Marinekorporal Ramirez (Elliot Ruiz) i Battle for Haditha (2008, instr. Nick Broomfield).

Fiktion med virkeligheden som kulisse

Interview med Nick Broomfield om hans semi-dokumentariske spillefilm Ghosts (2006) og Battle for Haditha (2008)

AfLars Movin

I en af de mest bemærkelsesværdige sce­ til. Scenen er placeret hen imod slutnin­ ner i Nick Broomfields seneste film, Battie gen, efter at vi har fulgt Ramirez og hans for Haditha (2008), et action-drama base­ deling gennem et blodigt døgn, hvor de ret på en autentisk begivenhed under Irak- unge amerikanske marinesoldater som en krigen, bryder historiens amerikanske reaktion på, at de lige akkurat er sluppet hovedperson, marinekorporalen Ramirez, levende forbi en vejsidebombe, er gået sammen foran kameraet og skiftevis græ­ amok i en blodrus og har slagtet mere der og raser af indestængte frustrationer end tyve civile irakere, mænd, kvinder og over den situation, han er havnet i, og børn. Og selv om den marinesoldat fra 106 alt det forfærdelige, han har været vidne det virkelige liv, Elliot Ruiz, som spiller a f Lars Movin

Ramirez, ved optagestart aldrig tidligere havde stået foran et kamera, i hvert fald ikke som medvirkende i en fiktionsfilm, leverer han en særdeles intens præstation med en overrumplende grad af autentici­ tet, en regulær følelsesstorm af den type, som andre instruktører normalt ville give nærmest hvad som helst for at trække ud af en professionel skuespiller. Forklaringen er, ifølge Nick Broomfield, den ganske enkle, at scenen er dokumen­ tarisk. Battle for Haditha (2008, instr. Nick Broomfield). “Filmen er optaget i Jordan,” fortæller han, “et land, der på mange måder minder om alle mulige andre steder i Mellem­ østen. Og de amerikanske eks-marinere, manuskriptet skulle karakteren Ramirez som vi brugte i rollerne, havde alle været bryde sammen på et tidspunkt, men det på én eller flere missioner i Irak, så da de vidste Elliot ikke. Det skete bare, så jeg kom over fra USA, og vi fik dem installeret slap helt for at skulle instruere ham i dét, i nogle barakker, der i princippet mindede der ellers kunne være blevet en vanskelig om dem, de havde boet i, da de var i krig, scene.” faldt de hurtigt tilbage i stemningen fra Anekdoten er karakteristisk for forløbet dengang. De genoptog deres gamle om­ af tilblivelsen af Battie for Haditha, hvor gangsform og sprogbrug, og dét i en grad, virkelighed og fiktion hele vejen igennem så jeg ind imellem måtte bede dem om at væves ind og ud af hinanden. Filmen - der skære ned på antallet af ’motherfuckers, har haft et budget på bare tre millioner fordi det i en film kan blive trættende at dollars - er baseret på en tragisk hændelse høre på i længden. I starten havde de svært under Irak-krigen, der fandt sted den ved at omgås de irakiske medvirkende 19. november 2005, hvor en deling ame­ - som alle var flygtninge bosat i Jordan - rikanske marinere fra det såkaldte Kilo ligesom de knap nok turde forlade barak­ Company som reaktion på en vejsidebom­ kerne for at gå på restaurant eller lignende, be henrettede 24 civile irakere i Haditha, fordi de var bange for at blive skudt. Og en lille by beliggende ved Eufrat-flodens de begyndte at få mareridt om natten og bred et par hundrede kilometer nordvest forskellige andre former for nervøse symp­ for Bagdad. Umiddelbart efter blodbadet tomer.” blev den korporal, der havde stået i spid­ “Den morgen, vi optog scenen med sen for nedslagtningerne, forfremmet til Elliot, havde han netop klaget over, at han sergent og modtog sågar en hædersbevis­ var begyndt at få problemer med at sove, ning. Men nogle måneder senere begyndte efter at han var kommet til Jordan. De videooptagelser af de irakiske ofre at cir­ posttraumatiske stress-reaktioner var be­ kulere både i og uden for Irak, og efter at gyndt at røre på sig igen. Og da vi tændte to journalister fra magasinet Time, Tim for kameraet, væltede det bare ud af ham McGirk og Aparisim Ghosh, i marts 2006 med fortvivlelse og desperation. Ifølge havde taget sagen op, følte den amerikan- 107 Fiktion med virkeligheden som kulisse

