oppe i Nord-Germanien. Forfattere får ideer lissom alle andre. Jeg har i årevis gået og ruget på en drøm om at lave filmen om (sangerinden) Grete Klitgaard (Nej„ det er ikke camp!). Med venlig hilsen FILMENE »Filmglad« El Dorado cock. Midt i en filmindustri, der frem for Hans Chr. Ægidius: Prod.: Howard Hawks/Paramount. 1967. alt bejler til ungdommen, er disse tre in­ ad 1) Instr.: Howard Hawks. Manus.: Leigh struktører de sidste overlevende repræsen­ Brackett e. Harry Brown’s »The Stars tanter for en traditionsbunden filmkunst Skrivende folk kan vel lige så lidt som for­ in Their Courses«. Foto: Harold Rosson. ældre eller gniere finde mennesker, de med Klipn.: John Woodcock. Musik: Nel­ med rødder helt tilbage i stumfilmen. Og fuld tillid tør betro deres kæreste; men der son Riddle. Medv.: John Wayne, Ro­ det forunderlige er, at det kun er sporadisk, kunne måske findes et menneske, man kun­ bert Mitchum, James Caan, Charlene man mærker en træthed hos trioen. Ford, Holt, Michele Carey, Arthur Hunnicutt, Hitchcock og Hawks er stadig blandt os ne møde i et samarbejde med en positiv R. G. Armstrong, Edward Asner, Paul nervøsitet, der kunne virke inspirerende på Fix, Christopher George, Johnny Craw- med en stort set usvækket vitalitet, og man­ begge parter. ford, Robert Donner, John Gabriel, ge af de værker, de har skabt i det sidste Marina Ghane, Ronert Rothwell, Adam tiår, står som monumenter over en klassisk Som sagerne står, og forvænt som jeg er Roarke, Chuck Courtney, Anne New- med at arbejde med egne ideer lige fra til­ man, Diane Strom, Victoria George, filmkunst, som aldrig vil kunne erstattes, blivelse til præsentation, som skribent, in­ Olaf Wieghorst. selv om den nok vil blive efterlignet. Dansk premiere: 12. 6. 1967 i Saga. Når man ser tilbage på Hawks’ karriere, vil struktør, billetsælger og skuespiller, tror jeg Dansk distrib.: Paramount. nok, jeg ville foretrække at samarbejde med man opdage, at han ofte har behandlet em­ en begavet fotograf. En fotograf kan være ner, som han har et personligt, erfarings­ fagmand og fantasifuld uden at blive farvet mæssigt kendskab til. Fra han var 16 til 21 af det almindelige prestigerace, som enten Howard Hawks er først i de senere år be­ år gammel, ernærede han sig som bilvædde­ låser instruktører fast eller kaster dem ud gyndt at nyde de filminteresserede intellek­ løbskører og beskæftigede sig samtidig med i det vilde. tuelles bevågenhed her hjemme. Også i ud­ at bygge flyvemaskiner. Disse gøremål af­ Som fagmand med kunstnerisk kvalitet er landet regnede man ham blot for en solid spejler sig i en række film om væddeløbs­ der Dreyer, men jeg ved ikke, om vores ge­ kommerciel Hollywood-håndværker, indtil kørere (»The Crowd Roars« (1932), »Red mytter og vores ideer om livet og menne­ Jacques Rivette i 1953 skrev sin berømte Line 7000« (1966) og flyvere (»The Dawn sker ville kunne mødes uden at slå gnister, »Cahiers du Cinéma«-artikel »Génie de Ho­ Patrol« (1930) og »Only Angels HaveWings« der ville få selv den mest sikrede strimmel ward Hawks«, der pludselig dokumenterede, (1939)) og forklarer vel overhovedet Hawks’ til at gå op i flammer. Og vores kommer­ at Hawks inden for Hollywoods traditio­ særlige interesse for modets problematik, et cielle fagmænd er for frustrerede af deres nelle genrer - western, gangsterfilm, so- tema, han - som meget andet - har til fæl­ kommercialisme eller simpelthen for dårlige phisticated komedie - arbejder yderst per­ les med Hemingway. Først som 30-årig de­ til, at man umiddelbart vil vove forsøget. sonligt både stilistisk og tematisk. Med folk buterede Hawks som filminstruktør og først Det er dansk teater og films store bagdel, som Fran?ois Truffaut og Claude Chabrol seks år efter fik han sit egentlige gennem­ at man aldrig får oparbejdet en stab af gode i spidsen fulgte »Cahiers«-gruppen Rivettes brud med gangsterfilmen »Scarface«, som