The Press of Greenland – an examination of the role of the press, in regards to the Greenlandic nationbuilding process 1979-2008

By Karina Fleischer

Eskimology and Arctic Studies Department of Cross Cultural and Regional Studies University of Copenhagen, 2008

Abstract

This thesis examines the nationwide Greenlandic press, focusing on the role of the press in the nation of Greenland under Home Rule. By way of the Tenant to Owner case, I will examine the press as a platform for information and discussion between the political authorities and the citizens. The first Greenlandic newspaper, Atuagagdliutit, was launched in 1861, and contributed towards creating a common forum for discussion between Greenlanders. After World War Two, the national radio station Radio Greenland opened, giving the Greenlanders a radio news service, enabling news to spread faster. A few years after the introduction of Home Rule, television programmes were transmitted for the first time, available to most of Greenlands population. In 1980, the former local newspaper Sermitsiak went nationwide, now providing the Greenlanders with two national newspapers – Semitisiak and AG. In 1991, the first tv news programme Qanorooq went on air, and Greenlands national media landscape now consists of the two papers and the tv and radio station KNR. All these nationwide media have had an impact at the image and the coming together of the Greenlandic nation. My analysis of the Tenant to Owner case showed that the Greenlandic field of journalism is split in two groups. One group which is argumentative and confrontational, and another which is more neutral in its manner. There are indications, both in earlier episodes and today, that the political authorities in Greenland have managed to curtail parts of the Greenlandic press. Meanwhile, the analysis shows that the outrage in press and public over the sales of homes relating to the Tenant to Owner scheme had less to do with the homes that were sold, and more with Greenlanders being fed up with rising inequality in the Greenlandic society.

1 Not only does the press have a role in uniting the nation; in my view it also plays a role in developing a public tradition of critical discussion, which is highly important in developing the democratic Greenlandic nation.

2 Indledning

I foråret 2008 kunne man i den grønlandske avis AG/Grønlandsposten læse en leder med overskriften: ”Gå så af.” (AG 2008a:2).

Dette var ment som en meget direkte opfordring til det grønlandske landsstyre om at tage sin afgang. Baggrunden for lederens kritiske indstilling var en sag, som i over et år have optaget de grønlandske medier og den grønlandske befolkning. I foråret 2007 var det kommet frem, at adskillige politikere og embedsmænd havde erhvervet sig særdeles billige boliger på baggrund af en lov, som blev kendt under navnet fra lejer til ejer-ordningen. Man kan undre sig over, hvad der ligger bag sådan en bombastisk overskrift, og hvorfor aviserne overhovedet skal blande sig i, hvordan landets politikere vælger at agere. I dette speciale vil jeg undersøge de processer, der ligger forud for overskrifter som denne. Nærmere bestemt vil jeg undersøge betydningen af en national presse i forhold til udviklingen af den hjemmestyrede grønlandske nation. I undersøgelsen vil jeg lade mig inspirere af Pierre Bourdieus feltbegreb, og via en konkret nutidig case, den føromtalte lejer til ejer-sag, vil jeg udfolde de processer, som udspiller sig i medierne mellem pressen, de politiske magthavere og borgerne.

Da Grønland fik overdraget den magt, der fulgte med indførelsen af hjemmestyret i 1979, skulle landet i gang med at bygge nationen op på en ny og anden måde. Hvor grønlænderne førhen skulle forholde sig til de danske magthavere, skulle de nu til at være aktive diskuterende medborgere i et hjemmestyrende Grønland, som blev opbygget på ideer om demokrati og folkestyre. På Grønlands Hjemmestyres hjemmeside står i 2008:

”Når Landsstyret har holdt møder og truffet en række beslutninger, formidles dette videre til Centraladministrationen gennem interne referater af møderne. Offentligheden har tidligere først hørt om disse beslutninger gennem andre kanaler, lang tid efter at beslutningen er taget. Landsstyret har derfor besluttet at indføre større offentlighed omkring sit arbejde, så pressen og borgerne løbende kan følge med i Landsstyrets arbejde.”

(Grønlands Hjemmestyre u.å.).

3 For som borger at kunne deltage aktivt i folkestyret er det væsentligt at have adgang til informationer fra de politiske magthavere, så borgeren har mulighed for at reflektere over de folkevalgtes beslutninger. Som det fremgår af hjemmesiden, anses det også for at være vigtigt, at pressen holdes opdateret og informeret. Som en platform for information og diskussion mellem de politiske magthavere og borgerne står pressen.

Forskningslitteraturen om den grønlandske presse under hjemmestyret er ikke omfattende. Tidligere er den grønlandske presse hovedsageligt blevet præsenteret i mediernes egne jubilæumsskrifter 1 eller i jubilæumsskrifter for hjemmestyret. I ”Grønlænder og global – grønlandsk sprog, litteratur og medier i 25-året for Hjemmestyrets indførelse” behandler Jette Rygaard i sin artikel ”En tv-historie” bl.a. via interviews reaktionerne på fremkomsten af landsdækkende grønlandske tv-udsendelser og berører i den forbindelse også emnet fjernsynets evne til at samle grupper af mennesker (Rygaard 2004:194). I samme antologi beskæftiger Birgit Kleist Petersen sig bl.a. med grønlandske unges brug af aviser (Kleist Petersen 2004:80). Det er hovedsageligt Jette Rygaard og Birgit Kleist Petersen, som i det sidste årti har beskæftiget sig med analyser inden for det grønlandske medieforskningsfelt. I starten af 1980’erne, i tiden omkring indførelsen af samtidigheds-tv i Grønland, udkom der mindre pjecer om tv-mediet og dets tilblivelse (Kleivan & Hjorth Nielsen 1984, Lynge 1983).

I forbindelse med den danske magtudredning ”En analyse af demokrati og magt i Danmark” blev også grønlandske forhold undersøgt i et enkelt bind, ”Demokrati og magt i Grønland”. Hvor adskillige bind af den danske magtudredning har beskæftiget sig med medier og magt, er dette emne ganske uberørt i den grønlandske udgave. Enkelte af den grønlandske magtudrednings artikler berører dog den grønlandske presse ganske flygtigt.2

Det er min opfattelse, at studier af den grønlandske presse hovedsageligt har været behandlet som enten et historisk tilbageblik eller som mere konkrete analyser af medieforbrug. Mit formål med dette speciale er at bidrage til feltet ved via en konkret analyse af en case at åbne for de magtspil, som udspiller sig mellem pressen, politikerne og borgerne, og derved komme med mit bud på,

1 Eksempelvis i Fleischer, Jørgen (1980): ”Et grønlandsk blad Atuagagdliutit 120 år”, og Rosing, Peter Frederik & Marianne Stenbæk (1998): ”Grønlands Radio 1958-1998”.

2 (Janussen 2003:47), (Andersen & Tonsgaard 2003:61) og (Hansen 2003:166).

4 hvilken rolle den landsdækkende grønlandske presse udfylder i udviklingen af den grønlandske nation.

Metode og teori

Som metodisk grundlag for min analyse vil jeg lade mig inspirere af sociologen Pierre Bourdieus feltbegreb, som åbner for en praksisorienteret analyse med fokus på magtrelationer i samfundet. I analysen arbejder Bourdieu med en dobbeltlæsning af samfundet. I den første læsning er der fokus på struktur, og i den anden læsning er der fokus på individet som aktør (Bourdieu & Wacquant 1996[1992]:21ff). I forbindelse med analysens anden læsning, hvor der er fokus på aktørernes egen opfattelse af virkeligheden, vil jeg gøre brug af en diskursanalytisk tilgang. Specialets teoretiske fundament bygger på Benedict Andersons teori om nationen som et forestillet fællesskab, hvor opfindelsen af bogtrykkerkunsten og avisens evne til at udtrykke samtidighed bliver væsentlig. Samtidig vil dette speciale lægge sig tæt op ad Jürgen Habermas’ teori om borgerlig offentlighed som et rum, hvorfra kritisk og fri diskussion af de politiske magthavere udspringer og derved fremstår som en legitimering af magthaverne.

Afgrænsning

Den tidsmæssige afgrænsning for dette speciale bliver fra indførelsen af hjemmestyret og frem til i dag. På trods af at Grønland officielt mister sin status som koloni i 1953, er det min overbevisning, at der med hjemmestyrets indførelse og de dertilhørende nye magtbeføjelser, skete et skift i den grønlandske befolknings selvforståelse. Aldrig havde grønlænderne selv, som en moderne nation, haft så megen råderet over interne anliggender. I kraft af at nye bånd mellem den hjemmestyrede nation og befolkningen skulle opbygges, bliver netop denne periode interessant. Jeg vælger at fokusere på de landsdækkende medier, da min tese er, at det er mediernes evne til at foregive samtidighed og fælleshed, der er medvirkende faktor til at få samlet nationen. Fokus bliver derfor på radio/tv-stationen KNR og de to landsdækkende aviser Atuagagdliutit/Grønlandsposten og Sermitsiak. Atuagagdliutit/Grønlandsposten vil fremover blive omtalt som AG. Inden for de seneste par år har endnu et medie fået status som landsdækkende: internettet. Dette har også gjort sig gældende i Grønland. Det ligger dog uden for dette speciales ramme at undersøge internettets muligheder.

5 Specialets opbygning

I kapitel 1 udfolder jeg Bourdieus tanker om felt som analyseredskab. I forlængelse af Bourdieu fremlægger jeg ideer om diskursanalyse. Herefter redegør jeg for forestillinger om nationen med fokus på Benedict Andersons ideer om nationen som et forestillet fællesskab, for til sidst at introducere Jürgen Habermas’ begreb borgerlig offentlighed . Kapitel 2 er af kontekstuel karakter, hvor jeg redegør for etableringen af det grønlandske kulturelle og politiske fællesskab samt for opbyggelsen af det grønlandske hjemmestyre. I kapitel 3 analyserer jeg det grønlandske journalistiske felt. Analysen er delt i to dele. Første del er hovedsageligt enhistorisk beskrivende del, hvor jeg blotlægger det journalistiske felts aktører. Herefter, i analysens anden del, retter jeg fokus mod lejer til ejer-sagen og dens fremstilling i de grønlandske landsdækkende medier – hovedsageligt AG og Sermitsiak. I kapitel 4 diskuterer jeg de problemstillinger, som jeg fandt frem til i analysen. Og i det sidste og konkluderende kapitel opsummerer jeg på mine iagttagelser af det grønlandske journalistiske felt.

6 1. Teori og metode

Et af formålene med dette speciale er at få afdækket det grønlandske journalistiske felt samt at få sat det i relation til udviklingen af den hjemmestyrede grønlandske nation. Når jeg bruger begrebet felt , henviser det til sociologen Pierre Bourdieus ideer om samfundet som opdelt i forskellige sociale felter. I min analyse af det grønlandske journalistiske felt vil jeg lade mig inspirere af Bourdieus tankeredskaber. Når jeg vælger at bruge Bourdieus feltbegreb, er det fordi, at dette åbner op for en analyse, som opererer på to planer – den formår både at være afdækkende og analyserende. Ved hjælp af sine nøglebegreber felt, habitus og kapital forsøger Bourdieu at åbne op for de strukturer, som ligger bag individets handlemåder. Det bliver en måde at forstå de handlemønstre, som bliver dannet og indlejret i individet. Med andre ord bliver det en måde at forstå, hvilke normer og regler som gør sig gældende inden for et felt. I det følgende vil jeg give en introduktion til de tre centrale nøglebegreber samt enkelte af Bourdieus egne overvejelser af det journalistiske felt.

Bourdieus feltbegreb

Centralt i Bourdieus tilgang er, at han gerne ser teori og metode i en forening. Hans udvikling af metode, som han ser som fleksibel og i konstant forandring og udvikling, mener han skal forstås og bruges som et tankeredskab til at analysere med. Det er altså ikke en fast analyseramme, som man kan presse ned over sin empiri. Som analytiker er det derfor vigtigt at gøre sig sin problemstilling klar, så ens valg af metode passer til problemstillingen og samtidig er til løbende overvejelse. En anden central tanke hos Bourdieu er, at det er vigtigt at tænke relationelt. Et felt er på alle måder opbygget i og af relationer. Både forholdet mellem feltets aktører, men også de forskellige begreber, som Bourdieu gør brug af, skal forstås relationelt. Det er styrkeforholdet mellem aktørerne, som definerer feltets struktur. Sker der forskydninger i et felts magtbalance, får dette også betydning for andre felter.

Det sociale rum , eller samfundet, ser Bourdieu som den måde, hvorpå aktører optræder relationelt i forhold til hinanden. Alle aktører indtager bestemte positioner i rummet, som er organiseret ud fra to differentieringsprincipper. I den første dimension er aktørerne fordelt ud fra deres samlede mængde af kapital . Dernæst er de positioneret på baggrund af deres fordeling mellem økonomisk

7 kapital og kulturel kapital (Bourdieu 1994:57). Alle aktørernes positioneringer i det sociale rum er relationelle, så jo tættere de er på hinanden i begge dimensioner, jo mere har de til fælles.

Bourdieu inddeler det sociale rum i felter. Det være sig det kunstneriske felt, det politiske felt, det akademiske felt etc. I hvert felt kæmpes der om ressourcer og magt, og det, der kendetegner feltet, er det, der kæmpes om, eksempelvis politisk magt eller kulturel status. Man kan sige, at det, der kæmpes om, er at få monopol på den slags kapital, som er vigtig i feltet. Til ethvert felt er knyttet en logik, som afspejler de regler, der kæmpes efter i kampen om magt og kapital (Høiris 1993:44). Det kan være svært at få afstukket præcise afgrænsninger for et felt, eftersom at dette defineres inden for rammerne af feltet selv (Bourdieu & Wacquant 1996[1992]:87). Ved at tilkæmpe sig feltets overordnede kapital, den symbolske kapital, kan der opnås magt inden for feltets interne orden, men samtidig kan det også være muligt at opnå autoritet i det overordnede magtfelt. Det er nemlig ikke alle felter, der har lige status. Det altdominerende felt er magtfeltet, hvor der kæmpes om magten i samfundet (Høiris 1993:44). De ”mindre” kampe, som der udspilles i felterne, kan senere vise sig at få stor betydning for strukturen i det overordnede magtfelt (Bourdieu & Wacquant 1996[1992]: 29). I det overordnede magtfelt handler det om at få tilkæmpet sig de kapitalformer, som gør, at man kan få mulighed for at styre og påvirke de regler, der spilles efter i det sociale rum – og derved opnå magt over staten ( Bourdieu & Wacquant 1996[1992]:89). Ved at undersøge de kampe, der har udspillet sig i feltet og mellem andre felter, bliver det ifølge Bourdieu muligt at forstå feltets struktur. Når feltbegrebet bruges som analyseredskab, er det samtidig vigtigt at undersøge feltets etablering, og hvorledes tidligere kampe, som både kan være kampe, der har haft til formål at ændre eller fastholde en struktur, har indlejret sig i feltet (Høiris 1993:44).

Habitus

Aktørerne har således en position i det sociale rum, men samtidig indtager de også nogle positioneringer. Det, som Bourdieu kalder for habitus, bliver det led, som forbinder aktørernes position og hans positioneringer. Det bliver disse tilegnede anlæg, som aktørerne handler og kæmper ud fra, og som er nødvendige for at kunne praktisere i et givet felt. Habitus kan betegnes

8 som et sæt eller system af regler, der indeholder, hvorledes aktørerne klassificerer og positionerer sig. Det er bl.a. her, at aktørerne får indlejret på rygraden, hvad der er rigtigt/forkert, god smag/dårlig smag osv. (Bourdieu 1997[1994]:24). Man kan sige, at habitus bliver et sæt rygradshandlinger, som oftest bliver foretaget ubevidst, og som vil være forudsigelige. Habitus er ikke statisk og kan betragtes som et produkt af historien. Det vil derfor variere alt efter tid og sted og vil skabes i et samspil med hver enkelt aktørs erfaring (Høiris 1993:45). På trods af at habitus ikke skal betragtes som en statisk størrelse, er det dog oftest svært og langsommeligt at ændre den. Aktørernes habitus har en evne til at fastholde aktørerne i velkendte positioneringer og forekommer derfor oftest ret stabil (Järvinen 2000[1996]:350).

Kapital

Som vi så i det sociale rum, indtager alle aktører en position ud fra deres samlede mængde af kapital. Man kan betragte kapital som den eller de ressourcer, en aktør besidder. Bourdieu opererer med flere slags kapitaler. Økonomisk kapital, der svarer til den gængse opfattelse af kapital – penge, ejendom, jord etc. Dernæst betragter han også kulturel kapital som en ressource. Med kulturel kapital menes den viden, man tilegner sig gennem dannelse. Det være sig uddannelse, men også evnen til at kunne skelne ”god smag” fra ”dårlig smag”. Alle aktører tilhører en specifik gruppe. De ressourcer, der knytter sig til det at være medlem af denne gruppe, betegner Bourdieu som social kapital. Denne kapitalform kan betragtes som det netværk, aktøren kan trække på, dvs. det kan være familiære forbindelser eller måske det netværk, man har opbygget ved at have gået på en bestemt skole (Merkelsen 2006:192ff.). Den overordnede kapital, der hersker i ethvert felt, er symbolsk kapital . Denne kapitalform kan oversættes til prestige eller ry, og det er denne kapitalform, som der kæmpes om inden for feltet (Høiris 1993:46). Hvad der kan synes prestigefyldt i et givet felt, kan være uden betydning i et andet. Det er dét, at den genkendes og anerkendes som en værdi, der gør den symbolske kapital prestigefyldt (Bourdieu 1996[1994]:61).

Bourdieu beskriver ofte de processer, som foregår i feltet som spil eller kampe. I det sociale rums felter udspiller sig et utal af kampe. Den vigtigste af disse er kampen om verdensopfattelsen. At få sin egen opfattelse af verden til at fremstå indlysende og sand. Bourdieu kalder dette for symbolsk vold . Det er en form for usynlig eller skjult magtanvendelse for både magtudøveren og dem, magten

9 udøves på. Det handler om at få indlejret, nogle for én selv givtige forhold i andres habitus. Derved forekommer magtforholdet og uligheden helt naturlig (Høiris 1993:47).

Hvordan analyseres et felt?

Det første Boudieu mener, man må gøre sig klart, når man arbejder med et felt, er at få det indplaceret i forhold til det overordnede magtfelt. Dernæst skal de objektive relationer mellem feltets aktører og institutioner undersøges (Bourdieu & Wacquant 1996[1992]:91). Når det kaldes objektive strukturer og relationer, ligger der en forventning om, at disse forhold bliver fremlagt beskrivende uden at være fortolkende. Dog kan det ikke være helt objektivt, eftersom man som analytiker tager nogle valg for, hvilke objektive strukturer og relationer man vægter i analysen. Bourdieus tilgang lægger jo netop op til, at feltanalyse ikke skal forstås som en fast analyseramme, men det er op til analytikeren hele tiden at vurdere og revurdere sin metode. Så når jeg i min analyse vil fremlægge det grønlandske journalistiske felts objektive strukturer, skal man være klar over, at dette selvfølgelig ikke er fuldstændig objektivt, eftersom jeg vælger, hvilke aktører jeg finder relevante for min analyse. Efter at have blotlagt feltets objektive strukturer finder Bourdieu det væsentligt at undersøge aktørernes habitus (Bourdieu & Wacquant 1996[1992]:91). Hvordan habitus undersøges, giver Bourdieu ikke selv nogen eksakte svar på. Hans overordnede tilgang til studier af samfundet er, at man skal åbne op for magt- og meningsrelationer mellem grupper ved at lave en dobbeltlæsning af samfundet. Det vil sige, man først åbner for de objektive relationer, hvorfra de mere fysiske elementer kan beskrives og kortlægges, uden at man tager stilling til individet. Herefter inddrages individets fortolkning af dets egen verden og omverden (Bourdieu & Wacquant 1996[1992]:22). Denne sidste læsning leder tankerne hen på diskursanalyse. Overordnet kan man sige, at diskursanalyse kan bruges til at forstå, hvordan verden opfattes ud fra en bestemt position. Det bliver en afspejlning af, hvordan aktøren opfatter både sig selv og sin omverden (Jørgensen & Phillips 1999:9). Diskursanalyse trækker på sprogfilosofi, som anskuer, at opfattelsen og tilgangen til verden opleves gennem sproget. Sprog bliver en måde både at vise og skabe en virkelighed. Der findes adskillige tilgange til diskursanalyse. Bl.a. fik Michel Foucault en stor betydning for udviklingen af diskursanalyse, og i hans tilgang er der fokus på viden og magt. Desuden kan nævnes Norman Fairclough, som har udviklet, hvad han kalder en kritisk

10 diskursanalyse, hvor han bl.a. har fokus på at undersøge hver enkelt linje og ord meget konkret (Jørgensen & Phillips 1999:95). I en del af min analyse af casen lejer til ejer-sagen vil jeg i forsøget på at åbne for aktørernes egne argumenter lade mig inspirere af en diskursanalytisk tilgang, dog uden at tilslutte mig en specifik tilgang. Det vil sige, at jeg fra aktørens position vil forsøge at redegøre for, hvordan han opfatter situationen, samt hvilke meninger det er, han prøver at udlægge. Dette gør jeg ved at undersøge, hvilke betydninger der er tillagt ord og sætninger.

Bourdieu og det journalistiske felt

Bourdieu har også beskæftiget sig med det journalistiske felt – nærmere bestemt tv-mediet. Ifølge Bourdieu har dette medie haft en stor indflydelse på resten af det journalistiske felt (Merkelsen 2006:199). I bogen ”Om tv – og journalistikkens magt” giver Bourdieu en kritisk kommentar til den kommercialiserende udvikling, som han ser inden for tv og journalistik. Jeg vil ikke gå dybere ind i hans kritik, da dette område ligger uden for mit speciales rammer, men vil dog fremhæve enkelte overvejelser, som han gør sig om det journalistiske felt. I forhold til mit speciale er det interessant at undersøge det journalistiske felts forhold til borgerne og til det politiske felt. En af Bourdieus overvejelser går på, at i forhold til borgerne besidder det journalistiske felt en vigtig magtfaktor, grundet feltets de facto-monopol på udbredelsen af informationer i det offentlige rum. Teoretisk kan feltets aktører bestemme, hvilke informationer de vælger og anser for vigtige at sprede til befolkningen (Bourdieu 1998[1996]:52). Her taler vi ikke kun nyheder af samfundspolitisk karakter. Det kan lige så vel være omtalen af kulturelle aktiviteter, som udgivelsen af en ny bog eller opsætningen af et teaterstykke. Såfremt en bog omtales i en anmeldelse, vil offentligheden være mere opmærksom på den, samt det vil kunne betyde en væsentlig stigning i indtægt for forfatteren, eller i tilfælde af en dårlig anmeldelse det modsatte. Dette eksempel viser tydeligt en af Bourdieus centrale argumenter – nemlig at det sociale rum er bygget op af relationer. Og at omrokeringer i et felts struktur også har indflydelse på andre felters struktur. Bourdieu berører også kort, hvilke kampe man ser inden for det journalistiske felt. I kampen for økonomisk overlevelse kæmpes der i det journalistiske felt en konkret kamp mellem feltets aktører, journalisterne. Det være sig både om et professionelt ry, men også om det store scoop – hvem er først og alene om at bringe den eksklusive nyhed (Bourdieu 1998[1996]:46)?

11 Som det journalistiske felt, ifølge Bourdieu, har de facto-monopol på udbredelsen af massekommunikation, har regeringsinstanserne monopol på lovgivning og information om denne. Lovgivningen bliver en meget direkte måde at udøve magt på. Hvorimod andre og knap så direkte magtformer som interviews og pressekonferencer er symbolske magtformer, som også er med til at gribe ind i det journalistiske felt, hvor det kan være med til at sætte den journalistiske dagsorden (Bourdieu 1998[1996]:82).

Nationsbegrebet

Når jeg gerne i dette speciale vil undersøge, hvilken betydning den grønlandske presse har for opbygningen af den grønlandske nation, er det væsentligt at forklare, hvilke ideer der ligger bag nationsbegrebet. At få opbygget en nation har der gennem tiderne været adskillige indgangsvinkler til. I romantikkens Europa var især den tyske filosof Herder med til at fremme forestillingen om den nationale identitet som forholdsvis konstant i historien. Her blev objektive kriterier som sprog og kulturelle traditioner fremhævet som nationale bærere. En forklaringsmodel, som var overvejende essentialistisk, hvor nationen nærmest fik organisk karakter, og stod som en noget statisk størrelse. Senere kom Renans værk fra 1882 ”What is a Nation” til, som lagde spiren til en mere konstruktivistisk tilgang til nationsbegrebet. Hvor Herder kan opfattes som kulturnationens fader, ses hos Renan en tilgang, som peger i retning af en mere politisk nation. Nationens grænser så Renan som et resultat af krige og konflikter. Netop disse voldshandlinger, som ifølge Renan følger med enhver begyndelse af politiske formationer, opstår et folks evne til fælles erindring – og fælles glemsel (Renan 2001[1882]:166). En nations geografi var også i et vist omfang medbestemmende til afgrænsning og definering af territoriet, men hovedkraften bag nationen var en lang række af fælles erindringer og folkets vilje til at fortsætte et fælles liv. Et fælles liv, bestående af fælles anstrengelser, opofringer og hengivenhed på både godt og ondt. Samtidig så han nationens eksistens som en daglig folkeafstemning, i den forstand at den kræver en evig og tilbagevendende bekræftelse, såfremt den skal bestå (Renan 2001[1882]:175]. I løbet af det tyvende århundrede er der kommet yderligere adskillige bud på, hvad en nation egentlig er. Fra de overvejende funktionalistiske forklaringsmodeller repræsenteret ved Ernest Gellners ”Nations and Nationalism” fra 1983 og Eric Hobsbawns ”The Invention of Tradition” fra samme år over teoretikere som Anthony D. Smith og Benedict Anderson, som opfatter nationen

12 som kun et delvist konstrukt. Som en del af den teoretiske forståelsesramme for dette speciale synes Benedict Andersons ideer om nationen at være interessante. En af Benedict Andersons pointer er, at opfindelsen og udbredelsen af trykpressen var en væsentlig faktor for, at det forestillede fællesskab, som han ser nationen, kunne opstå. I det følgende vil jeg præsenterer Benedict Anderson og hans forestillinger om nationens opståen.

