Noter til en vandring ved strand Kultur på hjul 2017

Af Pernille Helberg Stentoft www.kulturpaahjul.dk

Noter til en vandring ved Saksild strand dannede udgangspunkt for en byvandring i Sakslild d. 18.marts 2017 i forbindelse med projektet Kultur på hjul. Noterne er blevet til ud fra materiale fra Saksild arkiv, gamle fotografier, bøger og samtaler med folk i Saksild. Mange tak til alle for hjælp og imødekommenhed.

En Sørøverhistorie

På kirkegården i Saksild ligger en sørøver begravet. Eller det vil sige, en mand, der siden er blevet kaldt Sørøveren fra Saksild. Jens Rasmussen blev født d. 7. april 1786 på en gård i Kysing. Han voksede op ved Nordsminde fjord, hjalp til hjemme på gården, men var tiltrukket af havet og kom ud og sejle som 16-årig. De første år sejlede han i Danmark. Senere kom han til Norge, England, Spanien og Rusland. I 1807 kom Danmark i krig mod England (Englandskrigen 1807-14), og det blev farligt at sejle. Kaptajnen på Jens Rasmussens skib valgte derfor, at besætningen skulle gå i land i Trondheim i Norge. Jens Rasmussen ville sammen med et par andre besætningsmedlemmer hjem til Danmark, og de begav sig mod Oslo (dengang Kristiania) og derfra med skib til København. Ved juletid 1807 nåede Jens Rasmussen hjem til Kysing. Her blev han forlovet med den 16 år gamle Mette Sørensdatter.

I foråret 1808 stak Jens Rasmussen igen til søs. På det tidspunkt havde englænderne erobret den danske flåde, og den danske konge opfordrede danske sømænd til kaperi, dvs. at danske sømænd skulle kapre engelske handelsskibe. De danske skibe kunne få udstedt et kaperbrev og kunne dermed lovligt angribe og plyndre engelske handelsskibe. En slags sørøveri. Det fortælles, at Jens Rasmussen ikke udførte kaperi, men han har alligevel fået tilnavnet sørøveren.

Den danske kapervirksomhed betød, at englænderne jagtede danske skibe som gengæld for kaperiet. Englænderne røvede danske skibe og satte søfolkene af ved nærmeste kyst. Jens Rasmussen oplevede to gange at blive røvet og sat af ved nærmeste kyst. I 1813 blev det skib han sejlede med igen blev angrebet. Nu blev Jens Rasmussen og resten af besætningen ikke sat af ved nærmeste kyst, men blev taget med til England som krigsfanger. Krigsfangerne blev fængslet på gamle krigsskibe, der lå på Themsen. Her sad 7000 danskere til fange. Forholdene var dårlige, maden elendig, mange blev syge og døde. De danske fanger blev tilbudt at gå fri, hvis de til gengæld ville gå ind i den engelske hær, men det afslog Jens Rasmussen. Krigen endte i januar 1814, og Jens Rasmussen og hans medfanger blev frigivet d. 15. juni samme år. Han blev sejlet til Slesvig, derfra til Flensborg og videre til , hvor hans far hentede ham.

Hjemme igen kom Jens Rasmussen til hægterne og blev samme år gift med sin forlovede, Mette Sørensdatter fra Saksild Hovgaard. Jens og Mette fik sammen otte børn. Ved siden af landbruget blev Jens Rasmussen ved med at sejle. Han købte en fragtbåd sammen med en svoger og sejlede bla. huder til Aarhus. Han fiskede sild og ål, og det fortælles, at hvis der var flere sild, end familien kunne spise, pløjede han efterfølgende sildene ned i marken som gødning.

I 1827 købte han sammen med en slægtning Saxsild Hovgård, der lå og ligger syd for Saksild Kirke. Han og Mette gik på aftægt i 1852, da sønnen Hans Peter overtog gården. Jens Ramsussen døde i 1862, året efter Mette. De ligger begge begravet på Saksild kirkegård, lige i nærheden af Saksild Hovgård.

Jens Rasmussen fejrede hvert år d. 15. juni dagen for befrielsen fra engelsk fangenskab. Det blev en mærkedag, hvor han samlede familien, og det fortælles, at han som en start på dagen gik en tur alene ned til stranden, hvor han holdt en slags gudstjeneste med sig selv.

En af Jens Rasmussens børnebørn, Jørgen Rasmussen (1850-1941), huskede denne mærkedag fra sin barndom: Det var vidunderdagen, da vi skulle opleve det lyseste, vi vidste. Vi havde fået nye klæder(…) og de skulle nu bruges måske første gang. (…) Og så alle de lyse og milde ansigter, især bedstemoder, når hun stille, mild og lysende af ubegrænset velvilje og inderlige glæde kom og tog imod os ved vognen og sagde: ”Velkommen, aa det var da rart, at I kom”.

I 1914 var der på 100-årsdagen for befrielsen en stor mindefest på Saxild badehotel for efterkommere af Jens Rasmussen. Der var frokost, middag, orkester der spillede op til dans, fotograf og festfyrværkeri. Der blev sunget ni sange, hvoraf de syv var skrevet til lejligheden. Traditionen med at mødes på Saksild badehotel d. 15. juni blev holdt i hævd indtil 1942. Og igen på 200-års dagen for Jens Rasmussens befrielse blev der holdt en mindefest på Saksild badehotel. For Jens Rasmussen og hele slægten havde historie en stor betydning, og der findes flere genstande fra familien i Museums samling.

Saksild Ladeplads Ved det gamle pakhus

Tæt på vandkanten ved Saksild strand ligger et muret hus. Jorden er defineret som byjord, dvs, at jorden tilhører bylauget i Saksild. Bylauget består af ejerne af A-matriklerne i byen. Når man ejer en A-matrikel eller en matrikel uden bogstav, er man automatisk medlem af Bylauget. A-matriklerne er betegnelsen for de matrikler, der på et tidspunkt har solgt jord fra. Det vil sige matriklerne uden bogstav omfatter de matrikler, der ikke har solgt jord fra.

Bylauget har eksisteret i flere hundrede år og traf tidligere beslutninger om, hvornår man i landsbyen skulle så, høste osv. Bylauget ejer fortsat en grund ved Saksild strand, og ejerne af huset, der i daglig tale kaldes Det gamle pakhus, betaler leje til bylauget. Lejeindtægterne bruger bylauget bla. til et årligt tilskud til arkivet i Saksild. Ud over jorden ved stranden ejer Bylauget også pladsen omkring genforeningsstenen ved kirken. Bylauget sørger for at holde pladsen og for at sætte et juletræ på pladsen til jul. I øjeblikket er Lars Kreutzfeldt oldermand i bylauget. Tjansen går på omgang mellem medlemmerne. Der er et årligt møde i Bylauget, hvor man spiser sammen og hygger sig, og hvor Lisbeth Bonde fra Saxild arkiv kommer og holder foredrag om et lokalhistorisk emne.

Liv på Saksild Ladeplads Stranden ud for stedet, hvor det gamle pakhus ligger, kaldes Saksild Ladeplads. Langs kysten syd for Aarhus lå der flere hundrede år tilbage i tiden ladepladser. De blev bla. benyttet af herregårdene til import af varer til eget forbrug. Omkring 1850 kom der nyt liv i de gamle ladepladser langs kysten, og nye ladepladser opstod. Udover ladepladsen i Saksild var der i midten af 1800-tallet ladepladser på Gyllingnæs, i , Boulstrup, Amstrup og Nordminde. Dette skete i en periode, hvor landsbyen Odder begyndte vokse. Der kom gang i handlen, og ladepladserne fik betydning for handel og dermed egnens økonomi.

