratiske projekt.

* * *

DER VAR BORGERKRIG I FREMSKRIDTSPARTIET, da Kristian Thulesen Dahl skulle stå sin politiske manddomsprøve. Som formand for Fremskridtspartiets Ungdom havde han været kendt som en pragmatiker, der ville skabe "normaltilstande" i Glistrups uroplagede kludetæppe af et parti. Han forhandlede med Venstres Ungdom og Konservativ Ungdom, og de tre ungdomsorganisationer præsenterede i 1994 et fælles "regeringsgrundlag" – noget, som ikke kunne lade sig gøre i moderpartierne på Christiansborg. Kort tid efter, at Thulesen Dahl indtog formandsposten i Fremskridtspartiets Ungdom, sagde han: "Vi skal klart være liberale, ligesom vi var det under hvervekampagnen sidste efterår, hvor vi lavede kampagnen ’Åbne

34 Grænser’." Kampagnen havde været et argument for, at alle skulle kunne rejse frit over landegrænser – så længe statskassen var lukket. I mellemtiden fortsatte fejderne mellem fløjene i moderpartiet. Thulesen Dahl blev valgt til Folketinget i 1994. Dengang var han dårligt "tør bag ørene," som Søren Espersen, formulerer det: "Andre modnes som voksne ude i erhvervslivet. Kristian er blevet voksen på Christiansborg. I begyndelsen sagde vi også til ham, at han ikke kunne få nogle tunge ordførerskaber, før han gjorde sin uddannelse som erhvervsjurist færdig." Så det gjorde han. Året efter fik han en vigtig birolle i en af nyere tids mest gakkede episoder i dansk politik. Til Fremskridtspartiets landsmøde i 1995 nægtede Peter Skaarup og Kristian Thulesen Dahl at trække sig fra deres poster i partiets hovedbestyrelse, efter den var blevet stillet et mistillidsvotum. De havde aftalt med Pia Kjærsgaard, at de skulle stå imod presset fra modstanderfløjen, anført af Kim Behnke, ved at stå på deres formelle ret til at blive siddende. Det gjorde nordjyden Kristen Poulsgaard så rasende, at han tog talerstolen: "Kristian… Kristian… Kristian… Kristian THULESEN Dahl," spruttede han, hvorefter han afsluttede sin svada med en hilsen til begge Pia Kjærsgaards standhaftige tinsoldater: "TØSEDRENGE." Det blev en mediesensation, der gjorde 26-årige Thulesen Dahl landskendt. Den 6. oktober 1995 stod han på Christiansborg som medstifter af et nyt højrefløjsparti. "Det var en spændende tid," husker Kristian Thulesen Dahl. "Lidt ligesom at starte sin egen virksomhed." Thulesen Dahl formulerede den økonomiske politik. I begyndelsen mindede "O" meget om gamle "Z". Barber indkomstskatten. Reducer

35 selskabsskatten. Partiet videreførte også Fremskridtspartiets EU-skepsis og den stramme udlændingepolitik – bare uden det parti, som Pia Kjærsgaard siden har kaldt "landsbytossernes paradis". Retorikken omkring udlændinge skulle være mere saglig og sober. Ikke flere glistrupske rotteanalogier. Ikke flere interne krige. Topstyringen blev introduceret. Men medierne havde svært ved at se forskel på Z og O. Og Pia Kjærsgaards nye parti blev hurtigt dømt ude. Få dage efter stiftelsen skrev Ekstra Bladet: "Slaget om højresiden i dansk, parlamentarisk politik synes afgjort. I hvert fald kan taberen udpeges. Hun hedder Pia Kjærsgaard. Når historiebøgerne skal skrives, vil hun blive husket som den, der slagtede partistifter Mogens Glistrup. Resten vil være velfortjent glemsel." Kristian Thulesen Dahl mente, at der var plads til endnu et parti på højrefløjen, og at Dansk Folkeparti med tiden ville tage De Konservatives plads. I 1998 sagde han til Information: "Skal man finde en rød tråd i Dansk Folkeparti, er det, at vi – i modsætning til Fremskridtspartiet – er meget konservativt domineret, ja, faktisk gammelkonservativt, du ved, med Gud, Konge og Fædreland. Om ti år har Dansk Folkeparti overtaget det Konservative Folkepartis rolle, ja, altså ikke den ny, men den gamle. At stå vagt om nationen og mene, at det er i orden at være fædrelandskærlig." Snart begyndte Dansk Folkeparti at markere sig socialpolitisk. Det var især de ældre, de syge og de arbejdsløse, partiet nærede en nyfunden bekymring for. Den økonomiske politik blev drejet til venstre, mens udlændingepolitikken placerede dem længst ude til højre. Sådan blev dansk politik til et nyt spil. Og DF fik hurtigt flere legekammerater. I 1999 kunne de præsentere som spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget. Han havde efter mere end 30 år forladt sit gamle parti, Socialdemokratiet. I Dansk Folkeparti var det også slut med at gå i medierne med kritik af partiets linje. Marcher i takt eller skrub af. Det havde man lært af

36 Fremskridtspartiet. Pia Kjærsgaard førte taktstokken. Kristian Thulesen Dahl var skarpretter. Og udsmider, når det kom dertil. Poul Nødgaard, som var en af medstifterne af Dansk Folkeparti, fortæller, at de igennem 1990’erne og 2000’erne fik renset godt og grundigt ud. "Vi fik nogle valgt ind, som overhovedet ikke var politisk modne. Vi havde brug for at få renset lidt op, og det var Kristian, som stod i spidsen for det," siger Nødgaard. Lige siden stiftelsen er alle, der ansøger om medlemskab i Dansk Folkeparti, blevet undersøgt grundigt. I dag bliver de simpelthen googlet. "Vi vil ikke have nogen lykkeriddere," som Peter Skaarup formulerer det. "Eller drabsmænd." Eller AGF-hooligans, som ifølge Skaarup udgør nogle af de medlemssøgende. Eller folk, der har kritiseret partiet åbent i pressen. Eller Kresten Poulsgaard, der tilsyneladende kom på andre tanker og søgte medlemskab i Dansk Folkeparti i 1990’erne. Hvis Google-søgningen ikke er tilfredsstillende, får ansøgeren sine penge retur med en afvisning. Men selvom man er inde i varmen, kan man ikke vide sig sikker. Det ved de, der er faldet i unåde hos trojkaen Thulesen Dahl, Skaarup og Kjærsgaard. Det skete for den tidligere pornoskuespillerinde og mavedanserinde Louise Frevert, der var folketingsmedlem og partiets spidskandidat i Københavns Kommune ved kommunalvalget i 2005. På et tidspunkt kom det frem, at Frevert havde en hjemmeside, hvor hun foreslog, at kriminelle muslimer skulle "opbevares i russiske fængsler," fordi loven "forbyder os at dræbe vore modstandere". De, der overværede Frevert-sagen indefra, så, hvor brutal Thulesen Dahl kan være. En alvorlig "kammeratlig samtale" hos Dansk Folkepartis trojka kan ifølge kilder foregå sådan her: Kristian Thulesen Dahl skælder ud og bryder dig ned. Skaarup glatter ud og bygger dig lidt op igen. Måske opsummerer Pia Kjærsgaard til sidst, hvis hun vurderer, at der er behov for det. I virkeligheden er der tale om en version af den

37 klassiske "good cop, bad cop". Flere noterer sig, at Kristian Thulesen Dahl har bemærkelsesværdig nemt ved at være "bad cop". At han virker som om, han befinder sig bedre end de fleste i rollen som bøddel. Om det siger Kristian Thulesen Dahl, at han "bestemt ikke bryder sig om udtrykket bøddel!" At der forud for en eksklusion altid har været et forløb, hvor man forsøger at tale sig til rette, men at en eksklusion kan være eneste udvej. "Men det er altid ærgerligt, når det ender der, og jeg foretrækker altid – og arbejder altid for – en mindelig løsning." I Kristian Thulesen Dahls verden er politik ikke et personligt anliggende. Det irriterer ham, når folk gør det personligt. Han kan godt blive frustreret eller sur over en forhandling, der er gået skævt. Så fatter han sin økse og kløver brænde, når han kommer hjem til Thyregod. Når han er vred, vælger han nogle af de stykker træ, der er knudrede og svære at hugge over. Hvis han er særlig glad eller stolt over et politisk resultat, er han ikke typen, der trækker en flaske champagne op. Kristian Thulesen Dahl går ud i haven og slår sin græsplæne. Og smiler for sig selv.

KRISTIAN THULESEN DAHLS KYNISME OG BRUTALITET er nogle af de ting, Pia Kjærsgaard fremhæver, når hun skal forklare, hvorfor han er formand for Dansk Folkeparti. Peter Skaarup og Kristian Thulesen Dahl var begge to "Pias drenge". "De er absolut lige dygtige. Men Kristian er, for at sige det ligeud, mere brutal end Peter. Og man skal være kynisk og brutal en gang imellem for at være partiformand. Peter er en mere blød person. Peter er venlig, afventende og god i rollen som gruppeformand. Kristian er mere politikeragtig. Meget målrettet og ambitiøs. Men havde der ikke været Kristian, var det nok blevet Peter." Spørger man rundt i det politiske landskab, siger politikere fra højre til venstre, at Kristian Thulesen Dahl har få fjender på Christiansborg.

38 De fleste kan blive enige om, at han er behageligt selskab. Han er nem at omgås. Man bliver ganske vist ikke lukket ind hos mennesket Thulesen Dahl. Men han er lun og underholdende og en, man kan dele lakridser med under de lange høringer i Folketingssalen. Når forhandlingerne går i gang, glider han ubesværet tilbage i rollen som nådesløs forhandler. En, der spotter sin modstanders usikkerheder og kører på dem. Han kan save folk midt over, siger en kilde. Det er langtfra altid, han gør det. Men han kan, hvis han vil. Under VK- regeringen var han formand for Finansudvalget. En unik position, der som regel er forbeholdt regeringernes egne mænd. En post, der skal sikre, at det ikke er alt for besværligt for finansministeren at manøvrere. har beskrevet Kristian Thulesen Dahl som den mest magtfulde finansudvalgsformand de seneste 100 år. Så kom regeringsskiftet i 2011, og Thulesen måtte lade sig placere på næstformandsposten. Først blev indsat på hans gamle plads. Så skulle hun være kulturminister, og så kom formanden til at hedde . 37 år. Radikal. Tidligere spidskandidat til Europa-Parlamentet. “Kristian gør grin med, at han bruger en stor del af sin energi på, at han kan blive formand for Finansudvalget igen. Den stol ser han i høj grad som sin egen," siger Sofie Carsten Nielsen. “Man skal have meget rygrad for at være uenig med Kristian Thulesen Dahl. Han er en stor strateg." Omvendt sætter nogle folketingsmedlemmer pris på, at han også kan tåle, når andre går hårdt til ham. "Det er noget nyt, at man nu også kan stille et kritisk spørgsmål stille og roligt til Dansk Folkepartis formand, " siger Liberal Alliances . "Pia Kjærsgaard blev nemt mopset og fornærmet, hvis man tillod sig at rejse kritik. Under hende skulle Dansk Folkeparti behandles som en sart drivhusplante, der ikke kunne tåle at komme ud i stormvejr.

