GERHARD HEILMANN: VOR NUVÆRENDE VIDEN OM FUGLENES AFSTAMNING FEMTE AFSNIT FØRFUGLEN PROAVIS. Sneens hvide Dække ligger endnu over Markerne og beskytter alle de grønne Spirer; skarpt og koldt er Daggryet i Februar. De rimdækkede Kviste funkler i Morgenlyset, Vinteren har endnu Magten, og enhver Drøm om Vaar synes ganske fjærn. Alligevel sidder der en syngende Stær paa Tagryggen, og Solstraalerne fremtryller en Fest af Farver i dens metalglinsende Fjer. De glitrer og spiller i blaa og grønlige Glimt og synes at kappes i Festjubel med det rislende Tonevæld, der udgaar fra Fuglens Strube. Under Hjemkomstens Sødme er den ligesom beruset af Gensynet med de kære kendte Omgivelser, dæmrende Haab og ubestemte Længsler fylder dens Bryst og bringer hele dens lille Legeme til at sitre; Sangeren hilser den liv bringende Sol med stedse fornyede Jubelraab og slynger sit frejdige Vaarbud ud over Alverden. Omtrent samtidig kommer ogsaa Lærken. Snart klinger dens klare Sølvklokke højt oppe fra den blaa Himmelhvælving. Med uforsagt Freidighed istemmer den sin Lovsang, der synes helt gennembævet af uendelig Fryd. Den glæder sig over Nuet og over alt det vidunderlige, der skal komme. De kvidrende Lær• kers Morgenkor danner Forspillet til Naturens store Opstandel­ sesfest. Varme Luftninger fra Syden bringer en fornyet Opflammen af det betagende Ledemotiv i alle Fuglehjærter. Vandhønsene farer vingeklaprende hen over den isfri Vandflade, Viben slaar Mølle i Luften af lutter Henrykkelse, og Storspovens bløde Fløjte­ toner lyder fra Nathimlen. Paa Engen har Brushanerne begyndt deres Turnering; med Næbbenes Spyd og med Fjerkraven som Skjold farer de løs paa hverandre, hopper, tramper og basker med Vingerne. Og næppe er Solen sunket ned bag de dæmrende Skove, før Urhanerne indfinder sig paa Festpladsen. De danser og springer, brummer og hvæser, drejer sig med rejste Fjer om hinanden, kradser og bides. - Men i Maagekolonien er der en øredøvende Larm hele Døgnet igennem. Det er Foraarets, det er Livsfornyelsens Tid, der fremkalder denne Rusning af Blodet. Nye Individer skal opstaa, et nyt Slægtled indledes. Den evige og ubevidste Gentagelse af det store 6 74 Udviklingsskuespil, der er opført gennem Aarenes Millioner her paa Jorden, vil atter tage sin Begyndelse. Men ogsaa selve Fugleklassen har engang i længst forsvundne Dage haft sin Vaarbrud. Da sydede Blodet ogsaa i ubevidste gærende Længsler hos de smaa krybdyragtige Væsner, der sprang fra Gren til Gren i Triastidens Træer og Buske. De følte en drivende Trang til at gøre Springene længere og længere; der var et kildrende Behag ved at tvinge disse næsten ud over Mu­ lighedernes Grænser, ved at friste det dybe Fald, ved at mærke den bærende Luftstrøms Pirring langs Skællenes Kanter. Da voksede disse langs Armens Bagrand ud i fligede Forlængelser, saa der opstod en ny Form af Faldskærmsflade, og Vingeflugten begyndte. Dog dette skimtede vi jo allerede i fjerde Afsnit; her skulde vi se at finde den Dyrestamme, fra hvilken en Fugleane kunde tænkes opstaaet, samt søge at forstaa, hvorledes Skelettet maatte være hos en Mellemform mellem Fugl og Krybdyr. Før vi kommer saa vidt, maa vi imidlertid danne os en kort Oversigt over