ske hær sig nødsaget til at iværksætte en fordi atmosfæren er så højspændt. Sam­ intern undersøgelse, som resulterede i, at tidig har det været ret rystende at møde de involverede marinere blev stillet for en nogle af de marinere, som havde været domstol. Deres sag er endnu ikke afgjort, involveret i Haditha-episoden. De var jo og det er Broomfields vurdering, at den bare nogle bange små knægte, der havde heller ikke vil blive det før efter næste præ­ meldt sig til hæren som sytten-årige, og sidentvalg. som forud for Haditha alle sammen havde “Jeg tror ikke, at militær retfærdighed været i Fallujah, hvor de havde deltaget i har ret meget at gøre med dét, vi andre hårde kampe og prøvet at miste venner og forbinder med retfærdighed,” siger han. kolleger, hvilket de var stærkt påvirkede “Og det er mit indtryk, at den amerikanske af. Og hvis jeg har lært noget af at lave den regering helst bare så, at denne sag ville film, så er det, at når en krig er brudt ud, forsvinde.” og dialogen mellem parterne er afbrudt, så må der nødvendigvis ske sådan noget Ingen sort/hvid film. Broomfield og hans som Haditha - måske ikke på det niveau medmanuskriptforfatter, Marc Hoeferlin hver eneste dag, men i princippet. I den (som tillige er filmens cheffotograf), har forstand m ener jeg, at det er en almengyl­ forud for optagelserne lavet en meget dig film om krig og om den mentalitet, der grundig research for at kortlægge be­ fører til tragedier som Haditha.” givenhederne under Haditha-episoden Dernæst har det været vigtigt for minut for minut. De har haft adgang til en Broomfield at lave en film, der ikke var seks tusind sider lang rapport, som The sort/hvid. En film, hvor man ikke pegede Naval Criminal Investigative Service har fingre ad nogen af parterne og påstod, at de udarbejdet, de har interviewet nogle af de alene havde skylden: involverede marinere (offcamera, fordi “Jeg ville gerne tegne et nuanceret bil­ retssagen stadig pågår), de har fundet frem lede af alle de gråzoner af frustration og til pårørende til nogle af de dræbte irakere, mistænksomhed og så videre, der opstår og de har gennemset store mængder opta­ i en krig, og som man normalt ikke taler gelser, blandt andet fra overvågningsfly, for så meget om. Ligesom det var vigtigt for at danne sig et overblik over logistikken. mig, at både amerikanere og et publikum i Alligevel har det ikke været Broomfields Mellemøsten kunne genkende deres egen primære mål med filmen at lave en doku­ komplicerede situation. Og en sådan kom­ mentarisk’ korrekt fremstilling af det fakti­ pleksitet er både dokumentarfilm og denne ske forløb: type spillefilm velegnede til at indfange, “Battie for Haditha er først og fremmest synes jeg. Det har i hvert fald været min tænkt som en film om, hvad der sker i en intention.” krig,” siger han. “For mig personligt har det været utroligt indsigtsgivende at gå dybt Soldater out o f character. Efter at have ind i anatomien på en enkelt episode og indsamlet et omfattende dokumentations­ virkelig analysere den. Det har givet mig materiale satte Broomfield og Hoeferlin sig en forståelse for den paranoia, der opstår i ned og skrev et manuskript, der i de store en krigszone, hvor alle hele tiden handler linjer var tro mod det faktiske begiven­ i forhold til det værst tænkelige scenarie, hedsforløb, men som i detaljen, herunder i 108 og hvor tingene let kommer ud af kontrol, de fleste af dialogerne, gav plads til, at man a f Lars Movin under optagelserne kunne improvisere sig er jordens røvhul. frem til