De Tre Nordiske Kunstnerpar – Anna Og Michael Ancher, Oda Og
Total Page：16
File Type：pdf, Size：1020Kb
© ELISABETH FABRITIUS: TRE NORDISKE KUNSTNERPAR. Bidrag til udstillingskatalog: (Barbara Schaefer og Andrea Blühm red.): Künstlerpaare, Liebe. Kunst und Leidenschaft, Wallraf-Richartz-Museum und Fondation Corboud, Köln, 2008, pp. 55-63 "Künstlerpaare aus Skandinavien" Anna Ancher (1859-1935) og Michael Ancher (1849-1927) Karin Larsson (1859-1928) og Carl Larsson (1853-1919) Oda Krohg (1860-1935) og Christian Krohg (1852-1925) De tre jævnaldrende nordiske kunstnerpar – danskerne Anna og Michael Ancher, svenskerne Karin og Carl Larsson og de norske Oda og Christian Krohg – tilhører den kunstnergeneration, der i årene omkring 1880 gjorde oprør mod traditionen. De er alle frontfigurer i den bevægelse, som i Skandinavien kaldes ”Det moderne gennembrud”, hvis malere tog afsæt i fransk naturalisme og realisme og skabte et nyt maleri, som blev anderledes virkelighedstro end det akademiske. At komponere var bandlyst. I stedet valgte man at male et mere eller mindre tilfældigt udsnit af virkeligheden og arbejdede forkærlighed ude i naturen over for motivet i pagt med friluftsmaleriets normer. Dermed indskriver de sig blandt de første modernister, som igangsatte den kædereaktion af oprør, der fortsatte gennem det 20. århundrede. I præsentationen af de tre kunstnerpar er det hensigten at pege på ligheder og forskelle og søge at identificere deres respektive forhold til samtiden og til det revolutionære i deres projekt. Hvordan agerede de i forhold til den kulturrevolution, som var under udvikling i Skandinavien? Det moderne gennembrud tog sin begyndelse, da litteraturforskeren Georg Brandes i 1871 med en række forelæsninger på Københavns Universitet satte samfundets traditionelle normer til debat. Med provokerende iver kæmpede han i skrift og tale for tankens frie ret og kritiserede magthaverne, konge, kirke og fædreland. Kampen gjaldt også den personlige frihed, kvindens lige ret til et selvstændigt liv, også erotisk frihed. Det sidste vakte særlig stor forargelse, men var en logisk følge af hans oversættelse af Stuart Mill’s The Subjection of Women til dansk. Hans autoritet bundede i grundige studier af europæisk litteratur og kultur i Frankrig og Tyskland, men naturligvis fik han ikke det forventede embede som professor ved universitetet, dertil var han for provokerende. Men han blev bannerfører for det moderne gennembrud i litteraturen, skabt af en række nordiske forfattere. Det mest berømte resultat er Henrik Ibsens Et dukkehjem [A Doll’s Home] fra 1879 om en kvinde, der beslutter at forlade mand og børn for at realisere sig selv. Væsentlige aspekter af Brandes’ idéer blev gradvis til politisk virkelighed i det 20. århundredes Danmark og diskuteres stadig i dag. Hans betydning for det frisind, som i dag er de skandinaviske landes fundamentet, kan næppe overvurderes. Da malerne i 1880erne formulerede deres oprør mod traditionen, blev Brandes deres idol. 1 Kunstnerkolonien på Skagen De tre kunstnerpar kendte delvis hinanden, men kun Krohg, Anna og Michael Ancher fik et nærmere forhold. De blev venner på Skagen, da den stedlige kunstnerkoloni i 1879 blev international. Krohg mødte med erfaringer fra Berlin, hvor han havde boet sammen med Max Klinger og havde malet Brandes’ portræt. I Skagen fandt Krohg sin selvstændighed som kunstner med en række stærkt realistiske skildringer af den lokale fiskerbefolkning, hvor penselføring og ikke mindst motivafskæring, inspireret af øjebliksfotografi og japanske træsnit, vakte forbavset beundring og ligefrem opsigt, da de senere blev udstillet hjemme i Kristiania (Oslo). Andre malere med et indgående kendskab til nyere fransk kunst arbejdede på Skagen den sommer, nordmanden Fritz Thaulow, svenskeren Wilhelm von Gegerfelt og danskeren Karl Madsen, der i årene forinden havde været elev hos Gérôme på kunstakademiet i Paris. Diskussionerne om de nye ideer og det, de malede i indbyrdes kappestrid, inspirerende dem alle stærkt. Anna Ancher, dengang Brøndum, fangede straks det nye, mens Michael Ancher måtte gennem en kritisk periode med forkastelse af sine gamle idealer, før han tog ved lære og ændrede maleform. Krohg vedblev at komme tilbage de følgende somre, hvor en vekslende række danske, norske og svenske malere arbejdede på stedet og på uformel, kreativ vis fortsatte at udvikle det ny maleri. Hvad Danmark angår, manifesterede kunstnerkolonien i Skagen sig stærkest i samtiden som modernisternes forum, med sommeren 1883 som et højdepunkt. Uddannelse Set ude fra forekommer Danmark, Norge og Sverige at være meget ens, sikkert fordi de respektive sprog er så tæt beslægtede. Ikke desto mindre er der dybe forskelle, historisk og mentalt. I middelalderen var de en union med fælles regent, men i 1500-tallet opstod stærke modsætninger mellem Danmark