Noter Til En Vandring Ved Saksild Strand Kultur På Hjul 2017
Total Page：16
File Type：pdf, Size：1020Kb
Noter til en vandring ved Saksild strand Kultur på hjul 2017 Af Pernille Helberg Stentoft www.kulturpaahjul.dk Noter til en vandring ved Saksild strand dannede udgangspunkt for en byvandring i Sakslild d. 18.marts 2017 i forbindelse med projektet Kultur på hjul. Noterne er blevet til ud fra materiale fra Saksild arkiv, gamle fotografier, bøger og samtaler med folk i Saksild. Mange tak til alle for hjælp og imødekommenhed. En Sørøverhistorie På kirkegården i Saksild ligger en sørøver begravet. Eller det vil sige, en mand, der siden er blevet kaldt Sørøveren fra Saksild. Jens Rasmussen blev født d. 7. april 1786 på en gård i Kysing. Han voksede op ved Nordsminde fjord, hjalp til hjemme på gården, men var tiltrukket af havet og kom ud og sejle som 16-årig. De første år sejlede han i Danmark. Senere kom han til Norge, England, Spanien og Rusland. I 1807 kom Danmark i krig mod England (Englandskrigen 1807-14), og det blev farligt at sejle. Kaptajnen på Jens Rasmussens skib valgte derfor, at besætningen skulle gå i land i Trondheim i Norge. Jens Rasmussen ville sammen med et par andre besætningsmedlemmer hjem til Danmark, og de begav sig mod Oslo (dengang Kristiania) og derfra med skib til København. Ved juletid 1807 nåede Jens Rasmussen hjem til Kysing. Her blev han forlovet med den 16 år gamle Mette Sørensdatter. I foråret 1808 stak Jens Rasmussen igen til søs. På det tidspunkt havde englænderne erobret den danske flåde, og den danske konge opfordrede danske sømænd til kaperi, dvs. at danske sømænd skulle kapre engelske handelsskibe. De danske skibe kunne få udstedt et kaperbrev og kunne dermed lovligt angribe og plyndre engelske handelsskibe. En slags sørøveri. Det fortælles, at Jens Rasmussen ikke udførte kaperi, men han har alligevel fået tilnavnet sørøveren. Den danske kapervirksomhed betød, at englænderne jagtede danske skibe som gengæld for kaperiet. Englænderne røvede danske skibe og satte søfolkene af ved nærmeste kyst. Jens Rasmussen oplevede to gange at blive røvet og sat af ved nærmeste kyst. I 1813 blev det skib han sejlede med igen blev angrebet. Nu blev Jens Rasmussen og resten af besætningen ikke sat af ved nærmeste kyst, men blev taget med til England som krigsfanger. Krigsfangerne blev fængslet på gamle krigsskibe, der lå på Themsen. Her sad 7000 danskere til fange. Forholdene var dårlige, maden elendig, mange blev syge og døde. De danske fanger blev tilbudt at gå fri, hvis de til gengæld ville gå ind i den engelske hær, men det afslog Jens Rasmussen. Krigen endte i januar 1814, og Jens Rasmussen og hans medfanger blev frigivet d. 15. juni samme år. Han blev sejlet til Slesvig, derfra til Flensborg og videre til Aarhus, hvor hans far hentede ham. Hjemme igen kom Jens Rasmussen til hægterne og blev samme år gift med sin forlovede, Mette Sørensdatter fra Saksild Hovgaard. Jens og Mette fik sammen otte børn. Ved siden af landbruget blev Jens Rasmussen ved med at sejle. Han købte en fragtbåd sammen med en svoger og sejlede bla. huder til Aarhus. Han fiskede sild og ål, og det fortælles, at hvis der var flere sild, end familien kunne spise, pløjede han efterfølgende sildene ned i marken som gødning. I 1827 købte han sammen med en slægtning Saxsild Hovgård, der lå og ligger syd for Saksild Kirke. Han og Mette gik på aftægt i 1852, da sønnen Hans Peter overtog gården. Jens Ramsussen døde i 1862, året efter Mette. De ligger begge begravet på Saksild kirkegård, lige i nærheden af Saksild Hovgård. Jens Rasmussen fejrede hvert år d. 15. juni dagen for befrielsen fra engelsk fangenskab. Det blev en mærkedag, hvor han samlede familien, og det fortælles, at han som en start på dagen gik en tur alene ned til stranden, hvor han holdt en slags gudstjeneste med sig selv. En af Jens Rasmussens børnebørn, Jørgen Rasmussen (1850-1941), huskede denne mærkedag fra sin barndom: Det var vidunderdagen, da vi skulle opleve det lyseste, vi vidste. Vi havde fået nye klæder(…) og de skulle nu bruges måske første gang. (…) Og så alle de lyse og milde ansigter, især bedstemoder, når hun stille, mild og lysende af ubegrænset velvilje og inderlige glæde kom og tog imod os ved vognen og sagde: ”Velkommen, aa det var da rart, at I kom”. I 1914 var der på 100-årsdagen for befrielsen en stor mindefest på Saxild badehotel for efterkommere af Jens Rasmussen. Der var frokost, middag, orkester der spillede op til dans, fotograf og festfyrværkeri. Der blev sunget ni sange, hvoraf de syv var skrevet til lejligheden. Traditionen med at mødes på Saksild badehotel d. 15. juni blev holdt i hævd indtil 1942. Og igen på 200-års dagen for Jens Rasmussens befrielse blev der holdt en mindefest på Saksild badehotel. For Jens Rasmussen og hele slægten havde historie en stor betydning, og der findes