L E I G H

Mike Leigh - Sovsebrun humor med moralske undertoner

Det er i begrænset omfang; vi har haft lejlighed til at stifte af Andy Medhurst bekendtskab med en engelske instruktør Mike Leighs værker Spørgsmålet, som mange uvæger­ her i Danmark, men med den meget omtalte film Naked og ligt vil stille, er groft sagt, om hvor­ Filmmuseets retrospektive serie får vi endelig mere end en vidt en film, der viser så mange sce­ ner med sexuelle overgreb og som chance. Englænderen Andy Medhurst er erklæret Leigh-fan, lufter sådanne litanier af kvinde­ og han giver os her sin kærlige - og skarpe - introduktion til fjendsk retorik, ikke gør en dyd af filmene. disse handlinger og synspunkter ved netop at give dem så megen plads. Jeg har kun set Naked en gang, så aked er en film om mænd, der hed, og dens ’power’ vil fortsætte det er måske en forhastet dom, men hader kvinder, og som sådan med at inkassere endnu mere aner­ jeg synes alligevel, at den er foruroli­ vil den gøre mange tilskuere vrede kendelse og hyldest efter dens suc­ gende og ond. Og dog mener jeg, at og oprørte. Det er også en film om ces i Cannes. Den søger ikke en be­ det er væsentligt, at man ofrer fil­ mænd, der hader sig selv og om ver­ vidstløs og ligeglad reaktion, det vil men nogle grundige og alvorlige denen omkring disse mænd. En film, ikke kunne undgås, at den kommer overvejelser - begrundelsen for der sprænges af edder og fordærv og til at så splid og uoverensstemmelse hvorfor kan koges ned til to ord: en skræmmende, utrættelig bitter­ i forhold til en kønsrolledebat. .

10 Ikke et fanbrev, eller... lerum ikke nødvendigvis hindrer slags bittersød tilbagelænethed. Denne artikel er ikke tænkt som et storladne resultater. Et mere disku­ Uanset modtagelsen er koderne - i lallende fanbrev, men jeg har nu hel­ tabelt emne er engelskheden. Leighs kraft af genkendelighedens kom­ ler ikke tænkt at forholde mig is­ England er langt fra repræsentativt, i plekse detaljerigdom - bestandige; kold, så jeg vil tillade mig selv et lille og med det fortrinsvis består hvide men de er svære at dechifrere, hvis rørstrømsk afsnit. Når det drejer sig og hovedsagligt drejer sig om den man ikke er vokset op med dem. om at lave 'moving (både i ordets vanskelige, grå klassezone, i hvilken betydning af bevægelig og af bevæ­ den øvre arbejderklasse støder sam­ Engelskheden er et fængsel gende) pictures', der fremkalder men med den lavere middelklasse. Kun få indrømmelser - i særdeles­ både det grumme og det gode ved at Men ikke desto mindre kan hans hed af komisk art - tilstås de uden­ være engelsk i de seneste 20 år, så er film kun fungere fuldkomment for landske tilskuere, en amerikansk ven Mike mit idol. Drop Alan Bleasdales et publikum, der er bevidst om de i af mig forlod visningen af Life is brystparykudstyrede charlataner - personerne iboende detaljer (alt fra Sweet (90) efter kun 20 min. med hæld Terence Davies' ækle bryg af mærkevarer til hæmninger) fra de den begrundelse, at filmen var for hjemmestrik og syng-med-sange i sociale og kulturelle verdener. engelsk. Og dog er der ikke tale om det nærmeste afløb... og, for Guds Man kan egentlig sige, at der er en chauvinisme (det er ikke just Den skyld, lad ikke den klamme Dennis umiskendelig engelskhed knyttet til Engelske Komedie, som vi ser hos Potter rulle endnu en runde terapi­ udseendet og stemningen i Leighs en Jim Davidson eller en Bernard sessioner sat iscene som en slags film - en mis-en-scene bestående af Manning) - snarere afsløres engelsk­ hjælpeskole-Brecht ind på banen. menneskeskabte fibre vist gennem heden, den fremstår som en patolo­ Kun Alan Bennett og Victoria Wood filtre af byggeplads-støv og brun gisk tilstand, der hæmmer og for- kommer hen i nærheden af Leighs sovs. Brun er bare din farve, ik’ - si­ kvakler alle følelser, og som kun åb­ succeser, og de to har også måttet ger en typisk Leigh kæreste til sin ner for