De Grønlandske Stednavnes Vidnesbyrd Om Vandringer Og Forskellige Aktiviteter
Total Page：16
File Type：pdf, Size：1020Kb
De grønlandske stednavnes vidnesbyrd om vandringer og forskellige aktiviteter Inge Kleivan Mennesker har til alle tider og på alle steder fundet det nyttigt at give vise lokaliteter navne. Når man skal snakke om en ting, har man også brug for en bestemt betegnelse for den, d.v.s. at stednavnene har en kommunikativ funktion. Der eksisterer som bekendt stednavne, der stammer fra mange forskellige sprog i Grønland, men langt det største antal er grønlandske, og de er udtryk for det grønlandske folks primære tilknytning til landet. Jeg skal begynde med at give en kort oversigt over nogle af mulighederne for navngivning på grønlandsk. Det er velkendt, at der i mange tilfælde er sammenfald mellem et fællesnavn på en lokalitet og et stednavn, som f.eks. i tilfældet med Nuuk, næsset, som i tidens løb også har været navnet på adskillige bopladser, og nu er navnet på Grønlands hovedstad. En del navne beskriver forskellige karakteristiske forhold ved terrænnet, som f.eks. Maniitsoq, det ujævne, og Aappilattoq, det røde. Andre navne angiver et steds relative beliggenhed, som f.eks. Kitsissut, de vestlige (øer). Sammen- ligningsnavnene udgør en stor gruppe. Sammenligningen kan gælde en anden lokalitet, et dyr, dele af en menneske- eller dyrekrop, et redskab, en beklædningsgenstand eller andet. I almindelighed angiver et tilhæng, at det drejer sig om en sammenligning, f.eks. Uummannaq, det hjerteformede, men som navnet Kullorsuaq, den store tommelfinger, viser, er det ikke altid sådan. De navne, som jeg vil tale om her, omfatter bl.a. historiske navne, der refererer til fremmede folk, og navne, der knytter sig til specielle begivenheder, herunder personnavne. Dertil kommer en lang række navne, som kan betegnes som økologiske navne. De angiver forekomsten af eller undtagelsesvis manglen pa specielle dyr, planter, drivtræ og stenarter og udnyttelsen af disse ressourcer. Og endelig kommer jeg ind pa navne, som har forbindelse med det sociale og kulturelle liv. Der findes enkelte grønlandske stednavne, som man ikke er sikker pa betydningen af. Muligvis kan det i nogle tilfælde have forbindelse med, at de er af ældre dato, men det skal dog straks understreges, at det er karakteristisk for de grønlandske stednavne, at de med ganske få undtagelser er umiddelbart forståelige. Man finder ikke her som så mange andre steder i verden et vist antal stednavne, hvis betydning kun kan forstås på baggrund af den sproglige udvikling, der er sket i området, eller de eventuelle indvandringer, der har fundet sted af folk, der har talt et andet sprog. Når de grønlandske stednavne ikke afviger fra det sprog, der tales til daglig, kan det have en vis sammenhmng med, at så mange af stednavnene er ord, som er hyppigt i brug i mere almen betydning. Det kan ogsa betyde noget, at der ikke for kolonisationen i 1721 har været skriftlige kilder, som har kunnet være med til at fastholde arkaiske former. Nar stednavnene har fulgt med den almindelige lydudvikling, kunne det endelig også tyde på, at man anser det for en værdi, at man umiddelbart kan forstå, hvad et stednavn betyder. p.78 Hvis et område har været beboet gennem længere tid eller er blevet gennemrejst af mennesker, som har haft kontakt med hinanden, kan man regne med, at en stor del af navnestoffet er blevet bevaret gennem meget lang tid. Spørgsmalet er så, hvor langt tilbage i tiden man med rimelighed kan føre flertallet af de grønlandske stednavne. Arkæologerne taler f.eks. om Saqqaqkulturen, opkaldt efter findestedet Saqqaq, solsiden, men vi ved ikke, hvad Saqqaqfolket selv kaldte deres boplads for tusinder af år siden, for der har senere været lange perioder, hvor den ikke var beboet. Det kan ikke udelukkes, at de også har kaldt den Saqqaq, for det er jo et lokalitetsbeskrivende navn, men de kan lige så godt have givet den et helt anden navn. Det samme gælder den kendte boplads Sermermiut, beboerne ved bræen. Her har man konstateret ved arkæologiske undersøgelser af den mere end to meter tykke madding ved bopladsen, at der er tørvelag uden spor efter menneskelig aktivitet mellem Saqqaqkulturen og Dorsetkulturen og tilsvarende mellem Dorsetkulturen og Thulekulturen, d.v.s. at Saqqaqkulturens folk, der ifølge kulstof 14 dateringer boede der ca. 1600 år for vor tidsregning, ikke kan have fortalt Dorsetkulturens folk, hvad de kaldte stedet. Og tilsvarende kan Dorsetkulturens folk, der boede der ca. 200 år efter vor tidsregning, ikke have snakket med Thulekulturens folk, som kom til omkring år 1200. Der kan altså have været tale om navngivning, navnetab og senere ny navngivning flere gange. Den første, der på tryk har givet en beskrivelse af stedet, er Paul Egede, som besøgte den store boplads i 1737, men han noterede