Post-faktuel Retorik og Den Populistiske Zeitgeist: Satire som strategi i kampen mod politisk bullshit
Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup
Københavns Universitet Institut for Kunst og Kultur 31/07/2018 154.268 antal slag; 64,3 ns. Engelsk titel: Post-truth Rhetoric and the populist Zeitgeist: Satire as strategy in the battle against political bullshit.
Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137
Abstract The populist zeitgeist we are witnessing today is not a new phenomenon. Since the 1980s, when the Western countries began to experience mass-immigration, populism has been on the rise in the Western world. Today this has resulted in an increase in political polarization as well as an increase in the use of post-truth rhetoric such as political bullshit. This thesis analyzes how political satire, presented through Stephen Colbert’s late-night show The Late Night with Stephen Colbert and the animated TV-show South Park, can be used as a strategy to point out and criticize political bullshit, thereby creating a space, which holds the potential for breaking down the current boundaries of political bias and create a space for constructive political dialog. The analysis shows that the political satire presented in The Late Show with Stephen Colbert and South Park did in fact, through the use of the incongruity humor strategy, point out and criticize not only political bullshit but the post-truth audience’s reaction to political bullshit as well. Furthermore, thesis argues that political satire in general could be used in both a democratic constructive fashion, as it has potential to increase the audience’s political knowledge and their political engagement, and the potential to affect their political attitude in general. Yet political satire could also result in an increase in the audience’s existing political bias. Firstly, if the audience read the satirist messages so that they aligned with their current political beliefs, even though this may not be the satirist’s intention, and, secondly, because people with conservative political beliefs showed selection bias regarding what type of political satire they chose to watch. Lastly, political satire also showed the potential to create a political bias within the audience, using jokes to dehumanize certain groups, thereby emphasizing “the discourse of division” presented in the populist zeitgeist.
Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137
Indholdsfortegnelse INDLEDNING ...... 2 POPULISME ...... 3 POPULISME SOM EN TYND-CENTRET IDEOLOGI ...... 4 POPULISMENS TRE BØLGER ...... 6 DEN POPULISTISKE ZEITGEIST ...... 8 ÅRSAG TIL VESTENS POPULISTISKE ZEITGEIST ...... 10 Det demokratiske paradoks ...... 10 Liberalismens hegemoni og den liberale krise ...... 12 POST-FAKTUEL RETORIK ...... 17 POLITISK BULLSHIT ...... 18 HUMOR SOM ANTI-BULLSHIT STRATEGI ...... 22 ANTAGONISTISK ÆSTETIK OG BRUDDET MED BULLSHIT ...... 22 DEN INKONGRUENTE HUMORSTRATEGI ...... 24 POLYGLOSSIA ...... 25 KARNEVALLET OG OVERSKRIDELSES-ÆSTETIKKENS POTENTIALE ...... 37 KONTEKSTUELLE SAMMENSTØD ...... 38 POLITISK SATIRE: DEMOKRATISK PLATFORM ELLER BIAS FORØGENDE UNDERHOLDNING? .... 46 POLITISK SATIRE SOM STRATEGI TIL AT OVERVINDE POLITISK BIAS ...... 48 SELEKTIONSBIAS OG POLITISK INFORMATION ...... 52 EN JOKE ER EN JOKE ER EN JOKE – ELLER ER DEN? ...... 53 KONKLUSION ...... 58 LITTERATURLISTE: ...... 60
1 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137
Indledning Forfatter og Pulitzer-vindende journalist, Anne Applebaum, havde i marts 2016 en klumme i The Washington Post, hvori hun formulerede tre politiske begivenheder, der, såfremt de blev realiseret, ville blive begyndelsen på ”[…]the end of the West as we know it.”1 De tre politiske begivenheder, som Applebaum henviste til var, at Donald Trump blev valgt som USA's 45. præsident, at Storbritannien realiserede Brexit og meldte sig ud af den Europæiske Union, samt at den franske politiker, Marine Le Pen, vandt posten som fransk præsident. Applebaum argumenterede i sin klumme for, at disse tre begivenheder ville være det endelige dødstød til samarbejdet i Vesten, idet NATO såvel som EU ville falde fra hinanden, samt at det ville betyde afslutningen på den liberale orden, som hegemonisk ideologi i den vestlige verden. Som bekendt blev ”kun” to ud af disse tre politiske begivenheder realiseret. Men i dag, knap to år efter Donald Trump vandt valget om Det Hvide Hus, er det blevet klart, at det var for tidligt at tørre angstens sved af panden og fortsætte med business as usual. For hvis der er én ting, som står klart, så er det, at verden ikke længere ser ud og agerer, som vi troede, at den ville, da Francis Fukuyama i 1989 erklærede, at Vestens liberale demokratier signalerede ”the end of history”. Derimod ser vi i dag en vestlig verden, der er præget af xenofobisk populisme og politisk splittelse, en verden, hvor falske nyheder og politiske bullshit2 graver grøften mellem ”os” og ”dem” – mellem ”det sande folk” og ”den korrupte elite” dybere og dybere, og flere teoretikere, politikere og meningsdannere har erklæret, at den konstruktive politiske debat er stor set ikkeeksisterende. Jeg vil derfor i dette speciale kritisere den post-aktuelle retorik3, med særligt fokus på politisk bullshit og undersøge de to amerikanske satire programmer The Late Show med Stephen Colbert og det animerede tv-show South Parks potentiale for at overskride den eksisterende politiske bias, der gennem den nuværende populistiske zeitgeist har resulteret i, at den konstruktive demokratisk samtale er erklæret umuliggjort af bl.a. professor i politik Jan-Werner Müller og professor i statskundskab Cas Mudde. Som udgangspunkt for denne undersøgelse vil jeg begynde med en historisk gennemgang af
1 Applebaum, Anne, Is this the end of the West as we know it?, The Washington Post, 4/3/2016. 2 Begrebet ’politisk bullshit’ henviser til ytringer, der, ligesom post-faktuel retorik (jf. næste fodnote), bevæger sig uden for det epistemologiske kontinuum hvor ’løgnen’ og ’sandheden’ eksisterer. Den politiske bullshitter orienterer sig hverken efter sandheden eller løgnen (hvilket adskiller bullshitteren fra løgneren som netop kender til sandheden, men som aktivt vælger at bevæge sig væk fra den), men udvælger eller opfinder oplysninger, så de passer til hans eller hendes formål. 3 Begrebet ’post-faktuel retorik’ henviser til når individer, ofte magtfulde individer såsom politikere, benytter sig af en retorik, som er frigjort fra kontinuummet af ’løgn’ og ’sandhed’, og udelukkende bruger sproget som strategisk medium til at positioner sig selv.
2 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 populismen som fænomen, definere den nuværende populistiske zeitgeist og årsagen til dennes opståen, samt komme ind på den post-faktuelle retorik og politisk bullshit, som politisk strategi. Herefter vil jeg undersøge, hvordan The Late Show with Stephen Colbert og South Park gennem den inkongruente humorstrategi påpeger og kritiserer aktuelle eksempler på post-faktuel retorik og politisk bullshit. Afslutningsvis vil jeg reflektere over den moderne politiske satires potentiale for at påvirke modtagerens politiske ageren.
Populisme
”The only important thing is the unification of the People. The other people don’t mean a thing” – Den amerikanske præsident Donald Trump.
”We are the People. Who are you?” – Den tyrkisk præsident Recep Tayyaip Erdogan.
Den tidligere italienske premiereminister (2013-2014) Enrico Letta udtalte, i september 2013 i et interview,”The rise of populism today is the main European social and political issue.”4, et argument, der i foruroligende grad lignede det, den tyske kansler Angela Merkel fremførte i januar 2018 i sin tale ved World Economic Forums årlige møde, hvor også hun advarede mod den stigende populisme i den vestlige verden5. Men hvad ligger der af betydning i begrebet populisme? Dét synes der ikke at være konsensus om. Dette kan til dels skyldes, at populismebegrebet bliver tilskrevet af udenforstående som en negativ markør, og at populisme sjældent er en betegnelse som et parti, en person eller en organisation tilskriver sig selv. Hvad der derimod står mere klart, er, at populisme, og de samfundsudviklinger vi ser som følge af den stigende populisme, såsom falske nyheder, politisk bullshitting og ”alternativ fakta”, udfordrer den demokratisk sammenhængskraft. Hvad er populisme for et fænomen? Hvorfor har populismen fået en opblomstring i den vestlige verden netop nu? Hvilke sociopolitiske konsekvenser har populismen forsaget? Disse spørgsmål er udgangspunktet for de følgende afsnit.
4 Italian Prime Minister Calls Populism a Threat to Stability in Europe, New York Times, 15. Oktober, 2013, https://www.nytimes.com/2013/10/15/world/europe/italian-prime-minister-calls-populism-a-threat-to- stability-in-europe.html 5 https://www.weforum.org/agenda/2018/01/angela-merkel-at-davos-we-need-global-cooperation-not-walls/
3 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137
Populisme som en tynd-centret ideologi Som nævnt ovenfor er der ikke konsensus om en specifik definition af begrebet populisme. Tre begreber synes dog at gå igen: Folket, Eliten og den generelle vilje, hvilke ifølge professor i politik ved Oxford Universitet Michael Freeden, udgør populismens tre kernekoncepter (Freeden argumenterer for, at enhver ideologi består af kernekoncepter6 og perifere koncepter7). Forholdet mellem ”Folket” og ”Eliten” formulerer professor i politiskteori Margaret Canovan i sin bog Populism (1981) således: ”All forms of populism without exception involve some kind of exaltation of and appeal to ”the People”, and all are in some sense or another anti-elitist.”8. På baggrund af dette definerer professor i statskundskab Cas Mudde populisme som ”[…] a thin-centered ideology […]”9, idet populisme opdeler samfundet i to grundlæggende antagonistiske og homogene grupper: den korrupte Elite versus det sande Folk. Samtidig udvider professor i statskundskab Luca Manucci denne definition i sin tekst Populism and the Media (2017), hvori han skriver, at populisme er en tynd-centeret ideologi, som er artikuleret diskursivt10. Fordi populismen er en tynd-centret ideologi argumenterer Mudde for, at den knytter sig med andre ’tykkere’ politiske ideologier; ”[….] populism has a restricted morphology, which necessarily appears attached to – and sometimes is even assimilated into – existing ideological families.”11 Men hvilken ende af den politiske skala, som populismen i den givne situation knytter sig til, er ikke givet på forhånd; populisme kan knytte sig til forskellige former for politiske ideologier fra kommunisme til nationalisme til socialisme12, og afhængigt af hvilken ideologi populismen knytter sig til, kan man tale om højre- eller venstrepopulisme. Dette betyder således, at populisme kan tage forskellig former i
6 De ideologiske kernekoncepter henviser til den grundkerne, som en ideologi ikke kan eksistere uden, og som udgøre grundlaget for det ideologiske fællesskab. De perifert koncept henviser til koncepter, som også er vigtige, men ikke i så høj grad for den egentlige politiske brug af ideologien, men i højere grad for ideologens tilpasning til specifikke kontekster, og at evnen til at skabe tiltrækningskraft hos ideologien i større politiske grupper; Freeden, Michael, Ideologies and Political Theory: A Conceptual Approach, Oxford University Press, 1996, pp. 77- 80. 7 Mudde, Cas og Rovira Kaltwasser, Cristóbal, Populism, pp. 500., I: Freeden, Michael, M.fl, The Oxford Handbook of Political Ideologies, First Edition, Oxford University Press, 2013. 8 Canovan, Margaret, Populism, Harcourt Brace Javanovich, 1981, pp. 294. 9 Mudde, Cas, The Populist Zeitgeist, Government & Opposition, 2004, Vol. 39, Issue 4, pp. 544. 10 Manucci, Luca, Populism and the Media, pp. 7, I: The Oxford Handbook of Populism, Oxford University Press, 2017. 11 Mudde, Cas og Rovira Kaltwasser, Cristóbal, Populism, pp. 498., I: Freeden, Michael, M.fl, The Oxford Handbook of Political Ideologies, First Edition, Oxford University Press, 2013. 12 Mudde, Cas, The Populist Zeitgeist, Government & Opposition, 2004, Vol. 39, Issue 4, pp. 544
4 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 forskellige samfundstyper og have forskellige appelformer, men samtidig fastholder den altid sine tre grundkoncepter.
Modsat de ’tykkere’ ideologier, så kan populismen ikke finde sin raison d'être i et bredt politisk program. I stedet bygger populismen sin eksistensberettigelse ud fra et moralsk perspektiv – ved at etablere en normativ forankret adskillelse mellem ”det sande Folk” og ”den korrupte Elite”, hvor populisme positionerer sig som repræsentant for Folket. Denne moralske distinktion mellem ”Folket” og ”Eliten” går ud fra et Manikært verdenssyn13, hvor der kun eksisterer rigtig og forkert, godt og ondt, og her er eliten ikke blot en repræsentation af alternative værdier og holdninger, men en repræsentation af det amoralske, hvilket står i kontrast til ”det sande Folk”, som modsat repræsenterer det moralske. Professor i Politiskteori Jan-Werner Müller skriver i sin bog What is Populism? (2016) at, ”Populism, I suggest, is a particular moralistic imagination of politics, a way of perceiving the political world that sets a morally pure and unified – but, I shall argue, ultimately fictional – people against elites who are deemed corrupt or in some other way morally inferior.”14 Det er netop denne moralske skelnen, som gør, at Müller argumenterer for, at populisme ikke blot er anti- elite men anti-pluralistisk15. Populister påstår, at de – og kun de - repræsenterer det sande Folk, og ud fra en populistisk synsvinkel er alle andre end de, der støtter den populistiske bevægelse, ikke en del af det sande Folk: som den franske filosof Claude Lefort formulerede det, så må det sande Folk uddrages af den totale sum af folket16, eller sagt med Müllers ord: ”[…] the logic of populism is not: we are the 99 %. It is: we are the 100 %.”17
Populismen tredje og sidste grundkoncept er den generelle vilje.18 Begrebet knytter sig en opfattelse af det politiske, der er baseret på den schweiziske filosof Jean-Jacques Rousseaus distinktion mellem volonté générale (den generelle vilje) og volonté de tous (viljen af alle). Begrebet volonté générale henviser til viljen af et folk som helhed, en form der rækker udover og er mere end blot summen af enkelte individers interesser, som der henvises til i volonté de
13 Mudde, Cas, The Populist Zeitgeist, Government & Opposition, 2004, Vol. 39, Issue 4, pp. 544 14 Müller, Jan-Werner, What is Populism?, University of Pennsylvania Press, 2016, pp. 19-20 15 ibid, pp. 20. 16 Lefort, Claude, Democracy and Political Theory, Polity Press, 1988, pp. 88. 17 Müller, Jan-Werner, ”The People Must Be Extracted from Within the People”: Reflections on Populism, Constellations – An International Journal of Critical and Democratic Theory, Volume 21., Issue 4, 2014, pp. 487. 18 Mudde, Cas og Rovira Kaltwasser, Cristóbal, Populism, pp. 500., I: Freeden, Michael, M.fl, The Oxford Handbook of Political Ideologies, First Edition, Oxford University Press, 2013.
5 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 tous19. Således fremhæver Cas Mudde i sin definition af populisme, at populisme ikke blot er en ideologi, som er centret omkring et Manikært verdenssyn, og som opdeler samfundet i to grundlæggende homogene og antagonistiske grupper bestående af ”Folket” og ”Eliten”, men at populisme i lige så høj grad taler for, at politik bør være et udtryk af volonté générale.20 Ud fra dette perspektiv beskriver Canovan populismens opfattelse af politikerens opgave således, at politikeren skal være ”[…] enlightened enough to see what the general will is and charismatic enough to form individual citizens into a cohesive people that can be counted on to will it.”21 Udover at populismen bygger på Rousseaus begreb volonté générale, deler den ligeledes Rousseaus kritik af det repræsentative demokrati, og populisme appellerer til ideen om et folkeligt selvstyre, hvori Folket som én homogen masse indtager magtens plads.22 Jan-Werner Müller skriver i What is populism? (2016) at, ”Populists assume that ”the People” can speak with one voice and issue something like an imperative mandate that tells politicians exactly what they have to do in government (as opposed to a free mandate, according to which representatives use their own judgment).”23 Ud fra et populistisk synspunkt er der ikke brug for en politisk scene eller offentlige sfærer, hvor der kan debatteres og udveksles meninger. Populisten vil argumentere for, at der kun er én relevant mening: Den af Folket – og denne mening behøver ikke at blive debatteret, fordi den fremstår som en enkelt mening, idet ”Folket” er én homogen masse og dermed har én fælles mening.
Populismens tre bølger Ifølge professor i statskundskab og populismeforsker Cas Mudde kan populisme historisk set groft opdeles i tre bølger, hvis opståen og forankring mere eller mindre koblet til specifikke geografiske områder og tidsperioder: Landbrugspopulismen i Rusland og USA i begyndelsen af det 19. århundrede, den socioøkonomiske populisme i Latinamerika i midten af det 20. århundrede og den xenofobiske populisme i Europa i slutningen af den 20. århundrede og begyndelsen af det 21. århundrede. Landbrugspopulismen i henholdsvis Rusland og USA
19 Mudde, Cas og Rovira Kaltwasser, Cristóbal, Populism, pp. 504., I: Freeden, Michael, M.fl, The Oxford Handbook of Political Ideologies, First Edition, Oxford University Press, 2013. 20 Mudde, Cas, The Populist Zeitgeist, Government & Opposition, 2004, Vol. 39, Issue 4, pp. 562. 21Canovan, Margaret, The People, Polity Press, 2005, pp. 115. 22 Mudde, Cas og Rovira Kaltwasser, Cristóbal, Populism, pp. 505., I: Freeden, Michael, M.fl, The Oxford Handbook of Political Ideologies, First Edition, Oxford University Press, 2013 23 Müller, Jan-Werner, What is Populism?, University of Pennsylvania Press, 2016, pp. 31.
6 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 opstod næsten synkront, men uafhængigt af hinanden, først med narodniki24 i Rusland og derefter med The People’s Party i USA25. De russiske narodniki bestod af en mindre gruppe af middelklasse intellektuelle, der grundlæggende mente, at bønderne udgjorde den moralske og biologiske overlegne race, og at det russiske samfund derfor burde strukturere sig ud fra og omkring en landbrugsøkonomi. Modsat de russiske narodniki bestod The People’s Party i USA ikke af middelklassens intellektuelle, men opstod som en massebevægelse i det amerikanske ”hjertelandet”26 som respons på den stigende industrialisering. Den socioøkonomiske populisme opstod som reaktion på den økonomiske krise i 1930’erne, hvor Latinamerika oplevede en markant økonomisk tilbagegang. Den økonomiske krise lagde en grobund for, at populistiske ledere, der søgte at gøre oprør mod de latinamerikanske statsoverhoveder, kunne etablere en massiv folkelig opbakning. Fælles for de latinamerikanske populister var, at de anså det som afgørende at benytte den såkaldte ISI (’import-substitution industrialization’)27 som model for deres nationaløkonomi, der på lang sigt viste sig ikke at være en succesfuld markedsmodel. Den xenofobiske populisme opstod i Europa i begyndelsen af 1980’erne. Før det havde den vestlige del af verden ikke haft en stærk tradition for populisme, og den xenofobiske populismes fremkomst bliver ofte tilskrevet som reaktion på de sociale forandringer, som skete fra 1980’erne og frem til begyndelsen af den 21. århundrede – primært den masseimmigration, som fandt sted i perioden. Den xenofobiske populisme har, som navnet indikerer, immigration som omdrejningspunkt28. Grundlæggende for den xenofobiske populisme er idéen om en monokulturel stat, hvilket henviser til opfattelsen af, at en stat bør være en etnisk ’ren’ nation, og at mennesker fra andre etniske oprindelsessteder bliver placeret i en position som ’de andre’ i en os-versus-dem-diskurs.29 Derfor kunne man som reaktion på de sociale forandringer, der begyndte med masseimmigration i 1980’erne, se fremskridt hos højreekstreme politiske partier i vestlige
24 Betegnelsen narodniki er kan oversættes til populist, Mudde, Cas og Rovira Kaltwasser, Cristóbal, Populism, pp. 495, I: Freeden, Michael, M.fl, The Oxford Handbook of Political Ideologies, First Edition, Oxford University Press, 2013 25 Ibid., pp. 495. 26 Begrebet ”hjerteland” referer til fastlandsstaterne, og er ofte en specifik reference til staterne Colorado, North Carolina, South Dakota, Illinois, Iowa, Kansas, Missouri, Montana, Nebraska, Wisconsin og Wyoming. 27 ISI-model baserer sig på, at et land skal fuldstændig selvforsynende, og at alle udenlandske import bliver erstattet med nationalt produceret produkter. 28 ’Xenofobi’ betyder ”afsky eller frygt for folk fra en fremmed kultur.”; Den Danske Ordbog, https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=xenofobi 29 Mudde, Cas, Populists Radical Right Parties in Europe, Cambridge University Press, 2007, pp. 138.
7 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 demokratier, hvilket blandt andet kom til udtryk ved en markant popularitetsstigning i befolkningen hos partier som Fremskridtspartiet i Danmark og Front National i Frankrig. Og populariteten fortsatte: i slutningen af det 20. århundrede og starten af det 21. århundrede begyndte man at se partier fra den yderste højrefløj træde ind i europæiske regeringer, såsom italienske Lega Nord 1994 og Østrigsk Friheds Parti i 2000, partier som senere skulle blive betegnet som højrepopulistiske.
