Digitaliseret af / Digitised by

Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library

København / Copenhagen

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kunstbib.dk

For information on copyright and user rights, please consult www.kunstbib.dk

C /f-Oc><5 Vs

Kunstakademiets Bibliotek ^ C Q 300000473905 BERETNING FOR 1. APRIL 1946-31. MARTS 1949 DET KONGELIGE AKADEMI FOR DE SKØNNE KUNSTER

BERETNING

FOR VALGPERIODEN 1. APRIL 1946- 31. MARTS 1949 KØBENHAVN 1949 FR. BA G GES KGL. HOFBOGTRYKKERI

KØBENHAVN INDHOLD

Tronskiftet...... 7

Nekrologer...... 13 Prins Eugen. A f Olaf Rude...... 13 Sigurd Wandel. Af Aksel Jørgensen...... 14 Svend Hammershøi. Af Aage Roose...... 15 E. W. Johnsen. Af Aage R o o s e ...... 16 Gunnar Jensen. Af Aksel R o d e ...... 16 Jens Lund. Af Johannes B j e r g ...... 17 Harald Lønborg-Jensen. A f Edvard Thomsen...... 17 Rolf Schroeder. Af Edvard Thomsen...... 18 Gotfred Tvede. Af Edvard Thomsen...... 18 Ove Hamburger. Af Hjalmar F riis...... 19

Overordentlige m edlem m er...... 2 0 Arkitekten Alvar Aalto. Af Edvard Thom sen...... 20 Billedhuggeren Carl Eldh. Af Aksel Rode...... 21 Maleren Carl Kylberg. Af Povl Schrøder...... 21 Maleren Henrik Sørensen. Af Kræsten Iversen...... 22

Akademirådet...... 23 Dets Medlemmer 1946-49 ...... 23 Årsfesten 1946. Haavard Rostrup: H.W. Bissen og den nationale realisme 24 Årsfesten 1947. Kay Fisker: Funktionalismens m ora l...... 27 Årsfesten 1948. C. Th. Sørensen: De kongelige lysthaver . . . .3 2 Akademirådets virksomhed. A f akademiinspektør Axel Bohn . 37 Akademiets skoler...... 41 Malerskolerne. A f professor Aksel Jørgensen...... 41 Billedhuggerskolerne. A f professor Johannes B j e r g ...... 44 Den grafiske skole. A f professor Aksel Jørgensen...... 48 Anatomiskolen. A f docent dr. phil. Hjalmar Friis...... 50 Bygningsskolen...... 51 Bygningsskolen 1946-1949. A f dekan, professor Steen Eiler Rasmussen . 51 Undervisning i landbrugsbyggeri i h. 2. ig48-4g. A f A. Wagner Smitt . 54 Undervisning i opmåling og arkitekturstudium. A f docent Mogens Koch . 59 Havekunst. Af lektor C. Th. Sørensen...... 60 Tale ved bygningsskolens åbning 1948. A f dekan, professor Steen Eiler Rasmussen...... 62

Akademiets medailler, samt præmier, legater og rejsestipendier. 1 9 4 6 - 4 9 ...... 70 TRONSKIFTET F^T. ELFELT CHRISTIAN X •f d. 20. april 1947 FREDERIK IX Tronskiftet n

Ved stiftelsesfesten 1947 rejste forsamlingen sig for at mindes kong Christian den X. Akademiets afdøde protektor. Direktøren udtalte følgende: Deres Majestæt, højtærede forsamling. Dette akademi er som en lang række akademier rundt om i Europa stiftet i det attende århundrede for at støtte kunsten, og man lagde ikke skjul på, at de skulle danne en mod­ vægt til laugsvæsenet. Et vist frisind har altid hersket her. Frederik den Femte skænkede Charlottenborg til det nystiftede akademi. I en kantate, der for en del år siden blev fremført ved stiftelsesfesten, sang barytonen: »Et kongebud og disse fyrstesale blev kunstens hjem«. Enevoldskongerne kunne her som andre steder beskytte kunsten gennem store bestil­ linger — mer eller mindre til enevoldsmagtens forherligelse. Christian den Ottende var, før han kom på tronen, præces for akademiet og gjorde et meget påskønnet arbejde, det kan man læse om hos Thiele, Thorvaldsens biograph. Men disse enevoldskonger var ikke deres folks konge som Christian den Tiende, demokratiets konge. Ved årsfesten for seks år siden sagde Steen Eiler Rasmussen om Frederik den Femtes statue på Amalienborg plads: »Det er en broncerytter, der alene, laurbærkranset, højt over menneskene, rider evigt triumferende med åsynet mod stjer­ nerne«, og i modsætning hertil talte han om »Christian den Tiende, den levende rytter, der rider midt blandt alle menneskene«. Det var under besættelsen, vor gamle konge rider ikke mere. Vi, der årlig samles til denne fest, »i disse fyrstesale«, i dette »kunstens hjem«, har været vor afdøde konge på nærmere hold end folkene på gaden. Vi har følt med ham og han med os. Det har været i 1920, genforeningsåret, eller under besættelsen. V i har følt, at kongen var akademiets protektor og kunstens beskytter i en langt højere forstand end ordene siger, fordi han var frihedens og landets beskytter. Kongen var eet med sit folk, det føltes så stærkt, at en direktør for akademiet, som nu er død, i en audiens kom til at sige Du til sin konge. Christian den Tiendes kongemagt var noget andet og langt større end enevældens golde glans. Ære være vor afdøde konges minde.

Henvendt til Kongen udtalte direktøren derefter: Akademiet takker for, at Deres Majestæt har villet overtage protektoratet. Vi håber, hvervet vil være let og ikke byrdefuldt. Vi møder Deres Majestæt med fuld tillid og ønsker en lang og lykkelig regeringstid for kong Frederik den Niende til gavn for vort land. Akademiet er under valgperioden 1943-46 blevet ramt af følgende dødsfald:

PRINS EUGEN 1. VIII 1865-17. VIII 1947

Prins Eugen er født den 1. august 1865 på Drottningholm slot som fjerde og yngste søn af kong Oscar II. Efter at han i 1884 havde taget studenter- og officerseksamen, drev han allerede i studentertiden i Upsala 1885-86 kunstneriske studier under von Gegerfelt og studerede senere i Paris 1887-89 under Bonnat, Puvis de Ghavannes, Roil og Gervex. Han var nu helt og holdent blevet maleren, og det var landskabet, der især kom til at stå hans hjerte nær. Hans tidligste friluftsstudier blev malet i Skåne under Salmsons vej­ ledning, og han udstillede første gang i Paris 1889. Men det var dog først med sit monu­ mentale billede »Det gamle Slot« (1893), at prins Eugen udfoldede hele sin personlighed, og han hævdede sig sammen med »Opponenterne« som en af den tids betydeligste svenske malere gennem de holdningsfulde, maleriske, fintstemte skildringer af de lyse nætter i arbejder som »Molnet«, »Stockholm Slot« og »Skyen i Natten« — en hymne til svensk natur og fuldgyldige udtryk for hans sjælfulde, lidenskabelige kunstnersind. Prins Eugen har også udført vægdecorationer bl. a. i Norra låroverkets forsamlingssal (1904), i Dra­ matiska teaterns kgl. foyer (1909) og altertavlen i Kiruna kirke (1912). Fra 1905 tog han ophold på Waldemarsudde ved Målaren, hvor han har skildret skærgården med dens lysende både, som i skumringen spejler sig i det stille vand — igennem flere år hans yndlingsmotiv. Som alsidig orienteret kulturpersonlighed fik prins Eugen en ikke ringe betydning for det svenske kunstliv, og efterhånden som hans jævnaldrende malerkammerater faldt fra, knyttede han en yngre generation til sig. Han er den nordiske sommernats maler frem for nogen anden, og mindet om hans ædle personlighed vil leve, ikke alene i Sverige, men i hele Skandinavien. Prins Eugen havde nær kontakt med halvfemsernes danske kunstliv; han var således knyttet i venskab til Viggo Johansen og har flere gange udstillet i København. Han blev den 11. oktober 1897 valgt til overordentligt medlem af akademiet. Olaf Rude. *4 Nekrologer

SIGURD WANDEL 22. II 1875-3. VII 1947

Maleren Sigurd Wandel blev født 22. februar 1875, og var professor ved kunst­ akademiet fra 1920 til 1944, det år han tog sin afsked ved udløbet af den fjerde seksårige periode, for hvilken han blev genvalgt 1938. Sigurd Wandel deltog fra sin pure ungdom med stor interesse i de forskellige sider af kunst og udstillingslivets organisation. Således blev han allerede 1908 indvalgt i udstillings­ komiteen for Charlottenborgs Forårsudstilling, og i 1912 blev han medlem af Akademi­ rådet. Stærkt radikalt indstillet som han var fra sit hjem, virkede han i disse tillidshverv i høj grad for tidens ungdom, og han bevarede denne interesse til sine sidste år. I Akademi­ rådet, hvor mange modsætninger brydes, blev hans kloge råd altid påhørt med stor interesse, da mange mærkede, at hvad han ville, var til bedste for den foreliggende sag og for Akademirådets anseelse. Derfor lykkedes det ham også under sin direktørtid 1940-1943, en tid, hvor brydningerne mellem de tre kunstarter, som skolen og rådet rummer, var særlig følelige, at forlige disse brydninger og bevare samarbejdet kunstarterne imellem. Det var Sigurd Wandels stærke følelse for Akademiet som institution, der gjorde dette muligt. Denne mand, der som ung elev udvandrede fra Akademiets skoler i protest, der var ven med tidens mest radikale malere og var deres forsvarer, blev Akademiets stærkeste fortaler i sin manddom og i sin kloge alderdom. Han betragtede det som en ulykke, såfremt de tre kunstarter ved anstalten blev skilte, idet han klart indså, at netop disse tre kunstarter var runden af samme rod, og at deres samarbejde vilde være et uomtvi­ steligt gode — såvel for skolernes som for rådets vedkommende. For denne fasthed i sin mening skylder Akademiet ham tak. Sigurd Wandels fasthed og storsyn i dette fundamentale spørgsmål, viste en side af hans personlighed, der på mange måder kan synes at være i modsætning til hans ofte anarki­ stiske fremhæven af menneskets frihed og uafhængighed og hans tro på kræfternes frie spil. Denne dobbelthed i eenheden, værdien af den personlige frihed under ansvarlighed overfor det for samfundet nødvendige sammenhold, er sikkert en bro fra hjemmet, et stort køb­ mandshjem med stærke politiske radikale anskuelser, og hans lidenskabelige kærlighed til den klassiske kultur, dens filosofi og historie. Således var sikkert også hans liv som kunstner bestemt af hjemmet på mange måder. Sigurd Wandels moder var en begavet malerinde og hans fader en kunstens elsker. I hjemmet mødtes tidens største og kraftigste ånder indenfor kunstens område, der prægede hans sind med den friske veloplagthed, han bevarede til det sidste, og han modnedes tidligt som kunstner. Allerede i den unge alder kommer Sigurd Wandels senere så udpræ­ gede personlighed til syne i hans billeder. Hans komposition er klassisk i sin målbevidste konstruktion og funktion, men det maleriske liv er tidens blafrende og søgende impres­ sionisme. Disse ungdomsarbejder viser hen til vor tids stræben efter orden og klarhed, °g gjorde ham naturligt i en ung alder til lærer på Kunstakademiets malerskole, som Nekrologer !5 assistent hos professor Irminger, senere fra 1920 som professor. I denne virksomhed kunne alle hans bedste egenskaber som kunstner og som menneske af høj humanistisk dannelse blive udviklet og nyttiggjort, og netop disse egenskaber prægede hans lærer­ gerning til det sidste. Til slut vil det være rigtigt at mindes Sigurd Wandels fortjenester som medlem af Den danske Radeerforenings bestyrelse, en interesse der på mange måder kom Akademiets grafiske skole til gode, dels ved hans gave af bøger til den unge skole, dels ved den betyd­ ning, det havde for skolen, som han omfattede med virkelig kærlighed, at vi havde en mand fra Akademiets lærerstab i en stilling, der ved sit eksempel kunne virke inspirerende og hjælpende for skolen i den første begyndelse. Aksel Jørgensen.

SVEND HAMMERSHØJ 10. VIII 1873-26. II 1948

Ved Svend Hammershøjs død mistede akademiet sit ældste medlem, han var født 1873 og sad i rådet fra 1917 til sin død den 26. februar 1948. Efter 2 år på Kunstakademiet fuldendte han sine studier på Zahrtmanns skole. I sin ungdom kan man vel sige stod han i skyggen af sin berømte broder, men det lykkedes Svend Hammershøj gennem et livs trofaste kunstneriske arbejde at fastslå sit sympatiske og fine kunstnerfysiognomi i vor bevidsthed. Nu senest ved hans mindeudstilling dette efterår på Charlottenborg har vi haft lejlighed til at glæde os over hans værker. Der udstilledes følsomme tegninger efter antik skulptur, bymotiver og dyrehavens gamle træer, af akvareller kan jeg ikke glemme 2 ungdomsarbejder fra kysten ved Refsnæs for deres skønhed såvel i tegning som i farven, samt et billede af et gammelt egetræ, hvis løv­ masser fyldte hele billedfladen. Med samme indtrængende interesse behandlede Hammers­ høj stenmasserne i Oxford Universitets arkitektur. Fra 1910 begynder hans regelmæssige sommerrejser til England, hvorfra han hjembragte mange smukke arbejder. Herhjemme var den indre by med de grønne tårne, røde tage og novembermørke træsilhuetter hans vigtigste motivkreds, hvorfra han i sine lykkelige stunder udførte mangt et mesterværk. Kunstindustrien, i særdeleshed keramikken, har S. H. altid vist en levende interesse for, og lige fra sin tidligste ungdom ydet en betydelig indsats på dette område. Foråret 44 indbød arkitektsektionen på Charlottenborg Sv. Hammershøj til en stor opvisning i deres æressal, og akademiet belønnede ham med Thorvaldsen-medaljen, som hans gamle kam­ merat Sigurd Wandel, synlig bevæget overrakte sin kære ven Svend 1944.

Aage Roose. i6 Nekrologer

E. W. JOHNSEN 1. IV 1886-21. IV 1948

E. W. Johnsen er født i Hillerød 1886, blev student fra Gammelholms Latin og Real­ skole. Før han gik kunstnervejen frekventerede han Polyteknisk Læreanstalt. Efter studie­ tiden på Teknisk Skole og Kunstakademiet vakte E. W. stor opmærksomhed ved sin debut på Charlottenborg 1913. Hans billeder var forbløffende let og sikkert malede i fine vel­ stemte toner, så han gik glat gennem censuren med alle indsendte arbejder. Senere i livet kæmpede han længere og hårdere, men også solidere med sine billeder. Jeg synes især han har opnået smukke resultater i sine figurbilleder med familien som modeller. E. W. Johnsens landskabelige motivkreds ligger i hovedsagen på Bornholms østkyst, hvor han malede klipper og hav sommer efter sommer fra 1916 til sin død; når man nævner Randkløve må man uvilkårlig tænke på den gæstfri kammerat E. W. og hans hyggelige bindingsværkshus ved den stejle kyst, hvor han i sine sidste år malede de fleste af sine dygtige landskaber. Takket være hans gode hoved, altid opofrende arbejds­ vilje og interesse for administration, blev hans arbejdskraft stærkt benyttet af kollegerne. Han sad mange år i Charlottenborgudstillingens komité, de sidste perioder som Akade­ miets repræsentant. T il Akademirådet valgtes han 1928, og endelig var han formand for Kunstnersamfundets Malersektion. Det gælder for alle poster at han bestred dem med stor dygtighed. Hans kolleger og venner har ved hans tidlige bortgang mistet en udmærket medarbejder og en trofast kammerat. Aage Roose.

GUNNAR JENSEN 31. III 1803-6. V 1948

Den 6. mai ifjor døde billedhuggeren Gunnar Jensen over 85 år gammel. Sin første uddannelse havde han fået som ciselør og gravør hos sin fader, der var guldsmed. I 1885 fik han afgang fra Akademiet efter fem års studietid, og det følgende år blev han ansat som medaillørassistent ved Den kgl. Mønt. I 1888 foretog han en studierejse til Paris, hvor han især søgte at udvide sit kendskab til den samtidige medaillekunst og kom i personlig forbindelse med kunstnere som Chaplain og Roty. Også medaillekunstens rent tekniske side studerede han indgående under sit ophold i Paris, og efter sin hjemkomst fik han indført flere tekniske forbedringer ved Den kgl. Mønt. Med en række bronceplaketter, hvoraf Kunstmuseet ejer en enkelt, indførte han tidens franske medaillestil hos os. Gunnar Jensens hovedvirksomhed kom dog til at falde indenfor det rene møntarbejde. I 1907 udnævnedes han til medaillør, en stilling han bestred indtil 1933, og efter 1906 udførte han flertallet af de danske, dansk-vestindiske og islandske mønter. Kunstnerisk byggede han på traditionen fra Harald Conradsen, men måtte på mange måder, især i sine seneste arbejder, føje sig efter brugstekniske hensyn. jVekr olo ger *7

Skønt møntarbejdet lagde,så stærkt beslag på hans kræfter nåede han dog at udføre en del andre arbejder, mest portrætter i relief eller busteform. Kunstmuseet ejer således hans buste af L. A. Ring, og han har udført relieffer af Th. Bindesbøll og Carl Holsøe. Gunnar Jensen blev medlem af Akademiets plenarforsamling i 1912 og havde sæde i Akademirådet fra 1914 til 1923. Aksel Rode.

JENS LU N D G. II 1873-30. V 1946

Jens Lund, der døde den 30. maj 1946, var født 1873 i Videbæk ved landevejen mellem Ringkøbing og Herning, hvor hans fader havde en kro. I sin ungdom kom han til København, hvor han efter at have lært billedskærerfaget fik sin kunstneriske uddannelse på akademiet hos Wilh. Bissen. Kun enkelte af hans arbejder er prægede af firsernes naturalisme, hans kunst føles ellers mere tilhørende den generation af billedhuggere, hvortil også jeg hører. Jens Lund var en poetisk natur, veg, men dog stejl og stærk og forfulgte sine kunstne­ riske hensigter med stor energi. Hans vej til skulpturen gik gennem materialet — granit, sandsten og først og fremmest moseeg, og hans arbejder er prægede af sluttethed og enkelthed i formen. Til hans bedste ting hører utvivlsomt skelstenen på Strandvejen og hans monument på Dybbøl og af frie arbejder hans fortrinlige ægypterinde med barnet på skulderen, hans »Job« og de udmær­ kede buster han har gjort af kunstgibser Ferdinandsen, maleren Poul Christiansen og først og fremmest selvportrættet — alt skåret stærkt og stort i det smukke moseeg. I de senere år overraskede han ved brændtlersting — buster og bondefigurer — af stor og enkelt skønhed både i form og stof. Jens Lund, der var skulpturkonservator for Statens Museum for Kunst, var medlem af »Den frie udstilling« og sad fra 1922 i flere perioder i akademirådet, hvor han på sin stilfærdige måde udførte et nyttigt arbejde. Vi hans venner husker med glæde tilbage på samværet med ham og savner den impuls det var at samtale med ham. Johannes C. Bjerg.

HARALD LØNBORG-JENSEN 10. X 1871-2. XI 1948

Arkitekt Harald Lønborg-Jensen fødtes 1871 og døde 1948. Hans navn er knyttet til mange nybyggede kirker, men det er dog istandsættelsen af fine gamle kirkebygninger og en bygning som Jens Bangs stenhus i Ålborg, der præger hans virksomhed som arkitekt. Lønborg-Jensen viste forståelse af vor arkitekturarv i disse arbejder og var meget nænsom ved sine restaureringer. Det træder ikke mindst i øjnene, når de sammenlignes med mange af det foregående slægtsleds tilsvarende ombygninger. Man skal reparere og ikke restaurere sagde gamle P. V. Jensen Klint, og Lønborg-Jensen var en mester i at reparere. Det viste han bl. a. da Kathrinekirken i Ribe blev »rettet op«. Den var revnet helt fantastisk, fordi fundamenterne i den ene side var sunket, bygningen var ganske ubrugelig. Tidligere ville man have revet hvælvingerne og den ene sidemur ned, men han fik det gamle murværk bragt på plads. Han gjorde i det hele taget reparationen til en kunst. Lønborg-Jensen var medlem af akademirådet fra 1931 til 1934. Edvard Thomsen.

