Masterafhandling Maj 2018

Ministres sproglige håndtering af

ansvar under udbyttekrisen

”De kan jo ikke gå af igen. Det kan de jo ikke.”

Skatteminister Karsten Lauritzen, 9. september 2016 i Jyllands-Posten

Forfattere: Dorthe Tecza & Hanne Helth Master i professionel kommunikation Roskilde Universitet Institut for kommunikation og humanistisk videnskab Vejleder: Rasmus Kjærgaard Rasmussen Indhold

0. Abstract ...... 2

1. Formål ...... 3

2. Problemfelt ...... 3

3. Problemformulering ...... 6

4. Undersøgelsesdesign ...... 7

5. Afgrænsning ...... 7

5.1. Praktiske oplysninger 8

6. Case ...... 8

7. Problemfeltets teori ...... 9

7.1. Ansvar 10

7.2. Ministeransvar 12

7.3. Kriser og kriseansvar 13

7.4. Legitimitet 15

8. Analyseteori ...... 16

8.1. Krisekommunikation 16

8.2. Kriseresponsstrategier 17

8.3. Image Repair Theory (IRT) 18

8.4. Situational Crisis Communication Theory (SCCT) 20

8.5. Retorik 23

9. Metode ...... 26

9.1. Analysemodel 26

9.2. Valg af empiri 26

9.3. Nyhedsartikler 27

9.4. Åbne samråd 29

9.5. Metodekritik 30

1

10. Analyse ...... 30

10.1. Læsevejledning 31

10.2. Delanalyse 1 a: Krisen starter 31

10.3. Delkonklusion 1 a: Krisen starter 36

10.4. Delanalyse 1 b: Krisen starter 37

10.5. Delkonklusion 1 b: Krisen starter 40

10.6. Delanalyse 2 a: Statsrevisorernes kritik 40

10.7. Delkonklusion 2 a: Statsrevisorernes kritik 44

10.8. Delanalyse 2 b: Statsrevisorernes kritik 44

10.9. Delkonklusion 2 b: Statsrevisorernes kritik 46

10.12. Delanalyse 3: Skattekommission 47

10.13. Delkonklusion 3: Skattekommission 52

11. Diskussion ...... 53

12. Konklusion ...... 56

13. Perspektivering ...... 57

14. Referenceliste ...... 58

14.1. Videokilder 60

14.2. Artikler vedrørende tekstkorpus 61

Bilagsliste ...... 65

Antal anslag med mellemrum (eksklusiv abtract, referencer og bilagsliste):

Tekst: 127.389 Grafik (svarende til 4 normalsider): 9.600 I alt: 136.989 anslag med mellemrum

2

0. Abstract

Political leaders play an important democratic role carrying out and disseminating the responsibility placed upon them by the voters, through which they legitimize societal institutions.

This thesis shows how political leaders make use of language to deal with responsibility, and the meaning they attach to the concept of responsibility during political crises. This can threaten the organizational legitimacy.

In the thesis we examine

“how nine different ministers of treasure publicly uses language to deal with responsibility during the crisis that develops due to fraud with “refund of dividend tax” in the period of 2010 – 2015. And what meaning they in this case (empirically) give to the concept of responsibility.”

The nine ministers of treasure are:

Kristian Jensen (Venstre – Denmark’s Liberal Party): August 2004 - February 2010

Troels Lund Poulsen (Venstre – Denmark’s Liberal Party): February 2010 - March 2011

Peter Christensen (Venstre – Denmark’s Liberal Party): March 2011 - October 2011

Thor Möger Pedersen (Socialistisk Folkeparti – Socialist People’s Party): October 2011 - October 2012

Holger K. Nielsen (Socialistisk Folkeparti – Socialist People’s Party): October 2012 - December 2013

Jonas Dahl (Socialistisk Folkeparti – Socialist People’s Party): December 2013 - February 2014

Morten Østergaard (Radikale Venstre – Danish Social Liberal Party): February 2014 - September 2014

Benny Engelbrecht (Socialdemokratiet – The Social Democratic Party): September 2014 - June 2015

3

Karsten Lauritzen (Venstre – Denmark’s Liberal Party): June 2015 –

The analysis covers a period of two and a half years from the break out of the crisis, August 2015, until February 20 2018. By analyzing the crisis communication carried out by the nine ministers in public media and in the Parliamentary Tax Committee we found differences in the use of the term responsibility. The use of language related to defining and placing responsibility depends both on the role of the communicator during the crisis and on the pressure on their political reputation.

Tax payers expect ministers to take responsibility for the acts causing the crisis. Our analysis shows that ministers objectify their responsibility for the act causing a crisis, while they subjectify responsibility for solving future political problems. In this way their rhetoric maintain tax payers perception of politicians betraying their political responsibiity.

1. Formål

Denne masterafhandling belyser politiske lederes sproglige håndtering af ansvar, og hvilken betydning de tillægger begrebet ansvar under politiske kriser. Det sker ved at analysere ni skatteministres kriserespons om ansvar i forbindelse med milliardsvindlen med refusion af udbytteskat i perioden 2010-2015.

Politiske ledere spiller en vigtig demokratisk rolle, når de forvalter ansvar på vegne af borgerne. Analysen i denne afhandling skal bidrage til indsigt i, hvordan politiske ledere håndterer dette ansvar sprogligt for derigennem at tillægge ansvaret bestemte betydninger. Hvilke betydninger tillægger politikere det ansvar, vælgerne overdrager til dem?

2. Problemfelt

Antallet af politiske skandaler er, ifølge medieforsker og professor Marc Blach-Ørsten, steget de sidste 30 år, og Skatteministeriet er et af de mest skandaleramte ministerier i Danmark (Ørsten, 2011). En mere end 10 år lang krisehistorik med forsinket gældsinddrivelse, fejl i ejendomsvurderinger, momssvindel, begrundet mistanke om bestikkelse, ulovlig indhentning af borgeres teleoplysninger osv. (Holm, Høberg & Andersen, 2015) (bilag 1: SKATs krisehistorik) havde da også skabt en mistillid blandt skatteborgerne til SKAT, en institution under Skatteministeriet.

Den 25. august 2015 vågnede danskerne op til endnu en skandale. Der var uretmæssigt udbetalt 6,2 mia. kr. af deres skattekroner i refusion af udbytteskat, og svindel var nu anmeldt til Specialenheden for Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) (Ritzau 1, 2015). De 6,2 mia. voksede senere til

4

12,3 mia. kr., og skandalen blev af medierne udnævnt som danmarkshistoriens største tyveri (Graversen, 2015). Svindlen var foregået ved, at svindlere udgav sig for at være udenlandske aktionærer, der bad om refusion af udbytteskat (skat af aktieudbytte), selv om de aldrig havde ejet aktier i en dansk virksomhed, under påskud af, at de havde betalt aktieudbytte af danske aktier i hjemlandet og derfor havde krav på refusion (Rigsrevisionen, 2016).

Velfærdsstaten er opstået på baggrund af og kan kun eksistere på grund af tillid, konstaterer økonomiprofessor Christian Bjørnskov og økonom Andreas Bergh (2011). Gensidig tillid er et centralt element i samfundskontrakten mellem borger og stat. Milliardsvindlen rokkede ved denne tillid. Skatteborgerne ville have forklaringer og ansvaret for skandalen placeret. De otte skatteministre, der havde haft ansvaret for SKAT i svindelperioden, og skatteminister Karsten Lauritzen (V), der var tiltrådt en måned tidligere, blev bedt om at forholde sig til deres ansvar for situationen. Det sociale drama satte i gang, og krisen var en realitet.

Retorikeren Kenneth Burke mente ikke, et samfund kan eksistere uden sociale dramaer om skyld og regler og distinktioner for, hvad der er rigtigt og forkert. Inspireret af teatret var det for Burke i den amerikanske forsker Charles F. Carrolls fortolkning afgørende i et drama at finde ud af, hvem den skyldige er; dramaet spejler menneskets reaktion på det uventede (fra: Sløk, 2014:49)

Socialpsykologen Bernard Weiners attributionsteori fra 1986 støtter Burkes påstand om menneskets trang til at finde den ansvarlige: ”Attribution theory is based on the belief that people assign responsibility for negative, unexpected events” (fra: Coombs, 2012:152). Kriseteoretikeren Timothy Coombs videreudvikler Weiners tanker og siger, at kriser, fordi de er negative, automatisk vil kalde på, hvad han betegner som kausale attributioner, forklaringer på, hvem der har ansvaret for det uventede (Coombs, 2014:152-53). Det er årsagen til, at skatteborgerne gerne vil have ansvaret placeret for en skandale.

Begrebet skandale kommer fra det græske ord skandalon (Ordnet.dk, 2018a) og betyder anledning til forargelse. Begrebet krise stammer også fra græsk, krisis, og betyder afgørelse eller dom (Ordnet.dk, 2018b). Deres etymologi viser det tætte slægtskab mellem skandaler og kriser: Anledningen til forargelsen, skandalen, udløser en krise, der består i forargelse over den eller dem, der har ansvaret for den forargende begivenhed. Ørsten siger da også om skandalens natur, at den er ”… en overskridelse eller overtrædelse af love, normer, værdier eller regler” (Ørsten, 2011:10).

Foreløbig har udbyttekrisen ført til, at en håndfuld medarbejdere blev opsagt og SKATs direktør afsat. Regeringen har skabt flertal for en decentralisering af skatteområdet, hvor SKAT bl.a.

5 nedlægges. Og der er efter lange forhandlinger i 2017 nedsat en skattekommission, der bl.a. skal undersøge udbytteskandalen (Justitsministeriet, 2018; kommissionenomskat.dk).

I de 2 ½ år, der er gået, siden sagen startede, er der talt meget om ansvar og ansvarsplacering i medier og Folketing. Men det politiske ansvar er stadig hjemløst. Det har undret og provokeret os: Hvad drejer det sig om, når politiske ledere taler om ansvar under en politisk krise?

6

3. Problemformulering

Med udgangspunkt i udbytteskandalen undersøger vi derfor, hvordan politiske ledere kommunikerer om ansvar i offentligheden i forbindelse med en politisk krise ved at foretage en tekstanalyse af,

”hvordan ni skiftende skatteministre sprogligt håndterer ansvar i offentligheden i forbindelse med krisen, der opstår på baggrund af svindlen med refusion af udbytteskat i perioden 2010 -2015, og hvilken betydning de her (i empirien) tillægger begrebet ansvar”.

De ni skatteministre i perioden 1. januar 2010 til 25. august 2015, hvor krisen starter, er:

Kristian Jensen (V): august 2004 - februar 2010 Troels Lund Poulsen (V): februar 2010 - marts 2011 Peter Christensen (V): marts 2011 - oktober 2011 Thor Möger Pedersen (SF): oktober 2011 - oktober 2012 Holger K. Nielsen (SF): oktober 2012 - december 2013 Jonas Dahl (SF): december 2013 - februar 2014 Morten Østergaard (RV): februar 2014 - september 2014 Benny Engelbrecht (S): september 2014 - juni 2015 Karsten Lauritzen (V): juni 2015 -

Med sprogligt håndterer ansvar mener vi, hvordan ministrene taler om ansvar. Taler de 1) om eget politisk eller om organisatorisk ansvar, 2) om ansvar for noget i fortiden eller fremtiden, 3) om ansvar som noget positivt eller negativt, 4) om ansvar som noget subjektivt eller objektivt, og 5) om de deler eller ikke deler ansvaret med andre.

Ved ansvar forstår vi socialt ansvar (modsat juridisk ansvar).

Ved offentligheden forstår vi det publikum, ministrene kommunikerer til i de to retoriske situationer, der knytter sig til at udtale sig til landsdækkende medier og webkilder og udtalelse sig ved åbne samråd i Folketingets Skatteudvalg som skatteminister.

Med krisen mener vi den situation, udbytteskandalen har skabt, og som truer 1) SKAT og Skatteministeriets organisatoriske omdømme og SKATs legitimitet, 2) den siddende skatteministers politiske omdømme og 3) de tidligere skatteministres politiske omdømme i varierende grad.

Med betydning mener vi, hvordan ministrene tager ansvaret på sig gennem den sproglige håndtering.

7

4. Undersøgelsesdesign

Afhandlingens undersøgelse bygger på kvalitative data fra tre åbne samråd om udbytteskandalen i Folketingets Skatteudvalg med Karsten Lauritzen og fra artikler i landsdækkende medier og webkilder, hvor den siddende og flere af de tidligere skatteministre udtaler sig om ansvar i forbindelse med udbytteskandalen. Empirien dækker perioden fra krisens start den 25. august 2015 til den 20. februar 2018, hvor sagen indgår i kommissoriet i den førnævnte skattekommission (Justitsministeriet, 2018; kommissionenomskat.dk).

Med udgangspunkt i krisekommunikation, afhandlingens primære teoretiske felt, undersøger vi ved hjælp af en analysemodel baseret på kriseresponsstrategier og retoriske elementer ministrenes sproglige håndtering af ansvar og de betydninger, de tillægger begrebet ansvar.

5. Afgrænsning

1. Vi fokuserer på, hvordan og hvad skatteministre kommunikerer om ansvar i kraft af deres tidligere eller nuværende ministerrolle. Vi beskæftiger os ikke med kommunikation om ansvar fra andre relevante krisekommunikationsaktører som Skatteministeriets departementschef, embedsmænd og chefer i SKAT.

2. Det er lige så relevant at se på skatteborgernes perception af krisekommunikationen og dens betydning for genoprettelsen af ministrenes og SKATs omdømme, som det er at se på afsendernes, ministrenes valg af respons, men det er ikke afhandlingens fokus.

3. Vi beskæftiger os i afhandlingen ikke med medierne som kommunikerende aktører eller deres indflydelse på ministrenes sproglige håndtering af ansvar.

4. Empirien omfatter ikke kommunikation på sociale medier, da research af et par af ministrenes facebookprofiler viste, at de ikke var blevet brugt til at kommunikere om eller diskutere ansvar i forbindelse udbyttesagen.

5. SKATs tidligere skandaler gør det relevant også at undersøge den sproglige håndtering af ansvar under de medfølgende kriser og den eventuelle betydning af denne for ministrenes sproglige håndtering af ansvar i forbindelse med udnytteskandalen. Det har vi fravalgt af tidsmæssige årsager.

6. Når vi i afhandlingen skriver de ni skatteministre, skatteministrene eller lignende, mener vi de otte tidligere og den siddende skatteminister. Når vi omtaler en bestemt minister, sker det ved efternavn, fx Lauritzen (for Karsten Lauritzen), Jensen (for Kristian Jensen).

8

7. Vi anvender begrebet stakeholder som teoretisk term, men bruger overvejede begrebet skatteborgere om casens stakeholdere, vel vidende at det ikke er én samlet gruppe med fælles opfattelser, men det gør læsningen mindre tung. Vi skriver skatteborgere i betydningen borgere, der betaler skat, men nogle gange også i betydningen en del af de borgere, der betaler skat. Vi opfatter journalister, der skriver om casen, som en del af stakeholderne skatteborgere.

5.1. Praktiske oplysninger Engelsksprogede kilder citerer vi på originalsproget for at undgå fejltolkninger/fejoversættelser med undtagelse af Benoits typologi, som vi har oversat til dansk.

Vi anvender referencesystemet American Psychological Associations Publication Manual (2010).

Steder, hvor vi har tilføjet ord for at skabe mening i citater eller transskribering m.v., står disse i skarp parentes: [skarp parentes].

6. Case

Vores case er det kriseforløb, der opstår på grund af skandalen om svindel med refusion af udbytteskat. Vi ser på perioden fra krisens start den 25. august 2015 til den 20. februar 2018. Valget af casen er begrundet i, at den omhandler en af nyere tids største politiske skandaler. Det har medført en løbende offentligt debat med politikere, herunder den siddende og de tidligere skatteministre, om ansvar. Det giver os adgang til offentligt tilgængelig empiri, hvor hele ni politiske ledere eller tidligere politiske ledere håndterer ansvar sprogligt i varierende grad om den samme sag.

Forløbet har foreløbig varet i mere end 2 år, der er foretaget flere undersøgelser af SKATs og Skatteministeriets håndtering af refusion, herunder Rigsrevisionens, svindlerne er efterforsket af bagmandspolitiet, skattemedarbejdere har været i tjenstligt forhør, og Lauritzen afsatte et år inde i sagsforløbet skattedirektør Rønnow – dog ikke begrundet i udbyttesagen. Folketingets Skatteudvalg har fulgt sagen tæt, og ministeren har været i fire samråd om den, heraf tre åbne, som indgår i vores empiri.

9

Casens forløb fra august 2015 til februar 2018 er skitseret i denne oversigt (bilag 2, Kriseforløbet).

7. Problemfeltets teori

Afhandlingens teoretiske grundlag og nøglebegreber belyses i to hovedafsnit: 1) ”Problemfeltets teori”, og 2) ”Analyseteori”.

Vi forstår casen om udbyttesvindel som et kriseforløb. Krisen presser SKAT og Skatteministeriets omdømme og SKATs legitimitet. Det gør den, fordi skatteborgerne kræver, at ansvaret for, at svindlen kunne forekomme og ikke blev stoppet i tide, bliver placeret. Det giver Lauritzen opgaven med at krisekommunikere om ansvar for at genoprette dette omdømme og medvirke til, at SKATs legitimitet ikke påvirkes yderligere i en negativ retning. Krisen truer også de tidligere ministres politiske omdømme i varierende grad, fordi skatteborgerne ønsker en forklaring på deres del af ansvaret for skandalen. Genopretning af et truet omdømme kræver, at man krisekommunikerer.

Det er denne forståelse af casen, der ligger til grund for redegørelserne i de følgende to hovedafsnit om henholdsvis problemfeltets teori og analyseteorien.

Under overskriften ”Problemfeltets teori” redegør vi for nøglebegrebet ansvar samt kriser, kriseansvar og legitimitet.

I hovedafsnittet ”Analyseteori” redegør vi for krisekommunikation og responsstrategier samt retorik. Denne del af den teoretiske redegørelse leder til den analysemodel, vi anvender på vores empiri.

10

7.1. Ansvar Afhandlingens kernebegreb er ansvar. Derfor starter vi hovedafsnittet om ”Problemfeltets teori” med at redegøre for, hvordan begrebet kan forklares og forstås normativt og i relation til politisk lederskab, og på hvilken måde vi anvender forståelsen i vores analyse.

Det er på sin vis påfaldende, at begrebet ansvar på dansk kan tolkes både positivt og negativt. Sætningen jeg er ansvarlig kan forstås både i betydningen jeg gør det rigtige og jeg indrømmer, at det er mig, der har klokket i det. Denne hverdagsbetragtning viser, at begrebet ansvar er sidekammerat med skylden, nogle gange i en positiv betydning – jeg er ikke skyldig i at gøre noget forkert – andre gange i en negativ – jeg har ansvaret for det, du beskylder mig for. Sproget gør det altså muligt at tale både at tage et positivt og et skyldbetonet ansvar på sig.

Ansvar og relationen til skyld har cand. theol., ph.d. Camilla Sløk beskrevet i sin bog ”Blod, sved og tårer – om ansvar og skyld i ledelse” som er baseret på interview med 12 offentligt ansatte ledere. Her konkluderer hun, at skyld er personligt, mens ansvar hører til rollen som leder, og slår fast, at det historisk-sprogligt næsten ikke er muligt at tale om ansvar uden også at tale om skyld (2014:9 og 16). Selv om Sløks konklusioner stammer fra forskning i offentlig ledelse, vil vi argumentere for, at hendes pointer kan overføres til det politiske lederskab. For konstruktionen af ansvars- og skylddiskurser er dybt rodfæstet i den protestantiske tænkning, der præger kulturen og vores sprogliggørelse af den i Danmark, som vi kommer nærmere ind på senere i afsnittet – og dermed de fleste af os, uanset baggrund og position.

