Historiske Meddelelser Om København
Total Page：16
File Type：pdf, Size：1020Kb
Dette værk er downloadet fra Slægtsforskernes Bibliotek SLÆGTSFORSKERNES BIBLIOTEK Slægtsforskernes Bibliotek drives af foreningen Danske Slægtsforskere. Det er et special-bibliotek med værker, der er en del af vores fælles kulturarv, blandt andet omfattende slægts-, lokal- og personalhistorie. Slægtsforskernes Bibliotek: http://bibliotek.dis-danmark.dk Foreningen Danske Slægtsforskere: www.slaegtogdata.dk Bemærk, at biblioteket indeholder værker både med og uden ophavsret. Når det drejer sig om ældre værker, hvor ophavsretten er udløbet, kan du frit downloade og anvende PDF-filen. Drejer det sig om værker, som er omfattet af ophavsret, skal du være opmærksom på, at PDF- filen kun er til rent personlig brug. HISTORISKE MEDDELELSER OM KØBENHAVN Årbog ig j4 UDGIVET AF KØBENHAVNS KOMMUNALBESTYRELSE rI KOMMISSION HOS G E C GADS FORLAG KØBENHAVN I g 74 HISTORISKE MEDDELELSER OM KØBENHAVN Årbog 1974 UDGIVET AF KØBENHAVNS KOMMUNALBESTYRELSE I KOMMISSION HOS G -E G GADS FORLAG KØBENHAVN I 974 Redakter: stadsarkivar, dr. phil. SIGURD JENSEN Redaktionssekretær: fuldmægtig EGIL SKALL Redaktion: Københavns Stadsarkiv Københavns rådhus, 1599 Kbh.V På omslaget stadens ældste segl efter H. U. Ramsing: Københavns Historie og Topografi i Middelalderen Historiske Meddelelser om København er medlemsskrift for Selskabet for Staden Københavns Historie © Københavns Kommune 1974 ISBN 87 12 32961 4 LANDSARKIVET FOR SJÆLLAND BIBLIOTEKET Trykt hos: Nielsen & Lydiche (M. Simmelkiær), København INDHOLD Cand. mag. Birgitte Dedenroth-Schou: Københavns forlening med Island og Vestmannaeyjar.............................................. 7 Cand. mag. Allan Tønnesen: Thomas Blom, en københavnsk bygmester fra genopbygningens å r .......................................... 35 Stadsarkivar, dr. phil. Sigurd Jensen: Et københavnsk borger hjem i første halvdel af det 19. århundrede........................ 78 Kontorchef Rudolf Nielsen: Politibetjent i København 1866-1915 IOI Københavns Stadsarkiv i 1 9 7 3 ....................................................... 116 Museumschef Steffen Linvald: Københavns Bymuseum. Erhvervelser og iagttagelser 1973-74........................................ 121 Greve Jørgen Ahlefeldt-Laurvig: Københavnske jordfund og udgravninger 1973-74 ............................................................... 133 Museumsinspektør, cand. mag. John Erichsen: Oberst Müllers pragtvase........................................................................................ 139 Selskabet for Københavns Historie i 1973 ................................ 145 Administrator, dr. phil. Albert Fabritius: Christian Elling I9OI*74 ..................................................................................... J46 Københavns kommunes biblioteker: Et udvalg af bøger fra året 1972 vedrørende K øbenhavn..................................................... 150 Anmeldelser: Københavnere fortæller. Erindringer fra det gamle Køben havn. Red. af Poul Strømstad. 1972. (Knud Prange). Gunnar Sandfeld: Søllerød - som det var engang. 1972. Samme: Søllerød - som det var engang. 1973. (Sigurd Jen sen). Harald Langberg: Dødens Teater. Revolutionen 1772. 1972. Samme: Den store satire. Johan Herman Wessel og »Kær lighed uden Strømper«. 1973. (Sigurd Jensen). Hans Peter Hilden: Skrald, storby og miljø. 1973. (Poul Strømstad). Robert Egevang og Godfred Hartmann: Et hus i Nyhavn. 1973. (Poul Strømstad) ......................................................................................................... T57 TILLÆ G Københavns Stadsarkiv . Oversigt og vejledning KØBENHAVNS FORLENING MED ISLAND OG VESTMANNAEYJAR 1547-58 AF BIRGITTE DEDENROTH-SCHOU Den 4. januar 1547 forlenede Christian III borgmestre og rådmænd i København med Island og Vespenø (Vestmannaeyjar) for en periode af 10 år. Københavnerne skulle oppebære tolden og al anden kongelig rente og rettighed af lenet mod til gengæld at betale 1000 mark lybsk i årsafgift til kongen. Efter 3-4 år kunne kongen hæve lensafgiften, hvis det viste sig, at den var for lav i forhold til de fak tiske indtægter. Københavnerne skulle hvert år besejle Island fra København, og de skulle sende en god erfaren mand dertil, der til stadighed skulle opholde sig på øen for at føre tilsyn med, at Norges lov og ret overholdtes.1 Københavns magistrat fik således som kongens repræsentanter den højeste administrative myndighed på øen. Dette helt usædvanlige skridt at give et len til en bys magistrat havde sin baggrund i, at Christian III ville styrke dansk handel, og at Island, hans eget skatland, havde vist sig at være et sted, hvor det havde kunnet betale sig for udlændinge at handle. Englænderne og hanse- ateme havde siden det 15. århundredes begyndelse i stort tal drevet handel på øen