ROLF SCHROEDER 16. XI 1872-28. VIII 1948

Arkitekt R olf Schroeder fødtes 1872 og døde 1948. Traditionen, byggestilen har i denne periode været genstand for skiftende vurdering. For Rolf Schroeder skulle nye huse ikke se ud som gamle. Det fik udtryk i 1910 gennem et konkurrenceforslag til belysnings­ væsenets bygning, hvor han havde en reliefmodel af sit forslag og modellerede en flyve­ maskine oven over bygningen — et udtryk for tiden. Men både flyvemaskiner og arki­ tektur har skiftet karakter, og derfor kan det være lidt svært for nutiden at se den indsats, der blev gjort ved en bygning som denne (opført i samarbejde med arkitekt G. B. Hagen) eller ved Grundtvigs Hus, som måske er Rolf Schroeders bedst kendte arbejde. Den rige udnyttelse af grunden i Studiestræde med overdækket gård var f. eks. noget der viste vej for senere byggeri i den indre by til fordel for bygherrerne — men ganske vist ikke for trafikforholdene, det sidste er man først senere blevet opmærksom på. R olf Schroeder gjorde fra 1902-13 et fortjenstfuldt arbejde som assistent på akademiets perspektivskole, og han var medlem af akademirådet fra 1934—40. Edvard Thomsen. GOTFRED TVEDE 7. X 1863-31. XII 1947

Arkitekt Gotfred Tvede fødtes 1863. Faderen, F. V . Tvede var en betydelig arkitekt, og han har måske i højere grad præget sønnens arbejder end uddannelsen på Kunst­ akademiet. Piessens palæ, Kronprinsessegade 4 og Pinsens Lysinstituts gamle del er opført af Gotfred Tvede; gennem disse og mange andre værker har han vist større respekt for traditionen og større forståelse af barokken og klassicismen end andre af dette slægtleds førende arkitekter. Og dette syn på bygningskunsten har da også præget hans virksomhed som medlem af akademirådet i årene 1928-32. Efter denne tid har Tvede ombygget det gamle Moltkes palæ i Bredgade og Dronningens Tværgade til Håndværkerforeningen; dette hans sidste større arbejde viser de samme egenskaber som hans arkitektur fra de tidligere år. 1947 afgik Gotfred Tvede ved døden. Edvard Thomsen. Nekrologer l9

OVE HAMBURGER 29. I 1863-27. IV 1948

Gennem en lang Aarrække, fra November igoi-Maj 1933, var Læge Ove Hamburger Docent ved Kunstakademiets Anatomiskole. Hamburger tog medicinsk Embedseksamen 1887, hædredes 1890 for en anatomisk Afhandling med Universitetets Guldmedaille, var Reservemedikus ved Frederiks Hospital 1894-9 7 og konstitueredes endda et par Aar omkring Aarhundredskiftet som Overmedikus. Hamburger havde en omfattende Lægepraksis, som han bevarede op i sin høje Alderdom, men han var tillige i høj Grad optaget af sin Lærer­ gerning paa Kunstakademiet og Statens Gymnastikhøjskole. Docent Hamburger var Humanist, kyndig i de klassiske Sprog, var musikalsk og havde Tegnetalent, disse vidtspændende Interesser var ham til Nytte ved hans Akademigerning. Foruden medicinsk-historiske Afhandlinger udgav han et par smaa anatomiske Lærebøger »Det menneskelige Skelet og dets Ledforbindelser« (1919) og »Speciel Muskellære« (1923). Disse kortfattede Vejledninger var skrevet for Eleverne paa Statens Gymnastik-Institut, og han haabede, at de ogsaa kunde være til Gavn for Kunstnere, den tørre, lægevidenskabelig- prægede Fremstilling gjorde imidlertid ikke disse Bøger saa egnede til dette Brug. Til Kommissionen angaaende Ordningen af Kunstakademiets Forhold indgav Hambur­ ger 1921 etUdkast til en Nyordning af Anatomiundervisningen, et Forslag, som det desværre ikke lykkedes at faa gennemført, men det vidnede om Docent Hamburgers Forstaaelse af Anatomiens Betydning som Grundfag i Akademiundervisningen. Hjalmar Friis. I valgperioden 1946-49 er følgende kunstnere valgt til

OVERORDENTLIGE MEDLEMMER AF AKADEMIET

ARKITEKTEN AL VAR AALTO

Finlands store arkitekt Alvar Aalto har gentagne gange talt på akademiet og udstillet i København. I 1948 fyldte han 50 år, og i den anledning arrangeredes der en stor og meget interessant udstilling, som fandt vejen til København, Aalto besøgte os og gav på den smukkeste måde udtryk for den tilknytning til akademiet, han følte. Det var et par år før, nemlig i april 1946, at akademiet valgte Aalto til overordentligt medlem og derfor omtales han her: Ungdomsarbejder af Aalto som f. eks. et første forslag til hans berømte bibliotek i Wiborg viser, at han er vokset op i den klassicistiske periode i tyverne. Han har dog allerede den gang haft sine tvivl om det berettigede i empirestilens herredømme — i det mindste er symmetrien brudt, bygningen er ganske usymmetrisk. Det varede ikke længe før brudet blev stærkere. Han fandt sig selv, da han byggede biblioteket. Det blev færdigt i 1934, intet var tilbage af empirens ydre kendetegn, og dog er det, som det klassiske grundlag aldrig har svigtet, hverken i dette eller hans utallige senere arbejder. Påvirkningen fra den anden store nordiske arkitekt, den noget ældre Asplund er umiskendelig i de gamle ting af Aalto, senere har den vel også haft tilbagevirkende kraft. Det er nærliggende at antage, at rådhuset i Gøteborg viser dette slægtskab. Aalto undersøger alle betingelser og optårner allehånde vanskeligheder, når han tager fat på en opgave: sociale, humane, tekniske og økonomiske fordringer. Men de bundfæller sig, og han har en mærkelig evne til at løse en arkitektonisk opgave på en grundlæggende idé. Han kan skabe en hel formverden på en ny konstruktion, som møblerne af det bøjede træ eller han kan bygge på et naturindtryk som ved projekteringen af husene på forcentret i Uleåborg, der står som laksen i elven. Hans kunst er i høj grad bygget på forstand, men den er skabt af følelse.

Edvard Thomsen. Overordentlige medlemmer af akademiet 21

BILLEDHUGGEREN CARL ELDH

Carl Johan Eldh er født i Film i Uppland den io. maj 1873. Efter et par års ophold i Uppsala, hvor han arbejdede hos en snedker og tog del i domkirkens restaurering, kom han i syttenårsalderen til Stockholm og tog for alvor fat på sin kunstneruddannelse. Begyn­ delsen har næppe været let. Om dagen måtte han arbejde hos ornamentbilledhuggeren L. O. Mellin for at tjene til livets ophold, og først efter endt arbejdsdag kunne han tage fat på de egentlige studier på Stockholms tekniske skole. I 1896 brød Eldh resolut op fra Stockholm og tog til Paris. Også der måtte han i den første tid søge sit udkomme som ornament- og dekorationsbilledhugger. Siden, da for­ holdene bedredes for ham, begyndte han at arbejde på Académie Colarossi, hvor Injalbert blev hans lærer. Tidens franske skulptur kom til at øve en dybtgående indflydelse på Eldh’s udvikling. Indenfor nordisk skulptur findes næppe en kunstner, som har modtaget stærkere impulser fra Rodins kunst end han. Men samtidig er Eldh vel den, der har givet disse impulser den personligste, kunstneriske fortolkning. Det nordisk-lyriske i hans temperament har aldrig fornægtet sig. Det prægede de arbejder, hvormed han omkring 1902 brød afgørende igennem på Parisersalonen, og det møder os gang på gang i hans senere produktion. Indenfor sit lands skulptur står Eldh med rette som en hovedmester, den naturlige arvtager af Per Hasselbergs nænsomme og livsnære naturalisme. Det lyriske er dog på ingen måde Eldhs eneste kunstneriske område. Hans evner har større spændevide, sådan som han har vist det i sine Strindbergstatuer, i Engelbrekt- monumentet og i det endnu ikke endeligt fuldførte Hjalmar Branting-relief. Med sine 75 år står han endnu midt i et rigt skabende arbejde og kan samtidig se tilbage over et livsværk, der vil bevare en blivende plads indenfor nordisk billedhuggerkunst.

Aksel Rode.

MALEREN CARL KYLBERG

Carl Kylberg, der er født i Vestergøtland 1878, er en af nordens store kunstnere. Han er en klog og overlegen personlighed og virker som en vismand. Han har varme og følsom­ hed, og hans contemplative væsen giver hans billeder et orientalsk islæt. Det er hans håb og mening, at hans kunst opfattes som et budskab til menneskene, og hans sprog er malerens. Kylbergs virkemidler er aldrig mere komplicerede, end at billedet kan opfattes som en helhed. Det aflæses ikke stykkevis og successivt, men på een gang. Enhver af billedets dele er enten underordnede eller understregende den centrale virkning ved ind­ trængende gennemarbejdning af tingenes størrelsesforhold og farvens placering. Herved opnår han den ro og ballance, der giver billedet virkning, på hvilken afstand det end ses, og skaber den fred i sindet, som er formålet med Kylbergs kunst. Titlerne på hans billeder 22 Overordentlige medlemmer af akademiet

udtrykker da også samme tanke: »Fred på jorden«, »Foran det evige« og »Mod den ny dag«. Kylberg er blevet udnævnt til overordentligt medlem af akademiet den 22. juni 1948.

Povl Schrøder.

MALEREN HENRIK SØRENSEN

Maleren Henrik Sørensen, overordentlig medlem af kunstakademiet siden 1946, er født i februar 1882, og er den første af det kuld af unge norske kunstnere, der ved århundrede­ skiftet søgte Paris som studiested. Maleren Matisse blev her den lærer, hvis indflydelse mærkes i hans første arbejder, men stærkere føler man i hans senere udvikling hans mod- tagelighed for strømningerne i norsk kunst og for de nationale værdier i almuekunsten, værdier, der også har givet næring til Munthes og Werenskjolds kunst. Henrik Sørensen er i sin form søgende og skiftende, altid kæmpende for at indvinde nye værdier og udtryk for sindets skiftende indtryk. Samtidig med hans optagethed og levende indfølingsevne for gammelt og nyt i kunsten, er det livet og de drifter og kræfter, som gør det frugtbart, der helt optager ham og giver hans kunst indhold og nerve. På det nordiske kunststævne i Gøteborg 1923 var hans indsats en af de betydeligste, han viste sig her i sine religiøse kompositioner »Golgatha«, »Getsemane« og »Pieta« samt i sine portrætter og landskaber som en kunstner af en hel personlig støbning, i sin menneske­ fremstilling åben for de menneskelige følelsers udtryk under anvendelse af en dramatisk kolorit, der bevæger sig fra blåt over brunt til luende rødt. Nye og fængslende beviser for sine evners mangfoldighed giver han i sine dekorative arbejder på Ullevad Sygehus og i Oslos nye rådhus. Fra den norske udstilling i København 1947 står frisk i erindring den række af udstillede arbejder, hvis midtpunkt var det åndfuldt opfattede og smukt malte digterportræt; man fik her indtrykket af en moden kunstner, der suverænt behersker indhold og form. Har man haft den glæde at møde Henrik Sørensen og med ham drøftet menneskelige og kunstneriske problemer, varer det ikke længe, før man bliver fascineret af hans store viden og menneskelige charme. Det er akademiet en ære, at kunne tælle denne betydelige kraft i nordisk kunstliv som overordentligt medlem. Krasten Iversen. AKADEMIRADETS MEDLEMMER

I valgperioden 1946-49 bestod rådet af følgende medlemmer:

Malere Billedhuggere Arkitekter Professorer: Kay Fisker Kræsten Iversen Johs. C. Bjerg Steen Eiler Rasmussen Aksel Jørgensen E. Utzon-Frank Edvard Thomsen Vilh. Lundstrøm

Valgt af akademirådet: Svend Hammershøi Gerhard Henning Helweg-Møller [Povl Schrøder) Gudmundsen Holmgreen Holger Jacobsen Jais Nielsen Hans W. Larsen Kaare Klint Olaf Rude Arnoff Thomsen

Valgt af kunstnersamfundet: Laura Brun-Pedersen Mogens Bøggild Povl Baumann Ebba Carstensen Edv. Eriksen Kaj Gottlob K. 0 . Hilkier H. Luckow-Nielsen Thomas Havning Laurits Larsen Axel Poulsen Vilh. Lauritzen Aage Roose Henrik Starcke F. C. Lund William Scharff Poul Søndergaard Svend Møller

Efter Hammershøis død indtrådte hans suppleant Povl Schrøder som medlem af rådet. Akademiets direktør var professor Edvard Thomsen, dets vicedirektør professor Johs. C. Bjerg. Som administrator har fungeret departementschef A. Barfod. ARSFESTERNE

ÅR SFESTEN 1946

Under Hans Majestæt Kong Christian X ’s forfald blev akademiets årsfest afholdt under Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik’s forsæde. Festtalen blev holdt af kunsthistorikeren Haavard Rostrup.

H. W. BISSEN OG DEN NATIONALE REALISME

Den 25. februar 1863, altså knapt et årstid før den anden slesvigske krigs udbrud, holdt kunsthistorikeren N. L. Høyen i studenterforeningen et foredrag »Om national Konst« og sluttede det med følgende ord: »Hvor mørk og truende Fremtiden end kan se ud, maa vi aldrig slippe den Tanke, at den legemlige Død og Undergang ikke er den værste, at der er en aandelig Undergang, som vi skulle grue for fremfor alt, og at der er intet bedre Middel til at kjæmpe som Mænd imod denne aandelige Undergang, end at hævde vor ejendommelige Nationalitet, at vise i enhver Retning med Sindig­ hed, med Beskedenhed, men med Fasthed: vi bære ikke alene Navnet af et Folk; vi ere et Folk«. Stærke ord, manende ord — og ord, som det vi har oplevet i de seneste år har givet en mærkelig aktualitet. Dengang må de have virket både som et varsel og som en bekræftelse, et varsel om de prøvelser fremtiden bar i sit skød, og en bekræftelse på følelser og tanker, som allerede forlængst havde taget form i billedkunsten. Den foregående sommer var Istedløven blevet afsløret på Flensborg kirkegård. Man har ofte diskuteret, hvad denne løve egentlig skulde symbolisere, og man har vel også fra forskellig side søgt at lægge et indhold deri, som i hvert fald ikke oprindelig har været tilsigtet. Det vil dog næppe være muligt at finde en bedre karakteristik af den åndelige baggrund for Istedløven end de nys citerede ord af Høyen. Med sindighed og beskedenhed, men også med fasthed skulde den sige, at vi er et folk. Istedløven betegner H. W. Bissens største anspændelse som monumentalkunstner, men den betegner tillige grænsen for hans kunstneriske evner. Det er ikke helt lykkedes ham at tilveje­ bringe den harmoniske udligning imellem naturstudium og stil, som opgaven krævede; løvens bagkrop er ganske naturalistisk gennemført, medens forkroppen er holdt i en mere stiliseret, næsten heraldisk form. Men alvorligere er det dog, at hovedets stærke knejsen ligefrem har rykket monumentet ud af balance, således at det synes at synke over mod højre side, når man ser det lige forfra. Ved selve sin masse, og måske især ved de forestillinger det uvilkårligt vækker hos beskueren, virker det imponerende, men i kunstnerisk betydning træder det tilbage for den række af værker, i hvilken Bissen gennem 50’erne og 6o’erne slag i slag udformede sin monumentale realisme. Årsfesterne 25

N. L. Høyen havde ved en bestemt lejlighed peget på den kendsgerning, at Thorvaldsen, der havde udført så mange mindesmærker for europæiske berømtheder, ikke havde sat et minde for en eneste af vore egne berømte eller fortjente mænd. Med rette så han i denne sammenhæng bort fra Thorvaldsens udkast til et monument for Frederik V I og den mindre vellykkede statue af Christian IV. Her lå altså en stor opgave og ventede. Det blev H. W. Bissen, der kom til at løse den, og han kom derved selv til at stå som en national kunstner, en dansk billedhugger i ordets inderste og fornemste mening. Hans vej til denne nationale realisme var lang og tung. Han var af fødsel angelbo, i hans barndomshjem taltes der plattysk, og det skyldtes udelukkende prins Christian Frederiks person­ lige indgriben, at han ikke som purungt menneske vendte Danmark ryggen for at søge lykken i Hamborg eller Berlin. Ved kunstakademiet begyndte han som maler, og det var hans lærer J. L. Lund, der havde æren af som den første at opdage hans evner som plastiker og tilskynde ham til at gaa over til billedhuggerkunsten. Bissens første større arbejde, de fire kolossale engle- figurer til slotskirkens kuppel, er således efter alt at dømme udført på grundlag af J. L. Lunds tegnede udkast. I Rom mødte han op i Thorvaldsens atelier med den ærligste vilje til at bevare sin personlighed i forholdet til mesteren. Medens denne kun i ringe grad havde givet sig af med modelstudium, så begyndte Bissen straks med iver at tegne efter det nøgne; og medens Thorvald­ sen aldrig har udført en liggende nøgen kvindefigur sålidt som en kampscene, så ser vi nu, hvordan den unge kunstner begynder på en »liggende bacchantinde« i legemsstørrelse og noget senere udfører det friske og dramatisk livfulde relief af Odysseus i kamp med bejlerne. Under indflydelse af H. E. Freund begejstredes han for den nordiske mytologi, og da der i begyndelsen af 30’erne åbnede sig mulighed for, at han kunne komme til at udføre den mægtige relieffrise til riddersalen i C. F. Hansens Christiansborg, hjemsendte han et tegnet udkast med fremstilling af hele den nordiske gudeverden, således som han havde lært den at kende gennem Finn Magnussens over­ sættelse af den ældre edda. Da dette imidlertid ikke vakte bifald i København, og man rådede ham til hellere at vælge et historisk emne, skrev han ironisk og forbitret til sin ven J. M. Thiele: jeg har et andet Indfald! Da man nu engang ikke vil vide noget af det skønneste, det højeste og herligste vi ejer, saa kunde man jo tage Stoffet fra Nutiden! Ved alle Helgen, et godt Indfald! f. Ex. Høstmanøvren, Vibenhus’ Erobring kunde opfylde en af Frisens Hovedsider som en af vore største Heltegerninger; paa en af de mindre Sider kunde man, for at vise hvor højt Kunster og Videnskaber bliver elsket og beskyttet, gøre Prins Christian, der overrækker i fuld Stads Bygmester Koch et Ridderbaand pp. Dette Emne vil sikkert gøre vor Tid og mig selv ulige større Hæder end Behandlingen af de flove Guder, man dog aldrig rigtig ved, hvad Uniform de bar, og til hvad Regiment de hørte . . .« Det er ganske mærkeligt at konstatere, hvordan Bissen på dette tidspunkt endnu stod fremmed overfor det, der skulle blive hans største indsats i dansk skulptur: erobringen af virkelighedens verden. Et par år efter sin hjemkomst til København udførte Bissen sit første monumentale hoved­ værk, portrætstatuen af A, S. Ørsted, »Kongens og Folkets Mand«. Inspirationskilden er her de antike filosofstatuer, som han kendte fra Rom. Den store retslærde er fremstillet siddende, i en antik stol, hvorunder ses en reliefprydet kasse med bogruller. Han er iført toga som en romer, dens bløde folder fremhæver det kraftige mandslegeme; højre hånd, der holder om en skriftrulle, hviler i skødet, medens den venstre støtter det tunge, ædle hoved —• en gestus, der i den antike kunst er udtryk for sorg, men som vistnok har været karakteristisk for Ørsted, og her blot tjener 26 Arsfesterne

til at understrege indtrykket af rolig tankefuldhed. Det morsomme er nu, at man trods den omhyggelige iscenesættelse i klassisk maner aldeles ikke har fornemmelsen af at stå overfor noget stiliseret, noget fjernt eller abstrakt — sådan som man kan have det overfor tilsvarende arbejder af tyske klassicister som Rauch eller Tieck. Den stol, Ørsted sidder på, er mage til dem H. E. Freund i de samme år lod udføre til sit hjem i Frederiksholms kanal, og den langarmede under­ kjortel han er iført mildner det romerske kostumes højtidelighed, men fremfor alt er den hele skikkelse gennemglødet af en intens virkelighedsfornemmelse, formen er bred, levende og kraftig. Denne Ørsted er ligeså dansk, som Houdons berømte siddende Voltaire er fransk. En snes år senere modellerede Bissen den ligeledes siddende figur af Adam Oehlenschlåger, der oprindelig opstilledes på Sankt Annæ plads, men siden anbragtes udenfor det kongelige teater. Imellem disse to statuer, Ørsted og Oehlenschlåger, ligger hele hans livsværk, de betegner yderpunkterne i hans portrætrealisme, hvorfra han udgik og hvortil han nåede. I Oehlenschlåger- statuen er masken faldet. I stedet for det klassiske klædebon det moderne kostume med flip og støvler, i stedet for den antike stol en borgerlig lænestol i Frederik V I’s stil, i stedet for skriftrullen bogen. Og dog er afstanden imellem dem mindre end man ved første øjekast skulle tro: kom­ positionen er i de store træk den samme, kroppens tunge tilbagelænen, det højre ben strakt frem, det venstre bøjet tilbage. Forskellen ligger navnlig i den måde, hvorpå Ørsted ligesom synker ind i sig selv, medens i Oehlenschlåger noget er ved at gro frem — deraf det lyttende, inspirerede udtryk, det rejste i holdningen, der på en så slående måde er sat i modsætning til tyngden i den aldrende digters krop. Det antike formgrundlag er ikke opgivet, men formsynet er i de mellem­ liggende år blevet et andet. Bissens øjne var blevet opøvede dels i Vatikanet, dels i Thorvaldsens romerske atelier, og idet han nu havde rettet dem mod sin samtid, forstod han, at den samme plastiske disciplin lod sig overføre til den moderne virkelighedsgengivelses grund. Høyen taler et sted om Bissens »plastiske strenghed«, der forhindrede ham i at hengive sig til åndløs afkopiering af naturen, og det var noget lignende Baudelaire tog sigte på, når han tilråbte samtidens franske kunstnere: »Vis os, hvor vi er store og heroiske i vore diplomatfrakker og vore høje hatte!« Blandt Thorvaldsens skitser findes der en af en siddende dame med et brev i hånden. Motivet er ikke meget forskelligt fra Bissens Oehlenschlåger, men den Thorvaldsenske statuette er model­ leret med hele mesterens aristokratiske elegance, den har en smidighed og en yndefuldhed i linieføringen, der gør det tydeligt, hvor nær den i stilistisk henseende står visse portrættegninger af den store franske maler Prud hon, Canovas ven og samtidige. Den tredie af de store siddende statuer, H. W. Bissen har udført, portrættet af hans første hustru, har en ganske anden tone. Den er det kvindelige modstykke til den 15 år tidligere Ørsted-statue, og trods den moderne dragt hviler den i ligeså høj grad på antike forbilleder, hvad angår komposition og foldekast. Men atter her fornemmer vi dette uhåndgribelige og udefinerlige, man kalder dansk ånd, en stemnings­ baggrund, som det er vanskeligt at fæstne i ord, netop fordi den rent umiddelbart taler til det dybeste i os. Vi kender det igen fra Lundbyes landskaber med deres alvor, inderlighed og uskyld — Lundbye, der havde sagt om sig selv, at det var hans livsmål at »male det kære Danmark med al den Simpelhed og Beskedenhed, som er saa karakteristisk for det«. Statuen af Emilie Bissen er mere end et realistisk portræt. Det er, kan man sige, et monument rejst til ære for den Danske kvinde. Samtidig med at Bissen modellerede denne figur, arbejdede han også på to af de betydeligste nationale værker, det faldt i hans lod at udføre: Landsoldaten og Krigergravsrelieffet til Fre- Årsfesterne 27 dericia. Og i 1858 oplever han sin kunsts og sit livs kulmination med indvielsen af Landsoldaten om sommeren og af Frederik VI, i Frederiksberg have, om efteråret. Få kunstværker er i den grad præget ind i et folks bevidsthed, som disse er det i vor. Den store, unge, begejstrede land­ soldat, der højtideligt løfter bøgegrenen over sit hoved som et pant på sejr og frihed; de to menige, der varsomt lægger deres døde kammerat i graven; den alvorlige, ensomme konge — det er billeder, som ved deres klarhed og deres stilfærdige pathos umiddelbart forstås af enhver. Det er i dybeste forstand folkelig kunst. For Fredericia-monumenternes vedkommende har man kunnet påvise forbilleder indenfor den klassiske oldtidskunst. Landsoldaten er fremstillet i den stilling, der er karakteristisk for Poseidon som bølgernes behersker, og hans ansigt med det frodige skæg er strålende som en Zeus-maske. Krigergravsrelieffet har ikke, som det fejlagtigt er blevet hævdet, direkte tilknytning til en gravlæggelse af Raffael, men støtter sig enten på antike sarkofagrelieffer med fremstilling af Meleagers død eller på det fra græske vasemalerier kendte motiv med Thanatos og Hypnos, der bærer en død imellem sig. Statuen af Frederik VI er vel ikke bygget over noget antikt stillings­ motiv, men også den er gennemtrængt af, hvad grækerne kaldte sophrosyne: sansen for det ædle mådehold. Men man føler tillige, at den er udtryk for det bedste i dansk ånd, og at det var sandt, hvad Mynster i sin ligprædiken havde udtalt, de ord, som 1940 har gjort levende for os påny: at Danmarks hjerte slog i kongens bryst. Haavard Rostrup.