Begrebet ansvar er etymologisk forbundet med at have pligt til at svare på det, der bliver spurgt om, men også med det juridiske, lovbestemte, objektive ansvar, forklarer Sløk (2014:18). Hun taler derfor om to former for ansvar: juridisk og socialt ansvar (2014:18-19). Man kan få/tage ansvar for noget, og lever man ikke op til dette ansvar, vil andre påtale det og eventuelt pålægge skyld. Her er både ansvar og skyld af social og følelsesmæssig karakter. Bryder man decideret loven ved at unddrage sig sit ansvar, er der tale om juridisk ansvar, idet man pålægges straf for det lovbrud, man er skyldig i at have begået.

Ørstens førnævnte definition af kernen i en skandale som ”en overskridelse eller overtrædelse af love, normer, værdier eller regler” perspektiverer det politiske ansvar (Ørsten, 2011:10). For mens overtrædelser af love handler om juridisk ansvar, kan man sige, at overskridelser af normer, værdier og regler handler om socialt ansvar. Politikere skaber rammerne for fremtidens samfund, de påvirker gældende normer, værdier og regler gennem den måde, de forvalter deres sociale ansvar på, og de love, de vedtager på den baggrund. Når politikere krænker disse normer og værdier, kan man i forlængelse af Ørstens tænkning sige, at ansvarssvigtet sætter befolkningens tillid på en prøve

11 og deres egen ære og eget omdømme på spil. Det afføder en offentlig debat om ansvarsplacering, herunder om ansvaret for det fortidige (den overskridende handling eller begivenhed) og ansvaret for det fremtidige (løsningen).

Sprogliggørelse af ansvar og skyld, stammer som tidligere nævnt, fra den kristne diskurs. Sløk forklarer, at antagelsen blandt andet stammer fra retoriker Kenneth Burkes afdækning af sammenhængen mellem kristendom, ledelse, ansvar og skyld. I sin analyse af den engelske politiske filosof Thomas Hobbes hovedværk fra 1651 om statens rolle i samfundet, ”Leviathan”, viser han, at Hobbes’ samfundspagt er en overførsel af dramaet om syndefald og skyld fra Det Gamle Testamente: Mennesket afgiver magt ved at afstå fra at hævne sig, mod at den, der gives magten, suverænen (= staten/ministeren), sørger for ro, orden og retfærdighed. Hobbes tildeler den sekulære suverænitet (staten/ministeren) en præsterolle i udførelse af sit hverv; man må være både konge og tjener, altså en kristusfigur, der derfor må besidde Kristus´ to evner: have den absolutte magtposition og være villig til at afgive magten og være den tjenende (fra: Sløk, 2014:50-51). Den alvorlige krise, udbytteskandalen udløser, kan i dette lys forstås som en trussel mod den gældende samfundskontrakt, idet krisen svækker borgernes tillid til statens forvaltning af retfærdighed på deres vegne.

Analogien mellem Hobbes” forståelse af lederskab og vor tids forståelse viser, siger Sløk, at skyld og ansvar altid på et tidspunkt vil pege på lederen, idet vi har bundet lederskab op på fortællingen om, at ledere har en større magt end mennesker i almindelighed, hvilken kan være en af forklaringerne på skatteborgernes ønske om at stille ministrene til ansvar for udbyttesvindlen (2014:53).

Sløk nævner en del steder i sin undersøgelse, at ledere og medarbejdere skelner mellem skyld og ansvar, forstået således, at medarbejdere gerne taler om skyld, mens ledere ikke gør, fordi de ikke vil kategoriseres som amoralske personer, der har handlet forkert (Sløk, 2014:24). Vi finder Sløks religionsfilosofiske tilgang interessant, fordi hun viser, hvordan begreberne ansvar og skyld pirker til nogle kulturelt meget dybe konnotationer af forholdet mellem ledere og undersåtter. Men vi finder hendes skelnen mellem ansvar og skyld noget uklar. Hvornår er der tale om hvad, og hvilken betydning har det, om man konverterer ansvar til skyld eller ej? Det giver hun ikke noget svar på.

Vi har fokus på den del af det politiske ansvar, der drejer sig om socialt ansvar for at påvirke normer, værdier og regler, og finder det i den sammenhæng mindre betydningsfuldt, om skatteborgerne forstår dette ansvar som skyld eller ej. Hvis det sociale ansvar forvaltes på en måde, der krænker befolkningens normer og værdier, vil det afføde en offentlig debat om ansvarsplacering for det fortidige og ansvaret for de fremtidige løsninger. Det er det, vi finder væsentligt: hvordan ministrene

12 sprogligt håndterer spørgsmål om socialt ansvar for krisen, det ansvar, politikere vanligvis benævner som politisk ansvar.

Vi er opmærksomme på, at der er forskel på at være leder i en privat eller offentlig virksomhed og være minister. Politikere berettigelse eksisterer i en særlig grad i kraft af kontrakten og kontakten med offentligheden. Det betyder blandt andet, at især ministre skal forsvare og forklare deres handlinger og ansvar ofte og i fuld offentlighed i en helt anden grad end offentlige og private ledere, der i mange tilfælde kan lede bag lukkede døre.

Sløks henvisning til ministerens position som både herre og tjener, der må være rede til at afgive sin lederposition, hvis det politiske ansvar misforvaltes, leder os videre til at se på ministres formelle og reelle ansvar. I det næste afsnit beskriver vi ministeransvaret.

7.2. Ministeransvar Efter gennemgangen af ansvar som et normativt begreb redegør vi nu for, hvordan det sociale ansvar udmønter sig konkret for en minister.

Ministeransvaret består af et juridisk ansvar, reguleret i ministeransvarlighedsloven (Justitsministeriet, 1994), og et politisk ansvar, reguleret i grundloven (Statsministeriet, 1953). Som minister er man sit ministeriums politiske og administrative chef. Det betyder, at man formelt set har ansvaret for alt, hvad der foretages af ens medarbejdere, helt ud i hjørnerne af ministeriets tilhørende styrelser (Boye & Knudsen, 2015:61). I vores case vil det sige, at Lauritzen, fra den dag han tiltræder, blandt andet er øverst ansvarlig for, hvordan menige skattemedarbejdere administrerer udbytterefusion.

Reelt er ministeransvaret begrænset til at omfatte forsætlige eller uagtsomme handlinger, der kan tilskrives ministeren (Justitsministeriet, 1994). En minister kan ifølge jurist Pernille Boye Koch og professor i statskundskab Tim Knudsen kun betragtes som medvirkende til en underordnets handling, når:

1) vedkommende har været bekendt med, at den ville blive foretaget, og har undladt at søge dette hindret, 2) handlingen har været et nødvendigt eller naturligt middel til gennemførelse af en beslutning, for hvilken ministeren er ansvarlig, eller 3) han har fremmet handlingens udførelse ved ikke i rimeligt omfang at føre tilsyn og fastsætte instrukser. (Boye & Knudsen, 2015:63)

Folketinget kontrollerer ministrenes embedsførelse. De kontrollerer, om ministrene fører de love ud i livet, Folketinget har vedtaget, og om de forvalter gældende love efter hensigten. Oplyser en

13 minister fx ikke Folketinget retvisende, fyldestgørende og korrekt om sin regeringsførelse, risikerer de kritik fra Folketinget (en næse) eller at Folketinget afsætter dem (ft.dk).

Det juridiske ministeransvar drejer sig om at overholde gældende lov i sin forvaltningspraksis og er ikke en del af forskningsfeltet i denne afhandling.

Det politiske ministeransvar er mere uhåndterligt. Knudsen og Koch definerer det politiske ansvar som et ansvar, der ”dækker over alle de situationer, hvor Folketinget tydeligt markerer sin utilfredshed med en minister” (2015). Der er fx ingen retlig norm for, hvornår Folketinget kan fyre en minister.

En minister kan af gode grunde ikke kende til alt, hvad der foregår i departement, styrelser og institutioner. Alligevel risikerer vedkommende at blive afsat eller stillet til regnskab offentligt for administrative og ledelsesmæssige fejl. Når en minister bliver afkrævet forklaringer om ansvar under en krise af medier og Folketing, er det altså afgørende, hvad embedsværket har vejledt vedkommende til og oplyst om (Boye og Knudsen, 2015:64 & 71-73). Forvaltningen af det politiske ministeransvar er delt ud på mange hænder.

Når man ophører som minister, ophører ministeransvaret og ens beføjelser overdrages til den nye minister. Det vil sige, at Lauritzen i afhandlingens case sidder med det aktuelle ministeransvar, mens de otte tidligere skatteministre ikke længere bærer det reelle, men kun det moralsk-politiske ansvar for de beslutninger, de traf som ministre, og som havde indflydelse på samfundets værdier, normer og regler – det ansvar, vi forstår som socialt ansvar.

7.3. Kriser og kriseansvar Vi har tidligere redegjort for, at vi mener, SKAT er i krise. I kriselitteraturen findes et væld af krisedefinitioner. Groft skitseret er udviklingen siden 1960’erne gået fra at opfatte en krise som opstået på baggrund af en enkelt variabel til et mere systemisk syn, hvor flere variabler skubber til et systems interaktioner. Kriser kan opfattes som sociale konstruktioner. Kriseforskerne, professor Finn Frandsen og professor Winni Johansen kalder kriser fortolkede fænomener, fordi kriser først eksisterer, når organisationen og dens stakeholdere tillægger dem betydning (2014:306 og 311). Forståelsen deler de med krisekommunikationsforsker, professor Timothy Coombs definition, her gengivet af Frandsen og Johansen:

A crisis is the perception of an unpredictable event that threatens important expectancies of stakeholders related to health, safety, environmental, and economic issues and can seriously impact an organization’s performance and generate negative outcomes. (2017:37)

14

Også kriseteoretikeren, retorikprofessor William Benoit, har fokus på betydningen af stakeholdernes perception af en organisation: ”… the important point is not whether the business is in fact offensive, but whether the firm is thought to be responsible” (Benoit, 1997:178). En organisation bestemmer dermed ikke selv, om den er i krise, det gør dens stakeholdere ved at tilskrive organisationen eller personen et kriseansvar i varierende omfang. Vi tilslutter os denne forståelse.

I casen om udbytteskat viser skatteborgernes tilskrivning af kriseansvar sig ret tydeligt. Man ser det blandt andet i en Gallupundersøgelse fra 29. august 2016, et år efter krisen brød ud. Her havde 52 pct. af de 1.066 adspurgte mistillid eller meget stor mistillid, mens kun 16 pct. havde tillid eller meget stor tillid til SKAT. 59 pct. svarede desuden, at daværende SKAT-direktør Jesper Rønnow Simonsen skulle gå af, og 37 pct. mente, at skatteminister Karsten Lauritzen ikke var den rette til at føre SKAT ud af krisen, mens kun 14 pct. svarede, at han var den rette (Olsen & Bendtsen, 2015). En meningsmåling foretaget af Voxmeter i juni 2017 – halvandet år efter krisens start - viste, at 52,9 pct. af de 1.067 adspurgte borgere mente, at politikerne må træde ned fra den landspolitiske scene, hvis de havde et medansvar for udbytteskandalen (Indland/Fyens, 2017). Meningsmålingerne siger noget om krisetypen, men viser tydeligt, at skatteborgerne i et stort omfang ikke mener, man kan have tillid hverken til SKAT, SKATs daværende direktør, skatteministeren eller øvrige involverede politikere – de havde mistet tilliden, hvilket svarer til, at de pålagde et stort kriseansvar på SKAT.

Ud fra et bredt kriseperspektiv, hvor konteksten i forbindelse med krisen blandt andet inddrages, arbejder flere kriseforskere med fasemodeller for et kriseforløb, herunder Coombs, hvis model består af tre faser: før krisen, under krisen og efter krisen (2012:10). Hver fase indeholder forskellige trin med forskellige krisekommunikative opgaver, som afsluttes på hvert trin. I fasen under krisen erkender organisationen fx, at krisen er en realitet. I fasen efter krisen ser man fremad og lærer af den, evaluerer og ændrer på organisationen for at forebygge lignende situationer.

Vi inddrager Coombs fasemodel i analysearbejdet, fordi den giver mulighed for at kategorisere en eventuel udvikling i det fokus, ministrene har, når de håndterer ansvar. Taler de fx om et nutidigt – et under-krisen-ansvar – eller et fremtidigt, et efter krisen-ansvar, hvor de benytter organisationsforandringer eller lignende i deres argumentation?

Samtidig vil vi sætte spørgsmålstegn ved, om det er muligt at sige noget om, hvornår en krise er forbi, som fasemodellerne lægger op til man kan – særlig i en krise som udbyttekrisen, der væver sig ind i SKATs øvrige krisehistorik. Frandsen og Johansen nævner da også et mere komplekst krisesyn introduceret af kriseforskeren Uriel Rosenthal – ”the crisis after the crisis”, i erkendelsen af, at det det kan være svært at afgøre, hvornår en krise er forbi, da der kan blive ved med at dukke faktorer op, der får interessen for krisens tema til at blusse op igen (2017:39).

15

7.4. Legitimitet SKAT er en organisation, som de seneste år har været igennem mange kriser. Vi har tidligere argumenteret for, at skandalerne, der har skabt SKATs lange krisekatalog, har haft en negativ betydning for skatteborgerne tillid til SKAT og deres opfattelse af SKAT som en legitim samfundsinstitution. Dette påvirker SKATs omdømme.

Som med kriser er det også med legitimitet sådan, at det er stakeholdernes perception af virksomhedens adfærd, der afgør, om de opfatter virksomheden som legitim. Legitimitet defineres af sociologen Mark Suchman således: ”Legitimacy is a generalized perception or assumption that the actions of an entity are desirable, proper, or appropriate within some socially constructed systems of norms, values, beliefs and definitions ” (1995:574). Det er altså socialt konstruerede normer, værdier og holdninger, der påvirker stakeholdernes perception af en virksomheds adfærd. Opfattes adfærden som uacceptabel, vil stakeholderne vurdere virksomheden som illegitim.

Ifølge forsker i ledelse Susanne Holmström og kommunikationsforsker Susanne Kjærbeck er legitimitet afgørende for en virksomheds eksistens, fordi legitimitet er en forudsætning for at få de nødvendige tilgange af ressourcer som investeringer, politisk opbakning og den generelle støtte i samfundet. Virksomheders eksistens og legitimitet afhænger blandt andet også af, hvordan de forholder sig til temaer som samfundsansvar, omdømme og tillid (2013:9 ff).

Tidligere blev virksomheder betragtet som legitime, hvis de levede op til lovgivningen. I dag må virksomheder retfærdiggøre deres eksistensberettigelse i et samfund, som er præget af flydende og flertydige normer. For at bevare eller øge sin legitimitet skal virksomheden tilpasse sig til normerne i samfundet (Holmström & Kjærbeck, 2013:10). Overskrides disse normer, vil det påvirke virksomhedens relation til omverdenen, og virksomheden vil miste legitimitet. Tab af legitimitet kan udløse sanktioner fra stakeholderne og i sidste ende en krise (Merkelsen, 2014:21). Den relationelle skade til omverdenen får betydning for virksomhedens omdømme, men også for dens legitimitet.

Den øgede medialisering betyder også, at en virksomheds legitimitet i højere grad er til diskussion i offentligheden og i medierne. Medierne er befolkningens primære kilde til den information, som borgerne får om blandt andet politik, økonomi og skandalen i SKAT (Ørsten, 2011:8). Det stiller krav til virksomhedens kommunikation med det omgivende samfund (Holmström & Kjærbeck, 2013:10).

Tidligere nævnte Gallupundersøgelse udtrykker stor eller meget stor mistillid til SKAT, herunder også til Lauritzens evne til at føre SKAT ud af krisen. Det tyder på, at SKATs legitimitet er under pres, hvilket med Holmström & Kjærbeck aktiverer behovet for strategisk kommunikation (2013:12).

16

8. Analyseteori

Nu har vi redegjort for de teorier og nøglebegreber, der belyser vores problemfelt. I afhandlingens andet teoretiske hovedafsnit ”Analyseteori” fokuserer vi på krisekommunikation, responsstrategier og feltet retorik, der er fundamentet for afhandlingens analysemodel.

8.1. Krisekommunikation Krisekommunikation og krisehåndtering blev i 1980’erne en integreret del af det strategiske kommunikationsarbejde i privat og offentligt regi. Sociolog Ulrick Beck forklarer dette med overgangen til det postmoderne samfund, hvor nye risici dukker frem, risici, som ”… er karakteriseret ved at være globale, potentielle, usynlige og ikkeevidente” (fra: Frandsen og Johansen, 2007:60-61), og som kalder på krisebevidsthed, kriseberedskab og strategisk krisekommunikation.

Krisekommunikation er en strategisk kommunikationsdisciplin og kan ligesom krisebegrebet anskues ud fra flere perspektiver. Ifølge Frandsen og Johansen kan man forstå krisekommunikation ud fra et snævert og bredt perspektiv.

I det snævre perspektiv, den retoriske, tekstorienterede tradition, der er inspireret af nyretorikken og studier om apologia ses krisen som et isoleret fænomen, der udløses af en begivenhed, der skal mødes med et passende retorisk respons for at begrænse eventuelle skader på omdømmet (Frandsen & Johansen, 2007:15 ff.). Det primære fokus er, hvad organisationen siger, og hvordan den siger det, når den skal forsvare sig i en krisesituation, der er fokus på damage control. Krisekommunikationen er her asymmetrisk, det vil sige primært informativ, og kendetegnet ved at være afsender- og handlingsorienteret. Som repræsentant finder vi her Benoit (Frandsen & Johansen, 2007:15 ff.).

I det simple brede perspektiv, den strategiske, kontekstorienterede tradition, ser man krisekommunikation som en proces og er inspireret af marketing, PR, socialpsykologi, ledelse og studier af organisationer. Denne tradition interesserer sig i højere grad også for, hvor, hvornår og til hvem man kommuniker ved at inddrage situationsbestemte faktorer. Den adskiller sig ved at være både afsender- og modtagerorienteret og inddrager afsenders omdømme og image. Her er der tale om symmetrisk krisekommunikation. Krisekommunikation ses som kontingent, der findes ikke en rigtig måde at krisekommunikere på, kommunikationen skal tilpasses konteksten. Som repræsentant for denne tradition finder vi Coombs (Frandsen & Johansen, 2017:93).

Feltet krisekommunikation er i disse år i yderligere udvikling henimod, hvad Frandsen og Johansen betegner det komplekse brede perspektiv, hvor man blandt andet ikke anser en krise for at kunne

17 afgrænses til bestemte faser, og hvor tilgangen til krisekommunikationen derfor er, at den må tilpasses specifikt til organisationen og krisetypen (Frandsen & Johansen, 2014:311).

Med hensyn til at anlægge et bestemt kommunikationsperspektiv på vores case står vi i et dilemma. På den ene side ønsker vi specifikt at undersøge den sproglige håndtering af ansvar i det retoriske respons, politikere giver som svar på et angreb under en krise. Det betinger et simpelt krisekommunikationsperspektiv med en asymmetrisk kommunikationstilgang. På den anden side står vi med en yderst kompleks case, der ydermere blot er en af ingredienserne i, hvad vi har kaldt SKATs krisecocktail. Vi har også argumenteret for, at både SKATs omdømme og legitimitet er under angreb, således at det bl.a. kan være af afgørende betydning for især den siddende skatteminister at kende og mindske styrken af skatteborgernes negative attributioner om SKAT. Det er med andre ord svært at forestille sig, at krisehistorien, stakeholdernes krisekommunikation, herunder mediernes, ikke vil få indflydelse på ministrenes sproglige ansvarshåndtering. Det kræver muligvis et bredt, muligvis endda et komplekst bredt krisekommunikationsperspektiv at forklare nogle af de mønstre, der viser sig i den sproglige analyse.