genmæle i form af et eller an­ hente den primære anerkendelse hos fyr, filmene selv forstår godt den det forsøg på skadesbegrænsning. publikum snarere end hos kritikere. hentydning, de jokker derudaf med I mange af Leighs film sammenlig­ Naked skulle kunne ændre tinge­ farveskalaer af nådesløs, gruopvæk­ nes det at være engelsk med at være nes tilstand - Leigh vil sandsynligvis kende tristhed. Skønhed er irrele­ i et fængsel, hvor høflighed, kejtet­ blive tiljublet for at bryde med sin vant for deres dagsorden, eftersom hed og bekymring over status dan­ tendens til at lave lavbu dget-kome- det, de søger at formidle, er fornem­ ner tremmerne for vinduet. Han la­ dier om facetter af engelsk hjemme­ melsen af noget familiært - skønt al­ ver film om fælder - liv, og i stedet bevæge sig op i de hø­ tid med den antydning af komisk er en kvælningens anatomi, en slow­ jere luftlag, hvor den øvrige europæ­ udskejelse, der redder dem fra at motion sædekomedie, hvor folk be­ iske art cinema befinder sig. Hvis blive banal realisme. Det tøj, der væger sig, som var de under vandet man overhovedet skal forsøge at op­ blev båret i de tidlige film, er nu en - Grown-Ups (80) tegner et bittert summere alt, hvad han har foretaget historisk skat, der fremtvinger pin­ billede af den ubrydelige gentagelse sig siden Bleak Moments (71), er det lige erindringer - fremmaner ubeha­ af de cykliske mønstre i heterosexu- nu, det skal gøres. geligt præcise vidnesbyrd om den­ elle forhold. Men der er trods alt en Der er ingen tvivl om, at han har gang, da folk i ramme alvor klædte gang imellem en svag antydning af produceret en mængde værker, som sig i ostelærred. Dette England er håb om at slippe fri, som fx i de øje­ både er særegne og bredt genkende­ specifikt, håndgribeligt og grumt, blikke af stille, bedrøvelig målrettet - lige - udtrykket 'en Mike Leigh film’ omend aspekter af det trods alt må hed, der afslutter High Hopes (88), befordrer straks en række erin­ formodes at kunne inspirere til en Life is Sweet og Meantime (83). dringsbilleder og associationer. Af- standtagere ville måske hævde, at den røde tråd i hans film ikke for­ midler nær så meget overordnet sær­ præg, som den gør det enkelte værk svært at skelne fra de øvrige. Men der er masser af store kunstnere, hvis omdømme hviler på evnen til utrætteligt at vedblive at arbejde in­ denfor et bestemt lille område - man kunne fx nævne Monet, Bar­ bara Pym, the Ramones - som har vist, at selv et meget begrænset spil­

Side 10: Muntre småborgere i filmen Grown-Ups (80). Til højre: Naturoplevelse i (76).

11 Midlet er komedien Det mest konsekvente aspekt af hans film går naturligvis på spørgs­ målet om i hvilken grad, der er åb­ net for en mulig videreudvikling. Midlet er komedien - og det i et så­ dant omfang, at den overvældende sørgmodighed, der findes i filmenes rum, ofte overses. De med rette til­ jublede klovneagtige karikaturer i Abigail’s Party (77) burde ikke kunne overdøve det faktum, at filmen også er et smerteligt studium af under­ trykkelse og modvilje - soldaterhy­ bel versionen af ’Who's Afraid of Virginia Woolf?’, i hvilken småbe- kymringer og den evindelige pisk over nakken ubønhørligt eskalerer til åben krig for til slut at ende som en bedre 1600-tals tragedie i et ta­ bleau, hvor ligene flyder overalt. Selv Nuts in May (76), der formodentlig er det tætteste Leigh er kommet på den rendyrkede komedie, gemmer en række foruroligende modhager i Hard Labour lukker derimod sine h verdagskonversationen - tøven, forbindelse med klassemodsætnings­ personer inde i en glasklokke af re­ gentagelse, misforståelse og konsta­ forhold og maskulin usikkerhed. spektfuld distance, så man til slut - tering af det selvfølgelige, som vi alle Det er denne behændige jongle- omend man måske nok føler sym­ engang imellem forfalder til af ren og ren med emner, som giver filmene pati - er mere eller mindre ligeglad. skær