Digitaliseret af / Digitised by

Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library

København / Copenhagen

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kunstbib.dk

For information on copyright and user rights, please consult www.kunstbib.dk

JAIS NIELSEN J A i s /?/V

VO R TIDS KUNST • 6

JAIS NIELSEN

ET UDVALG AF BILLEDER MED INDLEDENDE TEKST AF

OLUF THOMSEN

FORLAGT AF RASMUS NAVER KØBENHAVN 193 1 VOR TIDS KUNST REDAKTION KAJ BORCHSENIUS • UDGIVET MED UNDERSTØTTELSE AF NY CARLSBERGFONDET

KUNSTAKADEMIETS BIBLIOTEK

HOVEDKOMMISSIONÆRER: Akademiska Bokhandel, Helsingfors. A jB C. E. Fritzes Kung. Hovbokhandel, Stockholm. Cammermeyers Boghandel, Oslo.

KLICHEER FRA MIDDELBOES REPRODUKTIONSANSTALT LANGKJÆRS BOGTRYKKERI Ja is IV“Isen er født 1885 i København. Han begyndte i Malerlære og kom derefter paa Teknisk Skole under den dygtige Lærer H . Grøn* vold. I Aarene 1907—09 træffer vi ham mellem de jævnaldrende Kammerater Olaf Rude, Aksel P. Jensen og William Scharff paa Zahrtmann og Johan Rohdes Skole. Allerede i 1907 udstillede Jais Nielsen paa en Elevudstilling i Charlottenborgs Antiksal, men hans egentlige første Fremtræden for Publikum foregik paa »de Tretten«s Udstilling 1909 10, der afholdtes i den Frie Udstillings gamle Byg* ning i Farimagsgade. Denne Udstilling markerede den »nye« Kunsts Gennembrud herhjemme og blev som alt nyt modtaget med megen Forargelse og ringe Forstaaelse. Jais Nielsen hører jo til det Kuld af begavet Malerungdom, der nødvendigvis maatte gøre Oprør mod dansk Kunst i forrige Aar* hundredes sidste Halvdel, og det var derfor naturligt, at han kort efter rejste til Paris for at studere den unge franske Kunst, der med Udgangspunkt i Cézanne havde skabt Revolution overalt i Europa. Opholdet strakte sig over 3 Aar og aabnede hans Øjne for de saa* kaldte moderne Maleres Indsats og for deres Maal og Midler. Den særlige »Stil«, der sporedes i Jais Nielsens første Billeder, maatte før eller senere ogsaa føre ham over til Arbejdet med rent dekorative Opgaver. Der er da heller ingen Tvivl om, at »den nye Kunst« i Forbindelse med Studiet af de franske Museers Samlinger af keramiske Arbejder fra Ægypten, Kina og Persien i svunden Tid skulde faa den allerstørste Betydning for Jais Nielsens videre Udvikling. Her i den anvendte Kunst fandt han netop et Omraade, hvor gammelt og nyt lod sig forene paa den naturligste Maade. Billede og Flade kunde langt mere selvfølgeligt bringes i intim For* bindelse med hinanden, hvor Genstanden var en Vase, et Fad eller en Skaal, end hvor det drejede sig om et tilfældigt Stykke Lærred, og allerede Aaret efter sin Hjemkomst fra Paris i 1915 begyndte

