Svenske -Krigene

Sebastian Olden-Jørgensen 1658 100 danmarkshistorier

100 danmarkshistorier Sebastian Arveender. Sådan var forholdet mellem danskere og svenskere fra -tallet til ind i -tallet. Alligevel er Olden-Jørgensen Svenskekrigene - noget særligt. Det begyndte med en rask lille krig, men udviklede sig i til en katastrofe, der reducerede det danske rige til en svensk lydstat. E er en panikfred fulgte en ny krig. København holdt stand mod enden, mens udenlandske tropper og ﬂåder genskabte den

politiske ligevægt i Norden. Den helt store vinder blev dog Svenskekrigene kong Frederik ., der i kuppede sig til enevælde. Selv om der nu er fred og ingen fare, har Svenskekrigene sat sig dybe spor i landegrænser, politik og københavneri. Sebastian Olden-Jørgensen, lektor på Saxo-Instituet Svenske ved Københavns Universitet, skildrer nogle af de mest skæbnesvangre krige, Danmark har oplevet – og følger både historien og myterne til dørs. –

1658 -krigene Aarhus Universitetsforlag

Aarhus Universitetsforlag

ISBN 9788771845860 – ok 107997_cover_100 dk_svenskekrigene_r2.indd 1 07/08/2018 20.41 100 danmarkshistorier

Sebastian Olden-Jørgensen Svenske -krigene

Aarhus Universitetsforlag

107997_svenskekrigene_.indd 4 12/09/18 08:47 107997_svenskekrigene_.indd 5 12/09/18 08:47 Svenskekrigene © Sebastian Olden-Jørgensen og Aarhus Universitetsforlag 2018 Serie: 100 danmarkshistorier Forlagsredaktion: Peter Bejder

Tilrettelæggelse, sats og omslag: Camilla Jørgensen, Trefold E-bogsproduction: Narayana Press

Printed in Denmark 2018 ISBN: 978 87 7184 682 9

Projektet 100 danmarkshistorier er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal

Projektets styregruppe: Thomas Bloch Ravn (Den Gamle By), Thorsten Borring Olesen (Aarhus Universitet), Peter Brunbech (HistorieLab), Mette Frisk Jensen (danmarkshistorien.dk), Søren Hein Rasmussen (MegaNørd), Torben Kjersgaard Nielsen (Aalborg Universitet), Bo Lidegaard (dr.phil., forfatter), Anne Løkke (Københavns Universitet), Camilla Mordhorst (Nationalmuseet), Lars Boje Mortensen (Syddansk Universitet), Keld Møller Hansen (Danmarks Borgcenter), Hans Schultz Hansen (Rigsarkivet), Nils Arne Sørensen (Syddansk Universitet), Sten Tiedemann (Folkeuniversitetet i Aarhus), Ulla Tofte (M/S Museet for Søfart) og Anette Warring (Roskilde Universitet)

Læs mere om projektet på 100danmarkshistorier.dk

/ I henhold til ministerielle krav betyder bedømmelsen, at der fra en fagfælle på ph.d.-niveau er foretaget en skriftlig vurdering, som godtgør denne bogs videnskabelige kvalitet. / In accordance with requirements of the Danish Ministry of Higher Education and Science, the certiﬁcation means that a PhD level peer has made a written assessment justifying this book’s scientiﬁc quality.

Aarhus Universitetsforlag Finlandsgade 29 8200 Aarhus N www.unipress.dk

107997_svenskekrigene_.indd 6 12/09/18 08:47 Svenskekrigene © Sebastian Olden-Jørgensen og Aarhus Universitetsforlag 2018 Serie: 100 danmarkshistorier Forlagsredaktion: Peter Bejder

Tilrettelæggelse, sats og omslag: Camilla Jørgensen, Trefold Repro: Narayana Press Tryk: Narayana Press Trykt på 130 g Munken Lynx

Printed in Denmark 2018 ISBN: 978 87 7184 586 0 Indhold

Projektet 100 danmarkshistorier er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal

Projektets styregruppe: Thomas Bloch Ravn (Den Tre slags krig Gamle By), Thorsten Borring Olesen (Aarhus Københavns vold, august 1658 2 Universitet), Peter Brunbech (HistorieLab), Mette Frisk Jensen (danmarkshistorien.dk), Søren Hein ”Jeg vil dø i min rede” 4 Rasmussen (MegaNørd), Torben Kjersgaard Nielsen Krigsråd i Flensborg 9 (Aalborg Universitet), Bo Lidegaard (dr.phil., forfatter), Anne Løkke (Københavns Universitet), Systematisk udplyndring 10 Camilla Mordhorst (Nationalmuseet), Lars Boje Krigen kommer til Grindsted 12 Mortensen (Syddansk Universitet), Keld Møller Svend Poulsen Gønge 16 Hansen (Danmarks Borgcenter), Hans Schultz Hansen (Rigsarkivet), Nils Arne Sørensen (Syddansk Hvorfor? 20 Universitet), Sten Tiedemann (Folkeuniversitetet i Aarhus), Ulla Tofte (M/S Museet for Søfart) og Anette Warring (Roskilde Universitet) Forhistorien Endnu en svenskekrig? 24 Læs mere om projektet på Sveriges polske krig 1655 25 100danmarkshistorier.dk Karl Gustav-krigene Vejen til Frederiksodde 34 Togtet over isen 39 Panikfreden i Roskilde 1658 40

/ I henhold til ministerielle krav betyder bedømmelsen, at der fra en fagfælle på ph.d.-niveau Krig igen 43 er foretaget en skriftlig vurdering, som godtgør denne bogs videnskabelige kvalitet. / In accordance with requirements of the Danish Ministry of Higher Education and Science, the certiﬁcation Afgørelsens time 44 means that a PhD level peer has made a written assessment justifying this book’s scientiﬁc quality. Et meningsløst blodbad 48 Aarhus Universitetsforlag Finlandsgade 29 Flåder og koncerter 51 8200 Aarhus N Freden i København 1660 54 www.unipress.dk

107997_svenskekrigene_.indd 6 12/09/18 08:47 107997_svenskekrigene_.indd 7 12/09/18 08:47 Krigsskader Regningen gøres op 58 Fra tovtrækkeri til revolution 61 Plan eller tilfældighed? 68 Hvad nu hvis? 70 En gylden lejlighed 74 Den danske enevælde: et barn af krigen 77 Mindet om krigen Polakker og svenskere 82 Gøngehøvdingen 83 Stormen på København 86 Nationalliberalt totalteater 1859 89 I skyggen af 1864 92 Ikke noget at fejre – og dog 95

Videre læsning 100

Portrættet af den svenske Karl 10. Gustav viser krigerkongen iklædt rustning og med feltherrestav i hånden, mens krone, scepter og hermelinskåbe ligger på bordet ved siden af. Skikkelsen udstråler styrke og er efter andre malerier at dømme ganske vellignende. Maleriet er tilskrevet den dansk-hollandske maler Abraham Wuchters (1608-1682) og er formentlig fra 1658, året for de store svenske sejre over Danmark. || Det svenske Nationalmuseum/Getty Images

107997_svenskekrigene_.indd 8 12/09/18 08:47 Krigsskader Regningen gøres op 58 Fra tovtrækkeri til revolution 61 Plan eller tilfældighed? 68 Hvad nu hvis? 70 En gylden lejlighed 74 Tre slags Den danske enevælde: et barn af krigen 77 Mindet om krigen Polakker og svenskere 82 krig Gøngehøvdingen 83 Stormen på København 86 Nationalliberalt totalteater 1859 89 I skyggen af 1864 92 Ikke noget at fejre – og dog 95

Videre læsning 100

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 8 12/09/18 08:47 107997_svenskekrigene_.indd 9 12/09/18 08:48 Københavns vold, august 1658

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 2 12/09/18 08:48 Københavns vold, august 1658

I sensommeren 1658 gik en 12-årig dreng rundt på Københavns vold og fulgte levende med i alt det spændende, der skete. Mange steder var der intens aktivitet. Mænd og kvinder i alle aldre slæbte tril- lebøre og kurve med jord til at udbedre de dele af volden, der ikke var i fuld forsvarsmæssig stand. Der skulle store mængder jord til, for når volden var tilpas høj, skulle der også fyldes jord i de store vidje- Den svenske belejring rende, købmandssvende og håndværkersvende. flettede skansekurve, der fungerede som ly for vagt- af København kørte Men der var styr på det. De professionelle soldater helt efter bogen: poster, kanoner og artillerister. Langs hele befæst- Kuglerne flyver fra bemandede de udsatte bastioner, mens de uerfar- ningen, fra Frederiks Kastel i nord (nu Kastellet) til begge sider, de svenske ne og frivillige bevogtede de lige stykker af volden løbegrave til højre i Løngangen, den overdækkede bro ud til Slotshol- billedet zigzagger sig mellem bastionerne. Hver især havde de ansvar for men mod syd (nu Stormgade ved Nationalmuseet), ind mod Vesterport, at forbedre den bid af befæstningen, de selv skulle stod soldater på vagt og holdt øje med fjenden. i Sundet vogter forsvare. Og der blev ikke kun kæmpet med fysiske den svenske flåde, i Og fjenden? Det var den svenske konge Karl 10. mellemgrunden ses våben. Morgen og aften holdt byens præster andagt Gustav (1622-1660, konge fra 1654) og hans 10.000 den svenske lejr i ly ved volden for alle de spejdende og arbejdende. af de forladte ydre soldater – en hær, der havde sejret så længe, at den forsvarsværker, og på Ude foran København lå fjenden, svenskerne. De havde glemt, hvad et nederlag var, sagde man. en gravhøj på toppen af havde forskanset sig bag byens ydre, men forladte Det var en broget skare, der befolkede volden Brønshøj overvåger den forsvarsværker i en linje fra Østre Retranchement svenske konge og hans på dansk side. Veteraner fra den seneste krig mod mænd begivenhederne. (nu den sydlige del af indre Østerbro) langs søernes svenskerne og udskrevne bønder gnubbede skuldre Tegning af Erik yderside ned til Vestre Retranchement (nu indre Dahlberg (1625-1703). med modne folk fra borgervæbningen og unge men- || Uppsala Vesterbro). Mellem dem og volden lå et øde område, nesker fra de nyoprettede kompagnier af frivillige, Universitetsbibliotek hvor der få uger forinden havde været forstæder der var rekrutteret blandt universitetets stude- med haver og lysthuse. De var resolut blevet brændt

2 3

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 2 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 3 12/09/18 08:48 ned for ikke at give fjenden mulighed for at søge dækning, når de forsøgte at nærme sig volden. Det gjorde de jævnligt – enten for at rekognoscere eller for at arbejde på de zigzagformede løbegrave og de beskyttende feltskanser. Gjorde de det, blev de mødt af ild fra de danske kanoner, som svenskerne på deres side efter bedste evne forsøgte at besvare og neutralisere. Men også på dansk side var der byg- geaktivitet. Det stod hurtigt klart, at befæstningens mest udsatte punkt var Vesterport, og derfor opfør- te man foran den en fremskudt åben skanse (ravelin) og styrkede i det hele taget volden med bryst- værn på toppen og stormpæle ned mod voldgraven. Det var dybt fascinerende, mente drengen, at iagttage den svenske belejringstaktik på nærmeste hold. Han var med, når kuglerne fløj fra begge sider. Her blev hans livslange glæde ved krudt og kugler grundlagt. Den skulle siden blomstre i en serie energiske, men stort set resultatløse krige. Den store dreng hed Christian, og hans ledsagere tiltalte ham som ”Eders Kongelige Højhed”, for han blev senere kong Christian 5. (1646-1699, konge fra 1670). Han var nemlig søn af Frederik 3. (1609-1670, konge fra 1648), og han var ikke den eneste kongelige på volden. Hele dagen gik og red hans far rundt for at holde moralen oppe, og det samme gjorde hans mor, den kun 30-årige, atletiske og energiske dronning Sophie Amalie (1628-1685). Det var ikke ufarligt, for selv om kanoner var upræcise, kunne en tilfældig kugle ramte plet. Det skete for oberst Kjeld Lange (ca. 1620-1658), chef for købmandssvendenes og de studerendes frivillige regimenter, da han under et udfald den 3. september stod og iagttog kampene.

”Jeg vil dø i min rede” Den 7. august 1658 var Karl 10. Gustav og hans mænd gået i land i Korsør, og dagen efter var rygtet nået til

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 4 12/09/18 08:48 ned for ikke at give fjenden mulighed for at søge København. Fornuftige folk havde rådet Frederik 3. dækning, når de forsøgte at nærme sig volden. Det til at flygte med skib til Norge og vente på hjælp fra gjorde de jævnligt – enten for at rekognoscere eller udlandet, men han havde udtalt de siden bevingede for at arbejde på de zigzagformede løbegrave og ord: ”Jeg vil dø i min rede”, og forberedt sig på det de beskyttende feltskanser. Gjorde de det, blev de værste. Da svenskerne den 10. august var ankommet mødt af ild fra de danske kanoner, som svenskerne foran København, var de blevet mødt af nedbrændte på deres side efter bedste evne forsøgte at besvare og rygende forstæder. Karl 10. Gustav havde over- og neutralisere. Men også på dansk side var der byg- vejet en øjeblikkelig storm på byen, men indledte i geaktivitet. Det stod hurtigt klart, at befæstningens stedet den 12. august en regulær belejring. I begyn- mest udsatte punkt var Vesterport, og derfor opfør- delsen havde de svenske styrker ikke haft særlig te man foran den en fremskudt åben skanse (rave- meget og især intet tungt artilleri. Efterhånden fik lin) og styrkede i det hele taget volden med bryst- de dog skaffet mere, og fra sidst i august begyndte værn på toppen og stormpæle ned mod voldgraven. de at sende glødende kugler ind over byen. Takket Det var dybt fascinerende, mente drengen, at være et velorganiseret brandvæsen og rettidig omhu iagttage den svenske belejringstaktik på nærmeste – fjernelse af hø og halm fra lofterne – lykkedes det hold. Han var med, når kuglerne fløj fra begge sider. aldrig at skyde byen i brand, og antallet af døde og Her blev hans livslange glæde ved krudt og kugler sårede var forbløffende lavt. Spektakulært var det grundlagt. Den skulle siden blomstre i en serie dog, da en jernkugle på 12 pund en søndag morgen energiske, men stort set resultatløse krige. Den før gudstjenestetid fløj ind gennem et vindue i Vor store dreng hed Christian, og hans ledsagere tiltalte Frue Kirke, knuste det stolestade, hvor kvinderne ham som ”Eders Kongelige Højhed”, for han blev plejede at sidde, og forskubbede en træsøjle. Så kun- senere kong Christian 5. (1646-1699, konge fra 1670). ne alle gyse ved tanken om, hvad der kunne være Han var nemlig søn af Frederik 3. (1609-1670, konge sket – og føle sig beskyttet af Gud. fra 1648), og han var ikke den eneste kongelige på Også til vands skete der noget. Den 9. august, volden. Hele dagen gik og red hans far rundt for at dagen efter nyheden om det svenske angreb hav- holde moralen oppe, og det samme gjorde hans mor, de nået København, var en ildevarslende svensk den kun 30-årige, atletiske og energiske dronning eskadre på syv skibe ankommet til Sundet og havde Sophie Amalie (1628-1685). Det var ikke ufarligt, for kastet anker ud for Dragør. Dagen efter indledte selv om kanoner var upræcise, kunne en tilfældig de en blokade af havnen. Det var muligt, fordi den kugle ramte plet. Det skete for oberst Kjeld Lange danske flåde allerede var lagt op for vinteren, og (ca. 1620-1658), chef for købmandssvendenes og de matroserne var sendt hjem. Den svenske flåde blev studerendes frivillige regimenter, da han under et siden forstærket i flere omgange og opretholdt en udfald den 3. september stod og iagttog kampene. ret effektiv blokade, så byen var indesluttet. Både til lands og til vands. Selv om den danske flåde var ”Jeg vil dø i min rede” sat ud af spillet som operationel enhed, ombyggede Den 7. august 1658 var Karl 10. Gustav og hans mænd man hurtigt nogle store pramme, der som flydende gået i land i Korsør, og dagen efter var rygtet nået til kanonbatterier fik stor betydning. Den ene lå i det

4 5

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 4 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 5 12/09/18 08:48 nordre havneløb ud for Østre Retranchement og blev kaldt ”Den Stumprumpede Hund”, den anden på lavt vand i Kalveboderne kaldte svenskerne ”Svi- netruget”. De lave og solide pramme var svære at ramme og kunne bære tungt skyts, der egnede sig fortræffeligt til at smadre de svenske brystværn og skanser inde på land. Allerede den 13. august, dagen efter den egentlige belejring var begyndt, gennemførte forsvarerne det første udfald. Ti dage senere, kl. et om eftermid- dagen den 23. august, angreb 700 frivillige fodfolk assisteret af to delinger ryttere de svenske stillinger foran Vesterport. I tre timer var danskerne herre over området, hvor de plyndrede, dræbte og systematisk ødelagde de svenske løbegrave. Især de studerende og matroserne udmærkede sig. De huggede alt og alle ned, også dem, der havde overgivet sig og bad for deres liv. Selv om ordet krigsforbrydelser er

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_r1.indd 6 14/09/18 12:51 Blandt Rosenborgs moderne, var den slags også dengang imod krigens kuriøse skatte er dette love. De danske studerende og sømænds handlinger skakspil med brikker udskåret i kalksten. bør dog næppe ses som fanatisme eller udtryk for De to sæt konge og nationalt had, selv om svenskerne også dengang var dronning er lavet, så de ligner det danske og arvefjenden. Der var snarere tale om entusiastiske det svenske kongepar, amatørers manglende erfaring og selvkontrol. Fra til venstre Frederik 3. dansk side hævdede man, at de svenske tab var ca. og Sophie Amalie, til højre den fedladne Karl 1.000, mens de danske ikke engang havde ti døde og 10. Gustav og Hedvig sårede. Eleonora (1636-1715). Frederik 3. fik aldrig Svenskerne blev dog kloge af skade. De trak store revanche, men små styrker af fodfolk tættere på løbegravene og opførte frække detaljer som fx feltskanser, hvor arbejdere og vagtposter kunne den svenske dronnings manglende krone og trække sig tilbage og vente på forstærkninger. Det andre her ikke synlige satte stort set en stopper for de danske udfald. Sam- hjalp nok på humøret. || Kongernes Samling/ tidig kunne svenskerne notere en tilsyneladende Rosenborg vigtig sejr, nemlig Kronborgs fald. Den 16. august havde Karl 10. Gustav ladet sin mest betroede mand, det militære geni rigsadmiral Carl Gustav Wrangel (1613-1676), indlede belejringen af den danske nøg- nordre havneløb ud for Østre Retranchement og lefæstning ved Sundet. Kronborg var velforsynet, blev kaldt ”Den Stumprumpede Hund”, den anden men bemandingen på 400 mand lidt i underkanten, på lavt vand i Kalveboderne kaldte svenskerne ”Svi- og officererne lå i splid med sig selv. netruget”. De lave og solide pramme var svære at Afgørende blev dog ikke så meget moralen – Fre- ramme og kunne bære tungt skyts, der egnede sig derik 3.s ordre om at kæmpe til sidste mand og som fortræffeligt til at smadre de svenske brystværn og sidste udvej sprænge slottet i luften var urealistisk skanser inde på land. for professionelle soldater – som befæstningens Allerede den 13. august, dagen efter den egentli- stand. Den var især ind mod byen forældet og dår- ge belejring var begyndt, gennemførte forsvarerne ligt vedligeholdt. Wrangel kunne derfor gennemføre det første udfald. Ti dage senere, kl. et om eftermid- en belejring helt efter bogen. Han førte løbegravene dagen den 23. august, angreb 700 frivillige fodfolk frem til voldgraven, skød bastionen ved siden af assisteret af to delinger ryttere de svenske stillinger porten i stykker og smadrede brystværnet, så for- foran Vesterport. I tre timer var danskerne herre svarerne ikke kunne bevæge sig sikkert på volden. over området, hvor de plyndrede, dræbte og syste- Så var der fri bane til at skyde en breche i volden. matisk ødelagde de svenske løbegrave. Især de stu- Efter et første tilbud om kapitulation efterfulgt af derende og matroserne udmærkede sig. De huggede ødelæggende artilleribeskydning var fæstningen alt og alle ned, også dem, der havde overgivet sig og moden til overgivelse. Den 6. september marche- bad for deres liv. Selv om ordet krigsforbrydelser er rede de danske styrker ud under flyvende faner og

6 7

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_r1.indd 6 14/09/18 12:51 107997_svenskekrigene_.indd 7 12/09/18 08:48 brændende lunter. Svenskerne overtog ikke kun slottets velforsynede ammunitionslager, men også kanoner med stor kaliber, som de straks transpor- terede til København. Strategisk skulle det vise sig, at besiddelsen af Kronborg fik minimal betydning, fordi Sundet ikke lod sig spærre, men moralsk var tabet alvorligt. I takt med at svenskerne fik flere kanoner, -in tensiverede de beskydningen. Vesterports tårn blev skudt i grus, og kuglerne fløj ind over byen, men der var kun få skader. Værre var, at de svenske løbegrave – langsomt, men sikkert – nærmede sig Vesterport, og at forsyningssituationen i byen begyndte at blive kritisk. Det hændte ganske vist flere gange, at mindre skibe med forsyninger sneg sig ind til byen sydfra, og danske kapere erobrede også nogle svenske fartøjer. Stor opsigt vakte det,

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 8 12/09/18 08:48 Det meget nøjagtige stik da det svenske skib Sankt Hans med 24 kanoner viser krigene omkring den 2. oktober stod ind i Københavns havn. Det var København 1658- 1659: skyttegravenes den danske adjudant Jacob Nielsens (ca. 1620-1676) zigzag, den svenske fortjeneste. Han havde været i svensk tjeneste, ja afbrænding af Amager midt i oktober 1658, var kort forinden blevet den svenske rigsadmiral den hollandske Carl Gustav Wrangels betroede livknægt, og i den flådes ankomst sidst egenskab skulle han transportere noget af rigsad- i samme måned, den efterfølgende opmarch miralens gods til Pommern. Med på skibet var 120 af den svenske hær på danske krigsfanger – eller rettere tvangsudskrevne Valby Bakke, angreb ved Stormen i februar danske bønderkarle – der var på vej til svensk krigs- 1659 og det svenske tjeneste i Nordtyskland. På Jacob Nielsens opfor- hovedkvarter ved dring bemægtigede de sig skibet, da det var ud for Brønshøj. Stik fra den tyske samtidshistorie København. Frederik 3. tog selvfølgelig imod Jacob Theatrum Europæum, Nielsen, gav ham tilnavnet Danefer (”hæderfuld bind 8 (1667), her fra andenudgaven 1693. opførsel”) og gjorde ham til ritmester. || Det Kongelige Uanset små og store moralske sejre som fx for- Bibliotek drivelsen af svenskerne fra Amager, hvor de forsøg- te at bide sig fast i dagene 8.-10. oktober, lod det sig ikke skjule, at situationen var kritisk. Vinteren nær- mede sig, byens spisekammer, Amager, var ødelagt, brændende lunter. Svenskerne overtog ikke kun og manglen på fødevarer var mærkbar. Det var kun slottets velforsynede ammunitionslager, men også et spørgsmål om tid, før befæstningens svage punkt kanoner med stor kaliber, som de straks transpor- ved Vesterport var modent til et stormangreb. Sven- terede til København. Strategisk skulle det vise sig, skerne kunne dog ikke læne sig tilbage og lade tiden at besiddelsen af Kronborg fik minimal betydning, arbejde for sig, for det forlød, at en hollandsk und- fordi Sundet ikke lod sig spærre, men moralsk var sætningsflåde var på vej. Ankom den, før byen var tabet alvorligt. erobret, var der en helt ny situation. I takt med at svenskerne fik flere kanoner, -in Det var et kapløb mod tiden – for begge parter. tensiverede de beskydningen. Vesterports tårn blev skudt i grus, og kuglerne fløj ind over byen, Krigsråd i Flensborg men der var kun få skader. Værre var, at de sven- Også mod vest nærmede en afgørelse sig. I begyn- ske løbegrave – langsomt, men sikkert – nærmede delsen af september 1658 var en kæmpemæssig sig Vesterport, og at forsyningssituationen i byen hær på op mod 30.000 mand brudt op fra Pommern begyndte at blive kritisk. Det hændte ganske vist og havde bevæget sig mod den svenskbesatte jyske flere gange, at mindre skibe med forsyninger sneg halvø. Det var den danske konges allierede: ca. sig ind til byen sydfra, og danske kapere erobrede 13.000 brandenborgske tropper under personlig også nogle svenske fartøjer. Stor opsigt vakte det, kommando af kurfyrste Frederik Wilhelm af Bran-

8 9

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 8 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 9 12/09/18 08:48 De fleste krigsbilleder denborg (1620-1688). Han skulle gå over i historien skildrer feltslag som ”Den Store Kurfyrste”. Han var en krigskarl og belejringer, men nogle viser næsten på niveau med svenske Karl 10. Gustav, dog civilbefolkningens uden dennes psykopatiske træk. Desuden var der lidelser. Nogle af tidens kunstnere – fx ca. 12.000 kejserlige tropper under kommando af en kobberstikkeren veteran fra Trediveårskrigen, det strategiske geni, Jacques Callot (1592- italieneren Raimondo Montecuccoli (1609-1680). 1635) – dvælede ved det makabre og grusomme, Sidst, men ikke mindst var der ca. 5.000 polske men her er der lagt ryttere under nationalhelten general Stefan Czar- vægt på det dramatiske. Den hårde fremfærd niecki (1599-1665). Den 20. september overskred de mod husets mænd grænsen til Holsten og til den danske konges riger antyder, hvad der vil og lande. ske med kvinderne. Maleri af den flamske I de næste måneder bevægede hæren sig grad- genremaler Sebastian vist mod nord uden at møde nævneværdig svensk Vrancx (1573-1647) – dateret ca. 1600. modstand. Den 29. oktober blev der holdt krigsråd || Deutsches i hovedkvarteret i Flensborg for at afgøre, hvilket Historisches Museum svensk støttepunkt man først skulle angribe. Val- get stod mellem hovedfæstningen Frederiksodde (Fredericia), det noget mindre Koldinghus eller Als, hvorfra de svenske tropper ville kunne falde de allierede i ryggen, hvis de gik nordpå mod Kolding eller Frederiksodde. Valget faldt på Als, men dårligt vejr og opkørte veje forsinkede angrebet en god måned.

Systematisk udplyndring For befolkningen på den jyske halvø var der dog ikke tale om en befrielse, men om systematisk udplyndring. Den havde været i gang siden august 1657, men de svenske tropper havde været yderst professionelle og derfor relativt skånsomme. De fulgte et system, der var blevet udviklet under Trediveårskri- gen (1618-1648) i Tyskland. Princippet var, at hæren skulle leve af fjendelandet uden at være afhængig af leverancer hjemmefra. Derfor nyttede det ikke, at landbosamfundets produktionsapparat blev øde- lagt alt for hurtigt. Det er nærmest det omvendte af moderne krigsførelse, hvor alt fra det tungeste mili-

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 10 12/09/18 08:48 De fleste krigsbilleder denborg (1620-1688). Han skulle gå over i historien skildrer feltslag som ”Den Store Kurfyrste”. Han var en krigskarl og belejringer, men nogle viser næsten på niveau med svenske Karl 10. Gustav, dog civilbefolkningens uden dennes psykopatiske træk. Desuden var der lidelser. Nogle af tidens kunstnere – fx ca. 12.000 kejserlige tropper under kommando af en kobberstikkeren veteran fra Trediveårskrigen, det strategiske geni, Jacques Callot (1592- italieneren Raimondo Montecuccoli (1609-1680). 1635) – dvælede ved det makabre og grusomme, Sidst, men ikke mindst var der ca. 5.000 polske men her er der lagt ryttere under nationalhelten general Stefan Czar- vægt på det dramatiske. Den hårde fremfærd niecki (1599-1665). Den 20. september overskred de mod husets mænd grænsen til Holsten og til den danske konges riger antyder, hvad der vil og lande. ske med kvinderne. Maleri af den flamske I de næste måneder bevægede hæren sig grad- genremaler Sebastian vist mod nord uden at møde nævneværdig svensk Vrancx (1573-1647) – dateret ca. 1600. modstand. Den 29. oktober blev der holdt krigsråd || Deutsches i hovedkvarteret i Flensborg for at afgøre, hvilket Historisches Museum svensk støttepunkt man først skulle angribe. Val- get stod mellem hovedfæstningen Frederiksodde (Fredericia), det noget mindre Koldinghus eller Als, hvorfra de svenske tropper ville kunne falde de allierede i ryggen, hvis de gik nordpå mod Kolding eller Frederiksodde. Valget faldt på Als, men dårligt vejr og opkørte veje forsinkede angrebet en god måned. tære isenkram til dagligdagens små fornødenheder leveres hjemmefra. Systematisk udplyndring Rent praktisk indhentede krigskommissærer For befolkningen på den jyske halvø var der dog ikke oplysninger fra præster og fogeder om befolk- tale om en befrielse, men om systematisk udplynd- ningens størrelse, antallet af gårde og skatter og ring. Den havde været i gang siden august 1657, men afgifter. De opdelte landet i områder, kvarterer, de svenske tropper havde været yderst professi- som blev tildelt de enkelte militære enheder og onelle og derfor relativt skånsomme. De fulgte et embeder, og som kvartermestrene skulle forvalte. system, der var blevet udviklet under Trediveårskri- Derefter kaldte de befolkningen sammen og med- gen (1618-1648) i Tyskland. Princippet var, at hæren delte, hvad der skulle betales, og det var ikke så lidt. skulle leve af fjendelandet uden at være afhængig af Skønsmæssigt var der tale om 5-10 gange de norma- leverancer hjemmefra. Derfor nyttede det ikke, at le skatter og afgifter. landbosamfundets produktionsapparat blev øde- Første fase bestod af fri plyndring og brandskat- lagt alt for hurtigt. Det er nærmest det omvendte af ning, som afpressede store beløb i rede penge og moderne krigsførelse, hvor alt fra det tungeste mili- værdigenstande, og der blev truet med at brænde

10 11

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 10 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 11 12/09/18 08:48 huse og gårde. På den måde fik man sat sig i respekt hos befolkningen og midlertidigt fyldt den altid slunkne krigskasse. Brandskatterne gik især til hvervning af nye soldater. Næste fase var de faste månedlige kontributioner, der gik til hærens løbende underhold. De skulle falde i kontanter, men omfattede også andre ydelser og forsyninger. Oven i de faste afgifter kom der med ujævne mellemrum rekvisitioner, normalt i form af leverancer af proviant og andre fornødenheder (fx uldsokker, vanter eller fårepelse) til fjendens lejre eller fæstninger. Det var dog langtfra slut. For en fast ugentlig eller månedlig sum kunne man træffe aftale om at få udstedt et salvegardebrev (beskyttelsesbrev) og stillet en salvegarde i form af en eller flere soldater til rådighed. Brevet skulle beskytte mod uorgani- seret udplyndring, og soldaterne skulle håndhæve beskyttelsen. Det var et system, der minder om moderne tillægsforsikringer. De var mest attraktive for adelige godsejere, præster og borgmestre, der havde meget at miste. Det siger sig selv, at salvegarderne ikke var 100 % effektive. Når hæren forlod et område, fordi fjenden nær- mede sig, udløste det ofte fri plyndring. Nu behøve- de man jo ikke længere at tage hensyn til fremtiden.

