Mike Leigh - Sovsebrun Humor Med Moralske Undertoner
Total Page：16
File Type：pdf, Size：1020Kb
L E I G H Mike Leigh - Sovsebrun humor med moralske undertoner Det er i begrænset omfang; vi har haft lejlighed til at stifte af Andy Medhurst bekendtskab med en engelske instruktør Mike Leighs værker Spørgsmålet, som mange uvæger her i Danmark, men med den meget omtalte film Naked og ligt vil stille, er groft sagt, om hvor Filmmuseets retrospektive serie får vi endelig mere end en vidt en film, der viser så mange sce ner med sexuelle overgreb og som chance. Englænderen Andy Medhurst er erklæret Leigh-fan, lufter sådanne litanier af kvinde og han giver os her sin kærlige - og skarpe - introduktion til fjendsk retorik, ikke gør en dyd af filmene. disse handlinger og synspunkter ved netop at give dem så megen plads. Jeg har kun set Naked en gang, så aked er en film om mænd, der hed, og dens ’power’ vil fortsætte det er måske en forhastet dom, men hader kvinder, og som sådan med at inkassere endnu mere aner jeg synes alligevel, at den er foruroli vil den gøre mange tilskuere vrede kendelse og hyldest efter dens suc gende og ond. Og dog mener jeg, at og oprørte. Det er også en film om ces i Cannes. Den søger ikke en be det er væsentligt, at man ofrer fil mænd, der hader sig selv og om ver vidstløs og ligeglad reaktion, det vil men nogle grundige og alvorlige denen omkring disse mænd. En film, ikke kunne undgås, at den kommer overvejelser - begrundelsen for der sprænges af edder og fordærv og til at så splid og uoverensstemmelse hvorfor kan koges ned til to ord: en skræmmende, utrættelig bitter i forhold til en kønsrolledebat. Mike Leigh. 10 Ikke et fanbrev, eller... lerum ikke nødvendigvis hindrer slags bittersød tilbagelænethed. Denne artikel er ikke tænkt som et storladne resultater. Et mere disku Uanset modtagelsen er koderne - i lallende fanbrev, men jeg har nu hel tabelt emne er engelskheden. Leighs kraft af genkendelighedens kom ler ikke tænkt at forholde mig is England er langt fra repræsentativt, i plekse detaljerigdom - bestandige; kold, så jeg vil tillade mig selv et lille og med det fortrinsvis består hvide men de er svære at dechifrere, hvis rørstrømsk afsnit. Når det drejer sig og hovedsagligt drejer sig om den man ikke er vokset op med dem. om at lave 'moving (både i ordets vanskelige, grå klassezone, i hvilken betydning af bevægelig og af bevæ den øvre arbejderklasse støder sam Engelskheden er et fængsel gende) pictures', der fremkalder men med den lavere middelklasse. Kun få indrømmelser - i særdeles både det grumme og det gode ved at Men ikke desto mindre kan hans hed af komisk art - tilstås de uden være engelsk i de seneste 20 år, så er film kun fungere fuldkomment for landske tilskuere, en amerikansk ven Mike mit idol. Drop Alan Bleasdales et publikum, der er bevidst om de i af mig forlod visningen af Life is brystparykudstyrede charlataner - personerne iboende detaljer (alt fra Sweet (90) efter kun 20 min. med hæld Terence Davies' ækle bryg af mærkevarer til hæmninger) fra de den begrundelse, at filmen var for hjemmestrik og syng-med-sange i sociale og kulturelle verdener. engelsk. Og dog er der ikke tale om det nærmeste afløb... og, for Guds Man kan egentlig sige, at der er en chauvinisme (det er ikke just Den skyld, lad ikke den klamme Dennis umiskendelig engelskhed knyttet til Engelske Komedie, som vi ser hos Potter rulle endnu en runde terapi udseendet og stemningen i Leighs en Jim Davidson eller en Bernard sessioner sat iscene som en slags film - en mis-en-scene bestående af Manning) - snarere afsløres engelsk hjælpeskole-Brecht ind på banen. menneskeskabte fibre vist gennem heden, den fremstår som en patolo Kun Alan Bennett og Victoria Wood filtre af byggeplads-støv og brun gisk tilstand, der hæmmer og for- kommer hen i nærheden af Leighs sovs. Brun er bare din farve, ik’ - si kvakler alle følelser, og som kun åb succeser, og de to har også måttet ger en typisk Leigh kæreste til sin ner for genmæle i form af et eller an hente den primære anerkendelse hos fyr, filmene selv forstår godt den det forsøg på skadesbegrænsning. publikum snarere end hos kritikere. hentydning, de jokker derudaf med I mange af Leighs film sammenlig Naked skulle kunne ændre tinge farveskalaer af nådesløs, gruopvæk nes det at være engelsk med at være nes tilstand - Leigh vil sandsynligvis kende tristhed. Skønhed er irrele i et fængsel, hvor høflighed, kejtet blive tiljublet for at bryde med sin vant for deres dagsorden, eftersom hed og bekymring over status dan tendens til at lave lavbu dget-kome- det, de søger at formidle, er fornem ner tremmerne for vinduet. Han la dier om facetter af engelsk hjemme melsen af noget familiært - skønt al ver film om fælder - Bleak Moments liv, og i stedet bevæge sig op i de hø tid med den antydning af komisk er en kvælningens