Brudstykker Af En Helhed – Specialer I Forhistorisk Arkæologi 2008 Og 2009 Fra Københavns Universitet

Brudstykker af en helhed

Brudstykker af en helhed – Specialer i forhistorisk arkæologi 2008 og 2009 fra Københavns Universitet

Udgivet af SAXO-Instituttet Afdeling for Forhistorisk Arkæologi Njalsgade 80 DK-2300 København S. saxo.ku.dk

ISBN 978 87 89500 12 1

Redaktion Henriette Lyngstrøm (ansv.) og Birger Storgaard

Grafisk tilrettelæggelse, prepress og tryk Narayana Press, Gylling Papir: Arctic Silk Indbinding: Damm’s Forlagsbogbinderi, Randers

Hvor intet andet er angivet, skyldes bogens illustrationer den enkelte forfatter

Alle bidrag til denne bog er fagfællebedømte

Udgivelsen er bekostet af Fonden af 29. december 1967

Omslag XXX

! "#$$%& Indhold

Forord 7

Mette Madsen Tidligneolitikum på Sjælland

Camilla Haarby Hansen Tidligneolitiske gravanlæg i Danmark – udefra, oppefra og indefra 19

Cecilie Krause Tragtbægerkulturens gravmonumenter i landskabet – beliggenhed og visibilitet 29

Signe Lützau Pedersen Skår af en helhed … 41

Claus Nybo Heaven’s Gate 53

Lise Harvig Individ, gruppe og samfund i senneolitikum – en bioarkæologisk vinkel 63

Jesper Sørensen Østergaard Dyreknoglefund fra Balkans kobberalder og de sekundære produkters revolution 77

Louise Felding Ristninger og riter – danske helleristninger i bronzealderens landskabsrum 89 Morten Ravn Fra tørv til tolkning – yngre bronzealders og ældre jernalders lig fra de danske moser 101

Tina Villumsen Betydningsfuld fangst? – om hvilke betydninger jagt og fiskeri har haft i jernalderens samfund 113

Jesper Langkilde Keramik og socialtopografi i middelalderens Næstved 125

Trine Borake Nyere tids arkæologi – hvordan og hvorfor? 139

Jette Rostock En etnografi i felten 149

Henriette Lyngstrøm Specialer i forhistorisk arkæologi – Københavns Universitet 2008 og 2009 159 Forord

I årene 2008 og 2009 blev der afleveret og godkendt 38 specialer i faget forhistorisk arkæologi på Københavns Universitet. Og 2008 blev det år i fagets historie, hvor der hidtil er afleveret og bedømt flest specialer: 21 i alt. Det høje antal skyldes både, at mange studerende ønskede at aflevere speciale, inden de blev pålagt at skrive specialekontrakt, og de gunstige forhold på arbejdsmarkedet. Med specialerne afsluttede 28 studerende fagets kandidatuddannelse og 10 studerende magisterkonferensuddannelsen. Og da specialerne ikke er opgaver, der stilles af andre, men forskningsemner der defineres af den studerende selv, er det fagets store ønske, at disse arbejder bliver tilgængelige for en bredere kreds end blot eksaminator og censor. Derfor fik alle vores 38 nye kolleger tilbud om at skrive en kort artikel på baggrund af deres speciale. Det er der kommet 13 meget forskellige artikler ud af. Kolleger og medlemmer af fagets censorkorps takkes for konstruktiv hjælp med fagfællebedømmelsen. Og en ganske speciel tak går til Fonden af 29. december 1967, der generøst har finansieret hele udgivelsen.

Henriette Lyngstrøm og Birger Storgaard Forhistorisk Arkæologi Københavns Universitet Maj 2010

Tidligneolitikum på Sjælland – afgrænsningen af den første agrare bebyggelse

Mette Madsen

pecialet, der ligger til grund for denne artikel, havde to primære målsætninger, som tilsammen kan bidrage til et helhedsbillede af neolitiseringen på Sjælland. Den ene var at datere den første agrare bebyg- Sgelse i tidligneolitikum fase I (TN I – cirka 3950‑3500 f. Kr.), der afspejler det kontinuitetsbrud, som definerer perioden. Den anden var at beskrive bebyg- gelsens karakter ved en gennemgang af publiceret og upubliceret materiale fra de sjællandske udgravninger. Men hvor de første neolitiske elementer og deres kontekst på mesolitiske kyst- og vådbundslokaliteter er både vel- daterede og veldokumenterede, forholder det sig anderledes for den agrare, tidligneolitiske bebyggelse, som herefter benævnes tørbundspladser. Her er dateringerne næsten udelukkende baseret på keramiktypologi, og omkring halvdelen af lokaliteterne er „færdigundersøgte“ inden for rammerne af arkæologiske forundersøgelser og ikke regulære udgravninger. Både keramikken som dateringsgrundlag og (manglen på) udgravningsstrategi udgjorde derfor centrale problemstillinger i specialet. I denne artikel præsenteres først nogle overordnede træk ved bebyggelsen og derefter det dateringsmæssige grundlag for en justering af tvedelingen i tidligneolitikum, baseret på eta bleringen af den agrare bebyggelse.