[7] Jais Nielsen at »brænde« sit foreløbig saa enkle Lertøj i Eifrigs be* skedne, men navnkundige Pottemageri i Valby. Samme Aar udstillede Jais Nielsen sine første Arbejder paa Kunstnernes Efteraarsudstilling: nogle Fade og Skaale, der vel kun vakte Opmærksomhed hos nogle enkelte interesserede, men var Interessen først vakt, kunde man ikke lade være Gang paa Gang at vende tilbage til en nærmere Betragtning. Det var den enklest mulige Teknik, der var benyttet, en Genop* tagelse af Landsbypottemagerens troskyldige Haandtering, men der, hvor Fortidens Haandværker havde maattet slippe Arbejdet i Fla= dernes maleriske Udfyldning, havde Kunstneren knyttet Traaden og givet os Fortsættelsen. Formerne var ganske jævne og ligetil. Materialet ligeledes. Paa en Grundsubstans (Skærv) af Rødler eller Blaaler overgydt med det hvide Pibeler var malt med kraftige Farver, blaat grønt, gult og rødbrunt i primitiv Forenkling. Typiske for denne Periode er Fadene: »Boksere«, »Jonas og Hvalfisken«, »Kristi Opstandelse« (Side 21) og »Brylluppet i Kana« (Side 25). Jais Nielsen er først og fremmest den keramisk arbejdende Maler, og dette i Forening med hans Tilknytning til »moderne Kunst« giver hans Arbejde straks fra Begyndelsen en Særstilling, som det til Dato har bevaret. I den første Periode 1915—1920 arbejdede han udelukkende med det »simple« Lertøj som Materiale, men mange af denne Periodes Arbejder har en Friskhed og Fylde, som man ikke glemmer, naar man engang har faaet Øje for disse store ele* mentære Dyder. Forsøger man en nærmere Analyse, gaar det hurtigt op for en, at Jais Nielsen forstaar paa sjælden Maade at benytte den givne stærkt begrænsede Plads. Billede og Flade er ikke, som desværre saa ofte, to Ting, der blot tilfældigt er bragt i indbyrdes Forbin* delse. Figurerne, Mennesker, Dyr etc. bliver til og lever i organisk Forbindelse med Genstanden paa en ligesaa selvfølgelig Maade

[8] som den, hvormed Planter i Naturen vokser og føjer sig ind efter de givne Rumforhold. Blandt de enkelte Elementer, der danner det samlede Hele, maa desværre et meget væsentligt undværes her i de sorte Gengivelser. Læseren maa selv, dels gennem sin Erindring, dels gennem sin Fantasi, der kun fattigt kan støttes af Ordene, fore* stille sig Farverne, der som Blomster springer ud under Jais Nielsens Pensel. Som Eksempel kan nævnes et af Jais Nielsens første Arbejder, et lille Fad, »Boksere«, hvis bevægede Komposition og metallisk lysende, emaljeagtige Farvespil supplerer hinanden paa den mest indtagende Maade. Den samme sikre Placering træffer vi i en lang Række af Arbejder, der ligeledes præges af stærk, men dog altid behersket Bevægelse, f. Eks. i Fadet med »Hvalfisken«, der opsluger Jonas. De kobolt* blaa Bølger tørner sammen om den irgrønne Hval, hvis umaadelige Dimensioner ikke direkte ses, men virkningsfuldt anes gennem Pia* ceringen af den kløftede Hale og det vidt opspilede Gab i de to Yderpunkter af Fadets Diameter. Harmonien mellem de tre Klange af blaat, grønt og rødbrunt er fuldendt. Har en vis barok Humor, der vel kun kan forarge de allersar* teste Gemytter, gjort sig gældende i et Fad som det lige omtalte, er det helt andre Strenge, der spilles paa i Fremstillingen af »den barmhjertige Samaritan«, et Motiv, som Jais Nielsen har varieret paa forskellig Maade. Paa S. 20 er gengivet et af hans Lidkast (1917) til et rundt Fad med den barmhjertige Samaritan, der løfter den slagne op fra den umilde Jord. Selv uden Farve virker det fuldt af Udtryk, expressionistisk i Ordets bedste Betydning. Paa den knappe Plads, der anvises af Fadets Runding, er alt føjet ind paa den na* turligste Maade. Hesten, der bøjer Halsen, følgende Fladens runde Afgrænsning, omslutter ligesom skærmende de to Mænd, og den

