Peter Garde

Redaktører og andre stridsmænd

Ti historiske retssager

!• THOMSON REUTERS Peter Garde Redaktører og andre stridsmænd

- Ti historiske retssager i.udgave/i.oplag © Thomson Reuters Professional A/S, København 2009

ISBN 978-87-619-2575-6

Omslag og grafisk tilrettelægning: Birger Gregers m dd, Frederiksberg Tryk: Narayana Press, Gylling

Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele af den er ikke tilladt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Alle rettigheder forbeholdes.

Omslaget viser Christian Mølsteds maleri af emigrantskibet Norges forlis 28. juni 1904, hvor­ ved mere end seks hundrede mennesker druknede. Skibsskruen ses over havets overflade. Red­ ningsbådene sejler fra det dødsdømte skib. Maleren var ikke selv til stede. Maleriet ejes af rede­ riet DFDS og hænger i havariafdelingen. Forord

Retshistorie er kulturhistorie. Det bekræftes til overmål ved læsningen af Pe­ ter Gardes gennemgang af ti spektakulære retssager fra det 19. og 20. år­ hundrede. Det spektakulære dækker ikke kun over, at sagerne i samtiden var opsigtvækkende og i flere tilfælde omgærdet med dramatik. De var også principielle, og afgørelserne har haft betydning for retsopfattelsen i efterti­ den. De ti retssager angår ikke blot konkrete juridiske spørgsmål, de giver også indblik i de værdier og forestillinger, vi møder hos de involverede parter og domstolen. Ved at arrangere sagerne kronologisk kaster Garde lys over, hvorledes juridisk tankesæt og almene værdier har forandret sig fra gene­ ration til generation. Sammenhængen mellem jura og samfundets normer er ikke entydig. En dom kan juridisk være både indlysende og uangribelig, men alligevel være kontroversiel, fordi den er i modstrid med de forestil­ linger, som behersker den toneangivende del af den offentlige opinion. Men omvendt kan en dom bane vejen for ikke alene en ny retsopfattelse, men også en ny moral. Et retssamfund bygger på en række principper, der anses for fundamentale og ukrænkelige, de skal beskytte såvel samfundets som det enkelte individs ret og værdighed. Fortolkningen og forståelsen af disse principper vil dog altid være afhængig af erfaringer, der igen påvirker mo­ ralske og politiske normer. Dermed får juraen afgørende betydning for ud­ viklingen af de identitetsskabende myter, samfundet er baseret på. Derfor er retshistorie også kulturhistorie. En række af artiklerne drejer sig om ytringsfrihedens grænser og det hermed forbundne spørgsmål om pressens ansvar. Men det handler ikke kun om redaktører, der afprøver grænser, bogens egentlige hovedanliggen­ de er at diskutere det enkelte individs ansvar over for offentlige myndighe­ der og i bredere forstand det almene vel. Også her er pressen afgørende, idet

5 spørgsmålet om ansvarspådragelse for bestemte handlinger traditionelt altid først er blevet rejst i den skrevne presse. Forbundet med ytringsfriheden er injurielovgivningen, hvad kan man tillade sig i den offentlige debat, hvornår bliver polemik til injurier? Og så er der spørgsmålet om den politisk motive­ rede, måske ligefrem nødvendige, nødløgn som etisk problem. Tilsammen tegner de ti sager et billede af, hvordan de forestillinger om ytringsfrihed og ansvar, som stadig er grundstenen i vort retssamfund, blev alment accepteret og en del af vor identitet. Den røde tråd, der forbinder sagerne, er spørgsmå­ let om ansvarspådragelse, ikke kun juridisk, men også moralsk. Den første sager er fra den hensygnende enevælde i 1830’erne, den sene­ ste fra 1917, rammen er den nationale retshistorie, det indebærer dog også en afstikker til det tidligere Dansk Vestindien, hvortil kommer et bidrag om danske sønderjyders vilkår under tysk styre. Og endelig skal vi rundt om Nordatlanten i forbindelse med det retslige efterspil til Amerikadamperen Norges forlis i 1904, hvor 629 ud af 796 ombordværende druknede, med rette af Peter Garde betegnet som en dansk Titanickatastrofe. Hovedpersonen i En redaktørs livsskæbtie er Johannes Hage, der i 1830’er­ ne irriterede regeringen ved at kritisere enevældens lemfældige og udygtige administration. Det kostede et par bøder, men da han begyndte at skrive om udenrigske forhold, gik det for alvor galt. Stormagterne var på vagt overfor alt, hvad der kunne true den europæiske orden, omvendt kunne den danske regering bruge hensynet til udlandet som begrundelse for at skride ind over­ for »skrivefrækheden«. Om der lå konkret udenlandsk pression til grund for sagen mod Hage er uvist, men anklagen blev baseret på en lovparagraf, der forbød forhånelse af »regerende personer« og uretfærdig kritik af udenland­ ske regeringer, i øvrigt samme bestemmelse, som i sin tid var blevet anvendt mod P.A. Heiberg. Hage blev dog ikke landsforvist, men idømtes en bøde og blev underlagt livsvarig censur. Kort efter begik han selvmord. Den tragiske sag var et karakteristisk udtryk for enevældens problemer med at håndtere den fremvoksende opinion. Enevælden var i 1830’erne et system i moralsk opløsning præget af dår­ ligt betalte statstjeneres slendrian og ligegyldighed. Større og mindre under­ slæb var ikke ualmindelige. I Tallotteriets offer hører vi om Det kongelige Te­ aters bogholder Ferdinand Printzlau. Hans skæbne blev datidens lotto, det københavnske tallotteri. Dårlig økonomi fik ham til at satse med betroede midler; eftertiden må i øvrigt undre sig over, hvor teknisk primitivt (blækud­ stregninger og overklæbninger) hans svindel med teatrets obligationer var udført. Det kongelige Teater bedrog han for hen ved 70.000 daler, hvilket

6 en årsløn på 1.800 daler ikke godt kunne forrente. Printzlau idømtes fæst- ningsarrest på Kronborg. Forholdene var nogenlunde tålelige, indtil han be­ gik den dumhed at forføre arrestforvalterens datter, hvad der betød, at han overførtes til de langt værre vilkår som slave i det københavnske Stokhus. Mirakuløst overlevede han i mere end ti år. Garde tegner et smukt billede af Johan Ludvig Heiberg som den, der til stadighed gik i forbøn for Printzlau og aldrig slog hånden af ham. Embedsmaends ytringsfrihed er et altid aktuelt spørgsmål, hvor går grænsen for loyal kritik? Hovedpersonen i Conferentsraad Wegener, den brave er geheimearkivar (rigsarkivar) C.F. Wegener, en af landets højeste embeds- mænd i Frederik VII’s tid. Wegener var ingen kværulant, han var konserva­ tiv og kongetro. Men da regeringen i 1852 af hensyn til stormagterne, »den europæiske nødvendighed«, ophævede Kongelovens bestemmelser vedrø­ rende tronfølgen, udsendte Wegener et skrift, hvor han fremhævede, at man herved risikerede at overskære forbindelsen mellem kongeriget og Slesvig. Regeringen Bluhme var kompetent, men ikke just på forkant med den de­ mokratiske udvikling, udenrigspolitik var ikke noget, nævenyttige embeds- mænd skulle blande sig i. Det komplicerede sagen, at de fleste rigsdagsmænd og endog kongen i virkeligheden var enige med geheimearkivaren. Rege­ ringen tog intet hensyn hertil og lod generalfiskalen rejse sag mod Wege­ ner. Generalfiskalen var et relikt fra fortiden, den embedsmand enevælden traditionelt havde pudset på sine fjender. Wegener blev frikendt ved både kriminalretten og Højesteret; ikke desto mindre ville regeringen have ham afskediget. Det lykkedes ikke, men Frederik VII blev mod sin vilje tvunget til at udtrykke sin misbilligelse af geheimearkivaren. Sagen mod Wegener vi­ ste, at enevælden mentalt ikke var langt borte, ironisk nok gik det ud over en mand, som dybest set var tilhænger af de gamle tider. Men den konservative regering anså ham for en amatør, hvis skriverier komplicerede et i forvejen farligt udenrigspolitisk spil. Der skulle statueres et eksempel. Da Rolf Krake sejlede væk fortæller om frustrationerne efter nederlaget i 1864. Selv om optakten og krigens forløb var en ren opvisning i politiske fejltagelser, blev der ikke tale om et egentlig retsopgør, det eneste retlige ef­ terspil angik panserbatteriet Rolf Krakes indsats i forbindelse med den preus­ siske overgang over Alssund tidligt om morgenen den 29. juni. Rolf Krake var flådens stolthed; der var forventning om, at skibet kunne spille en afgø­ rende rolle i forsøget på at hindre overgangen. Rolf Krake greb kortvarigt ind og sejlede derefter bort, åbenbart i den tro, at den tyske hovedstyrke var kommet over, og at det nu gjaldt at sikre evakueringen til Fyn. På tysk-preus­

7 sisk side drog man et lettelsens suk, i Danmark bidrog Rolf Krakes begræn­ sede indsats til yderligere desillusion. Officerernes dispositioner kom under anklage; offentligheden ville have placeret et ansvar. Sagen kom også op i Rigsdagen; det endte med en kommissionsdomstol. Anklagerne var alvorli­ ge, dommene relativt milde, i virkeligheden var det startsignalet til det store opgør om ansvaret for 1864, der blev retningsgivende for dansk politik i flere menneskealdre, helt frem til 1940. Tolv plus ni og tredive dødsdomme, én sag, det lyder dramatisk, og er det også. Scenen er først de vestindiske øer, siden København. De sorte planta­ gearbejderes oprør i 1878 er en af Danmarkshistoriens glemte begivenheder, selv om det var en både brutal og dramatisk historie med mord og ildspåsæt­ telser i stort omfang. Der var flere årsager til, at det gik galt, forsøgene på at redde den stadigt mere urentable sukkerproduktion førte til stadigt mere re­ striktive arbejds- og lønvilkår, oven i kom, at regeringens sparepolitik gjorde det vanskeligt for de militære og civile embedsmænd at træffe hensigtsmæs­ sige dispositioner. Oprøret blev nedkæmpet, en standret dømte 12 formode­ de hovedmænd til døden. Standretten stred mod alle gængse retsprincipper, med Gardes formulering en inkvisitionsdomstol uden anklager, uden forsva­ rer, uden adgang til appel, i virkeligheden en militært begrundet foranstalt­ ning med henblik på at sikre den genoprettede orden. Det endte ikke her. I København nedsattes en kommissionsdomstol med henblik på at afdække forløbet. Yderligere 39 blev dødsdømt, men blev benå­ det. Det interessante er ikke selve sagsforløbet, derimod giver retsakterne et enestående indblik i koloniernes administration og retsforhold. Det vil sik­ kert overraske, at straffeloven af 1866 ikke gjaldt for Dansk Vestindien, her var strafferetten fortsat baseret på Danske Lov fra 1683. Oprøret og kommis- sionsdomstolen gjorde kolonierne til en del af det indenrigspolitiske slags­ mål mellem højre og venstre. Roller og synspunkter skiftede undervejs, men her begyndte den proces, der førte til øernes salg i 1917. Gik kultusministeren på horehus? Det var der nogen, der mente, og ankla­ gerne mod kultusminister Jakob Scavenius blev et problem for regeringen og fik desuden et langt efterliv i litteraturen. Sagen var bizar, den kunne næppe have fundet sted på noget andet tidspunkt end det sene 19. århundrede. Den blev rejst af smørgrosserer og sympatisør med Indre Mission C. Ingeman- Petersen, der i et brev til konseilspræsident Estrup hævdede at have set Sca­ venius besøge et berygtet fruentimmer. Den efterfølgende injuriesag og de tilstødende komplikationer har givet anledning til mange myter, som Garde med stort held gennemhuller. Det var egentlig ikke nogen politisk sag, deri­

8 mod var det et normsammenstød af dimensioner. Scavenius var en grand- seigneur af traditionelt tilsnit. Politisk konservativ, men frisindet og norm- brydende i meninger og adfærd, en type man møder hos aristokrati og elite til alle tider. Indre Mission forbinder vi med fiskere i Vestjylland, men også hos dele af borgerskabet fik missionen godt fat. Den missionske smørgrosse­ rer mente, at den som havde det øverste ansvar for den kirkelige forvaltning måtte leve op til kirkens moralske normer, hvorimod Scaveniussiden frem­ førte, at embedet ikke forudsatte særlige moralske kvalifikationer. I øvrigt blev anklagen aldrig bevist, men sagen underminerede Scavenius politisk. Den offentlige mening og eftertiden tog den ubeviste anklage til sig. Horehu­ set blev en del af Scavenius’ eftermæle. Tre kroner og seksogtredive øre er ikke noget stort beløb, det var det hel­ ler ikke i 1890’erne, men små beløb kan være principielle. Beløbet optræder i en sag om højtidsoffer, et begreb, de fleste i nutiden næppe kender, nogle vil måske tro, det er en slags julegave, og for så vidt er de på sporet. Selv om præsterne efter reformationen var blevet en del af statsapparatet med faste indtægter, skulle de forsat nyde særlige honorarer »ofre« ved de store højti­ der påske, pinse og jul. Offerinstitutionen var vanskelig at administrere, og tendensen gik i retning af at afløse ofret med en fast pengeydelse. Offerafløs­ ning pålignedes sammen med kommuneskatten, men et medlem af mosaisk trossamfund mente, at han ikke kunne pålignes afgiften, da den var i strid med Grundlovens artikel 77, der fastslog, at ingen er pligtig til at yde person­ lige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen. Umid­ delbart kunne sagen lyde simpel, men det var den ikke. Spørgsmålet var om afløsningen angik penge, der specifikt var bestemt for en bestemt gudsdyr­ kelse, eller om der var tale om en pålignet afgift med henblik på finansiering af offentlige aktiviteter i bredere forstand. Endelig involverede sagen spørgs­ målet om, hvorvidt det offentlige kan tage særlig hensyn til folkekirken frem for andre trossamfund. Det er et spørgsmål, der er blevet stadigt mere på­ trængende efterhånden som det danske samfund religiøst er blevet mere he­ terogent. Tre gange dansk undersåt var én gang for meget fortæller om de retslige og administrative vilkår i det Sønderjylland, som blev tysk i 1864.1 freden var der indføjet en aftale, der gav indbyggerne i de afståede områder ret til at op- tere for Danmark, dvs. vælge dansk undersåtsforhold, hvilket krævede ud­ vandring til Danmark inden for seks år. Optanterne kunne dog beholde de­ res faste ejendom i de afståede områder. Optantspørgsmålet blev et af de po­ litisk mest prekære, den preussiske administration brugte uklarhederne til

9 at udvise besværlige elementer. For historikeren er Preussens udvikling i det 19. århundrede gådefuld. Det begyndte med liberale og humane reformer, men de militære succeser fremmede en ekstrem nationalisme. Bismarck selv var ikke nationalist, han var nærmest konservativ kosmopolit og kunne tale hånligt om »tyske hurlumhej«. Men samtidig udnyttede han kynisk den ty­ ske nationalisme til at understøtte sin preussisk-tyske stat. Traditionelt preus­ sisk bureaukrati blev forbundet med en irrationel nationalisme; symptomer­ ne på den forgiftning af tysk mentalitet, der kulminerede med nazismen, be­ gyndte at vise sig. Både i juraen og i teologien er der en gammel diskussion om, hvorvidt gode gerninger kan kompensere eller ligefrem slette fortidens synder. Det er et af temaerne i En dansk Titanickatastrofe, det frygtelige forlis i 1904, hvor Amerikabåden Norge gik ned, og 619 mennesker druknede.1 Sø- og Han­ delsrettens dom blev det fastslået, at kaptajnen havde gjort sig skyldig i ufor­ sigtigheder og fejlagtige handlinger, der dog ikke var af et sådant omfang, at han burde straffes. Eksplicit understregede retten, at der var taget hensyn til den måde, hvorpå kaptajnen inden han blev reddet, til det sidste bestræbte sig for »med ro at opfylde sine pligter«. Derimod blev rederiet (DFDS) frikendt trods kritisable forhold, men strafansvar for et selskab var dengang ikke mu­ ligt. Og så kan man dele Gardes undren over, at forliset, det største danske i fredstid, og som med hensyn til antallet af druknede var sammenligneligt med Titanics otte år senere, i den grad er slettet af dansk hukommelse. Præsters trang til at bruge den moralske krabask overfor denne verdens mægtige er ikke noget sjældent fænomen. Et spektakulært dansk eksempel er den københavnske biskop Harald Ostenfeld, den ene af hovedpersoner­ ne i Biskoppen og Præstebaderen. Det begyndte med de dulgte forhandlinger med USA om salget af de vestindiske øer, hvor amerikanerne havde betinget sig hemmeligholdelse indtil aftalen var på plads. Pressen fik fat i sagen, men de to involverede ministre Erik Scavenius og Edvard Brandes afviste, Scave- nius endog i Folketinget. Det var en traditionel politisk nødløgn, men da sa­ gens rette sammenhæng var afsløret, rejste der sig en storm mod regerin­ gen og ministrene. Opsigtvækkende var det, at biskop Ostenfeld, kirkens pri­ mas, i et åbent brev til konseilspræsident Zahle opfordrede denne til at formå de to ministre til enten at dementere udtalelserne eller gå af. Hvis ikke folk i ansvarlige stillinger holdt sig til sandheden, skred selve »grundvolden for vort folks liv«. Ministrene red stormen af, der var trods alt forståelse for i of­ fentligheden, at politik kan være kompliceret. Men sagen fik en ny drejning, da Ekstrabladets chefredaktør, Frejlif Olsen, anklagede Ostenfeld for hykleri

10 og påstod, at bispen løj, når det passede ham. Ostenfeld anlagde injuriesag, sådanne var Frejlif Olsen vant til. Hans trumfkort var en intrikat sag om­ kring besættelsen af et præsteembede, hvor Ostenfeld havde spillet en tvety­ dig rolle. Frejlif Olsen udnyttede sagen til det yderste, men hans voldsomme sprogbrug var nok ude, hvor sagen ikke kunne bære, og ved to instanser blev han dømt til simpelt fængsel i fire måneder. Frejlif Olsen har haft et blan­ det ry i dansk pressehistorie, allerede dengang blev Ekstrabladet anset for et boulevardblad, til gengæld har dansk presse i dag næppe en pen, der i klar­ hed og sproglig præcision kan måle sig med Frejlif Olsens. Præcisionen og klarheden har Peter Garde fælles med Frejlif Olsen, om end tonen er en anden. Hvor den gamle redaktør skrev direkte og pågående, giver Garde plads til refleksioner og digressioner. Det kan han gøre i kraft af en kolossal lærdom, der er henvisninger til både dansk litteratur og verdens­ litteraturen, og den historiske speciallitteratur med tilknytning til de be­ handlede emner, boltrer han sig hjemmevant i. I dag satses der meget uddan­ nelse, derimod er dannelse ikke længere i høj kurs. Men derved bliver tænk­ ningen endimensional, analyserne bliver uden perspektiv. Samfundet vælter med ekspertise, indsigt er mere sjælden, resultatet er at den offentlige debat primitiviseres, fordi ingen magter at se en sag fra flere sider. Sådan er det ikke hos Garde. Den analytiske skarphed er kombineret med evnen til organisk tænkning. I gennemgangen af de ti retssager støder man ofte på andre per­ soner af navnet Garde, bl.a. guvernøren i Vestindien under opstanden i 1878. Det er Peter Gardes forfædre og slægtninge, officerer og jurister, vidner på, at Garde gennem arv og tradition repræsenterer en dansk luthersk præget kultur og dannelse, som uden at være nationalt snæversynet har spillet en umådelig rolle for udviklingen af dansk identitet og særpræg. Han er en for­ nem repræsentant for en retskultur og et menneskesyn, der er et nødvendigt værn mod det barbari, som i dag truer fra flere sider.

Steffen Heiberg

1 1 Indhold

En redaktørs livsskæbne 15 1836-1837

Tallotteriets offer 42 1837-1838

Conferentsraad Wegener, den brave 82 1853-1854

Da Rolf Krake sejlede væk 114 1865-1866

Tolv plus niogtredive dødsdomme, én sag 148 1878-1881

Gik kultusministeren på horehus? 197 1887-1891

Tre kroner og seksogtredive øre 229 1898

Tre gange dansk undersåt var én gang for meget 253 1902-1905 En dansk Titanickatastrofe 1904

Biskoppen og præstehaderen 1917

Efterskrift 352 En redaktørs livsskæbne

»Vi har set et forbund skabt, i hvilket intet var helligt undtagen navnet« Vi­ ( dimus deniqve foedus fieri, quod nil nisi nomen sancti præ se fert). Med denne akademiske spøg, hentydende til den Hellige Alliance, det stærkt konserva­ tive forbund efter 1815 inspireret af den mægtige russiske czar og omfatten­ de størstedelen af de europæiske herskere, herunder vor egen kong Frederik den Sjette, tilkendegav cand. theol.Johannes Dam Hage (1800-37) allerede i 1825 sine liberale holdninger og den interesse for den europæiske storpoli­ tik, som til slut blev skæbnesvanger for ham. Rammen omkring denne dags­ aktuelle bemærkning var Borchs Kollegium i København, hvor den højtbe- gavede teolog efter sin embedseksamen 1824 med hovedkarakteren lauda- bilis, endog med tilføjelse af »egregia laude« (udmærket ros) for den skriftlige del, Hage var hele livet en pennens mand, fortsatte sine studier, nu i historie og geografi, og skrev under sit ophold på kollegiet efter dettes regler et par små latinske disputatser, herunder om, i hvilket omfang præsten bør bindes ved sin ed på kirkens symbolske bøger, bestemt ikke et emne, der indbød til udenrigspolitiske refleksioner. Medens disputatsen ikke iøvrigt vakte megen opsigt og næppe heller fortjente det, gav bemærkningen om den Hellige Al­ liance anledning til, at Hage opkaldtes til kollegiets ephorus, etatsrådHurtig­ karl – udover at hans privatret har fået et langt efterliv derved, at Ørsteds sto­ re »Haandbog« i formen fremtræder som noter til Hurtigkarls fremstilling, bedst kendt for sit store og generøse legat og for, at artikler om ham, f.eks. i »Juridisk Ordbog« ofte oplives ved tilføjelse af et karnevalsbillede af et barn med tyrkisk turban, det eneste kendte billede af den gamle pebersvend. Hage fik ordre om at trække disputatsen tilbage og skrive en anden, som kom til at handle om nogle obskure embedsmænd, »agentes in rebus«, i det gamle Rom. Bortset derfra slap Hage usåret fra historien. Hage var ældste søn i en højt begavet sødskendeflok i en købmandsfami-

15 lie. Hans fader Christoffer Friedenreicb Hage havde en forretning i Stege. Med betydelige akademiske evner forenede Hage en ikke ringe praktisk sans, hvilket kom ham til nytte, da han i 1819-20 midlertidig afbrød sine studier og opholdt sig hos sine forældre for at pleje sin moder og bistå sin fader i handlen, bl.a. med at slutte akkord med kreditorerne, da de dårlige tider ef­ ter 1814 havde ramt den tidligere blomstrende forretning. Han deltog endog i små, næppe farlige spekulationer i korn, vin og klæde og kunne holde sine venner forsynede hermed. Trods sin hang til praktisk virksomhed fortsat­ te han sine studier, hvor bl.a. sprogfagene optog ham; skoleårenes studium af latin, græsk og hebraisk suppleredes med arabisk og naturligvis de mo­ derne levende sprog. Inden embedseksamen var han som så mange andre unge akademikere huslærer, nemlig på godset Svanholm, hvor han i 1823 forlovede sig med en ung slægtning af ejerinden, Charlotte Bartholin. Præst ønskede han ikke at blive, og i 1827 ansattes han ved Roskilde Kathedral- skole med historie og geografi som hovedfag, i 1830 forfremmet til over­ lærer, d.v.s. lektor. Hans rektor skal have udtalt efter hans død, at Hage godt kunne have besørget hele latinskolens undervisning alene. Samtidig virkede han praktisk – der kommer ordet igen – for sin by ved oprettelse af en spare­ kasse, en forskønnelsesforening, et understøttelsesselskab for trængende og sågar en søbadeanstalt. Efter en otte år lang forlovelse blev han endelig gift den 16. september 1831, men hans hustru, som han elskede inderligt, led af uhelbredelig brystsyge. Sygdommen forværredes ved en ubetænksom stra­ badserende rejse i de norske fjelde, og 18. juli 1834 døde hun. Hage havde i forvejen udvist et bittert sind, som hans ungdomsven, den senere biskop Brammer, rammende beskrev som melankolsk-kolerisk – de mange gengivne breve i den yngre brodér Hother Hages biografi af ham viser ham som i den vidunderlige altarie i Handels »Messias« med Esajas’ ord a man of sorrow and acquainted with grief Hages interesse for samfundsforhold – det er betegnende, at hans første større arbejde på dette felt var en formentlig knastør lang artikel Postrouter i Danmark over tre numre af Dansk Ugeskrift i 1833 – skærpedes efter Juli- revolutionen i 1830 og røret ved indførelsen af rådgivende stænderforsam­ linger i Danmark. Ikke unaturligt fik han lyst til selv at udgive et ugeskrift helliget praktiske reformer. Han henvendte sig ligeledes i 1833 til den frem­ trædende nationaløkonom professor C. N. David og forelagde ham planerne om et sådant blad ved navn Fædrelandet. David synes ikke at have handlet honnet over for Hage, idet han uden om ham udsendte det første nummer 14. september 1834 med sig selv som redaktør. Davids undskyldning for at

16 handle på egen hånd kan have været, at han troede, at den efter hustruens nylige død nedbøjede Hage ikke kunne frigøre sig til redaktionelt arbejde, men jeg kan ikke frigøre mig fra, at David udnyttede Hages forbigående sjæ­ lelige svækkelse til at skubbe ham til side, og i hvert fald burde han have spurgt vennen først. Selvom de senere arbejdede godt sammen, har der vel – således Carl Plougs biografi – siddet en brod i Hages sind. Langt fra, at hustru­ ens død lammede Hage, kan man sige, at tabet af den personlige livslykke har skærpet hans udadvendte virketrang.

Skribenten

Hvis Hage har næret en ikke unaturlig bitterhed over for David, har det dog ikke hindret ham i straks at stille sin pen til rådighed for det nye blad. Da bla­ dets artikler kun sjældent fremkom under navn, men tryktes under redaktø­ rens ansvar, véd vi ikke med sikkerhed, hvilke af bladets artikler der skyldes Hage, men der er ikke tvivl om, at den otte sider lange artikelHvad kan det bjelpe?, der fyldte hele nr. 11 af 7. december 1834, er fra hans hånd. Han næv­ ner den generelle modløshed, »hvad kan det hjelpe, jeg taler; min Tale bliver ikke hørt, og vedkommende Embedsmand bliver mig vred.« Modløsheden og manglen på foreningsånd er de værste hindringer for fremgang. »Lige­ som Individet, der taber Modet, taber alt, saaledes gaaer det ogsaa med det Folk, der mangler Mod til at kjæmpe med de Onder, hvoraf det trykkes.« En passage, der må have virket uhørt dristig, næsten truende, nævner mulighe­ den af, at den væbnede magt efter Julirevolutionen ikke længere vil være et blindt redskab for regeringen mod folket. »Soldaten lader sig ikke saa let bru­ ge mod sine Medborgere; han begynder at føle, at han, uagtet han har faaet en Uniform paa, dog derfor ikke ophører at være Borger af samme Stat, som hans Frænder og Venner, og i Grunden har samme Interesse som de. Hvor Folket altsaa er enigt om en vis Forandring, der vil den ogsaa blive foreta­ gen.« Han fremhæver som eksempel til efterfølgelse de store forandringer i England – det må være parlamentsreformen af 1832 – og fortsætter:«... man vil erindre os om det gamle Ordsprog: Lykke giver Mod. Men vi bede Læse­ ren tilføie den anden Halvdel af Sætningen: Mod giver Lykke.« Slutningen in­ deholder næsten et program: »Ligesom nu den danske Historie er den ene­ ste, der viser et Folk, der i Tillid til sin Kongeslægt overdrager den en uind­ skrænket Magt, saaledes er det ikke usandsynligt, at den vil afgive det ligesaa

17 sjeldne Exempel paa en Kongeslægt, der i Tillid til sit Folk tilbagegiver det den Andeel i Statsstyreisen, der ligesaa meget er i Kronens som Folkets Inter­ esse, og som maa ansees for en Hovedfordring af den nuværende europæi­ ske Civilisation. Begyndelsen er alt skeet. I Erkjendelsen heraflægger vi ikke Hænderne i Skjødet, men idet vi Alle arbeide til et fælleds Maal, ville vi, hvis vort Mod skulde slappes, tilraabe hinanden:»det kan bjelpe/«« Også uden for Fædrelandet sås Hages utrættelige pen, mest markant i den store artikel Nepotisme i Kjøbenhavnsposten i 1835. Han nævner den større risiko for ondet under enevælden end under en fri forfatning på grund af den kollegiale regeringsform under absolutismen, der medfører de øverste embedsmænds stadige indbyrdes omgang og risikoen for personlige tjene­ ster med forventning om senere tilsvarende ydelse, »Vil Du tjene mig i det­ te, saa skal jeg igjen tjene dig ved Leilighed«, »Den ene Haand vadsker den anden.« Folket harmes, når de midler, »det møisommeligt bringer sammen til Statens Fornødenheder bortødsles til enkelte Yndlinger af Magthaverne, ved ofte at see de nyttigste almene Anliggender betroede til Mænd, der ikke vælges efter Dygtighed, men efter Gunst, kort, ved at see Hensynet til det Heles Vel fortrængt af private Hensyn.« Som middel imod »Herskesygens og Egennyttens Dæmon« kræves »Pressefrihed, Offentlighed i alle Statens Anlig­ gender og den paa begge sig støttende og begge støttende offentlige Menings Magt.« Ingen navne var nævnt, men læserne har nok tænkt deres og tilfø­ jet det manglende. Som et ligestillet onde fremhævedes tallotteriet, men det gemmer jeg til denne bogs næste kapitel. Medens denne artikel ikke gav anledning til indskriden fra regeringens side – måske kan man sige kynisk, at øvrigheden ikke ønskede skandalevirk­ ningen forlænget og skærpet igennem en langvarig proces – spillede »Hvad kan det hjelpe?« en vigtig rolle i den straffesag, der i anledning af denne ar­ tikel og to yderligere rejstes imod David. Igennem hele året 1835 foretoges sagen, først ved Den Kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsret i Kiøben- havn (i dag mere prosaisk Østre Landsret; det mangeleddede navn skyldes, at retten var et resultat af successive fusioner, senest i 1805) og efter appel i Højesteret. Der blev fyret godt op under sagen ved, at samtlige indlæg fra advokaterne i tidens skriftlige retspleje samt dommens præmisser gengaves ordret i successive numre af Fædrelandet. Generalñskal, d.v.s. den øverste anklager F. Trescbow – tidligere kendt for sit forsvar af dr. Dampe i 1820 og af ungdomsvennen Grundtvig under professor Clausens store injuriesag mod denne i 1826 – fremhævede »Hvad kan det hjelpe?« som den artikel, der gav praktiske anvisninger til at udføre de i andre artikler fremsatte ønsker, og

18 »med en næsten mageløs Forvovenhed søger at godtgjøre og paa vort Folk at anvende, at det kan hvad det vil, naar blot det har Mod; thi Mod giver Lykke. Hvad der nemlig syntes at ligge Prof. David meest paa Hjertet er at udrydde den ædle Beskedenhed, som hidindtil har udmærket det danske Folk«. Passa­ gen om soldaten, der ikke længere vil lade sig bruge mod sine medborgere, fremhævedes, og det anførtes, at folket opfordredes til ikke at lægge hæn­ derne i skødet, men at arbejde til et fælles mål, nemlig »Kuldkastelsen af det bestaaende, i denne Kamp at tilraabe hinanden, hvis dets Mod skulde slap­ pes: »Det kan hjelpe!«« Hages sprog har gjort indtryk. David frifandtes i første instans 2. maj 1835, idet dommen dog misbilli­ gede, at han havde ytret sig så tvetydigt, at hans sætninger kunne misforstås, som indeholdt de et strafværdigt misbrug af trykkefriheden, hvorfor han pålagdes sagens omkostninger, og Højesteret stadfæstede den 2. december 1835 dommen. Medens den eneste risiko, den frifundne i dag har for at skul­ le udrede sagsomkostninger, er den ikke urimelige regel i retsplejelovens § 1007 om, at salæret til den valgte, modsat den beskikkede forsvarer, som ho­ vedregel er det offentlige uvedkommende, anvendtes op til gennemførelsen af den nye retsplejeordning i 1919 ofte muligheden for at nuancere en fri­ findelse, når uforsigtighed dog kunne bebrejdes den tiltalte, ved at pålægge ham at udrede også salæret til anklageren. Men selv med denne begræns­ ning var dommen en stor sejr for trykkefriheden og for, hvad man kunne begynde at kalde det liberale parti. Frederik den Sjette, som var særlig harm­ fuld over, at en kgl. udnævnt embedsmand – David var professor i statsøko­ nomi ved Universitetet – kritiserede offentlige forhold, afskedigede David ef­ ter dommen, dog i nåde og med den fulde gage som pension, enevælden var ikke lavsindet smålig. Nok så væsentlig var den udtrykkelige bemærkning i dommen i før­ ste instans, at når de i tiltalen fremhævede §§ i trykkefrihedsforordningen ikke ligefrem kunne anvendes, »vil der, ifølge Trykkefrihedslovgivningens Grundsætninger, heller ikke kunne være Spørgsmaal om, at paalægge ham [David] nogen efter hine Lovbuds Analogie lempet arbitrair Straf«. Netop ri­ sikoen for straf efter en analogi, »arbitrair Straf«, var overhængende i pres­ sesager, selv eller måske i særlig grad når de mere drakoniske bestemmelser ikke ansås overtrådte, ikke så meget på grund af selve straffen, som i disse tilfælde ofte kun ville være en bødestraf, men især på grund af den censur, som ifølge forordningens § 20 var en automatisk konsekvens af selv den mil­ deste straffedom, og som indebar, at den dømte intet måtte lade trykke uden stedets politimesters påtegning »Maa trykkes«. Denne censur var i princip-

19 pet livsvarig og kunne kun ophæves ved kongelig benådning. Peder Hjort, hvis sag jeg har skildret i min tidligere bog, måtte vente seks år på benåd­ ningen, Grundtvig endog tretten, G.L. Baden bar den livet ud. Det lammede ikke nødvendigvis en forfatter. Baden skrev en bindstærk Danmarkshistorie under censur, og F. J. Scbaldemose, »Skurkemose«, udgav masser af bind un­ der sine censurperioder, men for en bladmand var censuren ødelæggende; redaktør kunne han aldrig være, højst forfatter af usignerede artikler. Allerede efter dommen i første instans var David rejst med sin familie på et længere ophold i Paris. Hage overtog redaktionen, og tæppet kunne gå op for dramaets anden akt. Samtidig påtog han sig at føre tilsyn med sin svoger, grosserer Hans Puggaards forretning under dennes langvarige fra­ vær i Italien, og selv den utrættelige Hage måtte nu indse, at han ikke kunne forene en roskildensisk overlærers embede med både redaktørposten og vikariatet i svogerens forretning. Fra 1835 havde han permission, og i okto­ ber 1836 tog han sin afsked. Der tillagdes ham, halvvejs mod hans vilje, en rundelig pension på 533 1/3 Rbl., som han frasagde sig med forbehold om at kunne oppebære den, hvis han skulle komme i trang, hvilket forbehold anerkendtes. Som før ses det, at enevælden ikke forsøgte at sulte sine mod­ standere ihjel.

Redaktøren

Typisk for tiden var en udstrakt polemik mellem de mange små blade, og herunder kom Hage til at krydse klinger med selveste Joban Ludvig Heiberg, redaktør af og hovedleverandør til Kjøbenhavns flyvende Post. I en længere artikel i begyndelsen af 1836 anerkendte Heiberg de væsentlige forbedrin­ ger ved Hages overtagelse af redaktionen, særlig en klarere og mer koncis stil og et renere og mere korrekt sprog, men derefter polemiserer han imod Fædrelandets politiske argumenter. Modsat Hage betvivler han den varige virkning af Julirevolutionen. I første omgang kunne det nok se ud, som om en regering, der påtvinger folket institutioner, der medfører en tilbageskri- den i intellektuel og social dannelse, opløser sig selv (som Karl X i 1830), men jo længere tid der gik, trængte en anden lære sig frem, nemlig at »flere af Europas mest dannede Nationer«, særlig Frankrig, »endnu ikke ere saa vidt i Cultur, at den høieste constitutioneile Frihed kunde indrømmes dem, uden at Statens Sikkerhed vilde compromitteres ved de eensidige Partier og egen­

20 nyttige Ordførere«. Han bestred Hages kategoriske påstand om, at det abso­ lutte kongedømme ikke var en ligeså god statsform som den fri forfatning, dette måtte bevises først. Stærkere garantier mod et tyranni frembød folkets kultur end nogensomhelst grundlov, »thi en saadan kan omstødes af et de­ spotisk Genie, men selv det største Genie knuses, hvis det giver sig i Kamp mod Culturen. Det sande Regent-Genie viser sig i den sikkre Tact, hvormed det opfatter den Retning, Statens Idee tager i sin Udvikling.« Hages polemik har gjort ondt på Heiberg, som citerer Hages stadige beklagelse over ikke at have værdige modstandere og riposterer, at hans eget blad langt fra at være ensidigt på den anden fløj ønsker at udtale »Folkets Mening, forsaavidt som dette er kommet til rolig Besindelse.« Morsomt nok blandede også Søren Kier­ kegaard sig i debatten med artiklen (under mærket »B.«) Om Fædrelandets Po­ lemik, i øvrigt den første, han fik trykt. Den kunne dog ikke måle sig med Heibergs elegante fleuret. En veritabel uven fik Hage derimod i Sjællands biskop /. P. Mynster, da han efter stændernes første sammentræden kritiserede Mynsters meget under­ danige formulering af takadressen til Kongen. I sine sene erindringer anfør­ te Mynster, at Hages fortjenester indskrænkedes til fremskaffelse af statisti­ ske oplysninger, som på grund af hans ensidighed måtte behandles med var­ somhed, og at han kun rostes i bladene, fordi det var en sjældenhed, at oppo­ sitionen blandt sine medlemmer kunne tælle mænd af kundskaber! Polemikken kunne naturligvis ikke være Hages og Fædrelandets vigtig­ ste ærinde, væsentligere var mangfoldigheden af artikler, der krævede både politiske og praktiske reformer, intet var for stort og intet for småt. Nr. 51 af 4. september 1835 indeholdt således grundig gennemgang af havnevæ­ senet i Karrebæk og Spodsbjerg, medens en artikel om budgettet af 16. ok­ tober 1835 krævede besparelser på hær og flåde, hoffet og diplomatiet samt afhændelse af tropekolonierne. At han anså Danmarks sydgrænse for til­ strækkelig sikret ved forbindelsen med det tyske forbund, var dog mindre fremsynet. Udover gerningen som redaktør var Hage fra sin ankomst til Kø­ benhavn et virksomt medlem af Trykkefrihedsselskabet, snart også af dets skriftkomité. En tid var der fred mellem Hage og censuren, men i begyndelsen af 1836 trådte et farligt og slutteligt skæbnesvangert emne frem i bladets spalter, nemlig de udenrigspolitiske nyheder, som var af stor interesse for Hage, hvis undervisningsfag var historie og geografi. Helt tilbage fra Napoleonskrige­ ne var regeringen og censuren sensibel over for mulige krænkelser af frem­ mede potentater og mulige skadevirkninger for Danmark i tilfælde af klager

21 udefra. A f særlig betydning var forholdet til Rusland, som i 1830’erne ansås som den mægtigste magt i Europa, som kun England kunne måle sig med. I liberale kredse nærede man sympati for England over for det reaktionære, autokratiske Rusland og beskæftigede sig på debatplan med Danmarks rol­ le under en mulig konflikt mellem stormagterne. Ganske vist var der ingen krigstrusler i denne fredsperiode i Europas historie (og dog, mindre end tyve år efter medførte rivaliteten mellem England og Rusland om indflydelsen i Orienten, særlig på grund af det Osmanniske Riges progredierende svæk­ kelse, den blodige Krimkrig). I artiklenEngland og Rusland med undertitlen »Danmark« (2. årgang nr. 80, 25. marts 1836) gennemgik Hage stridspunk­ terne mellem de to stormagter og foreslog, at Danmark i tilfælde af en sådan konflikt sluttede alliance med England! Artiklen medførte en démarche fra den mangeårige russiske gesandt i København, baron Nicolay, som i øvrigt var Danmark en god ven. En dansk minister udtalte ifølge gesandtens indbe­ retning af 13/25 april 1836 til udenrigsminister Nesselrode i Skt. Petersborg, »en m’exprimant ... combien il regrettait lui-méme les fåcheux retours des abus de la presse de Copenhague, m’assura, en méme temps, que l’inconve- nance de cet article avait également frappé le Gouvt. du Roi, et que l’on allait y mettre ordre etc.« [udtrykte, hvor meget han beklagede den københavnske presses misbrug, og forsikrede samtidig, at artiklens uheldige karakter ligele­ des havde slået den Kgl. regering, og at man ville bringe dette til rette]. Ligeså nævnte ministeren over for gesandten det kongelige reskript af 10. s.m., som uden at indeholde nye regler indskærpede det allerede bestående forbud, jf. Placat af 2. oktober 1810, imod, at uprivilegerede blade bragte politiske, d.v.s. udenrigspolitiske efterretninger. Kongen anførte, at efterretningernes ten­ dens »ikke kan andet end vække fremmede mod Os i venskabeligt Forhold staaende Regjeringers Opmærksomhed og give dem grundet Anledning til Misnøie og Besværinger«. Spørgsmålet rejser sig, om den hyppige indskriden imod pressen med henblik på håndhævelse af dette forbud og Kongens falkeblik over for mu­ lige overtrædelser skete af øvrighedens egen drift eller skyldtes pres fra ud­ landet, måske især grad den mægtige og mod enhver liberalisme mistænk­ somme russiske regering. Harald Jørgensen, hvis disputats fra 1944 er den grundigste fremstilling af emnet, hælder mod den rene interne motivation, medens Poul Bagge i sin anmeldelse er mere åben over for muligheden for et udenlandsk tryk. Også Nørregård beretter i sin stofmættede fremstilling af dansk udenrigspolitik i denne periode om betydelig opmærksomhed hos di­ plomaterne i Danmark over for pressen og et vist, omend ikke hårdt tryk på

22 den danske regering. Jeg er selv tilbøjelig til at se løsningen i midten d.v.s. at der var et moderat tryk, men at kancelliet og især Kongen ville have grebet ind over for »skrivefrækheden« også uden tilskyndelse udefra.

De europæiske stater i 183s

Hage fulgte ivrigt den storpolitiske udvikling og formidlede med samme iver sin viden til læserne. Anden årgangs nr. 81 og 82 for 1. og 8. april 1836 inde­ holdt under overskriften Historisk Udsigt over Europa i 1835 en serie kortere oversigter over større og mindre europæiske stater i det forløbne år, og den gamle skolemester veg ikke tilbage fra at give de enkelte regeringer karakter. Det første nr., der var helliget England og var moderat i tonen, medførte ikke senere ulykke for forfatteren. Det andet nr. var viet Frankrig (mest), Spani­ en, Portugal, Grækenland og Tyrkiet, og særlig udviklingen i Frankrig kunne gøre den liberale Hage betænkelig. Uagtet kong Louis Philippe, den tidligere hertug af Orléans, var kommet på tronen som en slags revolutionskonge ef­ ter Julirevolutionen – symbolsk vist ved udskiftning af den gamle kongetitel »Konge af Frankrig og Navarra« med den mere folkelige »De franskes Kon­ ge«, Roi des franqais – havde han skuffet alle liberale dels ved sit indre styre, der ikke var mindre autoritært end de tidligere Bourbon’er, legitimisterne, dels ved sin udenrigspolitik, hvor samvirke med England bl.a. om Belgiens uafhængighed var afløst af tilnærmelse til den Hellige Alliance. Måske var det fornuftigt, idet kongen kunne frygte indgriben især fra Rusland til for­ del for den fordrevne kongeslægt, men særlig ophøjet og ædelt var det ikke. I juli 1835 begik den korsikanske fanatiker Fiescbi et frygteligt attentat mod kongen ved dennes inspektion af Nationalgarden, idet han beskød kongen og dennes følge fra et vindue med et slags improviseret maskingevær; 18 døde og 23 sårede, men kongen overlevede. Regeringen gennemførte med almindelig tilslutning de drakoniske septemberlove med effektivisering af nævningeprocessen og indskrænkning af pressefriheden. Hage bedømte, at stemningen ville svinge, og fortsatte: »Frygten for Omvæltninger har tabt sig noget, og jo mere denne Frygt taber sig, desto mere vil en livligere Følelse for Nationalæren vaagne. Folket vil forbauses over, at det saa længe har fundet sig i den jammerlige Rolle, som det i sine Forhold til de østlige Magter i flere Aar har spillet; det vil harmes over, at Grundvolden for dets Frihed ved de infernale Love er blevet undergravet; det vil fordre Forandring i Regjerings-

23 systemet, saavel hvad den ydre, som den indre Politik angaaer.« Selvom også omtalen af andre riger indeholdt kraftig kritik, f.eks. kaldtes en portugisisk lov om fratagelse af embeder, titler og dekorationer for alle, der havde støttet usurpatoren Dom Miguel, for i høj grad uretfærdig og til liden ære for kam­ rene, er der ikke tvivl om, at passagerne om Frankrig var strået, der knak ka­ melens ryg. I et senere dobbeltnummer behandledes de øvrige europæiske stater, særlig de tyske stater og stormagter og, fyldigst, Rusland, hvor Hage særlig dadlede Ruslands permanente pres på Tyrkiet og nedkæmpelsen af alle frihedsbestræbelser i Polen; særlig den polske sag gik til hjerterne i Vest­ europa, tænk blot på Carsten Hauch: En polsk Familie (1839). Nu reagerede kancelliet. Det sidste nr. blev beslaglagt og beslaglæggel­ sen opretholdt; som grund angaves den givetvis begåede overtrædelse mod forbudet i Placaten af 2. oktober 1810 mod meddelelse af politiske efterret­ ninger. Her kunne historien være endt. Beslaglæggelse af et enkelt nummer var langtfra nogen sjældenhed, og redaktørerne kunne leve med det, når det ikke fulgtes op af en egentlig straffesag, og det var der ikke straks tegn på. Men så begik Hage den ubesindighed at samle hele oversigten i et lille skrift Bidrag til Oversigt over Europas Historie i Aaret 1835, som han lod udgive i Christiania, altså uden for riget. Nu reagerede kancelliet. Allerede 24. maj 1836 indbragtes sagen ved et »allerhøieste Rescript« for Hof- og Stadsretten med påstand om straf efter både Trykkefrihedsforordningen af 1799 artikel 8 og efter Placat af 10. juni 1818, jf. Rescript af 13. januar 1807. Artikel 8, der var den alvorligste, fastsatte straf af forbedringshusarbejde i 3-36 måneder for den, der forbrød sig ved enten »at laste og forhaane de regj erende Perso­ ner, eller, uden at nævne dem ved Navn, at tillægge saadanne Regjeringer uretfærdige og skammelige Handlinger.« Dens beskyttelsesobjekt var frem­ mede, i venskab med Kongen værende magter. Placaten af 10. juni 1818 be­ stemte, at den, der lod noget trykke, som indeholdt forhånende eller utilbør­ lige ytringer om fremmede, i venskab med Kongen levende regenter, ikke skulle kunne undskylde sig med at have taget dette af et andet skrift eller blad. Inden afgørelsen i Hof- og Stadsretten blev en yderligere tidshistorisk ar­ tikel Rusland. Orienten, der skulle være udgået 20. maj 1836, og som roste Ruslands civilisatoriske indsats i Asien, men påpegede faren for dets øgede politiske indflydelse, beslaglagt, men den fik ikke betydning for straffesa­ gen.

24 Hof- og Stadsrettens dom. Mourier og Spandet

Den skriftlige proces i 1836 var ikke så lidt hurtigere end i dag. Måske hjalp det, at retten ikke skulle tage hensyn til advokaternes overfyldte kalendere. Anklageren var prokurator Baastrup, medens Hage førte sin egen sag. Efter modtagelsen 8. august 1836 af et indlæg fra Hage på hele 44 sider gik sagen i cirkulation mellem 5 assessorer ca. 14 dage til hver, i voteringsrækkefølge Lund, Mourier, Normann, Thomsen og Spandet, som afleverede sagen den 6. november 1836, hvorefter dommen afsagdes den følgende dag. To af dommerne fortjener nærmere omtale, andenvoterende og sidstvo- terende. Charles Ferdinand Léonard Mourier (1800-80), af gammel huguenotfami- lie, var 1831-52 assessor i Landsover- samt Hof- og Stadsretten som kollega til Spandet, 1852 avancerede han til Højesteret, 1871 blev han rettens justi- tiarius og var som sådan retsformand i de to rigsretssager i 1877, 1879 æres­ doktor ved Universitetet i anledning af dettes firehundredeårsjubilæum. Han spillede en væsentlig rolle i forberedelserne til den første moderne straffelov af i860 .1849-52 var han medlem af Folketinget og udviste en stærkt konser­ vativ holdning. 1854-66 var han kongevalgt medlem af Rigsraadet og deltog i forhandlingerne op til gennemførelsen af den reviderede grundlov af 1866, hvor Landstingets sammensætning var det store stridspunkt. Som bekendt blev resultatet, at af 66 medlemmer skulle 12 udnævnes af Kongen, halvde­ len af resten af hele vælgerkorpset og den anden halvdel af de højstbeskat- tede efter indviklede regler, som det ikke er nødvendigt at komme ind på her. En del af Bondevennerne, datidens Venstre, stemte imod på grund af den pri­ vilegerede valgret, medens Mourier stemte imod, fordi Landstinget ikke var blevet konservativt nok, idet de almindelige vælgere stadig fik for stor indfly­ delse efter hans smag. Niels Møller Spandet (1788-1858), overretsassessor fra 1820 til sin død, var igennem hele livet Grundtvigs svorne tilhænger. Da Grundtvig 1826 af overretten dømtes for injurier imod professor Clausen, udsendte hans til­ hænger, magister /. C.Lindberg et hidsigt modskrift og vedlagde en erklæ­ ring fra Spandet, der tog kraftigt afstand fra dommen. Han havde dog forin­ den spurgt sine kolleger, om de havde noget herimod, og de stillede ham frit. Kancelliet frarådede tiltale mod både Lindberg og Spandet og anførte om denne, at kun hans »retsindige og samvittighedsfulde Characteer« og »blinde Hengivenhed for Pastor Grundtvig« havde forledt ham til dette skridt, hvor­ for man rådede til, at Kongen alene tilkendegav ham sit mishag, hvilket blev

25 resultatet. Som kongens foged 1831-45 havde han ansvar for straffuldbyrdel- se, et utaknemmeligt hverv, og lod i 1832 den for en trykkefrihedsforseelse dømte litterat Blok Tøxeti afsone på meget lempelig måde, både humant og fornuftigt, idet hele fire laeger havde attesteret, at den dømte var for syg til or­ dinær afsoning. Også herfor modtog han en kongelig misbilligelse, nu efter Kongens personlige bestemmelse, idet kancelliet ikke direkte havde indstil­ let dette. Året efter, i 1833, var Spandet ældst blandt de fire overretsassesso- rer, som ansøgte om et ledigt embede i Højesteret. Med usædvanlig varme fremhævede kancelliet over for Kongen Spandets »ualmindelige Kundska­ ber, hans sjældne Forretningsduelighed og Flid forenet med den strengeste Redelighed«, og selvom man ikke kunne undgå at omtale de kongelige påta­ ler, nævntes han som nr. 1 med tilføjelse, at han uden tvivl ville varetage em­ bedet på bedste måde, hvis han blev foretrukket. Kongen udnævnte hverken ham eller nr. 2,L.). Holm, der også var liberal (han kom dog ind i 1837), men nr. 3, den konservativeChristian Michael Rottbøll. Dette er en af de få politisk motiverede dommerudnævnelser i nyere tid, selvom Kongens afgørelse – og kancelliets kattepine, der viste sig ved, at Spandet ikke indstilledes formelt, men kun nævntes først – til en vis grad kan forsvares ved de tidligere påtaler. Også i trykkefrihedssager var Spandet udtalt liberal. Bagge oplyser, at han i de 17 sager, han medvirkede i, kun voterede for domfældelse i én sag, hvor Kongens person var direkte forhånet, og at han i sine 16 frifindelser kun 2 gange pålagde den frifundne omkostningerne. Også Mourier hældede trods sin politiske konservatisme til mildhed. 1848 fremtrådte Spandet på yderste venstre fløj. Han deltog i Hippodrom- møderne og var 1849-53 medlem af Folketinget valgt i Ringstedkredsen af Bondevennerne og flere gange valgt til tingets viceformand. Han nød stor anseelse, hans politiske antagonist Mourier kaldte ham en af de reneste og ædleste karakterer, han i sit liv havde truffet på; ifølgeNeergaard var »den lil­ le, magre, bøjede Skikkelse med det lange, hvidgraa Skæg, der næsten rørte Brystet, den skaldede Pande og det melankolsk dvælende Blik ... en af dem, man fra Tilhørerpladsen oftest viste hinanden«. Hans religiøsitet – som i 1828 havde fået ham til, uden held, at andrage om gendåb af sin søn, idet han fandt, at sognepræsten havde tilsidesat ritualet – og frisind var bag hans per­ sonlige lovforslag i 1850 om trosfrihed, hvorefter enhver skulle kunne for­ lange borgerlig vielse, som skulle have samme retskraft som den kirkelige. Borgerlig navngivelse skulle finde sted for børn, som ikke ønskedes indlem­ met i noget trossamfund, og når børn havde nået skelsalder, skulle de selv afgøre, om de ville forblive i det trossamfund, hvori de var opdragne. De,

26 der ikke var medlem af noget anerkendt trossamfund, skulle aflægge et høj­ tideligt borgerløfte som betingelse for at nyde borgerlige rettigheder, valg­ ret etc. Forslaget støttedes af Bondevennerne og især Grundtvig, som endog gik videre ved at foreslå obligatorisk borgerlig vielse for alle. Modstanden mod forslaget, som vel kun blev forstået af de færreste, var voldsom. Mange troede, at Spandet ville kuldkaste al kristendom. I en henvendelse til Rigsda­ gen erklærede underskriverne, at de ville blive ved deres kristelige tro, og en indsender i Berlingske Tidende erklærede drastisk, at rakkernes forbindelse ved at bryde en kæp var bedre end de borgerlige ægteskaber, »som i Sand­ hed vilde blive Kønsforbindelser in puris naturalibus«. Resultatet blev det li­ det tilfredsstillende, en lov af 1851 om borgerlig vielse som en slags nød­ ægteskab for personer uden for folkekirken eller af forskellige trossamfund, og først 1922 skabtes adgang til borgerlig vielse for alle, i øvrigt i den frivil­ lige form som foreslået af Spandet. I sandhed en mand forud for sin tid, med Grundtvigs mindeord ved hans død »ikke blot en Fremskridts, men en Kæm­ peskridts Mand for ægte menneskelig og folkelig Frihed og Oplysning«. Tilbage til 1836. Inden dommen (der i sin helhed er at læse i Fædrelandets fjerde årgang nr. 147 af 22. juli 1837, hvor også den senere højesteretsdom omtales) kom ind på en nærmere undersøgelse af Hages skrift, fastslog den, at udtrykkene »laste« og »forhaane« alene kunne omfatte grovere fornærmel­ ser. Hvis artikel 8 var uanvendelig, ville den fremmede regent dog fortsat være beskyttet af den almindelige injurieregel, idet det ville være urimeligt, at det forhold, at de grovere injurier var undergivet en særegen strafbestem­ melse, skulle medføre, at de mildere injurier, som anvendt på en privat mand ville være strafbare, var straffri, når anvendt over for en fremmed regent. Derimod udelukkedes anvendelse af trykkefrihedsforordningens § 7 om straf for den, der »skumler med Bitterhed over Regjeringen«, idet en dansk ikke skyldte en fremmed regering den samme ærbødighed som sin egen. Under den nærmere analyse henvistes til aktors argumentation, hvoref­ ter Hage skulle have beskyldt de franskes konge for at lade sin indre og ydre politik styres af egennyttige interesser, at undergrave folkets frihed og at lade nationens frygt for anarki tjene som påskud for at opnå sine egennytti­ ge hensigter. Den af franske »Bladskrivere« tillagte betegnelse »infernale« om de nye love brugtes af tiltalte jævnsides med ordet »uheldssvangre«, som om den svarede hertil. Retten forkastede dog anklagerens anbringender og an­ førte, at det af tiltaltes ord alene kunne udledes, at der var meningsforskellig­ heder mellem de franskes konge og en del af folket, og det kunne ikke være at tillægge kongen uretfærdige eller skammelige handlinger. Flere om den­

27 ne konge kritiske bemærkninger fremtrådte ikke som tiltaltes egne ord, men kun som hans referat af, hvad andre havde sagt. Bemærkningen »jammerlig« om den franske udenrigspolitik i forhold til de østlige magter betød ikke, at handlingerne betegnede som uretfærdige eller skammelige, idet det afhang af tidsomstændighederne, med hvilken kraft staten kunne optræde i forhold til fremmede magter. Ej heller de almindelige injurieregler var overtrådte. De kritiske bemærkninger om en »i høi Grad uretfærdig Lov« i Portugal ret­ tede sig mod kamrene, ikke mod regeringen. Nogle, som de fremstod, stærkt kritiske bemærkninger om beslutninger af den tyske Forbundsdag og nogle drakoniske straffedomme over tyske liberale traf kun vedkommende dom­ stole og øvrigheder, men tillagde ikke regeringerne skammelige handlinger. At tiltalte udtrykte beklagelse over ufuldkommenheder ved lovgivningen, faldt ej heller ind under artikel 8. Herefter frifandtes Hage, og det anklageren tillagte beskedne salær, io Rbl. sølv, pålagdes det offentlige. En omhyggelig og udførligt begrundet dom – modsat Højesteret forsyne- des de lavere instansers domme med ofte grundige præmisser – men trods frifindelsen ominøs ved, at dommen nærmest tog for givet, at selv om den alvorlige bestemmelse, hvorefter der var rejst tiltale, ikke var overtrådt, kun­ ne det overvejes at domfælde efter tilsyneladende mildere bestemmelser, og selvom dommen i sagen mod David udtrykkeligt havde udelukket arbitrær straf, kunne man aldrig vide, om ikke den døde rejste sig igen. Det russiske gesandtskab, denne gang v/Daschko/jf indberettede om sagen til Skt. Petersborg som »le second triomphe remporté par ce journal, l’organe habituel de l’opposition et des idées libérales« og tilføjede, at sagen viste de anvendte midlers ineffektivitet ved forsøg på indskriden over for pressens udskejelser, »en ce qui concernerait, comme dans le cas actuel, les Souverains et les Gouvernemens étrangers«. Sagen gav dog ikke anledning til henven­ delse fra gesandtskabet over for regeringen.

I Højesteret

Kancelliet appellerede dommen og antog som aktor højesteretsadvokat Otto Carl Blechingberg (1800-63). Han var et juridisk vidunderbarn, 1819 cand.jur., 1823 møderet for Højesteret, samme år som han besvogredes med min slægt ved ægteskab med Vibeke Dorothea Garde, kusine til Hans Georg Garde, den ene hovedperson i den triste Eckernførdesag, omtalt i min forrige bog. Han

28 berømmedes for usvigelig sandhedskærlighed, streng redelighed, grundige kundskaber, klare deduktioner og smukt foredrag i retten. I sin vel sparsom­ me fritid dyrkede han malerkunsten. Vi møder ham atter i denne bogs tredje kapitel, hvor hans karriere kulminerede. I sit indlæg for Højesteret påberåbte han sig ikke blot trykkefrihedsforord- ningens artikel 8, men påstod subsidiært en ringere, arbitrær straf efter ana­ logi af § 8 – uomtalt i førsteinstansdommen og afvist i sagen mod David, men nu altså forsøgt igen – og mest subsidiært dom efter den almindelige injurie­ lovgivning, som også den indankede dom havde været inde på. Det væsent­ ligste præjudikat, han havde fundet, var Seidelinsagen fra 1806-07. Bogtryk­ ker og redaktør K. H. Seidelin, der havde fire mindre trykkefrihedssager bag sig, havde i sit blad Dagen for september 1806 refereret en udtalelse af den iltre svenske kong Gustav IV Adolf om, at den preussiske konge ikke måtte tro, at han »subordinerede under Rusland saa som Kongen i Preussen under Bonaparte«. Der er ikke tvivl om, at det var ansvarsløst at skrive dette. Preus­ sen og Frankrig var på randen af krig, som i øvrigt udbrød kort efter – det var slagene ved Jena og Auerstädt – og næste år førte til Tilsitfreden og derefter englændernes overfald på København med alt, hvad dette førte med sig, så alt, der kunne skærpe spændingen, måtte sidestilles med at slå et fyrtøj an i et krudtlager. Omvendt var straffehjemlen dubiøs, man kunne næppe sige, at kongen af Preussen var lastet eller forhånet eller tillagt skammelige hand­ linger. Hof- og Stadsretten, der pådømte sagen så tidligt som 13. december 1806 med A. S. Ørsted som førstvoterende i en enig ret, fandt, at kun grovere injurier omfattedes af de strenge straffe i § 8, hvorfor man anvendte § 12 om private injurier analogt og udmålte en straf på 300 Rbl. Det offentlige appel­ lerede dommen, og Højesteret fandt ved dom af 13. januar 1807 § 8 over­ trådt, men ikke så groft, at denne §’s strenge straffe burde anvendes, hvorfor man anvendte § 7 andet led analogt og idømte 14 dages fængsel på vand og brød. § 7 straffede efter første led med 2-24 måneders forbedringshus løgn­ agtige beretninger om regeringsforanstaltninger (altså den danske regering) og efter andet led med 4-14 dages fængsel på vand og brød for at skumle med bitterhed eller »indklæde sine Anmærkninger over dens [regeringens] Foranstaltninger i utilbørlige og usømmelige Udtrykke«. Man kan godt sige, at Seidelins ubetænksomme artikel var utilbørlig og usømmelig, men siden § 8 ikke, modsat § 7, indeholdt hjemmel til straf for mindre alvorlige overtræ­ delser, ville dommen i hvert fald i dag ikke kunne passere. 1 1837 var den der­ imod et dødsensfarligt præjudikat. Resten af Blechingbergs indlæg fyldes af skarpsindige bemærkninger om mange enkeltstående passus i Hages skrift.

29 Hage forsvarede på ny sig selv i et »Allerunderdanigst Indlæg« af 6. marts 1837 – indtil 1849 bevaredes fiktionen, at Kongen selv præsiderede i Høje­ steret, hvorfor proceduren for denne formelt var stilet til Kongen. Hage var klar over problemet om de arbitrære straffe. Han besvarede synspunktet om sammenkædningen mellem § 8 og den almindelige injurielovning med, at fremmede magter herved ville blive langt mere beskyttede end vor egen regering, bl.a. fordi sandhedsbevis, som disculperede i injuriesager mellem private, var udelukket. Han afviste anvendelsen af den Seidelinske sag, dels på grund af sagens alder – et dårligt argument – dels under henvisning til dommen i Davidsagen, der udtrykkeligt udelukkede arbitrære straffe. Om de mange enkelte udtryk anførte han, at det at tillægge nogen en handling ikke er det samme som at karakterisere den som skammelig, sålænge forfat­ teren afholder sig fra at tilføje sin egen dom. Det valgte eksempel var, at hvis han oplyste en nylig lov fra kongen af Sardinien om, at ingen måtte lære at læse eller skrive, medmindre han havde en vis årlig indtægt, og intet tilførte derom, var han uden skyld, om end alle anså det for en uretfærdig og skam­ melig handling, når han blot ikke sagde det selv. Et ganske godt argument. Kun handlinger, hvis uretfærdighed må være indlysende for den handlende selv, kan siges at være skammelige, d.v.s. god tro hos den handlende udeluk­ ker skammelighed. At anføre, at de franskes konge stræber efter at udvide sin magt, er derfor ikke at tillægge ham skammelige handlinger, da det er na­ turligt set fra kongens side, at han holder på sin myndighed og dermed mod­ sat folkerepræsentationen. Skildringen af de hårde russiske indgreb i Polen var ikke ledsaget en bedømmelse af retmæssigheden, idet den russiske kej­ ser måtte se sagen fra det synspunkt, at polakkerne var oprørere. Mange af de i skriftet nævnte handlinger hidrørte ikke fra fyrsterne eller regeringer­ ne, men fra enkelte ministre, lovgivende kamre eller for nogle af de værste overgrebs vedkommende den russiske gesandt i Konstantinopel, som ikke selv var regent, og som ikke beskyldtes for at have handlet efter sin kejsers befaling. Et velargumenterende og for en ikke-jurist beundringsværdigt ind­ læg, men læseren af Hages skrift kan ikke frigøre sig fra hovedindtrykket af, at skriftet indeholder et mylder at nærgående værdidomme, som skåner in­ gen. Hage har derfor utvivlsomt været sig faren bevidst. I Højesteret, som behandlede sagen 26. juni 1837, dømte ni dommere, i voteringsrækkefølge Christian Ferdinand Wilse, Christian Rotbe, Henrik greve Moltke, den senere justitiarius Christian Michael Rottbøll, Hans Jacob Koefoed, Casper Friederich Lassen, Johan Henrik Christian Stellwagen, Niels Engelhart og justitiarius Anker Vilhelm Frederik Bornemann. Førstvoterende Wilse (1790-

30 i860) havde gennemgået den efterhånden sædvanlige karriere i Danske Kancelli og Hof- og Stadsretten inden sin udnævnelse til Højesteret i 1831; 1845 fratrådte ham for at blive nationalbankdirektør, men 1858 vendte han tilbage til retten. Koefoed (1785-1870) er vor gamle bekendt fra den forrige bog, hvor han spillede en vigtig rolle i tre af sagerne, som førstvoterende i Hof- og Stadsretten i sagen om Trylleharpen, som den iltre tredievoteren- de i sagen mod G. L. Baden og som den delvis overstemte generalauditeur i Eckernførdesagen. Lassen (1776-1860) var assessor i Højesteret 1813-58, formentlig den længste funktionstid nogensinde. 1817 blev han endvidere dr. jur.(De jure civitatis religionem dominantem constituendi). Under Englæn­ derkrigen var han både medlem af kommissionen for fjendtlige ejendom­ mes undersøgelse og varernes neutralitet og af kommissionen for den bom- beramte Frue Kirkes genopbygning, som ældre medlem af det skandinaviske litteraturselskab etc. Som gammel mand led han den tort, at han efter først at være valgt til formand for rigsretten i sagen mod ministeriet Ørsted efter nyvalg til Rigsdagen erstattedes af det landstingsvalgte medlem ]. E. Larsen. Engelhart (1777-1853), født i Drammen, er den sidste norske dommer i den dansk-norske Højesteret, udnævnt i maj 1813, otte måneder før rigernes ad­ skillelse, afgået 1852, så længe varede det. 1816 fratrådte han for at arbejde i den nye norske privatlovgivningskommission, men 1818 vendte han tilba­ ge. Bornemann (1763-1854, ikke af samme slægt som den senere professor i strafferet Frederik Christian Bornemann), justitiarius 1822-43 uden at have været menig assessor før, havde også en fortid i Norge som generalauditør 1795-1801, hvor han siges at have været et skattet medlem i Christianias sel­ skabsliv ved lune og dramatisk talent. Kongen yndede ham og optog ham 18 11 i adelsstanden, en i det 19. århundrede sjælden udmærkelse. Wilse, der talte for en stort set enig ret, omend med mindre afvigelser i enkeltheder, brugte halvdelen af sit lange votum på artiklen om Frankrig. Først påviste han omhyggeligt, at alle de nye love – udtrykket »infernale« til­ lagde han ikke vægt, da lovene almindeligt benævntes så i Frankrig – var gennemførte på konstitutionel vis og billigedes af nationen, og at Hage ikke havde forhånet den franske regering eller tillagt den uretfærdige og skam­ melige handlinger. Men selvom § 8 kun havde de grovere injurier for øje og ikke var overtrådt, »saa følger dog ikke deraf, at Tiltalte skulde være straffri, naar det maatte erkiendes, at han, ihvorvel i ringere Grad end i disse Bestem­ melser er forudsat, har ... fornærmet den franske Regiering, hvormed han for dette Tilfælde, saaledes som ogsaa er blevet antaget i [Seidelinsagen], maa være skyldig til en efter Trykkefriheds Lovgivningens Analogi passende ar-

31 bitrair Straf«. En nærmere læsning af de følgende ordrige udviklinger viser, at det ret beset næsten udelukkende er udtrykket »jammerlig Rolle«, der bæ­ rer denne del af strafskylden, selve ordet »jammerlig« citeres tre gange. På andre punkter fandt Wilse Hages »Tone« mindre passende – det begynder at minde lidt om ømskindede beklagelser over tonen i den islamkritiske debat i dag – men benægtede strafbarhed, idet den danske forfatter kun skylder sin egen regering ærbødighed, »hvorimod fremmede Magter ikkun kunne giøre Fordring paa Beskyttelse mod egentlige Fornærmelser af danske Un- dersaatter«. Efter hurtig gennemgang af afsnittene om Portugal, de tyske stater og Østrig, hvor han i det hele frifinder Hage, slutter Wilse med et længere afsnit om artiklen angående Rusland. På næsten alle punkter frifinder han Hage, særlig for omtalen af Ruslands generelle udvidelsestrang og de blodige be­ givenheder i Konstantinopel, som ikke tilskrives den russiske regering. Om­ talen af de polske soldater, der tvinges til tjeneste i Kaukasus, er ikke en for­ nærmelse, idet deres hårde skæbne kan forklares ved deres deltagelse i op­ rør. Ved at sige, at »Polakkerne ifølge den Stilling, hvori de ere bragte, have retfærdiggjørende Grund til Opstand mod den russiske Regiering, og at han med Begeistring seer den Tid imøde, da de paa ny ville aabne Kamp for deres Uafhængighed«, har Hage derimod udtalt sig så »utilbørligt« – omend uden at have »imputeret« den russiske regering en uretfærdig eller skammelig hand­ ling – at han har forskyldt straf. Wilse konkluderede straf afbøde 200 Rbl. sølv til Kiøbenhavns Fattigvæ- sens Hovedkasse samt sagens omkostninger, 15 Rbl. til Baastrup og 30 Rbl. til Blechingberg, idet korporlig straf, altså fængsel, forudsatte et grovere for­ hold eller gentagelse. Som det ses af det over 5 foliosider lange votum, bæres hele strafansvaret og dermed den livsvarige censur af ordene »jammerlig Rolle« om den fran­ ske regerings særlig ydre politik og om polakkernes »retfærdiggiørende« grund til opstand. Særlig når man betænker den store medfølelse i Danmark for Polens lidelser, var det meget svært at undgå at udtale sig om Polen uden at komme i risiko for strafansvar. De øvrige voterende tilsluttede sig alle Wilse med hensyn til ytringerne om Frankrig og Rusland, bortset fra Engelhart, som ikke fandt, at der af ud­ talelserne om Frankrig kunne udlæses mere end en misbilligende dom over enkelte regeringshandlinger, ligesom Hage ikke havde brugt hånende el­ ler utilbørlige udtalelser om den franske konges person (derimod ville En­ gelhart dømme for andre artikler). Rothe og Koefoed ville også dømme for

32 artiklen om Østrig på grund af dens ironiske, respektive hånende udtryks­ form. Den relevante passus i denne artikel var: »Det er almindelig bekjendt, med hvilken utrættelig Flid den keiserlig østrigske Regjering har søgt at be­ vare sine troe Undersaatter for den fordærvelige Smitte, der truede med at angribe dem fra det vestlige Europa. ... Ved saadanne Forholdsregler kom­ mer man uvilkaarligt til at tænke paa de store Dyr, der lade sig kyse snart af en, snart af en anden ubetydelig Gjenstand.« Nærlæsning af alle ni vota viser majoritet 8-1 for ytringen om Frankrig og enstemmighed for ytringen om Polen og den endelige strafudmåling. Jeg står tvivlrådig over for dommen. Efter tænkemåden af idag er den uhyrlig, og den omstridte praksis om arbitrære domme, endog med ud­ gangspunkt i en anden § end den, der var rejst tiltale efter, og som var forka­ stet i Davidsagen, var dybt kritisabel, men man kan ikke komme udenom, at Hage havde været dumdristig. Ytringen om den franske konge og regering var unødigt sårende, og med Danmarks vigtige forhold til det mægtige Rus­ land in mente kunne også sympatien for polakkerne være udtalt forsigtigere. Den ironiske og hånende tone, som Rothe og Koefoed med føje fremhæ­ vede, bliver også hængende i erindringen. Men selvom jeg ikke er uden for­ ståelse for, at Højesteret kunne ønske at give Hage et knips over fingrene, var det naturligvis frygteligt, at en så ringe og tvivlsom forseelse medførte livs­ varig censur. Hvis man skal tale om et overgreb, ligger ansvaret dog snarere i den underliggende lov særlig § 20 end i den konkrete dom.

Undergangen og eftermælet

Daschkoff indberettede kun to dage efter, 16/28 juni, dommen til Skt. Peters­ borg. Da dommen som alle andre højesteretsdomme på den tid var uden be­ grundelse, og Hof- og Stadsrettens dom var modsat, måtte han som alle an­ dre gætte sig til, hvad Hage var dømt for, og hans gæt, nemlig at Hage ikke var dømt for de enkelte artikler, men for at være grebet »en flagrant délit« [på fersk gerning] i overhovedet at bringe udenrigspolitiske nyheder, var så- mænd ikke urimeligt, omend skrupforkert. David, som på ny havde overtaget redaktionen af Fædrelandet, idet den automatiske censur havde umuliggjort Hage som redaktør, kritiserede den 22. juli 1837 dommen skarpt. Han havde den rigtige formodning, at Hages forseelse ikke kunne være stor, men »tvertimod af den Natur, at selv oply-

33 ste og upartiske Dommere ikke have kunnet være i Stand til at opdage den«, hvormed han naturligvis hentydede til frifindelsen i første instans. Med ti­ dens flotte billedsprog: »Agtelse for Lovene maa undergraves, naar Folket i Lovens Sværd seer Vredens Glavind og ikke Retstilstandens Værge.« Straffe­ bestemmelser af denne art tvang forfatterne til at veje deres ord med kulde på forsigtighedens guldvægt, og tabet af Hage som redaktør et nationaltab, »thi jeg kalder det et National-Tab, naar Pressen mister et af sine kundskabs- rigeste Organer, og Sandhed og Ret en af sine frimodigste Talsmænd«. Også /. F. Scbouw udtalte sig i Dansk Folkeblad med varme og harme over særlig censurdommen, særlig om den livsvarige censur, som han håbede, at Hage ville blive benådet for. Netop denne straf stod for fald, idet en ny Placat af i. november 1837 om overtrædelser af trykkefrihedsforordningen ganske vist på andre punkter skærpede reglerne, men lempede censurstraffen derhen, at der ved første dom skulle idømmes 1-5 års censur, ved anden dom 5-10 års censur (her skærpede Kongen kancelliets flertals forslag om 2-10 år) og først livsvarig censur ved tredje dom. Hages ringe forseelse ville utvivlsomt kun have medført den korteste censur, men som det vil ses, kom mildnelsen for sent for ham. Hages egen reaktion i et brev af 29. juli 1837 til sin søster Henriette var, at hans blod kogte af harme over den ubillige lov – meget præcist rettede han sin vrede mod loven, ej mod dommen. Hjemvendt fra en længere uden­ landsrejse i sommeren 1837 fortsatte han med at levere artikler til Fædrelan­ det, naturligvis nu anonymt. Hans måske sidste artikel, der først tryktes efter hans død, omhandlede De kjøbenbavnske Middagsselskaber, hvor han ønske­ de selskabslivet beregnet lidt mere på ånden, lidt mindre på legemet. Hother Hage fortæller om hans død: »Nys hjemkommen fra Reisen væl­ tede Hage paa en Kjöretour, da han, en af de förste Dage i September, fra Kjöbenhavn begav sig til sin Svogers Landsted ved Ordrup. Han stödte ved den Leilighed sit Been, der tvang ham til at holde sig inde, uden at han var sengeliggende. Endnu den 15. September havde han skrevet paa en Artikel til »Fædrelandet«. Den 16. var han ikke længer i de Levendes Tal. Han döde paa sin Bryllupsdag, kun 37 Aar gammel.« Allerede ved denne kryptiske tekst aner den uindviede selvmordet, omend det endnu i 1854 ikke kunne siges med rene ord. De drakoniske regler om selvmord i Danske Lov 6-6-21 (»Den, som sig selv ombringer, bave sin Hovedlod forbrut til sit Herskab, og maa ej begravis enten i Kirken eller paa Kirkegaard, med mindre band giør det i Syg­ dom og Raserj«) var endnu ikke ophævet, selvom ophævelsen af hovedlods- straffen ved Forordning af 24. september 1824 § 1 havde medført, at udeluk­

34 kelse fra ærlig begravelse nu var selvmorderens eneste straf. Først ved § 308 i straffeloven af 1866, der ryddede godt op i D.L.’s sjette bog, ophævedes D.L. 6-6-21 i sin helhed. Ifølge de hos Algreen-Ussing nævnte kilder efter 1683 rå­ dede efterhånden større humanitet ved anvendelse af de mod selvmordere rettede regler. Den nænsomme fortielse i 1837 og en utvivlsomt forstående præst gjorde, at Hage fik en stor begravelse fra Roskilde Domkirke, Hother Hage nævner udover præsten fire yderligere talere ved graven. Ej heller I. A. Hansens kortfattede levnedsskildring af Hage, ligeledes fra 1854, nævner selvmordet. Første gang jeg har set det omtalt, er Hotheri Plougs biografi af 1905 af sin fader Carl Ploug, som nævner det tungsind, der 1837 drev Hage i en tidlig død, og med rene ord siger, at han døde for egen hånd, omend de nærmere omstændigheder stadig er skjult. Carl Ploug, som selv kort efter overtog redaktionen af Fædrelandet, har naturligvis vidst be­ sked. Medens Hages skånselsløse polemik utvivlsomt tidligere har påført ham uvenskaber, forstummede al strid ved hans død. Hother Hage nævner, at »Frederik den 6te skal, efter hvad der er mig berettet, have sagt i sit saa simple og tiltrækkende Sprog: »Det gjör mig ondt, at den Mand er död; han men­ te det ærligt«.« Kongeanekdoter er altid vanskelige at efterprøve, men den er ikke ukarakteristisk for Kongen, der med al sin opblussende vrede mod skrivefrækheden ikke var ond. Hele nr. 156 afFædrelandet for 21. septem­ ber 1837 optages med sørgerand over alle otte sider af en nekrolog, signeret af David, ikke en minutiøs levnedsbeskrivelse, men fremhævelse af Hages største egenskaber, hans kamp for sandhed og ret, hans position som natio­ nens læremester, efter at han selv havde været lærer i Roskilde, og som dom­ mer uden embede – »Ikke var han af Staten sat paa noget Dommersæde, men han holdt i sin Haand et Dommersværd, hvis Spidse naaede ud over Landet, saa langt som Sproget naaer. For dette Thing stævnede han Høie og Lave, Rige og Fattige. Støttende sig til sine Kundskabers rige Skatte, til sine Indsig­ ters møisommeligen erhvervede Rigdomme, til sin dybe Erkjendelse af Stats- forholdenes Natur og Beskaffenhed dømte han dem alle efter de evige Lo­ ves Udsagn, der stod dybt indgravet i hans Hjerte. Og hvilken Dommer har nogensinde nydt mere Agtelse paa sit Dommersæde? For hvilken Dommers Udsagn har Nationen bøiet sig i mere eenstemmig Overbeviisning om, at han dømte redeligen og samvittighedsfuldt, ublændet af Had, uhildet af For- deel?« David sluttede forsonligt: »I Roeskilde hviler Du! Hvor Kongens Been skulle smuldre, hviler hans sande Ven, thi den er Kongens sande Ven, der er Folkets sande Ven.« David endte selv som Christian den Niendes finansmi­

35 nister i den dybt konservative regering Blubme 1864-65, og også Carl Ploug gled over i Højre, omend ikke så langt som David. Jeg tror dog ikke, at Hage trods sine store evner ville have haft den samme smukke karriere som Ploug og især David, selv hvis også han var blevet en gammel mand. Hans tungsind og bitterhed ville altid have præget ham, også hvis døden for egen hånd ikke havde bortrevet ham. Carl Plougs største bedrift som digter er utvivlsomt hans mindedigte. 1 fe­ bruar 1844 skrev han et langt digt Ordets Ridder om den store franske libera­ le journalist Armand Carrel, der i 1836 var dræbt i en duel. Ti statelige strofer hylder denne, hvorefter Ploug slutter:

Mit Danmark! O, vaagner igjen i Dit Sind Ei Tanken om ham, som Du selv haver mistet? Du stod jo dog ogsaa med Taarer paa Kind, Dengang da hans ærlige Hjerte var bristet: Erindrer Du ei, at, hvor Domens Capel Om Kongernes Grave sin Söilerad strækker, Der grönnes hver Vaar den Græshoi, som dækker Din Ridder a f Ordet, – ArmandCarrel?

Selvom Carrels navn slutter digtet, er der ingen tvivl om, at de smukke ord i denne strofe er viede Hage. Mest indtrængende taler dog ikke digteren, men Guldaldertidens stør­ ste portrætmaler C. A. Jensen fra dødsåret 1837, nok fra årets begyndelse, idet Jensen fra marts – 25. februar løste han udrejsepas – og mindst et halvt år frem opholdt sig i England. Men selvom tragedien endnu ikke da havde ramt Hage med fuld kraft, giver maleriet et kun alt for tydeligt indtryk af mismod og en mand pint af modgang. Sigurd Schultz, der nævner de smukke sorte farver i dragten, virkningsfuldt brudte af en stump hvidt skjortebryst, fremhæver »det magre Ansigt med de smalle Kinder og den spidse Næse. Blikket er tankefuldt fraværende, opgivende, om Munden et modløst Drag.« Også Claus M. Smidt fremhæver i sin lille bog om maleren dette billede og bemærker, at den, der vil analysere det, naturligvis har gode kort på hånden med forhåndsviden om Hages skæbne, men at selve maleriet også uden for- håndskundskaber kunne have resulteret i en udlægning med samme kon­ klusion, nemlig billedet af en fanatisk og desillusioneret ung mand, af hvem man kunne vente sig det værste. Jeg foretog selv eksperimentet, da jeg havde besluttet at skrive om Johan-

36 C. A. Jensens portræt af den ulykkelige fanatiker i dennes dødsår 1837. Nivaagaard. nes Hage, men endnu ikke havde fortalt min hustru om det. Jeg tog hende med til Nivaagaard Museum, hvor billedet hænger, og da vi nåede til dette maleri, bad jeg hende karakterisere modellen. »En ulykkelig fanatiker,« sagde hun uden at tøve, så Smidt havde ret. Man behøver ikke forhåndsviden om Hages tragedie for at kunne læse hans skæbne i dette fine portræt.

En politisk familie

Mindre end elleve år efter Johannes Hages død faldt enevælden uden sværd­ slag, og under den fri forfatning fik fem mænd af slægten i to generationer en betydelig rolle, som efter hans pionérgerning gjorde den til den første store politiske familie i Danmark.

37 Medens hans storesøster Bolette, gift med den tidligere nævnte Hans Pug- gaard – også af hende findes et fint portræt af C. A. Jensen, som også malede deres fader – blev svigermoder til en af de største nationalliberale politike­ re Orla Lehmann, blev hans yngre brødre, juristen Hother Hage (1816-73) °g grossereren Alfred Hage (1803-72), begge fremtrædende politikere i samme parti. Hother Hage, hvem vi skylder den bedste biografi af Johannes Hage, udgav 1847 De faste Statsdommere og de Edsvorne, stadig det mest indtræn­ gende indlæg for nævningetingene. Jeg, der har skrevet flere gange mod de klassiske nævningeting, har læst mange indlæg for og imod nævninger, men denne passionerede og velargumenterende appel er kommet nærmest til at rokke min egen overbevisning. Han var i mange år medlem af Folketin­ get, bl.a. valgt i familiens hjemby Stege, hvor han selv var byfoged, og deltog igennem 1860’erne i de første bestræbelser på skabelsen af en retsreform, naturligvis med nævninger. Alfred Hage var ikke selv i første række, omend også han i mange år var medlem af Folketinget, men hans store og gæstfrie hus samlede i 1850’erne og 1860’erne alle de nationalliberale ledere, og i de bevægede martsdage 1848 husede han den slesvigholstenske delegation i sit hjem i Kronprinsessegade, medens studenterne sørgede for deres personlige sikkerhed. Jeg mindes ham, når jeg under besøg i min bys største skat, det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot, kommer igennem salen for Frederik den Syvendes tid, der ikke som salene fra Enevælden domine­ res af kongens portræt, men af Constantin Hansens kolossale masseportræt af den grundlovgivende rigsforsamling 1848-49 (udført 1860-64), bestilt af Alfred Hage, hvor de nationalliberale førere fylder forgrunden, medens de konservative og Bondevennerne er henviste til baggrunden og vinduesni- cherne, samtidshistorien i nationalliberalt lys som bestilt og betalt af en ho­ vedrig nationalliberal. 1861 erhvervede han herregården Oremandsgård i Sydsjælland, som stadig er i slægtens eje. Af Alfred Hages børn blev datteren Vilhelmine gift med den romantiske komponist Peter Heise, medens sønnerne Johannes Hage (1842-1923) og Al­ fred Hage (1843-1922) begge fik en smuk politisk karriere, nu i Højre. Den yngre broder, der som ejer af Oremandsgård havde stor lokal betydning, var fireogtyve år kongevalgt og landstingsvalgt medlem af Landstinget samt 1897-1900 landbrugsminister i regeringen Hørring. Den ældre broder fast­ holdt i et kvart sekel Fredensborgkredsen mod Venstres angreb, og den glø­ dende forsvarsven tog konsekvensen af sin idealisme, da han 1897, 55 år gammel, meldte sig som frivillig i den græske hær i den græsk-tyrkiske krig; mest fortjener hædersmanden vor taknemlighed for omskabelsen af sin sto-

38 re private malerisamling – incl. portrættet af den første Johannes Hage – på Nivaagaard til en offentligt tilgængelig selvejende institution. Den mest spændende politiske løbebane fik dog Christopher Hage (1848- 1930), fætter til de to yngre Hage’r. Oprindelig valgt til Folketinget for Højre gled han via den såkaldte børsopposition over i Venstre og blev 1901 finans­ minister i den første venstreregering. Efter 1916 blev han handelsminister i den radikale regering Zahle og var herunder formand for den danske dele­ gation ved forhandlingerne i Reykjavik om den dansk-islandske forbundslov. Afgået ved Påskekrisen 1920 med det øvrige ministerium var han i hvert fald forsonet med Christian den Tiende, da han i 1928 fortjent dekoreredes med storkorset. Danmark har næppe haft et politikerdynasti af tilsvarende tyngde. Den afgørende forskel på dette kapitels hovedperson og alle de øvrige fremtræ­ dende medlemmer af slægten Hage var, at medens disse virkede med held i partier, der successivt besad magten, faldt hans indsats i hans bevægelses kamptid og endte i et martyrium. Slægten glemte ham ikke. I et familiekapel naturligvis i Stege kirke er opstillet et marmormonument af Bissen med »Fri­ heden« som en kvinde i ædel simplicitet og en indskrift med apostelens ord »Hvor Herrens Aand er, der er Frihed.«

Litteratur

Kongeligt reskript af 10. april 1836 til Danske Kancelli.

Indberetninger fra den russiske gesandt i Kjøbenhavn til regeringen i Sankt Petersborg 13/25 april, 3/15 november 1836, 18/30 april, 16/28 juni 1837. Den dobbelte datering skyldes, at Rus­ land indtil 19 18 anvendte den julianske kalender, som var 12 dage efter den i Vesteuropa an­ vendte gregorianske. Den omfattende samling afskrifter, der fylder fire tykke foliobind, og som heldigt for tilgængeligheden er affattet på fransk, ikke russisk, er en vigtig kilde for Danmarks forhold til udlandet i denne periode.

Algreen-Ussing, T.: Haandbog i den danske Kriminalret. 4. udgave, 1859.

Andersen, Poul: Grundtvig som Rigsdagsmand og andre Afhandlinger. 1940.

Bagge, Poul: Anmeldelse af Harald Jørgensen: Trykkefrihedsspørgsmaalet i Danmark 1799-1848. Historisk Tidsskrift 11. Række, 1. Bind. p. 183 ff. 1944-46.

Samme: Svar til fhv. højesteretspræsident, dr. jur. Troels G. Jørgensen. Op. cit. p. 503 ff.

Bjørn, Claus: 1814-64. Claus Bjørn og Carsten Due-Nielsen: Fra helstat til nationalstat 1814-1914. Dansk udenrigspolitiks historie 3. 2003.

39 Borup, Morten: Johan Ludvig Heiberg II. 1948.

Brammer, G. P.: Biskop, Dr. theol. G. P. Brammers Ungdomsliv fortalt af ham selv og efter hans Død udgivet af Johannes Kok. 1884.

Christensen,J. V.: Tider og Skikkelser i Midtsjællands Historie. 2den Del: A f Ringsteds Saga (om Spandet). 1910.

Dansk Biografisk Leksikon 5. og 13. Bind. Artikler om slægten Hage, Alfred Hage (1803-72), Al­ fred Hage (1843-1922), Christopher Hage, Hother Hage, Johannes Dam Hage og Johannes Hage samt Spandet. 1980 og 1983.

Erslew, Tb. H.: Alm. Forfatter-Lexicon for Kongeriget Danmark med tilhørende Bilande. 1843.

Fædrelandet. 7. december 1834, 20. maj, 4. september, 16. september 1835, 25. marts, 1. og 8. april, 27. maj, 8. juli. 17. september 1836, 22. juli, 21. september, 1. og 18. november, 9. december 1837.

G rade, Anders: Den Heliga Alliansens och det Metternichska systemets tid 18 15-184 8 .1 Norstedts Varldshistoria. Tolfte Delen. Stockholm 1936.

Hage, H(other): Johannes Hage, hans Liv og Karakter, og enkelte af hans efterladte Skrifter. 1854.

Hage, Johannes: Nepotisme. Kjøbenhavnsposten 3. og 4. august 1835, nr. 182-83.

Samme: Enkelte europæiske Stater i 1835. Udgivet af H. Hage. 1854.

Hansen, I. A.: Politiske Skildringer af afdøde danske Mænd, der have gjort sig bemærket i vor po­ litiske Udviklings-Historie fra 1830 til Nutiden. 1854.

Heiberg, Johan Ludvig: Et Par Bemærkninger angaaende Ugebladet »Fædrelandet«. Kjøbenhavns flyvende Post. Interimsblade Nr. 71-73. 27. og 30. januar samt 3. februar 1836. Også i Prosaiske Skrifter X. 1861.

Hjelbolt, Holger: Under junigrundloven (1849-1866). Den danske Rigsdag 1849-1949, Bind1 . 1949.

Holmboe, Tage, Arild Falk-Jensen og H. Hjorth-Nielsen: Rekruteringen af retten m.v. I Poul Bagge m.fl.: Højesteret I-II. 1961.

Jensen, Hans: De danske Stænderforsamlingers Historie 1830-1848 I II. 19 3 1,19 3 4 .

Jørgensen, Harald: Trykkefrihedsspørgsmaalet i Danmark 1799-1848. Et Bidrag til en Karakteri­ stik af den danske Enevælde i Frederik VI’s og Christian VIII’s Tid. 1944.

Jørgensen, Troels G.: Om de danske Domstoles Uafhængighed under Enevælden. Bemærkninger til en Anmeldelse. Historisk Tidsskrift 11. Række, 1. Bind, p. 500 ff. 1944-46.

Samme: Højesteret fra 1790 til Grundloven. 1950.

B (Søren Kierkegaard): Om Fædrelandets Polemik. Kjøbenhavns flyvende Post. Interimsblade Nr. 82-83. I2- °g J5- marts 1836.

Kircbboff-Larsen, Chr.: Den danske Presses Historie, III 1827-18 6 6.196 2.

Matzen, Henning og Johannes Timm: Haandbogi den danske Kirkeret, 1891.

Mynster J. P.: Meddelelser om mit Levnet. 1854 (2. oplag 1884).

40 Neergaard, N.: Under Junigrundloven I og II. 1892,1916.

Nørregård, Georg: Danmark mellem Øst og Vest 1824-39.1969.

Ploug, Carl: Ordets Ridden Februar 18 4 4 .1 Poul Rytters Viser og Vers. 1847.

Ploug, Hotber: Carl Ploug, hans Liv og Gerning, Første Del (det udkomne): 1813-48. 1905.

Rubin, Markus: Frederik den Sjettes Tid. Fra Kielerfreden til Kongens Død. 1895.

Scbultz, Sigurd: C. A. Jensen I-II. 1932.

Smidt, Claus M.: En guldaldermalers skæbne. Portrætmaleren C. A. Jensen. 1986.

Spandet, P. ]. N.: Meddelelser om Familier og Personer af Navnet Spandet. 1897.

41 Tallotteriets offer

»Mais mon Dieu, comment peut on tomber sous ce qu’on ría pas?« (Men Gud- faderbevares, hvordan kan man synke under vægten af det man ikke har), således Madame de Staéls muntre svar, da Oeblenschläger på sit ikke særlig gode franske forsøgte at forklare hende det dramatiske klimaks i sin tragedie »Correggio«, hvor den fattige maler, som har fået et honorar udbetalt i en sæk kobberskillinger, dør under vægten af pengene, hvilket af digteren er ment som en allegori på den af næringssorger tyngede kunstner.Johan Ludvig Hei­ berg fremdrog dette bonmot i sit brev 10. juni 1828 til den ene af Det Kgl. Theaters direktører Jonas Collin, hvor han redegjorde udførligt for sin plan til »Elverhøi« i håb om at få bestillingen på formælingsstykket i anledning af det store kongelige bryllup samt med ulastelige Hegelianske filosofiske de­ duktioner bad om et forskud på 1.200 rigsdaler fra teaterkassen; Heiberg bad om noget af »det Positive« (pengene) »for dermed at opveie Trykket af det Ne­ gative, og tilveiebringe den saa meget ønskede Balance eller Ligevægt; vide­ re gaaer ikke min Attraa; thi at det Positive skulde faae Overvægten, derpaa har jeg renonceret for bestandig, eftersom Sligt ikke er blevet sunget for min Vugge«. Et af de formål, Heiberg fremdrog, var dækning af hans kreditorFerdi­ nand Anthon Christian Printzlau (1794-1865), som havde forstrakt ham, men selv var trængende, og som nu mod at få dog en del af sit tilgodehavende var villig til at gå i kaution for ham over for teatret. Efter at Printzlau på Hei- bergs vegne havde forhandlet med Collin, fik Heiberg 900 Rbl., brugte heraf 230 Rbl. til indløsning af møbler, som i flere år havde været i pant hos andre kreditorer, 100 Rbl. til en ridehest og 30 Rbl. til seletøj, hvorefter resten sand­ synligvis gik til Printzlau. Heiberg slæbte på sin gæld til teatret i enogtyve år til 1849, hvor den blev ham eftergivet i forbindelse med hans udnævnelse til direktør for teatret.

42 Særlig i slutningen af 1820’erne, Heibergs lyseste og mest produktive pe­ riode, hvor han skabte de store vaudeviller og Elverhøi samt redigerede og i vidt omfang selv fyldte Kjøbenhavns flyvende Post, havde han et nært praktisk samarbejde med Printzlau. Dennes fader, kammerråd, senere justitsråd F. C. Printzlau – hvis fader igen var Collins faders første huslærer og lærte ham en smule tysk og fransk – var i mange år teatrets højtbetroede comptoirchef, bogholder og hovedkasserer til sin afgang i 1824, hvor han afløstes af sin æl­ dre søn Frederik Christian Printzlau, medens den yngre søn Ferdinand alle­ rede i nogle år havde været rolleskriver og fuldmægtig ved teatret. Dennes gage, som umiddelbart inden hans skæbnesvangre ophøjelse i 1833 androg 1.200 Rbl. og derefter mindst 1.800 Rbl. om året, inkl. natura­ lier, kan næppe kaldes sulteløn. Tidens største nationaløkonomiske kapacitet C. N. David kaldte embedet indbringende. Men for Printzlau med hans hur­ tigt voksende familie – hans ældste søn er født så tidlig som 1814, og han fik i alt to sønner og fem døtre – var hverken 1.200 eller 1.800 Rbl. nok. Som mangen anden i litteraternes dannede, men ikke rige klasse kunne han ikke undgå at gøre gæld, og han udviste ikke ringe vindskibelighed for at blive næringssorgerne kvit, men søgte også mere tvivlsomme, ja dødsensfarlige udveje, som til sidst bragte ham i ulykke.

Udgiveren

Straks fra 1825, da Heiberg kom til København og begyndte at skrive vau­ deviller, ses Printzlaus navn i forbindelse med ham. Den 16. januar og 17. fe­ bruar 1826 meddelte hans halvfætter Andreas de Saint-Aubain, bedre kendt under sit forfatternavn Carl Bernhard, at Printzlau afkøbte Heiberg hans an­ den vaudeville Den 28. januar – opkaldt efter Kongens fødselsdag, jfr.Trylle- harpens historier i min tidligere bog – for 300 Rbl., uden at have læst den og endog uden at få et manuskript, da Heiberg kun havde et enkelt eksemplar, og skulle have stået sig ved det, hvad der umiddelbart kan undre, da dette lej- lighedsstykke var den mindst heldige af Heibergs vaudeviller. Med den godmodighed og forekommende tjenstagtighed, som Overskou fremhæver i sin store teaterhistorie som karakteristisk for Printzlau, har han været i stand til at yde Heiberg småtjenester. Første gang hans navn dukker op i den store samling Breve og Aktstykker vedrørende Johan Ludvig Heiberg, den vigtigste kildesamling for Heiberg, er i et brev fra Heiberg til Collin af

43 i8. marts 1826, hvor han beder om hurtig hjælp til at få sin næste vaudeville Aprilsnarrene indstuderet, meddeler, at han – åbenbart på egen hånd – har udset Jomfru Pätges, senere Johanne Louise Heiberg, til hovedrollen og har af­ talt med hende at sætte hende ind i stykket uden at meddele hendes instruk­ tør dette for ikke at støde ham, og slutter: »Tillige har Printzlau lovet mig, at Jfr. Pätges Rolle allerførst skal blive udskrevet«. Nok var Printzlau både teater- sekretær og rolleskriver, men denne ekstrahjælp til fremme af en uskyldig teaterintrige lå nok uden for hans snævrere embedspligter. Printzlau havde næse for, hvad forbindelsen med Heiberg kunne være værd, og fra næste år, 1827, fik han lejlighed til at udføre den gerning, som trods hans senere grove forbrydelser vil sikre ham et navn i den danske åndshistorie, nemlig som udgiver af Kjøbenhavns flyvende Post, måske det prægtigste litterære danske tidsskrift nogensinde. Medens redaktøren Hei- bergs bidrag på vers og prosa fyldte bladet, ses fra Printzlau alene nogle små avertissements om »Det kongelige Theaters Repertoire« og en udførlig sub- skriptionsplan fra november 1829, da bladet efter to årgange med to ugent­ lige numre og et års pause bekendtgjorde sin genopstandelse fra Nytår 1830. Han sluttede stolt og spotsk:

»... den flyvende Post er etliterairt Blad. De Læsere, som blot søge at tilfredsstille Nysgierrigheden, og for hvilke Materien er Alt, Formen Intet, ville derfor sna­ rere finde deres Regning ved en Deel andre Tidsskrifter, som subsistere ved slet­ te Oversættelser; hvorimod den flyvende Post anbefaler sig til dem, som have Sands for det literaire Liv og Interesse for vor originale Literatur, og hos hvilke Smagen har naaet den Grad af Dannelse, at den ikke lader sig nøie med et raat Stof, men ogsaa gjør nogen Fordring til Behandlingen.«

Som det ses, tilsluttede udgiveren sig helhjertet redaktørens æstetiske hold­ ning i tidens litterære tvist mellem, hvad der noget forenklet er kaldt kam­ pen mellem form og indhold. Hvor meget Printzlau har tjent på bladet, ses ikke af de for mig tilgæn­ gelige kilder. En bevaret subskriptionsliste, muligvis først fra 1834, indehol­ der 132 navne, hvortil kom forventet afsætning til 25 boghandlere og 25 læseselskaber m.v.; blandt subskribenterne var morsomt nok otte kondito­ rer, der vel havde bladet fremlagt til deres kunder, hvilket antyder, enten at disse kunders smag for læsning har været på et højt plan, eller mere prosa­ isk at bladet på det nærmeste var alene på markedet. Prisen var oprindelig 8 mark kvartalet (der gik 6 mark eller 96 skilling på en rigsdaler), men da nogle

44 abonnenter faldt fra efter den første sensation, satte Printzlau prisen op til 10 mark kvartalet. Fra Nytår 1830, hvor bladet udkom tre gange ugentlig, var prisen 15 mark kvartalet, d.v.s. 10 Rbl. om året, altså en bruttoindtægt på ca. 1.500 Rbl., hvis vi kan antage 150 subskribenter. Efter årgang 1830 ophørte den regelmæssige udgivelse, men der lovedes supplementsblade i tvangfri følge. Uheldigvis udgav en bogtrykker Jørgensen to piratblade, og Heiberg afventede sagsanlæg fra Printzlau mod Jørgensen. Desværre tabte Printzlau sagen ved Hof- og Stadsrettens dom af 11. juli 1831, ophavsretsbeskyttelse var der ikke meget af i det tidlige 19. århundrede, og så gled samarbejdet ud. Den senere udgivelse, 135 numre mellem 1834 og 1837, skete uden Printz- laus medvirken – som det vil fremgå, fik han unægtelig andet at tage sig til. Hvor meget Heiberg har tjent, véd jeg heller ikke, men der er ingen tvivl om, at han i forskud har fået mere udbetalt, end han reelt tjente, for han kom alvorligt i gæld hos Printzlau. 3. januar 1832 underskrev »Johan Ludvig Hei­ berg, Dr. Phil., Professor, Kongelig Theaterdigter og -Oversætter, Lærer ved den Kongelige militaire Høiskole« en obligation på 2.000 Rbl. sølv, at afdrage med 200 Rbl. om året i halvårlige terminer og forrentet med 4% pro anno. Ved udebleven betaling forfaldt alt straks. »Til Sikkerhed for Afdragenes og Renternes prompte Erlæggelse giver jeg Creditor hermed første Prioritets Panteret i mit hele Indbo, intet undtaget, samt i øvrigt i alt hvad jeg eier og eiendes vorder.« Altså et ægte generalpant eller »almindeligt pant«, »general- hypotek«, som det var trængt ind i dansk-norsk retspraksis – det var ukendt i Danske Lov – i det 18. århundrede, anerkendt ved to højesteretsdomme i 1807, legaliseret ved en forordning af 28. juli 1841 og først afskaffet ved kon­ kursloven af 1872 § 151 Williesbestemt Pant i Alt, hvad Pantsætteren eier el­ ler eiendes vorder, kan for Fremtiden ikke retsgyldig stiftes«). Med et skævt smil kan man konstatere, at de arme møbler, som Heiberg få år før havde red­ det ud af de kielske kreditorers gab med sit forskud for »Elverhøi«, nu måtte holde for igen, dog i underpantets lempelige form uden tab af daglig brug og besiddelse af indboet. Obligationen tinglæstes den 9. s.m. i Den Kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsret i Kiøbenhavn og stempledes med 14 rigs- bankdaler sølv – det originale dokument har jeg set i Heibergs privatarkiv i Rigsarkivet – men allerede den 18. juni 1832 kvitterede Printzlau obligatio­ nen fuldt ud og udtalte udtrykkeligt, at summen med renter var indfriet og betalt. Heiberg lod dog først, vel ved sløseri, obligationen udslette af pante- bogen i 1850, hvilket har forledt den ellers så omhyggelige Morten Borup til at tro, at gælden først da indfriedes. I lyset af det senere forfærdelige forløb ville det have kastet et ubehageligt skær over Heiberg, hvis han havde skyldt

45 Printzlau et betydeligt beløb helt til 1850. Hvorfra Heiberg fik det nødven­ dige beløb til indfrielse af gælden, véd jeg ikke. Han må have lånt det, for han havde det i hvert fald ikke selv. Udover sine pligter på teatret og som udgiver af »Kjøbenhavns flyvende Post« udgav Printzlau fra 1828 Det Kongelige Theaters Repertoire, skuespiltek­ ster, til en billig pris mellem 8 og 30 skilling, ti det første år samt, hvad der nok har været en salgssuccés, »Elverhøi« til 7 Mk. 8 Sk., straks efter premie­ ren på Det Kgl. Theater. Alle udgivelser averteredes i bladet. To af de ti tek­ ster var syngespil oversatte af Heiberg. Om denne også var dramaturgisk konsulent for Printzlau, som antaget afFenger, kan jeg ikke sige, men i hvert fald forsvarede Heiberg i en lang artikel med megen varme denne »portative Udgave« mod angreb fra en anonym, formentlig en boghandler, som klage­ de over, at den fordærvede både øjnene og boghandelen. Heiberg ønskede elegante og kønne, men billige og derfor ikke prangende bøger eller snarere hæfter. Hans velmente ros over Printzlaus udgaves udstyr fik senere en ufri­ villigt ironisk bismag, når man betænker den grove og primitive karakter af Printzlaus falsknerier, som jeg senere kommer til. Udgivelsen fortsatte læn­ ge efter at Printzlau havde sluppet den. På Hillerød biblioteks database har jeg som det højeste nummer set nr. 225 fra 1903, oversættelsen af librettoen til Ambroise Thomas’ opera Mignon. 1 mit barndomshjem lå et par af disse små- hæfter. Endnu en kreditpost i Printzlaus livs regnskab.

Tallotteriets Molok

Det offentlige spilleri, som i vore dage har fået så uhyggelig udbredelse, var langtfra ukendt i det tidlige 19. århundrede. Heiberg havde selv en rem af huden. Hans filosofiske afhandling Nemesis, som rammende fastslår, at Ne­ mesis er mere end det ligegyldige, blinde tilfælde, men mindre end retfær­ digheden, er fyldt med eksempler fra hasardspillet, især roulettens skiften mellem rødt og sort. Læseren får således at vide, at »paroli« er forsøg på at udforske den øjeblikkelige regel i spillet, og at »martingale« er spil på foran­ dringen i spillet og indbefatter det bedrøvelige system, at man altid dobler op, indtil man har vundet én gang. Man kan ikke frigøre sig fra mistanken om, at Heiberg under sit ophold i Paris 1819-22 har besøgt spillehusene mere end hvad godt var. Så sent som i 1840 angreb Heiberg teaterabonnementssy­ stemet med faste ugedage ved med en sigende metafor at sammenligne det

46 store logepublikum med »slet blandede Kort, som, naar de fordeles, bestan­ dig give de samme Combmationer«. Man behøvede ikke rejse til Paris for at spille. I Danmark var den væsent­ ligste indretning »Det kongelige Tallotteri«, oprettet i 1771 af Struensee ved koncession til en prøjsisk projektmager, bankdirektørKoes, som fik idéen ved at iagttage danske undersåtters spil i det berlinske tallotteri. Omend privat havde selskabet en quasistatslig karakter; Kongen havde en stor aktiepost og lånte selskabets virksomhed glans, således overvågedes trækningerne af en elefantridder og en dannebrogsridder, begge i fuldt puds med ordensbånd og stjerner. Numrene blev udtrukket af en vaisenhusdreng med tilbundne øjne, og hvergang et nummer blev trukket, lød pauker og trompeter fra råd­ husaltanen. Det følgende Guldbergske styre erhvervede 1773 resten af akti­ erne for staten, muligt under indtryk af Koes’ skamløse færd som nærmere skildret hos Bruun i hans store bog om Københavns historie, desværre ikke for at ophæve lotteriet, men for at indvinde det betydelige overskud til stats­ kassen. Tallotteriet kom til at udgøre en ikke ringe indtægtskilde for staten. Under debatten om dets ophævelse i midten af 1830’erne var de årlige ind­ tægter budgetterede til 370.000 Rbl., samtidig med at statsregnskabet over en femårsperiode viste gennemsnitlige årlige statsindtægter og -udgifter på ca. 14 mill. Rbl. med et lille underskud, d.v.s. at overskuddet fra tallotteriet indbragte omtrent 3 procent af statens indtægter. Tallotteriet blev trukket i København samt de to holstenske byer Altona og Wandsbeck – deraf det bevingede ord »den gælder til Wandsbeck«, hvil­ ket ikke som i dag betegnede noget i sig selv værdiløst, men blot, at en seddel til trækningen der ikke gjaldt i København. At lotteriet også placeredes i det lille Wandsbeck, skyldtes et tilbud fra dettes ejer, skatmester, grevHeinrich von Schimmelmann, hvem overskattedirektionen besluttede at »unde en skil­ ling«, som historikeren Suhm spydigt bemærkede. Fortjenesten tilfaldt dog ikke Schimmelmann personlig, men kirken og de fattige på hans gods. Hos alle collecteurer i riget kunne gøres indskud til trækningerne i alle tre byer, og der var stor spænding, når posten bragte de udtrukne tal, og disse opslo- ges. Et stik efterEckersberg fra 1808 viser tilstrømningen, da de i Wandsbeck udtrukne tal opslås hos en collecteur i København. Af de 90 tal, som indgik i trækningen, blev fem udtrukket, som i det op­ rindelige forbillede, il lotto di Genova, det i Genua i 1620 grundlagte statslot- teri, der var opstået ved, at borgerne hvert år væddede om, hvilke fem – af 90 – kandidater der ville blive indvalgt i det store råd. Udover gevinst for ét ud­ trukket tal kaldtes gevinsterne for »ambe«, »terne«, »kvaterne« og »kvinterne«

47 C. W.Eckersberg: Udenfor Tallotteri-collectionen, ca. 1808. Den kgl. Kobberstiksamling. for henholdsvis to, tre, fire og alle fem tal. Det mindste lod kostede så lidt som en mark, hvilket gjorde lotteriet fristende for fattigfolk, en af de hyppigst an­ førte grunde til kritik. Det var betegnende, at assistentshusforvalteren kla­ gede over trængsel på assistentshuset, når tallotteriet skulle trækkes. Alskens misligheder kom i svang. Collecteurerne kunne modtage indskud for egen regning og risiko, hvilken sæbeboble naturligvis sprang, når de privat solg­ te numre blev udtrukne, og collecteurerne ikke kunne svare for sig. Bruun nævner, at spillerne fik mulighed for at få kundskab om de udtrukne tal nog­ le timer før postens ankomst fra Altona; nok kunne man ikke gøre indskud, da listerne var sluttede, men da collecteurerne måtte udstede og sælge »købe- sedler« mellem trækningerne, kunne man med viden om vindertallene købe sedler, hvor et eller flere af disse numre var opført. Manglende afregning fra collecteurerne efter trækningerne udviklede sig i mange tilfælde til under­ slæb, som sjældent straffedes. Nuvel, Bruuns værk ophører 1807, og det er vel tænkeligt, at de værste excesser var ophørte i 1830’erne. Mange forfattere angreb statens udnyttelse af det demoraliserende spil-

48 leraseri, som ofte gav sig udslag i spil på tal, man havde drømt, eller anden art af skæbnetro. Peter Andreas Heiberg, Johan Ludvig Heibergs fader, gav i Rigsdalers-Sedlens Hændelser – roman eller reportage? – drastiske eksempler på spilleriets fordærvende følger. En kone bestjæler sin mand for en rigsdaler (fortællingens »jeg«) og køber for 5 mark et lod til Wandsbeck, en anden kone pantsætter sin mands bukser for 3 mark, så han, da hun taber, må gå bukse- løs, en tjenestepige »låner« to damaskservietter og en manchetskjorte fra sit herskab, to kongelige oppebørselsbetjente bestjæler de af dem bestyrede of­ fentlige kasser for store beløb – den antiaristokratiske forfatter lader den for­ nemste og frækkeste af de to slippe for straf ved den kvikke undskyldning, at da pengene var spillede op i tallotteriet, var de blot blevet forflyttede fra den ene offentlige kasse til den anden uden tab for staten! Dette påfund blev til grusom virkelighed i senere år. Ud fra både nationaløkonomiske og moralske hensyn angreb den gry­ ende liberalismes store mand C. N. David tallotteriet i en vægtig afhandling i 1829. Han fastslog, at en afgift ikke må demoralisere folket, men at tallot­ teriet virker som en skat på særlig fattigfolks spillesyge og ikke som en ægte luksusafgift rammer dem, der kan tåle den. De mindste indskud afvises af sparekasserne, men modtages af tallotteriet, »Flittigheds, Tarveligheds og Sædeligheds Grav«. Spilleren døver samvittigheden for ægtefælles og børns klager ved nydelsen af stærke drikke. David fremhæver som P. A. Heiberg enkelte store underslæb fra oppebørselsbetjente, hvorved lotteriet udspre­ der sin ødelæggende sæd i den embedsstand, »der omfatter den hæderlig­ ste og kundskabsrigeste Deel af Nationen«. Staten vinder sine egne penge fra sine egne utro tjenere, således at dens overskud bliver illusorisk. Det påvises, at overskuddet var mindst i Danmarks lykkelige år 1784-1801, men flerdob- ledes under den ulykkelige krig 1807-14 og forblev på det høje niveau i den følgende fattige periode. Jo mere staten tjener ved tallotteriet, des nødvendi- gere bliver dettes afskaffelse. Kan skatten ikke undværes, må den opkræves åbenlyst. »En Beskatningsmaade, der i sit Følge har havt Selvmord, Skjændsel og Forarmelse til uadskillige Ledsagere; der ligesom Rhadegast [en gammel­ vendisk krigsgud og solgud] aarligen fordrer sine blodige Offre til Løn for sin Gunst mod Statskassen, er blidest talt uværdig for en Regjering, der er Fol­ kets blide og fredelige Skytsaand.« David og hans læsere har sikkert tænkt på den ulykkelige sag om konfe- rensråd Christian Bircb, Collins nære ven og udset til finansminister, som for at dække sit tab ved, at hans og hans forlovedes bohave gik op i luer ved Chri­ stiansborgs brand i 1795, begyndte at spille i tallotteriet og desværre ved før­

49 ste forsøg vandt nogle hundrede rigsdaler på tal, han havde drømt sig til. Han belånte de obligationer, der var blevet ham tjenstligt overleverede til kassa­ tion, og døvede samvittigheden ved at bevise for sig selv, bl.a. ved studium af sandsynlighedsberegninger, at de fravendte summer gennem lotteriet gik tilbage til staten. Først 1820 præsenteredes en sådan obligation i Statsgjelds- comptoiret, og Birch afsløredes. Han hensad til sin død i 1829 i Kastellet. Neergaard skrev i 1839, at få år forinden døde to etatsråder i Kastellet, som begge havde lotteriet at takke for deres sørgelige endeligt.