I midten af 1800-tallet var landevejene så dårlige, at det bedst kunne betale sig at transportere varer med skib. Når man fx skulle transportere korn, så var det nemmest at benytte en ladeplads i nærheden af gården, hvorfra man kunne udskibe korn. I begyndelsen var det mest herregårdene eller købmændene i købstæderne (fx Aarhus), der stod for aktiviteten på ladepladserne. Det fortælles, at storkøbmanden Hans Broge fra Aarhus skød penge i Saksild ladeplads. Senere kom også lokale købmænd fra egnens landsbyer på banen.

Fra Saksild ladeplads udskibede man korn fra egnen, og modsat blev der indsejlet teglrør fra Fyn til dræning af bøndernes marker, teglsten fra Flensborg (gule flensborgsten, som var meget stærke), kalk til nybyggerier, stenkul til teglværker og fra 1890´erne foderstoffer.

Niels Jensens pakhus Nu skal det handle om sørøverens søn, Niels Jensen. Niels Jensen blev født i 1835 og voksede op på Saksild Hovgaard. Niels Jensen kom i lære som købmand i Aarhus og vendte tilbage til Saksild som 21-årig. Han havde et par år forinden lånt penge af købmand Hans Broge i Aarhus og etablerede i 1857 købmandshandel, tømmerhandel og pakhus, muligvis i forbindelse med Saksild Hovgaard, som på det tidspunkt var ejet af Hans Peter Jensen, der var bror til Niels Jensen.

I 1870´erne opbyggede købmand Niels Jensen en god forretning med at opkøbe og videresælge bøndernes korn. Desuden importerede han tømmer fra Norge og Sverige. Han importerede også kalk og byggede sit eget kalkbrænderi ved stranden. Man mener, at kalkovnen lå ca. der, hvor gyngestativet står i dag. Tidligere havde kalkovnen ligget på Hovgårdens jord ved stranden, hvor Saksild badehotel ligger i dag. I øvrigt lå der nogle år tidligere, i 1850´erne, et teglværk lidt længere henne ad stranden, ved Nordbyvej. Den historie er Hanne og Lisbeth fra arkivet ved at grave i.

Lidt senere byggede Niels Jensen et pakhus af træ på den grund, som tilhørte bylauget i Saksild. Han forsøgte også at bygge en lille havn, som endte med at blive skyllet væk i en storm. Han nøjedes derfor med en bådebro.

I 1884 åbnede jernbanen mellem Aarhus og Hou, hvor der lå en regulær havn, anlagt af Rathlousdal i 1881. Jernbanen kom med tiden til at erstatte de små ladepladser langs kysten – nu blev det nemmere at transportere varer med tog. De små ladepladser mistede lidt efter lidt deres betydning. Købmand Niels Jensen valgte at flytte sin forretning nærmere jernbanen, som han i øvrigt selv havde været fortaler for. Han etablerede herefter købmandshandel i stationsbyen Malling. Han drev både købmandshandel og sideløbende gården Karensminde(fra 1866) Efter hans død i 1898 blev der opsat en mindesten for ham i Malling. Han havde bla. været med til at få oprettet Malling Landsbrugsskole(1889), Malling lægehus, Malling dampmølle mm. Da Niels Jensen flyttede, holdt man op med at bruge kalkovnen. Pakhuset blev flyttet op til Saksild by.

Det murede pakhus Det murede pakhus ved ladepladsen har været brugt som sommerhus af først en ingeniør og siden en bankdirektør. I 1929 købte købmand Grønfeldt fra Odder huset som sommerbolig. Grønfeldt ville også gerne købe husets grund af Bylauget, men Bylauget ville ikke sælge. . Efter Købmand Grønfeldt blev huset solgt til en mand, der hed Gryn. Gryn udlejede robåde, kajakker og vandcykler. Gryn sad på terrassen foran huset, og så kom folk hen og betalte for leje af en båd. Så lejede man båden for en time. Fra terrassen kunne Gryn sidde med sin kikkert og holde øje md bådene. I dag er det Gryns barnebarn, der ejer huset.

Saksild plantage

I Saksild boede engang en driftig mand ved navn Hans Simonsen. Hans Simonsen er manden bag Saksild plantage. Også hans far, Simon Hansen, var en fremsynet mand.

Simon Hansen(1826-1885) Simon Hansen overtog i 1859 slægtsgården efter sin far, Hans Simonsen. Slægtsgården havde eksisteret siden 1794 og lå dengang i den vestlige ende af Gammel Bygade. Gården havde på det tidspunkt ikke noget navn. Det var en bindingsværksgård med et par stalde, en lade, et aftægtshus og et næsten nybygget stuehus.

Simon Hansen havde ofte tænkt på at flytte gården ud mod de tilhørende jorde, men hans far havde været imod, idet han ønskede den trygge placering på Bygaden i landsbyens midte.

I 1860 blev Simon gift med Mette Marie, de fik drenge to, Hans og Jens. I 1863 blev Simon formand for vandforsyningen og blev senere brandfoged i Saksild. Under den store bybrand i 1868 var Simon del af byens brandberedskab.

Simon Hansen fik i 1873 gården flyttet hen til dens nuværende placering på Strandvejen 42. Gården fik nu navnet Kjældsdamsgaard efter gadekæret Kjældsdammen. Man flyttede gårdens bygninger ved at pille dem ned og bygge dem op igen. Bindingsværket var nummeret, så man viste, hvordan det hele passede sammen. Der blev bygget et helt nyt stuehus i gule mursten.

Året forinden, i 1872, var Mette Maries søster død i barselsseng, og hendes 3-årige datter kom i pleje på gården. I 1877 døde Mette Marie i barselsseng, kun 44 år gammel, og Simon blev alene med tre børn. Han ansatte herefter en husbestyrerinde, den 21-årige Oline Hansine Rasmussen fra Odder. Simon Hansen blev nu sognefoged og tog del i sognets liv. Han var optaget af højskoletanken og sendte sin ældste søn, Hans, på højskole i Saksild.

Simon Hansen var en fremsynet mand, og da bønderne i Saksild begyndte at tale om at etablere et andelsmejeri i byen, besluttede Simon Hansen at forære dem en grund til mejeriet. Andelsmejeriet Kjældsdam bliver bygget i 1884. Året efter, i 1885, døde Simon 58 år gammel, og sønnen Hans på 24 år overtog Kjældsdamsgaard.

Hans Simonsen(1861-1943) Hans Simonsen var ligesom sin far begejstret for nye tiltag. Han havde meninger om ting og var respekteret i byen. Nogen anså ham for striks og hård. Han kom ligesom sin far i brandberedskabet i Saksild og drev gården. Men samtidig var han meget interesseret i verden udenfor Saksild.

Hans Simonsen var en meget aktiv mand. I 1891 blev han valgt ind i sognerådet og blev snart formand. Han var med til at planlægge Saksild- Rude fællesskole og med til at få den etableret i 1901. Den gamle skole lå på Gammel Bygade, og den nye moderne skole kom til at ligge, hvor skolen ligger i dag. Hans Simonsen var medlem af skolekommisionen, Hads-Ning Herreders jernbanebestyrelse og desuden formand for Hou Havn. Han var efterhånden ikke meget hjemme på gården. Tog afsted tidligt, kom hjem sent. Var efter sigende med i alt, hvad man kunne være med i.