håndværkere, som man kan stole på i deres nyvurdering op, og nu er Hawks så fast in­ han skrev i samarbejde med den meget be­ håndværk: de, der er, er for optaget af at stalleret på parnasset som nogen sinde - tydelige filmforfatter Ben Hecht, og som mene noget om det, de andre på holdet endog »Sight and Sound« er gået i sig selv vel stadig er hans mest berømte film. Siden laver, og for lidt orienteret og for lidt ska­ og bøjer sig for en film som »El Dorado«. da har Hawks næsten tegnet sig for en film bende på deres eget felt. Så spørgsmålet er: Den 71-årige Hawks kan ses som det tre­ årligt - og der er franske kritikere, som me­ finder man instruktøren, finder man så og­ die medlem af Hollywoods forbløffende ner, at han har skabt det klassiske værk in­ så lysmanden, kostumieren, make-up’en gigant-triumvirat af stadig aktive veteran­ den for alle de dominerende Hollywood- osv.? Eller, hvis man går ud fra disse lidet instruktører - de to andre er den 72-årige genrer. Dette er svært at skrive under på, homogene forudsætninger, finder man så John Ford og den 68-årige Alfred Hitch- men sikkert er det, at »Bringing Up Baby« den instruktør, som vil slække lidt på sine internationale forbilleders stil og lære af deres arbejdsmetode, som består i bevidst at organisere lemfældigheden og servere den på charmerende vis? ad 2) Ligesom jeg i sin tid begyndte at lave tea­ ter, fordi jeg var træt af de teoretikere, der standsede al sund teaterudvikling ved at hævde at teateret var en »vanskelig kunst­ art«, og som søgte at reducere dets mulig­ heder ved at kalde flere og flere af dets virkemidler »udramatiske« (eller »uteatral­ ske«, hvis dansk ikke virkede stærkt nok i argumentationen), så ville jeg nok starte et filmarbejde ud fra den teori, at det drejer sig om at formidle en intention, en tanke, en stemning, et nummer, så modtageren op­ lever dem i samme ånd, som de er tænkt, og at der er noget, der hedder filmisk mo­ de, men der er ikke noget, hverken stof el­ ler stil, der er egentlig ufilmisk. Fra den første dag i arbejdet med manu­ skriptet ville jeg have potentielle tilskuere i tankerne og som vi i sin tid startede med teater for at skabe et teater, der fortalte spændende ting i en form, vi selv kunne stå inde for, og som vi selv kunne have lyst til at se, ville jeg også ved filmeri tænke på mig selv, mine venner, min moster.

34 (»Han, hun og leoparden«, 1938) og især kelighedsillusionen det vigtigste og derfor - og derfor også mindre bemærket - end den helt mesterlige »Twentieth Century« bandlyses de teatralske ture. John Fords). Alt ved denne person - hans (»Den store scene«, 1934) er højdepunkter i Et sådant stilvalg, en så konsekvent dyr­ gang, hans mimik, hans bevægelser, hans den sophisticatede komedies historie; at der kelse af det enkle og det usmykkede er na­ stemmeføring, ja selv hans klædedragt - rø­ sjældent er skabt en så fuldendt og initieret turligvis først og fremmest et resultat af ber en mand i sjælden harmoni med sig »private eye«-film som »The Big Sleep« Hawks’ forhold til sit stof, til sine personer selv, præget af en sindsro, der ikke er til­ (»Sternwood-mysteriet« 1946); og at man og det, han vil fortælle om dem. »Kamera­ kæmpet, men medfødt. Hawks kan gøre den ikke vil kunne komme uden om westerns bevægelser er et spørgsmål om moral«, som ellers så tunge John Wayne elegant i de som »Red River« (1948) og »Rio Bravo« den store Hawks-beundrer Jean-Luc Godard sindige bevægelser - og vel at mærke lade (1958), når præriefilmens historie skal skri­ engang har sagt. Når Hawks’ kamera place­ denne elegance afspejle en sjælelig balance, ves. res i øjenhøjde, så det ser personerne lige i der både giver sig udtryk i stoicisme og Hawks kan næppe kaldes nogen dybtgående øjnene, er det fordi Hawks respekterer disse humor. Det er en helt, der er bemærkelses­ psykolog, han skildrer først og fremmest personer, og