Ophøjelse og fald

Under Frederik Christian Printzlaus sygdom samt efter hans død i 1832 var Ferdinand Printzlau konstitueret i hans embede som comptoirchef, hoved­ kasserer og bogholder. I 1833 valgtes han til den ulønnede post som kasse­ rer ved teatrets Enke- og Børneforsørgelseskasse, hvilket hverv efter kassens forskrifter skulle »besørges af En ved Theatercomptoiret«, og kassens obli­ gationsbeholdning på 42.850 Rbl. fandtes til stede i god orden og blev ham overgivet. Ved Kgl. resolution af 5. november 1833 udnævntes han i sin bro­ ders hidtidige embede mod til sikkerhed for de ham anbetroede oppebørsler at deponere 8.000 Rbl. sølv i 4% obligationer. Hans gage var halvanden pro­ cent af abonnementssummerne, ifølge C. N. David 900 Rbl. beregnet efter et årligt abonnement på ca. 60.000 Rbl. (i følge dommen 1.300 Rbl.), en »regn- skabsdouceur« på 400 Rbl. samt fri bolig og 8 favne brænde, anslået værdi 500 Rbl., altså i alt 1.800 (eller 2.200 Rbl.). Da han havde stillet den krævede sikkerhed, fik han overgivet ikke blot den såkaldte hovedkasse, men også tea­ trets Bygnings- og Reservefond samt Fattigkasse, som indeholdt obligationer for 40.400 Rbl. Han var underlagt teatrets direktion; modsat den i 1849 indførte ordning, hvorefter Det Kgl. Teater styres af én ansvarlig chef, fandtes da en direktion af tre direktører, nemlig overceremonimesterFrederik von Holstein, livjæger­ korpsets tapre øverstkommanderende i 1807 – direktør 1811-40, niogtyve år, længere end nogen anden direktør i teatrets historie – som primus inter pares, Christian Molbech som Collins eftermand og som den yngste Carl Lud­ vig Kirstein, som fra sin tiltræden i 1831 fik ansvaret for økonomien. Kirstein har vi mødt i den tidligere bog som den unge teaterinteresserede og intri­ gante embedsmand, som modtog manuskriptet til Ossians Harfe fra Kunzen

50 og videregav det til sin ven Peder Hjort, hvilket muliggjorde Hjorts angreb mod Baggesen for plagiat i sagen om Trylleharpen. Hans kongstanke var at opbygge en fond med henblik på at bygge en ny hårdt tiltrængt teaterbyg­ ning – som bekendt gennemførtes det først 1874, og Printzlaus defraudatio- ner har haft deres andel i den lange forsinkelse – og med dette formål og for at bringe bedre orden gennemførte han nødvendige ændringer, men på en hårdhændet måde. Bl.a. afskaffede han alle forskud, således at de mange, som hidtil havde fået gagen forskudsvis for en måned eller mere, nu måtte suge på labben i to måneder indtil slutningen af den måned, hvor gagen var indtjent. Også hans hårde tone gjorde den idérige og pligtopfyldende mand lidet afholdt modsat Printzlau, der var venlig mod alle, hvorfor personalet selv efter afsløringen af denne i første omgang snarere end vrede følte med­ lidenhed med ham. Der er ingen tvivl om, at ansvaret for og dermed pligten til at holde tilsyn med den egentlige teaterkasse samt Bygnings- og Reservefondet og Fattig­ kassen henhørte under Kirstein. David og senere Overskou antager derimod, at tilsynet med Enkekassen, som ikke var særlig pålagt noget medlem af di­ rektionen, snarest måtte påhvile kassens stifter Collin som den »af Kongen tilforordnede i Enkekasseberegninger øvede Mand«. De usikre og splittede kommandoforhold fik skæbnesvanger betydning. Ved et eftersyn i februar 1834 af teaterkassen forefandtes en deficit på 5.000 Rbl. – jeg kommer tilbage til forbrydelsernes virkelige omfang – og Printzlau suspenderedes den 11. februar, men tillodes at være tilstede i kon­ toret og således tilsyneladende at forestå embedet. Efter et fornyet kasseef­ tersyn den 29. marts, hvor kassen befandtes at være i orden, genindsattes han i embedet. Da han i januar 1835 fik ordre til at fremsende en del af obligationsbe­ holdningen til teaterdirektionen, forlod han den 21. s.m. sin bopæl un­ der foregivende af at ville tage på landet efter at have overleveret den ham utvivlsomt fra teatret bekendte oversætter og forfatter, cand. phil.Carl Peter Borgaard, 2.730 Rbl. sedler til videregivelse til Printzlaus svigermoder, »Sadel­ mager Thorups Enke« Ida Frederikke Nielsen, til dækning af en for ham ind­ gået kautionsforpligtelse samt en pakke med 1.200 Rbd. sedler, en pose pen­ ge og papirer; på et tidspunkt betroede han Borgaard yderligere 2.700 Rbl. sedler. 7. februar anholdtes han i et gæstgiversted i København, hvor han ventede på en vogn for at kunne forlade staden. Han havde da på sig 228 Rbl. sedler og en kgl. obligation på 500 Rbl., tilhørende enkekassen. Ved konge­ lig resolution af 12. februar blev han »removeret« fra sit embede – i en mere

51 robust tid end vor afventede man ikke dommen for at afskedige en utro em­ bedsmand – og var derefter underkastet personlig arrest. Ved udførlige af­ høringer, sammenfattede i førstvoterendeWilses omhyggelige votum i høje­ steretsdommen, tilstod han alt.

Forbrydelserne

Allerede inden Printzlaus ansættelse som teatrets hovedkasserer havde han pådraget sig privat gæld på det for ham svimlende beløb af 16.000 Rbl., først og fremmest på grund af den bekostelige opdragelse af de syv børn, og mon ikke han allerede da var begyndt at spille i tallotteriet, da fattiges evige håb. Langt fra at bringe lindring i hans fortvivlede forhold var udnævnelsen i 1833 signalet til hans ulykke, idet hans kreditorer, som indtil da vel nærmest havde opgivet ham, nu trængte ind på ham i den tro, at hans embede var langt mere indbringende end det virkelig var. Den svage mand disponerede i første omgang over så mange obligationer, som var nødvendige for at til­ fredsstille kreditorerne, men da han allerede derved fik en ikke ringe deficit og indså, at hans brøde ville blive lige højt regnet, om summen var større el­ ler mindre – som det senere vil vise sig, havde han ganske ret deri – beslut­ tede han at forsøge sin lykke i tallotteriet i det håb at vinde så stor en sum, at han kunne tilbagebetale alt. Han begyndte med en indsats af 2-300 Rbl. om ugen, men forhøjede den efterhånden til 1.000 Rbl. om ugen, hvilket kunne bekræftes af flere af tallotteriets collecteurer, tilsyneladende har han spredt sine indsatser for ikke at vække mistanke. Han bortspillede omtrent 100.000 Rbl., hvorfra går ca. 29.000 Rbl. i gevinster, som selvfølgelig straks er gået tilbage i omsætningen, hvilket stemmer godt med, at de samlede besvigel- ser netto androg ca. 70.000 Rbl. på 1 år, 2 måneder og 16 dage eller omtrent fyrretyve års sammenlagt årlig gage. David beregnede det samlede tab til 69.835 Rbl 39 Sk. eller 158 Rbl. 34 Sk. for hver dag, Printzlau bestyrede kasse­ væsenet, eller 21 Rbl. 36 Sk. mere om dagen, end hvad hele teatret efter bud­ gettet 1835 skulle koste staten! Pengene er derimod ikke gået til i privat overforbrug. Printzlau og hans hustru forklarede begge, at han nærmest var påholdende og, selvom hus­ standen udgjorde ialt 14 personer, kun overleverede hende 15 Rbl. om ugen i husholdningspenge, ligesom hun købte tøj for sig selv og børnene samt lin­ ned og andet husgeråd for egne penge, nemlig en arv på 7.000 Rbl. i Over­

52 formynderiet, der gav 150 Rbl. i rente pr. termin, og hvis kapital heldigvis ikke kunne røres, ellers var den utvivlsomt gået samme vej som teatrets pen­ ge, og familien var da gået helt til grunde. Edvard Collin anfører (i en fodnote til sin faders selvbiografiske optegnel­ ser), at Printzlau var »et af de mange Offre for den usalige Oekonomi: at løn­ ne Embedsmænd, navnlig Kassebetjente, slet. I et fra Fængslet skrevet Brev [ikke nærmere tidsfæstet; jeg har forgæves søgt det i Jonas Collins privatar­ kiv i Rigsarkivet], hvori han beder min Fader om Tilgivelse, giver han Beviis for, hvorledes der af en Familieforsørgers Nød kan avles den Begrebsforvir­ ring, at han ’altsaa’ var tvunget til at laane af Kassen, som han aldrig havde havt til Hensigt at besvige, og ’at Staten ikke havde tabt noget ved at han hav­ de søgt en Udvei gjennem dens eget Lotteri’.« Noget af det tristeste ved forløbet er, at Printzlau kunne være standset, ikke inden han blev forbryder, men inden han gik så vidt, at redning var umulig. Da der den 11. februar 1834 konstateredes at mangle 5.000 Rbl. i den egentlige teaterkasse, ville et nøjere eftersyn af hans »extrait« have afsløret, at kassens deficit i virkeligheden udgjorde 8.000 Rbl., og en revision af de to obligationsbeholdninger ville have vist, at medens bygnings- og reservefon­ det endnu var intakt, havde han allerede forsynet to obligationer for tilsam­ men 7.000 Rbd. tilhørende enke- og børneforsørgelseskassen med trans­ port til ihændehaver og falske underskrifter F. Holstein og Collin, som han gjorde så lignende disses sædvanlige underskrifter, som det var ham muligt. Han lod den 15. oktober 1833, endnu kun konstitueret, transporten notere i statsgældskontoret og solgte derefter obligationerne. Hvis man straks ef­ ter den første afsløring havde efterset samtlige kasser og optalt obligationer­ ne, havde hans forbrydelser kun andraget 15.000 Rbl. og ikke 70.000 Rbl., og selvom dommen efter loven var den samme, havde han måske kunnet opnå tidligere benådning eller endog helt undgå straf. De første 8.000 Rbl. af underslæbet kunne have været inddækket ved den ved ansættelsen stil­ lede kaution, og måske kunne venner og slægtninge have bistået med at ind­ dække de resterende 7.000 Rbl., hvor det større beløb aldrig kunne dækkes. Grunden til denne efterladenhed har delvis været, hvad jeg har betegnet som splittede kommandoforhold. Kirstein lod kun kassen efterse, men ikke obli­ gationerne, og Collin gjorde ingenting, efter hvad en unavngiven mand – mon Collin selv? – sagde til David, fordi Collin ikke engang vidste, at Printzlau var blevet suspenderet! Som det fremgik, var Printzlau ikke forment adgang til kontoret under suspensionen. Kirstein har ikke forsøgt at forklare, hvor­ for han ikke underrettede den for enkekassen nærmest ansvarlige om et så

53 indgribende skridt som suspension af en højtbetroet embedsmand på grund af kassemangel, men han forklarede sin generelle efterladenhed med efter­ synet af de ugentlige extraiter, der almindeligvis var falske, med sin mistillid til Printzlau, som han ikke havde ønsket som kasserer, og af hvem han havde krævet en særlig høj kaution, hvorfor han frygtede at blive anset som hade­ fuld, hvis han gik hårdt på ham. Psykologisk forståeligt, men forfærdelig da­ delværdigt. Men det blev værre endnu. Under suspensionen benyttede Printzlau sit fortsatte herredømme over enkekassen til at tage dennes suverænt største obligation på 16.000 Rbl. Obligationen fik den samme falske påtegning som de to andre, blev den 18. februar, syv dage efter suspensionen, noteret i stats­ gældskontoret og derefter solgt. Printzlau måtte og skulle have netop denne obligation, som både var let at forfalske og ville indbringe mere end 5.000 Rbl., idet han lagde 5.000 Rbl., utvivlsomt af udbyttet herfra, i kassen, som den 29. marts 1834 påny forefandtes intakt. På engelsk findes et godt mund­ held »fo rob Peter in order to pay Paul« – de lærde har fulgt det tilbage til den tidlige reformator John Wycliffe i det fjortende århundrede – om manden, der bestjæler én for at inddække sin gæld til en anden, men Printzlaus svig kan vist kun sammenlignes med at fodre hunden med dens egen hale, uden at kræet opdager, hvorfra maden kommer. Han fortsatte efter genindsættelsen med dels at tage af kassen, dels at for­ falske og sælge obligationer, hvor det samlede tal androg 58.700 Rbl., så at der kun resterede ca. 24.000 Rbl. heraf. Efterhånden gik det mindre nemt end for de første obligationer, hvor han kunne nøjes med at påføre en fiktiv transport og falske underskrifter. Nogle af obligationerne var således i for­ vejen forsynede med påtegning om rette ejer, og i disse tilfælde fraklippede han den relevante side af obligationen eller blot en mindre del af siden og tilklistrede nyt papir. I andre tilfælde udraderede han påtegningerne, og hvis raderingen blev alt for tydelig, påklistrede han papir, eventuelt blot en papir­ strimmel og skrev de falske underskrifter herpå. Sågar marginen afrev han engang, hvorefter han ved en bogbinder lod et nyt stykke papir tilklistre ob­ ligationen, forsyne med ny ryg og tilsætte et nyt blad, fordi der var så mange påtegninger, at der ikke var plads til flere. Afstanden til de af Heiberg roste elegante og kønne bøger i 1828 kunne ikke være større. På en obligation til 2.000 Rbl. udraderede han fra påtegningen »Den­ ne Obligation tilhører nu Det kongelige Theater og kan ikke uden vort Sam­ tykke sælges ...Holstein. Kirsteim de kursiverede ord, indsatte det fingerede navn »Skibscapitain Erich Møller« og »mit«, overklistrede de steder, hvor un­

54 derskrifterne havde været anbragte, med strimler af papir samt tilføjede en transport til ihændehaver og den falske underskrift »Erich Møller«. Han fal- bød derefter obligationen til en vekselerer Peine, men da den var så tilklat­ tet, ville Peine kun købe den, hvis han kunne få den noteret i statsgældskon­ toret. Dette ville dog ikke notere den, kun ombytte imod en ny. Peine un­ derrettede Printzlau herom og krævede i denne anledning capitain Møllers skriftlige erklæring og et møde med denne, hvortil Printzlau svarede, at med en koncept fra Peine til erklæringen ville han skaffe den til veje fra Møller, der iøvrigt boede i Løngangsstrædet. Printzlau skrev naturligvis selv den for­ langte skriftlige erklæring, men nu havde Peine fattet mistanke og ville ikke købe obligationen, førend han havde talt med capitain Møller, som Printzlau derfor lovede at bringe hjem til ham. Han formåede under et påskud en af teatrets controlleurer til at følge med sig hen til Peine, hvor controlleuren blev stående ved døren uden at bemærke, hvad der blev talt mellem Peine og Printzlau, der omtalte ham sådan, at Peine måtte antage, at han var capitain Møller. Peine lovede nu at udbetale den accorderede købesum næste dag, men da Printzlau og controlleuren gik bort, indfandt en mand, der havde mødt dem på trappen, sig hos Peine og sagde, at den mand, der fulgtes med Printzlau, var en af teatrets controlleurer. Peine leverede derfor Printzlau ob­ ligationen tilbage, hvilken denne siden solgte. Det var tæt på. Næsten endnu frækkere handlede Printzlau, da theatercontrolleur We- sterbølle havde givet ham i kommission at købe en obligation på 1.000 Rbl, som han skaffede ved at afklippe direktionens påtegning og enten tilklistre et nyt stykke eller afklippe det tilsvarende stykke på obligationens andet blad. Efter at have modtaget købesummen fra Westerbølle bildte han ham ind, at han ville ombytte obligationen med to mindre, og fik ham til at levere ham obligationen tilbage, som han derpå solgte til anden side! Begge histori­ er viser, hvor blindt teatrets menige personale stolede på den altid forekom­ mende Printzlau. Man mindes den gamle historie om dommeren, der bebrej­ der forbryderen, at han bedrog folk, der stolede på ham, hvortil forbryderen svarer: »Jamen, hr. dommer, hvordan skulle jeg bedrage dem, hvis de ikke netop stolede på mig!« Af kontante penge stjal han i alt ca. 11.000 Rbl., mest direkte fra kasser­ ne. Intet var for småt, og personligt bekendtskab var ingen beskyttelse mod ham. Konditor Capretz havde i fordums lykkeligere dage subskriberet på »Kjøbenhavns Flyvende Post«, men de 492 Rbl., Printzlau modtog fra ham i leje for teatrets forfriskningssal og til sikkerhed for lejekontraktens opfyl­ delse, blev aldrig indtægtsført. Ikke engang fru Heiberg skånede han trods

55 sit langvarige samarbejde med hendes mand. Da hun havde modtaget et lån på 600 Rbl. af den kongelige kasse mod refusion af, hvad der af teaterkassen tilkom hende, indeholdt Printzlau beløbet, men forbrugte det selv uden at nævne posten i sine regnskaber. Embedsmænds kassesvig var ikke ukendt på Frederik den Sjettes tid. Rubin opregner en lang række sager særlig i toldvæsenet, bl.a. dømtes i 1829 kon- sumtionskassereren i min by Hillerød til at have sit embede forbrudt og hen­ sattes til fæstningsarbejde, indtil han havde dækket sin kassemangel, 13.000 Rbl.; endog i dødsboet efter en biskop opdagedes 16.000 Rbl. underbalance i de af ham bestyrede kasser. Printzlaus forbrydelser var dog blandt de værste, særlig da underslæbet var kombineret med falsk i voldsomt omfang.

Dommen i første instans

Politiundersøgelserne trak længe ud, urimelig længe, da Printzlau jo tilstod alt. Spørgsmålet om, hvorvidt andre kunne straffes for hæleri, komplicerede vel sagen. 18. juli 1837, efter 2 år 5 måneders varetægtsarrest, afsagde Hof- og Stadsretten dom i første instans. Førstvoterende i retten, Fierman Andreas Mollerup (1798-1886), senere avanceret til Højesteret, giftede sig i 1840 med datteren af generalkassere­ ren ved Det Kgl. Tallotteri, justitsrådFriederich Bucbwald. Gad vidst, om han nogensinde i sit liv har tænkt over, hvor medgiften kom fra. Med hensyn til de øvrige fire dommere – Spandet, Carstens, Normann og Cosmus Bornemann (1806-77,som den eneste af de fire senere i Højesteret) – er der kun grund til at fremhæve den sidste, idet han var søn af Højesterets justitiarius Anker Vil­ helm Frederik Bornemann (1763-1854). I det over for mulig dommerinhabili­ tet mindre ømskindede 19. århundrede tog man det ikke så nøje med, at søn og fader voterede i samme sag i hver sin instans. De var i øvrigt uenige, idet Bornemann jun. som den eneste af alle i begge instanser ville idømme den senere nævnte Geisler en mulkt af 30 Rbl. sølv. Dommens bestemmelse om straf var kort og knap, »bør have forbrudt Ha­ and og Ære«, jfr. Christian den Femtis Danske Lov 6-18-6 (»Befindis og bevisis nogen at have efterskrevet anden Mands Haand, og hans Segl eftertrygt, og band saadan Brev bruger til sin Nytte og andens Skade, da haver hand dermed forbrut sin Haand, Ære og Boslod«). Modsat vore dage, hvor et stort erstatningsansvar efter en alvorlig straffedom ofte ikke tages alvorligt – den evnesvage mid­

56 aldrende mand, som jeg dømte til anbringelse for 30 alvorlige brandstiftel­ ser, incl. en hotelbrand med 35 dødsofre, har næppe følt erstatningskravet på 130 mill. kr. – var i enevældens tid erstatningskravet for en kongelig oppe- børselsbetjent med kassemangel forbundet med uhyggelige konsekvenser, som fremgik med brutal tydelighed af dommen. Prinztlau dømtes til at er­ statte theaterkassen 22.700 Rbl. i obligationer, 1.272 Rbl. 86 sk. sølv og 7.560 Rbl. 6 sk. sedler samt enke- og børneforsørgelseskassen 36.000 Rbl. i obliga­ tioner, 119 Rbl. 62 sk. sølv og 224 Rbl. 56 sk. sedler, alt med rente 4%, »eller i Mangel af Betaling hensættes til Fæstningsarbeide saalænge indtil han enten saadan sin Gjæld har afgjort eller ved Døden afgaaer«, jfr. en forordning af 4. marts 1690 bekræftet ved en senere forordning af 26. februar 1739 (disse forordninger ophævedes under Printzlaus afsoning, men princippet opret­ holdtes). Der var ingen tvivl om, at Printzlau som teatrets hovedkasserer med kongelig udnævnelse var oppebørselsbetjent med hensyn til selve teaterkas­ sen incl. bygnings- og reservefondet, men den samme status antoges også for enkekassen. Kun nogle småbeløb undtoges som simpel gæld. Printzlaus sidste handlinger inden anholdelsen medførte undersøgelse og tiltale imod seks øvrige personer fortrinsvis for hæleri eller lignende for­ brydelser. Hans ældste søn Frederik Printzlau, født 3. december 1814, havde efter skifterettens registrationsforretning på arrestantens bopæl, hvorunder han var tilstede, fjernet arrestantens gangklæder for at anvende dem til sin egen og sin broders brug, og da skifteretten senere indfandt sig på ny, nægtede han på direkte forespørgsel, at hans fader havde efterladt sig sådanne klæd­ ningsstykker, eller at have borttaget dem. Efter først under forhørene at have benægtet dette erkendte han derpå de faktiske handlinger. Hans undskyld­ ning var, at en af skifterettens betjente under den første forretning udtryk­ keligt erklærede, at gangklæderne ikke skulle skrives, og at hans fader inden undvigelsen havde foræret ham dem, hvilket denne bekræftede. Det siger lidt om, hvor nøjeregnende justitsen var i 1830’erne, at retten overhovedet interesserede sig for almindelige gangklæder, som idag ville være omfattede af trangsbeneficiet, men ét forhold blev lagt ham til last, nemlig at han ved skifterettens anden henvendelse lagde dølgsmål på sin besiddelse af klæder­ ne trods udtrykkelig forespørgsel, og uden citering af nogen bestemt lovre­ gel anså dommen ham med en arbitrair straf af mulkt på 30 Rbl. til Kjøben­ havns Fattigkasses Hovedkasse. Den yngre søn Antbon Printzlau, født den 20. maj 1818, vedgik, at han, medens hans fader efter undvigelsen holdt sig skjult, indfandt sig efter hans

57 begæring i den ældre broders og Borgaards fælles logis og af broderen fik udleveret en mappe, hvoraf han udtog en tegnebog indeholdende en betyde­ lig, ikke nærmere angivet sum penge, som han afleverede til isenkræmmer, capitain i det borgerlige infanteri Joban Henrik Geisler, for at denne kunne holde dem skjult, ligesom han afleverede mappen og to poser med papirer til ham. Geisler nægtede først både at have modtaget noget fra Printzlau og at have lovet at modtage noget fra ham, men måtte dog indrømme, at han havde lovet Printzlau og dennes børn at gemme for ham, hvad de ønskede at holde skjult, at Anthon Printzlau bad ham opbevare en tegnebog, »og at han derefter ogsaa har modtaget denne og stukket den ind paa sit Bryst, men øie- blikkelig har angret sit Foretagende og derpaa strax igjen taget Tegnebogen frem og tilbageleveret den til Anthon Printzlau, hvilket denne derimod har nægtet«. Hverken penge eller papirer kom nogensinde til veje. Justitsen var i en kattepine. Meget muligt var Anthon Printzlaus forklaring ikke tilstrække­ ligt bevis til at dømme Geisler for hæleri mod hans benægtelse, men så vil­ le det være urimeligt at frifinde Anthon Printzlau mod hans egen tilståelse og ligeså urimeligt at dømme ham, men ikke Geisler. Man valgte at frifinde Geisler, omend med pligt til at udrede sagsomkostninger, herunder en atten­ dedel af actors salær (seks mindre tiltalte udredte på denne måde tilsammen en trediedel af dette salær), idet han ved sit forhold under undersøgelsen – det må have været de skiftende forklaringer – havde givet anledning til for­ følgningen imod ham. Anthon Printzlau idømtes derimod den samme arbi­ trage straf af mulkt på 30 Rbl. som Frederik Printzlau for at have holdt tegne­ bogen og papirerne skjult. En lettere utilfredsstillende dom. En yderligere disposition fra Printzlau kort inden hans anholdelse skaf­ fede tre andre personer en hælerisigtelse på halsen, nemlig indfrielsen af en kaution til Ida Frederikke Nielsen med 2.730 Rbl. vedCarl Peter Borgaards mellemkomst; modtagerens datterRegine Frederikke Tborup skjulte pengene og lagde dølgsmål herpå under visitationen. For de to kvinder synes afgørelsen ikke at have voldt tvivl. Enken Tho- rup erkendte at have skjult ikke nærmere specificerede effekter på den tid, da Printzlau undveg, og særlig at have modtaget af Borgaard 2.730 Rbl., som hun antog af Printzlau at være bestemt til dækning af en af hende for ham indgået kontrakautionsforpligtelse, uagtet hun ved modtagelsen ikke kunne være uvidende om, at Printzlau var ubeføjet til at disponere over beløbet. I dag ville hun formentlig være blevet dømt for hæleri på grund af denne vi­ den, men indtil de Ørstedske straffelove anvendtes for de mildere former for hæleri arbitrær straf, og retten valgte samme udmåling som for de to brødre

5S Printzlau, 30 Rbl. sølv. For hendes datter, som må have været meget ung, si­ den dommen må understrege, at hun er over den kriminelle lavalder, var straffen endnu mildere, en mulkt på 10 Rbl. sølv. For Borgaard stod mere på spil ved en domfældelse på grund af hans sær­ lige forhold til teatret, som jeg senere kommer tilbage til. Som forsvarer an­ tog han prokurator Klein, i realiteten dennes fuldmægtig, den senere berøm­ te nationalliberale politiker Orla Lebmann, som han kendte fra Studenterfor­ eningen. I akterne findes et seks foliosider stort indlæg fra Lehmann, som påberåbte sig Borgaards sandfærdige forklaringer under efterforskningen og gjorde gældende, at da Borgaard modtog pengene fra Printzlau, var den­ ne hverken dømt til nogen strafanstalt eller blot sat i varetægtsarrest, og der verserede kun et »løst Byrygte« om, at politiet »efterforskede hans Opholds­ sted«, men skiftebehandling for hans bo var endnu ikke påbegyndt, og Bor­ gaard var derfor i god tro. Allerhøjst ville Lehmann anerkende, at Borgaard efter at have haft forbindelse med den undvegne Printzlau og efter at have fået formodning om, at han var eftersøgt, over for politiet havde fortiet hans opholdssted, hvilket muligt efter nogle hårtrukne analogislutninger kunne begrunde en ringe mulkt. Dommens præmisser er ikke helt klare. Det aner­ kendes, at »vel give nu Sagens Data ingen Anledning til at antage, at Tiltalte skulde have haft nogen Kundskab eller Formodning om det lovstridige For­ hold hvori Arrestanten havde gjort sig skyldig« – med denne bevisvurdering ville efter vore dages retsopfattelse frifindelsen være sikker – men da Bor­ gaard havde ydet Printzlau bistand til at skjule diverse effekter og pengesum­ mer og endog, medens Printzlau holdt sig skjult, havde udbetalt 2.730 Rbl. af det ham anbetroede beløb til Thorups enke, straffedes han som hun og de to brødre Printzlau med en mulkt på 30 Rbl. De arbitraire bødestraffe over for de fem lever næppe op til vor tids stren­ ge krav om fuldt bevis og sikker lovhjemmel i straffesager, men det var åben­ bart, at de alle havde båret sig uforsigtigt, ja dadelværdigt ad, så de har vel med et lettelsens suk modtaget dommene. Derimod blev dommen appelleret for Printzlau og Geisler.

I Højesteret

Sagen blev i Højesteret procederet af højesteretsadvokat, justitsråd Ove Em­ merich Høegb-Guldberg (1798-1843) som aktor. Han var sønnesøn af mini-

59 /. V. Gertner: Carl Cbritian Bircb Liebenberg. Ca. i860. Frede­ riksborg.

steren og søn af digteren og skønånden, professor Høegh-Guldberg, en af H. C. Andersens første velyndere. Han var anklager bl.a. i den store trykke- frihedssag imod C. N. David og efterlod sig et smukt navn. »Han ofrede sig med Liv og Sjæl for sit Kald, som han havde opfattet fra et højere Synspunkt end det almindelige. Han betragtede det som Advokatens egentlige Formaal at drage den forfulgte Sandhed for Lyset og forsvare den undertryktes Ret.« For Printzlau påstod han stort set stadfæstelse, for Geisler domfældelse eller, at han i stedet for blank frifindelse kun frifandtes »for Actors videre Tiltale« samt med pålæg af omkostninger. Den for Printzlau befalede defensor, højesteretsadvokat Henrik August Scbäffer (1801-41) forsøgte at få obligationsgælden rubriceret som simpel gæld, d.v.s. uden at Printzlau for denne skylds vedkommende skulle anses som oppebørselsbetjent, således at han undgik gældsfaengsel ved fæstnings- arbejde til døden eller gældens betaling. I øvrigt indstillede han arrestanten

60 til »Hans Majestæts mildeste Dom eller Naade« – i teorien præsiderede Kon­ gen i Højesteret, og advokaterne rettede ordet til Kongen. Poul Egede Sporon (1795-1854), der var konstitueret som kammeradvokat, påstod dommen i henseende til det Printzlau pålagte »pecuniaire Ansvar« i hovedsagen stadfæstet. Som Høegh-Guldberg havde han en smuk karriere. Efter embedseksamen 1815 med udmærkelse afslog han et tilbud om et pro­ fessorat ved universitetet i Christiania. Som befalet defensor for C. N. David i den store trykkefrihedssag vandt han sagen med glans. Geislers beskikkede forsvarer, højesteretsadvokat Carl Christian Birch Lie- benberg (1804-65) havde et betydeligt ry som defensor i flere store sager. En af tidens store portrætmalere Gertner har ca. i860 fremstillet ham usmilen- de, med dybt indsunkne øjne og et skarpt drag om den smalle mund, med virkningsfuld kontrast mellem den sorte dragt og det hvide bølgede hår, en advokat, som brænder for sin sag,coúte que coúte. De biografiske oplysninger om ham i samleværket om Højesteret 1661-1961 fremhæver »hans høje ædle Skikkelse, hans mandige Optræden og sunde Varme for den Sags Retfærdig­ hed, som han forsvarede«. Dommernes vota viser, at hans temperament og engagement i forsvaret for Geisler var ved at føre ham i fordærv. Vi møder ham igen i næste kapitel, hvor hans brogede karriere kulminerede. Ti dommere deltog, i voteringsrækkefølge Wilse, Eberlin (Conradt-Eberlin), Henrik greve Moltke, Rothe, Nielsen, Steilwagen, Koefoed, Engelhart, Lassen, ju- stitiarius Bornemann, stort set de samme som de ni, der året forinden havde dømt Johannes Hage. Wilse var påny førstvoterende og afgav et grundigt og belysende votum. For Printzlau var der ingen tvivl om skyld og straf, men Wilse tilføjede med alles tilslutning: »Uagtet Tiltalte Printzlau saaledes ikke kan undgaae at dømmes efter Lovens Strenghed, finder jeg dog – da Hans Majestæt ikke pleier at tilstæde Fuldbyrdelsen af lemlæstende Straffe – all. [allerunderdanigst] at burde indstille ham til all.[allernaadigst] at fritages for at lide efter Dommen imod at han hensættes til Fæstningsarrest efter Deres Majestæts allerhøieste Bestemmelse.« Med hensyn til gælden, som selvstæn­ digt medførte fæstningsarrest, anså han Printzlau som oppebørselsbetjent både for teaterkassen og enkekassen, utvivlsomt med rette, da enkekassens statutter bestemte, at forvalteren skulle være en ved teatret ansat embeds­ mand. Ganske vist kunne teatret muligt få erstatning andetsteds fra, da en del af de af Printzlau »forvanskede« obligationer var kommet til veje, og de to kasser havde anlagt vindikationssag med god udsigt til sejr, da de grove forfalskninger i det mindste måtte medføre uagtsomhedsansvar for køber­ ne, men da sagernes udfald endnu var uafgjort, var tiltalte dømt med rette -

61 en dommer af i dag ville her have dømt ligeså. Kun de af logeabonnenterne deponerede summer til sikkerhed for senere betaling, omtrent 2.000 Rbl., var betroede tiltalte personlig og var således kun simpel gæld. Det hører med til billedet af Frederik den Sjettes patriarkalske styre, at han personlig havde besluttet, at teatret skulle erstatte disse købere deres tab. For Geisler var der udover Anthon Printzlaus forklaring en af tvende po- litioffianter overhørt samtale mellem Geisler og Ferdinand Printzlau i arre­ sten, hvor Geislers ytringer ikke kunne opfattes som andet end en erkendel­ se af at have modtaget pengene; Geisler bestred først samtalen og vedstod den derefter med den uantagelige begrundelse, at han i den tro, at Printz­ lau ville lægge en snare for ham, talte ham efter munden. Ikke desto mindre fandt Wilse ikke fuldt bevis mod Geisler, men indstillede, at den fuldstæn­ dige frifindelse ændredes til frifindelse »for videre Tiltale«, en klar tilkende­ givelse af, at der fortsat bestod en alvorlig mistanke, og pålæg af en væsentlig del af omkostningerne. Eberlin var enig, men påtalte advokat Liebenbergs sprogbrug i skranken. Denne havde kaldt kopisten og politiofficianten, der efter befaling havde på­ hørt samtalen mellem de tiltalte, »Politiespioner«, og sagde i denne anledning »høist upassende«, at kriminaldommeren havde allieret sig med Printzlau, li­ gesom han sagde, at sagen var appelleret uden nogen fornuftig grund. Da han derved »har søgt at sætte en Plet paa vedkommende Embedsmænd for Udførelsen af de dem anbetroede Forretninger, og saavidt jeg formaaer at indsee, tilsidesat den Ærbødighed, som er Deres Majestæts Høiesteret skyl­ dig,« indstillede Eberlin i medfør af højesteretsinstruksen af 1771 § 29 en mulkt på 50 Rbl. – altså mere end de mindre straffe i første instans – til Vor Frelsers Kirke på Christianshavn. De andre otte dommere omtalte næsten ikke den arme Printzlau, men kun graden af frifindelse for Geisler og reaktionen over for Liebenberg. Ef­ ter Wilse og Eberlin stemte også grev Moltke og Rothe for alene at frifinde Geisler for videre tiltale, men Nielsen anførte, at der imod ham kun forelå en udenretlig tilståelse og en medtiltalts sigtelse, var det ikke tilstrækkeligt bevis til domfældelse – idag var han nok ikke sluppet så nemt – og at en blot frifindelse for videre tiltale ville være særdeles hårdt for ham og sætte en plet på ham. Nielsen stemte således for at stadfæste den rene frifindelse for Geisler og fik følge af de fire næste Steilwagen, Koefoed, Engelhart og Las­ sen, men Bornemann fulgte de fire første. Der var således stemmelighed, 5-5, men efter et reskript af 1746 var retsformandens votum udslaggivende, sva­ rende til Rpl. § 216, stk. i, 2. pkt. Reglen om, at det for tiltalte gunstigste re­

6 2 sultat med hensyn til skyldspørgsmålet og strafudmålingen gælder ved lige stemmetal, jfr. nu Rpl. § 216, stk. 1, 3. pkt., som allerede anbefaledesØrsted af i 1815, er først indført i 1936. Kuriøst nok bestemte et tidligere reskript af 1737, at ved stemmelighed skulle yngste dommer d.v.s. Wilse fratræde, hvil­ ket ville have givet flertal for den rene frifindelse af Geisler, men som det nu faldt ud, plettedes han af kun at blive frifundet for videre tiltale og pålagdes en tredjedel af salæret til aktor in solidum med Printzlau. Eberlin stod ene med sit forslag om at mulktere Liebenberg, men alle de følgende assessorer foreslog en advarsel bortset fra Stellwagen, der nærmest indrømmede, at han ikke havde lagt nøje mærke til det sagte. Justitiarius ud­ talte derimod, at nok havde Liebenbergs forhold under proceduren »ikke væ­ ret aldeles passende, men da der i Skranken er brugt lignende Udtryk uden at man har taget videre Notice deraf og Auditeur Liebenberg stedse har udvist særdeles Flid og Accuratesse i de Sager, han har ført som Advocat, formener jeg, at man kan undlade at give ham nogen Advarsel«. Trods det modstående flertal har i denne rene disciplinærsag justitiarii mening sikkert slået igen­ nem, så Liebenberg undgik enhver reaktion, efter min opfattelse med meget tvivlsom føje. Dommen afsagdes 8. januar 1838 som næsten fuldstændig stadfæstelse for Printzlau og en sigende ændring for Geisler, hvorefter den forelagdes for Frederik den Sjette, som i et reskript af 7. februar 1838, kontrasigneret af mi­ nisteren Stemann og alle Danske Kancellis deputerede med Ørsted i spidsen, til Kongens foged fritog Printzlau for at miste hånd og ære og forandrede straffen til hensættelse til fæstningsarbejde på livstid. Inden jeg slutter med Printzlaus fængselstid, vil jeg fortælle lidt om to af de mindste syndere, som forlod Hof- og Stadsretten med en lille mulkt, og som hver på sin måde kom til at spille en ikke ubetydelig rolle i tidens rige kulturliv.

Borgaard, den evige student

19. marts 1835, en måned efter Printzlaus fængsling, opførtes på Det Kgl. Theater for første og eneste gang det franske enaktslystspil La femme de l’avoué, på dansk Advokatens Kone. Oversætteren var den før omtalte Carl Pe­ ter Borgaard (1799-1868). Frygten for sagens udfald hindrede ham ikke i at levere en lang række oversættelser af franske lystspil, den i tiden mest po­

63 pulære genre overhovedet, igennem resten af 1830’erne, delvis i den periode, hvor han var sigtet for hæleri, omkring fyrretyve ialt. Han var formentlig tea­ trets flittigste oversætter, måske endnu mere end selv Heiberg. Det stod ikke skrevet i stjernerne, at Borgaard skulle være æstet. Hans fa­ der var klædekræmmer, og selv stod han i lære, indtil hans principal hjalp ham til at studere. Han tog aldrig embedseksamen, men blev hængende i Stu­ denterforeningen, som nærmest blev den evige ungkarls hjem. Bekendtska­ bet herfra med Orla Lehmann, der i lighed med Borgaard en overgang var senior, om ikke i samme seniorat, gjorde det naturligt for ham at bede Leh­ mann forsvare ham under straffesagen, med held, som det faldt ud. Borgaard var senior i 1831 og atter 1847-1851 med stadigt genvalg trods sin for en stu­ dent høje alder. Et socialt højdepunkt var det, da han med det øvrige seniorat indbødes til at overvære Christian den Ottendes begravelse i 1848. Han skrev sange og viser og blev selv hyldet på vers, således afH. C. Andersen ved sin af­ rejse til udlandet i 1838 og senest, da han 1851 rejste til Norge, afCarl Plougi den fortræffelige afskedssang:

At Du, som, smykt med ærværdigt Mos, Var voxet fast i vor Broderkjæde, Men som, den rullende Tid til Trods, Ej voxet var fra de Unges Glæde, Nu vil forlade Dit vante Stade Og m er ej søge i Boldhusgade, - det er s’gu stivt.

Digtets godmodigt burschikose tone er Borgaards egen, som den ses i de viser af ham, der har fundet vej til Lunds store værk om Studenterforeningens hi­ storie, således drikkevisen »Et Genrebillede« fra 1847, hvor de første fire linier anslår stemningen:

Kors! hvor Soldet er i Gang! Salen svømmer i Punsch, og Cigarerne dampe; Højt mod Loftet runger Sang, Glasset klinger, og Fødderne trampe.

Borgaard digtede også den første ruskantate i 1849. Begyndelsen (til melo­ dien »Der staar et Træ i min Faders Gaard«): »Nu skal du spise Faer Busses Mad,

64 / Om den dig smager eller ikke«, er typisk for den joviale stil, høj poesi er det ikke. Intet under, at den kun fem år efter afløstes afHostrups ulige finere og friskere værk. Borgaards nok væsentligste gerning for borgerheldet – således Peter Han­ sens hjertelige nekrolog – var indførelsen af wienerbrødet, som han under et ophold i Wien havde fået så stor smag for, at han efter hjemkomsten overtalte en god ven, der var bagermester, til at anlægge det første danske wienerbageri. Som original digter debuterede han 1838 med enakteren Formiddagen ef­ ter Ballet, men da knuden løstes ved, at en herre læste en dames brevkoncept, som han fandt i hendes sykurv, og da dets sujet var hentet fra en nylig begi­ venhed i den københavnske beau monde, blev stykket pebet ud. Bedre gik det 1841 med eventyrkomedien Hulen i Kullafjeld, som blev spillet på Kon­ gens fødselsdag, hvilken ære Borgaard også nød i 1842 med Undine, et hav­ frueværk (ikke efter H. C. Andersen). Havfruen får en sjæl ved kærligheden, men mister den uforskyldt igen ved den elskedes troløshed og synker i dy­ bet, hvilket komponisten Weyse, der over for Heiberg med eftertryk næg­ tede at skrive musikken til værket, beskriver som, at »Sjælen atter bliver taget fra hende og lagt i Magazinet«. Medens Weyse bramfrit kaldte en indledende bøn »le plus grand Skidt du monde«, underkastede Heiberg stykket en mere høvisk, men sønderlemmende kritik, endog til trods for at hans hustru gjor­ de stormende lykke i hovedrollen. /.P. E. Hartmann komponerede musikken, som ifølge Inger Sørensen er storartet og godt kunne fortjene at blive hørt i dag. Det er trist, hvis fin teatermusik, skrevet til et halvdårligt stykke, ikke kan leve på egen hånd, men det er desværre set før. Borgaards betydeligste indsats kom, da han i 1851 efter at have deltaget i det nordiske studentermøde i Christiania fik en nyoprettet stilling som arti­ stisk direktør ved Christiania Theater. I mange henseender var hans virksom­ hed for teatret heldbringende. Han engagerede flere gode danske skuespille­ re og spillede et meget stort repertoire, i høj grad hentet fra Det Kgl. Theater, selv fortsatte han også med sine oversættelser fra fransk. Med sin personlige elskværdighed – ingen kunne ligne Kirstein mindre – blev han afholdt både på og uden for teatret. Typisk for ham var, at han, da situationen krævede ofre fra alle, gav afkald på en væsentlig del af sin gage. Derimod blev hans stilling i det lange løb uovervindelig vanskelig over for de norske nationale digteres angreb på Christiania Theaters danske direktør og delvis danske skuespiller­ stab. Henrik Ibsen blev artistisk leder af teatret i Bergen, og hvorfor ikke også en nordmand i Christiania? Ved »Theaterslaget« 6. og 8. maj 1856 organise­ rede Bjørnstjerne Bjørnson pibekoncerter over for en dansk skuespiller, der

65 spillede som gæst i »Gjenboerne« – den anden aften var pibernes antal steget til sekshundrede, og Bjørnson gav signal til kampen med en lang skotsk væg­ terpibe, hvordan han så end havde fået den ind i teatret. Det hjalp ikke, at Bor­ gaard kun antog nogle, om ikke alle indleverede skuespil af Ibsen og Bjørn­ son. Angrebene i pressen blev stadig voldsommere. 1857 oprettedes det kon­ kurrerende »Christiania norske Theater« med Ibsen som direktør. 1863 rejste Borgaard hjem til København. Norske venner subskriberede til en pension til ham, og hans afskedsbénéficeforestilling indbragte ham mere end halvdelen af en årsgage. Vel hjemme igen genoptog den gamle student sit sociale liv i Studenter­ foreningen, hvor han ifølge generalforsamlingsprotokollen hilstes med ju­ bel. Peter Hansen slutter, at han uden foregående sygdom døde pludselig en morgenstund efter at have tilbragt aftenen i en vennekreds. Jeg er fortsat i tvivl om, hvorvidt den milde dom i 1837 stemte med loven og beviserne, men hvor var det godt, at det gik, som det gik.

Frederik Printzlau, provinsscenernes jeune premier

At Printzlaus dom og straf har haft ødelæggende virkning for hans familie, følger af sig selv. Neiiendam har i Vor Frelsers Kirkes dåbsprotokol udfundet, at en datter af ham i 1847, tyve år gammel, fødte et barn i Tugt-, Rasp- og For­ bedringshuset på Christianshavn. Men også hans ældste, begavede søn, som allerede var voksen ved fade­ rens afsløring, gav sagen et knæk. Frederik Printzlau debuterede i 1833 som skuespiller og gjorde straks lykke ved et smukt ydre, »stærk Bevægelighed, megen Tungeraphed og Effectbortgange«, således Overskou, som dog anså ham som overfladisk og mente, at publikums interesse allerede var kølnet inden katastrofen i 1835. Den ubetydelige dom om gangklæderne har næp­ pe haft betydning – Borgaards forbindelse med teatret blev aldrig afbrudt, skønt hans forseelse nok var alvorligere – men storbedragerens søn af sam­ me navn har følt, at en fremtidig løbebane på Det Kgl. Theater for tiden var umulig. Da der ikke da fandtes »sekundascener« i København, søgte han til de rejsende selskaber, længst hos /.P. Müller. Hans succes var stor, både i lyriske helteroller og ifølge Emanuel Sejr sær­ lig som bonvivant og vaudevilleelsker, omend hans sangstemme ikke var stor, og hans billedskønne ansigt med store levende øjne, hans melankolske

66 Frederik Printzlau. Fra Jul i Aarhus 1933. skikkelse i den sorte redingote, kalvekryds og høj hat, betog alle pigehjer­ ter, en Poul Reichhardt hundrede år før den rigtige. Det påstås, at unge piger klippede hans navn ud af teaterprogrammet og fortærede det som pålæg på smørrebrød. Et digt i avisen til hans pris, mere velment end formelt fuldendt, sjældent har man set så haltende versefødder og håbløse rim:

Hulde Printzlau med de brune Blikke, O, Gud, hvor er du dog himmelsk sød, og at du elskes af den lille Rikke, det dog jo hele Byen ved. O, kom, hulde Svend, kom snart, kom snart igen! Hvis du ej vil gøre det, da du handler ikke ret, og du er et slemme, slemme Skarn.

Et formentligt skinsygt mandfolk skrev i Almue-Vennen i 1842 (hos Hings- berg og Sejr) et drilagtigt epigram »med Skuespiller Printzlaus Portræt til en Dame« sluttende »Nu er han borte, ak, med Hud og Frakke; / Du med hans Contrafei maa ta’ tiltakke«.

67 Også i Odense gjorde han lykke. Digteren Carl Bagger, som redigerede Fy­ ens Stiftstidende, skrev i 1841-1842 smukke digte Skuespilleren til Publikum og Prolog, begge fremsagt af Frederik Printzlau:

O! stort er dog en Kunstners Hjem! ihvor Han træder hen, et venligt Ly han finder! Han har ei enkelt Fødeby paa Jord, Og ingen eensom Plet ham fængslet binder. Fra Stad til Stad han flytter sine Fjed, Og overalt han træffer Kjærlighed; En broget Kjortel bærer han, og denne Vil Alle gjerne see og lære kjende.

Digteren lader kunsten opfordre skuespilleren til ikke at søge jordisk skat, men ære, og ære søgte Frederik Printzlau i sin higen tilbage til Det Kgl. Thea­ ter. Han opnåede i 1841 en gæsteoptræden bl.a. i titelrollen Alexandrei Du­ mas’ kunstnertragedie Kean, naturligvis i Borgaards oversættelse – i følge Pe­ ter Tudvad var Søren Kierkegaard i teatret den aften og noterede det i sin dag­ bog. Den københavnske presse var uimponeret og raillerede over provinsens forgudelse.Aarhuus Stiftstidende svarede surt: »Vi Jyder ansee visselig ikke Hr. Printzlau som en »Halvgud«, men for en ung Mand, begavet med et ualminde­ ligt Talent, et godt og bøjeligt Organ, et for Scenen fordelagtigt Ydre, og med en hel Deel mere Livlighed end i Almindelighed bliver os Danske til Deel.« Om det nu skyldes skuffelsen over det udeblevne faste engagement efter gæstespillet, gik det i de følgende år tilbage for Printzlau. Kilderne taler dystert om »Stimulanser«. Forestillinger begyndte at blive aflyste på grund af hans »Sygdom«, og omkring 1850 gled han ud og gik vel i hundene. I 1859 døde han; Neiiendam fortæller, at hans dødsbo kun vurderedes til 16 Rbl. Emanuel Sejr slutter smukt og rammende, at han næppe hørte til de store stjerner, men »det Stykke af en splintret Stjerne, som han var, lyste med hektisk Glans i den korte Tid, det gennemfor den jordiske Atmosfære«. Med hans skæbne for øje kunne det i sandhed siges, at fædrenes synder straffedes på børnene.

Bag Kronborgs og Stokhusets mure

Imidlertid sendtes bedrageren selv til Kronborg fæstning på én gang som

68 strafafsoning og gaeldsfængsel, med andre ord, han kom i slaveriet, omend blandt de »ærlige Slaver«, da han ikke var blevet straffet på kroppen, men jo var benådet fra at miste »Haand og Ære«. Fæstningsstraffen bestod i tidligere tider i at arbejde i jern på Bremerholm, altså i flådens leje, men i 1741 lukke­ des Bremerholm, og de tilbageværende 95 slaver overførtes til det militære arresthus »Stokhuset« på Østervold. På Frederik den Sjettes tid var størstede­ len af de til fæstningsarbejde dømte anbragte i Stokhuset, et mindre antal i Kastellet, »Citadellet Frederikshavn«, tilsammen omkring 500.1 Kastellet af- sonedes også de mere usædvanlige straffe som de kortvarige militære straf­ fe efter Eckernførdesagen, som jeg har fortalt om i min tidligere bog. I Kron­ borg fæstning var anbragt ca. 40 slaver, i Nyborg et lignende antal, i Rends- borg ca. 100. Størstedelen af slaverne var dømt for borgerlige forbrydelser, kun lidt over en snes afsonede for desertion, men disse anstalter styredes af hæren med en såkaldt inspektionsofficer som chef og militært vagtmand­ skab, medens de øvrige straffeanstalter henhørte under de civile myndighe­ der, d.v.s. Danske Kancelli. Ved placeringen af Printzlau i Kronborg undgik han overfyldningen i Stokhuset. Slaverne på Kronborg havde kvarter ikke i selve slottet, men i den såkaldte Kronværksport umiddelbart nord for slottet, et udenværk bygget 1690 under Christian den Femte til forstærkelse af fæstningen. Forholdene var nok trange, men utvivlsomt langt bedre end i de skumle fangehuller i ka- sematterne under hovedvolden, hvor Oluf Steenwinckel og præsten i Birke­ rød Henrik Gerner holdtes fangne under den svenske besættelse af Kronborg 1658-60 efter deres forgæves forsøg på at bringe fæstningen tilbage på dan­ ske hænder, og hvorfra Steenwinckel førtes til henrettelse. Der findes ikke breve endsige en fængselsdagbog, fra Printzlaus afsoning i Kronborg. Det første år var Frederik Julius Scbaldemose materielskriver ved fæstningen til sin afsked i 1839, som jeg har fortalt i min forrige bog. Man kan lege med tan­ ken om, hvorvidt de to litterater, som givetvis har kendt hinanden – i lykke­ ligere dage havde Printzlau givet Schaldemoses fabler husly i »Kjøbenhavns flyvende Post« – under de ak så forandrede forhold har haft noget samkvem. Opholdet på Kronborg endte med et drastisk disciplinbrud, som meget vel har forlænget straffetiden i den sidste ende. Benådningsindstillingen af li. august 1853 fra Commandantskabet over Kjøbenhavns Fæstning udtryk­ ker det taktfuldt, at han »i høi Grad havde misbrugt den ham af Arrestforva­ rerens Familie viste Deeltagelse og Velvillie«, medens Justitsministeriets ind­ stilling til Kongen af 27. september 1854 med rene ord udtalte, at Printzlau »benyttede... den Adgang, han havde til Arrestforvarerens Bolig, til at forføre

69 dennes unge og uerfarne Datter«. Naturligvis måtte han væk. Justitsministe­ riet nævner, at flytningen skete allerede 1838, men commandantskabet date­ rer overførslen til Kjøbenhavns Stokhuus til 21. juni 1843, bekræftet ved en fortegnelse af 20. juni 1843 fra Cronborg Stokhuus over Printzlaus slaveklæ­ der og personlige ejendele, helt ned til et blåt lommetørklæde, ligesom bre­ vene af 1843 klart forudsætter en nylig flytning. Der foreligger utvivlsomt en fejlskrift ved Justitsministeriets ekspedition af de mange benådningssager. Printzlau var rædselsslagen ved usikkerheden om sit fremtidige afso- ningssted og sendte fra sit fængsel, formentlig i Stokhuset i København, dette brev til Heiberg, udateret, men utvivlsomt 26. september 1843, jfr. Heibergs følgende brev:

Gode Hr. Professor Heiberg. Tilgiv mig hvorfor jeg atter tilskriver Dem – men Aarsagen er denne: det blev besluttet, som jeg forhen har tilskrevet Dem, at jeg skulde forsendtes(sic) til Ny­ borg Fæstning, ifølge Collegiets Ordre, og hvorover jeg var meget fornøiet, min Afreise var bestemt til imorgen, mit Tøi var allerede sendt Ombord. Idag kom der Ordre fra det derværende Commandantskab at jeg ikke skulle bortsendes for­ medelst at Commandantskabet i Nyborg haver erklæret, at de ikke kunde mod­ tage mig af Mangel paa Plads. Nu er jeg i den skrækkeligste Uvished, hvad man vil gjøre med mig. Jeg beder Dem derfor gode Hr. Professor, for det Venskab, De altid har baaret for mig, og hvad De haver lovet min Datter, at De vil formaae Ge- heime-Etatsraad Adler, at tale med Kongen for mig om at benaade m ig paa een el­ ler anden Maade. Vil De nu tage Dem noget af mig i denne for mig saa vigtige Sag, saa maa det endelig skee snarest muligt; thi jeg befrygter ellers at man sender mig til den gruelige Fæstning Rensborg. Kan jeg ikke komme i Castellet, saa øn­ skede jeg at blive her, naar jeg kunde faae det som Jessen og Schwartzen har havt det, eller ogsaa paa Christiansøe som Fæstnings-Arrestant. Vil man endelig ikke benaade mig dertil, saa er det sidste Sted kun tilbage: Møens Tugthuus. Lad mig see at De gjør for mig hvad De kan. Deres ulykkelige F. Printzlau. i Hast

Eft. Inderlig Tak for den mig tilsendte Hjelp.

Printzlau har været velunderrettet. By- og herredsfoged i Holstebro, kan­ celliråd Joban Frederik Wilhelm Jessen, født 1777, blev for kassemangel som

70 overformynder og skifteforvalter dømt til slaveriet og anbragt i Københavns Stokhus, hvilken straf i 1841 af Kongen formildedes til fæstningsarrest i 2. grad i Kastellet, i 1843 yderligere formildet til 1. grad. Han døde i sit fæng­ sel 1856, 79 år gammel. Printzlau har håbet på en tilsvarende lempelse. Den i historien om Wilster i min forrige bog omtalte herredsfoged i Lejre herred Ludvig Holberg von Schwartzen hensad til sin død i 1836 i Københavns Stok­ hus efter dom i 1818 for kassemangel. Printzlau må dog have håbet på en bedre skæbne end hans. Heiberg reagerede straks, som det ses af hans brev af 28. september 1843 til /. G.Adler, Christian den Ottendes kabinetssekretær:

Hr. Geheime-Etatsraad! Næst efter at ønske Dem velkommen tilbage fra Deres Reise, og bringe Dem min oprigtige Gratulation til Deres sidste Forfremmelse [Adler var 18. september 1843 blevet storkorsridder] – begge Dele udbeder jeg mig forresten at maatte gjø- re mundtligt, naar jeg har den Ære at see Dem i Kjøbenhavn – tillader jeg mig at sende Dem vedlagte, i Dantes Helvede skrevne Brev, som jeg igaar modtog fra en arm Synder, med hvem jeg, inden hans værste Syndefald, har staaet i saa mange- haande Forbindelser, at jeg i hans nuværende ulykkelige Tilstand ikke kan eller vil slaae Haanden af ham. Jeg veed ikke, hvorvidt De, Hr. Geheime-Etatsraad, fin­ der Dem stemt til at gjøre det Skridt, som han i sit Brev, og i mange foregaaende, bønfalder om. Dog har jeg, byggende først og fornemmelig paa Deres gode Hjer­ te, tænkt, at De, formedelst det Forhold, hvori De staaer til Hans Majestæt Kon­ gen, og som Theaterdirecteur, var i Besiddelse af en dobbelt Adkomst til at være netop denne Ulykkeliges Talsmand. Hans hele Begjæring gaaer, som De seer, ud paa at blive forflyttet fra den ene Kreds af Helvede til en anden, eller at komme fra den Dantiske Sang, hvori han nu paraderer, over i en anden. Han har, efter at være bragt fra Kronborg herind, ansøgt Hans Majestæt om at maatte komme paa Castellet, men Ansøgningen blev ikke bevilget, hvorimod det bestemtes, at han skulle forflyttes til Nyborg. Og heri fandt han sig endnu nogenlunde med Taal- modighed, men derpaa indtraf de Omstændigheder, som Brevet indeholder, og han skjælver nu for deres Følger. Saaledes staaer Sagen, og jeg tillader mig, paa denne yderste Spids af dens Af- gjørelse, at opfylde Supplicantens Begjæring, ved at anraabe Hr. Geheime-Etats- raadens menneskekjærlige og indflydelsesrige Bistand i Nøden. Med Høiagtelse allerærbødigst J. L. Heiberg.

71 De »mange foregaaende« breve har ikke engang Morten Borup fundet, så de må være gået tabt. En af den mere overfladiske litteraturhistories mest sejglivede klichéer er myten om den følelseskolde Heiberg, som om det formelle og stilistiske me­ sterskab forudsætter en sindets kølighed. Tværtimod viser mangfoldige epi­ soder, vel belyste i den store brev- og aktsamling, hjælpsomhed og godhjer­ tethed, ikke blot i ord, men også i praktisk gerning, herunder økonomisk hjælp. I Heibergs privatarkiv findes hans private regnskabsbøger fra 1843-45 og 1857-60, hans sidste år.1 1843 står udfor »Printzlau« beløbet 2 Rbl. ved 27. juni og 23. september – utvivlsomt den hjælp, Printzlau takker for i efter­ skriften – i 1844 2 Rbl. den 18. februar og 5 Rbl. den 18. juli, i 1845 2 Rbl. den 4. februar. Summerne lyder ikke af meget, men de skal ganges med hundre­ de for at svare til pengeværdien idag, og juli 1844, hvor Printzlau (eller hans familie?) fik 5 Rbl., var Heibergs indtægter kun 156 Rbl. Pengene var så små i den Heibergske husholdning, at han omhyggeligt nævner lån på ned til 3 Rbl. fra »Hanne«, hans hustru. Heiberg har utvivlsomt ydet Printzlau bistand også i de år, hvor regnskabsbøgerne ikke findes. 1857 ses 5 Rbl. den 5. janu­ ar, 1858 5 Rbl. 18. marts og 25. september, 1859 tre gange 5 Rbl., 15. marts, 7. september og 14. december, endelig 11. april i860, fire måneder før Hei­ bergs død, 10 Rbl., som anede han, at det var sidste gang. Heiberg har følt, at omend ingen dadel kunne ramme ham for Printzlaus besvigelser, skyldte han sin samvittighed at bistå Printzlau på grund af den tidligere forbindelse mellem dem. Printzlau var ikke den eneste, Heiberg hjalp. 1858 og 1859 er der bidrag til Overskou – mon til den store teaterhistorie? – på to gange 100 Rbl. udover mindre beløb, og lad os ikke glemme »En fattig Kone 2 Rd.« 9. oktober 1858 og »Theatermaskinmester Petersens Enke 2 Rd.« 21. oktober 1859. Skulle Printzlau have opnået den mere kavalermæssige Kastelsarrest, måtte det være sket straks efter dommen, men efter det skæbnesvangre fejl­ trin på Kronborg var en sådan begunstigelse naturligvis udsigtsløs, og man kan ikke fortænke øvrigheden i, at han kom til at blive i Københavns Stok­ hus. Det frygtede Rendsborg undgik han dog. Stokhuset – bl.a. beskrevet af fængselshistorikerenStuckenberg og især af den omhyggelige militærhistoriker Axel Pontoppidan – var måske det mest berygtede fængsel i Danmark. Den engelske fængselsreformator Jobn Ho­ ward besøgte Stokhuset i 1781 og skrev efterfølgende, at dette fængsels mod­ bydelige tilstand altid gav ham hovedpine som også tidligere ved hans første besøg i Englands fængsler. Han beskriver bl.a., at slaverne lå med klæderne

72 på om natten, og da de kun fik ny klæder hvert andet år, var mange næsten nøgne. Nogle bar lænker, en var lænket med venstre hånd til en skubkarre som straf for at have forsøgt at rømme. Også Francisco de Miranda, som rejste i Danmark 1787-88, besøgte Stok­ huset. Han beskriver torturinstrumenterne i inkvisitionskammeret – nuvel, inkvisitionskommissionen, hvor prygl var tilladt, og som afholdt forhør i Stokhuset, var ophævet 1837, og Printzlau, som tilstod alt, kom vel aldrig for denne – men også den tunge luft i de forsømte sovesale for slaverne, som sov på brædder i to rækker, den ene over den anden, uden madras, halm eller tæpper; på dette tidspunkt var der 273 slaver. Senere anskaffedes dog halm- madrasser og hovedkiler til nattelejet, måske også som følge af, at geheime- conferensråd A. H. Moltke og frue i juli legerede 1.000 Rbl. til vederkvægelse for de i Stokhuset på livstid inddømte fanger. Kort inden Printzlaus indsættelse havde i 1840 Stokhusets berømteste el­ ler mest berygtede fange vandret den tunge gang til retterstedet på Amager Fælled, Ole Pedersen Kollerød, hvis aldeles fantastiske selvbiografi er en ene­ stående kilde til forbryderliv og fangeskæbner i 1830’erne. Modsat Printzlau kom denne stive benægter flere gange til at »gaae Stokhuusretten igennem«, det pinlige forhør i inkvisitionskammeret. Med indædt had hudfletter han alle de øvrighedspersoner, han er stødt sammen med, således min forgæn­ ger som dommer i Hillerød Knud von Hadeln og assessor i Kjøbenhavns Poli­ tiret Conradt-Eberlin, den senere højesteretsassessor, med en væsentlig und­ tagelse, nemlig capitain Abrabam Agerbolm, stokhusforvalter 1822-44, hvis på én gang alvorlige og menneskelige behandling af Ole Kollerød indbragte ham de mest rørende taknemmelighedsudtryk i tekst og billeder. En senere tid må være taknemmelig over for capitainen af den prosaiske grund, at han sørgede for, at Ole Kollerød fik papir og skriveredskaber til nedskriften. Næsten alle slaver var anbragte, ikke i det først byggede slavehus, men i 1783 opførte store slavebygning, som udover et »fuglebur« til ophold i 12 el­ ler 24 timer for fanger, der udviste ulydighed – således indrettet bl.a. med skarpe palisadespidser, at fangen hverken kunne stå oprejst eller ligge – inde­ holdt 9 stuer i tre etager med dobbelte brikse til i alt 518 slaver. I perioder har der været så godt som fyldt. 1822 var der 553 slaver. Om livet der findes nog­ le senere, fromme optegnelser fra slaven /./.Levin, som afsonede fra 1841:

Her paa dette Leje sidder en og binder Børster og synger liderlige Viser; ved Si­ den af er en Tøffelmager, som ligger i en væmmelig, beruset Tilstand; hist sidde nogle og spille Kort; der gjenlyder af Eder, raaden Tale, Skjænderi og ofte blo-

73 dige Slagsmaal. Naar Slaverne ikke ere ude paa Arbejde, er der ingen Bevogter hos dem. Vi havde Marketenter (sie) i Huset, som med Hjærtens Glæde solgte saa meget Brændevin som muligt, og jeg er vis paa, at mere end ni Tiendedele af Sla­ verne vare yderst drikfældige. Her blev ranet og stjaalet, og det blev solgt til Sol­ daterne eller blev sendt med Fruentimmer til Forhandling i Byen....

Det oprindelige slavehus indeholdt foruden sygehuset enkelte mindre væ­ relser, som kan have været eneceller. Det er ikke umuligt, at Printzlau har haft et af disse. »Det fortælles, at en Kasserer ved det kgl. Theater, der hav­ de bedraget dette for en meget stor Kapital, havde indrettet sig rigtig hyg­ geligt her« – således Pontoppidan, og selvom dokumentarisk bekræftelse er en umulighed, da fordelingen af slaverne på de enkelte rum ikke ses at være gået over til eftertiden, kan han meget vel have ret. Han, der var født 1882, kan have talt med enken efter den sidste slavesergent Moen, som indtil sin død i 1912 boede i den gamle »Corps de garde« for det forlængst nedlagte, men da endnu ikke nedrevne Stokhus. Hvis Printzlau som den meget muligt eneste slave fra de dannede klasser har haft en bedre celle end sine lidelses­ fæller, skal jeg ikke kritisere det. Faldet ved overgangen til fængselslivet har jo været langt værre for ham end for de andre ulykkelige. At han også skal have forbedret sin forplejning ved hjælp af de ved forbrydelserne tilegnede penge, er nok en skrøne. Historien om gangklæderne i overretsdommen vi­ ser jo, hvor drastisk man gik til værks, så har han haft penge, har det snarere været hjælpen fra Heiberg. Slaverne arbejdede ofte i byen i lænker under opsyn af en slavesergent med altid ladt pistol. F.eks. udbedrede de skader på Københavns vold med græstørv, og omkring 1850 anvendte den upopulære krigsministervon Han­ sen dem til at aflive hunde, som havde forvildet sig op på volden – deraf hans velfortjente øgenavn »Hundekongen«. Printzlau undgik dog at gå til skue for befolkningen, idet han anvendtes som sygepasser i det gamle slavehus. Om­ end tilstanden nok var bedre end i fængslet iøvrigt, fremhæver Pontoppidan også her den ulidelige stank og den manglende udrensning. I en vigtig hen­ seende var dette arbejde en fordel for Printzlau: De syge fik bedre og mere mad end de øvrige slaver, og sygepasserne – som efter reglement af 1826 for Stokhuset skulle udtages blandt de stærkeste og sundeste samt i andre hen­ seender fortrinlige slaver – fik den samme forplejning som de syge. Printzlau synes fra første færd at have bestræbt sig på at udslette indtrykket af sit store faux pas fra Kronborg. Hans forhold betegnes som »særdeles god«, og alle­ rede 1848 anbefales han til benådning. Det var et led i den langsomt fremad­

74 skridende humanisering af straffuldbyrdelsen, at der to gange om året skulle gøres indstilling om benådning, i øvrigt med den karakteristiske tilføjelse, at der for de uærlige slaver et halvt år før benådningen skulle gøres indstilling om, at de gøres ærlige. Den Kgl. resolution herom skulle oplæses i samtlige slavers nærværelse – nu vidste slaverne, at de ikke var glemt, og at dom til livstid ikke udelukkede en senere benådning.

Hvordan det siden gik

Medens den enevældige konge havde vægret sig ved at give afkald på ind­ tægten fra tallotteriet, gik efter den frie forfatnings indførelse den nye Rigs­ dag anderledes probat til værks. Allerede i den første session udtalte Folke­ tingets finansudvalg, at det anså tallotteriet for at være en så forkastelig og med statens værdighed så lidet stemmende indtægtskilde, at det kun ville foreslå tinget at bevilge denne indtægt, efter at ministeriet havde tilkende­ givet, at det agtede at forelægge en lov om ophævelse af tallotteriet. I okto­ ber 1850 fremsatte finansminister grev Sponneck lovforslag herom i Lands­ tinget. I stedet for det oprindelig tilkendegivne ønske om ophævelse straks, d.v.s. med udgangen af 1850 eller 31. marts 1851, altså finansåret, foresloges ikrafttræden med udgangen af 1851 særlig af hensyn til collecteurerne, som ikke var berettigede til pension, og for hvem en pludselig ophævelse ville være en velfærdssag. Den lange og saglige debat i Landstinget med knastør­ re indlæg fra Ørsted inden den enstemmige vedtagelse drejede sig kun om tekniske enkeltheder. Derimod frembød debatten i Folketinget, hvortil forslaget nu sendtes, det interessante, at ingen ringere end Grundtvig udtalte sig to gange i lange ind­ læg mod lovforslaget og i hvert fald stemte imod dets overgang til 2. behand­ ling (stemmetallet 61 mod 2), formentlig også mod den endelige vedtagel­ se (62 mod 4, navnene ikke oplyst). At Grundtvig var på den tabende side, er ikke overraskende i sig selv. Poul Andersen har påvist, at Grundtvig som rigsdagsmand som oftest var i mindretal og kun sjældent påvirkede udfal­ det, omend han tillægger ham en betydelig indflydelse i det meget lange løb, ofte først længe efter Grundtvig selv havde forladt Rigsdagen. Det undrer dog umiddelbart at se Grundtvig ivre imod dette forslag, hvor både national­ økonomisk fornuft og simpel moral overvældende talte den modsatte vej. Grundtvig forkastede helt det moralske argument; med hans egne ord, da

75 han under 2. behandling motiverede sin stemme under 1. behandling, »de moralske Bevæggrunde ... have intet Sted hjemme, uden i en vis Medliden­ hed med Spillefuglene, som jeg sagde, var spildt paa dem, og som jeg ønske­ de hellere henvendt paa de Arbeidere, der slide for Føden og ikke spille i Lot­ teriet«. Afgørende for ham var, at staten samtidig med at opgive indtægten af tallotteriet bibeholdt, ja forøgede accisen, »Sisen« i København, en intern toldafgift på den daglige omsætning, som tyngede på fattigfolk og heller burde have været lempet. I samme åndedræt talte Grundtvig imod en ind­ komstskat, som ramte små arbejdsindtægter. Heller end at opgive indtæg­ ten fra tallotteriet burde staten lempe afgiftsbyrden for småfolk. Måske var Grundtvigs modvilje imod at gribe ind i en forkastelig adfærd af moralske grunde i tråd med de yderliggående frihedsidealer, som Grundtvig talte for under hele sin virksomhed som rigsdagsmand, og hvis mest paradoksale ud­ slag var hans protest imod grundlovsbestemmelsen om, at den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er be­ rettiget til hjælp af det offentlige. Medens tallotteriet ophævedes, bibeholdtes klasselotteriet, som ikke på langt nær medførte de samme skadelige virkninger, selvom der i Rigsdagen rejste sig enkelte stemmer for også at ophæve dette. 11857 havde Heiberg lot­ terisedler i 2en, 4de og 6te klasse. Allerede i 1848 anbefalede Commandantskabet over Kjøbenhavns Fæst­ ning Printzlau til benådning og nævnte, at hans forhold i straffeanstalten var særdeles gode. 1850, 1851 og 1852 gentages anbefalingen ligeså kortfattet. Commandantskabets lange skrivelse af 11. august 1853 fortjener udførlig gengivelse (efter omtale af skandalen på Kronborg):

Skjøndt nu de af Printzlau i sin Tid begaaede grove Forbrydelser end ikke efter den nugjeldende Forordning af 11. April 1840 §§ 60 og 69 samt Kasseforordnin­ gen af 8. Juli 1821 synes at ville have egnet sig til en mildere Bedømmelse end den, der blev ham tildeel i den Kgl. Resolution af 7. Februar 1838 [d.v.s. livstids- straffen for grovere tilfælde var bevaret], og uagtet hans Forhold paa Kronborg var meget forargeligt, kan Commandantskabet ikke Andet end nu paa det Aller­ bedste at anbefale ham til Hans Majestæt Kongens Naade. Han har nemlig ikke alene ikke siden Juni 1843 givet Anledning til Klage, men endog i sin Stilling ved Sygestuen øvet en udmærket gavnlig og priisværdig Virksomhed. Den gode og omhyggelige Pleie, som de syge Slaver have nydt og nyde paa Stokhuusets Syge­ stue, skyldes Printzlau i en ganske særdeles Grad; han har med en Iver og Dyg­ tighed, som langt har overgaaet hvad der kunde betragtes som simpel Lydighed

76 mod Foresatte, stræbt at udrette og virkelig udrettet det Gode hans sørgelige Stilling tillod ham at udføre, og det er dermed lykkedes ham at opnaae sig en vis Anseelse og fortjent Anerkjendelse. I Særdeleshed har han under den voldsomme Cholera-Epidemia, som i Løbet af 2 Uger angreb hver 5te Slave og bortrev hver ottende, udviist en Intet frygten­ de Iver for sine Kammeraters Frelse, til Oplysning hvorom Commandantskabet tillader sig at vedlægge det medfølgende Andragende fra Stokhuuslægen. Har man vel nu ikke set sig i Stand til paa egen Haand at bevilge det deri udtalte Øn­ ske, at Printzlau fremdeles maatte fritages for at bære den Slavedragt, som hans svækkede Helbred havde gjort det nødvendigt paa Lægens Forlangende at af­ tage ham nogle Dage, kan man dog ikke undlade at henlede Opmærksomheden paa de Omstændigheder, der have bevæget Stokhuuslægen til at fremsætte et saadant Ønske, idet man efter Overlæg med Stokhuuscommissionen i Henhold til det Fremførte udbeder sig Slaven Printzlau allerunderdanigst anbefalet paa det bedste til Hans Majestæt Kongens særdeles Naade.

Det var for sent at få Printzlaus sag med i dette års benådninger i anledning af Kongens fødselsdag den 6. oktober, særlig fordi hensættelsen til fæstnings- arbejde på livstid ikke blot var ham idømt som straf, men også pålagt som inddrivelsesmiddel for hans gæld til det offentlige, d.v.s. at løsladelsen ikke blot forudsatte benådning, men også gældens eftergivelse ved beslutning fra Kultusministeriet, under hvem Det Kgl. Theater henhørte. Printzlaus hustru Johanne Printzlau skrev derfor 15. januar 1854 til Heiberg i hans egenskab af direktør for teatret, »Hr. Etatsraaden bedes tilgive, at jeg henvender mig til Dem med en Bøn«. Hun beskrev, hvilken skuffelse det var for hendes »haardt prøvede Mand«, at han ikke var benådet i 1853 trods sin utrættelige slid og iver og indstillingen fra hele kommissionen, fordi gælden ikke var blevet ef­ tergivet, og bad Heiberg anvende sin indflydelse for hans frihed, »efter at han den 14de Febr. i 16 lange Aar haardt har bødet for sin Brøde«. Hvad enten det nu skyldes Heibergs anbefaling, som sikkert ikke er ude­ blevet, eller at selv den langsomme sagsgang gennem alle tre relevante mi­ nisterier tilsidst nåede til vejs ende, Kultusministeriet som kreditor, Finans­ ministeriet som generel vogter af statskassen og Justitsministeriet som res­ sortministerium for benådningssager, indbefattede justitsministeren – me­ get passende Ørsted, som i 1838 havde deltaget i den første partielle benåd­ ning og i 1850 i afskaffelsen af tallotteriet – den 27. september 1854 Printz­ lau blandt de ialt seksten fæstningsslaver, som indstilledes til benådning »I Anledning af Deres Majestæts forestaaende allerhøieste Fødselsdag«, femten

77 Stokbuset set fra haven. 1899. Fra Axel Pontoppidan: Omkring Københavns gamle Volde og Stokhuse. 19 36. til løsladelse og den sidste, modsat de andre »uærlige Slave« til oprejsning på æren som indledning til senere fuldstændig benådning. Man lagde ikke skjul på grovheden af Printzlaus forbrydelser og hans forsyndelse på Kronborg, men fremhævede hans forhold i sygestuen. »I Særdeleshed har han han un­ der den i f. A. stedfundne Choleraepidemi, som var temmelig voldsom i Sla­ veriet, viist en sjælden Iver og Udholdenhed for at hjælpe de af Sygdommen angrebne.« Derhos havde de øvrige to ministerier »intet... fundet at erindre imod, at han nu løslades«. Frederik den Syvende brugte ikke megen tid. »Samtlige Indstillinger bifal­ des, Frederiksborg Slot den 29de September 1854.« 9. oktober 1854 slog frihedens time for Printzlau, næsten 17 år efter dom­ men og mere end 19 år efter anholdelsen. Intet vides om hans sidste år, som vel næppe har været lykkelige. Han op­ levede i sin alderdom sin begavede søns déroute og død og måtte sige sig selv, at også sønnens løbebane blev forvreden ved faderens forbrydelse og fald. Jeg véd ikke, om han sneg sig ind i Holmens kirke ved Heibergs fornem­ me begravelse den 3. september i860. Under alle omstændigheder burde han have gjort det. På en mærkelig måde var de to mænds skæbnetråde tvundne sammen, og Heiberg svigtede ham aldrig.

78 Printzlau døde i 1865. Ved lov af 29. december 1850 vedtoges, at forbrydere, som efter 1. april 1851 blev hensat til at arbejde i rasphuset eller fæstningen, for fremtiden skulle idømmes tugthus. Slaveristraffen fortsatte indtil videre for de tidligere dømte, men skulle helt bortfalde, når de nye straffeanstalter i Horsens og Vridsløselille var bygget, i860 lukkedes Stokhuset, og de sidste slaver over­ førtes til andre anstalter. De gamle Stokhusbygninger blev brugt til magasiner. De var fredede i klasse B, men som Pontoppidan sørgmodigt bemærker, spillede denne fred- ningsform erfaringsmæssigt ikke nogen overdreven rolle, når statsinstitu­ tioner syntes, at tiden var inde til at hæve fredningen. 1938 blev de nedrevne til fordel for en udvidelse af Polyteknisk Læreanstalt. Alene gadenavnet Stokhusgade minder endnu om lidelserne i det gamle slaveri.

Litteratur

Andersen, Poul: Grundtvig som Rigsdagsmand og andre Afhandlinger. 1940.

Bagger, Carl: Skuespilleren til Publikum (fremsagt af Hr. Printzlau) og Prolog (fremsagt af sam­ me). Fyens Stiftstidende 1841 og 1842, også i Samlede Skrifter II, pp. 490 f. og 503 f., 1867.

Bjørnson, Bjørnstjerne: Artikler i Morgenbladet 8. maj 1856 (»Pibernes Program«), 2. og 15. juni 1856, også i Artikler og Taler I, 1912.

Blanc, T.: Christiania Theaters Historie i Tidsrummet 1827-1877. Christiania 1899.

Borup, Morten: Johan Ludvig Heiberg I-III. 1947-49.

Samme (udg.): Breve og Aktstykker vedrørende Johan Ludvig Heiberg, II, III, V. 1948-50.

Bruun, Carl: Kjøbenhavn. En illustreret Skildring af dens Historie, Mindesmærker og Institutio­ ner. III. 1901.

Collin, Jonas: Levnetsløb. I Edvard Collin: H. C. Andersen og det Collinske Huus. 1882.

David, C. N.: Om Tallotteriet som Indtægtskilde for Staten. Statsoeconomisk Archiv udgivet af Dr. Nathan David. Andet Bind 1829, p. 2 11 ff.

Samme: Tallotteriet. Fædrelandet, 18. januar 1835.

Samme: Kassemangel. Fædrelandet, 15. februar 1835.

Samme: Om Tallotteriets Ophævelse. Fædrelandet, i.juli 1836.

Samme: Om Lotteriespillets Udbredelse. Fædrelandet, 4. februar 1837.

79 Samme: Den jydske Stænderforsamling. Oberst Brocks Forslag til Lotteriets Ophævelse. Fædre­ landet, 23. juni 1837.

Samme: Nogle Facta, uddragne af Domsacten i den printzlauske Sag. Fædrelandet, 19. august 1837.

Samme: En Oplysning i den printzlauske Sag. Fædrelandet, 9. september 1837.

Erslew, Tb. H.: Almindeligt Forfatter-Lexicon for Kongeriget Danmark med tilhørende Bilande fra 18 14 til 18 4 0 .18 53.

Samme: Supplement indtil Udgangen af Aaret 18 53.18 6 8 .

Fenger, Henning: Familien Heiberg. 1992.

Hansen, Peter (»Cabiro«): Carl Borgaard. I Udvalgte Feuilletoner. 1870.

Heiberg, Joban Ludvig: Nemesis. Kjøbenhavns Flyvende Post 1827, også i Prosaiske Skrifter II, 1861.

Samme: Om den portative Udgave af Det kongelige Theaters Repertoire. Kjøbenhavns Flyvende Post 1828.

Samme: Om Theatret. I Anledning af Artiklen om denne Gjenstand i »Fædrelandet« Nr. 263 og 264.1840, også i Prosaiske Skrifter VI, 1861.

Samme: Nyhedsbreve (heri kritik af Borgaard: Undine). Intelligensbreve 1842, også i Prosaiske Skrifter VII, 1861.

Heiberg, Peter Andreas: Rigsdalers-Sedlens Hændelser. 1787-93.

Hingsberg, O. Chr. og Emanuel Sejr: Teater. I Aarhus gennem Tiderne III. 1941.

Holm, Edvard: Danmark-Norges Historie fra den Store Nordiske Krigs Slutning til Rigernes Ad­ skillelse IV,2 og V (1770-72 og 1772-84). 1902 og 1906.

Illustreret Tidende 1881-82, p. 456 (breve fra Andreas de Saint-Aubain).

Jensen, Mette Frisk: Korruption og embedsetik – danske embedsmænds korruption i perioden 1800 til i860. Ph.D.-afhandling. 2008.

Justitsministeriets Forestilling om Benaadning for forskjellige i Straffeanstalterne hensiddende Forbrydere. 27. september 1854 med Kongens påtegning af 29.s.m.

Jørgensen, Harald: C. N. David I-II. 1950.

Kircbboff-Larsen, Chr.: Den danske Presses Historie III1827-1866.1952.

Kjøbenhavns Stokhuus’ Benaadningsprotocol, skrivelse af 11. august 1853.

Klem, Knud: Kronborg. I Aage Roussell (red.): Danske Slotte og Herregårde I. 2. udg. 1963.

Kollerød, Ole Pedersen: Min historie om den ulykkelig skæbning som har forfulgt mig siden mit 6. aar og entil mit 38. aar som ieg nu er i mens ieg skriver dette. Til Her velbaaren Capitain Ager- holm i Kiøbenhavn 1840.1978.

Krobn, Victor: Kastellet Frederikshavns Fængselshistorie gennem 250 Aar. 1926.

80 Levin, Jørgen Jørgensen: Erindringer fra Stokhuset. I Hafstrøm: Optegnelser fra Horsens Straffe­ anstalt. Fra Bethesda 1888, p. 491 ff.

Lund, H. C. A.: Studenterforeningens Historie 1820-70. Dansk Studenterliv i det 19. Aarhundrede. I og II. 1896 og 1898.

Miranda, Francisco de: Miranda i Danmark. Dansk Rejsedagbog 1787-1788. Ved Haavard Rostrup. 1985.

Neergaard, Jens Veibel: Bidrag til Kundskab om Hovedstadens Straffeanstalter og Varetægts­ fængsler. 1839.

Neiiendam, Robert (udg.): Breve fra danske Skuespillere og Skuespillerinder II. 1912.

Samme: De farende Folk. Træk af dansk Provinsteaters Historie 1790-1864. 1944.

Nielsen, Thøger: Studier over ældre dansk Formueretspraksis. 19 51.

Oehlenscbldger, Adam: Brev af 1.-7. februar 1817 til Christiane Oehlenschläger. I Breve til og fra Adam Oehlenschlager 1809-28. 1953.

Overskou, Thomas: Den danske Skueplads i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. IV o g V . 18 6 20 g 1864.

Samme: Af mit Liv og min Tid (1819-1873). Udg. af Robert Neiiendam. 1962.

Pedersen, Laurits m.fl.: Helsingør i Sundtoldstiden 1426-1857 I-II. 19260g 1929.

Pontoppidan, Axel: Omkring Københavns gamle Volde og Stokhuse. 1936.

Printzlau, Johanne: Brev af 11. januar 1854 til Etatsraad, Theaterdirecteur Heiberg, Ridder af Dbrg.

Rigsdagstidende for 1850, 2en Session. Landsthingstidende Sp. 18, 38 ,151-9 4 , 314, Folkethingsti- dende Sp. 697, 829,917-22, 2558-66, 2804.

Rubin, Markus: Frederik den Sjettes Tid. Fra Kielerfreden til Kongens Død. 1895.

Sejr, Emanuel: Frederik Printzlau. Et Billede fra Aarhus Teater for 100 Aar siden. I: Jul i Aarhus

1933-

Stuckenberg, Frederik: Fængselsvæsenet i Danmark 1742-1839. En historisk Skildring. 1896.

Sørensen, Inger: Hartmann. Et dansk komponistdynasti. 1999.

Tudvad, Peter: Kierkegaards København. 2004.

Wanscher, Vilhelm: Kronborgs Historie. 1939.

Wassard, Erik: Nørrevold, Østervold og Kastellet. Bind 10 af København før og nu – og aldrig. 1990.

Ørsted, Anders Sandøe: Kritisk Anmeldelse af Skriftet: Über das Geschworenen-Gericht von Paul Johan Anselm Feuerbach. Nyt juridisk Arkiv Tiende Bind, 1815, p. 1-109 (p. 99).

8l Conferentsraad Wegener; den brave

Spørger man manden på gaden om navnet på Danmarks rigsarkivar idag, vil han formentlig blive svar skyldig, men omkring 1850 var conferentsraad, geheimearchivarius, kongelig historiograph og historiograph ved de konge­ lige ordeners capitel Caspar Frederik Wegener (1802-93) på alles læber. En for­ fatter, der udtænkte en intrige til en roman om det politiske liv, somBalzacs romaner Scénes de la vie politique eller Trollopes Palliserromaner, ville vige tilbage fra en skæbne som Wegeners som alt for fantastisk og utroværdig til en realistisk roman, og et kort vue over hovedpunkterne gør også denne sag til den måske mest bizarre, ja underholdende, for så vidt en retssag kan være underholdende, i denne samling. En højtstående embedsmand, som alle be­ kendt er sin konges personlige ven, skriver offentligt imod regeringens lov­ forslag om det vigtigste aktuelle politiske spørgsmål; han tiltales for embeds- forbrydelse, men frifindes; Kongen nægter at afskedige ham, men tildeler ham en offentlig reprimande, som han privat tager afstand fra; politiet for­ byder en påtænkt hyldning fra studenterne til arkivaren, som derimod hyl­ des i en skillingsvise som »den brave«; senere udmærker Kongen ham med en af sine højeste ordener, og ved hjælp af honoraret som executor testamenti i Kongens bo finansierer han et privatbibliotek af så kolossalt omfang, at det bliver grundstammen i det næststørste offentlige bibliotek i Danmark.

Den patriotiske historiker og 1848

Efter teologisk embedseksamen i 1828 tilbragte Wegener mange år som hi­ storielærer ved Sorø Akademi og udfoldede samtidig et rigt forfatterskab, som bortset fra en latinsk disputats i 1836 koncentreredes om fædrelandets

82 Gebeimearchivarius C. F. Wegener. Fra dagbogsudgivelsen. historie; mest kendt er hans levnedsskildring af Anders Sørensen Vedel i 1846. 1847 blev han, godt protegeret af den mægtige ministerP. C. Stemann kongelig historiograf, 1848 geheimearchivarius og 1851 kgl. ordenshistorio- graf. De ydre ærestegn udeblev ikke, 1851 var han kommandør af Danne­ brog og dannebrogsmand, og 1852 blev han conferentsråd. Politisk var han konservativ; som kongevalgt medlem af den grundlovgivende rigsforsam­ ling i 1848-49 var han en af de 7, der ved Grundlovens endelige vedtagelse undlod at stemme og offentligt protesterede imod den almindelige valgret, i øvrigt jævnsides med Anders Sandøe Ørsted, hvilket forekommer ironisk henset til den senere bitre strid mellem dem. Hans kraftige fædrelandskærlighed, der som for så mange andre tog ud­ gangspunktet i det slesvigske spørgsmål, ses i hans mindeblad om Christi­ an den Ottende efter kongens død i januar 1848, hvor han hårdt kritisere­ de Augustenborgerne og slesvig-holstenerne for deres forsøg på at fravriste Danmark hertugdømmerne. Kampen mod insurgenterne førtes ikke blot på slagmarken, men også fra skrivebordet, herunder for at erobre opinionen særlig i de neutrale stormagter Frankrig og Storbritannien. Vore modstan-

83 dere havde taget téten efter Christian den Ottendes »aabne Brev« i 1846 om de arveretlige forhold i monarkiet, da 9 professorer fra universitetet i Kiel hævdede, at alle fra dansk side anførte grunde for, at Slesvig var underkastet Kongelovens arveret, var ugyldige. På initiativ af de nationalliberale profes­ sorer H. N. Clausen og A. F. Krieger udgaves i krigsårene 16 hæfter Antislesvig- bolstenske Fragmenter med københavnske professorer i historie og jura som forfattere, i vidt omfang oversat til fransk og tysk – da dansk modsat tysk ikke er et hovedsprog, var oversættelsens trange vej uundgåelig. Fem af disse skrifter har Wegener som forfatter; jeg vil fremhæve to, nemlig Om den evige Forbindelse mellem Slesvig og Danmark i statsretlig Hen­ seende (Sur Vunion politique inséparable du Slesvig et du Danemark), 1848, og Om Hertugen a f Augustenborgs Forhold til det holstenske Oprør. En actmæssig Fremstilling, med Bilag a f de Augustenborgske Papirer, 1849. Værkerne er uhy­ re grundigt dokumenterede, det første indeholder på sine n o pp. 148 fod­ noter, og det andet, der ved inddragelse af 112 pp. bilag fra de beslaglagte augustenborgske papirer er vokset til 220 pp., 352 fodnoter. Den juridiske læser, som ikke selv har gennempløjet akterne, må anse dem som brillan­ te og lidenskabelige partsindlæg; særlig skriftet om hertugen af Augusten­ borg overbeviser gennem den omhyggelige inddragelse af den afslørende brevveksling, fundet på Augustenborg Slot efter den danske hærs besættelse af Als 30. marts 1848. Ganske vist har hertugens apologeter, bl.a.Gebauer, hvis biografi af ham betegnende bærer undertitlen Ein Beitrag zur Geschich­ te der Befreiung Schleswig-Holsteins, søgt at bagatellisere beviskraften ved at påpege, at det fundne næsten kun omfatter breve til hertugen, ikke fra ham bortset fra enkelte udkast, men en så entydig aktsamling, der til stadighed omhandler brevskrivernes intriger på hertugens vegne, er utænkelig uden modtagerens velvillige indforståelse. Kunne endnu hans brevveksling med interne agenter rubriceres som tilladelig politisk aktivitet, må de stadige hen­ vendelser til fremmede fyrster og den tyske forbundsdag, omtrent som en suveræn fyrste på jagt efter alliancer, betragtes med større alvor, og i hvert fald hans bøn til kongen af Prøjsen om hjælp samtidig med oprørets udbrud og hans proklamation af 31. marts 1848 med billigelse af det skete kan kun betragtes som forræderi. Wegeners værk har utvivlsomt i høj grad ødelagt Augustenborgernes sag igennem 1850’erne – således ikke blot Hans Kar- gaard Thomsen, men også Gebauer. Medens der ikke kan være tvivl om, at hertugen ved sit forræderi forskertsede enhver ret, som han måtte have haft, er det mindre sikkert, om Augustenborgernes arveret fra først af var lige så dårlig. Wegeners skrift om den evige statsretlige forening mellem Danmark

84 og Slesvig er set med eftertidens øjne mindre overbevisende, hvor begejstret end samtiden var. Allerede Ørsted udtrykte uenighed med Wegener – det var intet under, at Ørsted og hans konservative meningsfæller lagde så me­ gen vægt på at sikre et nyt grundlag for det danske monarkis integritet uden om den historiske arveret – og i sin omhyggelige undersøgelse fra 1915 har Kristian Erslev, hvis eget udgangspunkt var »Med Augustenborgemes juridi­ ske Ret stod det saaledes daarligt til«, sluttelig på det nærmeste anerkendt de­ res arveret til Slesvig og Holsten, dog således, somEllen Jørgensen har præci­ seret det, at deres ret til Slesvig kun betød ret til at få hertugdømmet til len af den danske krone, ikke som suverænt, fra Danmark løsrevet land, som sles- vigholstenernes påstand var. Og, må jeg fastholde, efter forræderiet måtte enhver ret, som måtte have bestået før oprøret, betragtes som forbrudt. Utvivlsomt har Wegeners og andres arbejder – mest fremragende C. F. Allen: Det danske Sprogs Historie i Hertugdømmet Slesvig eller Sønderjylland (1857-58, i to bind) – gjort meget for at klarlægge Slesvigs danskhed og kro­ nens ret til landet, som fremhævet afJohannes Steenstrup i 1889, men som Steenstrup effektfuldt slutter sit kapitel om historikerne og det slesvigske spørgsmål med et rammende citat fra Allen: »Havde vi dog en Kvintin [gl. vægtenhed, afskaffet i 1861, 3,9063 gram] Magt for et Pund Ret!«

Wegener og arvefølgesagen

Efter Treårskrigen var ordningen af tronfølgen i det danske monarki det overhængende politiske spørgsmål. Med kong Frederik den Syvende (og hans ligeledes barnløse farbroder, arveprins Ferdinand) ville kongehusets mands- stamme uddø, og selvom det anerkendtes af flertallet af de europæiske stor­ magter, at arvefølgereglerne 1 Kongelovens art. 27-40, der var opretholdte i Grundloven af 1849, omfattede både Danmark og Slesvig, Lauenborg, »bilan­ dene« og kolonierne, ville store dele af Holsten falde tilbage til det holstensk­ gottorpske hus, repræsenteret af kejseren af Rusland, medens monarkiet 1 øvrigt efter Kongeloven ville tilfalde en prins(esse) af Christian den Otten­ des hessiske slægt. Skulle riget bevares udelt, var opnåelse af kejserens ar- veafkald til fordel for den samme, som skulle arve Danmark og Slesvig m.v., en absolut nødvendighed. Den af kejseren oprindelig begunstigede storher­ tug af Oldenborg – også en gottorper – og dennes søn gjorde sig heldigvis så uheldigt bemærkede bl.a. ved taktløs tilkendegivelse af slesvigholstenske

«5 sympatier, at det lykkedes at vinde kejseren for den i Danmark foretrukne kandidat, prins Christian a f Glücksborg, der under Treårskrigen som den ene­ ste af sin slægtsgren havde kæmpet på dansk side, som på fædrene side til­ hørte en ganske vist fjern gren af det oldenborgske hus, og som – helt afgø­ rende – var gift med den hessiske prinsesse Louise. De bedre placerede hes- siske kandidater gav arveafkald til fordel for hende, medens kejseren med venlige ord om prins Christians »ædle Personlighed« gav afkald på sine ret­ tigheder i Holsten til fordel for ham. Da prinsesse Louise derefter overførte sin ret til sin ægtefælle, var kombinationen lykkedes, og ved en traktat i Lon­ don 8. maj 1852 anerkendte stormagterne og Sverige-Norge prins Christian og hans mandslinie som arving til det samlede danske monarki, i tidens di­ plomatiske sprog »la totalité des États actuellement réunis sous le sceptre de Sa Majesté le Roi de Danemark«. Hertugen af Augustenborg fik tre mill. rigs­ daler for sine godser og lovede på egne og sin families vegne ikke at mod­ sætte sig de forholdsregler, der måtte blive taget om tronfølgen – da Dan­ mark ikke anerkendte, at han havde nogen arveret, krævedes ikke et formelt afkald. Hvor meget dette løfte var værd, viste hertugen og hans ældste søn ved deres æreløse færd i 1863, men det er en anden og tristere historie. En brillant succes, en af de største i dansk udenrigspolitiks historie, men den plettedes ved det følgende forløb. I det af Kongen og premier- og uden­ rigsminister C. A. Bluhme underskrevne budskab til Rigsdagen af 4. oktober 1852 om ændring af tronfølgen – da denne var grundlovssikret, krævedes tre fjerdedeles majoritet ved afstemning i den forenede rigsdag – foresloges ikke blot indsættelse af prins Christian og dennes mandlige efterslægt, men også ophævelse af Kongelovens blandede agnatisk-kognatiske arveregler, hvilket betød, at hvis den nye linie, der på dette tidspunkt bestod af prinsen selv og hans to sønner på 9 og 6 år, uddøde, ville Rigsdagen stå frit med hen­ syn til, hvem der nu skulle tages til konge af Danmark, NB undtagen de dele af Holsten, over hvilke de russiske arvekrav på ny ville opstå, »renaitraient«. Uden Wegeners indgriben ville budskabet formentlig være gået smertefrit igennem Rigsdagen, men Wegener var rystet over forslaget, som han i sin dagbog (9. og 10. oktober) kaldte »rædsomt« og inspireret af uvidenhed, for­ ræderi eller letsindighed. Efter mange sjælekvaler besluttede han at prote­ stere semioffentligt i et »Manuskript« – omdelt 29. oktober – til samtlige rigs- dagsmedlemmer under overskriften Forsvar for Danmarks Kongers og Kon­ gehuses, navnlig Prinds Christian og Gemalindes, fulde Arveret efter lex regia. Han var klar over, at han skrev så skarpt, at regeringen enten måtte »pakke sig« eller forlange ham afskediget (25. oktober). Han dedicerede manuskrip-

86 tet til Stemann, der med sine 88 år fortsat var ordenskansler, og hvis navn havde betydelig vægt, og fik vejledning af den fremtrædende nationallibe­ rale jurist /. E. Larsen, medlem af Folketinget. Han gjorde gældende, at ved den nye linies uddøen ville der være en klar arving til hovedparten af Hol­ sten, men ingen til den øvrige del af monarkiet. Den førstnævnte arving ville stå så stærkt, at »Danmarks Rige vil være at betragte som et Anhang til Hol­ sten, som et Secundogenitur for et fremmed Fyrstehuus«. Danmark havde ført og vundet Den Store Nordiske Krig og Treårskrigen for fælles arvegang for Danmark og Slesvig, og dette bånd ville nu blive »letsindigen« opløst. »Tor en Forsamling af Danske Mænd vove dette? Aldrig.« Da der var kæmpet og

87 sejret for denne arvefølgelov, »det eneste faste Punct, som de tydske Rabu­ lister ikke have kunnet bortraisonnere«, ville man ligesom legalisere oprø­ ret ved selv straks at afskaffe den. Også Augustenborgerne nævntes blandt de prætendenter, der kunne tænkes at melde sig. Londontraktaten krævede ikke Kongelovens arvefølge ophævet. Han sluttede, at alle med glæde vil give den ædle prins Christian deres ja, men at den anden del af budskabet »vil Danmarks gode Genius gjennem indsigtsfulde, fædrelandssindede, samvit­ tighedsfulde, fremadskuende og Kongehuset tro hengivne Rigsdagsmænd tilbagevise med saamegen Bestemthed, at det ikke skal lykkes at gjennemfö- re en Foranstaltning, der saa lidet harmonerer med Opretholdelsen af Kon­ gens höie Prærogativer, Kongehusets velerhvervede Rettigheder, Danmarks Riges Selvstændighed og Integritet og de sluttede Tractaters og Statsacters rette Forstand.« Som det ses, gav Wegener ikke blot udtryk for kraftige ej- derdanske synspunkter, men talte med den samme lidenskabelighed som da han angreb hertugen af Augustenborg. I dagbogen nævner han (27. oktober), at Larsen havde modereret nogle af hans udtryk, man gyser ved tanken om, hvad der tidligere stod! I første omgang sejrede Wegener. De Nationalliberale optog stort set hans tanker, ja, der var mistanke om, at Kongen selv delvis hældede til hans side - Kargaard Thomsen har oplyst, at Kongen inden budskabets fremsættelse havde foreslået det forelagt Wegener og Larsen, hvilket ministrene afviste. Et af Rigsdagen nedsat 25 mands udvalg var totalt splittet. 9, bl.a. J. E. Lar­ sen, Orla Lehmann og vore bekendte Hother Hage og Spandet, krævede en fællesforfatning for hele monarkiet gennemført først; deres argumentation, som fylder det meste af udvalgsbetænkningen, gentog stort set Wegeners manuskript, blot mere logisk og mindre polemisk. Andre 9, Konservative og Bondevenner, som i denne periode var tæt allierede, herunder den tidligere premierminister grev A. V. Moltke, Tscherning, Balthazar Christensen og ge­ neralfiskal Blechingberg, hvem vi tidligere har mødt som aktor i sagen mod Johannes Hage og straks vil møde igen, anbefalede en uforandret vedtagelse af det kongelige budskab og henviste især til, at både regeringen og utvivl­ somt også de medkontraherende magter forstod traktaterne som forudsat af regeringen, hvorfor det var politisk umuligt at gennemføre en modsat for­ tolkning. Ved opretholdelse af Kongelovens arvefølge ville en kognat med »schleswig-holsteinske« sympatier, støttet til Tyskland, som berettiget tron­ arving være langt farligere for Danmark end en af Rusland støttet agnat. De sidste 7, bl.a. de ledende nationalliberaleHall, Monrad og Madvig, var som ud­ gangspunkt enige med den første gruppe, men fandt det af hensyn til opret­

88 holdeisen af det over for udlandet opnåede resultat betænkeligt at udskyde afgørelsen, hvorfor de indstillede vedtagelse af hele budskabet med en klau­ sul om bevarelse af monarkiets integritet, og at »navnligen den uopløselige Forbindelse mellem Kongeriget og Hertugdømmet Slesvig under alle Om­ stændigheder skal opretholdes«. Regeringen ville ikke nøjes med mindre end den fuldstændige og ufor­ andrede vedtagelse af budskabet og opløste både Folketinget og Landstinget. Valgene styrkede alliancen af konservative og Bondevenner, hvorved bl.a. Blechingberg kunne afløse den nationalliberale Clausen som den forenede rigsdags formand. Ved den følgende debat virkede særlig Bluhmes ord med styrke, mest hans henvisning til »den europæiske Nødvendighed« og påpe­ gen – i fortrolige forhandlinger – at magterne ville anse en tilbagevigen som brud på tro og love og meget muligt sige sig løs fra Londonertraktaten, hvor­ ved alt det vundne ville være tabt. Mellemgruppen bøjede sig, og 97 mod 45 stemte for at godkende budskabet, et stort flertal, men ikke nok. Regeringen opløste på ny begge ting, og Ørsted optoges i ministeriet, endog som dettes chef. De nye valg styrkede atter alliancen, og nu gav oppositionen op. 24. juni godkendtes det kongelige budskab med 119 stemmer mod 10 – Wege­ ner beklagede i dagbogen, at al intelligens var veget for bøndernes uviden- hedsovervægt – og den 31. juli 1853 udstedtes den nye tronfølgelov. »En stør­ re og mere fuldstændig Sejer har næppe nogen Regering i Danmark vundet.« (Neergaard). Ved bedømmelsen af striden må hensynet til udlandet være afgørende. Også selvom noget kunne tale for at kunne gøre op på forhånd, hvordan rets­ stillingen burde være ved den eventuelle uddøen af den nye linie, som da kun bestod af én mand og to små drenge, var det åbenbart, at den øjeblikke­ lige fare truede ved kongens og arveprinsens død uden livsarvinger og uden en anerkendt arving til riget og hele riget, og alle andre hensyn måtte vige herfor. Ganske vist havde Wegener ret i, at ingen af de diplomatiske noter i den franske grundtekst eller den danske oversættelse nævner Kongelovens arvegang, og at fremhævelsen af den rent mandlige arvefølge, i selve trak­ taten med præcisering »å l’exclusion des femmes« direkte læst kun vedrører fremtiden, og hvis regeringen ikke selv havde foreslået Kongelovens arve­ følge ophævet, ville magterne næppe have opdaget det, men nu var katten ude af sækken, og som med styrke fremhævet af Neergaard ville de Dan­ mark venligt sindede stormagter – Rusland, England og Frankrig – forment­ lig have anset en ændring af det kongelige budskab som traktatbrud med deraf følgende uoverskuelige konsekvenser. Den samtidige historikerCaspar

89 Paludan-Müller bedømte situationen på samme måde. Trods al sympati for Wegeners ranke personlighed og mod ved at sætte sine embeder på spil for sin overbevisning kan jeg derfor ikke komme uden om, at han havde uret, og at det var heldigt, at det gik, som det gik.

Tiltale og dom i første instans

Wegeners manuskript fremkaldte en mængde skrifter for og imod, han an­ grebes af den konservative presse (Berlingske Tidende og Flyveposten), i to pje­ cer af Ørsted og nok mest vægtigt i en anonym pjece Det kongelige Budskab og Geheimearchivar Wegener – allerede af det nationalliberale hovedorgan Fædrelandet (23. november) tilskrevet Bluhme – som med rene ord sagde, at Kongelovens arvefølge måtte ophæves for at undgå den situation, at en augu- stenborger som nærmeste kognat kunne gøre krav på den danske trone. Ved ny tronledighed ville en europæisk aftalt løsning være langt at foretrække for »den legitime Prætendent, stemplet med Oprorets Kainsmærke, [der] iste- det for at samle Folkets Kræfter, vilde adsplitte dem.« Der kan være noget om det. Omvendt støttedes Wegener bl.a. af en pjece af filosoffenSibbern og ad­ skillige artikler i den nationalliberale presse (for ham), særlig i Fædrelandet, som igennem november næsten daglig tilbageviste Ørsteds og »anonymens« pjecer og endog aftrykte alle de diplomatiske aktstykker både på fransk og dansk. Man understregede, at man ikke tilhørte samme parti som Wegener, der havde stemt imod Grundloven, og Stemann, der havde forfulgt de libe­ rale, men anerkendte begge for deres holdning, »en helhjertet, trofast dansk Mand« (25. november). Men udover de publicistiske angreb afkrævede regeringen Wegener en nærmere redegørelse som det første skridt imod en straffesag. Wegener be­ stred den 6. november, at han skulle have misbrugt sin embedsstilling; gan­ ske særlig havde han ikke røbet fortrolige dokumenter, men kun kommen­ teret, hvad i forvejen var offentligt kendt. Kongens underskrift var uden be­ tydning, da den ansvarlige premier- og udenrigsminister havde paraferet budskabet. Regeringen lod sig ikke bevæge. Den 13. beordrede justitsmini­ ster Anton Wilhelm Scheel generalfiskalen til at rejse tiltale imod Wegener, »fordi han, uagtet han er Embedsmand, har ved en til Rigsdagens Medlem­ mer fremsendt skarp og i flere Henseender fornærmelig Dadel af Regjerin- gens Foranstaltning søgt at formaae Rigsdagen til at nægte sit Samtykke til

90 den i det Kongelige Budskab foreslaaede Ophævelse af den for det danske Kongehuus gjældende Arvefølge«. Scheel (1799-1879) var oprindelig officer, herunder ved det danske besættelseskorps i Frankrig 1815-18, senere lærd jurist, dr.jur. 1836 på en latinsk afhandling om straffesager, herunder inkvi- sitionsprocessen, efter dansk og norsk ret, generalauditør i landetaten, den eneste enstemmigt frifundne minister i rigsretssagen imod ministeriet Ør­ sted, 1863 den første modtager af den Anders Sandøe Ørstedske prismedaille i guld. Uanset sympati for Wegener kan jeg ikke kritisere tiltalerejsningen; det måtte jo være afgørende for regeringen at fjerne enhver mistanke hos de venligtsindede magter om, at ministeriet – og Kongen – spillede under dække med Wegener. Generalfiskalens embede var oprettet 1661 lige efter enevældens indfø­ relse som øverste anklager, fortrinsvis i sager af betydning for statskassen, fiscus, medens der i alle andre straffesager antoges en privatpraktiseren- de advokat som aktor; ingen generalfiskal var uhyggeligere end den før­ ste, Søren Kornerup, som straks efter sin tiltræden gennemførte sagen imod Kaj Lykke med barsk konsekvens og kort tid senere lod en uskyldig mand hænge på grundlag af en groft angribelig birketingsdom uanset den døm­ tes appel – nok det reneste eksempel på justitsmord i dansk retshistorie – hvorefter Kornerup nok fjernedes og selv dømtes til døden, men benådedes og fortsat anvendtes uofficielt af Kongen. De Nationalliberale har utvivl­ somt betragtet embedet med en følelse af uhygge; i de store politiske sager mod P. A. Heiberg, Maltbe Conrad Bruun, C. N. David og senest Orla Lebmann var de skiftende generalfiskaler anklagere. 1850 vedtog den nye Rigsdag at ophæve embedet ved vakance, d.v.s. at dets aktuelle indehaverOtto Carl Blecbingberg, udnævnt 1846, som vi har mødt som sejrrig anklager i sagen mod Johannes Hage, ville være den sidste generalfiskal. Som før nævnt hav­ de han i lighed med andre dommere og advokater en politisk karriere efter 1848, idet han i 1850 valgtes i København til Landstinget, hvor han sluttede sig til de konservative. 1851 var han ordfører for en dagsorden, hvor Rigs­ dagen udtalte håb om, at den bebudede ordning af monarkiet ikke ledte til genoprettelse af den tidligere stænderforsamling for Slesvig. Under kampen om tronfølgen var han både medlem af 25 mands udvalget og kortvarigt formand for den forenede rigsdag, men senere i 1853 opgav han at stille sig til valg på ny, nok på grund af mangel på tid. 1854 konstitueredes han som kammeradvokat. I sit 21 foliosider lange indlæg til retten af 30. december 1852, hvor det flot svungne store B i underskriften afslører hans selvbevidsthed, påstod

91 han Wegener dømt efter grundsætningerne i Presseloven af 1851 § 6 og under hensyn til forholdets uforenelighed med hans stilling lige over for Kongen og regeringen »og de af denne Stilling følgende særdeles Pligter«. Han overlod til rettens overvejelse, om ikke forholdet burde medføre for­ brydelse af de tiltalte anbetroede embeder. Presselovens § 6 fastsætter straf for den, der i et trykt skrift tillægger Kongen uretfærdige eller skammelige handlinger; budskabet var jo ikke blot underskrevet af Kongen, men frem­ trådte i langt højere grad end et simpelt lovforslag som Kongens personlige vilje. Wegeners forsvarer, overretsprokurator Christian Michael Winther (1817- 90), påstod principalt sagen afvist, for så vidt angik anklagen for fornærmel­ se af Kongen, idet en sådan tiltale kun kunne rejses efter Kongens udtrykke­ lige ordre, som ikke forelå, og, mere virkningsfuldt, at Wegeners manuskript måtte betragtes som kritik af et almindeligt af regeringen fremsat lovforslag, uden hensyn til Kongens navn under budskabet. Han bestred kraftigt, at em­ bedsmanden skulle være forpligtet til blind lydighed; i så fald kunne embeds- mænd ikke være valgbare til Rigsdagen, hvor de blot skulle være redskaber for ministeriet. Wegeners stilling som geheimearchivar og kongelig histori­ ograph pålagde ham pligter over for videnskaben. Hvis man ville drage ham til ansvar for at forsøgte at påvirke Rigsdagen, var det uforståeligt, at ikke de andre deltagere i debatten, bl.a. den anonyme forfatter af den før nævnte pje­ ce også var inddragne i sagen. Den sad! Siden dommene mod Hage og Printzlau var Criminal- og Politiretten i Kjøbenhavn blevet oprettet til straffesager. I sagen voterede assessorerne Gøde Laurentius Køpke (1811-68), Johan Jacob Buntzen (1805-56), Adolph Chri­ stian Meyer (1803-78) – der som den eneste avancerede til Højesteret – Schack Just Gudenrath (1803-80, oprindelig officer, kaptajn i Kongens Livkorps) og Carl Frederik de Fine Skibsted (1812-81). Den livlige votering gjaldt motiverin­ gen, ikke resultatet, som de var enige om. Ved dom af 9. juli 1853 frifandtes Wegener, og det offentlige pålagdes sagens omkostninger. Man anerkendte, at hans formål havde været at erhverve sikkerhed for det danske monarkis vedvarende forening under ét scepter; mon et mindre ædelt formål havde fået vægtskålen til at tippe modsat vej? Hverken ved sin embedsed i alminde­ lighed eller sin særlige embedsstilling havde Wegener pådraget sig strafan­ svar ved over for Rigsdagens medlemmer at fremhæve de grunde, der efter hans overbevisning ledte til sagens rigtige opfatning, også selvom hans for­ mål ikke kunne opnås ved budskabets antagelse af Rigsdagen. Presselovens § 6 var ikke overtrådt, og dadelen af regeringen var ikke fornærmelig – her

92 burde retten have prøvet i enkeltheder, om de stærkeste udtryk som »letsin- digen« var fornærmelige, i stedet for at frifinde en bloc, men bortset herfra ser jeg intet at udsætte på dommen.

I Højesteret

Regeringen var i en kattepine efter frifindelsen i første instans. Den nye pre­ mierminister Ørsted og justitsminister Scheel var imod at anke, og i dag ville utvivlsomt regeringschefens og den relevante fagministers samstemmende votum have været afgørende, hvortil yderligere kom disse ministres kolos­ sale juridiske sagkundskab, men Bluhme, der fortsat var udenrigsminister, og de øvrige ministre gennemførte appel til Højesteret. Den plausible grund hertil var, at Wegener havde stillet regeringen i et tvivlsomt lys over for ud­ landet, men mon ikke den virkelige årsag har været Bluhmes ikke uforståe­ lige rancune over for Wegeners også i formen meget uærbødige angreb. Me­ dens den oprindelige tiltalebeslutning var forståelig, ja uundgåelig, var an­ ken mere dubiøs. Nu var den næsten enstemmige vedtagelse i Rigsdagen op­ nået, så behovet for at rense regeringen udadtil forelå ikke mere. Det bedste, regeringen kunne håbe på i Højesteret, var, at Wegener blev pålagt sagens omkostninger. En afskedigelse af Wegener, hvilket var Kongens åbenbare ret efter Grundlovens § 22, ville være sværere og pinligere efter to frifindende domme end en, hvilket den senere udvikling viste. Ørsted har nok søgt at slå koldt vand i blodet, men uden held. En vred mand, og Bluhme var vred, rea­ gerer ikke rationelt. Wegener antog som defensor for Højesteret højesteretsadvokat Lieben- berg, hvem vi har mødt i forrige kapitel som kaptajn Geislers måske lidt for iltre forsvarer. I sin procedure for Højesteret 10. januar 1854 – generalfiska- len talte dagen før – påstod han sig tilkendt salær, dog kun for så vidt det blev pålagt det offentlige. Ved dommen, der afsagdes samme dag, medvirkede ni dommere, i vo- teringsrækkefølge Johannes Christian Lund, Mourier, Frederik Emil baron de Bretton, Frederik Thomsen, Rottbøll, Rothe, Stellwagen, Koefoed og Lassen. De ældste fem er gengangere fra den ene eller begge de i de forrige kapitler skil­ drede sager fra 1830’erne, de første fire var ny. Mourier har vi dog mødt i førsteinstansdommen i Johannes Hages sag. Justitiarius Frederik von Lowsow deltog ikke.

