Ursula Andkjær Olsen Yann Martel Dan Turèll Selma Lagerlöf Antonio Muños Molina Lone Hørslev Klaus Rifbjerg Poul Vad Johann

Ursula Andkjær Olsen Martel Yann Antonio Muños Molina Dan Turèll Lone Hørslev Selma Lagerlöf Johannes L. Madsen Klaus Rifbjerg Stand In: Hvad er queer teori? Poul Vad 4 Anmeldelser af ny litteratur 17. årgang dec. 2003

dagsorden bag besparelsen. Langt hovedparten af de 180 millioner kroner går nemlig til én bestemt type blade – fagbladene. De borgerlige parti- er kan med et enkelt pennestrøg lukke munden på en del af den oppositionel- le presse – eller i hvert fald gøre det en Ordet er frit hel del dyrere at mene noget på tryk.

Og så er vi tilbage ved det frie ord og mangfoldigheden. For uanset at Sandheden er krigens første offer, siger som Jazz Special, Spejderbladet, SiDs størstedelen af portostøtten er gået til man. Når tropper rykker frem, er det fagblad og dusinvis af andre. En støtte blade, der har et bestemt – og det ikke kun fjendeland, der kæmpes om; der har været en stor økonomisk hjælp samme – politiske standpunkt, så får magten over det frie ord og dermed for mange, ikke mindst for et magasin det konsekvenser at fjerne støtten. retten til at fortælle og fortolke histori- som Standart, der er en ulønnet fritids- Ifølge medieforskeren Michael Bruun en både under og efter slaget er et vær- beskæftigelse for redaktionen såvel Andersen fra Roskilde Universitets- difuldt krigsbytte. For ordet er det far- som for skribenter, og hvor netop center er der ikke lavet undersøgelser ligste våben af alle. Ord kan styre bud- udgifterne til forsendelse er en tung om, hvor stor en rolle fagblade og skaber, og ord er blændende til at post på budgettet. Men nu er der luk- magasiner spiller i medielandskabet og undertrykke med. ket for portostøtte-hanen. Godt nok dermed, hvor stor betydning de har for På samme måde lider mangfoldig- blev der samtidig med besparelsen mangfoldigheden i eksempelvis den heden ofte i det totalitæres skygge. I et oprettet en pulje på 30 millioner kro- politiske debat. Men betydning har de, brutalt regime er det tydeligst – her er ner, som tildeles særligt udvalgte det er evident. der institutioner, der alene er til for at blade. Men 30 er ikke lig 180, det ved Men det er ikke kun den politiske sikre, at sandheden relativeres, og det enhver kassemester på et hvilket som debat, der får et hårdt stød til nyrene. aparte gemmes væk. helst lille magasin. Ser man bort fra de store fagblade, der I demokratiet derimod lever sand- Det er endnu for tidligt at sige, hvil- har oplag på mange tusinder og som hederne og mangfoldigheden. Eller det ke konsekvenser afskaffelsen af porto- har redaktioner med adskillige fastan- vil vi i hvert fald gerne tro på, at de støtten vil have for de mange blade, satte, så er langt de fleste af de blade, gør. Tro på at selv om flertallet sidder der har nydt godt af den. Nogle vil helt der bliver ramt af den manglende por- på flæsket og styrer showet, så kan sikkert lukke, andre må skære kraftigt i tostøtte, blade som Standart. Små spejderne, filatelisterne, flipperne, udgifterne. For Standart bliver det nicheblade, der fungerer som sam- nazisterne og alle de andre minoriteter omkring 8.000 kroner dyrere per num- lingspunkt for bilentusiaster, lystfiske- få lov at skræppe op i hjørnerne og mer at sende bladet ud. Det siger sig re – og bogorme, for bare at nævne danse cancan på bordene – så længe selv, at det er en drastisk forøgelse af nogle få. Men endnu vigtigere; de er de ikke forstyrrer naboen eller jokker produktionsomkostningerne for et lille også et vigtigt sted for vidensdeling. Et uskyldige over tæerne. blad som vores. Det kan i sidste ende sted hvor man kan blive klogere, blive Hvorfor pludselig alle disse fine ord betyde abonnementsstigninger, men vi udfordret, få faglige input, debattere – om mangfoldighed og det frie ord? På håber og tror ikke, at det bliver nød- kort sagt et sted hvor der er plads til et tidspunkt, hvor meninger brydes vendigt. I stedet forsøger vi blandt nuancerne. som aldrig før i en kultur- og værdik- andet at gøre mere reklame for bladet, I forsøget på at ramme en oppositio- amp, kan de synes unødvendige. Hvor så flere lærer det at kende og får lyst nel presse har man såret en række ideologiske diskussioner har sat gang i til at abonnere. andre blade og magasiner. Men vigtigst en offentlig debat, der er sjældent Ifølge politikerne spares portostøt- af alt; man har såret det frie ord og vital, er ordet da i allerhøjeste grad ten væk, fordi postmarkedet skal libe- mangfoldigheden. I en tid med stigen- frit. Ja, det er det vel. Og så alligevel. raliseres, og på et postmarked kan én de monopolisering i medieverdenen er virksomhed ikke modtage støtte, hvis det et alvorligt problem, at et politisk For godt en måned siden indgik rege- ikke også alle andre får det. Et argu- flertal i Folketinget ikke prioriterer at ringen et forlig med Dansk Folkeparti ment der er til at forstå. Lige vilkår for støtte forskelligartetheden. Det burde og Det Radikale Venstre om at fjerne alle. Men hvordan så forsvare puljen være deres fornemste opgave. For et portostøtten. Fagblade og magasiner på de 30 millioner? Er det ikke kon- samfund er først for alvor et rigt sam- har i mange år kunne modtage støtte kurrenceforvridende, at kun nogle fund, når det er rigt på udtryk. Føler til postomdeling, hvis de lod Post- blade får penge fra den pulje? man sig provokeret eller er man uenig, Danmarks bude bære deres blade rundt Nej, ærlig talt – fjernelsen af porto- må man argumentere med ord. For i landet. Men sådan ville de fire for- støtten kan ikke kun forklares med, at ordet er frit. Og det skal det gerne ligspartier ikke, at det skulle være læn- den er i strid med nogle konkurrence- blive ved med at være. gere. 180 millioner kroner sparede de regler. For det lugter langt væk af, at på at skære støtten væk til magasiner der ligger en helt anden og mere skjult Anders Jørgensen

LITTERATURMAGASINET STANDART. 17. årgang nr. 4, december 2003. REDIGERET AF Lisbeth Brænder, Johannes Henriksen, Anders Jørgensen, Mette Jørgensen, Anders Hedegaard Kristiansen, Line Ottosen og Henrik Varmark. REDAKTION AF STAND IN: Henrik Varmark. REDAKTIONSSEKRETÆR: Britt Møller Christensen. FORSIDE: Kunstnerisk tilrettelæggelse ved Kirsten Skytte Christiansen. REDAKTION, ANNONCER OG ABONNEMENT: Standart, Langelandsgade 139, 8000 Århus C. Tlf. 89 42 51 76. Fax 89 42 18 50. Giro 4 50 12 25. E-mail: [email protected]. Internetadresse: www.standart.nu. ISSN 1602-2246. SATS: Kalligraf, Skive. TRYK Zeuner Grafisk, Åbyhøj. UDGIVET MED STØTTE af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. UOPFORDREDE bidrag modtages gerne — dog uden forbindende. Deadline for bidrag til næste nummer er 2. februar 2004. Udkommer næste gang 11. marts 2004

2 NR. 4 DECEMBER 2003 (roman)

kens Herre og Herrens kirke), af det nationale, af krig og fred, og af venner og fjender, svinger Rifbjerg mellem pueril udfarelse og overle- gen sætten alt og alle på plads. Det er vildt på den gode måde, fordi hr. Rifbjerg som sagt er Rifbjerg. Terningen kastes igen, og så er unge, usikre hr. Rifbjerg ved at gøre sit indtog på parnasset; gennem svingdøren til jobsamtale på Politiken, eller som en af redak- tørerne af »Vindrosen«. Og på oplæsnings- og druktur med den drukne Tove Ditlevsen, på tur med Werner og Hanne Marie Svendsen, hvor førstnævntes ansigt om natten bliver blegere og blegere, for til sidst at forvandle sig til kogt spaghetti. Foto: Georg Oddner Et af de mest bevægende afsnit i bogen er det korte, afdæmpede stykke om Hans Hedtofts død på hotelværelset i Stockholm, som går over i et par siders tragedie om Jens Otto Krag; disse sider er sublime, fordi de i sin enkelthed viser Hr. Værk forfatterens format. Så kastes terningen igen, og vi er snart endnu længere tilbage i I PH-lampens skær har Rifbjerg skrevet en humoristisk tiden hos Sophus Claussen, Jo- hannes V. Jensen eller frem igen til hærværksroman om den lille lort og den store lort nutiden til et hærværksportræt af meningernes handyman Niels Højlund fra forsamlingshuset. Der er meget mere og mange Som bekendt er Klaus Rifbjerg, hr. Heinesens otium. Eller vi er i flere, som kunne fremhæves, men Klaus Rifbjerg foruden at være en god dreng, så Spanien med hr. Rifbjerg, en af- jeg er ved at have opbrugt min Alea også både uartig og en bisse, hvil- dæmpet tur med moderen, og udstukne ordkvote til denne En tilfældighedsroman ket aldrig har været tydeligere end senere med vennerne Jørgen Leth anmeldelse. Lad mig derfor næv- 464 sider, 348 kr. her. og Ebbe Traberg og Funcador. Men ne, at foruden ovennævnte perso- Gyldendal Man kan også roligt sige, at alt uanset hvad terningen står på, er ner så medvirker følgende: hr. er ved det gamle i Rifbjergs 460- det Rifbjerg selv, der slår, og Rifbjergs far, Kaj Munk, Jørgen- Anmeldt af Henrik Bach siders decoupage af syner og fakta: spillereglerne siger private og kul- Frantz Jacobsen, Carsten Jensen, alt og alle måles og vejes i kultur- turelle erindringsskitser og kom- Dronningen, Jan Kjærstad, Thor- »Nu kimede telefonen igen.« Så- radikale Rif-alen. Men samtidig — mentarer til tiden før og nu. kild Bjørnvig, Kai Friis Møller, dan begynder Tom Kristensens og det er jo det, der gør ham så Kommentarer til Martin A. Poul Nyrup Rasmussen, Anders »Hærværk«, den store nøgleroman suveræn — så forstår han stadig at Hansen og almuelivet, som jo ikke Fogh Rasmussen, H.C. Andersen, fra 1930 om menneskelig deroute, punktere, provokere, nedbryde, liiiiige er Rifs kop te; eller frem til Søren Ryge Petersen og mange, med det uforglemmelige motto: opbygge, ophidse og overraske; at nutidens hurtighed og hæslighed mange flere. »Frygt sjælen og dyrk den ikke for røre. og nuværende fjender og nationale Sjæle dyrkes, og lasterne er den ligner en last.« Og mens telefonen i »Hærværk« som Bent Blüdnikow, Bent Jensen, mange. Jeg har ikke moret mig så »Telefonen ringer: Telefoner får lov til at kime, så bliver den Jesper Langballe, Ulrik Høy, Lars kongeligt siden Freddie Nietz- ringer over hele verden.« Sådan taget i »Alea«. For hr. Rifbjerg, Hedegaard, Pia Kjærsgaard, you sches »Ecce Homo« og Charles begynder Klaus Rifbjergs »Alea«. som han med ironisk distance kal- name them, hvor værket ryger helt Buk.’s »All the Assholes in the Måske bare en tilfældighed, for der sig selv i romanen — når han op i det røde felt i et nærmest World and Mine«. dette er en tilfældighedsroman, da ikke er første person singularis celine’sk raseri. Skal nogen pisse Lad os så slutte med dette citat hvor alea er latin og betyder ter- — tager den. Og så er samtalen i territoriet af, så er det Rifbjerg. Her fra side 12: »Og så har han på en ning. Og terningen slås hele tiden gang mellem hr. Værk og hr. Rif- kan man godt få den tanke, at for- gang villet udfordre dem, fornær- og lander på noget nyt, dog ikke bjerg. Indtil terningen kastes, og fatteren er knap så moderne og me dem, forarge — og samtidig sjældent på både hærværk og Tom tid og sted skifter; værket rummer nuanceret, for lige bortset fra kvin- tage dem til sit hjerte i et fortvivlet Kristensen. Jeg er også sikker på, mange skrifter. Snart er vi på druk dehåndbold, så var alt bedre i håb om, at de må forstå ham, fors- at havde den gamle kritiker med en ung William Heinesen i »gamle« dage, dvs. især i PH-, tå hans hensigt og på en eller Henning Kehler været iblandt os, 30’ernes København sammen med Erik Knudsen-, Jesper Jensen- og anden måde elske ham. Alt sam- så havde han ment det samme, bl.a. Tom Kristensen, Aksel Panduro-dagene. Foruden selvføl- men omsonst. Derfor også denne som han dengang skrev i anmel- Sandemose og Paul la Cour, så gelig at Tom Kristensen og Villy mærkelige blanding af kulde og delsen af »Hærværk« i man næsten selv er til stede i Sørensen og Georg Brandes også varme, af uforskammethed og Berlingeren: »Hvilket Formaal tje- øldunsten og savsmuldet på Café hører med til plusordenen. appel, hengivenhed og foragt, ner det trykte Referat af uartige Nick. Senere skifter scenen til I sin kritik af kirken (hvor han barnagtighed og visdom. Ord, Bisseord?«. Færøerne, mange år senere midt i gudværelovet skelner mellem kir-

NR. 4 DECEMBER 2003 3

(interview)

tidig over en stor personlig usikkerhed. Hvorfor har du netop valgt en person som Solveig, der også viser bagsiden ved at insistere blindt på sandheden, til at udsige et littera- »Sandheden sker tursyn, som du selv bifalder? — Fordi jeg tænkte, at romanen netop ved at vise disse modgående bevægelser også kan vise, hvor vanskelige disse begreber er. Hav- i læsningen« de Solveig været stærkere, også i mødet med andre mennesker, havde der ikke været så meget på — siger den norske forfatter Hanne Ørstavik, spil. Sandhedsbegrebet og ægt- aktuel i Danmark med sin nyeste roman »Uge 43« hedsbegrebet er også meget skrøbelige begreber, og Solveigs konstitution spejler skrøbelighe- den i begreberne, men hendes »Uge 43« er Hanne Ørstaviks sjet- Til Solveigs store fortvivlelse mod- desperation viser også, at længslen Af Kristiane Hauer te roman. Inden da har hun blandt sætter de studerende sig dette krav efter disse begreber er akut. Sam- andet udgivet en trilogi, der er ble- om ægthed i litteraturen, og også tidig kan jeg godt lide denne — Jeg må sige det her til sidst, vet meget rost i Norge, og hvoraf Hilde indrømmer, at hun ikke skarphed hos Solveig, denne kom- ellers vil jeg bare gå ud af døren det sidste bind »Tiden det tar« længere selv kan gå ind for denne promisløshed. Jeg kan lide, at hun og tænke, åh nej, nu har jeg svigtet også er oversat til dansk. Hun har radikale position. Bogen skildrer, står for det, hun tror på, men jeg det, siger forfatteren Hanne Ørsta- fået flere store, norske priser, hvordan Solveig mere og mere ser også, at det skader hende. Det vik mod slutningen af interviewet, senest Amalie Skram-prisen for rasende og desperat står alene til- er det, der er så vanskeligt. og fortsætter: hele sit forfatterskab i 2002, men bage med et litteratursyn, der også — Jeg synes, det er vigtigt, det at den sidste bog har ikke fået sam- eksistentielt set har afgørende Sårbarhed tro på noget og at stå for det, i en me positive modtagelse som de betydning for hende, fordi hun i Som Hanne Ørstavik sidder her tid hvor vi alle bare bliver mere og andre. Til gengæld har den bragt det hele taget længes efter en ægt- foran mig, har hun selv denne på mere tilpasningsdygtige. sindene i kog eller fået »tempera- hed i sin tilværelse. en gang insisterende kompromis- Hanne Ørstavik er en spinkel turerne til at stige,« som Hanne For Solveig må litteraturen være løshed og samtidig skrøbelighed kvinde i midten af 30´erne med Ørstavik siger. sand, ægte, for at være god littera- over sig. Hun lægger da heller kort, affarvet, snehvidt hår. Afte- — Temperaturen i bogen må have tur. Men disse begreber om det ikke skjul på, at hun litterært set nen før interviewet, da jeg hørte rørt ved noget, som svarer med sande og det ægte, som i følge sympatiserer fuldt ud med sin hende til en oplæsning, sagde modstand og høj temperatur. Jeg Solveig opstår som en intuitiv for- hovedpersons holdninger: hun: »Jeg ved, jeg taler lavt, sådan tænker, at det er en måde at be- nemmelse i mødet med teksten, — Jeg ønsker at sige, at litteratur er det bare, så hvis I ikke kan høre skytte sig mod det i romanen, der magter hun ikke at formidle videre handler om noget, der er vigtigt. mig, må I rykke tættere på.« Og ja, vender sig mod læseren. For den til sine studerende, der kalder Ønsker at sige, at der findes for- hun taler lavt, på sit melodisk vender sig jo i særlig grad mod dem for et “følelsesmæssigt på- skelle. Kommercialiseringen er jo klingende norske, lavt og med en den offentlige læser. Hvis den fund”, og som i stedet efterlyser så massiv, at kvalitetskriteriet for blid stemme, men samtidig med offentlige læser skulle tage bogens “præcise analyseredskaber”. Kan litteratur ikke længere findes i for- stor intensitet og alvor, og med et imperativ på sig, ville det kræve man overhovedet undervise i litte- hold til andet end salgskriteriet. engagement i hele sin udstråling, en sårbarhed. At man ikke bare ratur med et så radikalt litteratur- Men der er også noget andet i lit- som om hun virkelig har noget forholdt sig til form og indhold, syn som Solveigs? teraturen, som vi hele tiden må vigtigt at sige en. men også sagde, her er jeg, og jeg — Det er det dilemma, jeg har holde en forbindelse åben til. Det Hanne Ørstavik har noget at har læst denne bog, og dette erfa- ønsket at problematisere. Om det er i forsøget på at sprogliggøre det, sige. Om hvilken betydning læs- rede jeg. overhovedet er muligt at gøre litte- at vi måske når til noget vigtigt. ning og litteratur har i vores liv. ratur til et fag, og på hvilket ni- Du siger, at der hvor litteraturen Og hun går ikke af vejen for at Litteratur som fag veau, og hvad mister man? Mister bliver virkeliggjort er i læseren sætte begreber som »ægthed« og Det hele virker ellers tilsyneladen- man måske det aller vigtigste, som under læsningen. Men jeg har for- »sandhed« i forbindelse med litte- de meget fredeligt. »Uge 43« er erfaringen af litteraturen, det nemmelsen af, at Solveig føler sig raturen. Men samtidig mener hun, handler om den 33-årige Solveig, subjektive møde. Hanne Ørstavik uvirkelig. Som om hun ikke kan at det er meningsløst at tale om der har fået job på en højskole (i fortsætter: koble litteraturen og virkeligheden sandhed, hvis man betragter litte- Norge en form for distrikt-univer- — Jeg ønsker at belyse, at noget til hinanden, ikke kan nå virkelig- raturen som et objekt. Sandheden sitet) som litteraturlærer. På høj- også sker i læsningen. At det er heden gennem litteraturen. er for Hanne Ørstavik ikke en skolen underviser litteraturforske- vigtigt at se på læsningen som en — Jeg tror heller ikke, at Solveig objektiv, målbar kvalitet, men en ren Hilde, som er Solveigs store relation, der kræver at noget bliver selv tror, at vejen til virkeligheden kvalitet der skal erfares i læsnin- faglige forbillede. Bogen skildrer erfaret et sted fra. Det gør, at man går gennem litteraturen, at løsnin- gen. den uge i oktober, uge 43, hvor både må arbejde med tekst og gen ligger i litteraturen. Men på — »Uge 43« er en bog, der hen- Hilde og Solveig for første gang teori, men også med sig selv og sit den anden side tror jeg, at de ste- vender sig meget stærkt til læse- mødes, og hvor Solveig samtidig eget ståsted, fordi det hænger sam- der vi bevæger os hen til i os selv, ren. Den siger hej, nu er du og jeg forsøger at lære sine studerende, men. når vi læser, for mange mennesker indgået i læsepositioner. Du, læser det hun selv ser som det aller væs- Handlingen i »Uge 43« erfares måske er den mest ægte kontakt vi af teksten, hvad gør du ved det? entligste i læsningen af litteratur; først og fremmest fra Solveigs har med virkeligheden. For nogen Den peger nærmest på den relati- de fire bud som Hilde i sin tid har ståsted, hvilket er et meget skrøbe- er det en flugt, for andre tror jeg, on. Det er måske også derfor, den formuleret: Hvad er der blevet ligt udgangspunkt. For nok har at det kan være det modsatte, at har fået så meget modstand i sagt? Hvordan er det sagt? Er det Solveig principfaste holdninger komme i kontakt med erfaringer Norge. ægte? Hvad indebærer det? om litteratur, men de dækker sam- og erkendelser i sig selv, som ikke

4 NR. 4 DECEMBER 2003 (roman)

noget andet end litteraturen i deres liv kan åbne for. Jeg tror, det er det eneste sted, hvor man kan være virkelig sårbar. For man er jo vældig sårbar i læsningen, fordi man udsætter sig for teksten. Og måske er den sårbarhed, den åben- hed du oplever, når du læser, ikke bare i forhold til bogen, men også i forhold til dig selv.

Læser man udelukkende »Uge 43« fra Solveigs ståsted, og ser hendes synspunkter om litteratur som bogens budskab, kan man, trods det ikke særligt action-prægede handlingsforløb, ligesom de norske anmeldere blive temmelig oprørt under læsningen. For Sol- veigs litteratursyn er på mange måder dybt problematisk: — Det bliver jo meget farligt. Man kan jo ikke bare sige, at dette er en ægte bog. Det bliver autoritært, og det lukker sig, det kommunikerer Hanne Ørstavik (Foto: Håvard Syvertsen) ikke. Alt, der er ægte, kommunikerer ikke, fordi det er personlig erfaring, det er ikke kollektiv erfaring. Men det handler måske netop om at finde et sprog for det Higer og søger personlige, som kan komme ud i fællesrummet,” fortsætter hun. “Jeg har ingen løsning. Men jeg Sådan finder man frem til følelsen af litteratur havde lyst til at problematisere det, fordi jeg har savnet det sådan i den norske litterære debat. løse betagelse af den ældre kollega hvert fald vrag på Solveigs udsagn Læses »Uge 43« derimod med et Hanne Ørstavik Hilde. De menneskelige relationer om, at litteraturen ikke kan disku- tvedelt udgangspunkt i på den ene Uge 43 når bare ingen steder hen, fordi teres. Når Solveig f.eks. siger, at en side Solveigs programmatiske lit- (Uke 43) Solveig først vil være sikker på, at bog skal føles sand og virkelig for teratursyn, på den anden side hen- Oversat af Peter Nielsen de er helt oprigtige (modsat dem at være litteratur, betyder det så, at des store desperation og ensom- 228 sider, 229 kr. til moderen). Dette ultimative krav man skal læse den fordring på hed - som er mere tydelig for læse- Athene projicerer Solveig direkte over på metaniveau? I så fald bliver »Uge ren end for Solveig selv - kommer litteraturen. Hvis dén ikke føles 43« forsvarsløs over for kritikere, romanen med sine mange passa- Anmeldt af Henrik Varmark sand eller oprigtig, må enhver dia- der ikke selv føler sådan en ægt- ger, der direkte omhandler littera- log slutte: hed under læsningen. Den mod- turens og litteraturkritikkens funk- I min studietid blev vi aldrig stand mødte Ørstavik en del af i tion, nærmest til at fremstå som en spurgt, om en litterær tekst rørte Ingen argumentation kunne få Norge. form for ‘dialogisk romanpoetik’. noget i os, inderst inde. Vi sagde hende til at opleve det anderledes. Hovedpersonens mentale habi- — Alle romaner er på en eller heller ikke noget om det selv, fordi Det var et paradoks, at hun var tus opfordrer dog til, at hendes lit- anden måde en poetik gennem studiet af litteraturen skulle hand- blevet litteraturforsker, hun kunne teratursyn ikke uden videre skal deres praksis. Men det er rigtigt, le mere om fornuft end følelser. I ikke holde ud at diskutere littera- overtages af andre læsere. Heller det var kommet til et punkt efter anmelderhvervet, derimod, er tur. Der var ikke noget at diskutere. ikke »Uge 43«s. I så fald må man de andre bøger, hvor jeg havde skellet mellem hjerne og hjerte insistere på, at litteraturen altid af tænkt noget om litteratur, som jeg mindre skarpt, og derfor bliver Med den indstilling bliver kun princip skal kunne leve op til sine havde lyst til at formulere. Men diskussionen af litteraturen mere meget lidt ført ud i livet, og »Uge egne, moralske krav. Som hos det er vigtigt for mig, at bogen bli- følelsesmæssig her, hvad enten 43« slutter da også på en fredag. Solveig ender vi igen i spørgsmå- ver læst som roman, med betyd- man kan lide det eller ej. Det kan Dér støder Solveig ind i en mental let om kunstsyn, temperament og ningen af Solveigs ståsted. At jeg, og med norske Hanne Ørsta- katastrofe, og det er særdeles hård dermed igen fornuft og følelse, og udsagnene i romanen, det som viks »Uge 43« kan det slet ikke læsning, fordi Ørstavik gør det fry- Ørstaviks romanbedrift sætter Solveig siger og tænker, må læses undgås, for romanen handler om sende klart, hvorfor hendes dette gamle spørgsmål på spidsen. fra Solveigs sted. Og så er det vel følelser (og) om litteratur. hovedperson nægter at give slip Som jeg hører det, svarer hun først og fremmest en poetik om Der sker ellers ikke meget i på sine paradoksale krav til både ikke, og dermed bliver romanen ét læsningen, om litteraturen rolle, Ørstaviks anden roman på dansk. mennesker og bøger. med sin tænkende hoved(-)person, snarere end en poetik om, hvad Den 33-årige Solveig fortolker alt Når romanen er så stille og ind- der higer og søger i nye bøger, der er en god tekst. Hvad vil vi omkring sig, mens hun underviser følt, bliver det et spørgsmål om men ikke når frem til nogen gul- med litteraturen, det er mere der, i litteratur på en norsk højskole. I temperament, hvorvidt du finder drandet sandhed. Det er ingen ny den opholder sig end i et defini- et sagte, og derved sigende sprog den ægte læseoplevelse hos form, men i Ørstaviks inderlige tionsspørgsmål. beskriver Ørstavik hendes tanke- Ørstavik. Skal man kræve det af udgave føles det sådan. Jeg har, til baner som cirkelslutninger mellem sin samtidslitteratur? Ved at gribe hendes ros, ikke læst noget lignen- en svigtende mor og så den bund- det spørgsmål kaster romanen i de før.

NR. 4 DECEMBER 2003 5 (roman)

delse. Molière slipper for at skulle gøre sig umage. Der er ikke meget bunden form over handlingen. Nej, farlig er Don Juan fordi han urokkeligt skiller sig ud fra ethvert normativt fællesskab — gud, faderens autoritet, troskab, Absolut Molière aftaler, familie, you name it. På dét punkt er han altid den samme: Molières »Don Juan« udspilles mellem absolut urimelighed »jeg har ikke forandret mig,« siger han, men han forandrer de andres og æresbevidsthed verden uden deres vilje og medvirken, bare ved at være den han er. Det er muligt at leve, have det bare syntes at komedien skulle ud godt endda, være æresbevidst, Molière i prosaens fri bastardform, med være tapper. Men uden sociale og Don Juan eller Stengæsten dens mange sammenstød mellem guddommelige bindinger. (Don Juan ou le festin de pierre) betydningsniveauer. Den afgørende sætning hen Oversat af Per Aage Brandt Men på prosa er den, og hetero- mod slutningen er at ingen skal 98 sider, 100 kr. gen er den også, brudfyldt og med kunne sige at »jeg er i stand til at Basilisk ender der stritter. En prosaisk og angre« (hvilket hos Ludvigsen derfor moderne komedie. Ligesom oversættes ukorrekt til det blot Anmeldt af Svend Erik Larsen forførelsen bliver et uudtømmeligt faktiske »at jeg angrede«). Dét er hovedtema når Don Juan bliver til Don Juans farlighed, og det er dér Sig navnet Don Juan, og så ved vi en moderne heltetype godt og vel han er fanget til sidst. Han ikke det er om forførelse. Der er også 100 år efter Molière, så er det også bare lade være at angre, han kan forførelse på færde i Molières denne ujævne sammensathed der ikke, for så vil han ophøre med at komedie fra 1665, nu nyoversat af gør komedien god at slås med for have identitet i forhold til sig selv Per Aage Brandt til afløsning for moderne læsere og iscenesættere. og andre, ikke eksistere længere. Christian Ludvigsens oversættelse Forførelsen er hverken raffine- Så da stengæsten inviterer ham fra 1962. Men forførelse er næppe ret eller honningsød. Den er rå, må han følge ham, kan ikke vælge hovedsagen, selv om Don Juan er direkte og åbenlys. Den er en del absolut urimelighed og absolut at sige nej, velvidende at også dét såre aktiv. Og egentlig forførende af Don Juans offentlige karakter. æresbevidsthed. Ikke hans for- fører døden med sig. er komedien i sig selv heller ikke. Derfor kan den uden videre for- førelseskunster, der jo kun omfat- Hæng dig eller hæng dig ikke, Den gik heller ikke særlig godt for bindes med Don Juans æresbegre- ter nogle af personerne — kvinder- du vil fortryde begge dele, som en Molière, heller ikke da Thomas ber. Han står skam ved sine eska- ne. Forførelsen er nærmest kun et senere Don Juan-kender, Kierke- Corneille prøvede med en version pader og vil slås, hvis nogen kræn- element der driver handlingen. gaard, sagde. Med den forskel at i bunden form, på vers. ker den ære han sætter i med god Den får Don Juan til at leve i nu’et, Don Juan gør begge dele uden at Om det nu er hastværk der ret at gøre som han vil. Så trækker i ustandseligt skiftende situatio- fortryde. Den slags ting er svære at gjorde at Molière ikke fik den for- han blank med dødsforagt. Som en ner, som han både selv former og sætte på glidende vers, men godt met på vers, for dét kunne han jo moderne egocentriker med kort griber når de er der. Derfor dukker til prosaens brud, spring, ironiske nok i »Tartuffe« og »Misantropen« lunte. personer og begivenheder op vendinger og direkte tale. Absolut hvor versene kan være helt hypno- Det er hér hans farlighed ligger noget tilfældigt uden større over- urimeligt, absolut godt, absolut tiske, ved vi ikke. Eller om han for alle: sammenstødet mellem ordnet sammenhæng eller begrun- Molière.

alkohol, opium, små drenge eller kunne man så rubricere bogen lignende laster. Hvis de da ikke som et stykke rejselitteratur. Ikke også kan skrive. helt ulig Laurence Sternes følsom- Derangeret Venedikt Jerofejevs »Moskva- me rejse åbner bogen med en Petusjki« fra 1970 cirkulerede i bemærkning om, at fortælleren Sovjettiden i de uofficielle samis- aldrig har set Kreml. For når han Med Jerofejevs fordrukne helt ’on the road’ dat udgivelser, bogen havde kults- leder efter Kreml, ender han — eller rettere ’off the rails’ tatus inden tiderne skiftede og uvægerligt på Kursk-banegården. blev officielt acceptabel i 1989. I Jerofejev lader, i lighed med dag er det en klassiker. Jeg har Sterne, digressionen styre fortæl- dets ophavsmand har han halv- ikke haft lejlighed til at sammen- lingens logik, hvad enten det er Venedikt Jerofejev langt fedtet hår, redt i en hente- ligne den danske udgave med ori- rejsens retning eller fortællerens Moskva–Petusjki hårsfrisure, en cigaret i den ene ginalen, men oversættelsen fore- ordstrøm. Som Tristram Shandy Oversat af René Wad Andersen hånd og et glas i den anden, og kommer flydende. Oversætteren bemærker, kan man ikke tage hans 192 sider, 268 kr. læberne snerpet syrligt sammen. René Wad Andersen har forsynet digressioner væk uden at fjerne Rævens Sorte Bibliotek Det virker, som har han lige taget bogen med et noteapparat, der for- selve hans beretnings solskin. en tår af glasset — måske indehol- klarer de mange allusioner ikke Rejsen fra Moskva til Petusjki fore- Anmeldt af Ole Nyegaard dende en af de drikke, hvis op- bare til Biblen, men også til en tages i alkoholens tegn: Togets skrift findes i bogen (Kanaanæisk lang række litterære forgængere, overkontrollør, Semjónytj, inter- Man kan godt have sine bange balsam: Denatureret sprit 100 ml, nøgterne såvel som alkoholiserede. esserer sig ikke for billetter eller anelser med en bog som denne. På Bárkhat-øl 200 ml, Filtreret møbel- »Moskva-Petusjki« omhandler betaling, men afkræver de rejsen- bagflappen ses et billede af forfat- politur 100 ml)? Personligt har jeg en togrejse foretaget af Venja, den de en milliliter vodka pr. kilome- teren. I fuld overensstemmelse ikke meget fidus til forfattere, hvis alkoholiserede fortæller. Med ter; og mange af bogens samtaler med myten omkring dette værk og ry hviler på deres forkærlighed til dette togturskoncept in mente kredser om eller igangsættes af

6 NR. 4 DECEMBER 2003 (roman)

alkoholen. Men Venja forstår at komme omkring i litteraturens og verdenshistoriens kringelkroge, lige som han undervejs konverse- rer med herrens engle (der nær- mest fungerer som buttede orna- Anbefalelsesværdig mentale barokengle på det spinkle plot). »Moskva-Petusjki« kaldes som Gogols »Døde Sjæle« et poem. Og roman-roman på samme vis som Gogols mester- værk er blevet det, kan man læse Jerofejevs poem som en kommen- Centrale spørgsmål behandles i Muñoz Molinas prisvindende roman tar om en trøstesløs samtid, om undertrykkelse af åndelighed, føl- somhed og kultur i en verden, hvor Molina selv værket som »una de diametrale modsætning mellem vodka koster mindre end litteratur, Antonio Muñoz Molina novela de novelas« (oversat til en de totalitære regimers åbenlyse og hvor alkoholen udgør et eksil. Sefarad »roman-roman«), hvormed han foragt for mennesket og mangel på Eller man kan se det som et tidløst Oversat af Iben Hasselbalch henviser til såvel bogens tilblivel- respekt for det enkelte individ lyrisk værk, der på udmærket vis 400 sider, 348 kr. se som til dens struktur. I en dekonstrueres gennem glimtvise forener uforenelige modsætninger, Gyldendal afsluttende note erklærer forfatte- paralleller til det senmoderne og beruselsens tåger med tankens ren at han selv har digtet meget europæiske Spanien, hvor ligene skarphed, åndelig afstumpethed Anmeldt af Hans Lauge Hansen lidt i de historier han fortæller, og af illegale afrikanske emigranter og grimhed med ømhed og skøn- at de stemmer han lader tale, er flyder i land på de andalusiske hed — og så videre ad infinitum. I oktober modtog den spanske for- stemmer han enten selv har hørt kyster. Vi kan få øje på barbariet i Frem for alt fanger »Moskva- fatter Antonio Muñoz Molina og gemt i sin erindring, eller nogle den nazistiske holocaust, men kan Petusjki« dog, fordi den er ual- (1956) den nyindstiftede litteratur- han har fundet i andre bøger — vi sige os fri for ikke også selv at mindelig morsom. Odysséen fan- pris Dinamarca for bogen »Sefa- fortrinsvis i en række biografiske reproducere den sociale marginali- ger ikke læseren som en historie rad« . Prisen vil hvert andet år fremstillinger af de i »Sefarad« sering som udgangspunkt for om en mand, der rejser hjem, men blive tildelt forfatteren af et oprin- optrædende historiske personer. opretholdelsen af den skrøbelige som fortællingen om hans vildveje deligt spansksproget litterært værk Det konkrete udgangspunkt for ’normalitet’, synes bogen at spør- og forhindringer. Og den store udgivet i dansk oversættelse. Det mange af historierne udgøres af ge? Vi kan tage afstand fra histori- læseoplevelse som Jerofejev af- er den spanske ambassade som i ens Hitler, men hvor snævert er stedkommer, består ikke så meget i samarbejde med en række latina- egentlig forholdet mellem moder- rejsefortællingen, men i Venjas merikanske landes ambassader har nitet og totalitarisme? Spanien har fabulerende omveje og afvigelser sponsoreret prisen, med det for- i mange år, både under Francos fra et elementært hjemrejseplot. mål »at styrke en gensidig forståel- diktatur og i perioden frem til Som en anden rejsehelt, Leopold se mellem den danske og den optagelsen i det europæiske fæl- Bloom, kan virke som en fyr, det spansktalende befolkning«. lesskab, kigget langt efter det kunne være hyggeligt at dele et Ordet »Sefarad« er den hebrai- demokratiske Europa, men hvori glas eller to med nede på den ske betegnelse, som den jødiske adskiller det 20. århundredes lokale pub, får man også indtryk befolkning på den iberiske halvø europæiske regimer sig egentligt af Venja som en gemytlig drikke- brugte om deres land, inden de fra 1500-tallets religiøse intoleran- broder — bare han ikke skal mikse blev landsforvist af det katolske ce, der mundede ud i Spaniens cocktails! regentpar Isabel af Kastillien og uddrivelse af både jøder og maure- Forrige nummer af tidsskriftet Fernando af Aragon i 1492, og re? Sådanne spørgsmål ligger »Passage« (nr. 46) tematiserede som titlen antyder, tager bogen under fortællingernes overflade og den berusede tekst, og her henled- afsæt i eksileringsproblematikken vidner om forfatterens udviklede te Jørn Erslev Andersen opmærk- som det gennemgående tema for bevidsthed om litteraturens etiske somheden på det paradoks, at bogens sytten kapitler. Hvert kapi- Antonio Muñoz Molina ansvar. mange ’berusede’ tekster ved nær- tel fortæller sin egen historie, men (Foto: Hans Lauge Hansen) Muñoz Molina er herhjemme er mere eftersyn viser sig at være historierne er alligevel snævert kendt for romaner såsom »gennemsyret af komposition og sammenhængende, ikke bare jødernes diaspora i det 20. århun- »Vinteren i Lissabon« (1992), stilistisk tilrettelæggelse, teksten tematisk, men også gennem et net- dredes Centraleuropa hærget af »Den polske rytter« (1996), og benytter blot perceptions-strate- værk af genkommende personer totalitære regimer, hvor Muñoz »Fuldmåne« (2000), og vi genfin- gisk ’beruselse’ som en slags fuldt og referencer, som inviterer læse- Molina spørger til hvad det var der nogle af forfatterskabets store kontrolleret ethos«. »Moskva- ren til selv at etablere de ofte kun der gjorde, at ingen gjorde noget. temaer i »Sefarad«, om end i en Petusjki« står som et fuldgyldigt antydede sammenhænge. Fortæl- Ikke engang ofrene selv, som ofte anden iklædning: forholdet mel- eksempel herfor. lingerne blander fiktive og histo- forholdt sig passivt afventende og lem erindring og fantasi, mellem I forlagets pressemeddelelse an- riske personer (bl.a. Primo Levi, accepterede deres skæbne, ligesom fiktion og historie samt mellem befales det, at man læser Jerofejevs Willi Münzenberg, Jean Améry, Kafkas K i »Processen« — paraly- fortælling og konstruktion af kul- bog ledsaget af et glas vodka eller Franz Kafka og Victor Klemperer) i serede af deres pludselige identitet turel identitet. Muñoz Molina har to. Det lyder som en god idé, at læ- en kollage der placerer sig mellem som paria. Men vi finder også for- med »Sefarad« skabt sit til dato se mens man luner sig ved et glas. romanskrivning og historiefortæl- tællinger der tager deres udgangs- mest polyfone og komplekse værk, Men jeg tror ikke, det vil fremme ling, med en eksplicit fortæller der punkt i Spaniens traditionalistiske der i Iben Hasselbalchs glimrende forståelsen, dertil er »Moskva- hele tiden skifter identitet og leger regime i 50’erne eller i forfatterens oversættelse fremstår som det per- Petusjki« for nøgtern og knudret, kispus med læseren gennem skif- eget privilegerede forfattermiljø i fekte valg for den første tildeling og man vil næppe erfare noget dy- tende udsigelsespositioner og en 1990’ernes Europa — sågar Kø- af denne nye pris. Bogen skal have bere ved at læse Jerofejevs mester- labyrint af intertekstutelle referen- benhavn lægger navn til et af min varmeste anbefaling med på lige poem gennem sprittåger. cer. I undertitlen betegner Muñoz kapitlerne. Men den tilsyneladen- vejen.

NR. 4 DECEMBER 2003 7 (roman)

ensom på trods af de utallige, hen- givne opvartere og undersåtter (den historiske hertug var en meget elsket mand af folket). Ensom- heden og længslen, der driver her- Litterær trepanering tugens hypokondri og sikkert også tunnelbygningsmanien, får en sidste gestaltning i en spøgelsesagtig Mick Jackson borer hul i Tunnelmagerens tykke skal i debutromanen drengefigur, der følger hertugen på en rejse til Edinburgh, hvor han om den femte hertug af Portland lærer om trepanering. Denne forældede kirurgi forløs- er den gale hertug fra indespærrin- af Portland levede og døde som nens genialiteter er, at netop som gen i det ensomme skelet — den Mick Jackson excentrisk eneboer på sit familie- disse komiske, kropslige optrin er »slipper en smule af mig selv ud i Tunnelmageren gods i det nordlige og altid tågede ved at trætte læseren (og hertugen verden«, som hertugen konklude- (The Underground Man) England, og han er mest kendt for selv), da tager et velkendt, men rer. Forløsningens tilsynekomst, Oversat af Bitten Posselt Langhede at have bygget et omfattende alligevel overraskende, psykolo- sammenbindingen af de mange 283 sider, 298 kr. system af brede tunneler under sit gisk mønster form. Hertugen lider tråde, figurer og tanker i bogens Rosenkilde gods. Visse steder var tunnelerne af en ubændig længsel, som først sidste tredjedel, giver en af de helt så enorme, at to hestevogne med har distancerede forældre og siden store læseoplevelser. Anmeldt af lethed kunne passere hinanden på en ugengældt forelskelse til gen- Hertugens eksperimenter med Jakob Stougaard-Nielsen vej fra godsets kældre til de stand. Hertugen er ubehjælpeligt trepanering bliver mod romanens omkringliggende landsbyer. Man afslutning et billede på romanens Der er ikke noget bedre end kugle- skulle tro, at romanen vil forsøge styrke. Det er netop ind i hovedet skøre excentrikere fra victoriati- at forklare, hvorfor hertugen lod på hertugen, vi kommer som læse- dens England. Mick Jackson har disse tunneler opføre — eller i det re. Så tæt, så poetisk og loyalt er givet liv til en af de mest farverige mindste udmale detaljer af hertu- man sjældent kommet på excentri- af slagsen i sin debutroman fra gens omfattende og mildest talt kerens, det længselsfulde menne- 1997, »The Underground Man«, ualmindelige byggeprojekter. Men skes, egen selvopdagelse og for- for nyligt udkommet på dansk Jackson dvæler ikke ved myterne løsning. som »Tunnelmageren«. Det histo- for det bizarres skyld. Mick Jackson er endnu et pro- riske materiale i sig selv, tilsat Over en vinter følger vi derimod dukt af Malcolm Bradburys skole i spredte rygter og lokale myter, hertugens slentrende og springen- kreativ skrivning ved University ville være nok til en underholdende tanker nedfældet i en fiktiv of East Anglia, men debuterede de historisk roman, men Mick dagbog, kun afbrudt af korte kom- først som romanforfatter efter i Jacksons roman vil mere og andet mentarer fra den lokale befolkning flere år at have været en af hoved- end det. eller hertugens eget personale. Vi kræfterne som sangskriver og san- Tunnelmageren er den excentri- møder en aldrende mand, hvis ger i alternative bands som »The ske femte hertug af Portland, Wil- krop er i tiltagende forfald. Hårene Screaming Abdabs« og »The liam John Cavendish-Bentinck- vokser ud af ørerne, og hypokon- Dinner Ladies«. Sidste år udkom Scott, der levede fra 1800 til 1879 drien tager til, i takt med at afsky- Mick Jacksons anden roman, på sit sagnomspundne gods i elige husgeråd og benbrækkende »Five Boys«, der dog endnu ikke Nottinghamshire. Hertug William mirakelkure afprøves. En af roma- Omslag ved Jerry Bauer er kommet på dansk.

sere ægthed og historisk realisme. Den er i sig selv en spændende optakt, hvis metafiktive iscenesæt- telse lover godt, og som læser ven- Velbekomme! ter man spændt på, med hvilke spidsfindigheder konstruktionen Let frokost: skal fortsættes — for efterhånden kræver metafiktiv litteratur en sta- Metafiktion og mundskænkeskærmydsler i renæssancens Italien digt stigende spidsfindighed for vedblivende at være interessant. for kræsne læser med smag for det deret ægte, og hr. Elbling har så Men det ender her, hvor det knapt Ugo DiFonte hurtigt konsumerede. Som bogsta- gennem fire år forberedt og redige- er begyndt. Menuen viser sig des- Mundskænken velig hors d’œuvre har romanen ret den oversættelse, som nu fore- værre kun at være en toretters, for- (The Foodtaster) en fortale med forklaring på sin ligger. Om den egentlige forfatter og hovedret, hvor den påfaldende Oversat af Bente Kastberg egen oprindelse forestået af dens — Ugo DiFonte (meget symbolsk mangel på en afrundende ganekil- 300 sider, 278 kr. såkaldte oversætter og udgiver, ‘fra kilden’) — og hans hjemby der som prikken over i’et er mar- Gyldendal Peter Elbling. Han hævder at være Corsoli, som desværre gik under i kant, fordi der med metafiktionen kommet i besiddelse af dette enes- et jordskælv i slutningen af det 17. er lagt i ovnen til noget mere, der Anmeldt af Brian Andreasen tående renæssancemanuskript århundrede, findes ingen andre desværre udebliver. efter et kort møde med en storpral- vidnesbyrd end netop dette Den stilistiske opskrift lyder på Som Eders litterære mundskænk ende bulgarsk linedanser af bemærkelsesværdige manuskript. én del dagbogsroman, én del kan jeg byde på en menu beståen- sigøjnerfamilie. Manuskriptet er Denne lille forret er et sandt memoires, én del pikaresk roman de af en læskende og letfordøjelig på grundlag af efterfølgende pro- væld af tekstlige relativeringer, alt sammen pisket let og luftigt roman — velegnet til den ikke alt fessionel bedømmelse blevet vur- hvis mål synes at være at temati- under tilsætning af flere knivspid-

8 NR. 4 DECEMBER 2003 (artikel)

ser Rabelais og karnevalisme, et voilà: en velsmagende, om end ikke englesyngende delikat pista- cie … undskyld, pastiche. Selve historien om Ugo, der fra forfær- delige kår ved held, snilde og menneskelig fornuft ikke blot sik- rer sig en stilling som mundskænk for den lokale tyran af en hertug, men tillige ender som hans højre En nådesløs forfatter hånd og rådgiver, er velfortalt og spændende — hovedsageligt fordi den er mættet med action. På vejen frem mod det bærende kli- og en skyldbetynget maks — hvordan Ugo skal bære sig ad med at afværge den gamle, liderlige hertugs gifteplaner med læserskare Ugos egen datter, Miranda, uden selv at blive henrettet for loyali- tetsbrud — opbydes en række fine tidsbilleder. De veksler mellem de J.M. Coetzee fik Nobelprisen i litteratur meget kendte vinkler — pesten og inkvisitionen — og de mere eksotiske såsom den civilisationshisto- riske nicheberetning om gaflens Coetzees forfatterskab er op- er det et ekstremt komplekst uni- indtog hos den særdeles etiketteu- Af Kirsten Holst Petersen stået af — og lever i — de brudfla- vers Coetzee skriver frem. I situati- dfordrede hertug. der, som er hans og mange af hans oner, hvor ondskab og overgreb Under pasticher, tidsbilleder og Ingen synes at være i tvivl om, at generations sociale, nationale og florerer, er der ingen helte og få action ligger en lidt triviel beret- J.M. Coetzee var et oplagt valg, ja, kulturelle arv: Hvid, engelsktalen- deciderede skurke. Tid og sted er ning om social elendighed og sur- næsten en selvskrevet vinder af de sydafrikaner, der trods en Boer ofte flydende og genkendelige dis- vival of the fittest anno 1534, hvis Nobelprisen i litteratur. Ros hagler baggrund var i opposition til kurser (feminisme, liberalisme, til tider ret så patetiske kærlig- ned fra kritikere, kolleger og an- Apartheidregimet, omgivet af de racisme), der bevæger sig ind og hedsskildringer udpræget mangler meldere, selv fra hans hjemland, undertrykte afrikanske kulturer, ud af fortælleuniverset; bedst som nerve — og desværre heller ikke Sydafrika, hvor der ellers har væ- som ikke var hans, og som han man tror, at man har fået fod på vinder som tilstræbt skildring af ret både sur kritik og politisk rum- uundgåeligt blev medundertrykker stoffet (en feministisk analyse eller en italiensk mundskænks forsøg len omkring udgivelsen af roma- af, og med et kulturelt ståsted, der en kritik af imperialismen), sætter udi det poetiske. Hvad der deri- nen »Disgrace«, som han modtog lå i den intellektuelle europæiske en moddiskurs ind, som umulig- mod giver en grundlæggende og sin anden Booker-pris for i 1999. tradition, som den udspiller sig gør den tolkningsmodel, der ruller dybsindig spænding igennem hele Romanen er bl.a. er et kritisk blik ved universiteter i England og ind på lystavlen. romanen, er det paradoks, at en på post-apartheid Sydafrika. Præ- Amerika, og som var undertrykt Identifikationen med persongal- udhungret, altid sultende fatti- sident Mbeki besluttede at tage eller direkte bortcensureret i leriet bliver på samme måde hele gprås får hyre som mundskænk æren til indtægt for hele Afrika og Sydafrika. Denne liberale, engelsk- tiden forpurret af modsætninger hos en storfråsende hertug, der på fandt den store retorik frem: »På talende, hvide tradition, som eller af personernes ugennemtræn- den ene og heldige side har en den sydafrikanske nations vegne, under Apartheid ikke havde magt gelighed. De skjuler sig, kan ikke udtalt faible for kulinarisk over- ja, på hele Afrikas vegne hilser vi nok til at spille nogen afgørende eller nægter at tale. Tilbage står en dådighed, men desværre på den vores nyeste Nobelprismodtager rolle i det nationale drama, er ble- række individuelle forsøg på anden side i kraft af sin frastøden- og soler os med ham i den glans, vet beskrevet som »en blindgyde i væren over for magten, eller magt- de personlighed og opførsel ved- der udstråler fra denne hædersbe- historien«. misbruget. Sproget er kafkask, varende er lagt for had af adskilli- visning.« Han fik her flettet ind, at En magtesløs, historisk blindgy- minimalistisk og præcist, og sam- ge fjender — og dét i en tid, hvor Sydafrika har endnu en Nobelpris- de i et ekstremt voldeligt samfund men med den allegoriserende giftblandingens kunst var ædel og modtager (Nadine Gordimer i er en tung arv! Den kan selvfølge- form skaber det et moralsk uni- udbredt. Den stakkels Ugo ser der- 1991), men retorikken klinger lidt lig håndteres på flere forskellige vers, som hos andre forfattere ville for konstant sig selv præsenteret hult, især i betragtning af, at Coet- måder. Gordimer kastede sig ud i blive betegnet som tidløst eller for det ene mere vidunderlige mål- zee er flyttet i et frivilligt eksil i en mere og mere kritisk social og eviggyldigt, men som her også tid efter det andet, men kan kun Australien. ANC’s talsmand, psykologisk analyse af den histori- undslipper den betegnelse, idet med livet som indsats komme tæt Smuts Ngonyama, kommer nær- ske situation, som den skred frem, der hele tiden optræder skygger af på dette jordiske himmerige. Dette mere sydafrikanske følelser i sin mens Coetzee skriver allegorier historisk genkendelighed. poetiske paradoks af nydelsesfuld udtalelse. Efter at have sagt at han om undertrykkelse, der nok har Historien, set som den skygge livsudfoldelse i mødet med det håber, at prisen vil virke som in- rod i Apartheid situationen, men fortiden kaster over nutiden, er et mulige tab af selv samme liv, dan- spiration for landets — og Afrikas som udvider diskussionen om vigtigt tema. Det Svenske Akademi ner en filosofisk kerne, hvis iklæd- — unge forfattere, siger han: »vi magt og afmagt til koloniale, psy- hæfter sig i sin prisbegrundelse ning er ny og veltillavet. håber også, at det vil anspore for- kologiske eller seksuelle magtmis- ved, at Coetzee er »skånselsløs i Denne mundskænk kan alt i alt lag og læsere til at opdage konti- brug. Hans univers er gennemsyret sin kritik af den vestlige civilisati- godt anbefale fortællingen om nentets enorme oversete litterære af følelsen af at være indespærret i ons grusomme rationalisme og Ugo. Den er et stykke kvalitetsfast- potentiale.« Der har i Sydafrika , et uafvendeligt fængsel af magt- kosmetiske moral.« Vi er dybt food, der kan serveres som en let både før og efter Apartheid, eksi- misbrug mellem mennesker og sta- fascinerede af at blive tugtet på en frokost, der med garanti ikke giver steret en utilfredshed med, at kun ter, og hans personer kæmper hele så nådesløs og samtidigt gennem- mavekneb, men som til gengæld de hvide blandt landets forfattere tiden mod magtmisbruget, for at trængende intelligent måde. Må- nok kræver et noget mere substan- er blevet bemærket i den vestlige forstå det eller for at undgå det. ske er vi endda lidt beærede. tielt aftenmåltid. Bon appétit! verden. Til trods for den allegoriske form

NR. 4 DECEMBER 2003 9 (roman)

til Georges store irritation. De to mødes igen, da Georges store kærlighed bliver dræbt i trafikken, og han får et nervøst sammenbrud. Gamle biler Sideløbende forsker en ung meka- niker i jødernes historie, og da George overtager værkstedet, og og modne damer Falk & søn kommer for at få lavet bilen, bliver de fire skæbner viklet ind i hinanden. Det hele foregår selvfølgelig i Helsingør, for det gør Kjædegaard skriver nuanceret og nænsomt om mennesker, alle Kjædegaards romaner. men hans seneste roman mangler fremdrift Lars Kjædegaard har efterhån- den et omfattende forfatterskab bag sig. »Nekrolog« fra 2001 og »Det store sus« fra 2002 var begge Lars Kjædegaard udmærkede krimier, der også bød Israel Falk på vid og eftertanke ud over ele- 264 sider, 299 kr. mentær spænding. Med »Israel Lindhardt og Ringhof Falk« har Kjædegaard forladt genre-litteraturen til fordel for Anmeldt af Kristian Mørk mere litterære ambitioner. Men romanen mangler noget af den Biler og kvinder hører til hjørne- naturlige fremdrift og forløsende stenene i mange mænds liv. Og slutning et velafprøvet krimiplot således også i Lars Kjædegaards kunne give. seneste roman »Israel Falk«, hvor »Israel Falk« er en god bog fuld fire vidt forskellige mænds liv bli- af sære, sørgelige og søde menne- ver knyttet sammen gennem livets sker, der beskrives med en fin for- tilfældigheder og en gammel ståelse for de mange facetter, der Volvo. danner en person. Man klukker et Karrieren har aldrig været i par gange og genkender også sig fokus for George. I stedet har han selv i glimt. Alligevel virker roma- plejet sine to store interesser: nen uforløst. Hvor er vi på vej damer og biler. Et utal af damebe- hen? Hvorfor skal det fortælles til kendtskaber og befordringsmidler sker sig i både en Volvo og en vede både internering og flugt til en krone per side, når jeg i stedet senere er George kommet i tresser- kvinde. Volvoen tilhører Israel Danmark. Israels søn er psykolog, kan se seriezonen? Det får vi ikke ne, da han inden for kort tid forel- Falk, en gammel jøde, der overle- og han forhindrer et salg af bilen, noget klart svar på. Det centrale punkt der forsvandt

Central genudgivelse af Poul Vads beretning om tingenes tavshed og om det centrale punkt der forsvandt

Poul Vad Dagene 126 sider

Døgnet 131 sider

Døren 142 sider Pr. bog 120 kr. Arena

Anmeldt af Max Ipsen

»Jeg kunne ikke få fat i det centra- »Døren«, i Poul Vads trilogi heller re, at de derved mister begge dele, blevet udgivet som tre separate le punkt i mig selv som jeg gik ikke. De søger. En mening, sig både det overordentlige og det bind, der hver især har fået genre- der«, konstaterer det anonyme jeg selv. Men finder hverken det ene nærliggende. angivelsen roman. De tre bind i Poul Vads »Døgnet«. Få fat i det eller det andet. De søger det over- »Dagene«, »Døgnet« og »Dø- kan, som det bedyres på bagsiden centrale punkt i sig selv kan de ordentlige, som jeget i »Døren« ren« blev i 1967 oprindeligt udgi- af hver roman, læses hver for sig. ligeledes anonyme fortællere i siger, men taber derved det nærlig- vet som ét værk med titlen »Taber Og de er små mesterværker hver de to andre bind, »Dagene« og gende af syne, og de må konstate- og vinder«. Nu er værket af Arena for sig. Men man skal ikke nøjes

