Jernalderstormanden I Fraugde Kærby
Total Page：16
File Type：pdf, Size：1020Kb
Mads Runge og Marianne Høyem Andreasen Jernalderstormanden i Fraugde Kærby Indledning Den sene del af ældre jernalder, ca. 200-500 e.Kr., var en opblomstringsperiode for det fynske område. Et småkongedømme ved Gudme-Lundeborg kontrollerede de meget væsentlige forbindelser mod de sydlige egne, med ikke mindst det ganske vist falmende, men dog stadig mægtige romerrige som den væsentligste medspiller. Statussymboler i form af f.eks. romerske luksusvarer, guld og sølv flød i rigelige mængder i området. Prestigegenstandene blev bl.a. anvendt til at knytte alliancer med stormænd i andre dele af det fynske område. Stormændene kendes fra centerpladser omkring Ringe, Nyborg og, som det omtales i andre artikler i denne bog, et par steder rundt om Odense. 1 En våd og blæsende majdag i 2007 satte fundet af en mindre sølv- og guldskat i Fraugde Kærby øst for Odense startskuddet til opdagelsen af et nyt stormandssæde. Det er historien om skatten og stormandssædet, som skal berettes i det følgende. 2 Fundstedet ligger ca. 1 km nord for Fraugde Kærby, 6 km øst for Odense og på grænsen mellem Fraugde, Åsum og Marslev sogn. Området udgøres af en omtrent plan, øst-vest-orienteret moræneflade, der er afgrænset mod vest og øst af vandløb. Vandløbene er sammenfaldende med de nævnte sognegrænser og skal sammen med øst-vest-gående lavninger mod syd og nord sandsynligvis tages til udtryk for afgrænsningen af lokalitetens ressourceområde (fig. 1). Fig. 1. Området ved Fraugde Kærby vist på Højkantskortet fra anden halvdel af 1800-tallet. Tegning: Mads Runge. Bopladsen Indenfor det ca. 1,5 ha store undersøgelsesareal er afdækket tre store gårde. Det var desværre ikke muligt med sikkerhed at afgøre, hvilke gårde, der har eksisteret samtidig. Men mest sandsynligt har billedet tegnet sig som vist på fig. 2; dvs. med to næsten lige store gårde mod nord – begge med et areal på ca. 2300 m² - og en mindre gård med et areal på ca. 800 m² syd her for. Gården mod nordvest har en forgænger eller efterfølger på ca. 1600 m². Mod vest har i mange år ligget et gartneri, hvorfor det ikke er muligt at følge oldtidssporene i dén retning, men mod de andre verdenshjørner kan bebyggelsen fortsætte. Gårdene er selvstændigt indhegnede og består hver af et hovedhus foruden en eller flere mindre bygninger. I de to nordlige gårdsanlæg er husene orienteret nord-syd, mens husene i den sydlige gård er orienteret øst-vest, som det er normen i jernalderen. Hegnene om gårdene er såkaldte sadel- eller halvtagshegn. Indbygget i hegnskonstruktionerne kan forekomme en eller flere mindre økonomibygninger, såkaldte hegnslader. 3 I det nordøstlige gårdsanlæg er hovedhuset integreret i hegnets vestside. Såvel under halvtagshegnene som i hegnsladerne har man kunnet opbevare f.eks. brænde eller forråd. Hovedhusene har to rækker indvendige stolper til at bære taget og en væg sat af to rækker af stolper. Centralt i huset ses indgangsrummet med to modsatstillede indgange. Derudover har husene indeholdt stalddel, bebobelsesdel, herunder evt. et arbejdsrum, og muligvis en lade i den ene gavlende. 4 Et karakteristisk træk ved hovedhusene er en tendens til krumme langvægge og rette gavle. Disse træk peger sammen med nord-syd-orienteringen frem i tid mod hustyper, som først for alvor vinder indpas flere hundrede år senere. 