det endelige resultat. Den ægte vare. Generelt siger Nick “Når man arbejder med ikke-skuespil­ Broomfield om den metode, han har lere,” mener Broomfield, “er det vigtigt at udviklet, dels i Battie for Haditha, dels lade dem bidrage til dialogen, så den kom­ i forgængeren Ghosts, som han færdig­ mer til at ligge naturligt for dem. Hvis man gjorde i 2006 (begge film er produceret af giver dem alt for præcise instruktioner om, Broomfield selv for den britiske tv-station hvad de skal sige, og hvordan de skal bevæ­ Channel 4): ge sig, får man næppe noget godt resultat. “Først og fremmest har det været af Så mister man det bedste fra begge verde­ afgørende betydning at arbejde med ikke- ner, så at sige: Man får en skuespiller, der skuespillere, som på deres egen krop har ikke kan spille, og man går glip af at trække oplevet begivenheder, der svarer til dem, på de erfaringer fra den medvirkendes filmene handler om. Dernæst har det væ­ eget liv, som ellers kunne have bidraget til ret vigtigt at have et så lille filmhold som scenens troværdighed. Derfor er man nødt muligt og at optage på autentiske locations. til at etablere en fleksibel måde at arbejde I Battie for Haditha kunne det naturligvis på, hvor fotograferne indretter sig på ikke- ikke lade sig gøre at filme i Irak, men Jor­ skuespillernes præmisser og så vidt muligt dan er tæt nok på, og selv om vi har måttet bare følger efter dem i den enkelte scene.” ændre lidt på indretningen af husene hist Det er således ikke noget tilfælde, at og her, har vi så vidt muligt undgået at Broomfield i Battie fo r Haditha prim ært opbygge kulisser. Soldaterne var rent fak­ har anvendt fotografer, der har deres bag­ tisk indkvarteret i de barakker, der også er grund i dokumentarisme. Ikke mindst deres hjem i filmen, og irakerne boede i de fordi opgaven fordrede, at der var tale om huse, man ser.” personer, som var rutinerede i at arbejde - Jeg har læst, at din allerførste film, m ed håndholdt kamera over længere tid. Who Cares1 [1970], i sin tid blev vist sam­ Han har derfor genoptaget samarbejdet men med Slaget om Algier [1965, La bat- med Joan Churchill, som har stået bag taglia di Algeri]. Det virker ret oplagt, at kameraet i mange af hans dokumentarfilm, Battie for Haditha må være inspireret af ligesom han har inddraget sin søn, Barney Gillo Pontecorvos film, som jo er en klassi­ Broomfield, som i disse år selv er ved at ker på området? etablere sig som dokumentarist. “Jeg har altid syntes, at det var en fanta­ Under optagelserne i Jordan boede stisk film, og at Pontecorvos brug af ikke- Barney Broomfield i barakkerne sammen skuespillere var meget stimulerende. Så det med marinesoldaterne og kom således tæt er bestemt en inspirationskilde, men ikke på dem, og det er ham, der har stået for de den eneste. Du må huske, at der i de senere interviews i starten af filmen, hvor de unge år er blevet lavet en del film inden for den­ amerikanske mænd udtaler sig om deres ne genre, for eksempel af Paul Greengrass, oplevelse af at være i krig - ikke in charac­ som faktisk har udtalt, at Slaget om Algier ter, men som privatpersoner. En sekvens, var hans favoritfilm. Og den ene af de to hvor hovedrolleindehaveren Elliot Ruiz - fotografer på Ghosts var Marcel Zyskind, endnu inden vi har lært ham at kende som som jo også har fotograferet de fleste af Ramirez - får sagt, at han føler sig svigtet Michael W interbottoms film.” af den amerikanske hær, og at Irak for ham - Den danske instruktør Jon Bang 109 Fiktion med virkeligheden som kulisse

