De grønlandske stednavnes vidnesbyrd om vandringer og forskellige aktiviteter

Inge Kleivan

Mennesker har til alle tider og på alle steder fundet det nyttigt at give vise lokaliteter navne. Når man skal snakke om en ting, har man også brug for en bestemt betegnelse for den, d.v.s. at stednavnene har en kommunikativ funktion. Der eksisterer som bekendt stednavne, der stammer fra mange forskellige sprog i Grønland, men langt det største antal er grønlandske, og de er udtryk for det grønlandske folks primære tilknytning til landet. Jeg skal begynde med at give en kort oversigt over nogle af mulighederne for navngivning på grønlandsk. Det er velkendt, at der i mange tilfælde er sammenfald mellem et fællesnavn på en lokalitet og et stednavn, som f.eks. i tilfældet med Nuuk, næsset, som i tidens løb også har været navnet på adskillige bopladser, og nu er navnet på Grønlands hovedstad. En del navne beskriver forskellige karakteristiske forhold ved terrænnet, som f.eks. Maniitsoq, det ujævne, og Aappilattoq, det røde. Andre navne angiver et steds relative beliggenhed, som f.eks. Kitsissut, de vestlige (øer). Sammen- ligningsnavnene udgør en stor gruppe. Sammenligningen kan gælde en anden lokalitet, et dyr, dele af en menneske- eller dyrekrop, et redskab, en beklædningsgenstand eller andet. I almindelighed angiver et tilhæng, at det drejer sig om en sammenligning, f.eks. Uummannaq, det hjerteformede, men som navnet Kullorsuaq, den store tommelfinger, viser, er det ikke altid sådan. De navne, som jeg vil tale om her, omfatter bl.a. historiske navne, der refererer til fremmede folk, og navne, der knytter sig til specielle begivenheder, herunder personnavne. Dertil kommer en lang række navne, som kan betegnes som økologiske navne. De angiver forekomsten af eller undtagelsesvis manglen pa specielle dyr, planter, drivtræ og stenarter og udnyttelsen af disse ressourcer. Og endelig kommer jeg ind pa navne, som har forbindelse med det sociale og kulturelle liv. Der findes enkelte grønlandske stednavne, som man ikke er sikker pa betydningen af. Muligvis kan det i nogle tilfælde have forbindelse med, at de er af ældre dato, men det skal dog straks understreges, at det er karakteristisk for de grønlandske stednavne, at de med ganske få undtagelser er umiddelbart forståelige. Man finder ikke her som så mange andre steder i verden et vist antal stednavne, hvis betydning kun kan forstås på baggrund af den sproglige udvikling, der er sket i området, eller de eventuelle indvandringer, der har fundet sted af folk, der har talt et andet sprog. Når de grønlandske stednavne ikke afviger fra det sprog, der tales til daglig, kan det have en vis sammenhmng med, at så mange af stednavnene er ord, som er hyppigt i brug i mere almen betydning. Det kan ogsa betyde noget, at der ikke for kolonisationen i 1721 har været skriftlige kilder, som har kunnet være med til at fastholde arkaiske former. Nar stednavnene har fulgt med den almindelige lydudvikling, kunne det endelig også tyde på, at man anser det for en værdi, at man umiddelbart kan forstå, hvad et stednavn betyder. p.78 Hvis et område har været beboet gennem længere tid eller er blevet gennemrejst af mennesker, som har haft kontakt med hinanden, kan man regne med, at en stor del af navnestoffet er blevet bevaret gennem meget lang tid. Spørgsmalet er så, hvor langt tilbage i tiden man med rimelighed kan føre flertallet af de grønlandske stednavne. Arkæologerne taler f.eks. om Saqqaqkulturen, opkaldt efter findestedet Saqqaq, solsiden, men vi ved ikke, hvad Saqqaqfolket selv kaldte deres boplads for tusinder af år siden, for der har senere været lange perioder, hvor den ikke var beboet. Det kan ikke udelukkes, at de også har kaldt den Saqqaq, for det er jo et lokalitetsbeskrivende navn, men de kan lige så godt have givet den et helt anden navn. Det samme gælder den kendte boplads Sermermiut, beboerne ved bræen. Her har man konstateret ved arkæologiske undersøgelser af den mere end to meter tykke madding ved bopladsen, at der er tørvelag uden spor efter menneskelig aktivitet mellem Saqqaqkulturen og Dorsetkulturen og tilsvarende mellem Dorsetkulturen og Thulekulturen, d.v.s. at Saqqaqkulturens folk, der ifølge kulstof 14 dateringer boede der ca. 1600 år for vor tidsregning, ikke kan have fortalt Dorsetkulturens folk, hvad de kaldte stedet. Og tilsvarende kan Dorsetkulturens folk, der boede der ca. 200 år efter vor tidsregning, ikke have snakket med Thulekulturens folk, som kom til omkring år 1200. Der kan altså have været tale om navngivning, navnetab og senere ny navngivning