ÅR SFESTEN 1947

Da både Hans Majestæt Kong Christian X og Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik var forhindrede i at komme til stede ved årsfesten 1947, viste Hendes Majestæt Dronning Alexandrine akademiet den ære at indtage forsædet. Festtalen holdtes af professor Kay Fisker.

FUNKTIONALISMENS MORAL

På verdensudstillingen i Paris i 1925 fandtes indeklemt mellem Ruslands og Danmarks udstillinger en lille pavillon, et element af en toetages boligbebyggelse. Huset var opført af en oppositionel kunstnergruppe, PEsprit Nouveau, hvis ledere var Ozenfant og Braque, og det var tegnet af den 38 årige arkitekt Charles Edouard Jeanneret, der kaldte sig le Corbusier- Saugnier. Til den næste verdensudstilling i Paris, i 1937, udarbejdede le Corbusier et forslag til hoved­ hallen paa udstillingen, men de ledende indenfor den officielle franske arkitektur fik forhindret opførelsen af dette projekt. Som demonstration opførte le Corbusier i stedet udenfor porte Maillot et kæmpetelt som ramme om en udstilling, der viste udviklingen i de tolv år, der var forløbet mellem de to verdensudstillinger. I disse tolv år havde le Corbusiers synspunkter sejret i næsten hele verden. Funktionalismen var blevet tidens stil. En total omvurdering af bygningskunstens forudsætninger og udtryksform havde fundet sted, der var sket et skred i arkitekturhistorien, en omvæltning, måske mere gennem­ gribende end nogen anden stilændring gennem tiderne. 28 År sfesterne

Først med funktionalismens gennembrud blev der gjort ende på den historicisme, der havde behersket udviklingen, fra Schinkel brød med klassicismens eensidighed og hentede alle arkitektur­ historiens skiftende former frem fra deres historiske placering og gjorde dem til redskab for den arbejdende arkitekt. Denne brug af historien blev i det 19. århundrede en så fast forankret arkitekturopfattelse, at den uanset alle forskydninger i den kulturelle udvikling, uanset demokratiets og liberalismens fremgang, uanset stærke og selvstændige kunstnerpersonligheder blandt datidens arkitekter, uanset den voldsomme tekniske og industrielle udvikling, kunne fastholdes gennem det meste af et århundrede. Historicismen er som arkitekturform formalistisk. Det formelle krav, hensynet til formen, går forud for alle andre krav. Brug, teknik og sociale forhold må underordne sig et bestemt form­ ideal. Overensstemmelse mellem indhold og udtryk kræves ikke. Den ydre arkitektoniske form bliver en iklædning, en maske uden nogen forbindelse med huset iøvrigt. Architeclure is decoration of conslruction, siger Gilbert Scott, hovedskikkelsen indenfor den engelske Gotic revival. Den kunsthistoriker, der på mest fængslende måde har givet et billede af denne udvikling er professor Erik Lundberg. Uden at det gav sig noget ydre udtryk, påviser han, opstod der i de år, på grund af industrialismens udvikling, helt nye fremstillingsmetoder. Industrialiseringen førte til en standardisering af bygningens forskellige dele, som igen medførte en arkitektonisk nydan­ nelse af revolutionerende karakter. Mens man hidtil f. expl. i renaissancen og barokken arbejdede med et formprincip, der medførte, at huset blev bygget op, man kan næsten sige blev modelleret op som en helhed, førte industrialismen med sig, at huset blev sammensat af færdigleverede dele, som man monterede til en helhed. I industrialismens barndom formes disse standardelementer uden hensyn til materialets karakter og den konstruktive konsekvens. Og de former, man anven­ der, er arkitekturhistoriens. Tilsyneladende har man altså lånt sin form, men i virkeligheden har man skabt et helt nyt formprincip, påviser professor Lundberg. Først funktionalismen førte et halvt århundrede senere dette formprincip frem til sejr. Det nye ved funktionalismen er ikke, at den skaber et nyt formprincip, men at den konsekvent udnytter det eksisterende. Det nye er heller ikke, at arkitekturen bliver mere funktionelt betonet end tid­ ligere, men kun, at funktionen afspejler sig i det ydre. Den væsentligste af de mange faktorer, der skabte funktionalismens former, blev industrialis­ men, de nye tekniske muligheder, som det 19. århundrede ikke havde forstået at udnytte kon­ sekvent. De standardiserede, maskinmæssigt fremstillede brugsformer, skibet, bilen og aeroplanet, ofte romantiseret op over deres betydning, blev forbillederne. Med jernet var et helt nyt element kommet ind i arkitekturen, men først Labrouste lader jernet blive et kunstnerisk udnyttet led i konstruktionen. Med den armerede beton indføres endnu et nyt arkitektonisk element, der ikke blot har murværkets faste massivitet, ikke blot rundjernets og træbjælkens træk- og trykoptagende evne eller bjælkens spændvidde, men forener alle disse egenskaber. Det er naturligt, at de nye konstruktioners muligheder skabte forvirring og arkitektonisk uklarhed. Det er også naturligt, at man i den første tids begejstring tillagde de nye konstruktioner for stor betydning. I den konstruktivistisk betonede retning indenfor funktionalismen, som særlig kom til at præge den russiske arkitektur i Sovjetrepublikkens barndom, blev konstruktionen målet i sig selv, ikke blot midlet. Tatlin’s projekt fra 1920 til et monument i Moskva for 3. inter­ nationale er en stor gitterkonstruktion afjern uden andet indhold og udtryk end konstruktionen. Årsfesterne 29 Funktionalismens konstruktive udvikling har altså sine rødder i forrige århundrede. Men også det rumprincip, der under funktionalismen fremtrådte som en radikal nyskabelse, kan føres tilbage til den udvikling, der på dette område fandt sted i 1850’erne, en udvikling, som ganske vist ikke i særlig grad afspejlede sig i den ydre stilistiske form, men som fik afgørende indflydelse på planens udformning. Historicismen medførte i England en særlig dyrkelse af gotikens frigjorte form, og denne indlevelse i gotikens ånd førte, i hvert fald når det gjaldt boligen, til et brud med den klassiske formalisme. Den engelske bolig fra 50’erne brød totalt forbindelsen med den tidligere enerådende franske paradebolig. Monumentaliteten forsvinder. Man søger at undgå gennemgangsrum og bestræber sig for at lade hvert enkelt rum være så sluttet og privat som muligt. Bekvemmelighed, rummelighed, hensyn til lys og luft, orientering af rummene efter solen og udsigten, opdelingen af boligen efter rummenes art blev betragtet som vigtigere end symmetri, regelbundethed og monumentalitet, ja endogså vigtigere end arkitektonisk proportionering af rum, bygningslegemer og vindues­ huller. Planen blev fri og uregelmæssig med rummene grupperet omkring et stort, ofte toetages centralrum. G. M. Bindesbøll indførte disse engelske idealer her i landet, og Herholdtskolen førte dem videre. Det er dette formprincip, der er basis for funktionalismens rumform og det er i nutiden ført frem til en. logisk bearbejdning. Funktionalismen danner rummet som en afskærmning. Ude og inde er i det moderne hus ikke længere skarpt adskilte begreber. De glider over i hinanden. Frank Lloyd Wright har opdyrket dette princip allerede i 90’erne, og le Corbusier har fortsat temaet på mangfoldige måder. Hans arkitektur er ofte blevet opfattet som en sammenstilling af kubiske og cylindriske legemer. Dette er en misforståelse. Funktionalismens arkitektur er først og fremmest en arkitektur, sammenstillet af flader og en vekselvirkning mellem ude og inde. Der arbejdes aldrig med massive voluminer, men med vægmembraner, der adskiller rum. Og rum­ mene glider over i hinanden. Ofte går et stort centralrum gennem flere etager og udløbere af dette rum trænger uden begrænsning ind mellem sekundære rum. Og kun en glasvæg adskiller rummene fra den frie omgivende natur. Samhørigheden med den engelske arkitektur fra forrige århundrede er også på dette område øjensynlig. Udviklingen er forløbet med en overbevisende logik. Også den side af funktionalismen, der af bevægelsens forkyndere måske helst stilles i for­ grunden, den sociale, har videreført en påbegyndt udvikling, udgået fra England. De rationelt betonede boligkrav gjaldt i starten ganske vist kun rigmandshuset, men snart fulgte denstore befolknings bolig efter, og det blev her, udviklingen skete. Funktionalismens opgave blev at arbejde med den enkle og enkleste standardbolig, den, der udgør de 80% af hele boligbestanden. Denne bolig udgør det socialt set vigtigste formål for en ansvarsbevidst arkitekts virksomhed, og mens funktionalismens æstetiske formsprog ofte vakte en voldsom modstand, så mødtes dens sociale program næsten fra begyndelsen med en almindelig sympati. Selv folk, som ophidsedes af flade tage og store vinduer, erkendte, at de unge arkitekters sociale bestræbelser var prisværdige. At arkitekten skal tjene samfundet, var det argument, der gjorde stærkest indtryk i diskussionen. Men også denne udvikling begyndte allerede for et par menneskealdre siden, i liberalismens tid. Funktionalismen blev gennemført som en revolutionær bevægelse, som en voldsom omvælt­ ning. Ifølge sine forudsætninger havde det været naturligere, om den havde fået et kontinuerligt, evolutionært forløb. Det havde været rimeligt at fastholde forbindelsen med det, der gik forud, 3° Årsfesterne idet forudsætningerne for funktionalismen, som vi nu har set, både socialt, teknisk og bolig­ mæssigt er tilstede allerede i det 19. århundrede. Kun formsproget var ikke fulgt med. Men også på dette område kan vi dog allerede omkring århundredeskiftet spore enkelte forløbere for tyvernes funktionalisme. Enkelte arkitekter rundt om i verden forsøgte allerede dengang et fremstød, der brød med stilarkitekturen, forsøg, der var spredte og uafhængige af hinanden, foretaget af folk med vidt forskellig indstilling og tempera­ ment, men enige i dette ene: at bekæmpe stilmaskeringen og arbejde for en logisk, mere ærlig arkitektur, en overensstemmelse mellem indhold og form. Man kæmpede for fornuft og menneskelighed. Form follows function, er allerede i 80’erne Sullivans doktrin. Houses for people to live in, var Baillie Scotts program, v. d. Veide holder i 1902 forelæsninger om Vernunftmässe Schönheit. Voysey skriver i 1906 om Reason as a basis of art. Stil­ arkitektur oder Baukunst er det valg, Muthesius i et propagandaskrift fra 1912 stiller samtiden overfor. Mange af de resultater, man dengang nåede, finder vi nu misforståede. I hvert fald er de alle tidsbestemte. Men det fundament, man byggede på, var rigtigt nok. Og det var det, man byggede videre på i tyverne. Af disse første pionerer fra århundredeskiftet er den 75årige Auguste Perrét og den 78årige Frank Lloyd Wright stadig i aktivitet og har store opgaver. Perrét genopbygger Le Havre, og Wright stiller os stadig overfor nye mærkelige sensationer. Men de hører begge hjemme i deres generations tidsalder. Perrét er uanset sine banebrydende konstruktioner for­ ankret i en fransk Beaux-arts klassicisme og Wright svigter aldrig Sullivans ornamentale ind­ stilling. Men han spænder over en større skala end sine læremestre. Han elsker og dyrker na­ turens rå materialer. Og han er samfundsreformatoren, der endnu tror på Ruskin og Morris, og som arbejder for decentraliseringen og tilknytningen til jorden. Hans byplanideer, hvorefter hver mand skal eje jord, er virkeliggørelsen af Thomas Jeffersons første demokratiske manifest fra 1776) °g har sin rod i amerikansk nybyggermentalitet. Modsat Perrét og Wright taler le Corbusier og Gropius vor tids sprog. De er indbyrdes ligeså forskellige som de begge er fra Wright og Perrét. Men for funktionalismen har der været noget berigende i samspillet mellem de fire, mellem den klassiske logiker Perrét, den angelsaksiske naturromantiker Wright, den latinske maskinromantiker le Corbusier og den germanske, socialt indstillede Walter Gropius. Le Corbusier er kunstneren, den artistisk betonede: L’architecture est la jeu savant, correcte et magnifique des volumes sous la lumiere, siger han. Man skal betragte huset som en maskine til at bo i, siger han også. Han dyrker maskinen, mennesket har smedet et nyt værktøj, han har overført sine tunge hænders arbejde på maskinen. Hans hjerne befaler. Intet i naturen nærmer sig den fuldkommenhed, som maskinen er i stand til at skabe. Alle hans skrifter præges af en højspændt, lyrisk tone. Han er agitatoren, demagogen. Kærnen i hans opfattelse er af æstetisk art, sværmerisk-arkitektonisk i sit indhold. Walter Gropius’s Bauhausskole kæmpede for en social forståelse og for rationalisme i formgiv­ ningen, den såkaldte neue Sachlichkeit. Værdier, der ikke var udtryk for funktionsanalyse, for brug, teknik, økonomi, nem renholdelse og holdbare materialer blev betragtet som romantisk usaglig­ hed. Det kunstneriske indhold blev trængt i baggrunden. Man erstattede betegnelsen Baukunst med Bauen. Arkitekturskolen her på Akademiet omdøbtes til Bygningsskolen. Og arkitekten havde helst byttet sin titel med ingeniørens. Arkitekturen som kunst kunde man kun tale om i forsigtige og besværlige omskrivninger. Ar sfesterne 31 Også vurderingen af den gamle arkitektur gled helt i baggrunden. Selv en så fornem kunstner som Asplund blev grebet .af Bauhaus-ideerne i en sådan grad, at han hævdede, at studiet af gammel arkitektur var ikke blot overflødigt, men skadeligt. Men vi har ingen bedre formlære end studiet af den gamle bygningskunst. Den må imidlertid studeres og forstås på baggrund af tidens sociale og hele kulturelle udvikling, ikke for som i historicismens tid blot at efterlignes. Den gamle arkitektur bør studeres udfra samme princip, som filologerne studerer Latin, ikke for at tale sproget, men for at forstå dets konstruktion og opbygning. Funktionalismen var en udrensning. Den fejede hen over os som et uvejr, befriende og stimulerende. Og den var nødvendig. Men den væltede for meget over ende. Arkitekturen blev steril, formerne for skematiske, det hele til tider umenneskeligt. Reaktionen voksede frem. Jeg tænker her ikke på den reaktion, der fremkaldte de politisk betingede arkitekturformer, Nazismens dilettantiske klassicisme og Facismens monumentaliserede kubisme. Jeg tænker på den spontane reaktion, der opstod andre steder i verden, en reaktion mod sparsomheden, mod det altfor puristiske, mod det forenklede og skablonagtige. Man efterlyser igen rigdom og kunstnerisk fantasi. Hvis den funktionalistiske gennembrudsgeneration var henvist til at dyrke kunsten som en hemmelig last, så er det kunstneriske indhold nu blevet en tros­ bekendelse, også for dem, der aldrig har været og aldrig bliver kunstnere. Uden tvivl har funk­ tionalismens tilsidesættelse af det formelle, dens tilsyneladende vilkårlige formgivning, betinget af kravet om overensstemmelse mellem det ydre og indre, givet bagslag. Vi trænger igen til at føle ordensbegrebet i arkitekturen. Det er ikke symmetrien og monumentaliteten, vi savner, men fastheden og rytmen. At skabe arkitektur vil først og fremmest sige at ordne. Nu i efterkrigsaarene famler man og søger. Nogle steder søger man igen tilbage til historiske former. Ude i verden projekterer arkitekter, der i tyverne var førende indenfor den extreme funktionalisme, monumentale bygninger. Og i Frankrig er Beaux-arts klassicismen igen kom­ met i forgrunden. Man forsøger også at gøre funktionalismen mere tillokkende gennem udsmykning og anden camouflage. Ornamentet er altid anbragt for at skjule en konstruktionsfejl, siger le Corbusier. Denne opfattelse er øjensynlig ikke nutidens. Trangen til udsmykning breder sig, ofte en ud­ smykning af rent udvendig art. Men udsmykning alene gør ikke et hus til arkitektur. Det bemærkelsesværdige er ikke, at udviklingen peger bagud, for der har gennem alle tider eksisteret reaktionære tendenser. Det foruroligende er, at det er de folk, der før har været med til at føre funktionalismen frem, der nu søger andre idealer. Det er dette arkitekturkrav vi må fastholde. Men vi må forsøge at udvikle den funktionelle arkitekturs mere frodige og menneskelige sider. En klar funktionel, menneskelig ramme omkring den moderne tilværelse, skabt med nye midler, en videre udvikling af en tradition, men ikke en tilbagevenden til forgangne former. En bygning skal være en skal omkring det liv, der skal leves i den, en skal som skal tilfredsstille såvel de materielle som de åndelige krav. Mange faktorer vil indvirke på den kommende arkitektur. Vi må være åbne for en videre teknisk udvikling, der måske rummer helt nye muligheder, muligheder vi endnu kun kan skimte. Også de sociologiske forudsætninger for arkitekturen har i mange lande ændret sig eller er ved at ændre sig som følge af samfundsmæssige forskydninger. I disse efterkrigsår, hvor vurderingen er flydende og idealerne uklare, er det dårlig politik at kritisere funktionalismen. Funktionalismens fejlgreb er underordnede i forhold til de positive 32 År s festerne værdier, den har tilført os. Den reaktion mod funktionalismens ydre form, som nu synes at vokse op, må ikke glemme, at funktionalismen har lært os logik og ærlighed, at den har skabt en sund arkitektonisk moral, en moral, der nødigt må sættes overstyr igen. Det er altfor let at glide tilbage i gammel slendrian, men det fordrer udholdenhed at fastholde en idé og føre den frem til et resultat. At bygge huse er idag et indviklet og besværligt foretagende. De stadig stigende krav til teknisk udstyrelse og bekvemmelighed binder opgaven, myndighedernes stadig voksende ind­ greb og restriktioner hæmmer udformningen. Og det hele domineres af økonomien. Under disse forhold er administrationen og ikke arkitekturen ved at blive det væsentligste. Der bliver ikke megen plads til den frie tanke, til ideen. Men det er nødvendigt, at ideen fastholdes. Det er sagt engang symbolsk, at Antiksalen her på Charlottenborg har vinduer både indad mod den fine barokarkitektur i slotsgården og udad mod det levende liv på Kongens Nytorv. Det er værdifuldt, at Akademiet er åbent og modtageligt for påvirkning udefra. Men det er ikke nok. Vi har også en pligt til at fastholde en idé og vise vej frem. Kay Fisker.

ÅRSFESTEN 1948

Årsfesten 1948 blev afholdt under forsæde af Hans Majestæt Kong Frederik IX; direk­ tøren mindedes Kong Christian X med den side 11 trykte tale og bød akademiets ny protektor velkommen med de side 11 anførte ord. Festtalen blev holdt af lektor, havearkitekt C. Th. Sørensen.