10 NR. 4 DECEMBER 2003

(roman)

med at læse hver enkelt roman. Man skal læse dem alle tre. Det kommer der nemlig et større Ludvig — en litterær figur mesterværk ud af, og det kommer der et eksperiment, som delvist skjules i opdelingen ud af: Palle Petersen vender op og ned på det mytologiske Holbergbillede i sin Forsøget på at beskrive den samme erfaring gennem tre helt forskelli- pseudonyme roman ge og dog så ens temperamenter. Studenten hvis sidste dage af et den slags er Svend Leopolds fire den aggressive pointe, at Herman i studieophold til Paris vi følger, Herman von Brehmen binds biografiske roman fra 1922- sin tid tog den unge og ynkværdi- kontormanden som vi følger et Ludvig på bjerget 24, hvor første bind hed netop ge Ludvig til sig og førte ham frem tilfældigt døgn, og lediggængeren 296 sider, 299 kr. »Den unge Holberg« (1922). Før mod debuten som dramatiker i hvis byvandring vi følger, har det Borgen dem skrev Brandes sit delvist nati- 1722, hvorefter Holberg, nu be- træk tilfælles, at de vil forstå, at onalromantiske, delvist hypermo- skyttet af institutionerne, stjæler de vil trænge ind i tingene. Men Anmeldt af derne helteopus fra 1884, tohun- Hermans idé til en samfundssati- tingene er hårde, uden betydning. Peter Christensen Teilmann dredeåret for lille Ludvigs frem- risk komedie og vender den mod De tre leder efter »en skjult sam- komst på verdensscenen, »Ludvig ham selv. Hermans modsvar er så menhæng tingene imellem«, men Der er skrevet et hav af gode, gam- Holberg«. Visse fremfører med fortællingen om Ludvig på Bjerget, de må som kontoristen i »Døgnet« meldags digterromantiske biografi- rette, at Georg Brandes’ epos er en der ligesom er en udstrakt version konstatere: »den gav sig ikke til er — foruden akademiske afhand- af de bedste samtidshistoriske af Hermans fætter, Jeppes lidelses- kende for mig«. Der er ingen skjult linger og andet kuriosa, hvor det romaner, der er skrevet om historie. Jeppe, hvorom Herman sammenhæng. Tingene er ting. Og biografiske argument er bærende Holberg. Sammen med Ejnar empatisk-finurligt skriver: de er uigennemtrængelige. Den — om skælmen og oplysnings- Thomsens »Sfinxen« (1954) og samme erfaring berettede Robbe- frontløberen Ludvig Holberg. Der Jens Kruses »Den poetiske kriger« Jeppe Nielssøn hører ikke til de Grillet omtrent samtidig om som har altid hvilet en form for klassi- fra 1978. nidske, fordrukne, dumme og talsmand for den nye roman i cistisk gådefuldhed over Holberg, Og nu er så udkommet en dovne fæstebønder, som borgerne Frankrig, men i en noget mere der har talt til forskere og forfatte- roman af ‘Herman von Brehmen’ håner på kræmmermarkederne, rystet prosa end Vads. Vad holder re gennem tiderne. Og det er paratekstuelt mimende den hol- han er mere gådefuld end tungen lige i munden og beretter muligvis også den, der gør, at en bergske titel: Platonius og burde have den filo- fra centralt hold om det forsvund- moderne biografiker og monografi- sofiske professorstol i Dårekisten. ne centrum. Og det er måske, når ker ikke rigtigt kan komme i kødet »Ludvig på bjerget — eller Holberg alt kommer til alt, ikke mindre på Holberg på samme måde som på Komedie: folkebog skrevet af I den dur følger vi Holbergs pro- radikalt end at lade opløsningen med Kierkegaard, Sophus Claus- Den Politiske Kandestøber, Her- fessionelle virke og private pinag- slå ud i beretningen. sen, Johs. V. Jensen og H. C. An- man von Brehmen, omkring 1722, tigheder hen gennem 12 kapitler, Antihelten i antidannelsesro- dersen. Der trænges til en ny omhandlende Ludvig Holberg og hvor vi støder på personer fra manen »Dagene« må på vej hjem monografisk biografi eller histo- hans komedier 1702-22 : fundet hans samtid og hans komedievær- konstatere, at den erfaring, han risk-biografisk roman om Ludvig bag en væg i Sorø Akademi i år ker — der vel at mærke først pub- forlader byernes by med, er en Holberg, der virkelig er skrevet på 2000 og bearbejdet af Palle Peter- liceres og sættes på scene i tiden anti-erfaring: »Jeg rejste bort lige moderne erkendelser om biogra- sen«. efter den periode, romanen ind- så uvidende som jeg var kommet, fismens faldgruber og myndig- rammer. jeg havde intet set, intet lært og hedsproblematik og om interper- Palle Petersen, ophavsmand, Nørre- Palle Petersens bog er virkelig intet forstået, jeg havde bare sid- sonalitetens og intertekstualitetens brobisse og grønlandskender (han skælmeri i stof og tanke. Spørgs- det i klemme en gang imellem«. potentialer i læsningen af et stort har skrevet mere end dusin bøger målet er kun om den læser, der De to andre går det ikke stort og mangfoldigt forfatterskab som herom), er i mere eller mindre ikke er indforstået med Holbergs bedre. Erfaring er anti-erfaring hos Holbergs. Der skrives stadig bio- skjult dialog med eller opposition historier og figurer, overhovedet Vad, og erfaring er erfaringen af at grafiske værker om Holberg, men til nogle af de ovenstående. Han når frem til skælmeriet i sine sidde i klemme mellem forvent- der er aldrig skrevet en på et tem- siger selv om den: bestræbelser på at holde styr på ningen om, at alt tavst skal tale og pereret, men stadig personligt personer og begivenheder og deres det faktum, at alt tavst tier. engageret moderne grundlag — … jeg synes, Ludvig på bjerget for- spejling af Holbergs oprindelige Det er godt set af Arena, at Poul som vi ellers kender det i forhold vandler myten om det store intriger. Men med den rigtige — Vads trilogi er et overset mester- til de andre klassikere, som fx ensomme geni, Holberg, til det komparative — vejviser kan værk i dansk litteratur, som fortje- Keld Zeruneiths spektakulære usikre og følsomme menneske »Ludvig på bjerget« læses og fors- ner den opmærksomhed en gen- arbejder om Emil Aarestrup og Ludvig (…). Jeg har således forsøgt tås som et moderne transtekstuelt udgivelse kan give. Layoutet er Sophus Claussen og Joakim Garffs at forny den historiske roman ved værk, der både i form af sin atmo- smukt og enkelt udført af Eli bestseller om Søren Kierkegaard, at gøre op med myterne om kon- sfærefyldte blanding af historisk Lund, som tidligere i forbindelse »SAK«. ger, helte og store mænd og finde (mimet) Holberg-sprog og nutids- med udgivelsen af sin egen »Jeg Men forsøget gøres hele tiden. frem til grundlaget og folket, både fraser, sit pseudonyme og sit pro- vil have sex med en kvinde fra Så sent som i 2002 udkom den i indhold og i sprog. duktionsmæssige arrangement, er fremtiden« har vist, at han mestrer tidligere norske kulturminister en kommentar til Holbergs tid og den kunst. Et enkelt kritisk punkt Lars Roar Langslets mursten af en Til det har Petersen valgt et finur- forfatterskab — og til eftertidens må dog i den forbindelse nævnes: biografi, »Den store Ensomme«. ligt setup (antydet i undertitlen) floromvundne forestillinger herom Der er for mange slå- og satsfejl i Før Langslet finder vi en række og plot for bogen, der som en og idiosynkratiske rekonstruktio- teksten. Denne indvending skal biografier, der er lidt i samme ånd. anden karnevalistisk folkekomedie ner heraf. For ikke at tale om de imidlertid ikke være udgangen på Det gælder fx Th. A. Müllers »Den vender op og ned på tingene, ikke allegoriske tegn i den, der godt denne anmeldelse: Poul Vads tri- unge Holberg 1684-1722« (1943); for en dag, men for et helt liv, kan bruges til at tyde vor tids poli- logi er fremragende, og det er før ham fx Karl Mortensen i en nemlig Holbergs. Holberg iklædes tiske folkekomedie om magtkor- godt, den er blevet genudgivet. serie om »fremragende naragtighedens klæ’r af den politi- ruption, misantropi og socialt for- Læs den. Personligheder«, »Ludvig ske kandestøber og fantast, nedrende tabuiseringer. Holberg« (1925); og helt glemt af Herman von Brehmen. Men med

NR. 4 DECEMBER 2003 11 (roman)

rien om den overfladiske billed- mand og kvindebedårer Peter Beauvoir og hans udvikling som menneske, læser og forfatter i sin efterstræbelse af den mystiske kvinde Shoshana Moira, skriften Eventyr i overmål og »k.« (for kærlighed). Questens traditionelle hjælpere udgøres her bl.a. af fem udenlandske viden- skabsfolk og fem norske amatør- »Det store eventyr« er en ambitiøst myldrende, men ikke forskere, der beskæftiger sig med ganske vellykket forløber for Wergeland-trilogien eventyrsamlingen »Hazar«; det går nemlig undervejs op for Peter, at vejen til Shoshanas hjerte går gennem »Hazar«, fortællingen om Jan Kjærstad mennesket som gåde og mangfol- Det store eventyr dighed. (Det store eventyret) Hele tekstkonglomeratet »Det Oversat af Camilla Christensen store eventyr« skrives (sammens- 520 sider, 398 kr. tykkes) ca. et år efter begivenhe- Samleren derne af et fortællende jeg, som rejser rundt i verden på jagt efter Anmeldt af Tine Engel Mogensen Peters gådefulde »leonardo«, ideligt kommenterende sin egen skri- Lad det være sagt med det samme: veproces. De to quester viser sig at en ‘post-trilogisk’ (gen)læsning af være én og den samme, nemlig Jan Kjærstads »Det store eventyr« Peter på sporet af sig selv; og er en blandet fornøjelse. romanen får (i hvert fald i den sid- Hvor forfatterens seneste ro- ste af flere mulige slutninger) man, »Tegn til kærlighed« fra karakter af ét langt brev til et du, 2002, kan betegnes som et koncen- på én gang Shoshana og læseren: trat af trilogien, præsenteres »Det Peters historie, forklaring og forsøg store eventyr« af forlaget som »tri- på at vinde et menneske gennem logiens legesyge og eksperimente- ord. rende lillebror«, og slægtskabet er Om sidstnævnte lykkes for da også igen ubetvivleligt (der må Peter, melder historien ikke noget vel strengt taget være tale om en om. Men det lykkes i hvert fald storebror — romanen udkom i ikke videre godt for Kjærstad at Norge i 1987). »Det store eventyr« vinde læseren. I den uomgængeli- lancerer således former, afprøver ge sammenligning med Wergeland- virkemidler og kører en mængde trilogien må man således konstate- temaer i stilling til senere fuld re mange ligheder — og nogle udfoldelse i trilogien: Her er for- afgørende forskelle. Trilogien ople- bindelser på kryds og tværs, gen- ves ikke slet så fragmentarisk som rediversitet, retoriske spørgsmål »Det store eventyr«, fordi det (»Kan man fange et menneske encyklopædiske mylder er bedre med ord?«), tendentiøse fortælle- absorberet i historierne, og roma- re, the works, alt i en overordnet nerne er præget af en langt større hyldest til identitetens mangfol- Foto: Jo Michael episk ro: Læseren bliver i langt dighed og narrative natur, skriften højere grad fortalt gennem kaos. I og kærligheden. Romanen kan række navne, fænomener og skik- vet kaldt en af de mest ulæselige »Det store eventyr« bliver hitte- samtidig ses som den mest ekstre- kelser fra ‘vores’ virkelighed, der romaner i norsk litteraturhistorie: påsomheden trættende i længden me inkarnation af Kjærstads en- imidlertid også forskydes — f.eks. De evindelige skjulte, halve og — bogen bliver for anstrengt, for cyklopædiske projekt — på flere forekommer »en fyldig Gadamer« hele referencer til alverdens perso- villet fantasifuld, kvikke påfund niveauer. Hvad angår faktuelle i en ostebutik, »Freudianerkrigen« ner, tekster og fænomener gør tek- drukner blandt andre kvikke oplysninger, står romanen i en i det gamle Hellas, cigaretmærket sten lettere uigennemtrængelig. påfund, og eksperimentet, selve klasse for sig, eftersom hele dens »Baudrillard« osv. Der er tillige Læserens overblik svækkes des- konstruktionen fylder så meget, at person-, fænomen- og factsspæk- mere eller mindre fiffige hentyd- uden af romanens fragmentariske man — i modsætning til i trilogien kede univers er opdigtet, eller ninger til alt fra »1001 Nats even- karakter; det er en sand mosaik af — ikke helt kan lade sig rive med måske rettere vendt på hovedet: tyr«, over gamle som nye myter, utallige tekst- og sprogtyper: even- af de gode historier. Derudover er Handlingen udspiller sig således i verdenslitteraturens klassikere tyr, computerspil, rapporter i new tiden i nogen grad løbet fra roma- en ‘derealiseret’ udgave af den (som her i et bad trip: »Jeg er i journalism-stil, breve, dagbogscita- nen: visse elementer, der givetvis vestlige verden i sidste fjerdedel af mørkets hjerte … jeg ser søvngæn- ter, videnskabelige artikler, trivial- har været langt fremme i skoene det 20. århundrede, hvor Norge er gere, ødelande, falskmøntere, litteratur m.m., ofte med forskellig og oppe på det postmodernistiske en subtropisk ø helliget sukkerin- mænd uden egenskaber, forblin- layout; en del af romanen er sågar beat i 1987, giver nu mest af alt dustri, en religiøs smeltedigel af et delse […] Jeg ser lighus … kval- forsynet med marginnoter. romanen et let anakronistisk skær ferieparadis, hvor hvide har social men … pesten«), moderne fysik og Det er ud fra dette virvar af (Kjærstads ‘genopfindelser’ i trilo- og kulturel lavstatus. Altså gen- Freuds psykoanalyse, til kendte encyklopædiske fragmenter, læse- gien fungerer langt bedre). Nye kendelige skismer med et twist. tv-quizzer og Star Wars. »Det store ren må forsøge at stykke en histo- læsere bør ikke begynde her. Genkendelige er ligeledes en lang eventyr« er ikke for ingenting ble- rie sammen — og det ligner histo-

12 NR. 4 DECEMBER 2003

(roman)

det personlige, følelsesladede ridt, som Jean kører med på, men som romanen er stået af. Denne for- skydning mellem hovedpersonens »følelsesløse, let flegmatiske overflade« og forfatterens gode intenti- oner om at afsløre de store følelser bliver til én stor, konfliktløs konstruktion, hvilket romanen endda selv peger på visse steder. Ud af fiktionen, Romanen lader til at have biografiens bekendende træk, og det skyldes først og fremmest den for- tættede og statiske jeg-skildring. ud af livet Med andre ord, figurene bliver mere fiktive, end de kan bære. Danskeren Lars Bo Rasmussen, det En debutant underminerer romanens potentiale fortællende jeg og den franske Jean er sært mudret sammen; ingen stikker ud som det ene eller det andet, men sætter blot hin- dringer i vejen for at udfolde en København, men må skuffes og i vel går Jean i sin notoriske tvivl person eller en roman, der udvik- Lars Bo Rasmussen stedet tage forskellige småjobs. tilbage til pigen. ler og udnytter sine modsatrettede Jeg havde en drøm Jean er uforbederligt forelsket i I sin generelle usikkerhed føler følelser — eller som Jean siger et Attika den samme pige. Romanen igen- Jean sig ikke rigtigt hjemme nogen sted: »Jeg var fri og ufri.« De rela- 183 sider, 299 kr. nem spekulerer han over kærlig- steder, hverken i Paris, København tivt få ansatser til diskussioner hedens væsen, og selvom det for eller i tiden. Han fremstår som eller følelsesmæssig spænding, Anmeldt af en objektiv betragtning er interes- den sympatiske, lidt forsinkede som romanen byder på, indfries Lene Bruun-Kristensen sant, hvordan en person har det humanist-type, der af sin veninde ikke, som når hovedpersonen midt under og efter et kærlighedsfor- bliver bebrejdet, at han ikke klæ- i romanen spørger, om »følelser Lars Bo Rasmussens debutroman hold, bliver det her jammerligt der sig mere efter tidens trend, måske kan udtrykkes i direkte handler næsten udelukkende om uvedkommende. Der kommer Jean-Luc Godard-stilen. I det hele kontakt mellem mennesker?« hovedpersonen Jean. Han er ingen fremdrift i hverken ham taget står Jeans kritik af sin tids Hans svar antyder, at vi skulle opvokset i Provence, men bor nu i eller kærligheden, og fascinatio- filosofiske vogue; strukturalismen mangle en slags almen, inter-emo- det danske studenterhus i Paris nen af det andet køn virker utro- og marxismen og deres eksplicitte, tionel kommunikationsdimension. omkring 1968. Han drømmer om et værdig. Det samme afskedsbrev objektiverende måde at betragte Var det ikke det, romanen skulle undervisningsjob på universitetet i læser man igen og igen, og allige- mennesket på, i kontrast til hele være?

tet. Selv insisterer de dog på, at skuden ikke er synkende, men blot driver om for vind og vejr. Samtidig med at fremtiden som Spøgelsesagtige administrerende direktør vokser sig lys på det spøgelsesagtige værft, mærker Larsen den spiren- de kærlighed til Angélica Inés, der eksistenser klæder sig i hvid kjole. Men den afdankede Larsens følelser for Velskrevet sydamerikansk sladder i Onettis sang om Larsen hende kan virke lige så absurde som det illusoriske arbejde på værftet. »Værftet« er skrevet i den herli- hvor flere af hans romaner foregik. I »Ligsamleren«, der tidligere er ge sladderstil, som også kendes fra Juan Carlos Onetti Det var ikke, fordi han i sin fiktive udkommet på dansk, følger vi de efterfølgende latinamerikanske Værftet virkelighed fik opfundet en utopisk Larsen, der driver en kile ind i forfattere, hvor nogle siger at …, (El astillero) drømmeverden, som han kunne Santa María, idet han går i gang andre hævder …, men … Eller Oversat af Peer Sibast søge tilflugt i. Tværtimod. Den fik- med at realisere sin drøm om at også er det lidet troligt, at … Eller 202 sider, 250 kr. tive verden er om muligt endnu drive et bordel. »Værftet« fortæller efter forlydende … Hermed dan- Husets Forlag mere trøstesløs end den virkelige den absurde historie om Larsen, nes en slags oral sladderfortæller verden, som Onetti afskyede så der vender tilbage til Santa María med en fluktuerende eller spaltet Anmeldt af inderligt, at han tilbragte de sidste og går i gang med at genrejse værf- synsvinkel, hvor man aldrig helt Rigmor Kappel Schmidt små femten år af sit liv, liggende i tet, hvor der blot sidder et par kan fæste lid til det, der fortælles, sengen og praktisk talt uden at se gamle kontorarbejdere tilbage idet oplysninger sjældent stabili- Selv om Uruguay var Onettis hjem- hen mod vinduet, endsige gå uden efter, at direktøren har forladt den seres til én sandhed om det land, var hans forhold til virkelig- for en dør. Det kan man læse om i synkende skude. De fortsætter sta- skete. heden så uhjerteligt, at han op- Julio Llamazares’ essay »Liggeren« dig deres kontorarbejde og genta- fandt den fiktive by Santa María, i Standart 4, 2000. ger således tidligere tiders aktivi-

NR. 4 DECEMBER 2003 13 (roman)

ledningen på romanen:

White Mike er tynd og bleg som røg. White Mike er iført jeans og en sweatshirt med hætte og en Voldens virkelighed lang, mørkeblå Brooks Brothers- frakke. Hans lyse, næsten hvide hår er kortklippet. White Mike er Lovende debutroman om Manhattans ungdom clean. White Mike har ikke røget en cigaret i hele sit liv. Har aldrig drukket alkohol, aldrig røget en joint. Men White Mike er blevet en rigtig udmærket pusher.

De mange gentagelser af hovedpersonens navn antyder en ironisk Nick McDonell distance mellem fortæller og helt, Twelve og ironien understreges af sidste (Twelve) sætnings »men«. Oversat af Henrik Andersen White Mike har taget et sabba- 224 sider, 249 kr. tår, inden han — måske — begyn- Borgen der på college. Han tjener penge som pusher, og igennem hans er- Anmeldt af Søren Frank hverv introduceres læseren til en lang række personer, der i begyn- »Twelve« fik de store overskrifter delsen ingen forbindelse har med frem, da den udkom i juli 2002. hinanden, men som til slut i roma- Den væsentligste grund var forfat- nen er samlet til en nytårsfest, der terens unge alder: Nick McDonell udvikler sig til et Columbine. Den var kun 17 år, da han skrev roma- apokalyptiske stemning slås an nen, og det meste af arbejdet blev allerede i romanens epigraf: »Må gjort over en sommerferie. Dette er vi bede alle rejse sig og holde et stof, ud af hvilket myter kan opstå, minuts stilhed for de elever, der og som PR-folkene kunne se mu- blev slået ihjel. Og må vi nu bede ligheder i, især når man tænker på om et minuts stilhed for de elever, ungdomskultur, hype og købekraft. der slog dem ihjel«. Med til sagen hører forresten også, Den tragiske slutning, som altså at Nick McDonells moder selv er allerede indvarsles i begyndelsen, forfatter, ligesom faderen har er kulminationen på en roman, været redaktør for Rolling Stone hvor skønheden har ringe vilkår. Magazine; desuden er Hunter S. »Violence is the hallmark of my Thompson og Jay McInerney ven- generation,« har Nick McDonell ner af familien, og nåh ja... roma- udtalt i et interview. Romanen nens redaktør og forlægger, Mor- holder sig hele vejen igennem til gan Entrekin, er forfatterens gud- en hudløs registrering af det be- far. Hm! Hvem sagde kammerate- Foto: Jean Pagliuso tændte og desillusionerede miljø, ri? Men hvad står tilbage, hvis hvorudaf et Columbine opstår, man ser bort fra denne noget ind- tisk meget fint grundtonen an: i le eller kostskole, og som er vant men til slut i romanen er der ved- spiste baggrund? Faktisk en ud- »Twelve« skal man ikke forvente til hushjælp, mærkevarer, desig- hæftet et efterord, der antyder mærket roman, som ikke uden at finde skønhed. »White Mike ser nerdrugs og kæmpe lejligheder skønhedens mulighed eller i det grund er blevet sammenlignet med ikke på skønhed. Han ser på uden forældres nærvær. mindste åbner for en udvej ud af Bret Easton Ellis’ sensationsdebut Manhattans Upper East Side«. Romanen er fortalt meget nøg- det udsigtsløse univers. Det viser fra 1985, »Less Than Zero«, som »American Beauty« tillader ternt og konstaterende af en tredje- sig nemlig, at romanens fortæller han skrev i en alder af 18 år. altså glimtvise, ’skønne’ brydnin- personsfortæller, hvis distance til er White Mike, der som en af de få I Sam Mendes’ forstadsfilm ger af det overfladiske og substan- stoffet og hovedpersonen er med overlevede nytårsmassakren. Den »American Beauty« handler den sløse forstadsunivers, hvilket sker til at vanskeliggøre indlevelse og store distance mellem fortæller og unge Ricky Fitts med stoffer for at rent filmisk gennem en anden bil- dybde, hvilket er helt bevidst. Ro- helt har således været en nødven- finansiere sit dyre videoudstyr, ledæstetik, nemlig Rickys optagel- manen foregår i dagene op til nyt- dighed for en ung mand, der har som han bruger til at forevige epi- ser, der i modsætning til filmens årsaften og er opbygget af 98 korte ønsket at lægge afstand til sin faniske øjeblikke af skønhed, f.eks. overvejende glansfulde billeder er kapitler, der ofte har karakter af ’uskønne’ fortid, og skønhedens en pose, der svæver mellem hvirv- mere kornede og ’kødfulde’, men små fragmenter eller snapshots, en eller udvejens mulighed indikeres lende efterårsblade i vinden. For som også findes på filmens ind- montage af både nutidige klip eller ydermere ved, at han skriver fra Ricky er der nogen gange så meget holdsplan i forholdet mellem flashbacks. Mange af personerne Paris, hvor han er begyndt på uni- skønhed i verden, at det næsten Ricky og Jane og i Lester Burn- er karikerede og stiliserede, men versitetet: »Jeg ved ikke hvorfor, ikke er til at holde ud. Dertil siger hams undergravende karakter. White Mike er det i mindre grad. men Paris forekommer mig at pusheren White Mike, hovedper- »Twelve« er mere pessimistisk i Læseren får, f.eks. i flashbackene, være et bedre sted end New York«. sonen i »Twelve«: »Fuck dét«. sin skildring af fremmedgørelse og antydninger af dybde i hovedper- »Twelve« viser sig dermed både at Parallellen og distanceringen til overfladiskhed, her i et lokalt stor- sonen, men fortælleren bibeholder være en dannelsesroman og en Mendes’ film findes allerede på bymiljø blandt unge overklassetee- langt hen ad vejen en stor distance kunstnerroman. romanens første side og slår fak- nagere, der enten går på privatsko- til sin hovedperson. Hør bare ind-

14 NR. 4 DECEMBER 2003 (roman)

Det er en historie, vi har hørt ulykkelig ekspedition til samme før. Ikke kun den om ørkenen, ørken 40 år tidligere. men også den om de geologiske og Det bliver en fortælling om den medicinske strukturers billede på tids trængsler, og ikke mindst om menneskesindet. Om landskabets utroskab. Men det er stadig kon- Ørkenvandring formationer og kroppens funktio- struktionen, som fylder. Skulle ner som billede på de sjælelige man gå ind på romanens tanke- processer. gang, kunne man anklage den for Fastrups roman kendetegnes ved den Det er, som om den pertentlige at lide af den tidstypiske, litterære beskrivelse af det ene skulle være osteohypertrophicans: Skelettet — hypertrofiske konstruktion og de tekniske nok til at overbevise os om, at de tekniske redegørelser og den billeders kliché sådan forholder det sig også med konstruerede fortællesituation — det andet. De overgjort tekniske er vokset uhæmmet. Det har defor- redegørelser er i sig selv blevet en meret hele romanens krop, og det kliché. Nogle vil måske kalde dem varme væv, kødet og blodet, hol- Karen Fastrup ’stilistisk virtuose’. Jeg synes bare, der kun dårligt sammen på den Mine syvogtyve sansers elskede at de er trættende i deres uegent- abnorme struktur. 254 sider, 269 kr. lighed. Eksempelvis har jeg lidt svært Rosinante Mens Clemens og Anna således ved at overse det sorte hul på 40 løber rundt i sandet langt fra alt og år, som ligger mellem katastrofen i Anmeldt af Jan Bruun Jensen alle, sidder sønnen Tore i den forældrenes forhold og deres ende- nærmeste by. Han har sat en min- lige flugt ud i ørkenen. Kødet og Karen Fastrups anden roman, dre eftersøgning i gang, mens han blodet strækker ganske enkelt ikke »Mine syvogtyve sansers elskede«, på baggrund af deres dagbøger, til at få konstruktionen til at er en noget klichéfyldt fornøjelse. fotografier og tilfældige optegnel- hænge sammen. Tore bemærker Hun er ikke karrig med den type ser søger at få indblik i, hvem mod vejs ende, at han ikke bryder sanseligt-poetiske klichéer, hvor hans forældre egentlig er. Han for- sig »om forestillingen om at man kvinden ’folder’ sin krop ud for tæller historien om deres barn- og kan trænge til bunds i et menne- manden, som for sin del føler, at ungdom, om farens opvækst i ske og kortlægge alting«. Det fore- han må finde frem til ord, han Viborg, hans skæbnesvangre for- kommer ham »reduktionistisk«, endnu ikke kender. Dertil ligger Foto: Anette Kjær hold til sin lærerinde, deltagelsen men romanen reducerer sig netop der en næsten uhæmmet research i modstandskampen, studierne og frem til en sammenhæng, og dertil grund for fortællingen om geo- lægen Anna, som pludselig i en endelig mødet med hans tilkom- med ofrer den både troværdighe- logen og ekspeditionslederen alder af henholdsvis 71 og 67 år mende Anna. Men også om moren den og denne læsers engage- Clemens Carlsen og hans kone, flygter ud i den ægyptiske ørken. og hendes familie, frem til en ment.

mede sten« er f.eks. at foretrække for »fem små stenromber«), og også et mere autentisk victoriansk look, i mine øjne, ikke mindst tak- Ud i verden t/r ket være Sven Reimer Johansens omslag, der er prydet af en farve- gengivelse af James Pollards dejli- En af verdenslitteraturens store dannelsesromaner, Dickens’ beretning ge maleri fra 1836, »The ’Tally-Ho’ om drengen Pip, der som forældreløs og af ringe byrd må gå så gruelig London-Birmingham Stage Coach Passing«. meget igennem inden han i mere end én forstand finder hjem, Når Gyldendal har fundet det umagen værd at ofre en nyover- foreligger i en ny dansk oversættelse sættelse af Dickens’ klassiker er det naturligvis fordi der er tale om åbenbart er at alle ti foreligger i ny endte form som en realistisk gen- en god historie. »Store forventnin- Charles Dickens dansk oversættelse. Havde de ’kun’ givelse af det sociale liv i al dets ger« er beretningen om drengen Store forventninger foreligget i en ældre oversættelse brogede mangfoldighed. Pip, der må gå så gruelig meget (Great Expectations) havde listen måske set anderledes Den karakteristik gælder i høj igennem førend han finder hjem Oversat af Niels Brunse ud. På den anden side er der vel grad Dickens’ anden selvbiografi- og ind til kernen af sin identitet. 480 sider, 199 kr. en grund til at netop disse ti (som ske roman, »Store Forventninger« Pip vokser op i marsklandet ved Gyldendal også tæller Dantes »Guddomme- (1861), som nu foreligger i anden Themsens udmunding, hos sin lige Komedie«, Stendhals »Rødt udgave af Niels Brunses nyover- søster, rappenskralden Mrs. Gar- Anmeldt af og sort« og Dostojevskijs »Forbry- sættelse fra 1999. Den afløser Eva gery og hendes mand, den godmo- Claus Schatz-Jakobsen delse og straf«) er blevet fundet Hemmer Hansens oversættelse af dige og naive grovsmed Joe værd at ofre en nyoversættelse på. romanen (og stort set hele værket) Gargery. I starten af romanen hjæl- Det var med interesse jeg noterede Interessant og bemærkelsesværdigt på Hernovs forlag fra 1982. Lige- per Pip en undvegen straffefange mig at Litteratursiden.dk — kom- er det også at fire af de ti værker som Hernovs er også Gyldendals med at flygte fra soldaterne, hvil- munebibliotekernes officielle er skrevet inden for en periode på udgave udstyret med F.W. Pail- ket dog mislykkes. Episoden med hjemmeside — har en liste over ti knap femten år, fra Flauberts »Ma- thorpes dramatiske, karakteristisk straffefangen er symptomatisk for europæiske klassikere gennem dame Bovary« (1857) til George victorianske raderinger. I øvrigt Pips noget fortumlede og ublide tiderne, der indbefatter Charles Eliots »Middlemarch« (1871-72) kan den vigte sig af en bedre og opvækst, som først mildnes, da Dickens’ »Store forventninger«. — altså den periode hvor den bor- mere mundret fordanskning end Det skal tilføjes, at ét af kriterierne gerlige roman nåede sin mest fuld- den tidligere (»fem små rudefor- fortsættes på næste side

NR. 4 DECEMBER 2003 15 (roman)

fortsat fra forrige side han oplever en snert af noget andet og mere forfinet, om end i karikatur, hos det skeletagtige Sådan går det monster, Miss Havisham, der har levet indendørs og isoleret i en tidslomme (hos hende er alle ure sat i stå klokken ti minutter over i det moderne gennembrud ti) siden hendes tilkomne forlod hende på deres bryllupsdag. Hos Miss Havisham kommer Pip i kon- »Den lukkede bog« åbner døren for gamle spørgsmål om kærlighedens takt med den smukke, men også vilkår — med en pudsig blanding af kloge og gevaldigt naive kyniske Estella, hvilket får ham til at stræbe opad, efter et andet og fortællerkommentarer oprulles en moderne kvindes livsforløb bedre liv end det simple arbejdsliv i smedjen hos Joe, et liv som gentleman. Hermed er historiens 1875-83, forhåbnings- og sammen- manden — er nuanceret skildret. motor sat i gang, som i kraft af en Jette A. Kaarsbøl brudstiden, og 1932-33, hvor Begge parter beskrives med indfø- anonym godgører (Pip tror det er Den lukkede bog Frederikke ses som en ordinært lende overbærenhed og ondskabs- Miss Havisham, og Dickens lader 536 sider, 298 kr. gammelvred, ja forbitret kvinde, fuld distance, idet fortællerinstan- længe læseren forblive salig i den Gyldendal lænket til en stol i karnappen. sen uden større vanskeligheder tro) lader Pip leve et sorgløst liv Hendes lidenskab er reduceret til pendulerer mellem empati og sar- som gentleman i London — klas- Anmeldt af Vibeke Theisen at betænke Frederik, som hun ikke kasme. Og efter en vis tilvænning sisk social opstigning, lige efter har haft forbindelse med i et halvt forstyrrer det ikke, at man ofte bogen, tror Pip. En dag er pengene Jette A. Kaarsbøl (f.1961) debute- århundrede, i sit testamente. Hvor- undrer sig over, om det nu er for- dog ødet bort, og da Pip samtidig rer med en murstensroman fra det for gik det sådan, hvad skete der? fatter, fortæller eller romanfigur, erfarer at godgøreren ikke var Miss moderne gennembruds første år. Svarene findes fortrinsvist i perioder bærer følelsen. Overhovedet er Havisham, men straffefangen En af nordisk litteraturforsknings dens miljø, i det forhold, at det fortællestilen uforfærdet anarki- Magwitch, vælter hans verden. stærkest belyste faser, og jævnligt moderne gennembruds frisind blot stisk. Kaarsbøls grundprincip er at Den bliver først langsomt genop- periodebagtæppe i nyere fiktions- give efter for sine im- bygget da Pip efter et symbolsk litteratur. Er ikke damernes eman- pulser. Registret spæn- sygeleje skipper sine illusioner og cipation, familieinstitutionen, der fra natur- og miljø- dels forliger sig med det han kom patriarkatet og sædelighedsfejden skildringer af natura- af, dels finder ind til sin egen vendt og drejet så grundigt, at det listisk tilsnit, nærmest kerne af humanitet. Årene og synes umuligt at koge mere suppe pontoppidansk pertent- modgangen modner ham, og han på den pind? Åbenbart ikke. Det lighed, over humoris- får til sidst sin elskede Estella — i er lykkedes Kaarsbøl at finde ny tisk løsslupne person- hvert fald i den romantiske Niko- substans i debattemaerne. beskrivelser à la laj-og-Julie-slutning, som Dickens Debutanten har den dristighed Dickens, til knaphed og valgte på anbefaling af forfatterkol- at anbringe sin kvindelige hoved- saglig ironi, ja kulde. legaen Bulwer Lytton. Hans egen person i centrum af modernitets- Der kan falde små oprindelige slutning, som ikke er debatten og det dertilhørende for- essays af, spækket med medtaget i nærværende udgave søg på at leve moderne, dvs. i sin læserhenvendelser og (men kan læses i Hernov-udga- frit valgte frihed — brødrene selvkommenterende ven), er langt mere tragisk-reali- Brandes, Bang, Krøyer med flere bemærkninger i den stisk. hører til personkredsen. Den vel- postmoderne manér. »Store forventninger« er i kraft opdragne Frederikke, 21 år i 1875, Store sager tages under af sit mylder af liv og vidunderligt indgår et fornuftsægteskab med behandling i essayaf- tegnede personer en tidstypisk vennen Frederik Faber, spydspids snittene: frihedens roman, en fortælling om social inden for socialmedicinen, ikke- begreb, parasitisme, opstigning, fald og genrejsning i konform, idealistisk, smuk. fysisk skønhed og teo- det midtvictorianske samfund, Kredsen opfører sig og diskuterer dicéproblemet. De fle- men den er mere end det. Den er som de moderne mennesker, de er. ste af disse indstik er en eksemplarisk beretning om Miljøet er velkendt og handlingen facile indtil det flove. nødvendigheden af illusionsløst at forudsigelig: Frederikkes valgsitu- Men helhedsindtrykket se virkeligheden i øjnene, at kaste ation som giftefærdig frøken så vel er tvangsfrihed og det realistiske blik på verden, det som hendes senere sammenbrud. Foto: Morten Holtum undertiden vildskab i perspektiv som romanen selv Den læser, der kender periodens glæden ved at berette. anlægger og er. Dermed er den i kvindelige forfattere, nikker gener tilsyneladende. Bornertheden Hertil kommer en spænding, der virkeligheden også en meta- kendende, den blaserte læser kvæ- og angsten hersker under de radi- ligger i, at hovedpersonen portræt- roman, en roman som via sin ler et gab. Når Kaarsbøl kan få kale floskler. Så måtte det gå så- teres med distance af sin autor. hovedpersons åndelige dannelse undertegnede til at læse interesse- dan. Man fængsles af personen Frede- bliver en parabel over romanens ret videre, er det af flere grunde. Så er der fortællestilen, som på rikke på trods af /i kraft af fortæl- egen tilblivelse, dens grundlag og Først en elementært spænd- én gang er irriterende og spænden- lerkulden. Frederikke skildres eksistensberettigelse, og en sådan ingsskabende komposition, som de. Den går ustandselig over sine ikke sympatisk. De uflatterende fortjener både klassikerstatus og for en begynder i faget er impone- bredder, men den kamel sluges, sider (bornerthed, forkælelse, selv- nyoversættelse. rende gennemført. Prolog og epi- fordi der altid fortælles seriøst om medlidenhed, hysterisk adfærd) log, derimellem 62 kapitler, hvor det centrale. Gåden, Frederikke ved denne intelligente kvinde ud- der krydsklippes mellem årene søger at løse — forholdet til læge- vikles logisk, i takt med hendes

16 NR. 4 DECEMBER 2003 (roman)

forhåbningers og modernitetens fallit. Hun bliver systematisk dum- mere. Tematisk betragtet, i behandlin- gen af ægteskab og kærlighed, må »De døde er levende, debutanten siges at løfte opgaven. Frederik og Frederikkes giftermål er en handel, med frihed som kon- der ikke har fået traktens kardinalpunkt. For den duperede pige, som ikke ved af sin egen sanselighed og kun aner kærlighed nok« konturerne af sin dybe forelskelse i Frederik, er ægteskabet opfyldel- — en historisk romanbiografi poetisk orkestreret sen af en ønskedrøm: forsørgelse i et interessant miljø og livstidssik- af kærlighedens universelle tema ret respektabilitet uden seksuel modydelse. Hun er ikke kapabel at fjernere tredjeper- læse, hvad der står med småt i Dorrit Willumsen son; det er bl.a. med ægtepagten, nemlig at hun bliver Bruden fra Gent dette virkemiddel, et instrument til at sikre hans 264 sider, 275 kr. at Christiern II stili- respektabilitet ved at camouflere Gyldendal stisk holdes på hans homoseksualitet. Dette ind- afstand — for læse- ser hun sent, for flere bøger er Anmeldt af Brian Andreasen ren som for længe lukkede for hende, og én Elisabeth virker han forbliver uåbnet. Med kapitlet om Kong Christiern II (1481-1559) er fremmed. Frederikkes overreaktion på efterhånden et velkendt kapitel i Ud over at have Herman Bang ser læseren, hvad dansk litteratur med det nok mest et kernepunkt i Frederiks manøvre skal dække prominente eksempel i Johs. V. hovedpersonen har over, og får dybere indsigt i, hvor- Jensens århundredesklassiker værket en anden for det måtte gå Frederikke sådan. »Kongens fald«. Også hans kvin- stærk mørtel: Den er Bang kommer i visit, fortvivlet der er der skrevet om: Elskerinden en rapsodi om kær- over modtagelsen af »Haabløse Dyveke, hendes mor Sigbrit Wil- lighed. Endnu før vi Slægter«. Frederikke afviser ham lumsdatter og hustruen dronning møder Elisabeth og bogen med væmmelse og Elisabeth er alle portrætteret i min første gang, har vi panisk raseri. Først tre år senere barndoms klassikertrilogi af Herta stiftet bekendtskab ved hun besked, men hun kan J. Enevoldsen, mens den yngste med Kejser Maxi- ikke handle klogt. Kaarsbøl får her datter Christine er blevet ’iværk- milian I’s inderste fortalt, at det ikke kun er frustreret sat’ af Helle Stangerup. Med »Bru- tanker om sine tre begær, der døver Frederikkes den fra Gent« føjes endnu et smukt endelig kan blive besteget og kvinder: Den underskønne hofd- intelligens og nysgerrighed, og kvindeportræt til dette royale gal- besvangret, så hun kan tjene sin ame, den kvindelige sjælefrænde, som dermed afskærer hende fra at leri, idet dronning Elisabeth nu mand behørigt, elsker Christiern der døde alt for ung, og til sidst kende sine misvisninger, men har fået sin egen roman. ikke som med Dyveke. Da kongens den utåleligt barnlige fyrstedatter, angst. En konfrontation med det Det er fortællingen om den kun og rigets situation er mest fortviv- som hængte ved længst, men i barske, men følelsesfulde udsagn i fjortenårige Elisabeth — barnebarn let, og Elisabeth er blevet sendt på kærlighedslængsel dræbte den Bangs roman — altså den lange, af den mægtige kejser Maximilian tiggerrunde hos sine rige slægtnin- smule kærlighed, der var. Vi hører sædelighedskrænkende førsteud- I af Habsburg — der som anden- ge, må hun indse, at hun altid blot om Elisabeths forældre, Filip I af gave fra 1880 — om biologisk arv prioritet efter den smukkere og har været en brik i et magtspil — Spanien og dronning Johanna, og driftens altødelæggende kraft, mere magtpolitisk anvendelige hun er bruden fra Gent. hvis styrtende forelskelse endte i ville have givet hende den mulig- søster, Eleonora, sendes fra Neder- Romanen er naturligvis en fan- galskab for Johanna og gav hende hed at betragte sit liv som andet landene til Danmark for at blive tasi over Elisabeths liv og sjæle- tilnavnet ’den Vanvittige’. Selv end et produkt af omstændighe- giftet bort til Christiern. Med be- landskab, for den undersøger højst grimme Mor Sigbrits engangseska- der. »Den lukkede bog« bliver i og svær når hun sit fremtidige konge- intime og udokumenterede aspek- pade med en mørk fremmed, der med sin klare tematiske affinitet rige fast besluttet på at være en god ter ved dronningens psyke og pri- resulterede i den smukke Dyveke, til Bangs værk også et defensorat hustru, og hun længes efter at mø- vatliv — herunder bekendelsen tegnes for os. Overalt er der histo- for kunsten. de den mand, hun skal elske. Men om, at »jeg har striglet mig steder, rier om kærlighed, men hver lille Det er tænkeligt, at Kaarsbøl han elsker allerede — Dyveke. hvor det ikke er ganske nødven- kærlighedsmelodi ender i sidste har henlagt sin roman til 1870erne I en indfølt prosastil righoldig digt at blive striglet«. Men det ende disharmonisk — altid er — dengang ægteskabet for en på stemningsmættede poetiske bekendelseslitterære til trods bli- rammerne forkerte og personerne kvinde var et spørgsmål om liv indslag tegnes et psykologisk por- ver stilen aldrig plat, tværtimod fangne i deres egne længsler. Men eller ikke-liv — for at tydeliggøre, træt af denne unge kvinde, hvis lykkes det Willumsen at skabe et den er der — kærligheden — i hvilket eksistentielt valg, kærlig- gode hjerte og rene sind på trods fuldblodsbillede af en barne- sine mange uforudsigelige former. hedsvalget er. Frederikke selv når af sin mands kølige ligegyldighed hustru, der — selv med et fromt Med vanlig sans for det vanske- ikke længere end til den position, byder hende at elske og ære ham sind — kun kan se verden ét sted lige blandingsforhold mellem som Kamilla Falk formulerer over med det siden så berømte diktum: fra: sig selv. historisk fakticitet og kunstnerisk for William Høg/Herman Bang: »Hvor min konge er, dér er mit Romanen derimod har flere empati er det endnu en gang lyk- »[...]vi Damer sidder vort halve kongerige!«. Selvom Dyvekes blikke. Overlegent fletter Willum- kedes Dorrit Willumsen at give os Liv og venter paa at blive »lykkeli- mystiske død — på hvilken Wil- sen Elisabeths jeg-fortælling sam- en historisk roman, der bevidst ge«, og det andet Halve sidder vi i lumsen giver endnu en farverig men med de andre personers syns- om sin genre udnytter den til en Krog og sørger over, at vi ikke forklaring — medfører en stigende vinkler, der dog holdes enten i fulde. er blevet det«. interesse hos kongen, og Elisabeth dækket direkte tale eller en endnu

NR. 4 DECEMBER 2003 17 (roman)

sært, at den voksne fortæller sta- digvæk kan blive så vrissen over landsbyens mangel på udvikling og forandring. Man har selvfølgelig lov til at være vrissen over, at folk i ens gamle landsby stadigvæk så Smittet af en grillbar mange år efter »vil drikke grillba- jere og spise grillfritter og grillbur- Bent Vinns bogfjols glemmer at gøre det interessant gere og snakke om grillpatter og grillfisse.« Men er det egentlig interessant? forventer en eller anden form for lert på daværende verdenshistori- Fortælleren bryder sig tydeligvis Bent Vinn Nielsen komposition. Der er snarere tale ske tidspunkt var et væsentligt sta- ikke om de mennesker, han er Labyrintbyen om lidt løst henkastede erindrin- tussymbol. Nu er det sikkert ikke vokset op blandt, og dem, han 143 sider, 199 kr. ger om mennesker fra landsbyen kun fraværet af dette symbol, der vælger at berette nærmere om, Aschehoug og opland. så mange år efter stadigvæk mart- interesserer ham ikke noget Den voksne fortæller, der ven- rer fortælleren og giver anledning særligt. Og så er det som læser Anmeldt af Anne Marie Dinesen der tilbage til barndommens uni- til en fortællertone, der veksler også ret vanskeligt at undgå at vers i 1960’erne, udtrykker flere mellem hån og foragt, når landsby- kede sig. Når man har læst Bent Vinn Niel- gange om sin landsby »Skid hul i ens borgere omtales som samlet Man ville jo langt hellere have sens »En skidt knægt«, kan man Lustrup«. En betragtning der er gruppe. hørt noget om »bogfjolset« og hans ikke undgå at blive fælt skuffet affødt af fortællerens position i Det er nok snarere det faktum, oplevelser. Man ville gerne have over denne »Hjemstavnsroman landsbyen som den sære dreng, at fortælleren også — med egne haft lidt mere fra ’hovedstolen’. med indstik«, som undertitlen »et skravl, en tværing og en mær- ord — var et »bogfjols«. Det er Bent Vinn Nielsen er en fremra- lyder på. kelig starut. Man fik aldrig egen naturligvis ikke enkelt at være et gende fortæller, men i denne bog Hjemstavnen er en lille landsby knallert.« læsende væsen i et miljø, hvor gider han ikke rigtig fortælle os i Vendsyssel, men man kan ikke Da denne anmelder er vokset udboring af knallerter anses for at noget. Det er som om fortælleren rigtig sige, at der er tale om en op i stort set de samme lokaliteter, være en højere kunstform. Men er blevet smittet en smule af stem- roman. I hvert fald ikke hvis man ved man udmærket, at egen knal- det virker på en eller anden måde ningen i grillbaren.

identitet som kvinde end om forholdet til Mario. Hun vender da også gentagne gange tilbage til en barndomserindring om en forladt Forladt og forsømt kvinde, der begik selvmord, og til de bøger om forladte kvinder, som hun i et tidligere ungdommeligt Om hvad der sker, når manden går sin vej og tager kvindens overmod havde taget afstand fra, identitet med sig fordi de placerede kvinder i en uselvstændig offerrolle. den er uproduktiv. Hun forsøger at Dermed synes romanen også at Elena Ferrante vinde den eftertragtede Mario til- advare den kvindelige læser (og Forladte dage bage ved skiftevis at ville forføre jeg tror ikke, at mange mænd vil (I giorni dell’abandono) ham med forståelse, smart makeup læse bogen) mod selvsikkert at Oversat af Nina Gross og hans yndlingskødboller, ved i skyde Olgas deroute fra sig, fordi 206 sider, 229 kr. alenlange breve at insistere på at hun længe kun synes at få identi- Athene få hans grunde at vide og ved at tet gennem forholdet til en mand. angribe ham med skrig, skrål og Advarslen ændrer dog ikke ved, at Anmeldt af Birgit Eriksson bitre anklager. »Forladte dage« et godt stykke af Hendes beretning begynder den vejen er lige så anstrengende som »Forladte dage« er Elena Ferrantes dag, da Mario uventet forlader én, der ikke kan holde op med at anden roman. I Italien udkom den hende, og vi følger hende gennem tale om, hvordan og hvorfor hun ti år efter hendes debutroman, de følgende dage og måneder, hvor blev vraget, og slet ikke kan få øje »L’amore molesto«, fra 1992. Jeg hendes liv går i opløsning, virke- på resten af verden. Til sidst har ikke læst den første roman, ligheden bliver stadig sværere at begynder man jo næsten at forstå men at dømme efter titlen er der gribe, og hun ikke kan andet end manden. I den forstand er roma- et tematisk fællesskab mellem den at være en forladt kvinde. At køn- nen måske nok realistisk, men og den nye roman. »Forladte net er vigtigt, understreges af hen- dens verden er også klaustrofobisk dage« handler i hvert fald også om des fysiske opløsning, da hun ikke lille, selv om den bliver fyldt med kærlighed og heller ikke her den længere bliver begæret af nogen, af bræk, myrer og uvaskede kroppe. lykkelige, men den ødelagte og hendes nyvundne frihed til at sige At den indimellem synes at få til- især ødelæggende af slagsen. pik, kusse og andre vulgære ord sat lidt Kafka, kan da heller ikke Fortælleren, Olga, som også er den hvor hun efter mandens exit til en og af hendes bitterhed over at helt holde banaliteten på afstand. altdominerende hovedperson, bli- yngre kvinde forgæves forsøger at have deponeret sin tidligere selv- Man længes efter at komme vide- ver nemlig forladt af sin mand, og holde sammen på sig selv, sine sikkerhed i den nu meningsløse re, og det lykkes da også til slut. romanen følger hendes fysiske og følelser og sit liv med to børn og identitet som Marios hustru. Hvordan, kan man læse i »For- psykiske nedtur efter bruddet. hund. Det gør hun på en måde, Romanen kommer på denne måde ladte dage«, hvis man da ellers Olga er 38 år og bor i Torino, som nok er lige så almindelig, som til at handle mere om hendes kan holde Olga ud så længe.

18 NR. 4 DECEMBER 2003 (klumme)

krimihjørnet Den uegentlige skønlitteratur

Af Anton Koch-Nielsen

ogsalget er stærkt dalende svært at fatte sympati for ofrene. på øens plejehjem (undskyld — nu hed- »b og krimierne fortrænger Samtidig er det en begavet analyse af det der det jo »seniorservicecenter«). Hvad den egentlige skønlittera- (de) samfund, hvor disse forbrydelser er fup, hvad er fakta? Den kollektive tur«. Det var et af de symptomer på øje- blev mulige. viden i ‘folkedybet’ leder jo tanken hen blikkets dårligdomme, som Jess Ørnsbo Gunnar Staalesen fornyer med »Som på den heksejagt, Karin arbejder med. rev kulturministeren i næsen i et vredt i et spejl« læsernes bekendtskab med Det er kompetent krimi med gode spor indlæg i Weekendavisen i oktober. Hvad den bergensiske privatdetektiv Varg og præcise tværsnit af betændte relatio- der dog kan løbe kloge folk i pennen, når Veum. Klientens søster og svoger er for- ner i dagens Danmark. kulturkampen bliver hed! Bemærknin- svundet, og Veum fatter hurtigt, at der er Besættelsestiden danner baggrund for gen kan tjene som anledning til at anbe- en sammenhæng til en 35 år gammel tra- Steen Langstrups »Stikker«. De er fem i fale nogle af de bedre tilbud i de første gedie, hvor klientens mor omkom. Men en modstandsgruppe i november 1944 — tre kvartalers stak af det, som vel heref- hvilken? Og hvad er svogerens job egent- og de bliver klar over, at én af dem sla- ter må være den uegentlige skønlittera- lig? Veum skal igennem et væv af løgne drer til Gestapo. To og to søger de at stil- tur. og halve sandheder. God klassisk krimi. le fælder for hinanden, at gennemskue De hårde nysere kan glæde sig over, at Er man til det hyggelige, kan man for- hvem forræderen er. Det er uhyggeligt James Crumley har suppleret sin spar- nøje sig med Alexander McCall Smiths spændende, en barsk illustration af, at somme produktion med »Det sidste to romaner om »Damernes detektivbu- »Krig handler ikke om at gøre det rigtige. land«. Hans nu 60-årige detektiv Milo reau nr. 1«. Bureauet ligger i Botswana. Krig handler om at overleve«. Milodragovitch kæmper så at sige ene Det åbnes af den trivelige Precious Sandheden gemmes elegant — den får mand mod hele det amerikanske estab- Ramotswe, hvis ambition ikke er at stede læseren først med romanens allersidste lishment, og det går hæmningsløst til. forbrydere for retfærdigheden, men at ord. Plottet er ganske vist (Crumleys vane tro) formidle løsninger, så alle parters inter- Uegentlig skønlitteratur? — Sov fort- noget rod, men hans ubændige sprog og esser tilgodeses. Der fortælles om en sat godt, Jess Ørnsbo! desperate engagement byder på en stor række sager, og et par af dem er alvorlige læseoplevelse. Mere stringent viderefører nok, så Ramotswe får brug for sine talen- Michael Connelly: Mørkere end natten, Michael Connelly arven fra Raymond ter for efterforskning. Men krimiindsla- oversat af Søren K. Barsøe, 345 sider, Chandler i »Mørkere end natten«, hvor gene er kun episoder (eller anekdoter), 299 kr., Klim. hans helt, den egensindige politimand der muliggør munter fortælling om Ra- James Crumley: Det sidste land, oversat Harry Bosch, både er det vidne, hvis motswes meget afrikanske liv. Spæn- af Søren K. Barsøe. 293 sider, 298 kr., udsagn skal fælde en fremstående dingen erstattes af underfundig og char- Klim. erhvervsping, og den mistænkte i en merende underholdning. Og så lidt til, Arne Dahl: Europa Blues, oversat af grim sag om et modbydeligt mord. Her er for McCall Smith er naturligvis slet ikke Anders Johansen, 358 sider, 299 kr., intrigen spundet af en mester, og den så naiv, som man ved første blik kunne Modtryk. føres igennem med skånselsløs præcisi- tro! Gretelise Holm: Robinson-mordene, 295 on. Spændende og underholdende. Den hjemlige høst har været sparsom. sider, 229 kr., Aschehoug. Svenske Arne Dahl leverer i »Europa Gretelise Holm befæster med »Robinson- Steen Langstrup: Stikker, 184 sider, 248 Blues« sin fjerde roman om rigspolitiets mordene« sin position som sanddru kr., 2 Feet Entertainment. særlige indsatsgruppe. Dahl repeterer reporter om nutidig dansk virkelighed. Alexander McCall Smith: »Damernes mørke sider af det tyvende århundrede, Hendes journalist-detektiv, den midal- Detektivbureau nr. 1« og »Giraffens ikke mindst i Sverige, hvor man er »ver- drende Karin Sommer, vil skrive en bog tårer«, begge oversat af Merete Ries, hhv. densmestre i at feje ind under gulvtæp- om fortidens hekseprocesser, og for at få 271 og 261 sider, pr. stk. 299 kr., Forlaget pet«. Perfekt politiroman med intelligent fred til det slår hun sig ned på en lille ø. Ries. efterforskning, som åbner makabre sager, Her præsenteres hun for den bekymrede Gunnar Staalesen: Som i et spejl, oversat der er des mere anfægtende, fordi det er sladder om lidt for pludselige dødsfald af Ilse M. Haugaard, 287 sider, Vindrose.