Udover at være aktiv var Hans også en meget moderne mand. Han tog fx havbade længe før det blev moderne. Han var med til at ansætte Danmarks første kvindelige klokker ved Saksild kirke. På et tispunk købte han en trælade uden sider fra Skåne, som han så på en udstilling i Kbh i 1912, og som han derefter fik fragtet til Saksild fra Skåne. Lidt af en rejse på den tid. Laden findes endnu på gården Han var den første i Saksild, der fik aflægger og senere selvbinder. Aflæggeren lagde kornet i en stribe, så det var nemt at binde i neg. Og så var han den første i Saksild, der havde autobil. Når bilen ikke ville starte i de kolde vintre, blev der spændt heste for!

Hans´ far, Simon, skænkede i sin tid grunden til mejeriet, og Hans gav også flere grunde væk. Bla. en grund til forsamlingshuset, som lå overfor Kjældsdamsgaard, og som blev opført på andelsbasis i 1897. Hans skænkede også jord til frysehuset eller fryseriet. Og jord til Saksild plantage, som er et kapitel for sig.

Jens Simonsen, oldebarn til Hans, husker fryseriet fra sin barndom i 1950´erne. To gange om ugen kunne man komme derop. Man havde et hæfte, fryseribogen. Siden var delt i to. Det blev noteret i hæftet, hvad der blev lagt i boksen, og det blev samtidig noteret på en billet, som blev lagt ved kødet. I fryseriet stod der to taburetter. Der sad altid nogen at snakkede. Birthe passede fryseriet. Hun blev kaldt fryseri-Birthe.

Da Hans blev ældre, byggede han hus på Kirkebakken, nu Rørtvej, i Odder. Han flyttede fra Kjældsdamsgaard i 1921. Efter Hans overtog sønnen Jens gården. Derefter Jens´ søn, Viggo. Og derefter Viggos søn, Jens Simonsen, som ejer gården i dag. Ham vender vi tilbage til.

Plantagen og Saksild Plantningsselskab 1898 Hans Simonsen var en mand, der så muligheder. Inspireret af bønderne i Sondrup og Rude fik han ideen om at anlægge en plantage i Saksild. Tanken var at købe mager jord nær stranden og plante den til med nåletræer, som kunne sælges som tømmer og give gode indtægter. Det var en måde at udnytte den dårlige udmarksjord på. Hans Simonsen fra Kjældsdamsgaard købte derfor den del af præstegårdens magre og sandede jord, som lå nærmest stranden. Han fik herefter (i 1898) bønderne i Saksild ovetalt til at danne et interessent-selskab, Saksild Plantningsselskab, som han forærede jorden til. Hver eneste ejendom i byen, dvs. gårde, husmandssteder og husmænd uden jord fik et antal andele af plantagen, afhængigt at ejendommens størrelse.

En husmand uden jord kunne have et stykke svarende til en andel. En husmand med jord kunne fx have er stykke plantage svarende til to andele. Og en gårdmand kunne have et stykke svarende til otte andele. Gården Katrinelund havde fx 15 andele i Saksild plantage. Herefter begyndte man at plante plantagen til med nåletræer efter en fælles plan. I løbet af få år voksede plantagen frem, og træerne begyndte at få en vis højde.

Sommerhuse i Saksild plantage Svalevej 15

Da Hans Simonsen og folk fra Saksild anlagde plantagen ved Saksild strand i 1898 var formålet at kunne sælge træet til tømmer. Der var ingen tanker om, at området kunne bruges til andet. Men allerede en del år forinden, i slutningen af 1800-tallet, var folk fra bla. København begyndt at bruge kysterne på en helt ny måde. Fra 1870´erne søgte danske kunstnere inspiration uden for byerne på fjerne uberørte egne. Det var blæsende og barske steder som Hornbæk, Skagen og den jyske vestkyst.

Ca. samtidig begyndte folk fra borgerskabet i København og de største købstæder at søge ud af byen af sundhedsmæssige årsager. Samtidens læger anbefalede stærkt lys, frisk luft og havbade som værn mod sygdomme i storbyen og det nye industrisamfund.

Indtil 1920´erne var Saksild strand mest et sted, hvor man tog hen på endagsudflugter. Især børnene soppede og badede eller legede i sandet. Plantagen var anlagt, men ellers var området præget af lyngklædte bakker og strandenge.

Der lå også nogle ganske få spredte huse ved stranden i begyndelsen af 1900-tallet. De var opført mellem 1915 og 1930 på strækningen mellem Rude, Saksild og Dyngby. Ved Rude blev der fx i 1915 opført et grundmuret hus, som var et egentligt sommerhus. Det var Rudehuset, opført af købmand Georg Nielsen fra Odder. Huset blev til Rude Strandhotel og endnu senere til en del af pensionisthøjskolen ved Rude strand.

Salg af få store grunde i plantagen – Rågevej, Svalevej og Ørnevej I den nordøstlige del af plantagen blev der allerede i 1920´erne solgt nogle store grunde fra. Rågevej, Svalevej og Ørnevej adskilte sig ved, at grundene her var store i forhold til resten af plantagen. De kostede hver 3000 kr. Nogle af de første der købte grunde var smeden fra Saksild, mejeribestyreren, en staldforpagter fra Odder og en frk. Andersen. Sommerhuset på Svalevej 15 er fra 1937 og ligger på en af de store grunde, der tidligt blev solgt fra af plantningsselskabet.

I tiden herefter blev det mere og mere populært at tage til stranden, og et helt nyt fænomen opstod i denne periode: Sommerferie. Den første ferielov kom i 1931. Den gav alle ret til otte dages sommerferie, og i 1938 udvidede man ferieloven to ugers sommerferie.

Plantningsselskabet udlejer grunde i Saksild plantage Saksild plantningsselskab, som ejede Saksild plantage, ville gerne udleje grunde til folk. Det begyndte i slutningen af 1920´erne og tog til op gennem 1930´erne. Rasmus Jakobsen stod for udlejningen. Han havde en lille ejendom uden for byen og kom senere til at bestyre Mejeriets kiosk ved strandshoppen. Folk fik som regel de grunde, de havde udset sig, og grundene var ikke så store, 3-400 m2. Der blev ikke brugt landmåler, man tog det ikke så højtideligt.

Nu skød klynger af små sommerhuse op ved Saksild strand. Det var bla. de lokale bønder der lejede jord af Plantningsselskabet og opførte små strandhuse eller havhuse. Husene var mere badehuse eller lysthuse, end de var egentlige sommerhuse, og de lå så tæt ved vandet som muligt. På den jord, der få år tidligere havde været ubrugelig udmarksjord. Mange af husene i plantagen var de første år små og sorttjærede huse med hvide vinduer. Gamle togvogne fx og andre huse, der skulle kunne flyttes. Ofte var de bygget af genbrugsmaterialer, og der var hverken elektricitet eller vand. Uanset om man var landmand, smed eller mejerist, så havde man det til fælles, at man havde udsigt til Tunø og Samsø, og at man gerne ville være tæt på vandet. Man var fælles om strandlivet. De gamle dyppede tæer, de yngre og børnene tog en dukkert – det havde de lært i skolens gymnastiktimer.

Byboerne fra Odder overnattede i nogle gange primitive køjer i husene, mens de lokale tog ud og hjem samme dag. Man medbragte mad og drikke hjemmefra, klædte om i huset, badede i havet og spiste i det lille hus ved stranden. I 1930´erne var stranden ved Saksild og Saksild plantage stadig så åben, at man kunne se vandet oppe fra landsbyen. Plantagen blev med tiden mere tæt og skyggefuld, og efterspørgslen på grunde blev stor. Allerede før 1940 var der flere rækker af huse mellem stranden og Plantagevej.