Nationen som et forestillet fællesskab

Anderson ser ”nation-ness” som et kulturelt artefakt, som blev skabt i slutningen af det attende århundrede. Et koncept, som i vid udstrækning var modellerbart og kunne forenes med forskellige politiske ideologiske konstellationer (Anderson 1987[1983]:14). Hans udgangspunkt er at se nationen som et forestillet politisk fællesskab. Hovedpointen hos Anderson er netop, at fællesskabet er forestillet, i kraft af at ingen af medlemmerne nogensinde vil have mulighed for at stå ansigt til ansigt med alle, men at de i deres sind oplever en form for fællesskab (Anderson 1987[1983]:15). Som udgangspunkt for nationen som dette forestillede fællesskab peger Anderson på tre væsentlige omdrejningspunkter. I løbet af det sekstende århundrede blev det latinske sprogs monopol brudt, og der begyndte så småt at blive udgivet publikationer på andre modersmål. Derudover skete der det, at de sakrale dynastier brød sammen. Andersons argument for at kalde nationen suveræn er, at den nationsforståelse, han taler om, opstod i kølvandet på reformationen. Indtil da havde religionen været i fokus, og magthaverne var blevet dikteret direkte fra Gud. Men med dette religiøse opbrud blev det forestillede fællesskabs suverænitet folkets anliggende (Anderson 1987[1983]:16). En sidste væsentlig detalje er, at der udvikledes en helt anden forståelse for tid. Hvor at middelalderens kristne opererede i en samtid, skete der er skift, hvori tiden både kunne opfattes som tilbage- og fremadskuende. Man taler om, at tidsopfattelsen gik fra messiansk tid til homogen eller tom tid (Anderson 1987[1983]:30). Helt væsentligt for dette speciales forståelsesramme bliver vigtigheden af denne anden tidsopfattelse, der ifølge Anderson får væsentlig indflydelse på videreudviklingen af printkapitalismen i form af romaner og aviser. Printkapitalismen blev et teknisk instrument for, at kunne repræsentere det forestillede fællesskab som nationen er (Anderson 1987[1983]:30).

13 Opfindelsen og udbredelsen af trykpressen gav helt nye muligheder for et stort antal af mennesker. Hvor man tidligere var begrænset af, at kommunikation krævede en face to face-interaktion, var der med trykpressens fremkomst mulighed for at reflektere over egen situation og samtidig relatere sig til andre på en helt ny måde. Det blev muligt at være fælles om noget, dele de samme oplevelser, uden nødvendigvis at skulle have en fysisk kontakt. I forbindelse med printkapitalismen blev et fælles skriftsprog essentielt for den forestillede fællesskabsfølelse. Anderson ser det nærmest som en forudsætning for, at det nationale fællesskab kan spire. Med et fælles skriftsprog blev det muligt at få skabt en fælles platform for kommunikation (Anderson 1987[1983]:47). Der er her tale om skriftsproget som en både inkluderende og ekskluderende faktor. Inkluderende, fordi det formår at forene et stort antal mennesker, og ekskluderende, fordi det netop kun er de mennesker, der kender koden som forenes. Netop gennembruddet af det fælles skriftsprog som en forenende faktor fik betydning for den masseproducerede avis’ evne som nationssamler. Hver evig eneste dag sidder et stort antal mennesker og får de, stort set, samme informationer på nogenlunde samme tid. Igen kommer Benedict Andersons pointe om det forestillede fællesskab til udtryk, for hvert enkelt avislæser er helt klar over, at der i adskillige andre hjem udføres samme læsende handling, og at der derved opstår et fællesskab. Dog er dette et forestillet fællesskab, i kraft af at alle avislæserne ikke kender hinanden personligt (Anderson 1987[1983]:39). En af de væsentligste pointer for dette speciale er avisens evne til at få udtrykt en samtidighed og et fællesskab, som ifølge Benedict Anderson er en særdeles væsentlig faktor i nationens opbygning.

Grønlands situation som hjemmestyrende, og formodentlig snart selvstyrende, nation kan vanskeliggøre at definere landets position i forhold til nationsteorier som Benedict Andersons, der bygger på staters suverænitet. Selv hvis grønlænderne, som forventet, stemmer ja til den kommende folkeafstemning om selvstyrelov til november 2008, vil Grønland stadig være underlagt den danske grundlov. Som jeg yderligere vil uddybe i kapitel 2, opfører og etablerer Grønland sig dog som en suveræn stat. I den forbindelse er det interessant at inddrage antropologen Anne Knudsens perspektiver angående mikronationer .

Anne Knudsen definerer mikronationer som ”statsløse folk med et særligt territorium …” (Knudsen 1992:150), hvilket for Grønlands vedkommende synes særdeles passende. Trods den danske kolonisering af landet har der aldrig hersket tvivl om Grønlands ”territorium”. I kraft af landets

14 status som ø, dets geografiske placering og indbyggernes etniske fælleshed har Grønland, både for grønlænderne og danskerne, stået som en klar afgrænsning. Knudsens pointe er, at mikronationer i forsøget på at legitimere sig gør brug af samme virkemidler som de suveræne stater også gjorde brug af under deres opbygning af nationen – sprog, landskabet og landets historie bliver redskaber i legitimeringsprocessen (Knudsen 1992:161). Træk, som også er gældende for Grønlands situation, og som jeg vil uddybe nærmere i næste kapitel. Så når jeg alligevel vælger at bruge Anderson som teoretisk grundlag for dette speciale, trods hans fokus på staters suverænitet, gør jeg det med Anne Knudsens ideer om mikronationernes legitimeringsmetoder in mente.

Man kan sige, at Benedict Andersons ideer om bl.a. aviserne kan bruges til at forklare, hvordan pressen som medie kan have en samlende effekt for nationen. Sociologen Jürgen Habermas har i”Strukturwandel der Öffentlicheit” fra 1962 beskæftiget sig med pressen som offentligt rum, samt hvordan medierne interagerer med borgerne og de politiske magthavere. Jürgen Habermas har haft en stor indflydelse på medieforskningen (Brink Lund 2004[2003]:12). I det følgende vil jeg redegøre for hans væsentligste hovedpointer.

Borgerlig offentlighed

Hovedpointen i Habermas’ ideer om borgerlig offentlighed er, at han ser den borgerlige offentlighed som en sfære mellem de private og de offentlige myndigheder, hvor borgerne kritisk kan diskutere væsentlige offentlige anliggender. En væsentlig faktor for skabelsen af den borgerlige offentlighed var fremkomsten af først ugentlige og siden daglige politiske aviser, som opstod i midten af 1600-tallet. I kraft af en øget langdistancehandel udvikledes også nyhedsstrømmen. Man kan tale om, at der opstod en form for litterær offentlighed, som i kraft af en forholdsvis omfangsrig distribution blev en fast bestanddel af borgerskabets hushold. Herved skabtes grobund for en oplyst borgerlighed, som kunne være medvirkende til en udvikling af en kritisk offentlig sfære (Habermas 1989[1962]:24). Derudover blev disse nye presseorganer (den litterære offentlighed) hurtigt set som en måde at videreformidle viden fra de statslige apparater og blev derved forløberen for, hvad Habermas opfattede som en politisk offentlighed (Merkelsen 2006:160).

15 Omkring 1700-tallet opstod der i de større byer som Paris og London kaffehuse, klubber og saloner, hvor diskussioner og debatter kunne og blev udfoldet. Som udgangspunkt var det de intellektuelle, der debatterede kunst og litteratur, men efterhånden kom disse samlingssteder også til at huse håndværkere og butiksejere, der deltog i diskussioner og debatter, der efterhånden også kom til at omhandle økonomi og politik (Habermas 1989[1962]:33).

Habermas mener, at den borgerlige offentlighed udsprang af borgerskabets kapitalistiske interesse og ønske om at kunne præge de politiske magthavere og derved få mere politisk indflydelse. Og dette blev gjort gennem en åben og fri meningsudveksling, som skabte en dialog mellem offentligheden og magthaverne. Den borgerlige offentligheds kritiske ræsonnement blev en legitimering af magthaverne. Det var i dette sociale rum, at magthavernes udspil, eksempelvis lovgivning, blev diskuteret. Forudsætningerne for, at den borgerlige offentlighed kunne opstå, var bl.a., at der i samfundet fandtes en frihed til at kunne samles og ytre sig frit. Under offentlighedens udvikling skete der en forvandling, hvor skellet mellem samfund og stat samt det private og offentlige udviklede sig, hvilket Habermas ser som en forudsætning for udviklingen af den borgerlige offentlighed (Habermas 1989[1962]:142). Den private sfære var en sfære, som det offentlige ikke havde bemyndigelse til at blande sig i. Når folk som enkeltpersoner samledes, udvikledes den borgerlige offentlighed som et rum mellem stat og det borgerlige samfund, men stadig som en sfære, der var knyttet til og udsprunget af den private sfære (Habermas 1989[1962]:141).

Ifølge Habermas undergår den borgerlige offentlighed en strukturforvandling, der til sidst undergraver dens oprindelige struktur og formål (Habermas 1989[1962]:140). Undergangen skyldes netop en forandring i forholdet mellem den offentlige og private sfære (Habermas 1989[1962]:143). Med den borgerlige offentligheds tilknytning til den private sfære, som ifølge Habermas blev brudt, forsvandt grundlaget for den kritiske offentlige menings legitimering af de politiske magthavere (Habermas 1989[1962]:142). Man kan tale om, at der sker en afprivatisering af den private sfære og den intimitet, som førhen var en grundsten i den private sfære, blev nu en perifer bestanddel.Hvor borgerskabet førhen typisk havde brugt sit private liv på beskæftigelse og familie, blev familien endnu mere privatiseret, og beskæftigelsen endnu mere offentlig (Habermas 1989[1962]:152). Familiens lønindkomst blev nu en forudsætning for familiens fritid. I kraft af den private sfæres tvedeling blev familien i højere og

16 højere grad gjort til forbrugere, hvilket betød, at den sfære, hvori det politiske engagement lå, i stedet bliver til et forbrugersamfund. Så fra at være borgere går familien i højere grad over til at være forbrugere (Habermas1989[1962]:156). Dermed ikke sagt, at borgernes evne til at ræsonnere og kritisk diskutere forsvinder, men det bliver gjort i en anden form end den borgerlige offentligheds oprindelige form. Borgernes offentlige diskussioner bliver nu til styrede podiumsdiskussioner i medierne. Hvor disse diskussioner førhen havde en offentlig substans, bliver de nu, ifølge Habermas, ikke andet end eksempler på personlige uoverensstemmelser (Habermas 1989[1962]:164). Det er kombinationen af økonomiske forandringer, og at skellet mellem den offentlige og den private sfære formindsket, der gør, at den borgerlige offentlighedsmodel, som Habermas præsenterer, undermineres.

En medvirkende faktor til denne strukturforvandlig er ifølge Habermas, at pressen, som han opfatter som en af den borgerlige offentligheds institutioner, undergår en forandring. Pressens rolle som et politisk instrument bliver i stedet til et kommercielt instrument (Habermas 1989[1962]:181). Når mediernes rolle i den borgerlige offentlighed – som skal forstås som den legitimerende kraft bag den politiske magt – undergraves, står medierne tilbage som et underholdende kommercielt medie for masserne. Medierne bliver altså ikke længere et medium for befolkningens interesser, men et medie som viderebringer andres interesser over for befolkningen (Habermas 1989[1962]:200). Den borgerlige offentlighed med pressen som et instrument har derved mistet sin funktion som medie for legitimering af statsmagten. Habermas er siden bl.a. blevet kritiseret for sit ensidige fokus på borgerskabet som dét forum, hvorfra den borgerlige offentlighed udsprang, hvilket tilsidesætter f.eks. kvinder og andre samfundslag. Men på trods af dette står hans teori i dag stadig som et væsentligt værk.

I det ovenstående har jeg redegjort for dele af Bourdieus begrebsunivers, samt hvorledes medierne i Jürgen Habermas’ teori om borgerlig offentlighed bliver et instrument i legitimeringen af de politiske magthavere. Desuden har jeg beskæftiget mig med, via Benedict Anderson og Anne Knudsen, hvordan en nation kan opfattes. I det efterfølgende kapitel vil jeg redegøre for, hvorledes Grønland legitimerer sig som nation.

17 2. Grønland som nation – et kulturelt og politisk fællesskab

For at få en forståelse af, hvilke processer som er medvirkende til udviklingen af en nation, og for at få sat analysen af det grønlandske journalistiske felt ind i en kontekst, vil jeg i det følgende redegøre for udviklingen af den grønlandske nation med fokus på de kulturelle og politiske aspekter af fællesskabet. Derefter vil jeg sætte fokus på strukturen i hjemmestyret, de politiske partier samt fremhæve enkelte demokratiske udfordringer for det grønlandske samfund.

En væsentlig faktor for, at en stor gruppe af mennesker skal føle en samhørighed, er udviklingen af et fælles skriftsprog (Anderson 1987[1983]:47). Med missionæren Samuel Kleinschmidts standardisering af det grønlandske skriftsprog i 1851 blev grobunden lagt for et fælles vestgrønlandsk modersmål. I midten af 1800-tallet var det grønlandske skolevæsen allerede godt etableret, hvilket betød, at en stor del af den grønlandske befolkning allerede på dette tidspunkt kunne læse og skrive grønlandsk (Dahl 1986:17). Dette fik betydning for udgivelsen af den første landsdækkende avis, Atuagagdliutit, i 1861. Den udkom godt nok kun en enkelt gang om måneden i Nuuk. I resten af Grønland blev aviserne samlet og udsendt en gang om året. Hvor at befolkningen tidligere var knyttet til sin lokale identitet, blev der med udbredelsen af Atuagagdliutit mulighed for at reflektere over egen og andres situation. Bosætningen i Grønland var dengang meget spredt, og massekommunikationen var endnu i sin spæde start. Dette har muligvis gjort det sværere at få skabt et fælles rum, hvor grønlændere kunne debattere. I den forbindelse spillede aviserne Atuagagdliutit og Avangnâmio K en væsentlig rolle. I årene 1911-1920 var der i begge aviser en debat kørende om, hvad som konstituerede en ”rigtig grønlænder”. At debatten kørte over så mange år, skyldtes, at aviserne jo oftest kun kom i ét samlet format én gang om året. Men dét, at der var et fælles medie, i et sprog, de fleste kunne læse, fik en væsentlig betydning for kommunikationen grønlænderne imellem. De havde nu mulighed for at deltage i en fælles diskussion, som på mange måder gjorde afstanden mellem befolkningen mindre og derved havde en samlende karakter. Samtidig fik grønlænderne mulighed for via aviserne at få skabt et frit diskuterende socialt rum, hvor holdninger kunne udveksles, og nye meninger kunne opstå.

I samme periode som standardiseringen af det vestgrønlandske skriftsprog oprettedes også seminarier, som skulle uddanne nationalkateketer. Uddannelsen af disse var i høj grad også

18 medvirkende til at få fokus på nationalfølelsen. Her blev der i undervisningen især lagt væk på det særligt grønlandske: sproget, folket, naturen og landet (Thuesen 1988). Med udbredelsen af det grønlandske skriftsprog og følelsen af et kulturelt fællesskab opstod også de første grønlandske romaner. I 1914 udkom den første grønlandske roman, ”Sinnattugaq”, og samtidig udvikledes også en stor sang og salmetradition, som var med til at vække den grønlandsk nationale følelse. I forbindelse med seminariernes opståen og udgivelsen af Atuagagdliutit begyndte grønlænderne at betegne sig selv som ”kalaallit” – grønlændere. Samtidig med at de refererede til deres land som ”Kalaallit Nunaat” – grønlændernes land (Thuesen 1988:161). En klar indikation af, at der på daværende tidspunkt var udviklet en forestilling om et fællesskab. Grønlænderne opfattede sig selv som en samlet gruppe med et fælles land. Den grønlandske nation blev i denne periode skabt omkring, under stærk indflydelse af den danske kolonipolitik og KGH, det grønlandske fangererhverv samt grønlandsk kultur og sprog (Thomsen 1988:28).

Sideløbende med udviklingen af det kulturelle fællesskab blev der også gjort en indsats for at få udviklet et politisk fællesskab. På denne front var den danske inspektør H.J. Rink og seminarielærer Samuel Kleinschmidt som i midten af 1800-tallet var medvirkende til at få oprettet det første politiske fællesskab, hvor også grønlændere havde sæde. Dette organ fik navnet Forstanderskaberne og var et forsøg på at få grønlænderne indlemmet i en form for lokalt styre (Thorleifsen 1999:227). I starten af 1900-tallet blev det politiske fællesskab i Grønland yderligere udbygget, da der blev oprettet kommuneråd og to landsråd. Til kommunerådene kunne kun vælges grønlændere, og derfra blev repræsentanter til landsrådene udvalgt. Oprettelsen af landsrådene var i høj grad med til at få inddraget den grønlandske befolkning yderligere og derved få udbygget det kulturelle fællesskab til også at omfatte et mere komplekst politisk fællesskab (Thomsen 1988:32).

Allerede inden anden verdenskrig var det kulturelle fællesskab, med fælles sprog, litteratur, sange og presse, godt konsolideret som en fælles grønlandsk national bevidsthed. Grønlands afsondring fra Danmark under krigen var medvirkende til at få skabt en trang hos grønlænderne til at få udbygget det grønlandske politiske fællesskab (Boel & Thuesen 1993:56).

19 Resultatet af anden verdenskrig og denne trang til mere selvbestemmelse fra grønlændernes side resulterede i en grundlovsændring i 1953 og var på mange måder en medvirkende faktor til udviklingen af det, som skulle ende ud med hjemmestyreordningen i 1979.

Særdeles interessant for dette speciale er den mediemæssige udvikling, som ses under og i kølvandet af anden verdenskrig. Under krigen blev den dansksprogede avis Grønlandsposten, som senere fusionerede med Atuagagdliutit, oprettet med Christian Vibe som redaktør. Samme Vibe startede sammen med redaktøren af Atuagagdliutit, Kristoffer Lynge, på opfordring af administrationen i Grønland en grønlandsk radio – Grønlands Radiofoni. Formålet fra administrationens side var at komme rygtesnak til livs samt bl.a. få udbygget fællesskabsfølelsen indbyrdes i den grønlandske befolkning. Grønlænderne og danskerne i Grønland var under krigen afsondret fra danske aviser og dansk radio og var særdeles begejstret for de nye tiltag (Boel & Thuesen 1993:53). Man kan sige, at krigstiden og tiden lige efter bød på nye og andre fællesskaber for grønlænderne, både politisk og mediemæssigt. Oprettelsen af Grønlands Radiofoni, hvor der blev transmitteret nyheder, musik og underholdning, havde en rækkevidde, som gjorde, at den kunne høres uden for Nuuk-Maniitsoq-Frederikshåb-området. Udsendelserne blev retransmitteret på en ulovlig bølgelænge fra Qeqertarsuaq, som gjorde, at den, i hvert fald om vinteren, kunne høres over næsten hele landet. Da denne ulovlige form for transmission blev lukket ned i 1955, var det til højlydte protester fra lytterne. Resultatet blev, at der blev bevilliget penge til at få udbygget radiofonien. Et par år efter i 1958 blev de første radioudsendelser fra Grønlands Radio transmitteret via det nye sendebånd (KNR u.å.). I kapitel 4 vil der komme en fyldigere redegørelse af Grønlands Radio/KNR.

På den politiske front blev kendetegnet for efterkrigstiden en tid præget af modernisering og forandring. Med indlemmelsen af Grønland i det danske rige fik også grønlænderne sæde i det danske folketing. Grønland var på daværende tidspunkt inddelt i to valgkredse, nord og syd, og de to nye folketingsmedlemmer blev valgt ind ved et direkte valg. Samtidig blev de to landsråd sammenlagt til ét, hvilket betød, at Grønland for første gang havde ét politisk samlingspunkt (Skydsbjerg 1999:18). Dog var landsrådet ikke en besluttende myndighed, men fungerede nærmere som et rådgivende organ. Selv om grønlænderne i denne periode fik flere muligheder for at deltage i

20 det politiske liv via kommunalbestyrelser, landsråd og det danske folketing, var det stadig den danske stat, som sad med den altoverskyggende magt (Rosing Olsen 2005:81). Indlemmelsen af Grønland i rigsfællesskabet betød, at Grønland i 1950’erne og 1960’erne gennemgik mærkbare forandringer med reformerne G-50 og G-60, som havde til formål at få moderniseret landet. Hvor grønlænderne troede, at indlemmelsen ville betyde mere indflydelse, blev resultatet af disse forandringer, at en stor del af grønlænderne følte sig uden for indflydelse i deres eget land. Moderniseringsreformerne betød, at der var mangel på kvalificeret arbejdskraft i Grønland. Danske håndværkere og embedsmænd blev en stigende befolkningsgruppe i denne periode og fik en betydeligt højere løn end den etniske grønlænder. Disse forhold fik endnu en gang skudt forestillingen om lighed mellem grønlænderne og danskerne i sænk. I 1960’erne begyndte unge grønlændere at forme et oprør, som bl.a. italesatte det at være grønlænder som et særegent folk med egen kultur, sprog og traditioner. Denne fremhævning blev gjort, da de mente, at for at kunne indgå i et ligeligt forhold med danskerne var det nødvendigt at være sig sin egen særegenhed bevidst (Skydsbjerg 1999:22). Dette standpunkt blev yderligere udbygget i tiden frem mod hjemmestyrets indførelse. Hvor grønlandskheden omkring og før år 1900 især blev projiceret over i fangererhvervet, blev det at være grønlænder i årtiet op til indførelsen af hjemmestyret især sat i kontrast til det at være dansker. At italesætte sig i forhold til andre nationalkarakterer synes at være karakteristisk for nationer som Grønland, jf. Anne Knudsen ideer om mikronationer (Knudsen 1992:163). Der foregik en heftig diskussion af, hvad der definerede en ”rigtig grønlænder”, og mange grønlændere var bange for, at den grønlandske kultur og identitet ville gå tabt i ”fordanskningen” af det grønlandske samfund (Forchammer 1998:15). Derfor blev det ”oprindelige” Grønland, med bl.a. bygderne og fangstredskaber, symboler for den rene grønlandske kultur. Inden den kraftige partipolitiske mobilisering, som for alvor startede i 1970’erne, var der også enkelte forsøg på partistiftelser i 1950’erne og 1960’erne. I 1955 blev Grønlands Socialdemokratiske parti stiftet, som var et parti, der arbejdede for ligestilling i det grønlandske samfund, og som lagde sig tæt op ad det danske Socialdemokratiet. Partiet eksisterede dog ikke i mere end tre år (Rosing Olsen 2005:62). I 1964 blev Inuit Partiiat stiftet som en modreaktion på indførelsen af G-60’s fødestedskriterium. 3 Mange fik den opfattelse, at partiet gerne så en løsrivelse fra Danmark, hvilket absolut ikke var målet. Derimod så partiet gerne et samarbejde, som netop skulle knytte de to befolkningsgrupper i Grønland tættere sammen.

3 Ens fødested blev afgørende for ens aflønning. Som udsendt fik man en højere løn, end hvis man var født i Grønland. Se Henrik Skydsbjerg (1999:22) for uddybning.

21 To af partiets medstiftere var beskæftiget inden for de grønlandske medier: Jørgen Fleischer, chefredaktør på Atuagagdliutit, og Jens Kreutzmann, medarbejder ved Grønlands Radio. I forbindelse med deres partipolitiske arbejde oplevede de begge at blive truet med fyringer. Disse trusler kom hovedsageligt fra medlemmer af landsrådet. Jørgen Fleischer, som var partiets første formand, ønskede ikke at genopstille til formandsposten pga. sit arbejde. Og herefter overtog Jens Kreutzmann posten. De bærende kræfter i partiet forsvandt lige så stille, og efter et par år lukkede partiet ned (Rosing Olsen 2005:110). Som jeg senere vil redegøre yderligere for i dette kapital, er der i det grønlandske samfund nogle særlige forhold, som gør sig gældende. Dette ovenstående eksempel viser bl.a., hvorledes demokratiske principper som friheden til at ytre sig i nogle tilfælde kan sættes under pres. Endnu et parti opstod på tærsklen til 1970. Knud Hertling, den senere grønlandsminister, oprettede i 1969 Sukaq Partiet, som arbejdede for større selvstændighed inden for rigsfællesskabets præmisser. Som de hidtidige partier overlevede Sukaq Partiet heller ikke, men havde ifølge partiets stifter en betydelig indvirkning på mobiliseringen af de kræfter, som senere skulle være føre til indførelsen af hjemmestyret i Grønland (Rosing Olsen 2005:150).

Årene op mod 1979 var præget af et stærkt politisk engagement fra en gruppe af grønlændere, hvis mål var at få øget Grønlands medbestemmelse. I Danmark havde unge grønlandske studerende samlet sig i foreningen Unge Grønlænderes Råd, og i 1970 indkaldte landsrådet til Holsteinsborg- konferencen. En konference, hvor både politikere og de politiske græsrødder deltog. En af udløberne af konferencen var et politisk samarbejde under navnet ”Den ny politik” med Moses Olsen, Lars Emil Johansen og Jonathan Motzfeldt som aktører. Tre herrer, som fik altafgørende betydning for indførelsen af hjemmestyreordningen (Skydsbjerg 1999:24). I forbindelse med Danmarks optagelse i EF viste det sig, at omkring 70 % af de grønlandske vælgere havde stemt nej, hvilket var medvirkende årsag til etableringen af et grønlandsk hjemmestyreudvalg, som skulle formulere grønlændernes ønsker for mere selvbestemmelse. Nogle år senere, i 1975, blev Hjemmestyrekommissionen nedsat, som bestod af både danske og grønlandske politikere. På baggrund af kommissionens arbejde blev hjemmestyreloven udformet. Grønlænderne gik i starten af 1979 til en vejledende folkeafstemning om hjemmestyreloven, og den 1. maj 1979 var hjemmestyret i Grønland en realitet.