Krigen kommer til Grindsted I Grindsted Sogn, mellem Vejle og Varde, måtte de ca. 300 indbyggere i sensommeren 1657 flygte ud i moser og skove, fordi svenskerne plyndrede og hær- gede. Derefter fik sognet ti svenske soldater og 13 heste indkvarteret. De skulle fungere som salvegarder, og for ydelsen tog de sig selvfølgelig godt betalt. De følgende 14 måneder lykkedes det dem at få 1.014 rigsdaler i kontanter, 37 tønder korn, 4 okser og 40 læs proviant leveret i den svenske lejr ved Bredstrup

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 12 12/09/18 08:48 huse og gårde. På den måde fik man sat sig i respekt mellem Vejle og Fredericia. Det var de reglemente- hos befolkningen og midlertidigt fyldt den altid rede kontributioner, rekvisitioner og salvegarder. slunkne krigskasse. Brandskatterne gik især til Desuden plyndrede de 44 heste, 61 okser, 257 får og hvervning af nye soldater. geder – og penge, sølvtøj, klæder, korn, mad, kobber, Næste fase var de faste månedlige kontributio- tin, messing, høns og svin. Kort sagt alt af værdi, der ner, der gik til hærens løbende underhold. De skulle let kunne transporteres. To af sognets mænd blev falde i kontanter, men omfattede også andre ydelser også myrdet. Hvordan det gik kvinderne, ved vi ikke. og forsyninger. Oven i de faste afgifter kom der med Da svenskerne i november 1658 måtte vige for de ujævne mellemrum rekvisitioner, normalt i form af fremrykkende allierede tropper, fik sognet ved jule- leverancer af proviant og andre fornødenheder (fx tid en kejserlig ritmester og en salvegarde beståen- uldsokker, vanter eller fårepelse) til fjendens lejre de af ti ryttere med 15 heste. I løbet af blot en måned eller fæstninger. indkrævede de 100 rigsdaler, 60 tønder korn, 2 tøn- Det var dog langtfra slut. For en fast ugentlig der øl og 2 heste. Trods svenskernes plyndring må eller månedlig sum kunne man træffe aftale om at sognet have kunnet opretholde dyrkningen af jor- få udstedt et salvegardebrev (beskyttelsesbrev) og den og bringe høsten i hus, men der var nok kun de stillet en salvegarde i form af en eller flere soldater højst nødvendige trækdyr tilbage, når kun to heste til rådighed. Brevet skulle beskytte mod uorgani- blev taget. Efter en måned blev de kejserlige afløst seret udplyndring, og soldaterne skulle håndhæve af en polsk oberst, der indkvarterede 15 polske ryt- beskyttelsen. Det var et system, der minder om mo- tere og 24 heste i seks måneder. Han pressede 240 derne tillægsforsikringer. De var mest attraktive for rigsdaler og hele 164 tønder korn ud af sognet. Da adelige godsejere, præster og borgmestre, der havde polakkerne i sommeren 1659 drog bort, tog de med meget at miste. Det siger sig selv, at salvegarderne vold 60 okser, 20 heste og 4 vogne. Desuden bandt ikke var 100 % effektive. og tævede de beboerne for at få dem til at røbe ste- Når hæren forlod et område, fordi fjenden nær- der med skjulte skatte. mede sig, udløste det ofte fri plyndring. Nu behøve- Som man aner, var polakkerne på deres heste de man jo ikke længere at tage hensyn til fremtiden. sande virtuoser i kunsten at udsuge landet. I et erindringsværk fra en polsk adelsmand, Jan Pasek Krigen kommer til Grindsted (1636-1701), der tjente under general Czarniecki, I Grindsted Sogn, mellem Vejle og Varde, måtte de hedder det ligeud: ca. 300 indbyggere i sensommeren 1657 flygte ud i moser og skove, fordi svenskerne plyndrede og hær- ”Jeg kunne skrive vidt og bredt om, hvad vore pa- gede. Derefter fik sognet ti svenske soldater og 13 truljer gjorde ved befolkningen, eftersom de volds- heste indkvarteret. De skulle fungere som salvegar- handlinger, som de havde været udsat for i deres der, og for ydelsen tog de sig selvfølgelig godt betalt. fædreland, endnu var i frisk minde. Fra strejftogene De følgende 14 måneder lykkedes det dem at få 1.014 hjemførte de al slags proviant i stor mængde, både rigsdaler i kontanter, 37 tønder korn, 4 okser og 40 hornkvæg og får, så at man kunne købe en god okse læs proviant leveret i den svenske lejr ved Bredstrup for en rigsdaler og to danske mark [normalprisen

12 13

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 12 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 13 12/09/18 08:48 var 10 rigsdaler]. Vi fik en stor mængde honning, thi rundt omkring på markerne fandtes udstrakt bihold, og alle vegne stod bierne i halmkasser.”

Under polakkernes ophold flygtede befolkningen igen. Det var nemlig blevet opgivet at storme Frede- riksodde, og derfor drog tusindvis af kejserlige og brandenborgske tropper længere mod nord, hvor skiftende regimenter overnattede i Grindsted i halvanden uge. Her brød de husene ned for at lave ild, og de plyndrede korn – formentlig til deres heste. Da polakkerne ved pinsetid i 1659 drog bort, vendte kejserlige og især brandenborgske tropper tilbage og støvsugede området for husdyr. Det lykkedes dem at fange ikke færre end 95 heste, 541

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 14 12/09/18 08:48 Især fra Jylland kendes okser, køer og ungkvæg og hele 1.941 får, geder, lam en del skattefund af og svin. Befolkningen flygtede om sommeren mod sølvtøj fra 1600-tallet. De repræsenterer nordvest til Lundenæs Len. Da de vendte hjem igen, formuer nedgravet fik de på ny polakker indkvarteret et par måneder, før fjendens ankomst. Når de ikke blev hentet men denne gang kun to ryttere med to heste. Om igen, må årsagen være dem hedder det i den lange beretning om krigens død – for fjendens hånd trængsler, som sognepræst Cornelius Jørgensen eller af den sygdom og nød, der fulgte i krigens (død 1669) forfattede: ”De fik ikke mange penge, thi fodspor. De vidner om vi havde slet intet at give dem.” personlige tragedier, men også om en solid Hans ord bekræftes af, at da der kom danske velstand. Der var noget tropper til området, blev der kun indkvarteret en at komme efter! enkelt soldat i Grindsted i fem måneder. Han ind- || Nationalmuseet/ Lennart Larsen kasserede dog på egne og sin officers vegne måned- ligt 12 rigsdaler i beskyttelsespenge, som det på en eller anden måde lykkedes sognet at samle sammen – måske fra de skatte, som forudseende folk havde gravet ned før fjendens ankomst. Ikke så få af egnens velhavende bønder og præ- ster nåede aldrig at grave deres rigdomme op igen, for i krigens fodspor fulgte pest – sandsynligvis plettyfus, der spredes via lopper og trives under uhygiejniske forhold. Det var efter alt at dømme de var 10 rigsdaler]. Vi fik en stor mængde honning, polske hjælpetropper, der bragte pesten til landet i thi rundt omkring på markerne fandtes udstrakt 1659. Plettyfus varer typisk godt to uger og fører til bihold, og alle vegne stod bierne i halmkasser.” høj feber, opkastninger, hovedsmerter, udslæt, sløv- hed og hallucinationer. Dødeligheden uden moder- Under polakkernes ophold flygtede befolkningen ne medicin lå på 15-20 %, lavere for børn og op mod igen. Det var nemlig blevet opgivet at storme Frede- 80 % for gamle og svage, som der var mange af i den riksodde, og derfor drog tusindvis af kejserlige og krigsplagede befolkning i Sydjylland og Slesvig. I de brandenborgske tropper længere mod nord, hvor hårdest ramte områder lå den samlede dødelighed skiftende regimenter overnattede i Grindsted i halv- på ca. 40 %. anden uge. Her brød de husene ned for at lave ild, og I Slaugs Herred, hvor Grindsted ligger, lå halvde- de plyndrede korn – formentlig til deres heste. len af gårdene øde og i mange tilfælde totalt ruine- Da polakkerne ved pinsetid i 1659 drog bort, rede i 1662, to år efter krigens slutning og efter en vendte kejserlige og især brandenborgske trop- massiv indvandring af friske folk fra Nord- og Vest- per tilbage og støvsugede området for husdyr. Det jylland. Først en menneskealder senere, i begyndel- lykkedes dem at fange ikke færre end 95 heste, 541

14 15

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 14 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 15 12/09/18 08:48 Frihedskæmperen sen af 1700-tallet, var befolkningen og økonomien i Gøngehøvdingen og området tilbage på niveauet fra før 1657. hans tro følgesvend tateren Ib. Eller skulle man oversætte det til Svend Poulsen Gønge moderne dansk: den irregulære kombattant I København kæmpede de, i Grindsted måtte de tie Svend Poulsen og og tåle, men på Sjælland var situationen mere spe- det marginaliserede get. I august 1658 stod det stadig hen i det uvisse, om indvandrerbande- medlem Ib? Her er de København ville blive undsat, og Frederik 3. udsend- ikonisk fremstillet te et åbent brev, der opfordrede befolkningen i hele af tegneren Poul Steffensen (1866- landet til at gøre modstand. Opfordringen til gue- 1923), der var en af sin rillakrig fik ikke videre succes, og det er også svært tids mest produktive at se, hvordan den politisk og socialt umyndiggjorte illustratorer af børnebøger. Alene til landbefolkning skulle kunne stille noget op over for festudgaven af Carit svenskerne. Når der skete noget, var det de lokale Etlars (1816-1900) Gøngehøvdingen i eliter eller udsendte københavnere, der tog teten. 1896 leverede han 140 Den største succes var på Bornholm, hvor man tegninger. under ledelse af præsten Poul Ancher (1630-1697) i || Poul Steffensen Hasle og sømand og soldat Jens Kofoed (1628-1691) fra Rønne kunne finde ud af at organisere drabet på den svenske kommandant Johan Printzensköld (1615-1658) den 8. december 1658. Borgere og bøn- der marcherede derefter mod fæstningen Ham- mershus. De demoraliserede og fåtallige svenske soldater overgav sig, og bornholmerne kunne give øen som gave til Frederik 3. På Sjælland var der også en del aktivitet, men den blev styret fra København. I Nordsjælland var en serie kongelige ridefogeder særdeles aktive: Lorenz Tuxen (1618-1682) på Hørsholm, Hans Rost- gaard (1625-1684) på Krogerup og Hans Madsen på Frederiksborg. De lavede efterretningsarbejde og sabotage, og deres aktioner var spektakulære. Karl 10. Gustav var tæt på at blive offer for et bagholdsan- greb ved Nivå organiseret af Tuxen. Både han og Rostgaard var involveret i en sammensværgelse, der skulle bringe Kronborg på danske hænder igen. Militært set var der dog tale om nålestik, og Kron-

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 16 12/09/18 08:48 Frihedskæmperen sen af 1700-tallet, var befolkningen og økonomien i Gøngehøvdingen og området tilbage på niveauet fra før 1657. hans tro følgesvend tateren Ib. Eller skulle man oversætte det til Svend Poulsen Gønge moderne dansk: den irregulære kombattant I København kæmpede de, i Grindsted måtte de tie Svend Poulsen og og tåle, men på Sjælland var situationen mere spe- det marginaliserede get. I august 1658 stod det stadig hen i det uvisse, om indvandrerbande- medlem Ib? Her er de København ville blive undsat, og Frederik 3. udsend- ikonisk fremstillet te et åbent brev, der opfordrede befolkningen i hele af tegneren Poul Steffensen (1866- landet til at gøre modstand. Opfordringen til gue- 1923), der var en af sin rillakrig fik ikke videre succes, og det er også svært tids mest produktive at se, hvordan den politisk og socialt umyndiggjorte illustratorer af børnebøger. Alene til landbefolkning skulle kunne stille noget op over for festudgaven af Carit svenskerne. Når der skete noget, var det de lokale Etlars (1816-1900) Gøngehøvdingen i eliter eller udsendte københavnere, der tog teten. 1896 leverede han 140 Den største succes var på Bornholm, hvor man tegninger. under ledelse af præsten Poul Ancher (1630-1697) i || Poul Steffensen Hasle og sømand og soldat Jens Kofoed (1628-1691) fra Rønne kunne finde ud af at organisere drabet på den svenske kommandant Johan Printzensköld (1615-1658) den 8. december 1658. Borgere og bøn- der marcherede derefter mod fæstningen Ham- mershus. De demoraliserede og fåtallige svenske soldater overgav sig, og bornholmerne kunne give øen som gave til Frederik 3. På Sjælland var der også en del aktivitet, men den blev styret fra København. I Nordsjælland var en serie kongelige ridefogeder særdeles aktive: Lorenz Tuxen (1618-1682) på Hørsholm, Hans Rost- gaard (1625-1684) på Krogerup og Hans Madsen på Frederiksborg. De lavede efterretningsarbejde og sabotage, og deres aktioner var spektakulære. Karl 10. Gustav var tæt på at blive offer for et bagholdsan- greb ved Nivå organiseret af Tuxen. Både han og Rostgaard var involveret i en sammensværgelse, der skulle bringe Kronborg på danske hænder igen. Militært set var der dog tale om nålestik, og Kron-

16 17

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 16 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 17 12/09/18 08:48 borg-sammensværgelsen blev opdaget. Det samme gjorde en parallel sammensværgelse i Malmø, hvor de ledende enten blev fanget eller flygtede ind til København. Så fik svenskerne fred. Størst glans står der om Svend Poulsen Gønge (1610-1679), der er gået over i historien som Gønge- høvdingen. I lighed med de tidligere nævnte, Kofoed, Tuxen og Rostgaard, havde han militær erfaring. Ja, han var en professionel soldat. Født i Gønge Herred i det nordlige Skåne, tæt på grænsen til Småland, havde han først været menig soldat i Kejserkrigen 1625-1629, derefter to år i hollandsk krigstjeneste, inden han kom hjem og deltog i Tor- stenssonkrigen 1643-1645 som officer. Da krigen brød ud i 1657, boede han i Laholm i det sydlige Hal- land og var svensk undersåt. Han gik straks i dansk tjeneste, hvervede et kompagni på 100 mand og deltog med succes i grænsetræfningerne mod svenskerne samme efterår. Da krigen atter begyndte i august 1658, meldte han sig til tjeneste og blev sidst i august sendt til Sydsjælland. Med sig havde han et kongebrev, der befalede ham at samle almuen til modstand og opfordrede ”alle og enhver, som fjenden afbræk [skade] gøre vil, af al magt ham behjæl- pelig at være”. Nogen folkerejsning lykkedes det ikke Svend Poulsen at skabe, og han havde heller ikke held med at aktivere danske officerer, som var blevet fanget bag de svenske linjer. De ville gerne slås, men ikke som partisaner. Til gengæld lykkedes det ham ret hurtigt at samle 20 lokale mænd – nok ikke Guds bedste børn – og i den næste måneds tid var han her og der og alle vegne. Taktikken var at overrumple og likvidere svenske kvartermestre og indkvarterede ryttere rundt omkring på gårdene, og det gik strygende ifølge hans egen rapport. Først dræbte de i Karise en kvartermester, en korporal og seks

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 18 12/09/18 08:48 borg-sammensværgelsen blev opdaget. Det samme ryttere, inden de uden held forsøgte at overrumple gjorde en parallel sammensværgelse i Malmø, hvor en løjtnant og nogle ryttere på herregården Totte- de ledende enten blev fanget eller flygtede ind til rupholm (nu Rosendal syd for Fakse), der imidlertid København. Så fik svenskerne fred. var blevet advaret af en bonde. Så vendte de tilbage Størst glans står der om Svend Poulsen Gønge til Karise og skød en kvartermester og tre ryttere. På (1610-1679), der er gået over i historien som Gønge- landevejen mod Vordingborg mødte de en sending høvdingen. I lighed med de tidligere nævnte, proviant på vej til den svenske lejr ved København. Kofoed, Tuxen og Rostgaard, havde han militær De fire svenske ryttere, der eskorterede varerne, erfaring. Ja, han var en professionel soldat. Født i blev skudt, og vognen sendt hjem. Så vendte de om Gønge Herred i det nordlige Skåne, tæt på grænsen og drog ud på Stevns, hvor de skød i alt tre kvar- til Småland, havde han først været menig soldat i termestre og otte ryttere, men måtte returnere, da Kejserkrigen 1625-1629, derefter to år i hollandsk det viste sig, at der var for mange svenske ryttere krigstjeneste, inden han kom hjem og deltog i Tor- i området. På landevejen mod Vordingborg stødte stenssonkrigen 1643-1645 som officer. Da krigen de ind i 21 ryttere, hvoraf kun to undslap med livet brød ud i 1657, boede han i Laholm i det sydlige Hal- i behold. Da de fik at vide, at der var en hel gruppe land og var svensk undersåt. Han gik straks i dansk svenskere hos præsten i Sværdborg, omringede de tjeneste, hvervede et kompagni på 100 mand og præstegården tidligt om morgenen og fangede fire deltog med succes i grænsetræfningerne mod sven- kvartermestre, 2 korporaler og 18 ryttere. De blev skerne samme efterår. Da krigen atter begyndte i alle taget ud i skoven og henrettet. august 1658, meldte han sig til tjeneste og blev sidst Sådan fortsatte det. i august sendt til Sydsjælland. Med sig havde han Efter eget udsagn dræbte Svend Poulsen og hans et kongebrev, der befalede ham at samle almuen til mænd mindst ni officerer, 20 kvartermestre og 184 modstand og opfordrede ”alle og enhver, som fjen- ryttere, inden svenskerne sendte forstærkninger, og den afbræk [skade] gøre vil, af al magt ham behjæl- han måtte fortrække til Møn, som stadig var på dan- pelig at være”. ske hænder. Her fik han imidlertid ingen støtte. De Nogen folkerejsning lykkedes det ikke Svend fleste af hans mænd forlod ham, og han selv måtte Poulsen at skabe, og han havde heller ikke held med med en lille skare skjule sig på den lille ø Nyord mel- at aktivere danske officerer, som var blevet fanget lem Sjælland og Møn. Herfra fortsatte de deres over- bag de svenske linjer. De ville gerne slås, men ikke fald, indtil han i begyndelsen af det nye år fortrak som partisaner. Til gengæld lykkedes det ham ret til København. Sagen var jo, at de med et moderne hurtigt at samle 20 lokale mænd – nok ikke Guds udtryk var irregulære kombattanter. Den danske bedste børn – og i den næste måneds tid var han her ritmester Schrøder (1627-1699) på Møn frygtede – og der og alle vegne. Taktikken var at overrumple sikkert med rette – at hvis de regulære danske styr- og likvidere svenske kvartermestre og indkvarte- ker samarbejdede med Svend Poulsens folk, ville rede ryttere rundt omkring på gårdene, og det gik svenskerne behandle dem på samme måde, som strygende ifølge hans egen rapport. Først dræbte Svend Poulsen behandlede de svenskere, der faldt de i Karise en kvartermester, en korporal og seks i hans hænder – de blev henrettet uden mulighed

18 19

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 18 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 19 12/09/18 08:48 for at overgive sig. Efter krigen fik Svend Poulsen som belønning et mindre gods, Lundbygård, syd for Næstved, og da der i 1675 atter udbrød krig med Sve- rige, stillede han selvfølgelig til tjeneste igen.

Hvorfor? Men hvorfor stod svenskerne foran København, mens erfarne hærførere fra det halve Europa lagde råd op i Flensborg? Hvorfor måtte de stakkels folk i Grindsted lade sig pine af svenske, kejserlige, polske, brandenborgske og danske tropper på skift? Og hvorfor red en mand som Svend Poulsen rundt og likviderede svenske soldater, mens lokalbefolknin- gen prøvede at få en hverdag med brandskatning, kontributioner og rekvisitioner til at fungere? Og hvorfor har der altid stået glans om denne krig, så forfatteren Ludvig Holberg (1684-1754) følte sig helt overvældet af dens mange ”forunderlige hændel-

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 20 12/09/18 08:48 Det er en kendsgerning, ser”, da han skulle skildre den i tredje bind af sin at København som Dannemarks Riges Historie (1735)? Ja, hvorfor kaldes en magnet trækker magt, mennesker og de to sammenhængende krige 1657-1658 og 1658- ressourcer til sig. 1660 ikke kun Karl Gustav-krigene, men slet og ret Sådan har det været i over 300 år. Faktisk Svenskekrigene, som om der ikke var andre? siden Svenskekrigene. Med andre ord: Hvorfor er disse to krige simpelt- Derfor er det også en hen så vigtige, spændende og interessante? kendsgerning, at det i høj grad er folk fra alle Svaret er, at de to sammenhængende krige 1657- dele af landet, der står 1658 og 1658-1660 har det hele. De har drama med for københavneriet. || Kamilla Wichmann feltslag og stormangreb og søslag, belejringer og di- plomati, overvældende sejre og knusende nederlag. De har scener, der brænder sig ind i den historiske erindring som det svenske togt over de islagte Bæl- ter eller Frederik 3. og Sophie Amalie ridende på Københavns vold, mens kuglerne suser om ørerne på dem. Men det er ikke kun selve krigen, der er elemen- tært spændende. Den fik vidtrækkende følger. Hvis man spørger, hvorfor Danmarks østgrænse for at overgive sig. Efter krigen fik Svend Poulsen går i Sundet, og landets hovedstad er en gammel som belønning et mindre gods, Lundbygård, syd for grænsefæstning, så er svaret Svenskekrigene. Den Næstved, og da der i 1675 atter udbrød krig med Sve- naturlige grænse mellem dansk og svensk er nemlig rige, stillede han selvfølgelig til tjeneste igen. ikke de par kilometer vand, som også før i tiden, før Øresundsbroen, var en let og praktisk hovedvej. Den Hvorfor? naturlige grænse er Smålands uvejsomme skove. Men hvorfor stod svenskerne foran København, Hvis man undrer sig over, hvorfor i alverden mens erfarne hærførere fra det halve Europa lagde Danmark i efteråret 1660 gik fra den ene politiske råd op i Flensborg? Hvorfor måtte de stakkels folk yderlighed til den anden og indførte Europas mest i Grindsted lade sig pine af svenske, kejserlige, pol- kompromisløse enevælde, og hvis man undrer sig ske, brandenborgske og danske tropper på skift? Og over, at enevælden viste sig så umådelig stabil og hvorfor red en mand som Svend Poulsen rundt og varede helt til 1848, er svaret også Svenskekrigene. likviderede svenske soldater, mens lokalbefolknin- Og søger man efter rødderne til alt københavne- gen prøvede at få en hverdag med brandskatning, riet, altså Københavns dominerende rolle og kon- kontributioner og rekvisitioner til at fungere? Og centrationen af politisk, kulturel og social magt i hvorfor har der altid stået glans om denne krig, så hovedstaden, peger pilen også bagud til enevældens forfatteren Ludvig Holberg (1684-1754) følte sig helt centralisering og bevidste favorisering af hovedsta- overvældet af dens mange ”forunderlige hændel-

20 21

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 20 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 21 12/09/18 08:48 den. Favoriseringen er vokset direkte ud af Svenske- krigene, nærmere betegnet Københavns belejring. Svenskekrigene trak ikke kun nye grænser på landkortet og i det politiske liv. De trak også lange spor ned igennem danmarkshistorien og ind i litte- raturen og billedkunsten. Men før vi ser fremad, må vi se tilbage for at forstå, hvordan det var kommet så vidt, at den danske og den svenske konge kunne stirre vredt på hinanden hen over Københavns vold.

Det er ikke kun i Danmark, man har fejret de svenske nederlag. I Polen står der særlig glans om det befæstede Jasna Góra Kloster ved Częstochowa, som svenskerne efter en måneds belejring måtte forlade sidst i december 1655. Her ses en stærkt dramatiseret scene med kæmpende munke og polske adelsfolk på bastionerne. Oliemaleri af Fr. Kondratowicz fra 1800-tallet. || Det polske Nationalmuseum i Warszawa

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 22 12/09/18 08:48 den. Favoriseringen er vokset direkte ud af Svenske- krigene, nærmere betegnet Københavns belejring. Svenskekrigene trak ikke kun nye grænser på landkortet og i det politiske liv. De trak også lange For- spor ned igennem danmarkshistorien og ind i litte- raturen og billedkunsten. Men før vi ser fremad, må vi se tilbage for at forstå, hvordan det var kommet så vidt, at den danske og den svenske konge kunne histo- stirre vredt på hinanden hen over Københavns vold. rien

22 23

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 22 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 23 12/09/18 08:48 Endnu en svenskekrig?

Alle krige har en forhistorie, det gælder også Sven- skekrigene. Allerede navnet peger i en bestemt retning. Det indskriver krigen i en lang serie af kampe mod arvefjenden Sverige, der måske skal føres tilbage til 1400-tallet og Kalmarunionen (mellem Danmark, Norge og Sverige), men som senest fra midten af 1500-tallet gik slag i slag: Den Nordi- ske Syvårskrig 1563-1570, Kalmarkrigen 1611-1613, Torstenssonkrigen 1643-1645, Karl Gustav-krigene 1657-1660, Skånske Krig 1675-1679, Den Korte Krig i 1700 og sidst, men ikke mindst Store Nordiske Krig 1709-1720. Den tilsyneladende endeløse og uafvendelige række krige giver et indtryk af kontinuitet, men der er afgørende forskelle, ud over hvem der fik flest tæv – i begyndelsen svenskerne, så danskerne og til sidst svenskerne igen. Den vigtigste er nok, at hvor krigene til og med Kalmarkrigen 1611-1613 var regionale opgør i Europas periferi, så repræsenterer Torstenssonkrigen 1643-1645 overgangen til et helt nyt format, hvor de dansk-svenske konflikter var helt igennem internationaliserede og i flere tilfælde udløbere af europæiske storkrige. Det gælder ikke mindst Karl Gustav-krigene, som i svensk, tysk og

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 24 12/09/18 08:48 engelsk historieskrivning blot udgør et led i Den Nordiske Krig, der rasede i hele Østersøområdet og Endnu en Polen 1655-1660. Det er denne Nordiske Krig 1655-1660, der sætter rammen, så selv om Den Første Karl Gustav-krig svenske- formelt begynder med en dansk krigserklæring i juni 1657, ville det være mere præcist at sige, at i sommeren 1657 forsøgte Danmark at hoppe med på krig? vognen og rage nogle gevinster til sig i den nord- og østeuropæiske storkrig, der syntes at skulle føre til afslutningen på det svenske Østersøimperium. Forsøget mislykkedes, og den svenske stormagts- tid varede godt en generation endnu. Den gik først Alle krige har en forhistorie, det gælder også Sven- under i strømme af blod under Store Nordiske Krig skekrigene. Allerede navnet peger i en bestemt 1709-1720, der ud over Danmark-Norge og Sverige retning. Det indskriver krigen i en lang serie af involverede de fleste af Europas stormagter med kampe mod arvefjenden Sverige, der måske skal russerne under den russiske zar Peter den Store føres tilbage til 1400-tallet og Kalmarunionen (mel- (1672-1725) som den vigtigste aktør. lem Danmark, Norge og Sverige), men som senest fra midten af 1500-tallet gik slag i slag: Den Nordi- Sveriges polske krig 1655 ske Syvårskrig 1563-1570, Kalmarkrigen 1611-1613, Men hvad var det for en krigsvogn, de danske be- Torstenssonkrigen 1643-1645, Karl Gustav-krigene slutningstagere hoppede på i sommeren 1657? Når 1657-1660, Skånske Krig 1675-1679, Den Korte Krig i man ser på resultatet – den ydmygende og katastro- 1700 og sidst, men ikke mindst Store Nordiske Krig fale fred i Roskilde i 1658 – er det nærliggende at tro, 1709-1720. at beslutningen om at gå i krig må være en af dan- Den tilsyneladende endeløse og uafvendelige markshistoriens mest fatale fejlvurderinger, som række krige giver et indtryk af kontinuitet, men der burde udløse mindst en undersøgelseskommission. er afgørende forskelle, ud over hvem der fik flest Ser vi nøjere på de storpolitiske forhold i midten af tæv – i begyndelsen svenskerne, så danskerne og 1600-tallet, er det ikke helt så enkelt. til sidst svenskerne igen. Den vigtigste er nok, at Krigens forhistorie begynder blot tre år tidlige- hvor krigene til og med Kalmarkrigen 1611-1613 var re, da den svenske dronning Kristina (1626-1689) regionale opgør i Europas periferi, så repræsenterer efter ti år på tronen som myndig dronning i 1654 Torstenssonkrigen 1643-1645 overgangen til et helt abdicerede og forlod landet, så hun kunne blive nyt format, hvor de dansk-svenske konflikter var katolik. Hun overlod tronen til sin fætter, Karl 10. helt igennem internationaliserede og i flere tilfælde Gustav. Kristina var datter af krigerkongen Gustav udløbere af europæiske storkrige. Det gælder ikke 2. Adolf (1594-1632, konge fra 1611), men førte selv mindst Karl Gustav-krigene, som i svensk, tysk og en fredspolitik. Hendes regeringstid var præget af

24 25

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 24 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 25 12/09/18 08:48 Denne mindesten rejst en blomstrende hofkultur med prangende fester, i 1915 i en blanding af intellektuel glans og stor gavmildhed mod hendes vikinge- og jugendstil står på den lille holm favoritter. Prisen var elendige statsfinanser, så her i Landabäcken, hvor var slet ikke plads eller råd til krig. fredsforhandlingerne mellem Danmark og Karl 10. Gustav ville derimod ikke hvile på laur- Sverige blev indledt i bærrene. Dem var der ellers nok af. Siden slutnin- februar 1645: freden gen af 1500-tallet havde Sverige med held ekspande- i Brömsebro. Den bærer blandt andet ret i Baltikum, hver gang et politisk vakuum gav en navnet på den danske chance. På den måde var Estland (1561), Karelen og chefforhandler Corfitz Ulfeldt (1606-1664). 13 Ingermannland (1617) og Livland (1629, nu Estland år senere forhandlede og dele af Letland) kommet på svenske hænder, og Ulfeldt endnu en dansk- Rusland var blevet lukket ude fra Østersøen. I 1630 svensk fredstraktat, freden i Roskilde 1658, havde Gustav 2. Adolf fortsat erobringerne i Nord- på plads – denne gang tyskland, bogstaveligt talt, hvor danske kong Chri- dog som leder af den svenske side. stian 4. (1577-1648, konge fra 1588) havde måttet give || Sven Halling/Ritzau op, da han i 1629 trak sig ud af krigen mod kejseren. Scanpix Efterfølgende havde svenske hære – forøget med talløse lejesoldater fra hele Europa og effektivt støt- tet af franske penge og våben – domineret slutfasen af Trediveårskrigen (1618-1648). Ved Den Westfalske Fred i 1648 kunne Sverige derfor inkassere hertug- dømmerne Bremen-Verden mellem Elben og Weser, den gamle hansestad Wismar og hertugdømmet Forpommern med den store og strategisk vigtige ø Rügen og handelsbyerne Stralsund og Stettin ved Oder-flodens munding. Sverige var blevet en regional stormagt, måske ligefrem et imperium, der havde en perlerække af territorier fra Vadehavet til Den Finske Bugt. Hvis Kristina var krigerkongens fredelige datter, så var Karl 10. Gustav et ægtefødt barn af krigen. Den havde han fra sit 20. år (1642) lært at kende på første hånd under den store svenske general Len- nart Torstensson (1603-1651) i slutningen af Tredi- veårskrigen. I den sammenhæng havde han blandt andet været med hæren i Jylland i 1643-1644. I Karl 10. Gustavs optik var Sverige en stormagt og skulle