[9] lodrette Stilling af Samaritanen giver ham en Styrke, der føles som en beroligende Modsætning til den afmægtige Segnen i den Over* faldnes skraa Linjer. Naturligvis er Fremstillingen ikke »naturalis stisk«, men netop derved strammes og koncentreres det hele, saa at ethvert Barn vil kunne erindre Billedet og beskrive det til Fuld* kommenhed, idet det bliver eet med den skønne enfoldige Berets ning-Jais Nielsen er flere Gange vendt tilbage til Samaritanmotivet og har senere udført det i fri plastisk Modelering (1923) (S. 28). Ogs saa her møder vi den samme fortættede Kraft udmærket fremhævet ved den store frontalt vendende Samaritan, der i sin Favn optager den langt spinklere, i Profil modellerede Saarede. »Misforholdet« i Størs reisen mellem de to Mænd bliver ikke Beskueren bevidst, før han giver sig til at analysere Virkemidlerne. Umiddelbart fornemmes Forholdet mellem Hjælperen og den Hjælpeløse blot som den Trygs hed, hvormed vi forestiller os Barnet hvilende i Moders Liv. Jais Nielsen har i det hele i rigt Maal ladet sig inspirere af bis belske Motiver, særlig det gamle Testamentes ofte saa drastisk frems stillede Begivenheder har været ham en uudtømmelig Kilde at øse af. Dette hænger maaske for en Del sammen med Traditionen i gammel Pottemagerkunst, for en Del er det antagelig ogsaa Udtryk for, at disse af alle kendte Tildragelser kan fortælles i faa »Ord«. Den begrænsede Plads tillader ikke Vidtløftighed, nogle enkelte billedlige Symboler, anbragt paa pointeret Maade, lader Beskuerens Fantasi arbejde med. Helheden i Form, Stof, Tegning og Farve taler til det primitive, almueagtige, som vi alle bærer dybest i vort Sind, naar vi for en Gangs Skyld er oprigtige, i de gode Stunder, hvor vi føler os velhavende nok til at bortlægge de højtidelige Manerer, hvormed vi til daglig søger at imponere vore Medmennesker og os selv. Fadet med »Brylluppet i Kana« (Side 25) virker ved sin Kompo*

[10] sition og sin Farve, særlig den liflige Vin, der i en Purpurstrøm vælder ud fra Vandkrukken, med en straalende Festlighed, der giver det en fornem Plads blandt de tidlige Arbejder. Ogsaa den spinkle, men meget udtryksfulde Tegning i Fadet med »Kristi Opstandelse« (Side 21) bør fremhæves som Eksempel paa, hvor godt Jais Nielsen forstaar med faa Midler at fylde en Flade og gøre den levende. Til denne Gruppe af Jais Nielsens Arbejder hører ogsaa den krab tige Laagvase (Side 23). Uden at være Efterligning af nogen bestemt Type virker den helt klassisk ved sin sluttede faste Form, sin vel* proportionerede Inddeling og sin milde, harmoniske Farvefordeling. Tegningen af de to Hovedfigurer, Adam og Eva, paa Krukkens Korpus, er vel ikke saa sikker som i de senere Arbejder, men Fi* gurernes haarde brune Farve i Forening med de dybt indskaarne Konturer, der faar Billedet til at springe frem i Relief, giver Hel* heden baade primitiv Styrke og Charme. De anførte Eksempler er valgt som typiske Repræsentanter. Pladsen tillader nu engang kun et ret snævert begrænset Udvalg; i Virkeligheden har Jais Nielsen med sit »Lertøj« givet os en hel Billedbibel af en særegen, oprindelig Styrke. Om selve den religiøse Følelse i Jais Nielsens Arbejder kan man jo mene, hvad man vil. Ingen vil med Rette kunne nægte, at han har formaaet at skabe en ganske egen Stil, der gennem alle de enkelte Dele former sig til et Hele og giver en levende Forestilling om et »Østerland«, der muligvis nok mest hører hjemme i Fanta* siens og Æventyrets Verden, men her ogsaa er fyldt af Liv og Be* givenhed, spillende paa alle Følelsers Strenge fra den blideste Ynde til mandig Patos, ikke sjældent med en Understrøm af Humor som en virkningsfuld Modvægt mod det ferske eller det altfor høj* stemte. Et Fad er nu engang ikke en Altertavle, og en Vase, selv i sin ædleste Form, ikke noget Tempel.