39 Kristian Thulesen Dahl er en mere normal politiker. Han accepterer, at DF kan behandles ligesom alle andre partier."

40 4 FORVANDLINGEN

DET HEDDER SIG PÅ CHRISTIANSBORG, at Kristian Thulesen Dahl og Lars Løkke Rasmussen begge to konsekvent kom 15 minutter for sent, når der skulle forhandles finanslov under VKO-regeringen. Møderne begyndte ikke uden dem, så de andre vidste, at de havde et kvarters ekstra forberedelsestid. Det er den 4. juni 2013, og til vores første interview er Kristian Thulesen Dahl væsentlig mere end 15 minutter forsinket. Det betyder, at jeg har god tid til at kigge mig omkring på hans kontor. Det er en af forskellene på Kristian Thulesen Dahl og hans forgænger. Når man skal tale med Pia Kjærsgaard, venter man pænt uden for kontoret, indtil hun er klar. Men ikke ret længe, for hun ankommer som regel på klokkeslættet. Thulesen Dahl er kendt for at komme for sent. Når han bliver optaget af noget, glemmer han tid og sted, siger folk omkring ham. Til gengæld kan man bare kigge sig omkring. Der hænger en Daniel Agger-kalender på væggen side om side med Grundloven i glas og ramme og en DF-plakat på døren med hans smilende ansigt. Der hænger også et billede af ham iført smoking ved klaveret sammen med en blond danserinde i DR’s underholdningsprogram Showtime fra 2006. Møblerne er i mørkt træ, og messinglamperne leverer en sparsom belysning. Der står en stationær Samsung-pc, en ældgammel fastnettelefon og en sort Thinkpad på skrivebordet. På et lille bord mellem to mørke sofaer ligger dagens aviser og månedens Euroman foruden en tyk Cevea-rapport med titlen "Europæiske kriseløsninger". Midt i reolen står 10 VKO- finanslove, snorlige og i kronologisk orden. På nederste hylde en Calvin Klein-deodorant, ovenover en fladskærm og et musikanlæg, han sommetider hører gamle Genesis-cd’er på. Bag lågen står der havregryn. Det er her på kontoret, i Provianthuset på Christiansborg, at

41 Kristian Thulesen Dahl opholder sig tirsdag til fredag. Nogle gange lørdag. Af og til også søndag. Her drikker han sin morgenkaffe sort, mens han sidder over arbejdet og spiser sine havregryn, når han husker det. Det er her, han får sin frokost, oftest rugbrødsmadder, som han spiser alene, når han ikke har møder ude i byen. Det er også her ved skrivebordet, han spiser aftensmad. En sandwich eller en pizza, måske. Tirsdag morgen tager Kristian Thulesen Dahl fra Thyregod, hvor han bor med sin familie, til Billund. Fra Billund flyver han til København. De øvrige af arbejdsugens dage er han bosiddende på Christianshavn. Her har Folketinget stillet en lejlighed til rådighed for ham, som han kan sove i. Med hvide IKEA-møbler, en sofa, der kan trækkes ud og blive til en enmandsseng, og et par billeder på væggene, som var der, da han flyttede ind. Nogle gange om måneden tager han til møder i Nationalbanken, hvor han er bestyrelsesmedlem, ligesom han er retsmedlem i Landsskatteretten. Mandag er forbeholdt møder i Jylland og oldboysfodbold om eftermiddagen. "Mandag er den bedste dag," joker hans sekretær på Christiansborg. I højre hjørne af en hvid magnettavle står der "You’ll never walk alone. M.I.S." Citatet stammer fra yndlingsklubben Liverpools slagsang, skrevet med en rød filttusch af en barnlig hånd. Ved siden af hænger der en karikatur af Kristian Thulesen Dahl. Tynd. Lille spids næse. Sideskilning. Kraftigt, nedsunket kæbeparti. Munden er en stram, smal sprække. Venlige blå øjne. Han er styrmand på et skib. Klædt i uniform står han med en hånd på roret og gør honnør med den anden. Roret er lavet ud af Dansk Folkepartis logo: de to aflange dannebrogsflag, som møder hinanden i en cirkel.

HAN DUKKER OP 50 MINUTTER EFTER AFTALT tid og beklager. Han har været til møde med Pia Kjærsgaard. Mødet skulle egentlig have været afholdt i morges, men blev skubbet, fordi han fandt ud af, at der var en

42 debat om offentlighedsloven i Folketingssalen, som han gerne ville være med til. "Men nu skal vi have noget kaffe," siger han. Han har en stak udprintede papirark i hænderne. Det viser sig at være en artikel, jeg har skrevet. Han har ikke læst den, men han vil godt lige vide, om jeg virkelig har sådan et langt, særpræget navn. Jeg fortæller ham, at min mor er spanier. Det har han fundet ud af, siger han. Hvorefter han spørger til spaniernes holdning til EU. Har den ændret sig efter krisen? Vil de have deres gamle møntfod tilbage? Han virker venlig, uformel og usædvanligt interesseret. Han læner sig tilbage i stolen. Smider fodboldanalogier ind, hver gang muligheden byder sig. Eksempelvis når han beskriver sin politiske karriere. "Jeg har det som en dreng, der spiller fodbold. Pludselig en dag er der en klub, der siger, at de gerne vil købe dig og betale dig penge for at spille fodbold. Prøv og tænk: Den hobby, du altid har haft, den får du pludselig penge for og kan leve af." Den mand, der sidder over for mig, er en anden end ham med finansloven og de gule post-its. Han er ikke stiv og sammenbidt som karikaturen på magnettavlen. Jeg kan umiddelbart ikke se den kontrolfreak, han tidligere er blevet beskrevet som. En slags yngre udgave af Anders Fogh Rasmussen, der besidder en maskinel professionalisme og fremstår rigid og ufolkelig. Selv har Thulesen Dahl ikke noget imod sammenligningen med Fogh. Den er "meget smigrende", siger han. At nogen betegner ham som ufolkelig eller en kontrolfreak, forstår han ikke. Men det overraskede ham ikke, at medierne beskrev ham sådan efter formandsskiftet. "Jeg havde ventet, at den karakteristik ville komme. Så er der to måder at tackle det på. Enten kan man sige: ’Ups. Det er et problem. Det går ikke. Så nu må jeg hellere springe i faldskærm. Jeg må hellere lave et bungee-jump. Jeg må gøre noget, der siger: Se, hvor folkelig jeg er.’ Eller jeg kan vælge den anden mulighed, og det var den vej, jeg valgte. Og det

43 er, at de kan bare vente sig. For de skal nok lære mig at kende," siger han. "Jeg har aldrig selv følt, at jeg havde noget problem med at snakke med folk. Tværtimod. Jeg elsker at være ude på markeder. Jeg elsker at spille fodbold på oldboysholdet. Jeg kan utrolig godt lide omklædningsrummet i tredje halvleg, hvor vi sidder og vender tingene. Jeg tager på campingferie, og jeg synes, noget af det mest fornøjelige er at sidde og snakke med dem i nabocampingvognen." Der ligger en diktafon på bordet. Jeg vil gerne vide, hvornår det første gang gik op for ham, at han skulle være den næste formand. Han tilter hovedet på skrå, kniber øjnene sammen og tænker tilbage. Indtil han får øje på min diktafon, som jeg har lagt på bordet. Han peger på den: "Er den tændt?"

DET ER SOM OM, DER ER SKET NOGET MED Kristian Thulesen Dahl, siden han blev formand. Som om der ikke er nær så mange billeder af ham i brede slips, firkantede jakkesæt og tykke mapper på armen. I stedet er han i BT iført byggehjelm og refleksjakke på billeder, hvor han slæber cement som en del af sin "erhvervspraktik" hos cementproducenten Aalborg Portland under overskriften "Thulesen truer Thorning". Sideskilningen er erstattet af en mere afslappet frisure, og slipset er for det meste forsvundet til fordel for afslappede skjorteflipper under en sweater. "Tidligere var han meget økonomisk omkring tøj. Nu har han fundet ud af, at det lønner sig at være ulastelig klædt. At tøjet ikke skal være for slidt eller gammeldags. Og han er blevet flink til at blive klippet lidt oftere," siger Peter Skaarup. Den nye, mere moderne og afslappede stil så man for eksempel, da han talte på Folkemødet på Bornholm. (Her var A5-blokken og kuglepensnoterne også byttet diskret ud med en iPad.) Helle Thorning-

44 Schmidt er begyndt at storforbruge udtrykket "helt almindelige mennesker." Thulesen Dahl er begyndt at ligne et. Uden at sige det om andre. Pia Kjærsgaard var ledertypen, der havde styr på hvert et komma. Hun vidste, hvilket julemærke der skulle på kuverten, hvilken farve annoncerne skulle have, og hvilken mad der skulle serveres på tillidsmandsmødet. Tre måneder i forvejen. Thulesen Dahl beskæftiger sig ikke med detaljerne. Han kender ikke navnet på hver en lokalformand. Thulesen Dahl forventer, at personalechefer og pressechefer selv har styr på deres. Som formand var Kjærsgaard typen, der købte en kattekalender med hjem til sin syge dyrevelfærdsordfører. Hun uddelte kram og sendte "kærlige hilsner". Thulesen Dahl giver håndtryk og skriver "venlig hilsen". I forhold til folketingsgruppen er stilen også blevet anderledes. Når Pia Kjærsgaard var utilfreds, var ingen i tvivl. "Der var kontant afregning. Og hun lægger ikke fingrene imellem. Og det var helt ned til de mindste ting. Hvis man havde udtalt noget til en avis, som hun ikke syntes om, lå der næste dag en kopi af artiklen med en lille bemærkning på ens skrivebord," siger DF’s trafikordfører, Kim Christiansen. Med Thulesen Dahl er udmeldingerne knap så klare, siger flere medlemmer af folketingsgruppen. "Han har to smil. Det ene er godkendende, det andet er afvisende. Når man fremlægger noget, kan man på den måde se, om noget sidder i skabet eller ej. Men man føler sig aldrig helt afvist, for der er altid et smil. En gang har jeg oplevet ham vred. Der havde han et dirrende smil. Det sker, hvis man bliver ved med at holde fast i noget, han ved er forkert. Så bliver han til sidst vred," siger uddannelses- og kulturordfører, . Folketingsmedlemmerne beskriver ham som inddragende. Som en, der spørger til, hvad de andre synes, så man føler sig hørt. Men også

45 som en, der oftest tager beslutningerne selv. Han tildeler folk et ansvar, men han bliver skuffet, hvis man ikke tager sit ansvar alvorligt. Hvis han er utilfreds, kan det komme til udtryk med en sarkastisk bemærkning eller en perfiditet, fortæller flere, der ikke ønsker at stå frem med navn. En medarbejder, der måtte gå, fordi vedkommende skulle til koncert, fik beskeden: "Ja, det skal du da. Men så ordner jeg det bare lige selv." Og en medarbejder, der gik ned og hentede frokost, mens en vigtig opgave skulle løses, fik beskeden: "Ja, selvfølgelig skal du da have din frokost. Men så laver jeg det lige selv." "Jeg gør det selv" er i det hele taget en Thulesen classic. Det betyder som regel, at han er utilfreds. I Dansk Folkepartis presseafdeling har man flere gange erfaret, at Thulesen er gået uden om dem og kørt solo i medierne. De har revet sig i håret, fordi han har været umulig at komme i kontakt med. Det gælder også journalister. Nogle har opfattet ham som arrogant, fordi han ikke tager sin telefon, siger Søren Søndergaard. Pia Kjærsgaard bekræfter: "Han har altid været meget arbejdsom, men han kunne godt forsvinde fra jordens overflade en hel weekend."