jeg tror, at det skulle være en meget modig politiker, der gik ud og beskyldte dem for at være forrædere. Måske er det den ame­ rikanske regering, der er illoyal. Måske er det dem, der har forrådt soldaterne og det amerikanske folk.”

Direct Cinema-baggrunden. Nick Broom­ field er født i 1948 i England og har siden 1988 i længere perioder boet i Los Angeles, hvor han også har produceret en række Battie for Haditha (2008, instr. Nick Broomfield). af sine film. I dag, hvor han igen prim ært opererer fra England, må han siges at være en af den dokumentariske genres mest feterede instruktører. Han har i en årrække Carlsen anvender begrebet 'iscenesat doku­ været kendt for at lave film om mere eller mentarisme? mindre skandaleramte berømtheder, fra “Det lyder for mig som en modstri­ det afdøde rock-ikon Kurt Cobain til den dende og forvirrende term. Hvis man en­ kvindelige seriemorder Aileen Wuornos delig skal hæfte etiketter på noget, må det til de to myrdede rappere Biggie Smalls og vel være for at gøre tingene mere tydelige, Tupac Shakur. Undervejs er Broomfield ikke det modsatte. Publikum er forvir­ selv blevet lidt af en celebritet, og når han rede nok i forvejen, hvorfor forvirre dem på det seneste har kunnet lave hele to spil­ yderligere? Og det har bestemt ikke været lefilm inden for en kort periode, skyldes hensigten med Battie for Haditha at lave et det - ifølge hans eget udsagn - at han ikke stykke forklædt eller iscenesat dokumen­ længere har de store problemer med at tarisme. Målet har været at lave et drama, rejse penge til nye projekter. Han befinder en action-film, og jeg har virkelig gjort mit sig kort sagt i den usædvanlige position - bedste for at gøre den så autentisk og visuel ikke mindst for en dokumentarist - at han som overhovedet mulig.” i dag stort set kan lave de film, han har lyst Efter en visning i Cinemateket i Kø­ til. benhavn2 var der én blandt publikum, Det startede anderledes ydmygt i 1970 som ville vide, om ikke det bekymrede med den socialt indignerede Who Cares, et Broomfield, at filmens fremstilling af de stykke klassisk debatorienteret dokumen­ amerikanske marinere som dræbermonstre tarisme, optaget i sort/hvid på et Bolex-ka- kunne få de medvirkende til at fremstå mera. Filmen handler om et nedslidt arbej­ som forrædere, både i forhold til deres kol­ derkvarter i Liverpool, Abercrombie, hvor leger i den amerikanske hær og i forhold til et miljø, der havde eksisteret i generationer, den amerikanske offentlighed. Hvortil han blev spredt for alle vinde, fordi slummen svarede: skulle saneres. Og siden har Broomfield “Disse marinere er den ægte vare, så­ lagt navn til mere end tyve værker, heraf dan er de, og de har et meget stærkt sam­ omkring halvdelen i den stil, der er blevet menhold og er normalt hundrede procent hans signatur, nemlig den type undersø­ 1 1 0 loyale over for deres korps og hinanden. Så gende dokumentariske film, hvor han selv a f Lars Movin optræder på billedsiden som en terrier på jagt efter et bytte. Efter i en årrække at have lavet klassisk observerende film i Direct Cinema-tradi- tionen - om emner som myndighedernes magtmisbrug, ungdomskriminalitet, de horrible forhold i amerikanske fængsler, kvindelige soldater og prostitution - løb Broomfield i 1985 ind i en krise som in­ struktør, da han var blevet involveret i at lave en film om tilblivelsen af den ameri­ kanske skuespiller og komiker Lily Tomlins Nick Broomfield i The Leader, His Driver and the Drivers Wife (1991, instr. Nick Broomfield). Broadway-show The Searchfor Signs of Intelligent Life in the Universe. Filmen var en katastrofe fra starten. Broomfield havde kun modstræbende ladet sig lokke ind His Driver and the Drivers Wife (1990), et i projektet, og undervejs indtraf det ene portræt af den stygge sydafrikanske white groteske uheld efter det andet, som blot supremacy-leder Eugene Terre’Blanche, bestyrkede hans fornemmelse af, at han hvor Broomfield for første gang optræder skulle have fulgt sin første indskydelse og på billedsiden som den figur, vi siden har takket nej til opgaven. Mest frustrerende lært at kende gennem adskillige værker: en var det imidlertid, at ingen af problemerne lidt nørdet og tilsyneladende ufarlig skik­ kom til at fremgå af den færdige produk­ kelse iført hovedtelefoner og boomstang, tion, Lily Tomlin: The Film Behind the Show som med sin troskyldige nysgerrighed, sine (1986). Og Broomfield stod tilbage med venlige øjne og sit drengede gavtyvesmil fornemmelsen af, at dét dokumentariske - kombineret med en ekstrem stædighed - format, han hidtil havde arbejdet i, på en kan få sine ofre til enten at slappe af eller at måde forhindrede ham i at fortælle den hidse sig op og derved vise sider af sig selv, fulde sandhed om den virkelighed, der som de ikke havde tænkt sig, at offentlighe­ skulle skildres. den skulle se. Erfaringen førte til, at Broomfield efter­ følgende indføjede et ekstra lag i sine film, Leacock og Pennebaker. I dag er Broom­ således at de - ud over deres primære tema field kendt for en helt personlig form for - også kom til at handle om deres egen undersøgende dokumentarisme, en slags tilblivelsesproces. Effekten mærkedes før­ “Direct Cinema møder New Journalism” - ste gang i den eksperimenterende Driving en karakteristik, han i øvrigt selv bifalder. Me Crazy (1988), hvor Broomfield - igen Hans metode indebærer for eksempel, at i forbindelse med en dokumentation af en han har kunnet lave biograflange film om Broadway-opsætning, denne gang Body personer, der ikke selv ønskede at medvir­ and Soul - i protest over de alt andet end ke. Det gælder først og fremmest Tracking tilfredsstillende vilkår, han var blevet sat til Down Maggie (1994), hvor den portrætte­ at arbejde under, lod sin film handle mere rede - Englands tidligere premierminister, om sig selv end om musicalen. Og den nye Margaret Thatcher - hele vejen igennem strategi slog helt igennem i The Leader, lader, som om Broomfield er luft. Og 111 Fiktion med virkeligheden som kulisse