flere gange. Den første, der på tryk har givet en beskrivelse af stedet, er Paul Egede, som besøgte den store boplads i 1737, men han noterede ikke ned, hvad den hed (Egede, 1788: 93, gr. udg. 1962: 62). Vi må dog gå ud fra som givet, at den også dengang hed Sermermiut, og at den har heddet sådan, i hvert fald lige siden Thulekulturens folk slog sig ned her. Det bringer os ca. 800 år tilbage i tiden, for det ser ud til, at stedet har været benyttet som vinterboplads lige siden dengang og frem til midten af det 19. århundrede, hvor det blev affolket. Hvis man kunne pege på et sted, hvor repræsentanter for de forskellige folk, som vi kender gennem arkæologiske undersøgelser, har boet sammen side om side, sa ville det ogsa være sandsynligt, at de, som kom først, havde haft en del af de stednavne, de brugte, videre til de senere indvandrere, men et sådant sted kendes ikke, ikke endnu i hvert fald. De mennesker, der engang levede i Nordøstgrønland, kender eftertiden kun fra de spor, de har efterladt i terrænnet, og fra en kortfattet beretning om den engelske kaptajn Claverings møde med nogle af dem i 1823, men også de må have haft et rigt forråd af stednavne, som beklageligvis er gået tabt med dem. Ogsa i vore dage kendes fmnomenet navnetab, nemlig når ældre menneskers viden om stednavne går tabt ved deres død, uden at deres viden er videregivet til andre mundtligt eller skriftligt. Ser vi i forbindelse med spørgsmålet om vandringer i Grønland på navnene på de tre landsdele, som Grønland består af, så er de to, Avanersuaq, det langt nordpa, Nordgrønland, og Tunua, bagsiden, østgrønland, orienteret i forhold til den tredje, Kitaa, vestkysten, Vestgrønland. Disse navne er af nyere dato, og der kan ikke være meget tvivl om, at betegnelsen Tunua er resultatet af forbindelsen syd om Grønland, og at det er vestgrønlændere, som har defineret, at østgrønlænderne bor på bagsiden, og at nordgrønlænderne bor meget langt nordpå. Både i Vestgrønland og i Østgrønland kendes der sagn om mænd, som har rejst rundt om Grønland. I et vestgrønlandsk sagn fortælles der således om to brødre, der rejste syd om Grønland fra vest til øst og fulgte kysten nordpå. De skal være kommet tilbage til vestkysten ved at rejse tværs over Grønland gennem et sund, som kom ud ved Ilulissat, og derfra sejlede de atter sydpa. Her døde den ene af brødrene, og sagnet sluttede med at fortælle, at han blev begravet på en lille ø nær Nuuk, som efter ham fik navnet Uiarniaq, han som ville sejle udenom (Rink, 1871: 73-74). Det er nærliggende at forestille sig, at der må findes en anden forklaring på oprindelsen til dette stednavn. Navnet Uiarniaq kan simpelthen skyldes, at der her engang er blevet begravet en af de østgrønlendere, som gennem flere århundreder helt frem til omkring år 1900 rejste syd om Grønland og op langs vestkysten, og som blev kaldt uiartut, de som er rejst udenom. Senere da denne begivenhed var blevet glemt, kan sagnet om de to brødres landomsejling være blevet forbundet med stednavnet Uiarniaq. På kortet står der imidlertid i dag ikke Uiarniaq, men Uiaania, og det er ikke klart, hvad det betyder. Der foreligger den mulighed at Uiaania er en fejlskrivning, for dem findes der en del af på grønlandske kort fra gammel tid af, men det kan også være det oprindelige navn, og man har så i forbindelse med fortællingen om landomsejlingen som et udslag af folkeetymologi udnyttet Uiaanias tilfældige lighed med ordet Uiarniaq og på den måde fået et stednavn med mening i. I Kangaamiut området findes et stednavn, som klart afspejler bevægelsen sydnord langs vestkysten. Det er Qavaat, sydlændinge, som er navnet på et sted med en ruin af et stort fælleshus. Det må være givet af folk, som ikke selv definerede sig som sydlændinge, og det vil igen sige, at disse sydlændinge er kommet ind i et område, som var beboet af folk med et andet regionalt særpræg. Ifølge sagnene var der også mulighed for at komme tværs over Grønland ved at flyve. Det fortælles, at der engang var en angakkoq, som foretog en åndemanerflugt over indlandsisen fra østkysten, ”dengang da vestkysten endnu ikke var beboet”. Traditionen forudsætter altså, at vestkysten er blevet befolket af folk, som kom fra østkysten syd om Grønland. Åndemaneren nåde frem til Kangerlussuaq, og der så han en dejlig so med en masse rensdyr i nærheden. Da han kom hjem igen og fortalte sine bopladsffller om det, rejste de alle samme afsted for at finde dette skønne sted. Og da de omsider efter at have rejst syd om Grønland og overvintret undervejs, nåede frem til det, kaldte de søen Tasersiaq, den så