Karakteren af den agrare bebyggelse i TN I på Sjælland 117 udgravede sjællandske lokaliteter, bestående af såvel kyst- og vådbunds- pladser som pladser på tør bund, er helt eller delvist keramikdaterede til perioden 3950‑3300 f. Kr., hvilket dækker hele tidligneolitikum (TN I og II). Af disse kan 25 lokaliteter placeres i TN I. Heraf har omkring 1/3 indslag af yngre tragtbægerkeramik, hvilket enten vidner om kontinuitet eller flere gentagne bosættelsesperioder. 10 specialer i forhistorisk arkæologi

Tørbundspladsernes geografiske spredning afspejler i høj grad udgrav- ningsaktiviteten i forbindelse med udvidelse af moderne bebyggelse, industri og infrastruktur. Derfor kan man hævde, at udbredelsen ikke er repræsen- tativ, og at studier af bebyggelsesmønstre bør gøres med udgangspunkt i udvalgte, mindre områder, præget af intensiv eksploitering og følgelig flere arkæologiske udgravninger. Alligevel bør det nævnes, at topografi og jordbundsforhold omkring tørbundspladserne i tidligneolitisk tid varierer omtrent ligeså meget som det sjællandske morænelandskab: der findes bopladser på højdedrag såvel som lavt i terræn og på skråninger. Nærhed til vådområ- der eller vandløb er konstateret på mange af lokaliteterne, men der er også eksempler på pladser på moræneplateauer uden vådområder i nærheden. Også de foretrukne jordbundsforhold varierer, og der findes flere lokaliteter på de tunge, lerede jorder syd og vest for København. Man kan altså ikke hævde, at den tidligneolitiske bebyggelse – på Sjælland – begrænsede sig til lette, sandede jorde, hvilket ellers længe har været den gængse opfattelse. Bopladser kan erkendes ved en række forskellige anlægstyper – på tidligneolitiske tørbundspladser drejer det sig primært om gruber, kulturlag og hustomter. Men på lokaliteterne fra TN I er både kulturlag og hustomter sjældent registrerede, og den dominerende anlægstype er derfor gruben. Kulturlag bliver tydeligvis mere almindelige med tiden og kulminerer på pladser med kontinuitet ind i mellemneolitisk tid. Den procentuelt faldende andel af gruber på yngre pladser afspejler blot, at sandsynligheden for at finde andre daterbare anlæg øges – ikke at man har gravet færre af dem med tiden. Manglende hustomter er et fænomen, der præger hele tragtbægerkultu- rens område. En del af dette problem ligger i erkendelsen af enkeltstående midtsulehuse uden bevarede vægstolper – især hvis hustomten ikke ledsages af et daterende kulturlag. Et enkelt stolpehul foranlediger ikke nogen udvidelse af en søgegrøft, og dertil kommer, at midtsulerne kan være asymmetrisk placeret. En anden del af problemet er dateringen. Der findes kun ganske få hustomter, der er registreret i forbindelse med daterende fund på en måde, der kan sandsynliggøre, at de stammer fra TN I. Der findes dog en enkelt undtagelse på den nordsjællandske lokalitet Ul- lerødgård. Her fremkom ikke færre end 19 hustomter, flere kulturlag og en hel del gruber. Husene var små med tre til fire midtsuler, der i flere tilfælde var asymmetrisk stillede. Et relativt lille fundmateriale, bestående af fragmenterede Svaleklint/type II kar med et mindre indslag af Virumkeramik, kunne datere pladsen hovedsageligt til TN I. Ullerødgård er en vigtig lokalitet, Tidligneolitikum på Sjælland 11 men udarbejdelse af en regulær hustypologi for perioden er ikke mulig på så spinkelt et grundlag, både med hensyn til kvantitet og dateringsgrundlag. Af antallet af registrerede, stratigrafisk og/eller typologisk daterede hustomter på Sjælland fremgår det, at forekomsten er ganske lav i hele tidligneolitisk tid og ikke kun i TN I, hvor der kun er registreret hustomter på tre lokaliteter. Disse må betragtes som usikre, fordi de er indirekte daterede på basis af en generel forekomst af tidlig tragtbægerkeramik. „Sikre“ hustomter stammer fra bopladser med kontinuitet ind i TN II og er alle ledsaget af daterende kulturlag. Pointen er, at tilstedeværelsen af kulturlag har indflydelse på bevaring og muligheden for stratigrafisk datering. Men vigtigere er selve erkendelsesproblemet, for det er en kendsgerning, at et enkelt stolpehul i en søgegrøft ikke giver anledning til udvidelser – men det gør et kulturlag. Fundmaterialet fra TN I findes som oftest i gruber og i sjældnere tilfælde kulturlag. Der kan i gruberne være registreret alt fra tæt pakkede lag med flint og keramik til kun enkelte afslag og skår. Flintinventarets potentiale ligger i, at det ved grundig analyse kan afsløre noget om de aktiviteter, der er foregået på en lokalitet. Et øget fokus på registrering af flintmaterialet i disse vil sandsynligvis resultere i bedre viden – en gennemgang af fundlister fra relevante lokaliteter afslørede, at kun et minimum af ressourcer bruges på dette i efterbearbejdningen. Det er iøjnefaldende, at uanset om der er tale om gruber med et stort eller lille fundmateriale, udgør hele 95 % af det registrerede flintinventar produktionsaffald, som i enkelte veldokumenterede tilfælde indikerer, at der er foregået opskærpning eller omhugning af flint- økser. Få undtagelser kan muligvis karakteriseres som depot eller offerfund, deriblandt Havnelev, hvor der i en grube er nedlagt en meget stor mængde skiveskrabere. I kulturlagene er procentdelen af flintredskaber i forhold til produktionsaffald højere end i gruberne – det kan indikere, at man genfandt tabte redskaber i forbindelse med oprydning, hvilket støtter den almindelige tolkning af affaldsgruben. Når den tidligste agrare bebyggelse primært bliver konstateret ved tilste- deværelsen af fundbærende gruber, er det bemærkelsesværdigt, at der ikke investeres flere ressourcer i undersøgelser af disse. Ved konsekvent, grundig solding og udtagning af jordprøver til makrofossilanalyser og egnet daterbart materiale kunne der opnås langt større viden om disse pladsers tidsmæssige afgrænsning, deres økonomi og de aktiviteter, der er foregået. Når gruberne graves ekstensivt med en færdig tolkning for øje, så går vigtig viden tabt for altid. 12 specialer i forhistorisk arkæologi