Den populistiske zeitgeist Ifølge Cas Mudde kan man i dag tale om, at der i USA og Europa forekommer ”a populist Zeitgeist”30, som udspringer af den xenofobiske populisme. Denne populistiske zeitgeist peger Mudde på blandt andet kommer til udtryk ved de politiske mainstreampartiers reaktion på den populistiske bølge: ved tidligere ’udbrud’ af populistiske tendenser har mainstreampartierne ofte øget mængden af direkte, ”hands on” demokratiske tiltag i et forsøg på at bekæmpe populismen og give folket en mere direkte medbestemmelse og stemme i demokratiet. Men under den nuværende populistiske opblomstring ser vi i stedet, at mainstreampartierne har påtaget sig den populistiske diskurs31. Årsagen til, at strategien, hvor mainstreampartierne etablerer mere direkte demokrati, ikke længere fungerer, er ifølge Mudde, fordi ”[…] the current populism is the rebellion of the ’silent majority’”32, og ”[…] the populists of the ’silent counter revolution’ want more leadership and less participation.”33. Samtidig argumenterer Mudde for, at det populistiske hjerteland ikke er direkte udemokratisk, men at det ikke ønsker konstant at skulle forholde sig til politiske spørgsmål34; det ønsker at træffe de mest fundamentale politiske beslutninger, men frem for alt, så ønsker det lederskab. ”They want politicians who know (rather than ’listen to’) the people and who make their wishes come true.”35, skriver Mudde og fortsætter ”The heartland of contemporary populism is thus focused primarily on the output and not the input of democracy.”36. Samtidig argumenterer Mudde for, at det, der er særligt ved denne populistiske zeitgeist, er, at der ikke længere er hverken folkelig eller politisk konsensus om, at populismen er en negativ
30 Mudde, Cas, The Populist Zeitgeist, The Government and Opposition Journal, 2004, Vol. 39, Issue 4, pp. 542. 31 Ibid, pp. 550. 32 Ibid, pp. 557. 33 Ibid, pp. 558. 34 Ibid. 35 Ibid. 36 Ibid.
8 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 størrelse37. Tidligere blev populismen ofte anset som en demokratisk sygdom eller som den amerikanske historiker Richard Hofstadter skrev i 1960’erne ”the paranoid style of politics”38. Dette har dog ifølge Mudde forandret sig, og han peger på et skifte i den offentlige debat: før Finanskrisens begyndelse omkring 2007-2008 var der en relativ bred konsensus (i hvert fald retorisk) inden for vestlige partier omkring integration, her forstået som europæisk integration, økonomisk integration og multikulturel integration. Efter Finanskrisens afslutning peger Mudde på, at denne konsensus ophørte. Vi lever stadig i en verden, der i høj grad er defineret af integration, både etnisk og økonomisk integration, men vi ser i dag et politisk ideologisk vakuum som følge af, at de politiske mainstreampartier ikke fik formuleret og videreformidlet en politisk holdning og planstruktur til befolkninger omkring integration efter Finanskrisen. Dette, argumenterer Mudde for, skabte en unik mulighed for de populistiske partier, som faktisk havde en politisk besked, og som kunne udfylde dette politiske vakuum. Dette medførte, at disse populistiske partier satte den generelle politiske agenda og i høj grad bestemte hvilke emner, der bliver diskuteret på den politiske scene, og muligvis endnu vigtigere: hvordan vi taler om disse emner. Mudde peger på, at akademikere og politiske teoretikere i årtier har bemærket en bevægelse mod ”[…]non-ideological politics in Western democracies”39. Denne udvikling, argumenterer Mudde for, skabte mulighed for populistisk opblomstring, fordi disse lande siden 1960’erne er blevet mere og mere depolariserede og ”[…] transformed into ’depoliticized democracies’ […]”40, hvor administration har erstattet politik, eller sagt på en anden måde; har indført ”[…] governance instead of government […]”41. Ifølge Mudde er den populistiske zeitgeist blandt andet et udtryk for ”[…] the ’repolitization of the public realm’ […]42, men ”Rather than representative democracy, populism is inherently hostile to the idea and institutions of liberal democracy or constitutional democracy.”43. På linje med Mudde argumenterer Margaret Canovan for, at den nuværende populistiske zeitgeist er et udtryk for en omfangsrig kritik af de demokratiske
37 Mudde, Cas, The Problem with Populism, The Guardian, 18/08/17. 38 Ibid. 39 Mudde, Cas, The Populist Zeitgeist, The Government and Opposition Journal, 2004, Vol. 39, Issue 4, pp. 555. 40 Ibid. 41 Ibid. 42 Ibid. 43 Ibid, pp. 561.
9 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 begrænsninger inden for de liberale, også kaldet konstituerede, demokratier44, og Jan-Werner Müller skriver i sin artikel The People Must Be Extracted from Within the People : Reflections on Populism (2014), at ”Populism […] is a symptom of what might be wrong with democracy, or, more likely, liberalism.”45 Jeg vil derfor i det følgende afsnit undersøge de politiske og samfundsmæssige struktur, som de vestlige demokratier er bygget op omkring, samt undersøge hvordan liberalismen muligvis har kunne medføre opblomstringen af den nuværende populistiske zeitgeist.
Årsag til Vestens populistiske zeitgeist Liberalism is failing not because it fell short but because it was true to itself. Liberalism is failing because liberalism succeeded46. - Patrick J. Deneen, Professor i Politisk Teori, University of Notre Dame.
Det demokratiske paradoks Ifølge den belgiske professor i moral- og politiskfilosofi Stefan Rummens og den hollandske Ph.d. i samfundsfag Koen Abts skal roden til populisme, og dennes forhold til demokrati, findes i den paradoksale spænding, som eksisterer i et konstitutionelt demokrati.47 Til at forklare denne interne spænding trækker Abts og Rummens på to forskellige politiske teoretikeres teorier: Den første teori, Abts og Rummens henviser til, er Claude Leforts teori, som argumenterer for, at et konstitutionelt demokrati er karakteriseret ved dets egen særlige logik, hvis omdrejningspunkt består i ’magtens tomme plads’. Dette betyder, at der i et liberalt demokrati ikke eksisterer nogen form for transcendent, autoritativ figur, som besidder magtens plads (som det for eksempel var tilfældet med regenten i monarkiet), men at magtens plads permanent forbliver tom48. Den anden teori, som Abts og Rummens henviser til er den belgiske, politiske filosof Chantal Mouffes teori om det agonistiske demokrati, der peger på, at et konstitutionelt demokrati er bygget op omkring to grundlæggende antagonistiske og adskilte ’søjler’: den demokratiske sølje, der vægter civil deltagelse og folket som den selvstyrende samfundskraft, og den liberale søjle, der vægter individuelle rettigheder
44 Canovan, Margaret, Trust the People! Populism and the Two Faces of Democracy, Political Studies, 1999, Vol. 47, Issue 1, pp. 2-16. 45 Müller, Jan-Werner, The People Must Be Extracted from Within the People”: Reflections on Populism, Constellations – An International Journal of Critical and Democratic Theory, Vol. 21, No. 4, 2014, pp. 484. 46 Deneen, Patrick J., The Tragedy of Liberalism, The Hedgehog Review, Vol. 19. No. 2, 2017, pp. 41. 47 Abts, Koen og Rummens, Stefan, Populism versus Democracy, Political Studies, 2007, Vol. 55, pp. 406. 48 Lefort, Claude, Democracy and Political Theory, Polity Press, 1988, pp. 17.
10 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 og autonomi og ’lovens hersken’.49 Ifølge Mouffe, kan anspændtheden mellem disse to søjler aldrig fuldstændig overvindes, og ”the tension between its two components can only be temporarily stabilized through pragmatic negotiations between political forces which always establish the hegemony of one of them’”.50 Abts og Rummens argumenterer for, at det netop er ud fra den paradoksale struktur mellem disse to søjler og ’magtens tomme plads’ i et konstitutionelt demokrati, at årsagen til den populistiske zeitgeist, som vi oplever i dag, skal findes.
På baggrund af to overnævnte teorier etablerer Abts og Rummens en tredje teori, den såkaldte ’three logics’-model. Ligesom Lefort mener Abts og Rummens, at magtens plads nødvendigvis må være og forblive tom for at kunne opretholde et konstitutionelt demokrati af to årsager, først og fremmest fordi tomheden på magtens plads signalerer samhørighed51. Samhørighed som fænomen skal ikke her forstås som samhørigheden mellem én homogen masse, men refererer i stedet til den samhørighed, der eksisterer på den politiske scene, hvor politiske sammenhænge finder sted. For det andet er det nødvendigt, at magtens plads forbliver tom, fordi denne tomhed henviser til en ’andethed’52. I begrebet ’andethed’ refereres der ikke længere til en distanceret magthaver, som da monarken besad magtens plads, men derimod til den ’andethed’, som finder sted på den politiske scene i et konstitutionelt demokrati i form af politisk uenighed, konflikter, debatter osv. Samtidig henviser Rummens og Abts til, at Lefort nævner to scenarier, hvori magtens plads lukkes og den demokratiske logik degenerer: det første scenarie er, hvis magtens plads som resultat af en hegemonisk liberal logik forsvinder og bliver erstattet af et komplet anonym ’lovens hersken’. Det andet scenarie er, som følge af populismen, at magtens plads bliver lukket ved, at et symbol af ’Folket’ som en homogen masse indtager den. Ved den fuldstændige liberale logik forsvinder, ifølge Lefort, illusionen om diversitet-i-sig-selv53, og dermed idéen om samhørighed på tværs af politiske meninger og holdninger på den politiske scene. Under populisme omskabes den demokratiske logik derimod til illusionen om samhørighed-i-sig-selv54, hvilket resulterer i, at
49 Abts, Koen og Rummens, Stefan, Populism versus Democracy, Political Studies, 2007, Vol. 55, pp. 406. 50 Mouffe, Chantal, The Democratic Paradox, Verso, 2005, pp. 5. 51 Samhørighed er her oversat fra det engelske ord unity. 52 Andethed er her oversat fra det engelske ord otherness. 53 Begrebet er oversat fra det engelske begreb diversity-in-itself. 54 Begrebet er oversat fra det engelske begreb unity-in-itself.
11 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137
’andetheden’ og den heterogene politiske scene forsvinder, idet samfundet blot bliver en repræsentation at ét synspunkt – det, som der i populismen bliver italesat som ’Folkets’ mening.55
Liberalismens hegemoni og den liberale krise I sin artikel The Tragedy of Liberalism (2017) argumenterer professor i politisk teori og filosofi Patrick J. Deneen for, at der i dag finder en liberal krise sted i den vestlige verden. Interessant nok peger Deneen ikke på, at denne krise er opstået som følge af, at liberalismen56 har fejlet, men derimod fordi den har haft succes, og liberalismen har formået at etablere sig som den hegemoniske ideologiske ramme og dominerende normative struktur, ikke blot for den politiske scene, men for samfundet som helhed; ”Largely accepting […] Fukuyama’s claim that liberalism constitutes the ”end of history” […] our debate within the liberal frame obscures from us an implicit acknowledgement that the question of regime has been settled – liberal is the natural order of humanity.”57 Ifølge Deneen er den liberale krise opstået som følge af, at liberalismen er bygget op på et fundament, som grundlæggende består af modsætningsforhold: liberalismen taler for lige rettigheder, men har forårsaget en markant ulighed, liberalismen er opbygget omkring individets engagement i samfundet, men underminerer og begrænser reelt borgernes mulighed for civilt engagement til fordel for privatisme, og liberalismen prædiker autonomi til individet, men har etableret sig, som et hegemoniske system, hvor individuelt autonomi hænger sammen med statens centraliserede kontrol over både sociale og økonomiske områder. Dette har ifølge Deneen resulteret i, at liberalismen er blevet ”[…] a system that trumpets liberty, but which inescapably creates conditions of powerlessness, fragmentation, mistrusts, and resentment.”58, hvilket har forårsaget, at det liberale menneske er blevet fremmedgjort, ikke bare for sig selv, men også fra samfundets fællesskab. Yderligere har det liberale samfund stillet dets borgere overfor konstant at skulle orientere sig mellem frie valg, hvilket efterlader individet med følelsen af magtesløshed overfor liberalismens hegemoniske struktur. ”The tools of liberalism cease to be
55 Lefort, Claude, Democracy and Political Theory, Polity Press, 1988, pp. 232-233. 56 Liberalisme skal ikke forståes som værende blot et politisk program, som knytter sig til én bestemt plads på det politiske kontinuum (som det for eksempel bliver tilknyttet den amerikanske venstrefløj). Deneen refererer i stedet til en langt bredere definition af liberalismen, som den blandt andet er præsenteret hos John Locke, Stuart Mill, der opfatter mennesket i deres natur som værende frie, uafhængige og autonome individer, som udelukkende er selv-skabende og selv-vælgende skabninger, hvis eksistensmål er at udfolde denne autonomi. 57 Deneen, Patrick J., The Tragedy of Liberalism, The Hedgehog Review, Vol. 19. No. 2, 2017, pp. 40. 58 Ibid, pp. 41.
12 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 governable and become instead independent forces to which disempowered individuals must submit […]59”, skriver Deneen og argumenterer for, at netop fremmedgørelsen og følelsen af magtesløshed, er det, der har formet den liberale borgers eksistens. Men den liberale succeshistorie har, ifølge Deneen, forårsaget mere end blot magtesløshed og fremmedgørelse, og han peger på tre parametre, hvor liberalismen har forårsaget en samfundsmæssig værdiforandring, hvilket Deneen argumenterer for, har resulteret i en demokratisk degenerering, som destabiliserer muligheden for et fælles politisk, civil og socialt liv.
Det første parameter, Deneen peger på er, at liberalismen har erstattet kultur, som ud fra et liberalistisk synspunkt, ifølge Deneen, bliver anset som begrænsende for den personlige frihed, med anti-kultur. Begrebet anti-kultur er hentet fra amerikanske sociolog og kulturkritiker Phillip Rieff og henviser til, at kulturen, der før havde en oplysende og samfundsmæssig engagerende funktion, er blevet erstattet af anti-kultur, som er styret af konsumerisme 60. Anti-kultur, skriver Deneen, ”[…] free us from other specific people and embedded relationships, replacing customary norms with abstract and depersonalized law, liberating us from personal obligations and debts […]61We have been liberated from all custom and tradition, all authority that sought to educate by habit and within the context of ongoing communities […]62. Modsat til kultur, som ifølge Rieff er ”[…]a design of motives directing the self outward, toward those communal purposes in which alone the self can be realized and satisfied”63, så er anti-kultur ”carnivalization64 of society”65, hvorved kulturindustrien opfordrer til konsumerisme og et disengagement for det politiske. Dette har forårsaget en degenerering hos individet, som i dag er degraderet til ”the psychological man; ”The person without a transcendent belief system and/or loyalty to his/her own community who instead seeks well-being through ’healing’ from the adverse, repressive consequences of the culture.”66
59 Deneen, Patrick J., The Tragedy of Liberalism, The Hedgehog Review, Vol. 19. No. 2, 2017, pp. 41. 60 Ibid., pp. 42. 61 Ibid. 62 ibid., pp. 43. 63 Rieff, Phillip, Triumf of the Terapeutic; Uses of Faith and Freud, Harper & Row, 1966, pp. 4, I; Langman, Lauren, Philip Rieff’s Mission – Character, Culture and Morality, Journal of Classical Sociology, 2003, Vol. 3, pp. 280. 64 ”Carnivalization can be thus understood as a never-ending series of mediated simulations of premodern spectacles of license and excess in which every form of heretofore forbidden desire, impulse, transgression and inversion is celebrated in myriad spectacular forms.”, ibid., pp. 290. 65 Ibid, pp. 279. 66 Ibid, pp. 280.
13 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137
Ifølge Deneen kommer bevægelsen væk fra kulturen mod anti-kultur til udtryk på to måder; for det første ved, at standardiserede love erstatter kulturelle normer og traditioner67, og for det andet ved at det homogene marked etablerer en monokultur, som koloniserer og ødelægger andre kulturer68. Resultatet af implementeringen af anti-kultur er, at det liberale individ blev frigjort og fremmedgjort fra andre mennesker, og intersubjektive forhold samt de kulturelle normer og traditioner bliver erstattet af abstrakte og upersonlige love og regler. Det liberale individ bliver gennem frigørelsen fra kulturen, også frigjort fra personlige forpligtelser og intersubjektiv gæld, situationer som liberalismen opfatter som begrænsende for menneskets individuelle autonomi, og den personlige gæld69 blev erstattet af den finansielle gæld. Kulturens indirekte regulerende effekt gennem forskellige normer og traditioner bliver i frihedens navn opløst, hvilket, ifølge Deneen, fører til en form for anarki, hvor den såkaldte frihed, som liberalismen påstår, blev etableret gennem frigørelsen fra kulturens normer og traditioner, bliver misbrugt. Dette, argumenterer Deneen for, er ubærligt for individet, som derfor vender sig mod liberalismen og staten, og søger til dem for at få indført en form for regelsætning, der kan virke som en selvregulerende kraft i samfundet. Dermed bliver liberalismen en hegemonisk størrelse, som ikke blot eksisterer på den politiske scene og i det offentlige rum, men også er en regulerende kraft i privatsfæren. Hvor kulturen før fungerede som en uformel, personlig adfærdsregulerende kraft gennem tradition og normsæt, så har anti-kulturen etableret en distanceret og upersonlig adfærdsregulering gennem staten og dennes love og regler.
Det andet parameter, Deneen henviser til, er liberalismens angreb på humaniora, det humanistiske fakultet på universiteterne og den humanistiske tanke70, som han argumenterer for, er en del af liberalismens forsøg på at eliminere de kulturelle normer. Ligesom i forhold til kulturen, så angriber liberalismen humanismen og humaniora, fordi de anses for at positionere sig som en bestemt værdimæssig autoritet, og dermed ud fra et liberalt synspunkt
67 Deneen, Patrick J., The Tragedy of Liberalism, The Hedgehog Review, Vol. 19. No. 2, 2017, pp. 42 68 ibid. 69 Personlig gæld henviser her til det forhold som opstår, når et privatindivid låner noget til et andet privatindivid. Det Deneen her henviser til, er, at liberalismen har erstattet det forhold, hvor privatindivider for eksempel lånte hinanden økonomisk kapital, og derigennem etablerede et personligt bånd gennem gælden, med en system, hvor staten og bankerne i stedet låner os det økonomiske kapital, og det intersubjektive bånd, som opstod gennem gælden, brydes. 70 Deneen, Patrick J., The Tragedy of Liberalism, The Hedgehog Review, Vol. 19. No. 2, 2017, pp. 40
14 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 anses for at begrænse den personlige frihed. Den humanistiske tanke er i stedet bliver erstattet af ”the servile arts”71, og ”the classical understanding of liberal arts – aimed at educating the free human being, in particular the free citizen – is displaced by emphasis upon the servile arts, those of the private person […] an education fit for res publica is replaced with an education suited for a res idiotica, in the Greek sense of a ”private” and isolated person.”.72 Ved at implementere ”servile arts”, forsøger liberalismen at underminere humanismens frihedsbegreb og humanioras dannelsesmål om ”education in self government”, og i stedet implementere sit eget frihedsbegreb, som peger på, at frihed er fraværet af begrænsninger. Humaniora bliver dermed, som alle de andre fakulteter, et rum for at skabe personlig autonomi, som liberalismen, ifølge Deneen, ser som formålet med uddannelse generelt. Men fordi dette ideal om personlig autonomi i højere grad kan opnås inden for andre fakulteter, primært økonomiske fag og STEM-fag (science, technology, engineering, mathematics), angribes og nedprioriteres humaniora, der ikke anses som ”praktisk”73. Som et resultat ser vi det liberale samfund blive mere og mere underlangt en økonomisk teknokratisk tanke.
Det tredje parameter, Deneen henviser til, er, at liberalismen i dag undergår en legitimitetskrise, som følge af, at liberalismen har formået at skabe en ny form for aristokrati, det som Deneen kalder for “liberaocracy”74, “[…] whose claim to rule would be based on its ability to use talents that would become salient in a world shorn of cultural norms, natural constraints, geographical stability, and interpersonal obligations.”75 Fundamentet til denne nye form for aristokrati – den institution, som liberalismen netop fandt dele af eksistensberettigelse i at kæmpe imod, kaldes ifølge Deneen ud fra en liberal position også for meritokrati, og består af en blanding af John Lockes klassiske liberalistiske håb om, at en “industrious and rational class”76 ville opstå samt Stuart Mills opfordring til “[…] that the authority of custom be shattered so that exceptional individuals who engage in “experience in living” would emerge and advance progress.”77 Deneen peger på, at resultatet af liberalismens etablering af liberalokratiet er, at den klasseopdeling, som fremkom under aristokratiet, hvor
71 Deneen, Patrick J., The Tragedy of Liberalism, The Hedgehog Review, Vol. 19. No. 2, 2017, pp. 45. 72 Ibid. 73 ibid., pp. 46. 74 Ibid, pp. 47. 75 Ibid. 76 ibid. 77 ibid.
15 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 slægt og individets sociale position definerede individets muligheder i samfundet, er genopstået i en økonomisk form, således at “our society is increasingly defined by economic winners and losers, with winners congregating in wealthy cities and surrounding counties, with losers largely remain in place, literally and figuratively, swamped by a global economy that rewards the highly educated cognitive elite while offering bread crumbs to those left in “fly over country.””78 Liberalismen har ifølge Deneen adopteret en udgave af “Den Noble Løgn”, der blev fremsagt af Sokrates i Platos Republikken, og som “[…] propose a story by which the denizens of Socrates’s “ideal regime” are at once convinced of their fundamental equality as members of a common family and the natural basis of their inequality of status, rank, and position.”79 Denne fortælling om lighed i en grundlæggende ulig samfundsstruktur er det ikke blot de undertrykte klasser som nødvendigvis må tro på, for at ”Den Noble Løgn” kan eksistere: det er i lige så høj grad, måske endda i endnu højere grad, den styrende klasse, som skal tro på “Den Noble Løgn”.