SPØRGER MAN PIA KJÆRSGAARD, begyndte Thulesen Dahl allerede at forberede sig på at blive formand i 2008 efter det famøse sommergruppemøde på Skjoldnæsholm, hvor Pia Kjærsgaard måtte hentes af en ambulance. Midt under pressemødet fik hun et ildebefindende. Dengang var det en tydelig berørt Kristian Thulesen Dahl, der tog over. Medierne krydseksaminerede Pia Kjærsgaards dramatiske exit, og snart gik spekulationerne om et formandsskifte i gang. Hvad historierne ikke meldte ret meget om, var det morgenmøde, der var gået forud for pressemødet. Aftenen forinden havde Kjærsgaard bedt Thulesen Dahl, Skaarup, Espersen og Søndergaard om at vende nogle ting med hende over morgenmaden. Det drejede sig om EF-

46 Domstolens afgørelse i Metock-dommen, der kunne medføre en lempelse af familiesammenføringsreglerne i Danmark få måneder før Europa-Parlamentsvalget. Pia Kjærsgaard vidste, at det ville blive et emne på pressemødet, og hun ville gerne rådføre sig med de andre. Men Thulesen Dahl og Skaarup dukkede aldrig op. "Der var jeg eddermaneme sur. Jeg var stikhamrendetosset på Peter og Kristian. De havde været for længe oppe, simpelthen. Der var gået billard og fadøl i den," husker hun. Da de kom ned til morgenmaden senere, havde Kjærsgaard fået nok. "Jeg sagde: Nu kan det bare være lige meget. Og så skred jeg. Jeg havde brug for at vende de ting. Og det var jo sådan set mig, der skulle sidde og fortælle om det. Jeg var rasende. Og jeg tror faktisk, at det medvirkede noget til, at det blev så kaotisk et sommergruppemøde for mig. For jeg var helt oppe at ringe. Det er sjældent, jeg bliver så gal. Jeg var frådende af raseri." "Der tror jeg, han tænkte mange tanker. ’Kommer hun tilbage overhovedet? Sidder hun som en grøntsag? For så er det mig.’" Dengang tror jeg heller ikke, han var parat overhovedet. Men det har nok gjort, at han blev klar over, at alt kan ske. Og nu var han ligesom nødt til at forberede sig," siger Pia Kjærsgaard. Kjærsgaard understreger, at det er sket ganske få gange, at hun er blevet så gal på ham. Det er ikke sket, siden han blev formand. Han er vokset med opgaven. "Kolossalt," siger Kjærsgaard. Men der er ifølge den gamle formand stadig et par småting, han kan blive bedre til. Det med at huske klokken, selvfølgelig. "Det er altså en dårlig vane." Og en ting mere: "Han skal være lidt mere om folk. Interessere sig lidt mere for folk. Det er sådan noget, jeg også synes, hører til hvervet. Jeg ved godt, det er en stor mundfuld at blive partiformand. Der er mange ting, man ikke lige tænker over. Men jeg tror, det er en meget stor del af det – at man lige husker at interessere sig for dem, man støder på i det daglige. Det

47 har jeg sagt til ham, at han skal tænke over. At give et skulderklap til en almindelig menig fagordfører. Eller spørge til, hvordan det egentligt går med folk. Det ved jeg, folk bliver glade for," siger Pia Kjærsgaard.

* * *

48 5 DYRET

KRISTIAN THULESEN DAHL HAR VENNER. I modsætning til hvad han sagde til Euroman i 2009. Det er rigtig nok, at han har sagt det. Men det var ikke sådan, han mente det, siger han. Han prøvede bare at forklare, at han ikke er sådan en, der knytter rigtige venskaber i politik. Selvfølgelig har han venner, siger han. Og det blev han så bekræftet i efter, at "Jeg har ingen venner"-citatet blev genoptrykt i forskellige formiddagsaviser. "I tiden efter var der flere, der ringede mig op og sagde: ’Hov. Vi troede, vi var dine venner’. Så jeg må nok konstatere, at jeg har altså venner." Hvem er så din bedste ven? "Jamen, det kan jeg ikke sige dig. Jeg tror, det der med bedstevenner er meget en pigeting." Du må gerne nævne et par stykker. "Jamen, det kan jeg sige dig." Der opstår en længere pause. Jeg har stillet de præcis samme spørgsmål og fået de næsten ordret samme svar, som der blevet givet til Euroman i sin tid. Måske går det også op for ham, da han 30 sekunder efter indskyder: "Jeg har bare ikke lyst til at blande dem ind i politiske sammenhænge. Men de findes altså. Jeg tænker på dem nu. Det gør jeg." Er det venner fra skoletiden? Universitetet? Det kan jeg heller ikke få at vide. I øvrigt generer det ham ikke, at folk tror, at Kristian Thulesen Dahl ikke har nogen venner. Han kan slet ikke se, hvorfor det skulle være et problem. Det virker som om, der er en klinisk adskillelse af personen og politikeren Kristian Thulesen Dahl. Om personen ved vi, at han godt kan lide flæskesteg, camping og Liverpool FC. Det er omtrent det.

49 Resten af Kristian Thulesen Dahls privatsfære er lukket af. En gang blev der bragt et billede af hans ældste søn på en mark i en lokalavis. Han var godt nok bare en lille prik langt væk, der stod med ryggen til. Men pressechefen, Søren Søndergaard, fik prompte at vide af Kristian Thulesen Dahls familie, at de bestemt ikke var glade for billedet. Jeg kommer heller ikke inden for i villaen i Thyregod. Jeg kommer ikke til at se, hvilke møbler han kan lide, eller hvad der hænger på væggene. Jeg kommer heller ikke til at tale med hans kone, Berit. Det er det allerførste, der bliver gjort klart, da dette portræt skal laves. Først af Thulesen Dahls assistent, Arnoldus, dernæst af Thulesen Dahl selv. "Hvis man inviterer pressen med til brylluppet, så kommer de også til begravelsen. Det er fint nok, men så inviterer vi ikke til brylluppet," siger han. Som Dansk Folkepartis pressechef har Søndergaard forsøgt at prikke huller i den lufttætte forsegling. Uden held. En ting er at planlægge et formandsskifte ned til sidste sekund. Noget ganske andet er at åbne bare det mindste op for privatpersonen Kristian Thulesen Dahl. "Det er flere år siden, jeg gav op. Til Pias store irritation. Hun synes virkelig, det er et af mine kæmpe nederlag," siger Søndergaard. Hver eneste gang pressechefen har spurgt, har Thulesen Dahl svaret: "Der er lukket." "Jamen, kan vi så lave et interview med dig hjemme ved dit skrivebord? Ikke noget med private billeder eller noget. Bare inde ved dit arbejdsbord?" har Søndergaard forsøgt. "Nej," har svaret været. Pia Kjærsgaards mand og hunde optrådte ved hendes side i et utal af ugeblade og underholdnings- og aktualitetsprogrammer. Igennem 17 år så man de fleste hjørner og afkroge af Kjærsgaards dagligstue i Gentofte. Indenfor på matriklen i Thyregod er der ingen adgang for pressen. Kun få journalister har været der. Den beslutning traf han allerede i starten af sin politiske karriere, og den har han håndhævet lige siden.

50 DR-programmet "Bag Borgen" reklamerede tidligere i år med, at seerne skulle hjem til Kristian Thulesen Dahl. Det foregik på fodboldbanen med Thyregods oldboyshold, hos frisøren og på græsplænen i Thulesen Dahls have. En sjælden gang imellem er der blevet lavet en tv-transmission fra et hjørne i Thulesen Dahls stue. Altid det samme hjørne og kun det. Og der bliver aldrig lavet dækbilleder af ham til tv-indslag, hverken ved kaffemaskinen i køkkenet eller ved skrivebordet. Det foregår udenfor. Pia Kjærsgaard understreger, at hun respekterer Kristian Thulesen Dahls valg. Men hun har svært ved at forstå det. "Ens børn skal holdes ude, men ens mand eller kone, synes jeg, er en nødvendig del af det. Jeg er ikke i tvivl om, at Kristian får fuld opbakning derhjemme. Men jeg tror, det styrker en meget som politiker, at folk også kender ens personlige relationer," siger Pia Kjærsgaard. "Jeg insisterer på, at jeg skal blive kendt for, hvilken politik Dansk Folkeparti står for, og hvad vi vil kæmpe igennem. Det er det afgørende," siger Kristian Thulesen Dahl. "Jeg skal ikke være statsminister i det her land. Jeg insisterer bare på at være et folketingsmedlem, som er kendt for de overbevisninger, jeg har." En Google-søgning viser, at der findes fire forskellige billeder af Kristian Thulesen Dahl og hustruen Berit Olesen sammen. På et af dem har hun solbriller på. Hun viser sig primært til sammenkomster hos Kongehuset eller ved ganske særlige lejligheder på Christiansborg. Søren Søndergaard forsøgte at tage diskussionen med Thulesen Dahl igen, efter han blev formand. Om det ikke var tid til at bløde lidt op. "Jeg foreslog ham i en af mine mange planer, at der blev ét interview med ham og Berit. Nu kender jeg Berit, og jeg synes, hun er et rigtig godt kort. Jyde, jordemoder, og han skal ikke komme og spille smart

51 over for hende. Han skal ikke komme hjem der og spille direktøren for det hele." Så pressechefen sagde: "Prøv at høre: På et eller andet tidspunkt bliver der en klapjagt på, hvem er du egentlig gift med." "Det vil jeg tænke over," svarede Thulesen Dahl. Det er endnu ikke blevet til noget.

DF’S SEJLTOGT MELLEM KERTEMINDE OG KORSØR den 9. august 2013 tager cirka seks timer. Kristian Thulesen Dahl er på i samtlige seks timer. Der går maksimalt to minutter, hvor jeg står alene og samler mine tanker og notater. Så er han der igen. På dækket. Under dækket. Ved rælingen. Klar til at underholde med en Liverpool-anekdote eller sin store paratviden om sejlads, vind- og vejrforhold og flæskesteg. Peter Skaarup og Pia Kjærsgaard er ved at være trætte af at høre om flæskesteg, fortæller de. Men Kristian Thulesen Dahl elsker flæskesteg. "Varm flæskesteg, kold flæskesteg, med brun sovs, flæskesteg på franskbrød, på rugbrød, med laurbærblade, med svær, uden svær …" I går lavede Kristian Thulesen Dahl flæskesteg til resten af besætningen, fortæller han. Varm. På rugbrød. 2,4 kilo. Uden grøntsager. I aften er der hakkebøf ved folketingsmedlemmerne og Karin Nødgaard. Smørstegt. Med bløde løg og nye danske kartofler. Kristian Thulesen Dahl er i øvrigt bekymret, siger han efter middagen. Han har bemærket, at jeg spiser for lidt. "Du tog kun én bøf. En af de små. Og to kartofler." Vi går op på dækket igen. Søren Espersen står ved roret. "I går styrede jeg," fortæller Thulesen Dahl. "Jeg blev helt høj, da jeg stod ved roret og så, at skipperen lagde sig ned og fik en på øjet. Så kan det ikke have været helt skidt, det, jeg havde gang i." Billederne af styrmanden Kristian er ikke gået mediernes linser