5 Hovedhusene er store, velbyggede anlæg med en bredde på mellem 5 og 6 m og længde på mellem 34 og 41 m. Dimensionerne gør dem til nogle af Fyns største huse fra perioden. I en fase af gårdsanlægget mod nordvest har såvel hovedhus som tilbygning spor efter et ildsted eller en ovn. De små huse er overordnet set konstrueret som hovedhusene, blot er de generelt kortere og smallere og stolperne også mere spinkle. Et usædvanligt lille hus ses centralt i det nordøstlige gårdsanlæg. Huset har tre sæt tagstolper, alle meget dybt nedgravede og kraftige. Væggen er sat af to rækker stolper, der yderligere er nedsat i en væggrøft. Forholdene kan antyde, at konstruktionen har været yderst kraftig og kan have strakt sig højt i vejret, måske kan bygningen ligefrem have haft flere etager. Huset har, som hovedhusene, krumme langvægge og rette gavle. Lignende huse kendes fra samtidige handels- og centralpladser, altså lokaliteter med træk, som hæver dem over de mere ordinære landbrugsbaserede bebyggelser. Fra disse særlige små huse stammer desuden i flere tilfælde særligt fine fund og alt i alt tyder forholdene på, at anlæggene har haft tilknyttet særlige funktioner, måske som haller e.l., hvor gæstebud, rådslagning mv. kan have fundet sted. 6 Til gårdene har der desuden været knyttet drikkevandsbrønde. Spredte forekomster af træ kan stamme fra brøndkasser, stiger e.l., men egentlige konstruktioner var ikke bevaret. Som det er normen på datidens bopladser, er fundmaterialet meget sparsomt. I hovedhuset i den ene fase af det nordvestlige gårdsanlæg var der dog nedsat et fint miniaturelerkar i et tagstolpehul. Karret skal antagelig opfattes som et offerfund. 7 Fra samme hus stammer dele af en vævevægt. Endelig fremkom, som det skal omtales herunder, en mindre skat i det nordøstlige gårdsanlæg. Fig. 2. Undersøgelserne ved Fraugde Kærby. Til venstre alle fire gårdsanlæg og til højre de tre sandsynligvis samtidige gårdsanlæg. Tegning: Mads Runge. Bopladsens økonomi For at komme datidens levevis nærmere er der systematisk udtaget jordprøver fra samtlige tagstolpehuller samt en lang række andre anlæg, som f.eks. brønde, væg- og hegnsstolper. Når jordprøverne hældes i vand, vil forkullede plantedele, de såkaldte makrofossiler, flyde ovenpå og vil kunne skummes af. Ved gennemsyn i mikroskop kan eksperter bestemme, hvilke kornsorter, frø mv., som har omgivet bopladsen. De mange systematisk udtagede prøver giver en enestående mulighed for ikke alene at få et indblik i agerbruget på lokaliteten, men også i hvordan bopladsen og de enkelte gårde har fungeret og været indrettet. Endnu har prøverne ikke gennemgået en egentlig analyse, men blot et hurtigt kursorisk gennemsyn, hvor prøvens indhold er forsøgt vurderet ud fra en lille delprøve . På baggrund af de foreløbige analyser fremgår det klart, at avnklædt byg har været den dominerende afgrøde, men også afgrøderne hvede og hør er fundet i prøverne i forholdsvist stort antal. Derimod repræsenterer fundene af sæddodder og havre sandsynligvis ikke dyrkede afgrøder, men derimod ukrudt. Sæddodder, som er en olieholdig plante på lige fod med hør, har været dyrket i Danmark i yngre bronzealder, førromersk og til dels romersk jernalder (dvs. perioden ca. 1000 f.Kr.-200 e.Kr.), men betragtes oftest som ukrudt i hørmarkerne i de senere perioder. 