8.2. Kriseresponsstrategier I krisekommunikation indgår et forsvar eller et respons på det, som organisationens bliver angrebet for. Dette respons skal beskytte eller genoprette ens eget eller organisationens omdømme. De to mest anvendte krisekommunikationsstrategier er udarbejdet af Benoit og Coombs, og begge teorier beskriver, hvordan en virksomhed strategisk kan kommunikere under krise.

Da vi anlægger et smalt krisekommunikationsperspektiv på casen, idet vi udelukkende beskæftiger os med afsenderens kriserespons om ansvar, finder vi det oplagt at vælge Benoit Image Repair Theory (1995) som en del af vores analysemodel, selv om hans model er kritiseret for at virke statisk.

Men vi også finder Coombs teori Situational Crisis Communication Theory (SCCT) (1995) interessant, fordi den tager højde for den situationelle kontekst. Da vi står med en kompleks krise i vores case, finder vi det relevant at undersøge, hvordan hans teori kan bidrage til analysen. Vi vil derfor belyse de to kriseresponsteorier nærmere i de følgende afsnit.

18

8.3. Image Repair Theory (IRT) Benoit udviklede sin teori om imagegenoprettelse, Image Repair Strategy (IRT), på baggrund af studier af amerikanske præsidenters og virksomheders brug af retorik under kriser. Teorien omhandler, hvordan en organisation kan forsvare sig verbalt, når omdømmet er truet, og målet er at bevare eller genoprette omdømme (Fra Frandsen & Johansen, 2007:202).

Krisen eller angrebet opstår på grund af en uønsket begivenhed, og består, ifølge Benoit, af to komponenter; 1) ”the accused is held responsible for an action” og 2) “that act is considered offensive”(2015:20).

Teorien bygger på to grundlæggende antagelser, at kommunikation er en målrettet aktivitet, og at et væsentligt mål for kommunikationen er at bevare et godt omdømme (Fra Frandsen & Johansen, 2007:205). IRT fokuserer udelukkende på ”message options”: hvad kan afsender sige under et sådan angreb på omdømmet. Benoit beskæftiger sig altså ikke med krisen som en situation, eller med krisens faser.

Frandsen og Johansen beskriver Benoits håndtering af et angreb på omdømmet således; et angreb på omdømmet medfører, at der skal gives et respons og til det formål anvendes en genoprettelsesstrategi. En strategi skal forstås som en effekt af det respons, man giver. Har strategien en positiv effekt, vil omdømmet være genoprettet (Frandsen & Johansen, 2007:206). Benoit antager således, at det er muligt at vende tilbage til situationen før krisen.

Til håndtering af angreb har Benoit udviklet fem overordnede responsstrategier; Strategierne 1) benægtelse og 2) unddragelse af ansvar har til formål at afvise stakeholdernes perception af organisationens ansvar. Strategierne 3) reduktion af hændelsens omfang og 4) korrigerende handling har til formål at reducere stakeholderne harme over det, som de opfatter organisationen er ansvarlig for. Ved den sidste strategi, 5) bøn om tilgivelse, er formålet at undskylde for den handling, stakeholderne har fundet krænkende (Frandsen & Johansen, 2017:98).

Benoit supplerer hvert respons med caseeksempler i sin bog (2015). I nedenstående tabel ses responsstrategierne, og for de tre første strategier ses også deres varianter/understrategier. Af tabellen ses også progressionen i mængden af ansvar, man tager på sig; fra komplet benægtelse til delvis og dernæst fuld erkendelse af ansvaret med efterfølgende undskyldning. Benoit giver ud over caseeksempler ikke nogen konkret anvisning på, hvilken strategi man bør vælge. Her er en oversigt over Benoits typologi (bearbejdet efter Frandsen & Johansen, 2007:207-208): Tabel 1. Benoits typologi af Image Repair Strategies (2015)

19

RESPONS VARIANT EKSEMPEL BENÆGTELSE Benægter, at begivenheden SIMPEL BENÆGTELSE har fundet sted Flytter ansvaret over på andre FLYTNING AF SKYLD eller noget andet UNDDRAGELSE AF ANSVAR Blev provokeret og handlede PROVOKATION derfor, som man gjorde Var ikke informeret OMSTØDELSE tilstrækkeligt Der var tale om et UHELD/TILFÆLDIGHED uheld/uheldige omstændigheder

GODE HENSIGTER Handlede i den bedste mening

REDUKTION AF DET Afleder ved at fremhæve AFSTIVNING STØDENDE VED noget positivt BEGIVENHEDEN Nedtoner handlingen, så det FORMINDSKELSE ikke ser så slemt ud Nedtoner handlingen ved at DIFFERENTIERING nævne, at andre har gjort noget, der var værre Handlingen forsøges overført TRANSCENDENS til en anden og positiv kontekst Søger at svække modpartens ANGRIB ANGRIBEREN beskyldninger ved at gå til modangreb Tilbyder kompensation eller KOMPENSATION erstatning KORRIGERENDE HANDLING Lover at rette op på problemet - eller at den krænkende handling ikke sker igen BØN OM TILGIVELSE Erkender sit ansvar og - undskylder

20

Vi vil anvende Benoits IRT i vores analysemodel, fordi vi finder det brede udvalg af strategier med forskellig mængder af ansvar dækkende. Vi er dog opmærksom på, at hans beskrivelse af de enkelte responsstrategier kan give visse udfordringer, da hver variant kun er beskrevet med få eksempler. Det efterlader en vis tolkningsmæssig usikkerhed. Fx er varianten flytning af skyld beskrevet med ét eksempel, hvor skylden flyttes helt over på en anden, mens variantens ordlyd i sig selv levner plads til tolkningen ”noget af skylden flyttes over på en anden/andre”. Vi vælger at anvende denne variant i begge betydninger.

Til trods for at han har hentet inspiration fra retorikken, inddrager Benoit ikke elementer fra retorikken, fx appelformerne, hvor især opbygning af etos kunne være relevant for en afsender og hans respons. Da vi er den opfattelse, at retorikken har potentiale til at bidrage yderligere til krisekommunikationen, finder vi det relevant at inddrage den sammen med Benoits IRT i analysen.

8.4. Situational Crisis Communication Theory (SCCT)

Coombs har med sin teori, Situational Crisis Communication Theory (SCCT), udviklet en teori om krisekommunikation. Med inspiration fra blandt andet attributionsteorien bygger hans teori på, at den bedste måde, en organisation i krise kan beskytte sit omdømme på, er ved at vælge den kriseresponsstrategi, der bedst matcher truslen på omdømmet (Coombs, 2012:153).

Ifølge Coombs kan man med SCCT identificere, hvordan centrale aspekter af krisesituationen påvirker stakeholdernes perceptioner af krisen og omdømmet. SCTT er ud over attributionsteorien også inspireret af to andre teorier. Den ene er relationship management, som handler om at opbygge relationer til stakeholderne. Disse relationer har betydning for omdømmet, men kan skades under en krise, hvis stakeholderne mister tilliden til organisationen. Den anden er impression management og corporate apologia-traditionen, strategier til at genoprettelse af en organisations legitimitet. Vi har tidligere berørt legitimitet i afsnittet side 14.

SCTT består af tre centrale elementer: 1) en liste med kriseresponsstrategier, 2) et framework for kategorisering af krisesituationer og 3) en model til at kunne matche en krise med den optimale responsstrategi. (Fra Frandsen og Johansen, 2017:110).

For at finde den bedste responsstrategi arbejder Coombs ud fra fire trin. Man skal for det første bestemme krisetypen, fordi den har betydning for, hvor højt kriseansvaret er. Her arbejder Coombs med tre typer:

21

1. ”Victim cluster” (offerklyngen): Her har organisationen ikke selv skabt krisen, og kriseansvaret vurderes derfor som lavt 2. ”Accidential cluster” (ulykkesklyngen): Her har organisationen uforvarende forårsaget en krise og kriseansvaret vurderes højere 3. ”Preventable cluster” (den forsætlige klynge): Her er stakeholderne overbeviste om, at organisationen med vilje har deltaget i noget forkert og der tilskrives derfor et højt kriseansvar (Fra Frandsen& Johansen, 2017:41-42).

Derefter skal man undersøge, om der er kriseintensiverende faktorer, som også har betydning for attribution af kriseansvar (krisehistorik, tidligere omdømme og krisens alvor). Ud fra dette kan man vurdere omdømmetruslen og vælge responsstrategier, der matcher denne (Fra Frandsen & Johansen, 2017:110).

Vender vi blikket mod vores case og ser på den med Coombs briller, har udbytteskandalen bragt SKAT i en ”preventable crisis”, fordi krisen kunne være undgået, hvis SKAT og Skatteministeriet have ført en bedre kontrol. Der er tale om en ren udeladelsessynd. SKATs krisehistorik og tilkomne intensiverende faktorer i kriseforløbet betyder, at skatteborgerne attribuerer et højt kriseansvar, og at truslen på omdømmet er højt. Det taler for at vælge en imødekommende responsstrategi.

Coombs har identificeret de mest anvendte responsstrategier hos blandt andet Benoit og har inkluderet dem i en responsstrategi, der indeholder de tre overordnede strategier: benægtelse, formindskelse og genopbygning, som alle kan suppleres med sekundære strategier, der afstiver den grundlæggende responsstrategi (Coombs, 2012,155).

22

I tabellen nedenfor ses en oversigt over hans responsstrategier:

DEFENSIVE STRATEGIER

Kriselederen konfronterer den ANGREB PÅ ANKLAGER part, som hævder, at krisen er en realitet BENÆGTELSE Kriselederen afviser, at der er BENÆGTELSE en krise Andre uden for organisationen SYNDEBUK får skylden for krisen Kriselederen søger at BORTFORKLARING minimere organisationens ansvar for krisen FORMINDSKELSE Kriselederen forsøger at RETFÆRDIGGØRELSE minimere skaden, der forbindes med krisen

IMØDEKOMMENDE STRATEGIER

Organisationen giver KOMPENSATION erstatning i form af penge eller gaver GENOPBYGNING Kriselederen proklamerer, at organisationen tager det fulde UNDSKYLDNING ansvar for krisen, og beder om tilgivelse

STRATEGIER, SOM KAN SUPPLERE ØVRIGE STRATEGIER

Organisationen gør PÅMINDELSE opmærksom på det gode, den har gjort Organisationen roser AFSTIVNING INDSMIGRING stakeholderne Organisationen forklarer, OFFERGØRELSE hvorfor den også er offer for krisen

23

8.5. Retorik

Benoits kriseresponsstrategier kan primært hjælpe os til at forstå mængden af ansvar, og hvor ansvaret flyttes hen i et respons. For at kunne uddybe den sproglige håndtering af ansvar, herunder også finde hjælp til at bestemme responstyperne, bringer vi retorikken ind som analyseredskab.

Retorikprofessor Lloyd F. Bitzer har med sin artikel ”The Rhetorical Situation” (1968) bidraget afgørende til, hvordan retorisk kommunikation kan skelnes fra anden kommunikation ved at udspringe fra en bestemt type situation, der kalder på et retorisk respons: ”… as a response to situation; in the same sense that an answer comes into existence in response to a question, or a solution in response to a problem” (1968:5). Han introducerede en funktionel retorisk tilgang, som giver situationen afgørende betydning for, hvordan det retoriske respons skal være for at overbevise. Den retoriske situation består af tre elementer: exigence, et påtrængende problem; audience, publikum; og constraints, påtrængende omstændigheder. Det påtrængende problem skal kunne afhjælpes ved hjælp af retorik. Publikum er de potentielle ’mediators of change’, der kan afhjælpe det påtrængende problem direkte eller indirekte, og constraints er forhold, som kan have indflydelse på, hvad der kan siges i situationen, det kan være alt fra tid, værdier, objekter til traditioner og begivenheder osv. (Bitzer, 1968:5-8).

Når Bitzer siger, at den retoriske situation opstår, fordi der er et påtrængende problem, der skal afhjælpes ved hjælp af retorik, ser vi det som en parallel til krisesituationen. Her kommunikerer krisekommunikatøren til stakeholdere (publikum i et retorisk perspektiv) for at løse det påtrængende problem – truslen mod omdømmet – ved hjælp af kriseresponser, altså ved at benytte retorisk overbevisende argumentation om placering af ansvar.

Retorikken bliver med dette blik et redskab til at analysere ministrenes krisekommunikation. Den hjælper os til at forstå, på hvilken måde ministrene argumenterer i forskellige retoriske situationer, hvilke appelformer de anvender i deres argumentation, og hvordan disse knytter sig til begrebet ansvar, samt hvilke stilistiske elementer de eventuelt anvender for at styrke deres argumentation. Disse greb skal hjælpe os til at forstå, hvilken betydning de tillægger begrebet ansvar.

I casen er det påtrængende problem for de tidligere ministres vedkommende skatteborgernes manglende tillid til, at de vil tage ansvar for de politiske beslutninger, de traf som ministre. For Lauritzens vedkommende er det skatteborgernes tvivl på, om han kan løse SKATs troværdighedsproblem. Kan han, vil det have en positiv afsmittende effekt på hans eget politiske omdømme, men det kan også have den modsatte effekt, at han bliver trukket ned af krisen, hvilket

24 han ikke er interesseret i. Det påtrængende problem, omdømmetruslen, tvinger dem til at søge at genskabe deres troværdighed ved at argumentere for, at de handler eller har handlet ansvarligt.

Argumentation handler om at kunne overbevise nogen om noget, og retorikkens kerne er da også persuasio, at overbevise. For at overbevise et publikum om, at man eksempelvis tager ansvar, må man argumentere sammenhængende og overbevisende.

Filosoffen Stephen Toulmin har udarbejdet en argumentationsmodel, der kan anvendes til at undersøge argumentation. Modellen består af tre obligatoriske elementer, påstand, belæg og hjemmel, der altid skal være til stede i et argument, for at modtageren accepterer det som gyldigt. Påstanden er det udsagn, synspunkt eller den holdning, afsenderen søger tilslutning til, belægget den begrundelse, afsenderen bygger påstanden på, og hjemlen det bindemiddel mellem påstand og belæg, der skaber sammenhæng mellem disse.

Modellen kan suppleres med tre elementer, styrkemarkør, gendrivelse og rygdækning. Styrkemarkøren knytter sig til påstanden og er med til at fortælle, i hvor høj grad man står inde for den, gendrivelsen det modargument, der sætter hjemlen ud af kraft, og rygdækningen et støttende argument for hjemlen, hvis den betvivles (Becker Jensen, 2012:69-72). Et eksempel på et argument:

TOULMINS ARGUMENTATIONSMODEL BELÆG PÅSTAND Da skatteindtægterne stiger år for år SKATs system til at opkræve skat er rigtig godt HJEMMEL (Eftersom) SKAT har et velfungerende inddrivelsessystem

RYGDÆKNING GENDRIVELSE STYRKEMARKØR Ifølge opgørelsen over skatteindtægter Men SKATs system til Rigtig i statens regnskab har SKAT en at inddrive skattegæld inddrivelsesprocent på 91 fungerer ikke

Toulmins model anvendes ofte i videnskabelig argumentation, fordi den er overskuelig, praksisorientereret og repræsenterer et syn på argumentation som kontekstafhængig. Af disse grunde finder vi modellen relevant at anvende i analysen til at kunne få betydninger og forståelser frem, der ikke bliver synlige ved den indledende fortolkning af valg af responsstrategier. Argumentationsmodellen er sammen med de klassiske appelformer praktiske redskaber til at

25 analysere argumentation. Aristoteles beskrev for mere end 2.000 år siden de tre appelformer logos, patos og etos: Logos handler om at finde overbevisende argumenter baseret på logik og fakta. Patos drejer sig om at vække følelser hos publikum for at overbevise dem. Mens etos handler om, hvordan man skal fremstille sig selv for at overbevise sit publikum (Gabrielsen & Christiansen, 2010:18-19).

Særlig etosappellen er vigtig for politikere, når de taler i offentligheden, fordi den er med at til at skabe troværdighed og styrke deres omdømme. Man kan sammenligne det med en konto i banken, hvor man kan sætte ind, og hvor der kan blive trukket fra alt efter, hvor godt man har performet (Kromanne, 2001:19). Derfor er de særlig relevante for vores analyse.

Appellerne kan være direkte eller indirekte (Gabrielsen & Christiansen, 2010:112-15). Man kan sige noget konkret og direkte om sin person, fx at man har været minister i lang tid eller skatteordfører = man fremstår vidende og troværdig. Eller man kan indirekte antyde sine interesser ved at personalisere talens eksempler eller nævne fakta, der viser, at man ved, hvad man taler om = man fremstår troværdig. Men det er ikke enkelt at opbygge etos, for den afgøres af publikummets perception af taleren og afhænger bl.a. af dets forhåndskendskab til vedkommende (Gabrielsen & Christiansen, 2010:110).

Aristoteles beskrev tre etosdyder eller karakteregenskaber, der kan styrke talerens etos: phronesis (klogskab og praktisk fornuft), arete (dydig og sympatisk), og eunoia (velvilje). Det betyder at, man kan opbygge etos ved at fremstå vidende om sit emne (phronesis), ved at bruge argumenter, der viser, at ens motiver og værdier er acceptable (arete) og ved at vise, at man forstår sit publikum (eunoia) (Gabrielsen & Christiansen, 2010:116-23).

Appelformerne er centrale i vores analysemodel, hvor vi vil se på, hvordan de knytter sig til de anvendte responsstrategier, og om bestemte appeller knytter sig til bestemte responser, og hvilke appeller der anvendes, når man tager ansvar på sig eller fraskriver sig det.

I det omfang vi finder stiltræk, som kan bidrage til yderligere forståelser i analysen, vil vi inddrage disse. Det kan fx være brugen af metaforer, som ofte anvendes i politisk retorik, fordi politikere med et godt billede på noget, der er svært at kommunikere, kan nå ud til flere borgere. Desuden kan anvendelse af metaforer skabe stemninger og forestillinger hos modtageren, som ellers ville have krævet mange ord for at nå samme effekt (Kromanne, 2001:171). Metaforer kan også ses i forlængelse af etosappellen.

26

9. Metode

Vi har nu belyst teorien, som vi har fundet relevant til at belyse problemformuleringen, og redegjort for de elementer, som skal indgå i vores analysemodel. Vi starter derfor metodeafsnittet med at beskrive analysemodellen.

Vi redegør derefter for metodiske valg, fremsøgning af empiri og fremgangsmåde i analysen.

9.1. Analysemodel Vi anvender Benoits IRT til at analysere, hvilke responsstrategier ministrene anvender. Et respons i form af et citat vil yderligere blive analyseret med Toulmins argumentationsmodel, anvendelsen af retoriske virkemidler (metaforer og andre stiltræk), i det omfang det er relevant for problemstillingen. Et respons vil desuden blive belyst ud fra anvendelsen af appelformer.

Betydningen, ministrene tillægger ansvaret, som vi forstår som, hvordan de tager ansvaret på sig, bestemmes ud fra, hvilke responsstrategier der er anvendt, i kombination med den retoriske argumentation. Vi ser bl.a. på, hvordan de omtaler ansvar, om der fx er tale om organisatorisk ansvar, eller om der tales om ministeransvaret, som kan være formelt eller reelt, ligesom vi ser på, om der tales om ansvar for noget fortidigt, nutidigt eller fremtidigt.

ANSVAR, CITAT RESPONSSTRATEGI RETORIK HÅNDTERING OG BETYDNING

9.2. Valg af empiri Fælles for valget af empiri er, at der i materialet indgår personer, som kan stille Lauritzen og tidligere skatteministre spørgsmål om ansvar på vegne af befolkningen: folkevalgte politikere i Folketingets Skatteudvalg og journalister på landsdækkende medier. Valget af empirien er derudover pragmatisk, da det var det, der var offentligt tilgængeligt.