52 forbi. Dagen forinden har Berlingske bragt en artikel med rubrikken: "Svært kommunalvalg i vente for Dansk Folkeparti". Men det første, man lægger mærke til, er et billede af en storsmilende Kristian Thulesen Dahl ved roret, der breder sig over hele opslaget. Ombord på det gode skib Halmø drister jeg mig alligevel til at tage et museskridt ind i det forbudte land. Jeg bilder mig ind, at stemningen er til det. Solen står højt på himlen, og der serveres eftermiddagsrejemadder på dækket. Thulesen Dahl får sig en fadøl og finder en rød velourpude frem, som han slænger sig op på. For vi kan da bare snakke sammen her. I solen. Med udsigt over havet, siger Thulesen Dahl. Karin Nødgaard ligger og får sig en lur, og Søren Espersen står stadig på sin plads ved roret. Thulesen Dahl fortæller mig om sin hjemby Thyregod. En stationsby nær Vejle med 1353 indbyggere. At han bor der, fordi han er vokset op i en landsby. Og fordi han elsker landsbysamfundet, hvor man kender hinanden og tåler hinanden. På godt og ondt. Thyregod er stedet, hvor Thulesen Dahl føler sig godt tilpas, når han handler i Brugsen iført træsko. Han fortæller om sin sommer i Frankrig. Om sin årlige cykeltur til Paris for Team Rynkeby til fordel for kræftramte børn. Og at han holdt 12 dages campingferie med sin familie bagefter. Vi snakker om afsavn. Om at undvære sin familie i mange af årets uger. Han er ikke meget for det. Det er jo det valg, han har truffet. Han er bange for, at jeg vil vinkle på alt det hårde. Det synes han ikke, jeg skal. Så han fortæller mig om fordelene. "Hvis min fornemmelse er, at nu er mit afsavn så stort, at jeg må hjem, så kan jeg tage en skatteyderbetalt indenrigsflyver. Jeg bor 20 minutter fra Billund Lufthavn. Det har systemet, samfundet og skatteborgerne sørget for. At jeg kan være hjemme i løbet af en time og tre kvarter." Det sker sjældent. Han har benyttet sig af tilbuddet "et par gange".

53 Nogle gange har han tænkt på, om han kommer til at stå bagefter og ærgre sig. Fordi livet i det politiske cirkus alligevel ikke var det hele værd. Tidligere folketingspolitikere har nemlig fortalt ham, at det er sådan, de har det. "Det er en livsstil. Mens man er i det, kan man ikke lade være. Det er heller ikke sikkert, man skal lade være. Men det vil altid være sådan, at når man så er færdig med det, vil man ærgre sig over, at man har brugt så meget tid på det. Det er næsten lige meget, hvor godt det er gået. Man vil altid ønske, at man havde brugt mere tid i forhold til sine børns opvækst og sådan noget. Første skoledag. Mødet i spejderforeningen," siger Thulesen Dahl. Og så træder jeg over stregen. Hvordan får I hverdagen til at gå op? Lang pause. "Det er vores sag. Det holder vi for os selv." Jeg forsøger mig også med: Hvad skal der til for at være i et forhold med sådan en som dig? "Det kan jeg heller ikke sige dig. Det er det samme spørgsmål." Nej, det synes jeg ikke. "Jo, det er," siger han. Det er som om, at Thulesen Dahl for hvert af de to spørgsmål rykker 20 centimeter længere væk. Hans kropssprog ændrer sig, og til sidst sidder han fuldstændig oprejst. En halv meter længere væk, end da vi startede. Den røde velourpude er også lagt til side. Sådan ser det åbenbart ud, når manden, der er verdensmester i elegante omveje og behagelig smalltalk, lukker ned. Hans mund bliver til en smal sprække. Det føles som om, man har sagt noget meget beskidt og uigenkaldeligt til sin farmors fødselsdag. At være "Kristian af folket" er ikke at tale om konen. Det er at tale om flæskesteg og fodbold. Han foreslår, at vi sætter os ned ved bordet under dækket og gør interviewet færdigt.

54 * * *

DA KRISTIAN THULESEN DAHL VAR 19 ÅR, mødte han en pige i Aalborg. Han var flyttet derop for at læse erhvervsjura på universitetet. Resten af slænget fra folkeskolen blev håndværkere. Kristian var den eneste fra klassen, der gik videre på gymnasiet og på universitetet. I Aalborg var han også tættere på sin bror Jens-Henrik og sin far, som også var flyttet derop, efter forældrenes skilsmisse. Kristian havde travlt. Han var blevet engageret i Fremskridtspartiets Ungdom. Folk var begyndt at lægge mærke til ham i de politiske kredse. Han havde mødt Peter Skaarup allerede, mens han boede hjemme. Pia Kjærsgaard, partiformanden, var også begyndt at observere den kvikke unge mand fra Nørre Snede, husker hun. Oveni var han den af de tre brødre, der tog sig af faren. Efter forretningens kollaps og skilsmissen var det gået hastigt ned ad bakke for Anders Thulesen Dahl. Hans alkoholproblem var eskaleret, og helbredet skrantede. Til sidst gik han på invalidepension. I Nørre Snede gik landsbysladderen. Flere kendte godt til familien Thulesen Dahls situation. "Der er ingen tvivl om, at det var forfærdelig hårdt for Kristian at følge vores fars skæbne. At se, hvor hårdt det kan tage på en mand at måtte give op," siger storebror Jakob Thulesen Dahl i dag. I dag siger Kristian Thulesen Dahl, at det "siger sig selv, at det påvirkede mig." Men de færreste kunne mærke på den yngste Thulesen Dahl, hvis der var noget galt. Han besad en sjælden form for ukuelighed. En evne til at undertrykke det negative og fremhæve det positive. Kaare Graversen, der var kommet tæt på Thulesen Dahl igennem arbejdet i Fremskridtspartiet, undrede sig over Kristian Thulesen Dahls evige optimisme. "Hvad har fået en knægt til at forstå så meget indadtil og være så glad og ubekymret udadtil?" tænkte han. Engang spurgte Graversen ham: "Kristian, det store smil, den glæde – er det en skal?"

55 "Hvad mener du med det, Kaare?" "Jamen, er der slet ikke noget, der bekymrer dig?" "Jo," husker Graversen, at Kristian svarede. "Når vejret er skidt, og det går dårligt med økonomien i Danmark. Men man skal tælle de lyse timer, ikke de mørke." Kristians far var stolt over sin søns politiske bedrifter, og han fulgte dem med interesse. "Nogle af de ting, Kristian lykkedes med, havde vores far ambitioner om. Når man på den måde gennemfører nogle af sine fars ambitioner, giver det et særligt forhold," siger Jens-Henrik Thulesen Dahl i dag. I den fritid, han havde, begyndte Kristian Thulesen Dahl at gå til dans. I Fremskridtspartiets Ungdom havde han mødt en pige, der hed Pernille, og Pernille gik til jitterbug og standarddans. Kristian og Pernille blev dansepartnere. Det var i slutningen af 80’erne, Pernille Knakkergaard var 15 år. Kristian var hendes første kæreste. Når hun tænker på ham i dag, siger hun: "Jeg syntes, han var rigtig sjov og en meget sød og charmerende mand. Han var altid kærlig og rar. Jeg erindrer ikke, at jeg nogensinde har oplevet ham blive gal eller sur," siger Pernille Knakkergaard. " Men han var meget, meget karrierebevidst. Han var en travl og optaget mand. Og han snakkede meget. Jeg blev nok lidt stille, mens jeg var sammen med ham." Pernilles mor, Anita Knakkergaard, var byrådspolitiker for Fremskridtspartiet i Aalborg, og hun var også glad for sin nye "svigersøn". "Kristian var sød, venlig og enormt dygtig politisk. Han var meget interesseret i pengene. Han kunne godt lide at gå i dybden med de økonomiske spørgsmål, og han var god til at finde fejl i regnskaberne." Når Kristian Thulesen Dahl besøgte familien Knakkergaards hjem, var det ofte som politiker. Thulesen Dahl og Anita Knakkergaard kunne sidde i timevis og lægge budgetter og drøfte udgiftsniveauet i

56 kommunen. Oppe på sit værelse sad Pernille og ventede på, at de var færdige. Det skete ofte hen på aftenen, at Kristian kom op til hende og sad der et kvarter eller 20 minutter, før han tog hjem. "Nogle gange tog jeg ud til ham, men det gjorde ikke den store forskel. Han sad ved skrivebordet og talte i telefon. Så kunne jeg sætte mig ned og se tv eller lave noget andet. Det var præmissen. Han var bare enormt målrettet. Det var hans liv, og sådan ville det altid være. Det er der ikke nogen, der kan lave om på," siger Pernille Knakkergaard. "Det er ikke noget, han nogensinde har sagt. Det behøvede han ikke. Det vidste jeg bare." Flere af de voksne kvinder i Fremskridtspartiet var begejstrede for Kristian Thulesen Dahl. For det første syntes de, han var for dygtig til lokalpolitik. Han skulle til København og tage de store beslutninger, mente de. For det andet syntes de, den unge østjyde var skøn. "Enhver svigermors drøm" kaldte de ham. Birte Kjærgaard, der var byrådsmedlem for Fremskridtspartiet i Aalborg, kendte ham også derfra. Da jeg ringer hende op, vil hun i første omgang ikke tale med mig. Hun er lige ved at lægge på. Så hører hun, at det drejer sig om ham. "Er det om Kristian? Det skulle du da bare have sagt! Han er sådan en dejlig fyr, siger hun. Jeg har tre døtre, og når de skulle ud dengang, sagde jeg altid til dem: ’I kan bare gå med Kristian.’ For jeg vidste, at han altid afleverede dem her lige så pænt igen. Han er svigermors drøm, det kan jeg godt fortælle dig." Jo mere involveret Kristian Thulesen Dahl blev i byrådsarbejdet i Aalborg, og jo flere budgetter han hjalp med at knække, jo mere klart blev det for Anita Knakkergaard, at hun ikke skulle være hans svigermor. Jo mere overbevist blev hun om, at Kristians store kærlighed ikke fandtes i Aalborg. Den fandtes på Christiansborg. "Han var ikke min drøm af en svigersøn. Han var drønhamrende

57 sød og flink, men der var ingen tvivl om, at politik var hans førsteprioritet. Han var født til at være politiker," siger Anita Knakkergaard. Kristian Thulesen Dahls forhold til Pernille Knakkergaard varede et år. Men det indtryk, han efterlod hos hende, holdt længere end det. "Han er et kært menneske, og jeg vil altid holde af ham. Men jeg er glad for, at jeg ikke blev hans kone." Kristian Thulesen Dahl bekræfter forholdet til Pernille Knakkergaard, men vil ikke kommentere det yderligere. Dog siger han: "Når man sidder i en weekend og forhandler, så gør du det, fordi du er overbevist om, at du kan gøre en forskel. Jeg synes, vi kæmper for noget, der er så vigtigt, at hvis vi får mulighed for at flytte nogle ting i vores retning, så bliver vi simpelthen nødt til at gøre det. På den måde giver det mening. Men om det er det værd? Spørgsmålstegn." Flere kilder betegner ham som et "magtmenneske – hele vejen igennem". Han er blevet kaldt et politisk dyr. Det er også sådan, han betragter sig selv: "Hvis du virkelig er et politisk dyr, hvornår skal du så vælge at fraskrive dig muligheden for at påvirke tingene?" spørger Kristian Thulesen Dahl.