Som nævnt i afsnittet Det Demokratiske Paradoks, argumenterer Chantal Mouffe for, at spændingen mellem den demokratiske søjle og den liberale søjle i det konstituerede demokrati midlertidigt kan blive stabiliseret ved, at den ene af søjlerne bliver hegemonisk. Interessant er det, at netop fordi den liberale søjle har opnået dette, at den ifølge Deneen er kommet i krise. Ligeledes peger Deneen på, at den populistiske zeitgeist, som finder sted i den Vesten, er et resultat af krisen inden for den liberale orden, og et oprør mod dens interne modsætningsforhold. Deneen peger på, at det, vi ser nu, er et oprør fra de dele af Vestens befolkninger, som ikke har draget fordel af liberalokratiet, men som derimod er blevet placeret nederst i det sociale og økonomiske hierarki. Det drejer sig om de mennesker, som ikke kun har mistet deres jobs som følge af globaliseringen, men også (og muligvis endnu vigtigere) de sociale fællesskaber, der udgjorde deres sikkerhedsnet. Disse mennesker har den liberale orden ikke tilbudt kompensation – hverken social eller økonomisk. Yderligere peger Deneen på, at liberalismens fjernelse af kulturelle normer, normer, der før kunne være med til at styre sådanne oprør, har medført, at de befolkningsgrupper, som er i oprør mod den liberale orden, bliver tiltrukket af ukultiverede ikonoklaster80, og personer som iscenesætter
78 Deneen, Patrick J., The Tragedy of Liberalism, The Hedgehog Review, Vol. 19. No. 2, 2017, pp. 47. 79 ibid, pp. 49. 80 Begrebet ’ikonoklast’ henviser til en person, som angriber etablerede overbevisninger og/eller institutioner, ved at påstå de er fejlagtige eller skadelige.
16 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 sig selv som ”stærke” og handlekraftige ledere81. Samtidig ser vi, at de eliter, som muligvis før ville have kunnet byde ind med en moderende og refleksiv stemme i debatten, og potentielt kunne mildne det stigende ønske hos visse dele af befolkningerne om selvstyre, inden det var blevet den populistiske bevægelse, i dag, ser på sådan længsler med foragt og rædsel82. Deneen beskriver det således: ”[Today] we have a liberal elite without populace, and a populace without a moderating elite.”83 På trods af, at Deneens teori opstiller nogle essentielle pointer i forhold til forståelsen af, hvorfor vi i dag oplever en populistisk opblomstring i de vestlige demokratier, så er teoriens generalisering af liberalismen som en udelukkende negativ bevægelse også teoriens største hæmsko. For Deneen, som skriver ud fra et konservativt synspunkt, skelner ikke mellem de liberale initiativer og bevægelser, som historisk set har medført rettigheder til minoritet og udsatte grupper (såsom rettigheder til homoseksuelle og indførelsen af den frie abort) og de liberale bevægelser, som har forårsaget et vend væk fra det folkelige fællesskab. Man kunne således anklage Deneen for i sin iver for at erklære liberalismen i sin helhed for fejlet, at glemme at liberalismen historisk set også har givet stemme til de, der ikke passede ind.
Post-faktuel retorik Som følge af den xenofobiske populisme befinder vi os, ifølge den amerikanske professor i retorik Bruce McComiskey, for tiden i en social og politisk situation, hvor post-faktuel retorik84 har momentum85. Denne post-faktuelle retorik er ifølge McComiskey ”[…] based on bullshit parading as truth, xenofobia parading as patriotism, and ethos and pathos parading as logos […]”86, og den viser sig på to måder; for det første ved, at der er sket et paradigmeskift vedrørende, hvordan magtfulde personer benytter retorik, som hverken er forankret i sandhed eller løgne for at opnå deres mål, og for det andet, at der er sket et skift i, hvordan offentligheden forholder sig til og forbruger denne form for retorik.87
81 Deneen, Patrick, The End of Liberalism, The Spectator, 4/1/2018. 82 Ibid. 83 Ibid. 84 Begrebet post-faktuel retorik er her oversat fra det engelske begreb post-truth rhetoric. 85 McComiskey, Bruce, Post-Truth Rhetoric and Composition, University Press of Colorado, Utah State University Press, 2017, pp. 1- 50. 86 Ibid, pp. 33. 87 Ibid, pp. 3.
17 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137
I 2016 udnævnte Oxford Dictionaries ”Post-truth” til ”Word of the Year”. Post-truth henviser ifølge Oxford Dictionaries til ”Relating or denoting circumstances in which objective facts are less influential in shaping public opinion than appeals to emotion and personal belief.”88, og Oxford Dictionaries forklarede deres udnævnelse med ordene ”Post-truth has gone from being a peripheral term to being a mainstay in political commentary, now being used by major publications without the need for clarification or definition in their headlines.”89. McComiskey peger på, at når sprog ikke har nogen tilknytning til fakta eller realiteter, som det er tilfældet med post-faktuel retorik, så bliver sproget et rent strategisk medium90 uden nogen reference til andet end sig selv91. ”Rhetors must know the facts in order to mislead trough lies; they must recognize the truth in order to deceive through fallacies; and they must understand reality in order to manipulate through double speak.”92, skriver McComiskey, og fortsætter ”But what happens when facts, realities, and truths become overrated and disappear from the epistemological continuum? Without facts and realities as a reference or truths as a standard, then their opposites (lies, fallacies, and doublespeak) also disappear from the continuum.”93 Som udtryk for denne retoriske udvikling, hvor politiske statements ikke forholder sig til hverken sandheden eller løgnen, peger McComiskey primært på et fænomen: Politisk bullshit.
Politisk bullshit I 2005 udgav professor i filosofi ved Princeton Universitet Harry G. Frankfurt sin bog On Bullshit – et værk, som byggede på hans artikel af samme navn fra 1986. I On Bullshit (2005) forsøger Frankfurt at nærme sig en forståelse og definition af fænomenet bullshit, som Frankfurt argumenterer for er et af det 21. århundredes vigtigste kulturelle og politiske faktorer, idet vi konstant mødes af store mængder bullshit fra blandt andet politiske aktører, hvilket påvirker den politiske diskurs. Ligesom McComiskey argumenterer Frankfurt for, at bullshit bevæger sig uden for det epistemologiske kontinuum, det kontinuum hvor sandhed og løgne eksisterer, og Frankfurt identificerer netop et af de grundlæggende træk ved bullshit som værende, at det adskiller sig fra både sandheden og løgnen. Frankfurt skriver, at bullshit
88 https://en.oxforddictionaries.com/definition/post-truth 89 https://en.oxforddictionaries.com/word-of-the-year/word-of-the-year-2016 90 McComiskey, Bruce, Post-Truth Rhetoric and Composition, University Press of Colorado, Utah State University Press, 2017, pp. 6. 91 Ibid, pp. 8. 92 Ibid. 93 Ibid.
18 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 er ”[…] unconnected to a concern with the truth. Her [the bullshitter] statement is not germane to the enterprise of describing the truth.”94, samtidig med at ” […] she [the bullshitter] cannot be regarded as lying; for she does not presume to know the truth, and therefore she cannot be deliberately promulgating a proposition that she presumes to be false: her statement is grounded neither in a belief that it is true nor, as a lie must be, in a belief that is not true.”95 ”The liar is inescapably concerned with truth-values”96, skriver Frankfurt, ”In order to invent a lie at all, he must think he knows what is true.”97 Dette står i kontrast til bullshit, hvis essens ifølge Frankfurt består i bullshitterens ”[…] indifference to how things really are.”98 For bullshitteren er all bets off og ”[…] he does not care whether the things he says describe reality correctly. He just picks the out, or makes them up, to suit his purpose.”99 Et eksempel på en politiker, som i høj grad benytter sig af politisk bullshit til at positionere sig selv, er den amerikanske præsident Donald Trump, hvis indgang på den politiske scene siden 2014 ifølge McComiskey, har forøget mængden af politisk bullshit markant.100
Som nævnt ovenfor peger McComiskey på, at der er sket et skift i, hvordan offentligheden optager og forholder sig til politisk bullshit. McComiskey skriver ”in post-truth bullshit, even the audiences have no concern for facts, realities, or truths, thus relieving speakers from the need to conceal their manipulative intent.”101, og fortsætter ”Post-truth audiences accept bullshit as the norm in public discourse without objection because post-truth audiences, like bullshit rhetors, are now disassociated from the epistemological continuum.”102 I en verden, hvor post- faktuel retorik er blevet den normative diskurs, søger borgeren ikke informationer, som man kan basere sin meninger, holdninger og beslutninger på. I stedet søger man information, der understøtter ens allerede eksisterende holdninger, og i en verden, hvor fakta er irrelevant, og sproget udelukkende bliver et strategisk medium, er dette et demokratisk problem, idet borgerne dermed muligvis ikke træffer politiske beslutninger ud fra et faktuelt oplyst
94 McComiskey, Bruce, Post-Truth Rhetoric and Composition, University Press of Colorado, Utah State University Press, 2017, pp. 6. pp. 30. 95 Frankfurt, Harry G., On Bullshit, Princeton University Press, 2005, pp. 33. 96 Ibid, pp. 51. 97 Ibid, pp. 52. 98 Ibid, pp. 34. 99 Ibid, pp. 56. 100 McComiskey, Bruce, Post-Truth Rhetoric and Composition, University Press of Colorado, Utah State University Press, 2017, pp. 1. 101 Ibid, pp. 12. 102 Ibid.
19 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 grundlag. Bullshit er ikke et nyt fænomen, men graden af bullshit, og især politisk bullshit, har udviklet sig og har været medskaber af en række relaterede retoriske strategier, hvilket bl.a. inkluderer falske nyheder.
Det demokratiske problem og faren ved politisk bullshit opstår i samspillet mellem, at magtfulde politikere (såsom den amerikanske præsident Donald Trump) udnytter sproget som et strategisk medium til at opnå politiske mål uden at forholde sine udtalelser til fakta, og at en afgørende stor del af befolkningen enten er ligeglade med, at personen bullshitter103, eller at de ligefrem fortolker det som sandheden. I deres bog Fake News – Når Virkeligheden taber (2017) peger professor i filosofi og leder af Institut for Boblestudier Vincent Hendricks og Ph.D-studerende ved Institut for Boblestudier Mads Vestergaard på, at der er en stigende tendens til selektionsbias i forhold til udvælgelsen af informationer104. Hendricks og Vestergaard henviser til, at når vi møder information, som ikke stemmer overens med vores allerede eksisterende holdninger og overbevisninger, og der derved opstår kognitiv dissonans105106, så forholder vi os ofte ikke til denne nye information. I stedet forkaster vi den information, som ikke bekræfter vores holdninger og finder i stedet informationskilder, der giver os ret i vores meninger. Denne selektionsbias, og den meningspolarisering som den medfører, bliver yderligere forøget som følge af såkaldte filterbobler107, det vil sige algoritmer på sociale medier og online søgemaskiner såsom Google, der sørger for, at man får mere af den form for information, som man allerede har søgehistorik for at være interesseret i, hvilket
103 Frankfurt argumenterer for, at konsekvenserne for at blive taget i at bullshitte er langt mindre end at blive taget i en løgn (pp. 50), på trods af at bullshitting, ifølge Frankfurt, er en langt større fjende til sandheden end løgnen er (pp. 61). Det der gør bullshit til en større fjende til sandheden er, at løgneren forholder sig til den fakta, som udgøre sandheden, men forsøger at misrepræsentere den gennem en løgn. Bullshitteren er derimod fuldstændig ligeglad med både sandheden og løgnen, hun eller han forsøger i stedet af misrepræsentere afsenderens reaktionsmotiv, formål, intentioner osv. Tænk for eksempel på en politiker, som forsøger at tale uden om det spørgsmålet som er stillet ham: det kan være, at han italesætter en masse (irrelevant) fakta, men uden at svare på det stillede spørgsmål, pludselig er tiden gået, og man er i tvivl om man fik svar på spørgsmålet. Bullshit skaber en uforankret illusion, og netop dette er faren ved bullshit. 104 Hendricks, Vincent og Vestergaard, Mads, Fake News – Når Virkeligheden Taber, Gyldendal, 2017, pp. 118. 105 Hendricks, Vincent og Vestergaard, Mads, Fake News – Når Virkeligheden Taber, Gyldendal, 2017, pp. 118. 106 Hendricks og Vestergaard henviser til, at kognitiv dissonans er den tilstand som kan opstå når man modtager faktuel information, der ikke stemmer over ens med ens holdninger, og der opstår en modsætningsforhold mellem ens overbevisninger, hvilket skaber en ubehagelig mental tilstand. En måde at slippe for denne negative følelse er at være selektiv i den information, som vi vælger at give opmærksomhed. Når vi udvælger information og informationskilder, der stemmer overens med vores eksisterende holdninger, og som fortæller os, hvad vi gerne vil hører kaldes det selekstionsbias. Hendricks og Vestergaard, pp. 118-119. 107 Begrebet filterbobler stammer fra internet-aktivisten Eli Pariser, der i 2011 skrev bogen The Filter Bubble; What The Internet is Hiding from you, hvori han præsenterede konceptet.
20 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 resulterer i, at man forbliver i online ’bobler’, der understøtter og bekræfter ens eksisterende holdninger. Samtidig er muligheden for at finde informationer, der understøtter ens holdninger på trods af de ikke er faktuelt sande, såkaldte fake news, blevet markant lettere som følge af de sociale medier, samt at det som følge af opmærksomhedsøkonomiens nulsumspil, er det blevet en mulig økonomisk indtægtskilde af skabe falske nyheder108. Et af de grundlæggende problemer ved den politiske bullshit, som har momentum i dag, er, at den taler direkte ind i den populistiske polarisering: det er ”det sande Folk” mod ”den korrupte presse og elite”, og denne adskillelse er i den nuværende populistiske krise primært opdelt mellem politisk højre- og venstreorienterede grupper, som konstant bliver bekræftet i deres eksisterende holdninger, hvilket forhindrer en konstruktiv, demokratisk debat. Yderligere er problemet, at de traditionelle mainstreammedier109 ikke kan bekæmpe den politiske bullshit. På grund af den nuværende kommercielle medielogik og på grund af de sociale medier, er de traditionelle mainstreammedier tvunget til at dække og kommentere på det præsenterede politiske bullshit, og da journalistikken stadig benytter en retorik, der, modsat den politiske bullshit, er orienteret mod faktuelle sandheder, samt en nyhedsdækning der skal være ”fair and balanced”, kan de traditionelle mainstreammedier ikke bekæmpe den politiske bullshit. Derudover befinder de traditionelle mainstreammedier sig i dag i krise på grund af den informationsmæssige selektionsbias: de individer, der er positivt indstillede overfor den politiker, som der kritiseres og anklages for politisk bullshit, kan enten vælge at undgå det nyhedsmedie, som opstiller kritikken, eller afvise dette nyhedsmedies sandhedsværdi ved at kalde det ”fake news”. Modsat spiller satiristen ikke efter de samme etiske regler, som de traditionelle medier. Hvor de traditionelle medier etisk er bundet til at formidle den objektive, faktuelle sandhed, og den politiske bullshitter bruger sproget til at positionere sig selv uden at
108 I opmærksomhedsøkonomien er opmærksomhed og ikke information, den sparsomme ressource: når vi giver noget vores opmærksomhed, så er der en masse andet, vi ikke giver opmærksomhed. Så når falske nyheder høster opmærksomhed på internettet, så kan denne opmærksomhed omsættes til kapital, for eksempel i form af økonomisk kapital. McComiskey formulerer det således: ”[…] the more the viewer clicks they generate [falske nyheder]; the more viewer clicks the website generate, the more money the sites’ owners earn from companies whose products appear in banners and pop-ups. Since fake news receives more viewer interest (measured in ”clicks”) than real news, the financial motivation to publish fake news is greater than the financial motivation to publish real news.”, McComiskey, pp. 16. 109 ’Traditionelle medier’ henviser til etablerede massemedieplatforme, inkluderende TV, radio og aviser. I Danmark inkluderer traditionelle medier nyhedsplatforme såsom Danmarks Radio og TV2 samt nationale aviser såsom Politiken, Berlingske Tidende, Information osv. I USA henviser ’traditionelle medier’ til nyhedsoutlets såsom TV-kanalerne NBC news eller ABC samt aviser såsom The Washington Post eller The New York Times. Traditionelle medier står i kontrast til sociale medier og alternative medier, såsom den amerikanske online avis Breitbart, der har en udpræget tendens til, at se bort fra det journalistiske ideal om at bringe faktuelt funderede nyheder.
21 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 forholde sig til hverken sandheden eller løgnen, så peger satiristen netop på sin egen fiktive, og dermed ikke sandhedsforankrede, struktur. I denne fiktive struktur vil jeg argumentere for, at der ligger et potentiale til at angribe den politiske bullshit og post-faktuelle retorik, i det satiren, modsat de traditionelle medier, ikke har lovet sig væk til sandheden. Som professor i statskundskab Paul Babbitt skriver i sin tekst Bullshit, Politics, and Democratic Power of Satire (2013), formår satire, at erstattet ”[…] one form of insincerity with another. The difference is that the sincerity of satire is open. Satire will not eliminate bullshit, but it may prevent us from being seduced by it110[…] In essences, the satirist is presenting bullshit and asking “how can anyone take this seriously?””111. På baggrund af dette vil jeg i de følgende afsnit undersøge, hvordan to eksempler på satire, hhv. Stephen Colberts nuværende late-night program The Late Show with Stephen Colbert og Matt Stone og Trey Parkers animerede tv- serie South Park, har potentiale til at kunne bearbejde og kritisere politisk bullshit og den post-faktuelle retorik.
Humor som anti-bullshit strategi
Antagonistisk æstetik og bruddet med bullshit Den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900) argumenterer i sit værk Wille zur Macht (1901) for, at vi i kampen for at afsløre ”[…] the true narrations of our world”112, først må blive bevidste om og gøre op med de myter, der er blevet konventionaliseret gennem vores dagligdagsdiskurs. I dag kan sådanne myter siges at være konstitueret omkring post-faktuel retorik og bullshit, idet de, som nævnt i det foregående afsnit, i dag udgør det grundlæggende fundament for store dele af dagligdagsdiskursen. Disse myter, argumenterer Professor i Kommunikation og Teater ved Wisconsin Universitet Kelly Wilz for, opretholder ”[a] discourse of division”113, hvilket skaber den dehumanisering og polarisering, som kommer til udtryk i den nuværende populistiske zeitgeist. Wilz peger på Nietzsches koncept om agonistisk æstetik som værende den æstetiske ramme, der har potentiale til at skabe en rehumanisering
110 Babbitt, Paul, Bullshit, Politics, and Democratic Power of Satire, oplægstekst fra præsentation ved American Political Science Association Annual Meeting, Chicago, 2013, pp. 35. 111 Ibid, pp. 24. 112 Nietzsche, Friedrich, Wille Zur Macht, 1901, I: Wilz, Kelly, Models of Democratic Deliberation: Pharmacodynamic Agonism in The Daily Show, pp. 70, I: The daily Show and Rhetoric – Arguments, Issues and Strategies, Lexington Books, 2011. 113Wilz, Kelly, Models of Democratic Deliberation: Pharmacodynamic Agonism in The Daily Show, pp. 78, I: The daily Show and Rhetoric – Arguments, Issues and Strategies, Lexington Books, 2011.
22 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 og overskridelse af polariseringen, og som kan udfordre de dominerende myter, som i dag udspringer af politisk bullshit og post-faktuel retorik, og som styrer vores dagligdagsdiskurs. Begrebet agonisme henviser i denne kontekst til en politisk teori, præsenteret af blandt andet den politiske tænker, Hannah Arendt (1906-1975), og den belgiske filosof, Chantal Mouffe. Denne teori anser den permanente gnidning mellem politiske holdninger som værende det centrale kendetegn ved et pluralistisk demokrati, og argumenterer for, at det i et demokrati er nødvendigt at have et offentligt rum, hvori de politiske konflikter kan blive belyst og diskuteret. ”Being seen and heard by others derive their significance from the fact that everybody sees and hears from a different position. This is the meaning of public life.”114, skriver Arendt i sit værk The Human Condition (1958), og understreger hermed ideen om, at det politiske potentiale netop ligger i mødet og samtalen mellem modstridende politiske holdninger. Jeg vil argumentere for, at de satiriske rum, som der bl.a. etableres i South Park og The Late Night Show with Stephen Colbert, netop befinder sig inden for den agonistiske æstetik, idet både South Park og The Late Night Show with Stephen Colbert etablerer en radikal kritik: deres kritik spreder sig i alle ideologiske retninger, ingen er forskånet uanset politisk overbevisning, køn eller race, og der etableres dermed et rum, hvori alle politiske holdninger bliver mødt på samme måde. På baggrund af dette vil jeg ligeledes argumentere for, at begge satireprogrammer har potentiale til at appellere til seere med forskellige politiske holdninger, idet det ikke på forhånd er givet, hvorpå det politiske spektrum, hhv. South Park og The Late Night Show with Stephen Colbert befinder sig. Dette er, som nævnt tidligere, ikke tilfældet med mange traditionelle nyhedsmedier, hvor mennesket i høj grad er styret af selektionsbias og derfor vælger at få nyheder og følge medier, der understøtter deres eksisterende politiske holdninger. Yderligere vil jeg argumentere for, at der i både South Park Og The Late Show with Stephen Colbert som følge af, at de er placeret i en agonistisk æstetik, har potentialet til at overskride ”the discourse of division”, en diskurs som den populistiske zeitgeist har forøget styrken af, og som den politiske bullshit og post-faktuelle retorik opretholder. Til at undersøge, hvordan South Park og The Late Show with Stephen Colbert bruger humor til at kritisere politisk bullshit og den post-faktuelle retorik, vil jeg tage udgangspunkt i den inkongruente humorstrategi, og herunder to specifikke inkongruens-strategier polyglossia og kontekstuelle sammenstød, hvilke jeg vil komme nærmere ind på i det følgende afsnit, samt
114 Arendt, Hannah, Menneskets Vilkår, 2005, Gyldendal, 1. Oplag, Oversat fra: The Human Condition, 1958, The University of Chicago, pp. 57.