han har set (Jonathan Petersen, 1921: 47-48). Det hænger muligvis sådan sammen, at navnet på søen er det primære, og sagnet om åndemanerens besøg i Vestgrønland er så på et tidspunkt, hvor man havde glemt, hvorfor søen blev kaldt sådan, blevet knyttet sekundert til for at forklare oprindelsen til navnet. Der er også givet en anden tolkning af dette navn: den erhvervede sø (Amdrup et al. 1921 II: 763). Det kunne tyde pa, at der engang har været en, som havde erhvervet brugsretten til søen, men denne tolkning er vel mindre sandsynlig end den førstnævnte: den sø, han har set, hvem denne person nu end har været. Der er her nævnt et par eksempler på stednavne, som knytter sig til sagn om de rejser syd om Grønland fra øst til vest, som vi ud fra historiske kilder ved vitterlig har fundet sted i det 18. og 19. arhundrede. Beklageligvis findes der ikke mange stednavne, som belyser de indvandringer fra Canada til Grønland og ned langs vestkysten, som fandt sted i en tidligere periode. Under forsøget på at kortlægge grønlændernes forhistorie er der et navn, som i særlig grad har appelleret til fantasien, nemlig Akilineq. Man har forestillet sig, at hvis det lykkedes at lokalisere det, ville man ogsa få noget at vide om, hvor grønlændernes forfædre var kommet fra. I almindelig sprogbrug anvendes Akilineq foruden i betydningen landet på den anden side, også mere specielt om det nordøstlige Canada (Berthelsen et al. 1977: 35). Tidligere blev Akilineq specielt brugt om Labrador og landene nordfor, da man gennem de herrnhutiske missionærer havde fået kendskab til de inuit, der boede i Labrador (Kleinschmidt, 1871: 15). I sagnene derimod betegner Akilineq et fjernt og eventyrligt land. Den første, der fremsatte en teori om, hvad man oprindelig refererede til, når man talte om Akilineq, var H. J. Rink. For ham var der ingen tvivl om, at grønlænderne måtte have medbragt sagnene om Akilineq fra de egne, hvor de tidligere havde boet, vest for Mackenziefloden, og Akilineq matte derfor være den asiatiske kyst, St. Lawrence øen og de mindre øer i Beringsstrædet, som matte have været de første mål for inuits opdagelsesrejser (Rink, 1871: 224). William Thalbitzer har i sin lille bog om ”Grønlandske Sagn om Eskimoernes Fortid” (1913) refereret forskellige sagn fra Vest- og Østgranland, hvor Akilineq omtales. Også han tror, at det kan være så langt væk som Sibirien. Det begrunder han bl.a. med, at der i et af sagnene fortælles om en mand, som kom på besøg fra Akilineq med rensdyr som trækdyr for slæden (Rink, 1866: 113), og man skal som bekendt helt til Asien for at finde kørerener. Men motivet med rensdyr spændt for slæden vil også simpelthen kunne forklares som et udslag af fortælleropfindsomhed. I den forbindelse har det betydning, at der i samme sagn fortælles om andre usædvanlige trækdyr, idet broderen der opsøgte sin søster, der var blevet bortført til Akilineq, afrettede både en bjørn, en amaroq (en ulv) og en aassik (kaempeorm) til at trække sin slæde. Men der er også argumenteret for, at de grønlandske sagns Akilineq skulle ligge i Canada, hvor et område syd for de store søer ved Thelonfloden vest for Hudson Bay, blev kaldt Akilineq (Stefansson, 1914: 34). Her kom folk rejsende til først og fremmest for at hente træ, men også for at handle og for det sociale samværs skyld (Rasmussen, 1925: 173-174). Mens Akilineq for vestgrønlænderne ligger i retning af Nordamerika, skal østgrønlænderne ifølge nogle oplysninger, som Hanseeraq indsamlede på konebådsekspeditionen i 1884, have lokaliseret det som et land, der lå over deres kyst. Han fortæller, at østgrønlænderne dengang mente, at det var beboet af europæere, og at de var meget bange for, at de skulle komme og angribe dem (Hansen, 1933: 26). Det er tydeligt, at Akilineq i sagnene anvendes i betydningen et fjernt land, hvor mange usædvanlige ting kan ske, og det er ikke muligt at lokalisere det. På kort over Canada og Alaska finder man flere stednavne, som ogsa kendes i Grønland. F.eks. er navnet Ipiutaq, en smal landtange, også i brug i Alaska, hvor det betegner en lokalitet nær Point Hope, Tikeraq, hvor der er foretaget omfattende arkæologiske udgravninger. Den kultur, der er fundet her, har fået navn efter stedet, Ipiutakkulturen. Det er højst sandsynligt, at stednavnet Ipiutaq også forekommer flere steder i området mellem Nordvestalaska og Grønland. Hvordan skal man tolke et sådant navnefællesskab? Er der tale om et opkaldenavn, sådan at man har opkaldt et sted efter et andet, f.eks. fordi det mindede om et, man havde set eller hørt om i det land, man selv eller ens