det gælder i nogen grad film som Heidi projekt. Men metoden er naturligvis ikke Fleiss: Hollywood Madam (1995) og Kurt lige velegnet til alle emner.” & Courtney (1998), hvor den ihærdige sporhund heller ikke har meget held med Motherfuckeren Herzog. - Werner Herzog at få sine ofre i tale, men hvor det i stedet har en diskussion kørende med Direct Cine- er selve jagten og efterforskningen, der er ma-folkene, hvor han kalder deres sandhed blevet filmenes motor, mens instruktøren for en ‘bogholdersandhed’, mens han med selv er blevet deres hovedperson. sine egne film hævder at stræbe efter en Direkte adspurgt om han mener, at han ‘poetisk sandhed’, en ‘ekstatisk sandhed’. med denne metode bedre kan indfange Anerkender du den skelnen? sandheden, svarer Broomfield: “Jeg synes, at Werner Herzog er en “Jeg synes, at det er problematisk at tale opblæst nar. Og jeg har ikke noget imod om sandhed, idet sandhed - som vi alle at blive citeret for det, for jeg har sagt det ved - altid er subjektiv. Det kommer an på, direkte til ham. Jeg har overværet en meget hvor kameraet peger hen. Men når det er ubehagelig episode, hvor han var grov over sagt, føler jeg egentlig, at min metode er for Ricky Leacock, hvilket var smertefuldt, opstået mere eller mindre ved et tilfælde, fordi Leacock betragtede ham som en ven. uden at jeg har tænkt specielt meget over Werner burde anerkende, at han - ligesom det. Dét, jeg holder mest af ved doku­ alle os andre - står på skuldrene af den mentarisme, er, at der er så vide rammer. bevægelse, som Leacock og Pennebaker Faktisk er der ikke andre regler, end at man og Maysles-brødrene startede. Ikke alene skal holde sig til den overenskomst, man banede de vejen for en revolution ved at ved filmens start indgår med publikum. ombygge disse Auricon-kameraer, så de Det er denne vitalitet, der gør, at genren kunne bruges håndholdt - hvilket er selve kan blive ved med at være interessant.” forudsætningen for den dokumentariske “Jeg har den største respekt for Direct film, som vi kender den i dag - men de Cinema-folkene, som udviklede en form, lancerede også dette med at indfange virke­ der gjorde det muligt at indfange de pro­ ligheden i lange ubrudte sekvenser af real cesser, hvorunder beslutninger bliver taget, time. Og lad os se det i øjnene: En film som og begivenheder folder sig ud - i real time. Grizzly Man (2006) er først og fremmest Ingen anden kunstart kan gøre det. Det fantastisk på grund af de optagelser, som var dét, der var så genialt ved det pioner­ Timothy Treadwell har lavet. De er sub­ arbejde, som Ricky [Richard] Leacock og stansen i den film, og så har Werner på sin D.A. Pennebaker og de andre stod for. Om­ egen germanske måde efterfølgende fået vendt kan man sige, at det i visse tilfælde placeret sig selv i historien. Men det er ikke kan føles som en begrænsning, at deres stil Herzog, der har gjort det til en stor film, indebærer, at instruktøren ikke forventes at det er det utrolige real time-materiale, som være personligt involveret i emnet. Ved at netop ligger i traditionen fra Direct Cine- anvende den stil, jeg har valgt, lægger man ma-generationen. Og det ligger mig meget ud med et statement om, hvilke intentioner på sinde, at vi anerkender dét. Werner er man har, og hvad det er man søger efter, fuld af Werner, og når han kører frem med, hvorefter man følger dette statement. På at Direct Cinema er død, og at det er en den måde er det relativt let for publikum genre befolket af døde mennesker, tænker 112 at forholde sig til instruktørens person og jeg bare, at han er en motherfucker, der a f Lars Movin kunne trænge til at lære noget om repekt.” Television School, ikke mindst af min fan­ - Apropos Direct Cinema så talte jeg for tastiske lærer, den skotske dokumentarist nogen tid siden med Robert Drew, som til Colin Young, og trak den i en langt mere min overraskelse udtrykte beundring for politisk retning. Men som sagt: Det er dét, Michael Moore som instruktør. Hans eneste der er så fantastisk ved dokumentarisme indvending var, at det er forkert at kalde som genre - at den er åben for alle mulige Moores film for dokumentarisme, eftersom former for fortolkning.” der tydeligvis er tale om propaganda? “Jeg er helt enig. Jeg kan også godt lide Uddrivelsen af fiktions-spøgelset. Det var Michael Moores arbejde, men det er klart, imidlertid ikke trangen til at afprøve nye at han er en pamfletmager, som tilfældigvis aspekter af det dokumentariske format, har kastet sig over filmmediet, fordi det var som i 2006 fik Nick Broomfield til at kaste en praktisk måde at komme ud med sine sig ud i projektet Ghosts, en film, der lige­ budskaber på. Selvfølgelig ligger der også som efterfølgeren, Battie for Haditha, er ba­ et element af observerende dokumenta­ seret på en autentisk begivenhed. Nej, den risme under overfladen i Moores arbejde, egentlige impuls stammede fra, at Broom­ men dét, der først og fremmest adskiller field i slutningen af 80 erne havde prøvet ham fra Direct Cinema-folkene, er, at han kræfter med spillefilmformatet i Diamond så tydeligt har en dagsorden. Og på en Skulis (1989), et mildt sagt ikke særlig vel­ måde kan m an også sige, at jeg selv tog lykket møde med Hollywood-maskineriet. den antropologiske eller etnografiske form Og det var den erfaring, som han havde for dokumentarisme, som jeg i sin tid blev lyst til at prøve at rette op på med Ghosts: introduceret for på The National Film & “Det var en frygtelig oplevelse at lave