23 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 undersøge hvordan de to satireprogrammer gennem disse to humorstrategier etablerer et karnevalske univers, hvori der etableres en moralsk kritik.
Den inkongruente humorstrategi Der synes at være en bred konsensus inden for humorteori om, at der primært er tre store humorstrategier115. Først og fremmest er der overlegenhedsteorien, hvor latter skabes på bagrund af en følelse af overlegenhed. Dernæst lettelsesteorien, hvor humor sker som et resultat af frigørelsen af nervøs energi hos den leende, og endelig inkongruentteorien, hvor latter opstår, når der sker et uventet brud på en ellers genkendelig situation. Som nævnt i foregående afsnit vil jeg ud fra den inkongruente humorstrategi i dette afsnit undersøge, hvordan de to satiriske værker The Late Show with Stephen Colbert og South Park har potentiale til at bearbejde det diskursive fænomen post-faktuel retorik og herunder politisk bullshit. Til dette vil jeg begynde med at gennemgå den inkongruente-humorstrategis potentiale, og derefter undersøge de to værker gennem to forskellige strategier inden for inkongruentteorien; Polyglossia og Kontekstuelle Sammenstød.
Ifølge doktor i filosofi, John Morreall, består kernekonceptet i inkongruentteorien i, at den menneskelig oplevelse af verden er funderet i bestemte tillærte mønstre116, der bygger på forudgående oplevelser, som vi har gennemlevet, hvorfor kernen i den inkongruente humorstrategi består i ”[…] that something or event we perceive or think about violates our normal mental patterns and normal expectations.”117 Ligeledes har den amerikanske filosof, litteraturkritiker og –teoretiker Kenneth Burke formuleret et begreb, han kalder for ”perspectives by incongruity”, hvilket er ”[…] a process of conversation […]”118 i hvilken ”[a] new way of putting the characters of events together is an attempt119 […] to alter the nature of
115 Meyer, John C, Humor as a Double-Edged Sword: Four Functions of Humor in Communication, International Communication Association, Vol. 10, Issue 3, 2000; Morreall, John, Comic Relief – A Comprehensive Philosophy of Humor, Wiley-Blackwell, 2009; Berger, Arthur, Humor – An Introduction, The American Behavioral Scientist, 1987, Vol. 30, Issue. 3. 116 Morreal, John, Comic Relief – A Comprehensive Philosophy of Humor, Wiley-Blackwell, 2009, pp. 10. 117 Ibid, pp. 11. 118 Burke, Kenneth, Performance and Change – an Anatomy of Purpose, University of California Press, 1954, pp. 154. 119 Burke, Kenneth, Performance and Change – an Anatomy of Purpose, University of California Press, 1954, pp. 86.
24 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 our responses.”120 Burke argumenterer således for, at vi gennem inkongruens kan redefinere vores oplevelser, perspektiver og kognitive kategoriseringer, idet ”A shift in the angle of approach must disclose an infinity of ways in which our former classifications can be reclassified.”121 Samtidig er der ligeledes et moralsk perspektiv i inkongruensstrategien122. I sin artikel AIDS, perspective by incongruity, and gay identity in Larry Kramer’s ”1,112 and Counting” (1994) argumenterer professor i kommunikationsstudier Bonnie J. Dow for, at inkongruensstrategien har potentialet til at skabe en re-moralisering hos modtageren, idet ”[…] perspective by incongruity can do more than test audience assumptions about their external world: it can question fundamentally their identity in relation to that world.”123 På linje med dette argumenterer professor i kommunikation Naomi Rockler for, at inkongruensstrategien ”[…] jars people into new perceptions about the way reality can be constructed and may encourage people to question their pieties.”124 Kenneth Burke beskriver ligeledes i sit værk Attitudes toward History (1937) ’the comic frame’, som værende en metode for mennesket at undersøge sin egen interaktion med verden125. ”The comic frame”, skriver Burke, gør mennesket til ”[…] the student of himself […] it’s ultimate would not be passiveness, but maximum consciousness. One would ”transcend” himself by noting his own foibles. He would provide a rationale for locating the irrational and the non-rational.”126 Jeg vil i det følgende afsnit undersøge, hvordan inkongruensstrategien polyglossia, præsenteret i South Park og The Late Show with Stephen Colbert, benyttes til at udpege og kritisere politisk bullshit og post- faktuel retorik.
Polyglossia Begrebet polyglossia stammer fra den russiske litteraturteoretiker og sprogfilosof Mikhail Bakhtin (1895 – 1975), der i sit værk The Dialogic Imagination – Four Essays (1981), beskriver
120 Burke, Kenneth, Performance and Change – an Anatomy of Purpose, University of California Press, 1954, pp. 87. 121 Ibid, pp. 124. 122 Dow, Bonnie J., AIDS, perspective by incongruity, and gay identity in Larry Kramer’s ”1,112 and Counting”, Communication Studies, 1994, Vol. 45, Issue 3-4; Diehl, Nicholas, Satire, Analogy, and Moral Philosophy, The Journal of Aesthetics and Art Criticism, 2013, Vol. 71, No. 4: Dadlez, E. M, Truly Funny: Humor, Irony, and Satire as Moral Criticism, The Journal of Aesthetic Education, Vol. 45 No. 1, 2011. 123 Dow, Bonnie J., AIDS, perspective by incongruity, and gay identity in Larry Kramer’s ”1,112 and Counting”, Communication Studies, 1994, Vol. 45, Issue 3-4, pp. 229. 124 Rockler, Naomi, Overcoming ”It’s Just Entertainment”: Perspective by Incongruity as Strategy for Media Literacy, Journal of Popular Film & Television, 2002, Vol. 30, Issue. 1, pp. 18. 125 Burke, Kenneth, Attitudes towards History, Hermes Publication, 1937, pp. 171. 126 Ibid.
25 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 polyglossia som værende ”the simultaneous presence of two or more national languages interacting within a single cultural system.”127 Jeg vil bruge polyglossia-begrebet til at belyse, hvordan The Late Show with Stephen Colbert og South Park benytter flere forskellige stemmer til at bevæge sig mellem forskellige holdningspositioner, og derved ikke blot skaber en komisk effekt, men ligeledes en kritik af aktuelle eksempler på politisk brug af post-faktuel retorik og politisk bullshit. Professor i retorisk kritik Celeste Condit peger netop på, at den optimale diskurs er ”[…] maximal polyvocal […]128, og på baggrund af dette vil jeg argumentere for, at når The Late Show with Stephen Colbert og South Park benytter sig af forskellige stemmer, så opstår muligheden for at etablere en dialogisk diskurs, der har potentiale til at bryde med ”the discourse of division”. Samtidig peger Kenneth Burke i hans værk Attitudes Towards History (1937) på, at den komiske ramme og iscenesættelsen af karakterer hjælper modtageren til at ”[…] see from two angles at once.” 129, og dermed vil jeg ligeledes argumentere for, at The Late Show with Stephen Colbert og South Park gennem brugen af forskellige stemmer udvider perspektivet på de sociale og politiske problemstillinger, som de berører, hvilket understreger deres agnostiske æstetik.
Dog benytter Stephen Colbert i The Late Show with Stephen Colbert og Matt Stone og Trey Parker i South Park, polyglossia-grebet til at skabe inkongruens på to forskellige måder. Hvor South Park bruger flere forskellige (stereotype) karakterer til at skabe forskellige perspektiver på den givne situationer, benytter Stephen Colbert primært parodisk polyglossia, hvilket betyder, at han, ved at lave parodier på bestemte politiske personer og situationer, skaber inkongruens. En sådan situation forekom for eksempel den 22. juni 2018. Den aften havde The Late Show with Stephen Colbert som omdrejningspunkt for programmet, sagen om at USA's justitsminister Jeff Sessions, der i april 2018 annoncerede en nul-tolerance politik overfor alle, der krydsede grænsen til USA udokumenteret (og dermed ikke befandt sig lovlig i USA), hvilket resulterede i, at børn af udokumenterede immigranter (og visse grupper af asylansøgere) blev fjernet fra deres familier, fordi børn ifølge den amerikanske lovgivning ikke må placeres i detentioner for voksne. Stephen Colbert indleder sin behandling af emnet gennem parodiske polyglossia ved at sige:
127 Bakhtin, Mikhail, The Dialogic Imagination – Four Essays, University of Texas Press, 1981, pp. 431. 128 Condit, Celeste, Hegemony in Mass-Mediated Society: Concordance about Reproductive Technologies, Studies in Mass Communication, Vol. 11, Issue 3, 1994, pp. 210. 129 Burke, Kenneth, Attitudes Towards History, Hermes Publication, 1937, pp. 41.
26 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137
Stephen Colbert (med egen stemme): ”Donald Trump finally took full responsibility for the policy and promised a swift end to this humanitarian disaster. I’m just kidding. No he blamed the Democrats.”
Et tweet fra Præsident Trump toner frem på skærmen, og Stephen Colbert læser det højt, samtidig med, at han laver en parodi på Præsident Trumps stemme:
Stephen Colbert (med “Trumps” stemme): “The Democrats are forcing the breakup of families at the Border with their horrible and cruel legislative agenda. Any Immigrant Bill MUST HAVE full funding for the wall, end Catch & Release, Visa Lottery and Chain, and go to Merit Based Immigration. Go for it! WIN.”
Stephen Colbert (med egen stemme): “What does that mean? What does that mean?”
Stephen Colbert (med “Trumps” stemme): “Go for it! WIN!”
Stephen Colbert fortsætter med at parodiere Præsident Trumps stemme, mens han begynder at danse en heppekor-inspireret dans:
Stephen Colbert (med ”Trumps” stemme): ”Ready? Ok! 2-4-6-eight – who do we incarcerate? Kids! GOOO into the cages!”130
Dette er et klart eksempel på politisk bullshit fra Præsident Trump: ud fra et faktuelt funderet perspektiv er det ikke Demokraterne, som har forårsaget, at den lov, der adskiller og indespærrer børn af udokumenterede immigranter og asylansøgere, har trådt i kraft. Det er derimod Præsident Trumps egen administration. I 2014 havde nu forhenværende amerikanske præsident Barack Obamas administration et program, hvori uledsaget immigrant børn blev holdt indespærret, men modsat Præsident Trump, kendte man ikke til disse børns familiære baggrund. På trods af at hans udsagn ikke er sandfærdig, benytter
130 The Late Show with Stephen Colbert, 22. Juni, 2018, min. 02:14-03:17.
27 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137
Præsident Trump det stadig til at positionere sig i forhold til immigrationssituationen. For det første bruger han udsagnet til at skabe en ”os-versus –dem”-konstellation, hvor han peger på demokraterne som værende fjenden, dvs. den onde politiske elite, der bruger lovgivningen til at adskille familier, hvilket understreger den populistiske diskurs. For det andet bruger Præsident Trump den første, usandfærdige del af sit tweet til at positionere sig selv; Præsident Trump peger på Demokraterne som ansvarlige for indespærringen og tilbageholdelsen af immigrant børnene, men bruger samtidig dette udsagn til at påpege hans egen position i forhold til at stramme immigrationslovene: ”Any Immigrant Bill MUST HAVE full funding for the wall, end Catch & Release, Visa Lottery and Chain, and go to Merit Based Immigration.” Idet Præsident Trump ikke forholder sig til hverken sandheden (at det er hans egen administration, der har etableret loven) eller løgnen (Præsident Trump forholder sig ikke til sit udsagn som værende falsk – han bruger det i stedet udelukkende til at iscenesætte sin egen position vedrørende immigration), vil jeg argumentere for, at der er tale om politisk bullshit. Og hvordan forholder Stephen Colbert sig så til Præsident Trumps bullshit-udsagn? Først påpeger han, ved at parodiere Præsident Trump gennem oplæsningen af tweetet, det absurde i Præsident Trumps udsagn, den absurditet, der skabes idet første del af udsagnet (at det er Demokraternes lov) ikke stemmer overens med udsagnets anden del (at Præsident Trump vil have en ekstrem stramning på immigrant-området). Dernæst stiller Stephen Colbert spørgsmål til, hvad der egentligt menes med udsagnet, hvortil han efterfølgende selv svarer på spørgsmålet igen ved hjælp af parodisk polyglossia: Stephen Colbert efterligner igen Præsident Trumps stemme, og peger gennem sætningen” Ready? Ok! 2-4-6-eight – who do we incarcerate? Kids! GOOO into the cages!”, som han kombinerer med en heppekorsdans på, at Præsident Trump hepper for og er positivt indstillet overfor den lov, som adskiller immigrant børn fra deres familier og holder dem indespærret, og påpeger dermed på den inkongruens der er mellem det, Præsident Trump har skrevet i sit tweet, og det han rent faktisk mener.
Anderledes bruger Trey Parker og Matt Stone polyglossia-grebet i South Park. I stedet for at lave en parodisk polyglossia som i The Late Show with Stephen Colbert, placerer Stone og Parker de forskellige stemmer hos forskellige karakterer, der alle fremkommer med forskellige holdningspositioner til de præsenterede emner. South Park, der har været vist på tv-netværket Comedy Central siden 1997 og i 2017 sendte deres 21. sæson, har et persongalleri, der grundlæggende er opbygget omkring karakterer, som hver især indkapsler
28 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 kendte stereotyper. Seriens hovedpersoner er fire 6. klassesdrenge (uanset hvor mange sæsoner, der forløber, forbliver de i 6. klasse), Stan Marsh, Kyle Broflovski, Eric Cartman og Kenny McCormic, der bor i den fiktive lilleput-by South Park, Colorado, og som alle repræsenterer en (let genkendelig) stereotype: Kyle er den retfærdige og sandfærdige jødiske dreng, hvis moralske skrubler ofte repræsenterer den ”politisk korrekte”, venstreorienterede holdning; Stan, der er Kyles bedste ven, besidder et moralsk kompas, men langt fra i så høj grad som Kyle (der er kendt og foragtet for at holde moralske taler); Eric, der er seriens skrupelløse, opportunistiske og grundlæggende amoralske karakter; og til sidst Kenny, der er den fattige dreng, og som en anden Sisyfos-karakter dør (og genopstår) i hvert afsnit131. Gennem disse stereotype karakterer afspejler South Parks episoder flere forskellige holdningspositioner, og bruger disse karakterer til at parodiere forskellige holdninger i sociale og politiske debatter. Modsat Stephen Colbert, der primært slår ned på konkrete ytringer af politisk bullshit, som vist i det overnævnte eksempel, så bruger South Park karaktererne og deres stemmer til at påpege og kritisere fænomener af politisk bullshit, som de krystalliseres i samfundet. Gennem sin agonistiske ramme vælger South Park ikke ideologisk side, men jeg vil argumentere for, at serien som udgangspunkt har tendens til at diskutere de dominerende diskurser og afsløre disses begrænsninger og fejlpositioner, og netop derfor vil jeg argumentere for, at South Park er et stærkt våben til at påpege og kritisere ikke blot politisk bullshit, men også den post-faktuelle retorik, der er en dominerede faktor i nutidens diskurs. Dette betyder også, at South Park ikke blot kritiserer dem, som formulerer den post-faktuelle retorik og det politiske bullshit, men i lige så høj grad kritiserer det post- faktuelle publikum, der ukritisk tager det politiske bullshit til sig.
Et eksempel på hvordan South Park påpeger og kritiserer politisk bullshit og den post- faktuelle retorik forekommer i seriens 20. sæson, hvis første afsnit blev sendt den 14. september 2016, og dermed kort inden Donald Trump blev valgt til præsident, mens det sidste afsnit blev vist i den 7. december 2016, og dermed umiddelbart efter at Donald Trump
131 Ud over drengene er der en række andre stereotype-karakterer i South Park, såsom den afroamerikanske Token, hvis navn henviser til tokenism, der betyder at man placerer en eller få karaktere der repræsenterer en minoritet på TV for at fremstå social inkluderende, Stans far Randy Marsh, der er den typisk ureflekterede amerikaner, som er forblændet af konsumerisme og Butters, den evige naive ven til Stan, Kyle, Eric og Kenny samt mange flere.
29 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 havde vundet præsidentvalget 132. Sæson 20 begynder med, at USA er dybt splittet politisk, hvilket krystalliseres idet amerikanerne skal vælge mellem ”A Giant Douche” (navnet henviser til karakteren Mr. Garrison, South Park Elementary’s forhenværende lærer, der symboliserer Donald Trump133) og ”A Turd Sandwich” (hvilken henviser til Hillary Clinton) til landets næste præsident. I sæsonens første afsnit opdager den republikanske præsidentkandidat Mr. Garrison/Donald Trump, at han ikke kan holde, hvad han har lovet, at han vil gennemføre inden for det første år (nemlig at han vil ”fuck them [immigranter, terrorister, Nordkoreas leder, kriminelle, reklamefolk og mange flere] all to death”134) såfremt han bliver præsident. For at undgå at komme til at fremstå som ”a jackass” beslutter Mr. Garrison/Donald Trump at sørge for, at hans politiske modstander ”The Turd Sandwich” (Hillary Clinton) vinder valget. Men uanset hvor meget han prøver på at gøre vælgerne vrede, for eksempel ved at tale grimt om kvinder og muslimer, så bliver Mr. Garrison/Donald Trump bare mere og mere populær. Selv da han vælger at sidde ned under afspilningen af den nye nationalsang (den amerikanske stat har hyret filmmageren J. J. Abrams til at skabe en ny nationalsang, fordi han laver gode genindspilninger, der samler nationen, som for eksempel hans Star Wars-film), begynder folk blot at efterligne ham. Til sidst opsøger Mr. Garrison Stan Marshs far, Randy Marsh, der har opdaget, at den politiske splittelse i USA og årsagen til folk er villige til at stemme på ”A Giant Douche” (Mr. Garrison/Donald Trump) skyldes, at de spiser såkaldte ”[re]member-berries” (”huske-bær”), som J. J. Abrams distribuerer for at holde sin succes med genindspilninger af gamle film kørerende, og som gør, at den amerikanske befolkning er nostalgisk for tidligere tider med Totos Africa-sang og Chewbacca, men også ”[…] a time when marriage was just between a man and a women, a time when you felt safe, with no ISIS and there was not so many
132 Da South Park-afsnittene kun bliver lavet en uge inden de bliver sendt på TV, formår skaberne Trey Parker og Matt Stone at have en vis samfundsmæssig og politisk aktualitet tilstede i deres afsnit. 133 Ligesom Præsident Trump grundlagde store dele af sin præsidentkampagne på anti-immigration, så har Mr. Garrison også ført kampagne mod immigration – dog ikke, som Præsident Trump mod mexicanske og muslimske immigranter, men mod canadierne. Mr. Garrison vil, ligesom Præsident Trump, bygge en mur, dog ikke mod syd men i stedet mod nord med det formål at holde canadierne ude. Derudover har South Park-skaberne malet Mr. Garrison orange i hovedet, hvad jeg vil argumentere for er en klar semiotisk henvisning til Donald Trump, ligesom Mr. Garrison til sidst i sæsonen undergår en Darth Vader-lignende transformation, hvori han bliver givet en hårpragt der ligner Præsident Trumps. 134 Som det typisk er i South Park, menes sådan formuleringer ikke blot metaforisk, men bogstaveligt. Da Mr. Garrisons/Donald Trumps kampagneteam ikke kan komme op med en plan for, hvordan han kan dræbe 7.2 millioner mennesker (det er dette tal, som journalisten henviser til er det samlede antal af mennesker, der figurerer inden for de grupper, som Mr. Garrison/Donald Trump har nævnt, at han vil ”fuck to death”) vha. sex inden for hans første år som præsident, går Mr. Garrison/Donald Trump i panik fordi han ikke vil ende med at blive ”a jackass”.
30 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137
Mexicans.”135 Da de ikke lykkedes Randy Marsh at finde en måde at udrydde bærerne panikker Mr. Garrison/Donald Trump:
Mr. Garrison/Donald Trump: ”How do we stop them from getting me elected?”
Randy Marsh: “There’s no other choice, Mr. Garrison. The American people have to be made to understand what’s going on here. You’re gonna have to speak to them.”
Mr. Garrison/Donald Trump: “No! I’m done giving political speeches! I tried being dirty – I tried being vulgar – nothing mattered!”
Randy Marsh: “Then for the first time ever, you’re gonna have to speak from the heart and not making it about you.”
Mr. Garrison/Donald Trump: “Well, that’s just impossible.”
Randy Marsh: “You know what these things are capable of. Even if you lose the election someone just like you are gonna rise up and take your place. J. J. Abrams has seen to that.”
Mr. Garrison/Donald Trump: “Don’t you get it, Randy: I’m not a politician. I never was.”