NR. 4 DECEMBER 2003 19 (roman)

meget mærkelig, og den efterlod mig sært underholdt. Kaspar får sit ønske opfyldt. En lille by skal have ny landpost på Fåreheim forever en næsten ufremkommelig rute til den fjerntliggende bygd, hvor vejret altid er dårligt. Kaspar takker Charlotte Weitzes anden roman er (i)sær, intelligent, underholdende og taknemmeligt ja og drager afsted. Postbudet, kongesønnen, tager på særdeles godt skrevet sin udviklingsrejse. Til Fåreheim, som bygden hedder, og snarere end hyggeligt er det et unheimlich Charlotte Weitze sted, befolket af får (som man hel- Brevbæreren ler ikke skal skue på skinnet) og 192 sider, 228 kr. sære eksistenser. Her dør postbu- Samleren dene ikke; de går helt bogstaveligt til de evige postbudsmarker, Anmeldt af Mette Bentholm lægger deres uniform og er borte. Kaspar overtager ruten fra den Kaspars højeste ønske er at blive gamle Rainer Rusk, og han lister postbud, at trodse vind og vejr for efter den gamle mand på dennes at bringe bud, helst glædelige (de sidste rejse. For at finde tilbage på sørgelige kan gemmes i post- stien til de levende, sætter Kaspar taskens hemmelige rum), der kan frimærker på stenene langs vejen. ændre folks liv. Men Kaspar er Og Kaspars drømmepige er fløjte- albino, kan ikke tåle sollys og spi- nisten Lærke, der med sit eventyr- ser D-vitaminer i eventyrlige lige spil fænger fårene og lokker mængder. Når han bliver brændt dem til slagtning. af solen, falder huden af i flager Weitze inkorporerer intelligent og et andet ansigt træder frem. eventyrgenrens stereotyper i roma- Skinnet bedrager. Og det gør nen, der samtidig indeholder Kaspars mor også. For i virkelighe- ingenlunde overnaturlige ting som den er sønnens sygdom en løgn, beskidte underbukser (dem er der hun har fundet på for at beskytte mange af), sladderblade og solari- ham. Under Kaspars hvide hud er. Personerne taler og opfører sig gemmer sig nemlig et ansigt, der pudsigt kluntet og meget ueventyr- har alt for mange ligheder med ligt: »Jeg piller lige lidt ved dig«, den tilsyneladende barnløse konge siger Kaspar til Lærke, da han i landet. endelig har hende i sin seng. Han Med en blanding af skæv og bliver imidlertid frastødt af hen- skør hverdagsrealisme og folkee- des »poseagtige bryster« og kan ventyrets morale, symbolik og fan- Udsnit af omslag. Omslag af Mark Airs/Saltomortale alligevel ikke. »Det er i orden«, tastik har Charlotte Weitze (f. siger den pludseligt pragmatiske 1974) skrevet en sær, pudsig og sine rødder, kærligheden og, der- dige og kølige behandling er Lærke, »jeg har heller aldrig tænkt stilsikker fortælling om et menne- med, sig selv. Det lyder banalt og »Brevbæreren« alt andet; romanen på noget mellem os to«. Se, sådan skes udvikling, hans søgen efter svulstigt. Men under Weitzes kyn- er på én gang meget enkel og skal et rigtigt eventyr skrives. Sandheden begynder i kroppen

Grønfeldt har begået en roman om en voksende afhængighed af at være med og være på — »Det nye« er skrevet som på sandhedsserum og i den smukkeste, sprøde prosa

og tv-nyhederne kører imens. Hun fejl. Hvert kapitel indeholder den pensionerede postmestre, der Vibeke Grønfeldt irriteres over at få besøg og tele- eller de af dagens nyhedshistorier, svovler over ungdommens forfald, Det nye fonopkald fra sine mangeårige som optager Lis, og kapitlerne som interesserer Lis. I ophobnin- 495 sider, 348 kr. venner Margrete og Johannes, lige- indeholder ofte almanaklignende gen af nyhedshistorier mimer ro- Samleren som datteren altid forstyrrer, lige oplysninger om f.eks. den pågæl- manens form læserens følelse efter når Lis er midt i en nyhed. dende dags fugl, ulykke, vejrud- endt læsning — følelsen af at være Anmeldt af Benedikte Marcussen Plottet i den knap 500 sider sigt, navn eller kostråd. De seriøse udmattet og stopfodret af en uen- lange roman er minimalt. Roma- nyhedshistorier er ikke mere inter- delig kværnen af historie på histo- Lis er hovedpersonen i »Det nye«, nen består af fire-syv sider lange essante end nyheden med et men- rie uden at opleve nogen nævne- og hun lever for nyheder. Hun kapitler og slutter med nummer neskeligt ansigt. »11. september« værdig forandring eller udvikling. begynder dagen med aviser og 75. Faktisk er der 76 kapitler, fordi er mindre interessant end sygehi- Skal man pege på en udvikling radio, derefter fortsætter hun på der er 2 kapitler nummereret ’64’ storien om den berømte døende i romanen, er det udviklingen af nettet, hvor hun holder sig orien- — jeg har ikke fundet anden be- popsangerinde. Det er historier om en opløsning af Lis’ liv samtidig teret på diverse nyhedstjenester, grundelse, end at det må være en lottomillionærer, voldtægtsofre og med, at ophobningen af nyheder

20 NR. 4 DECEMBER 2003 (roman)

fortsætter uændret. I begyndelsen af romanen, mens Lis stadig får (irriterende) besøg, kommenteres nyhedshistorierne af Lis og de besøgende. Men i takt med at besøgene ebber ud, forsvinder kommentarerne og Lis’ tilstede- værelse, hun høres ikke længere i hvert kapitel, kun nyhederne er tilbage. Samtidig forfalder hendes hus, og døgnet opløses. Hun sover ikke om natten og er ikke vågen om dagen, men slumrer ind foran fjernsynet i kortere perioder, fordi alle døgnets 24 timer har samme betydning for nyheder. Endnu engang aflæser Grønfeldt seismografisk forskyd- ningerne i vores dagligdag. I hendes forrige roman, »Om mig«, var Foto: Thomas Borberg blikket blandt andet rettet mod alle de ubrugelige informationer, vi møder hver dag. I »Det nye« tager nyhederne over, og hoved- Hvad udad tabes personens afhængighed af nyheder fører til opløsning. I Grønfeldts prosa lyser surreel- Nøgtern og livsbekræftende roman om den grumme verden le sansede øjeblikke, hvor tiden og den lille lykke står stille i et nu, igennem prosaens realisme. De surreelle momen- universitetet. I betragtning af hvor skub i Randis lillebror, så han får ter viser sig især i selskab med Inge Eriksen mange nyere danske forfattere, der mod til at gøre det, han altid har ældre mennesker eller beroligende Citrontræet har haft deres gang dér, er det be- drømt om: melde sig til Læger stimulanser. Portere, portvin og 248 sider, 248 kr. mærkelsesværdigt, hvor lidt det uden grænser. Sorg vendes til sovepiller indtages i »Det nye« for Gyldendal optræder i litteraturen. Det synes glæde, hvad udad tabes bliver at komme i den døsige tilstand, også at være under lavmål. Men indad vundet. Selv den gamle kli- hvor der drømmes, lugtes og erin- Anmeldt af Randi er ekspert i amerikansk ché i dansk litteratur: kolonihaven, dres: »Når overfladen bedøves, Steen Klitgård Povlsen filmhistorie og er i gang med et får en renæssance. Den bliver red- åbnes andre døre. Kroppen bliver undervisnings- og forskningspro- ningen for en af Randis desillusio- ved med at drømme.« Hos Inge Eriksen er en egenrådig for- jekt om Hollywoods modstand nerede veninder; her findes endnu Grønfeldt er det i sansningen og i fatter, der bliver ved med at skrive mod McCarthy-ismen i begyndel- den sociale bevidsthed, der er kroppen, at sandheden begynder. I om det politisk ukorrekte, selv om sen af 1950’erne. Hun interesserer under hastig afvikling i præsident dét, som kroppen smager, mærker, hun gang på gang får at vide, at sig for det andet Amerika, og hvis Bushs og Anders Fogh Rasmus- lugter, ser, hører og drømmer. Og det irriterer anmelderne. Politik hun kan få gjort sine studerende sens brutale verden. den drømmende tilstand, der f.eks. Ikke bare sociale spørgsmål, opmærksom på dette, kan hun yde Det er styrken i Inge Eriksens åbnes for, rummer sandheder, som rige og fattige og sådan noget, nej en lille skærv til modstanden mod univers, at det eskapistiske i vi ikke finder i det, der kaldes vir- rigtig partipolitik, Brian Mikkelsen den tiltagende formørkelse i det denne problemstilling reflekteres, kelighed. og Anders Fogh Rasmussen — det internationale politiske klima, og glæden ved den private lykke Grønfeldts prosa er på en gang er smuds, under lavmål, det kan håber hun. »Citrontræet« indehol- fastholdes, vel vidende at det vir- skræmmende i sit indhold og man ikke, synes den almindelige der her den så vidt jeg ved første ker paradoksalt i denne verden. lysende i sin skønhed. »Det nye« mening at være. specialevejledningsskildring i Det gør »Citrontræet« til en i bed- åbner sin læsers øjne både mod Inge Eriksen kan, hun insisterer dansk litteratur: rørende og i øv- ste forstand nøgtern bog, en bog virkeligheden og sig selv. Det må på, at den slags typer er en vigtig rigt meget realistisk i følge under- man kan glæde sig ved i en kold være en stor ros. del af det Danmark, hun ønsker at tegnedes erfaringer. Det virker, tid, et livstegn midt i elendighe- beskrive. I hendes nyeste bog, som om Randi kommer igennem den, ligesom det citrontræ der »Citrontræet«, er hovedpersonen med sine holdninger over for de stod uden for det hus i Jerusalem, en ældre lektor i filmvidenskab unge mennesker. hvor Randi en tid boede hos en ved Københavns Universitet, Og det er i det hele taget dob- gammel palæstinenser. Efter den Randi, der ikke alene blev grun- beltheden i Randis liv: I den store verdenshistoriske gestus i trilogien digt forskrækket af 11. september verden går det ad helvede til, men »Sommerfuglens Vinge«, der nok 2001, men også af det efterfølgen- privat har hun succes. Hun har det var storslået, men også i passager de valg i Danmark, der bragte den godt med sin fraskilte mand, hen- langtrukken og retorisk opsvulmet, endnu siddende borgerlige rege- des to børn trives og formerer sig, er Inge Eriksen her tilbage i det ring til magten. Hun spekulerer hun har venner og familie om- mindre format. Og det klæder hen- naturligvis over forbindelsen mel- kring sig, hvoraf en ældre tante de. Der er her en intensitet både i lem disse to begivenheder og er ganske vist dør, men det gør ældre vreden og i varmen, som havde generelt bekymret over højredrej- mennesker jo; og en tvangsgiftet tendens til at fordufte i den store ningen i verden. Hvordan kommer indvandrerkvinde, som hun og form. Det har været en glæde at den til at præge hendes videre liv? netværket forsøger at redde fra det læse »Citrontræet«. En af de andre politisk ukorrekte forfærdelige ægteskab, begår selv- Foto: Lars Gjødvad ting, Inge Eriksen skriver om, er mord. Tragisk ja, men det sætter

NR. 4 DECEMBER 2003 21 (roman)

til sin fødselsdag og forlanger at blive døbt. Han søger kærligheden og poesien i kristendom, islam og hinduisme. Samtidig er han vold- somt interesseret i zoologi. Begge interesser bliver vigtige, da hans familie emigrerer til Canada, men går ned med skibet, og Pi ender som den eneste overlevende i en redningsbåd sammen med en zebra med et brækket ben, en orangutang, en plettet hyæne og en bengalsk tiger. Naturen går sin naturlige gang, og dyrene slår hinanden ihjel indtil der kun er tigeren tilbage. Den hedder Richard Parker. Navnet beror på en fejlta- gelse. Det er egentlig navnet på den jæger, der fangede den , men i rapporten blev navnene forbyttet. Foto: Danielle Schaub Jægeren levede videre med navnet Thirsty. Bogens tyngdepunkt beskriver Pis kamp for at overleve, dels sult, tørst og hajer, dels Richard Parker. Her spiller rationalitet og videnskab en stor rolle. Som i »Robin- Tigernatur son Crusoe« har vi lister over overlevelsesgrej, vanddestillatorer osv. samt detaljerede beskrivelser Yann Martels fortælling om drengen og tigeren om bord af Pis forsøg på at fange fisk og i en redningsbåd overbeviser med sin sammenkobling skildpadder. Vi følger den gradvise nedbrydning af hans vegetariske af videnskab og religion kærlighed til alt levende gennem uhyggelige beskrivelser af de klod- sede og blodige drab på alt, han forfatter Moacyr Scliar handler om rien handler mere om dyr end om kan fange. Samtidig skal han for- Yann Martel en jødisk dreng, der overlever i en Gud, mere om zoologi end om holde sig til Richard Parker, der til Pi’s liv redningsbåd sammen med en sort religion, og den søger meget be- trods for sit navn aldrig antropo- (Life of Pi) panter. Det lugter unægteligt af vidst at ophæve skellet mellem morfiseres, men hele tiden bevarer Oversat af Henrik Andersen plagiat, og den brasilianske forfat- videnskab og religion og i stedet sin dødsensfarlige tigernatur. Pi 325 sider, 329 kr. ter har da også truet med sagsan- se de to diskurser som et parallel- erkender, at hans egen overlevelse Borgen læg. Martel, der åbent anerkender forløb. afhænger af, at Richard Parker lånet, har ingen skrupler i den Vores to hovedpersoner hedder overlever, da den ellers vil spise Anmeldt af Kirsten Holst Petersen anledning. »Jeg så nogle præmis- henholdsvis Piscine Monitor ham, og samtidig må han tæmme ser, jeg syntes om, og så fortalte Patel, bedre kendt som Pi Patel og den, ikke for at holde den som Yann Martels fortælling om en jeg min egen historie ud fra dem,« Richard Parker. Navnene er kæledyr, men for at indgyde den indisk dreng, der overlever 227 siger han i et interview. Scliars omhyggeligt valgt med henblik på frygt, så den accepterer ham som dage om bord på en redningsbåd i historie er en metafor for nazis- at udfordre vante forestillinger og overtiger. selskab med en 225 kg bengalsk men og det brasilianske militær- blande kategorier. Pi er opkaldt Bogens beskrivelse af det pro- tiger, mens de omgivet af hajer diktatur i 1964-85, mens hans efter en svømmehal, men samtidig jekt er imponerende, idet den helt krydser Stillehavet, formår at egen historie er om »religion, tro er den forkortede udgave af hans holder sig til viden og rationalitet, overraske — i hvert tilfælde denne og fantasi.« navn hvad Martel kalder »et irrati- som overbeviser læseren om, at læser — til trods for, at den gør Scliars bog nævnes som »livs- onelt tal«, der her bruges til at projektet er muligt. Samtidig er brug af alle de efterhånden gam- gnisten« i forfatterens forord sam- skabe en rationel forklaring på Richard Parker Pis værn mod fort- melkendte postmoderne tricks: en men med takken til Canadian samme måde som religion gør. vivlelse: den skibbrudnes — og fingeret virkelig biografisk fortæl- Council for Art for stipendiet til at Romanen er ifølge Martel ultima- religionens — værste fjende. ling, fortalt i 1. person til en finge- skrive, og samtidig starter histori- tivt en religiøs roman forstået på Sammenkoblingen mellem viden- ret virkelig fortæller, der er kom- en med den fiktive ældre mand, den måde, at religion er noget lidt skab og religion overbeviser, netop met på sporet af historien ved at der siger til forfatteren/fortælleren: irrationelt, der ligger uden for for- fordi begge universers forklarings- tale med en fingeret virkelig mand, »Jeg har en historie, der vil få dig nuften, og som hjælper os med at kraft bliver fuldt udnyttet, på han traf på en rejse til Indien. til at tro på Gud.« Sætningen kan forstå ting. deres egne præmisser, men de Forfatterens forord starter i virke- muligvis være en appetitvækker Pi er en indisk skoledreng, hvis trækker i samme retning: overle- ligheden. Yann Martel er rejst til for nogle, men for religiøse skepti- far (en del af New India, rig, mo- velsen er afhængig af deres samar- Indien for at skrive en bog, som kere som undertegnede vækker derne og sekulær som flødeis) ejer bejde. imidlertid ikke vil lykkes, og her den en vis modvilje: Man læser en zoologisk have. Som ung dreng Emnet er fascinerende, hand- kom Martel i tanker om en bogan- videre for at bevise, at her er i bliver han tiltrukket af religion lingen holder en fanget, sproget er meldelse, han havde læst for lang hvert tilfælde én læser, der ikke eller nærmere »han tiltrækker reli- elegant og humoristisk, oversættel- tid siden. Bogen »Max and the agter at falde for den påstand. Og gion som en hund tiltrækker lop- sen udmærket: Det er en læsevær- Cats«, skrevet af den brasilianske her kommer overraskelsen: Histo- per«. Han ønsker sig et bedetæppe dig bog.

22 NR. 4 DECEMBER 2003

(roman)

til bogens hovedtema. Adele bliver ved den hele histories begyndelse forældreløs, men den flom- mefede og både økonomisk og følelsesmæssigt gnieriske Gabriella tager hende til sig sammen med Kvindebyen den anderledes benede, men også svage Angelica. Det giver hende et Tid til kærtegn og beskidte tricks liv først som det eneste fredhellige — men the Foxy Ladies er mest til det sidste i rummet mellem to evigt striden- de kvinder. Og siden, da Angelica er jaget på porten, som eneste for- tilfældigheder«, som der ikke håndenværende genstand for Ida Jessen gøres rede for. Tilstedeværelsen Gabriellas sure forsmåethed. Foxy Lady I-V alene af kvinder samt livets lang- Alle fem fortællinger rummer 168 sider, 198 kr. sommere og mere simple rytme for så vidt momenter af stille håb, Gyldendal definerer stedets modsætningsfor- blid længsel og lykkelig hengivel- hold til det omgivende land, der se. Men det synes alligevel altid at Anmeldt af Jan Bruun Jensen hærges af krig, død og ødelæggel- være den sjæleligt invaliderende se. Det ligner en idyllisering, men vrede og misundelse, som får det Det er svært at sige, om Ida er det langt fra. Fokus er et helt sidste ord. Jeg skal ikke gøre mig Jessens seneste roman, »Foxy andet. mere end klog på, hvordan dette Lady I-V«, skal udgøre en egentlig Universet er også de kvindelige kvindeunivers retteligt burde være kommentar til Fellinis følelsers, og på det plan præsente- skildret, men det forekommer mig »Kvindebyen«. Det er i det hele rer romanen ingen modvægt i det alligevel at være en lidt sort taget svært at vide, hvor langt det mandlige. De fem historier fortæl- roman. går at tolke på romanens tydeligt les af Adele, Venca, Susanne, Den sol, som her svæver over symbolske iscenesættelse. Jessen Gabriella og hende, som blot kal- alting, det evigt forsonende ele- etablerer kun nødtørftigt det uni- des Elskede. Deres veje krydses Foto: Rigmor Mydtskov ment, er Ida Jessens hele sprog og vers, som er rammerne for det som elskende — både foretrukne stil. Romanens grundlæggende egentlige drama, for den evige og forsmåede. De konkurrerer Skulle man alligevel pege på en mismod modsvares kun for alvor kævl og strid — og momentvise både om hinandens, om barnets og primær karakter, må det blive af varmen og omsorgen i forfatte- ømhed — mellem den sydeuropæ- mændenes gunst, og til den ende Adele. Hendes fortælling tillades rens tagen hånd om både karakte- iske landsbys kvinder. anvendes såvel de blideste kær- mest plads, og hendes historie for- rer og læser. Jessens sikre mestring Den lille middelalderby Fox tegn som de mest beskidte tricks. mår således at samle flest tråde. af både det poetiske billede og den bebos kun af kvinder. Ikke »på Det vil sige, at deres personlige Men samtidig gør den også netop nøgterne beskrivelse dementerer grund af regulativer eller seksual- krig ikke lader oplandets faktiske grusomheden, misundelsen og det ligefrem det lette sortsyn på kvin- politiske motiver, men på grund af krig meget efter i grusomhed. egentlige had mellem kvinderne dernes vegne.

Hemmelighetenes labyrint

Frobenius’ hovedperson finder først til sidst ind til sig selv

ler og mulige hovedperson, men Nikolaj Frobenius man kan like gjerne se faren og Andre steder minnet om ham som hovedperso- (Andre steder) nen. Oversat af Claus Clausen Tittelen »Andre steder« kan 216 sider, 268 kr. forståes både fysisk og mentalt. Tiderne Skifter Både Christopher og faren har reist omkring og etterlatt seg spor Anmeldt af Nina Goga og erindringer ulike plasser, men alle hemmelighetene som nøstes Nikolaj Frobenius’ norske gjenn- opp og som kanskje også leder ombrudd kom med romanen vill, viser til minner, tilstander og »Latours katalog« i 1996 (på dansk følelser som Christopher tidligere 1997) ti år etter debutboken ikke har vært språklig bevisst. »Virvl«. Frobenius har vist seg Boken er en erindrings bok, en som en solid forteller som på en montasje basert på referater av mystisk, men ikke bråkete eller I romanen »Andre steder« mø- det nett av hemmeligheter som diverse dokumentarfilmer (først og gotisk måte fanger leseren. Stilen ter vi jeg-fortelleren Christopher denne farens liv fanger ham inn i. fremst farens), videoopptak, bilder har noe tørt, observerende over som sitter i København og skriver Grunnen til at han er i København og fotografier. Men også samtaler, seg, men med mange lommer for om sitt liv, om faren som forsvant blir først avslørt på de siste side- refleksjon. da han var 22 år gammel og om ne. Christopher er tekstens fortel- fortsættes på næste side

NR. 4 DECEMBER 2003 23 (roman)

fortsat fra forrige side som rommer egne avsløringer og fortellinger (disse fortellingene er som utposninger i samtalene) utgjør en betydelig del av tekstens Ballade om klippeteknikk. Film er ikke akkurat en ukjent uttrykksform for Frobenius som har skrevet flere og fra en svunden tid betydningsfulle filmmanus, blant annet til filmen »Insomnia«. Jeg-fortellerens bruk av andre En sjælden begivenhed: bulgarsk litteratur på dansk kilder enn sin egen hukommelse gjør spørsmålet om pålitelighet påtrengende. Fortelleren hevder de i at få fat i hans fremragende håndværk til Guds ære over for stadig at han i perioder har bygget Viktor Paskov værktøjssamling, men den vil den håndværk for at tilfredsstille en opp nett av løgner og feilinforma- En violin til Vorherre gamle Henig bruge til at lave en honnet ambition, men håndværk sjon. Farens yrke som dokumen- (Balada za Georg Henih) sidste violin: en viola d’amore anyway. Denne modsætning er tarfilmskaper, farens forsvinning Oversat af Helle Dalgaard med samme svulmende vellyd parallel til modsætningen mellem og den ukjente halvbrorens teorier 149 sider, 160 kr. som de gamle italienske mestres Henigs to elever, der kun vil både om forsvinningen og farens Husets Forlag/ S.O.L. instrumenter. Da han har færdig- udnytte ham, og faderens to kolle- beskjeftigelse med informasjons- gjort den, kan han med sindsro ger fra orkesteret, der altid er parat diktning (infofiksjon) preger fortel- Anmeldt af lægge sig til at dø, for når han får til at give en hjælpende hånd. Og lerens tilnærming til historien om Steen Klitgård Povlsen sin sidste violin med i graven, har det svarer igen til modsætningen ham selv, faren, moren og den han noget at spille på, når han mellem fortællerens mor, der etter hvert ikke lenger ukjente bro- Viktor Paskovs lille mesterværk skal møde sine kære i Paradis. miskender sin mands talent og ren og hans mor. »Balada za Georg Henih« udkom i Rørende og enkelt, men slet ikke Henigs kone, der altid støttede Teksten er på mange måter dra- Bulgarien i 1987. Jeg forestiller ham. Etc., etc., historien matisk og tangerer en slags krimi- mig, at de voldsomme omvæltnin- består af et fint fletværk af naldokumentarsjanger, men den er ger i Østeuropa efter murens fald modsætninger og parallel- altfor langsom til å preges av sens- derefter for en årrække fjernede al ler, som det er nærliggen- asjonell spenning. Til tross for at opmærksomheden fra en så frem- de at sammenligne med en hele boken er bygget opp rundt et medartet litteratur som den bul- musikalsk struktur. slags spiralformet system av hem- garske. Nu er situationen nogen- Som baggrund for flet- meligheter, er det ingen av disse lunde stabiliseret, og så får et lille værket befinder sig et kol- hemmelighetene, som når de avs- velorienteret sted som Husets lektiv: det hus og den løres, virker sjokkerende eller Forlag øje på, at der nede på gade, hvor den lille fami- overraskende. Flere ganger anty- Balkan ligger et stykke guld og lie bor og som er befolket der teksten at det er uventete glimter og råber på at blive over- af sære og groteske skik- grunner til at ulike saker har sat. Det er det, det er så fremragen- kelser, der dog alligevel, hendt, men holder lenge skjult for de til — tænk, at nogen overvejer forekommer det mig, er leseren hva disse grunnen er. Den at lukke forlaget! grupperet efter et vist ultimative hemmelighet har Helle Dalgaard har i sin, så vidt mønster. Også det uhygge- kanskje med tekstens tilblivelsese- jeg kan bedømme, ellers glimren- lige par og deres glubske motiv å gjøre — og dette er noe de oversættelse (bl.a. gengiver hun hund, der som en anden leseren først får greie på helt til hovedpersonens barnlige og ikke Cerberus vogter indgangen slutt: helt korrekte bulgarsk bedårende til Henig’s sidste, sørgelige på dansk) valgt ikke at bibeholde slumværelse, bidrager til En nat holdt jeg op med at skrive, titlens musikalske term. Det er at skabe den dystre, skuri- og begyndte at tænke på manu- synd: for »En violin til Vorherre« le baggrund for den histo- skriptet foran mig som en gave. har balladens vemodige, let stilise- rie om næstekærlighed og Hvem var det en gave til? Det rede sødmefuldhed, dens flair af kunstnerisk forpligtethed, tænkte jeg på. Hvem er det man tab og die Welt von gestern. Georg som Paskov først og fremskriver en gave til? Er det en gave? Henig er som ung indvandret til mest vil fortælle. Denne Eller er det en sygdom? Jeg ved Sofia fra sit böhmiske hjemland og så sentimentalt, som et referat tone af kristen eskatologi har sik- ikke. Det er en gave, tænkte jeg. arbejdet sig op til at blive en mes- måske kan lyde. kert irriteret de bulgarske magtha- Det må være en gave, for ellers terlig violinbygger. Jeg-fortællerens For Paskovs fortælling er op- vere i 1987, forestiller jeg mig, havde det ikke været så vanskeligt far er også noget ved musikken og bygget med et artistisk raffinement, men så brød det gamle, rådne at skrive. Jeg sad og tænkte på det, ønsker, at hans søn skal spille vio- der hele tiden henfører opmærk- system sammen, og hvordan et og så blev jeg sikker. Det var en lin og bestiller derfor et lille be- somheden til komposition og stil værk som »En violin til Vorherre« gave til min søn. gynderinstrument hos Henig. Der- og gør læsningen til en æstetisk læses i dagens Bulgarien skal jeg igennem starter venskabet mellem nydelse. Det er en traurig og ikke gætte på. Anderledes end da Christopher gir således videre, slik den gamle violinbygger og fortæl- vemodig historie, men gengivet i den udkom i alt fald. faren gjorde med sine filmer, en leren og hans familie — et ven- en velformet ramme: en ballade Nu har vi den på dansk og gud forklaring på, eller fortelling om, skab der betyder, at familien tager om Georg Henig. Hovedtemaet: ske lov for det. Læs den, venner hvem man er eller har vært. Om hånd om den gamle forhutlede 90- den sidste violin modsvares af og glæd jer over dens kammermu- barnet som mottar gaven vil glede årige i hans sidste tid. De mange sidetemaet: bygningen af en buffet, sikalske viola d’amore, det er godt seg over den, er vanskelig å spå, elever, han har haft og som nu som fortællerens mor så inderligt gammelt håndværk af sjælden men romanens lesere vil for- lever højt på de færdigheder, han ønsker sig, og faderen til sidst karat. håpentligvis det. har givet dem, er kun interessere- tager på sig at bygge. Sublimt

24 NR. 4 DECEMBER 2003 (roman)

skriver Ebba, at alt bliver bedre, når hun er borte. Hun håber, at de tre voksne vil snakke sammen, og det er denne proces, frem til samtalen mellem de tre, romanen viser. Selvmordet bliver den udløs- ende faktor, som fører til samtale der, hvor den syntes umulig. I essayet »Forvandlingsområ- det« er Morken Andersen inde på, at en af de sidste replikker i bogen: »Ja, siger han. Det ved jeg at du ved« viser, at de to fortvivlede forældre har flyttet sig sådan, at de er i stand til at se den andens verden, og godtage den andens erfaring af virkeligheden som lige så gyldig som sin egen. Når de ikke længere bruger alle kræfter på at få den anden til at se deres egen smerte, og deres version af historien, når de har klaret at bevæge sig over i den andens rum, og anerkender dette som lige så virkeligt som deres eget, har de bevæget sig ind i forvandlingsområdet. De er i stand til at snakke sammen og at Foto: Christian Elgvin forandre adfærd. Romanen er meget dramatisk og giver et troværdigt billede af, hvordan Judith og Johan er havnet uden for det område, hvor man er Kan man skabe mening i stand til at handle rationelt og tænke klart. Mange underlige og let absurde udsagn og handlinger præger deres adfærd natten før af en meningsløs handling? datterens begravelse, og der, hvor ordene ikke slår til, bruges billeder fra eventyret for at fortælle. Denne motor driver »Hav af tid« Musikken fra »Tryllefløjten« spiller en stor rolle gennem teksten, det er den, som tryllebinder Johan den motor som driver fortællingen udvikles. I teksten kommer Johan i mødet med Judith og det er den, Merete Morken Andersen i »Hav af tid«. Johan og Judith har først til orde, og det fører til, at vi han lytter til gennem hele histori- Hav af tid været gift i lidt over fire år, da han får størst sympati for ham. Det er en, mens han understreger, at dens (Hav av tid) træffer en anden og de bliver skilt. med hans version som baggrund, uendelige lethed knytter musikken Oversat af Ilse M. Haugaard Han er dataingeniør, hun professi- at vi læser Judiths version af histo- an til myten om Demeter, som har 298 sider, 298 kr. onel musiker, og efter et åbnings- rien om ægteskabet. Judith har mistet datteren Persefone til døds- Gyldendal kapitel følger henholdsvis Johans været den styrende i forholdet, og riget. Teksten er også smykket med monolog og Judiths enetale. Til i kraft af sin kunstneriske begavel- en epigraf, som er et uddrag af et Anmeldt af Astrid Fossvold slut fortælles »historien«, et kapi- se nærmest haft en slags dronnin- brev fra Mozart om, at han ikke tel som ser de to udefra, den nat geposition. frygter døden. Med andre ord en Ofte er det således, at mennesker de deler før datterens begravelse. I Endvidere ser det ud til, at en gennemkomponeret roman, som ikke forandrer sig, før de er tvun- monologerne fortæller de hver usund binding i forholdet mor- imponerer. get til det. Sådan er det i »Hav af især kærligheds- og ægteskabshi- datter var i færd med at forplante Bogen har fået en ganske anden tid«. En lys sommermorgen tæn- storien, og gennem fortællingen sig til næste generation, altså til modtagelse i hjemlandet, end den der en seksten år gammel pige, forsøger de at bearbejde sorgen og forholdet mellem Ebba og Judith. har fået her. I den norske dags- Ebba, opvaskemaskinen, tager forstå det fuldstændig ufattelige; at Alligevel, og det må understreges, presse modtog romanen endog støvler på, går ud i skoven og deres datter ikke ville leve længe- giver teksten på ingen måde nogen meget fine anmeldelser, Morken hænger sig i den løvhytte hun re. På den måde bliver teksten et af forældrene skylden for datte- Andersen fik kritikerprisen for legede i som barn. Ebba er datter forsøg på at skabe mening, hvor rens selvmord, men vi får et ind- 2002, og bogen er blevet omarbej- af Judith og Johan, som har været ingen mening findes. blik i, hvor dårlig kommunikatio- det til hørespil for NRK radio, da skilt i over tolv år. Monologerne giver hver for sig nen mellem de voksne er, og vi ser bogen egner sig meget godt til dra- Situationen presser forældrene sin version af en kærlighedshisto- en datter, som bærer for meget matisk omarbejdning. Om dan- derud, hvor tilværelsen ikke giver rie og dens forlis, og dermed et ansvar. Hun føler ansvar for foræl- skernes lunkne modtagelse skyl- mening længere og presser ordene godt indblik i den negative dyna- drenes velbefindende, og hun er des, at bagsideteksten ikke rigtig frem. Dermed bliver spørgsmålet mik, som kan opstå mellem to, bange for at såre moren ved at holder hvad den lover, når der står om hvordan, og om man overho- som i udgangspunktet vil hveran- vise, at hun trives godt sammen at »Hav af tid er en lys bog, om vedet kan skabe mening af en dre, men som ikke er i stand til at med faren og hans nye familie. I kærligheden til den eneste ene«, fuldstændig meningsløs handling, se på, hvordan forholdet egentlig afskedsbrevet til sin lillesøster kan man kun gisne om.

NR. 4 DECEMBER 2003 25 (roman)

i hans portræt), har Kirchhoffs roman ikke givet anledning til. Den tyske kritik har ikke ladet sig Litteraturmarkedets anfægte og mener stadigvæk, at Kirchhoffs hovedværk er »Parlan- do«. Det skulle ifølge klapteksten på denne bog være på vej i dansk pulp fiction oversættelse. Det ser vi frem til. Men fungerer den da ikke på sine egne præmisser, som knaldro- Dobbeltmord på kritikeren man? Jo, det synes jeg nok, selv om jeg næppe er den rette til at anden tysk forfatter, Martin Wal- Vel en finte til det hastværk, den udtale mig. Forholdet mellem leje- Bodo Kirchhoff ser, også puslede med et tilsvaren- er blevet til under. Når jeg mener, morderen Holdt og luksusluderen Knaldroman de projekt, oven i købet bygget op det er den dårligste af de to littera- Lou har en vis intensitet, og jeg (Schundroman) omkring et direkte portræt af og turmarkedsromaner, er det fordi, kan godt lide den kejtede privat- Oversat af Hans Christian Fink mord på Reich-Ranicki, og branchekritikken og den nøglero- detektiv, Feuerbach, og hans flirt 272 sider, 279 kr. Kirchhoff benyttede lejligheden til managtige afsløring af me- med sin kvindelig chef. Handlin- Tiderne Skifter at indsætte noget lignende i sin kanismerne bag den tyske kritik gen skal (kan?) ikke refereres, den handling. Da hans forlag erfarede (der vel kun i omfang adskiller sig går over stok og sten og er temme- Anmeldt af det og samtidigt fik nys om, at fra f.eks. den danske) er svagere lig svær at følge med i, men i Steen Klitgård Povlsen Walsers bog, »Tod eines Kritikers«, placeret i Kirchhoffs projekt end i slutsekvensen samles alle hand- skulle udkomme kort før sommer- Walsers. For Walser er denne kri- lingstråde i en natscene på Garda- I efteråret 2001 udsendte den tyske ferien 2002, pressede man på for, tik hovedsigtet, for Kirchhoff kun søen, og det er både stemnings- forfatter Bodo Kirchhoff en bog at Kirchhoff skulle færdiggøre sit et påskud til at skrive en — nå ja, fuldt og flot lavet. Jo, Kirchhoff »Parlando«, som han selv mente manuskript, så det kunne komme knaldroman, dvs. en krimi med kan sit håndværk, og det er dob- måtte være hans hovedværk, men cirka samtidigt. Og Kirchhoff bøje- masser af mord, det ene mere beltheden mellem på den ene side som i en af de sidste udsendelser i de sig for den markedsmekanisme, bestialsk end det andet, sex i soft at leve op til og på den anden side det af tysk kritiks mest indfly- han kritiserede i sin bog, og den porno-klassen, fasionable over- parodiere litteraturbranchens krav, delsesrige navn, Marcel Reich-Ra- tyske kritik fik en lækkerbisken at klassemiljøer, byskildringer fra der udgør bogens charme. Plottets nicki, redigerede fjernsynspro- fornøje sine læsere med i agurketi- Frankfurt og dens bogmesse og omdrejningspunkt er et stjålet (fik- gram, »Quartett«, blev stærkt be- den, sommeren 2002: to mord på lækre flyrejser på første klasse til tivt?) billede af Picasso forestillen- tinget anmeldt. Det fik Kirchhoff Marcel Reich-Ranicki. Manila. Det er underholdning med de nogle mennesker, der i bogsta- til at fare i flint; han lagde alle Nu er den nok mindst betydeli- ramasjang i, bestemt ikke dårligt, velig forstand skider på det hele. andre projekter til side og begynd- ge af disse to bøger, Bodo Kirch- men som en tysk kritiker bemær- Et billede, der forventes at kunne te at skrive en parodi på den tyske hoffs »Schundroman« kommet på kede ved udgivelsen: Det er som indbringe besidderen mange milli- litteraturbranche, dens mest frem- dansk. Glimrende oversat af Hans en god fjernsynsudsendelse, bega- oner euro. Det er et velvalgt sym- trædende personlighedstyper og Christian Fink som »Knaldro- vet lavet, men næste dag er den bol, på grænsen mellem den kom- dens kommercielle halløj hvert år man«, præsenteret som »uforkor- glemt. Den seriøse debat, som mercielle spekulation og den gro- kulminerende i Frankfurter bog- tet originaludgave«, kun forfatte- Walsers bog trods alt udløste (og teske parodi. messen. Et stykke inde i skrive- rens navn er stavet forkert på som bl.a. var foranlediget af ube- Ligesom Kirchhoffs egen processen erfarede han, at en omslaget (men ikke inde i bogen): hagelige antisemitiske antydninger bog. Nu falmer… (alt imens et glødende svensk tidsbillede bliver stående)

hedder i en genial titel på en kan udvirke ét og andet. Ét og Stewe Claeson roman fra 2002 af den svenske for- andet værdifuldt. Rønnebærrene gløder fatter Stewe Claeson, som nu fore- I 1834 er biskoppen Esaias (Rönndruvan glöder) ligger på dansk i en fin oversættel- Tegnér (1782-1846) godt og vel 51 Oversat af Christina Bojlén se med kun få kiks på århusforla- år, og en ung elskerinde, lægefrue 314 sider, 299 kr. get Modtryk. og i starten af tyverne, har lige Modtryk »Rønnebærene gløder« indfan- gjort ham klart, at han ikke skal Foto: Cato Lein ger 6-7 år af den store romantiske stjæle hendes unge liv fra hende. Anmeldt af Hans Jørgen Thomsen forfatter og biskop i Växjö, Små- Han har det meste af sit liv bag ved socialt samvær. Socialt sam- land, Esaias Tegnérs liv. Det er den sig, hun har det meste for sig, så vær af den art, som nu en biskop første roman af en åbenbart rigtig deres kærlighed må slutte. For og et rigsdagsmedlem i Sverige på … skoven trindt om land, og sep- god svensk forfatter, som hermed hendes skyld. den tid må deltage i. tembers himmel er — dog — så foreligger på dansk i en oversæt- Savnet og længslen efter hende, Man må tro, at tilstanden af blå, at den ligger tæt på, hvad telse støttet af Europa-Kommisio- efter hendes skulder eller mund, lede og begyndende afvikling af amerikanerne kalder for blues. På nens Kultur 2000-program. Man fører kun i yderst begrænset livet — begyndende udvakling den samme årstid, lige før vinter, hilser den velkommen og erfarer, omfang til ny digtning hos den som den danske digter Hans- gløder rønnebærrene, som det at kulturmetaforen ’Europa’ faktisk aldrende digter, og snarere til lede Jørgen Nielsen engang døbte en

26 NR. 4 DECEMBER 2003 (roman)

anden sag med et godt ord, som også kan anvendes om den sam- menhæng, der her er tale om — når sit maksimum ved tvangsind- læggelse på en galeanstalt i Sles- Hovedet koldt vig i det herrens år 1840. Fra dette ophold på galeanstalt seks år før han dør og antagelig må være kommet sig fra, så han kan og hjertet…? være beredt til sin egen død i 1856 hjemme i Sverige og stilling, stammer godt og vel en tredjedel af Den nyoversatte »Mårbacka«-trilogi lader svaret blæse i efterårsvinden romanen. Læseren præsenteres for anstaltlægernes notater og proto- koller omkring den indlagte biskop. Som nok er blevet tvangs- — læsning af forfatterens inderste situationer. Barndomshjemmet indlagt af en grund, man ikke som Selma Lagerlöf selv. Issplinter i øjnene resulterer i Mårbacka, dets beboere og gæster læser får indblik i, men langt fra Mårbacka en kølig, distanceret livsholdning og den øvrige lokalbefolkning er rablende gal eller forrykt. Blot Oversat af Anna Marie Bjerg — i Wivels læsning fravælger La- fremstår levende, runde og af kød træt til døden, som han selv genta- 504 sider, 398 kr. gerlöf livet til fordel for forfatter- & blod. Men samtidig i den omgi- ger det til stadighed. Gyldendal rollen. I en i øvrigt kritisk kom- vende store fortælling, der skal Forspillet fra 1834-35 til ind- mentar til Wivels bog hedder det i bygge bro mellem glimtene, frem- læggelse og sammenbrud optager Anmeldt af Martin Deichmann Vivi Edströms guide til forfatter- træder figurerne blot som skabelo- det meste af romanens plads. For skabet, »Selma Lagerlöf«, fra 1991: ner og arketyper. Endda floskler. det meste er man som læser inden Naiv fortælleglæde, moralisme »I hans drastiske bildspråk för- Som læsningen skrider frem, bli- i biskoppens hoved, hvor irrele- eller sofistikeret isbjergsteknik? vandles hon slutligen till en för- ver jeg mere og mere forstemt vante skulderpartier fra det netop Etiketterne på Selma Lagerlöfs for- torkad mumie innesluten i den over, at der ikke rigtigt sker noget afsluttede forhold til lægefruen fatterskab har gennem med figurerne. At de til- truer med at gøre ham absent i de tiden været skiftende. syneladende ikke udvik- sammenhænge, hvor han til sta- Først ude var Oscar ler sig anderledes end dighed er indlagt af situation og Levertin, som i efter det forudbestemte titel til at komme med bevingede »Svenska gestalter« mønster. Hvorvidt pro- ord. Hvor han er indlagt til at del- (1903) analyserer blemet relaterer sig til tage i det menneskelige samvær. »Gösta Berlings saga«, genren — til det at skrive Som leder — med nutidens hæsli- »Antikrist mirakler« og en selvbiografisk roman, ge metafor, der minder om nazitid, »Jerusalem«. Han talte der ikke vil være selvbio- for den slags. om ’hjertets enfold’ og grafisk — eller til den af Ikke som anonym, men som ’naiv kvindefantasi’, Wivel opsporede livsfor- anerkendt romantisk digter og titu- men også beundrende nægtelse, har jeg svært lær biskop må han deltage, og han om Lagerlöfs friskhed ved at vurdere. Men det kan ikke holde det ud. For hvad er og stilistiske særpræg. I påvirker teksten, at den selv et svensk smörgåsbord mod samme spor fulgte den på én gang vil være af- glødende rønnebær, bluesen ved tyske litterat Walter klaret og fyldt med barn- septembers — og oktobers — Berendsohns store lig forundring. Og når iøjnespringende blåhed? Nok fal- Lagerlöfmonografi fra Lagerlöf undervejs skifter mes der i skov og blandt menne- 1932. Berendsohn tol- synsvinkel og fra begyn- sker, men stammerne står endnu ker forfatterskabet ind i delsen af del 2, »Et barns og de mere end halvtredsårige lig- en mundtlig fortælletra- erindringer«, fortæller i ger endnu ikke i graven. Men ser dition og peger på første person, opstår der den nævnte glød og blå-hed og slægtskabet med både decideret konflikter mel- mærker den i deres sjæl, så et ung- de islandske sagaer og lem de to positioner. Af dommeligt skulderparti stadig kan Ibsens »Peer Gynt«. og til resulterer konflik- fange én ind. Så man kan blive Lagerlöfs naive stil — ten i indsigt og yderligere offer derfor og momentant havne det mundtligt bondske afrunding af figurerne. på galeanstalt, endda i Slesvig. — fornægter sig således Andre gange blot i ufri- Svenskerne, i hvert fald borger- ikke, men har med indplaceringen vittkalkade grav som hon själv villig komik. skab og embedsstand, lever over- i litteraturhistoriens hierarki fået murat åt sig i Mårbacka«. Enhver, der er flasket op med dådigt i tiden. Ved smörgåsborde- fast grund under fødderne. Andre Netop hvad gælder »Mårbacka« »Nils Holgerssons vidunderlige ne drikkes der tæt og lovligt, som parametre i Lagerlöfreceptionen kan man nok følge Wivel en god rejse«, eller midlertidigt er for- Bellman (1740-1795) har sunget har været forfatterens samfundsen- del af vejen. Nok er trilogien et stummet over »Kejseren af Portu- om det i generationen før Tegnér. gagement og rolle i kvindesagen. herligt sammensurium af värm- galien«, forventer sig meget af Og melankolien hører sig nu Og atter andre hendes psykologi- landske barndomsminder og til- Selma Lagerlöf. For meget måske engang til, som hos Bellmann. ske indsigt og evne til at fremstille hørende sprogbrug — mundtlig- når man giver sig i kast med »Mår- »Rønnebærene gløder« giver læse- mørke sider med lyse. Flere bio- heden fornægter sig ikke — men backa«. Trilogien er fin læsning, ren et fabelagtigt tidsbillede. Fra grafier har set dagens lys: f.eks. den er også uendelig trist og mær- men jeg ville ønske, at Lagerlöf en tid, der ikke er så fjern endda Elin Wägners indfølende »Selma keligt uafsluttet. Eller indesluttet havde tildigtet sit liv lidt mere. fra vores. Den være derfor anbefa- Lagerlöf« (1942-43) og Henrik og uforløst kunne man måske sige. Tænk hvis lille Selma var endt let på dét mest glødende, som en Wivels »Snedronningen« (1988). Jeg falder pladask for konstruktio- som linedanser i stedet for skole- fattig kritiker nu kan svinge sig op Sidstnævnte er en — til H.C. nen, for Lagerlöfs eminente evne lærerinde og Nobelpristager. til. Andersen-eventyret alluderende til at fremstille erindringsglimt og

NR. 4 DECEMBER 2003 27 (roman)

får svar på sin annonce i »Times Literary Supplement«, endda fra Destry-Scholes’ niece, Vera Al- phage, som dog aldrig mødte manden, endsige ved hvordan han så ud. Hun bidrager til Phineas’ projekt med en række af onklens effekter, bl.a. to skotøjsæsker, den ene fuld af fotografier, den anden med en overdådighed af kartoteks- Ars longa kort, som Phineas begynder at nummerere og systematisere. Samtidig falder Phineas ved et For meget kunst og for lidt liv i Byatts seneste roman tilfælde i med en kvindelig svensk naturforsker og ekspert i bibestøv- ningens økologi, Fulla Biefeld (’full o’ beef’? — Batts valg af biografi om den victorianske histo- Destry-Scholes, der vistnok druk- navne til sine personer er sjældent A.S. Byatt riker, diplomat, naturvidenskabs- nede i Malstrømmen ud for Lo- uskyldige eller uden symbolik), Korte liv mand og digter Elmer Bole. Phine- foten i Norge, giver ikke i første som hjælper ham med oversættel- (The Biographer’s Tale) as har hidtil som overbevist post- omgang noget resultat. Det gør til ser fra svensk og oplysninger om Oversat af Claus Bech strukturalist foragtet biografi-gen- gengæld en henvendelse til det hendes landsmand, Carl Linné. 304 sider, 298 kr. ren, men klør i fravær af et mere forlag der udgav Scholes’ bøger. Men til trods for systematik, over- Gyldendal positivt formål med sit liv på med Herfra modtager han en pakke sættelser og tydning af tegn bliver krum hals. Hans læsning af Elmer med tre dokumenter, forfattet af det gradvist tydeligere for Phineas Anmeldt af Bole-biografien mætter imidlertid Scholes, som hver for sig, viser det at Linné, Galton og Ibsen var lige- Claus Schatz-Jakobsen ikke hans appetit på liv eller sig, er semi-fiktive udkast til bio- så uhåndterlige størrelser for Scho- kendsgerninger om Destry-Scho- grafier over henholdsvis Carl les som Scholes er for ham selv. »Ars longa, vita brevis«, hedder les, tværtimod, den skærpes kun. Linné, Francis Galton og Henrik Således udspændt mellem to et af de vel nok kendteste citater Faktisk så meget at han beslutter Ibsen — »en taksonom, en statisti- kvinder, den smukke, mørke Vera fra den romerske digter-filosof sig for at skrive Destry-Scholes’ ker og en dramatiker«, som Phine- og det lyslokkede energibundt Seneca. Det er ikke fordi hans afo- biografi. Af sin vejleder får han as siger. Meget forskellige perso- Fulla, som han begge indleder for- risme nogensinde nævnes i den det første kildemateriale, Scholes’ ner, og alligevel sammenlignelige hold til, og til overflod med bøsse- britiske forfatter A.S. Byatts sene- forelæsningsnoter til et foredrag derved at de alle tre var store parret Erik og Christophe som ste roman i Claus Bechs kongenia- han holdt i 1959 om biografiens systematikere. arbejdsgivere på rejsebureauet le danske oversættelse, og min kunst. Hans egen efterlysning i Her begynder det at gå skævt. Puck’s Girdle og et biografisk pro- Seneca-association bygger vel også »Times Literary Supplement« af De tre dokumenter, som fylder en jekt, der skrider under ham, har kun på det faktum at den engelske supplerende oplysninger om fjerdedel af romanen, aftrykkes i Phineas endelig retning mod den originaltitel er blevet til den lidt deres helhed, og konkrete, særdeles kødelige virke- pudsige danske titel »Korte liv«. de er sandt for lighed, som han har længtes efter, Ikke desto mindre kunne Senecas dyden ikke altid om end man fornemmer en vis aforisme meget vel stå som over- lige spændende blufærdighed hos ham med hen- skrift for denne roman. Dens læsning. På den syn til hans egen person. Han hovedperson, den fallerede Ph.d.- anden side vidner bedyrer således et sted at han ikke studerende Phineas G. Nanson, de om en enormt skriver selvbiografi og kun benyt- kaster sig nemlig ud i det projekt belæst og kultive- ter første person fordi det giver at skrive en biografi over den af- ret forfatter (hvil- ham mulighed for at sige noget døde og stort set ukendte biografi- ket understøttes af han er sikker på. Senere erkender forfatter og litterat Scholes Destry- Batts rituelle tak han dog at hans historie på grund Scholes, men løber i sit detektivi- til gud og hver- af Destry-Scholes’ fravær bliver til ske arbejde med at rekonstruere mand i slutningen en beskrivelse af hans egen tilste- hans liv og værk vild i en labyrint af bogen), men det deværelse, altså en selvbiografisk af korte, fragmenterede liv der er netop her pro- beretning om hans ankomst til den efter mine begreber bliver til lang, blemet ligger. historie han fortæller, såvel som alt for lang, kunst. Man kunne Disse encyklo- til livet som sådan i al dets kom- ønske sig at det havde været pædiske tekst-kon- pleksitet. Men Phineas’ ankomst omvendt: mere liv, mindre tekst, struktioner, som til naturen og det erotiske liv med eller i hvert fald mindre tekst der man også kender skiftevis Vera og Fulla og hans tynges af abstraktioner og filosofi- fra andre af Byatts endelige opgivelse af det akademiske refleksioner. romaner og fortæl- ske liv og biografi-projektet virker Det begynder ellers rigtig loven- linger og ofte som en sært uforløst slutning på de, med at Phineas, som er fortæl- imponeres af, ind- romanen, som om den ender fordi ler af sin egen historie, opgiver sit fældes nemlig der bare ikke var flere sider at post-strukturalistiske Ph.d.-pro- aldrig i en fortæl- skrive på. Den følelse af frustrati- jekt, led og ked af de avancerede ling hvor stof og on man som læser sidder med ved litteraturteoriers evindelige for- form afstemmes endt læsning må være en utilsigtet tolkningstvang. I sin længsel efter efter hinanden. pointe ved denne roman, som et liv fuldt af ting og på anbefaling Meget bedre bli- næppe kan tælles blandt Batts af en vejleder kaster han sig over ver det ikke da hovedværker. Scholes Destry-Scholes’ trebinds Omslag af Mark Airs Phineas endelig

28 NR. 4 DECEMBER 2003 (roman)

Se, mor, uden hænder! Kan du lide at læse Kritiker(skam)rost debutroman af lovende og løfterig, om god litteratur? men næppe genial, ung amerikansk forfatter

efter sine rødder. Bevæbnet med fanges i Jan Hansens ellers kompe- Så bestil et abonnement Jonathan Safran Foer nysgerrighed og en stak gamle tente oversættelse. på Standart. Alt bliver oplyst fotos drager han til Ukraine for at Mere problematiske er de ambi- (Everything Is Illuminated) lede efter den smukke unge kvin- tiøse krønikeafsnit, hvor Foer Oversat af Jan Hansen de, der under 2. Verdenskrig skul- rekonstruerer slægtens historie. For kun 210 kr. får du 320 sider, 298 kr. le have reddet Jonathans bedstefar Disse afsnit er holdt i et efterhånd- hele årgang 2004 lige Tiderne Skifter fra nazisterne. Under sin færd gen- en fortærsket magisk-realistisk nem et udpint, postsovjetisk toneleje, tilsat en god dosis skrift- ind ad brevsprækken! Anmeldt af Tore Rye Andersen Ukraine får han hjælp af den unge tematik og kæk leg med genrer. ukrainske ’tolk’ Alex og dennes Krønikedelen lider af de børnesyg- Der spares ikke på superlativerne i bedstefar. Romanen er sammensat domme, der plager mange debut- Ring på 8942 5176 — den internationale presses recepti- af Alex’ beskrivelser af deres sø- romaner: Forfatteren har så travlt eller mail til os på: on af »Alt bliver oplyst«, den un- gen, af Jonathans fortælling om med at vise, hvad han kan (se, ge amerikanske forfatter Jonathan den jødiske Safran-slægts historie mor, uden hænder!), med at op- [email protected] Safran Foers (f. 1977) debutroman. fra 1700-tallet til 2. Verdenskrig, af stille tankevækkende symmetrier, »En sprudlende og vidunderlig Alex’ breve til Jonathan, hvori han filosofere over tilværelsens gen- roman,« sagde f.eks. koryfæet kommenterer Jonathans fortælling, vordigheder, arrangere tekstlige Du kan selvfølgelig Joyce Carol Oates, mens det sæd- og endelig Jonathans egne kom- festfyrværkerier osv., at det hele også sende et ganske mentarer til Alex’ fortælling. hurtigt kommer til at virke en Som sådan er romanen en kende for konstrueret. Desuden almindeligt postkort til: overordentlig ambitiøst anlagt stoler Foer ikke nok på sin læser. dialogisk konstruktion; en Han har så travlt med at fremhæve Standart trestrenget fortælling, der og eksplicitere alle de symmetrier, strækker sig over flere hun- han talentfuldt har opstillet, at Langelandsgade 139 drede år og i en kombination romanen indimellem får et lettere 8000 Århus C af odyssé, krønike og brev- docerende præg. roman berører temaer som Det største problem i slægts- historie og hukommelse, kær- krøniken er dog nok, at Foer her Standart bringer anmel- lighed, familie og identitet. stort set fraskriver sig den humor, Med sin nedtoning af post- der er hans største styrke som for- delser af ny litteratur — modernismens løsslupne fatter. Han abonnerer på det post- i et format, der er lige humor, sin fokus på familien ironiske credo, der — med Foers og sin inddragelse af forfatte- egne ord — hævder, at »humor er til at gemme. rens egen identitet inden for en måde at vige uden om erken- fiktionens rammer indskriver delsen af, hvor uhyggelig og vid- Foers roman sig i den posti- underlig verden er«, og det er roniske generation af forfatte- egentlig en skam. Ikke at der er re, der inkluderer David det mindste galt med patos. Foer Foster Wallace, Rick Moody, demonstrerer blot, at den er et Jonathan Franzen, Dave Eg- sværere værktøj at håndtere end gers og Jeffrey Eugenides. humor, og at den alt for ofte glider Især de to sidstnævnte forfat- over i en modstandsløs sentimen- tere synes at have meget til- talitet. Omslag af Michaela Clante Bendixsen fælles med Foer, hvis roman Når Foers roman er værst, min- minder ikke så lidt om Euge- der den om en usædvanlig ond- vanligvis koldblodige og konserva- nides’ krønike-cum-samtidsroman skabsfuld og rammende parodi på tive The Times’ anmelder gav »Middlesex«. værker som Peter Greenaways romanen følgende skudsmål: »Et Alex’ del af »Alt bliver oplyst« »The Pillow Book« og Jan Kjær- genialt værk. En helt ny slags — nutidsdelen — er klart den stads »Tegn til kærlighed«, hvor roman... efter den vil intet være mest vellykkede. Det skyldes ikke tragikken drukner i glycerintårer, som før«. Hype-maskinen er et mindst det sprog, den er skrevet i. skrift på elskendes kroppe, klæge frygtindgydende — ja nærmest Alex er en begavet ukrainsk knægt magisk-realistiske klichéer og sublimt — syn, når den som i med en tyk ordbog, men uden det mangel på klædelig selvironi. Når tilfældet Foer kører derudad i helt store sprogøre eller erfaring i den er bedst — i den urkomiske fuldt (selv-)sving. Men hvad kan at tale engelsk. Alex’ ’avsnit’ er skildring af hovedpersonernes han så egentlig, denne unge knøs, således skrevet i et vidunderligt skramlende odyssé — slår fortæl- der angiveligt skrev det første grimt, knirkende sprog, der udgør lingen gnister og overbeviser læse- udkast til dette ’geniale værk’, da en skønsom blanding af antikvere- ren om, at Foer er et stort talent, han kun var 19 år? de fraser og deciderede misforstå- der har skrevet en løfterig debut. Kernen i romanen er hovedper- elser, og som rummer egne poeti- Men et ’genialt værk’, det er det sonen Jonathan Safran Foers søgen ske kvaliteter, der kun delvist ind- altså ikke.

NR. 4 DECEMBER 2003 29

(kortprosa)

fulde af nylonstrømper og kjoler, som var hun »en colaflaske, en åbenbaring«, som det hedder, hvis vi lader romanens fortæller formulere det. Det bliver snart klart, at Nostalgi og røre Freyjas hjemkomst vækker sladderen til live i den lille by, og at hendes tilstedeværelse vækker fur- ore og røre blandt misundelige i lavamarken kvinder og giftefærdige mænd. Det ville være synd at røbe — islandsk provinsliv tilsat en knivspids krimi meget mere om handlingens gang, for det er hovedsagelig den, der og et pund kvindesagsroman sammen med romanens persons- kildring gør »Mågelatter« værd at læse. For den, der alligevel skulle begivenhedsløs eksistens. Her fin- få lyst til at kaste sig over roma- Kristín Marja Baldursdóttir des de sædvanlige drukmåse, bor- nen, venter gådefulde dødsfald, Mågelatter gerdyr og ungmøer, der aspirerer politiske kampråb, kærlighedsbil- (Mávahlátur) til titlen som landsbyens skøjte- leder og et kvindeligt rengørings- Oversat af Áslaug Rögnvaldsdóttir prinsesse, men byen bebos også af vanvid, der gør en søndag aften i 287 sider, 299 kr. en gruppe hårdtslående kvinder i sofaen med et tæppe over benene i Omslag af Jesper Rossing og PP Forlag alle aldre, som holder til under selskab med Agga og de andre Ole Arnst Thomsen det samme tag i huset i Sunnu- kvinder til en god og behagelig Anmeldt af Trine Buhl gata. oplevelse. Til de mindre gode villet styrke romanens tidsbillede Vi kommer ind i historien på et sider hører de mange fejl i korrek- ved at lade den lille by reagere i Islandsk litteratur har det med at tidspunkt, hvor køleskabet og olie- turen og et sprog, der alt for ofte tidens ånd på fænomener som afgive en umiskendelig duft af fyret er nyeste teknologiske land- benytter sig af klichefyldte ven- utroskab, en homoseksuel frisør og lava og varme kilder, når handlin- vindinger i de små hjem. Det er dinger og nostalgisk fylgjetermino- bulimi. I hvert fald er det sådan, gen er forankret i det tågede og påskemorgen, og startskuddet logi. Hertil kommer de lidt for disse fænomener bruges i bogen. særprægede islandske klima. »Må- lyder, da romanens fortæller, den mange og alt for alvorlige temaer, Alligevel er jeg samtidig glad for gelatter« er med sin regnvejrsvåde 12-årige pige Agga, i ensom van- som kastes på banen, uden at skil- at have læst den og kan i det store skildring af det stille hverdagsliv i dring ved molen ser sin unge tante dringen af disse temaer synes at og hele anbefale den som det, den et lille fiskerleje mellem hav og dukke frem af påskesolen. Freyja, have været romanforfatterens er: en god fortælling, der tangerer lavamark ingen undtagelse. som tanten hedder, er vendt tilba- egentlige ærinde. kriminalgåden og parrer den med Historien udspiller sig i 1950’- ge fra Amerika efter at være blevet Man kunne have Krístin Marja lidt kvindesagsroman. erne i et ikke-navngivet, men alli- enke, og hun genindtager hurtigt Baldursdóttir mistænkt for at have »Mågelatter« er i øvrigt Krístin gevel genkendeligt islandsk lille- sin plads i barndomshjemmet i villet skrive en god fortælling for- Marja Baldursdóttirs debutroman. putmiljø, hvor sladderen trives og Sunnugata, hvor Agga også bor. ankret i et bestemt udsnit af den Den udkom på islandsk i 1995 og gør begivenheder ud af en ellers Freyja ankommer med kufferter islandske historie, og for at have blev dertil filmatiseret i 2001.