forfædre havde forladt, eller er navnefæ1lesskabet bare udtryk for, at der er tale om folk med samme sprog og samme navnegivningstraditioner? Det er mest sandsynligt, at det er det sidste, der er tilfældet. Et lidt mere specielt tilfælde af navnefællesskab har man i forekomsten af navnet Asungasungaaq både i Vestgrønland og blandt kobbereskimoerne i Canada. Det sidste sted i formen Ahongahongaoq (Rasmussen, 1926: 354) / Ahungagungaq (Jenness, 1924: 84A). Det er vist ikke muligt at sige, hvad det betyder. Det forekommer mindst to steder i Vestgrønland, dels som navn på en stor sten på et højt fjeld på den nordlige bred af Amerloq, og dels som navn på en fritstående klippe i havet lidt øst for byen Qeqertarsuaq (Glahn, 1921: 112). I Canada benyttes det som navn på en lokalitet i Dolphin og Union Strait enten om en ø eller om en klippe. I det sidstnaevnte tilfælde er der optegnet en historie, der forklarer, hvorfor stedet ser ud, som det gør. Der var engang en kæmpe, som spillede bold med to meget store sten, men en angakkoq fremsagde en trylleformular, som fik han til at tabe dem, og man kan stadigvæk se de to store sten ligge pa toppen af Ahungahungaq. Man kan ligeledes se noget af kæmpen, for han blev også til sten (Jenness, 1924: 84A). Også om Asungasungaaq på nordsiden af Amerloq fortælles det, at klippen engang har været et menneske, en sydlænding, som var på vej nordpå (Glahn, 1921: 112-113). Lighedspunkterne bekræfter, hvad vi jo også ved fra mange andre typer af materiale, at der er et vist kulturfællesskab mellem disse fjerne områder, hvor der lever efterkommere af Thulekulturens folk. Iøvrigt er stednavnene i Alaska og Canada ikke altid så lette at gennemskue som de to eksempler, jeg har valgt her, dels pa grund af lydudviklingen, dels på grund af den ortografi, der er benyttet ved nedskrivningen. Når man ser på stednavne i lys af historien, er det naturligt at kigge efter stednavne, som fortæller om fremmede folks tilstedeværelse i Grønland. Ofte vil oprindelsen til sådanne navne kunne føres tilbage til, at man er stødt på ruiner eller andre spor efter mennesker, som synes at adskille sig fra, hvad man er vant til, men i forbindelse med disse stednavne fortælles der også undertiden historier om moder med de fremmede. Man har særligt diskuteret, hvem de tornit kunne være, som der fortælles om i sagn både i Grønland og i Canada. Der er et sted, der hedder Tunersivik, stedet, hvor man har medt tornit, men det behøver dog ikke at betyde, at der virkelig har fundet et møde sted med levende tornit. Ifølge en lokal tradition skal de sidste tornit være døde af sult på Tunertooq, stedet med de mange tornit. De teorier der er fremsat om, hvem der skjuler sig bag navnet tornit, afspejler den historiske og arkæologiske viden, man har haft til forskellige tider. I det 18. århundrede var europæerne tilbøjelige til at tro, at de store indlandsboere, tunersuit, som grønlænderne fortalte om, kunne være nordboer (Glahn, 1921: 69), og at der måske endnu levede nogle af dem i Grønland. I det 19. århundrede fandt man, at den skildring, der blev givet af de forskellige indlandsboere, passede meget godt på forskellige indianere. Det var Rink, som først så denne sammenhæng (1871: 221), og siden søgte Thalbitzer at underbygge teorien ved en mere detaljeret gennemgang af sagnene, uden at man dog kan sige, at hans hypoteser om hvilke indi- anerstammer, der skjuler sig bag de forskellige navne pa indlandsboere i Gronland, virker saerligt overbevisende. Men på et punkt har eftertiden været tilbøjelig til at give Thalbitzer ret. Han hævdede nemlig, at tornit muligvis dannede en undtagelse, og at de kunne repræsentere en fjendtlig eskimoisk stamme (Thalbitzer, 1913: 71). Og da man endelig ved hjaelp af arkæologiske undersøgelser i midten af det 20. århundrede kunne påvise, at Grønlands forhistorie var meget længere, end man hidtil havde troet, kunne man konkret pege på, at det kunne være dorsetfolk i selve Grønland, der levede videre i fortællingerne om tornit (Meldgaard, 1975: 142). De grønlandske stednavne på lokaliteter, hvor der er ruiner efter nordboerne, siger sjældent så meget om de folk, der har boet der, men der er dog et par tilfælde, hvor oprindelsen til navnet forklares med et sagn. Et af dem slutter med ordene: ”Derefter gav de dette store fjeld navnet Pisissarfik, bueskydningsfjeldet, fordi en nordbo og en grønlænder havde kappedes i bueskydning her” (Kaladlit okalluktualliait, 1860 II: 8-9). Iøvrigt er der andre, der fortæller, at det rigtige Pisissarfik ikke er det høje karakteristiske fjeld, men en