DE KONGELIGE LYSTHAVER

Deres Majestæt, højtærede forsamling. Det er egentlig meget mærkeligt, at da kong Frederik den Fjerde indfører begrebet have­ kunst i Danmark, så når denne kunstart med det samme sin kulmination i de tre skønneste haver i vort land, i Frederiksberg, Fredensborg og Frederiksborg. Kongen havde som kronprins i årene 1692 og 93 foretaget en lang rejse gennem Europa, »den store tur«. Han førte dagbog på denne rejse, og optegnelserne deri viser tydeligt, hvor stærkt haver optager den 2iårige prins. Han besøger Italiens skønneste og mest berømte anlæg, villa Aldobrandini og villa d’Este og mange andre romerske villahaver, hjemturen går over Firenze, hvor han også studerer Toscana’s haver, over Paris, hvor Versailles er højdepunktet, og videre gennem Belgien og Holland. Rejsen har givet været en mægtig oplevelse, ikke mindst må de havekunstneriske indtryk have været stærke. Vi kan næsten ikke forestille os hvor rig tiden var. Bobolihaven og Villa d’Este havde bestået i 150 år omtrent. Det var ikke nye anlæg med en spæd og uudviklet beplantning, men træer og hække havde fylde og frodighed, bygværker og skulpturer havde en patina, der endnu var langt fra det romantiske forfald, som er senere tiders stærkeste indtryk. Haverne i Frascati var yngre, men dog op mod hundrede år, selv den unge park om Olivia Pamphilij’s slot var mere end 40 år gammel. Kronprins Frederik oplevede den italienske havekunst i en alder Ar sfesterne 33 og udvikling som vi oplever herregårdshaver fra det attende århundrede, men ikke forandrede og forfaldne, som vi må se de fleste af vor havekunst’s værker. Også Versailles har været af en vis fylde, mere færdigt end vi umiddelbart tænker os det. Skete der end stadig nyt i den vældige park, så var rammen dog lagt allerede i 6o’erne, og allésystemet ændredes ikke, det oprindelige skelet lå stadig fast. Måske har kronprinsen her nådigt hilst på gamle André le Notre, som da var firs år, vidt berømt og højt anset som havekunstens største navn. Lad mig her indskyde en parentes. Der tales så ofte om, hvor kostbare solkongens slotte og haver var, man forestiller sig, at disse arbejder rystede Frankrigs økonomi, og er lige ved at tro, at spiren til den franske revolution blev lagt i haverne ved Versailles og Marly. En fransk forsker, Jules Guiffrey, har opgjort, at Versailles med slot og have, Trianon, Clagny og slotskirken i Versailles fra 1664 til 1715, altså i 50 år, kostede 64.580.565 livres 14 sous og 6 denier. Englænderen Blomfield siger i 1913, at dette modsvarer 13 millioner pund. Skulde man se meget prosaisk på det, så kan man vistnok sige, at få kapitalinvesteringer har bragt Frankrig større udbytte gennem tiderne. Det er ganske forståeligt, at kronprins Frederik efter hjemkomsten lægger planer om at ind­ rette sig en moderne have i Danmark. Det er også naturligt, at han udser sig Valby bjerg som stedet. Han havde herude en lille lystgård, hvor der allerede var en ret anselig have med frugt­ træer, urter af mange slags, fiskedamme og fasaneri. Gårdens bygninger eksisterer endnu, huser nu inspektoratet for de kongelige lysthaver og det kongelige haveselskab. Haven strakte sig lang­ agtig mod vest, omtrent til det, der nu er den nord-sydgående akse i Frederiksberg have, midter­ gangen fortsatte videre mod vest til en fasanhave om en lille høj, denne findes endnu i haven. Gartneren hed Hans Hendrik Bruhn. Sandsynligvis knytter kronprinsen straks en ung officer, Hans Hendrik Scheel, til arbejdet med den ny store have. Det hedder sig nok, at Scheel var med på felttog i Flandern i årene 1690 til 1694, men han må nu også have opholdt sig en del her i landet, han bliver således over­ konduktør ved de danske fortifikationer 1694. Han tegner om ved den tid mange kort over terrænet ved Valby bjerg, arbejder med en byplan til den lille by Ny Amager, der samlede sig om den nuværende Pileallé, og viser i disse arbejder en stor dygtighed. Et af hans kort bliver sendt til Nicodemus Tessin i Stockholm, og denne svenske arkitekt tegner det første forslag til Frederiksberg have. Det er meget forståeligt, at man henvender sig dér. Tessin den yngre var højt anset i Sverige, han arbejdede i forvejen med store planer til et nyt slot i København og desuden andre ting. Tessins forslag er — man fristes til at sige naturligvis — meget elegant. Øverst på bakken tænker han sig et lille slot som en rundbygning med fire diagonale fløje. Slottet ligger, som Marly, på et særligt lille plateau på en større plads. Faldet fra bakken — slotspladsen — og til havens praktisk talt plane flade udnytter han til et kascadeanlæg, som synes at være inspireret af Villa Aldobrandini. Selve den nedre have er opdelt i seks kvadrater. Busketter å la Versailles mod øst og vest, parterrer og blomster i midten. Planen er vistnok bedre end den, der kom til udførelse, den er rigere og dog mere fast i sin komposition, men den er så udtalt et eklektisk arbejde. Dr. Nils Wollin påviser i sin fine bog om Drottningholm, at Tessin som havekunstner altid arbejder efter forbilleder, haven ved Drottningholm er en dygtigt udført komposition, hvor hver eneste detaille er taget fra andre haver, og det samme gælder planen til Frederiksberg have. Egentlig skulde Tessin være den rette mand til at give kronprinsens intentioner liv, han havde 34 Ar sfesterne selv ti år før gennemrejst de samme lande og besøgt de samme haver og slotte. Hans plan kom imidlertid ikke til udførelse, hvad grunden nu kan have været. Det er vistnok temmelig sikkert, at Hans Hendrik Scheel tegnede de planer, som arbejdet udførtes efter. Ved en sammenligning af planerne springer det stærkt i øjnene, at medens Tessins plan har noget lidet stedfæstet, noget skematisk ved sig, så er Scheels plan lokalt bestemt. Her er omgivelserne med, den gamle prinsens gård, landsbyens huse og fasanhaven. Opdelingen er på en måde enklere, otte store busketter i et allésystem med tre øst-vestgående og fem nord-sydgående alleer. Men her er blevet plads til et teater, en lille labyrint og endelig et sted »hvor det gemene folk kan trække sig tilbage, når det behager herskaberne at promenere i haven«. Frederiksberg have har altså fra sin første begyndelse også været en folkepark. Man kan ikke lade være at spekulere over, hvor Scheel har fået sin inspiration til denne plan. Det er formodentlig første gang han optræder som havearkitekt, sikkert også sidste. Han kan naturligvis ikke på langt nær måle sig i dygtighed med Tessin, men han er alligevel ikke kommet til kort overfor opgaven. Jeg synes, at man kan sige, at dilettanten Scheel er mindre eklektisk end kunstneren Tessin. Frederiksberg have i sin oprindelige form kan minde meget om Herren- hausen i Hannover, men haverne er samtidige, tegnede på samme tid, så Scheel kan i hvert fald ikke have studeret Herrenhausen som et forbillede. Haven dér er anlagt af en fransk gartner, Martin Charbonnier, idet en hollandsk forsker dog har fremsat den antagelse, at franskmanden Daniel Marot skulde være den egentlige ophavsmand. Marot var særdeles virksom i Holland, hvor han planlagde mange haver i Le Notre’s stil, helt utænkeligt er det vel ikke, at han skulde være den egentlige skaber af begge anlæg, men foreløbig er det rent gætteri. Forbindelserne var imidlertid internationale den gang, kunstnerne havde faktisk hele Europa som arbejdsområde, og det gjaldt også dygtige havekunstnere. I 1699 begynder man på anlæget under slotsgartner Bruhns ledelse, og samtidig murer Ernst Brandenburger på det første slot, en beskeden bygning, midten af den nuværende havefløj. Arbejdet udførtes væsentlig af soldater, om ved 200 mand arbejder her om sommeren, betydelig færre om vinteren. Udgifterne i et år som 1700 synes at være om ved 6000 rigsdaler. Efter de gamle planer er det ikke vanskeligt at forestille sig den oprindelige Frederiksberg have. Den har været overordentlig yndig. Det mest karakteristiske var de lange alleer af lind. De var plantede i fire rækker, som treskibede alleer, midtalleen var dobbelt så bred som side­ alleerne. Bunden var græs. De otte busketter var hver især opdelt med korsgange og diagonalgange i otte trekanter. I midten af hvert busket var der en lille fin dam, formet af græs i profiler så fine som murværk. Alle gange havde vægge af høje avnbøgehække og græs som bund. Selve busket­ terne var tætte lunde af »allehånde vilde træer«, som malerisk voksede ud over hækkene. Mange forfattere har talt om den stive franske have, én har endog fortalt, at den i sin helhed var opfyldt af kongelige navnetræk i buksbom. De har slet ikke begrebet, hvor yndigt dette grønne kunstværk var, og de forstår derfor heller ikke, hvor tragisk det var, at den i 1799 ødelægges af slotsgartner Peter Petersen. I 1705 havde slotsgartner Bruhn på Frederiksberg en 22årig gartnersvend, der hed Johan Cornelius Krieger. Han rejser om ved den tid til udlandet, hvorhen kan man kun gætte om, men 1711 er han hjemme igen og ansættes som slotsgartner på Rosenborg. I Krieger fik Frederik den Fjerde en medhjælper af virkeligt format, vi kan vistnok roligt sige, at han var den største havekunstner, der har levet i Danmark. Årsfesterne 35

De første år har Krieger næppe udfoldet sig videre, der var krig i Norden, han har tænkeligt måttet koncentrere sig om arbejdet i Rosenborg have, hvor han måske slet ikke har ydet nogen særlig indsats. Men fra 1718 eller så oplever han nogle arbejdsrige år, der sætter sig store spor. Det første større arbejde er vistnok planerne til Fredensborg, men jeg vil gerne først nævne, at han om ved 1722 ændrer terrasseanlæget ved Frederiksberg. Fler havde Scheel formet et kom­ pliceret anlæg af mure og kascader, som hurtigt gik til, vel nok fordi uisoleret murværk ikke kan holde mod jordtryk og frostens påvirkninger i vort klima. Et overslag over en istandsættelse viser, at det vil blive meget dyrt at genopbygge det, og Krieger tegner da sin løsning, der både er smuk og gennemførlig. Det synes mig meget forunderligt, at han som havekunstner er sa fri af alle forbilleder, af al mode og skole. Selvfølgelig er han Le Notre’s elev og selvfølgelig må han arbejde i tidens formsprog, men han er ikke eklektiker som Tessin, han er personlig. Magister Hartman skriver om ham, at som så mange autodidakter havde han et sundt og uakademisk syn på tingene, men hemmedes af manglende arkitektonisk uddannelse. Hvorvidt dette er rigtigt for hans virk­ somhed som arkitekt tør jeg ikke sige, men hvor han arbejder med haver, tror jeg, at man må betegne ham som en overlegen kunstner. Han går til opgaverne som en mand i vore dage vilde gøre det. Han skeler ikke til moden, men er empiriker. Hvilke muligheder er der i det foreliggende tilfælde, hvordan kan dette løses. I Frederiksberg have står han overfor den opgave at udnytte højdeforskellen mellem slottet og den store have. Scheel havde tegnet mange forslag hertil, ingen var gode, heller ikke det, der blev udført og som nu var ødelagt af tid og vejr. Man har en fornemmelse af, at Scheel har søgt et forbillede, men Krieger arbejder ud fra en idé. Yderst på bakken måtte der være ramper, som fører veje op til slottet, når man kom fra byen kørte man ad Frederiksberg Allé, md gennem haven og op ad en af disse ramper, vel nok den østligste. Krieger fører et vandret plan ind midt i skråplanet, huler bakken ud, og fordeler højden i syv ramper eller terrasser, der danner et slags amphiteater med en kascade i midten. Det er meget klart og smukt gjort, og det er holdbart, altså også teknisk rigtigt. 1718-19 får Krieger en meget stor opgave. Det overdrages ham at tegne Fredensborg slot og have. Også her forekommer det mig, at vi ser hvor Krieger tænker klart og frit. Her var en lille skov, opdelt ved en stjerne, d. v. s. at syv udhugninger løb sammen i et fælles punkt. Det var et arrangement, som havde en vis hensigt af jagtmæssig art. Krieger udnytter dette eksisterende for­ hold, så det synes at være kompositionen. Slottet lægges i udhugningernes skæringspunkt, og foran hugges skoven bort i en halvcirkel, til en stor og lys have. Der plantes regulære lindealleer i udhugningerne, og der plantes en halvcirkelformet lindeallé i grænsen mellem have og skov. Midteralleen var den gang af samme bredde som de andre alleer, forandringen til et »tapis vert« skyldes Jardin et lille halvt hundrede år senere. Den halvrunde have havde en terrasse nærmest slottet, derefter buksbomparterrer i den nærmeste tredjedel og yderst bede, hvori der måske har været blomster, i så fald har det været pragtfuldt, men det er også muligt, at man dér har dyrket lave frugtplanter, køkkenurter, krydder- og lægeurter. Der var en særlig køkkenhave vest for slottet, der var menageri og meget andet. Vand og vandkunstner var der meget lidt af, Fredens­ borg fremtræder ikke som noget italiensk anlæg, det er vel snarest fransk i hele sit anslag, og dog vil det vistnok være umuligt at finde et forbillede i fransk havekunst. Det kan i sin ånd, men ikke i sin form, minde noget om samtidige arbejder af en franskmand, der hed Girard, og en franker, 36 Årsfesterne

Maximilian von Welsch. De arbejdede på lignende måde for den mægtige Schonborn slægt. Også i engelske haver kan der være noget af den samme måde. Man kan se det som en udvikling af Le Notre’s havekunst, udøverne finder frem til en sikrere opfattelse af de gartneriske og øko­ nomiske muligheder. Men jeg tror også vi har lov til at se det således, at Krieger var en kunstner, der fandt frem til en personlig og en dansk form. Samtidig med Fredensborg arbejder Krieger med en anden stor opgave, nemlig en have ved Frederiksborg. Det var sikkert det vanskeligste, han blev stillet overfor, men det blev, synes jeg, hans mesterværk. Her lå dette pragtfulde slot ude i en sø, isoleret og sig selv nok. Le Notre havde en lignende opgave i Chantilly, han løser den på sin måde, ser ganske bort fra slottet, det gør Krieger ikke. Han lægger en forholdsvis lille, 400 m lang og 100 m bred have øst for slottet, aksefast knyttet til dette. Terrænet har været nok så vanskeligt, det stiger stærkt mod øst, men haven er lagt på et bakkehæld med fald mod nordvest. Krieger former det til fire terrasser, fire vandrette planer, der er forbundne med ramper. Haven her må i første række ses som rammen om et kosteligt kascadeanlæg. Frederik den Fjerde ønskede sig stærkt et anlæg med noget af de italienske havers festlige vande, men oplevede mange skuffelser i så henseende. På Frederiksberg bruges der mange penge til fremskaffelse af vand, allehånde projektmagere tapper af partikulær­ kassen, men de tapper ikke meget vand i kongens bassiner og kascader. Ved Frederiksborg er det hele nok lykkedes bedre. Øst og nord fra kunde der ledes vand til hesteskodammen og det skønne ovale bassin, som Krieger lagde på det øverste plan, 14 meter over slotssøens vandspejl. Vi må tro, at her har kascader og spring virkelig kunnet spille og bruse i et rimeligt tidsrum, en time eller måske meget mere. Jeg burde klart og indlysende kunne gøre begribeligt, at denne have er Danmarks fineste klenodie i sin art, men jeg må desværre nøjes med at postulere. Den mand, der har formet den, har været af samme art som Ligorio, Vignola og Le Notre, han har kunnet, som de kunne. Hans værk er en oplevelse som Amalienborg, som Thorvaldsens og Kai Nielsens skulpturer og som vor malerkunsts bedste værker. Frederiksborg slotshave er et nationalmindesmærke, og det er ufatte­ ligt, at man har kunnet tænke sig at beskære eller forringe det ved nogle ligegyldige vejanlæg. I stedet burde det renoveres, at det igen blev en vandenes festsal. Det byder ikke store vanske­ ligheder. Økonomisk kan det vel gøres for et par hundrede tusinde kroner, et beløb, der sikkert vilde give særdeles gode renter. Æstetisk byder sagen heller ikke store problemer, og teknisk er vi så langt bedre stillede end i Kriegers dage. Vi har stærke rør, sikre pumper og yderige kraft­ maskiner. Besynderligt nok er det næsten altid vore herregårdshaver, der tales om i forbindelse med begrebet dansk havekunst. Men de kongelige lysthaver er dog aflangt større værd, de hører med til den europæiske havekunsts hovedværker. Jeg vil meget gerne, om denne lille tale kunne oplyse om den kendsgerning, jeg tror ikke, at dette er en almindelig opfattelse. Den største skat er Frederiksborg, men det er desværre en ruin, Fredensborg er vel den bedst bevarede, Frederiks­ berg er omdannet, men burde vistnok for visse deles vedkommende renoveres, resterne af Hørs­ holm have vil det være fristende at udnytte, og Kongens have i Odense kunde igen blive et lille kunstværk som i Kriegers dage. C. Th. Sørensen. AKADEMIRÅDETS VIRKSOMHED A f akademiinspektør Axel Bohn.

Akademirådet, der ifølge akademiets fundats styrer dette, varetager sager af meget forskellig art. Rådets arbejdsmetode er at nedsætte dels en række stående udvalg og dels specielle udvalg til specielle sager. De stående udvalg behandler automatisk visse sager, inden de forelægges rådet, men også sager, som rådet specielt ønsker behandlet af et sådant udvalg. Det er reglen, at udvalgsindstillinger forelægges det samlede råd til godkendelse, men enkelte udvalg har dog fuldmagt til at træffe endelig beslutning i visse sager på rådets vegne. Udvalget kan dog heller ikke i disse tilfælde optræde udadtil, men det er akademiets direktør, som på rådets vegne bringer udvalgsbeslutningen til udførelse. Som årligt tilbagevendende sager kan nævnes tildeling af medailler: Eckersberg Medaillen, Guldmedailler, evt. Thorvaldsens Medaille, C. F. Hansens Medaille og Akademiets Sølvmedaille. Endvidere tildeling af og indstilling til præmier, stipendier og legater, jfr. i det hele nedenfor side oo. I denne forbindelse kan nævnes at akademiet just har fået overdraget tildeling af Fru Valborg Rigenstrups Legat, stort henved 74000 kr., hvis renter skal tilfalde unge kunst­ malere. Ifølge akademiets fundats er dette statens rådgivere i kunstneriske spørgsmål. I denne egenskab har akademiet fra undervisningsministeriet modtaget sager til erklæring, dels i spørgsmålet om bevilling af midler til en fornyelse af Sonnes frise på Thorvaldsens Museum, dels i spørgsmålet om ved budgettering af statsbygninger at afsætte et beløb til kunstnerisk udsmykning af disse samt disse beløbs anvendelse, og dels om det ny forslag til Lov om Forfatter- og Kunstnerret. Angående frisen udtalte akademiet, at dens kunstneriske værdi gør det nødvendigt at hindre, at den går til grunde, at dette næppe kan ske på stedet, men kræver en nedtagning og opbevaring i værdige omgivelser, hvor den er tilgængelig for offentligheden, at frisen spiller en afgørende rolle i hele museets arkitektoniske virkning, og at fornyelsen derfor bør ske i forbindelse med en samlet restaurering af museets ydre facader, samt at muligheden for en tilfredsstillende genskabelse af frisen øges ved, at Sonnes arbejde ikke i udførelsen var personligt, men blev gjort af medhjælpere efter de endnu eksisterende kartoner, således 38 Akademir å det at genskabelsens kvalitet i det væsentlige er afhængig af de udførendes træning og ind­ levelse i den anvendte tegnemåde og kunstværkets ånd. Idet akademiet har erklæret sig villig til at bistå ved vurderingen af nye skitser til genskabelse af frisen, har det anbefalet at der bevilges midler hertil. Angående anvendelsen af eventuelle bevillinger til kunstnerisk udsmykning af stats­ bygninger, hvilken sag oprindelig er rejst af akademiet, har dette erklæret sig villig til gennem et særligt udvalg at bistå ved løsning af sådanne opgaver. Angående lovforslaget om kunstnerretten har akademiet i samråd med kunstnere udenfor rådet stillet forskellige forslag til forbedring af kunstnernes rettigheder. Rådet tager også selv initiativet i kunstneriske spørgsmål af almen interesse. Man har således efter forhandling og korrespondance med undervisningsministeriet opnået, at der fastsættes bestemte grænser for, i hvor stort omfang provinsmuseerne kan sælge de dem betroede kunstværker, ligesom man, efter at nogle i et provinsmuseum beroende arbejder var blevet ødelagt, har opnået, at undervisningsministeriet har ind­ skærpet samtlige provinsmuseer deres pligt til i videst muligt omfang at værne de dem betroede kunstværker mod overlast og anden beskadigelse. Endelig har akademiet udtalt sin betænkelighed ved, at en del af Søndermarken blev afspærret for at inddrages under Zoologisk Have. Når der blandt akademirådets 36 medlemmer ikke er enighed om en sag, er det ofte vanskeligt at træffe dten afgørelse, der nærmest rammer rådets anskuelser med særlig hen­ syntagen til de medlemmer, hvis synspunkter i de enkelte tilfælde må anses for særlig afgørende. Akademiet har derfor en række reglementer om, hvorledes afstemningen foregår, og rådet har stadig et vågent øje for, hvorledes retfærdighed til alle sider bedst opnås. Til dette formål har akademiet foreslået og undervisningsministeriet godkendt æn­ dringer i reglementet for valg til akademiråd og jury samt ændringer i afstemningsreglerne ved indstillinger om besættelse af professorater og docenturer ved akademiet samt ved tilkendelse af guldmedailler. Akademirådet har tilsyn med undervisningen på skolerne og delegerer derfor nogle af dets medlemmer til at tiltræde skolerådet. Akademirådet har indstillet til undervisningsministeriet, at der oprettes nye pro­ fessorater i følgende fag:

1. Opmåling og arkitekturstudium. 2. Skriftanalyse og skriftæstetik. 3. Landbrugsbyggeri. 4. Fresco og mosaik.

Docenturet i billedkunstens historie er blevet besat med Aksel Rode. Akademirådet har indstillet til undervisningsministeriet, at der ved akademiet etableres en prøve for havearkitekter. Akademir ådet 39

Med hensyn til undervisningen iøvrigt henvises til artikler fra lærerne i de følgende afsnit. Akademirådet vælger delegerede til at tiltræde en række udvalg og bestyrelser, og efter at rejsevaluta kun kan bevilges af nationalbanken, er akademiet dennes rådgiver for kunstneres vedkommende. Akademiet har også visse repræsentative pligter, f. eks. udnævnelse af overordentlige medlemmer af rådet, jfr. side 20. Skolerådets formand, professor Kræsten Iversen, har således repræsenteret akademiet ved 100 års dagen for Finlands Konstakademis Skole og akademiets direktør, pro­ fessor Edvard Thomsen, har repræsenteret akademiet ved »Architectural Association« 100 års jubilæum. GERNER KAJBERG: MODEL (KRÆSTEN IVERSEN)

JØRN IVERSEN: MODEL (KRÆSTEN IVERSEN) INGER ARENDAL JØRGENSEN: MODEL (AKSEL JØRGENSEN)

AKADEMIETS SKOLER MALERSKOLEN Professorerne Kræsten Iversen. Aksel Jørgensen. Vilhelm Lundstrøm. Docent Elof Risebye, freskoskolen.

I den forløbne periode er der ingen principiel forandring sket vedrørende undervis­ ningen på akademiets malerskoler. Denne følger, som det er akademiets tradition, en naturalistisk realistisk linie, nuanceret efter de forskellige læreres personlighed. Der har været undervist i modeltegning, maling efter model og stilleben og komposition. En gang ugentlig lørdag kl. 1-2 er der holdt forelæsning over den danske kunst-skole, dens forud­ sætninger i landet selv og dens forhold til kunststrømningerne i det øvrige Europa. Disse forelæsninger er afholdt af professor Aksel Jørgensen. På eget initiativ, ved personlige tilskud og med støtte af staten og Ny Carlsbergfondet har eleverne fra maler- og billed­ huggerskolen foretaget to studierejser, 1947 til Holland og 1948 til Paris. Hver rejse har varet en månedstid og er blevet ledet af professor Lundstrøm. Akademiets maler- og billed­ huggerskoler bringer staten og Ny Carlsbergfondet sin bedste tak. Aksel Jørgensen VERNER SØRENSEN (AKSEL JØRGENSEN)

HANS E. SJØSTEDT TILK. AKAD. MINDRE GULDMEDAILLE HANS CHRISTIAN HØJER TILKENDT AKADEMIETS SØLVMEDAILLE ( e LOF RISEBYE)

SVEND OKKELS (LUNDSTRØM) BILLEDHUGGERSKOLERNE

Professorer: Einar Utgon-Frank og Johannes Bjerg.