Randy Marsh: “All I know is for the future of our country you have to give one last speech. The speech that everyone needs to hear. A speech where you finally just talk like a normal human being.”
Mr. Garrison/Donald Trump: “Oh, jeez.”136
I denne scene vil jeg argumentere for, at South Park gennem karakteren Randy Marsh etablerer en kritik af Mr. Garrisons, og dermed Donald Trumps, politiske bullshit diskurs. Når Mr. Garrison/Donald Trump taler til offentligheden, gør han det på en måde, der ikke er
135South Park, sæson 20., episode 1. Member Berries, min. 17:26-17:47. 136 South Park, sæson 20., episode 6. Fort Collins, min. 8:30-09:29.
31 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 sandfærdig og ”from the heart”, men derimod på en måde som skabe en emotionel reaktion (”I tried being dirty – I tried being vulgar”) hos offentligheden, hvilket kendetegner den post- faktuelle retorik og det politiske bullshit, som har til formål at understøtte den politiske polarisering, der er etableret gennem den xenofobiske populisme. ”[…] you’re gonna have to speak from the heart and not making it about you.”, siger Randy Marsh og peger her på, at Mr. Garrisons/Donald Trumps udtalelser ikke er knyttet til fakta, men derimod peger på ham selv, ligesom politisk bullshit udelukkende er en strategi til at positionere sig selv. Randy Marsh fortæller Mr. Garrison/Donald Trump, at han, for at undgå at blive valgt, bliver nødt til at fortælle den amerikanske befolkning hvad der – sandfærdigt – foregår, og opfordrer dermed Mr. Garrison/Donald Trump til at stoppe den politiske bullshit, idet der ligger et implicit argument om, at hvis den amerikanske befolkning hører sandheden og ikke det politiske bullshit, så vil de ikke vælge en som Mr. Garrison/Donald Trump til præsident. Dette skal dog vise sig ikke at være tilfældet, hvilket jeg vil vise i det næste eksempel, hvori jeg vil argumentere for, at South Park ikke blot kritiserer de politikere, der ytrer politisk bullshit, men i lige så høj grad kritiserer den post-faktuelle offentlighed.
I dette eksempel forsøger Mr. Garrison/Donald Trump at tale sandt og ikke ytre politisk bullshit under en direkte TV-debat med ”The Turd Sandwich” (Hillary Clinton) i forsøget på ikke at blive valgt til præsident. Inden debatten begynder, bliver Hilary Clinton af sine rådgivere instrueret i kun at besvare Mr. Garrions/Donald Trumps udtalelser med ”My opponent is a liar and he can not be trusted. What he is saying is simply not true. Do not believe him.”137138
Mr. Garrison/Donald Trump og ”The Turd Sandwich” (Hillary Clinton) står på scenen foran et publikum parate til at debatten går i gang:
Voiceover-stemme: ”Decisions 2016. The first presidential debate with moderator Lester Holt.”
137 South Park, sæson 20., episode 3. The Damned, min: 04:18. 138 Der ligger i denne scene en klar reference til den virkelige TV-debat mellem Hillary Clinton og Donald Trump den 9. Oktober 2016 på NBC News, hvor Hillary Clinton flere gange omtalte Donald Trumps udtalelser som værende ”simply not true”.
32 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137
Lester Holt: “Ok, let’s get right into it. Our first question is for you, sir. How will you deal with ground troops in Syria?”
Mr. Garrison/Donald Trump: “Everyone: I need to just speak from the heart. Um. I don’t know what the fuck I’m doing. I’ve gotta come clean; I had no idea I’d come this far, the fact of the matter is I should not be president. Ok? I will fuck this country up beyond repair. I am a sick, angry little man. Please, if you care at all about the future of our country: vote for her. She is the one that at least has some experience. She is not as bad as you think. I promise. And unlike me she is actually capable of running the country.”
Hillary Clinton: “My opponent is a liar and he cannot be trusted. What he is saying is simply not true. Do not believe it.”
Mr. Garrison/Donald Trump: “I am giving you this, lady. I am giving you this! What the fuck are you doing?! Ok, look, look. Just vote for her, she knows politics, she really wants to put this country first - “
Hillary Clinton: “My opponent is a liar – “
Mr. Garrison/Donald Trump: “Will you just please shut up?”
Hillary Clinton: “ – and he cannot be – “
Mr. Garrison/Donald Trump: “Get out of your own way!”
Hillary Clinton: “ – cannot be trusted.”
Mr. Garrison/Donald Trump: “Huh. Ok. Ok, look. She doesn’t mean what she is saying. She just doesn’t know how to take this because it is very weird and her advisors probably – “
Hillary Clinton: “My opponent is a liar and cannot be trusted.”
33 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137
Mr. Garrison/Donald Trump: “Fuck! Oh, Fuck! Why the fuck did it have to be her? I am so fucked.”139
I den næste scene ser vi offentlighedens reaktion på Mr. Garrisons/Donald Trumps udtalelser under debatten. Scenen begynder med at Randy Marsh træder ind på South Park-beboernes primære mødested: vinbaren.
Randy Marsh: ”Ok, what is wrong with you people?! I just saw a new poll that says more and more of you are thinking about voting for that Giant Douche!”
Karakter#1: “Some of us are. A lot of people like what he has to say, alright.”
Randy Marsh: “You’re telling me that after that debate you still wanna vote for that guy?”
Karakter#1: “More than ever.”
Karakter#2: “Yup.”
Randy Marsh: “Did you see the same debate as I saw?!”
Karakter#1: “Don’t you get it, Randy? There are people in this country that are sick and tired. Tired of hearing all the rhetoric – tired of Washington failing us while they pat their own backs. Finally, someone comes along who says what he feels. That’s why people like him. Because say what you want, at least he doesn’t sound like a politician.”
Scenen skifter og billedet viser nu Mr. Garrison/Donald Trump, som står på et podium og taler til sine vælgere. Publikum jubler.
Mr. Garrison/Donald Trump: ”America, please listen. I have no idea how to be president. I am a complete jackass and I have made a giant mistake here.”
139 South Park, sæson 20., episode 3. The Damned, min: 04:18-05:59.
34 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137
Publikum jubler igen.
Mr. Garrison/Donald Trump: “No, no, no, why are you clapping?! I’m not a good person for The White House. I’m not a good person – period.”
Publikum jubler endnu højere.
Karakter#3: “Finally someone who doesn’t talk like a politician.”
Mr. Garrison/Donald Trump: ”I’m peeing in my pants at the thought of being president. No. No, no. Listen to me: you don’t want a guy like me in The White House. You don’t even wanna know the shit I’ve done.”
Karakter#4: “Wuhu!”
Mr. Garrison/Donald Trump: ”I’ve scissored with another woman when I had a sex- change.140”
Publikum jubler.
Karakter#5: ”You’re so honest”.
Mr. Garrison/Donald Trump: ”No, no, I’m not the guy you want going to Russia to negotiate with Putin. I’ll probably end up getting drunk and trying to such his dick.”141
På baggrund af debatscenen mellem Hillary Clinton og Donald Trump præsenteret gennem Mr. Garrison-karakteren vil jeg argumentere for, at South Park ikke blot kritiserer Donald Trumps politiske bullshit, men ligeledes Hillary Clintons brug af politisk bullshit som retorisk
140 I en tidligere sæson af South Park fik Mr. Garrison en kønsskifte operation, og gik i en periode under navnet Mrs. Garrison, men endte med at skifte sit køn tilbage og igen være Mr. Garrison. 141 South Park, sæson 20., episode 3. The Damned, min: 08:38-09:40.
35 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 strategi: ved at iscenesætte Hillary Clinton som en karakter, der kun kan (eller vil) gentage sætninger, som hendes politiske rådgivere har givet hende, peger South Park på, at hun, ligesom Donald Trump, udelukkende bruger den politiske retorik til at iscenesætte sig selv uden at forholde sig til virkeligheden, hvilket, som nævnt tidligere, er et kendetegn for politisk bullshit. Samtidig vil jeg argumentere for, at South Park i de efterfølgende to scener ligeledes kritiserer den post-faktuelle offentlighed. I disse scener bliver vi, som seere af South Park, stillet ansigt til ansigt med en politisk offentlighed, der selv når de konfronteres med sandheden, nægter at forholde sig til den. I stedet for at høre sandheden i Mr. Garrisons/Donald Trumps udtalelser, peger karakterne i South Park, der stemmer på Mr. Garrison/Donald Trump, på, at det, at han taler om sine følelser (hvilket implicit står i kontrast til fakta) i sig selv, gør ham kvalificeret til at være præsident. Der sker således en re- bullshit strategi, hvor Mr. Garrison/Donald Trump-karakteren, der før frivilligt og beregnende brugte politiske bullshit til at positionere sig selv, nu, på trods af at han forsøger at forholde sig og videreformidle noget sandfærdigt, igen bliver placeret i en politisk bullshit diskurs, idet offentligheden stadig ikke navigerer efter sandhed/løgn-værdi, men derimod stadig efter følelser.
På baggrund af mine forgående eksempler, vil jeg argumentere for, at både Stephen Colberts The Late Night with Stephen Colbert samt Trey Parker og Matts Stones South Park benytter en satirisk strategi, som bl.a. hviler på brugen af polyglossia til at påpege, reflektere over og kritisere politisk bullshit. Samtidig bruger Stephen Colbert en parodisk polyglossia-strategi, hvori de forskellige stemmer kommer til udtryk gennem én repræsentant, værten Stephen Colbert selv, mens South Park benytter sig af en række forskellige karakterer til at præsentere seeren for flere forskellige holdningsperspektiver. Gennem polyglossia, og i spændingen mellem det seriøse (kritikken af det politiske bullshit og de virkelig og seriøse emner begge tv-programmer tager op) og det komiske, skaber både The Late Night with Stephen Colbert og South Park en alternativ verden – en absurd verden, der bærer lighed med Mikhail Bakhtins begreb om ”the carnivalesque”142, der netop henviser til ”[a] second world […]”143, som eksisterer uden for dagligdagens begrænsninger, og som er ”[…] organized on the basis of
142 Bakhtin, Mikhail, Rabelais and His World, Khudozhestvennia literatura, 1965. 143 Ibid, pp. 6.
36 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 laughter.”144 Man kan ud fra dette argumentere for, at South Park og The Late Show with Stephen Colbert, for at bruge professor i statskundskab Patric Deneens begreber, placerer et kulturelt indhold i en anti-kulturel ramme, idet både South Park og The Late Show with Stephen Colbert i deres politiske satire programmer opstiller en kritik af samfundsmæssige problematikker, og derigennem forsøger at oplyse tilskueren, hvilket, ifølge Deneen er et kendetegn ved kultur, mens rammen udgøres af en karnevalske æstetik, hvilket Dennen peger på, som et af trækkene ved anti-kultur. Jeg vil i det næste afsnit komme ind på, hvordan karnevallet, som det er præsenteret af Bakhtin, som ramme har potentiale til at reformere deltagernes (i denne kontekst South Park og The Late Night with Stephen Colberts publikum) eksisterende holdninger, og deres accept af politisk bullshit.
Karnevallet og overskridelses-æstetikkens potentiale Mikhail Bakhtin beskriver i sit værk Rabelais and His World (1965), karnevallets natur således; ”Carnival is not a spectacle seen by the people; they live in it, and everyone participates because its very idea embraces all the people. While carnival lasts, there is no other life outside it. During carnival time life is subject only to its laws, that is, the laws of its own freedom.”145 Som jeg har argumenteret for i det foregående afsnit, bevæger både South Park og The Late Show with Stephen Colbert sig inden for den karnevalske ramme, og på baggrund af dette skaber de - på linje med karnevallet - en afskærmet ramme, hvori deres publikum lever så længe South Park og The Late Show with Stephen Colbert afsnittene varer. Inden for denne karnevalske ramme etablerer de to satireprogrammer love, der accepteres af publikum på trods af, at de til tider overskrider de sociale konventioner, som eksisterer i den virkelige verden. Fordi karnevallets love grundlæggende, som Bakhtin formulerer det, er rettet mod ”it’s own freedom”, vil jeg argumentere for, at der inden for den karnevalske ramme, og dermed i South Park og The Late Show with Stephen Colbert, ligger et frigørelsespotentiale, der gør det muligt for publikummet at frigøre og bryde sig fri fra dets eksisterende holdninger. Denne frigørelse bliver skabt gennem latteren, der ”[…] liberates not only from external censorship but first of all from the great interior censor; it liberates from the fear that developed in man during thousands of years: fear of the sacred, of prohibitions, of the past, of power. […] Laughter is essentially not an external but interior form of truth; it cannot be transformed into
144 Bakhtin, Mikhail, Rabelais and His World, Khudozhestvennia literatura, 1965, pp. 7. 145 Ibid, pp. 7.
37 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 seriousness without destroying and distorting the very contents of the truth which it unveils […] it helped to uncover this truth and to give it an internal meaning.”146 Frigørelsen sker således som følge af latter, der er stimuleret af en udefrakommende faktor, men frigørelsen i sig selv sker som en indre proces i hvert enkelt individ. Samtidig skriver Bakhtin at ”carnival brings together, unifies, weds, and combines the sacred with the profane, the lofty with the low, the great with the insignificant, the wise with the stupid […] all distance between people is suspended […]”147. Ud fra dette vil jeg argumentere for, at South Park og The Late Show with Stephen Colbert ligeledes skaber et rum, der ikke blot lægger op til, at tilskueren kan frigøre sig fra sin forudindtagede holdninger, men ligeledes skaber et rum, der suspenderer den polarisering, som er tilstede i populismen, og som den politiske bullshit og post-faktuelle retorik understreger og fastholder. Yderligere peger Bakhtin på, at karnevallet både fungerer som en nedbrydende og samtidig genopbyggende kraft, der tager del i ”[…]the world’s revival and renewal […]”148. Ved hjælp af det karnevalske og gennem polyglossia påpeger South Park og The Late Show with Stephen Colbert det poliske bullshit, og gennem latteren forsøger de at nedbryde illusionerne, der skabes ud fra den post-faktuelle retorik. Samtidig er hverken South Park eller The Late Show with Stephen Colbert udelukkende nedbrydende: i deres kritik ligger et potentiale og opfordring til forandring. Dette vil jeg belyse i de følgende to afsnit, hvori jeg først vil undersøge, hvordan begge satireprogrammer bruger inkongruensstrategien kontekstuelle sammenstød, og herefter vil jeg undersøge, hvordan der i denne strategi ligger en moralsk position.
Kontekstuelle sammenstød Kontekstuelle sammenstød henviser til ”[…] the multiplying and mixing of seemingly unconnected contexts with one another.”149 Ligeledes skriver professor i moralfilosofi John Vorhaus i sin bog The Comic Toolbox (1994), at ”clash of context is the forced union of incompatibles […] [it] takes something from its usual place and sticks it where it doesn’t fit”150. Ved at opstille to umiddelbart forskellige kontekster, og derigennem skabe en sammenligningen mellem dem, afsløres ”[…] the very constructedness of many social
146 Bakhtin, Mikhail, Rabelais and His World, Khudozhestvennia literatura, 1965, pp. 94. 147 Bakhtin, Mikhail, Problems of Dostoevsky’s Poetics, University of Minnesota Press, 1984, pp. 94. 148 Bakhtin, Mikhail, Rabelais and His World, Khudozhestvennia literatura, 1965, pp. 7. 149 Waisanen, Don J., A Citizens Guide to Democracy Inaction: Jon Stewart and Stephen Colbert’s Comic Rhetorical Criticism, Southern Communication Journal, Vol. 72, Issue 2. 2009, pp. 130. 150 Vorhaus, John, The Comic Toolbox, Silman-James Press, 1994, pp. 48.
38 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 environments [which] helps us see the political and media discourses in more ways than one.”151 Gennem forskellige former for juxtapositioner understreger South Park og The Late Show with Stephen Colbert de forskellige holdningspositioner, som blev præsenteret i satireprogrammerne gennem brugen af polyglossia, og understreger samtidig, at universerne præsenteret i South Park og The Late Show with Stephen Colbert er ”[…] a separate world, different from the world of ordinary reality.”152 Samtidig argumenterer Nicholas Diehl i sin artikel Satire, Analogy, and Moral Philosophy (2013) for, at “satire is traditionally throught of as a literary mode with a moral purpose; the satirist writes ”with a sense of moral vocation and with a concern for the public interest”.”153, og at ”[…] satire typically uses argument by analogy and directs the reader to a moral conclusion.”154 Gennem brugen af kontekstuelle sammenligning og juxtapositioner ”[…] denaturalize [South Park og The Late Show with Stephen Colbert] normal situations, and naturalize abnormal situations.”155, og gennem dette inkongruens, brud og sammenligning mellem det ’normale’ og det ’unormale’, vil jeg argumentere for, at South Park og The Late Show with Stephen Colbert etablerer en kritik af det præsenterede politiske bullshit, og samtidig opstiller en moralsk position.
Stephen Colbert opbygger i The Late Show with Stephen Colbert primært sin satiriske strategi op omkring en juxtaposition, hvori to umiddelbart ens sceniske rammer, men med forskellige indhold, præsenteres. Det følgende eksempel stammer fra programmet, som blev vist den 22. juni 2018 og klippene blev sendt som de to indledende scener. Den første scene viser et virkelig nyhedsklip, hvori Præsident Trump holder pressemødet på græsset foran det Hvide Hus. Her udtaler Præsident Trump sig om situationen i USA, hvor immigrantbørn er blevet adskilt fra deres forældre og holdt indespærret.
151 Waisanen, Don J., A Citizens Guide to Democracy Inaction: Jon Stewart and Stephen Colbert’s Comic Rhetorical Criticism, Southern Communication Journal, Vol. 72, Issue 2. 2009, pp. 130. 152 Berger, Peter, Redeeming Laughter: The Comic Dimension of Human Experience, De Gruyter, 1997, pp. XIV. 153 Diehl, Nicholas, Satire, Analogy, and Moral Philosophy, The Journal of Aesthetics and Art Criticism, 2013, Vol. 71, Issue, 4, pp. 311 med internt citat af Quintero, Ruben, Introduction: Understanding Satire, I: A Companion to Satire: Ancient and Modern, Blackwell, 2007, pp 1-11. 154 Diehl, Nicholas, Satire, Analogy, and Moral Philosophy, The Journal of Aesthetics and Art Criticism, 2013, Vol. 71, Issue, 4, pp. 312. 155 Waisanen, Don J., A Citizens Guide to Democracy Inaction: Jon Stewart and Stephen Colbert’s Comic Rhetorical Criticism, Southern Communication Journal, Vol. 72, Issue 2. 2009, pp. 131.
39 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137
Præsident Trump: ”I hate the children being taken away. Hate It. The Democrats have to change their laws.”
Journalist: “Sir, that’s your own policy. That’s your own policy.”
Præsident Trump: “Quiet. That’s the Democrats’ law.”
Sort skærm. Følgende tekst toner frem på skærmen: ”Meanwhile on a different part of the lawn: Jason Voorhees156 also faced a hostile press.” Det samme (presse)billede, der udgjorde rammen for Præsident Trumps pressemøde toner frem, men i stedet for Præsident Trump ser vi nu Jason Voorhees, der hvor Præsident Trump før figurerede på skærmen.
Jason Voorhees: “I hate it. I hate this teenagers being separated from their skulls. I believe teenagers should stay intact. But what can I do? I’m just following the law. The Democrats’ law by the way.”
Fiktiv journalist: ”It’s your own policy.”
Jason Voorhees: ”Look: the Democrats can fix this once and for all any time by working with me to come up with a better solution. We need ten votes – it’s up to the Democrats!”
Fiktiv Journalist: “How about you just stop?”
Jason Voorhees: “Look: kids should know if they decide to come to camp there’s a strong possibility that they’ll be stopped and deported – to the bottom of the Camp Crystal lake. Look, if you don’t mind I’m gonna go prepare for my meeting with Freddy Krueger.”157
156 Jason Voorhees er en fiktiv massemorder fra filmen Fredag den 13., og hans karakter er kendt for at slå folk ihjel men en machete mens han har en hvid hockey-maske på. 157 The Late Show with Stephen Colbert, 22. Juni, 2018, min. 00:03-02.12.
40 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137
Jeg vil argumentere for, at The Late Show with Stephen Colbert igennem denne sammenligning ikke blot skaber en komisk effekt, men ligeledes påpeger Præsident Trumps politiske bullshit vedrørende, at loven skulle være skabt af Demokraterne, og samtidig peger på det politiske bullshit-statement, som Præsident Trump opstiller ved at påstå, at han hader, at børnene bliver fjernet fra deres familier. Gennem juxtapositionen mellem Præsident Trumps udtalelser og den fiktive massemorder Jason Voorhees’ udtalelser understreger The Late Show with Stephen Colbert absurditeten i Præsident Trumps udtalelser og bruger samtidig sammenligningen til at påpege en moralsk pointe: at Trumps ord ikke er mere troværdige end en massemoders, og at Præsident Trump har magten over om immigranternes børn bliver fjernet fra deres familier, ligesom Jason Voorhees har magten over, om han myrder eller ikke myrder teenagere. Denne moralske pointe vil jeg argumentere for henvender sig til de amerikanske vælgere, og ikke til Præsident Trump. I denne moralske kritik af Præsident Trump ligger der nemlig en opfordring til seeren om ikke at acceptere Præsident Trumps politiske bullshit som sandheden, men til at forholde sig kritisk til den på samme måde, som man ville forholde sig til en massemorder, der ikke mener, at det er hans egen skyld, at han slår mennesker ihjel.