93 Bretton og jeg er meget langt ude og ikke helt officielt i slægt: Hans farfader var plantageejer på Sankt Croix og havde som ikke så få »blanke« en officiel familie i Danmark og et ofte fast forhold til en farvet kvinde i Vestindien. »Samboinden« - »sambo« d.v.s. 3/4 neger og 1/4 hvid –Charlotte Amalie Bernard (1753-1856), som var slavinde hos Lucas Uytendahl, baron de Bretton (død 1786), fødte en datter, døbt Susanna Uytendahl (1774-1847), hvis fader var enten baronen eller en søn af ham (ikke højesteretsassessorens fader); Charlotte Bernard havde på sine gamle dage portrætter af tre baroner Bretton på væggen og kunne ikke sige, hvem af dem der var fader til hendes datter. Denne datter fik selv børn med tre hvide mænd, bl.a. den fra generalguvernørPeter von Scholtens historie bekendte Anna Heegaard, men også datteren Charlotte Christine Birgitte Capple (1793-1828), hvis datter – nu for første gang i lovligt ægteskab – Susan Elizabeth Miller (1811-1902) blev m oder til Anna Christine Elisabeth Knudsen (1834-1919), der i 1855 blev gift med senere kontreadmiral Hans Georg Friboe Garde (1825-1885), der blev min oldefader.

Lund (1798-1872), der som førstvoterende talte for en næsten enig ret, gav generalfiskalen ret i, at actionsordren ikke kun omfattede fornærmelse af Kongen, men også af ministeriet. Derimod gav han defensor ret i det vig­ tige punkt, at budskabet, skønt udgivet i Kongens navn og forsynet med hans underskrift, måtte betragtes som et andet af regeringen for Rigsdagen fore­ lagt lovudkast, d.v.s. at Wegeners kritik ikke ramtes af Presselovens § 6. Hans embedsstilling var uden betydning; allerede efter den ældre trykkefriheds- forordning måtte det antages at være regeringen kært, at embedsmændene, ofte de bedst oplyste, ytrede deres mening om genstande af interesse for det offentlige, »og det er utænkeligt, at der ved den nu indførte friere Forfatning deri skulle være sket Indskrænkning.« Lund opfattede tiltalen som en ankla­ ge dels for at have forsøgt at formå Rigsdagen til at forkaste forslaget, dels for at have forsøgt dette på en for regeringen fornærmelig måde. Det gav nær­ mest sig selv, at Wegener ikke kunne straffes i det første punkt, men højst i det andet. At han havde udtalt sin mening med styrke, kunne ikke medføre straf, og hans da rimelige opfattelse, at Londonertraktaten ikke forudsatte ophævelse af Kongelovens arvegang, legitimerede mange udtalelser i ma­ nuskriptet. Derimod gik Lund modsat Criminal- og Politiretten i enkelthe­ der med hensyn til flere udtryk, som han fandt uheldige, omend lige netop ikke strafbare, på samme måde som Højesteret i Hages sag havde bedømt den påstået krænkende form af enkelte sætninger. Mest graverende fandt han en passus om, at »et Forslag, der uden Nödvendighed paa én Gang uven­

94 lig berörer Danmarks Konges og Kongehuses höie Rettigheder, Danmarks Riges Selvstændighed og Integritet og de af Danmark sluttede Tractaters Hel­ lighed ikke paa nogen Maade lader sig refærdiggjore«. Lund fandt dog ikke, at Wegener beskyldte ministeriet for at have villet krænke traktaternes hel­ lighed – der vejes med en meget fin vægt. Udtrykket »letsindigen«, som ge- neralfiskalen havde dvælet ved, var også mindre passende, men her manøv­ rerede Lund uden om strafbarhed ved at henvise til Wegeners da rimelige frygt for forskellig arvefølge i Danmark og Slesvig. Yderligere et par udtalel­ ser var på kanten, hvorfor Lund anerkendte, at regeringen havde haft god an­ ledning til at rejse sagen, og derfor voterede for at frifinde Wegener, men at pålægge ham sagens omkostninger med 100 Rbl. i salær til generalfiskalen for begge retter. Mourier – som politiker udtalt konservativ – var stort set enig med Lund, men placerede endnu flere udtalelser på kanten af det strafbare. Han vote­ rede dog for frifindelse, idet det måtte holdes tiltalte meget til gode, at han »i et saa vigtigt Anliggende og gjennemtrængt som det synes af en levende patriotisk Følelse har brugt for stærke Udtryk«; der har været sympati for Wegener i retten. Endvidere måtte man se igennem fingre med meget, fordi skriftet kun var tilsigtet omdelt; var det blevet falbudt, var tiltalte forment­ lig blevet straffet. Han begrundede afgørelsen om sagsomkostninger med, at Wegener efter sin stilling til regeringen burde have været varsom og »navn­ lig at undgaae alt, hvad han maatte kunne indsee kunde tjene til at kaste en Skygge paa Regjeringen og paa Kongen som om at spille under Dække med ham for at undgaae Opfyldelse af hvad de tractatmæssigen vare pligtige at søge gjennemført«. Bretton, som stort set var enig, havde »havt nogen Tvivl, om det kan an­ sees lovligt, at en Embedsmand eller nogen anden Medborger søger ved aan­ delig Tvang at indvirke paa Rigsdagsmænds Holdning, men jeg har ikke kun­ net finde noget Lovbud eller Analogi, der kan paaberaabes mod Lovligheden heraf.« Ikke alle havde lige let ved at vænne sig til den fri forfatning. Thomsen, ligeledes enig, satte Bretton på plads, idet »det forekommer mig aldeles evident, at en Embedsmand, ligesaavel som enhver anden, maa kunne henvende sig til Rigsdagsmændene med en Fremstilling af sine Me­ ninger; stride disse for stærkt mod Regjeringen, er den constitutioneile Vei, som denne m.H.t. Embedsmanden kan gaae, antydet i Grl. § 22,« altså afske­ digelse. Rottbøll – der som konservativ var kommet ind i retten i 1833, da Spandet fravalgtes – stemte som den eneste for at straffe Wegener med en mulkt på

95 500 Rbl. Af budskabets særlige form, hvorved Kongen var bundet til dette, fulgte, at tiltalte måtte anses som den, der havde fornærmet Kongen, uden at det var nødvendigt at ty til Presselovens § 6. Adskillige ytringer var fornær­ melige og strafbare, bl.a. slutningstiraden og ordet »letsindig« brugt mod re­ geringen om at løse båndet mellem Slesvig og det øvrige Danmark, hvilket han fandt groft upassende og utilbørligt. Den høje bøde begrundedes med den angrebne genstands vigtighed, ytringernes beskaffenhed og den forle­ genhed, hvori de havde sat regeringen. Rotbe »deler vel med Cfrd Rollbøll Anskuelse om Yttringernes Utilbørlig- hed, men da jeg savner Lovbestemmelser, hvorefter de kunne straffes, og navnlig finder det klart, at saadanne ikke findes i den nugjældende Presselov, mener jeg, at man ikke kan komme Tilt. nærmere end af Pluraliteten er fore­ slået.« Efter at Stellwagen havde erklæret sig enig med Lund, voterede veteranen H. J. Koefoed, hvem vi har mødt tre gange i den forrige bog og nu for tredje og sidste gang i denne bog, for, at der ikke var lovhjemmel for at idømme til­ talte straf for at fornærme ministeriet, hvilket ej heller fremgik af actionsor- dren, men en sådan sag måtte anlægges ved privat påtale. Wegener kunne ikke siges at have fornærmet Kongen. Presselovens § 6 var uanvendelig, også dennes analogi. Dadel af en enkelt handling af Kongen falder ikke ind under reglen i § 6 om at tillægge ham uretfærdige eller skammelige handlinger, og Wegener har ej heller forhånet Kongens person eller ved at omtale ham betjent sig af fornærmende udtryk. Trods den manglende lovhjemmel for at pålægge Wegener straf for hans ytringer om ministeriet stemte også han for at pålægge ham omkostninger. Efter at Lassen som rettens ældste, 77 1/2 år gammel, havde erklæret sig enig med Koefoed, hævdede Rottbøll, »at det ligger saa klart i Forholdets Na­ tur, at det er strafbart at udgive noget Skrift, der er af en for Kongen og hans Regjering fornærmelig Tendents, at man for at bestemme Straf derfor ikke behøver at recurrere til Presseforordningerne, den sunde Menneskeforstand maa være tilstrækkelig Hjemmel for at anvende en saadan Straf som efter Forholdets Beskaffenhed maa ansees mest passende.« Koefoed fastholdt sit votum og tilføjede, at »Domstolenes Adgang til at vælge Straf for Forhold, der ikke udtrykkelig er erklæret for strafbare, er be- grændset, hvor som her Lovgivningen ikke har udtalt, hvad der skal ansees strafbart.« Lassen konkluderede, at det efter Presselovens § 6 var klart, at bedøm­ melse af Kongens handlinger, herunder regeringshandlinger, kun kan straf­

96 fes, når den går ud på, at handlingerne skulle være skammelige eller uretfær­ dige, ikke derimod når de anses som blot fejlagtige. Wegener blev herefter frifundet, men pålagt sagens omkostninger, hvil­ ket Fædrelandet raillerede over n . januar som Enevældens domstols pa­ rykstil. Bortset fra Rottbøll havde de konservative højesteretsassessorer ikke haft vanskeligt ved at leve op til den nye frie forfatning. I et konstitutionelt kon­ gedømme kunne kritik af regeringshandlinger i Kongens navn ikke anses som majestætsfornærmelse, og embedsmænd var ikke afskårne fra politisk ytringsfrihed, to vigtige principper. Afvisningen, særlig hos Koefoed, af Rott- bølls ønske om at kunne straffe med forholdets natur og sund menneskefor­ stand som retskilde pegede fremad mod anerkendelse af et strafferetligt le- galitetsprincip, krav om lovhjemmel.

»Ilfaut écrire ce qu’on peut...«

I følge Wegeners dagbogsoptegnelse af 12. januar tilbød Kongen ham gen­ nem sin fortrolige, kammerherre Carl Berling, at betale, hvad processen hav­ de kostet ham, men han afslog og ville selv bære sit tab og sit martyrium. Det­ te var nok så heldigt; havde Kongen betalt, kunne det aldrig holdes hemme­ ligt, og så var Fanden løs i Laksegade. Liebenberg, der samtidig afslog at mod­ tage salær, kunne fortælle, at han den foregående aften havde været tilsagt til Kongens taffel, hvor både Kongen og Frederik Tillisch – konservativ hel­ statsmand, men stærkt national og medansvarlig for sprogreskripterne, der indførte delvis dansk kirke- og undervisningssprog i de »blandede« distrikter - drak et glas med ham i en tydelig demonstration, som kom Fædrelandet for øre jfr. dagbogen for 20. januar. Den 21. betroede Wegener dagbogen, at han havde sendt store sølvlysestager til en pris af 80 Rbl. i en ny kasse til 2 Rbl. 12 skilling, til Liebenberg, hvilket har svaret pænt til det salær, denne ellers skul­ le have haft, anklageren fik jo tilkendt 100 Rbl., men for begge retter. Ministeriet tilgav ikke. 19. januar krævede Ørsted som kultusminister Wegener afskediget som geheimearchivar og kgl. historiograph under hen­ visning til nødvendigheden af en bestemt holdning over for en embeds­ mand, der trådte op mod regeringen, som han havde gjort. Denne sag var ikke den eneste celebre afskedigelsessag i 1854. I april afskedigedes trods Kongens åbenlyse ubehag Andræ, Hall og Monrad som lærer ved Den mili­ tære Høiskole, generalauditør for hæren og biskop over Lolland-Falsters stift,

97 ligesom Ørsted efter Sjællands biskop Mynsters død tilsidesatte Kongens øn­ ske om udnævnelse af den nationalliberale H. N. Clausen og gennemtvang udnævnelse af H. Martensen trods Kongens modvilje mod denne, der både havde kritiseret sprogreskripterne og var en nær ven af fru Heiberg, hvis af­ sky for grevinde Danner var offentlig kendt. Også Fædrelandet angreb kraf­ tigt Martensen for tyskvenlighed (19. april). Medens Kongen her bøjede sig, ville han ikke ofre Wegener. Ørsted for­ udså vanskeligheden, for han stillede et subsidiært forslag om sagens afgø­ relse i statsråd. Både Ørsted og, vigtigere, Kongen selv vidste, at Kongen var en svag mand, som nok kunne sige nej til én ministers skriftlige forslag, men ikke kunne stå imod, hvis alle ni ministre, bortset fra finansminister grev Sponneck ældre, myndige mænd, mundtligt pressede ham. Hans indsigt i sin egen svaghed er et indtagende træk hos den ikke kraftfulde, men godhjer­ tede konge. Han afslog derfor behandling i statsråd, nægtede at afskedige Wegener og konciperede selv et udkast til et reskript, der udtrykte mishag med hans adfærd, men undlod afsked (medens Neergaard, hovedkilden til tidens politiske historie, ikke nævner Kongens initiativ med hensyn til dette reskript, hvilket ej heller var samtidens presse bekendt, følger jeg Kargaard Thomsens veldokumenterede fremstilling af sagen). Endvidere stak Kon­ gen ministrene et par åbenbare løgne, mest flagrant at han selv havde opfor­ dret Wegener til at udarbejde sit manuskript. Wegener refererer 23. januar en samtale med Berling, hvorefter Bluhme skulle have truet Kongen med at gøre afskedigelsen til et kabinetsspørgsmål; Wegener sagde, at han uden pro­ test ville tåle både afsked og en offentlig misbilligelse. Sagen trak pinligt læn­ ge ud, på et tidspunkt skulle Kongen endog have sagt, at han ville give Wege­ ner storkorset (Wegener 2. februar). Til sidst gav ministrene sig, rettede stil på Kongens udkast og modtog hans godkendelse af ændringerne, hvorefter sagen kunne afsluttes 3. februar 1854 med følgende reskript til Ørsted:

Vi Frederik den Syvende, af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Gothers, osv. Vor synderlige Gunst! Efterat den imod Vor Geheimearchivarius og Historio­ graph Conferentsraad Wegener anlagte Generalfiscalsag ved Høiesteretsdom af 10de Januar sidstl. var bleven tilendebragt, have Vi taget under Overveielse, om der ikke, efter den Maade, hvorpaa han, sine Embedsforhold uagtet, var traadt frem for at forhindre en for Vort Monarchies Velfærd høist vigtig Foranstaltning, maatte være Anledning for Os til at benytte den Os efter Danmarks Grundlov Art. 22 tilkommende Berettigelse til at entledige ham fra de ham betroede Embeder.

98 Vi have imidlertid, efter Omstændighederne, bestemt Os til ikke at gjøre Brug af denne Ret, men allernaadigst beholde ham i vor Tjeneste, dog at vor Minister for Kirke- og Undervisningsvæsenet har at tilkjendegive ham Vort allerhøieste Mishag med ovennævnte hans Fremgangsmaade, samt alvorligen advare ham om ikke i Fremtiden at tilsidesætte de Hensyn, han er Os og Vor Regjering skyldig. I øvrigt ville Vi, at dette Vort allerhøieste Rescript offentliggjøres i »Departe- mentstidenden«. Dermed skeer Vor Villie! Befalende Dig Gud! Under Vor Kongelige Haand og Segl. Frederik R.

Næste morgen modtog Wegener reskriptet fra Kultusministeriet. I dagbo­ gen kalder han det komedie og bedrageri, nedværdigelse af Kongens person og gemenhed fra begyndelsen til enden. Kun Troels G. Jørgensen, for hvem Ørsted ikke kan handle forkert, bedømte, at »Hvad man foretog sig, var fuld­ komment naturligt efter den givne Anledning« (også afskedigelserne af An- dræ m.fl.). Kongen, der nok burde have iagttaget værdig tavshed, kunne ikke dy sig, men sendte 6. februar Beding til Wegener med sit billede og to verslinier »il faut écrire ce qu’on peut, quand on ne peut pas écrire ce qu’on veut« (såle­ des Moltesen; Wegener, der skrev efter hukommelsen, gengiver verset min­ dre elegant, så Moltesens udgave er nok den rigtige). Det var nok så heldigt, at Wegener og Berling kunne holde tæt, så pressen ikke fik denne godbid. Grevinde Danner, der i sine private optegnelser fra april 1854 skrev, at Kon­ gens gode hjerte ikke altid tillod ham at være retfærdig, »thi af Mildhed bli­ ver han uretfærdig imod den Uskyldige,« har næppe heller kendt denne ind- sukring af udskældningen. Wegener holdt sig forsigtigvis borte fra Kongen i den følgende tid, men mødte 7. maj efter dennes udtrykkelige befaling i Oldskriftselskabet, hvor han var vicepræsident, og hvor alle, særlig Kongen, var høflige og opmærk­ somme mod ham. Sin konges nåde havde han ikke forspildt.

Redaktørerne for retten

Pressen, som gengav reskriptet den 6. februar 1854, kunne ikke vide, at ideen dertil udsprang fra Kongen, men måtte antage, at ministeriet havde krævet

99 reskriptet som betingelse for ikke at fastholde Wegeners afskedigelse. De to nationalliberale hovedorganer bedømte reskriptet hårdt og påpegede særligt det angiveligt spændte forhold mellem Kongen og ministeriet. Fædrelandet skrev, at Kongen efter Grundloven kun kan benåde, men ikke straffe, medens det er en æresstraf offentligt at tilkendegive Kongens mishag, hvorfor ministeriet har misbrugt det kongelige navn på en grund­ lovsstridig måde. Som afgørelse uden sagsanlæg kunne reskriptet være be­ tragtet som en humanitet, men efter frifindelsen var det en åbenbar uret. Ministeriet var som manden, der stillet for valget mellem proces og duel valgte proces, men efter at have tabt denne udfordrede sin modstander. »Men den Mand, der handlede saaledes, blev erkjendt for gal og sat i en Daa- rekiste.« Ministeriet, der handlede fuldt tilregneligt, søgte ikke retfærdighed, men hævn.

Men denne Hævn rammer ikke blot Conferensraad Wegener; den rammer først og fremmest og fornemmelig den allerhøieste Person, som har sat sit Navn un­ der Rescriptet. Thi hvad enten det Sagn er sandt eller ikke, at Hs. Maj. for nylig ved en privat Leilighed har tilkjendegivet sin Glæde over Udfaldet af det Wege- nerske Sag, saa er det en almen bekjendt og offenlig Sag, at Hs. Maj. har beæret Conferensraad Wegener med sit personlige Venskab, har taget ham med sig paa Reiser og ofte hørt hans Raad. Ministeriet har vidst dette lige saa godt som vi og enhver Anden; det har vidst, at Hs. Maj. ikke kunde give Conferensraad Wege­ ner en offenlig Irettesættelse uden at ydmyge sig selv; ikke desto mindre har det afnødt Hs. Maj. dette Skridt, ja netop derfor har det fordret det. Ministeriet har villet ydmyge Kongen.

Artiklen sluttede, at Kongen fortjente påskønnelse, idet han i konflikten mel­ lem sin private sympati og det offentlige vel og under alternativet at miste sine rådgivere eller opofre sit personlige venskab havde valgt det sidste. »Kongen har handlet som en fornuftig og brav Mand.« Dagbladet skrev frækkere:

Dersom Ministeriet i 1852 havde afskediget Geheimearchivaren for hans »Ma­ nuscript« om Arvefølgen, saa havde det vel været en Uretfærdighed, men den kunde dog have fundet noget Forsvar og nogen Undskyldning. Dersom Mini­ steriet, efterat tvende Instanser havde frikjendt Conferensraad Wegener for enhver Anklage, desuagtet havde afskediget ham, saa vilde det have været en Krænkelse af Forfatningen og en Fornærmelse mod Domstolene. Men naar Mi­

IOO nisteriet nu, efterat Geheimearchivaren er frikjendt af Domstolene, efter at han i den Tid, hans Action har staaet paa, har modtaget Tilkjendegivelser af Hs. Ma­ jestæts Tilfredshed med hans Embedsførelse, og efterat han i den samme Tid er bleven hædret med Hverv, som ikke kunde betroes nogen Mand, der er an­ klaget for nogen Forbrydelse, aftvinger Hans Majestæt hans Underskrift paa et Rescript som det ovenstaaende, er det en lav og nedværdigende Handling, der alene kan være fremkaldt ved den smaaligste Hævnlyst og ved Ønsket om at ydmyge Hs. Majestæt Kongen, hvem Ministeriet igjen ved denne Leilighed har viist den constitutioneile Side af sit Janushoved. Thi ved det allerhøieste Rescript af 3die Februar straffes Conferensraad Wegener, fordi Hs. Maj. Kongen ved sit Privattaffel har drukket et Glas med hans Defensor for Høiesteret.

Artiklen beklagede sluttelig, at den tidligere så ubestikkelig redelige Ørsted i sit livs aften havde plettet sit navn, thi ansvaret var hans, om han end var den forførte og dioskurerne Sponneck-Bluhme de egentlige anstiftere. Dagbladet var vel underrettet. Allerede den n . februar beordrede Justitsministeriet generalfiskalen til at rejse tiltale mod de ansvarlige for begge blade for overtrædelse af Presselo­ vens § 6, d.v.s. for majestætsfornærmelse, med påstand om fængsel. Fædre­ landets kommentar (den 13.): »Det er en løierlig Tilstand, vi leve i: tager man Kongen i Forsvar, bliver man tiltalt for at have fornærmet ham!« For Fædrelandet var det den ansvarlige redaktør Carl Ploug (1813-94), i de mange år 1841-81 identisk med bladet. Også her bør han mindes for det skønne højtidelige digt, som alene kan veje hans tusindvis af avisartikler op, Paaskeklokken kimed mildt om slaget ved Slesvig i 1848 med omkvædet »Slutter Kreds og staar fast, alle danske Mænd, / Gud han raader, naar vi fan­ ge Sejr igjen«. Det journalistisk kvikkere Dagbladet grundlagdes i krigsårene som det upolitiske Nyeste Postefterretninger af bogtrykker Sally Bendix Salomon (1815- 86) – af samme slægt som Julius Salomon, hovedperson i et senere kapitel i denne bog, idet han var farbroder til højesteretssagfører Frederik Salomon – som efter krigen udnyttede sit blads velfortjente gode ry til at omdanne det til et dagblad. Stud. jur.Carl Steen Andersen Bille (1828-98), af gammel uradel, fjernt i slægt med marineminister Steen Andersen Bille, overtog i 1851 redak­ tionen og blev i. januar 1853 bladets ejer, men da dette ikke var bekendtgjort på selve bladet, blev sagen rejst mod Salomon, uagtet Bille mødte og navngav sig som redaktør og forfatter af artiklen. Fra maj 1854 var Bille navngiven udgiver, så at Salomon ikke risikerede flere sager.

101 Dom afsagdes i begge sager 15. juli 1854, hovedsagelig med ens begrun­ delse og delvis ens ordlyd, bortset fra valget mellem Salomon og Bille. Retten forkastede som forhen Højesteret generalfiskalens hovedargument, at re­ skriptet var en handling af Kongen som konge, hvorfor dadel af det faldt un­ der Presselovens § 6. Under det konstitutionelle styre var ministrene ansvar­ lige for regeringens førelse, uanset Kongens eventuelle underskrift, hvorfor dadel af en regeringshandling ramte regeringen; man kunne ikke lægge til grund, at beslutningen nødvendigvis stemte med Kongens egen anskuelse. Lige så udsigtsløse var generalfiskalens forsøg på at godtgøre, at bemærknin­ gerne om Kongens person var fornærmende. Begge tiltalte kunne påvise, at de havde taget Kongens parti mod regeringens overgreb, Fædrelandet i den klare anerkendelse af Kongens adfærd i artiklens slutning, medens Dagbla­ dets udtalelse om en lav og nedværdigende handling ikke rettede sig mod Kongen, men mod ministeriet. Herefter frifandtes begge, omend de pålagdes sagens omkostninger. Beg­ ge domme ankedes. Inden disse domme havde Justitsministeriet 26. maj 1854 – Ørsted fun­ gerede siden 10. maj som justitsminister under Scheels langvarige sygdom - beordret den, som det synes, overbelastede generalfiskal at indlede hele 39 pressesager, heraf 9 mod Fædrelandet og 8 mod Dagbladet, efter Presselo­ vens § 6 og den almindelige ærefornærmelsesregel § 9. Anklagen for maje­ stætsfornærmelse begrundedes noget søgt med, at når ministrene beskyld­ tes for at være gennemtrængte af et mod fædrelandet og friheden fjendt­ ligt og al retfærdighed foragtende sindelag, indeholdt denne kritik en hån af Kongens person, fordi han holdt fast ved sådanne ministre. Ministeriets overfølsomhed over for kritik viste sig også ved, at det for­ bød festligholdelse af grundlovsdagen, og havde tidligere vist sig ved reak­ tionen på studenternes tilkendegivelser.

Studenterne

Efter omtalen 6. februar af reskriptet mod Wegener afholdtes et almindeligt studentermøde den 8., hvor man vedtog at gå i procession til Wegeners bolig søndag den 12. for at bringe ham en hyldest og opfordrede Arbejderforenin­ gen til at deltage i toget. Blandt de fem medlemmer i den nedsatte komité kan fremhæves stud. jur.A. Hindenburg –senere højesteretsadvokat, dr.jur. og ak­

102 tiv højrepolitiker, broder til den T. Hindenburg, der grundlagde den uundvær­ lige, stadig i nye udgaver udkommende juridiske formularbog – og stud. the- ol. Chr. Richardt, den sidste store guldalderdigter. Allerede dagen efter tilkald­ te politidirektør Cosmus Bræstrup, der ikke kan have nærlæst Grundlovens § 93 (nu § 79) om forsamlingsfrihed, en af Studenterforeningens seniorer og et medlem af komitéen og forbød mundtligt toget til Wegener. Inden studenterne nåede at tage stilling hertil, havde Wegener den 10. februar i Fædrelandet offentliggjort en oprigtig tak til studenterne for deres gode vilje og en indtrængende anmodning om at opgive hyldesten. Tronføl­ gesagen, hvorom alt drejede sig, var forlængst afgjort, og fremtiden måtte dømme den. Havde han fejlet, burde han lide derfor, og havde han ikke fejlet, ville dog lidelsen for denne sag være ham så kær, at han ikke for nogen pris kunne ønske den formildet. Komiteen anmodede politidirektøren om en skriftlig meddelelse af det nedlagte forbud, hvad han ikke reagerede på. Et nyt studentermøde 14. fe­ bruar vedtog en protest – i Fædrelandet den 17. – mod det grundlovsstridige indgreb. Da der ikke var fare for den offentlige fred, kunne toget kun være forbudt, fordi det gjaldt en af ministeriet forfulgt mand. Allerede næste dag opfordrede Kultusministeriet – ifølge H. C. A. Lund var Ørsted formentlig selv forfatter til den meget lange skrivelse – Konsistori­ um til at skride ind imod de fem studenter for deres artikel, der »i Forbin­ delse med de mest forvirrede Begreber om vore offenlige Forhold røber en Selvkloghed og en Trods mod Øvrigheden, som maa tildrage sig dette Mini­ steriums alvorlige Opmærksomhed«. Det betegnedes som i »i højeste Grad utilbørligt, at de have dristet sig til at ville gjøre deres umodne Mening om den af Kongen tagne Beslutning [reskriptet] gældende«. Skrivelsen nærmest opfordrede til strengere disciplinarisk straf mod anstifterne og anbefalede mere almindelige foranstaltninger for at »sætte en Grænse for den overmo­ dige Anmasselse, hvormed en Del af de unge Mænd, der have bestemt sig til Statens Tjeneste, blande sig i politiske Bevægelser, til største Skade saavel for deres egen Fremtid som for det hele Statssamfund«. Konsistorium trådte vande – rektor dette år var J. E. Larsen, der som Wegeners hjælper under kampen om tronfølgen ikke kan have fundet det behageligt at skulle korrekse studenterne for at hylde netop Wegener – og gav i sit svar til kultusministeren kun denne delvis medhold. Nok fortjente den indirekte misbilligelse af reskriptet dadel tillige med studenternes pla­ ner om at inddrage andre i toget og den senere protest mod politidirektørens befaling. Straf mod enkelte, f.eks. de underskrivere, der havde akademiske

103 stipendier, ville stride mod ret og billighed, da det hele måtte betragtes som ungdommelig ubetænksomhed. Endvidere opsloges i universitetets forhal en alvorlig misbilligelse – af Fædrelandet 3. marts kaldt en polemisk bladartikel i et slet sprog – af det pas­ serede, bl.a. at de fem »efter at have truffet paa Hindringer for Udførelsen endda har villet i Kjøbenhavns Studenters Navn med en ikke vel overveiet Paaberaabelse af en Grundlovsbestemmelse paakalde den offenlige Menings Dom om Sagen«. Universitetets pedel afleverede en genpart til hver af de fem og indkaldte dem til rektor, der gav dem en mundtlig tilrettevisning; det er usikkert, hvor alvorligt rektor formulerede denne, ifølge Lund skyndte Lar­ sen sig med at få det afsluttet. Studenterne gjorde tykt grin med ministeriet, bl.a. i en vise afVilhelm Rode: Om at slaa Ministeriet a f Tønden, afsunget Fastelavnsmandag 27. febru­ ar. Ved karnevalet 15. marts var et af hovednumrene et optog af greverne af Miimpelgard i stadig aftagende størrelse til den mindste, der var maskeret som Sponneck – denne gjorde sig meget til af sin titel som tysk rigsgreve, og af hans stamtavle fremgik, at en frøken Sponneck i 1676 var blevet forlovet med den sidste hertug af Würtemberg-Mümpelgard, hvilket fik københav­ nerviddet til at døbe Sponneck Miimpelgardernes fætter. Selv mere uskyl­ dige udslag af, hvad der kunne opfattes som aristokratisk indbildskhed, blev ubarmhjertigt udstillet i Frederik den Syvendes København.

»Grisen« og hans vise

Ikke mange har været så elsket som Studenterforeningens sprudlende vise- digter og komedieforfatter Jacob Voltelen (1827-56), død af tidens svøbe, tu­ berkulose, efter at han efter sin filologisk-historiske embedseksamen forgæ­ ves havde søgt bedring ved en rejse til Rom 1855-56. Det godmodige øge­ navn »Grisen« havde han fået, fordi han ikke kunne se et trykt skrift uden at skulle kigge i det, og da han var meget nærsynet, kom hans næse ofte i for nær berøring med det læste, deraf mindelsen om en trøffelgris. Allere­ de som dreng mistede han alt sit hår og gik herefter med paryk. Ved hans afrejse til Rom skrev Hostrup i en sang til ham »I Rom vil man vurdere dit Værd, / De Skaldede regerer jo der«. Ved hans grav blev sunget en sang af Gotfred Rode (broder til Vilhelm R.) med følgende smukke ord: »Ej blev han af Alder hvid. / Ak! Den Pryd fik ej vor Ven; / Men hans Sjæl har ingen Tid

104 / Anden Farve haft end den. / Lys og ren den her tog Bo – / Lys og ren gik den til Ro.« Hans studenterkomedier omfatter »det tragiske Drama« Chateau Lafitte el­ ler Hævnen, skrevet sammen med Kristian Mantzius og Otto Zinck og opført en Fastelavn i Studenterforeningen med kun de tre forfattere på scenen, uag­ tet plakaten nævnte 18 personer foruden statister; det hele varede ti minut­ ter. Et helt kvarter varede ifølge Zinck, der har skrevet fyldigst om Voltelen, opførelsen ved karnevalet i 1855 af fireaktsoperaen Leonora di Massa Carra­ ra, omfattende »fuldstændig, tragisk Apparat af Duel, Fængsel, Vanvid, Døds­ dom og en Tilgivelse, der selvfølgelig kom for silde« – det lyder som et kon­ centrat af Verdi: II Trovatore – på radbrækket italiensk, jeg overlader til læse­ ren at oversætte bassangerens navn Adolfo Rosafonte tilbage til dansk. Mu­ sikken var af den elskværdige musikalske humorist Christian Julius Hansen (1814-75), meget i gunst hos Frederik den Syvende, der gjorde ham til både kammermusicus – deraf hans øgenavn »Kammermusikken« – og ridder. Den havde jeg gerne set og hørt opført. »Grisen«s berømteste værk er Wegeners Vise, begyndende djærvt »Con- ferentsraad Wegener, den brave«, fortsat i højt humør med rim som »Kalot­ ten – Kachotten«. Udskældningsreskriptet skildres således: »Et Reskript lod Ministrene trykke, / For det er nogle fiffige Ka’le: /»Vi blæse Dig alligevel et Stykke, / Og hvad det koster, skal du selv betale.«« Truslen mod de uartige studenter er drabelig: »Ja tilsidst gjør General Hansen Jer til Slaver / Og la’er Jer fange Hundene paa Volden!« – fra kapitlet om Printzlau erindrer læseren, hvad krigsministeren brugte slaverne i Stokhuset til. Komponist og prove- niens til melodien, en iørefaldende march i D-Dur i punkterede rytmer og tempobetegnelsen »Tempo di marcia triomphale«, er desværre ikke angivet i de to samlinger, hvor jeg har fundet visen, V.Faber og C. Møller (komponist til Aarhus Tappenstreg): Sang og Klang (1873) og N. K. Madsen-Stensgaard: Folkets Sangbog (1903) – ikke enhver døgnets vise opnår at blive optrykt 49 år ef­ ter sin første fremkomst. Jeg har forgæves gennemset Bellman. Hverken Kø­ benhavns Universitets afdeling for musikvidenskab eller Dansk Folkemin­ desamling, har kunnet spore melodien for mig. Har den gennemmusikalske Voltelen skrevet den selv, eller har »Kammermusikken« hjulpet ham? Her­ for taler måske melodiens lighed i rytme og melodigang med C. J. Hansens »Krigssang«, utvivlsomt fra Treårskrigen (»Naar Trommen gaar, naar Hornets Varsel lyder«), tekst F. /.Hansen (1810-52), som jeg har fundet blandt de man­ ge martialske sange i Folkets Sangbog. Hvis en af mine læsere kender løsnin­ gen, vil jeg være hjertelig taknemmelig.

ios Nr. 9 WEGENERS VISE. Tempo di luareia trioniphale.

f - • • • • • \ r i -w' + • , har. Mi-ni-steriet kaldte paaFi-skalen, for de blev gale i Ka- lotten:„Hr Fi -

t-^ 2 ------,_U ,\ , . . .

ti — —-... L¿¡T m -■ i —4 j r f * 3 -»■ y » s ¿al læg en Sag an mod KaMen. og lad snartam } kom m e: Ka-chot.ten > 1 .... £...... Í i fif.*.. „

------f

Voltelens medforfatter Otto Zinck (1824-1908) opgav sine teologiske stu­ dier for den lettere muse, i mange år i Studenterforeningen, derpå som skue­ spiller, længst på Folketeatret indtil kort før sin død; ifølgeRobert Neiiendam udførte han ca. 370 roller, et aldeles overvældende tal. Ridder blev han 1904 som den første stadig aktive skuespiller på et privat teater. Hans erindringer giver gode historier og oplysninger særlig fra Studenterforeningen.

Hvordan det siden gik

I december 1854 faldt ministeriet Ørsted, der både havde mistet Bondeven­ nernes og, vigtigst, Kongens støtte, og det nye ministeriumR G.Bang frafaldt øjeblikkelig ved kongelig resolution af den 30. alle pressesager, også de to ankesager efter dommene af 15. juli. Endvidere rejstes rigsretssag mod mini-

106 i. Conferentsraad Wegener, den brave 5. Og saa kaldte det de fem Krabater, Historiograf og Geheimearkivar, Som var Formænd for Gadeskandalen: Skrev en Bog om hvem vi skulde have Bang og Otto havde skrevet Kantater Til Regent, naar ingen meer vi har. Og Martensen han holdt Talen. Ministeriet kaldte paa Fiskalen, „I har slet ikke været rigtig nette, Forde blev gale i Kalotten: „Dog for denne Gang vi bare vil skjende, „Hr. Fiskal, læg en Sag an mod Ka'len „Men en anden Gang skal vi Jer s'gu lette, Og lad snart ham komme i Kachotten." „Og Pedel Müller gi'e Jer Ris paa Jer Ende!"

2. Men Fiskalen var nu uheldig, 6. „Og hjælper dette ikke heller. Skjøndt bans Tale var overm aade net, „Bli'er det Sidste værre end det Første. Og W egener var ham for vældig „Saa sætter Bræstrup Jer ned i sin Kjælder. Og blev frikjendt af Høiesteret: „Og lader Jer af Betjentene børste. Et Reskript lod M inistrene trykke. „Dernæst Eders Borgerret 1 taber For det er nogle fiffige Ka'le: „Og bli’er slettet ud af Protokollen, „Vi blæse Dig alligevel et Stykke, „Ja til sidst gjør General Hansen Jer til Slaver „Og hvad det koster, skal Du selv betale." „Og la'er Jer fange Hundene paa volden!"

3. Men saa sa’e de unge Studenter: 7. Her I seer. I unge Studenter. „Nu skal Wegener ha'e et Hurra!" Det er farligt med de Store at bid's. Men Bræstrup Hr. Kandidat Holst henter: Man faaer paa Snuden, før man det venter, „Der bliver ikke Noget af!“ Lad 1 kun W egener og Ministrene strid's. Og Ministrene bleve gale! Knap troer i'et. Tag J er Bog og læs paa Jer Lexe. Hvor det syded og kogte dem i Blodet; Tab ei Statens Tarv og Dyden af Syne, Og saa skrev de strax til Consistoriet: Saa kan ei Consistoriet Jer korrexe. „Vi I ikke gi'e dem paa Ho'edet!" Og I bli'er rost a f Davidsen og Grüne.

4. Consistorjet sagde: „Jo natyrligt! Voltelen og O.Zinck „Vi gjør Alt, hvad Ministrene befale! „De Studenter de har teet sig ustyrligt, „Og er i det Hele nogle brøsige Ka’le. „Vore Forelæsninger ei de høre, „Hos Somme a f os kom m er ei der en Eneste, „Hvis der ellers er Mere vi kan gjøre, „Er vi altid til.Ministrenes Tjeneste."

»Grisemsvise. Tilforklaring: Holst <3. vers) var medlem a f Studenterforeningens seniorat. David­ sen og Grüne (7. vers) redaktører af »Flyveposten« og»Kjøbenhavnsposten«, begge konservative. strene, ikke for deres generelle styre, men for ulovlige forsvarsudgifter un­ der Krimkrigen. 1856 frifandtes alle, for nogles vedkommende dog på grund af stemmelighed, idet højesteretsassessorerne voterede for frifindelse, de po­ litisk udpegede dommere for domfældelse. Herefter afskedigedes justitiarius samt fire assessorer, bl.a. Stellwagen og Rothe; de før forfulgte nationallibe­ rale greb selv til politiske afskedigelser, da de fik magten. J. E. Larsen, som havde været formand i rigsretten, blev justitiarius, men døde inden årets ud­ gang, vel af overanstrengelse. Ploug fortsatte som redaktør for Fædrelandet til 1881, og året efter gik bladet, som havde været identisk med ham, ind. 1854-58 var han medlem af Folketinget, derefter af Landstinget helt til 1890. Han fastholdt de national­ liberale ideer til sin død. Billes Dagbladet blev næsten regeringsorgan i 1850’erne, særlig under Halls styre. Der blev fortsat ført sager imod det, men nu kun private inju­ riesager, bortset fra en enkelt meget farlig sag, som jeg kommer til. 1861-66

107 var han medlem af Folketinget. Frankrigs nederlag 1870-71 var et hårdt slag for ham, som mistede lysten til bladvirksomhed og opgav både redaktionen - til forfatteren Vilhelm Topsøe – og ejerskabet af Dagbladet. I sine senere år beklædte han så forskellige embedsstillinger som gesandt i Washington og amtmand i Holbæk. Salomon fortsatte som bogtrykker. I hans sidste år påførte hans søn Bene­ dikt Salomon ham en stor sorg. Denne gik i kompagniskab med Carl August Riemenschneider, der i 1880 havde åbnet en boghandel og fik de fleste af sine bøger trykt hos Salomon senior, om forlagsdrift og overtog i 1882 fra fade­ ren et nyt illustreret ugeblad Vor Tid med det dristige forsæt at konkurrere med så etablerede blade som Illustreret Tidende og Ude og Hjemme. Et vir­ keligt kup gjorde forlaget ved at knytte Herman Bang til Vor Tid som litte­ rær konsulent og anonym redaktør. Unge forfattere som Gustav Esmann og Peter Nansen havde forbindelse med forlaget, som gav gode forskud. Kunst­ nerisk gik det godt, økonomisk dårligt, og i 1883 fik de to den fortvivlede idé at bringe bladet over det døde punkt gennem falskmøntneri, som senere indbragte forlaget det lidet smigrende navn Falskmøntner-Forlaget. Medens kreditorerne holdtes hen, tog Riemenschneider et kursus i træskæring, og natten til den 15. december trykte de et stort antal 100 kr.-sedler, der var let­ test at eftergøre. Om morgenen gik de i byen med 192 af de bedste sedler og kom af med dem alle, efter at en mistænksom bankkasserer lod sig nøje med en udtalelse om, at de jo var våde, men allerede samme dag afslørede Natio­ nalbanken sedlerne som falske, og da en af modtagerne bragte oplysningen tilbage til de to, flygtede de i panik med toget vestpå medbringende 257 sed­ ler, medens yderligere 528 sedler fandtes på deres kontor. De anholdtes i Ros­ kilde og tilstod straks. Ved Criminal- og Politirettens dom, der, da det var en tilståelsessag, afsagdes allerede 26. februar 1884, idømtes begge forbedrings­ husarbejde i 6 år. Blandt dommerne var senere justitiarius i Hof- og Stadsret­ ten Johannes Ipsen og senere justitiarius i Højesteret Niels Lassen. For Her­ man Bang var affæren et hårdt slag, særlig da politiet på gerningsstedet fandt hans visitkort med ordene »Hvor bliver Pengene af?« Ingen mistænkte ham for meddelagtighed, og kortet viste jo, at også han havde penge til gode, men flovt var det. Affæren ligger bag hovedhandlingen i Stuk (1885), hvor unge Adolf er en sammensmeltning af de to skyldige. Også Peter Nansen skrev med Brødrene Menthe (1915) en falskmøntnerroman. Liebenberg blev 1854 kabinetssekretær hos Frederik den Syvende, der satte megen pris på ham, vel hidrørende fra hans forsvar for Wegener. 1856 måtte han fratræde, da han brouillerede sig med både Beding og de national-

108 liberale ministre – det skulle der ellers noget til. 1861 blev han direktør i Nati­ onalbanken. Det vakte opsigt, da denne mand, der tidligere havde været nær­ mest ejderdansk, i det sørgelige efterår 1864 meldte sig ind i den reaktionære Augustforening og udsendte to fulminante pjecer mod de nationalliberale Om at rydde Kongen afVeien m.m. og Om Troskab mod Kongen og Danmark. Wegener var fortsat i Kongens gunst og måtte ledsage ham på mange rej­ ser rundt om i landet. Jan Møller bringer en munter anekdote fra en sådan rejse. Kongen insisterede på at køre i åben vogn uanset vejret, men grevin­ de Danner kørte i lukket vogn ved dårligt vejr, og så kommanderedes en af ledsagerne op ved siden af Kongen. Denne dag var Wegener den uheldige, og han krøb sammen i en stor gul kørekappe med opslået hætte. Den lokale præst hyldede Kongen og fortsatte »ogsaa over dig, hulde Kvinde, nedbeder vi Himlens Velsign ...«, da Kongen brød ind: »Det er jo ikke Grevinden! Det er bare Conferentsraad Wegener!« Historien kan såmænd godt være sand. Wegeners dagbog fortæller om mangfoldige tilsigelser til Kongens taffel. Ved juletid 1856 indsatte Kongen ham i sit testamente til eksekutor. 11858 af­ slog han at blive kammerherre, men i 1859 gav Kongen ham gennem Berling uopfordret medaillen pro meritis, og Berling tilføjede, at Kongen på denne måde ønskede at gøre en uret god, som han under et tyrannisk ministerium havde været nødt til at tilføje ham. 31. august 1862 kulminerede æresbevis­ ningerne ved, at Kongen tildelte ham Storkorset, endog med den massive or- densstjerne, som han selv plejede at bære. Juledag sendte Kongen ham sit og grevindens fotografi, hvad Kongen i et lille brev kaldte et besøg in effigie. Efter Kongens død trak Wegener sig tilbage fra offentlighedens søgelys. Ef­ terhånden stagnerede hans styre af geheimearkivet, som han nok holdt lidt for »geheim« over for offentligheden, og da han blev firs, lempedes han bort. Hans gigantiske privatbibliotek, der ved hans død som halvfemsårig talte ca. 40.000 bind og fyldte den bygning, han havde ladet opføre for eksekutorho­ noraret, købtes af staten for 35.000 kr. og blev en del af grundstammen i det ny Statsbibliotek i Aarhus. Kataloget fyldte fire svære tomer. Jeg har et par gange lånt bøger stemplet Bibliotbeca Wegeneriana. Wegener tilgav ikke sine fjender. Ørsteds død kommenterede han 1. maj i860 »i sine kraftige Aar Danmarks største Jurist, i sine senere Aar fortæret af Forfængelighed og Jalousi, og altid en slet og uduelig Statsmand,« og da Blechingberg døde, hed det (4. januar 1863): »Han ansaas for en flittig og brav Mand, men om hans Evner, Talenter og Blik for Nutiden har jeg meget ringe Tanker fra den Tid af, da han førte Processen for Bluhme etc. mod mig. Hans Indlæg var usle.«

109 Og arvefølgen, som tvisten handlede om? Ved Frederik den Syvendes død 15. november 1863 besteg Christian den Niende tronen, men Det tyske Forbund og flere tyske småstater nægtede at anerkende hans arveret til hertugdømmerne, hertugen af Augustenborg gav uagtet sit løfte på æresord i 1853 afkald på sin påståede arveret til fordel for sin søn, der udråbte sig selv som »Frederik VIII« i hertugdømmerne, og det var et ondt varsel, da de østrigske og prøjsiske regeringer, som i 1852 hav­ de anerkendt den nye konges arveret, nu nægtede at modtage den »notifika- tionsskrivelse«, hvorved orlogskaptajn Carl C. L. Irminger på den danske rege­ rings vegne efter diplomatisk skik og brug meddelte tronskiftet. 30. oktober 1864 undergik ved freden i Wien tronfølgespørgsmålet med Poul Andersens rammende ord en »tragisk Simplifikation« udadtil ved afstå­ elsen af alle tre hertugdømmer til Østrig og Prøjsen. Til gengæld opstod en bizar intern juridisk tvist, idet Bille i tre artikler 13.-15. oktober, hvor det for længst lå klart, at hertugdømmerne var tabte, udtalte, at da Tronfølgeloven af 1853 og de dengang givne arveafkald fra de efter Kongeloven berettigede kognater, særlig prins Frederik a f Kurhessen (Hessen-Kassel), forudsatte hel­ statens opretholdelse, måtte ordningen anses for bortfaldet med freden og prins Frederik være legitim tronarving med ophør af Christian den Niendes ret. i. november udsendte Bille artiklerne som særtryk med den forsigtige undertitel En statsretlig Undersøgelse – Troels G. Jørgensen antager, at udgi­ velsen skete netop af hensyn til undertitlen, og der kan være noget om det. Rygter nævnte Wegener som forfatter til artiklerne, men intet kunne være mindre rigtigt. Tværtimod fastslog Wegener i et af regeringen udbedt »Stats- skrift« af il. november, at Tronfølgeloven gjorde rent bord uanset forbe­ holdene i arveafkaldene. Ved to actionsordrer for angreb på den bestående tronfølgeordning (artiklerne) samt for angreb mod Kongens ret og adkomst til at besidde Danmarks krone (særtrykket) rejstes tiltale mod Bille for stats- forbrydelse, nærmest oprør, og ved Criminal- og Politirettens dom af 26. maj 1866 idømtes han efter lovgivningens grundsætninger – det var umuligt at finde en bestemmelse, der passede helt – statsfængsel i 1 år. Højesterets fler­ tal frifandt ham ved dom af 6. februar 1867. Ved lov af 8. marts 1856 var der indført pligt for Højesteret til at begrunde sine domme, og af præmisserne fremgik, at retten anså skriftet som en »Undersøgelse«, og at ingen lov forbød en diskussion af »de til en saadan Undersøgelse henhørende Momenter«. Un­ dertitlen i særtrykket havde hjulpet afgørende. 1865 drejede Bismarck med sine egne ord halsen om på de hanekyllinger, han selv havde opdrættet, da han lod sine tamme prøjsiske kronjurister udta­

110 le, at ikke Augustenborgerne, men Christian den Niende havde arveretten til hertugdømmerne, og denne ret var afstået til Østrig og Prøjsen. Den danske konges ret, som Bismarck havde draget i tvivl i 1863-64, var nu god nok til at være vadesten for en prøjsisk anneksion. Jura kan bruges til alt. 1866 skubbede Bismarck Østrig ud og indlemmede hertugdømmerne, hvilket han ifølge sine erindringer havde tilsigtet siden 1863, hvor han i et kon- seil havde mindet kongen af Prøjsen om, at alle hans forgængere havde udvi­ det riget, og at han burde gøre ligeså, hvorefter han havde insisteret på at få be­ mærkningen med i mødereferatet, da kongen troede, at han havde talt »unter bacchischen Eindrücken«. Endvidere annekterede Prøjsen Kurhessen, hvor­ ved den stakkels prins Frederik mistede også sin anden chance for en trone. Ved Wegeners død 1892 blomstrede Christian den Niendes efterslægt, og enhver drøftelse af situationen efter dennes uddøen var overflødig. 1918 myrdedes den russiske kejser og mange flere, og storhertugen af Ol­ denborg bortjoges fra tronen, så mulige gottorpske arvekrav kunne hensky­ des til historikerne. 1920 genforenedes den nordlige halvdel af det gamle hertugdømme Sles­ vig med kongeriget ved indlemmelse uden provinsielle særrettigheder end­ sige status som semiuafhængigt hertugdømme, d.v.s. med samme tronfølge som resten af riget. Augustenborgernes slotte, som de efter 1864 havde fået tilbage af den prøjsiske stat, blev for anden gang købt af den danske stat, nu for 5 mill. kr, efter atChristian den Tiende effektivt havde hindret sin tysksin­ dede svigerinde prinsesse Helena i som stråmand at bevare Augustenborg slot for hertugen. Et durchlauchtigt arnested for tysk propaganda midt på Als kunne ingen danske ønske. 1931 uddøde Augustenborgernes mandslinie. 1953 indførtes kognatisk arvefølge, dog med fortrinsret for sønner i sam­ me søskendeflok. Med problemerne fra 1853 in mente indhentede forfat- ningskommisionen fornuftigvis et retshistorisk responsum fra professor Stig Iuul, der konkluderede, at de fyrstehuse, særlig Gottorperne, der alene havde rettigheder i hertugdømmerne, var irrelevante efter freden i Wien, og at ar- veafkaldet fra de huse, der havde ret til kongeriget – udover Hessen-Kassel også Luxembourg – gjaldt til fordel for prinsesse Louise og hendes arvinger og efterkommere, ikke blot de mandlige led, agnaterne. Kvindelig arvefølge kunne således ikke mødes med protest fra disse huse. Nylig er gennemført total kønslighed ved fjernelse af en yngre broders fortrinsret over for en ældre søster. Ændringen vil tidligst få betydning i tredje generation fra nu og vil ikke nødvendiggøre nye retshistoriske under­ søgelser.

i n Litteratur

Act-Stykker betræffende Arvefølge-Sagen, trykte som Manuscript for Rigsdagen. 1852.

Andersen, Otto: Falskmøntner-forlaget. Politikens Kronik 8. juli 1964. Optrykt i: Tidsbilleder fra boghandelens verden. 1965.

Andersen, Poul: Dansk Statsforfatningsret. 1954.

Betænkning over det kongelige Budskab angaaende Thronfølgens Ordning. (Afgivet af det af den forenede Rigsdag nedsatte Udvalg).

Bille, C. St. A.: Tyve Aars Journalistik. Udvalgte Artikler af »Dagbladet«.1 , 1873. II, 1876.

Bismarck, Otto von: Gedanken und Erinnerungen. 1898.

Blubme, C. A. (?): Det kongelige Budskab og Geheimearchivar Wegener. 1852. Kartonen, hvor det af mig benyttede eksemplar opbevares, angiver Bluhme som forfatter.

Clausen, H.P og Jørgen Paulsen: Augustenborgerne Slægt – Slotte – Skæbne. 1980.

Dansk Biografisk Leksikon 2., 3., 4., 9., 11., 13., 15 .0 g 16. bind. Artikler om Bille, Christian August af Augustenborg, Erslev, Liebenberg, Ploug, Scheel, Wegener, Voltelen, Zinck og Ørsted. 1979- 1984.

Erslev, Kr.: Augustenborgernes Arvekrav. En historisk Redegørelse for den sønderborgske Her­ tuglinies arveretlige Stilling i Hertugdømmerne. 1915.

Faber, V. og C. Møller: Sang og Klang, ældre og nyere Viser og Sange. Musikken arrangeret af V. Kalbauge. I Bind. 1873.

Fædrelandet, 30. oktober, 5., 8., 9., 13., 15., 16., 18.-20. og 22.-26. november, 1., 6. og 13. december 18 5 2 ,11 . og 20. januar, 6., io.r 11., 13., 15., 17. og 21. februar, 3. marts, 6., 10., i8.t 19., 24., 28.0 g 29. april, 22. og 29. maj, 1. og 2. juni 1854.

Garde, H. F.: Samboinden Charlotte Amalie Bernard og hendes efterkommere indtil 5. led. Perso- nalhistoriskTidssskrift i97i,p. 211 ff.

Samme: Kontreadmiral T. V. Gardes anetavle. Personalhistorisk Tidsskrift 1987, p. 25 ff.

Gebauer, Job. H.: Christian August Herzog von Schleswig-Holstein. Ein Beitrag zur Geschichte der Befreiung Schleswig-Holsteins. 1910.

Harsløf, Olaf (udg.): Omkring Stuk. 1977.

Iuul, Stig: Responsum vedrørende de problemer, der knytter sig til en ændring af tronfølgeloven af 1853.1952.1: Betænkning afgivet af Forfatningskommissionen af 1946.1953.

Jacobsen, Harry: Herman Bang. Resignationens Digter. 1957.

Jespersen, Knud J. V.: Rytterkongen. Et portræt af Christian 10. 2007.

Jørgensen, Ellen: Historiens Studium i Danmark i det 19. Aarhundrede. 1943.

Jørgensen, Troels G.: Højesteret fra Grundloven til Retsreformen. 1951.

112 Samme: Anders Sandøe Ørsted. Juristen og Politikeren. 1957.

Kirchboff-Larsen, Chr.: Den danske Presses Historie III. 1827-18 6 6.196 2.

Lund, H. C. A.: Studenterforeningens Historie 1820-70. Dansk Studenterliv i det 19. Aarhundrede. II Del. 1898.

Madsen-Stensgaard, N. K. (udg.): Folkets Sangbog. 710 Sange Tekster og Melodier. 1903.

Moltesen, L. (udg.): Optegnelser af Lensgrevinde Danner fra 1853 og 1854. Historisk Tidsskrift, 8. Række, 6. Bind, p. 83 ff. 1915-1917.

Møller, Jan: Frederik 7. En kongeskæbne. 1994.

Neergaard, N.: Under Junigrundloven. Første Bind. 1892.

Samme: 1852-186 4.1 Danmarks Riges Historie VI Bind. 1907.

Paludan-Müller, Caspar: Et Udvalg af hans Optegnelser og Breve af Bjørn Kornerup, I og II. 1958.

Rasmussen, Steen (udg.): Efterskrift tilHerman Bang: Vekslende Themaer TV. 2006.

Steenstrup, Johannes C. H. R.: Historieskrivningen i Danmark i det 19de Aarhundrede, 1889.

Tage-Jensen, S.: Carl August Riemenschneider og Benedikt Salomon. I: Danske Kriminalsager 1838-1938.1942.

Thomsen, Hans Hargaard: Se Wegener, C. F.: Dagbøger.

Thorsen, Svend: De danske Ministerier 1848-1901.1967.

Wegener, C. F.: Om den evige Forbindelse mellem Slesvig og Danmark i statsretlig Henseende. 1848.

Samme: Om Hertugen af Augustenborgs Forhold til det holstenske Oprør. En actmæssig Frem­ stilling, med Bilag af de Augustenborgske Papirer. 1849.

Samme: Dagbøger 1851-1864. I og II. Udgivet ved Hans Kargaard Thomsen. 1995. Min hoved­ kilde.

Zinck, Otto: Fra mit Studenter- og Teater-Liv. Erindringer. 1906.

Ørsted, Anders Sandøe: For den danske Stats Opretholdelse i dens Heelhed. 1850.

Samme: A f mit Livs og min Tids Historie I-IV. 1851-57. Udgivet med Forkortelser. 1951.

113 Da Rolf Krake sejlede væk

Nu blegner fast det sidste Haab, kun lavt vor Stjerne staar, og Danmark sidder som en Job og skraber sine Saar; og Vennerne de flokke sig, de see os, Byld ved Byld, og trøste os saa drøvelig: »det er din egen Skyld!« Chr. Richardt. »Efter Tabet a f Als«.

Af de tre store nederlag i krigen 1864, tilbagetoget fra Dannevirke 5. februar (hvis da dette kan kaldes et nederlag), stormen på Dybbøl 18. april og tabet af Als 29. juni, lever de to første stærkt i folkets erindring, medens det tredje er næsten glemt, uagtet eller måske snarere fordi nederlaget ikke blot var to­ talt, men står isnende nøgent. Tilbagetoget fra Dannevirke var en uundgåelig nødvendighed og reddede formentlig armeen fra undergang, og naturligvis kan de Meza ikke bebrejdes, at hans efterfølgere ikke bedre udnyttede de mu­ ligheder, som hærens bevarelse gav Danmark. Sorgen ved den frygtelige tra­ gedie ved Dybbøl – forværret ved, at den muligt mest ulykkebringende re­ geringsleder i Danmarks nyere historie Monrad forbød den rømning af de sønderskudte skanser den 16.-17. april, der kunne have forvandlet nederlaget til en psykologisk halv sejr – mildnes ved tanken om måneders tapper og ud­ holdende kamp og 8. brigades store modstød, der sikrede den sidste retræte; om Poul Engelstoft har ret i, at Dybbøl har bygget »en usynlig Hjerternes Bro mellem Danmark og Sønderjylland«, må enhver afgøre med sig selv. Als er derimod uden forsonende enkeltheder. På prøjsisk side et dristigt, ikke dum­ dristigt greb efter lykken, vel udtænkt, dygtigt gennemført og fulgt af held i

114 de øjeblikke, hvor udgangen var usikker. På dansk side halvhjertede og util­ strækkelige forberedelser, manglende opfølgning af den foreliggende indsigt i forsvarets dårlige udsigter samt manglende udnyttelse af den eneste mulig­ hed for sejr, som måske frembød sig under kampen – i den klassiske tragedie tændes ofte midt i ulykkernes række et håb, som slukkes igen, og det indtraf her i den nordlige del af Alssund omkring kl. 3 morgen den 29. juni 1864, da den danske flådes stolthed, panserbatteriet Rolf Krake, greb kortvarigt ind, men derpå sejlede væk, hvorefter kampen om Als afgjordes på kun halvfjer­ de time fra det øjeblik, hvor de første prøjsiske både sattes i vandet. Men er tabet af Als fortrængt fra den folkelige bevidsthed, er netop dette nederlag af interesse for juristen, idet det som det eneste fik et juridisk efter­ spil, hvor et ansvar søgtes placeret, ikke for selve nederlaget, ikke for den util­ fredsstillende opstilling af forsvarsstyrkerne på øen, ikke for det svigtende samvirke mellem armé og marine, men for to mænds beslutninger og ad­ færd ved anvendelsen af et enkelt krigsskib. At sagen begrænsedes på den­ ne måde, skyldes på det ydre plan, at netop disse officerer krævede under­ søgelse af deres forhold. Dens koncentration omkring Rolf Krakes indsats kan også forklares ved, at forventningerne til dette skib var så store både på dansk og tysk side. Med Buk-Swientys velvalgte ord var Rolf Krake et psykolo­ gisk våben, og netop derfor var skuffelsen ved den svigtende indsats så stor. Ved kongelig resolution af 27. januar 1863 opkaldtes fartøjet efter sagnkon­ gen, om end navnet kunne give ubehagelige mindelser om heltens undergang i kamp mod forrædere; mere løfterigt var sagnet om Rolfs besøg hos svearnes konge Adils, hvor han undgik værtens forsøg på at indebrænde ham ved at springe over ilden. Digteren Christian Richardt, hvis digt efter nederlaget ud­ trykker den totale håbløshed, hyldede endnu i »For Hæren og Flaaden« 5. juni 1864 skibet, »Du Rolf, som end tør springe, / kjækt gjennem Baal og Brand«.

Rolf Krake i ilden indtil Dybbøls fald

Fra 1861 voksede krigsfrygten, og der anskaffedes pansrede fartøjer, først skrueskonnerterne Esbern Snare og Absalon og derefter vort første egent­ lige panserskib eller panserbatteri Rolf Krake, der modtoges 1. juli 1863 fra et skotsk værft, lige i tide til krigen. Det store skibs force var offensivt den store ildkraft – fra de to dobbelttårne kunne 4 stk. 60 punds kanoner, kali­ ber 20 cm, udslynge skråsække, kardæsker og granater på en afstand af om-

115 »Rolf Krake« i Vemmingbund. Fra Palle Lauring: 1848-1864. trent 2.000 meter – og defensivt det stærke jernskrog, uigennemtrængeligt for selv det stærkeste artilleri, prøjserne kunne opstille i deres kystbatterier. Mindre heldigt var det, som senere fremhævet af skibets næstkommande­ rende, kaptajnløjtnant E. Duntzfelt, at det med sin uhyre vægt og ringe ma­ skinkraft og dybgående var mindre manøvredygtigt, »ikke noget let mania- belt Skib«, og at der ved kamp på nært hold endog var fare for entring. Endvi­ dere var dækket svagere end skroget, også en mangel. Skibet fik en besætning på 132 menige og 9 officerer og officianter. Chef blev orlogskaptajn Hans Peter Rotbe (1813-1905), anset som en af marinens dygtigste officerer og siden 1853 direktør for Søkortarkivet. Det placere­ des i eskadren for den vestlige del af Østersøen under orlogskaptajn Frede­ rik Christian Georg Muxoll (1804-80), en af heltene fra Fredericiaslaget i 1849, hvor hans ekspedition til Randsfjord bidrog væsentligt til forøgelsen af fjen­ dens tab, hvilket overgeneralen fremhævede rosende. Tidligere var han min slægtning Hans Georg Gardes næstkommanderende på fregatten Gefion un­ der togtet til Marokko i 1844. Eskadrens to hovedopgaver var at bistå hæren ved Dybbøl og at hindre fjendens overgang til Als. Indtil Dybbøls fald var Rolf Krake tre gange i ilden. Første gang var 18. februar, hvor skibet udsendtes for at ødelægge en af fjenden opslået bro over Egernsund, hvis formål var at åbne mulighed for transport af skyts m.v. til Broager Næs (fra nu bør læseren støtte sig til kortet

116 NORDpORG

(hooed

Svenstru1

' jfrcballc. Jfoo Ste.on.ing ifr Í

wiCSk ■Stolbro ‘u^grup- ■£' -it r O.SnoyhæJ^

Sebebzo

Sundbiei Ulke Lo l Wörrtm < Auguste hborg^

Ulkeböl

¡ÖNOERBOR& & Sajh/jqe7yt/K Vf

Thurah. BvJiV

næs

- Jje. /ire u ss is ite , zfaax, fco lo n n c.rs T ej ■ seanlcE g e r k u n zn¿L Tiaa. /fairSaloo. ------2 Mets-r J&irDt* lilZ O o o o iMtl Krigsskuepladsen 1864. Fra Cai Schaffalitzky de Muckadell: Haandbog i Nordens Søkrigs- historie. 19 11.

117 over krigsområdet). Lodsen turde ikke tage skibet så langt ind, at broen blev synlig for pynten sydvest for Egernsund, så der kunne kun skydes indirekte, og intet skud ramte. Derimod opretholdt de nys opstillede prøjsiske kystbat­ terier fra alle sider en heftig ild mod Rolf Krake, som fik ca. 100 træffere og mængder af skader, dog uden gennembrydning af panseret. Tre mand så­ redes af granatsplinter. Skibet havde udvist en meget betydelig modstands­ kraft, men samtidig havde fjendens skyts afsløret ildkraft og træfsikkerhed, når skibet lå stille, derimod ikke under sejlads. Anden gang var 28. marts under det store angreb mod vor forpostlinie på venstre fløj. Rolf Krake begav sig straks til farvandet Vemmingbund syd for Dybbølstillingen for at bistå den danske venstre fløj. Broagerbatterierne, som indtil da havde beskudt de danske styrker, skiftede nu mål mod Rolf Krake, som således allerede ved at tiltrække fjendens ild var til nytte for forsvarerne. Uagtet fjenden fik flere træffere ind, besvarede Rolf Krake ikke ilden, men rettede en voldsom enfilerende ild mod fjendens infanteri, d.v.s. beskydning fra flanken langs længderetningen af den opstillede styrke, hvorved fjenden kom i dobbeltild og måtte retirere, og mange toges til fange. Det var den sidste danske sejr i landkrigen. I sin rapport til Marineministeriet nævnte Muxoll, at de af skibet affyrede 38 granater efter overkommandoens udtalelser havde gjort fortrinlig virkning og ryddet godt op i de fjendtlige afdelinger, frem­ hævede Rothes »Fasthed og Konduite« og mandskabets mod. Duntzfelt siger mere jævnt, at det var batteriets bedste dag under hele felttoget. Tredje gang var under selve slaget 18. april. Inden da var fartøjets manøv­ remuligheder søgt indskrænkede af prøjserne, som udkastede en mængde net i Vemmingbund, hvorved Rolf Krake i højere grad blev et mål for kyst­ batteriernes ild. Rolf Krakes store øjeblik kom under den ottende brigades modstød, som skibet forsøgte at understøtte ved beskydning af fjenden, der allerede havde besat den såkaldte tilbagetrukne linie, forsvarslinien bag skanserne. Fartøjet hæmmedes af nettene og udsattes på ny for heftig ild fra kystbatterierne, også fra et dansk batteri, som fjenden havde erobret. En granat trængte igennem det svage dæk, sprang i formessen og dræbte løjt­ nant W. B. Jespersen, den eneste danske søofficer, der faldt i hele felttoget. Bl.a. Neergaard fremhæver Rolf Krakes indsats, og ifølge Duntzfelt indrømmede også fjenden, at batteriet havde gjort god nytte. Muxoll og Rothe fik kommandørkorset, og den letbevægelige folkestem­ ning var begejstret over marinens og særlig Rolf Krakes indsats, hvilket iføl­ ge Duntzfelt gav sig tydelige udslag, da skibet efter våbenstilstanden kom til København 13. maj for at gå i dok.

118 Planer og forberedelser til slaget om Als

Allerede i marts planlagde prøjserne et angreb på Als. Adgang fra Sundeved kunne opnås over det smalle Alssund mellem Sønderborg mod syd og Arn- kilsøre mod nord eller nordvest for sundet over den bredere Alsfjord. Da de fleste danske tropper befandt sig nær Alssund, valgtes Alsfjord – planen hed Ballegaardprojektet efter det påtænkte udskibningssted på Sundevedkysten. Ganske vist måtte man forvente angreb fra danske marinefartøjer og kunne ikke påregne hjælp fra den svage prøjsiske flåde, som var lukket inde i Swi­ nemünde af en dansk blokadeafdeling, men i stedet kunne ild fra de prøjsiske kystbatterier – læsning af litteraturen giver det indtryk, at hele kysten over for Als var spækket med batterier – hindre den danske marines deltagelse i kampen. Fik man fodfæste, kunne den danske hær både på Als og ved Dyb­ bøl rulles op bagfra og krigen afsluttes på én gang. Angrebet 28. marts og terrorbombardementet af Sønderborg 2. og 3. april – begyndt med militært formål, men fortsat efter dette formåls opgivelse – var ment som aflednings­ manøvrer inden landsætningen. På grund af dårligt vejr opgav prøjserne pla­ nen. Straks ved våbenstilstandens udløb 25. juni 1864 planlagde prøjserne en demonstration mod Fyn, der skulle binde flest muligt danske styrker der – den danske overkommando kunne jo ikke vide, at det med Prøjsen allierede Østrig modsatte sig invasion af Fyn – og et angreb på Als fra Ballegaard til Hardeshøj samtidig med et fingeret angreb fra Storskov over Alssund til Kjær Halvø. Netop den meget tætte Storskov gav fortrinligt skjul for forberedelse af et angreb uset fra Als ved samling af både; ifølge Liljefalk og Lütken havde ejeren, grev Ferdinand Reventlow på Sandbjerg – hvis nationale holdning vi­ ses ved, at han 1857 stillede slottet til rådighed for sejrherren fra Fredericia, general Biilow, ved dennes afgang fra aktiv tjeneste – af denne grund fore­ slået skoven fældet trods dens store skønhed. I sidste øjeblik ændrede gene­ ral Herwartb von Bittenfeld planen, således at overgangen i stedet skulle udgå fra Storskoven til Arnkilsøre, på grund af efterretninger dels om danske bat­ terier ved Hardeshøj, dels om den meget svage besætning af kysten på Kjær Halvø, ifølge N. P. Jensen opnået ved slesvigske desertører fra den danske hær, som svømmede over Alssund og oplyste fjenden om fordelingen af vor styrke på Als. Angrebet fastsattes til den 29. juni kl. 2 morgen og forberedtes ved anlæg af fem nye batterier og overførsel af de i Ballegaard samlede 150 både til Storskoven i timerne umiddelbart før kl. 2. Netop denne overførsel var ved at røbe planen, idet kystbevogtningen, som man havde glemt at in­

119 struere, beskød bådene i den tro, at de var danske, hvilket hørtes af Rolf Kra- kes patruljebåd, der sejlede efter lyden. Desværre mødte patruljebåden lods­ jollen, hvis besætning troede, at beskydningen gjaldt dem, og så undlod man at følge sporet op. Klokken 2 indledtes angrebet fra Storskoven. Hvorfor havde den erfarne og anerkendt dygtige øverstkommanderen­ de på Als, general Peter Frederik Steinmann opstillet sine styrker således, at de yderste, svage poster på kyststrækningen syd for Arnkilsøre kunne lø­ bes over ende og fjenden derved straks opnå fodfæste, og hvordan var det danske søherredømme blevet så svækket, at prøjserne uset kunne overføre mange både flere sømil fra Ballegaard til Storskoven og senere invadere Als i både? Under Treårskrigen havde Als været den uindtagelige danske bastion, og det er symptomatisk, at man i mellemkrigsårene mest frygtede invasion gennem broslagning på Alssunds smalleste sted eller overgang over isen un­ der en vinterkrig som i 1658, et betegnende eksempel på dominansen af er­ faringer fra tidligere krige. Indtil Dybbøls fald var faren for Als begrænset, da øen var en vital del af hovedfronten med ca. 12.000 mand i skanserne og ca. 15.000 mand i reserve på Als, men efter 18. april reduceredes øens be­ sætning fra ca. 19.000 til ca. 12.000 mand trods Steinmanns protester. Krigs­ ministeren og overkommandoen overvejede endog opgivelse af Als uden kamp ligesom tidligere af Fredericia, idet øen efter Dybbøls fald havde mi­ stet sin strategiske betydning, men opgav dog tanken på grund af øens me­ get store moralske og politiske betydning som den sidste rest af den lands­ del, som fjenden især stræbte at fratage os. Den valgte løsning, forsvar med utilstrækkelige kræfter, var nok den værst tænkelige, og Generalstabens sto­ re værk om krigen argumenterer med føje, at en opgivelse havde været at foretrække. Også uden at svække forsvaret af Fyn var der stadig styrker, som ville have gjort bedre fyldest på Als; der var ingen grund til at opretholde for­ svaret af Vendsyssel, og det forekom næsten absurd at have en landgangsbri- gade på ca. 3.000 mand i Nyborg til fremstød mod f.eks. Rügen, planer som aldrig kom til udførelse. I sit sidste brev til overgeneral Gerlach af 18. juni bad Steinmann om blot ét godt infanteriregiment, men Gerlach afslog med hen­ visning til nødvendigheden af forsvaret af Fyn. Havde Steinmann fået dette regiment, ville han have anbragt det på den svagest besatte del af kysten syd for Arnkilsøre. Men var styrkens reduktion overkommandoens ansvar, var dens opstil­ ling Steinmanns, og her kommer spørgsmålet om marinens evne til at holde fjenden helt borte fra Als ind i billedet. Der var ingen fælleskommando, hvad

120 alle senere forfattere, senest Frantzen, har kritiseret, og bistand fra marinen måtte opnås ved forhandlinger og aftaler. Steinmanns forventninger fremgår klart af hans skrivelse af 2. maj til Muxoll, det nok vigtigste dokument ved be­ dømmelsen af både Muxolls og Rothes, for den sags skyld også Steinmanns forhold:

I Henhold til Hr. Orlogscapitainens Udtalelser i den Conference, som idag har fun­ det Sted ... vil Divisionen for en stor Del anordne sine Forsvarsdispositioner paa Basis af, at hele Ais’s Kyst med Undtagelse af Strækningen langs Alssund fra Søn­ derskovens nordlige Udkant til et Øst for Storskovens nordlige Udkant beliggen­ de Punkt, dækkes mod fjendtlige Landgangsforsøg paa saadan Maade, at Marinen fuldstændig garanterer mod ethvert Landgangsforsøg paa den søndre, østre og nordre Kyst fra Sønderskovens vestre Udkant til Holløsegaard Færgegaard, og paa Strækningen herfra til Storskovens nordre Udkant imod, at nogen betydeli- gere Landsætning af Tropper, vel høist 200 å 300 Mand, vil kunne finde Sted. Til­ lige forventer Divisionen, at intet af Krigsskibene vil forlade sin Station før i det yderste Øieblik, og navnlig at de saavel fra Høruphav som fra Augustenborgfjord soutenere det retirerende Armeecorps’s Flanker saalænge som vel muligt... Hr. Orlogscapitainens Tilsagn om Assistance ved en eventuel Rømning vil Divisionen muligen i fuldeste Maal komme til at benytte sig af, dels derved, at mindre, forsprængte Afdelinger, som maatte være blevne afskaarne paa Kjær Halvø, sættes over Augustenborg Fjord...

Til forklaring: Marinen dækkede ikke den sydlige del af kysten ved Alssund, medens den nordlige del af denne kyst omfattedes af passusen om en land­ sætning på 200-300 mand. Muxoll svarede samme dag, tog forbehold om nogle i denne sammen­ hæng betydningsløse enkeltheder og sluttede: »De øvrige i Divisionens Skri­ velse fremsatte Fordringer til Marinens Assistance haaber (sie) jeg, at den vil kunne fyldestgjøre.« Da fjendtlighedernes genoptagelse nærmede sig, bad Steinmann den 21. juni Muxoll bekræfte løftet af 2. maj, »[D]a Commandoens Disposition i Hen­ seende til Troppernes Dislocation ... i en væsentlig Grad afhænger af Escad- rens Styrke og Fordeling«. Muxoll svarede den 22., at hvis eskadrens styrke er uændret, kan »Commandoen... gjøre Regning paa den Assistance, som jeg har tilsagt i min Skrivelse af 2den f. M.,« men da to af hans kraftigste skibe, panserskonnerten Esbern Snare og dampskibet Geiser, ville blive frataget ham – reduktionen af

12 1 Als’ forsvar ramte ikke blot armeen, men også marinen – ville forsvaret i Als- fjord, hvor disse skibe skulle være placeret, blive betydelig svækket. Efter en sidste forespørgsel fra Steinmann af 24. juni svarede Muxoll den 25., at når Rolf Krake – der under våbenstilstanden havde været fraværende - ankom, ville det blive stationeret på Augustenborg Fjord »i Nærheden af« Arnkilsøre. I bagklogskabens gustne lys må man beklage, at Muxoll ikke præ­ ciserede Rolf Krakes placering, og at Steinmann ikke insisterede herpå, f.eks. ved noget så enkelt som at bede Muxoll indtegne ankerpladsen på et kort. Rolf Krake ankom den 27. juni – det var Marineministeriets skyld, at ski­ bet indtil da havde været anvendt andetsteds – og placeredes syd for den så­ kaldte Halvmaanegrund 1 Augustenborg Fjord, efter et umiddelbart kik på kortet i ca. firedobbelt afstand fra Arnkilsøre i forhold til Alssunds bredde, således at fartøjet så langt fra at kunne hindre landsætning af blot 200 å 300 mand først ville kunne komme til stede, når betydeligere styrker var landsat. Grunden hertil var de mange prøjsiske kystbatterier, som gjorde det umuligt for noget krigsskib at færdes i Alssund, ja blot en placering lige bag Arnkils­ øre ville have frembudt alvorlig fare for, at fartøjet ville blive gjort ukamp­ dygtigt længe inden angrebet, fjenden bestemte jo tid og sted for dette. Den valgte ankerplads var nok den nærmeste, hvor skibet kunne ligge »umoleste- ret«. Nærmere overvejelser om f.eks. en ændret placering i nattetimerne har man næppe nået at gøre sig, inden fjenden angreb. En yderligere svækkelse opstod ved, at batteriet på grund af sin vanskelige manøvrering ikke kunne sejle ind i Alssund, men alene beskyde den nordlige del af dette på langs fra en position nær Arnkilsøre. Der var også andre, mindre fartøjer, men kun Rolf Krake har betydning for bedømmelsen. Jeg er civilist og lænestolsstrateg, men siden Steinmann selv havde bedt om et ekstra regiment til netop kyststrækningen på den nordlige del af Kjær Halvø, må han have været klar over, at denne strækning var svagt besat af ar­ meen, hvilket han kun havde anordnet i tiltro til marinens »Garanti«. Samtidig kan vi se, hvordan denne garanti var svækket særlig ved Rolf Krakes tvungne placering langt fra det angrebspunkt, hvor dets bistand ville være mest vital. I sagen ligger et brev af 27. juni fra Steinmann til Muxoll om, at den 22., 23. og 24. juni havde ca. 200 både passeret Flensborg nordefter, at der nær Eideren fandtes en samling af 800 både, som samme dag ville blive trans­ porterede mod nord, og at fjenden havde modtaget en del guttaperkabåde til brug ved en overgang over sundet. Dagen efter underrettede Muxoll Rothe ligeledes pr. brev, i en fortrolig tone (»Min gode Rothe« og »du«), om de 800 både og udtalte, at »Fjenden gjør Forberedelser til en storartet Overgang«.

122 Katastrofen

Klokken 2 satte prøjserne fra fire punkter på Sundevedkysten, herunder Storskoven, 163 både og 32 pontoner med i alt ca. 2.500 mand i vandet og roede på ti minutter over Alssund til Als, hvor man straks begyndte over­ rumplingen af de fåtallige danske styrker i kyststillingerne. Efter landsæt­ ningen af denne første echelon roede man skyndsomt tilbage og hentede nye tropper, hvorefter i alt ca. 7 batailloner med ca. 5.000 mand, dog uden artilleri, var overført. Da den samlede danske styrke på Als endnu da var tal­ mæssigt overlegen, var det afgørende for forsvaret, om yderligere landsæt­ ninger kunne hindres. Hvis dette lykkedes – det uundgåelige kontrafaktiske »hvad nu hvis?« – kunne den allerede overførte styrke muligt nedkæmpes og tvinges til overgivelse. Rolf Krakes deltagelse blev således vital. Fartøjet alarmeredes, klargjordes og afsejlede hurtigst muligt – en ikke ringe del af de senere meget detaillere- de overvejelser under den retlige behandling var koncentreret om, hvorvidt det kunne være nået lidt hurtigere frem; vi taler kun om kortere tidsrum, vel højst et kvarter, men også et kvarters hurtigere ankomst kunne være af af­ gørende betydning. Det ankom omtrent kl. 3 eller lidt før, ingen ser på et ur i sådanne øjeblikke. Det sejlede ikke ind i Alssund, men lagde sig lige nord for sundet i en sådan position, at det kunne beskyde sundet på langs, og sendte skråsække og granater fra fartøjets kanontårne mod den stribe af både, fyldt med bevæbnede soldater, som kunne iagttages mellem Storskoven og Als. Rækken blev straks brudt, og de fleste både søgte ind mod Sundeved. Da rø­ gen efter de første skud var lettet, bemærkede man fra panserbatteriet, at far­ vandet var sort af både, men ved den fortsatte beskydning søgte også disse ind til Sundeved, farvandet var renset, og al overfart af fjendtligt militær var standset. Rolf Krake blev beskudt kraftigt af kystbatterierne og ramtes flere gange, men uden særlig skade; fartøjet var fuldt kamp- og manøvredygtigt og havde ingen dræbte eller sårede. Ulykkeligvis var man på Rolf Krake uvi­ dende om de virkelige forhold under kampene på Als, og da ilden til lands syntes at trække sig mod syd og hørtes stadig svagere, antog Rothe, at fjen­ den var kommet så talrig over, at kampen var tabt, hvorfor han efter sam­ råd med næstkommanderende, som var enig med ham, besluttede at sejle tilbage til Augustenborg Fjord for at opsamle forsprængte afdelinger i over­ ensstemmelse med denne del af hans ordrer. Rolf Krake havde indtil da væ­ ret på stedet omkring en halv time. Man fandt ikke forsprængte afdelinger, men reddede derimod de øvrige danske orlogsfartøjer ud. Fartøjet blev un­

123 der hele forløbet kraftigt beskudt fra kystbatterier og besvarede ilden. Ifølge Jobs. Nielsen skyldtes pausen i gevaerilden på Kjær Halvø, at prøjserne efter nedkæmpningen af 4. regiment standsede op for at reorganisere og afvente næste bølge af landgangstropper; Rothes fejlopfattelse var således endnu et af de uheld, der ramte os den nat. Krigskorrespondenten Theodor Fontane, der trods stærk prøjsisk natio­ nalfølelse normalt taler med agtelse om modstanderen, dadler dog Rolf Krake både for den sene ankomst til stedet og for at være sejlet bort så hurtigt; der er situationer, hvor et skib må være parat til at ofre sig selv. I øvrigt bagatelliserer han virkningen af skibets indsats og de derved for­ voldte skader og mener, at det nærmest blev tvunget væk af kystbatterier­ nes koncentriske ild. Digteren Fontane lod derimod i sit alderdomsmester- værk, romanen Der Stechlin, en let komisk veteran fra 1864 endnu tredive år efter krigen tale med ærefrygt om det sorte bæst, der så ud som en ligkiste. »Und wenn es gewollt hätte, so war es auch alle mit uns gewesen und bloss noch plumps in den Alsensund.« Ofte varer indtrykket af den fare længst, som man lige akkurat har undgået. Morsomt nok sammenlig­ ner den stokkonservative mand den frygtede sociale revolution med det truende Rolf Krake. Hoverende beskriver hjemmetyskeren, præstenJohan­ nes Jacobsen i sin selvbiografiske roman Zwischen zwei Meeren i 1907 Rolf Krakes bortsejling som flugt i mindelse om Gefions skæbne i Eckernførde- træfningen i 1849. Forfatteren Erik Skram, der 17 år gammel selv var kommet med ved at lade skægget stå og lyve sig ældre, gav os i 1888 med Hinsides Grænsen en af de smukkeste patriotiske bøger fra Sønderjylland med mesterlig skildring af sine egne oplevelser – Georg Brandes sammenlignede med Tolstojs beskri­ velse af Sevastopolkampene – og senere samtaler med folk på stedet, som til­ skrev forræderi tabet af Als. Han nævner, at de prøjsiske officerer pryglede løs på det tredje hold, der ikke ville gå i bådene, da Rolf Krake lå og skød. Men da Rolf Krake efter næppe en halv time vendte og styrede bort, svin­ gede general von Goeben »med Haanden i Luften og raabte: »Jetzt haben wir Alsen!««. Goeben fortæller selv, at han var ved at indskibe sig, da Rolf Krake viste sig. Han frygtede for, at det ville holde lige ned mellem bådene, men da det blev ved indløbet til sundet og åbnede ild mod batterierne og bådene, ud­ brød han: »Vi er ovre, foretagendet er lykkedes.« Der er ikke meget at sige om det videre forløb. Ladte i ro for Rolf Kra­ ke genoptog prøjserne overskibningen, de 5.000 blev til 20.000, og øen var tabt. Tapre modangreb med alt for små styrker var udsigtsløse, og allerede

124 kl. halv seks morgen beordrede Steinmann tilbagetog til Kegenæs. Herefter kæmpedes kun arriéregardekampe, mest for at sikre retræten. En tredjedel af styrken gik tabt, mest som fanger. En hidsigere forfølgning kunne have tvunget hele den danske styrke til overgivelse. Da Viggo Hørup i 1886 un­ der et ophidset politisk møde sagde, at officererne havde »Nederlaget fra Als skrevet med blodige Strimer paa deres Ryg« (min udhævelse), var det grov bagvaskelse. Mod den totalt overlegne fjende var modstanden håbløs.

Var det hærens eller flådens skyld?

Hærens moral svækkedes ikke af nederlaget. Alle styrker samledes på Fyn, og man forberedte sig med tillid til den truende invasion. Regeringens tiltro til Steinmann var også usvækket, han udnævntes endog til overgeneral og fik storkorset. Derimod var folkets vilje til kamp udslukt næsten fra den ene dag til den anden. Når prøjserne kunne invadere over vand, var ikke engang København sikker. Nu vovede de konservative helstatsmænd at følge Kon­ gens opfordring til at danne regering. Monrad afskedigedes, og en regering Blubme indsattes, som søgte fred ä tout prix. Så store forventningerne til marinen og særlig Rolf Krake havde været før, så kraftig var vreden nu.Fædrelandet, som først var resigneret fattet – »Det er altid en Trøst i Ulykken, at man tør troe, der er gjort, hvad der var mu­ ligt for at forhindre den« (29. juni) – afsluttede nu en svada af angreb mod alt og alle med ordene »Ais’s vanærende, skammelige Tab« (2. august). I Rigsraadet, den ved Novemberforfatningen, krigens umiddelbare anled­ ning, indførte forsamling fremsattes forespørgsler til marineminister Otto Hans Liitken – både i Monrads og Bluhmes regeringer – og krigsministeren, veteranen C. F. Hansen, først i Landstinget den 9. august af overlærer Sick og derpå i Folketinget den 29. august afAlfred Hage, som vi før har mødt. Sick bebrejdede mest Marineministeriet den utilstrækkelige forberedelse og anførte om Rolf Krakes indsats kun, at det var en almindelig tro blandt publikum, at det ikke havde gjort den nytte, man var berettiget til at vente af det. Fædrelandets redaktør Carl Ploug kritiserede Rolf Krakes sene ankomst til stedet og den manglende reaktion over for den seneste depeche om et forestående angreb. Tscherning kritiserede, at man overhovedet ville forsva­ re øen, der ikke længere var udfaldsport, og mente, at det svageste punkt var patruljeringen. Da ni tiendedele af den slags angreb fandt sted mellem

125 kl. 2 og 5 nat, burde man have patruljeret ideligt og ikke ophørt kl. 2, hvor man endnu ikke kunne se tilstrækkeligt. I et karakteristisk ordskifte sagde Ploug, at fejlen ikke var som af Tscherning antydet, at man havde haft for me­ gen tro, man havde haft for liden. Tscherning: »Vi have haft Overtro.« Ploug: »Overtro er ikke værre end Vantro.« Debatten i Folketinget var indædt. Hage kritiserede overkommandoen for ikke at have givet Steinmann en tilstrækkelig styrke, denne for den tyn­ de besætning af kysten syd for Arnkilsøre, men mest marinen, særlig Rolf Krake. Hvorfor var Rolf Krake ikke sejlet ind i Alssund og knust de tyske både, hvorved videre landgang var hindret, og de først landsatte tropper ville være tvungne til overgivelse. Når det gælder landets undergang, må man ikke vige tilbage for at risikere et skib. Marineministeren forsvarede Rolf Krake med, at da skibet manøvrerede slet, var det hele tiden menin­ gen, at det ikke skulle sejle ind i Alssund, men kun skyde ind i dette. Krigs­ ministeren, der noget kavaleragtigt sammenlignede krig ikke med skakspil, men hasardspil, erkendte, at styrken på Als var for lille til at forsvare øen, og roste Steinmann. Rimestad nævnte, at den utilstrækkelige indsats kunne skyldes frygt for at forlise det kostbare moderne skib, modsat Tordenskjold og de søofficerer, der i en tidligere krig var draget til ansvar, fordi de ud­ satte sig for altfor megen fare, det må være Eckernførdesagen, han henviste til. Jægermester Alexander Brun – tapper veteran fra Treårskrigen og bedst kendt som den rationelle biavls utrættelige foregangsmand i Norden, også Louisianas bygherre – gav et behjertet forsvar for Rothe, »denne dygtige Officeer«, som over for ham havde oplyst, at han først havde forladt stedet, da han kunne udrette mere andetsteds, hvilken forklaring Brun anså alde­ les troværdig. Det andet nationalliberale blad Dagbladets redaktør C. St. A. Bille harcelerede over sammenligningen med hasardspil, idet »de Spillen­ des Indsigt, Erfarenhed og Adresse« tværtimod spillede en vital rolle, og den vestjydske gårdejer Sylvester Jørgensen mente, at Ais’s fald højst var et spørgsmål om dage. Marineministeren afrundede med, at Rolf Krake umu­ ligt kunne have reddet Als. »Overgangen over Holmens Canal kan ikke forsvares ved et Søværn, og Alssund er ikke meget mere end en stor Fæst- ningsgrav.« Nu indledtes en kraftig debat mellem hær- og flådeofficerer om ansva­ rets placering. Kun Rothe deltog så godt som ikke, men opretholdt en værdig tavshed. Duntzfeldt lagde ud i januar 1865. Han oplyste, at Rothe og han ikke fik anden viden om armeens placering end tilfældige oplysninger fra landof­

126 ficerer, der kom om bord. Hans hovedpointe var, at Rolf Krake kun kunne hindre overskibning af tropper netop der, hvor fartøjet i øjeblikket befandt sig. Når armeen trak sig tilbage, kunne det ikke længere være til nytte i selve kampen, men måtte opfylde den anden del af ordren, hjælp til hvad der kun­ ne bjerges af forsprængte tropper. Han blev imødegået af major i infanteriet /. T. Ravn (1820-1913, død som generalmajor), der ikke havde været med på Als, men var medlem af Krigs­ ministeriets kommission til undersøgelse af begivenhederne der. Han dad­ lede spredningen af de danske styrker mellem Fyn, Als og Vendsyssel; nok kunne Als næppe være forsvaret i længden, men et coup de main burde ikke være lykkedes. Styrken var opstillet i tillid til marinens garantier af 2. maj og 22. juni, bl.a. den lovede placering af Rolf Krake »i Nærheden af« Arnkils- øre, medens den ved sin ankomst 27. juni tog station i fjorden en halv mil fra Arnkilsøre. Havde Rolf Krake ikke forladt stedet, men fortsat beskydningen af bådkolonnerne, havde fjenden måttet opgive overskibningen fra mindst to af de fire udskibningspunkter, hvilket muligt kunne fået ham til helt at op­ give foretagendet denne gang. Muxoll og Rothe protesterede kort – Rothes eneste udtalelse udadtil om affæren overhovedet – men Ravn aftrykte i en efterskrift brevvekslingen mellem Steinmann og Muxoll. Som den første, men ikke den sidste kritisere­ de han, at våbenarternes samvirken havde beroet på aftaler og overenskom­ ster, uden at der bestod et kommandoforhold mellem landtropperne og kyst­ flotillen. Vi burde endog have et fælles krigsministerium for hær og flåde - her var Ravn næsten hundrede år forud for sin tid, de militære ministerier sammenlagdes først i 1950. Søløjtnant E. Blubme dadlede Ravns artikel som ensidig. Landtropperne var allerede opstillede uden hensyn til Rolf Krake, inden dette ankom til farvandene ved Als. Hæren havde fejlet ved at anbringe 4. regiment i før­ ste linie, selvom netop dette regiment kort forinden havde modtaget 400 rekrutter og derfor var særlig svagt. »Enhver feje for sin Dør.« Han påpege­ de det uheldige ved, at kun Muxoll og Rothe var tiltalt, måske fordi kun de havde efterkommet krigsartiklernes påbud til en officer efter en uheldig af­ fære om selv at forlange krigsret, og tænkte formentlig herved på den ifølge en instruks af 1849 gældende pligt for en skibschef, hvis skib er forlist eller taget af fjenden, til selv at begære sit forhold undersøgt, hvilken jo ikke var tilfældet her, hvor Rothe endog havde reddet de nødstedte skibe. Det blotte uheldige udfald af en træfning uden tab af skib medførte dog ikke en tilsva­ rende pligt.

127 Ravn fastholdt sin artikel. At 4. regiment anvendtes på den nordlige del af Kjær Halvø trods rekrutterne, skyldtes dets kendskab til terrænforholdene. En eller flere Rolf Kraker kunne aldrig have hindret overgang i den snævre del af Alssund, det kunne kun en tilstrækkelig stærk landbesætning. Man må se i øjnene, at nu er hæren, ikke flåden Danmarks hovedværn!

Den retlige undersøgelse, rettens personer

Efter enhver krig sker en reduktion i det for fredsforhold alt for store offi- cerskorps, også her. Blandt de afskedigede søofficerer var Rothe (men ikke Muxoll), og i betragtning af hans ry som en af marinens dygtigste officerer var det den almindelige opfattelse, at Marineministeriet dadlede hans ad­ færd under forsvaret af Als. Derimod beholdt han sin stilling som direktør for Søkortarkivet. I lyset af den voldsomme kritik imod ham anmodede Rothe om en un­ dersøgelse af sine forhold, ligesom Muxoll bad om undersøgelse af sin virk­ somhed som eskadrechef under krigen, navnlig ved erobringen af Als. Mari­ neministeriet beordrede 9. januar 1865 et overkrigsforhør, hvor alle implice­ rede marineofficerer, lodser m.v. afhørtes, og særlig Muxoll og Rothe afgav udførlige forklaringer. Om det afgørende øjeblik fastholdt Rothe, at både han og Duntzfeldt kom til det resultat på grundlag af den ophørende geværild, at fjenden var blevet herre på øen, hvilket bevægede ham til at opfylde den ham i stærke (under­ streget i forhørsprotokollen) udtryk givne ordre om at gøre alt for at optage forsprængte troppeafdelinger og soutenere armeens flanker fra Augusten­ borg Fjord. Da der nu var gået syv kvarter efter overgangen, måtte det anta­ ges, at fjenden var trængt over i så talrig mængde, at han kunne overvælde vore, siden han ikke allerede var trængt tilbage. Duntzfeldt begrundede sin holdning med, at Kjær Halvø måtte antages rømmet af vore tropper, og det ville være forgæves at vente ved at forblive i positionen at kunne hindre fjen­ den i at føre forstærkning over, »da saadant kunde skee og maatte antages at skee fra forskjellige Steder og sydligere end Rolf Krake kunde række«. Forhøret afsluttedes 20. maj 1865 og forelagdes Kongen, som 7. august 1865 befalede en kommission nedsat til påkendelse af sagen, altså med døm­ mende myndighed. For så vidt burde efter Landkrigsartikelbrevets § 754 og § 745 som i Eckernførdesagen i 1849-50 en over- eller generalkrigsret med

128 13 medlemmer have været nedsat, men som nævnt afIpsen og Paulsen ned­ sattes ofte en kommission med færre dommere end 13, hvis det var forbun­ det med vanskeligheder at få retten forskriftsmæssigt sammensat. Som søkrigsprocureur, d.v.s. anklager, konstitueredes højesteretsadvo- kat Jean Baptiste Louis Camille Edouard Buntzen (1809-85) – de mange fran­ ske fornavne skyldes nok, at han var dattersøn af komponisten, sangeren og livjægerofficeren Edouard Du Puy, »Nordens Don Juan«. Også hans fader var premierløjtnant i Livjægerkorpset. Allerede 1838 fik han møderet for Høje­ steret. 1848 indvalgtes han i den grundlovgivende rigsforsamling og indtil 1852 i Folketinget, hvor han nærmest var tilknyttet Bondevennerne og bl.a. deltog i udarbejdelsen af den første forretningsorden, meget passende for juristen. På grund af tiltagende tunghørhed måtte han opgive sin politiske virksomhed. 1863 konstitueredes han som kammeradvokat. Han omtales som en kundskabsrig, fintdannet mand og skarpsindig jurist. Jeg gætter, at han med sin militære baggrund ikke har næret sympati for Rothes adfærd den 29. juni 1864. Forhøret reassumeredes og afsluttedes 2. marts 1866 – efter akternes vidtløftige omfang kan varigheden ikke kritiseres – og forelagdes på ny Kon­ gen, som allerede den 7. s.m. beordrede kommissionen sammentrådt. Kom­ missionen bestod af viceadmiral Steen Andersen Bille (1797-1883) som præ­ ses, konstitueret generalauditeur ved Søetaten, højesteretsassessorHerman Andreas Mollerup (1798-1886) som juridisk medlem samt syv orlogskaptajner - de anklagedes høje charge krævede en tilsvarende status hos deres dom­ mere – i aldersrækkefølge Edouard Suenson, Jørgen Peter Frederik Wulff, Jo­ han Ludvig Gottlieb, Carl Magnus Meinertz, Frederik Laurentius Fiedler Som­ mer, August Christian Schultz og Gerhard Frederik Wilhelm Wrisberg. At ingen, bortset fra den enlige admiral, havde højere charge end orlogskaptajn, ikke engang eskadrechefer som Muxoll og chefen for Nordsøeskadren, sejrher­ ren i slaget ved Helgoland Suenson, skyldes, at 1858-68 var graderne kom­ mandør og kommandørkaptajn afskaffede. Præses Steen Andersen Bille, af gammel adel, havde en fascinerende kar­ riere. 1 1820’erne var han i fransk tjeneste og deltog i krig i Spanien, noget skulle der ske. 1845-47 førte han korvetten Galathea på jordomsejlingen. I Treårskrigen vandt han stor folkeyndest ved Tordenskjoldlignende en- mandsoperationer, bl.a. bombardement af Fredericia fæstning, da den kort­ varigt var besat af fjenden, og var senere chef for Nordsø- og sidst Øster- søeskadren, hvorunder han i kamp ødelagde insurgenternes dampskib »von der Tann«. »Kjender I kanske den lille / raske Capitain Steen Bille?«, sang man

129 begejstret. Mellem krigene var han marineminister to gange i regeringer af diametralt modsat farve, første gang i Ørsteds næsten reaktionære helstats- regering, hvilket førte til rigsretstiltale og frifindelse sammen med resten af ministeriet, anden gang 1860-63 i Halls nationalliberale anden regering, hvor han indførte de første panserskibe i den danske marine. Han skrev flere erindringsbøger i et livligt og kraftfuldt sprog. Den djærve søulk kunne godt fortjene en biografi. Mollerup var fra 1833 assessor i Hof- og Stadsretten, hvor vi har mødt ham som førstvoterende i sagen mod Printzlau, og havde derhos 1841-46 tilsynet med hovedstadens blade; hans senere karriere under et nationalliberalt ré- gime viser, at han ikke har udøvet dette tilsyn på illiberal måde. 1846-54 var han borgmester i København. 1854 vendte han tilbage til Hof- og Stadsret­ ten som justitiarius, men fortsatte til 1875 som viceformand i borgerrepræ­ sentationen. Ved den partielle udrensning af Højesterets mest konservative dommere i 1856 efter rigsretsdommen, det nærmeste Danmark har oplevet af politiske afskedigelser og udnævnelser af dommere, var han en af de tre nye assessorer, der af Fædrelandet rostes for retskaffenhed og troskab mod den bestående tingenes orden. I sin senere kritik af krigsretsdommen kaldte Fædrelandet ham »Søetatens dygtige Generalauditeur«. Kom han sent i Hø­ jesteret, forblev han der til gengæld længe, ved sin afsked i 1880 var han 81 år 8 måneder gammel, en måned ældre end justitiarius Buch, da denne gik af i 1897. Den myreflittige mand var desuden medlem af Missionskollegiet 1849-59 °g af Det kgl. Vajsenhus’ bestyrelse 1849-80. Storkorset, som han fik i 1875, var velfortjent. Yderligere to jurister medvirkede i sagen. Kommissionens protokol førtes af Edouard Suensons ældre broder – in­ gen tænkte på at gøre inhabilitet gældende – Jean Nicolai Suenson (1799- 1887), 1847-86 overauditeur i Søetaten og 1848-70 kontorchef i Marinemini- steriets Admiralitetsbureau. Nok så interessant var det, at Rothe antog overretsprokurator Sophus Nel- lemann (1833-1915) som forsvarer – jeg har ikke fundet noget aktstykke om beskikkelse af defensor – modsat de tiltalte i Eckernførdesagen, der forsvare­ de sig selv. Nellemann havde ar fra krigen. Selv nåede han, der havde meldt sig som frivillig, ikke at være med, men hans broderRasmus Nellemann, født 1830, godsforvalter, var indkaldt som såkaldt forstærkningsmand og blev korporal. Under den enorme prøjsiske overmagts indtrængen i skanse II ved Dybbøl – 2.000 mod 50, ja halvtreds – sprang han op på skansens krone og rev to gange en prøjsisk fane ned, inden han blev skudt.Vaupell spørger hen­

130 revet, om en brav soldat kan ønske sig en skønnere lod, medens Buk-Swienty med større psykologisk indlevelse kalder hans spring i den visse død galskab, forårsaget ved lidelse og vrede efter de mange ugers djævelske bombarde­ ment. At vi overhovedet ved, at Sophus Nellemann medvirkede i sagen, skyldes, at han i sin pjece fra 1867, som jeg kommer tilbage til, omtaler sit arbejde. I sagsakterne har jeg ikke fundet hans navn; det minder om en logographos i det klassiske Athen, som nok måtte skrive en tale for en part, men ikke holde den. Det store forsvarsskrift for Rothe, 138 håndskrevne foliosider i gotisk skrift, er underskrevet af Rothe, men utvivlsomt udarbejdet af Nellemann. Kommissionen hørte ingen vidner selv, men afholdt fra 17. maj 1866 kor­ te møder, hvor parterne indgav deres indlæg, ud over de 138 sider fra Rothe 47 fra Muxoll, som han formentlig havde skrevet selv, og hele 149 fra Bunt- zen. 22. november 1866 kunne sagen optages til dom. 11.-18. december op­ læstes samtlige dokumenter i syv lange retsmøder, alene med pause om søn­ dagen, hvorpå Mollerup fremlagde sin 35 sider lange »Deduction og Votum« d.v.s. forslag til dom som grundlag for voteringen.

Votering og dom

Anklageren opstillede følgende mulige forseelser, som Mollerup gennemgik enkeltvis:

»A. Patrouillering for Als Sund, Udkig i Land, Stationering af en Kanonbaad bag Nordostpynten af Arnkilsøre. B. Rolf Krakes Forsinkelse med betimeligt at naae Stationen efter Vaabenhvi- len. C. Rolf Krakes Station paa Augustenborg Fjord og Indtagelse af Natstilling eller deslige i større Nærhed af Sundet. D. Skibets Forberedelse til hurtigst muligt at gaa frem samt Betydningen af de med Kommandoen i Land aftalte Signaler og andre Varsler. E. Rolf Krakes Hverv i Almindelighed og Forstaaelsen af de desangaaende giv­ ne Ordrer og Bestemmelser. F. Rolf Krakes Virksomhed under Krigsbegivenhederne d. 29. Juni 1864.«

Litra A-E gjaldt begge, litra F alene Rothe.

13 1 Mollerup indstillede frifindelse for begge ad litra B, C og E og for Muxoll ad litra D, men domfældelse for begge ad litra A og for Rothe ad litra D og F. Om de punkter, hvor han ville frifinde, anførte han, at overkommandoen meget sent, jeg vil sige urimelig sent, gav Rothe ordre om at føre skibet til Als og indtage sin station, og at Rothe i dårligt vejr valgte en rute, der med­ førte en kortvarig yderligere forsinkelse, kan ikke bebrejdes ham og slet ikke Muxoll. Den valgte ankerplads var kendt og godkendt af Marineministeri- et så langt tilbage som 25. april og skyldtes, at skibet ved at ligge åbent for beskydning fra kystbatterierne kunne blive gjort ukampdygtigt allerede på dets ankerplads, også om natten; det forekommer mig, at advarslen af 27.-28. juni kunne have talt for, at skibet netop næste nat tog risikoen ved en natstil­ ling umiddelbart bag Arnkilsøre, men Mollerup fremdrager først dette mo­ ment under D. Der var kun småting at udsætte under E, og endelig kunne det under D ikke bebrejdes Muxoll, at han ikke personlig havde grebet ind, f.eks. ved at inspicere Rolf Krake, hvilket forekommer åbenbart rigtigt henset til Rothes store erfaring. Ad punkt A var tidligere en lille, letbemandet båd faldet i fjendens hæn­ der, hvorfor Muxoll nu indskrænkede patruljeringen til en eneste armeret båd pr. nat, hvad Mollerup dadlede kraftigt, hvilken kritik også udstraktes til Rothe, fra hvis fartøj patruljeringen udgik, ligesom Rothe måtte være klar over, at hele ansvaret for overvågning af Alssund påhvilede ham, da Rolf Krake var alene der, idet de andre skibe overvågede Alsfjord. Endvidere dad- ledes, at en tidligere udkigspost for en kanonbåd lige bag Arnkilsøres nord- østpynt var blevet inddraget. Man kunne tilføje, at netop fordi umiddelbart udkig fra krigsskibene selv var indskrænket på grund af den tvungne fjernt­ liggende ankerplads, blev patruljeringen så meget mere vital, hvilket ramte både Muxoll og Rothe. For Rothe var det dog en formildende omstændig­ hed, at han først ankom til sin virkeplads den 27. juni og straks derefter skul­ le etablere et samarbejde med landforsvaret. Ad punkt D med hensyn til Rothe fremdrog Mollerup straks en afsløren­ de udtalelse fra denne, at han ville have truffet yderligere foranstaltninger til at komme hurtigere til stede, hvis han var blevet underrettet om, at angre­ bet var nærtforestående. Rothe havde dog ikke ment, at advarslen af 28. juni indeholdt sådan underretning, idet den dels betegnedes som privat og inde­ holdt andre meddelelser og dels overbragtes ham lejlighedsvis af en af hans egne folk, som havde haft ærinde til Muxoll. Det ses, at Mollerup ikke accep­ terede denne undskyldning. Selvom hverken Rothe eller Mollerup anførte i enkeltheder, hvad Rothe kunne have gjort, hvilket ikke ville have opfyldt

132 vore dages krav til en strafferetlig tiltale, var ingen af dem i tvivl om, at Rothe kunne have tilrettelagt skibets natlige rutiner således at det kunne være afgå­ et hurtigere fra ankerpladsen efter alarmering. At det ikke har kunnet præci­ seres, hvor meget hurtigere skibet kunne være nået frem, er mindre væsent­ ligt, blot ti minutter ville have medført, at prøjserne havde nået en tur mindre. Ad punkt F indstillede Mollerup domfældelse på tre punkter. For det før­ ste dadlede han Rolf Krakes sene ankomst til stedet, idet prøjserne allerede havde nået at overskibe betydelige styrker, for det andet manglende instruk­ tion til kanonkommandørerne under selve kampen, for det tredje, at Rothe forlod sin position så hurtigt uden at være tvunget dertil ved fjendens ild. Særlig det sidste punkt fremdroges skarpt. Rothe vidste ikke, hvordan kam­ pen på land udspilledes, og selvom han troede, at vore tropper trængtes til­ bage, kunne han ikke være i tvivl om, at Rolf Krakes indsats ved at hindre fortsat overførsel var af største betydning. Selvom Rothes ordre også nævnte bistand til forsprængte troppeafdelinger, var det hans hovedopgave »af yder­ ste Evne at modstaae Fjendens Overgangsforsøg i det nordlige Alssund saa langt, som [han] fra den ham anviste Position formaaede det«, medens ski­ bets bortsejling tillod fjenden uhindret at fortsætte troppetransporten over sundet, hvorved fortsat modstand var umulig. Mollerup indstillede for begge fæstningsarrest i anden grad, altså stren­ gere end den mere kavalermæssige første grad, hvor den arresterede efter kongelig resolution af 14. december 1792 havde ret til om dagen at gå alle vegne omkring i fæstningen, »dog uden Sidegevær«, medens den, der »ud­ holdt« arrest af anden grad, kun måtte spadsere 2 timer daglig på fæstnings­ værkerne ledsaget af en underofficer eller vagthavende soldat, og den, der var dømt til fæstningsarrest af tredje grad, kun måtte forlade sit værelse af helbredsgrunde og højst en time. At fæstningsarrest i praksis kunne være en lempelig straf, ses ved, at kgl. resolution af 23. september 1806 forbød de i anden og tredje grad arresterede officerer, men altså ikke de i første grad ar­ resterede, at holde selskab, gæstebud eller deslige. For Muxoll indstilledes 1 måned, for Rothe 3 måneder. Straffens strenghed begrundedes med de vigtige og betydningsfulde hverv, som havde været be­ troede dem begge. Straffehjemlen var for begge Frederik den Femtes Søkrigs- artikelsbrev § 979, den store opsamlingsbestemmelse sidst i loven, som blot generelt fremhæver tjenestens betydning og tilføjer, at det ermmueligt at an­ føre alle muelig forefaldende Tilfælde, og derefter alle behørige Pligter og Straffer at bestemme«. For Muxoll henvistes også til § 12 og § 721 med detaillerede be­ stemmelser om den nødvendige patruljetjeneste både om natten og dagen.

133 Voteringen, som efter hævdvundne regler foregik fra neden, faldt dog ganske anderledes ud, end Mollerup havde lagt op til. Hvor Mollerup fore­ slog frifindelse, var alle uden videre enige med ham, men meningerne var delte, hvor han ville domfælde, og om straffens størrelse. Førstvoterende Wrisberg ville ad A nærmest frifinde Muxoll for inddragel­ sen af kanonbåden bag Arnkilsøre, da han kun havde ringe styrker at dispone­ re over og selv måtte skønne over disses anvendelse, og helt frifinde Rothe, da denne måtte regne med, at andre skibe udførte patruljeringen. Ad D ville han frifinde Rothe, da denne under alle omstændigheder først kunne komme til stede, når fjenden havde overført et meget betydeligt antal tropper. Ad F hav­ de Rothe ikke udvist forsømmelse, idet han også havde pligter på andre steder, herunder at yde hjælp til andre af marinens skibe, som uden denne bistand var udsat for ødelæggelse. Han voterede herefter for frifindelse af Rothe mod be­ taling af halvdelen af sagsomkostningerne og en måneds gagetab for Muxoll. Schultz pålagde Muxoll ansvar for inddragelsen af kanonbådschalupper- ne bag Arnkilsøre og havde også gerne set udkig etableret bag Arnkillandet. Omend mere kritisk end Wrisberg over for Rothe påpegede han dobbelthe­ den i dennes ordrer. Han ville have været tilbøjelig til at stemme for advarsel til Rothe, men da dette på sagens nuværende standpunkt var mindre passen­ de, voterede han for frifindelse. For Muxoll voterede han for i måneds arrest af første grad. Sommer, Meinertz og Gottlieb voterede som Wrisberg for Rothe og som Schultz for Muxoll. Wulff, til hvem Suenson og præses Bille sluttede sig, voterede for domfæl­ delse som Mollerup og ville for begge fastsætte straffen til i måneds fæst­ ningsarrest af første grad. Muxoll kunne ikke fritages for ansvar for kanon- bådsstationens inddragelse, og da Rothe sejlede bort, var han opmærksom på den fjendtlige samling af både. Muxoll domfældtes som af Mollerup indstillet, men alle officerer votere­ de for den mildeste grad af fæstningsarrest. Wrisberg stod her alene i sit øn­ ske om endnu større mildhed. For Rothe voterede generalauditøren, præses og de to ældste officerer for domfældelse i fuldt omfang og fæstningsarrest, officererne mildere end Mol­ lerup, de fem yngste officerer for frifindelse, hvilket blev resultatet. Havde Schultz, som han var lige ved, voteret for advarsel eller irettesættelse til Rothe, var dette, om han så havde stået alene på dette standpunkt, efter de også i dag gældende principper for udfindelse af stemmeflerheden, hvor der er flere end to meninger, blevet udfaldet. Så snært lå det, inden Rothe kunne frifindes.

134 Mollerup fik sagen tilbage for at skrive dommen svarende til voterin­ gen og udførte dette i løbet af juledagene. Sammenligning mellem hans før­ ste votum og den trykte dom viser, at han omskrev dommen ved at ophø­ je, hvad han havde anført som formildende omstændigheder, f.eks. Rothes uforskyldt sene ankomst til stationen ganske kort før angrebet, til præmisser for frifindelse; han tillagde, at Rothe efterfølgende havde reddet de krigsfar­ tøjer ud, som ellers var udsatte for ødelæggelse. Omvendt reducerede han sine forslag til præmisser for fældende dom mod Rothe til kritiske bemærk­ ninger med tilføjelse af, at disse forhold ikke var strafbare. Med denne vi­ den om koncipistens oprindelige standpunkt bliver den frifindende doms på mange steder ganske skarpe kritik af den frifundne mere forståelig. Den mil­ dere straf for Muxoll begrundede han med de særdeles vanskelige forhold, han arbejdede under, og ved massen af påtrængende forretninger straks ef­ ter fjendtlighedernes genoptagelse, der kunne afholde ham fra at skænke kanonbådsstationen den fulde opmærksomhed. Sagsomkostningerne, som pålagdes begge med halvdelen til hver, omfattede kun salær til søkrigspro- cureuren og overauditeuren, men ikke Rothes egen forsvarer, som var det offentlige uvedkommende. Mollerup forelagde den 27. december dommen for Kongen (og marine­ ministeren) til stadfæstelse – den såkaldte remission, der var obligatorisk bl.a. i alle sager pådømt af en generalkrigsret – men bemærkede samtidig, at selv om Rothe var blevet frifundet, havde det af ham udviste forhold været af nok så stor skade for forsvaret af Als som det, Muxoll var blevet domfældt for. Mollerup indstillede derfor fuldstændig benådning for Muxoll. Kongen valg­ te dog at stadfæste dommen 8. januar 1867, men nedsatte den 25. s.m. straf­ fen til arrest i 14 dage, den samme kongelige nåde som i Eckernførdesagen, nok det klogeste, idet fuldstændig benådning ville virke som en desavoue­ ring af dommen. Straffen udholdtes i citadellet Frederikshavn, d.v.s. Kastel­ let.