Det tekstkorpus, vi foretager en tekstanalyse af, består af udtalelser om ansvar fra de ni ministre i landsdækkende medier og webkilder i perioden 25. august 2015 – 20. februar 2018 og fra Lauritzen under et af tre åbne samråd i Folketingets Skatteudvalg om udbyttesagen.

27

Da Lauritzen har det nuværende ministeransvar, fylder hans udtalelser mest i medierne, ligesom det kun er ham, der udtaler sig under samrådene, da ingen af de tidligere ministre er medlemmer af Skatteudvalget. Vi er klar over, at dette gør empirien lidt unison.

Vi foretog en indledende research af, hvad ministrene havde sagt om ansvar i udbyttesagen i nyhedsartikler, Rigsrevisionens beretning og spørgsmål fra Folketinget. Den viste, at flere af dem havde udtalt sig i flere omgange og i varierende grad i nyhedsartikler i landsdækkende og lokale medier og webkilder, og at der var tale om tre åbne samråd om sagen. Lokale medier valgte vi senere fra, da de ofte blot viderebragte nyhederne fra landsdækkende medier eller Ritzau.

På baggrund af researchen fremsøgte vi de medieartikler, hvor ministrene udtalte sig om ansvar i udbyttesagen og dannede et tekstkorpus ud fra disse samt de tre nævnte samråd. I det næste afsnit beskriver vi, hvordan vi fremsøgte artiklerne, og hvad vi gjorde med dem. Derefter følger et afsnit om tilvejebringelsen af empirien fra de åbne samråd.

9.3. Nyhedsartikler Den 10. april 2018 søgte vi i Infomedias database efter nyhedsartikler. Infomedia overvåger nyheder fra landsdækkende, regionale og lokale medier og webkilder, fagblade, nyhedsbureauer m.m.

Søgningerne blev foretaget som bloksøgninger (tematiske rækker af ord = blokke) (library.au.dk/forskere/systematisklitteratursoegning) - bygget op om en række kernebegreber og underbegreber kombineret med fraser med ministrenes navne. Ved kernebegreberne anvendte vi trunkering for at hæve antallet af artikler (Rasmussen, Remvig & Wien, 2017:152-167). Vi konstruerede én blok samt tre kontrolblokke, hvor tre af de tidligere ministres navne indgik separat, så vi kunne kontrollere, at vi ikke overså eventuelle artikler. Vi benyttede disse generelle søgekriterier for bloksøgningerne på infomedia.dk:

 Perioden 24. august 2015, dagen før skandalen starter, til 20. februar 2018  Medietyperne landsdækkende medier og webkilder  Artikellængde mellemlang og lang

Fra den indledende research havde vi et overblik over, hvilke ord/begreber journalisterne brugte, bl.a. i artiklernes rubrikker og underrubrikker. Ud fra disse erfaringer opstillede vi denne liste med søgeord: skandale/svindel/sag*/skat*/udbytte*/minist*/skatteminist*/troels lund poulsen/benny engelbrecht/thor möger Poulsen/holger k/kristian jensen/karsten lauritzen/jonas dahl/peter christensen/morten østergaard/udtale*/interview*/svar*/sige*/ansvar

28

Søgeordene blev grupperet i tematiske fraser for at øge kombinationsmulighederne. Erfaringer fra den indledende research blev anvendt til blandt andet at gruppere søgeord i rubrik og underrubrik og filtrere artikler fra, der ikke handlede om udbytteskandalen. Her kombinerede vi ordene: skandale, svindel, sag, udbytte og skat – alle med trunkering for at øge træfsikkerheden. Den endelige blok så således ud:

[heading,subheading]:((skandale* OR svind*) AND (sag* OR udbytte* OR skat*)) AND ((minist* OR skatteminist* OR ”troels lund poulsen” OR ”benny engelbrecht” OR ”thor möger” OR ”holger k” OR ”kristian jensen” OR ”karsten lauritzen” OR ”jonas dahl” OR ”peter christensen” OR ”morten østergaard”) AND (udtale* OR interview* OR svar* OR sige* OR ansvar*))

De tre kontrolblokke var identiske med ovenstående blok, bortset fra at de kun indeholdt ét ministernavn ad gangen. Søgningen på blokken gav et foreløbigt tekstkorpus på i alt 578 artikler, som vi derefter filtrede ud fra disse kriterier:

 en eller flere af de ni ministre er citeret i direkte citat om ansvar  en eller flere af de ni ministre er citeret indirekte om ansvar  en eller flere ministre svarer ikke på forespørgsel om ansvar  en eller flere ministre udtaler sig om ansvar eller fraser og begreber, der er beslægtet med ansvar, fx begreberne konsekvens, undersøgelse, problem, løfte, forpligtelse, tilsagn

Derefter filtrerede vi dubletter fra, det vil sige artikler med samme indhold/samme citater. Efter filtreringen stod vi med 40 af de 578 fremsøgte artikler, der opfyldte filtreringskriterierne.

Ved gennemlæsning af de 40 artikler viste det sig, at udtalelser om ansvar grupperede sig om nogle begivenheder, der havde startet eller genstartet debatten om ansvar i udbyttesagen. De var 1) krisens start, 2) Statsrevisorernes kritik af SKAT og Skatteministeriets kontrol af udbytterefusion, 3) stigningen i svindelbeløbet med 3,2 mia. kr., og 4) vedtagelse af en skattekommission og omorganisering af SKAT.

Citater, der opfyldte filtreringskriterierne, lagde vi i citatskemaer – ét skema for hver ovennævnte begivenhed for henholdsvis Lauritzen og øvrige ministre. Det gav i alt 6 citatskemaer (se bilag 3-8, citatskemaer). Citaterne gennemgik vi derefter for at lave den første vurdering af, hvilket kriserespons, der var tale om, ud fra Benoits responsstrategi. Derefter filtrerede vi enslydende citater fra og udvalgte de citater, vi ville inddrage i analysen. Citatskemaerne, som rummer analysemodellens forskellige elementer, er ikke opdateret systematisk med analysenoter, da vi ret hurtigt opdagede, at det var enklere for os at arbejde direkte i afhandlingen med disse.

29

En præcis beskrivelse af de dele af korpusset, der indgår i analysen under hvilke begivenheder, har vi flyttet til indledningen til analysen, selv om det er en metodebeskrivelse. Med den placering håber vi, at strukturen for opbygningen af analysen er klar.

9.4. Åbne samråd

Empiri fra tre åbne samråd er den anden del af vores tekstkorpus. Et åbent samråd er et udvalgsmøde i Folketinget, hvor ministeren indkaldes for at redegøre for en sag. Samrådet indledes med en ministertale, og derefter besvarer ministeren spørgsmål fra udvalget til sagen. Åbne samråd er offentligt tilgængelige og bliver tv- og videotransmitteret via Folketingets tv-kanal og hjemmeside.

Disse tre åbne samråd indgår i tekstkorpusset:

 Åbent samråd den 7. april 2016 om Statsrevisorernes kritik (Folketingets Skatteudvalg, 2016a)  Åbent samråd den 15. juni 2016 om kritikken af SKAT og fritstillelse af medarbejdere (Folketingets Skatteudvalg, 2016b)  Åbent samråd den 8. september 2016 om, at svindlen er steget med 3,2 mia. kr. (Folketingets Skatteudvalg, 2016c)

Samrådene har vi transskriberet ordret og i fuld længde for at skabe bedst muligt overblik over materialet og kende den sproglige kontekst, udtalelserne falder i. Transskriberingerne er lyttet igennem og har fået linjenumre (bilag 9, Samråd 1; bilag 10, Samråd 2; bilag 11, Samråd 3).

Notation af pauser, øh’er, gestik, sætningstilløb, afbrydelser eller talen i munden på hinanden osv. er udeladt, da vi ikke foretager en detaljeret konversationsanalyse, men kun ser på Lauritzens sproglige håndtering af ansvar. Desuden er der mulighed for at gense videofilerne ved tvivl. Transskribering af talt sprog til tekst er en fortolkning, og fravalget af bl.a. gestik betyder, at forstærkninger af det sagte ved hjælp af øjenbevægelser og kropssprog ikke indgår i analysen (Kvale & Brinkmann, 2015:236).

Vi har anvendt tegnsætning, herunder grammatisk komma, da tegnsætningen, selv om den er en fortolkning, hjælper os til at se sammenhængende meningsfuldheder. Teksten er redigeret let de steder, hvor taleren benyttede sig af ikke færdiggjorte tilløb, eller hvor vedkommende fór vild i en sætning.

Filtreringen af, hvilke udtalelser der indgår i tekstanalysen, er sket ud fra samme kriterier, som filtreringen af udtalelser fra nyhedsartiklerne, ligesom metoden til at udvælge citater til analysen er den samme. Den endelige udvælgelse beskrives nærmere i indledningen til analysen. Filtreringen betød, at vi anvender empiri fra samråd 1.

30

9.5. Metodekritik Vi kan ikke være sikre på, at vi har fundet samtlige artikler, hvor de ni ministre udtaler sig om ansvar i forbindelse med casen. Men vi har skønnet, at vi har fundet tilstrækkeligt til, at en analyse af den fremsøgte empiri kan bidrage til at belyse vores problemstilling.

Vi anvender en fast model for responsstrategier (Benoits IRT). Det giver flere udfordringer, fordi modellens varianter er sparsomt beskrevne, og teorien er ikke så nuanceret, hvilket kan give en vis usikkerhed i tolkningerne. Det tager vi højde for i analysen ved at gøre opmærksom på det, hvis vi oplever usikkerhed i bestemmelsen af en strategi eller variant. At arbejde med en fast model kan desuden betyde, at vi stirrer os blinde på den og overser vigtige betydninger i tekstkorpusset, der ikke ligger inden for dens rammer. Vi tager højde for dette ved under analysearbejdet at lægge en åben kategori ind i IRT-en: eventuelt ny responsstrategi eller variant. På den måde holder vi fokus på, at modellen muligvis ikke er fuldt dækkende.

Vi udvælger citater fra tekstkorpus. At tage citater ud af deres sammenhæng er i sig selv en tolkning. Vi træffer et valg på vegne af læseren. Andre ville foretage andre tolkninger og valg. Vi tager højde for, at der kan findes andre fortolkninger end dem, vi analyserer os frem til, ved at træffe forsigtige konklusioner på vores analytiske fund.

I forbindelse med argumentanalyser af citater vil der optræde implicitte påstande, belæg eller hjemler. Vi må her stole på vores egen grundighed og kendskabet til konteksten, når vi tolker det implicitte frem, men er også her klar over, at andre ville kunne tolke anderledes.

10. Analyse

I dette afsnit analyserer vi udvalgte citater fra vort tekstkorpus ud fra den beskrevne analysemodel, som bygger på Benoits Image Repair Theory samt retorik for at besvare vores problemformulering. Analysen er bygget op om tre begivenheder og består af tre delanalyser.

Den første begivenhed er krisens start august til november 2015. Krisen skaber en del mediedebat med Lauritzen og flere af de tidligere skatteministre. Vi analyserer under overskrifterne ”Delanalyse 1 a: Krisen starter” mediecitater af Lauritzen og under ”Delanalyse 1 b: Krisen starter” mediecitater af øvrige ministre.

Under overskriften ”Delanalyse 2 a: Statsrevisorernes kritik” analyserer vi Lauritzens mediecitater og under overskriften ”Delanalyse 2b: Statsrevisorernes kritik” citater fra hans første åbne samråd om sagen. Begivenheden, der er rammen om disse udtalelser, er Statsrevisorernes kritik af SKAT og

31

Skatteministeriets manglende kontrol af udbytteområdet. Ingen af de øvrige ministre bliver spurgt til ansvar i medierne i denne periode.

Den tredje begivenhed starter med beslutningen i 2017 om at nedsætte en skattekommission. Medierne spørger derfor endnu engang alle ministrene til deres ansvar, her ikke kun for udbyttesagen, andre SKAT-skandaler indgår også i artiklerne i dette forløb. Vedtagelsen af skattekommissionen lægger et anderledes pres på de tidligere ministre end ved krisens start i 2015. Under overskriften ”Delanalyse 3: Skattekommission” analyserer vi udvalgte citater fra tidligere ministre.

10.1. Læsevejledning Når vi analyserer argumentation fra citaterne, anvender vi forkortelserne P for påstand, B for belæg og H for hjemmel. De dele af argumentationen, vi selv slutter os til, står i skarp parentes [indsat].

Vi anvender begrebet respons for responsstrategier i Benoits IRT, også for varianterne, af hensyn til læsevenligheden. Vi kalder hans liste over responsstrategier for responstypologi eller blot typologi her i analysen, igen af hensyn til læsevenligheden. Responserne står i kursiv for at lette læsningen. Nogle steder udelades ordet respons også og kun navnet på responset beskrives – i kursiv. Et eksempel: Ministerens brug af responset korrigerende handling er interessant/Ministerens brug af korrigerende handling er interessant.

De artikler, vi citerer fra i analysen, er opført i referencelisten under overskriften ”Artikler vedrørende tekstkorpus”. De anvendte citater er gengivet, som de står i artiklerne, det vil sige med stavefejl, udeladte ord osv.

10.2. Delanalyse 1 a: Krisen starter

Citaterne i denne delanalyse, ”Krisen starter”, stammer fra et korpus på 25 citater af Lauritzen fra den 26. august – 16. november 2015, hvor SKAT anmelder svindel for 6,2 mia. kr. og udbyttekrisen starter. I samme periode følger andre begivenheder, SKAT hjemsender mellemledere, Lauritzen fremlægger oplægget ”SKAT ud af krisen”, en britisk finansmand sigtes for svindlen, og Skatteministeriet anmelder svindel for yderligere 2,9 mia. kr. Ministrene lander altså i Coombs under krise-fasen og presses fra forskellige sider til at forklare deres rolle i sagen.

I de 25 udtalelser er det overvejende to responser, ministeren benytter; benægtelsesresponset flytning af skyld anvender han seks gange, og det gør han også med responset korrigerende handling, hvilket må siges at være et markant valg. Disse forholder sig til ansvar for krænkelsen på meget forskellig vis; fralæggelse af skyldsspørgsmålet og velvilje til at forebygge, at det sker igen.

32

Vi analyserer først de seks eksempler på flytning af skyld. Et godt eksempel på, hvordan ministeren flytter ansvaret er her, hvor han fortæller, at det er SKAT som organisation, der har ansvar for det, der foregår i SKAT, og friholder minister og departementschef: ”Jeg har ikke noget at udsætte på Skatteministeriets medarbejdere i denne her sag. Ansvaret for, hvad der er foregår i Skat i forhold til opfølgning på interne revisionsrapporter, ifalder hverken minister eller departementschef, men altså Skat ” (Hall & Nyholm, 2015).

Et andet eksempel, hvor han også inddrager det organisatoriske ansvar, er i dette citat, hvor han holder hånden over sin skattedirektør, samtidig med at han flytter ansvaret til et underliggende niveau i SKAT. Lauritzen har forud for citatet svaret nej på spørgsmålet, om Skats direktør er personlig ansvarlig, men derefter siger han: ”Selvfølgelig har Jesper Rønnow et ansvar, men på de her to konkrete sager [EFI og svindlen med udbytteskat] er der et konkret ansvar, som ligger længere nede i organisationen” (Christensen, 2015).

Dette svar er interessant, fordi det indeholder en flertydighed. Lauritzen kommer i dette citat med tre forskellige bud på, hvem der har ansvaret: Først siger han, at Rønnow ikke har et ledelsesmæssigt ansvar, så korrigerer han derefter sig selv ved at sige, at det har han så alligevel. Dernæst søger han at placere ansvaret på et andet organisatorisk niveau under Rønnow.

Et eksempel på, at Lauritzen bringer et personligt perspektiv på ansvaret i spil er i dette citat, hvor han antyder at være i en form for offerrolle, fordi han har overtaget en stor regning fra tidligere skatteministre: ”Det er en rigtig træls sag for nu at sige det på nordjysk. Som ny skatteminister har jeg arvet en regning, og i dette tilfælde er regningen meget stor (Ishøy & Kronberg, 2015) ”.

Offerrollen former han med markørerne ”træls”, ”ny”, ”arvet” og ”stor regning”. Responsen er flytning af skyld, og han flytter ansvaret ved at forklare, hvordan det er flyttet hen på ham selv = ansvaret er egentlig ikke mit, jeg har bare arvet det. Han benytter logos her, hvor han flytter ansvaret væk fra sig selv = andre har foretaget den krænkende handling og bærer ansvaret, men nu er det hos mig, fordi jeg er blevet minister. Ministeren forklarer, at det er en ”rigtig træls sag” og nævner, hvor han stammer fra. Selv om træls anvendes i hele landet, har det stærke rødder i det jyske. Etosappellen (arete) vil i hvert fald blive forstået i ministerens valgkreds i Hjørring.

De seks citater, hvor ministeren flytter skyld, stammer alle fra den første måned efter krisens start. Det interessante er, at Lauritzen over så kort en periode pålægger ansvaret SKAT, tidligere skatteministre, SKATs direktør Rønnow, et ikke nærmere organisatorisk niveau i SKAT og sig selv. Det er uklart, hvilke sager han taler om ansvaret for – ansvaret for udbyttesagen eller alle SKATs sager?

33

Det, at han udpeger flere ansvarlige, ser vi som udtryk for, at han her anskuer ansvaret objektivt, som en abe, han kan flytte rundt med.

Ministerens brug af korrigerende handling er interessant i et politisk perspektiv, fordi strategien gør det muligt for ham at demonstrere politisk handlekraft. I dette citat fortæller han om en korrigerende handling, han har besluttet, han viser, at han handler reaktivt ved at lancere planer for at opdage svindel fremover:

Der er for få personer, der kigger på de her refusioner. Og vi laver en task force for at få bedre overvågning og kontrol. Vi skal foran de kriminelle. Og derfor opretter vi en antisvindel-enhed, som skal kunne arbejde på tværs af landegrænser. (Andersen, 2015)

Ministerens budskab her er, at han gerne vil tage et fremtidigt ansvar for SKAT. Det interessante er sætningen ”vi skal være foran”, der kan tolkes som ”vi skal være klogere end svindlerne, og vi skal nok fange dem med overvågning og kontrol”. Ved at appellere til logos og tale om overvågning og kontrol, som ofte frames som forebyggende elementer, får han styrket sin mulighed for at overbevise publikum om sin handlekraft og virkningsfulde løsninger. Man kan også se den korrigerende handling ud fra perspektivet, at han udøve damage control, lærer af krisen og forsøger at forebygge, at den sker igen, en handling, som i Coombs fasemodel hører hjemme i efter krise- fasen.

Et andet eksempel på et citat med en korrigerende handling, er dette, hvor han bliver spurgt om, hvor stor hans tålmodighed er med SKAT:

… Jeg har det sådan som menneske og politiker, at vi tager sagerne ad gangen. Det vigtigste for mig nu er at få håndteret de her sager, få fundet ud af, hvem der er ansvarlig, få placeret et ansvar og peget på nogle løsninger. Det vil også være den måde, jeg vil håndtere de fremtidige skandaler og problemsager, der kommer i Skat ... (Høberg & Kehelt, 2015)

Her fortæller han i brede termer, hvordan han vil rette op på problemet i SKAT i kronologisk rækkefølge ved hjælp af en fin tretrinsraket: først, dernæst og til sidst, der understøtter den logosprægede argumentationskæde. Han forholder sig til det fremtidige ansvar, er igen optaget af at pege på løsninger og får også her formidlet, at han vil leve op til sit ministeransvar ved at løfte det med konkrete handlinger i fremtiden. Han formidler desuden, at ansvaret skal placeres, men ikke hos ham.