ikke ned, hvad den hed (Egede, 1788: 93, gr. udg. 1962: 62). Vi må dog gå ud fra som givet, at den også dengang hed Sermermiut, og at den har heddet sådan, i hvert fald lige siden Thulekulturens folk slog sig ned her. Det bringer os ca. 800 år tilbage i tiden, for det ser ud til, at stedet har været benyttet som vinterboplads lige siden dengang og frem til midten af det 19. århundrede, hvor det blev affolket. Hvis man kunne pege på et sted, hvor repræsentanter for de forskellige folk, som vi kender gennem arkæologiske undersøgelser, har boet sammen side om side, sa ville det ogsa være sandsynligt, at de, som kom først, havde haft en del af de stednavne, de brugte, videre til de senere indvandrere, men et sådant sted kendes ikke, ikke endnu i hvert fald. De mennesker, der engang levede i Nordøstgrønland, kender eftertiden kun fra de spor, de har efterladt i terrænnet, og fra en kortfattet beretning om den engelske kaptajn Claverings møde med nogle af dem i 1823, men også de må have haft et rigt forråd af stednavne, som beklageligvis er gået tabt med dem. Ogsa i vore dage kendes fmnomenet navnetab, nemlig når ældre menneskers viden om stednavne går tabt ved deres død, uden at deres viden er videregivet til andre mundtligt eller skriftligt. Ser vi i forbindelse med spørgsmålet om vandringer i Grønland på navnene på de tre landsdele, som Grønland består af, så er de to, Avanersuaq, det langt nordpa, Nordgrønland, og Tunua, bagsiden, østgrønland, orienteret i forhold til den tredje, Kitaa, vestkysten, Vestgrønland. Disse navne er af nyere dato, og der kan ikke være meget tvivl om, at betegnelsen Tunua er resultatet af forbindelsen syd om Grønland, og at det er vestgrønlændere, som har defineret, at østgrønlænderne bor på bagsiden, og at nordgrønlænderne bor meget langt nordpå. Både i Vestgrønland og i Østgrønland kendes der sagn om mænd, som har rejst rundt om Grønland. I et vestgrønlandsk sagn fortælles der således om to brødre, der rejste syd om Grønland fra vest til øst og fulgte kysten nordpå. De skal være kommet tilbage til vestkysten ved at rejse tværs over Grønland gennem et sund, som kom ud ved Ilulissat, og derfra sejlede de atter sydpa. Her døde den ene af brødrene, og sagnet sluttede med at fortælle, at han blev begravet på en lille ø nær Nuuk, som efter ham fik navnet Uiarniaq, han som ville sejle udenom (Rink, 1871: 73-74). Det er nærliggende at forestille sig, at der må findes en anden forklaring på oprindelsen til dette stednavn. Navnet Uiarniaq kan simpelthen skyldes, at der her engang er blevet begravet en af de østgrønlendere, som gennem flere århundreder helt frem til omkring år 1900 rejste syd om Grønland og op langs vestkysten, og som blev kaldt uiartut, de som er rejst udenom. Senere da denne begivenhed var blevet glemt, kan sagnet om de to brødres landomsejling være blevet forbundet med stednavnet Uiarniaq. På kortet står der imidlertid i dag ikke Uiarniaq, men Uiaania, og det er ikke klart, hvad det betyder. Der foreligger den mulighed at Uiaania er en fejlskrivning, for dem findes der en del af på grønlandske kort fra gammel tid af, men det kan også være det oprindelige navn, og man har så i forbindelse med fortællingen om landomsejlingen som et udslag af folkeetymologi udnyttet Uiaanias tilfældige lighed med ordet Uiarniaq og på den måde fået et stednavn med mening i. I Kangaamiut området findes et stednavn, som klart afspejler bevægelsen sydnord langs vestkysten. Det er Qavaat, sydlændinge, som er navnet på et sted med en ruin af et stort fælleshus. Det må være givet af folk, som ikke selv definerede sig som sydlændinge, og det vil igen sige, at disse sydlændinge er kommet ind i et område, som var beboet af folk med et andet regionalt særpræg. Ifølge sagnene var der også mulighed for at komme tværs over Grønland ved at flyve. Det fortælles, at der engang var en angakkoq, som foretog en åndemanerflugt over indlandsisen fra østkysten, ”dengang da vestkysten endnu ikke var beboet”. Traditionen forudsætter altså, at vestkysten er blevet befolket af folk, som kom fra østkysten syd om Grønland. Åndemaneren nåde frem til Kangerlussuaq, og der så han en dejlig so med en masse rensdyr i nærheden. Da han kom hjem igen og fortalte sine bopladsffller om det, rejste de alle samme afsted for at finde dette skønne sted. Og da de omsider efter at have rejst syd om Grønland og overvintret undervejs, nåede frem til det, kaldte de søen Tasersiaq, den så han har set (Jonathan Petersen, 1921: 47-48). Det hænger muligvis sådan sammen, at navnet på søen er det primære, og sagnet om åndemanerens besøg i Vestgrønland er så på et tidspunkt, hvor man havde glemt, hvorfor søen blev kaldt sådan, blevet knyttet sekundert til for at forklare oprindelsen til navnet. Der er også givet en anden tolkning af dette navn: den erhvervede sø (Amdrup et al. 1921 II: 763).