Digitaliseret af / Digitised by Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library København / Copenhagen For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kunstbib.dk For information on copyright and user rights, please consult www.kunstbib.dk JAIS NIELSEN J A i s /?/V VO R TIDS KUNST • 6 JAIS NIELSEN ET UDVALG AF BILLEDER MED INDLEDENDE TEKST AF OLUF THOMSEN FORLAGT AF RASMUS NAVER KØBENHAVN 193 1 VOR TIDS KUNST REDAKTION KAJ BORCHSENIUS • UDGIVET MED UNDERSTØTTELSE AF NY CARLSBERGFONDET KUNSTAKADEMIETS BIBLIOTEK HOVEDKOMMISSIONÆRER: Akademiska Bokhandel, Helsingfors. A jB C. E. Fritzes Kung. Hovbokhandel, Stockholm. Cammermeyers Boghandel, Oslo. KLICHEER FRA MIDDELBOES REPRODUKTIONSANSTALT LANGKJÆRS BOGTRYKKERI Ja is IV“Isen er født 1885 i København. Han begyndte i Malerlære og kom derefter paa Teknisk Skole under den dygtige Lærer H . Grøn* vold. I Aarene 1907—09 træffer vi ham mellem de jævnaldrende Kammerater Olaf Rude, Aksel P. Jensen og William Scharff paa Zahrtmann og Johan Rohdes Skole. Allerede i 1907 udstillede Jais Nielsen paa en Elevudstilling i Charlottenborgs Antiksal, men hans egentlige første Fremtræden for Publikum foregik paa »de Tretten«s Udstilling 1909 10, der afholdtes i den Frie Udstillings gamle Byg* ning i Farimagsgade. Denne Udstilling markerede den »nye« Kunsts Gennembrud herhjemme og blev som alt nyt modtaget med megen Forargelse og ringe Forstaaelse. Jais Nielsen hører jo til det Kuld af begavet Malerungdom, der nødvendigvis maatte gøre Oprør mod dansk Kunst i forrige Aar* hundredes sidste Halvdel, og det var derfor naturligt, at han kort efter rejste til Paris for at studere den unge franske Kunst, der med Udgangspunkt i Cézanne havde skabt Revolution overalt i Europa. Opholdet strakte sig over 3 Aar og aabnede hans Øjne for de saa* kaldte moderne Maleres Indsats og for deres Maal og Midler. Den særlige »Stil«, der sporedes i Jais Nielsens første Billeder, maatte før eller senere ogsaa føre ham over til Arbejdet med rent dekorative Opgaver. Der er da heller ingen Tvivl om, at »den nye Kunst« i Forbindelse med Studiet af de franske Museers Samlinger af keramiske Arbejder fra Ægypten, Kina og Persien i svunden Tid skulde faa den allerstørste Betydning for Jais Nielsens videre Udvikling. Her i den anvendte Kunst fandt han netop et Omraade, hvor gammelt og nyt lod sig forene paa den naturligste Maade. Billede og Flade kunde langt mere selvfølgeligt bringes i intim For* bindelse med hinanden, hvor Genstanden var en Vase, et Fad eller en Skaal, end hvor det drejede sig om et tilfældigt Stykke Lærred, og allerede Aaret efter sin Hjemkomst fra Paris i 1915 begyndte [7] Jais Nielsen at »brænde« sit foreløbig saa enkle Lertøj i Eifrigs be* skedne, men navnkundige Pottemageri i Valby. Samme Aar udstillede Jais Nielsen sine første Arbejder paa Kunstnernes Efteraarsudstilling: nogle Fade og Skaale, der vel kun vakte Opmærksomhed hos nogle enkelte interesserede, men var Interessen først vakt, kunde man ikke lade være Gang paa Gang at vende tilbage til en nærmere Betragtning. Det var den enklest mulige Teknik, der var benyttet, en Genop* tagelse af Landsbypottemagerens troskyldige Haandtering, men der, hvor Fortidens Haandværker havde maattet slippe Arbejdet i Fla= dernes maleriske Udfyldning, havde Kunstneren knyttet Traaden og givet os Fortsættelsen. Formerne var ganske