Efterprocedure

Over tre numre 24.-26. januar 1867 underkastede Fædrelandet frifindelsen af Rothe en skarp kritik – dommen over Muxoll kritiseredes ikke – på grund­ lag af intern viden, hvilket ses ved påvisningen af misforholdet mellem præ­ misser og konklusion. »Sandsynligheden af den Fortælling, at Søetatens dyg-

135 tige Generalauditeur er bleven overstemt af Commissionens Flertal, bestyr­ kes i høi Grad ved Dommens Beskaffenhed.« Naturligvis har Fædrelandet kendt voteringen. Så mange mænd kunne ikke holde tæt med en så kneben og omstridt afstemning. Man dadlede, at Steinmann ikke var inddraget i undersøgelserne, men endog havde fået storkorset og var blevet overgeneral, og at kun marinens officerers forhold var påkendt. Rothes sene ankomst til stedet var ingen gyl­ dig undskyldning for, at han ikke havde nået at iværksætte en fyldestgørende patruljering, han havde jo været der før. Rolf Krake burde i det mindste have indtaget natstilling bag Arnkilsøre. Der anførtes en mængde foranstaltninger, hvorved skibet efter alarmeringen kunne have afsejlet tidligere: Rothe burde ikke have tilladt halvdelen af mandskabet at gå til køjs, men ladet besætningen sove kvartervis om dagen og natten; batteriet burde have ligget for ét anker med kabeltov klart til at stikke fra sig, med stævnen den rette vej og så megen damp oppe, at skruen kunne gå straks, og en pålidelig officer på dækket med ordre til straks at gå frem, »thi et Krigsskibs Bevægelse maa ikke være afhæn­ gig af, hvor hurtig Chefen kan komme i Klæderne«. Et kvarter kunne være vundet, og den spildte tid var meget vel skæbnesvanger. Rothe havde endog modtaget meddelelse om et forestående angreb. »Af Ømhed for Capitain Ro­ the har Commissionen været saa uheldig at indvikle sig i Vrøvl.« Rothe holdt sig i for stor afstand fra målet og undersøgte ikke engang virkningen af ilden, og han forlod positionen uden at kende til forholdene i land. Det var ikke lyk­ kedes dommen at tilvejebringe samklang mellem præmisser og konklusion. Man krævede ikke strenghed, »men at ville bortforklare, udviske og undskyl­ de Feil og Forsømmelser, der ligge aabenlyst for, og som have været skæbne­ svangre for vort Fædreland, det er letsindigt og demoraliserende.« Nellemann reagerede omgående med en velskreven pjece, som således gav publikum mulighed for at læse undskyldningsgrundene for Rothe. Det lød helt moderne, da han anførte, at der ikke var nævnt en konkret krigs- artikel, som der kunne dømmes efter, kun insinuationer. Muxoll havde ud­ trykkeligt forbudt skibscheferne at udsende uarmerede patruljebåde og på­ lagt Rothe at søge ankerplads i Augustenborg Fjord, hvor han kunne ligge ubeskudt. Dommen har ikke præciseret, hvad Rothe kunne have gjort for at komme hurtigere til stede. Steinmann, Muxoll og Rothe var allerede i april enige om, at Rolf Krake ikke skulle gå ind i Alssund, og der er ingen sene­ re modstående ordrer. Man har hele tiden vidst, at Rolf Krake først ville nå frem efter angrebets begyndelse. Skylden for ulykken kunne påhvile land­ kommandoen for ikke at have taget hensyn til den tid, det ville tage for Rolf

136 Krake at nå frem, eller overkommandoen, der ikke sendte Steinmann den forlangte forstærkning, eller regeringen, der i stedet for at tage mod tåleli­ ge fredsbetingelser besluttede at fortsætte krigen og fastholde Als med util­ strækkelige midler. Man burde ikke skubbe skylden over på én mand, som ikke havde mulighed for at nå frem i tide. »Denne Gang kom Rolf Krake for seent, men det var ikke dens Chefs Skyld.« Svagere var forsvaret for, at Ro­ the var sejlet væk igen: Han måtte tro, at alt var tabt, når han endelig nåede frem, idet fjenden med sine rige hjælpemidler ikke ville vove at overskibe en ubetydelig styrke, der kunne risikere at blive afskåren og taget til fange. Nel­ lemann hævdede endog, at det ville have været uforsvarligt for Rothe at bli­ ve på stede, da han måske kunne udrette mere andetsteds! Rigtigere var hans påpegning af, at Rothe måske havde været uheldig i sit skøn, men at det var urimeligt at bebrejde ham dette. Han påpegede sluttelig på ny det uheldige ved, at kun Muxoll og Rothe, men ikke hele forsvaret af Als, herunder rege­ ringens optræden, var blevet undersøgt. Muxoll skrev samme år »modbemærkninger« mod Ravns artikel. Der var daglig melding om forestående angreb, ikke blot den 27. Han havde aldrig »garanteret« at hindre landsætning, men kun udtalt, at han »håbede« at kunne hindre den. Overkommandoen havde fjernet halvdelen af marinefartøjerne fra styrken ved Als. De stærke Snogbækbatterier ville have ødelagt Rolf Kra­ ke inden det egentlige angreb, hvis skibet var placeret ved Arnkilsøre, også om natten. Rothe havde to opgaver og løste dem begge (!). Nok kom Rolf Kra­ ke sent, men ej heller kystbevogtningen, som var tættere på fjenden, havde hørt dennes forberedelser. Ravn fastholdt sin kritik og spurgte næsten sarkastisk, om Rolf Krake ikke ville have gjort større nytte ved Fyn, siden det var umuligt at finde en anker­ plads ved Als, hvorfra det kunne nå frem i tide. Over for Nellemann påpe­ gede han, at alt ikke havde været tabt, hvis Rolf Krake var blevet på stedet og havde hindret yderligere overskibning, idet de danske styrker endnu da var talmæssigt overlegne, og »den danske Armé ikke er vant til at lade sig slaa af en underlegen Styrke«. 1870 samlede Ravn sin rige viden om kampen til en udførlig samlet frem­ stilling, hvor det lykkedes ham at fastholde sine synspunkter uden at forfalde til polemik. Det var en god pointe, at siden fjenden igennem tre måneder havde planlagt et angreb fra Ballegaard og først i sidste øjeblik skiftede an- grebsretning, var det uberettiget at kritisere armeen for ikke at lægge hoved­ vægten på Arnkilsøre. Værket, der er den definitive historieskrivning om kampen om Als, fremkaldte ikke protest fra Muxoll eller andre.

137 Historiens dom

Ifølge Johs. Nielsen indeholdt i 1987 den store bibliografi fra 1970 uden at være komplet 3345 bøger, pjecer og artikler om 1864, og flere er kommet til siden. Naturligvis har jeg kun kunnet efterse de for mig væsentligste, sær­ lig – udover debatten straks efter 1864, Ravn, Muxoll, Duntzfeldt, Bluhme, Fædrelandet og Nellemann – de krigshistoriske fremstillinger især på beg­ ge sider af 1900, men fortsættende til i dag såsom Carl Tb. Sørensen (1883), Vaupell (1888-89), Generalstaben (1892), Liitken (1896), N. P. Jensen (1900), Lilje­ falk og Liitken (1904), Scbaffalitzky de Muckadell (1911), Neergaard (1916), Ha­ gen (1963), Lauring (1963), Saabye (1964), Steensen (1968), Jobs. Nielsen (1987), Sauntved og Eberhardt (2007), Frantzen (2008), som alle omtaler Rolf Krakes adfærd. Men også generelle Danmarkshistorier som A. D. Jørgensen (1882), Neergaard (1907), Fabricius (1914-15), Engelstoft (1926-27), Skovmand (1964), Thorsen (1967), Hvidt (1990/2004), nævner Rolf Krakes skæbnesvangre bort- sejling. Endelig kan nævnes de topografiske værker afLauring (1959) og H. E. Sørensen (1983) og biografierne af Monrad som Friis (1914) – Monrads egen »Redegørelse« – Stavnstrup (1948), Lauritsen (1950). Det fører for vidt at gennemgå alle fremstillinger, jeg nøjes med fælles­ træk og enkelte prægnante domme. Kun få nævner Muxoll og den velbe­ grundede frygt for kystbatterierne som årsagen til Rolf Krakes fjerne anker­ plads og deraf følgende sene ankomst til Alssund. Schaffalitzky de Mucka­ dell dadler Muxoll for at have givet en garanti, hvis opfyldelse lå langt over eskadrens kræfter, men også hæren, som blot tog imod garantien uden at bekymre sig om skibenes positioner; Steinmann burde have haft komman­ doen også over flådestyrken »med en ældre indsigtsfuld Søofficer i sin Stab«. Også Neergaard (1916) retter kritik mod både Muxoll og Steinmann; Muxoll burde aldrig have givet tilsagn om at hindre overgangsforsøg både på kysten af Alsfjord og den nordligste del af kysten af Alssund, og Steinmann burde ikke have bygget sin forsvarsplan på det. Opstillingen af forsvarsstyrken kri­ tiseres generelt. Ifølge Saabye var Muxoll næppe den rette mand til at gennemføre det vi­ talt nødvendige samarbejde mellem armé og marine; Marineministeriet bur­ de have udpeget en anden. Saabye har fremdraget feltofficeren F. F.Hansens erindringer, hvorefter Muxoll, »der muligen var en dygtig Skibschef i et Sø­ slag, saae vistnok ned paa saadanne Smaating som Patrouillering og paa at understøtte Landkrabberne« – når man betænker, at den lille bog er udgivet 47 år efter krigen, må modviljen mod Muxoll blandt landofficererne have

138 været vidt udbredt. Også Hagen fremhæver Steinmanns dårlige samarbejde med Muxoll. Alle følger Generalstaben i dens kritik af, at forsvaret af Als fastholdtes med utilstrækkelige styrker, hvilket gør Steinmanns og Muxolls adfærd mere undskyldelig. Med føje påpeger Hagen, at endnu den 28. juni kunne landgangsbrigaden være sendt til Als. Monrad fordeler skylden mellem krigsministeren og overkommandoen for ham selv uafvidende at have ud­ sultet Als’ forsvar og i mindre grad Rothe for at have forladt positionen. Rothe omtales overvejende skånsomt, og flere fremhæver den uheldigt affattede ordre med dens angivelse af alt for mange opgaver – således Lilje­ falk og Lütken og senest Sauntved m.fl. – som en væsentlig årsag til, hvad alle anser som et fejlskøn, da han valgte at sejle bort. Kritik y tres af N. R Jensen, ifølge hvem det skulle »synes naturligt, om Skibet var blevet i Farvandet, thi, hvorvidt den landgaaende Fjende kunde drives tilbage, derom kunde man ingen Mening have ombord paa Skibet, og i alle Tilfælde burde Kaptajn Ro­ the ikke have glemt, at saa længe »Rolf Krake« var i Farvandet, hindrede han Overførslen.« Landofficeren Jensens kritik gentages af søofficeren Saabye, der direkte kalder det udviste taktiske skøn forkert, og senest af Frantzen. Forholdsvis få omtaler kommissionsdommen og, når de gør det, da uden afstandtagen fra resultatet; ingen har dog været i akterne og opdaget, hvor tæt Rothe var på domfældelse, og at generalauditøren foreslog ham idømt en tre gange så streng straf som Muxoll, og sagens udfald kan meget vel have farvet opfattelsen af dommen. Hagen kritiserer retssagen for kun at have beskæftiget sig med uvæsentlige forhold – hvor det, som Muxoll dømtes for, næppe over­ skred den fejlmargen, som enhver militær fører må have i en krig – og næsten ikke med søforsvarets helhedsvurdering, udgangspunktet for det landmilitæ­ re forsvars placering og dermed den egentlige kerne i hele problemet. Hvorvidt Rolf Krake, hvis det var blevet på stedet og havde fortsat beskyd­ ningen, kunne have hindret videre overskibning, og hvorvidt betimelige modangreb med anvendelse af artilleri ville have været i stand til at nedkæm­ pe de allerede ilandsatte prøjsiske tropper, der ikke havde artilleri, kan aldrig afgøres, og spørgsmålet besvares til hvilken side hver anden gang. På den ene side havde Rolf Krake allerede afstedkommet standsning af overskibningen, hvilket taler for, at en sejr på Als endnu var mulig, men på den anden side ville kystbatterierne have fortsat beskydningen af Rolf Krake på kort afstand, og kampen 18. april havde jo vist, at selv Rolf Krake ikke var usårlig. Noget andet er, at selvom kampen i sidste instans alligevel var endt med nederlag, herun­ der med ødelæggelse af Rolf Krake, fritog det naturligvis ikke Rothe for hans

139 pligt til at fortsætte kampen, så længe som det var ham muligt. Mit eget svar er, at muligvis kunne dette angreb slås tilbage, men at prøjserne havde investeret så mange anstrengelser i erobringen af Als, at de næppe ville afstå fra at prøve igen og igen, og før eller senere ville det formentlig lykkes dem. Men som al­ lerede Ravn anførte i sin første artikel: Selvom forsvaret af Als i det lange løb måtte være håbløst, burde etcoup de main i første hug aldrig være lykkedes.

Juristens forsøg på en dom

Der kan opstilles fire spørgsmål: 1 . Var et retsopgør overhovedet på sin plads? 2. Var sagen rejst mod de rette mænd? 3. Omfattede sagen de rette forhold? 4. Var dommen rigtig?

Det første spørgsmål kan tøvende besvares med et ja. Der blev før og under krigen med de bedste hensigter truffet så mange forfærdelig forkerte beslut­ ninger, som medførte det værst tænkelige resultat, at en rolig undersøgelse – og forløbet af den aktuelle krigsretssag viste, at det var muligt at gennemføre et juridisk opgør velovervejet og uhysterisk – var på sin plads. Det andet spørgsmål er sværere. Nok placerer jeg krigsskylden hos Det tyske Forbund og Prøjsen for det urimelige pres mod Danmark i 1855-63 og særlig Bismarck for intrigerne i de sidste måneder før krigen, men i hvert fald påhviler der Hall et tungt ansvar for som udenrigsminister at burde have set krigen nærme sig, men som konseilspræsident at have ladet finansmini­ ster Fenger lukke kassen i over for officerernes ønsker om særlig bygning af stærke forter ved Dybbøl og Broager. På den anden side havde Hall et so­ lidt politisk flertal for sin politik, så et juridisk ansvar er måske ilde anbragt. Hårdere må måske Monrad dømmes for ofringen af de Meza, fastholdelsen af Dybbølstillingen den 17. april og sprængningen af Londonkonferencen – her ville et ikke blot moralsk-politisk ansvar snarere være på sin plads. Det er sværere at bedømme krigsminister Lundbye. Også han traf forkerte beslut­ ninger, men han var underlagt Monrad, der burde have standset ham, og Als var ikke hans ansvar. Overkommandoen burde ikke have udsultet forsvaret på Als, men man kan nu engang ikke trylle soldater og krigsskibe ud af luf­ ten, og der var ikke tropper nok til alle krigsskuepladser. Gerlach havde al­

140 drig stræbt efter at blive overgeneral. Med de Mezas rammende ord:Tel brille au second rang, qui s’éclipse au premier (»en fin nr. 2, en svag nr. 1«). Steinmann burde ikke have presset Muxoll til en uholdbar garanti, Muxoll burde ikke have ladet sig presse, og Steinmann burde ikke have op­ stillet styrkerne i tillid til den mølædte garanti, men begge undskyldes ved, at styrkerne både til lands og til vands var utilstrækkelige, og at de uhyggelig virkningsfulde kystbatterier forhindrede optimal brug af marinefartøjerne. Når jeg nærmest er tilbøjelig til at frifinde de ledende juridisk, måske und­ taget Monrad, bliver det mindre rimeligt at gennemføre en krigsretssag mod Muxoll og Rothe alene for detailafgørelser stort set om deres adfærd med hensyn til et enkelt, om end et vigtigt skib, så mit endelige svar på det andet spørgsmål er et tøvende nej, når ansvaret var begrænset som her. Det tredje spørgsmål er jeg umiddelbart mest tilbøjelig til at besvare med et nej af samme grund som det andet spørgsmål alene med undtagelse af den sidste handling, Rothes flagrante fejlskøn ved at sejle bort fra Alssund, som modsat andre beslutninger ikke kan undskyldes ved utilstrækkelige styrker. Som N. P. Jensen fastslog det, her var manden og her var opgaven. Det fjerde spørgsmål er let nok at besvare med hensyn til de punkter, hvor Mollerup ville frifinde. Disse er så små, at Buntzen burde have udeladt dem på forhånd, særlig litra B var urimelig. Jeg er usikker om berettigelsen af dom­ fældelsen af Muxoll ad patruljeringen; som anført af Tscherning var denne for sparsom, særlig da fartøjerne på grund af kystbatterierne ikke kunne hol­ de umiddelbart udkig, men igen, forholdene var vanskelige og styrkerne for små, og det var ikke Muxolls skyld. Jeg vil frifinde Rothe ad litra A; det over­ ordnede ansvar for patruljeringen var eskadrechefens, ordren om kun at pa­ truljere med armerede både var hans, og Rothe kunne ikke være ansvarlig for patruljering, der ikke udgik fra Rolf Krake. Jeg er i tvivl ad litra D. Selvom man ikke bør anvende moderne retsopfattelser på en sag fra 1866, har hver­ ken Buntzen eller Mollerup præciseret, hvad Rothe burde have gjort for at ankomme før, det uddybes faktisk kun i Fædrelandets artikel. Derimod er jeg ikke i tvivl om, at Rothe – som indstillet af »Søetatens dygtige General- auditeur« og bifaldet af admiral Bille og de to ældste orlogscapitainer – burde være blevet dømt for at være sejlet bort med viden om, at overførslen af trop­ per ville blive genoptaget straks. Som før sagt, her var manden, og her var den umiddelbare og vitale opgave; han anede ikke, hvor han skulle lede ef­ ter forsprængte tropper, og at anføre hans bistand til de krigsskibe, der uden denne bistand ville være blevet ødelagte, som en af flere grunde til frifindel­ se som anført i Wrisbergs votum er lidet tiltalende værnsegoisme. Den 29.

14 1 juni 1864 var der ikke brug for en samvittighedsfuld materielforvalter, men for en kriger, der som forhen Ivar Huitfeldt var rede til at ofre sit eget skib for helhedens skyld. At slaget om Als meget muligt ville være blevet tabt allige­ vel, om ikke denne nat, så næste gang, fritager ikke for ansvar; også den, der med god grund venter at tabe i morgen, har pligt til at kæmpe i dag. Frifin­ delsen var en kammeratdom, menneskeligt forståelig, når næsten alle andre gik fri, men stadig forkert. Meget kunne tale for at lade både Rothe og Muxoll nøjes med gagetab eller irettesættelse samt udredelse af sagens omkostnin­ ger, når end mere ulykkebringende fejlbeslutninger ikke blev straffede, men pure frifindelse var forkert.

Hvordan det siden gik

Nogle falder blødere end andre. 1870 blev Hall (og Fenger) ministre igen, og 1871 udnævnte Hall som kultusminister Monrad til biskop over Lolland-Fal- sters stift. Begge genvalgtes atter og atter til Folketinget. Gerlach og de Meza døde begge 1865, psykisk knuste af krigen. Den yngre og mere robuste Steinmann overlevede og var 1874-75 krigsminister i Fonnesbecbs kortvarige regering som en af de mange, der uden at kunne gennemføre det forsøgte at løse den gordiske knude om Københavns be­ fæstning – søbefæstning eller landbefæstning? Muxoll afskedigedes 1869 ved aldersgrænsen (på 65 år) og døde 1880. Hans nekrolog – som i øvrigt placerer hans kommandørkors i september 1864, altså efter tabet af Als – omtaler ham som en noget tavs og indesluttet personlighed, som kun få havde kendt nøjere, endnu en antydning af, at han trods rige evner næppe havde været den rette mand på sin post. Rothe fik kommandørkorset af første grad i 1883, da han blev halvfjerds, anvendt med takt kan også en ordenstildeling antyde det officielle Dan­ marks forsoning med den dekorerede. Først i 1888 afgik han som direktør for Søkortarkivet. Han døde 1905. Den varme nekrolog i Tidsskrift for Søvæ­ sen fremhæver den gamle og hjælpsomme mand med det milde sind. Kan hans fine personlige egenskaber have farvet dommen i 1866? I de mange år efter 1864 gik der vel ikke en dag, hvor han ikke fortrød, at han lod Rolf Kra­ ke sejle bort fra Alssund hin årle morgen. Rolf Krake overlevede Rothe med to år. Panserbatteriet forblev i tjeneste - Wrisberg, som kronede sin karriere med udnævnelse til viceadmiral 1880,

142 var dets chef i 1867 – og udrustedes flere gange i eskadrer. 1893 udgik det fra aktivt brug og overgik til skydeforsøg, hvorunder en kanon sprængtes i 1903 af en granat i løbet, dog uden personelskade af betydning, det gamle skib var stadig sikkert. 1907 udgik det meget forfaldne skib af flådens tal og solgtes for 46.400 kr. til et hollandsk værft til ophugning. Nellemann fik en enestående karriere. 1868 blev han højesteretsadvokat, den næstsidste inden indførelsen af højesteretssagførertitlen. Han udførte et stort arbejde for sagførerstanden og var primus motor i oprettelsen af Den danske Sagførerforening i 1886, hvis første formand han blev; betegnende omtaler hans fyldige nekrolog i Ugeskrift for Retsvæsen i 1915 udelukkende hans organisationsarbejde. Han var eksekutor i grevindeDanners bo som før­ hen Wegener i Frederik den Syvendes og var fra 1874 til sin død bestyrelses­ formand i begge de store stiftelser, der grundlagdes efter dem. Sønderjylland svigtede han aldrig. Han var den første formand for den højreprægede støt­ teforening To Løver fra dens grundlæggelse i 1888, også der til sin død, trods fysisk svækkelse efter amputation af et ben. Særlig under optantsagerne, som jeg vender tilbage til senere i denne bog, var hans kontor en slags kongerigsk central for sønderjydske spørgsmål. Genforeningen oplevede han ikke. 30. september 1872 indviedes de prøjsiske sejrsmonumenter Düppel Denkmal på skanse IV’s plads og det lidt mindre Arnkiel Denkmal på Arn­ kilsøre, begge i wilhelminsk nygotik afJohann Heinrich Strack, som senere tegnede Siegessäule i Berlin, og viet de »siegreich Gefallenen«, henholdsvis »heldenmühtig Gefallenen«; indtagelsen af Als betegnedes som »Meeres- Ubergang«, store ord for ti minutter i småbåde. En tysker glædede sig over monumenternes »jævne beskedenhed«, medens Erik Skram om Arnkilmo- numentet elegant-perfidt skrev, at »denne skøre, højtstræbende Sirlighed med Spidser og Rosetter midt ude i det bredt svulmende Sletteland tager sig ud som forkerte Sætstykker paa en Scene, som bragte man Udstyret fra Tannhäuser ind i Elverhøj.« Veteraner fra 29. juni har utvivlsomt ladet sig fo­ tografere foran monumentet. Efter en erobring og vel især efter en genforening opstår spørgsmålet om, hvad de nye herrer skal gøre ved det tidligere régimes mere synlige symbo­ ler. På det jævne plan går det nemt. Sønderborg tinghus skiftede adresse fra Kaiser Wilhelm Allee til Kongevej, og der er ingen Bismarckstrasse i Nord­ slesvig i dag. Det er sværere med mindesmærker, bortset fra krigergrave, som altid respekteres, også de danske i Sønderjylland efter 1864. Da der selvfølgelig ikke kunne være tale om at efterligne prøjsernes handlemåde i 1864, hvor den allerede af pøblen skamferede Istedløve bort-

H 3 Arnkiel Denkmal kort efter 1872, fotograferet a f F. Brandt, Flensborg. Fra Sønderjyske År­ bøger 2003. Arkivet ved dansk Centralbibliotek for Sydslesvig. førtes fra Flensborg kirkegård til Berlin, medens støtten på Skamlingsban- ken sprængtes, var den rigtigste løsning nok den franske i Alsace-Lorraine i 1919, hvor alle tyske sejrsmindesmærker fra krigen 1870-71 omgående ned­ toges. Man kunne have anbragt både Düppel og Arnkiel Denkmal på muse­ um – som bronzestatuen af konge/kejser Wilhelm den Første, der blev flyttet

144 fra Torvet i Haderslev til bymuseets baghave – og tilbudt den tyske regering dem vederlagsfrit, men desværre foreslog den danske regering et bytte med Istedløven, hvilket den tyske gesandt afslog, og så hang vi på dem, som be­ skrevet af Lars Bak. Man lod dem forvitre og skjules af bevoksning, der ikke holdtes nede som i den prøjsiske tid, men kom ikke uden om en regulær re­ staurering af begge mindesmærker i 1939. 1945 løstes problemet mere ef­ fektivt end smukt, da ukendte gerningsmænd sprængte Düppel Denkmal 13. maj og Arnkiel Denkmal 13. og 14. juni. Nænsomt blev ruinerne derefter fjernede af det officielle Danmark. Mange bekymringer kunne være undgå­ et ved en uvoldelig fjernelse i 1920. På det ydre plan minder nu kun fotogra­ fier, træsnit, villakvarteret Alsen i Wannsee og et prægtigt martialsk maleri af Wilhelm Camphausen – i dag på Historisk Museum i Berlin – om overgan­ gen til Als 29. juni 1864.

Litteratur

Adriansen, Inge: Die nationale Symbolik in Schleswig in der Periode 1864-1900. I Geschichte Schleswigs vom frühen Mittelalter bis 1920. 1998.

Bak, Lars H.: Tyske sejrsmonumenter på danske hænder. Düppel Denkmal og Arnkiel Denkmal ogden danske stat 1918-1950. Sønderjyske Årbøger 2003, p. 7 ff.

Berlingske Tidende 16. og 17. marts 1915 (om Sophus Nellemann).

Bille, C.St.A.: Efter Erobringen af Als. Dagbladet 7. juli 186 4.1 Tyve Aars Journalistik. Tredie Bind. 1877.

Bluhme, E.: Tabet af Als. Tidsskrift for Søvæsen 1865, p. 97 ff.

Buk-Swienty, Tom: Slagtebænk Dybbøl 18. april 1864. Historien om et slag. 2008.

Dansk Biografisk Leksikon 2., 5., 9., 10.. 12., 14. bind. Artikler om Bille, Brun, Gerlach, Lundbye, Muxoll, Nellemann, Rothe, Steinmann. 1979-83.

Duntzfelt, E.: Beretning om Pantserbatteriet Rolf Krakes Virksomhed under Felttoget 1864, navn­ lig med Hensyn til Ais’ Erobring. 1865.

Engeltstoft, Poul: Det danske Folks Historie 1848-1864.1 Det danske Folks Historie. VII Bind. 1926-27.

A. Fabricius: Illustreret Danmarkshistorie for Folket. Fjerde Udgave v/Knud Fabricius. 1914-15.

Fontane, 7b.: Der Schleswig-Holsteinische Krieg im Jahre 1864. Berlin 1866, genoptrykt 1978.

Samme: Der Stechlin. 1897.

Frantzen, Oie L.: 1814-1870 .1 samme og Knud J. V. Jespersen (red.): Danmarks krigshistorie 2.2008.

145 Friis, Aage (udg.): D. G. Monrads Deltagelse i Begivenhederne 1864. En efterladt Redegørelse. 1914.

Fædrelandet, 29. juni samt 2., 10. og 30. august 1864, 24., 25. og 26. januar 1867.

Generalstaben: Den dansk-tydske Krig 1864 III Del. 1892 (heri Kommissionsdommen af 20.de- cember 1866 som bilag).

Hagen, C. F.: Krigens forløb. I M. Friis Møller og Ernst Mentze (red.): 1864 – et hundredårsminde. 1963.

Hansen, F. F.: En Compagniecommandeurs Erindringer fra Krigen 1864. 1911.

Hvidt, Kristian: Det folkelige gennembrud 1850-1900. Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie bind 11.19 90 /20 0 4.

Ipsen, Johannes og Harald Paulsen: Retspleien ved Hæren og Flaaden. Fremstillet efter de nugjæl- dende Regler. 1878.

Jacobsen, Johannes: Zwischen zwei Meeren. Zweite Abteilung Sehnen und Suchen. 1907.

Jensen, N. P.: Den anden slesvigske Krig. 1900.

Jørgensen, A.D.: Fyrretyve Fortællinger af Fædrelandets Historie. 1882.

Jørgensen, Harald: I grænselandets tjeneste. Foreningen To Løver gennem 100 år 1888-1988. 1988.

Jørgensen, Troels G.: Højesteret fra Grundloven til Retsreformen. 1951.

Lauring, Palle: Sønderjylland. 1959.

Samme: 1848 1864.1963.

Lauritsen, P.: D. G. Monrad. 1950.

Liljefalk, Axel og Otto Liitken: Vor sidste Kamp for Sønderjylland. 1904.

Liitken, Otto: Søkrigsbegivenhederne i 1864. 1896.

Marineministeriet. Sekretariats- og Kommandokontoret. Akter i Sagen vedrørende Orlogscapi- tainerne F. C. G. Muxoll og H. P. Rothe 1865-1866.

Muxoll, F. C. G.: Modbemærkninger til Major Ravns Afhandling »Tabet af Als« og Efterskrift til samme. Tidsskrift for Krigsvæsen 1867, p. 1 ff.

Neergaard, N.: 1852-186 4. 1Danmarks Riges Historie VI Bind. 1907.

Samme: Under Junigrundloven. Andet Bind, andet Halvbind. 1916.

Nellemann, S.: Nogle Bemærkninger til Forsvar for »Rolf Krakes« Chef. 1867.

Nielsen, Jobs.: 1864 Da Europa gik af lave. 1987.

Nørregaard, Georg: Forholdet til offentligheden. I Poul Bagge m.fl. (red.). Højesteret I-II. 1961.

Paulsen, Jørgen: Sandbjerg. Danske Slotte og Herregårde (2.udg.). XVI. Sønderjylland. 1967.

Petersen, Knud: Højesteretsadvokat Nellemann. Ugeskrift for Retsvæsen 1915 B p. 145 ff.

146 Pürschel, G. Bent: Træk af Flådens Retsvæsen. I R. Steen Steensen (red.): Flåden gennem 475 år. 3. udg., 1974.

Ravn, ]. T.: Tabet af Als, fremstillet paa Grundlag af officielle Dokumenter og de ved Als-Commis- sionens Forhandlinger vundne Oplysninger. Tidsskrift for Krigsvæsen 1865, p. 79 ff. Hertil notit­ ser »I Anledning af Major Ravns Artikel »Tabet af Als«« af Muxoll og Rothe, p. 349 ff., og efterskrift af Ravn p. 352 ff.

Samme: Svar paa en Kritik i Tidsskrift for Søvæsen i Anledning af Artiklen »Tabet af Als«. Tids­ skrift for Krigsvæsen 1866, p. 32 ff.

Samme: Et Forsvar for Artiklen »Tabet af Als«, i Anledning af Hr. Orlogscapitain Muxolls Modbe- mærkninger. Tidsskrift for Krigsvæsen 1867, p. 267 ff.

Samme: Fremstilling af Krigsbegivenhederne paa Als fra den 18de April til den istejuli 1864.1870.

Richardt, Chr.: Et Aar (heri For Hæren og Flaaden, 5. Juni 1864, og Efter Tabet af Als, Juli 1864). I Nyere Digte, 1864, optrykt i Samlede Digte1 . 1895.

Rigsraadstidende. Forhandlinger paa Folkethinget. Overordentlig Samling 1864, Sp. 900, 902, 1621-85.

Sauntved, Jakob Kidde og Jakob Eberhardt: 1864.2007.

Schaffalitzky de Muckadell, Cai: Haandbog i Nordens Søkrigshistorie. 19 11.

Skovmand, Roar: Folkestyrets fødsel 1830-1870. Danmarks Historie bind 11.19 6 4 .

Skram, Erik: Hinsides Grænsen. Erindringer fra Sønderjylland efter 1864.1888, genoptrykt 1976.

Stavnstrup, P.: D. G. Monrad. Politiker og Gejstlig. 1948.

Steensen, R. Steen: Vore Panserskibe 1863-1943. 1968.

Sørensen, Carl Tb.: Den anden slesvigske Krig. III Bind. 1883.

Sørensen, H. E.: Als. 1983.

Saabye, E.J.: »Rolf Krake« 1864. Tidsskrift for Søvæsen 1964, p.249 ff.

Samme: En røst fra »Rolf Krake« 1864. Tidsskrift for Søvæsen 1964, p.482 ff.

Thorsen, Svend: De danske Ministerier 1848-1901.1967.

Tidsskrift for Søvæsen 1881, p. 20 f. Nekrolog over Frederik Christian Georg Muxoll.

Tidsskrift for Søvæsen 1906, p. 61 f. Nekrolog over Hans Peter Rothe.

Vaupell, Otto: Kampen for Sønderjylland. Krigene 1848-1850 og 1864.1888-1889.

Woei, Cai M.: Krigen i dansk Litteratur. I M.Friis Møller og Ernst Mentze (red.): 1864 – et hundred- årsminde. 1963.

Zernin, Gebhard: Das Leben des Königlich-Preussischen Generals der Infanterie August von Goe­ ben. 1895-97 (her citeret efter Johs. Nielsen).

Ørsted, Anders Sandøe: Om Stemmefleerhedens Udfindelse ved Domstolene. Eunomia, 3. Del 1819. Processuelle Skrifter i Udvalg. 1932.

147 Tolv plus niogtredive dødsdomme, én sag

Queen Mary, ah where you gon’ go burn? Queen Mary, ah where you gon’ go burn? Don’t ask me nothin’ ‘tall [at all] Just geh me the match and oil, Bassin Jailhouse, ah deh de money dey. [there’s where the money is]

Ukendt forfatter [»Bassin« er det oprindelige navn for ChristianstedJ.

Dansk kolonihistorie er gledet langt tilbage i bevidstheden. Da jeg arbejde­ de med dette kapitel, spurgte jeg mange af mine venner, hvordan det kunne hænge sammen, at der i 1881 af Højesteret afsagdes en dom, hvorved 39 per­ soner samtidig dømtes til døden – alle benådedes – endog efter at 12 andre i samme sag efter dødsdom i standret var henrettet på stedet. Kun én kom på løsningen. Anledningen var det såkaldte Oktobernegrenes oprør på Sankt Croix i Dansk Vestindien 1. oktober 1878 og dagene derefter, hvorunder myrdedes to soldater under udøvelse af modbydelig brutalitet og en planter, ligesom store dele af byen Frederiksted og 53 plantager hærgedes ved om­ fattende ildspåsættelser. For den juridiske læser er sagen samtidig et monu­ ment over en forældet og unuanceret drakonisk straffelovgivning. Dansk Vestindien ramtes i slaveriets tid af to slaveoprør, 1733 på Sankt Jan og 1848 på Sankt Croix. Under det første, den grusomste episode i øer­ nes historie, dræbtes (ifølge Mielcbe) 76 af 140 hvide på St. Jan, herunder en tolvårig pige, som myrdedes sammen med sin fader, og næsten hele besæt­ ningen på øens fort, medens oprørerne alle dræbtes i kamp, begik selvmord eller henrettedes efter tilfangetagelse. Det andet begyndende oprør dæmpe­ des dels ved den heldbringende moralske påvirkning fra negrenes leder, den

148 halvvejs mytiske Gottlieb Bourdeaux, »General Buddo«, dels ved generalgu­ vernør Peter von Scboltens – modige eller desperate? – beslutning om på egen hånd at erklære samtlige slaver for fri. Ved to lejligheder affyredes af militæ­ ret skud mod stærkt truende folkemasser, hvorved enkelte dræbtes, men in­ gen hvid mand blev dræbt under dette oprør. Det var tragisk, at det, der blev så lykkeligt undgået eller næsten undgået i 1848, indtraf 1878. Den store franske politiske tænker Alexis de Tocqueville, berømt ved sin klassiske skildring af det amerikanske demokrati og sin indtrængende ana­ lyse af den franske revolution Landen régime et la révolution, har skarpsindigt påpeget, at en revolution snarere kan befrygtes, når forholdene begynder at lempes, end hvor undertrykkelsen er total. Så måske var det alligevel ikke så mærkeligt, at de værste excesser i nyere tid ikke indtraf i forbindelse med slaveriets ophævelse, men tredive år efter, da det viste sig, at den nyvundne personlige frihed ikke havde medført et paradis på jord.

Hvorfor?

Hvis nogle af de tidligere slaver har troet, at de med slaveriets ophør også var blevet fri for det hårde og hadede fysiske arbejde med sukkerrørene og havde opnået samme status som de hidtidige frinegre, som jo ikke arbejdede i marken, men endog selv kunne holde slaver, bragtes de hurtigt ud af illu­ sionen, da de vendte hjem til deres hytter på plantagerne. For det store flertal var markarbejdet det eneste mulige, og plantageejerne var ikke så velsitu­ erede, at de kunne lønne mærkbart bedre end de naturalieydelser, slaverne havde haft inden 1848. De vestindiske øers storhedstid var forbi og kom ikke tilbage. Den eneste mulige løsning var den valgte, nemlig et generelt regle­ ment for de frie landarbejdere og en stort set ensartet løn og arbejdstid for alle. Et regulativ af 29. juli 1848, mindre end en måned efter frigørelsen, og en endelig anordning af 26. januar 1849 fastslog principperne. Med mindre de tidligere slaver kunne finde andet arbejde – løsgængeri forbødes – skulle de blive på de plantager, hvor de hidtil havde hørt hjemme. De kunne dog kun forpligtes ved kontrakt på ét års varighed til udløb 1. oktober. Kontrak­ ten skulle opsiges i august, ellers betragtedes den som automatisk forlænget for et yderligere år. Arbejdstiden gik fra solopgang til solnedgang fem dage om ugen med faste pauser. Lønnen udgjorde, udover brugen af en hytte og en lille jordlod til eget brug, 15 ,10 eller 5 cent pr. dag for arbejdere af 1., 2. og

149 3- klasse med den normale voksne mandlige arbejder i første klasse. En sæd­ vanlig ration af mad medførte fradrag af 25 cent pr. uge. Umiddelbart så reglementet ikke urimeligt ud, men i praksis – påvist af Skrubbeltrang, hovedkilden for denne periode – var ordningen svækket af ir­ ritationsmomenter, som i kombination skabte en stemning, hvor voldsomme udbrud lå tættere ved overfladen, end man umiddelbart ville forvente: Syste­ met garneredes med regler om bøde ved forsømmelser, hvilke bøder gik til planteren eller endog i visse tilfælde til forvalteren, hvilket var en fristelse for den mindre velstående planter og en tilsvarende irritation for arbejderen. Opsigelsesbestemmelserne var unødigt restriktive og var egnede til at fast­ holde den uvillige, når han troede at være frigjort. Når arbejderen efter lov­ lig opsigelse ville forlade Sankt Croix for at søge bedre lønnet arbejde, f.eks. på Sankt Thomas, var der ikke altid skibslejlighed de første dage af oktober, og praksis ved udstedelse af pas – ved rejse mellem øerne krævedes pas – var ikke smidig. En overgang krævede politiet forevisning af nogle få (vest­ indiske) dollars ved udrejse for at forhindre, at den rejsende efter ankomst til Sankt Thomas tilbagesendtes som subsistensløs; de interne emigranter var lige så røgede, som politiet var speget, og lod blot de samme dollars vandre fra mand til mand. Men også uden dette krav var risikoen for, at en tilkende­ givet opsigelse ikke kunne effektueres, nærliggende. Commune naufragium dulce, dårlige forhold, fælles for alle, tåles længe i sløv håbløshed, men når enkelte får mulighed for at hæve sig, opstår mis­ stemning, tænk blot på arbejderne i vingården. Samme løn for alle landar­ bejdere på alle plantager var i længden umulig, og systemet undergravedes både indefra og udefra. Indefra ved, at arbejderne simpelthen ikke var lige hurtige. Når hver mand havde sin række sukkerrør, kunne man ikke kræve, at den, der blev først færdig, begyndte på de andres rækker, og det var lige så vanvittigt at pålægge ham at stå resten af dagen med hakken på skulderen; efterhånden opstod en tendens til aflønning pr. »task«, akkordarbejde, selv­ om den vestindiske overret – ved kronens overtagelse af kolonien i 1755 var oprettet et omfattende embedsværk, herunder med retsvæsen i to instan­ ser – stemplede dette som strafbart. Udefra af »porters«, d.v.s. daglejere, som boede i byerne og hutlede sig igennem ved løsarbejde, som var bedre løn­ net end den faste dagløn på 15 cent, men til gengæld kun gav beskæftigelse i kortere perioder ad gangen. Det var naturligt, at løsarbejderne også søgte ud til plantagerne – afstandene var jo ikke store på Sankt Croix, der ikke er større end Møen – og arbejdede der, uden at parterne var bundne af maksi- mallønssystemet, hvilket i lyset af den stadig synkende befolkning også var

150 til fordel for plantageejerne, der måske ellers ikke kunne få høsten i hus, og hvis plantagen lå lidt længere ude på landet, var det også mest praktisk for begge parter, at daglejeren overnattede på plantagen. Også dette var strengt taget ulovligt, ganske vist frifandt politimester og underdommer i Frederik- sted Carl Sarauw, der som medejer af en plantage selv vidste, hvor skoen trykkede, for overtrædelse af arbejdsreglementet, men på ny slog overret- ten bak. Det mest dramatiske indhug i ligelønsystemet indtraf netop 1878 med etableringen af A/S St. Croix’ Fælleskogeri. Ingeniør G. A. Hagemann (1842- 1916), en af det 19. århundredes pionerer, der hjemme i Danmark ved sin indsats for dyrkning af sukkerroer – han blev »overkemiker« ved grundlæg­ gelsen af A/S De danske Sukkerfabrikker i 1872 – i det lange løb medvirkede uhyggeligt effektivt til den for afsætningen af det vestindiske rørsukker øde­ læggende konkurrence, virkede ved flere besøg på Sankt Croix i 1870’erne for centralisering af sukkerproduktionen, formentlig den eneste mulighed for dennes overlevelse. Det nye fælleskogeri havde brug for talstærk arbejds­ kraft og var ubundet af arbejdsanordningens lønfastsættelsesregler. Dagløn­ nen kunne andrage det for en plantagearbejder svimlende beløb af 30 cent, altså en fordobling. Nationaløkonomisk set var det fornuftigt, da det kun var sæsonarbejde, men det så landarbejderne stort på, med Skrubbeltrangs ord gik negrenes arbejdsideal netop i retning af at tjene til livets ophold på en mi­ nimal arbejdstid. Vreden hos de landarbejdere, der måtte arbejde hele tiden for den halve løn, var ikke uforståelig. Paradoksalt kom det fælleskogeri, der skulle have sikret sukkerplantagernes fremtid, til i bogstaveligste forstand at bære ved til bålet for de selvsamme plantager. Andre, demografiske forhold medvirkede til spændingen. Befolknings­ tallet på Sankt Croix faldt fra 1850 til 1880 fra 23.720 til 18.430 indbygge­ re, hvilken nedgang næsten udelukkende lå på landdistrikterne. En over­ gang importeredes ostindiske arbejdere, rene kulier, men de rejste igen, da deres kontrakt var udløbet. Derimod indvandrede ikke så få landarbejdere fra især de engelske vestindiske øer, kraftige og for fysisk arbejde velegnede folk, men ikke altid Guds bedste børn og for nogles vedkommende med er­ faringer fra den røde hane på Barbados. Et lønsystem, som gav den dårlige og dygtige arbejder samme løn, måtte uvægerlig skabe ressentiments hos de nyankomne. Det er ikke tilfældigt, at flere af de efter oprøret dømte, både henrettede og benådede, kom fra andre øer, særlig Barbados. Når hertil lægges, at de vestindiske «romboder« vel aldrig besøgtes så flit­ tigt som netop på skiftedagen, var risikoen for udladninger nærliggende,

151 selvom ingen naturligvis havde forventet et så voldsomt udbrud som det, der faktisk fandt sted.

Hærstyrken og guvernøren

Politiet var svagt – 9 betjente i Frederiksted, 10 i Christiansted – og oprethol­ delse af den indre sikkerhed påhvilede den vestindiske hærstyrke. De før­ ste år var erindringen om det nærmest ved et mirakel dæmpede oprør 1848 endnu så stærk, at der ved hærordningen af 1851 bibeholdtes en betydelig styrke på ca. 540 mand fordelt på 3 infanterikompagnier, hvilket, da øerne selv skulle betale disse udgifter, var en betydelig byrde, mere end halvdelen af øernes budget. De nye kolonialråd – de vestindiske øers andel af den fri forfatning fra 1849 – krævede besparelser på stort set alle poster, hvad man ikke kan bebrejde dem i lyset af øernes generelle økonomiske nedgang, sær­ lig den svækkede plantagedrift på Sankt Croix, og det var nærliggende at spare på hæren. Det var jo gået godt i 1848, og negrene havde været rolige i de følgende år. i860 var udgifterne reduceret til ca. 125.000 S, 5/12 af bud­ gettet, men kolonialrådet krævede fortsatte reduktioner. 1862 formindske­ des styrken til 2 kompagnier med 350 mand og antallet af officerer fra 16 til 10, og frem til 1876/77 nedbragtes styrken til 187 mand, hvoraf 102 på Sankt Croix, og udgifterne til ca. 60.000 $. Fraregnet syge var der til aktiv tjeneste ved oprørets udbrud ifølge Christian Henrik Arendrup – guvernør 1881-93, hans fortrolige beretning af 2. november 1883 direkte til Estrup (som finans­ minister) er en hovedkilde til oprørets historie – 2 officerer, 5 underofficerer og 59 menige med 13 heste på Sankt Croix, alle i Christiansted bortset fra 3 ordonnanser i Frederiksted, samt 2 officerer, 6 underofficerer og 66 me­ nige på Sankt Thomas. Så kunne det ikke blive billigere eller, må man sige, mere ansvarsløst. Kolonialrådet havde kun rådgivende myndighed, og det endelige ansvar lå ikke engang hos guvernøren, men i koloniernes central­ bestyrelse under Finansministeriet. Det siger lidt om moderlandets holdning til kolonierne, at de ikke (som Grønland) bestyredes af Indenrigsministeriet, men af Finansministeriet. Når øernes egne politiske organer selv ønskede hærstyrken reduceret, kunne man ikke forvente, at ministeriet ville påtvinge øerne store udgifter, som man lokalt anså som uproduktive. Måske var det den egentlige og kritisable ulykke, at hærstyrken ikke betaltes af moderlan­ det som en selvfølgelig statsudgift, men var overvæltet på de kolonier, som

152 Guvernør Janus August Garde (Det K gl Bibliotek). før 1848 havde råd til at betale, men under de nye forhold ikke længere kun­ ne det. Havde staten været mere generøs inden 1878, kunne de betydelige beløb, den ydede til de skadelidte efter 1878, have været sparet. Man betalte ikke forsikringspræmien. De skiftende guvernører burde måske have protesteret mod nedskærin­ gerne – Skrubbeltrang citerer ingen breve, der peger på den fatale svækkel­ se af sikkerheden. 1872-81 var guvernøren søofficeren Janus August Garde (1823-93), min oldefaders fætter og søn af den eskadrechef, der dømtes for medansvar i nederlaget ved Eckernførde. Hans ridderkors 1857 skyldes hans raske dåd, da han som tjenstgørende på vagtskibet Saga på Helsingørs red frelste skibet under en storm, medens kaptajnen og næstkommanderende var i land. 1860-72 forestod han som havnekaptajn i København anlæg af Refshaleøen og bygning af en ny Knippelsbro; August Gardes Vej syd for Is­ lands Brygge er opkaldt efter ham. Han var også med i det første hold søkyn­ dige dommere i den nye Sø- og Handelsret fra 1861. Som guvernør virkede

153 han for forbedring af havnen i Charlotte Amalie, øernes væsentligste økono­ miske aktiv, det nye fælleskogeri og skolevæsenet. Guvernøren, som siden kronens overtagelse af kolonien havde resideret i Christiansted på Sankt Croix, havde fra 1871 sæde i Charlotte Amalie på Sankt Thomas, den nu økonomisk set vigtigste del af kolonien. Garde var så­ ledes den første guvernør, som kun besøgte Sankt Croix som »gæst« og ikke havde daglig føling med de særlige problemer på denne kronisk kriseramte 0. Forløbet af oprøret viste de fatale følger derved. Den 0, hvor guvernøren ikke boede – det lille Sankt Jan tæller ikke i denne sammenhæng – havde en »præsident« som en slags viceguvernør, men dette uselvstændige mellemled kunne ikke opveje guvernørens fravær, når vigtige afgørelser skulle træffes. Da først skaden var sket, foreslog Garde ophævelse af præsidentskabet og pligt for guvernøren til at dele sig omtrent ligeligt mellem de to hovedøer, men endnu ved hans afgang i 1881 var reformen ikke gennemført. Yderlige­ re kommunikationsmangler fremtrådte også grelt under oprøret. I bagklogskabens stærkere lys er det nemt at kritisere, men måske burde guvernøren have koncentreret mest mulig styrke i byerne på Sankt Croix omkring skiftedagen, hvor risikoen for uroligheder var størst.

Flammer over Sankt Croix

Skiftedagen tirsdag 1. oktober oprandt fredeligt i den kønne lille by Frede- riksted på vestkysten, hvor den konstituerede politimester, underdommer og skriver Thomas Severin Riibner Petersen (1835-1919) fik travlt med pasud­ stedelse, men ud på eftermiddagen blev stemningen urolig, og da politime­ steren og politiassistenten kørte ud på patrulje, meddelte byfoged Sarauw, at folk slog hinanden ihjel på hjørnet af Prindsensgade og Kongens Tværgade. Da politimesteren – hans redegørelse er den fyldigste kilde for begivenhe­ derne i Frederiksted – ankom til stedet, fandt han kun en ældre, fordrukken landarbejder Henry Trotmann liggende i rendestenen blødende efter at have skåret sin fod. Politiet hankede op i ham og bragte ham til byens hospital. An­ dre politifolk arresterede Joseph fra plantagen La Grange og ville indbringe ham til politikammeret. Efter sammenstimlen befriede pøbelen denne, som senere blev en af lederne af oprøret. Da den voksende hob væltede sig ind på den ene af to udkommanderede politiordonnanser, trak Petersen sig lang­ somt tilbage til byens fort i håb om, at de forreste i hoben ville følge efter,

154 så at han kunne anholde de formentlige ledere, hvilket dog ikke lykkedes. Petersen og politiassistenten gik nu til fods ud i byen og forsøgte tillige med den engelske vicekonsul, pastor /. C.Du Bois, at berolige mængden, hvilket var ved at lykkes. Flere sagde, at de var utilfredse med deres løn, og krævede 20-25 cent daglig i penge. Nu indtraf den mest katastrofale begivenhed, da en gammel negerkvinde Felicia James fra samme plantage som Trotmann råbte, at denne var død af de slag, politiet havde givet ham, hvilket medførte stenkast. Petersen og lægen gik til hospitalet og konstaterede, at Trotmann lå fredeligt og velforbundet på en madras og sov rusen ud. Politimesteren råbte ud ad vinduet, at der var intet i vejen med Trotmann, men pøbelen trængte ind i hospitalet. At den fik syn for sagn, beroligede den ikke, men den strøm­ mede mod fortet for at angribe politiet. Dette søgte tilflugt i fortet, men pø­ belen forcerede yderporten og bombarderede med sten og kanonkugler, der brugtes som kasteskyts. Efter først at have skudt varselsskud skød politiet, tre soldater og to behjertede borgere mod mængden, og da denne efter en halv times forløb heldigvis ikke kunne sprænge den indre port, trak den sig tilbage og ud i byen, hvor systematiske ildspåsættelser, »to strike a light«, bl.a. af den store toldbodbygning, og plyndring nu pågik. Den samtidige forfatter Taylor fortæller, at landarbejderne kom udefra ind i byen med ordene »The town not lighted up yet? You are too slow. It’s very dark; we must have a light.« Når et fad rom blev fundet, blev det enten tømt eller antændt, flere gange med eksplosion til følge. Der var groteske scener, når den døddrukne pøbel pyntede sig med røvet gallapåklædning og selskabskjoler, slæbte kla­ verer ud på gaden og spillede, til strengene brast etc. Hvis de få politibetjente havde vovet sig ud fra fortet, var de blevet massakrerede, Petersen har bereg­ net, at der var 6 å 800 i gaderne, vist nok kun landarbejdere.Kay Larsen un­ derstreger, at bynegrene var trofaste. De hvide søgte tilflugt i kirkerne, som pøbelen respekterede, på fortet eller skibe i havnen. En blandt negrene ilde lidt planter Fontaine, som intetanende red ind i byen, overfaldtes og gennem- tævedes. Købmand Moore reddede ham ind i sin hus og lod ham forbinde, men ud på natten blev der stukket ild i huset, så Fontaine måtte bæres ud i haven, hvor han døde. Hans mordere er ikke identificerede. Moore selv red­ dede sig ved svømning ind på fortet. Da militæret havde forladt Frederiksted året forud som led i den gene­ relle nedskæring af hærstyrken, og der ikke var telegrafforbindelse mellem Frederiksted og Christiansted, måtte Petersen sende et ridende bud til præ­ sidentskabet med bøn om hjælp. Da en ordonnans næppe ville nå igennem, sendte Petersen sin kusk. Da den snorlige Centerlinie mellem de to byer var

155 Sandyíoint

o v í-R oansk V £ sr//v 0

TJdgrvet af Tor em ulen

„De danske Atianterhavsöe T.

1907 Gd ^

Sankt Croix med de fleste a f plantagerne nævnt i forbindelse med oprøret. »Montpellier«, ikke angivet her, lå ved »Morning Star«. Kort 1907 a f foreningen »De danske Atlanterhavsøer«. fyldt af folk, red kusken skarpt forfulgt til plantagen Punch nordøst for Fre- deriksted. Et andet bud derfra nåede med besvær til plantagen Mon Bijou

156 -Vag th na IVat

14000 Alen

pooo Meter.

halvvejs til Christiansted, og et tredje bud derfra nåede helt frem, dog først en time efter midnat. Ved hurtigere hjælp kunne mere af Frederiksted være reddet. Præsident /.A. Stakemann kunne først underrette guvernøren om morgenen, da der ikke var natbetjening på telegrafen mellem Christiansted og Charlotte Amalie! Han turde ikke blotte Chnstiansted for tropper – man

*57 kunne jo ikke ane, om oprøret ville brede sig til den østlige del af øen – men sendte, hvad der kunne undværes, 6 ryttere og 13 fodfolk anført af løjtnant Herman Rudolph Leopold Ostermann. Imidlertid foregik det farligste angreb på fortet i Frederiksted, da pøbelen stak ild til et lille hus nær fortet, hvor der opbevaredes 840 gallons petroleum, men ved hjælp af »nogle flinke Vare- tægtsarrestanter« slukkedes ilden, inden den kunne brede sig til fortet. Peter­ sen sendte et nyt bud, en sort mand,Charles Thomas, der havde sluttet sig til forsvarerne i fortet, men da denne med besvær nåede frem til Christiansted, var Ostermann allerede afgået. Arendrup yder Petersen en uforbeholden og velfortjent ros for hans hele færd denne aften og nat. Ostermanns trop kæmpede sig vej ad Centerlinien og nåede frem lidt før kl. 6 morgen, en kæk bedrift, som senere indbragte ham en æressabel i sølvskede fra indbyggerne i Frederiksted. Undervejs traf han dog den, som det viste sig, meget ulykkelige disposition at efterlade to bagagevogne nær plantagen Carlton nogle kilometer uden for Frederiksted med to soldater til bevogtning i stedet for at sende dem tilbage til Christiansted. Da han nåede frem, hejste Petersen flaget på fortet og begav sig ud i byen, hvorfra pøbe­ len bortjoges, hvorefter excesserne i Frederiksted stort set var ophørt og de sidste brande kunne slukkes, ligesom der foretoges en hel del arrestationer, cellerne i det gamle fort må være blevet overfyldte. Men endnu engang viste det sig, at øvrigheden ganske simpelt ikke var stærk nok. Som Petersens hel­ dige forsvar af fortet indirekte udløste ildspåsættelserne og plyndringerne i Frederiksted, medførte undsætningen af Frederiksted, at pøbelen strømme­ de ud på landet, hvor plantagebygninger i uhyggeligt omfang sattes i brand. Garde underrettedes kl. halvotte om morgenen den 2. oktober, og nu fremtrådte endnu en gang de svage interne kommunikationer, idet guverne- mentet ikke rådede over et eget dampskib, men kun den gamle sejlskonnert Vigilant, der ifølge Henrik Cavling, som besøgte Vestindien i 1894 og fortsat fandt skibet i brug, i 1820’erne skulle have haft en fortid som sørøverskib. Cavling ironiserede, at han godt kunne forstå, at sørøverne var blevet betæn­ kelige ved fartøjet og havde overladt det til almindelige mennesker. Under det oversatte navn Den Aarvaagne havde det i 1801 deltaget i en heldig træf­ ning mod englænderne, og det gik først tabt ved en orkan i 1928 efter at have overlevet flere tidligere orkaner. Afstanden mellem øerne, som fra Køben­ havn til Slagelse, kunne med sejlskib i godt vejr klares på en nat, men i storm­ vejr vare 5-6 dage. Naturligvis kunne Garde ikke nøjes med dette skib, men henvendte sig til det vigtigste rederi, der besejlede Sankt Thomas, det engel­ ske Royal Mail, der stillede dampskibet Arno til disposition. Kl. halvet afgik

158 skibet med guvernøren, premierløjtnant, baronHeinrich von Eggers, sekund­ løjtnant Ditlevsen, 6 underofficerer og 43 menige. Da meddelelsen om oprø­ ret på Sankt Croix også havde bredt sig til Sankt Thomas, måtte Garde efter­ lade en mindre styrke på denne 0. Oprindelig havde Garde haft til hensigt at sejle til Frederiksted, men umiddelbart inden afgang fik han telegram om, at der ved plantagen Adventure – syd for Centerlinien, omtrent midtvejs mel­ lem de to byer – var set støjende hobe, og at det var meddelt præsidenten, at fortet i Frederiksted var nedbrændt, og at det brændte på plantagerne i om­ egnen af denne by, hvorfor præsidenten frygtede, at han ikke kunne holde Christiansted uden hjælp. I hvert fald hvad angår Frederiksted fort, kolpor­ teredes rene rygter. Garde besluttede derfor at sejle til Christiansted for at dække den østlige del af øen og bestyrkedes heri ved fra havet at se ildskær på den vestlige del af øen, som han ikke længere troede at kunne redde. Om afgørelsen var den rigtige, er vanskeligt at sige, Arendrup dadler den ikke, men omvendt skete de værste excesser, om ikke længere i, så i omegnen af Frederiksted. Ved ankomst til Christiansted kl. 18, et døgn efter oprørets begyndelse, erklærede Garde øen i belejringstilstand, og tre timer efter afgik Eggers ad Nordsiden for at forene sig med et tidligere om eftermiddagen ad Center­ linien til Kingshill, et højdedrag midt på øen, under ledelse af løjtnantV. R. Waage afsendt detachement. Eggers fik dog også ordre til ikke at lade sig af­ skære fra Christiansted. Arendrup kritiserer det dårlige efterretningsvæsen i Christiansted i timerne før Gardes ankomst, som fik Garde til at medgive Eg­ gers unødigt forsigtige ordrer. I det mørke og regnfulde vejr kunne soldater­ ne ikke skelne eventuelle bevægelser i de høje sukkermarker. Eggers vovede derfor ikke at fortsætte frem mod de brændende bygninger, og ikke blot re­ tirerede han, han drog også Waages trop med sig, og kl. 4 morgen var begge korps vendt tilbage. Det er nemt at være lænestolsstrateg, og ret beset kunne Eggers og Waage ikke ane, hvor mange fjender der sneg sig rundt i sukker- markerne omkring deres lille styrke, men selvom retræten kan undskyldes, var den en ulykke, som medførte, at også plantager øst for Kingshill og nær Christiansted kunne antændes. Tidligt om morgenen 3. oktober rykkede Garde ud med hele styrken, 45 soldater og 50 frivillige. Allerede ved Annas Hope, kun et par kilometer fra Christiansted stødte han på 3-400 negre, der skulle til at antænde plantagen. Nogle blev skudt, andre taget til fange, men de fleste flygtede. Korpset fort­ satte ad Centerlinien mod Frederiksted. Den værste oplevelse var fundet af ligene af de to soldater, som Ostermann havde efterladt som vagthold ved

159 »Negrenes Udskeielser paa St. Croix« ifølge Illustreret Tidende. Det drabelige feltslag svarer næppe til virkeligheden.

16 0 ❖

i6i bagagevognene, »i en afskylig lemlæstet Tilstand« (Gardes indberetning). Iføl­ ge Arendrup havde de fra Frederiksted fordrevne negre samlet sig ved Hø- gensborg øst for byen, da det rygtedes, at to soldater var efterladt alene på na­ boplantagen Carlton. Banden begav sig derhen, drev soldaterne ud af deres skjul, jog dem rundt i gården og overvældede dem med stenkast og stokke­ slag, indtil de døende segnede om. Da Gardes styrke gik til angreb, flygtede negrene uden modstand, en del blev skudt under flugten, men andre, som var tyede ind i negerhusene, blev trukne frem og skudt af soldaterne, som var blevet ophidsede ved synet af deres dræbte kammerater. Det er forstå­ eligt, at der da ikke gaves pardon, men Taylor har nok ret i, at også uskyldige dræbtes ved denne lejlighed. Efter Gardes ankomst til Frederiksted til befolkningens jubel foreslog Ostermann en større patruljering, men Garde, som ønskede at vende hur­ tigt tilbage til Christiansted og ikke ville blotte Frederiksted, forbød dette, nok hans største fejlgreb under oprøret, idet flere plantager kunne antændes på nordsiden den følgende nat. Det værste var dog forbi – også den i Christi- ansted efterladte lille styrke havde under ledelse af guvernementssekretær Hattensen splittet en bande, der var ved at antænde plantagen Rivers – og allerede den 4. mente Garde at kunne afslå med tak tilbud om hjælp fra det franske orlogsskib »La Bourdonnais« og det engelske »Tourmaline« samt fra den spanske guvernør på Puerto Rico, der tilbød 300 mand. Efter anmod­ ning forblev skibene liggende på reden som en advarsel for negrene. De følgende dage blev der ryddet op og taget en mængde fanger. Aren­ drup understreger, at politi og militær blev bistået ikke blot af plantere og for­ valtere, men også af arbejdere, der for at frigøre sig selv anmeldte lederne af opstanden. Endnu på dette stadium blev der gået frem med stor strenghed, og hvis en fange forsøgte at flygte, blev der skudt efter ham. At øvrigheden ikke blindt slog ned til højre og venstre, men bestræbte sig på at fange de værste, viser Arendrups bemærkning om en patruljering af Ostermanns korps 6. ok­ tober. 8 fanger indbragtes, og en neger, der angaves at være hovedmand til mordet på soldaterne, blev skudt, da han forsøgte at undløbe, men til gengæld frigaves 10 ældre fanger på grund af »erholdte tilfredsstillende Oplysninger«. Ved efterforskning den 9. på Høgensborg og Carlton lykkedes det at anholde fruentimmeret Agnes, der ifølge Arendrup erkendte at være medskyldig i sol­ daternes mord. Samtidig blev negeren Charles Broom, der med en sukkerøkse havde lemlæstet planter Flemings halvvoksne og »noget idiotiske« søn, skudt - denne nedskydning er senere internt kritiseret som et overgreb. Ofrenes antal er uvist. A f hvide dræbtes de to soldater og planter Fontai-

162 ne, af negrene 69 ifølge Gardes officielle rapport – listen findes i Rigsarkivet - samt 14 kvinder dræbt ved et romfads eksplosion i Grove Place. Når en lille skare velbevæbnede og veldisciplinerede mænd står over for en mange gan­ ge større mængde voldsomme, men dårligt bevæbnede – heldigvis havde in­ gen af »banderne«, den faste benævnelse, adgang til skydevåben, ilden var deres vigtigste våben – vil de sidstnævntes tab altid være langt størst. Tyson angiver tallet på de dræbte så højt som 250, og selvom det synes meget (for?) højt, har han ret i, at de frivillige begik mange overgreb i dagene efter op­ rørets nedkæmpelse. De materielle skader var eksorbitante. Skrubbeltrang har opgjort dem til 603.000 S for værker og bygninger på i alt 53 plantager, 70.000 $ for skader på høsten og ca. 297.000 $ for skader i Frederiksted, for­ delt på kolonialkassen (toldbodbygning, retshus, skolehuse m.v.), 73 husejere og et uoplyst antal tablidende for løsøre. Mange plantager rejste sig aldrig igen. De mange ruiner på Sankt Croix minder om oprøret i 1878. Det store spørgsmål er, om oprøret skyldtes en forud bestemt plan eller med Gardes ord kun var følgen af en øjeblikkelig opbrusende ond stemning. Garde hælder til den sidste løsning, bl.a. på grund af den omstændighed, at ingen havde haft den mindste forudanelse. Samtidig er det hans opfattelse, at rejsningen ikke var indskrænket til en ordinær arbejderstrejke, men at den sorte mand rejste sig mod den hvide for at fordrive ham eller om nødven­ digt dræbe ham. Kun soldaternes kraftige optræden, da de mødte oprørerne uden for Christiansted, fik oprørerne til at afstå fra deres forsæt. Den umid­ delbare anledning var dog utilfredshed med arbejderlovgivningen. Kommissionen af 1878-79 afhørte 53 embedsmænd, handlende, plante­ re m.v., hvoraf flere »couleurte« og enkelte sorte. Det stadig tilbagevendende spørgsmål til vidnerne var, om de troede, at der var en forudlagt plan, eller om oprøret var tilfældigt. Flertallet mente, at der var betydelig misfornøjel­ se, og at der muligt var strejke eller optøjer i luften, men ikke planlagt oprør. Læge Neumann, der færdedes på tyve plantager, sagde, at hvis en plan havde eksisteret, ville han have erfaret dette ved negrenes store snaksomhed. En så indviet mand som Du Bois mente, at størstedelen af negrene var tvungne af deres egne til at følge med. Den couleurte købmand W. H. Brown i Frederik­ sted afviste også en forudlagt plan, og i betragtning af, at excesserne i byen begyndte uden for hans romudsalg, burde han vide besked. Den sorte tøm­ rermester John Samuel betegnede oprøret som arbejdernes kamp mod besid­ derne, men udelukkede racehad og nævnte eksempler på negrenes taknem­ lighed mod og kærlighed til de blanke. Der var dog uenige røster, særlig den couleurte købmand W. H. Heyliger i Christiansted, der pegede på, at feltråbet

163 »Our Side« var kendt over hele øen, og som havde hørt, at den kendte oprørs- leder Joseph Paris havde et dansk og et rødt flag og havde udtalt, at han først ville udfolde det danske, men skifte til det røde, hvis det lykkedes at over­ vinde de blanke. Den stadige gentagelse af »Our Side« støttede teorien om op­ røret som en sammenhængende aktion. Købmand Mastorson i Frederiksted mente, at optøjer havde været forberedte helt fra 1877, og at negre fra de en­ gelske øer var anstiftere. Den væsentligste argumentation for, at der kan have foreligget et vist om­ fang af planlægning og forberedelse, ses hos Peter Hoxcer Jensen, der henvi­ ser til, at flere plantageejere havde konstateret, at landarbejdeme havde op­ hørt med at bearbejde deres små jordlodder, hvorfor man havde forventet, om ikke et oprør, så dog en strejke. Han udelukker derfor ikke planlægning, omend han ikke undervurderer de mange spontane udbrud ved oprørets be­ gyndelse. Netop i 1878 havde landarbejdene al mulig grund til at forvente ophævelse af arbejdsanordningen, særlig i forbindelse med oprettelse af fæl- leskogeriet, hvorfor den førstkommende skiftedag, 1. oktober 1878, var da­ gen, hvor de afgørende reformer imødesås. Da intet skete, vendte de skuf­ fede landarbejderes vrede sig imod plantageejerne, som de mente ville snyde dem ved ikke at lade anordningen ophæve. Min egen opfattelse er dog desuagtet, at selvom der var en betydelig la­ tent utilfredshed med arbejdsforholdene, særlig anordningen af 1849, og at stemningen var tilstrækkelig forgiftet til, at oprøret eller dog en strejke ikke burde være kommet som et aldeles uventet chok, er der ikke bevis for plan­ lægning, organisering m. v. At Garde stadig var i tvivl 6. november 1878, var forståeligt, men de grundige afhøringer, både for retten og i kommissionen, indeholder kun få antydninger om en forudgående plan. Riibner Petersens rapport læser jeg også som en støtte til teorien om et spontant, ikke-planlagt udbrud.

Standretten, de tolv

5. oktober udstedte Garde en proklamation til landarbejderne om at vende tilbage til deres plantager, idet de ved antræffelse andetsteds uden pas eller følgeseddel fra deres foresatte udsatte sig for at blive anset som oprørere. Proklamationen blev af militæret oplæst på plantagerne. Et yderligere tegn på delvis normalisering viste sig ved, at Garde den 12. takkede de frivillige

16 4 Overdommer Philip Peder Rosenstand (Det Kgl. Bibliotek).

for deres bistand, men samtidig understregede, at fra nu af måtte de kun be­ nytte deres våben i selvforsvar. Man spørger sig selv, hvor mange negre, skyl­ dige som uskyldige, de frivillige havde dræbt i dagene siden den 5. Det var nu spørgsmålet, hvad man skulle gøre med fangerne, af hvilke der var 403, da der var flest. Hele 336 løslodes hurtigt, man må gå ud fra, at det generelt var de mindst belastede. I den alvorligste ende af spektret beslutte­ de Garde at nedsætte en standret bestående af tre dommere til pådømmelse af hovedmændene. Han henviste til, at oprøret endnu pågik, og at det »for Exemplets Skyld ikke er gjörligt at lade de begaaede Forbrydelser forfölge gjennem sædvanlig Rettergang«. Han sluttede med, hvad der må være den korteste retsplejelov nogensinde: »Standretten skal kun være bunden ved saadanne processuelle Former og Regler, som i ethvert Tilfælde ere fornöd- ne forat give Dommerne saadan Overbeviisning om de Paagjældendes Straf­ skyld, at de for GUD og deres Samvittighed kunne forsvare derpaa at grunde Dommen. Standretten idömmer ingen anden Straf end Livsstraf. Naar nogen

165 Sigtet findes ikke at burde ansees med denne Straf, forbeholdes Sagen til an­ den Undersögelse, Forfölgning og Paakjendelse.« Som formand indsattes øernes ordinære overdommer Philip Peder Ro­ senstand (1831-1912), siden sin embedseksamen i 1859 tjenstgørende på Sankt Croix, fra 1873 dommer i overretten. A f de andre dommere – retten skiftede besætning, da den flyttede fra Christiansværns fort i Christiansted til fortet i Frederiksted – kan nævnes Riibner Petersen. Et af oprørets vig­ tigere dokumenter er den kun 36 pp. store retsbog fra standretten, der af­ sagde 12 dødsdomme, 6 i Christiansted og 6 i Frederiksted, hvilke domme efter guvernørens ordre eksekveredes straks ved skydning. Den faste for­ mular var: »Retten eenstemmig fandt Arrestanten skyldig til at straffes paa Livet. Thi kjendes for Ret: Arrestanten (navn) bør have sit Liv forbrudt.« Af de kortfattede præmisser i dommene fremgår, at retten har koncentreret sig om lederne af ildspåsættelserne, men ved sagerne fra Frederiksted mod John Charles og Joseph Harrison, begge fra Carlton, fremhæves, at de var ak­ tive ved mordet på de to soldater. Flere af de dømte erkendte deres skyld, og generelt forelå vidneudsagn, ikke kun i standretten selv. I retsbogen omtales andre forklaringer, herunder fra den senere så berømte Mary Thomas. Ro­ senstand forestod samtlige forhør selv, alene eller sammen med andre dom­ mere. Af særlig interesse, både for dommerne og for eftertiden, har været, om undersøgelserne kunne kaste lys over motivet til oprøret, herunder om det var spontant eller forberedt i længere tid. Betegnende glimt fremkom under sagerne 8. og 9. oktober i Christiansted, hvorunderHenry James, Augustus George og John Adams alle blev dømt til døden og henrettede. Disse sager er også et godt eksempel på rettens arbejdsmåde og meddeler karakteristiske enkeltheder fra oprøret. Vidnet Abraham Johannes fra Windsor (nordøst for Kingshill) forklarede, at oprørere ankom til plantagen for at få deres »Gjæng« med, og at Henry James og Joe Williams straks var rede. Disse samt John Lewis (dømt, delvis efter egen erkendelse, og henrettet den forrige dag) blev kaldt »capitainer«, James havde en »cutter« og en stok og Williams en økse, og de gik i spidsen undtagen når nogen prøvede at skulke væk, hvor de to gik bagved og skub­ bede dem frem – det ses, at der ikke var tale om en generel folkerejsning. Han så ikke James og Williams sætte ild med egen hånd, men de gav ordre til ildspåsættelse. Joe Williams erkendte at have båret en økse og at være gået forrest ved siden af Henry James, der havde en sabel. Williams blev dog afsat, da de nå-

166 ede til den næste plantage Morningstar, da folkene sagde, at han ikke var flink nok – det kan meget vel have reddet ham fra henrettelse. Lucas Staae fra Concordia opbrød »allowance« kælderen på Morningstar og uddelte al­ lowance til folkene (»allowance« er de naturalieydelser, som under slaveriet udleveredes i stedet for løn og efter frigivelsen stadig kunne træde i stedet for en del aflønnen). Henry James erkendte at have været i spidsen for banden, at have været inde i Morningstars hus, da det brændte, og at have blæst alarm på sin skal [konkylie], da de forlod Windsor – det kommer meget tæt på at være en til­ ståelsessag, og i betragtning, at han efter den første dags domme og henret­ telser vidste, hvad der ventede ham, kan man ikke nægte ham agtelse for hans åbenhed over for retten. John Adams forklarede, at gjænget fra Windsor var opsat på at få alting brændt på Morningstar, hvis folk holdt med deres herre. Særlig Henry James råbte, at det var dumt af dem at holde med (planter) Farrelly, der var et ivrigt medlem af borgerrådet og således var med til ikke at ville give arbejderne højere betaling. Denne episode viser, at dette ikke var en racekamp endsige en uafhængighedskamp, men en lønkamp, der var løbet løbsk.Palle Lauring bemærker, at den kaotiske opstand var tåbelig; negrene skulle leve af plan­ tagerne, og at ruinere den eneste løngiver er ikke den sikreste vej til højere løn. »Driveren«, d.v.s. underforvalterGeorge Marquis, »en Mand der er almin­ delig anseet for hæderlig og som har holdt sig ganske udenfor Bevægelsen«, angav William Holder fra Mon Bijou, kaldet »Poor Fellow«, for at være ho­ vedmand ved afbrænding af værker og våningshuse på Fredensborg og Slob samt en anden mand fra Mon Bijou Sylvester for at være med i banden. William Holder vedstod øgenavnet »Poor Boy«, men nægtede at have del­ taget i ildspåsættelse. Nu flyttedes opmærksomheden til Golden Grove (mod syd, lidt vest for Kingshill), hvorfra fremstilledes arrestanten Augustus George og tre vidner. Vidnerne gentog højtideligt en af dem tidligere rejst sigtelse mod George for at have været en aflederne af en meget voldsom bande, der under anførsel af Joseph Paris, »General Paris« (dømt og henrettet den første dag efter at have erkendt at have været med i banden, der kom fra Frederiksted), kom fra Carl­ ton og Lower Love. De styrtede ind i negerbyen for at tvinge arbejderne til at være med, hvilket ifølge vidnerne så godt som ingen ville. Banden satte ild på og stormede videre til Negrobay, hvor de brændte både værk og våningshus, og derfra videre til to yderligere plantager, hvor George ikke var med.

16 7 Augustus George erkendte, at han med Paris havde været i spidsen for banden, som nedbrændte Golden Grove og Negrobay. John Adams fremstilledes på ny næste morgen, og retten resumerede, at han ved rapporter til politiet og en mængde angivelser var udpeget som en af de værste anstiftere i banden, der brændte Morningstar. Han havde blæst på skal og været meget virksom, og han havde erkendt at have været inde i huset. Tre vidner fra Morningstar forklarede at have set ham, blæsende på skal og gående ved siden af Henry James i spidsen for banden. Et af vidnerne havde set ham sætte ild på huset. Henry James bekræftede, at Adams gik i spidsen for Morningstar Gang blæsende på en skal ved siden af ham selv og Joe Williams. Adams var virk­ som både på Montpellier og Morningstar. John Adams vedstod at have været i Farrellys hus, da der blev sat ild på, men nægtede at have antændt ilden selv. Derimod erkendte han at have blæst på en skal. »De tilstedeværende Folk fra Morningstar udsige, at John Adams var den værste i Banden derfra.« Retten hævedes derefter kl. 10 1/2 og kom tilbage kl. 12, hvor den afsag­ de de tre dødsdomme. For de to første fremhæves udover vidneforklaringer egen tilståelse, for Adams alene vidner. For alle nævntes udover generel virk­ somhed i oprøret egne specifikke forbrydelser, særlig de plantager, de havde medvirket til at afbrænde, Montpellier, Morningstar og Concordia for James, Golden Grove og Negrobay for George samt Montpellier og Morningstar for Adams. Dommene forelagdes guvernøren, der påtegnede om fuldbyrdelse ved skydning, hvorefter eksekutionen skete kl. 3 og bekendtgjordes i det føl­ gende nummer af St. Croix Avis. Da retten sattes på ny kl. 3 1/2, afhørtes William Holder grundigt. Han var født på Barbados, men havde i 10 år opholdt sig her i landet. Retten oprem­ sede seks plantager, som han skulle have medvirket til at sætte ild på. Han er­ kendte at have været i nærheden, men ikke videre. Vidnet George Marquis forklarede atter, at »Poor Fellow« var formand for banden fra Mon Bijou, der afbrændte huse på to plantager. Poor Fellow rase­ de omkring med en sabel. Marquis medbragte tre yderligere vidner, der alle nævnte Poor Fellow som bandeleder; et af vidnerne føjede til, at denne hug­ gede med en sabel efter ham, da han forsøgte at gribe ind, og et andet vidne omtalte andre trusler fra den meget aktive Poor Fellow. Efter at også det sid­ ste vidne havde udpeget ham som leder af banden, erkendte »Poor Boy« til­ stedeværelse og deltagelse i ødelæggelsen, men tilføjede, at han kun var »a common soldier« – da alle er afhørte på engelsk, selvom retsbogen føres på

168 dansk, er det sikkert, at et gengivet engelsk ord er direkte udtalt af den af­ hørte. Ifølge William Holder udbrød »Bevægelsen« i Frederiksted foranlediget ved, at politiet lagde sig imellem nogle negre, der sloges i en rombod. Han var ikke selv til stede i »Vest Enden« (et andet navn for Frederiksted). Han navngav fire andre deltagere som ledere, »Captainer«, bl.a. en vis »Bordoe«, og mente, at bevægelsen havde været forberedt i længere tid og hørte hjemme i nærheden af Vest Enden. Dagen sluttede med overvejelser om, hvorvidtRo­ bert James fra Orange Grove var identisk med »Bordeaux«, og retten hævedes kl. 4 med tilkendegivelse om fortsættelse næste dag i Frederiksted, herunder fortsættelse af sagen om »Bordeaux«. Denne gennemgang af retsbogen for to dage af standrettens virke vi­ ser naturligvis, at dens virksomhed strider mod så godt som alle gængse retsplejeprincipper. Der var hverken anklager eller forsvarer, det var ren inkvisitionsproces; der var ingen appeladgang, men de afsagte dødsdom­ me eksekveredes straks; de af de tiltalte overtrådte bestemmelser præcise­ res ikke; når der var flere vidner, synes de afhørt samtidig; der henvises til forklaringer afgivne andetsteds, nok for Rosenstand selv, men ikke for med- dommerne, bevisumiddelbarhedsprincippet var således også tilsidesat. Et ka­ rakteristisk træk for retsplejen i hele den danske tid var, at dommer og rets- sekretær førte retsbogen på dansk, medens de tiltalte og vidnerne afgav for­ klaring på engelsk, indført direkte på dansk i retsbogen uden anvendelse af tolk. Man behøver ikke sende sagen til Strasbourg for at fastslå, at principper­ ne for »retfærdig rettergang« ikke var opfyldt. I anden sammenhæng under­ streger Taylor retsplejens omhu og bestræbelserne på at finde sandheden, »It is supposed that you are telling the truth«, monstro han antyder en modsæt­ ning til retsplejen på de engelske øer? Jeg vil ikke fordømme standretten. Forbrydelserne var overvældende og helt friske, endnu den 4. pågik oprøret, og retten nedsattes den 5., hvor det utvivlsomt var fornødent at vise kraft og statuere eksempler til sikring af af- skrækkelsesvirkningen og situationen fortsat var labil. Rettens formand var den samme overdommer, der senere gennemførte de grundige forhør i det­ te retsopgør, og også underdommerne deltog. Det er herefter et vitalt spørgs­ mål, om standretten ramte de rigtige. Vi kan ikke være sikre på, at retten dømte de mest belastede af alle potentielle skyldige, i hvert fald ikke alle; så­ ledes var der mange flere end to i den bande, der bestialsk myrdede de to sol­ dater på Carlton, særlig Axelline Salomon (»Agnes«), omend den manglende medtagelse af hende og den ligeledes meget aktive – om end ikke i mordet -

169 Mary Thomas kan forklares ved modvilje mod at henrette kvinder. Men når dette er sagt, er der ingen tvivl om, at de dømte var skyldige. A f de tre, hvis sag jeg her har fulgt, havde Henry James og Augustus George i det store og hele erkendt sig skyldige, John Adams var meget tæt på en erkendelse, og der var flere vidner mod alle, ligesom de forklarede om hinanden. De tre havde med betydelig sikkerhed ledende roller. Rettens omhu viser sig også ved de begrænsninger, den pålagde sig selv. Joe Williams og William Holder, særlig den sidste, var meget tæt på at blive dømt, men slap med skrækken, sand­ synligvis fordi de – med den forsigtige bevisvurdering, som retten pålagde sig selv i Holders sag – var mindre belastede end de tre andre. Dommerne med Rosenstand i spidsen har lagt vægt på at opnå et dækkende bevis i hver sag for sig. Selvom jeg nu gætter uden den fjerneste støtte i kilderne, kan jeg ikke heller bortse fra muligheden for, at Garde havde sagt til Rosenstand, at det kun var nødvendigt at henrette et mindre antal – jeg peger herved på det mistænkelig runde tal 12 fordelt med 6 hvert sted, og at »kvoten« for Christi- ansted var opbrugt. A f de i standretten afhørte har alene »Poor Fellow« antydet en forudfattet plan og kun i meget generelle vendinger. Henry James’ råb på stedet støtter klart en teori om, at utilfredshed med arbejdslønnen har været et afgøren­ de motiv. Flere forklaringer taler imod en teori om en generel folkerejsning. Uvillige folk nævnes, som endog forsøgte at beskytte den plantage, hvor de selv boede, og der var ikke besvær med at få vidneforklaringer fra racefæl­ ler til de tiltalte. Det har været svært for fredelige folk at holde sig uden for brandstiftelserne. Flere af de dømte – dette er også fremdraget af Skrubbelt- rang – var født på andre øer end Sankt Croix, Joseph Paris og Thomas Gray- don – hvis tapre holdning ved henrettelsen fremhævedes af den britiske kon­ sul George Stevens i hans indberetning til sit udenrigsministerium – på Barba­ dos, Henry James på St. Eustatius,Samuel Harris på Antigua, Daniel Phillip på St. Kitts,Joseph Harrison på Jamaica. Blandt de øvrige kan nævnes James de Silva, dømt, delvis efter egen tilståelse, og henrettet den 7. som en af de før­ ste, og om hvem dommen anfører, at han uafbrudt fra onsdag til fredag af­ ten, altså fra den 2. til den 4., har deltaget i ildspåsættelser. Standretten afsagde sine sidste domme 12. oktober og nedlagdes den 28., efter at der ved Kgl. resolution af den 23. var nedsat en kommission til at på­ dømme alle øvrige sager. Ved en yderligere proklamation af 22. oktober lo­ vede Garde straffrihed for plyndring med hensyn til gods, som udleveredes inden en frist på 24 timer fra oplæsning af proklamationen.

170 Hjemlige reaktioner

Estrup var klar over nødvendigheden af hurtig hjælp til de skadelidte og foreslog allerede den 7. oktober et lån på 1,2 mill. kr. til Sankt Croix’ koloni­ alkasse og forhøjelse af et tidligere ydet lån til fællessukkerkogeriet. Desvær­ re blev forslaget offer for den da herskende forvirrede tilstand i Folketinget, hvor Estrup manøvrerede ikke uden held mellem Chresten Bergs radikale og Frede Bojsens moderate gruppe og endog havde lettere ved at opnå forlig med Berg end med Bojsen. Ved denne lejlighed nærmede de to venstregrup- per sig hinanden i modstand mod forslaget. Debatten blev meget ordrig, af de 1204 spalter i den korte efterårssamling omfattede hele 296 dette forslag. Der var liden sympati i Venstre for den hvide befolkning, særlig plantageejer­ ne, der sammenlignedes med godsejerne i Danmark. /.H. G. Tauber beskyldte dem for at være skyld i opstanden ved deres omgåelse af lønningsreglerne, og Berg hævdede, at der bag denne »Bevægelse, som man jo naturligvis maa beklage,« lå en hård og streng behandling af de farvede fra den hvide befolk­ nings side. Bojsen betegnede standretten for overilet og unødvendig, efter at modstanden var endt. Flere gange gaves udtryk for modvilje mod at sende så mange penge over Atlanten – den anderledes velvillige behandling af et samtidig fremsat lovforslag om fremme af forskellige jernbaneanlæg viser, hvortil Folketinget ønskede statens midler anvendt. Der går en lige linie fra Venstres karrighed over for Vestindiens akutte nød i 1878 til salget i 1917. Højremanden Chr. Jagd polemiserede imod, hvad han anså som Bojsens tendens til at reducere oprøret, ved at fremdrage en episode, hvor oprørerne skulle have overfaldet de negre, som prøvede at redde deres herres ejendom, indsmurt dem i petroleum og brændt dem levende; jeg har ikke set anden omtale af denne greuelgeschichte, som nok er vokset ikke så lidt på sin rej­ se over vandet. C.St. A. Bille, som vi husker fra hans frække artikler under Wegeners sag, sagde, at hvis vi ville beholde øerne, måtte vi bringe virkelige ofre for at hjælpe dem. Estrup beklagede, at Kolonialloven af 1863 havde på­ lagt øerne at underholde hærstyrken, hvad de var ude af stand til, hvilket var grunden til, at 7 officerer og 216 mand var reduceret til 2 officerer og 81 mand; uden denne reduktion ville der ikke være tale om at yde hjælp på grund af oprørets ødelæggelse. Venstreflertallet i Finansudvalget indstillede forslaget til forkastelse – Bergs gruppe med en henvisning til ministeriets ledelse af ej blot de vestin­ diske, men »navnlig« vore hjemlige anliggender – og der tegnede sig et tilsva­ rende flertal i Folketinget. Efter forslag fra Bille sendtes sagen tilbage til ud­

171 valget i et sidste forsøg på forlig, men 5. december havde Estrup fået nok og afbrød forhandlingerne. Under den genoptagne 2. behandling 8. december oplæste han et netop modtaget indtrængende telegram fra Garde sluttende med ordene »Hvad Hjælp kan jeg faa?«, men Venstre insinuerede, at han hav­ de fremkaldt telegrammet selv – det er vel ubeviseligt – og Bojsen kaldte om­ tale af truende ny uro for »Pengeudpresning«, hvad tingets formand korrek­ sede. Berg sammenlignede guvernøren med en general, der har tabt et slag og allerede af den grund bør gå, hvadenten han kan bebrejdes nederlaget eller ej. Derefter nedstemtes lovforslaget. Dagen efter udskrev Estrup valg til Folketinget, med Kongens ord »fordi Lovforslaget om Laan til Set. Croix havde afgivet et iøjnefaldende Bevis paa, at Forhandlingerne mellem Vor Re- gjering og det nuværende Folketing ikke med Nytte kunne fortsættes«. Des­ uden udlånte han telegrafisk 125.000 vestindiske $ af reservefonden på Vest­ indien i henhold til Plakat af 14. maj 1823. Medens Estrups biografier betoner hans forargelse over, at Venstre lod taktiske hensyn gå forud for elementær menneskelighed over for de fjernt­ boende indbyggere af riget, hvilket også ses i private breve fra Estrup og forestillingen til Kongen i statsrådet om opløsning af Folketinget, har særlig Troels Fink anført, at der lige til det sidste var mulighed for forlig, særlig med Bergs gruppe, og at Estrup afbrød forhandlingerne, hvorfor han formentlig ville konflikten. Henricbsens biografi af Berg kalder den vestindiske sag den tilfældige grund til valget. Sandheden ligger nok midt imellem. I Estrups mo­ ralske indignation, som jeg tror var ægte, har der iblandet sig en opfattelse af, at han havde en god sag, og da valgperioden alligevel udløb så tidligt som 25. april, vil jeg ikke kritisere valgudskrivelsen. Estrups forventning holdt stik. Ved valget 3. januar 1879 gik Højre frem fra 26 til 37 mandater. Estrup afventede ikke Rigsdagens sammentræden, men bemyndigede ved Kgl. anordning af 17. januar 1879 guvernøren til at optage et lån på 300.000 $ til hjælp til både plantageejerne og grundejerne i Frederiksted. Oppositionen kritiserede Estrups fremgangsmåde som sma­ gende af finanslovsprovisoriet af 1877, men bagefter vedtoges i al fredsom­ melighed en lov om hjælp til de skadelidte i Frederiksted om understøttelse 55.000 $ og lån på 50.000 $. Endvidere nedsattes 28. december en effektiv tremandskommission til undersøgelse af oprøret og dets skader og overvejelser om reformer til fore­ byggelse af nye udbrud. Kommissionens formand varJohan Frederik Schlegel (1817-96), der havde været øernes guvernør 1855-60 og nød et fornemt ry (han var iøvrigt fra 1847 gift med Regine Olsen, Søren Kierkegaards tidligere

172 forlovede). Opgaven løstes med dygtighed og takt. Allerede i. maj 1879 af­ gav man betænkning. Den vigtigste foreslåede og gennemførte reform var ophævelse af arbejderregulativet; oprørernes hovedkrav blev således op­ fyldt; var dette sket senest ved grundlæggelsen af fælleskogeriet, var oprø­ ret vel undgået. I stedet indførtes ved kgl. anordninger tyendelov og løsgæn­ gerlov svarende til moderlandets regler. Endvidere foresloges et marinefar- tøj stationeret fast ved øerne. Et festligt indslag var ankomsten af korvetten »Dagmar« i september 1879, idet kongens yngste søn prins Valdemar var tjenstgørende løjtnant ombord, kongehuset havde ikke tidligere besøgt Vest­ indien. En gennemgang af de mange forslag – Skrubbeltrang afløses nu af Georg Nørregaard – viser, at de gratis administrative foranstaltninger og for­ enklinger, f.eks. præsidentembedets ophævelse, i vidt omfang gennemførtes, hvorimod det lå tungere med reformer, som ville påføre staten udgifter. To småreformer afhjalp de store kommunikationsbrister fra oprørets dage: Po­ litiet sikrede, at natlige telegrafiske meddelelser mellem Charlotte Amalie og Christiansted blev læst straks, og 1884 fik man endelig telegrafforbindelse mellem Christiansted og Frederiksted, det var på tide.

Kommissionsdomstolen, de fyrretyve

Guvernøren udpegede som dommere i den nedsatte kommission Ro­ senstand, Sarauw og politimester Anton Forsberg. Sarauw (1805-81) tog som ung cand.jur. på grund af svagt bryst ophold i Vestindien. Fra 1855 var han politimester og underdommer i Frederiksted. Forsberg (1810-80) – han døde kort inden domsafsigelsen – exam.jur., havde ligeledes sin hele karriere i Vestindien, først som ekstraskriver ved regeringssekretariatet, fra 1855 som politimester i Christiansted. Efter den voldsomme udladning i standretten arbejdede kommissionen sig langsomt igennem de mange sager. Konsul Ste­ vens klagede over processens varighed og forholdene i den utvivlsomt over­ fyldte arrest, men når jeg læser den fyldige retsbog, kan jeg ikke se, at det kunne være gået hurtigere. Sagen forfulgtes med strenghed imod fyrre ud­ over de allerede dømte og henrettede tolv. De mange hundrede sider i de omhyggeligt førte forhørsprotokoller er ved siden af Petersens og Gardes indberetninger de bedste førstehåndskilder om oprørets forløb. Kommis­ sionens og Højesterets domme viser, at retten ikke har dømt kritikløst kol­ lektivt, men med betydeligt held har bestræbt sig på at placere et personligt

173 ansvar for enkeltstående handlinger hos hver af de anklagede. Her var intet justitsmord. Medens drabet på Fontaine ikke omtales i dommen, utvivlsomt fordi det aldrig lykkedes at identificere hans mordere, kunne tre af de ansvarlige for mishandlingen og drabet af de to soldater på Carlton drages til ansvar, en fordi hun gik i spidsen for banden, to på grund af deres afslørende udtalel­ ser. Axelline Salomon, »Agnes«, 20-25 år og ustraffet, løb i spidsen for hoben, med ombundet hoved og en stok i hånden, medens hun råbte, at hver hvid mands barn skulle omkomme. Soldaterne, der fredeligt havde drukket kaffe i køkkenet, men ved bandens ankomst skjulte sig i staldene, blev fundne og jaget rundt i gården med stenkast og stokkeslag. Hun tilstod at have kastet en knytnævestor sten på en soldat, inden andre havde slået ham, men hævdede, at han ikke faldt derved, og at hun blev tvunget – dette afvistes naturligvis. Mathilda McBean, 20-22 år og ustraffet, vedgik tilstedeværelse, men benæg­ tede deltagelse; netop mod hende var der afslørende vidner. Flere sagde, at hun havde slået med knippel. John Edward, »driver« på Carlton, så hende for­ følge en flygtende soldat og hugge løs på ham, og forvalteren på Høgens- borg så hende slå med en kølle, medens hun råbte »This is the way I knocked the military«; da han senere hørte om drabet, forstod han meningen.Joseph Bowell, en af de mange fra Barbados, erkendte deltagelse i brandstiftelse på Carlton, men nægtede deltagelse i drabet; vidner havde dog set ham slå en liggende soldat i hovedet med en sten, medens han råbte »This damned old soldier is not dead yet!« Alle tre gjorde gældende, at det ikke var bevist, at net­ op deres egne handlinger havde medført soldaternes død. Da den folkelige tradition har fremhævet de deltagende kvinder, endog som ledere af oprøret, er det af særlig interesse at følge disse, tre udover de to deltagere i drabet på soldaterne. Rebecca Frederik, kun 17-18 år gammel, havde udover deltagelse i brand­ stiftelserne deltaget i overfaldet på Julia Roebuck, der drev småhandel på en af plantagerne, bl.a. ved at slå hende med en stok, medens hun råbte »Our side!«. Det lykkedes at identificere en anden deltager i dette overfald, den uli­ ge mere belastede William Arnold, der udover denne handling var med på hele 12 plantager og under højesteretsvoteringen betegnes som en fuldstæn­ dig »Røvercapitain«. Julia Roebuck havde udvist det ikke ringe mod eller ube­ tænksomhed at udskælde negrene for at være en »Tyvebande«. Susanne Abrahamsen, kaldet »Bottom Belly«, 45-50 år, ti gange straffet 1853- 78 for bl.a. tyveri, opsætsighed og slagsmål, var en af de aktiveste deltagere i excesserne i Frederiksted. Som de andre kvinder forsøgte hun under retssa­

174 gen at nedtone sin deltagelse ved at forklare, at hun havde haft lovligt ærinde til Frederiksted, hvor hun blev tvunget med i et opløb, der under råbet »Our side« løb rundt, men at hun så langt fra at deltage i ildspåsættelserne tvært­ imod forsøgte at slukke ilden. Flere vidner forklarede dog, at hun ikke blot deltog, men også opildnede banden, således ved at opfordre til at stikke ild på et hus tilhørende en vis »Smith«, idet hun råbte, at han ikke var bedre end »Lund« og andre, hvis huse var blevet brændt, ligesom hun direkte hindre­ des i at stikke ild på et hus. Det hjælp heller ikke hendes sag, at hun havde et brandsår på den ene fod. Berømtest er Mary Thomas, der allerede da, også i den store dokumen­ tationsliste, kaldtes ved øgenavnet »Queen Mary«, 25-30 år – Christianshavn Straffeanstalt angiver dog 40 år – født på Antigua, på Sankt Croix siden 1869, straffet i 1872 med 10 x 48 timers vand og brød for mishandling af sit barn og i 1875 med fængsel i 4 dage for tyveri. Efter sin forklaring hørte hun tirs­ dag i Frederiksted om branden og tilbragte natten med at holde ilden borte fra en købmands hus (på grund af mangel på bevis blev hun ikke dømt for deltagelse i ildspåsættelse og plyndring der). Torsdag morgen opsøgtes hun i sit hjem på Sprathall lidt nord for Frederiksted af »colonel Peter« (Thomas Graydon, henrettet), der gav hende et rødt lommetørklæde, som hun syede på en stang som et flag, hvorefter han og hendes »keeper« Pickering bad hen­ de være dronning, idet de truede med at stikke en kniv i livet på hende, hvis hun sagde nej, og Graydon slog hende med en stok. Graydon råbte også, at folkene på Sprathall ikke måtte sidde stille, medens andre var ud for at »fight for more pay«. Hun fulgte derefter med til ni plantager nordøst for Frede­ riksted, hvor hun uden selv at stikke ild eller at gå ind i husene gav ordre til andre herom som »Dronning«, men kun af frygt for at blive stukket ihjel af Graydon. Et stakkels fruentimmer som hun kunne ikke have nogen magt over mændene. Pickering forklarede, at han og Mary Thomas gik ud på ve­ jen, hvor de mødte Graydon og sluttede sig til hans bande; hun gik som en af førerne under navnet »Queen Mary«, styrtede overalt ind i husene og slog alt i stykker. Andre vidner fortalte, at hun både på Victory og Punch opførte sig som kommanderende. På Punch forbød hun slukning under trussel om at blive »beheaded«. På hendes ordre blev en forvalterbolig brændt, uagtet Graydon havde villet skåne denne. På Little La Grange truede hun negrene til delta­ gelse, dog kun mændene, da hun intet fruentimmer ville have i banden. Hun forlangte, at Mont Pellier og Two Friends skulle brændes, og spurgt, om suk­ kerværkerne på Connally skulle brændes, bestemte hun, at de skulle bræn-

175 »Queen Mary«, som Taylor forestillede sig hende i 1888. des ligesom de andre værker. Vidnerne kaldte hende den vildeste og den, der var mest opsat på at gøre skade. Hendes kommando var så streng, at ingen kunne slippe væk fra banden; en neger, der som syg kastede sig til jorden, fik først tilladelse til at gå hjem, da hun selv havde overbevist sig om, at han var syg. Det kan ikke undre, at retten også for hende afviste anbringendet om, at hun var tvunget til deltagelse. A f mændene er udover Bowell den mest fremtrædende James Emanuel Benjamin, også født på Antigua, der især betegnes som leder af excesserne i Frederiksted jævnsides med den også i Rübner Petersens indberetning nævn­ te Joe La Grange – på listen over de dræbte 69 oprørere figurerer denne som nr. 43. Tre politibetjente hørte ham ophidse hoben til at angribe politiet. Han udstedte befalinger til hoben og var efter sin tilståelse til stede ved branden i købmand Moores butik, som han ifølge vidner medvirkede til at plyndre til­ lige med en anden plyndring. Han var også deltager i flere bander, herunder

176 »Fredagsbanden«, der fortsatte endnu den 4. oktober 1878, efter at oprøret i hovedsagen var brudt. Han vedstod selv deltagelse i »Torsdagsbanden«. Joseph Williams, som havde overlevet standretten, blev nu dømt for at have været leder på Windsor og at være fortsat til Montpellier. 2. september 1880 kunne en træt overdommer Rosenstand sammen med Sarauw afslutte kommissionens arbejde med at dømme samtlige 40 til dø­ den. At alle 40 blev dømt til døden uden differentiering mellem bandelede­ ren Queen Mary, den i drabet på soldaterne muligt hovedskyldige »Agnes« og den lidet belastede mindreårige Rebecca Frederik, skyldes ikke grusom­ hed, men lovgrundlaget, Christian den Femtis Danske Lov fra 1683 og de fire Ørstedske forordninger fra 1833-41, fælles for alle, blanke som negre, siden slavernes emancipation i 1848, hvorved ophævedes alle bestemmel­ ser, der særskilt angik ufri. For oprør gjaldt D.L. 6-4-3 ("Hvo som giørnoget Oprør, samler, eller værver, Folk inden eller uden Lands, giør Stæmpling enten med Indlændiske eller Udlændiske imod Kongen, eller Kongens offentlige Fi- ender enten med Raad eller Daad, bistaar, være lige Straf undergiven.«). Straf­ fen var anført i D.L. 6-4-1 om at laste Kongen »til Beskæmmelse« og bestod i afhugning af højre hånd og derefter hovedet, efterfulgt af hjul og stejle, den over for Struensee og Brandt anvendte straf. For mordet på soldaterne var den relevante regel D.L. 6-6-1 (»Hvosom dræber anden, og det ikke skeer afVaade, eller Nødværge, bøde Liv for L iv...«) samt Anordning af 4. Oktober 1833 om de Forbrydelser, hvorved andre angribes paa Legeme og Frihed § 10 (»Naar Nogen ved en overlagt Voldsgierning, bliver Aarsag til en andens Død, skal L. 6-6-1 være at anvende, saafremt det ved Handlingen foraarsagede Drab ei kan tilskrives en særdeles, Gierningsmanden ubekiendt Omstændighed, eller en usandsynlig og uforudseelig tilstødende Begivenhed, men stod i en saa- dan naturlig Forbindelse med de den Dræbte tilføiede Mishandlinger, at Gier­ ningsmanden maatte forudsee samme, som en Følge, bans Mishandlinger lette- lig kunde føre med sig.«). For brandstiftelserne gjaldt Forordning af 26. Marts 1841 § 2, der fastholdt den i D.L. 6-19-1 om mordbrand fastsatte dødsstraf for brandstiftelse, d er»antages at have sigtet til at befordre Oprør, Plyndring el­ ler andre saadanne Samfundsfreden forstyrrende Uordener, eller til at forvolde en udstrakt Ødelæggelse, f. Ex. naar Ild er anlagt paa flere Steder, fornemmelig naar dette Forehavende er grundet paa Overenskomst mellem flere, eller naar den Eiendom, der var Forbrydelsens nærmeste Gienstand, eller det Middel, der blev brugt til at bevirke Branden, var a f en saadan særdeles Beskaffenhed, at den Skyldige maatte kunne forudse, at Brand og Ødelæggelse derfra let kunde

177 udbrede sig til flere Eiendomme« – unægtelig en præcis beskrivelse af ildspå­ sættelserne i 1878. For længst mildnedes de mange dødsdomme ved en udstrakt benåd- ningspraksis. I moderlandet afskaffede den første moderne straffelov af 1866 stort set hele sjette bog i D.L., herunder de mange dødsstraffe. I det praktiske retsliv havde herefter kun den obligatoriske dødsstraf for overlagt drab betydning, og selv der benådedes efterhånden så godt som altid –Stener Grundtvigs samling af dødsdomme 1866-92 indeholder 52 domme, hvoraf kun 4 fuldbyrdedes. Det var ingen hemmelighed, at kongChristian den Ni­ ende ønskede at benåde så godt som hver gang; i en sag fra 1886 om et ual­ mindelig groft og grusomt rovmord på en ung kvinde ved drukning i en mergelgrav manøvrerede Kongen en benådning igennem, uagtet kun 2 af 11 assessorer i Højesteret og 4 af 7 ministre, deriblandt ikke Estrup, stemte for benådning. Den ny straffelovs indførelse i Dansk Vestindien hindredes ved de lokale embedsmænds ønske om samtidig bibeholdelse af en meget praktisk politi­ anordning af 1852, hvilket danske jurister fandt betænkeligt, samt Estrups opfattelse om, at forholdene i Vestindien måske krævede strengere straffe der end her (statsrådet 25. juli 1879). Straffeloven i Vestindien vedblev der­ for at være D.L., hvilket medførte mængder af benådningssager, hvorfor Grundtvig desværre afstod fra at indlemme vestindiske sager i sin bog. Det mest bizarre eksempel jeg har fundet, hidrører fra statsrådet 10. december 1878, hvor dødsstraffen til en neger fra Sankt Thomas for drab efter D.L. 6-6- i omsattes til simpelt fængsel, d.v.s. hæfte, i 1 år, formentlig den straf, der ville være idømt i en tilsvarende sag i Danmark; Kongen bifaldt indstillingen og tilføjede, at såfremt den dømte skikkede sig vel i fængslet, ønskede han at modtage en ny indstilling om fuld benådning til sin forestående fødselsdag. Kongens fødselsdag var 8. april, og den 4. nåede han at eftergive resten af straffen, han var virkelig en mild monark. Vestindiske straffe indtil 2 år, tugt­ husstraffens nedre grænse, afsonedes altid lokalt, så i denne sag behøvede den dømte ikke forlade hjemstavnen. Det ses således, at særlig forordningen om brandstiftelse § 2 tvang retten til at dømme alle til døden, selv den, der med viden om de øvrige brandstif­ telser var medfulgt og havde deltaget i blot en enkelt plantagebrand, men at risikoen for en sådan doms fuldbyrdelse så godt som ikke forelå. Også i den­ ne sag kunne de dømte forvente benådning, og ved fastlæggelse af løsladel- sestidspunktet kunne øvrigheden tage hensyn til skyldgraden.

178 Højesteret, de niogtredive

Guvernøren oplyste ved fremsendelsen af kommissionsdommen til Finans­ ministeriet, at alle de dømte havde acquiesceret ved dommen og alene bøn­ faldt om, at de måtte blive anbefalede til Hans Majestæt Kongens nåde, men forordning af 16. december 1840 krævede samtlige dødsdomme indbragte for Højesteret, hvilket også skete her. Sagen behandledes i otte retsmøder fra 9. maj 1881, hvorefter der voteredes over to dage og afsagdes dom 23. maj. En af de 40 døde i fængslet, hvorefter dommen omfattede de øvrige 39. Som aktor virkede højesteretsadvokat Herman Barclai Halkier (1839-1915), tidligere i øvrigt fuldmægtig hos sagens defensor. Hans speciale var søretten, ligesom han var nøje kendt med engelske retsforhold. I krigen 1864 var han med som frivillig. Defensor var højesteretsadvokat Artbur Leopold Hindenburg (1832-1913), som vi har mødt som medlem af komitéen, der organiserede studenternes hyldest til Wegener. Hans disputats Om Kjøb og Salg fra 1872 kom i 2. udgave 1903, det er få juridiske afhandlinger beskåret. Han, der aflagde prøve for Højesteret i 1863, oplevede 50-årsdagen for sin første procedure der, men var i sin sidste tid så svagelig, at han måtte møde i retten ledsaget af en sygeple­ jerske, han gav ikke op. 1869-76 var han medlem af Folketinget for en køben­ havnsk kreds, men søgte ikke genvalg, og han medvirkede som Estrupper ved organisationen af Højre. Hans hustru var datter af en vestindisk embeds­ mand. Hindenburg har næppe foretaget den lange sørejse til Vestindien for at konferere med sine klienter i det lokale fængsel. For Højesteret dokumente­ redes (alle?) de for kommissionen afgivne forklaringer, sagsakterne omfatter flere hundrede sider afskrift af forklaringer, ligesom rettens arbejde lettedes ved en omfattende dokumentationsliste – format dobbelt A3 – der både op­ regnede samtlige 57 edsfæstede vidner med angivelse af de steder i ekstrak­ ten, hvor deres forklaringer rummedes, og fordelte hver af de tiltalte på de bander, som de angiveligt tilhørte, og/eller de plantager, som de havde med­ virket til at antænde, ligesom vidnerne var fordelt på de underforhold, hvor de hørte hjemme. Der er således ingen tvivl om, at Højesteret som standret­ ten og kommissionsdomstolen bestræbte sig på at dømme hver især, ikke kollektivt, men individuelt for egne forbrydelser. I Højesteret medvirkede elleve dommere, i voteringsrækkefølge Otto Gu­ stav Jacob Christian Thomas Edmund Africanus Knudsen, Peter Conrad Mül­ ler, Reinhard Christian With, Matbias Georg Peter Repboltz, Peter Alexander

179 Montague Lillienskiold, Harald Lund, Hother Smith, Vilhjálmur Ludvig Finsen, Christian Sophus Klein, Fritz Meyer og justitiarius Peter Christian Nouvel Buch. Førstvoterende Knudsen (1828-85), født i Tripolis, hvor hans fader var gene­ ralkonsul, deraf fornavnet »Africanus«, havde en længere karriere som audi­ tør, inden han via Criminal- og Politiretten og Overretten kom i Højesteret 1880; han er bedst kendt for, at han 1872-73 ledede undersøgelserne i den store socialistproces. Syvendevoterende Smith (1821-1902) bør fremhæves for sin enestående langvarige karriere som dommer, 51 år iberegnet en ufri­ villig pause på 2 år; 1851 blev han justitiarius for de graastenske godser, den augustenborgske hertugs tidligere domæne, 1862 blev han appellationsråd i Slesvig, 1864 forjaget som andre danske embedsmænd i Sønderjylland, 1866 blev han herredsfoged nær Fredericia, 1874 assessor i Højesteret; ved sin død i embede i 1902 var han 81 år 7 måneder gammel. Ottendevoterende Finsen (1823-92), af en af Islands kendteste slægter, var rettens uundværlige ekspert i de ikke få islandske sager, der indbragtes for rigets øverste domstol; blandt hans banebrydende retshistoriske arbejder kan nævnes Om den oprindelige Ordning a f nogle a f den islandske Fristats Institutioner (1888), hvor han bl.a. påviste, at den historiske »Njål« modsat Njáls Saga næppe havde andel i ska­ belsen af den berømte »Femterret«. Niendevoterende Klein (1824-1900) var 1872-75 justitsminister og med ubetydelige pauser medlem af Folketinget 1858-98, efterhånden trak han, den sidste gamle nationalliberale, der aldrig blev højremand, sig tilbage fra Estrup. Han var modstander af provisoriet, stemte 1886 i Holstebrosagen for frifindelse af Chresten Berg og måtte ved to valg kæmpe mod en højrekandidat og valgtes delvis ved venstrestemmer. Ju­ stitiarius Buch (1816-1904), der først fratrådte 1897, opnåede den for en dom­ mer enestående udmærkelse at blive elefantridder 1894. De mange tiltalte og mange forbrydelser medførte en omfattende vote­ ring – protokollen er 27 foliosider lang med flueben – men kun små nuancer indbyrdes og over for kommissionsdommen. Egentlige dissenser forekom kun med hensyn til benådningsindstillingen. Med hensyn til begivenhederne i Frederiksted var der lidt usikkerhed om, hvorvidt Benjamin havde opfordret til brandstiftelse eller »kun« til mord og plyndring, men efter Buchs opfordring dømtes han udtrykkelig også for brandstiftelse. Et par dommere antydede en mildere bedømmelse af »Bot­ tom Belly«, uden at dette gav sig udslag i præmisserne. Med hensyn til mor­ det på soldaterne fastslog Knudsen med tilslutning fra den samlede ret, at »Agnes« var underrettet om soldaternes tilstedeværelse på Carlton og vid­ ste, hvad det gjaldt. I spidsen for flokken organiserede hun jagten på den ene

180 soldat, kastede med sten og slog med stok. Døden var en »øiensynlig rime­ lig Følge« af voldshandlingerne. Mathilda McBean fulgte med og kendte til formålet. For Bowell var der usikkerhed om, hvornår han ankom til planta­ gen, hvad han havde set, og hvilken skade hans slag havde tilføjet den ramte, men ingen modsagde Lund, der anførte, at det var lige så strafbart at slå en døende mand som en rask ihjel. Smith indføjede snusfornuftigt, at vidnerne havde let ved at genkende Bowell, da denne var mulat. I præmisserne fastslo- ges, at drabet ikke efter forholdets eget beskaffenhed kunne betragtes som overlagt, men alene som vold mod sagesløs person med døden til følge ef­ ter 1833-forordningens §§ 6 og 10, og selvom dette ved sammenkædningen med D.L. 6-6-1 medførte livsstraf, fik citeringen betydning ved overvejelsen om benådning for dødsdommen. Med hensyn til alle de andre opregnedes for hver især antallet af planta­ ger, hvor han havde deltaget, og enkelte karakteristiske detailler tilføjedes. De få voldshandlinger fremdroges særligt. Der var enighed om, at ingen kunne dømmes for meddelagtighed i overfaldet på Fleming jun., da dette ikke ind­ gik i det fælles forsæt, oplagt rigtigt. Knudsen betegnede Julia Roebuck som sagesløs, uagtet hun havde kaldt negrene en tyvebande, »hvilket de ogsaa vare«. Lund var uenig, da hendes uforstandige adfærd havde frembragt situa­ tionen, men modsagdes af de øvrige voterende, af Smith med begrundelse, at hendes »Uforsigtighed og Uklogskab med at sige Negrene Sandheden be­ røver hende ikke hendes Egenskab af sagesløs«. Jeg er ganske enig og vil blot tilføje, at episoden ganske godt viser, at voldshandlinger ikke var en del af det generelle forsæt, som med rette understreget af Tyson. Knudsens bemærk­ ninger om »Queen Mary« modsagdes ikke; hun var med på otte plantager, meget voldsom og ivrig for brandstiftelse, og hun bar flaget. Efter hendes store iver og aktivitet kunne der ikke tages hensyn til hendes påstand om at være truet til deltagelse. Om den mindre belastedeJohn Samuel, også han fra Barbados, anførtes lidt foragteligt, at han ville gerne lade uskyldig, men at vidner placerede ham på fem plantager. Hele fire sider af voteringen medgik til en drøftelse af omkostnings­ spørgsmål. Afgørelsen om solidarisk hæftelse for samtlige dømte stadfæste- des, og selvom der ikke betaltes offentlige salærer til vestindiske sagførere i justitssager – også her var Vestindien bagud, idet salær til aktor og defensor var indført i Danmark i 1827, henholdsvis 1847 – var der ingen tvivl om, at de to højesteretsadvokater skulle have salær fra det offentlige, 250 vestindiske $ til hver, ligesom allerede dommere og sagførere ved kommissionsdomstolen var blevet honorerede.