Dateringsgrundlaget for den tidligste agrare bebyggelse på Sjælland Alle registrerede tørbundspladser fra TN er daterede på grundlag af keramik, og kun ved ganske få er der gjort forsøg på C14-dateringer, som i de fleste tilfælde ikke er lykkedes. Derfor er keramikken på nuværende tidspunkt det eneste redskab til en tidsmæssig afgrænsning af den første agrare bebyggelse. I en revurdering af keramikkronologien i TN I er det nødvendigt at inddrage og diskutere så mange keramikrelaterede C14-dateringer som muligt. Da der kun findes ganske få fra Sjælland, må dateringer fra Jylland, Skåne, Bornholm og det tyske Østersøområde, hvis keramik kan relateres til den sjællandske, bruges. Udgangspunktet er Kochs type I-III kar, der modsvarer Oxie og Svaleklint på Sjælland, og som er beslægtede med Oxie, Svenstorp og Mossby i Skåne (Koch 1998, 43 ff.). For det nordtyske område drejer det sig om keramikken fra faserne Wangels og Siggeneben, der modsvarer TN I og henholdsvis Oxie og Svaleklint/Volling (Hartz & Lübke 2005, 119 ff.). Det primære, og efterhånden gammelkendte argument mod brugen af Kochs kronologi er, at de madskorpedateringer, som kronologien til dels er hængt op på, ikke kan bruges på grund af risikoen for ikke-korrigerbar reservoireffekt fra ferskvandsfisk (Fischer & Heinemeier 2003, 449 ff.; Hartz & Lübke 2005, 119 ff.; Craig et al. 2007, 135 ff.; Fischer et al. 2007, 1 ff.). Samme indvending kan bruges i forbindelse med den nordtyske keramikkronologi. I øvrigt kan man argumentere imod at benytte en kronologi for offerkar til at datere bopladskeramik – endsige keramik fra kyst- og vådbundpladser til at datere agrare indlandspladser. Men en kritisk sortering i tilgængelige dateringer bør kunne afspejle tendenser, der fortsat kan bruges til datering – ikke mindst i en udgravningssituation hvor en klar strategi for den videre undersøgelse ofte må lægges på et spinkelt grundlag. Her er keramikrelaterede AMS dateringer af materiale med kort egenalder fra stratigrafisk sluttede fund prioriteret, og alle er rekalibrerede med programmet OxCal 4.0 (Bronk Ramsay 1995, 425 ff., 2001, 355 ff.)

Keramikkronologi i TN I i det tyske Østersøområde og Sydskandinavien På grundlag af kystlokaliteten Wangels har Hartz og Lübke (2005, 119 ff.) foreslået en ny, keramikbaseret kronologi for det tyske Østersøområde, der placerer starten af TN ved 4100 f. Kr. TN I deles ifølge denne kronologi i de Tidligneolitikum på Sjælland 13 to faser Wangels og Siggeneben og slutter cirka 3600 f. Kr. Keramikken fra Wangelsfasen har rødder i Michelsbergkulturen, men er også tydeligt beslæg- tet med den sydøstskandinaviske Oxie keramik. Fra en anden kystlokalitet, Baabe 2, er efterfølgende kommet fundmateriale og dateringer, som muligvis bekræfter denne kronologi (Hirsch et al. 2007, 11 ff.). Et vigtigt spørgsmål er derfor, om man kan forsvare en parallelforskydning på mindst 200 år af „samme“ keramikhorisont i det sydvestlige Østersøområde. En grundig gennemgang af dateringer knyttede til Wangelskeramik af- slører, at der kan være tale om blandede bopladslag som følge af adskillige trans- og regressionsfaser både på Wangels og Baabe 2. På begge lokaliteter findes Ertebølle-inventar i samme lag som Wangelskeramik, hvilket inde- bærer, at de tidligste dateringer muligvis skal knyttes til førstnævnte kultur. Den eneste sikre datering af keramik tilhørende Wangelsfasen, stammer fra et kar repareret med birkebark fra lokaliteten Rosenhof. Dateringen til 3790 f. Kr. (UtC 5855) antyder samtidighed mellem Wangels- og den beslæg- tede Oxiekeramik. Det kan derfor ikke udelukkes, at Wangelsfasen modsvarer en tidlig tragtbæger-horisont på danske kyst- og vådbundspladser i TN med Oxiekeramik. Hvad gælder den efterfølgende Siggenenbenfase må man konstatere, at der af præcis samme grund er problemer både i afgrænsning af varighed og keramiktypologi. Forhåbentlig kan kommende dateringer fra ikke blandede bopladslag hjælpe med at definere Siggenebenkeramik – især på nordtyske tørbundspladser. I Sydskandinavien findes Oxiekeramikken, i modsætning til i Tyskland, både på kyst- og vådbundspladser og på tørbundspladser. Pålidelige dateringer er få, men en gennemgang tyder på, at denne keramik findes i hele TN I og ikke kun i en tidlig fase. Fra Sjælland kan som yderpunkter nævnes to nyere C14-dateringer fra Dragsholmgraven foretaget på henholdsvis knogle og tak – begge til 3870 f. Kr. (Price et al. 2007, 204). Meget vigtige, ofte oversete dateringer stammer fra en forseglet, fundrig grube ved Sigersted III (Koch 1998, 87). To dateringer herfra, som beklageligvis mangler prøvenummer, er foretaget på et bygkorn og en æblekærne – den yngste til 3550 f. Kr. Øvrige dateringer stammer fra vådbundslokaliteten Muldbjerg (Fischer 2002, 358) og falder inden for samme tidsramme. Sammenfatter man de få dateringer af Svaleklint/type II og III kar, som er tilgængelige fra Sjælland og af den beslægtede Svenstorpkeramik fra Skåne, kan man konstatere, at de ligesom Oxie/type I kar, alle ligger før 3500 f. Kr. Dateringer af type II kar findes fra Præstelyngen båd II og er af ret stor spredning. Den mindst usikre datering er af en pakning af mos i båden til 14 specialer i forhistorisk arkæologi