Ghosts (2006, instr. Nick Broomfield). „ Fiktion med virkeligheden som kulisse

Diamond Skulls. Jeg kom fra en ganske følger rejsesekvensen i filmen fuldstændig uformel og spontan arbejdsform, og plud­ den rute via Moskva, Beograd og Calais, selig stod jeg med en stor produktion som også Ai Qin Lin ankom ad). I England med en masse kendte skuespillere, og der bliver Ai Qin stuvet sammen med andre var simpelthen ikke noget i den film, der illegale kinesiske arbejdere under usle for­ kom til at fungere, sådan som jeg gerne hold og må påtage sig det ene ydmygende ville have haft det, hverken historien eller og dårligt betalte job efter det andet, indtil skuespillet eller noget som helst. Du ved, hun ender i Morecambe Bay, hvor hun som den type traditionelle spillefilm har deres en af de eneste overlever tidevandskata- rødder i teatret, med kulisser og makeup strofen. og parykker og alt dét, og mine film kom­ mer et helt andet sted fra. Og så var jeg En film med dagsorden. Ligesom i Battie tvunget til at arbejde med sådan et stort for Haditha fornemmes det, at det først og Panavision-kamera, hvilket betød, at det fremmest har været Broomfields intention var udstyret, der kontrollerede mig, og ikke at tegne et nuanceret billede af en kom­ omvendt. I en spillefilmproduktion er det pleks problematik, hvor ingen entydigt kameraet, der bestemmer størrelsen på udnævnes til skurke eller ofre. Dog er man filmholdet, fordi alle andre enheder be- ikke i tvivl om, at filmen forholder sig kri­ mandes i forhold til kameraholdets størrel­ tisk over for de britiske myndigheders af­ se, og vi endte med at være halvfems eller visning af at hjælpe ofrene for denne form hundrede mand på settet - hvilket kvæler for m oderne slaveri, som samfundet reelt enhver fleksibilitet. Det er den eneste af nyder godt af, ligesom skytset rettes mod mine film, som jeg ikke siden har været i erhvervslivets kyniske og dobbeltmoralske stand til at se fra start til slut.” udnyttelse af den illegale arbejdskraft. Et Da Broomfield skulle lave Ghosts, lovede overordnet mål med filmen kan således han derfor sig selv, at han denne gang ville siges at være at skærpe opmærksomheden anvende alt dét, han i mellemtiden havde omkring de illegale immigrantarbejderes lært af sit dokumentariske arbejde. Ghosts særdeles vanskelige situation. Og en helt tager sit afsæt i en episode, der fandt sted konkret hjælp forsøger Broomfield også den 5. februar 2004, hvor 23 illegale kine­ at yde, idet han lader filmen slutte med en siske immigrantarbejdere druknede, da de opfordring til at støtte en fond, der er op­ blev fanget af tidevandet, mens de var ved rettet med henblik på at hjælpe familierne at indsamle hjertemuslinger på sandban­ til de druknede immigrantarbejdere ud af kerne i Morecambe Bay i det nordvestlige den bundløse gæld, som de stadig kæmper England, små hundrede kilometer nord for med at betale af.3 Liverpool. I hovedrollen ses Ai Qin (spillet Under sin indledende research gik af Ai Qin Lin), en enlig kinesisk mor, der i Broomfield på bedste Giinter Wallraff- desperation over fattigdommen og udsigts­ maner undercover som illegal afrikaaner- løsheden i en lille landsby i den kinesiske immigrant og tog arbejde med at plukke Fujian-provins lader sig lokke til at betale forårsløg, pakke bøger på et lager og lig­ en bande af menneskesmuglere 25.000 nende. Derved lykkedes det ham at trænge dollars for at blive transporteret illegalt ind i et miljø, som det kan være vanskeligt til England - en historie, der ligger meget at skildre journalistisk eller dokumenta­ 114 tæt op ad Ai Qin Lins egen (for eksempel risk, idet de illegale immigrantarbejdere a f Lars Movin ifølge sagens natur ikke ønsker at blive duktionen en bil, der forsvandt i bølgerne. eksponeret. Denne metode var den før­ Ligesom han i den scene hen imod slutnin­ ste forudsætning for filmens autenticitet. gen, hvor kineserne under indsamlingen af Dernæst kommer, at Broomfield, ligesom i hjertemuslinger angribes af engelske kolle­ Battie for Haditha, har tilstræbt ikke alene ger, fandt lokale hvide muslingesamlere til at filme på autentiske locations, men også rollerne som overfaldsmænd. En idé, der at etablere en atmosfære omkring opta­ skulle vise sig ikke at være helt uproble­ gelserne, der så vidt muligt kunne bidrage matisk, idet englænderne, som også i det til at ophæve skellet mellem virkelighed virkelige liv var sure over konkurrencen fra og fiktion - lidt på samme måde, som da de underbetalte kinesiske arbejdere - ifølge Jørgen Leth i forbindelse med optagelserne Broomfield - havde svært ved at skelne til Udenrigskorrespondenten (1983) slap mellem et fingeret og et autentisk slagsmål, sine skuespillere løs i den hai'tianske virke­ og kun var alt for tilfredse med at få lov til lighed. Således lod Broomfield under pro­ at give frustrationerne frit løb. duktionen de medvirkende bo i det trange rækkehus i Thetford i Norfolk, som er en af Rekonstrueret rejse. Det mest autentiske filmens primære locations, og søgte på den element i Ghosts er imidlertid optagelserne m åde at få samværet mellem de kinesiske med Ai Qin i Kina. I første del af filmen aktører, herunder de sange og spil, som de har Broomfield taget sin hovedperson med underholdt sig selv og hinanden med, til at til Kina for at rekonstruere hendes liv i flyde ind i fiktionen. perioden op til afrejsen til England. Ai Qin På tilsvarende vis insisterede han på at Lin - som Broomfield havde fundet i den optage druknescenen i det farlige tidevand kinesiske kirke i Kings Cross i London - er i Morecambe Bay, hvilket kostede pro­ selv illegal immigrant, og i scenerne i Kina