intet øjeblik føler trang til at værdigt fri for helte-attituder - han gør sit mennesker i handling ud fra en ret ukom­ anskue dem nede- eller ovenfra. Han er so­ job så godt og professionelt han kan, ud fra pliceret beundring for sine personers beslut­ lidarisk med deres professionalisme, mod, en sikker fornemmelse for, hvor og hvornår somhed og professionelle kunnen. Karakte­ beslutsomhed og snarrådighed, men det be­ hans indsats kræves. Samtidig anskues hans ristisk er Hawks’ beretning om, hvordan han tyder ikke, at han dermed forfalder til høj- soliditet og ubestikkelighed ofte med en vis fik inspirationen til »El Dorado«s forgæn­ stemt heltedyrkelse. Hans tonefald er ma­ ironi - ikke mindst i forbindelse med hans ger, »Rio Bravo«: skulint lakonisk og blufærdigt, ofte djærvt chevalereske og meget gammeldags forhold »Det begyndte med, at jeg så nogle scener ironisk, men har altid en understrøm af føl­ til kvinderne. Hawks’ helt er for blufærdig, i en film, der hedder »Sheriffen«, hvor titel­ somhed. Og hans personer er ikke blot dyg­ i for høj grad et inventar i sin mandsver­ personen Gary Cooper løb rundt for at tige handlingsmennesker - de er intelligente den, til at være særlig initiativrig på det prøve at få hjælp, hvilket var forgæves. Det og i stand til at sætte deres handlinger i erotiske område - han lader kvinden tage synes jeg er noget af det dummeste en mand perspektiv takket være en højt udviklet selv­ teten, hvilket ofte giver anledning til koste­ kan gøre i den situation, ikke mindst fordi ironi og humor. lige scener. Og i »El Dorado« får denne det i slutningen af filmen viser sig, at han Nøgleordet til Hawks’ univers er respekt. figur yderligere en bevægende dimension: udmærket kan ordne banditterne selv. Der­ Følsomheden kommer frem, fordi det for alderdommens. Den kugle, der periodisk for gjorde vi det modsatte i »Rio Bravo« personerne altid gælder om at vinde og fast­ lammer Waynes højre arm, er et tydeligt og anlagde et virkeligt professionelt syns­ holde en indbyrdes respekt eller genvinde alderdoms-symbol, som Wayne dog overvin­ punkt. Når John Wayne får tilbudt hjælp, en tabt selvrespekt. I denne overvejende ma­ der lige så smukt som Hawks selv gør sin siger han: »Hvis de er noget værd, tager jeg skuline verden er den professionelle kunnen alderdom til skamme ved at skabe en så ung dem. Hvis ikke, tager jeg bare vare på synonym med en sikker selvrespekt og en og vital film som »El Dorado«. dem.« deraf følgende moralsk integritet, som al­ Morten Piil. Den samme situation opstår i »El Dorado«, drig betvivles. Og venskabet mellem mænd hvor sheriffen Robert Mitchum og hans ven er den faste, blivende værdi. Konflikten i John Wayne et sted i filmen tilbydes hjælp, Hawks’ film opstår, når disse værdier for­ men afviser den - dette er et job for pro­ rådes, og denne konflikt behandles - groft fessionelle. »El Dorado«s mange ligheds­ skelnet - på to måder - som komedie eller Accident (Ulykkesnatten) punkter med »Rio Bravo« er allerede ofte som drama (i »El Dorado« går de to genrer Prod.: Royal Avenue Chelsea/Priggen, blevet påpeget - i dem begge er John Way­ op i en højere enhed og giver filmen et præg Losey (England). 1967. Instr.: Joseph ne det klippefaste, stoiske midtpunkt, sam­ af et endegyldigt testamente). I en komedie Losey. Manus.: Harold Pinter e. Nicho­ las Mosley roman. Foto: Gerry Fisher. tidig med, at Hawks skildrer en figur (i »Rio som »Man’s Favorite Sport« (»Ude med Klipn.: Reginald Beck. Musik: John Bravo« Dean Martin, i »El Dorado« Ro­ snøren«, 1965) vender Hawks simpelt hen Dankworth. Dekor.: Carmen Dillon. bert Mitchum), der har forrådt professional­ sit vanlige tema om det professionelle men­ Medv.: Dirk Bogarde, Stanley Baker, neske på hovedet og beskriver en mand, der Jacqueline Sassard, Michael York, Vi- ismen og er ved at gå til bunds i selvde­ vien Merchant, Delphine Seyrig, Alex­ struktion og drikkeri. Og begge film er en udgiver sig for at være lystfisker-ekspert, ander Knox, Ann Firbank, Brian Phe- upatetisk hyldest til det maskuline venskab, men i virkeligheden kun har en teoretisk lan, Terence Rigby, Jane Hillary, Ha­ der sejrer over destruktive og anarkistiske viden om sporten og kommer latterligt til rold Pinter, Freddie Jones, Nicholas Mosley. elementer. kort, da han tvinges til at omsætte sine teo­ Dansk premiere: 22. 