Teksterne udspringer af møder i og med centraleuropæiske hoveds- Brevlange postkort nået tæder. De indeholder traditionel tristesse, surrealistiske optrin, megen satire og ironi og tvetydige semi-oprørske hilsner til far & frem i utide mor, venner & bekendte. »Hotel Homo« er en vildfaren udgave af Der står på én gang for meget og for lidt i Tomskys postkort Villy Sørensens »Patienten«. »Syrjanka« minder i samspil med bogens forord om en pastiche på tektur, Prags regnvåde gade og eks- og billedliggøre oplevelser. Borges. Teksten »Berlin« er sam- Tomsky ilerede intellekter i Istanbul. Dette »Bortkomne postkort til ube- lingens positive overraskelse, der Bortkomne postkort til ubekendt velkendte Langtbortistan kan være kendt adressat« er en beskeden trods lidt misforstået ironiseren adressat en udmærket motor for nutidig tekstsamling på et par-og-tres rummer the good old centraleuro- 64 sider, 145 kr. skrift. Et sted, man på en gang kan sider. Det beskedne og kortfattede pæiske blues. Et eksempel: fortæl- Langtbortistan ironisere over og længes tilbage er jo naturligt givet i postkortets leren sidder i nattoget og tænker til. form, men samlingens tekster på sin elskedes blik i afskedens Anmeldt af Martin Deichmann Langtbortistan er også navnet overholder strengt taget ikke for- stund: »At du, ligesom jeg savne- på et dansk forlag, der for ganske malierne. De er både længere end de på forhånd, inden vi egentlig Langtbortistan er et sted i det nylig har set dagens lys. To udgi- genren tillader og indeholder mere skiltes. At du med dit blik ville gamle melankolske Centraleuropa. velser er det blevet til: »Patago- uddybende information, men siger forkorte afstanden mellem farvel Et sted, hvorfra man sender triste, nia« af Thomas Linder Brox og samtidig ikke særligt meget. Post- og goddag«. Og det var naturligvis dybsindige rejsebreve. Sidder på »Bortkomne postkort til ubekendt kort som metafor for rejsefragmen- ikke dét, blikket fortalte. Flere af café og betragter gadelamper adressat« af pseudonymet Tomsky ter er fin nok. Den charmerer end- den slags postkort ville jeg have akkompagneret af kelnerens dæm- — begge orienteret mod temaerne da. Men det kondenserede udtryk, været glad for. De øvrige behøvede pede snak med stamgæster ved rejse og fravær. Og begge med som idéen om postkort lægger op for min skyld ikke at være nået bardisken. Donau, romersk arki- intention om at opstille tableauer til, lykkes ikke for Tomsky. frem.

30 NR. 4 DECEMBER 2003 Hvad er queer teori — og hvad er det ikke?

oplive biografismen — at udpege noget, man gør. Og her gled syn- Af Liv Mertz og Henrik Varmark homoseksuelle forfattere fra en liggørelsesprojektet også mere og nær eller fjern fortid. Det var i mere i baggrunden: Nu handlede Termen queer theory blev første høj grad projektet i den homosek- det ikke længere om f.eks. at gang anvendt ved en akademisk suelle litteraturhistorie, som gik bevise, at kvinder også havde konference i New York i 1990. På ud på at fremskrive en positiv spillet en rolle i historien. I ste- amerikansk har glosen queer tid- identitetshistorie for sin subkul- det blev der teoretiseret over køn ligere været brugt som en nedtur. Denne litteraturhistorie tog som et relationelt og strukture- sættende betegnelse for primært for alvor fart i USA fra 1980’erne rende princip. mandlige homoseksuelle, men og vokser sig stadig større. I ame- Dermed blev det muligt at pro- mere generelt betyder ordet også rikanske boghandler finder man blematisere kategorierne ’mand’ ’sær’, ’afvigende’ og ’skæv’. Teo- digre værker med titler som »A og ’kvinde’ og påvise, at disse var rien var groft skitseret produktet History of Gay Literature« eller historiserbare og foranderlige af en fusion mellem seksualitets- »The Gay & Lesbian Literary størrelser. Med den nye optik og kønsstudier, men helheden Heritage«, hvor man kan slå op kunne forskere udsætte ‘det blev mere end blot summen af de under alt fra Homer og Oscar mandlige’ og ‘det kvindelige’ for to hovedbestanddele. Indtil da Wilde til Patricia Highsmith og samme mærkværdiggørende greb, havde seksualitetsstudier nemlig Children’s Literature (for opkla- som de seksuelle identitetskate- nærmest været ensbetydende ringens skyld handler dette opslag gorier oprindeligt blev underka- med historisk dokumentation af om bøger til børn af bøsser og les- stet. Fusionen af køns- og seksua- bøsser og lesbiskes levede liv. biske, f.eks. og hhv. »Gloria goes litetsforskning gjorde det endvi- ’Bøsse’ og ’lesbisk’ blev de histo- to gay pride« og klassikeren dere muligt at teoretisere over de riske aktører defineret som, hvis »Heather has two mummies«). to markørers placering i et større de forelskede sig i, blev tiltrukket Man skal have noget at identifi- regulerende system, som den af og/eller dyrkede sex med per- cere sig med for at genkende sig amerikanske filosof Judith Butler soner af samme biologiske køn. selv. har kaldt ‘den heteroseksuelle Queer teorien rettede derimod Det nye, queer perspektiv skal matrix’. Uden for sådan én er der, kikkerten (og kanonen) mod nor- i stedet, med queer litteraten Dag som man ved fra filmens verden, mativiteten. Både mod den heter- Heedes ord, tjene til at mærkvær- en anden verdensorden på færde, onormativitet, som både lovgiv- diggøre det selvfølgelige (i og Butler vender vi — og mange ningsmæssigt og kulturelt privile- Heedes tilfælde den litterære andre skribenter her i Stand In — T gerer heteroseksuelle monogame kanon). Med det mærkværdig- snart tilbage til. illæg til nr parforhold, men også mod den gørende perspektiv for øje hand- Siden Freud har køn og seksu- normative homoseksuelle essens- ler mange bidrag i dette Stand In el orientering for mange stået tænkning, der ligger i, at den om at udpege, ikke folks køn som de allermest centrale kende-

homoseksuelle bliver italesat som eller seksualitet, men netop de tegn ved menneskers personlig- . 4 december 2003 en særlig mennesketype, der afvi- steder i kunsten og livet, hvor der hed. Freuds repressionshypotese, ger fra flertallet, og som har krav hersker en usikkerhed om disse som netop forudsatte seksualite- på beskyttelse i kraft af sin status problematiske og forældede, nor- ten som en iboende kraft, fik en som mindretal. Som tænkemåde, mative begreber. Til sammenlig- renæssance i 1960’erne i kraft af analytisk redskab og aktivisme- ning kan queer øjne også se den seksuelle revolution. form promoverer queer teorien en anderledes på børnelitteraturen: Seksualiteten skulle nu slippes ganske anderledes strategi, fordi det svenske tidsskrift BLM har løs af sit (borgerlige) fængsel. den adskiller sig radikalt fra de netop skrevet om det queer eller Forståeligt nok indgød forudgående bestræbelser på at mærkværdiggørende ved figurer 1960’ernes seksualpolitiske klima synliggøre seksuelle minoriteter. som Pippi Langstrømpe, Peter derfor også til frigørelsesbe- Plys og Harry Potter. stræbelser, der tog udgangspunkt Gloria goes to gay pride i seksualiteten som en indre I et litterært perspektiv handler Køn er noget man gør kerne, der skulle befries. Dette den queer læseform derfor hver- Også inden for kønsforskningen udgangspunkt levede den homo- ken om at diskutere homo-klassi- skiftede fokus i stigende grad fra kere eller — i et forsøg på at gen- køn som noget, man har, til fortsættes på næste side

NR. 4 DECEMBER 2003 31

(stand in)

fortsat fra forrige side som en selv. Herhjemme hedder ten for og imod det queer perspek- provokere –udsætter vi den homo- Landsforeningen for Bøsser og tiv. Hvor en homo-litterær læsning seksuelle antologi for et særdeles seksuelle borgerrettighedsbevægel- Lesbiske netop således, fordi den af Bang — forenklet sagt — ville queer anmelderperspektiv og giver se da også fint med de næste 20 definerer sig ud fra sine medlem- fremstille ham som en helt i sub- derefter, i retfærdighedens navn, år. Undervejs stødte det dog ind i mers seksuelle observans. Men kulturens identitetshistorie, viser ordet tilbage til ankermanden bag en af queer teoriens andre store man kan også vælge at søge sam- Dag Heede kernen i sit queer pro- samme bog. I et interview fortæl- inspirationskilder, Michel Fou- men med mennesker, der deler jekt med at mærkværdiggøre de ler Peter Legård Nielsen om cault, hvis kritik af én essentiel samme optik som én selv — som faste idéer og kønskategorier i for- bevæggrundene for at samle og drift lagde grundstenen for Judith ser på verden på samme måde. På ståelsen af den store Bangs værker. sende sådan et værk på gaden. Butlers plot mod heteronormativi- den måde bliver det perspektivet, At dét er svært at gøre uimod- Han giver samtidig et litterært rids teten. der definerer fællesskabet og ikke sagt, demonstreres straks efter af over udviklingen i den danske identiteten. Det er her en udbredt to essay-anmeldelser. Lis Norup — homolitteratur, hvis grad af åben- The Butler did it misforståelse, at queer cirka bety- og derefter Storstein & Sørensen hed eller allegorisk omskrivning Normerne for, hvordan man kan der det samme som ‘bøsse’ eller — sætter hver især fokus på de følger i sporene på den ovenståen- gøre sit køn og sin seksualitet, er ‘lesbisk’, men bare er en mere æstetiske problemer, der melder de, kulturhistoriske skabelon over netop denne Butlers genstandsfelt. inklusiv paraplybetegnelse. sig, når man kobler seksualitet det 20. århundrede. I sit banebrydende værk »Gender Trouble. Feminism and the Subversion of Identity« fra 1990 analyserer hun betingelserne for at gøre sig kulturelt forståelig som kønnet og seksuelt væsen i den vestlige verden i slutningen af det 20. århundrede. Butler finder frem til, at der findes et påbud om overensstemmelse mellem biologisk køn (‘sex’), socialt køn (‘gender’), seksuelt begær og seksuel praksis. Dette imperativ er det, vi før omtalte som den heteroseksuelle matrix. For at blive betragtet som ‘nor- mal’ skal subjektet udvise en kau- sal sammenhæng mellem disse fire komponenter: Hvis man er født med en tissemand, må man også agere sådan, at det omgivende samfund anerkender en som ‘mand’. Dette krav kan man opfyl- de ved at tilegne sig et bestemt kropssprog, opøve særlige kompe- tencer og dyrke bestemte interesser. Endvidere må man rette sit begær mod personer af det modsatte biologiske køn — det er en del af den samlede ‘kønspakke’ — og endelig er det også disse personer, man forventes at dyrke sex med. Butlers ærinde er således »Stalemate«. To mænd, der lægger arm? Den fremherskende konstruktion af køn gør det utænkeligt, at en ikke at kortlægge årsager til, hvor- kvinde skulle ønske at udfordre en mand på fysisk styrke. Personen til venstre er den transseksuelle fotograf for nogle bliver homo- eller trans- Loren Cameron, der er født som kvinde. Gengivet med kunstnerens venlige tilladelse fra fotobogen »Body seksuelle, men derimod at påvise, Alchemy. Transsexual Portraits« (1996) hvorfor de fleste bliver heteroseksuelle. Heteroseksualitet er der- Hvordan man ser ud og opfører med litteraturhistorie i fortolknin- Queer sprogbrug med ikke i mindre omfang en sig, samt hvem man går i seng gen. Hvis det ellers er det, queer Vores faste læsere vil vide, at social konstruktion, end homosek- med og hvordan, er underordnet. læsning gør: Er det blot biografis- Standart normalt beskæftiger sig sualitet er det: Den heteroseksuel- Derfor er dette Stand In heller ikke me i forklædning, og hvor allego- med litteraturens verden. Når le matrix udstikker ikke blot ret- (kun) forbeholdt homoseksuelle risk kan man læse tekster, der gør dette tillæg nu så gerne vil være ningslinjer for, hvordan vi kan forfattere, kunst eller for den sags en dyd ud af at undgå den direkte queer, tager vi vores egen medicin gebærde os, men afgrænser også skyld skribenter. Queer perspekti- tale om homoseksualitet? og løfter til sidst blikket ud af vort horisonten for, hvilke typer vet gør op med identitetsbaseret Denne problemstilling er også vanlige fagområde. Fotografiets adfærd vi umiddelbart kan forstå. politik som sådan, og queer kan aktuel hos andre end Bang. Det ser verden er her særlig velegnet, Hvis man lever et liv uden den enhver altså kalde sig, der opfatter man blandt de ældre tekster i en fordi Tina Raun kan fastholde den konventionelle sammenhæng mel- normalisering som magtudøvelse i ny dansk antologi fra Forum med flygtige essens i den queer syn- lem de oven for anførte kompo- sig selv! tekster om homoseksualitet. småde hos fotografen Nan Goldin. nenter, kan man på forskellig vis Antologien er ikke et decideret I dennes (og ikke hendes) billeder imødegå de sanktioner, man ople- The Big Bang queer, men snarere et homosek- kan man ikke entydigt aflæse, ver på dén konto. Én strategi er at I dette nummer kigger vi især på su(eller tekstu-)elt projekt, der hvilke personer der er hvad, men gruppere sig med andre med Herman Bang, som i disse år ikke er set før herhjemme. For at så kan den queer fortolkning i al samme ‘afvigelseskombination’ lægger ryg til en stor del af debat- illustrere forskellen — og for at fald diskutere, hvordan og hvorfor

32 NR. 4 DECEMBER 2003

(stand in)

den ikke kan dét. Når et sådant analysearbejde skriver sig op imod heteronormativiteten, må det sproglige forløb manøvrere uden om gloser som ‘han’ og ‘hun’. Når udgangspunktet er at sætte spørgs- målstegn ved de foruddefinerede, bestemte kategorier, er queer skriftsprog gerne holdt i ubestemt grammatisk form (dog ikke i nær- værende tekst!) Som begrebet om queer næsten Herman Bang selv indbyder til, slutter vi af med en perspektiverende kritik af begrebet selv. I forlængelse af de og seksualiseringen nedbrudte kønskategorier hos Bang, Butler og Goldin kommer Bonnie C. Barr med et amerikansk af litteraturhistorien bud på, hvor man kan gå hen efter queer bølgen. Barr har sit litterære fokus på transseksuelles selvbiografier. Ikke »de transseksuelles selvbiografier«. Det lille ’de’ ville jo netop antyde, at den talende skulle befinde sig i en anden kate- Eller: gori end ’de’, og det ville markere en identitetsmæssig eller kategori- baseret afstand til ’det Andet’. er impressionismen en Alt dette vil man netop omgå i queer optik. Fra sit synspunkt viser Barr, hvordan begrebet om Transgender Theory både griber homoseksuel fortælleteknik? tilbage til kønsidentiterne og skub- ber dem fra sig igen dem. Dermed udfordrer artiklen det spæde, men stadigt voksende queer forsknings- felt i Danmark, som dette Stand In dermed både forlænger og kritise- tilsyneladende stram genre som afhandling: »Herman Bang. rer. Af Dag Heede den akademiske afhandling — Mærkværdige læsninger«. Jeg gør Det queer perspektiv drejer sig have en lang række andre funktio- det ved at læse min egen mærk- — igen med Dag Heedes ord — Intro: fodnoten ner. Lad os stjæle lidt fra Jacques værdige og skæve tekst mærkvær- ikke om at finde sandheden, men Kære Læser. Tillad mig at indlede Derridas forestillinger om supple- digt og skævt; eller anderledes om at undgå at frede sandheder: dette essay skævt og selvcentreret mentslogikken, hvor han taler om udtrykt: ved at dekonstruere min der hvor det synes mest illegitimt — to sider af samme sag. Queer randbemærkningen, men som jeg dekonstruktion. Jeg tager således at stille dybdeborende og proble- teorien og dekonstruktionen har tillader mig at udvide til også at ikke udgangspunkt i hovedteksten matiserende spørgsmål, er netop frembragt en øget sensibilitet i for- gælde fodnoten. Fodnoten er iføl- — brødteksten, som det hedder det sted, man skal begynde at hold til tekstlige periferier, udkan- ge Derrida et tillæg, noget der med en lidt mærkelig kulinarisk bore. Derfor starter vi med ham ter, grænser — og ikke mindst underbygger, udvider, nuancerer metafor — men i to fodnoter, der selv. Forvirret? Forhåbentlig ikke overskridelser. En af disse margi- og komplementerer og evt. kan hver for sig måske demonstrerer efter at have læst de følgende ner eller grænsefigurer er springes over, uden at hovedtek- meget lidt uskyldige anvendelser sider. Og i så fald er det, fra et fodnoten. sten forstyrres. Samtidig insisterer af genren. queer synspunkt, ikke den værste Fodnoten har en lang række fodnoten på sin eksistens, sin Den første er vist allerede ble- tilstand, man kan ende i. funktioner, ikke kun i en skønlitte- egenberettigelse, og truer derved vet berømt. Den går igen i næsten rær tekst, men også i den genre, vi med ikke bare at supplere, men samtlige anmeldelser af bogen. Maria Nikolajeva: »Hur queer är kender som den videnskabelige måske overtage eller sågar erstatte Fodnoten, skylder jeg at sige de Pippi?« BLM 2003, nr. 4 afhandling. Først og fremmest har primærteksten. Fodnoten kan fra læsere, der kun kender min bog Spring nr. 20, 2003. Tema: den den velkendte læsertyngende, at være et uskyldigt tillæg blive via anmeldelserne (og det er og Litteratur, køn, identitet genremanifesterende og akade- næsten et enten/eller i forhold til forbliver vist desværre hovedpar- Claude J. Summers (red.): »The misk legitimerende funktion at hovedteksten eller et både/og, en ten), eksisterer altså og ja, tænk!, Gay and Lesbian Literary demonstrere, at den skrivende fikserbilledagtig mekanisme, hvor jeg formaster mig rent faktisk til at Heritage« skam har gjort sit læsearbejde, læseren tvinges til at forholde sig skrive om romanen »Tine«: Synsvinkler 28, 2003. Queer. skam kender den hidtidige forsk- til to tekster på en gang, to stem- Særnummer ning på feltet, skam kan gå i dia- mer, der uophørligt henviser til I en pornografisk optik kan man Gregory Woods: »A History of Gay log med den både overordnet set og/eller modsiger hinanden. betragte de erotiserede trekants- Literature« (1998) og på detaljeniveau og skam ved- tableauer i romanen som lesbiske kender sig den gældende skrive- Fodnoten som forspilsscener mellem Marie og Dele af denne artikel har tidligere tradition for forskningsproduktion. hermeneutisk narrefisse Tine, der nærmest naturlovsmæs- været bragt i»Universitetsavisen« Den bringer med et bang’sk udtryk Denne lidt kringlede omvej til mit sigt synes at påkalde mandens nr. 9 / 30. maj 2003 under titlen både skriver og læser under åget. egentlige projekt: at reflektere »Identiteterne der blev borte« Men fodnoten kan — også i en selvkritisk over min nys udgivne fortsættes på næste side

NR. 4 DECEMBER 2003 33

(stand in)

fortsat fra forrige side tionsmoment, en hermeneutisk Også denne udvikling har en sek- give sine følelser direkte udtryk, narrefisse. sualitetsteoretisk dimension, som og ikke ønsker »eine ewige ankomst — med eller uden »hal- Herman Bang selv lægger op til i Maskerade« (måske som i tilfælde- sende hunde«. Denne struktur Fodnoten som smertepunkt »Gedanken zum ne med Kamilla- og Eva-skikkel- gælder både på mikroplanet i ind- Imidlertid kan fodnoten også mis- Sexualitätsproblem«. Han siger serne fra »Haabløse Slægter«). I ledningskapitlets små erotiske tab- bruges på anden vis end i oven- her, at den homoseksuelle kunst- stedet bliver han så ’iagttager’, en leauer og som makrostruktur for nævnte puerile eller senpubertære ner aldrig vover at udtrykke sine position, der kan kobles til den hele romanen. Sat på spidsen kan og pseudopornografiske forsøg på følelser direkte og således aldrig impressionistiske fortællekunst, Tine — også — betragtes som en at kaste kødlunser ud til anmel- vil kunne udfolde sit talents fulde der opererer med en ekstrem pornofilm, der på klassisk vis derkorpset (der i dette tilfælde har og oprindelige kraft: »Um eine diskret (ikke ’passiv’) fortælletek- begynder med lesbisk petting og nu grebet dem med sund appetit). ewige Maskerade zu vermeiden, nik. »Stuk« er således måske en ender med et stort heteroseksuelt Den kan markere et smertepunkt, wendet er sich von sich selbst und slags impressionistisk ’Bernhard

Foto: Henrik Varmark

knald (i alle ordets betydninger). en radikal undladelsessynd, en seinen eigenen Gefühlen ab und Hoff’ med en radikal flytning af Denne fodnote er naturligvis reflektorisk afmagt á la: »ja, jeg wird als Künstler von allen Dingen fokus fra betragteren selv til det bemærkelsesværdig. John Chr. ved godt, at dette har vidtrækken- ein Beobachter seiner Mitmen- betragtede. Det mærkværdige er Jørgensen opfordrer i »Ekstra- de konsekvenser, at det kræver schen, und zwar in den meisten således ligeledes rykket fra excen- Bladet« sin Bang-elskende læser langt mere argumentation, inddra- Fällen ein grosser Schilderer, weil trikerens introspektion af sin egen til her at forsyne sig med rigelige gelse af bredere materiale, grund- er sozusagen mit vier Augen besynderlighed og af andre perso- mængder af stesolider. Ikke uden lagsdiskussioner, nydefineringer sieht.« Her synes Bang at levere ners besynderligheder til en tilsy- grund. For maskeret og forsøgt og meget andet, ja, i virkeligheden stof til en række koblinger mellem neladende neutral og objektiv skil- uskyldiggjort som lærd reference en helt ny bog, og den orker eller litteraturhistorie og seksualitetshi- dring af universet, der nu til gemmer der sig her en utilladelig magter jeg altså ikke at skrive, storie, ja, måske kan »Gedanken gengæld skildres som mærkvær- tankeassociation, der ikke forføl- men på den anden side må dette zum Sexualitätsproblem« med digt. ges, men heller ikke undertrykkes. siges — og så kan andre, klogere, dens beskrivelse af den homosek- I stedet kommer fodnoten som yngre og mere energiske måske suelle kunstners position som Hvis jeg skulle skrive min Bang- kompromis. Fodnoten har her en tage bolden op«. En sådan fodnote udenforstående læses som en skit- bog forfra, blev det måske ud fra destabiliserende effekt som radi- eller et sådant smertepunkt udgør se til en impressionistisk poetik. denne grundhypotese, der på mere kalt og uopfulgt fortolkningsfor- min behandling af Bangs udvik- Man kan således måske — også — konsekvent vis kunne genindskri- slag. Den maskerer et genrebrud, ling fra naturalisme til impressio- søge en af impressionismens rød- ve Bang i litteraturhistorien i steen umoralsk digression, der truer nisme: der eller forudsætninger i Herman det for — som Niels Barfoed rigtigt med at stjæle interessen fra hoved- Bangs seksuelle outsiderposition, bemærker det i »Weekend-avisen‹ argumentationen. Den er et irrita- hvor han ikke mener at kunne — at skrive ham ud af den.

34 NR. 4 DECEMBER 2003 (stand in)

Seksualiseringen af som ’håbløse slægter’? Alene for- logik i Bangs forfatterskab, som vedrørende den mandlige konsen- litteraturhistorien plantningen kræver ifølge typisk rummer beskrivelsen af en sus omkring den mandlige homo- Den bog, jeg håber, en dag kan »Gedanken«-essayet en sådan mærkelig figurs mærkeligt deter- seksuelles indlevelsesevne i ’kvin- skrives af en anden er en konse- indskrænkning. minerede skæbne, som vedkom- den’ også på det banale faktum, at kvent seksualiseret litteraturhisto- Et hovedargument i min bog er, mende vel at mærke er ganske selv inden for figurens egen logik, rie, hvor Bangs særlige seksuelle at Herman Bang i hele sit forfatter- uden skyld i. Herefter følges så savner jeg det ’modsatte’ bille- position og forudsætninger syste- skab ganske enkelt udfører det denne ofte engleagtige outsiders de. Jeg ville være mindre skeptisk matisk og udfoldet kan kobles til projekt, han håber, kommende tragiske liv, som typisk krones over for tankegangen, hvis jeg bare udviklingen af den impressionisti- læger i virkeligheden vil realisere. med døden, der nærmest fremstil- engang imellem så hyldester til ske skrivestil. Nu vil jeg nøjes med Bang udforsker sine mærkelige les som en form for selvrealisation lesbiske kunstneres dybfølte indle- at anvende essayet, »Gedanken personer, analyserer deres familie- såvel som en slags ofring for men- velser i mænd. zum Sexualitätsproblem«, som en forhold, arvelige belastninger, neskeheden og forplantningen. prisme til at afdække tematiske fødsler, opdragelse, opvækst, rede- Eller som Willian Høg gådefuldt En undladelsessynd strukturer i Bangs forfatterskab. At gør minutiøst for deres indflydel- skriver det i sit afskedsbrev, der i Jeg må her ved vejs ende beklage, anvende denne posthumt udgivne seskilder, udleverer deres tragiske alle ordets betydninger afslutter at jeg endnu engang har begået og sent skrevne tekst — essayet er kærligheder og ender næsten hver de »Haabløse Slægter«: for at frel- »Mærkværdige læsninger«s undla- dikteret til Bangs læge Max Was- gang med at tage livet af dem, så se Slægten. Bang skriver sig såle- delsessynd: ikke at besvare spørgs- butzki i 1909 og udkom først i forplantningen kan gå sin gang og des gennem sine allegorier ind i målet: »Er impressionismen en Bonn i 1922 — som optik på for- smålivet skylle videre, som Agnes den moderne vestlige verdens homoseksuel fortælleteknik?« For fatterskabet er naturligvis hverken Linde udtrykker det i »Ved Ve- hygiejniske fantasi om et univers mig er det først og fremmest vig- uproblematisk eller omkostnings- jen«, Bangs mestertekst, der med uden homoseksuelle. Eller ander- tigt at stille spørgsmålet, at formu- frit. Men en sådan skæv sam- fordel kan genlæses i et forplant- ledes udtrykt: en god homoseksuel lere det som kombinationsmulig- læsning af en mærkelig marginal- ningsøkonomisk perspektiv. er en død homoseksuel. hed mellem seksualitetshistorie og tekst med forfatterskabets central- Kortromanens eller langnovel- litteraturhistorie. Jeg er fuldstæn- tekster kan afdække interessante lens triste slutning er nemlig fra et Kvindeskildringerne dig klar over, at en randbemærk- mønstre og logikker. reproduktionsmæssigt synspunkt »Gedanken«-essayets poetologiske ning om den homoseksuelle Essayet er blandt meget andet den optimale løsning; for den ste- muligheder er imidlertid ikke ud- kunstners produktionsbetingelser i en apologi for homoseksualitet og rile heltinde er død, den forplant- tømte hermed. Et standardtema i en posthumt udgiven marginal- en playdoier for at afkriminalisere ningsuvillige Huus, der godt nok Bang-forskningen er inspireret af tekst af en enkelt forfatter næppe fænomenet, som Bang fremstiller kører med sæd, men har gådefuld Bangs egen fremstilling af den isoleret kan bygge en bro mellem som et ufarligt naturens lune sna- afsmag for forlovelser og fødsler, homoseksuelle mand som en kvin- en så bred bevægelse som impres- rere end en perversitet eller en er bortrejst, den virile stationsfor- delig sjæl i et mandligt legeme. sionismen og et så komplekst last. Han fremstiller den typiske stander Bai kan udover sine to Denne figur, som queerteoretike- historisk fænomen som homosek- homoseksuelle som et misforstået uægte børn få et par ægte med den ren Eve Kosofsky Sedgwick i sin sualiteten. Jeg har samme følelse og uskyldigt forfulgt væsen, der mere end parringsvillige Louise bog »Epistemology of the closet« ved at stille spørgsmålet, som først og fremmest er en agtværdig, Abel, der ligesom sin lige så kalder inversionstropen, giver iføl- Judith Butler havde ved at skrive altruistisk, lovlydig og selvhaden- mandbare søster, Ida, måske ende- ge Bang den mandlige homoseksu- et essay med titlen »Den lesbiske de bedsteborger, der — ligesom lig får en mand på krogen. Vi er elle kunstner særligt gode betin- fallos«: indholdet kan aldrig leve Ida Brandt i »Ludvigsbakke« — er her alle for forplantningen, sukker gelser for at skildre mennesker, op til titlen. Men som Butler resig- nærmest patologisk gavmild og veninden den engang så vitale idet han er en ’androgyn’ figur, neret konkluderer: sådan er det netop pga. denne gavmildhed ofte Thora Berg, der karakteristisk nok der indfølende og indfølt kan altid med det falliske. Det lover ender i fedtefadet. Hvad der even- gifter sig nedad med en Kaptajn beskrive såvel mænd som kvinder. altid mere, end det kan holde. tuelt kunne udløse denne gav- Dahl — og det udsagn skal tages Bangs berømte kvindeskildringer mildhed og ikke mindst hvilke bogstaveligt. er således ofte koblet til hans modydelser de unge mandlige homoseksualitet. Herman Bang: »Gedanken zum modtagere af den forventedes at De ufrugtbare Imidlertid er jeg skeptisk ved Sexualitätsproblem« (1922) levere, går teksten — og Bang i det De der ikke kan eller vil forplante dette ræsonnement. For det første Dag Heede: »Herman Bang. hele taget — let og tavst henover. sig, skal Herman Bang nok sørge fordi jeg — ja, call me old fashio- Mærkværdige læsninger« (2003) Smagfuldt sikkert ud fra samti- for enten at få skaffet af vejen gen- ned! — som feminist altid studser, Annegre Heitmann: »Noras dens normer. nem bortrejse eller, hyppigere, få når en enig, mandlig forsknings- Schwester« (1992) Bangs essay er i høj grad et knæ- taget livet af. Ægteskabsbryderen tradition roser en mandlig forfatter Eve Kosofsky Sedgwick: fald for heteronormativiteten (fore- Tine bliver sendt i dammen, den for hans begavede kvindeskikkel- »Epistemology of the closet« stillingen om heteroseksualitetens naturstridige Ida Brandt visner ser. Selv en kønsforskruet mester- (1990) universelle og absolutte forrang), bort i løbet af foråret, William Høg digter som J.P.Jacobsen roses her- en ’slavetekst’ for nu at udtrykke resignerer eller begår selvmord for. Og jeg savner at se kvindelige Dag Heede (f. 1962), mag.art og det i ideologikritiske termer. Bang (anden-udgaven af »Haabløse Bang-forskere rose kvindeskildrin- ph.d i litteraturvidenskab ikke blot underkaster sig normen Slægter« er mere ’moralsk’, idet gerne. Kun den tyske skandinavist (Københavns Universitet), lektor i og magten, han omfavner den. den kraftigt antyder, at den besyn- Annegret Heitmann har i afhand- dansk litteratur ved Institut for lit- derlige helt dør snarere end den lingen »Noras Schwester« sat teratur, kultur og medier, Forplantningen usædelige førsteudgaves bortrejse), spørgsmålstegn ved de bang’ske Syddansk Universitet. Har bl.a. Bang er i essayet radikalt antimis- og Claude Zoret dør og testamen- kvindeskikkelsers realisme. Helt publiceret om Michel Foucault, sionerende, tigger kun om accept terer sin formue til det unge heter- oplagte emner som misogyni og Sigmund Freud, Jens Peter for allerede eksisterende homosek- oseksuelle par ligesom den navn- kvindedæmonisering i Bangs for- Jacobsen, Karen Blixen, Herman suelle, der fremstilles som en fejl i løse fortæller i »Brudt Liv«, Bangs fatterskab skriger på systematisk Bang, Lili Elbe, Peter Høeg og naturen, som fremtidens læger på tidligste tekst. Joán Ujházy nøjes kortlægning, analyse og teoretise- queer teori. Arbejder p.t. med sigt vil kunne om ikke kurere, så med at rejse bort ligesom en lang ring gerne af en forsker med ’kvin- H.C.Andersen. dog forebygge. Medicinen vil række andre blege, gådefuldt me- deligt markerede kropstegn’, som kunne forhindre produktionen af lankolske og altruistiske ungkarle. det jo nu hedder på postfemini- kommende homoseksuelle, eller Der viser sig gradvist et fast stisk newspeak. tør vi anvende et Bangsk udtryk mønster og en gennemgående For det andet går min skepsis

NR. 4 DECEMBER 2003 35

(stand in)

»Hvad er det Herman Bang har skrevet?«

Om Dag Heedes nye, mærkværdige Bang-læsninger. I tableauets abrupte form sætter de fokus på forfatterens livslange forhandling med heteronormativiteten

overbetjent i opdagelsespolitiet sin Haand«, lod sig uden vanske- fornægter, sentimentaliserer, spiri- Af Lis Norup Carl Hansen var blevet arresteret lighed genkende som Herman tualiserer eller allegoriserer homo- og året efter, i 1907, dømt for at Bang. seksualiteten. I de 82 tableauer, Skønt det i Grunden ikke passer have overtrådt straffelovens §177, At den kendte forfatter Herman som Heedes bog »Herman Bang. sig for Voksne at drøfte Køns- ’Deelagtighed i Omgængelse mod Bang var kontrærseksuel, var der Mærkværdige læsninger« består spørgsmaal, fordi det for Mænd, Naturen’. Det interessante ved for- ingen i samtiden, der var i tvivl af, er homoseksualiteten ikke blot der arbejder og har Familie, er hørene var — ifølge Wilhelm von om — slet ikke efter den smæde- det centrale tale- og tekstproduce- overflødigt, har de sidste Tiders Rosens bog »Månens Kulør«, kampagne, frokostsprøjten »Mid- rende, omend gedulgte omdrej- Sædelighedsskandaler maattet hvorfra de her bragte oplysninger dagsposten« førte an i, og hvis ningspunkt i forfatterskabet. bevæge enhver Borger til at klar- stammer — at de anklagede nok modbydeligheder var medvirken- Homoseksualiteten forstås også i gøre sit Syn paa abnorme Køns- tilstod »en lang række strafbare de til, at han i 1907 flyttede til en accentueret modsætning til forhold. Er Homoseksualitet tilladt forhold«, herunder at have nydt Berlin — hvorimod kun få med heteroseksualiteten som overgri- eller ej, er Pæderasten en Sæde- omgang med »Hanskøger«, unge sikkerhed kendte hans holdning bende og bestemmende for den lighedsforbryder eller en Syg? mænd af arbejderklassen, der for til sin seksualitet. måde, hvorpå alle modsætninger en daler eller to falbød kødets glæ- I 1909 — samme år som Emil og konflikter, de være historiske, Den, der her i homofobisk tone- der, og at have frekventeret såkald- Aae, efter at have udstået sin straf økonomiske, sociale, moralske, fald påtager sig den opgave at te ‘Mandeklubber’, men uden at for 14 tilfælde af omgængelse mod psykologiske eller biologiske, diskutere »en Mands forrykte de følte sig skyldige. »De aner- naturen, lod udgive sit forsvars- og udtrykkes i forfatterskabet. Det er i Tilbøjelighed for sit eget Køn«, er kendte ikke«, skriver von Rosen, anklageskrift »Den fulde Sandhed denne tilgang, der iøvrigt ikke eks- Johannes V. Jensen i en kronik i »retsgrundlaget for retsforfølgnin- om min Arrestation og Fhv. Kst. pliciteres i nævneværdig grad, at »Politiken«, 30. november 1906. gen«, fordi de var bevidste »om at Kriminalretsassessor Wilckens Dag Heede viser sig som queer- Målet med kronikken »Samfundet tilhøre en gruppe af særlige indi- store Sædelighedssag 1906-07« — analytiker. Ved at »anlægge og Sædelighedsforbryderen« er at vider og denne gruppes veletable- nedskrev Herman Bang i samarbej- bevidst skæve vinkler« og betjene understrege »det Offentliges Pligt« rede sociale forankring i en køben- de med den tyske læge Max sig af »besynderlige betragtninger« til ubetinget at beskytte almenvel- havnsk og international subkul- Wasbutzki sin opfattelse af homo- søger han i »Mærkværdige læsnin- let mod den »skidne Kønsforrykt- tur.« seksualiteten i skriftet »Gedanken ger« først og fremmest gennem hed«, bl.a. ved at indrette »et zum Sexualitätsproblem«. Bistået den »kønsomvendte allegori« at Hospital med tvunget Ophold for * af doktoren mente Herman Bang at afdække, hvordan det homoseksu- kønsligt Ulykkelige«. Indtil slige pamfletten kunne tjene højere mål elle begær ’forvaltes’ eller ’for- faciliteter er tilvejebragt, er det Bangs tanker om end bekendelsens, nemlig at indgå handles’ i en heteronormativ ver- Privatmandens ret at værne »sig seksualitetsspørgsmålet som kildeskrift i videnskabens den. og sit Hus«, om nødvendigt ved Blandt de grovheder, der fylkedes vedholdende produktion af sand- Hvor homoseksualiteten hos »at sparke Tænderne ind i Hove- i Johannes V. Jensens kronik, var hed og viden om kønnet: »Jeg Herman Bang bliver diskuteret det paa en Sædelighedsforbryder, der en, der var lige ved at få ham ønsker, at disse Ord fem Aar efter uden forklædning, sker det ifølge der kommer dig for nær.« smidt ud af Dansk Forfatterfore- min Død offentliggøres i et viden- Dag Heede i slavetænkningens Tidspunktet for Johannes V. ning. Det var insinuationen om, at skabeligt Tidsskrift af min Ven og form, i en tematisering, der under- Jensens anråbelse af »Samfundets den positive holdning til et poli- Læge Dr. Max Wasbutzki eller af støtter og bekræfter den heterosek- Ret at fastholde og uskadeliggøre tisk forslag om udbygning af Kø- en af ham betroet Person.« suelt satte heteronormativitets enhver, der sondrer sig ud fra det benhavns befæstning hos en »me- Dette i forfatterskabet sene eller »absolutte etiske forrang, univer- Almene« var ikke tilfældigt. For get kendt Forfatter, der iøvrigt for- rettere posthume skrift, der først salitet, omnipresens og ofte upro- kronikken var affødt af en aktuel uden at være abnorm ogsaa har blev offentliggjort i 1922 i Berlin, blematiske status som natur«. skandale, af Den store Sædelig- vist Talent«, skyldtes en forliebel- udgør præteksten for Dag Heedes hedssag, hvor respektable og velse i en løjtnant. »Staklen«, der forståelse af den måde, hvorpå Med en kvindes sjæl havende herrer af det bedre bor- ifølge Johannes V. Jensen »næppe Herman Bang i sit forfatterskab Udgangspunktet i Herman Bangs gerskab som tandlæge Emil Aae og nogensinde har haft et Vaaben i forklæder, iscenesætter, fortier, »Tanker om seksualitetsspørgsmå-

36 NR. 4 DECEMBER 2003 (stand in)

let«, som skriftet hedder i den om seksualitetsspørgsmålet«, som Hvide og Forvalter Huus kan nøjes pil »måske« lader sig forstå som danske oversættelse, er en afvis- persontype og mønster i romaner- med at rejse bort. Sidstnævnte »perversionens tidligste lokkemid- ning af forførelsesteorien gennem ne og novellerne: »[E]n god, læng- med tog. del«, »masturbation« og »et en understregning af, at »[m]an selsfuld, ofte til døden melankolsk Herefter følger en række tvær- muligt udtryk for homoseksualitet, bliver ikke homoseksuel, man er person bringes på grund af forhold læsninger i forfatterskabet, hvis noget ’selvlært’«. Også den op- det.« Men denne medfødte kønsfø- uden for personens egen kontrol »vinklinger og perspektiveringer« ofrende Ida Brandt i »Ludvigs- lelse fremstilles ikke som en legi- og herredømme (forhold der mu- skal »påvise og konstruere nye bakke« er i forklædning, en »alle- tim ytring af sanselighed og begær; ligvis hidrører fra personens slægt- mønstre og logikker« og dermed gori for den mandlige homosek- den er en afart, en abnormitet, »en sarv, konstitution eller socialisati- åbne for indsigter, der ifølge Dag suelle«, ligesom det højspændte fejl fra naturens eller skaberens on) til at begå et (ofte seksuelt Heede har været overset i sekun- omdrejningspunkt i »Fædra«, egen side«, som det vil være »ube- betonet) normbrud; dette medfører dærlitteraturen. Med afsæt i en incesten, er en »homoseksuel alle- rettiget og umulig« at betragte som døden, hvorefter teksten gennem bogstavelig udlægning af Herman gori«. Den morfindøs, som Ellen forbryderisk eller lovstridig, »thi sin patos søger at stille spørgsmål- Bangs udtalelse i 1879 om, at en- Urne i sin ulykke finder glemsel i, man har aldrig ret til at straffe den stegn ved, om status quo altid er hver bog er »en Bekendelse om er »en substitut for (homo)seksua- medfødte natur«. Derimod er litet eller måske en allegori for denne »medfødte lod« et anliggen- masturbation slet og ret.« For- de for lægen og videnskaben. holdet mellem Katinka Bai og Indtil fremskridtet har tilveje- Forvalter Huus i »Ved Vejen« kan bragt det ønskede middel til hel- »også ses som en pæderastisk rela- bredelse eller udslettelse, lever tion«, mens beskrivelsen af ven- den homoseksuelle et sørgmodigt indeforholden mellem Katinka og og rastløst dobbeltliv, i et maskepi den brave præstedatter Agnes af hemmelige tegn og koder, hvor- »åbner for en lesbisk fortolkning med han giver sig til kende for af deres relation«. Videre og vide- den fremmede, hans broder i dette re går det. I tableau 54 møder vi ene. Dette fælles, der mærker den under overskriften »Monoseksuel homoseksuelle med »en slags puk- medicin og ’lesbianisme’ som kelryggethed« hinsides klasser og erotisering« degnedatteren Tine, dannelse, gør, at han »med hele sit mens den slidte og kantede frøken hjerte og hele sin hjerne forsøger Cajas fornærmes med formulerin- at overholde alle samfundets og ger som: »[S]elv hendes garderobe ærens love«. Men hvor meget hans synes kønsløs (måske som en slap livsførelse end er behersket »af en fallosparodi)«. skjult trang til at bøde, som havde han altid en skyldkonto, der skul- Abrupte tableauer le udlignes«, pines han af samvit- De mange forbehold og relativerin- tighedskvaler og angst for at blive ger, som den hyppige brug af afsløret, hvorfor selvmordet lokker »måske« og »også« angiver, ænd- som den endegyldige udvej. Og rer ikke ved, at en queer-læsning, dog er det ifølge Herman Bang sådan som den her er foretaget, således, at skammen over »ska- har tendens til at reducere de vanken« forlener den ulykkelige mange betydningslag i Herman med en grænseløs godhed, uegen- Bangs forfatterskab til en bastant nytte og kunstnerisk anlæg, fordi og monoton bekendelse af det han skønt mand »føler med en homoseksuelle begær i den køns- kvindes sjæl« og derfor »kan omvendte allegoris form. Dette udforske sjælelivet fra to sider«. udelukker ikke, at Dag Heedes bog også rummer interessante betragt- * ninger af forfatterskabets iscene- sættelse af sanselighedens ud- Altruister og selvmordere tryksformer og undergravning af Dag Heedes interesse er ikke at heteronormativiteten. Måtte disse forstå Herman Bangs »Tanker om iagttagelser blot have været udfol- seksualitetsspørgsmålet« i forhold det i en mere samlet og sammen- til samtidens kønsdiskussioner, ej hængende analyse, end det er heller at lade skriftet indgå i en Martinius Nielsen og Herman Bang 1880 tilfældet i den foreliggende bogs bredere historisk analyse af korte og abrupt sammensatte tab- ombrydninger i den maskuline helt retfærdig, og om vi virkelig Digteren selv og om den han leauer, således at den mærkvær- kønsrolle under trykket af sociale lever i den bedste af alle verde- elsker«, ser Dag Heede forfatter- diggørende læsnings fortrin i og samfundsmæssige forandringer. ner.« Ind i dette mønster lader sig skabet som en kærlighedsbeken- højere grad kunne være synlig- Sigtet er litterært, er en under- føje — for at nævne nogle af de delse i den kønsomvendte allego- gjort. søgelse af, hvordan Herman Bangs mest kendte — den »ureprodukti- ris form. livslange »forhandlinger med ve« Katinka Bai, som må dø, lige- Følgelig træder de tvende for- heteronormativiteten« lader sig som den »besynderlige« Franz førersker Kamilla Falk og spore i det skønlitterære forfatter- Pander og den »deflorerede ægte- Grevinde von Hatzfeldt i Dag Heede skab. skabsbryder« Tine Bølling begge »Haabløse Slægter« frem som »Herman Bang. Mærkværdige Overordnet genfinder Heede må begå selvmord, mens William »allegorier for homoseksuelle læsninger. Toogfirs tableauer« den afvigerens altruistiske og selv- Høg, Ida Brandt, Frøken Caja og mænd«, som »arketyper på ’den 275 sider, 268 kr. morderiske skikkelse, som Her- Ellen Urne synker til bunds i ældre mandlige forfører’«, hvis Syddansk Universitetsforlag man Bang fremmanede i »Tanker resignationens livløshed. Grev vemodsmættede orgel- og klavers-

NR. 4 DECEMBER 2003 37 (stand in)

Allegoriske læsninger af »Stuk«

Ensrettet norsk bog udstiller de blinde vinkler i fortolkningen af Herman Bang

Ziener skriver inden for en eksi- romanens »arkitektur« (et begreb kommer os oplysende i denne Af Eira Storstein og stentiel og identifikatorisk hori- fra et af Bangs breve til forlægge- sammenhæng. Før 1870’erne talte Peer E. Sørensen sont, er Lorentzen konstruktivis- ren under udarbejdelsen af og skrev man ikke om homoseksu- tisk og queer-orienteret efter Fou- »Stuk«) ikke er reducerbart til pro- alitet, men om ’sodomi’ og ’pæde- I 2001 udkom der i Norge en pro- cault: hvem er egentlig tekstens blematikken med homotekstuali- rasti’. Med den nye homoseksuelle blematisk bog om Bang. Med herre? tets/-seksualitet. Herman Bangs diskurs rives begrebet og dermed undertitlen »Drift og skrift i Her- Trods forkortelsen er der stadig- poetik er heller ikke identisk med fænomenet løs fra sine kristne og man Bangs forfatterskap« er »Ho- væk mange redundante formule- overvejelserne i hans egne betragt- antikke rødder og forankres i ste- moseksualitet? Homotekstualitet?« ringer i det udgivne. Denne uen- ninger om seksualitet som han det i naturvidenskabelige tanke- primært skrevet af Øystein S. delige gentagelse producerer et leverede til sin berlinske huslæge gange hvor den seksuelle aktivitet Ziener. Han døde under udarbej- voksende behov for modforestil- Max Wasbutzki i 1909. Ziener kobles sammen med en specifik delsen og den foreliggende bog er linger. Ziener åbner aldrig — efter åbner et felt, som kritikerne tidli- seksuel tilbøjelighed, »en feil fra færdigredigeret af hans ven Jørgen den første metodiske præsentation gere har været forbavsende, men naturens side«. Lorentzen skitse- Lorentzen med hjælp fra Arne af sit projekt — for diskussioner af ikke aldeles blinde for. Desværre rer kort begrebs- og idéhistorien Melberg, Grace Stene og Kristin de analytiske greb han praktiserer. praktiserer han selv en blindhed frem til Bangs samtid og peger Ørjasæter, men med Lorentzen Han synes ikke at mærke mod- der gør hans iagttagelser og undervejs på at fremvæksten af som drivkraft. Det efterladte ma- stand fra teksten selv, og læsnin- læsningsforslag mindre indsigts- den moderne storby og bylivet er nuskript som den færdige bog er gerne tenderer derved mod det fulde, end de kunne have været. forudsætningen for denne nye disen formindsket udgave af, var allegoriske i slet forstand: alt er kursivitet. Dermed lægger han op angiveligt på 400 sider. Jørgen omskrivninger af den fra-nær- Isoleret fra konteksten til Zieners efterfølgende analyse af Lorentzen har »omtrent halvert« værende homoseksualitet. Det Homoseksualiteten beskriver den første storbyroman i dansk lit- Zieners analyse af »Stuk« og skre- hænger sammen med homotekstu- Lorentzen som en »ideologisk teratur, Herman Bangs »Stuk« fra vet en indledning om moderne alitetsbegrebet der åbner for en konstruksjon, som historisk foran- 1887. kønsforskning. Resultatet er på globalisering af homoseksualise- derlige fortolkninger og som en Indledningen viser også at 218 sider. Lorentzen redegør ikke ringen der ikke giver plads til en social og språklig prosess«, og han Bangs »Gedanken zum Sexuali- for sine redaktionsprincipper. Det diskussion af romanens tekstuali- viser i forlængelse af blandt andet tätsproblem« er en tekst, der er dybt problematisk, blandt andet tet eller romanen som roman. Foucault, at homoseksualiteten befinder sig inden for de tanke- fordi han har placeret sig selv som Tekstens tekstualitet er langt skabes som diskurs i slutningen af kredse der blev udbredt i hans medforfatter på titelbladet. Men mere sammensat end Ziener synes 1800-tallet. Den socialkonstrukti- egen samtid, først og fremmest via det er især problematisk fordi der at opdage. Ligesom Bangs egne visme bogen bygger på, skal ikke Krafft-Ebings »Psychopatia Sexu- er tale om teoretiske divergenser refleksioner over realisme og kom- diskuteres her. Den står til kritik alis« (andenudgaven fra 1887, der mellem de to forfattere. Hvor position og hele hans arbejde med mange andre steder, men den fore- gør homoseksualitetsbegrebet til et

38 NR. 4 DECEMBER 2003 (stand in)

alment accepteret begreb). Krafft- historie frem til 1970’erne, hvor le undertekst ind også dér hvor bygget op på en antagelse om en Ebings bog var efter dette år et den bliver rehabiliteret som kunst- den synes allermest fraværende: tekstuel fortrængning af homosek- referenceværk som altså også Bang værk. Ziener nærmer sig derfor »Homoseksualitetens eneste sualiteten som analysen skal kalde måtte forholde sig til i begyndel- romanen forsynet med en række ytringsform i »Stuk« er altså ord- frem i lyset for at vise at netop sen af det tyvende århundrede. historisk belastede klicheer, der løsheten«, lyder det programma- den er den styrende instans i Den forfatterproduktive vinkel på ser bort fra Bangs egne bestræbel- tisk. Dermed er der åbenet op for tekstlandskabet. Derved rammes homoseksualiteten finder vi ikke ser, og som derfor negligerer det en hel bunke af frie fortolkninger Zieners fortolkningspraksis af hos patologen, men koblingen af kunstneriske arbejde i bogen. og hasarderede læsninger, der som samme vanskelighed som psykoa- kunst og traume var udbredt i »Stuk« er nemlig uhyre bevidst rekursbasis har den homoseksuel- nalysen. Dens udsagn lader sig datidens psykiatri der groft sagt så konstrueret, og dens »Arkitektur« le franærværelse og sjældent mere. vanskeligt verificere, og dens på geniet som en neurose. Vi fin- er gennemreflekteret. Romanen er Det er ofte vanskeligt at finde metodiske greb kræver en uhyre der denne bestemmelse blandt i kraft af det bevidste og radikale tvingende tekstuelle grunde til at omhu, fordi den hviler på et aksi- andet hos Moreau, Nordau, Lom- kompositionsarbejde et af de første Ziener tolker som han gør. Tit sker om om det tekstuelle landskab der broso og hos en række danske psy- hovedværker i europæisk prosa- de hermeneutiske spring i forbin- hele tiden tvinges til at sige noget kiatere omkring århundredeskiftet. modernisme. Når Ziener uden delse med indvendingsneutralise- andet end det det siger. Sympto- Brandes alluderer f.eks. til den i videre kobler sig på receptions- rende formuleringer som ’man kan mallæsningens abstraktioner og sin anmeldelse af »Det graa Hus« i historiens rutiner, genskriver han læse’, det er ’muligt at læse’, det allegoresens afsensualisering af »Politiken« i december 1901. uden en eneste reservation recep- ’ser ud til’ osv. Retorikken er ikke teksten lurer på projektet. Selv om Denne påfaldende kobling i tionshistoriens mangefold af fejl- overbevisende. Den er besværgen- Susan Sontag spiller en vis rolle i tidens civilisationskritiske tænk- tagelser. de. Derfor bliver hans læsninger, bogen, så har dens forfatter glemt ning mellem psykiske, seksuelle Derefter gennemgår Ziener kort hvor interessante de end kan — fortrængt? — hendes insistering og arvemæssige afvigelser og samtidens reception, men som være, til syvende og sidst stærkt på fortolkningen som en sensuel kunstneriske udtryk undersøges anført uden sans for dens æsteti- reduktive: under den tilsyneladen- akt. Desværre. desværre ikke i bogen, som ikke ske ignorance. Ziener er selv kun de tekstbundne og tekstlæsende Men når det er sagt, må vi også drives af historiske interesser og interesseret i homoseksualiteten, intention genopstår den gamle sige at Ziener i udgangspunktet isolerer homoseksualiteten fra den hvorfor receptionshistorikken er kausalitetsorienterede biografisme, naturligvis har en vigtig pointe. bredere kontekst i samtidens psy- ganske forenklet fremstillet. Hans blot til lejligheden pudset op med Herman Bang kunne ikke skrive kologi og civilisationskritik hvori egen tekst skriver sig derfor ubes- lidt firkantet psykoanalyse, direkte og åbent om det han havde den hører hjemme. Det er netop i været ind i en fortsættelse af en moderne jargon og lidt skrifttema- et førstehåndskendskab til. Derfor sammenhænge som Max Nordaus dårlig tradition der helt op til sid- tik. Zieners skarpe modstilling af er hans erfaringer naturligvis til »Entartung« fra 1892 og den uen- ste halvdel af det tyvende århun- romantekstens implicitte (latente) stede i hans bøger på forskellige delige mængde af psykiatrisk litte- drede så med skepsis på Bangs og eksplicitte (manifeste) niveauer forskudte og fordækte faconer. ratur om degeneration og dårlige kunstneriske arbejde. resulterer i en besynderlig revitali- Men ikke nødvendigvis som en nerver fra midten af 1800-tallet og sering af allegoretisk energi: det skjult logik der sætter sig igennem fremefter at Bangs tekster kan ses Biografisme i forklædning eksplicitte er altid det der skal som en dybere styrende instans i — og deres egensindige forskel Ziener er således en allegoretisk passeres for at de implicitte seksu- teksten. Dette store betydningsska- tydeliggøres. Den psykiatrisk in- læser: han søger det der er den elle komplikationer kan aflæses bende urtegn er slet og ret en spirerede civilisationskritik er skjulte mening under den glimren- som tekstens »stringente logikk«. mystifikation. Alle disse indven- sammen med Zolas romaner og de overflade, idet han groft sagt Tekstens logik er den sensus spiri- dinger handler om at vi ikke Herman Bangs »Stuk« led i en betragter overfladen som en tids- tualis der overalt indskriver en mener at bogens metodiske anlæg første indkredsning af modernite- bestemt dækning af det der skjuler modsigelsesfuld homoseksuel lo- er holdbart, men vi vil samtidig ten. sig, og som derfor er mest nær- gik i det der sker i sensus litteralis. gerne understrege at bogen rum- værende dér hvor det er fraværen- Derved mister teksten som mer mange spændende, provoke- Arkitekturen i »Stuk« de: homoseksualiteten. Teksten er kunstværk interesse som andet rende og finurlige iagttagelser. De Ziener skitserer indledningsvis sit for Ziener struktureret i en sensus end det der bærer sporene af »det tvinger læseren til at genoverveje projekt, som skal 1) afdække den litteralis, der i fordrejet form bæ- Andet«, og Bangs forfatterskab forfatterskabet. »stringente logikk« under den til- rer en prætekstuel sensus spiritua- reduceres til omskrivninger. syneladende heterogene overflade lis. Fordi der er tale om et forbud Romanens egen fremstillingsform Øystein S. Ziener og Jørgen og 2) vise bogens særegne selvde- mod at nævne homoseksualiteten, vendes overalt på hovedet. Alt bli- Lorentzen menterende meningsproduktion. kan Ziener ubesværet parallellise- ver til seksuelle projektionsrum. »Homoseksualitet? Begge dele peger for Ziener på re det individualpsykologiske/- Således bliver nederlaget i 1864 til Homotekstualitet? homoseksu-/tekstualitet. Det er sociologiske kompleks med det et resultat af »avspaltet seksuali- Drift og skrift i Herman Bangs for- afhandlingens overordnede sigte tekstuelle. Teksten er fordækt: tet«. Det er allegorese for fuld udb- fatterskap« at sætte romanens brogede diversi- »talende taushet«. Teksten er fuld læsning. Det er symptomallæsning 234 sider, 254 NOK tet i tæt sammenhæng med dens af omskrivelser og derfor modsæt- som i gamle dage og en konstruk- Unipub forlag indirekte homoseksualitetsfrem- ningsfuld. Tekstens skjulte mening tivisme der ikke bekymrer sig om stilling. Ziener vil afdække det er »unevnelig« i teksten, men ikke genstandens modstand og dens Eira Storstein (f. 1944), lektor v. som romanen selv »forsøker å til- i analysen. Dermed lægges der op særlige æstetiske udtryk. Og ikke Amtsgymnasiet i Paderup. dekke« — heraf formuleringen til en allegoretisk læsemåde: det mindst: det er en læsning der ikke Bidragsyder til »Norsk kvindelitte- ’selvdementerende meningspro- bogstavelige niveau dækker over forholder sig til de specifikke raturhistorie«; diverse udgivelser duktion’. et åndeligt niveau. historiske forhold, som romanen på Dansklærerforeningens forlag. Hovedproblemet i Zieners læse- Det der adskiller denne fortolk- blev skrevet under. Afhandlingen Har sammen med Peer E. strategi er at han lægger bogens ningspraksis og tekstforståelse fra er fra først til sidst uden historisk Sørensen (professor, dr. phil. & egentlige »logikk« i en dybde- den middelalderlige bibelallegore- substans og gehalt. Den er uinter- lic.phil. ved Institut for Nordisk struktur som han postulerer er se er forbuddet mod benævnelse esseret i den mangefold af modsi- Sprog og Litteratur, Aarhus dens styrende prætekst, mens og det forhold at tekstens prætekst gelsesfulde kontekster som roma- Universitet) skrevet »Den barokke dens ’overflade’ er heterogen. Den- er fortrængt og apokryf. Da homo- nen indgår i. tekst« og »Herman Bangs fortæl- ne forestilling om romanen som seksualitet er defineret som fra- linger«. en rodebutik svarer til samtidens nærværelse, er der temmelig frit Fortolkning som sensuel akt reception og til bogens receptions- slag for at tolke den homoseksuel- Hele læsestrategien er som sagt