Ghosts (2006, instr. Nick Broomfield). Fiktion med virkeligheden som kulisse

agerer hun sammen med sin rigtige fami­ sker. Og derfor bryder jeg mig heller ikke lie. Ligesom afslutningens gensyn med den så meget om denne trend med at lave do­ søn, hovedpersonen har efterladt i Kina, kumentarfilm, hvor det hele virker meget reelt er en helt og aldeles dokumentarisk planlagt og iscenesat, og hvor man anven­ optagelse af Ai Qin Lins gensyn med sin der rekonstruktioner og en masse Philip søn, som hun på det tidspunkt ikke havde Glass-musik. Så hellere tage skridtet fuldt set i syv år. ud og lave fiktionsfilm.” På et stilistisk plan har Broomfield søgt at styrke det autentiske præg ved i vid ud­ Real Cinema. - Hvad er for dig at se den strækning at filme i lange ubrudte takes, afgørende fordel ved at lave fiktionsfilm på ligesom i en dokumentarfilm. den måde, som du har gjort det i Ghosts og “Som jeg var inde på før,” siger han, Battie for Haditha? “er det mest bemærkelsesværdige ved “Det er min fornemmelse, at man i de dokumentarisme efter min mening netop fleste dramafilm i dag bare ser de samme konceptet med real time. Altså at man gamle trætte skuespillere gennemspille alene ved den måde, man filmer på, kan de samme gamle klichétyngede samurai­ dokumentere en situation, en udvikling, et ceremonier. Når man går ind til en spil­ hændelsesforløb, således at publikum kan lefilm, er det, som om man forventes se, at der ikke er tale om fortolkning eller automatisk at glemme alt om, hvordan éns manipulation. Hvis vi som filmmagere ikke egen hverdag ser ud, hvordan man selv udnytter denne egenskab ved mediet, spil­ oplever virkeligheden uden for biografen. der vi på en måde noget meget dyrebart. Man forventes bare at læne sig tilbage og Derfor har jeg også i de to nye film prøvet kigge på disse overbelyste, over-iscenesatte så vidt muligt at filme scenerne i real time og overspillede ritualer, hvor det eneste, snarere end at nedbryde dem til små frag­ det handler om, er, at nu skal man se sin menter, som man plejer at gøre det med favoritskuespiller brillere med endnu en professionelle skuespillere. Vi ville gerne performance. Det er uvirkeligt og dermed have pointerne frem inden for den enkelte ufarligt, og jeg synes simpelthen, at spil­ optagelse snarere end at klippe os frem til lefilmen er udpint som format i disse år. dem.” Grundlæggende bliver der i dag lavet de - Kan man sige, at du ligefrem har filmet samme typer film, som man har lavet, si­ scenerne på en dokumentarisk mådefor at den talefilmen kom frem - med de samme få dem til at virke mere autentiske? typer historier, de samme formelle greb, de “Nej, det er ikke det, jeg mener. Jeg har samme måder at klippe på og så videre. Og bare skudt dem sådan, som jeg normalt hertil kommer stjernesystemet, som har skyder mine film. Jeg synes, at det er lidt gjort skuespillerne til Hollywoods svar på uheldigt med denne tendens til, at man i fast ejendom. Stjerner er noget, man køber disse år bevidst forsøger at få spillefilm til og sælger, og det er deres pris, der er afgø­ at ligne dokumentarfilm og omvendt. For rende for en films budget. Hele systemet mig at se er den mest interessante form er så ufleksibelt og trægt som nogensinde, for dokumentarisme disse vilde, ukontrol­ og det er mit indtryk, at denne tilstand i lable, spontane film, hvor man optager på virkeligheden passer pengemændene fint, en ikke-planlagt, ikke-iscenesat måde for fordi det er et system, som er let at kon­ 116 på den måde at indfange tingene, mens de trollere. For mig har det, der sker, ikke det a f Lars Movin