Saksild plantningsselskabs grund Forenden af Solsortevej, ud til stranden

For enden af Solsortevej ligger Plantningsselskabets grund. Plantningsselskabet, som i sin tid etablerede og ejede Saksild plantage. Fra at plantagen var åben i 1930´erne, var der 10 år senere nærmest fyldt op med sommerhuse ved Saksild strand med næsten 200 sommerhuse. Grundene var fortsat ret små, husene lå tæt, og en del var selvbyggerhuse. Mange var ejet af folk fra Odder, men der var også en del ejere fra Aarhus, Silkeborg og . Saksild plantage var det tættest bebyggerede sommerhusområde ved kysten. Det fik myndighederne øje på, og de greb ind i forhold til brandsikkerhed og hygiejne. Bygningerne lå tæt i forhold til brandfare. Der blev brugt åben ild inde i husene.

Sommerhusejerne dannede i 1946 en forening, hvor de kunne snakke om krav fra myndighederne, brandfare mm. De kaldte sig Foreningen af husejere i Saksild plantage. I løbet af det første år kom der 120 medlemmer. I foreningen diskuterede man istandsættelse af vejene, anskaffelse af ting til slukning ved brand, opstilling af telefonboks og myndighedernes krav. Myndighederne krævede, at der kom brandbælter på 12,5 meter mellem husene. Alle åbne ildsteder skulle nu fjernes, og der skulle opstilles håndsprøjter. Man vedtog desuden at købe tre brandsirener.

I 1948 blev vejene udvidet, så de fungerede som brandbælter. De måtte udvides igen i 1970´erne hvor folk begyndte at køre i bil. I 1949 solgte Plantningsselskabet grundene i plantagen på en gang. Medlemmerne forudså, at der med tiden ville komme endnu flere krav fra myndighederne og dermed flere udfordringer og udgifter. Plantningsselskabet beholdt en grund på Solsortevej, fra Plantagevej og ud mod stranden. Grunden var tiltænkt plantningsselskabet medlemmer – her kunne de lokale bade, opholde sig eller opføre et lille sommerhus. Der var en pumpe på grunden, men der var sjældent vand i. Man kaldte grunden for byens stykke eller byens grund.

I tiden herefter ændrede området sig. Tidligere var huse på lejede grunde knopskudt i området. Nu blev de sandende hjulspor til veje, vejene blev med tiden bredere, og der kom vejnavne og husnumre og med med tiden asfalt på Plantagevej. Området blev kort sagt reguleret.

Mange fra Saksild tog til stranden ved Plantningsselskabets grund. Mødre mødtes dernede med deres børn. Om høsten kørte man ned og badede sidst på dagen, børn og unge, men også forældrene. Tit tog man derned med madpakker om aftenen.

Sommerhus i Jens Simonsensen barndom Da Jens Simonsen fra Kjældsdamsgaard var barn, holdt hans familie ikke ferie. De tog på dagsudflugter, tog afsted, når der var malket og kom hjem til aften. Familien begyndte at tage på ferie i starten af 1960´erne. Inden da havde været en tur på Fyn Her tog familien ud og køre i en uge med villatelt. Faren og moren havde soveposer med, fra Angora i Odder, den nu nedlagte krøluldsfabrik. Nu findes både telt og soveposer på Odder museum, med stænger og det hele.

Men selvom de ikke kom på ferie, tog familien meget til stranden efter malkning sidst på dagen. Ved stranden havde familien et træhus, lavet af en gammel garage og et hønsehus. Sommerhuset lå på plantningsselskabets grund, byens stykke. Huset lå meget tæt på, hvor der nu er parkeirngsplads. Til venstre havde præsten hus, til højre lå et andet lille hus, som tilhørte Saxild Søndergård. Det var en god placering, helt ud til vandet. Huset var gult udenpå, indeni var det malet svensk rødt og grønt i køkkendelen. Der var bord, stole og en vinkel med vindue.

Hele sommeren cyklede familien til stranden med madkurv to-tre gange om ugen, når det var godt vejr. Det var ofte på hverdage, sidst på eftermiddagen, og de havde aftensmad med. Jens husker, at familien et par enkelte gang tog bilen til stranden, og det var, fordi de skulle have varm mad med derned, nemlig varm kartoffelsalat og stegte pølser, som var pakket ind i tæpper, så det kunne holde sig varmt, mens de badede. Ikke noget med at spise, før de havde badet! Det var usædvanligt, at de havde varm mad med, for dengang spiste familien næsten altid varm mad om middagen og rugbrød om aftenen.

Når familien var ved stranden, fik de frugtgrød eller ymer, da mejeriet Kjældsdam begyndte at lave ymer. Oven på var der ymerdrys, som var tørret rugbrød med puddersukker. Det var en favorit. Ellers fik de kærnemælkskoldskål med ristede havregryn.

De overnattede ikke i sommerhuset. De badede, spiste aftensmad, og bagefter legede de. Jens husker at have sovet der en enkelt gang med kammerat. Man måtte ikke overnatte dernede, så drengene skulle skynde sig at lægge sig ned, så snart de havde spist, så ingen så dem. Far Viggo elskede at bade og svømme ved stranden. Jens fiskede ofte dernede med en kammerat. Mest ved badehotellet eller ved det gamle pakhus. Viggo var vild med minigolf. Jens spillede også lidt. De havde en karl, som hele sommeren kørte til minigolfbanen i plantagen hver dag i frokostpausen for at spille. Han hed Hesselund, han blev i øvrigt senere måleraflæser.

Kjældsdamsgaard da Jens Simonsen var barn Jens Simonsen og hans søskende boede på Kjældsdamsgaard i Saksild med deres far, Viggo, og deres mor, Else. Kjældsdamsgaard var en slægtsgård grundlagt i 1794 med Viggo som sjette og Jens som nu syvende generation. Familien overtog Kjældsdamsgaard, da Jens var fire år. Inden da havde de boet i et helt nyt hus fra 1949, som lå lidt længere oppe ad Strandvejen. Viggo brugte huset som udbetaling på gården, som de overtog fra Jens´ bedstefar, Jens Simonsen. Der blev udarbejdet en aftægtskontrakt, som bla. indeholdt en aftale om, at Viggos familie årligt skulle levere ½ gris, høns, træ osv. Jens husker, at det var skrækkeligt koldt på gården, da de flyttede ind. Man fyrrede med kakkelovn i hver rum, hvorimod der var centralvarme i det nye hus, familien kom fra. Vandet i vandhanen var også koldt. Men det fik Viggo ændret. Han moderniserede med tiden hele stuehuset. Inspireret af tidens moderne parcelhuse erstattede Viggo de gamle trægulve med cementgulve belagt med væg-til-væg-tæpper og fik sat nye store termoruder i som erstatning for de oprindelige vinduer med sprosser. Huset skulle være moderne og praktisk.

Da Jens var barn, var der masser af dyr på gården. Køer, grise, høns, heste, i alt 99 kreaturer. Senere også flere tusinde ænder og kalkuner. Jens hjalp til på gården, fra han var ganske lille. Fem år gammel kørte han frem, dvs. kørte traktor, mens hans far og farfar skovlede roer op på ladet. Han hjalp også med at hugge pindebrænde. Når han var med i stalden, fik han lov at sætte kopper på ko nr. 12 og en anden ko – de var så rolige. De andre måtte han ikke gå ind til. Jens legede med sine søstre og med fodermesterens søn, som boede i huset skråt overfor gården.

Det gamle gadekær, Kjældsdammen, var også en slags legeplads. Kjældsdamsgaard var opkaldt efter Kjældsdammen, der blev senere til branddam og hegnet ind. I 1975 blev Kjældsdammen fyldt op. Det var, da Lars Kreutzfeldt fra gården Lindelund gravede ud til gylletank.