de Resultater, vi naaede i de foregaaende Afsnit. Naar vi begynder med Begyndelsen, nemlig Fosterudviklingen, saa ser vi først en stor Lighed mellem Sædfim (spermium, Fig. 113) af Fugle og Krybdyr i Modsætning til Pattedyr. Udviklingen er ens hos de to Klasser, og Ligheden nedarvet fra lavere Former. »Det første Anlæg til Fugleovariet er ganske som hos Krybdyr, og Ægdannelsen fuldendes paa samme Maade« (W. W a Id ey er). Æggene er ens (Fig. 1 i Modsætning til Pattedyrenes. Baade hos Krybdyr og Fugle findes Polyspermi. Ligheden i Ægkløvningen samt i Dannelsen af det ydre og indre Kimblad er meget betydelig; der er saa at sige ingen For­ skel (Fig. 119 og Primitivstriben 123) i sine Be­ standdele og Betydning ganske ensartet hos Fugle og Krybdyr (0. H ertwi g). Det mellemste Kimblads Opstaaen og Beliggen­ hed (Fig. 124) er ligeledes ganske ensartet hos begge. Der findes i store Overensstemmelser i Blomme- sækkens Blodkarnet hos Fugle og Krybdyr (Schauinsland). Fosterhinderne, det ydre og indre Frugtslør (amnion og serosa, Fig. 126) er ens hos begge. Pattedyrene er som Modsætning her­ til i Besiddelse af Moderkage. Under Æggets videre Udvikling svarer Hovedtappen i Fugle­ fostret til Rygfuren i Krybdyrfostret (Fig. 128-129), Rygmarvs- 75 voldene og de tre Hjærneblærer udvikles paa samme Maade, ligesaa Ursegmenterne. I hele den paafølgende FosterudYikling er Lighederne meget paafaldende (Fig. 130), Hovedets Udvikling er ganske ens hos begge (Fig. 132-135). - Fuglefostret udviser ingen Lighed med en Pattedyrflyver (Fig. 136). Gaar vi dernæst over til at undersøge Lighederne i Skelettet, saa er det os først og fremmest paafaldende, at Fuglenes hule Knogler genfindes hos Forbærerne ( Præpzzbici) blandt Kæmpe• øglerne, hos Urkrokodiller (Paraszzchia) og hos Flyveøgler (Pte­ rosauria). Hvormeget Oldfuglens hele Skelet lignede en For­ bærers, saa vi af Fig. 80. Fig. 141 viste, hvor ganske ensartet baade Dæk.knogler og Er­ statningsknogler anlægges i Krybdyrets og Fuglens Hovedskal. I Underkæben er dette særlig fremtrædende, idet Fuglefostrets Underkæbe gentager Fortidsfuglens (Fig. 140) og denne igen Kryb­ dyrets. Dens Grene er hos Tandtærne (lchthyornis) og Kridtlom (Hesperornis) heller ikke samfæstede, hvilket er en Krybdyrlig­ hed. Yderligere er den i begge Klasser ophængt ved et Ledben ( quadratum), som mangler hos Pattedyrene, disse sidste mangler ligeledes Quadratoj ugal~. Vi saa tillige af Fig. 141, hvorledes der ved Svælgbuernes Omformning aabnede sig en dyb Kløft mellem Pattedyrenes Ud­ vikling paa den ene Side og Krybdyrs og Fugles paa den anden, idet Pattedyrenes Underkæbe ikke svarede til Samopsidernes. Af Ledbenet bliver jo nemlig dannet Høreknoglen Ambolten (in­ cus), af Underkæbebruskens øverste Ende, Articulare, fremgaar Hammeren (malleus) og Dæk.knoglen Angulare bliver til Tromme­ benet (tympanicum) hos Pattedyrene, saa disses hele Under­ kæbe kun svarer til den forreste Del af Sauropsidernes. Fuglene bringes herved i et langt inderligere Forhold til Krybdyrstammen. I Fig. 82, 88 og 89 havde vi Lejlighed til at sammenligne Kranier af Fugle og Fortidskrybdyr. Vi saa da, at de tre Aab ninger, nemlig Næsehul, Præorbitalaabning og Øjehule, baade