181 Ulige vigtigere var drøftelsen af benådningsspørgsmålet. Allerede først- voterende fremhævede, at Straffeloven af 1866 ikke kunne anvendes, og at de dømte ikke fortjente skånsel, men at særlig den lange hengåede tid, to- ogethalvt år, talte for benådning. Drabene på Carlton var ikke overlagte, men vold med døden til følge. Lund talte om »en usædvanlig forsømt, halvt uan­ svarlig Race« og anbefalede skånsel; de værste var skudt, og de 40 var ikke værre end de, der helt slap for tiltale. »Ophidselsen har aabenbart grebet Magten som nu Venstre, og det er dog ikke engang gaaet løs paa egentlig personlig Vold« – det var nok så heldigt, at voteringen var lukket, så Venstre ikke hørte denne lidet flatterende sammenligning. Klein fastslog i et vægtigt votum, at »Bevægelsens eiendommelige Character krævede øieblikkelig stor Strenghed. Senere kan der vises større Skaansel, da Hovedmændene ere for­ svundne fra Skuepladsen, og de Tiltalte kun ere en lille Gruppe trukket ud af Mængden.« Kun With beklagede, at der ikke var skudt nogle flere, bl.a. Queen Mary, men også han var enig. Flere talte om ønskeligheden af en amnesti. Det vigtigste spørgsmål var, om retten burde anbefale alle til benådning »paa Kongens Naade« eller differentiere op og/eller ned. Med små nuancer var næsten alle enige om at indstille de tre i drabet på soldaterne ansvarlige samt de to ledere, Benjamin for Frederiksted og Mary Thomas for plantagebran­ dene, til benådning på vilkår af tugthus på livstid, et tilsvarende antal til be­ nådning på vilkår af nogle få års strafarbejde – herunder Joe Williams, hvem Lund medlidende-foragteligt kaldte et ynkeligt vrag af et menneske – og re­ sten til benådning »paa Kongens Naade«. Forsigtigvis tilføjedes, at anbefalin­ gen forudsatte, at regeringen ikke af hensyn til retssikkerheden måtte finde dommens fuldbyrdelse påkrævet.

Afskedigelse og benådning

I første omgang var der kun officiel anerkendelse til mændene på stedet. I 1879 blev Garde kommandør af Dannebrog af første grad og Rosenstand og Sarauw riddere. Internt var der dog utilfredshed med Garde, ikke på grund af mulige fejl ved nedkæmpelsen af oprøret eller den øjeblikkelige strenghed – jeg har ikke set kritik af standretten eller de 12 henrettelser – men på grund af hans reaktion på overgreb fra hvide mod negre i dagene 11.-13. oktober. Da Finansministeriet fik meddelelse herom – den senere påpegning af, at indberetningen af 14. april 1880 var første gang, viser tydeligt Estrups vrede

182 - krævede man undersøgelse indledt over for de ansvarlige, særlig forvalter Fleming for det af ham forøvede drab på negeren Robert Joseph. De lokale em- bedsmænd gik kraftigt imod. Riibner Petersen skrev 16. juni, at nok havde de frivillige skudt på flygtende, men ellers havde man ikke fanget forbryderne; det ville være ulykkeligt, hvis der så længe efter skulle foretages undersø­ gelse af gamle handlinger under ekstraordinære forhold, hvilket ville med­ føre bitterhed og forbitrelse i befolkningen til skade for den nu tilvejebragte rolige og ret tilfredse samfundstilstand. Han oplyste særskilt, at han allerede 14. oktober 1878 havde forhørt Fleming om drabet, som han nærmest anså som et vådeskud, og at han ikke havde fundet grund til anholdelse. Da han efter ordre ville continuere forhøret, kunne Fleming ikke findes. Stakemann skrev 30. juni, at det havde været nødvendigt at give de frivillige våben, og at det måtte betænkes, at disse ved vold og brand havde mistet deres ejendele, og deres handlinger burde ikke bedømmes efter almindelige juridiske be­ greber; tiltale for de begåede excesser ville være så meget mere uretfærdig, fordi en stor del af oprørerne aldrig kunne udfindes og straffes, og ville med­ føre harme og ophidselse hos den endnu truede hvide befolkning. Garde foreslog den 15. juli amnesti for alle undtagen de 40, mod hvem der versere­ de sag. Estrup svarede 4. september 1880, at der ikke forelå »Nødvendighed eller overhovedet tilstrækkelig Grund« til en egentlig amnesti. Den trufne beslutning kom dog i høj grad til at ligne en sådan, idet der ikke i fremtiden måtte rejses sag mod nogen uden forudgående forelæggelse for ministeriet. Særlig erkendte Estrup, at det så lang tid efter kunne være betænkeligt at for­ følge sagerne om forvalternes excesser imod negre, hvorfor han tilbagekald­ te sin ordre herom og, »saaledes som Situationen nu engang er«, samtykkede i, at der ikke foretoges videre. Han fastholdt dog ordren om Fleming; hvis denne atter skulle indfinde sig i de dansk-vestindiske kolonier, skulle han an- holdes og sagen lovligt forfølges. Men selvom Gardes ønske om amnesti således blev fulgt i praksis, fik sa­ gen ødelæggende følger for ham, idet Estrup bad ham tage under overve­ jelse at søge sin afsked, hvad han naturligvis gjorde. Estrups lange indstilling til Kongen – Estrup tog Kongen alvorligt – hvem han tidligere havde under­ rettet mundtligt, af 11. februar 1881, bifaldet den følgende dag, udtaler, at gu­ vernøren

»ved en enkelt Leilighed har indtaget en Stilling til Ministeriet, som ikke blot umuligt kunde billiges, men som endogsaa nødsagede Ministeriet til, for at undgaa et større Onde, paa sit Ansvar at tage en Beslutning, som ikke stemmer

183 med dets egen Anskuelse. Ved at gjøre Indstilling til Ministeriet om at søge ud­ virket Straffrihed for de Deltagere i Opstanden, der ikke er blevne tiltalte for den i Henhold til Deres Majestæts allerhøieste Resolution af 25de October 1878 nedsatte Commission, indstillede Gouverneuren nemlig, at samme Straffrihed ogsaa maatte søges udvirket med Hensyn til Excesser begaaede af Hvide imod Negre, og det viste sig, at hermed sigtedes til enkelte Mishandlinger og Drab paa nogle Negre, som i Dagene 11te til 13de October 1878, altsaa efter at det egent­ lige Oprør faktisk var nedslaaet, vare forøvede af flere navngivne Plantere, og med Hensyn til hvilke der, med en enkelt Undtagelse, end ikke var foretaget foreløbig judiciel Undersøgelse. Gouverneuren formente vel, at han i den den­ gang bestaaende Belejringstilstand har havt formel Hjemmel til at undlade For­ følgning af disse Sager; men foruden at denne Formening i hvert Fald er uden Indflydelse paa Spørgsmaalet om den rette Benyttelse af Gouverneurens over­ ordentlige Myndighed under Belejringstilstanden, kunde den ialfald ikke tjene til Undskyldning for, at Ministeriet først efter omtrent halvandet Aars Forløb og efter at Sagen paa forskjellig Maade blandt Andet ogsaa leilighedsvis under Forhandlinger i Rigsdagen, var blevet antydningsvis berørt, overhovedet fik no­ gen Meddelelse om det Passerede, en Udsættelse der fik den ubehagelige Følge, at Ministeriet maatte beslutte sig til nu at lade disse Sager hvile, fordi det af de indhentede Betænkninger fremgik, at ikke blot Gouverneuren, men ogsaa Præ­ sidenten, Overdommeren og Politimestrene paa St. Croix samstemmede i, at det vilde være forbundet med stor Fare for den paany tilveiebragte Orden og Ro paa Øen, om disse Sager nu efter saa lang Tids Forløb bleve optagne til Under­ søgelse.«

Da Estrup herefter ikke længere havde den fornødne tillid til guvernøren, indstillede han ham derfor afskediget, givetvis med rette. Medens Gardes lej­ lighedsvise trakasserier med kolonialrådene og mindre fejl under den i øv­ rigt velgennemførte nedkæmpning af oprøret modsat samtidens gisninger var uden betydning, var det efter hans svigtende konduite på et særdeles penibelt punkt umuligt at beholde ham i embedet. Estrup hængte ham dog ikke ud offentligt. Afskedigelsen skete i nåde med pension og med udtrykke­ lig tilladelse til fortsat at bære guvernøruniformen, og ifølge nekrologen i Il­ lustreret Tidende benyttede Garde fortsat titlen i daglig tale. Taylor, der roser hans styre, skriver ved afskeden, at »with all his faults – and who is faultless? - a good and true-hearted man had departed from St. Thomas.« Den virkelige grund til afskedigelsen er først fremdraget af Skrubbeltrang i 1953, sådan nænsom diskretion ville være umulig i dag. Som ny guvernør udnævntes

184 ingeniørkapitain Arendrup, hvis fortrolige rapport til Estrup jeg tidligere har refereret. Betydelig lettere har det været for Estrup at forelægge dette års anden sto­ re sag udspringende af oprøret, nemlig indstillingen om benådning af de 39 af 29. juli 1881, bifaldet den 3. august 1881 af kronprinsen i Kongens navn - kronprinsen delte sin faders modvilje mod fuldbyrdelse af dødsdomme. Estrup tilsluttede sig Højesterets indstilling og udtalte, at »efterat Ro og Orden for længst ere tilveiebragte paa St. Croix og Omordningen af Arbeiderfor- holdene er gjennemført paa tilfredsstillende Maade, vilde efter min allerun­ derdanigste Formening en Kongelig Naadesact som den omhandlede utvivl­ somt endogsaa have særdeles gavnlige Følger med Hensyn til Befæstelsen af de tilstedeværende beroligende Forhold.« På et enkelt punkt gik han imod retten, idet han bortset fra de fem, som benådedes på vilkår af tugthus på livs­ tid, indstillede alle til benådning »paa Kongens Naade«, også de mindst bela­ stede, idet han ikke ville give nogen et løfte på forhånd om hurtig løsladelse. Denne lette strenghed afspejledes dog ikke i den følgende praksis.

Hvordan det senere gik

Garde fik aldrig mere embede. Fra 1886 var han medlem af bestyrelsen for det Store Nordiske Telegrafselskab. Han var medstifter afDansk Forening for Lystsejlads, senere æresmedlem og formand. Han døde 1893. Rosenstand blev 5. marts 1881 byfoged i Helsingør, 1886 tillige borg­ mester sammensteds, et af de bedst aflagte provinsembeder. Hans betydeli­ ge kendskab til Vestindien kom til nytte, da han i 1902-03 blev medlem af den store vestindiske kommission, som efter forkastelsen af salgstraktaten af 1902 fremsatte et utal af reformforslag og forslag til ophjælpning af øernes erhvervsliv. Som de øvrige tre medlemmer af kommissionen, herunder fhv. kultusminister Jacob Scavenius, næste kapitels hovedperson, fik han Fortjenst- medaillen i guld. Ved sin afsked i 1907 blev han kommandør af 1. grad. Han døde i 1912. En af de foreslåede reformer var afskaffelsen af Rosenstands egen over- ret. Retten havde ikke meget arbejde, og et toinstanssystem i en koloni med mindre end 30.000 indbyggere kunne betegnes som overflødig luksus. Re­ formen gennemførtes i 1907. Hof- og Stadsretten i København blev ankein­ stans, svarende til ordningen for færøske og delvis grønlandske sager i dag,

185 bortset fra appel af varetægtsfængslinger, hvor der fornuftigvis oprettedes en ekstraordinær overret ad hoc bestående af guvernementssekretæren samt den underdommer, hvis kendelse ikke var blevet appelleret. Sarauw døde 1881, muligt i forbindelse med et ham under oprøret tilføjet sår (?). Riibner Petersen fik i 1879 kgl. udnævnelse – indstillingen om udnævnel­ se fremhæver hans energi og udholdenhed under oprøret – og forblev i Fre­ deriksted til sin pensionering i 1898. Han, der 1885 var blevet ridder, blev til­ lige dannebrogsmand ved afskeden. I to perioder var han udpeget som kon­ gevalgt medlem af kolonialrådet for Sankt Croix. Han døde 1919. Eggers og Ostermann, som var blevet kaptajner og kompagnichefer i hærstyrken henholdsvis i 1878 og 1882, tog deres afsked 1885 og 1889. Eg­ gers, som i 1876 havde udgivet St. Croix’ Flora, blev en af de bedste kendere af Vestindiens planteverden under talrige ekskursioner til så godt som alle øer. En stor del af hans samlinger findes i Botanisk Museum i København. Hærstyrken vedblev at tynge kolonialkassen. Estrup forsøgte tre gange at overføre udgiften til staten, senest ved et lovforslag i 1885, begrundet med, at »Naar Forudsætningerne for Kolonialloven af 1863, at de dansk-vestindi- ske Øer vilde være i Stand til med egne Midler at bestride alle de dem ved­ kommende Udgifter, igjennem en lang Aarrække har vist sig ikke at være holdbar, og naar det saaledes ikke kan undgaas, at Moderlandet maa komme dem til Hjælp, er den naturligste Maade, hvorpaa en saadan kan ydes, Mo­ derlandets Overtagelse af Militærudgifterne, fordi Hævdelse af den danske Statshøihed og Sikkring mod indre Uro og Vold, hvortil den koloniale Mi­ litærstyrke er bestemt, i særlig Grad er i Moderlandets Interesse og maa, om fornødent, tilvejebringes af dette.« Han opstillede et prøvebudget på ca. 86.000 $ for første år. Forslaget fik en let og hurtig gang gennem det konser­ vative Landsting, som vedtog det med 43 stemmer mod 1, men blev ublidt modtaget i Folketinget, hvor Th. Nielsen mindede om, at et lignende forslag var forkastet 3 år forinden – underforstået at det næsten var uforskammet at komme tilbage – og den sparsommelige Rasmus Claussen fra Maribo amt, hvis sukkerroer var ved at udkonkurrere Sankt Croix’ rørsukker, udtalte, at oprøret ikke gav anledning til forøgelse af hærstyrken, idet man ved at sta­ tionere blot en del af styrken i det farlige Frederiksted inden skiftedagen muligt havde undgået oprøret, som desuden var blevet nedkæmpet af den eksisterende styrke, der således var stor nok. Udover Højre talte kun den gamle Monrad for at lade sagen gå til 2. behandling. Forslaget forkastedes med 49 stemmer mod 14. Også her løstes knuden først i det nye århundre-

186 de. 1906 erstattedes hærstyrken af et militært gendarmerikorps bestående af 80 mand på Sankt Croix og 30 på Sankt Thomas foruden et mindre antal befalingsmænd. Selvom Estrup som indenrigsminister 1865-69 havde medvirket til det første fejlslagne forsøg på at sælge øerne til U.S.A. og som konseilspræsident havde antydet villighed til at tage sagen op på ny, stemte han i 1902 som kon­ gevalgt landstingsmedlem mod den nye salgsaftale. Da traktaten forkaste- des ved stemmelighed i Landstinget, var hver nejstemme afgørende. Uan­ set hvad man måtte mene om det endelige salg i 1916-17, var det for fædre­ landets ære nok så heldigt, at de snuskede forhandlinger med inddragelse af tvivlsomme lykkeriddere som Niels Grøn og Walter Christmas – en radikal ministers tildeling af et ridderkors til den sidstnævnte i salgsåret 1916 er ikke den mest taktfulde beslutning i ordensvæsenets historie – ikke førte til et re­ sultat i 1902. Estrups livslange berøring med vestindiske anliggender er ikke den mindst fængslende del af hans virke. Efter benådningen for dødsdommen hensad de 39 i fængsel. Selvom Estrup havde modsat sig, at nogen fik billigere vilkår end »Kongens Naade«, var han i praksis betydelig mildere. Allerede 31. marts 1882 bifaldt Kon­ gen en indstilling om løsladelse af de første 3, heriblandt Rebecca Frederik, ved »vor forestaaende Allerhøieste Fødselsdag«, idet Estrup henviste til disse mindst graverende dømtes særdeles tilfredsstillende forhold i fængslet, til den lange varetægtstid, 2 1/2 år, og til, at ro og orden for længst var genop­ rettet på Sankt Croix. Han oplyste samtidig, at guvernøren havde indstillet, at 28 af de øvrige kunne udstå deres straf i Vestindien. Herefter gik det slag i slag. I april 1883 løslodes de næste 4, herunder Joe Williams, selvom præsidenten og guvernøren havde advaret mod hurtige benådninger af hensyn til stemningerne blandt de tablidende. I april 1884 løslodes yderligere 7, i 1885 2 – hvoraf den ene endog først havde forbedret sin opførsel henimod slutningen af fængselsopholdet – i 1886 2 og i 1887 hele 13, hvorefter alle 31, der afsonede lokalt, havde genvundet friheden. Det nævntes hver gang, hvor de dømte var født, jeg har talt hele 10 fra Barbados, 5 fra Antigua, 1 fra St. Lucia og 1 fra Trinidad, det er som om Kongen skal bibringes den opfattelse, at vore egne negre ikke ville have rebelleret uden påvirkning udefra. De sidste 8 omfattede udover de 5, der var benådede på vilkår af tugthus på livstid, Susanne Abrahamsen (»Bottom Belly«),David Ca­ meron og Edward Lewis. Cameron var en af de aktive deltagere i Frederik­ sted, hvor han standsede hoben ved politibetjent Larsens hus og gjorde op­ mærksom på ejerforholdet, hvorefter der blev sat ild til det. Lewis var fører

187 for Mt. Pleasant banden, deltog i afbrænding af 8 plantager og var med den sidste dag i Fredagsbanden. Disse 8 overførtes til afsoning i Danmark. Jeg har sporet de fire kvinder, der 19. juli 1882 indsattes i Christianshavn Straffeanstalt, hvor det omhygge­ ligt noteres, at »Agnes« og Mathilda McBean hver havde et par ørenringe, de to andre et par ørelokker, Mary Thomas desuden en ring, at denne under op­ standen var kaldet »the Queen«, hvor mange børn disse ugifte kvinder havde - Susanne Abrahamsen hele 9, de andre hver 3 – samt hvilken kirke de til­ hørte (»Agnes« de mæhriske brødre, Mary Thomas og Susanne Abrahamsen den engelske kirke). Afsoningen synes at have taget hårdt på Mary Thomas, som frem til 1887 var indlagt hele 15 gange på fængslets sygehus. Susanne Abrahamsen benådedes ved Kgl. resolution af 26. marts 1886 i tide til Kon­ gens fødselsdag 8. april, medens de livstidsdømte ifølge resolution af 31. ok­ tober 1887 fra overinspektøren for fængselsvæsenet, professor i strafferet C. Goos, oversendtes til Christiansted 18. december 1887 »for der at udstaa Re­ sten af Straffen«. Jeg har ikke fundet løsladelser for de 8 i de vestindiske samt de gennem Justits- og Finansministerierne udfærdigede kgl. resolutioner i den relevante årrække. Medens jeg ikke kan udelukke, at nogle af de 8 er døde i fængslet, er i hvert fald Mary Thomas uvist hvornår løsladt, idet hun er skildret i novel­ len Hun var hvid! Skitse fra St. Croix, fra 1897-98 (trykt 1902), af forfatterinden Lucie Hørlyk (1870-1912), der som embedsmandsfrue boede på øerne 1892- 1903 og nyttiggjorde opholdet til et frodigt oeuvre med vestindiske motiver. I novellen, der har selvsynets præg, beskrives Mary Thomas som »et stort ne- gerfruentimmer med et gammelt rynket fjæs, det hvide i de smaa stikkende øjne gennemkrydset af blodaarer og turbanen skævt paa hovedet«. Det næv­ nes, at hun i tugthuset i Danmark var blevet vist frem for de kongelige som seværdighed, og at det var hendes stolthed og gav hende særstilling i befolk­ ningen, at hun havde »været i Europa og set the royal people dem« – om det sidste passer, er umuligt at sige. Jeg tror, at det er en legende, Christian den Niende har næppe nogensinde besøgt et fængsel eller indforskrevet en straf­ fefange til fremvisning ved hoffet. Lucie Hørlyk nævner også hendes krigeri­ ske tilbøjeligheder både under oprøret og efter hjemkomsten, hvor hun sta­ dig førte en kniv med elegance og havde en rent ud forbløffende kæft, hvil­ ket daglig bragte hende i politiretten. Kay Larsen kaldte i 1928 Queen Mary »en fordrukken, vagabonderende, ofte straffet Kvinde,« der levede mange år efter og til sin død beholdt et vist ry blandt sine racefæller.

188 Florence Lewisohn beskriver hende som »a rambunctious old termagant ekeing out a living as a market woman, picturesquely wearing some heavy mittens she brought home from Europe,« men tilføjer, at hun på Sankt Croix forblev den romantiserede heltinde fra 1878. Hendes søn dømtes i 1904 af Frederiksted kriminelle ekstraret til at miste sin hals og hovedet at sætte på en stage for overtrædelse af D.L. 6-9-1 (drab efter indbrud); dommen stadfæstedes af den vestindiske overret og Højeste­ ret, og han benådedes med tugthus på livstid. Han undveg fra arresten i Fre­ deriksted og flygtede til U.S.A., hvor han under afsoning af anden straf gen- kendtes af en anden dansk-vestinder og udleveredes til afsoning i Danmark, hvor han indsattes i Horsens statsfængsel. 1923 benådedes han mod at for­ lade Danmark. Henrik Cavling fortæller 1 1894, at »gamle Rasphuskandidater, der er vendte tilbage, nyder Resten af deres Liv betydelig Anseelse formedelst den Dannelse, de har opnaaet under deres Studierejse til det fjerne Moderland. Naar de kommer hjem igen, anlægger de blaa Briller og gaar for at være lærdt People.« Hans selvbestaltede cicerone siger nedslået: »Mig not forstaa det [dansk], Massa. Mig ikke været paa det danske Tugthus.« Det må dog være en skipperhistorie, når Cavling fortæller om en neger, der kom tilbage til Sankt Croix fra Horsens Tugthus og som de fine rejsende gik op og aflagde visit hos guvernøren, der selvfølgelig lod ham smide ned ad trapperne. Det er et sørgeligt træk ved dansk kolonihistorie, at bortset fra en spar­ som undervisning i dansk i de ældre skoleklasser gjordes intet for at udbre­ de dansk sprog og kultur i en koloni, som var under dansk styre i fra 184 år (Sankt Croix) til 251 år (Sankt Thomas). Uden at gøre vold på befolkningens eget sprog som prøjserne i Sønderjylland burde man have gjort langt mere for at indføre dansk, så at andre end straffefangerne forstod det. I anledning af sin tronbestigelse benådede Frederik den Ottende i statsråd 10. august 1906 11 vestindiske straffefanger, hvorefter referatet fortsætter:»Hans Majestæt vilde derhos benytte denne Lejlighed til at anbefale til at tage under Overvejelse at faa de for Vestindien gjældende forældede Straffelove foran­ drede i Overensstemmelse med den for Kongeriget gjældende Straffelovgiv­ ning.« Finansministeriet nøjedes dog med at spørge professor Goos om det ver­ serende arbejde om en ny straffelov til afløsning af loven af 1866, og da Goos svarede, at dette ville være afsluttet i løbet af et par år, henlagde Finansministe­ riet sagen (således Poul Erik Olsen), ikke særlig ærbødigt over for Kongen. Nok afleverede Goos sin betænkning i 1912, men den blev ikke grundlaget for den nye straffelov, som først trådte i kraft 1933,16 år efter at øerne ophørte med at

189 være danske. Christian den Femtis Danske Lov gjaldt således til den sidste dag, og den sidste kongelige benådning er givet i selve afståelsesåret 1917, flovt.

Det sete afhænger a f øjnene, der ser

Mine kilder er samtidige danske øvrighedsakter i videste forstand, sekun­ dært dansk historieskrivning med den grundige Skrubbeltrang i spidsen, men også Kay Larsen, som efter Taylor skrev tættest på det skete. Oprører­ ne kommer til orde som parter og vidner i retsbøgerne ved retsskriverens omskrivning og oversættelse til dansk indirekte tale. Derimod findes ingen samtidige skriftlige beretninger fra negrene, der modsat jøderne efter år 70 aldrig fik en Josephus – havde Mary Thomas blot brugt en brøkdel af fæng­ selsårene på at nedskrive sine erindringer eller i det mindste fortælle dem til fængselspræsten til videregivelse – medens de mundtlige traditioner, der også afspejles i lokal historieskrivning, er prægede af heroisering, ja myto­ logisering, somme tider det rene vrøvl. Det betyder ikke, at disse traditio­ ner er uden interesse, audiatur et altera pars, også den anden side må høres. Det er ikke blot det selvfølgelige, at modstående parter altid vil se sagen fra deres egne side, hertugen af Augustenborg er en chevalier sans peur et sans reproche hos Gebauer og en ærkeskurk hos Wegener (og mig), men tidli­ gere koloniers historieskrivning i den første tid efter selvstændigheden vil uundgåeligt være ensidig, og borgere i den tidligere kolonimagt kan ikke til­ lade sig at påtale dette, selvom direkte fejl naturligvis altid kan påpeges. For Dansk Vestindiens vedkommende er der den særlige vanskelighed, at stør­ stedelen af kildematerialet ikke blot er på dansk, endog gotisk håndskrevet dansk, men befinder sig i Danmark, som fremhævet afJeannette Bastian. Det skyldes ikke et dansk ønske om at berøve øerne deres historie, men at de amerikanske marinemyndigheder var uinteresserede i arkivmaterialet og meget muligt ville have kasseret store dele af det, hvis det ikke var hentet af danske arkivarer i 1919. Der er rigeligt stof til mindst en ph.d.-afhandling om 1878 for en dansk kolonihistoriker, jeg har kun skummet den øvre del af fløden. De to første lokale værker, Jarvis i 1944 og Hill i 1971 – trods fornavnet Valdemar var også Hill rent engelsksproget vestindier – lærte mig en mas­ se om øernes politiske og sociale historie efter 1917, som de begge kom til at præge, særlig Hills værk er oplysende. At de er kritiske over for det dan­

190 ske styre, er legitimt, ja uundgåeligt, de lange citater hos Hill afGordon K. Lewis’s nedsættende artikel fra 1967 The Myth of Danish Culture var ubeha­ gelig, men ikke uventet læsning; derimod er deres omtale af særlig oprøret 1878 hinsides al rimelighed og sandsynlighed. Hos Jarvis læser vi, at »frantic Negro women emasculated white soldiers with their pruning knives«, og at sorte maend »dragged the estate owners’ wives into their sweaty embrace«. Det værste er måske ikke det usande – ingen hvid kvinde voldtoges under oprøret, og omtalen af mordet på de to soldater nævner ikke, at ligene kastre­ redes – men at det udmales som noget at være stolt af. Hill er endnu værre i sine kun 52 linier om oprøret. Hos ham massakrerede negrene ikke blot planterne, men kvinder og børn »and raped those who were spared«, igen fantasiforestillingen om voldtægt som de undertryktes hævn. »Queen Mary« berømmes for at have dræbt mange hvide »single-handedly«, det rene slud­ der, hun satte ild til en halv snes plantager,voilå tout, og som skildret af Lucie Hørlyk havde hun kun voldsanvendelsen i munden. Vi får også trøstelegen­ den – Palle Laurings gode formulering – om, at den danske stat tilgav hende og mindedes hende ved at sætte hendes billede sammen med to andre kvin­ delige ledere af oprøret på 20- og 40-cent mønterne! (baggrunden for denne skrøne er, at mønterne, 1 franc/20 cent og 2 franc/40 cent, fra 1905 har Chri­ stian den Niendes billede på forsiden og tre symbolske kvindeskikkelser på bagsiden med attributter segl, rør og sukkerøkse, men den kgl. resolution om møntprægningen nævner ikke oprøret). En anden legende er, at oprøret kun kunne nedkæmpes med fransk, spansk, engelsk og amerikansk hjælp, me­ dens den rette sammenhæng er, at oprørsbanderne stort set var adsplittede ved de 45 soldaters og 50 frivilliges march fra Christiansted til Frederiksted, inden tilbudet om fremmed hjælp indløb, og at Garde derefter afslog denne hjælp. Jarvis og Hill løj næppe bevidst, snarere har de kritikløst viderebragt den frodige, men upålidelige mundtlige overlevering, som understreges af Jeannette Bastian og bl.a. genspejles i den anonyme sang, der er vignetten til dette kapitel. Anderledes afbalanceret er derimod det første lokale akademiske histo­ rieværk om øernes historie af Dookhan fra 1974. Hans fremstilling af oprø­ ret som af hele den danske periode er sober og velskrevet og støtter sig til et betydeligt kildemateriale, også danske kilder; for så vidt angår oprørets ud­ brud i Frederiksted er hans hovedkilde politimesterens indberetning. Man kan ikke fortænke ham i, at han foretrækker benævnelsen »the people« sna­ rere end »the crowd« eller »mob«. Modsat Richard B. Sheridan fra Kansas, som i sit forord nævner »Queen Mary«s lederskab som en selvfølgelighed, hæv-

191 der Dookhan, efter min mening med føje, at oprøret var spontant, og at der ikke var nogen fælles ledelse for hele øen, men at de enkelte grupper hand­ lede indbyrdes uafhængigt og fulgte deres egne ledere, blandt hvilke Queen Mary kun var en af mange. Med stor fornøjelse læste jeg Florence Lewisohns brillante anekdote­ fyldte og stofmættede – også med brug af dansksprogede kilder – bog om Sankt Croix’ historie, særlig kapitlet »The Holocaust« om oprøret 1878, som hun slutter med en hjertelig hyldest til løjtnant Ostermann for hans mod, men også det mod, der udsprang fra de desperate arbejdere. »The rights and wrongs were shared equally«. En historie om en Mr.Lewis, som blev overfal­ det og halvt slået ihjel af pøbelen, slutter med, at han blev reddet af en gam­ mel neger, der gav ham et muldyr at flygte på. »Queen Mary« kaldes »famous, or infamous«, og der udtrykkes undren over, at hun undgik henrettelse, den­ ne forfatter er upartisk. Vi får også en formentlig rigtig forklaring på titlen »queen«, nemlig at arbejderne på hver plantage valgte en »queen« for livstid til at præsidere, synge og danse for ved særlig jule- og nytårsfesterne. Stærkt kritisk over for de danske embedsmænd er Tyson, der forkaster Petersens og Gardes rapporter og foretrækker den engelske konsuls og Du Bois’ version. De officielle rapporter står dog ikke alene, men svarer til kom­ missionen af 1878-79, Arendrups fortrolige rapport og stort set også Tay­ lor. Tyson påpeger det meget store antal dræbte oprørere over for de kun tre dræbte hvide, men det må dog ikke glemmes, at der var meget seriøse forsøg på at dræbte den samlede politistyrke i Frederiksted. Nok skyldtes ildspåsættelserne i Frederiksted raseri over de uden for fortet dræbte, men politiet skød først efter at være bombarderet af kanonkugler og andet kaste­ skyts. I dag er »Queen Mary« officiel heltinde i det gamle Dansk Vestindien. En stor gennemfartsvej er opkaldt efter hende, og i hvert fald igennem de seneste år er oprøret mindet hver 1. oktober i Frederiksted. En aktuel politisk protest­ bevægelse på øerne »We The People« har nærmest adopteret »the Fireburn«, som oprøret kaldes – jeg har også set stavemåden »Fiyahbun« fra kreolsproget - hvor oprøret i en årstalsliste om udviklingen frem mod selvbestemmelse er en af fem fremhævede begivenheder under det danske styre (de andre er sla- veoprøret 1733, oprøret og slavernes frihed i 1848, en strejke i 1892 og grund­ læggelsen af en fagforening og en uafhængig avis i 1915). Fire »queens« siges at have organiseret oprøret, nemlig »Queen Mary Thomas, Queen Mathilda Macbean, Susanna ’Bottom Belly’ Abrahamson and Axeline ’Queen Agnes’ Salomon«, altså de fire længst afsonende kvinder. I skrivende stund er der for

192 senatet i Virgin Islands fremsat forslag om at indføre en mindedag 31. okto­ ber – hvorfor netop denne dato, hvor ophævelsen af belejringstilstanden er den eneste væsentlige begivenhed i 1878, har jeg svært ved at se – samtidig med, at en af forslagsstillerne har ønsket at fjerne alle henvisninger til oprø­ ret som »riot« fra love og lærebøger, og en anden taler ønskede at ophæve hel­ ligdagen »Transfer Day« 31. marts om U.S.A.’s overtagelse af øerne, fordi be­ folkningen ikke blev spurgt i 1917. Der tegnede sig et flertal for forslaget om en helligdag, dog ikke enstemmighed, og sagen henvistes til udvalg, hvor den døde på grund af manglende tilslutning (oplyst af senator Wayne James, ud­ valgsformand). Medens jeg samlede stof til dette kapitel, annoncerede en forening »Per Ankh« et arrangement 15. marts 2009 med »oral tradition and storytelling«, herunder med musikalske indslag, under titlen »Under de Cymande Tree With Queen Mary«. Arrangørerne har næppe set det ironiske ved, at dagens overskud skulle gå til »Save Our Historie Building Fund«, når man betænker, at festens genstand var en drabelig brandstifterske, som gjorde historiske bygninger til historiske ruiner! Ved vejs ende er jeg ganske på det rene med, at oprøret i høj grad for- årsagedes ved uheldige sociale forhold, særlig fastholdelsen af den med ti­ den uholdbare arbejderanordning, og ved bedømmelsen af oprøret kan jeg ikke nægte de tolv henrettede min agtelse; foran døden holdt de sig ranke og forsøgte ikke, modsat de senere dømte og benådede, at lyve sig fra hvad de havde gjort. Derimod lader de fire »queens« mig kold, uanset folklore, poli­ tisk omvurdering og retoucherede skolebøger. Det kræver ikke meget mod at drage hærgende igennem landskabet og sætte ild på eller som del af en hob at prygle to forsvarsløse mænd ihjel. Mine helte, for helte var der, er poli­ timester, underdommer Rübner Petersen for hans udholdende forsvar af for­ tet i Frederiksted og løjtnant Ostermann for hans resolutte hjælp den første forvirrede aften og nat. Havde det ikke været for dem og de navnløse meni­ ge, der fulgte dem, og lad os ikke glemme Petersens kusk og den anden sorte mand, der modigt forlod fortets relative sikkerhed for at ride efter hjælp, var dødstallet på den hvide side blevet langt højere end tre og straffen og hæv­ nen langt voldsommere, man tænker uvilkårligt på Sankt Jan i 1733-34. De øjeblikkelige repressalier efter fundet af de to mishandlede lig på Carlton vi­ ser, hvilke blodsudgydelser og senere henrettelser kunne være blevet resul­ tatet. Det var ikke blevet ved de tolv fra standretten, og Estrup kunne ikke have bedt Kongen benåde samtlige 39 dødsdømte, endog drabsmændene. Den æressabel var velfortjent.

193 Litteratur

Arendrup, Christian: En Fremstilling af Militairets, Politiets og de Frivilliges Anvendelse til at dæmpe Negeropstanden paa St. Croix i October 1878 (fortrolig). 2. November 1883 (i pk. 1175, Koloniernes Centralbestyrelse, Kolonialkontoret 1878-79. Oprøret 1878. Rigsarkivet).

Bastian, Jeannette Allis: Owning Memory. How a Caribbean Community Lost Its Archives and Found Its History. 2003.

Cavling, Henrik: Det danske Vestindien. 1894.

Christianshavn Straffeanstalt. Register og Protokol over Kvindefanger og Generalieprotokol. Landsarkivet for Sjælland.

Dansk Biografisk Leksikon, 4.-8. og 13. bind. Biografier af Eggers, Garde, Hagemann, Hinden­ burg, Lucie Hørlyk, Klein og Schlegel. 1980-83.

Dookhan, Isaac: A History of the Virgin Islands of the United States. With an Introduction by Ri­ chard B. Sheridan. 1974.

Falk-Jensen, Arild og H. Hjorth-Nielsen: Candidati og examinati juris 1736 -19 36 I-V. 1954-58.

Fink, Troels: Estruptidens politiske historie 18 75 -18 9 4 .1. Kampen mellem de to ting 1875-1885. 1986.

Garde, Janus August: Indberetning til Gouvernementet for de dansk vestindiske Oer. 1878 (i pk. Kommission og Oprør, 1878-79, Rigsarkivet).

Grundtvig, Stener: Dødsdommene i Danmark 1866-92.1893.

Hansen, Thorkild: Slavernes øer. 1970.

Henrichsen, Erik: Chresten Berg. 19 11.

Hill, Valdemar A.: Rise to Recognition. 1971.

Hornby, Ove: Kolonierne i Vestindien. Politikens Danmarks Historie. 1980.

Hørlyk, Lucie (pseudonym E. Parelius): Hun var hvid! Skitse fra St. Croix. Tilskueren 1902, p. 145 ff. Genoptrykt i Sommer. Fortællinger 1910. Under Tropesol. Fortællinger fra Dansk Vestindien. Mindeudgave 1913.

Illustreret Tidende: 1878, nr. 994, 99 5,9 97. Opstanden paa St. Croix. Fra St. Croix. Negrenes Ud- skeielser paa St. Croix.

Samme: Nekrolog over Kammerherre ]. A. Garde. 1893, nr. 36.

Jarvis, J. Antonio: The Virgin Islands and Their People. 1944.

Jensen, Peter Hoxcer: From Serfdom to Fireburn and Strike. The History of Black Labor in the Da­ nish West Indies 1848-1916. 1998. Oversat fra dansk. Oprindelig »Plantagearbejdernes vilkår i Dansk Vestindien fra slaveemancipationen til øernes salg«. 1979.

Jørgensen, Harald: Statsrådets forhandlinger 1872-19 12. 1976.

Jørgensen, Troels G.: De ørstedske Straffelove. 1948.

194 Samme: Højesteret fra Grundloven til Retsreformen. 1951.

Koch, L.: Lucie Hørlyk. En Levnedsskildring delvis i Selvbiografi. Samlet og udgivet af hendes Fa­ der. 1913.

Koloniernes Centralbestyrelse. Indiske Forestillinger og [Kgl.] Resolutioner 13/1879, 16/1879, 6/1881, i8b/i88i, 11/1882,11/1883,8/1884,11/1885,12/1886,6/1887,9/1905,1/1917 Rigsarkivet.

Larsen, I

Samme: Guvernører, Residenter, Kommandanter og Chefer samt enkelte andre fremtrædende Personer i de tidligere danske Tropekolonier. 1940.

Lauring, Palle: Dansk Vestindien – historien og øerne. 1978.

Lawaetz, Erik /.: St. Croix 500 Years. Pre-Colombian to 1990. 1991.

Lewisohn, Florence: St. Croix under Seven Flags. 1970.

Mentze, Ernst: Dansk Vestindien. 1965.

Mielche, Hakon: Tre smaa Øer. 1939.

Munch, P.: Forfatningskampen 1870-1901.1 Det danske Folks Historie VIII bind, p. 53 ff. 1929.

Nørregaard, Georg: Dansk Vestindien 1880-1917. Reformforsøg og salgsforhandlinger. 2. udg., 1967.

Olsen, Poul Erik: Danske Lov på de vestindiske øer. I Ditlev Tamm (red.): Danske og Norske Lov i 300 år. 1983, p. 289 ff.

Petersen, Riibner: Indberetning til Gouverneuren for de dansk-vestindiske Öer om de i Frederik­ sted den iste og Natten til den 2den Oktober 1878 stedfundne Begivenheder. 1878 (i pk. Kom­ mission og Oprør, 1878-79, Rigsarkivet).

Petersen, Sophie: Danmarks gamle Tropekolonier. 1946.

Rigsarkivet. Diverse pakker (nrr. 678, 693, 1175) hidrørende fra Koloniernes Centralbestyrelse under Finansministeriet, indeholdende akter, særlig retsboger.

Rigsdagstidende 1878-79. Folketingets Forhandlinger. Første Samling sp. 570-621 (1. behandling, bl.a. Th. Nielsen, sp. 570 ff., Tauber, sp. 575 ff., Berg, sp. 587 ff., Estrup, sp. 600 ff., Tauber, sp. 616), sp. 758-914 (2. behandling beg., bl.a. Bojsen, sp. 801 ff., Jagd, sp. 830 ff.), sp. 1111 -1 19 8 (2. behand­ ling sl.). Anden Samling sp. 2277, 3483-3511, 3594. Tillæg B sp. 35-76. Anden Samling. Folketin­ gets Forhandlinger sp. 2277, 3483-3511, 3594. Tillæg B sp. 955 ff.

Rigsdagstidende 1884-85. Folketingets Forhandlinger sp. 1652, 1807-1842 (bl.a. Th. Nielsen, sp. 1807 ff., Claussen, sp. 1827 ff., Monrad sp. 1841 f.). Landstingets Forhandlinger sp. 415-419, 488- 496,904-911,1009. Tillæg Asp. 1721-1744.

St. Croix Avis 5. og 23. oktober samt 2. november 1878 indeholdende Gardes bekendtgørelser om belejringstilstand, ordre til landarbejderne om at vende tilbage til plantagerne, nedsættel­ se af standretten, frit lejde for udlevering af plyndringsgods og nedsættelse af den dømmende kommission.

St. Croix Source 18. april 2008 (om forslaget om årlig mindedag).

*95 Siegs Møntkatalog 2009.

Skrubbeltrang, Fridlev: Dansk Vestindien 1848-1880. Politiske brydninger og social uro. 2. udg., 1967.

Tamm, Ditlev: Konseilspræsidenten – Jacob Brønnum Scavenius Estrup 1825-1913. 1996.

Taylor, Chas. Edwin, M.D., F.R.C.S. (også medlem af Kolonialrådet for St. Thomas): Leaflets from the Danish West Indies: Description of the Social, Political, and Commercial Condition o f these Islands. London 1888 (genoptrykt).

Tbaulow, Tb.: Jacob Brønnum Scavenius Estrup. Hans Liv og Gerning 18 2 5-19 13.19 4 0 .

Tidsskrift for Søvæsen: Nekrolog over Janus August Garde. 1994, p. 28 ff.

Tyson, George F.: ’Our Side’: Caribbean Immigrant Labourers and the Transition to Free Labour on St. Croix, 1849-79.1 Karen Fog Olwig (ed.): Small Islands, Large Questions. Society, Culture and Resistance in the Post-Emancipation Caribbean. London 1995.

Vibækjens: Dansk Vestindien 1755-1848. Vestindiens storhedstid. 2. udg., 1966.

Williams, Marvin E. (ed.): Yellow Cedars Blooming: An Anthology of Virgin Islands Poetry. 1998. Heri “Queen Mary«. Gik kultusministeren på horehus?

Det siges, at højesteretssagfører Oskar Bondo Svane under sit forsvar for rigs­ advokaten, som var sagsøgt for bagvaskelse, indledte sin procedure: »Enhver, der overvejer at anlægge en injuriesag, burde gøre det til en regel først at af­ lægge et besøg i værelse nr. 38 på Nationalmuseet – der hænger de australske boomerang'er.« Advarslen mod letfærdigt sagsanlæg skyldes, at medens rin­ geagtsytringer altid er strafbare, kan sigtelser som udgangspunkt kun straf­ fes, hvis de ikke kan bevises som allerede anført i Danske Lov 6-21-2, »saa- dant, som den andens Ære og Lempe egentlig angaar ... og det ikke kand bevisis hannem over« og 6-21-3, H°g hand ej saadan Paasagn lovligen kand bevise«, senere Straffeloven af 1866 § 215, »ubeføjet at tillægge ham Hand­ linger, der vilde gøre ham uværdig til Medborgeres Agtelse« (underforstået: hvis de er sande). En injuriesag minder derfor i sit forløb ofte om en straf­ fesag imod den injurierede (og formelle sagsøger) med injuriantens advokat i rollen som anklager, der ved vidneførsel m.v. forsøger at bevise sigtelsens rigtighed; lykkes det, er den injurierede ligeså skandaliseret, som var han dømt skyldig i en egentlig straffesag, og mislykkes det, uden at den injuri­ eredes »uskyld« er bevist, vil mistanken ofte blive hængende, nøjagtig som ved frifindelse i straffesag »på bevisets stilling«. Audacter calumniare, semper aliquid haeret, bagtal blot dristigt, noget hænger altid ved, sagde de gamle – det kyniske råd siges at stamme fra Plutark – og der findes næppe et mere flagrant eksempel i dansk praksis end kultusminister fakob Frederik Scave- nius (1838-1915), som nok vandt en Pyrrhussejr i retssalen over smørgros­ serer, sympatisør af Indre Mission, C.Ingeman-Petersen, for hans uhyrlige og sjofle beskyldninger, men dømtes i den offentlige mening og af så godt som alle samtidige og senere forfattere – min nyeste kilde, Bo Nygaard Larsens biografi om Gustav Wied, skriver i en tidstavle ud for 1887 som et nærmest ubestridt faktum: »Kultusminister Scavenius tjener 75.000 kr., hvoraf han

197 bruger en del på bordelbesøg.« I Scavenius’ tilfælde må man snarere sige, at omne baeret.

En helt fra 1864

Jakob Scavenius var født til glans og rigdom. Hans farfader Jacob Brønnum Scavenius (1749-1820) var kommet hjem fra Ostindien med to tønder guld og købte 1793 Gjorslev og 1798 Klintholm på Møen. Dennes søn Peder Brønnum Scavenius (1795-1868, adlet i 1843, en sjælden udmærkelse i det 19. århundre­ de) var både driftig godsejer og temperamentsfuld politiker på den absolutte højrefløj; hans kraftfulde konservatisme gik i arv til hans ældste søn og hans søstersøn, konseilspræsident Jacob Brønnum Scavenius Estrup, derimod ikke til hans sønnesøn (gennem den næstældste søn Carl Sopbus Scavenius, 1839- 1901, der arvede Klintholm, medens den ældste fik Gjorslev)Erik Scavenius (1877-1962), tre gange udenrigsminister, de to gange i en radikal regering. Psykologisk analyse af et maleri af et lille barn, når man kender modellens livsbane, er nok en billig pointe, men jeg kan ikke frigøre mig fra tanken, at periodens store portrætmaler C.A. Jensens smukke billede fra 1839 af den etårige Jakob, kun iført hvid skjorte, på grønne puder, venstre pegefinger i munden, højre hånd med sølvrangle sluttende i elfenbenskugle, det eneste rigdomstegn, viser den senere stridsmand in nuce. Efter en munter studietid og en fin eksamen som cand.polit. drog han på en dannelsesrejse til udlandet – hans fader bebrejdede ham, at han brugte for mange penge – men vendte hjem fra Nizza i 1864 for at kæmpe og blev efter en kort uddannelse på kasernen i Fredericiagade, som senere husede Rigsdagen (i dag Østre Landsret), efter eget ønske placeret i 18. regiment, der lå på Als og derfor måtte forvente at komme i ilden hurtigt efter våbenstil­ standens ophør, medens en anden fremtidig politiker, den moderate venstre­ mand Frede Bojsen, ikke udtrykte nogen præference og kom til hæren på Fyn. Bojsen brød sig ikke om Scavenius’ væsen, men som alle andre samtidi­ ge respekterede han ham for hans dåd i krigen. For sin indsats den sørgelige 29. juni dekoreredes han med Dannebrogsmændenes Hæderstegn, »fordi de [han og en anden] ikke alene har været modige, men tillige foregaaet med et smukt Eksempel«. Senere fik han storkorset og meget mere, men ingen ud­ mærkelse var han så stolt af som af dette hæderstegn – han underskrev sig »Dannebrogsmand og Storkors«. 1864 prægede ham hele livet, forsvarssagen

198 C. A. Jensens portræt a f Jakob Scavenius ét årgammel, 1839 (privateje). Efter affotografering i Det Kongelige Bibliotek, Kort- og Billedafdelingen. var hans politiske karrieres ledestjerne, og medens han var frankofil, nære­ de han nag over for Tyskland, særlig Prøjsen, livet ud. 1865 stillede han sig til valg til Rigsrådets Folketing i hjemstedskredsen Store Heddinge og vandt, overgik 1866 til Rigsdagens Folketing og genvalg­ tes uafbrudt, så vidt jeg kan beregne, 14 gange i træk, sidste gang 1892. Han var først nærmest venstremand eller bondeven, men særlig forsvarssagen

199 førte ham gradvis mod højre. Hans raske og usnobbede, nærmest noncha­ lante væsen gjorde ham afholdt, også blandt politiske modstandere; man har kaldt ham »junker«, hvilket passer på hans manerer, men ikke på hans interesser, han interesserede sig langt mere for åndsliv end for f.eks. jagt og overlod det praktiske arbejdet med godset til godsforvalteren. 1880 optog hans fætter Estrup ham i regeringen; det var ikke uventet, men det var over­ raskende, at han blev kultusminister, de sager, som i dag er fordelte på kirke-, undervisnings-, videnskabs- og kulturministerierne. Særlig i den kirkelige verden var han en fremmed fugl. Bojsen gengiver et par af de bedste anek­ doter om ham: Nogle indremissionsfolk var i audiens hos ham for at søge om en præst og tiltalte ham »Kære broder i Christo!«; Scavenius studsede lidt, men sagde så: »Å, ja sågu’, hvorfor ikke.« På rejse til Nordkap – han el­ skede at rejse – mødte han den amerikanske gesandt i Stockholm, en svensk­ amerikaner. »Man sager, att Herrn är ecklesiastikminister – men Herrn är då inte präst?« »Nej.« »Ja, Herrn ser mig haller inte så ut!« – dette morede ham. Trods grandseigneurens fremmedhed over for den teologiske verden var han en fremragende administrator af Folkekirken, det »Kirkelige Raad«, han oprettede i 1883, var et fint initiativ, som ifølgeTborsen måske skulle tage brodden af indtrykket af, at en »levemand« forestod kirken. Noget andet er, at da rygterne om usædeligt levned ramte ham, vendte netop biskopperne sig imod ham og gjorde sluttelig, hvad de kunne for at få ham fjernet. Andre, usande rygter antydede, at han var ateist, men hans senere års værk »Filo­ sofiske og religiøse Meninger og Paastande« afslører ham som troende kri­ sten. Det kan være svært at forene liv og anskuelser; et af de moralbud, han opstiller, er at leve monogamt; ganske vist var hans ægteskab medLouise, født Castonier (datter af chefen for den vestindiske hærstyrke), et inklinati- onsparti, og de var gift i 51 år til hans død, men monogamt levede han ikke. At han udrettede så meget – Rambuscbs biografi giver en fyldig oversigt - var dobbelt beundringsværdigt, idet hans ministertid faldt sammen med visnepolitikken, således at han kun fik få love gennemført og måtte gøre me­ get administrativt. Et par pluk: GeheimearkivarWegener, som var blevet en stopklods for arkivvæsenets udvikling, blev lempet ud i 1882, da han var 80; Scavenius udnævnte A. D. Jørgensen som hans efterfølger og lagde grunden til den stadig eksisterende ordning med et Rigsarkiv og tre – siden Genfor­ eningen fire – lokale landsarkiver. Han skabte i vidt omfang den moderne re­ alskole, lagde grunden til Statens Museum for Kunst og tog de første skridt til Rigshospitalet. Selv en retskrivningsreform nåede han tillige med en nyttig lov om teatervirksomhed, som begrænsede Det Kongelige Theaters utids­

200 svarende enerettigheder over skuespilrepertoiret. Hans forhold til menne­ sker var præget af lige dele autoritet og frisind. Statens myndighed hævdede han sommetider brutalt, ved »mundkurv«-cirkulæret af 1885, der forbød sko­ lelærerne at deltage i »offentlig imod Regeringen rettet ophidsende Agita­ tion«, ved midlertidigt at fratage oppositionelle højskoler statsstøtte, som de dog fik igen, og i enkelte tilfælde sågar ved afskedigelse af embedsmænd for respektstridige udtalelser, det var 1854 om igen. Men ved sine mange ud­ nævnelser var han strengt saglig, og han støttede, hvor han kunne, det mo­ derne åndsliv; netop på åndslivets område var han i vidt omfang enig med det »europæiske« Venstre, og havde det stået til ham, havdeGeorg Brandes fået enten ansættelse eller offentlig støtte. Også dette har vel svækket hans position i Højre, da angrebene på hans livsførelse tog fat. I regeringen Estrup var han stadig fortaler for, at ministeriet skulle stå fast, således efter det ka­ tastrofale folketingsvalg i 1884, hvor Højre formindskedes til 19 mandater mod den samlede oppositions 83, hvor det halve København gik tabt, og to socialdemokrater fik sæde i tinget. Hvor andre højremænd, måske også Estrup, førte forsvarspolitik, herunder bygningen af Københavns landbe­ fæstning, for magtens skyld, hagede Scavenius sig fast i magten for forsva­ rets og fæstningens skyld, han var idealistisk patriot. Det strider vist mod anatomiens lære at have to achillessener, men det havde Scavenius. Den første var de efterhånden ubehagelige rygter om, at hans dyre levevis, mange, i øvrigt ofte fremsynede foretagender, systema­ tisk støtte til (dele af) pressen etc., ikke kunne forenes med hans ganske vist høje indtægter. Til sidst følte han sig nødsaget til stoppe munden på angri­ berne, anlagde 1878-80 hele fire injuriesager mod redaktører og vandt dem alle sammen. Endnu da hang hans økonomi altså sammen. Den anden var de stadig stærkere rygter om hans usædelighed.

Brevet og interpellationen

Der er manglende balance i denne beretning, idet vi kender den ene hoved­ person, Scavenius, rigtig godt fra akter, egne skrifter, andres erindringer om ham etc., medens vi næsten kun kender den anden hovedperson, Ingeman- Petersen, fra hans deltagelse i sagen. Han var grosserer i smør og siges at have sympatiseret med Indre Mission og at være højremand, men ellers er vi hen­ vist til, hvad vi kan læse ud af hans angreb på ministeren. Var hans motiv re­

201 ligiøs dømmesyge? Sygelig optagethed af erotik og demimondeliv? Indigna­ tion over, hvad han anså som modstrid mellem Scavenius’ liv og lære? Den samme trang til at træde frem for offentligheden, som i dag får folk til at mel­ de sig til de mest åndsformørkede underholdningsprogrammer? Den misun­ delige lille mands glæde ved at gøre sig lige med den mægtige minister, me­ dens sagen verserede for retten? Et privat brev fra eller til ham, en åbenhjertig bemærkning fra en, der kendte ham godt, en dagbogsoptegnelse uden tanke om offentliggørelse ville være guld værd, men intet af dette har vi. Gustav Wied beskrev ham mange år efter i Dansemus som en kombination af alle disse disparate elementer, og det er vel sandheden om ham. Derimod tror jeg ikke, at Vagn Dybdahl har ret i at betegne ham som en af midnatmissionens folk, idet han ikke ses på noget tidspunkt at have påberåbt sig dette (»Midnat­ missionen« var en afdeling af Indre Mission i København, der bekæmpede prostitutionen ved direkte attrapering af kunderne uden for utugtshusene). Selvfølelsen fejlede intet i det den 29. oktober 1885 til Estrups portnerske afleverede brev:

Igaar Aftes Kl. 8,55, da jeg var paa Vejen til mit Hjem, mødte jeg paa Hjørnet af Knabrostræde og Nybrogade Kultusminister Scavenius. Han bøjede ned ad Kna- brostræde, og da det var mig paafaldende, at en Minister – navnlig i disse sørge­ lige Tider – gik ind i en saadan skummel Del af Byen, fulgte jeg ham. Ministeren gik ind i Knabrostræde Nr. 24 og af Skyggen paa Rullegardinerne paa iste Sal [i den senere pjece er her indsat følgende note: Efter hvad jeg senere har erfaret, bor her et Demimonden meget bekjendt ryggesløst Fruentimmer af den aller­ værste Art] kunde jeg se, at han kom derind. I Eiendommen bor der løsagtige Fruentimmer. Jeg stillede mig i Gadedøren ligeoverfor, for at oppebie Ministerens Tilbagekomst. Noget efter Ankomsten aabnedes Vinduet paa iste Sal, og lidt derefter hørte man Lyden af en Champag­ neprop, som knaldede. – Kl. 10,25 kiggede Ministeren forsigtigt ud af Gadedø­ ren, og da der tilsyneladende ikke var Mennesker i Gaden, forlod han Huset og tog Vejen ad Compagnistræde, Læderstræde, Højbroplads, Lille Kongensgade til han naaede den sidste Port paa højre Haand i Lille Kongensgade (Hjørnet af Kon­ gens Nytorv): her gik Ministeren op i Restaurationen. - Da den samme Tour formodentlig gjentages, tillader jeg mig at henlede De­ res Excellences Opmærksomhed paa det hasarderede, ja! næsten vanvittige, i at den Mand, som staar i Spidsen for den danske Kirke, begaar en saadan Handling. Hvis Deres Excellences Fjender opdager det, vil det jo i disse Tider ikke kun­ ne undgaaes, at Sagen kom offentlig frem, men vil da hele Ministeriet ikke ogsaa

202 faa sin Del af Skampletten? Havde en Julius Rasmussen skudt paa Ministeren, da han forlod Huset i Knabrostræde, vilde Gud næppe have holdt sin Haand over ham, men enhver tænkende Kristen vilde have anset hans Fald som en retfær­ dig Straf. [21. oktober 1885 begik den omtalte Julius Rasmussen et revolveratten­ tat på klods hold mod Estrup; en kugle gik forbi, en anden ramte en knap]. Da Kultusministeren paa en eller anden Maade skal advares, henstiller jeg til Deres Excellence, hvorledes dette bedst lader sig gjøre. Underdanigst Ingeman-Petersen

To dage efter modtog han følgende egenhændige brev fra Estrup: »Tak for Meddelelse i brev af 29de, som skal blive benyttet.« Hvordan Estrup selv opfat­ tede sit svar, gemmer jeg til omtalen af hans vidneforklaring under retssagen. Ingeman-Petersen selv hævder i sin pjece, at han troede, at Estrup ville gribe ind, men da intet skete, og der fremkom stadig nye skandalehistorier om Sca­ venius, overvejede han, om han burde træde frem for offentligheden selv. 28. januar 1887 afholdtes folketingsvalg. 23. januar afholdt Scavenius et velbesøgt vælgermøde i Store Heddinge for ca. 1.000 tilhørere. Venstre op­ stillede en god og stærk kandidat, overretssagfører Svend Høgsbro, søn af en af Venstres ledere, og da Scavenius’ flertal ved valget ikke var større end 1.410 mod 1.239 med en meget stor stemmeprocent, 84,6 mod 69,6 for hele landet, var vælgermøderne ikke uden betydning for udfaldet. Scavenius talte sig varm, angreb uden småligt hensyn til sin egen smag og administrative praksis det europæiske Venstre og »anløbne Jøder« og perorerede: »Hvor er det dog muligt, at den danske Bondestand kan lade sig henrive af de radikale Elementer, hvis Ideer ere indvandrede udenlands fra? Hvorledes er det mu­ ligt, at Folk, som bekjende sig til Kristendommen, og som holde paa Ægte­ skabet, kunne alliere sig med dem, som gjøre Nar ad alt saadant og helst se det sparket overende.« Scavenius talte indirekte for hele riget, idet den med ham forbundne redaktør Carl Carstensen var til stede og sørgede for talens udbredelse. Næste dag refererede bl.a.Berlingske Tidende talen, hvor Inge- man-Petersen læste den. Han eksploderede og rejste på valgdagen til Store Heddinge, hvor han indfandt sig på Torvet, som var valgsted. Så længe val­ gene fandt sted i enkeltmandskredse, mødtes alle på valgdagens morgen på valgstedet, hvor stillere anbefalede kandidaterne, der holdt en kort tale og lod sig udspørge, »interpellere«, af de fremmødte vælgere og tog en rask de­ bat indbyrdes, hvorefter valget i første omgang fandt sted ved håndsopræk­ ning. Hvis flertallet var meget klart, kunne taberen erkende nederlaget uden

203 optælling, og valget var afgjort ved »kåring«, men normalt krævedes skriftlig afstemning, foretaget ved, at listeføreren i valglisten skrev kandidatens navn ud for vælgerens. Dette gav mulighed for valgtryk eller sågar stemmekøb fra begge sider; hemmelig afstemning indførtes først i 1901. Særlig interpellatio­ nen fra vælgerne på valgstedet var et aldeles uberegneligt element. Ingeman-Petersen fik ordet som den første interpellant, hvorefter han ci­ terede det i Berlingske Tidende gengivne og fortsatte:

Jeg vil nu tillade mig at spørge den danske Folkekirkes Primas, Danmarks Kul­ tusminister, den Mand, der staar i Spidsen for Præster og Lærere her i Landet, om det ikke er at gjøre Nar ad Ægteskabet, om det ikke er at sparke Moral og Religion over Ende, om det ikke er at forhaane baade Gud og Menneske, naar han, Kirkens øverste Tjener, gaar paa Horehus?

Herefter afbrød dirigenten, byfogden ham, og kort efter anholdtes han, men løslodes to dage efter. Scavenius genvandt mandatet ved valget.

De første reaktioner og biskoppernes intervention

Interpellationen er utvivlsomt gået land og rige rundt, selvom kun dele af pressen omtalte den, herunder ikke de Scavenius nærmest stående aviser. Da Folketinget 4. februar 1887 gennemgik – og senere afviste – valgklager fra Store Heddinge, begyndte en menig venstremand at oplæse interpellatio­ nen under dække af en protest mod arrestationen af Ingeman-Petersen, men inden han nåede til ordet »Horehus«, blev han afvist af formanden Chresten Berg, der sagde, at det var en privat sag. Rigsdagstidende standser ved »om det ikke er«. Men selv om Berg lagde låg over sagen i folketingssalen, viser den senere udvikling, at sagen blev udnyttet af i hvert fald dele af Venstre. Den pænere del af pressen omtalte først sagen, efter at den havde været i Folketinget. Politiken bragte den 12. februar en længere leder, sikkert skrevet af redaktøren Viggo Hørup. Han refererede uenigheden i Højre. Nogle kaldte sagen en utilregnelig fantasts overfald på ministerens privatliv, medens an­ dre begyndte at mumle, at Scavenius burde gå. Lederen ville ikke give en pibe tobak for de herrers forargelse og fortsatte: »Men om Hr. Scavenius gaar eller bliver, er Skandalen hverken større eller mindre for det. Man har ikke

204 mistet en eneste Stemme ved at have ham i sin Midte – der er ikke en Bisp af Højre, som ikke har nejet for ham, ikke en Præst af Højre, som ikke har vil­ let lade sig gøre til Bisp af ham -, og man vil ikke vinde nogen Stemme ved at give Slip paa ham, thi der er ikke en af Oppositionen, som af den Grund faar mere Tillid til Ministeriets Dyd og gode Sæder.... I den politiske Kamp er Grundlovsspørgsmaalet af nok saa stor Vigtighed som Giftermaalsspørgs- maalet, og den Lovens Ridder, der bryder Loven, nok saa forargelig som den Ægteskabets Ridder, der gaar udenom.... Thi vi, der som bekendt er svage i Troen i Almindelighed, er det overfor de Herrer i Særdeleshed – baade før og efter Affæren Scavenius.« Scavenius udsattes for kraftigt pres for at anlægge injuriesag, men tøvede i skæbnesvangre fire uger. Måske var det tvivlsomt, om den blot mundtlige fornærmelse var tilstrækkeligt grundlag for sagsanlæg – da han senere an­ lagde sag efter den skriftlige pjece, angaves dette som grunden til hans tøven - men da sigtelsen var fremført på en valgdag over for en stor folkemængde med sikker forventning om hurtig udbredelse, kunne og formentlig burde han have rejst sag straks. I stedet rejste han til Aarhus i samme kupé som Sjællands biskop B.}. Fog og førte ved indvielsen af den nye Skt. Poulskirke 6. februar processionen op sammen med biskop Johannes Clausen – søn af Grundtvigs modstander H. N. Clausen i den store imjuriesag i 1826 – som han i øvrigt selv havde udnævnt i 1884. Man kan ikke bebrejde biskoppen, at han ikke som en anden biskop Vilhelm – som ifølge en hos Saxo gengivet li­ det troværdig legende spærrede kong Svend Estridsøn adgangen til Roskilde domkirke, indtil kongen gjorde bod for et af ham begået drab – afviste mi­ nisteren, da denne udøvede sin soleklare ret til at være til stede, og det stred mod Scavenius’ hele væsen at dukke sig for uvejret, men i bagklogskabens gustne lys ville en diplomatisk forkølelse eller presserende embedshandlin­ ger i København have været klogest. Netop biskopperne reagerede på Scavenius’ manglende reaktion, om end på de indre linier, ikke offentligt. Initiativtager synes at have været den myn­ dige og konservative biskop Jørgen Swane i Viborg, som den 17. februar – herefter ses næsten daglige breve, udgivne af P. G.Lindhardt – spurgte biskop P. E. Lind i Aalborg om dennes kendskab til Scavenius’ sædelige forhold, sær­ lig om Scavenius havde begået hor, jf. straffelovens § 159. Lind, som havde haft Scavenius som logerende i hele 6 år under dennes skoletid og derfor kendte hans forhold, svarede, at han i de senere år ifølge et pålideligt rygte havde levet usædeligt, om end »ikke uden Konens Skyld (1. Cor. 7,4)« – iføl­ ge dette skriftsted råder hustruen ikke over sit eget legeme, det gør hendes

205 mand, ligesom manden ikke råder over sit eget legeme, det gør hans hustru. Swane opfordrede herefter Fog til at deltage i en fælles opfordring fra flest mulige biskopper til Scavenius – hvem han beskrev som den dygtigste mi­ nister, kirken nogensinde havde haft – om offentligt at fralægge sig beskyld­ ningen eller fratræde. Fog trådte vande og bemærkede, at Scavenius, som også var minister for teatret m.v., ikke kunne betegnes som kirkens primas eller tjener. Swane gav dog ikke op, men begyndte at lade cirkulere en fælles- henvendelse til Estrup, hvorefter biskopperne anså det for uforeneligt med den offentlige moral, at Scavenius forblev i sin stilling uden at fralægge sig beskyldningen. Lind advarede samtidig Scavenius om det påtænkte skridt. Scavenius svarede den 25. februar Lind, at han ikke var kirkens, men sta­ tens tjener. »H.M. Kongen kan gjøre en Jøde eller en erklæret Fritænker til Cultusminister, hvis han maatte finde det rigtigt. Heraf følger med nødvendig Consequents, at der ikke kan forlanges en særlig qualificeret Dyd af en Cultus­ minister frem for af en hvilken som helst anden Minister eller Embedsmand ... Dernæst maa jeg spørge: hvad berettiger de Hrr. til saadan uden videre at antage Beskyldningen for sand? Maaske at jeg ikke fralægger mig den? Er det din Mening, at en Mand skulde nedlade sig til, fordi der rettedes en offentlig Beskyldning imod ham af en halvgal Sjuft i aldeles ubestemte Udtryk uden Paapegen af bestemte i alt Fald formentlige Facta, saa strax at bekjendtgjøre Aviserne, at det er Løgn, eller fralægge sig den ved Dom? Saa falder det ikke mig ind at handle. Nu er jo imidlertid det heldige indtruffet, at denne Slubbert ... har begaaet en Piece hvori han er fremkommet med en bestemt fornær­ mende Sigtelse imod mig. Se den kan der tages fat paa, og jeg har derfor ogsaa allerede igaar givet min Sagfører Ordre til at anlægge Sag imod ham.« Fog meddelte den 26. Swane, at han havde forhandlet med Estrup, (justits­ minister) Nellemann og Scavenius, og mente, at man efter sagsanlægget måt­ te betragte sagen som en, »om hvis Sandhed eller Usandhed man ikke kan tillade sig nogen Dom.« Swane var tydeligvis ikke helt tilfreds, men kunne naturligvis kun opgive den påtænkte fælleshenvendelse.

Pjecerne

Om Ingeman-Petersen direkte ønskede sagsanlæg, er uvist, men i hvert fald blev tilbagetog umuligt, da han 19. februar til gejstligheden, Rigsdagens medlemmer og pressen tilsendte og samtidig offentliggjorde en lille pjece på

206 kun seks tekstsider med titel En Redegjørelse i Anledning a f Interpellationen i Storebedinge, pris 10 øre med angivelse, at »Eventuelt Overskud tilfalder et el­ ler flere Børnehjem i Kjøbenhavn«, og hele to indledende bibelsprog, »Thi en­ hver, hvem meget er givet, hos ham skal man søge meget; og hvem meget er betroet, af ham skal man kræve mere,« (Lukas Evangeliet 12. kap., 48. vers) og mere ominøst »Ve dem, som sænke sig dybt ned fra Herren, for at skjule de­ res Anslag, og hvis Gjerninger ere i Mørket, og som sige: Hvo ser os, og hvo kjender os?« (Esajas 29. kap., 15. vers). Han gengav sit brev til Estrup og den­ nes svar og nævnte skuffelse over, at brevet blev uden følger. Efterhånden fik han forvisning om, at det var hans pligt mod Gud og hvert kristent men­ neske i fædrelandet at lade sandheden komme for dagen, særlig efter at have læst Scavenius’ tale. Han lod sin interpellation trykke på forhånd for at kunne uddele den, hvis han ikke fik ordet – herfra citerer pjecen interpellationen ordret. Dette var ikke en privat sag imellem Scavenius og ham selv, nej, den angik folket. »Af den Mand, som staar i Spidsen for Kirken, maa det bestemt fordres, at hans Handlinger ikke stempler ham, som den, der siger, at Kirke og Religion er baade Humbug og Løgn; thi gjør han det, da har han med det samme erklæret hvert troende Menneske Krig, og i den Kamp, der da rejser sig, der skal Sandheden og Guds Ord sejre.« Højre, »hvis Løsen er Gud, Konge og Fædreland,« måtte være ham taknemmelig for at have fremdraget denne sag – kan han virkelig selv have troet på det? – og han sluttede, at han »ta­ ger med Glæde de Konsekventser, der maatte flyde af at have lydt hans Røst, hvem Magten og Æren i al Evighed tilhører.« Nu kom sagsanlægget ved skrivelse af 28. februar 1887 til forligskommis- sionen, som allerede den 3. marts videresendte den til retten, da forlig natur­ ligvis ikke kunne opnås. Det var dog for sent til at hindre en syndflod af pje­ cer. Jeg nøjes med nogle af de væsentligere indlæg i sagen. Den i. marts 1887 er dateret en fulminant pjece Kirkens Krav af Henry Ussing (1855-1943), fader til juristen af samme navn, sognepræst i Veilby ved Aarhus; selvom kirkeindvielsen ikke nævnes, er det åbenbart, at den har svi­ et i hans sind. Han skamroste Ingeman-Petersen, »et christent Menneskes ær­ lige Vidnesbyrd, øjensynligt præget af Samvittighedens Kamp«, og krævede det samme af Scavenius. Modsat biskopperne accepterede han ikke sagsan­ lægget som tilstrækkeligt; en juridisk dom kan man få, når blot anklageren ikke kan bevise sin sigtelse, men kirken kræver mere end det, enten en ud­ trykkelig fralæggelse af den ærekrænkende beskyldning eller en nedlæg­ gelse af embedet. I modsat fald svækkes kirkens moralske kraft, og kirkens fjender får et ypperligt bevis for, at hele kristendommen er et hyklerisk skin.

207 Forargelsen skal bortkastes og skampletterne aftvættes. I sine erindringer tilføjer han, at det gjaldt kirkens ære i en tid, da kristendom og kirke stadig blev offentlig smædet som hykleri. Den fronderende godsejer F. Oldenburg (1828-90), som årligt udsendte et drabeligt stridsskrift med angreb til højre og venstre, mest dog mod ministe­ riet Estrup, hudflettede iVor Opløsning fortsat konseilspræsidenten for, at han ikke straks efter interpellationen havde pålagt Scavenius at anlægge sag. Han havde endog haft fem fjerdingårs forvarsel gennem brevet. Enhver måtte vide, at det forsinkede sagsanlæg ikke udsprang af sømmelighedssans, men af Estrups ønske om at redde Scavenius ved at trække sagen ud. På dette sta­ dium var der kun et at gøre, nemlig at lade Scavenius falde. Oldenburg blev selv kort inden sin død idømt fængsel i 4 måneder for injurier imod Hof- og Stadsretten, om hvilken han i sit sidste skrift Tre politiske Problemer sagde, at den dømte partisk og uretfærdigt. Den unge Gustav Wied debuterede samme år 1887 med det anonyme skrift Nogle Aforismer i Anledning a f Interpellationen i Storebedinge og dens Følger. A f Peter Idealist, 25 små aforismer daterede 20. februar-2. marts, hvor han hånede gejstligheden især for at slutte op bag Scavenius for at bevare de­ res fede embeder. Hvis teologerne på dommens dag skal dømmes efter teori­ er, er selv den syvende himmel kun en ringe belønning. »Skal de dømmes ef­ ter deres Praksis vil 100 Grader Réaumur kristelig set være for koldt.« At den læsende verdens opinion var med Ussing snarere end med Wied, ses ved, at Ussings pjece allerede i 1887 udkom i (mindst) to oplag, medens Wied af sine 500 trykte eksemplarer fik 445 usolgte returneret, som hans moder fandt på pulterkammeret og brændte. De resterende 55 må være rariteter i dag. Politiken hånede 14. marts 1887 – Bredsdorff antager, at Georg Brandes er forfatteren – et par yderligere pjecer, bl.a. af en skrædderPetersen fra Helsin­ gør, der mente, at Djævelen havde lokket Ingeman-Petersen ned i Knabro­ stræde, og at en sand kristen burde have taget Scavenius i kraven og advaret ham og, hvis dette ikke hjalp, først tilkalde vidner og i yderste instans med­ dele menigheden sagen. Brandes, hvis det da er ham, slutter med at konsta­ tere, at de kristne konkurrenter ikke tager med glacéhandsker på hinanden, men at injurierne falder så tæt som regn i april. Hvordan bredere kristne kredse uden for præstestanden så på historien, vi­ ser forsamlingens munterhed, da Indre Missions formandVilbelm Beck under et foredrag »for Mænd« i Koncertpalæet i København, arrangeret af »Forenin­ gen mod den lovbeskyttede Usædelighed«, foreslog at henlægge prostituti- onsvæsenet fra Justitsministeriet til Kultusministeriet! (fortalt af Blauenfeldt)

208 Dommere og sagførere

Da sagen, som også injuriesager i dag, behandledes i den borgerlige retsple­ jes former, anlagdes den ved den ordinære førsteinstans for københavnske borgerlige sager, nemlig Landsover- samt Hof og Stadsretten. Hvem der på- dømte den, ved vi ikke, da voteringerne fra denne periode ikke er bevare­ de. Vi kender alene dommeren, der ledede vidneafhøringerne og afsagde de mange vigtige processuelle kendelser, nemlig Hans Øllgaard (1837-95), fra 1878 dommer i overretten, hvorfra han i 1891 avancerede til Højesteret. Han skrev om Ørsteds privatretlige forfatterskab i et trebindsværk om Ørsteds betydning for dansk rets udvikling. Scavenius antog Frederik Zahle (1842-1930), højesteretssagfører siden 1875. Han var langt ude i familie med den senere radikale konseilspræsident og justitsminister C. Th. Zahle uden at dele hans politiske anskuelser. Han bi- stod troligt sin kusine Natalie Zahle ved oprettelsen af hendes skole og sad i dennes skoleråd. Til retsmøderne sendte han hyppigt overretssagfører Adolph Jacobi (1844-1917), som effektivt parerede modpartens mange forsøg på at udvide sagsgrundlaget. Den mest fængslende skikkelse blandt de juridiske aktører er dog over­ retssagfører Alfred Christensen (1854-1943), der førte sagen for Ingeman-Pe­ tersen. Han var søn af overretsprokuratorBalthazar Christensen, som i årene mellem de sønderjydske krige ledede Bondevennerne, det senere Venstre, og var fra barndommen lidenskabelig demokrat og indædt fjende af militær­ væsenet, den konservative overklasse og især provisorierne. MedBransagers ord blev hans retsfølelse bragt til feberhøjde i 1877, året for den første provi­ soriske finanslov, og holdt sig siden langt over normalen. Han var medstifter af, senere formand for Studentersamfundet. 1883 var han medstifter af Kø­ benhavns liberale vælgerforening og så det som sin væsentligste politiske opgave at drive Højre – som indtil 1884 sad på alle københavnske valgkred­ se – ud af København. Hans stærke synspunkter var parrede med vindende slagfærdighed. På et af hans vælgermøder kom et tilråb fra salen: »Det er in­ gen sag at stå der og sige vittigheder!« Christensen: »Så sig en!« At Ingeman-Petersen, som i flere kilder kaldes højremand, hvilket også besjæler hans brev til Estrup, antog denne svorne venstremand – vi ved ikke, hvem af de to der først henvendte sig til den anden – om hvem han måtte vide, at sagførerens hovedformål var at miskreditere og om muligt styrte Scaveni­ us, viser klart, at sagen var gået i blodet på ham. Der er ingen tvivl om Christen­ sens ressentiment mod Scavenius, der som storgodsejer, forfægter af fæst­

209 ningen og provisorist – et hyppigt anvendt øgenavn for højremænd i venstre- kredse – stod for alt det, som han hadede, men det er et ubesvaret spørgsmål, om han handlede på egen hånd, eller om hans partis ledelse stod bag ham. Sa­ gen varede i over tre år, og der medgik et betydeligt antal retsmøder og adskil­ lige store indlæg. Selvom smørgrossereren næppe var en fattig mand, må det efterhånden være blevet meget dyrt, og læseren spørger sig selv, om sagføre­ rens betydelige egeninteresse i sagen har fået ham til at give klienten en favør­ pris. Christensen kan ikke selv have været velstående, han havde kun haft be­ stalling siden 1884 og var nylig blevet gift, og sagen var meget vel tilsætning for ham (og dem bag ham?). Men så var indsatsen, regeringens måske stærke­ ste mands ministertaburet, værd at bruge endog meget store summer på.

Vidneafhøringerne

Efter de siden 1919 gældende procesregler ville Ingeman-Petersens oplagte fremgangsmåde være at afgive partsforklaring om sine iagttagelser – hvor­ under han, der jo ikke kendte ministeren personlig og i denne billedløse tid kun havde haft begrænset mulighed for at se fotografier af ham, måtte for­ vente en hård modafhøring – og begære Scavenius indkaldt med samme formål, ligesom Scavenius’ mulige vægring herved ville kunne fortolkes til fordel for modparten, jf. retsplejelovens §§ 302, 303 og 344, men efter den gamle retspleje spillede en parts egne udtalelser kun en rolle i skikkelse af egen tilståelse, derimod ikke til støtte for parten selv. Nellemann – ikke som justitsminister, men som forfatter til den vigtigste civilprocessuelle håndbog - udtrykte det præcist, at »Stilling som Vidne og som Part kan ikke forenes«. Scavenius’ konsekvente udeblivelse fra vidneafhøringerne blev ej heller for­ tolket imod ham. Ingeman-Petersen måtte derfor nøjes med, hvad vidner til en episode, der nu lå halvandet år tilbage, kunne huske. Medens vidnerne efter de i dag gældende procesregler føres under doms­ forhandlingen, førtes de under den gamle retspleje i særskilte vidnekamre for en enkelt dommer, hvorefter den dømmende ret måtte støtte sig til retsbøger- ne med vidnernes svar på de til dem rettede spørgsmål – efter en forordning af 3. marts 1741 måtte parterne ikke afhøre vidnerne direkte, men kun gen­ nem dommeren, som stillede de af parterne skriftligt formulerede spørgsmål. Det afgørende bevisspørgsmål var, hvad der var passeret om aftenen den 28. oktober 1885 i Knabrostræde. Selvom Scavenius ved først at anlægge sag

210 efter fremkomsten af pjecen formentlig skadede sit rygte uopretteligt især i kirkelige kredse, gav pjecens gengivelse af brevet til Estrup ham den betyde­ lige processuelle gevinst, at injurianten nu var tvunget til at bevise, at den per­ son, han netop denne aften så, var ministeren, ellers var sagen tabt. Da vanske­ ligheden herved meget hurtigt viste sig, måtte en ikke uvæsentlig del af Chri­ stensens anstrengelser gå på at vise, at Scavenius ved andre lejligheder havde begået tilsvarende handlinger – jeg kommer tilbage til den juridiske betydning heraf – og tilsværte hans generelle reputation, ligesom Zahle og Jacobi måtte søge at indsnævre sagen mest muligt og lægge hindringer i vejen for Christen­ sen, hvilket de gjorde med betydeligt held. Omvendt gjorde den hengåede tid det umuligt for Scavenius at godtgøre et alibi for denne aften, hvilket naturlig­ vis ikke kunne komme ham til skade nu. Kun Christensen førte vidner. Allerede det første retsmøde lagde tonen an. Christensen krævede uden held en forklaring på, hvorfor Scavenius ikke som forlangt var mødt. Ved at udeblive vanskeliggjorde Scavenius hvervet for modparten, da vidnerne ikke kunne tage ministeren selv i øjesyn, men måtte nøjes med et fotografi. At ikke engang statens mægtigste mands udseende var almindelig kendt, vi­ ser attentatet mod Estrup, hvor forbryderen først skød, da Estrup over for ham havde bekræftet sin identitet, og hvor han tidligere samme dag i Folke­ tinget havde taget Scavenius i øjesyn i den tro, at han var Estrup – de to fætre lignede hinanden ikke så lidt. Christensens første vidne var beboeren af lejligheden i Knabrostræde, Laura Nannestad, men Jacobi protesterede mod vidneførslen under påberå­ belse af Danske Lov 1-13-19, hvorefter »Intet Udædisk Menneske« skulle stå til troende i vidnesbyrd. Om reglen udover dømte forbrydere også omfattede f.eks. offentlige fruentimmere, var omstridt; Criminal- og Politiretten havde antaget det, men Nellemann hævdede det modsatte, og rettens kendelse gav Christensen medhold. Denne lille sejr efterfulgtes dog af et nederlag, idet vid­ net forevist et fotografisk portræt af Scavenius forklarede, at hun ikke minde­ des at have mødt den mandsperson, som fotografiet forestillede. Ved næste retsmøde forsøgte Christensen uden held at formå retten til at pålægge Sca­ venius at give personligt møde med henblik på konfrontation, ligesom han foreholdt Laura Nannestad, at hun over for andre skulle have omtalt sit kend­ skab til ministeren, men hun fastholdt sin forklaring. Jeg har i øvrigt ikke i Københavns politis akter kunnet finde rapportmateriale til støtte for, at hun var indskrevet som offentligt fruentimmer, selvom Jacobi hævdede dette. Senere fremskaffede Christensen en cigarhandler Cornelius Steffensen, der af en vis Sophus Frederik Ritter havde hørt, at Laura Nannestad til denne hav­

211 de ytret, at Scavenius havde besøgt hende den relevante dag – altså en tredje- håndsforklaring. Indkaldt som vidne skød Ritter dog endnu en unavngivet be­ kendt ind foran sig som sin hjemmelsmand, og det lykkedes ikke Christensen at få retten til at pålægge Ritter at rykke ud med navnet; endnu et tilbageslag. At Zahle undtagelsesvis mødte personligt den 19. august 1887, var natur­ ligt, idet Estrup mødte som vidne og »erklærede sig bekjendt med Edens Hel­ lighed«. Han havde efter modtagelsen af Ingeman-Petersens brev mundtligt meddelt Scavenius brevets indhold; denne havde ikke anerkendt rigtigheden af sigtelsen, men Estrup huskede ikke nu Scavenius’ nærmere reaktion. Ef­ ter interpellationen havde Scavenius over for ham bestemt benægtet sigtel­ sens rigtighed. Christensen spurgte nu, a) om Estrup, da han modtog brevet, efter sit nøje kendskab til Scavenius nærede tvivl om den fremsatte sigtel­ ses rigtighed, og b) om ikke hans svar til Ingeman-Petersen var udtryk for det modsatte. Estrup besvarede b) med, at svaret kun skulle forstås som en tak for en formentlig i velvillig hensigt givet meddelelse, og at udtrykket »vil blive benyttet« kun skulle forstås som, at indholdet ville blive meddelt Scave­ nius. Derimod protesterede Estrup og Zahle imod spørgsmål a). Christensen fastholdt, særlig fordi Scavenius ved at nægte at overvære Laura Nannestads vidneforklaring havde vanskeliggjort bevisførelsen for Ingeman-Petersens exceptio veritatis. Dommeren afsagde kendelse om, at da spørgsmålet gik ud på, at vidnet skulle udtale, hvad han tænkte om Scavenius’ moralske vandel, kunne det efter den fremsatte protest ikke stilles. Ved næste retsmøde 8. september havde Christensen indstævnet bl.a. en­ ken Johanne Glogau, der, efter hvad indviede må have vidst, i mange år var Sca­ venius’ elskerinde. I hans arkiv ligger hele 48 breve fra hende; det er nærmest fantastisk, at han ikke har tilintetgjort dem. I et af disse udtaler hun, at Scaveni­ us tilbragte aftenen 28. oktober 1885 hos hende, men naturligvis kunne han ikke bruge dette »alibi«, hvad enten det var sandt eller ej. Zahle protesterede imod alle spørgsmål, der gik ud over at klarlægge den relevante aften, idet det ville stride imod sund sans at give en injuriant ret til at foretage en »almindelig Inquisition« i sagsøgerens privatliv. Christensen gjorde omvendt gældende, at Scavenius’ tidligere sædelige vandel i det mindste havde betydning for en eventuel strafudmåling. Alle har været klar over, hvad der stod på spil. Retten afskar ved kendelse alle spørgsmål, som gik ud over vidnernes kendskab til, om Scavenius havde besøgt Laura Nannestad den 28. oktober 1885. Efter at enken Rosalie Støckel havde bestridt kendskab hertil, afskar retten et spørgsmål om hendes kendskab til, at Laura Nannestad andetsteds hav­ de en logerende ved navn »Agent Iversen«, d.v.s. Scavenius under dæknavn,

212 som ikke sagen vedkommende, og på samme måde mislykkedes Christen­ sens forsøg på at få frøken Laura Petersen til at forklare om sit generelle kend­ skab til Scavenius, eller om hun i 1885 og 1886 havde bragt mad og vin til Scavenius og Johanne Glogau på en adresse, hvor Scavenius logerede under navnet Iversen. Det hjalp ham ikke, at han gjorde gældende, at Laura Peter­ sen over for Ingeman-Petersen havde oplyst Scavenius’ dæknavn, og at han senere ville spørge Laura Nannestad, om »Iversen« havde besøgt hende den relevante aften. Herefter indskrænkedes afhøringen af Johanne Glogau til hendes bekræftelse af at kende Scavenius og hendes benægtelse af kendskab til begivenhederne 28. oktober 1885. Christensen indkaldte for tredje gang Laura Nannestad, der »ikke minde­ des« at have kendt nogen person, der gik under navnet agent Iversen. Efter flere udsættelser meddelte Christensen endelig retten 23. februar 1888, at det ikke var lykkedes ham at finde et eftersøgt vidne, som skulle have påhørt af Laura Nannestad, at hun den pågældende aften havde besøg af Scavenius, da vidnet rimeligvis var rejst til udlandet, og dermed sluttede vidnesagen i denne omgang. Christensen gjorde nu gældende, at et vidneMagnus Brandt gentagne gan­ ge havde mødt Scavenius hos Laura Nannestad, men at vidnet var forsvun­ det. En vis Rasmussen havde oplyst, at Scavenius havde hjulpet Brandt ud af landet og betalt ham en betydelig pengesum. En politibetjent ved navn Chri­ stensen skulle have medvirket herved. Zahle forsøgte at bagatellisere betyd­ ningen af dette, bl.a. ved at oplyse, at Brandt var kendt som fast ledsager for offentlige fruentimmere til forlystelser, havde fungeret som »damekomiker« i en sangerindepavillon og havde indtægtskilder af en art, som Zahle ikke ville karakterisere. Retten tog Christensens oplysninger alvorligt, for i de føl­ gende mange måneder, ja hele år, fik han, delvis mod Zahles protest, den ene udsættelse efter den anden med henblik på at fremskaffe de manglende vid­ ner, men uden held. Derimod indkaldte hanAlbert August Vilhelm Christen­ sen, kaldet Varberg, som den 14. maj 1889 under ed bestred, at han under sa­ gen havde modtaget penge af Scavenius enten for egen regning eller for at udbetale til andre af sagens vidner. Jeg kommer tilbage til denne forklaring.

Procedure og dom

Desværre omfatter sagens akter i det sjællandske landsarkiv kun procedure­

213 indlæg fra Zahle, medens Christensens indlæg er gået tabt. Hans argumen­ tation kan dog læses ud af Zahles gendrivelse af den. Særlig et 31 foliosider langt indlæg af 22. juli 1889 er oplysende. Zahle anførte, at selvom Ingeman- Petersen havde pralet af at kunne føre halvtreds vidner på, at Laura Nanne­ stad kendte Scavenius, havde han kun ført tre, og disse havde svigtet. Scave­ nius har benægtet at have hjulpet Brandt til at rejse eller givet ham penge. At Laura Nannestad nu er rejst, er ligegyldigt, idet hun er afhørt tre gange for retten. Christensen har anført, at da hor er en strafbar handling, er beskyld­ ning for hor ikke et angreb på privatlivets fred; forkert, idet straf kræver på­ talebegæring fra den krænkede ægtefælle. Det er lige så forkert at hævde, at en beskyldning for hor ikke krænker æren, idet en sand beskyldning giver fru Scavenius ret til skilsmisse. Scavenius kunne have skaffet et alibi for afte­ nen 28. oktober 1885, hvis Ingeman-Petersen ikke havde ventet 15 måneder med den offentlige beskyldning; og Scavenius havde den bedst tænkelige undskyldning for sin udeblivelse fra forligsmæglingen, idet han var i audiens hos Kongen! Scavenius’ sædelige liv var uden betydning uagtet hans stilling som kir­ kens minister, idet dette hverken gjorde ham til kirkens overhoved eller tje­ ner, men kun var et politisk-administrativt statsembede – en gentagelse af hans eget argument over for biskop Lind. Et vigtigt punkt var, om bevis eller dog sandsynliggørelse af andre ensar­ tede handlinger kunne opveje det fejlslagne bevis for episoden 28. oktober 1885, eller om sigtelsen for en individuel handling krævede bevis for den­ ne og kun denne. Tidens store strafferetsforfatter C. Goos – også højrepoli­ tiker og ironisk nok senere Scavenius’ efterfølger som kultusminister – åb­ nede her en kattelem for injurianten ved at anføre, at ved bevis for en ensar­ tet handling ville animus injuriandi ofte mangle, hvorfor sigtelsen kun burde mortificeres, men straf ikke idømmes. Christensen påberåbte sig dette som grundlag for sine bestræbelser på at udvide bevistemaet, men Zahle bestred dette og anførte, at denne lære ville føre til, at sagen bredte sig til en generel undersøgelse af Scavenius’ hele sædelige liv, rent bortset fra, at sådanne ens­ artede handlinger ikke var bevist. Dommen afsagdes 14. april 1890 som UfR 1890,635 LOHS. Efter citering af størstedelen af brevet til Estrup som gengivet i pjecen resumeredes Sca­ venius’ påstand som mortifikation og straf af fængsel eller i det mindste en klækkelig bøde for ærefornærmelse og krænkelse af privatlivets fred, me­ dens Ingeman-Petersen påstod principalt frifindelse, subsidiært sagen gjort afhængig af parts ed, d.v.s. et krav om, at Scavenius skulle aflægge ed på sin

214 uskyld, hvilket dommeren kunne anordne, hvis den bevispligtige, altså Inge­ man-Petersen, havde tilvejebragt, om ikke fuldt bevis, så dog en vis formod­ ning for sin påstand. Retten afslog indledningsvis Christensens seneste krav om 4 ugers ud­ sættelse på grund af vidneførsel, idet Christensen i alt havde opnået 70 (!) ugers anstand af denne grund, og fortsatte:

Hvad dernæst angaaer Sagens Realitet bemærkes, at Indstævnte ikke har tilveie- bragt noget Bevis eller endog blot nogen Formodning for Sandheden af den ovennævnte Sigtelse mod Citanten [sagsøgeren] eller for, at den Person, Ind­ stævnte ved den nævnte Leilighed vil have seet, har været Citanten, og da den nævnte Sigtelse saavelsom de derpaa begrundede, ligeledes ovenanførte Udta­ lelser og Domme om Citanten i Brevet af 29. Oktober 1885 ere fornærmelige for denne, ville begge Dele være at mortificere, og Indstævnte, idet der ikke findes Anvendelse for Straffelovens § 220, være at ansee efter samme Lovs § 217.

Straffen fastsattes til bøde 500 kr., subsidiært simpelt fængsel i 70 dage, sags­ omkostningerne til 100 kr. Retten fastslog også, at Scavenius havde haft lov­ ligt forfald for udeblivelsen fra forligskommissionen. Da der ikke engang var skabt nogen formodning for sigtelsens rigtig­ hed, var selv den teoretiske mulighed for at kræve parts ed bortfaldet. Dom­ mens omhyggelige citering af brevet (og pjecen) om begivenheden den 28. oktober 1885 udgør en indirekte tilbagevisning af Goos’ lære om ensartede handlinger. At domfældelsesgrundlaget var straffelovens § 217, men ikke § 220, betød, at Ingeman-Petersen dømtes for ærefornærmelse, men ikke for krænkelse af privatlivets fred. Resultatet var vel blevet omvendt, hvis han havde udtalt, at Scavenius holdt elskerinde.

»De falske vidner« ogVarbergs dom

Scavenius fik ikke længe lov til at nyde sin sejr. 9. december bragteSocial- Demokraten under overskriften »De falske Vidner« en tre spalter lang forsi­ deartikel indeholdende afskrift af en lang erklæring fra førnævnte Rasmus­ sen, som atter indeholdt afskrift af et brev fra Magnus Brandt – det var den af Alfred Christensen påberåbte forklaring, som det aldrig var lykkedes at få bekræftet for retten – til Scavenius, hvori han nævnte at have set denne man-

215 ge gange hos Laura Nannestad; ved at forblive på sin bopæl udsatte han sig for at blive indkaldt som vidne. Rasmussen fortsatte, at han havde opfordret Brandt til at fortælle Ingeman-Petersen sandheden, og at Brandt svarede: »Tror Du han giver noget?« Under Rasmussens besøg hos Brandt den følgen­ de dag, 30. januar 1889, blev Brandt kaldt ud i gangen, og da han kom tilbage, fortalte han, at en »Opdagelsesbetjent Christensen«, alias den nu arresterede Varberg, havde tilbudt ham 2.000 kr. fra Scavenius mod at rejse omgående. Brandt tilføjede, at han havde krævet pengene i hånden, før rejste han ikke. Da Rasmussen indfandt sig få dage efter, var Brandt rejst over Hamborg til Berlin. Verden er lille: Cornelius Steffensen, Ingeman-Petersens dårlige vid­ ne, bekræftede erklæringen til vitterlighed. 10. december 1890 fulgte avisen historien op med oplysning om, at Brandt, omtalt som Laura Nannestads tidligere kæreste, atter var forsvundet, da avisen forsøgte at tale med ham. Alfred Christensen havde indgivet an­ meldelse imod Laura Nannestad for mened, men nu havde også hun forladt byen over hals og hoved. Samme dag bragte højrebladet Nationaltidende et kort dementi uden at nævne Scavenius’ navn, hvorefter intet berettigede den fremsatte insinua­ tion om, at arrestanten »skulde have modtaget Penge for i en Vidnesag at af­ give en falsk Forklaring«. Men det blev værre i en lang artikel den 11. decem­ ber i samme avis. Angrebet mod Scavenius blev beskrevet som en klapjagt og hans reaktion som selvforsvar mod et gement angreb på hans privatliv. Artiklen fortsatte:

I denne Situation kan ingen fortænke Kultusministeren i, at han paa sin Side har benyttet ethvert tilladeligt og lovligt Middel til at vanskeliggjøre sine Modstan­ dere deres ganske ulovmedholdelige Hensigter, ved Afsløringer fra hans Privat­ liv at nedsætte og skade ham i den offentlige Menings Omdømme. Hvis derfor den saaledes paa den mest modbydelige Maade Overfaldne har gjort det umu­ ligt for sine Angribere at producere mere eller mindre paalidelige Vidner ved at skaffe disse af Veien, saa er det ikke blot i en privat Sag af denne Beskaffenhed fuldstændig lovmedholdeligt, men det er endogsaa en naturlig og i alle Hense­ ender forsvarlig [spatieret i teksten] Fremgangsmaade, at den Mand, der bruger den, og som i den Anledning blev Gjenstand for offentlige Sigtelser, ikke med noget Haab om Udbytte kunde anlægge et Injuriesøgsmaal for disse Sigtelser, af den simple Grund, at Retten utvivlsomt vilde statuere, at han ikke havde gjort sig skyldig i en handling, der vilde gjøre ham uværdig til Medborgernes Agtelse. Saaledes er Kultusministerens Stilling i denne Sag. Vi beklage fuldt saavel

2IÓ som andre honette og rettænkende Mennesker, om der i Ministerens private Liv er Punkter, som ved en fuldstændig Hensynsløshed fra hans Fjenders Side og ved deres særegne Evne til at vække Indignation ikke mindst hos Mænd, som i deres Samvittighed selv føle sig brøstholdne paa disse Punkter, have kunnet bru­ ges som Vaaben imod ham, og vi skulle i dette Øieblik lade Spørgsmaalet om Si­ tuationens Betydning for hans politiske Fremtid staa hen....

Redaktør Carl Carstensen har (således Thorsen) oplyst, at justitsministeren havde godkendt denne artikel, og i lyset af, at sagen nu havde udviklet sig fra et utiltalende angreb på Scavenius, hvor man kan have forståelse for, at hans forsvar ikke var besjælet af ridderlig hensynsfuldhed over for modparten og dennes forsvarer, til en justitsskandale involverende ikke kun et bortskaffet vidne, men sandsynlig mened, som ifølge straffelovens § 145 straffedes med strafarbejde fra 2 til 10 år, var artiklen en frygtelig bjørnetjeneste mod Sca­ venius. Den 18. skrev Nellemann til Goos, at højrepressen burde være tavs om sagen, men det var for sent. I sin lange kommentar 12. december ironiserede Social-Demokraten over, at Scavenius var offer for en højremand, og over for Nationaltidendes forsvar for bortskaffelsen af vidnerne præciserede man, at sagen nu også handlede om mened. 18. december oplyste bladet endelig, at politiet havde meddelt overrets­ sagfører Christensen, at Laura Nannestad havde forladt landet. Bladet mente dog at vide, at hun sad godt gemt i landet. Man konstaterede, at dommen stod ved magt, og at hr. Nellemann var justitsminister i Danmark. Imidlertid fortsatte sagen ved Criminal- og Politiretten mod Christensen- Varberg. 4. januar 1891 afgav aktor sit afsluttende indlæg med udførligt refe­ rat af arrestantens tilståelser. Han, der havde flere mindre domme til fængsel på vand og brød bag sig, var 2. november 1890 blevet anholdt for forsøg på bedrageri til 60 kr. over for en i anden sag sigtets hustru, hvem han bildte ind, at han, der var i familie med justitsministeren og havde forbindelse med politidirektøren, kunne få hendes mand løsladt mod kaution. Under fængs­ lingen tilstod han nu, at han den 14. maj 1889 som vidne ført af Ingeman- Petersen havde svaret benægtende på et spørgsmål, hvorvidt han under sa­ gen havde modtaget penge af kultusministeren enten for egen regning eller for at udbetale til andre vidner, og beediget sin forklaring, men at dette var usandt. Den rette sammenhæng var, at han i alt 4 gange fra oktober 1887 til begyndelsen af 1889 havde modtaget beløb på tilsammen 1.600-1.700 kr., to gange til sig selv og to gange til Brandt. Som grund til den falske forklaring

217 angav han, at han gik ud fra, at ministeren ellers ville tabe sagen, hvilket han nødig så, da ministeren havde kendt hans afdøde fader og vist sig venlig mod ham selv. Criminal- og Politirettens dom af 7. april 1891 anførte lidt skeptisk, at »skjøndt denne Arrestantens Forklaring i og for sig kun er lidet sandsynlig, ñndes den dog ikke at kunne forkastes,« hvorefter han idømtes forbedrings- husarbejde i 2 1/2 år for mened og forsøg på bedrageri, hvor meneden vel ve­ jede tungest. Social-Demokraten meddelte dommen og nævnte muligheden for, at han var købt til at afgive falsk ed, og spurgte, hvorfor den »interesserede Person«, altså Scavenius, ikke nu interesserede retten; mange har tænkt det samme. Samtidig oplyste avisen, at Laura Nannestad havde været hjemme, men var fjernet igen. Som det ses, ydede Varberg Scavenius en sidste tjeneste ved at holde ham uden for den falske forklarings tilblivelse, og heldigvis var han ikke indkaldt af Scavenius, men af Christensen, og selvom denne havde været hurtig på af­ trækkeren over for Laura Nannestad, indgav han ikke anmeldelse mod Sca­ venius for anstiftelse af mened. Skadevirkningen for Scavenius var dog fort­ sat betydelig, da den falske forklaring ubestridt var afgivet til gunst for ham.

Scavenius’ fald

Den 6. juli 1891 afskedigede Kongen Scavenius på Estrups forestilling, be­ grundet med, »at han paa forskellige Omraader af ikke ringe Betydning for det ham betroede Ministerium ikke er i fuld Overensstemmelse med sine Kolleger og vel heller ikke med i alt Fald en Del af det Parti, hvortil han hidtil har sluttet sig,« men da Scavenius selv havde fået lov til at formulere begrun­ delsen, kan den næppe tages au pied de la lettre. Spørgsmålet er, om han faldt af moralske eller politiske grunde. Biskopperne, som vi forlod i februar 1887, da de opgav deres første ak­ tion, trådte nu frem igen. Swane åbnede kampagnen med et brev af 2. Jule­ dag 1890 til Fog, hvor han efter omtale af den allerede nu kendte sag mod Varberg skrev, at »skal denne Mand forblive i sin Stilling, ville Guds Straf­ fedomme komme over vort Folk, nærmest i Skikkelse af en omsiggribende Demoralisation«, og foreslog en personlig henvendelse af Fog til Kongen og Estrup eller en fællesudtalelse fra alle biskopper. Fogs svar af 4. januar 1891 viser, at han var i svar pine; han kunne dog ikke undlade at reagere og stil­ lede en henvendelse til Estrup i udsigt, men tilføjede, at Estrup næppe lod

218 sig sætte stolen for døren. Fog nævnte endog, at han kunne søge sin egen af­ sked! Også den nye biskop i Odense Harald Stein, en nær ven af Swane – de to biskoppers mangeårige brevveksling er en af de bedste kildesamlinger fra tiden – fortæller i et brev af 5. januar denne, at Scavenius ikke er ved at blive styrtet, og at det for ledende, desværre unavngivne mænd i Højre, er afgø­ rende, at Scavenius nok har købt tre personer til tavshed, men ikke har købt nogen til at vidne falsk. Med Steins velvalgte ord: »Det er fine Distinctioner, som her gjøres, og med dem lade Konge, Estrup og Højre sig nøje.« Swane forsøgte endnu en gang den 8. januar at få Fog til at gribe ind; ganske vist kunne kirken ikke handle åbenlyst, men blot bevidstheden om at have hand­ let og eventuelt at kunne redde ryet over for eftertiden ville stadig være af værdi. Heller ikke en fælles rejse af Swane og Stein til København for at på­ virke den ubeslutsomme Fog til handling hjalp. Siden december havde Varbergs tilståelser været offentligt kendt og Sca­ venius’ manøvrer været kendt af Højres ledende mænd, og desuagtet var hans stilling stadig urokket i begyndelsen af 1891. Scavenius blev ikke yder­ ligere belastet moralsk, hvorimod glorien brast for Ingeman-Petersen, idet Stein den 13. april til Swane indigneret kunne berette, at en 18-årig pige bo­ ende i Ingeman-Petersens hus året før var nedkommet med tvillinger, hvoraf den ene døde og den anden var udøbt; over for pastoratet angav pigen bar­ nets navn som Frithiof Ingeman-Petersen, og da præsten korrekt svarede, at dette ikke kunne ske uden barnefaderens samtykke, skrev Ingeman-Petersen en seddel, hvor han uden at angive sig som barnefader tillod, at barnet fik hans navn. Da præsten ikke accepterede dette, blev sagen indbragt for Kul­ tusministeriet, altså Scavenius! Det synes således, som om Estrup fortsat holdt fast ved Scavenius, selvom Nellemann 18. december 1890 over for Goos havde ventet hans afgang nær­ mest omgående. Hvorvidt Estrup delte forargelsen over Scavenius’ privatliv - som han selv gennem brevet og sin vidneafhøring kendte bedre end de fleste – er usikkert. Tbaulow fortæller i sin klassiske biografi om Estrup fra 1940, at denne sagde til sin søn: »I en spændt og kritisk Tid, hvor der ikke maa kunne sættes en Plet paa en eneste af Ministrene, kan jeg ikke have Scave­ nius i Regeringen«, men Thorsen kalder det legende, og jeg er tilbøjelig til at være enig med ham, således har Estrups søn, som utvivlsomt var Thaulows hjemmelsmand, ikke tidsfæstet udtalelsen eller placeret den i en nærmere sammenhæng. Derimod blev Scavenius’ politiske stilling afgørende svækket, da den for- ligsivrige del af Højre, bl.a. Scavenius’ rival og uvenLars Dinesen, og det mo-

219 derate Venstre ledet af Frede Bojsen den 7. marts 1891 overtalte Estrup til en vidtgående aftale, den første ansats til det store forlig af 1894. Scavenius var af mange grunde, koncist resumeret af Neergaard, der som fremtrædende moderat fulgte udviklingen på nærmeste hold, modstander af denne udvik­ ling: Der var ondt blod mellem ham og Højres forligstilhængere; han fryg­ tede for store indrømmelser på forsvarets område som pris for et forlig; han, hvis egen åndsretning gik i retning af Hørups »europæere«, frygtede for ån­ delig reaktion som resultat af samvirket Dinesen-Bojsen. Neergaard sluttede derfor, at grunden til Scavenius’ afgang var politisk, medens sædelighedssa­ gen var for gammel til at spille nogen rolle (og dog, den værste del af sagen, meneden, var jo helt frisk). Også Bojsens politiske erindringer omtaler Scave­ nius, »repræsentanten for den politik, der vilde gennemføre provisoriet ved koketteren med Brandesianismen – med motto: fæstningen for theateret!«, som et nødvendigt offer på forligspolitikkens alter, og han kalder Scavenius’ afgang for »sejr for vor politik« og siger, at deres meninger var hinanden så modsatte, »at vi måtte komme i kamp på liv og død«. Desværre har de leden­ de højremænd, særlig Estrup og Scavenius selv, ikke efterladt erindringer. Endelig forklarer Troels Fink og Rambusch afgangen som en kombina­ tion af den nye politiske situation og Scavenius’ personligt svækkede stilling, hvorved sædelighedssagen kommer tilbage i focus, om end som en sekun­ dær grund. Det forekommer umiddelbart rigtigt: Havde han været person­ ligt usårlig, kunne Dinesen og Bojsen næppe have styrtet ham. I retrospekt kan man sige, at selv biskoppernes svage bestræbelser har virket som et om end svagt skub til den hældende vogn. Oplagt er det under alle omstændigheder, at afgørelsen var Estrups og hans alene. Hvad vi vel aldrig får fuldt opklaret, er, om Estrup selv ville det, eller om også han kunne presses. Under tvivl tror jeg nærmest på det sidste, særlig fordi Estrup tøvede ikke blot i mange måneder efter Varberg-skanda- len, men også flere måneder efter aftalen af 7. marts, hvilket jeg tolker som, at Estrup vaklede til det sidste og helst ville have været afskedigelsen foruden.

»Jacob er storartet«,»Dansemus« og marineministeren

Hovedpersonen i Sommerrevy 1890 på Morskabsteateret i Frederiksberg Allé, grosserer Jacob Gummesen, er i anden akt landet i et hotel på Bloks- bjerg, hvorfra alle til sidst iler hjem til København med en forsoren replik »Naa forhast jer ikke, den sidste Sporvogn er ikke gaaet endnu«. Hans ven, li­

220 stefører Tællesen, siger begejstret, at »Jacob er storartet«, hvilket uddybes i en sang på 5 vers. Det første handler om abekatten Jacob i Zoologisk Have, og det fjerde lyder:

Der er en Mand, som jeg om Aft’nen ser paa Gaden tit, Han er saa smuk, endskønt hans Haar og Skæg nu snart er hvidt, I Sport man siger, at han er just ingen ringe Mand, For han skal have distanceret selve Ingemann, Han ta’er ej Del i Politik, saa vidt som jeg kan tro, For han ser saa gemytlig ud som tog han alt med Ro, Og li’e saa lidt jeg hopper paa, at han er Alvorsmand, For jeg har hørt af Pigebørn, som der paa har Forstand, /: At Jacob er storartet, Jacob er storartet god:/

Forfatteren Axel Henriques, indædt modstander af Estrups styre – han anvend­ te på Nellemann et bon mot fra et fransk lystspil »Man har vel faaet Magten for at misbruge den« – fortæller i sine muntre erindringer, at han efter at have skre­ vet resten af visen skrev verset for at more sin medforfatter Anton Melbye uden at ville indlemme det i manuskriptet til censuren (det er næppe sandt, idet det pæne maskinskrevne manuskript i Det Kgl. Biblioteks Håndskriftssamling har verset uden tegn på, at det er indsat i sidste minut; heltens fornavn Jacob er næppe heller tilfældigt), men så lod han det alligevel indgå, og censuren opda­ gede ikke, at det handlede om Scavenius, hvorimod man forbød en vise, hvor selveste Bismarck i fuld kyrasséruniform kommenterede sin egen afgang. Ved generalprøven kom en af forfatterne til at oversprøjte den vagthavende politi­ mand med sodavand, og medens han hjalp med at tørre uniformen, sangPeter Fjelstrup ubemærket verset. Premierepublikummet var modsat censuren ikke i tvivl om adressen og krævede da capo, og Fjelstrup afsang efter ordre kun de andre, ringere vers, men »en kjendt Kjøbenhavner« råbte »Verset om Scaveni­ us!«. Så vågnede teaterdirektøren op og meddelte, at politiet forlangte stilhed, ellers ville forestillingen blive afbrudt. Verset blev aldrig sunget mere – offent­ ligt – og musikforlaget Wilhelm Hansen strøg det i det næsten færdigtrykte sanghæfte, hvor man stadig kan se den tomme plads. Næsten hundred år efter Scavenius’ død kan verset godt tåle offentliggørelse. Det kolossale læsedrama eller »satyrspil« Dansemus fra 1905 er muligt Gustav Wieds mesterværk. Striden mellem kultusministeren, hos Wied ba­ ron Maltus von Lauenburg, og smørgrossereren, der hos Wied er bagerme­

221 ster, oldermand for Absalonias bagerlav, og lyder det herlige navn Alexius Hammerschmidt, er handlingens ramme. Dette er ikke en litterær analyse, og jeg vil kun fremdrage ligheder og uligheder mellem virkelighedens sag og Wieds rige værk. Hammerschmidts iagttagelse svarer til Ingeman-Peter- sens med den tilspidsning, at han følger den iagttagne person lige fra mini­ sterens palæ, hvor Ingeman-Petersen først så ham midt i byens gader. Bre­ vet, interpellationen og kirkeindvielsen svarer til den virkelige sag. Lauen- burg erkender over for de øvrige ministre, at han ved andre lejligheder har »frekventeret« Charlotte, men ikke den aften, hvor Hammerschmidt hævder at have set ham, så en injuriesag på dette snævre punkt vil blive vundet. Un­ der retssagen lokker Hammerschmidts sagfører ved et kaptiøst spørgsmål Charlottes fader til at indrømme, at han for penge har skaffet vidnerne af vejen – i den virkelige sag kom dette først frem meget senere – og bøden, 500 kr., er den samme. Hammerschmidt vælger modsat den virkelige sag martyriet ved at afsone bøden og får i fængslet et brev fra sin frugtsomme­ lige elskerinde svarende til virkeligheden, også dette har altså været almin­ delig kendt. Der er to vigtige nyskabelser hos Wied i forhold til virkelighedens sag: Den første er, at Hammerschmidt får tilbud om en rigsdagsplads i det sto­ re moderate oppositionsparti, læs: Venstre, hvor Venstre i den virkelige sag utvivlsomt har afbrudt enhver forbindelse med Ingeman-Petersen, da først sagen var slut og formålet, Scavenius’ fald, opnået. Den anden er, at marineminister, kontreadmiral Issebrand van Wolfen- henchel efter dommen fortæller Lauenburg ved cognacen, at han efter et be­ søg hos ham fik lyst til at frekventere Charlotte, fordi Lauenburg havde rost hende i høje toner. Dommen var således rigtig. I den virkelige sag vil det al­ drig kunne opklares, om Ingeman-Petersen så Scavenius eller en anden, men ét er oplagt, han så ikke marineminister Niels F. Ravn. Så sikkert var det, at Ravn ikke behøvede anlægge injuriesag mod Wied, som ej heller har villet sende en pil efter ham. Ravn, der 1873-75 og 1879-1900 var marineminister, i perioder også krigsminister og sågar udenrigsminister – siden 1848 har in­ gen været minister i længere perioder end han (Estrup kommer lige efter) – og 1873-1901 valgtes til Folketinget af sine trofaste vælgere, »Holmens faste Stok«, i Nyboderkredsen, var en højt begavet søofficer, beskeden og vellidt også af politiske modstandere. At netop hans navn, snarere end Nellemann eller den stejle krigsminister Bahnson lever i Venstres slagsang »Ned med Estrup, Scavenius og Ravn, vi vil ingen revnet grundlov ha’ i Folkets Kjøben- havn«, skyldes naturligvis rimet. Snarere end for overgreb, endsige ikke-eksi-

222 sterende private blottelser, er han blevet kritiseret for politisk svaghed, hvor­ ved flåden forsømtes i modsætning til hærens og fæstningens store krav.