Med sætningen ”jeg har det sådan som menneske og politiker” bruger han en direkte etosappel (arete) til at understøtte sin troværdighed = jeg kan håndtere skandaler nu og i fremtiden. Etosappellen benytter han også i det følgende citat, som også er en korrigerende handling:

34

Men når der svindles for så store beløb, så spørger man selvfølgelig sig selv: Hvordan kunne det ske? Og kunne det være undgået? Det skal vi selvfølgelig have undersøgt til bunds … Desuden skal det undersøges, hvad der skal gøres, for at styrke kontrollen på området fremadrettet. (Ritzau, 2015)

Her anvender han igen etosappel (eunoia), når han identificerer sig med læserne og stiller de retoriske spørgsmål, mange skatteborgere har stillet sig selv, hvilket de tidligere nævnte meningsmålinger viste. Han viser, at han kender til attributionsmekanismen, at skatteborgere tilskriver kriseansvar ud fra netop disse spørgsmål, og forsøger her at gribe disse attributioner. Den korrigerende handling består i en tilbundsgående undersøgelse. Her bruger han en metafor for grundighed og dybde, som hjælper ham til at formidle budskabet om, at han er en ansvarlig og dygtig minister.

Den korrigerende handling går hånd i hånd med en nyudnævnt skatteminister, der har behov for at frame sig i offentligheden som en, der magter sine opgaver. Han anvender logosappel til at demonstrere sin handlekraft, og at han træffer beslutninger på et oplyst grundlag. Det gør han også i dette citat:

Undersøgelsen er færdig til efteråret, og den vil danne baggrund for de politiske beslutninger, jeg vil træffe. Et eller andet sted handler det om at rive plastret af. De problemer, der kan løses, de skal løses, og de problemer, der ikke kan løses, dem må man hurtigst muligt acceptere og så komme videre. (Ishøy & Kronberg, 2015)

Metaforen med plasteret gør nærmest ondt og er et billede på, at når plastret er hevet af, så kan SKAT kan komme videre, men også et billede på, at ministeren ikke er håndsky, han ved, hvad der kræves for at løfte sit ansvar, og han tør løfte det/trække plasteret af i en fart (pronesis).

Argument: P: Der bliver færre problemer i SKAT B: Da problemer, der kan løses, skal løses [og vil blive løst] H: [eftersom jeg hiver plastret af og får løst problemerne hurtigt og effektivt]

Endelig er der et eksempel på et citat, hvor begge responser, flytning af skyld og korrigerende handling, er anvendt:

Der ligger nu en stor uforløst opgave, som en række af de røde skatteministre ikke har kunnet løse, og som også har eksisteret under den tidligere borgerlige regering. Min opgave er ikke at påtage mig ansvaret for, hvad tidligere skatteministre har gjort, men finde en løsning fremadrettet, der er skånsom for skatteborgerne som overhovedet muligt. ” (Ishøy & Kronberg, 2015)

35

Først anvender han flytning af skyld, idet han fralægger sig ansvaret for, hvad de tidligere ministre har gjort i deres ministertid. Dermed siger han, at de har ansvar for den periode, hvor de var ministre:

Argument: P: Jeg har ikke ansvaret for fortidens problemer i SKAT B: [da de tidligere skatteministre har ansvar for SKAT i deres ministerperiode = fortiden] H: [eftersom en skatteminister er ansvarlig for den periode, han er minister]

Den korrigerende handling består i, at han er optaget af at finde en fremtidig løsning, men endnu ikke har en færdig plan klar, så han køber sig muligvis lidt tid med sætningen ” finde en løsning fremadrettet”, eftersom han kun har været minister et par måneder. Igen benytter han etosappel (eunoia), når han påtager sig ansvar for så ”skånsomme løsninger som muligt for skatteborgerne” = jeg er der for jer, jeg kender jeres behov, og jeg tager ansvar på jeres vegne for at rydde op.

Ministeren laver en interessant skelnen, når han flytter ansvar ved at sige: ”… som en række af de røde skatteministre ikke har kunnet løse, og som også har eksisteret under den tidligere borgerlige regering”. Han sætter næsten navn på ”rækken af røde ministre”, når han placerer ansvaret hos dem. Da han når til egne blå rækker, konverterer han ”ministre” til ” den borgerlige regering”. Det kunne tolkes som en måde at løse et vanskeligt dilemma på: Hvis de røde skatteministre har et ansvar, så har de blå det også – og hvis jeg ikke nævner det, fremstår jeg utroværdig (= uansvarlig), men hvis jeg nævner dem direkte, kan det medføre problemer i baglandet. Hans løsning er elegant, for hvem kan huske på stående fod, hvilken borgerlig regering der var tale om, og hvad de ministre hed?

Lauritzen anvender også afstivning, som handler om at reducere det stødende ved begivenheden, her hvor han taler om at sikre sig mod potentielle svindlere: ”Når der er tale om så organiseret og professionel kriminalitet, som angiveligt er tilfældet her, så kan det være svært at gardere sig imod. ” (Ritzau, 2015)

Argument: P: Det er svært at gardere sig mod svindel B: da kriminelle er så dygtige og organiserede H: [eftersom svindlerne er lykkedes med at snuppe 6,2 mia. kr. uden at vi opdagede det]

Budskabet kan virke lidt kontroversielt: de kriminelle er dygtigere end SKAT, så ligegyldig hvad SKAT gør, kan de finde mulighed for at svindle. Ligesom det er i modstrid med hans tidligere forsikring om, at han lukker for svindel med sin nye antisvindelenhed. Vi kan ikke afgøre, om han her forsøger at

36 undskylde SKAT, hvilket kan forstås som en form for intern krisekommunikation, eller taler om sit fremtidige ministeransvar og skriver et lille forbehold ind i fortællingen: Jeg kan ikke tage ansvar for, at der ikke svindles igen.

Tre gange i dette tema anvender ministeren et respons, der ikke passer ind i Benoits typologi. Et eksempel:

Der er et bredt politisk ansvar for det morads, der har været i Skat. Jeg tager mit ansvar, og det er min opfattelse, at de partier, der har haft skatteministerposten tager deres ansvar. (Høberg & Kehlet, 2015)

Her gør Lauritzen indrømmelsen, at der er tale om et bredt politisk ansvar; han tager sin del og forventer, at de tidligere skatteministre gør det samme. Indrømmelsen efterfølges ikke af en undskyldning og kan derfor ikke placeres under Benoits respons bøn om tilgivelse, som er det respons, der umiddelbart ligner mest.

Og endelig er der citatet, hvor han taler udenom: ” … Jeg tager ansvarsdiskussionen, når jeg har et oplyst grundlag at gøre det på” (Hall, Kongskov & Nyholm, 2015). Han får på en og samme gang sagt, at han er en ansvarlig minister, når han henviser til, at han kun udtaler sig på et ”oplyst grundlag” (logos), og sparket et konkret svar til hjørne. Strategien med at svare udenom kan vi ikke umiddelbart placere i Benoits typologi.

Dette respons ligger også uden for Benoits typologi: ”Skats styring har ikke været god nok. Ressourcerne er blevet skåret for meget. Og der er for få medarbejdere. Der er mange dygtige folk i Skat, men vi mangler specifikke kompetencer og det skal vi have rådet bod på” (Andersen, 2015). Her indrømmer Lauritzen, at årsagen til SKATs problemer er, at de mangler kvalificerede medarbejdere. Der ligger også en lille korrigerende handling gemt i sætningen ”og det skal vi have rådet bod på”.

10.3. Delkonklusion 1 a: Krisen starter Lauritzen benytter primært to responser: flytning af skyld og korrigerende handling, desuden også afstivning samt et respons, der ikke findes i Benoits typologi, indrømmelse eller imødekommelse uden undskyldning. Heller ikke Coombs typologi dækker responset, hans typologi opererer også med, at der skal falde en undskyldning.

Han vælger i denne fase af case at benægte eller unddrage sig ansvar, når ansvaret er for noget fortidigt. Ansvar for noget fremtidigt og positivt tager han på sig ved hjælp af responset korrigerende

37 handling. Han fralægger sig ansvar primært ved hjælp af logosappel og påtager sig fremtidigt ansvar primært ved hjælp af etosappel, med en enkelt afvigelse, hvor han benytter logos.

Hvad angår flytning af skyld, flytter ministeren i løbet af den første måned af forløbet i delanalyse a ansvaret rundt på forskellige niveauer og personer, inklusive sig selv. Han benytter responset flytning af skyld til at gøre ansvaret til et objekt, en abe, han flytter fra den ene til den anden.

Hvad angår korrigerende handling, er han optaget af at vise, at han er en ansvarlig og handlekraftig minister. Responset bruger han til at sætte sig selv på landkortet som helt ny skatteminister. Det kan være med til at styrke SKATs omdømme og dermed også hans eget.

Hvad angår responset afstivning, er brugen af det tvetydig og tjener både som krisekommunikation til skattemedarbejderne og afstivning sig selv af ved at gøre det klart, at der kan dukke flere skandaler op, selv med Lauritzen ved roret.

Én gang taler han udenom. Dette kan vi ikke placere som et kriserespons.

10.4. Delanalyse 1 b: Krisen starter

Citaterne i denne delanalyse stammer fra et korpus på 26 udtalelser af de tidligere skatteministre, som flere medier interviewede ved krisens begyndelse. Seks af de tidligere skatteministre udtalte sig: Troels Lund Poulsen, Holger K. Nielsen, Jonas Dahl, Morten Østergaard, Thor Möger Pedersen og Benny Engelbrecht, mens Kristian Jensen, og Peter Christensen ikke reagerede på journalisternes henvendelse.

Journalisternes spørgsmål til de tidligere ministre gik hovedsagelig på, om de kendte til SKATs håndtering af refusion af udbytteskat, og om de var blevet advaret om stigningen i udbetalingerne af disse i deres ministertid. Det har vi tolket som, at der bliver spurgt til, om de har forvaltet deres reelle ministeransvar.

Ét respons skiller sig markant ud i dette tema: unddragelse af ansvar i form af variationen omstødelse, der drejer sig om, at man manglede oplysninger for at kunne afværge den kriseudløsende handling. Responset anvendes af alle seks tidligere ministre, som udtaler, at de ikke kan huske at have fået advarsler fra embedsværket om de stigende udbetalinger. Eksempelvis svarer Möger Pedersen: ”Som nævnt har jeg efter min bedste erindring ikke været orienteret om, at der skulle være problemer, og derfor har jeg heller ikke kunnet iværksætte politisk indgriben” (Nielsen, 2015).

Nielsen afviser også at have haft noget kendskab til nogen orientering (Ritzau,2015). Et lignende svar giver Lund Poulsen:

38

Jeg har ikke fået nogen advarsler om det – mig bekendt … Altså jeg kan ikke forholde mig til, hvad der er sket. Jeg ved bare, at hvis jeg havde fået at vide, at der var seks milliarder, der ikke var styr på, så havde jeg også gjort noget ved det. (Miles, Sahl & Quist, 2015)

Senere kan Nielsen dog godt huske lidt:

Den [revisions]rapport hører jeg ikke om overhovedet. Du skal tænke på, at vi på det tidspunkt var optaget af sagerne om Kasi-Jesper og kritikken af, at Skat var for hårdhændet, og jeg laver i den forbindelse en kraftig opstramning omkring Øko-krim (afdeling i Skat, red.) og andet i 2013. Det var det, som vi var optaget af på det tidspunkt. (Hall, Kongskov & Nyholm, 2015)

Nielsen har slet ikke vidst noget, siger han, og derfor har han heller ikke kunnet tage ansvar og forhindre svindlen = responset omstødelse. Men der sker også noget andet i hans argumentation:

Argument 1:

P: [SKAT var presset på ressourcer] B: da sagerne om Kasi-Jesper og kritikken af SKAT tog (de fleste] af ressourcerne i SKAT H: eftersom ressourcerne blev anvendt på få, store sager

Argument 2:

P: Der var ikke ressourcer til andre sager B: da ressourcerne blev anvendt på få store sager H: [eftersom SKAT prioriterede de store sager]

Hvis vores tolkning af argumentkæden her holder, anvender Nielsen også flytning af skyld, men flytter den ikke til andre personer elle organisationer. Skylden tillægger han i stedet de store sager i SKAT, som tager al opmærksomheden. Han afviser dermed at tale om sit ansvar for udbyttesagen, hvilket understreges af brugen af logosappel, når han siger:” Du skal tænke på at …”

En uge senere kan Nielsen dog godt huske noget om en teknisk ting, da han udtaler sig til et andet medie. Her anvender han reduktion af det stødende i variationen formindskelse, der går ud på at forklare, at den krænkende handling, som vi her forstår som hans manglende reaktion på advarslen om, at noget var galt, ikke er så slem, som det ser ud. Nielsen siger: ”Det var en lillebitte teknisk ting i november 2012, og det blev ikke nævnt, at der var et stort problem. Det blev bare nævnt, at der var et potentielt problem ” (Hall, Kongskov & Nyholm, 2015).

Her taler han ind i sit reelle ministeransvar. Han har tilsyneladende fået forelagt en sag, fortolket af embedsværket, men har ikke fundet det væsentligt at følge op på den. Det er en lille ting, der med

39 henvisning til vores redegørelse om, hvad en minister kan drages til ansvar for i relation til sit samarbejde med embedsværket, der kunne vokse og blive en akilleshæl for ham. Formindskelsen går her på, at han formindsker sit eget ansvar: Jeg vidste det, men vidste meget lidt.

Citaterne fra Möger Pedersen, Nielsen og Lund Poulsen taler også ind i et reelt (modsat et formelt) ministeransvar. De benytter omstødelse: Embedsværket har ikke advaret dem om risikoen for svindel, og derfor kan de ikke gøres ansvarlige. Lund Poulsen forklarer: ”Som nævnt har jeg efter min bedste erindring ikke været orienteret om, at der skulle være problemer, og derfor har jeg heller ikke kunnet iværksætte politisk indgriben” (Nielsen, 2015). Lund Poulsen argumenterer logospræget for, at han ikke har et ansvar, for han vidste ikke noget. Han svækker, som den trænede politiker han er, dog budskabet med et ”efter min bedste erindring” og skaber på den måde ved det lille retoriske indskud et alibi, hvis der skulle dukke noget frem, der dokumenterer, at han har vidst mere, end han her giver udtryk for, og derfor måske alligevel har et ansvar. Så kan han henvise til, at han har sagt, at han ikke husker det – uden dermed at være nødt til at sige, at han ikke har gjort det, nogen vil pålægge ham ansvaret for.

Det nærmeste vi kommer spørgsmålet om at placere et ansvar i udtalelserne fra de seks tidligere skatteministre på det her tidspunkt i casen er i dette citat fra Dahl, der bliver spurgt om, hvor ansvaret skal placeres:

Nu ved vi ikke, hvor de henvendelser er gået hen, så jeg skal ikke kræve en embedsmands hoved på et fad, før man ved, hvad der er forgået. Det er fint, at der nu foretages en tilbundsgående undersøgelse af sagen. (Ritzau, 2015)

At bruge metaforen ”en embedsmands hoved på et fad” er et stærkt sprogligt virkemiddel – der refereres til halshugning - der her gør det meget tydeligt, at Dahl antager, at ansvaret for skandalen ligger i embedsværket. Han tager med metaforen den lige vej til et klart budskab, som er nemt at forstå. Det er i vores øjne et overraskende sprogligt valg, da det er lige i starten af krisen. Han lægger hårdt ud, bruger responset flytning af skyld båret frem af logosappel med budskabet: Jeg halshugger kun på et oplyst grundlag.

Tre tidligere ministre valgte tavshed. Christensen besvarede ikke henvendelserne fra journalisten (Nielsen, 2015), Lund Poulsen havde ikke tid til at besvare Berlingskes spørgsmål (Nielsen, 2015), og Nielsen svarede ”ingen kommentarer” til spørgsmålet om, hvordan han havde det med at være minister, mens de kunne have stoppet hullet, men ikke fik det gjort. Tavshed er ikke en kategori i Benoits typologi, da Benoit ikke opfatter tavshed som et respons.

40

10.5. Delkonklusion 1 b: Krisen starter

De seks tidligere ministre benytter sig alle i denne fase af responset omstødelse, idet de henholder sig til, at de ikke havde viden, der gjorde, at de kunne forhindre udbyttesvindlen, og unddrager sig på denne måde et medansvar for skandalen.

Vi overvejer, om omstødelse i disse tilfælde kan tolkes som dækkende for, hvad der sker sprogligt i citaterne, eller der er tale om det helt eller delvise hukommelsestab, der er karakteristisk for politisk retorik. Hukommelsestab dækkes heller ikke af Benoits typologi, og vi vil også godt stille spørgsmålstegn ved, om hukommelsestab er en kriseresponsstrategi, da man ved slet ikke at kunne huske noget, ikke forholder sig til ansvar i det hele taget, men i stedet negligerer at tale om det. Nielsen anvender også flytning af skyld, her på en måde, hvor ansvaret lægges over på sagsmængden i SKAT og ikke en eller flere personer i SKAT.

Vi ser også formindskelse brugt, men kun af Nielsen i et forsøg på at minimere eget reelt ministeransvar. Der er i helt overvejende grad tale om, at ministrene anvender logosappel i deres argumentation, når de taler ansvaret væk fra sig. Hvad angår responset korrigerende handling, som den siddende skatteminister benyttede meget i denne fase, er det ikke et respons, de øvrige ministre benytter på dette tidspunkt. To tidligere ministre vælger at forholde sig tavst, hvilket ikke hos Benoit betragtes som et respons.

Ministrene er i overvejende grad optaget af at fralægge sig ansvar eller undgå at gå nærmere ind i deres andel af ansvar for skandalen og henholder sig til manglende viden eller ikke at kunne huske, hvad der skete i sagen under deres ministertid.

10.6. Delanalyse 2 a: Statsrevisorernes kritik

Dette afsnit, ”Delanalyse 2 a: Statsrevisorernes kritik”, bygger på otte mediecitater i forlængelse af Statsrevisorernes kritik af SKAT og Skatteministeriets kontrol af udbytterefusion m.m. Perioden omkring Statsrevisorernes kritik går fra 25. februar – 3. marts 2016. De øvrige ministre udtaler sig ikke offentligt om ansvar i denne periode.

I de fire længere mediecitater benytter Lauritzen sig dels af benægtelse i variationen flytning af skyld to gange, unddragelse af ansvar i variationen omstødelse (manglende information) to gange, dels korrigerende handling én gang.

41

I sine to første udtalelser fra den 25. februar (fra den samme artikel), som fokuserer på, at SKAT blev advaret om svindlen uden at gøre noget, undskylder Lauritzen SKAT med, at man ikke vidste dengang, hvad man ved i dag. Der er tale om omstødelse: man vidste ikke nok til at kunne stoppe svindlen. Lauritzen forklarer: ”Med den viden, vi har i dag, burde udbetalingerne have stoppet langt tidligere. Som jeg forstår Skat, fik man imidlertid først et tilstrækkeligt grundlag til at gøre dette i starten af august” (Høberg & Brøndgaard, 2016).

Samme dag udtaler Lauritzen til en anden avis:

Det vil givetvis være medier og andre, der vil mene, at der skal rulle hoveder. Det ville være det letteste for mig. Men det vil ikke være det rigtige … Det er rigtige er at sikre, at det ikke kan gentage sig. Det er derfor, at næsten hele ledelseskæden er sendt hjem. Men det er selvfølgelig også et ansvar, der påhviler Skatteministeriets departement og selvfølgelig også Jesper Rønnow Simonsen. Jeg vurderede i efteråret, at Jesper Rønnows ansvar først og fremmest er at rette op på forholdene. [Journalist:] Så det er fire, der har ansvaret? [Ministeren:]Tidligere ministre har et ansvar. Jeg har et ansvar. Men det konkrete ansvar ligger i det ledelsesniveau, der nu er hjemsendt. (Drachmann & Hansen, 2016)

Hvordan ministeren benytter korrigerende handling og flytning af skyld ved at placere ansvaret hos andre og samtidig opbygger etos, er denne argumentationsrække fra ovenstående citat et godt eksempel på:

Argument 1:

P: For mig er det ikke det rigtige at lade hoveder rulle [afskedige ledere i SKAT] B: [for jeg er ikke en, der bare gør det letteste] H: [eftersom det ikke løser problemerne]

Ministeren starter med at sætte scenen som en ansvarlig minister, der ikke bare springer over, hvor gærdet er lavest (arete) = mig kan skatteborgerne have tillid til.