3690 f. Kr. Den yngste datering til 3560 f. Kr. stammer fra trækul i lerpladen i det ildsted, hvori keramikken fremkom (Fischer 2002, 359). Ingen af disse dateringer kan betragtes som sikre, men et bud er, at de er koncentrerede om 3600 f. Kr. De ældste dateringer af type III kar fra langhøjen ved Lindebjerg er foretaget på en egeplanke oprindeligt til cirka 3800 f. Kr. og siden justeret til cirka 3600 f. Kr. (Fischer 2002, 359). Dateringer af den skånske Svenstorpkeramik – hovedsagelig usikre træ- kulsdateringer – er parallelle med Svaleklint/type II og III kar fra Sjælland. Kun en enkelt datering fra lokaliteten Skjutbanorna IB er foretaget på lin- debark fra et stolpehul, der var forseglet af en grube med Svenstorpkeramik (Sarsnäs & Nord Paulsson 2001, 23). Dateringen til 3660 f. Kr. må betragtes som et pålideligt terminus post quem for grubens tilblivelse og kan give et udsagn om keramikkens maksimale alder. Forhåbningen var at kunne sammenligne ovenstående, ældre dateringer med nye fra sjællandske tørbundspladser, men ud af 96 tidligneolitiske lokaliteter, hvor der ikke er konstateret kontinuitet fra mesolitikum, er der kun foretaget C14-dateringer på 11. Ved mit arbejde med specialet var ingen af dem brugbare i forhold til keramikkronologien i TN I. Der er siden kommet resultater af en længe ventet datering fra Ullerødgård. Den er foretaget på korn, fremkommet i en midtsule og daterer ikke type II karrene, men en generel agrar aktivitet på pladsen til 3687 f. Kr. (KIA 36139). Til trods for intensiv solding i forbindelse med udgravningen fremkom kun dette ene korn. Trækulsdateringer fra Ullerødgård, som man så vidt muligt bør undgå at inddrage, ligger nær 38‑3500 f. Kr. For Sjællands vedkommende kan man, på basis af en bred datering af type I kar/Oxiekeramik og overlappende dateringer af Svaleklint/type II og III kar, konkludere, at der ikke umiddelbart findes belæg for en kronologisk sekvens repræsenteret af kartyperne I-III. Fortalere for en sådan ignorerer både den potentielt sene datering af Oxie/type I kar og samtidigheden mellem type II og III kar. Uanset om man ud fra kildekritiske overvejelser må sløjfe de ældste dateringer af Svaleklint/type II-III kar, kan man ikke udelukke en vis samtidighed mellem de tre keramiktyper mod slutningen af TN I på Sjælland. Det gør, at en hypotese om kulturdualisme (Koch 1998, 180 ff.) umiddelbart virker plausibel, om end den begrænsede periode berettiger spørgsmål til eksempelvis forskelle og ligheder mellem Oxiekeramik/type I kar på kyst- og vådbundspladser, og de der findes på tørbundspladserne. At skelne mellem eventuelle grupperinger i form af Oxie og Svaleklint i den sjællandske bopladskeramik er dog knap så let i praksis. Den orna- Tidligneolitikum på Sjælland 15 menterede keramik er den, der oftest benyttes til datering i forbindelse med udgravninger, fordi fragmenteringsgraden generelt er for høj til, at man kan benytte karformen. Udover at det fører til en grov generalisering, så udeluk- ker det uornamenteret keramik. Et konkret udslag af dette kan netop være „manglende“ indlandspladser med Oxie/type I kar. Foruden de publicerede St. Valby (Becker 1955, 127 ff.), Sigersted III (Nielsen 1985, 96 ff.) samt til dels Himlingøje (Davidsen 1974, 5 ff.) findes kun tre lokaliteter, hvis keramik på grundlag af beskrivelsen muligvis kan henregnes til denne keramiktype. Lokaliteter med Svaleklint/type II og III kar kan være bedre repræsenterede, alene fordi de er lettere genkendelige ved deres ornamentik. Man kan, med disse kildekritiske overvejelser in mente, forestille sig et scenarium i TN I på Sjælland, som er illustreret i nedenstående model (figur 1). Heri er tidspunktet for de første agrare tørbundspladser det væsent- lige. Tager man udgangspunkt i den daterede keramik, kan TN I splittes op i en tidlig og en sen fase. Den tidlige fase, hvortil kun Oxie/type I kar kan henføres, er ikke repræsenteret ved agrare tørbundspladser. Denne fase kan, hvis man vægter den teknologiske og geografiske kontinuitet, betragtes som et slags terminalmesolitikum med tamdyr og sporadisk agerbrug på kyst- og vådbundspladser. Den sene fase i TN I er til gengæld repræsenteret ved både Oxie/type I kar og Svaleklint/type II-III kar sideløbende på tørbundspladser i indlandet, men tilsyneladende ikke på samme lokalitet. At Svaleklintkeramik- ken repræsenterer et nyt indslag i forhold til Oxie er tydeligt eksemplificeret ved dennes tilknytning til langhøjene. Endelig har Virumkeramikken i TN II, muligvis efter kort en overgangsfase, udkonkurreret eller inkorporeret Oxiekeramikken både i indlandet og ved kysterne.