[11] Den omtalte plastiske Fremstilling af den barmhjertige Samaritan tilhører, som foran berørt, en noget senere Periode, da Jais Nielsen er gaaet over til at benytte det haardtbrændte »Stentøj« som Ma* teriale, men allerede fra »Lerperioden« stammer nogle faa plastiske Arbejder, blandt hvilke særlig »Maria med Barnet« (Side 22) har alle Jais Nielsens mest karakteristiske Egenskaber. »Maria med Barnet« er ikke nogen forfinet florentinsk Madonna, men en lykkelig ung Moder fra Landsbyen med sit Barn højt paa Armen. Man skal vistnok gentagne Gange vende tilbage til denne Statuette, for helt at blive fortrolig med dens mærkelige Ynde. Den lette Drejning af Kroppen, forstærket ved Bevægelsen af den led» sagende trofaste Hund og det højt løftede Barn giver hele Kom* positionen en Stigning, der munder ud i en sødmefyldt Ekstase, der dog beherskes og afbalanceres ved den solide Modellering. Alt holdes saaledes indenfor Maadeholdets Grænser, og de blide Farver bidrager til det samlede harmoniske Indtryk. Før vi tager Afsked med det let brændte »Lertøj« maa vi endnu kaste et Blik paa den lille flade Skaal (Side 19) som Repræsentant for en Række lignende Askebægre (rigtigere Skaale eller Bakker). Det her gengivne Eksemplar er ganske særlig vellykket baade i Tegning og — ikke mindst — i Farve. Det viser os Pottemageren i Arbejde i den højtidelige Stund, hvor han skal »dekorere« sit Objekt. Siddende paa en ganske lille Stol, der absolut ikke tillader Magelighed, støtter han Vasen paa sine samlede Knæ, der maa tjene som Bord. Penselen holdes afventende parat til at slaa ned paa det rigtige Sted. Her er jo ingen Mulighed for at rette, viske ud og gøre om. Nu eller aldrig. Det er heldigvis blevet Nu, thi i Jais Nielsens hele Produktion hører dette lille Fad til Perlerne. I 1920 var Jais Nielsen blevet knyttet til den kongelige Porce* lænsfabrik, en særlig lykkelig Alliance, der allerede i høj Grad har

[12] haft og sikkert i Fremtiden vil faa den største Betydning for begge Parter. Paa Fabrikken sad man inde med ca. 150 Aars Erfaringer, og navnlig de sidste Aartier havde i høj Grad været opfyldt af tekniske Forsøg paa i rigere Udstrækning end forhen at frembringe nye Muligheder, baade hvad selve Stoffet og Glasurerne angaar. Den første og mest iøjnefaldende Virkning var, at Leret for en Tid blev forladt som Materiale til Fordel for det langt haardere og ædlere »Stentøj«. Her i Verden erhverves dog sjældent en Fordel uden paa Bekostning af andre Værdier, og hvad der kunde vindes i Materiale* og til dels Formvirkning maatte betales med Afkald i koloristisk Henseende. De friske blomstrende Farver, som vi saa straalende har mødt i Jais Nielsens Arbejder fra den første Periode, taaler ikke Temperatur over 8—900 Grader, men brænder bort under den stærke Ophedning, som »Stentøjet« kræver. Skalaen maatte foreløbig begrænses væsentlig til den blaa Koboltfarve, der anvend* tes til Figurfremstilling etc., og brune, graa og sorte Toner i Gla* suren. Det varede dog ikke længe, førend forskellige kraftig farvede Glasurer, som den fra Kina saa velkendte festlige »Okseblodsgla* sur« (sang de boeuf) og den ligeledes fra Kineserne overtagne lys* grønne Jernglasur, Celadon bragtes i Anvendelse i Jais Nielsens nye Arbejder. Ogsaa turkisblaa Glasurer og mørke, næsten sort* brune og lysgraa glatte eller krakelerede Metalglasurer blev taget op med Held. I disse Arbejder bliver altsaa Monokromien, den bestemte do* minerende Farve, et kunstnerisk Element af stor Betydning ved Siden af Formen og mer eller mindre fremtrædende Dekorering. Æren for, at alt dette lod sig realisere baade saa hurtigt og med saa op* muntrende Resultater, maa Jais Nielsen dele med Fabrikkens Stab af dygtige Teknikere. Som Eksempel paa det med Koboltblaat dekorerede Stentøj skal