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 26 12/09/18 08:48 Denne mindesten rejst en blomstrende hofkultur med prangende fester, i 1915 i en blanding af intellektuel glans og stor gavmildhed mod hendes vikinge- og jugendstil står på den lille holm favoritter. Prisen var elendige statsfinanser, så her i Landabäcken, hvor var slet ikke plads eller råd til krig. fredsforhandlingerne mellem Danmark og Karl 10. Gustav ville derimod ikke hvile på laur- Sverige blev indledt i bærrene. Dem var der ellers nok af. Siden slutnin- februar 1645: freden gen af 1500-tallet havde Sverige med held ekspande- i Brömsebro. Den bærer blandt andet ret i Baltikum, hver gang et politisk vakuum gav en navnet på den danske chance. På den måde var Estland (1561), Karelen og chefforhandler Corfitz Ulfeldt (1606-1664). 13 Ingermannland (1617) og Livland (1629, nu Estland år senere forhandlede og dele af Letland) kommet på svenske hænder, og Ulfeldt endnu en dansk- Rusland var blevet lukket ude fra Østersøen. I 1630 svensk fredstraktat, freden i Roskilde 1658, havde Gustav 2. Adolf fortsat erobringerne i Nord- på plads – denne gang tyskland, bogstaveligt talt, hvor danske kong Chri- dog som leder af den svenske side. stian 4. (1577-1648, konge fra 1588) havde måttet give || Sven Halling/Ritzau op, da han i 1629 trak sig ud af krigen mod kejseren. Scanpix Efterfølgende havde svenske hære – forøget med talløse lejesoldater fra hele Europa og effektivt støt- tet af franske penge og våben – domineret slutfasen af Trediveårskrigen (1618-1648). Ved Den Westfalske Fred i 1648 kunne Sverige derfor inkassere hertug- dømmerne Bremen-Verden mellem Elben og Weser, den gamle hansestad Wismar og hertugdømmet Forpommern med den store og strategisk vigtige ø Rügen og handelsbyerne Stralsund og Stettin ved Oder-flodens munding. Sverige var blevet en regional stormagt, måske ligefrem et imperium, der havde en perlerække af territorier fra Vadehavet til Den Finske Bugt. fortsat være det. Det forudsatte en stor og veltræ- Hvis Kristina var krigerkongens fredelige datter, net hær. Det krævede igen, at hæren blev brugt og så var Karl 10. Gustav et ægtefødt barn af krigen. kunne skaffe sig fødevarer og andre forsyninger hos Den havde han fra sit 20. år (1642) lært at kende på fjenden i stedet for at overbelaste de svenske statsfi- første hånd under den store svenske general Len- nanser. Spørgsmålet var derfor ikke, om der skulle nart Torstensson (1603-1651) i slutningen af Tredi- føres krig, men hvor. veårskrigen. I den sammenhæng havde han blandt Der var to oplagte muligheder, som blev diskute- andet været med hæren i Jylland i 1643-1644. I Karl ret i den svenske ledelse i begyndelsen af december 10. Gustavs optik var Sverige en stormagt og skulle 1654: Danmark og Polen. Danmark var arvefjenden,

26 27

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 26 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 27 12/09/18 08:48 som man med rette tiltroede alt ondt, især efter landafståelserne ved freden i Brömsebro i 1645, der afsluttede Torstenssonkrigen. Her havde danskerne måttet afgive øerne Gotland midt i Østersøen og Øsel ved Estland samt de norske landskaber Härjedalen og Jämtland og det østdanske Halland. Danmark havde imidlertid siden 1649 været allieret med det stærke Holland, og derfor risikerede et svensk angreb at drage hollænderne ind i krigen på dansk side. Desuden ville en angrebskrig mod Dan- mark involvere områder i Nordtyskland, og det var politisk ubekvemt af hensyn til Frankrig og Sveriges stilling som garantimagter for Den Westfalske Fred. Det oplagte sted at øve de svenske våben var derfor Polen. Af dynastiske årsager gjorde den polske konge krav på den svenske krone og på nogle af de områder i Baltikum, Estland og Livland, som Sverige havde erobret. Her var altså konfliktstof nok til at retfærdiggøre krig på et hvilket som helst tidspunkt. Desuden var polakkerne slemme kato- likker, der havde den katolske kejser i ryggen, mens svenskerne ikke helt uden grund følte sig som pro- testanternes beskytter. For Karl 10. Gustav og krigsfortalerne i den svenske elite var det nærliggende at se det svenske imperium i Nordtyskland og Baltikum som halv- gjort arbejde. Mellem Stettin i Forpommern og Riga i Livland lå en serie rige handelsbyer i Preussen – især Danzig, Elbing og Königsberg, der fungerede som udførselshavne for en omfattende eksport af korn fra Polen-Litauen. De ville ikke kun afrunde de svenske besiddelser langs Østersøen, men også økonomisk sikre den store stående hær, der var afgørende for fortsat at hævde Sveriges stormagts- stilling. Politikken var så meget mere nærliggende, fordi Sverige – i lighed med mange andre dynamiske

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 28 12/09/18 08:48 som man med rette tiltroede alt ondt, især efter stormagter – konstant følte sig truet. De danske landafståelserne ved freden i Brömsebro i 1645, der ønsker om revanche var i den sammenhæng nok afsluttede Torstenssonkrigen. Her havde dansker- det mindste problem. Værre var, at russerne efter ne måttet afgive øerne Gotland midt i Østersøen en svaghedsperiode i begyndelsen af 1600-tallet og Øsel ved Estland samt de norske landskaber havde genfundet den politiske stabilitet under det Härjedalen og Jämtland og det østdanske Halland. nye Romanovdynasti. De var selvfølgelig opsat på Danmark havde imidlertid siden 1649 været allieret at genvinde, hvad generationen før havde tabt til med det stærke Holland, og derfor risikerede et svenskerne og polakkerne. I forbindelse med intern svensk angreb at drage hollænderne ind i krigen på polsk uro førte det i 1654 til åben krig mellem Po- dansk side. Desuden ville en angrebskrig mod Dan- len-Litauen og Rusland. Krigen gjaldt Ukraine, hvor mark involvere områder i Nordtyskland, og det var kosakkerne siden 1648 havde gjort oprør, først i for- politisk ubekvemt af hensyn til Frankrig og Sveriges bund med Krimtatarerne og siden fra 1654 i forbund stilling som garantimagter for Den Westfalske Fred. med russerne. Krigen begyndte med store russiske Det oplagte sted at øve de svenske våben var sejre, og den polske svækkelse gjorde en svensk derfor Polen. Af dynastiske årsager gjorde den pol- krig i Polen til det oplagte valg. Det var nemlig til at ske konge krav på den svenske krone og på nogle forudse, at russerne ikke ville stoppe med Ukraine, af de områder i Baltikum, Estland og Livland, som men forsøge at trænge frem til Østersøen og kollide- Sverige havde erobret. Her var altså konfliktstof re med svenske interesser. nok til at retfærdiggøre krig på et hvilket som helst I sommeren 1655 gik Karl 10. Gustav derfor plan- tidspunkt. Desuden var polakkerne slemme kato- mæssigt i krig i Polen. Alt gik godt, og han indledte likker, der havde den katolske kejser i ryggen, mens med spektakulære sejre. Warszawa og Krakow blev svenskerne ikke helt uden grund følte sig som pro- erobret, og han blev anerkendt som overherre i testanternes beskytter. både Litauen og Preussen. Hele verden kunne nu For Karl 10. Gustav og krigsfortalerne i den se, at Sverige var tilbage som militær stormagt – nu svenske elite var det nærliggende at se det svenske med en ægte krigerkonge i spidsen. Polakkerne kal- imperium i Nordtyskland og Baltikum som halv- der ikke uden grund krigen for Syndfloden. gjort arbejde. Mellem Stettin i Forpommern og Riga Den svenske krigsmaskine kørte imidlertid fast. i Livland lå en serie rige handelsbyer i Preussen – En af grundene var, at svenskerne var meget bru- især Danzig, Elbing og Königsberg, der fungerede tale over for den katolske kirke. En tilsyneladende som udførselshavne for en omfattende eksport af ligegyldig episode – svenskerne måtte den 27. de- korn fra Polen-Litauen. De ville ikke kun afrunde cember 1655 opgive en månedlang belejring af det de svenske besiddelser langs Østersøen, men også befæstede Jasna Góra Kloster ved Częstochowa – økonomisk sikre den store stående hær, der var blev et vendepunkt. Både moralsk og militært. Den afgørende for fortsat at hævde Sveriges stormagts- efterfølgende og meget omfattende guerillakrig de- stilling. monstrerede, at den polsk-litauiske stat måske nok Politikken var så meget mere nærliggende, for- manglede en stærk og effektiv centralmagt, men at di Sverige – i lighed med mange andre dynamiske ressourcerne og modstandsviljen – især blandt den

28 29

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 28 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 29 12/09/18 08:48 polske krigeradel, szlachtaen – var så meget desto større på lokalt og regionalt niveau. Samtidig fik Karl 10. Gustav nye fjender. For at holde krigsmaskinen i gang havde han i august 1655 ladet den svenske flåde opkræve told uden for Dan- zig. Det viste tydeligt perspektiverne i den svenske ekspansion, nemlig Østersøhandlen som de svenske statsfinansers malkeko. Det var noget, Holland under ingen omstændigheder ville stå model til. Reaktionen kom om foråret i form af en hollandsk flåde på 29 orlogsskibe, der den 29. maj 1656 ankrede op ved Kronborg på vej til Østersøen. Efter forhandlinger med Danmark om fælles optræden mod svenskerne sluttede en eskadre på ti danske skibe sig til den hollandske flåde foran Danzig. Det var en ganske klar tilkendegivelse af, at man i Danmark ikke planlagde at holde sig neutral. Ja, det må vel nærmest opfattes som en uformel krigserklæring. Karl 10. Gustav skaffede sig med hurtige ind- rømmelser ryggen fri, da han ved Elbing-traktaten 1. september 1656 lovede Holland at standse toldop- krævningerne og holde sig fra Danzig. Den hollandske flåde sejlede hjem. I Danmark havde Frederik 3. og hans nærmeste rådgivere dog allerede besluttet sig for krig. Rigsrådet var ganske vist splittet, men bøjede sig for situationens og begivenhedernes lo- gik, der uimodståeligt drev mod krig. Der blev foretaget hvervninger og ved årsskiftet indkaldt til et stændermøde i slutningen af februar 1657 i Odense. Stændermødet bevilgede uden videre de nødvendi- ge økonomiske ressourcer, og hvervningerne gik for alvor i gang. Man forhandlede for syns skyld med svenskerne, der helt som forventeligt ikke var til sinds at imødekomme de danske klager. I april overtog rigsmarsk Anders Bille (1600-1657) kommandoen over hæren i hertugdømmerne, den 25. juni blev

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 30 12/09/18 08:48 polske krigeradel, szlachtaen – var så meget desto der holdt krigsråd, og den 1. juni blev krigserklærin- større på lokalt og regionalt niveau. gen formelt overleveret. Samtidig fik Karl 10. Gustav nye fjender. For at For en sen eftertid ser den danske politik plan- holde krigsmaskinen i gang havde han i august 1655 løs og hasarderet ud. Den eneste sikre alliance var ladet den svenske flåde opkræve told uden for Dan- forsvarsforbundet med Holland, og det ville ifølge zig. Det viste tydeligt perspektiverne i den svenske sagens natur ikke være relevant ved en dansk an- ekspansion, nemlig Østersøhandlen som de sven- grebskrig. Den danske regering havde dog forstået, ske statsfinansers malkeko. Det var noget, Holland hvad senere historikere har glemt. Det var fuld- under ingen omstændigheder ville stå model til. stændig illusorisk at tro, at man kunne være attrak- Reaktionen kom om foråret i form af en hollandsk tiv som alliancepartner mod svenskerne, før man flåde på 29 orlogsskibe, der den 29. maj 1656 ankre- selv havde vist alvorlig vilje til krig. Viljen skulle de op ved Kronborg på vej til Østersøen. Efter for- afspejles i først oprustning og krig, derefter allian- handlinger med Danmark om fælles optræden mod cer. Alle krigsførende magter frygtede fodslæbende svenskerne sluttede en eskadre på ti danske skibe og troløse allierede, der pønsede på at trække sig sig til den hollandske flåde foran Danzig. Det var en ud, nærmest før de var begyndt, og som ikke drømte ganske klar tilkendegivelse af, at man i Danmark om at levere, hvad de havde lovet. Det var lige præcis ikke planlagde at holde sig neutral. Ja, det må vel det, der var gået galt for Christian 4., da han i 1625 nærmest opfattes som en uformel krigserklæring. kastede sig ud i Trediveårskrigen og blev svigtet af Karl 10. Gustav skaffede sig med hurtige ind- Frankrig og England. Sverige havde derimod både rømmelser ryggen fri, da han ved Elbing-traktaten under og efter Trediveårskrigen – og også under 1. september 1656 lovede Holland at standse toldop- Karl Gustav-krigene – haft det solide og solvente krævningerne og holde sig fra Danzig. Den holland- Frankrigs sikre støtte. ske flåde sejlede hjem. I Danmark havde Frederik 3. Koalitionen mod svenskerne omfattede naturlig- og hans nærmeste rådgivere dog allerede besluttet vis polakkerne, som det i øvrigt gjaldt om at fasthol- sig for krig. Rigsrådet var ganske vist splittet, men de i krigen. Det værste, der kunne ske, var en polsk- bøjede sig for situationens og begivenhedernes lo- svensk separatfred, der ville give Karl 10. Gustav frie gik, der uimodståeligt drev mod krig. Der blev fore- hænder til at ordne Danmark. Dernæst var der po- taget hvervninger og ved årsskiftet indkaldt til et lakkernes allierede, kejseren, der efter nederlaget i stændermøde i slutningen af februar 1657 i Odense. Trediveårskrigen var en af Sveriges naturlige fjen- Stændermødet bevilgede uden videre de nødvendi- der. Han var i Det Tyske Rige bundet af Den Westfal- ge økonomiske ressourcer, og hvervningerne gik for ske Fred, men støttede gerne en stedfortræderkrig alvor i gang. Man forhandlede for syns skyld med andre steder. Hans diplomater lod forstå, at man i svenskerne, der helt som forventeligt ikke var til Wien så med sympati på Frederik 3.s ambitioner om sinds at imødekomme de danske klager. I april over- at fratage svenskerne Bremen-Verden. Her havde tog rigsmarsk Anders Bille (1600-1657) kommando- Frederik 3. i årene 1635-1645 selv siddet som prote- en over hæren i hertugdømmerne, den 25. juni blev stantisk fyrstebiskop, indtil han var blevet tvunget bort ved den svenske sejr i Torstenssonkrigen.

30 31

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 30 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 31 12/09/18 08:48 Det tredje led i kæden var kurfyrsten af Bran- denborg, der havde en gammel konflikt med svenskerne om Forpommern. Han mente, at området tilkom ham. Kurfyrsten var også hertug af Preussen, der var under polsk overhøjhed. Han kunne derfor se frem til at blive godt og grundigt mast af svenskerne, der nu havde bemægtiget sig Preussen. Selv hollænderne kunne man nære håb om at få med i vognen igen, for Elbing-traktaten var ganske vist forhandlet på plads, men ikke ratificeret. Især i den toneangivende provins Holland med handelsmetro- polen Amsterdam var modstanden stor. Til sidst var der Rusland, endnu en af Sveriges naturlige fjender, fordi den seneste generations svenske erobringer jo havde spærret russerne ude fra Østersøen. Da Rusland i november 1656 sluttede våbenstilstand med polakkerne og i stedet indledte et felttog mod Sveriges baltiske provinser, kunne den danske ledelse føle sig bekræftet i, at den havde tydet tidens tegn korrekt.

I svensk historie står Klokken syntes at være ved at falde i slag for det der særlig glans om svenske Østersøimperium. ”tåget över bält”. Det indledtes den 30. januar 1658, da Karl 10. Gustav lod sine tropper marchere over isen fra Jylland til Fyn og knuste den danske modstand ved Tybrind Vig. Det er her skildret i 1693 af den tyske bataljemaler Johan Philip Lemke (1631-1711), der leverede en hel serie malerier af Karl 10. Gustavs krigeriske bedrifter til et galleri på den svenske kongeresidens Drottningholm. || Det svenske Nationalmuseum

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 32 12/09/18 08:48 Det tredje led i kæden var kurfyrsten af Bran- denborg, der havde en gammel konflikt med svenskerne om Forpommern. Han mente, at området tilkom ham. Kurfyrsten var også hertug af Preussen, der var under polsk overhøjhed. Han kunne derfor se frem til at blive godt og grundigt mast af svenskerne, der nu havde bemægtiget sig Preussen. Selv Karl Gustav hollænderne kunne man nære håb om at få med i vognen igen, for Elbing-traktaten var ganske vist forhandlet på plads, men ikke ratificeret. Især i den toneangivende provins Holland med handelsmetro- -krigene polen Amsterdam var modstanden stor. Til sidst var der Rusland, endnu en af Sveriges naturlige fjender, fordi den seneste generations svenske erobringer jo havde spærret russerne ude fra Østersøen. Da Rusland i november 1656 sluttede våbenstilstand med polakkerne og i stedet indledte et felttog mod Sveriges baltiske provinser, kunne den danske ledelse føle sig bekræftet i, at den havde tydet tidens tegn korrekt.

32 33

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 32 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 33 12/09/18 08:48 Vejen til Frederik s- odde

Den danske krigsførelse afslører tydeligt den danske strategi. Fra det norske Bohuslen og fra Skåne gik danske og norske tropper hærgende ind i Ve- stergötland og Halland, fra Trondhjem faldt man over fjeldene ind i Jämtland, og fra hertugdømmer- ne kastede hovedstyrken under rigsmarsk Anders Bille sig over det svagt besatte Bremen-Verden. Man gik kort sagt efter alle de lavthængende frugter og undgik det eneste mål, der militærstrategisk ville have haft større betydning, nemlig de relativt stær- ke svenske styrker og fæstninger i Forpommern. På alle tre fronter gik det i begyndelsen temmelig godt eller i det mindste acceptabelt. Svenskerne blev fordrevet fra Jämtland, og dele af Västergötland blev grundigt hærget. Det lykkedes ganske vist ikke at forene de dansk-norske styrker og erobre Halland, før det blev tid at gå i vinterkvarter, men den danske hær havde stået sig godt i en serie træfninger og mindre slag. Mod syd gik det også helt efter planen til at be- gynde med. De danske tropper gik den 16. juni 1657 over Elben og erobrede det meste af Bremen-Ver- den. Hertugdømmet havde to større fæstninger, Stade og Bremervörde, som blev belejret. Allerede

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 34 12/09/18 08:48 den 9. juli overgav Bremervörde sig, og det tunge artilleri blev nu ført til hovedfæstningen Stade. Da Vejen til forlød det, at Karl 10. Gustav stod for døren – i For- pommern. Karl 10. Gustav havde opholdt sig i sit hovedkvar- Frederik s- ter i den vestpreussiske by Thorn (Toruń), da han den 20. juni modtog den danske krigserklæring. Med vanlig handlekraft så han mulighederne i den odde nye situation, og allerede fem dage senere brød han op og marcherede mod vest. Den 1. juli ankom han til Stettin og i den følgende uge til det vestlige For- pommern, hvor hæren blev forstærket. Den 18. juli var han i Lauenborg, lige øst for Hamborg, og den Den danske krigsførelse afslører tydeligt den dan- 20. juli overskred den svenske fortrop grænsen til ske strategi. Fra det norske Bohuslen og fra Skåne Holsten. gik danske og norske tropper hærgende ind i Ve- I de næste måneder generobrede general Carl stergötland og Halland, fra Trondhjem faldt man Gustav Wrangel og et svensk ekspeditionskorps over fjeldene ind i Jämtland, og fra hertugdømmer- Bremen-Verden, mens hovedstyrken hvilede ud ne kastede hovedstyrken under rigsmarsk Anders efter den anstrengende march fra Preussen. Lidt Bille sig over det svagt besatte Bremen-Verden. Man ind i august brød hovedstyrken op og rykkede mod gik kort sagt efter alle de lavthængende frugter og nord. Frem til begyndelsen af oktober 1657 blev undgik det eneste mål, der militærstrategisk ville resten af den jyske halvø erobret af generalmajor have haft større betydning, nemlig de relativt stær- Hans Beddeker (1602-1659). ke svenske styrker og fæstninger i Forpommern. På Det var ikke den store modstand, svenskerne alle tre fronter gik det i begyndelsen temmelig godt mødte – undtagen i det nordligste Jylland. Den eller i det mindste acceptabelt. Svenskerne blev strategiske situation var gunstig, fordi alle fartøjer fordrevet fra Jämtland, og dele af Västergötland blev var trukket over på nordsiden af Limfjorden, og grundigt hærget. Det lykkedes ganske vist ikke at overfarterne ved Nørresundby og Hals var befæstet. forene de dansk-norske styrker og erobre Halland, Mod vest var det ganske vist muligt at komme no- før det blev tid at gå i vinterkvarter, men den danske genlunde tørskoet til Thy, for havet havde ikke gen- hær havde stået sig godt i en serie træfninger og nembrudt Agger Tange, men en vandfyldt grav og en mindre slag. sandvold bemandet af 1.500 udskrevne bønder og Mod syd gik det også helt efter planen til at be- 150 ryttere spærrede vejen. gynde med. De danske tropper gik den 16. juni 1657 Syd for fjorden var både frygten for svenskerne over Elben og erobrede det meste af Bremen-Ver- og imødekommenheden stor. Vendelboerne gav den. Hertugdømmet havde to større fæstninger, derimod kun hånlige svar til Beddeker. De ville selv Stade og Bremervörde, som blev belejret. Allerede opkræve kontributionerne og sende dem over med

34 35

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 34 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 35 12/09/18 08:48 krudt og bly. Den svenske hærledelse reagerede yderst professionelt. Beddeker fik besked om at gå vest om Limfjorden og hugge alle bevæbnede bøn- der ned. De fredeligt sindede kunne aflevere deres våben og tage hjem. I ilmarcher rejste svenskerne over Viborg, Holstebro og Lemvig til Harboøre, hvor de stødte på en dansk rytterpatrulje, som de satte efter mod nord. Den 4. oktober om morgenen halvanden time før daggry, efter næsten tre dages march (94 km), angreb svenskerne. De måtte ganske vist trække sig tilbage, men ca. 600 af bønderne listede også af den anden vej. Efter solopgang in- spicerede Beddeker de danske stillinger og blæste til angreb. Herefter gik det, som det plejer, når professionelle soldater møder amatører uden kamper- faring og uden det tilstrækkelige antal officerer. En samtidig vise fortæller:

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_r1.indd 36 14/09/18 12:51 Stikket af den ”Svensken kom da straks på stand, svenske storm på ved midnatstid faldt skansen an, Frederiksodde den 24. oktober 1658 er næsten og slog der slet til døde mere en illustration til hver bonde, de i skansen fandt, en lærebog i befæstning end et billede af der myrdes mange fattige mand, en begivenhed. et hjerte derved måtte bløde.” Bastionens forskellige dele (voldkrone med kanoner bag Alt tyder dog på, at de svenske myrderier var afveje- brystværn, ravelin ved de og rationelle. Modstanden skulle brydes, inden voldens fod og voldgrav) er afbildet med mål, landet skulle udsuges. Ikke ødelægges. og de stormende Den svenske sejr var dog langtfra hjemme. Store svenskere fremstår danske styrker lå intakte i de stærke fæstninger som en ustoppelig hær af myrer. Stik fra den Glückstadt og Krempe ved Elben og Frederiksod- tyske samtidshistorie de (Fredericia) ved Lillebælt, hvor de kunne falde Theatrum Europæum, krudt og bly. Den svenske hærledelse reagerede bind 8 (1667), her fra svenskerne i ryggen. Ikke mindst Frederiksodde yderst professionelt. Beddeker fik besked om at gå andenudgaven 1693, var en ubehagelig overraskelse. Karl 10. Gustav, der vest om Limfjorden og hugge alle bevæbnede bøn- efter tegning af Erik jo var lokalkendt fra sit ophold i Danmark under Dahlberg. der ned. De fredeligt sindede kunne aflevere deres || Det Kongelige Torstenssonkrigen, havde forventet en lille skanse, våben og tage hjem. I ilmarcher rejste svenskerne Bibliotek men måtte konstatere, at overgangen til Fyn nu var over Viborg, Holstebro og Lemvig til Harboøre, dækket af en stærk fæstning, der dog ikke var helt hvor de stødte på en dansk rytterpatrulje, som de udbygget mod syd. satte efter mod nord. Den 4. oktober om morgenen I de tidlige morgentimer den 24. oktober storme- halvanden time før daggry, efter næsten tre dages de svenskerne Frederiksodde. Tre svenske kolonner march (94 km), angreb svenskerne. De måtte ganske angreb samtidig i nord, centralt og mod syd. Angre- vist trække sig tilbage, men ca. 600 af bønderne bet mod nord og i midten var afledningsmanøvrer, listede også af den anden vej. Efter solopgang in- for fæstningens sydlige hjørne ud mod vandet var spicerede Beddeker de danske stillinger og blæste svagt, og det var her, at hovedangrebet skulle sættes til angreb. Herefter gik det, som det plejer, når pro- ind. Kun mod nord holdt forsvaret stand. I centrum fessionelle soldater møder amatører uden kamper- ved fæstningens hovedport trængte svenskerne op faring og uden det tilstrækkelige antal officerer. En over voldene, og rigsmarsk Anders Bille, der ledede samtidig vise fortæller: forsvaret, blev alvorligt såret i hovedet. Mod syd gik alt som planlagt. Under ledelse af general Carl Gustav Wrangel red de svenske ryttere gennem strandsumpene, pionerer huggede brecher i palisaderne, og efter en kort kamp stormede fjenden ind bag volden, hvor forsvaret brød sammen. Dele af de danske tropper trak sig sammen med den

36 37

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_r1.indd 36 14/09/18 12:51 107997_svenskekrigene_.indd 37 12/09/18 08:48 sårede rigsmarsk tilbage til skansen Bjersodde på østpynten, men overgav sig hurtigt. Efter halvanden time var den svenske sejr komplet. Karl 10. Gustav var på det tidspunkt i svensk Forpommern og blev ved nyheden om sejren først ærgerlig over ikke selv at have høstet æren for den store sejr, men tog sig i det og udnævnte som belønning Carl Gustav Wran- gel til rigsadmiral. Erobringen af Frederiksodde blev skelsættende, men ikke på grund af sin strategiske betydning. Ganske vist var ca. 1.000 danske soldater døde, ca. 2.000 fanget, forsyninger faldet i fjendens hånd, og rigsmarsk Anders Bille såret – dødeligt skulle det siden vise sig. Den strategiske stilling var imidlertid ikke grundlæggende ændret, for den danske flåde var intakt, og vejen til Fyn og Sjælland var fortsat spærret. Den danske ledelse tabte heller ikke hovedet, men begyndte straks forhandlinger med to prø- vede militære ledere, Hamborgs kommandant Hans Schack (1609-1676) og den kejserlige feltmarskal- løjtnant Ernst Albrecht von Eberstein (1605-1676), for at genskabe den hær og hærledelse, der var gået tabt ved Frederiksodde. Den nye hær blev en noget anden type end den, rigsmarsk Anders Bille havde stået i spidsen for. Den gamle hær havde været en tro afspejling af det bestående politiske system, der byggede på en magtdeling mellem kongen og den danske adel. Den nye hær blev bygget op om et skelet af professionelle officerer, der udelukkende refererede til kongen, og der blev ikke udnævnt en ny rigsmarsk. Det skulle siden vise sig politisk afgø- rende. Samtidig var den antisvenske koalition ved at tage form. Allerede i juni var en kejserlig gesandt kommet til Danmark for at holde forbindelsen til Sveriges fjender varm. Den 18. juli var der blevet sluttet et dansk-polsk forbund, den 9. september

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 38 12/09/18 08:48 sårede rigsmarsk tilbage til skansen Bjersodde på forlod kurfyrsten af Brandenborg en alliance med østpynten, men overgav sig hurtigt. Efter halvanden Sverige, som han modstræbende var blevet presset time var den svenske sejr komplet. Karl 10. Gustav til, og den 20. oktober blev en dansk-brandenborgsk var på det tidspunkt i svensk Forpommern og blev alliance sluttet. Ingen af forbundene var offensi- ved nyheden om sejren først ærgerlig over ikke selv ve, og det trak ud med ratificeringen, men de var at have høstet æren for den store sejr, men tog sig i indledende øvelser til den store antisvenske koali- det og udnævnte som belønning Carl Gustav Wran- tion. Den blev indgået den 30. januar 1658 mellem gel til rigsadmiral. kejseren, kurfyrsten af Brandenborg og den polske Erobringen af Frederiksodde blev skelsættende, konge. Tilsammen lovede de hinanden at stille med men ikke på grund af sin strategiske betydning. mindst 23.000 mand og komme efter svenskerne, Ganske vist var ca. 1.000 danske soldater døde, ca. der var fanget på den jyske halvø uden mulighed for 2.000 fanget, forsyninger faldet i fjendens hånd, og at undvige hverken til lands eller vands. rigsmarsk Anders Bille såret – dødeligt skulle det siden vise sig. Den strategiske stilling var imidlertid Togtet over isen ikke grundlæggende ændret, for den danske flåde I begyndelsen af 1658 så Karl 10. Gustav altså ud var intakt, og vejen til Fyn og Sjælland var fortsat til at være fanget i en blindgyde, som det langtfra spærret. Den danske ledelse tabte heller ikke hove- var sikkert, at hans allierede, Frankrig og England, det, men begyndte straks forhandlinger med to prø- kunne hjælpe ham ud af. Han klarede det imidlertid vede militære ledere, Hamborgs kommandant Hans selv eller rettere sagt: Det gjorde isvinteren. Det Schack (1609-1676) og den kejserlige feltmarskal- frøs hårdt fra midten af december, og tankerne løjtnant Ernst Albrecht von Eberstein (1605-1676), om at marchere over isen opstod hurtigt. Den 30. for at genskabe den hær og hærledelse, der var gået januar 1658 – samme dag, som hans fjender slog tabt ved Frederiksodde. Den nye hær blev en noget sig sammen – gik de svenske tropper over isen. anden type end den, rigsmarsk Anders Bille havde Ikke ved Middelfart, hvor Lillebælt er smallest og stået i spidsen for. Den gamle hær havde været en strømmen stærkest, men ca. 20 km længere sydpå tro afspejling af det bestående politiske system, over Brandsø og ind i Tybrind Vig. Der blev kæmpet der byggede på en magtdeling mellem kongen og hårdt både på isen og på land, men igen endte det den danske adel. Den nye hær blev bygget op om et med en suveræn svensk sejr. Dagen efter ankom skelet af professionelle officerer, der udelukkende kongen til Odense. Han sad i en slæde sammen med refererede til kongen, og der blev ikke udnævnt en den franske gesandt Hugues de Terlon (1620-1690), ny rigsmarsk. Det skulle siden vise sig politisk afgø- mens de kirkelige og verdslige øvrighedspersoner rende. forsøgte at finde en grimasse, der kunne passe. De Samtidig var den antisvenske koalition ved at håbede naturligvis på skånsom behandling. tage form. Allerede i juni var en kejserlig gesandt Næste skridt var Storebælt, og alternativerne kommet til Danmark for at holde forbindelsen til var Nyborg-Korsør eller fra Langeland til Lolland. Sveriges fjender varm. Den 18. juli var der blevet Vejret vekslede mellem tø og frost, men efter rekog- sluttet et dansk-polsk forbund, den 9. september nosceringer valgte kongen den 6. februar med ca.