TN I TN II-MN 3900-36/3700 f. Kr. 36/3700-3500 f. Kr. Fra 3500 f. Kr. Kyst- og vådbundspladser Indlandspladser på tør bund Indland og kyst Indlandspladser på tør bund? Kyst- og vådbundspladser? Virum/type IV-? Oxie/type I kar Oxie/type I kar ? kar Svaleklint/type II og III kar

Figur 1. TN på Sjælland kan på grundlag af den daterede keramik forstås i tre faser, som her er illustreret i Figurforhold 1. til TN et tvedelt på Sjælland TN. kan på grundlag af den daterede keramik forstås i tre faser, som her er illustreret i forhold til et tvedelt TN.

For Jylland har Andersen (2007, 68 ff.) foreslået, at TN I findes på de mesolitiske kystpladser, som ophører cirka 3600 f. Kr., hvorefter indlandspladser 16 specialer i forhistorisk arkæologi

dukker op. Forståelsesgrundlaget har modsatte fortegn, og en sammenligning er ikke mulig, før man har undersøgt, om der findes upublicerede tørbunds- pladser parallelt med kystpladserne i Jylland. Omvendt bør det undersøges, hvor ofte der findes materiale fra tragtbægerkulturen, og hvordan dette er dateret på sjællandske kystpladser. Andersens hypotese for Jylland har tilsyneladende en modsvarighed på Sjælland, hvor der ikke findes (keramik) daterede agrare tørbundspladser før fra tidligst 3700 f. Kr. Det betyder, at de sjællandske lokaliteter, der i beretninger og fundanmeldelser er keramikdaterede til TN I, alle må formodes tilhøre den anden fase af perioden. Jeg mener på det grundlag, at en justering af overgangen mellem TN I og TN II på Sjælland er nødvendig. Den ældste datering fra en tørbundsplads ligger tidligst omkring 3700 f. Kr., men en række yngre dateringer sammenholdt med resultater af pollenanalyser gør det rimeligt at datere etableringen af den agrare bebyggelse og overgangen til TN II ved 3600 f. Kr.

Konklusion En kritisk gennemgang af C14-dateringer af kontekst med tidligneolitisk tragtbægerkeramik i det tyske Østersøområde, i Skåne, på Bornholm og på Sjælland viser, at der ikke findes grundlag for antagelsen, at agrart baseret bosættelse fandtes på Sjælland før omkring 3600 f. Kr. Endvidere findes der ikke sikkert dateringsmæssigt grundlag for at opretholde en tidsfor- skydning på 200 år mellem introduktionen af tragtbægerkeramikken i det tyske Østersøområde og i Sydskandinavien. Et fravær af agrare bosættelser frem til 36/3700 f. Kr. på Sjælland bør ses i sammenhæng med, at de første neolitiske elementer introduceredes i en mesolitisk kontekst på kyst- og vådbundspladser allerede cirka 3950 f. Kr. De tidligste agrare bopladser markerer, udover etableringen af den neolitiske subsistensøkonomi, også bruddet på den kontinuitet, der præger TN I i øvrigt. I et tvedelt TN bør overgangen mellem TN I og TN II markere dette kontinuitetsbrud og derfor dateres til 3600 f. Kr.

Litteratur

Andersen, S. H. 2007. The Mesolithic-Neolithic transition in Western Denmark seen from a kitchenmidden perspective. A survey. I: N. Milner, O. E. Craig & G. N. Bailey (eds.): Shell middens in Atlantic Europe. Oxford. Tidligneolitikum på Sjælland 17

Becker, C. J. 1955. Stenalderbebyggelsen ved Store Valby i Vestsjælland. Problemer omkring Tragtbægerkulturens ældste og yngste fase. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1954. Bronk Ramsey, C. 1995. Radiocarbon calibration and analysis of stratigraphy: The OxCal program. Radiocarbon 37,2. – 2001. Development of the radiocarbon calibration program OxCal. Radiocarbon 43,2A. Craig, O. E., S. H. Andersen, G. N. Bailey, P. Crombé, E. M. Forster, C. P. Heron, E. Koch, N. J. Milner & B. Stern 2007. Molecular and isotopic Demonstration of the Processing of aquatic Products in Northern European Prehistoric Pottery. Archaeometry 49. Davidsen, K. 1974. Neolitiske lerskiver belyst af danske fund. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1973. Fischer, A. 2002. Food for Feasting. An evaluation of explanations of the neolithisation of Denmark and southern Sweden. I: A. Fischer & K. Kristiansen (eds.): The Neolithisation of Denmark. 150 years of debate. Sheffield. Fischer, A. & J. Heinemeier 2003. Freshwater Reservoir Effect in14 C Dates of Food Residue on Pottery. Radiocarbon 45,3. Fischer, A., P. Bennike, J. Heinemeier, J. Olsen, M. Richards & A. Sveinbjörnsdóttir 2007. Coast-inland mobility and diet in the Danish Mesolithic and Neolithic: evidence from stable isotope values of humans and dogs. Journal of Archaeological Science 2007. Hartz, S. & H. Lübke 2005. Zur chronostratigrafischen Gliederung der Ertebølle- Kultur und Frühesten Trichterbecherkultur in der südlichen Mecklenburger Bucht. Bodenkmalpflege in Mecklenburg-Vorpommern, Jarbuch 52. Hirsch, K; S. Kloo$ & R. Kloo$ 2007. Der endmesolitisch-neolitische Küstensiedlungsplatz bei Baabe im Südosten der Insel Rügen. Bodenkmalpflege in Mecklenburg-Vorpommern, Jarbuch 55. Koch, E. 1998. Neolithic Bog Pots from Zealand, Møn, Lolland and Falster. Nordiske Fortidsminder ser. B 16. København. Nielsen, P. O. 1985. De første bønder. Nye fund fra den tidligste Tragbægerkultur ved Sigersted. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1984. Price T. D., S. H. Ambrose, P. Bennike, J. Heinemeier, N. Noe-Nygaard, E. B. Petersen, P. V. Petersen & M. P. Richards 2007. New information on the Stone Age graves at Dragsholm, Denmark. Acta Archaeologica 78,2. Sarnäs, P. & J. N. Paulsson 2001. Öresundsförbindelsen. Skjutbanorna 1B & Elinelund 2A-B. Rapport nr. 9. Malmö Kulturmiljö. 18 specialer i forhistorisk arkæologi

