DEN STUERENE Af Isabella Alonso De Vera Hindkjær
Total Page：16
File Type：pdf, Size：1020Kb
DEN STUERENE af Isabella Alonso de Vera Hindkjær 2 INDHOLD Skibet, styrmanden og de Blå Bjarner Syv måneder, 20 hemmelige filer og en fartbøde At svæve over Herning Forvandlingen Dyret Bøf i natten og zagzig-politik At snuble i et tørklæde Magtens mellemregninger Epilog Om Zetland Kolofon 3 FORORD Dette portræt er blevet til på baggrund af interviews med Kristian Thulesen Dahl og personer, der har kendskab til ham på forskellig vis. Hen over foråret og sommeren 2013 har jeg mødtes med Kristian Thulesen Dahl fire gange. Tre af møderne fandt sted på Kristian Thulesen Dahls kontor på Christiansborg. Et møde foregik i forbindelse med en sejlads mellem Kerteminde og Korsør, som var en del af DF’s kampagne frem mod kommunal- og Europa-Parlamentsvalget. Desuden har jeg talt med omkring 40 af hans partifæller, politiske kolleger, både nuværende på Christiansborg og forhenværende i kommunalpolitik, samt gamle venner, familiemedlemmer og nære bekendtskaber. Størstedelen af de medvirkende har udtalt sig til citat, nogle har bidraget med oplysninger til baggrund. Hvor kilder er unavngivne, er oplysningerne bekræftet af minimum to kilder. Kristian Thulesen Dahl har haft mulighed for at kommentere på alle væsentlige forløb samt karakteristikker af hans person. Isabella Alonso de Vera Hindkjær, august 2013 4 PROLOG EN SEN EFTERMIDDAG mødes tre mænd og en kvinde på Christiansborg Ridebane nummer 2. På adressen ligger Søren Espersens præsidielejlighed ved Slotsholmen. Det er kort tid inden julen 2011. Firkløveret sætter sig til bords ved de gamle grøntbetrukne egetræsmøbler, som Espersen har valgt fra Christiansborgs møbelsamling. Han har bestilt fire gange dagens ret hos det traditionelle danske spisested Kanal Caféen. Udenfor er mørket så småt ved at falde på omkring Christiansborg. Der grines og sludres, for de fire kender hinanden godt. Det foregår oftest over et glas vin og nogle gamle danske retter, når toppen af Dansk Folkeparti holder sammenkomster. I ledelsen har man altid godt kunne lide at blande det muntre med det vigtige. Mødet i dag er et af de vigtigste, siden partiet blev stiftet i 1995. Det er kvinden, der har indkaldt til det. Pia Kjærsgaard har noget, hun gerne vil sige. Det er ikke så afgørende for hende, præcis hvordan ordene falder. Hver enkelt i selskabet er orienteret om hendes ærinde. I aften behøver det ikke være så formelt. Så hun siger det bare. Hun går af. Dansk Folkeparti skal have en ny formand. HUN HAR TØVET. Vendt og drejet hver en tanke, men nu er beslutningen truffet. Pia Kjærsgaard er sikker. Hun er blevet 64 år, og hun vil stoppe med værdighed. Hun har set andre partiledere sidde så længe, at de nærmest er blevet skubbet ud af deres egne. Hun græmmer sig ved tanken om, at det nogensinde skulle ske for hende. At nogle skulle begynde at sende hende små hints om, at det vist også var på tide at overlade styringen til andre. Aldrig i livet. Beslutning om at stoppe i det parti, hun stiftede og har stået i spidsen for lige siden, skal udelukkende være hendes egen. 5 Spørgsmålet er ikke om, jeg skal gå, men hvornår og hvordan, fastslår Pia Kjærsgaard for resten af selskabet. Det er den plan, de fire sammen skal begynde at lægge. Planen bliver et generationsskifte i dansk politik. Et af de største i nyere tid. Og det skal være formanden værdigt. Når operationen er overstået, overtager Kjærsgaard denne lejlighed sammen med Søren Espersens plads i Folketingets Præsidium. Den gamle pressechef og nuværende udenrigsordfører har altid vidst, at præsidiepladsen har været til låns. På latin betyder præsidium "de, der sidder foran". I mange tilfælde er medlemmerne af Folketingets ledelse garvede, højt respekterede politikere, der nærmer sig slutningen på deres politiske karriere. Pia Kjærsgaard vil ikke stoppe i politik. Men når hun indtager sin plads i Folketingets Præsidium, sidder hun ikke længere ved bordenden til møder som dette. Hun vil ikke længere have mandat til at indbyde de andre. Nogle gange vil hun ikke engang blive indbudt. ÉN TING BLIVER ALDRIG DISKUTERET. Navnet på Pia Kjærsgaards efterfølger. Det er der ingen grund til. Alle ved, hvem der får hendes plads. Det har de vidst i 16 år, og det er efterhånden en usagt selvfølgelighed. Ikke kun blandt de fire ved bordet, men også i resten af partiet og i store dele af den brede befolkning. Den yngste mand ved bordet, ham, de kalder kronprinsen, har altid vidst, at det her øjeblik ville komme, når partiets dronning meldte sin abdicering. Og derfor er han heller aldrig blevet spurgt. 