Jazzhus Montmartre Genopstår Med Niels Lan Doky I Spidsen
Total Page:16
File Type:pdf, Size:1020Kb
KLAUSULERET TIL Mandag den 22. februar 2010 kl. 06.00 Jazzhus Montmartre genopstår med Niels Lan Doky i spidsen Jazzpianisten vender hjem til Danmark for at genskabe den verdensberømte legende KØBENHAVN, 22. FEBRUAR 2010 – Det internationalt berømte Jazzhus Montmartre, der satte Danmark på verdenskortet i næsten 30 år som magnet på verdens største jazznavne, genskabes nu på den originale adresse i St. Regnegade i København anført af jazzpianisten Niels Lan Doky og mediemanden og iværksætteren Rune Bech. Den 46-årige jazz-pianist Niels Lan Doky vender efter 29 års international karriere i Paris og New York tilbage til Danmark og udgiver samtidig en ny plade med titlen ”Return to Denmark”. - Det er en drøm, der går i opfyldelse, når vi genåbner Jazzhus Montmartre i maj. Stedet har altid stået som noget specielt for mig. Jeg er ydmyg og taknemmelig over at få chancen for at give denne legendariske institution et nyt indhold i en ny tid. Jazzen nyder stadig større udbredelse og vores ambition er at etablere en jazzklub i verdensklasse, med en kunstnerisk profil som ikke p.t. findes andre steder på kloden og som vil bidrage til at styrke Danmarks internationale renommé, siger Niels Lan Doky. Fra 1959 til 1976 udviklede Jazzhus Montmartre sig til et af verdens absolutte kraftcentre inden for jazzen i en sådan grad, at flere af de største navne flyttede til København, blandt andre Dexter Gordon, Ben Webster og Kenny Drew. De inspirerede og udviklede en hel generation af danske jazzmusikere i St. Regnegade, blandt andre Niels Henning Ørsted Pedersen, Alex Riel og Palle Mikkelborg, der trådte deres musikalske barnesko i Montmartre. - Går det? Niels og jeg er formentlig ikke rigtig kloge, men vi kan ikke lade være – og livet er lidt sjovere, hvis man følger sine drømme, siger stedets direktør Rune Bech, 43, der er tidligere Politiken-korrespondent, TV 2- internetdirektør og bl.a. har skabt internet-succesen NetDoktor. Niels Lan Doky er som musikchef ansvarlig for det kunstneriske. Begge stiftere vil være aktivt involveret i alt fra billetsalg til bar. Montmartre etableres på et non-profit-grundlag, hvor alle indtægter går til musik og oplevelser. Den britiske-indiske filmskaber Riz Merchant flytter fra London til København for at indrette og bestyre Montmartre i startfasen. Hun producerer samtidigt en dokumentarfilm om genåbningen til international distribution. Det nye Montmartre vil give plads til både danske og udenlandske musikere. Mange af de dygtige danske musikere vil få nye udfoldelsesmuligheder i Montmartre, og Niels Lan Doky påpeger, at der vil blive stillet høje kunstneriske krav til både danske og udenlandske musikere. - Med de kun cirka 100 tilskuere som der er plads til ved hver koncert vil vi skabe intime og fortættede oplevelser, hvor publikum og musikerne kommer tæt på hinanden under intense og følelsesladede men samtidigt hyggelige koncertforløb, fortæller Niels Lan Doky. Jazzhus Montmartre genindfører bl.a. stedets legendariske langborde og introducerer samtidig begrebet ”Wine, Dine & Jazz”, hvor publikum før koncerten nyder et udsøgt måltid skabt af Michelin-kokkene fra gourmet-restauranterne Era Ora og Acquamarina. Når der ikke er koncert vil Montmartre i dagtimerne være åben som jazzcafé efter japansk forbillede, hvor gæsterne til jazz kan nyde ”byens lækreste sandwich med friskbagt italiensk brød fra vores bageri Il Fornaio samt specialimporteret italiensk kaffe så englene synger”, siger Era Ora-skaberen Elvio Milleri, der står for de kulinariske indslag sammen med sine partnere Edelvita Santos, Alessandro Jacoponi og John Toro. Som fast rådgivningspanel bag Montmartre er samlet en perlerække af nogle af de mest prominente jazz-elskere fra hele verden, bl.a. direktøren for det legendariske amerikanske pladeselskabet, Blue Note, Bruce Lundvall, den japanske jazz-producent Hisao Ebine, den internationale direktør for Verve/Universals jazz-division Wulf Müller, kunster og designer Per Arnoldi samt Ben Webster Fonden, som Dronning Margrethe etablerede i 1976, repræsenteret af formanden, Henrik Wolsgaard-Iversen. For yderligere oplysninger og pressefoto: www.jazzhusmontmartre.dk Rune Bech, direktør, telefon (+45) 20 28 96 66, [email protected] Jazzhus Montmartre, St. Regnegade 19A, 1110 Copenhagen K, Denmark Niels Lan Doky (th) og Rune Bech (tv) genskaber det legendariske Jazzhus Montmartre i St. Regnegade i København og vil sætte Danmark på verdenskortet med intime oplevelser i verdensklasse for et lille publikum. Foto: Isak Hoffmeyer Pressefoto i høj opløsning kan downloades fra adressen www.jazzhusmontmartre.dk/images/pressphoto.tif Jazzhus Montmartre, St. Regnegade 19A, 1110 Copenhagen K, Denmark .