Artiklen er skrevet på baggrund af kandidatspecialet TN på Sjælland, af- grænsningen af den første agrart baserede bebyggelse, der blev bedømt den 8. juni 2009 af Erik Brinch Petersen (vejleder/eksaminator) og Bjarne Grøn- now (censor). Tidligneolitiske gravanlæg i Danmark – udefra, oppefra og indefra

Camilla Haarby Hansen

iden Knud Thorvildsen for knapt 70 år siden gennemgik de danske museers arkivmateriale med henblik på at undersøge antallet af og variationerne i dyssetidens gravanlæg samt disses indhold af genstande S(Thorvildsen 1941), er der ikke foretaget egentlige synteser over disse gravan- læg, baseret på primærstudier af dokumentationsmateriale fra arkæologiske udgravninger. I specialet Tidligneolitiske gravanlæg i Danmark – udefra, oppefra og indefra forsøgte jeg at karakterisere variationer og sammenhænge i de tidligneolitiske gravanlægs ydre og indre konstruktioner samt anlæggenes placering i landskabet. Undersøgelserne blev foretaget på et så højt detal- jeringsniveau som muligt ud fra den antagelse, at det netop er i detaljerne, at forskelle og ligheder mellem de enkelte anlæg lader sig afsløre. Formå- let med undersøgelserne var at afklare eventuelle mønstre i materialet og dernæst forsøge at forklare disse mønstre eller tendenser – var der tale om overordnede regionale eller lokale regler for opbyggelsen og placeringen af gravstrukturerne, eller kunne variationerne forklares som udtryk for personlige præferencer af enten gravlagte eller dennes efterladte – eller noget helt tredje? Dertil rummede specialet undersøgelser og overvejelser af mere metodisk karakter så som muligheden for at søge efter oplysninger om de tidligneolitiske gravanlæg i museernes arkiver og dertil en vurdering af de noget begrænsede muligheder for at foretage snævre dateringer af tidligneolitiske gravanlæg. I forbindelse med materialeindsamlingen blev det klart, at mange aspekter af de tidligneolitiske gravanlæg og især gruppen af „tidligneolitiske lang- høje“ i mange tilfælde er blevet opfattet unuanceret, hvormed der er dannet et noget fortegnet billede af disse anlæg. Denne forenklede opfattelse af de ofte vanskeligt erkendelige strukturer kan potentielt have stor betydning 20 specialer i forhistorisk arkæologi

for muligheden for at finde flere af sådanne anlæg ved fremtidige feltun- dersøgelser samt for opfattelsen af ensartetheden kontra forskellene i tidligneolitisk begravelsespraksis og heraf udledte konklusioner med hensyn til samfundsstruktur, ideologi med videre. Det er denne artikels formål at belyse enkelte af disse forhold og skabe et nyt syn på de mange variationer, der hidtil samlet er blevet kaldt „de tidligneolitiske langhøje“. Når der i det følgende er sat anførselstegn omkring ordet „langhøj“ skyldes det, at denne term har været anvendt for en bred vifte af anlægstyper, der på trods af mange fællestræk ikke generelt synes at have været højdækket. Det er muligt, at mange af anlæggene er blevet højdækket i de seneste to faser, men det er bestemt også en mulighed, at visse af anlæggene aldrig blev bevidst dækket med jord som en endelig afslutning af de ritualer, der foregik i og omkring gravlæggelserne. I visse tilfælde synes graven og det aflange anlæg at have været dækket af et stentæppe eller af så mange sten, at dette har haft karakter af en røse (eksempelvis Salten Langhøj, Becker 1947). Således bør idéen om egentlige langhøje på ny tages op til overvejelse, og fremtidige undersøgelser af langhøjslignende strukturer bør have som delformål at afklare, hvorvidt eventuel højfyld kan tilskrives de primært anlagte strukturer. Indtil videre må termen „langhøj“ anvendes med et vist forbehold, og, indtil der foreligger en afklaring af spørgsmålet om konsekvent tilstedeværelse af højfyld, måske erstattes af „langhøjslignende anlæg“.