skræk for stilheden (Pinters dybde. Kun i den tidlige Hard La­ I de øvrige værker får Leighs brug af indflydelse er tydelig - omend for­ bour fra 1973 er humoren udeladt, smertens humor bragt os ud på den uden den højtidelige alvor). Der er hvilket resulterer i et værk, der er så anden side af dødvandet, der bliver også nedtonet løjerlige visuelle vit­ grumt, at det stort set er uoverkom­ vendt op og ned på kategorier, og de ser, som fx den ranglede Sue, der meligt at se; en glædesløs film om et 'nemme' reaktioner bliver ugyldige. danser med den lillebitte Lawrence i glædesløst liv - vi følger en midald­ Hans bedste film (Bleak Moments, Abigail’s Party, eller den altid vel­ rende kvinde (uforligneligt fremstil­ Grown-Ups, Meantimé] giver eksem­ valgte brug af dialog, når personerne let af Liz Smith) fra jobbets knokkel­ pler på hans færdighed som akavet- kastes ud i at afsløre deres egne be­ arbejde til hjemmets ditto. Oprinde­ hedens koreograf, som en flovhedens grænsninger: 'Der er ingen fornuft i ligt blev filmen vist i BBC-serien geometriker kan han orkestrere lag at have en timeplan, hvis man ikke , og dens fiasko står i af ophobede smågrusomheder og overholder den.’ - siger Keith i Nuts dag som et brugbart anklageskrift misforståelser, indtil de svulmer op i in May, og fremhæver dermed sig imod denne tradition for TV-re- et crescendo af ekstravagant farce. selv som den mest utålelige pedanti­ alisme, der med minutiøs trofasthed En Leigh-film har typisk ikke ret ske analkarakter. De, der ikke bryder søger at vise en eller anden livsforms meget 'plot', alt, hvad vi i reglen får sig om Leigh, brokker sig ofte over hårde vilkår, for således at inspirere tilbudt, er synet af nogle få menne­ en påstået tendens til kulturelt publikum til at kræve forbedringer. skers i forvejen små, indskrænkede snobberi - en tendens til at invitere På det tidspunkt havde Leigh alle­ liv der bliver endnu mere visne og højerestående tilskuere til at håne rede to år tidligere vist, at han var snævre. Han disker op med 'case de utilstrækkelige på lærredet. Og langt forud for dette spil, idet han i studies’ af langsom kvælning, men selvom der er et element af det i den Bleak Moments omhyggeligt havde de er sjældent uden et lille glimt af måde, vi tilskyndes til at spotte Be- sørget for at tage brodden af despe­ håb - og dette ofre i form af perso­ verly i Abigail's Party, da hun gør et rationen og ensomheden ved at til­ ner, der gør sig klart, at de indvik­ nummer ud af sin forkærlighed for føje tilstrækkelig mange absurditeter, lede spindelvævsagtige forhold, som Demis Roussos, så er der en bedre så helheden kom til at fremstå både holder dem fanget, kan bruges som og meget mere sigende 'follow-up hylende morsom og samtidig smer­ en kilde til styrke; at de bånd, der joke' i det faktum, at det eneste hen­ teligt rørende. I den fremragende binder, også kan være de bånd, der des mand, Lawrence, har at svare pinagtige scene, hvor Sylvia og Peter danner sikkerhedsnettet. Det er igen med, er den håbløst borgerlige ikke rigtig kan finde ud af at forføre imidlertid først og fremmest humo­ James Galway - alle smagsretninger hinanden, fordi deres hormoner ren, der hindrer filmene i at være alt er tilladt bytte, det er ikke kun den, trænges i baggrunden af høfligheds­ for smertende at overvære. Vi ville der hengiver sig til 'billig' popkultur, snak og pli, rammer Bleak Moments ikke bryde os om at skulle gennem der står for skud. en tone af selvbevidst komisk tortur, kværnen af trøstesløse anskuelser, der fremkalder den der 'hovedet-be- hvis ikke filmene samtidig var så Pa troniserende ? gravet-i-hænderne’ jammer: ah nej, morsomme. Leighs komedier fungerer så godt, det er jo mig]’ - som Leigh kan Humoren stammer delvis fra et fordi de altid inddrager andre - ofte ramme bedre end nogen anden. fintfølende øre for det latterlige i modsigende - følsesmæssige ni-