Argument 2:

P: Det rigtige er at sikre, at det ikke kan gentage sig B: [da man ellers får flere skandaler/da man ellers krænker skatteborgernes tillid] H: [eftersom skattesystemet er tillidsbaseret]

Igen får ministeren sendt budskabet om sin ansvarlige forholdemåde afsted, når han siger, at det rigtige er at sikre, at det ikke sker igen. I svaret ligger der en antydning af, at der venter en

42 korrigerende handling ude i fremtiden: jeg skal nok sikre, at det ikke sker igen = jeg tager ansvar for fremtiden = jeg gør noget ved problemerne. Samtidig styrker han, ved at gentage ”det rigtige” fra foregående argument, sit budskab = jeg gør det rigtige, jeg ved, hvad det rigtige er.

Argument 3:

P: Ansvaret påhviler Skatteministeriets departement, [ledelseskæden i SKAT] og Rønnow B: [fordi opgaveløsningen organisatorisk ligger hos dem] H: [eftersom det konkrete organisatoriske ansvar ligger hos SKAT og Skatteministeriet]

Nu bliver ministeren konkret og placerer det reelle ansvar væk fra sig selv ved at benytte flytning af skyld. Han gør det ved hjælp af logos, når han henviser til den formelle rolle-og ansvarsfordeling på Skatteministeriets område, han taler til fornuften, det, der er en realitet.

Argument 4:

P: Rønnow skal først og fremmest rette op på SKAT B: [fordi han er SKATs direktør] H: [eftersom jeg holder hånden over ham]

Her skifter argumentationen retning og bliver meget konkret, idet ministeren næsten tager sit publikum med ind på skattedirektørens kontor, hvor Rønnow er ved at ”rette op på SKAT”, en metafor, der har konnotationer til håndværkeren, der ordner et praktisk problem.

Argumentet sender også et lille budskab til SKATs pressede medarbejdere om, at deres direktør bliver, fordi de har en loyal minister som chef: Mig kan I regne med, jeg bakker jer op. Ud over at det kan være med til at opbygge ministerens etos, er det også et lille eksempel på intern krisekommunikation for at berolige medarbejderne: Tag det roligt, jeg har styr på det.

Samtidig spørger vi os selv, om han med markøren ”først og fremmest” åbner en lille kattelem for, at loyalitet mod direktøren muligvis ikke holder hele vejen hjem. Vi er klar over, at vi vover os ud på tynd is her, men der kunne i ”først og fremmest” ligge en lillebitte antydning af, at først rydder du op her, Rønnow, og så rydder du resten op ved at rydde dig selv op – du går af.

Argument 5:

P: Tidligere ministre har et ansvar B: [fordi de har truffet beslutninger som ministre i denne sag] H: [eftersom de havde ledelsesansvaret dengang]

43

Her placerer ministeren et ansvar hos de tidligere ministre – igen ser vi flytning af skyld. Af det udeladte belæg og den udeladte hjemmel tolker vi, at han placerer et konkret ansvar hos dem, ikke blot et formelt.

Argument 6:

P: Jeg har et ansvar B: [fordi ministre har et formelt ministeransvar] H: [eftersom lovgivningen om ministre definerer det således]

Her bliver det interessant, fordi ministeren lige har talt om de ministerkolleger, han mener har et reelt ansvar for skandalen, mens vi tolker dette argument til at handle om hans eget formelle ministeransvar, idet vi, da Lauritzen tidligere har givet udtryk for, at han ikke har ansvar for fortidens ugerninger, her kun kan mene formelt ministeransvar. Det underbygges af, at han i sit næste argument udpeger, hvem der har det konkrete ansvar:

Argument 7:

P: De hjemsendte ledere har det konkrete ledelsesansvar B: [fordi de er ledere i SKAT] H: [eftersom det reelle ansvar følger dem, der løser opgaverne]

Med dette argument får ministeren opsummeret sin argumentationskæde: 1) det er SKATs mellemledere, der har ansvaret for skandalen, 2) jeg har derfor skilt mig af med dem, og 3) der er forskel på konkret og formelt ansvar. Markøren ”konkrete” viser tilbage til argument 6, hvor ministeren påtager sig ansvar på sine egne og tidligere ministres vegne. Nu får han ved hjælp af denne markør understreget, at han lige før talte om sit eget formelle ministeransvar, ikke det reelle. Han får også formidlet sin loyalitet over for SKATs medarbejdere, markeret, at han står bag direktøren, så længe direktøren får ryddet op, og at det formelle ministeransvar reelt deles af mange.

En uge senere anvender han igen korrigerende handling, da han i et interview blandt andet siger:

… Jeg tør ikke love, at det her er nok, men med de ressourcer, der er til rådighed, er det en klog prioritering at sætte ind over for de store fisk, hvor risikoen for organiseret svindel er størst og hvor der er flest penge at hente. (Zahle, 2016)

Her viser han, at han er i gang med at rette op på problemet og har foretaget en klog prioritering. Ved at bruge retoriske greb med mængdeangivelser som store fisk, størst svindel, flest penge får ministeren understreget vigtigheden af og logikken i sin korrigerende handling, for hvem vil ikke

44 gerne fange en stor fisk? Samtidig får han signaleret til skatteborgerne, at han er klar over, at det her drejer sig om deres penge, og dem har han tænkt sig at skaffe tilbage, når han siger, at han sætter ind der, hvor han kan hente flest penge. Han viser igen sin handlekraft og sætter lidt etos ind på sin personlige omdømmekonto.

10.7. Delkonklusion 2 a: Statsrevisorernes kritik

Lauritzen benytter sig i dette forløb af flytning af skyld to gange, omstødelse (manglende information) to gange og korrigerende handling én gang. Han bytter dermed ét respons, afstivning, ud med omstødelse, siden krisens start lidt over et halvt år tidligere.

Han knytter omstødelse og flytning af skyld til organisatorisk ansvar, mens han knytter korrigerende handling ude i fremtiden til sit reelle ministeransvar, hvilket ligner mønsteret fra tidligere.

Han undskylder SKAT ved hjælp af omstødelse og freder også sin SKAT-direktør. Vi tager begge dele som udtryk for en form for intern krisekommunikation.

Han angiver de tidligere skatteministres ansvar som reelt og sit eget her og nu-ansvar som formelt. Det kan ikke udledes, hvilket konkret ansvar han mener, hvad ansvaret er for. Det konkrete faglige/ledelsesmæssige ansvar for skandalen placerer han hos SKATs mellemledere. Han taler primært om det organisatoriske ansvar for fortidens synder, og at der er flere, der deler dette.

Brugen af responset korrigerende handling får også her ministeren til at fremstå handlekraftig, kompetent og ansvarlig. Igen ser vi også, at flytning af ansvar sker ved brug af logosappel, mens der anvendes etosappel, når ministeren taler ansvaret ind til sig selv, her et ansvar for noget i fremtiden.

10.8. Delanalyse 2 b: Statsrevisorernes kritik

Nu er vi færdige med analysen af Lauritzens medieudtalelser i forbindelse med Statsrevisorernes kritik. Nu fortsætter vi med en analyse af to udvalgte citater fra to lange passager fra ministerens svar til Folketingets skatteudvalgsmedlemmer under det åbne samråd den 7. april 2016 (Folketingets Skatteudvalg, 2016a; bilag 9, Samråd 1). Ministerens samrådsudtalelser falder godt en måned efter medieudtalelserne i afsnittet ovenfor.

I den første passage anvender Lauritzen igen responset korrigerende handling, denne gang ikke i form af et fremtidsløfte, handlingen er i gang:

… Det er også derfor, jeg har valgt en strategi som minister, hvor vi har meget fokus på det ledelsesmæssige. Nogle af de nye it-projekter, vi udvikler, bliver udviklet inde i departementet – det er måske ikke så klogt for ministeren, for så er det ligesom tæt på, hvis det går galt, men

45

det bliver vi nødt til, hvis vi skal have løst de her problemer. Så ja, der har været nogle ledelsesmæssige problemer, det må vi erkende. (Bilag 9, samråd 1, l. 756-762)

Da ministeren begynder at tale om udvikling af nye it-projekter (afløsningen for blandt andet det kuldsejlede EFI-system, der blev en kæmpeskandale), kommer han med en lidt opsigtsvækkende bemærkning om sit ministeransvar, idet han siger: ”Det er måske ikke så klogt for ministeren, for så er det ligesom tæt på, hvis det går galt”.

Vi forstår ham således, at han kan risikere at komme i vanskeligheder, få en næse eller miste sin ministertaburet, hvis noget går galt og han er informeret om det – og det kan være svært ikke at være informeret, når noget foregår i ministeriet, hvor man selv befinder sig. Med denne forståelse ser vi nu på hans argumentation. Samlet set mener vi han siger dette, hvis man resumerer citatet op:

P: [SKATs problemer skal løses i ministeriet] B: [da ledelsen i SKAT ikke kunne løse dem] H: [eftersom der var ledelsesmæssige problemer i SKAT]

Ud fra denne forståelse ser vi på, hvilken funktion disse to argumenter fra citatet har:

Argument 1:

P: [Jeg kan risikere at miste min ministertaburet] B: da nye it-projekter gennemføres tættere på ministeren H: eftersom udviklingen af it-projekter er rykket ind i departementet

Argument 2:

P: [Jeg løber risikoen] og rykker it-projekter tæt på mig som minister B: [da man ikke kan stole på, at SKAT kan udvikle dem selv] H: [eftersom SKAT har kuldsejlet blandt andet EFI-systemet]

Han sender her signaler om, at han tager sit ministeransvar alvorligt, han taler ansvaret ind til sig, fordi han omorganiserer projektledelse osv. Igen er han ministeren, der fikser problemerne. Og det kan være gavnligt for ham, idet han hans primære publikum ved samrådet er en del af de folketingsmedlemmer, der skal lægge flertal til hans beslutninger. Men han åbner også en flanke og gør sig sårbar ved at pege på, at der kan være risiko for, at noget går galt, som hans politiske modstandere kunne holde øje med og bruge imod ham ”hvis det går galt”.

46

Argumentationen er her logospræget: vi flytter projekter ind i ministeriet, fordi det løser problemerne = to og to er fire. Det er interessant, fordi han indtil videre har benyttet logos ved ansvarsfralæggelse og patos og etos, når han har påtaget sig ansvar. Her er det omvendt.

Senere i samrådet styrker han sin fortælling om egen handlekraft og ansvarlighed, når han siger:

Og det handler for mig også om, at jeg lovede mig selv, da jeg gik ind i Skatteministeriet, at nu skulle vi have ryddet op og løst nogle af de her problemer. Og derfor er det dem, der er tilbage [i SKAT], der har ansvaret. Og det er det, jeg vil holde dem ansvarlig på: at få ryddet op i de her ting, sørge for, at det her ikke kan gentage sig, og at vi får løst nogle af SKATs problemer. (Bilag 9, Samråd 1, linje 981-984)

Her taler han endnu engang sig selv ind i rollen som den, der fikser fejlene, her ved hjælp af et stærkt billede og med en direkte etosappel (arete): ”Det lovede jeg mig selv, da jeg gik ind i Skatteministeriet”. Både her og i det foregående citat, hvor han taler om den risiko, der kan komme tæt på ministeren, investerer han mere af sig selv, end han har gjort i medieudtalelserne, når han kobler den sproglige håndtering af ansvar til et narrativ om sin vej ind i ministerrollen. Narrativet forstærkes af markøren ”nu”, manden, der river plastre af og går i gang med at ordne problemerne med det samme. Her er ministeren, der tager sit ansvar alvorligt og løfter det, også selv om det er risikofyldt. Køber skatteudvalgsmedlemmerne ind på denne dagsorden, har ministeren fået opbygget en pæn portion politisk etos, han fx kan investere i forlig på skatteområdet.

10.9. Delkonklusion 2 b: Statsrevisorernes kritik

Ministeren benytter responset korrigerende handling, denne gang ikke om en fremtidig, men en igangværende korrektion af ledelsesansvaret og opgavefordelingen mellem SKAT og Skatteministeriet. Han appellerer med logos, når han taler ansvaret til sig, hvilket afviger fra mønsteret.

Ministeren fordyber sig i ministeransvarets kompleksitet, brydningsfladen mellem det politiske og det organisatoriske ansvar, som er embedsværkets, når han afslører, at it-projekter initieret fra ministeriet kan være farligt for hans reelle ministeransvar. Detaljeringsgraden i hans håndtering af ansvar er større her end i citater fra medierne, hvilket kan være tegn på, at situationen spiller ind på responserne, herunder publikum. Ministeren anvender et stærkt narrativ om sin indgang til ministeransvaret, som forstærker budskabet om, at han er troværdig og ansvarlig. Narrativer er ikke et element i vores analysemodel.

47

10.12. Delanalyse 3: Skattekommission

Citaterne i denne delanalyse er udvalgt fra 35 citater fra de tidligere skatteministre i perioden 28. april – 10 juli 2017. Nu er der blevet politisk flertal for at nedsætte en skattekommission, der skal undersøge SKATs skandaler. Udbytteskandalen er ikke med i kommissoriet (sker først februar 2018). Citaterne i delanalysen drejer sig derfor om ansvar for udbytteskandalen, men også for andre af SKATs skandaler i varierende grad.

Lund Poulsen, Möger Pedersen og Christensen svarer ikke på journalisternes henvendelser. Østergaard vælger tavshed i ét tilfælde.

Dahl, der nu er trådt ud af politik, vil ikke udtale sig til pressen om sit medansvar for skandalerne i SKAT, han foretrækker at bidrage, hvis kommissionen henvender sig. Det ses i måden, han svarer udenom på:

Jeg glæder mig over, at der kommer en kommissionsundersøgelse, og så vil jeg gemme mine svar til kommissionen, hvis det bliver relevant. Jeg er trådt ud af politik, og jeg vil ikke komme med min udlægning i pressen. Det vil jeg overlade til mine tidligere kolleger. (Buhl, Larsen & Madsen, 2017)

Nielsen, der ved krisens start benyttede responserne omstødelse, formindskelse og flytning af skyld, har nu ændret strategi og siger til flere medier, at han har et medansvar for skandalerne i SKAT. Et eksempel: ”Selvfølgelig har jeg selv et ansvar. Jeg sad som skatteminister i en periode på 14 måneder. Og der foregik også nogle ting der” (Ritzau, 2017).

Med markøren ”også” i sætningen ”og der foregik også nogle ting her” antyder han, at han deler ansvaret med andre ministre: der er også foregået nogle ting [i min tid]. Vi tolker påstanden som delvis flytning af skyld. Hans indrømmelse kan også tolkes som en accept af ansvaret. Denne strategi ligger tættest på Benoits strategi bøn om tilgivelse. Men da der ikke er tale om en egentlig undskyldning, men en indrømmelse, en imødekommende handling, kan Benoits typologi ikke hjælpe os her.

Engelbrecht gør også indrømmelser: ”Vi bærer jo alle sammen et ansvar for det, som er ført frem til i dag. Nogle mere end andre, og jeg synes da, at alle tidligere skatteministre skal gøre alt for, at vi kommer helt til bunds” (Buhl, Larsen & Madsen, 2017). Her står vi også overfor en indrømmelse, en imødekommende handling, men uden undskyldning. Heller ikke her kan Benoits typologi hjælpe os.

Ser vi på Østergaard, bifalder han også en skattekommission, men følger så op med at reducere den korrigerende handling – at støtte en kommissionsundersøgelse – idet han konstaterer: ”En

48 undersøgelseskommission får jo ikke pengene tilbage i skat, det har placerer bare et ansvar” (Kristensen, 2017). Her lægger han penge i den ene vægtskål og ansvar i den anden, og med markøren ”bare” i ”bare et ansvar” kommer pengene til at veje tungest, hvilket reducerer hans imødekommelse af at have et ansvar for skandalen. Han nedskriver ansvarets værdi.

I et andet citat taler Østergaard direkte til befolkningen og viser sympati for spørgsmålet om ansvarsplacering i forbindelse med EFI-skandalen:

Der har tegnet sig et billede af, at os, der har haft ansvaret på det ene eller det andet tidspunkt, ikke har villet kigge i bakspejlet af frygt for, hvad vi ser. Det er åbenlyst, at befolkningen fortjener, at alt kommer for en dag, og jeg tror ikke, at der er nogen politikere, der bevidst har truffet beslutninger, der har smadret statens inddrivelse. (Borre, 2017)

Citatet viser hans gode hensigter. I den første del af citatet viser han sin støtte til en korrigerende handling, skattekommissionsundersøgelsen, ved med en negation at fortælle, at alle de tidligere skatteministre gerne vil se sig selv i spejlet = have undersøgt, hvad der er foregået i SKAT og Skatteministeriet i deres ministertid. I den næste del af citatet får han med sin stærke etosappel (eunoia) talt sig direkte ind i skatteborgernes hjerter, når han siger ”det er åbenlyst, at befolkningen fortjener, at alt kommer for en dag. Her ser vi igen et eksempel på, at etosappel anvendes i forbindelse med at tage et ansvar på sig.

I den sidste del af citatet sker der noget interessant, når han siger, at han ikke tror, der er nogen politikere, der bevidst har truffet beslutninger, der har smadret statens inddrivelse. Implicit i sætningen ligger budskabet, at der er ministre, der har truffet beslutninger, der har smadret statens inddrivelse. Man kunne tolke det som en form for indrømmelse, men igen uden en undskyldning og derfor igen ikke et respons i Benoits typologi. Der kan også være tale om en form for omstødelse: nogle af os var med til at smadre inddrivelsessystemet, men vi gjorde det ikke bevidst = vi vidste ikke nok til ikke at smadre det, eller: vi vidste ikke tilstrækkeligt om konsekvenserne af de politiske handlinger til, at vi kunne vide, de smadrede inddrivelsessystemet.

Østergaard igen:

Når vi i dag kigger tilbage, er jeg da dybt optaget af, om der var noget dengang, vi skulle have gjort anderledes. Jeg vil ikke have siddende på mig, at der er noget, jeg ikke vil have undersøgt, fordi jeg har siddet i regeringens økonomiudvalg i fire år og i skatteministeriet i seks måneder. Tværtimod. Lad os undersøge det hele. Og er der et ansvar at placere, så skal det placeres. (Ritzau, 2017)

49

I dette citat bifalder Østergaard undersøgelseskommissionen, også selv om udfaldet skulle blive, at der placeres et ansvar hos ham; han vælger igen en imødekommende strategi, der som sagt ikke dækkes af Benoits typologi. Han understreger sin velvillighed med flere retoriske greb, han er ”dybt optaget”, vil ikke have ”siddende på sig” og vil have ”det hele” undersøgt, hvilket hans argumentation i første del af citatet illustrerer:

Argument:

P: Nu er jeg dybt optaget af at undersøge eventuelle fejl B: [da jeg ikke vil fremstå som en person, der ikke vil have tingene undersøgt] H: [eftersom jeg er en ansvarlig politiker]

Men der er muligvis også noget andet på spil. Han forstærker sin velvillighed med en stærk etosappel (arete) ved at signalere, at hans værdier byder ham at komme til bunds i et svigt af borgernes tillid – ”jeg er dybt optaget af, om der var noget dengang, vi skulle have gjort anderledes”. Men han kobler så logos på den efterfølgende argumentation ved at konkretisere, at han selvfølgelig støtter en kommission, selv om han har siddet i regeringens økonomiudvalg i fire år, og [kun] har været skatteminister i seks måneder.