Professor Utzon-Franks skole på Charlottenborg har jo forlængst fundet sit leje, og professor Frank mener, at der ikke er noget særligt at meddele fra den. Undervisningen har gået jævnt og støt som sædvanligt, og at eleverne har haft udbytte af den viser både deres vedhængen ved skolen, og at 8 af hans elever i det forløbne tidsrum siden sidste årsskrifts fremkomst, har dygtiggjort sig, så man har kunnet tildele dem den mindre guldmedaille. For skolen i Frederiksholms Kanals vedkommende har disse første år af dens levetid naturligvis været bevægede. Den er jo begyndt på bar bund, og har måttet tilrettelægge undervisningen og indrette alt fra begyndelsen. Det har knebet og kniber fremdeles at få det nødvendige materiale til undervisningen, og lokalerne har vist sig ikke at være ideelle hvad rum, lysforhold og pladsforhold angår. Navnlig har skolen i sin hidtidige levetid i højeste grad savnet istandsættelse og indlæggelse af fjernvarme i den pavillion i gården, der er blevet den overladt. Især savnes det lille værksted, der findes i pavillionens stue­ etage, og som skal anvendes til gibsstøbning. Man har således måttet transportere alle figurer til den anden skoles gibseri, hvilket har været både tidsspildende og dyrt. Endvidere er det meget uheldigt, at eleverne af samme grund intet frokostrum har og intet sted, hvor der kan gives tegneundervisning. Vi håber nu meget på, at bevillingen snart vil komme. Når der så bittert savnes skolemateriel, skyldes dette i nogen grad den måde, jeg efter­ hånden har ment, at undervisningen burde tilrettelægges på. Jeg har ikke fundet modellering i meget lille format efter model tilfredsstillende for elevernes uddannelse og er derfor for de lidt ældre elevers vedkommende gået over til at lade dem modellere i et større format — indtil statuer i naturlig størrelse. Dette muliggør, ja kræver en større indtrængen i formbehandlingen, og dygtiggør således på bedre måde eleven. I de sidste eftermiddagstimer har eleverne øvet sig i at komponere på egen hånd og har således udført en del skitser. Nogle gange i løbet af vinteren samles eleverne i mit hjem, hvor jeg da indleder en diskussion om et eller andet emne, vi er stødt på ved undervisningen. Denne form har i JØRN THOMS STATUE TILDELT AKADEMIETS MINDRE GULDMEDAILLE NIELS FRANDSEN: STATUE TILDELT AKADEMIETS MINDRE GULDMEDAILLE VALD. FOERSON HEGNDAL: UNG MAND TILKENDT AKADEMIETS GULDMEDAILLE 48 Billedhuggerskolerne

flere henseender vist sig nyttig og har fremmet mit kendskab til den enkelte samt gavnet kammeratskabet hos dem indbyrdes. I fremtiden håber skolen meget på, at der må kunne fremskaffes materialer — sten og tr

DEN GRAFISKE SKOLE Professor Aksel Jørgensen.

I de forløbne tre ar har skolen udført sit arbejde som det eksperimentalsted det bør være for den grafiske kunsts tre teknikker, radering, litografi og træsnit. Under trange og vanskelige vilkår er dette arbejde bleven udført; manglen på råmaterialer har været meget følelig her som andre steder, hvor disse fag udøves; vor skoles materialer er de samme som for en kemigrafisk anstalt, for et kobbertrykkeri og for et bogtrykkeri. Navnlig har vi stærkt mærket savnet af papir og metal. Kobber har det været umuligt at opdrive, og zink har været stærkt rationeret. Desuagtet er det lykkedes, takket været assistent ved skolen, maler og grafiker Holger J. Jensens årvågenhed og gode administration, at holde skolen i gang, og grafisk kunstnersamfunds udstillinger, såvel i Sverige og Norge som på Charlottenborgs efterarsudstilling, hvor skolens indflydelse er ret stor, viser, at på trods af vanskelighederne hævder den danske grafiske kunst sig jævnsides vore stamme­ frænder fra de fire nordiske lande. Disse udstillinger viser tillige, at Danmark gennem de sidste 30 år har udviklet en særegen grafisk stil, der på den smukkeste måde går ind 1 en nordisk samklang, hvor hvert lands karakteristik indenfor den grafiske kunst bliver mere og mere mærkbar. Da enhver lejlighed, hvor et lille land kan manifestere sin levedygtighed, er af betydning, turde også disse interskandinaviske udstillinger være af stor betydning, og jeg vil på denne plads takke grafisk kunstnersamfund, dets bestyrelse og dets to formænd i den forløbne periode, maler og grafiker Franz Henriques og nu maler og grafiker Hjort-Nielsen for deres indsats for den danske grafiske kunst i samarbejde med Kunstakademiets grafiske skole. Når det på den anden side har været muligt for den danske grafiske kunst at hævde sig så smukt i konkurrence med så fremragende grafiske kunstnere, som de øvrige nordiske kunstnere er, må man give den grafiske skoles eksistens en stor andel i dette resultat. Ved denne administration af evnernes samarbejde er de grafiske tanker bievne os klarere, og ved eksperimenternes udveksling er vore kundskaber om de tekniske muligheder forøgede. Hvor der tidligere var en tilfældig grafisk kunst udøvet af enere, der sjældent udvekslede tanker og erfaringer, er der nu et kollektivt arbejde igang, hvor netop den store evne nyder godt af samarbejdet, da den grafiske teknik på mange måder er et kollektivt foretagende. Dette, og tillige at der findes et sted, hvor kunstnere, der ikke kan have de store maskiner i deres atelier, kan få deres grafiske ideer udført, turde Den Grafiske Skole 49 være et bevis på denne skoles eksistensberettigelse, ja nødvendighed, så sandt som den grafiske kunst i de store kulturlande indtager et agtet og højt stade jævnsides de øvrige kunstarter. Som kulturland har vi derfor pligt til at ville hævde os på dette område, da Danmarks kunstnere ejer naturlige evner for denne kunstart. Imidlertid fører denne skole en tilværelse, hvad organisation og lokaler angår, der på ingen måde står i forhold til den betydning, den har tilkæmpet sig. Skolen er stadig en skole, hvis ledelse er underlagt en af malerskolens professorer, og såfremt der ingen grafikere findes mellem disse, har den ingen ledelse. Det vil da være naturligt, at man nu, da jeg som skolens leder og som skolens stifter snart afgår som professor, får disse forhold ordnet. Således som arbejdet i de sidste 15 år er tiltaget på malerskolerne, hvor elevtallet er steget til mellem 40-50 elever, er det bleven menneskeligt umuligt samtidig at udvikle eller blot vedligeholde en så krævende kunstart, som den grafiske kunst er. Det vil da være et skyldigt hensyn man tager til en skole og en kunstart, som har bevist sin eksistensberet­ tigelse ved egen hjælp, at skabe denne skole en selvstændig tilværelse med egen ledelse, kunstnerisk og teknisk, ved oprettelse af en stilling, hvorved det kunstneriske, tekniske og administrative ansvar forenes. Som ovenfor sagt, har jeg også i de sidste forløbne tre år — kunstnerisk og administra­ tivt — været ansvarlig for skolen, og maler og grafiker Holger J. Jensen har som assistent besørget den tekniske undervisning i radering og litografi. Personlig har jeg skoleåret igennem en gang ugentlig, tirsdag aften fra kl. 18,15-19,45, holdt forelæsninger med lysbilleder over tegningens tekniske og kunstneriske opbygning. Skolen har i de forløbne år været besøgt af mange studerende fra de norske, svenske, finske og islandske skoler. Aksel Jørgensen. 50 Billedhuggerskolerne

ANATOMISKOLEN Docent, dr. phil. Hjalmar Friis.

Undervisningsarbejdet er i det forløbne Treaar— 1946- 49 — gaaet sin rolige Gang under stadig, stærk Tilslutning af nye og gamle Elever og et stort Antal Hospitanter fra Sydsles­ vig, Island, Norge og Sverige. Sædvanlig møder 25-30 Elever, men i Januar-Marts er Mødeprocenten større, og oftenaar Elevantallet op over 40, et Antal, de trange Lokaleforhold ikke kunde tage. Det maa derfor betegnes som et væsentlig Fremskridt, at Skolen i Januar 1947 fik Raadighed over »Vævestuen«, et mindre Lokale, der ligger i Fortsættelse af Anatomilokalerne. I Lokalet opstilledes to Langborde med Stole, og her foregaar nu Kalkeringsundervisningen med de nye Elevhold og Studietegning efter Stein’s lille Ecorché og de mindre Præparater (Kranier, Bækken, Enkeltdele af Ben- og Arm-Skelet). I Februar 1940 ændredes Anatomiundervisningen, idet Semestret skulde indledes med Kalkering af et Sæt Forteg­ ninger efter Paul Richer’s Anatomie Artistique. Det har stadig været vanskeligt indenfor rimelig Tid at faa afsluttet denne Kalkering, der ialt omfattede 19 Tavler. Spørgs- maalet blev derfor paany drøftet i November 1946, og der vedtoges en Forenkling, der tegnes nu kun 14 af Richer’s Michelangelo: Proportionsfigur. Skelet- og Muskeltavler. Disse kalkerede Blade samles med (Dell'Antonio: Verhaltnislehre indføjede, trykte Tekstblade til et hæftet Anatomiatlas. 4.udg. s. 27 f.). Som Erstatning for de udgaaede 5 Tavler er nu indsat et Par indledende Tryksider med Gengivelser af Anatomi- og Proportionsfigurer, som Eksempel henvises til Studietegning af Michelangelo. Til Brug for Undervisningen i Dyreanatomi suppleredes dette Anatomiatlas med en kort hippologisk Vejledning med Gengivelser af Proportionsmaal, Skelet, Overflademuskulatur og Regionsydrelære hos en Hest. Dette Samlehæfte, hvortil Eleverne har ydet deres Indsats, er et nyttigt Anatom- Kompendium. Beskedne af Omfang er de her nævnte Fremskridt, en gennemgribende Nyordning og Bedring af Anatomiskolens Forhold med udvidet Undervisningsplan, egne Lokaler og Bevilling til Udarbejdelse af en Kunstanatomi staar stadig som Fremtidens Maal.

Hjalmar Friis. BYGNINGSSKOLEN Dekan: Professor Steen Eiler Rasmussen.

Professorer: Kay Fisker. Kaare Klint. Steen Eiler Rasmussen. Palle Suenson. Edvard Thomsen.

Docent: Mogens Koch i opmåling og arkitekturstudium.

Lektor: C. Th. Sørensen i havekunst.

Årene fra april 1946 til april 1949 har været rolige arbejdsår for Bygningsskolen efter krigstidens vanskeligheder. Som oplyst i beretningen 1940-46 side 117 blev der i 1945 optaget 12 norske studerende i forskolens A klasse, og da man samtidig måtte prøve på at opsamle elever, der normalt skulle have gået på skolen, men ikke havde kunnet komme de sidste krigår, blev der i 1945 oprettet en ekstra A klasse på forskolen på ialt 20 elever. Det har efterhånden, som den rykkede op, ført til en del forskydninger og udvidelser af de klasser, eleverne gennemgik. 1946-47 var der 60 elever imod normalt 40 i B klassen, 1947-48 var der 96 elever i hovedskolens første klasse mod normalt 80, og i 1948-49 var det hovedskolens anden klasse, der blev forøget. Der er ydet særlige bevillinger til inventar og til lærere til denne forøgelse, der måtte blive midlertidig, da klasselokalernes antal ikke kan forøges. I 1946 modtog Akademiet igen en række henvendelser fra norsk side om optagelse af elever, og det blev af undervisningsministeriet bestemt, at man skulle optage 4, d. v. s. 10% af de danske elever, idet man mente, at en sådan mindre forøgelse måtte man kunne skaffe plads og lærere til uden særlige bevillinger. Også i 1947 og 48 har man hvert år optaget 4 norske studerende udover det normale antal elever. Det har imidlertid vist sig, at selv denne lille forøgelse af klassekvotienten i forskolen i væsentlig grad forringer undervisningens kvalitet, og fra 1949 er det derfor hensigten kun at optage det normale antal, nemlig 40. Antallet af ansøgere til både forskolen og hovedskolen har været i stadig stigen. Efter det gældende reglement skulle i og for sig alle ansøgere til forskolen, der havde matematisk­ naturvidenskabelig studentereksamen eller havde bestået optagelsesprøven til Danmarks tekniske Højskole eller en dertil svarende prøve være berettiget til en plads på skolen, når de havde gennemgået et nærmere foreskrevet kursus i projektionstegning og frihånds- 52 By gni ngs skolen

tegning. Imidlertid har man i en årrække kun kunnet optage en brøkdel af ansøgerne, og man har derfor måttet prøve på at sigte dem, således at man optog dem, der måtte anses for at være de bedst kvalificerede. Det har vist sig meget vanskeligt at finde frem til et fornuftigt og velbegrundet system for en sådan sigtning. En overgang (o. 1935) så man væsentligt på de studerendes studentereksamenskarakterer. Men da man fik det indtryk, at de dels var givet på et noget forskelligt grundlag efter de skoler, studenterne kom fra, dels at man ikke ud fra studentereksamen kunne danne sig noget skøn om elevernes særlige egnethed til at blive arkitekter, er man kommet ind på i stadig højere grad at benytte selve det foreskrevne optagelseskursus til sigtning af aspiranterne. Til fagene projektionstegning og frihåndstegning har man føjet statik og skrift, således at man får en noget bredere basis for en bedømmelse og flere lærere til at udtale sig om aspiranterne. Undervisningen på dette kursus er meget koncentreret, og gennemgående har eleverne alle fire fag hver dag. Man har delt dem i mindre og mindre hold for at lærerne kunne få bedst muligt kendskab til dem i de fire uger, kursuset varer. Ved optagelsen i 1948 var man nede på en holdkvotient på under 15. Hver elev får både en månedskarakter og en prøvekarakter for hvert enkelt fag. Derudover bedømmer man dem dels efter de karakterer, de har fået på skoler, de har frekventeret tidligere, dels efter hvad de måtte lægge frem af egne arbejder, de har udført f. eks. i form af frihåndsskitser, malerier, modeller etc. Endvidere har man fra år til år givet særlige opgaver, som skulle besvares enten skriftligt eller på anden måde for derigennem at kunne få dokumenteret evner og anlæg, som ikke kom frem ved de normale prøver. Umiddelbart skulle man tro at man ved at tage eleverne ind til en under­ visning, der nogenlunde svarer til den, man giver på skolen, og se hvordan de modtog den, kunne finde frem til en bedre udvælgelse end ved blot at ordne dem efter studenter­ eksamenskarakterer. Imidlertid viser det sig, at da ivrigheden efter at komme ind svarer til det meget store antal aspiranter, finder de hurtigt ud af at dygtiggøre sig i netop det, de bliver prøvet i, hvorved det bliver vanskeligere at bedømme deres evner. Først efter en årrække vil man være i stand til at vurdere værdien af den metode, der nu anvendes ved optagelsesbedømmelsen. Fra skolens side er man interesseret i at finde frem netop de aspiranter, der på et eller andet område er i besiddelse af særlige evner og helst evner, som er af betydning for en arkitekt. Gennem dekankontoret fører man nu en omhyggelig statistik over optagelsesprøvernes resultater. Man kan senere sammenligne dem med de indtryk, man har af eleverne på de efterfølgende trin, og vil efterhånden kunne se, om de ved afgang og endda som praktiserende arkitekter ude i livet svarer til de forventninger, man har stillet til dem ved optagelsen. Bygningsskolens dekan har undersøgt, om man i udlandet anvender bedre metoder til en sortering af aspiranterne, og man har også forhandlet med professor i psykologi ved universitetet Edgar Rubin om spørgsmålet, men man har foreløbig ikke kunnet nå videre end til de beskrevne prøver og til studier af, hvordan de virker. På skolen er undervisningen foregået efter de allerede i forvejen afstukne linjer. Der er dog sket mindre ændringer, der alle går ud på at skabe en større sammenhæng i undervis- By gnings skolen 53 ningen fra klasse til klasse. Hidtil har man haft statik i henholdsvis forskolen og på Teknisk Skole, men ikke i hovedskolens første klasse, mens større konstruktioner er blevet gennem­ gået i hovedskolens anden klasse. Det er nu blevet indført, at der også i hovedskolens første klasse er både forelæsninger og opgaver i statik, således at dette fag følger op gennem alle de faste dagskoleklasser. Nogle af de opgaver i perspektiv, som tidligere blev løst i hoved­ skolens første klasse er fra 1947 blevet lagt i hovedskolens anden klasse i forbindelse med faget arkitekturstudium, således at der i hovedskolens første klasse bliver mere tid til at indøve en ren praktisk perspektivtegning i forbindelse med de projekter, der arbejdes med i årets løb. Også frihåndstegningen søger man at give nærmere tilknytning til byg­ ningsfagene og en vis realistisk betoning, således at eleverne f. eks. øver sig i at tegne rigtige træer i stedet for mere eller mindre fantastiske signaturer for træer o. s. v. Det ledige docentur i arkitekturens historie er ikke blevet besat. I efteråret 1946 blev der afholdt en række forelæsninger af indbudte gæster, som en oversigt over bygnings­ kunstens historie, nemlig følgende: Lektor Jens A. Bundgaard og arkitekt Helge Finsen om græsk arkitektur. Dr. Vagn Poulsen om romersk arkitektur. Professor Erik Lundberg, Stockholm, om byzantinsk og romansk arkitektur. Magister Otto Norn om gotisk arkitektur. Museumsinspektør Jørn Rubow om Andrea Palladio. Dr. phil. Karl Berger om den store italienske barok. Professor Ragnar Josephson, Lund, om den franske barok og klassicisme. De følgende år er der blevet holdt forelæsninger af arkitekt Helge Finsen, dr. Otto Norn og museumsinspektør Jørn Rubow. Med hensyn til skolens lokaler er den eneste større ændring, der er foregået i de forløbne tre år, at festsalen er blevet indrettet til en foredragssal, der kan rumme omkring 300 tilhørere. Den anvendes til Bygningsskolens åbning den 1. oktober, hvor alle skolens elever samles, endvidere til forelæsninger over billedkunstens og arkitekturens historie, som er fælles for alle klasser, samt til gæsteforelæsninger og ved andre lejligheder, hvor man ønsker at samle skolens elever. Det nye inventar til festsalen er tegnet af professor Kaare Klint. En nydannelse — udenfor undervisningen, men i tilknytning til skolen — har man i den børnehave, der er oprettet for elevers børn. Den har kun dårlige vilkår i et lokale i »Stærekassen« ved siden af forskolens frokoststuer. Man har fra skolens side ikke nogen statistik over elevernes private forhold, men det kan siges i al almindelighed, at gennemgående gifter de sig i en yngre alder end tidligere, og der er derfor et problem med at skaffe, særlig de kvindelige elever med børn, tilstrækkelig arbejdsro, og dertil synes børnehaven at være et udmærket middel. Da lokalet er så lille, må der ialt kun være 7 børn. Der er brug for en større børnehave, og det vil blive billigere for de enkelte, hvis man kunne skaffe plads til flere børn, men det har hidtil ikke været muligt at finde et bedre egnet lokale. Professor Steen Eiler Rasmussen fungerede som dekan i funktionsperioden 1946-49 54 By gningsskolen

og den administration, der er knyttet til dekanordningen, er stadig blevet mere udbygget. I 1946-47 har arkitekt Thyge Arnfred været knyttet til dekankontoret, i 1947-49 arkitekt Mogens Biilmann foruden fru Ida Bech Dwinger, der også har fungeret som sekretær for arkitektskolens forskellige udvalg. I de sidste år har der i udlandet været en stigende interesse for den danske arkitektskole. Der har således foruden de norske studerende været hospitanter fra Sverige og Amerika. Steen Eiler Rasmussen.

UNDERVISNING I LANDBRUGSBYGGERI I H. 2. 1948-49 I professor Edvard Thomsens afdeling i hovedskolens 2. klasse blev der i skoleåret 1948-49 undervist i landbrugsbyggeri. Professor Thomsen blev ved denne undervisning assisteret af landbrugskandidat og arkitekt A. Wagner Smitt. Der blev, med adgang for samtlige studerende i hovedskolens 2. klasse, holdt forskellige forelæsninger omhandlende landbrugsbyggeriets problemer, og derudover blev der givet et mindre antal elever lejlighed til at udføre landbrugsbygninger som hovedopgave. Der meldte sig frivilligt 9 elever til denne opgave. En faldt fra på grund af sygdom, men de øvrige fulgte samtlige forelæsninger og udførte såvel forstudier som selve opgaven med stor interesse. Der blev holdt følgende forelæsninger: Professor Edvard Ihomsen forelæste om landbrugsbygninger og om betydningen af deres tilpasning til naturen. Arkitekt Knud Brücker forelæste om sit arbejde med landbrugsbyggeri. Arkitekt Wagner Smitt gav en kortfattet orientering om de vigtigste tekniske problemer i nutidigt landbrugsbyggeri. Professor Rosenstand-Schacht, Landbohøjskolen, holdt 2 forelæsninger om anvendelsen af maskiner og tekniske hjælpemidler i og i tilknytning til landbrugets bygninger. Professor K . Skovgaard, Landbohøjskolen, forelæste om landbrugsbyggeriets økono­ miske forudsætninger. Alle foredrag var med lysbilleder, og efter hver forelæsning var der diskussion og adgang for eleverne til at stille spørgsmål til foredragsholderen. Hver af de elever, som havde ønsket landbrugsbyggeri som hovedopgave, valgte et eksisterende landbrug som grundlag for sin opgave. Denne gik ud på, at man efter en tænkt brand skulle projektere helt nye bygninger. Der blev anskaffet et generalstabskort over ejendommen i mål 1:20000, og i juleferien besøgte eleverne hver sit valgte landbrug, hvor de ved samtaler med ejeren om gårdens drift, besætningen, maskinerne m. m. og ved opmålinger og terrænundersøgelser skaffede sig et grundlag for udarbejdelsen af et bygge­ program. Der blev valgt landbrug i følgende størrelser: 3 stk. på 30-35 ha, 2 stk. på 50-55 ha, 1 stk. på 80 ha, 1 stk. på 120 ha, 1 stk. på 240 ha. Bygningsskolen 55

5 brug var beliggende forskellige steder på Sjælland, 2 brug var beliggende i Randers amt og 1 brug i Sønderjylland. Forarbejdet bestod herefter dels i litteraturstudier, idet al den vigtigste danske og noget udenlandsk litteratur om landbrugsbyggeri blev fundet frem, og dels i samtaler med Wagner Smitt, hvorunder det endelige byggeprogram for hver ejendom blev fastlagt og principperne for dimensionering af opbevaringsrum, siloer, møddinger og ajlebeholdere m. m. blev gennemgået. Endvidere blev der afholdt en udflugt i biler til Nordsjælland med besøg på statens gårde ved Hillerød, Vilhelmsro ved Fredensborg og Abellund i Bistrup. Som hovedretningslinie for udarbejdelsen af projekterne, blev der lagt megen vægt på, at hver enkelt elev arbejdede efter det mål at projektere bygninger, om hvilke man kunne forvente, at de ville bidrage bedst muligt til en sund økonomi i den pågældende landbrugs­ bedrift. Det vil sige at der ønskedes forslag til landbrugsbygninger, som samtidigt med at være fornuftigt planlagte såvel m. h. t. grundplan som konstruktioner, materialevalg og mulighederne for en enkel mekanisering af arbejdet også skulle kunne bygges for en billig og rimelig pris. Endvidere blev der arbejdet med at tegne bygninger, som ved deres ydre kunne tænkes at glide ind i landskabet på en harmonisk måde, og på at få såvel stuehuse som avlsbyg­ ninger anbragt praktisk, smukt og naturligt på arealet. Da eleverne viste stor interesse for de nævnte spørgsmål, lykkedes det at opnå enkelte helt gode forslag og 7 af de 8 elever afleverede antagelige arbejder. Hvert forslag bestod af generalstabskort over arealet, byggeprogram, planer, snit og fagader i mål 1:200, beliggenhedsplan i mål 1:500, hovedsnit samt planer og snit af fodercentraler, mælkerum o. 1. i mål 1:50 og 1:20, samt isometriske afbildninger ell. perspektiver. Arbejdet blev afsluttet med en kritisk gennemgang for alle 8 elever, med en fremdragelse af hVert enkelt forslags fordele og mangler, særligt med hensyn til dets land­ brugsmæssige værdi. Der er arbejdet med at få staldene således placeret, at hver stald let kan udvides, dersom der skulle blive behov for det. Endvidere er der arbejdet med store roehuse og tårnsiloer til ensilering anbragt så bekvemt som muligt for staldene og således indrettede, at en mekanisk fyldning f. eks. m. transportør let kan foregå. Det gælder for alle projekterne, at der er regnet med fast tærskeplads m. kornsiloanlæg og haimtransportanlæg som basis for direkte tærskning fra marken. Egentlig lade bliver herved delvis overflødig, men man har brug for opbevaringsplads til halmen og til hø. Der har været arbejdet efter to forskellige hovedprincipper med hensyn til anbringelsen af denne plads. Enten er der, som det endnu normalt gøres i praksis, projekteret stalde med opbevaringspladsen på loftet, hvilket kræver en stærk, brandsikker og dyr etage­ adskillelse, eller der er arbejdet med stalde uden opbevaringsloft med opbevaring af halm I" I Kvc&msUo LUt^ccJc/ungsoLo 1 111 TTTTTI 0 0 0 1 I 1 ffø-og ttaLsnLoft I I I H. BANK RASMUSSEN: SØNDERJYSK GÅRD PÅ 125 HA 1 Øverst isometri af hele anlæget. Nederst planer af avlsbygning 1:500, nord opad