NR. 4 DECEMBER 2003 39 (stand in)

mativ biologisme. Dette endog med en sprogbrug og argumentation, der er som taget ud af medicinske og sexologiske tekster fra første halvdel af 1900-tallet: »Hvordan homoseksuelle end vender og drejer det, kan de i biologi- Selve livets kerne?! ens verden ikke komme uden om, at forplantningen er en naturlig heteroseksuel aktivitet, at det Forums homo-antologi er på én gang et længe ventet kræver en mand og en kvinde, pionerarbejde og et delvist forældet projekt som forener sig for at få børn. Selve livet og seksualiteten er op- stået om denne kerne«. At man omvendt kunne betragte det som en særdeles kulturel opfindelse at indele ’seksualitet’ i kategorier og Peter Legård Nielsen (red.) at privilegere visse af disse former Når mænd elsker mænd og (bl.a. via en absurd projektion på kvinder elsker kvinder. naturen), er ikke en tankegang, der 160 års danske fortællinger om afspejles i Legård Nielsens tekst. bøsser og lesbiske Man savner med andre ord et 464 sider, 299 kr. forsøg på at medreflektere, at de Forum sidste 15-20 års køns- og queer- forskning faktisk har tilbudt nogen Anmeldt af alternativer til denne type norma- Maja Bissenbakker Frederiksen litetssøgende diskurs om homoseksualitet. Herunder bl.a. en kri- I USA og England har der længe tik af fantasien om seksualitetens været spredte projekter, som har essentialitet, religionens repressi- søgt at etablere en ’homo-kanon’ on og heteroseksualitetens biologi- — altså at fremhæve de homosek- ske nødvendig- og naturlighed. En suelle temaer og forfattere, som retorik som Legård Nielsens kunne har været ekskluderet af det kano- tilgives, hvis bogen var udkommet niserede litterære selskab. »Når i 1970’erne (eller 50’erne) og ikke mænd elsker mænd og kvinder i 2003. elsker kvinder. 160 års danske for- Bestræbelsen på at problemati- tællinger om bøsser og lesbiske« sere normalitetsbegrebet bliver i er det første mere systematiske stedet en pinagtig bøn om aner- forsøg på at etablere sådan en kendelse af homoseksualitetens kanon i en dansk kontekst. Et pro- særegne normalitet. Dette bl.a. ved jekt, som ikke bliver mindre kær- (i en sært henkastet sidebemærk- komment og nødvendigt af, at det ning) at iscenesætte ’islam’ som altså i nogen grad kan synes for- Andet. Tragisk nok er det måske sinket. her, Legård Nielsen er bedst i sam- For det er bestemt blevet en klang med sin tid. læseværdig antologi. Først og De harmonisøgende markerin- fremmest fordi den så direkte ger af et politisk projekt bliver viser forskellighederne i halvan- således aldrig til en egentlig kritik denhundrede års sprogliggørelser af normen og kan på ingen måde af ’homoseksualitet’ — og alt det, anklages for at stå i vejen for der ligner. Tekstudvalget indehol- bogens mere kommercielle sigte — der såvel berømte som mindre og det er måske også her, hunden kendte forfattere. Og så har det ligger begravet? oven i købet en ligelig fordeling af At forordets appel om accept mandlige og kvindelige digtere gør en ellers vellykket antologi til samt af henholdsvis bøsse og les- sualitet, er tekstsamlingen således homoseksuelle skam er lige så et delvist forældet projekt, er dob- biske temaer. De korte skønlitte- en perle. naturlige, psykisk hele og skabte belt ærgerligt, fordi projektet sam- rære prosatekster består både af Men den indeholder samtidig af Gud som heteroseksuelle, for- tidig er så prisværdigt. En syste- egentlige noveller og af tekstud- også elementer, som i dén grad gør mår forordet aldeles at privilegere matisk indsamling af homo-relate- drag fra romaner. den ude af trit med sin tid. Dette heteroseksualiteten som målestok rede emner er åbenlyst en enorm Især uddragene er kløgtigt først og fremmest i kraft af sit pro- for normalitet. mangel i dansk litteraturhistorie- udvalgt. Dels fungerer de godt som blematiske forord. Her søger Peter forskning, og det er da også derfor, selvstændige tekster, dels giver de Legård Nielsen at samle antologi- Forældet appel om accept en antologi som denne har været inspiration til at læse videre i de ens tekster med en opfordring til Forsøget på at opløse normalitets- savnet og bestemt udgør et stykke romaner og forfatterskaber, de er læserne — og samfundet generelt begrebet, så det kan rumme homo- pionerarbejde hentet fra. Både for lystlæseren og — om at acceptere homoseksuali- seksualiteten, afslører sig som ét for den, der søger inspiration til tet som normalt. Det er selvsagt en langt appelskrift til heteronormati- Oprør og ofre en mere indgående forskning i lit- appel, der skyder sig selv i foden. viteten og munder da også ud i en Paradoksalt viser flere af udvalgets terære fremstillinger af køn og sek- Ud fra den argumentation, at kapitulation over for en heteronor- tekster faktisk selv en diversitet,

40 NR. 4 DECEMBER 2003

(stand in)

som direkte eller indirekte udgør et oprør mod (hetero)normativite- ten. Tekstuddrag fra blandt andre Henrik Bjelke, Morti Vizki og Suzanne Brøgger viser en tendens til helt at opløse seksuelle kategorier, mens en kort tekst af H.C. Andersen fra 1842 med befriende Når temaet er selvfølgelighed lovsynger mandlig skønhed — øjensynlig uden angst for homofobe reaktioner. Den vid- homoseksualitet underlige provokation, det er at se en Andersen-tekst i en homoanto- logi, ligger ikke så meget i, at tek- Et interview med Peter Legård Nielsen sten ’homoseksualiserer’ Ander- sen, men derimod (og langt mere kærkomment) i, at den ’af-hetero- seksualiserer’ ham. Der er også tid, som på mange måder er gode andre små scoops som f.eks. Af Torben Kastrup for homoseksuelle, men der er søskendeparret Johannes V. og også tiltag, som går i den modsatte Thit Jensens tekster, hvis homo- Rosenvængets Allé 37 ligger i et retning. Verden bliver mere og had fikst flankerer hinanden. idyllisk hjørne af Østerbro i mere fundamentalistisk i øjeblik- Teksternes forskelligartede skil- København og synes at være den ket. Om det så er fundamentalisti- dringer af begær mellem personer perfekte adresse for Foreningen for ske muslimer eller kristne er lige- af samme køn lader spore en Danske Skønlitterære Forfattere. gyldigt. Fundamentalismen kom- historisk udvikling, der går fra det Her er kontemplativ ro og æstetisk mer mange steder fra, det kunne overraskende normaliserede (An- arkitektur, som øjet kan finde også være fra dele af Dansk dersen) over det tragiske (fx Bang hvile ved. De høje træer har rød- Folkeparti. Traditionen kæmper jo og Zahle) og farlige (Jensen og derne dybt nede i den danske altid mod det moderne. Jensen) mod dels en etablering af muld, og lige nu daler de efterårs- Konfronteret med disse autoritære positive og bekræftende identite- gule blade ned som løse sider fra modreaktioner tror jeg, at årtu- ter, og dels en opløsning af sam- forskellige bøger og lander på den sindskiftet, hvor jeg påbegyndte me. våde jord i nye spændende kon- arbejdet, er et passende tidspunkt Samtidig synes der også at her- stellationer og mønstre. for en opsummering og statusop- ske en overraskende kontinuitet i Formanden for foreningen er gørelse. Homoseksuelle er nået skildringen af den homoseksuelle digteren Peter Legård Nielsen, som langt, og de fleste lever da også et (især den homoseksuelle mand) — ved siden af sin egen forfatter- lesbisk antologi på dansk. Der har almindeligt liv på linie med den som stakkels. Er det tilfældigt, at virksomhed — har været redaktør været nogle tiltag i lille format, øvrige del af befolkningen, men Herman Bang — der netop spille- på flere antologier. Heriblandt men vi ville gerne lave en stor samtidig er der altså disse modre- de og spillede på denne rolle — samlinger, hvor kendte danskere samling. aktioner. indirekte bliver antologiens giver deres bud på temaerne »Min Hvad det økonomiske angår, De antihomoseksuelle manifes- hovedrolleindehaver, der spøger i barndoms bedste sommerferie« og ville forlaget gerne udgive noget, tationer, tror jeg, har deres ophav i alt tre gange, henholdsvis som for- »Utroskab«. Senest har Legård som sælger. Det er en vigtig del af det faktum, at homoseksualitet er fatter og som hovedperson? For så Nielsen været redaktør på antolo- sagen. Og det der bekymrede os i et dybt og konsekvent oprør mod vidt udvalget er repræsentativt for gien »Når mænd elsker mænd og den forbindelse var, at markedet den patriarkalske autoritet. Det en ’homo-åndshistorie’, så er det kvinder elsker kvinder«. Som tit- ikke var stort nok. I USA og kan være det patriarkalske sam- måske intet under, at Bangs offer- len signalerer, er temaet her homo- England samt andre lande, som vi fund, de patriarkalske religioner retorik synes at falde i så god tråd seksualitet. sammenligner os med, har man et eller den lille kernefamilies struk- med indledningens ditto. decideret homoseksuelt marked tur. Homoseksualitet er simpelt- Trods de problematiske elemen- Idéen bag værket med reklamer og så videre, hvilket hen subversiv, derfor er den blevet ter i indledningen er »Når mænd Idéen til en antologi centreret om vi ikke har her. Forum vovede kaldt ’sygelig’, og derfor provoke- elsker mænd og kvinder elsker homoseksualitet fik Peter Legård altså alligevel, og heldigvis har rer den til stadighed. kvinder« et godt, brugbart og Nielsen allerede for 10 år siden, bogen solgt godt og endda ligget Alligevel synes jeg, at antologi- beundringsværdigt projekt, som da han på rejser i udlandet så på bestsellerlisten, så jeg håber, at en kan læses af alle. Om den bli- forhåbentlig hen ad vejen bliver tykke samlinger med homoseksu- jeg kan få lov til at lave toeren. ver det, ved jeg ikke, men de suppleret med et bind 2, 3 og 4. elle tekster. I boghandler opdagede Men det afhænger udelukkende af heteroseksuelle, der har læst den, Der er uden tvivl stof til det i den han endda hele reoler fyldt med salgstallene, så det handler bare og som jeg har talt med, synes danske litterære kanon. Især hvis den slags litteratur og undrede sig om at købe bogen, hvis man også også den er interessant, fordi de projektet skeler til mere tidssva- over, hvorfor man i Danmark ikke vil have efterfølgeren, der består af får et nyt indblik i gammelkendte rende seksualitetsforståelser end havde blot en enkelt bog med tek- oversatte tekster. forfattere. Nogle er endda blevet den, forordet repræsenterer. ster, der kredsede om homoseksu- chokerede over, at deres yndlings- alitet. Men Legård Nielsen var Men har vi egentlig brug for en forfatter har skrevet om temaet. Maja Bissenbakker Frederiksen, f. ikke alene om at undre sig; også bøsse-lesbisk antologi nu i det 21. 1975, cand.mag. i dansk og filoso- på Forums forlag havde man note- århundrede. Kommer den ikke for Flere overraskelser fi fra Syddansk Universitet med ret sig fraværet af et sådant værk. sent, og er den ikke bare en litte- Peter Legård Nielsen er bibliotekar prisopgaven »Begreb om begær« rær kanon for en snæver kreds af af uddannelse og har dermed de — om queer teori og den danske – Både redaktøren Ole Knudsen og queer-forskere? bedste forudsætninger for at søge litterære kanon. Har bidraget med jeg synes, at det er et interessant og indsamle materiale. Desuden artikler om dansk litteratur til for- emne og har i flere år talt om, – Nej, jeg tror, at tiden er inde til skellige tidsskrifter. hvorfor der ikke findes en bøsse- en sådan antologi. Vi lever i en fortsættes næste side

NR. 4 DECEMBER 2003 41

(stand in)

fortsat fra forrige side for at gå på opdagelse i ukendte deres homoseksualitet, men frigør karakter med en homoseksuel tekster, sådan som jeg selv havde den i stedet. side. Jeg måtte undlade at bringe har han stor erfaring med dette gjort det. Hvis læseren havde læst noget fra Rifbjergs debutroman, arbejde, eftersom antologien er det hele i forvejen, var der jo Du har inkluderet en H.C. fordi det simpelthen er for svært hans tredje værk i den genre. ingen grund til at købe en ny bog. Andersen-tekst, som er yderst tve- at se temaet, når man ikke har Alligevel blev han overrasket Hvad forfatterne angår, har jeg tydig. Spørgsmålet er, om den sammenhængen. Så ville læseren under arbejdet med bogen og ænd- ikke haft noget kriterium. Om for- overhovedet indeholder et homo- sidde og undre sig over, hvorfor rede sine planer undervejs. fatterne er homoseksuelle eller ej seksuelt tema. Hvorfor har du alli- han skal læse sådan en tekst. ved jeg ikke. Jeg har ikke villet gå gevel valgt at tage nationaldigte- — Den oprindelige idé var at med- ind i skribenternes seksuelle ori- ren med? Du har gennem dit arbejde med tage alle genrer i antologien, som entering, tværtimod er det bare en antologien læst enorme mængder både skulle bestå af danske og fordel, at teksterne står alene. For — Først og fremmest ville jeg gå så af dansk litteratur med et homo- udenlandske tekster, men jeg blev selvfølgelig kan man som ikke- langt tilbage som jeg kunne, for at seksuelt tema. Kan du give et snart klar over, at det var umuligt. homoseksuel skrive om homosek- finde brugbare tekster og på den historisk rids af udviklingen i den Jeg blev forbløffet over, hvor sualitet — man ville undervurdere måde lave et slags kronologisk for- homoseksuelle litteratur? mange gode tekster der var at danske forfattere ved at hævde det løb, så man kan se, hvordan det vælge imellem. Det viste sig, at det modsatte. Tag eksempelvis Harald var for f.eks. 160 år siden. Jeg — Jeg er ikke litteraturforsker, var nødvendigt at koncentrere sig Herdal, som jeg ikke tror var endte tilbage hos H.C. Andersen men har arbejdet med antologien om danske tekster og udelukkende homoseksuel, men han kan i den og faldt over en tekst fra »En som forfatter. Desuden bryder jeg én genre. Og nu kan jeg faktisk grad beskrive den sørgelige situati- Digters Bazar«. Men jeg er godt mig ikke om at generalisere. Dog godt lide, at der kun er prosa i on, den unge mand er havnet i. På klar over, at han skriver i et sprog, kan jeg sige, at jo længere man går samlingen, hvilket gør det til et få sider kan Herdal skildre en tra- som man brugte dengang, hvor det tilbage i tiden, jo mere uskyldigt, mere homogent værk. Og trods gisk historie og samtidig trække hele tiden hed ’kære ven’ osv. Og romantisk og sværmerisk bliver min indsnævring af temaet har jeg lange tråde, så fortællingen får et jeg kan naturligvis ikke bevise det, det. Når det er sagt, er jeg også alligevel skåret fire femtedele væk, samfundsmæssigt perspektiv. men jeg synes, at teksten har et overrasket over, hvor frit man har så det er en ret righoldig kilde, jeg Jeg har heller ikke fravalgt tek- homoseksuelt tema. Det er i al fald kunnet beskrive homoseksualitet, har haft fingrene i. ster, som har en negativ holdning den oplevelse, jeg får, når jeg og specielt hvor langt man har Endvidere havde jeg også reg- over for homoseksuelle. Tvært- læser den. Det er en sød og char- kunnet gå med beskrivelser af les- net med, at der var langt flere bøs- imod synes jeg, at en af de mest merende tekst, og man kan ikke bisk kærlighed — og så tidligt. setekster end lesbiske, men det var spændende tekster er Thit Jensens. afvise, at der ligger en ekstra følel- faktisk ikke tilfældet. Det var lige- Hun har skrevet en hel roman sesfuldhed fra H.C. Andersens Overvågning og straf ligt fordelt med en lille overvægt med homoseksualitet som tema, side i forhold til drengen. Derfor – Et fælles karaktertræk for homo- af lesbiske værker, hvilket også ses hvilket sikkert overrasker mange skulle teksten med. Antologien seksuel litteratur er den megen i samlingen. Nok er bøsseteksterne læsere. Med et indædt had mod handler jo ikke blot om seksuali- lidelse, eftersom den handler om mere kendte, eftersom flere af de den homoseksuelle mand, hævder tet, men også om kærlighed. Og umulig kærlighed og strengt for- populære forfattere har skrevet om hun selvsikkert, at kvinden — og det, Andersen udtrykker her, er budte følelser. Langt op i historien bøsser. Denne dragning mod den kun kvinden — har ret til manden. kærlighed til en ungarsk dreng, kredses der bare om emnet uden mandlige homoseksualitet hænger Denne skråsikkerhed er meget som han gerne vil møde igen, hvis at forfatteren går nærmere ind i jo sammen med det faktum, at sex underholdende og typisk for den drengen engang kommer til det. Temaet er centralt, men det mellem mænd altid er blevet til- feministiske valkyrie fra Farsø. Danmark. ligger skjult i periferien, ligesom delt større opmærksomhed — og man kender det fra litteratur afsky. Sex mellem mænd har jo Mellem mennesker, ikke køn Udeladelser under skrap censur, som f.eks. i altid været mere forbudt og mere – Endelig ville jeg med min anto- Nogle læsere savner måske enkelte den progressive skønlitteratur i grænseoverskridende end sex mel- logi vise en udviklingsvej. Jeg forfattere i din kanon. Det kunne det forhenværende DDR. Kun lem kvinder. ønskede at påpege, at homoseksu- være Karen Blixen, Peer Hultberg langsomt bliver temaet mere eks- alitet har en naturlig udviklings- eller Ulla Ryum. Er der nogen, plicit. I 1930’erne og 40’erne kom- Teksten skal stå alene proces på linje med alle andre som ikke har ønsket at deltage i mer der en samfundsmæssig vink- Du siger, at materialet har været menneskelige udviklingsprocesser. en sådan antologi? ling på temaet, hvormed der sker enormt, og at du har kunnet vælge To ting, som aftegner sig, når man en opblødning i forhold til det far- og vrage. Hvilke kriterier har du læser de sidste 30 års homoseksu- — Kun ganske få har takket nej lige emne. haft i dit udvælgelsesarbejde? elle litteratur, er dels det indlysen- med den begrundelse, at de ikke 1950`erne er derimod en hård de faktum, at homoseksualitet nor- ville kædes sammen med emnet, og lukket tid og nærmest et spejl- – Det var vigtigt for mig, at det maliserer sig, når man stopper eller ikke ønskede, at det tema, de billede af den kolde krig. I årtiet ikke blev en slags sociologisk med at betragte det som en syg- i øvrigt havde skrevet om, skulle herskede en meget bornert moral. undersøgelse eller lærebogsagtigt. dom. Det læser man blandt andet forbindes med det homoseksuelle Det oplevede man overalt, men i Det, jeg ville lave, var en litterær ud af parforholdsbeskrivelserne. emne. Men jeg har måttet udelade København huserede en meget antologi, hvor hovedtemaet var Glæder og problemer i et homo- nogle forfattere, fordi jeg ganske nidkær og homofobisk politime- homoseksualitet. Og det eneste seksuelt parforhold er i høj grad enkelt ikke kunne uddrage en ster, der gjorde det til en æressag kriterium jeg havde i den forbin- de samme som i et heteroseksuelt novelleagtig tekst af deres værker. at fange bøsser ved hjælp af for- delse, var teksternes litterære kva- forhold. Problemer i et parforhold Det gælder eksempelvis for Ulla klædte politibetjente.I det hele litet. Moralsk havde jeg ingen opstår altså ikke mellem de to Ryums bøger. I en antologi er det taget slog man meget hårdt ned på skrupler eller forbehold, for jeg køn, som man traditionelt tror, jo sådan, at fragmentet skal kunne ’seksualforbrydelser’. Homosek- satte en grænse ved den beregnen- men blot mellem to mennesker — stå alene og læses med udbytte, sualitet var jo kriminelt, og der de, pornografiske litteratur. uafhængigt af køn. Endvidere er uafhængigt af konteksten. opstod et overvågningsmiljø som i Dernæst ønskede jeg at komme der ikke noget, der tyder på, at Desuden har jeg ikke kunnet en kommuniststat, og angivelser vidt omkring for at få så mange man som homoseksuel ikke kan tage uddrag med fra værker, hvor kunne føre så vidt som til kastrati- vinkler på som muligt. Jeg ville udvikle sig til et helt menneske. tematikken er mere diffus og ude- oner. Det er klart, at man ikke fin- ikke lave en antologi med udeluk- Litteraturen demonstrerer, at per- finerbar. Det gælder f.eks. »Den der megen litteratur med et klart kende kendte forfattere, men ville soner, som indgår i personlige kroniske uskyld«, hvor hovedper- homoseksuelt tema under disse derimod give læseren mulighed udviklingsforløb, ikke forlader sonen Janus er en dobbeltsidig skræmmende forhold.

42 NR. 4 DECEMBER 2003 (stand in)

Først i 1960èrne, hvor alt mere eller mindre bliver tilladt, kan man tale om en decideret homoseksuel litteratur, hvilket også er tilfældet i international sammen- hæng. Med pornografiens frigivel- Et perverteret se bliver der også udgivet pornografisk homoseksuel litteratur på linje med den heteroseksuelle. fotoalbum! Ligesom al anden kunst – Et gennembrud for den homoseksuelle litteratur kommer dog Om Nan Goldins dokumentation af sin ’familie’ først i 1970èrne med Christian Kampmanns selvbiografiske bøger. Kampmann gik ud, tog kampen op Butler efterlyser i den indflydel- hvor der ikke er ord for det, der og blev en betydelig inspirator for Af Tina Raun sesrige og banebrydende udgivelse placerer sig uden for eller på tværs senere generationer af forfattere. »Gender Trouble«fra 1990. af disse kategorier. Det er således Christian Kampmanns store fortje- You got your Mother in a whirl indiskutabelt, at ethvert individ er neste er, at han ikke gjorde emnet she’s not sure if you`re a boy or a Sprængfyldt med kaos mand eller kvinde, og alt efter hvil- outreret, men trak det ind i parfor- girl. Goldin har siden 1970’erne brugt ket køn man er, har man en tilsva- holdet og familielivet og viste, at kameraet som en visuel dagbog, rende maskulin eller feminin frem- sådan var det også. David Bowie sang allerede i dvs. som en måde at dokumentere toning og adfærd, som bestemmer I 1980’erne kan der i den 1970’erne om forvirrede mødre og sin egen og sine venners tilværel- begæret, der rettes mod det mod- homoseksuelle litteratur iagttages opblødte kønsroller. Dette kom der se. I Goldins billeder tilbydes vi satte køn. Den binære kønslogik en vis sadomasochisme, hvilken i 1990èrne en hel teori ud af, således et tilsyneladende uforstyr- producerer forestillingen om sub- man også støder på andre steder i nemlig queer teorien, der sætter ret indblik i et hårdt og eksperi- jektet som en enhed og opstiller en tiåret. Herhjemme havde vi Anne en ære i at udforske og forstyrre menterende miljø befolket af mar- kausalrelation mellem kropsteg- Linnet og Marquis de Sade, som traditionelle antagelser om krop- ginaleksistenser. De mennesker, vi net, kønsidentiteten og begæret. også udforskede emnet musikalsk, slig, kønslig og seksuel identitet. møder, lever alle en tilværelse på Hvis man læser Goldin med ligesom Madonnas »Erotica« både Queer teori anses med rette for at kanten af sociale normer og kon- queer teoretiske briller, kan man flirter med sadomasochismen og være svært tilgængeligt stof, og ventioner, og de passer ikke upro- betragte hendes billeder som en homoseksualiteten i 1992. I derfor er den amerikanske fotograf blematisk ind i de restriktioner for bekræftelse af Butlers dekonstrue- 1990èrne sker der ellers en nor- Nan Goldin (f. 1953) et ganske køn og seksualitet, som foreskrives rende tese om, at kønnet er en malisering, hvor man kan gå ind i godt og illustrativt trumfkort at af vores heteronormative kultur. kæde af performative citeringer. de rum man ønsker, og intet er for- have på hånden, hvis man skal Heteronormativiteten er ifølge Billederne antyder nemlig ofte budt, om end det er privat. Det er forklare, hvad queer teori er og queer teorien det sæt af normer, både det ubestemmelige og ustabi- et årti, hvor det hele bliver mere kan være. Goldin synes nemlig at der styrer definitionerne af det le i enhver kønnet eller seksuel egoistisk og man vender sig mod bedrive den form for kønsballade, socialt accepterede inden for en det nære og private. som queer teoretikeren Judith oppositionel og binær kønslogik, fortsættes næste side

— Således afspejler den homoseksuelle litteratur tiden ligesom al anden kunst. Homoseksuel litteratur følger den øvrige litteratur og de kunstneriske strømninger, hvilket jo er meget naturligt, eftersom den ikke er nogen autonom størrelse. Som regel er forfatterne til de homoseksuelle og heteroseksuelle tekster også de samme.

Ikke mere i skyggen Når træerne på Rosenvængets Allé atter står med grønne blade, kan læseren forhåbentlig gå på opdagelse i Peter Legård Nielsens nye, internationale homoseksuelle antologi. Med tekster fra alverdens eksotiske lande er der noget at glæde sig til, lover redaktøren. Dog er Peter Legård Nielsen ikke bange for, at det danske værk kommer til at stå i skyggen af den internationale. Dertil, mener han, er de danske tekster for gode.

Torben Kastrup (f. 1965). Cand.mag. i nordisk filologi og kunsthistorie. Nan Goldin: »Cody at her mirror« (NYC 1991)

NR. 4 DECEMBER 2003 43 (stand in)

fortsat fra forrige side Barbie. I denne forvandlingsproces tag altid har understøttet forestil- ikke uproblematisk indskriver sig i imiterer Cody et kvindelighedside- lingen om, at den unge, smukke, det heteronormative kønssystem, identitet, såvel som det konstrue- al, som netop Barbiedukken kaukasiske krop er kvindens der opererer med to tydeligt iden- rede i etableringen af kategorier repræsenterer. største og ’naturlige’ aktiv. Des- tificerbare køn. Billedet kan såle- som mand/kvinde, maskulin/femi- Det er gået op for de fleste, at uden har heteroseksualiteten altid des udløse en vis chok- eller over- nin eller heteroseksuel/ homosek- Barbie netop udgør et ideal, dvs. fremstået som det eneste og natur- raskelseseffekt, hvis man har anta- suel. De er som en Pedro Almo- at der ikke er kvinder, der kan lige valg, og dermed kan Barbie get, at Cody er en entydig kvinde- dóvar film farvemættede og leve op til hendes hvepsetalje, som produkt siges at repræsentere lig personage. Når eller hvis denne sprængfyldt med seksualitetskaos. slanke lange ben, store bryster og en (hetero)normativ idealverden. første antagelse afkræftes, kan yndefulde ansigt. Barbie er således Cody virke forstyrrende på den »I’m a Barbie girl et ideal, som ingen inkarnerer, Diffuse kropstegn sociale stabilitet, der som sagt in a Barbie world« men som mange alligevel forsøger Hvis vi går tilbage til billedet og baserer sig på absolutte og uforan- Da jeg for to år siden påbegyndte at imitere. Dette er i queer teoreti- ser på dette Barbieinteriør, er det derlige kønsidentiteter. min rejse ind i Goldins billeduni- ske termer også den måde, hvorpå bemærkelsesværdigt, at det er vers med queer teoretiske briller ’kvindelighed’ i det hele taget fun- skråtstillet i forhold til billedpla- »The queerest of the queer, hide var der i særdeleshed ét billede, gerer, nemlig via en citering af og net. Den velordnede idealverden inside your head…« der tiltrak sig min opmærksom- identifikation med de kulturelle er således i fare for at skride ud Billedet »Cody in the dressing hed. Det var »Cody at her mirror« forestillinger om kvinden. over bordkanten og krakelere. Ikke room at the Boy Bar« (NYC 1991) (NYC 1991), som jeg straks for- Barbiedukken er ét af disse bille- bare placeringen, men også omgi- er kun ét blandt mange eksempler nemmede, at man kunne betragte der på kvindelighed, som mange velserne kan virke forstyrrende på på Codys omtalte tvetydighed. som en næsten eksemplarisk visu- har imiteret siden produktet blev denne idealverden, idet der her- Betragteren får her adgang til alisering af det queer teoretiske sendt på markedet i 1959. sker et lettere kaotisk rod omkring Codys nøgne krop, hvilket både genstandsfelt. Dvs. en visualise- Barbie har dog undergået visse den. Den foroverbøjede person: blotlægger og slører ’hendes’ køn ring af køn som en forestilling i ændringer, idet hun er fulgt med Cody, kan også betragtes som et yderligere. Nøgenheden indvier os begge ordets betydninger og heter- tidens skiftende skønhedsidealer forstyrrende element. Jeg påpege- i, at Cody har kvindelige karakte- onormativiteten som den ’scene’, og forestillinger om kvindelige de indledningsvis, at mange aflæs- ristika (bryster), men at ’hun’ tilli- hvorpå vi alle agerer. karrieremuligheder samt fritidsak- er ’hende’ som kvinde, men det er ge har en række mandlige fysiono- På billedet ser vi i venstre side tiviteter. Producenten Mattel har langt fra den eneste aflæsningsmu- miske karakteristika (et bredt et lille lyserødt badeværelsesinter- således produceret en divergeren- lighed. De andre aflæsningsmulig- kæbeparti, store hænder, smalle iør med en nøgen Barbiedukke de garderobe og et divergerende heder er åbenlyse, hvis man enten hofter og måske antydningen af et siddende i et badekar og Kenduk- udbud af udstyr alt efter sociale og har ’blik’ for tvetydigheden eller abeskæg), hvilket vanskeliggør en ken siddende på kanten med ryg- kulturelle forandringer. Barbie konsulterer Goldins andre bille- definitiv kønsbestemmelse. gen til os med et badehåndklæde blev derfor i 80’erne lanceret som der, hvilket man som regel gør, da Billedets beskæring er i denne for- om livet. Bag dette dukkeinteriør en frigjort kvinde som et resultat de både i fotobøger og på udstil- bindelse særdeles besnærende, står endnu en Barbiedukke klædt i af feministiske strømninger, mens linger er samlet i serier. idet den stopper ved den genitale festkjole og med langt lyst krøllet der i samme periode udformedes I de andre billeder fremgår det hårgrænse og dermed holder køn- hår og en sløjfe, der matcher kjo- diverse etniske Barbier, sandsyn- nemlig tydeligt, at Cody er en net åbent. Beskæringen efterlader len. I billedets højre side ses en ligvis som et resultat af politisk ambivalent person med et diffust altså betragteren med en tvivl om, foroverbøjet person, Cody, som der korrekthed. Det er dog værd at kropstegn. Før eller siden går det hvad der er længere nede. står angivet i titlen, med langt bemærke, at Mattel trods disse til- således op for betragteren, at Cody Måske kan man ligefrem tale rødbrunligt hår samlet i nakken med en lyserød frottéelastik, der farvemæssigt matcher Barbiebadeværelset. Cody sidder ved sit sminkebord omgivet af diverse halvnussede sminkered- skaber og et fyldt askebæger. Mange har sandsynligvis en for- nemmelse af, at Cody er en kvinde, der er i færd med en særlig kvindelig akt: at lægge makeup. Billedet virker både snapshotagtigt og iscenesat, da Cody er ’fanget’ midt i en bevægelse, men omgivet af Barbie og Ken, der virker mal- placeret. Billedet udgøres således af to halvdele eller to verdener — en lidt sukret, romantiserende idealverden med det perfekte heteroseksuelle par Barbie og Ken — og en mere hverdagslig verden med Cody. Selvom det lyserøde Bar- bieunivers virker uforenelig med Codys rodede hverdagsverden, lader det til, at der alligevel fore- går en kommunikation imellem de to. Man fornemmer, at Cody er i færd med en ’forvandlingsproces’, som også Barbie har gennemgået — fra badende Barbie til festklædt Nan Goldin: »Cody in the dressing room at the Boy Bar« (NYC 1991)

44 NR. 4 DECEMBER 2003

(stand in)

hvor beskueren indvies i, hvordan deres samvær udvikler sig fra snak og pjat til mere intim kontakt. Betragtet med queer teoretiske briller er serien ligeledes en visua- lisering af, hvordan kønnet iscene- sættes eller fremmanes. Joey agerer nemlig meget tydeligt kvinde, mens Andres agerer mand. Joey fremstår som en blanding mellem sexual tease og bly pige, hvilket understreges af ’hendes’ vampede look, der fremhæver de ’kvindelige’ attributter. Andres derimod fremstår som en blanding mellem tavs machomand og sydlandsk superelsker, hvilket understreges af hans afslappede påklædning, der fremhæver hans veltrænede og mellemøstlige krop og dermed bestyrker hans maskulinitet. Det er tydeligt, at Joey og Andres spejler sig i hinanden som modbilleder eller diskursive modsætninger — dvs. at Joeys feminitet er afhængig af eller bestyrkes af Andres’s maskulinitet og omvendt. Det ’queer’ ved dette par er Nan Goldin: »Joey and Andres on Oranienstrasse« (Berlin 1992) imidlertid, at de både fremmaner og undergraver ideen om et obliga- om, at beskæringen giver os for- stitueres i modsætning til (egen som noget, man gør, fremfor som torisk heteroseksuelt par. De nemmelsen af, at der netop er oversættelse). noget man er, er denne gøren ikke bekræfter således på den ene side ’noget’, vi ikke ser. Dette ’noget’ frivillig, men underlagt restriktive den polære logik, der gennem- hentyder selvfølgelig til det mand- Klæder skaber køn og regulerende påbud. Man er trænger vestlig kultur og dens lige kønsorgan i overensstemmelse Det har sandsynligvis slået de således nødsaget til at agere mand etablerede hierarkier mellem med psykoanalysen, som de fleste årvågne litterære læsere, at jeg har og kvinde i overensstemmelse mand/kvinde, aktiv/passiv, ratio- af os er opflasket med. Fra både en del problemer med at omtale med tidens kønsnormer, hvilket nel/emotionel, stærk/svag osv., Freud og Lacan ’ved’ vi, at man- Cody som enten han eller hun, betyder, at der er grænser for, mens parret på den anden side den er ’havende’, dvs. har penis, hvilket selvfølgelig peger på spro- hvad man kan tillade sig, hvis også forskubber dem. Joey er nem- mens kvinden er ’manglende’, gets evne til at konstituere og be- man fortsat vil være forståelig og lig ikke er en ’kvinde’ i traditionel dvs. ikke har penis. Vi er dog i grænse, hvad vi kan tale om, og acceptabel. Disse normer har for- forstand. På trods af al den kvin- tvivl om, hvorvidt Cody er haven- hvordan vi kan tale om det. Da vi mende karakter, hvilket betyder, at delige staffage og de svulmende de eller manglende, hvilket sand- i sproget kun opererer med katego- man så at sige bliver til som sub- bryster er der visse fysiognomiske synligvis pirrer de fleste betragte- rierne han og hun, bliver de indi- jekt, når man citerer disse normer, træk, der indikerer mandighed — res nysgerrighed. Mange oplever vider, der ikke helt passer ind i mens det samtidig er muligt at for- især det grove ansigt, der ikke helt måske ligefrem, at billedet afføder disse kategorier, i en vis forstand skyde normerne, da der netop er lader sig skjule under det ellers en masse essentialiserende tan- ’utænkelige’ eller ’illegitime’. De tale om en citation eller en genta- tykke lag sminke. kespind om Codys ’rette’ køn. bliver med andre ord sprogligt gelse. En konsultation af andre bille- Hvis man konsulterer Judith uforståelige og dermed også uac- der af Joey bestyrker kun denne Butler, finder man en mulig for- ceptable som individer. »Girls who are boys, who like ambivalens. Når der kan drages klaring på dette, når Butler påpe- I billedet er det ikke bare Cody, boys to be girls, who do boys like tvivl om Joeys kvindelighed, drager, at køn og menneskelighed er men også omgivelserne, der kan they`re girls...« ges parrets ’heteroseksualitet’ også to nært forbundne størrelser i læses som et forsøg på at debattere Goldin formår ofte at forene den i tvivl. Den heteronormative kate- vores kultur. Dette vil sige, at kønnets ’natur’. Idolportrætterne gode fortælling med en identitet- gorisering af køn og seksualitet mennesker, vi møder, først bliver af Liza Minelli kan man i et queer spolitisk agenda, hvilket man ser forstyrres — for parret er altså forståelige for os i det øjeblik, vi teoretisk perspektiv aflæse som et et eksempel på i billedserien »Joey hverken ’heteroseksuelt’ i ordets kan tilskrive dem et køn. Butler eksempel på, at identitet og der- and Andres on Oranienstrasse«, strengeste forstand, men samtidig skriver i »Gender Trouble«: med også køn konstitueres perfor- »Joey laughing« og »Joey and er der heller ikke tale om et homo- mativt ved en citering af og identi- Andres in Hotel Askanischer Hof« seksuelt par, for Joey har tydelig- Kønstildelingen ’kvalificerer’ tilsy- fikation med et fantasmatisk ideal, (Berlin 1992). vis visse attributter, der tilskrives neladende kroppe til at være men- mens det fyldte tøjstativ kan Billederne kan på ét plan et kvindeligt kropstegn. Parret neskekroppe; et spædbarn bliver aflæses som en kommentar til, i betragtes som en lille kærligheds- opererer så at sige inden for en således menneske i det øjeblik, hvor høj grad klæder ikke kun historie og på et andet plan som heteronormativ identitetsforståel- hvor spørgsmålet »er det en dreng skaber folk, men i særdeleshed en gennemspilning af maskulini- se, men forstyrrer den også. eller en pige?« besvares. De krop- også køn. Dette betyder dog ikke, tets- og feminitetsroller. Kærlig- pe, der ikke helt lader sig kønsbe- at kønnet i queer teorien opfattes hedshistorien begynder med en Kulturelt rollespil stemme, falder uden for det men- som et stykke tøj, der kan tages af omfavnelse i Berlins gader, hvor I en queer læsning vil parret opfat- neskelige, faktisk bliver de til det og på, som mange fejlagtigt har Joey og Andres ’tilfældigt’ fanges tes som subversive eller positivt ikke-menneskelige og det abjekta- læst frem af »Gender Trouble«. af fotografen. Senere fortrækker le, dét som det menneskelige kon- Selvom Butler opfatter kønnet parret til mere ’private’ gemakker, fortsættes næste side

NR. 4 DECEMBER 2003 45

(stand in)

fortsat fra forrige side forstyrrende, da de illustrerer, at den ’heteroseksuelle original’ er et rollespil, og at alle, uanset køn, kan indtage dennes roller. Scene- riet vil endvidere fremstå som en bekræftelse af kønnets og måske i særdeleshed kvindelighedens af- hængighed af ydre konventioner såsom tøj. Det er i forlængelse heraf påfaldende, at Joey beholder MiniTrans det fetisherende tøj på under hele den intime seance. Man fornemmer, som Joan Riviéres påpeger i En kort introduktion til Transgender Theory i relation til sit klassiske essay »Kvindelighed som maskerade« fra 1929, at kvin- Queer Theory deligheden er en maske, der be- nyttes i et forsøg på at skjule virile og potent kastrerende tilbøjelighe- Netop kønstransgressioner opere- kategoriseringer og vil derfor de- der. Dette er måske i bogstavelig- Af Bonnie C. Barr rer ofte som en queer læsnings naturalisere forståelsen af seksua- ste forstand tilfældet her! centrale omdrejningspunkt. Det litet (og køn), i modsætning til I disse og i de tidligere omtalte Ordforklaring ustabile køn fortæller noget om Transgender Theory, som også øn- billeder er det tydeligt, at Nan Transgender: Et begreb der kan seksualiteten og nedbryder den sker at rekonstruere disse. Queer Goldin leger med de konceptuelle oversættes til transkønnethed. gængse opfattelse af, hvad der kan forskere beskæftiger sig med såvel som billedlige forestillinger Transgender anvendes som et sam- anses som naturlige og oprindelige undersøgelsen af seksualiteter (og om køn og seksualitet, der er til lebegreb for diverse kønstransgres- identitetskategorier. Der melder køn), som står udenfor den hetero- rådighed i vores heteronormative sioner i forskellige former, eksem- sig dog et spørgsmål, når denne seksuelle norm i et forsøg på at kultur. Goldins billeder frembyder pelvis transseksualitet og transves- problematisering af naturaliserede denaturalisere både normen og nogle queer tolkningsmuligheder, tisme. Begrebet spiller på skellet seksualitetskategorier implicit dens ’afvigelse’. Det er derfor cen- der kan virke udfordrende på mellem ’sex/gender’, som på anvender eksempler på kønstrans- tralt at undgå essentialiserende dette køns- og seksualitetssystem, engelsk betyder et skel mellem gressioner: Er det muligt, at queer begreber. I den henseende har og som kan anfægte heteroseksua- ’sex’ = biologisk køn og ’gender’ = læsning har det primære formål at ordet queer en væsentlig betyd- litetens status som norm og som socialt og kulturelt køn. Ordet skrive (homo)seksualitet frem som ning. natur. Dette gør Goldins billeder anvendes ofte i stedet for transsek- et unikt eksempel på subversionen På engelsk er queer oprindeligt opsigtsvækkende, spøgefulde og sualitet (transsexuality), der i sin af heteronormativitet, med den et stærkt nedsættende ord for — kort sagt — queer. ordlyd leder tanken hen på seksu- konsekvens at læsningen samtidig homoseksualitet, men homoseksualitet, og ikke på køn, og samtidig usynliggører eksempelvis transsek- elle bevægelser har taget ordet til alluderer til, at det biologiske er sualitet og transvestisme? I deres sig og reartikuleret det til egen for- Judith Butler: »Gender Trouble. væsentligt. Transgender peger i kritik af queer teori er det netop del for således at give det en ny, Feminism and the Subversion of stedet på, at det er det sociale og Identity« (1990) kulturelle køn, der er i centrum. Judith Butler: »Bodies that Matter. Transgender betegnelsen antyder On the discursive limits of ‘sex’« også, at skellet mellem ’sex/gen- (1993) der’ kan opløses, og at ’sex’ kan Nan Goldin: »The Other Side«, erstattes med ’gender’, dvs. at det Scalo, Zurich, Berlin, New York biologiske køn anses som en kon- 2000 (1993) struktion. Det er derfor en politisk Nan Goldin: »Nan Goldin: I´ll be markering at bruge transgender i your mirror« på Whitney Museum stedet for transseksualitet. of American Art October 3, 1996 I denne artikel vil jeg anvende — January 5, 1997 transgender til at betegne de teore- Erica Rand: »Barbie`s Queer tiske og politiske tilgange til køn- Med venlig tilladelse af Mini Trans a/s Accessories« (1995) stransgressioner, mens transseksu- Tina Raun: »Sikke en ballade! — alitet i min brug anvendes som en påstanden hos ’trans’akademikere positiv mening. Samtidig betyder Judith Butler og de ’skæve’ eksi- erstatning for ordet transkønnet- og -aktivister. ordet også mærkelig, underlig, stenser«, in »Synsvinkler«, Queer hed, der på dansk synes for klod- Den seneste forskning udsprun- excentrisk og suspekt, hvilket af særnummer, nr. 28 (2003) set et udtryk. Hvor det er muligt, get af queer teori er det, som på queer teoretikere understreges i vil jeg bruge præfikset ’trans’ som engelsk kan betegnes Transgender opfattelsen af seksualitet som en Tina Raun (f. 1974), mag. art. i en paraplybetegnelse for de for- Theory. På sin vis står denne til- modsætningsfyldt, social og dis- kunsthistorie med konferensspeci- skellige udtryk. gang ikke i modsætning til queer kursiv konstruktion, man ikke kan alet »Identitetskonstitueringer i teori, men har snarere sine rødder afdække en objektiv sandhed om. det senmoderne — en queer teore- ’Trans’kritik af queer teori i denne. Netop fordi queer teori (Homo)seksualitet fungerer i queer tisk vinkel på nyere visuel kultur«. Er transseksualitet queer teoris ikke udgør ét afgrænset område, teori således som en slags episte- Har publiceret i forskellige tids- foretrukne modus? Fungerer trans- men måske kan indkredses til en mologisk trickster, der ikke kan skrifter og afholdt kurser og fore- seksualitet som en underliggende paraplybetegnelse for bøsse-lesbi- fastlægges, og bliver ofte iscenesat drag, senest om Calvin Kleins figur, der er med til at illustrere ske studier, biseksualitet og trans- som et dekonstruktivt element, der modefotografi og queer som bran- queer teoriens politiske projekt, seksualitet, synes det unødvendigt er i stand til at problematisere den ding på KVINFO, København. nemlig destabiliseringen af køn og at indsnævre endnu et særområde. hegemoniske orden. seksualitet? Queer teori fokuserer på at undgå

46 NR. 4 DECEMBER 2003

(stand in)

Hvad er kernen i Transgender specifik analyse. Måden, som samtidig med at selve det narrati- de. På den ene side bekræfter og Theory? Prosser kommer frem til denne på, ve forløb (fra kvinde til mand eller naturaliserer den en heteronorma- De fleste ’trans’akademikere og er via en kritik af queer teoriens vice versa) nedbryder sig selv og tiv kønsopfattelse, mens selve for- aktivister anser sig som en del af udgangspunkter, eksemplificeret derved viser, at køn kan skabes på tællingen om at skifte køn (og den queer teori, men ønsker at påpege ved Judith Butler og Eve Sedg- mange måder. transseksuelle subjektivitet, som de specifikke forskelle fra queer wick. Dette paradoks er kendetegnen- bliver resultatet heraf) på den teori, som netop begrænser dennes de for transseksuel subjektivitet. anden side destabiliserer opfattel- forståelse af kønstransgressioner. ’Trans’narrativitet og queer per- ’Trans’akademikere og aktivister sen af kønnet som en uforanderlig, De væsentlige forskelle ligger her i formativitet placerer sig i denne henseende naturgiven kendsgerning. Begge opfattelsen af kategorierne erfa- Både Butler og Sedgwick argumen- som en del af den queer bølge, forståelser inkorporeres i transsek- ring, subjektivitet og kropsliggørel- terer i 1990 (i henholdsvis »Gen- men skriver sig også samtidig, og sualitet. Man kan således betragte se. Ifølge ’trans’akademikere og der Trouble« og »Epistemology of ofte på paradoksal vis, op imod ’trans’teori som en tilgang, der aktivister gør queer teoris dekon- the Closet«) for, at feminismen i den. prøver at imødekomme dette para- struktive fokus og antiessentialis- sin traditionelle form ikke er doks, og arbejde et sted midt imel- me det vanskeligt at analysere udstyret til at analysere (homo)- Paradokset i Transgender Theory lem essentialisme og konstruktio- netop disse størrelser. Dele af seksualitet, da feminisme fokuse- Transgender Theory forsøger sig nisme. queer teorien kritiseres derfor for rer på forståelsen af køn som en nemlig udi det umulige; at dekon- at ville trække studiet af seksuali- fast identitet og således har svært struere og rekonstruere køn (og ’Trans’teori som splittelse seksualitet) i én og samme Transgender Theory er altså ikke manøvre. Transseksuel subjektivi- en fastlagt disciplin. Den udgør tet udstiller splittelsen mellem at snarere en splittelse mellem, hvad være og blive til, hvilket især der i en forsimplet version kan kommer til udtryk i narrativer om defineres som en essentialistisk kønsskifteprocessen. Prosser (traditionel) og konstruktionistisk beskæftiger sig her med de førom- (postmoderne) opfattelse af køns- talte, problematiske størrelser sub- kategorier. Den anglo-amerikanske jektivitet, erfaring og kropslig- opdeling af køn i en ’sex/gender’ gørelse og analyserer således, dikotomi er central for denne hvordan transseksuelle autobiogra- splittelse, der i modsætning til i fier fremskriver paradokset mel- queer teori ikke søges ophævet, tet bort fra kønsstudiet, således at ved at forstå praksisser, der under- lem tilværelse og tilbliven og men bliver bevaret som et para- seksualitet bliver til queers særeg- minerer idéen om køn (og seksua- karakteriserer dermed den trans- doksalt omdrejningspunkt. Flere ne område, og køn til feminismens litet) som en essentiel kerne. seksuelle narrativitet som forskel- ’trans’akademikere og aktivister traditionelle undersøgelsesobjekt. Kritikken eksemplificeres via de lig fra queer performativitet. arbejder således med en forståelse Transseksualitet kan derimod ikke udfordringer til feminismen, som Den identitetsskabende historie af køn som både en biologisk og forstås ved en strategisk adskillel- udspiller sig i homoseksuelle sub- om at skifte køn er slutningen på socialt, kulturelt determineret se af disse kategorier, eller ved at kulturers leg med kønsidentiteter. den transseksuelle fortælling (en størrelse, mens andre opererer blive reduceret til et udtryk for Butlers velkendte analyse af drag fortælling som siger: se! jeg er ble- med en opfattelse af køn som en homoseksualitet. performances og Sedgwicks ek- vet den, jeg altid inderst inde har størrelse, der kan opløses mere Disse problematiseringer af sempler på James Dean og Mar- været), mens samme narrativ eller mindre. queer teori udgør kernen i, hvad lene Dietrich som ikoner for hen- (inden for queer teori) blot marke- Spændingsfeltet mellem deter- der har udviklet sig til holdsvis lesbiske og bøsser, er et rer starten på queer performativi- mination og frigørelse, essentialis- Transgender Theory. Gennem en eksempel på kønsoverskridende tet: nemlig muligheden for at me og konstruktionisme er konsti- analyse af flere af queer teoriens identifikationer, der ses som queer begynde en kritik af heteronorma- tutivt for ’trans’teori. De mere ’for- kerneteoretikere hævder en udtryk. tive kønsopfattelser. Prosser vil sigtige’ ’trans’akademikere og akti- ’trans’akademiker som Jay Prosser, I Prossers kritik bliver det net- med sin analyse af ’trans’narrativi- vister fokuserer på denne balance- at kønstransgressioner i queer op disse ’trans’figurationer, der tet påpege, at denne i kraft af sine gang og ønsker ikke at afvise teori fungerer som de underliggen- muliggør en ny teori om seksuali- modsætninger faktisk også kan essentialisme som sådan, men sna- de figurer, der muliggør hele ana- tet, men samtidig det som også siges at have et subversivt potenti- rere at erstatte den med en meto- lysen af queer seksualitet. medfører, at transseksualitet i sin ale, og ikke blot er en repetition af dik, der kan forholde sig til for- Hun/han skriver i »Second Skins« queer udformning mister sin spe- de normative opfattelser af køn. skelle og specificitet uden at forstå (1998) således: »In short, in retro- cificitet. Pointen hos Prosser er Et gennemgående træk for kon- dem som enten kerner eller kon- spect, transgender gender appears nemlig, at den transseksuelle nar- struktionen af transseksuel identi- strukter, men som både-og. Som as the most crucial sign of queer rativitet ikke kan reduceres til tet er den klassiske historie om at Marjorie Garber i »Vested Inter- sexuality’s aptly skewed point of queer performativitet, og at effek- være født i den forkerte krop og ests« (1992) skriver: entry into the academy.« Analysen ten af Butlers læsninger af drag inderst inde i virkeligheden være af kønstransgressioner fungerer performances i både »Gender en anden end det, de ydre attribut- The phenomenon of transexua- derfor som argumentet for en ny Trouble« og »Bodies That Matter« ter viser: altså en mand fanget i en lism is both a confirmation of the teori om seksualitet og grund- (1993) er at gøre ’trans’begæret kvindes krop eller omvendt. constructedness of gender and a lægger dermed queer tankegang. efter legitimitet både reaktionært Denne narrativ, som gennemsyrer secondary recourse to essentialism På den måde bliver det meget og uforståeligt. Den transseksuelle transseksuelle autobiografier, er — or, to put it a slightly different vanskeligt for queer teoretikere narration er en identitetskonstitue- netop årsagen til queer teoriens way, transexualism demonstrates ikke at komme til at anvende rende fortælling, mens queer per- ofte lidt nedsættende holdning that essentialism is a cultural con- transseksuelle udtryk udelukken- formativitet medvirker til at ’af- over for transseksuel subjektivitet, struction. de som vehikel for studiet af sløre’, at identitet aldrig fuldt ud da en sådan forståelse synes at (homo)seksualitet. Prosser ønsker kan determineres, og at idéen om bekræfte både et strengt køns- Denne prekære positionering gør derimod at udvikle en ’trans’teori, kønnet som en fast størrelse er en polariseret system samt en essen- det vanskeligt at få hold på, hvor- som kan forholde sig til diverse fiktion. Kønsskifteplottet forsøger tialistisk kønsopfattelse. dan transseksualitet egentlig kan kønstransgressioner netop som at etablere køn som en ganske Paradokserne i den transseksu- størrelser, der i egen ret kræver en uproblematisk identitetskategori, elle narrativ er altså selvindlysen- fortsættes næste side

NR. 4 DECEMBER 2003 47

(stand in)

fortsat fra forrige side queer bevægelserne er, på para- hvordan man er blevet noget, man (1928) kan således genlæses som doksal vis, at queer teorien har i virkeligheden har været hele et eksempel på kønslig inversion, forstås. Enten opfattes kun det muliggjort et mere dybdegående tiden. Ydermere karakteriseres sti- på problematisk og pinefuld subversive aspekt i en queer for- studie af kønstransgressioner. Via len som fragmenteret og hybridise- ’trans’kropsliggørelse og subjekti- ståelse af kønstransgression og publikationer af værker om emnet ret; en stil, der ved sin blanding af vitet, snarere end den må forstås dette forstås blot som figurativt for inden for en humanistisk forsk- forskellige genrer skaber en tekst- som en lesbisk klassiker. At sexo- det queer, eller også anskues trans- ningstradition — ofte med ud- lig position som værende midt logiens begreb om kønslig inversi- seksualitet, i traditionelle femini- gangspunkt i kulturstudier — har imellem. Eksempler på dette er on ikke blot fungerede som en for- stiske læsninger, som en effekt af ’trans’akademikere og aktivister den tidligere omtalte Leslie klaringsmodel for homoseksuali- patriarkalske kønsnormer og medi- søgt at gøre op med den medicin- Feinbergs »Stone Butch Blues« tet, men som en måde at forstå cinske, psykopatologiserende dis- ske diskurs’ psykopatologisering (1993), der som en fiktionel auto- mange forskelligartede udtryk for kurser. Kate More betegner i af transseksualitet. De har ligele- biografi placerer sig som hverken transseksualitet, argumenter »Reclaiming Genders« (1999) såle- des villet foranstalte et studieom- en roman eller en autobiografi. Prosser i den henseende for. des transseksualitet som »A test- råde, som på egne præmisser kan Teksten producerer en ’trans’genre Med dette i baghovedet opstår case for feminism and an end-case analysere de mange forskelligarte- og befinder sig imellem genrerne, en rigere mulighed af læsninger for Queer Theory«. de former for kønstransgression. I ligesom dens hovedperson befin- lige pludselig. Transgender studier en dansk sammenhæng er queer der sig imellem kønnene. Også kan således beskæftige sig med Essentialisme i gåseøjne teori først nu ved at komme på Lili Elbes memoirer kan betegnes andet end at læse autobiografier, At transseksualitet ikke er en banen som en akademisk ’meto- som fiktionel autobiografi i en hvis man også giver sig i kast med størrelse, som er nem at begribe, de’, og derfor kan man forestille fragmenteret stil. litterære (gen)læsninger af queer illustrerer ’trans’teorierne faktisk sig, at forskning inden for trans- Prosser argumenterer for, at fortolkninger. Hvad vil en også i sig selv. ’Trans’akademikere seksualitet med et andet tankegods denne æstetik netop eksemplifice- ’trans’læsning som en parasit på og aktivister deler ikke den samme end psykoanalysen og medicinens rer den transseksuelles subjektivi- queer, der jo allerede i forvejen holdning i forståelsen af forskelli- først for alvor kommer på tale, når tets paradoks; ønsket om at ville snylter på værten, bringe af over- ge ’trans’praksisser og udtryk. (eller hvis) queer teori vinder ind- skabe et tilhørsforhold til det køn, raskende muligheder? H. C. Dette demonstreres i debatten om, pas. De første danske bidrag til man føler man er, men som man Andersens »Den lille havfrue« hvorvidt man skal bruge termen transgender studier kunne eventu- aldrig fuldt ud kan blive, både byder sig til for en ’trans’læsning, transgender eller transsexuality til elt følge i Prossers fodspor og fordi det er der ingen, som kan, og ligesom Herman Bangs novelle at beskrive forskellige kønstrans- begynde med en analyse af trans- fordi selve den transseksuelle nar- »Franz Pander« kredser om umu- gressioner (jf. min indledende ord- seksuelle autobiografier. rativ jo netop afslører sit subjekt lige kønsidentifikationer. forklaring). Danmark har faktisk en af som én, for hvem oprindelsen ikke Tilhængere af betegnelsen historiens tidlige dokumenter om stemmer overens med slutresulta- Udfordring til danske queer- transgender kan defineres som de kønsskifteoperation i Lili Elbes tet. En analyse af begrebet ’trans’- forskere postmoderne ’trans’teoretikere, memoirer »Fra mand til kvinde« genre viser sig altså som en mulig I en dansk sammenhæng er det der egentlig også i en vis grad kan (1931) og også historien om tilgang til transgender studier. nok op til queer forskere at tage de betegnes som queer (performance- Christine Jorgensen (en af de mest udfordringer i’trans’teorien op, da kunstnerne Kate Bornstein og velkendte skikkelser i ’trans’histo- Genlæse queer kanon? det vel er usandsynligt, at der i cyberteoretikeren Sandy Stone til- rien), som udgav en autobiografi En anden mulighed (også påpeget nærmeste fremtid ville kunne hører denne gruppe), mens de, om sit kønsskifte i 1967, kan rela- af Prosser) er, ironisk nok, at gen- udvikle sig et sådant studie. Dette som imidlertid anvender begge teres til en dansk kontekst. læse queer læsninger og tekster. især, når man medtænker den betegnelser, fokuserer på den spe- Analyser af kvinde til mand auto- Queer teori er i færd med en ’que- generelle mangel på en synlig cifikke transseksuelle historie og dansk ’trans’aktivisme, samt den subjektivitet, der overlapper, men almene mistro over for teorier, der også anskues som forskellig fra det beskæftiger sig med køn og seksu- queer. Navne som Leslie Feinberg, alitet. Men muligheden er der i Pat Califia og Jay Prosser er f.eks. hvert fald. Kun fremtiden vil vise, eksponenter for denne holdning. hvilke ’trans’figurationer, der kan Hvis man kan betegne queer tage form og kile sig ind i både teori i alle dens afskygninger som læsestrategier og teorier med køn en teori med det overordnede mål (og seksualitet) som centrum. at sætte identitetskategorier til debat — og altså sætte gåseøjne Kate Bornstein »Gender Outlaw« om essens — så adskiller (1994) ’trans’teori sig fra dette ved netop biografier vil ligeledes kunne brin- ering the canon’ og har anvendt Pat Califia »Sex Changes« (1997) at befinde sig i grænsefladen mel- ge nogle interessante perspektiver kønstransgressionen som en figur Richard Ekins & Dave King lem essentialisme og konstruktio- i spil, fordi man der kan under- til at påpege heteronormativitetens »Blending Genders« (1996) nisme eller identitetspolitik og søge, hvordan konstruktionen af spændetrøje. Prossers politiske Leslie Feinberg »Transgender anti-identitetspolitik, samt ved at femininitet og maskulinitet adskil- projekt er at geninvestere den Warriors« (1996) turde beskæftige sig med erfaring ler sig fra hinanden. Er det muligt, transkønnede figur med hele dens Kate More & Stephen Whittle og (kropslig) subjektivitet som at bestemte ’trans’ karakteristika specifikke historie og kontekst. En »Reclaiming Genders« (1999) meningsproducerende elementer i kan udledes af et sådant studie, og genlæsning af queer kanon kan Jay Prosser »Second Skins« (1998) identitetsdannelsen. Man kan sige, kan man med disse i baghovedet muliggøre en analyse af kønstrans- at ’trans’teori i stedet sætter essen- således læse andre typer tekster og gressioner som andet end eksem- Bonnie C. Barr (f. 1975), stud. tialisme i gåseøjne. fremskrive transseksuelle temaer? pler på, og sammenligning med mag. i Dansk og Køn & Kultur ved Prosser anvender sine analyser til homoseksualitet, men stadigvæk Syddansk Universitet. Bor i Case: Transseksuelle at udlede et transseksuelt genrebe- med sin egen distinkte historie — Odense og er bestyrelsesmedlem selvbiografier greb; ’trans’genre definerer både knyttet til homoseksualitet, af lokalforeningen for kønsforsk- Årsagen til, at transgender hun/han det som. Det centrale for men sandelig også forskellig fra ning i Danmark samt co-anmeldel- bevægelserne i USA og England dette begreb er ’trans’narrativite- denne. En roman som Radclyffe sesredaktør for tidsskriftet har kunne markere sig særskilt fra tens paradoks: at demonstrere, Halls »Ensomhedens brønd« »Kvinder, Køn og Forskning«

