Redaktører Og Andre Stridsmænd
Total Page：16
File Type：pdf, Size：1020Kb
Peter Garde Redaktører og andre stridsmænd Ti historiske retssager !• THOMSON REUTERS Peter Garde Redaktører og andre stridsmænd - Ti historiske retssager i.udgave/i.oplag © Thomson Reuters Professional A/S, København 2009 ISBN 978-87-619-2575-6 Omslag og grafisk tilrettelægning: Birger Gregers m dd, Frederiksberg Tryk: Narayana Press, Gylling Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele af den er ikke tilladt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Alle rettigheder forbeholdes. Omslaget viser Christian Mølsteds maleri af emigrantskibet Norges forlis 28. juni 1904, hvor ved mere end seks hundrede mennesker druknede. Skibsskruen ses over havets overflade. Red ningsbådene sejler fra det dødsdømte skib. Maleren var ikke selv til stede. Maleriet ejes af rede riet DFDS og hænger i havariafdelingen. Forord Retshistorie er kulturhistorie. Det bekræftes til overmål ved læsningen af Pe ter Gardes gennemgang af ti spektakulære retssager fra det 19. og 20. år hundrede. Det spektakulære dækker ikke kun over, at sagerne i samtiden var opsigtvækkende og i flere tilfælde omgærdet med dramatik. De var også principielle, og afgørelserne har haft betydning for retsopfattelsen i efterti den. De ti retssager angår ikke blot konkrete juridiske spørgsmål, de giver også indblik i de værdier og forestillinger, vi møder hos de involverede parter og domstolen. Ved at arrangere sagerne kronologisk kaster Garde lys over, hvorledes juridisk tankesæt og almene værdier har forandret sig fra gene ration til generation. Sammenhængen mellem jura og samfundets normer er ikke entydig. En dom kan juridisk være både indlysende og uangribelig, men alligevel være kontroversiel, fordi den er i modstrid med de forestil linger, som behersker den toneangivende del af den offentlige opinion. Men omvendt kan en dom bane vejen for ikke alene en ny retsopfattelse, men også en ny moral. Et retssamfund bygger på en række principper, der anses for fundamentale og ukrænkelige, de skal beskytte såvel samfundets som det enkelte individs ret og værdighed. Fortolkningen og forståelsen af disse principper vil dog altid være afhængig af erfaringer, der igen påvirker mo ralske og politiske normer. Dermed får juraen afgørende betydning for ud viklingen af de identitetsskabende myter, samfundet er baseret på. Derfor er retshistorie også kulturhistorie. En række af artiklerne drejer sig om ytringsfrihedens grænser og det hermed forbundne spørgsmål om pressens ansvar. Men det handler ikke kun om redaktører, der afprøver grænser, bogens egentlige hovedanliggen de er at diskutere det enkelte individs ansvar over for offentlige myndighe der og i bredere forstand det almene vel. Også her er pressen afgørende, idet 5 spørgsmålet om ansvarspådragelse for bestemte handlinger traditionelt altid først er blevet rejst i den skrevne presse. Forbundet med ytringsfriheden er injurielovgivningen, hvad kan man tillade sig i den offentlige debat, hvornår bliver polemik til injurier? Og så er der spørgsmålet om den politisk motive rede, måske ligefrem nødvendige, nødløgn som etisk problem. Tilsammen tegner de ti sager et billede af, hvordan de forestillinger om ytringsfrihed og ansvar, som stadig er grundstenen i vort retssamfund, blev alment accepteret og en del af vor identitet. Den røde tråd, der forbinder sagerne, er spørgsmå let om ansvarspådragelse, ikke kun juridisk, men også moralsk. Den første sager er fra den hensygnende enevælde i 1830’erne, den sene ste fra 1917, rammen er den nationale retshistorie, det indebærer dog også en afstikker til det tidligere Dansk Vestindien, hvortil kommer et bidrag om danske sønderjyders vilkår under tysk styre. Og endelig skal vi rundt om Nordatlanten i forbindelse med det retslige efterspil til Amerikadamperen Norges forlis i 1904, hvor 629 ud af 796 ombordværende druknede, med rette af Peter Garde betegnet som en dansk Titanickatastrofe. Hovedpersonen i En redaktørs livsskæbtie er Johannes Hage, der i 1830’er ne irriterede regeringen ved at kritisere enevældens lemfældige og udygtige administration. Det kostede et par bøder, men da han begyndte at skrive om udenrigske forhold, gik det for alvor galt. Stormagterne var på vagt overfor alt, hvad der kunne true den europæiske orden, omvendt kunne den danske regering bruge hensynet til udlandet som begrundelse for at skride ind over for »skrivefrækheden«. Om der lå konkret udenlandsk pression til grund for sagen mod Hage er uvist, men anklagen blev baseret på en lovparagraf, der forbød forhånelse af »regerende personer« og uretfærdig kritik af udenland ske regeringer, i øvrigt samme bestemmelse, som i sin tid var blevet anvendt mod P.A. Heiberg. Hage blev dog ikke landsforvist, men idømtes en bøde og blev underlagt livsvarig