DA KRISTIAN THULESEN DAHL FYLDTE 40 ÅR, holdt han reception på Christiansborg. Her rettede han en særlig tak til sin kone, Berit. Hun stod i lokalet. Han takkede hende, fordi hun har en stor del af æren for, at han nogle gange kommer ud af forhandlingslokalerne med et lidt bedre resultat end de andre partiers forhandlere. Når møderne trækker ud, kan han ofte se, hvordan sms’erne tikker ind hos de andre. Det er konerne og mændene derhjemme, der gerne vil vide, om de når hjem om aftenen. Til middag. Til at putte børnene. Om de overhovedet når hjem. Sådan nogle sms'er får Thulesen Dahl aldrig, fortæller han.

58 "Jeg kan derfor altid holde fokus et hundrede procent på forhandlingerne, og det sætter jeg stor pris på." For Kristian Thulesen Dahl når aldrig hjem til Thyregod i hverdagene. Skatteyderbetalt flyver eller ej. Han sover på Christianshavn. "Det er tilstedeværelsen og nærheden, der giver den politiske indflydelse. Så man kan rykke, når tiden er moden i en forhandling, " siger han. "Hvis de andre får for lang tid til at tænke sig om, så kan der være tabt noget igen."

59 6 BØF I NATTEN OG ZAGZIG-POLITIK

KLOKKEN VAR LIDT OVER ELLEVE om aftenen, da Kristian Thulesen Dahl gik i gang med at stryge sin sidste skjorte. Det var mandag den 6. november 2006. På Christiansborg var finanslovsforhandlingerne gået ind i den sidste etape. Thulesen Dahl husker episoden sådan her: Parterne havde aftalt, at der ikke skulle forhandles om natten. Men lidt før elleve foreslog finansminister alligevel, at de skulle forhandle igennem og blive færdige. Kristian Thulesen Dahl var overrasket over udmeldingen. Han sagde, at DF’erne skulle bruge en time. Til at danne sig et overblik og sikre, at de havde fået svar på alle deres spørgsmål. Kort efter gik han, Pia Kjærsgaard og Peter Skaarup tilbage til deres kontorer. Thulesen Dahl sagde til Kjærsgaard og Skaarup, at han syntes, de skulle tage sig en lur. Så det gjorde de. Da Thulesen Dahl havde strøget sin skjorte, tog han et langt bad. Bagefter barberede han sig. Ti minutter i midnat fik han fat i Kjærsgaard og Skaarup, og de fulgtes tilbage til forhandlingerne. Da de kom ind i lokalerne, var regeringens parter stadig i fuld gang, og der lå papirbunker over det hele. "Lad os forhandle igennem," sagde Thulesen Dahl. Klokken 5 om morgenen blev der serveret bøffer; lidt senere spiste parterne brunch sammen. Omkring klokken ti om formiddagen dagen efter sluttede forhandlingerne. I løbet af natten havde Thulesen Dahl fået de indrømmelser, han håbede på. Sådan husker han det i hvert fald selv. For cirka 2 milliarder. Blandt andet til højere pensionsydelser, gratis influenzavaccination for folk over 65, forlængelse af sygedagpengeperioden plus en million til et særligt indvandrerregister og midler til islamismeforskning.

60 "DET HANDLER OM AT HAVE DET PSYKOLOGISKE OVERTAG," siger han, da vi sidder i køkkenalrummet under dækket på skibet Halmø. Motoren brummer svagt i baggrunden. Kristian Thulesen Dahl fortæller om, hvad han ser som sin største styrke som politiker. "Politisk lidenskab, vedholdenhed og tålmodighed," lyder svaret. Herefter følger historierne om natlige forhandlinger og strategiske drillerier. Og han elsker dem. Man ser det på hans kropsprog, som er blevet spillevende med fagter, der understøtter fortællingerne. Skuldrene er faldet ned igen, og smilet er vendt tilbage. "Der var også engang, jeg gik ned i Illum og købte undertrøjer og skjorter i en pause," fortæller han. "Bagefter gik jeg direkte op til forhandlingerne. Så spurgte Thor Pedersen mig: ’Hvad har du i posen, Kristian?’ Så sagde jeg: ’Jeg har bare købt noget ekstra tøj. For jeg regner med, at forhandlingerne trækker ud.’ Sådan fik jeg lige lagt en lille presbold over på hans side." Mens han fortæller, får han et udtryk i øjnene, som er svært at beskrive. En gnist, velsagtens. Det særlige udtryk oplever jeg kun to gange i løbet af mine fire møder med ham. Anden gang taler vi om politisk indflydelse. Et ord, han siger utallige gange. Han har ikke sagt magt. Jeg vil gerne vide, hvordan han har det med den. Magten. Han holder en pause. Smiler skælmsk. Sluger et halvt grin. Så er gnisten der igen. Kun et par sekunder inden han trækker vejret, fatter sig og siger: "Jeg synes, det er et misbrugt ord. Hver gang man taler om magt, så bruger man det som noget negativt. Hvis man bruger ordet indflydelse, bliver det opfattet som noget positivt. Og hvad er egentlig forskellen? Så jeg søger indflydelsen." Den har han fået. Hvis man tager finanslovsaftalerne fra VKO-tiden ud af tredjenederste reolhylde på Thulesen Dahls kontor, står byttehandler og kompromiser nedfældet år for år. Nogle indrømmelser er dyre. Andre koster kun en lille klat i det store hele. Mange af dem har egentlig ikke ret meget at gøre med selve finansloven. Til gengæld har

61 klatterne en høj markedsføringsværdi. Tag nu 2002: Nedlæggelse af Center for Menneskerettigheder. 2003: Fire millioner til forskning i kommunistiske forbrydelser. Eller 2008: Vandkanoner til politiet (som politiet ikke selv havde bedt om). 2009: Narkoscannere og overfaldsalarmer. Plus tuneserloven. Og 2010: Krav om at kæde finanslovsforhandlingerne sammen med at sænke den kriminelle lavalder. Selvom Pia Kjærsgaard styrede butikken, har der aldrig været i tvivl om, at købmanden bag disken hed Kristian Thulesen Dahl. Det var ham, der kunne finde frem til den rigtige pris. Nøgternt og kalkuleret lagde han millioner til og trak dem fra et andet sted, mens Kjærsgaard sad med fingeren på folkestemningen og fornemmede, hvor langt DF kunne strække sig. Tidligere finansminister formulerer det sådan: "Da jeg var finansminister, var Kristian dybt nede i substansen. Det var Pia som sådan ikke. Kristian har altid styret substansen i forhandlinger, mens Pia udstak kursen og var vagthund for, at man førte den rigtige politik." Kristian Thulesen Dahl er desuden en mester i det psykologiske spil, siger den tidligere finansminister. "Han kan, hvis det passer ham, stikke en kæp i hulet under forhandlinger og gøre det umådelig besværligt. Hvis han vil have, at man skal sidde og svede lidt eller blive lidt nervøs, er han for eksempel mester i at komme for sent. Men hvis han føler, det går den rigtige vej, kan han også være utrolig konstruktiv og finde nye veje og løsninger på problemer."

DET SKETE EN SEN MANDAG EFTERMIDDAG I 2010. Thulesen Dahl kom med et forslag, der overrumplede Claus Hjort Frederiksen. Det var den 24. maj, og forhandlingerne om en genopretningsplan mellem regeringen og DF var gået i stå. Dansk Folkeparti var store modstandere

62 af regeringens forslag om en fastfrysning af reguleringen af overførselsindkomster. Og det var vanskeligt at se, hvor en så stor sum penge ellers skulle hentes. Parterne var på det tidspunkt ved at blive oprigtig bekymrede for, om de kunne nå frem til en aftale. Indtil Thulesen Dahl dukkede op på Claus Hjort Frederiksens kontor. Han havde tænkt sig at smide et kort, som han vidste, ville tage pusten fra ministeren. Claus Hjort Frederiksen husker det sådan her: "Claus," sagde Thulesen Dahl. "Jeg vil godt tale med dig om noget. Men du skal først sætte dig ned." Så finansministeren satte sig ned. "Læg også lige hænderne på bordet." Det gjorde han. Hvad nu, foreslog Thulesen Dahl, hvis man droppede fastfrysningerne og i stedet halverede dagpengeperioden fra fire til to år? Det ville spare de 4,5 milliarder, der manglede i kassen for, at parterne kunne blive enige. Finansministeren havde svært ved at tro, hvad han hørte. Kristian Thulesen Dahl havde tidligere sagt noget andet. I 2008 blev han på Ritzau citeret for at sige, at DF ville sætte stopklodsen ned, "når regeringen vil ind og ændre på hele strukturen på vores arbejdsmarked og vil sætte dagpengeperioden ned fra fire år til to år". I januar, få måneder forinden, sagde han til Jyllands-Posten: "Vi kan under ingen omstændigheder støtte reformer, der skærer i efterlønnen eller sænker dagpengeperioden." Denne eftermiddag havde Thulesen Dahl tilsyneladende skiftet mening. Claus Hjort Frederiksen tænkte ganske kort over Thulesen Dahls forslag og sagde så: "Den er jeg med på."

DEN 1. JANUAR 2011 STOD DANSK FOLKEPARTI i et nyt dilemma. Det trak op til nyvalg, og den borgerlige blok stod skidt i meningsmålingerne. På

63 det tidspunkt havde statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin nytårstale proklameret, at han ville slagte den hellige ko, efterlønnen. I Dansk Folkeparti huskede man udmærket, hvordan det gik med Poul Nyrup Rasmussen, da han forsøgte at pille ved efterlønnen. Så Søndergaard og Kjærsgaard blev enige om at melde klart ud: DF ville ikke røre ved efterlønnen. De passede på med ikke at formulere det for kraftigt. For hvis Løkke var så fast besluttet, vidste de, at DF nok ville gå med til et eller andet. I løbet af januar fornemmede Dansk Folkepartis ledelse, at Løkke havde opsnuset noget i folkedybet, som var forbigået Pia Kjærsgaards antenner. I de mails, de fik fra baglandet og vælgerne, stod der ikke: "Hold nu fast." Der stod tværtimod: "Kunne I ikke overveje det?" Kristian Thulesen Dahl tog fat i sin pressechef. Han kunne se det samme hul som Løkke. Søndergaard husker, at Kristian Thulesen Dahl sagde: "Hold da kæft. Vi kan faktisk slippe afsted med det her." Pia Kjærsgaard var enig. I maj præsenterede regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre en tilbagetrækningsreform. I december stemte alle partier undtagen Enhedslisten for efterlønsreformen. I mellemtiden havde Danmark fået en ny, socialdemokratisk ledet regering, der kunne overtage den. Ligesom regeringen måtte overtage den dagpengereform til 4,5 milliarder, som Thulesen Dahl bragte til verden en sen mandag eftermiddag på Claus Hjort Frederiksens kontor.