[13] her nævnes Vasen (Side 34) med Fremstilling af »Hyrderne paa Marken Julenat«. Paa et glaseret Bælte rundt om Vasens Korpus er følsomt tegnet i klare blaa Linier en hvilende Hyrde omgivet af sin Hjord. Paa Vasens anden Side ses Jesusbarnet, der med digte* risk Frihed er gjort i Lignelsen af en 4-5 Aars Dreng. Det glaserede Bælte indrammes af Vasens matte, brunsorte Jernfarve. Overfladens stoflige Karakter er i denne Vase (og i en Række efterfølgende) friskere, mere levende end i de tidligere Arbejder af tilsvarende Art. Dette skyldes, at der til Stentøjsmassen er iblandet haardt brændt knust ildfast Ler (saakaldt Chamotte). En Række Gengivelser vil bedre end Ord illustrere, hvor meget de enkelte Elementer: Form, Tegning, Farve, Stofvirkning betyder for Resultatet, og hvor fint harmonisk disse Elementer er forenede. Rene i Formen, en glat ret slank Oval, er de tre Vaser med Fremstil* ling af »Pottemageren«, der inspireres af sin Genius, »Lots Hustru«, der ser den fortabte By forgaa i Flammer og »Orfeus og Eurydike«. De er Eksempler paa Dekorering med enkelte store Figurer, der med fornem Ro udfylder hele Fladen. Den samme klare Komposition og Udnyttelse af Pladsen, vi har lært at kende i »Lertingene«, møder os ogsaa her. A f blaadekorerede Fade, hørende til denne Gruppe, er her gen* givet »Leda med Svanen« (Side 24) og »Peters Fiskedræt« (Side 32). I den korte ægformede Vase »Daaben« (Side 35) er alt ligesom fortættet i Kraft, yderligere accentueret ved at Englen i Relief løftes frem fra Overfladen. I stoflig Karakter minder den om Renaissan* cens saa yndede Drikkekander og Krus fra Rhinegnene, hvilket yderligere understreges af den lyse stengraa Bundfarve og Frem* hævelsen af Relieffet ved kraftigt Ultramarinblaat. (Side 26) og (Side 27) viser en ny Type af Vase, stor og kraf* tigt virkende. Den ene med »Peters Fiskedræt« følger i hele Ud*