stejl klippe lige bag ved den ø, hvor skindet blev spændt ud. Denne lokalisering skal gøre sagnet om kapskydningen mere realistisk. Den kaldes Paattorfik,stedet, hvor man spiler skind ud (Jens Rosing, 1975: 207). Iøvrigt optræder stednavnet Pisissarfik flere steder i Gronland, og i hvert fald et sted til er der tilknyttet et sagn om bueskydning, som ikke omtaler nordboerne (Rink, 1866: 240-242). Også er der navnet Arpatsivik, stedet, som man kom løbende til. Hertil er der knyttet et sagn om, at nordboerne lavede et overraskelsesangreb pa de grønlandske beboere (Kaladlit okalluktualliait, 1859 I: 2-3). I Tunu i Kangaamiut området findes der en enligtliggende husruin, som kaldes Qallunaatsiaat, nordboerne. Det er et spørgsmål, hvor langt tilbage i tiden navnet går. Måske stammer det kun fra midten af det 19. århundrede, hvor man var meget optaget af at finde nordboruiner, runeindskrifter o.s.v. og undertiden fejlagtigt opfattede ruiner, som var lidt specielle på den ene eller anden måde, som et levn fra nordboerne. Det specielle i dette tilfælde er beliggenheden, idet det er usædvanligt at finde ruiner af grønlandske vinterhuse så langt fra kysten. Går vi frem i tiden til de hollandske hvalfangere, så har de som bekendt sat deres spor i Grønland i form af nogle stednavne, som stadig er i brug på dansk og i et enkelt tilfælde også på grønlandsk, Disko Bugti. Men hvalfangernes tilstedeværelse langs Grønlands kyster har også givet anledning til et stednavn som Qallunaaq, europæer, på et sted, hvor en fremmed hvalfanger er begravet (Amdrup et al. 1921 I: 340). Der er også mange stednavne, som refererer til de europæere, som har bosat sig i landet i nyere tid. Således har Hans Egedes allerførste bosættelse på den ø, han kaldte Habets Ø, resulteret i det grønlandske navn, øen bærer i dag. Efter at den forste koloni var opgivet i 1728 og flyttet til Nuuk, blev først den gamle koloni og senere hele øen kaldt Illuerunnerit, stedet hvorfra husene er fjernet. Det må skyldes, at træ- materialerne og andet blev fragtet til Nuuk og brugt ved opbygningen af de nye huse der. Vi ved, at der var en boplads pa øen modsat det sted, hvor Hans Egede slog sig ned i 1721, som hed Illorpaat, de mange huse, og måske er øen tidligere blevet kaldt noget andet, så der var tale om et navneskifte, da man gik over til at kalde den Illuerunnerit. Men lad os forlade temaet med fremmede folk og vandringer mellem lande og landsdele, og lad os se lidt på andre stednavne, som har kulturhistorisk interesse. Der er først personnavnene. Det vil som regel være muligt at tidsfæste personnavne brugt som stednavne nogenlunde, for de er i de fleste tilfælde af nyere dato og skyldes indflydelse fra dansk navngivningstradition. Det drejer sig ofte om lokaliteter, hvor man har villet hædre en person ved at opkalde stedet efter vedkommende. Et af de nyeste eksempler er vejen til den nye kirke i Maniitsoq, som har fået navnet Ajoqinnguup aqquserna, den lille katekets vej, efter kateket Jens Petersen, som arbejdede mange år i kirkens tjeneste, og som var tilstede, da den gamle kirke blev indviet i 1864 (anonym, 1981: 22). At man har valgt at bruge hans kaldenavn og ikke hans dåbsnavn er dog mere i overensstemmelse med grønlandske traditioner end danske. Når et personnavn optræder som stednavn i ældre tid, synes det at være knyttet til stedet, hvor den pagældende døde. I en fortælling fra Kangaamiut, som er nedskrevet i midten af det 19. århundrede, fortælles der således om nogle renjægere, som blev syge og døde i Kangerlussuaq. En af dem hed Arnanganeq, og sagnet fortæller, at stedet hvor han døde, blev kaldt Arnanganermiut, de der bor ved Arnanganeq (Rink, 1866: 294), idag bare Arnanganeq. Det hører til undtagelserne, at en boplads eller en lejrplads har fået navn efter en person, men der kan dog nævnes et eksempel på en lejrplads i omegnen af Kangaamiut, som kaldes Kamillakkut, Kamillafamilien (Robert Petersen, 1963: 276). Der er utallige navne, der fortæller om tidligere tiders økologiske tilpasning til landet, og jeg skal her kun komme ind på et mindre udvalg. Der er mange navne, der viser, at folk ikke boede fast på et sted året rundt, men flyttede omkring, så de udnyttede forskellige ressourcer på forskellige årstider. Det er navne som Upernivik, forårspladsen, Aasivik, sommerpladsen, og Ukiivik, vinterpladsen. Mennesker har gennem tiderne sat deres tydelige spor i landskabet først og fremmest i form af rester efter deres boliger. Talrige navne fortæller, at der her har ligget et eller flere huse. Den enkleste navneform er Illu, hus, eller