12 Side 12: De evigt snakkende damer i The Kiss of Death (77). Til venstre: Festligt lag i Abigail’s Party (77).

afhænger, tror jeg, af hvor mange af den slags mennesker, man møder i sin hverdag. På samme måde som det at bruge ordet 'eskapist' i en nedgørende tone afslører brugeren som een, der lever et så behageligt liv, at der ikke er nogen grund til at flygte fra det, således afslører de, der fordømmer Leigh som 'patronise­ rende', også deres egne nedladende holdninger overfor den slags menne­ sker, der som oftest befolker hans fortællinger. Por mit eget vedkom­ mende kan jeg bare sige, at mange af Leighs film behandler de steder, jeg kommer fra, med både sandhed og veauer og strategier. En person som rende' brugt til at nedgøre det Leigh ømhed - og hvis jeg havde lyst til at Gloria i Grown-Ups er ikke bare en laver - som var det en slags flersta- se arbejdere patroniseret sønder og stereotyp emsig gammel]omfru, figu­ velses trylleformular til at værge sig sammen, behøvede jeg blot at kaste ren indeholder også en betydelig del mod hans onde gerninger. Begge de et blik på Bovs from the Blackstuff el­ tristesse. Scenen, (måske lige præcis to gange (med syv års mellemrum) ler Only Fools and Horses. det udsnit af Leighs produktion man hvor jeg har hørt ham tale offentligt, Det er også værd at understrege, ville vælge at lægge i en tidskapsel blev han stegt over en sagte ild af at de få gange, Leigh forfalder til bil­ for at give et rammende eksempel nogle bestemte publikumsgrupper, lige karikaturer, er når han ønsker at på, hvad han var bedst til) hvor hun der netop brugte patroniserings-te- udvise et eller andet nag overfor invaderer sin søsters nabohus og maet. Det faktum, at denne type 'overklassen' - et eksempel herpå er nægter at flytte sig fra trappen, har spørgsmål blev stillet med de der de umådeligt hårdhjertede Rupert ikke blot et uimodståeligt farce-ele­ bevidst påtagede gadehjørneagtige, og Laetitia i High Hopes, der er en af ment, som ville gøre selv de bedste overanstrengte stemmer, som bur­ hans svagere film, idet den ligger un­ episoder af Fawlty Towers ære - den gøjserdrenge kun kan tilegne sig ef­ der for lige netop den sentimentale stikker også dybere, fordi vi på dette ter benhårde kurser i 'lingua-kla- holdning til klasseautenticitet, som sene tidspunkt i filmen kan relatere stisk’ tale og seks måneders med­ han ellers normalt undgår. Shirley og hændelsen til de omhyggeligt op­ lemskab af universitetets afdeling af Cyril er nogle magelige hyggedyr af byggede nuancer i personernes sam­ SWP ('socialistisk arbejder parti' - socialistisk observans, der går i store spil, som vi tidligere er blevet præ­ red.), havde ikke nogen dæmpende trøjer og har uglet hår, og med dem senteret for. Det er med sådanne til­ effekt på min mistanke om, at de, er grundtonen uvægerligt slået an fra fælde, at Leighs metode, hvor han der finder Leigh patroniserende, fak­ starten - Cyrils opadstræbende sø­ udvikler sit manuskript udfra nogle tisk bare projicerer deres egne skyld- ster Valerie lader en tilbage med en indledende improvisationer med betyngede bekymringer over i de dårlig smag i munden. Det billede af skuespillerne, afkaster sit fulde og film, han laver. Der er her i England klassemodsætninger, som filmen knusende udbytte; denne teknik bli­ en udmarvende sentimentalitet skaber, er til tider så glat, at man ver i de fleste omtaler af hans ar­ knyttet til den kulturelle fremstilling næsten skulle tro, at det var lavet bejde ophøjet i en grad, der des­ af arbejderklassen - som om folk, som et forsøg på at tilfredsstille de værre afskærer yderligere overvejelse der har fået denne etiket klistret på der SWP-orienterede ballademagere, af dens bredere betydning. Brenda sig, var en truet dyreart, proletariske der skræpper påståeligt op om film Blethvns Gloria er patetisk og tra­ pandaer, der skal beskyttes - men som Meantime. Men den mest dybt­ gisk og vanvittig og sårbar og skam­ Leigh indordner sig ikke under følte scene er da heldigvis den, hvor løs og latterlig og grotesk og hjertek­ denne skinhellige tendens, han fore­ Cyril skælder den overdrevent revo­ nusende på een og samme gang. Og trækker at diske op med personer, lutionære Suzie ud for at have slo­ så på den anden side ville de, der der ufortrødent har manerer, vaner gan-prægede løsninger på komplice­ ikke bryder sig om Leigh, formod­ og smag af den art, som middelklas­ rede problemer, og samtidig tilstår entlig beskrive sådan en scene som sepublikummet ikke kan undgå at han sin egen politiske impotens og typisk for det, de ser som hans stør­ finde foruroligende. 'Tænk at ta’ til frustrerede mangel på focus. Det ste forbrydelse — og stemple sku­ Staterne uden at ta’ i Disneyland’ - eneste han kan være sikker på, er espillet, scenen, filmen og manden siger den overraskede Wendy i L ife den kærlighed og støtte, som han og som patroniserende. is Sweet, da hun hører datterens feri­ Shirley giver hinanden, og som - i Jeg har ikke længere tal på de eplaner; og hvorvidt man finder det hårdere tider - er det ene, vi har til gange, jeg har hørt ordet 'patronise­ patroniserende eller 'lige-på-kornet' at holde os oven vande.