[14] smykningen de allerede omtalte, den anden med »Abraham og Isak«, modsvarende hinanden paa de to Sider, har Figurerne liggende i forholdsvis lavt Relief. Jais Nielsen har udført denne Vase i flere Variationer, saaledes: Korpus ensartet brunfarvet med Relieffigu* rerne i graat og blaat som paa Vasen (Side 26). Fornemmere end denne Farvefordeling virker en anden: ren graa Bundfarve i fint kra* kelerende Kvartsglasur, Figurerne fremspringende i mat, sortbrunt Jernrelief. Ejendommelige, men paa ingen Maade »søgte« er de cylinderfor* mede temmelig smalle, med Laag forsynede Reliefvaser. Som Eksem* pel herpaa kan (Side 37) »Kampen« tjene. Ogsaa her er anvendt en krakelerende graa Glasur som Bundfarve, medens Konturer etc. mar* keres i blaat. Ganske særlig festligt fremtræder i en lang Række Arbejder den røde »Okseblodsglasur«. Særlig skal fremhæves Vasen (Side 41) med en Scene fra den græske Mytologi i Relieffremstil* ling. Paa den ene (paa Gengivelsen synlige) Side ses Artemis, der under Badet overraskes af Aktæon; paa den anden Side er frem* stillet den til en Hjort forvandlede Aktæon, besejret af sine Hunde. Glasuren er fyldig og meget egal. Overordentlig vellykket er ligeledes det imposante skaalformede Fad med en i højt Relief knælende Mandsfigur »Petrus» (Side 33). En sjælden Storslaaethed er der over den kraftige Gruppe »Pon* tius Pilatus« (Side 40), hvor den tætte »kongelige« Glasur virkelig forlener den mægtige Øvrighedsperson med en i høj Grad talende skarlagenrød Vælde. Uden at virke som Karikatur er Udtrykket presset saa højt op som muligt, og den diminutive Flaske, med hvis Indhold den mægtige Rettens Haandhæver skal kunne »vaske sine Hænder«, giver hele Situationen en vis grum Ironi, der ikke let glemmes. I sin sluttede Fasthed, beskærmende omgivet af den svært bevæbnede Drabant, danner Gruppen et interessant Modstykke til

[15] den foran omtalte af den barmhjærtige Samaritan. Jais Nielsens for* mende Evne fremtræder maaske ingen Steder mere overbevisende end i dette Arbejde, der staar Maal med vor Tids allerbedste Skulp* turer. »Moses med Kobberslangen«, ligeledes en Gruppe i Okse* blodsglasur (Side 30), er præget af gammeltestamentlig Storslaaet* hed. De højt løftede Arme, dækket af den side Kappe, der kun lader Hænderne frie til et kraftigt Greb om Slangen, har noget af den samme tilbageholdte Kraft som et stynet Træ. Ogsaa her en sikker Afbalancering, ikke Karikatur, ej heller direkte Pathos, men et Udtryk for »den store Humor«. I Sammenligning med de omtalte stærkt udtryksfulde Grupper virker den noget outrerede »Paulus dræber Løgnen« (Fig. 31) mere »udvendig«, men som keramisk Produkt er Gruppen beundrings* værdig i sin stærke pyramideformede Opbygning med »Løgnen« i et irgrønt Fabeldyrs Skikkelse ved Gruppens Basis, og den gule Glorie som et Sejrsskrig i Pyramidens Spids. Fornemst af samtlige plastiske Arbejder er den legemsstore Figur »Pottemageren« (Side 38—39). Holdt i en enstonende halvmat tur* kisblaa Farve virker Figuren med en storslaaet Ro og Holdning. Alt er vel gennemtænkt uden paa noget Punkt at være søgt. Den i og for sig dristige Placering af Krukken midt i Figuren motiverer paa den fineste Maade det lidt forsigtige ligesom tilbageholdende i Bevægelsen. Forøvrigt er det det største Enkeltstykke, der hidtil er fremstillet paa Fabrikken — og vel i det hele taget nogetsteds. Med Rette har denne Figur sammen med et Udvalg af Jais Nielsens bedste Ting fundet en blivende Plads i vort Kunstindustrimusæum. »Potte* mageren« repræsenterer Jais Nielsen’s foreløbig højeste Ydelse, men Arbejdet indgaar i den lange Række ikke som et Udslag af tilfældigt Held, men som Frugten af en naturlig organisk Vækst. Endnu skal omtales nogle Forsøg fra de seneste Aar, der allerede