på trods af den farefulde rejse dertil, og islændingene havde med glæde taget mod de udenlandske købmænd på grund af deres helt fundamentale forsyningsproblem, der gjorde tilførsler ude fra til et absolut krav. Landet var træfattigt, uden egen skibsfart og fuldstændig afhængigt af import af selv de nødvendigste hverdags- artikler som korn, mel, salt, sukker, linned, trævarer m.m. for at kunne brødføde sig selv og opretholde sin levestandard og kultur. Til gengæld var der på Island et stort overskud af fisk, især torsk, som islændingene tørrede til såkaldte stokfisk og som der var et stort be hov for i hele det øvrige Europa, samt i den nordlige del af øen svovl, der var en nødvendig bestanddel ved fremstillingen af krudt. Christian Ill’s ideer om fordelene ved en dansk handel på Island kommer første gang til udtryk i et brev til Anders Bille, statholder på Københavns slot og rentemester Joachim Beck af 25. marts 1542, hvori han skriver, at da Christoffer Huitfeldt nu skal til Island som 8 BIRGITTE DEDENROTH-SGHOU hans lensmand, er kongen interesseret i at få en hulk og en kravel for en rimelig fragt. Hvis der skulle være nogle købmænd fra Køben havn, Helsingør eller andre byer, der ville have del eller part i disse skibe og sende mel og malt til Island »thaa wille wij wnde thet thennom poo thett att rijgens jndbyggere motte och lere seglatien tiill Jslandt och nyde then fordell som nu fremmett bruge«.2 Til biskop Gizur Einarsson i Skalholt havde han allerede den 19. marts skrevet, at han med det første agtede at sende et af sine skibe til Island ladet med mel, malt og andre varer til gavn for islændingene. Hensigten var at bytte disse varer med fisk på Island, og kongen bad derfor biskoppen sørge for, at den fisk, der var til salg i hans område, ikke blev solgt, førend kongens skib nåede frem.3 Det er særdeles karakteristisk, at biskop Gizur ved dette brev har anført, at han havde modtaget det af ham borgerkøbmanden Henryck Hynsken, for problemet var, som det nævnes i kongens brev til Anders Bille og Joachim Beck, at dan skerne først måtte lære, hvorledes man sejlede til Island. Allerede det foregående år havde kongen henvendt sig til Hamborgs råd med an modning om at måtte ansætte en skipper, en styrmand og andre søfolk til en rejse til Island,4 og den 1. marts 1542 kan Anders Bille og Joachim Beck berette, at skipper Hans Lemicke fra Hamborg og den styrmand, der har kendskab til farvandene ud for det nordlige Island, og som er i kongens tjeneste, er kommet til København sam men med to karle, der kan lutre svovl.5 Danskerne måtte således lære af hamborgerne, hvorledes de skulle drive Islandsfart, og så vidt det kan ses, er dette et initiativ, der er taget af kongen og hans rådgivere alene og ikke noget, der er foreslået af en initiativrig dansk købmands stand, der ville udnytte en national fordel. Af et udateret notat udarbejdet af Anders Bille i disse den dan ske Islandsfarts tidligste år, fremgår det da også, at man for at danskerne kunne få den størst mulige fordel af det islandske marked har overvejet helt at forbyde hamborgsk handel på Island i nogen tid. Begrundelsen skulle være, at den danske konge selv havde brug for sit svovl og var blevet bekymret for, om kilderne snart var udtømte. Kongen skulle så hvert år sende to skibe på 100 læster til Island for at hente svovl, og dette skulle han afsætte til udenlandske købmænd, specielt Fuggeme for guld og andre varer. Den fisk, kongen modtog i skat fra sine islandske undersåtter, skulle sejles til England, og der KØBENHAVNS FORLENING MED ISLAND 9 byttes for klæde til kongens eget behov.6 Der er næppe tvivl om, at det ville have tiltalt Christian III, om han allerede på dette tids punkt havde kunnet forbyde hanseaterne at handle på Island. Det var helt klart hans politik, som det havde været de danske kongers siden kong Hans’ tid,7 så vidt muligt at indskrænke hanseatemes pri vilegier i sine lande for i stedet at støtte den indenlandske handel, og for ham personligt spillede det utvivlsomt også en rolle, at hanseaterne havde været hans modstandere i kampen om den danske kongemagt; men som forholdene var, havde Christian III endnu ingen mulighed for at forhindre denne handel. Hans magt på Island var endnu for svag til, at han kunne bekæmpe de talstærke hamborgske Islands- farere, og hans egne købmænd besad endnu ikke den kapital og den organisation, der var nødvendig for at overtage hamborgernes handel på Island. Det er endog ikke muligt at konstatere, om danske køb mænd har fulgt kongens opfordring til at sende handelsvarer til Island i 1542, selv om det vides, at den føromtalte hamborgske skipper Hans Lemicke faktisk var om bord på kongens skib »Stakken«, der lå ved Island i juli 1542.8 Først da københavnerne får Island i forlening, er der sikkert belæg for, at de har deltaget i Islandshandelen.