Modsat The Late Show with Stephen Colbert benytter South Park ikke en scenisk ramme til at skabe kontekstuelle sammenstød, med lader derimod juxtapositionen fremkomme gennem sproget, dvs. sammenkobling og sammenligningen mellem et absurd element, der understreger det karnevalske, og et realistisk element, der henviser til det South Park etablerer en kritik af. Det første eksempel, jeg vil henvise til, er, at Donald Trump og Hillary Clinton bliver kaldt for henholdsvis ’giant douche’ og ’turd sandwich’ – endda som deres officielle navne. I denne sammenligningen og gennem brugen af såkaldt ’toilet-humor’, vil jeg argumentere for, at South Park ikke blot etablerer en kritik af Hillary Clinton og Donald Trump, som begge værende fulde af lort, altså fulde af politisk bullshit, men også etablerer en kritik af amerikansk politik generelt, idet South Park gennem alle sine sæsoner har kaldt de daværende præsidentkandidater for ’a giant douche ’ og ’turd sandwich’, hvilket bliver understreget i sæson 20.’s indledende afsnit Member Berries, hvori Stan Marsh frustreret udbryder til sine forældre under familiemiddagen: ”I just don’t understand why every four
41 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 years you people freak out over whether to vote for a giant douche or a turd sandwich.”158 Gennem den kritik, som der opstilles ved at lave en juxtaposition mellem politikere og ’a turd sandwich’ og ’a giant douche’ etablerer South Park en moralsk position, hvori politikere, her repræsenteret gennem Hillary Clinton og Donald Trump, opfordres til at stoppe med at bruge post-faktuel retorik og politisk bullshit, og i stedet for at udnytte retorik som strategi til at positionere sig selv i magtfulde positioner i det politiske rum, så at bruge sandhedsforankret retorik, således at et konstruktiv, autentisk politisk rum kan etableres. Men ligesom det var tilfældet med polyglossia-strategien er det ikke udelukkende de politikere, som ytrer politiske bullshit, South Park kritiserer, men i ligeså høj grad den post-faktuelle offentlighed, som godtager det politiske bullshit, de præsenteres for. I det følgende eksempel vil jeg vise, hvordan South Park ved at siddestille årsagen til at folk stemmer på Donald Trump, præsenteret gennem Mr. Garrison-karakteren, med nostalgien for Star Wars-filmene:
Randy Marsh: ”Every great empire reaches a point where going backward can seem more appealing than going forward. And the world is changing so fast it makes us yarn for the old ways, when life seemed simpler. But it doesn’t mean those old ideas are good for us now. We have to face one hard reality as a country: the new Star Wars was not as good as everyone thought it was. It may seem fun to go back and recycle the past we loved but we end up with no sustenance.”
Mr. Garrison/Donald Trump: ”I thought you’d explain why people want a guy like me to be president?”
Stan Marsh: “Well, that’s important too I guess, but it’s just a symptom of the same thing. See, when a civilization has become so big it starts to get lazy that’s when you get member-berries – they are nothing new. They date back all the way to the Roman Empire.
Randy Marsh viser et billede af et romersk par der ligger på laurbærgrene og spiser bær.
158 South Park, sæson 20., episode 1, Member Berries, min: 06:58-07:03.
42 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137
Randy Marsh [fortsat]: “Once too many romans eat the member-berries there was no more growth. They rested on their laurels just eating and [re]membering all the good stuff.”
Mr. Garrison/Donald Trump: “I think those are just grapes.”
Randy Marsh: “I thought so too until I zoomed in.”
Skærmen zoomer ind på billedet, og nu kan vi se at bærerene er ’member-berries’ (’huske- bær’).
Member-berry: “Member?”
Randy Marsh: “You see, we all wanna go back to when we were kids. Simple ideas like a big man to protect us – keep us safe. Instead of a fresh, new Star Wars we want the old. Just recycled and plopped in our tummies.”
Mr. Garrison/Donald Trump: “You almost make it sound like J. J. Abrams is responsible for this entire election.”
Randy Marsh: “Does this look familiar to you?”
Randy Marsh viser et billede af J. J. Abrams med en rød kasket med ordnerne ”Make Star Wars Great again” trykt på.
Mr. Garrison/Donald Trump: ”Oh, jeez.”159
Gennem den opstillede juxtaposition, hvor lysten til at vælge Donald Trump til præsident siddestilles med nostalgien for Star Wars, vil jeg argumentere for, at South Park opstiller en kritik af det moderne menneskes ageren i forhold til det politiske. Jeg vil argumentere for, at South Park kritiserer det moderne menneske for at være så optaget af det kommercielle og så
159 South Park, sæson 20., episode 5, Douche and a Danish, min: 18:35-19:42.
43 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 forankret i privatsfæren, at det har mistet evnen til seriøst at engagere sig i det politiske. Når South Park gennem Randy Marsh-karakteren opfordrer sine seere til at forholde sig til nutiden og ikke ”[…] yarn for the old ways [to] simple ideas like a big man to protect us” fordi “[…]we end up with no sustenance.”, opstiller South Park en klar kritik af Trump-vælgernes motivation. Samtidig vil jeg argumentere for, at der igennem hele den opstillede sammenligning mellem Star Wars-nostalgien og vælgernes politiske motivation, eksisterer en moralsk opfordring fra South Park rettet mod den amerikanske befolkning om, at løfte blikket fra kommercielle fænomener såsom Star Wars og engagere sig i det politiske, således at det bliver muligt at deltage konstruktivt i det politiske rum samt at få den nødvendige viden til at navigere i den post-faktuel retorik og politiske bullshit, som de bliver præsenteret for.
Jeg har i de forrige afsnit argumenteret for, at The Late Show with Stephen Colbert og South Park gennem inkongruens humorstrategierne polyglossia og kontekstuelle sammenstød påpeger og kritiserer eksempler på politisk bullshit og post-faktuel retorik, som forekom under og efter det amerikanske præsidentvalg i 2016, hvor businessmanden Donald J. Trump mod manges forventninger blev valgt som USA's præsident. Gennem polyglossia-strategien etablerede The Late Show with Stephen Colbert en poly-vokal refleksion af de opstillede politiske situationer og politiske ytringer. Særligt benyttede Stephen Colbert parodisk polyglossia, og gennem sin parodi af Præsident Trump, pegede Stephen Colbert på uoverensstemmelsen mellem det præsident Trump sagde (at han ikke havde ansvaret for loven, som adskilte immigrant-børn fra deres familier og frarøvede dem deres frihed), og det han mente (at hvis Demokraterne ikke stemte for en strengere immigrationspolitik, så var de ansvarlige for, at han havde etableret loven). Derudover pegede The Late Show with Stephen Colbert på, at præsident Trumps udtalelser, hverken var funderet i fakta eller orienteret i forhold til løgnen: Præsident Trumps udtalelser tjente kun det ene formål; at placere ham i så gunstig en position som muligt (hvilket i denne situation betød at fralægge sig ansvaret for den lov, som var blevet mødt af ekstrem kritik – ikke blot fra verdenspressen og politiske instanser såsom FN og EU, men ligeledes fra Præsident Trumps eget politiske bagland), hvilket dermed kategoriserer hans udtalelser som politisk bullshit. Ligesom The Late Show with Stephen Colbert brugte South Park polyglossia til at udpege og kritisere politisk bullshit og post-faktuel retorik, men hvor Stephen Colbert benyttede parodisk polyglossia, formulerer South Park de mange perspektiver gennem forskellige animerede karakterers stemmer. Hvor
44 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137
The Late Show with Stephen Colbert i det nævnte eksempel fokuserede på præsident Trumps ytringer af politisk bullshit formuleret efter hans indsættelse som præsident, så fokuserede South Park i de nævnte eksempler på det politiske bullshit og post-faktuelle retorik som blev ytret under valgkampen. Her påpegede og kritiserede South Park ikke blot Donald Trumps (præsenteret gennem Mr. Garrison-karakteren) politiske bullshit, men påpegede og kritiserede i lige så høj grad Demokraternes daværende præsidentkandidat Hillary Clintons politiske bullshit. Men South Park rettede ikke blot sin kritik mod de politikere, som benytter politisk bullshit som strategi, men kritiserede i lige så høj grad den post-faktuelle offentlighed som ukritisk accepterer denne diskurs.
Udover at benytte polyglossia som strategi til at udpege og kritisere politisk bullshit, understreger polyglossia ligeledes det karnevalske (formuleret af Mikhail Bakhtin) aspekt i The Late Show with Stephen Colbert og South Park. Gennem den karnevalske æstetik bliver regler og love fra den virkelig verden suspenderet, og tilskueren frigøres fra sine egne internaliserede fordomme. Gennem latteren nedbryder den karnevalske æstetik barrierene mellem individer, som bringes sammen, fri for de fordomme, som ellers eksisterer mellem mennesker og den dehumaniserende diskurs, som den xenofobiske populisme har formuleret, og som det politiske bullshit og post-faktuelle retorik opretholder. Den karnevalske æstetik nedbryder, det vi før troede var sandheden, men den viser os samtidig verden i et nyt og klarere lys: i den karnevalske æstetik, som The Late Show with Stephen Colbert og South Park placerer sine seere i, er der potentiale til at se verden og begivenheder fra mange forskellige perspektiver, og derigennem forandre seerens måde at forholde sig til verden på. Opfordringen til denne forandring sker gennem inkongruens-strategien kontekstuelle sammenstød, hvori The Late Show with Stephen Colbert og South Park ikke blot udpeger politisk bullshit, men også opstiller en moralsk kritik af den post-faktuelle retorik. I det første eksempel opstiller The Late Show with Stephen Colbert en moralsk kritik af Præsident Trump, formuleret gennem sammenligningen mellem Præsident Trumps ansvarsfralæggelse vedrørende sagen om de tvangsfjernede immigrantbørn, og den fiktive massemorders Jason Voohees ansvarsfralæggelse i forhold til de mord, han begår. Gennem denne sammenligning opstiller The Late Show with Stephen Colbert en moralsk kritik, som peger på, at Præsident Trumps udtalelser besidder lige så meget faktualitet og troværdighed, som en massemorder der påstår, at det er Demokraternes skyld, at han begår mord. Ligesom The Late Show with
45 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137
Stephen Colbert går South Parks moralkritik på det politiske. Men hvor The Late Show with Stephen Colbert fokuserede på Præsident Trumps amoralske retorik, så breder South Park den moralske kritik ud: gennem sammenligningen mellem politikerer, her præsenteret gennem Hillary Clinton og Donald Trump, og ’a turd sandwich’ og ’a giant douch’ etablerer South Park ikke blot en kritik af de to nævnte politikere, men en moralsk kritik af hvordan amerikansk politik fungerer generelt. Samtidig opstiller South Park, ved at trække paralleller mellem offentlighedens nostalgi for Star Wars og nostalgien for at vælge en mand som Donald Trump til præsident, en moralsk kritik af offentlighedens forhold til det politiske. Her opstiller South Park en moralsk pointe om, at offentligheden må løfte blikket fra de kommercielle fornøjelser og engagere sig i det politiske – for hvad der forgår i det politiske er langt vigtigere, end om den nye Star Wars-film er god eller ej.
Jeg vil på baggrund af min analyse, argumentere for, at både South Park og The Late Show with Stephen Colbert formulerer en sociopolitisk kritik, hvori de både udpeger og kritiserer politisk bullshit og post-faktuel retorik, samt offentlighedens tilsyneladende accept af disse diskursive strategier. Samtidig opfordrer både South Park og The Late Show with Stephen Colbert, gennem en moralske kritik af den nuværende diskursive situation, politikere såvel som offentligheden til at agere anderledes: til politikerne ligger der en opfordring til at benytte en retorik, der er forankret i en sandfærdig og faktuel diskurs, i stedet for den opportunistiske politiske bullshit-diskurs. Samtidig opfordres offentligheden til at engagere sig i det politiske og til at forholde sig kritisk til de politiske ytringer, som de bliver præsenteret for. I det følgende afsnit vil jeg reflektere over politisk satires potentiale for at påvirke tilskuerens politiske ageren, samt reflektere over, om politisk satire i en bred kontekst fungerer som en positiv demokratisk medium eller blot forøger tilskuerens eksisterende politiske bias.
Politisk satire: demokratisk platform eller bias forøgende underholdning? Uanset hvordan man vender og drejer det, så synes der at være en teoretisk og akademisk konsensus om, at politisk satire har en eller anden form for effekt, uanset om denne effekt så
46 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 spiller ind i forhold til tilskuerens politiske viden160 eller tilskuerens politiske holdninger161. For eksempel peger flere teoretiker på, at politisk satire kan fungere som en platform, som forøger politisk interesse hos individer, der ellers ikke har udvist interesse for det politiske felt. Samtidig peger visse undersøgelsesresultater på, at politisk satire kan fungere som en gateway til mere ”hard news”, idet et forbrug af politisk satire også fører til et øget forbrug af nyheder fra traditionelle nyhedsmedier162. Derudover kan den politiske satire tilbyde tilskueren flere forskellige perspektiver på politiske begivenheder og politiske fænomener, og derigennem engagere tilskueren i politiske holdninger, der ikke er på linje med tilskuerens eksisterende holdninger, hvilket muligvis kan resultere i, at tilskueren har mulighed for at bryde med den eksisterende politiske bias. Samtidig kan den politiske satire muligvis forsage en trivialisering af de præsenterede politiske emner, idet de bliver degraderet til underholdningselementer, eller forøge tilskuerens politiske kynisme163. Yderligere kan politisk satire muligvis forstærke selektionsbiasen i forhold til individets udvælgelse af politisk information164, og derigennem forstærke den eksisterende politiske bias samt forårsage, at tilskueren føler sig fremmedgjort overfor det poliske generelt og uden reel politisk agens165. Jeg vil i de følgende afsnit undersøge disse forskellige effekter, som den politiske satire kan forårsage samt reflektere over den politiske satires potentiale og begrænsninger i forhold til tilskuerens politiske ageren. Derudover vil jeg reflektere over, om den politiske satire etablerer et rum, hvori der eksisterer et potentiale for, at tilskueren kan
160 Young, Dannagal Goldthwait, Late-Night Comedy in election 2000: Its influence on candidate trait ratings and the moderating effects of political knowledge and partisanship, Journal of Broadcasting & Electronic Media, 2004, Vol. 48, Issue 1, pp. 1-22. 161 Mutz, Diana, og Nir, Lilach, Not necessarily the news: Does fictional television influence real-world policy preference?, Mass Communication and Society, 2010, Vol. 3, Issue 2, pp. 196-217. 162 Bartsch, Anne, og Schneider, Frank M., Entertainment and Politics Revisited: How Non-Escapist Forms of Entertainment Can Stimulate Interest and Information Seeking, Journal of Communication, 2014, Vol. 64, pp. 369- 396. 163 Balmas, Meital, When Fake News Becomes Real: Combined Exposure to Multiple News Sources and Political Attitudes of Inefficacy, Alienation, and Cynicism, Communication Research, 2014, Vol. 41, Issue 3, pp. 430-454; Baumgartner, Jody og Morris, Jonathan S., The Daily Show Effect – Candidate Evaluations, Efficacy, and American Youth, American Politics Research, 2006, Vol. 34, Issue 3, pp. 341-367; Guggenheim, Lauren, Kwak, Nojin og Campbell, Scott W., Nontraditional News Negativity: The Relationship of Entertaining Political News Use to Political Cynicism and Mistrust, International Journal of Public Opinion Research, 2011, Vol. 23. No. 3, pp. 287- 314. 164 Stroud, Natalie J. Og Muddiman, Ashley, Selective Exposure, Tolerance, and Satirical News, 2013, International Journal of Public Opinion Research, Vol. 25, No. 3, pp. 271- 290. 165 Balmas, Meital, When Fake News Becomes Real: Combined Exposure to Multiple News Sources and Political Attitudes of Inefficacy, Alienation, and Cynicism, Communication Research, 2014, Vol. 41, Issue 3, pp. 436.
47 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 overskride sin eksisterende politiske bias, eller om den politiske satire i stedet forstærker denne bias.
Politisk satire som strategi til at overvinde politisk bias Professor i statskundskab Bruce A. Williams og professor i kommunikation Michael X. Delli Carpini argumenterer i deres artikel Heeeeeeeeeeeere’s Democracy! (2008) for, at ”[…] the political relevance of a cartoon character like Lisa Simpson is as important as the professional norms of Dan Rather, Tom Brokaw, or Peter Jennings.”166167 Dette citat illustrerer noget helt essentielt i forhold til den politiske satire, idet det peger på, at den politiske satire har en effekt; de emner som politisk satire tager op til debat, påvirker samfundet. Jeg vil i det følgende afsnit opstille en række positive – set ud fra et demokratisk synspunkt – effekter, som kan etableres gennem et forbrug af politisk satire. Den første effekt jeg vil nævne er, hvordan forbruget af politisk satire påvirker tilskuerens politiske aktiviteter. Professor i kommunikationsvidenskab Michael A. Xenos og professor i kommunikation Amy B. Becker argumenterer i deres artikel Moments of Zen: Effects of The Daily Show on Information Seeking and Political Learning (2009) for, at der eksisterer en sammenhæng mellem forbruget af politisk satire og politisk viden168. Xenos og Becker peger på, at politisk satire kan fungere som en gateway til at skabe mere opmærksomhed på politiske begivenheder samt øge forbruget af ”hard news”169, bl.a. hos personer der ikke normalt søger informationer fra traditionelle medieoutlets: ”[…] political comedy can stimulate subsequently attentiveness to news media content among less political interested viewers […] less political interested comedy viewers may also easily acquire information subsequently encountered in more traditional news media […]”170. Derigennem kan politisk satire forøge tilskuerens politiske viden, og dermed hjælpe tilskueren til at tage stilling til politiske situationer ud fra et faktuelt oplyst grundlag. Denne sammenhæng mellem politisk viden og politisk satire understøtter professor i global
166Williams, Bruce A., og Carpini, Michael X. Delli, Heeeeeeeeeeeere’s Democracy!, The Chronicle of Higher Education, 2008, Vol. 48, Issue 32, pp. 3. 167 Don Rather, Tom Brokaw og Peter Jennings er tre kendte amerikanske journalister og nyhedsankerer hos henholdvis CBS News, NBS Nightly News og ABC World News Tonight. 168 Xenos, Michael A., og Becker, Amy B., Moments of Zen: Effects of The Daily Show on Information Seeking and Political Learning, Political Communication, 2009, Vol. 26, Issue 3, pp. 317-332. 169 ”Hard news” henviser til dækningen af såkaldte seriøse og aktuelle emner, såsom politik, krig, økonomi m.m., som bliver præsenteret i en traditionel journalistisk ramme, og som, modsat ”soft news” (jf. fodnote), ikke besidder træk af underholdning. 170 Ibid, pp. 329.
48 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 kommunikation Matthew A Baum171, og Baum argumenterer ligesom Xenos og Becker for, at der er associationer mellem forbruget af ”soft news”172-programmer og viden om politiske emner. Ligeledes skriver professor i kommunikation Dannagal G. Young og professor Russell M. Tisinger i deres artikel Dispelling Late-Night Myths: News Consumption among Late-Night Comedy Viewers and Predictors of exposure to Various Late-Night Shows (2006), at ”[the] exposure to soft news will likely increase attentiveness to certain issues […] contributing to an equalizing effect over time […]”173 og peger her på, at der igennem ”soft news” (for eksempel politisk satire) kan sættes fokus på visse emner, der efterfølgende vil akkumulere mere opmærksomhed. Yderligere peger både professor i kommunikation Heather LaMarre (2010), samt professor i journalistik og medie studier, Lauren Feldman og professor Dannagal G. Young (2008), på de unge (personer mellem 18 – 29 år)174 som de primære forbrugere af politisk satire175. Dermed kan man argumentere for, at det sandsynligvis er de individer mellem 18-29 år, som oplever den største direkte effekt af den politiske satire. LaMarre (2010) og Feldman og Young (2008) argumenterer for, at de unge individer, som har et forbrug af politisk satire, samtidig benytter de traditionelle ”hard news” medieoutlets i lang højere grad, end de unge, som ikke er forbrugere af politisk satire, og de peger samtidig på, at forbrugere af politisk satire generelt er mere politisk aktive end personer, der ikke har et forbrug af politisk satire. Dette viser sig blandet andet ved, at personer, som har et forbrug af politisk satire, i langt højere grad end de personer, som ikke benytter sig af politisk satire,
171 Baum, Matthew A., Soft News and Political Knowledge: Evidence of Absence or Absence of Evidence?, Political Communication, 2010, Vol. 20, Issue 2, pp. 173-190; Baum, Matthew A., Sex Lies, and War: How Soft News Brings Foreign Policy to the Inattentive Public, The American Political Sciences Review, 2002, Vol. 96, No. 1, pp- 91-109. 172 Begrebet ”soft news” henviser ”[…] a market-centered journalism, [a] journalistic style and genre that blurs the lines between information and entertainment”; Mills-Brown, Lisa, Encyclopedia Britannica. 173 Young, Dannagal G., og Tisinger, Russell M., Dispelling Late-Night Myths: News Consumption among Late-Night Comedy Viewers and Predictors of exposure to Various Late-Night Shows, The Harvard International Journal of Press/Politics, 2006, Vol. 11, No. 3, pp. 116. 174 I 2008 lavede den amerikanske tænketank Paw Research Center en undersøgelse, som viste, at 27 procent af unge mennesker mellem 18 og 29 år ”nogle gange” lærte om den amerikanske 2008-præsidentkampagnen gennem satire programmer, mens kun 14 % af de personer, som var ældre end 29 år rapporterede det samme; LaMarre, Heather L., Landreville, Kirsten D., og Holbert, Lance R., The Influence of Late Night TV Comedy Viewing on political Talk: A Moderated-Meditation Model, International Journal of Press/Politics, 2010, Vol. 15. No. 4, pp. 486. 175LaMarre, Heather L., Landreville, Kirsten D., og Holbert, Lance R., The Influence of Late Night TV Comedy Viewing on political Talk: A Moderated-Meditation Model, International Journal of Press/Politics, 2010, Vol. 15. No. 4, pp. 482-498; Feldman, Lauren og Young, Dannagal Goldthwaite, Late-Night Comedy as a Gateway to Traditional News: An Analysis of Time Trends in News Attention Among Late-night Comedy Viewers During the 2004 Presidential Primaries, Political Communication, 2008, Vol. 25, Issue 4, pp. 401-422.