Hvordan det siden gik

Frederik Zahle fortsatte sin fremtrædende karriere, dog mest uden for rets­ salen. Han stod kronprinsen, den senere kongFrederik den Ottende, person­ ligt nær og blev eksekutor i hans dødsbo. I frimurerlogen var han storseglbe- varer. Ved sin død i 1930 havde han været aktiv som højesteretssagfører i 55 år, en rekord, der vist næppe er overgået. Adolph Jacobi blev i 1891 valgt til borgmester for Kjøbenhavns magistrats 3. afdeling og fik fattig- og forsørgelsessagerne som sit område. Hans stør­ ste bedrift er nok opførelsen af Sundholm til afløsning af den brøstfældige gamle Ladegård, samtidig med at ladegårdslemmernes anvendelse til gade­ fejning ophørte. Han fortsatte tjenesten også efter at den radikal-socialdemo- kratiske opposition havde erobret magten i byen, og gik først af i 1908. Alfred Christensen indvalgtes i Folketinget for en af de københavnske kredse i 1895 og forblev medlem næsten hele perioden til det store radika­ le valgnederlag i 1920.1 1905 fulgte han med de øvrige rebeller over i det ny Radikale Venstre. Han ydede sin væsentligste politiske indsats som rege­ ringspartiets ordfører i sagen om retsplejereformen i de sidste år inden gen­ nemførelsen af reformen. I sit lange otium var han medlem af Zoologisk Ha­ ves bestyrelse 1905-41 og formand 1923-37. Som medlem af ålegårdskom- missionen skaffede han fiskerne adgang til at fange blankål. Svend Høgsbro erobrede 1895 Store Heddinge-kredsen fra Højre, da Sca­ venius ikke længere opstillede, og holdt den til 1909. Som trafikminister 1905-08 gennemførte han lovene om genopførelse af Christiansborg og ind­ retning af Rigsarkivet samt den store jernbanelov af 1908, og efter Albertis afgang blev han justitsminister og gennemførte efter hans fængsling en me­ get lille ændring af hans retsplejelov for at fjerne det pinlige ved forbryde­ rens kontrasignatur under Kongens navn. Henry Ussing, som endnu i 1891 »interpellerede« utrætteligt om sagen (Stein 13. april 1891) gjorde stor karriere i kirken. Nok blev han aldrig biskop - Indre Mission forsøgte i 1909 at få ham gjort til Sjællands biskop, men det »glippede selvsagt« (RG. Lindhardt); derimod blev han efter mange år som præst ved familien Jacobsens Jesuskirke i Valby stiftsprovst i København i 1915, ironisk nok udnævnt af den radikale regering, som han anså som anti­

223 kristens forløbere (ifølge Lindhardt skulle udnævnelsen opveje placeringen af en radikal grundtvigianer som biskop i Aalborg). Modsat alle biskopper fra denne tid fik han den ultimative berømmelse, anbringelse af sit portræt på Frederiksborg Slot – mon en følge af hans nære forhold til Carl Jacobsen? – et godt alderdomsportræt, malet afHans Henningsen, der bringer mindelser om en ordensgeneral hos jesuiterne. Laura Nannestads senere skæbne er mig ukendt så vel som det øvrige far­ verige komparseri fra hovedstadens halvverden. Ingeman-Petersen appellerede ikke dommen uanset de muligt falske vidner og Varbergs dom. Den sørgmuntre historie om tjenestepigens søns navngivning er det sidste, vi hører til ham. Scavenius modarbejdede det politiske forlig, bl.a. i en vægtig pjece i 1893, men forgæves. 1894 flyttede han til sit elskede Frankrig og opgav 1895 gen­ valg. 11896 forsøgte han dog at vinde Valbykredsen ved suppleringsvalg med god hjælp fra »Det unge Højre« ledet af Asger Karstensen, som bl.a. lukkede munden på Albertis avis »Dannebrog«, der havde bragt en ondartet tegning om den gamle sædelighedssag, som altså spøgte endnu. Han blev ikke valgt, men det var tæt på. 1898 indvalgtes han for Odensekredsen og var de næste tre år således kollega med Alfred Christensen; de to kan næppe have haft me­ get at tale om med hinanden. Hans skattepolitik var for moderne for Odense, og i 1901 forsøgte han at blive valgt i Thisted, normalt en sikker kreds for Høj­ re. Det var nok for stærk kost for missionsmændene, der opstillede deres egen kandidat, hvorefter Venstres kandidat vandt knebent som tertius gaudens. 1902 vandt Scavenius sin sidste smukke sejr, da han deltog i bestræbel­ serne på at bevare Dansk Vestindien for Danmark, hvilket lige akkurat lyk­ kedes ved stemmelighed i Landstinget. Morsomt nok deltog Georg Brandes helhjertet i kampagnen; ikke blot var Scavenius i sit åndspræg Brandesianer, men de to mænd delte en varm national holdning, væmmedes ved afhæn­ delse af dansk territorium og var blandt de fem, der mødte på Amalienborg Slotsplads for at aflevere 33.846 protestunderskrifter til Kongen. Efter sejren indvalgtes han som et af de fire medlemmer af den store vestindiske kommis­ sion, der efter mere end 100 møder og et længere ophold i Vestindien afgav en vægtig betænkning. Også han modtog i 1903 Fortjenstmedaillen i guld. Gradvis gled han ud af politik, men han inspirerede flere af de unge, der 1915 omdannede Højre til Det konservative Folkeparti. Den uheldige udvik­ ling i godsets økonomi fortsatte, uden at det skyldtes vanstyre, og efter hans død kom Gjorslev i 1925 ud af slægtens eje og overgik til familien Tesdorpf. Han sidste initiativer var grundlæggelsen af Dansk Adels Forbund og kamp

224 for fransk kultur i Danmark; han protesterede kraftigt, da gymnasierefor­ men i 1903 styrkede tyskfaget på bekostning af fransk, jeg er ganske enig, c’est trop forti Den venstresindede jurist Erik Henrichsen udgav i 1913 et fornemt to­ bindsværk »Mændene fra Forfatningskampen«, en række karakteriserende essays, hvor han af højremænd skildrede Estrup og Nellemann kritisk og Scavenius varmt beundrende. Han sammenlignede ham med Henry Percy, Hotspur, morsomt nok genstanden for en af Georg Brandes’ mest berømte personskildringer, og citerede med tilslutning hans motto Tu ne eede malis, sed contra audentior ito! Vig ikke for Ulykken, men staa den end dristigere imod! Om sagen sagde Henrichsen, at Scavenius ikke havde taget rigtigt mål af den moralske småborgerlige opinion i landet, og at skandalen kom, da en brutal fanatiker kastede sig over hans person med en rå og sjofel beskyld­ ning. Som det ses, er Henrichsen ligeglad med, om beskyldningen var sand eller ej. Dette essay er det klareste eksempel på, at Scavenius agtedes mest af sine politiske modstandere. I den interessante disput med en anden beun­ drer af ham, Harald Nielsen, i Ugens Tilskuer efter hans død ville Henrichsen dog ikke gå så vidt som til at anerkende statsmandsrang for Scavenius, om med rette, er vanskeligt at sige. Formentlig var han på moralens og åndslivets område så meget i modstrid med hovedgruppen af sit eget parti, at han også uden skandalen næppe var blevet Estrups efterfølger. En nådig død 26. november 1915 skånede ham for at opleve, at hans egen brodersøn som udenrigsminister mindre end et år efter solgte de vestindiske øer og således tilintetgjorde hans sidste sejr.

Hvem havde ret?

Blandt de i denne bog skildrede retssager er ingen så bevismæssigt dubiøs som denne. Andre frembyder juridisk tvivl, men kun denne efterlader bety­ delig usikkerhed om, hvad der er sket. Dommen af 14. april 1890 var oplagt rigtig, som sagen forelå oplyst for Hof- og Stadsretten. Injurianten havde ikke først bevis, ja ikke engang skabt formodning om beskyldningens rigtighed. Hvis retten da havde kendt af­ sløringerne fra Varbergs sag, ville den utvivlsomt have givet anstand på an­ stand, indtil det var lykkedes Christensen at tvinge Brandt ind i retten. Men hvor ligger sandheden? Modsat Social-Demokraten og mange andre,

225 nok også flertallet af forfattere, som har omtalt sagen, er jeg ikke imponeret af Magnus Brandt og indser ikke, hvorfor denne misliebige persons udenret­ lige udtalelser til venner står mere til troende end Laura Nannestads tre gan­ ge beedigede benægtelse af at kende Scavenius. Han lod sig købe til at blive væk, men havde han fået et passende tilbud af Ingeman-Petersen, var han mødt og havde forklaret i favør af denne, under alle omstændigheder var han et mauvais sujet, og jeg ville som dommer meget nødig lægge hans så godt som ubestyrkede forklaring til grund som bevis. Ingeman-Petersens be­ luring af Scavenius lider også af den mangel, at han hverken har set den iagt­ tagne mand forlade Scavenius’ bolig eller vende tilbage til denne, men kun har set ham i byens gader. At Scavenius gennem Varberg har købt Brandt til at forsvinde, skærper mistanken om Scavenius’ »skyld«, hvis da et besøg hos Laura Nannestad kan betegnes som noget skyldigt, idet det har ligget ham stærkt på sinde at undgå Brandts vidnesbyrd, men det er ikke umuligt at for­ tolke det som motiveret af hans ønske om at undgå en falsk vidneforklaring fra en person, der er parat til hvad som helst. Efter bevisbyrdens placering anser jeg derfor stadig dommen som »rigtig«. Når jeg alligevel nærmest tror, at beskyldningen var sand – i det mindste at Scavenius havde besøgt Laura Nannestad ved andre lejligheder end den 28. oktober 1885 – er det af psykologiske grunde: Scavenius fralagde sig al­ drig utvetydigt beskyldningen, men udnyttede kun sagens koncentration til en enkelt ubeviselig episode og bevisbyrdens placering til at gennemføre, hvad han vel har troet ville være en nem injuriesag, og ved at udeblive fra retten undgik han at lyve. Den dømmesyge Ussing havde ret: Sagsanlægget kunne ikke erstatte udtrykkelig benægtelse af beskyldningen, og Scavenius’ undskyldning til Lind om ikke at fralægge sig den var en dårlig udflugt. I de­ res hjerter vidste biskopperne dette allerede i februar 1887. Men når dette er sagt, er det en uhyrlighed at overfalde en mand med de groveste injurier, fordi man tror at have beluret ham hos et offentligt fruen­ timmer femten måneder tidligere, uden at den iagttagne har givet anledning til offentlig forargelse. Henrichsens karakteristik af Ingeman-Petersens an­ greb – brutal, rå og sjofel – er jeg enig i, og Ussings ros til injurianten er den mest frastødende passage i hans pjece. Christensens iver i sagen er ikke kun sagførerens legitime kamp for klienten, men nærmer sig den politiske klap­ jagt, Nationaltidende skrev om. Og endelig må vi ikke glemme, at da røgen lettede, var Varberg idømt forbedringshusarbejde i 2 1/2 år for mened, en skæbne, som både Scavenius, Ingeman-Petersen og Alfred Christensen har moralsk medansvar for.

226 Ingeman-Petersen fik ikke ret. Han havde måske ret. Og hanfortjente hver­ ken at have eller at få ret.

Litteratur

Billeskov Jansen, F. Gustav Wied. Den mangfoldige digter. 1997.

Blauenfeldt, Louis: Den indre Missions Historie. Et Festskrift i Anledning af »Kirkelig Forening for den indre Mission i Danmark«s 50 Aars Jubilæum. 1912.

Bojsen, Frede: Politiske erindringer (udg. Kristian Hvidt). 1963.

Brandes, Georg: »Det uendeligt smaa« og »det uendeligt store« i Poesien. 1 Kritiker og Portraiter. 1870.

Bransager, N.: Den danske Regering og Rigsdag 1901. Biografier og Portrætter (bl.a. om Alfred Christensen). 1901.

Bredsdorff, Elias: Den store nordiske krig om seksualmoralen. En dokumentarisk fremstilling af sædelighedsdebatten i nordisk litteratur i 1880’erne. 1973.

Dansk Biografisk Leksikon 3., 4., 6., 7., 9., 12., 14., 15., 16. bind. Artikler om Alfred Christensen, Fog, Henriques, Høgsbro, Jacobi, Lind, Scavenius, Swane, Ussing, Zahle. 1980-1984.

Dybdabl, Vagn: De nye Klasser 1870-1913.12. bind afPolitikens Danmarkshistorie. 1965.

Fink, Troels: Estruptidens politiske historie 1875-1894 II. Provisorietiden 18 85-189 4.19 86.

Garde, Peter: Frifindelsens begrænsning. UfR 2003 B, p. 271 ff. Nye Ariadnetråde. 2008, p. 56 ff.

Goos, C.: Den danske Strafferets specielle Del. Første Del. 1895 (særlig p. 251 f.). En foreløbig ud­ gave af 1887 må være den under sagen anvendte.

Hartwig, Ernest (udg.): Advokatens bedste historie. 3. udg. 1998.

Hatting, Jørgen: Valghandling og vælgermøder. I Den danske Rigsdag 1849-1949. III Rigsdagen og folket. 1949.

Henricbsen, Erik: Mændene fra Forfatningskampen 1. 19 13.

Henriques, Axel: Sommerrevyen 1890. Det Kongelige Biblioteks Håndskriftssamling NKS 3453.

Samme: Ja, Tiden gaar Kaleidoskopiske Minder fra et langt Liv III. 1931.

Holt, Paul: Nød dem – Kirkelig Forening for indre Mission i København gennem trekvart Aar- hundrede 1865-1940.1940.

Ingeman-Petersen, C.: En Redegjørelse i Anledning af Interpellationen i Storehedinge. 1887.

Jensen, Chr. Axel: Gjorslev. Danske Slotte og Herregårde (2. udg.) IV, Midtsjælland. 1964.

Karstensen, Asger: Et Liv i Politik. 1940.

Knudsen, Jørgen: Georg Brandes. Symbolet og manden 1883-1895.1994.

227 Samme: Georg Brandes. Magt og afmagt 1896-1914.1998.

Københavns Politi, 3. Politiinspektorat, sager vedrørende indskrivning af offentlige fruentim­ mere 1867-92 (intet fundet om Laura Nannestad).

Larsen, Bo Nygaard: W ied Jul. En biografi om Gustav Wied. 2002.

Lindhardt, P. G.: Kirke, stat og borgerlig moral. I Jyske Samlinger. Ny Række IV. 1958, p. 97 ff.

Samme: Den danske Kirkes Historie. Tiden 1849-1901. VII bind af Den danske Kirkes Historie. 1958.

Samme og Jørgen Swane (udg.): To højkirkemænd. Brevveksling mellem bisperne H. Stein og J. Swane. 1958.

Nationaltidende, 10. og 11. december 1890.

Neergaard, N.: Erindringer fra Ungdomsaarene og fra mit offentlige Liv 1854-1894.1935.

Nellemann, J: Den ordinaire civile Procesmaade. 4. Udgave, 1892, særlig pp. 442 (note), 485, 574, 748.

Oldenburg, F.: Vor Opløsning fortsat. 1887.

Politiken, 12. februar 1887 (Affæren Scavenius, formentligV. Hørup), 14. marts 1887 (Fra Inge- man-Petersen-Literaturen, formentlig G.Brandes).

Rambuscb, Sigurd: Jakob Scavenius. En moderne politiker i det gamle Højre. 1988.

Rasmussen, Erik og Roar Skovmand: Det radikale Venstre 1905-195 5.19 5 5.

Rigsdagstidende 1886-1887. Folketingets Forhandlinger sp. 120 0 f. (Tauber), 120 7 f. (Dønner- gaard), 1208 f. (Berg), Tillæg B sp. 1938 ff.

Sandfeld, Gunnar: Thalia i provinsen. Dansk provinsteater 1870-1920 med særligt henblik på Jyl­ land. 1962.

Schultz, Sigurd: C. A. Jensen I II. 1932.

Social-Demokraten, 25. februar, 15. april samt 9.-12. og 16. december 1890, 8. april 1891.

Tamm, Ditlev: Konseilspræsidenten. Jacob Brønnum Scavenius Estrup 1825-1913.1996.

Thaulow, Tb.: Jacob Brønnum Scavenius Estrup. Hans Liv og Gerning 18 25-19 13.19 4 0 .

Tborsen, Svend: De danske ministerier 1848-1901.1967.

Ugens Tilskuer, 3., 17., 24. og 31. december 1915.

Ussing, Henry: Kirkens Krav. Et indlæg i Storehedingesagen. 1887.

Samme: Min Livsgerning som jeg har forstaaet den. 1. 1939.

Wied, Gustav: Nogle Aforismer i Anledning af Interpellationen i Storehedinge og dens Følger. A f Peter Idealist. 1887.

Samme: Dansemus. 1905.

Samme: Digt og Virkelighed. 19 13-14.

228 Tre kroner og seksogtredive øre

Der er en morsom symbolik i, at hovedpersonen i denne principielle sag om jødernes retsstilling hed det samme som den israelitiske dommerkonge. Ju­ lius Salomon (1853-1922) tilhørte en af de store gamle jødiske københavnske slægter. I 1739 indvandrede hans tipoldefader, slægtens første mand i Dan­ mark, købmand Isac Jacob til København. De næste tre generationer forblev ved handlen, hans ældste sønnesøn Bendix Salomons stillingsbetegnelse an­ gives dog som hosekræmmer og talmudist. Femte generation udfoldede sig intellektuelt. Julius’ halvfætter var højesteretssagfører Frederik Salomon, for­ svarer i to af fortællingerne i min forrige samling historiske retssager. A f 797 familiefædre og medlemmer af Mosaisk Trossamfund i 1898 hed 21 Salo­ mon (de talstærkeste slægter var Meyer med 41 navne og Cohen eller Cohn med 32). Julius’ søster Cora Caroline Salomon var gift med den store judaist, den første danskfødte overrabbiner David Simonsen (1853-1932), forfatter til en lang række afhandlinger på dansk, fransk og tysk om de mest forskellig­ artede emner, bl.a. i svogerens tidsskrift den sprudlendeMusketérens Edsaf­ læggelser. Et Bidrag til dansk Rettergangs Historie (1920) om de groteske van­ skeligheder, da en jødisk musketér skulle aflægge ed for retten i 1807. Hans kolossale bogsamling, som kan måle sig med Wegeners, ca. 40.000 bind, blev grundstammen i Det Kgl. Biblioteks afdeling for judaica og hebraica. Julius Salomon opgav sit nationaløkonomiske studium og beklædte den ydmyge, men vigtige stilling som rigsdagsstenograf igennem hele 33 år. Des­ uden opbyggede han Københavns rådhusbibliotek og en større billedsam- ling, nu i Københavns Bymuseum, skrev litteraturhistoriske artikler og ud­ gav Me'ir Aron Goldschmidts værker i otte bind, var medudgiver af et minde­ skrift ved hundredårsdagen for anordningen af 1814 om jødernes borger­ rettigheder og, man fristes til at sige naturligvis, medredaktør af Tidsskrift for jødisk Historie og Litteratur. Hans historiske interesser forenedes med et

229 levende politisk engagement på den radikale fløj – ikke for ingenting tilhørte han kredsen omkring brødrene Brandes – og selvom han, der var borgerligt viet og ikke begravedes på den jødiske kirkegård, næppe var ortodoks, var hans retfærdighedssans på det jødiske samfunds vegne tilstrækkelig leven­ de til, at han førte en principsag af forfatningsmæssig karakter til rigets øver- ste domstol, uagtet den direkte kun omhandlede et diminutivt beløb.

Højtidsoffer og accidensoffer

Tilbage i den katolske tid var det skik, at menigheden på kirkens alter frem­ bar frivillige gaver til præstens underhold, den såkaldte oblatio. Herudover havde præsten andel i tienden, råderet over præstegården og betaling for de enkeltstående kirkelige handlinger. Reformationen foretog betydelige begrænsninger i ofrene, bortset fra de tre store højtider, og afskaffede ho­ norarerne for barnedåb, brudevielse, jordefærd og kirkegangskoner (den fødende kvindes første kirkebesøg efter barselsfærd), hvilke honorarer dog genindførtes allerede i 1539. Kirkeordinansen af 1539 fastslog i kapitlet Om Lands Præsternes Wnderbolding præsternes faste indtægter som en tredjedel af tienden, nydelse af præstegaarden »med aid sin rettighed oc rette tilliggelse, som der a ff Arrilds tiid tilligget haf fuer« og fortsætter: »/tem skulle præsterne baffue offer paa de tree Christi store Høgtider, Først i Messen strax Epistelen er lest.« Danske Lov 2-12-5 bestemmer, at »Præsterne skulle nyde deris Tiende og Offer paa de tre store Højtider, til Brudevielse, Børnedaab og Barselsqvinders Kirkegang ...Og i Kiøbstæderne deris Præstepenge tvende gange om Aaret, saa som de hidindtil nydt have«. Ydelserne for enkeltstående kirkelige handlinger kaldtes accidenser eller accidensoffer. Det sociale pres for at yde offer har været betydeligt og blev styrket ved, at selve pligten til kirkegang var strafbelagt, jf. den såkaldt store Reces af 1643, gentaget i Danske Lov 6-3-1 i kapitlet »Helligbrøde«, ikke i Anden Bog »Om Religionen og Geistligbeden«, men i Sjette Bog »Om Misgierninger«, så der har været set skævt til den, der ikke gik op til alteret, når epistelen var læst, hvis man da ikke havde udnyttet den ved to kancelliskrivelser af 1804 og 1830 godkendte adgang til at sende offeret hjem til præsten i stedet for at vise hele menigheden, hvor meget eller lidt man gav. Det var en klar forbedring af præsternes vilkår, da gejstlighedens forbedrede privilegier af 1670 udtrykke­ lig hjemlede ret til om fornødent at inddrive offeret ved rettens tvang. Mod­

230 sat tiendepligten, der var knyttet til den enkelte faste ejendom, var offeret en personlig ydelse, som påhvilede hvert konfirmeret medlem af folkekir­ ken, der opholdt sig i sognet. Bopælskriteriet kunne frembyde vanskelighe­ der, særlig ved bryllup, når bruden undtagelsesvis ikke bortgiftedes fra sine forældres hjem. Hvis hun var indgået i ulovligt samliv, d.v.s. flyttet sammen med brudgommen inden vielsen, og derefter havde formået sognepræsten i det nye bopælssogn til at vie hende, antog administrativ praksis præsten i det tidligere bopælssogn for berettiget til offeret. Matzen og Timms store kir­ keret antog dog med føje støttet på en afgørelse fra 1852, at hvis ministeriet ikke irettesatte præsten i det faktiske bopælssogn for at udføre vielsen, var der ingen fornuftig grund til at frakende ham det lovlige vederlag for denne. Endvidere var der indviklede regler om militæres offerpligt – garnisonssog- net eller hjemsognet? En svaghed ved offerinstitutionen var, at den offerpligtige ansatte sig selv til et efter hans stilling og evne og egnens skik og brug passende offer. For­ sømte han dette, kunne den berettigede i henhold til en plakat af 1847 an­ mode byrådet i købstæderne eller amtsrådet på landet om at ansætte den på­ gældende til et bestemt offer, dog med rekurs til Kultusministeriet. Betaltes ikke, var der adgang til udpantning. Plakaten gjaldt ikke for København, hvor offerpligten nok bestod, men højtidsofferet i praksis var ændret til et nyt- årsoffer. Yderligere vanskeligheder fremkom ved, at ikke alle præster havde krav på offer, kun sognepræster og residerende kapellaner, men ikke andre kapellaner, der alene havde ret til en årlig offerdag, som var frivillig for me­ nigheden. Accidensofferet kunne afkræves alle, der efter indbydelse overværede den kirkelige handling – bryllup eller dåb i den lokale godsejerfamilie kunne give præsten gode indtægter. Her opstod vanskeligheder, hvis personerne ikke mødte med det foreskrevne eller vante følge, eller hvis de offerpligtige ikke ofrede. Hvis præsten fastholdt sit krav i disse tilfælde, var der ikke ad­ gang til udpantning, men sagen måtte gå rettens vej, hvilket blev fastslået så sent som 1867. Offerets betydning for præsterne fremgår af en undersøgelse af den kir­ keligt engagerede nationaløkonom Harald Westergaard om landsbypræster­ nes økonomiske vilkår i 1899, hvorefter højtidsofferet i 974 sognekald ud­ gjorde 371.905 kr. og accidensofferet 378.737 kr., tilsammen 750.642 kr. eller ca. 22 °/o af de samlede indtægter på 3.578.793 kr. (gennemsnitligt 3.674 kr.), en ganske væsentlig andel. Grundloven af 1849 bestemte, at »Ingen er pligtig at yde personlige Bidrag

231 til nogen anden Gudsdyrkelse end den, som er hans egen.« Bestemmelsen er ordret videreført i de senere grundlove, efter 1866-grundloven § 77, i dag § 68. Grundlovene af 1849 og 1866, men ikke de senere, tilføjede, at den, der stod uden for folkekirken og ikke godtgjorde at være medlem af noget aner­ kendt trossamfund (underforstået: og betalte interne afgifter til dette), skulle betale et beløb til skolevæsenet svarende til den personlige kirkeskat. Reglen indebar tre vigtige sondringer: For det første gjaldt fritagelsen kun person­ lige bidrag, ikke bidrag hvilende på fast ejendom, særlig tienden. Matzen og Timm begrundede dette med, at den reelle ydelse, der hvilede på ejendom­ men, for længst var kapitaliseret og indgået i prisen for denne, hvorfor efter­ givelse for ejere af enkelte ejendomme ville skabe usikkerhed om ejendoms­ priserne. I grænsetilfælde kunne det være vanskeligt at fastslå, om en afgift var reel eller personlig, men princippet lå klart. For det andet var kun høj­ tidsofferet omfattet af fritagelsen, men ikke accidensofferet, der jo havde ka­ rakter afbetaling for udført arbejde. Endelig gjaldt reglen kun direkte bidrag, derimod ikke bidrag, som udgik af den almindelige masse, særlig statens bi­ drag til folkekirken som følge af Grundlovens § 3, i dag § 4. Denne sondring fik vital betydning, da spørgsmålet om afløsning for offeret opstod i anden halvdel af det 19. århundrede.

Afløsningsbestræbelserne på Frederiksberg og andetsteds

Det kan ikke undre, at præsterne ønskede at få offeret omdannet til en fast indtægt, så man særlig undgik det pinlige ved at tvangsansætte og tvangs- fuldbyrde over for de uvillige. Og hvad med den gerrige, der var for snedig til at unddrage sig helt, men ansatte sig selv urimeligt lavt? Da sogn og kommune indtil 1973 stort set var sammenfaldende, var det nærliggende at lade højtidsofferet bortfalde ved overenskomst mellem de offerberettigede og sognerådet eller byrådet som repræsentant for de of­ ferpligtige. Sådanne overenskomster blev først indgåede i det store flertal af købstæderne, typisk ved at offeret fastsattes til et fast årligt beløb, som ud- redtes af kæmnerkassen og inddroges under den almindelige kommunale ligning, dog således at der ikke pålignedes de ikke til folkekirken hørende skatteydere (eller de offerberettigede selv) et større skattebidrag, end der vil­ le være blevet pålignet dem, hvis offeret ikke var blevet afløst. Derved re­ spekterede man princippet i Grundloven af 1866 § 77, da offeret ikke påhvi­

232 lede »dissentere« – tidens ord for de uden for folkekirken stående – hvilket talte for også at fritage dem for at udrede afløsningssummen og lade denne ligne alene på folkekirkens medlemmer. Dette antoges af Kultusministeriet, hvorimod Indenrigsministeriet, som var ressortministerium for statens til­ syn med kommunerne, under henvisning til Landkommunalloven af 1867 § 18, der forbød særskilt ligning for enkelte dele af kommunen, ønskede afløs­ ningssummen udredt af den almindelige kasse. På landet var offertraditionen stærkere end i købstæderne, men også der ønskede man mange steder at afløse højtidsofferet. Ved kongelig resolution af 4. juni 1885 bemyndigedes Kultusministeriet til at approbere overenskomster om afløsning af højtidsofferet til præster og skolelærere på landet mod et fast årligt vederlag forudsat amtsrådets samtykke til, at dette afholdtes af kommu­ nens kasse. I denne resolution bestemtes intet om en særskilt ligning, der fri­ tog de ikke til folkekirken hørende skatteydere (eller de offerberettigede selv) for at deltage i betalingen, svarende til Indenrigsministeriets retsopfattelse. Ifølge Westergaard var indtil 1900 offeret afløst i 205 af de undersøgte sogne­ kald, i enkelte tilfælde kun delvis, i de fleste tilfælde i Sjællands stift (78 af 249). I januar 1894 fremsatte kultusminister C. Goos et lovforslag om afløsning af højtidsofferet på landet »med Iagttagelse af reglerne i Grundlovens § 77«. Lovforslaget havde en let gang igennem Landstinget, men vedtoges ikke i Folketinget inden samlingens afslutning, hvorfor det bortfaldt. Under 3. behandling i Folketinget den 15. marts 1895 af finansloven for 1895-96 – i mange år den lejlighed, hvor store og små spørgsmål fremdroges - bad ordføreren for det moderate, med højreregeringen Reedtz-Tbott sam­ arbejdende Venstre, Harald Holm (1848-1903), grundtvigianer og tilhænger af størst mulig religionsfrihed, kultusministeren om at gennemføre den for­ ventede afløsning af højtidsofferet på Frederiksberg under respekt af § 77, også selv om en særlig ligning måtte medføre praktiske vanskeligheder. Da Frederiksberg var rigets klart næststørste kommune og på grund af de sær­ lige forhold i København den største, hvor højtidsofferet forekom, var inte­ ressen for den kommende afløsning der særlig stor. Den ny kultusminister Vilhelm Bardenfleth (1850-1933) – søn af Carl Emil Bardenfleth, arkitekten bag Martsministeriet i 1848, hvor han selv indtrådte som justitsminister – gav et henholdende svar, nærmest et afslag. Han aner­ kendte, at særskilt ligning var heldigst fra et kirkeligt synspunkt og muligt også stemmende med ånden i Grundloven, men Indenrigsministeriet havde den modsatte opfattelse. Hvis nogen var uenig i den kommende ordning på Frederiksberg, stod vejen til domstolene åben. Bardenfleth inkarnerede for­

233 valtningens splittelse på dette punkt, idet hans ministerium ønskede særlig ligning, men han selv havde haft sin hele karriere i Indenrigsministeriet. Holm replicerede, at særskilt ligning ikke blot stemte med ånden i Grund­ loven, men også med Grundlovens bogstav. Efter forhandlinger mellem Frederiksberg kommunalbestyrelse, Kultus­ ministeriet og Indenrigsministeriet stadfæstede Kongen den 28. juni 1895 af­ løsning af højtidsofferet i Frederiksberg sogn på vilkår, bl.a.: Så længe sognet ikke deltes i mere end fire sogne, udgjorde det årlige afløsningsbeløb 30.000 kr, herefter yderligere 6.000 kr. for hvert sogn udover fire, dog højst 42.000 kr. Indtil udskillelsen af de nu projekterede tre nye sogne modtog hver af de offerberettigede et afløsningsvederlag svarende til, hvad de faktisk havde oppebåret i 1894. Det overskydende gik i de første fem år som bidrag til byg­ ning af de tre nye kirker. »Afløsningssummen inddrages under den almin­ delige, samtlige Skatteydere omfattende Ligning paa Formue og Lejlighed i Kommunen« – Indenrigsministeriet havde således trukket det længste strå ved forhandlingerne. Kultusministeren riposterede ved den 6. november 1895 at indbringe, på ny i Landstinget, et lovforslag om »Adgang til Højtidsofrets Afløsning« i både landkommunerne og købstæderne. Afløsningsvederlaget skulle på landet re­ funderes ved en årlig ligning på sognets beboere og i købstæderne inddra­ ges under den almindelige kommunale ligning, i begge tilfælde »dog under Iagttagelse af Reglen i Grundlovens § 77«. I de kommuner, der allerede havde afløst offeret, skulle ligningen fremtidig foretages efter lovforslagets regler. I det Landsting, som århundredet ud havde fast flertal af Højre, kunne et lovforslag fra en højreregering normalt forvente velvillig behandling, men striden om, hvorvidt accidensofferet også skulle kræves afløst, måske også uenigheden om en særskilt ligning alene på medlemmer af folkekirken medførte en stormfuld færd for lovforslaget og sluttelig skibbrud. Hoved­ personerne i dramaet var fire højrejurister, nemlig kultusministeren, inden­ rigsminister Hugo Hørring – hvis egen karriere som Bardenfleths lå i Inden­ rigsministeriet, og som i 1897 afløste Reedtz-Thott som konseilspræsident, medens Bardenfleth blev indenrigsminister, verden er lille – generalauditør Hans Christian Steffensen og borgmester Hans Nicolai Hansen, kongevalgte medlemmer af Landstinget og begge frikonservative efter sprængningen af Landstingshøjre i 1900. Steffensen udtalte som ordfører, at personlige ud­ gifter bør betales personlig af det pågældende samfunds medlemmer, og at han ikke fandt det stemmende med Grundlovens § 77 at lade stat eller kom­ muner overtage dem. Hansen talte for ordningen efter resolutionen af 1885,

234 som var mest praktisk og ikke forventedes at komme i strid med Grundlo­ ven, når afløsningsvederlaget udredtes af den almindelige kasse. Hørring mente, at ordningen meget vel kunne blive indbragt for domstolene, hvor spørgsmålet var tvivlsomt, selvom han naturligvis så med det bedste håb på sagen og stolede på, at regeringen ville få ret i sin opfattelse om ordningens grundlovsmæssighed. Hvis der skulle lovgives, anbefalede han dog, at man fulgte kultusministerens forslag, så at man kom bort fra den ordning, »som jo ikke kan siges at være fuldstændig grundfæstet«. Ved 2. behandling sejrede Hansen, og den særskilte ligning for folkekir­ kemedlemmer udgik af lovforslaget. Ved 3. behandling accepterede regerin­ gen ændringen, men Steffensen bemærkede, at medens han oprindelig ikke havde særlig interesse i lovforslagets skæbne, var det nu bebudet, »som de fleste af os vistnok kende«, at der ville blive rejst sag, om de afløsninger, der var sket på samme måde, som nu foresloges lovfæstet, var stemmende med Grundloven. Under disse omstændigheder fandt han det ikke rigtig vel be­ tænkt, hvis Landstinget stemte for et lovforslag, der svarede til den ordning, der nu kunne forventes at komme under domstolenes afgørelse. Han stemte derfor imod. Tilstrækkelig mange fulgte ham til, at lovforslaget forkastedes med stemmetallet 26-18. Meget tyder dog på, at den manglende medtagelse af accidensofferet var den egentlige grund til udfaldet. Efter denne tvivlrådighed både hos regering og rigsdag – kun grundtvi­ gianeren Holm var sikker i sit frisind og sin grundlovsopfattelse – var det nok så nyttigt, at Højesteret fik lejlighed til at hugge den gordiske knude over.

Salomons skattebillet og sagsanlæg

Frederiksberg kommune var velstillet og styredes konservativt, så selvom af- løsningssummen, som i øvrigt langt oversteg det hidtil oppebårne højtidsof­ fer, ikke opførtes på det allerede vedtagne budget for regnskabsåret 1895-96, men medtoges blandt andre ikke budgetterede udgifter, var det ikke nødven­ digt at påligne mere »Formue- og Lejlighedsskat« end allerede vedtaget. Den­ ne skat, hvis størrelse var afpasset efter skatteyderens evne eller lejlighed til at betale, var oprindelig indført til dækning af kommunernes udgifter til fat- tig- og skolevæsenet, men tjente siden 1863 til delvis dækning af alle kom­ munens udgifter. I budgettet for regnskabsåret 1896-97 budgetteredes denne skat til

235 578.157.36 kr. Under ligningens litra A, »Vedkommende hele Kommunen«, anførtes afløsning af højtidsofferet med 30.000 kr. Skatteportionernes stør­ relse blev dog ikke sat op af hensyn til dette beløb. Under det afsluttende møde 18. juni 1896 i kommunalbestyrelsen beklagede medlemmet Laurids Bing, at den afgående kommunalbestyrelse havde belastet kommunen med de 30.000 kr., »da man ellers vilde have været i den behagelige Situation at kunne nedsætte Skatten«. Asmussen – om ham meget mere siden – replice­ rede, at den uforandrede skat i virkeligheden var en nedsættelse, idet den i loven fastsatte offerpligt bortfaldt. Et andet medlem Johnsen foreslog, at det på skattebilletterne angaves, hvor meget der regnedes som offer. Sekretæren oplyste, at dette efter Indenrigsministeriets mening var ulovligt, men Asmus­ sen udtalte, at det nok kunne oplyses i en parentes, at offeret var faldet bort. Bing ønskede, at det på skattebilletten angaves, at ca. 28 øre pr. skatteportion måtte betragtes som offer. Herefter vedtoges at fastsætte formue- og lejlig­ hedsskatteportionen uforandret til 5,60 kr. samt på skattebilletten at anføre, at der af beløbet medgik omtrent 28 øre til offerafløsningen. Vekselerer Laurids Bing (1850-1903), medlem fra 1895 til sin død af kom­ munalbestyrelsen på Frederiksberg, hvor en vej er opkaldt efter ham, ydede sin største indsats som en af de tre, ved hvis mægling Septemberforliget i 1899 blev afsluttet. En af hans brødre var Herman Bing, medstifter af Politi­ ken og medlem af Folketinget for det Hørupske Venstre. Laurids Bing var af samme politiske overbevisning og var særlig virksom ved at knytte forbin­ delsen mellem den frisindede opposition og Socialdemokratiet. Noget tyder på, at han har villet hjælpe en sag om Grundlovens § 77 på vej ved at under­ strege bindingen mellem det tidligere offer og den nye kommunale udgift. Hans kompagnon Gottfred Rubin var broder til den fremtrædende historiker og statistiker Marcus Rubin, de store jødiske slægter var i høj grad forbundne i svogerskab og arbejdsfællesskab. Julius Salomon afkrævedes for tiden 1. april – 30. september 1896 som bidrag til kommunens udgifter 32,55 kr. efter grundtakst og 24 portioner å 2,80 kr. efter formue og lejlighed, i alt 67,20 kr. Under denne post bemærke­ des i parentes: »Heraf er 14 Øre pr. Portion til Offerafløsning.« Det ses, at or­ det »omtrent« ved beløbsangivelsen er udgået. Han synes at have forberedt protestskrivelse for flere, idet der i sagens akter ligger følgende fortrykte, ikke underskrevne skrivelse:

Da jeg formener, at det er i Strid med Grundlovens § 77, at der paalignes mig, der hører til det mosaiske [dette ord håndskrevet] Trossamfund, noget Beløb be- stemt til Højtidsofrets Afløsning, og jeg herom forbeholder mig at æske Dom­ stolenes Afgørelse, er det kun under fornøden Reservation, at jeg – indtil saadan Afgørelse foreligger – indbetaler den Del af den mig nu og senere paalignede Formue- og Lejlighedsskat, der er beregnet til Offerafløsningen. Frederiksberg, den... 1896. Til Frederiksberg Kommunalbestyrelse.

Ifølge kvittering af 1. oktober 1896 havde Salomon for 4. kvartal 1896 betalt 7,50 kr. i ligningsbidrag til det mosaiske trossamfund til bestridelse af de ved samfundet forefaldende udgifter ifølge den af Københavns magistrat appro­ berede taxationsliste over medlemsbidragene. Salomon indgav klage 2. november 1896 og stævning kort efter med på­ stand om 3,36 kr., 14 øre for hver af de 24 portioner, idet han anførte, at det var i strid med Grundlovens § 77, at der var pålignet ham noget beløb til høj­ tidsofrets afløsning. Alt tyder på, at han handlede på egen hånd, sagen er ikke nævnt i trossamfundets repræsentantskabs forhandlingsprotokol for de rele­ vante år. Det er dog næppe gået stille af, at overrabbinerens svoger førte en principiel sag om religionsfrihedens grænser. Det Kgl. Bibliotek har i David Simonsens store personlige arkiv 13 breve fra Salomon fra 1874 – dengang var de endnu ikke svogre – og to fra 1876, fortrolige, ja varme, ofte mor­ somme breve om filosofi, religion, litteratur, politiske forhold, Georg Bran­ des m.v., men to svogre, boende i samme by, har ikke behov for at skrive breve. Jeg gætter, at Salomon har modtaget moralsk støtte og opbakning fra Simonsen. Salomon antog højesteretssagfører Ludvig Arntzen (1844-1913), præste­ søn, fuldmægtig hos den kendte venstremand, højesteretssagførerOctavius Hansen – har det mon medvirket til valget af ham? – medlem af flere bank- og kreditforeningsbestyrelser, 1909 kommissarius i Den sjællandske Bonde­ stands Sparekasses likvidationsafdeling, da der skulle ryddes op efter Alberti. Frederiksberg kommune antog højesteretssagfører Volf Frederik Asmus- sen (1842-1919), der havde en enestående position. Hans procedure var uden retorisk prunk, han var klar over, at man anså ham for kedelig. Til gengæld var sagen minutiøst gennemarbejdet, og hans foredrag vidnede om hans fuldstændige kendskab til alle enkeltheder. Hans kollega C.B. Henriques, der betegnede ham som sagførerstandens førstemand, fortæller som et eksem­ pel på hans pligtfølelse, at da han selv engang som aktor havde fået dømt to vekselerere, som Asmussen havde forsvaret, havde denne to dage efter dom­ men opsøgt ham, den 28 år yngre, og spurgt, om han havde gjort sin pligt,

237 Carl Jensen: Højesteretssagfører F. Asmussen. idet han havde en fornemmelse af, at han havde nogen skyld i, at de to blev dømt – slige sjælekvaler er vist ikke almindelige. 1890-1910 var han formand for Den danske Sagførerforening som efterfølger af Nellemann. Hans bety­ delige arbejdsevne udfoldedes også uden for retten til gavn for både kom­ munale og kirkelige anliggender. 1881-99 var han medlem af Frederiksberg kommunalbestyrelse, 1891-96 som dens formand, hvor han således medvir­ kede til aftalen om afløsning af højtidsofferet i 1895. Da sagen var anlagt mod Frederiksberg kommunalbestyrelse ved dens formand, birkedommer C.V. M. Ingerslev, kunne den naturligvis ikke føres ved Frederiksberg Birkeret, men parterne vedtog værneting ved Gjælds- kommissionen i København. Helt tilbage til et reskript i 1718 behandledes gældssager under 10 Rbl. ved den »Lille Gields-Commission«; denne knyt­ tedes senere til Hof- og Stadsretten og var efter gentagne udvidelser af sin kompetence, senest i 1888 – på dette tidspunkt behandlede den årlig ca. 8.000 sager under 200 kr. værdi – organiseret således, at to assessorer fra Landsover- samt Hof- og Stadsretten delte samtlige sager mellem sig som en­ keltdommere, men yderligere 4 dommere tiltrådte ved pådømmelsen, hvis sagen angik mere end 40 kr. Gebyrerne var lavere end i almindelige sager, og dommeren havde pligt til at vejlede personligt mødende parter. Efter den ringe sagsværdi behandledes denne sag af enkeltdommer, her Harald Wil-

238 helm Johannsen, senere i Højesteret. Sagens fremme i København indebar di­ rekte appel til Højesteret, anketilladelse dog forudsat, idet der efter de før 1919 gældende regler var en appelgrænse på 20 kr. fra underret til overret og på 200 kr. fra overret til Højesteret.

Procedure og dom i første instans

Da procesmåden som i andre borgerlige førsteinstanssager var skriftlig, har vi de fyldige indlæg, stævning og to yderligere fra Arntzen og to fra Asmus- sen, 146 sider dom- og retsbog i alt. Arntzen fastslog, at aftalerne i købstæderne, Kultusministeriets faste rets­ opfattelse helt tilbage fra 1868, da det forbød Nykøbing Mors købstad at af­ løse præstepengene ved ligning på samtlige skatteydere, og Landstingets flertal, da det nedstemte et forslag, der ikke indebar en særskilt ligning, alle forudsatte den særskilte lignings nødvendighed, når Grundloven skulle op­ fyldes. Dette gjaldt også en lov af 1888 om bidrag til kirkerne i København og en lov af 1893 om kirkers opvarmning, som begge fastslog, at kun menig­ hedens medlemmer lignedes. Alene resolutionen af 1885, gennemtrumfet af Indenrigsministeriet og nødtvungent tiltrådt af Kultusministeriet, fraveg dette synspunkt. Landkommunalloven af 1867 § 18, som i øvrigt ikke gjaldt for Frederiksberg, skulle forstås territorielt. Det var ekstra urimeligt, at In­ denrigsministeriet forsøgte at udstrække princippet fra § 18 til købstæderne. I virkeligheden var indenrigsminister Hørring enig heri; nok fastholdt han resolutionen af 1885, men han støttede Bardenfleths lovforslag, som indebar særskilt ligning. Ganske vist kunne staten i medfør af Grundlovens § 3 bidrage til bygning af kirker og hjælp til præster i lavt lønnede præstekald, men lovgiver kunne ikke ved almindelig lov pålægge befolkningen personlige afgifter til frem­ med gudsdyrkelse. Gejstliges lønning var kommunerne uvedkommende. Det var det rene juristeri at fritage dissenterne for personlige ydelser til præ­ sterne, men ikke, når der affordredes personlige skatter, der passerede gen­ nem kommunens kasse, før de udbetaltes til den gejstlige. Det var moralsk utilstedeligt at borteskamotere, hvad grundlovsmæssigt var hjemlet en klas­ se medborgere. »Personlig« betød personligt forhold mellem yder og mod­ tager, men gik ikke på ydelsesmåden. Grundloven sagde »personlige«, ikke »direkte personlige«.

239 Asmussen anførte, at når Indenrigsministeriet tillod kommunen at over­ tage en byrde, påhvilede den kommunen som enhver anden kommunal byr­ de. Bemærkningen på skattekvitteringen var uheldigt affattet, men dermed var alt sagt; i virkeligheden var det kun en omtrentlig angivelse, 30.000 kr. divideret med 106.000 skatteportioner gav ikke 28 øre rent, men ca. 28 øre. Der var ikke udskrevet en særlig skat til offerafløsningen, ja ligningen var hverken i 1895 eller 1896 forøget, og en nedsættelse af skatten går man ikke let til. Halvdelen af de 30.000 kr. var tilskud til nye kirker, som kommunen altid kan give. De mange, der i Landstinget havde talt for at indføre en sær­ skilt ligning, tænkte på, hvordan lovgiver burde handle i fremtiden, men i retten talte man om den enkeltes retskrav i dag. At Landstinget forkastede lovforslaget, skyldtes mere, at udvidelsen til accidenserne var bortfaldet ved 2. behandling, end frygten for sagsanlæg. Harald Holm var ikke jurist. Ret og ret er to forskellige ting. Når man siger, at noget ikke er ret, mener man ofte, at en foranstaltning, skønt lovlig, ikke bør træffes, fordi den er imod billig­ hed eller lovens ånd. Holms opfattelse af »ret« var ikke »ret« i strengeste for­ stand, som kan forfølges ved domstolene. Bidrag ad en omvej omfattedes ikke af § 77. For at stille spørgsmålet på spidsen: Hvis der indførtes en indkomst- og formueskat, og statens tilskud til kirken efter § 3 var lige så stort som den nye skat, kunne en katolik eller »mosait« ikke vægre sig ved at betale den nye skat under påberåbelse af, at beløbet anvendtes til folkekirkens forkyndelse. Kommuner kan bidrage til kirkelige formål, både tvunget og af egen drift. En byrde kunne flyttes fra jordegodsejere til alle beboere. »Der er i utallige Tilfælde ydet Tilskud eller skænket Grund til Kirker, Kirkegaarde, Asyler, Svineslagterier o.s.v. I de sene­ re Aar kan der jo ikke blive Tale om Anlæg af et Seminarium, en Sindssyge­ eller Abnormanstalt eller blot om et Andelssvineslagteri, uden at man ser en Række Købstæder komme kapløbende med Tilbud om gratis Byggegrund og andre mulige Bidrag. Ingen Skatteborger er i den Anledning falden paa at protestere imod den kommunale Skat eller fordre Nedsættelse i det ham paa­ hvilende Skattebeløb.« Arntzen replicerede, at Holms udtalelser brugtes »med Fingerfærdighed, sit venia verbo«og fordrejedes. Holm sagde klart, at 1885-ordningen var i strid med både Grundlovens ånd og bogstav. Holm var teolog, men vidste alt om kirkelovgivning. »Billighed« havde motiveret den regel, der gennem Grund­ loven var blevet til lov og ret. Arntzen rundede af med, at Salomon som mo­ sait ikke burde betale til to gudsdyrkelser på én gang. Dommen af 8. januar 1898, UfR 1898,668, forkastede kommunens afvis­

240 ningspåstand, idet spørgsmålet om ordningens lovmedholdelighed hørte under domstolene, men fortsatte:

Bestemmelsen i Grundlovens § 77 findes imidlertid efter Forholdets Beskaffen­ hed og særligt under Hensyn til Bestemmelsen i sammes § 3 at maatte forstaas saaledes, at ingen, som hører til et her anerkjendt Trossamfund er pligtig til di­ rekte at yde noget personligt Bidrag til nogen anden Gudsdyrkelse end hans egen, hvorimod der i denne Grundlovsbestemmelse intet findes til Hinder for, at disse Personer gjennem de almindelige Skattepaalæg indirekte kommer til at yde Bidrag til Folkekirken vedrørende Formaal, idet saadanne Bidrag gjennem den Maade, hvorpaa de tilvejebringes, miste den i Grundlovens § 77 ommeldte Karakter af personlige Bidrag til fremmed Gudsdyrkelse. Men herefter og da de Indstævnte iøvrigt... have været berettigede til med vedkommende højere Autoritets Sanktion at overtage Offerafløsningen som en Kommunen paahvilende Byrde, samt da det maa være uden Betydning, at der er givet Skattebilletten den ovennævnte Bemærkning, der ikkun har tilsigtet for Skatteyderen at klargjøre, hvor stort et Beløb pr. paalignet Portion der svarer til den skete Offerafløsning, ville de Indstævnte være at frifinde, medens Sagens Omkostninger efter Omstændighederne ville være at ophæve.

I Højesteret

Ved kgl. reskript af 14. februar 1898 bemyndigedes Højesteret til at behandle sagen, uanset at dens genstand ikke måtte beñndes at udgøre summa appel- labilis. Sagen, der omtaltes fyldigt i Kristeligt Dagblad, Politiken og Berlingske Ti­ dende, procederedes 1. november 1898 og pådømtes dagen efter. Procedu­ ren gentog stort set argumentationen fra første instans. Arntzen gjorde gæl­ dende, at kommunen optrådte som inkassator for de offerberettigede, og at pengene i kommunens kasse var betalte af borgerne. Det var krænkende for jødernes følelse at skulle betale til folkekirken, også ad en omvej. Asmussen anførte, at offeret var afskaffet, borgerne betalte skat, og præsterne på Frede­ riksberg modtog ikke offer, men bidrag til deres lønning, hvad kommunen lovligt kunne yde. Dom for Salomon ville medføre umådelige ulemper og fjerne grundlaget for afløsningen. Han sluttede sin duplik med, at man van­ skeligt kan tænke sig, at hvad tre ministre efter grundige overvejelser var

241 enedes om, skulle stride mod Grundloven, hvad Politiken kaldte et morsomt argument. Bølgerne gik højt under voteringen. Førstvoterende Niels Lassen, senere justitiarius, præstesøn, forkastede kommunens påstand om afvisning, som han fandt »ualmindelig lidet be­ grundet. Der er intet Omraade, hvor Borgerne trænger mere til Domstole­ nes Beskyttelse, end hvor der er Tale om Skattepaalæg« – alle følgende var enige heri. Kommunen havde ret til at give tilskud til kirkelige formål på li­ nie med statens adgang hertil efter Grundlovens § 3. Kommunen havde dog ikke påtaget sig en selvstændig forpligtelse, men var kun indtrådt som mel­ lemmand; den oppebar højtidsofferet og udbetalte det til de berettigede. At skatten ikke var sat op på grund af denne ydelse, var uden betydning, den kunne ellers være sat ned. De praktiske hensigtsmæssighedshensyn kunne ikke komme i betragtning over for det principielle spørgsmål. »Endelig taler i høj Grad til Fordel for Appellantens Standpunkt det moralske Hensyn, at det ser meget ilde ud at tvinge Dissentere til at bidrage til Folkekirken. Deres Ret til Fritagelse efter Grundloven er soleklar, og Appjellantens] Sagfører har med Føje udtalt, at man kun ved Hokuspokus og Omsvøb kan komme uden om denne.« Andenvoterende Axel Peter Grüner, præstesvigersøn, var enig med Las­ sen. Kommunen kunne lovligt påtage sig offeret, men havde pligt til at påse, om ydelsen påhvilede alle borgere eller kun nogle af disse. »Det er en falsk Betragtning, at Højtidsofferet skulle være slaaet ihjel, og at der i Stedet for af Kommunens Kasse er henlagt et Beløb af 30.000 kr. til Præstelønning og Kirkebyggeri, der efter de almindelige Regler fordeles paa alle Kommunens Indbyggere. Højtidsofferet er en Skat, der ikke kan ophæves ved kgl. Reso­ lution, og det er heller ikke det, der er sket, det er kun afløst, idet man har forandret dets Art og Erlæggelsesmaade.« Ordningen stred ikke blot mod Grundlovens ånd, men også mod dens bogstav. Hvad Landkommunallovens § 18 havde for øje, var det tidligere ikke ualmindelige tilfælde, at der var flere ligningsdistrikter i kommunen. Tredjevoterende Erhard Florian Larsen, svigersøn af den berømte teolog Hans Martensen og som forfatter af Dansk Kirkeret I-III rettens kirkeretseks- pert, var ligeledes enig. »Kommunen har i og for sig ikke nogen kirkelig Op­ gave, men Mangelen paa en kirkelig Organisation i Forbindelse med den Omstændighed, at Sogn og Kommune i Reglen falder sammen, har medført, at Kommunerne i ikke ringe Omfang er blevne benyttede til Besørgelse af kirkelige Forretninger, og Frederiksberg Kommunalbestyrelse har derfor

242 været berettiget til at overtage den her omhandlede Byrde.« Han anerkendte, at kommunen havde påtaget sig en selvstændig forpligtelse og havde forplig­ tet sig til at betale langt mere, end hvad der tidligere var indgået som offer, også fordi der før var betalt alt for lidt. Alligevel fandt han, at den nye ydelse i virkeligheden var en afløsning af offeret, og derfor gik det ikke an at pålæg­ ge personer uden for folkekirken at deltage i udredelsen deraf. Landkommu- nallovens § 18 kunne ikke gælde imod Grundlovens § 77. Fjerdevoterende Anders Christian Evaldsen, præstesvigersøn og tidligere professor i lovkyndighed med speciale i obligationsret, voterede for at frifin­ de kommunen. Ordet »Afløsning« var forvirrende. Dissenterne betalte ikke højtidsoffer med kommunen som mellemmand, dette var definitivt ophæ­ vet, og en anden og større ydelse var kommet i den gamles sted, 30-42.000 kr. mod før kun ca. 13.000 kr. En væsentlig del af ydelsen gik ikke til de of- ferberettigede, men til bygning af nye kirker og lønning af præsterne ved disse. Offeret betaltes af ethvert konfirmeret medlem af menigheden, veder­ laget for afløsningen derimod kun af dem, som betalte skat. Også hvis offe­ ret ophævedes ved lov, ville kommunens pligt til at yde 30.000 kr. (42.000 kr.) fortsætte. »Kommunen er altsaa ikke en Mellemmand, men de Offer- pligtige er blevne substituerede med den. At denne Ordning ikke er i Strid med Grundlovens § 77 følger deraf, at den har Hjemmel i Grundlovens § 3; er denne i Strid med Aanden i § 77, hvad jeg ikke skal bestride, maa man se bort derfra. Med Udtrykket »personlige Bidrag« tænkes kun paa direkte Bi­ drag til bestemte Formaal; det Bidrag enhver skatteydende Borger gennem sin almindelige Skattepligt yder til Statens eller Kommunens forskellige For­ maal, er ikke et personligt Bidrag.« Anordningen af 24. oktober 1837 om købstædernes styrelse pålagde ikke kommunerne indskrænkninger med hensyn til skatternes anvendelse til kirkeligt øjemed, f.eks. kirkebygninger eller præstelønninger. Femtevoterende Paul Pierre Ferdinand Mourier, præstesvigersøn, nok ret­ tens from meste dommer, af fransk huguenotslægt, som for længst var blevet luthersk, pionér i den københavnske kirkesag, formand for Diakonissestif­ telsen, voterede som Evaldsen. Når administrationen, her Kongen som rette vedkommende, har afgjort, at noget falder ind under kommunens formål, må domstolene respektere dette. Han fandt – efter min mening helt uhold­ bart – at det var tvivlsomt, om offeret faldt ind under »personlige Bidrag«, idet præsterne, da offeret blev pålagt, havde mange opgaver udover de rent kir­ kelige. Dom for Salomon ville medføre helt urimelige konsekvenser. »Ogsaa Jøderne maa have Interesse i, at det religiøse Liv blandt deres kristne Med­

243 borgere fremmes, og vice versa. Jeg skulde gerne gaa med til, at Kommunen gav Bidrag til en jødisk Synagoge.« Sjettevoterende Jonas Nicolai Johannes Poulsen, præstesøn og præstesvi- gersøn, spruttede, at et bidrag til højtidsofferetquam máxime var et bidrag til gudelige formål, og at det var et postulat at holde det uden for § 77. Menin­ gen med § 77 var ikke at fritage dissentere for at blive bragt i direkte forhold til præsterne, men økonomisk ligestillethed. De kommunale love måtte for­ stås med respekt af § 77. Hvad enten man som Lassen og Grüner anså – tvivl­ somt – kommunen som mellemmand, eller som Larsen, at kommunen hav­ de påtaget sig en selvstændig forpligtelse, stred ordningen mod § 77. Det var ligegyldigt, at afløsningssummen var større end offeret. »Mig forekommer den Opfattelse, at Offeret er forsvundet, og at der nu kun haves en kommu­ nal Forpligtelse, at være rent formel og en stødende Taskenspillerkunst, et Spilfægteri. Naturligvis vil et Resultat som det, jeg slutter mig til, volde nogle praktiske Ulemper, men det kan ikke komme i Betragtning overfor det prin­ cipielle Spørgsmaal.« Syvendevoterende Carthon Kristoffer Valdemar Nyholm, den næste justi­ tiarius, fandt som Poulsen, at § 77 særlig sigtede til højtidsofferet, hvad skulle det ellers være. Offeret var ikke ophørt, men der var stillet vederlag for det. Hvad enten kommunen var inkassator eller som her som en slags bankier modtog disse præstationer og anvendte dem, var stillingen den samme. Det gjorde ingen forskel, at nogle af pengene midlertidigt gik til opførelse af kir­ ker, få år senere ville det hele igen gå til præsterne. Det var ligegyldigt, om det af Salomon hævdede resultat gavnede mange eller få, »her er kun Spørgs­ maal om, hvad der er Ret.« Ottendevoterende Harald Lund voterede udførligt for stadfæstelse, uag­ tet han ville have sympatiseret med en ordning, der holdt jøderne udenfor. Kommunen var hverken mellemmand eller bankier. De, der betalte den nye ydelse, var ikke de samme som de, der betalte offer, og kommunen kræve­ de ikke offer, men skat, der var inddraget under den almindelige ligning. »Spørgsmaalet er nu, om Kommunen lovlig har kunnet paatage sig denne Byrde, og her mener jeg, at man maa være meget forsigtig med at omstøde en saadan administrativt truffen Foranstaltning. Der kan altid rejses Indven­ dinger mod Retfærdigheden af den Ordning, der træffes m. H. t. Skatteydel­ ser til Kommunen; vi maa alle betale til mange Ting, som vi ikke har Nyt­ te af eller Interesse i; der er efterhaanden blevet indrømmet Kommunerne Ret til i saa Henseende at gaa ud over de kommunale Opgaver i snæver For­ stand uden at spørge Skatteyderne om Lov. Skulde disse derfor være beretti-

244 gede til i saadanne Tilfælde at vægre sig ved at betale nogen Del af den Skat, der paalignes dem? Jeg mener, at man ikke lettelig bør inaugurere en saadan Praksis.« Ved udgifter til kirkelige formål har man ikke altid iagttaget sådan retfærdighed, men det var ikke afgørende. Grundloven var reddet ved, at ap­ pellanten ikke betalte offer, men skat. Teoretisk kunne kommunens beretti­ gelse til at påtage sig denne ydelse omtvistes, men af praktiske grunde måtte den opretholdes. Niendevoterende Hotber Smith, der i lighed med Lund havde deltaget i den store vestindiske sag, voterede som flertallet. Kommunen havde påtaget sig en selvstændig forpligtelse, hvad den var berettiget til, men kun med en særlig ligning med udeladelse af dem, der havde ret til fritagelse, eller, så­ fremt beløbet inddroges under den almindelige ligning, således at der ikke pålagdes nogen skatteyder mere, end der ellers ville have påhvilet ham. Sidstvoterende justitiarius Peter Frederik Koch voterede som Evaldsen og Lund (Mourier forbigik han). Det havde været heldigt, hvis forholdet var blevet ordnet som i København, hvor tilsvarende udgifter kun afkrævedes medlemmer af folkekirken, men spørgsmålet var ikke, om ordningen var heldig, men om den stred mod § 77, og det kunne han ikke erkende. Alle voterende var enige om, at både stat og kommune kunne vedtage at støtte kirkelige formål pekuniært af deres almindelige indtægter, uanset hvordan beløbene tilvejebragtes. København havde mange gange givet bidrag til byg­ ning af nye kirker, uden at der opstod tvivl om berettigelsen deraf. En lov, som ophævede højtidsofret overalt og pålagde staten udgiften til aflønning af gejstligheden, ville ikke stride mod § 77. »Det vilde være meget uheldigt, om Præmisserne ... i denne Sag skulde afskære saadanne Muligheder.« Den klodsede og uheldige bemærkning på skattebilletten om størrelsen af det til offerafløsning medgåede beløb – Koch nævnte dette punkt som den eneste - kunne ikke påvirke sagens udfald, det ville være i højeste grad formalisme. Præmisserne i dommen, UfR 1899,46 H var sålydende:

Foreløbig bemærkes, at det i den indankede Dom med Føje er antaget, at Sagen henhører under Domstolenes Paakjendelse. A f Grundlovens § 77 følger, at der ikke kan afkræves Medlemmer af det mo­ saiske Trossamfund Højtidsoffer til Folkekirkens Funktionærer eller Vederlag for saadant Offer, og det har derfor ikke været foreneligt med nævnte Bestem­ melse at inddrage den i Sagen ommeldte Afløsningssum under den almindelige, samtlige Skatteydere omfattende Ligning paa Formue og Lejlighed i Kommu­ nen.

245 Salomon fik herefter dom for sin påstand 3,36 kr. med rente 5 % p.a. fra 2. november 1896 og sagsomkostninger for begge retter med 200 kr. Hans sejr på 6-4 var den snævrest mulige. Hvis én stemme var flyttet, ville sagen gen­ nem reglen om justitiarius’ dobbeltstemme ved stemmelighed have været tabt. Med et lille smil noterer læseren, at dommernes familiebånd til folkekir­ ken ikke hindrede flertallet i at lade den negative religionsfrihed veje tungest i en sag på vippen. Min egen opfattelse svarer til Lunds og Kochs (og Evaldsens). Også jeg ville foretrække en ordning, der holdt jøderne m.fl. udenfor, men som sagen forelå for retten, havde mindretallet ret. Selvom den nye ydelse trådte i ste­ det for – jeg undgår det dobbelttydige ord »afløste« – offeret, var det en helt anden ydelse, en simpel skat; den påhvilede andre end de offerpligtige, den betaltes med et helt andet beløb, og den gik i væsentligt omfang til et andet formål end offeret. Der var jo ej heller uenighed i retten om, at kommunen lovligt kunne støtte kirkelige formål. En sympatisk dom, men altså næppe en rigtig dom. Sagen viser samtidig faren ved komprimerede præmisser i forbindelse med den undertrykkelse af dissenserne, som gjaldt indtil 1937. Om end en bemærkning om, at kommunen lovligt kunne støtte kirkelige formål, som et obiter dictum ville have været uden direkte betydning for afgørelsen og derfor efter en strikte juridisk betragtning overflødig, var – som Koch for­ udså – risikoen for, at den senere teori og praksis ville slutte ud fra de korte præmisser, at Grundlovens § 77 generelt hindrede en kommune i at støtte kirkelige formål ved hjælp af de almindelige, alle borgere omfattende skat­ ter, overhængende. Risikoen for en sådan overfortolkning var så meget stør­ re, som den støttedes af en modsætningsslutning fra statens pligt til at støtte folkekirken i medfør af Grundlovens § 3 (nu § 4) til en manglende, ikke blot pligt, men også ret for kommunerne, som ikke omtaltes i § 3, til at støtte dette formål.

Reaktionerne på dommen

Medens Kristeligt Dagblad og Berlingske Tidende kun refererede, men ikke kommenterede dommen, bragte Politiken to dage efter dommen under pseudonymet »Hr. Hansen«, et indlæg, der begyndte »Jeg kan ikke lide – Høje­ sterets Dom i Sagen mellem Frederiksberg Kommune og Hr. Salomon«. Der

246 fortsattes med en spottende omtale af folkekirken, som følger med udviklin­ gen og rummer alle de »Folk, som giver Fred og kræver Fred«. En sådan kir­ ke burde også dissenterne støtte. »Derfor synes jeg, at Hr. Salomon som den gode Borger, han utvivlsomt er, skulde uden Vrøvl bragt sit lille Offer, om ogsaa det gik i Præstens Lomme.« Et typisk eksempel på den hånligt tolerante holdning over for folkekirken hos nogle radikale, at gode, særlig gode øko­ nomiske kår for kirken garanterer religiøs fred, men det undrer at se en så uforstående holdning over for en jødes sag om religionsfrihed i en avis med jødisk chefredaktør. Kilderne indeholder ingen reaktion fra Salomon eller anden jødisk side eller fra folkekirken. Kultusministeriet tog øjeblikkelig konsekvensen af dommen. 4. januar 1899 udvirkedes kgl. resolution om, at ligning af vederlag for højtidsoffer fremtidig blev at foretage således, »at der ikke paalignes de ikke til Folkekir­ ken hørende Skatteydere ... et større Skattebeløb, end der, om Offeret ikke var afløst, vilde kunne paalignes dem«. Ministeriet bemyndigedes til frem­ tidig at meddele approbation på overenskomster om højtidsofres afløsning såvel på landet som i købstæderne og handelspladser på vilkår, at ligningen foretoges på denne måde. Om end som før nævnt jeg nærmest anser dom­ men som forkert, er det åbenbart, at den fik fornuftige følger. Udviklingen fortsatte sin rolige gang. Ved § 4 i den første præstelønnings- lov af 14. marts 1913 bemyndigedes Kultusministeriet til at stadfæste over­ enskomster om afløsning af både højtidsoffer, accidenser og præstepenge, hvorved omtaltes »Den ved Afløsningen nødvendiggjorte Ligning paa Sog­ nets til Folkekirken hørende, offerpligtige Personer«. Den næste præsteløn- ningslov af 4. oktober 1919 §§ 33 og 35 fastsatte tvungen afløsning af alle former for offer pr. 1. april 1920 og bestemte atter, at »Vederlaget lignes paa Sognets til Folkekirken hørende Beboere.« De sidste huller udfyldtes for Kø­ benhavn og Frederiksberg ved lønningsloven af 28. juni 1920, der bl.a. æn­ drede aftalen af 1895 og omtalte en »Tillægsligning ved Kommunalbestyrel­ sens Foranstaltning paa de til Folkekirken hørende Beboere ... med Undta­ gelse af Valgmenigheder«, og for Sønderjylland ved lov af 30. juni 1922 med virkning fra 1. april 1923. Når man betænker, hvor rodfæstet offerinstitutionen havde været, og hvor forskellig opfattelsen kunne være på Frederiksberg og i de mindste sogne i Vestjylland, var det faktisk gået hurtigt med afskaffelsen af offeret. PS. Nylig har jeg hørt, at menigheden i Torup sogn (nær Hundested) yder høstoffer både in natura og i penge, men at det ydede går til sognets trængen-

247 de og i hvert fald ikke til præsten. En køn skik, men uden kirkeretlig betyd­ ning, og udpantningsadgang er der i hvert fald ikke.

En doms efterliv i overfortolkningens tegn

Når man læser Højesterets præmisser med kendskab til voteringen og dis­ senserne, er man ikke i tvivl om, at dommen skal forstås snævert, således at der ikke kan sluttes fra de uden for folkekirken ståendes krav på fritagel­ se for at medvirke til betaling af afløsningssummen for en udgift, der var et personligt bidrag i Grundlovens forstand, til et krav om fritagelse for indi­ rekte at betale til en gudsdyrkelse, som ikke er deres egen, gennem kom­ munale tilskud til kirkelige formål fra de af alle beboere udredte almindelige skatter. Men da dommen var frisk og stod nøgen, var det forståeligt, at teori og praksis fortolkede den udvidende, således at kommunerne var afskårne fra at støtte kirkelige formål. Dette støttedes af en modsætningsslutning fra Grundlovens § 3 (nu § 4), som kun omtalte statens ret eller pligt til at støtte folkekirken, men ikke nævnte kommunerne. Det var synspunktet i Inden­ rigsministeriets praksis fra 1899 – omhyggeligt kortlagt af Mogens Heide-Jør- gensen – der generelt forbød kontanttilskud, men tillod, at kommunen gav gratis grund til kirker, præsteboliger og kirkegårde, selvom der ikke var ind­ lysende proportioner i, at gratis overdragelse af kostbare grunde var tillade­ lig, medens som et frappant eksempel et tilskud på 183 kr. til reparation af Ry stationsbys kirke i 1915 nægtedes, fordi udgiften ville komme til at hvile på alle skatteydere. Domspraksis delte ikke dette synspunkt. Heide-Jørgensen fremhæver en tidlig overretsdom, UfR 1902,148 LOHS, som antog den fortsatte gyldighed af Danske Lov 2-22-64 om kommunens, d.v.s. skatteydernes (med lovens ord »Sognemændene«) pligt til at yde tilskud til en kirke, hvis indtægter var for små. Nok var der næppe mange dissentere i Køge landdistrikt i 1902, men der var sikkert ikke flere i Ry stationsby i 1915, og hvis Grundlovens § 77 havde været anvendelig, skulle overretten nok have statueret dette. Den vidtgående fortolkning antoges af væsentlige dele af den forvalt­ ningsretlige teori, skarpest hos Ernst Andersen i 1940, der udtalte, at det ville stride mod Grundloven at lade kommunerne overtage udgifter, der vedrø­ rer gudsdyrkelsen, idet en række personer derved ad indirekte vej kom til at medvirke til en gudsdyrkelse, der ikke var deres egen. Frederiksberg kom-

248 muñes adfærd i Salomonsagen kaldte han »en Lovovertrædelse af en sær­ lig grov Karakter«, hvorved han også lagde vægt på skattebillettens oplys­ ning om størrelsen af offerafløsningen, uagtet dette moment ikke havde haft betydning for dommen. Han fulgtes afErik Harder i 1979, der uden videre fastslog, at Grundloven – i dag § 68 – »hindrer, at den kommunale skatte­ udskrivning kan belastes med ydelser til støtte til folkekirken eller religiøse sammenslutninger, uanset at det her som i øvrigt gælder, at den enkelte skat­ teyders bidrag ikke kan identificeres som andele af de kommunale udgifts­ poster«, ligesom han hævdede, at denne forståelse af grundlovsbestemmel­ sen blev fastlagt i Salomonsagen. Jeg finder det beklageligt, at ingen af de to forfattere læste voteringsprotokollen inden disse skråsikre udtalelser. Både i 1979 og i 1940 kunne en forfatter have fået adgang til denne til forsknings- brug. De statsforfatningsretlige forfattere var mere forsigtige. Allerede i 3. ud­ gave af sin statsret fra 1899 nævnte Henning Matzen dommen og beskrev den således, at det herefter var grundlovsstridigt både at opkræve særlig høj­ tidsoffer og præstepenge fra de uden for folkekirken stående og at pålægge »deslige Afgifter« indirekte ved kommunens mellemkomst, men han drager ikke den videregående slutning, at enhver støtte fra kommunerne til folke­ kirken er ulovlig. Derimod udtalte han og Timm allerede i 1891 i kirkeretten, at det regelmæssigt vil ligge uden for kommunens lovhjemlede myndighed at påtage sig ydelser til kirkelige formål, medmindre dette har særlig kom­ munal interesse, f.eks. vedligeholdelse af en kirke, »som er en monumental Bygning til Prydelse for Kommunen«. Dette kriterium må gælde en stor del af vore gamle kirker, men også den jødiske synagoge i Krystalgade! Spørgsmålet toges atter op i 1954 af Poul Andersen, der med adresse til Ernst Andersen beskrev det som »noget vilkaarligt«, om lovgivningsmagten skulle være udelukket fra at lade kommunerne afholde f.eks. udgifter til kir­ kers vedligeholdelse, blot fordi Grundlovens § 4 kun taler om understøttelse fra staten, og i en fodnote tilføjede, at »Under den Frihed, Kommunerne nu til Dags har til at bevilge Penge og paa anden Maade understøtte alle mulige Foretagender, er det en noget skruet, doktrinær Opfattelse, at de ikke maa understøtte kirkelige Formaal, t.Eks. ikke give gratis Grund til en Kirke, men nok til en Sportsplads«. Det endelige opgør med tesen om kommunernes manglende adgang til at støtte kirkelige formål blev foretaget i 1993 af Heide-Jørgensen, der natur­ ligvis nærlæste voteringsprotokollen, og som også med henvisning til ny­ ere praksis bestred, at spørgsmålet skulle løses med udgangspunkt i Grund­

249 lovens § 68, og i stedet fastslog den kommunale interesse som det bestem­ mende kriterium, hvilket skabte mulighed for en mindre restriktiv praksis. For så vidt flertallets votum i Salomondommen lagde til grund, at Frederiks­ berg kommune kun var inkassator af personlige bidrag, tillagde han det kun retshistorisk interesse. I samme retning Gammeltoft-Hansen, der betegner den ældre fortolkning af dommen som en vildledende sammenblanding af betragtninger over Grundlovens § 68 og kommunalretlige synspunkter, og Zahle, der udtaler, at bidrag fra kommunerne vanskeligt kan karakteriseres som »personlige bidrag«. Løsningen må antages at ligge fast i dag. Selv vil jeg tilføje, at da Grundloven kun nævner kommunerne i § 82, forekommer æl­ dre fortolknings modsætningsslutning fra § 4 mig mere end tvivlsom. En interessant krølle er spørgsmålet om, hvorvidt kommunen kan tage særligt hensyn til folkekirken frem for andre trossamfund, hvilket Heide- Jørgensen nærmest besvarer bekræftende, modsat Gammeltoft-Hansen og Zahle. Til støtte for et sådant særligt hensyn kan dog anføres, at udgangs­ punktet, Grundlovens § 4, kun nævner folkekirken, men under alle omstæn­ digheder må den lovlige kommunale interesse langt hyppigere foreligge ved det folkekirkelige arbejde. Statens egen adgang til at yde tilskud til fol­ kekirken gennem de almindelige skattebetalinger er i nyeste tid bestridt ud fra menneskeretlige synspunkter, men forgæves, hvad ikke kan undre, UfR 2008,342 H. Salomondommen har således ikke blot betydelig retshistorisk og kirke- retlig interesse, men er også et lærestykke om, at hverken den teoretiske el­ ler praktiske jurist kan tillade sig at se bort fra voteringsprotokollen og even­ tuelle dissenser ved fortolkning af meget gamle højesteretsdomme. Og fra sin himmel kan Julius Salomon undre sig over, at det varede 95 år fra dommen og 71 år fra hans død, inden den sag, der forekom ham selv så klar, blev forstået korrekt.

Litteratur

Andersen, Ernst: Administrativt Tilsyn med Kommunalforvaltningen, pp. 234 ff., 292 f., 312. 1940.

Andersen, Poul: Dansk Statsforfatningsret, p. 638 ff. 1954.

Berlingske Tidende, 2. og 3. november 1898.

250 Bing, Erik Henriques: Slægtninge fortæller – Bendix, Bing, Henriques og Melchior. 2006.

Dansk Biografisk Leksikon 1., 5., 6., 12., 13., 14. bind. Artikler om Asmussen, H. N. Hansen, Holm, Salomon, Simonsen, Steffensen. 1979-1983.

Edelmann: Rafael: David Simonsen. I:Julius Margolinsky og Poul Meyer (red.): Ved 150 Aars-Dagen for Anordningen af 29. Marts 1814.1964.

Gammeltoft-Hansen, Hans: Kommentar til Grundloven af 1953 § 6 8 .1: Henrik Zable (red.): Dan­ marks Riges Grundlov med kommentarer, p. 325 ff. 1999.

Harder, Erik: Dansk kommunalforvaltning II. Opgaver og tilsyn, p. 146 f. 1979.

Heide-Jørgensen, Mogens: Den kommunale interesse. Studier over kommunalrettens udvikling (disp.), p. 268 ff. 1993.

Henriques, Artbur: Samling af Forordninger, Reskripter, Love, Ministerielle Skrivelser, Domme m.m. vedrørende Det mosaiske Troessamfund i Danmark. 1909.

Holbøll, V.: Offer. Salmonsens Konversationsleksikon. Bind XVIII, p. 4 13 f. 1924.

Jensen, Torben: Højesterets arbejdsform. I: Højesteret 1661-1986. Særudgave af Ugeskrift for Rets­ væsen.

Kirkeordinansen 1537/39. Tekstudgave med indledning og noter ved Martin Schwarz Lausten. 1989.

Kornerup, Bjørn: Det lærde Tidsrum. 1536-1670.1: IV bind af Den danske Kirkes Historie. 1959.

Kristeligt Dagblad, 2. og 3. november 1898.

Matzen, Henning: Den danske Statsforfatningsret. Tredje Del. Tredje gjennemsete Udgave, pp. 329 og 347 ff. 1899.

Samme og Johannes Timm: Haandbog i den danske Kirkeret, p. 73 f. og p. 98 ff. 1891.

Melchior, Marcus: Den gejstlige Gerning i Troesselskabet gennem 150 Aar. I:Julius Margolinsky og Poul Meyer (red.): Ved 150 Aars-Dagen for Anordningen af 29. Marts 1814. 1964.

Axel H. Pedersen: En Rettens Tjener. C. B. Henriques 1870 -1957.19 64 .

Politiken, 2.-4. november 1898.

Rigsdagstidende 1893-1894. Folketingets Forhandlinger, sp. 5452-57. Landstingets Forhandlin­ ger, sp. 633-76 (.1. behandling), 1566-80 (2. beh.), 1616-233- beh.). < Tillæg A, sp. 3292-3302. Tillæg Bsp. 1651-64. Tillæg C, sp. 939-44.

Rigsdagstidende 1894-1895. Folketingets Forhandlinger, sp. 3325 (Holm), 3387 (Bardenfleth), 3431 (Holm).

Rigsdagstidende 1895-1896. Landstingets Forhandlinger, sp. 173-75 (fremsættelse), 342-86 (1. be­ handling), 115 8 -12 11 (2. beh.), særlig sp. 116 3 og 1205 (Steffensen), 117 0 f. (H. N. Hansen), 118 0 ff. (Hørring), sp. 1580-87 (3. beh.), særlig sp. 1585 (Steffensen). Tillæg A, sp. 2835-48. Tillæg B sp. 1041-58.

Salomon, Julius: Breve til David Simonsen 1874 og 1876. Det Kgl. Bibliotek.

251 Stenbæk, førgen: Præsternes forening gennem iooår. 1999.

Tborsen, Svend: De danske Ministerier 1848-1901.1967.

Westergaard, Harald: Landsby præsternes økonomiske Vilkaar i 1899. Maanedsblad for den dan­ ske Folkekirke 11/190 0 , p. 178 ff.

Zahle, Henrik: Dansk forfatningsret 3. Menneskerettigheder. 3. udgave, p. 157. 2003.

Min hjerteligste tak til forfatteren Erik Henriques Bing, forskningsbibliotekar, dr.phil. Eva-Maria Jansson, Det Kongelige Bibliotek, og professor em., dr. theol. Martin Schwarz Lausten for venlig bistand med den jødiske dimension.

252 Tre gange dansk undersåt var én gang for meget

Den, der var født i Sønderjylland før 1864 og levede der igennem hele frem- medherredømmets 56 år, nåede i sit liv at være den danske konges undersåt to gange. Mange tusinde, de såkaldte optanter, forblev trods fastholdelse af bopæl i det afståede land danske undersåtter uden afbrydelse igennem hele livet, medens en mindre gruppe, ca. 1.200, ofrene for »optantmageriet«, et af de mest utiltalende kapitler af den prøjsiske forvaltningshistorie i Sønderjyl­ land, ufrivilligt blev erklæret for danske undersåtter på et tidligere tidspunkt med de deraf følgende ulemper, først og fremmest risiko for udvisning. En af disse, som efter et sådant tvungent nationalitetsskifte atter naturaliseredes som prøjsisk undersåt, inden han med resten af det genvundne lands indbyg­ gere blev juridisk dansk i 1920 efter til stadighed at have været det i sit hjerte, nemlig den stejle og myndige storbonde – Hans Lunds karakteristik af ham i Dansk Biografisk Leksikon – Christian Finnemann (1842-1929), er den ene hovedperson, lad mig bare sige helt i denne beretning. Min anden hovedper­ son, gårdejer Peter Timmermann (1846-1911), undgik med nød og næppe at få samme skæbne. Finnemann var født på en gård, der havde været i familiens eje i over hundrede år, og som han overtog ved faderens død i 1865.1 sin lange offent­ lige virksomhed, der gjorde ham til den centrale skikkelse i egnens natio­ nale liv, var han kommuneforstander 1872-78, kredsdagsmedlem (kredsdag = amtsråd) 1880-86, medstifter af Sparekassen for Christiansfeld og Omegn i 1872 og mangeårigt medlem af dennes bestyrelse, herunder som formand, formand for det selskab, der byggede forsamlingsgården Frej i Tyrstrup, hvilket medførte mange stridigheder mod øvrighedens chikanøse forsøg på at hindre gårdens brug, samt 1900-12 formand for det aktieselskab, der ud­ gav bladet Modersmaalet. Også Timmermann overtog en gammel slægtsgård; i Haabets Mænd ka-

253 Christian Finnemann, R. Fra Ordenskapitlet. (Det Kgl. Biblio­ tek). rakteriseres han som en af de smukkeste bondetyper, Vestslesvig har fostret. Også han var medlem af kredsdagen, desuden af provstisynoden, kirkeæld­ ste i Skærbæk sogn i tredive år og medlem af Skærbæk kommuneråd fra dets oprettelse. Hans indflydelse som egnens fremmeste danske tillidsmand var legendarisk, man sagde, at der i mange år ikke kom et tysk brev til Skærbæk sogn, uden at det læstes af ham, og i en spottevise sang man, at ingen kylling kunne se dagens lys i Skærbæk, uden at Timmermann og hans nabo ruge­ de ægget ud. Han nærmest arvede sin faders position som bestyrer af den i i860 grundlagte Spare- og Laanekasse for Skærbæk og Omegn og var kasse­ rer for den veldrevne sparekasse til sin død. Medens Finnemann ikke synes at have haft lokale fjender, blev Timmer- manns bane præget af modsætningsforholdet til den dansktalende, men kraftigt tysksindede Johannes Jacobsen, min tredje hovedperson, der mod hans vilje blev præst i Skærbæk i 1884. Jacobsens personlighedspræg ses i hans selvbiografiske tobindsroman Zwischen zwei Meeren fra 1907, hvor hans alter ego »Hans« er overspændt eksponent for den aggressive nationalis­ me, der prægede det nye wilhelminske rige, idag ville man kalde ham racist;

254 Peter Timmermann. Fra Haabets Mænd. hans polske oppasser i soldatertiden, kaldet en »Wasserpolack«, betegnes som fremragende til sit hverv, men ubrugelig som soldat, og Hans læser med til­ slutning Gobineau og antisemitiske blade. Mod det danske styre i Mellemsles- vig mellem de sønderjydske krige er han fjendsk, en usandsynlig helt er sko­ lelæreren Niels Ebbesen (sic), der afskediges, fordi han nægter at tvinge bør­ nene til at synge »Danmark, dejligst Vang og Vænge« og »Dengang jeg drog afsted«. Han belønnes med Hans’ kusines hånd og er som historieprofessor overbevist pangermanist, ligesom Hans, der forbinderOeblenscblägers »Nor­ dens Guder« og Eddaen med »Nibelungens Ring«. Finnemann optræder som lidet trolig konspirator, der 1870 forbereder danske styrkers indrykning i Ha­ derslev. Som præst var Jacobsen dårlig, han impliceredes i drukskandaler og var i evig konflikt med Timmermann og de kirkeældste. Den øverste øvrig­ hed holdt dog hånden over ham af politiske grunde, idet han ud fra den for­ nuftige tanke, at økonomisk fremgang langt mere end brutal magtudøvelse ville vinde den dansksindede befolkning for tyskheden – den nye, stadig be-

255 Christian Johannes Jacobsen, ca. 1880. Fra Sønderjyllands Historie, bd. 5. stående vestbane kaldte han »en tysk Blodaare gennem Landskabet« – grund­ lagde et stort antal foretagender, særlig »Creditbank Scherrebek« (1890), en kunstvæveskole, som frembragte mange kunstnerisk værdifulde billedtæp­ per og vandt udmærkelser bl.a. ved Verdensudstillingen i Paris 1900, et kar- peavlsselskab og mest pittoresk »Vesterhavsbadet Lakolk« på Rømø med en »Kaiserhalle« og hele fyrretyve blokhuse med überschwängliche patriotiske navne. Idérigdommen var stor og den ydre succes ikke ringe; et hyldestdigt i badets gæstebog lyder: »Beginnt man sonder Furcht und Grauen nun gar ein Seebad aufzubauen. Du fragst erstaunt: Wer ist so keck? Das sind die Herrn von Scherrebeck.« Han var medstifter af Den tyske Forening for det nord­ lige Slesvig, nød støtte fra det altyske forbund og brugtes ved regeringens fejlslagne forsøg på at købe det danske blad Dannevirke. Lige ved at blive ud­ nævnt til biskop i Slesvig 1899 dekoreredes han som trøstpræmie med den Røde Ørns orden af 4. klasse og nåede sit højdepunkt, da han i 1902 blev tysk

256 rigsdagskandidat i Nordslesvig. Rygraden i hans foretagender var banken, der gav kredit til de andre foretagender og selv modtog støtte fra regerin­ gen, der af politiske grunde ikke ville lade banken krakke. Den uundgåelige konkurrence med den lokale danske sparekasse skærpede naturligvis hans fjendskab med Timmermann. Hans fald kommer jeg til. Denne Skærbæk- herre var lidt for kæk. 1901-1902 ramte stormen Finnemann og Timmermann som de mest op­ sigtsvækkende udslag af »optantmageriet«.

Optanterne

Optantspørgsmålet var et af de politisk, juridisk og praktisk mest penible pro­ blemer i Sønderjylland. Ved freden i Wien af 30. oktober 1864 art. XIX var som ved mange andre fredsslutninger givet indbyggerne i det afståede om­ råde adgang til at optere for Danmark, d.v.s. vælge fortsat dansk undersåts- forhold, inden for en frist af 6 år fra ratifikationsdokumenternes udveksling 16. november 1864, hvilket krævede udvandring til »Hans Danske Majestæts Lande« efter forudgående anmeldelse til den nye øvrighed. Optanterne kun­ ne bevare deres faste ejendomme i det afståede område. Tillige fastsatte ar­ tiklens sidste stk., at alle personer, der havde indfødsret (i den franske grund­ tekst »le droit d’indigénat«) på dette tidspunkt, bevarede den både i kongeri­ get og hertugdømmerne, hvilken bestemmelse var unik og gav anledning til megen tvivl. På grund af den berømte § 5 i freden i Prag i 1866 mellem Prøjsen og Østrig, som sikrede Prøjsen hertugdømmerne, men samtidig lovede en af­ ståelse til Danmark af Nordslesvig efter en folkeafstemning, fik optanter- klæringerne et uventet voldsomt omfang. Når den dansksindede del af Søn­ derjylland alligevel ville blive dansk inden for en kortere tid, var der ingen grund til at underkaste sig prøjsisk militærtjeneste i tre år, hvorfor særlig unge mænd i den værnepligtige alder opterede for Danmark. Dette skær­ pedes af ulysten til at deltage i Prøjsens fortsatte krige, værst en eventuel ny krig mod Danmark. Den fransk-tyske krigs udbrud i 1870 kort inden options- fristens udløb medførte en fornyet bølge optionserklæringer. Senere fortrød mange, vendte hjem og mødte til prøjsisk session. I denne periode var det Prøjsens interesse at formå de udvandrede, sær­ lig de militærpligtige, at vende tilbage, og ved en foreløbig aftale af 1869 og

257 en endelig konvention af 1872 i Aabenraa åbnedes mulighed herfor. Et stort antal optanter fik på denne måde mulighed for at blive boende i eller vende tilbage til hjemstavnen, men som udlændinge, uden politiske rettigheder og værst, med risikoen for udvisning hængende over hovedet, hvis man senere i øvrighedens øjne blev »lästig«. Med H. P. Hanssens prægnante formulering »var Optanterne Danskernes mest saarbare Sted, og Udvisningsordren Ty­ skernes bedste Vaaben i den nationale Kamp.« Juridisk set var det langtfra givet, at optanterne kunne udvises. Den dan­ ske retslærde Henning Matzen, selv født sønderjyde, gjorde i en længere fremstilling på tysk i 1904, på fransk i 1906 – hvor han med føje ironise­ rede over, at ingen tysk boghandler ville sælge hans værk og ingen tysk jurist havde imødegået det bortset fra en kort anmeldelse – gældende, at indfødsret var lig med fulde statsborgerrettigheder, hvilket også anerkend- tes af danske domstole i 1870’erne, der fast nægtede at udvise personer født i hertugdømmerne før 1864.1 sin varme nekrolog over Matzen beteg­ nede Poul Jobs. Jørgensen mylret af argumenter og betragtninger som lige­ frem overvældende og tilføjede, at den, der ville kende Matzen, når han var bedst, skulle læse hans afhandlinger om optantspørgsmålet. Omvendt hæv­ dede prøjserne, at indfødsret efter den klassiske forordning af 1776 kun vedrørte ret til embeder og optagelse i adelige jomfruklostre. Knud Berlin - hvis version endog fremkom i den »Haandbog«, der varetog sønderjydske interesser – gik imod Matzen og hævdede, at hans opfattelse i sin yderste konsekvens gav alle danske statsborgerskab i Prøjsen (!), medens Troels G. Jørgensen gav Matzen ret. Den rimeligste opfattelse er ikke-juristen Hans Lunds, der påpeger vanskeligheden ved begge synspunkter, idet Matzen gjorde kravet om udvandring nærmest formelt, medens prøjserne gjorde bestemmelsen om indfødsret indholdsløs. Hvorom alting var, »Gewalt geht vor Recht«, som Jacobsen senere skrev i anden sammenhæng, og den prøj­ siske øvrighed havde magten, først og fremmest til udvisning, og brugte den. 1874 udviste prøjserne en gårdejer fra Als, fordi han havde overvæ­ ret afsløringen af Frederik den Syvendes rytterstatue i København, men hvor urimelig udvisningen end var, var den dog motiveret med den udvi­ stes egne handlinger. Værre blev det, da efter en sønderjydsk fællesrejse til Vestjylland i 1884 mange optanter udvistes, fordi deres pårørende havde deltaget i rejsen. Klager herover afviste den øverste prøjsiske embedsmand, overpræsident von Steinmann – som endog i senere historieskrivning ikke har det dårligste ry – med ordene: »Vi kan ikke sidde her og pille med en

258 Overpræsident von Dewitz (tv.) kører fra Haderslev Amtsbanegård i 1908 sammen med landråd Becberer. Fra B. Wilcke: Haderslev Amts jernbaner II, 1970.

Pennekniv, vi maa slaa til med Øksen!« Det grimmeste eksempel, jeg har fundet på en stedfortræderudvisning, blev fremdraget af det danske rigs- dagsmedlem, redaktør Jens Jessen, i den tyske rigsdag 1. maj 1902, hvoref­ ter landråd (Landrat, d.v.s. amtmand)Adolph Becberer (1900-08) i Haderslev havde truet en arbejdsmand Petersen med, at hans svigerfader ville blive udvist, hvis Petersen stemte dansk ved rigsdagsvalget. Efter klage fra Jes­ sen til overpræsident Wilmowski blev Becherer nødt til at sige til Petersen, at han roligt kunne stemme dansk. Dette gjorde Petersen, hvorefter Beche-

259 rer prompte udviste svigerfaderen. Det er vort første møde med Becherer i denne fortælling, men ikke det sidste. Blandt de frastødende prøjsiske øv­ righedspersoner, vi møder her, er han nok den værste. Hvor andre svang øksen, var Becherers våben den forgiftede dolk. Samtidig er han et skole­ eksempel på, hvad Bismarck i sine erindringer hudfletter som den moderne landråd, der ikke længere forbliver i embedet livet ud – som den klassiske danske amtmand – men udnævnes ung og i sin trang til senere karriere på endnu højere poster tilstræber ministergunst snarere end lokalbefolknin­ gens velvilje. Optanternes utryghed sås ved, at de ikke blot måtte afholde sig fra enhver national dansk tilkendegivelse, men endog kunne presses til at forråde deres egne, f.eks. var det almindelig kendt – således fremhævet afGeorg Brandes, den største radikale, som delvis modsat mange af sine egne meningsfæller altid talte sønderjydernes sag med varme og indignation – at når øvrigheden ønskede at afskaffe de to stakkels ugentlige timer dansk religionsundervis­ ning, som efter sprogcirkulæret af 1888 var den sidste rest af danskundervis­ ning i skolen, var lokale petitioner om afskaffelsen altid underskrevne af de stedlige danske undersåtter af frygt for udvisning. 1883 opstod en forbigående krise, da prøjserne truede med at udvise alle danske undersåtter, efterhånden som de nåede den værnepligtige alder. Kri­ sen løstes dog igen, og i de følgende år naturaliseredes en del optanter, hvil­ ket nok gjorde dem værnepligtige, men også sikrede dem fulde politiske ret­ tigheder, hvorfor lokale tysksindede med støtte fra den stedlige øvrighed protesterede imod naturaliseringerne. Også i det følgende forløb ses, at prøj­ siske embedsmænd i Sønderjylland protesterer imod eller direkte modarbej­ der regeringens ansatser til en lettelse af den danske befolknings kår. I nogle få år efter Bismarcks fald i 1890 førte hans efterfølger – både som tysk rigs- kansler og prøjsisk førsteminister – Caprivi en mildere kurs, hvilket bl.a. gav sig udslag i videregående naturaliseringer af optanter som prøjsiske under­ såtter og dermed højere danske stemmetal ved valgene, hvad man lokalt kun alt for godt lagde mærke til. En ting var optanternes retsstilling, særlig spørgsmålet om adgangen til at udvise dem, og her var der ingen tvivl om, at prøjserne havde magten til at sætte deres retsopfattelse igennem og brugte den. Effektfuldt sluttede Mat­ zen den franske udgave af sin afhandling med en tilføjelse, som han ikke havde kunnet bringe i den tyske udgave, nemlig at den tyske forvaltnings brutalitet var uden sidestykke »entre puissances civilisées et amies«. Et helt andet spørgsmål var, hvem der aktuelt måtte anses som optant,

260 særlig om de mange hjemvendte, herunder i kraft af Aabenraa-overenskom- sten, som kunne siges at have foretaget reoption til Tyskland/Prøjsen, heref­ ter kunne anses som prøjsiske undersåtter, og som et underspørgsmål, om Optanten in spe efter en optionserklæring og et meget kortvarigt ophold i Danmark overhovedet havde opfyldt betingelsen for en gyldig option, nem­ lig »se retirer avec leur families dans les États de Sa Majesté Danoise«, eller om han ikke snarere havde været prøjsisk undersåt uden afbrydelse. Dette blev et af de væsentligste spørgsmål i den kommende tid.

Koller, Wilmowski ogoptantmageriet

»Ja, das soll er,« skrev kejser Wilhelm 1897 i en af sine berømt/berygtede marginalnoter, da den danske presse ytrede frygt for, at udnævnelsen af den styrtede prøjsiske indenrigsminister Matthias von Koller – der i sin korte mi­ nisterperiode havde gjort sig herostratisk berømt ved at bifalde, at politiet forbød opførelse af Gerhardt Hauptmanns sociale drama Die Weber, selv ef­ ter at Overforvaltningsretten havde ophævet to identiske forbud vedrøren­ de samme skuespil – til overpræsident i Slesvig-Holsten var et varsel om en skarpere kurs mod den danske befolkning. Koller havde selv bedt kejseren om netop denne post. I det interne tyske magtspil anbefalede rigsmyndig- heder som udenrigsministeriet og generalstaben til en vis grad imødekom­ menhed over for Danmark af generelt-politiske hensyn, idet man med et hyppigt hørt slagord indså, at »udenom Nordslesvig gik der ingen vej fra Ber­ lin til København«, medens det prøjsiske indenrigsministerium – indre for­ hold som lov og orden, incl. udvisninger, hørte ikke under riget, men under de enkelte lande, i dette tilfælde Prøjsen, hvis konge også var Tysklands kej­ ser – og end mere de lokale myndigheder med Folkert Kriegers rammende formulering var »die Scharfmacher«. Koller begyndte sin virksomhed med enkeltstående udvisninger af op­ tanter. Den ansete grosserer N. Outzen i Haderslev udvistes uden angivelse af grunden, men i en senere samtale med den danske journalist Henrik Cav- ling angav Koller som grund, at Outzen et par gange havde undladt at lade sig barbere hos den tyske barber! Kun den, der er fløjtende ligeglad med, hvil­ ket indtryk han gør udadtil, vil udtale sig således. Herefter gik det slag i slag. H. P. Hanssen, hvis afhandlingKöllerpolitiken er det bedste og mest leven­ de, der er skrevet om denne periode, fremdrog blandt andre eksempler som

261 det modbydeligste udvisningen med aftens varsel af en enke med hendes 12-årige dødssyge datter, som døde af hjernebetændelse kort efter ankom­ sten til moderens forsørgelseskommune Vejen. Også stedfortræderudvis­ ningerne skærpedes. Et ældre, svageligt optantpar udvistes med deres dat­ ter, fordi deres to fuldmyndige sønner, der som prøjsiske undersåtter havde aftjent værnepligt, havde deltaget i et dansk vælgermøde. Hele grupper af tjenestefolk og landarbejdere fra kongeriget – som følge af den store udvan­ dring i 1870’erne var der kronisk mangel på arbejdskraft – udvistes, og da Cavling spurgte Koller, hvilke love de havde overtrådt, svarede Koller: »In­ gen, men ved deres Udvisning rammes de fanatiske Principaler.« Med tysk hittepåsomhed indførtes betingede udvisninger, idet tjenestefolkene fritoges for udvisning ved at tage ansættelse hos tyske, ja, de dansksindede arbejds­ givere kunne endog få lov til at beholde deres tjenestefolk mod at holde sig borte fra danske forsamlinger, træde ud af danske foreninger, kalde deres sønner hjem fra danske højskoler, afsige den danske avis etc. etc.in infinitum. Køller og hans lydige redskab, landråd von Tscbirscbnitz i Sønderborg, gik dog for vidt, da de truede med, at medmindre forældrene kaldte deres myn­ dige sønner hjem fra danske højskoler, ville samtlige danske undersåtter i vedkommende kommune blive udvist! Efter indtrængende opfordring fra den danske vælgerforening efter et møde, hvor også Georg Brandes havde været til stede, stod forældrene fast, og landråden måtte foretage et ydmy­ gende tilbagetog. Derimod straffede de lokale amtsretsdommere (Amtsge­ richt = underret) forældre, hvis umyndige børn var på danske skoler el.lign., med fratagelse af forældremyndigheden. Det mest ondartede eksempel blev givet af den senere formand for den tyske forening, amtsdommerJohn Henri Hahn, der fratog en enke forældremyndigheden over hendes ti børn, efter at hun havde anbragt sin ældste søn som sætterlærling i Flensborg Avis’ tryk­ keri. Dommen stadfæstedes af højere instanser. Efter denne og mange til­ svarende domme kritiseredes denne praksis dog så kraftigt i den tyske rigs­ dag, hvor det katolske Zentrums leder talte om »himmelraabende Uret« og en jurist fra det Tyske Frisindede Parti talte om »Grusomhed uden Lige« og om dommere, der stiller deres dommerembede i det politiske partis tjeneste, at appelinstanserne, herunder Kammerretten, den højeste instans i Prøjsen, slog bak. »Reculer pour mieux sauter« (at retirere for at springe længere næste gang) er et mundheld, der passer godt på Kollers fremfærd. Nok var den kommu- nevise solidariske masseudvisning og angrebene på forældremyndigheden mislykket, men der var mange andre muligheder for en konsekvent dansk­

262 fjendtlig forvaltning, f.eks. forbudet mod, at småkårsbørn tog sommerarbej- de hos dansksindede bønder, den såkaldte »Tjenestedrengekrig«, eller kam­ pen mod de danske foreninger, f.eks. håndhævelse af lovkravet om anmel­ delse af enhver udmeldelse inden tre dage ved at pålægge samtlige bestyrel­ sesmedlemmer bøder for manglende omgående anmeldelse af dødsfald (det danske modtræk var at nedskære bestyrelserne til et minimum kombineret med et tilsynsråd uden ansvar) samt pression mod kroværter for at formå dem til at undlade udlejning af lokaler til møder samtidig med spidsfindige forbud mod brug af danskernes egne forsamlingshuse. Intet var for småt for von Koller. Indsamling blandt kvinder af bidrag til en krans til dronning Lou­ ises kiste var en kollekt, der krævede overpræsidentens personlige tilladelse. Ikke blot i Danmark, men i hele den europæiske liberale opinion led Prøj­ sens anseelse ubodelig skade på grund af dets adfærd i de ikke-tyske græn­ seprovinser, Sønderjylland, Alsace-Lorraine og de polsk befolkede provinser. Med rette har Krieger talt om statens »Entsittlichung« og citeret tidligere tyske forfattere, for hvem Prøjsen identificeredes med undertrykkelse og trældom. Facit af Kollerårene blev, at enkelte svage faldt fra, men det store flertal danske sluttede sig tættere sammen. Den proklamerede »Politik der festen Hand« – som Jacobsen senere, da han vendte sig mod særlig Becherer, håne­ de som »die Politik der losen und schikanösen Hand« – havde ikke ført til det ønskede resultat, og 1901 lod von Koller sig forflytte til Alsace-Lorraine. Han var ædruelig nok til at besvare en højstemt hyldest ved et afskedsgilde med ordene: »Forholdene i Nordslesvig er og bliver vanskelige«. Hans efterfølger, Karl Freiherr von Wilmowski, arvede en allerede under det tidligere styre forberedt aktion mod de mange, der i årene 1866-69 hav­ de opteret for Danmark, men var vendt tilbage, havde meldt sig til session og for manges vedkommende deltaget i krigen 1870-71, hvorefter de var blevet betragtede som prøjsiske undersåtter med fulde borgerrettigheder, særlig valgret og sikkerhed mod udvisning. I praksis havde Prøjsen således anerkendt muligheden for reoption, men dette var aldrig udtalt direkte, og de hjemvendte var ej heller blevet formelt naturaliserede. Som tidligere ved spørgsmålet om indfødsrettens rækkevidde havde Prøjsen magten og brugte den nu. Allerede i begyndelsen af 1901 blev de første ældre mænd, som ef­ ter at have afgivet optionserklæring var forblevet i deres hjem, erklæret som optanter, strøget af valglisten og pålagt at søge opholdstilladelse. En af dem, gæstgiver P. Bramsen, førte sagen til Overforvaltningsretten, Oberverwal­ tungsgericht, og anførte alle Matzens og andre danske juristers argumenter, men 6. januar 1902 afviste retten hans klage med begrundelse, at options-

263 erklæringen var gyldig, og at reoption ikke var tilladt. Dermed kunne jagten gå ind. Man gik igennem de omhyggeligt førte arkiver med en tættekam og fandt efterhånden frem til ikke mindre end 1.200 mænd, som erklæredes for optanter eller optantsønner. Særlig urimelige var tilfældene, hvor den på­ ståede optant var død, og hans børn var uden mulighed for at bevise, at deres fader ikke havde opteret. Et grelt eksempel var en gårdejer, som selv havde aftjent værnepligt i den prøjsiske hær, og hvis fader, »Optanten«, som under- korporal i krigen 1870-71 havde deltaget i 3 store slag og 6 blodige træfnin­ ger. En anden havde modtaget krigsmedaillen. Alle disse tilfælde erklære­ des nu af øvrigheden som fejltagelser, der ikke var bindende for forvaltnin­ gen nu. Særlig opmærksomt undersøgtes forholdene for danskhedens mere fremtrædende personligheder, hvoraf ikke få måtte frygte for deres borger­ ret og dermed hjemstedsret, som nærmere vist i næste afsnit.

Finnemann-sagerne

Når en mand på omtrent firsindstyve år efter at være udnævnt til ridder af Dannebrog skriver en levnedsberetning til Ordenskapitlet, lyver han ikke, det ville være som at lyve for sin konge. Det er derfor min opfattelse, at Fin- nemanns egen beretning af 1. februar 1921 utvivlsomt er sand, omend den ikke indeholder alle retligt relevante kendsgerninger. Han skriver:

... I December 1866 blev samtlige unge Mænd fra 20-24 Aar af Preusserne til­ sagt til møde paa Session den 18. Januar 1867 paa Christiansfeld. Mellem disse var jeg, og vi var vist alle tvivlraadige overfor hvorledes vi skulde stille os dertil, da vi den Gang troede paa en Afstemning, som vilde føre os hjem igjen til Dan­ mark. Jeg rejste saa til Haderslev og afgav paa Herredskontoret en Erklæring om at jeg vilde optere for Danmark, hvilket jo fuldt ud var lovlig ifølge Winerfre- dens (sie) Paragraf 19. Næste Dag tog min Hustru og jeg med vor 3 Maaneder gamle Søn Niels over til min Svoger Jeppe Fink paa Bygebjerg i Hejls [altså i kon­ geriget], for at drøfte Sagen. Vi talte meget udførlig derom og kom til Resultat at jeg skulde fremstille mig den 18. Januar 1867 paa Sessionen, og efter 3 Dages Ophold kjørte vi tilbage til Taarning. – Jeg fremstillede mig saa den 18. Januar 1867 paa Sessionen, hvor jeg blev overført til den uindøvede Reserve, fordi jeg var af ældste Mandskab. – Jeg var saa preussisk Undersaat igjen, sagde Landraa- den til mig, og jeg deltog i alt nationalt og politisk Arbejde som saadan i 35 Aar....

264 Ifølge Matzen anerkendte amtmanden i Vejle 4. januar 1867 Finnemann som dansk undersåt. Et medvirkende motiv til flytningen var en plan om mage­ skifte med svogerens gård, men dette gennemførtes ikke. Medens Finne- mann opholdt sig hos svogeren, begav han sig næsten daglig til sin egen gård syd for grænsen for at tilse driften, og alle hans ejendele var fortsat på går­ den. I januar 1902 erklæredes Finnemann som optant og udvistes som »lästig«, og et par dage efter led hans søn Niels samme skæbne. Havde han reage­ ret som Bramsen og påklaget selve afgørelsen om, at han var optant, hvilket også havde været hans eneste klagevej, hvis han ikke var blevet udvist, havde klagen været udsigtsløs, idet hans sag ikke stod bedre end Bramsens, måske værre, da der unægtelig var et kort ophold i Danmark. Udvisningen gav ham dog en chance for en alternativ juridisk behandling af sagen, hvilket han ud­ nyttede fint. Han gik tilbage over grænsen, anholdtes og førtes med magt ud af landet, men vendte tilbage for anden gang og fremprovokerede derved en straffesag for ulovlig indrejse, ikke for forvaltningsretten, men de almin­ delige domstole, hvor instansgangen var amtsret (ni i Nordslesvig), landsret, Landgericht (tre i hertugdømmerne, nemlig i Flensborg, Kiel og Altona; stør­ re sager begyndte direkte i Landgericht), samt overlandsret,Oberlandesge­ richt, af hvilke der var en i hertugdømmerne, nemlig i Kiel. Overlandsret- ten var inddelt i senater, nogle for straffesager, andre for borgerlige sager. De allerøverste domstole, rigsretten i Leipzig for rigslove og kammerretten i Berlin for Prøjsen, fungerede som revisionsretter, d.v.s. til pådømmelse af juridiske spørgsmål, men kunne ikke tage stilling til beviserne; også over- landsrettens beføjelser med hensyn til bevisvurderingen var begrænsede, særlig i sager, der førtes for retten som tredje instans. Medens dommene i første instans ikke sjældent besjæledes af dommernes fjendskhed over for den danske befolkningsgruppe – Hahn var det værste eksempel – var der en klar tendens til, at jo længere man kom til tops, des bedre var muligheden for en uvildig afgørelse. Klager over forvaltningsafgørelser behandledes ikke i de almindelige domstole, men af særlige organer inden for forvaltningen selv, i sidste instans af overforvaltningsretten, der virkede som en domstol. Et sådant tostrenget system er i sig selv hverken dårligere eller bedre end et enstrenget system – Sverige og Tyskland har i dag forvaltningsdomstole, i Danmark ikke – men der er dog den ulempe derved, at i realiteten ens sager kan bedømmes uens, hvis de kan komme for begge domstolsarter, og disse har forskellig retsopfattelse. Man kan selvfølgelig også vende det om og sige, at den sympatiske part på denne måde får en ekstra chance.

265 Optantsagerne i 1902 var et flagrant tilfælde på uenighed mellem de hø­ jeste instanser, idet overforvaltningsretten statuerede gennemført option ved erklæringen plus selv det korteste ophold nord for grænsen som i Bram- sensagen, medens overlandsretten krævede varigt ophold i Danmark. Det var Finnemanns held, at hans sag førtes som straffesag. Domsmandsretten i første instans – domsmændene var naturligvis tysksindede, da danske al­ drig udtoges til øvrighedsudøvelse – idømte ham 13. februar 1902 fængsel i 4 dage, men landsretten ophævede dommen 17. marts 1902, og ved over- landsrettens dom af 30. april 1902 frifandtes han. De omhyggelige præmis­ ser – udførligst hos Matzen – udtalte, at udvandring ganske vist ikke kræ­ vede, at den pågældende havde slået sig definitivt ned i det nye land, men at optionen i det mindste måtte være fuldbyrdet. Finnemann havde utvivlsomt haft til hensigt at optere for Danmark, men der måtte sondres både mellem hensigt og udførelse og mellem begyndelse og afslutning på udførelsen. Flytningen fra gården i Taarning, som fortsat var hans ejendom, til Hejls var afbrudt, inden den var gennemført. Christian Finnemann var hermed på ny anerkendt som prøjsisk under­ såt, men dermed var hans trængsler ikke afsluttede, idet der fortsat verse­ rede en tilsvarende sag mod hans søn Niels, der ligeledes var vendt tilbage og var tiltalt for samme overtrædelse. Da han kun var tre måneder ved års­ skiftet 1866-67, var det afgørende kriterium den ældre Finnemanns option. Ganske vist var faderen frifundet, men det var ikke bindende for retten, da den nye sag formelt førtes mod en anden – i juridisk sprog havde den gamle dom ikke retskraft i den nye sag (hvilket også svarer til dansk ret i dag) – så hvis beviserne var radikalt ændrede, kunne der juridisk ikke siges noget til, at den nye dom nåede til et andet resultat, hvor urimeligt dette kunstgreb end måtte være. Anklageren førte derfor en række vidner til støtte for, at den ældre Finnemanns ophold i Danmark var længere end lagt til grund i den første dom. To vidner springer særlig i øjnene. For domsmandsretten i første instans erklærede tidligere gendarm Stegmann under ed, at han ved nytårstid 1867 havde været stationeret i Christiansfeld og tydeligt kunne huske, at Finne- mann på dette tidspunkt havde været i Danmark i flere uger, men under ap­ pelbehandlingen for landsretten i Flensborg påviste Finnemanns forsvarer, at Stegmann først var blevet forflyttet til Christiansfeld i oktober 1867, hvoref­ ter han forvirret undskyldte sig med dårlig hukommelse, og dermed var dette vidne værdiløst. Farligere var en gammel kone fra Esbjerg Bodil Hansen, der under den direkte afhøring under ed erklærede, at Finnemann havde opholdt

266 sig et halvt år i Danmark; under krydsforhør reduceredes dette tidsrum til fire uger, men derved blev det. På grundlag af den samlede bevisførelse antog samtlige instanser, at Christian Finnemann var optant, også overlandsretten - barmhjertigt må man gå ud fra, at det var andre dommere end i den første sag – en af de første dage i februar 1903 med en bemærkning om, at der ikke forelå retsvildfarelse i landsretten. Herefter udvistes begge til Danmark. Medens Christian Finnemann slog sig til ro, indrejste Niels Finnemann flere gange demonstrativt i Sønderjylland i håb om at blive anklaget på ny, således at han ved en eventuel frifindelse kunne få både sin egen og faderens udvisning ophævet, hvilket ikke var udsigtsløst, idet Bodil Hansens vidnes­ byrd var gået i stykker, allerede da H. P. Hanssen beskrev sagen Sønderjyd-1 ske Aarbøger for 1904, men politiet nøjedes hver gang med at anholde ham og føre ham tilbage over grænsen uden at risikere en ny sag i flere instanser. I Becherers injuriesag mod redaktør Ivers, som jeg kommer tilbage til, lykke­ des det forsvaret at smugle Niels Finnemann ikke blot ind i landet, men helt til landsretten i Kiel, ja endog ad en bagdør ind i landsrettens stærkt bevog­ tede retssal, hvor han afgav forklaring som vidne, inden han på ny anholdtes og udsendtes.

Jacobsen furibundas contra Winter von Adlersflügel og Becherer

21. januar 1902 bragte den tysksindede Tondernscbe Zeitung en længere ar­ tikel, hvorefter Timmermann, »en yderst fanatisk Dansker og afgjort den indflydelsesrigeste og intelligenteste Fører ikke blot blandt Danskerne der i Byen, men ogsaa i den videste Omegn«, over for den konstituerede amtsfor- stander Winter skulle have erklæret, at han i sin tid havde opteret for Dan­ mark, men havde tilbagekaldt denne erklæring. Han ville følgelig kunne udvises. Over for Jacobsens utrættelige virksomhed for at fremme tyskhe­ den i Nordslesvig var Timmermann den største hindring som direktør for »en godt doteret Sparekasse«, og med ham ville alle fanatiske bestræbelser i Skærbæk og videste omegn falde. Da Timmermann på denne tid i kommunerådet ville tage ordet til dagsor­ denen, udbrød amtsforstanderen (ifølge Nicolai Svendsen), at Timmermann ikke havde noget at skulle have sagt, og at han kunne vente at blive udvist en af de nærmeste dage. Timmermann var ligbleg ved chokket, men foreløbig skete ingenting. Hvad der lå bag angrebet, afsløredes senere.