Skatteborgere, der er inde i regeringers interne organisering, ved, at en plads i økonomiudvalget giver indflydelse på en regerings samlede økonomiske prioriteringer, herunder også på, hvor mange økonomiske ressourcer man mener et skatteområde bør have, hvilket blandt bestemmer antallet af medarbejdere til fx kontrolopgaver. Vores påstand er, at kun et mindretal af mediets læsere sidder med den viden present, og at hans præcisering af kun at have været skatteminister i seks måneder vil have større overbevisende kraft. Seks måneder på skatteministerposten er ikke meget, hvorfor der kunne ligge en implicit antydning i Østergaards budskab, der lyder noget i retningen af: Jeg har været skatteminister i kort tid, andre har været det længere tid end mig, jeg tager gerne en del af ansvaret for skandalerne, men de, der har været skatteministre længere end mig, har et større ansvar. Så vi vover påstanden, at han påtager sig ansvar ved hjælp af etosappel og flytter noget af ansvaret bort igen ved hjælp af logosappel.

I dette sidste citat af Østergaard, til et andet medie, nævner han udfordringen med at få genoprettet tilliden til skattesystemet:

Hvis oplevelsen bliver, at der ikke bare er begået mange fejl, men også at vi, der har haft ansvaret, dækker os ind eller ikke ønsker det undersøgt, så tror jeg desværre, at den grundlæggende mistillid til systemet risikerer at blive kronisk, og så gambler vi med noget af det mest centrale for at opretholde et velfærdssamfund. (Kristensen, 2017)

50

Det centrale budskab her er Østergaards uro for, at SKATs skandaler kan føre til en vedvarende legitimitetskrise for skatteinstitutionen. Han anvender en stærk patosappel ved at bruge ordet kronisk og koble ordet gamble ind i sin argumentation. Han får på den måde skabt billedet af et skattesystem med en sygdom, der er ved at blive kronisk, uhelbredelig. Han taler igen lige ind i skatteborgernes hjerter, denne gang med en stærk etosappel (eunoia), der gør hans bekymring mærkbar: alle involverede ministre bør tage ansvar, og det er jeg varm fortaler for. Der er igen tale om en imødekommende strategi uden for Benoits typologi, hvor Østergaard er optaget af, at abespillet skal ophøre.

Argument:

P: Tilliden til systemet skal genoprettes B: da vi ellers risikerer at forudsætningen for velfærdssamfundet forsvinder H: eftersom tillid er en forudsætning for opretholdelse af velfærdssamfundet

I et interview parafraserer journalisterne Drachmann, Hansen og Olsen over nogle af Østergaards udtalelser:

Politiken har bedt alle skatteministre gennem perioden om at udtale sig i sagen, men kun den radikale Morten Østergaard har sagt ja. Han tager afstand fra de forsøg på at tørre alt ansvar af på politiske modstandere, det ’abespil’, som han har set optræk til. (2017)

I abespillet er ansvaret den abe, der flyttes rundt på. Nævnte parafrasering taler ind i Benoits benægtelsesstrategi flytning af skyld, som netop drejer sig om at flytte aben rundt.

Den sidste tidligere minister, hvis citater vi analyserer i dette afsnit, er Jensen, der ikke har sagt noget tidligere i forløbet, men her udtaler sig om sit ansvar, primært for de skandaler, der ligger før udbytteskandalen. I disse to citater anvender han flytning af skyld:

1: Jeg tager min del af ansvaret på mig, og så synes jeg bare, at det ville klæde Mette Frederiksen at anerkende, at Socialdemokraterne har ansvar for de 3,5 år, de sad i regering. (Ritzau, 2017)

2: Det er syv år siden, jeg stoppede som skatteminister. I over halvdelen af den mellemliggende periode har ansvaret ligget hos en socialdemokratisk ledet regering, så jeg synes, det ville klæde partiet at tage sin del af ansvaret. Især fordi oprydningen i Skat først er startet efter regeringsskiftet i 2015. (Borre, 2017)

Udtalelserne falder, efter at Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen har været ude at sige, at det danske skattesystem blev en skygge af sig selv under Jensens skatteministertid (Ritzau, 2017).

51

Jensen vælger at svare på angrebet ved at flytte ansvar, når han siger: ”I over halvdelen af den mellemliggende periode har ansvaret ligget hos en socialdemokratisk ledet regering, så jeg synes, det ville klæde partiet at tage sin del af ansvaret”. Her framer han med logosappel ved at bruge et vægtskålsprincip (sammenligning) ansvaret til noget, der er ligefrem proportionalt med tid: mere end halvdelen af perioden, hvor skandalerne foregik = mere end halvdelen af ansvaret for dem. Abespillet er i gang.

Der er desuden en tendens til reduktion af det stødende ved begivenheden i variationen differentiering, idet man også kunne tolke Jensens argumentation som: De socialdemokratiske skatteministre har gjort noget, der er lige så slemt som det, jeg har gjort – et budskab, han forstærker ved at tale om, at ”oprydningen først er startet efter regeringsskiftet ”(hvor Løkke-II- regeringen kom til). Oprydning er en stærk metafor, man ser kaos og store papirbunker for sig, efterladenskaber efter Thorningregeringen, som Jensens regering nu må rydde op i. Opfølgningen på Fogh-regeringen, hvor han var skatteminister, og som Thorningregeringen afløste, nævner han ikke.

I et andet interview kommer Jensen under pres og anerkender, at han har et ansvar for de mange skandaler:

Hør her – jeg er den eneste af de ni skatteministre, der klart tager så meget ansvar. Jeg erkender, at det gik for hurtigt, og at restancerne steg. Så vil du have mig til at sige helt bestemte ord, der passer med din opfattelse. (Krasnik, 2017)

Igen opererer han med vægtskålsprincippet, og denne gang er der mest ansvar i hans egen vægtskål: ”jeg er den eneste, der klart tager så meget ansvar”. Ansvaret gør han til et regnestykke, der kan gøres op, et objekt, en abe, der kan flyttes rundt med. Med markøren ”den eneste” får han understreget, at han er den mest ansvarlige af dem alle, og at alle de andre bestemt ikke er det. Og med det lille ”hør her” afslører Jensen, at det gør ham vred at skulle svare på disse spørgsmål.

I samme interview kommer han med en konkret indrømmelse: ”Jeg anerkender, at det gik for stærkt. Men det var en god idé at samle inddrivelsen. Bedre for borgerne og mere rationelt” (Krasnik, 2017).

Men er der tale om at påtage sig et ansvar for det EFI-system, han selv gennemførte, og som senere førte til en kæmpeskandale og manglende mulighed for at inddrive offentlig gæld? Vi ser på den argumentation, han efterfølger sin indrømmelse med:

52

Argument 1:

P: Det var en god idé at samle gældsinddrivelsen B: da det var rationelt H: [eftersom jeg var optaget af at rationalisere]

Hvor de øvrige tidligere ministre i denne fase har valgt i større eller mindre grad at tale ind i befolkningens ønske om forklaringer, og at nogen påtager sig ansvaret for de mange skandaler, holder Jensen her fast i, at han traf en klog beslutning. Han vælger, at den logosprægede argumentation har tilstrækkelig kraft til at overbevise læserne om, at hans beslutningsevner ikke fejler noget. Vi finder det vanskeligt at bestemme responset inden for Benoits typologi. Der kunne være tale om strategien gode hensigter i en speciel udgave, idet han både siger, han havde gode hensigter – EFI besluttede han sig for, fordi det var bedre for borgerne – og kommer til at give indtryk af, at han stadig mener, EFI var en god idé. Han flytter ansvar, men giver også indrømmelser – dog uden på noget tidspunkt at undskylde for sine beslutninger. Abespillet går videre.

10.13. Delkonklusion 3: Skattekommission

Lund Poulsen, Möger Pedersen og Christensen vælger tavshed under dette forløb, Østergaard er tavs i ét tilfælde. Dahl svarer udenom.

Nielsen har ændret responser fra tidligere at formindske, omstøde og flytte skyld til nu at erkende et medansvar. Vi kan ikke med sikkerhed afgøre responset, men hælder til, at han anvender imødekommende handling, som ikke er en del af Benoits typologi.

Engelbrecht anvender et respons, der indeholder en imødekommelse af, at han bærer en del af ansvaret.

Hvad angår Østergaards responser, er det vanskeligt at anvende Benoits typologi på dem. Han går langt for at vise sine gode intentioner, og at han ønsker at tage det ansvar, der er hans. Han billiger kommissionen. Men Benoits typologi kommer til kort i forbindelse med Østergaards komplekse svar. Han lægger i et af interviewene afstand til abespillet, hvor man flytter rundt på ansvaret. Det kan være dette, der slår igennem i hans egen kommunikation, og at der ikke er tale om et kriserespons.

Jensen har ikke udtalt sig tidligere om sit ansvar for SKATs skandaler i den periode, afhandlingen dækker, og vi kan derfor ikke sige, om han har ændret responsstrategi siden krisens start. Han benytter responserne flytning af skyld og differentiering. I ét tilfælde flytter han en del af skylden til de socialdemokratiske skatteministre. I et andet indrømmer han, at han har et medansvar for nogle

53 af SKATs skandaler, men anerkender ikke, at han har truffet forkerte beslutninger. Som hos Østergaard er Benoit ikke til meget hjælp her.

De ministre, der har udtalt sig i starten af krisen og gør det igen her i 2017, har ændret strategi fra overvejende at fralægge sig sit ansvar ved at sige, at de manglede informationer, til at erkende et ansvar for skandalerne i varierende grad. Jensen, der først kommer på banen nu, anvender blandt andet flytning af skyld og erkender i mindre grad sit ansvar end Nielsen og Østergaard. Tre forholder sig helt tavse.

11. Diskussion

Analysen giver anledning til overvejelser, som vi redegør for i dette afsnit, ”Diskussion”, inden vi svarer på vores problemformulering ved at foretage den endelige konklusion på analysen.

I vores teoretiske diskussion af kriseteorier fremgår det, at kriser og krisekommunikation bliver set fra to divergerende forståelser – det smalle retoriske perspektiv og det brede kontekstorienterede perspektiv. Vi vil argumentere for, at begge positioner har sin berettigelse, når det drejer sig om at forstå sproglig håndtering af ansvar, men at det for os var fornuftigt at gå smalt til værks. Vores metodevalg, hvor vi inddrog det smalle retoriske perspektiv og anskuede krisekommunikation som asymmetrisk, tvang os til at fokusere i dybden på det retoriske respons og de sproglige betydninger. Og vi synes, kombinationen af Benoits responsstrategier og retorik gav os mulighed for at grave mange forståelser frem af tekstkorpusset.

Hvad angår brugen af Benoits responstypologi, er den åben for mange fortolkninger, også mulige fejltolkninger. Benoit giver meget få eksempler, man kan læne sig op ad. Det gør, at vi ikke kan være sikre på, at vi har tolket korrekt. De steder, hvor vi har været i tvivl, har vi ladet de mulige tolkninger stå side om side i analysen, så det er muligt for læseren selv at vurdere, om vi er loyale over for empirien.

Flere steder passede ministrenes responser ikke ind i Benoits typologi. Det skete fx en del gange, at flere af ministrene erkendte, at de og alle de andre havde et ansvar for skandalen, som Lauritzen gør det i dette citat:

Der er et bredt politisk ansvar for det morads, der har været i Skat. Jeg tager mit ansvar, og det er min opfattelse, at de partier, der har haft skatteministerposten tager deres ansvar. (Høberg & Kehlet, 2015)

Indrømmelsen efterfølges ikke af en undskyldning og kan derfor ikke placeres under Benoits respons bøn om tilgivelse, som er det respons, der umiddelbart ligner mest. Heller ikke Coombs ville have

54 hjulpet os her, idet han også opererer med, at den imødekommende handling knytter sig til en undskyldning. Her kunne Benoits typologi med fordel suppleres med en imødekommende strategi, indrømmelse uden undskyldning. Vi er i øvrigt overraskede over, at strategien, som ikke er ny i politisk kommunikation, ikke er med i typologien, der blandt andet er skabt på baggrund af analyser af politikeres krisekommunikation. I øvrigt har vi en formodning om, at den politiske kontekst gør, at politikere netop benytter denne responsform, fordi der foregår så meget under overfladen på den offentlige politiske debat, de ikke kan dele offentligt.

Typologien fungerede mindre godt på den del af tekstkorpusset, der handler om forløbet om skattekommissionen, hvor krisen var på vej over i eller var i efter krisen-fasen, end den gjorde på resten. Det kan man ikke beskylde typologien for at skulle. Man kan derimod beskylde os for at vælge et analyseredskab, der handler om kriseresponser, og så anvende det på kommunikation, der ikke er decideret krisekommunikation. Vi vil alligevel forsvare metoden. Denne del af analysen omhandler de tidligere ministre. Man kan godt anlægge det syn, at beslutningen om en kommission pressede nogle af dem ud i en kommunikationssituation, de kunne opleve som et muligt angreb på deres politiske omdømme. For de ministre, der følte sig truet af situationen, var det nærliggende at vælge responser fra krisekommunikationsværktøjskassen. Muligvis var det, hvad vi så ske for Kristian Jensen, da han gik til angreb på de socialdemokratiske skatteministre for at løfte en god del ansvar væk fra egne skuldre.

Vi fandt en del eksempler på, at der blev svaret udenom. Dette respons opfatter vi ikke som et kriserespons, her må man fx over i spinteorier for at finde teoretiske forklaringer, hvilket vi ikke har haft mulighed for.

Flere af de tidligere ministre benyttede tavshed. Benoit slår fast - også i den nyeste udgave af ”Accounts, Excuses and Apologies” - at han ikke anerkender tavshed som et respons til omdømmerestaurering: ”I continue to resist the impulse to include silence as a stragegy for image repair” (2015:xi). Dette synspunkt vil vi udfordre. I Bitzers forståelse handler retorik om at finde et passende svar for at løse det påtrængende problem. Da vil ikkekommunikation også være kommunikation (respons), fordi det kan forstås som et ikkepassende svar på det påtrængende problem. Og vender vi tilbage til casen, vover vi den antagelse, at skatteborgerne vil attribuere stort kriseansvar på ministre, der ikke vil udtale sig, hvorfor tavsheden har talt og haft effekt.

Coombs mener i øvrigt også, at tavshed er et respons. Han siger om tavshed, med reference til kriseteoretikeren Keith Hearit:

55

Silence is a very passive response and reflects uncertainty and passivity, the exact opposite of what an organization should be attempting to create. A silent response suggests that an organization is not in control and is not trying to take control of how it or the crisis is perceived by stakeholders. (Coombs, 2012:142)

Det har været meget gavnligt at anvende elementer fra retorikken som analyseredskab. Med Toulmins argumentationsmodel har vi fx kunnet åbne citaterne og få øje på nye betydninger, det implicitte eller usagte. Det har blandt andet gjort bestemmelsen af, hvilke responsstrategier der har været anvendt, nemmere og mere sikker. At bruge topik som redskab, tror vi ville have hjulpet os til nemmere at kunne bestemme, hvilken type ansvar ministrene taler om. Ved en lignende undersøgelse vil det være relevant at lægge topik ind i analysemodellen.

Vi kunne muligvis også have udvidet vores forståelser af ministrenes sproglige håndtering af ansvar, hvis vi havde anlagt Coombs’ symmetriske kommunikationsperspektiv på den empiri, der stammer fra samrådene. Ud fra Coombs forståelse, at stakeholderne også krisekommunikerer, kunne vi inddraget skatteudvalgsmedlemmernes responser i analysen. Det ville give mulighed for at undersøge, om deres sproglige håndtering af ansvar påvirkede ministerens, hvilket vi havde en fornemmelse af i analysen, men ikke kunne tage fat på på grund af vores metodevalg.

Vi så, at ministrenes responser ændrede sig i takt med forskellige kriseintensiverende og krisereducerende begivenheder. Da kommissionen var en realitet, lagde det et pres på de tidligere ministre. Da Statsrevisorerne kom med en meget hård og dokumenteret kritik af SKAT og Skatteministeriet, lagde den substantielle kritik et pres på Lauritzen. Vores model indeholder ikke redskaber, der helt kan fange disse udsving op, og hvad de betyder for den sproglige håndtering af ansvar. Også her ville det gøre nytte at anlægge Coombs perspektiv og arbejde med krisefasernes betydning for omdømmetruslen.

56

12. Konklusion

Vi har undersøgt, hvordan politiske ledere kommunikerer om ansvar i offentligheden i forbindelse med en politisk krise ved at foretage en tekstanalyse af,

”hvordan ni skiftende skatteministre sprogligt håndterer ansvar i offentligheden i forbindelse med krisen, der opstår på baggrund af svindlen med refusion af udbytteskat i perioden 2010 - 2015, og hvilken betydning de her (i empirien) tillægger begrebet ansvar”.

Med baggrund i analyse og diskussion besvarer vi hermed problemformuleringen.

Vi kan konkludere, at den sproglige håndtering af ansvar afhænger af, hvilken rolle man har i forbindelse med krisen. Den siddende skatteminister håndterer ansvaret sprogligt anderledes end de tidligere skatteministre. Ligeledes har krisens styrke og presset på ministrenes omdømme indflydelse på den sproglige håndtering.

Den siddende skatteminister håndterer ansvar sprogligt ved i sin krisekommunikation at flytte ansvar for den krænkende handling (SKATs og Skatteministeriets manglende kontrol med refusion af udbytteskat) rundt mellem flere organisatoriske niveauer i SKAT og Skatteministeriet samt de tidligere skatteministre. Dette gøres primært ved hjælp af logiske argumenter. Ansvaret præciseres og konkretiseres ikke nærmere i væsentlig grad. Han tilskriver sig selv ansvaret for at løse SKATs problemer. Problemløsningen bliver mere konkret i løbet af krisen. Eget ansvar som problemløser argumenterer han primært for ved hjælp af argumenter, der skal opbygge hans etos og styrke fortællingen om den handlekraftige og ansvarlige minister. Det beskrevne kommunikationsmønster ændrer sig ikke væsentligt i den undersøgte periode.

De tidligere ministres sproglige håndtering af ansvar varierer og ændrer sig desuden væsentligt i løbet af undersøgelsesperioden, da en kommissionsundersøgelse af blandt andet ansvaret i deres ministertid presser sig på. I starten af krisen vælger to af otte tidligere ministre at forholde sig tavst. De seks øvrige tidligere ministre benægter ved hjælp af logiske argumenter at have et medansvar for den krænkende handling.

I slutningen af undersøgelsesperioden vælger tre af otte tidligere ministre at forholde sig tavst, mens en fjerde håndterer ansvaret sprogligt ved at nægte at svare på konkrete spørgsmål.

Tre af de øvrige tidligere skatteministre erkender i varierende grad et medansvar for den krænkende handling, men uden at forklare nærmere, hvad dette ansvar består i. Den sidste tidligere skatteminister, som ikke har sagt noget offentligt om sit ansvar før dette tidspunkt i forløbet,

57 erkender også et medansvar for nogle af SKATs skandaler, men benægter samtidig med brug af logiske argumenter, at de skyldes beslutninger, han har truffet.

Skatteborgerne tillægger ansvaret for den krænkende handling stor betydning og forventer, at ministrene påtager sig et medansvar for den. Ministrene gør ved hjælp af sproglige handlinger ansvaret for den krænkende handling til et betydningsløst objekt, de flytter bort fra sig selv. Samtidig gør de ved hjælp af sproglige handlinger ansvaret for at finde løsninger på problemer i fremtiden til et subjekt, der skal fremme deres egen troværdighed og omdømme. Ministrene vedligeholder på denne måde skatteborgernes forestilling om politikeren, der svigter sit ansvar.