8 Hvorvidt havren har været dyrket havre eller flyvehavre, kan kun en nærmere analyse afgøre, men da der kun er fundet få kerner i prøverne, må det foreløbigt betragtes som et ukrudtsindslag i de dyrkede marker. Generelt er der kun observeret meget få ”almindelige” ukrudtsfrø (fraregnet sæddodder og havre) i de korn- og hørholdige prøver. Dette peger i retning af, at afgrøderne er blevet forholdsvis grundigt renset, inden de blev oplagret. Kun ukrudtsfrø, som er nogenlunde på størrelse med kornet, er sluppet igennem rensningen. Rensningen er sandsynligvis foregået vha. sigter, vindsigtning og/eller kastning. 9 Det tilbageværende ukrudt er så sandsynligvis blevet bortrenset fra det oplagrede korn ved håndrensning, umiddelbart inden kornet skulle bruges i madlavningen. 10 Denne og andre såkaldte agerbrugsprocesser vil de forkullede korn og frø forhåbentligt kunne afsløre mere om ved en nærmere analyse, ligesom forholdet mellem de forskellige dyrkede afgrøder samt havre og sæddodders stilling muligvis også vil kunne afgøres. Fordelingen af de forkullede korn og frø på pladsen peger foreløbig i retning af, at afgrøderne og muligvis hø e.l. blev oplagret i hegnshusene/økonomibygningerne og ikke i selve beboelseshuset. At der dog findes lidt korn og ukrudtsfrø i beboelsehusene, skyldes sandsynligvis, at det er her, at kornet blev forberedt til og brugt i madlavningen. Men den mere præcise fordeling må vente på en nærmere analyse. Skatten Skattefundet stammer fra gårdsanlægget mod nordøst og mere præcist det sydøstligste tagstolpehul i hovedhuset. Her var en romersk guldmønt og en række sølvgenstande nedlagt tæt sammenpakkede, formentlig indsvøbt i et stykke stof eller skind, måske en lille pung. Skatten vejer samlet 196 g og alle genstande er enten itubrudte og/eller slidte smykker, som er taget ud af brug, eller egentlige barrer (fig. 3). 11 Skatten var placeret i kanten af stolpehullet, op til selve stolpen. Husets gulv, som formentlig har været lerstampet, var ikke bevaret, men skatten må have ligget her under. Alt i alt altså gemt godt af vejen, men samtidig let at genfinde for sin ejermand. Fig. 3. Hele skattefundet. Foto: Jørgen Nielsen. Efterbearbejdet af Allan Larsen. Guldmønten, en såkaldt solidus, viser på forsiden portrættet af den romerske kejser Theodosius d. I eller, som han også kaldtes, Theodosius d. Store. På bagsiden holder to kejsere jordkloden mellem sig og over dem svæver sejrsgudinden, Victoria (fig. 4). På for- og bagsiden ses langs randen latinske inskriptioner, som hylder kejseren. 12 Mønten er præget i Milano mellem 379 og 383 e.Kr. og er i Norden blevet omdannet til et hængesmykke ved påsætning af en øsken, som siden er afbrækket. Samtidig har man klemt først én perlebort om møntens kant, og senere en ekstra uden på den første. Mønten er generelt meget slidt, hvilket sammen med de påførte elementer sandsynliggør, at den har haft en relativt lang cirkulationstid før nedlæggelsen. At der formentlig er gået godt 100 år, sandsynliggøres, som det skal ses herunder, af andre dele af fundet. Fig. 4. Forside af guldmønten. Foto: Jørgen Nielsen. Blandt sølvstykkerne skiller særligt én genstand sig ud, nemlig den nedre del af en dragtnål, en såkaldt relieffibel. Fragmentet er afhugget og sammenbøjet (fig. 5). Den forgyldte fibel er hjemligt produceret, støbt i sølv og har oprindeligt været et stort pragtsmykke. Smykkets overside og kanter er nydeligt ornamenterede i karvsnit og gennembrudt arbejde med en komposition af geometriske mønstre, stiliserede dyr langs kanterne samt, på den runde endeplades indadbukkede side, et mandsansigt (fig.