i Størrelsesforhold, Beliggenhed og omsluttende Knogler kunde være ganske ens hos Fugl og Krybdyr, samt at Hovedskallens Knogler laa ens hos begge; Fuglen har blot i Tidens Løb mistet Krybdyrets Transversum og nogle Benbroer. Som et meget væsentligt Træk maa fremhæves, at de tidligst kendte Fugle havde Tænder, Oldfuglen endog baade i Mellem­ og Overkæbe, samt at ganske lignende Tænder fandtes hos de 6* 76 ældste Forbærere (Præpubici, Fig. 63). Vi saa af Fig. 155, at der ogsaa anlægges en Tandliste hos Fuglefostret; ligeledes var der en Antydning af Læber. Rygstrængens (clwrda dorsalis) Forhold frembyder meget store Ligheder hos de to Klasser (Schauinsland). Ogsaa Udvik­ lingen af Hvirvelsøjlen er hos Fuglene aldeles som hos Kryb­ dyrene. Fortidsøgler kunde have tvehule Hvirvler, og saadanne genfandt vi hos Fuglefostret (Fig. 144), hos Oldfugl og Tand­ tærne. Hos Tandtærnen saa vi desuden Begyndelsen til Om­ formningen af de tvehule Hvirvler (Fig. 13) til saddelformede (Fig. 40), Mellem Fuglenes Halshvirvler findes der Baandskiver (menisci), som giver disse en nærmere Tilslutning til Krokodiller og Skild­ padder (S c ha u in s 1and). Fuglefostret har ligesom Krybdyrene kun to Bækkenhvirvler, det kan have indtil 13 frie Halehvirvler, og Rygstrængen i dets Hale anlægges for lang (Gad o w), alt­ sammen Træk, der peger mod Krybdyret, hvilket Oldfuglens lange Hale jo ogsaa gør. Baade Krybdyr og Fugle har Halsribben. Ribbenenes Ud­ vikling foregaar paa samme Maade hos begge; ogsaa Krogtap­ pene (Fig. 145) synes at tyde paa en Samklang mellem de to Klasser. Stillingen af Oldfuglens Bugribben viser stor Krybdyr­ lighed (Fig. 158). Brystbenet anlægges hos Fuglefostret i to Halvdele (Fig. 146), og saaledes genfindes det hos Fortidskrybdyr (Fig. 101). Dets Udvikling er ganske ensartet hos de to Klasser; det samme er Tilfældet med Skulderbæltet. To vel adskilte Nøgleben findes hos Kridtlom (Hesperomis). Anlægget til Lemmerne er ens hos Krybdyr og Fugle (Fig. 127 og 130). Samklangen mellem Oldfugl og Fortidskrybdyr fremtræder stærkt i Forlemmets Skeletdele (Fig. 80). Den voksne Nutidsfugl har kun to Haandrodsknogler, men hos dens Foster anlægges indtil syv saadanne, hvilket viser stærkt mod Kryb­ dyret, der har otte. Der kan findes fire vel adskilte Anlæg til Mellemhaand og Fingre hos Fuglefostret (Fig. 147). Dette peger mod Krybdyret, og da vi , af Fig. 46 saa, at Svindet af Fingerstraaler begynder ved Haandens udvendige Side hos Fortidskrybdyr, hvorved alt­ saa femte Finger svinder først, ligger det nærmest at antage, at Fuglefostrets fire Fingre ogsaa er de fire første. Haanden hos 77 Forbærerne (Præpubici) kunde være nøjagtig som Oldfuglens, med det samme Antal Fingerknogler, de samme Fingre og samme Længdeforhold mellem disse (Fig. 46). Medens Antallet af Fingerled hos den voksne Fugl er 1-2-1, var det hos Old­ fuglen 2-3-4 og hos Fuglefostret 2-3-2, hvilket ogsaa tyder paa, at Fuglens Fingre er første, anden og tredje. Vi fandt tydelige Kløer paa Fugleungers og voksne Fugles Fingre (Fig. 159-160 og 162-65); Anlæg dertil saas ogsaa paa Fuglefostrets Fingre (Fig.147 og 149), Oldfuglen havde Kløer paa alle tre Fingre. Hoatsinungen klatrer om mellem