38 39

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 38 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 39 12/09/18 08:48 Historiske jubilæer og 2.000 mand at sætte over fra Langeland til Lolland. kongehuset hænger Nakskov overgav sig uden kamp, og den 11. februar uløseligt sammen. Her er det kronprins var Karl 10. Gustav på Sjælland. Ved Vordingborg Frederik (1968-), der mødte den svenske fortrop og snart også kongen på 350-årsdagen for freden i Roskilde den selv i sin slæde den danske rigshofmester Joachim 26. februar 2008 lader Gersdorff og rigsråd Christen Skeel (1603-1659). sig imponere af 300 Som reaktion på erobringen af Fyn var der nemlig år gammel svensk propaganda i form af en blevet aftalt fredsforhandlinger under engelsk og montre med prægtige fransk mægling i Rudkøbing på Langeland den 13. kobberstik fra en stor latinsk skildring af Karl februar, og dem var de to danske forhandlere på vej 10. Gustavs historie til. Men nu stod svenskernes konge med sin hær et (krige!) af Samuel von par dagsmarcher fra København. Pufendorf (1632-1694). Stikket nederst i Chokket var komplet. montren er lavet efter Erik Dahlbergs tegning (se side 3). Panikfreden i Roskilde 1658 || Jens Dige/Ritzau Fredsforhandlingerne begyndte straks. Først i Scanpix Vordingborg, siden i præstegården i Taastrup og til sidst i Roskilde. Imens fortsatte den svenske hær sin fremmarch, og Karl 10. Gustav opslog sit hovedkvarter i Køge. Den svenske chefforhandler var en gammel bekendt, nemlig den tidligere danske rigshofmester Corfitz Ulfeldt. Han var i 1636 blevet gift med Leonora Christina (1621-1698), en af Christian 4.s døtre med Kirsten Munk (1598-1658), og havde helt som planlagt gjort lynkarriere. I den gamle konges sidste år var han landets dominerende, men kontroversielle statsmand. Under Frederik 3. var han faldet i unåde og flygtet i 1651, hvorefter han havde opholdt sig i Sverige og Sveriges tyske besiddelser. I sin tid som rigshofmester havde Corfitz Ulfeldt beriget sig selv i ekstrem grad, så han trods konfi- skation af sine danske godser og formue kunne låne dronning Kristina og Karl 10. Gustav store summer. Den 10. juli 1657 trådte han direkte i Karl 10. Gustavs tjeneste og rådgav ham intensivt under felttoget. Fx udsendte han opråb til den jyske adel om at under-

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 40 12/09/18 08:48 Historiske jubilæer og 2.000 mand at sætte over fra Langeland til Lolland. kongehuset hænger Nakskov overgav sig uden kamp, og den 11. februar uløseligt sammen. Her er det kronprins var Karl 10. Gustav på Sjælland. Ved Vordingborg Frederik (1968-), der mødte den svenske fortrop og snart også kongen på 350-årsdagen for freden i Roskilde den selv i sin slæde den danske rigshofmester Joachim 26. februar 2008 lader Gersdorff og rigsråd Christen Skeel (1603-1659). sig imponere af 300 Som reaktion på erobringen af Fyn var der nemlig år gammel svensk propaganda i form af en blevet aftalt fredsforhandlinger under engelsk og montre med prægtige fransk mægling i Rudkøbing på Langeland den 13. kobberstik fra en stor latinsk skildring af Karl februar, og dem var de to danske forhandlere på vej 10. Gustavs historie til. Men nu stod svenskernes konge med sin hær et (krige!) af Samuel von par dagsmarcher fra København. Pufendorf (1632-1694). Stikket nederst i Chokket var komplet. montren er lavet efter Erik Dahlbergs tegning (se side 3). Panikfreden i Roskilde 1658 || Jens Dige/Ritzau Fredsforhandlingerne begyndte straks. Først i Scanpix Vordingborg, siden i præstegården i Taastrup og til sidst i Roskilde. Imens fortsatte den svenske hær sin fremmarch, og Karl 10. Gustav opslog sit hovedkvarter i Køge. Den svenske chefforhandler var en gammel bekendt, nemlig den tidligere danske rigshofmester Corfitz Ulfeldt. Han var i 1636 blevet gift kaste sig svenskekongen – så de kunne bevare deres med Leonora Christina (1621-1698), en af Christian adelige frihed. Som modydelse fik han løfte om at 4.s døtre med Kirsten Munk (1598-1658), og havde få sine godser tilbage og om at blive genindsat i sine helt som planlagt gjort lynkarriere. I den gamle tidligere embeder. Dansk rigshofmester blev han konges sidste år var han landets dominerende, men dog aldrig igen, men gods og ære fik han, og han ud- kontroversielle statsmand. Under Frederik 3. var gjorde sammen med rigsråd Sten Bielke (1624-1684) han faldet i unåde og flygtet i 1651, hvorefter han den svenske side ved forhandlingsbordet. Den 18. havde opholdt sig i Sverige og Sveriges tyske besid- februar blev der i Tåstrup undertegnet en foreløbig delser. fredsaftale, der standsede de svenske forberedelser I sin tid som rigshofmester havde Corfitz Ulfeldt til et angreb på København. Lige godt en uge senere, beriget sig selv i ekstrem grad, så han trods konfi- den 26. februar 1658, blev freden i Roskilde sluttet. skation af sine danske godser og formue kunne låne Freden i Roskilde er med rette blevet betegnet dronning Kristina og Karl 10. Gustav store summer. som katastrofal, men mest på grund af de massive Den 10. juli 1657 trådte han direkte i Karl 10. Gustavs landafståelser: Skåne, Halland (denne gang per- tjeneste og rådgav ham intensivt under felttoget. Fx manent) og Blekinge, alle landsdele øst for Sundet, udsendte han opråb til den jyske adel om at under- inklusive Bornholm. I Norge blev Bohuslen – mel-

40 41

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 40 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 41 12/09/18 08:48 lem Oslofjorden og det nuværende Göteborg – og Trondhjems Len afstået. Dermed var Sveriges vest- grænse skudt frem til Sundet, Kattegat og Nordsøen, og Norge var skåret midt over. Desuden rummede fredstraktaten en dansk forpligtelse til at spærre Sundet for Sveriges fjender, hvilket kun kunne bety- de hollænderne, Danmarks forbundsfæller! Hermed var det ikke slut. Karl 10. Gustav var allieret med hertugen af Gottorp, der også var hans svigerfar. Hertugerne tilhørte en sidegren af det danske kongehus og herskede over dele af hertug- dømmerne Slesvig og Holsten, mens den danske konge (som hertug) herskede over andre. I Holsten var hertugen af Gottorp og den danske konge (som hertug) formelt ligestillede, men i Slesvig var den danske konge lensherre for Gottorp-hertugen, der bestandig følte sig som den lille og drømte om at opnå suverænitet og dermed fuld selvstændighed. Denne fulde selvstændighed fik han nu, og lensbån- det mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig blev opløst. I realiteten gik Gottorp-hertugen dog fra at være lillebror i forhold til den danske konge til at være svenskernes forlængede arm, for hans suverænitet gik præcis lige så langt, som svenskerne havde vilje og evne til at støtte ham. Roskildefredens facit var altså et rige, der var berøvet strategisk vigtige provinser – både i Dan- mark og i Norge. Et rige, der på et hvilket som helst tidspunkt måtte acceptere at skulle agere svensk vagthund ved Sundet. Et rige, der havde fået instal- leret en svensk marionet på sydgrænsen, ja inden for rigets grænse, i form af den nu suveræne gottorpske hertug. Danmark var med andre ord blevet en svensk lydstat. Det fortælles, at rigshofmester Gersdorff ved underskrivelsen af fredstraktaten – på latin selvfølgelig – sukkede: ”Gid jeg ikke kunne skrive!”

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 42 12/09/18 08:48 lem Oslofjorden og det nuværende Göteborg – og Man kan kun gisne om stemningen hos den Trondhjems Len afstået. Dermed var Sveriges vest- danske politiske ledelse, der i løbet af blot to ugers grænse skudt frem til Sundet, Kattegat og Nordsøen, forhandlinger lod sig presse til en sådan fred. Meget og Norge var skåret midt over. Desuden rummede tyder på, at ord som modløshed, forvirring og panik fredstraktaten en dansk forpligtelse til at spærre er de rette. Sundet for Sveriges fjender, hvilket kun kunne bety- de hollænderne, Danmarks forbundsfæller! Krig igen Hermed var det ikke slut. Karl 10. Gustav var Set fra Karl 10. Gustavs side løste freden ikke ret allieret med hertugen af Gottorp, der også var hans mange problemer, for hvor skulle han nu holde svigerfar. Hertugerne tilhørte en sidegren af det sin hær i live? Ved at vise sig vrangvillig kunne han danske kongehus og herskede over dele af hertug- trække tiden ud, inden han måtte forlade Danmark, dømmerne Slesvig og Holsten, mens den danske men hvad så? konge (som hertug) herskede over andre. I Holsten I Polen ventede hans fjender, og landet var øde- var hertugen af Gottorp og den danske konge (som lagt og udpint. Allerede midt i juli 1658 havde han i hertug) formelt ligestillede, men i Slesvig var den hemmelighed besluttet sig for at gøre arbejdet fær- danske konge lensherre for Gottorp-hertugen, der digt og udslette Danmark-Norge som selvstændig bestandig følte sig som den lille og drømte om at stat. Systematisk blev de svenske tropper trukket opnå suverænitet og dermed fuld selvstændighed. sammen omkring Kiel, hvor det svenske hovedkvar- Denne fulde selvstændighed fik han nu, og lensbån- ter var, og den 6. august lettede den svenske flåde det mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet anker. Den franske ambassadør Terlon, der stadig Slesvig blev opløst. I realiteten gik Gottorp-her- fulgte Karl 10. Gustav, blev meget overrasket, da tugen dog fra at være lillebror i forhold til den dan- kongen kunne meddele ham, at destinationen ikke ske konge til at være svenskernes forlængede arm, var Pommern eller Preussen, men Danmark. Dagen for hans suverænitet gik præcis lige så langt, som efter løb flåden ind i Korsør Havn, tropperne blev svenskerne havde vilje og evne til at støtte ham. udskibet, og marchen mod København begyndte. Roskildefredens facit var altså et rige, der var Intet tyder på, at man fra dansk side havde forventet berøvet strategisk vigtige provinser – både i Dan- det. mark og i Norge. Et rige, der på et hvilket som helst Den Anden Karl Gustav-krig førte svenskerne tidspunkt måtte acceptere at skulle agere svensk med samme beslutsomhed og dødbringende kom- vagthund ved Sundet. Et rige, der havde fået instal- petence som den første, men alligevel var alt ander- leret en svensk marionet på sydgrænsen, ja inden ledes. Det afgørende var i første omgang ikke, at det for rigets grænse, i form af den nu suveræne got- nu var Sverige, der angreb, og at Danmarks holland- torpske hertug. Danmark var med andre ord blevet ske forsvarsalliance derfor kunne træde i kraft – og en svensk lydstat. Det fortælles, at rigshofmester at årstiden gjorde det muligt at sende en flåde inden Gersdorff ved underskrivelsen af fredstraktaten – vinter. Det afgørende var holdningen i den politiske på latin selvfølgelig – sukkede: ”Gid jeg ikke kunne ledelse og stemningen i København. Den viste sig at skrive!” være fuldstændig anderledes end et halvt år tidlige-

42 43

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 42 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 43 12/09/18 08:48 re. Resolut gjorde Frederik 3. og hans mænd alt for at improvisere et forsvar, samtidig med man selvføl- gelig bad Holland om hjælp. Udgangspositionen var ikke så ringe, som man skulle tro. Byen var fuld af soldater og ikke mindst officerer, der lige var blevet hjemsendt eller ventede på at få deres løn. Det var med andre ord ikke sær- ligt svært at stable en hær på benene, og da man heller ikke tøvede med at love byens borgere politiske, sociale og økonomiske rettigheder, stod hele byens materielle og moralske ressourcer til rådighed. Nok var det vanskeligt for byen at skaffe fødevarer, men det springende punkt var tiden. Hvis Karl 10. Gustav skulle virkeliggøre sine planer, måtte København være faldet og sejren være total, før stormagterne nåede frem og kunne gennemtvinge forhandlinger om en løsning. Det var et kapløb med tiden, som blev afgjort en blæsende efterårsdag på Øresund i farvandet mellem Helsingør og Ven.

Afgørelsens time Den 23. oktober ankom den hollandske hjælpeflåde under admiral Jacob van Wassenaer van Obdam (1610-1665) til Sundet og ankrede to dage senere op ud for Lappen, blot et par kilometer nord for Kron- borg. Det var en flåde på ca. 40 krigsskibe ledsaget af en transportflåde på 50 små og store fartøjer med forsyninger. Den svenske flåde på ca. 50 krigsskibe havde kastet anker syd for Kronborg, og Karl 10. Gustav var selv troppet op for at overvære kampen. Langs kysten nordpå helt til Gilleleje holdt svenske soldater strandvagt for at sikre sig mod, at hollæn- derne gjorde landgang. Den svenske plan var at afvente fjendens angreb på Sundets smalleste sted, hvor manøvremulighederne var dårligst, men man håbede nok også på at kunne drage nytte af Kron-

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 44 12/09/18 08:48 re. Resolut gjorde Frederik 3. og hans mænd alt for borgs kanoner. Hollænderne på deres side forhaste- at improvisere et forsvar, samtidig med man selvføl- de sig ikke. Næsten en uge ventede de på, at vind- og gelig bad Holland om hjælp. strømforhold skulle blive gunstige. Den 28. blæste Udgangspositionen var ikke så ringe, som man det op fra vest, men erfarne kaptajner og styrmænd skulle tro. Byen var fuld af soldater og ikke mindst forudså, at man ville få modvind i det øjeblik, man officerer, der lige var blevet hjemsendt eller ventede rundede Kronborg, så flåden blev liggende. på at få deres løn. Det var med andre ord ikke sær- Den 29. oktober begyndte det at blæse kraftigt ligt svært at stable en hær på benene, og da man hel- fra nord, og med vinden i ryggen stod hollænderne i ler ikke tøvede med at love byens borgere politiske, tre eskadrer ned i Sundet, hvor den svenske hoved- sociale og økonomiske rettigheder, stod hele byens flåde under rigsadmiral Carl Gustav Wrangel vente- materielle og moralske ressourcer til rådighed. Nok de. Det blev en hård kamp, hvor admiralskibene gav var det vanskeligt for byen at skaffe fødevarer, men hinanden det glatte lag, og den svenske rigsadmiral det springende punkt var tiden. Hvis Karl 10. Gustav med sønderskudt rigning måtte trække sig ud af skulle virkeliggøre sine planer, måtte København kampen. Den hollandske side led også store tab. Ad- være faldet og sejren være total, før stormagterne miral Obdams skib fik skudt agterstavnen i brand, nåede frem og kunne gennemtvinge forhandlinger rigningen i laser og så mange kugler under vand- om en løsning. linjen, at skibet tog fem eller seks fod vand ind. De Det var et kapløb med tiden, som blev afgjort en hollandske kanoner var dog ikke sat ud af spillet, og blæsende efterårsdag på Øresund i farvandet mel- det holdt svenskerne på afstand, alt imens Obdam lem Helsingør og Ven. og resten af den hollandske flåde bevægede sig syd- på. En del syntes mere opsat på at udnytte den gode Afgørelsens time vind end at komme deres admiraler til hjælp. Den 23. oktober ankom den hollandske hjælpeflåde Obdams to viceadmiraler var mindre heldige. De under admiral Jacob van Wassenaer van Obdam blev begge omringet af overmægtige svenske styrker (1610-1665) til Sundet og ankrede to dage senere op og døde af skud – ligesom fire andre hollandske kap- ud for Lappen, blot et par kilometer nord for Kron- tajner. Ca. 600 hollandske soldater døde eller blev borg. Det var en flåde på ca. 40 krigsskibe ledsaget såret, og 200 blev taget til fange, men kun et skib, af en transportflåde på 50 små og store fartøjer med ganske vist et viceadmiralskib, gik tabt. De svenske forsyninger. Den svenske flåde på ca. 50 krigsskibe tab var større. Fire skibe blev erobret, og et brænd- havde kastet anker syd for Kronborg, og Karl 10. te. Antallet af døde og sårede er uvist, men må have Gustav var selv troppet op for at overvære kampen. været højt. Dagen efter besluttede svenskerne at Langs kysten nordpå helt til Gilleleje holdt svenske føre den sønderskudte flåde til Landskrona, og det soldater strandvagt for at sikre sig mod, at hollæn- lykkedes for størstedelens vedkommende. derne gjorde landgang. Den svenske plan var at Uanset de store hollandske tab og den svenske afvente fjendens angreb på Sundets smalleste sted, flådes vellykkede tilbagetrækning til Landskrona hvor manøvremulighederne var dårligst, men man var der tale om en klar hollandsk sejr. Blokaden af håbede nok også på at kunne drage nytte af Kron- København til søs var brudt, og den store holland-

44 45

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 44 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 45 12/09/18 08:48 ske transportflåde havde under søslaget listet sig tæt forbi den svenske kyst og ankom helt uskadt til København. Hermed var forsyningssituationen ændret, og de hollandske soldater tippede den mili- tære balance. Karl 10. Gustavs drømme om et raskt lille stormløb på en udmattet og underbemandet befæstning var bristet. Da nyhederne om søslaget samme aften nåede den svenske lejr, førte det til øjeblikkelig opløsning. Løbegravene og de fremskudte skanser blev forladt. Den følgende morgen kunne de belejrede myldre ud og tage det hele i øjesyn. Et øjenvidne skrev:

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 46 12/09/18 08:48 Statelige ser de ud, de ”Da så vi fem fuldt udstyrede feltskanser forbun- hollandske krigsskibe, det af overdækkede løbegange og med tomme bat- der efter søslaget i Øresund ankommer til terier uden kanoner. Spredt over hele forstaden Københavns red med lå der gennemhullede lig af mennesker og heste, dekorative huller i sejlene. Virkelighedens halvforrådnede og frygtelige at se på: de var under skibe var dog ganske belejringen blevet ramt af skud. Uden for forstadens skamskudte og bar på vold var der bygget små huse og hytter med stuer, hundredvis af døde og sårede soldater køkkener og værelser, som om det skulle være en og søfolk, der fyldte permanent bebyggelse.” hver ledig seng i byen. Oliemaleri 1880-1881 af marinemaleren Johan Svenskerne frygtede formentlig, at danskerne ville Carl Neumann (1833- følge sejren til søs op med et angreb til lands, for 1891). || Det hele den svenske hær blev samme dag stillet op i Nationalhistoriske slagorden på Valby Bakke. Her blev den stående, Museum på Frederiksborg Slot/ mens forsvarerne brændte de interimistiske sven- Kit Weiss ske huse langs den ydre forsvarsvold. Svenskerne var der også den 31. oktober, hvor byen genlød af takkegudstjenester, og i det dejlige vejr strømmede folk i stort tal ud for at se de svenske fæstningsvær- ker blive sløjfet. Det var en sand folkefest. Byens klokker og ure, der havde tiet siden begyndelsen af belejringen, begyndte atter at slå. Svenskerne trak sig omsider bort, men fortsatte belejringen på et lavere niveau med base i den strategisk godt placerede og stærkt befæstede lejr Carlstad på toppen af ske transportflåde havde under søslaget listet sig Brønshøj. tæt forbi den svenske kyst og ankom helt uskadt Og krigen fortsatte. til København. Hermed var forsyningssituationen Juleaften lod Karl 10. Gustav sine tropper nærme ændret, og de hollandske soldater tippede den mili- sig byen, så stormklokkerne lød midt i julemaden. tære balance. Karl 10. Gustavs drømme om et raskt Borgere og soldater strømmede ud på volden og tur- lille stormløb på en udmattet og underbemandet de ikke gå hjem igen, men fik bragt maden ud, hvor befæstning var bristet. den blev nydt i højt humør i vagternes hytter. Endnu Da nyhederne om søslaget samme aften nåede to gange samme nat og adskillige gange i løbet af den svenske lejr, førte det til øjeblikkelig opløsning. januar og begyndelsen af februar foretog svensker- Løbegravene og de fremskudte skanser blev forladt. ne skinangreb, men natten mellem den 10. og 11. Den følgende morgen kunne de belejrede myldre ud februar 1659 var det alvor. Karl 10. Gustav kastede og tage det hele i øjesyn. Et øjenvidne skrev: ca. 10.000 soldater mod Københavns volde, hvor

46 47

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 46 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 47 12/09/18 08:48 den dansk-hollandske styrke stod parat til at tage imod. Alt var forberedt i detaljer. Transportable broer var blevet konstrueret til at hjælpe soldaterne over vågerne i voldgraven, og angrebets fortrop var blevet forsynet med hvide overtræksskjorter, der skulle gøre dem mindre synlige i sneen. Store pe- tarder (bomber) var blevet forberedt til at sprænge hul i Løngangen, og soldaterne var blevet opildnet med sprut og kunne glæde sig over udsigten til fri plyndring. Nogen overraskelse var angrebet imidlertid ikke. Spioner, overløbere og rekognoscerende svenske ryttere havde givet den danske side rigeligt varsel.

Et meningsløst blodbad I fortællingen om svenskekrigene udgør Stormen på København den 11. februar 1659 normalt et høj- depunkt, men det er egentlig med urette. Ud fra en nøgtern taktisk betragtning endte stormen, som den nødvendigvis måtte ende, når en intakt og tilstrækkelig bemandet fæstning udsættes for et frontalangreb uden de nødvendige indledende øvel- ser – nemlig med et meningsløst blodbad. Tallene taler deres tydelige sprog. De danske tab beløber sig til 17 eller 20 døde, alle var menige soldater. Som den danske generaladjudant Mikkel Skov (død 1713) skrev, måske let overdrevet: ”Ikke en borger eller kongelig betjent [embedsmand] har fået fingersår.” De svenske tab er sværere at opgøre, men ligger nok på ca. 2.000, heriblandt ikke færre end 100 officerer fra generaler og nedefter. På Christianshavn, hvor angrebet begyndte, og svenskerne stormede tre gange, konstatere- de den kommanderende danske officer, oberst Adolph Fuchs (-1662), tørt – med henvisning til de hvide overtræksskjorter – at ”de fleste havde taget ligskjorten med.” Et andet og decideret skinangreb

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 48 12/09/18 08:48 den dansk-hollandske styrke stod parat til at tage imod. Alt var forberedt i detaljer. Transportable broer var blevet konstrueret til at hjælpe soldaterne over vågerne i voldgraven, og angrebets fortrop var blevet forsynet med hvide overtræksskjorter, der skulle gøre dem mindre synlige i sneen. Store pe- tarder (bomber) var blevet forberedt til at sprænge hul i Løngangen, og soldaterne var blevet opildnet med sprut og kunne glæde sig over udsigten til fri plyndring. Nogen overraskelse var angrebet imidlertid ikke. Spioner, overløbere og rekognoscerende svenske ryttere havde givet den danske side rigeligt varsel. Den officielle bestod af ryttere, der red mod Nørreport, men hur- tolkning af stormen tigt trak sig tilbage igen. Det egentlige hovedangreb på København Et meningsløst blodbad den 11. februar fandt sted mod syd og skulle være gået over isen I fortællingen om svenskekrigene udgør Stormen 1659 kom i form af mod Løngangen og mod selve Slotsholmen. I to mas- takkegudstjenester på København den 11. februar 1659 normalt et høj- dagen efter og en måned sive stormkolonner marcherede ca. 4.000 svenske depunkt, men det er egentlig med urette. Ud fra senere denne mønt, en soldater tappert ud over isen. De blev mødt af en en nøgtern taktisk betragtning endte stormen, såkaldt Ebenezerkrone. morderisk dobbeltild fra bastionerne og skibet Hø- Ebenezer (sejrens sten) som den nødvendigvis måtte ende, når en intakt og hentyder til Bibelen jenhald, der fældede adskillige af officererne og til tilstrækkelig bemandet fæstning udsættes for et og en israelitisk sejr sidst lammede fremstødet. En svensk officer skrev over filistrene (1. frontalangreb uden de nødvendige indledende øvel- Samuelsbog 7,12). om oplevelsen af at marchere mod volden, hvorfra ser – nemlig med et meningsløst blodbad. Tallene Mere umiddelbart hundreder af kanoner og musketter blev affyret: taler deres tydelige sprog. De danske tab beløber forståelig er forsidens ”Det var, som om bastionerne og alt stod i flammer.” billede af Guds hånd, sig til 17 eller 20 døde, alle var menige soldater. Som der fra skyen afhugger Karl 10. Gustav gav dog ikke op, men tog selv den danske generaladjudant Mikkel Skov (død 1713) en begærlig svensk kommandoen og trak styrkerne ind på land, hvor hånd, der griber efter skrev, måske let overdrevet: ”Ikke en borger eller den danske krone. han beordrede et frontalangreb på bastionen Det kongelig betjent [embedsmand] har fået fingersår.” Indskriften giver Gud Halve Bolværk syd for Vesterport. Her lykkedes det De svenske tab er sværere at opgøre, men ligger alene æren. svenskerne at erobre ravelinen foran bastionen. Det || Nationalmuseet nok på ca. 2.000, heriblandt ikke færre end 100 offi- gavnede dem kun lidt, for der blev smidt håndgra- cerer fra generaler og nedefter. nater ned i de tæt pakkede svenske styrker. Det lyk- På Christianshavn, hvor angrebet begyndte, kedes et par svenske soldater at komme op på selve og svenskerne stormede tre gange, konstatere- volden, men de blev straks stukket ned, og efter de de den kommanderende danske officer, oberst reglementerede tre stormforsøg blev der blæst re- Adolph Fuchs (-1662), tørt – med henvisning til de træte. hvide overtræksskjorter – at ”de fleste havde taget På samme tidspunkt, som kampene standsede ligskjorten med.” Et andet og decideret skinangreb ved Vesterport, begyndte de mod nord. De svenske

48 49

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 48 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 49 12/09/18 08:48 planer havde omfattet et angreb på Frederiks Kastel og et dårlig udbygget stykke af volden. Det skulle ideelt set have fundet sted samtidig med hovedangrebet og have splittet eller i det mindste forvirret forsvarerne. Soldaterne gik imidlertid vild i mørket og ramte med stor forsinkelse volden syd for Øster- port. Her stod de hollandske læderhalse, marinesol- dater, og de håndterede situationen yderst professionelt. Da de fik øje på svenskerne, trak de sig lidt tilbage, løsnede ikke et skud og lod fjenden tro, at dette stykke af volden ikke var bevogtet. Først da de svenske soldater stod i ravelinen og beredte sig på at kravle op ad selve volden, åbnede hollænderne ild og mejede deres modstandere ned. Da morgenen gryede, lå der i hundredvis af svenske lig foran voldene og ude på isen, og der lå druknede i våger rundt om hele befæstningen. Det svenske nederlag var komplet. Man har diskuteret årsagerne til den svenske storm, der ganske vist var vel forberedt, men fra en militær betragtning dømt til fejlslag. Måske er svaret ganske ligetil og skal findes i Karl 10. Gustavs psyke og erfaringer. Han var ikke kun en kompetent og energisk feltherre, men også en chancerytter – og det med god grund. Hans tropper og hans officers- korps var enestående kompetent, og han og hans folk havde ofte sejret trods dårlige odds. Stormen på Frederiksodde og togtet over Bælterne var blot de seneste i rækken. Han må have følt sig som Cæsar, der i sin berømte Gallerkrigen (58-51 f.v.t.) beskrev, hvordan de romerske soldaters overlegne moral, øvelse og disciplin resulterede i en tapperhed og kampkraft, der igen og igen sikrede sejren. Det ville dog være synd at sige, at svenskekongen lærte noget af nederlaget, og det er måske også for meget forlangt. Strategisk fik Stormen på Køben- havn nemlig absolut ingen betydning. Der var kun

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 50 12/09/18 08:48 planer havde omfattet et angreb på Frederiks Kastel tale om massive tab af menneskeliv, og den slags og et dårlig udbygget stykke af volden. Det skulle hørte nu engang til krigens orden. Den svenske blo- ideelt set have fundet sted samtidig med hovedan- kade til lands fortsatte, og krigen gik sin tunge gang. grebet og have splittet eller i det mindste forvirret forsvarerne. Soldaterne gik imidlertid vild i mørket Flåder og koncerter og ramte med stor forsinkelse volden syd for Øster- Søslaget i Øresund snød Karl 10. Gustav for endnu port. Her stod de hollandske læderhalse, marinesol- en spektakulær og lynhurtig erobring, men det var dater, og de håndterede situationen yderst profes- mere end et taktisk nederlag, som kunne opvejes sionelt. Da de fik øje på svenskerne, trak de sig lidt ved en ny sejr. Med hollændernes indgriben var tilbage, løsnede ikke et skud og lod fjenden tro, at konflikten nemlig ændret fra en lokal styrkeprøve dette stykke af volden ikke var bevogtet. Først da de til et magtspil mellem Europas stormagter. Derfor svenske soldater stod i ravelinen og beredte sig på er det ikke for meget at sige, at søslaget i Øresund at kravle op ad selve volden, åbnede hollænderne ild den 29. oktober 1658 ændrede alt – ja, i realiteten og mejede deres modstandere ned. afgjorde krigen. Da morgenen gryede, lå der i hundredvis af Det skal ikke forstås på den måde, at svensker- svenske lig foran voldene og ude på isen, og der lå ne nu stod over for den samlede dansk-hollandske druknede i våger rundt om hele befæstningen. Det magt i stil med, da danskerne i 1644 under Tor- svenske nederlag var komplet. stenssonkrigen mødte den samlede svensk-hol- Man har diskuteret årsagerne til den svenske landske sømagt og led et sviende nederlag. Admiral storm, der ganske vist var vel forberedt, men fra Obdam var ikke kommet til Sundet for at hjælpe en militær betragtning dømt til fejlslag. Måske er danskerne, men for at hindre Karl 10. Gustav i at ud- svaret ganske ligetil og skal findes i Karl 10. Gustavs føre sin planer uden hensyn til hollandske interes- psyke og erfaringer. Han var ikke kun en kompetent ser. Interesserne var i al enkelhed politisk ligevægt og energisk feltherre, men også en chancerytter – og i Norden, så handlen på Østersøen kunne fortsætte det med god grund. Hans tropper og hans officers- frit og uhindret. korps var enestående kompetent, og han og hans Hollænderne havde dog ikke kun egne interes- folk havde ofte sejret trods dårlige odds. Stormen på ser at tage hensyn til. England var også en søfarts- Frederiksodde og togtet over Bælterne var blot de nation, og dets politik var under Lord Protector seneste i rækken. Han må have følt sig som Cæsar, Oliver Cromwell (1599-1658) – landet var jo i de år en der i sin berømte Gallerkrigen (58-51 f.v.t.) beskrev, republik – klart anti-hollandsk og pro-svensk. Stor- hvordan de romerske soldaters overlegne moral, britannien var ganske vist efter Cromwells død i øvelse og disciplin resulterede i en tapperhed og september 1658 på vej ud i en politisk krise, der end- kampkraft, der igen og igen sikrede sejren. te med monarkiets genoprettelse under Charles 2. Det ville dog være synd at sige, at svenskekongen (1630-1685) i 1660, men det var der ingen, der kunne lærte noget af nederlaget, og det er måske også for forudse i efteråret 1658. Tværtimod reagerede den meget forlangt. Strategisk fik Stormen på Køben- engelske ledelse prompte, og allerede i december havn nemlig absolut ingen betydning. Der var kun forlød det, at der ville blive sendt en flåde til Sundet