Illut, huse, men det er almindeligt, at ordet er forsynet med et eller flere modificerende tilhæng, som f.eks. Illorsuit, de store huse. Engang blev husene kun benyttet som vinterboliger. Om sommeren forlod man vinterbopladsen og boede i telt. Teltene efterlader spor i terrænnet i form af kredse af sten, som har været brugt til at tynge teltdugen ned med, og eventuelt lave mure af gråstørv, men disse spor er betydeligt mindre markante end husruinerne, og der forekommer langt færre stednavne, som knytter sig til sommerens boligform end til vinterens. Der findes navne som Tupertalik, teltstedet, og Tupersuatsiaq, det temmelig store telt, men Tupertalik bærer dog næppe sit navn, fordi der har stået et telt, men snarere fordi fjeldets form minder om et telt. Der er mange stednavne, som angiver, hvor man plejede at trække umiaq'en op på land og efterlade den, mens man vandrede videre ind i landet på renjagt. Et sådant sted kaldes Umiivik. Men man kunne også bare umiaq'en over land, hvis man ville hen til en anden fjord, som ikke var for langt borte, og et sådant overbæringssted kaldes Itilleq eller Itinnera (Itinneq). Betegnelsen Itilleq synes at blive brugt om den side, der vender mod den beboede egn, mens betegnelsen Itinnera anvendes om den anden ende. Disse to stednavne vil således lokalt kunne sige noget om ældre tiders bebyggelsesforhold og rejseaktivitet. Men det var ikke alene umiaq'er, man kunne tage med sig et stykke ind i området, hvor renjagten foregik, man kunne ogsa medbringe kajakker. Herom vidner f.eks. stednavnet Qajartoriaq, stedet hvor man ma ro i kajak. Det kunne nemlig vmre en fordel eller en nedvendighed for at komme videre, at man benyttede kajakken pa søer eller elve. Et sted, hvor man kommer ned fra fjeldet, kaldes Aqqataaq eller Aqqartarfik, og Majoriaq, Majoqqaq og lignende navne betegner en vej op over et fjeld og bruges ogsa i forbindelse med slædekørsel. En slædevej gennem et særligt udjævnt terræn kaldes Aqqulluk, den darlige vej. Enkelte bopladser har navn efter om stedet, i hvert fald for en tid, har vmret præget af gode fangstforhold eller lige det modsatte. Der findes både navne som Arsivik, stedet med overflod, og Kaannaatsoq, stedet, hvor der aldrig sultes, men der kendes også et Kaaffik, sultestedet, Perlerfik, stedet, hvor de sultede ihjel, og Perlertut, de som er sultet ihjel. Et stort antal stednavne angiver forekomsten af bestemte dyrearter. Det drejer sig i næsten alle tilfælde om dyr, som har økonomisk betydning, som Pannertooq, stedet med de mange renbukke, Aarfit, hvalrosserne, Appat, lomvierne, Eqaluit, ørrederne og Uillut, muslingerne, men at der findes undtagelser, viser et navn som Aasiaat, edderkopperne. I mange stednavne udtrykkes det, at dyrene er genstand for fangst, f.eks. Ammassivik, stedet, hvor man fanger ammassætter, og Arfaffik, stedet, hvor der er fanget en hval, men ogsa jægeren kan navnes direkte, som Aqisserniaq, rypejmgeren. Aalatsivik, stedet, hvor noget bevæges, er blevet tolket som stedet, hvor der er uro eller hvirvler (i vandet) (Thalbitzer, 1904: 132) eller som pilkepladsen (Amdrup et al. 1921 I: 84), altså stedet hvor man bevæger fiskesnøren op og ned. Knud Rasmussen har imidlertid på grundlag af oplysninger om stednavne brugt af rensdyreskimoerne i Canada kunnet give en helt anden tolkning. Hos rensdyreskimoerne er Aalatsivik nemlig et sted med varder, hvortil der er fæstet ting, som kan vifte for vinden, som skind og fuglevinger. Det skulle få rensdyrene til at løbe i den ønskede ret- ning (Rasmussen, 1928: 58 og 1930: e.g. 157). Jens Rosing har givet en lignende forklaring på dette stednavn i Grønland og fremfører som stette for denne tolkning, at der skal findes et vardesystem i indlandet bag Aalatsivik syd for Aasiaat (Jens Rosing, 1958: 392). Der er flere andre stednavne, der ikke nævner de pågældende fangstdyrs navne, men de midler og metoder, hvormed de fanges, f.eks. Talorsuit, de store skydeskjul, som blev brugt under renjagten, og Pullatit, rævefælderne. Navnet Kallorfik, stedet, hvor man river noget ned, er knyttet til en særlig form for fuglefangst. Den foregår på den måde, at fangeren skjuler sig bag en sten på et fremspringende punkt ved strand- kanten, hvor man erfaringsmæssigt ved, at der vil blive slået fugle ind mod land i stormvejr. Med en slags pisk, en stang forsynet med en snor, som der er bundet noget tungt i enden på, f.eks. en hvirvel fra en sæl, slår fangeren ud efter fuglen, og hvis snoren vikler sig om fuglen, kan man rive den til sig (Amdrup et al. 1921 II: 389). Og så et eksempel på en mere moderne