Materialet Det var i forbindelse med materialeindsamlingen ønsket at komme så tæt på det oprindelige dokumentationsmateriale fra udgravninger af tidligneolitiske gravanlæg som muligt, og af denne grund udførtes indsamlingen primært i Nationalmuseets arkiver, suppleret med publiceret materiale, særligt hvor egentlige udgravningsberetninger ikke var at finde. Anlæggene, der her samlet er betegnet „tidligneolitiske gravanlæg“, omfatter både indre gravstrukturer som dyssekamre, stenkister, såkaldte jordgrave og træbyggede gravanlæg og de ydre strukturer, der i mange tilfælde synes at have omsluttet disse. I alt indsamledes oplysninger om 192 grave og/eller hertil relaterede strukturer, dateret nogenlunde sikkert til tidligneolitikum (kaldet A-lokaliteterne), og dertil 190 anlæg (B-lokaliteter), der med overvejende sandsynlighed ville have kunnet indgå på lige fod med de førstnævnte i undersøgelserne, hvis blot det havde været muligt at finde tilstrækkelige oplysninger om anlæg- gene. Mine undersøgelser af „de tidligneolitiske langhøje“ blev udført på Tidligneolitiske gravanlæg i Danmark 21 basis af oplysninger om arkæologiske udgravninger af 84 anlæg (alle blandt A-lokaliteterne), hvoraf flere indeholdt spor af flere formodede gravlæggelser. I enkelte „langhøje“ er der ikke dokumenteret spor af egentlige grave – eksempelvis anlæggene Harreby II (Rieck 1982), Surløkke 3 (Sterum 1983) og Teglværksgården (Faber 1976) – og at disse til trods herfor blev inddraget i undersøgelsen skyldtes anlæggenes mange konstruktionsmæssige ligheder med „langhøjsanlæg“, hvori der er dokumenteret spor af gravlæggelser. Når der i visse anlæg ikke har kunnet registreres grave, kan dette i en del tilfælde skyldes nedbrydning af anlæggene i forbindelse med erosion eller senere forstyrrelser af arealet, hvor en eller flere grave oprindeligt var anlagt. Det kan dog heller ikke afvises, at der i visse tilfælde kan være tale om kenotafer eller om anlæg, der slet og ret intet har at gøre med de ellers lignende „lang- højsanlæg“. Netop i forbindelse med de tre tidligneolitiske gravanlæg er der nemlig en del vanskeligheder forbundet med klassifikationen af anlæggene som grave, altså steder hvor afdøde mennesker deponeredes endeligt, idet der kun i ganske sjældne tilfælde er bevaret skeletmateriale. Klassifikationen, både i felten og ved skrivebordet, beror således oftest på anlæggets form og størrelse samt tilstedeværelsen af genstande, der med rimelighed kan klas- sificeres som gravgods. Hvor sådant ikke er bevaret, eller aldrig har været lagt i graven, er det dermed overmåde vanskeligt at afgøre, hvorvidt der er tale om et gravanlæg og dertil at datere det.

Genanvendelse af tidligneolitiske gravanlæg En stor andel af de behandlede anlæg synes anvendt til mere end én begravelse, og i visse tilfælde kan det påvises, at disse er foretaget successivt i tidlig- eller mellemneolitikum – eksempelvis i anlæggene Storgård IV (Kristensen 1991), Hejring (Madsen 1979), Højensvej høj 7 (Beck 2008) og Troelstrup (Kjærum 1977). I alt er der i mere end halvdelen af de behandlede gravan- læg (både „langhøje“ og andre) påvist senere brug eller genanvendelse af de tidligneolitiske strukturer både i neolitikum og bronzealderen. Dette faktum har stor betydning for vor opfattelse af anlæggene. Dels har genanvendelserne nemlig direkte relation til faktorer som destruktion, bevarelse og genfinding af de tidligneolitiske anlæg, og dels har genbrugen ofte resulteret i ændringer af anlæggenes strukturelle opbygning. Ved anlæg- gelse af sekundære gravstrukturer oveni de oftest af mindre sten, jord og træ opførte, tidligneolitiske gravanlæg, er placeringen af nedgravninger eller store sten i forhold til de ikke-megalitiske grave afgørende for om disse grave er 22 specialer i forhistorisk arkæologi

blevet bevaret eller ej. Er et senere gravanlæg anlagt lige oveni en ikke-megalitisk grav, er der næppe mange spor tilbage af denne. Har anlæggelsen af en megalitgrav derimod respekteret en ikke-megalitisk grav, enten tilfældigt eller med overlæg, eller er det ikke-megalitiske gravanlæg på et tidspunkt blevet omfattet af en betragtelig højstruktur eller en randstenskæde, har den først anlagte struktur haft bedre chancer for at undgå destruktion – i hvert fald i perioden efter 1937, hvor fredningen af synlige fortidsminder trådte i kraft. Desværre kan vi ikke vide meget om, hvor mange af de indtil 1937 udgravede megalitanlæg og gravhøje reelt har omfattet ældre, ikke-megalitiske faser, som i kraft af tidligere tiders undersøgelsesmetodikker aldrig er blevet opdaget. Eftersom sådanne fortidsminder i dag kun sjældent udgraves, er det ligeledes sjældent, vi får indblik i, hvad disse rummer og dækker over. Undtagelser herfra er dog eksempelvis undersøgelserne af det komplekse anlæg ved Bygholm Nørremark i 1970’erne (Rønne 1979), undersøgelser af gravhøje i Sydvestjylland (Madsen & Thomsen 1972) samt iagttagelser gjort i forbindelse med restaurering af megalitanlæg i de seneste år (Dehn et al. 2006). Genanvendelser og udbygninger af de tidligneolitiske gravanlæg kan som nævnt have resulteret i ændringer af de først anlagte strukturer ved tilføjelser af elementer og højfyld. Ofte har det dog været umuligt i nedpløjede højanlæg at konstatere, om der i forbindelse med anlæggelse af sekundære begravelser kan være påført højfyld, som har ændret højens ydre. Dette synes i en del tilfælde at have udmøntet sig i den hidtidige opfattelse, at tidligneolitiske, ikke-megalitiske grave kan have været omsluttet af rundhøje (Ebbesen 1994; Rudebeck 2002). En nærmere gennemgang af 21 formodede tidligneolitiske rundhøje eller høje af uvis form (blandt A- og B-lokaliteterne) viste dog, at langt størstedelen af disse blev udgravet eller på anden vis undersøgt, før man begyndte at anvende tværsnit og dermed egentlige stratigrafiske iagttagelser i forbindelse med arkæologiske udgravninger af høje – og de øvrige havde alle spor af at have været genanvendt til begravelser i perioderne, der fulgte efter tidligneolitikum. Således kan der rejses berettiget tvivl om, hvorvidt de registrerede rundhøje reelt er samtidige med de tidligneolitiske, ikke-megalitiske grave, og dermed om denne form for monument opstår allerede i denne tidlige del af neolitikum. Fremtidige feltundersøgelser med særligt fokus på denne problemstilling er bestemt ønskværdige for yderligere afklaring af spørgsmålet om eksistensen af tidligneolitiske rundhøje i relation til ikke-megalitiske gravanlæg. Tidligneolitiske gravanlæg i Danmark 23