1 I 1 r r r ^ r r r r m Loftsfilan

O 9 i t NAGEL LARSEN: SJÆLLANDSK GÅRD PÅ 50 HA Øverst skråprojektion af anlæget. Nederst stueplan 1:1000 5^ Bygningsskolen og hø i laderum ved siden af staldene. Hvilken løsning, der prismæssigt og arbejdsmæssigt bør foretrækkes, er endnu ikke helt afklaret. Der medtages her to eksempler på elevarbejder, idet der gengives grundplan af avls­ bygninger og isometrisk afbildning af hele anlæget. Det første, som er udført a f H. Bank Rasmussen, er et forslag til en sønderjysk gård på 120 ha, hvor der foruden alm. kvæghold også opdrættes stude. Der er staldplads til 35 malkekøer, 50 stude og 40 ungdyr, 6 grisesøer og 70 fedesvin samt to heste. Det er blevet til en typisk een-længet gård med stråfoderopbevaringen oven på staldene. Tærskeværk og presser er anbragt på tværs i bygningen i dennes østlige ende. Halmen skydes fra halmpresseren ved hjælp af et sving op på en halmbane, som forløber på langs af bygningen helt oppe under tagkippen, således at den kan transportere halmen til opbevaringspladsen over staldene. Kornsiloanlæget er rigtigt anbragt lige ved siden af tærskeværket. I forbindelse med dette er der kværnrum på loftet, opbevaringsplads til kraftfoder og siloer til malet korn og færdigblandet kraftfoder. Disse har udløb over foder­ gangen, således at foderet kan løbe direkte ud i fodervognene. Kornsiloanlæget udgør i forbindelse med roehuset og tårnsiloerne en foderafdeling, hvorfra alt foder kan udbringes til staldene ved hjælp af et hængebaneanlæg, d. v. s. på fodervogne, som er ophængt på en køreskinne under loftet. Mødding og ajlebeholder er anbragt på nordsiden af bygningen, som er indrettet således, at al kørsel og færdsel kan begrænses til gavlene og nordsiden, hvorved opnås at have og folde kan lægges direkte op til bygningens sydside. Det andet eksempel, der er udført af B. Nagel Larsen, er et forslag med stalde uden opbevaringsloft. Nagel Larsen har arbejdet med en sjællandsk gård på 50 ha, med plads til 25 malke­ køer, 20 ungdyr, 7 grisesøer, 100 fedesvin og 2 heste. Som midtpunkt er anbragt en fodercentral. Den indeholder roehus, ensilagesiloer, kornsiloer m. m. og den faste tærskeplads, som er på loftet over roehus og foderrum. Staldene udgår fra fodercentralen, kostalden mod vest og svinestalden mod øst. Man har herved opnået kort fodertransport og god mulighed for at forlænge hver af staldene. Laderummet går fra fodercentralen mod syd, kan ligeledes forlænges efter behov, og er således beliggende at halmen let kan skydes på slidske fra halmpresseren ind i dette, hvorfra den atter let kan transporteres til staldene på hængebanevogne som besørger al fodertransporten. Mødding og ajlebeholder er ligesom ved det forrige forslag anbragt ved bygningernes nordside, og al kørsel og færdsel er begrænset til at skulle foregå på denne side.

A. Wagner Smitt. By gnings skolen 59

UNDERVISNING I OPMÅLING OG ARKITEKTURSTUDIUM

Docent Mogens Koch.

Studierejser med hovedskolens i. klasse, som omlægningen af skemaet ved at samle en del af timerne til et kursus i maj måned, tog sigte på, er gennemført i 1947 og 1948 ved 14 dages udflugter til henholdsvis Hindsgavl og Ribe. Ved imødekommenhed fra foreningen Norden blev hele klassen og lærerne indkvarteret på Hindsgavl, hvor forholdene for arbejdet og samværet var fortrinlige. Af et hold blev der arbejdet med en undersøgelse og opmåling af hovedbygningen som forarbejde for et forslag til en istandgørelse eller tilpasning af bygningen til dens nuværende brug, som blev udarbejdet af nogle af de studerende på skolen i det følgende semester. Studierne på Hindsgavl blev suppleret med studier på Langesø, Krengerup og Frederiksgave for at uddybe forståelsen af tidsperiodens planløsninger samt façade- og interiør kompositioner. Et hold arbejdede med gårdens bygninger og park og der blev i samarbejde med C. Th. Sørensen og landmålingsundervisningen foretaget opmåling med nivellement af parken og terrænet omkring bygningerne. Der blev endvidere foretaget en opmåling af Middelfart kirke og udført en under- sgøelse af Middelfart by med opmåling af gadebilleder og særlig værdifulde bygninger. Undervisningen blev suppleret med byvandring under ledelse af magister Hugo Matthiessen, besøg i kirken med orientering af magister Otto Norn, foredrag om det gamle Hindsgavl og udgravningen af slotsbanken af arkitekt Elna Møller og med fore­ drag om parken af havearkitekt C. Th. Sørensen. Der var endvidere udflugt til Koldinghus, Kristiansfeld og Haderslev. Tilskud fra foreningen Norden og Nationalmuseet muliggjorde turen, idet der kunne uddeles fripladser til en del af de studerende. På turen til Ribe i maj 1948 tilrettelagde Ribe byråd indkvartering på hoteller, vandre­ hjem og skole. Skolebespisningen sørgede for kosten. Måltiderne fandt sted i skolens gymnastiksal, og Teknisk Skole var stillet til rådighed for tegnearbejde. Der blev foretaget opmåling af det store tårn på Ribe domkirke og Kathovedportalen, landsbykirker i om­ egnen, klosteret og gadebilleder i Ribe by, og endelig blev der foretaget en undersøgelse af gamle stenhuse og bindingsværksbygninger med detailleret opmåling af enkelte huse og konstruktive enkeltheder. Magister Hugo Matthiessen holdt på Kunstakademiet en orien­ terende forelæsning og ledede byvandringer i Ribe. Der blev arrangeret en udflugt til Højer, Møgeltønder, Tønder og Løgumkloster. Turen blev muliggjort ved den meget økonomiske tilrettelæggelse af indkvartering og bespisning og ved, at en del af de studerende efter ansøgning fik tildelt portioner af Kunstakademiets midler til understøttelser. Begge udflugterne skønnes at have været udbytterige for de studerende, der arbejdede med en overordentlig iver, og der opnåedes en kontakt mellem de studerende og lærerne, hvilket havde stor betydning for den fortsatte undervisning i det følgende vinterhalvår. Udflugterne tænkes fortsat i år med et besøg i Tønder, der er på bevillingen for finans- 6o By gnings skolen

året 1949-50 opnået et statstilskud på 3000 kr., hvilket på forhånd sikrer, at der kan uddeles fripladser til turen til et antal studerende svarende til det normale procentvise antal fripladser på Bygningsskolen. Studierejserne har forårsaget nogen ændring i »Opmåling og Arkitekturstudium«, idet undervisningen i Hi i nogen grad forbereder studierne på rejsen, og undervisningen i H2 i visse tilfælde kan blive en fortsættelse deraf. Opmåling af middelalderlig arkitektur, som tidligere blev foretaget udenfor skoleåret umiddelbart efter dettes afslutning i juni måned, indgår nu i arbejdet på rejsen. Det indgående studium af en enkelthed, som tidligere blev udført i H2, er flyttet til H i, hvor der gennem frihåndstegning og opmålingstegning studeres et fint gennemarbejdet møbel, et stykke værktøj eller en anden brugsgenstand, der ikke kan tegnes med passer og lineal. Undervisningen foregår een gang ugentlig i tiden mellem jul og påske og finder sted på Kunstindustrimuseet, Nationalmuseets 3. afdeling og etnografisk Samling. I samme periode og med een dag om ugen foregår undervisningen i H2, tilrettelagt som et studium af et københavnsk bygningsværk, i tilslutning til forelæsninger af Steen Eiler Rasmussen og Mogens Koch. I et vist omfang redegør de studerende for deres arbejder for hele klassen. Enkelte opgaver i perspektiv, som tidligere blev tegnet i Hi, er henlagt til H2 og udføres samtidig som et arkitekturstudium, idet de studerende tegner frihåndstegning af en portal og et spir, som derefter optegnes efter opmålinger og konstrueres i perspektiv. Det indgående kendskab, den studerende gennem tegning får til sit sujet og den direkte sammenligning mellem frihåndstegningen og den konstruerede perspektiv, giver mulighed for en gavnlig kritisk vurdering af fremstillingsformerne. Mogens Koch.

H A V E K U N ST Lektor C. Th. Sørensen.

Undervisningen har efterhånden fundet en vis form, som dog næppe bør være den endelige, noget man slår sig til ro med. I forskolen holdes der en forelæsning om problemerne ved et almindeligt enfamiliehus’ have, derefter tegner eleverne en haveplan til det hus, som de arbejder med, og de gør samtidig rede for låge, indgangsforhold, skarnkassens plads o. 1. Planerne kritiseres ved en gennemgang i klassen; i vinteren 49 vil der yderligere blive forsøgt med en hjælp ved tegnebordene. I hovedskolens iste klasse holdes der en række forelæsninger over havemæssige spørgs­ mål, særlig i relation til det vigtige etagehusbyggeri. Jeg søger at belyse såvel æstetiske som praktiske spørgsmål, bebyggelsesplanernes betydning for det havemæssige, lege­ pladsernes indretning og art, vejes og stiers udformning, plantninger o. m. a. Senere søger jeg så vidt muligt at gennemgå de studerendes projekter ved tegnebordene, men det er i reglen umuligt at komme til alle. By gnings skolen 6 i

I hovedskolens 2den og 3dje klasse holdes en række forelæsninger om havekunstens historie, der afsluttes med en særlig øvelse i projektering. I efteråret forsøgtes der med ekskursion til Frederiksborg og Fredensborg, den var så vellykket, at den sikkert bør blive en regel. Måske kan den tilrettelægges således at de studerende samtidig beser andet af interesse. Yderligere holdes der forelæsninger om emner i tilknytning til de opgaver der arbejdes med, og der stilles gerne en skitseopgave af havemæssig art, udformning af et gravsted, et drivhus, et buksbomornament el. 1. Efter den store betydning, som de »ubebyggede arealer« har i nutidens byggeri, må det vistnok være uden for al tvivl at undervisningen i faget er nødvendig, men jeg er ikke så sikker på, at det er rimeligt at lade de studerende ofre så meget tid på udformning af egentlige haveplaner. Man kan naturligvis sige, at kun ved denne øvelse får de et konkret begreb om hvad udformningen af en bebyggelsesplan og en bygning betyder for de have­ mæssige muligheder, men det er meget få som virkelig kommer til bunds i problemerne. Efter mit skøn vilde det være bedre at nøjes med forelæsninger og ekskursioner, og erstatte arbejdet ved tegnebordene i H i med at læreren i havekunst. holder kritik af bebyggelses­ planerne til etagebyggeri, eventuelt også forsåvidt angår enfamiliehusets placering og udformning. De studerende i H2 og H3 bør dog stadig kunne opsøge mig for at drøfte særlige spørgsmål i deres opgaver. Der er ret mange hospitanter i havekunst, unge havearkitekter som gerne vil dygtig­ gøre sig i kunstnerisk henseende. I de senere år har mellem 15—20 deltaget i denne under­ visning. Meget kan vi desværre ikke byde disse studerende, som for de allerflestes ved­ kommende er beskæftigede om dagen. De kan høre forelæsninger og de får vejledning om hvad der kan være af interesse i denne forbindelse. løvrigt stilles der opgaver, som gennem­ gåes ved møder med en uges eller fjorten dages mellemrum. Temmelig mange har nu fulgt denne undervisning i flere år, det er åbenbart, at de bedste elever har gennemgået en rig udvikling ved tilknytningen til skolen. Hele denne undervisning trænger dog i højeste grad til bedre vilkår, i første række således at hospitanter kan gå til heldags­ undervisning. Lektor Georg Georgsen har ydet en meget værdifuld hjælp ved arbejdet med hospitanterne. Det må dog siges, at en lektor er helt ude af stand til at yde det arbejde der bør gøres, der burde være to lærere. De i 1944 påbegyndte sommerkursus for unge havearkitekter har været fortsatte hvert år siden, og har efterhånden udviklet sig til nordiske 3-dagsmøder med op mod 100 del­ tagere. 1946 var emnet etageboligens have, 1947 offentlige parker og 1948 redegjorde svenske, norske og danske havearkitekter hver især for egne arbejder.

C. H. Sørensen. 62 By gningsskolen

BYGNINGSSKOLENS ÅBNING 1. O K T O B E R 1948

Tale af dekanen, professor Steen Eiler Rasmussen.

Som indledning til det nye skoleår vil jeg gerne fortælle om Arkitekturskolen. Jeg ved godt, at den nu officielt hedder Kunstakademiets Bygningsskole, men jeg vil gerne have lov til at bruge den gamle betegnelse, Arkitekturskolen. Der er jo nu een gang forskel på ordene bygning og arkitektur. For dem, der betræder skolen for første gang, er det sikkert af betydning at få nogle oplysninger om, hvad det er for en institution, de nu går ind til. Men også vi andre, der synes, at vi kender den rigtig godt, kan have godt af engang imellem at gøre holdt for at se, hvad det er, vi arbejder med, og hvordan vi er nået dertil, hvor vi står i dag. Hvergang jeg har haft lejlighed til at lære arkitektskoler eller arkitekter i andre lande at kende, har jeg fået det indtryk, at vor skole indtager en særstilling i hele sin opbygning og i sin arbejdsmåde. Det er en anden uddannelse, vi giver her, end i andre lande, og det er også et noget andet menneskemateriale, vi arbejder med. Det hænger sammen med de sociale forhold i Danmark og med hele skolens udviklingshistorie. I de angelsaksiske lande kan man ikke undgå at mærke, at arkitekterne rekrutteres fra en overklasse, eller fra den bedrestillede del af middelklassen. Alene de meget høje skolepenge og den kostbare uddannelse sætter grænser. De uddannede arkitekter indtager også en anden stilling end i Danmark. Man har ofte indtryk af, at de mere giver idéer til bygninger end gennemfører dem i alle enkeltheder. Selv i vort naboland, Sverige, er en arkitekt noget andet end her. I det hele og store har den danske arkitekt en anden stilling end de fleste udenlandske, idet han ikke blot har ansvaret for de planer, bygningerne udføres efter, men også for, hvordan de bliver efterfulgt. Han følger og kontrollerer hele den håndværksmæssige udførelse og har også et større økonomisk ansvar end i de fleste lande. For at kunne tilfredsstille de krav, som stilles til en dansk arkitekt, må man følgelig have en mere alsidig, en mere realistisk betonet uddannelse end i de fleste andre lande. Når jeg med et enkeltord skulle karakterisere den danske arkitektskoles sær­ præg i forhold til de udenlandske, jeg har lært at kende, må det blive ordet: Realisme. I det hele tror jeg, at man kan sige, at den danske arkitektskole har været meget lydhør overfor tidens skiftende krav. Den er så foranderlig, at en arkitekt, der har gået her for io år siden som elev, dårligt ville kunne kende undervisningen igen, hvis han kom herind i år. Og skolen har aldrig fundet nogen aldeles fast, eller lad mig sige stivnet, form. Skolerådet og lærerne er stadig opmærksomme på, hvad der kan gøres for at forbedre undervisningen, så at det, der viser sig at være mindre godt det ene år, kan blive rettet det næste. Ændringerne sker lidt efter lidt, så at man kan tale om en bestandig udvikling. Men netop fordi skolen ikke har en aldeles fast form, men ligesom stadig er i bevægelse fra eet trin til et andet, kan man kun forstå den helt, når man kender dens forhistorie. Arkitekturskolen har sine traditioner, som stadig har betydning. Man kan ikke forenkle hele udviklingen og sige, der går en rød tråd gennem den fra først til sidst. Den er netop spundet af mange tråde, og når man prøver på at trevle udviklingen op, kan man betragte den ene eller den anden som væsentlig i skolens historie, og derved komme til forskellige resultater. Det indtryk af skolens særart, som jeg nu har fået ved at sammenligne den med andre landes arkitekturskoler, har givet mig et syn på udviklingen, som jeg vil prøve på at klarlægge. Jeg vil altså vise Dem nogle tråde i den lange periode fra Kunstakademiets opstaaen og til nu. Kunstakademiets opstaaen er i virkeligheden temmelig uvis. I begyndelsen af det 18. århun- Bygningsskolen 63 drede har der dannet sig et kunstnerselskab, der fra først af vist kun var et egentligt akademi, altså en forsamling af kunstnere, der holdt møder. Senere opstod en tegneskole, for malere og billedhuggere, og sidst kom skolen for arkitekter med. Fra 1748 mener man, at der har været et akademi med skoler for alle tre kunstarter med arkitekten Nicolai Eigtved som forstander. Fra 1751 blev den kaldt maler- og tegneakademiet, og efter at have haft til huse forskellige steder fik skolerne i 1753 lokaler her på Charlottenborg. Riddersalen i slottet, den sal, vi nu står i, blev omdannet til en forsamlings- og festsal, hvor der også var plads til afstøbninger. Grev Moltke, en af Frederik V ’s meget kunstforstandige og kunstinteresserede rådgivere, har været ivrig for Akademiets oprettelse, og i 1754 foreligger statutterne for dette kunstakademi på Charlottenborg. Den 30. marts havde Frederik V indtaget sin middag hos grev Moltke, der lige havde fået sit palæ på Amalienborg så vidt færdigt, at han kunne modtage majestæten til indvielse. Det var denne dejlige bygning, som vi nu kalder Christian VIIs palæ, og som var tegnet af Eigtved, der både var forstander for Kunstakademiet og tidens mest ansete og hædrede arkitekt. Efter middagen aflagde kongen besøg på Charlottenborg og gik gennem salene og så kunstnerne arbejde i skolens lokaler. Den næste dag, kongens fødselsdag, blev fastsat til Akademiets officielle stiftelsesdag. Den første årsfest på Akademiet med kongeligt besøg har altså bestået i, at kongen så de arbejdende skoler i modsætning til de senere, der nu hvert år markeres ved, at skolerne lukkes, når kongen kommer. Fra første færd har der været noget meget demokratisk over dette kongelige akademi. I almindelighed har det i det 18. århundrede været næsten umuligt for et menneske at arbejde sig bort fra den stand, han var født til. Hvis man var født bonde, blev man ved med at være bonde, og var man embedsmandssøn, så blev man embedsmand, og også håndværket havde sine dynastier. Kun kunstneren kunne hævde sig uafhængigt af fødsel. Eigtved var kommet ind fra landet som en fattig bondesøn, havde været i gartnerlære i Frederiksberg Have, var kommet til udlandet på sin profession, havde arbejdet i kongeriget Sachsen-Polen, var blevet opdaget af en dansk diplomat, som en særlig talentfuld og begavet kunstner, havde derefter fået den danske konges støtte til flerårigt studieophold i udlandet, for så at komme hjem og nå til at blive den mest ansete arkitekt i landet, den som staten betroede de største opgaver — at bygge slotte, planlægge og udføre hele bykvarterer, og hvad ellers enevælden kunne byde en arkitekt. Ikke to måneder efter den officielle stiftelsesdag døde Eigtved, kun 53 år gammel. Efter hans død blev den franske billedhugger Saly direktør, skaberen af rytterstatuen på Amalienborg. Der kom nu en periode, hvor man indkaldte en lang række fremragende kunstnere til Akademiet. Formålet var at få de rette mænd til at skabe enevældens prægtige monumenter, statens store bygninger, skulpturerne, der skulle pryde pladser og fagader, og malerierne, der hørte til interiørernes udstyr. Tillige ønskede man at få dannet et akademi, der kunne stå mål med tilsvarende institu­ tioner i andre kulturlande, og man må sige, at det lykkedes at samle en glimrende skare. Når man ser navnene fra dette første akademi, opdager man at, det er kunstnere, der stadig står ry om. Der var den store svenske maler Pilo, der i en årrække kom til at male alle de officielle por­ trætter, der var arkitekten Jardin, der var indkaldt for at fuldføre Marmorkirken, og som intro­ ducerede den frembrydende ny-klassicisme til Danmark. Denne tid med de fremragende ind­ kaldte professorer fik også et godt resultat for skolerne. Der blev uddannet en række dygtige dansk-fødte arkitekter, malere, billedhuggere, så at man ikke mange år efter Akademiets oprettelse kunne besætte de fleste professorposter med indenlandske kunstnere. 64 By gnings skolen