13 Den hjertevarme Wendy og den madglade Aubrey i Life is Sweet (90).

At følge kønsdynamikken i Leighs film giver os ikke et entydigt finger­ peg om holdningen, men om ikke andet så stemmer det i det mindste godt overens med hans afholden sig fra simple sociale domsafsigelser. Det kvindehad, som vil springe mange i øjnene i forbindelse med Naked, kan godt komme som lidt af en chok efter den måde, hvorpå fremdrift, ihærdighed og sjælestyrke frit strømmede fra figuren Wendy i Life is Sweet. På mange måder er fil­ mene hinandens modsætninger - den tidlige, der grundlæggende er optimistisk og venligsindet (pastel­ farvet og solskinsfyldt efter de grå, brune og næsten underjordiske in- Sammenhold ret individualisme har udstyret ham dendørsscener, som Leigh foretrak i Vi skal - med andre ord - blot med en trist, omsiggribende joke. slutningen af 70erne og begyndel­ knytte os til hinanden, eller som den Lærerige og morsomme sammenlig­ sen af ’80erne), mens den seneste er stakkels Sylvia så følsomt udtrykker ninger kan gøres med den anden misantropi uden grænser. Man det i Bleak Moments:. 'Hvis vi engang britiske ’mad-film' fra samme tids­ kunne let fantasere sig til, at David kunne tage os sammen til at røre punkt - nemlig Peter Greenaways Thewlis i første omgang absorberer ved hinanden, ville det ikke være så kokken, tyven, hans kone og hendes el­ Jane Horrocks’ vrede og afsky over­ ringe endda'. Vigtigheden af fælles­ sker, på den måde set at hvor Leighs for verden, da han i Life is Sweet slik­ skab er den basale følelsesmæssige levendegørelse af kollektiv udhol­ ker chokoladepålægget af hendes og politiske grundstamme i Leighs denhed og understøttende ritualer krop, og nu kommer han selv i ram­ film. Den foruroligende og poetiske først og fremmest kommer til syne pelyset i Naked, efter de absorberede Meantime er i mine øjne den mest gennem den barske varme i holdets Følelser har fået lov at vokse sig mere gennemførte film, han endnu har la­ spillestil, da behandler Greenaway ondartede og utilgivende. Horrocks’ vet. Filmen anbringer stilfærdigt en sine skuespillere med en mesterslag­ Nicola blev forløst gennem moder­ lille håbets flamme midt blandt ters kirurgiske foragt og dækker dem kærlighed og familiens støtte, og tårnhøje arbejdsløshedstal og That­ til som den uheldigvis nødvendige hun fik lov at vende tilbage til den cherismens første, grove afmatning, i forgrund foran hans umenneskeligt sociale sammenhæng, fordi man fik og med den knæsætter vigtigheden overdådige malerier. hende til at indse, at der var nogen, af at nægte, at sige nej, og værdighe­ som holdt af hende. Johnny i Naked den i at tage til genmæle. Brødrene Køn og politik afviser enhver form for fastlåsende Mark og Colin danner tilsammen en Leighs sjældent sete støtte, lader hånt om hvad han ser alliance både mod de indifferente of­ (86) transplanterer risikabelt hans som et kvælende netværk af gensi­ fentlige kontorer og mod den totale yndlingsemner til det mere an­ dig afhængighed, fordi han har den håbløshed personificeret i Coxy, der spændte miljø i Nordirland; og den ensomme, humørsyge gade af mand­ er totalt hjerneforstyrret af sprut, lader stille og roligt sine republikan­ lig art-cinemaangst foran sig. limsnifferi og mange år på støtten. ske sympatier træde frem gennem en Det ville imidlertid være nærsy­ Brødrenes tante Barbara, der ved præsentation af den katolske/nationa- net at se Johnnys kvindehad som første øjekast lader til at være endnu litiske befolkning som en gruppe in­ noget fuldstændig nyt i Leighs film. en af disse stramme forstads-hus- divider, for hvem en specifik, politisk Et væsentligt antal af Leighs mand­ mødre, som Leigh nogle gange ned­ kamp har dybe mellemmenneskelige lige personer har tidligere vist en gør så eftertrykkeligt, finder mod i rødder. Dette gøres desværre på be­ tendens til truende voldelig adfærd deres flaske og kaster sig ud i at for­ kostning af de figurer, der er prote- overfor kvinder - især kvinder, der klare sin ulidelige ægtemand, hvor stanter/unionstilhængere, de repræ­ har det med at snakke for meget. I goldt og demoraliserende ægteskab senteres kun i karikeret form og Abigail's Party betror Angela os, at er blevet. I Life is Sweet anbringer fil­ fremstår som endimensionale, grove hendes mand har udtrykt ønske om mens hovedsymbol - mad - perso­ og tvangstankeramte - selv deres vit­ at lukke hendes mund med klister­ nerne i to forskellige lejre: der er tigheder er blodtørstige. Filmens bånd, mens Dick i Grown-Ups be­ dem, som formår at arbejde sammen kønspolitik er mere interessant, idet skriver Gloria som :’yap, yap, yap, for og dermed hjælpe hinanden gennem den knytter det feminine sammen hele galleriet’. Kvinder tolereres kun krisesituationer, og der er sådan med vedvarende fællesskabsværdier på grund af de sexuelle behov (Tony nogle som restaurantgutten Aubrey, - og det maskuline med uforsonlig­ synes ikke, det gør noget, at Beverly hvis forvredne fantasier om sofistike­ hed og manglende fleksibilitet. er lidt snakkesalig, for han har allige-