censur. Kort efter begik han selvmord. Den tragiske sag var et karakteristisk udtryk for enevældens problemer med at håndtere den fremvoksende opinion. Enevælden var i 1830’erne et system i moralsk opløsning præget af dår ligt betalte statstjeneres slendrian og ligegyldighed. Større og mindre under slæb var ikke ualmindelige. I Tallotteriets offer hører vi om Det kongelige Te aters bogholder Ferdinand Printzlau. Hans skæbne blev datidens lotto, det københavnske tallotteri. Dårlig økonomi fik ham til at satse med betroede midler; eftertiden må i øvrigt undre sig over, hvor teknisk primitivt (blækud stregninger og overklæbninger) hans svindel med teatrets obligationer var udført. Det kongelige Teater bedrog han for hen ved 70.000 daler, hvilket 6 en årsløn på 1.800 daler ikke godt kunne forrente. Printzlau idømtes fæst- ningsarrest på Kronborg. Forholdene var nogenlunde tålelige, indtil han be gik den dumhed at forføre arrestforvalterens datter, hvad der betød, at han overførtes til de langt værre vilkår som slave i det københavnske Stokhus. Mirakuløst overlevede han i mere end ti år. Garde tegner et smukt billede af Johan Ludvig Heiberg som den, der til stadighed gik i forbøn for Printzlau og aldrig slog hånden af ham. Embedsmaends ytringsfrihed er et altid aktuelt spørgsmål, hvor går grænsen for loyal kritik? Hovedpersonen i Conferentsraad Wegener, den brave er geheimearkivar (rigsarkivar) C.F. Wegener, en af landets højeste embeds- mænd i Frederik VII’s tid. Wegener var ingen kværulant, han var konserva tiv og kongetro. Men da regeringen i 1852 af hensyn til stormagterne, »den europæiske nødvendighed«, ophævede Kongelovens bestemmelser vedrø rende tronfølgen, udsendte Wegener et skrift, hvor han fremhævede, at man herved risikerede at overskære forbindelsen mellem kongeriget og Slesvig. Regeringen Bluhme var kompetent, men ikke just på forkant med den de mokratiske udvikling, udenrigspolitik var ikke noget, nævenyttige embeds- mænd skulle blande sig i. Det komplicerede sagen, at de fleste rigsdagsmænd og endog kongen i virkeligheden var enige med geheimearkivaren. Rege ringen tog intet hensyn hertil og lod generalfiskalen rejse sag mod Wege ner. Generalfiskalen var et relikt fra fortiden, den embedsmand enevælden traditionelt havde pudset på sine fjender. Wegener blev frikendt ved både kriminalretten og Højesteret; ikke desto mindre ville regeringen have ham afskediget. Det lykkedes ikke, men Frederik VII blev mod sin vilje tvunget til at udtrykke sin misbilligelse af geheimearkivaren. Sagen mod Wegener vi ste, at enevælden mentalt ikke var langt borte, ironisk nok gik det ud over en mand, som dybest set var tilhænger af de gamle tider. Men den konservative regering anså ham for en amatør, hvis skriverier komplicerede et i forvejen farligt udenrigspolitisk spil. Der skulle statueres et eksempel. Da Rolf Krake sejlede væk fortæller om frustrationerne efter nederlaget i 1864. Selv om optakten og krigens forløb var en ren opvisning i politiske fejltagelser, blev der ikke tale om et egentlig retsopgør, det eneste retlige ef terspil angik panserbatteriet Rolf Krakes indsats i forbindelse med den preus siske overgang over Alssund tidligt om morgenen den 29. juni. Rolf Krake var flådens stolthed; der var forventning om, at skibet kunne spille en afgø rende rolle i forsøget på at hindre overgangen. Rolf Krake greb kortvarigt ind og sejlede derefter bort, åbenbart i den tro, at den tyske hovedstyrke var kommet over, og at det nu gjaldt at sikre evakueringen til Fyn. På tysk-preus 7 sisk side drog man et lettelsens suk, i Danmark bidrog Rolf Krakes begræn sede indsats til yderligere desillusion. Officerernes dispositioner kom under anklage; offentligheden ville have placeret et ansvar. Sagen kom også op i Rigsdagen; det endte med en kommissionsdomstol. Anklagerne var alvorli ge, dommene relativt milde, i virkeligheden var det startsignalet til det store opgør om ansvaret for 1864, der blev retningsgivende for dansk politik i flere menneskealdre, helt frem til 1940. Tolv plus ni og tredive dødsdomme, én sag, det lyder dramatisk, og er det også. Scenen er først de vestindiske øer, siden København. De sorte planta gearbejderes oprør i 1878 er en af Danmarkshistoriens glemte begivenheder, selv om det var en både brutal og dramatisk historie med mord og ildspåsæt telser i stort omfang. Der var flere årsager til, at det gik galt, forsøgene på at redde den stadigt mere urentable sukkerproduktion førte til stadigt mere re striktive arbejds- og lønvilkår, oven i kom, at regeringens sparepolitik gjorde det vanskeligt for de militære og civile embedsmænd at træffe hensigtsmæs sige dispositioner. Oprøret blev nedkæmpet, en standret dømte 12 formode de hovedmænd til døden. Standretten stred mod alle gængse retsprincipper, med Gardes formulering