50 51

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 50 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 51 12/09/18 08:48 for at hindre hollænderne i at favorisere den danske side. Den ankom 6. april 1659 og talte 44 fartøjer under admiral Edward Montagu (1625-1672). Til al overflod ankom den 13. juni endnu en hollandsk flåde under admiral Michiel de Ruyter (1607-1676). Englænderne var ikke Sveriges eneste allierede. Frankrig havde i flere årtier politisk, militært og ikke mindst økonomisk støttet Sverige, fordi en stærk svensk tilstedeværelse i Tyskland var den perfekte modvægt til Frankrigs kontinentale arve- fjende, de østrigske Habsburgere på den tyske kej- sertrone. Set i dette perspektiv er det ganske logisk, at krigens næste fase ikke blev bestemt af, hvad der skete i Danmark, men hvad der blev forhandlet på plads i den Haag, London og Paris. Her var holdningen, at de nordiske magter skulle tvinges til at overholde freden i Roskilde. Dog uden den famøse paragraf 3 om spærring af Sundet for fjendtlige flåder. I øvrigt skulle Sverige fuldt ud anerkende Elbing-traktaten, der sikrede fri handel i Østersø- en. En aftale om samlet fransk-engelsk-hollandsk optræden blev underskrevet i den Haag den 11. maj 1659 og kaldes Første Haager-koncert. Den blev allerede den 14. juli og den 25. juli efterfulgt af Anden og Tredje Haager-koncert (dog kun med hollandsk og engelsk deltagelse), der fastslog, at Trondhjem Len skulle leveres tilbage, og at der skulle anvendes magt mod den konge, der viste sig vrangvillig. Den type internationale fredskonferencer, hvor stormagterne i egen velforståede interesse regulerer de mindre magters konflikter og skaber fred – om nød- vendigt med magt – skulle få en meget lang historie. Vi kender dem stadig i dag, men Haager-koncerter- ne var faktisk de første. Det siger næsten sig selv, at foråret og sommeren 1659 blev præget af et kompliceret politisk og mi- litært spil. Den svenske krigsmaskine var langtfra

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 52 12/09/18 08:48 for at hindre hollænderne i at favorisere den danske sat ud af spillet. I løbet af foråret og sommeren blev side. Den ankom 6. april 1659 og talte 44 fartøjer Langeland, Lolland-Falster og Møn erobret, mens under admiral Edward Montagu (1625-1672). Til al Frederiksodde blev rømmet i god ro og orden. Den overflod ankom den 13. juni endnu en hollandsk svenske flåde assisterede ikke kun ved erobringer- flåde under admiral Michiel de Ruyter (1607-1676). ne, men ødelagde også ved et par dygtigt gennem- Englænderne var ikke Sveriges eneste allierede. førte togter mod Ebeltoft og Kolding de flåder af Frankrig havde i flere årtier politisk, militært og transportfartøjer, man fra dansk og brandenborgsk ikke mindst økonomisk støttet Sverige, fordi en side havde samlet for at sætte den store allierede stærk svensk tilstedeværelse i Tyskland var den hær i Jylland over til Fyn. perfekte modvægt til Frankrigs kontinentale arve- Det lignede med andre ord fuldstændig et mi- fjende, de østrigske Habsburgere på den tyske kej- litært dødvande, og det var det også, indtil Tredje sertrone. Set i dette perspektiv er det ganske logisk, Haager-koncert tvang en afgørelse igennem. Frede- at krigens næste fase ikke blev bestemt af, hvad der rik 3. slog sig i tøjret, men bøjede sig til sidst tæn- skete i Danmark, men hvad der blev forhandlet på derskærende. Det er svært at se, at han havde andet plads i den Haag, London og Paris. Her var hold- valg. ningen, at de nordiske magter skulle tvinges til at Karl 10. Gustavs svar var derimod en sand kri- overholde freden i Roskilde. Dog uden den famøse gerkonge værdigt. Vredt udbrød han, mens han slog paragraf 3 om spærring af Sundet for fjendtlige på sin kårde: ”I laver planer med pennen, men jeg flåder. I øvrigt skulle Sverige fuldt ud anerkende med kården, og med den vil jeg virkeliggøre dem!” Elbing-traktaten, der sikrede fri handel i Østersø- Resultatet blev, at hollænderne – den engelske flåde en. En aftale om samlet fransk-engelsk-hollandsk sejlede hjem sidst i august – effektivt begyndte at optræden blev underskrevet i den Haag den 11. maj hjælpe danskerne. 1659 og kaldes Første Haager-koncert. Den blev al- To store ekspeditionskorps, en dansk-hollandsk lerede den 14. juli og den 25. juli efterfulgt af Anden styrke på ca. 6.200 mand under feltmarskal Schack og Tredje Haager-koncert (dog kun med hollandsk og en dansk-kejserlig-brandenborgsk-polsk styrke og engelsk deltagelse), der fastslog, at Trondhjem på ca. 5.000 mand under feltmarskal Eberstein, gik Len skulle leveres tilbage, og at der skulle anvendes ved månedsskiftet oktober-november i land på Fyn. magt mod den konge, der viste sig vrangvillig. Den Schack blev transporteret af den hollandske hjæl- type internationale fredskonferencer, hvor stor- peflåde under admiral de Ruyter og gik i land ved magterne i egen velforståede interesse regulerer de Kerteminde, mens Eberstein nogle dage senere på mindre magters konflikter og skaber fred – om nød- egen hånd satte over ved Middelfart i 13 fiskerbåde. vendigt med magt – skulle få en meget lang historie. Det var en klassisk knibtangsmanøvre, og svensker- Vi kender dem stadig i dag, men Haager-koncerter- ne blev ganske simpelt udmanøvreret af professio- ne var faktisk de første. nelle soldater på samme internationale niveau som Det siger næsten sig selv, at foråret og sommeren dem selv. 1659 blev præget af et kompliceret politisk og mi- De svenske styrker gjorde det eneste, de kunne, litært spil. Den svenske krigsmaskine var langtfra og trak sig tilbage til det strategisk placerede Ny-

52 53

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 52 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 53 12/09/18 08:48 Feltmarskal Hans borg. Her valgte de en fordelagtig slagmark vest for Schack fremstilles her byen. Den 14. november 1659 leverede de et feltslag, som sejrherren fra slaget ved Nyborg den som de håbede ville koste modstanderne så dyrt, at 14. november 1659, der alt ikke var tabt. De svenske styrker var på ca. 5.000 udslettede den svenske hær på Fyn. Han var mand, mest rytteri, og dermed halvt så mange som en topprofessionel de allierede, men det var ikke på forhånd afgjort, soldat, der leverede hvem der ville vinde. Som et minimum kunne man varen på slagmarken, i kongens råd og bag fra svensk side have forventet at tilføje de allierede skrivebordet. Hans alvorlige tab og trække sig tilbage til Nyborg, men navn lever videre i godset Schackenborg, krigslykken ville det anderledes. Det lykkedes ge- for selv om han var neralløjtnant Hans Ahlefeldt (1624-1694) ved at gå fra hertugdømmerne, gennem sivskoven syd for slagmarken at falde den blev han dansk adelig og i 1671 greve – og svenske venstre flanke i ryggen og skabe fuldstæn- hovedrig. digt kaos, mens det allierede fodfolk i centrum gen- || Det Nationalhistoriske nembrød de svenske linjer og udløste en vild flugt. Museum på Ude foran Nyborg lå den hollandske flåde og beskød Frederiksborg Slot/ fæstningen, så der var intet håb om undsætning fra Lennart Larsen søsiden. Tværtimod. Det svenske nederlag var en kendsgerning. De to ledende generaler, den unge pfalzgrev Philip von Sulzbach (1630-1703) og den erfarne grev Hans Christoff von Königsmarck (1605- 1663), flygtede i en fiskerbåd gennem tågen og slap over Bæltet for at meddele nederlaget til Karl 10. Gustav i Korsør. Men de fik besked på, at de lige så godt kunne være blevet derovre!

Freden i København 1660 Set fra dansk side var det klart, at sejren ved Nyborg burde følges op af landgang på Sjælland, men det lå selvsagt uden for Haager-koncertens intentioner. Det havde ikke været meningen at udslette svenskerne, men at tvinge dem til forhandlingsbordet. Det lykkedes i begyndelsen af det nye år, men det skortede en del på forhandlingsviljen. Karl 10. Gu- stav kunne godt give slip på Trondhjem Len, men holdt fast i kravet om, at Danmark skulle spærre Sundet for fjendtlige flåder. Han tænkte stadig

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 54 12/09/18 08:48 Feltmarskal Hans borg. Her valgte de en fordelagtig slagmark vest for Schack fremstilles her byen. Den 14. november 1659 leverede de et feltslag, som sejrherren fra slaget ved Nyborg den som de håbede ville koste modstanderne så dyrt, at 14. november 1659, der alt ikke var tabt. De svenske styrker var på ca. 5.000 udslettede den svenske hær på Fyn. Han var mand, mest rytteri, og dermed halvt så mange som en topprofessionel de allierede, men det var ikke på forhånd afgjort, soldat, der leverede hvem der ville vinde. Som et minimum kunne man varen på slagmarken, i kongens råd og bag fra svensk side have forventet at tilføje de allierede skrivebordet. Hans alvorlige tab og trække sig tilbage til Nyborg, men navn lever videre i godset Schackenborg, krigslykken ville det anderledes. Det lykkedes ge- for selv om han var neralløjtnant Hans Ahlefeldt (1624-1694) ved at gå fra hertugdømmerne, gennem sivskoven syd for slagmarken at falde den blev han dansk adelig og i 1671 greve – og svenske venstre flanke i ryggen og skabe fuldstæn- hovedrig. digt kaos, mens det allierede fodfolk i centrum gen- || Det Nationalhistoriske nembrød de svenske linjer og udløste en vild flugt. Museum på Ude foran Nyborg lå den hollandske flåde og beskød Frederiksborg Slot/ fæstningen, så der var intet håb om undsætning fra Lennart Larsen søsiden. Tværtimod. Det svenske nederlag var en kendsgerning. De to ledende generaler, den unge pfalzgrev Philip von Sulzbach (1630-1703) og den erfarne grev Hans Christoff von Königsmarck (1605- 1663), flygtede i en fiskerbåd gennem tågen og slap over Bæltet for at meddele nederlaget til Karl 10. Gustav i Korsør. Men de fik besked på, at de lige så godt kunne være blevet derovre! stort. Det hjalp dog på forhandlingerne, da han efter kort tids sygdom meget belejligt døde den 13. febru- Freden i København 1660 ar 1660. Set fra dansk side var det klart, at sejren ved Nyborg Den svenske formynderregering ønskede nemlig burde følges op af landgang på Sjælland, men det lå fred, og det gjorde Polen, kejseren og Brandenborg selvsagt uden for Haager-koncertens intentioner. også. Det ledte til freden i Oliva den 23. april 1660. Det havde ikke været meningen at udslette sven- Freden anerkendte kurfyrsten af Brandenborgs skerne, men at tvinge dem til forhandlingsbordet. suverænitet i Østpreussen og Sveriges besiddelse af Det lykkedes i begyndelsen af det nye år, men det Livland. Dermed var tre af Danmarks allierede ude skortede en del på forhandlingsviljen. Karl 10. Gu- af krigen, og Sverige kunne i princippet koncentrere stav kunne godt give slip på Trondhjem Len, men kræfterne om en fornyet indsats i Danmark. Det sti- holdt fast i kravet om, at Danmark skulle spærre mulerede forhandlingerne, der dog samtidig kom- Sundet for fjendtlige flåder. Han tænkte stadig pliceredes af stormagternes krydsende interesser.

54 55

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 54 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 55 12/09/18 08:48 Gennembruddet kom først efter lidt karismatisk penduldiplomati udført af dansk politiks dark horse i de år, Hannibal Sehested (1609-1666). Den 26. maj 1660 blev freden i København mellem Danmark og Sverige underskrevet. På 300 års afstand er forbedringerne i forhold til freden i Roskilde ikke imponerende. Trondhjem Len og Bornholm kom tilbage, og forpligtelsen til at spærre Sundet for Sveriges fjender faldt bort, men alle de øvrige landområder forblev på svensk hånd, og Gottorp-hertugen var stadig suveræn. Det var på alle måder en fred på stormagternes præmisser og med respekt for de svenske sejre, men i den række- følge! Derfor blev de svenske gevinster fra freden i Roskilde studset tilstrækkeligt til, at Danmark ikke længere var en svensk lydstat, men snarere Sveriges svagere modpol. Danmark var stærk nok til at opretholde en vis ligevægt i Norden, men for svag til at kaste sig ud i en revanchekrig på egen hånd. Her skildres den udramatiske, men ikke desto mindre forfatningsretligt afgørende overlevering af den kasserede håndfæstning til Frederik 3. den 17. oktober 1660. Kongen fremstår yderst myndig, nærmest krævende, mens adelsmanden Peder Reedtz (1614-1674) – som symbol på hele adelstanden – helt synes at have tabt gejsten. Skitse fra 1783 af N.A. Abildgaard (1743-1809) til et senere (1794) brændt maleri i riddersalen på Christiansborg. || Statens Museum for Kunst

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 56 12/09/18 08:48 Gennembruddet kom først efter lidt karismatisk penduldiplomati udført af dansk politiks dark horse i de år, Hannibal Sehested (1609-1666). Den 26. maj 1660 blev freden i København mellem Danmark og Sverige underskrevet. På 300 års afstand er forbedringerne i forhold Krigs- til freden i Roskilde ikke imponerende. Trondhjem Len og Bornholm kom tilbage, og forpligtelsen til at spærre Sundet for Sveriges fjender faldt bort, men alle de øvrige landområder forblev på svensk hånd, skader og Gottorp-hertugen var stadig suveræn. Det var på alle måder en fred på stormagternes præmisser og med respekt for de svenske sejre, men i den række- følge! Derfor blev de svenske gevinster fra freden i Roskilde studset tilstrækkeligt til, at Danmark ikke længere var en svensk lydstat, men snarere Sveriges svagere modpol. Danmark var stærk nok til at opretholde en vis ligevægt i Norden, men for svag til at kaste sig ud i en revanchekrig på egen hånd. Her skildres den udramatiske, men ikke desto mindre forfatningsretligt afgørende overlevering af den kasserede håndfæstning til Frederik 3. den 17. oktober 1660. Kongen fremstår yderst myndig, nærmest krævende, mens adelsmanden Peder Reedtz (1614-1674) – som symbol på hele adelstanden – helt synes at have tabt gejsten. Skitse fra 1783 af N.A. Abildgaard (1743-1809) til et senere (1794) brændt maleri i riddersalen på Christiansborg. || Statens Museum for Kunst

56 57

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 56 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 57 12/09/18 08:48 Regningen gøres op

I løbet af sommeren 1660 forlod de svenske og de udenlandske allierede tropper landet, men det betød ikke, at befolkningen kunne ånde lettet op. Ødelæggelserne bestod, statsfinanserne hang i laser, og de indkvarterede danske tropper lå som en ulidelig byrde på befolkningen, fordi de først kunne hjemsendes, når de fik udbetalt den sold, man skyldte dem. Pengene til at betale soldaterne kunne kun komme fra skatter, og de skulle komme hurtigt, men hvem skulle betale? Ingen del af landet, ingen befolkningsgruppe kunne siges at være gået fri. Alle råbte på hjælp og på at blive forskånet for yderligere byrder. Der var også et politisk regnskab at gøre op. Eller sagt på en anden måde: Krigen havde ført til voldsomme forskydninger i den traditionelle magtbalance. Før krigen havde kongen og adelen styret landet med rigsrådet som det centrale sam- arbejdsorgan. Borgere og gejstlige blev ganske vist jævnligt taget med på råd, når der blev indkaldt til stændermøde, men det var mest for at sige ja og justere småting ved de forslag, kongen og rigsrådet stillede. På lokalt plan spillede landkommissærerne (også de adelige) en vigtig rolle, fordi de forvaltede krigsskatterne. Da krigen gik i gang i sommeren 1657, var den danske adel stærkt involveret på alle niveauer fra

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 58 12/09/18 08:48 den operative ledelse (rigsmarsk Anders Bille) over officerskorpset til en række velhavende adelige, der Regningen hvervede og forvaltede egne kompagnier. Denne hær – man kan kalde den adelsvældens hær – gik til grunde ved Karl 10. Gustavs erobring af Frederiks- gøres op odde den 24. oktober 1657. Det er mere end symbolsk, at rigsmarsk Anders Bille døde to uger efter af sine sår. Han havde ledet krigen, han havde været med i kampene, og han var død af det. Da man i vinteren 1657-1658 restrukturerede den militære ledel- I løbet af sommeren 1660 forlod de svenske og de se og genopbyggede officerskorpset, valgte Frederik udenlandske allierede tropper landet, men det 3. at se bort fra den danske adel. Da freden kom i betød ikke, at befolkningen kunne ånde lettet op. maj 1660, var hæren kongens alene. Ødelæggelserne bestod, statsfinanserne hang i la- Også i København mistede rigsråd og adel magt. ser, og de indkvarterede danske tropper lå som en Under Den Anden Karl Gustav-krig undlod Frederik ulidelig byrde på befolkningen, fordi de først kun- 3. i udstrakt grad at rådføre sig med rigsrådet, der ne hjemsendes, når de fik udbetalt den sold, man var svækket af flere dødsfald (rigsmarsk Anders Bil- skyldte dem. Pengene til at betale soldaterne kunne le, men også den erfarne kansler Christen Thome- kun komme fra skatter, og de skulle komme hurtigt, sen Sehested (1590-1657) og andre). For at føje spot men hvem skulle betale? Ingen del af landet, ingen til skade var det ikke hele rigsrådet, der blev holdt befolkningsgruppe kunne siges at være gået fri. Alle udenfor. Rigshofmester Joachim Gersdorff hørte råbte på hjælp og på at blive forskånet for yderligere til kongens inderkreds, der også talte militære top- byrder. rådgivere og repræsentanter for byen. Københavns Der var også et politisk regnskab at gøre op. borgere havde jo sluttet op om forsvaret, og selv Eller sagt på en anden måde: Krigen havde ført om de ikke var udslagsgivende i militær forstand, til voldsomme forskydninger i den traditionelle var deres arbejdskraft og ressourcer afgørende for, magtbalance. Før krigen havde kongen og adelen at forsvaret kunne fungere. Københavns rige køb- styret landet med rigsrådet som det centrale sam- mænd havde bogstaveligt talt investeret alt, hvad de arbejdsorgan. Borgere og gejstlige blev ganske vist ejede, i forsvaret, og selv om de givet også gjorde det jævnligt taget med på råd, når der blev indkaldt til af kærlighed til konge og fædreland, tog de sig godt stændermøde, men det var mest for at sige ja og betalt. justere småting ved de forslag, kongen og rigsrådet Betalingen bestod ikke mindst i løfter om, at stillede. På lokalt plan spillede landkommissærerne byens borgere ville blive socialt, økonomisk og poli- (også de adelige) en vigtig rolle, fordi de forvaltede tisk ligestillet med den danske adel. De skulle have krigsskatterne. ret til at eje adeligt jordegods, de skulle beskattes Da krigen gik i gang i sommeren 1657, var den på niveau med adelen (lavt), og de skulle sidde med danske adel stærkt involveret på alle niveauer fra ved bordet, når de politiske beslutninger blev taget.

58 59

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 58 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 59 12/09/18 08:48 Og så skulle København i øvrigt være stabelstad og dermed have en slags monopol på import for hele Sjælland. Det fik Københavns borgere på skrift og med kongens og rigsrådets underskrift den 10. august 1658, to dage efter nyheden om den svenske anmarch nåede byen, og siden i fuldt udfoldet form med segl og underskrifter den 24. marts året efter. Det var intet mindre end revolutionært. Som et forvarsel om de nye tider havde man på selve stormnatten den 11. februar 1659 kunnet se kongen ride rundt sammen med medlemmer af rigsrådet og Københavns borgmestre. Alt dette kunne lyde som optakten til enevæl- dens indførelse, hvor adelen tabte magt, og borger- skabet, især København, kom ind i varmen, men det er et optisk bedrag. I sommeren 1660 var der tvært- imod meget, der tydede på tilbagevenden til de gode gamle, adelsdominerede dage. Københavns borgmestre og råd skrev gentagne gange til kongen og bad om, at privilegierne endelig måtte træde fuldt ud i kraft, men de fik henholdende svar – formuleret af Danske Kancellis adelige oversekretær Erik Krag (1620-1672). Når kongen skrev til rigsrådet og spurgte, hvordan de presserende økonomiske problemer skulle løses, lød svaret også helt konventionelt. Der burde indkaldes til stændermøde. Her ville adelen være stærkt repræsenteret, og landets mange hærgede købstæder og udpinte gejstlighed ville næppe kunne se logikken i, at de skulle betale gildet, mens København skulle forgyldes med nye privilegier. Det tegnede kort sagt til, at pendulet ved krigens afslutning ville svinge tilbage til det balancepunkt, der var det naturlige i et tidligt moderne samfund med en dominerende agrarøkonomi og stærke stænder. Eller med andre ord tilbage i favnen på den danske adel og rigsrådet, eventuelt med mindre indrøm-

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 60 12/09/18 08:48 Og så skulle København i øvrigt være stabelstad og melser til Københavns borgere for deres indsats dermed have en slags monopol på import for hele under krigen. Sjælland. Det fik Københavns borgere på skrift og med kongens og rigsrådets underskrift den 10. Fra tovtrækkeri til revolution august 1658, to dage efter nyheden om den sven- Da stændermødet åbnede i begyndelsen af sep- ske anmarch nåede byen, og siden i fuldt udfoldet tember 1660, måtte det for udenforstående og for form med segl og underskrifter den 24. marts året mange deltagere se ud, som om alt gik i den gamle efter. Det var intet mindre end revolutionært. Som gænge. Rigshovmester Gersdorff holdt åbningsta- et forvarsel om de nye tider havde man på selve len, hvor han lagde op til, at ”den ene lige med den stormnatten den 11. februar 1659 kunnet se kongen anden skulle bære byrderne”. Kongens og rigsrådets ride rundt sammen med medlemmer af rigsrådet og udspil var en konsumptionsskat – en omsætnings- Københavns borgmestre. afgift på vigtige fødevarer og fornødenheder. Det Alt dette kunne lyde som optakten til enevæl- ville i modsætning til en skat på jorden hurtigt give dens indførelse, hvor adelen tabte magt, og borger- penge i kassen, og det var der brug for. Til gengæld skabet, især København, kom ind i varmen, men det ville det ramme bybefolkningen hårdest, for bybo- er et optisk bedrag. I sommeren 1660 var der tvært- ernes forbrug af fødevarer var nemmest at beskatte. imod meget, der tydede på tilbagevenden til de gode Herefter begyndte forhandlingerne mellem kongen gamle, adelsdominerede dage. Københavns borgme- og rigsrådet på den ene side og repræsentanter for stre og råd skrev gentagne gange til kongen og bad adelen, København, købstæderne, gejstligheden, om, at privilegierne endelig måtte træde fuldt ud i domkapitlerne og universitetet på den anden side. kraft, men de fik henholdende svar – formuleret af Fællesmøder og møder mellem de enkelte stænders Danske Kancellis adelige oversekretær Erik Krag repræsentanter vekslede med hinanden. (1620-1672). Som i enhver forhandling var de første udmel- Når kongen skrev til rigsrådet og spurgte, hvor- dinger bombastiske. Adelen og universitetet slog på dan de presserende økonomiske problemer skulle deres traditionelle skattefrihed, og det kunne Kø- løses, lød svaret også helt konventionelt. Der burde benhavn også have gjort og henvist til privilegierne indkaldes til stændermøde. Her ville adelen være fra foråret 1659. Det gjorde byens repræsentanter stærkt repræsenteret, og landets mange hærgede imidlertid ikke. Tværtimod indgik de et forbund købstæder og udpinte gejstlighed ville næppe kun- med resten af købstæderne og hele gejstligheden – ne se logikken i, at de skulle betale gildet, mens de kaldte sig ”de konjungerede under Københavns København skulle forgyldes med nye privilegier. Det frihed”, de sammensluttede under Københavns tegnede kort sagt til, at pendulet ved krigens afslut- privilegier. Positionen var klar. Alle skulle betale ning ville svinge tilbage til det balancepunkt, der den foreslåede konsumptionsafgift på lige fod, også var det naturlige i et tidligt moderne samfund med adelen. I modsat fald ville de konjungerede også en dominerende agrarøkonomi og stærke stænder. være fritaget. Eller med andre ord tilbage i favnen på den danske Stillet over for denne enhedsfront smuldrede adel og rigsrådet, eventuelt med mindre indrøm- de adeliges modstand hurtigt. Eller rettere sagt: De

60 61

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 60 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 61 12/09/18 08:48 I forbindelse med begyndte at komme med de indrømmelser, rigshof- arvekongedømmets mester Gersdorff havde lagt op til i sin åbningstale. – og skulle det vise sig: enevældens – Først tilbød de den 15. september at lade deres nor- indførelse i oktober malt skattefri ugedagsbønder (hoveripligtige bøn- 1660 var kongen blevet løst fra sin ed der tæt på herregårdene) betale konsumption og på håndfæstningen. selv at betale, når de opholdt sig byerne, men være Dermed var fri på deres herregårde. På den måde ville de stadig undersåtterne også løst fra deres troskabsed til bevare ”en skygge af deres privilegier”, som de sag- ham. Selv om Frederik de. De konjungerede fortsatte imidlertid uanfægtet 3. omhyggeligt undgik at love noget konkret, deres alt eller intet-politik, og man forstår egentlig aflagde stændermødets godt, at nogle af de konjungeredes ledere skulle stå repræsentanter og skoleret for rigsrådet. Her spurgte rigsråd Otte Krag indkaldte bønder fra Amager den 18. oktober (1611-1666) – en veluddannet, samvittighedsfuld og 1660 ny troskabsed på yderst korrekt stivstikker – hvad de bildte sig ind, og slotspladsen. Maleri fra 1666 af Wolfgang om der ikke længere skulle være forskel på herre- Heimbach (1615-1678). mand og bonde. Han fik det selvbevidste svar: ”Vi er || Kongernes Samling/ ikke eders drenge [tjenere], at I har behov at snurre Rosenborg os så over [skælde os sådan ud].” Derpå belærte rigs- råderne dem om, at adelens privilegier var 300 år gamle, men Københavns kun var to år! De konjungerede fastholdt imidlertid deres modstand, og efter en uge kom adelens næste tilbud. Den 24. september meddelte de, at i stedet for

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 62 12/09/18 08:48 I forbindelse med begyndte at komme med de indrømmelser, rigshof- arvekongedømmets mester Gersdorff havde lagt op til i sin åbningstale. – og skulle det vise sig: enevældens – Først tilbød de den 15. september at lade deres nor- indførelse i oktober malt skattefri ugedagsbønder (hoveripligtige bøn- 1660 var kongen blevet løst fra sin ed der tæt på herregårdene) betale konsumption og på håndfæstningen. selv at betale, når de opholdt sig byerne, men være Dermed var fri på deres herregårde. På den måde ville de stadig undersåtterne også løst fra deres troskabsed til bevare ”en skygge af deres privilegier”, som de sag- Hyldningen af Frederik at betale konsumption på deres herregårde de næ- ham. Selv om Frederik de. De konjungerede fortsatte imidlertid uanfægtet 3. som arvekonge til ste tre år ville de give halvanden rigsdaler for hver af 3. omhyggeligt undgik Danmark og Norge den at love noget konkret, deres alt eller intet-politik, og man forstår egentlig 18. oktober 1660 blev deres fæstebønder og holde en ryttersoldat for hver aflagde stændermødets godt, at nogle af de konjungeredes ledere skulle stå gennemført næsten 20 gårde. Heller ikke det gjorde det mindste indtryk helt som en traditionel repræsentanter og skoleret for rigsrådet. Her spurgte rigsråd Otte Krag på de konjungerede. De erklærede dagen efter med indkaldte bønder fra kongehyldning. Amager den 18. oktober (1611-1666) – en veluddannet, samvittighedsfuld og Her ses scenen fra bidende ironi, at de også gerne ville slippe for kon- 1660 ny troskabsed på yderst korrekt stivstikker – hvad de bildte sig ind, og Holmens Bro. Et sumptionen derhjemme mod at betale halvanden slotspladsen. Maleri himmelsk lys falder fra 1666 af Wolfgang om der ikke længere skulle være forskel på herre- på kongefamilien, der rigsdaler for hver af deres tjenere. I øvrigt satte de Heimbach (1615-1678). mand og bonde. Han fik det selvbevidste svar: ”Vi er sidder på en tribune, trumf på ved at indlevere en serie reformforslag, og på den gådefulde || Kongernes Samling/ ikke eders drenge [tjenere], at I har behov at snurre som lagde op til, at krongodset ikke længere skulle Rosenborg rytterskikkelse bag os så over [skælde os sådan ud].” Derpå belærte rigs- broen. Maleri af være forbeholdt den danske adel, men bortforpag- råderne dem om, at adelens privilegier var 300 år Michael von Haven tes til højestbydende. (1625-1679). gamle, men Københavns kun var to år! || Kongernes Samling/ Til sidst, den 30. september efter tre ugers for- De konjungerede fastholdt imidlertid deres Rosenborg handling, kapitulerede adelen og accepterede at modstand, og efter en uge kom adelens næste til- betale konsumptionsafgiften på linje med de øvrige bud. Den 24. september meddelte de, at i stedet for stænder. Herefter formulerede kongen et udkast, og