[16] har ført til smukke Resultater, og som lover langt mere for Frem» tiden. Der er først Forsøgene med Celadonglasurerne. Som omtalt er det egentlig aldrig tidligere lykkedes andre end Kineserne at faa noget ud af denne ejendommelig bleggrønne jadeagtige Jernglasur, men Kinas keramiske Kunst, særlig fra Sung* og Mingperiodernehar ved Anvendelse af Glasuren frembragt uforlignelig skønne Genstande. I adskillige Aar har Porcelænsfabrikken eksperimenteret hermed, og man tør vistnok uden Overdrivelse sige, at det eneste vellykkede europæiske Celadon er fremstillet her. Flere Kunstnere har paa Fa* brikken heldigt arbejdet med Glasuren, blandt disse ogsaa Jais Nielsen. Som Eksempel, endda et særlig vellykket, anføres Grup* pen »Samson med Løven« (Side 29), der iøvrigt ogsaa findes udført i Okseblodsglasur. Jais Nielsens Evne til bestandig at skabe nye Kompositioner tilsyneladende uden ringeste Besvær er i Virkeligheden Resultatet af vedholdende Fordybelse og inderlig Hengivelse i Arbejdet. Han er tilmed i Besiddelse af en sjælden Iderigdom, der foreløbig ikke har vist noget Tegn paa Træthed. Det er en Frodighed man i alt Fald hertillands ikke er altfor forvænt med. Dertil kommer, at han som andre »Opdagere« har Trang og Evne til at gaa ad nye Veje og ad gamle, der forlængst syntes tilgroede til Ufremkommelighed. Naturligvis har det ikke manglet paa Kritik. Navnlig før Jais Nielsen havde vist, at han fulgte en ganske bestemt Linie, hørte man nu og da Kritikken betegne de keramiske Arbejder som Pa* sticher, gjort i svundne Tiders Tanke og Opfattelse med vilkaarlig og tilstræbt Naivitet. Det er ogsaa sandt, at man ved Betragtning gen ofte fornemmer en Stemning af Fortid, men det er ligesaa sandt, at det vil være umuligt at paavise bestemte Forbilleder i tid* ligere Tiders keramiske Frembringelser. Hemmeligheden turde være den, at et ufordærvet Kunstnersind her har grebet og fastholdt

[17] noget af det, der er Nerven i al god Kunst til alle Tider. Er man først blevet fortrolig med det særlige i Udtryksmaaden, opleves de bedste af Jais Nielsens Arbejder hverken som »moderne« eller som »gamle«, de synes ligesom at være løftet ud af Tiden og at leve et lykkeligt Liv i en Tilværelse, hvor Alder er et ukendt Begreb. Jais Nielsen er da i mere end een Henseende en Fornyer af hele vor Tids keramiske Kunst, og enhver, der har Kendskab til Sam* tidens Keramik herhjemme og i Udlandet, vil ikke være i Tvivl om, hvor og hvorledes han maa placeres. Det vilde føre for vidt og ganske sprænge Rammerne for nær» værende lille Bog, der kun har beskæftiget sig med Jais Nielsens keramiske Arbejder, at komme ind paa de mange andre Sider af hans kunstneriske Virksomhed. Til en vis Grad beslægtet med Kera» mikken erhans Indsats paa et herhjemme kun lidet opdyrket Omraade, Glasmaleriet. Prøver paa dette findes i de to store farvestraalende Apsis»Ruder til Grenaa Kirke (Side 46—47). Hans dekorative Evner har ligeledes smukt gjort sig gældende i hans Fresker i Skt. Elisabeth Søstrenes Hospital paa Amager. Fra denne stort anlagte Udsmyk» ning, der først kan ventes færdig om et Par Aar, bringer denne Bog nogle Udkast (Side 42—45), der giver rige Løfter om en værdifuld Forøgelse af dansk Monumentalmaleri.

Jais Nielsens Keramik findes paa følgende Musæer og offentlige Samlinger: Kunstindustrimusæet i København, Nationalmusæet i Stockholm, Roh’ske Mu» sæet i Gøteborg, Kunstindustrimusæet i Oslo, Det nordenfjældske Musæum i Trondhjem, Kunstindustrimusæet i Bergen, Musée des Arts décoratifs Louvre, Musæet i Lyon, Musæet i Milano, Bayerisches National Museum, München, Mr. Augustino Samlingen, Alexandria, The Metropolitan Museum of Arts, New York.