og Sverige, fulgt af bitre krige i 1600- og 1700-tallet. Samtidig var Norge underlagt Danmark indtil 1814, hvor landet i forbindelse med Wienerfreden kom under Sverige. Danmarks status som stormagt svandt og blev yderligere reduceret efter tabet af hertugdømmerne Slesvig og Holsten i 1864. Således var også betingelserne for en kunstneruddannelse temmelig forskellige i de tre nordiske lande. Det danske kunstakademi på slottet Charlottenborg midt i København er det ældste, oprettet af kongen i 1754. Frem til 1888 var der kun mandlige elever, så blev der oprettet en særlig skole for kvinder på en anden adresse. Tilsvarende blev det svenske kunstakademi stiftet i 1768, men her fik kvinderne allerede adgang i 1864, om end også de blev undervist separat. På begge de nævnte akademier var undervisningen tilrettelagt efter franske normer, dvs. at man begyndte med elementære tegneøvelser efter gipsafstøbninger og avancerede gennem konkurrencer til at tegne og male efter levende modeller. Hertil kom undervisning i perspektiv og kompositionslære. 2 Danskeren Michael Ancher og svenskeren Carl Larsson gennemførte begge en traditionel akademisk uddannelse. Larsson bestod og rejste til Frankrig i håb om at slå i gennem som international maler, mens Michael Ancher dumpede til sidste afgangsprøve. Norge derimod savnede et kunstakademi, så mange norske malere var en tid elever i Stockholm eller i København. I Oslo var der imidlertid forberedende undervisning på private skoler, fra 1870’erne også for kvinder. Hvad angår muligheden for at dygtiggøre sig ude i Europa, var forholdene også meget forskellige. Norske og svenske malere fortsatte typisk deres uddannelse i Tyskland, i mesterateliers eller kunstakademier i München, Düsseldorf, Karlsruhe eller Berlin. Nogle fortsatte i Frankrig eller tog direkte dertil – det gælder både mandlige og kvindelige malere. Christian Krohg tog hele sin videregående uddannelse i Tyskland. Dette var utænkeligt for danskerne. I København frygtede akademiet, at elevernes særpræg ville tage skade ved mødet med moderne udenlandsk kunst, så akademiets rejsestipendier gerne skulle bruges i Italien. I første halvdel af 1800- tallet havde professor C.W. Eckersberg dannet en skole, der siden blev kendt under navnet ”den danske guldalder”. Den var baseret på de principper, han havde lært i Paris hos J.-L. David, hvor dagslyset og en detaljeret gengivelse af virkeligheden havde første prioritet. De unge malere blev tilskyndet til at koncentrere sig om det hjemlige, at skildre det danske landskab og den danske landbefolknings liv og arbejde, gerne med fortællinger fra hverdagslivet. Denne kunst vandt stor popularitet i en tid, hvor nationalismen satte sit dybe præg på landet. Man dyrkede virkeligheden i det nære miljø og valgte kunstneriske strømninger i udlandet helt fra. Romantisk historiemaleri eller allegoriske kompositioner var ikke i kurs. Denne kunstpolitik var fremherskende helt frem til omkring 1880 med den konsekvens, at danske malere var isoleret og næsten helt uden føling med kunstneriske strømninger i udlandet. I protest rejste flere talentfulde unge danske malere som P. S. Krøyer og L. Tuxen midt i 1870’erne til Paris til stor forfærdelse for akademiet. På Bonnats skole lærte de helt andre metoder end de hjemlige. Da de omkring 1880 organiserede alternativ undervisning i København efter franske normer, var oprøret en realitet. Michael og Anna Ancher i Skagen Så dristig var Michael Ancher ikke. I 1877 accepterede han det råd at rejse til Skagen for et legat, han havde fået, i stedet for til Paris. I desperation over ikke at komme til vejs ende på akademiet havde han siden sommeren 1874 satset på at dygtiggøre sig på egen hånd, for maler ville han være. I Skagen, Danmarks nordligste by fjernt fra hovedstaden kunne han på egen hånd og temmelig uforstyrret gøre erfaring med at male store figurbilleder af fiskernes liv og arbejde. De hårde livsbetingelser havde sat sit præg på befolkningen, og naturen var anderledes barsk end i det venlige Sjælland, så Anchers motiver vakte opmærksomhed ved at være anderledes. I løbet af nogle år havde han tilkæmpet sig det nødvendige håndelag og var kommet på højde med situationen. På 3 Charlottenborgs forårsudstilling, akademiets tilbagevendende opvisning af årets resultater, blev både han og Skagen nu kendt af det store publikum. Medvirkende til hans engagement i den fjerne fiskerby var imidlertid også den ti år yngre Anna Brøndum, der som ganske ung røbede stor interesse for kunst og var begyndt at tegne og male. Trods sine kun femten år var hun en god iagttager og samtalepartner. Den gensidige fortrolighed og forståelse mellem hende og Ancher blev snart til kærlighed. Efter konfirmationen skulle Anna nogle år til København for at supplere den elementære skoleundervisning, hun havde modtaget i Skagen. Dengang måtte