22 Det grønlandske hjemmestyre

Når man bruger betegnelsen hjemmestyre, dækker det over den måde, Grønland bliver forvaltet og forvalter sig på politisk. Hjemmestyret, som Grønland fik indført i1979, er opbygget efter en skandinavisk model, som er kendetegnet ved at bygge på et demokratisk grundlag. Der er tale om et repræsentativt demokrati, hvor landets stemmeberettigede borgere vælger repræsentanter til de folkevalgte forsamlinger. Overordnet set er de praktiske strukturer for det grønlandske samfund og hjemmestyrets opbygning demokratiske, og valgene til de folkevalgte forsamlinger foregår under demokratiske forhold (Janussen 2003:51).

Med indførelsen af hjemmestyret i 1979 blev der oprettet nye grønlandskstyrede organer, som overtog kompetenceområder fra den danske stat. Den folkevalgte lovgivende forsamling i Grønland er landstinget. Landstinget udvælger det udøvende organ landsstyret, som i praksis fungerer som Grønlands regering (Dahl 1986:115). Strukturen i hjemmestyret er organiseret i forskellige departementer, som tager sig af hvert sit kompetenceområde. Ganske kort beskrevet ligger hjemmestyrets kompetencer på det indenrigspolitiske område. Dette indbefatter bl.a. skolevæsnet, kirke, kultur, arbejdsmarkeds- og skatteforhold. Som en konsekvens af rigsfællesskabet med Danmark kan statsanliggende områder, som udenrigspolitik, forsvar, valuta, arvemæssige forhold og strafferetsplejen, ikke overgå til hjemmestyret (Dahl 1986:118).

Ud fra et ønske om at udbygge det grønlandske hjemmestyre nedsatte landsstyret i årsskiftet 1999/2000 en selvstyrekommission. Nogle år efter, i 2004, besluttede den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen og landsstyreformand Hans Enoksen at nedsætte en grønlandsk-dansk selvstyrekommission, som havde til opgave at undersøge, hvorledes man kunne udbygge Grønlands selvbestemmelse, men stadig inden for rammerne af rigsfællesskabet. I sommeren 2008 blev denne betænkning overdraget til landsstyreformanden, og de grønlandske borgere skal i slutningen af 2008 til folkeafstemning om en grønlandsk selvstyreordning.

23 Partier i Grønland

Det politiske system i Grønland er bygget op som et flerpartisystem, som hovedsageligt har været koncentreret omkring Siumut, Atassut og Inuit Ataqatigiit (IA). Siumut blev stiftet som politisk parti i 1977 og havde forinden været en særdeles aktiv politisk gruppe. Den var om nogen den drivende kraft i kampen for hjemmestyre og vandt hurtigt gennemslagskraft i den grønlandske befolkning, hvilket bl.a. afspejlede sig i et hurtigvoksende antal lokalafdelinger i især bygderne (Dahl 1986:83). Siumut er et parti med værdier som fællesskab og social tryghed, hvilket udspringer af partiets socialistiske fundament (Skydsbjerg 1999:37). Siumut har været en hovedaktør i det grønlandske landsstyre gennem hjemmestyrets snart 30-årige levetid. Fra første landstingsvalg i 1979 har Siumut sat sig markant på landsstyreformandsposten med Jonathan Motzfeldt, Lars-Emil Johansen og nu Hans Enoksen som landstyreformænd. Som Siumut opstod Atassut også som en politisk gruppe og blev derefter i 1981 stiftet som politisk parti. Den er opstået som et modsvar til Siumut og ligger rent politisk til højre for Siumut. De to partier deler adskillige holdninger, men Atassut synes at være mere moderate. Som udgangspunkt var Atassut skabt på et grundlag, der ønskede en tæt samhørighed med Danmark (Dahl 1986:96). I den modsatte ende af skalaen ligger Inuit Ataqatigiit, som oprindeligt opstod som et parti inspireret af socialistiske tanker i 1978. Det har fra starten arbejdet for et selvstændigt Grønland og har ønsket at få etableret et samarbejde med de andre eskimoiske folk i det cirkumpolare område. Allerede under udviklingen af hjemmestyreideen var IA stærkt kritisk og har hele tiden været fortaler for fuld suverænitet til Grønland (Skydsbjerg 1999:39). De sidste par år har endnu et parti meldt sig på banen. Ved landstingsvalget i 2002 fik det nystiftede parti Demokraterne valgt fem mandater ind, ud af de 31, som der kæmpes om. Partiet er placeret i midten og lidt til højre for midten af den politiske skala. Det er et parti, som henvender sig til byboerne, de unge og nok mere veluddannede. Demokraterne har været ihærdige opponenter i forhold til al snak om nepotisme i Grønland. Som det vil fremgå i analysen af lejer til ejer-sagen, var det parti stærkt kritisk over for embedsmændenes og politikernes boligkøb. Partiet har dog netop i løbet af foråret og sommeren 2008 haft en intern magtkamp, som mundede ud i en ekskludering af partiets stifter og formand Per Berthelsen. Hvor man tidligere har ”målt” partierne ud fra en politisk skala, som jeg har gjort i ovenstående, kan det i dag synes lidt sværere at måle dem på deres højre-venstre-drejninger (Andersen & Tonsgaard 2003:60).

24 I løbet af hjemmestyretiden har også andre partier forsøgt at melde sig på banen. Bl.a. arbejderpartiet Sulisartut Partiiat, Kandidatforbundet, Akulliit Partiiat, Issittup Partiia og i 1999 kvindepartiet Arnat Partiiat. Adskillige af disse eksisterer ikke mere. I det nuværende landsting sidder også partiet Kattusseqatigiit Partiiat med et enkelt mandat.

Kendetegnende for det partipolitiske liv i Grønland har været stabilitet med Siumut som den gennemgående magtfaktor. Det synes at være svært for nye politiske partier at konsolidere sig i Grønland. De tre førende partier gennem de seneste mange årtier opstod alle i tiden omkring indførelsen af hjemmestyret, hvilket synes at have givet dem en fast grobund hos vælgerne. Det ”nye” parti på banen, Demokraterne, har nu eksisteret i seks år og virker til at have fået fat i den grønlandske vælgerskare. Samtidig har et kendetegn ved partierne i Grønland været, at de er opstået og konstrueret omkring deres holdninger til forholdet mellem Grønland og Danmark, og ikke på grundlag af at ville arbejde for bestemte sociale klasser, som det eksempelvis ses i Danmark. Dette kan muligvis betyde, at de grønlandske vælgere har svært ved at identificere sig med de politiske partier, da de ikke profilerer sig på bestemte partipolitiske sager – ud over deres holdning til forholdet mellem Grønland og Danmark (Andersen & Tonsgaard 2003:60).

Demokratiske udfordringer i det grønlandske samfund

På trods af at det partipolitiske liv i Grønland hovedsageligt har været koncentreret omkring de tre ”gamle” partier og i de sidste seks år også Demokraterne, har de grønlandske vælgere dog haft forskellige valgmuligheder. Dette er væsentligt for et samfund, som bygger på et repræsentativt demokrati. Herved får vælgerne mulighed for at udpege den eller de repræsentanter/politikere, som bedst stemmer overens med vælgerens holdninger. På trods af at forudsætningerne for et demokratisk grønlandsk samfund er til stede, er der dog også visse træk ved det grønlandske samfund og politiske liv, som det er værd at holde sig for øje. I forbindelse med den danske magtudredning blev der samtidig udgivet en artikelsamling, ”Demokrati og magt i Grønland”, hvor der var fokus på eliterne inden for politik, forvaltning og erhvervsliv (Christiansen & Togeby 2003:82). Når jeg bruger ordet elite , skal det forstås som personer, som yder en stor indflydelse i samfundet. Det er en gruppe af mennesker, som i kraft af deres kapital har en evne til at hæve sig over deres

25 medborgere. Oftest sidder de i ledende beslutningstagende stillinger og er derved medvirkende til at skabe rammerne for de store linjer i samfundet (Shore 2002:4).

En demokratisk udfordring for det grønlandske samfund kan være, at den samlede grønlandske elite i mange henseender er tæt sammenvævet, hvilket kan give problemer i forhold til ansvarsplacering. Eftersom den grønlandske befolkning er forholdsmæssig lille med et antal på ca. 56.000 mennesker, er elitens rekrutteringsgrundlag nødvendigvis også indskrænket, hvilket giver en øget risiko for magtkoncentration og uafhængighed eliterne imellem. Netop denne sammenvævethed ikke alene i den samlede grønlandske elite, men også generelt i befolkningen, gør, at det kan være svært at opretholde klare afgræsninger mellem den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt – eller hvad der også omtales som ”magtens tredeling”. For at dæmme op for magtmisbrug og nepotisme er det netop vigtigt at opretholde denne klare afgrænsning, hvilket kan have sine problemer i Grønland, grundet samfundets størrelse (Adolphsen 2003:37). Især er hjemmestyret præget af – bl.a. grundet dets store andel i det grønlandske erhvervsliv – at være en væsentlig magtfaktor. En stor del af den grønlandske økonomi er offentligt styret, samtidig med at mange af bestyrelserne er udpeget politisk (Winther 2003:11). De grønlandske politikere står ofte anklaget for at være plaget af netop nepotisme og for at pleje lokale interesser. I den senere tid er der kommet betydeligt mere fokus på denne problematik, i foråret 2008 blev der afholdt en konference i Nuuk, som netop havde nepotisme og korruption i Grønland på programmet. Denne konference vil blive yderligere omtalt i forbindelse med analysen af det grønlandske journalistiske felt.

En mulig forklaring på denne tendens til at pleje partifæller og lokale interesser kan findes i opbygningen af det forholdsvis nye politiske system i Grønland. Indtil 1975 sås en helt anden form for politisk struktur, som havde svært ved at bide sig fast i et Grønland på vej mod nye politiske tider. Før tiden optil hjemmestyret var det sociale og politiske liv præget af et meget fleksibelt alliancesystem, som muliggjorde at pleje sine interesser i et frigjort netværk (Dahl 1985:180). Med den nye politiske struktur kolliderede de partipolitiske alliancer ofte med tidligere tiders sociale alliancer (Dahl 1985:172). Man kan sige, at for den ”nye” politiske struktur i Grønland var det vigtigt at få inkorporeret tidligere tiders alliancer i en ny struktur baseret på politisk legitimitet. Dette mundede ud i, at de partipolitiske tilhørsforhold i høj grad også blev bestemmende for andre sociale grupperinger og alliancer. Et kendetegn ved det grønlandske politiske liv har været en

26 opdeling i to store grupperinger – Siumut og Atassut. Netop denne opdeling af befolkningen synes også at have haft en vis afsmittende effekt på de sociale relationer (Dahl 1985:183). Samtidig er det værd at bemærke, at der til landstingsvalget i 1999 var en særdeles høj procent af vælgerne, som valgte at sætte et personligt kryds frem for at stemme på et parti. Hele 97 % satte et personligt kryds. Ved folketingsvalget i 1998 i Danmark var det knap halvdelen af vælgerne, som valgte en personlig kandidat (Andersen & Tonsgaard 2003:68). Man kan måske tale om, at disse tidligere alliancestrukturer har givet en vis gensidig effekt, som kommer til udtryk i både det sociale og politiske liv. Dette fasttømrede netværk kan muligvis ses som grobund for den opfattelse af nepotisme og indspisthed, som de grønlandske politikere ofte har været beskyldt for. Konsekvensen af denne sammenvævethed, i især det grønlandske politiske felt, gør, at forestillingen om det demokratiske samfunds velafbalancerede magtforhold kan sættes under pres.

Den grønlandske befolknings valgdeltagelse er præget af at være relativt høj og stabil. Der findes ikke umiddelbart nogen indikationer af, at de grønlandske vælgere føler hverken politisk afmagt eller føler sig fremmedgjort politisk (Andersen & Tonsgaard 2003:67). Den koncentration af magt, som der ses i den grønlandske elite, ses der også indikationer af i den grønlandske vælgerskare. I forhold til de andre nordiske lande kan man tale om, at der blandt de grønlandske vælgere ses en skæv fordeling af den politiske magt. Med politisk magt menes der her vælgernes evne til at bruge deres stemme. Blandt en forholdsvis stor del af de grønlandske vælgere synes der at være en udbredt ”politisk fattigdom”. 4 Dette skal bl.a. ses som en konsekvens af den stigende ulighed i det grønlandske samfund. I forhold til andre nordiske lande er der i Grønland en forholdsvis stor skævvridning i befolkningens ressourcer. Her tænkes bl.a. på indkomst, uddannelse, stilling, geografiske placering, erhverv, civilstand – kort sagt de vilkår, man lever under. Denne politiske fattigdom blandt nogle af de grønlandske vælgere kan på længere sigt være en trussel mod demokratiet i Grønland, da den kan resultere i en yderligere lavere politisk deltagelse og derved skævvride magtfordelingen blandt vælgerne endnu mere (Andersen & Tonsgaard 2003:77).

På trods af at Grønland ikke er en suveræn stat har den grønlandske nation gjort brug af de samme legitimeringsmekanismer som de suveræne stater. Det tidlige fælles skriftsprog, fokuseringen på

4 Politisk fattigdom er karakteriseret ved, ”at output fra det politiske system er fordeling af goder og social kontrol. Herved skabes der sociale uligheder, der forstærkes i det samfundsmæssige system, og yderligere stilles vælgerne ulige med hensyn til at stille krav til det politiske system” (Andersen & Tonsgaard 2003:69).

27 landskabet, kultur og sprog samt udviklingen af presseorganer som avis og radio har været medvirkende til udviklingen af den grønlandske nation. Da hjemmestyreordningen blev indført i Grønland valgte man at opbygge de styrende organer efter en nordisk model. I kraft af at Grønland stadig er en del af rigsfællesskabet har nationen ikke fuld suverænitet. Men organerne omkring den grønlandske nation er opbygget, som det ses hos suveræne stater, og fungerer også som hos de suveræne stater.

28 3. Analyse – Det grønlandske journalistiske felt, med særligt fokus på lejer til ejer-sagen 2007-2008

I analysen af det grønlandske journalistiske felt vil jeg lade mig inspirere af Bourdieus tanker om feltbegrebet. Som jeg skrev i kapitel 2, er Bourdieu af den opfattelse, at hans begrebsunivers som sådan ikke skal forstås som en fast analyseramme. Begreberne skal opfattes som inspirerende værktøjer, som hele tiden skal tages op til overvejelse og tilpasses ens overordnede mål. Jeg har valgt at inddele min analyse af feltet i to dele. Første del er en præsentation af det grønlandske journalistiske felt, og anden del er en analyse af en specifik case: lejer til ejer-sagen.

I min første del af analysen vil jeg i henhold til specialets overordnede mål derfor rette fokus mod de aktører, som jeg finder relevante, dvs. den landsdækkende grønlandske presse. Der findes tre landsdækkende medier i Grønland; de to aviser, AG/Grønlandsposten – som fremover vil blive omtalt som AG – og Sermitsiak, samt den landsækkende tv-/radiostation KNR. Som jeg har skrevet tidligere, er internettet også et landsdækkende nyhedsmedie, som er i hastig fremgang. I dette speciale vælger jeg dog at rette fokus mod de mere ”traditionelle” medier som aviser og tv/radio. I henhold til Bourdieus ideer om felt som en form for analyseredskab er det vigtigt at undersøge feltets etablering. Min fremstilling af medierne som aktører vil derfor blive en historisk fremstilling. En af Bourdieus hovedpointer er at se disse felter som relationelle. Det er derfor vigtigt, for at få et overordnet billede af feltets struktur, at undersøge, hvorledes de forskellige presseorganer forholder sig til hinanden. En avis eller tv-station kan måske synes uforandret, men kan principielt have undergået en væsentlig forandring i kraft af en ændring i position i det journalistiske felt, hvor det kan have vundet eller tabt symbolsk kapital (Bourdieu 1998[1996]:48). I den forbindelse vil jeg samtidig lave en kvantitativ analyse og komparation af de to avisers indhold. Som bekendt er min historiske analyseramme tiden fra hjemmestyrets indførelse og til i dag. Analysen vil derfor tage udgangspunkt i årene 1980 og 2008. Målet med den kvantitative analyse er at få et billede af avisernes profiler samt få et billede af de to organers indholdsmæssige udvikling.

Ud over de tre landsdækkende medier vil jeg inddrage den grønlandske journalistuddannelse og de grønlandske journalisters fagforening. For at få afdækket det journalistiske felt mener jeg, at det er relevant at inddrage disse to institutioner. Journalistuddannelsen, fordi det her vil fremgå, hvilke

29 forestillinger og krav der sættes til en nyuddannet journalists kompetencer. Og med hensyn til journalisternes fagforening vil jeg især fokusere på, hvilke kriterier de vægter, når de uddeler priser til deres medlemmer. Dette mener jeg vil kunne fortælle noget om, hvilke forventninger og kompetencer branchen stiller til sig selv. I forbindelse med lejer til ejer-sagen kommer journalisternes fagforening til at spille en rolle, hvilket også har betydning for, hvorfor jeg har valgt at få denne afdækket i analysens første del.

I dette speciale er det mit ønske at undersøge betydningen af en national presse i forhold til nationsopbygningen i Grønland. Den teoretiske forståelsesramme bygger bl.a. på Habermas og hans ideer om borgerlig offentlighed, hvor pressen som institution, i sin normative form, bliver en form for legitimering af de politiske magthavere. I min Bourdieu-inspirerede analyse vil de politiske magthavere i Grønland derfor have en fremtrædende rolle. Efter at have redegjort for aktørerne i det journalistiske felt vil jeg derfor fremstille min opfattelse af relationen mellem det journalistiske felt og det politiske felt – hvordan de placerer sig i forhold til hinanden og det overordnede magtfelt.

Analysens anden del bliver en analyse af lejer til ejer-sagen. Denne case har jeg valgt, fordi den er et godt eksempel på det spil og de kampe, som udfolder sig mellem det politiske felt og det journalistiske felt. En mere detaljeret fremgangsmetode for analysen af lejer til ejer-sagen vil jeg redegøre for efter analysens første del.

AG

AG, som udkom for første gang den 1. januar 1861, var den første grønlandske avis og samtidig også den første eskimoiske avis i verden (Duelund 1985:76). Udgivelsen skete på foranledning af den danske inspektør Heinrich Rink, som ønskede, at grønlænderne skulle have deres egen avis. At det var ment og også blev et grønlandsk medie, blev understreget af, at avisen udkom på grønlandsk og var grønlandsk styret af redaktøren Rasmus Berthelsen og den tekniske assistent Lars Møller. I 1874 overtog Lars Møller redaktørposten og blev der indtil 1922. AG var de første mange år af en mere underholdende end egentlig nyhedsformidlende karakter med bl.a. fangsthistorier og personlige skildringer. Fra 1874 blev der regelmæssigt trykt 12 numre om året, som blev hæftet og derefter udsendt én gang om året til bygderne. Oplaget var ikke på mere end et par hundrede de første år, men da Lars Møller i 1922 gik af som redaktør var oplaget nået op

30 på 2000 eksemplarer (Oldendow 1957:112). Dette er imponerende, i forhold til at Grønlands befolkning på dette tidspunkt bestod af ca. 14.000 grønlændere (Det Statistiske Departement 1923:24). AG udviklede sig langsomt til at blive en avis i mere traditionel forstand, med vægt på nyhedsaktuelle artikler om sociale, politiske, kulturelle og erhvervsmæssige forhold. I 1922 overtog Kristoffer Lynge redaktørposten, og senere hen blev udgivelsesfrekvensen øget til 24 årlige numre (Oldendow 1957:122). At Grønland med tilblivelsen af AG havde fået en helt igennem grønlandsk avis, hersker der ingen tvivl om. Men at Grønland på daværende tidspunkt stadig var en dansk koloni havde også sin indvirkning på AG. Indtil 1927 var bladet underlagt censur, hvilket vil sige, at den danske inspektør skulle have alle artikler til gennemlæsning – på dansk (Fleischer 1980:28). Om det havde nogen egentlig betydning for indholdet i avisen melder historien intet om. I 1952 blev den dansksprogede avis Grønlandsposten og AG fusioneret. Under anden verdenskrig, hvor Grønland var afsondret fra Danmark, blev Grønlandsposten etableret i 1942 med den danske redaktør Christian Vibe i spidsen. Nogle år efter krigen blev det besluttet, at AG og Grønlandsposten skulle slås sammen til en dobbeltsproget avis, som skule udkomme hver 14. dag (Duelund 1985:77). I det hele taget blev denne periode skelsættende for AG. For første gang i avisens levetid fik den en dansksproget redaktør, den overgik fra at være gratis til nu at koste penge, og samtidig blev også annoncer indført (Fleischer 1980:40). I 1962 bliver det igen en grønlænder, journalisten Jørgen Fleischer, som blev redaktør, og denne post besad han i de følgende 25 år. Fra 1974 begyndte avisen at udkomme ugentligt (Duelund 1985:77). Et par år inden indførelsen af hjemmestyret blev AG en selvejende institution med egen bestyrelse (Fleischer 1980:42).

I dag udkommer AG 2 gange ugentligt. En tirsdagsudgave som hovedsageligt er nyhedsorienteret med et sideantal på 24-32 sider, samt en udgivelse om torsdagen med 32-48 sider. Denne udgave er både nyheds- og weekendavis. Avisen udkommer i et oplag på ca. 4000 eksemplarer (Grønlands Statistik 2007: 515), og koster 20 kr. Avisens journalistiske medarbejdere består af en ansvarshavende redaktør, samt en redaktion på 5 medarbejdere. AG har også en Danmarks-redaktion bestående af en medarbejder. På den økonomiske side kom AG ud af 2007 med et overskud på ca. 250.000 kr. Bladets egenkapital var på 2,8 mio kr.

31 Sermitsiak

Grønlands 2. landsdækkende avis Sermitsiak startede i maj 1958 som et lokalblad for Nuuk. I den første tid bestod Sermitsiak af 3 medarbejdere. Avisens navn henviser til det velkendte fjeld i Nuuk, Sermitsiak, og var i starten en ren grønlandsksproget avis. Allerede ½ år efter avisens start, blev avisen dobbeltsproget. Den grønlandske journalist Jørgen Fleischer, som på daværende tidspunkt også var tilknyttet radioavisen og den landsdækkende avis AG, blev chefredaktør. Udover Jørgen Fleischer bestod redaktionen af Einer Kreutzmann, Jens Kreutzmann, Mathæus Abrahamsen og en ung dansk journalist Anders Kjær. Det var sidstnævnte, som var primus motor for at få Sermitsiak dobbeltsproget. Avisen var i mange år bygget op omkring frivillig arbejdskraft, og først i 1980 blev den landsdækkende. Den udkom dengang en gang om ugen og som AG blev Sermitsiak også en selvejende institution med lønnede arbejdskraft. Det var under redaktøren Peter Sjölin, at Sermitsiak blev landsdækkende. Senere blev denne post overtaget af Hagen Højer Christensen. Avisen har, som AG, altid fremstået som uafhængig af partipolitik, men fik samtidig under Hagen Højer Christensens faner ry for at være stærkt kritisk over for hjemmestyret. I 1990 blev Poul Krarup redaktør, hvilket han stadig er i dag. Af avisens andre aktiver kan det nævnes, at den i 1989 købte Nuuk ugeavis, som blev startede nogle år efter, at Sermitsiak overgik til at være landsdækkende. Grønlands første magasin for kvinder Arnanut er også en del af Sermitsiak, og har netop eksisteret i 5 år. Samtidig har Sermitsiak satset stærkt på deres netbaserede avis www.sermitsiaq.gl som opdateres løbende.

Hvor AG udkommer to gange ugentligt, har Sermitsiak en ugentligt udgivelse om fredagen. Avisens oplag er på ca. 4500 eksemplarer (Grønlands Statistik 2007: 515), og koster 25 kr. Avisens personale består af ansvarshavende redaktør, en 8 mand stor redaktion, samt en journalistelev. Avisen kom ud af 2007 med et underskud på 330.000 kr. men har, i forhold til AG, en væsentlig højere egenkapital på 12,3 mio. kr. Underskuddet hos Sermitsiak skyldes hovedsageligt deres netaktiviteter.

32 Samarbejde

For at kunne deltage i ”spillet” i det journalistiske felt er en vigtig ressource den økonomiske kapital. Som de to eneste landsdækkende aviser er AG og Sermitsiak i skarp konkurrence om læserne – og med de let tilgængelige daglige nyhedsopdateringer på internettet. Udover www.sermitsiaq.gl er der bl.a. også www.knr.gl og www.webavisen.gl , som bringer daglige opdateringer. I sommeren 2007 kom det frem, at de to avisers bestyrelser havde mødtes angående et fremtidigt samarbejde. Samarbejdet skulle have karakter af et økonomisk og teknisk samarbejde med fælles administration, bogholderi, salg og markedsføring. Men den redaktionelle linje skule fortsat være adskilt. Begrundelsen for at den redaktionelle linje skulle holdes adskilt, og at de to aviser stadig skulle fremstå som individuelle er interessant. I en fælles udtalelse skrev de to avisers bestyrelsesformænd:

” Samarbejdet skal bidrage til, at bladenes redaktionelle kvalitet – trods hjemmestyrets aftrapning af portostøtteordningen – kan fastholdes og samtidig sikre, at der fortsat er to politisk uafhængige mediehuse, der som opinionsdannere kan være med til at udvikle og udbygge folkestyret her i landet” (Holmsgaard 2007a:2).

Ifølge de to bestyrelsesformænd er der altså en sammenhæng mellem en politisk fri uafhængig presse og udviklingen af demokratiet i Grønland. I forhold til Habermas’ ideer om borgerlig offentlighed kan man sige, at de to aviser ser sig som dét rum hvorfra kritisk diskussion af offentlige anliggender kan udgå. Og de er derved med til at sikre og udvikle demokratiets overlevelse. En anden konklusion jeg vil drage ud af dette citat er, at de to aviser også er optaget af at bevare et flersidet landsdækkende pressefelt. Dette tror jeg bunder i et ønske om, at der skal være så bredt et spektrum som muligt, så borgerne har mulighed for at vælge ”deres” medie. Samt det giver en dynamik for aviserne selv at have en modspiller. Et vigtigt omdrejningspunkt for samarbejdet synes samtidigt at være at sikre en forsat høj indtægt på annonce- og reklamekontoen, hvor aviserne presses af internettet (Holmsgaard 2007b:13). Samarbejdet mellem de to aviser blev dog aldrig til noget. I december 2007 kom det frem, at Sermitsiaks bestyrelse havde afbrudt forhandlingerne med AG (Holmsgaard 2007c:10).