* * *

EFTER VALGET VAR THULESEN DAHL alligevel ikke helt tilfreds med sin dagpengereform, viste det sig. Nu syntes han, at den ramte for hårdt. Efter formandsskiftet foreslog han, at man suspenderede dagpengeforringelserne og forlængede dagpengeperioden, indtil krisen

64 var løjet af. Senere skød han bolden over til Helle Thorning-Schmidt. "Nu er det op til regeringen, om de vil være med til at lave nogle reformer for de mennesker, der mister ganske meget i de her måneder," sagde han til DR. Det fik flere medier til at spørge, om han ikke bare var ude for at fiske stemmer. Det afviste han. Men Margrethe Vestager og De Radikale ville ikke være med til at rulle aftalen tilbage. Derfor blev det ikke til noget. Allerede den 23. september 2012 bragte Avisen.dk en oversigt over den årelange slingretur, Dansk Folkeparti har været på i forhold til dagpengemodtagerne. I et interview blev Thulesen Dahl spurgt, om han kunne blive enig med sig selv. Thulesen Dahl svarede, at væksten, som han forventede ville komme, var udeblevet. Journalisten ville gerne vide, om han erkendte, at han havde bragt Dansk Folkeparti på zigzagkurs. "Jeg synes ikke, der er tale om zigzag," sagde Thulesen Dahl til Avisen.dk. "Allerhøjst er der tale om zagzig." Heldigvis for Thulesen Dahl var vælgerne ikke lige så rundtossede som journalisterne. Det blev klart året efter. Den 27. februar 2013 trykte Metroxpress en meningsmåling, som avisen syntes, Thulesen Dahl skulle kommentere på. Det kan ikke passe, tænkte han, da han lagde på. Det kan simpelthen ikke passe. Dagen efter lå der en avis på Søren Søndergaards kontor. DF er større end S, stod der. Ja ja, tænkte Søndergaard. Det er en YouGov- måling. I målingen fikSocialdemokraterne 17,2 procent og Dansk Folkeparti 17,4 procent af stemmerne. Slap nu af, husker Søndergaard, at han tænkte. Han blev enig med Thulesen Dahl om, at partitropperne skulle manes til ro. Ikke noget med at hovere eller håne Socialdemokraterne. To uger senere kom en ny

65 måling. Denne gang stod DF til 17,8 procent af stemmerne. Socialdemokraterne lå til 16,5 procent. I maj skete det igen.

66 7 AT SNUBLE I ET TØRKLÆDE

SKIBET HALMØ SKVULPER LIDT I BAGGRUNDEN til ære for journalister og kamerafolk, som har indfundet sig på havnen i Helsingør. Det er den 7. august 2013, og Kristian Thulesen Dahl gør klar til sit første pressemøde som formand i forbindelse med DF’s årlige sommergruppemøde. Ved siden af ham sidder Peter Skaarup. Når de sidste spørgsmål er besvaret, drager de af sted på sommertogt. De ligner to aldrende knægte på sommerferie, som de sidder der i deres blå T- shirts med hænderne foldet på dugen. Pia Kjærsgaard står bag journalisterne iført store solbriller og med hænderne på ryggen. Kristian Thulesen Dahl lægger ud med at gøre opmærksom på, at de har holdt sommergruppemøde på det LO-ejede Højstrupgård. "Jeg synes også, jeg føler anledning til lige at understrege, at vi har følt os rigtig godt behandlede her af fagbevægelsens kursuscenter." Herfra er der ikke flere nyheder. Thulesen Dahl snakker om sommervejr, skibet og sit besøg på Kronborg, hvor "Holger Danske sidder klar," for myten siger, at han kommer, "når Danmark er truet". Han taler om beskyttelse af den danske, nære velfærd, kommunalvalg og truslen fra østeuropæere, der hæver børnechecks hen over EU’s åbne grænser. Asylansøgerrekord i 2012 og 2013; vi er på vej tilbage til 90’er- tilstande. Peter Skaarup får ordet, gentager, hvor dejligt vejret er, og uddyber et par af formandens pointer. Skaarup når også at lancere et nyt oplæg om handicappolitik, et om dyrevelfærdspolitik og, at DF på dette års møde har haft fokus på "det meget utryghedsskabende fænomen, der hedder indbrud". I biler, i både, i private hjem – begået af østeuropæiske kriminelle. Derfra er det tilbage til EU-truslen. Slut. Tid til spørgsmål. Dansk Folkeparti har tidligere skiftet holdninger til efterløn og

67 dagpengereform, bemærker en journalist fra TV 2. "Hvordan skal folk regne med, at når I siger, at den offentlige sektor skal være 0,8, og alle de andre borgerlige partier ikke er med på det, at det også bliver sådan?" Thulesen Dahl giver et langt svar med for det første, for det andet og for det tredje. Men kan han garantere, at de ikke går med til nulvækst? "Vi vil efter et valg agere, ligesom vi gjorde i nullerne. Gå efter maksimal politisk indflydelse. Og i det omfang vi laver kompromiser, så vil vi skulle stå til regnskab for de kompromiser, vi laver," svarer Thulesen Dahl. TV 2-journalisten har et spørgsmål til. "Bare lige et spørgsmål om udlændingepolitik," siger han. "Mens du var nummer to i rækken, talte du på et tidspunkt om, at I var et antimuslimsk parti. Det har du så senere sat på plads. Men nu er du selv nummer et. Betragter du jer som et antimuslimsk parti i dag?" "Nej," siger Thulesen Dahl. Tonelejet er stadig behersket. "Den diskussion blev fuldstændig lukket dengang," siger han. Folk må tro på det, de vil, understreger han. De skal bare ikke lave det danske samfund om. "Det var dig selv, der sagde det dengang," siger journalisten. Det var også ham selv, der trak i land igen, påpeger Thulesen Dahl. "Og det, mener jeg, lukkede den diskussion fuldstændigt." Diskussionen drejer sig om en af Kristian Thulesen Dahls få selvmål. På Dansk Folkepartis egen hjemmebane. Udlændingepolitikken.

* * *

DET VAR ONSDAG DEN 14. MAJ 2008.Gruppeformanden var på vej til gruppemøde, da en flok journalister opholdt ham foran mødelokalet. Regeringens integrationsminister, Birthe Rønn Hornbech, havde skrevet en kronik i Berlingske, hvor hun beskrev Dansk Folkeparti som

68 "fanatiske antimuslimer". Journalisterne ville have Kristian Thulesen Dahls reaktion. Søren Søndergaard stod bag journalisterne. Han havde egentlig besluttet, at de ikke skulle kommentere på Rønn Hornbechs kritik. Men pressechefen var ikke bekymret for Thulesen Dahl, fortæller han senere. Faktisk siger han, at han næsten kan stå og sove ved siden af, når det er ham. Kristian hader ifølge pressechefen at lave fejl. Pludselig så Søndergaard, at der kom stadig flere journalister til. De pressede på for at få en kommentar. "På mange stræk er vi antimuslimer," sagde Thulesen Dahl. På sin plads bag kameraet blev pressechefen fuldstændig paf. Har han fuldstændig tabt porcelænet? husker Søndergaard siden, at han tænkte. Bagefter husker han, at Kristian Thulesen Dahl kom over og spurgte, om Søndergaard ikke syntes, det gik fint. I dag har Søren Søndergaard stadig svært ved at forklare, hvad der skete. "Det kommer til at lyde som en ’fætter-forklar-mig-røv’," siger han. (Det er et udtryk, Søndergaard bruger om ting, der ikke rigtig kan bortforklares.) "Men jeg tror simpelthen, han blev fanget i retorikken." Han forklarer, at partiet på det tidspunkt igennem en årrække havde været i gang med at kategorisere sine begreber på det udlændingepolitiske område. "Antiislamisk", "mod ydergående islam", "islam", "muslimer", "islamister". "Antimuslimer" var ikke på listen over rigtige svar på ting, man er i DF. "I alle mulige debatindlæg fra lokalfolk og Mogens Camre, og hvad ved jeg, stod der jo hid og did. Islam var åndssvag, muslimer var åndssvage, islamister var åndssvage…" siger Søndergaard i dag. Så i ledelsen af Dansk Folkeparti forsøgte de at lave et skel mellem islam og islamisme og mellem islamister og muslimer. I dag er de gået

69 væk fra skellene igen. "Vi mener, det efterhånden er en kunstig opdeling at sige muslimer og islamister, islam og islamisme." Nu er man blevet enige om, at man primært bruger én term, siger Søren Søndergaard. Det, man er imod i DF i dag, hedder "yderliggående islam."

* * *

KRISTIAN THULESEN DAHL HAR EN DRØM, siger han. Om et samfund, han kalder Danevang. Hvor de muslimske kvinder i Danmark møder op på Christiansborg Slotsplads i tusindvis og smider deres tørklæder i en symbolsk handling. Fordi de erkender, at de lever i et samfund, som hviler på kristne værdier, og hvor tørklædet er et undertrykkende symbol. Sådan beskriver formanden for DF sit ideelle Danmark i 2050 for Berlingske i august 2013. Søren Espersen kalder Kristian Thulesen Dahl for en "superstrammer" på udlændingeområdet. Ud over udtalelsen i 2008, som han trak tilbage dagen efter, findes der før formandsskiftet ganske få eksempler på, at Kristian Thulesen Dahl har udtalt sig superstramt. Det skulle da lige være i 2002, hvor han skrev i Dansk Folkeblad: "Det undrende folk er vidne til et markant stigende antal af grove voldsforbrydelser, begået af de fremmede. Nye, hidtil ukendte discipliner som massevoldtægter har gjort deres indtog i vort engang så fredelige og ordentlige Danmark." Socialdemokraten Leif Skov var borgmester i Vejle, mens Kristian Thulesen Dahl sad i byrådet. Han mener, at værdipolitikken i Dansk Folkeparti er status quo med den nye formand. "Man skal ikke lade sig narre af den pæne unge mand. Han udtrykker sig lidt blødere på det punkt. Men han deler det værdipolitiske synspunkt," siger han. Peter Skaarup står på to ben.

70 "I forhold til værdipolitikken er jeg lidt radikal med Kristian. Ja, på nogle områder vil han helt sikkert være en superstrammer. Det er på områder som kriminalitet. Hvis man aftaler, man har fået statsborgerskab eller permanent opholdstilladelse og misbruger tilliden, så er han superstrammer. Så er der no mercy. Og når det handler om at få ændret ghettoområderne til at blive normale bebyggelser, er han også superstrammer," siger Peter Skaarup. "Men hvis det handler om, at folk gerne vil have lov til at gå med et tørklæde på gaden, så er han slet ikke på samme måde det, man kalder superstrammer." Kristian Thulesen Dahl bryder sig ikke om det, han kalder parallelsamfund. Steder, hvor drenge og piger ikke har fælles svømmeundervisning, eller hvor man ikke spiser det samme til frokost i børnehaverne. Eller hvor man lærer forskellige ting i skolerne. Han har aldrig selv boet i et større, multietnisk samfund. Den slags findes hverken i Thyregod eller Nørre Snede. Men i København, Århus og Odense er vi på vej mod noget, der minder om parallelsamfund, siger han. På Christiansborg spørger jeg ham, om han personligt har haft nogle bekymrende oplevelser efter, at indvandringen begyndte at tage til i 80’erne. "Det kan jeg faktisk ikke sige," siger han. Jeg omformulerer. I hvilke situationer har han set indvandringens problemer med sine egne øjne? "Det forstår jeg ikke. Altså, set en indvandrer?" Nej. Har du haft nogle konkrete erfaringer med indvandring ude i samfundet? "Nej. Jeg er ikke blevet engageret i debatten om indvandring og hvilken indvandring, vi skal have, fordi jeg har fået en eller anden chokoplevelse. Min holdning til indvandringsspørgsmålet er mere sådan en refleksion over, hvad jeg kan se, sker i vores samfund," siger han. Lidt efter kommer han alligevel i tanke om noget, han har set. På

