Fransk Visit Af Carl Nørrested
Total Page：16
File Type：pdf, Size：1020Kb
FRA N K R I G Fransk visit af Carl Nørrested Grands franske filmfestival er en travl, tilba- gevendende, med glæde ventet begivenhed. Man får fast europæisk grund under fødder ne ved et overblik over efterårets franske ud bud til de danske biografer og et skønsomt udvalg af film, der ikke har fundet nåde i no gen dansk distributørs tegnebog. En sådan filmfestival er det bedste argument mod Filminstituttets katastrofalt svingende inter grund af hans grundsyn, at film ikke er en 1938 og Joshua Logans Fanny fra 1961, der esse for opprioritering af importstøtten. Den selvstændig kunstart, mens tonefilmen kun sammenfattede hele trilogien. er mere nødvendig nu end nogensinde før. ne betragtes som det ideelle medium til mas På fransk var det de store regionale skue Eva Jørholt har fortalt om "Fransk film sedistribution af teatrets kunst ("Cinéma- spilleres film. Dem rendyrkede Pagnol med nu” i Kosmorama 179 og Grands serie er vir turgie de Paris” i ”Les Cahiers du Film” dec. fænomener som Charpin, Raimu og Fer- kelig bekræftende alsidig og kulturpolitisk 1933, marts 1934). Hermed forstod han dog nandel. Pagnol kastede tillige sin kærlighed interessant. ikke en simpel scenereproduktion, men en på bl.a. den provenfalske forfatterkollega I skrivende stund har Kilden i Provence til film arrangeret dialog - samt stemnings Jean Giono og strammede hans dramaturgi (Berri) og Den grønne stråle (Rohmer) haft skabende lydeffekter - udspillet i simulerede ske elementer. Det resulterede i ikke mindre premiere. Senere følger M anon og kilden (Ber eller autentiske omgivelser med pointerende end fire Giono-filmatiseringer fra Pagnols ri), Reinette og Mirabelles 4 eventyr (Rohmer), indstillinger, som en slags 'genfødt’, intensi hånd 1934-38. Bagerens smukke kone fra 1938 Under Satans sol (Pialat) og Natten er ung (Ca- veret teater. Det forsonende moment ved er den eneste film instrueret af Pagnol, der rax), som tages op i Kosmorama, når de får Pagnol var, at værktøjet i hans praksis ud har været vist offentligt i Danmark. Så der premiere. Endvidere blev vist Boy Meets Giri vikledes til et kreativt element. er al mulig grund til at tage ham op på Film (Carax), La chévre (Veber), Masques (Cha- Allerede 1931 kastede han sig over filmen museet, Institut Frangais eller i TV nu da brol), Paris minuit (Andrei) og Sans toft ni loi som selvstændig producent med filmatise netop filmdramaturgi er et aktuelt debat (Varda). ringen af sin Marseille-trilogi, først Marius emne. Kampen om publikums gunst slår mar og Fanny, hhv. instrueret af Alexander Kor Pagnols næstsidste film i egen instruktion kant gnister imellem genoplivningen af da 1931 og Marc Allégret 1932, hvor Raimu (han døde 1974) var helaftensfilmen og fia Marcel Pagnols arkaiske, nostalgiske, rustik spillede værtshusejeren César, hvorefter han skoen Manon des Sources fra 1952 med hu ke Provence og postmodernismens unge, nu selv instruerede César 1933. Ind imellem lod struen, den talentløse JacQueline Pagnol, i tidige, desperate storbylede. han sit kendteste stykke, "Topaze”, filmatise den altdominerende hovedrolle. Dramaet re i 1932 af veteraninstruktøren Louis Gas omskrev han derefter 1962 til tobindsroma- Kilden i Provence nier med Louis Jouvet i titelrollen. n e n "L’Eau des C ollines” (1: J e a n de F lo r e tte . Genoplivningen af den fremragende teater Pagnols Marseille-trilogi blev i sin egen 2: Manon des Sources), som netop nu for dramatiker Marcel Pagnol via Claude Berris skab af subtil psykologisk komedie umådelig første gang bliver udsendt på dansk. Kilden i Provence (Jean de Florette og Manon populær, og Fanny blev blandt andet indspil Claude Berri har vist store evner for det des Sources) er et spændende vovestykke. let i tysk film-version 1934 som Das schvuarze populistiske lige fra sin instruktørdebut Pagnol stod for fransk tonefilms teoretikere Walfisch (= navnet på værtshuset) - med 1966, Den gamle mand og drengen, med M i (bl.a. René Clair i "Réflexion faite”, 1951) Emil Jannings som César, og to amerikanske chel Simon i hovedrollen. Han var derfor som inkarnationen af sort reaktion, på versioner, Port of Seven Seas af James Whale den bedst tænkelige til at genlancere "L’Eau 20 des Collines” midt i 80’ernes opløsningsten der nok ingen mulighed for at opleve filmen møgfilm der kunne være kommet ud af den. denser - nu som den hidtil dyreste franske herhjemme. Delphine er nok den mest irriterende pige, filmproduktion - selvom Jacqueline Pagnol For at komplettere billedet af Francis Ve- jeg har oplevet i "Comédies et proverbes”, ikke var begejstret for at slippe rettighe ber som komedieinstruktør samt Gérard De men hun er defineret ganske præcist uden at derne. pardieu og Pierre Richard som komikerpar, vi egentlig får traditionelt meget om hendes Alle sejl er sat til, og det rurale drama fol (Hjælp - vi flygter) gjorde Grand uforvaren baggrund at vide. Hun er nærmest defineret der sig poetisk, vittigt og ondskabsfuldt ud de alle parter en bjørnetjeneste ved at vise af de mænd, der ikke er der, og kvinderne i rolige, stemningsmættede bredformatbille- L a C h e v r e fra 1981. Titlen var lidt for bogsta omkring hende tilskynder hende hele tiden der, der via de skiftende årstider forener veligt oversat til G e d e n . Den går på Pierre til mænd. Hun vælger desperat feriestederne mennesker og natur i en helt egenartet tone. Richards evne til at forkludre samtlige situa- efter mænd og er alligevel hele tiden styret Der er noget renoirsk over poesien og folke tioner, som instruktøren så morsomt lader af kvinder. Valget af kvinder er til gengæld ligheden - som aldrig tipper over i folkeko sig udspille til alles flegma i filmbilledets slø styret af højere magter og meningsfulde til medien - og en foruroligende konsekvens i rede baggrund. Men situationerne mangler fældigheder. I Biarritz hører hun den tredje afviklingen af den onde historie, som ople timing og det hjælper ikke på overskuelighe august nogle modne intellektuelle, der med ves fra skurkenes skadesfro synsvinkel. den, at handlingen er flyttet til et kaotisk ryggen til solnedgangen diskuterer litteratur. Skuespillerne nyder åbenlyst deres roller, Mexico. Kvinderne snakker om ”Le rayon vert” - en der ligger og svinger mellem komedie og tra A f andre film, vi nok ikke kommer til at romantisk outsiderroman i Jules Vernes pro gedie. Yves Montand med sammenknebne se i Danmark, er Claude Chabrols M a sq u e s duktion. Her pointen med den grønne strå øjne og spidst, alfaderligt smil godter sig i (Masken, 1987), der er langt mere end en ha le, man kan se i kimningen ved solnedgang uendelig ondskab som Le Papet, der sam bil bagatel. I Philippe Noiret har Chabrol en og derved læse egne og andres tanker. Så men med den småtbegavede nevø Ugolin skuespiller, der bedre end de fleste kan forlø træder en mand frem (der ligner Rohmer) og (Daniel Auteuil) snyder deres nye nabo, den se hans vedvarende misantropi. Hvert et forklarer fænomenet naturvidenskabeligt fra byen tilflyttede pukkelryg Jean de Floret- blik er velberegnet, og hvert et klip afslører med lysets brydning og den slags ting. Så te (Gérard Depardieu), ved at mure hans kil lidenskaber. Filmen er en intens uhildet hyl klipper Rohmer til Delphine der ser solen de til, før han flytter ind. Alle i byen holder dest til Alfred Hitchcock, og den fungerer hænge i kimningen, og så klipper han fan- deres kæft om kildens eksistens. Jean slider bedre end hans tidligere hyldest til mesteren, me, ham Rohmer. sig op ved arbejdet på gården og dør af efter Elskerinden fra 1959. Filmens ulidelige TV- Da Delphine ligesom har opgivet alt om veer fra en eksplosion i sin søgen efter vand. show "Bonheur pour tous” for gamle ægte manden og ferien, træffer hun Jacques (Vin Datteren Manon bliver efter gården er af par med Noiret som selvsmagende studie cent Gauthier) på jernbanestationen på sin hændet vidne til de to kumpaners genåb vært bruger ligefrem ”The Funeral March of vej tilbage til Paris - tilfældigt som altid. ning af kilden. Så er der lagt op til den grum the Marionettes” til signaturmelodi, hentet Hidtil har hun bedst af alt følt sig styret af me hævn i anden del, der har dansk premie fra "Alfred Hitchcock Presents”, og Chabrol kvinder med grønne beklædningsgenstan re her i efteråret. repeterer direkte mælkeglassekvensen fra de, foruden et tabt spillekort med spar dame M ista n k e n . Men plottets egen suspense har garneret med overflødighedshorn på den åbenbart ikke interesseret ham en døjt, selv grønne bagside. Jacques skal til en lille by St. Fra Carax til Chabrol om også alle de øvrige skuespillere fungerer Jean de Luz og det smager da noget af lys. perfekt. Det er pastichen og den direkte hyl Rejsen dertil er ikke vigtig, så derfor klipper Postmodernismen er interessant repræsente dest til Hitchcock, der har Chabrols totale Rohmer til de to der sidder og ser på hori ret ved bl.a. Léos Carax’ formidable sort opmærksomhed. sonten. Den er helt grå. Men efter en samta hvide debutfilm Boy Meets Giri fra 1984. Fil le mellem de to om at fortsætte videre til Ba- men er ekstremt manieret i sin skildring af yonne, klipper Rohmer tilbage til den solrige kontaktløshed, men har alligevel den kvali Den grønne stråle kimning i Biarritz - og så tror selv jeg, at jeg tet, at man kan mærke dens realisering var Eric Rohmer er i mine øjne den mest sansen så en grøn stråle uden at laboratoriet havde påkrævet. Skuespillerne går med liv og sjæl de filminstruktør. Han evner at videregive pillet ved horisonten. ind for de verfremdede ejendommeligheder, sine sansninger i minimale - og i dette tilfæl Rohmer er blevet mere fræk, og det er klæ de står for, og det gør filmen intenst ved de abrupte - forløb med alle menneskelige deligt.