Instruktøren i et afslappet øjeblik mellem optagelserne til Battle for Haditha (2008, instr. Nick Broomfield).

fjerneste m ed kunst at gøre.” overbevist om, at den vil blive endnu mere - I andre spillefilm, der er baseret på udbredt i fremtiden, fordi man hér kan autentiske begivenheder, pynter man ofte genkende den virkelighed, der fremstilles, mere på virkeligheden, end du har gjort, for fra sit eget liv. Og fordi de personer, der at få dramaturgien til at fungere. Har du følt agerer, er fortrolige med det univers, filme­ det som en begrænsning som historiefortæl­ ne handler om. Dét er for mig at se en slags ler, at du fra starten har haft det som et mål ’real cinema’, som har et enormt potentiale, at være meget loyal overfor virkeligheden? og som vi knap nok er begyndt at udforske “Egentlig ikke. I begge de nye film har endnu.” jeg oplevet, at virkeligheden var så inter­ essant, og at den definerede tingene på Noter 1. Med få undtagelser er alle Nick Broomfields en så kraftfuld måde, at det i sig selv var film udgivet på dvd. Størsteparten af hans stimulerende. Så nej, det har ikke været dokumentariske produktion er opsamlet i noget problem. Selvfølgelig kan man sige, to bokssæt. The Early Works rummer: Who Cares (1970), Proud To Be British (1973), at det faktum, at man ikke anvender kendte Behind the Rent Strike (1974), Juvenile Liai­ skuespillere, kan virke begrænsende i for­ son (1975), Tattooed Tears (1978), Driving hold til, hvor stort et publikum man når Me Crazy (1988), Juvenile Liaison 2 (1990) og Monster in a Box (1991). Documenting ud til. Men jeg synes, at det er en fantastisk Icons rummer: Soldier Girls (1981), Chicken interessant måde at lave film på, og jeg er Ranch (1983), The Leader, His D riverand the 117 Fiktion med virkeligheden som kulisse

Drivers Wife (1991), Tracking Down Mag­ 1976 Juvenile Liaison gie (1994), Heidi Fleiss: Hollywood Madam 1978 Tattooed Tears (1995) og Fetishes (1996). 1980 Soldier Girls 2. Q&A med Nick Broomfield d. 12. september 1982 Chicken Ranch 2008. 1985 Lily Tomlin: The Film Behind the Show 3. På hjemmesiden www.ghosts.uk.com kan 1988 Driving Me Crazy man læse, at fonden per august 2008 har 1989 Diamond Skulls sendt 62.982 engelske pund til Kina. 1990 Juvenile Liaison 2 1991 The Leader, His Driver and the Drivers Wife Litteratur 1993 Aileen Wuornos: The Selling of a Serial Wood, Jason (2005). Nick Broomfield. Documen­ Killer ting Icons. London, Faber and Faber. 1994 Tracking Down Maggie 1997 Kurt & Courtney 2002 Biggie and Tupac Film omtalt i artiklen 2003 Aileen: The Life and Death of a Serial Killer 1970 Who Cares 2006 Ghosts 1974 Behind the Rent Strike 2008 Battle for Haditha

118