49 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 engagerer sig i politiske debatter og diskussioner om politiske emner176. Ud fra disse undersøgelser kan man argumentere for, at politisk satire får fat på en målgruppe, der generelt også er de største forbrugere af sociale medier, hvor falske nyheder florerer og ved, at politisk satire giver disse unge en større politisk viden, engagerer dem i politiske diskussioner samt fungerer som en gateway til ”hard news”-nyhedsoutlets som giver dem yderligere redskaber til at forholde sig kritisk til disse falske nyheder.
Det anden effekt af politisk satire, som jeg vil undersøge, er, hvordan den politiske satire har potentiale til at forandre tilskuerens politiske holdninger. Professor i statskundskab og kommunikation Diana C. Mutz og professor i statskundskab Lilach Nir argumenterer i deres artikel Not Necessarily the News: Does Fictional Television Influence Real-World Policy Preferences? (2010) for, at underholdning, der besidder et element af fiktion, såsom politisk satire, kan påvirke tilskuerens politiske holdninger til de præsenterede politiske emner, idet ”[…] people store information about the world that is implied by fictional programming in a way that compartmentalizes it from in formation about the world that comes from nonfiction sources […]”177 Dog peger Mutz og Nir på, at det er nødvendigt, at tilskueren føler empati med den eller de karakterer, der gennem narrativet illustrerer den politiske sag, som den politiske satire forsøger at påvirke tilskuerens politiske holdning til: ”overall, our findings suggest that fictional dramas do, indeed, have implications for Americans’ political views and policy opinions, and at least part of the explanation for these effects has to do with the emotional involvement that viewers experience when watching […]”178. På linje med Nir og Mutz, argumenterer Doktor i kommunikations research Mark Boukes i sin artikel At Odds: Laughter and Thinking? The Appreciation, Processing, and Persuasiveness of Political Satire (2015) for, at ”when viewers are absorbed in the content, satirists can affect political attitudes because absorbed people are unlikely to counterargue its criticism due to a lack of resources and motivation.”179 Men det er ikke blot følelsen af empati og forståelse, som politisk satire kan etablere hos sine tilskuere.
176 LaMarre, Heather L., Landreville, Kirsten D., og Holbert, Lance R., The Influence of Late Night TV Comedy Viewing on political Talk: A Moderated-Meditation Model, International Journal of Press/Politics, 2010, Vol. 15. No. 4, pp. 492. 177 Mutz, Diana C., og Nir, Lilach, Not Necessarily the News: Does Fictional Television Influence Real-World Policy Preferences?, Mass Communication and Society, 2010, Vol. 13, Issue 2, pp. 197. 178 Ibid, pp. 211. 179 Boukes, Mark, Boomgaarden, Hajo G., Moorman Marjolein og de Vreese, Claes H., At Odds: Laughter and Thinking? The Appreciation, Processing, and Persuasiveness of Political Satire, Journal of Communication, Vol. 65, 2015, pp. 739.
50 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137
Ifølge professor i kommunikation og journalistik Merital Balmas, har ”[…] fake news viewing (i.e. political satire) impacts on political attitudes, enhancing the feelings of inefficacy, alienation, and cynicism toward politicians.”180 Dette kan anses som at være en konstruktiv demokratisk effekt, såfremt at tilskuerens ”feeling of alienation og efficacy” er rettet i mod politikere, hvis handlinger anses for demokratisk problematiske, såsom når politikere eller politikere benytter sig af post-faktuel retorik eller politisk bullshit. Samtidig kan denne effekt også have negative konsekvenser såfremt, at der hos tilskueren etableres en følelse af politisk fremmedgørelse, der gør ham eller hende ude af stand til at udnytte sin politiske agens. På den ene side har politisk satire, set ud fra de overnævnte argumenter, potentialet til at forøge det politiske engagement og den politiske viden hos sine tilskuere. Samtidig betyder et forbrug af politisk satire ligeledes et øget forbruget af nyheder fra traditionelle ”hard news” medieoutlets. Disse effekter vil jeg argumentere for, ud fra et demokratisk synspunkt, er positive. Ligeledes består den politiske satires primære forbrugermålgruppe af unge mellem 18-29 år, hvilket også er en af de største forbrugergrupper af sociale medier, hvor falske nyheder primært florer. På baggrund af dette kan man argumentere for, at politisk satire ikke blot formår at engagere en befolkningsgruppe (de 18-29-årige), som er stærkt udsatte for falske nyheder, men ligeledes får dem til at søge information fra faktabaserede informationskilder, hvilket, som udgangspunkt, ruster dem til at genkende og orientere sig forhold til nyheder og politikeres troværdighed. Samtidig har den politiske satire potentialet til at påvirke tilskuerens politiske holdninger. Denne effekt af politisk satire kan man argumentere for har et konstruktivt demokratisk potentiale, såfremt den pågældende politiske satire opstiller en kritik af politiske individer, som for eksempel benytter en usandfærdig retorik såsom politisk bullshit. Men den politiske satires mulighed for at påvirke tilskuerens politiske holdning kan samtidig være problematisk. For det første, fordi det, som Balmas pointerede kan føre til, at tilskueren føler sig fremmedgjort fra den politiske arena, og dermed mister motivationen til at udnytte sin politiske agens. For det andet kan denne effekt af politisk satire også bruges – ud fra et demokratisk synspunkt – destruktivt, idet det kan understøtte den eksisterende politiske bias hos tilskuerne eller etablere en dehumanisering af visse grupper og derigennem understøtte ’the discourse of division’. Dette vil jeg undersøge nærmere i næste afsnit.
180 Balmas, Merital, When Fake News Becomes Real: Combined Exposure to Multiple News Sources and Political Attitudes of Inefficacy, Alienation, and Cynicism, Communication Research, 2014, Vol. 41, Issue 3, pp. 446.
51 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137
Selektionsbias og politisk information I 2009 udkom professor i kommunikation Heather LaMarre, professor i kommunikation og journalistik Kristen Landreville og professor i kommunikations studier Michael Beams artikel The Ironi of Satire – Political Ideology and the Motivation to See What You Want to See in The Colbert Report. I denne artikel havde LaMarre, Landreville og Beam undersøgt ”[…] the biased message processing of political satire […]”181, med udgangspunkt i Stephen Colberts daværende late-night show The Colbert Report, som blev sendt fra 2005 til 2014 på Comedy Central. Det første resultat, som kunne udledes af LaMarre, Landreville og Beams undersøgelse, var, at alle seere – både de seere, som havde en konservative og liberale politisk orientering – synes, at The Colbert Report var sjovt182. Det næste resultat omhandlede det politiske bias forhold blandt tilskuerne, og her pegede resultatet mod den konklusion, at seerne havde en tendens til, uafhængigt af politisk orientering, at fortolkede de satiriske pointer præsenteret i The Colbert Report således, at de bakkede deres eksisterende politiske bias op: ”[…] conservatives were more likely to report that Colbert only pretends to be joking and genuinely meant what he said while liberals were more likely to report that Colbert used satire and was not serious when offering political statements. Conservatism also significantly predicted perceptions that Colbert disliked liberalism.”183 Ud fra LaMarre, Landreville og Beams undersøgelse kan man argumentere for, at der eksisterer en mulighed for, at tilskueren til et politisk satirisk værk, kan fortolke det præsenterede satiriske budskab således, at det understøtter hans eller hendes politiske holdning, også selvom det satiriske budskab som udgangspunkt ikke nødvendigvis forsøger at understøtte denne politiske holdning. I samme boldgade undersøgte professor i kommunikation Silvia Knobloch-Westerwick i sin artikel Selecting Serious or Satirical, Supporting or Stirring News? Selective Exposure to Partisan versus Mockery News Videos (2017), hvordan individer med forskellige politiske holdninger (rangerende mellem ”Republican”, ”Republican-oriented”, ”Democratic-oriented” og ”Democratic”) udvalgte og forholdte sig til forskellige nyhedsklip bestående af klip fra både traditionelle ”hard news” nyhedsoutlets og fra forskellige politisk satire outlets. Det første undersøgelsen viste var, at når det handlede om nyhedsklip fra traditionelle ”hard news”
181 LaMarre, Heather, Landreville, Kristen og Beam, Michael, The Ironi of Satire – Political Ideology and the Motivation to See What You Want to See in The Colbert Report, International Journal of Press/Politics, 2009, Vol. 14, No. 2, pp. 212. 182 Ibid. 183 Ibid.
52 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 nyhedsoutlets, så var tendensen for både de individer med Republikanske holdninger og de individer med Demokratiske holdninger, at de valgte nyheder, som understøttede deres eksisterende politiske holdninger184. Dog var resultatet ikke det samme, når det kom til udvælgelsen af nyhedsklip fra politisk satire outlets. Her viste resultatet nemlig, at de individer med Republikanske holdninger og de individer med Demokratiske holdninger valgte forskelligt: individer med Republikanske holdninger udviste en tendens til, at vælge nyhedsklip fra konservative politisk satire outlets, mens Demokratisk orienterede individer ikke udviste nogle specifik præference, når det kom til udvælgelsen af nyhedsklip fra henholdsvis liberale eller konservative politisk satire outlets. Yderligere viste et resultat i Knoblock-Westerwicks undersøgelse, at uanset om individerne så nyhedsklip fra politisk satire outlet eller et traditionelle ”hard news” nyhedoutlet, så styrkede det individernes eksisterende politiske holdninger, når de så nyhedsklip, som understøttede denne politiske holdning. Ud fra disse resultater, kan man argumentere for, at individer, uafhængigt af ideologisk ståsted, ikke blot søger nyheder fra traditionelle ”hard news” nyhedsoutlets, som understøtter deres eksisterende politiske holdninger, men ligeledes at de individer, som har konservative politiske holdninger, udviser den samme selektionsbias, når det kommer til nyheder fra politisk satire outlets. Ud fra disse to undersøgelser af henholdsvis LaMarre, Landreville og Beams og Knobloch-Westerwick, kan man argumentere for, at politisk satire, uanset om det har en agonistiske ramme, hvori tilskueren selv skal tolke det satiriske budskab, eller det har en klar ideologisk ramme, har mulighed for at understøtte tilskuerens eksisterende politiske bias. Jeg vil nu undersøge, hvordan politisk satire ikke blot kan understøtte tilskuerens eksisterende politisk bias, men gå skridtet længere og undersøge, hvordan den politiske satire kan være med til at skabe en dehumanisering af visse grupper, og derigennem være med til at understøtte ”the discourse of division”.
En joke er en joke er en joke – eller er den? Professor i statskundskab Michael Billig, skriver i sin artikel Humor and hatred: the racist jokes of the Ku Klux Klan (2001), om joken som fænomen, at ”[…] a joke is a form of social
184 Knobloch-Westerwick, Silvia, Lavis, Simon M., Selecting Serious or Satirical, Supporting or Stirring News? Selective Exposure to Partisan versus Mockery News Online Videos, Journal of Communication, 2017, Vol. 67, pp. 69.
53 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 commentary185 […] jokes are not merely told, but they are also reacted to and talked about.”186, og peger her på, at en joke ikke blot eksisterer som et fænomen, der får folk til at le, men at joken altid er afhængig af en social kontekst. Samtidig skriver Billig, at ””I was just joking” is both a claim to be doing something permissible (i.e. joking) and a denial of doing something criticizable, which is contrasted to be the joking.”187 og opstiller her en kritik at opfattelsen af, at man ved at italesætte noget som en joke kan skabe et rum, hvori man tror, at man kan sige socialt uacceptable ting (såsom sexistiske eller racistiske ytringer) uden at skulle tage ansvar for dem, i det man påtaler dem som ”bare er en joke”: ”[the] joke becomes a way of saying the unsayable.”188 Ud fra dette perspektiv argumenterer professor i chicana og chicano studier Otto Santa Ana i sin artikel Did you call in Mexican? The racial politics of Jay Leno Immigrant jokes (2009) for, at ”[…] political comedy can be an insidious discursive practice that reduces its audience’s critical judgment as it signifies social boundaries.”189 Jeg vil i den følgende afsnit, reflektere over to eksempler på politisk satire, som netop benytter sig af ”det er bare en joke”- strategien til at opstille et rum, hvori der skabes en dehumanisering gennem brugen af humor, hvilket jeg vil argumentere for understøtter ”the discourse of division”.
Det første eksempel som jeg vil henvise til, stammer fra den danske satireavis Rokokoposten, som siden 2012, er blevet udgivet af den danske avis Jyllands-Posten, og som den 14. juli 2018 genudgav en ”artikel” fra den 14. august 2017 med overskriften Præst til bøsse: Din seksualitet er bare en social konstruktion. I denne ”artikel” blev der opstillet en sammenligning mellem køn som en social konstruktion og homoseksualitet som en social konstruktion, hvilket blev formuleret af præstekarakteren med ordnerne: ”[…] Jeg mente jo, at Gud havde skabt alle sine børn i kærlighed. Men efter at have læst om, hvordan vi performer køn og seksualitet og ligger under for det kapitalistiske patriarkats krav, gik det op for mig, at en homoseksuel jo også er en performer.”190 Igennem denne sammenligning og juxaposition mellem homoseksualitet og køn som en social konstruktion vil jeg argumentere for, at der etableres en kritik og
185 Billig, Michael, Humor and hatred: the racist jokes of the Ku Klux Klan, Discourse & Society, 2001, Vol. 12, No.3, pp. 269. 186 Ibid, pp. 270. 187 Billig, Michael, Humor and hatred: the racist jokes of the Ku Klux Klan, Discourse & Society, 2001, Vol. 12, No.3, pp. 270. 188 Ibid, 285. 189 Ana, Santa Otto, Did you call in Mexican? The racial politics of Jay Leno Immigrant jokes, Language in Society, 2009, Vol. 38, pp. 23. 190 Rokokoposten, 14/07/2018.
54 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 latterliggørelse af queer-bevægelsen og individer, der stiller spørgsmålstegn ved de etablerede kønsroller og ideen om to fastelagte køn. Denne kritik bliver yderligere understreget i forfatterkommentaren, der er placeret nederst i artiklen, og hvori der står: ”De færreste ville i Danmark sige til en homoseksuel, at han eller hun var offer for en kulturel påvirkning og kunne lære at blive heteroseksuel ved at læse de rette bøger og ændre skadelige mønstre. Seksualitet er jo biologi, rodfæstet og uangribeligt. På den anden side ville mange sige, at kønsroller […] er samfundsskabte konstruktioner, der via hårdt arbejde kan renses for alt det forkerte. Med denne artikel vil jeg forsøge at illustrere paradokset.”191 Gennem den præsenterede sammenligningen og den opstillede påstand om, at hvis homoseksualitet er biologisk bestemt, så må kønnene nødvendigvis også være det, samt den implicitte latterliggørelsen af individer192, som ikke er enige i denne tese, vil jeg argumentere for, at den satiriske diskurs, som Rokokoposten benytter sig af skaber en dehumanisering af queer- individer. Der skabes således en ”os-versus-dem”-konstruktion, hvori en bestemt minoritetsgruppe latterligøres og bliver frataget deres agens og legitimitet, hvilket jeg vil argumentere for styrker ”the discourse of division”.
Det andet eksempel, som jeg vil inddrage er fra 2006, hvor den amerikanske komiker og satirist Jay Leno i sit daværende late-night show The Tonight Show with Jay Leno (1992-2014) kommenterede på immigrationssituation. Leno’s kommentarer var ansporet af, at der i USA i 2006 havde være massedemonstrationer med det formål at forbedre immigrantarbejdernes arbejdsforhold samt protestere mod de lovsforslag, der havde til formål at stramme straffen for at opholde sig udokumenteret i USA. Det, der er interessant ved Leno’s kommentarer, er, at de ikke, som vi så var tilfældet hos Colbert, opstiller en kritik af en autoritet, for eksempel ved at have de politikere, der vil stramme straffen for udokumenterede immigranter, som satirisk mål. I stedet placerede Leno udokumenterede immigranterne og mexicanere som ”the joke’s butt”, og forsøger dermed at diagere tilskuerens sympati væk fra immigranternes sag ved at få dem til at grine af jokes, der grundlæggende dehumaniser immigranter og mexicanere. For eksempel udtalte Leno den 27. april 2006 i sit late-night show følgende: ”It’s
191 Sørensen, Martha, forfatterkommentar til satireartiklen Præst til bøsse: Din seksualitet er bare en social konstruktion, genudgivet den 14/07/2018. 192 Jeg vil argumentere for, at folk der opfatter køn som en social konstruktion udgøre dette satiriske værks mål. Dermed angriber Rokokoposten queer-bevægelsen, en minoritet, som allerede oplever stigmatisering i samfundet.
55 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 terrible! Gas costs 3.85 dollars a gallon. You know it’s cheaper to have illegal immigrants push your car than fill the tank.”193 I denne udtalelse vil jeg argumentere for, at Leno skaber en dehumanisering af udokumenterede immigranter i USA: For det første ved at kalde dem ”illegal immigrants” (og ikke ”undocumented immigrants”), hvilket peger mod, at immigrant er lig med kriminel. For det andet, fordi Leno i denne joke peger på, at immigranterne er mindre værd end penge, ved at påstå, at det bedre kan betale sig (økonomisk såvel som moralsk ifølge Leno) at få immigranter til at skubbe bilen end at betale 3.85 dollars for benzin. Yderligere vil jeg argumentere for, at Leno brugte det satiriske rum til at italesætte jokes, som forsøgte at etablere en modvilje hos tilskuerne mod de udokumenterede immigranter, samt en modvilje mod ønsket om, at sikre de individer, der kom til USA udokumenteret fik en ordentlig behandling. Dette kom for eksempel til udtryk i en joke, hvori Leno udtalte følgende: ”If we don’t meet the illegal immigrant’s demands, what would they do? Leave?” 194 . Igen dehumaniserer Leno de udokumenterede immigranter og placerer dem diskursivt overfor sit publikum som værende mindre værd som mennesker end amerikanerne, idet Leno italesætter, at hvis immigranterne ikke kan lide den behandling, som de får i USA, så kan de bare tage tilbage, hvorfra de kom. Leno opfordrer dermed publikum til, at de ikke skal have sympati med immigranterne uanset, hvor dårligt de bliver behandlet. I en tredje joke placerer Leno mexicanske kvinder som det satiriske mål, idet han formulerer joken således: ”In 1968 the average Mexican woman had seven children. Today, she has two children in Mexico … the other five are in the US.”195 Ud over at udnytte den stereotype opfattelse af mexicanere som et folkefærd, der får mange børn (og som ikke kan tage sig af dem, og derfor sender dem til USA) til at skabe en negativ reaktion hos tilskuerne mod mexicanske immigranter, så orienterer Leno sig i denne joke ikke efter fakta: Faktuelt set er fødselsraten i Mexico siden 1975 faldet, og i 2006 fik en mexicansk kvinde i gennemsnit 2.42 børn196. Altså kan man argumentere for, at Leno i denne joke bruger politisk bullshit som strategi til at understøtte sin (faktuelt forkerte) racistiske joke. En joke som dehumaniserer mexicanske immigranter, og understreger ”the discourse of division” mellem de udokumenterede immigranter og amerikanerne. Samtidig forsøger Leno igennem joken at etablere en uvilje hos tilskuerne mod
193 Ana, Santa Otto, Did you call in Mexican? The racial politics of Jay Leno Immigrant jokes, Language in Society, 2009, Vol. 38, pp. 32. 194 Ana, Santa Otto, Did you call in Mexican? The racial politics of Jay Leno Immigrant jokes, Language in Society, 2009, Vol. 38, pp. 37. 195 Ibid, pp. 38. 196 https://www.indexmundi.com/mexico/total_fertility_rate.html
56 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 mexicanere og udokumenterede immigranter, idet den spiller på angsten for, at USA vil blive randt over ende af udokumenterede immigranter.