Struensee kom i sin korte regeringstid til at gribe afgørende ind både i kunstnernes arbejde og i Akademiets funktioner. Han standsede opførelsen af den kostbare Marmorkirke, så at den i et århundrede kom til at ligge som en ruin, — en pragtfuld ruin. Han ville indskrænke enevældens store repræsentative apparat og mente, at kunstnerne måtte løse andre opgaver end blot at forherlige kongedømmet. Derfor ændrede han også Akademiets fundats. Udover en række ændrin­ ger i administrationen går Struensees reform især ud på, at Akademiet foruden at uddanne kunst­ nere, også skal give tegneundervisning til håndværkerlærlinge. Han ønskede, at man fra dette kunstakademi skulle virke ind på meget større kredse end hoffet og aristokratiet. Det skulle være en statsinstitution, som højnede den almindelige formkultur. Det blev pålagt håndværkerne at tilholde deres lærlinge flittigt at besøge akademiet. Endvidere blev det bestemt at for at befordre den gode smag, skulle alle, der ville nedsætte sig i København som mestre i en af de professioner, eller håndværk, hvortil der behøves tegning, forelægge Akademiet ridset af deres mesterstykke. Det blev en af de reformer fra Struenseetiden, der blev stående. Også efter hans fald lagde man stadig megen vægt på, at Akademiet ikke blot uddannede kunstnere, men også udviklede hånd­ værkernes smag. Staten interesserede sig i slutningen af det 18. århundrede stærkt for at fremme god indenlandsk møbelkunst. Det gav sig blandt andet udtryk i, at man i 1777 oprettede det såkaldte Kongelige Meuble Magazin, der skulle hjælpe med at skaffe gode forbilleder til møbel­ håndværkerne, foruden at sørge for, at de fik godt træ at arbejde med og kredit til deres fore­ tagender. Dansk Meubel Magazin kunne godkende arbejder, der så fik magasinets stempel og hjalp med at sælge dem. På samme tid uddannede Kunstakademiet arkitekter, der ikke blot tegnede eksteriører, men også udmærkede interiører og møbler. Akademiet bedømte stadig, som Struensee havde bestemt, håndværkernes mesterstykker, og håndværkerlærlinge kom og fik deres tegneundervisning her på skolerne. Paa Akademiet fik man anledning til at se, hvem der havde talent og i mange tilfælde kunne man sørge for en videre uddannelse af dem, så at de bedste kom fra håndværket til kunsten. I en enkelt menneskeskæbne får vi indtryk af forholdene i denne tid. En snedkersøn, Joseph Christian Lillie, der var uddannet som arkitekt på Akademiet, blev 1783, som det hedder, for­ valter og designatør ved Meuble Magazinet. Han fik derigennem stor indflydelse på dansk møbelkunst. Indtil vore dage kender man Lillie’s stil. Han har været virksom på Liselund, og han har skabt nogle af de smukke malede møbler fra slutningen af det 18. århundrede i dansk og norsk eje. Man ser, hvorledes håndværkerlærlinge blev kunstnere, og hvordan kunstnere med den praktiske skoling bag sig igen kom til at forme håndværket. Denne vekselvirkning mellem hånd­ værk og kunst blev til stor gavn for begge, selv om man i de første årtier efter Struensees reform nok mest har mærket ulemperne ved at skulle have en hoben uvorne lærlinge at passe på. Akade­ miets skoler har bestandig siden været den mest demokratiske af landets højere læreanstalter. løvrigt var Akademiet i slutningen af det 18. århundrede svagt stillet i økonomisk henseende, og det store antal lærlinge gav en trængsel i skolerne, der nok kunne vanskeliggøre en ordentlig undervisning. Så meget mere imponerende er det at se, hvorledes man forstod både at fremdrage talenter og at bringe dem til modning. Den stærkeste personlighed indenfor Akademiet i tiden omkring 1800, maleren Nicolai Abildgaard, er begyndt som en fattig malerdreng. Fra 1778 til sin død 1809 var han professor i malerkunst, men ved sin alsidige dannelse fik han betydning også som billedhugger og som arkitekt, som skaber af smukke interiører med klassicistiske møbler. By gnings skolen 65

Til kongehuset tegnede han interiører til Amalienborg i en majestætisk klassicisme og med dejlige farvevirkninger. Til sig selv byggede han den yndige lille bolig »Spurveskjul« ved Frederiksdal med en stor stue på første sal med hvælvet loft. Der var i dette rum gjort meget ud af farve- virkningen. Væggene var blå, mens hvælvingen var lys rosa. Felterne under loftsbuen havde en æggegul tone. Maleren Abildgaard har nok betydet mere for billedhuggeren Thorvaldsen end billedhugger­ professorerne fra den tid. Thorvaldsen er jo en anden af de fattige lærlinge, der kom på Akademiet allerede som dreng, og som senere fortsatte på kunstskolerne, opnåede Akademiets medaljer, og da den hjemlige skole ikke kunne give ham mere, fik lejlighed til at fortsætte sine studier i Rom på det stipendium, der fulgte med den store guldmedalje. Og derfra gik så vejen til den europæiske berømmelse, der også virkede befrugtende og opløftende på det akademi, han var udgået fra. I hele det første århundrede af Akademiets eksistens lå ledelsen i hænderne på en kongelig person. Arveprins Frederik præsiderede ved møderne, og i den lange periode 1808-1839 var det Prins Christian Frederik, den senere Christian V III, der var Akademiets præces. Til trods for landets fattigdom fik han de økonomiske forhold saneret, og under hans ledelse gik Kunstakademiet ind i en strålende periode. På skolerne var en række ansete kunstnere professorer. Bygningsskolen var helt domineret af C. F. Hansen. Han havde alle de store statsopgaver efter Københavns brand og bombardementet, og han reorganiserede arkitektuddannelsen. Samtidig udnyttede han i rigeligt mål både håndværkere og arkitekter til sit byggeri, og i denne livlige byggeperiode, der kom til at falde netop da landets økonomi var allervanskeligst, var der meget at gøre for unge mennesker. Skoleuddannelsen kom til at gå hånd i hånd med en solid praksis. Der foregik noget i byen, og der var noget at se og at lære af. Fra 1818 og helt til midten af århundredet var Eckersberg leder af malerskolen og hævede den op til en anseelse, som ikke siden er overgået. C. F. Hansen og Eckersbergs undervisning var hver for sig meget fast anlagt. Det var ganske reelle ting, de havde at lære deres elever. Det var en bestemt kunnen, en bestemt fornemmelse for klassisk komposition. Til Akademiets traditioner hører undervisningen i perspektiv netop fra denne periode. Det er mærkeligt at tænke på, at dengang underviste Eckersberg, der var så interesseret i perspektivens teori, og arkitekten Hetsch, C. F. Hansens svigersøn, begge i perspektiv. De har begge udarbejdet en række forbilleder, som ikke er glemt. Hvordan de forligedes sammen indenfor murene, ved jeg ikke noget om. De har været meget forskellige. Hetsch mere skolemesteragtig, mens Eckersberg var manden, der så på perspektivens muligheder for maleriet. Hetsch interesserede sig levende for håndværkerundervis­ ningen. Han selv udførte en mængde fortegninger for kunsthåndværkere. Endnu den dag i dag er mange københavnske huse præget af støbejernsarbejder tegnet af Hetsch eller hans elever. Han var direktør for Den kongelige Porcelænsfabrik, og skabte nye klassicistiske modeller. Han ledede tegningerne af møbler til Christiansborg o. s. v. Arkitekter lærte på Akademiet hele programmet for en klassisk bygningskunst. Men efter at de havde fået alle variationerne, spillet igennem i C. F. Hansens egen produktion, var det som om der ikke var efterladt dem mange muligheder for en rig kunstnerisk skaben. Der opstod i København en stor række borgerlige huse med smagfulde, pedantisk gennemførte detailler i Hetsch’s stil. De kan være meget nydelige, men er noget tynde, med deres sirligt gentagne detailler efter klassiske forbilleder. Det er en erfaring, at efter en ren klassisk stil følger der som oftest en periode med Barok. 66 By gnings skolen

Når man synes, at man kender de smukke elementer og kan dem udenad, vil man skabe en mere udtryksfuld helhed. Det er, som om man prøver på at ælte dem ind i en større sammenhæng i stedet for blot at stille dem op ved siden af hinanden. Hos slægtleddet efter C. F. Hansen finder man også tendenser, man kan kalde barokke. Mallings universitetsbygning er netop et forsøg på at få de mindre enheder til at gå sammen til større udtryksfulde helheder, og i endnu højere grad kan det siges om Thorvaldsens museum, hvor vinduerne foroven er bundet sammen med portalerne forneden, så de slet ikke kan adskilles. Men alligevel er det ikke en ny barok, der bliver karakteristisk for tiden midt i forrige århundrede. De danske kunstnere viser en anden vej end den at gøre det hele mere svulmende og levende. De søger at trænge dybere ind i pro­ blemerne. Det er måske lettest at se det i forbindelse med billedkunsten. Der kan over Thorvaldsens klassicisme være noget køligt, noget regelret, noget ligesom altfor smukt, som man ikke i længden kunne fortsætte med. Et draperi kan på en statue være så smukt arrangeret, i så fuldstændigt nydelige og regelmæssige slangelinier, at man tænker: det kunde ingen tapetserer gøre bedre. Det er smukt — og ligegyldigt. Der er ikke noget oplevelse i det. Efter Thorvaldsen kommer så arbejder af Bissen, hvor der på en mærkelig måde kan være en iagttagelse, noget personligt oplevet i hver enkelthed. Den statuariske stil er stadig klassisk, så klassisk som hos Thorvaldsen, men samtidig er det værker, som vi synes kommer os mere ved. De har en mærkelig forening af nuet, det oplevede og evigheden, det monumentale. Hvis man ser på den dejlige statue af Frederik VI, så danner den lange skødefrakkes foldekast et helt andet ornament end på en Thorvaldsen-statue. Bissens helte var ikke græske halvguder i klassiske gevandter, men den tapre landsoldat, gribende og enfoldig. Hos malerne var der noget af det samme. Man var begejstret for de klassiske forbilleder, for alt, hvad man lærte om farverigdommene i Pompeji, men man benyttede det i et ganske borgerlig­ milieu, i kunstnernes hjem. Billedhuggeren Freund fik, da han blev professor, bolig i Frederikst holms kanal, og han fik et større beløb til ikke blot at sætte boligen i stand, men også til at dekorere den og skabe et bohave, der kunde være forbilledligt. Det er, som om han springer Thorvaldsens kolde klassicisme over og griber tilbage til Abildgaards farve og intimitet. Bistået af Hilker og Konstantin Hansen indrettede han da sin bolig, der på een gang har været meget menneskelig og samtidig forfinet og ædel lige til de mindste ting. Væggene blev malet med klare stærke farver, og også møblerne, som han selv og hans venner gav tegninger til, blev malet. I modsætning til Hetsch’s møbler var de kun lidt profileret, men vidunderligt dekoreret i farver. Der var rene etterligninger efter pompejanske dekorationer, men der blev også skabt en mængde broderier, med danske motiver, blomster fra grøftekanten eller fra skoven, studeret så grundigt, som en botaniker ville gøre det, og omsat til korsstingsmønstre og udført med kærlighed af de flittige kunstnerhustruer. Mens C. F. Hansens elever vendte sig i protest mod den gamle, arbejdede Eckersbergs elever videre udfra den skoling, de fik på Akademiet, fra det grundsyn, som deres lærer gav dem, nemlig hans krav til et stadigt naturstudium, der passede så godt til tendenserne hos billedhuggerne. Det førte til en meget saglig og fin malerskole: Købke, Lundbye, Konstantin Hansen, P. G. Skovgaard, hver har sit eget ansigt og hver er paa sit felt trængt dybere ind i et stof, som allerede Eckersberg havde arbejdet med. Fra disse kredse stammer de såkaldte kunstnermøbler fra denne tid. De var kun skabt til og By gningsskolen 67 for en lille kreds, men hele retningen fik en større betydning ved at inspirere Bindesbøll, og sit monumentale udtryk fik den i Thorvaldsens Museum og rummenes udstyr der. Sonnes frise på Thorvaldsens Museum er et af de ædleste udtryk for den danske borgerlige realisme. Kom­ positionen er klassisk, men personerne er fra det daglige liv trådt lige ind i den dekorative frise. Når Bindesbøll kom til udfoldelse som arkitekt, skyldes det ikke mindst opmuntring og påvirkning fra kunstnervenner blandt billedhuggere og malere. En dygtig arkitekt som Jørgen Hansen Koch havde rådet ham til at gå tilbage til håndværket — han havde stået i lære som møllebygger — mens billedhuggeren Freund havde opmuntret ham til at gå kunstnervejen. Han kom igen på sin side til at virke meget inspirerende for malerne. Uden ham var Sonnes frise aldrig blevet til. Ved siden af det farveprægtige og monumentale Thorvaldsens Museum findes der arbejder af Bindesbøll, der er helt tidløse i deres store enkelhed. Det gælder sådanne fortrinlige anlæg som hospitalet ved Oringe eller boligkolonien Lægeforeningens Boliger i København, et stykke moderne byplanlægning. Bindesbøll nåede at blive udnævnt til professor ved Akademiet, men døde så kort efter, at han aldrig nåede at få nogen professorgerning. Den farverige pompejanske interiørdekoration, som han havde gennemført så strålende i Thorvaldsens Museum, blev ført videre af andre, særlig af maleren Hilker. Også den ganske enkle murstenarkitektur arbejdede andre kunstnere med, Christian Hansen og Herholdt, hvis banegård har stilpræg af italiensk romansk kloster, men også af moderne engelsk murstensbyggeri. Efterhånden følte man store vanskeligheder ved både at skulle have håndværker- og kunstner­ uddannelse i lokalerne på Charlottenborg. Hetsch medvirkede til oprettelsen af et teknisk institut i 1843, der skulle kunne give håndværkerlærlinge en teoretisk uddannelse og dermed befri Kunst­ akademiet for et byrdefyldt hverv. Sammen med andre bestræbelser kom det til at danne ud­ springet for de senere oprettede Teknisk Selskabs Skoler. Efterhånden kom man hen til, at arkitekternes tekniske uddannelse blev lagt helt uden for Akademiet. Det føltes nok som en lettelse lige straks. Men man har ikke været rigtig klar over, hvor stor en ændring det gav i selve arkitektur­ skolens indhold, når den tidligere tætte sammenknytning mellem det håndværksmæssige og det arkitektoniske blev skåret over. Nu var arkitekturskolen et sted, man kom, når man mente, at man vidste alt, hvad der var værd at vide om det praktiske og så skulle lære om »det skønne«. Skolen fik noget uvirkelig over sig, den fare, der er for alle arkitektskoler, at man havner i de rene papirprojekter, blev overhængende. Man fjernede sig mere og mere fra den inderlige realistiske borgerlige kultur fra fyrrerne, den var båret frem af kunstnere, der forenede klassisk dannelse med håndværksmæssig kunnen. Man optog ganske vist nogle af de ydre ting fra Bindesbølls tid i skolens program. Der kom en undervisning i dekorationskunst, fra først af særlig i pompejansk stil, og Hilker blev den første lærer. Men denne dekorationsskole gled snart ind som et konventionelt led i den almindelige stilefterligning. De yngre generationers protest mod den faste skoling, der havde været på C. F. Hansens tid, havde kun ført til, at mens man tidligere lærte at arbejde med den klassiske arkitektur som udtryksmåde, skulle enhver elev nu udføre projekter i tre forskellige stilarter: Antik, »Middel­ alderlig« og Renaissance. Både med hensyn til opgaver og måden, de blev løst på, kom den danske arkitekturskole til at minde forbavsende om andre landes skoler. Der var nogen reaktion imod det, man kaldte det europæiske i arkitekturen. Hans J. Holm, 68 Bygningsskolen

der var professor fra 1883 til 1903, slog til lyd for et studium af hjemlig arkitektur ved siden af den europæiske. Det førte til opmålingsrejser til herreborge, men satte ikke større præg på arkitektprojekterne. Vigtigere var nok det, der foregik udenfor skolen. Til den store udstilling i København 1888 rejste den unge Martin Nyrup nogle bygninger, hvor dristige tømmerkonstruk­ tioner var blevet til en imponerende arkitektur. Der var i disse umaskerede konstruktioner et program, der kunde sættes op mod »Europæernes« stilmaskerade. Hans J. Holms svigersøn, Hack Kampmann, der var professor fra 1908 til 1918, indførte noget epokevækkende: den såkaldte Danske Klasse, hvor man løste ganske jævne opgaver og tegnede dem som velformede danske huse. I 1908 oprettede man også en »Bygningsteknisk Skole« ved Akademiet, den, der nu kaldes forskolen — for at arkitektelever uden at gå på Teknisk Skole kunne få deres fulde praktiske og kunstneriske uddannelse her. Det var dels for at hjælpe dem, der allerede var blevet studenter, og for hvem det vilde være meget brydsomt at skulle begynde forfra som lærlinge, men også, og det er sagt ganske tydeligt i begyndelsen, for at kunne gennemføre en hel arkitektuddannelse, hvor man ligesom tidligere forenede det tekniske med det kunstneriske. Som det ofte går, havde den kultur, som jeg har kaldt den borgerlige fra attenhundrede- fyrrerne overvintret i provinsen. I Sorø var akademiet blevet dekoreret af Hilker i den dengang gældende pompejanske stil, og maleren Christen Dalsgaard, som var en af de sidste, der arbejdede med Eckersberg-Skolens rene farver, levede her som tegnelærer. En lille dreng, ved Navn Carl Petersen, der som forældreløs kom til Sorø allerede inden han havde nået den alder, hvor han kunne komme på Sorø akademi, fik her nogle uudslettelige indtryk. Han blev optaget i hjemmet hos en dame, der arbejdede med de samme broderier og i den samme stil, som man havde gjort i P. C. Skovgaards hjem. Han fik Dalsgaard som lærer, og voksede op mellem Hilkers dekora­ tioner. Mens det i København var god smag, at alle farver skulle være brudt, og malerne arbejdede med mærkelige grumsede virkninger, kom han til at elske en stue i Dalsgaards hjem, hvor væggene var rent kobaltblaa. Han kom på Arkitekturskolen, men trivedes ikke rigtig der. Han udviklede sig mest gennem et selvstudium, fordybede sig i skønheden i asiatisk keramik, som han kunne se på etnografisk samling. Han fik sin egen ovn og lærte mange ting ved direkte arbejde med stoffet i sit lille pottemagerværksted. I en artikel om porcelæn skriver han: »Vor tid savner kunstnerisk målbevidsthed. Den ejer hverken klassicismens sikre herredømme over linjer og form eller Øst­ asiaternes overlegne behandling affarve- og stofvirkning«. Han satte sig det som opgave at arbejde mere bevidst med de æstetiske virkninger. Han var vel aldrig blevet rigtig opdaget som arkitekt, hvis det ikke havde været for hans kunstnervenners skyld, der fik Faaborgs mæcen, Mads Ras­ mussen, til at lade ham blive bygmester for det af ham oprettede museum der. Han kom til at arbejde med netop de ting, han elskede: Mosaikgulve, som på Thorvaldsens Museum, vægge malet al fresco i rent klingende farver. Og da tidens fylde kom, kaldte man ham til professor ved arkitekturskolen. Hans lære om stoflige virkninger og modsætninger, hans kærlighed til det klart akcentuerede og til de rene farveklange kom til at leve længere end den klassicistiske stil, som blev mode samtidig med, at han blev professor, og som man mente, han var repræsentant for. Carl Petersen fik kaldt Ivar Bentsen til hovedstaden som assistent, og efter Carl Petersens alt for tidlige død, blev det Bentsen, der overtog hans embede. Bentsen kom til at fortsætte den linie, der fører fra Bindesbøll og Herholdt over Nyrop. Bentsen dyrkede de rent håndværksmæssige løsninger. Men samtidig gjorde han en stor indsats for at give arkitekturen et vigtigere livsind- By gnings skolen 69 hold, end den havde haft i slutningen af det 19. århundrede. Bygningerne var for Bentsen nok mere store klodser, som han sagde, end skulptur i sten og træ, og ingen så vel mere stort på dem end han, men samtidig skulle det, som arkitekterne formede, være en brugskunst. Kampmanns danske klasse var under Edvard Thomsen og Fiskers ledelse blevet omdannet til en boligbyggeri­ klasse. Det økonomiske i byggeriet kom til at spille en rolle. Ingen var vel mere interesseret i nye opgaver eller nye konstruktioner end Bentsen, men samtidig følte han arven fra den gamle tid, fra Eigtved, der ikke blot havde bygget slotte, men også havde skabt det fine og enkle Frederiks hospital og Asiatisk Kompagnis store simple pakhus, fra Bindesbølls hele produktion, som Bentsen havde en særlig kærlighed til, og fra den borgerlige kultur i det 19. århundrede. Hos Carl Petersen og Bentsen var der igen et lykkeligt samarbejde med de bildende kunstner, ligesom i de store tider i det 18. og 19. århundrede. Efter den nye akademiordning i 1921 blev der oprettet en særlig møbelskole, ledet af Kaare Klint, den mand, der mere end nogen anden arbejdede videre på det grundlag, Carl Petersen havde skabt. Påny kom håndværkere til Akademiet for at lære at forme dagligdagens brugsting, og møbelskolen fik, som man ved, en overordentlig indflydelse på dansk møbelkunst. Der blev indført en undervisning i havekunst og også til den kom der hospitanter udefra. I dag er det sådan, at nogle af arkitekturskolens elever er akademikere og har fået deres første tekniske uddannelse på forskolen, og andre er svende, der har lært et håndværk så fuld­ stændigt, som man kan lære det i Danmark, og de mødes og påvirker hinanden i hovedskolen, og yderligere kommer der snedkere og gartnere som hospitanter til skolen. Når vi ser tilbage, finder vi, at jo mere kunstnerne har arbejdet i forståelse med hele den tekniske håndværksmæssige gennemførelse, jo finere arkitektur har de skabt, og derfor er det også et program for os i dag, at vore arkitekter skal lære ikke blot at tegne nogle huse, men de skal forstå, hvordan de vil være i stand til at forme dem, som noget, der hører virkeligheden til. Til dem, der begynder på skolen i dag, vil jeg sige, at de skal ikke lære af de gamle på den måde, at de skal efterligne noget af, hvad de lavede, men de skal søge at arbejde med den samme inderlighed og hengivenhed med de opgaver, som nutiden stiller dem. AKADEMIETS MEDAILLER, SAMT PRÆMIER, LEGATER OG REJSESTIPENDIER 1946-49