fangstmetode, der har givet anledning til et stednavn, nemlig Iginniarfik, stedet, hvor man skyder. Der blev omkring 1825 oprettet et udsted, som fik dette navn, fordi det ligger mellem to havbugter pa et sted, som havde vist sig at være en velegnet skydefangstplads (Amdrup et al. 1921 I: 82). Når byttet er nedlagt, skal fangsten behandles, og forste led i denne proces afspejles i navnet Arfiorfik, stedet, hvor man har flænset en hval. Et navn som Panersiivik, tørringsstedet, fortæller, at man her har bredt skind og kød ud, for at det kunne tørre, inden det blev bragt til vinterbopladsen eller til et sted med et forrådskammer, Qimatulivik, som også forekommer som stednavn. Af navne, som har tilknytning til traditionelle kvindelige aktiviteter, findes der også nogle, som refererer til den videre behandling af skindet. I Kangerlussuaq ligger der således et næs med navnet Seeqqinniorfik,stedet, hvor man syr kvindebukser. Når man efter renjagten var på vej ud af fjorden, slog man lejr her, for at kvinderne kunne komme til at sy renskindsbukser, så de kunne vende tilbage til vinterbopladsen med smukke nye klæder (Jens Rosing, 1958: 324). Det kan have vaeret en årligt tilbagevendende begivenhed, eller maske fortæller navnet kun, at det en gang skete netop her. Om baggrunden for et andet dragtnavn Kamikoorfik, stedet med de gamle kamikker, fortælles det, at når folk fra Narsaq tidligere tog til Eqalugaarsuit for at fange ammassætter, gik de til Qaqortoq for at handle. De skiftede tøj når de nærmede sig byen og gemte deres gamle tøj i huler, og først når de kom til Kamikoorfik, skiftede de til nye kamikker for at spare mest muligt på sålerne (K'aĸortume katerssugausivilioĸatigît 1974: 7). Når det gælder stednavne, som er baseret på plantenavne, er der i næsten alle tilfælde tale om planter, der kan udnyttes pa den ene eller anden måde. Af de spiselige kan naevnes navne som Tullerunnat, rosenrod, Kuannit, kvaner og Paarnat, krækkebær. Af navne, der betegner produkter, som bruges til opvarmning og belysning, har vi Qisuttuut, stedet, hvor der er meget drivtræ, og Manermiut, beboerne af stedet, hvor der er mos til lampevæger. Også de steder, hvor man hentede sten til Tamper og gryder, har navne, der angiver P.87 særlig qassi, og Qassimiut, de der bor ved en qassi. I Alaska er qassi betegnelsen for mands- og festhuset. I Grønland findes der kun få traditioner om huse med en særlig funktion, og man kan ikke med sikkerhed sige, om der har været et sådant på disse steder, eller om navnene kun har med stedets geografi at gøre og betegner en bugt eller en slette, der er omsluttet af sammenhængende højder (Thalbitzer, 1941: 656-683). Til sidst vil jeg komme lidt ind på det stednavneskifte, som tidligere kunne opstå i forbindelse med personnavnetabu, og som vi kender konkrete eksempler på fra østgrønland. Da konebådsekspeditionen i 1884 kom til østkysten, erfarede deltagerne, at Ammassalik, stedet med ammassætter, egentlig var navnet pa en strækning i det indre af fjorden, hvor der ikke boede nogle fast, men hvor folk fra hele omegnen strømmede til i ammassættiden for at fiske. Andre østgrønlaendere længere syd på kysten brugte imidlertid navnet om hele den egn, hvorfra folk rejste til ammassætpladsen. De lokale beboere brugte derimod ikke selv den gang navnet Ammassalik, fordi en mand ved navn Ammassak var død, og ifølge tabureglerne måtte hans navn ikke nævnes. De kaldte ammassætter for keersakkat, dem man gennemtygger, og i stedet for at sige Ammassalimmiut benyttede de et andet stednavn og sagde Kulusummiut (Holm, 1888: 55) eller vel snarere Ammassalimmiit og Kulusummiit, for østgrønlandsk er jo en idialekt. I nogle tilfælde er et sådant tabunavn helt forsvundet, og det er en af grundene til, at en del af ordforrådet i østgrønlandsk er et andet end i vestgrønlandsk. I andre tilfælde begyndte man igen at bruge det gamle navn, nar tabuperioden var udløbet. Hvad Ammassalik angår, så valgte konebådsekspeditionens deltagere at beholde dette navn i de begær, de skrev om rejsen til Østgronland med den begrundelse, at området var kendt på den sydlige del af vestkysten og østkysten under navnet Ammassalik. Navnet blev yderligere fastholdt ved, at man, da man i 1894 anlagde en koloni i en lille vig ved den store bugt, Tasiusaq, på østgrønlandsk Tasiilaq, den der ligner en sø, kaldte den Ammassalik. Men østgrønlænderne fortsatte med at bruge deres eget gamle stednavn, Tasiilaq fremfor Ammassalik, og for et par år siden tog kommunalbestyrelsen konsekvensen af det og erklærede at det også skulle være byens officielle navn. I det oprindelige forsøg fra myndighedernes side på at gennemføre et navneskifte, var det et grønlandsk navn, det drejede sig om, men ellers har udefra kommende navne i ahnindelighed været ensbetydende med fremmedsprogede navne (Kleivan, 1977). Indenfor beboede områder vil det dog næsten altid være muligt at vælge at benytte grønlandske stednavne og dermed understrege, at de er et vigtigt led i den grønlandske kultur, som er med til at sikre forbindelsen mellem fortiden og nutiden.