48 NR. 4 DECEMBER 2003 (kortprosa)

re, Jens Jacob Toftegaard og Kris- kækt med et citat af kronprins tian Bang Foss, skriver tæt om- Frederik og fortsætter fermt i feltet kring et stof med et godt potentia- mellem kitschede (prinse-)drøm- le for fascination. Toftegaard om me og dagligdag. Hørslev har en noget, der minder om selvopleve- sikker evne til at få sætninger, som Diversitet de hændelser i kommunistiske egentlig kunne være prosa, til at pionerlejre i halvfjerdserne i blive delt op, så de får en betoning Lovende smagsprøver fra Forfatterskolens Sovjetunionen. De konkrete hænd- og rytme, der gør enhver afskriv- elser i dette underlige univers af ning som knækprosa til skamme. årgang 2003 ritualer og kontrol med alle dati- Endelig lukker Maja Lee dens bipolære spændinger in Langvard af med en blanding af mente skrives fint frem med ho- små digte, ofte baseret på gentagel- saister, to fragmenterende, legende vedvægten på genfortælling, men ser, der leger med sprogets kliche- Forfatterskolens afgangsantologi prosaister og endelig to der skriver også med indskud hvor fortælle- er, og ready-mades om identitet. 120 sider, 129 kr. med løs bagkant, henholdsvis ren kommenterer, hvad han kan Helt ubetalelig er ikke mindst en Basilisk digte og konceptuelle stykker. erindre. adoptivorganisations beskrivelse De fragmenterende og legende Bang Foss leverer et uddrag af fra 1979 af, hvordan børn fra Anmeldt af prosaister, Mads Eslund og Palle en roman, som efter oplysningerne andre dele af verden ser ud, dvs. Mads Rosendahl Thomsen Sigsgaard, har masser af ideer og i bidragyderlisten at dømme alle- hvordan de adskiller sig fra at drive i deres tekster, men står for rede er antaget af Gyldendal. Han være danske. Langvards tekster En af kvaliteterne, men ikke den mig alligevel som antologiens sva- skriver stilsikkert om en fisketur i kunne formentlig også fungere eneste som det vil fremgå, ved geste bidrag, fordi deres tekster Sverige. Detaljemættet og med en godt på en kunstudstilling, så det samlet at præsentere de seks di- også demonstrerer — heldigvis — intens jeg-fortæller. Uddraget er er interessant at se, hvilket medie mittender fra Forfatterskolens at man med en fragmenteret prosa stort set også blottet for humor hun vil fortsætte i. årgang 2003, er, at den lejligheds- fyldt med indfald og koncepter (men humor er naturligvis ikke Alt i alt lover antologien en del vise snak om skolens ensretning af ikke bare får foræret en form, der alt), og der går en del, måske for bedre end sidste års antologi forfattertalenter ikke får meget ikke kan mislykkes, sådan som en meget, Hemingway i det: manden »0:2«. Den er desuden forsynet opbakning ved en udgivelse som fortælling kan mislykkes. Måske er mod fiskene. Men skrive kan han. med et passioneret og øjenåbnen- denne. De seks forfattere, to kvin- pladsen i denne sammenhæng for Lone Hørslev udkommer også de indledende essay af Forfatter- der og fire mænd, grupperer sig trang til, at de kan få deres skrift med en bog på Gyldendal, hendes skolens rektor, Hans Otto Jørgen- dog formelt i tre lige store (små) rigtigt op at køre, så at sige. anden digtsamling, hvorfra antolo- sen. grupper: to mere traditionelle pro- De mere traditionelle fortælle- giens bidrag er hentet. Hun åbner

zars som inspiration til »Auri- cula«. Endelig er der afsnittet med kronoper og famøser og forhåbnin- ger, hvor teksten ikke bare er absurd, men ligefrem går i opløs- Kronoper og famøser ning. Alligevel kan man lære, at kronoper er grønne, strittende og fugtige genstande, forhåbninger er Cortazárs hverdagslige absurditeter kan nydes i Peer F. Bundgårds selvlysende mikrober, men famøs- glimrende oversættelse erne, ja, hvad er de i grunden? De danser borgfred og kan finde på at rejse ud. Det gør kronoperne også, om kronoper og famøser« fra 1962, Der er dog en lille forskel i forhold mens forhåbningerne er fastboen- Julio Cortázar og allerede her lægger man mærke til alle de almindelige, der bilder de og ikke rokker sig af stedet lige- Historier om kronoper og famøser til den underfundige oversætter, sig ind at besidde en vis originali- som statuerne. Famøserne er (Historias de cronopios y de Peer Bundgård. tet, nemlig at denne familie er sig ordensmennesker, der etiketterer famas) Selv holder jeg mest af de tek- sin kopistatus bevidst og gør sig og ordner deres erindringer, mens Oversat af Peer F. Bundgård ster, der lægger sig tæt op ad en de yderste anstrengelser for at det samme langt fra er tilfældet for 146 sider, 150 kr. automatiseret handling, der der- optræde som kopier. Og så bliver de uordentlige kronoper, hvis Basilisk næst beskrives netop så minutiøst, det rigtig underligt. erindringer altid ligger og flyder. som når man på et pædagogisk Til gengæld er det interessant Hvis man søger en mening i Anmeldt af kursus før i tiden (og nu?) blev sat at opdage, at sektionen for plastisk galskaben, er det nydelsen ved Rigmor Kappel Schmidt til at beskrive, hvordan man bin- materiale rummer fortællinger, den hverdagslige absurditet, der er der sit snørebånd. Først beskrives hvor kropsdele synekdokisk tæn- kort, kontant og uden forklaring. Julio Cortázar er her til lands des- trappetrinnets materialitet og der- kes bort fra deres kroppe. Deres Altså ren nydelse uden nogen værre alt for lidt oversat, men vi efter den bogstavelige bevægelse selvstændige liv bliver ganske vist særlig indpakning. Det skulle da har dog samlingen med fantastiske fra et trin til det næste. Trappe- ikke individualiseret som i Gogols lige være den sprogdragt, som fortællinger »Den tabte himmel«. beskrivelsen indgår i afsnittet med groteske fortælling »Næsen«, idet enhver tekst iklædes. I dette tilfæl- Imidlertid kan Cortázar i sin fanta- vejledninger, altså netop det, som kropsdelene snarere lever videre i de er de små prosastykker jo over- stik af og til skride over i den gro- pædagoger beskæftiger sig med. I stimer og flokke som i »Abstrak- sat, men det skænker man ikke en teske realisme for diskret at udstil- afsnittet med underlige beskæfti- tionens muligheder«. Netop denne tanke, for teksterne er gendigtet le den småborgerlige familie. gelser møder vi en familie, der er fortælling må jeg absolut gøre nys- med en egen indre rytmik, der gør Skrider han endnu mere ud i gro- kopier og ganske savner originali- gerrige litteraturstuderende op- dem til de vidunderligste prosa- tesken, nærmer han sig den absur- tet. Det lyder som hverdagsrealis- mærksom på, for det kræver en digte på dansk. Og tak for det, de litteratur. Det sker på herligste me, fristes jeg til at udbryde, for efterprøvelse, om Per Højholt har Peer Bundgård. vis i fortællesamlingen »Historier gælder det ikke stort set os alle? svigtet Borges til fordel for Cortá-

NR. 4 DECEMBER 2003 49 (kortprosa)

ter på deres høje støbejernshatte, og mælkebøtter danser ind i syns- feltet som de piruettiske gulsots- vinde, de vitterlig kan vise sig at være…tegn på.« Det kunne da ligeså godt være et digt!? Eller L som i hvad med ord som ’liljekonvalhør- mende’, ’penisfuteralafvæbner’ eller ’attenhundredeblodblomst’. Det er sgu da for skægt. Jeg kan ikke helt gøre op med mig selv, latterkrampe hvor vidt jeg irriteres lidt over den omstændelige sproglige hitte- påsomhed (mest fordi det er ret De sproglige hittepåsomheder i Kromanns kortprosatekster efterlader ofte, men det er jo litteratur), eller læseren gnækkende og lyrisk rundtosset jeg blot er misundelig over ikke selv at kunne. Anderledes, det er det i hvert fald. Og det er yderst kærlighed for tyskens grammatik velskrevet eksperimenteren. Thomas Hvid Kromann — kommer til kort over for en sæt- Prosastykkerne varierer i længde Stævnemøder på Place Blanche ning som »Den jenn dau liche veæ fra halvanden linie (»Dette er ikke 81 sider, 199 kr. sie a den annen!« Prosastykket en udgang«) til seksenhalv side Borgen hedder »Æ Fissemand« (man må om en fedmeepidemi (emnet taget henrykkes) og er mere eller min- i betragtning må den selvsagt fylde Anmeldt af Sanne Graakjær dre skrevet på sønderjysk. Tror jeg mest). Damm-Jakobsen nok. Er man imidlertid til absurde Nå, men forfatteren har tidlige- historier som f. eks. den om Hvad skete der lige der? re udgivet digtsamlingen »Vexel- »Fløjlshandsken«, biologens 31 kortprosatekster senere er strøm« (1998) samt de to prosa- blomst, der måske ved berøring min undren lige udtalt. Det starte- samlinger »Tilstandsrapporter« kan få endnu uartikulerede de ellers så nydeligt med en titel, (2000) og »Operation hvid« småbørn til at tale, hvorfor man i der er tuttenuttelyrik af værste (2002). Jeg kender ingen af dem, videnskabens navn begynder at skuffe værdig (det gråhårede ord men det kommer ikke bag på mig, adoptere hittebørn i hobevis fra ’Stævnemøder’ og så noget fransk at Kromann har taget afsæt som udvalgte østeuropæiske børne- ’Place Blanche’ — så bliver det digter. Nogle ord er ligesom mere hjem, så er bogen lige sagen. Hvis ikke pænere). Men indeni er det digtagtige end andre, og dem er man hellere vil nyde en novelle af langt farligere. Jeg vil sågar gå så der rigtig rigtig mange af i den gode gammeldags slags, så lad vidt som til at indrømme, at der er »Stævnemøder på Place Blanche«. bogen ligge. Selv gnækker jeg lidt noget, jeg på ægte 9. klasse-agtig Hvad siger I til disse sætninger fra Omslag af Jesper Fabricius endnu over prosastykket »P som i vis ikke forstår. Det er imidlertid stykket »Mange brave mænd«: ”Pettingkrampe”« og de 92 andre ikke Kromanns skyld, at min »Fra karpens mund, der glimtvis flade, bobler hjemstavnshymner af P-ord, som dette stykke består sproglige formåen — trods en for- optræder i den olierede vandover- et godt karpehjerte. Kaninerne løf- af.

bæres teksterne af en malende selvrefleksion og en højt opdrevet jegbevidsthed. Havde de 13 små tekster været længere, var læseren En Fenrisulv er kommet næppe blevet hængende; nu næres tålmodigheden af en stor sproglig præcision og en — passagevis — Overrumplende nuanceret tillæg til forståelse af århundredskiftets utrolig moderne og mundret dikti- on. litterære kunnen Vi er efter det moderne gennembruds fokusering på beskrivel- kendtes kendte værker, de mindre 1915. Mest kendt blev Hjortø for ser af virkeligheden, sociale kon- Knud Hjortø kendtes kendte værker, de kendtes sine romaner om Hans Råskov, flikter og ideologiske grænseflader. Syner mindre værker og endelig de men også hans noveller og essays Genremæssigt er det hverken reali- 154 sider, 120 kr. ukendte forfatteres oversete vær- med iagttagelser af sproget (»Fra stiske noveller, debatindlæg eller Det Danske Sprog- og ker. »Syner« hører til i den sidste Ordenes Samfund« (1918) og periodens nye genre: essays. Det Litteraturselskab og Borgen kategori. »Sprogets Luner« (1927)) havde er små tekstlige forløb, som Jo- I den seneste udgave af »Dan- trofaste læsere. hannes Jørgensen, Ludvig Feil- Anmeldt af Per Dahl ske digtere i det 20. århundrede« Den 30-åriges debutbog er en berg, Harald Kidde, Ernesto Dalgas blev Knud Hjortø (1869-1931) vild genrehybrid, en samling af 13 og senere Albert Dam kunne skri- Henrik Schovsbo har udgivet skudt ud af det kanondannende små tekster, der har rudimentære ve dem, reflekterede stiløvelser og Knud Hjortøs debutbog fra 1899 i værk, hvori han siden den første episke træk, støttet til betydning- psykologiske eruptioner, blandet serien »Danske Klassikere«, som udgave i 1951 havde holdt en sik- stunge folkevisemotiver; skarpe op med elementer fra allegori og efterhånden er nået op på mere ker plads, ikke mindst på grund af iagttagelser af natur og sprog er parabel. end 60 bind. Der er fire kriterier Otto Gelsteds indsats, der begynd- der også, ikke mindst mundrette Udgivelsen er forsynet med det for seriens valg af værker: De te med et fint essay allerede i replikker, men først og fremmest apparat, som kvalificerer serien:

50 NR. 4 DECEMBER 2003 (kortprosa)

Efterskrift, tekstkritik og noter. »Syner« have ingen indholdsfor- tegnelse i 1899, men det er slet ikke så nemt at finde rundt i den lille bog, og en oversigt over bogens stykker kunne have hjulpet læseren. Heller ikke en litteratur- fortegnelse er der blevet plads til, og det hører da vist serien til. Men ikke mindst kunne man i efter- skriftet have ønsket sig en teksta- nalytisk nærhed, som kunne åbne for læserens forståelse af de mær- kelige tekster og deres stilistiske særpræg. De små tekster kræver betydelig opmærksomhed af læseren; gevin- sten er et overrumplende nuanceret tillæg til forståelse af århund- redskiftets litterære kunnen. Det er sjælestudier før psykolo- gien blev et fag, en skrivendes sel- viagttagelser og analyser af for- trængninger, fordoblinger og visio- ner. Ledetråden er en ekstrem opmærksomhed over for det, der befinder sig mellem bevidsthed og ubevidsthed.

Knud Hjortøs Arbejde bestod i at stramme Sjælene og holde dem paa Sporet, Selvtugt var hans Livs Opgave; Nøglen hertil rakte han til andre. En Fenrisulv opsporede Mellemøstens litteratur han i sin Natur, droges mod den og efterlod den bunden; hele Menneskehedens Civilisation har Tiltrængt udgangspunkt for sonderinger ikke anden Historie.

Sådan skrev Johannes V. Jensen, da han i 1933 medvirkede ved en tende i 1990’erne. Udeladt er nuværende store, senmoderne for- udgave af Hjortøs efterladte, litte- Claus V. Pedersen (red.) eksempler på den første republik- fattere, især Orhan Pamuk og rære arbejder. Der er ikke mange Ørkenrosen — og andre noveller litteratur fra 1920’erne. Til Nedim Gürsel. Fenrisulve i dansk litteratur; fra Mellemøsten gengæld er det oplagt at bringe en I sin indledning om den tyrki- »Syner« er en af dem, endda før 288 sider, 198 kr. novelle af Sait Faik, en af de første ske litteratur mener Scharlipp, at den blev bundet. Museum Tusculanum storbyfortællere fra det moderne dens hovedskikkelser er præget af Istanbul, en dandy, fransk påvir- nostalgisk tilbageblik efter den Anmeldt af Henning Goldbæk ket, især af Maupassant. Der er et store osmanniske fortid. Han taler eksempel på den såkaldte landsby- om dette som en søgen efter iden- Endelig er der nu udkommet et lærer-litteratur, fra 1950’erne og titet, hvad der sikkert er rigtigt, gennemgående gedigent udvalg af 1960’erne, og en novelle af men det undrer, at den tilbage- noveller fra Mellemøsten, med Tyrkiets store kvindelige, nuleven- søgende tendens ikke kobles sam- gode kommentarer og indlednin- de forfatter Adalet Agaoglu, der men med den sprogbevidste og ger til arabisk, persisk, hebræisk også har skrevet om de tyrkiske sprogeksperimenterende tendens og tyrkisk litteratur fra det 20. indvandrermiljøer i Tyskland. Det hos de nye digtere, der leder efter århundrede. Udvalget er redigeret er ok, at der er udeladt eksempler ord og billeder fra fortiden for at af Claus V. Pedersen, der desuden på strømmen af socialrealistisk lit- forny litteraturen i dag og for at har skrevet om sit fagområde, per- teratur, der dominerede Tyrkiet opbygge et filter til at absorbere sisk. For det tyrkiske udvalg står frem til 1980’erne, men hvis man moderne europæisk og amerikansk Carsten Niebuhr-instituttets tyrki- skulle efterlyse noget, så to ting: litteratur igennem. ske lektorvikar Wolfgang En novelle af den altid underhol- Udvalget dækker uden tvivl et Scharlipp, der i sin indledning dende og satiriske Aziz Nesin sav- stort behov for ikke mindst de lit- introducerer de forskellige faser af ner man og ikke mindst — som teraturvidenskabelige institutter, den moderne tyrkiske litteratur og kontrast til landsbylærer-litteratu- der nu ikke mere er henvist til at også kommenterer de seks tyrkiske ren — den tyrkiske, modernistiske rave rundt i blinde, men her har et noveller, som repræsenterer hans storbylitteratur, ikke mindst godt, filologisk fundament for son- område. Ahmet Hamdi Tanpinar, der skrev deringer i den mellemøstlige litte- Alt taget i betragtning er der romaner og noveller, påvirket af ratur. Omslag af tale om et repræsentativt udvalg, Joyce og Proust, og som var det Lars Rosenquist Bech-Jessen begyndende i 1940’erne og slut- vigtigste forbillede for flere af de

NR. 4 DECEMBER 2003 51 (klumme)

Lines cirkel Tjah...?

ligt på landet?« lyder det på bagsiden af bogen, der fortæller histori- Af Line Beck Rasmussen en om en bondemand, der er ved at blive sindssyg, fordi hans gæs skræpper så meget, og dermed får alle de andre dyr til at henholdsvis gø, brøle, vrinske, grynte og gale. Efter gennemgangen af, hvad a Harry i »Harry Potter og Fønixordenen« vender tilbage til bondegårdens dyr siger, er det blevet for meget for bondemandens Hogwarts for at begynde sit femte år på troldmandsskolen, kone, der går sin vej. Om aftenen da bondemanden endelig tror, han d er der sket store forandringer. Både med ham og med sko- skal have ro, kommer en tyv listende — og gæssene skræpper igen. len. Han er blevet 15 år, og er nu teenager med stort T. T for Harrys Så bliver det også for meget for bondemanden, der ikke forstår, at tanker der fylder forholdsvis meget i den femte bogs handling; gæssene advarer mod tyven. Bondemanden fanger gæssene og (tror Tanker om ham selv og hans familie, tanker om kærligheden og at han) får dem kørt på slagteriet, mens tyven tømmer hans hjem. pigerne, der er så svære at forstå. T for en tendens til at være selv- At hans hjem er ryddet, er han dog ligeglad med, for nu, hvor gæs- fed, men hvilken 15-årig ville ikke være det, hvis han havde kæm- sene er væk, kommer konen hjem igen, og giver sin mand et kæmpe pet mod mørkets herre og overlevet hele fem gange og samtidig kys. De hygger sig så meget, at de ikke ænser gæssene, der titter ind føler sig grusomt misforstået og opdager at mange mener han er en ad vinduet. Og historien er klar til at begynde forfra. Dejligt med indbildsk fantast og løgner? T for eksamenerne i den første trold- lidt landlig ’realisme’ og blod på slagterens forklæde. Alt er ikke mandsgrad og T for de forvirrende tårer i drømmepigens øjne lige lutter idyl på landet, men det hjælper at være lidt næbbet. før det første kys… Og sidst men ikke mindst T for tjah, under hvilket, der i Kim Men også på skolen er der nye tanker. Ministeriet for Magi, der Fupz Aakesons »Ordbog« står: ikke tror på Harrys beretning om den onde Lord Voldemorts tilbage- komst, er ikke er enig med skolens retningslinjer. De indsætter en Professorerne er bange for at der ikke er ord nok. De er bange for at inkvisitator, der skal holde øje med rektor Dumbledore og hans ele- vi kommer til at bruge hele sproget op, og at der en morgen ikke er ver. Situationen vækker minder om et medlem af et dansk rege- mere tilbage at sige. Vi vil vågne og se på hinanden, trække på skul- ringsparti, der foreslog tests hver uge helt ned i de små klasser for drene og lede forgæves efter et lille tjah. at være sikker på de lærte noget — og lærte det rigtige. Og om vores muggler af en statsminister, der i Folketingets åbningstale hentyde- Ellers rummer bogen, der er dejligt illustreret af Hanne Bartholin, de til, at danske elever ikke lærer nok, men blot sidder i rundkreds ord som batteridrevet, cellofan og engel, gebis, glemsomhed og og fortæller, hvad de selv synes. At indføre tests og styre landets heks, hjerterum, iskiosk og julemand, misforståelse, navnløs og skoler fra ministeriel side henleder ikke blot tankerne på Hogwarts, opstandelse, puslespil, Qatar og uendelighed, viden, wienerbrød og men også gamle dages sorte skole. Hvis man ønsker at genindføre ønsketænkning. En slags »Brøndums encyklopædi« for børn, hvor en ensrettet dansk folkeskole, hvor magi- undskyld — undervis- man kan vælge at slå de ord op, der interesserer en, eller slå de ord ningsministeren hver time præcist ved, hvad eleverne bliver under- op, der ikke interesserer en, eller slet ikke slå nogen ord op, men vist i over hele landet, så er det selvfølgelig en fuld gyldig hold- bruge bogen til at lægge under benet på et vippende bord, eller ning, men pas på…Det er netop seks dygtige, initiativrige og selv- kaste den efter irriterende unger, som forslagene lyder fra forfatte- stændigt tænkende elever, der redder verden fra at falde i det ondes ren. Jeg vil foreslå at man pakker den ind, og lægger den under hænder. I hvert fald i denne omgang. juletræet til én man holder meget af. Man kan sige meget om J.K. Rowlings salgssucces — og det gør Og hermed ønskes alle — magikere som mugglere — med hus- man så — men moralerne er gode. Meget få mennesker er enten alfens Dobbys ord en Harry Christmas! gode eller onde. De fleste har lidt af hvert i sig, og at styre temperament, følelser og trolddom er noget, man skal lære. Man bliver ikke J.K. Rowling: »Harry Potter og Fønixordenen«, (Harry Potter and the en god troldmand med et slag med en tryllestav. Det kræver mange Order of the Phoenix) oversat af Hanna Lützen, Gyldendal, 928 års uddannelse at blive en god borger i magiens verden. Og således sider (pb.?), 329 kr. også i vores mugglerverden. Martin Glaz Serup: »SKRÆP!«, ill. af Pia Thaulov, Gyldendal, 32 En svaghed for den engelske udgave må indrømmes, men Hanna sider, 189 kr. Lützen har endnu lavet en god oversættelse. Det er svedigt, at hun Kim Fupz Aakeson,: »Ordbog«, ill. Hanne Bartholin, Gyldendal, 72 endnu en gang kan finde navne som inkvisitatoren Dolora Nidkjær sider, 249 kr. og professor Makkeret, men samtidig ved hvornår navne, tryllefor- mularer og mærkelige væsener gør sig bedst i deres oprindelige engelske version. »Der er kommet en komet. Nordiske digte for børn«, Forum, 110 Nye læsere kan ikke begynde her. Til gengæld bliver der i bedste sider, 250 kr. (inkl. cd) »Ringenes herre« stil bygget op til det store slag mellem det gode og Merete Pryds Helle: »Måneprinsessen«, ill. Anne Marie Ploug, det onde. Rosinante, 29 sider, 189 kr. Marianne Larsen: »Balotti og andre børn«, ill. Dorte Karrebæk, Gæs og ord Borgen, 53 sider, 169 kr. T også for træt af gæs. Martin Glaz Serup billedbogsdebuterer med Thomas Thurah: »Hvad siger du, Oskar? Verdenslitteraturen fortalt »SKRÆP!« illustreret af Pia Thaulov. »Troede du, at der var hygge- for børn«, Gyldendal, 168 sider, 229 kr.

52 NR. 4 DECEMBER 2003

(lyrik)

Farverne løber ud af tuben og blander sig. Lysene skifter, hallucineret af ingenting. Et tomt øjeblik før strålerne igen spredes til alle sider.

Sådan starter »40 ark« og sparker os direkte ind i en poetisk skabelsestrang. Farver i et psy- kedelisk lysshow, tomhedens epifani og så videre til det næste digt. De uendelige cirkler, den konstante og næsten maniske gennem- og omskrivning karakteriserer hele forfatterskabet. Gentagelsen bliver den foretrukne form, og den virker stærk og overbevisende når man ser den så virtuost udført. I udvalget ser vi hvordan Turèll leger med skriftens kode, ordet på papi- ret og pennens aftryk. Man kan mene hvad man vil om tidens trend, de massive digtgen- udgivelser i folkeudgaver (Andersen og Strunge hitter her), men der er ikke tvivl om at det er et læser-rush, et ægte high, at læse Turèll Foto: Peder Bundgaard på denne måde, i et hug. De to øvrige udgivelser har forlaget Bebop som afsender. De har tidligere udgivet Turéll- sjældenheder der har begejstret denne og andre anmeldere, og denne gang er det da også samlinger der afkræver en stillingtagen. Først den nemmeste og mest ligefremme: »Onkel Danny fortalt«. Bogen består af et antal interviews og Dan Turèll samtaler som Lars Movin og Steen Møller Rasmussen lavede i anledning af filmen »Onkel Danny portræt af en karma cowboy« in memoriam (2002). Inge Turèll og Chili Turèll former rammerne om antologien. Her er vi i intimsfæren, men da interviewerne forstår at holde distan- cen, kammer tonen aldrig over i det slibrige, Tre Turèll antologier udgivet i anledning af digterens 10 års snagende som ellers kunne ligge snublende dødsdag nært. Med pædagogisk sans har redaktørerne ordnet samtalerne så de konstruerer en kronologi i Turèlls liv. Vi starter med Peter Laugesen boghøst beriger os med hele tre Turèll udgivel- og slutter med Turèlls sidste forlægger, Jens Dan Turèll ser? Den umiddelbare anledning for udgivel- Christensen. Alle har kloge ord at sige, og det Udvalgte Digte 1969-1974, bind 1 serne synes at være 10-året for digterens død, er en ganske charmerende bog og derfor nem (i Udvalgt og med forord af Peter Laugesen men udgivelserne giver os også lejlighed til at ordets bedste forstand). Den har vel en fremtid 417 sider, 299 kr. kaste et nyt, frisk og måske mere fordomsfrit øverst på litteraturlisten for mange danskstude- Borgen blik på en digter der i sin samtid effektivt fik rende. etableret sig som et omvandrende ikon. Den Men Bebop udgiver også en anden og noget Dan Turèll selvskabte Onkel Danny figur og maske var vel mere problematisk antologi, »En nat ved højt- En nat ved højttaleren med sprogets mikrofon nærmest uigennemtrængelig, og han lod sig taleren med sprogets mikrofon«, med undertit- — rariteter 1964-1979 gerne misbruge og misfortolke. I de tre udgivel- len »rariteter, 1964-1979«. Igen er Movin og Lars Movin og Steen Møller Rasmussen (red.) ser får vi et nuanceret og på mange måder gri- Møller Rasmussen redaktører, og antologien 176 sider , 200 kr. bende indblik i forfatterskabet, i dets tilblivelse bliver præsenteret som en parallel og et sup- Bebop og i manden selv, og de bringer ham ind i plement til interview-antologien. Her er sim- vores nutid. Jeg tror at han faktisk ville have pelthen alt i en skøn blanding. Det meste er Lars Movin og Steen Møller Rasmussen elsket vores tids kaotiske mangfoldighed med forskellige journalistiske skriverier og anmel- Onkel Danny fortalt — interviews muligheden for at udgive på egen web-side. delser, f.eks. Turèlls allerførste artikel om 184 sider, 200 kr. Kun ville han nok beklage skriftens forsvinden. Politiassistent Holbølls besøg i Århus skrevet Bebop Af de tre udgivelser står Forlaget Borgens til Gentofte-Bladet den 23.7.64. Mon ikke de moppedreng, »Udvalgte Digte 1969-1974, bind herrer Movin og Rasmussen ønsker at give os Anmeldt af Bodil Hohwü Nielsen 1«, som den absolut væsentligste. Turèlls en ur-Turèll? Jeg må dog indrømme at det ikke gamle kammerat, Peter Laugesen, har foretaget er særlig interessant. Men interessant bliver For ti år siden levede vi med mediemonopoler, udvalget og har desuden skrevet et ganske kort det, når de vælger f.eks. at indlemme en tekst begrebet global landsby fyldte ikke meget i forord der lige akkurat fører os ind i Turèlls som »Sprogets Tredie Øje«. Her stormer Turèlls vores bevidsthed. E-mails, SMS, den hurtige univers. poetik frem i al sin dødsensalvorlige iklæd- daglige kommunikation som vi næsten alle Her er alt det vi kan forvente lige fra de tidning. »Bevidsthedsudvidelse af sproget eller anvender helt naturligt, var ren science fiction, lige udgivelser (»40 ark«, »Manuskripter«, gennem sproget, dét er Poesi«. Det er et vigtigt og Internettet levede en skjult tilværelse som »Changes of Light«) hen over Manjana-projek- skrift og alene af den grund kan man tilgive de en velbevaret militær hemmelighed i Pentagon. tet til et vægtigt udvalg fra »Karma Cowboy«. mere obskure udvalg. Anarkisternes spritduplikatorer var kun lige Den intensitet og det krav og ønske om nærvær Turèll døde for 10 år siden og vi har stadig forsvundet. som præger Turèlls poesi, er så tydeligt tilstede brug for ham. Hvad har det så at gøre med at dette efterårs fra begyndelsen.

NR. 4 DECEMBER 2003 53 (lyrik)

Æren er at kunne se sig selv i spejlet mens de andre kigger med over skulderen

Eller:

Nærved og næsten slår alle mand af hesten

Der er ingen handling — men en masse røde tråde — og så kunne man frygte at læsningen blev lidt lang: 136 siders digte og aforismer? Men det gør den ikke: forfatteren tør tage livtag med det helt store, og hun formår formatet, således at det store fremstår vedkommende og både følt og sanset. Hun videregiver sine evigt skiftende pointer med en skarprettet pen, der præcist fokuserer essensen, men samtidig bru- ser over i et springvand af pjat (alene det selv- opfundne ord »Dødenskab«...) Og det er nok dette forfriskende skift mellem dyb alvor og det rene vås, der gør bogen relativ let. (Og i øvrigt: hvem læser et atlas i ét stræk og for handlingens skyld? Nej, vel?) Ursula Andkjær Olsen taler som et vandfald med en syndflod af stemmer i et pinseunder af mangetydighed. »Atlas over huller i verden« er inddelt i otte afsnit, hvoraf mange refererer til musikviden- skaben: »Harmonia mundana et disharmonia mundana«; »Harmonilæren« (med underafsnit- tene »Kvinden og dissonansen«; »Lille harmo- nilære for kendere og liebhavere« og »Have med dig i«); foruden, for eksempel, »Sinfonia for en ny flod« og endelig »Mellem muslinge- skaller og grankogler«. Ursula Andkjær Olsen er direkte dialogisk i Ursula Andkjær Olsen (Foto: Kaspar Nefer Olsen) sin fortælleglæde: hun har mange selvafbrydel- ser, selvkommentarer og læserhenvendelser. Bogen fremstår således dugfrisk og stakåndet — som skrevet i en poetisk raptus. Hun er pro- fetisk i sin stemmeføring: »Og jeg ved/ ikke hvorfor jeg/ skulle græde og jeg/ ved ikke hvorfor/ jeg ikke skulle græde«. Det er i retning af Huller og på niveau med Kierkegaards: Gift dig, du vil fortryde det; gift dig ikke, du vil også fortryde Hul i det: jeg over/-hengiver mig til dette forrygende det... Bogen øser uanstrengt og ligefremt af citater og referencer til litteratur, filosofi, mu- bombardement af et atlas sik og remser. Selvom dette ikke er nogen fortælling, er huller i verden, man kunne tænke sig at falde Ursula Andkjær Olsen en guddommelig fortæl- Ursula Andkjær Olsen i. ler. Hun holder sit skriveri i stramme tøjler Atlas over huller i verden Hvis man falder i et hul — overført forstået som en meget aktiv fortæller, men netop ikke 136 sider, 198 kr. naturligvis — anser vi det sædvanligvis for alvidende: hun modsiger jo sig selv igen og Gyldendal ikke så godt. Det er i hvert fald noget, man igen. I bogens sidste aforisme, »Mellem mus- helst skal se at komme op af hurtigst muligt. lingeskaller og grankogler«, imødegår hun Anmeldt af Marianne Bugge Men hos Ursula Andkjær Olsen er man i mod- enhver modsigelse i den henseende i en direk- satland, for hun ikke blot falder i hullerne, te læserhenvendelse. Ursula Andkjær Olsen Som jeg sidder her på spring ud i dette fanta- men falder tilsyneladende med vilje (måske kan tillade sig alt: det er jo hendes bog, og det stiske hul af en bog, slår det mig, at den på fin- kaster hun sig ligefrem?), og hun falder rundt i er hende, der finder på det hele. Og som hun urlig vis blokerer for sig selv: et »atlas over dem og boltrer sig i hullerne. siger andetsteds i bogen: »Forveksl endelig ikke huller«, bogstaveligt læst, dækker det så ikke Bogen er kategoriseret som ’digte’. Men den fortælleglæden med den yderste sandhed«. netop hullerne til? Altså: den fysiske bog er mere end det. Den indeholder digte og en Fortælleglæde er der nok af, og sandheder »Atlas ...« dækker hullerne til, så der ikke er række aforismer, og begge dele leveres med et er der flere af. Jeg glæder mig til mere Ursula mulighed for at falde ned i dem? Med dette sprudlende sprogligt overskud, der siger det og anbefaler indtil videre »Atlas over huller i paradoks vil jeg åbne Ursula Andkjær Olsens ene på den ene side og det andet på den anden verden«. Det kræver en suverænitet at kaste sig »Atlas over huller i verden«, der gør lige præ- side og påpeger, at den modsiger sig selv, hvor- ud på de 70.000 favne — og at forblive der og cis det modsatte af at dække verdens huller til: ved den elegant bortvifter enhver indvending. få noget godt ud af det. Dén suverænitet besid- den afdækker nemlig alle de overrumplende Bogen er vis og samtidig pjattet og legende: der Ursula Andkjær Olsen.

54 NR. 4 DECEMBER 2003 (lyrik)

Ursula styrer for vildt Andkjær Olsen leverer præcist hvad man ikke vidste man ville have

lem stumperne giver en dynamisk stil. Eller Ursula Andkjær Olsen opleves som et græsk drama med et kor, der Atlas over huller i verden stemmer i fra siden. Bortset fra bogens også 136 sider, 198 kr. forrygende mellemstykke »Forbrugsgåder. Gyldendal Minder fra Samfundet«, der leverer rapkæftede svar på spørgsmål på svar (»Kan du ikke få den Anmeldt af Mads Rosendahl Thomsen op og stå? Tag hende som en mand, i stiv arm«), holder Andkjær Olsen fast i denne »Atlas over huller i verden« har allerede fået form, hvor hun kan lade indskud og korrektio- særdeles gode anmeldelser, og jeg skal straks ner og alverdens godt afløse hinanden, som om sige, at dette ikke bliver nogen undtagelse. det var den naturligste sag i verden. Der tæn- Informations Skyum-Nielsen, Weekendavisens kes godt, og der skrives godt. Bukdahl og Politikens Lyngsø var noget så En god del af bogen handler om overvejelser sjældent som næsten tre-enige om, at det fore- over det fælles, om folket såmænd, og hvordan liggende værk var rigtigt godt. Lyngsø brugte hver er sin egen. Det er ikke bare lystigt, formi- endog anledningen til at revidere sin opfattelse dabelt vrøvl; der er en etisk tyngde over det, af sin tre år gamle anmeldelse af Andkjær der giver et modspil til afsøgningen af sprogets Denne Olsens debut »Lulus sange og taler«, som han vildveje. Eller hvad Bukdahl kalder for »Ny ellers i sin tid henrettede på åben avisside. Så Politisk Poesi«, hvor sjov og alvor lever fint et eller andet sted handler det ikke så meget sammen (måske fordi man ikke altid er klar om, hvorvidt »Atlas over huller i verden« er over, hvad der er hvad). bog god, men på hvilken måde bogen er fremragen- Men ellers handler det jo lidt om det hele, de. For igen, det er virkelig meget glimrende, om eksistensen mellem sproget, verden og de det her. andre. Om at balancere harmoni og disharmo- Bukdahl var som ventet begejstret for den ni. Og med en generøs overvældende mængde er gratis nye opus, men lader det alligevel sive ud, at af stof, der også spænder over direkte eller han godt kunne lide den lidt vildere stil med indirekte citater fra Anders And, Hitler, Na- flere underlige stemmer og pludselig ind- og poleon, Rimbaud og mange andre. Nyd en reklamefinansieret udfald i »Lulus sange og drømme«. Ikke over- Bogen slutter suverænt med et prosadigt, digtsamling — uden raskende har Lyngsø det lige modsat. Jeg synes der handler om at ville holde fast i alle disse fr. Olsen rammer næsten plet med det her. modsætninger: »Hvad er det du har imod mig? afbrydelser En af de helt store kvaliteter ved »Atlas over At jeg ikke har valgt side? […] At jeg hverken huller i verden« er, at der i de lange forløb i foretrækker forestillingen frem for opfyldelsen bogens sektioner holdes fast, stædig og forplig- eller opfyldelsen frem for forestillingen? At jeg Peter Dyreborg Moslund tende, i forskellige nøglebegreber og temaer, tror, jeg kan få både i pose og i sæk og blæse Bestseller som der varieres over. Det sker med den sam- med mel i munden? Ja, den var værre, den var 52 sider, gratis me raffinerede polyfone teknik, som blev virkelig værre, men gør det noget, hvis jeg alli- Eget forlag anvendt i debuten, hvor indrykninger og kursi- gevel ikke kan?«. Nej, det gør ikke spor. Bliv veringer og lejlighedsvise svar og gensvar mel- bare ved. Anmeldt af Brian Dan Christensen

Der er mindst tre yderst interessante aspekter ved Peter Dyreborg Moslunds nye digtsamling: Den er reklamefinansieret, udkommer i et oplag på hele 3.000 eksemplarer — og er ganske gratis. Forfatteren har selv stået for idé, DOBBELTANMELDELSE projektledelse og tegning af sponsoraftaler med annoncørerne: Montana, Nescafé, JobZonen, Standart udsætter løbende en aktuel bog for et dobbeltblik. Forbrændingen og Grefta; sidstnævnte er det trykkeri i Grenå, der har trykt bogen. Rekla- En anmeldelse har altid bund i én læsers egne kriterier, og derfor kan to merne pryder kun omslaget og generer ikke anmeldelser få flere nuancer med. læsningen; når bogen først er åbnet, ligner den Redaktionen alle andre.

fortsættes næste side

NR. 4 DECEMBER 2003 55 (lyrik)

fortsat fra forrige side

For der er styr på detaljerne. Forfatteren stu- derer jura, og det er glædeligt, al den stund at han så formentlig engang bliver i stand til at leve af sit fuldtidsjob. For digtene holder simpelthen ikke i byretten. Bogen svælger af pubertære iagttagelser, der stort set alle skamri- der de tre predebutære dagdrømme: 1) Naturen, 2) kærligheden og 3) poetikken. Den første kategori er så fyldt med græs, regn, fugle i falset, Vesterhav og vindens piben i næsen, at Danmarks Naturfredningsforening burde have meldt sig som hovedsponsor. Den næste kategori om bl.a. hvordan vi sover og kysser, vil jeg lade forfatteren selv definere:

Du sover længst, og jeg lytter længe Hammers billede & Ørnsbos tekst til lyden af dynen der knaser lidt og let ligger og følger de tunge bølger når du trækker vejret — golfstrømmen i din bulede krop.

Den tredje kategori behandler digterens og digtets opgave på en måde, så man som læser får Bastard-værk det indtryk, at denne forfatter, i modsætning til alle andre, har set lyset: »Hvis jeg skrev digte Fantasy-billeder omsat til digt som terapi/ ville jeg være yderst produktiv«. Bogen er et katalog over en ung mands undren over sig selv i verden, og det er al ære overbevisende. Tegningerne synes til tider værd. Men digte er ikke gjort af forundring Tore Ørnsbo og N.G. Hammer umodne, og budskabet fremtræder villet og alene, og alle går vi rundt i vores egen lille ver- Bastard dermed nemt patetisk. Men indrømmet: fanta- den. Kunsten er mere end det, og hvis man — Digte og tegninger sy er ikke lige min stil. uden sammenligning overhovedet — sætter sig 44 sider, 249 kr. Ørnsbo kaster sig i sine billeddialoger uim- ned for at lave kunst, er man en idiot, som Lindhardt og Ringhof poneret over tilværelsens store spørgsmål. Han Steve Martin engang sagde. Kunsten er en dark lancerer indledningsvis begreber som løgnen, horse, som kan overraske os ved at være flyttet Anmeldt af Marianne Bugge sandheden, gentagelsen og lukker bogen med et andet sted hen. Den er ikke en trojansk hest begær, glemsel og forfængelighed. Men des- med værelser til leje. »Bastard« er en bastard af en bog. Fordi værre griber han ikke chancen for at komme Med andre ord: Jeg synes ikke forfatteren bastard er en krydsning — her af kunstarterne ind i og på disse begreber. De forbliver abstrak- Moslund er lige så talentfuld som projektmage- — hvorved der opstår en — ja, bastardkunstart. te. Og dermed ret ligegyldige. ren Moslund — og det er ment som en kompli- Dette eksperiment af en bog indeholder digte af Måske er det en fare ved genren ekfrase som ment. forfatteren Tore Ørnsbo og tegninger af den sådan, at digtet isoleret set fremstår postuleret, Og eftersom jeg heller ikke selv lever af at autodidakte kunstner N.G. Hammer. Mødet idet den digteriske billeddannelse bliver ampu- skrive digte, men ernærer mig ved at markeds- mellem kunstarterne opstår på hvert af bogens teret og i stedet lagt over på det billede, som føre og brande virksomheder, må jeg sige dette: 20 opslag, hvor Ørnsbos digt står på venstre digtet forholder sig til? Det konkrete billede, Det er mig en gåde, hvordan stringent styrede side og Hammers tegning på højre. Relationen der i første omgang burde være en styrke for og æstetisk vi-er-det-gode-liv positionerede er, at Ørnsbo har skrevet sine digte med digtet, kan således ende med at blokere for dig- mærker som Montana og Nescafé har fået den udgangspunkt i Hammers tegninger. Digtene er tets eget billedskabende stof og dermed frem- idé, at dette projekt harmonerer med og styrker således ekfraser, altså netop digte skrevet ’på’ træder digtet for abstrakt og uvedkommende. deres profil. »Forbrændingen« er den eneste billeder. Men Ørnsbo er en blændende digter, og når oplagte sponsor, men det er flot, at Moslund Projektet er interessant, og meget stringent han er bedst, ja så er han bedst, og så bevæges har fået solgt idéen, og måske har han en frem- gennemført. Bogen fremtræder helstøbt: man jeg. Det er typisk, hvor han er mere afdæmpet tid som sælger. fornemmer samme stemmeføring i såvel billede og konkret i sine egne billeddannelser: Nye læsere og arbejdsgivere kan bestille som digt, ja sågar i satstypen, bogen via gratisbog.dk og en postgang senere DemocraticaBold, der er ret karakteristisk og regnen får lov at falde nyde et ulideligt selvhøjtideligt foto af en (krukket?) og med til at binde ord og billede og uden at skulle behørigt bebrillet digter, iklædt brunt tøj og i ordbillede sammen. Som bastard-værk betrag- stave sig igennem et fremmed alfabet. baggrunden et Upper Manhattan parkafsnit tet er bogen vellykket. som mest af alt ligner skovene omkring Silke- Hammers streg og motivvalg er i retning af En regn der tyst falder uden om al lærdom. Det borg. fantasy. Tegningerne søger det foruroligende og billede tager jeg med mig. groteske. Men det udføres ikke altid ganske

56 NR. 4 DECEMBER 2003 (lyrik)

Thykier benytter sig selv og skriften (her måske nærmere poesien) som ekkorum; det territori- um hvor verden, subjekt og sprog mødes. Og det er også dér, hvor skulpturen og Thykier optager hinanden, nemlig som ræsonansrum. Det er smukt, det er vægtigt, og det er slynger Jeg syr verden sammen af prægnante billeder, og digteren kræver sin tid af sin læser, men hans poesi er (dæleme med nåle fandme) det værd: et navn, to ord, og intet andet, sagt med en stemme, blød som et par læber imod en af ildfugtige guldfugle sovendes køn, dernæst/ i telefonens oliveng- rønhed, som en mandelsæbe formet af den talendes mund, men ti nu hellere: stjernerne/ putter sig under dynen, månen har lukket Den hemmelige digter i de hemmelige løsark er alt andet sine øjne, og skyerne hyller sig i deres sjaler og end lige præcis det slør, dukker/ hovederne bag dem: er det mod ruden, at gråspurvenes næb høres, stadig til aften pirkende efter kernerne/ fra henvendt til den gamle avantgardist Peter de sidst udkastede frø? Struktur. 16 objekter/ Forarbejder/ til Peter Louis-Jensen og en af hans skulpturer fra 1966: Louis-Jensen 16 masonit- kasser med afskåret top, mere ori- Det der forundrer, er digterens evne til at være 16 løsark i pose, 160 kr. enteret mod det åbne rum i kasserne og overvejende deskriptiv, men stadig voldsom at Basilisk omkring kasserne end imod formen, skulle læse, fordi digtene på sin vis er flade; der er opstilles forskellige steder i byrummet for at ikke mange paradokser eller ræsonnementer, Anmeldt af Jakob Østergaard Nielsen etablere en særlig kommunikation mellem pub- der er overvejende beskrivelser og en heftigt likum og skulptur, og det har angiveligt sat dig- iltende æstetik, en art ordenes erindring, der Basilisk har udgivet 16 anonyme og foldede teren i gang med »struktur. 16 objekter«. udfolder sig. Og til tider kan overlæsning og løsark med dobbeltslyngede digte og tegninger Thykier(?) arbejder stadig som i debuten, barok (kitsch?) blokere mening og anslag, men i en lille pose. Alt tyder dog på, at det er den »Skyggerne er kun flygtige« (1997), med krop- her skrives der efter den klassiske skønhed, og næsten hemmelige Mikkel Thykier, der står pen og verden som udgangspunkt; den helt det kan Thykier virkelig. Jeg bliver så satans bag; hans højstemte og koncise poesi (så brand- konkrete tilstedeværelse og sanselighed i optaget og indfanget af de her digte; de er tung æstetisk, at man næsten kan koge den mødet med den anden (et du) og naturen meget interessante, og sniger sig lige op på hjemfaldne SUT i den) er svært genkendelig, (landskabet), som sådan nogle helt klassiske siden af (og overhaler nok egentlig) Ursula og de dertilhørende skitser af lavmælte ansig- temaer at gå i lag med, og en henvisning til Andkjær og Lone Hørslev, som dette efterårs ter afslører næsten digteren. De 16 løsark er Inger Christensen dukker også op derinde. mest breathtaking experience. Uha.

I dette tilfælde kan man faktisk påstå, at titlen i virkeligheden er en linie i digtet. Mange af digtene i »Forvandling« benytter sig af samme Hvis digte var egern metode, og resultatet er yderst tilfredsstillende. Man kan som læser i det hele taget godt få Peter Poulsen demonstrerer stor styrke i det enkle den tanke, at Poulsen har skelet til amerikansk poesi fra de første par årtier i det 20. århundre- de. Mindst et par digte (»De fem roser«, f.eks.) Filosofiske emner og dybsindige tanker viser et sprogligt og tematisk slægtskab med Peter Poulsen behandles omsorgsfuldt og iklædes en sprog- Wallace Stevens (1879-1955), andre dufter Forvandling dragt med simple, rene linier. Digtenes form og svagt af William Carlos Williams (1883-1963), 63 sider, 179 kroner udtryk ligger et eller andet sted på en skala fra men sådanne forfædre er gode at have, og Peter Vindrose talesprog til jazz, og ofte drejer de sig om en Poulsen behandler sine aner med respekt og enkelt idé, en enkelt tanke. Denne tanke under- smagfuldhed. Anmeldt af Rasmus Hastrup streges yderligere, i mange tilfælde, af digtets Bogens titel og tema er forvandling. Et øje- titel. Det virker som om, at flere og flere digtere blik kan forvandle verden, og Peter Poulsens Peter Poulsens nye digte gør ved første gen- helt udelader titler, og det er en befrielse at digte foregår ofte netop dér, hvor et fortættet nemlæsning ikke så meget væsen af sig. Her er læse tekster, hvor titlerne ikke blot er titler, øjeblik bliver til et andet og efterlader virkelig- ingen store armbevægelser og ingen skrattende men snarere fungerer som en integreret del af heden mærkbart ændret. Det synes, som om fanfarer, der kundgør, at her kommer Et Fan- digtet. For at illustrere hvad jeg mener, vil jeg Poulsen har indset, at sådanne forandringer er tastisk Digt. De enkelte digte pusler stilfærdigt nævne et berømt eksempel, Ezra Pound’s »In a uundgåelige, et livsvilkår på linie med årsti- rundt og samler sproglige nødder og har det til- Station of the Metro« skrevet i 1913. Digtet derne, og denne indsigt gør det muligt for ham syneladende ret hyggeligt. Men heldigvis kan lyder i sin helhed: at beskrive det åndfulde øjebliks fingeraftryk man ikke læse det samme digt for første gang to på konkrete begivenheder med imponerende gange. Det tager lidt tid at læse sig ind på, så at The apparition of these faces in the crowd; finesse og tindrende underfundighed. Øje- sige, hvad der egentlig sker i bogen, men når Petals on a wet, black bough. blikket er til stede i digtene, og digtene er til først digtene og læseren bevæger sig synkront stede i øjeblikket. »Forvandling« er en bog og i samme tempo, går det op for én at »For- (Synet af disse ansigter i mængden; man ikke bliver færdig med, simpelthen fordi vandling« udgør et meget smukt vinterforråd af Blade på en våd, sort gren.) den ideligt forvandler sig i takt med læserens lune ord. forudsætninger.

NR. 4 DECEMBER 2003 57 (lyrik)

kreativitet end på, at den kontrollerede tilfæl- dighed kan skabe gode tekster. Senere i 1970’erne udsendte Johannes L. Madsen et par digt- og tekstsamlinger, hvor de »Jeg er kemikeren, litterære syretrips er knapt så udflippede, men det betyder ikke at den poetiske åre er udtørret endnu. Der er rigtig meget godt at grave frem i der får følelserne bøgerne. Især bør de to første dele af »Er skriften løgn fordi lysets baggrund altid er sort« (1974) og den skrifttematiske digtsamling »Min udkrystalliseret fuldautomatiske pen« (1975) fremhæves. Også forsøget med at skrive popsange i det tidligere utrykte manuskript »Salvet baby« (1978) ram- i et klart sprog« mer poppens tone rigtig flot, og det kunne være interessant at se, hvad datidens politise- rede bands kunne have fået ud af de tekster. Den danske syredigters værker I den mere muntre ende af skalaen befinder endelig samlet i pragtudgave Johannes L. Madsens børnetekster og fortællin- ger sig. I tekstsamlingen »Læs igen bog« (1983) finder man tekster, der vækker associationer til Halfdan Rasmussens børnerim, og for barnlige voksne er der meget morskab at finde i det syrede eventyr »Godmorgen jord — din gamle sprogets udtryks- og betydningsmuligheder. forvandlingskugle« (1969), der er værd at læse JLM — Johannes L. Madsen samlede Konkretismens knaphed møder sin modsæt- udelukkende på grund af Erling Tingkærs Lars Bukdahl og Eli I. Lund (red.) ning i forfatterskabets anden fase, nemlig den skønne illustrationer. 958 sider, 400 kr. såkaldte syretrilogi, som indledes med hoved- Hvis man vil opleve nogle af Madsens digte Arena værket, den vilde og sprudlende »Nedspildt på anden måde end i bogform, giver musikerne spruttende af syre« (1969). Herefter følger Halfdan E og Martin G med CD’en »Smarte Halfdan E & Martin G »Smarte pletter mellem fingrene« og romanen pletter mellem fingrene« en alternativ og mil- Smarte pletter mellem fingrene »For en person med verbale pupiller«. I disse dest talt genial indgangsvinkel til forfatterska- 20 digte af Johannes L. Madsen bøger, der efter sigende er skrevet under bet. CD’ens 20 numre består af lydcollager, der CD, 149 kr. påvirkning af lsd og andre hallucinogener, går på fortrinlig vis supplerer og åbner digtene. ArtPeople sproget amok, og verden ses gennem den syre- Teksterne får krop og stemme af rigtig gode de bevidstheds påvirkede øjne. Teksterne er oplæsere, bl.a. Klaus Rifbjerg, Jørgen Leth, Anmeldt af Thomas Thomsen kalejdoskopiske og hallucinerende, og efter Steen Jørgensen, Vigga Svensson, Knud Holten, endt læsning føler man sig trukket godt og grønthandlerne på Israels plads og højttalerda- Syredigteren Johannes L. Madsen (1942-2000) grundigt ud i lsd-rusens afkroge. Digtene funk- men på hovedbanegården. Musikken, lydene er noget af en outsider i dansk litteratur. En lit- ler som prismer og kaster betydninger af sig og teksterne er mixet sammen til et lækkert og terær excentriker, der efter ca. 15 produktive år med en sådan fart, at man bliver rundtosset af helstøbt lydunivers, der understreger tekster- trak sig tilbage fra den litterære scene og leve- læsningen. Kemikeren Madsen sprøjter ætsen- nes polyfoni og klare rytme, og når man har de en slags eneboertilværelse indtil sin død. de syre i ordform efter læseren, og i nogle tek- hørt CD’en skulle man næsten tro, at teksterne Der er nok ikke mange ud over forfattere og lit- ster skal man rulle det helt store analyseappa- var skrevet med henblik på en sådan udgivelse. teraturstuderende, der har hørt om eller endsi- rat ud for at finde hoved og hale i galskaben. CD’ens højdepunkter må ubestridt være track ge læst hans tekster. Muligvis fordi Johannes L. Bøgerne er helt særegne, og mig bekendt findes 12, hvor Jørgen Leths fantastiske oplæsning af Madsen på forunderlig vis ikke har været en deres lige ikke i dansk litteratur. digtet »Sneen er rød« bliver understøttet af inkorporeret del af den brede litterære kanon, »For en person med verbale pupiller« elektronisk hulahulamusik, samt track 8, hvor men måske også fordi hans bøger i mange år (1970) er sidste del af syretrilogien. Det er en Rifbjerg og Jørgensen i skøn forening lader har været nærmest uopdrivelige. Det er der bog, der leger med romangenren, men i mod- deres stemmer glide sammen i en dobbeltop- heldigvis lavet om på nu, hvor Lars Bukdahl sætning til digtsamlingerne er der tale om mere læsning af »Nedspildt spruttende af syre«. De og Eli I. Lund har samlet hele forfatterskabet i syre end genialitet, og bogen er, ligesom forfat- er intet mindre end vidunderlige. CD’en er en en lækker 1,5 kg. tung bog. »JLM — Johannes terskabets anden roman »Magikerne« (1972), oplagt julegaveidé til alle poesielskere. L. Madsen samlede« rummer som titlen anty- meget anstrengende og temmelig uinteressant der hele produktionen, som består af digtsam- at læse. I det hele taget er Madsen ikke ret god nedspildt spruttende af syre linger, to romaner, dramatik og børnebøger/- som prosaist. En del af prosateksterne er lige- og med alle tanker antændt fægtende tekster, foruden en række nyttige tekstop- som store dele af romanerne nærmest ulæseli- i delte mandariner lysninger og et oplysende efterord af Lars ge. De syrede digressioner fungerer meget skilt og fuldmodent laprende Bukdahl. bedre i poesien, som er forfatterskabets egentli- i grønt lys og flugt Forfatterskabet har sit udspring i 1960’ernes ge attraktion. I digtsamlingerne fra starten og med ligegyldige anslag skrifttematiske og sprogfilosofiske poesi. Under midten af 1970’erne optræder en række tekster, suget gennem minuttet et fængselsophold blev Madsen optaget af der tilskrives ’Tilfældighedsoraklet’ og sydende af saft og nedspildt lyrikken, og efter han lærte Vagn Steen at ken- ’Orakelmaskinen’. Tilfældigheden (tekster klip- fra hinkesten og mandariner de, blev han inspireret til de første digtsamlin- pet i stykker og trukket op af en pose) er her hoppende på blomsten ger. Forfatterskabet indledes med fire hardcore den æstetiske motor, der sammensætter nye i kejtede kredse over konkretistiske digtsamlinger, hvor sprogets så- tekster kaldet »kosmogrammer — budskaber spejlblanke vandpytter ind vel indholdsmæssige som visuelle sider udfor- fra intetheden«, som det hedder i forordet til i et ansigt af røg og ingen skes på utallige måder. Digteren tager sproget »Hvad ser diamanter« (1971). Men desværre er ild antændt spruttende på ordet, og til trods for det let naive præg, disse tekster mere kuriøse end læsbare, og de af mandariner men et ansigt som nogle af de digteriske ordlege kan have, er, ligesom det er tilfældet med romanerne, rygende af syre blink åbner digtene for en række refleksioner over nærmere et bevis på Madsens radikalitet og og ætsende i nogens hornhinder

58 NR. 4 DECEMBER 2003 (lyrik)

Hvid stak ild i hvad/ hvad stak ild i hvid (og brændte det?)