[18] Diameter 18 cm KERAMIKER (ASKESKAAL) (1916) Tilhører Professor Oluf Thomsen.

[19] Diameter 27 cm DEN BARMHJERTIGE SAMARITAN (KULTEGNING) (1917) Tilhører Professor Oluf Thomsen.

[20] Diameter 28 cm OPSTANDELSEN (1915) Tilhører Kunstneren.

[21] Højde 35 cm MARIA MED BARNET (1917) Tilhører Professor Oluf Thomsen.

[22] "■ '.V/5 % \

Højde 44 cm EVA (1918) Tilhører Direktør Carl J. Michaelsen.

[23] Diameter 41 cm LEDA MED SVANEN (1922) Tilhører Den kgl. Porcelainsfabrik.

[24] Diameter 33 cm BRYLLUPPET I KANA (1916) Tilhører Kunstneren.

[25] 60X36 cm ABRAHAMS OFFER (1929) Tilhører Direktør Helge Jacobsen.

[26] T .

62X36 cm PETERS FISKEDRÆ T (1929) Tilhører Den kgl. Porcelainsfabrik.

[27] 26X33 cm DEN BARMHJERTIGE SAMARITAN (1923) Tilhører Nationalmusæet i Stockholm.

[28] 25X22 cm SAMSON OG LØVEN (1923) Tilhører Grosserer Bull, Oslo.

[29] Højde 72 cm MOSES MED SLANGEN (1928) Tilhører Etatsraad Vilh. Hansen. [30] Højde 60 cm DRÆBER LØGNEN (1925)PAULUS Tilhører Generalinde Koefoed.

[31] Diameter 41 cm PETERS FISKEDRÆT (1921) Tilhører Den kgl. Porcelainsfabrik.

[32] Diameter 48 cm PETRUS (1929) Tilhører Kunstneren.

[33] 32X24 cm HYRDERNE PAA MARKEN (1924) Tilhører Kunstindustrimusæet i København.

[34] 27X20 cm DAABEN (1924) Tilhører Professor Johs. C. Bock.

[35] 16X10 cm KRISTUS SOM 12 AARIG (1927) Tilhører Musæet i Lyon.

[36] 26X10 cm KAMPEN (1926) Tilhører Den kgl. Porcelainsfabrik. [37] Højde 165 cm POTTEMAGEREN (1925)

Tilhører Kunstindustrimusæet, København, og [38] POTTEMAGEREN r. Augustino Samlingen, Alexandria. [39] [40] 100X70 cm AKTÆ ON VASEN (1926) Tilhører Kunstindustrimusæerne i København og Göteborg samt den svenske Kronprins.

[41] 52X52 cm FRESKOsSTUDIE (1929) Forarbejde til Fresko*Dekorationerne paa Set. Elisabeth Søstrenes Hospital. Tilhører Kunstneren.

[42] 46X42 cm STUDIEHOVED (OLIE) (1929) Forarbejde til Fresko=Dekorationerne paa Set. Elisabeth Søstrenes Hospital. Tilhører Kunstneren.

[43] Tilhører Kunstneren. Forarbejde^til Fresko*Dekorationerne paa Set. Elisabeth Søstrenes Hospital. 150X200 cm UDKAST: TEMPERA (1929)

[44] Tilhører Kunstneren. Forarbejde til Fresko*Dekorationerne paa Set. Elisabeth Søstrenes Hospital. 150X200 cm DEN HELLIGE ELISABETH HOS DE SPEDALSKE (OLIE) (1929)

[45] ).

DEN FORTABTE SØN (AKVAREL) Udkast til Glasmaleri i Grenaa Kirke. (1929)

[46] LAZARUS’ OPVÆKKELSE (AKVAREL) Udkast til Glasmaleri i Grenaa Kirke. (1929)

[47]