267 De tyske amter eller kredse var inddelt i amtsdistrikter, hvert styret af en Amtsvorsteher udnævnt af overpræsidenten efter lokal indstilling eller »kom- missarisk« uden sådan indstilling. Hans væsentligste opgave var oprethol­ delse af ro og offentlig sikkerhed. I Skærbæk amtsdistrikt under Haderslev kreds var fra 1901 den fra russisk Polen stammende invaliderede premier­ løjtnant Hans Winter von Adlersflügel amtsvorsteher. Hans opfattelse af for­ holdene i Nordslesvig var meget simpel. »Danskerne er Landsforrædere, og mod Landsforrædere er alt tilladt,« citerer Hanssen ham for at have sagt. Han var i et og alt Becherers mand og kom efterhånden i et stærkt modsætnings­ forhold til Jacobsen, særlig efter at han var indsat som såkaldt regeringskom- missær i bankens ledelse til overvågning af Jacobsen. Omkring årsskiftet 1902-03 brød Jacobsens foretagender sammen, og han fjernedes fra ledelsen af både banken og Lakolkbadet, ligesom der nu toges skridt til hans afskedigelse som præst. Flere af foretagenderne gik kon­ kurs ligesom præsten selv, og han tiltaltes for bedrageri og underslæb m.v. Alle sager endte dog i det meget lange løb med frifindelse eller mindre bø­ der, og da der ikke længere var nogen politisk grund til at holde hånden over ham, må vi vel med Japsen acceptere, at han nok var sangvinsk, letsindig, begærlig etc., men ikke egentlig forbryder. Det mest ydmygende udtryk for hans fald var, at han ved et opstillingsmøde 14. marts 1903 vragedes som kandidat ved det forestående rigsdagsvalg til fordel for Hahn. Der var noget at hævne, særlig over for Becherer og Winter, og hævnet blev der. Da Nicolai Svendsen som redaktør for H. P. Hanssens bladHeimdal opsøgte ham og interviewede ham, gav han disse skylden for alt, men ikke nok med det, han fortsatte (Heimdal 11. maj 1903):

»Jeg er lige saa godt, som jeg er tysksindet, en afgjort Modstander af hele Tvangs­ systemet, af Udvisningerne, de politiske Chikaner og saa videre,« sagde Præsten. »De vil forstaa, at det overrasker mig,« bemærkede jeg [Svendsen]. »Det har dog altid været min Opfattelse. Jeg har ogsaa hist og her gjort det gældende,« fortsatte han. »De vil forstaa min Forbavselse over denne Udtalelse. Tillader De, at jeg gen­ giver den? Den vil vække Opmærksomhed,« sagde jeg. »Jeg har ikke noget imod, at De meddeler Offentligheden det,« tilføjede han.

I et følgende brev offentliggjort 15. maj i Heimdal takkede Jacobsen for den »objektive og fornemme Maade«, som Svendsen havde refereret samtalen på, og præciserede, hvad han mente med tvangspolitik, som han kaldte uretfær-

268 dig og kortsynet, særlig udvisningerne af tjenestefolk. Han sluttede med at erklære sig som tilhænger af en fast og energisk national politik, men det var for sent til at redde ham over for hans egne, og i de følgende måneder angrebes han stærkt, ligesom hans tilhængere chikaneredes ud af Skærbæk. Efter et stormfuldt møde i krigerforeningen 12. juli gik Jacobsen lige hjem og skrev følgende brev til Becherer (her i Japsens oversættelse):

Jeg synes, De bør have kendskab til følgende oplevelse fra foråret 1902. Den kommissariske amtsforstander v. Winter, hvem det var meget magtpåliggende at få fastslået, at P. Timmermann i Skærbæk var optant, meddelte mig ved hjælp af en mellemmand: Skomager Greisen i Blankær har omkring det pågældende tidspunkt været i Danmark. Han må foranlediges til at afgive et udsagn om, at han dengang har set Peter Timmermann i Danmark, og at Timmermann den­ gang opholdt sig i længere tid i Danmark. Dette vidneudsagn må han eventuelt aflægge ed på uden hensyn til, om han nu husker sagen nøje eller ej. Jeg stiller 1.000 mark og om nødvendigt 2.000 mark til rådighed for dette edfæstede vid­ neudsagn. Jeg afviste dengang med harme dette forlangende som en forledelse til men­ ed og dannede mig efter denne oplevelse min egen dom over hr. v. W inters tæn­ kemåde. Yderligere tilføjelser turde være overflødige, mit edfæstede vidneud­ sagn står til disposition. J. Jacobsen, præst.

14. juli fulgte Jacobsen efter råd fra sin advokat anmeldelsen op med en op­ lysning om, at »mellemmanden« var bankdirektør Lassen, Skærbæk Bank. Becherer nægtede senere at have modtaget brevene, men da det er usand­ synligt, at to successive breve skulle være gået tabt, kan der næppe fæstes lid til denne benægtelse. I sit senere kampskrift spurgte Jacobsen hånligt, om Becherer ville aflægge ed på den manglende modtagelse af brevene. Derpå indgav han 18. juli anmeldelse mod Winter til statsadvokaten både i Timmermannsagen og for valgsvindel, da Winter somWahlvorsteher mani­ pulerede valglisterne for at få stemmelighed i en valgklasse, hvor de dansk­ sindede havde én stemmes flertal, hvilket ville medføre lodtrækning ved val­ get, hvorefter han øvede sig en halv time for at kunne finde det mærkede navn i krukken. Da anmeldelsen afvistes som »unbegründet«, bl.a. med den tynde grund, at Lassen under et efterforskningsforhør kun havde sagt »så­ vidt jeg husker«, påklagede Jacobsen afvisningen til overstatsadvokaten, om end forgæves, ligesom han ved klage til regeringspræsidenten forsøgte at få

269 Winter fjernet som valgforstander, også her uden held. Endelig anmeldte han Winter for at have afkrævet en optant 500 mark for at udstede bosæt- telsestilladelse, hvoraf 300 mark i stedet for at blive indbetalt til fattigkassen indgik i Winters »sorte fond« til hemmelige formål. Da anmeldelser m.v. ikke førte frem, lod Jacobsen historien om den sorte fond sive til pressen, og 8. september 1903 trykte de tre danske blade Flens­ borg Avis, Modersmaalet og Dybbølposten den. Selvom statsadvokaten tidli­ gere samtidig med, at han afviste Jacobsens første anmeldelse, havde advaret Winter mod at anlægge injuriesag mod Jacobsen, var der ingen vej udenom for Winter nu, og han anlagde den 10. september injuriesag mod Jacobsen, dennes hustru, en købmand og redaktørerne for de tre aviser. Den 16. er­ kendte Winter over for to kommissærer fra regeringspræsidenten delvis be­ skyldningernes rigtighed, herunder at han havde rejst spørgsmålet om Grei- sens planlagte vidnesbyrd om Timmermanns option, med den ikke uinteres­ sante tilføjelse, at 1.000 mark af betalingen til Greisen skulle ydes af ban­ ken, som måtte have interesse i at skade Timmermanns sparekasse, resten af Winter selv, som regnede med refusion fra Becherer. Han benægtede ikke, at han havde en særlig fond til bekæmpelse af dansk agitation. Becherer afgav en stærk erklæring for Winter, og regeringspræsidenten afviste herefter alle klager over ham. Winter var dog ikke så højt på strå, at han som senere Becherer automa­ tisk kunne regne med rettens beskyttelse mod danske redaktører. Da sagen den 10. februar 1904 foretoges i landsretten i Flensborg, kunne den nu døds­ mærkede Winter – han led afkræft og kunne næsten ikke tale – ikke engang få tilladelse af Becherer til at hæve sagen før efter en pinlig vidneførsel, der fuldtud beviste beskyldningernes rigtighed, hvorefter statsadvokaten endog afstod fra at udtale, om Winters adfærd var en embedsmand værdig. Derpå hævedes sagen mod alle undtagen Jacobsen, som frifandtes. Efter at Svend­ sen havde forelagt Becherer en samling kompromitterende beskyldninger mod Winter med trussel om offentliggørelse, tvang Becherer Winter til at tage sin afsked. Efter en splendid afskedsfest arrangeret af Becherer rejste Winter von Adlersflügel mod Posen (Poznan) for at overtage et nyt embede, men nåede kun til Altona, hvor han døde. Becherer gav ham et overstrøm­ mende eftermæle bl.a. for retsindighed, hæderlighed og aldrig svigtende hjælpsomhed. I den prøjsiske landdags møde 14. marts 1904 fremdrog det danske medlem Julius Nielsen sagen om valgsvindlen og påberåbte sig Jacobsens oplysninger. Indenrigsminister von Hammerstein gik udenom realiteten og

270 nævnte blot, at Jacobsen efter offentligt at have været tysk fanebærer nu var gået over i den danske lejr og skulle have tilbudt sig som dansk kandi­ dat, og at han ville overlade til landdagens afgørelse, om en sådan »usikker Kantonist« fortjente fuld tillid. Hanssen replicerede, at den tyske forening i Nordslesvig kunne beholde deres tidligere næstformand selv. Endvidere oplæste han Jacobsens anmeldelse til statsadvokaten mod Winter om Tim- mermannsagen.

Hanssen contra Becberer

Bodil Hansens vidneudsagn i den anden Finnemandsag holdt ikke længe. Ef­ ter dommen udtalte hun i overværelse af fire pålidelige mænd, at hun efter opfordring fra amtsforstander Valentiner før retsforhandlingen havde haft en sammenkomst med ham, Stegmann og Becherer på landrådskontoret i Haderslev, hvor hun havde modtaget 20 mark kontant og havde fået stillet 2.000 mark i udsigt, hvis hendes udsagn kunne medvirke til, at Finnemann blev dømt. 1 virkeligheden kunne hun intet huske, men alt var blevet skrevet op i forvejen. I Sønderjydske Aarbøger 1904 refererede Hanssen Finnemann- og Tim- mermannsagerne og sagde, at Jacobsens anmeldelse og Greisens og Bodil Hansens oplysninger støttede hinanden. »I begge Sager støder vi nemlig del­ vis paa de samme Mænd og paa den samme Sum – 2.000 Mark – og dog er Pastor Jacobsens og Vidnet Hansens Afsløringer fremkomne til helt forskjel- lige Tider, uden at den ene havde mindste Kjendskab til den andens Udtalel­ ser.« For første gang sammenkædedes de to sager, og pilen pegede på Beche­ rer. Under landdagens møde 13. februar 1905 gennemgik Hanssen Finne- mannsagen i enkeltheder, herunder Bodil Hansens ændrede forklaring, lige­ som han hudflettede, at tilbagevendende optanter blot udvistes uden retssag, hvilket var et brud på Wienerfredens artikel XVII, som garanterede dom­ stolskontrol i alle sager om borgernes rettigheder. Han omtalte også bl.a. Timmermannsagen og den for forvaltningen kompromitterende sag om skibskaptajn Fischer fra Aabenraa, som ved overlandsrettens dom var erklæ­ ret som prøjsisk undersåt og således ikke kunne udvises, men af forvaltnin­ gen fortsat behandledes som udlænding bl.a. med fratagelse af valgretten, og hudflettede oplantlaveriet. Sluttelig opfordrede han til en international løs­

271 ning af spørgsmålet først og fremmest om optantbørnene, der måtte betrag­ tes som hjemløse, idet de efter dansk ret ansås som prøjsere, efter prøjsisk ret som danske. Indenrigsministeren begyndte med en insinuation om, at Bodil Hansen og Hanssen havde samme efternavn – nå ja, han kendte ikke dansk navne­ skik – og kaldte hele historien om de 2.000 mark for en fabel. Fru Hansens søn havde selv henvendt sig til, ikke amtsforstanderen, men direkte til Be­ cherer, og meddelt, at hans moder vidste besked om familien Finnemanns forhold, samt spurgt, om han skulle tilkalde hende fra Danmark. Da dette var sket, havde Becherer af egen lomme betalt hende 20 mark i rejsepenge af egen lomme (på dette sted tilføjer referatet »hør, hør!« fra højre). Det var såle­ des en aldeles tom sigtelse, der i Hanssens kredse var rejst mod en pålidelig og ordentlig embedsmand. Uden for referatet sagde ministeren, at Hanssen misbrugte sin urørlighed som landdagsmand, og hvis han vovede at gentage disse sigtelser mod en prøjsisk embedsmand uden for deputeretkammeret, skulle han, ministeren, nok tage affære. Hanssen svarede, at det havde han allerede gjort i »Sønderjydske Aarbøger«, og gav ministeren det relevante bind. Denne skrev hurtigt et par linier og gav dem til en embedsmand. En­ delig sagde ministeren, at den kongelige regering sandelig meget gerne ville løse optantbørnenes problem ved naturalisation, men at man ikke ville na­ turalisere kendte agitatorer eller dem, af hvem en sådan virksomhed måtte ventes. I landdagsmødet 16. februar havde Julius Nielsen fornøjelse af at fremdra­ ge en pinlig sag, hvor en amtsskriver, der arbejdede energisk for den tyske sag, havde stukket penge, 50 mark pr. gang, som optanter betalte samtidig med indgivelse af naturalisationsbegæringer, i egen lomme, altså simpelt un­ derslæb, hvilket amtsforstander Tiermann i Rødding og Becherer havde dys­ set ned. Da sagen begyndte at blive kendt, gav Tiermann synderen 40 mark i rejsepenge og indgav først derpå anmeldelse. Amtsskriveren anholdtes i Kø­ benhavn og udleveredes af det danske politi! Endvidere fremdrog han vidne­ forklaringerne i Iverssagen, jfr. næste afsnit. Han sluttede effektfuldt med at sige, at regeringen ved en stort anlagt og nobel politik ikke ville opnå, at »vi« blev tyskere, men ville vinde et bedre omdømme for det tyske navn (bifald fra socialdemokrater og polakker). En finanslovsdebat i rigsdagen brugtes traditionelt til fremdragelse af konkrete sager. Da det danske medlem Jessen under mødet 15. marts 1905 fik ordet til punktet rigskanslerens løn, gennemgik han i en stor tale Finne- mannsagen og begyndte på Timmermannsagen, da vicepræsidenten måske

272 ikke helt urimeligt betvivlede sammenhængen mellem rigskanslerens løn og disse »Smaaprocesser«. Jessen satte kårdestødet ind:

»Jeg er straks færdig med denne Sag; jeg har kun villet sige, hvilke Midler der ef­ ter mange Folks Tro bringes i Anvendelse. Jeg tror ogsaa, at jeg i dette høje Hus vil finde Enstemmighed for den Anskuelse, at det fra tysk Standpunkt vilde være meget beklageligt, hvis den Mening skulde blive udbredt og finde Tiltro i Befolk­ ningen, at 2.000 Mark er de preussiske Myndigheders Takst for Opkøb af falske Eder. (Meget godt! til venstre)«

Becherer contra Ivers og Hanssen

De danske medlemmer i rigsdag og landtag kunne regne med sympati og praktisk støtte fra elsassere, polakker, socialdemokraterne – som i lighed med grænselandsrepræsentanterne ansås for statsfjendtlige – samt det Ty­ ske Frisindede Parti, til tider også det katolske Zentrum. Der var derfor in­ tet mærkværdigt ved, at beretningen i Sønderjydske Aarbøger omgående omtaltes i det socialdemokratiske blad Scbleswig-Holsteiniscbe Volkszeitung i Kiel, redaktør Detlev Ivers (således Jacobsen, »Ivens« hos Japsen), som skarpt kritiserede optantmageriet og Becherers rolle. Becherer anlagde nu injuriesag både mod Ivers og H. P. Hanssen, men kun for omtalen af Finnemannsagen, medens han undlod at inddrage Timmer- mannsagen. Becherer var langtfra dum, og det var åbenbart, at en sag isoleret om troværdigheden af Bodil Hansen, som havde afgivet tre forskellige forkla­ ringer, meget vel måtte føre til, at Ivers og Hanssen i rettens øjne ikke havde ført sandhedsbevis for deres insinuation om, at Becherer havde medvirket til mened, hvorfor Ivers og Hanssen ville blive dømt for ærekrænkelse af en højtbetroet prøjsisk embedsmand; Bodil Hansen, det eneste vidne, var gam­ mel og forvirret, og rettens sprog, tysk, var ikke hendes modersmål, medens Becherer og Valentiner kunne belægge deres ord anderledes overbevisende. Timmermandsagen var langt farligere for Becherer på grund af Greisens fa­ ste og stadig fastholdte forklaring. Dels var der risiko for, at Greisen, støttet af de ved den afgørende samtale af 13. februar 1902 tilstedeværende Jacobsen og Lassen, ville frembringe det til frifindelse af Ivers/Hanssen fornødne sand­ hedsbevis i denne sag isoleret, dels kunne det befrygtes, at sagernes lighed – Becherer var den eneste, der havde været til stede ved begge lejligheder, og

273 beløbet 2.000 mark var det samme – ville føre til, at beskyldningerne i de to sager støttede hinanden, således at Timmermannsagen smittede af på Finne- mannsagen. Når Becherer nu begrænsede sit sagsanlæg til Finnemannsagen, var det omvendt modpartens åbenbare interesse at inddrage Timmermann­ sagen og afhøre vidnerne i denne sag. Det var ikke på forhånd oplagt, at dette stod de sagsøgte åbent. I kultusministerScavenius’ sag forhindrede retten, ef­ ter min opfattelse med føje, injurianten i at gå dybere ind i en generel mud­ derkastning om ministerens hele sædelige vandel og dømte ham skyldig, da han ikke kunne føre bevis for den konkrete enkelte handling, han oprinde­ lig havde beskyldt ministeren for, og som denne havde sagsøgt ham for. Om­ vendt kunne man sige, at Finnemann- og Timmermannsagerne lignede hin­ anden så meget, at det måtte være det rigtigste at tillade sagsøgte at inddrage den anden sag, hvilket også er min opfattelse. De to relevante domstole nåede til hvert sit resultat i denne processuelle strid, idet landsretten i Kiel tillod Ivers at føre fuldt bevis, medens landsretten i Flensborg nægtede Hanssen dette. Ivers’ sag kom først for (dom af 26. juli 1905). Som tidligere nævnt lyk­ kedes det at smugle Niels Finnemann ind i retssalen, hvor han kunne afgive forklaring, inden han anholdtes på ny og førtes tilbage over grænsen. Da han kun var tre måneder gammel ved den påståede option, var hans forklaring ikke meget værd, modsat hvis hans fader var bragt til stede, men en mand på 63 år er for gammel til at lege kispus med politiet. Afhøringerne om de 2.000 mark til skomager Greisen var mere spændende. Becherer forklarede, at han i 1902 var i Skærbæk hos Winter for at under­ søge sagen og fik den forbavsende meddelelse, at der skulle være lovet en mand 1.000 til 2.000 mark for at vidne mod Timmermann. Han gik selvfølgelig ikke ind på denne dumhed, men påtalte dog ikke forholdet. Jacobsen forklarede, at han opsøgtes af Lassen, der sagde, at han kom efter opfordring af Winter, og at det gjaldt om at få bevist, at Jacobsens dødsfjende Timmermann var optant; han, Jacobsen, skulle opfordre skomager Greisen til at vidne mod Timmermann og sige, at der om fornødent var 1.000 til 2.000 mark til rådighed. På hans spørgsmål om, hvor pengene kom fra, svarede Las­ sen »landråden«. Jacobsen havde svaret, at han ikke ville have noget med den sag at gøre, det var opfordring til mened, og han talte ikke med Greisen. Becherer forklarede yderligere, at det var blevet ham fortalt, at banken ville stille 2.000 mark til rådighed for at få Timmermann gjort til optant, for så ville den danske sparekasse ryge i luften, hvilket var til fordel for banken. Lassen forklarede, at Winter henvendte sig til ham og sagde: »Finnemann er udvist, Timmermann skal samme Vej. Jacobsen er Timmermanns største

274 Fjende, han maa ordne Sagen. Landraaden stiller 2.000 Mark til Raadighed.« Jacobsen ville ikke have med sagen at gøre, hvilket Lassen meddelte Winter, der svarede »Ganz egal, Greisen soll nur schwören!« Nu mødte Greisen og forklarede på ulasteligt tysk: »Amtstjeneren kom og hentede mig hen paa Amtsforstanderens Kontor, hvor ogsaa Landraaden var til Stede. Der blev sagt til mig, at jeg maatte vide Besked med Timmer- manns Forhold. Jeg svarede, at jeg ikke kunde huske Sagen, da det laa 30 Aar tilbage i Tiden. Saa gik det løs med Penge. Landraaden sagde, at jeg kunde faa Penge, hvis jeg vilde vidne.« Retsformanden til Greisen: »Er De sikker paa, at Landraaden var til Stede? – Hr. Landraad, vil De træde frem!« Retsfor­ manden opfordrede derpå Greisen til at se på landråden, før han svarede. Greisen kastede et blik på Becherer og fortsatte: »Ja, hvis De er Landraaden, saa var De ogsaa til Stede.« Han skulle vidne, at Timmermann havde taget ophold i Ribe; hvis han skyldte sparekassen penge, skulle man erstatte ham denne sum. Han skulle rejse til Danmark og søge oplysning hos en kone i Dianalund. Han tog af sted, men erfarede intet. »Jeg fik kun Rejsen betalt. Der var ellers givet mig Løfte om 2.000 Mark, hvis jeg kunde vidne saaledes, at man kunde faa den danske Konge ud af Landet, som de sagde.« Becherer anerkendte nu, at samtalen havde fundet sted, men ikke med disse ord. Selv havde han kun sagt, at Greisen skulle sige sandheden, også selvom sparekassen ville opsige hans lån. Han havde over for Winter, da denne havde fortalt om Jacobsens tilbud om at betale 2.000 mark for Grei- sens vidneudsagn, pålagt Winter ikke at give sig af med den slags sager. På forsvarerens spørgsmål, hvorfor han ikke havde draget Jacobsen og Lassen til ansvar for deres tilbud om penge til ulovlige formål, eller blot irettesat dem, svarede Becherer, at han ikke var deres foresatte, og at det ikke var hans hverv at irettesætte folk, hvad han ej heller havde tid til. Også retsfor­ manden undrede sig over, at Becherer ikke havde taget til genmæle over for Jacobsens uhørte tilbud (»unerhörte Zumutung«), I sin procedure eller »Plaidoyer« krævede statsadvokaten en følelig straf og foreslog 6 måneders fængsel. Ivers havde kritikløst videregivet, hvad Jes­ sen og Hanssen havde fundet på. Nok havde han bevist, at Bodil Hansen hav­ de sagt det hende tilskrevne, men ikke den underliggende kendsgerning. Det var uhørt at tro noget sådant om en prøjsisk embedsmand. »Aber der Wunsch ist hier der Vater des Gedankens.« Sådan noget passer danskerne og socialdemokraterne, men er jo i virkeligheden ikke muligt. Statsadvokaten tog lidt afstand fra den tyske side i striden. »Wie da oben in Nordschleswig gewühlt und intrigiert wird und zwar auf beiden Seiten, ist für andere Leute

275 kaum glaublich.« Om Greisen sagde han blot, at der aldrig havde været tale om andet end en flytning af hans gæld til en bedre kreditor. Dommen af 25. juli 1905, der afsagdes efter tre kvarters votering, fast­ slog, at Ivers ikke blot havde viderebragt de af andre (Bodil Hansen) udtal­ te stærkt fornærmende udtalelser mod en embedsmand, men havde ladet skinne igennem, at det også var hans egen opfattelse. Han havde ikke ført sandhedsbevis for denne beskyldning mod en embedsmand for en forbry­ delse, anstiftelse af mened, der var belagt med tugthusstraf. På den anden side kunne retten ikke fralægge tiltalte god tro, hvorfor straffen kun udmål­ tes til fængsel i 3 måneder, det halve af statsadvokatens påstand. Den fyldige gengivelse af forklaringerne i samtlige blade i Slesvig-Holsten, danske som tyske, den 26. juli 1905, var ubehagelig for Becherer, der straks indsendte en berigtigelse i henhold til presseloven, hvor han sagde, at refe­ ratet af hans forklaring, hvorefter tanken om, at banken ville være villig til at betale de 2.000 mark, var ukorrekt. Den rette sammenhæng var, at Winter på hans spørgsmål havde sagt, at Jacobsen og Lassen havde sagt til ham, at de var villige til at lade banken betale 2.000 mark, hvis Timmermand kunne blive udvist, idet sparekassen ville miste en væsentlig støtte, hvorefter ban­ ken hurtigt ville få sit udlæg tilbage. Jeg har svært ved at se, at dette dementi kunne hjælpe Becherer meget. Der opstod en uskøn aviskrig mellem Jacob­ sen, der til støtte for sin påstand om, at forslaget om de 2.000 mark hidrørte fra Winter, men ikke fra banken, påberåbte sig sin før citerede klageskrivel­ se af 12. juli 1903 til Becherer, og denne, der nægtede nogensinde at have modtaget denne skrivelse, hvorefter Jacobsen aftrykte brevet i pressen. Den ledende socialdemokratiske avis Vorwärts skrev, at hvis Becherer ikke anlag­ de injuriesag mod Jacobsen, måtte han have en meget dårlig samvittighed, og Dannevirke, som det ikke var lykkedes Jacobsen at erobre for tyskheden, tal­ te om den forfærdende demoralisering i Nordslesvig, som havde fundet sin uhyggelige personifikation i Winter, hvis to mest betegnende ytringer, dels om danskerne som landsforrædere, over for hvem alt var tilladt, dels »Ganz egal – Greisen muss schwören«, hudflettedes. Inden årets udgang samlede Ja­ cobsen avisartikler, herunder referater, domme, breve m.v. i pamflettenGe­ walt gebt vor Recht! Episoden aus der Nordmark. Herausgegeben von Arminius. Arminius er som bekendt den germanske frihedshelt mod romerne. Publika­ tionen var anonym, men alle vidste, at den hidrørte fra Jacobsen. Det må i det mindste have været en lettelse for Becherer m.fl., at den ikke indeholdt noget nyt, til gengæld har den været et nyttigt kildeskrift for senere forfattere og il­ lustrerer, hvad Dannevirke med føje kaldte den rådende demoralisering.

276 Becherer havde lettere spil i sin injuriesag mod H. P. Hanssen og redaktø­ ren for Sønderjydske Aarbøger Nikolaj Andersen, idet landsretten i Flensborg modsat landsretten i Kiel i Ivers’ sag nægtede tilladelse til at inddrage Timmer- mannsagen, men tværtimod udtalte, at alt om de politiske forhold ville blive udelukket fra sagen. Statsadvokaten kunne uimodsagt stemple Bodil Hansen som en uvederhæftig og utilregnelig person, hvis udsagn var betydningsløst - H. P. Hanssen kommenterer tørt, at retten desværre ikke drog konsekven­ sen heraf i Finnemanns sag. Dommen var dog ikke strengere end for Ivers, nemlig 3 måneders fængsel for Hanssen og 300 mark i bøde for Andersen. Dette var Hanssens eneste fængselsstraf modsat Jessen fra Flensborg Avis, som i successive domme afsonede i alt 41 måneder under meget hårde forhold, hvilket formentlig medførte hans alt for tidlige død. Han fortæller med godt humør om afsoningen i centralfængslet i Neumünster i Holsten. Han valgte at afsone straffen under landdagssamlingen i stedet for at ven­ te og søgte orlov fra landdagen med dette formål, men den hæderlige jun­ ker og højremand, som var landdagens præsident, og som fandt straffen for hård, nægtede at bevilge orlov, da afsoning ikke var en frivillig sag, hvorved han tvang den prøjsiske stat til at betale Hanssen mødediæter på 15 mark pr. dag i alle tre måneder. Pengene faldt på et tørt sted, idet Hanssen for at undgå kurvefletning eller andet fangearbejde lejede sin egen arbejdskraft af staten for 1,50 mark pr. dag, hvorefter han i løbet af de 3 måneder skrev en natio­ naløkonomisk afhandling om det nordslesvigske landbrugs prioritetsgæld til en senere årgang af Sønderjydske Aarbøger. Som politisk fange havde han til­ ladelse til at gå i eget tøj, hvilket medførte en komisk episode, da hans krave­ knap brast, og han søgte tilladelse til udlevering af den i hans fængselskuf- fert medbragte reserveknap – det lykkedes, fængslet var bureaukratisk, men ikke grusomt. Ved løsladelsen kunne han heldigvis redegøre for lovlig brug af alt det til brug ved arbejdet modtagne papir. Hanssen, som havde sine kongerigske meningsfæller i Venstre, modsat Jessen, var glad for, at de otte navne under hyldestadressen til ham efter løs­ ladelsen spændte fra højremanden Matzen til socialdemokraten P. Knudsen.

Optantkonventionen

I henhold til den danske klassiske Indfødsretsforordning af 1776 opnåedes indfødsret af alle, der fødtes på territoriet, den såkaldtejus soli, medens fødsel

277 uden for dette, selv af danske forældre, ikke hjemlede indfødsret, hvorimod den tilsvarende prøjsiske lovgivning anerkendte alle som prøjsiske statsbor­ gere, som havde prøjsiske forældre, d.v.s. faderens status til ægtebørn, mode­ rens til uægte børn,jus sanguinis. I Danmark indførtes afstamningskriteriet i 1898, svarende til ikke blot tysk ret, men generel civiliseret indfødsretslov- givning, men havde ikke tilbagevirkende kraft for de før denne lov fødte. Det betød ingen ting for de danske optanter, der ubestridt var danske undersåt­ ter, og for deres før optionen fødte og dermed af denne omfattede børn, men placerede derimod deres efter optionen fødte børn i et uhyggeligt vacuum, idet de efter dansk ret var prøjsiske undersåtter som fødte i Prøjsen, medens de efter prøjsisk ret var danske som værende børn af danske (optantbørn født efter 1898 var derimod danske efter både prøjsisk og dansk retsopfattel­ se). Hvis de udvistes af Prøjsen, og som vi har set, hang udvisning meget løst på træet, havde Danmark efter dansk retsopfattelse ingen pligt til at modtage dem. De var i virkeligheden statsløse. Fra dansk side pressedes på for at opnå en løsning, hvorved flest muligt og i det mindste optantbørnene anerkendtes som prøjsiske undersåtter, særlig af den nye danske udenrigsminister efter 1905, grev Frederik Raben-Levet- zau, som meget vel kan være udpeget på grund af sine personlige forbindel­ ser, idet han fra barndommen kendte den tyske rigskansler, fyrstBernhard von Biilow, hvis holstenske fader havde været dansk gesandt ved den tyske forbundsdag til 1862, ligesom hans svigermoder i andet ægteskab var gift med den danske gesandt i Berlin, Johan Hegermann-Lindencrone – vigtigere post fandtes ikke i den danske udenrigstjeneste. Wilmowski anbefalede en løsning, hvorefter Danmark anerkendte alle optantbørn som danske, hvor­ ved Prøjsen bevarede udvisningsvåbnet som pressionsmiddel. Omvendt øn­ skede det tyske udenrigsministerium og dermed rigskansleren, der havde hele sin uddannelse og tidligere karriere i diplomatiet, samt den store gene­ ralstabs chef Helmuth von Moltke – der ved en dramatisk massenaturalisering ville styrke den danske regeringsleder /. C.Christensen i dennes tyskvenli­ ge politik – og storadmiral von Tirpitz imødekommenhed over for Danmark. Denne fløj støttedes i denne periode af den labile kejser, som både i 1903 og 1905 besøgte den gamle kong Christian den Niende – efter det første møde skrev han, at han betragtede sig som »Søn af Huset«, hvilket medførte en dej­ lig tegning af Alfred Schmidt i Blæksprutten. Efter den gamle konges død af­ lagde Frederik den Ottende sit første officielle udlandsbesøg i Berlin, hvilket bemærkedes med velvilje, og et kejserligt genbesøg var fastsat til sommeren 1907. Der var modstand fra det prøjsiske indenrigsministerium og den loka­

278 le forvaltning i Sønderjylland; Becherer anordnede med dansk misstemning til følge et stort antal udvisninger umiddelbart inden kejserbesøget 1905, hvilket H. P. Hanssen, der i denne forbindelse karakteriserede Becherer som »en modig Mand«, anså som et forsøg på at spænde ben for udenrigsministe­ riets bestræbelser. Hanssen tilføjer, at denne episode snarere styrkede den tyske regerings beslutning om at bringe dette forhold i orden. I januar 1907 lykkedes det at afslutte optantkonventionen. Tyskland love­ de at naturalisere optantbørnene, og i den følgende tid naturaliseredes mere end 4.000 personer, hvilket dels betød sikkerhed mod udvisning og dels gav et velkomment tilskud til de danske foreninger og de danske stemmetal, da de naturaliserede ikke længere behøvede at dukke sig. De følgende valg, sær­ lig det flotte valg i 1912, viste, hvor meget der var vundet. Den danske mod­ ydelse, som i øvrigt gaves med tilslutning af de sønderjydske ledere, lå i kon­ ventionens præambel, hvor Danmark anerkendte de af Prøjsen og Østrig trufne aftaler om hertugdømmerne, d.v.s. at Danmark indirekte anerkendte ophævelsen af § 5 i 1878, selv om det ikke blev sagt med rene ord,expressis verbis. Endvidere lovede begge parter at gøre, hvad de kunne for at mindske uroen. Konventionen omfattede ikke de voksne optanter, hvis stilling var den samme som tidligere, og optantmageriet stod fortsat ved magt, men det vig­ tigste var vundet. En yderligere smuk symbolsk sejr blev vundet i sommeren 1907, da – efter en idé fra historikeren Aage Friis, der var en uofficiel mel­ lemmand mellem den danske regering og de sønderjydske ledere – grev Ra­ ben bad Hegermann-Lindencrone meddele det tyske udenrigsministerium, at det ville gøre et godt indtryk i Danmark inden kejserbesøget, hvis Finne- mannsagen blev løst. Udenrigsministeriet var velvilligt, og 2. juli 1907 op­ hævedes udvisningen af både fader og søn, der begge kort efter naturalisere­ des efter ansøgning. Christian Finnemann noterer, at han ikke havde set sin ejendom i 4 år 4 måneder. Konventionen var en stor menneskelig og praktisk succes, i virkeligheden også for Tyskland, idet det i længden var uholdbart at have en så stor andel fremmede undersåtter permanent inden for riget, men der var misstemnin­ ger på begge sider. I Danmark var der en kritik af både anerkendelsen af ophævelsen af § 5 - hvilket dog allerede var sket første gang i 1879, da Estrups regering nød­ tvungent måtte udtale, at Danmark ikke kunne stille krav støttet på § 5 – og af løftet om at dæmpe uro, hvilket man frygtede kunne give anledning til tysk pression mod Danmark. Men også i Sønderjylland var der kritik. Re­

279 daktør A. Svensson, Dybbøl-Posten, elev og åndelig arvtager af Jessen – om hvem han senere har skrevet en fortræffelig biografi i tre bind – skrev til en stærkt kritisk kongerigsk højremand med udtrykkelig tilladelse til at bruge brevet i polemisk øjemed, at Christian Finnemann angrede, at han efter flere timers ihærdig påvirkning fra Aage Friis og H. P. Hanssen havde taget imod ophævelsen af udvisningen som en nådegave i stedet for at kræve den som en ret. Uden forud at have talt med H. P. Hanssen skrev Finnemann herefter 2. september 1907 til denne: »Ovenstaaende Paastand [Svenssons brev], hver enkelt for sig og den hele Fremstilling, erklærer jeg herved for Usandhed og Opspind uden det allermindste Grundlag. Det er uværdigt og skammeligt, at en dansk Nordslesviger i sit Blad har antydet og privat fremsat saadanne Paastande, endog uden at have gjort det ringeste Forsøg paa først hos mig at forhøre sig om Sandheden.« Hanssen offentliggjorde straks brevet. Desvær­ re fastholdt Svensson sin hjemmelsmands troværdighed og dermed sin på­ stand, og striden fik uheldige bivirkninger for forholdet mellem Hanssen og den mere kompromisfjendlige sønderjydske fløj. Jeg er ikke i tvivl om, at det rigtigste var at tilstræbe en løsning ad be- villingsvejen af den uhjælpeligt forviklede Finnemannske sag. En ny retssag kunne meget vel være faldet ud til opretholdelse af udvisningen, også efter de mellemliggende injuriesager, så det var fornuftigt at hugge knuden over ved hjælp af konge- og kejserbesøg. Hanssen havde ret i, at det var en tungt vejende kendsgerning, at Finnemann nu kunne sidde trygt på sin fødegård og endog indtræde i vælgerforeningens tilsynsråd – nu var han jo ikke op­ tant længere, hvis han nogensinde havde været det. Med også på tysk side var der kritiske røster, der mente, at Tyskland havde gjort et stort offer og fået for lidt igen. Den mest celebre kritiker var kejser­ inde Auguste Viktoria, datter af den uheldige augustenborgske prætendent Friedrich »der Achte« fra 1863-64, som i forbindelse med kejserbesøget skrev følgende til den medfølgende repræsentant for udenrigsministeriet, diplo­ maten von Jenisch, en fætter af rigskansleren:

Jeger gaaet til Danmark som Kejserinde og som min Mands Hustru, har naturlig­ vis ogsaa været høflig og venlig, da Rejsen krævede det af mig. Det er første Gang, jeg som Datter af Nordmarken har maattet gøre dette. Hvor er Takken? Nytten? De ved, at jeg ikke gerne blander mig i Politik, men nogen Lokalpatriotisme har man dog. Slesvig-Holstens Kampe imod Danmark har været knyttet nøje sammen med min egen Familie, min egen Fader har været disse Kampes Offer. Derfor vil De kunne forstaa, at det skærer mig i Hjertet, naar Tyskheden i Nordslesvig lider

280 under en for slap Imødekommenhed overfor Danmark. Danskerne har altid været glatte, men falske. [...dass es auch mir ins Herz schneidet, wenn das Deutschtum in Nordschleswig durch zu larges Entgegenkommen für Dänemark froissiert wird. Die Dänen sind stets glatt gewesen, aber falsch.]

Kejserinden var en ægte Augustenborger i sit uforsonlige had mod Dan­ mark. Brevet kunne naturligvis først offentliggøres efter Verdenskrigen, nemlig 1930 i von Billows posthume memoirer. Tanken om, at prins Henrik i forbindelse med et statsbesøg skulle skrive hadske breve mod værtslandet til den medfølgende diplomat, er vanvittig, men for hundrede år siden kunne monarkens ægtefælle tillade sig en ganske anderledes åbenmundethed.

Hvordan det siden gik

Det viste sig hurtigt, at Optantkonventionen ikke havde medført en varig for­ bedring af forholdene i Sønderjylland. Forventningerne havde vel været for store på begge sider. De danske nord og syd for grænsen havde håbet på en generelt mildere kurs også fra de lokale myndigheder. Den nye overpræsident, den holsten­ ske godsejer Detlev von Biilow, også han fætter til rigskansleren, udnævnt i 1907 med den udtrykkelige opgave at gennemføre en sådan mod de danske sønderjyder, var ubetænksom nok til at udbasunere denne holdning ved et møde i det stærkt tysksindede landbrugskammer, hvilket medførte omgå­ ende kraftige protester, som fik ham til at slå bak. Da rigskansler von Biilow i 1909 afløstes af Theobald, von Betbmann-Hollweg, der som tidligere prøjsisk indenrigsminister medbragte dette ministeriums restriktive holdninger over for sønderjyderne, blev Detlev von Bülows styre snart præget af hårdhed, bl.a. over for de såkaldte »hjemløse«, personer, som hverken var danske eller tyske statsborgere og ikke var naturaliserede, og som straffedes blot for ind­ gåelse af ægteskab! Udvisningspolitikken fortsatte, om end ikke over for fast­ boende, så dog over for tilrejsende fra kongeriget, særlig mere prominente. Allerede 1907 slog Bethmann-Hollweg fast, at man aldrig ville tillade offent­ lig optræden fra kongeriget, ikke engang af upolitisk art. Den store Wagner- sanger Peter Cornelius, som havde sunget Siegmunds parti i Bayreuth, måtte ikke synge ved en kirkekoncert i Haderslev, og to danske sangerinder, der havde givet en koncert for et privat selskab, afhentedes af en gendarm og

281 førtes direkte til banegården uden så meget som at måtte klæde sig om. Nær­ mest grotesk, den verdensberømte polarforsker Roald Amundsen fik i 1913 forbud mod at holde foredrag i Flensborg på norsk, hvilket forbud dog atter annulleredes efter voldsom kritik i den tyske presse og i rigsdagen. Det var symptomatisk, at medens festlighederne i 1889 ved 25 årsjubilæet for kri­ gen 1864 havde været afdæmpede, fejredes 50 års jubilæet i 1914 anderledes brovtende. Men også tyskerne var skuffede. Nok var den danske officielle politik for- sonlig-forsigtig – det mest opsigtsvækkende udslag var vel den anonyme, næsten officiøse artikel af den fremtrædende embedsmand og historiker Marcus Rubin under mærket »ein Dåne« i Preussische Jahrbücher 1911, hvor han samtidig med, at han opfordrede Tyskland til en mere moderat politik i grænselandet, sagde, at »kun Taaber og Folk uden Indflydelse« tænkte på en genoplivelse af § 5 – men indenrigspolitiske grunde gjorde det umuligt for regeringen at skride ind imod de sønderjydske foreninger eller blot at for­ byde embedsmænd at være medlemmer af den, hvis man da overhovedet ønskede at føre en sådan politik. Der var stadige tyske protester, f.eks. »skole- bogssagen« fra 1913, ja den tyske gesandt gik i 1910 så vidt, at han proteste­ rede mod Kongens rejse til Sydjylland i nærheden af de »national gefährdete« dele af Nordslesvig. Den ustadige kejsers tidligere venlige stemning over for Danmark havde i 1909 ifølge Aage Friis vendt sig til kølighed og til dels bit­ terhed over for Danmark og specielt Kongen, fremkaldt af kejserens skuf­ felse over manglende dansk hjertelighed. I virkeligheden var Tysklands herredømme over Nordslesvig altid en klods om benet for det dansk-tyske forhold, rigtig populære kunne tysker­ ne aldrig blive. Ingen har vel udtrykt det bedre end Georg Brandes:«... i det Punkt [deres skuffelse over ikke at være de populæreste fremmede i Dan­ mark] er Tyskerne forunderlige. Først har de med Krudt og Kugler erobret to Femtedele af Riget, tilintetgjort dets Stilling som europæisk Stat, kastet det blødende af tusinde Saar tilbage i politisk Betydningsløshed, skilt Stamme­ frænder ad og med Opbud af ikke ringe Opfindsomhed og smaalig Plage- aand ærgret og pint de modvilligt Indlemmede – og saa vil de oven i Købet elskes.« Det franske slagord om Alsace-Lorraine»N’en parlez jamais, pensez-y toujours« (tal aldrig om det, tænk altid på det), kunne også anføres om det of­ ficielle Danmarks holdning til Sønderjylland. Becherer, ved siden af Koller den værste prøjsiske embedsmand i Sønder­ jylland, var for kompromitteret til at forblive i Haderslev, men faldt dog »die Treppe hinauf«, da han i 1908 blev politipræsident i en større forstad til Ber-

282 lin. H. P. Hanssen giver et sidste glimt af ham, da han efter det wilhelminske riges ikke ufortjente sammenbrud pligtskyldigt indfandt sig hos den nye so­ cialdemokratiske indenrigsminister i Prøjsen dr. Breitscbeid. »De har før væ­ ret Landraad i Haderslev, Hr. Politipræsident.« »Javel, Excellence, det forbav­ ser mig unægtelig, at De er saa vel underrettet om min Fortid!« »Min Ven Hanssen har fortalt mig om Deres Virksomhed i Nordslesvig.« »Ach so!«, og dermed var audiensen forbi. Hanssen nævner dog ikke, at den nye minister skulle have fjernet Becherer. Weimarrepublikken ville have haft bedre livs­ kraft, hvis man i tide havde udskiftet de mest autoritære embedsmænd, her­ under dommere, fra kejsertiden.Palle Lauring mener, at kampen om Sønder­ jylland blev tabt af de små tjenstivrige tyske embedsmænd i underordnede stillinger og af enkelte i overordnede, der aldrig burde være avanceret til at have ansvar for noget som helst eller myndighed over mennesker; beskrivel­ sen er præcis, men jeg tror ikke, at et fornuftigt og liberalt régime efter 1864 havde gjort sønderjyderne til tyskere, derimod ville uviljen have været min­ dre og den senere forsoning hurtigere. Jacobsen blev 1907 evangelisk præst i den lille by Arco i østrigsk Sydtirol nær Gardasøen. Da Italien i 1915 angreb Tysklands allierede Østrig, måtte han flygte til Tyskland og mistede alle sine ejendele. To af hans sønner faldt i krigen. Hos den kendte præst Bodelscbwingb, der havde givet ham husly, døde han 19. februar 1919; han oplevede således rigets sammenbrud, men ikke Genforeningen. Eftertiden har delvis om ikke renset, så dog undskyldt ham. En artikel af Hans Scbmidt-Gorsblock i Deutscher Volkskalender Nord­ schleswig (1971) nævner hans »schillernde Persönlichkeit« og »eindrucksvol­ le Wikingergestalt« og kalder ham »phantasiebegabt wie ein Märchenerzäh­ ler«. Japsen giver de prøjsiske regeringsembedsmænd, der brugte Jacobsen, hovedskylden for både hans storhed og hans fald. Kejserinden døde 1921 i landflygtighed og kom således til at opleve Gen­ foreningen og det nærmest tvungne salg (for anden gang) af de Augusten­ borgske slotte i Sønderjylland til den danske stat. Optantkonventionens arkitekt grev Raben gennemtvang ved sin demis­ sion i 1908 efter Albertiskandalen – direkte til Kongen, ikke via konseilspræ- sidenten – hele regeringens afgang. Grænsen for, hvad den ærekære aristo­ krat ville medvirke til, var for længst overskredet. Han levede til 1933 og fik høje hofstillinger, men deltog aldrig mere i politik. Peter Timmermann blev en forsigtig mand efter overfaldet i 1902, hans helbred var heller ikke det bedste, og førerskabet i den lokale danskhed gik efterhånden over på andre hænder. Han var kasserer i sparekassen til sin død

283 i 19 11.1 Haabets Mænd fortæller forordet, at da de franske soldater rykkede ind i en lille by, efter at Alsace-Lorraine i 1919 atter var blevet fransk, udeblev den gamle hornblæser, der havde været med i 1870, fra festligheden, han var nemlig gået ud på kirkegården for at spille alle de nationale melodier ud over gravene, så de døde kunne vide, at de nu hvilede i fransk jord. Sparekassen levede i bedste velgående i mange år, indtil den i slutningen af århundredet fusioneredes ind i Den Danske Bank. Christian Finnemann afstod 1908 sin gård til den yngre generation og flyttede til Christiansfeld. Mere robust end Timmermann levede han til 1929.1 december 1920 dekoreredes han fortjent med ridderkorset af Dan­ nebrog. Nicolai Svendsen, som med interviewet med Jacobsen i Heimdal havde udløst den indædte strid i den tyske lejr, var i genforeningsdagene borgme­ ster og politimester i Haderslev, men slog herefter ind på en helt ny karriere og blev en succesrig amtsskolekonsulent i Tønder amt, hvor han bidrog me­ get til den også for det tyske mindretal frisindede skoleordning efter Genfor­ eningen. Han levede helt til 1966; hans trebinds erindringsværk er et værdi­ fuldt kildeskrift. H. P. Hanssen kom til at spille en afgørende rolle for Genforeningen. Det er ikke her stedet til at tage parti i striden mellem ham og Flensborgfolkene i 1918-20. Han bevarede sin overvældende indflydelse i Sønderjylland til sin død i 1936. Hans store firebinds erindringsværk er et af vigtigste kildeskrif­ ter om den anden halvdel af fremmedherredømmets tid. Vesterhavsbadet Lakolk gennemgik adskillige konkurser og tvangsauk­ tioner, men fik også flere saltvandsindsprøjtninger og kapitalindskud, måske for at hindre, at det faldt i danske hænder. Belægningen var til stadighed dår­ lig. 1920 købtes det af en svensk ritmester, der bortsolgte blokhusene til lo­ kale købere. Også Jacobsens Kreditbank levede et stormfuldt liv, hvor den mest bizar­ re oplevelse må være den afskedigede andendirektør Paaks flugt i 1905 fra Skærbæk iført kvindeklæder medtagende 8.500 mark af bankens kasse og efterladende – således rygtevis antaget – en skriftlig trussel om afsløringer­ ne, hvis man fandt ham. Han blev aldrig fundet. Banken fik stadig nye stats­ tilskud. I 1902 modtog den fra »Preussenkasse« et lån på 650.000 mark og i årene 1904-12 i alt 420.000 marts i statstilskud og 900.000 mark i statskre- dit. 1914, da man vedtog likvidation, var statens udgifter til gavn for banken vokset til ca. 2 1/2 mill. mark. A f det seneste statstilskud på 500.000 mark re­ sterede i 1920 det halve, der nu medgik til diverse nationalpolitiske formål.

284 Den sangvinske ridder af den Røde Ørns orden (af 4. klasse) havde været Tyskland og tyskheden et dyrt bekendtskab.

Litteratur

Berlin, Knud: De af Wienfredens Artikel XIX omfattede Personers og deres Afkoms Retsstilling. I Jessen, Franz v.: Haandbog i det slesvigske Spørgsmaals Historie 1900-1937. Første Bind 1900- 1918, p. 3 ff. 1938.

Bismarck, Otto Fürst von: Gedanken und Erinnerungen. Erster Band. 1898.

Brandes, Georg: Danskheden i Sønderjylland. 1899.

Samme: Hr. v. Koller og Fyrst Imeritinski. 1900.

Biilow, Bernhard Fürst von: Denkwürdigkeiten. Zweiter Band. 1930.

Christiansen, W.: Vesterhavsbadet Lakolk. Sønderjysk månedsskrift i960, p. 145 ff.

Dansk Biografisk Leksikon, 3., 4., 7., 8., 11. og 14. bind. Biografier af Detlev von Biilow, Finne- mann, Jacobsen, Koller, Raben-Levetzau og Svensson. 1979-83.

Due-Nielsen, Carsten: 18 6 4-19 14.1 Carsten Due-Nielsen m.fl. (red.): i Fra helstat til nationalstat 1814- 1914. Dansk Udenrigspolitiks Historie 3.

Dybdahl,Vagn: De nye klasser 1870 -1913. Bind 12 afPolitikens Danmarkshistorie. 1965.

Engelstoft, Poul: Mellem Systemskiftet og Verdenskrigen. I Det danske Folks Historie VIII Bind, p. 195 ff-1929-

Fink, Troels: Der dänische Nordschleswiger, der preussische Landrat, der deutsche Richter. I Flensburger Tage 1954, Ansprachen und Vorträge.

Finnemann, Christian: Levnedsberetning i Ordenskapitlet efter udnævnelse til ridder af Danne­ brog 30. december 1920.

Flanssen, H. P: Oversigt over den almindelige Landsforvaltning og den kommunale Forvaltning i Slesvig. I Franz v. Jessen (red.): Haandbog i det nordslesvigske Spørgsmaals Historie. 1901.

Samme: Köllerpolitiken. Fra Kampaarene. Afhandlinger og Foredrag I, p. 92 ff. 1928. Oprindelig i Sønderjydske Aarbøger 1903,1904,1905,1907.

Samme: Modstridende Strømninger. Fra Kampaarene. Afhandlinger og Foredrag II, p. 172 ff. 1929. Oprindelig 1910.

Samme: Selvforsvar. Ibidem, p. 184 ff. Oprindelig 1910.

Samme: Sunde Samfundsforhold – Utaaleligt Landraadsregimente. Ibidem, p 194 ff. Oprindelig 19 11.

Samme: Sønderjyderne under Fremmedherredømmet. I Det danske Folks Historie VII bind, p. 247 ff. 1926-1927.

285 Samme: Et Tilbageblik I-IV. 1928-1934.

Howaldt, Gabriele: Bildteppiche der Stilbewegung. Kunst in Hessen und am Mittelrhein. 1964.

Jacobsen, Johannes (»Arminius«): Gewalt geht vor Recht. Episoden aus der Nordmark. 1905.

Samme: Zwischen zwei Meeren I-II. 1907.

Japsen, G.: Pastor Jacobsen fra Skærbæk og hans foretagender. 1980.

Jessen, Franz v.: Haandbog i det slesvigske Spørgsmaals Historie 1900-1937. Første Bind 1900- 1918 (bl.a. Forhandlingerne i den tyske Rigsdag og i den preussiske Landdags Andetkammer). 1938.

Jørgensen, Poul Jobs.: Henning Matzen. UfR 19 10 B p. 161 f.

Jørgensen, Troels G.: Tre professorer Goos – Nellemann – Matzen. 1958.

Kamphøvener, Morten: Finnemann. Grænsevagten XI, 1929, p. 354 ff.

Samme: Anmeldelse af Nicolai Svendsen: Sønderjydsk Skæbne II. Bind. Sønderjydske årbøger 1954, p. 278 ff.

Krieger, Folkert: Deutsch-Dänische Beziehungen 1901-1914.1974 (disp.).

Lauring, Palle: Sønderjylland. 1959.

Lund, Hans: Den politiske og nationale Udvikling 1864-1920. 1Sønderjyllands Historie fremstil­ let for det danske Folk V Bind. 1932-1933.

Mackeprang, M.: Nordslesvig 1864-1909. 1910.

Samme: Pastor Jacobsen i Skærbæk og de kirkelige Myndigheder. Sønderjydske årbøger 1954, p. 175 ff.

Matzen, Henning (»***«): Danske Undersaatters traktatmæssige Retsstilling i Sønderjylland. I Franz v. Jessen (red.): Haandbog i det nordslesvigske Spørgsmaals Historie. 1901.

Samme: La question des optants slesvicois. L’Art. XIX du traité de paix du 30 octobre 1864.1 Franz v. Jessen (red.): Manuel historique de la question du Slesvig, p. 187 ff., 1906 (lettere revideret ud­ gave af Die Nordschleswigsche Optantenfrage, 1904).

Munch, P.: Det danske Folk og Udlandet 18 64-1901. 1Det danske Folks Historie VII Bind, p. 179 ff. 1926-1927.

Scbmidt-Gorsblock: Lakolk. Aus dem Anfängen des Nordseebades. Deutscher Volkskalender Nordschleswig 1971, p. 37 ff.

Svendsen, Nicolai: Spare- og Laanekassen for Skærbæk og Omegn gennem 90 Aar. 1950.

Samme: Sønderjydsk Skæbne. Et Levnedsløb. II. Bind. 1953.

Thomsen, H. Lausten og Nicolai Svendsen: Haabets Mænd. 1923.

Thorsen, Svend: De danske Ministerier 1901-1929. 1972.

Tomasson, Tbordur: Biografi af Christian Johannes Jacobsen. I Franz v. Jessen (red.): Haandbog i det nordslesvigske Spørgsmaals Historie. 1901.

286 En dansk Titanickatastrofe

»Hen imod 50 danske Mil vest for Skotland kom vi tæt forbi en enlig 70 Fod høj Klippeblok, Rockall kaldet. Den er en Skræk for de Søfarende, og mangt et Øje er her blevet lukket, naar Skibet stødte mod Klippen eller mod de Grunde, der om­ giver den, og af hvilke den selv er den synlige Top. Vi kunde uden Rædsel vide os i Nærheden af Rockall, thi vi passerede den i klart Solskinsvejr. Der laa den, som vilde den sige: Jeg viger ikke for nogen!« Chr. Balling: En Sommer i Amerika, 1902 (om tilbagerejsen med Norge).

Klippen Rockall ca. 350 km vest for Hebriderne dukker en sjælden gang op i avisernes overskrifter i anledning af grænsedragningen på kontinentalsok­ len mellem Danmark (Færøerne) og Storbritannien – kan Storbritannien, hvem klippen har tilhørt siden i860, kræve linieføring med udgangspunkt i denne? I de store Atlanterhavsdamperes tid var klippen, som var beliggen­ de ved sejlruten nord om Skotland, og de omkringliggende skær anderle­ des kendt og frygtet, særlig efter den 28. juni 1904, hvor området blev skue­ plads for den største katastrofe, der har ramt et dansk passagerskib, da emi­ grantskibet Norge efter påsejling af et undersøisk rev sank med 796 menne­ sker ombord, 727 passagerer og 69 besætningsmedlemmer, hvoraf kun 143 passagerer og 24 af besætningen reddedes, medens 584 passagerer og 45 af besætningen, i alt 629 personer, druknede. At katastrofen nu kun huskes af et fåtal, medens Titanic, det store passagerskib, som sank på sin jomfrurejse i 1912 fra Southampton til New York med ca. 2.200 mennesker om bord, hvoraf kun en tredjedel reddedes, er blevet symbol på en generations over­ mod og undergang, skyldes ikke kun det mere end dobbelt så store tab af menneskeliv, men vel især, at Titanic var beregnet til luksusbetonet passager­ fart og havde mange kendte mennesker ombord – en Astor druknede, da det ubønhørlige bud »kvinder og børn først« forbød ham at følge sin frugtsom­

287 melige hustru i redningsbåden – medens Norge medførte fattige og ukendte emigranter, hovedsagelig russiske jøder og nordmænd samt et mindre an­ tal danske og svenske. I 1997 indspilledes en film om Titanic, som vandt 11 Oscarstatuetter, medens ingen har følt sig fristet til at filmatisere tragedien om Norge, uagtet også denne indeholder gribende historier og elementært dramatiske enkeltheder kulminerende med, at kaptajnen, der efter den æld­ gamle æreskodex gik ned med sit skib, alligevel reddedes og senere måtte stå til doms for sit medansvar for forliset. Medens allerede sagens menneskelige indhold rigeligt retfærdiggør dens plads i en samling historiske retssager, in­ deholder den også elementer, der giver juristen noget at tænke over, særlig dens noget uventede udgang.

Thingvalla og DFDS

Nogle rederier har forpagtet alt heldet, medens andre forfølges af uheld, det er lige til at blive overtroisk af. Blandt de heldige er det berømteste rederi i At- lanterhavsfartens historie, det stadig bestående engelske Cunard, som i mere end hundrede år ikke har mistet en eneste passager i fredstid på grund af forlis. Blandt de uheldige er det danske Thingvalla, opkaldt efter det sagnom­ spundne mødested for det islandske Alting og grundlagt 1880 som det første skandinaviske rederi på den, som man håbede, profitable Atlanterhavsrute. Kun i få år, når emigrantstrømmen fra de nordiske lande til U.S.A. var særlig stor, udbetaltes udbytte til aktionærerne. Dette skyldtes ikke blot den vold­ somme konkurrence på ruten – det synes, at jo mindre trafik der var at deles om, des flere rederier forsøgte at komme ind i den – men også, at selskabet i enestående grad forfulgtes af ulykker. Allerede i 1883 forliste Hekla, og i 1888 påsejlede Thingvalla på vej til New York i morgentågen samme rederis Geiser, der var for hjemgående, med det katastrofale resultat, at Geiser i løbet af få minutter gik til bunds, hvorved 70 passagerer og 30 besætningsmed­ lemmer, der havde ligget i deres køjer og aldrig nåede op på dækket, inden skibet sank, druknede, medens 14 passagerer og 17 af besætningen redde­ des over på Thingvalla, der holdt sig flydende. Et andet skib købtes til erstat­ ning og fik navnet Danmark, men allerede i 1889 brækkede det skrueakslen, og vandet strømmede ind; heldigvis sank skibet meget langsomt, og et andet skib dukkede op næste formiddag og reddede alle mere end 800 personer ombord på én mand nær. 11890 grundstødte Norge, erhvervet 1889, i Kristi-

288 aniafjorden med lods ombord og kolliderede samme år i indsejlingen til New York med en muddermaskine; i 1898 påsejlede det en fransk fiskerskonnert på fiskerbankerne ved New Foundland, og fjorten mand (af 25) druknede. Rederiet havde da givet op. I 1897, hvor aktierne var faldet fra 90 til 50, henvendte den fungerende bestyrelsesformand, kommandør Edouard Suen­ son (1842-1921) – søn af sejrherren fra Helgoland af samme navn og i mange år direktør og senere bestyrelsesformand for Det Store Nordiske Telegraf- Selskab, for hvilket han havde organiseret udlægningen af kabler ved Øst­ asiens kyster, hans største bedrift – sig til det da førende danske rederi DFDS og tilbød selskabet for 21/2 mill. kr. DFDS’ bestyrelsesformand var min slægtning, kontreadmiral Carl Adolph Garde, hvem vi har mødt i den tidligere bog som kæk kadet i træfningen ved Eckernførde, og som efterfulgte selska­ bets berømte stifter C. F.Tietgen. DFDS’ direktør var siden 1896 Jacob Brandt (1856-1912), »Russer-Brandt« kaldet efter hans mangeårige ophold i czarriget, senest i den for DFDS vigtige havneby Libau (i det nuværende Letland), hvor han også var dansk konsul. Schovelin skrev 1906 henført, at han følte sig som en »Korsridder, en kirkeviet Stridsmand, en Høvding, der førte Dannebrog til Sejr«, men også om hans frejdige og nøgterne realisme,»more matter with less art«. Betegnende for den »jernhaarde Disciplin«, som avisen Hovedstaden ro­ ste ham for, var, at han indrettede sit eget kontor bag glasvægge, så han kun­ ne se, om der blev bestilt noget udenfor i det store lokale. I sin polemik mod selskabet efter tragedien i 1904 kaldte Sociai-Demokraten ham »Knutsvinge­ ren«. 1902 nedkæmpede han strejker både hos søfyrbøderne og sømændene. Afholdt blev han aldrig, ej heller i bestyrelsen, og at Garde og endnu et med­ lem trak sig tilbage i 1902, skyldes nok det dårlige forhold til Brandt, men han nåede store resultater, særlig på Amerikafartens vigtige område. Den nye for­ mand var universitetets professor i strafferet Carl Torp (1855-1929), i bestyrel­ sen fra 1886, da det juridiske medlem siden grundlæggelsen i 1866, den højt respekterede overretsprokurator Joseph Levin Simonsen (1814-86, ikke sam­ me slægt som overrabbiner David Simonsen, jfr. Salomonsagen), døde. Gardes og Torps formandsposter viste, at der da ikke var betænkelighed ved højtstå­ ende embedsmænds deltagelse i erhvervslivet på højt plan. Som ung måtte Torp på grund af en øjenskade opgive en drøm om at blive søofficer, men be­ styrelsesposten i det store rederi gav god kompensation herfor. I første omgang blev købet ikke til noget, da DFDS kun ville give Thingval- las fire skibes vurderingspris 962.000 kr. plus 200.000 kr. for good-will, men året efter enedes man om 1,7 mill. kr. Thingvalla ophørte, og DFDS’Skandi- navien-Amerika Linien opstod. Tre store passagerskibe, nemligOscar II – efter

289 at den svensk-norske konge havde givet sin tilladelse til navngivningen – Hel­ lig Olav og United States, alle ca. 10.000 bruttoregistertons, anskaffedes, og af de gamle Thingvallaskibe bibeholdtes Norge (3.359 brt),Island (2.844 brt) og et nyt Hekla (3.258 brt) på ruten. Disse erhvervelser var langtfra de eneste i DFDS i disse ekspansionsår, og det var intet under, at selskabets aktiekapital successivt måtte udvides fra 8 til 18 mill. kr., og at direktørerne for dets bank­ forbindelser I. Larsen, Privatbanken, og Isaac Glückstadt, Landmandsbanken - senere dennes søn, den herostratisk berømte Emil Glückstadt – i 1902 ind­ tog de to ledige bestyrelsespladser. Endvidere indtrådte admiral – i den sia­ mesiske marine, ikke den danske – Andreas de Richelieu. I Thingvallas dage udgik ruten fra Stettin og Swinemünde, praktisk nok, da en stor del af passagererne var fattige russiske jøder, der således undgik at skulle skifte skib, men fra 1900 omlagdes ruten, som nu udgik fra Køben­ havn, medens føderuter besørgede transporten fra Østersøhavnene til Kø­ benhavn. På vej til New York lagde alle skibe til i Kristiania og Kristianssand, hvor særlig de mange norske emigranter kom om bord – som vist af Kri­ stian Hvidt var den oversøiske udvandring fra Norge mere end dobbelt så stor som fra Danmark (fra Sverige lidt større end fra Danmark, men mindre end Norge). Efter et par store år, prægede af, at den spansk-amerikanske krig i 1898 og Boerkrigen skabte behov for international tonnage, men også af, at indsæt­ telsen af nye skibe på ruten gjorde det nødvendigt at udnytte disses betydeli­ ge lasteevne, fulgte magre år, kulminerende med, at selskabet i 1904 inddro­ ges i en ubehagelig takstkrig på Atlanterhavet mellem den amerikanskdo- minerede Morgan-trust og Cunard, hvor også de neutrale led under de sto­ re, midlertidige takstnedsættelser, hvormed de kæmpende forsøgte at skade hinanden. Der var sågar følere fra den russiske regering til DFDS om køb af de tre store nye skibe, men da dette ville medføre rutens nedlæggelse, kunne bestyrelsen ikke enes herom, og man manøvrerede udenom ved at kræve en urealistisk høj pris for skibene. Midt i disse kalamiteter kom katastrofen, Norges forlis.

»NORGE«s sidste rejse

22. juni 1904 forlod Norge København. Kaptajnen var den velanskrevne og afholdte Valdemar Johannes Gundel, 40 år gammel, skibets fører siden 1901,

290 indehaver af en russisk redningsmedaille, overrakt ham af czar Alexander selv, førstestyrmandJulius Gilbe, andenstyrmand Olaf Christian Otte og tred- jestyrmand Anker Ankersen. Den lovbefalede årlige synsforretning var foretaget 26. februar 1904. Alle spørgsmål i den udførlige rapport var besvarede tilfredsstillende, bortset fra småfejl ved enkelte redningskranse og utilstrækkelig bæreevne ved enkel­ te redningsbælter, men det afgørende spørgsmål, om skibet i sin helhed var indrettet og udstyret i overensstemmelse med lov nr. 16 af 13. februar 1903 om tilsyn med dampskibe og de sig dertil sluttende bekendtgørelser, således at det kunne fortsætte sin fart, besvaredes med ja. 8 redningsbåde med i alt 251 pladser og et rumindhold på 2.538 kubikfod var omhyggeligt beskrevet. Desuden omtaltes andre redningsmidler, herunder 500 redningsbælter og sluttelig »Løse Bænke, Flager, Luger og deslige«, som fandtes tilstrækkelige til at opfylde lovens krav – læseren spørger sig selv, om lovens vise fædre virke­ lig har regnet med, at en nødstedt efter et forlis skulle kunne holde sig flyden­ de i længere tid på en bænk eller luge. Derimod omtaltes ikke under bådenes udstyr tilstedeværelse af fødevarer og kompas, hvilket senere gav anledning til kritik. Antallet af personer oplystes som 800 emigranter og en besætning på 61 mand, d.v.s. at redningsbådene havde plads til under en tredjedel af det størst tilladte persontal. Der var intet at bebrejde tilsynsmyndigheden, idet Norge opfyldte kravene i § 8 i bekendtgørelse nr. 156 af 5. oktober 1903 om tilsyn med dampskibe, hvorefter bl.a. et tilladt persontal på 800-1.000 og en tonnage på 2.400-3.000 krævede mindst 8 både med samlet rumind­ hold 2.000-2.500 kubikfod, medens persontal 1.000-1.300 og tonnage 3.000- 4.000 fortsat krævede 8 både, men rumindhold 2.500-3.000 kubikfod. Både­ nes antal og rumindhold skulle ifølge loven fastsættes »under Hensyn til Ski­ bets og Besætningens Størrelse og det største tilladte Passagerantal«, men der krævedes ikke plads til alle, og brutalt sagt var lovgiver klar over, at ved total­ forlis, hvor der ikke var omgående hjælp i umiddelbar nærhed, ville højst en tredjedel af de ombordværende kunne reddes i bådene. Dette var ikke blot tilfældet for den danske linie. I et fjernsynsdrama om bygningen af Titanic siges som en ubestridt kendsgerning, at rederiet nedskår antallet af rednings­ både for at give passagerne på første klasse mere plads på promenadedækket, og at skibets chefkonstruktør tog sin afsked som protest herimod. Under den senere erstatningssag oplystes, at der havde foreligget en plan, som ville have skabt mere end 900 ekstra pladser i bådene. De engelske regler var ikke revi­ deret siden 1894. På afrejsedagen foretoges synsforretning og udfærdigedes synsbevis,

291 hvori nævntes 8 både, hvoraf 4 redningsbåde, samt en redningsflåde, 8 red­ ningsbøjer og 750 redningsbælter. Under synsforretningen var bådene op­ hængte i davider og blev svunget ud fra disse, ligesom en blev sat i vandet og roet rundt. Højeste tilladte passagertal var 16 i kahytten og 675 på mel­ lemdækket. Børn under 12 år talte halvt med, børn under 1 år slet ikke. Ifølge dommen var der på ulykkestidspunktet 727 passagerer, hvoraf 223 børn un­ der 12 år, af disse 23 under 1 år. 405 kom om bord i København, 232 i Kristia­ nia og 90 i Kristianssand. 72 var danske, 284 nordmænd, 103 svenske, 259 russiske eller finske, flest russiske jøder, 2 tyskere, 2 englændere og 5 ameri­ kanere, hvortil kom besætningen på 69 mand. Derpå udstedte Københavns politi udklareringsbevis, hvorefter skibet lovligt kunne sejle. Inden afrejsen fra Kristianssand 25. juni besigtigede den lokale søret ski­ bet og forefandt dets indretning og udstyr fyldestgørende bestemmelserne i emigrantfartloven af 1863. Provianten godkendtes, og »Baader, rednings- belter og andre redningsapparater fandtes ligeledes tilstede og i orden«, hvorefter afsagdes kendelse om, at intet fandtes til hinder for, at »D/SNorge paa dets forestaaende reise til New York medhaver et antal af indtil 700, syv hundrede passagerer.« Under den fortsatte fart kunne kaptajnen vælge mellem en rute nord om Orkneyøerne og langt nord om Rockall eller gennem Pentlandstrædet mel­ lem Orkneyøerne og Skotlands nordkyst og syd om Rockall. Gundel for­ klarede under det senere søforhør, at han for hjemgående så godt som altid valgte den sydlige rute, medens han for udgående normalt som de fleste an­ dre New York dampere fulgte den nordlige rute, men to gange tidligere, når vejret tillod det, havde valgt den sydlige rute for at undgå rev nord for Rock­ all med en tvivlsom beliggenhed. Denne gang var vejret godt, hvorfor han valgte den sydgående rute for at følge storcirkelbuen helt til 42 grader nord. Efter passage af Flannan Isle vest for Hebriderne satte han kursen til vest til nord, indregnet en deviation af ca. 3 grader og en misvisning på ca. 24 gra­ der. Han nævnte dog også, at der mellem standardkompasset på kommando­ broen lige foran rattet og et yderligere kompas i styrehuset var store afvigel­ ser, og at han anså det sidstnævnte kompas for meget upålideligt – læseren må undre sig over, at det ikke var udskiftet, og hvordan kunne man være sikker på, at netop standardkompasset viste ret. Anklageren fremhævede, at skibets kompasser ikke var efterset officielt siden 12. januar 1902 (nok fejl for 1903). Ifølge kaptajnen skulle de have været undersøgte i land inden den sid­ ste rejse, men da pågældende blev syg, skete det ikke – igen må læseren spør­ ge sig, om der ikke var mere end én sagkyndig i København i 1904. Netop

292 ^ Suduroy

Shetland Islands & ______(U.K.) I

Orkney Islands &

Farvandet, hvor »Norge« gik ned. kompasvisningen spøgte under den senere retssag; en kaptajnAug. S. Hveysel skrev 18. juli fra Rotterdam til direktør Brandt, at da han få år forinden havde fulgt storcirkelbuen fra Newfoundland til Pentlandstrædet, havde han ikke langt fra Rockall konstateret en hidtil ukendt afvigning eller deviation på 10- 11 grader på begge kompasser, hvilket han tilskrev magnetisk forstyrrelse; i tåge kunne hans skib have været i fare. Hvis der har været en ukendt, midler­ tidig deviation, er der naturligvis mindre at bebrejde kaptajnen. Hvorom al­ ting er, foreløbig var vejret smukt for Norge, også under andenstyrmand Ot- tes vagt fra midnat til kl. 4 morgen 28. juni, og man forventede at se Rockall i betryggende stor afstand, også selvom strømmen skulle forsætte skibet mod nord, hvilket dog ikke forventedes, idet det endnu ikke var sket, da skibet passerede St. Kilda (vest for Hebriderne). Skibet fortsatte med fuld hastighed ca. 43 kvartmil i timen eller 11 knob, endog med sejl i tillæg til damp, hvilket ifølge kaptajnen ikke hindrede udsynet. Lidt ind i førstestyrmand Gilbes vagt

293 begyndte en fin støvregn, der nedsatte sigtbarheden væsentligt, og Gilbe til­ kaldte korrekt kaptajnen, der straks kom til stede og kl. 5 ændrede kursen til vest-sydvest for at komme godt syd om alle grunde – Rockall selv var jo ikke det eneste rev – hvilken kurs forventedes at føre skibet ca. 20 sømil syd om Rockall. Der var ikke stadigt udkig, men Gilbe havde kortvarigt beor­ dret udkig. Matros Hannibal Christensen forklarede, at han efter kortvarigt at have været på udkig atter blev sat herpå ca. ti minutter før grundstødningen. Kl. 7.30, hvor skibet havde sejlet ca. 27 sømil på den nye kurs, var vejret at­ ter så sigtbart, at kaptajnen fandt det forsvarligt at sætte kursen på ny til vest til nord. Christensen forklarede derimod, at da han kom på udkig, var det så tykt, at han intet så. Skibet havde fortsat fuld kraft frem.

Forliset

Kl. 7.45 tørnede skibet hårdt mod noget ukendt, formentlig et undersøisk rev. Nøjagtig hvad skibet ramte og hvor fremstår stadig som usikkert. Under sagen nævntes som en nærliggende mulighed St. Helens rev, opkaldt efter briggen Helen, der grundstødte og sank der i 1824, et par kvartmil øst for Rockall og lidt sydligere, undersøisk med kun seks fod vand ved lavvande og tolv fod ved højvande. Kaptajnens rapport nævner ikke et ulykkessted, og i søforhøret kunne han kun placere det som en del sønden for Rockall, me­ dens han straks efter sin redning oplyste stedet som 18 engelske mil syd for Rockall. Andre af besætningen nævnte en placering meget nærmere Rock­ all, særlig forklarede Otte, at han medens tre af bådene, inkl. hans egen, var i indbyrdes forbindelse, så Rockall, og at han efter et par timers forløb så Rock­ all klippe, da vejret et øjeblik blev klarere; nogle i hans båd sagde »en Seiler,« men det var Rockall til bagbord i en afstand af ca. 4 kvartmil. Otte havde passeret Rockall før og vidste, hvordan den så ud. Dommen konkluderer ef­ ter forklaringerne, hvoraf Ottes vel har vejet tungest, at påsejlingen er sket nogle få kvartmil fra Rockall klippen, muligt – sandsynligt? – St. Helens rev. Ved grundstødningen standsede maskinen, men kaptajnen gav straks ordre til fuld kraft bak, hvorved skibet kom flot af grunden. Han havde håbet på at kunne nå tilbage til en mindre end en time tidligere iagttaget fiskerdamper, men det viste sig hurtigt ved pejling i forskibet, at der allerede var 5 fod vand. Pumpning igangsattes, men naturligvis forgæves. Det ulykkelige var, at me­ dens de tre store nye skibe havde dobbeltbund under hele bunden, havde de

294 ældre skibe på ruten kun dobbeltbund under den agterste del af skibet, ikke under forskibet – atter må den teknisk ukyndige læser spørge sig selv, om da ikke risikoen ved grundstødning var langt større forude end længere agter­ ude og behovet for dobbeltbund så meget større der. Meget muligt burde kaptajnen have ladet skibet stå på grunden og må­ ske endog efter at have bragt skibet flot have ladet det sejle tilbage på grun­ den med fuld fart frem. Nok kunne skibet ikke reddes, men det kunne muligt have holdt sig længere på grunden, hvorved redningsbådene kunne være be­ mandede og sat i vandet mindre hovedkulds end nu sket, således at flere kun­ ne reddes, særlig hvis også redningsflåden kunne være sat ud, men som det nu var, sank skibet allerede kl. 8.05, kun tyve minutter efter grundstødnin­ gen. Udsætningen af bådene var ifølge kaptajnens rapport i høj grad besvær- liggjort ved, at skibet lå stærkt forover, samt ved de kraftige dønninger. Seks af de otte både kom lykkeligt i vandet, de sidste to ikke, en af disse kæntrede og knustes, ifølge Hannibal Christensens forklaring fordi en del passagerer sprang ned i den, medens den var ved at blive hejst ned, hvorved en maskin­ mester tabte taljen. Derimod lykkedes det ikke at få redningsflåden ud. Mange øjnevidneberetninger nævner besætningens disciplinerede og modige optræden, og det engelske Board o f Trade udtalte over for det danske gesandtskab i London, at hvis noget kunne mildne sorgen i England, var det beundringen »vakt ved de danske Officerers og Mandskabets tapre Optræ­ den i Ulykkens Øjeblik – en Optræden, bemærkes det udtrykkelig, som man kunde vente sig af danske Sømænd.« Kun 24 besætningsmedlemmer red­ dedes mod 143 passagerer, hvilket sammenlignedes gunstigt med scenerne ved forliset af den franske postdamper Gascogne i Kanalen med tab af ca. 500 menneskeliv, hvor besætningen havde brugt knive mod passagererne for at sikre sig selv plads i redningsbådene. Ifølge kaptajnens rapport »rettede jeg hele min Kraft paa at opmuntre Besætningen til at vise sig som Mænd, varskoede dem at sørge for Kvinder og Børn først og fremmest og ikke selv gaa i Baadene før i sidste Minut«. Endvidere råbte han til bådene om at holde sig i nærheden, til skibet sank, for om muligt at tage flere op, og komman­ derede maskinens mandskab op. Blandt de mest gribende enkeltheder var, at den 17-årige norske Hilmar Haugsbakken fulgte sin 15-årige søster Emma ned i redningsbåd nr. 3, men derpå trak sig tilbage og omkom, da der ikke var plads til dem begge. En moder, der stod med ni børn, den største familie om bord, kastede et af børnene, en dreng på 6 år, ned i en af bådene, hvorpå hendes ældste søn sprang i vandet og ligeledes reddedes, medens de øvrige alle druknede.

295 Christian Mølsted: NORGE’s forlis. Her efter gengivelsen i Illustreret Tidende.

296 297 Medens kaptajnen fortsat opholdt sig på broen, hvor flere vidner så ham til det sidste, kom førstestyrmand og bådsmanden op til ham på broen og varskoede, at alle både var frie og alle surringer kappede på redningsflåden, planker m.v. Ca. 2 sekunder før skibet sank, sagde han og førstestyrmand far­ vel til hinanden med et håndtryk. Gilbe og han gik til hver sin ende af broen. »Saa sank Skibet. Siden saa han ikke noget til Styrmand Gilbe.« Både kaptajnen og førstestyrmanden gik således ned med skibet efter at have gjort deres pligt til det yderste, men kun Gilbe omkom, medens kaptaj­ nen, selvom han blev trukket ned, og hans højre ben fastklemtes af det sam- menbukkede brogelænder, straks efter kom op til havets overflade igen. Han svømmede rundt i over en time, i den sidste del af tiden sammen med ma- skinassistent Magnus Johan Bruhn – de må have haft en enestående konstitu­ tion – indtil de kom i nærheden af båd nr. 1. Denne var sat i vandet som en af de første og havde taget en mængde svømmere op, så den var overfyldt; et par desperate passagerer slog løs efter dem med årerne, men Gundel råbte, at han var deres kaptajn, og at de ville få god brug for ham, og heldigvis gen- kendtes han af et besætningsmedlem, hvorefter de begge blev trukket om bord, og han tog kommandoen over båden.

Redningsbådenes skæbne

At passagerer søgtes reddet før mandskab, kvinder og børn først, kunne, dre­ vet til det yderste, have forfærdelige konsekvenser, hvis der i redningsbåden slet ikke var mænd i stand til at navigere den. Dette var muligt grunden til, at båd nr. 2 med ca. 40 personer ombord, mest kvinder og børn, forsvandt spor­ løst. Man må håbe, at en pludselig bølge sænkede båden, alternativet, sulte­ døden er for frygteligt at tænke på. Netop fødevarer og vand var et problem, idet ikke alle både var udstyrede hermed, ligesom bådkompasser manglede overalt. Andenstyrmand Otte, hvis båd havde 19 personer ombord og var nogenlunde godt udstyret med fødevarer og vand, afgav en del af sine for­ syninger til to andre både, så alle kunne klare sig i det mindste nogle dage, og heldigvis gik det godt. De fem reddede både havde alle søkendte mænd om bord. Hele 72 personer var i den af kaptajnen førte båd nr. 1, en otteårig dreng døde, men 71, heraf 28 børn, reddedes. Ottes båd nr. 4 havde 19, ma­ tros Carl Matthiasens båd nr. 3 28, tredjestyrmand Ankersens nr. 5 17 og båd nr. 8 32. Netop denne båd kunne det være gået frygtelig galt med, da ingen

298 af mandskabet havde reddet sig ombord i denne – i bagklogskabens gustne lys må man stærkt beklage, at der ikke som et fast led i vagtplanerne var ud­ peget betjeningsmandskab til de enkelte både – men ved et af de små mirak­ ler, som også prægede forløbet efter forliset, var blandt de 32 passagerer en norsk sejlmager Jørgen Hansen, som tidligere havde oplevet et forlis ved New Zealand og som fisker havde været ved at drive til havs; han tog kommando­ en og konstruerede bl.a. et sejl af sejldugen fra redningsbælterne og et gam­ melt emigranttæppe, som en af de øvrige nødstedte overlod ham – igen må læseren spørge, hvorfor ikke alle både som en selvfølgelighed var forsynede med sejl. Også båd nr. 3 svævede i den største fare, da den var læk og tog vand ind, hvorfor matros Carl Mattbiasen fra Endelave, der som eneste be­ sætningsmedlem tog kommandoen i båden, lod alle øse og, da det på grund af skaden var umuligt at navigere, koncentrerede sig om at manøvrere med årer og sejl for at beskytte båden mod vandmasserne, medens den tapre og snarrådige 24-årige frk. Laura Petersen fra Rudersdal holdt modet oppe ved at synge salmer og fædrelandssange, medens hun, kun iført et kort skørt og et tyndt kjoleliv, brugte en søstøvle til at øse. De fem bådes farefulde færd er elementært spændende og menneskeligt gribende skildret af Michel Nielsen og Per Kristian Sebak; for den juridiske bedømmelse har denne del af forlø­ bet især betydning ved, at det ved den senere strafferetlige bedømmelse af kaptajn Gundels mulige fejldispositioner inden ulykken var umuligt for of­ fentligheden og retten at bortse fra hans store og i den sidste ende heldige indsats for at redde 71 personer i en båd, der kun var beregnet til 48. Alle fem både reddedes af andre skibe. Allerede den 29. juni blev de 28 fra båd nr. 3 taget op af en trawler fra Grimsby langt nede på Englands øst­ kyst og bragt til Grimsby 3. juli. Et tysk og et skotsk fragtskibe fandt den 3. juli de 71 fra båd nr. 1 og de 32 fra båd nr. 8 og indbragte dem den følgende dag til Stornoway på Hebriderne. 4. juli fandt en skotsk trawler de 17 fra båd nr. 5 og indbragte dem til Aberdeen. Sidst, efter en hel uge på havet med svigtende forsyninger, reddedes de 19 fra båd nr. 4, der var drevet faretru­ ende højt mod nord, af skonnerten Olga Pauline af Stavanger og indbragtes til Thorshavn. Denne båds redning gav anledning til det nok fineste træk af embedsmæssig konduite og elementært mod under hele forløbet. Færø­ erne var endnu uden telegrafforbindelse med omverdenen, og amtmanden besluttede at sende et skib til den nærmeste telegrafstation. Bedst egnet var postdamperen Smiril, men den var i Klaksvig på Norderøerne. Havneforhol­ dene i Thorshavn var elendige, og med den lokale avis Dimmalættings ma­ lende beskrivelse var det »blæst op til en frygtelig Storm, saa at det føg som

299 Støv af hver Bølgetop herude paa Reden«. Lods Kristian Kristiansen sejlede i åben båd til Klaksvig og hentede skibet med betydelig fare for eget og båds­ mandskabets liv, hvorefter Otte og en sysselmand med besvær kom om bord ud for Thorshavn og sejlede først til Trangisvaag på Suderø for at bunkre kul og derpå til Stromness på Orkneyøerne, den nærmeste by med en telegraf- station. Ottes telegram var det sidste budskab om reddede. Fra Færøerne ud­ sendtes også tre hvalfangere til området for om muligt at finde flere overle­ vende, men forgæves.

Budskabet og søforhøret

Lørdag morgen 2. juli 1904, fire dage efter det endnu ukendte forlis, havde Berlingske politiske og Avertissements-Tidende den sædvanlige daglige an­ nonce for Skandinavien-Amerika Linie – på forsiden, nyheder tryktes først på pag. 2 – med angivelse af sejlplanen, herunder atNorge ville afgå fra New York den 16. juli. 4. juli udgik annoncen, da samme morgen kl. 04.10 var indløbet det første telegram om katastrofen fra Grimsby, hvortil de først reddede var indbragte dagen forinden. Ifølge dette telegram var kun to både sluppet bort fra det synkende skib. Budskabet bredte sig hurtigt i København. Berlingske Tiden­ de nåede at få det med i en efterskrift, og Social-Demokraten sendte en løbe­ seddel på gaden, der dvælede ved de mere rædselsvækkende scener, herun­ der at de, der var kommet først op i redningsbådene, havde slået med årerne imod svømmere, der forsøgte at komme op i de nu overfyldte både. Rundt om i byen kom alle flag på halv stang – Michel Nielsen fortæller, at de, der ikke læste avis, troede, at den gamle konge var død. Ud på eftermiddagen nå­ ede kaptajnens rapport, sørgmodigt underskrevet »V. J. Gundel, forhen fører af S/S Norge«, frem til DFDS. Lægen i Stornoway beordrede herefter kaptaj­ nen i seng for at pleje det læderede ben, men han nåede forinden at sende et telegram til sin hustru med ordlyd »Hilsen! Valdemar!«, lidt, men nok. Kun få af de reddede passagerer kom tilbage til Danmark, DFDS sørgede for om­ gående videretransport til Amerika for dem, der ønskede det, således blev samtlige fra båd nr. 3 kørt med toget til Liverpool og bragt ombord i Cunards Saxonia, der sejlede til Boston, med en vigtig undtagelse, bådens fører, ma­ tros Carl Matthiasen, der var nødvendig i København, idet han som de andre overlevende besætningsmedlemmer skulle afhøres i søforhør.

300 DFDS’ skib Botnia afgik efter sejlplanen samme aften til Esbjerg med Mat- thiasen ombord, og han fortsatte straks til København, hvor DFDS førte ham uden om pressen – Social-Demokraten, der havde daglige lange reportager og forsøgte at interviewe alle hjemvendende om deres oplevelser, skrev om »Skandaløst Optrin paa Hovedbanegaarden« – og for retsformanden i Sø- og Handelsretten i Kjøbenhavn, Jørgen Nikolai Agathon Madvig (1833-1919), søn af den berømte filolog, der kom til at føre denne sag til dørs. Sø- og Handelsretten, oprettet i 1862, afveg afgørende fra andre retter. Proceduren var som i Højesteret, men ingen andre retter, mundtlig, og ud­ over den retskyndige formand beklædtes retten af 2 eller 4 fagkyndige med- dommere, ja indtil en dommer i Overretten blev ansat som næstformand på deltid, var formanden – titlerne »præsident« og »vicepræsident« opstod først med Retsplejeloven 1919 – rettens eneste juridiske dommer. Madvig var formand siden 1891 efter at have været næstformand fra 1885. Mindeord ved hans død nævner særheder i hans ydre væsen og hyppige vidtløftighed, men også menneskelighed og trang til at værne de små i samfundet, og han var afholdt af de fagkyndige meddommere. Hans store arbejdsevne kunne ikke hindre, at sagerne trak i langdrag, der var simpelthen for mange sager til ham alene. C. B. Henriques fortæller, at i hans første prøvesag for Højeste­ ret, en ankesag fra Sø- og Handelsretten, drillede hans modpart kammerad­ vokaten ham med, at sagen ville blive afvist (så galt gik det ikke), fordi en af dommerne var afgået ved døden mellem domsforhandlingen og voteringen, hvorefter Madvig blot havde indsat en anden. Hans ansøgning i 1902 om, at næstformanden fritoges for al anden embedsvirksomhed og fik adgang til at udføre ikke blot skiftesager, men også domssager, besvaredes af Justitsmini­ steriet med, at forholdene ville blive ændrede med retsreformen – husker læ­ seren dennes årstal? I øvrigt blev netop sagen om Norge fremmet rosværdigt hurtigt; både søforhør og straffesag var afsluttet 24. december 1904, mindre end seks måneder efter forliset, det kunne man ikke have klaret i dag. Den smukke række navne i fagdommerlisterne viser tydeligt, at hvervet som dommer i Sø- og Handelsretten ansås som et hædershverv. Blandt de ti første søkyndige dommere var havnekaptajn, senere guvernør i Vestindien Janus August Garde, admiralens ældre broder. Søkyndige dommere udtoges længe kun blandt marineofficerer og skibsførere, men ved en lovændring i 1910 bestemtes på socialdemokratisk initiativ, at der blandt rettens med­ lemmer også skulle være repræsentanter for de tjenende klasser. Et stridens æble ved rettens oprettelse var bevisreglerne, idet Landstinget foretrak den gængse regel om bevis ved to vidner, Folketinget fri bevisbedømmelse; den

3 01 ivrige reformator Hotber Hage fortalte, at da en retslærd krævede reglen om bevis ved to vidner optaget i Code Napoléon, svarede Napoleon: »De vil altsaa, at to Menedere skal fælde en retfærdig Mand.« Resultatet blev et kompromis, så at det lovbundne bevis suppleredes med bevis ved andre omstændigheder, som skabte en lige så fuld og stærk overbevisning. Retten behandlede ud­ over borgerlige søsager søretlige straffesager samt sager om søforklaring og søforhør, i medfør af en lov af 1892. Søforklaring kunne begæres, når vidnes­ byrd ønskedes fra et skibs fører og mandskab om en indtruffet begivenhed, søforhør, når søulykke var indtruffet. Også af hensyn til, at vidnerne skulle kunne udmønstre på ny, berammedes disse forhør så hurtigt som muligt. Det første forhør afholdtes så ekspedit, at Madvig måtte foretage det ale­ ne, men derefter deltog først to, senere fire fagkyndige meddommere. De to første var fhv. kontreadmiral Carl Adolph Bruun (1834-1911) og skibsreder Ditlev Emanuel Torm (1836-1907). Bruun – der i aktiv tjeneste bl.a. var næst­ kommanderende på fregatten Sjælland i 1878-79 under negeroprøret på Sankt Croix – har sat sit smukkeste minde som den første fører af skoleskibet Georg Stage og senere formand for stiftelsen af samme navn. Som gammel mand mistede han først sit ene, derpå sit andet ben ved koldbrand. Torm var først skibsfører, men gik i 1879 i land som protest imod sin reders uretfær­ dige behandling af ham efter et havari – med denne baggrund kunne kaptajn Gundel ikke frygte for urimeligheder fra denne dommers side – og begynd­ te egen rederivirksomhed, senest med det endnu bestående dampskibssel­ skab Torm. Blandt hans mange hverv var formand for Fællesrepræsentati­ onen for dansk Skibsfart og for den permanente voldgiftskommission, der var særlig virksom i bjærgningssager. Senere tiltrådte skibsinspektør i bjærg- ningsselskabet Svitzer Carl-Adolf Jørgensen (1855-1931) og kaptajn Andreas Valdemar Knudsen (1851-1914). Alle forhør afholdtes for lukkede døre for at skåne vidnerne for pressens nysgerrighed, hvilket Social-Demokraten ikke uden føje protesterede imod, ligesom avisen kritiserede, at rederiets to skibsinspektører fik adgang til at overvære de lukkede retsmøder, hvilken del af kritikken skød langt over må­ let. I øvrigt udsendte Madvig straks efter forhørenes afslutning den samlede retsbog, hvoraf store dele stod at læse den 19. og 20. juli i Berlingske Tidende, medens senere korte retsbøger fra nogle reassumptionsforhør ikke udsend­ tes. Alle afhørtes som vidner med sandhedspligt, og flere af vidnerne toges endog i ed. Også kaptajnen afhørtes som vidne, og alle forklaringer indgik som vitale dele af bevismaterialet under den senere straffesag, hvor der ikke foretoges nye afhøringer. I dag ville man nære principiel betænkelighed ved,

302 at en vidneforklaring, hvor kaptajnen havde pligt til at udtale sig og til at tale sandt, anvendtes under en senere straffesag mod vidnet, men i en mere ro­ bust og måske mere ærekær tid end vor anså man det ikke som en men­ neskeret for en gentleman at måtte lyve i sin egen sag, men tog for givet, at han talte subjektivt sandt. Forsvarer fik han først ved tiltalerejsningen, d.v.s. at forsvareren aldrig fik mulighed for at afhøre vidnerne. Forklaringerne giver et levende og dækkende billede af selve forliset og viser, at intet kunne bebrejdes kaptajnen eller andre for deres adfærd efter grundstødningen. Derimod blev ulykkens årsag ikke klarlagt, og bl.a. det af­ gørende punkt, hvad Norge stødte på, og hvor, fremtrådte lige så usikkert ef­ ter forhørene som før. Madvig forsøgte også ved direkte henvendelse til re­ deriet at opnå større klarhed over skibets tilstand. Den 28. juli gav Brandt en del oplysninger om skibet og om redningsmateriellet og understregede, at ikke blot levede skibet op til dansk lov på området, men engelsk og end mere tysk lov var slappere end de danske regler. Skibet var forsynet med de nød­ vendige søkort, kronometre og kompasser. Desuden havdeNorge modtaget besigtigelsesbevis fra det internationale Bureau Veritas så sent som i februar og var inspiceret og godkendt af Københavns politi umiddelbart inden ud­ rejsen 22. juni. Da over 220 nordmænd var omkomne ved forliset, var det naturligt, at Norges første søfartsdirektør Magnus Andersen foretog sin egen undersøgel­ se, dels om de gældende regler, særlig loven af 1863, gav effektiv beskyttelse, dels om der var noget at bebrejde norske myndigheder i det konkrete forløb. Særlig søretten i Kristianssand måtte stå for skud, og det viste sig hurtigt, at undersøgelsen 25. juni havde været lemfældig, næsten overfladisk, ja endog at Hekla flere gange var udsejlet med langt flere passagerer end tilladt efter norsk lov. Det var dog ikke sørettens skyld alene, reglerne om besigtigelse af skibe ved udrejse var mangelfulde i sig selv. Der blev handlet hurtigt i Norge, hurtigere end i Danmark. Ganske vist slap det moderne United States helskin­ det igennem et hele seks timers langt eftersyn i Kristiania 28. juli, men da de to ældre Amerikadampere anløb Kristiania – Hekla 4. august og Island 1. september – nægtede søfartsmyndighedeme udrejsetilladelse for flere pas­ sagerer end svarende til redningsbådskapaciteten, også selvom skibene var udrustede med yderligere, sammenklappelige både. Protest fra en advokat for DFDS var forgæves. For Island var det dødsstødet, farten med det mind­ skede passagerantal var simpelthen ikke lønsom, og efter en sidste rejse til New York blev skibet solgt til ophugning. Og annoncen? Allerede 5. juli var den tilbage, naturligvis uden angivelse

303 af Norge, og fra 9. juli var den garneret med anprisninger, tildels i fed skrift »Uovertrufne Bekvemmeligheder for Passagererne. Elegant iste Kahyt med Spisesalon, Damesalon, Rygesalon og stort Promenadedæk etc.«. Sålæn­ ge avisernes nyhedssider stadig var prægede af forliset, havde det nok været i bedre smag at vente med selvrosen, som giver indtryk af, at rederiet febrilsk forsøgte at modvirke indtrykket fra katastrofen.

Tiltale og procedure

13. og 22. august indstillede Madvig for Justitsministeriet og anklagemyn­ digheden tiltale mod både kaptajnen og rederiet, for at det »ganske bortset fra, hvorvidt der vilde kunne blive Tale om at gjøre Ansvar gjældende mod Nogen, ved Dom kunde blive afgjort, om nogen af de Paagjældende havde tilsidesat eller forsømt sine Pligter med Hensyn til Skibet paa en Maade, der havde bidraget til at fremkalde eller forøge Ulykken«. Den relevante bestem­ melse for kaptajn Gundel var den efter søulykker hyppigt anvendte § 293 i Søloven, som foreskrev straf af bøder eller fængsel (den mildeste friheds­ straf) for den skibsfører, som ved »slet Sømandsskab, Drukkenskab eller an­ den Pligtforsømmelse« havde forvoldt søskade. Anklagemyndigheden fulgte henstillingen, rejste tiltale mod Gundel samt bestyrelsen og direktionen for DFDS »paa dettes Vegne« og beskikkede aktor samt defensor for Gundel, me­ dens rederiet mødte ved privat antagen defensor. Aktor, overretsprokurator – hans bestalling hidrørte fra 1866, to år inden loven af 1868 ændrede betegnelsen til »Sagfører« – Thomas Frederik Westen- holz Steinthal (1831-1914), nød betydelig anseelse for retsindighed og udtryk­ kets skarphed og klarhed og havde en stor klientkreds. Han var medstifter af og i mange år bestyrelsesmedlem i »Foreningen til Fremme af Søndagens rette Brug« samt i det københavnske kirkefond. Hans kirkelige holdning ned­ arvedes i fuldt flor til hans søn Frederik Wilhelm Steinthal (1862-1951), virk­ som i Indre Mission i København og 1897-1928 santalmissionær, uagtet han var blind siden 1901 som følge af en operation. Kaptajn Gundels defensor var overretssagfører Sophus Gudmund Sinding (1843-1920), siden 1898 beskikket til offentlige og beneficerede sager ved Overretten, Kriminal- og Politiretten samt Sø- og Handelsretten. At DFDS antog Ludvig Julius Simonsen (1847-1905), skyldtes udover aner­ kendelse af hans kvalifikationer også veneration over for mindet af hans fa­

304 der, mangeårigt medlem af rederiets bestyrelse, hvis forretning sønnen hav­ de overtaget. Både fader og søn havde tillidsposter i Mosaisk Troessamfund og i sagførerstanden, og den yngre havde sæde i Landmandsbankens bank- råd. Søretten var et af hans specialer, og ifølgeIllustreret Tidende havde han sågar været opponent ved en søretlig disputats. Hans farbroder Simon Levin Simonsen (1808-79) var den første danske oversætter af »Den store Bastian«. Steinthal gjorde mod kaptajnen gældende, at han sejlede sønden om Rockall, hvilket var farligere end den nordlige rute, at han ikke holdt stadigt udkig i det farlige farvand, at han ændrede kursen til vest til nord og derved kom nærmere det farlige farvand, at han ikke brugte lod, »at overhovedet hans Navigation næppe kan staa for en kritisk Bedømmelse«, at han ikke lod foretage lodning og pejling efter det første stød, at han ikke gjorde forsøg på atter at sætte skibet på grund, at han ikke forsøgte at redde skibsbøgerne, og at han havde medansvar for manglerne ved skibets udrustning. Bestyrelsen og direktionen bar ansvaret for disse mangler, særlig at skibet medførte fle­ re passagerer end tilladt, at dets kompasser ikke var officielt eftersete i lang tid, at der ikke var redningsapparater i tilstrækkeligt omfang, at mandskabet ikke var tilstrækkeligt indøvede i bådenes betjening eller vidste, hvilken båd hver hørte til, og at bådene ikke var forsynede med det krævede tilbehør. I sin mundtlige procedure 14. november 1904 – fyldigst gengivet i Dansk Søfartstidende – der ifølge Berlingske Tidende og Social-Demokraten hold­ tes med megen kraft, i Sø- og Handelsrettens særprægede lokaler, som So­ cial-Demokraten sammenlignede med en jødisk synagoge med Madvig som en gammel og altfor rastløs overrabbiner, udelukkede Steinthal de magne­ tiske forhold og anførte bl.a., at kaptajn Hveysels iagttagelse lå langt tilbage og ikke engang var anført i hans skibsdagbog, samt at de usædvanlige mis­ visninger meget vel kunne forklares ved strømsætning. Når Gundel havde valgt den sydlige rute, burde han have navigeret med langt større forsigtig­ hed; misvisningen og deviationen var ikke så nøjagtig, at man kunne stole på den; selv små fejl kunne i forbindelse med strøm og tidevand bringe skibet meget nærmere Rockall, og også derfor burde kaptajnen, som var i et farligt farvand i tåget vejr, have foretaget stadig lodning, også efter kursændringen. Sluttelig udtalte aktor dog en varm ros over for kaptajnens koldblodighed og dygtighed, efter at katastrofen var indtruffet, på dette punkt havde kaptajnen vist sig som en mand. Over for rederiet hævdede han, at der efter opfindel­ sen af de sammenklappelige redningsbåde var det uforsvarligt at medføre så få både, og at skibet burde have haft dobbeltbund overalt, ikke blot i agterski­ bet.

305 Sinding koncentrerede sig i sit forsvar for kaptajn Gundel om usikkerhe­ den om, hvor ulykken var sket, og hvadNorge havde påsejlet. Man kunne ikke udelukke, at skibet var stødt på et drivende vrag, og selv hvis man antog, at skibet var stødt på et rev, var det umuligt at sige hvilket; man måtte være varsom med at antage, at det var St. Helens rev, blot fordi det var det nærme­ ste kendte rev. Kurs syd om Rockall var ikke uforsvarlig; den vistes på kort og anbefaledes af »Deutsche Seewarte«. Den valgte kurs lå i stor afstand fra Rockall, og vidneforklaringerne om, hvad man havde set, angav ikke med nogen sikkerhed, at det var Rockall. Ottes forklaring – det klart farligste be­ vis mod Gundel – var svækket ved, at han havde frivagt de sidste timer in­ den forliset, og ved, at han var »præpareret« til at skulle se Rockall, som hele natten havde været i hans tanker. På andre punkter havde Ottes forklaring vist sig fejlagtig. Vind og strøm var ikke stærk, og deviationen, som var un­ dersøgt lige siden København, var som sædvanlig. Sigtbarheden var god lige inden ulykken, og udkik var ikke forsømt. Rimeligvis var skibet stødt på et ukendt rev på eller nær sin kurs, og hvis dette lagdes til grund, havde kaptaj­ nen været berettiget til at gå med fuld fart, ligesom det måtte antages, at der var holdt tilstrækkeligt udkik. Også Sinding udtrykte beundring for Gundels handlemåde efter forliset, og han bad om, at dommen indeholdt en anerken­ delse heraf. Forsvaret for rederiet frembød et juridisk problem. DFDS’ bestyrelsesfor­ mand Torp, der som professor i strafferet vidste, hvad han talte om, tilskrev »med dertil indhentet Bemyndigelse« Simonsen 27. oktober, »at Bestyrelsen og Direktionen ganske vist med Dem maa antage, at et Aktieselskab ikke som saadant kan tiltales til Straf, men at man ikke ønsker, at Frifindelses- paastanden bygges paa denne formelle Grund, idet man intet har imod, at Aktionsordren eventuelt opfattes som sigtende til de enkelte Medlemmer af Bestyrelsen og Direktionen personlig; at man ligeledes vel finder det ufor- staaeligt, at Aktion kan rejses mod Bestyrelsens og Direktionens Medlem­ mer uden at disse ere afhørte i Sagen eller have haft Lejlighed til at udtale sig, men at man i Bevidstheden om sin fuldstændige Sagesløshed heller ikke ønsker nogen hertil sigtende principiel Indsigelse mod Aktionen...«. Sagt på jævnt dansk foretrak rederiet en regulær frifindelse, som man med sikker­ hed forventede, snarere end frifindelse eller afvisning på formelt grundlag, hvor offentligheden kunne tro, at der måtte alligevel være noget om snak­ ken. I sit lange indlæg til retten – der som Steinthals indlæg for så vidt var unødvendigt, da der jo procederedes mundtligt i Sø- og Handelsretten -

306 nævnte Simonsen derfor kun det formelle spørgsmål uden at nedlægge på­ stand i denne anledning. Om realiteten udtalte han, at eventuelle pligter kun påhvilede kaptajnen og andre, ikke tiltalte funktionærer, men ikke bestyrel­ se og direktion. Rederiet har ansat de nødvendige folk, navnlig en kvalifice­ ret skipper. Der var ingen mangler ved skib og udstyr. Indretning, udstyr og passagertal – som var betydeligt under det tilladte – var godkendt ved syns­ forretningerne af 26. februar og 22. juni samt besigtigelsen i Kristianssand. Skibet var klassificeret i 1. klasse og klassifikationen opretholdt. Selvom ski­ bet efter sin alder kun skulle overholde den tidligere lov af 1875, opfyldte det faktisk kravene i loven af 1903 også om antallet af både og disses udstyr. Også øvrige redningsmidler var til stede endog i langt videre omfang end krævet. Mundtligt hævdede han, hvem Social-Demokraten kaldte »en Offer­ præst, hvis umaadelige Børsherre-Korpulence vidner om en rig Menigheds Gunst«, at da Norge ikke var klassificeret som »Hurtigdamper«, kunne der ikke kræves dobbeltbund, samt at loven ikke krævede plads i redningsbåde til alle. Skibet var i øvrigt sunket så hurtigt, at man næppe kunne have fået flere både i vandet end sket. Dansk ret krævede mere end engelsk og tysk ret. Han spurgte sarkastisk, om professor Torp skulle gå rundt på skibene og ef­ terse redningsbælterne etc. I sin replik gjorde Steinthal over for Sinding gældende, at syv »uforkaste- lige« vidner havde set Rockall – efter min opfattelse et meget stærkt argu­ ment – og over for Simonsen, at det lovbefalede skøn var til for de rejsendes skyld, ikke for at betage rederne ansvar. Havde selskabet forsømt sine pligter, kunne det ikke dække sig bag synsmændenes manglende opmærksomhed herpå.

Dommen

De samme fem dommere fra søforhøret afsagde dom 24. december 1904. Det fastsloges, at da Norge allerede var dansk ved ikrafttrædelsen af loven af 1903, skulle det ikke i alle henseender opfylde kravene i denne lov, men kun den tidligere lov om tilsyn med dampfartøjer af 1875. Det var derfor ingen overtrædelse, at der ikke var dobbelt bund under hele skibet, og at det ikke havde flydeevne, når et eller flere af dets rum kom i forbindelse med søen. At ingen »officiel« undersøgelse afkompasserne var sket siden 1903, var uden betydning, da dette ikke var påkrævet. Det betvivledes ikke, at hovedkom-

307 passet havde været retvisende. Dommen gjorde meget ud af redningsmid­ lernes tilstrækkelighed og udtalte, at medens 1875-loven kun krævede fem både med ringere kubikindhold end her, var også kravene i bekendtgørel­ sen af 1903 opfyldt. Der var flere redningsbælter end krævet og lige så man­ ge redningskranse. I skibet havde der været det til bådene nødvendige tilbe­ hør; nok misbilligedes, at de 8 bådkompasser ikke var anbragt i bådene, og at nogle af disse ikke havde brød og vand, men bl.a. fordi synsmændene ikke havde stillet sådanne krav, gjorde retten ikke strafansvar gældende, en efter min mening for stor tilbageholdenhed. Man kritiserede de manglende båd­ øvelser og manglende opslag om, til hvilke både de enkelte af mandskabet hørte, men afstod også der fra strafansvar. Her forekommer det mig, at usik­ kerheden om, hvorvidt ansvaret var kaptajnens eller rederiets, i for høj grad er kommet de tiltalte til gode. Herefter frifandtes bestyrelse og direktion, og deres andel af salæret til aktor pålagdes det offentlige. Ved bedømmelsen af kaptajnens ansvar udtalte dommen, at intet gjorde det antageligt, at ulykken skyldtes en ekstraordinær misvisning eller magne­ tisk påvirkning. Hvis selve Rockall var magnetisk, hvilket ikke var nærmere oplyst, måtte dette advare mod at komme den for nær. Selve valget af den sydlige rute var ikke uforsvarligt, men det måtte kræve fornøden hensynta­ gen til forholdene. Retten fandt det for givet, atNorge var stødt på et rev, ikke et vrag, og at dette rev efter de mange forklaringer herom kun var nogle få kvartmil fra Rockall, mest sandsynligt St. Helens rev. Hvis udgangspunktet, distance, kurs og deviationer var nøjagtig stemmende, villeNorge være kom­ met et godt stykke syd for Rockall, men sådan sikkerhed forelå ikke. Vejret var stærkt diset, skibet var formentlig forsat adskillige kvartmil mod nord, og kaptajnen havde ikke taget hensyn til tidevand og strømforhold. I hvert fald kursændringen kl. 7.30 var uheldig. Retten nævnte uden dadel den manglen­ de måneobservation, den fulde fart, det manglende lodskud, da man måtte antage at være nået ind på Rockall banken, samt det kun sjældne udkig, men fremhævede, »at der, netop fordiNorge var en Udvandrerdamper med en saa stor Mængde Passagerer foruden den betydelige Besætning, burde have væ­ ret navigeret med den størst mulige Forsigtighed, og at Kursen derfor bur­ de have været sat langt uden om Rockall Klippen, som der i Virkeligheden ikke for Norge var nogen Grund til at søge at faa i Sigte.« Kaptajnen burde have loddet og pejlet straks, da skibet stødte, og i stedet for at bakke eventu­ elt være gået frem på grunden, hvorved han muligt kunne have holdt skibet stående på denne i længere tid og reddet flere, selvom det anerkendtes, at der kun havde været kort tid til overvejelser. Herefter fandt retten, at kaptajnen havde gjort sig skyldig i uforsigtighe­ der og fejlagtige handlinger, som havde bidraget til at fremkalde og forøge ulykken, men også, at disse fejl og uforsigtigheder uanset følgerne ikke var af en sådan størrelse og natur, at der burde idømmes straf efter Sølovens § 293, ligesom retten gik ud fra, at ej heller Straffelovens regler om forvol- delse af skibbrud og uagtsomt manddrab kom til anvendelse, selvom dette ikke henhørte under denne rets kompetence. »Retten har tillige ment i saa Henseende at burde tage væsentligt Hensyn baade til den Maade, hvorpaa Kaptajnen til det Sidste bestræbte sig for med Ro at opfylde sine Pligter, ind­ til han selv gik ned med Skibet, hvorefter han kun ved et mærkeligt Held blev reddet, dog med en mindre legemlig Beskadigelse, og endnu mere til den aandelige Lidelse, som selve Ulykken maa antages at have paaført ham.« Derimod pålagdes han sagens omkostninger, særlig salær til både aktor og hans defensor. Social-Demokraten spurgte (28. og 29. december) indigneret, hvor meget der ud over de af retten punktvis opregnede forseelser skulle til for at udgøre »slet Sømandsskab« jfr. Sølovens § 293, når sagen vedrører en kaptajn, der sejler med mange hundrede mennesker, eller hvor mange forsømmelser og mangler der skulle til for at dømme et selskab, og håbede på, at Højesteret fik det sidste ord i denne sag. Dommen blev dog ikke appelleret. Omvendt tog Dansk Søfartstidende afstand fra dommens kritiske be­ mærkninger om kaptajnen. Man mente, at dette særlig refererede til afbak- ningen efter grundstødningen, og mente, at der ikke foreslå en »fejlagtig Handling«, højst en (undskyldelig) error of judgment. Der var erfaring for, at skibe, som var blevet stående på grunden, var brækket midt over. Med hen­ syn til valget af kurs indrømmedes, at der kunne være grund til at forlange lidt mere forsigtighed, men at Gundels navigering var i overensstemmelse med almindelig praksis. Ved bedømmelse af dommen er jeg enig i, at retten ikke havde andet valg end at frifinde DFDS’ bestyrelse og direktion. 11904 var der ingen mulighed i dansk ret for at straffe et selskab som sådan. Torps Strafferet fra 1905 aner­ kender nok muligheden for ansvar for andres strafbare overtrædelser uden egen personlig skyld, men kræver klar og tydelig hjemmel herfor, hvilket han bl.a. fandt i en bekendtgørelse fra 1876 om, at skibs- eller bådføreren i enhver henseende er ansvarlig for sit mandskab, og særlig i Presseloven, men det fremgår klart, uden at han siger det direkte, at et sådant objektiveret strafansvar er individuelt; strafansvar for selskaber har han ikke engang af­ vist, så fjernt har tanken ligget ham. Strafansvar for et selskab er første gang

309 indført i dansk ret ved Smørloven af 1926, og det har siden bredt sig til flere hundrede love og nævnes også i Straffeloven. Der kræves dog stadig positiv hjemmel. Jeg brændte mig, da jeg engang i 1980’erne uden udtrykkelig lov­ hjemmel idømte Farum kommune en bøde for overtrædelse af Kildeskatte­ loven ved at holde skatten ulovligt tilbage, og Højesteret satte mig da også på plads. Derimod kunne der gøres et individuelt personligt strafansvar gældende imod de enkelte bestyrelsesmedlemmer og direktører; DFDS’ defensors re­ toriske spørgsmål, om admiral Richelieu og bankdirektør Glückstadt skulle beføle skodder og bese både og kompasser, kan besvares med, at de i hvert fald skulle påse, at dertil ansatte funktionærer gjorde det, og undladelse her­ af måtte kunne straffes. Ved fordelingen af ansvaret mellem bestyrelse/di­ rektion og kaptajnen må skelnes mellem spørgsmålet om redningsmidler­ nes og øvrigt udstyrs tilstedeværelse på skibet og den nærmere placering og betjening. På Norge synes det efter loven krævede – og mere kunne ikke kræves juridisk, hvordan man end bedømmer forholdet moralsk – materiel, særlig både, redningsbælter og kompasser at have været til stede på skibet, og dermed var bestyrelse/direktion fri for straf. Hvordan dette materiel nær­ mere var placeret ombord, særlig om bådkompasser, brød og vand forefand- tes i redningsbådene, måtte derimod være kaptajnens ansvar, og mangler­ ne herved burde nok have været tilregnet ham som strafbar. De manglende bådøvelser og fordeling af søkyndigt mandskab på bådene måtte også være kaptajnens ansvar. Jeg er enig i dommens kritik af kaptajnens navigation lige inden forliset. Efter Ottes og andre vidners klare udsagn var Norge med sikkerhed i det far­ lige farvand nær Rockall, og desuagtet befalede kaptajnen, som ret beset ikke vidste, hvor han var nøjagtigt, fuld fart trods dårlig sigtbarhed, holdt kun sporadisk udkig og undlod lodskud og pejling, alt imedens han sejlede med 796 mennesker ombord og vidste, at i tilfælde af forlis ville højst en tredjedel kunne reddes selv i gunstigste fald. Disse punkter, alle fremhævede i dom­ men, burde have medført strafskyld efter Sølovens § 293. Hvis man veg til­ bage fra det svirpende »slet Sømandsskab« – det synes, som om navigeringen ikke har afveget meget fra almindelig praksis – kunne man have domfældt for »anden Pligtforsømmelse«. Præmisserne er næsten det mest kritisable. At kaptajnen havde gjort sin pligt under selve forliset og pådraget sig en forbi­ gående legemlig skade og livsvarig »aandelig Lidelse«, var formildende om­ stændigheder, men ikke gyldig grund til frifindelse. Hvad dommerne ikke sagde, men naturligvis har haft i tankerne, var modsigelsen mellem kaptaj­

310 nens fejl før forliset og store bedrift efter dette. Var det i høj grad hans skyld, at 629 mennesker var druknede, var det i ligeså høj grad hans fortjeneste, at 71 var reddede i den af ham førte redningsbåd. Også dette var en stærk for­ mildende omstændighed jfr. Straffeloven af 1866 § 60 (»Harden skyldige efter Forbrydelsens Udførelse vist virksom Bestræbelse for at fjerne eller dog saavidt muligt at formindske de skadelige Følger af samme...«), men ikke gyldig grund til frifindelse. Betinget dom, som i dag ville være den rette løsning, indførtes først i 1905, men allerede efter Sølovens § 293 kunne straffen fastsættes til bøde. Særlig på grund af de uheldige præmisser må det beklages, at dommen ikke blev appelleret til Højesteret. Dommen havde den uønskede følge, at særlig kaptajnen fremtrådte som pletfri. Finessen, at sagsomkostningerne pålagdes ham, er gået hen over ho­ vedet på den store offentlighed, og de mest lakoniske referater som Dim- malætting i Thorshavn og Folkets Avis i Racine, Wisconsin – efter sin egen reklame den eneste dansk-norske avis i U.S.A. – nævnte kun frifindelsen. Også andre lod sig forblænde. I sit populære værk Over Atlanten skriver Aage Heinberg, at »begge Parter [kaptajnen og selskabet] blev frifundet, og det ud­ taltes udtrykkeligt i Dommen, at der intet var at bebrejde nogen af dem.« (sie) Kunne man ikke læse dansk, og fik man kun dommens konklusion oversat, måtte man nødvendigvis tro, at kaptajnen var renset for enhver skyld. Kon­ sekvensen heraf ses i næste afsnit.