33 PÅ trods af at AG’s bestyrelsesformand Ole Kielmann Hansen forsikrer at ingen af aviserne lider nød, giver det et billede af hvor afhængige aviserne er af deres reklameindtægter. Samtidig viser denne tale om et økonomisk og teknisk samarbejde, at aviserne på længere sigt har nogle bekymringer om, hvorledes deres medie skal overleve presset og konkurrencen fra andre medier.

Komparation af AG og Sermitsiak

I det følgende vil jeg lave en mindre kvantitativ analyse af indholdet i AG og Sermitsiak for at få et billede af, hvordan de vægter deres indhold. Jeg vil i analysen tage udgangspunkt i to tidsperioder. 1980, som er det år hvor Sermitsiak blev landsdækkende. Dette år er samtidig også valgt, da det ligger tæt på min tidsmæssige afgrænsning, som er indførelsen af hjemmestyret i Grønland. For at få et nutidigt billede af aviserne har jeg også valgt at lave en analyse i 2008, hvilket samtidig gør det muligt for mig at se om der er sket en udvikling af indholdet i aviserne i tiden under hjemmestyret.

Metode

I den kvantitative analyse har jeg taget udgangspunkt i uge 7 i 1980 og 2008. 5 Denne periode er valgt ud fra et ønske om ikke at havne midt i en valgkamp - både kommunalvalg, landstingsvalg og folketingsvalg. Hvor det er min forventning, at avisernes indhold i høj grad vil være præget af dette. For at få så repræsentativ en analyse som muligt, har jeg også forsøgt at finde en periode uden nogle større nationale arrangementer. Eksempelvis er det min opfattelse, at et arrangement som Arctic Winter Games plejer at fylde godt op i spalterne, når det står på.

Min metode til denne kvantitative analyse har været, at gennemgå aviserne side for side og derved kategorisere og procentvis inddele artiklernes fylde. Den procentvise inddeling sker på baggrund af hvor megen spalteplads artiklerne optager. I 1980 havde begge aviser en ugentlig udgivelse hvorimod, at AG i 2008 har to ugentlige udgivelser. I 2008 har jeg valgt at analysere indholdet af alle AG ugentlige udgivelser og derefter behandle dem, som én samlet udgivelse. Dette gør jeg fordi, at ugens forskellige udgivelser har forskellige profiler. F.eks. har 2008-weekendudgaven ifølge AG hjemmeside en mere kulturel profil end tirsdagsudgaven.

5 AG (1980), Sermitsiak (1980), AG (2008b), AG (2008c) og Sermitsiak (2008)

34 Avisernes sideantal har i perioden været skiftende, som nedenstående tabel 1 viser. I analysen har jeg for hver enkelt avis udregnet den indholdsmæssige procentdel, for hver kategori, ud fra avisens sideantal. Jeg har valgt at afrunde mine resultater, hvilket kan give små og efter min overbevisning, ubetydelige unøjagtigheder.

Tabel 1: Ugentlige udgivelser og sideantal AG Sermitsiak 1980 1 ugentlig udgivelse á 36 sider 1 ugentlig udgivelse á 56 sider 2008 2 ugentlige udgivelser á 24 1 ugentlig udgivelse á 48 sider sider + et selvstændigt erhvervstillæg á 8 sider

Begge aviser er dobbeltsproget. I store træk er alle artikler oversat, men har dog set enkelte eksempler på mindre notitser som kun har været på grønlandsk. Jeg har valgt ikke at skelne mellem grønlandsksproget og dansksproget artikler, da alle stort set er i to-sproget versioner. Samtidig mener jeg at dette har været den letteste måde, at overskue avisernes sider på, da der ofte ses en forskel i hvor stor en procentdel en grønlandsk og selv samme artikel på dansk fylder.

Kategorier

Efter at have kigget aviserne igennem har jeg valgt at kategorisere artiklerne ud fra følgende emner:

- Udenrigsstof Denne kategori omhandler hvad jeg betragter som ”rent” udenrigsstof. Dvs. artikler som ikke har en grønlandsk vinkel. Også danske forhold kommer under denne kategori.

- Lokalstof Lokale forhold eller begivenhed uden national vinkel.

- Nationalstof Artikler der omhandler nationale grønlandske forhold.

- Kultur

35 Omtale af kulturelle arrangementer, bog og plade udgivelser, mode, skildringer af kulturelle personligheder og kulturhistorie.

- Læserbreve/debat Kommentarer og svar fra læserne til interviews og artikler. Herunder hører også politikernes indlæg.

- Reklame Indeholder også informationer fra myndighederne og jobannoncer

- Sport Sportsresultater og artikler om sportspersonligheder. Herunder også tips og lotto

- Erhvervstillæg Artikler om erhverv, der er markeret som sådan.

- Andet Horoskoper, logo/kolofon, tv/radio programmer, lykønskninger, børnesider, konkurrencer, vejr og tegneserier.

Udfordringen ved at kategoriserer ligger i, at de valg man har taget altid er subjektive og til diskussion. Jeg har valgt disse kategorier fordi jeg mener, at de har en evne til at rumme alle avisartiklernes indhold. I det følgende vil jeg begrunde hvilke overvejelser og hvilke problemer jeg har haft i forbindelse med nogle af mine valg af kategorier.

Den største udfordring har været at få defineret ”lokalstof” og ”nationalstof”. Min første tanke var, at have dem samlet under én kategori; ”indenrigsstof”. Men efter nærmere overvejelser valgte jeg at splitte den op, hvilket der er flere årsager til. Sermitsiak startede egentlig som en lokalavis for Nuuk og blev først landsdækkende i 1980. Det jeg gerne vil med denne kvantitative analyse er netop at undersøge hvorledes og om avisernes indhold har udviklet sig. I kraft af, at Sermitsiak blev landsdækkende og at Grønland blev hjemmestyret, er det interessant at undersøge om dette også afspejler sig i avisernes indhold. Man kunne måske forestille sig, at fokus skifter fra det lokale til det mere nationale. Derfor mener jeg, at det er relevant at have kategorierne ”lokalstof” og ”nationalstof”. Problemet med disse to kategorier er dog, at artiklerne ofte kan ligge i en gråzone mellem dem. Jeg har valgt at definere ”lokalstof” som artikler uden en national vinkel. Det skal altså være en lokal

36 begivenhed, som i artiklen ikke er perspektiveret til nationale forhold. Og grænsen er hårfin. For hvad der er en lokalbegivenhed, kan jo sagtens have national interesse uden at der i artiklen er lagt op til en national perspektivering. Det er mit indtryk, som regelmæssig læser af AG og Sermitsiak de sidste par år, at begge aviser ikke beskæftiger sig meget med, hvad jeg har kategoriseret som ”udenrigsstof”. Altså, i min definition artikler som ikke har en grønlandsk vinkel. Det betyder ikke, at aviserne ikke beskæftiger sig med internationale forhold, men det er mit indtryk at det oftest kun er relevant når det har indvirkning på grønlandske forhold. Det kan selvfølgelig være svært at konkludere om jeg har ret i denne påstand ud fra en kvantitativ analyse, men den kan give nogle indikationer af hvorledes udenrigsstof, som jeg har defineret det, bliver prioriteret i aviserne. Som noget helt exceptionelt er der i 2008-udgaven af Sermitsiak et selvstændigt erhvervstillæg. At der, som det fremgår i tabel 2, ikke er erhvervsstof i nogle af de andre avisudgaver, betyder nødvendigvis ikke, at der ikke i disse aviser er erhvervsrelaterede artikler. Men de er ikke markeret som specielle erhvervssider. I kraft af, at de i Sermitsiak har valgt at tilegne erhvervsstof et særligt tillæg, betragter jeg det som et klart signal om, at dette har en særlig prioritet hos dem. En prioritet jeg ikke mener, at have set i nogle af de andre udvalgte udgaver. Derfor mener jeg, at dette berettiger til en egen kategori.

Tabel 2: Kategoriernes procentvise andel af spalteplads fordelt på årstal og avis. 1980 AG 1980 Sermitsiak 2008 AG 2008 Sermitsiak Nationalstof 44 % 16,5 % 34,25 % 27,5 % Udenrigsstof 0 % 0 % 0 % 0 % Lokalstof 4 % 10,5 % 6,75 % 5,25 % Kultur 21,75 % 4,5 % 7,25 % 5,5 % Læserbrev/debat 1,75 % 12,25 % 10 % 12,75 % Reklame 23,5 % 39 % 28,75 % 30,5 % Sport 0 % 5,25 % 8,25 % 1,75 % Erhverv 0 % 0 % 0 % 14 % Andet 5,25 % 12 % 4,5 % 2,75 % I alt 100, 25 % 100 % 99,75 % 100 %

37 I det følgende vil jeg, med udgangspunkt i tabel 2, give en karakteristisk af de væsentligste forskelle i nutidens indhold i de to landsdækkende grønlandske aviser. Samt give et bud på de væsentligste forskelle jeg ser fra avisernes indhold i 1980 og frem til i dag.

Det indholdsmæssige billede af de to aviser i 2008 viser to aviser, som på mange områder vælger at prioritere ens. Kigger man ned over talrækken, er der ikke de store procentmæssige forskelle i indhold. Den væsentligste forskel ligger i Sermitsiaks satsning på ”erhverv”, samt AG’s væsentlige større prioritering af ”sport”. Det der, udover reklamer, bliver brugt absolut mest spalteplads på er ”nationalstof” – Sammenholdt med, at ”udenrigsstof” overhovedet ikke er repræsenteret må nutidens landsdækkende grønlandske aviser siges at være aviser som hovedsageligt beskæftiger sig med grønlandske forhold og ikke med internationale forhold, hvilket bekræfter min formodning. At det er landsdækkende aviser viser sig også i prioriteringen af ”lokalstof” i forhold til ”nationalstof”. ”Nationalstof” optager ca.5 gange mere spalteplads. Hvor nutidens aviser synes at ligne hinanden på den indholdsmæssige side er det tydeligt at se, at der var større variation i indholdet i udgivelserne fra 1980. I stort set alle kategorierne er der en stor forskel i det procentvise indhold. Sermitsiak forekommer langt mere lokal, hvilket jo også har været dens grundlag frem til netop 1980. Dette ses tydeligt i, at den har mere end dobbelt så meget ”lokalstof” som AG, samt at Sermitsiak kun har knap 1/3 af det ”nationalstof” som AG har. Derudover er der en klar forskel i den kulturelle prioritering, hvor AG bringer 4 gange så meget ”kultur” som Sermitsiak. På avisernes prioritering af ”læserbrev/debat” ses også en tydelig forskel. Bemærkelsesværdigt er det også, at ingen af aviserne beskæftiger sig med ”udenrigsstof”. I henhold til forrige afsnits diskussion om vigtigheden af annonce- og reklameindtægter er det interessant at undersøge denne post. Andelen af reklamernes spalteplads er nogenlunde ens for begge aviser. Lidt under 1/3 af avisernes spalteplads er annoncer. I 1980 brugte Sermitsiak en del mere spalteplads på annoncer, hvilket måske kan forklares med, at avisen dengang var mere lokalfunderet og dermed mere interessant for lokale annoncører. Det er tydeligt at se, at der i min analyseperiode sker et skift i måden hvorpå aviserne prioriterer deres stof - især Sermitsiak har i perioden gennemgået en stor forandring. Dette er forståeligt nok, grundet dens skift fra at være en lokalavis til en landsdækkende avis.

38 Min hovedkonklusion på denne analyse er, at de to landsdækkende grønlandske aviser i dag, men også fra hjemmestyrets start, har været aviser med et altoverskyggende fokus på grønlandske forhold. ”Udenrigsstof” har ikke været og er ikke emner som de grønlandske aviser prioriterer højt. At de to aviser har været og er så nationalt funderet er egentlig lidt interessant i forhold til deres selvforståelse som et organ der er med til at ”udvikle og udbygge folkestyret” og derved den grønlandske nation - jf. forrige afsnit om avisernes diskussion af et muligt samarbejde. Ofte er det set at nationer, som Grønland, i forsøget på at legitimere sig og formulere sig selv, gør det ved at sætte sig i kontrast til andre nationer/nationaliteter (Knudsen 1992:163). På baggrund af dette kunne man jo godt forestille sig, at netop mere udenrigsstof i aviserne kunne være medvirkende til at få udbygget forestillingen om den grønlandske nation. Det synes dog at være sådan, i de grønlandske avisers tilfælde, at det bliver avisens evne til at samle nationen indadtil, og ikke distancere sig udadtil, som bliver væsentlig i avisens medvirkende evne til forestillingen om nationen.

KNR

Kalaallit Nunaata Radioa, også omtalt som KNR, blev grundlagt i 1958 som Grønlands første officielle radiostation. KNRs første medarbejdere blev uddannet hos Danmarks Radio i København og i dens første mange år blev den finansielt drevet af den danske stat (Duelund 1985:78). Sendefladen blev fyldt ud med utallige reportager fra rundtomkring i Grønland. Direkte udsendelser fra fodboldkampe og Landsrådsmøder blev der også plads til, samt hørespil og musik (Rosing 1998:23). Hvad jeg betragter som særdeles skelsættende, var skabelsen af den daglige radioavis. Det var nu muligt for et stort antal grønlændere, at få de samme daglige informationer, hvor de førhen var hensat til avisernes ugentlige nyhedsinformationer. I 1971 blev det grønlandske tv-udvalg nedsat. Dette udvalg arbejdede videre på en betænkning fra 1968, som omhandlede de tekniske og økonomiske betingelser for indføring af fjernsyn i Grønland. Samt en betænkning fra 1969 om folkeoplysning i Grønland (Nielsen et al.1983:49). Det var udvalgets opgave, at undersøge de tekniske, juridiske og økonomiske problemer ved at producere grønlandsk tv, samt overveje hvilke målsætninger et sådant medie skulle have. Indtil da havde opfindsomme grønlændere startede private tv-foreninger, som fik piratkopier af danske udsendelser tilsendt. Den første forening blev dannet i 1966 og antallet af foreninger voksede støt i løbet af 1970’erne. Undervejs etablerede de FTV, Fællesforeningen af tv-foreninger i Grønland (Rygaard 2004:167).

39 Det grønlandske tv-udvalg afsluttede i 1975 deres arbejde med betænkningen ”TV i Grønland”. I denne skitserer udvalget forskellige løsningsforslag for tilvejebringelsen af et grønlandsk tv og råder samtidig også til, at Grønlands Radio ikke skulle være en underafdeling af Danmarks Radio, men at samarbejdet mellem disse kunne udbygges gennem samarbejdsaftaler. Samtidig påpeges der også i betænkningen, at ”radiofoni- og fjernsynsvirksomhed skønnes imidlertid at være et så vigtigt samfundsanliggende, at dette kunne motivere en særlig grønlandsk lovgivning herom” (Det grønlandske tv-udvalg 1975:18). Efter mange års forarbejde blev der endelig i november 1982 indført ”samtidigheds-tv” i Grønland. Et af målene med dette nye medie var at få bundet landet bedre sammen. I 1984 havde ca. 65 % af den grønlandske befolkning mulighed for at se de samme tv-programmer, på selv samme tid. Den resterende befolkning fik programmerne tilsendt på bånd (Kleivan & Hjort Nielsen 1984:5). På mange områder var det nye grønlandske ”samtidigheds-tv” i virkeligheden dansk tv. Hovedparten af udsendelserne var danske, og tv-mediet var ikke videre aktualitetsfremmende – eksempelvis blev tv-avisen sendt med en uges forsinkelse, eftersom alle udsendelser først skulle tappes i Danmark, og derefter sendes med fly til Grønland (ibid.:12). Men i forhold til hvorledes tidligere grønlandske tv- forhold havde været, var dette et betydeligt skridt på vejen mod, et nationalt dækkende og aktuelt nyhedsmedie. De første års tv-aktivitet bød på omkring 1500 timers årligt tv, hvor kun ca. 6,5 % af udsendelserne var grønlandsk produceret (Ministeriet for Grønland 1984:109). Herefter er antallet af udsendelsestimer steget stødt og roligt. Den sidste opgørelse fra 2006 viser en sendeaktivitet på 4385 timer, og ud af disse er de ca. 6 % produceret i Grønland (Grønlands Statistik 2007:514). Sendefladen i radioen har altid været mere grønlandskpræget – både sprogligt og produktionsmæssigt. Den nyeste opgørelse fra 2006 viser, at radioen ud af en total sendeflade på 8511 timer, havde en egenproduktion på ca. 75 %.

KNR er i dag en selvstændig offentlig institution med en bestyrelse på 7 medlemmer, 2 af bestyrelsens medlemmer, der iblandt formanden, udpeges af landstyret. De resterende medlemmer findes og indstilles blandt andre medierelaterede organisationer, som Journalistskolen, sammenslutningen af lokale radio- og tv-stationer, den landsdækkende lytter- og seer-organisation, de landsdækkende kunst- og kulturorganisationer, samt en af KNRs egne fastansatte medarbejdere. Medlemmer af landstinget kan ikke være medlem af bestyrelsen (Grønlands Hjemmestyre 2004).

40 Fra 1990 blev det fra landstingets side fastslået i en landstingsforordning, at KNR var forpligtiget til at yde ”omfattende nyhedsformidling, oplysning, underholdning og kunst”(Grønlands Hjemmestyre 1990). Denne forpligtigelse blev yderligere cementeret og udvidet i 2004, hvor det blev bestemt, at KNR og landstyret fremover skal indgå 4-årige public-service-kontrakter. Betegnelsen ”public- service” dækker over at være en tv- og radio- kanal i offentlighedens tjeneste. Dvs. at programudbudet fastsættes og reguleres, i store træk, af staten – i kraft af Grønlands position, er det en aftale mellem KNR og landsstyret. Rent økonomisk ligger der også noget i at være en public- service-station. Nemlig det, at en stor del af stationens indtægter kommer fra staten. Ud af en samlet indtægt fra 2006 på 61,4 mio. kr., var de ca. 90 % offentligt tilskud (Grønlands Statistik 2007: 514). De resterende indtægter kom hovedsageligt fra reklameindtægter. Antallet af medarbejdere hos KNR er faldet stødt de sidste mange år. I 2007 husede stationen 106 medarbejdere, mod 131 i 1995.

I kraft af at KNR er en public-service kanal ligger der nogle krav og forventninger til programfladen. Med indførelsen af public-sevice-kontrakten fremstår disse forventninger og krav helt klare. I denne er der både skitseret hvilke slags programmer der skal sendes, og hvor mange timer egenproduktion KNR forventes at levere. På tv-siden forventes det, at der i 2008 udsendes 3966 timer. Ud af disse skal ca. 20 % være ”Nyheder og Aktualitet”. Samtidig forventes det, at de ca. 16 % skal være egenproduktion. Derudover stilles der krav om at ca. 50 % af sendefladen er inden for kategorien ”Kunst og Kultur”, samt ca. 20 % tv for ”Børn og Unge”. Udsendelser vedrørende ”Sundhed” og ”Undervisning” er også på prioriteringslisten (KNR 2006). På radio-området er der indgået kontrakt om en 2008-sendeflade med 8368 timer. Ud af disse skal ca. 10 % være ”Nyheder og Aktualitet”. Bemærkelsesværdigt her er, at stort set hele nyhedsformidlingen forventes at være selvproduktion. Som på tv-området stilles der også krav til udsendelser inden for områder som ”Kunst og Kultur”, ”Børn og Unge”, Undervisning” samt ”Sundhed”. Ellers forventes en stor del af radioens sendeflade at indeholde musik. I forhold til sendefladen i tv, stilles der i radioen langt større krav om selvproduktion (KNR 2006). De faste nyhedsudsendelser i KNR regi er tv-avisen Qanorooq, som startede i 1991, og sendes på alle hverdage, samt radioavisen som har 4 daglige nyhedsudsendelser. I weekenden dog lidt mindre. Qanorooq foregår på grønlandsk og tekstes med danske undertekster. Radioavisen sendes på både grønlandsk og dansk.

41 Journalistuddannelsen

Indtil 1983 var alle grønlandske journalister uddannet ved Journalisthøjskolen i Århus. De grønlandske studerende blev optaget på samme vilkår som færingerne, med en årlig kvote på 2 studerende. I 1975 blev det vedtaget at de grønlandske studerende skulle følge den danske uddannelsesmodel, dog med enkelte ændringer. I stedet for en optagelsesprøve skulle de grønlandske aspiranter gennemføre et ½ års forpraktik i Grønland, hvor praktikstedet gav en udtalelse om praktikantens egnethed. Herefter blev en del af undervisningen for de grønlandske studerende henlagt til Illinniarfissuaq/ Grønlands Seminarium og Inunnik Isamaginninnermik/ Socialpædagogisk Seminarium. Undervisningen her blev ikke tilrettelagt specielt til de journaliststuderende, de skulle følge enkelte fag sammen med de andre institutioners studerende. Herved skulle de grønlandske journalistelever kun være på Danmarks Journalisthøjskole i 2 perioder (Poulsen 1983:146). På trods af disse ændringer var der ikke mange grønlandske journaliststuderende, som færdiggjorde uddannelsen, og i 1982 flyttede uddannelsen af journalisterne til Grønland. Både de studerende og praktikstederne var ikke tilfreds med den daværende ordning, som de syntes bl.a. manglede en ordentlig sprogundervisning. Uddannelsen blev herefter lagt ved Niunernermik Ilinniarfik, Grønlands Handelsskole. De første nyuddannede journalister ved Niunernermik Ilinniarfik blev færdige i 1983, men var egentlig påbegyndt deres uddannelse i Danmark. Som jeg opfatter det, må en faglig fordel ved at flytte uddannelsen til Grønland være, at de studerende nu fik specifik undervisning i grønlandske samfundsforhold, hvilket de ikke fik under uddannelsesforløbet i Danmark. I Bekendtgørelse nr.43 af 22.december 1993 om uddannelse af journalister står, at de studerende bl.a. skal undervises i det grønlandske sprog, samt at de i samfundsfag skal undervises i ”Hjemmestyrets og kommunernes organisation og funktion, herunder statens rolle”. Begge studieelementer som må være en fordel at have kendskab til, når man skal agere som journalist i et grønlandsk samfund.

I 1996 blev uddannelsen flyttet fra Niunernermik Illinniarfik og blev en selvstændig uddannelse. Fra 1996 og frem til 2008 er der blevet uddannet 31 journalister. Enkelte år har der ikke været optag af nye studerende grundet for få ansøgere. Her i år, 2008, regner man med at der starter 9-10 ny studerende (Naja Paulsen 2008).

42 Sidste år, i 2007 gik Journalistskolen fra at være en selvstændig uddannelse til at være en del af universitetet Ilisimatusarfik. Uddannelsen varer 3 ½ år og er nu klassificeret som en professionsbachelor i journalistik, som man uddanner sig som ved Institut for Journalistik. Der er netop udarbejdet en ny studieordning, og de første hold som skal uddannes efter denne nye ordning starter til efterårssemestret 2008. Ordningen er udarbejdet i samarbejde med bl.a. Syddansk Universitet, hvor der også undervises i journalistik. For at blive optaget på uddannelsen skal man have en gymnasial uddannelse, samt bestå en skriftlig prøve. Dog er der også mulighed for, hvis man består den skriftlige prøve, at dispensere for den gymnasiale uddannelse. I optagelsesprøven skal de optagelsessøgende testes i deres formuleringsevner, samfundsforhold, politik, underholdning, grønlandsk-/dansk- /engelskkundskaber og deres paratviden i nationale og internationale forhold.

Uddannelsen er sammensat af to blokke undervisning. En som indeholder undervisning i det journalistiske håndværk, sprog og værktøjer, og en som indeholder samfundsvidenskabelige fag. Der udover er der en praktikperiode på 12 måneder, som ligger på uddannelsens 5. og 6. semester, samt et afsluttende bachelorprojekt.

Det overordnede mål med den grønlandske journalistuddannelse er:

” … At give de studerende journalistiske færdigheder inden for en- og flermedial journalistik, indsigt i et bredt udvalg af relevante fagområder og kendskab til journalistikkens funktion og tradition, herunder dens samfundsmæssige betydning.” (Institut for Journalistik 2008).

Der undervises i følgende kurser: Det journalistiske håndværk, Det journalistiske sprog, Mediesociologi, Medieteori og metode, Moderne samfundsforhold, Internationale relationer, Medieret og Retssystemet og Forvaltningsret. I kurset Det journalistiske håndværk undervises de studerende i arbejdsprocessen med indsamling af information. Herunder ideudvikling, interviewteknik, håndtering, kritik og søgning af kilder. Også formidling hører under dette kursus. Her introduceres forskellige fortælleformer, og der undervises i, hvorledes en historie bygges op. Der arbejdes i den forbindelse både med udtryk i de skrevne medier, webjournalistik samt tv og radio.

43 Som journalist er det vigtigt at kunne formidle i et klart og tydeligt sprog, hvilket de studerende bliver introduceret til på kurset Det journalistiske sprog . Der undervises både i brugen af sprog som et journalistisk redskab, men også i helt elementær grønlandsk grammatik. En stor del af undervisningen har også fokus på journalisternes egen rolle i samfundet. Mediesociologi skal give de studerende et indblik i det samspil, der forgår mellem medier, borgere og samfund. I dette fag kommer der fokus på mediernes egen rolle som institution samt dens historie og funktion. Herunder ligger, at der undervises i, hvorledes forskellige former for budskaber produceres, og hvordan disse påvirker modtageren. På det relaterede kursus, Medieteori og metode , som i timeantal er betydelig mindre end Mediesociologi , ses en mere historisk funderet undervisning. Her forventes det, at de studerende bliver indført i massekommunikationens historie, i både Grønland og den omkringliggende verden. Derved fås en forståelse for, hvilken rolle man som presse har i et demokratisk samfund.