jævne og ligetil. Materialet ligeledes. Paa en Grundsubstans (Skærv) af Rødler eller Blaaler overgydt med det hvide Pibeler var malt med kraftige Farver, blaat grønt, gult og rødbrunt i primitiv Forenkling. Typiske for denne Periode er Fadene: »Boksere«, »Jonas og Hvalfisken«, »Kristi Opstandelse« (Side 21) og »Brylluppet i Kana« (Side 25). Jais Nielsen er først og fremmest den keramisk arbejdende Maler, og dette i Forening med hans Tilknytning til »moderne Kunst« giver hans Arbejde straks fra Begyndelsen en Særstilling, som det til Dato har bevaret. I den første Periode 1915—1920 arbejdede han udelukkende med det »simple« Lertøj som Materiale, men mange af denne Periodes Arbejder har en Friskhed og Fylde, som man ikke glemmer, naar man engang har faaet Øje for disse store ele* mentære Dyder. Forsøger man en nærmere Analyse, gaar det hurtigt op for en, at Jais Nielsen forstaar paa sjælden Maade at benytte den givne stærkt begrænsede Plads. Billede og Flade er ikke, som desværre saa ofte, to Ting, der blot tilfældigt er bragt i indbyrdes Forbin* delse. Figurerne, Mennesker, Dyr etc. bliver til og lever i organisk Forbindelse med Genstanden paa en ligesaa selvfølgelig Maade [8] som den, hvormed Planter i Naturen vokser og føjer sig ind efter de givne Rumforhold. Blandt de enkelte Elementer, der danner det samlede Hele, maa desværre et meget væsentligt undværes her i de sorte Gengivelser. Læseren maa selv, dels gennem sin Erindring, dels gennem sin Fantasi, der kun fattigt kan støttes af Ordene, fore* stille sig Farverne, der som Blomster springer ud under Jais Nielsens Pensel. Som Eksempel kan nævnes et af Jais Nielsens første Arbejder, et lille Fad, »Boksere«, hvis bevægede Komposition og metallisk lysende, emaljeagtige Farvespil supplerer hinanden paa den mest indtagende Maade. Den samme sikre Placering træffer vi i en lang Række af Arbejder, der ligeledes præges af stærk, men dog altid behersket Bevægelse, f. Eks. i Fadet med »Hvalfisken«, der opsluger Jonas. De kobolt* blaa Bølger tørner sammen om den irgrønne Hval, hvis umaadelige Dimensioner ikke direkte ses, men virkningsfuldt anes gennem Pia* ceringen af den kløftede Hale og det vidt opspilede Gab i de to Yderpunkter af Fadets Diameter. Harmonien mellem de tre Klange af blaat, grønt og rødbrunt er fuldendt. Har en vis barok Humor, der vel kun kan forarge de allersar* teste Gemytter, gjort sig gældende i et Fad som det lige omtalte, er det helt andre Strenge, der spilles paa i Fremstillingen af »den barmhjertige Samaritan«, et Motiv, som Jais Nielsen har varieret paa forskellig Maade. Paa S. 20 er gengivet et af hans Lidkast (1917) til et rundt Fad med den barmhjertige Samaritan, der løfter den slagne op fra den umilde Jord. Selv uden Farve virker det fuldt af Udtryk, expressionistisk i Ordets bedste Betydning. Paa den knappe Plads, der anvises af Fadets Runding, er alt føjet ind paa den na* turligste Maade. Hesten, der bøjer Halsen, følgende Fladens runde Afgrænsning, omslutter ligesom skærmende de to Mænd, og den [9] lodrette Stilling af Samaritanen giver ham en Styrke, der føles som en beroligende Modsætning til den afmægtige Segnen i den Over* faldnes skraa Linjer. Naturligvis er Fremstillingen ikke »naturalis stisk«, men netop derved strammes og koncentreres det hele, saa at ethvert Barn vil kunne erindre Billedet og beskrive det til