62 63

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 62 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 63 12/09/18 08:48 forhandlerne fortsatte med at drøfte nedskæringer af hæren, samtidig med at der blev filet på taksterne i konsumptionsforordningen. Stændermødet var med andre ord planmæssigt på vej mod et kompromis, og derfor begyndte mindre velbeslåede deltagere at tage hjem. Netop som alt så ud til at være klappet og klart, tog stændermødet en overraskende, ja revolutionær drejning. På hemmelige møder i bispegården aftalte gejstlighedens og borgerskabets ledere med biskop Hans Svane (1606-1668) og Københavns borgmester Hans Nansen (1598-1667) i spidsen at stille forslag om at indføre arvekongedømmet. Det skete i tæt samarbejde med Frederik 3., hvis privatsekretær Christoffer Gabel (1617-1673) repræsenterede sin herre og lovede de sammensvorne støtte og kongens gunst fremover. Forslaget blev officielt begrundet med taknemmelighed for kongens indsats under krigen og kan på overfladen se ud som en lille ting, men det havde vidtrækkende konsekvenser. Krum- tappen i den bestående forfatning var håndfæstnin- gen, det vil sige et forpligtelsesbrev, kongen måtte underskrive og sværge på som betingelse for sit valg. Hvis valget bortfaldt som en følge af arvekon- gedømmet, ville også håndfæstningen bortfalde, og tendensen i et sådant forslag var derfor rettet mod adelen, hvis vidtrækkende sociale, økonomiske og politiske privilegier var garanteret af håndfæstnin- gen. Det er derfor ikke overraskende, at rigsrådet reagerede med bestyrtelse og hektisk mødeaktivitet, da de ud på aftenen den 8. oktober fik overleveret forslaget om arveriget. Mindre klogt var det dog, at rådet udadtil var larmende tavst. De sammensvorne var nemlig ikke til sinds at spilde det politiske mo- mentum. Den 10. oktober gik de i procession to og to, en borgerlig og en gejstlig ved siden af hinanden,

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 64 12/09/18 08:48 forhandlerne fortsatte med at drøfte nedskæringer til rigsrådets mødelokale for at rykke for svar, men af hæren, samtidig med at der blev filet på taksterne fik blot besked på at komme igen kl. fire om efter- i konsumptionsforordningen. Stændermødet var middagen. Da klokken nærmede sig fire, gav rigs- med andre ord planmæssigt på vej mod et kompro- rådet besked på, at de gerne ville tale med nogle få mis, og derfor begyndte mindre velbeslåede delta- repræsentanter, men de borgerlige og gejstlige gik gere at tage hjem. igen i procession og mosede sig i samlet flok ind i Netop som alt så ud til at være klappet og klart, rigsrådets mødelokale, der lå i en lille bygning foran tog stændermødet en overraskende, ja revolutionær Københavns Slot. Atter var det den stive og korrekte drejning. På hemmelige møder i bispegården aftalte Otte Krag, der førte ordet på rådets vegne. Han af- gejstlighedens og borgerskabets ledere med biskop viste forslaget og begrundede det med, at rigsrådet Hans Svane (1606-1668) og Københavns borgmester havde flere syge medlemmer, fx rigshofmesteren, Hans Nansen (1598-1667) i spidsen at stille forslag og ikke var fuldtalligt. Desuden havde forslaget ikke om at indføre arvekongedømmet. Det skete i tæt stået på stændermødets dagsorden, og stænderne samarbejde med Frederik 3., hvis privatsekretær havde ikke ret til at fremsætte sådanne forslag – det Christoffer Gabel (1617-1673) repræsenterede sin havde kun konge og rigsråd. Endelig var flere af herre og lovede de sammensvorne støtte og kongens stændermødets deltagere allerede taget hjem, og gunst fremover. Forslaget blev officielt begrundet rigsrådet skulle nok tage sig af det kongelige hus, med taknemmelighed for kongens indsats under og kongen var heller ikke interesseret i det nye og krigen og kan på overfladen se ud som en lille ting, uhørte forslag. men det havde vidtrækkende konsekvenser. Krum- Intet viser tydeligere end det formelle svar, at tappen i den bestående forfatning var håndfæstnin- rigsrådet ikke havde fattet situationens alvor. Bi- gen, det vil sige et forpligtelsesbrev, kongen måtte skop Svane viste sig derimod fuldt ud på højde med underskrive og sværge på som betingelse for sit situationen. Han gik slet ikke ind på Otte Krags valg. Hvis valget bortfaldt som en følge af arvekon- argumenter, men undrede sig i sit svar over, at rigs- gedømmet, ville også håndfæstningen bortfalde, og rådet var så modvilligt og utaknemmeligt over for tendensen i et sådant forslag var derfor rettet mod kongen. Han henvendte sig derefter til de forsamle- adelen, hvis vidtrækkende sociale, økonomiske og de gejstlige og borgerlige og spurgte, om de bakkede politiske privilegier var garanteret af håndfæstnin- forslaget om arveriget op, hvilket de selvfølgelig gen. besvarede med rungende ja-råb. Biskoppen spurg- Det er derfor ikke overraskende, at rigsrådet rea- te derefter retorisk, om rigsrådet ikke ville skifte gerede med bestyrtelse og hektisk mødeaktivitet, mening. Det svarede Otte Krag kort nej til. Det fik da de ud på aftenen den 8. oktober fik overleveret Svane til at sige, at så ville de gode herrer rigsråder forslaget om arveriget. Mindre klogt var det dog, at nok ikke fortænke de forsamlede i selv at gå op og rådet udadtil var larmende tavst. De sammensvorne orientere kongen. Det er ikke godt at vide, hvad var nemlig ikke til sinds at spilde det politiske moder var sket, hvis Otte Krag havde reageret med en mentum. Den 10. oktober gik de i procession to og opfordring til at sætte sig ned og forhandle. I stedet to, en borgerlig og en gejstlig ved siden af hinanden, sprang han i fælden med samlede ben og svarede

64 65

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 64 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 65 12/09/18 08:48 kort og godt, at de kunne gøre, hvad de ville. De borgerlige og gejstlige gik selvfølgelig i procession op på slottet, hvor kongen tog venligt imod dem. Efter et par højstemte taler af biskop Svane og borgmester Nansen tog han imod forslaget om arverige, lovede at se på det og at give besked den følgende dag. Samme aften blev vagten på volden og i gaderne fordoblet, og borgervæbningen sat i alarmbered- skab. Næste morgen blev portene holdt lukket, og ingen måtte forlade byen hverken til lands eller vands. De militære kommandanter i hver lands- del fik ordre til forhøjet beredskab. Meningen var selvfølgelig, at adel og rigsråd skulle forhindres i at sprænge stændermødet, men forblive beslutnings- dygtige og under maksimalt politisk, militært og psykologisk pres. Næsten som om Frederik 3. havde lært noget af forløbet omkring freden i Roskilde godt to år tidligere, hvor tidspresset havde ført til den panikagtige fred, sørgede han også for at stresse sine modstandere. Allerede den 11. om aftenen lod han rigsrådet vide, at de andre stænder var utålmo- dige, og hvis rigsrådet ikke snart kunne beslutte sig, kunne han ikke svare for følgerne. De følgende dage blev nervepirrende, og i et anonymt, tysk nyheds- brev hedder det malerisk: ”I tre dage så det ud til, at der skulle slås æg ud i panden.” Så kapitulerede rigsrådet, og den 13. oktober hyldede stændermø- dets repræsentanter Frederik 3. som arvekonge i Den Grønne Sal på Københavns Slot. Det skulle vise sig at være enevældens indførelse. De næste dage blev flere formaliteter ordnet. Et hurtigt nedsat forfatningsudvalg besluttede – atter under tidspres – at håndfæstningen skulle kasseres og straks tilbageleveres til kongen, hvorefter stæn- dermødets deltagere på befolkningens vegne skulle sværge ham en ny troskabsed. Det skete også, og den 18. oktober modtog Frederik 3. på Københavns

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 66 12/09/18 08:48 kort og godt, at de kunne gøre, hvad de ville. De bor- Slotsplads stændernes troskabsed. Nogle hastigt gerlige og gejstlige gik selvfølgelig i procession op på indforskrevne amagerbønder gjorde det ud for slottet, hvor kongen tog venligt imod dem. Efter et bondestandens repræsentanter. Efter ceremonien par højstemte taler af biskop Svane og borgmester blev den store tribune ved Børsens nordgavl, der Nansen tog han imod forslaget om arverige, lovede havde dannet ramme om begivenheden, overladt til at se på det og at give besked den følgende dag. folket, der kæmpede om at sikre sig et stykke af det Samme aften blev vagten på volden og i gaderne værdifulde klæde – præcis som ved et traditionelt fordoblet, og borgervæbningen sat i alarmbered- tronskifte. skab. Næste morgen blev portene holdt lukket, og Stændermødet fortsatte til sidst i november ingen måtte forlade byen hverken til lands eller uden at finde endelige løsninger på de økonomiske vands. De militære kommandanter i hver lands- problemer, der havde sat det hele i gang. Resten var del fik ordre til forhøjet beredskab. Meningen var nu op til kongen. Forfatningsretligt havde stænder- selvfølgelig, at adel og rigsråd skulle forhindres i at ne udstedt en blankocheck til Frederik 3. og hans sprænge stændermødet, men forblive beslutnings- efterkommere på tronen, og det var klart, at konge- dygtige og under maksimalt politisk, militært og magten var blevet styrket. Det var blot et spørgsmål psykologisk pres. Næsten som om Frederik 3. havde om hvor meget. lært noget af forløbet omkring freden i Roskilde Svaret kom i begyndelsen af januar. Enevolds- godt to år tidligere, hvor tidspresset havde ført til arveregeringsakten af 10. januar 1661 blev sendt til den panikagtige fred, sørgede han også for at stresse underskrivelse blandt alle adelige, gejstligheden sine modstandere. Allerede den 11. om aftenen lod og købstædernes borgmestre og råd. Siden fulgte han rigsrådet vide, at de andre stænder var utålmo- enslydende akter til Norge, Island og Færøerne. dige, og hvis rigsrådet ikke snart kunne beslutte sig, Enevoldsarveregeringsakten var et forbløffende kunne han ikke svare for følgerne. De følgende dage dokument. Den var formelt folkets bekræftelse på, blev nervepirrende, og i et anonymt, tysk nyheds- at Frederik 3. i efteråret 1660 ikke kun havde fået brev hedder det malerisk: ”I tre dage så det ud til, skænket arverettighed til Danmark og Norge, men at der skulle slås æg ud i panden.” Så kapitulerede tillige fået overdraget al politisk magt så fri og ubun- rigsrådet, og den 13. oktober hyldede stændermø- det, som overhovedet tænkes kunne: Han var nu ”en dets repræsentanter Frederik 3. som arvekonge i absolut, suveræn arveherre”, altså enevældig arve- Den Grønne Sal på Københavns Slot. Det skulle vise konge. Godt fire år senere, i 1665, satte Frederik 3. sig at være enevældens indførelse. sin underskrift på Kongeloven, der yderligere kon- De næste dage blev flere formaliteter ordnet. Et kretiserede og supplerede Enevoldsarveregerings- hurtigt nedsat forfatningsudvalg besluttede – atter akten – blandt andet ved at bestemme arvefølgen i under tidspres – at håndfæstningen skulle kasseres detaljer. og straks tilbageleveres til kongen, hvorefter stæn- Den var frem til 1849 Danmarks forfatning og dermødets deltagere på befolkningens vegne skulle ganske unik. sværge ham en ny troskabsed. Det skete også, og Alle andre steder i Europa voksede enevælden den 18. oktober modtog Frederik 3. på Københavns frem som en politisk praksis, der med større eller

66 67

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 66 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 67 12/09/18 08:48 mindre held fortrængte parlamenter, stænderfor- samlinger og de privilegier, som adelen, gejstligheden og byerne havde vundet. Kun i Danmark tog man skridtet fuldt ud og afskaffede med ét slag hele den bestående politiske ordning og alle de traditionelle institutioner og privilegier. Nogle sociale og økonomiske rettigheder fik stænderne igen af kongens nåde i sommeren 1661, men den politiske magt beholdt han for sig selv. Det var også kun i Danmark, man gjorde sig den ulejlighed at skrive en enevældig forfatning i form af Kongeloven. Det er enestående, medmindre man anser romerrettens beskrivelse af oprettelsen af det romerske kejserdømme for et fortilfælde. Måske skulle man hellere sige, at indførelsen af enevælden i Danmark er et fantastisk eksempel på statsviden- skabelig lærebogsteori (romerretten) omsat til politisk praksis.

Plan eller tilfældighed? Politiske iagttagere og historikere har diskuteret, hvem der skal have æren eller skylden for statsom- væltningen i 1660. Frederik 3. var kendt som en lidt indesluttet intellektuel, der kunne veje for og imod i det uendelige. Var han virkelig mand for en revolution? Og var enevælden i det hele taget planlagt, eller voksede den ikke snarere gradvist frem af de udfordringer og muligheder, styret stod over for i ef- teråret 1660? Ingen af de centrale politiske aktører har efterladt sig noget, der løfter sløret, så vi er i høj grad henvist til indicier og kvalificerede gæt. Det skal ikke forstås sådan, at stændermødets forløb var spontant. Eksistensen af en sammen- sværgelse, der omfattede den højere gejstlighed, borgerstandens ledere og hoffet, er veldokumen- teret, og der er spor af håndfast politisk styring. Spørgsmålet er, om sammensværgelsen opstod

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 68 12/09/18 08:48 mindre held fortrængte parlamenter, stænderfor- tidligt eller sent i forløbet. Her er indicierne for en samlinger og de privilegier, som adelen, gejstlig- tidlig start stærke. Den borgerligt-gejstlige alliance, heden og byerne havde vundet. Kun i Danmark tog ”de konjungerede under Københavns frihed”, fulgte man skridtet fuldt ud og afskaffede med ét slag hele konsekvent en så konfliktsøgende og kompromisløs den bestående politiske ordning og alle de traditi- linje, at det kun giver mening, hvis målet fra begyn- onelle institutioner og privilegier. Nogle sociale og delsen var andet og mere end at presse adelen til økonomiske rettigheder fik stænderne igen af kon- indrømmelser. gens nåde i sommeren 1661, men den politiske magt Det næste spørgsmål handler om den politiske beholdt han for sig selv. agenda. Stod der med det samme enevælde på øn- Det var også kun i Danmark, man gjorde sig den skesedlen, eller opstod tanken først hen i novem- ulejlighed at skrive en enevældig forfatning i form ber, da det viste sig, at arvekongedømmet og svæk- af Kongeloven. Det er enestående, medmindre man kelsen af adelen ikke var nok til at få de nødvendige anser romerrettens beskrivelse af oprettelsen af det bevillinger igennem? Selv om det lyder meget romerske kejserdømme for et fortilfælde. Måske plausibelt, at tanken om den ufortyndede enevælde skulle man hellere sige, at indførelsen af enevælden havde brug for tid til at modnes, er der tegn på det i Danmark er et fantastisk eksempel på statsviden- modsatte. Alene den planmæssighed, hvormed Fre- skabelig lærebogsteori (romerretten) omsat til poli- derik 3. befriede sig fra alle snærende bånd uden at tisk praksis. love andet end at regere kristeligt og mildt og regu- lere arvefølgen, taler sit tydelige sprog. Plan eller tilfældighed? Spørger man de politiske iagttagere i København Politiske iagttagere og historikere har diskuteret, – heraf flere tæt på hoffet og endda med i sammen- hvem der skal have æren eller skylden for statsom- sværgelsen – så de det samme. De sammenlignede væltningen i 1660. Frederik 3. var kendt som en lidt Frederik 3.s nye stilling med den romerske kejsers, indesluttet intellektuel, der kunne veje for og imod kaldte rigerne hans ”ejendom” og talte om, at folket i det uendelige. Var han virkelig mand for en revo- havde overdraget ham ”al dets magt og myndighed”. lution? Og var enevælden i det hele taget planlagt, Det var kun regimets åbenhed, der ændrede sig eller voksede den ikke snarere gradvist frem af de mellem arvehyldningen i midten af oktober 1660 udfordringer og muligheder, styret stod over for i ef- og Enevoldsarveregeringsakten i midten af januar teråret 1660? Ingen af de centrale politiske aktører 1661. At det kom som en ubehagelig overraskelse for har efterladt sig noget, der løfter sløret, så vi er i høj mange i hele landet og ikke mindst for adelen, er en grad henvist til indicier og kvalificerede gæt. anden sag. Det skal ikke forstås sådan, at stændermødets Det sidste spørgsmål er, hvem der stod bag. Her forløb var spontant. Eksistensen af en sammen- er kilderne tavse. En generation senere var der sværgelse, der omfattede den højere gejstlighed, ganske vist adskillige, der kunne løfte sløret. Nogle borgerstandens ledere og hoffet, er veldokumen- mente, det var dronning Sophie Amalie. Hun var teret, og der er spor af håndfast politisk styring. kendt som en stærk personlighed, så hvad var mere Spørgsmålet er, om sammensværgelsen opstod naturligt end at tildele hende initiativet? Det var i

68 69

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 68 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 69 12/09/18 08:48 hvert fald, hvad man sagde i København, da den engelske gesandt Robert Molesworth (1656-1725) omkring 1690 spurgte til baggrunden for enevældens indførelse. Andre udpegede Frederik 3.s privatse- kretær Christoffer Gabel som hjernen bag det hele. Det var i hvert fald familietraditionen! Det kan heller ikke nægtes, at han var kongens kontaktmand til sammensværgelsens borgerlige og gejstlige ledere, og få år efter enevældens indførelse steg han til tops som Frederik 3.s favorit og blev adlet i 1664. Atter andre udnævnte kongens svoger, Han- nibal Sehested, til at stå bag statsomvæltningen 1660. Han var begavet, idérig og kunne være meget karismatisk og overbevisende – for ikke at sige ma- nipulerende. Det var ham, der i den sidste kritiske fase før freden i København havde formidlet et gennembrud i de ellers fastkørte forhandlinger. Det var da også stærkt påfaldende, at det netop var ham, der stod ved kongens side den 10. oktober om efter- middagen, da stænderne afleverede forslaget om arveriget. Også han kom til ære og værdighed efter 1660 som skatmester (finansminister), men tabte magtkampen og endte lidt ude på et sidespor som diplomat. Måske var han lige lidt for smart? Alle muligheder står åbne. Også at den tilsyneladende passive og lejlighedsvis depressive Frederik 3. spillede sit eget spil og beskyttede sig selv ved at lade omgivelserne tro, at han var deres marionet.

Hvad nu hvis? Livet er fuldt af valg og tilfældigheder, men historien fortælles ofte, som om det altid måtte gå, som det nu engang gik. Det er med god grund, for det er svært nok at forklare det, der rent faktisk skete. Hvis man også skal holde rede på alle alternativer, bliver det let uoverskueligt. Med Svenskekrigene trænger en række betragtninger sig dog på.

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 70 12/09/18 08:48 hvert fald, hvad man sagde i København, da den en- Hvad nu hvis vinteren 1657-1658 ikke havde væ- gelske gesandt Robert Molesworth (1656-1725) om- ret så streng, at Karl 10. Gustav havde kunnet mar- kring 1690 spurgte til baggrunden for enevældens chere over Bælterne? Så havde al hans handlekraft indførelse. Andre udpegede Frederik 3.s privatse- og risikovillighed været forgæves. Ganske vist var kretær Christoffer Gabel som hjernen bag det hele. det koldere dengang – forskerne taler om ”den lille Det var i hvert fald familietraditionen! Det kan hel- istid” fra i hvert fald ca. 1550 til ca. 1850 – men der ler ikke nægtes, at han var kongens kontaktmand til var ingen garanti for isvinter. Svaret er ikke særligt sammensværgelsens borgerlige og gejstlige ledere, hypotetisk, for vi kender scenariet fra Kejserkrigen, og få år efter enevældens indførelse steg han til tops hvor kejserlige tropper besatte Jylland i 1627, og fra som Frederik 3.s favorit og blev adlet i 1664. Torstenssonkrigen, hvor svenske tropper gjorde Atter andre udnævnte kongens svoger, Han- det samme ved årsskiftet 1643-1644. I begge tilfælde nibal Sehested, til at stå bag statsomvæltningen gik det hårdt ud over jyderne, men strategisk var 1660. Han var begavet, idérig og kunne være meget der tale om en blindgyde, så længe den danske flåde karismatisk og overbevisende – for ikke at sige ma- forblev intakt og kunne hindre overgangen til Fyn nipulerende. Det var ham, der i den sidste kritiske og Sjælland. I begge tilfælde blev krigen afgjort an- fase før freden i København havde formidlet et dre steder. I førstnævnte tilfælde ved forhandlings- gennembrud i de ellers fastkørte forhandlinger. Det bordet i Lübeck i foråret 1629, hvor Christian 4. fik var da også stærkt påfaldende, at det netop var ham, en fordelagtig fred, fordi kejseren frygtede, at sven- der stod ved kongens side den 10. oktober om efter- skerne ville komme ham til hjælp. I andet tilfælde middagen, da stænderne afleverede forslaget om faldt afgørelsen til søs i efteråret 1644, da en forenet arveriget. Også han kom til ære og værdighed efter svensk-hollandsk flåde knuste den danske sømagt 1660 som skatmester (finansminister), men tabte og blottede øerne. magtkampen og endte lidt ude på et sidespor som I vinteren 1657-1658 gentog scenariet sig tilsy- diplomat. Måske var han lige lidt for smart? neladende. Den svenske hær havde besat den jyske Alle muligheder står åbne. Også at den tilsynela- halvø og knust den danske hær ved Frederiksoddes dende passive og lejlighedsvis depressive Frederik erobring, men den danske flåde var stadig operatio- 3. spillede sit eget spil og beskyttede sig selv ved at nel, og på den diplomatiske front var alt ved at falde lade omgivelserne tro, at han var deres marionet. på plads til en kombineret kejserlig-polsk-brandenborgsk militær intervention. Før den kunne Hvad nu hvis? effektueres, stod Karl 10. Gustav på Sjælland, og Livet er fuldt af valg og tilfældigheder, men histo- panikfreden i Roskilde var en realitet. Uden togtet rien fortælles ofte, som om det altid måtte gå, som over isen ville Jylland være blevet den ambolt, hvor det nu engang gik. Det er med god grund, for det Karl 10. Gustavs samlede fjender havde knust det er svært nok at forklare det, der rent faktisk skete. svenske Østersøimperium – eller som absolut mini- Hvis man også skal holde rede på alle alternativer, mum tvunget ham tilbage til det befæstede Frede- bliver det let uoverskueligt. Med Svenskekrigene riksodde og til forhandlingsbordet. Det var denne trænger en række betragtninger sig dog på.

70 71

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 70 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 71 12/09/18 08:48 blindgyde, svenskekongen slap ud af ved sit dristige togt over isen. Isvinteren og Karl 10. Gustavs vovemod var ikke de eneste faktorer, der gjorde Den Første Karl Gustav-Krig til noget særligt. Den danske ledelse bidrog også kraftigt til katastrofen ved fuldstæn- dig at tabe modet og sådan set også hovedet, da svenskerne pludselig stod på Sjælland. Fra Karl 10. Gustav mødte de udsendte danske forhandlere ved Vordingborg, gik der kun 15 dage, til freden blev underskrevet i Roskilde. Det var både dengang og nu en uhørt kort forhandlingsfase, og det fik konsekvenser.

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 72 12/09/18 08:48 Kobberstikket af Militært var situationen ikke så desperat, at Karl 10. Gustavs den danske side ikke havde kunnet trække tiden togt fra Jylland over Fyn og Langeland til ud. Ganske vist stod svenskerne på Sjælland, men Lolland-Falster og så mange var de heller ikke. Desuden manglede de Sjælland vinder ingen priser for historisk tungt artilleri, så fremrykningen ville under alle korrekthed, men omstændigheder være standset foran Københavns burde have en præmie volde. Hvis den danske side havde haft is i maven, for anskuelighed og drama. Det stammer ville den diplomatiske og militære osteklokke fra en europæisk uvægerligt være blevet sprængt, og normaliteten samtidshistorie udgivet på italiensk i Wien i indtruffet. Flere af stormagterne og ikke kun Sve- 1670. Stik af Gaspar riges allierede, Frankrig og England, havde været Bouttats (ca. 1640- med ved forhandlingsbordet. Resultatet ville være 1695/96). || Det Kongelige blevet et kompromis mellem deres ønsker og den Bibliotek sejrrige Karl 10. Gustavs berettigede krav og ikke det svenske tag selv-bord, det endte med. Stormagterne ønskede ligevægt i Norden. Ikke svensk eller for den sags skyld dansk dominans. Alt dette er ikke ren spekulation, for det be- kræftes af Den Anden Karl Gustav-krig. I løbet af 1658-1660 skete stort set alt det, der under normale omstændigheder ville være sket under Første Karl Gustav-krig. De udenlandske allierede fordrev uden større besvær svenskerne fra den jyske halvø, det blindgyde, svenskekongen slap ud af ved sit dristige viste sig fuldt ud muligt at improvisere et effektivt togt over isen. forsvar af København, og konflikten blev i løbet af Isvinteren og Karl 10. Gustavs vovemod var få måneder fuldstændig internationaliseret, da den ikke de eneste faktorer, der gjorde Den Første Karl hollandske og senere den engelske flåde ankom i Gustav-Krig til noget særligt. Den danske ledelse Sundet. Sidst, men ikke mindst fik krigen et resul- bidrog også kraftigt til katastrofen ved fuldstæn- tat, som afspejlede stormagternes ønsker og deres dig at tabe modet og sådan set også hovedet, da magtbalance. Den politisk-militære ligevægt i Nor- svenskerne pludselig stod på Sjælland. Fra Karl 10. den blev genoprettet, uden at svenskerne blev snydt Gustav mødte de udsendte danske forhandlere ved for alle sejrens frugter, men herredømmet over Vordingborg, gik der kun 15 dage, til freden blev Øresund, Østersøhandlens hovedpulsåre, blev ved underskrevet i Roskilde. Det var både dengang og med at være delt, og sundtolden blev fastholdt på et nu en uhørt kort forhandlingsfase, og det fik konse- lavt niveau. kvenser.

72 73

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 72 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 73 12/09/18 08:48 En gylden lejlighed Man kan også tænke kontrafaktisk om indførelsen af enevælden, men med modsat fortegn. Her var det ikke normaliteten, der vendte tilbage, men derimod anormaliteten, der blev fastfrosset. Mange krige vender op og ned på de politiske styrkeforhold og udsætter traditionelle institutioner og eliter for et voldsomt pres. Derfor rummer krige et stort po- tentiale ikke kun for død og ødelæggelse, men også for innovation og transformation på alle niveauer. Både Den Amerikanske (1776) og Franske Revolution (1789) er eksempler på skelsættende politiske sy- stemsammenbrud i kølvandet på krige. Der er imidlertid ikke tale om en simpel lov- mæssighed. Selv et sammenbrud som Sydstaternes nederlag i Den Amerikanske Borgerkrig 1861-1865 garanterede ikke en gennemgribende transformation. Slaveriet blev ganske vist afskaffet, men Sydstaternes civilsamfund og de gamle eliter kom stærkt igen, og gennem dygtig brug af det politiske system sikrede de, at den sorte befolknings sociale undertrykkelse og politiske umyndiggørelse fortsatte næsten et århundrede. Anden Verdenskrig ud- spillede sig derimod for USA’s vedkommende altid på den anden side af havet, men krigserfaringen og de hjemvendte soldaters lovsikrede krav på gratis uddannelse bidrog afgørende til borgerretsbevægel- sens sejre i 1950’erne og 1960’erne. Hvis vi ser på serien af svenskekrige i 1500-, 1600- og 1700-tallet, finder vi næsten alle variati- oner. Kort før afslutningen på Den Nordiske Syv- årskrig 1563-1570 indkaldte Frederik 2. (1534-1588) til stændermøde for at få befolkningens accept af de nødvendige skatter til at afslutte krigen. Stænder- mødet forblev dog en enlig svale, og krigen ændrede ikke det politiske system, der hurtigt fandt tilbage til sit vante leje. Det samme gælder i endnu højere

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 74 12/09/18 08:48 En gylden lejlighed grad Kalmarkrigen 1611-1613, som rigsrådet sørgede Man kan også tænke kontrafaktisk om indførelsen for at få afsluttet, før krigen belastede magtbalan- af enevælden, men med modsat fortegn. Her var det cen mellem konge, rigsråd og adel alt for meget. ikke normaliteten, der vendte tilbage, men derimod Kejserkrigen 1625-1629 fik derimod vidtrækkende anormaliteten, der blev fastfrosset. Mange krige konsekvenser, fordi den permanente sikkerheds- vender op og ned på de politiske styrkeforhold og politiske krise i de følgende årtier nødvendiggjorde udsætter traditionelle institutioner og eliter for et skatteudskrivninger i et omfang, der kun kunne voldsomt pres. Derfor rummer krige et stort po- skaffes opbakning til via stændermøder. På grund tentiale ikke kun for død og ødelæggelse, men også af adelens velbegrundede mistillid til Christian 4. for innovation og transformation på alle niveauer. satte det også gang i en politisk decentraliserings- Både Den Amerikanske (1776) og Franske Revolution proces med adelige landkommissærer, der lokalt (1789) er eksempler på skelsættende politiske sy- forvaltede de stadig større midler til rigets forsvar. stemsammenbrud i kølvandet på krige. Under Torstenssonkrigen i 1643-1645 trådte land- Der er imidlertid ikke tale om en simpel lov- kommissærerne for alvor i karakter, men ved for- mæssighed. Selv et sammenbrud som Sydstaternes handlingerne i forbindelse med Frederik 3.s valg i nederlag i Den Amerikanske Borgerkrig 1861-1865 1648, blev landkommissærernes magt rullet delvist garanterede ikke en gennemgribende transfor- tilbage. Rigsrådet konsoliderede derimod sin stil- mation. Slaveriet blev ganske vist afskaffet, men ling og indledte et traditionelt, centralt styret sam- Sydstaternes civilsamfund og de gamle eliter kom arbejde med kongen. stærkt igen, og gennem dygtig brug af det politiske Set i dette perspektiv er enevældens indførelse system sikrede de, at den sorte befolknings sociale et ekstremt udslag af samme dynamik som i de undertrykkelse og politiske umyndiggørelse fortsat- foregående årtier, men med den forskel, at krigens te næsten et århundrede. Anden Verdenskrig ud- forskydninger i magtbalancen – styrkelsen af kon- spillede sig derimod for USA’s vedkommende altid gemagten, hæren og Københavns borgere på bekost- på den anden side af havet, men krigserfaringen og ning af adel og rigsråd – ikke blev rullet tilbage. De de hjemvendte soldaters lovsikrede krav på gratis blev tværtimod udbygget. Adelens særstilling blev uddannelse bidrog afgørende til borgerretsbevægel- yderligere reduceret, og alle stænderske institutio- sens sejre i 1950’erne og 1960’erne. ner afskaffet. Kongemagten ryddede bordet, og den Hvis vi ser på serien af svenskekrige i 1500-, slags kup er ikke kun et spørgsmål om styrke, men 1600- og 1700-tallet, finder vi næsten alle variati- også om timing. oner. Kort før afslutningen på Den Nordiske Syv- Få måneder tidligere end efteråret 1660 ville årskrig 1563-1570 indkaldte Frederik 2. (1534-1588) Københavns ledere ikke have været parate til at til stændermøde for at få befolkningens accept af de satse alt på kongen. De ville have kæmpet for de nødvendige skatter til at afslutte krigen. Stænder- privilegier, de havde vundet under krigen, og som mødet forblev dog en enlig svale, og krigen ændrede gav dem håb om stilling og indflydelse på linje med ikke det politiske system, der hurtigt fandt tilbage adelen. I månederne op til stændermødet var de til sit vante leje. Det samme gælder i endnu højere imidlertid blevet klar over, at de gyldne løfter ikke