Som bevidst medspiller i det moderne samfund er det nødvendigt som journalist at vide, hvorledes verden hænger sammen. De to kurser Moderne samfunds forhold og Internationale relationer, som i timeantal er vægtet ligeligt, er ment som kurser, der skal give de studerende indblik i den grønlandske historie og Grønlands samspil med omverdenen. Grønlands historie som koloni, som hjemmestyret og nu på vej mod selvstyre afdækkes på kurset Moderne samfunds forhold . Samtidig er det meningen med dette kursus, at de studerende skal indføres i udviklingen af politiske kulturer og identiteter i relation til andre inuitlande. I Internationale relationer vægtes det især, at den studerende får et godt kendskab til de politiske processer, der foregår i forbindelse med Grønlands tilknytning til andre ligesindede og diverse internationale fora, som ICC, Arktisk Råd etc. Målet med undervisningen er, at der opbygges et kendskab til de politiske værktøjer og spilleregler, der findes i international politik. For at skabe yderligere forståelse for samfundets strukturer undervises der på journalistuddannelsen også i Forvaltningsret . Dette kursus inkluderer læren om de retslige forhold mellem de offentlige myndigheder og borgerne, samt hvorledes magt og opgavefordelingen i samfundet ser ud. Ud over at skulle have det journalistiske håndværk i orden og samtidig have en vis viden om, hvorledes verden er skruet sammen, både historisk og politisk, skal de journalistikstuderende også have indsigt i, hvilke retsstrukturer de selv bevæger sig i. I Medieret og retssystemet bliver de introduceret til de love og rettigheder, som har betydning for deres daglige arbejde som journalister. Dette inkluderer bl.a. viden om ytringsfrihed og loven om krænkelse af privatlivets fred. Også

44 regler for medieansvar, pressenævnet, skrevne og uskrevne regler for god presseskik osv. gennemgås.

I uddannelsen af de grønlandske journalister synes jeg, der hovedsageligt fokuseres på tre væsentlige kompetencer. En teknisk/håndværksmæssig del, hvor de studerendes evne til at researche og formidle udvikles. Derudover synes det at være vigtigt, at de uddannede journalister har en stor viden om, hvorledes samfundet fungerer. Især hvorledes det politiske system er opbygget, og hvilke mekanismer forskellige handlinger kan udløse. Den sidste væsentlige del af uddannelsen er at gøre de studerende klare over, hvilken rolle de som journalister kan spille. Både i kraft af de håndværksmæssige virkemidler, de tilegner sig, og i forhold til samfundet som helhed. Ud fra studieordningen at dømme synes det at være vigtigt, at de nyuddannede journalister skal være sig bevidst om, hvilke muligheder de har for at være en slags oplysende og kritisk deltagende mediatorer mellem borgerne og samfundet.

TP – Tussagassiortut Peqatigiiffiat/Grønlands Presseforening

De grønlandske journalister er organiseret i Dansk Journalistforbund og har fungeret som en kreds under denne siden dens oprettelse i 1960’erne. Medlemmerne i Dansk Journalistforbund er tilknyttet en egen kreds, hvilket beror på stedet for ens ansættelse. Hver enkelt kreds har sin egen bestyrelse og har mulighed for at være repræsenteret på forbundets hovedbestyrelsesmøder. I midten af 1990’erne var der blandt de grønlandske journalister tale om at danne et eget nationalt fagforbund. De grønlandske journalister valgte dog fortsat at være tilknyttet Dansk Journalistforbund, men fremstår i dag som en mere selvstændig enhed, end andre kredse i DJ. Eksempelvis giver DJ ekstra penge tilden såkaldte grønlandspulje, i erkendelse af, at de grønlandske medlemmer ikke har samme muligheder for at deltage i forbundets arrangementer i Danmark (Hansen 2008b). De grønlandske journalister er tilknyttet den faglige kreds Tussagassiortut Peqatigiiffiat/Grønlands Presseforening, også kaldet kreds 7. Kredsen består af 102 medlemmer ud af ca. 120 mulige. KNR står som den største arbejdsplads inden for kredsen med ca. 45 medlemmer. De resterende medlemmer er journalister, informationsmedarbejdere og teknikere, som både har ansættelse inden for det offentlige og det private erhvervsliv (Simonsen 2008d).

45 Som noget lidt specielt har TP forhandlingsretten til overenskomster på det offentlige område og har derfor en fællestillidsrepræsentant. Denne er tildelt en ugentlig faglig dag, hvor der behandles overenskomstsager og personsager. Kredsens bestyrelse består af syv medlemmer. Mariia Simonsen, journalist ved Sermitsiak, er her i 2008 fungerende formand. Bestyrelsen mødes en gang om måneden, hvor aktiviteter for medlemmer diskuteres og planlægges. Sidst Dansk Journalistforbund gik ind og viste sin støtte til de grønlandske journalister var i forbindelse med revideringen af medieansvarsloven. En sag, jeg vender yderligere tilbage til i næste afsnit. Derudover har den grønlandske portostøtte været diskuteret politisk indenfor de sidste par år, hvor Dansk Journalistforbund også har ytret deres mening til fordel for den grønlandske presse (Hansen 2008b).

I både TP og i Dansk Journalistforbund bliver der uddelt priser som en anerkendelse af en eller flere af medlemmernes arbejde. Det er min opfattelse, at når en branche uddeler anerkendelse til en af dens repræsentanter, i dette tilfælde en journalist, må det samtidig være en afspejling af, hvilke værdier og hvilken selvopfattelse branchen har. Den grønlandske journalist Elna Egede modtog i 2008 både en ærespris fra TP samt Carsten Nielsen-legatet fra Dansk Journalistforbund. Fra TP lød det i begrundelsen bl.a. om Elna Egede:

”Du har uden tvivl mange fjender, fordi du er så stædig og hård. Men i mange tilfælde er netop din type nødvendig og en mangelvare i journalistikkens verden ... Det var derimod synd for avisen, at de mistede en kollega, der netop har evnen til at opsnuse aktuelle begivenheder, der gav avisens indhold et kæmpeløft.” (KNR 2008).

I Carsten Nielsen-legatets fundats står, at prisen skal gives til én, som ”med udtryksmæssig gennemslagskraft har præget samfunds- og kulturdebatten, eller som har markeret sig ved en faglig indsats”. I forbindelsen med prisoverrækkelsen holdt formanden for Dansk Journalistforbund en tale til og om prismodtageren. I denne lød det bl.a.:

”Prismodtageren har gennem sin journalistik haft ønsket om at komme til bunds i sagerne og fortælle sandheden som drivkraft for sit arbejde.”

46 ”Vi har at gøre med en prismodtager, der i flere omgange er stået op imod samfundets øverste lag, for det skal man kunne vove i særdeles stor udstrækning, når man er tillidsrepræsentant i et lille stort samfund, hvor alle kender alle, og hvor den mindste antydning af at gå efter det øverste lags privilegier kan give bagslag.”

”Derfor er du også kendt som en kollega, der opdrager de andre til at være kritiske og undersøgende, ikke kun fagligt, men også inden for arbejdspladsen.”

(Mogens Blicher Hansen 2008a).

Journalisternes eget forbund og kreds lægger altså vægt på kompetencer som, at journalister er gode til at opsnuse og undersøge begivenheder, samt at de i kampen for at fortælle sandheden er stædig , hård , kritisk og tør stå imod samfundets øverste lag .

Ud fra journalistuddannelsens mål og fagforeningens kriterier for hæder er det min opfattelse, at det, der kæmpes om i feltet, og det, som giver prestige, dvs. symbolsk kapital, er en form for debatskabende kapital. I både journalisternes uddannelse og i succeskriterierne for hæderspriser ligger der er forventning om, at det er magthaverne, som skal udfordres af det journalistiske felt. Det er dem, som der skal skabes debat omkring. Med dette mener jeg ikke, at det journalistiske felts eneste udfordring er magthaverne. Selvfølgelig handler det journalistiske erhverv også om andre udfordringer. Men det, som giver prestige i feltet og symbolsk kapital, er for mig at se at være debatskabende i forhold til magthaverne.

Felternes relationelle forhold

Som skrevet tidligere omhandler min case de kampe, som udspiller sig mellem det journalistiske felt og det politiske felt. En af Bourdieus væsentligste tanker om det sociale rum som felt er, at man skal have øjnene åbne for det relationelle i felterne samt aktørernes indbyrdes forhold. Inden jeg begynder min analyse af lejer til ejer-ordningen, vil jeg redegøre for, hvordan jeg opfatter disse to felters relation, og deres relation til det overordnede magtfelt. f Som jeg tidligere har redegjort for i det teoretiske kapitel, er det ikke alle felter, som har lige status. Magtfeltet er hovedfeltet, det er her, hvor kampen om magten i samfundet udspilles. Jeg opfatter det politiske felt og dets aktører som en væsentlig del af dette magtfelt. Dette gør jeg på baggrund af det politiske felts magt til at lovgive om de store strukturer i samfundet.

47 Det grønlandske journalistiske felt ser jeg som indkapslet i det politiske felt – og dette på mange planer. De grønlandske politikere har i kraft af deres magtposition væsentlige muligheder for at yde indflydelse på strukturerne for den grønlandske presse. Dette gør de bl.a. ved at lovgive om pressens ”ydre” forhold. Med dette mener jeg, at massemedierne i Grønland, herunder de landsdækkende medier, som jeg beskæftiger mig med i dette speciale, f.eks. alle er underlagt Landstingslov nr. 17 af 19. november 2007 om medieansvar. I denne er det fastlagt, hvem som har ansvar for publiceret materiale, evt. erstatningsansvar og genmæle, samt retningslinjerne for Det Grønlandske Pressenævn. Grønland fik i 2001 overdraget ansvaret for medieansvarsområdet, hvilket udmundede i ovennævnte lov. I forbindelse med udformningen af lovgivningen opstod en heftig debat mellem det politiske felt og det journalistiske felt, omkring sammensætningen af Det Grønlandske Pressenævn. I pressenævnet kan alle borgere, virksomheder, foreninger etc. klage over et medie, hvis de føler, at god presseskik er blevet overtrådt, og de ønsker et genmæle. Pressenævnet kan også af eget ønske behandle sager. Da den nye medieansvarslov blev forhandlet, var det landsstyrets forslag, at formanden, som tidligere har været jurist, ikke længere behøvede at være juridisk uddannet. Den nye formand skulle efter landsstyret forslag være en person med indgående kendskab til Grønland og det grønlandske samfund. Pressenævnet selv gjorde opmærksom på vigtigheden af, at formanden burde være en uvildig, uafhængig jurist. Problemet ved landsstyrets forslag lå i, at der ville kunne opstå tvivl om, hvorvidt formanden ville være uafhængig af de politiske magthavere. Aktørerne i det journalistiske felt var bange for, at dette var en måde for landsstyret at føre en øget kontrol med Pressenævnet. De grønlandske journalisters fagforbunds kreds TP, Dansk Journalistforbund samt World Association of Newspapers støttede op omkring kritikken af landsstyrets forslag (Rasmussen 17. august 2007:14). Sagen endte med, at pressenævnets formand skulle være jurist, men landsstyret forbeholdt sig retten til at være den instans, som udpegede formanden. Et resultat, som det journalistiske felt ikke var helt tilfreds med, da der derved stadig kan sås tvivl ved formandens politiske uafhængighed (Simonsen 2007:24). På trods af at det journalistiske felts aktører forsøgte at få landsstyret til at ændre mening, var det dem ikke muligt at påvirke de politiske magthavere til at ændre vilkårene for pressenævnet, som de gerne så det. Dette viser, at i sidste ende har det politiske felt en stor magt i forhold til bestemmelsen af de lovmæssige strukturer i det journalistiske felt.

48 Selv om det grønlandske journalistiske felt efter min mening er ”underlagt” det politiske felt, er der stadig tale om, at det er en ”fri presse”. Det vil sige, at den grønlandske presse har en grundlovssikret ret til at ytre sine meninger uden nogen form censur (Symes 1998:107). Men inden for det journalistiske felt mener jeg også, at man kan snakke om, at der hersker forskellige grader af, hvor ”fri” eller autonomt et presseorgan er. I forhold til KNR er det min opfattelse, at de landsdækkende aviser AG og Sermitsiak har en større grad af autonomi på det indholdsmæssige område. Forstået sådan, at der fra det politiske felt ikke kan stilles lovformelige krav til avisernes indhold, som der bliver gjort hos KNR i kraft af dets status som public service- station. Min vurdering af avisernes højere grad af autonomi bygger ene og alene på dette grundlag og har intet at gøre med, hvorvidt det udøver kritisk journalistik i forhold til de politiske magthavere. Med 400.000 kr. i portostøtte i 2007 er de to grønlandske aviser også underlagt og afhængig af det politiske felt (Grønlands Statistik 2007:515). Dette burde i princippet ikke have nogen konsekvenser for avisernes handlefrihed. Der er dog tidligere set eksempler på, hvorledes denne portostøtte er forsøgt brugt som ”afpresningsmiddel”. I en leder i AG tilbage fra 1990 skrev avisens ansvarshavende redaktør Philip Lauritzen, hvorledes han var blevet ringet op i sit hjem af daværende landstingsformand Jonathan Motzfeldt. Avisen havde trykt en række artikler, som beskrev, hvorledes adskillige landsstyremedlemmer ikke havde kunnet overholde deres repræsentationsbevillinger. Philip Lauritzen skrev derefter i sin leder, at Jonathan Motzfeldt i sin telefonopringning i utvetydige vendinger gjorde det klart, at konsekvensen af avisens kritik kunne betyde en fjernelse af avisernes portostøtte (Lauritzen 1997:348). Dette kom dog ikke til at ske og ville have været et grelt eksempel på magtmisbrug, men illustrerer fint, hvorledes det journalistiske felt er indkapslet i det politiske felt.

Endnu et sted, hvor det politiske felt udøver indflydelse på det journalistiske felt, er på uddannelsen af journalisterne. Det er uddannelsesstedet selv, som formulerer studieordningerne, men man gør det på grundlag af de retningslinjer, som hjemmestyret udsteder. På den nuværende journalistuddannelse, som med landstingslov nr. 19 af 19. november 2007 om Ilisimatusarfik blev en professionsrettet bacheloruddannelse, bygger den nyeste studieordning på hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 28 af 26. juli 2001 om uddannelse til journalist. Heri er alle retningslinjer for uddannelsen, bl.a. uddannelsens struktur, indhold og formål med de enkelte fag.

49 Det journalistiske felt yder selvfølgelig også en indflydelse på det politiske felt, hvilket jeg vil berøre senere under analysen af lejer til ejer-sagen og i min diskussion. Men i kraft af at det politiske felt er tæt knyttet til det overordnede magtfelt og dets muligheder for at påvirke det journalistiske felts strukturer, ser jeg det journalistiske felt som under stor indflydelse af det politiske felt.

Grønlandske mediebrugere

Udbuddet af undersøgelser om grønlændernes medievaner er ikke overvældende. Af nyere undersøgelser, og her refererer jeg til efter indførelsen af hjemmestyret, er det hovedsageligt Jette Rygaard og Birgit Kleist Petersen, som har foretaget analyser af mediebilledet. KNR har også i de sidste par år fået gennemført lytter- og seerundersøgelser ved HS Analyse. Derudover har jeg haft adgang til to undersøgelser om avislæsningsvaner. Den ene undersøgelse ligger tilbage i 1994, og den anden er et uddrag af en større undersøgelse fra 1997 om unges medieforbrug. I det følgende vil jeg på baggrund af de undersøgelser, jeg har haft tilgang til, skitsere de væsentligste fakta om grønlændernes medieforbrug og vaner.

Ifølge en undersøgelse fra 2005 er 99 % af alle husstande i Grønland udstyret med en radio, og i hver husstand befinder der sig i gennemsnit 1,9 fjernsyn. Respondenterne i undersøgelsen hørte i gennemsnit 7,2 timers radio og så 5,4 timers tv om dagen. På både radio- og tv-siden var det hovedsageligt KNR, som blev benyttet, og de mest populære udsendelser var radioavisen og Qanorooq (Radio- og TV-nævnet 2005: 4-5).

Undersøgelsen fra 1994 om grønlændernes avislæsningsvaner viser, at ca. 40 % af befolkningen læser avisen hver gang, eller næsten hver gang den udkommer. Samtidig viser undersøgelsen, at kønnet ikke har den store betydning for ens læsevaner. Derimod er alderen og bosætningen en væsentlig faktor. Af dem, som ofte læser avis, bor langt størstedelen i byen. Og rent aldersmæssigt er det de 40- til 60-årige, som er de flittigste læsere. De flittigste læsere er oftest født i Danmark og har samtidig et højere uddannelsesniveau end dem, der knap så ofte læser avis (Grønlands Statistik 1994).

50 Case: Boligsagen fra lejer til ejer

En af nutidens helt store historier i den grønlandske presse var, da AG i 2007 startede omtalen af, hvorledes adskillige grønlandske politikere havde købt nogle af hjemmestyrets boliger til særdeles favorable priser. I de følgende afsnit vil jeg redegøre for de objektive strukturer, som jeg ser i denne case. Jeg vil starte med at redegøre for sagens lovmæssige baggrund. Herefter bliver der en gennemgang af sagens udvikling i de to landsdækkende aviser, Sermitisak og AG. Denne gennemgang bygger på indsamlede avisartikler fra Sermitsiak og AG i perioden 1. marts 2007 til 29. april 2008. 6 Efter redegørelsen blotlægger jeg de involverede aktører, som jeg ser dem. Næste trin i analysen bliver at undersøge, hvorledes aktørerne konstruerer virkeligheden omkring sig (Bourdieu & Wacquant 1996[1992]:22). I den forbindelse finder jeg det relevant at spørge om følgende: Hvilke argumenter er det, journalisterne bruger mod politikernes og embedsmændenes boligkøb? Hvordan modargumenterer boligkøberne, og hvilke forventninger har de til pressen? Samt hvordan forholder offentligheden sig til sagen? Selv om mit empiriske materiale i denne analyse er avisartikler fra de to aviser, vil jeg også inddrage den grønlandske tv-nyhedsudsendelse Qanorooqs behandling af boligsagen. Både for at få andre perspektiver på sagen, men også fordi, at dette giver en mulighed for at sammenligne de forskellige mediers udtryksformer. Samtidig giver det mulighed for en diskussion af, hvilke konsekvenser mediernes forskellige økonomiske forhold giver. Jeg har valgt at gennemse Qanorooq 7 i en periode fra 20. marts til 30. marts 2007. Det er i sagens opstart, hvor der både i aviserne og i Qanorooq var kraftigt fokus på sagen. I analysen vil også lade mig inspirere af Bourdieus tanker om symbolsk kapital. Det er aktørernes samlede mængde af kapital, som i sidste ende er med til at bestemme aktørernes positioner og dermed også er afgørende for magtbalancen i feltet, samt i det overordnede magtfelt. Til slut vil jeg, ud fra det journalistiske felts overordnede objektive strukturer, samt analysen af lejer til ejer-sagen, give mit bud på habitus i det grønlandske journalistiske felt samt afslutningsvis opsummere på grundlaget for lejer til ejer-sagens opståen.

6 Et overblik over AG’s samlede artikler kan ses i bilag 1 og Sermitsiaks i bilag 2. 7 Alle udsendelserne, jeg henviser til, kan ses på http://www.knr.gl/index.php?id=1871 og ligger i perioden 1. marts 2007 – 30. marts 2007.

51 Lejer til ejer-loven

Det lovmæssige grundlag for denne sag opstod, da Landstinget vedtog landstingsforordning nr. 5 af 21. maj 2002. I denne blev det besluttet, at hjemmestyrets og kommunernes udlejningsejendomme kunne omdannes til ejerboliger, såfremt man havde siddet i boligen som lejer. Købssummen skulle ikke udregnes efter markedsprisen, men blev fastlagt efter en såkaldt ”teknisk-økonomisk vurdering”, som lå betragteligt under markedsværdien. Samtidig var der i denne forordning lagt op til, at landsstyret eller kommunalbestyrelserne kunne hjælpe køberen med en del af finansieringen på særdeles fordelagtige vilkår. I forbindelse med salgene var der tilknyttet en tiårig konjunkturpant, som skulle sikre, at loven ikke blev udnyttet. Princippet for konjunkturpant består i, at forskellen mellem en teknisk-økonomisk vurdering og markedsvurderingen nedskrives over en tiårig periode. Sælger man boligen inden de ti år, vil man blive afkrævet et vist beløb alt efter nedskrivningen. Formålet med loven var, at lejerne kunne få mulighed for at blive ejere, og at det offentlige kunne komme af med nogle ejendomme, som koster penge at vedligeholde. De tjente penge skulle senere finansiere nye boliger og derved få løst noget af den massive boligmangel, som hersker i Grønland.

Boligsagens forløb

Efter at have læst alle sagens artikler fra begge aviser, i perioden 1. marts 2007 – 29. april 2008, 8 mener jeg, at boligsagens fremstilling i AG og Sermitsiak kan opdeles i tre faser. I det følgende vil jeg præsentere en samlet redegørelse for disse faser og deres indhold. I denne redegørelse vil jeg ikke skelne mellem de to avisers måde at fremstille lejer til ejer-sagen, men fokusere på de overordnede tråde, som jeg ser i avisernes fremstilling. En komparation af avisernes forskellige fremstillinger af sagen vil komme senere i dette kapitel.

Første fase – afsløringen

Den første fase, som også er den mest massive og intense, går fra den første store afsløring 1. marts 2007 og frem til sommeren 2007. Samlet set er der i denne periode 69 artikler, dette inkluderer både

8 I bilag 1 og 2 kan ses en oversigt over avisernes artikler.

52 notitser, ledere og længere artikler. 53 af artiklerne er fra AG, mens 16 er fra Sermitsiak. Det er min opfattelse, at artiklerne fra denne periode kan deles op i tre større undergrupper.

En stor mængde af artiklerne fra første fase er artikler af opklarende karakter, som forsøger at redegøre for sagens omfang. I aviserne fremstilles det som, at der har været nogle uregelmæssigheder i forbindelse med hjemmestyrets salg af enfamilehuse og chefboliger til ansatte i hjemmestyret. Disse boliger er blevet solgt under lejer til ejer-ordningen, hvilket ifølge avisen ikke burde være muligt, da disse huse ikke hører under den pulje af boliger, som kan sælges på disse vilkår. Ifølge avisen er det både to tidligere landsstyremedlemmer, hjemmestyredirektører samt ansatte i direktoratet for boliger, som er dem. der forvalter hjemmestyrets salg, der har nydt godt af de billige boliger. Boligerne er blevet solgt efter en teknisk-økonomisk vurdering, som ligger langt under markedsprisen. I flere tilfælde kommer det også frem, hvordan husene relativt kort inden salgene er blevet renoveret for adskillige tusinde kroner. Samtidig har det været muligt for køberne at optage billige rente- og afdragsfrie lån gennem lejer til ejer-ordningen. Det er avisernes overbevisning, at lovgivningen ikke virker efter hensigten. Loven var oprindelig ment som et tilbud til ”almindelige lejere”, men i stedet er det nu, hvad der refereres til som ”hjemmestyrets top” og ”magteliten”, som har nydt godt af den lov, som de selv har været med til at konstruere.

Derudover brugte aviserne megen spalteplads på at sætte politikernes boligkøb i relief i forhold til ”den almindelige borger”. Disse artikler udstillede i stor stil den forskelsbehandling, som den ”almindelige huskøber” og den grønlandske befolkning i al almindelig blev udsat for, og rummer alle et element af forargelse og foragt. Budskabet blev viderebragt på adskillige måder. Især blev avisernes ledere, som i reglen er skrevet af avisens redaktør, brugt flittigt. Med overskrifter som ”Fattige giver til de rige”, ”Forskelsbehandling”, ”Røveri ved højlys dag” og ”Kvalme” 9 fik lederne i et klart sprog fortalt, at de på alle måder fandt politikernes boligkøb uretfærdige. En anden måde, aviserne fik deres budskab igennem, var ved at bringe artikler, som omhandlede og fortalte ”almindelige borgeres” historie. Der er historien om den nyslåede unge husejer, som føler sig forfordelt, den kvindelige pensionist, som er kommet i økonomisk klemme efter sit køb af bolig under lejer til ejer-ordningen, samt mere illustrative artikler, som viser fotografier af de solgte

9 (AG 2007b:2), (AG 2007c:2), (Sermitsiak 2007b:28), (Sermitsiak 2007c:29).

53 enfamiliehuse med prisskilte henover. Skiltene viser den værdi, de er solgt for, samt deres markedsværdi. Hertil kommer også, at aviserne har valgt at trykke et antal læserbreve fra utilfredse borgere, som føler sig taget ved næsen af de grønlandske politikere. For disse læserbreve gælder det, at de finder politikernes og embedsmændenes køb usolidariske og illoyale.

Den sidste gruppe af artikler er artikler, hvor en af sagens aktører, politikerne, kommer til orde. Dette er både de mere aktive involverede aktører, huskøberne, men også politikere fra oppositionen samt anonyme embedsmænd. Nogle af politikerne kommer i direkte tale gennem læserbreve i et forsøg på at give igen på avisernes skriverier. Bl.a. har administrerende direktør for Grønlands Hjemmestyre Kaj Kleist skrevet et læserbrev samt en af sagens helt store aktører, politiker og husejer Jørgen Wæver Johansen.