Jens Simonsen sejlede med træskibe på Kjældsdammen. Og fryseri-Birthes mand lavede en vandcykel, som de nogle gange sejlede i. Andre gange sejlede de i snedkerens gamle ligkiste. Der var monteret et bræt på tværs og en tønde i hver ende for at ligkisten ikke skulle kæntre. Kisten var tjæret, så den kunne holde vand. Om vinteren var der nogle, der stod på skøjter på dammen. Det gjorde Jens ikke.

Dreiers danseinstitut Jens gik også i danseskole, Dreiers danseinstitut, det samme gjorde hans forældre. Om sommeren foregik dansen i forsamlingshuset i Saksild. Om vinteren i Vejlby-Risskov hallen - der tog forældrene ud og dansede en gang om ugen. Det var hr og fru Dreier – Ivan og Kirsten – der underviste. De havde en grammofon med. Og de dansede for. I Malmros film Lars Ole 5.c fra 1973 er der scener fra en danseskole, og hr og fru Dreier er med i filmen. I filmen underviser de på hotellet Den røde okse i Guldsmedegade i Aarhus.

Jens kunne godt lide at gå til dans. Han begyndte i 3.- 4. Klasse og gik i 10 år. Han kunne godt lide systemet, at det skulle gøres på en bestemt måde. Modsat til juletræsfest og karneval, hvor man dansede mere frit. Stort set alle børn i Saksild på Jens´ alder gik til dans. De første år var der tilmeldt flere drenge ned piger, og så måtte to drenge nogle gange danse sammen.

Odder Roklub Rylevej 85a

Odder roklub er grundlagt i 1944 med stiftende generalforsamling d. 12. januar. Da klubben blev stiftet, var det en ren mandeklub, men det var de kvindelige roere ikke tilfredse med. Der blev indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling, så mennesker af begge køn kunne blive medlemmer. Roklubben lejede et stykke jord i Saksild plantage, som i første omgang skulle ryddes for grantæer for at gøre plads til et bådehus. Medlemmerne gjorde selv arbejdet. De cyklede til Saksild fra Odder, slog telte op og overnattede - det var hårdt arbejde.

I 1944 blev der holdt bazar og fest på Centralhotellet i Odder, og her kom der 14.000 kr. i kassen. Det var mange penge, og der kunne købes nogle brugte både fra andre klubber. Senere støttede Odder Kommune klubben med et beløb, så klubben kunne købe grunden. For at blive medlem af roklubben skulle man kunne svømme 300 meter i et halbassin. Det blev kontrolleret, at deltagerne svømmede og ikke gik på bunden.

Dengang var samværet i klubben formelt. Man var Dus, når man var i bådene, men Dis, når man mødte hinanden inde i Odder. Og der var ikke blandede både. Pigerne roede for sig, og drengene for sig. Men der var en del fester, bla. den årlige kanindåb, hvor de stakkels kaniner - de nye medlemmer - blev smurt ind i griseblod fra slagteriet i Odder. Kanindåben var et stort tilløbsstykke, som begyndte nede på stranden og efterfølgende fortsatte i klubhuset. Mange mødte hinanden i roklubben og blev kærester og senere gift. Inden klubhuset kom til i 1948, blev festerne holdt på hoteller i Odder eller på Strandhotellet ved Rude strand. Mange af pigerne var stærke. De kunne selv bære bådene ned til vandet fra klubhuset – dengang var der ikke vogne. Til gengæld var der en bådebro. I sommerferierne var der ture til Juelminde, Mols, Gudenåen eller Fyn rundt.

Odder Roklub har i dag ca. 100 medlemmer. Omkring halvdelen er over 60, men der er også børn og unge, der ror. I klubben er der både in-riggere (klubben har seks), en masse outriggere og kajakker.

Der er en vinterbadeklub ved Roklubben, medlemmerne bader onsdag og søndag. Der er også fællesspisning og et træningsrum med romaskiner. Klubben tæller flere medlemmer af Team Danmark og en roer, der flere gange har deltaget ved OL, nemlig Juliane Elander.

Saxild Badehotel Ved stranden, udsigt mod syd til badehotellet

Mellem Saksild kirke og Saksild hovgaard går der en vej mod stranden, Christian Petersens vej. Vejen fører ned til det sted, der engang hed Saxild badehotel. Christian Petersen var grundlægger af badehotellet. Han var født i Møgeltønder i 1863, året før Sønderjylland blev en del af Tyskland. Han rejste som ung til Midtjylland, fordi han ikke ville være tysk soldat, og blev udlært bager og konditor i Ry, hvor han gik under navnet Den elegante slesviger.

Christian Petersen mødte sin kommende hustru, Anna, i Aarhus, og de åbnede forretning i Rosensgade i Odder, hvor Tværgade møder Rosensgade. Der lå et kvægmarked i nærheden. Da markedet blev flyttet hen til det nuværende torv, flyttede Petersen forretningen til torvet, hvor han byggede ejendommen Rosensgade/Torvet. Senere fik han konditori på Rosensgade 9. Da det omkring år 1900 blev moderne med havbade, tænkte Petersen, at der kunne være muligheder ved Saksild strand. Han købte derfor i 1905 12 tønder land af de bare lyngklædte marker. Jorden tilhørte Saksild hovgaard. Her byggede han i 1906 Saxild badehotel. Christian Petersen solgte i 1906 konditori og bageri i Odder og flyttede ud på badehotellet med sin store familie med otte børn. Men han fortrød tilsyneladende salget af konditorriet, for kort tid efter købte han det tilbage. Familien blev dog boende i Saksild, hvorfra der hver morgen kørte en hestevogn med de familiemedlemmer, der skulle ind til byen, nemlig Petersen selv og de børn, der gik i skole.

Badehotellet var bygget i italiensk villastil og indrettet smukt. Der var en stor sal, der kunne deles med spanke vægge og to hjørnestuer, hvoraf den ene havde egemøbler og blev kaldt Egestuen. I den anden hjørnestue blev der serveret kaffe efter middagen. På førstesalen var der 17 værelser, hvoraf nogle havde havudsigt og adgang til altan. Der var ikke elektricitet de første år, derimod 40 petroleumslamper, som skulle rengøres hver dag. Der var indlagt vand i køkkenet, og der var toiletter med træk og slip. Stuepigerne bragte varmt vand ind til gæsterne på deres værelser, så de kunne vaske sig.

Mange lokale fra Odder og omegn tog på søndagsudflugt til badehotellet ved stranden. Stedet tiltrak i høj grad også velhavende mennesker og kunstnere fra København og andre større byer. Hvert år var der annoncer i de landsdækkende aviser for ferieophold i Saksild.

Som gæst klædte man altid om til middagen og skulle være særligt fin om søndagen. Pensionærerne spiste sammen ved et langt bord, hvor de sad på faste pladser. Der var mange ansatte til at drive hotellet. Der var flere unge piger, og en karl til det grovere arbejde, så som at hugge brænde til komfuret, feje og rive udendørs. Til køkkenet var der urtehave, bærbuske, frugttræer og hønsegård.

Hotellet holdt åben fra Kr. Himmelfartsdag. Et barnebarn af Petersen har beskrevet duften af sæbe, fernis og syrener, når hotellet var klar til sommeren. Der var nyvaskede gardiner og nystrøget linned. Først på sæsonen var der flest gæster til frokost og middag. Senere begyndte de liggende gæster at komme.

Petersens hustru, Anna, og senere også den ældste datter Sophie, lavede al maden og tog imod gæsterne sammen med kokkepigen. Fra 1920 var det dem, der alene stod for driften, da Christian Petersen døde tidligt. Sophie havde været på ophold i Frankrig og lært meget om fransk madlavning. I 1917 var hun ansat på Restaurant Nimb i København. Badehotellet fik ry som et fint spisested.

