Jelved Bør Fortsætte Som Leder
Total Page:16
File Type:pdf, Size:1020Kb
Ugens Gallup nr. 5 år 2001 Må offentliggøres straks De radikale vælgere tilkendegiver: Jelved bør fortsætte som leder På trods af den seneste tids uro i Det Radikale Venstre er Marianne Jelved fortsat de radikale vælgeres foretrukne leder, viser en ny Gallup-undersøgelse. 40% af de radikale vælgere vurderer, at Jelved bør fortsætte med at være Det radikale Venstres leder de kommende år. Knap en fjerdedel - 23% - mener, at Margrethe Vestager bør overtage hvervet som partiets leder, mens henholdsvis 4% og 3% vurderer, at hvervet bedst varetages af Niels Helveg Petersen eller Morten Helveg Petersen. Direkte adspurgt om de foretrækker Marianne Jelved, Margrethe Vestager eller Morten Helveg Petersen som leder, svarer 50% af de radikale vælgere, at de foretrækker Jelved. 32% ville vælge Vestager, mens kun en tiendedel af de radikale vælgere ville vælge den yngste Helveg Petersen. Der er således ikke nogen tvivl om, at Margrethe Vestager kommer ind som en sikker nummer to på de radikale vælgeres liste over foretrukne ledere. En vis bekymring for det kommende folketingsvalg Der er tilsyneladende omkring en tredjedel - 31% - af de radikale vælgere, som er af den opfattelse, at det ville gavne Det Radikale Venstres sag ved det kommende folketingsvalg, hvis Marianne Jelved overlod posten som partiets leder til en anden. Marianne Jelveds position er dog næppe truet af denne kritiske tredjedel, så længe der som nu er mere end halvdelen af de radikale vælgere, der ikke mener, at et lederskifte ville gavne Det Radikale Venstres muligheder ved det kommende valg. Fortsat flertal for regeringssamarbejde mellem RV og S Uanset den senere tids diskussion om et fortsat regeringssamarbejde mellem Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet, vurderer et flertal på 53%, at Det Radikale Venstre fortsat bør deltage i et regeringssamarbejde til venstre for midten. 23% mener, at partiet bør deltage i et regeringssamarbejde til højre for midten, mens 7% ikke mener, at partiet bør deltage i noget regeringssamarbejde overhovedet. De radikale vælgeres opbakning til det fortsatte samarbejde med Socialdemokratiet sammenholdt med Jelveds klare udmeldinger om, at Det Radikale Venstre går til valg på at bevare regeringsmagten sammen med Socialdemokratiet, tyder på, at det på nuværende tidspunkt vil være ganske vanskeligt at slå revner i sammenholdet mellem de to regeringsbærende partier. Undersøgelsens resultater er behæftede med en vis statistisk usikkerhed. For hovedresultaterne gælder, at de sande procenttal med 95% sikkerhed befinder sig indenfor ca. +/- 4-4,5 % af de observerede procenttal. Gallups undersøgelse er baseret på telefoninterview i perioden 23.1.-27.2. 2001 med i alt 450 repræsentativt udvalgte radikale vælgere. Gallup Instituttet Eftertryk/citat må kun ske mod flg. kildeangivelse: ”Gallup Instituttet for Berlingske Tidende” P25254/1.3.2001/MSJ P25254/1.3.2001/MSJ .