71 Nørremarksskolen i Vejle. Hvor andelen af børn med anden etnisk herkomst er omkring 70 procent i skolens mindste klasser. Det betyder, at nogle forældre vil flytte deres børn i privatskole. "Jeg kommer jo fra nogle landsbyer, som jeg sagde før, hvor alle er en del af det samme landsbymiljø. Alle går som hovedregel i den samme skole, og alle skal kunne rumme hinanden, " siger Kristian Thulesen Dahl. "Så det er den opvækst, jeg har haft, og de ting, jeg synes er positive ved den, som jeg kan se, skrider andre steder. Det duer simpelthen ikke. Til sidst skrider det jo måske i Nørre Snede, hvem ved?" Den 6. august 2013 har De Konservative indledt en offensiv mod Dansk Folkeparti. vil ikke lægge stemmer til flere stramninger på udlændingeområdet efter næste valg. Om aftenen bringer TV 2 Nyhederne et direkte interview med Barfoed og Thulesen Dahl. Thulesen Dahl står i en vindjakke på havnen i Gilleleje. DF- formanden siger ikke ret meget. Det er ikke nødvendigt. Skibet Halmø ses i baggrunden. Thulesen Dahl smiler. Kort tid efter går statsminister Helle Thorning-Schmidt ind i "frikadellekrigen". Diskussionen om, hvorvidt der skal serveres svinekød i de offentlige institutioner eller ej. Ekstra Bladet laver forsiden "Frikadelle-Helle i DF-panik" og Deadline steger "Helles frikadeller". Da Inger Støjberg fra Venstre et par måneder inden brugte agurketiden til at skrue op for retorikken omkring hjemsendelse af indvandrere, fik hun i Ekstra Bladet tilnavnet "Skinger Støjsender".

"DET ER OS, DER BESTEMMER NU. Sådan er det, og det vil man erfare, sagde Pia Kjærsgaard efter valget i 2001. I 1983 vedtog Danmark en lov, der blev kaldt verdens mest liberale udlændingelov. Alene de seneste 15 år er den blevet ændret op mod 50 gange, viser en opgørelse foretaget af Advokatrådets fagblad, Advokaten. Det begyndte allerede under Schlüter, fortsatte under Nyrup og siden under Fogh. Dansk Folkeparti

72 satte nye standarder for, hvad man kunne tillade sig at sige om indvandrere. På Christiansborg blev der sat ord på nogle ting, mange vælgere gik og tænkte. De andre partier, Socialdemokraterne inklusive, trillede stille og roligt med i et højresving for at forsøge at lukke hullet og stoppe vælgerblødningerne. En gang imellem langede de ud efter Kjærsgaard, tog afstand, rynkede på næsen. De fleste husker ordlyden af Poul Nyrup Rasmussens angreb på DF. Måske knap så mange husker de 19 stramninger af udlændingeloven, hans indenrigsminister, Birte Weiss, foretog. Og at hun til sidst sagde stop, fordi hun syntes, loven var rigelig stram, hvorefter der blev fundet en ny minister. Den politiske korrekthed var i opløsning. Grænserne for stuerenlighed flyttede sig. Efter valget i 2001 satte Kjærsgaard sig over for Venstres ved forhandlingsbordet i Integrationsministeriet. Forhandlingerne varede i to døgn, og parterne var ved at ryge i totterne på hinanden. "Konventionsministeren" kaldte Pia Kjærsgaard Bertel Haarder, fordi han insisterede på at overholde de internationale konventioner, når det gjaldt stramningerne på udlændingeområdet. Men der blev lavet 24-årsregel, tilknytningskrav og strammet på reglerne for asyl, permanent opholdstilladelse og statsborgerskab. Søren Krarup og Jesper Langballe sad også ved forhandlingsbordet. Det gjorde Kristian Thulesen Dahl ikke. Det var dengang, Dansk Folkeparti havde gjort alt, hvad de kunne for at overtale "de sorte præster", Jesper Langballe og Søren Krarup, til, at de skulle melde sig ind i partiet. Fordi DF havde brug for "lidt intellektuelt overskud", som Pia Kjærsgaard har formuleret det. Dengang kunne Langballe og Krarup ryge lige så mange store cigarer, som de ville, når der blev holdt møder i præsidielejligheden. Selvom Pia Kjærsgaard hader røg. I et lille årti kaldte de til kamp mod den islamiske invasion. Krarup sagde ting som: "Jeg opfatter ikke Dansk Folkeparti som politisk parti. Jeg opfatter det som en national folkelig modstandsbevægelse i en situation, hvor

73 Danmark som nation er truet af udslettelse." Da Thulesen Dahl blev formand, var Krarup og Langballe gået. Det samme var Mogens Camre. En mand, der eksempelvis på i sin årsmødetale ved Dansk Folkepartis landsmøde i 2004 sagde: "Lad mig sige det klart: Muslimer skal bo i muslimland – og det er ikke her." Det sker stadig, at DF-ordførere kommer med kontroversielle udmeldinger. Som da Mette Dencker sammenlignede vielser af homoseksuelle med at gifte sig med dyr. Eller da Søren Krarups datter, , kom hjem fra New Zealand og gjorde grin med de traditionelle maoriritualer. Men så er det Søren Espersen, der bliver sendt i medierne for at beklage. "Kristian kommer med en mere ren og uplettet baggrund i forhold til Pia Kjærsgaard," siger Morten Messerschmidt om den nye formand. Og sådan skal det gerne blive ved med at være. "Når nogle af vores ordførere kommer ud i en dårlig sag, vil Kristian nogle gange gerne komme dem til undsætning. Der har jeg trukket i den retning, at vi skal spare ham. Vi skal kun bruge ham i politiske sager, hvor det er godt for Dansk Folkeparti, så han ikke bliver sovset ind i alle mulige negative sager, som ordførere måske får rodet sig ud i," siger Messerschmidt. Pia Kjærsgaard mener, de største krige om udlændinge og islam er udkæmpet. Det har hun sørget for. "Der kommer Kristian ind på et senere tidspunkt, hvor det værste af kampen er overstået. Han skal ikke ud og slås med dogmer om stuerenhed og racisme," siger Pia Kjærsgaard. "Alt det forbinder folk ikke ham med. Det har været mit kors at bære igennem partiets første leveår, hvor man smed det værste skidt på os."

KRISTIAN THULESEN DAHL HAR INGEN LIVVAGT. Og han regner heller ikke med, at det bliver nødvendigt. Han er ikke blevet jagtet på

74 Nørrebrogade eller har følt sig nødsaget til at trække en peberspray. Kun én gang har han følt sig lidt utryg, fortæller han på båden. Det var på Hovedbanegården i København. En mand kommer hen til ham. Han er tydelig oprørt. Så vidt Thulesen Dahl kan forstå, lider manden og hans familie under de stramninger af familiesammenføringsreglerne, som Dansk Folkeparti har været med til at få vedtaget. Manden kan ikke få sin familie til Danmark. Han hidser sig mere og mere op, og Thulesen Dahl oplever, at det bliver ret voldsomt til sidst. Men han er aldrig for alvor i fare. Der er andre mennesker til stede, og han skynder sig ned på perronen for at tage toget. "Det er mere tanken om, hvad der kunne være sket, hvis jeg var blevet stående." Kan sådan en mand på nogen måder påvirke dig følelsesmæssigt? "Nej. I sådan en sag når jeg jo ikke at fange de større faktuelle ting i det. Han var jo ophidset, og han ville bare skælde ud," siger han. "Og jeg skulle nå mit tog."

75 8 MAGTENS MELLEMREGNINGER

SAMME FORMIDDAG SOM SKIBET HALMØ sejler fra Kerteminde, har Helle Thorning- Schmidt præsenteret sin ministerrokade. En lille en. Det er, fordi socialdemokraten har udstået sin karantæne, siger DF’erne på skibet til hinanden. Og så skal SF’s formand, , have et nyt ministerium. En meningsmåling fra analyseinstituttet Greens har dagen forinden vist, at Socialdemokraterne igen er mindre end Dansk Folkeparti. Den viser også, at fremgangen i Dansk Folkeparti har bidt sig fast. Den 6. august står partiet til 17,9 procent af stemmerne. I flere målinger har DF flertal sammen med Venstre. Det kunne skabe en mulighed for at indfri Kjærsgaards løfte om Dansk Folkeparti som en del af en dansk regering. Den sidste bastion for et lille protestparti, der er ved at blive stort og mainstream. Men Thulesen Dahl har ikke travlt. Hans planer rækker meget længere ud i fremtiden end næste valg. Ministertaburetter har ikke Thulesen Dahls interesse, siger han. Ikke efter næste valg. Faktisk har poster eller titler i sig selv slet ingen interesse. Det har han slået fast igen og igen. "Jeg ville helt utvivlsomt have det fint, hvis jeg havde været i politik og aldrig var blevet partiformand." Men der findes folk i Dansk Folkeparti, som gerne vil være ministre. "Peter vil gerne være minister med alt det, der hører med. Jeg plejer at sige, at han har oplært en tre-fire konservative justitsministre. Nu vil han nok gerne selv, " siger Søren Søndergaard. "Pia angler efter anerkendelse på alle ledder og kanter. Hun er dødglad for at være respekteret af Kongehuset. Hun er dødglad for at sidde i Folketingets Præsidium."

76 Søren Søndergaard husker mig på, at Dansk Folkeparti blev dømt ude, da det blev stiftet. Thor Pedersen, der kaldte dem "det andet Fremskridtsparti". De Konservative og Hans Engell, der sagde, at DF "aldrig nogensinde [kunne] udgøre det solide parlamentariske grundlag for en borgerlig regering". At de blev hånet, når de rejste til Østrig for at bakke lederen af det tysk- nationale østrigske frihedsparti, Jörg Haider, op. Og at de blev hånet, da de kom hjem igen, fordi ikke engang Jörg Haider ville mødes med dem. Han minder mig om, at de sad og lyttede, da Nyrup gik op på landets fineste talerstol og sagde, at de ikke var stuerene. "Det gør noget ved folk," siger Søren Søndergaard. "Derfor vil de alle tre gerne være ministre, selvom de siger noget andet til dig. Men Kristian er nok den, der vil det mindst. Og han er også den, der tænker længst frem."