De første år kom gæsterne med hestevogn, så der var stalde til hestene. Man hentede også pensionærer med Hestevogn på . Senere kom der rutebil fra Odder, der kørte gæsterne helt ned på badehotellet. Det var i øvrigt Hadsherreds jernbanes ældste rutebil, som kørte mellem Odder station og Badehotellet, senere Rekrationshjemmet. Fra efterårsferien og frem til 1. april kunne skoleeleverne, som gik på Odder Private Realskole, nu Rathlauskolen, køre gratis med bus til og fra skole. Eleverne fra Saksild brugte ofte en bestemt undskyldning for at komme for sent til den obligatoriske morgensang. De sagde, at grunden til, at de ikke nåede op på skolen i tide var, at de kørte med ”Rekreationsbussen”.

Ved siden af kontoret var der telefonboks til pensionærerne. Telefonnummeret til Saksild badehotel var nummer 6. Udendørs var der anlagt baner til spil, fx kroket og badminton, men den bedste underholdning var at bade. Mange badede om morgenen og spiste derefter morgenmad i badekåbe på terrassen ud til vandet.

Med tiden fik Sophie en vævestue i kælderen. Her vævede hun om vinteren. De vævede stoffer blev brugt til gardiner og møbelbetræk på hotellet, og hun solgte også ting til pensionærerne. Sophie fik kørekort og bil allerede i 1920´erne. Hun brugte bla. bilen til indkøb. I 1942 udstykkede Anna seks sommerhusgrunde til sine børn. Hun døde i 1951, 84 år gammel .

Hans fra Saksild husker, at han gik til bal på Saksild badehotel som 14-årig. Pigerne sad i den ene side af salen, knejterne i den anden, de havde en øl stående under bænken. Når et nyt dansenummer begyndte, drønede drengene over og jagtede den pige, de helst ville danse med.

I 1953 blev badehotellet solgt til Sygekasserne i Aarhus og omdannet til rekreationshjem. I dag hedder stedet Saxild strand rekreation og sundhed og tilbyder rekreationsophold og ferie til ældre.

Håndværkerforeningens grund og Rutebilen Helse Skovduevej, med udsigt til grund nr. 193 og håndværkergrunden

Skovduevej fik sit navn i forbindelse med kommunesammenlægningen i 1970, før den tid hed vejen Fasanvej, men da der også var en Fasanvej i Odder, måtte vejnavnet ved Saksild strand ændres. Udover de grunde, som plantningssleskabet lejede ud i Saksild plantage, var der også andre, der lejede grunde ud ved Saksild strand, nemlig lokale landmænd og Saksild kirke.

Håndværkerforeningens grund I 1930´erne lejede Odder Håndværkerforening en grund af kirken i Saksild, lige syd for Saksild plantage. Grunden stødte op til Plantagevej og Arbejderpartiets strandplads. Fra Håndværkerforeningens grund kunne medlemmerne bade eller ligge i telt i flere nætter. Med tiden begyndte folk at stille små badehus op, som blev til sommerhuse, men uden opdeling mellem grundene. I en artikel fra 1957 anbefales det, at man tager til Håndværkerforeningens grund, ”hvor man ikke tager det så nøje med medlemsskabet, men gerne modtager alle pæne mennesker, så længe der ikke er overfyldt”.

I begyndelsen af 1960´erne opsagde håndværkerforeningen lejemålet hos Saksild menighedsråd. Sommerhusejerne fortsatte som lejere under menighedsrådet i Saksild, som fortsat ejer nogle grunde i området. I 1960´erne blev myndighederne opmærksomme på forholdene med husene opstillet på grunden, og amtet forlangte, at der blev lavet en udstykningsplan. Desuden skulle der tages hensyn til fredningsloven og kravet om 100 meters afstand mellem vandkant og bebyggelse. Mange huse måtte derfor fjernes. Dels pga. kravet om 100 meters afstand, og dels pga. krav om et fællesareal, der skulle fylde 10 % af den samlede parcel.

Helse Et af de selvbyggede og ombyggede sommerhuse i plantagen lå på Skovduevej, vej nr. 7, fra midten af 1930´erne. Det var sommerhuset Helse. Helse var i perioden 1935 til ca. 1950 ejet af vognmand Tychsen-Rasmussen fra Odder. Helse lå lige overfor Håndværkerforeningens grund.

Tychsen-Rasmussens sommerhus var en ombygget rutebil fra Randers-Hadsund ruten. På den tid var rutebilen den eneste af slagsen i Saksild plantage, mens der var flere ombyggede togvogne. Rutebilen var klodset op, og der var sat røde og grønne brædder op omkring den. Børnene kunne kravle op under huset og lege.

Indgangen var i bussens bagende. En lille åben trappe og tre trin op. Helse fik efter nogle år spåntag, da bussens tag blev utæt. Navnet Helse var skrevet med brugte ølkapsler – nogle slægtninge til familien havde nemlig Tuborg-depotet i Odder. I det gamle førerhus var der indrettet køkken med primus-apparat. Senere blev der lavet en køkkentilbygning på venstre side af førerhuset.

Bagerst på grunden lå dasset. Man placerede altid dassene bagrest på grundene i plantagen, så de stødte op mod hinanden for på den måde at mindske lugtgenerne. Ejerne af Helse havde nøgle til pumpeselskabets pumpe på vej nummer 7, hvor man kunne hente vand hver morgen, eller man kunne bruge pumpen på Håndværkergrunden.

Helse blev brugt meget. En moster til familien var gift med en møbelsnedker i Aarhus, som havde to ugers sommerferie. Familiens holdt altid ferie i Helse. Vognmanden solgte Helse omkring 1950, hvor plantagen skulle reguleres. Den nye ejer af grunden, en elværksbestyrer Eggert Carstens fra Odder, fjernede rutebilen, men genbrugte spåntaget på et lille anneks.

Minigolfbanen Skovduevej 118

Når man var barn og ung i Saksild for 50-60 år siden, var plantagen eller sommerhusområdet et godt sted at være. Man kunne bade, sejle, fiske, plukke blomster, lege.

Det husker Peter Emil. Han er født i 1948 og kommer fra ejendom lidt nord for Kystvejen, i Treskov. Fra stuehusets køkkenvinduet kunne man se vandet. Man kunne for resten også se, når familien Stæhr fra København kom kørende for at holde sommerferie ved Saksild strand i fem uger. De kørte i en Ford Taunus 12 M.

Peter Emil fortæller, at han som stor dreng cyklede ned i plantagen, drev rundt, kørte på knallert sammen med de andre unge. Stoppede op, når han mødte nogen han kendte, snakkede lidt, kørte videre. Han holdt også til omkring købmandsforretningen ved Bondehuset. Her var flere forretninger på den tid - Købmandsforretningen, mejeriets ishus og kiosken på trekanten. Her stod man og snakkede. Hvis der ikke var nogen, tog man videre. Da Peter Emil blev 16-17 år, gik han og kammeraterne også over til købmanden og købte øl.

Der var også mulighed for at danse ved stranden i Peter Emils ungdom. På Rude strandhotel var der dansant onsdag, og torsdag var der dans på Nordsminde kro. Lørdag var der bal tre forskellige steder, så der kunne man vælge, hvor man ville hen. Og skete der ikke så meget det ene sted, tog man videre til det næste. Nogle gange var der også sportsfester. Peter Emil var også nogle få gange på minigolfbane i plantagen. Minigolfbanen er et år ældre end Peter Emil, den er fra 1947.