14 Råhygge ved voksdugen i Meantime (83).

vel kun tænkt sig at komme op un­ der kjolen på hende), og fordi de eneste alternativer - cølibat eller ho- mosexualitet - ikke kan ses som an­ vendelige muligheder for 'rigtige mænd’. Homosexualitet er en mærk­ bar mangel i Leighs værker, selvom nogle ganske fornuftige argumenter kunne fremføres for, at Life is Sweets Natalie skulle være en vordende les­ bisk, der blot ikke har fundet den rigtige pige endnu. Socialt samvær blandt kønsfæller er derimod en helt anden sag, og mindst en af Leighs film er et typisk eksempel herpå. The Kiss of Death fra 1976 følger spændingerne mellem to par - Ron­ nie & Sandra og Linda & Trevor - der er i slutningen af teenageårene; dagsknald med ligeså meget følsom­ and harlots' (han går også ind for filmen har tilstrækkeligt uglet hår, hed som en damptromle. Trevor læ­ kammeratlige bånd, og han er skifte­ hæsligt tapet, og opstyltede samtaler ser allerede for mange bøger, og hvis vis bedsteven og konkurrent til i snuskede pubber til at tilfredsstille han beslutter at opgive sit job hos Johnny). en hvilken som helst Leighbeundrer. bedemanden (en indforstået henvis­ Når man støder på sådan en Trevor er endnu en af disse mænd, ning til Billy Liar} kan han hengive bunke mandlige overgreb, er det fri­ der synes, at kvinder snakker for sig til en karriere i fremmedgørelse stende at afvise eller undskylde fil­ meget, og selvom det kun kommer og sexvold og skifte navn til Johnny. men som et udtryk for, at Leigh blot frem i ordløse jokes mellem ham og renser ud i og giver slip på noget af Ronnie, så udtrykker han ondskabs­ En snakkende kvindehader alt det, der har fået lov at hobe sig fulde undertoner nok til, at man kan Ironisk nok - ovennævnte fjendtlig­ op, da han lavede de mere sexuelt udpege ham som en temperaments­ hed overfor kvinders tale taget i be­ demokratiske film, men dens vælten mæssig forløber til Johnny i Naked. tragtning - er Johnny den person i sig i narcissistisk mandlig lidelse er På den anden side har han - i mod­ Naked, der aldrig holder kæft. Han skuffende langtrukken og ukritisk. sætning til Johnny - een han kan taler i uendelige, overlæssede, spiral- Efter en stund begynder man at søge tilflugt hos, når kvindernes agtige fremførelser af dårlige vittig­ tælle de selvbevidste tilnærmelser til jammer bliver ham for meget; og i heder, nedrakninger og selvretfær­ andre historier om omflakkende, fal­ den symbolmættede slutning kører diggørelser. Han er en skrofuløs au­ loscentreret livslede, for ikke blot er han afsted med Ronnie i en stjålet todidakt, en velformuleret bølle på den en slags britisk underklasse road bryllupslimousine, der stadig er pyn­ flugt i London efter at have voldta­ movie, den giver også Johnny et af­ tet efter alle kunstens regler - skal vi get en kvinde i Manchester. Han kan hængighedsproblem, der lever fint således tolke det faktum, at vi aldrig lide voldsom sex - ikke de for tiden op til det, som David Warner har i ser dem ankomme til Blackpool, så fashionable afledninger af sado­ det arketypiske 60’er opbud af gal- som et tegn på en vis ængstelse om­ masochisme - men en ikke-sam- mandlig-kunstner-selvhyldest Mor­ kring detaljerne vedrørende sovear- stemmig sexuel vold, hvor det gæl­ gan: A Suitable Case for Treatment, og rangementet, i tilfælde af de fandt på der, at jo mere ufrivillig smerte kvin­ samtidig er både et eksemplar af at indlogere sig på et hotel? Men lad den føler, jo mere fornøjelse har han 'Odysseen' og en verbal reference til nu disse fantaserende spekulationer af det. Denne smag deler han med 'Via Dolorosa' læsset på som endnu være; det, der tydeligt forbinder den krybende forretningsmand Je- mere tungtvejende bagage. Den denne