Fuld* kommenhed, idet det bliver eet med den skønne enfoldige Berets ning-Jais Nielsen er flere Gange vendt tilbage til Samaritanmotivet og har senere udført det i fri plastisk Modelering (1923) (S. 28). Ogs saa her møder vi den samme fortættede Kraft udmærket fremhævet ved den store frontalt vendende Samaritan, der i sin Favn optager den langt spinklere, i Profil modellerede Saarede. »Misforholdet« i Størs reisen mellem de to Mænd bliver ikke Beskueren bevidst, før han giver sig til at analysere Virkemidlerne. Umiddelbart fornemmes Forholdet mellem Hjælperen og den Hjælpeløse blot som den Trygs hed, hvormed vi forestiller os Barnet hvilende i Moders Liv. Jais Nielsen har i det hele i rigt Maal ladet sig inspirere af bis belske Motiver, særlig det gamle Testamentes ofte saa drastisk frems stillede Begivenheder har været ham en uudtømmelig Kilde at øse af. Dette hænger maaske for en Del sammen med Traditionen i gammel Pottemagerkunst, for en Del er det antagelig ogsaa Udtryk for, at disse af alle kendte Tildragelser kan fortælles i faa »Ord«. Den begrænsede Plads tillader ikke Vidtløftighed, nogle enkelte billedlige Symboler, anbragt paa pointeret Maade, lader Beskuerens Fantasi arbejde med. Helheden i Form, Stof, Tegning og Farve taler til det primitive, almueagtige, som vi alle bærer dybest i vort Sind, naar vi for en Gangs Skyld er oprigtige, i de gode Stunder, hvor vi føler os velhavende nok til at bortlægge de højtidelige Manerer, hvormed vi til daglig søger at imponere vore Medmennesker og os selv. Fadet med »Brylluppet i Kana« (Side 25) virker ved sin Kompo* [10] sition og sin Farve, særlig den liflige Vin, der i en Purpurstrøm vælder ud fra Vandkrukken, med en straalende Festlighed, der giver det en fornem Plads blandt de tidlige Arbejder. Ogsaa den spinkle, men meget udtryksfulde Tegning i Fadet med »Kristi Opstandelse« (Side 21) bør fremhæves som Eksempel paa, hvor godt Jais Nielsen forstaar med faa Midler at fylde en Flade og gøre den levende. Til denne Gruppe af Jais Nielsens Arbejder hører ogsaa den krab tige Laagvase (Side 23). Uden at være Efterligning af nogen bestemt Type virker den helt klassisk ved sin sluttede faste Form, sin vel* proportionerede Inddeling og sin milde, harmoniske Farvefordeling. Tegningen af de to Hovedfigurer, Adam og Eva, paa Krukkens Korpus, er vel ikke saa sikker som i de senere Arbejder, men Fi* gurernes haarde brune Farve i Forening med de dybt indskaarne Konturer, der faar Billedet til at springe frem i Relief, giver Hel* heden baade primitiv Styrke og Charme. De anførte Eksempler er valgt som typiske Repræsentanter. Pladsen tillader nu engang kun et ret snævert begrænset Udvalg; i Virkeligheden har Jais Nielsen med sit »Lertøj« givet os en hel Billedbibel af en særegen, oprindelig Styrke. Om selve den religiøse Følelse i Jais Nielsens Arbejder kan man jo mene, hvad man vil. Ingen vil med Rette kunne nægte, at han har formaaet at skabe en ganske egen Stil, der gennem alle de enkelte Dele former sig til et Hele og giver en levende Forestilling om et »Østerland«, der muligvis nok mest hører hjemme i Fanta* siens og Æventyrets Verden, men her ogsaa er fyldt af Liv og Be* givenhed, spillende paa alle Følelsers Strenge fra den blideste Ynde til mandig Patos, ikke sjældent med en Understrøm af Humor som en virkningsfuld Modvægt mod det ferske eller det altfor høj* stemte.