Anden fase – efterrationaliseringer og krav

Herefter er der lidt stille i sagen hen over sommeren, indtil efteråret hvor Landstinget igen skal samles og bl.a. skal behandle en ny lov vedrørende Hjemmestyrets og kommunernes salg af udlejningsejendomme. I denne anden fase var der samlet 15 artikler, og kun to af artiklerne befandt sig i Sermitsiak. Denne anden fase går fra efteråret 2007 og frem til årsskiftet 2007/2008. I denne fase ses artikler, som omhandler krav fra den politiske opposition, samt organisationer, som kræver juridiske undersøgelser af lejer til ejer-sagen. Samtidig er aviserne efter politikerne, efter at lejer til ejer-loven blev lavet om. Med den nye lovgivning bliver det endnu sværere for den almindelige borger at købe sin bolig. Og dette skyldes ifølge AG og Sermitisak, at politikerne og embedsmændene tidligere har misbrugt ordningen. Boligkøber og politiker Johan Lund Olsen får en væsentlig position i denne fase. Både i kraft af et læserbrev, han skriver, men også i kraft af hans medvirken i den danske tv-dokumentar ”Flugten fra Grønland”, som blev vist i både dansk og grønlandsk tv. I denne dokumentarfilm bliver der bl.a. fokuseret på boligsagen og problemer med nepotisme i Grønland, og derfor var den igen med til at blusse diskussionen op i de grønlandske aviser. Dette medførte bl.a. også, at boligsagen, korruption og nepotisme i Grønland i al almindelighed blev et emne i de danske medier. Lund Olsens optræden gav anledning til flere læserbreve fra både politikere og borgere.

54 Tredje fase – opgøret

Den tredje og sidste fase starter i midten af april 2008 og er endnu ikke afsluttet. Denne periode har karakter af at være en ”opgørets time”, et efterspil, hvor der bl.a. reflekteres over advokatundersøgelser af de favorable boligkøb, samt snak om, hvilke konsekvenser denne sag får, eller burde få, for landsstyret. Men samtidig er det også en fase, som giver et billede af den forgrening, som boligsagen tager. 15 artikler blev der skrevet, indtil 29. april 2008 – flere er siden kommet til. 11 af artiklerne kom fra AG, og de resterende fire blev bragt i Sermitsiak.

I april kom den længe ventede rapport fra Revisionsudvalget, som var blevet foretaget af Nuna Advokaterne. Denne viste, at 11 af de chefboliger, som var blevet solgt under lejer til ejer- ordningen, var blevet solgt ulovligt. Dette afstedkommer krav fra den politiske opposition, som ønsker, at Landsstyret skal trække sig. Landsstyret beder herefter Kammeradvokaten, ved advokatfirmaet Poul Schmith, om at afgive en gennemgang af Nuna Advokaternes redegørelse. Igen kommer oppositionen på banen, da den mener, at Kammeradvokaten ikke kan opfattes som uvildig, da denne er statens og hjemmestyrets faste advokat. Samtidig bliver der også en del polemik om,, hvorvidt der egentlig var tale om en kammeradvokatundersøgelse eller ej. I starten af maj kom den endelige afgørelse fra Advokatfirmaet Poul Schmith, som konkluderede, at der ikke er foregået nogen ulovligheder mht. hussalgene. I slutningen af april ser landsstyreformand Hans Enoksen sig nødsaget til at politianmelde landsstyret, så ordensmagtens jurister kan undersøge sagen. På dette tidspunkt ser man også, at sagen omtales i Danmark. Dansk Folkeparti vil have statsministeren til at gå ind i sagen, men dette afviser Anders Fogh Rasmussen blankt. Aviserne giver i denne fase også plads til offentlighedens røst, både i form af læserbreve, men også i en stor tosidet artikel med billeder og udtalelser fra den ”almindelige grønlænder”. Alle som en er utilfredse med landsstyrets behandling af sagen og mener, at det bør få konsekvenser. Som en slags ”sideeffekt” af lejer til ejer-sagen kom der fokus på journalisten, som optrevlede hele denne skandale, Elna Egede. I slutningen af 2007 blev hun fyret fra sin stilling på AG, angiveligt pga. samarbejdsvanskeligheder. I foråret 2008 blev hun hædret af Dansk Journalistforbund med Carsten Nielsen-legatet for sit arbejde. I den forbindelse er hun på forsiden af Sermitsiak. Inde i

55 avisen er en artikel, som antyder, at det var hendes engagement i boligsagen, som i sidste ende kostede hende jobbet på AG. Elna Egedes hæderspris omtales kun i Sermitsiak. En af de sidste kommentarer, jeg har med til denne fase, er fra midten af juni 2008, hvor den danske juraprofessor Hanne Petersen støtter op om landsstyrets handlinger. Faktisk mener hun, at det har handlet yderst fornuftigt i forbindelse med fastansættelsen af konjunkturpantet, og at der derved ikke kan være tale om, at husene er blevet givet væk til foræringspriser (Simonsen 2008b:26). Karakteristisk for denne fase er, at der bliver trukket udefrakommende ”assistenter” ind, som er med til at give nye vinkler på sagen, og som derved også bliver en støtte for enten den ene eller anden lejr. Her tænker jeg på de juridiske eksperter samt journalisternes fagforbund og kreds, som hædrer journalisten Elna Egede. Disse ”assistentfunktioner” vil jeg behandle yderligere i analysen af de kampe og spil, som jeg ser i lejer til ejer-sagen.

Aktører

I hele sagens forløb har det absolut afslørende centrum været AG, som i foråret 2007 startede en intensiv debat med adskillige afdækkende artikler. Gennem hele forløbet har AG været den af de to landsdækkende aviser, som har brugt klart mest spalteplads på historien. På mange måder har AG, i forhold til Sermitsiak, haft en væsentligt større andel som aktør i sagen om lejer til ejer-sagen. Som AG’s væsentligste aktør ses journalisten Elna Egede, som, indtil slutningen af 2007 hvor hun blev fyret, var ansat på AG. Det var Elna Egede, som skrev de første artikler i foråret 2007. I hvad jeg tidligere har omtalt som sagens første fase og anden fase er alle artikler og notitser i AG, på nær én enkelt artikel af Christian Schultz-Lorentzen, skrevet af Elna Egede (dette inkluderer selvfølgelig ikke ledere og læserbreve). På mange måder blev denne lejer til ejer-sag Elna Egedes sag. Selv efter Elna Egedes fyring synes lejer til ejer-sagen at have større prioritet hos AG end hos Sermitsiak. I den tredje fase, hvor Elna Egede ikke længere er tilknyttet AG, har denne stadig klart mere fokus på sagen end Sermitsiak.

Foruden det journalistiske felt er også det politiske felt en del af aktørgalleriet. Lejer til ejer-sagens overordnede kamp står mellem det journalistiske felt og det politiske felt. Som jeg fremlagde i det journalistiske felt, ser jeg også i det politiske felt flere aktører i spil.

56 Jeg synes, man overordnet set kan inddele det politiske felt i to aktørgrupper – ”forsvarerne” og ”angriberne”. Med ”forsvarerne” mener jeg den del af de politiske magthavere, som forsøger at legitimere lejer til ejer-ordningens boligkøb – og som også i adskillige tilfælde forsøger at frasige sig et ansvar ved at tillægge embedsmændene skylden. I disse tilfælde tænker jeg specielt på de to politikere og boligkøbere, Jørgen Wæver Johansen fra Siumut og Johan Lund Olsen fra IA. Jørgen Wæver Johansen var, mens han selv købte en bolig fra hjemmestyret, medlem af boligudvalget, som behandlede hjemmestyrets bolighandler. Jørgen Wæver Johansen og Johan Lund Olsen blev aktører, både i kraft af at de i begge aviser ofte blev omtalt, men også fordi de i høj grad selv meldte sig på banen i kraft af interviews og læserbreve. Jørgen Wæver Johansen havde et læserbrev i både AG og Sermitsiak under sagens første fase. Johan Lund Olsen valgte i denne fase at kommentere på sit boligkøb på IA’s hjemmeside, hvilket der blev flittigt citeret fra i begge aviser. I efteråret 2007, sagens anden fase, valgte Johan Lund Olsen at forklare sig i et læserbrev. Johan Lund Olsen kom der yderligere kraftigt fokus på, da han medvirkede i den danske tv-dokumentar ”Flugten fra Grønland”, hvor han under et interview angående sin rolle i lejer til ejer-sagen udvandrede. Inden for denne gruppe hører også landstingsformand Hans Enoksen, folketingsmedlem Lars-Emil Johansen og administrerende direktør for Grønlands Hjemmestyre Kaj Kleist. Som opposition til ”forsvarerne” var det politiske parti Demokraterne og Johan Lund Olsens eget parti, IA. Det var hovedsageligt fra denne gruppe, at ønsket om tilbundsgående undersøgelser af sagen blev ytret. En særdeles flittig aktør fra denne opposition var Demokraternes tidligere medlem af boligudvalget Palle Christiansen. Mens han stadig sad i dette udvalg havde han forsøgt at få erklæret Jørgen Wæver Johansen inhabil i boligudvalget grundet Wæver Johansens egne interesser i en bolighandel. I både Sermitsiak og AG blev Palle Christiansen citeret adskillige gange. En aktør, som har været lidt svær at placere, er den anonyme embedsmand, som skrev et læserbrev i sagens første fase. Han skrev et læserbrev i forbindelse med, at ”forsvarerne” havde været ude og fralægge sig ansvaret for lovgivningens udformning og i stedet havde anklaget embedsmændene for sjusk. Jeg synes ikke, han passede ind i aktørgruppen ”offentligheden”, da han selv tidligere har været ansat i boligdirektoratet og derfor har et vist arrangement i sagen. Så jeg vælger at betragte ham som en del af ”angriberne”. En interessant ting ved hans læserbrev er hans ønske om anonymitet. Begrundelsen for dette er, at han er ansat inden for det offentlige, og han derfor er bange for, hvilke konsekvenser en offentlig udtalelse kan få (Sermitsiak 2007d:30). Det kan være svært at sige, præcis hvilke konsekvenser

57 kilden henviser til. Dog er det ofte set i forbindelse med informationer fra offentlige ansatte, at anonyme kilder bruges. Og dette skulle være noget, som de grønlandske nyhedsmedier ofte gør brug af (Symes 1998:111). Dette kan muligvis hænge sammen med den tætte sammenvævning af befolkningen, som jeg redegjorde for i kapitel 2. Samtidig synes der at være indikationer af, at det kan være svært at adskille situationer fra hinanden. Med dette mener jeg, at der tidligere er set eksempler på, både gamle og nye, at personer er blevet truet med fyring, jf. Jørgen Fleischers og Jens Kreutzmanns engagement i partipoliti og Elna Egedes fyring. Sammenholdt med historien om Jonathan Motzfeldts trussel om fjernelsen af portostøtten tilbage i 1995 tyder det på, at der har været og måske stadig er, en tendens hos de grønlandske politikere til at tage knap så demokratiske magtmidler i brug – både over for pressen og over for ansatte i det offentlige.

Som tredjepart og aktør i lejer til ejer-sagen ser jeg ”offentligheden”, eller hvad man kan betegne som den almindelige grønlandske borger. Gennem læserbreve får offentligheden ytret sin forargelse over magthaverne, og samtidig blev der fra journalisternes side gjort meget ud af at fortælle den almindelige husejers historie. Også begge aviser gør i deres ledere opmærksom på den almindelige grønlandske borger, som ifølge aviserne er blevet groft forskelsbehandlet.

Qanorooq

På Qanorooq var man nogle uger om at følge op på AG’s historie om lejer til ejer-ordningen. Næsten tre uger gik der fra boligsagens første omtale i AG den 1. marts 2007, til sagen blev omtalt i Qanorooq den 20. marts 2007. 10 Hvor Sermitsiak var lidt hurtigere til at følge op på afsløringerne, skulle sagen åbenbart konsolideres yderligere, inden Qanorooq fulgte op på den. I de følgende to uger, hvor der også i begge aviser ses en intens strøm af artikler, omtaler Qanorooq også sagen næsten dagligt. I sit første indslag den 20. marts 2007 om lejer til ejer-sagen, som er et langt indslag, kommes der rundt om mange aspekter af historien. Med eksakte eksempler på solgte huse og priser får Qanorooq skitseret, hvad boligsagen handler om. Samtidig bliver der i indslaget lagt vægt på borgernes utilfredshed med politikernes og embedsmændenes huskøb. En underskriftsamling og dens ophavsmand bliver interviewet samt flere utilfredse borgere interviewes. Qanorooq påpeger, at sagen de sidste mange uger har været omtalt i

10 Alle Qanorooqs udsendelser kan ses på http://www.knr.gl/index.php?id=1871.

58 de grønlandske aviser, og AG bliver da også fremhævet. Til slut i indslaget bliver landsstyreformand Hans Enoksen interviewet i studiet.

I de efterfølgende dage ses der indslag, som også tidligere har været behandlet i den skrevne presse. Der er omtalen af Nuuk kommunes hussalg, fokus på den forskelsbehandling, borgerne føler, interviews med ”forsvarerne” fra det politiske felt, Augusta Salling og Palle Christiansen, samt landsstyreformand Hans Enoksen, som i denne fase har videregivet forkerte oplysninger, som han må dementere i en pressemeddelelse samt i Qanorooq.

I et indslag fra den 29. marts 2007 har Qanorooq en af sagens hovedaktører Johan Lund Olsen i studiet til et interview. Det er et interessant interview, bl.a. fordi at Johan Lund Olsen her får fremhævet, på en diskret måde, at han ikke finder visse mediers behandling af hans huskøb i orden. Han takker direkte Qanorooq for at få lov til at komme til orde og siger i samme moment, at andre medier burde have tjekket deres oplysninger, inden de videregav dem. Det er et interview, som foregår i en stille atmosfære uden de store kritiske spørgsmål fra interviewerens side. Det er på mange måder Johan Lund Olsens eget lille ”forsvar”. Selv om Qanorooq ikke er direkte kritisk i sin interviewform, får man alligevel sat boligsagen i perspektiv i det efterfølgende indslag. Dette gør Qanorooq ved at have et indslag om en hjemløs i Nuuk, som bor i en affaldscontainer, men ikke én gang nævnes boligsagen under dette indslag. Og alligevel hersker der ingen tvivl om, at dette indslag er ment som en tilknytning til boligsagen og de ulige boligforhold, som hersker i det grønlandske samfund. Samtidig er dette også et interessant eksempel på, hvorledes medierne tager fat i de samme vinkler af en historie og henter inspiration hos hinanden. To dage før, den 27. marts 2007, er der i AG en notits om, hvordan en 49-årig unavngiven person har boet i en affaldscontainer i to år. AG refererer i sin notits til, at historien har været bragt i Nuuk Ugeavis, som er en del af konkurrenten Sermitsiaks foretagende. Dagen efter i Qanorooqs udsendelse følger man op på historien med et langt indslag, hvor de forskellige politiske partier kommer med deres holdning til affaldscontainere som bolig for hjemløse.

I denne to ugers periode, som er en intens periode i både aviserne og Qanorooq, er den mest markante forskel på de to medier, at Qanorooq slet ikke er så ligefrem i sin kritik af boligsagens aktører, som det ses i aviserne. Hvor aviserne er meget direkte kritiske i deres ordvalg vedrørende

59 boligkøbene og boligkøberne, hvilket jeg vil komme yderligere ind på i næste afsnit, gør Qanorooq brug af et mere neutralt ordvalg. Hvor aviserne omtaler boligkøbene som eksempelvis ”røveri”, kalder Qanorooq det for ”vennepriser”, i sit indslag fra 20. marts 2007. Også aktørerne omtales i helt andre vendinger. Hvor aviserne er optaget af at stille magtforholdet mellem boligkøberne og den almindelige grønlænder på spidsen, omtaler Qanorooq boligkøberne som ”embedsfolk og tidligere landsstyremedlemmer”. I samme indslag kommer der en vending, som har en snert af avisernes retorik, ”højtstående personer”, men det er stadig på et helt andet neutralt plan end aviserne, som bruger ord som ”magtelite” om boligkøberne.

Økonomisk kapital og autonomi

Denne mere neutrale attitude, som jeg mener at kunne spore hos Qanorooq, kan der være flere forklaringer på. Som jeg tidligere har beskrevet, arbejder Bourdieu i sin analyse af tv og journalistisk med mediers forskellige grader af autonomi. Hans udgangspunkt er, at et medies autonomi kan aflæses ved at undersøge dets afhængighed af ydre kræfter. Med dette mener han, at man ved at måle et medies økonomiske grundlag, f.eks. reklameindtægter og statsstøtte, kan undersøge, hvor autonomt det er (Bourdieu 1998[1996]:81).

Som jeg tidligere har skrevet, opfatter jeg aviserne som præget af en højere grad af autonomi på det indholdsmæssige plan, da de ikke er underlagt krav vedrørende deres indhold i forhold til KNR’s public service-forpligtigelser. Når Qanorooq, ifølge min opfattelse, ikke er så skarp i tonen som de to aviser, kan man forledes til at tro, at det har noget med dets økonomiske afhængighed af det offentlige at gøre. Det er min opfattelse, at KNR’s nyhedsudsendelser både i radio og tv ofte er blevet kritiseret for at være præget af ”mikrofonholderi”. Det vil sige, journalisterne ikke er pågående og kritiske, men bare er ureflekterende talerør. I et læserbrev fra AG står bl.a.:

”Som jeg har påpeget, er den journalistik, nyhedsdækning, som bliver ført af Qanorooq samt radioavisen, alt for tynd, og for at bruge et andet udtryk forsøger man ikke at få ”vendt alle stenene”. Man følger ikke op på de eksisterende begivenheder og forfølger dem ikke nærmere.” (Jeppson 2007:22).

60 Når læseren bruger et udtryk som ”vendt alle stenene”, opfatter jeg det som, at han ikke mener, at Qanorooq er grundig nok i sin research samt ikke er pågående nok i sit interviewteknik. Som jeg skrev før, kan dette let føre til konklusioner om stationens økonomiske afhængighed af offentlige midler. I forbindelse med KNR’s public service-kontrakt blev der trykt en leder i AG, som især var kritisk over for KNR’s nyhedsudsendelser i radioen:

”KNR’s zigzagkurs er tydeligere end nogensinde før. Og den tjener absolut ikke ”offentligheden”. Tværtimod virker den fordummende og slet ikke debatskabende. Man kunne forledes til at tro, at det er en bevidst strategi fra hjemmestyrets side. Befolkningen må ikke blive så ”klog”, at den begynder at stille spørgsmålstegn ved politikernes beslutninger – er det dét? Hvis ja, så er det lykkedes til fulde.” (AG 2007a:2).

Med dette citat mener AG, at der er en sammenhæng mellem KNR’s økonomiske ”afhængighed” som public service-station og dens knap så debatskabende journalistiske stil. Dog skal det også her nævnes, at jeg opfatter ovenstående citat som en klar provokation fra AG’s side, hvor avisens opfattelse af situationen er sat noget på spidsen. Dette rykker dog ikke ved, at stationens økonomiske forhold samt dens neutrale udtryk er med til at skabe tvivl om stationens autonomi. Også tidligere direktør på KNR Peter Frederik Rosing retter i et avisinterview en skarp kritik mod radio- og tv-stationen. I sin kritik fokuserer han bl.a. på stationens public service-forpligtigelser:

”Ét af dem (forpligtigelserne) er oplysning og debat om bl.a. politiske forhold, og i den henseende er radioen så godt som død.” (Simonsen 2008c:22).

Den tidligere direktør kæder ikke, som AG, den manglende debatskabende journalistik sammen med stationens økonomiske afhængighed af offentlige ydelser, men det bliver her endnu en gang pointeret, at KNR ifølge bl.a. Peter Frederik Rosing har en manglende evne til at være debatskabende og dybdeborende.

Situationen kan jo også vendes om, og derved får man en anden vinkel på den større grad af neutralitet, som jeg mener at kunne spore hos Qanorooq, og som ifølge de ovenstående eksempler synes at udtale en fremtrædende holdning. I kraft af at aviserne bliver nødt til at fastholde læserskaren, og dermed en del af indtægterne, kunne man forestille sig, at en skarpere tone, flere

61 sensationer og store overskrifter er en nødvendighed for at opretholde avisens liv. Som jeg skrev tidligere i afsnittet om samarbejdet mellem de to aviser, synes der at være en bekymring fra avisernes side angående den stigende konkurrence i branchen. Man kan måske tale om, at aviserne har en mere ”indirekte” økonomisk afhængighed end KNR, hvis statsstøtte er helt åbenlys. Samtidig ligger der også et aspekt i, at KNR ikke har andre grønlandske landsdækkende tv-medier at konkurre med, hvor AG og Sermitsiak ligger i konkurrence om læserne. Aviserne er dermed afhængig af at få den bedste historie, det nye scoop – en klassisk kamp inden for det journalistiske felt (Bourdieu 1998[1996]:36). Det journalistiske felt er et univers med en sammenhængende struktur, hvor nye positioner og positioneringer vil skabe ændringer, som vil brede sig som ringe i vandet – ikke kun i feltet selv, men også i andre felter. Så når jeg her ”kun” måler på mediets autonomi i forhold til dets økonomiske forhold, skal man holde sig for øje, at dette skal betragtes som et aspekt af mediernes autonomi. Det kan være svært at give et direkte bud på, hvor autonomt et medie er, da så mange faktorer spiller ind. Men de ovenstående betragtninger om økonomisk og indholdsmæssig autonomi, som jeg har gjort mig, er værd at have in mente, når man begynder at undersøge mediernes måde at håndtere en historie på.

Aktørernes argumenter

I det følgende vil jeg gennem en diskursanalytisk optik redegøre for de argumenter, som aktørerne gør brug af, når de skal legitimere deres handlinger. Som jeg skrev tidligere, ser jeg i den tredje fase en tendens til, at aktørerne indhenter ”assistenter”, disse ”assistenter” og deres funktioner vil jeg samtidig uddybe yderligere i dette afsnit. Herefter vil jeg komme med mit bud på forskellene mellem de to avisers fremstilling af lejer til ejer-sagen samt blotlægge Elna Egedes kampe og hendes ændrede position.

Som jeg ser det, har hovedargumentet fra avisernes side været, at der i forbindelse med lejer til ejer- ordningen er foregået en forskelsbehandling af borgerne i Grønland. En ordning, som skulle være med til at løse nogle af landets massive boligproblemer, er ifølge journalisterne blevet udnyttet af ansatte i hjemmestyret samt medlemmer af Landstinget.

62 En måde, journalisterne har understreget denne forskelsbehandling, er i deres valg af sprogbrug angående boligkøberne. Det er mit indtryk, at journalisterne i deres omtale af lejer til ejer-sagen har gjort meget ud af at definere magtforholdet mellem dem, som har købt boliger, og den almindelige grønlandske borger. Allerede i sagens første artikel i AG blev boligkøberne betegnet som ”magteliten” (Egede 2007a:6). Siden kom også andre betegnelser til. ”Den politiske og administrative elite”, ”hjemmestyrets top”, ”hjemmestyrets gulddrenge” og ”samfundets topfigurer” 11 var nogle af de mest gængse betegnelser i denne første fase. Alle betegnelser, som er med til at illustrere et ulige magtforhold. Det er min opfattelse, at i netop første fase, hvor hele sagen oprulles, har journalisterne været flittige til at få sat magtbetegnelser på boligkøberne i et forsøg på at få konsolideret historien. Denne formodning bestyrkes af, at jeg i anden og tredje fase slet ikke ser samme massive brug af magtbetegnelser fra journalisternes side.

En anden og effektiv måde for aviserne at understrege uretfærdigheden har været ved deres ordvalg for boligkøbene. Da Sermitsiak for første gang begyndte at omtale boligsagen, gjorde den det med en forside med overskriften ”Gavebod”. Overskriften var ledsaget af et billede med fire spillekort, hver påtrykt et billede af et stort hus. Med ordet gavebod viser Sermitsiak, at man opfatter boligkøbene som køb, der nærmest er givet til foræringspris. At kortene på billedet er esser, som jo er kortspillets højeste værdi, viser, at de købte huse er boliger af høj værdi. En senere overskrift fra en af Sermitsiaks ledere hedder ”Røveri ved højlys dag” (Sermitsiak 2007b:28). At bruge et ord som ”røveri” giver en meget kraftig effekt. I forhold til f.eks. at bruge ”tyveri”, som jo også handler om at tage andres ejendom, ligger der i røveribegrebet også et aspekt af vold og trusler, eller med andre ord – magtanvendelse. At dette ”røveri” samtidig er foregået ”ved højlys dag”, giver læseren en fornemmelse af, at disse boligkøb er ualmindeligt frække og foregået i fuld offentlighed. På AG vises også forargelsen over boligkøbene. Under overskriften ”Fattige giver til de rige” skrives der i avisens leder:

11 (AG 2007b:2) (Egede 2007b:6) (Sermitsiak 2007a:1) (Sermitsiak 2007c:29).

63 ” Et luksushus på 209 kvadratmeter vurderet til 2 mio. kr. – med byens bedste udsigt mod Nordlandet – er solgt for 680.000 kr. Det er hjemmestyret, der nærmest har foræret chefboligen til hjemmestyredirektørparret, der har alt. Penge, position og magt.” (AG 2007b:2).

Overskriften alene er en god illustration på en ”omvendt” verden. Dette synes jeg egentlig ganske godt beskriver hele den måde, aviserne forsøger at fremlægge denne boligsag – tingenes tilstand er ikke, som de burde være. Ud fra et medmenneskeligt syn ville det jo være naturligt, at det var de rige, som gav til de fattige, og ikke omvendt. Oversat i boligsagens forhold burde det ikke være de mennesker, som allerede har ”penge, position og magt”, som skal have en bolig ”foræret”. Et af formålene med lejer til ejer-ordningen var jo at give lejerne en mulighed for at komme ind på det private boligmarked og derved få skabt en vækst, som senere kunne komme samfundet til gode. Man kan sige, ifølge avisen, at det er de ”forkerte” (politikerne og embedsmændene), som har fået nytte af denne ordning. Samtidig får AG ved at beskrive husets fine beliggenhed, størrelse og pris understreget uretfærdigheden i hussalgene.

Den uretfærdighed og ulighed, som pressen fokuserer på i sine argumenter for at bringe lejer til ejer-sagen frem i lyset, hænger sammen med, at boligkøberne i kraft af deres symbolske kapital har mulighed for at erhverve sig boliger, som den almindelige grønlænder ikke har. De grønlandske politikere og embedsmænd – som har købt boliger – har siddet i beslutningstagende stillinger, som er med til at skabe rammerne for samfundets struktur, og kan derved betragtes som en del af den politiske elite (Shore 2002:4).