elskværdige film med Naked, remy, bortset fra at denne har en kunne godt tænke sig at være en er den specifikke kønsfremhævelse i mobiltelefon og drikker champagne, Bildungsroman - bortset fra at det fælde motiv, som Leigh så ofte og dette tilføjer således et økono­ Johnny er alt for forelsket i sin for­ bruger: Fælden er kvindelig - kvin­ misk overgreb til det sexuelle - for­ tabte livsbanes tarvelige glamour til der er ude på at fange dig, og hjem­ modentlig for at gøre ham 'værre' en at kunne udføre nogensomhelst melivet svarer til døden. Johnny, en fup & fidus filosof, som 'bildung'. Vi må formode, at Trevor og Ron­ filmen i skræmmende udstrækning Og hvor er kvinderne henne? - nie vil vende hjem til pigerne, og at i bærer over med; han er måske nok Misbrugte, i skjul, blødende, grund­ det mindste Ronnie vil slå sig til ro i voldtægtsforbryder, men han er i det læggende findes de kun som perifere ægteskabelig forudsigelighed, og må­ mindste ikke fisefornem. Den tredie eller allegoriske figurer i det samvit­ ske med tiden komme til at ligne mandlige hovedrolle er Brian, en bi­ tighedsløst mandsdominerede land­ den skrækkelige Mr. Thornley i belstærk sikkerhedsvagt, der holder skab, omend der lidt sent og tem­ Hard Labour - indkrævende sit lør­ af at referere til kvinder som 'whores melig disharmonisk indføjes en ko-

15 misk drejning i form af sygeplejer­ sken Sandra (tre dele Grown-Ups Den kollektive skabelse Gloria til en del Meantimes Barbara). Der er vigtige kvindehistorier af Om Mike Leighs arbejde med skuespillere og miljø. bjærge fra vraget - især den, der til­ hører Johnnys 'engang imellem’ kæ­ reste, Louise, er væsentlig. Hun er af Dan Nissen parat til at tage sig af ham og til selv­ udslettende at tilbyde ham pleje og opvartning, indtil han får færten af ike Leigh er født i et arbejder­ skal læres, for 'prøverne er der så vi den klappende fælde og sluttelig M kvarter i Manchester. Men kan forberede os, så vi kan lave fil­ stikker af. som søn af den lokale læge, var han men’, har Mike Leigh sagt. Naked kan på ingen måde beskri­ nok i arbejderkvarteret, men også Derefter begynder ideen til en hi­ ves som en 'dårlig' film - dertil har udenfor og måske er det denne pla­ storie at tage form og ofte skrives den alt for megen hudløs, betændt cering både indenfor og udenfor det manuskriptet mens der prøves on lo­ intensitet, den er sværere at skubbet har skærpet den iagttagelsesevne cation. Når så optagelserne går i gang, ud af hovedet, end Gloria var at få som hans dramatiske arbejde er så skal alting være præcist og i orden. skubbet ud af sin sofa; og Thewlis’ båret af. Nuancer i sprog, gestik og Så er der ingen improvisation. 'At få livsfarlige præstation gør Johnny til mimik er stærkt betydningsbærende alting i orden til dette ene øjeblik på en uforglemmelig skiderik - et og som Morten Piil skrev i sin an­ film er hvad der interesserer mig. Jeg glansnummer af en lort. Men han er meldelse af Life Is Sweet, så har spillet ønsker at få teatrets spontanitet til at ikke des mindre en lort, og Naked er i enkeltscener en ægthed, som har udfolde sig i det hvidglødende in­ en foruroligende, ny side af Mike disse mennesker levet et langt liv tense øjeblik hvor kameraet kører’, Leigh. Jeg nægter at tro, at manden, sammen. Men det er resultatet af en siger Leigh. der er ansvarlig for nogle af de mest arbejdsmetode. Sin iagttagelsesevne bruger han til komplekse og vigtige kvindeportræt­ Mike Leigh er uddannet på Royal med frygtelig fryd at fremstille de ter i nyere britisk filmproduktion, Academy of Dramatic Arts og Lon­ mest grotesk spraglede aspekter af nu har tænkt sig at påtage sig hver­ don Film School i 60'erne. Tiden var engelsk hverdag og hans verden er