74 75

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 74 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 75 12/09/18 08:48 ville blive indfriet. Alt pegede på politisk normali- sering i adelens favør, og byens ofre så ud til at have været forgæves. Især for byens ledende lag var det utålelige udsigter. Noget lignende gælder landets øvrige købstæder. Her var det ikke udsigten til manglende gevinst, men til at blive flået i konsumption – efter år med svenske brandskatter, kontributioner og rekvisitioner. I deres desperation begyndte de at få gode ideer til, hvordan staten kunne spare penge og de selv få bedre kår – især hvis adelens privilegier blev brudt, og de selv blev hørt noget mere. Få måneder senere ville det have været for sent. Hvis først stændermødet havde vedtaget et knir- kende kompromis, ville almindelig sund fornuft og respekt for den traditionelle samfundsorden have gjort enevælden til en umulighed. Hvorfor satse alt, når man allerede havde vundet noget? Frederik 3. og hans medsammensvorne udnyttede et vindue, der kun stod åbent i efteråret 1660. Rigsrådets svækkelse, adelens ledelseskrise, kongens høje sta- tus og fulde kontrol over hæren, Københavns svul- mende selvfølelse og dybe frustration, købstæder- nes jammer og gejstlighedens bekymringer skabte en situation, hvor en viljestærk og vel koordineret sammensværgelse kunne kapre stændermødet og lave revolution. Ser vi på de følgende krige, fristes man til at tro, at de enevældige konger havde lært lektien. Der var ikke skyggen af tilløb til politisk krise eller sy- stemforandringer af nogen art efter Skånske Krig 1675-1679, Den Korte Krig 1700 eller Store Nordiske Krig 1709-1720. Både Christian 5. og Frederik 4. (1671-1730) frygtede ganske vist enevældens fald, men det var i form af embedsmændenes gradvise udhuling af enevælden indefra (Christian 5.), den politisk upålidelige danske adel (begge konger) eller

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 76 12/09/18 08:48 ville blive indfriet. Alt pegede på politisk normali- et militærkup fra en alt for succesrig og magtfuld sering i adelens favør, og byens ofre så ud til at have generals side (Frederik 4.). Krigen var en belastning, været forgæves. Især for byens ledende lag var det enevælden var bygget til at tåle, for enevælden var utålelige udsigter. i de første generationer slet og ret en fantastisk Noget lignende gælder landets øvrige købstæder. krigsmaskine. Først under Treårskrigen 1848-51 Her var det ikke udsigten til manglende gevinst, opstod der en situation, hvor krigen igen kom til at men til at blive flået i konsumption – efter år med transformere samfundet. Ved den lejlighed var æn- svenske brandskatter, kontributioner og rekvisitio- dringerne til gengæld også til at tage og føle på. De ner. I deres desperation begyndte de at få gode ideer kom i form af enevældens fald, Grundloven 1849 og til, hvordan staten kunne spare penge og de selv få et politisk system, som trods en vis tilbagerulning i bedre kår – især hvis adelens privilegier blev brudt, 1866 fulgte det demokratiske spor. og de selv blev hørt noget mere. Hvad nu hvis Frederik 3. havde vaklet, eller hvad Få måneder senere ville det have været for sent. hvis han havde stået fast og ikke lyttet til den politi- Hvis først stændermødet havde vedtaget et knir- ske sirenesang om arvekongedømme og enevælde? kende kompromis, ville almindelig sund fornuft og Eller hvis rigsrådet og den danske adel havde haft respekt for den traditionelle samfundsorden have politiske ledere med større autoritet og med større gjort enevælden til en umulighed. Hvorfor satse alt, smidighed og udholdenhed? Der er en slående lig- når man allerede havde vundet noget? Frederik 3. hed mellem den katastrofale fred i Roskilde i 1658 og hans medsammensvorne udnyttede et vindue, og det skæbnesvangre stændermøde i 1660. I begge der kun stod åbent i efteråret 1660. Rigsrådets tilfælde manglede centrale beslutningstagere over- svækkelse, adelens ledelseskrise, kongens høje sta- blik og is i maven. Efter freden i Roskilde blev ’fej- tus og fulde kontrol over hæren, Københavns svul- len’ rettet under Den Anden Karl Gustav-krig, men mende selvfølelse og dybe frustration, købstæder- der blev ikke ’rettet’ på enevældens indførelse. nes jammer og gejstlighedens bekymringer skabte en situation, hvor en viljestærk og vel koordineret Den danske enevælde: et barn af krigen sammensværgelse kunne kapre stændermødet og Den danske enevælde var på flere måder et barn af lave revolution. krigen. Uden Karl Gustav-krigenes forskydninger i Ser vi på de følgende krige, fristes man til at tro, magtbalancen var en statsomvæltning aldrig opstå- at de enevældige konger havde lært lektien. Der et. Enevælden fastfrøs også de politiske og sociale var ikke skyggen af tilløb til politisk krise eller sy- konstellationer fra Den Anden Karl Gustav-krig. stemforandringer af nogen art efter Skånske Krig Kongen, militæret og Københavns borgerskab kom 1675-1679, Den Korte Krig 1700 eller Store Nordiske til at dominere på bekostning af andre samfunds- Krig 1709-1720. Både Christian 5. og Frederik 4. grupper. Under enevælden blev det militære bered- (1671-1730) frygtede ganske vist enevældens fald, skab holdt på et permanent højt niveau, og magt, men det var i form af embedsmændenes gradvise rigdom og karrieremuligheder blev koncentreret udhuling af enevælden indefra (Christian 5.), den i kongens København. Det synlige udtryk var, at politisk upålidelige danske adel (begge konger) eller København i løbet af enevældens første generati-

76 77

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 76 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 77 12/09/18 08:48 on voksede til omtrent dobbelt størrelse – fra ca. 30.000 indbyggere til godt 60.000. Provinsbyerne havde i gennemsnit kun ca. 1.000 indbyggere, og med hovedstadens vokseværk gik provinsens byer ind til en næsten hundredårig tornerosesøvn, som de først vågnede af i forbindelse med fred og inter- national højkonjunktur i midten af 1700-tallet. Sidst, men ikke mindst var enevælden et barn af krigen, fordi hele pointen i den enorme styrkelse af kongemagten var at garantere rigets sikkerhed og evnen til at føre offensiv og defensiv krig. Tre gange i løbet af en generation (1625-1629, 1643-1645 og 1657- 1660) var landet blevet løbet helt eller delvist over ende. Med freden i København 1660 var den svenske fjende ikke længere placeret i behagelig afstand bag de smålandske skove, men lige ovre på den anden side af Sundet. København var en grænsefæstning.

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 78 12/09/18 08:48 Kastellet i København, Skulle man gøre sig håb om at sikre det resterende, opført i sin nuværende genvinde det tabte og generobre positionen som form i 1660’erne, var enevældens første store dominerende regional magt, krævede det hensyns- byggeri i København og løs udnyttelse af landets materielle og menneskelige udgjorde hjørnestenen i byens topmoderne ressourcer og fjernelse af alle politiske stopklodser. befæstning. I Alle enevældens højt berømmede administrative enevældens første, reformer handlede om at presse så mange penge mest nervøse årtier var der endda planer som muligt ud af landet, så der blev råd til krudt og om at anlægge en ny kugler. Det gik så vidt, at det blev rutine at tvangs- residens inden for dets volde. Det blev dog indkvartere soldater i de byer eller på de godser, aldrig til noget, og da der havde oparbejdet skattegæld. Landets egne ind- fjenden endelig stod for byggere blev altså på nogle måder behandlet som døren ved Københavns bombardement i 1807, fjendeland i krig. var hele fæstningen Var enevælden så en succes? Hvis målestokken forældet. || Lars Laursen/Ritzau er generobring af tabte landsdele, er svaret klart Scanpix nej. Men hvis vi taler om indre sikkerhed og politisk stabilitet, er det en klar succeshistorie. Enevældens første mange årtier blev ikke mindre krigeriske og kostbare end de foregående, men med mindre und- tagelser foregik krigene uden for rigets grænser – i on voksede til omtrent dobbelt størrelse – fra ca. Nordtyskland og i Skåne – og i alt væsentligt med 30.000 indbyggere til godt 60.000. Provinsbyerne hvervede soldater. Enevælden udsugede befolknin- havde i gennemsnit kun ca. 1.000 indbyggere, og gen økonomisk, men sparede den i vid udstrækning med hovedstadens vokseværk gik provinsens byer for at erfare krigens rædsler. Og selv om Skånelan- ind til en næsten hundredårig tornerosesøvn, som dene forblev svenske, lykkedes det i 1720 Frederik de først vågnede af i forbindelse med fred og inter- 4. at få stormagternes stiltiende accept til at presse national højkonjunktur i midten af 1700-tallet. den gottorpske hertug ud af Slesvig. Det styrkede Sidst, men ikke mindst var enevælden et barn af rigets sikkerhed på sydgrænsen. krigen, fordi hele pointen i den enorme styrkelse af Meget kan man kritisere de første enevældige kongemagten var at garantere rigets sikkerhed og konger for, men ikke for at have rod i prioriterin- evnen til at føre offensiv og defensiv krig. Tre gange i gerne. De beskattede deres undersåtter til sidste løbet af en generation (1625-1629, 1643-1645 og 1657- blodsdråbe, men de brugte pengene på sikkerhed. 1660) var landet blevet løbet helt eller delvist over Christian 4. står i den historiske erindring med ret- ende. Med freden i København 1660 var den svenske te som den store bygherre, der stod bag Rundetårn, fjende ikke længere placeret i behagelig afstand bag Børsen, Holmens Kirke, Rosenborg og Frederiks- de smålandske skove, men lige ovre på den anden borg. side af Sundet. København var en grænsefæstning. De tre første enevældige konger, Frederik 3.,

78 79

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 78 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 79 12/09/18 08:48 Christian 5. og Frederik 4., byggede også i stor stil, men det var fæstninger. Først og størst var Køben- havns befæstning fra 1666, hvoraf Kastellet står tilbage som en lille rest. Talrige andre, også i Norge og i hertugdømmerne, fulgte efter. Christian 5. drømte om at bygge et nyt, tidssvarende og pragt- fuldt residensslot i København, men det kom aldrig længere end træmodeller på Kunstkammeret. Efter Store Nordiske Krigs afslutning i 1720 ombyggede Frederik 4. Københavns Slot, men det var og blev en discountløsning. Først Christian 6. (1699-1746) kunne for alvor høste fredens frugter og bygge slotte af hjertens lyst. Ved skæbnens ironi er de største og flotteste, Christiansborg og Hirschholm, brændt og revet ned, men Eremitagen (1736) i Dyrehaven står tilbage som et minde om enevældens ambitions- niveau, da freden endelig kom. Kastellet viser derimod, hvad det drejede sig om de første mange år. Nemlig sikkerhed.

Svend Poulsen Gønge har siden Carit Etlars relancering af ham i Gøngehøvdingen (1853) boltret sig i snart sagt alle medier – tegnet, malet, på scenen, som dukketeater og i en række film. Her ses han i Søren Pilmarks (1955-) skikkelse fra Danmarks Radios TV- serie fra 1992. Hans tro følgesvend, tateren Ib – Per Pallesen (1942-) – er pæredansk at se på. Det er helt i modsætning til Etlars roman, hvor det er en pointe, at han er fremmed, mørklødet og krølhåret. || DR/Ulla Voigt

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_r1.indd 80 14/09/18 12:51 Christian 5. og Frederik 4., byggede også i stor stil, men det var fæstninger. Først og størst var Køben- havns befæstning fra 1666, hvoraf Kastellet står tilbage som en lille rest. Talrige andre, også i Norge og i hertugdømmerne, fulgte efter. Christian 5. drømte om at bygge et nyt, tidssvarende og pragt- fuldt residensslot i København, men det kom aldrig længere end træmodeller på Kunstkammeret. Efter Store Nordiske Krigs afslutning i 1720 ombyggede Frederik 4. Københavns Slot, men det var og blev en discountløsning. Først Christian 6. (1699-1746) kunne for alvor høste fredens frugter og bygge slotte af hjertens lyst. Ved skæbnens ironi er de største og flotteste, Christiansborg og Hirschholm, brændt og revet ned, men Eremitagen (1736) i Dyrehaven står tilbage som et minde om enevældens ambitions- niveau, da freden endelig kom. Kastellet viser derimod, hvad det drejede sig om de første mange år. Nemlig sikkerhed.

Svend Poulsen Gønge har siden Carit Etlars relancering af ham i Gøngehøvdingen (1853) boltret sig i snart sagt alle medier – tegnet, malet, på scenen, som Mindet dukketeater og i en række film. Her ses han i Søren Pilmarks (1955-) skikkelse fra Danmarks Radios TV- serie fra 1992. Hans tro om krigen følgesvend, tateren Ib – Per Pallesen (1942-) – er pæredansk at se på. Det er helt i modsætning til Etlars roman, hvor det er en pointe, at han er fremmed, mørklødet og krølhåret. || DR/Ulla Voigt

80 81

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_r1.indd 80 14/09/18 12:51 107997_svenskekrigene_.indd 81 12/09/18 08:48 Polakker og svenskere

Mindet om Svenskekrigene levede længe i den folkelige erindring, og især polakkerne fremstår som effektive og grusomme allierede. De pinte og plage- de for at tvinge oplysninger om nedgravede skatte frem, andre gange tjente det tilsyneladende ikke et praktisk formål. Gribende er fortællingen om en fisker fra Tirsbæk ved Vejle:

”Da svenskerne var i landet, tog de alt kvæget med sig, så da polakkerne kom, var der næsten intet tilbage til dem, hvorfor de overalt gik så grusomt til værks. Således kom der en dag en flok ryttere ned til fiskerhuset og forlangte, at fiskeren, der hed Peer Madsen, skulle skylle deres heste fri for snavs og smuds. Men mens han var i færd med dette, hængte de hans kone op i skorstenen og lod hende kvæles i røgen. Da manden nede ved stranden nu hørte hendes ynkelige skrig og var klar over, at han ikke magtede at frelse hende, kastede han sig af hesten og druknede.”

Et forbløffende stort antal sagn har derimod den modsatte pointe. De handler om, hvordan de lokale i kraft af egen snedighed og lejlighedsvis med Guds hjælp gjorde modstand og fik hævn over fjenderne. Fx blev en pige fra Gårdslev ved Vejle forfulgt af en polak, der ville voldtage hende. Hun flygtede op i

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 82 12/09/18 08:48 kirketårnet og så til sidst ingen anden udvej end at kaste sig ud fra tårnet, men Gud stod hende bi, og Polakker og hun slap fra det i live. Noget lignende skete i Odense under den svenske besættelse. Her sprang en ærbar jomfru ud af glamhullet på Sankt Knuds Kirke og svenskere landede på en stor sten, der gav efter, så man kunne se hendes fodaftryk. Det gik dog også med egne kræfter, fx hos en velhavende bondekone i Kærby ved Bogense på Fyn, hvor en svensk underofficer kom ind og truede hen- Mindet om Svenskekrigene levede længe i den fol- de til at vise, hvor hun havde sine penge. Han blev kelige erindring, og især polakkerne fremstår som ført ind i storstuen til en kiste, men da han bøjede effektive og grusomme allierede. De pinte og plage- sig for at tage pengene, lod konen det tunge kistelåg de for at tvinge oplysninger om nedgravede skatte falde ned over ham, greb hans kårde og gjorde det af frem, andre gange tjente det tilsyneladende ikke et med ham. praktisk formål. Gribende er fortællingen om en Ikke mindre snarrådige var de i Ansager Sogn fisker fra Tirsbæk ved Vejle: nær Grindsted. Her fortælles det – helt i overens- stemmelse med den historiske sandhed – at bønder- ”Da svenskerne var i landet, tog de alt kvæget med ne i sognets østlige del måtte flygte fra svenskerne. sig, så da polakkerne kom, var der næsten intet De tog ud i sandbakkerne, omgivet af moser og tilbage til dem, hvorfor de overalt gik så grusomt til våde enge, hvor beboerne fra Hejnsvig og Grindsted værks. Således kom der en dag en flok ryttere ned allerede holdt til i udgravede huler. Hver familie til fiskerhuset og forlangte, at fiskeren, der hed Peer fik sin egen hule med fælles indgang, og mændene Madsen, skulle skylle deres heste fri for snavs og skiftedes til at holde vagt. En forræder ved navn smuds. Men mens han var i færd med dette, hængte Peder Spillemand, der var blevet i Hejnsvig, røbede de hans kone op i skorstenen og lod hende kvæles imidlertid skjulestedet og viste otte svenske ryttere i røgen. Da manden nede ved stranden nu hørte vej gennem mosen og bag om forposten. Heldigvis hendes ynkelige skrig og var klar over, at han ikke nåede han at affyre et skud, og bønderne styrtede magtede at frelse hende, kastede han sig af hesten ud af hulerne og dræbte svenskerne. Peder Spille- og druknede.” mand blev som straf begravet levende.

Et forbløffende stort antal sagn har derimod den Gøngehøvdingen modsatte pointe. De handler om, hvordan de lokale Heller ikke sagnene om Svend Poulsen Gønge hand- i kraft af egen snedighed og lejlighedsvis med Guds ler om helt det samme, som hans egne og andres hjælp gjorde modstand og fik hævn over fjenderne. samtidige beretninger fortæller. Den historiske Fx blev en pige fra Gårdslev ved Vejle forfulgt af en Svend Poulsen red rundt i spidsen for sine hånd- polak, der ville voldtage hende. Hun flygtede op i gangne mænd og likviderede svenske ryttere og

82 83

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 82 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 83 12/09/18 08:48 kvartermestre. I øvrigt var han professionel soldat, udsendt fra København og kun virksom i kortere perioder i efteråret 1658 og frem til omkring årsskif- tet. I den folkelige overlevering var Svend Poulsen en lokal skytte, der stod i spidsen for en flok ryttere og skadede fjenden ved enhver lejlighed, så længe krigen varede. Deres motivation var de grusomme svenskere, der truede sig til penge ved at skære brysterne af en kvinde og ved en anden lejlighed jog kvinder og børn ud på marken midt om natten. Svend Poulsens største bedrifter udførte han imidlertid ifølge sagnene alene. En aften skød han en svensk herre gennem et vindue på Jungshoved, men mest kendt er historien, hvor han klædte sig ud som gammel kone. I denne mundering vovede han sig ind i den svenske lejr og tilbød at vise, hvor Svend Poulsen skjulte sig. Han fik en flok svenske ryttere med sig og førte dem til den dybe Snesere Sø. Han sneg sig lidt bort, tog kvindedragten af og satte sig op på sin lille grå hest. Så råbte han højt: ”Her er Svend Poulsen”, inden han galopperede over søen, hvor isen kunne bære. De tunge svenske ryttere satte efter ham, men gik gennem og druknede. Selvfølgelig kan man på bestemte tider af året høre besynderlige lyde stige op fra søen, og kongen skæn- kede ham efter krigen som belønning to gårde ved Jungshoved og Vordingborg. Det interessante ved sagnet er ikke, at den folkelige erindring har holdt fast i Svend Poulsens navn og hans kamp mod svenskerne, men garneret den med en usandsynlig vandrehistorie og i øvrigt udpe- ger to andre gårde end den, Svend Poulsen faktisk fik, nemlig Lundby ved Næstved. Det interessante er transformationen af Svend Poulsens effektive og brutale guerillataktik i spidsen for en gruppe partisaner til individuelle mesterstykker af skyttekunst

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 84 12/09/18 08:48 kvartermestre. I øvrigt var han professionel soldat, Stormen på København udsendt fra København og kun virksom i kortere 1659 er blevet skildret i nyhedsbreve på dansk, perioder i efteråret 1658 og frem til omkring årsskif- tysk og latin, men også tet. I den folkelige overlevering var Svend Poulsen i opbyggelsesskrifter, på vers af præsten en lokal skytte, der stod i spidsen for en flok ryttere N.F.S. Grundtvig (1783- og skadede fjenden ved enhver lejlighed, så længe 1872) og digteren H.C. krigen varede. Deres motivation var de grusomme Andersen (1805-1875), i lærde værker og i svenskere, der truede sig til penge ved at skære fædrelandskærlige brysterne af en kvinde og ved en anden lejlighed jog skolebøger og selvfølgelig også i kvinder og børn ud på marken midt om natten. – med rette – Svend Poulsens største bedrifter udførte han glemte historiske imidlertid ifølge sagnene alene. En aften skød han knaldromaner som denne fra en svensk herre gennem et vindue på Jungshoved, romanbladet Saga men mest kendt er historien, hvor han klædte sig den 6. februar 1942. Forsideillustration ud som gammel kone. I denne mundering vovede af Palle Wennerwald han sig ind i den svenske lejr og tilbød at vise, hvor (1898-1972). Svend Poulsen skjulte sig. Han fik en flok svenske || Privat ryttere med sig og førte dem til den dybe Snesere Sø. Han sneg sig lidt bort, tog kvindedragten af og satte sig op på sin lille grå hest. Så råbte han højt: ”Her er Svend Poulsen”, inden han galopperede over søen, hvor isen kunne bære. De tunge svenske ryttere satte efter ham, men gik gennem og druknede. Selvfølgelig kan man på bestemte tider af året høre besynderlige lyde stige op fra søen, og kongen skæn- og snedig udnyttelse af lokalkendskab og svensk kede ham efter krigen som belønning to gårde ved dumhed. Jungshoved og Vordingborg. Ligesom andre steder i landet krystalliserede Det interessante ved sagnet er ikke, at den folke- erindringen om krigen sig altså om to punkter: fjen- lige erindring har holdt fast i Svend Poulsens navn dens grusomhed og den snarrådighed, som enkelte og hans kamp mod svenskerne, men garneret den personer reagerede mod overgrebene med. Eller med en usandsynlig vandrehistorie og i øvrigt udpe- måske skulle man hellere sige: burde og gerne ville ger to andre gårde end den, Svend Poulsen faktisk have reageret med. fik, nemlig Lundby ved Næstved. Det interessante Når mindet om Svend Poulsen stadig står stærkt, er transformationen af Svend Poulsens effektive og skyldes det dog ikke, at den folkelige erindring fra brutale guerillataktik i spidsen for en gruppe parti- dengang lever videre i bedste velgående. Der er al saner til individuelle mesterstykker af skyttekunst mulig grund til at tro, at den så småt var ved at dø ud, da Carit Etlar skrev spændingsromanen Gønge

84 85

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 84 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 85 12/09/18 08:48 høvdingen, som revitaliserede mindet om Svend Poulsen ved at forbinde det med den nationale erindring om svenskekrigene.

Stormen på København Københavns belejring 1658-1660 levede længe i byens erindring, både den offentlige og den mere private. Adskillige steder murede borgerne svenske kanonkugler ind i væggene som minde om den fare, der havde truet i belejringens første fase. De fleste er forsvundet i forbindelse med bybrande og om- bygninger, men et par sidder der endnu, fx på mu- ren af Holmens Kirke bag monumentet for søhelten Tordenskiold (oprindelig var der seks). Et andet konkret minde om belejringen var Københavns nye privilegier, der blev tilpasset enevælden. Tilpasset betød i sammenhængen, at byen måtte vinke farvel til de fleste politiske rettigheder, men som plaster på såret fik et nyt flot byvåben. Det var prydet med adelig hjelm og krone, militære faner og et generøst udvalg af våben, men også med trillebør, spade og vinkel. Der var klare hentydninger til borgernes indsats i krigens første uger, da voldene skulle udbedres. Den officielle erindring om belejringen havde et andet fokuspunkt, nemlig Stormen på København den 11. februar 1659. Året efter blev datoen ophøjet til en årlig obligatorisk helligdag, den såkaldte taksigelsesfest. Indtil 1766 blev den 11. februar fejret overalt i Danmark med kanonsalutter, klokkering- ning, prædiken og en lang, højstemt takkebøn for Guds hjælp i nøden. Gud og kongen, ikke borgerne, var hovedaktørerne i den officielle erindring. Det kom billedligt til udtryk på en smuk og suggestiv mindemønt, der blev slået kort tid efter stormen, og hvis motiv er blev genbrugt mange gange. Den forestiller Guds hånd, der fra himlen med et sværd

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 86 12/09/18 08:48 høvdingen, som revitaliserede mindet om Svend Niels Rosenkrantz Poulsen ved at forbinde det med den nationale erin- (1627-1676) var en rigtig krigshelt, der dring om svenskekrigene. under belejringen af København deltog i de farefulde udfald og Stormen på København døde under Skånske Københavns belejring 1658-1660 levede længe i Krig. Under Stormen byens erindring, både den offentlige og den mere på København opholdt han sig med livgarden i private. Adskillige steder murede borgerne svenske Frederiks Kastel, hvor kanonkugler ind i væggene som minde om den fare, der ikke skete noget som helst. Ikke desto der havde truet i belejringens første fase. De fleste mindre er det Stormen, er forsvundet i forbindelse med bybrande og om- man ser i baggrunden bygninger, men et par sidder der endnu, fx på mu- af stikket fra hans ligprædiken. ren af Holmens Kirke bag monumentet for søhelten || Det Kongelige Tordenskiold (oprindelig var der seks). Et andet Bibliotek konkret minde om belejringen var Københavns nye privilegier, der blev tilpasset enevælden. Tilpasset betød i sammenhængen, at byen måtte vinke farvel til de fleste politiske rettigheder, men som plaster på såret fik et nyt flot byvåben. Det var prydet med adelig hjelm og krone, militære faner og et generøst udvalg af våben, men også med trillebør, spade og vinkel. Der var klare hentydninger til borgernes indsats i krigens første uger, da voldene skulle udbedres. Den officielle erindring om belejringen havde et afhugger en anden hånd, der begærligt griber efter andet fokuspunkt, nemlig Stormen på København en kongekrone – selvfølgelig Karl 10. Gustavs forgæ- den 11. februar 1659. Året efter blev datoen ophøjet ves forsøg på at tilrane sig Frederik 3.s krone. til en årlig obligatorisk helligdag, den såkaldte tak- Kirken, kongehuset og Københavns borgere var sigelsesfest. Indtil 1766 blev den 11. februar fejret dog ikke de eneste, der kunne bruge belejringen og overalt i Danmark med kanonsalutter, klokkering- Svenskekrigene til noget. Det kunne den danske ning, prædiken og en lang, højstemt takkebøn for og slesvig-holstenske adel også. Det er et forhold, Guds hjælp i nøden. Gud og kongen, ikke borgerne, der ofte er skrevet ud af historien, fordi adelen ved var hovedaktørerne i den officielle erindring. Det det efterfølgende stændermøde og ikke mindst i kom billedligt til udtryk på en smuk og suggestiv fortællingerne om stændermødet blev den lille, mindemønt, der blev slået kort tid efter stormen, ja til tider fremstår som de rene skurke. Danske og hvis motiv er blev genbrugt mange gange. Den adelige officerer og menige udviste imidlertid ved forestiller Guds hånd, der fra himlen med et sværd flere lejligheder demonstrativt heltemod. Det er fx

86 87

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 86 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 87 12/09/18 08:48 påfaldende, at de danske tabstal fra Stormen på Kø- benhavn er sølle 17 menige, men to af dem var unge adelsmænd, Holger Rosenkrantz (ca. 1640-1659) og Jacob Rodsten (1626-1659). På Nationalmuseet opbe- vares endnu den partisan (spyd), som generalmajor Claus Ahlefeldt (1614-1674) brugte til at støde den første svensker på volden ned. De danske adelige må med andre ord nærmest have sloges om pladsen for at kunne demonstrere deres personlige mod. Selv danske adelige, der ikke kom i kamp, fordi de fx var udstationeret i Frederiks Kastel, smykkede deres gravmæler med fremstillinger af Stormen på København. Det gælder krigshelte som Niels Ro- senkrantz og Niels Juul (1629-1697). Rosenkrantz’ pragtfulde monument i Nikolaj Kirke gik under ved Københavns brand i 1795, mens et relief i Juuls mausoleum i gravkapellet ved Holmens Kirke vidner om, at den næste generation af danske adelige også så Københavns belejring som deres kamp og ære. Selv ude på landet levede mindet om Stormen på København. Endnu godt en generation senere havde de sjællandske bønder deres egen tidsregning, hvor de regnede årene ”fra Stormen på København 1659”. Man kunne tro, at det mest var krigens trængsler, de mindedes, men for ganske mange var mindet om krigen forbundet med stor personlig stolthed. Den 10. august 1658, samme dag som København fik lov- ning på nye og herlige privilegier, udsendte Frederik 3. nemlig et åbent brev. Her gav han løfte om, at alle, der heltemodigt bekæmpede svenskerne, kunne se frem til at blive adlet. Samtidig lovede han frihed til de ‘vornede soldater’. De sjællandske bønderkarle var ellers bundet til det gods, de var født på – med en slags stavnsbånd (vornedskabet). De kunne se frem til at blive personligt frie og til at lade frihe- den gå i arv til deres børn. Da soldaterne i foråret

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 88 12/09/18 08:48 påfaldende, at de danske tabstal fra Stormen på Kø- 1661 endelig blev aftakket (sendt hjem), blev løftet benhavn er sølle 17 menige, men to af dem var unge indfriet, og i næsten hver eneste sjællandsk landsby adelsmænd, Holger Rosenkrantz (ca. 1640-1659) og sad der en eller flere bondefamilier, der må have Jacob Rodsten (1626-1659). På Nationalmuseet opbe- opfattet den årlige taksigelsesfest som en personlig vares endnu den partisan (spyd), som generalmajor frihedsfest. Claus Ahlefeldt (1614-1674) brugte til at støde den Ét var dog, hvad man sagde og gjorde i offentlig- første svensker på volden ned. De danske adelige heden, hvor mindet om belejringen handlede om må med andre ord nærmest have sloges om pladsen glæde, stolthed og taknemmelighed over for Gud og for at kunne demonstrere deres personlige mod. kongen. Noget andet var, hvad Københavns borgere, Selv danske adelige, der ikke kom i kamp, fordi de men også kongen selv gav udtryk for i fortrolig poli- fx var udstationeret i Frederiks Kastel, smykkede tisk samtale. Her blev det med klare ord sagt, at der deres gravmæler med fremstillinger af Stormen på under Københavns belejring blev smedet et forbund København. Det gælder krigshelte som Niels Ro- mellem byens borgere og kongemagten mod ade- senkrantz og Niels Juul (1629-1697). Rosenkrantz’ len. Forbundet havde ikke kun ført til indførelse af pragtfulde monument i Nikolaj Kirke gik under enevælden, men udgjorde selve enevældens sociale ved Københavns brand i 1795, mens et relief i Juuls og politiske grundvold. Det var under Københavns mausoleum i gravkapellet ved Holmens Kirke vid- belejring, at byen og dens borgere gjorde sig fortjent ner om, at den næste generation af danske adelige til de følgende årtiers – nogle vil måske sige århund- også så Københavns belejring som deres kamp og reders – favorisering. ære. Med tiden blegnede mindet om Karl Gustav-kri- Selv ude på landet levede mindet om Stormen på gene, og i 1766 blev taksigelsesfesten for Stormen på København. Endnu godt en generation senere havde København nedgraderet fra en selvstændig hellig- de sjællandske bønder deres egen tidsregning, hvor dag til en kort bøn efter prædiken søndagen efter. de regnede årene ”fra Stormen på København 1659”. Hvis man tror, at det nu var slut, tager man fejl. Den Man kunne tro, at det mest var krigens trængsler, historiske erindring har ikke nogen naturlig livscyk- de mindedes, men for ganske mange var mindet om lus, men kan pludselig vågne op, når den kan bruges krigen forbundet med stor personlig stolthed. Den til noget aktuelt. Det skete flere gange. Mest spekta- 10. august 1658, samme dag som København fik lov- kulært i 1859 og 1909. ning på nye og herlige privilegier, udsendte Frederik 3. nemlig et åbent brev. Her gav han løfte om, at alle, Nationalliberalt totalteater 1859 der heltemodigt bekæmpede svenskerne, kunne se I 1859 fejrede man 200-årsjubilæet for Stormen på frem til at blive adlet. Samtidig lovede han frihed til København i to intensive dage med møder, optog, de ‘vornede soldater’. De sjællandske bønderkarle festbanketter og baller. Hele den politiske og sociale var ellers bundet til det gods, de var født på – med elite var mobiliseret. Det er svært at nævne et ene- en slags stavnsbånd (vornedskabet). De kunne se ste navn fra guldalderens kulturelle top-20, der ikke frem til at blive personligt frie og til at lade frihe- deltog på den ene eller anden måde: H.C. Andersen, den gå i arv til deres børn. Da soldaterne i foråret N.F.S. Grundtvig, B.S. Ingemann, Chr. Richardt, J.N.