MEDAILLER elementer. Charlottenborg Forårsud­ Thorvaldsens Medaille. stilling. 1946. Maleren Jens Søndergaard. - Hav­ 1947. Malerinden Ville Jais Nielsen. - Lise. billede. Grønningen. Maleren Axel Charlottenborg Efterårsudstilling. Ma­ P. Jensen. - Graner i klitter. Grøn­ lerinden Juliane Sveinsdottir. - Land­ ningen. skab fra Island. Charlottenborg Forårs­ 1947. Maleren og billedhuggeren J. F. Wil- udstilling. Tegneren Bizzie Høyer. - lumsen. - Naturskræk. Den fri Ud­ Tegninger. Charlottenborg Forårsud­ stilling. stilling. Billedhuggeren Ejgil Vedel 1948. Billedhuggeren R. Harboe. - Brønd på Schmidt. - Moder med sovende barn. Vesterbros torv. Keramikeren Jais Charlottenborg Forårsudstilling. Ar­ Nielsen. - Minderelief for Torgny kitekt Finn Juhl. - Inventaret til Bing Segerstedt. Den fri Udstilling. & Grøndahls nye butik. Charlotten­ borg Forårsudstilling. 1948. Maleren Lauritz Hartz. - Landevej. C. F. Hansens Medaille. Corner Udstillingen. Maleren Svend 1947. Arkitekt C. F. Møller. — Universitetet Johansen. - Variété. Grønningen. Bil- i Århus. Arkitekt, professor Kay Fisker. ledhuggerinden Tove Olafsson. - Mo­ - Universitetet i Århus. der med barn. Kammeraterne. Arki­ tekt Knud Hansen. — Bebyggelse ved Eckersbergs Medaille. Bavnehøjallé. Arkitekt Magnus Ste- 1946. Malerinden Sophie Pedersen. - Stjer­ phensen. - Bebyggelse i Husum. ner. Charlottenborg Efterårsudstilling. Maleren Poul Sørensen. - Juni-land­ Guldmedaillekonkurrencen. skab. Den fri Udstilling. Billedhug­ 1946. Opgaverne var: geren Jørgen Gudmundsen Holmgren. Malere: Judas forråder Kristus eller - Broncestatuette af en dreng. Den fri fri opgave. Udstilling. Billedhuggeren Ulf Ras­ Den mindre guldmedaille tildeltes mussen. - Pigehoved i Gibs. Corner Herluf Tarp og Grete Jacobsen. Udstillingen. Arkitekt Tyge Holm. - Billedhuggere: David eller Evas ska­ Småhuse af fabriksfremstillede stan­ belse. dardelementer. Charlottenborg Forårs­ Den mindre guldmedaille tildeltes udstilling. Arkitekt F. Grut. - Små­ Søren Georg Jensen og Ib Wolffbrandt. huse af fabriksfremstillede standard­ Arkitekter: En bygning for Højesteret. Medailler, præmier, legater m. m. 71

Den mindre guldmedaille tildeltes Vil­ Præmie tildeltes Gudrun Henningsen. helm Wohlert. Billedhuggere: En eller flere figurer. 1947. Opgaverne var: Præmie tildeltes Inger Marie Jørgen­ Malere: Udsmykning af billedfelter til sen. Arkitekt Wohlerts guldmedailleprojekt Arkitekter: En kirke på Humlebæk eller fri opgave. kirkegård. Den store guldmedaille tildeltes Palle Præmie tildeltes Rolf Graae. Pio og den mindre guldmedaille til­ 1949. Opgaverne var: deltes Harald W. Lauesen og Finn Malere: Frokost i det fri. Bentsen. Præmie tildeltes Otto H. Svensson. Billedhuggere: Nøgen mandlig figur Billedhuggere: Udsmykning af ind­ eller relief efter frit valg. gang til en Zoologisk Have i en pro­ Den mindre guldmedaille tildeltes vinsby. Alice Buchhorn, Trine Dreyer og Ingen præmie. Inger Marie Jørgensen. Arkitekter: En kunstudstilling på Sø­ Arkitekter: Et krematorium. pavillonens grund. Den mindre guldmedaille tildeltes Præmier tildeltes Ebbe Glemmensen Erik Stengade og Holger Sørensen. og Holger Johs. Jensen. 1948. Opgaverne var: Malere: Udsmykning af modtagelses­ b. Et mindre beløb rummet i Arkitekt Stengades guld­ fordeles mellem akademiets funktionærer. medailleprojekt til et krematorium eller Paris’ dom. C. F. Hansens Opmuntringspr temie, 200 kr. til en Den store guldmedaille tildeltes Ha­ yngre arkitekt for et på Charlottenborg Forårs­ rald W. Lauesen. udstilling udstillet arbejde. Billedhuggere: Udsmykning af nicher­ 1946. Jørgen Anker Heegaard, sommerhus ne på Charlottenborgs mellembygning ved Søllerød sø. eller en nøgen figur til et parkanlæg. 1947. J. C. Lauring, gammel sjællandsk bon­ Den mindre guldmedaille tildeltes degård efter ombygning. Jørn Thoms, Helge Christoffersen og 1948. Erik Herløw, landhus ved Segelstorp. Wienberg-Jensen. Arkitekter: Et gesandtskabspalæ. Det Ejbeschutz’ske Legat. Den mindre guldmedaille tildeltes Præmie for komposition efter det gamle Erhard Lorenz. testamente. 1947. Præmier å 1000 kr. tildeltes Maleren Knud Raashou-Nielsen og Billedhug- PRÆMIER, LEGATER OG gerinden Agnete Jørgensen. REJSESTIPENDIER Det Neuhausenske Legat. Det Sødringske Legat. a. Præmier å 600 kr. a. Livsvarige Portioner å 200 kr. 1947. Opgaverne var: Disse nydes for tiden af malerne Siegfred Malere: Et interiør med mindst to Neuhaus, Tupsy Clement og Majsa Breds- figurer eller et havnemotiv. dorff samt Enkerne efter Malerne Gabriel 72 Medailler, præmier, legater m. m.

Jensen, Arvid Aae, Viggo Pedersen, Gustav Landskabsmaler Asmus Kaufmann og Adolf Clemens, Johs. Steenstrup, I. C. Hustrus Legat. Schlichtkrull, Wolffbrandt og Hans Knud­ Rejsestipendium. sen. 1946. Billedhugger Gunnar Heide, 2000 kr. 1947. Arkitekt Poul Kjærgaard, 1800 kr. b. Opmuntringspræmier å 200 kr. til malere 1948. Maleren Ejler Bille, 2000 kr. på Charlottenborg Forårsudstilling: 1946. Ernst Rasmussen, huse. Det Hansenske Præmielegat for Genremaleri. 1947. Eva Andersen, fygevejr. En præmie, stor 375 kr. for et arbejde på 1948. Ernst Trier, vinterdag, Grimo. Charlottenborg Forårsudstilling. 1946. Sylvest Jacobsen. Studie fra en kostald. glimmers Legat. 1947. Lasse Winsløw. Den onde nat. Understøttelser uddeles ved lejlighed. 1948. Margrethe Hansen. Interiør med to figurer. Stoltenbergs Rejsestipendium. Uddeles hvert tredie Aar. Det Mehidalske Legat. 1948. Billedhuggeren Ulf Rasmussen. 5 understøttelser å 100 kr. årlig til akademiets funktionærer og deres efterladte. Krafts Legat. Billedhugger Frederik Gottlieb Hertogs Legat. a. 400 kr. årlig i 3 år til en yngre landskabs­ maler. En præmie hvert tredie år for et maleri eller en skulptur fra den klassiske oldtid eller det 1947. Anna Klindt Sørensen. ny testamente. 1948. Maleren Hans Ejler Sjostedt og billed- b. Lejlighedsvis præmier for skønskrift. huggerinden Inger Marie Jørgensen, Konkurrence ikke udskrevet. hver 600 kr.

Frk. Julie Joshua Levins Legat. Det kittendorffske Legat. Studieunderstøttelser å ca. 500 kr., fortrins­ a. To livsvarige portioner å 100 kr. årlig til vis kvinder. en xylograf og en litograf. 1946. Gudrun Lorenzen. For tiden ikke bortgivet. b. To livsvarige portioner, for tiden å 1100 Det freundske Legat. kr. årlig til kunstnere, fortrinsvis malere, eller Anvendes til køb af skulptur. Der er bevilget deres enker. yderi. 2000 kr. for Luckow Nielsens »stående Legatet indehaves for tiden af malerne kvinde«. Vilh. Tetens og Henrik Schouboe.

Etatsråd Heinrich Hansens og Hustrus Holga Reinhards Legat. Sølvbryllupslegat. En portion uddeles hvert andet år. 1946-48. Fru Anita Friis Nyboe, enke efter 1947. Inga Secher, 175 kr. Poul Friis Nyboe, 195 kr. årlig. Dronning Alexandra af Englands Legat. Det Uske Legat. Understøttelse til Englandsrejse. Ca. 450 kr. årlig til elevunderstøttelser. 1946. Arkitekt Peer Abben, 800 kr. Medailler, præmier, legater m. m. 73

1947. Maleren Povl Schrøder, 650 kr. Rendal Jensen, 400 kr. 1948. Arkitekt Rigmor Andersen, 850 kr. Hans Scherfig, 400 kr. 1948. Poul Gadegaard, 500 kr. Louise Ravn-Hansens Legat. Gudmund Lervad, 500 kr. En portion, stor 320 kr. årlig uddeles for tre Gunnar Nikolajsen, 500 kr. år ad gangen til en landskabsmalerinde. Jeppe Vontillius, 500 kr. 1946-1948. Ellen Krause Rørup. Osmund Hansen, 350 kr. Derefter Inga Secher. Vilh. Chr. Poulsen, 350 kr.

Ludvig Christian Købkes Legat Arkitekt, kgl. Bygmester Wilhelm Wolf og Hustru En portion, stor 500 kr., til en reproduktions­ Telva Wolfs Mindelegat til Fordel for en Kunstner. kunstner. En portion til en ældre kunstner eller dennes 1946. Holger J. Jensen. enke eller datter. 1947. Erik Spjæt Christensen. 1946. Jens Sørensen, 400 kr. 1948. Poul Christensen. 1947. Vilh. Chr. Poulsen, 400 kr. 1948. Maleren Herman Jensens enke, 500 kr. Vilh. Pachls Kunstnerbolig. Legatets villa i Holte er for livstid tildelt Kaj Levysohns Mindelegat. maleren Karl Larsen. Til et rekreationsophold for en elev ved akademiet. Etatsraad, Overretssagfører I. R. Lunds Fond 1946. Bosmann Pedersen, 250 kr. til fremme af Kunst. 1947. Niels Mose Petersen, 250 kr. a. Rejsestipendier. 1946. Folmer Bentsen, 2400 kr. Rejselegatet Firenze. Helge Jensen, 1200 kr. Uddeles hvert andet år til en studierejse til 1947. Karl Bovin, 2400 kr. Italien for en arkitekt. Dagmar Starcke, 1200 kr. 1946. Holger Sørensen. 1948. Egon Mathiesen, 2400 kr. 1948. Karen Clemmensen. Mogens Andersen, 1200 kr. Rønnenkamps Legat. b. Opmuntringspræmier. Til indkøb af kunst til Statens Museum for 1946. Holger Dall, 400 kr. Kunst. Knud Eel, 400 kr. 1946. Maleren Svend Thomsen. Grethe so­ Ulla Henningsen, 400 kr. vende. Den fri Udstilling. 1400 kr. Egon Mathiesen, 400 kr. 1948. Maleren Poul Bjørklund Rasmussen. Jeppe Vontillius, 400 kr. Haven i skoven. Decembristerne. 1200 1947. Helmuth Thomsen, 500 kr. kr. Vald. Petersen, 500 kr. Maleren Mogens Zieler. Med rødt Andersen Nærum, 400 kr. tørklæde. Decembristerne. 1300 kr. Svend Engelund, 400 kr. Billedhuggeren Gudmundsen Holm­ Carl Østerbye, 400 kr. green. Tre statuetter. Kunstforeningen. Bent Johnsen, 400 kr. 1400 kr. 74 Medailler, præmier legater m. m.

Maleren Poul Christensen. Udkast til Conrad Oscar Carlsons Mindelegat. vægtæppe. Illums Bolighus. 500 kr. a. Præmier å 500 kr. 1949. Maleren Viggo Rørup. Syende dame. 1946. Maleren Palle Pio. Litografi af Henrik Corner. 400 kr. Bramsen. Charlottenborg Efterårsud­ stilling. Maleren Poul Bjørklund-Rasmussen. Propriet ter Lauritz -Zacharias Jacobsens og Jutta Jordens kaos. Decembristerne. Emilie Frederikke Jacobsen, født IViberg’s Maleren Bent Johnsen. Fra Frederiks­ Understøltelseslegat. berg kirkegård. Charlottenborg For­ Rejselegat, der kun tildeles kunstnere, der årsudstilling. har vundet en af akademiets større Maleren Kaj Mottlau. Drivhus. Kolo­ prismedailler. risterne. 1946. For arkitekter: Billedhuggeren Helge Christoffersen. C. Th. Sørensen, 3000 kr. Studiehoved. Charlottenborg Forårs­ Erik Møller, 2000 kr. udstilling. Henning Helger, 2000 kr. 1947. Maleren Ingolf Røjbæk. Dreng. Char­ Hans Chr. Hansen, 1000 kr. lottenborg Forårsudstilling. Erik Holst, 1000 kr. Maleren Carl-Henning Pedersen. Ma­ Viggo S. Jørgensen, 1000 kr. leri. Høstudstillingen. 1947. For arkitekter: Maleren Ernst Rasmussen. Landskab, Erik Stengade, 3000 kr. Charlottenborg Efterårsudstilling. Erik Morthorst, 2000 kr. Maleren Grete Jacobsen. Nature mor­ Jørgen Juul Møller, 2000 kr. te. Charlottenborg Forårsudstilling. Holger Sørensen, 2000 kr. Billedhuggeren Gudrun Trier. Lille Vilh. Wohlers, 2000 kr. pigehoved. Charlottenborg Forårsud­ 1948. For malere: stilling. Erik Hoppe, 3000 kr. 1948. Maleren Askou-Jensen. Gammel kone Niels Grønbeck, 1000 kr. i gyngestol. Charlottenborg Forårs­ Hjorth-Nielsen, 1000 kr. udstilling. Grete Jacobsen, 1000 kr. Maleren Anni Løgstrup. Aftenliv på Sophie Pedersen, 1000 kr. dyrehavsbakken. Charlottenborg Ef­ Ole Søndergaard, 1000 kr. terårsudstilling. Herluf Tarp, 1000 kr. Maleren Gregers Jensen. Mod bag­ Juliana Sveinsdottir, 1000 kr. siden. Corner. Poul Sørensen, 1000 kr. Maleren J. Kampmann. Vestmanna. Charlottenborg Efterårsudstilling. Billedhuggeren Gunnar Westmann. Christen Dalsgaards Legat. Charlottenborg Efterårsudstilling. 1946. Billedhuggeren Vald. Foersom Hegn­ dal, 360 kr. b. Studieunderstøttelser å 900 kr. 1947. Maleren Boje Givskov, 250 kr. 1946. Maleren Svend Thomsen. 1948. Billedhuggeren Hans Stenkilde, 300 Billedhuggeren Kaj Louis Jensen. kr. 1947. Maleren Svend Thomsen. Medailler, præmier, legater m.m. 75

Maleren Poul Sørensen. Geheimeraad C. C. Halls Legat. Billedhuggeren Kaj Louis Jensen. En præmie på 200 kr. til en billedhugger. 1948. Maleren Svend Thomsen. 1946. Gunnar Westmann. To mennesker. Maleren Poul Sørensen. Charlottenborg Forårsudstilling. Billedhuggeren Hugo Liisberg. 1947. Ib Uffe Wolfbrandt. Mager. Charlot­ tenborg Forårsudstilling. c. Yderligere ca. 200 kr. årlig til elever på 1948. Foersom Hegndal. Udkast, gibs. Char­ akademiet. lottenborg Forårsudstilling.

Partikulier Michael Nathan og Hustru Rosette Frk. Christine Løvmands Legat. Nathan, født Wullfs Rejselegat for Malere. Legat er for 1946-48 tildelt Maleren Gudrun 1946. Axel Melskens, 500 kr. Bremer med henholdsvis 180 kr., 160 kr. og 1947. Anders Gudmundsen-Holmgreen, 500 160 kr. kr. 1948. Aage Vogel-Jørgensen, 500 kr.

Hanne Benzon, f. Bissens Legat. H. P. Lindeburgs Konkurrencelegat. En præmie på 1000 kr. for et billedhugger­ Præmier for tegninger. arbejde på Charlottenborg Forårsudstilling. 1947. Gudrun Henningsen og Knud Raa- 1946. Gunnar Hansen. Relief af hjort. schou-Nielsen. Præmier å 500 kr. 1947. Alice Buchhave. Stående dreng. 1948. Aage Petersen. Relief af sten. Maler Poul Simon Christiansens Legat til fremme af Malerkunsten i Danmark. Godsejer Alfred Vilhelm Benzons Legat. 1946. Helge Nielsen, 1000 kr. En præmie på 1200 kr. for et maleri på 1947. Axel Skjelborg, 1000 kr. Charlottenborg Forårsudstilling. 1948. Hjalmar Kragh Pedersen, 1300 kr. 1946. Petri Gissel. Malerportræt. 1947. Ole Søndergaard. Det tidlige forår Van Gogh-Udstillingens Legat. ved Herløv. 1946. Raaschou-Nielsen, 1000 kr. 1948. Vilh. Tetens. Æbler. 1947. Ernst Syberg, 800 kr. 1948. Helge Ernst, 1000 kr.

Fuldmægtig ved Københavns Byret Professor August Schiøtts Mindelegat for danske Emil Bissens Legat. bildende Kunstnere og deres Efterladte. En præmie på 1300 kr. for et arkitektur­ 1946. Maleren Erik Christensen, 400 kr. arbejde. Mogens Magnussen, 400 kr. 1946. Peter Hvidt og O. Mølgaard Nielsen. Otto Svensson, 400 kr. Portex. Danske eksportmøbler. Anna Klindt Sørensen, 400 kr. 1947. Tobias Faber, Mogens Irming og Jørn - Ernst Trier, 400 kr. Utzon. Konkurrenceforslag til Crystal Fru Vilhelmine WolfFbrandt, 400 kr. Palace, London. Billedhuggeren Agnethe Jørgensen, 1948. Aage Rafn. Aldersrentebolig ved Bav- 400 kr. nehøj Allé. Billedhuggeren Sigrid Lutken, 400 kr. 76 Me d ailler, pr æmi er, le gat er m.m.

1947. Maleren Merete Bentsen, 300 kr. 1948. Christian Magle. Maleren Grete Hammeleff, 300 kr. Jarne Gissel. Ragnhild Holmberg, 400 kr. Erik Møller. Karen Knudsen, 300 kr. Anne Marie Liitken. Sørine Knudsen, 500 kr. Grethe Møller. Amalie Michaelsen, 400 kr. Inger Arendal Jørgensen. Maleren Kirsten Gye Seig, 400 kr. Lykke Slott-Møller, 400 kr. Billedhuggerinden Frk. Kama Sthyrs 1948. Maleren Majsa Bredsdorff, 300 kr. Mindelegat. - Mogens Hertz, 300 kr. 1946. Gudrun Lauesen, 175 kr. Morten Jensenius, 400 kr. 1947. Gudrun Trier, 175 kr. - Victor Kiihnel, 300 kr. 1948. Gudrun Trier, 180 kr. - Gudmund Lervad, 400 kr. Bergliot Møller, 300 kr. Desuden gør akademiet indstilling om til­ - Ingolf Røjbæk, 400 kr. deling af forskellige legater og rejsestipendier, - Risse Berntsen, 400 kr. nemlig Gunnar Hansen, 400 kr. Akademiets Rejsestipendier Fanny Nielsen, 300 kr. der tildeles af undervisningsministeriet. Elna Thomsen, 200 kr. I overensstemmelse med akademiets ind­ Billedhuggeren Eva Langkau, 400 kr. stilling er disse tildelt følgende kunstnere: 1946. Maleren Grethe Jacobsen . 1000 kr. Frk. Suhrs Legat for Kunstmalere. - Herluf Tarp .... IOOO ~ 1946. Hjalmar Kragh Pedersen, 700 kr. JohanVilh. Ander- Ib Asbjørn Olesen, 700 kr. sen...... IOOO - 1947. Mogens Helms, 700 kr. Carl-Henning Pe- Gudmund Lervad, 700 kr. dersen...... 5°° - 1948. Carl-Henning Pedersen, 800 kr. Hjalmar Kragh Svend Albrectsen, 800 kr. Petersen...... 500 - Viggo Rørup.... 5°° - Gerda Iversens Mindelegat. - Ernst Syberg. . . . 5°° - Til malere under deres uddannelse. Portioner Billedh. Søren Georgjensen IOOO - å 1000 kr. Ib Uffe Wolff- 1946. Michael Baruel. brandt ...... 1000 - Vera Eliasen Myhre. - Arno Axelsen . . . . 5°° - Kirsten Jensenius. Godtfred Eickhoff. IOOO - Mogens Magnussen. - Johs. Hedegaard . . 5°° - Carin Steenberg. - Gunnar Westmann 500 - Ruth Zøllner. Arkitekt Vilh. Wohlert. . . . IOOO - 1947. Verner Sørensen. Mogens Boert- Jens Urup. mann...... 500 - Per Jakobsen. Hans H. Engquist 5°o - Helmer Senstius. - Stig Svanholt. . . . 5°0 - Karen Højgaard Ialt. . . 12000 kr. Medailler, præmier, legater m.m. 77

947. Maleren Palle P io ...... 2500 kr. Arkitekt Erhard Lorenz . . 1000 kr. - Finn Bentsen. . . . 1000 - - Bo Cock-Clausen. 500 - - H. W. Lauesen... 1000 - Ialt... 12000 kr. - Harald Essendrop 500 - - Egon Mathiesen . 5°° - Yderligere gør akademiet indstilling om Billedh. Alice Buchhave .. 1000 - tildeling af portioner af følgende kunstner­ - Inger Marie Jør- legater : gensen...... 1000 - Den grevelige Hjelmstjerne-Rosencroneske Stif­ - Trine Dreyer .... 1000 - telse. - Hjalte Skovgaard. 1000 - Gehejmekonferensråd Frederik Vilhelm Treschows Arkitekt Erik Stengade .. . 1000 - Legat til Opmuntring og en lille Hjælp for Kun­ - Holger Sørensen . 1000 - stens Dyrkere. - Frode Jørgensen . 500 - De Bielkeske Legater. Ialt... 12000 kr. Brødrene Overretssagfører L. Sørensens og Arki­ tekt A. Sørensens Legat. 948. Maleren Palle P io ...... 2500 kr. Glashandler Johan Franz Ronges Fond. - H. W. Lauesen. . . 2500 - Arkivar Carl Julius Petersens Hjælpefond. Billedh. Jørgen Thoms . . . 1000 - V. Laubs Legat. - Helge Christoffer- Hagemanns Kollegium. se n ...... 1000 - Statens Understøttelser til Kunstnere. - H. Wienberg-Jen- De af Frankrig og Italien bevilgede Rejsestipen­ se n ...... 1000 - dier for Kunstnere. - Erling Frederiksen 1000 - Evers & Co.s Studiefond. Vald. Foersom Grosserer Even Nielsen og Hustru, født Jelstrup s Hegndal...... 5°° -- Legat. Arkitekt Hans H. Engquist 1000 - Egmont LI. Petersens Fond. Danmarks Kunstbibliotek