vet som den førende kvindehader; til gruppeteater og happenings og befolket af brugtbilshandlere, stø­ men jeg frygter i høj grad, at Naked spontanitet var et nøgleord, men det jende socialarbejdere, liderlige post­ skal give ham fribillet til den euro­ var ikke Mike Leighs (eneste) nøgle­ bude, frustrerede hjemmegående pæiske art cinema klub - for der er ord. Han var fascineret af John Cassa- husmodre og kontorfolk. Vi er fjernt allerede tilstrækkelig mange selvtje­ vetes’ film og lod sig inspirere af hans fra det idylliske Englands solbeskin­ nende, solipsistiske små drenge, der intense arbejde med skuespillere, af nede idyl, fjernt fra det England som skærer ansigter i det spejl. Den briti­ hans metode, der lod skuespillerne få vi kender fra James Ivory film, me­ ske socialkomedie er langt mere vig­ lang snor og stort frirum til at prøve ner Ian Buruma. tig, og den behøver al det talent, den nogle reaktioner af. Ikke overraskende er han blevet kan få. Kom hjem, Mike, selv efter I en artikel af Ian Buruma i New beskyldt for at se ned på de miljøer Naked kunne alt stadig tilgives. York Review of Books, karakteriseres og mennesker han skildrer, menne­ Mike Leighs arbejdsmetode som en sker fra en anden klasse end hans ekstraordinær kombination af im­ egen. Det mener Buruma ikke er til­ Mike Leigh, født 20.02.1943 i Salford, provisation og disciplin, spontanitet fældet, for Leigh skildrer ikke sine Lancashire. og præcision. I de stykker Mike personer som bizarre skabninger, Leigh har fået publiceret i bogform som freaks, og fordi han er så usenti­ Spillefilm: er det i indledningen nævnt, at styk­ mental i sin skildring af arbejderklas­ Bleak Moments (1971), High Hopes ket er udviklet fra bar bund udeluk­ sen og den lavere middelklasse, er (1988), Life is Sweet (1990), Naked kende ved prøver gennem improvi­ hans mennesker sjældent karikatu­ (1993) sation’. Hans projekter begynder rer. Og netop det hænger sammen med at samle skuespillere og i må­ med arbejdsmetoden. 'For hvis hans TV-stykker: neder laver de research omkring skuespillere kun gennemspillede A Mug’s Game (sketch - 1972), Hard folks måder at tale og udtrykke sig klassestereotypernes manierismer og Labour (1973), The Permissive So­ på i det geografiske og sociale om­ tics, så ville det ikke være meget an­ ciety (1975), Nuts in May (1976), råde der arbejdes med og samtidig det end social satire. Satire er når alt (1976), The Kiss of improviserer man situationer igen­ kommer til alt kun karikaturens Death (1977), Abigail’s Party (1977), nem, som så efterhånden udkrystal­ kunst. Hvad der gør Mike Leighs te­ Who’s Who (1979), Grown-Ups (1980), liserer sig til scener. Hvadenten man ater til så meget mere end dette, er Home Sweet Home (1982), Meantime er i det nordlige Londons slum som den måde skuespillerne udvikler de­ (1983), Four Days in July (1985), The i Meantime eller i Nordirland som i res figurer på. Manierismerne, accen­ Short & Curlies (1990), A Sense of Hi­ Four Days in July så involverer alle sig terne, måden at bevæge sig på dan­ story (1992) i det lokale liv før historien skabes. ner bare ét lag af de komplekse figu­ Efterhånden begynder Mike Leigh så rer der bliver bygget op i løbet af det individuelle arbejde med den lang tid. Det er som om Mike Leighs enkelte skuespiller, udvikler tale- metode opspeeder den naturlige Artiklen er tidligere bragt i det engelske tids­ skrift Sight And Sound nr. 11, november mønstre, mimik, gestik, accenter og dannelse af personligheden: en livs­ 1993. Oversat til dansk af Maren Pust. Copy­ en person udvikler sig. Stadig er der lang proces komprimeres ned til en right Sight And Sound og KOSMORAMA. intet skrevet ned, ingen tekst der måned', mener Ian Buruma.

16