På den anden side i denne kamp står det politiske felt. I det følgende vil jeg rette fokus mod ”forsvarernes” argumenter. De to politikere og boligkøbere, Johan Lund Olsen og Jørgen Wæver Johansen, kom begge til orde i AG og Sermitsiak via læserbreve. Allerede i læserbrevenes overskrifter viser begge aktører, at de intet galt har gjort. Wæver Johansens overskrift hedder ”Når nu en fjer bliver til fem høns …” (Wæver Johansen 2007:17), hvilket stammer fra et H.C. Andersen-eventyr. Når man bruger en frase som denne, hentyder det til, at noget, som egentlig bare er en lille historie, er blevet blæst op til noget stort – måske endda noget, som er løgn.

64 Johan Lund Olsens overskrift er endnu skarpere: ”At læse loven som fanden læser biblen!” (Lund Olsen 2007:28). Med sådan en udmelding lægger Lund Olsen op til, at der er nogle, som absolut ikke har forstået, hvordan denne lejer til ejer-ordning er skruet sammen. For ingen kan vel siges at fejltolke biblen mere end fanden selv! Begge aktører forsøger altså allerede i overskrifterne at gøre opmærksom på, at de ser al denne virak omkring deres handlinger som helt ude af proportioner. Når Lund Olsen og Wæver Johansen skal legitimere deres huskøb gør de det med samme referenceramme. Et eksempel fra Lund Olsens læserbrev:

”Det skal understreges, at hverken embedsmænd eller politikere har misbrugt ordningen, idet afhændelse af boligerne skete i henhold til gældende lov.” (Lund Olsen 2007:28).

Et væsentligt argument for Lund Olsen bliver, hvilket jeg også ser eksempler på i Wæver Johansens læserbrev, at han kun har handlet efter lovgivningen – der er ikke foregået noget ulovligt. Derudover synes jeg også, at Jørgen Wæver Johansen gør brug af endnu et argument. I læserbrevet gør han det klart, at han og hans familie har brugt mange penge på at renovere huset, som var i en forfærdelig stand. Efter at have gennemgået lovgivningen om lejer til ejer-ordningen, som han kalder meget kompleks, kommer han med en lidt overraskende pointe:

”Men et er vist, hjemmestyret har allerede nu sparet 1,5 mio. kr. til renovering ved at afhænde huset til os. Derudover er de penge, vi selv har brugt på renoveringen af huset, kommet det lokale erhvervsliv til gode.” (Wæver Johansen 2007:17).

Ifølge Wæver Johansen har han faktisk gjort det grønlandske samfund en tjeneste og samtidig udvist samfundssind ved at købe et af hjemmestyrets billige huse efter lejer til ejer-ordningen. Det er interessant at holde op mod pressens argument angående uretfærdighed og ulighed. Pressen har netop fokus på, at politikerne og embedsmændene har udnyttet fællesskabstanken i lovgivningen til egen fordel, men i Wæver Johansens optik har han jo bl.a. netop handlet for fællesskabets skyld. To meget divergerende opfattelser af samme sag.

Der er ingen tvivl om, at både Lund Olsen og Wæver Johansen har følt sig forfulgt at den grønlandske presse samt haft en opfattelse af, at aviserne ikke har gengivet sandheden. Wæver Johansen afslutter sit læserbrev:

65

”For det ville så sandelig være betryggende for os alle, om pressen i Grønland vitterligt ville sandheden frem for mistænkeliggørelsen.” (Wæver Johansen 2007:17).

En anden fra det politiske felt, som kommenterer på den grønlandske presse, er administrerende direktør for Grønlands Hjemmestyre Kaj Kleist.

”Grønlands Hjemmestyre har ikke problemer med, at pressen er kritisk. Det er pressens rolle og fornemmeste opgave. Det er imidlertid ikke rimeligt, når kritikken rettes mod de lejere, der faktisk handler i overensstemmelse med Landstingets og landsstyrets boligpolitik og køber deres lejebolig.” (Kleist 2007:20).

Her forklarer Kleist i direkte vendinger sine forhold og forventninger til det journalistiske felt. Nemlig at pressen forventes at være en kritisk, diskuterende instans, hvilket egentlig passer fint med feltets egen opfattelse. Samtidig, ligesom Wæver Johansen og Lund Olsen, argumenterer Kleist også for boligkøbene med en reference til lovgivningen.

Hvor det journalistiske felt ser det politiske felt, nærmere bestemt dem jeg kalder ”forsvarerne”, for at udøve magt i kraft af deres symbolske kapital, har denne gruppe af aktører en helt anden opfattelse. Når de bruger lovgivningen som argumentering, er det min opfattelse, at der ligger en forestilling om, at alle i samfundet er ”lige for loven”, dvs. at alle borgere i landet har haft lige muligheder for at erhverve sig en bolig efter lejer til ejer-ordningen, og at deres handlinger derved er legitime.

Den sidste aktørgruppe jeg vil analysere, er ”offentligheden”, og der er ingen tvivl om, at offentligheden har følt sig uretfærdigt behandlet af lejer til ejer-sagens boligkøbere, samtidig med at de udviser en stor del foragt over for dem og deres handlinger. En ung mand siger i et interview:

”Jeg har været en god skatteyder og betaler af på min uddannelse og køber mit hus på markedsvilkår, mens hjemmestyrets top udnytter et hul i loven i stedet for at lukke den. De tilraner sig samfundets værdier – dine og mine værdier.” (Egede 2007b:6).

66 Ved at fremhæve, at han betaler skat, har en uddannelse og eget hus, fremstiller han sig selv som en god borger. Herefter fokuserer han på magtforholdet mellem ham som den ”almindelige borger” og politikerne ved at bruge ordet ”hjemmestyrets top”. Som jeg viste tidligere i forbindelse med ”forsvarernes” egne argumenter, holdt de sig hele tiden til, at de havde overholdt loven. Men i denne borgers optik handler det ikke om, hvorvidt loven er overholdt – ifølge ham har de måske nok holdt sig til loven, men udnyttet den. Dette gør han meget klart ved at bruge ordet ”tilraner”, som er meget negativt ladet. Når man ”tilraner” sig noget, ligger der en formodning om, at man ad uretmæssige veje har fået lusket sig til noget. Samtidig får han sat yderligere kraft bag dette ved at præcisere, at ”hjemmestyrets top” har fået nogle værdier, som i hans optik tilhører alle mennesker i samfundet. I sagens anden fase har kunstneren Inuk Silis Høegh skrevet et læserbrev. Heri står bl.a.:

”Spørgsmålet handler ikke om overtrædelse af loven. Spørgsmålet handler om misbrug af befolkningens tillid. I har selv udarbejdet en lov, som I udnytter, og derfor er jeres huskøb usolidarisk … I gik til valg på fællesskab og solidaritet. Det er på tide at vise det nu.” (Høegh 2007:18).

Ganske som den foregående borger hæfter Inuk Silis Høegh sig ved det amoralske i politikernes huskøb. Ved at bruge ord som ”misbrug”, ”udnyttet” og ”usolidarisk” får han sat streg under, at de involverede grønlandske politikere har handlet ud fra egen vindings skyld. Dette står i klar kontrast til hans efterfølgende ordvalg som ”fællesskab” og ”solidaritet”, som i skribentens øjne er de dyder, som de grønlandske politikere burde besidde. Man kan sige, at der fra offentlighedens side vægtes, at de politiske magthavere handler til samfundets bedste. Der forventes en følelse af fællesskab, hvor man er fælles om samfundets værdier. Dette går ud over, hvad al lovgivning kan foreskrive. I forhold til ”forsvarerne” fra det politiske felt, som i høj grad legitimerer sig ved hjælp af lovgivningen, opstår der her et klart meningssammenstød.

”Assistenter”

Som jeg skrev i min redegørelse af lejer til ejer-ordningen, opfattede jeg den tredje fase som en fase, hvor der blev indkaldt udefrakommende ”assistenter”. Disse ”assistenter” var på mange måder med til at udbygge og nuancere kampene mellem felterne og i felterne. En stor gruppe af

67 ”assistenterne” var de juridiske eksperter, som i løbet af tredje fase blev hidkaldt. Disse ”assistenter” blev især hevet ind i de interne kampe i det politiske felt. Gennem sagens forløb havde adskillige af de aktører, jeg omtaler som ”angriberne”, bedt om en juridisk undersøgelse. Denne fik de, da Nuna Advokaterne blev antaget til at undersøge politikernes og embedsmændenes huskøb. I denne blev der sat spørgsmålstegn ved adskillige af købene, og man kan sige, at ”angriberne” vandt dette første slag. Denne afgørelse fandt ”forsvarerne” åbenbart ikke fyldestgørende, for de hev nu endnu en juridisk hjælper på banen, det danske advokatfirma Poul Schmidt. Poul Schmidt blev antaget til at lave en redegørelse af Nuna Advokaternes redegørelse! Og til ”forsvarernes” fordel gik Poul Schmidt stik imod Nuna Advokaternes konklusion. I den nye redegørelse mente det danske advokatfirma absolut ikke, at der på nogen måde var foregået nogen ulovligheder i forbindelse med salgene af de omdiskuterede enfamiliehuse. Denne formodning støttes yderligere en måneds tid senere i midten af juni 2008. Her går den danske juraprofessor Hanne Petersen, som tidligere har undervist ved Ilisimatusarfik, ud og siger, at det er hendes opfattelse, at hussalgene på ingen måde kan opfattes som en foræring (Simonsen 2008b: 26). Det er hendes vurdering, at alt i forbindelse med hussalgene er foregået i henhold til loven, og at hjemmestyret via konjunkturpanten har sikret sig, at ingen huskøbere vil kunne gøre sig en hurtig økonomisk fortjeneste.

Allerede inden advokatfirmaet Poul Schmidt frikender huskøbene har landstyreformand Hans Enoksen dog set sig presset til at inddrage endnu en instans. Efter Nuna Advokaternes redegørelse og det stigende pres fra den politiske opposition samt den røre, som hele sagen har skabt i de grønlandske medier, har Hans Enoksen i slutningen af april meldt landsstyret til politiet, så der kan igangsættes en undersøgelse. Denne undersøgelse er der i skrivende stund endnu ikke kommet en afgørelse på. Igangsættelsen af denne undersøgelse bliver endnu et eksempel på, hvordan udefrakommende ”assistenter” hives ind. Politimesteren har bedt bagmandspolitiet om assistance i efterforskningen af sagen og forventer, at der efter sommeren kan ligge en afklaring om en evt. straffesag (Simonsen 2008a:8).

Jeg mener heller ikke, man skal underkende den danske presse som en form for ”assistenter”. I boligsagens anden fase, hvor tv-dokumentaren ”Flugten fra Grønland” blev sendt i både dansk og grønlandsk fjernsyn, blev der også i de danske medier mere fokus på grønlandske forhold. Dette

68 rækker ind i den tredje fase, hvor Dansk Folkeparti beder den danske statsminister om at komme med sin mening om de grønlandske hussalg. Efter Nuna Advokaternes undersøgelse er Dansk Folkeparti igen efter Anders Fogh Rasmussen, som ender med at erklære, at han ikke vil blande sig i boligsagen, da ansvaret ligger hos Grønlands Hjemmestyre (Schultz-Lorentzen 2008:5). Jeg forestiller mig, at for de aktører, som gerne vil presse det politiske felt, nærmere bestemt ”forsvarerne”, kan den danske presses indblanding være en fordel. Vi skal ikke længere tilbage end til foråret 2007 for at se et eksempel, hvor den danske presses indblanding i en grønlandsk sag fik de grønlandske politikere til at tage drastiske beslutninger. Her tænker jeg på, da den danske filminstruktør Karen Littauer, som under et børne- og ungdomsprojekt i Qaanaaq, blev forfærdet over den druk og sociale elendighed, børnene oplevede i hverdagen. Da hun vendte tilbage til Danmark, henvendte hun sig i en mail til Danmarks Radio, hvor hun udtrykte sin forfærdelse over forældrenes druk og de grønlandske børns miserable forhold. Sagen fik stor medieopmærksomhed i både Grønland og Danmark og fik i sidste ende landsstyret til i en periode at lukke for al alkoholudsalg i Qaanaaq. Med dette eksempel fra Qaanaaq i baghovedet kan jeg let forestille mig, hvorledes den danske presses indblanding i en sag kan være fremmende for, hvor meget fokus en sag får i Grønland. At ”lække” oplysninger til den danske presse, og derved inddrage dem som ”assistenter”, ville også i en sag som lejer til ejer-sagen kunne indbringe fordele til det journalistiske felt. Dette ovenstående eksempel viser tydeligt, hvordan det journalistiske felt har mulighed for at yde indflydelse på det politiske felt. En mekanisme, som kan forklares med, at presset, som det journalistiske felt kan udøve på det politiske felt, ofte kan munde ud i irrationelle beslutninger fra politikernes side, som er præget af følelser (Bourdieu 1998[1996]:92).

Også journalisternes fagforening Dansk Journalistforbund og den lokale kreds TP kan opfattes som ”assistenter”. Ved at hædre Elna Egede med diverse priser viser den sin støtte til hende, men også til det journalistiske felt i al almindelighed, og får dermed også sat fast, hvilken slags kapital der betyder noget i det journalistiske felt. Dette emne vil jeg yderligere vende tilbage til, når jeg behandler Elna Egedes position.

69 Komparation af AG og Sermitsiaks behandling af boligsagen

Ud fra min analyse kan jeg se, at der er stor forskel på måden, de to aviser behandler lejer til ejer- sagen. For det første var og er boligsagen meget AG’s – og Elna Egedes – sag. Det var dem, som kom først med historien, først 14 dage senere begyndte Sermitsiak at omtale sagen. 14 dage kan synes som lang tid målt efter danske presseforhold, hvor vi er vant til adskillige landsdækkende aviser, som udkommer dagligt, men man skal huske på, at Sermitsiak udkommer 1 gang om ugen. Så reelt nåede avisen kun at have to udgivelser, førend den også begyndte at omtale sagen. Også antallet af artikler, som aviserne valgte at bruge på lejer til ejer-sagen, viser, at det var en sag, som blev opprioriteret på AG. I min analyseperiode stod AG for hen ved to tredjedele af alle artiklerne. Især anden fase, som på mange måde kan betragtes som en lidt ”død” fase, formår AG at fastholde interessen for sagen. Ud af denne periodes 15 artikler stod AG for de 13.

Som jeg beskrev tidligere, bestod første fase bl.a. af artikler, som forsøgte at redegøre for sagens omfang. For den ”almindelige borger”, som ikke er inde i lovtekster og sagens tekniske spidsfindigheder, kan lejer til ejer-sagens grundlag virke som noget uoverskuelig. Begge aviser, mener jeg, formår at forklare deres læsere i et forståeligt sprog, hvorledes sagen er skruet sammen. Begge aviser er meget kritiske over for politikernes og embedsmændenes køb af boliger, hvilket især kommer til udtryk i avisernes ledere. Den største forskel i de to avisers behandling af sagen kommer især til udtryk i sagens første fase. Det er min opfattelse, at man på AG, i denne opklarende fase, gør meget mere ud af at relatere hussalgene til den ”almindelige borger”. Sermitsiaks artikler er meget præget af at være orienteret udi sagens ”fakta”, dvs. der er fokus på antallet af solgte boliger, priser, sagens udvikling, lovgivningens betydning etc. 12 Samme type artikler ses også i AG, men den bringer samtidig et stort antal artikler, som på en helt anden måde appellerer til folks uretfærdighedssans. Og dette gør den på flere måder. Den ene måde er at præsentere læserne for ”almindelige borgere” og deres realiteter. Jeg har tidligere omtalt to artikler. Den ene beskæftiger sig med en pensionist, som er kommet i klemme efter at have købt bolig under lejer til ejer-ordningen (Egede 2007e:6). Den anden er en ung mand, som føler sig forfordelt, da han selv har bekostet sit hus til markedspris (Egede 2007b:6).

12 (Krarup 2007a:5) (Krarup 2007b:7) (Krarup 2007c:10) (Kristensen 2007:6).

70 Begge historier bygger på at vække sympati og følelser i læseren samt pirke til retfærdighedssansen. Samtidig gør historierne det klart, at der åbenbart i det grønlandske samfund er forskel på at være en ”almindelig borger” og en borger, som er tilknyttet hjemmestyret. Den anden måde, AG forsøger at sætte lejer til ejer-sagen i relief i denne første fase, er ved at have artikler om ”det almindelige boligmarked”. I disse artikler 13 har Elna Egede, AG’s journalist, været ude og sondere det private boligmarked, hvor hun kan fremvise flere eksempler på små, kummerlige boliger, som er sat til salg for nogenlunde samme pris som de enfamiliehuse, ansatte og tilknyttede til hjemmestyret har købt. Dette er ifølge min mening eksempler på, hvorledes avisen forsøger at få sat uretfærdigheden og forskelsbehandlingen af den ”almindelige borger” i relief til elitens boligkøb.

Hvor Sermitsiak i denne sag er meget orienteret mod lejer til ejer-sagens fakta, er det min opfattelse, at AG samtidig også er optaget af at ”opbygge” historien og sagen. Med dette mener jeg, at avisen forsøger at få flere aspekter med end bare sagens fakta. Ved at have dette kraftige fokus på den ulige relation mellem den ”almindelige borger” og magtelitens huskøbere får AG i forhold til Sermitsiak skabt en dimension, hvor uretfærdigheden og uligheden træder endnu tydeligere frem. Det kan være svært at sige ud fra denne enkelte case, om dette kendetegner forskellen på de to landsdækkende aviser, men muligheden foreligger. En anden mulighed kan være, at det hænger sammen med, at lejer til ejer-sagen, som jeg har skrevet før, er AG’s sag. Og at den derfor har valgt at bruge mere spalteplads på at få gennemarbejdet og analyseret flere aspekter af sagen.

I sagens tredje fase ses et interessant lille spil mellem AG og Sermitsiak, i forbindelse med at Elna Egede hædres af Dansk Journalistforbund. Indtil slutningen af 2007 var Elna Egede ansat som journalist på AG, indtil hendes fyring, hvor hun også tidligere havde fungeret som tillidsmand. Det kan være svært at fastslå, hvad der præcis lå til grund for Elna Egedes fyring. Forklaringen fra AG lød på, at der var problemer med samarbejdet. Årsagen til disse samarbejdsvanskeligheder gav formanden for Dansk Journalistforbund Mogens Blicher Bjerregaard sit bud på i sin tale til Elna Egede i forbindelse med prisoverrækkelsen. I forbindelse med chefredaktørens sygemelding overtog AG’s bestyrelsesformand jobbet som daglig leder på avisen. Ifølge Mogens Blicher Bjerregaard stod den nye daglige leder i forbindelse med det lag af folk, som Elna Egede i kraft af sit engagement i lejer til ejer-sagen havde været med til at

13 (Egede 2007c:5) og (Egede 2007d:7).

71 fælde, og dette skulle være den egentlige årsag til journalistens fyring. Denne udlægning referer Sermitsiak til i forbindelse med sin omtale af Elna Egedes hæderspris (Holmsgaard 2008:2). 14 På det meste af forsiden ses et foto af Elna Egede med overskriften ”Elnas Pris”. I forhold til at denne begivenhed er slået stort op på Sermitsiaks forside, står det i misforhold til den enkelte artikel, som er skrevet, og som hovedsageligt består af citater fra Mogens Blicher Bjerregaards takketale. I samme forbindelse bliver Elna Egedes hæderspris slet ikke nævnt i AG, hvilket måske ville synes naturligt, når netop lejer til ejer-sagen var med til at fremme Egedes og AG’s position. At Sermitsiak vælger at bruge en forsidehistorie på hædersprisen, er for mig et se en lille bemærkning til AG og dens fyring af Elna Egede. Kort tid efter vælger Sermitisak også at trykke uddrag af Elna Egedes tale på Transparency-konferencen i maj 2008 som en kronik. Talen omhandlede nepotisme og korruption i Grønland samt Elna Egedes syn på pressens rolle i et moderne samfund.

Magtkamp mellem AG og Dansk Journalistforbund

Endnu et efterspil af Elna Egedes fyring kom i sommeren 2008. Kort før hendes fyring var hun stoppet som tillidsmand på AG. I forbindelse med den nye overenskomst mellem AG og Dansk Journalistforbund er der nu kommet en efterbeskyttelse af avisens tillidsrepræsentant. Som fungerende tillidsmand er det ikke muligt at blive fyret, og med den nye overenskomst har tillidsrepræsentanten nu samme beskyttelse mod fyring et halvt år efter stop af tillidserhvervet. Dansk Journalistforbund gør opmærksom på, at dette er en normal praksis på de fleste danske dagblade. Men samtidig bemærkes det, at den nye aftale bunder i en konkret sag, hvor en tidligere tillidsmand blev fyret, kort efter hun stoppede sit tillidsrepræsentanterhverv (Dansk Journalistforbund 2008). En tillidsrepræsentant er valgt af arbejdspladsens ansatte og er de ansattes repræsentant i forhold til arbejdsgiveren. Det vil sige, tillidsrepræsentanten er den, som forhandler med arbejdsgiveren om fortolkninger af overenskomsten og arbejdsforhold i al almindelighed, og ligger derfor også tit i en magtkamp med arbejdsgiveren. Når tillidsrepræsentanten er beskyttet af særlige regler vedrørende afskedigelse, er det for at sikre tillidsrepræsentantens ret til at føre de ansattes kamp, uden at det efterfølgende vil få konsekvenser for tillidsrepræsentantens ansættelsesforhold.

14 Den 29. august 2008 er der at læse på Dansk Journalistforbunds hjemmeside, at Mogens Blicher Bjerregaard beklager, efter klage fra AG’s bestyrelsesformand Ole Kielmann Hansen, at vendingerne ved Elna Egedes fyring kunne misforstås. Se http://www.journalistforbundet.dk/sw74400.asp.

72 Denne begivenhed er interessant at have med, fordi den netop er et eksempel på de forgreninger, lejer til ejer-sagen affødte, men også fordi den viser, hvordan styrkeforholdet mellem feltets aktører er med til at definere feltets struktur. En overenskomstforhandling kan betragtes som en magtkamp, hvor fagforeningen går ind og kæmper sine medlemmers sag. I denne konkrete sag har Elna Egedes indsats i feltet, ifølge manges mening, kostede hende en fyring. Med hendes fyring kan man tale om, at der kom en forskydning i feltets magtbalance, eftersom det er styrkeforholdet mellem aktørerne, som er bestemmende for feltets struktur. Efterfølgende har fyringen været medvirkende til, at journalisternes fagforbund via en overenskomstforhandling med en yderligere sikring af tillidsmandserhvervet har genetableret en magtbalance. Havde fagforbundet ikke taget denne kamp, kunne man måske forestille sig, at tillidsmandserhvervet på AG havde mistet sin position, og de ansatte på AG havde derved mistet et magtmiddel i forhold til arbejdsgiveren.

Elna Egedes kampe

Er der en, som har kæmpet på mange planer i denne lejer til ejer-sag, er det Elna Egede. Det er min opfattelse, at hendes samlede mængde af kapital har ændret sig – hendes position i det sociale rum og i det journalistiske felt har rykket sig. For det første var hun primus motor bag hele optrevlingen af sagen og kom til at stå som det journalistiske felts hovedaktør i kampen mellem det journalistiske og det politiske felt. Herefter har hun på det mere personligt professionelle plan også skulle kæmpe med sin arbejdsgiver, hvilket i sidste ende endte med en fyring. Men på trods af hendes fyring er det alligevel min opfattelse, at det er Elna Egede, som kommer styrket ud af denne sag. Med hendes priser, først fra TP, som var den, som indstillede hende til Carsten Nielsen-legatet, og sidenhen dette legat fra Dansk Journalistforbund, opnåede Elna Egede en stor mængde symbolsk kapital. Hun investerede i feltet med sin opklaring af lejer til ejer-sagen og opnåede i den anden ende prestige og anerkendelse fra sit eget felt, i kraft af pristildelingerne. I Elna Egede-regi er en afstikker af hele boligsagens tredje fase, at der i sagens forløb er kommet betydelig mere fokus på nepotisme i Grønland. I foråret 2008 afholdte Transparency International et åbent møde om nepotisme og korruption i Det Grønlandske Hus i København, hvor bl.a. direktør i Air Greenland og samfundskritiker Michael Binzer deltog sammen med folketingsmedlem Lars- Emil Johansen. Senere i løbet af foråret nåede Transparency-konferencen til Nuuk, hvor der i maj

73 2008 blev afholdt møde på Ilimmarfik med Elna Egede som en af talerne. Dette ser jeg som et udtryk for, at hun i kraft af sin ændrede position i det journalistiske felt også har ændret sin position i andre felter. Konferencen startede med oplæg om nepotisme fra forskere ved Ilisimatusarfik og en repræsentant fra Transparency International Danmark. Herefter blev der lagt op til diskussion af problemstillingen ”Er det grønlandske politiske system og erhvervsliv i Grønland præget af nepotisme?” (Transparency International u.å.). Det var her Elna Egede, sammen med bl.a. formanden for Grønlands Arbejdsgiverforening, var blevet bedt om at lave et diskussionsoplæg. I dette oplæg, som Sermitsiak i en forkortet udgave har trykt som kronik, langer hun kraftigt ud efter de politiske magthavere i Grønland, samtidig med at hun giver sit syn på pressens rolle i forhold til nepotisme i Grønland:

”Jeg tror subjektivt, at årsagen til denne nepotisme har fået lov til at florere, fordi vore medier har for få menneskelige ressourcer til at afdække vores mere og mere komplicerede samfund.” (Egede 2008:39).

At Elna Egede kommer med en sådan udtalelse, opfatter jeg som, at hun ser pressen som en instans, som er med til at regulere magtforholdene i samfundet. I hendes optik er det fordi, at den grønlandske presse, i kraft af sin ringe størrelse, ikke har muligheden for at være konstant opsøgende, at magthaverne har et stort spillerum. Egede mener, at hvis Grønland havde haft flere tabloidaviser og sladderblade, havde de politiske magthavere ikke haft de samme muligheder for at skalte og valte med eksempelvis deres repræsentationskonti, som det har været set tidligere. Samtidig langer hun kraftigt ud efter sit eget fag:

”I dag forsøger de få medier, vi har, at være så tandløse som muligt, fordi de falder i grøften med magthaverne og giver efter for presset, som resten af befolkningen.” ( Egede 2008:39).