Erstatning og velgørenhed

Allerede den 5. juli 1904 var der bestyrelsesmøde i DFDS. Torp fastslog straks uden modsigelse, at selskabet måtte tage sig af de efterladte for besæt­ ningens vedkommende, svarende til et tidligere forlis aflastskibet Alexander III. Brandt mente dog også, at man »i Routens Interesse« måtte yde godtgø­ relse til de passagerer, der havde mistet alt, at det var absolut nødvendigt at yde dette frivilligt, og at der ikke kunne blive tale om understøttelse derud­ over. Torp mente, at selskabet kunne tegne sig for et beløb ved en eventuel indsamling. Man vedtog lidt forsinket fremtidige båd- og brandøvelser både i København og New York. Allerede 7. juli indledte Grosserersocietetet en offentlig indsamling, som modtoges velvilligt – flere kongelige gik i spidsen med bidrag op til 2.000 kr. - men af Social-Demokraten med indignation. Avisen mente, at det rige re­

3 11 deri burde betale alt selv, og at »Børsherrernes« indsamling nærmest havde til formål at friholde DFDS for krav, idet de selv havde aktier i DFDS og der­ for kunne siges at samle ind til sig selv – et måske søgt argument. Avisen var også forarget over, at DFDS opfordrede sine ansatte til at yde bidrag til ind­ samlingen. Ved næste bestyrelsesmøde 14. juli takkedes for initiativet, og en repræsentant for DFDS medvirkede til fordeling af de indkomne midler. Ef­ ter drøftelse af retningslinierne for understøttelse til mandskabets efterladte vedtoges et forslag fra Torp om 500 kr. til enker én gang for alle, 100 kr. for et barn årlig til det fyldte 15. år – man var ikke snerpet, både børn i uægte­ skabelige samlivsforhold og et barn, til hvem en omkommen havde betalt alimentationsbidrag, medtoges – og »efter Omstændighederne« til mødre, søstre, »gamle Fædre« eller andre, hvem afdøde havde støttet, typisk ca. det halve af beløbet til enker. Det synes som om medlemmer af selskabets egen pensionskasse kun i sjældne tilfælde fik beløb udover hvad kassen betalte. Beløbene svarede til understøttelsen efter Alexander Ill’s forlis. Brandt, som synes at have været ilde berørt over, at man ikke gav mere, nævnte, at man kunne tage hensyn til, at det havde stået besætningen af Alexander III frit at forsøge at redde sig selv, medens besætningen afNorge var bundet af or­ dren »Passagererne først, Mandskabet holder sig tilbage«, men lighedshen­ synet sejrede. Juristen Torp havde tidligere (2. februar 1904) givet udtryk for modvilje mod at betale mere, end man havde pligt til, da han over for en an­ modning om erstatning til de efterladte efter påsejlingen af Coquette i 1898 udtalte, at dette var sket i Thingvallas dage, og at DFDS ved købet af dette kun havde overtaget juridiske, men ikke moralske forpligtelser. At man kun anerkendte en – begrænset – forsørgelsespligt over for be­ sætningen, men ikke over for passagererne, sås f.eks., daMathilde Arnesen fra Kristiania 20. juli skildrede sin nød, efter at hendes mand, som var rejst i forvejen og havde lovet hende at sende allerede de første 20 kr., han skulle modtage ved ankomsten, var gået under med Norge og efterladt hende med 5 børn fra 4 måneder til 9 år. Allerede to dage efter udtrykte selskabet i et venligt brev sin oprigtigste medfølelse, men fortsatte: »Hvor gerne imidlertid Selskabet vilde opfylde Deres Anmodning om Hjælp, maa vi desværre sige, at dette, saavidt Selskabet selv angaar, ikke kan lade sig gøre. Dersom man gav til En, maatte man jo give til Alle, men der er ved denne store Søulykke omkommet saa mange Hundrede, der i Hjemmene har efterladt sig Paarø­ rende, som de forsørgede, at det vilde være aldeles uoverkommeligt for et Rederi at bringe dem Alle virksom Hjælp.« Hun henvistes herefter til den of­ fentlige indsamling.

312 Ved denne indkom over 50.000 kr. – alle beløb skal ganges med mindst 100 for at få mening i dag – som fordeltes i portioner å 110 kr., i enkelte til­ fælde mindre beløb. Indsamlingsprotokollen omfatter 332 sager, og det sy­ nes som om komitéen har ønsket at give forholdsvis meget til de mest nød­ lidende, hvilket medførte, at mange fik afslag på hjælp. Det gør godt at se, at Mathilde Arnesen fik 12 portioner. Det største beløb, 14 portioner, gik til moderen og fire børn, efterladte af den druknede 26-årige fru Hilda Hansen fra Kristiania – hun har vel som enke været eneforsørger. Den jødiske fami­ lie Raew havde tidligere sendt deres 14-årige søn Hyman til Amerika, hvor han fik ophold hos en onkel, hvorefter forældrene og seks døtre fra 17 år til 3 måneder alle rejste med Norge – som følge af priskrigen var der råd til bil­ letter til alle. Alle otte druknede. Hyman ansøgte om hjælp og henviste til, at udover tabet af familien var hele familiens formue, som faderen medfør­ te på sig, modværdien af 650 S, samt bagagen gået tabt. Han fik to portioner, idet man åbenbart har ment, at han allerede forsørgedes. Den druknede 18-årige Mathilde Voldsrud fra Gudbrandsdalen skulle fra Amerika gennem sin tante have understøttet sin 70 år gamle bedstemoder, hos hvem hun var opdraget, og sin sygelige moder, der med et yderligere barn, en gut på 8 år, opholdt sig hos bedstemoderen; de efterladte fik siger og skriver én portion, en 18-årig datter og datterdatter er jo ikke en typisk forsørger. Og på det mere rørende plan, men alvorligt nok for den, det gik ud over, den 18-årige Johanne Sophie Mehr fra Skt. Pedersstræde i København reddedes i båd nr. 1, men mistede alt, hvad hun ejede, omhyggeligt opregnet over to håndskrevne sider til i alt 269,00 kr., helt ned til et par handsker til 1,50 kr. og »et dito 50 Øre«; hun fik 40 kr., man har ikke nænnet at bringe hende på tiggerstaven. De omkomne russiske jøders familieforhold kunne være vanskelige at ud­ rede, men det synes at være gået fint. Den grundigst beskrevne sag i protokol­ len vedrørte Leibe Polonsky, som druknede med hustru Fruma og tre børn, hvorefter hans hustru fra Rusland søgte om andel i det indsamlede beløb til sig og fem børn! Der forelå ikke polygami eller hor, men man havde blot ladet de fem rejsende indtegne sig sammen for at spare på pasudgifterne. På grund af navnelighed var komitéen var lidt skeptisk, og ikke unaturligt ender proto­ kollen med resolutionen »Undersøges«. Denne faldt tilfredsstillende ud, for ifølge Sebaks omhyggelige liste fik de efterladte hele 12 portioner. Medens velgørenheden jo ikke belastede DFDS, betalte rederiet som en selvfølge vidererejse til Amerika for de overlevende, som måtte ønske det – Cunard gav i øvrigt DFDS rabat på billetterne, det var ikke en situation, hvor

313 man udnyttede konkurrentens ulykke – samt tilbagerejse til hjemlandet for dem, der måtte ønske det, tillige med et løfte om gratis rejse til Amerika in­ den for et år, hvilket ifølge Sebaks opregning 22 benyttede sig af, bl.a. Jo­ hanne Mehr, der ikke var mere afskrækket end at hun 5. oktober rejste med Hellig Olav. Medens de fem skibe, der havde reddet de nødstedte, naturligvis ikke plettede deres ære ved at bede om bjærgeløn el.lign., betalte rederiet disses mandskab for det tøj, de havde givet de næsten nøgne, ligesom man synes at have kompenseret ejerne af fiskefartøjet fra Grimsby, der havde mi­ stet en uges fiskeri. Et er frivillig velgørenhed, noget andet er tvungen erstatning. DFDS var ængsteligt ved tanken om de mulige store krav. Da de reddede, der havde fortsat rejsen med Saxonia, kom til Boston, mødtes de af en effektiv og venlig repræsentant for DFDS, som sørgede for deres forplejning, samt en stor mad­ pakke til toget og derudover 50 kr. for tabt bagage, og da de bad om betaling i $, hvor modværdien var 13,50 S, rundede han i mangel af småpenge op til 14 $, men krævede samtidig efter instruks underskrift på en erklæring, hvor­ ved modtageren fraskrev sig ethvert yderligere krav mod selskabet »for per­ sonal injury, loss of property, personal injury to or death of wife, husband, or relative, or other damage of any sort«, så har man vist husket alt. Et par styk­ ker nægtede at underskrive, herunder en, der på grund af sygdom ikke kun­ ne rejse videre straks, og de fik derefter ikke beløbet. Et spørgsmål, der drøftedes meget med rederiets amerikanske advoka­ ter Wing, Putman & Burlingham, var refusion af forudbetalte billetter. Længe nægtede DFDS at tilbagebetale for skibstransporten, hvorimod man allerede i august accepterede at tilbagebetale jernbanebilletterne, igen mod fraskri­ velse af yderligere krav. Den 19. januar 1905 vedtog bestyrelsen dog »under Fremhævelse af, at det sker af Humanitetshensyn, og uden Indrømmelse af nogen juridisk Forpligtelse, at imødekomme de gennem Højesteretsssagfø- rer Liebe fremsatte krav [om tilbagebetaling af passagerpenge for de ved Nor­ ges forlis omkomne passagerer] og andre, der eventuelt maatte fremkomme senere.« Løftet gjaldt kun de omkomne, ikke de reddede, som jo havde fået tilbud om senere gratisrejse. Den amerikanske advokat gav i et langt brev af 15. februar 1905 udtryk for betænkelighed ved løftet, idet den person, til hvem billetten var købt, snarere end den, der havde købt den, formentlig var den berettigede. Samtidig mindede advokaten om, at der stadig var betyde­ lig risiko for egentlige erstatningskrav, og i hvert fald burde intet tilbagebe­ tales uden samtidigt afkald på yderligere krav. Nu gætter jeg, men mon ikke imødekommenheden over for den indflydelsesrige højesteretssagfører kan

314 skyldes rederiets ønske om at vise en samlet dansk front netop for bedre at kunne modstå de frygtede krav udefra. En erstatningssag kunne føres enten i Danmark, formentlig i Sø- og Han­ delsretten, da rederiet var dansk og skibet udgik herfra, eller i U.S.A., skibets bestemmelsessted. Efter de amerikanske domstoles betydelige velvilje i er­ statningssager i vore dage er der næppe tvivl om, at de skadelidte i dag ville prøve lykken der, men det var ikke nær så oplagt i 1904-05.1 Danmark kun­ ne sagen have været anlagt under påberåbelse af Danske Lov 3-19-2 (»End gi­ ver Husbond sin Tiener, eller anden, Fuldmagt paa sine Vegne at forrette noget, da bør Husbonden selv at svare til bvad derudj forseis a f den, som band Fuld­ magt givet baver, ogafbannem igien søge Opretning«), hvilket ikke på forhånd var udsigtsløst, da straffedommen mod Gundel, omend den mundede ud i frifindelse, indeholdt alvorlig kritik for »Fejl og Uforsigtigheder«. Nok var der ikke retskraftsvirkning fra en straffesag til en senere borgerlig sag – sagt på jævnt dansk var den første doms udfald ikke bindende i en senere sag mel­ lem nye parter – men den udtalte kritik kunne nok give en sagsøger forhåb­ ninger. Dette ville placere Madvig i et besværlig situation, idet han var ret­ tens eneste juridiske dommer til domssager; selvom habilitetshensyn langt­ fra havde den samme kraft i 1904-05 som i dag, havde han unægtelig vovet sig langt ud i straffedommen. Spørgsmålet blev dog aldrig sat på spidsen her, hvor ingen synes at have tænkt seriøst på at anlægge sag. Anderledes i Amerika. DFDS’ akter indeholder genpart af et krav rejst 18. december 1904 fra en hr. Efanson, som havde mistet hustru og tre børn samt bagage for 800 $ – det fremgår ikke af kravet, om han selv havde været på skibet, og jeg har ikke fundet hans navn i passagerlisten, så jeg kan heller ikke sige, om han har fået andel i indsamlingsbeløbet – men Wing, Putman & Burlingham gjorde på årets sidste dag kort proces:

Your client has no legal claim against the company. The unfortunate loss of the NORGE occurred from perils of the sea, without any neglect of the officers, as the investigation and decision of the authorities in Copenhagen has disclosed. Moreover, under the Federal statutes regarding liability of shipowners... no lia­ bility could attach to the owners in any event beyond the salved value of the ship, and the vessel was a total loss. In the case of loss of life there is no liability whatever (The HARRISBURG, 119 U.S. 199).

315 Man har en lidt dårlig smag i munden ved argumentet om, at afgørelsen i Kø­ benhavn havde vist, at der ikke var begået fejl, når man betænker de kritiske bemærkninger i dommen – det ligner spekulation i, at modparten, som ikke kunne læse dansk, kun kendte den nøgne frifindelse, men ikke dommens ordlyd i øvrigt – men det havde den ønskede virkning. Selv den utrættelige Sebak har ikke set en sag fra hr. Efanson. Enkelte sager blev anlagt ved retten i New York, men da ingen domme er oplyst, må man gå ud fra, at sagerne afvistes af retten. Den erstatningsretlige del af sagen løstes således langt billigere for rederi­ et end den senere sag i anledning af Titanics undergang, hvor der rejstes krav på i alt omtrent 3 1/2 mill. £ ved amerikanske domstole. Sagen endte med et forlig på ca. 136.000 £. At DFDS slap økonomisk lettere igennem sagen end rederiet White Star, skyldes vel mest, at fattige emigranter var mindre tilbøjelige end selvbevidste rigmænd til at anlægge sag, men måske også, at den betydelige velvilje i anled­ ning af besætningens og kaptajnens adfærd under og efter forliset har smittet af på rederiet, og at DFDS på mange punkter viste smidighed efter katastrofen.

Hvordan det siden gik

Æres den, der æres bør. Det har glædet den gamle kongChristian den Niende at tildele de fem brave norske, britiske og tyske skibsførere, som tog de skib­ brudne op, den kongelige fortjenstmedaille i guld. Den norske regering be­ sluttede i statsråd 2. november 1904 at tildele sejlmager Jørgen Hansen en hædersgave for at have taget kommandoen over en af redningsbådene og ved sit mod og sin optræden bragt denne båd og dens passagerer i sikker­ hed efter 6 dages ophold på åbent hav. Endelig blev den tapre Laura Petersen æresmedlem i Den aim. danske Skibsførerforening, nok som foreningens eneste kvindelige medlem. Social-Demokraten harcelerede over (28. decem­ ber), at man ikke fra officiel dansk side hædrede de kække redningsmænd mellem passagerer og besætningsmedlemmer, og angreb DFDS for at have nedsat andenstyrmand Ottes løn fra 25 kr. pr. uge til 19 kr., da han var syge­ meldt fra redningen til 10. september, og at have nægtet at betale hans læge. Jeg er enig i, at officiel hædersbevisning til Otte, Ankersen, Carl Matthiasen og Jørgen Hansen var på sin plads, medens Gundel næppe kunne medtages. Matthiasen fik dog en kærkommen og velfortjent hæder ved at blive ført for

316 kronprinsen, den senere kong Frederik den Ottende, der efter at have hørt hans beretning om forliset og redningen rakte ham 200 kr., ganske mange penge i dag, med ordene »Da De har fortalt, at De skal hjem til Endelave og giftes, skal De have disse som Tak for Deres Heltemod paa Havet« – han købte en fin buffet for pengene. Rørende takkebreve fra flere passagerer i hans båd har også varmet. Med et moderne udtryk, man skal ikke true med at gå, men med at blive. Madvig, som i 1902 ikke havde opnået de ønskede forbedringer i Sø- og Han­ delsrettens arbejdsbetingelser, indgav i marts 1905 sin afskedsbegæring un­ der henvisning til, at arbejdet var blevet uoverkommeligt, men tilføjede, at han trods sin alder, 72 år, hverken var svækket i helbred eller arbejdskraft, og at hans interesse for embedet var uforandret. Han har utvivlsomt ment det som en sidste trumf for at opnå de ønskede lettelser i forholdene, men ju­ stitsminister Alberti tog ham på ordet og bevilgede hans afsked, uagtet flere af rettens fagdommere henvendte sig til ministeriet for at bevare ham. Hans måske ufortjente ry for sendrægtighed har muligvis også medvirket til afgø­ relsen. Madvig gik som en bitter mand og frabad sig enhver offentlig aner­ kendelse ved sin afgang. Rederiet var i en kattepine med hensyn til kaptajn Gundel. Officielt var han en helt. I det af selskabet udgivne jubilæumsskrift i 1906, hvor forfatte­ ren Schovelin efter tre sider om takstkrigen i 1904 fortsætter »Hertil kom tal­ rige og bekostelige Havarier, deriblandt »Norges« ulykkelige Forlis i Atlanter­ havet den 28. juni, som vakte ublandet Deltagelse over hele Verden«, nævnes på sidste side »den varme Deltagelse, hvormed alle Danske omfattede Helte­ ne fra »Norge«-Tragedien,« og den danske samfølelse over for det store natio­ nale foretagende i julemåneden 1904. Direktionen fik et privat brev fra den danske vicekonsul i Stornoway om alles »excellent conduct and behaviour« i byen og den store sympati for Gundel, kulminerende: »Notwithstanding the exposure and many hardships and trials he came through after the wreck and the magnificent nerve and seamanship shewn by him in bringing the boat loaded with 70 people to within a few miles of St. Kilda without com­ passes when they were rescued by the steamer “Energie«.« Også frifindelsen gjorde det umuligt at afskedige denne mand. Efter hans formentlige medan­ svar for forliset jfr. dommen kan man dog ikke fortænke selskabet i, at han aldrig mere fik skib at føre – han ønskede det vel ikke selv – men blev inspek­ tør for DFDS’ Frihavnsafdeling. At det ikke var tilsigtet som en straf, ses ved, at han ved bestyrelsens udtrykkelige beslutning (10. august 1905) bibeholdt den faste gage, han oppebar som skibsfører, 3.600 kr. årlig. Han talte aldrig

3*7 offentligt om forliset. Han tog sin afsked i 1925, ca. 61 år gammel, og døde i 1931. Blandt heltene fra tragedien bør nævnes Ankersen, som under Første Verdenskrig som kaptajn gennemførte 55 rejser mellem Esbjerg og Grimsby trods miner og tyske undervandsbåde, hvorimod han minesprængtes, men overlevede, under Anden Verdenskrig. Det spændte forhold mellem Brandt og dele af bestyrelsen fortsatte. Efter et fejlslaget forsøg fra Torp – hvem Tage Kaarsted kalder Brandts gidsel – på at mægle sagde bankdirektør Larsen sarkastisk: »Jeg er glad for, at det ikke er mig, der baade er Professor i Retsvidenskab ved Københavns Universitet og Formand i dette Selskab,« medens Torp ved en lejlighed, hvor Richelieu kla­ gede over, at bestyrelsen spildte tid med at diskutere gamle koners bortkom­ ne aktiekuponer, påtalte »den Matrostone, der var kommet ind i Selskabet.« Referatet af et særlig voldsomt skænderi afbrødes ved, at stenografen anmo­ dedes om at forlade bestyrelsesværelset! 26. august 1905 var det slut. Brandt gik »af Helbredsgrunde«, hvilket ikke var forkert, han havde haft lange syg­ domsperioder og døde kun 55 år gammel, men mon ikke Poul Graae har ret i, at hans sammenstød med dele af bestyrelsen bidrog til at nedbryde hans modstandskraft. Samtidig afgik Torp som formand og afløstes af Richelieu, som i den første tid desuden blev administrerende direktør (direktørgagen skænkede han til en sygehjælpsfond for personalet). Torp forblev dog i be­ styrelsen og blev endog formand for anden gang i 1928. Ved sin død i 1929 havde han været medlem af DFDS’ bestyrelse i samfulde 43 år, en eneståen­ de kontinuitet. Brandts værk, Skandinavien-Amerika Linien, fortsatte. På vej til New York 11. marts 1905 løb Hekla ind i en langvarig storm, hvorved roret knækkede. Trods flere uforskyldte uheld lykkedes det kaptajn Egense og førstestyrmand Gabe at føre skibet hele io n sømil til Azorerne, hvortil det ankom 22. marts uden tab af menneskeliv, en flot bedrift. Herefter lagdes skibet op, og ruten besejledes af de tre store skibe og fra 1913 af rederiets nye flagskib Frederik VIII på 11.850 brt, det største danske passagerskib indtil 1974, hvor DFDS er­ hvervede Dana Regina (12.192 brt) til ruten Esbjerg-Harwich. De mange il­ lustrationer i Søren Tborsøes værk viser, hvilket prægtigt skib det var. Rutens passagergrundlag svækkedes dog efter oprettelsen af Den norske Amerika- linje i 1910 og Svenska Amerika Linien i 1915 samt skærpede amerikanske immigrationsregler fra 1921. Den mest celebre rejse må være den tyske am­ bassadør grev Johann von Bernstorffs hjemrejse med frue og et følge på 166 personer plus børn og tjenere med Frederik VIII i februar 1917 efter U.S.A.s

318 krigserklæring til Tyskland. Også den amerikanske ambassadør i Tyskland, James T. Gerard, rejste til New York med Skandinavien-Amerika Linien med United States i april 1917. Verdenskrisen efter 1930 dræbte ruten, der efter flere forgæves redningsforsøg nedlagdes efter en sidste stemningsfyldt jule­ rejse med FrederikVIH i 1935. Skibet solgtes til ophugning i 1936 undtagen to motordrevne redningsbåde, hvoraf den ene forblev i DFDS’ flåde helt til 1976 og brugtes til bugsering af pramme i Københavns havn. Lovgiver arbejder ikke altid hurtigt. Ganske vist bortfaldt en stor del af særreglerne for ældre skibe ved en ændringsbekendtgørelse om tilsyn med dampfartøjer m.v. af 24. juni 1905 og en vejledning af s.d., især m.h.t. red­ ningsmateriellet, men først ved lov nr. 145 af 29. marts 1920 om tilsyn af skibe bestemtes udtrykkeligt, at »Skib af over 50 Tons skal have Baade af til­ strækkeligt Rumfang til at kunne optage alle ombordværende. Skib af over 50 Tons, der til Fremdrivning væsentlig benytter Maskinkraft, og som gaar udenfor indskrænket Fart, skal paa hver Side af Skibet have Baade af tilstræk­ keligt Rumfang til at kunne optage alle ombordværende.« Loven satte den officielle slutsten på en udvikling, der længe havde været i gang, ja allerede var begyndt med de skærpede indgreb i Norge i sensommeren 1904. Nok er tabet af 629 menneskeliv ved forliset af Norge den største kata­ strofe, der har ramt et dansk passagerskib, men et DFDS tilhørende rute­ skib er faktisk gået tabt med endnu større tab af menneskeliv, dog under omstændigheder fuldstændig uden for selskabets eller blot dansk kontrol. Under den tyske besættelse af Danmark var al passagerfart ud af Danmark indstillet og skibene lagt op, herunder de fire store skibe England, Esbjerg, Jylland og Parkeston, der havde betjent Esbjerg-Harwich ruten og nu lå i Kø­ benhavn. 19. januar 1944 entrede tyske marinetropper uden varsel disse skibe, jog det danske vagtmandskab i land, hejste hagekorset og førte ski­ bene til Tyskland, hvor de fik nye navne Grenadier, Kürassier, Musketier og Pionier. De to første blev så beskadigede, at det efter krigen ikke var umagen værd at reparere dem. Musketier blev i krigens sidste dage anvendt til trans­ port af flygtninge fra Østprøjsen. Da det 3. maj 1945 var ved at blive bugse­ ret ind til Travemünde, blev det angrebet og sænket af engelske jagerma­ skiner, og alle ombordværende 800 mennesker omkom. Jeg har mere end svært ved at indse, at dette, dagen før kapitulationen i denne del af Tyskland, skulle være en nødvendig krigshandling. Kun Parkeston kunne repareres og tages i brug – i 1950 rejste jeg med den fra København til Newcastle og re­ tur, det var et godt skib. Rockall fik i 1972 endelig en rød lanterne på toppen.

319 Litteratur

Amtstidende for Færøerne (Dimmalætting) 9., 16., 23. og 27. juli, 17. september og 10. december 1904.

Balling, Chr.: En Sommer i Amerika. 1902.

Bentzon, Viggo: Den danske Søret. 1899.

Berlingske Tidende 2.-20. julipassim, særlig 19. og 20. juli (retsbogen), 15 .0 g 16. november 1904.

Dansk Biografisk Leksikon 2. og 14. bind. Biografier af Brandt, Bruun, Suenson og Torm. 1979, 1983.

Dansk Søfartstidende 7. og 14. juli, 18. og 25. august, 17. november og 29. december 1904.

DFDS. Bestyrelsens Forhandlingsprotokol 2. februar, 7. og 14. juli, 26. december 19 0 4 ,19 . januar, 10. august, 17. oktober og 1. november 1905.

Eaton, John P. og Charles A. Haas: Titanic Destination Disaster. 2. udg. 1996.

Garde, Peter: Dansk Kriminalistforening 1899-1999. Særnummer af NTfK 1999.

Graae, Poul: Hundrede år på havene. Det Forenede Dampskibs-Selskab 1866-1966.1966.

Heinberg, Aage: Over Atlanten. Fra og til Danmark gennem Tiderne. 1936.

Hjorth-Nielsen, H.: Danske Prokuratorer med kgl. Bevilling 1660-1869.1935.

Samme: Danske Sagførere under Loven af 26. Maj 1868. 1941.

Hove, Robert: Sø- og Handelsretten gennem 100 år. 1962.

Hurwitz, Stephan: Bidrag til Læren om kollektive Enheders pønale Ansvar. 1933.

Hvidt, Kristian: Flugten til Amerika (disp.). 1971.

Illustreret Tidende 1903-04 nr. 1 7 ,4 1 ,4 2 og 44, 24. januar samt 10., 17. og 31. juli 1904.

Kühl, E. m.fl.: Sø- og Handelsretten 186 2-1926 .19 27.

Kaarsted, Tage: Admiralen. Andreas de Richelieu. Forretningsmand og politiker i Siam og Dan­ mark. 1991.

Nielsen, Michel: Atten sømil fra Rockall. Beretning omkring et forlis. 1978.

Pedersen, Axel H.: En Rettens Tjener. C. B. Henriques 1870-1957.1964.

Petersen, Holger Munchaus og Jens Lorentzen: Rejsen til Amerika – med Thingvalla liniens udvan­ drerskibe før 1898.1977.

Røder, H. C.: Dansk skibsfarts renæssance. Dansk skibsfarts historie fra Københavns Frihavns åb­ ning i 1894 til vor tid. 1.1962.

Schovelin, Julius: Det Forenede Dampskibs Selskab Aktieselskab 40 Aars Udvikling. 1906.

Sebak, Per Kristian: Katastrofeskipet Norge. Den glemte ulykken. Oslo 2001. Hovedværket om for­ liset. Også oversat til engelsk,Titanic’s Predecessor. The S/S Norge Disaster of 1904. Laksevaag 2004.

320 Sindballe, Kristian: Dansk Søret. 1936-38.

Social-Demokraten 4. juli – 6. august, 13.-22. augustpassim, 20. september, 3., 9., 15. og 16. no­ vember, 25., 28. og 29. december 1904.

Sø- og Handelsrets-Tidende 1905, p. 81 ff. (forkortet i Ugeskrift for Retsvæsen 1905, p. 3 12 pp.).

Tborsøe, Søren m.fl.: DFDS 1866-1991. Skibsudvikling gennem 125 år – fra Hjuldamper til Rulle­ skib. 1991.

Samme m.fl.: Skandinavien-Amerika Linien. DFDS’ passager- og fragtfart på Amerika. 2001.

Torp, Carl: Den danske Strafferets almindelige Del. 1905.

Wilson, Derek: The Astors. 1763-1992.1993.

❖

Min hjerteligste tak til Søren Thorsøe for bistand og oplysninger, til Sø- og Handelsretten og Sta­ tens Erhvervsarkiv for materialer samt til DFDS v/Henrik Vaupel for adgang til bestyrelsesproto­ kollen i 1904 og 1905 og sporing af Mølsteds maleri til havariafdelingen.

321 Biskoppen og præstebaderen

Efter en aldrig udryddet tradition har præsten et særligt frisprog til at påtale moralsk dårligdom selv hos denne verdens mægtige. Da sognepræst ved Vor Frue Kirke i København Ole Vind – episoden er bedst kendt fra et kraftfuldt digt af Grundtvig (i Roskilde-Riim, 1814) – med fynd og klem revsede hoffets synder, reagerede Christian den Fjerde ved at gøre ham til hofprædikant; med Kongens ord, der slutter digtet »Sandhed vil Vi høre«. Den nye biskop over Sjællands stift fra 19 11 Harald Ostenfeld (1864-1934) - fra 1923 Københavns stift efter delingen af det meget store stift, den før­ ste på denne post, der hverken var videnskabelig teolog eller konservativ, og den sidste inden bispevalgenes tid – anså sig for kaldet til indgriben, når der opstod en moralsk krise. Som formand for Den danske Præsteforening 1905-11 polemiserede han i en artikel »Statskirke eller Frikirke« i foreningens »Maanedsblad« i 1907 imod den gængse statskirkelige opfattelse af præsten som embedsmand og anbefalede, at præsten i stedet optrådte som »Læge paa det aandelige Omraade«. Som biskop krævede han »Karakterforberedelse« snarere end teologi, og ifølge P. G. Lindhardt tog han strengere på moralske end på dogmatiske fejltrin. Til en vis grad havde han sit væsen imod sig, han kunne virke utilgængelig og skyede de med embedet traditionelt forbund­ ne repræsentative forpligtelser. På indvielsesdagen stødte han Kongen ved taktløst at glemme sit netop modtagne ridderkors, som han ifølge den senere provst og socialdemokratisk medlem af Frederiksberg kommunalbestyrel­ se N. J. Raid havde fået uansøgt nærmest ved et »ulykkestilfælde« og aldrig bar på ornatet (det kom ham dog ikke til skade, han blev senere både danne­ brogsmand og kommandør). Uheldigt for en mand i hans embede var hans dårlige forhold til pressen, hvilket især viste sig ved den her skildrede injurie­ sag. Ifølge Raid bragte han sig selv i miskredit ved de grovkornede svar, han affærdigede journalister med i en telefon. Omvendt fremhæver Raid, hvis

322 kærlige, men ikke ukritiske rids af ham er det nærmeste, vi har til hans bio­ grafi – Ostenfeld var gift med Raids moster og gav ham husly i bispegården under hele studietiden – hans praktiske godgørenhed, sociale forståelse og utrættelige slid. »Kom han hjem en søndag eftermiddag træt efter et par da­ ges visitation, gik han straks til sit skrivebord, tog glasøjet ud og lagde det i et glas med vand, som stod til det samme, tændte piben, og først når posten var ordnet, vendte han tilbage til dagligstuen, hvor han hvilede sig ved en bridge med de unge.« Med til billedet hører hans næsten påholdende sparsommelig­ hed – også fremhævet i ligtalen over ham – både i det personlige forbrug og ved kirkebyggerier, og manglende skønhedssans; da familien havde overtalt ham til at bruge sin fribillet, da det berømte Thomanerkor sang i domkirken, kunne han efter hjemkomsten kun fortælle, at der var 147 lamper i kirken!

Det vestindiske uvejr og nødløgnen som etisk problem

Det store moralske spørgsmål, der i august 1916 kaldte biskoppen frem på kamppladsen, var salget af de dansk-vestindiske øer til De forenede Stater. Med nød og næppe afværget i 1902 var sagen dukket op igen ved en henven­ delse fra U.S.A. til den danske regering, og den 4. august 1916 undertegne­ des salgsaftalen i New York. Hvis finansminister Edvard Brandes, under hvis ressort øerne hørte, og udenrigsminister Erik Scavenius havde håbet på, at sagen ville løbe stille af, rejste der sig i stedet en voldsom storm. Dette skyld­ tes især, at en betydelig opinion, særlig i konservative kredse, anså det som en national ydmygelse at sælge en del af riget for mammon; Christian den Ti­ ende, som nærmest blev tvunget af regeringen til at godkende salget, skrev i sin dagbog umiddelbart efter det definitive statsråd: »En Plet som ved Kends­ gerningerne, jeg har sat paa mig og som Fremtiden aldrig kan aftvætte.« Men stærkt medvirkende til vreden var, at da Nationaltidende i juli 1916 havde fået nys om sagen, bestred begge ministre efter aftale med den amerikanske regering, som ønskede fuld hemmeligholdelse, indtil aftalen forelå, at salgs- rygterne havde noget på sig, de løj kort og godt, Scavenius endog i Folketin­ get, hvilket ved en senere lejlighed har medført en hel regerings fald. Kon­ servative og Venstre, hvad enten de var salgsmodstandere eller ej, krævede valg for at rense luften og for at få spørgsmålet behandlet i en rigsdag valgt efter den nys vedtagne, endnu ej i kraft trådte grundlov, og mangfoldige bra­ ve mennesker angreb regeringen skarpt. Typisk for holdningen i national-

323 konservative kredse var et åbent brev til Kongen fra en af hans gamle offi- cerskammerater, en afskediget ritmester, der indtrængende appellerede til Kongens æresfølelse og bønfaldt ham om indgriben. At Kongen, skønt han udadtil holdt sig tavs, i sit hjerte var enig med angriberne, ses ved, at han en tid lang lagde Brandes, som ellers var hans særlige fortrolige i ministeriet, på is. Berlingske Tidende bragte den 9. august 1916 under overskriften »Tillid« et langt indlæg af den konservative forfatter og rigsdagskandidat Oluf Bang, som efter at have hævdet, at man fremtidig ikke kunne stole på regeringens ord, sluttede: »Kan vi da fortsætte en Tilstand, hvor alting til sidstmaa af­ hænge af Regeringen, hvor vi maa bygge paa Tillid til denne Regering – og hvor vi ikke kan have denne Tillid?« Samme nummer af avisen bragte føl­ gende:

Aabent Brev til Konseilspræsidenten. De vil uden Tvivl, Hr. Konseilspræsident, have bemærket den pinlige Opsigt, det har vakt, at det for Offentligheden ser ud, som om et, maaske endog to Med­ lemmer af Deres Ministerium har gjort sig skyldige i mislig Omgang med Sand­ heden for ikke at bruge stærkere Ord. Det er ikke Spørgsmaalet om Salget af de vestindiske Øer, hvorom det her drejer sig. Alle forstaar, at herom kan man have forskellig Mening. Offentlighe­ den forstaar ogsaa godt, at en Regering under Forhandlinger med et andet Lands Regering kan have Tavshedspligt, hvorfor Interviews paa Forhaand maa afvi­ ses. Derimod forstaar man ikke, at en Minister kan tillade sig at sige en afgjort Usandhed. I det danske Folk har det hidtil været Sæd og Skik, at Sandheden maatte hol­ des i Ære, og at en Mand i en ansvarlig Stilling maa føle sig uløselig bundet til Sandheden. Uden dette rokkes der ved Grundvolden for vort Folks Liv. Vi lever under Forhold, under hvilke jeg og mange med mig vil strække os vidt for ikke at volde Vanskeligheder for den siddende Regering, men dog vil det føles som en for stor Ydmygelse af det danske Folk og den kristne Me­ nighed, om vi maa sige, at der i Landets Regering sidder Mænd, der ikke følger Sandheden. Jeg tillader mig derfor, saa alvorligt som jeg er i Stand til det, at henstille til Dem, Hr. Konseilspræsident, at formaa de paagældende blandt Deres Kolleger til bestemt at fralægge sig de Udtalelser, som tillægges dem, eller forlade deres Stillinger. Den 8de August 1916. H.Ostenfeld.

324 At kirkens primas offentligt opfordrer regeringens chef til at afskedige to mi­ nistre på grund af løgn, er ikke hverdagskost, og det åbne brev vakte betyde­ lig opsigt. Regeringen og dens støtter tog kraftigt til genmæle, herunder under den mere end to hundrede spalter lange debat i Folketinget 10.-12. og 14. august 1916, Brandes sidste indlæg var på næsten 12 spalter. Næsten halvdelen af debatten handlede om løgnen, til tider glemte man næsten realiteten, øsal- get. Brandes kaldte angrebene »Skaberi« og »Vaas«, tonen kunne være barsk i 1916, og fortsatte: »Man kan skrige saa højt, man vil, man skal ikke naa op til den fuldkomne Ringeagt, som jeg føler for dette Sandhedsvidneri og denne Godtkøbsforargelse i Pressen, og selv om den dyppes i biskoppelig Salvelse, bliver den ikke mindre usmagelig.« Han fastholdt, at hans ord »nu som før« stod til troende, men »enhver redelig Mand og enhver Gentleman«, hvem en statshemmelighed var blevet betroet, måtte tie med den. Socialdemokraten Vilhelm Rasmussen citerede Harald Høffding »Etik«, hvorefter sandheden al­ tid skulle søges, men ikke nødvendigvis altid siges. Hans partifælleFrederik Borgbjerg, der havde studeret teologi i 1880’erne, havde gemt sine lærebøger og citerede H. Martensen »Den christelige Ethik« om nødløgnens tilladelig­ hed under en pligtkollision (kapitlet »Menneskekjærlighed og Sandhedskjær- lighed« i »Den individuelle Ethik«), hvorefter det i visse situationer kan være ikke blot berettiget, men ligefrem en pligt at tale usandhed, og hvor den en­ kelte må afgøre med sin egen samvittighed, hvorledes han skal handle, og ikke bør bedømmes hårdhændet af »Rigoristerne« i den anledning. Det har været en bizar oplevelse for den jødiske fritænker Brandes og for Scavenius, hvis yndlingsforfatter var skeptikeren Montaigne, og som kort før sin død karakteriserede dem, der talte om Paradiset, som hyklere eller mindre be­ gavede, at se forsvarsargumenter hentede i et hovedværk om kristen etik. Nærlæsning af hele kapitlet og afsnittet »Loven« i den almindelige del, sær­ lig om antinomisme (det af Martensen afviste synspunkt, at loven ikke er en del af den kristne forkyndelse), om den politiske moral og om pligtkollision, viser dog, at Martensen fastholdt, at selv den mest undskyldelige løgn – ek­ semplet er den døende Desdemona, der påly ver sig selvmord for at tage brø­ den fra sin morder Othello – indeholder et element af synd, der kan tilgives, men ikke undskyldes. Martensen skelner mellem moralske politikere, som sætter ærlighed over al politik og med eller trods al klogskab sætter pligten som det højeste, og de af ham forkastede politiske moralister eller antino- mer, for hvem det heldige udfald er det højeste gode. Ved uløselig pligtkollisi­ on, eventuelt på grund af et tidligere aflagt ubesindigt løfte – dette passer fint

325 på den vestindiske sag med konflikten mellem sandhedspligten og den over for den mægtige forhandlingspartner lovede diskretion – synder den hand­ lende, hvilken løsning han end vælger. Nødløgn for at redde sig ud af en for­ legenhed kan ikke retfærdiggøres, selv ikke hos den frommeste. Afgørende er visdom til at sige sandheden på den rette måde i stedet for at tage tilflugt til løgnen. Jeg tvivler herefter meget på, at Borgbjerg har dækning for sit stand­ punkt. Ud fra et nøgternt fornuftssynspunkt kan man undre sig over, at de to ministre løj så groft i stedet for at smyge sig udenom, hvilket vel også havde været mere hensigtsmæssigt – således de to erfarne gesandter fra Tyskland og De forenede Stater – Viggo Sjøquist henviser til, at dementierne blev givet af de to mest ufolkelige ministre, der ikke havde respekt for den offentlige mening. Angriberne var ikke mundlamme. Højremanden Ellinger frakendte den mand ret til at træde ind i et ministerium, »overfor Kongen eller Folket«, som ikke er af en støbning, så man kan have tillid til ham. Den missionskeMunk- Poulsen fra Thisted protesterede som kristen mod en moral, hvorefter man i visse forhold var forpligtet til at sige usandhed. Ifølge I. C. Christensen skrev »Blade i vort Naboland om det danske Ministerium, at man skal modtage dets Dementier med Forsigtighed, og det er ikke godt, naar noget saadant kan skrives ogsaa udenfor Landets Grænser«. Biskoppen udsattes selv for kritik, n . august refereredePolitiken en kom­ mentar til hans brev i Sydsjællands Venstreblad under den ironiske overskrift »En modig Mand«, hvor for første gang præstesagen fra Udby-Ørslev ind­ droges med beskyldning mod biskoppen for både at have svigtet sit løfte til menigheden og gengivet sine forhandlinger med menighedsrådet ukorrekt. Angrebet fulgtes den 15. op af provst Michael Cosmus Bornemann Nielsen, kultusminister i den første radikale regering 1909-10 – hvor han bl.a. op­ hævede Jacob Scavenius’ »mundkurvscirkulære« fra 1885 – der, ligeledes i et »aabent Brev«, spurgte Ostenfeld: »Stod De ved Forhandlingerne om Præste­ embedets Besættelse i Udby-Ørslev i 1915 paa den usminkede og utilslørede Sandheds Side?« Denne sag, der spillede en væsentlig rolle i den senere inju­ riesag, handlede i høj grad om kirkestyrets manglende respekt for et menig- hedsrådsflertal, et spørgsmål, som lå Nielsen stærkt på hjerte. Den 29. udtalte Nielsen, at biskoppen ikke burde have beskyldt ministrene for løgn, når han selv havde en uafvasket beskyldning om løftebrud i sin embedsforvaltning siddende på sig. Men ikke kun regeringens politiske meningsfæller undskyldte ministre­ ne. Med særlig vægt virkede et indlæg i Berlingske Tidende (14. august), fra

326 overpræsidenten i København, Frederik Lindam Godefroi de Dompierre de Jonquiéres, af den fine huguenotslægt, som et slægtled tidligere havde skæn­ ket os brødrene Jean og Henri de Jonquiéres, hvoraf den første, skønt i 45 år ældste i kirkerådet for den fransk-reformerte menighed, i samme periode med dygtighed og varmtfølende hensynsfuldhed bestyrede den lutherske folkekirkes sager i Kultusministeriet som kontorchef under tyve successive ministre, medens den andens officerskarriere kulminerede med posten som øverstbefalende for artilleriet under kampene ved Dybbøl – besøgende på Frederiksborg Slot vil huske Vermebrens fortrinlige billede af den uforfær­ dede officer, rygende sin cigar under granatregnen. Overpræsidenten for­ enede sin fornemme embedskarriere med så disparate hverv som formand for Julemærkekomiteen og Kronprinsesse Louises tjenestepigeskole samt mangeårig opmand i den norsk-svenske rengræsningssag. Uden direkte at nævne biskoppens åbne brev, men givetvis med adresse til ham, gjorde han gældende, at angrebene på de to ministre var fuldkommen ubegrundede, og at der for enhver, særlig en statsmand, kan komme en situation, der tvinger ham til »en objektivt urigtig Erklæring«, ja til løgn. Biskoppens åbne brev lokkede også denne beretnings anden hovedper­ son, redaktørFrejlif Olsen, ind på arenaen.

Redaktøren og provsterne

Da den tiltrædende chefredaktør ved Politiken Henrik Cavling juleaftensdag 1904 tilbød sin yngre broder Frejlif Olsen (1868-1936) – de forskellige efter­ navne skyldes, at storebroder, men ikke lillebroder havde taget navneforan­ dring til moderens pigenavn, medens fornavnet skyldtes den ordblinde (!) kordegns fejlstavning af det ønskede navn Friedlef – at blive redaktør på »Ekstra Bladet«, som få måneder var født som netop et lille »Ekstra Blad« for at bringe de helt friske nyheder fra den russisk-japanske krig, men nu var ved at blive en selvstændig avis, var det ikke et udslag af nepotisme. Frejlif Olsen havde allerede erhvervet et navn som flittig journalist og fremragende skri­ bent, og som redaktør for Ekstra Bladet igennem 31 år mere end levede han op til forventningerne. Bortset fra den tvungne uvirksomhed under afsonin­ gen af sin fængselsstraf skrev han daglig to store ledere, endog fra hospitalet indtil kort før sin død. Inden han hvert år drog på påskeferie hos en tredje broder i Aalborg, hans eneste ferie, skrev han lederne for de næste dage på forskud. Hertil kom et mylder af musik- og litteraturanmeldelser, ifølgeVic­

327 tor Andreasen læste han to bøger om dagen. Hans mærkelige fragment af en selvbiografi fra 1922 fortjener til fulde det fortærskede epithet hudløst ær­ lig, idet han dvæler ved de mest beskæmmende episoder i hans liv som den manglende tilbagebetaling af et lån – på 10 kr.! – fra en fattig velgører, som kun dårligt kunne undvære pengene, og, værst, hans letfærdigt henkastede svigt af en ung pige, som derefter gik på gaden og gik i hundene, hvorefter han mødte hende i den dybeste fornedrelse, kort inden hun drak sig ihjel. Ikke ligefrem hændelser, der fylder de gængse memoirer eller fødselsdags­ interviewet. Han var næppe ateist, Andreasen beskriver ham som dybt religiøs, med den inderlighed, som Søren Kierkegaard krævede, men den despekt for auto­ riteter, der udmærkede ham, fremtrådte med særlig kraft i hans forhold til præstestanden. I bogen fra 1922, som indeholder noget af det bedste, jeg har læst om journalistens væsen, undgår vi ikke et lille æselspark mod præsten, da forfatteren efter at have indrømmet sin fortvivlelse over at have ulykker og fortræd som sit levebrød tilføjer, at præsten var hans trøst, og at han rolig kunne tage kampen op med det væv, præsten spandt på sin prækestol. Jo hø­ jere placeret hans offer, des skingrere hans spot. Særlig den højkirkelige københavnske modepræst var hans béte noire. Den første episode, som fremdrages i Dirckinck-Holmfelds krønike, er stifts­ provst, kgl. konfessionarius siden 1884, storkorsridder og salmedigterJakob Peter Mynster Paullis ulykkelige død 3. september 1915 ved en brand i hans embedsbolig i Fiolstræde (meget tyder dog på, at den svagelige gamle mand var ramt af et hjerteslag inden branden). Hans minde hyldedes ikke blot i den kirkelige og konservative presse, men også i Social-Demokraten, der nok trak på smilebåndet over småtræk, som at han samlede på menukort fra sine gallamiddage, men også fremhævede, at han under storkonflikten i 1899 of­ fentligt krævede gode og retfærdige arbejderlove og en social lovgivning. Samme avis ydede ham fuld honnør og anerkendelse under Ifversensagen i 1903, hvor han som fungerende biskop og dommer i kommissionsdom- stol fastholdt en indremissionsk sognepræsts pligt til at vie en fraskilt mu­ rersvend (præsten frifandtes ved en dubiøs afgørelse i Højesteret). I min egen beretning om sagen fremhæver jeg Paullis retsindighed og pligtfølelse. Men hos Frejlif Olsen (i den lange artikel »Paulli« dagen efter dødsfaldet) var der kun forargelse, hverken medlidenhed over dødsfaldet eller omtale af den dødes gode sider. »Er det Jesu Christi Lære at sidde i halvanden Menneske­ alder i fede Embeder, betitlet og rangforordnet, Hoffets Ven og Pryd, rig paa Gods og Guld, i fine Klæder, en Ære for Middagsselskaberne, at være Em-

328 bedsmand og Forretningsmand paa én Gang, og alt dette under det skam­ melige Anbringende, at man er Guds Ords Forkynder, en ydmyg Tjener for den himmelske Herre?... Mens han levede, maatte vi vekselvis le og harmes, naar han udfoldede sig i sin Hoftjeneste, naar han bukkede og sprang for de høje Herskaber, naar han gjorde sine sirlige Skrabud og nød sine Honorarer for Bryllups- og Ligtaler stadig i den Jesu Christi Navn. Nu, da han er død saa forsmædeligt – nu ler vi ikke. Men vor Forargelse er den samme ... Kirke­ ligt set er dette Liv for vort Syn en Skandale – en Skandale.« Begravelsen el­ ler »Jordefærden« refereredes fyldigt og fulgtes til dørs aflederen »Tak, Hoff- meyer!«, med skingre angreb på stiftsprovst Henrik Hoffmeyer, der i sin tale havde dvælet på Guds grænseløse barmhjertighed. Frejlif Olsen hånede, at Paulli havde så meget at takke Guds barmhjertighed for, og endnu en gang fik læseren melodien om »den falske Kristendom, som Paulli var den øverste Chef for, og som gør Kirkerne til Butiker og Ordets Forkyndelse til en Forret­ ning«. Meget kan siges til gunst for Frejlif Olsen, jeg siger også en del af det selv, men hans udgydelser ved Paullis død finder jeg modbydelige. Mere muntert letbenet var lederen »Grufuldt« 9. november 1915 i anled­ ning af den nye kgl. konfessionarius, Holmens provst,Hans Mathias Fengers prædiken ved prinserne Frederik (den senere kong Frederik den Niende) og Knuds konfirmation i Holmens Kirke. Han spottede over, at Fenger udtalte, at bl.a. de to seneste afdøde konger stod omkring »Lammets Trone«, iførte »lange hvide Klæder... med Palmegrene i Hænderne«, særlig de lange hvide klæder var han ude efter. Mærkeligt nok nævner han ikke den lille, mere rørende end pinlige episode (fremdraget af Knud J. V. Jespersen), at den i sin nye værdighed endnu nervøse provst gik i stå midt under konfirmandtalen og måtte oplæse resten efter det for en sikkerheds skyld medbragte manu­ skript. Scenen var sat til generalattaque i anledning af biskoppens åbne brev.

»Biskoppen lyver, naar det passer ham«

Ekstra Bladet kunne have valgt andre mål end biskoppen, f.eks. var Oluf Bangs angreb på de to ministre langt alvorligere og fyldigere end Ostenfelds åbne brev, men med Frejlif Olsens syn på kirkelige dignitarer in mente var der ingen tvivl om, hvor stødet ville ramme. 15. august 1916 fremkom over tre spalter lederartiklen »Moralen«, forsy­ net med de allerede berømte tre asterisker, der i praksis angav ham som for­

329 fatter, hvis ikke allerede stilen havde røbet ham; det fik betydning ved straf­ udmålingen, at han, der formelt dømtes som ansvarshavende redaktør, med sikkerhed var forfatter selv, modsat den næste sag, hvor en redaktør for Eks­ tra Bladet idømtes frihedsstraf, da Axel Sjölin i 1974 – så længe varede det faktisk – idømtes 14 dages hæfte, da bladet to gange havde bragt et fotografi af en nøgen ung kvinde, taget nogen tid, før hun blev myrdet, og hvor Sjölin ferierede i Italien, da overtrædelsen blev begået; han var mest ærgerlig over, at det ikke var sket med årsag i en af bladets mærkesager som bagmænd og bolighajer. Frejlif Olsen tilsluttede sig Jonquiéres’ svar på biskoppens »lumske og for­ lorne Angreb paa Ministeriet« og fortsatte:

Efter Biskop Ostenfelds Indlæg i denne Debat skammer jeg mig som en Hund over, at jeg, Gud bedre, er evangelisk luthersk i denne Stund! Naar man sér over den Bestand af hellige Svin og Køtere, der skraaler op paa Vers og Prosa om, hvor gudfrygtige og danske de er, som Skjold for deres Hykleri og Lumskhed og Løgn og Bedrag, saa ønsker man sig at være Jøde eller Muhamedaner eller Tilbe­ der af den forgyldte Leverpostej, lige fedt hvad – bare at man ikke er et kristent Menneske.... Og om Biskop Ostenfeld, der mener, at Ministeriet ikke maa lyve, er det oplyst, at han er ikke bange for at lyve, naar det passer ham –det er den bogstavelige Sandbed, efter alt, hvad der foreligger til Dato (spatieret i avisen)! Han er fornærmet over, at Ministeriet lyver, men selv lyver han, naar det passer ham! - lad os nu prøve, Hr. Biskop, kom ind ad en aaben Dør; vi siger, at De har løjet, De har været i Fjendskab med Sandheden, kom nu, lad os tale med Dem, f. Eks. ved Hof- og Stadsretten, læg Sag an imod os; o, Biskop, Du aner ikke, hvor mange pæne Mennesker der i Tidens Løb har lagt Sag an mod os ved Hof- og Stadsret­ ten (og faaet os dømt, lad os ikke glemme, at de omtrent allesammen har faaet os dømt) – o, Biskop, o, Du kære Sandhedsvidne, lad os nu faa den Glæde at se dit milde og falske Ansigt i Stævnings Form! Hvis jeg kender Justitsminister Zahle ret, saa bevilger han dig fri Proces til en Retssag mod »Ekstrabladet«! Kære Bisp, tag Risikoen, det er altsaa gratis, naar Zahle giver fri Proces! – Gud, hvor jeg erin­ drer dit herlige Ansigt, o, herlige Primas, fra hin Dag, da Du i din Vaande erklæ­ rede (falsk som altid!), at Christi Opstandelse til Himlen (eller Nedfart til Helvede - hvem kan hitte Rede i det alt sammen?) maatte (»selvfølgelig«) forstaas paa en aandelig Maade, altsaa ikke bogstaveligt, men med Forbehold, Rævestreger! Der var en Tid, hvor jeg forbandt noget stort og højt og godt med Begrebet »Biskop«. Paa den Tid forbandt jeg noget fuldkomment ligegyldigt og uinteressant med Begrebet »Overpræsident«. – Alting skifter. – Jeg er lige ved at faa Respekt for

330 »Kjøbenhavns Overpræsident« (skønt det kniber haardt), men det er let nok gjort med min Foragt for Sjællands Biskop; det er i en Haandevending.

A propos bemærkningen om de mange injuriesager har Victor Andreasen oplyst, at der fra 1905 til 1920 anlagdes i alt 20 injuriesager mod Frejlif Olsen, »en ære for Ekstra Bladet og et monument for danske dommeres dumhed«. Først den 18. november 1916 – jeg kommer tilbage til grunden til den­ ne tøven – udtog overretssagfører Andreas Christian Linnemann stævning i Landsover- samt Hof- og Stadsretten med påstand om lovens strengeste straf samt mortifikation (»at de ærefornærmende ubeføjede Udladelser bliver kendt døde og magtesløse«) og sagsomkostninger for både den fremsatte sig­ telse – beskyldningen for løgn – samt ringeagtsytringerne og de hånende udladelser. Som det sømmede sig sagføreren for en biskop, var Linnemann runden af det fineste københavnske bourgeoisi, han var ridder, hans fader var generalmajor, hans farbroder departementschef, senere nationalbank­ direktør, og hans svigerfader norsk generalmajor. Han var uddannet på hø­ jesteretssagfører Shaws prestigiøse kontor, var formand for et værgeråd og medlem af bestyrelsen for et selskab til oprettelse af billige pantelånerkon­ torer. Som i sagen mellem kultusministeren og smørgrossereren var spørgsmå­ let injuriantens evne til at føre bevis for sandheden af sin sigtelse, og igen ser vi, at sagsøgeren ved at indbringe sagen for retten har lagt sig blot for nærgå­ ende undersøgelse af hans egne handlinger. Der er dog stor forskel på de to sager. I den ældre sag var det omstridt og nærmest ubevisbart, hvad ministe­ ren foretog sig den berømte aften i oktober 1885 (at store dele af befolknin­ gen, kirken, andre politikere, trods ministerens sejr i retssalen alligevel anså ham for »skyldig«, er en helt anden historie). I biskoppens sag var det derimod efter fremlæggelsen af akterne hurtigt opklaret, hvad der faktisk var sket, alene med en lille rest af tvivl om den nøjagtige ordlyd af en mundtlig ud­ talelse, og det afgørende spørgsmål var bedømmelsen af det således beviste forhold fra biskoppen i relation til den fremsatte beskyldning for løgn. Vid­ neførsel var derfor unødvendig, og sagen kunne behandles skriftligt. Redaktørens advokat, overretssagfører Harald Nielsen – søn af en tøm­ mermand ved marinen og gift med datteren af en brændehandler, ingen hæ- dershverv udover hans praksis – som forsvarede ham aggressivt og effektivt, faktisk langt bedre end den berømte højesteretssagfører, der var defensor for Højesteret, dokumenterede grundigt forløbet af præsteansættelsessagen fra Udby-Ørslev og påstod frifindelse med den begrundelse, at redaktøren

331 havde haft fuld føje til at kritisere det åbne brev – det var nok den svageste del af forsvaret – og havde troet på at kunne bevise rigtigheden af sine udta­ lelser om biskoppen, hvis optræden under hensyn til hans høje gejstlige stil­ ling havde været i højeste grad ukorrekt, hvorfor han ikke selv burde have kastet den første sten.

Præstesagen fra Udby-Ørslev

I det idylliske sydsjællandske pastorat Udby-Ørslev nær Vordingborg (Udby er Grundtvigs fødesogn) skulle der i 1914 ansættes en ny præst. Blandt de ca. 30 ansøgere udvalgte biskoppen to til menighedsrådet at vælge imellem, modne mænd, begge velanskrevne fra deres tidligere embeder, nemlig en provst Jensen og en pastor A. Hindsbolm. Biskoppen indfandt sig hos det otte mand store menighedsråd inden afstemningen og opfordrede alle medlem­ mer til at give Jensen deres stemme som nr. 1, hvorved han automatisk efter den nye lov om menighedsråd af 1912 ville blive indstillet til kgl. udnævnel­ se, og ligeledes enstemmigt at indstille Hindsholm som nr. 2. Dette mislyk­ kedes, idet 5 stemte på Jensen og 3 på Hindsholm – det synes som om de tre tilhørte Indre Mission – hvorfor kultusministeren stod frit. Ganske vist er der efterhånden opstået en praksis, hvorved flertallets ønske normalt tages til følge, men i 1914 var loven ny, og flertallet for Jensen var det mindst mulige. Biskoppens stilling var derfor af største betydning, og flertallet spurgte ham, om man kunne forvente hans anbefaling for Jensen til ministeriet. Biskop­ pen svarede ifølge de fem omtrent således: »Ja, naturligvis, jeg har anbefalet ham til Dem, og jeg føler mig bundet af mit Ord«, særlig en skomagerO. Ras­ mussen har fastholdt, at ordene faldt således. Som det ses af det følgende, er der uenighed om den nøjagtige ordlyd af biskoppens svar. Biskoppen udtalte, at han anså det for højst sandsynligt, ja næsten givet, at Jensen ville blive kal­ det. Ikke desto mindre blev embedet besat med Hindsholm, hvilket frem­ kaldte voldsomt røre lokalt. De fem skrev herefter til biskoppen 2. december 1914, hvilket brev mundede ud i: »Trods Deres Højærværdigheds Udtalelser, der ikke kunde misforstaas, men blev opfattet ens af os alle, er Udfaldet ble­ vet et helt andet. Vi bad i Forening om Fred og Trivsel for Menighederne, men kan der skabes Fred over brudte Løfter? Tør vi i al Ærbødighed udbede os Deres Grunde til denne mere end mærkelige Svigten af Deres Ord.«

332 Biskoppen svarede med næb og klør:»... Da dette er formet som en grov Insinuation mod mig, at jeg har svigtet mit Ord, beklager jeg ikke at kunne svare derpaa, før den er taget tilbage.« I begge sogne afholdtes nu protestmøder, hvorunder en anden af de 5, gårdejer P. Larsen bl.a. udtalte »Vi andre mener ikke at være afkristnet, men vi repræsenterer Grundtvigs Fødeby og hylder hans Anskuelser«. Enstem­ migt – de fåtallige missionsmænd deltog ikke i afstemningerne – vedtoges følgende resolution: »Forsamlingen udtaler sin stærke Misbilligelse over den mærkelige Optræden, Biskop Ostenfeld har udvist angaaende Præstekaldel- sen i Udby og Ørslev, og Ministerens Undladelse af at følge Menighedsra- adets Flertal.« Den lokale presse skrev om sagen, ogNordsjællands Socialde­ mokrat nævnte, at biskoppen i en anden sag ved at give et fuldstændig forkert billede af sin favorit var skyld i, at et sogn fik en mand, »der omtrent har præ- diket Kirken tom« – nuvel, at en præst har skuffet forventningerne, er næppe biskoppens skyld. Efter en henvendelse fra menighedsrådet i rigsdagen til kultusminister Søren Keiser-Nielsen, selv mangeårig præst på Lolland, dygtig landmand og beskrevet som en jovial proprietærtype, sendte ministeren afskrift af akt- stykkerne i sagen til menighedsrådet og skrev i følgebrevet:»... Det vil heraf fremgaa, at der fra Biskoppens Side har foreligget for mig en virkelig og paa flere Grunde – deriblandt særlig ogsaa kirkelige Hensyn – støttet Tilskyndel­ se til at indstille Pastor Hindsholm fremfor Provst Jensen.« Her kunne læses følgende indberetning fra biskoppen til ministeriet efter hans møde med menighedsrådet:

Hermed fremsender jeg Indstillingen fra Udby-Ørslev, hvori Provst Jensen er indstillet som Nr. 1 og Pastor Hindsholm som Nr. 2. Begge er de vel anbefalet fra deres tidligere Virksomhed, og Provst Jensen er jo indstillet af Flertallet. Jeg vil dog tillade mig at henlede Opmærksomheden paa, at Pastor Hindsholm er en Del ældre og rimeligvis ikke har mange Chancer tilbage for at blive forflyt­ tet, har større Eksamenskarakter og har været Censor ved Skolelærereksamen i ikke saa faa Aar.

Anders Madsen Hindsholm, født 1859, var kandidat fra 1888 med den fine karakter laud.-egregie, siden 1894 tjenstgørende i Bjergby og Mygdal i Vend­ syssel og fra 1906 censor ved den afsluttende lærerprøve. Biskoppens rosen­ de bemærkninger om ham var givetvis berettigede, og i et system uden me­ nighedsråd ville hans kaldelse ikke være blevet kritiseret.

333 Departementschef Oskar Damkier, som havde haft en afgørende indfly­ delse på den nyere kirkeretlige lovgivning og beskrives som forstående og forhandlingsvenlig over for nyere synspunkter, skrev 24. november 1914 følgende indstilling til ministeren:

Provst Jensen, Torslev, er indstillet som Nr. 1 med 5 St. og Hindsholm som Nr. 2 med 3 St. Biskoppen henleder særlig Opmærksomheden paa sidstnævnte og foruden de Momenter, som kan fremhæves til Fordel for ham (hans Alder, Anciennitet og Eksamenskarakter samt hans Virksomhed ved Eksamenskommissionen ved Skolelærereksamen) nævnede han under en Samtale med mig forleden ogsaa, at det i og for sig vilde være meget ønskeligt, at der her beskikkedes en Præst af Indremission, idet der efter at Søbye i Vordingborg var befordret, ikke i vid Om­ kreds fandtes Præster af denne Retning, som dog havde adskillig Tilslutning paa Egnen. Det forekommer mig, at der i et Tilfælde som dette kan være god Grund for Ministeren til at benytte sig af den Ret, som Menighedsraadslovens § 29 giver til frit Valg mellem de indstillede, hvor Menighedsraadet ikke har kunnet enes om en enkelt, for at skaffe en ældre dygtig Præst som Hindsholm til Befordring, tilmed, naar der derved kan tilføres Egnen en Præst af en bestemt Retning, som der er Trang til. Jeg skal tilføje, at Biskoppen i ovennævnte Samtale ogsaa sagde, at der erken­ des paa Egnen ogsaa af den grundtvigske Retning – han nævnte i saa Henseende Sognepræst Munk i Vordingborg – at der var Trang til en Præst af Indremissions Retning, Jeg skal ogsaa tillade mig at anbefale, at Sognepræst Hindsholm, Bjerg­ by, indstilles.

Ministerens forestilling til Kongen svarede til departementschefens indstil­ ling og henviste til biskoppens udtalelser, som ministeren tiltrådte. Efter offentliggørelse af akterne tog biskoppen til orde i en skrivelse af 29. december 1914, bl.a.Sorø i Amtstidende, hvorefter han efter menigheds­ rådets afstemning havde udtalt, at han anså det for meget sandsynligt, ja næ­ sten for givet, at provst Jensen fik embedet. Da han ikke fandt det for beret­ tiget at spørge, om han ville anbefale denne, svarede han undvigende, så vidt han erindrede omtrent således: »Jeg kan naturligvis ikke misrekommandere en mand, som jeg har anbefalet til Dem.« I sin påtegning anførte han de ob­ jektive data, og at omtalen af pastor Hindsholm blev noget længere, skyld­ tes, at der var flere data at anføre, og at han mente, at han også over for min-

334 dretallets kandidat havde pligt til at fremhæve dennes rent objektive kva­ lifikationer. Pastor Hindsholm havde han modtaget køligt og rådet at søge andet embede. Hans ytringer til departementschefen om det ønskelige i, at der kom en mand af Indre Missions retning der på egnen, fremkom først, ef­ ter at han af departementschefens udtalelser havde forstået det som afgjort, at Hindsholm ville blive indstillet. Han havde hele tiden betragtet det som en given sag, at Jensen ville få embedet, hvilket han også ville have anset som det heldigste, men han mente at burde fremdrage også Hindsholms kvalifi­ kationer over for den kaldende myndighed. Allerede dagen efter oplyste pastor A. Munk, Vordingborg, offentligt, at hans ytring var faldet i en privat samtale med biskoppen lige efter at indstil­ lingen var foretaget, men ikke i anledning af embedet i Udby-Ørslev, deri­ mod af hensyn til det ledige kapellani i Vordingborg samt under forudsæt­ ning af, at provst Jensen blev kaldet til Udby. Dermed sluttede sagen i denne omgang. Det var åbenbart, at departe­ mentschefen og ministeren (og Kongen) ikke kan kritiseres. Flertallet for Jensen var lille, praksis efter den helt nye lov lå langtfra fast, og Hindsholms kvalifikationer var fine, særlig har jeg sympati for, at en dygtig mand på 55 år efter tyve år i samme embede befordres efter ansøgning, det var meget muligt hans sidste chance. Når dertil kom biskoppens, set fra ministeriets side, utvetydige anbefaling, var det næsten oplagt, at Hindsholm fik embe­ det, og biskoppens påståede tro på, at Jensen ville blive den foretrukne, giver jeg ikke meget for. Derimod kan biskoppens adfærd muligt kritiseres. Særlig burde han, hvis han ikke ønskede at besvare spørgsmålet om, hvorvidt han ville anbefale provst Jensen, eller fandt spørgsmålet uberettiget, have sagt det lige ud i stedet for at give et tvetydigt svar, som næsten uundgåeligt måtte opfattes som et løfte i lyset af hans tidligere opfordring til rådet om at binde ministerens hånd ved at stemme enstemmigt for Jensen, selv når man læg­ ger hans egen sagsfremstilling til grund. Hans forklaring på de mundtlige udtalelser til departementschefen er lidet overbevisende, denne kunne umu­ ligt få andet indtryk end at biskoppen helhjertet anbefalede Hindsholm. En­ delig er form og tidspunkt for hans ytringer om ønskeligheden af at kalde en indremissionsk præst præget af den samme tvetydighed. Noget andet er, at ministeren aldrig burde have givet menighedsrådet aktindsigt. En personud- nævnelsessag er noget af det mest fortrolige, man kan forestille sig, og den myndighed, der har givet indstilling i sagen, har krav på, at den ikke offent­ liggøres. Kun provst Jensen havde krav på at vide, hvad der var sagt om ham selv. Ministeren har som politiker forsøgt at afbøde kritikken mod ham selv

335 for ikke at tage hensyn til det folkelige selvstyre ved at skyde biskoppen frem for sig til at opfange stødet. Sagen gik Ostenfeld på. I et brev til fhv. kultusministerJacob Appel, der havde udnævnt ham, af 14. december 1914 nævner han, at det ikke er rart at blive beskyldt for at bryde sit ord og at måtte tie stille om sagen. P. G. Lind- hardt, som har citeret brevet i anden sammenhæng, har ikke relateret det til en bestemt anledning, men efter tidspunktet må det givetvis være Udby- Ørslev sagen. Kirkehistorikeren Jørgen Stenbæk har, da jeg fortalte ham om sagen, for­ modet, at der »gik kirkepolitik i den«. Biskoppen ville være venlig mod Indre Mission, og ministeren, hvis generelle forhold til biskopperne var belastet af Arboe Rasmussen-sagen, ville være venlig mod biskoppen i en mindre sag, som var til at overse. Der kan være noget om det.

Overrettens dom

Linnemann bemærkede i sin replik først, at uanset om indstævntes frem­ stilling af præstesagen måtte være korrekt, kunne den aldrig retfærdiggøre den »Skarnbøtte« og »Vrimmel af Sigtelser, Forhaanelser, Ringeagtsytringer og Blasfemier«, som et middagsblad vovede at servere publikum – det var klart hans bedste argument – men at biskoppen havde handlet korrekt i præ­ stesagen. I øvrigt havde redaktøren kendt biskoppens efterfølgende redegø­ relse under hele forløbet. Endelig henledtes rettens opmærksomhed på, at indstævnte allerede gentagne gange var dømt for injurier. Biskoppen nævnte samtidig, at han efter Vaalse-sagen, hvor den samme minister havde fulgt menighedsrådets flertal om udnævnelse af den omstridte pastor Arboe Ras­ mussen trods en skarp protest fra biskoppen, havde været i god tro om, at Jensen sandsynligvis ville blive kaldet. I sin lange duplik, ni håndskrevne foliosider, fastholdt Harald Nielsen me­ nighedsrådets flertals referat af mødet og hævdede, at biskoppens indstilling og samtale med departementschefen kun kunne opfattes som anbefaling af Hindsholm, hvorefter han havde sveget sit løfte til rådet, og at særlig biskop­ pens benyttelse af pastor Munks udtalelse gav indstævnte grund til at tro på, at han kunne føre bevis for sin beskyldning. Redaktøren havde ikke villet forhåne den kristne kirke, men havde handlet i indignation over, at biskop­ pen, trods boende i et glashus, havde kastet med sten.

336 I Linnemanns tredje indlæg var det vigtigste påpegningen af, at biskop­ pen med de rosende bemærkninger om Hindsholm forsøgte at gøde jorden for en senere ansættelse, hvor biskoppen meget muligt ville være afskåret fra at hjælpe ham, samt at det selvfølgelig ikke var biskoppens mening med sin indstilling, at den skulle offentliggøres, men alene læses af personer med de nødvendige forudsætninger med hensyn til den eksisterende praksis. Sluttelig undrede han sig over, at påtalemyndighederne ikke havde rejst til­ tale for blasfemi. I sit afsluttende indlæg fastholdt Harald Nielsen – som nu havde fået skri­ vemaskine, hvad Linnemann havde haft hele tiden – det tidligere sagte. Han hånede bemærkningen om, at biskoppen ikke havde forventet sin indstil­ ling offentliggjort, tværtimod var herved anklagen for løftebrud blevet mu­ lig. Indstævnte havde ikke læst biskoppens redegørelse, førend den fremlag- des under sagen. Han havde ikke villet håne kirken. »Indstævnte har mere Interesse for den kristne Kirke og kirkelige Forhold end de fleste af os, men han har tillige Interesse for Ret og Sandhed, og han mener, at han i denne Sag har haft fuld Føje til at kritisere Citantens Handlemaade, da denne ukal­ det optraadte som Sandhedsapostel overfor Ministeriet Zahles Medlemmer.« Endelig påberåbtes provst Nielsens skarpe kritik af biskoppens åbne brev, når han selv havde en uafvasket beskyldning. I overrettens voteringsark kaldtes biskoppens redegørelse vag og hans bemærkning om at have været i god tro med hensyn til, at han ikke havde forventet Hindsholm udnævnt som resultat af hans udtalelse om ham, mær­ kelig, men den samme voterende var ikke i tvivl om, at Frejlif Olsen måtte have »en alvorlig Afklapsning for den helt igennem flabede Artikel«. Efter at de første voterende havde foreslået simpelt fængsel i 4 måneder, foreslog sidstvoterende, den senere højesteretsdommer Trolle – de Ussingske refor­ mer i 1910 havde nedsat antallet af voterende i de kollegiale retter uden for Højesteret fra fem til tre – 3 måneder og ønskede endda at nøjes med en me­ get høj bøde under henvisning til det anstrøg af politik, der var faldet over sagen, men da de øvrige fastholdt deres votum, bøjede han sig. Præmisserne anførte efter referat af Harald Nielsens sidste anbringender:

Der kan imidlertid ikke gives Indstævnte, hvis Pligt det havde været, naar han vilde rette et Angreb paa Citanten i den paagældende Anledning, forinden at søge oplyst, hvad der maatte være fremkommet fra dennes Side, Medhold i, at han i det af ham Anførte har kunnet finde nogen som helst Beføjelse til at rette et Angreb paa Citanten af en saavel i Formen som i Indhold saa ærerørig Karak-

337 ter som det omhandlede, hvorfor Indstævnte i Medfør af Straffelovens §§ 216 og 217 vil være at anse med en Straf, der findes at kunne bestemmes til simpelt Fængsel i 4 Maaneder. (dertil mortifikation og omkostninger 100 kr.)

De relevante §§ i Straffeloven af 1866 var § 215 (»Krænker nogen en andens Ære ved ubeføjet at tillægge ham Handlinger, der vilde gøre ham uværdig til Med- borgeres Agtelse, eller om ham at bruge Benævnelser, som alene kunde hjemles ved saadanne Handlinger, straffes han med Bøder fra 20 til 500 Rd. [1.000 kr. ef­ ter møntreformen] eller med simpelt Fængsel fra 14 Dage indtil 6 Maaneder«) § 216 (»Sker det i et trykt Skrift eller paa anden Maade, hvorved Ærefornærmelsen erholder en større Udbredelse, eller paa Steder eller til Tider, der i høj Grad forøge det krænkende i Ytringen, straffes den skyldig med simpelt Fængsel, ikke under 3 Maaneder, eller med Bøder, ikke under 100 Rd.«) og endelig § 217 (»For an­ dre ubeføjede Sigtelser, der maa nedsætte den angrebnes borgerlige Agtelse, samt for Ukvemsord eller Skældsord saavel som for enhver ved Lader eller Fagter eller anden Gerning, der tilkendegiver Ringeagt, udvist Fornærmelse anvendes Bøder indtil 500 Rd. eller simpelt Fængsel indtil 6 Maaneder«). Simpelt fængsel var den mildeste frihedsstraf, svarende til hæfte efter straffeloven af 1930. Modsat fængsel på sædvanlig fangekost, det næste trin, havde fangen ret til at skaffe sig ekstraforplejning udefra bortset fra spiri­ tuøse drikke, og han var ikke undergivet arbejdstvang. De særlige mindste­ straffe i § 216 medførte, at når sagen var for alvorlig til bøde, og trods Trolles betænkeligheder var der ingen reel tvivl herom, var 3 måneder den mindst mulige – og i praksis oftest anvendte – fængselsstraf. Den lidt højere straf i denne sag begrundedes ikke nærmere, men den kunne forklares ved den angrebnes høje status, ved den meget grove form eller Frejlif Olsens tidlige­ re domme for injurier. Biskoppens adfærd ansås ikke som formildende om­ stændighed.

I Højesteret

Frejlif Olsen ankede naturligvis til Højesteret og antog som sin defensor højesteretssagfører Otto Liebe (1860-1929), medens højesteretssagfører As- mussen, hvem vi tidligere har mødt i sagen om Julius Salomons 3 kr. 36 øre, af Justitsministeriet beskikkedes som aktor – indtil 1919 udgik beskikkelse som aktor for Højesteret i Kongens navn. De strenge møderegler for rigets

338 øverste domstol og de mange sager, der i den frie ankes tid nåede Højeste­ ret, medførte, at de samme få højesteretssagførere stadig mødte hinanden som anklagere og forsvarere. De to havde erfaring med sager med gejstligt islæt, også bortset fra Salomonsagen. 1903 havde Asmussen med det sorte af neglene opnået sognepræst Ifversens frifindelse i sagen om den fraskilte mu­ rersvend, og 1916 var Asmussen aktor og Liebe defensor i sagen mod pastor Arboe Rasmussen. Dengang vandt Liebe. Begge tilhørte standens absolutte elite. Asmussen har jeg tidligere karakteriseret. Liebe, der i øvrigt var søn af højesteretsadvokat Carl Vilhelm Liebe, som i 1856 med held havde forsvaret flere af ministrene i Danmarks første rigsretssag, spillede i sin procedure i modsætning til Asmussen på hele registret fra lune til patos, han ansås for højesteretsskrankens bedste taler og nød i høj grad rettens øre. Da Asmussen i 1910 fratrådte som formand for Den danske Sagførerforening, hvilken post han havde beklædt siden 1890, blev han, man fristes til at sige naturligvis, ef­ terfulgt af Liebe. Sagen procederedes og afgjordes den 4. oktober 1917 som UfR 1917,818 H, og allerede samme dag indeholdt Ekstra Bladet en fyldig reportage og fik endda dommen med. Asmussen, som refereres loyalt, fremtræder afdæmpet, men vægtigt. Han var selv blevet ilde berørt ved ministrenes optræden, som kunne øve indflydelse på moralen i forkert retning. Selvom Jonquiéres m.fl. var uenige med biskoppen, havde denne »i vor Frihedstid« ret til at tale, som han havde gjort, og Ostenfelds indlæg var ikke af en sådan art, at regeringen eller Eks­ tra Bladet kunne føle sig fornærmet. Asmussen kritiserede let biskoppens ad­ færd i præstevalgssagen – det kunne være sagt tydeligere, at han anbefalede Hindsholm – men provst Nielsens åbne brev mod biskoppen, hvor han be­ tvivlede, at denne stod på sandheds grund, havde forundret ham. Liebe begyndte sit defensorat med at sige, at han ikke procederede til fri­ findelse, det forekom ham håbløst – da han senere sagde, at han ikke hav­ de talt med Frejlif Olsen, er det meget muligt, at han ikke havde forberedt ham på denne drastiske indrømmelse, der må være kommet som et chok for ham. Liebe var kendt for ikke betingelsesløst at underordne sig de ham be­ troede sager, og efter referatet gik han meget vidt med at give anklageren ret, således erkendte han, at artiklen var grim. Han procederede derimod med verve på strafnedsættelse under hensyn til biskoppens stærkt kritisable ad­ færd. Biskoppen havde krav på respekt, når han sad i sin bispestol, men når man tager del i en politisk boksekamp, i et »Djævlekoglespil«, må man finde sig i at få klø. Ekstra Bladet havde blot brugt de krydderier, bladet nu engang

339 anvendte, rien riest sacré pour un sapeur! I sagen fra Udby-Ørslev havde bi­ skoppen ikke løjet – endnu en gang modsagde forsvareren sin klient – men han havde ført ulden tale i stedet for at sige rent ud til menighedsrådet, at han nok anbefalede Jensen, men i højere grad Hindsholm. Biskoppens skiftende udtalelser mindede om, hvad der sagdes om en part i et fransk aktstykke »au- jourd’hui blanc å moi, demain noir á vous«, i dag hvidt for mig, i morgen sort for Dem. Efter provst Nielsens og menighedsrådets karakteristik af biskoppen kunne man ikke sige, at denne var sagesløs, og af denne grund var straffen alt for streng. Højesteret indledte voteringen kl. 1,25 og afsagde dom allerede kl. 2. Vo- teringsprotokollen viser stort set enighed mellem de ti assessorer. Førstvoterende, den få måneder forinden tiltrådte Eyvind Olrik – måske bedst kendt for sine oversigter over domme i kriminelle sager 1895-1924 og sine kommentarudgaver af straffeloven – var glad for, at straffen ramte for­ fatteren selv. »Tiltalte efteraber en Søren Kierkegaards Pathos.« Man kunne ikke sige, at Ostenfeld som den første mand inden for Folkekirken, til hvil­ ken dog størstedelen af Danmarks befolkning hører, var ukaldet til at udtale sig med det åbne brev. Derimod var hans adfærd i sagen fra Udby-Ørslev ikke tiltalende. »Han bærer først Kappen paa den ene Skulder og saa paa den anden,« han udtalte sig »undvigende« og uden den fornødne overlegenhed. Alt dette var dog ikke formildende omstændigheder, og en strafnedsættelse kunne let give borgerne indtryk af, at man så mildt på et sådant overfald. Han voterede herefter for stadfæstelse. Andenvoterende,Jens Christian Petersen, fandt ikke Ostenfeld sagesløs og kaldte hans opførsel i sagen fra Udby-Ørslev mærkelig. Men derefter udtal­ te han sig med skarphed om Ekstra Bladet; modsat f.eks. Social-Demokraten havde det ingen alvorlig politisk karakter og spekulerede i at skaffe sig pub­ likum ved deslige overfald. A f samme grund var bødestraf umulig, under­ forstået, at den ville bladet blot betale for redaktøren. Han voterede for stad­ fæstelse, men åbnede en dør på klem for nedsættelse ved at sige, at han også ville have stadfæstet en dom på 3 måneder. Tredjevoterende, Erland Tybjerg, dr.jur. 1904 på den banebrydende af­ handling »Om Bevisbyrden«, betegnede artiklen som grim og rå og bladet som gavflabet og råt på det seksuelle område. Biskoppen var dog også af på­ lidelige mænd beskyldt for at have sveget sit ord – den ene voteringsprotokol nævner, at der var nogen grund for at angribe hans pålidelighed, hvortil kom hans egen provokation. Tybjerg voterede herefter for strafnedsættelse til 3 måneder.

340 De næste voterende, Viggo Krarup og Villars Lunn, anførte, at selvom bi­ skoppens adfærd i embedsbesættelsessagen var uklar, berettigede det ikke et sådant angreb, og stemte for stadfæstelse, Krarup med tilføjelse, at han ville have voteret for forhøjelse til 6 måneder, hvis der slet ikke havde væ­ ret grundlag for angrebet. Også August Scbou, af glorværdig ihukommelse fra Albertisagen, ville snarere skærpe end formilde, selvom Ostenfelds ad­ færd ikke var uangribelig. Cato Spang Hanssen og Morten Kirketerp voterede uden kommentarer for at stadfæste. Ole Faurholt betegnede som den eneste biskoppens åbne brev som »forkasteligt«, men dette berettigede ikke artiklen, hvorfor også han stemte for stadfæstelse. Justitiarius Edvard Hvidt – gift med datteren af en stiftsprovst, dr. theol. – bemærkede, at han var stærkt betænkt på at forhøje straffen til 6 måneder, da han ikke kunne forestille sig grovere injurier mod en biskop, men det var der jo ikke stemning for. »Biskoppens Handlemaade med det aabne Brev synes mig meget berettiget.« Resultatet blev stadfæstelse i henhold til grundene, idet ingen kritiserede overrettens præmisser. Hvis jeg må lægge mit eget private votum til, er jeg enig i dommen. Biskoppens åbne brev finder jeg ubetænkeligt, herved er jeg enig med Olrik og Hvidt, hvorimod jeg med alle er enig om, at hans hand­ lemåde over for menighedsrådet var lidet tiltalende. Men at han med Lie­ bes rammende karakteristik førte ulden tale, kan ikke sidestilles med løgn, og selvom denne adfærd i beskedent omfang er en formildende omstændig­ hed, mere end opvejes det af det eksempelløst grove angreb. Den efter rets­ opfattelsen i dag strenge strafudmåling – frihedsstraf i injuriesager er blevet en sjældenhed – var uundgåelig efter det udtrykkelige minimum i den davæ­ rende § 216, idet sagen var for graverende til bøde og til minimumsstraffen for fængsel.

Reaktionen på dommen

Ostenfelds reaktion kender jeg ikke, men Frejlif Olsen reagerede med tre sto­ re ledere 5., 6. og 10. oktober (»Biskoppen«, »Kirken« og »Bispen«), den sidste skrevet samme dag som han kl. 18 meldte sig til afsoning af fængselsstraf­ fen. Han levnede ikke mange af rettens personer nogen ære, kun anklage­ ren skånede han. Om mortifikationen hedder det: »Hr. Ostenfeld er bleven mortificeret saa fin og ren som et lille Guds Lam – det er kun Skade, at det er fra et af vore professionelle Mortifikationsværksteder, denne Affiling er

341 foregaaet.... Enhver af os véd, for hvad Publikum regner, at en Beskyldning er bleven mortificeret!« Han trøster sig med, at der er ord, der ikke glemmes, hvor meget de end udslettes. »Ordet om Biskop Ostenfeld, at han er en Mand, der lyver, naar det passer ham, vil blive husket længe... Monstro det Ord ikke vil overleve Manden?« Ikke megen respekt for retten, tværtimod et realistisk håb om, at noget hænger ved trods mortifikation og straffedom, som i kul­ tusministerens sag: semper aliquid haeret. Også mod forsvareren er han bitter. Han siger rent ud, at denne »aaben- bart var besjælet af Ønsket om at se sin Klient komme i Fængsel«, og læsning af Liebes procedure giver et ubehageligt indtryk af, at den fornemme højeste­ retssagfører distancerede sig fra sin malpropre klient. Meget muligt var det håbløst at plaidere på frifindelse, og Liebe fik gode pointer frem, både påpeg­ ningen af, at biskoppen mistede meget af sit krav på respektfuld omtale ved selv at blande sig i en i så høj grad politisk sag, og anbringendet, at biskoppen selv ved sin adfærd i sagen fra Udby-Ørslev havde sat (den første) plet på bi- spekjolen – underforstået, at hans rygte allerede var så ramponeret, at Ekstra Bladets angreb måtte bedømmes mindre strengt – var også slagkraftigt, men Liebe burde have forberedt Frejlif Olsen på, at han ville opgive at procedere på frifindelse. Tonen i proceduren, som den læses næsten hundrede år efter, er lovlig let og munter, når man betænker, at formålet er at holde en redaktør, som ikke tidligere har afsonet straf, ude af fængslet. Tiltalte ville utvivlsomt have været langt bedre tjent med Asmussen som defensor med dennes pro­ saiske sandhedstrang, ja selv den jævne Harald Nielsen i første instans var næsten at foretrække. Han var dog ovenud glad for Liebes bemærkning om, at biskoppen havde ført ulden tale, og håbede, at »den uldne Bisp« ville blive stående med dette navn i vor kirkehistorie. Han kendte de store datoer i re- formationshistorien, her 400 års dagen 31. oktober 1917 for Luthers 95 teser, og udmalede den indforståede regn af blink i de gejstlige øjne fra den ene krog af kirken til den anden, hvis biskoppen ved festgudstjenesten som det mest fremtrædende sandhedsvidne talte over Bjergprædikenens ord: »Eders Tale skal være Ja, Ja eller Nej, Nej, hvad der er derudover, er af det Onde!« Endvidere fremdrog han den lange tid fra injurie til sagsanlæg og sag­ de, at det var en offentlig hemmelighed, at biskoppen længere vægrede sig ved at anlægge sag og nærmest blev tvunget dertil af hellige fanatikere. Når jeg bortser fra ordvalget, kan det godt være rigtigt, men biskoppens modvil­ je mod at rejse sagen skyldtes vel snarere ubehag ved overhovedet at skulle føre injuriesag mod Ekstra Bladet end dårlig samvittighed ved de forventede afsløringer – sagen bragte jo intet nyt frem, der ikke var kendt i forvejen.

342 I de mellemliggende dage, 8. og 9. oktober nåede han et yderligere an­ greb på biskoppen, da han påviste, at præster i Ringsted og Gentofte havde krævet, at børn, der gik i katolske skoler, men tilhørte Folkekirken og skulle konfirmeres i denne, skulle gå til konfirmationsforberedelse et helt år mod normalt et halvt år, og at dette »efter Forlydende« var besluttet efter forudgå­ ende forhandling mellem præsten og biskop Ostenfeld. Han beskyldte direk­ te biskoppen for at forsøge at komme de udmærkede katolske skoler til livs. Denne kampagne sivede dog ud efter to dages forløb. Efter den nu gældende konfirmationsanordning af 1989 skal konfirmati­ onsforberedelsen strække sig over mindst 48 og så vidt muligt 56 lektioner med to lektioner om ugen. Nok kan biskoppen under særlige omstændighe­ der give tilladelse til mindre afvigelser fra anordningens almindelige regler, men en generel fordobling af forberedelsen for eleverne fra katolske skoler ligger vist udenfor, hvad præster af i dag ville forestille sig.

Bag fængslets mure

Frejlif Olsen mødte den 9. oktober 1917 kl. 6 eftermiddag i Vestre Fængsel til afsoning af sin straf og løslodes den 9. februar 1918 kl. 12 middag – da denne dag var hans 50 års fødselsdag, eftergav fængslet ham de sidste seks timer. Vi er så heldigt stillede, at selv om han understreger sin sløvhed og ugidelighed, manglende arbejdsevne og -vilje i fængslet, skrev han en fængselsdagbog, ikke daglig, men dog regelmæssigt. Han skrev ikke til udgivelse, men hans venner overtalte ham til at lade den trykke. Den er et fint document bumain, som godt kunne fortjene genoptryk, forsynet med en helst neutral indled­ ning om den sag, han kom i fængsel for. Den danske memoirelitteratur inde­ holder jo, bortset naturligvis fra Jammersminde og Ole Kollerøds mærkelige selvbiografi, ikke mange fængselsminder og da slet ikke fra så fine skribenter som Frejlif Olsen. Sammenlignet med hans frenetiske angreb på navngivne dignitarer i avi­ sen er dagbogen afdæmpet og velafvejet. Øvrighedspersonerne omtales ro­ sende, inspektøren er bekymret over hans sindstilstand, præsten har åben sans for en fængselspræsts rent menneskelige opgaver, betjentene korrekte, ja, han er skuffet over, at reglementet forbyder betjentene at modtage det lil­ le gratiale, han gerne ville have givet dem ved løsladelsen. Den eneste vir­ kelige klage over forholdene i fængslet er, at fangen bliver gennet i seng kl.

343 Frejlif Olsen i fængsel. Fra fængselsdagbogen.

halv otte og lysene slukkede kl. otte (til gengæld vækkes man kl. seks med et ikke uvenligt »god morgen«). Selv den mægtige fængselsinspektør kan ikke hjælpe ham med et par timers ekstra lys om aftenen, så denne pennens og bogens mand kan læse og skrive, indtil han bliver træt af sig selv – den bekla­ gelse kan jeg minsandten godt forstå. Den del af systemet, han dadler mest, er de uendelige varetægtsfængslinger; syv særlig aktive indbrudstyve havde siddet i 14 måneder hver, medens deres endnu uafsluttede sag efterforskedes ved næsten daglige forhør ved Kriminal- og Politiretten, spild af penge, kræf­ ter og tid, særlig hvis sagen til sin tid fortsætter med det latterlige og nedvær­ digende skuespil af skænderi mellem 3-4 advokater i sorte silkekapper foran elleve eller tretten højesteretsdommere i røde fløjiskapper. Bogen indeholder stadige beregninger over, hvor lang tid der nu er gået, hvor meget der nu er igen etc., således den 9. januar 1918, hvor han beklager sig over, at han i stedet for standardstraffen, 3 måneder, fik et »Dyrtidstil­ læg« på en ekstra måned. Hen imod slutningen af den tredje måned anty­ des to gange mulighed for tidligere løsladelse, hvis han blot vil ansøge om benådning; første gang skal han henvise til sit helbred, men han, der legem­

344 ligt aldrig har haft det bedre, er for hæderlig til at stikke den løgn, og anden gang behøver han ikke engang dette. Han kan dog ikke få sig selv til at bede om benådning, og godt det samme. I betragtning af, at han dømtes for in­ jurier mod den biskop, der havde angrebet radikale ministre, ville det have set grimt ud, hvis den samme radikale regering fritog ham for en del af den straf, som uafhængige domstole havde idømt ham. Ved ikke at søge benåd­ ning skånede han justitsminister Zable for at udøve partisk favoritisme. Ved Nytår fik han en hilsen fra indenrigsminister Ove Rode, der dvælede i min­ derne fra egen afsoning i 1892, hvor fængselspræsten censurerede hans lek­ ture og bl.a. forbød bøger på fransk, da de på forhånd antoges at være syn­ dige. En anden hilsen kom fra fhv. justitsministerAlberti, netop løsladt efter ni års indespærring; Frejlif Olsen har overlegenhed nok til at se sine egne fire måneder i perspektiv ved siden af Alberti, der var en ældre mand, da han meldte sig selv, og måtte imødese, at han ville være meget gammel, når han atter blev fri. Et højdepunkt både stilistisk og menneskeligt er julegudstjenesten i fæng- selskirken, som han, der ellers aldrig går i kirke, deltager i. I begyndelsen er han mest optaget af to fanger, der hvisker om at få en skrå, men efterhånden løfter skildringen sig, via den jævnt menneskelige prædiken fra den lidet for- dringsfuldt ophøjede præst til højdepunktet, salmesangen. »Men aldrig, saa længe jeg lever, vil jeg glemme denne Juleaften. Jeg var saa ulykkelig, mens jeg befandt mig i Kirken, i min Svedekasse – jeg syntes, det var saa uhygge­ ligt, saa frygteligt. – Jeg var et stort Fæ. Ikke for meget godt vilde jeg jo have undværet denne Aften! Den vil i Mindets Glans staa for mig som en af mine herligste Oplevelser. – Dejlig er Jorden.« At han var den gamle og havde samlet galde under afsoningen, ses ved hans første leder som løsladt 11. februar 1918, undtagelsesvis underskrevet med navn. Endnu engang udskældningen af forsvareren, der »stod i selve Retten og pralede af, at han havde forsømt sin Pligt, d.v.s. sin Klients Inte­ resser, ... ikke for at bede om Forladelse for det, men for at berømme sig af det!«, uden at retsformanden påtalte dette. Kort efter døde denne retsfor­ mand, og biskoppen stod ved hans grav og pralede af, at »denne Dommer var en af hans bedste Venner hele Livet igennem, de gik i Kirke sammen, de sad Middag sammen, de var Potte og Pande!« Hvis de andre dommere også var døde, havde yderligere nekrologer fra biskoppen vist, at han var gode venner med hele koret. Som en original ved navn Jensen havde øgenav­ net »Sover aldrig«, kunne man nu give biskoppen tilnavnet »Lyver aldrig«, idet han er den biskop, der til forskel fra alle andre i fortid og nutid og lang

345 fremtid ikke lyver. De sidste ord: »Jeg har mange at takke, men især Bispen (Lyver ikke), ham først af alle, du danske Kirkes Primas. Du Lyver ikke! Tak, Biskop Ostenfeld.« Biskoppen kunne utvivlsomt have fået ham dømt én gang til for denne svada, men man kan godt forstå, at nu var det slut. I øvrigt burde biskoppen have ladet stiftsprovsten begrave justitiarius Hvidt og ikke offentligt omtalt sit venskab med den døde. Det var ubetænksomt. A/S Politiken’s bestyrelse vedtog 9. marts 1918 at betale en regning for fængselsopholdet på 141,88 kr. – længe ansås afsoningsomkostninger for en sagsomkostning, der pålagdes den dømte.

Hvordan det siden gik

Den oprindelige strid om de vestindiske øer var afgjort endnu inden dom­ men i første instans. Modsat 1878 blev der ikke udskrevet valg på sagen, og efter at en folkeafstemning havde godkendt salget, skete overdragelsen 1. april 1917. Det er tankevækkende, at Færøerne var et af de områder, hvor et flertal stemte imod salget, det ene »biland« ønskede ikke at se det andet bortsolgt. Den eneste trøst ved denne triste affære var den i aftalen inde­ holdte erklæring om, at De forenede Stater ikke modsatte sig dansk suveræ­ nitet over hele Grønland, hvilket fremhævedes af Ove Rode under debatten i Folketinget. Denne og mange tilsvarende erklæringer fra andre magter i de følgende år kom Danmark til gode i den senere Østgrønlandssag. A f sagens hovedpersoner døde justitiarius Hvidt allerede 20. december 1917, som før nævnt. Asmussen døde mæt af dage 9. april 1919. Ved hans jordefærd fra Sol­ bjerg kirke på Frederiksberg, i øvrigt Ostenfelds gamle sogn, fremhævede sognepræst Hans Koch i en meget smuk ligtale hans kærlighed til menne­ sker, hans væsens fred og harmoni, hans frimodigt trygge kristentro, hans sandhedstragten i hans virke for skranken uden »aandfulde Antiteser, vel be­ regnede Stigninger i Foredraget eller vittige Sidespring« – det lyder som en kritik af Liebes form – og hans efterladtes taknemlighed over, hvad Gud hav­ de givet dem i ham. I Ugeskrift for Retsvæsen mindedes Asmussen i en varm nekrolog af, ja naturligvis Liebe, der både fremhævede hans talløse sejre i retssalen igennem 44 år i skranken og hans menneskelige egenskaber. »Hans Dør var aldrig lukket og hans Haandslag aldrig valent, naar en yngre Kollega

346 Højesteretssagfører Asmussen. Fra Kocbs ligprædiken.

søgte ham, hvad enten det nu skete for at høste Gavn af hans større Erfaring eller blot for at søge Vederkvægelse ved en Samtale med ham om de Æmner, der i Øjeblikket satte Sindet i Bevægelse. Naar man gik fra Asmussen efter en saadan Samtale, følte man sig næsten som et bedre Menneske, i den Grad var man uvilkaarlig blevet paavirket af den Varme, der udstraalede fra hans store Hjerte.« Liebe gjorde i dagene 29. marts-4. april 1920 en kort dramatisk visit i den store politik, da han under Påskekrisen lod sig overtale til at danne regering. Frejlif Olsen hånede ham den 30. marts. Med en kvik omskrivning afHorats’ og Christian den Fjerdes parturiunt montes, nascetur ridiculus mus: »Bjerget har været i Barselseng, og det har født en Liebe til Verden!« Mange slags Lie­ be af selskabelig, affabel og tomt smilende art kan man acceptere, men ikke den politiske Liebe, »Fædrelandets Frelser med rynkede Bryn.... Man ser paa

347 Mandens brede Skikkelse og mumler, at han har vist en dygtig Skrædder, godt med Vat i Skuldrene.« Efter krisen lod avisen 6. april en karikeret Liebe efterlyse en dygtig defensor til sig selv. »Jeg kender kun én fremragende Ju­ rist. Det er mig selv. Men der er den Vanskelighed, at naar jeg skal være De­ fensor, optræder jeg jo altid som Aktor« – defensoratet af 4. oktober 1917 sved endnu. Liebes indsats kaldes et »sølle« statskup, som var ved at trække Kongen – hvem Frejlif Olsen omtaler skånsomt – med i faldet. Han tager af­ sked med Liebe dagen efter i lederen »Hr. Liebes Dødsbo,« hvor gadespektak­ lerne og rudeknusningerne nævnes som de væsentligste efterladenskaber efter hans regering. Efter den politiske sortie genoptog Liebe sin juridiske virksomhed, bl.a. med varetagelse af kongefamiliens juridiske opgaver. Efter at trussel om ge­ neralstrejke havde været medvirkende til at presse ham ud i 1920, nød han utvivlsomt dobbelt sin sejr i Kolindsundsagen i 1926, hvor Dansk Arbejds- mandsforbund dømtes for en hård og, som det lagdes til grund, ulovlig blo­ kade under en arbejdskonflikt. Nogle politikere har sikkert løftet øjenbry­ nene, da Kongen i 1927 tildelte ham storkorset. Han døde den 21. marts 1929 og hyldedes overstrømmende bl.a. i Sagførerbladet af højesteretssagfører Oskar Fich – der mangler dog varmen fra mindeordene efter Asmussen. Ostenfeld fortsatte sin flittige gerning. Han ordinerede over 400 præster, indviede 58 kirker og visiterede på livet løs, også på Færøerne og Grønland. Hans sidste år forbitredes af en strid med den socialdemokratiske kirkemini­ ster P. Dahl, hvilket medførte, at han trak sig tilbage som formand for Kirke­ fondet. På dødslejet – han døde den 24. oktober 1934 – blev han indblandet i en strid om en afskediget homoseksuel præst, som en præst fra Tidehverv demonstrativt indbød til at prædike i sin kirke. Efter at Ostenfeld uden held havde henstillet til begge at aflyse gudstjenesten, nedlagde ministeriet for­ bud, hvilket fremkaldte en større strid, som den døende biskop godt kunne have været skånet for. Frejlif Olsen overlevede dem alle og forblev tro mod sine meninger, også i sin uvilje mod den højere gejstlighed. De både zünftige og patetiske uartig­ heder synes dog afsluttede med lederen 11. februar 1918. Det ville sprænge rammerne for dette kapitel, hvis jeg forsøgte at udrede trådene i den store sag i 1926 om den metodistiske biskop Anton Bast, mod hvem Ekstra Bladet førte en hård og næppe uberettiget kampagne. Da sognepræstJulius Ifversen, den anden hovedperson i den store sag fra 1903, døde 3. december 1927, kaldte han ham i en lang leder (5. december 1927) »en snævert indstillet Par­ timand, en fanatisk Aand, et kolerisk Temperament«, men også velmenende

348 og pæn, og jeg må anerkende det rammende ved fremhævelsen af modsæt­ ningen mellem Ifversens juridiske sejr om retten til at nægte at vie fraskilte og den senere virkelighed, hvor præsterne vier fraskilte »over en lav Sko« uden at være forpligtede dertil. Benævnelsen Don Quixote er ikke uberet­ tiget. Frejlif Olsen savner den »Løftelse, Liv, Styrke, Friskhed og paagaaende Humør«, som før prægede indremissionske præster og nu var afløst af af­ slappelse ofte til træthed. Da Ostenfeld døde, mindedes han ham uvenligt og stærkt kritisk, også for hans karakter, som han kaldte præget af usikkerhed og svaghed, »som bevirkede, at han maatte leve i en Atmosfære af Mistillid«, men han gentog ikke de gamle beskyldninger. Samme år havde han nået han en kort skarp kampagne mod den katolske skole i Horsens i anledning af en prygleaffære, især en »brodér Leo« måtte stå for skud (18. og 20. september), og bemærkninger om »det gudsbespottelige Vrøvl, som kaldes Kirke og Kri­ stendom i Danmark«, i anledning af, at en præst havde forladt sit embede, »fordi hans Samvittighed forbyder ham at være aktiv Deltager i den religiøse Humbug, som Folkekirken repræsenterer« (4. oktober). Nærlæsning af andre årgange ville sikkert drage yderligere eksempler frem i lyset. Da den sidste snigende sygdom ramte ham, frabad han sig »Medfølelse og alt det Sludder« og fortsatte med at sende lederne til bladet fra Finsens klinik pr. bud, og da han indlagdes for anden gang, medtog han som det sid­ ste fra sit hjem en rigelig forsyning af papir og fyldepenneblæk og skrev at­ ter sine ledere fra hospitalet, sidste gang 15. maj 1936 en hidsig og veloplagt leder »Vore Statsbaner« i anledning af en jernbaneulykke og de herved be­ gåede fejl i statsbanernes ledelse. Derefter forstummede de tre asterisker. Ef­ ter hans død 5. juni fyldtes avisen med overstrømmende mindeartikler. I sin lange nekrolog skrev hans mangeårige medredaktør og nu efterfølger Ole Cavling, at han religiøst var en større kristen end de fleste moderne præster, og at hans indstilling over for kirken var Søren Kierkegaards. Han stillede strenge krav til den, der vovede at smykke sig med navnet »Kristen«. Bladets korte mere officielle notits om hans død slutter i hans ånd, og lad disse ord være de sidste om denne store journalist og mærkelige mand: »Tidspunktet for Begravelsen er endnu ikke fastsat; men den vil foregaa i dy­ beste Stilhed uden præstelig Medvirken.«

349 Litteratur

Berlingske Tidende, 9. og 14. august 1916.

Dansk Biografisk Leksikon 4., 7., 11. og 15. bind. Artikler om Fenger, Jonquiéres, Keiser-Nielsen, Frejlif Olsen, Ostenfeld, Paulli, Ole Vind. 1980-1984.

Dirckinck-Holmfeld, Gregers: Tør – hvor andre tier. En krønike om Ekstra Bladet. Bind 1-2. 2003, 2004.

Ekstra Bladet, 3., 4. og 9. september samt 9. november 19 15, 15. august 1916, 4.-6. og 8.-10. okto­ ber 1917, 11. februar 1918, 30.-31. marts samt 6.-7. april 1920, 5. december 1927, 18. og 20. sep­ tember samt 4. og 25. oktober 19 3 4 ,15 . maj og 6. juni 1936.

Garde, Kristine: To læresager i Folkekirken (herunder om Arboe Rasmussen-sagen). 2006.

Garde, Peter: Pastor Ifversen og stiftsprovst Paulli. Kirkehistoriske Samlinger 2003, p. 211-84.

Hansen, Thorkild: Slavernes øer. 1970.

Hjorth-Nielsen, H.: Danske Sagførere under Loven af 26. Maj 1868. 1941.

Hvidt, Kristian: Edvard Brandes. Portræt af en radikal blæksprutte. 1988, 2. udg. 1992.

Jespersen, Knud J.V.: Rytterkongen. Et portræt af Christian 10. 2007.

Koch, Hans: Til Minde om Højesteretssagfører F. Asmussen. Tale ved hans Jordefærd. 1919.

Liebe, Otto: Højesteretssagfører Asmussen. In Memoriam. Ugeskrift for Retsvæsen 1919 B p. 113 f.

Lindhardt, P. G.: Den danske Kirkes Historie. Tiden 1849-1901. VII bind af Den danske Kirkes Hi­ storie. 1958.

Samme: Den danske Kirkes Historie. Tiden 1901-1965. VIII bind af Den danske Kirkes Historie. 1966.

Samme: Den anden Askovadresse, 1913-15. Kirkehistoriske Samlinger 1978, p. 103 ff.

Martensen, H.: Den christelige Ethik. I, Den almindelige Deel, 1871, særlig pp. 495 f., 506 ff., 547 f. II, 1-2, Den specielle Deel, 1878, særlig bd. 1, pp. 250 ff.

Nørregaard, Georg: Dansk Vestindien 1880-1917. IV bind af Vore gamle Tropekolonier. 2. udg. 1966.

Olsen, Frejlif: Min Fængselsdagbog. 1918.

Samme: En kjøbenhavnsk Journalist. Indledning til min Selvbiografi. 1922. Genudgivet 1987 med forord af Victor Andreasen. Anmeldt i Tilskueren 1922 af Poul Levin (»Efteraarets Bøger«).

Politiken, 5.-15. og 29. august 1916.

Raid, N.J.: Set fra Smallegade. 1956.

Ranu fl, Svend: Nord og Syd. En københavnsk Journalist. Tilskueren 1922, p. 4 18 ff.

35O Rasmussen, Erik: Velfærdsstaten på vej 19 13-1939. XIII bind af Politikens Danmarkshistorie. 1965.

Rigsdagstidende 1915-16, Folketingets Forhandlinger 10.-12. og 14. august 1916, sp. 5208-5427 og 5438-5474, herunder 5243 ff., 5330 f. (Brandes), 52661 . (C. Christensen), 5286 ff. (Ove Rode), 5304 (Ellinger), 5347 ff. og 5427 f. (Borgbjerg), 5363 f. (Munk-Poulsen), 5404 (Vilhelm Rasmus­ sen).

Sjøqvist, Viggo: Erik Scavenius. En biografi. Bind 1-2.19 73.

Social-Demokraten, 4. september 1915.

Stenbæk, førgen: Præsternes forening gennem 100 år. 1999.

Tborsen, Svend: De danske Ministerier 1901-1929. 1972.

Torp, Carl: Den danske Strafferets almindelige Del. 1905.

351 Efterskrift

I 2004 havde jeg glæden at udgive Konger, krigere og andet godtfolk på Forla­ get Thomson om ti historiske retssager mellem 1809 og 1925, udvalgt ikke så meget for deres juridiske kærnes skyld, men for deres betydning udover retssagen, politisk, militært, åndshistorisk, kirkeligt etc. Senere læsning har overbevist mig om, at der er mange flere dramatiske og for den almindelige samfunds- eller åndsudvikling væsentlige sager, og denne bog samler ti af disse. Tidsrammen løber fra 1835 til 1917, således at den sidste sag er afsluttet umiddelbart før den store retsreform af 1919. Bogen illustrerer Frederik den Anden af Prøjsens bonmot, at gode dom­ mere (men dårlige love) må foretrækkes frem for gode love (men dårlige dommere). Proceslovene før 1919 var behæftede med mangler, men anvendt med fornuft gav de rimelig gode resultater i flertallet af de sager, jeg gennem­ går, og omvendt skyldes de håbløst uretfærdige domme i mange af sagerne i det sønderjydske kapitel Tre gange dansk undersåt ikke så meget dårlige love som partiske dommere. Men naturligvis kan lovene være så mangelfulde, at sagen ikke kan reddes uanset dommernes dygtighed. I Da Rolf Krake sej­ lede væk medførte den særlige militære retspleje, hvor det juridiske medlem kunne overstemmes, og hvor dissensen undertryktes, at krigsrettens dom fremtrådte som langt mere gunstig for den anklagede skibschef end hvad rimeligt var, hvilket meget vel kan have farvet historiens dom om ham. Den håbløst forældede straffelovgivning i Dansk Vestindien medførte, at dom­ stolene efter negeroprøret på Sankt Croix nødvendigvis måtte dømme alle til døden uanset nuancer i skyld, hvorefter finansministeriet måtte påse den nødvendige differentiering ad benådningsvejen. Ja, netop negeroprøret. Jeg har efter moden overvejelse fastholdt det gam­ le ord »neger«, som nogle yngre læsere måske finder stødende. Jeg bruger det heller ikke om personer i dag, men i 1878 og hundrede år derefter var det

352 gængs sprogbrug uden nogen nedsættende betydning, hvorfor jeg ville fin­ de andre benævnelser unaturlige i en beretning netop fra gammel tid. Det Danmark, der afspejles i disse sager, går ud til grænsen af den gamle helstat. Bidt af en gal sønderjyde har jeg medtaget en sag udspringende af hver af de to sønderjydske krige samt en tredje sag fra Sønderjylland under fremmedherredømmet. Dansk Vestindien – som min slægt har haft intim forbindelse med – spiller en afgørende rolle i to sager. Tapre færinger og en tapper nordmand ses i beretningen om emigrantskibet Norges forlis, og i den lille, men vigtige sag om 3,36 kr. kommer vi indenfor i det dansk-jødiske samfund. Havde jeg fundet en sag med islandsk eller grønlandsk islæt, var den også kommet med. Det talte og skrevne ord spiller en stor rolle i flere sager. I dag huskes Johan Ludvig Heiberg næsten kun for sin hustru – det var hende, der kom på pengesedlerne, lidt ironisk når man betænker ægtepar­ rets bestemt ikke strålende økonomiske stilling – medens Grundtvig glorifi­ ceres, men også derfor har jeg en sardonisk fryd ved at fortælle en historie, hvor Heibergs fine karakter træder frem, medens Grundtvigs holdning er mere end kritisabel (Tallotteriets offer). Der resterer kun at takke dem, hvis bistand har været afgørende for, at bo­ gen er kommet ud. Med redaktør Hanne Lise Møller, forlaget Thomson Reu­ ters, har jeg haft et forbilledligt samarbejde om denne bog, som forlaget ikke vil spinde guld på. Augustinus Fonden og den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse har ydet kærkomne bidrag til trykningen. Hillerød folkebibliotek har skaffet flere hundrede bøger og andre publikationer med aldrig svigten­ de hjælpsomhed og beredvillighed. Min gamle ven og soldaterkammerat, dr. phil. Flemming Conrad, og min hustru Kristine har læst hvert et ord og gi­ vet gode og opmuntrende råd, herunder om opblødning af mine til tider af romersproget overvættes påvirkede sætningskonstruktioner – hvis det ikke er lykkedes, er skylden min, ikke deres. Flere har bistået ved enkelte kapitler, således Rigsarkivet med at udfinde det righoldige arkivmateriale om oprøret i 1878, senator Wayne James og Beverly Smith, leder af von Scholten-sam- lingen på Enid M. Baa-biblioteket i Charlotte Amalie – rigdommen af interne danske kilder må ikke forlede os til at overse den vestindiske tradition og hi­ storieskrivning – forfatteren Erik Henriques Bing, dr. phil. Eva-Maria Jansson og professor em., dr.theol. Martin Schwarz Lausten med oplysninger om den jødiske side i Salomonsagen samt Sø- og Handelsretten, Statens Erhvervsar- kiv, Søren Thorsøe og Henrik Vaupel med materialer om Norges undergang samt opsporingen af Mølsteds maleri i DFDS’ havariafdeling. Sidst og meget væsentligt takker jeg historikeren Steffen Heiberg for forordet til denne bog.

353 Når en jurist skriver en bog fra grænseområdet mellem jura og historie, er det af enestående værdi, at en af de første læsere og kommentatorer af bogen er en fremtrædende historiker, der nærmer sig emnet fra den anden side.

Peter Garde Hillerød den 4. december 2009

354