DER STÅR EN HALVANDEN METER HØJ ELVIS-FIGUR i pap på Søren Søndergaards kontor. Ved siden af den hænger en Andy Warhol- inspireret plakat af Pia Kjærsgaard og et billede af John F. Kennedy. På bordet er der romkugler, vafler og et dannebrog, flankeret af det amerikanske og det israelske flag. På opslagstavlen hænger der to avisforsider, begge fra Metroxpress. Den ene: "Chokmåling: DF er nu større end S". Den anden: "Thorning i frit fald" med en rød nedadgående pil og et billede af en måbende statsminister. Søren Søndergaards øjne bliver bittesmå bag kinderne, når han ler. Hvis man var faldet ned fra Månen, fik et lynkursus i politik og blev bedt om at vurdere, hvem af Kristian Thulesen Dahl og Søren Søndergaard der er spindoktor, og hvem der er formand for Dansk Folkeparti, kunne man nemt gætte forkert. På pressechefens vægge hænger der også et udpluk af DF’s reklamekampagner gennem tiden. Først viser han mig julekampagnerne. Der hænger et billede af

77 Kristian Thulesen Dahl i et snelandskab iført vintertøj med et nyfældet grantræ i den ene hånd og en rød sav i den anden. "Det der med juletræet er optaget oppe på vores gruppeværelse. Vi havde fået ham i vintertøj, fundet et juletræ og givet ham en sav. Som i øvrigt var brun, og så lavede vi den rød. Og så har vi sat baggrunden ind og sneen ovenpå. Det er simpelthen så fake, som noget kan være, men der var altså ikke sne på det tidspunkt, og vi skulle jo have annoncen ud før jul," siger Søndergaard. "Vi skulle simpelthen have Kristian ned på jorden. For når Kristian kan fælde sit eget juletræ, så gør han det. Dét er da folkeligt." På et lille billede ved siden af sidder Kjærsgaard og Espersen. Thulesen Dahl og Skaarup står bag dem. De drikker gløgg. Der er fuldt pyntet juletræ, hjemmestrik og æbleskiver. Overskriften ønsker blot: "Glædelig jul og godt nytår." Målet var at lave en kampagne, der var helt apolitisk. "De røde var ved at gå helt amok." Søndergaard griner. "Så satte vi den op på billboards i hele landet." Søndergaard havde egentlig langt mere storslåede idéer om, hvor mange gaver, julehjerter, grantræer, gløggkander og så videre, der skulle være på billedet. "Jeg vil have et billede, der er så tykt, at du kan skære det i skiver," sagde han. Men det hele kunne altså ikke være der, mente fotografen. Søndergaard blev tilfreds alligevel. "Så fik vi omtale på noget så plat som en julehilsen. Det var underholdende," siger han. "Og det er alt sammen et forsøg på at bringe dem helt ned i øjenhøjde med almindelige mennesker. Kristian i særlig grad." Bagefter peger han på et billede, hvor Kjærsgaard, Skaarup og Thulesen Dahl kommer gående i matchende jakkesæt. De ligner CIA- agenter i en B-film. "Det der er den målrettede, fokuserede, trimmede version af Kristian, der siger ’Jeg kører med klatten’.". Søndergaard knipser med

78 fingrene. Til sidst peger han på et billede, hvor Kristian Thulesen Dahl har en lyseblå polo på og en sweater omkring skuldrene. Hen over hovedet på ham står der: "Mon DF er din bedste ven?" Den er henvendt til studerende og handler om, at DF ikke vil være med til at afskaffe SU’en. "Det er Kristian, som du har mødt ham," siger Søndergaard. "Med sin drengede charme. Overskriften er jo knald i låget, men ham der kunne da godt være din bedste ven." "Det er en måde at sige, at Kristian er andet end gule sedler og stram slipseknude. Han er også det dér. Og det dér. Og han er også det dér." Søndergaard peger rundt i lokalet. Der hænger også en musicalinspireret plakat med en storsmilende, storblomstret Pia Kjærsgaard. "Mama Pia" står der. På oplagstavlen en Stauning-parodi: "Pia eller kaos". Thulesen Dahl er ingen Pia Kjærsgaard, siger Søndergaard. Men det er netop pointen i DF version 2.0. "Du skal huske på, at langt de fleste vælgere bruger ikke en masse tid på politik. De bruger en masse tid på Wozniacki, deres fodboldklub eller grill. Eller hvad de nu brænder for." Han kaster den ene arm op over hovedet. "Politik er sådan noget, de tænker på engang imellem, når der virkelig er en sag – det kan være deres dagpenge eller juletræet i Kokkedal. Eller hvad der nu optager folk. Så tænker de sådan cirka: ’Det var sgu meget fornuftigt. Vi giver det parti vores stemme næste gang.’ Og så er de videre i teksten indtil valget. Der kommer de så i tanke om, at DF vistnok er OK," siger Søndergaard. "Der har Pia været en blokering. Det har Søren Krarup også og nogle andre. Kristian er ikke en blokering. Der er næppe nogle, der vælger os fra på grund af Kristian."

SKIBET HALMØ NÆRMER SIG STOREBÆLT. Broen ser lillebitte ud i

79 horisonten. Skibet virker kæmpestort. "Tror du, det kan komme igennem?" driller Thulesen Dahl. Herfra ser det umuligt ud. Vi taler om kommunalvalget. Om DF’s spidskandidater, der gerne vil kaldes borgmesterkandidater. I medierne har Kristian Thulesen Dahl trukket i land på de lokales vegne. De skal ikke lade sig rive med af meningsmålingerne på landsplan. De skal besinde sig og følge linjen på Christiansborg. Søge indflydelsen. "Hvis man bliver borgmester uden at have et stort antal mandater bag sig, kan man godt blive en marionetfigur for nogle andre partier," siger Thulesen Dahl. 11 af de kommunale spidskandidater er allerede folketingsmedlemmer. Så snart man bevæger sig uden for Folketinget, er det svært at finde kvalificerede kandidater at stille op, siger flere internt i partiet. Unge talenter har der traditionelt set heller ikke været så mange af. Men måske er ambitionerne alligevel større for valget i november, end Thulesen Dahl vil afsløre til pressen. I år har DF hyret en organisationskonsulent til at arbejde målrettet med at opkvalificere kandidaterne til kommunalvalget. Både i kunsten at holde en præsentation, forstå et budget og forhandle en aftale. Samtidig har Thulesen Dahl fået en idé om at lave en hotline til Christiansborg på valgnatten i år. En håndfuld DF’ere med ham selv i spidsen skal samles i et lokale og give råd og ordrer, når der skal laves kollisioner og konstitueringer i løbet af natten. Ved sidste kommunalvalg var det nemlig alligevel Thulesen Dahl, som mange lokale kandidater ringede til, når de kom i tvivl. Der gik han rundt ude på gaden om natten i Thyregod og talte i telefon med DF’ere rundt omkring i Danmark. Flere af DF’s byrådsmedlemmer i Vejle siger, at "Kristian Thulesen Dahl kan sælge sand i Sahara". DF’s borgmesterkandidat Holger Gorm

80 Petersen fra Vejle er en af dem. "Nogle gange har det kostet nogle overtalelser, når han er kommet hjem med en aftale i forbindelse med budgetbehandlinger. Så har vi sagt: ’Hvad fanden har du nu sagt ja til, Kristian?’ Så kom han med en stor forklaring, og så køber vi den altid," siger Holger Gorm Petersen. "Jeg har lært af ham, at man nogle gange må man æde det, man ikke bryder sig om, for at få noget andet."

SÅ PÅ VALGNATTEN SKAL DE BARE RINGE TIL Kristian Thulesen Dahl. Hans mål er hen over de næste 10, 20, 30 år at placere Dansk Folkeparti der, hvor de ikke er til at komme udenom. "Vi skal være et sted, hvor alle andre bliver nødt til hele tiden at gøre sig bekendt med, hvad Dansk Folkeparti mener. Fordi det betyder noget. Vi skal have en størrelse og position, der gør, at det betyder noget for udviklingen af politik i Danmark, " siger Kristian Thulesen Dahl. "Jeg har en drøm om at lykkes med at bringe partiet derhen." "Det er ligesom det her skib. Det tager lang tid at vende, og man skal gøre det forsigtigt. Men det kan godt lade sig gøre," siger Thulesen Dahl. Han har været formand i et år. Han ved det ikke endnu. Men fem dage senere kommer der en ny meningsmåling. I den får Dansk Folkeparti for første gang over 20 procent af stemmerne i en dansk meningsmåling. På det tidspunkt er skibet nået til Aalborg.

81 EPILOG

DA VI SEJLER UNDER STOREBÆLT, glider skibet Halmø igennem uden problemer. Vinden har taget fat, så bølgerne skvulper, og det rød-hvide kors vajer i stævnen. Kort tid efter ankommer vi til Korsør. Klokken er næsten syv om aftenen. På kajen er der foreløbigt 20-30 fremmødte, der hilser velkommen i den blå DF-pavillon. Kristian Thulesen Dahl læner sig ud over rælingen. Vinker som besat. I Korsør er der flere kæledyr, flere ældre ægtepar og flere handicapkøretøjer. Om lidt går Thulesen Dahl i land til flere beundrende blikke fra ældre kvinder, kameraer, der skal forevige ham, og et par stykker, der vil have ham til at skrive sit navn og en hilsen på deres DF-brochure. Det hele begynder forfra. For tredje dag i træk. Kristian Thulesen Dahl stråler. Heller ikke på denne side af Storebælt er gennemsnitsalderen på kajen under 60. 78 mennesker har søgt medlemskab i DF i løbet af den seneste måned. Det er næsten dobbelt så mange som på en almindelig måned. 5 har meldt sig ud. 4 af de 5 udmeldinger skyldes dødsfald.

TO AF DF’ERNE SKILLER SIG UD fra de andre på kajen. Lidt tilbagetrukket fra resten af mylderet står de med en bunke DF-foldere og kigger på skibet, der kommer i havn. Anne-Helene på 18 år og Anders på 17 trækker gennemsnitsalderen i Korsør Marina betragteligt ned. Anne- Helene har været medlem i lidt over et år. Anders meldte sig ind i DFU for to uger siden. De interesserer sig begge to mest for EU-politik. Anders går også meget op i dyrevelfærd. Anne-Helene kendte ingen andre unge DF’ere på sin egen alder, før hun meldte sig ind i DFU. Men tingene har ændret sig på det seneste, synes hun. "Før sagde folk, man var racist og sådan noget. Det gør de ikke så meget mere. Nu bliver man

82 behandlet helt normalt, som alle andre. Det er blevet mere OK." Hun giver mig en folder. Først går Peter Skaarup og Søren Espersen i land. Espersen kysser sin kone. Skaarup klapper en hund. "Kristian, har du tid til at give mig en hånd?" råber et af besætningsmedlemmerne. Thulesen Dahl er den sidste, der går fra borde. Han lægger et reb sammen og sikrer sig, at skibet er lagt ordentlig til. Og så går han i land for at møde sit folk.

* * *

83 Vi håber, du kunne lide singlen. Ved du, at du får meget mere af samme skuffe som medlem af Zetland?

Zetland er en digital avis for nysgerrige mennesker, der ønsker at forstå den verden, de er en del af.

Vi udgiver ganske få artikler om dagen. Vi fokuserer udelukkende på tidens vigtigste begivenheder og strømninger. Hos os får du det, du har brug for at vide, men ikke mere, end du kan nå at læse. Også i en travl hverdag.

Vi lytter til dig. Vi har fra begyndelsen udviklet Zetland i samspil med medlemmerne. Vi ved, at tilsammen ved vores medlemmer altid mere, end den enkelte skribent gør.

Mød os på zetland.dk

(... og hvis du allerede er medlem af Zetland: Tak for at du er med på holdet. Det kan ikke siges for tit)

84 Kolofon

Den stuerene Isabella Alonso de Vera Hindkjær © Isabella Alonso de Vera Hindkjær og Zetland Aps Redaktion: Silke Bock, [email protected] Ansvh. chefredaktør: Lea Korsgaard Foto: Jonas Pryner Andersen, Polfoto Forside: Kenneth Schultz Korrektur: Marta Sørensen Ebog og typografi: Ebøger v. David Birk Udgivet september 2013 ISBN 978-87-93066-04-5

Denne publikation er en 'single': en digital fortælling, der er længere end en artikel, men kortere end en bog.

Zetland Aps København www.zetland.dk [email protected]

85