Dette er ikke første gang, jeg ser aktørerne i det grønlandske journalistiske felt været kritiske over for deres egne. Jeg har tidligere omtalt, hvordan AG i en leder var særdeles kritisk over for det journalistiske niveau i KNR.

74 Både Elna Egede og lederen i AG fremhæver, at de politiske magthavere i Grønland har en evne til at få ”stækket” pressen. Ifølge dem er der altså nogle mekanismer i det grønlandske samfund, som gør, at den grønlandske presse i høj grad ligger under for magthaverne og derved ikke udfylder den rolle, som pressen er tiltænkt. Dette er en diskussion, som jeg tidligere har beskæftiget mig med i forhold til KNR, og jeg vil vende yderligere tilbage til den i næste afsnit.

Det er min opfattelse, at under hele denne sag har Elna Egedes position ændret sig. I kraft af sin øgede mængde af kapital i det journalistiske felt er hun nu blevet en, hvis mening er interessant i andre sammenhænge end som journalistisk medarbejder på en avis. Hun har fået en form for symbolsk magt, ikke alene i det journalistiske felt, men også i andre felter.

Boligsagen fra lejer til ejer

Det er min opfattelse, at aktørernes habitus i det journalistiske felt er meget forskellig og fuld af kompleksitet. Denne kompleksitet kommer til udtryk i aktørernes opfattelse af situationenen, og hvordan de handler i kampene i feltet. Habitusbegrebet er i vid udstrækning knyttet til individet (Høiris 1993:44). Når jeg taler om habitus i det grønlandske journalistiske felt, gør jeg det ved at hæve det op på et mere generelt plan. Jeg gør det fordi, at i min opfattelse af det grønlandske journalistiske felt er der to herskende måder at deltage i feltets magtkampe. Der er en aggressiv opsøgende deltagelse, repræsenteret ved AG og Elna Egede, og en mere neutral tilbageholdende deltagelse, i denne sag repræsenteret ved Qanorooq og KNR. Under hele sin tid som aktiv skribent og aktør i lejer til ejer-sagen var Elna Egede særdeles pågående og optaget af at få afdækket mange forskellige hjørner af denne sag. Hun levede i alle henseender op til feltets egne værdier. Den knap så kritiske og mere neutrale attitude, som jeg fandt hos Qanorooq, står i stærk kontrast til Elna Egedes handlinger. Elna Egede er også selv i sin tale under Transparency-konferencen i Nuuk efter den grønlandske presse, da den i hendes optik fremstår ”tandløs”. Sammenholdt med den tidligere kritik af KNR, både i et læserbrev og i AG’s leder, er der måske tale om, at dele af den grønlandske presse er underlagt en form for symbolsk vold, hvor en mere resignerende holdning er blevet internaliseret i aktørernes habitus. Det kan selvfølgelig være svært at konkludere ud fra disse få oplysninger, men jeg mener denne analyse flere gange har vist, hvorledes dele af det overordnede magtfelt har forsøgt at kontrollere det

75 journalistiske felt. Her tænker jeg på sagen vedrørende Det Grønlandske Pressenævn, men det er også det indtryk, jeg får, når det journalistiske felts egne aktører omtaler feltet. Formanden for Dansk Journalistforbund berører det også i sin tale i forbindelse med Elna Egedes hæderspris, hvor han direkte siger: ”At gå efter det øverste lags privilegier kan give bagslag.” Endnu et eksempel er den anonyme embedsmand, som også antyder, at det kan få konsekvenser at stå op imod magthaverne i Grønland.

Baggrunden for at bringe lejer til ejer-sagen på banen i dette speciale var at afsløre de ulovligheder, som aktørerne i det journalistiske felt mente, at der var begået i boligsalgene. Som sagen står i dag, hvor politiets undersøgelse af sagen endnu ikke er afsluttet, viser den seneste redegørelse fra advokatfirmaet Poul Schmidt, at der faktisk ikke var begået nogen ulovligheder i forbindelse med salgene. Hele fundamentet for at undersøge sagen var der måske slet ikke! Men hvorfor er det så, at hele denne sag blev så interessant? For selv om det juridiske fundament for at undersøge sagen måske ikke var der, rykker det ikke ved, at denne sag åbenbart har rørt de grønlandske borgere og den grønlandske presse. Det er min opfattelse, at når boligsagen blev så omtalt, som den blev, og samtidig også var med til at sætte endnu mere skub i diskussionen om nepotisme og korruption i Grønland, er det et udtryk for, at den grønlandske befolkning er træt af den stigende ulighed, som der ses i det grønlandske samfund. Det var netop det ulige magtforhold, det journalistiske felt gjorde meget ud af at få udstillet. For det journalistiske felt og for offentligheden er det mit indtryk, at det, som har forarget den, er dens opfattelse af de politiske magthavers mangel på etik og moral. De har i kraft af deres position haft mulighed for at handle for egen vindings skyld, hvilket de har udnyttet, og i offentlighedens øjne derfor ikke har opfyldt deres embede som repræsentant for borgerne.

76 4. Diskussion

I den følgende diskussion vil jeg rette fokus mod de udfordringer, den grønlandske presse kæmper med, samt hvilke konsekvenser disse udfordringer kan få for opbygningen, og udbygningen, af den grønlandske nation. Jeg vil i diskussionen trække på de problemstillinger, som jeg fandt i analysen af det grønlandske journalistiske felt. Diskussionen vil koncentrere sig om magtspillet mellem det journalistiske felt og det politiske felt. Derudover vil jeg diskutere mediernes rolle i forhold til Jürgen Habermas’ strukturforvandling.

Væsentligt for det journalistiske felt i Grønland, og for det grønlandske samfund i al almindelighed, er at holde fast i retten til at ytre sig. For at kunne videreudvikle en demokratisk nation er det vigtigt, at borgerne og pressen frit kan diskutere og derved danne sig sine egne meninger. Som jeg har vist i analysen af det journalistiske felt, synes der at være flere eksempler på, hvorledes denne frihed til at ytre sig kan sættes under pres. I den grønlandske presse synes der at være en tendens til at gøre brug af flere anonyme kilder, end man f.eks. gør i Danmark (Symnes 1998:111). Dette gjorde sig bl.a. også gældende i lejer til ejer- sagen, hvor en tidligere ansat i boligdirektoratet gerne ville beholde sin anonymitet af frygt for konsekvenserne. De konsekvenser, som kilden henviser til, kunne man let forestille sig handlede om, at han var bange for at miste sit job, samt hans muligheder for at finde fremtidig beskæftigelse. Hvis det er kildens frygt for repressalier med hensyn til hans jobsituation, der gør, at han ønsker anonymitet, må det siges at være en trussel mod demokratiet. Enhver borger i en demokratisk nation burde have mulighed for at give sine mening til kende uden at frygte for konsekvenserne. Det er min opfattelse, at denne situation her er et udtryk for, at der tidligere har været, og måske stadig er, en kraftig magtkoncentration i det grønlandske samfund, jf. afsnittet om elite i kapitel 2. Samtidig er der indikationer af, at magtens aktører ikke altid har handlet efter demokratiske spillerregler, hvilket kan lede tankerne hen på magtmisbrug. Vender vi blikket mod pressen og dens brug af anonyme kilder, ligger der også en problematik dér. For nyhedsmedier er det utrolig vigtigt, at de fremstår troværdige. At en kilde ikke vil stå frem i lyset og stå ved sin mening, gør, at der kan opstå tvivl om kildens troværdighed, og derved mediets troværdighed. Dette betyder selvfølgelig ikke, at alle anonyme kilder per definition er utroværdige. Når medier, og grønlandske medier i særdeleshed, gør brug af anonyme kilder, må man formode, at

77 mediet selv finder kilden troværdig, samt at de informationer, som kilden har, anses for at være så væsentlige, at medierne hellere lader kilden være anonym end slet ikke at bringe oplysningerne. Hvis der i det grønlandske samfund er en tendens til, at borgerne, som kilden i lejer til ejer-sagen, ikke har lyst til at gøre brug af deres ytringsfrihed, kan det have betydning for den videre uvikling af den demokratiske nation. Forstået sådan, at det derved er let at forestille sig, at der rundtomkring i landet findes et utal af oplysninger, som kunne være i borgernes interesse at få kendskab til. Men som det bliver svært for medierne at opsnappe samt videreformidle, i kraft af at kilderne ikke vil stå frem. Og dette giver selvfølgelig medierne nogle svære arbejdsbetingelser. Men det forklarer måske også, hvorfor de grønlandske medier tilsyneladende oftere gør brug af anonyme kilder.

En anden udfordring for de grønlandske medier er, at der ses indikationer af, at de politiske magthavere i Grønland i flere tilfælde har misbrugt eller forsøgt at misbruge deres magt. I kapitel 2 refererede jeg til, hvorledes Jens Kreutzmann og Jørgen Fleischer tilbage i 1950’erne var blevet truet med fyring af medlemmer af landsrådet. I midten af 1990’erne var det daværende landsstyreformand Jonathan Motzfeldt, som havde truet AG’s redaktør Phillip Lauritzen med at fjerne portostøtten. I 2007 blev journalist Elna Egede fyret, angiveligt pga. hun var kommet for tæt på de politiske magthaveres formodede magtmisbrug i forbindelse med lejer til ejer-ordningen. De tre episoder, som jeg her har hevet frem, involverer stærke personligheder i det grønlandske journalistiske felt, som enten har været, eller stadig er, væsentlige aktører. De har alle opnået en stor mængde symbolsk kapital i deres virke som journalister, og det er måske netop grundet deres position, at de har turdet stå frem og kaste lys over disse episoder. Når disse fremtrædende journalistiske personligheder har oplevet ”trusler”, er det ikke utænkeligt, at også andre inden for det journalistiske felt har oplevet det samme. I afsnittet ”Økonomisk kapital og autonomi” omtaler jeg bl.a. en massiv kritik af KNR, hvor kritikere antyder, at de grønlandske politikere, i mere eller mindre grad, har formået at hive det debatskabende element ud af nyhedsstationen. Journalist Elna Egede er også efter sine egne kollegaer og siger direkte, at grønlandske journalister er presset af magthaverne og derfor er tandløse (Egede 2008:39). Med de tre ovenstående eksempler på forsøg med ”trusler” mod journalister, samt de sidste to eksempler på kritik fra feltet selv, kunne det tyde på, at det grønlandske journalistiske felt selv i nogen grad har følt sig presset af magthaverne. Det er derfor ikke utænkeligt, at de politiske magthavere måske endda har haft held til at ”stække” den grønlandske presse. Hvis det forholder

78 sig sådan, er det uheldigt. Både i forhold til pressens selvforståelse, som oplysende mediator mellem borgerne og magthaverne, men især i forhold til de grønlandske borgere. Som jeg tidligere har skrevet, er det min opfattelse, at den grønlandske presses selvforståelse ligger tæt op ad Jürgen Habermas’ ideer om pressens rolle i forbindelse med den borgerlige offentlighed. Og hvis de grønlandske politikere i en vis grad har formået at ”stække” dele af den grønlandske presse, bliver det sværere for de grønlandske borgere at danne sig et indtryk og en mening om de grønlandske politikeres handlen.

I det foregående har jeg beskæftiget mig med, hvorledes det politiske felt i Grønland i flere tilfælde har udøvet sin magt over for det journalistiske felt. Dette magtforhold er selvfølgelig ikke ensidigt. Bl.a. har medierne magt til at vælge, hvem og hvor meget taletid de vil give til politikerne, samt hvilke historier de vil vælge at følge og viderebringe. Det er min opfattelse, at medierne er blevet et af de væsentligste fora for politisk kommunikation. Selvfølgelig er face to face-kontakten, i form af eksempelvis vælgermøder, stadig aktuelt. Stort set al information fra politiske partier og politikere går i dag i mere eller mindre grad gennem det journalistiske felt, hvilket giver det journalistiske felt en mulighed for at udøve en form for magt over for det politiske felt. I lejer til ejer-sagen sås det, hvorledes Johan Lund Olsen ligefrem takkede Qanorooq for at komme til orde. Nu er det ikke til at vide, om Lund Olsen havde forsøgt at komme til orde gennem AG eller Sermitsiak. Men det indikerer, hvorledes pressen har magt til bestemme, hvem der skal høres. Ved landstingsvalget i 1995 følte det politiske parti Atassut sig forfordelt mht. både at blive hørt og citeret korrekt i den grønlandske presse og udgav derfor selv en valgavis (Symnes 1998:109). I et samfund som det grønlandske, hvor der kun er tre landsdækkende medier – fire med internettet – bliver det derfor uhyre vigtigt for offentligheden og politikerne, at de grønlandske medier er opmærksomme på, hvis de skal opfylde deres egne kriterier, at fordele deres sendetid og spalteplads med omhu.

I kraft af at medierne selv udvælger deres historier og synsvinkler, er det min overbevisning, at de til en vis grad er medvirkende til at påvirke offentlighedens diskussioner i forhold til det politiske felt. Ikke sådan at forstå, at offentligheden blindt lader sig forføre af mediernes fremstillinger. I påvirkning af offentligheden kunne man godt forestille sig, at mediernes påvirkning foregår i et samspil med hver enkelt individs holdninger og tidligere oplevelser.

79 Når lejer til ejer-sagen fik så stor opmærksomhed, og når de offentlige røster var så kritiske over for boligkøbene, tror jeg, det hænger sammen med, at disse boligkøb var endnu et eksempel i rækken af mange, hvor den grønlandske borger har følt sig forskelsbehandlet. På trods af at der muligvis ikke ses nogen juridisk argumentation for, at lejer til ejer-sagen skulle have så stort et fokus, er det min overbevisning, at sagens fremstilling i den grønlandske presse alligevel har haft sin berettigelse, da den bl.a. har medvirket til at få befolkningen til at diskutere forhold i det grønlandske samfund. Derved har den grønlandske presse i lejer til ejer-sagen fungeret som formidlende og debatskabende.

Ikke alene kan medierne være medvirkende til at påvirke offentligheden, men den kan også til en grad være medvirkende til at påvirke politikernes valg. Som i det tidligere eksempel jeg omtalte, hvor de grønlandske politikere lukkede for spiritussalg i Qaanaaq. Samtidig kan man sige, at i eksempelvis lejer til ejer-sagen blev både ”forsvarerne” og ”angriberne” tvunget til at tage stilling til sagen i kraft af mediernes omtale og interesse. Igen, som med offentligheden, ser jeg denne påvirkning som et samspil og ikke udelukkende en magtanvendelse fra mediernes side. Begge politiske aktørgrupper som i lejer til ejer-sagen gør brug af pressen som en videreformidlingscentral af deres budskaber.

Den foregående diskussion har vist, hvorledes det politiske felt og det journalistiske felt forsøger at vinde terræn over for hinanden. Aldrig tidligere i det grønlandske samfund har der været så meget fokus på nepotisme og korruption, som der er i dag. Man kan sige, at netop i kraft af disse demokratiske udfordringer er det uhyre vigtigt, at den grønlandske presse kan fungere som en form for kontrollerende enhed over for magthaverne. I diskussionen har jeg fremlagt forhold, som peger i en retning af, at de politiske magthavere i Grønland har ydet og til dels stadig yder symbolsk vold i forhold til både de grønlandske borgere samt den grønlandske presse. Set ud fra et ønske om at videreudvikle den grønlandske demokratiske nation er det uheldigt. Man kan frygte, at de ovenstående forhold kan give sig udslag i en form for ”politikerlede”, hvor vælgerne ikke har tillid til de politiske magthavere. I bedste fald kan dette afføde en endnu kraftigere mobilisering af offentligheden, de grønlandske borgere. Det kan desværre også vise sig i en eksempelvis faldende valgdeltagelse, og en yderligere skævvridning af vælgernes deltagelse, som jeg omtalte i kapitel 2 som ”politisk fattigdom”, er absolut ikke ønskværdig.

80 Jürgen Habermas arbejder i sin teori med, at den borgerlige offentlighed undergår en strukturforvandling, som ender med at undergrave den borgerlige offentligheds egentlige funktion. Pressen, som egentlig skulle fungere som en form for politisk instrument, bliver i stedet kommercialiseret og fungerer derved ikke længere som borgernes forlængede arm (Habermas 1989[1962]:200). Når Habermas taler om kommercialisering af pressen, er det i betydning af, at denne bliver brugt til at promovere produkter, samt bl.a. politiske holdninger. Man kan tale om, at den ”ægte” diskussion forsvinder. Borgernes diskussioner bliver til diskussioner, som styres af medierne, og har ikke længere offentlig substans, men skal mere ses som personlige uoverensstemmelser. På baggrund af Habermas’ teori om strukturforvandlingen og derved mediernes faldende ”kvalitet” er det interessant at diskutere, om offentlige diskussioner styres af medierne, og om medierne slet ikke kan bruges mere som en form for socialt ”rum”, hvorfra diskussioner udfoldes, og meninger skabes. Som jeg tidligere i denne diskussion har vist, er det min opfattelse, at det journalistiske felt i en vis grad påvirker diskussioner i det offentlige rum. Eksempelvis ville lejer til ejer-sagen aldrig have fået så meget fokus, hvis ikke de grønlandske aviser, og især Elna Egede, havde fortsat den intense undersøgelse af sagen. Dét at det journalistiske felt påvirker offentlighedens debatter, er for mig at se ikke nødvendigvis en hæmsko. Lejer til ejer-sagen fik netop åbnet op for nogle relevante og vedkommende emner, som lå og lurede under overfladen – nemlig den stigende utilfredshed med uligheden i det grønlandske samfund. Det kan selvfølgelig altid diskuteres, med hvilke motiver medierne undersøger sager – er det af økonomiske årsager eller pga. konkurrence journalisterne imellem? Begrundelser, som ligger langt fra Habermas’ normative forestilling om mediernes incitament til at udøve journalistisk virksomhed. I forhold til Habermas’ ide om pressen som instrument og institution for den borgerlige offentlighed har dette sociale ”rum” netop udviklet sig i en retning, hvor faktorer som økonomi og konkurrence spiller ind. At medierne skulle være i forfald og ikke længere tjener offentlighedens interesse, mener jeg dog er at overdrive. Man kan sige, at medierne opererer i en anden form, end den Habermas’ teori slår på tromme for, og at de meningsskabende debatter foregår i et samspil mellem medierne, politikerne og offentligheden.

81 Konklusion

I min gennemgang af etableringen af Grønlands kulturelle og politiske fællesskab stod det hurtigt klart, at udviklingen af det fællesgrønlandske skriftsprog har haft en stor betydning for etableringen og udviklingen af den grønlandske nation. Gennem skriftsproget har det været muligt at få opbygget fælles referencerammer, som på trods af landets vidder og dengang begrænsede kommunikationsmuligheder har formået at give Grønlands befolkning en følelse af et fællesskab. Især fik udviklingen af skriftsproget betydning for etableringen af den første grønlandske avis Atuagagdliutit. Her blev det muligt at skabe et diskuterende fællesrum, som på mange måder var medvirkende til at få skabt forestillingen om et fællesskab, hvor tanker mellem grønlændere fra syd til nord kunne udveksles. Udbygningen af de grønlandske medier med Grønlands Radiofoni og sidenhen Grønlands Radio kom til at betyde, at samtidighed fik en endnu større relevans i forhold til samlingen af nationen. Med live nyhedsprogrammer som radioavisen fik grønlænderne de samme budskaber på samme tid, og derved blev grobund for fælles diskussion og refleksion lagt. Med indførelsen af hjemmestyreordningen i 1979 var også det politiske fællesskab blevet udbygget. I kølvandet på dette opstod Grønlands anden landsdækkende avis, Sermitsiak. Få år efter indførelsen af hjemmestyreloven kom udbredelsen af samtidigheds-tv, som sidenhen resulterede i den grønlandske nyhedsudsendelse Qanorooq. Som det fremgår af mit speciale og af ovenstående, er det min overbevisning, at de grønlandske medier har haft en fremtrædende rolle i nationens etablering. Mit mål med dette speciale har været at give et bud på, hvilken og hvordan denne betydning har haft indvirkning på udviklingen af den hjemmestyrede nation.

Min kvantitative analyse af AG’s og Sermitsiaks indholdsmæssige udvikling viste, at aviserne fra at have prioriteret deres indhold forskelligt ved hjemmestyrets start i dag stort set prioriterer samme emner. Bemærkelsesværdigt er det, at ingen af aviserne bruger meget spalteplads på udenrigsstof, hvilket jeg opfatter som, at en af avisernes funktioner i hjemmestyretiden har været at få samlet nationen indadtil. Ved hjælp af Bourdieus feltbegreb har jeg fået afdækket det grønlandske journalistiske felts aktører – de tre landsdækkende medier samt journalistuddannelsen og journalisternes fagforbund. Denne afdækning har hjulpet mig i analysen af min case lejer til ejer-sagen, som viste sig at være utrolig kompleks og mangefacetteret.

82 Min analyse af denne case viste, at der muligvis kan ses en tvedeling af det journalistiske felt i Grønland. Den ene fløj, især repræsenteret ved Elna Egede, ligger sig tæt op ad feltets egen selvforståelse som en debatskabende institution, jf. Jürgen Habermas’ borgerlige offentlighedsbegreb. Den anden fløj kan være svær at præcisere, men karakteristisk for den er, at den synes at være knap så pågående og diskuterende. I lejer til ejer-sagen var den repræsenteret ved Qanorooq, men udtalelser fra feltet selv peger også i retning af, at flere aktører i feltet tilhører denne fløj. Ved at sammenholde dette resultat fra lejer til ejer-sagen med tidligere kampe mellem det journalistiske felt og det politiske felt synes der at være indikationer af, at de politiske magthavere i Grønland tidligere har haft held til, og i et vist omfang også i dag, at ”stække” den grønlandske presse. Dette kan have uheldige konsekvenser for den videre udvikling af en demokratisk grønlandsk nation, som grundet en kraftig magtkoncentration har kæmpet med beskyldninger om nepotisme og korruption. Samtidig er det min opfattelse, at netop lejer til ejer-sagen viser, hvor vigtigt pressens funktion som debatskabende er. Min analyse viste, at sagens humle måske i virkeligheden ikke drejede sig specifikt om de solgte boliger, men handlede om en stigende utilfredshed i den grønlandske befolkning over en stigende ulighed og forskelsbehandling blandt borgerne. I den forbindelse fik pressen en funktion som katalysator for en bredere diskussion af samfundsforholdene. Ved at sætte spot på et problem i samfundet fik den grønlandske presse, og i dette tilfælde især Elna Egede, åbnet for en yderligere debat om magtkoncentrationen i Grønland. En diskussion, som er nødvendig i et samfund, som bevæger sig mod endnu en udbygning af nationen – selvstyre.

I diskussionen og igennem hele analysen af det grønlandske journalistiske felt har magt været et væsentligt omdrejningspunkt. Ved at bruge et magtperspektiv, som man gør, når man lader sig inspirere af Bourdieus feltbegreb, har jeg fået åbnet for de kampe, som der udspiller sig både i feltet og mellem felterne. Ved at undersøge nutidige og forrige kampe har jeg fået indblik i, hvilke handlemønstre aktørerne agerer ud fra, samt jeg har fået en forståelse for, hvordan det grønlandske journalistiske felt er skruet sammen. Ved både at anskue feltet fra et historisk, økonomisk og magtmæssigt perspektiv er pressens rolle i en demokratisk nation blevet udfoldet, samt jeg har fået indblik i de vilkår, som den grønlandske presse arbejder under. Dette var netop et mål med mit speciale, og det er min opfattelse, at Bourdieus magtperspektiv har været et særdeles nyttigt redskab i denne proces.

83 På trods af at jeg har valgt at beskæftige mig med den landsdækkende presse, har jeg måttet undlade et medie, internettet. Netop internettet som nyhedsformidler kunne være interessant at få sat ind i en kontekst, som jeg har gjort med analysen af AG, Sermitsiak og KNR. I forhold til de mere klassiske medier, som jeg har beskæftiget mig med, giver internettet helt andre muligheder for pressen. For det første giver dette medie mulighed for hurtige nyhedsopdateringer, men man kunne måske også være bange for, at netop mediets ”hurtighed” kunne komme til at gå ud over pressens muligheder for at gå i dybden med sager som lejer til ejer-sagen. Samtidig har internettet en mulighed for at gå ind i en lettere og hurtige dialog med offentligheden, end f.eks. læserbreve, i kraft af blogs og læserkommentarer til artiklerne. Måske dette kunne være med til at videreudvikle og styrke pressens rolle som instrument for den borgerlige offentlighed. Det er min opfattelse, at internettets rolle som nyhedsformidler i en grønlandsk kontekst ville være interessant at undersøge i forhold til de ovennævnte overvejelser.

Hvor den grønlandske presse i hjemmestyrets første mange år havde som opgave at samle nationen, står feltet i dag over for nye udfordringer. Det grønlandske landsdækkende journalistiske felt består i dag af tre aktører, aviserne AG og Sermitsiak samt tv- og radiostationen KNR – hertil kommer selvfølgelig også diverse netaviser. Det er min opfattelse, at det netop er vigtigt at opretholde så bredt et felt som muligt. Som min diskussion af avisernes økonomi og evt. administrative sammenlægning viser, er konkurrencen for overlevelse hård. Og for både at kunne matche befolkningens forskellige sammensætning og få skabt et udfordrende journalistisk miljø, hvor medierne kan udfordre og inspirere hinanden, er det altafgørende med et så bredt aktørfelt som muligt. Samtidig bliver det selvfølgelig en udfordring at få videreudviklet den debatskabende journalistiske linje, som bl.a. Elna Egede viste i lejer til ejer-sagen. En linje, som er nødvendig for videreudviklingen af en kritisk diskuterende grønlandsk offentlighed, som igen kan omsættes i et engagement i videreudviklingen af den demokratiske grønlandske nation.

84