Nogle gange er der noget, og andre gange er der ikke noget i Nikolajsens tredje lille bog

der et remix af Frank Jægers gamle »April, Rasmus Nikolajsen April«. Og her synes jeg egentlig, at Nikolajsen Frihed og sex på rejsen slipper bedre fra det end Jæger; »Underfulde 49 sider, 159 kr. børn med røde hår/ løber dristigt ud af byens Omslag af Sophia Kalkau Borgen senge/ Degnen går bag stærke brilleglas/ i den fjerneste af alle enge« bliver til »Ondskabs- tit bliver det ligegyldigt på de forkerte tids- Anmeldt af Jakob Østergaard Nielsen fulde børn med flødelår/ løber dristigt ud af punkter, og pludselig står man med et kokset byens senge/ Regnen slår med store pilleglas/ ordspil eller en charlatan af en oneliner; det er Rasmus Nikolajsen charmer stadig med ord- og på fjerde sal du mangler penge«. »Sex« bes- bare ikke helt tæftigt nok til at være rigtig plat spil, rim, underdrejet kærlighed og hul patos tår af en række kærlighedsdigte skrevet op til eller rigtig legesygt eller rigtig ligegyldigt. Og (»O-blommeskib! O-maskevåd!«), og nogle et du/hun, og de er naivt charmende og ganske måske kunne man mene, at Nikolajsen egentlig gange er det rigtig godt, men for det meste er okay (og heller ikke ret meget mere, men, »så udforsker digtets bundgrænse; hvor lidt kan det hverken rigtig godt eller rigtig skidt, og en voldgift som jer/ når yderst af din negl er nok/ der egentlig være derinde eller hvor plat/kådt del af tiden mest nogenlunde. Bogen falder i hvis solen blir kød/ så tar jeg på landet«, er kan det være uden at det knækker, eller hvor fire afsnit. Først »Frihed« som er en åben para- pragtfuld digressivt på en selvfølgelig hel kåd langt kan charmen bære? Dybest set er samlin- frasering af den gamle »Frihed er det bedste facon), og sidste afsnit, »på rejsen«, er igen en gen som helhed ujævn, noget falder, andet vak- guld«, og her er det nogle gange direkte smukt; serie kærlighedsdigte struktureret i en afkortet ler, og noget står skrøbeligt og paradoksalt til- enten digtet som helhed eller et enkelt dybt sonetkrans (6 digte af fem linjer), hvor mester- bage (og det er tillige også rigtig godt). Niko- poetikalsk udsagn (»vi sætter svale i køn« eller sonetten er den (gudhjælpeme) mest ligegyl- lajsen skriver ikke en ueffen poesi, men nyeste »jeg har jord og gæld i hjertet/ elsker så solsort dige. skud er helt konkret for lidt på en al for kede- som ingen«). Videre følger »og«, som indehol- Og sådan er det egentlig med Nikolajsen; for lig facon (O-wörterprins! O-lokumstjans!).

bedte hun. Poin- ten er, at det ikke Mere klang i lysets klirren vedkommer læse- ren. Jens Asbjørn Seehuusens digtsamling »Lyset klirrer« leverer ikke Samlingen er delt i tre afsnit, helt den synæstetiske oplevelse, der er lagt op til i titlen der indeholder henholdsvis 12, En ørken ellers, 16 og 17 digte, Jens Asbjørn Seehuusen mest af sten, der sjældent fyl- Lyset klirrer denne sommer. der mere end en 61 sider, 199 kr. Yderste stjerne side, og kun Lindhardt & Ringhof er inderste hjerne. enkelte er strofe- Hvor går lyset hen inddelte. Det er Anmeldt af Peer S. Høgsbro når det er færdigt? Foto: Simon Lautrop en kort form, men den er sjældent Digtenes evne til at slå bro mellem forskellige Ja, hele samlingens lys er tilsyneladende sluk- prægnant, humoristisk, aforistisk, melankolsk, perceptionsformer og dermed nå nye sammen- ket, og læseren må famle sig frem i forsøget på absurd, psykotisk eller bare sprogligt overra- satte sansninger af verden forbliver et postulat. at begribe, hvad han skal stille op med det let skende nok til at bære det. Der er selvfølgelig Titlens sammenstød mellem en visuel og en mystiske i billedsproget, der tilsyneladende undtagelser. Et af de bedste er åbningsdigtet, auditiv sfære trænger ikke ind i bogen, hvilket blot viser hen på tilfældige sansninger og de der med neologismer som »flammepalisander«, er beklageligt. Til gengæld får vi eksistentielle ikke særligt relevante eller vedkommende asso- »goldkloder«, »vågevodka«, »cigaretnatten« og temaer, lyrisk følsomhed og naturhenvisninger ciationer, disse medfører hos det talende eller »paradisskørtet« åbner for en original stemme, i rigelige mængder. Hvad er det med den tænkende subjekt. I et digt ser man således »En der igangsætter læserens billeddannelse. Det er ørken, og savannen, og det hav, der går igen? kindtand/ som står/ i et landskab«. I siden af morgen og jeg’et »modtager modstræbende Det indres spejling i det ydre? tanden, der måske har udspring i sansningen af morgenens lys«. Den dag, der følger i samlin- en stor tandlignende sten, måske ikke, træder gen er bare ikke lokkende nok. Læseren modta- Fosterstilling »dit ansigt« frem. Hvem du’et er, vides ikke. ger efterhånden kun modstræbende samlingens i et vandløb. Det er ikke denne læser. Det er måske den til- sparsomme lys.

NR. 4 DECEMBER 2003 59 (lyrik)

En murren i situationen en gærende uro I min konstitution en vindstille Et fraværende orgie tøven — Kan det forenes?

Så skifter situationen Stillestående poesi af Jørgen Gustava Brandt Den er fastlåst — det – og jeg stivner i afmagt – digte. Man kan sågar finde et rigtig godt digt er åbenlys konflikt. Min kerne er hård Jørgen Gustava Brandt: som »Ved køkkenruden«: og jeg kan lide måden den er hård på. Det stilfærdige orgie Imidlertid Høstlige digte Mejserne går livet videre 80 sider, 175 kr. hopper rundt på brættet den ubønhørlige retning Gyldendal og pipper og pikker ligeud og kort meget ivrige Anmeldt af og ikke ganske fordragelige Sådan starter digtet. So what? Digte som dette Morten Vi der er rigtig kloge bliver ganske enkelt for referentielle, peger for Kyndrup sidder bag vægge og døre og låse meget på en bestemt oplevelse og tror at den- Ingen andre ved nes (påståede) intensitet kan erstatte det et digt »Det stilfærdige om vi nu må være: en gestaltet sansning. Og akkurat orgie« hedder tænker godt eller ondt gestalt, form, er der meget lidt af; for lidt klang, Jørgen Gustava eller både og for lidt rytme, udtryksmæssig prægnans. Til Brandts nye gengæld, som man kan se, rigeligt med klum- digtsamling. Det Men så er det næsten også sagt. I de fleste af pedumpede sætninger, sigende tankestreger og er kun halvvejs digtene bliver det stilfærdige og tilbagelænede uskønne indskud. Resultatet er, at der ved en falsk varebe- mest af alt til halvslap småsnakken, der trods læsningen ikke fremkommer nogen fornemmel- tegnelse, for oplivende elementer af selvironi kronisk hen- se af tilbliven, kun oplevelsen af at bevidne en stilfærdighed er falder til en grundtone af inderlig selvgodhed. mørnet og kedsommelig eftertanke til noget, der nok af. Ikke på det tematiske plan, for digterpersonen der i sig selv tilhører det private, og som hjer- Orgiet derimod Foto: Ulrik Brandt har skam blik for sine shortcomings. Men i tens gerne må vedblive med at gøre det. udebliver. Med selve anlægget, i intonationen: digtene er for Der synes — og ikke kun i dette tilfælde — mindre da vi taler om et orgie af stilfærdighed. det meste utrolig situative i den forstand, at de at være en tendens til, at forlagsredaktører over Kan man sige noget pænt om digtene i har form af en reflekterende kommentar til en for kategorien »ældre veletablerede digtere denne samling? Ja, sagtens. Der er ikke rigtig bestemt situation. Alting har selvfølgelig en med omfattende og fortjenstfulde forfatterska- noget der gør ondt. Tonen er ganske hyggelig. anledning, og således ofte også et digt. ber bag sig« helt slår den kritiske sans fra. Der er heller ikke noget som helst forceret over Problemet er bare når anledningen, situatio- Måske fordi indkøbsansvarlige på landets bibli- hverken de enkelte digte eller over samlingen nen, er vældig tydelig, uden at læseren kender oteker gør det samme? Her er i hvert fald uhyg- som helhed. Den er nærmest tilbagelænet. Man den på anden måde end gennem kommenta- gelig lidt at komme efter, når det gælder digte- får fornemmelsen af en sympatisk digterper- ren. Da kommer digtet let til at pege på noget, risk kvalitet. Tænksomme og sympatiske beret- son, af et klogt og gennemreflekteret menneske, der for læseren virker inderligt privat og derfor ninger om det levede livs finurligheder bliver sidst i livet, i stand til at se sig selv se — og ligeså inderligt ligegyldigt. For at tage et ikke til digtning, bare fordi ordene er en dig- udstyret med en troldsplint af selvironi. Der er eksempel fra digtet: »Tilstandsrapport«, en i ters. Ligesom orgier ikke fremkaldes af ordet gode enkeltpassager rundt omkring i de enkelte denne sammenhæng sigende titel: »orgie«.

kvalificeret i grå og tætte men uudforskede buskadser nær noget velkendt. De er til tider naturligt inddelt Større end livets forslag i revirer af lys og skygge, som grænser vi ser hinanden igennem.

Peter Nielsen foreslår, at vi åbner os for livet i digtsamlingen Alligevel ser jeg ikke så meget selve kålmarken »Livet foreslår«, der på hver side overrasker med som den kølige blågrønne farve den undertiden får gentænkninger af den kendte verden et strejf af i februar, nogle få dage før frost. Måske det fører til visse ornamenter af forståelse, eller i det mindste en sættes af enkeltiagttagelser, der holder læseren forstad Peter Nielsen på sporet af den dobbelthed, digtene hele tiden til forståelse… Livet foreslår gaber over: Verden, der påvirker bevidstheden 104 sider, 199 kr. og bevidstheden, der former verden efter sit Citatet er fra det afsluttende langdigt »En ufor- Lindhardt & Ringhof billede. Det konkrete trænger sig på og kan nuftig glæde«, der løber over samlingens sidste ikke uden videre indfanges af de tolkningsbe- firs sider og er inddelt i femogtredive afsnit. Anmeldt af Peer S. Høgsbro vægelser, der konstant udføres af bevidstheden. Den fortløbende digteriske bevidsthedsstrøm Vores erfaringsfelt modsiges af det foreliggen- skal være mindst så kvalificeret som hos Peter Den på én gang ræsonnerende og omverdens- de. Nielsen for ikke at blive epistemologisk illu- betragtende stil fra de foregående samlinger … strationsmateriale eller simpelt causerende i »Gule og grønne skove« og »Minder fra hjem- Tanker panorerer almindelig undren over livets paradokser. egnen«, genfindes i »Livet foreslår«. Betrag- hen over et rum ingen af os fuldt og helt kan Langdigtet har fat i en fundamental afsøgning tninger over bevidsthedens møde med den om- kalde for vores eget. De synes at insinuere af menneskets og bevidsthedens status og glæ- givende verden skiftevis iblandes eller igang- noget des over de mange muligheder, ikke for at ord-

60 NR. 4 DECEMBER 2003 (lyrik)

ne verden i mønstre — dette kommer tvangs- mæssigt — men for at udvide sit mønster, dvs. erfare og erkende verden på ny. »Det er en velsignelse/ af den slags/ der truer med at fjerne os/ fra adresser i den fysiske verden«. Det er derfor glæden er ufornuftig — den kommer i overskridelsen af de fornuftskabte tolkninger. »Naturen er vel træt af sine fortolkere«, skriver Mageløst, mageløst Peter Nielsen umiddelbart før han lader lyset indstifte den ovenfor nævnte velsignelse. Lyset som metafor for erkendelse er oplagt, men un- derstøttes ikke entydigt af samlingen, der lader Det flyder så let, at det næsten ikke noget uforklaret stå tilbage, noget, der ikke er kan have været andet end pissebesværligt indeholdt i det livet foreslår, men rækker ud over det foreslåede. Vi kommer gennem flere variationer af menneskets afmagt over for det, der er større end livet, naturen: »…det virkeli- Lone Hørslev ge/ er et solidt stof, som ikke afventer vore Ærgerligt, ærgerligt domme«. Han vil have os med bagom mekanis- 64 sider, 150 kr. merne af tillært livsførelse. Men samlingen Gyldendal rækker videre end det, der her kommer til at lyde som sprogfilosofiske smuler; der er næsten Anmeldt af Brian Dan Christensen skødesløst henslængte væsentlige betragtninger på hver side og citatværdige passager ved hvert Lone Hørslevs nye digte er nok det bedste, jeg opslag. Marken, der sluger øjnene, belyses af har læst i år, og så jeg skal nok lade være med månen, mens gadelygter ikke kan udregne de- at nævne de andre bøger. Lad os nøjes med at res egen værdi, men blot står og oplyser deres sige, »At glemslen er en muldvarp/ der lever af lille plet. at udhule hukommelsen.« Virkeligheden står over for ordningen af det Men hvorfor? sansede også i den indledende »Lille fortolk- Måske er det bare forfriskende, at der igen- ningstese«, der brillerer med sin humoristiske nem hele bogen er så umiskendelig en stemme, demontering af fornuftsslutninger: at den er klar, at den har noget at sige, og at den godt ved det. Lone Hørslevs sprog er Dyrene hjælper hinanden. Det ses ikke altid, præcist uden at teksterne bliver mindre søgen- men går man ud når der ligger nyfalden sne, de. De er insisterende uden at være dikterende, vil man ofte kunne følge et spor. Man ser for små rum, der ikke er lukkede; en gavmild bog, eksempel og da jeg fik fingrene i den, måtte jeg sætte mig et spinkelt spor efter en mus der er kommet ned i en dør i Badstuegade, fordi jeg ikke løbende. kunne spadsere og anmelde samtidig — og jeg Længere fremme ser man måske et andet og gør ellers aldrig den slags pjank. større spor I næste læsning bladrede jeg over, under og krydse musens rute. Tit vil man nu opleve at igennem »Ærgerligt, ærgerligt« uden nogen det store kronologi, uden nogen søgen efter den kedsom- dyr har hjulpet det lille dyr videre på dets vej i melige mening med det hele — for efter endt den ikke-læsning at gøre nøjagtig det samme igen besværlige sne, eftersom det kun er det store og falde over banale nådegaver som: »Jeg ser spor på dig gennem din vejrtræknings to mulige der fortsætter. Sådan hjælper dyrene hinanden. slutninger«. Stadig med en undren over hvordan fanden hun gør det. Og hvis ikke man kan lære noget af det, er der »Ærgerligt, ærgerligt« har en række gennem- ikke meget håb. Nu ved vi mere om det, livet gående temaer, men de er der bare, de er hver- foreslår. ken konstruerede, strukturerende eller forstyrrende. De er diskrete uden at mangle selvtilli- den, jeg nævner lige et par stykker: Kronprisen (forbandet aktuelt), Sømanden, IC3-toget (forbandet) og Discovery Channel. Temaerne frem- står aldrig (og underligt nok) som andet end en Foto: Johan Gardfors anledning. De er blot (!) det chassis, som Hørslev digter løs på, og det flyder så nemt, at kolde kontinent af en fortid – det ikke kan have været andet end pissebe- Nej. sværligt. Her i en mini-poetik: Det er løgn Jeg kørte jo bare I nat fingrene igennem pakkede jeg min dit hår søvn ind i din og jeg jeg spændte slædehundene for og lod mig Altså, dét ’Nej.’ stopper jo aldrig, netop pga. glide punktummet, og dén tankestreg er knækket løs på dit åndedræt og af det iskolde — og det er mageløst godt. tværs hen over »Ærgerligt, ærgerligt« er en let bog, der har så dit is meget dybde, at man let kan læse den igen.

NR. 4 DECEMBER 2003 61 (artikel) Afmestrende, afstående — antiforestillingens poesi

Andre verdeners fortløbende forseglinger her og nu i synkoperet skrift, meditation og bold hos Peter Laugesen (anarko-avantgardisme), Dan Turèll (meditativ tomhed) og Torben Ulrich (de-værkelig hvished)

Sådan transformeres Marx’ Den antiautoritære og a-ideologi- ring’ af kampen mellem ’imperiet’ Af Jørn Erslev Andersen stringente, cool og mesterligt frem- ske revolte-tænkning overses og ’mængden’ i perspektiv af bl.a. stillede vareanalyse, dvs. videre- gerne i dag, når Laugesen celebre- flugtliniernes deleuzianisme. Anarko-avantgardisme førelsen af en filosofisk set skel- res eller det modsatte som Opgøret med ’skuespilsamfun- I samfund, hvor de moderne pro- sættende og utopisk-konkret ven- jazz&poetry digter, som vor tids det’ — eller hvad det nu end hed- duktionsbetingelser hersker, frem- den læremesteren Hegels historie- City Lights Books relikt eller som der i moderne forklædning: det står rigdommen som en uhyre filosofi på hovedet, begge være sig en endnu levende tresser-avantgar- gennemforvaltede samfund vareophobning, og den enkelte nok så ’drømmende’, sådan som dist. Man kan for så vidt vende (Adorno), det gennemsemiotisere- vare som en elementarform. Vores også dikotomien mellem enhed og det hele om og påstå, at Laugesen de samfund (Barthes), det systemi- undersøgelse begynder derfor med mangfoldighed er det i Hardt og i dag er den eneste anarko-politiske samfund (Luhmann), det gen- en analyse af varen. Negris aktuelle »Imperiet«, til et ske digter, der, sammen med nemmedialiserede samfund altomfattende manifest for Ursula Andkjær Olsen måske, er (McLuhan) i kamp med det ’ikke- Sådan lyder Karl Marx’ herostra- Situationistisk Internationale. Ikke på højde med drømmere som identiske’, det mod-semiotiseren- tisk berømte åbning af første bind blot deltog Asger Jorn og Jørgen Hardt og Negri og deres ’politise- de, det ’lokal-systemiske’, det af »Das Kapital« fra 1867. Nøjagtig Nash i bevægelsen i dens tidlige 100 år senere gør den franske situ- faser, aspekter af den gik også ationist Guy Debord gestus til senere hen Peter Laugesen i blo- denne sætning ved at bedyre, at i det. At digte bliver til en revolte de samfund, »hvor de moderne mod skuespilsamfundet, de forlor- produktionsbetingelser hersker, ne billeder, de forkromede varer, viser hele livet sig som en uhyre det bevidstløse konsum af penge, ophobning af skuespil. Al direkte ting og medier. En poetisk og post- oplevelse har fortonet sig i en fore- debordsk anarko-avantgardistisk stilling.« Dette er tese 1 af de i alt revolte også mod digtningens og 221 teser, der på mangfoldige kunstens forlorne tilpassethed til måder repeterer denne første tese i skuespilsamfundet og magtens Debords »La Société du Spectacle« makro-diskurser på mikro-niveau. — »Skuespilsamfundet« — fra 1967, den situationistiske teori par SKUESPILLERSAMFUNDET excellence om samfundet. På ver- Før eller senere møder du ham. densscenen udfoldes et varernes Det er premiere. Nu skuespil som stedfortrædende for begynder noget andet. Det er ham. mennesket. Verden og samfundet Din døde far. Han opleves som skuespil, fuldkom- giver dig jobbet. Du spiller Hamlet. men domineret af pengene, af Du spiller Lear. kapitalen. Mennesket er totalt Du spiller Richard III. Nu er du fremmedgjort, helt og aldeles graveren. Du graver opslugt 1:1 af dette stedfortræden- selv hullet. Du ligger i koldsved og de vare-skuespils altomsluttende skriger på hesten. blændværk. Ingen samlende pro- Du falder ned fra et træ som gramideologi kan sætte sig herud- Ofelia. Du er Polonius. over, også en sådan, den være sig Du står bag et forhæng og dør. nok så radikal, underlægges nem- Du er Fortinbras. Du lig skuespillets tvingende love og skal overtage alting efter de døde. logikker. I dette totale skuespil Han skriver dig. kan modstand kun ytre sig som Du er jobbet. Han kommer en momentane, mangfoldige, situatio- dag. Du ved ingenting. nelle og ’handlende’ aktioner, som Le bare skriver han. Spil. De ser alternative forestillinger om plura- dig fra oven. De le netværk, som kunstneriske hap- ser dig fra neden. Du gør det bare. penings, som en insisteren på et Du er en maskine. andet sprog hinsides normalspro- gets sanseløse tagen del i skuespil- (Peter Laugesen, »Trashpilot«, Torben Ulrich. Illustration fra »Jazz, bold og buddhisme« lets varefetichistiske falskhed. 2000) (Foto: Steen Møller Rasmussen.)

62 NR. 4 DECEMBER 2003

(artikel)

’post-mediale’ — og den dermed nikation, om han uden hun, hun institutionelle nerve findes også i Ikke noget med avantgarde hos forbundne redning af modstands- uden han, jeg uden du, du uden det, der efterhånden er blevet cele- D.T., hvad jeg dengang syntes var lommerne, de skæve mangfoldig- jeg, skizofreniens motor og den breret til hudløshed: Laugesen & en fejl, men nu indser ikke kunne heds-forbindelser, de kulturelle og mystiske materialismes motor…«) Mindspray. Først var der lokale være anderledes, hvis han skulle personlige erindrings-lommer, eller »Anarkotika«, 1975 (»Det er underground performances i min- blive, som han blev, den han var, sprog- og skriftopgør, drømmerier, nogen digte fra en verden her hvor dre klubber, på højskoler, siden på når det passede sammen. Den sarkasmer, romantisk verve, det større festivaler i provin- fortvivlede retorik i det rablende sande i det gale, de levende bille- sen, så på Glyptoteket, så dobbeltsprogede mantra, der der (Carl Th. Dreyer, sort-hvide skulle det ud på cd. Som udgør næsten hele skriftfladen i filmklip med børn ved badebroer) Laugesen selv bemærker et de to første Arena-bøger, som en hamrede ind mod publikum i den sted, er der forskel på en slags automatskrift, der mere og i enhver henseende billed-, ting- gennemproduceret studie- mere er det eneste, der holder en og sprogfræsende (anti)-forestilling cd og en live optræden. krop og et jeg fast i forsvinden, og »Artur på genfærd«, som Teatret Cd’en »Howl on!« fra 2001 dog med skriften i eller på jorden Estrade havde på Entré Scenen bliver da også ved nogle som et fræsende postulat … under Århus Festuge i september gennemlytninger, alle dens 2003. Laugesens ordrige, sine ste- evidente fortjenester ufor- Betegnelsen ’mantra’ er ikke tilfæl- der rablende og komplekse klode- talt, en lidt for pæn og tam dig. Gennem store dele af Turèlls tekster fra 1988 formidlet af det affære i forhold til det, forfatterskab spiller forskellige for- søgende, spørgende, anråbende, man kender fra Laugesen mer for buddhisme en vigtig rolle gestikulerende og skræmte gen- & Mindsprays intense live- for hans måde at tænke såvel eksi- færd Artur (alias skuespilleren optræden. Med cd’en blev stens som dette at skrive på. Når Ole Westh-Madsen) og med tumul- det hele til institution. Der han f.eks. skriver på jazz — tuariske hilsener både scenogra- måtte findes andre veje. jazzrytmer og jazzimprovisationer fisk og musikalsk til mere eller De har så ledt til Lauge- på skrift som i Kerouacs »Mexico mindre velkendte europæiske og sens samarbejde med en City Blues« — er det for at tilnær- amerikanske avantgarder (musi- eksperimenterende og me sig en zenbuddhistisk ’tom- kalsk f.eks. Gavin Bryars’ loop usædvanlig rockgruppe, hed’, hvor enhver form for sprog- »Jesus’ blood never failed me«, »Singvogel« kalder de sig. lig, mental og eksistentiel determi- cd-udgave 1993) lader sig uden Også her er live shows, nisme er renset ud af sind og skri- videre dikkedarer forstå og sanse som i Musikcaféen i Århus veakt. Derved ligger han ganske som et veritabelt poetisk-scenogra- sidste år, levende og kom- tæt på den del af Beat-generatio- fisk tæppebombardement med promisløs rock against nen, især Jack Kerouac, der helt og ord, billeder, ting, gebærder og passivity. Også dette er nu aldeles overgav sig til diverse for- lyde af skuespilsamfundet anno institutionaliseret på cd’en mer for zenbuddhisme hinsides 1988/2003. Begivenheden var »Hotellet brænder« fra i enhver form for avantgarde-fore- langt mere end en genkommende vanviddet er det indlysende og i år. Oplæsningen er her heldigvis stilling. Turèlls omfattende indsigt tresser-avantgardistisk repetition à den verden er jeg etableret, der ikke så pænt lagt oven på eminent, i og selvstændige anvendelser af la mode til benefice for dagens eksisterer jeg, som et navn, der sine steder også eminent pæn, diverse former for buddhisme og avantgarde-celebrerende kulturel- hedder Peter Laugesen, men kan jazz-musik som på »Howl on!«. den deraf afledte ’zen-skrift’ overle, trendy, cyperspacede og akade- ikke sige, at det navn på nogen Her clasher Laugesens let monoto- skrider på mange måde den ameri- miske establishment, det var den måde længere er mig, selv om jeg ne let jambiske brabrand-dræven kanske Beat-generations ditto, ægte vare, en kompromisløs og rå, osse er det, der sætter det på digte, ganske godt mod de gennemarbej- hvilket for første gang er blevet poetisk og anarko-avantgardistisk, som her er der«) til den allersene- dede og lyd-fræsende rockkompo- undersøgt til bunds i Michael anti-æsteticistisk og sanselig tal- ste »Forstad til alt« fra i år. Her sitioner. Det er godt at få ørerne Nonboes litteraturhistoriske speci- king no shit event, the real thing, prydes bagsiden af et digt betitlet revet i stykker — cd’en spilles ale fra i år (publ. på Litteratur- take it or leave it, for fanden! »Til Jack Micheline værelse hvad bedst med knappen på højeste Historisk NetForlag, se bibliogra- Skuespil som mentalt brød for fol- som helst hotel Skid Row«. Mi- volumen — efter indtagelse af lidt fi). Heri vises hvor stor betydning, ket hinsides masserne. cheline, gadedigteren, a street for megen pæn dansk high brow hvor forskelligt og hvor vidt facet- Laugesens hyppige henvisnin- poet, a true american outlaw poet, jazz anno 2001. Men som tilfældet teret Turèlls poetiske buddhisme ger til San Francisco-digterne med bøger og ’chapbooks’ (simple er med Mindspray-cd’en, står hel- egentlig er. Kerouac og Ginsberg og dertil lejlighedstryk) f.eks. »River of Red ler ikke den ellers ret så lyttevær- I den tidlige fase frem til »Kar- hørende hot and cool jazz, til out- Wine« og »Street of Lost Fools«, dige cd »Hotellet brænder« mål ma Cowboy« — dvs. størstedelen siderne Novalis og Rimbaud, til er ikonet par excellence på den med »Singvogel« live. Så når af Laugesens udvalg — fungerer pop i sporet efter Kerouacs pop- ikke-etablerede og vitalistiske hørelsen får institutionel tinnitus, skriften, forklarer Nonboe, som et haikus, til Céline, til sin hund og oprørsdigter, gadens og de kuldsej- må man (jeg) håbe, at Laugesens sted for oprør og meditation kom- havens solsorte, til Flauberts ledes poetisk-trashede græs-digter anti-institutionelle drive fører bineret med euforiserende stoffer bemærkning til Turgenjev om en midt på autostradaens asfalt. hans tekster sammen med en slags og moderne jazz. Især søges der stormflod af lort, der hamrer mod For Laugesen er det derfor, stilhedens musik, en Cage i lapt- opnåelse af ’tomhed’, dvs. at murene, så de smuldrer (motto til skulle jeg mene, ikke den zenbud- op-electronica anno 2004, en ind- tømme bevidstheden for uved- »Trashpilot«, 2000), til trash og dhistiske, men vejenes og den vævet stemme måske, der ikke kommende støj og blokeringer til junk de luxe, til supermarkedet og spontane prosas Kerouac, ikke den monotont oplæsende er lagt oven fordel for en frit strømmende en pilespids i gruset på en parke- Hare Krishna- og O-o-m-messende, på? skrift/skriven i henhold til dels ringsplads (»Deadlines«, 1994), til men den hylende Ginsberg, der Kerouacs »spontan prosa/skri- anti-racistiske haiku — sådan vedholdende medtænkes. Det er Meditativ tomhed ven«, dels den buddhistiske maya- noget trækker anarko-avantgardi- Michelines Kerouac og Ginsberg. I forordet til sit udvalg af Dan læres forestilling om den ubestan- stiske og intakte spor fra f.eks. Alt dette på godt og ondt, men Turèll-digte »Udvalgte digte I dige karakter af de former tanken »Guds ord fra landet«, 1974 først og sidst: kompromisløst, anti- 1969-1974« (se anmeldelsen søger at fange virkeligheden med. (»Drømmen om total kommunika- institutionelt, en hundepissende andetsteds her i bladet) bemærker tion uden total mangel på kommu- skrift. Denne altid blottede anti- Laugesen fyndigt: fortsættes næste side

NR. 4 DECEMBER 2003 63

(artikel)

fortsat fra forrige side situationel handlen i en fælles Selvfølgelig har også Ulrich Turèll, meditativ, hyperintens poetisk procestænkning gennem været optaget af Beat-generationen opmærksomhed på alle facetter af Dette kalder Nonboe for et forceret en spontan skriven på, ind i og som af så meget andet. Det mest bevægelserne og spillenes rum her oprør mod alle former for konven- hinsides det der er her og nu, lige frapperende essay i denne bog er og nu hinsides den såkaldte nor- tionel tænkning, mens Laugesen nu og der. Og fra første færd, hvor imidlertid også det seneste: »Hvis. malitets og program-ideologiernes altså i sin tid savnede et mere Turèll skriver på ’fortvivlelsens Notater omkring et (idrætsligt) fæl- ensrettende love og regler i Ulrich. konfrontativt avantgarde-islæt, retorik’ til de seneste digte, hvor lesskab, det uindhentelige« fra Facetter af en anti-forestillingens ligesom han den dag i dag mener han skriver i dødens skygge, er 2002. Her legeres den bagvedlig- poesi forestillet her og nu, forseg- at DT helt glemte at »tjekke de hans primære skriveenergi ikke gende buddhisme med filosofisk- let på ny og så igen og igen og støvede kontorer og arkiver på funderet på anarko-avantgardisme, litterære og idrætshistoriske over- igen og helt og aldeles uden fikse- hele den store og for længst abso- slet ikke, men på en ganske radi- vejelser over, hvordan det ville rede resultat-fanatismer. Det turde lut psykedeliske avantgardevej kal og eksperimenterende skriven være, hvis man kunne begribe være vejen at gå. gennem endeløse mængder af sig ind i en tilstand af meditativ fænomenet idrætsligt fællesskab, parallelhistorier (…).« Først fra og tom- eller intethed, væk fra sig dvs. hvis den udøvende handling, med »Karma Cowboy« (1974) får selv, ud i rummet. at spille en fodboldkamp, spillet i Mikkel Bolt, »Situationistisk forfatterskabet en vending væk fra opståelsens øjeblik mellem forbe- Danmarkskort«, in: Det Fri dette esoteriske leje, med Turèlls De-værkelig hvished redelse og resultat, kunne forstås, Universitet i København # 9 v. egen formulering er der tale om Et tredje afsæt i den amerikanske praktiseres, som en iværksættelse Heise/Jakobsen, Læssøesgade 3, 4. »en hoppen over i ’Den store Båd’, Beat-generation kan findes i og en af-iværksættelse på én gang, sal, 2200 Kbh. N () at springe fra en buddhisme (Hin- Torben Ulrichs essayistik og hans der ikke kan tilvirkes, men blot Ruth Campau (red.), »PAINT- ayana) til en anden (Mahayana) og unikke tanker om krop, bevægelse, sker. Hvis dette var muligt, hvor- BOX«, i kommission hos Borgen, dens afart: zen, hvor der ikke læn- kunst og sport. Også han lader sig dan ville det så lade sig kunne Kbh. 2000 gere arbejdes ’introvert’, men ‘for akkurat som DT rimelig tidligt i tænke og praktisere? Det er essay- Guy Debord, »Skuespilsam- de andre’« (se Nonboe for nærme- sin karriere, i 1945, inspirere af ets grundspørgsmål, som der me- fundet«, Rhodos, 1972 re redegørelser herfor). buddhisme. Det drejer sig først og diteres tankevækkende og u-finalt Peter Laugesen, »Artur på gen- Det må således tages med et vis fremmest om en zen-agtig fokuse- over med bl.a. Kipling, Rilke, færd«, forestilling v. Teatret gran salt, når mange i dag opfatter ring på alt, der har med bevægelse Nancy, Heidegger, Agamben, Estrade, Entré Scenen, Århus 1.-6. Turèll som ’avantgardist’. Man at gøre: kroppens, fodens, hånd- Blanchot og mange andre som september 2003, Artur: Ole Westh- kunne, hvis han skal ’reddes’ som ens, tennisketcherens, modstande- med-mediterende med-mumlere. Madsen, Iscenesætter: Rolf Heim, avantgardist, i hvert fald med for- rens, duellens, boldens, jazzens, Et sted spørges der med Blanchot, Filmscenograf: Jesper Jargil del skelne mellem Laugesens anar- musikkens, sprogets bevægelser. I om der i idrætten findes et fælles- Peter Laugesen, »Forstad til alt«, ko-avantgardisme og Turèlls zen- den formentlig bedste danske skab, en vennekreds, der formår at Borgen, 2003 avantgardisme, hvorved to vidt essaysamling, der p.t. findes på artikulere en form for passivitet, Michael Nonboe, »Billeder af en forskellige spor løber fra et kun til- markedet »Jazz, bold og buddhis- der afsporer eller bremser (idræts)- Karma Cowboy. Buddhistiske syneladende fælles udgangspunkt: me«, redigeret af Lars Movin, kan værkets monumentale objektivitet? aspekter af Dan Turèlls digtning«, Pound, Kerouac, Ginsberg, Charlie man over små 500 sider følge Om der findes en ikke-iværksæt- LitteraturHistorisk NetForlag, Parker, Thelonious Monk og Miles Torben Ulrichs helt unikke og for- telse af mestringen. En mulighed Århus, 2003 Davis. Turèll benyttede sin skrift midable, sine steder nærmest for at afmestre? Her mediterer en Singvogel, »Hotellet brænder« og jazzen til sit oprør mod stivne- maniske, men altid stilsikre karrie- mester, der aldrig har opfattet (Peter Laugesen: ord, Andreas de og falske konventioner, men re som jazzskribent, klummeskri- mesterskabet, men derimod spillet Hansen: sang & guitar, Lotte gjorde det ikke mindst ved selv at ver, fremragende essayist, digter, som det afgørende: »gives der i Maxild: klarinetter & el-orgel, Jens skabe et vampyr-agtigt mediebille- kunstner og først og sidst en af spillets rum en medspillerske, i Balder: trækbasun & cs-5, Jørgen de af sig selv med Karma-hat og verdens bedste tennisspillere gen- Rilkes ord eine ewige Mitspielerin, Holm: trommer), Helicopter sort neglelak. Derved får også hans nem tiderne. Den bagvedliggende der animerer, vækker, overvælder? Records, 2003 (Helicopter Records såvel poetiske som ’praktiske’ buddhisme er imidlertid aldrig Der tilkaster os en vej, et ord, en Box 1146, 1010 København K, / ) mediekritik en helt anden status påtrængende, men ligger der ved- bold, en meteor? Ikke vores, som Dan Turéll, »Udvalgte digte I end Laugesens, der vedvarende holdende som en helt eminent Rilke siger, en verdens (…)«. Et af 1969-1974«, Borgen, 2003, udvalgt udfolder sig på skriftens, skriftens, fokusering på netop — bevægel- nøgleordene i denne intense og med forord af Peter Laugesen skriftens og atter skriftens gebet sen, hinsides enhver form for fast- afsluttende del af essayet er »ikke- Torben Ulrich, »Jazz, bold og bud- udslynget mod billeder og musik holdende dogmatik og stivnet tan- iværksættelse«, en oversættelse af dhisme« (red. Lars Movin), (se f.eks. PLs digt »hardflux pop- kegods, hvortil kommer en syn- Blanchots komplekse begreb »des- Informations Forlag, 2003 sus monofest minimaction situ- æstetisk åbenhed, en sanseevne af oevrement« (ved Carsten Madsen i krom dadacept manikon edge- dimensioner. I Ulrichs verden går Blanchot, »Orfeus’ blik og andre land« i katalogen ”PAINTBOX”, tingene både langsomt i opmærk- essays«, Gyldendal 1994, som JU (Tak til Mikkel Bolt Rasmussen, 2000, midt mellem seks billedseri- somheden på bevægelsen og stærkt trækker på). Måske man kunne Institut for Æstetiske Fag, Afd. for er i krydsfeltet mellem maleriets i begribelsen af alle de yderst sammenfatte alt dette ved simpelt- Kunsthistorie, Aarhus Universitet, egne præmisser, maleriet som komplekse multi-momenter og hen at tale om en bevægelsens, og hans opponenter Peter Brix værk og maleriet i forhold til det multi-sansninger, der udgør et ten- samspillets, fællesskabets de-vær- Søndergaard (Århus), Stian omgivende rum). Turèll medierede nisslag, en jazzimprovisation eller kelige hvished? Grøgaard (Oslo) og Carsten Thau sig, mens Laugesen vedvarende af- en bevægende filosofisk tanke. Der (København) for et velturneret og medierer sig. Derfor er deres er så mange overvældende facetter De-værkelighed inspirerende forsvar af Mikkels kampe mod stjernebillederne, af så mange forskellige begivenhe- Det handler altså om, tilsynela- ph.d.-afhandling »Den sidste deres afstjernen sig, blevet ført på der og handlinger i denne bog, at dende, at har man verden, kloder- avantgarde. Situationistisk vidt forskellige måder og præmis- den ikke fortjener andet end en ne, rummet, bolden, meteorerne, Internationale hinsides kunst og ser. Men udgangspunkt og ende- simpel anbefaling — som en guld- bevægelserne og ikke sig selv i politik«, fredag den 7. november mål synes at være det samme: kun grube for lystlæsning, et center for fokus, har man ingen sans for 2003) skriften kan i sidste instans holde meditation, en skarpretter for tan- Værket, Bemestringen, derimod en på roden (med tanke på zen- ken, en apologi for synæstetiske for afmestring, afståen og de-vær- buddhismens root-teachers). sansningers frie og fokuserede kelighed: skrift i Laugesen, medi- Derved legeres de to former for koncentrationer. Sådan! tativ renselse af sind og krop i

64 NR. 4 DECEMBER 2003 (kritik)

denne art: at dø og fornys. Midt i lattermildheden og den næsten hedonistiske glæde ved at lade sig drive med strømmen i litteratu- Læseoverskud rens berusede båd, er det alvor det her, alvor af den ødsle slags. Udgivelsen af Brostrøms litterære essays udvalgt fra de Denne forståelse gentages — og lever kun ved at gentages af digter- sidste 30 år viser hans glæde ved litteraturen, men forvent ne og med dem af Brostrøm — i ikke gennemgribende analyser bindets omfattende udvalg af forfattere med danske og franske som de vigtigste, fra eventyr og renæs- hele er åbent og til læserens frie 23 er typisk. Uden store mellem- sance til moderne tid. Gennem- Torben Brostrøm afbenyttelse, og at artiklerne alle regninger, men med den kærlige gribende analyser skal man ikke Uden titel kredser om det samme — litteratu- belæstheds suveræne overskud vente, bortset måske fra introduk- Udvalgt af Christian Lund ren som øjeåbner over for verden danser vi som Per Syvspring mel- tionen til Rabelais og Oehlen- 254 sider, 285 kr. med nutiden som prisme for forti- lem en seks-syv forfatteres tekster schlägers »Sanct Hansaften-Spil«. Gyldendal den. Og det er jo sandt nok. Alle — Johs. V. Jensen, Morten Nielsen, De bringer næppe andet nyt end artikler er båret af en frodig læse- Jess Ørnsbo, Arthur Lundkvist, Brostrøms glæde. Gennemgriben- Anmeldt af Svend Erik Larsen glæde ved at gå på opdagelse i lit- Thorkild Bjørnvig og et par andre. de er alene nysgerrigheden efter at teraturens tekster, lade dem asso- Der er ikke stort anden argumenta- komme videre fra de tekster han Retrospektive udstillinger er noget ciere til hinanden og få os til at tion end den der melder sig bag- har gang i, til dem der også åbner billedkunstnere afholder, dem der springe fra den ene til anden. læns. Jo, de har da noget menings- sig for tekstslughalsen Torben. har leveret titel til bogen »Uden Brostrøm er ikke en stor tæn- fuldt med hinanden at gøre, og det »Omvej til virkeligheden« kal- titel«. Sådan en udstilling sætter ker, men en stor læser. Tolerance kunne andre såmænd også have der Brostrøm essayet om Tom sig for at vise en kunstners udvik- og fanatisme er Brostrøms kodeord haft. Kristensen. Og det er en meget ling et liv igennem, en motivkreds for Rabelais’ renæssancetid. Og to- Og så skydes pilen af til sidst, passende overskrift over hans eget hos en kunstner, en afgrænset lerant, det kan han selv være. Men lidt uventet, på side 29. Men artik- mangeårige virke. Litteraturens periode i kunstnerens karriere. I ikke fanatisk. Snarere ensidig. len skal jo slutte: digtning er en nødvendige omvej, dér hvor man hvert fald et tyngdepunkt af en Nemlig i sin insisteren på at litte- drøm om at dø og fornys. Og det føres uden helt at kunne styre eller anden art. raturen kan selv uden større teore- er de eksistentielle kerneord bogen hvad der sker. Den gør den virke- En af dansk litteraturs store tiske eller metodiske armsving — igennem. Digtning gør sig til drøm lighed anderledes man når frem læsere, Torben Brostrøm, kunne selv tale om verden, være musi- ved at være formet som den er. til, end den ville have været — godt have fortjent sådan et sam- kalsk og sanselig, være erfaring, Men ikke en fri eller luftig drøm. hvis den overhovedet ville have lende perspektiv i denne bog med være (en slags) virkelighed, skabe Den er en drøm om den virkelig- været menneskelig virkeligheden? artikler fra ca. 30 år. Udgiveren sammenhæng mellem tekster. hed hvis poler kun kan omspæn- — uden denne omvej. Brostrøm er fortæller at titlen er valgt fordi det At læse et opslag som f.eks. 22- des i en materialiseret drøm af god at møde ved vejkanten.

Dér, hvor det også er irriterende, fordi han får ret (hvilket altid knækker tanken en anelse). Spørgs- målet er nemlig, om andetheden i Det rette øjeblik denne diskurs (andetheden, som jo hele tiden truer med at privati- Hans Jørgen Thomsens privat-filosofiske projekt søger at (gen)erobre sere refleksionen og omvendt få filosofien til at fordampe i ren det private rum øllebrød) accepteres som en vækst i rigdom eller som en trussel mod forlængelse heraf snakke om litte- når det kommer til en afgørelse af det allerede kendte, på hvis for- Hans Jørgen Thomsen raturens ret til døden (fordi littera- et givet livs kvalitet«. Hemmelig- ståelsesplatform vi er placeret. Privacy: Filosofisk undersøgelse turen bliver ved med at kredse om heden er samtidig det, som sus- Med den hejsestang til højderne af det private rum det, den ikke kan indfange, og så penderer talens uforbeholdne ret (for der bliver af og til meget højt 235 sider, 229 kr. kan den jo lige så godt dø), og til at være sin egen eller rettere til- og luftigt hos Thomsen) bevæger Modtryk Thomsen gør det. I Longinos’ høre det suveræne subjekt, som vi os durk ud i Derrida, beåndes af »Peri Hypsous« genfinder vi så bærer (og tilbeder) det. Dermed Hannah Arendt og får én på snu- Anmeldt af det punktuelle øjeblik som rift, griber den ud efter det almene, den af Rorty, hele tiden med pro- Bo Kampmann Walther cæsur eller erkendelsesskred, hvor dog ikke helt og aldeles, for det er jektet at (gen)erobre det private det hedder: »Det sublime træder i grænselandet, i disen, at man fin- rum. Mottoet kunne for så vidt Egentlig vil jeg mene, at Hans frem i det rette øjeblik, splitter alt der den understregning af berørin- hedde, at før eller siden vil rum- Jørgen Thomsens »Privacy: som en lynild og åbenbarer her- gen af loven og suspensionen, som met åbne sig for spekulation, blot Filosofisk undersøgelse af det pri- med øjeblikkeligt talerens formåen Thomsen vil iagttage i sit materia- en fænomenologisk åbenhed er vate rum« handler om det rette i sin fulde kraft«. le og anskueliggøre for sin læser. intakt. Sådan læser jeg Thomsen. øjeblik — kairos exenchten. Det er Privacy (som fra og med side På den baggrund får Thomsens Det er en jagt efter en åbning mod, et øjeblik, som er privat og dog 11 i Thomsens bog bliver udhævet filosofisk-private refleksion karak- ikke systemet, men begrebet, ikke åbent for rationalitetens favntag, som en, ja, hvorfor ikke, privat ter af en stadig kredsen om en transcendensen, men immanensen ubegribeligt og uafbildeligt uden- différence) handler, siger forfatte- uforløst linje, der indimellem for- — hvor det deleuzianske har hur- for den tid, der forløber i talen. ren, om »dét hemmelige ved livet, løser sig selv i et punkt. Det er, om tighed, har Thomsen digressionen, Platon baksede med det, Kierke- som man godt ved eller intuitivt jeg så må sige, øjeblikket i Thom- gaard lige så, og Blanchot kunne i fornemmer er det helt afgørende, sens diskurs. Dér, hvor det lykkes. fortsættes næste side

NR. 4 DECEMBER 2003 65 (kritik)

fortsat fra forrige side betyder således Syd(arabien), men da den højre side i den arabiske krøllen og diskursens rekurs. Den verden, som tilfældet var tidligere frihed, der hviler og venter i ratio- i den vestlige verden, betragtes nalitetens sprækker (og dét, at som finere end den venstre side, man kan opdage dem, hvor fedt!), Dagbog fra landet, betegner roden YMN endvidere kan løftes over i tilstedeværelsens noget lykkeligt, hvorfor den oprin- princip, altså beviset for overhove- deligt rent geografiske benævnelse det at ville være privat og gribe fat der ligger til højre i antikken fejlagtigt oversættes til i halen på dens kometslør. Eudaimon Arabia eller Arabia Det er kontingensens frihed og Felix, Det lykkelige Arabien. spekulationens immanens, som Første bind af Carsten Niebuhrs etnografiske Denne positivistiske af-romanti- slår tangenter på hinanden. Det er tour de force endelig på dansk sering af det poetiske kaldenavn dette, at friheden også har skabt de ville givet have tiltalt Niebuhr, om betingelser, hvorpå den træder hvem sønnen Barthold Georg frem, som med et trylleslag kan tællingen om ham selv som delta- Niebuhr i sin karakteristik af fade- overføres på »Privacy«, og som gør Carsten Niebuhr ger i en af de første rent videnska- ren i levnedsskildringen »Carsten bogen egnet til at tænke med (og Rejsebeskrivelse fra Arabien og belige ekspeditioner, og den har Niebuhr’s Leben« (1816) konstate- så kan man kalde den irriterende, andre omkringliggende lande. således en uomtvistelig videnskab- rer: »Far var helt og alene indstil- lang, begivenhedsrig, empatisk, Første bind shistorisk betydning. Med sig hav- let paa at betragte og iagttage præcis etc. efter behov), hvilket vil (Reisebeschreibung nach Arabien de ekspeditionen en række in- omverdenen. Abstraktioner og sige: Det er det ikke-identiske, som und andern umliegenden Ländern. strukser samt en liste med spørgs- spekulationer var imod selve hans motiverer tankens anarkistiske Erster Band) mål formuleret af intellektuelle fra væsen: han maatte udforme alting impulser og installerer drivkræfter Oversat af Hans Christian Fink hele Europa, og en forbavsende konkret.« Hvilket er præcis hvad i indbildningskraftens metaforiske 528 sider, 398 kr. stor del af spørgsmålene blev Niebuhr den Ældre gør i sin kreativitet, men det er privacy, Vandkunsten besvaret ved hjemkomsten i 1767. »Rejsebeskrivelse«. Han opfylder som perspektiverer det inferiøre og Forbavsende, fordi Niebuhr var til punkt og prikke pålægget i definerer sig selv som andet-end Anmeldt af Anders Christian Boe den eneste i følget, der overlevede instruksens ottende paragraf om, og dermed helt og aldeles identisk mødet med Morgenlandet, og såle- at den (videnskabelige) rejsendes med det inferiøre. Læs selv. Stor var enigheden, da »Politiken« des måtte påtage sig opgaver optegnelser »skal være fuldstæn- Og en sidste ting: Tvetydighe- og »Berlingske Tidende« for små inden for felter, som, om end de dige og skal ske således at enhver den i det privat-filosofiske projekt fire år siden overlod det til deres kan forstå dem, også selvom den kommer til udtryk i forfatterens læsere at kåre forrige århundredes rejsende måtte afgå ved døden og livtag med den heideggerianske bedste danske roman. En sjældent derved være forhindret i at ud- værenstænkning. Åbenheden mod set konsensus mellem de, der pus- lægge sine ord.« Niebuhr maler selve værensspørgsmålet er nok her deres kulturjunk på via sin letflydende, koncise stil et forudsætningen for forskelsdyrkel- Rådhuspladsen, og de, der sværger ordbillede, hvis grundfarver er sen, som ansporer krølleskrivnin- til Pilestræde-varianten, førte til videnskabeligt engagement og gens rettethed (det er privacys kåringen af Johannes V. Jensens genuin nysgerrighed. Hans ydmyg- konstante og kontante anliggende: modernistiske prosadigt »Kongens hed og åbenhed sætter ham i stand at ville et andet sted hen, når man Fald« (1900-1901). Runner-up blev til at leve op til sit selvudslettende holder den fast), men den er også i Thorkild Hansens historisk-doku- ideal; han er fotografen, der tager sin liberaliserede perspektivmang- mentariske mesterværk »Det lyk- billeder af steder, han ikke skal foldiggørelse en nødvendighed for kelige Arabien« (1962), hvis væ- gense. den — gode — svækkelse af væren sentligste (inspirations)kilde og Udgivelsen af oversættelsen af selv, hvori vi kan aflæse vores litterære forlæg var den tyske fysi- dette tungtvejende tekstkorpus er egne moderne identiteter som ker og matematiker Carsten Nie- akkompagneret af tegneren Bau- metastabile. Hvorfor det? Fordi buhrs (1733-1815) voluminøse og renfeinds 73 kobberstik samt af mennesket hele tiden med lige detaljerede log- og rejsedagbog, ikke var ham aldeles fremmede, forfatterens egne minutiøst udar- dele streng filosofi og klapjagt på »Reisebeschreibung nach Arabien faldt udenfor hans egentlige pro- bejdede tabeller og landkort, og metaforer, som ellers ville afsløre und andern umliegenden Ländern fessionelle virke. Når man tager det er unægtelig en glædelig begi- førstnævntes uvederhæftighed, I-II« (1774-1778), og det første dødsfaldene og den sygdom og venhed såvel for den videnskabe- slår sig på frihed og kontingens. bind udkommer nu for første gang generelle elendighed, der plagede ligt som for den lidenskabeligt Begge er, som forfatteren hævder, i dansk oversættelse ved Hans gruppens medlemmer i betragt- interesserede læser. »Rejsebe- ubærlige og nødvendige, tilværel- Christian Fink (andet bind udkom- ning, forblev et særdeles påtræn- skrivelse fra Arabien og andre sens uudgrundelige grund. Væren mer i 2004). gende spørgsmål dog ubesvaret, omkringliggende lande« introdu- kan ganske vist ikke udsiges, til- Carsten Niebuhr var en af de selv om det blev noteret i botani- cerer samtidig en ny bogserie, lægges nogen stemme — og øje- fem videnskabsmænd (udover keren Forsskåls dagbog på rejsens »Carsten Niebuhr Biblioteket«, der blikket lader ligeledes vente på sig Niebuhr selv, der fungerede som allerførste dag: »Hvorfor Det lyk- er resultatet af et samarbejde mel- — men det forhindrer ikke, at pri- landmåler og –korttegner, bestod kelige Arabien skal kaldes lykke- lem C.L. Davids Fond og Samling vat-filosofien kan trænge sig på i delegationen af en filolog, en teg- ligt?« og Carsten Niebuhr Instituttet, de regioner, som bebos af et intet, ner, en læge samt en botaniker), Svaret på dette spørgsmål hvis formål det er »at gøre lødige som desuden garanterer, at kaos er der i følgeskab af en tjener blev kræver ingen længere rejse, men bøger om islamisk kultur tilgænge- med i det ontologiske spil. udsendt af den danske konge skal findes i sprogets kringelkroge. lige på dansk.« Det er et prisvær- Hvordan det? Da ender det i kom- Frederik V i 1761 med henblik på På arabisk betyder ’yaman’ oprin- digt og overordentlig nødvendigt pleksitet, et sted midt imellem at udforske, hvad der efter antik- deligt ’til højre’, og da man i den projekt i en tid, hvor interessen uorden og orden, værensrod og kens forbillede blev kaldt ’Arabia muslimske verden orienterer sig for, og informationsmængden om værensstabilitet og med det priva- felix’ eller ’Det lykkelige Arabien’ med ansigtet mod øst er ’yaman’ den arabiske verden og den isla- te som skrøbelig metafor for spe- (det nuværende Yemen). Niebuhrs endvidere kommet til at betyde miske kultur vel er større end kulationens patent. »Rejsebeskrivelse« er således for- ’syd’. Landets navn, al-Yaman, nogensinde før.

66 NR. 4 DECEMBER 2003 (artikel)

Repræsentanternes Hus ikke alene troede på alle de ting Dr. Kurtz påstod, de gennemførte også stør- stedelen af hans forslag inklusiv ’tilsynsrådet’.