Litteratur Amdrup, G. C. et al. (red.), 1921: Grønland i Tohundredaaret for Hans Egedes Landing. I-II. Meddelelser om Grønland vol. 60-61. København. anonym, 1981: Aqqusinermik atsiineq/Nyt vejnavn. nutaat maniitsup aviisia nr. 18. Maniitsoq. S. 22. Berthelsen, Chr. et al., 1977: Ordbogi Kalaallisuumit — Qallunaatuumut, Grønlandsk — Dansk. Ministeriet for Grønland. København. Birket-Smith, Kaj, 1924: Ethnography of the Egedesminde District with Aspects of the General Culture of West Greenland. Meddelelser om Grønland vol. 66. København. Egede, Paul, 1788: Efterretninger om Grønland uddragne af en Journal holden fra 1721 til 1778. København. 1962: 1721-mit 1788 tikitdlugo uvdlorsiutainit tigussat. Kalatdlit-nunanit nalunaerutit. Nûk. 1939: Continuation af Relationerne Betreffende Den Grønlandske Missions Tilstand og Beskaffenhed. Ed. H. Ostermann. Meddelelser om Grønland vol. 120. København. Glahn, Henric Christopher, 1921: Missionær i Grønland Henric Christopher Glahns Dagbøger for Aarene 1763-63, 1766-67 og 1767-68. Ed. H. Ostermann, Det grønlandske Selskabs Skrifter IV. København. Hansen, Johannes, 1933: Den grønlandske Kateket Hanseraks dagbog om den danske Konebadsekspedition til Ammassalik i Østgronland 1884-85. Ed. William Thalbitzer. Det grønlandske Selskabs Skrifter VIII. København. Holm, Gustav, 1888: Ethnologisk Skizze af Angmagsalikerne. Meddelelser om Grønland vol. 10. København. Holtved, Erik, 1951: The Polar Eskimos Language and Folklore I-II. Meddelelser om Grønland vol. 152 (1-2). København. Jenness, D., 1924: Eskimo Folklore. Canadian Arctic Expedition vol XIII. Ottawa. K'aĸortume katerssugausivilioĸatigIt/Julianehab museumsforening, 1974: kamikorfik-up una ateĸautiga . . . /Derfor hedder den: Kamikorfik . . . Kujatamio nr. 9. K'aĸortoq/Julianehab. S. 7. 1859-1865: Kaladlit okalluktualliait — Grønlandske Folkesagn opskrevne og meddelte af Indfødte. I-IV. Nûk. Kleinschmidt, Sam., 1971: Den grønlandske Ordbog. Ed. H. F. Jorgensen. København. Kleivan, Inge, 1977: Place Names in Greenland: Cultural Imperialism and Cultural Identity. Transactions of the Finnish Anthropological Society No. 2. Helsinki. S. 197-215. Meldgaard, Jørgen, 1975: Forhistorie. I: Palle Koch (red.): Grønland. København: 5.129-149. Petersen, Jonathan, 1921: Kalatdlisut agdlangneĸ. oĸalugtuarxat. Nûk. Petersen, Robert, 1963: Family Ownership and Right of Disposition in Sukkertoppen District, West Greenland. Folk vol. 5. København. S. 269- 281. Poulsen, Eliaser, 1968: sujulivta nunanik atsersuissarneranik. Itsuartorfik nr. 2. Nûk. S. 16-19. Rasmussen, Knud, 1925-26: Fra Grønland til Stillehavet. Rejser og Mennesker fra 5. Thule Ekspedition 1921-24. København. 1928: Inuit nunainik kaujatdlainialungneĸ. Grønlandimit Maneragssuarmut angalarnerup univkava. København. 1930: Iglulik and Caribou Eskimo Texts. Report of the Fifth Thule Ekspedition 1921-24. Vol. VII No. 3. Copenhagen. Rink, H. J., 1866-1871: Eskimoiske Eventyr og Sagn med Supplement. København. Rosing, Jens, 1958: Søndre Strømfjords Saga. Tidsskriftet Grønland. København. S. 321-331. 1958: Tanker ved et ”Viftested”. Tidsskriftet Grønland. København. S. 358-392. 1975: Sagn og tro. I: Palle Koch (red.): Grønland. København. S. 204-213. Rosing, Otto, 1955: Taseralik. oĸalugtualiaĸ 1845-50 migssane pisimassutitdlugo. Kalatdline ĸaumarsautigssiniaĸatigIt/Grønlands Folkeoplysningsforening. atuagaĸ 22. Nûk. Stefansson, Vilhjalmur, 1914: The Stefansson-Anderson Arctic Expedition of the American Museum. Preliminary Ethnological Report. American Museum of Natural History vol. 14. New York. Thalbitzer, William, 1904: A Phonetical Study of the Eskimo Language. Meddelelser om Grønland vol. 31. København. 1913: Grønlandske sagn om Eskimoernes Fortid. Et Bidrag til Arktisk Sagnforskning. Populære etnologiska Skrifter nr. 11. Stockholm. 1932: Eskimoiske stednavne fra Alaska og Gronland set i arkæologiens lys. Geografisk Tidsskrift vol. 35. København. S. 137-155. 1923-1941: The Ammassalik Eskimo. Constribution to the Ethnology of the East Greenland Natives. Meddelelser om Grønland vol. 40. København.