88 89

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 88 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 89 12/09/18 08:48 Madvig, A. Bournonville, Th. Overskou, H.C. Lum- bye og Carl Ploug. De var der alle, også kongefamilien og regeringen. Festlighedernes budskab blev formuleret i skål- taler, sange og udsmykning, og man gik i forbløffen- de takt. Man dvælede ikke kun ved fortidens helte- gerninger, men rettede blikket mod det uundgåelige opgør med tyskerne om forfatningsspørgsmålet – om forholdet mellem hertugdømmerne Slesvig og Holsten på den ene side og kongeriget Danmark på den anden. De dominerende nationalliberale politi- kere ville knytte det overvejende tysktalende Slesvig til Danmark og give slip på det helt tyske Holsten – slagsordet ”Danmark til Ejderen”, til grænsefloden mellem de to hertugdømmer, er gået ind i det danske sprog som en kendt vending. Det var flertallet af befolkningen i begge hertugdømmer imod, og de blev støttet mange steder i staterne i Det Tyske Forbund. Ejderpolitikken rummede altså en risiko for krig med større eller mindre dele af Det Tyske Forbund. Det så selvsagt truende ud, men så meget desto mere varmede man sig ved tanken om skandinavisk enhed og håbet om effektiv hjælp fra de norske og svenske brødre. Ved at feste, synge, tale og mindes drak man sig mod til før det kommende opgør, og jubilæet den 10. og 11. februar 1859 var en imponerende demonstration af den sociale og kulturelle elites næsten fuldstændige opbakning bag det nationalliberale projekt ”Danmark til Ejderen”. På den måde blev 1859-fejringen af Stormen på København et af mange trin på vejen til krigen og nederlaget i 1864. Selv i samtiden var der folk, der syntes, det var pudsigt, at en forsvarskamp mod svenskerne på Københavns vold kunne bruges til at spejle et kommende dansk opgør med tyskerne på sydgrænsen.

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 90 12/09/18 08:48 Madvig, A. Bournonville, Th. Overskou, H.C. Lum- bye og Carl Ploug. De var der alle, også kongefamilien og regeringen. Festlighedernes budskab blev formuleret i skål- taler, sange og udsmykning, og man gik i forbløffen- de takt. Man dvælede ikke kun ved fortidens helte- gerninger, men rettede blikket mod det uundgåelige opgør med tyskerne om forfatningsspørgsmålet – om forholdet mellem hertugdømmerne Slesvig og Holsten på den ene side og kongeriget Danmark på den anden. De dominerende nationalliberale politi- kere ville knytte det overvejende tysktalende Slesvig til Danmark og give slip på det helt tyske Holsten – slagsordet ”Danmark til Ejderen”, til grænsefloden mellem de to hertugdømmer, er gået ind i det danske sprog som en kendt vending. Det var flertallet af befolkningen i begge hertugdømmer imod, og de blev støttet mange steder i staterne i Det Tyske Forbund. Ejderpolitikken rummede altså en risiko Casino var et teater Noget i sammenligningen haltede. Sådan går det for krig med større eller mindre dele af Det Tyske i Amaliegade i ikke sjældent, når fortiden ikke alene ses gennem København – bygget i Forbund. 1847 og nedrevet 1960. nutidens briller, men også skal tjene nutidens poli- Det så selvsagt truende ud, men så meget desto Det er i dag mest kendt tiske dagsorden. for Casinomødet den mere varmede man sig ved tanken om skandinavisk 20. marts 1848, der I den sammenhæng er det interessant at se, enhed og håbet om effektiv hjælp fra de norske og førte til enevældens hvad Carit Etlar gjorde med Svend Poulsen. I lighed svenske brødre. Ved at feste, synge, tale og mindes afskaffelse. Den 10. med mange andre historiske romaner valgte han februar 1859 dannede drak man sig mod til før det kommende opgør, og det ramme om en ”sexa” at styre uden om det allermest kendte stof og lagde jubilæet den 10. og 11. februar 1859 var en impone- (koldt bord) med taler, Gøngehøvdingens handling i tiden op til Stormen på sange, deklamationer rende demonstration af den sociale og kulturelle og tableauer. Aftenen København, mens efterfølgeren, Dronningens Vagt elites næsten fuldstændige opbakning bag det nati- efter var der bal til den mester (1855), er placeret i tiden efter Stormen på onalliberale projekt ”Danmark til Ejderen”. På den danske kvindes ære, København. På den måde kunne han udnytte auraen ”Stormballet”, hvor måde blev 1859-fejringen af Stormen på København man dansede til den fra Københavns belejring og stormen, men samtidig et af mange trin på vejen til krigen og nederlaget i lyse morgen. have kunstnerisk frie hænder. Dem brugte han til at || Det Kongelige 1864. Bibliotek fylde både de historiske og de fiktive personer med Selv i samtiden var der folk, der syntes, det var et særdeles aktuelt indhold og en ganske moderne pudsigt, at en forsvarskamp mod svenskerne på psykologi. Ganske vist er svenskerne fjenden, men Københavns vold kunne bruges til at spejle et kom- de absolut værste skurke, der selvfølgelig også kommende dansk opgør med tyskerne på sydgrænsen. mer ynkeligt af dage, er den tyske lejesoldat, kaptajn

90 91

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 90 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 91 12/09/18 08:48 Mannheimer, og den danske landsforræder, heksen Kulsoen. Den indlagte og uforløste kærligheds- intrige mellem manden af folket, Svend Poulsen, og adelsfrøkenen, Julie Parsberg – for slet ikke at tale om den marginaliserede tater, Ib – tjener også yderst tidstypiske sociale og politiske dagsordener i 1850’erne. Det var blot få år efter, at Junigrundloven i 1849 havde afskaffet adelens privilegier og stillet alle samfundsborgere formelt lige.

I skyggen af 1864 Nederlaget 1864 danner epoke, ikke kun for Dan- marks almindelige historie, men også for mindet om Svenskekrigene og Stormen på København. For venstrefløjen blev Frederik 3.s krigserklæring i sommeren 1657 et perfekt eksempel på svigtende realitetssans og almindelig inkompetence – som hos de nationalliberale i 1864. Dengang som nu, hævdede de, havde uansvarlige politiske ledere kastet landet ud i ulykke. At Svenskekrigene førte til enevælden, gjorde ikke sagen bedre, men viste, at udenrigspolitisk risikovillighed blot styrkede de reaktionære kræfter i samfundet. Historiens lære var derfor at indse, at Danmark var en småstat med snævert politisk handlerum, der burde give afkald på alle drømme om revanche og se at komme til forståelse med den store nabo mod syd. Højrefløjen så det ganske anderledes. Den var ikke grundlæggende uenig i, at Danmark i 1657 havde kastet sig uforberedt ud i krigen, men så det egentlige problem i den manglende forsvarsvilje og uviljen mod at betale regningen for et ordentligt forsvar – og måske også i Danmarks mangel på vir- kelige venner både i 1657 og i 1864. Højrefløjen opfattede derfor ikke nederlaget i 1864 som uopretteligt og ønskede ikke at slå sig til tåls med situationen, men at forberede sig moralsk, materielt og politisk

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 92 12/09/18 08:48 Mannheimer, og den danske landsforræder, heksen til næste gang. Et nøglepunkt i planen var befæst- Kulsoen. Den indlagte og uforløste kærligheds- ningen af København. Den burde udbygges, så byen intrige mellem manden af folket, Svend Poulsen, i tilfælde af krig kunne holde ud, indtil venligtsin- og adelsfrøkenen, Julie Parsberg – for slet ikke at dede magter kom til undsætning. Her tænkte man tale om den marginaliserede tater, Ib – tjener også især på flådemagterne Rusland og England. yderst tidstypiske sociale og politiske dagsordener i Visionen for Danmarks fremtidige forsvar pas- 1850’erne. Det var blot få år efter, at Junigrundloven sede som fod i hose til Svenskekrigene, for var det i 1849 havde afskaffet adelens privilegier og stillet ikke præcis det samme, der var sket under Den alle samfundsborgere formelt lige. Anden Karl Gustav-krig? Danmarks konge og folk havde genfundet kampgejsten og holdt ud bag Kø- I skyggen af 1864 benhavns volde, indtil den hollandske flåde nåede Nederlaget 1864 danner epoke, ikke kun for Dan- frem og undsatte byen. Forskellen var selvfølgelig, marks almindelige historie, men også for mindet at hvor Københavns vold i sensommeren 1658 havde om Svenskekrigene og Stormen på København. kunnet udbedres ved nogle ugers ihærdig indsats, For venstrefløjen blev Frederik 3.s krigserklæring var det klart, at Københavns befæstning i årtierne i sommeren 1657 et perfekt eksempel på svigtende efter 1864 krævede massive investeringer, der ville realitetssans og almindelig inkompetence – som strække sig over adskillige år. hos de nationalliberale i 1864. Dengang som nu, Som man stadig kan se på Københavns Vestegn, hævdede de, havde uansvarlige politiske ledere vandt forsvarsvennerne. Et grønt bælte, der skjuler kastet landet ud i ulykke. At Svenskekrigene førte en fremskudt og engang topmoderne vold og vand- til enevælden, gjorde ikke sagen bedre, men viste, grav strækker sig fra Køge Bugt til Utterslev Mose. at udenrigspolitisk risikovillighed blot styrkede de Den var rasende dyr, og finansieringen udløste reaktionære kræfter i samfundet. Historiens lære en langstrakt politisk krise, der går under navnet var derfor at indse, at Danmark var en småstat med provisorietiden, fordi konseilspræsident (statsmini- snævert politisk handlerum, der burde give afkald ster) J.B.S. Estrup (1825-1913) i 1885 brød venstreflø- på alle drømme om revanche og se at komme til jens modstand i forsvarsspørgsmålet ved at udstede forståelse med den store nabo mod syd. provisoriske finanslove – og så blev der bygget! Efter Højrefløjen så det ganske anderledes. Den var Estrups afgang i 1894 var forsvarsspørgsmålet i en ikke grundlæggende uenig i, at Danmark i 1657 periode gledet i baggrunden, men netop som 250- havde kastet sig uforberedt ud i krigen, men så det året for Stormen på København i 1909 nærmede sig, egentlige problem i den manglende forsvarsvilje skulle en ny forsvarsordning forhandles på plads. og uviljen mod at betale regningen for et ordentligt Det store spørgsmål var, om Københavns befæst- forsvar – og måske også i Danmarks mangel på vir- ning skulle udbygges eller afvikles. Som sædvanlig kelige venner både i 1657 og i 1864. Højrefløjen opfat- stod venstrefløjen (Socialdemokratiet og Radikale tede derfor ikke nederlaget i 1864 som uopretteligt Venstre) mod højrefløjen (Højre), mens det store og ønskede ikke at slå sig til tåls med situationen, midter- og regeringsparti, Venstre, var splittet. men at forberede sig moralsk, materielt og politisk En forsvarskommission havde barslet med et

92 93

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 92 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 93 12/09/18 08:48 forslag, der lagde op til en afvikling af Københavns befæstning, og den 12. februar 1909, dagen efter 250-årsdagen for Stormen på København, skulle forslaget fremlægges i Folketinget. Nu greb alle landets forsvarsvenner chancen og gjorde ”den nationale mindedag” for Stormen på København til en endnu større begivenhed end i 1859. Der var nemlig ikke kun tale om to festlige dage i København. Tak- ket være initiativtageren, den 50.000 medlemmer stærke Danske Kvinders Forsvarsforening med den ukuelige Charlotte Norrie (1855-1940) i spidsen, blev fejringen bredt ud over det ganske land med arrangementer i 60 forskellige byer. Og da mange kirker, ja sågar synagogen og den katolske kirke i Køben- havn, valgte at markere dagen med en festgudstje- neste, var udbredelsen enorm. Blandt de mange kulturelle tiltag var også en nyopsætning af Carit Etlars Gøngehøvdingen. Som noget nyt og yderst aktuelt fik stykket en anden slutning end i bogen, idet forestillingen kulminerede i et dramatisk sluttableau, der viste Gøngehøvdingen og hans mænd i kamp mod svenskerne under Stor- men på København med Frederik 3. som tilskuer. Ved generalprøven den 10. februar bestod publikum af 1.200 indbudte soldater, der var inviteret af Carit Etlars enke. Der var ikke et øje tørt, og der blev råbt slagord mod Socialdemokraten, der i de foregående dage havde raset mod militarismen, Frederik 3. og enevælden. Rent historisk havde forsvarsvennerne en god sag, for der var klare paralleller mellem situationen i efteråret 1658 og det krigsscenarie, de forestillede sig. Det hjalp dog ikke på den politiske enighed, for både venstrefløjen og den intellektuelle elite omkring Politiken havde kun hån tilovers for den ”nationale mindedag”, som de – helt korrekt – opfattede

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 94 12/09/18 08:48 forslag, der lagde op til en afvikling af Københavns som propaganda for forsvarssagen. Mindedagen befæstning, og den 12. februar 1909, dagen efter kom derfor til at stå i stridens tegn. 250-årsdagen for Stormen på København, skulle Hvis man prøver at gøre regnskabet op, er det forslaget fremlægges i Folketinget. Nu greb alle nok alligevel forsvarsvennerne, der vandt. Enden landets forsvarsvenner chancen og gjorde ”den na- på det hele blev nemlig, at afviklingen af landbe- tionale mindedag” for Stormen på København til en fæstningen blev udskudt til 1922, og at Københavns endnu større begivenhed end i 1859. Der var nemlig søbefæstning blev udbygget. ikke kun tale om to festlige dage i København. Tak- ket være initiativtageren, den 50.000 medlemmer Ikke noget at fejre – og dog stærke Danske Kvinders Forsvarsforening med den Da det næste jubilæum for Stormen på København ukuelige Charlotte Norrie (1855-1940) i spidsen, blev nærmede sig i 1959, var situationen atter en helt fejringen bredt ud over det ganske land med arran- anden. Anden Verdenskrig havde betydet en genop- gementer i 60 forskellige byer. Og da mange kirker, livning af befolkningens nationale indstilling, der ja sågar synagogen og den katolske kirke i Køben- ellers havde vist tendens til svækkelse i mellem- havn, valgte at markere dagen med en festgudstje- krigstiden. Under krigen havde Gøngehøvdingen neste, var udbredelsen enorm. i talrige opsætninger gjort stor lykke i både teatre Blandt de mange kulturelle tiltag var også en og forsamlingshuse. Svend Poulsen fremstod som nyopsætning af Carit Etlars Gøngehøvdingen. Som en rigtig frihedskæmper, og man kunne samles noget nyt og yderst aktuelt fik stykket en anden slut- om hans legen kispus med svenskerne, mens man ning end i bogen, idet forestillingen kulminerede i tænkte på den tyske besættelsesmagt. Han blev et et dramatisk sluttableau, der viste Gøngehøvdingen symbol på den danske modstand på linje med de og hans mænd i kamp mod svenskerne under Stor- nationale alsangsstævner, begejstringen for Chri- men på København med Frederik 3. som tilskuer. stian 10. (1870-1947) og den berømte kolde skulder Ved generalprøven den 10. februar bestod publikum til tyskerne. På en måde sluttes kredsen, for myten af 1.200 indbudte soldater, der var inviteret af Carit om Svend Poulsen spillede jo oprindelig næsten den Etlars enke. Der var ikke et øje tørt, og der blev råbt samme rolle. Den udtrykte det, der burde være sket, slagord mod Socialdemokraten, der i de foregående snarere end det, der skete. dage havde raset mod militarismen, Frederik 3. og Helt anderledes gik det med mindet om Stor- enevælden. men på København. Da 300-årsdagen oprandt den Rent historisk havde forsvarsvennerne en god 11. februar 1959, blev det en temmelig tam affære, sag, for der var klare paralleller mellem situationen der slet ikke tåler sammenligning med 1859 eller i efteråret 1658 og det krigsscenarie, de forestillede 1909. Der var yderst begrænset omtale i aviserne, sig. Det hjalp dog ikke på den politiske enighed, for få arrangementer, fravær af kultureliten og ingen både venstrefløjen og den intellektuelle elite om- pomp og pragt. Der var end ikke noget at skændes kring Politiken havde kun hån tilovers for den ”nati- om. Københavns borgerrepræsentation holdt gan- onale mindedag”, som de – helt korrekt – opfattede ske vist et højtideligt aftenmøde, men formanden, socialdemokraten Sigvald Hellberg (1890-1962),

94 95

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 94 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 95 12/09/18 08:48 lagde udtrykkeligt afstand til enhver fejring. Dagen skulle kun markeres, og det blev den så i øvrigt med en meget beskeden og ufestlig mindeplade i Storm- gade – i Nationalmuseets kolonnade, skråt over for Københavns Museum. Hvis man ser Københavns belejring på baggrund af Anden Verdenskrig, forstår man bedre den manglende entusiasme. Den 8. august 1658 nåede nyheden om Karl 10. Gustavs landgang i Korsør til København, og den politiske ledelse besluttede at kæmpe til det sidste og mobiliserede befolkningen. Den 9. april 1940 modtog den danske regering nyheden om den tyske invasion og besluttede efter blot to timers symbolsk modstand at overgive sig. Mindet om Københavns belejring kunne i årene efter Anden Verdenskrig ikke føre til andet end en beskæmmende sammenligning.

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 96 12/09/18 08:48 Mindetavlen for Hermed skulle man tro, at Svenskekrigene og Stormen på København, især Stormen på København kunne erklæres død og der blev sat op i 1959, er ikke særlig festlig, begravet, men i de senere år har begge dele gjort et og det er meningen! vist comeback. Landspolitikere, meningsdannere Stormen skulle markeres – ikke fejres. og den samlede kulturelite glimrede ganske ved Til al overflod er tavlen deres fravær, da Svenskekrigene i årene 2007-2010 ikke et minde over fejrede 350 år, men på lokalt plan var der betydelig dansk heltemod, men over de ”svenske og aktivitet. I Roskilde og Lund fandt lokalpolitikere hollandske soldater og historisk interesserede i skøn samdrægtighed, og søfolk, som faldt under Københavns at jubilæet for freden i Roskilde 1658 var en værdig belejring 1658-1660.” anledning til at sætte Roskilde, ja hele Øresundsre- Det hører absolut til gionen, på landkortet. I Brønshøj blev der samlet sjældenhederne på den måde at mindes fjenden penge ind, og en lokal kunstner formgav tre store og de allierede, men kobbertelte, der nu pryder Brønshøj Torv og minder glemme sig selv. || Leon Jespersen om forstadens aktie i Danmarkshistorien. I København var sammenholdet ikke nær så ud- præget. Hverken Socialdemokraterne eller Radikale Venstre kunne se mening i at fejre Stormen på Kø- benhavn, men det kunne til gengæld Enhedslisten i alliance med Venstre og Det Konservative Folkepar- lagde udtrykkeligt afstand til enhver fejring. Dagen ti. Resultatet blev et beskedent arrangement den 11. skulle kun markeres, og det blev den så i øvrigt med februar 2009 på Frue Plads med taler af Venstres en meget beskeden og ufestlig mindeplade i Storm- kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (1972-), gade – i Nationalmuseets kolonnade, skråt over for Enhedslistens Allan Mylius Thomsen (1948-), den Københavns Museum. svenske ambassadør Lars Grundberg (1944-) og Hvis man ser Københavns belejring på baggrund skuespiller Jesper Klein (1944-2011). De berømme- af Anden Verdenskrig, forstår man bedre den de de københavnske borgeres tapperhed, som de manglende entusiasme. Den 8. august 1658 nåede forbandt med Københavns borgerrepræsentation, nyheden om Karl 10. Gustavs landgang i Korsør til Danmarks demokratisering og Øresundsregionens København, og den politiske ledelse besluttede at blomstrende fremtidsudsigter. Ikke med enevæl- kæmpe til det sidste og mobiliserede befolknin- den! Lidt senere på dagen mødtes en anden skare gen. Den 9. april 1940 modtog den danske regering mennesker ved det noget bortgemte mindesmærke nyheden om den tyske invasion og besluttede efter for Stormen på København i Kongeporten på Chri- blot to timers symbolsk modstand at overgive sig. stiansborg. Også her blev borgernes tapperhed Mindet om Københavns belejring kunne i årene understreget, mens livgardens chef, oberst Lasse efter Anden Verdenskrig ikke føre til andet end en Harkjær (1958-), gav begivenhederne dengang et beskæmmende sammenligning. mere militært, men ikke mindre aktuelt samtids-

96 97

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 96 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 97 12/09/18 08:48 perspektiv: ”Kamppladsen i dag er ikke Københavns Volde, men kampen for vores frihed står i dag i Af- ghanistans Helmandprovins.” Både på Frue Plads og i Kongeporten må man konstatere en omgang med fortiden, der i robust- hed ikke lader de nationalliberale i 1859 noget efter. Selv Svend Poulsen er ikke død endnu. I 1992 kom Gøngehøvdingen som tv-serie i hele 13 afsnit, der i 2004 genudsendtes i teknisk renset og for- kortet udgave i seks afsnit. Formentlig for at give manuskriptforfatteren den nødvendige frihed var handlingen flyttet fra Anden Karl Gustav-krig 1658- 1660 til tiden før og under Første Karl Gustav-krig 1657-1658. Serien havde den fotogene Søren Pilmark i titel- rollen og kendingsmelodi af den folkekære Sebasti-

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 98 12/09/18 08:48 I 1959 havde an (1949-). Det var Danmarks Radios hidtil dyreste Socialdemokratiet produktion, og satsningen blev en stor seersucces, i København været enige om, at Stormen selv om – eller måske nok snarere fordi – den dæm- på København skulle pede den nationale og politiske patos og tilsatte eks- markeres, men ikke festligholdes. I 2009 tra erotik og action. Gøngehøvdingen fremstår lidt holdt de sig sammen som en 1600-tals-James Bond – lige god i sengen og med Radikale Venstre med bøssen. helt væk. Resultatet blev et noget mindre arrangement, men absolut en fejring, og med deltagelse af Venstre, Konservative og her på talerstolen på Frue Plads Enhedslistens Allan Mylius Thomsen. || Lars Cramer- Petersen

perspektiv: ”Kamppladsen i dag er ikke Københavns Volde, men kampen for vores frihed står i dag i Af- ghanistans Helmandprovins.” Både på Frue Plads og i Kongeporten må man konstatere en omgang med fortiden, der i robust- hed ikke lader de nationalliberale i 1859 noget efter. Selv Svend Poulsen er ikke død endnu. I 1992 kom Gøngehøvdingen som tv-serie i hele 13 afsnit, der i 2004 genudsendtes i teknisk renset og for- kortet udgave i seks afsnit. Formentlig for at give manuskriptforfatteren den nødvendige frihed var handlingen flyttet fra Anden Karl Gustav-krig 1658- 1660 til tiden før og under Første Karl Gustav-krig 1657-1658. Serien havde den fotogene Søren Pilmark i titel- rollen og kendingsmelodi af den folkekære Sebasti-

98 99

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 98 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 99 12/09/18 08:48 Videre læsning

Fridericia, J.A.: Adelsvældens sidste Dage. P.G. Philipsens Forlag 1894 Den klassiske, brede og velskrevne fremstilling af tiden 1648- 1660 – inklusive Svenskekrigene og enevældens indførelse.

Hillingsø, Kjeld: Broderstrid. Danmark mod Sverige. Gyldendal 2009 Den seneste, kortfattede og militærhistorisk fokuserede gennemgang af Svenskekrigene.

Jensen, Janus Møller (red.): Slaget ved Nyborg 1659. Histo- rie, arkæologi og erindring, Østfyns Museer 2009 Her er der gamle og nye vinkler på det blodige slag i et rigt illustreret værk.

Lassen, Aksel: 1659 da landet blev øde. Gyldendal 1965 Anskuelig skildring af civilbefolkningens lidelser i Jylland under Svenskekrigene.

Olden-Jørgensen, Sebastian: Stormen på København 1659. Et københavnsk og nationalt erindringssted gennem 350 år. Museum Tusculanums Forlag 2011 Analyse af mindet om Københavns belejring og dets mange forskellige former og anvendelser i tidens løb.

Stade, Arne (red.): Carl X Gustaf och Danmark. Militärhi- storiska förlaget 1965 Den grundlæggende militærhistoriske fremstilling med bi- drag fra både svensk og dansk side.

På 100danmarkshistorier.dk findes den omfattende littera- tur, som forfatteren har anvendt til at skrive bogen, ligesom der er noter til bogen.

100

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_r1.indd 100 14/09/18 12:51 Videre læsning I samme serie Poul Duedahl Gudhjemtid Bertel Nygaard Grundloven Søren Hein Rasmussen Fri porno Fridericia, J.A.: Adelsvældens sidste Dage. P.G. Philipsens Louise K. Skyggebjerg Industri på udstilling Forlag 1894 Søren Mentz Den islandske revolution Den klassiske, brede og velskrevne fremstilling af tiden 1648- Bo Lidegaard Danmark i krig 1660 – inklusive Svenskekrigene og enevældens indførelse. Johan Heinsen Det første fængsel Ulrik Langen Struensee Rasmus Rosenørn Beatlemania Hillingsø, Kjeld: Broderstrid. Danmark mod Sverige. Heidi Jønsson Indvandring i velfærdsstaten Gyldendal 2009 Kristine Kjærsgaard Danmark i FN Den seneste, kortfattede og militærhistorisk fokuserede Lars Boje Mortensen Saxo gennemgang af Svenskekrigene. Lisbeth M. Imer Rigets runer Cecilie Bønnelycke Sædelighedsfejden Jensen, Janus Møller (red.): Slaget ved Nyborg 1659. Histo- rie, arkæologi og erindring, Østfyns Museer 2009 Her er der gamle og nye vinkler på det blodige slag i et rigt illustreret værk.

Lassen, Aksel: 1659 da landet blev øde. Gyldendal 1965 Anskuelig skildring af civilbefolkningens lidelser i Jylland under Svenskekrigene.

Stade, Arne (red.): Carl X Gustaf och Danmark. Militärhi- storiska förlaget 1965 Den grundlæggende militærhistoriske fremstilling med bi- drag fra både svensk og dansk side.

På 100danmarkshistorier.dk findes den omfattende littera- tur, som forfatteren har anvendt til at skrive bogen, ligesom der er noter til bogen.

100 101

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_r1.indd 100 14/09/18 12:51 107997_svenskekrigene_.indd 101 12/09/18 08:48 100 danmarkshistorier Danmarks historie serveret i små og over- kommelige bidder. 100 forskere fra landets universiteter, arkiver og museer tager i 100 bøger a 100 sider fortiden under kærlig behandling og fortæller med vid, humor og kløgt om det, der var. Og det, der er.

100 danmarkshistorier finder du på en række platforme:

Spil med i MegaNørds app Dyst!, og dyst med vennerne om Danmark og dengang.

Besøg danmarkshistorien.dk, og oplev for tiden gennem artikler, film og kilder.

Kig forbi HistorieLab.dk, der arbejder med historiske temaer. Især for grundskolen.

Mød op på Folkeuniversitetet, og hør foredrag med forfatterne.

Læs med i Politiken.

A.P. Møller Fonden har støttet projektet og gjort det muligt at udgive og formidle de 100 danmarkshistorier.

Find info på 100danmarkshistorier.dk Her kan man også tegne abonnement.

102

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 102 12/09/18 08:48 100 danmarkshistorier Danmarks historie serveret i små og over- kommelige bidder. 100 forskere fra landets universiteter, arkiver og museer tager i 100 bøger a 100 sider fortiden under kærlig behandling og fortæller med vid, humor og kløgt om det, der var. Og det, der er.

100 danmarkshistorier finder du på en række platforme:

Spil med i MegaNørds app Dyst!, og dyst De svenske tropper med vennerne om Danmark og dengang. marcherede natten mellem den 10. og 11. Besøg danmarkshistorien.dk, og oplev februar 1659 over isen for tiden gennem artikler, film og kilder. mod Københavns volde. To raketter, en dansk og Kig forbi HistorieLab.dk, der arbejder med en svensk, signaliserer begyndelsen på historiske temaer. Især for grundskolen. stormangrebet. Rækken af lysende Mød op på Folkeuniversitetet, og hør foredrag prikker langs volden med forfatterne. er de danske kanoner, der sammen med Læs med i Politiken. håndgranater og musketter mejede svenskerne ned. Kun A.P. Møller Fonden har støttet projektet og ét sted kom nogle få gjort det muligt at udgive og formidle de 100 op på volden, og de danmarkshistorier. blev straks kastet tilbage. Stik fra 1659 af den hollandske kobberstikker Albert Haelwegh (-1673). Find info på 100danmarkshistorier.dk || Det Kongelige Her kan man også tegne abonnement. Bibliotek

102 103

Indholdsfortegnelse Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

107997_svenskekrigene_.indd 102 12/09/18 08:48 107997_svenskekrigene_.indd 103 12/09/18 08:48

Sebastian Olden-Jørgensen 1658 100 danmarkshistorier

1658 -krigene Aarhus Universitetsforlag

Aarhus Universitetsforlag

ISBN 9788771845860 – ok 107997_cover_100 dk_svenskekrigene_r2.indd 1 07/08/2018 20.41