Minigolfbanen På Skovduevej 188 ligger Danmarks ældste minigolfbane. Den er anlagt i 1947 af to familier, som hver havde fem børn. De byggede banen, så børnene havde noget at lave, når de var på ferie ved Saksild strand. En af grundlæggerne emigrerede kort tid efter til Amerika. Han kom engang forbi banen, men de nuværende ejere ikke var til stede, desværre. Men han efterlod sig billeder fra dengang, banen var ny. Den næste ejer hed Theodor Meldgaard, han havde banen indtil 1970. Derefter overtog sønnen, Aage Meldgaard. I 1976 købte Tove og Kristen Klausen banen. De boede dengang i Skanderborg og havde sommerhus i nærheden. I forbindelse med overtagelsen købte de et større hus, der både kunne fungere som sommerhus og kiosk med is og slik. I begyndelsen var det svært at beregne, hvor mange is, der skulle bestilles hjem. Der var aldrig uro på banen og aldrig klager over støj fra naboerne. Dagens bedste resultat blev bekendtgjort på opslagstavlen. Det bedste resultat, der er registreret indtil videre, er 21 slag for at komme banen rundt.

I dag er banen ejet af Evy Kaarill og Jørgensen Pedersen, der bor i Hellerup. Evy er datter a datter af de forhenværende ejere, Tove og Kristen, som drev banen i 21 år.

Evy og Jørgen overtog i 1998. De fortæller, at de er meget glade for at være her. De glæder sig altid til at komme herover. Når de er her, bor i de i huset bag kiosken. Der kommer mange stamgæster. Ikke kun for at spille minigolf, men også for at smage nogle af de 45 forskellige øl, der sælges i kiosken. De fleste øl skænkes i originale glas, der hører til øllene. Glassene er nedkølede.

Alle banernes er de oprindelige baner. De er støbt i cement, de fleste direkte på jorden, andre med et nødtørftigt fundament af murbrokker. Bortset fra bane 2, der er bygget op omkring et træ, der svajer så meget når det stormer, at banen hele tiden må repareres og dermed forandrer sig. I år ser banen anderledes ud, end den gjorde sidste år. Banerne bliver ofte meget medtaget af vintervejr, så hvert år må de repareres og males op i røde og grønne farver. Nogle mener, at de gamle baner er langt sjovere og sværere end store moderne baner.

Om landsbyen Saksild I udkanten af plantagen, vest for Præsteager med udsigt til Saksild

Vest for Præsteager findes en nyere del af sommerhusområdet. Denne del tilhørte ikke plantningsselskabet, men hørte til en gård, ejet af landmanden Christian Waage. Den blev senere (i 1960´erne) solgt fra til sommerhusgrunde. Peter Emil fortæller, at det var en svær grund at arbejde på. Peter Emils far havde på et tidspunkt jorden i forpagtning, Peter Emil skulle pløje jorden, og det var ikke nemt, fordi den skrånede meget.

Fra udkanten af sommerhusområdet er der godt udsigt til havet og også til Saksild by. Saksild er en gammel landsby i en egn med god muldjord – nogen siger, det er den bedste jord i Danmark. Landsbyen har forandret sig meget de sidste 50 år siden.

I 1950´erne var Saksild en by med mange butikker og håndværkere. Købmænd, bager, smed, slagter, skomager, snedker, tømrer, forsamlingshus, frysehus, vognmænd og mejeri. Dengang man op gik på mejeriet og hentede smør og ost og kærnemælk i en spand. Dengang var der dyr på alle gårde, og lydene i byen var anderledes. Man kunne fx høre brølende køer, der trængte til at blive malket. Nu er der kun dyr på en enkelt gård, nemlig Lars Kreutzfeldts gård. Dengang var det var mørkt i Saksild om aftenen. Der var et helt andet liv i byen.

I Saksild findes en gammel landsbykirke. Kirsten har været præst i Saksild i 33 ½ år. Hun fortæller, at kirken har ejet 28 sommerhusgrunde ved Saksild strand, men at man nu er begyndt at sælge grundene fra. Man spørger folk, der ejer hus og lejer grund af kirken, om de vil købe grunden. Det er jo lidt usædvanligt, at en kirke har 28 sommerhusgrunde, siger Kirsten. Kirsten er i tvivl om, om der er andre kirker i Danmark, der ejer sommerhusgrunde.

Kirsten fortæller, at der er en meget stor forskel fra sommer til vinter ved Saksild strand, en af de fineste badestrande syd for Aarhus. En forskel, man også kan mærke oppe i byen, hvor der om sommeren passerer mange biler på vej til stranden. Der er også flere mennesker, der handler ved bageren om sommeren. Om sommeren er stranden fyldt med folk udefra. Om vinteren går mange af de lokale ture ved stranden. Det er der ikke så meget plads til om sommeren.

Sommerhusgæsterne betyder også meget for kirkens liv. Folk fra sommerhusområdet får deres børn døbt i kirken og bliver gift i kirken. Mange har gode minder fra stedet, føler tilknytning til Saksild og ønsker derfor dåb og bryllup her. Blandt sommerhusgæsterne er der faste kirkegængere, som Kirsten møder år efter år. Og det er godt, for det skaber liv i kirken. Kirsten siger, at det er dejligt at være nogens sommerpræst.

Strandshoppen, nu Brødhuset Kystvejen 6

Udover Bondehuset var der i 1950´erne mindst fire butikker ved Saksild strand: En købmand som senere blev til Strandhoppen, Mejeriets kiosk, en iskiosk ved trekanten og Den lille butik som var en lille købmand på Skovduevej. Desuden var der tre mindre butikker i Rude og et par butikker i nærheden af badehotellet.

Nu skal det handle om handel og om Strandshoppen, som Hans og Inge drev i mange år. Hans og Inge flyttede til Saksild i 1970. Hans kom oprindeligt fra Rude, Inge kom fra Aarhus, hvor de boede sammen i nogle år, inden de flyttede til Saksild. De købte et hus i 1970, midt på Strandvejen og midt i byens centrale kryds. Til huset hørte en benzinstation, som var ejet af Birthe og Knud – føromtalte fryseri-Birthe og hendes mand, Knud Prik, der blev kaldt sådan, fordi han havde en lille hvid hund med sorte prikker.

Benzinstationen var en Shell-tank. Det var Inge, der passede tanken. Hun havde aldrig prøvet at tanke før og blev kastet ud i det. Udover at tanke vaskede hun bilruder, skiftede olie og kontrollerede lufttryk. Inge solgte benzin i fem år fra 7 morgen til 10 aften.

Udenfor huset var der en lille bod, hvor der blev solgt olie og ting til bilvask. Inge kunne høre, når der kom kunder. Der lå en slange over vejen ved begge indkørsler, og en klokke ringede inde i huset, når en bil kørte over slangen, og så kom Inge ud.

I begyndelsen havde Inge og Hans ikke telefon, så Inge måtte hen i en telefonboks, når hun skulle bestille benzin. Det syntes svigermor ikke om, hun passede telefoncentralen i Rude fra 1965 – 72, hun forærede Inge og Hans en telefon. At være centralbestyrer var et alsidigt job. En dag skulle en af abonnenterne i Rude til aftenkaffe hos sin nabo. Abonnenten havde små børn, som skulle være alene hjemme. Det blev derfor aftalt, at abonnenten skulle lægge telefonrøret ned i sengen til børnene, og centralbestyreren, Hans´ mor, skulle så lytte til børnene og give forældrene besked, hvis de vågnede. Jens Simonsen fortæller, at Hans´ mor var også meget behjælpelig dengang hans forældre op til jul solgte kalkuner ud af stalddøren. Hvis Jens´ far og mor var ude i stalden for at betjene kunder og derfor ikke var ved telefonen, så tog centralbestyrerinden imod besked, og når de så kom ind til middag eller aften, ringede de op til centralen for at høre, om centralbestyrerinden havde modtaget nogle ordrer. En af de sidste dage før jul kørte Jens´ far ned til centralbestyrerinden med en stor kalkun som tak for hjælpen.