flere genstande fra familien i Odder Museums samling. Saksild Ladeplads Ved det gamle pakhus Tæt på vandkanten ved Saksild strand ligger et muret hus. Jorden er defineret som byjord, dvs, at jorden tilhører bylauget i Saksild. Bylauget består af ejerne af A-matriklerne i byen. Når man ejer en A-matrikel eller en matrikel uden bogstav, er man automatisk medlem af Bylauget. A-matriklerne er betegnelsen for de matrikler, der på et tidspunkt har solgt jord fra. Det vil sige matriklerne uden bogstav omfatter de matrikler, der ikke har solgt jord fra. Bylauget har eksisteret i flere hundrede år og traf tidligere beslutninger om, hvornår man i landsbyen skulle så, høste osv. Bylauget ejer fortsat en grund ved Saksild strand, og ejerne af huset, der i daglig tale kaldes Det gamle pakhus, betaler leje til bylauget. Lejeindtægterne bruger bylauget bla. til et årligt tilskud til arkivet i Saksild. Ud over jorden ved stranden ejer Bylauget også pladsen omkring genforeningsstenen ved kirken. Bylauget sørger for at holde pladsen og for at sætte et juletræ på pladsen til jul. I øjeblikket er Lars Kreutzfeldt oldermand i bylauget. Tjansen går på omgang mellem medlemmerne. Der er et årligt møde i Bylauget, hvor man spiser sammen og hygger sig, og hvor Lisbeth Bonde fra Saxild arkiv kommer og holder foredrag om et lokalhistorisk emne. Liv på Saksild Ladeplads Stranden ud for stedet, hvor det gamle pakhus ligger, kaldes Saksild Ladeplads. Langs kysten syd for Aarhus lå der flere hundrede år tilbage i tiden ladepladser. De blev bla. benyttet af herregårdene til import af varer til eget forbrug. Omkring 1850 kom der nyt liv i de gamle ladepladser langs kysten, og nye ladepladser opstod. Udover ladepladsen i Saksild var der i midten af 1800-tallet ladepladser på Gyllingnæs, i Hou, Boulstrup, Amstrup og Nordminde. Dette skete i en periode, hvor landsbyen Odder begyndte vokse. Der kom gang i handlen, og ladepladserne fik betydning for handel og dermed egnens økonomi. I midten af 1800-tallet var landevejene så dårlige, at det bedst kunne betale sig at transportere varer med skib. Når man fx skulle transportere korn, så var det nemmest at benytte en ladeplads i nærheden af gården, hvorfra man kunne udskibe korn. I begyndelsen var det mest herregårdene eller købmændene i købstæderne (fx Aarhus), der stod for aktiviteten på ladepladserne. Det fortælles, at storkøbmanden Hans Broge fra Aarhus skød penge i Saksild ladeplads. Senere kom også lokale købmænd fra egnens landsbyer på banen. Fra Saksild ladeplads udskibede man korn fra egnen, og modsat blev der indsejlet teglrør fra Fyn til dræning af bøndernes marker, teglsten fra Flensborg (gule flensborgsten, som var meget stærke), kalk til nybyggerier, stenkul til teglværker og fra 1890´erne foderstoffer. Niels Jensens pakhus Nu skal det handle om sørøverens søn, Niels Jensen. Niels Jensen blev født i 1835 og voksede op på Saksild Hovgaard. Niels Jensen kom i lære som købmand i Aarhus og vendte tilbage til Saksild som 21-årig. Han havde et par år forinden lånt penge af købmand Hans Broge i Aarhus og etablerede i 1857 købmandshandel, tømmerhandel og pakhus, muligvis i forbindelse med Saksild Hovgaard, som på det tidspunkt var ejet af Hans Peter Jensen, der var bror til Niels Jensen. I 1870´erne opbyggede købmand Niels Jensen en god forretning med at opkøbe og videresælge bøndernes korn. Desuden importerede han tømmer fra Norge og Sverige. Han importerede også kalk og byggede sit eget kalkbrænderi ved stranden. Man mener, at kalkovnen lå ca. der, hvor gyngestativet står i dag. Tidligere havde kalkovnen ligget på Hovgårdens jord ved stranden, hvor Saksild badehotel ligger i dag. I øvrigt lå der nogle år tidligere, i 1850´erne, et teglværk lidt længere henne ad stranden, ved Nordbyvej. Den historie er Hanne og Lisbeth fra arkivet ved at grave i. Lidt senere byggede Niels Jensen et pakhus af træ på den grund, som tilhørte bylauget i Saksild. Han forsøgte også at bygge en lille havn, som endte med at blive skyllet væk i en storm. Han nøjedes derfor med en bådebro. I 1884 åbnede jernbanen mellem Aarhus og Hou, hvor der lå en regulær havn, anlagt af Rathlousdal i 1881. Jernbanen kom med tiden til at erstatte de små ladepladser langs kysten – nu blev det nemmere at transportere varer med tog. De små ladepladser mistede lidt efter lidt deres betydning. Købmand Niels Jensen valgte at flytte sin forretning nærmere jernbanen, som han i øvrigt selv havde været fortaler for. Han etablerede herefter købmandshandel i stationsbyen Malling. Han drev både købmandshandel og sideløbende gården Karensminde(fra 1866) Efter hans død i 1898 blev der opsat en mindesten for ham i Malling. Han havde bla. været med til at få oprettet Malling Landsbrugsskole(1889), Malling lægehus, Malling dampmølle mm. Da Niels Jensen flyttede, holdt man op med at bruge kalkovnen.