anatomi, en slow jere luftlag, hvor den øvrige europæ udskejelse, der redder dem fra at motion sædekomedie, hvor folk be iske art cinema befinder sig. Hvis blive banal realisme. Det tøj, der væger sig, som var de under vandet man overhovedet skal forsøge at op blev båret i de tidlige film, er nu en - Grown-Ups (80) tegner et bittert summere alt, hvad han har foretaget historisk skat, der fremtvinger pin billede af den ubrydelige gentagelse sig siden Bleak Moments (71), er det lige erindringer - fremmaner ubeha af de cykliske mønstre i heterosexu- nu, det skal gøres. geligt præcise vidnesbyrd om den elle forhold. Men der er trods alt en Der er ingen tvivl om, at han har gang, da folk i ramme alvor klædte gang imellem en svag antydning af produceret en mængde værker, som sig i ostelærred. Dette England er håb om at slippe fri, som fx i de øje både er særegne og bredt genkende specifikt, håndgribeligt og grumt, blikke af stille, bedrøvelig målrettet - lige - udtrykket 'en Mike Leigh film’ omend aspekter af det trods alt må hed, der afslutter High Hopes (88), befordrer straks en række erin formodes at kunne inspirere til en Life is Sweet og Meantime (83). dringsbilleder og associationer. Af- standtagere ville måske hævde, at den røde tråd i hans film ikke for midler nær så meget overordnet sær præg, som den gør det enkelte værk svært at skelne fra de øvrige. Men der er masser af store kunstnere, hvis omdømme hviler på evnen til utrætteligt at vedblive at arbejde in denfor et bestemt lille område - man kunne fx nævne Monet, Bar bara Pym, the Ramones - som har vist, at selv et meget begrænset spil Side 10: Muntre småborgere i filmen Grown-Ups (80). Til højre: Naturoplevelse i Nuts in May (76). 11 Midlet er komedien Det mest konsekvente aspekt af hans film går naturligvis på spørgs målet om i hvilken grad, der er åb net for en mulig videreudvikling. Midlet er komedien - og det i et så dant omfang, at den overvældende sørgmodighed, der findes i filmenes rum, ofte overses. De med rette til jublede klovneagtige karikaturer i Abigail’s Party (77) burde ikke kunne overdøve det faktum, at filmen også er et smerteligt studium af under trykkelse og modvilje - soldaterhy bel versionen af ’Who's Afraid of Virginia Woolf?’, i hvilken småbe- kymringer og den evindelige pisk over nakken ubønhørligt eskalerer til åben krig for til slut at ende som en bedre 1600-tals tragedie i et ta bleau, hvor ligene flyder overalt. Selv Nuts in May (76), der formodentlig er det tætteste Leigh er kommet på den rendyrkede komedie, gemmer en række foruroligende modhager i Hard Labour lukker derimod sine h verdagskonversationen - tøven, forbindelse med klassemodsætnings personer inde i en glasklokke af re gentagelse, misforståelse og konsta forhold og maskulin usikkerhed. spektfuld distance, så man til slut - tering af det selvfølgelige, som vi alle Det er denne behændige jongle- omend man måske nok føler sym engang imellem forfalder til af ren og ren med emner, som giver filmene pati - er mere eller mindre ligeglad. skær skræk for stilheden (Pinters dybde. Kun i den tidlige Hard La I de øvrige værker får Leighs brug af indflydelse er tydelig - omend for bour fra 1973 er humoren udeladt, smertens humor bragt os ud på den uden den højtidelige alvor). Der er hvilket resulterer i et værk, der er så anden side af dødvandet, der bliver også nedtonet løjerlige visuelle vit grumt, at det stort set er uoverkom vendt op og ned på kategorier, og de ser, som fx den ranglede Sue, der meligt at se; en glædesløs film om et 'nemme' reaktioner bliver ugyldige. danser med den lillebitte Lawrence i glædesløst liv - vi følger en midald Hans bedste film (Bleak Moments, Abigail’s Party, eller den altid vel rende kvinde (uforligneligt fremstil Grown-Ups, Meantimé] giver eksem valgte brug af dialog, når personerne let af Liz Smith) fra jobbets knokkel pler på hans færdighed som akavet- kastes ud i at afsløre deres egne be arbejde til hjemmets ditto. Oprinde hedens koreograf, som en flovhedens grænsninger: 'Der er ingen fornuft i ligt blev filmen vist i BBC-serien geometriker kan han orkestrere lag at have en timeplan, hvis man ikke Play For Today, og dens fiasko står i af ophobede smågrusomheder og overholder den.’ - siger Keith i Nuts dag som et brugbart anklageskrift misforståelser, indtil de svulmer op i in May, og fremhæver dermed sig imod denne tradition for TV-re- et crescendo af ekstravagant farce. selv som den mest utålelige pedanti alisme, der med minutiøs trofasthed En Leigh-film har typisk ikke ret ske analkarakter. De, der ikke bryder søger at vise en eller anden livsforms meget 'plot', alt, hvad vi i reglen får sig om Leigh, brokker sig ofte over hårde vilkår, for således at inspirere tilbudt, er synet af nogle få menne en påstået tendens til kulturelt publikum til at kræve forbedringer.