13. Perspektivering

Da vi ikke har været denne forskning efter med en tættekam, afholder vi os fra at vurdere dens validitet på et dybere plan eller vurdere, om nogle af fundene i konklusionen kan sige noget generelt om politiske lederes sproglige håndtering af ansvar. Undersøgelsen hviler desuden på et ret lille empirisk materiale. Vi anser i stedet afhandlingens konklusioner som et bidrag, der kan inspirere til at forske mere i at undersøge politiske lederes ansvarshåndtering og den betydning, de tillægger begrebet ansvar under kriser.

Det er for begge forskeres vedkommende første gang vi foretager en retorisk analyse. Et nærliggende perspektiv på denne afhandlings analyse vil derfor være at gå tekstkorpus efter i sømmene for at kontrollere vores tolkninger.

Vores model viste sig ikke i sig selv tilstrækkelig til et så fragmenteret tekstkorpus. Men vi mener, kombinationen mellem krisekommunikation og retorik virkelig har vist sit værd og har været et rigtigt godt analyseværktøj. Krisekommunikation ER retorik.

Karsten Lauritzen nævner i en af sine udtalelser under et åbent samråd om udbyttesagen blandt andet, at det ikke er tydeligt nedskrevet og beskrevet, hvem der har det faglige ansvar i embedsværket under Skatteministeriet. Det kan være en af mange gode forklaringer på, hvorfor ministres retorik om ansvar kan virke upræcis. Man kan ikke kommunikere præcist om noget upræcist. Men vi synes, der gemmer sig en interessant tematik her, som kunne undersøges. Hvordan spiller den interne kommunikation i embedsværket sammen med og ind på en ministers eksterne kommunikation under kriser og i det hele taget?

58

14. Referenceliste

American Psychological Association (APA) (2010). Publication manual of the American Psychological Association. 6. udgave., Washington DC.

Andersen, K. B. & Holm, E. & Høberg, J. (2015, 28. august). Skats jubilæumsgave til sig selv: Den største møgsag af dem alle. Lokaliseret 1. februar 2018 på: https://jyllands- posten.dk/protected/premium/indblik/Erhverv/ECE7973272/skats-jubilaeumsgave-til-sig-selv- den-stoerste-moegsag-af-dem-alle

Bendtsen, S. & Olsen, S. M. (2015, 25. august). Efter skandalesagerne: Hver anden dansker har mistillid til Skat. Lokaliseret 14. januar 2018 på: https://www.business.dk/skat/efter- skandalesagerne-hver-anden-dansker-har-mistillid-til-skat

Benoit, W. L. (1997). Image repair discourse and crisis communication. Public Relations Review 23 (2), s. 177-186.

Benoit, W. L. (2015). Accounts, Excuses and Apologies: Image repair theory and research (2. udgave). Albany NY: State University of New York Press, s. 13-46.

Bergh, A. & Bjørnskov, C. (2011). Historical Trust Levels Predict the Current Size of the Welfare State. Tidsskriftet KYKLOS 24 (1), s. 1-19.

Bitzer, L.F. (1968). The Rhetorical Situation. Philosophy and Rhetoric 1968 (1), s. 5-8.

Blach-Ørsten, M. (2011). Politiske skandaler i danske medier 1980 – 2010. Tidsskriftet Politik 14 3.

Boye, P. K. & Knudsen, T. (2015). Ansvaret der forsvandt: om magten, ministrene og embedsværket. Frederiksberg C: Samfundslitteratur, s. 57-73.

Brinkmann, S. & Kvale, S. (2015). Interview (3. udgave). København K: Hans Reitzels Forlag, s. 236.

Christensen, T. J. & Gabrielsen, J. (2010). Talens magt: Indføring i mundtlig retorik (2. udgave). København K: Hans Reitzels Forlag, s. 18-19, 112-123.

Coombs, W. T. (2007). Protecting Organization Reputations During a Crisis: The Development and Application of Situational Crisis Communication Theory. Corporate Reputation Review 10 (3), s. 165-173.

Coombs, W. T. (2012). Ongoing Crisis communication – planning, managing and responding. SAGE Publication Inc. 10, s. 139-163.

59

Folketinget (2018). Næser, modvind og væltede taburetter. Lokaliseret 1. februar 2018 på: http://www.ft.dk/da/folkestyret/regeringen/naeser-modvind-og-vaeltede-taburetter.

Frandsen F. og Johansen W. (2014). Krisekommunikation. H. Merkelsen (red.), Håndbog i strategisk public relations. Frederiksberg C: Samfundslitteratur, s. 303-330.

Frandsen F. og Johansen W. (2007). Krisekommunikation: Når virksomhedens image og omdømme er truet. Frederiksberg C. Samfundslitteratur, s. 15, 60, 202-206.

Frandsen F. og Johansen W. (2017). Organizational crisis communication. London: SAGE Publications Ltd, s. 37-39, 98, 110.

Graversen, M. (2015, 25. august). Det kunne vi have fået for 12,3 milliarder. Berlingske.dk, nationalt.

Holmström, S. & Kjærbeck, S., (2013). Legitimitet under forandring: Virksomheden i samfundet. Frederiksberg C: Samfundslitteratur, s. 9-16.

Jensen, L. B. (2012). Fra patos til logos – videnskabsretorik for begyndere. Frederiksberg C: Roskilde Universitetsforlag, s. 69-72.

Justitsministeriet (1964). Lov om ministres ansvarlighed. LOV nr. 117 af 15/04/1964. Lokaliseret 14. februar 2018 på: https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=59299

Justitsministeriet (2018). Undersøgelseskommission om SKAT skal undersøge udbyttesagen. Lokaliseret 14. januar på: 18http://www.justitsministeriet.dk/nyt- ogpresse/pressemeddelelser/2018/undersoegelseskommissionen-om-skat-skal-undersoege- udbyttesagen

Kromanne, H. M. (2001). Som de dog ka’ sige det!: Politisk retorik under lup. Aarhus: Systime, s. 19, 171.

Merkelsen, H. (2014). Håndbog i strategisk kommunikation. Frederiksberg C: Samfundslitteratur, s. 306-311.

Ordnet.dk (2018a) Skandale. Lokalisereret 1. maj 2018 på: http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=skandale

Ordnet.dk (2018b) Krise. Lokalisereret 1. maj 2018 på: http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=krise&tab=for

Politikens Retskrivnings- og Betydningsordbog (1997). København: Politikens Forlag A/S.

60

Quass, L. (2016, 26. august). Tidslinje: Få overblik over SKATs møgsager og ministrene i spidsen. Dr.dk.

Rasmussen, L. T., Remvig, K., & Wien, C. (2017). Litteratur- og informationssøgning til opgaven. L. Rienecker & P.S. Jørgensen (red.): Den gode opgave: Håndbog i opgaveskrivning på videregående uddannelser (5. udgave). Frederiksberg: Samfundslitteratur, s. 145-170.

Rigsrevisionen (2016). Beretning til Statsrevisorerne om SKATs forvaltning af og Skatteministeriets tilsyn med refusion af udbytteskat. København K: Rigsrevisionen, s.1-5.

Ritzau (2015 25. august). Skat anmelder aktie-svindel for over seks milliarder. Lokaliseret 14. januar 2018 på: dr.dk.

Skatteministeriet (2014). Faldende tillid til SKAT. Lokaliseret 14. februar 2018 på: skm.dk.

Skatteministeriet (2015). SKATs administration af udbytteskat og refusion af udbytteskat. Lokaliseret 14. januar 2018 på: skm.dk.

Skatteministeriet (2016). Et nyt skattevæsen – ny organisering, flere medarbejdere og ny it. Lokaliseret 14. januar 2018 på: skm.dk/media

Sløk, C. (2014). Blod, sved og tårer – om ansvar og skyld i ledelse. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag, s. 9, 16-19, 24, 49-53.

Statsministeriet (1953). Danmarks Riges Grundlov. LOV nr. 169 af 05/06/1953. Lokaliseret 1. marts 2018 på: https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=45902

Suchman, M. C. (1995). Managing Legitimacy: Strategic and Institutional Approaches. The Academy of Management Review 20 (3), s. 571-575.

14.1. Videokilder Folketingets Skatteudvalg (2016a). Åbent samråd den 7. april 2016 om Rigsrevisionen og Statsrevisorernes kritik i udbyttesagen. Tv fra Folketinget. Lokaliseret 20. januar 2018 på: http://www.ft.dk/udvalg/udvalgene/SAU/kalender/14865/samraad.htm

Folketingets Skatteudvalg (2016b). Åbent samråd den 15. juni 2016 om kritikken af SKAT og fritstillelse af medarbejdere. Tv fra Folketinget. Lokaliseret 20. januar 2018 på: http://www.ft.dk/udvalg/udvalgene/SAU/kalender/14954/samraad.htm

61

Folketingets Skatteudvalg (2016c). Åbent samråd den 8. september 2016 om, at svindlen er steget til ca. 12 mia. kr. Tv fra Folketinget. Lokaliseret 20. januar 2018 på: Http://www.ft.dk/udvalg/udvalgene/SAU/kalender/14994/samraad.htm

14.2. Artikler vedrørende tekstkorpus Allingstrup, M. (2016, 8. september). Svindel med udbytteskat fortsatte trods undersøgelse i Skat. Lokaliseret 10. april 2018 på: https://www.dr.dk/nyheder/penge/svindel-medudbytteskat- fortsatte-trods-undersoegelse-i-skat

Andersen, J. E. (2015, 25. september). Skatteministeren: Flere skandaler kan være på vej. Lokaliseret 10. april 2018 på: https://www.bt.dk/politik/skatteministeren-flere-skandaler-kan-vaere-paa- vej

Beck Nielsen, J. (2015, 30. august). Tidligere skatteministre erindrer intet. Lokaliseret 10. april 2018 på: https://www.b.dk/politiko/tidligere-skatteministre-erindrer-intet

Berlingske Nyhedsbureau (2015, 16. november). Skat opdager svindel for i alt ni milliarder. Lokaliseret 10. april 2018 på: https://newsbreak.dk/skat-opdager-svindel-for-i-alt-ni- milliarder/

Borre, M. (2016, 27. august). Historien om skandalen i Skat: 9 ministre, 5.000 fyringer og danskernes tabte milliarder. Lokaliseret 10. april 2018 på: https://www.b.dk/politiko/historien-om- skandalen-skat-9-ministre-5.000-fyringer-og-danskernes-tabte

Borre, M. (2017, 28. april). Her er svarene fra de ni ansvarlige ministre bag Skats milliardtab og dem der ikke vil svare. Lokaliseret 10. april 2018 på: https://www.b.dk/politiko/her-er-svarene-fra- de-ni-ansvarlige-ministre-bag-skats-milliardtab-og-dem-der-ikke

Borre, M. (2017, 15. maj). Kulegravning af Skat: ”Det her er vel den største økonomiske skandale i dette århundrede”. Lokaliseret 10. april 2018 på: https://www.b.dk/politiko/flertal-kraever- kulegravning-af-skat-det-her-er-vel-den-stoerste-oekonomiske

Bremer, S. & Søndberg, A. (2015, 26. august). Skatteminister: Det er svindel og bedrageri. Lokaliseret 10. april 2018 på: http://nyheder.tv2.dk/krimi/2015-08-26-skatteminister-det-er-svindel-og- bedrageri

Brøndgaard K. & Høberg, J. (2016, 25. februar). Skarp kritik: Skat udbetalte 3,2 udbytterefusion trods advarsel: mia. kr. i svindel. Lokaliseret 10. april 2018 på: Jyllands-Posten, sektion 3.

62

Buhl, T., Larsen, T.B. & Madsen, C. (2017, 16. maj). Fem forhenværende skatteministre: Vi bærer alle et ansvar for skandalerne. Lokaliseret 10. april 2018 på: https://www.dr.dk/nyheder/politik/fem-forhenvaerende-skatteministre-vi-baerer-alle-et- ansvar-skandalerne

Christensen, K. M. (2015, 25. september). Minister holder hånden over skandaleramt skatteboss. Lokaliseret 10. april 2018 på: https://www.dr.dk/nyheder/politik/minister-holder-haanden- over-skandaleramt-skatteboss

Crone, M. & Johannesson, T. (2017, 29. juni). Minister er klar med værn mod ny udbyttefusk. Lokaliseret 10. april 2018 på: http://borsen.dk/nyheder/avisen/artikel/11/173972/artikel.html

Drachmann, H. & Hansen, J. (2016, 25. februar). Skat udbetalte milliarder trods advarsel. Lokaliseret 10. april 2018 på: https://politiken.dk/oekonomi/art5612389/Skat-udbetalte-milliarder-trods- advarsel

Drachmann, H., Hansen, J. & Olsen, M. (2017, 11. juni). Skatteministre lod skat sejle igen og igen og igen. Lokaliseret 10. april 2018 på: https://politiken.dk/indland/art5989615/Skatteministre- lod-Skat-sejle-igen-og-igen-og-igen1

Faber, K. (2016, 9. september). Ingen stilles til ansvar for det store skattetyveri. Lokaliseret 10. april 2018 på: https://politiken.dk/oekonomi/art5635079/Ingen-stilles-til-ansvar-for- danmarkshistoriens-st%C3%B8rste-skattetyveri

Hall, O., Kongskov, J. & Nyholm, P. (2015, 1. september). Eksperter angriber Skats revisorer i skandalesag. Lokaliseret 10. april 2018 på: https://www.business.dk/oekonomi/eksperter- angriber-skats-revisorer-i-skandalesag

Hall, O. & Nyholm, P. (2015, 29. august). Departementschef: Jeg fik aldrig læst rapporten. Lokaliseret 10. april 2018 på: https://www.business.dk/oekonomi/departementschef-jeg-fik-aldrig-laest- rapporten

Hall, O., Kongskov, J. & Nyholm, P. (2015, 2. september). Tidligere skatteministre om svindelsag: Kasi-Jesper stjal vores opmærksomhed. Lokaliseret 10. april 2018 på: https://www.bt.dk/politik/tidligere-skatteminister-om-svindelsag-kasi-jesper-stjal-vores- opmaerksomhed

Hall, O. & Nyholm, P. (2015, 8. september). Skat undersøger ny svindelskandale med udbytteskat. Lokaliseret 10. april 2018 på: https://www.business.dk/oekonomi/skat-undersoeger-ny- svindel-skandale-med-udbytteskat

63

Høberg, J. & Kehelt, M. (2015, 25. september). Skatteminister forventer flere skandaler forude. Lokaliseret 10. april 2018 på: https://finans.dk/protected/finans/politik/ECE8054326/Skatteministeren-forventer-flere- skandaler-forude/?ctxref=ext

Jørgensen, S. A. (2016, 27. august). Ny chef og 1.000 nye medarbejdere skal styrke Skat. Lokaliseret 10. april 2018 på: https://jyllands-posten.dk/politik/ECE8952258/ny-plan-skat-skal-styrkes- med-68-mia-og-1000-nye-medarbejdere/

Jørgensen, S. A. (2016, 9. september). Skatteminister om skandaleansvar: En afgået minister kan jo ikke gå af igen. Lokaliseret 10. april 2018 på: https://www.altinget.dk/justits/rssitem.aspx?id=1295798

Kildegaard, K. (2017, 13. juni). Efter skandale på skandale: Regeringen nedlægger Skat om et år. Berlingske, sektion 1, s. 4.

Kjellberg, S. & Kronberg, K. (2015, 29. august). Skatteminister om ny milliard-skandale i SKAT: Ikke mit ansvar! Lokaliseret 10. april 2018 på: https://www.bt.dk/nyheder/skatteminister-om-ny- milliard-skandale-i-skat-ikke-mit-ansvar

Krasnik, M. (2017, 19. maj). Ryggen mod muren. Weekendavisen.

Kristensen, F.B. (2017, 16. maj). Politisk flertal for kommission til undersøgelse af skandaler i Skat. Politiken, sektion 1, s. 7.

Miles, J. K., Sahl, J. & Quist, S. (2015, 26. august). Skatteministre: Vi blev ikke advaret om svindelsag. Lokaliseret 10. april 2018 på: https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/skatteministre-vi-blev-ikke-advaret-om- svindelsag/5702751

Mortensen, S. (2016, 25. august). Freder sig selv og sin direktør. Bt, sektion 1, s. 4.

Riber-Sellebjerg, T. (2016, 24. august). Skatteminister efter milliard-svindel: Kontrollen har været helt og aldeles utilstrækkelig. Ekstra-Bladet.

Ritzau (2015, 26. august). Eks-skatteminister dumper Skat i svindelsag. Lokaliseret 10. april 2018 på: https://finans.dk/live/erhverv/ECE7966749/Eks-skatteminister-dumper-Skat-i- svindelsag/?ctxref=ext

64

Ritzau (2015, 26. august). Minister afventer undersøgelse fra Skat i svindelsag. Lokaliseret 10. april 2018 på: https://www.fyens.dk/erhverv/Minister-afventer-undersoegelse-fra-Skat-i- svindelsag/artikel/2772700

Ritzau (2016, 8. september). Minister: Skat overvejede at ansætte flere medarbejdere for at betjene svindlerne. Lokaliseret 10. april 2018 på: https://politiken.dk/oekonomi/art5635037/Minister- Skat-overvejede-at-ans%C3%A6tte-flere-medarbejdere-for-at-betjene-svindlere

Ritzau (2016, 9. september). Skatteminister støtter undersøgelse af udbytteskat-skandale. Lokaliseret 10. april 2018 på: https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/skatteminister-stoetter-undersoegelse- af-udbytteskat-skandale/6284733

Ritzau (2016, 9. september). Seks skarpe til skatteministeren om undersøgelse af svindel. Lokaliseret 10. april 2018 på: https://www.b.dk/politiko/seks-skarpe-til-skatteministeren-om- undersoegelse-af-svindel

Ritzau (2017, 1. maj). V-spids beklager Skat-skandaler: Det samme må Mette F. Lokaliseret 10. april 2018 på: https://www.bt.dk/politik/v-spids-beklager-skat-skandaler-det-samme-maa-mette-f

Ritzau (2017, 16. maj). Så er der flertal til at undersøge skandalerne i Skat. Lokaliseret 10. april 2018 på: http://www.denoffentlige.dk/saa-er-der-flertal-til-undersoege-skandalerne-i-skat

Ritzau (2017, 10. juli). INDRØMMELSE: Holger K. erkender medansvar for skatte-skandale. Bt, sektion 1, s. 4.

Skatteministeriet (2015, 4. november). Skatteminister: Et skridt tættere på svindlerne i skattesag. Lokaliseret 10. april 2018 på: http://www.skm.dk/aktuelt/nyheder/2015/november/skatteminister-et-skridt-taettere-paa- svindlerne-i-skattesag

Skatteministeriet (2015, 23. august). Endelig opgørelse fra SKAT om formodet svindel med udbytteskat. Lokaliseret 10. april 2018 på: http://www.skm.dk/aktuelt/presse/pressemeddelelser/2016/august/endelig-opgoerelse-fra- skat-om-formodet-svindel-med-udbytteskat

Zahle M. (2016, 3. marts). Minister: Vi skal gå benhårdt efter svindlerne. Lokaliseret 10. april 2018 på: https://jyllands-posten.dk/indland/ECE8483966/minister-vi-skal-gaa-benhaardt-efter- svindlerne/

65

Bilagsliste

Bilag 1: SKATs krisehistorik Bilag 2: Kriseforløbet Bilag 3: Citatskema – krisen stater – Karsten Lauritzen Bilag 4: Citatskema – Krisen starter –øvrige ministre Bilag 5: Citatskema – Statsrevisorernes kritik Bilag 6: Citatskema – Svindelbeløbet stiger Bilag 7: Citatskema – Omorganisering i SKAT – Karsten Lauritzen Bilag 8: Citatskema – Omorganisering i SKAT – øvrige ministre Bilag 9: Samråd 1 Bilag 10: Samråd 2 Bilag 11: Samråd 3