I de ovennævnte afsnit har jeg peget på en række effekter, som politisk satire har mulighed for at etablere og derigennem påvirke tilskueren. I afsnittet Politisk satire som strategi til at overvinde politisk bias pegede jeg på en række effekter som politisk satire kunne forsage, som havde en positiv demokratisk effekt. En af disse positive demokratiske effekter ved politisk satire er, at det kan forsage, at personer – primært unge mellem 18 og 29 år, uden særlig politisk interesse kan blive mere engageret i politik. Og da politisk satire samtidig fungerer som en gateway til mere ”hard news”-nyhedsmedier, kan man argumentere for, at forbruget af politisk satire samtidig forøger forbruget af traditionelle nyhedsmedier, hvilket giver tilskueren en bredere politisk viden. Dette kan, i samspil med det øgede politiske engagement, som den politiske satire har mulighed for at skabe hos tilskueren, medføre, at tilskueren af politisk satire bedre kan navigere i det politiske landskab og tage faktabaseret stilling til politiske situationer og problematikker, og derigennem muligvis blive bedre rustet til at forholde sig kritisk til post-faktuelle ytringer og politisk bullshit. Samtidig har den politiske satire muligheden for at påvirke tilskuerens politiske holdninger, såfremt den formår at skabe et rum, hvori tilskueren aflæser de satiriske pointer korrekt og ikke lader sin læsning påvirke af hendes eller hans eksisterende politiske holdninger. Dette kan anses som en positiv demokratisk effekt såfremt, at satiristen italesætter jokes og bruger humoren som strategi til at åbne op for tilskuerens politiske perspektiver, og ved at belyse politiske situationer og problematikker fra flere vinkler – muligvis kan frigøre tilskueren fra hans eller hende eksisterende politiske bias. Men muligheden for at påvirke tilskuerens politiske holdning, kan også være et farligt våben. Som nævnt i eksemplerne fra henholdsvis The Tonight Show with Jay Leno og Rokokoposten kan politisk satire være med til at skabe en dehumanisering af forskellige grupper, hvilket kan være med til at understøtte den politiske bias, der er yderst udtalt i den xenofobiske populisme, som vi oplever i dag. Gennem dehumaniseringen understreges ligeledes ”the discourse of division”, hvilket kan resultere i, at den konstruktive politiske samtale bliver endnu sværere at etablere, idet afstanden mellem de politiske holdninger bliver større. Den politiske satire er ud fra disse perspektiver et tveægget sværd: det kan både bruges som et konstruktivt demokratisk våben, som kan åbne op for politiske holdninger og synspunkter, udvide tilskuerens politiske perspektiver og viden og påpege
57 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 politisk bullshit. Men politisk satire kan samtidig bruges til at understøtte den eksisterende politisk bias, samt dehumanisere mennesker og forøge afstanden mellem politiske holdninger. I sidste ende vil jeg argumentere for, at det er afhængig af afsenderen i form af satiristen og modtageren i form af tilskueren, hvordan den politiske satire skal bruges som instrument.
Konklusion På trods af Anne Applebaums politiske profeti, hvoraf to ud af tre politiske begivenheder blev realiseret, er den Vestlige verden ikke gået under endnu, men den politiske situation vi oplever i dag er problematisk. Den populistiske zeitgeist, hvis rødder kan trækkes tilbage til begyndelsen af 1980’erne, hvor massindvandring fik den xenofobiske populisme til at ulme i de Vestlige demokratier, kan, som professor i statskundskab Patrick Deneen argumenterer for, anses for at være en reaktion på liberalismens succes med at etablere sig som hegemonisk ideologi i Vesten. Populisme, der grundlæggende kan defineres som en tynd-centeret ideologi, som er artikuleret diskursivt, cirkulerer om sine tre grundkoncepter: det sande Folk, den korrupte Elite og den generelle vilje, og det er netop disse koncepter, som er problematiske i forhold til den demokratiske tanke. For populismen siger ikke ”vi er det 99 % af folket”, den siger ”vi er 100 % af det sande Folk”, og populister ekskluderer dermed legitime dele af befolkningen, samt italesætter den politiske opposition som den korrupte elite, der ikke har folkets sande interesser for øje. Yderligere peger populister på, at folket skal indtage magtens plads – den plads, som ifølge den franske filosof Claude Lefort nødvendigvis må stå tom i et demokrati. Hvad der er yderligere problematisk i den nuværende populistiske zeitgeist er, at de politiske mainstreampartier er begyndt at benytte sig af den populistiske diskurs. I denne diskurs ser vi en bevægelse hen imod en mere post-faktuel retorik, som viser sig ved, at magtfulde individer benytter en retorik, der er frigjort fra epistemologiske kontinuummet af ’løgn’ og ’sandhed’, og som udelukkende bruger sproget som strategisk medium til at positionere sig selv. Inden for denne retoriske udvikling ser vi ligeledes en forøgelse af politisk bullshit. Ligesom post-faktuel retorik bevæger politisk bullshit sig uden for det epistemologiske kontinuum, hvor løgnen og sandheden eksisterer, og den politiske bullshits grundessens består netop i, at bullshitterens ytringer ikke er orienteret mod hverken sandheden eller løgnen. For bullshitteren er all bets off: bullshitteren udvælger eller opfinder
58 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 oplysninger, så de passer til hans formål, og derigennem adskiller bullshitteren sig fra løgneren.
Et af de grundlæggende problemer med den politiske bullshit og post-faktuelle retorik er, at den taler direkte ind i den politiske polarisering, som vi ser som en reaktion på den xenofobiske populisme. Samtidig er problemet, at de traditionelle mainstreammedier ikke kan bekæmpe den politiske bullshit, idet de, som følge af den nuværende medie logik og nyhedsstrømmen på de sociale medier, er nødsaget til at dække de post-faktuelle retoriske udtalelser. Og da journalistikken stadig benytter retorik, der, modsat den politiske bullshit er orienteret mod faktuelle sandheder, samt at deres nyhedsdækningen skal være ”fair and balanced”, kan de traditionelle mainstreammedier ikke bekæmpe den politiske bullshit. Yderligere problematiseres de traditionelle mainstreammediers rolle i kampen mod politisk bullshit, som følge af den eksisterende selektionsbias i forhold til udvælgelsen af information. Denne selektionsbias peger på, at folk søger mod de nyhedsoutlets, som understøtter deres eksisterende politiske holdninger, og dermed potentielt holder sig væk fra informationer fra medier, som kritiserer politikere de som individer er positivt indstillet overfor. Modsat journalistikken spiller satiristen ikke efter de samme etiske regler. Satiren peger derimod på sit eget fiktive element, og i denne fiktionsstruktur eksisterer der et potentiale for at angribe det politiske bullshit og post-faktuelle retorik. Med udgangspunkt i The Late Show with Stephen Colbert og South Park undersøgte jeg netop dette potentiale. På baggrund af min undersøgelser af de to satiriske værker, argumenterede jeg for, at både South Park og The Late Show with Stephen Colbert igennem de to inkongruens humorstrategier polyglossia og kontekstuelle sammenstød påpegede og kritiserede politisk bullshit og post-faktuelle udtalelser, og at South Park samtidig opstillede en kritik af den post-faktuelle offentlighed. Yderligere opstillede de to satiriske værker, gennem den karnevalske æstetik og kontekstuelle sammenstød-strategien – en moralsk kritik rettet mod brugen af post-faktuel retorik og politisk bullshit, samt en moralsk kritik af offentlighedens tilsyneladende accept af disse diskursive startegier og mangel på politisk engagement. I denne moralkritik har jeg argumenteret for, at der ligeledes ligger en implicit opfordring fra South Park og The Late Show with Stephen Colbert til både offentligheden og politikerne om, at benytte og orientere sig efter en retorik, der er forankret i en sandfærdig og faktuel diskurs, samt forholde sig kritisk til den post-faktuelle retorik og politisk bullshit. Yderligere har jeg argumenteret for, at
59 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 den politiske satire har potentialet til at skabe en række positive demokratiske effekter hos tilskueren, såsom at tilskueren, gennem sit forbrug af politisk satire, får en bredere politisk viden og større politisk engagement, samt at den politiske satire kan fungere som en gateway til, at tilskueren søger informationer fra traditionelle ”hard news” medieoutlets. Samtidig kan den politiske satire, såfremt den overskrider den eksisterende selektionsbias, påvirke tilskuerens politiske holdninger. Dette kan anses som demokratisk konstruktive effekter, såfremt satiristen bruger denne mulighed til at påpege og kritisere usandfærdig retorik såsom politisk bullshit. Men magten til at påvirke tilskuerens politiske holdninger kan ligeledes benyttes til, at skabe en dehumanisering af visse grupper, som jeg argumenterede var tilfældet med eksemplerne fra Rokokoposten og The Tonight Show with Jay Leno, og gennem denne dehumanisering understrege ”the discourse of division” og den eksisterende politiske polarisering. På baggrund af dette har jeg argumenteret for, at det i sidste ende er afhængig af satiristen som afsender af det satiske værk og tilskueren som modtageren af det satiriske værk, hvordan den politiske satire bliver brugt som instrument.
Litteraturliste: v Abts, Koen og Rummens, Stefan, Populism versus Democracy, Political Studies, 2007, Vol. 55, pp. 405-424, 27 ns. v Ana, Otto Santa, Did you call in Mexican? The racial politics of Jay Leno immigrant jokes, Language in Society, 2009, Vol. 38, Issue 1, pp. 23-45, 22 ns. v Arendt, Hannah, Menneskets Vilkår, 2005, Gyldendal, 1. Oplag, Oversat fra: The Human Condition, 1958, The University of Chicago, pp. 39-71, 35 ns. v Babbitt, Paul, Bullshit, Politics, and Democratic Power of Satire, oplægstekst fra præsentation ved American Political Science Association Annual Meeting, Chicago, 2013, pp. 1-37, 33 ns. v Bakhtin, Mikhail, Problems of Dostoevsky’s Poetics, University of Minnesota Press, 1984, pp. 78-101, 28 ns. v Bakhtin, Mikhail, The Dialogic Imagination – Four Essays, University of Texas Press, 1981, pp. 423-435, 14 ns. v Bakhtin, Mikhail, Rabelais and His World, M. I. T. Press, 1965, pp. 1-196, 202 ns.
60 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 v Balmas, Merital, When Fake News Becomes Real: Combined Exposure to Multiple News Sources and Political Attitudes of Inefficacy, Alienation, and Cynicism, Communication Research, 2014, Vol. 41, Issue 3, pp. 430-454, 36 ns. v Bartsch, Anne, og Schneider, Frank M., Entertainment and Politics Revisited: How Non- Escapist Forms of Entertainment Can Stimulate Interest and Information Seeking, Journal of Communication, 2014, Vol. 64, pp. 369-396, 36 ns. v Baum, Matthew A., Soft News and Political Knowledge: Evidence of Absence or Absence of Evidence?, Political Communication, 2010, Vol. 20, Issue 2, pp. 173-190, 29 ns. v Baum, Matthew A., Sex Lies, and War: How Soft News Brings Foreign Policy to the Inattentive Public, The American Political Sciences Review, 2002, Vol. 96, No. 1, pp. 91-109,
49 ns. v Baumgartner, Jody og Morris, Jonathan S., The Daily Show Effect – Candidate Evaluations, Efficacy, and American Youth, American Politics Research, 2006, Vol. 34, Issue 3, pp. 341- 367, 29 ns. v Berger, Arthur, Humor – An Introduction, The American Behavioral Scientist, 1987, Vol. 30, Issue. 3, pp. 6-15, 12 ns. v Berger, Peter, Redeeming Laughter: The Comic Dimension of Human Experience, De Gruyter, 1997, pp. XIV-190, 147 ns. v Billig, Michael, Humor and hatred: the racist jokes of the Ku Klux Klan, Discourse & Society, 2001, Vol. 12, No. 3, pp. 267-289, 29ns. v Bishop, Claire, Antagonism and Relational Aesthetics, October Magazine, 2004, pp. 51-79, 42 ns. v Boston, Rob, Humanists and the rise of ’Post-Truth America’, The Humanist, 2016, Vol. 76, No. 1, pp. 31-32, 2 ns. v Boukes, Mark, Boomgaarden, Hajo G., Moorman Marjolein og de Vreese, Claes H., At Odds: Laughter and Thinking? The Appreciation, Processing, and Persuasiveness of Political Satire, Journal of Communication, Vol. 65, 2015, pp. 721-744, 38 ns. v Burke, Kenneth, Performance and Change – An anatomy of Purpose, University of California Press, 1954, pp. 1 – 295, 293 ns. v Burke, Kenneth, Attitudes towards History, Hermes Publication, 1937, pp. 2-50, pp. 121- 203, 128 ns.
61 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 v Canovan, Margaret, Populism, Harcourt Brace Jovanovich, 1981, pp. 3-98, pp. 163-302, 155 ns. v Canovan, Margaret, The People, Polity Press, 2005, pp. 1-142, 182 ns. v Canovan, Margaret, Trust the People! Populism and the Two Faces of Democracy, Political Studies, 1999, Vol. 47, Issue 1, pp. 2-16, 22 ns. v Condit, Celeste, Hegemony in Mass-Mediated Society: Concordance about Reproductive Technologies, Studies in Mass Communication, Vol. 11, Issue 3, 1994, pp. 205-230, 36 ns. v Dadlez, E. M., Truely Funny: Humor Irony, and Satire as Moral Criticism, The Journal of Aesthetic Education, Vol. 45., No. 1., 2011, pp. 1-17, 20 ns v Deneen, Patrick J., The Tragedy of Liberalism, The Hedgehog Review, Vol. 19. No. 2, 2017, pp. 38-51, 20 ns. v Deneen, Patrick, The End of Liberalism, The Spectator, 4/1/2018, 3 ns. v Diehl, Nicholas, Satire, Analogy, and Moral Philosophy, The Journal of Aesthetics and Art Criticism, 2013, Vol. 71, Issue, 4, pp. 311-321, 21 ns. v Dow, Bonnie J., AIDS, perspective by incongruity, and gay identity in Larry Kramer’s ”1,112 and Counting”, Communication Studies, 1994, Vol. 45, Issue 3-4, pp. 225-240, 22 ns. v Eatwell, Roger og Mudde, Cas, Western Democracies and the New Extreme Right Challenge, Routledge, 2004, pp. 1-41, pp. 81-133, pp. 193-213, 146 ns. v Feldman, Lauren og Young, Dannagal Goldthwaite, Late-Night Comedy as a Gateway to Traditional News: An Analysis of Time Trends in News Attention Among Late-night Comedy Viewers During the 2004 Presidential Primaries, Political Communication, 2008, Vol. 25, Issue 4, pp. 401-422, 37 ns. v Fletcher, M. D, Contemporary Political Satire – Narrative Strategies in Post-Modern Context, University Press of America, 1987, pp, 1-33, pp, 137-159, 60 ns. v Frankfurt, Harry G., On Bullshit, Princeton University Press, 2005, pp. 1-67, 20 ns. v Freeden, Michael, Ideologies and Political Theory: A Conceptual Approach, Oxford University Press, 1996, pp. 77-80, 3 ns. v Freeden, Michael og Stears, Liberalism, pp. 329-348, I: Freeden; Michael, M.fl., The Oxford Handbook of Political Ideologies, Oxford University Press, 2013, 26 ns. v Gamble, Andrew, Economic Liberalism, pp. 405-422, I: Freeden; Michael, M.fl., The Oxford Handbook of Political Ideologies, Oxford University Press, 2013, 23 ns.
62 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 v Guggenheim, Lauren, Kwak, Nojin og Campbell, Scott W., Nontraditional News Negativity: The Relationship of Entertaining Political News Use to Political Cynicism and Mistrust, International Journal of Public Opinion Research, 2011, Vol. 23. No. 3, pp. 287-314, 31 ns. v Hallsall, Alison, ”Bigger Longer & Uncut”: South Park and the Carnivalesque, I: Taking South Park Seriously, State University of New York Press, 2008, pp. 23-39, 20 ns. v Hendricks, Vincent og Vestergaard, Mads, Fake News – Når Virkeligheden Taber, Gyldendal, 2017, pp. 71-131, 63 ns. v Hess, Aaron, Purifying Laughter: Carnivalesque Self-Parody as Argument Scheme in The Daily Show with Stewart, I: The Daily Show and Rhetoric – Arguments, Issues, and Strategies, Lexington Books, 2011, pp. 93-113, 26 ns. v Knobloch-Westerwick, Silvia, Lavis, Simon M., Selecting Serious or Satirical, Supporting or Stirring News? Selective Exposure to Partisan versus Mockery News Online Videos, Journal of Communication, 2017, Vol. 67, pp. 54-81, 38 ns. v LaMarre, Heather og Landreville, Kristen D. og Beam, Michael A., The Irony of Satire: Political Ideology and the Motivation to See Wgat You Want to See in The Colbert Report, International Journal of Press/politics, The Ohio State University, 2009, pp. 212-230, 24 ns. v LaMarre, Heather og Holbert, R. Lance og Landreville, Kristen D., The Influence of Late- Night TV Comedy Viewing on Political Talk: A Moderated Meditation Model, International Journal of Press/politics, The Ohio State University, 2010, pp. 482-498, 21 ns. v Langman, Lauren, Philip Rieff’s Mission – Character, Culture and Morality, Journal of Classical Sociology, 2003, Vol. 3, pp. 279-295, 23 ns. v Lefort, Claude, Democracy and Political Theory, Polity Press, 1988, pp. 2-90, pp. 200-240, 160 ns. v Manucci, Luca, Populism and the Media, I: The Oxford Handbook of Populism, Oxford University Press, 2017, pp. 1- 25, 27 ns. v McComiskey, Bruce, Post-Truth Rhetoric and Composition, University Press of Colorado, Utah State University Press, 2017, pp. 1- 50, 45 ns. v Meyer, John C, Humor as a Double-Edged Sword: Four Functions of Humor in Communication, International Communication Association, Vol. 10, Issue 3, 2000, pp. 310- 331, 25 ns.
63 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 v Morreall, John, Comic Relief – a comprehensive philosophy of humor, Wiley-Blackwell, 2009, pp. 1-53, 62 ns. v Mouffe, Chantal, The Democratic Paradox, Verso, 2005, pp. 1-36, pp. 129-141, 41 ns. v Mudde Cas og Rovira Kaltwasser, Cristóbal, Populism, pp. 493-513, I: Freeden; Michael, M.fl., The Oxford Handbook of Political Ideologies, Oxford University Press, 2013., 27 sn. v Mudde, Cas, The Problem with Populism, The Guardian, 18/08/17, 3 ns. v Mudde, Cas, The Populist Zeitgeist, Government and Opposition, 2004, Vol. 39, Issue 4, pp. 541-563, 26 ns. v Mudde, Cas, Populist Radical Right Parties in Europe, Cambridge University Press, 2007, pp. 1-201, pp. 277-305, 200 ns. v Mutz, Diana C., og Nir, Lilach, Not Necessarily the News: Does Fictional Television Influence Real-World Policy Preferences?, Mass Communication and Society, 2010, Vol. 13, Issue 2, pp. 196-2017, 26 ns. v Müller, Jan-Werner, ”The People Must Be Extracted from Within the People”: Reflections on Populism, Constellations – An International Journal of Critical and Democratic Theory, Volume 21., Issue 4, 2014, pp. 483-493, 25 ns. v Müller, Jan-Werner, What is Populism?, University of Pennsylvania Press, 2016, pp. 1-105, 72 ns. v Müller, Jan-Werner, Contesting Democracy – Political Ideas in Twentieth-Century Europe, Yale University Press, 2011, pp. 1-7, pp. 202-243, 62 ns. v Nabi, Robin L., Moyer-Gusé, Emily og Byrne, Sahara, All joking Aside: A Serious Investigation into the Persuasive Effect of Funny Social Issue Messages, Communication Monographs, 2007, Vol. 74, Issue 1, pp. 29-54, 36 ns. v Niven, David, Lichter, Robert S., og Amundson, Daniel, The Political Content of Late Night Comedy, Harvard International Journal of Press/Politics, 2003, Vol. 8, Issue 3, pp. 118-133, 33 ns. v Rockler, Naomi, Overcoming ”It’s Just Entertainment”: Perspective by Incongruity as Strategy for Media Literacy, Journal of Popular Film & Television, 2002, Vol. 30, Issue. 1, pp. 16-22, 18 ns. v Stroud, Natalie J. Stroud og Muddieman, Ashley, Selective Exposure, Tolerance, and Satirical News, International Journal of Public Opinion Research, 2013, Vol. 25, No. 3, pp. 271-290, 25 ns.
64 Emma Rubin Moderne Kultur og Kulturformidling Speciale 2018-07-31
Specialevejleder: Sabrina Vitting-Seerup Mdb137 v Vorhaus, John, The Comic Toolbox, Silman-James Press, 1994, pp. 47-75, 29 ns. v Waisanen, Don J., A Citizens Guide to Democracy Inaction: Jon Stewart and Stephen Colbert’s Comic Rhetorical Criticism, Southern Communication Journal, Vol. 72, Issue 2. 2009, pp.
119-140, 31 ns. v Weinstock, Jeffery Andrew, Introduction: Taking South Park Seriously, I: Taking South Park Seriously, State University of New York Press, 2008, pp. 1-23, 29 ns. v Williams, Bruce A., og Carpini, Michael X. Delli, Heeeeeeeeeeeere’s Democracy!, The Cronicle of Higher Education, 2008, Vol. 48, Issue 32, pp. 1-5, 11 ns. v Wilz, Kelly, Models of Democratic Deliberation: Pharmacodynamic Agonism in The Daily Show, I: The Daily Show and Rhetoric – Arguments, Issues, and Strategies, Lexington Books, 2011, pp. 77-93, 21 ns. v Xenos, Michael A., og Becker, Amy B., Moments of Zen: Effects of The Daily Show on Information Seeking and Political Learning, Political Communication, 2009, Vol. 26, Issue 3, pp. 317-332, 25 ns. v Young, Dannagal Goldthwait, Late-Night Comedy in election 2000: Its influence on candidate trait ratings and the moderating effects of political knowledge and partisanship, Journal of Broadcasting & Electronic Media, 2004, Vol. 48, Issue 1, pp. 1-22, 25 ns. v Young, Dannagal G., og Tisinger, Russell M., Dispelling Late-Night Myths: News Consumption among Late-Night Comedy Viewers and Predictors of exposure to Various Late-Night Shows, The Harvard International Journal of Press/Politics, 2006, Vol. 11, No. 3, pp. 113-134, 29 ns.
I alt: 3431 ns.
65