En sand discipel »Man må bære traditionen i sig selv,« skrev Adorno i »Minima Moralia«, »for at kunne hade den behørigt«. Der kunne næppe for- muleres en bedre karakteristik af Edward Said, der som forfatter både var dybt præget af euro- Enough Said? pæiske traditioner og på samme tid dybt fremmedgjort fra dem. Den kritiske bevidsthed hos den Edward Said døde i september verdsligsindede intellektuelle Said — Prem Poddar ser på hans liv og værk i lyset, eller skyggen knyttede ham til den afvisende genstridighed, man finder hos en af en række helt aktuelle politiske tiltag i USA tænker som Adorno, hvad Said selv betegnede som ’sen stil’. En biografisk læsning af Saids stadigt ger om ’Orienten’. Hvad enten det med det 19. århundredes euro- hyppigere tilflugt til den tyske Af Prem Poddar var som afvisning eller ren og pæiske intellektuelle der støttede tænker er nærliggende, også i skær eksotisme, tjente kategorien racistiske koloniale imperier. betragtning af Saids tiltagende Jeg kan huske, hvordan jeg i 1993 ’Orienten’ som et redskab for euro- Kernen i postkolonial teori er, at kræftsygdom og den stadigt mere rejste med et tog fra Brighton til pæernes forsøg på at bringe deres det er amoralsk for fagkyndige at dystre situation i Palæstina. Om London, der mindede om noget fra indtil da ukendte andet under stille deres viden om fremmeds- Adorno har Said skrevet, at han Den Tredje Verden, for at opleve kontrol — det er per definition en prog til rådighed for amerikansk »var indbegrebet af den intellektu- Said på »Institute of Contemporary del af europæisk imperialisme. magtudøvelse.« elle type, der hader alle systemer Arts«, hvor han skulle tale med Orienten var en altomfattende Kurtz hævder at den tøjlesløse med lige stort ubehag«, og Said min lærer Homi Bhabha om sin kategori, der dækkede asiatiske tilstedeværelse af postkolonial ser tydeligvis i Adorno en model nye bog »Culture and Imperial- kulturer uafhængigt af deres ind- teori i akademiske kredse, med for den kritiske bevidsthed hos ism«. Jeg var en smule usikker byrdes forskelligheder. Så på trods dens fordomme om Amerika og den permanent eksilerede, altid på over at skulle præsentere min let- af orientalismens tilsyneladende Vesten, har skabt en mængde vagt, og uvillig til at tilpasse sig tere lurvede og studentikose per- anti-eurocentrisme, så snylter undervisere der nægter at vejlede såvel som til at blive sat i bås af son for hans umiskendeligt venli- opreklameringen af Orienten i høj og støtte studerende, der måtte andre. At Adorno var halvt jødisk ge og charmerende fremtræden og grad på netop eurocentrismen, og være interesserede i at gøre karrie- gør kun Saids pointe stærkere og skarpe intellekt. Men han fik mig hele strukturen understreger blot re i udenrigs- eller efterretningstje- tillader ham dialektisk at politise- med det samme til at slappe af, og det faktum, at omdrejningspunktet nester. Kurtz udtaler at »vi véd at re de stive, bureaukratiske intel- fra det øjeblik begyndte jeg at for- forbliver Europa. I stedet, påpeger optagelser af samtaler mellem fly- lektuelles verden. Da han for to år stå lidt bedre, hvordan han — uag- Said, skal selve forestillingen om kaprerne den 11. september forsiden blev interviewet af det eli- tet sin tilknytning til den intellek- disse kategorier forlades; ved slet blev uoversatte pga. mangel på tære israelske dagblad »Ha`aretz«, tuelle, universitære højborg — og ret at eliminere ’Orienten’ og arabisk-talende i vores efterret- beskrev Said sig nok ganske træf- alligevel havde så stor succes med ’Vesten’, vil vi være nået en lille ningsorganer. Af denne grund, fende, men også provokerende at artikulere den smerte og de kva- smule længere i processen med sammenholdt med den fortsatte som »den sidste jødiske intellektu- ler, der er fælles vilkår for så man- ’af-læringen’ af den vedhængende mangel på fremmedsprogkund- elle…den eneste sande discipel af ge indvandrere og forarmede land- tendens til overherredømme. skab i vores forsvars- og efterret- Adorno«. flygtige. ningsorganer, har lederne af Title Det er på mange måder takket Stemplet som ’professor i ter- Truslen mod den VI-centrene for afrikanske studier være Saids banebrydende værk, at ror’ af en avis i New York, havde nationale sikkerhed — der umiddelbart efter 11. sep- folk med mærkelige accenter fra Said vænnet sig til af myndighe- I skrivende stund er Repræsentan- tember enstemmigt bekræftede tredjeverdenslande som jeg selv der, magthavere og meningsdan- ternes Hus i færd med at regulere deres boykot af uddannelsespro- har fået mulighed for at undervise nere at blive omtalt som — for nu indholdet af de kurser, som ameri- grammet for national sikkerhed på europæiske institutter for at bruge hans egne ord — »gene- kanske professorer skal undervise (NSEP) — alle medvirket til at engelsk litteratur. Han havde halvt rende, kontrær, selv ubehagelig.« i på universiteter og colleges. Den underminere USA’s nationale sik- sagt ja (halvt fordi kræften var ved Bhabha taler for mange ved at pågældende lovgivning, H.R. 3077, kerhed og dets udenrigspolitik. Og at æde ham op) til at skrive foror- pege på, hvordan Saids værker vil omskrive den ’Title VI’-lovgiv- dette gælder enhver Title VI-finan- det til et igangværende projekt om »rettede blikket mod behovet for ning der finansierer de forskellige sieret underviser i latinamerikan- postkolonial historie, som mine at fremskynde den vestlige histori- centre for områdestudier på ameri- ske-, afrikanske- og mellemøstlige kolleger og jeg har under udgivel- es tusmørke [half-light] med den kanske universiteter. Undersøgel- studier, der har fastholdt den lang- se. Uden Saids skarpe og præcise foruroligende påmindelse om dens ser forestået af Dr. Stanley Kurtz varige boykot af det NSEP.« Løs- prosa, uden hans rammende sen- koloniale tekster, der vidner om (tilgængelige på ) skildrer disse ningen, foreslår Kurtz, er oprettel- tenser og evne til at gøre en gal af det traume, der ledsager Imperiets centre som ynglepladser for upa- sen af et tilsynsråd, der kan øre- raseri, uden hans sindsligevægt og triumferende virke«. triotisk anti-amerikanisme. Dr. mærke Title VI-finanserne til stu- retfærdighedssans er vores verden »Orientalism«, Saids hoved- Kurtz koncentrerer sig om postko- derende, der uddanner sig til blevet et fattigere sted. værk fra 1978, afslører, i en bril- lonial teori og »Orientalism«, hvor karrierer i udenrigstjenesten og lant og lærd kritik, de ideologiske »Said ligestillede undervisere der nationale sikkerheds-, forsvars- og fordomme bag vestlige forestillin- støtter amerikansk udenrigspolitik efterretningsorganer. Komiteen i Oversat af Johannes Henriksen

NR. 4 DECEMBER 2003 67 (kritik)

en »Ekskurs om Jesus Kristus« i tilknytning til Herakles-myterne, der indeholder så meget vrøvl i teologisk forstand, at man må håbe, at gymnasiets religionslære- re fik råbt vagt i gevær. Forfatteren er tilmed totalt pædagogisk forste- net: »Jeg gætter på, at om 10 år bliver man simpelthen sparket ud af lærerværelset, hvis man ikke er medlem af et, helst flere lærer- teams«. Der går heldigvis ikke 10 år! Den slags sære forsvarere for den klassiske oldtid skal der selv- følgelig være plads til — deres eksistens gør blot, at oldtiden fylder mindre. Så er der den begavede Ivar Gjørup, der er stoppet som gymna- sielærer for at hellige sig den mindre betydningsfulde, men sikkert mere lukrative beskæftigelse som tegneserieproducent. Han har fat i Kande (ca. 430 f.v.t.) Antikenmuseum, Berlin noget spændende, om end ikke nyt om de græske tragedier, som han genfortæller en række af på Møllehave-vis — nemlig at hér finder vi oprindelsen til et offent- ligt sprog. Exit gymnasielærerfor- Til enkebal med fattere om relevant stof til inspiration for oldlærere. Om det vigtige element i faget, de græske monu- menter, ikke en lyd. Men der er klassiske filologer masser af monstrøse modargumen- ter mod at nedlægge de klassiske Langt mellem snapsene i et forsvar for det klassiske fag fra mistrøstige misantroper, ikke mindst i forordet fra udgiver Brian Andreasen, der dog også leverer antologiens bedste indslag godt, men desværre dementeres Formålet med antologien er for en oldlærer, nemlig en sam- Brian Andreasen (red.) den af undertitlen: Forsvarstaler ifølge udgiveren, at »gymnasie- menlignende nykritisk analyse af Om fortidens fremtid for det klassiske. Som om det klas- lærere kan hente inspiration til Sapphos »Til Afrodite« med Forsvarstaler for det klassiske siske skulle behøve et defensorat. deres undervisning«, samtidig Thøger Larsens oversættelse heraf, 312 sider, 248 kr. Anledningen til udgivelsen er med »at bogen skal kunne bruges hvor man gerne tilgiver, at pointen Aarhus Universitetsforlag den på redigeringstidspunktet ivri- inden for antikforskning«. Om er, at man må læse sine klassikere ge debat om de klassiske fag i antologien opfylder det sidste for- på originalsproget. Anmeldt af Jørgen Falkesgaard gymnasiet. De fag, som bagside- mål, skal jeg ikke gøre mig klog I antologiens forord prises »de teksten påstår, at »nyttetænknin- på. Hvis det er tilfældet, er klassi- 15 ildsjæle, der indvilligede i at Når klassiske filologer diskuterer gens disciple til enhver tid vil ske filologer nøjsomme folk. Når producere en artikel til mig på deres fag, agerer de ofte, som var prøve at få bugt med«. Der er nu jeg ser på, om antologien kan give kortere tid, end det er anstændigt de bænkevarmere ved et enkebal. sat punktum for debatten med det mig inspiration som lærer i old- at oplyse om her!« Og eksprestem- De snakker om fortiden, da der var brede forlig om en gymnasiere- tidskundskab, kan jeg konstatere, poet er da forståeligt — den truen- pigebørn og strutskørter til, og form i 2005, hvor latin som fælles- at der er langt mellem snapsene. de situation for de klassiske fag opdager slet ikke de smukke fag forsvinder, og oldtidskundskab Naturligvis bladrer jeg frem til taget i betragtning. Men spørgsmå- modne kvinder, som inklinerer for bevares, men med afsæt i nutidige de artikler, der omhandler de tek- let er, om man gør den klassiske dem. Nutiden drukner i regressi- problemstillinger. Sejrede »nytte- ster, som jævnligt indgår i mine oldtid en tjeneste ved sådan en on, og fremtiden forsvinder hjem tænkningens disciple« endnu en- klassers pensum. Bo Tao Michaëlis apologetisk udgivelse, hvor det er med mere opmærksomme mænd. gang? Det vil antologiens redaktør vil læse Odysseen som polyfonisk åbenlyst, at mange bidragydere Fortiden er blevet til førtid. Hvis og de fleste bidragsydere utvivl- roman i bakhtinsk forstand — en har skrevet med venstre hånd eller fortiden skal have en fremtid, skal somt mene. Denne anmelder, der spændende tanke, som desværre grebet ned i skrivebordsskuffen der være en nærværende nutid til hverken er forsker eller klassisk ikke udfoldes i det korte, snakken- efter kladder. Mest af alt ligner det at formidle den. filolog, men gymnasielærer i bl.a. de, gentagende og upræcise essay. en stribe klassikere i panikalderen, Brian Andreasen, græskstude- oldtidskundskab, finder, at nuti- Kim Michael Skovgaard-Hansen hvor det kan blive fristende at tage rende og anmelder hér ved den derved er gjort nærværende. vil læse græske (hero)myter med til enkebal... Fint nok for mig, Standart, har fået den fine idé at Når jeg underviser, er der nemlig inspiration fra Jung, men den men så gør da noget ved det fol- sammenstykke en antologi, hvor aldrig tale om enkebal i den bor- alenlange fremstilling, der endda kens, vær offensive, få den op at universitets- og gymnasiefolk for- gerlige. Den klassiske oldtid er har været holdt som forelæsning i stå! Den klassiske oldtid selv har tæller om, hvad der fascinerer angrebslysten, pågående, nær- en gymnasiefællestime, er fyldt evig rejsning, se bare illustratio- dem i den klassiske oldtid. Titlen værende i sig selv, at forsvare den med almindeligheder og jungiansk nen. »Om fortidens fremtid« lover er at gøre den uskyldig! tågesnak. Undervejs forekommer

68 NR. 4 DECEMBER 2003 (artikel)

»Du kommer i fjernsynet på man- dag«, siger Isabella — så det vil pigen gerne.

Sigurd findes Jeg driver videre. Det er skægt — at se det hele lidt fra oven: se ned på alle de små mennesker, der er her for at se (og blive set). Og måske se sin yndlingsforfatter. Jeg har ikke mødt min — men her er Forum er vel jo H.C. Andersen i noget så forun- derligt som en videnskabelig fol- keudgave. Og her er Dan Turèll — et forfatterskab under hammeren på Bruun Rasmussens næste bogen messe værd auktion. Kirsten Thorup i samtale om romanen »Ingenmandsland« på Tranescenen, Sigurd Barrett Stemninger fra BogForums første dag 2003 fortæller spidsnæsehistorier Under Uret — og til børnenes store begejstring er han der i virkeligheden. Måske havde de troet, at han Grønlykke for fortællekredsen fra først og fremmest fratager den bare var noget, nogen havde fun- Af Marianne Bugge Vestfyn »Fisketyven« (som blev hende en skyld: når hun skriver det på. I cafeen tilbydes et til- anmeldt i juniudgaven af ren fiktion, føler hun skyld over trængt hvil, inden man fortsætter Jeg skal til bogmesse i Forum. Standart). Hun benytter lejlighe- blot at rive et stykke køkkenrulle med at indsnuse indtrykkene fra Bogmesse? Et »købestævne«, en den til at takke den samlede dan- af. Omvendt føler hun ingen skyld templets kræmmerboder. markedsplads, med priser på ske forlagsverden for alle de over det stockholmske blodbad. Og endelig er der bøgerne. På bøger og for bøger. En hellig og afslag, hun har modtaget — for På vej fra denne samtale bliver sin vis reduceret til vare og flygtig- ophøjet gudstjeneste, hvor vores ellers ville hun jo ikke have stået jeg opholdt af en længere kø af hed i et flimmer af samtidighed. ikoner, der ellers mest lever som her og modtaget debutantprisen. store piger. Lene Kaaberbøl, forfat- Men bogen er også en mulighed. et navn på en bogryg, får ansigt og Hun er sjov. teren til W.I.T.C.H.-bøgerne, signe- For senere at holde hjemlig andagt fysisk stemme. rer! Og der kommer Isabella og læse i ro og i kontinuerlig for- Jeg er fuld af forventning. Har Manderoller? Miehe-Renard. Hun ønsker at dybelse. alle sanser åbne. Se, der stiger en Så begiver jeg mig ud i messens interviewe en af pigerne i køen. elegant københavnerkvinde iført flygtige virvar. Bums, jeg var nær røde støvler op på sin cykel — ih stødt ind i Johannes Møllehave. dog, det er jo »Weekendavisen«s Tænk, hvor er han lille i virkelig- chefredaktør Anne Knudsen. heden, og så skriver han så stort i Rigmor Allerede inden jeg har betrådt de virkeligheden. Også han sidder Kappel hellige haller, er messen i gang for senere som tilhører til Jan mig med sit opbud af jet-set’ere, Lindhardts samtale i Bogcafeen Schmidt jeg gerne vil se i virkeligheden. med »Ekstrabladet«s Pedro om Lindhardts seneste bog »En biper- Bakhtin og Tak for afslag son i mit liv«. Samtalen er et godt Jeg følger strømmen op til Scenen eksempel på, at også virkelighe- Don Quixote på første sal, hvor professor Jørn den i sig selv kan have mange En indføring i Lund holder åbningstale. Han cite- ansigter, for Pedro og Lindhardt Mikhail M. rer en norsk forfatter for i forbin- taler tydeligvis ud fra hver deres Bakhtins delse med modtagelsen af en stor virkelighed uden at indgå i en pris at sige: »Tak til A, tak til B, særlig frugtbar dialog. Univers tak til C, tak til D...« Med denne Mere bid er der i Bo Bjørnvigs markering af, at sproget er noget, samtale på Scenen om »Den histo- Forlaget Klim vi selv skal regne ud, pegede for- riske roman« med de tre kvindeli- 2003 fatteren på det arbitrære forhold, ge forfattere MetteWinge, Dorrit som sprog og verden har til hinan- Willumsen og Maria Helleberg, 205 s., den, og dermed fik han ikke blot der alle er aktuelle med historiske pris: kr. 249,- på elegant vis sagt tak, men også romaner. Maria Helleberg taler om udtalt sig om den virkelighed, som manderoller som konstruktion sproget og fiktionen kan opbyde også i historisk tid, og Mette som modstykke til den ’virkelige’ Winge overtager for en kort stund virkelighed. Det er en raffineret Bo Bjørnvigs rolle som ordstyrer måde at åbne BogForum på, hvor og begynder at udspørge de to I Bakhtin og Don Quixote åbner Rigmor Kappel disse to virkeligheder, sprogets og andre forfattere: hun undskylder, litteraturens på den ene side og hvorpå Bo Bjørnvig replicerer, at Schmidt Bakhtins forfatterskab gennem litterære den ‘virkelige’ virkelighed på den det havde han da også regnet med. studier af alle romaners moder: anden, for en stund mødes. Manderoller? Cervantes’ Don Quixote. Herpå uddeles BogForums Dorrit Willumsen overvejer, debutantpris til en glad Maria hvad den historiske roman kan:

NR. 4 DECEMBER 2003 69

(kritik)

opnå indsigt i altings dybere sam- menhæng. Bente Larsens artikel om E. T. A. Hoffmann strejfer blandt andet dette. Det romantiske onde kan også knytte sig til det forhold, at man kan blive forledt af fantasien og fortabe sig i fanta- steriet og ultimativt vanviddet. Marie-Louise Svane diskuterer Oehlenschlägers og Sibberns omgang med og tænken over denne risiko. I det tyvende århundrede, som ellers i overvejende grad var atei- stisk og relativistisk, trådte det absolutte og radikale onde frem i Ondskabens skikkelse af Holocaust. Per Øhrgaard skriver med megen eftertanke om, hvilke spørgsmål Holocaust rejser for eftertiden — herunder eftertidens litteratur. litteraturhistorie Lilian Munk Rösings bidrag om »Kertez og KZ« handler om, hvilke implikationer det har, at det med nazismen er loven og syste- Festskrift afsøger gestaltningen og tematiseringen af met, som burde beskytte individet, ondskab og dæmoni i litteraturen der træder i karakter som inkarne- ret ondskab. Også hos Franz Kafka lader den skildrede verden ofte til at være aldeles i det ondes vold (i hvert fald hvis man ignorerer Kafkas kale eller absolutte onde? og Hamlet forsøger at bortforklare humor...). Isak Winkel Holm peger Birthe Hoffmann og Antologien »Det onde i littera- sin skyld, sit drab på Polonius, på, at det centrale spørgsmål i den Lilian Munk Rösing (red.) turen« rummer 23 bidrag fra ved at erklære, at han ikke var sig forbindelse er, hvorvidt ondskaben Det onde i litteraturen ansatte ved germansk og litteratur- selv i gerningsøjeblikket. Maiken beror på skjulte, konspiratoriske 296 sider, 268 kr. videnskab ved Københavns Tandgaard Derno skriver ligeledes kræfter, eller om den blot er en Akademisk Forlag Universitet, der alle beskæftiger om det onde i Shakespeares trage- konsekvens af kontingens, tilfæl- sig med litterære gestaltninger og dier. Ifølge hende er det ikke bare dets hærgen. Hans afsæt er en til- Anmeldt af Jacob Bøggild tematiseringer af ondskab og relativeret hos Shakespeare, det er syneladende ubetydelig detalje fra dæmoni. Tilsammen besvarer de en konsekvens af den relativitet, »Slottet«, nemlig at embedsman- Det ondes realitet har altid været ikke det spørgsmål, jeg netop stil- der opstår, når tegnet erfares at den Sortinis rynker siges at være et centralt problem i tænkningens lede. Det ville som antydet også have løsrevet sig fra, hvad det vifteagtige. Hvorfor rynkerne historie, både når det gælder teo- være et urimeligt forlangende! betegner. Sådan som Benjamins beskrives således, skal vi nedstige logien og filosofien. Inden for den Men de giver så tilpas mange barokke allegoriker, som Derno til Helvede sammen med Dante og kristne teologis felt er modsætnin- udpluk og øjebliksbilleder af ’det dog ikke kommer ind på, også Winkel Holm for at finde ud af. gen imellem det gode og det onde ondes litteraturhistorie’, at der erfarer, det forholder sig, om end Alle de omtalte bidrag — og traditionelt absolut, sådan som det rent faktisk aftegner sig en historie det onde hos denne allegoriker har flere kunne fortjene omtale, hvis fremgår af det antagonistiske for- med både teologiske og filosofiske en langt mere absolut karakter. jeg havde pladsen dertil, beklager hold mellem Gud og Satan. I implikationer. Som festskrift Denne absolutisme i den krist- — har rettet sig mod gestaltningen hedenskaben og i visse senere betragtet — der er tale om et fest- ne barok, finder man ikke hos den og tematiseringen af det onde i lit- epoker, for eksempel i romantik- skrift til litteraten Uffe Hansen — ikke-kristne Goethe, konstaterer teraturen. Men sæt nu det er litte- ken, finder man imidlertid andre er »Det onde i litteraturen« såle- Børge Kristiansen i sit bidrag, spe- raturen, som er ond, sådan som og mere relativistiske opfattelser. des velgørende fokuseret. cielt ikke når det gælder digterens romantikernes omtalte ambivalens Er den Onde måske i virkelighe- I hedenskaben var forholdet yngre udgave. Her er det dæmoni- over for indbildningskraften godt den en Prometheus, en menneske- mellem det gode og det onde som ske forbundet med en selvudfol- kunne lægge op til. Litteraturen hedens velgører, der hjælper men- sagt ikke absolut. Skylden er i den delsesdrift og vilje til magt, der vil jo have os til at identificere os nesket til at blive myndigt ved at klassiske tragedie et tvetydigt fæ- godt nok ultimativt fører til under- med sine fiktive frembringelser og gøre det muligt for det at løsrive nomen, da den til dels har noget gang, men alligevel kan opfattes i den forstand få os til at dele sig fra guderne/naturmagterne? skæbnebestemt over sig. Herom positivt, jvf. Goethes beundring for deres spøgelsesagtige (ikke-)eksi- Eller er det onde og dæmoniske skriver Henrik Stampe Lund. Og Napoleon. Den ældre Goethe fandt stens. Herom handler Nikolaj forbundet med eller udtryk for en han relaterer problemet til dannel- det imidlertid nødvendigt at søge Lübeckers »Opslugt! — når littera- nødvendig negativitet, en destruk- sen af bystaten med dertil hørende at underordne selvudfoldelsen turen er ond«. Og han når frem til tion som skal til for, at noget nyt retspraksis, hvor det gjaldt om at hensynet til det omgivende men- følgende påstand, som nok må kan opstå og udviklingen eller mediere mellem hensynet til neskelige samfund, et forsøg siges at være radikal: »Ethvert fremskridtet fortsætte? Så et offentligheden og almenvellet og Kristiansen finder ikke er vellyk- værk stræber efter at hive sin påtrængende, men måske ubesvar- hensynet til de familiære traditio- ket. læser ud af virkeligheden; enhver ligt spørgsmål er, hvad forholdet, ners skik og brug. I Shakespeares Hos de senere romantikere for- bog vil slå sin læser ihjel«. God historisk såvel som transhistorisk, tragedier bliver det onde mere sin- binder det onde sig ofte med den fornøjelse med »Det onde i littera- er imellem det relative og det radi- delagsorienteret, noterer Lund sig, negative side af begæret efter at turen«.

70 NR. 4 DECEMBER 2003

(kritik)

en slags ’globusroman’ med cirku- Af ham findes f.eks. en borgesk lær læsning, sådan som Svend Åge tekst om et nomadefolks tilsynela- Madsens roman »Syv aldres gal- dende meningsløse ritual, en kon- skab« (1994) beskriver, og det er kretistisk digttekst omkring et nu ligesom hans måske lidt oversete (Ord-ur), en tekstramme omkring mesterværk »Maskeballet« (1970) tavshed (opus 5?), »Den fraværen- En ægte en tekstsamling i ramme — og de« (E 1996 i SÅM-bibliografien) hvilken ramme! Man kan bestan- om manden, der ikke eksisterede, dig gå på opdagelse i den fantasi- og en stor opdelt fortælling om fulde verden af tekst og billeder — døden i Venedig med forfatteren Madsen? uoverskuelig som et livsforløb med Henry James i en hovedrolle. ophold (historier) undervejs, lige- Sidstnævnte, der i sin tid be- På kunstudstilling i Venedig med som for manden i tekstbåndet. En fandt sig på den første Biennale- pragtbog folder sig rent bogstave- udstilling, vandrer ligeledes rundt Svend Åge Madsen ligt ud. Formmæssigt noget af det på udstillingen i tekstbåndets gen- mest spændende Svend Åge Mad- nem-gående rammehistorie med sen har medvirket til siden 60’erne, bl.a. en bog, der nok er dén, læse- det er et katalog, der ikke er noget og formen er jo som bekendt en ren sidder med. Tilsvarende er Svend Åge Madsen og katalog. del af indholdet. Flere af teksterne tekstbåndet måske et kassettebånd Olafur Eliasson ’Kataloget’ blev udgivet i forbin- har da også mindelser om perioden i historien. Synsvinklerne skifter The Blind Pavilion delse med kunstbiennalen i Vene- i 60’erne og 70’erne. Og som al lit- (jf. Henry James’ point-of-view- 192 sider, 375 kr. dig 2003, og det fungerer selvstæn- teratur har også dette værk slægt- teknik). Skæve vinkler, flersporet- Bindslev digt som et parallelt kunstprojekt, ninge, f.eks. Per Højholts »Volu- hed, flertydighed, beskriver over- et sidestykke til kunstneren Olafur men« (1974) med tekst-/billedfor- for deltager, tekst i/på tekst, humor Anmeldt af Eliassons udstillingsinstallation bindelse, eller sammes »Punkter« (f.eks. tekst som vasketøj på en Ejnar Nørager Pedersen »The Blind Pavilion« på Biennalen (1971) med ringe i ryggen. snor) osv. — flere karakteristiske — illustreret med især Eliassons Båndsløjfen binder tekster af temaer fra Svend Åge Madsens Hvad er dette, og hvordan hænger kunst, fotos og tegninger, og med Svend Åge Madsen og andre sam- øvrige forfatterskab er sandelig til det sammen? — er nok de første hovedtekst af Svend Åge Madsen, men, f.eks. en i øvrigt helt mad- stede her. spørgsmål, der falder én ind, når foruden artikler og noveller af sensk novelle af Israel Rosenfield Med sin sammensatte og ikke- man får denne store labyrintiske andre. En gennemgående Svend om en tavshedsperiode i verdens- faste karakter er dette ’ikke-kata- publikation i hånden. Den frem- Åge Madsen-tekst fremtræder som historien uden skrift. Også Elias- log’ meget åbent for indfaldsvink- står flot med delvist udfoldelige, et énlinjet bånd, der fortsætter fra son og redaktøren Gitte Ørskou, ler og fortolkningsmuligheder, og rigt illustrerede sider, hvor også side til side hen over sidernes der spiller en stor rolle i virkelig- det lægger således op til en vis teksten danner specielle mønstre, kanter og med udposninger, der gørelsen af det vellykkede værk, læserindsats, et valg af læsemåde. det hele holdt sammen af en spi- udgøres af andre tekster. En Borges- fortæller om projektets udgangs- Og den lønner sig i dette værk, der ralryg og som sådan uden egentlig agtig labyrint, som det kan være punkt. I alt er der ca. en snes er fuld af oplevelser. begyndelse og slutning. Først langt svært at finde ud af! tekstdele, hvoraf Svend Åge Mad- Joh, det er bestemt en ægte inde i værket gives noget af svaret: Strukturen i værket udgøres af sen står for mere end halvdelen. Svend Åge Madsen — også.

Bakhtins opfattelse af dramaet saiske. Herunder definerer hun som monologisk får Solveig Gade med Roman Jakobson den poeti- let demonteret ved at hente ek- ske funktion til at være domineret sempler på dramatiske genrer af den metaforiske akse. Således er frem, som Bakhtin selv præsente- prosaen metonymisk og poesien rer som dialogiske. Det peger på, ikke, hvilket fører videre til Bakh- Smuthuller at selv om Bakhtin i sine mest tin. Hvordan det fungerer sammen kategoriske passager kan ytre sig med Bakhtin, er jeg ikke den rette Righoldig antologi af den københavnske vældig monologisk, er han lykke- til at vurdere, for jeg ville selv ligvis fuld af modsigelser, så Sol- lade prosaen bygge på en automa- Bakhtinkreds veig Gade kan nå frem til, at man tiseret metonymi, mens den poeti- også hos Bakhtin kan spore teater- ske funktion deautomatiserer og terne måske nok er akademisk forskningens skelnen mellem åben aktiverer den metonymiske sam- Nina Møller Andersen og monologiske (sic!), som redaktø- og lukket dramaturgi, men således, menkædning. Jan Lundquist (red.) rerne skriver, men alligevel søger at ethvert drama altid vil rumme Forfatteren taler i stil og ikke i Smuthuller — Perspektiver i smuthuller ind og ud ad Bakhtins det åbne og det lukkede i et vist sprog, understreger Jørgen Bruhn, dansk Bachtin-forskning vidtfavnende tænkning. Redaktø- blandingsforhold, hvorefter hun idet han rejser spørgsmålet om stil 258 sider, 250 kr. rerne deler fornuftigvis bidragene lokaliserer det i en spændende i sin fine artikel om Bakhtins gen- Politisk revy op i litteratur, sprogteori, filosofi læsning af stilbrud og stilsammen- rebegreb. Indledningsvis skelner og kultur. Alligevel tegner der sig blanding i Holbergs »Ulysses von han med bl.a. Voßler, Kayser og Anmeldt af interessant nok en gennemgående Ithacia«. Wölfflin mellem lingvistisk, perso- Rigmor Kappel Schmidt interesse for genrediskussioner i Også Line Henriksen interesse- nal og epokalstil. Jørgen Bruhn mange af artiklerne. Det udfordrer rer sig for den genrediskussion, tager afsæt i Bakhtins usikre an- Efter den inciterende artikelsam- selvfølgelig de mange deltagende som Bakhtin uvilkårligt giver an- vendelse af stilbegrebet og så er ling »The Novelness of Bakhtin« litterater, at Bakhtin er kommet for ledning til. Med hjælp fra Genette det, hans artikel bliver flot, idet er den københavnske Bachtin- skade at udnævne alle andre gen- og andre teksteoretikere problema- han gør sig klart, at han selv må kreds igen på banen med en diger rer end romanen til at være mono- tiserer hun opdelingen i poesi og samling nye artikler, hvor forfat- logiske. prosa eller det poetiske og det pro- fortsættes på næste side

NR. 4 DECEMBER 2003 71

(kritik)

fortsat fra forrige side Nikolaj Frydensbjerg Elf giver sig i en teoretisk velunderbygget begynde at søge, simpelthen fordi artikel i kast med brugen af foto- Bakhtin ikke havde gjort sig klart, grafiet i »Provinser« fra 1964. hvad han skulle stille op med det. Ejnar Nørager Pedersen slutter Alligevel er det netop gennem en Se et digt antologien af med et nyttigt forståelse af stilbegrebet mellem »Bibliografisk fragment« over for- iterabilitet (gentagelighed) og sin- Per Højholts digte skal ikke blot læses. fatterskabets første år. gularitet, at man kan nå ind til Antologien indeholder også et Bakhtins litteraturteori, foreslår De skal også ses optryk af Højholts stykke »Et syns Jørgen Bruhn skarpsindigt. skyld«, der ikke alene præcist Der er andre glimrende artikler tidligste tekster, f.eks. digtet »Havet redegør for arbejdsprocesserne i samlingen, som der ikke bliver Carsten Puggaard (red.) — det nære« (1950) fra en udstil- med »Volumen« fra 1974, men plads til at omtale, for jeg iler med POETENS PRAKSIS, ling af Jens Søndergaards værker, også — selvfølgelig, fristes man til at nå frem til min egen favorit: Jan PERspektiveret og at det visuelle er en blivende at skrive — rummer refleksioner Lundquists artikel om den danske 101 sider, 125 kr. bestanddel af forfatterskabet. Pug- over metaforen, synet og litteratu- Bakhtinforsknings forhold til mas- Statsbiblioteket gaard skriver vidende og nuance- rens visuelle side. Og så er der, sekulturelle fænomener. Med få ret om de forskellige visuelle stra- sidst men absolut slet ikke mindst, undtagelser undgår Bakhtinfor- Anmeldt af Max Ipsen tegier, Højholt bringer i anvendel- eksempler på det, både udstillin- skerne at gå i lag med den egentli- se. Han opholder sig også fint ved gen og antologien handler om: Per ge massekultur og søger tilflugt i Carsten Puggaard har lavet udstil- et ofte overset aspekt, samlinger- Højholts visuelle tekster. Medtaget finkulturelle forfatterskaber som lingen »Per Højholts visuelle ver- nes omslag og layout. er såvel mere kendte eksempler Shakespeare, Svend Aage Madsen, den« for Statsbiblioteket i Århus. I 1963 indvilgede Finn Stein som det allerede omtalte »Le tom- Dostojevskij, osv. Og just som jeg Det er der kommet ikke blot en Larsen i den utaknemmelige opga- beau d’Orphée« fra »Poetens skal til at indvende, at de nævnte seværdig udstilling ud af, men ve at fortolke »Le tombeau d’Or- hoved«, som sjældent sete (eller forfattere blander shit og chanel til også en læseværdig bog, »POE- phée« for Aarhus Stiftstidendes læste) tekster som den særdeles en cocktail af høj og lav stil, kom- TENS PRAKSIS, PERspektiveret«. læsere vel vidende, at de selv veloplagte og firkantede »indgang mer Jan Lundquist mig i forkøbet Bogen, som Carsten Puggaard har samme læsere ugen efter fik mu- til en skulptur«, som Højholt i med en skelnen mellem den gamle redigeret i forbindelse med udstil- lighed for at læse forfatterens egne 1971 skrev til en skulptur af Hans folkekultur og modernismens lingen, er en antologi med bidrag kommentarer til digtet. Begge ind- Jørgen Nicholaisen. I antologien er modspil i massekulturen. Så selv af bl.a. redaktøren selv, Finn Stein læg er optrykt. I forbindelse med der således ikke blot meget, der er om Bakhtin også arbejdede med Larsen og Nikolaj Frydensbjerg Elf »POETENS PRAKSIS, PERspekti- værd at læse, men også meget, der litterariseringen af den folkelige samt af kunstnere, der har arbejdet veret« har Stein Larsen så indvil- er værd at se, ganske som der i kultur, er der i bund og grund sammen med Per Højholt, f.eks. liget i at læse såvel sin egen som udstillingen er meget, der ikke noget paradoksalt ved, at han og Poul Winther som Højholt lavede Højholts tolkning fra 1963. Det er blot er værd at se, men også meget den øvrige (danske) Bakhtinforsk- »Voldtag stilheden« sammen med der kommet et veloplagt tilbage- der er værd at læse. ning ikke er en døjt interesseret i i 1985. blik ud af. Interessant er det også Udstillingen »Per Højholts modernitetens massekultur. Bakh- I den indledende artikel giver at se de hånd- og maskinskrevne visuelle verden« kan ses, og læses, tinforskningen har brug for mere Carsten Puggaard en grundig intro- udkast til digtet sammen med det på Statsbiblioteket frem til den 12. latter og mere kætteri, fastslår Jan duktion til det visuelle aspekt af færdige digt, så man ved selvsyn december. »POETENS PRAKSIS, Lundquist. Sådan. Forfriskende Højholts forfatterskab, og han kan konstatere, hvad Højholt hæv- PERspektiveret« har man kunnet kættersk kaster han sig derfor ikke påviser, at mellemværendet mel- dede i titlen til sit indlæg i Aarhus læse, og se, fra den 1. septem- i armene på Madonnas »Sex«, men lem litteratur og billedkunst kan Stiftstidende: »Det kunne kun ber. over den med et utroligt drive og et spores allerede i nogle af Højholts blive som det er blevet«. oplagt, analytisk beredskab. Tekst og fotos drives rundt i manegen omkring den menippæiske genre. Der er genreblanding inden for hver af de to kunstarter, men alt- sammen hentet fra den amerikanske pop-kultur. Gennem collagens sidestilling dannes der trods alt alligevel en parodisk modstilling, nemlig mellem bogens grundlæg- gende kvindelige promiskuitet og USAs fremherskende promiskuøse mand. Åh joh: Jan Lundquist får afsluttet den righoldige antologi med manér, idet han virkelig bruger »smuthullet« til at bore et ganske alvorligt hul i både Bakhtin og den monologiske, videnskabelige diskurs, som han selv sammen med Nina Møller Andersen introducerer til på antologiens første sider. Godt smuttet.

Ill. fra bogen: Håndskrevet udkast til digtet Det færdige digt fra »Poetens hoved« (1963)

72 NR. 4 DECEMBER 2003 (tidsskrift)

rigspolitik sammen«, Sådan, kla- bump, smask, uaaghh, gisp! Og videre fremme — det er my favou- rite piece: »Hvad ville konsekven- serne være, hvis man tog det nye Der går en ånd filosofiske fremstød alvorligt og grundlagde et diskussionsfælle- skab, som byggede på en potentiel verdensomspændende protest? Et gennem Europa Europa som gik imod markedsøko- nomi (og velstand), mens den overvejende del af verden gik De intellektuelt udfordrende artikler i »Kritik« og præcis i den modsatte retning. Et »Lettre Internationale« kredser om et ganske særligt Europa Europa som vil forarmes. Et Europa som vil miste en del af sin befolkning, fordi mange vil udvan- dre til mere økonomisk dynamiske læse — og man skal jo læse det i skaberne til en fælles udenrigs- og og liberale dele af verden (først og Kritik 164 kølvandet på Irak-krisen osv. — forsvarspolitik. Ellers bliver det, fremmest til USA, hvor vi er Frederik Stjernfelt og bringer heterogeniteten spørgsmå- uden at fornærme nogen, til Gua- omringet af de bedst uddannede Isak Winkel Holm (red.) let om den »europæiske identitet« temala«. Haberrida taler om folke- og kvalificerede europæere, som 80 sider, 125 kr. i spil. For hvad er det? Gives der, ret, FN og kerneeuropæisk ver- flygter fra det gamle kontinents Gyldendal spørger Derrimas, »historiske erfa- denspolitik. Det er indimellem restriktioner). Og et Europa som ringer, traditioner og erhvervelser, naivt, og selv Richard Rorty siger, kun vil spille en marginal rolle på som for de europæiske borgere at folkeretten »faktisk ville redde den politiske verdensscene«. Lettre Internationale nr. 1 etablerer en bevidsthed om en verden, hvilket den amerikanske Nå, men det korte af det lange er, Peter Nielsen og politisk skæbne, der gennemleves politik ikke kan«. Nå, nej. Og at jeg hyggede mig helt vildt med Antonin J. Liehm (red.) i fællesskab, og som skal udformes Fernando Savater istemmer: »Det »Kritik« nr. 164. Og også med 90 sider, 79 kr. (kan dog stadig fås i fællesskab?«. Dog advares der. Et er derfor på tide, at vi i Europa »Lettre Internationale« nr. 1, og gratis) fremtidigt Europa i fuld fordrage- kræver af vore regeringer, at de det er jo skide fantastisk, at det lighed og med fuld skrue på ’ker- foretager de nødvendige skridt til blad nu er kommet i Danmark, ja Anmeldt af nen’ »falder ikke ned fra himlen«. at virkeliggøre en sådan fælles bedet er. Her er alt, hvad man som Bo Kampmann Walther Og så lidt uforpligtende tågesnak: stræbelse«. Og det er ikke kun de intellektuel kan begære, f.eks. en »Men den kan vokse frem af »progressive«, forsikrer Savater, enormt fascinerende og kun del- Det er næppe helt tilfældigt, at nøden i en situation, hvor vi euro- men »alle civilisererede borgere«, vist uforståelig artikel af allesteds- både »Kritik« nr. 164 og nr. 1 af pæere må forlade os på os selv. Og der må gøre sådan noget, og det er nærværende Slavoj Zizek (ja, men »Lettre Internationale« (tillykke den bliver nødt til at komme til jo ret fedt, at vi lige fik dem med han har ikke skrevet noget i med det!) handler om et ganske orde i en mangestemmig offentlig- også. Europa er et »skæbnefælles- »Femina« endnu, så vidt jeg ved, særligt Europa. Ikke et hvilket som heds vilde kakofoni«. skab«, siger Adolf Muschg. men det kommer nok; han har jo helst Europa; ikke handelsembar- Ovenstående er jo principielt Men så, se så: så kommer f.eks. også lækkert hår), og den goer, EU-traktater og Maastricht- set historisk — ikke for dig og mig Harold James på banen med sin handler om »Den bløde revoluti- dokumenter og overskudslagre, og de stakkels beboere i en eller »Udenrigspolitik på vrangen«. Jeg on« og er som sædvanlig en tour men et ’kerne-Europa’, der for anden grå-polsk forstad; men af ved ikke, om jeg nødvendigvis er de force i Lacan og romantik, poli- Jacques Derridas og Jürgen Haber- den teoriinterne beskaffenhed, at enig med ham, men som argumen- tik og vitser og flødeskumsguf for mas’ vedkommende — de er aktu- hér, lige hér, fusioneres Derridas tativ retorikfirkant er pippet nu ret zizekianere. Og der er også en elle i »Kritik« med deres »Vor for- ambivalenser med Habermasian- interessant. Først bemærker James masse gode pointer i Joseph nyelse« — i det store og hele evol- ske herredømmefri dialoger. Al ganske rigtigt og helt korrekt og Stiglitz’ (ham fra Clinton-admini- verer omkring Tyskland og Frank- magt til det offentlige, men vi skal helt i ånden — osv. — at det er strationen) »De brølende halvfem- rig. No wonder. De to herrer (man også have lidt tvetydighed med. noget af et særsyn, »når to promi- sere«. Jo, der går en ånd igennem kunne jo under ét kalde dem Ha- Der bliver ikke sagt meget. Men nente europæiske intellektuelle Europa, den første (»Lettre«) kan berrida eller Derrimas) spørger, interessant er det. Og Umberto Eco foreslår, at den europæiske uden- man stadig få gratis på in-steder hvad et eventuelt nyt europæisk fortsætter ufortrødent, og det er rigspolitik udformes som en ny osv., den anden formedelst for 125 udenrigsministerium vil gavne, selvfølgelig også enormt lærd og indenrigspolitik for hele verden. I bobs. Og det er slet ikk’ så ring’ når regeringerne ikke kan enes om sådan: »Europa er, om man vil, for deres søgen efter en ny verdensor- endda. en fælles politik. Som man kan at overleve dømt til at finde red- den har de rodet inden- og uden-

CD-tilbud

Standart tilbyder nu vore kære læsere CD’en af Halfdan E & Martin G: »Smarte pletter mellem fingrene« til en særpris. CD’en koster 149 kr. i butikkerne. Køb den gennem os til 110 kr. Indbetal beløbet (110 kr.) på giro 450 1225. Sørg for at oplyse navn og adresse, så sender vi CD’en.

NR. 4 DECEMBER 2003 73

(tidsskrift)

sovende sætning« og »Natten er så let at den kan/ bære selv de tunge- ste ord«? Trykket på »bære« gennem linjeskiftet får sproget til at bære. Dernæst den elegant-puerile Mikkel Fossmo, årgang -73, der i digtet »Blød som en krop« får Two lines København til at stivne langsomt til sten i gennemført ironisk distance til Inger Christensens berømte digt fra »Det«. Endelig debutholdets benjamin Peter- Clement Woetmann Nielsen, of fame årgang 1985, trods alt ikke -87, som forlagets pressemeddelelse annoncerer: Et lovende figurdigt Så lidt får to debutanter i det nye nummer af Hvedekorn og et totalt volapykdigt, som må få alt til at gå på Lars Bukdahl, hvad der jo er en slags installati- over for kun syv gengangere. Fire wrote you from afar« lækkert, som onskunst. Hvedekorn 2/2003 af de 14 er kun repræsenteret ved med varierede banaliteter gennem De trofaste gengangere, stadig 64 sider, 98 kr. et enkelt digt, og to af disse er kun hele nummeret, smeltet sammen uden debut med en digtsamling? Borgen på to linjer! Det må være lidt mær- med en logoagtig stiliseret og inte- Dem er der ikke plads til at omtale keligt at debutere på den måde, og greret illustration. Og det skrevne nærmere. Men Glenn Christian og Anmeldt af Jørgen Falkesgaard det gør en stillingtagen til indhold behøver jo ikke at være langt. Katrine Kent må snart have samlet og talent umulig. Two lines of Er der bid blandt debutanterne? sammen til læseværdige debut’er. Heldigvis nåede jeg i et PS til min fame — er det ikke værre end Med fare for at blive kaldt gam- Et samlet billede af digttalenterne anmeldelse af »Hvedekorn« ingenting? På den anden side: meldags vælger jeg mig først i Borgens stald og dermed af det 1/2003 at nævne, at nr. 2 inde- Nummerets illustrator Lise Harlev Jannik Theilgaard, årgang -68, der første decennium i det nye årtu- holdt mange debutanter for i nr. 1 pryder forsiden med følgende sen- skriver klassiske naturdigte med sinde? Ikke på baggrund af dette var der kun en. Det rådes der nu tens: »I love the thought of you indbygget poetik: Hvad med linjer nummer af »Hvedekorn«. Men der bod på med hele 14 debutanter being touched by something I som: »Vi er en stor drøm./ En spires.

Replik Bonnier og svensk undergrundslitteratur Som en liten kommentar til Martin af hovedformålene med portrættet af man går til fest hos Ink, træffes på KlubBLM Deichmanns uppgifter om Bonniers Litterära Malmølitteraturen. eller går til oplæsning hos Øverste Kirur- Magasins bokrecensioner på side 24 i Insinuationer? I Stand In nr. 3 2003 har giske i København. Tonen, stilen og netvær- Standart 3, 2003, ber jag att få översända jeg givet ordet til en række forfattere og litte- ket fungerer eksklusivt over for ’de andre’, vårt register för år 2002. Där kan ni själva se rater fra Malmøområdet. En gruppe, der dem der befinder sig uden for miljøet. Det er hur recensionerna fördelar sig mellan føler, at de sjældent får ordet, og som af en ældgammel konflikt mellem provins og Bonniers förlag och övriga förlag. Jag skulla samme grund nærer både mistillid og foragt hovedstad. vilja hävda att ingen svensk tidning eller for dem, der altid har det. Adskillige af Jeg henter trofast BLM hos Svensk-Norsk tidskrift recenserar så mycket böcker från bidragsyderne kan kort fortalt ikke fordrage Bogimport i St. Kongensgade og læser det oberoende [uafhængige, red.] förlag som den stockholmske kulturelite. Når jeg — med glubende appetit. Det er nemlig et godt dagens upplaga av BLM, och att Deich- med bidragsydernes røst — antyder, at BLM magasin. På en gang elitistisk og bredt kul- manns insinuation dels gäller en historisk næsten udelukkende anmelder Bonnier- turformidlende. Man er med andre ord sik- situation som tog slut när gamla BLM las udgivelser, er det selvfølgelig ikke helt ret et rimeligt niveau. Dét er man til ner 1999, dels är en smula besynnerlig efter- sandt. BLM anmelder både Bonnier-udgivel- gengæld ikke, når man befatter sig med hele som den kommer från en person som nyli- ser, udgivelser af Bonnierkoncernens datter- Malmølitteraturens bredde. Der får man gen erbjöd sig at medarbeta i samme forlag og alt muligt andet. »Kvantitet är kva- både revl og krat. Men det får man intet at tidskrift. litet« blev magasinet vist relanceret under. vide om i hverken BLM eller i de Stock- Og jeg bemærker bl.a. forlaget Bakhåll — fra holm-redigerede dagblade. Med vänliga hälsningar, Malmøforstaden Lund — og det ekspansive Mit tilbud står fortsat åbent. Udveksling Kristoffer Leandoer Vertigo på medsendte liste over anmeldte af litteratur over landegrænser er som sagt Huvudredaktör, BLM udgivelser. en af mine vigtigste kæpheste. Og hvis du Stockholm Men dermed kommer BLM alligevel ikke finder ud af, at dine læsere savner oriente- ud over, at det er et stockholmsk kulturma- ring om nye danske udgivelser og landets Kære Kristoffer Leandoer! gasin, hvis skribenter er hovedstadsoriente- litterære miljøer, kan jeg stadig kontaktes. Jeg er glad for, at årets tredje udgave af rede og mere eller mindre bevidste udøvere Standart er nået til Stockholm. Udveksling af en særlig litterær hovedstadsjargon. En De bedste hilsner af litteratur over landegrænser var netop et tone der uundgåeligt smitter af, hvad enten Martin Deichmann

74 NR. 4 DECEMBER 2003 (tidsskrift)

lige pludseligt — dukker selveste Emily Dickinson op. Jeg er sikker på, at hun føler sig temmelig gen- ert ved selskabet. Hip som hap Det korte af det lange er, at ØK nr. 42 antager en form, der mest minder om en slags voksenkuvøse. Folk der for længst har lært at som rablen som pap trække vejret på egne ben, vender tilbage til en lille sluttet verden, — og hvorom alting er hvor de kan pludre småbesynder- ligt til hinanden, mens deres virkelige tanker er et helt andet sted. Hvis ikke ØK skal ende som en distræt, halvtræt sludder-for-en- sladder-onkel skal de medvirken- tager niveauet et rutsch nedad. billedskabende elementer, som de gøre sig mere umage, simpelt- Øverste Kirurgiske nr. 42 Luis Méme, Suzie Cremecheese, f.eks. landskabsbeskrivelser. Det hen. Jens Blendstrup m.fl. (red.) Jonas Vahlstrøm, Thomas Bo virker som om, at de nævnte skri- »Danske Hovedtanker 1«, som 80 sider, 75 kr. Thomsen, Robert Henningsson, benter har stillet sig tilfredse med er et ØK særtryk, består af en lang Jørgen Dissing Nørgaard, Eva Ro- at ryste deres ordforråd og hælde række tegninger af mennesker, Danske Hovedtanker 1, 1968-1983 tenberg, Bodil Nielsen og Birgitte blandingen ud på papir for at lade som oftest blot hoved og skuldre, Niels Henrik Svarre Nielsen Krogsbøll skriver over de næste det stivne. Resultatet bliver en med tilhørende citater eller udta- Øverste Kirurgiske Særtryk nr. 6 sider Digte, som ånder så tungt, at buket æggehvidedigte, hvis pri- lelser. Der er ikke nogen egentlig 128 sider, 130 kr. de kollapser under deres lungers mære formål er at lytte til egen pointe ved de fleste citater — vægt. Digte, som består af ord med luft, mens de ønsker sig ind i en enkeltstående udsagn og løsrevne Anmeldt af Rasmus Hastrup ord imellem, serveret med ordcre- anden sammenhæng. sætningsdele, som man har hørt me. Dernæst ankommer Claus Ejner (eller i hvert fald føler man har Så sidder man der med det nye Og her har vi problemet: et rig- med nogle meget korte tekster og hørt) fra politiker- eller manden- Øverste Kirurgiske. Nummer 42, tigt godt digt består af både ord og et par illustrationer, og straks bli- pågaden-munde. Men det virker. intet mindre. Det består af lidt tanker. Selvfølgelig må tankerne ver det lidt sjovere. Det er subtilt Her er faktisk et alternativt alter- digt, lidt kortprosa, lidt illustrati- ikke blive for dominerende i for- vanvid. Således opmuntret træder nativ til velrenommerede satireud- on og lidt pjat. Nogle af indslagene hold til ordene, da det i så fald let man ind kortprosaens gemakker. givelser som »Svikmøllen«. »Dan- er mærkelige, egentlig ikke så kan blive vammelt, men omtrent Men atter rammes man i nakken af ske Hovedtanker« er, på grund af meget på grund af nogen iboende, en skefuld tanke pr. 15 ord er altså pseudo-sære banaliteter. Jens citaternes kontekstløse tilsnit, uafvendelig mærkelighed, men nødvendigt. I gode digte er der Blendstrups tekst om at vågne mindre aktuel end »Svikmøllen« mere på grund af at de vil være tanker, der bundfælder sig i læse- tydeligt en morgen begynder gan- og deslige, men paradoksalt nok mærkelige, pinedød. rens sind, tanker der ligger og put- ske finurligt, men kører så langt bliver »Hovedtankerne« derved Det begynder ellers meget godt. ter bag ordene. Ordet »tanke« skal ud ad rabletangenterne, at revali- mere aktuelle, simpelthen fordi de »Kærlighedsdigt« af Jens-Jürgen forstås meget bredt — der kan dering til vedkommendehed synes ikke mister deres aktualitet, så Bakkesen er en fin lille tekst, der være tale om genuint filosofisk umulig. Lidt foto, lidt grafisk følje- længe tiden går som den går. Og både rimer og det hele. Men så udstyr såvel som mere svævende, ton er de næste tilbud, og så — det er faktisk ret sjovt.

måtte forblive sådanne, gik ikke Begge har godt greb om stoffet, op for denne læser. Fem Have- Haarder er sjovest og frækkest, digte hjælper noget på læseople- men også en lille smule lukket Fraklip velsen. omkring sit begrebsapparat (vi får Hermed er ikke sagt, at num- aldrig rigtig forklaret centralkate- mer 61 ikke rummer gode ting. gorien »performativ biografisme«), Undtagelsesvist ugæstfri port Kristian Bang Foss’ digt »Berlin. mens Friis både kan nærlæse og April 2003« er upretiøst, men sug- formidle. Her lukkes læseren i høj gestivt, den engelske dramatiker grad ind gennem poesiens port. ring af, hvad der snarere end und- Howard Baker er repræsenteret Samme ros kan næppe gives til Den Blå Port nr. 61 tagelser fremstår som et skrabsam- med en lille frysende enakter om de to redaktører. Med mindre man Tue Andersen Nexø og Lars men af meget forskellige, og ikke »Den stumme kvindes ekstase«, og bryder sig om en sådan indled- Skinnebach (red.) altid specielt velfungerende tek- et uddrag »Om forunderlige forly- ning: »Litteraturen giver gerne luft 79 sider, 98 kr. ster. Hvad var det nu Karl Kraus’ dender« optrykker antikke vandre- til alt det, der bryder ud af det Arena samtidsrevsen fra 1915 havde at historier, som historien fejlagtigt normale livs kompromisser og gøre med Virginia Woolfs tankeas- har tilskrevet Aristoteles. hykleri. Hverdagen er den grå vir- Anmeldt af Dag Heede sociationer i forbindelse med et Nummerets to bedste indlæg kelighed, heldigvis giver bøgerne tandlægebesøg, den østrigske leveres af Jon Helt Haarder, der os noget andet!« Med sådanne Angiveligt indkredser indholdet i Walter Serners dadaist-manifest causerer over Klaus Rifbjergs festtaleklichéer og med numme- dette nummer om »undtagelser og fra 1918 og Henrik Haves refleksi- 2002-roman »Nansen og Johan- rets mildest talt manglende foku- undtagelsestilstande«, noget som oner om kunst og litteratur i et sen«, og Elisabeth Friis, der klart sering bliver porten unødigt smal, litteraturen ifølge den noget slap- meget løst redigeret interview? og fyndigt præsenterer poetiske ja, næsten et nåleøje, som denne pe leder i særlig grad dyrker. At Om sidstnævnte oplyser forfatte- strategier hos Pia Juul under den anmelderkamel ikke kan åle sig begrebet forstås særdeles bredt, ren, at der er tale om fraklip fra et fine titel: »De kalder det samleje/ igennem. Forhåbentligt er dette fremgår af den meget løse redige- radiointerview. Hvorfor de ikke men det er fordi de er tonedøve«. nummer en undtagelse.

NR. 4 DECEMBER 2003 75

(roman) (kritik)

Merete Morken Andersen: »Hav af tid« 25 Nina Møller Andersen og Jan Lundquist (red.): Kristín Marja Baldusdóttir: »Mågelatter« 30 »Smuthuller – perspektiver i dansk Bachtin-forskning« 71 Herman von Brehmen: »Ludvig på bjerget« 11 Brian Andreasen (red.): »Om fortidens fremtid« 69 A.S. Byatt: »Korte liv« 28 Torben Brostrøm: »Uden titel« 65 Stewe Claeson: »Rønnebærrene gløder« 26 Birthe Hoffmann og Lilian Munk Rösing (red.): Charles Dickens: »Store forventninger« 15 »Det onde i litteraturen« 70 Ugo DiFonte: »Mundskænken« 8 Svend Åge Madsen og Olafur Eliasson: Inge Eriksen: »Citrontræet« 21 »The Blind Pavilion« 71 Karen Fastrup: »Mine syvogtyve sansers elskede« 15 Lars Movin og Steen Møller Rasmussen: Elena Ferrante: »Forladte dage« 18 »Onkel Danny fortalt – interviews« 53 Jonathan Safran Foer: »Alt bliver oplyst« 29 Carsten Niebuhr: »Rejsebeskrivelse fra Arabien« 66 Nikolaj Frobenius: »Andre steder« 23 Carsten Puggaard (red.): Vibeke Grønfeldt: »Det nye« 20 »POETENS PRAKSIS, PERspektiveret« 72 Mick Jackson: »Tunnelmageren« 8 Hans Jørgen Thomsen: »Privacy: Venedikt Jerofejev: »Moskva–Petusjki« 6 Filosofisk undersøgelse af det private rum« 65 Ida Jessen: »Foxy Lady I-V« 23 Bodo Kirchhoff: »Knaldroman« 26 Lars Kjædegaard: »Israel Falk« 10 (tidsskrift) Jan Kjærstad: »Det store eventyr« 12 Jette A. Kaarsbøl: »Den lukkede bog« 16 Den Blå Port nr. 61 75 Selma Lagerlöf: »Mårbacka« 27 Hvedekorn 2, 2003 74 Yann Martel: »Pi’s liv« 22 Kritik 164 73 Nick McDonell: »Twelve« 14 Lettre Internationale nr. 1 73 Molière: »Don Juan eller Stengæsten« 6 Øverste Kirurgiske nr. 42 75 Antonio Muñoz Molina: »Sefarad« 7 Øverste Kirurgiske Særtryk nr. 6 75 Bent Vinn Nielsen: »Labyrintbyen« 18 Juan Carlos Onetti: »Værftet« 13 Viktor Paskov: »En violin til Vorherre« 24 (klumme) Lars Bo Rasmussen: »Jeg havde en drøm« 13 Klaus Rifbjerg: »Alea« 3 Krimihjørnet 19 Poul Vad: »Dagene« 10 Lines Cirkel 52 Poul Vad: »Døgnet« 10 Poul Vad: »Døren« 10 (artikel) Charlotte Weitze: »Brevbæreren« 20 Dorit Willumsen: »Bruden fra Gent« 17 Afmestrende, afstående — antiforestillingens poesi 62 Hanne Ørstavik: »Uge 43« 5 Bogforum — en messe værd 69 Enough Said? — Om Edward Saids liv og værk 67 (kortprosa) »En nådesløs forfatter og en skyldbetynget læserskare« — Om J.M. Coetzee 9 Julio Cortázar: »Historier om kronoper og famøser« 49 Forfatterskolens afgangsantologi 49 (interview) Knud Hjortø: »Syner« 50 Thomas Hvid Kromann: »Sandheden sker i læsningen«. »Stævnemøder på Place Blanche« 50 — Interview med Hanne Ørstavik 4 Claus V. Pedersen (red.): »Ørkenrosen – og andre noveller fra Mellemøsten« 51 Tomsky: »Bortkomne postkort til ubekendt adressat« 30 (replik)

(lyrik) Bonniers og svensk undergrundslitteratur 74

Halfdan E & Martin G: »Smarte pletter mellem fingrene« 58 (stand in) Jørgen Gustava Brandt: »Det stilfærdige orgie« 60 Lone Hørslev: »Ærgerligt, ærgerligt« 61 Hvad er queer teori — og hvad er det ikke? 31 Johannes L. Madsen: Herman Bang og seksualiseringen af »JLM – Johannes L. Madsen samlede« 58 litteraturhistorien. Eller: er impressionismen Peter Dyreborg Moslund: »Bestseller« 55 en homoseksuel fortælleteknik? 33 Rasmus Nikolajsen: »Frihed og sex på rejsen« 59 »Hvad er det Herman Bang har skrevet«. Anmeldelse Peter Nielsen: »Livet foreslår« 60 af Dag Heede: »Herman Bang. Mærkværdige læsninger« 36 Ursula Andkjær Olsen: »Atlas over huller I verden« 54 Allegoriske læsninger af »Stuk«. Peter Poulsen: »Forvandling« 57 Blinde vinkler i fortolkningen af Herman Bang 38 Jens Asbjørn Seehuusen: »Lyset klirrer« 59 Selve livets kerne?! Anmeldelse af »Struktur. 16 objekter/ Forarbejder/ Peter Legård Nielsen (red.): »Når mænd elsker til Peter Louis-Jensen« 57 mænd og kvinder elsker kvinder« 40 Dan Turèll: »Udvalgte digte 1969-1974, bd.1« 53 Når temaet er homoseksualitet. Dan Turèll: »En nat ved højttaleren Et interview med Peter Legård Nielsen 41 med sprogets mikrofon – rariteter 1964 - 1979« 53 Et perverteret fotoalbum! Om Tore Ørnsbo & N.G. Hammer: »Bastard« 56 Nan Goldins dokumentation af sin ’familie’ 43 MiniTrans. En introduktion til Transgender Theory i relation til queer teori 46

Nr. 4 december 2003 (leder) Standart udkommer næste gang d. 11. marts 2003 Ordet er frit 2