Inge havde travlt på tanken. En sommer oplevede hun en uge med så mange kunder, at der måtte bestilles benzin hjem hver eneste dag. På andre tidspunkter kunne der være stille, det var i perioden med bilfrie søndage fra november 73 til februar 74.

I 1975 ville Shell lægge nye større tanke i jorden, men til gengæld skulle Inge og Hans binde sig som forpagtere for 15 år. Det sagde de nej til, og tanken lukkede i september 1975. Derefter drev de smørrebrødsforretning i Odder et par år fra 1976-78.

I 1978 overtog de Strandshoppen ved Saksild strand. Der var åbent hver dag fra 7 – 22. Sæsonen begyndte ca. 20. marts og varede indtil sidste uge i oktober. Udover købmandsvarer solgte de alverdens ting, fx fiskegrej, legetøj og nyrøget fisk. De havde mange unge ansat, og de var arbejdsivrige, gik hen og rettede hylderne til og havde pli med at møde. De skulle være dødssyge for ikke at møde på arbejde.

Hej mor, sagde de til Inge, når de kom ind i butikken. En af Inge og Hans´ døtre arbejdede i Strandshoppen, og hun sagde altid Hej mor, når hun kom ind. Det begyndte de andre unge også på.

Inge og Hans drev i en periode også Butikshuset i Rude sideløbende med Strandshoppen. Strandshoppen lukkede kl. 22, butikken i Rude lukkede lidt før. Efter lukketid tog de ansatte en øl eller hvad de ville og fik en sludder om, hvordan dagen var gået, sad en lille halv time og hyggede i stuen, inden de gik hjem. Da der var flest ansatte, var de 24 i alt. Når der var travlt i Strandshoppen, var der tre kasser i gang. 40 franskbrød blev solgt på ingen tid. Det samme gjaldt et helt tårn af popcorn.

Inge og Hans husker en kunde i Strandshoppen. Kohl fra Tyskland. Kohl ankom altid direkte fra Tyskland fredag eller lørdag, og han havde aldrig nået at veksle penge, inden han kom. Så Kohl måtte have kredit. Mandag tog han ind til Odder og vekslede penge og kom og betalte, hvad han skyldte. Kohl fældede en tåre, da Hans og Inge stoppede i Strandshoppen. Han kom hjem til dem i huset på Strandvejen for at sige tak.

Hans og Inge er i øvrigt fortsat nogle meget aktive og startede for 1 ½ år siden Saksild Seniorklub.

Bondehuset Kystvejen 8

Tidligere var det ikke usædvanligt at flytte et hus sten for sten ved at nedbryde det, nummerere bindingsværkets bjælker, transportere materialerne til et nyt sted og genopføre det. I dag er det igen en tendens at genbruge gamle materialer i nye huse.

Grunden, hvor bondehuset ligger, var tidligere en del af præstegårdens udmarksjord. En ung karl i Saksild ønskede at købe jorden i slutningen af 1800-tallet, men havde ikke pengene til det. Han hed Morten Peder Sørensen (f. 1875) og kom fra et husmandssted i byen. Husmandsstedet lå lige vest for Nygård. Morten Peders far, Wilhelm, trådte til, købte matriklen ved stranden og overdrog året efter grunden til sin søn. D. 8. maj 1900 blev Morten Peder gift med Jensine Marie Jensen. I 1901 boede parret i bondehuset med en plejedatter, Morten Peters søsters datter.

Da Morten Peder overtog grunden, var der ikke noget hus. Historien om Bondehuset er, at det tidligere lå i Saksild by som aftægtsbolig til Nygård. Da Nygård var i handlen i 1883 var kravet fra sælger, at der skulle opføres et aftægtshus på grunden. Ifølge aftægtskontrakten skulle de nye ejere af Nygård sikre, at de tidligere ejere fik bolig, brænde og diverse fødevarer på livstid. Sådanne kontrakter var almindelige, og de blev også indgået, når der blev solgt til børn eller andre familiemedlemmer.

Gårdens tidligere ejer, Jakob Nielsen, var meget specifik i sine krav. Aftægtsboligen skulle ligge på en bestemt plads, og den skulle bygges i seks fag bindingsværk med stråtag. Beboelsen skulle være 15 alen lang, 11 alen dyb og med loftshøjde på 3 1/2 alen. Der skulle være bræddegulv og bræddeloft. Gulvdække i stue og sovekammer, skorsten og bageovn. Huset skulle stå klar til indflytning 1. 6. 1883, og sådan blev det.

Aftægtskontrakten blev ophævet, da de tidligere ejere af Nygård var afgået ved døden i 1898.Huset blev herefter brudt ned sten for sten, og materialerne flyttet til Saksild strand, hvor huset blev genopført.

Da Morten Peder Sørensen og Jensine flyttede ind i huset, lå det ensomt og forblæst ved stranden. De boede der indtil 1909, hvor de købte et husmandssted i Treskov. De havde på det tidspunkt fået seks børn, og med tiden fik de endnu seks.

Huset blev nu solgt til fisker Jørgen Sørensen Vestergaard, som havde det i nogle måneder. Derefter blev det solgt til Christian Albert Israelsen, som lejede det ud til Hans og Ane Marie Israelsen. Hans og Ane Marie levede af forefaldende arbejde. Ane Marie og en datter syede, en logerende strikkede og Hans rejste formodentlig rundt og solgte håndarbejde – han kaldte sig ”agent”.

De følgende år boede der familier med mange børn i huset, og efterhånden som sommergæster begyndte at besøge Saksild strand, begyndte beboerne i bondehuset at leje værelser ud.

I 1920´erne var der familier, der lejede sig ind i bondehuset. I 1920 var der tre familier fra Odder, som lejede bondehuet. En isenkræmmer Søren Madsen med to børn, viktualiehandler Sejersen med syv børn og en gammel bedstemor og snedkermester Michael Hansen med fire børn. Børnene havde plantagen som tumleplads, og de gik i vandet flere gange dagligt. Når der skulle vaskes, foregik i et kildevæld i nærheden. I en periode hed huset Granly. I 1935 fik det navnet Bondehuset. Huset blev solgt til to gårdejere og mejeribestyreren på Kjældsdam i Saksild, Niels Marius Nielsen. Prisen var 4050 kr. De tre mænd ville leje huset ud, og aftalen var, at der ikke måtte drives virksomhed i huset – den kunne konkurrere med den kiosk, der lå ved stranden.

I 1940 flyttede Magnus og Ellen Rasmussen ind med deres børn, Birgit og Poul. Magnus var brøndgraver. De ansøgte sognerådet om konditorbevilling, men fik nej. Han sendte en lignende ansøgning året efter, også med afslag. I 1945 fik de bevilling og måtte holde åbent fra 1.4. – 30.9. Udover konditoriet udlejede Magnus og Ellen værelser til sommergæster. Familien flyttede ud i haven i telt, mens feriegæsterne sov i deres senge. I haven var der minigolfbane. I 1947 købte Magnus og Ellen huset, som de hidtil havde lejet. De drev Bondehuset frem til 1954.

Den efterfølgende ejer fik spiritusbevilling. I Bondehuset blev der holdt ålegilder, præmiewhist for byens mænd, søndagskaffe for familier, foreningsmøder mm. I første halvdel af 70´erne var er mange forskellige ejere. I 1983 blev Vaffelhuset bygget til. I dag hedder ejeren Kasper Madsen.