6 1 SKIBET, STYRMANDEN OG DE BLÅ BJARNER EN MIDALDRENDE MAND I KANSAS-OVERALLS ryger en morgensmøg på kajen, henslængt på sin knallert. Han kigger nysgerrigt mod den lille flok mennesker ved de blå plastiksejl. Bortset fra et par bådejere i badekåbe og enkelte hundeluftere er de alene på Kerteminde Havn. Det er den 9. august 2013 klokken 9.15, og de første lokale DF’ere er mødt op med kaffe og småkager. De venter på skibet Halmø. Skibets besætning består, foruden et par professionelle besætningsmedlemmer, af en håndfuld folketingsmedlemmer for Dansk Folkeparti. Halmø forlod havnen i Helsingør efter DF’s sommermøde. Skibet skal i ti dage lægge an ved 16 danske havne, og der skiftes løbende ud blandt folketingsmedlemmerne ombord. I dag er skibets tredje dag til søs. Det kommer fra Odden og skal videre til Korsør. DF’erne på havnen skal møde Søren Espersen, partiets gruppeformand, Peter Skaarup, og ham, de fleste glæder sig til at hilse på: formanden, Kristian Thulesen Dahl. På kajen taler de om efterårets kommunalvalg. Det mest spændende nogensinde, bliver de enige om. Mange af de fremmødte stiller selv op til byrådene i Kerteminde, Nyborg og Odense. En skaldet mand, der ser ud til at være i slutfyrrerne tænder op under sin sorte Harley Davidson, som han har parkeret på kajen. Knud Skov Ahrnkiel er Dansk Folkepartis spidskandidat i Kerteminde. "Jeg går efter borgmesterposten," siger han. Ugen forinden er han citeret for det samme i Politiken og Jydske Vestkysten samt på dr.dk. Ligesom flere andre spidskandidater fra Dansk Folkeparti rundt omkring i landet. I år melder DF’erne klart ud, at de vil have de gyldne kæder. Er det realistisk for en DF’er at få borgmesterposten i Kerteminde? "Nej," indrømmer Ahrnkiel. Men han går efter den. Der er noget 7 symbolsk over det. At partiet er blevet modent nok til at pege på sig selv. Det er blevet legitimt at håbe, og det skal fejres. "Tænk, hvis man blev den første DF-borgmester i Danmark." Spidskandidaten er selverklæret arbejder. Faglært håndværker. "Men fagbevægelsen er jo blevet til sådan en stor kommunistkolos," siger han. "Jeg er heller ikke bange for kapitalisme. Jeg har selv været selvstændig ad flere omgange," fortæller han. Bag ham glimter den blankpolerede Harley i solen. Ahrnkiel kunne let være en af de "Blå Bjarner", som der er blevet talt meget om inde på Christiansborg. En opdigtet arketype, der er billedet på arbejderen, som støtter velfærdsstaten, er socialdemokrat i alle sine grundholdninger, men som begyndte at stemme borgerligt i 2001. Socialdemokraterne har prøvet at få ham hjem lige siden, uden held. Men Dansk Folkepartis meningsmålinger kunne tyde på, at der er kommet et nyt tilbud til de Blå Bjarner. Et tilbud, hvor de hverken skal finde sig i Helle Thorning- Schmidts reformpolitik eller Lars Løkke Rasmussens nulvækst. For et år siden trådte en ny spiller ind på banen. Det er ham, DF’erne venter på i dag i Kerteminde. Og de elsker ham. "Kristian Thulesen Dahl er garant for den fremgang, DF har oplevet," siger Ahrnkiel. "Han er et åbent leksikon. Han kan svare på alle spørgsmål," påpeger en af de andre byrådskandidater. "Og så er han god til de unge. Forleden havde vi en knægt på 19 år fra Dalum, der meldte sig ind. Jeg kan ikke huske, hvornår det sidst er sket." En munter ældre herre støder til selskabet. "En ægte socialdemokrat stemmer Dansk Folkeparti," siger Harry Skjoldemose. Han er partisekretær i Kertemindes lokalforening. "Før i tiden skulle man jo kravle langs buskadset," siger han. Han peger over mod et vildnis. 8 "Fordi man var racist, og jeg ved ikke hvad. Nu kan vi gå oprejst på gaden." Skjoldemose har været medlem af Dansk Folkeparti, siden han gik på efterløn i 90’erne. Så skulle han have noget nyt at interessere sig for, så han bestilte partiprogrammer fra Venstre, Socialdemokratiet, SF og DF. Resten er historie. Stemningen på kajen er spændt, og gejsten vokser i takt med, at flere støder til. Kæledyrsejere med store slædehunde og en sort puddel. Mænd i seletøj og kedeldragter. Elektroniske handicapkøretøjer. Ældre ægtepar. Lokalpolitikerne slår en blå DF-pavillon op, der lægges bolsjer og kampagnemateriale frem, og en pressemedarbejder fra Christiansborg støder til. Han fortæller om skibet og sloganet for kampagnen: "Det sejler i EU. Vi sejler for Danmark". Partiet har sat gang i en opsigtsvækkende offensiv frem mod EU-Parlamentsvalget i 2014 og kommunalvalget den 19. november i år. Især det sidste, hvor Dansk Folkepartis stemmetal har skuffet gang på gang. I kommunerne har partiet ved de seneste kommunalvalg kun fået omkring halvt så stor tilslutning som på landsplan. Men DF er danmarksmestre i opsigtsvækkende kampagner. Halmø er et prægtigt skib. 113 år gammelt. Under Anden Verdenskrig var skibet med til at sejle danske jøder til Sverige. Sejladsen giver forhåbentlig noget omtale. Og lidt kendislir på de danske moler. "Det skal helst kaste noget af sig," siger pressemanden. "For det har kostet os 300.000 kroner i lejeomkostninger." Der kigges på armbåndsurene. Hvornår kommer skibet? Det skulle have været her nu. "Der er det!" råber en og peger ud på havet. De 50-60 mennesker, der nu er forsamlet på kajen, vender sig rundt og udbryder kollektivt små lyde i beundring.