6. 1967. Dansk Der er god grund til netop i disse år at rier i praksis. distrib.: F-C Palladium. skønne på en instruktør som Hawks, fordi Få instruktører har en så udpræget følelse den filmstil, han har rendyrket til mester­ for menneskelig værdighed som Hawks. I skab, ikke har disciple af betydning - og hans forenklede verden med dens klare, fa­ For den, der aldrig har været en stor be­ næppe heller vil få det, idet den afspejler ste værdier føles enhver form for nedvær­ undrer af Harold Finters teaterstykker og en livsanskuelse, som er lidt af en anakron­ digelse dobbelt grov og ydmygende. Man filmmanuskripter, er Joseph Loseys ny far­ isme i vort øjeblikkelige verdensbillede. Man vil sent glemme den mageløst stærke og vefilm en ganske stimulerende oplevelse: kunne kalde denne stil amerikansk film­ koncise indledning i »Rio Bravo«, hvor den Pinters uomtvisteligt fremragende replik­ klassicisme. Hawks nåede allerede frem til whisky-tørstende Dean Martin bøjer sig ned kunst har her endelig fået en funktion ud­ den for fyrre år siden, efter at han i sine for at samle en mønt op, som en skadefro, over den tidligere noget skematiske under­ første film uden held havde forsøgt sig med rå børste har kastet ned i en krukke. Og i stregning af, at ethvert udsagn kan rumme komplicerede kamerabevægelser og andre »El Dorado« er der en tilsvarende scene, en trussel, kan bruges til terrorisering. I tricks. Da disse viste sig at være uden den hvor Robert Mitchum grines ud i saloonen, »Accident« forekommer enhver replik og tilsigtede effekt, begyndte han at anvende mens han famler efter en revolver, han ikke enhver gestus virkeligt flertydig, ikke blot sit nu snart berømte princip: »Kameraet i har. Et usædvanlig pinefuldt udtryk for yd­ tvetydig; hele tiden tvinges man til at spørge øjenhøjde«, og denne tommelfingerregel er mygelse, netop fordi værdighed og selvre­ sig selv, hvad egentlig personerne mener han gået frem efter i alle sine senere film. spekt er så væsentlige begreber for Hawks med det, de siger og gør - og om de over­ I »El Dorado« møder man denne amerikan­ og hans personer. Uden selvrespekt går hele hovedet mener mere, end hvad de rent over­ ske filmklassicisme i afslappet renkultur - personlighedens bygningsværk i forfald, og fladisk set udtrykker. en billedstil der er vidunderlig klar og ren­ kun vennen John Wayne kan genrejse rui­ Nu mangler Pinter blot at finde noget vir­ set for alle overflødige ornamenter parret nen. keligt væsentligt at bruge sin replikkunst til, med en spillestil, som føles usædvanlig na­ Der kunne overhovedet nok være grund til thi noget lignende tvinges man til at fun­ turlig, fordi den tager sit udgangspunkt i at opholde sig lidt ved John Waynes figur i dere over angående hele filmen: Hvad skal skuespillerens personlighed i stedet for kun­ »Rio Bravo« og »El Dcrado«. Wayne frem­ alle disse mystifikationer, alle disse antyd­ stigt at omforme personligheden efter rol­ stiller praktisk talt den samme skikkelse i ninger af, at noget stikker under de ba­ lens krav. Aktørerne i Hawks’ film yder de to film, og i begge giver han smukke og nale, dagligdags hændelser tjene til? På den ikke det såkaldte »store«, iøjnefaldende diskrete udtryk for Hawks’ indirekte hu­ ene side synes Losey og Pinter - som Char­ Oscar-spil - Hawks ved, at på film er vir­ manisme (der er langt mindre demonstrativ lie på græsplænen - at ville fortælle noget

35