De tidligneolitiske „langhøjes“ orientering Lad det være slået fast med det samme: tidligneolitiske „langhøje“ og langhøjs lignende anlæg har bestemt ikke konsekvent været øst-vest-orienteret med særlig fremhævelse af den østlige ende. Dette synes ellers at være en udbredt opfattelse (Jensen 2001, 358; Rudebeck 2002, 124; Beck 2008, 17). Blandt de anlæg, der undersøgtes i specialet, var det muligt at udlede en nogenlunde nøjagtig orientering af 71 anlæg blandt A-lokaliteterne og yderligere 10 anlæg blandt B-lokaliteterne. Hovedparten af anlæggene var orienteret nær ved den øst-vest-vendte akse, men cirka 20 % af anlæggene var orienteret markant anderledes. Dette gælder eksempelvis de fire tæt liggende anlæg i Harreby I, det udpræget trapezformede anlæg på Vroue Hede VIIIb (begge Jørgensen 2006), højanlægget med tre grave i Sjørup Plantage (Jørgensen 1977) samt to sjællandske anlæg ved henholdsvis Kokkedal Station og Oreby Skov (begge Christiansen 1996). At dog så relativt mange anlæg synes øst-vest-orienteret, kan skyldes to forhold. Denne orientering kan reelt have været foretrukket af de, der opførte anlæggene, men det skal ikke undervurderes, at den gængse opfattelse af tidligneolitiske langhøje som øst-vest-orienterede kan have resulteret i, at det primært er anlæg med nogenlunde denne orientering, der er blevet erkendt ved arkæologiske undersøgelser.

Konstruktionsforløb og facadestrukturer Andre hyppige misforståelser udgøres af opfattelsen af de såkaldte facadestrukturer som (østlige) afslutninger på de jordbyggede langhøje og dertil selve disse jordhøjes tilstedeværelse som et ufravigeligt strukturelt element i de tidligneolitiske „langhøjslignende“ anlæg, jævnfør ovenstående. T. Madsen satte allerede i 1979 spørgsmålstegn ved dette forhold (Madsen 1979, 311), men siden synes dette aspekt ikke at være blevet indgående undersøgt. En nøje granskning af et mindre udvalg af detaljerede udgravningsrap- porter og -planer anvendtes i afhandlingen til at afklare generelle træk omkring konstruktionsforløbet i de tidligneolitiske „langhøje“. I. K. Kristensen gjorde i 1991 opmærksom på at de anlæg, der samlet set kaldes tidligneolitiske langhøje kan have varieret en del, hvad angår konstruktionsrækkefølgen (Kristensen 1991, 81), men der synes dog i de behandlede anlæg at være visse gennemgående træk (figur 1). I forbindelse med den nyligt undersøgte Højensvej høj 7 i Rantzausminde ved Svendborg (Beck 2008) blev der påvist pløjespor på det areal, hvor „lang- 24 specialer i forhistorisk arkæologi

højen“ siden blev placeret. Dette er et træk, der desværre kun er dokumenteret denne ene gang i forbindelse med tidligneolitiske gravanlæg, men som man kan formode har været udbredt, men overset på baggrund af tidligere tiders udgravningsmetoder og de meget forskelligartede bevaringsforhold i og under anlæggene. Ved samtlige af de i detaljer undersøgte anlæg forekom tidligt i konstruk- tionsforløbet en form for afgrænsning af et aflangt areal. Afgrænsningen kan have bestået af gravede grøfter eller af en slags hegn eller palisader af træ eller sten eller kombinationer af flere elementer – variationerne er talrige, men resultatet synes at have været det samme: en mere eller mindre uigen- nemtrængelig konstruktion, der synes at have afgrænset eller markeret et indre areal. Inde på dette aflange areal er der herefter eller samtidigt hermed opført en grav, hvis konstruktion kan have varieret betragteligt og kan opdeles i mindst fem forskellige hovedtyper. Hovedtyperne omfatter dels stenbyggede kamre eller kister; gravanlæg med gavlstolper, -sten, -gruber og grøfter (visse af disse også kendt som grave af Konens Høj-type), grave med stenrammer, grave med bundbrolægning, grave med både bundbro- lægning og stenrammer og endelig en restgruppe af særformer. Blandt gravene af Konens Høj-type forekommer mange variationer til fremhævelse af gravanlæggets to smalsider eller gavle. Disse kan tilsyneladende have bestået af enten lodrette eller mod gravlejet let skrånende, kraftige planker eller af store sten eller kombinationer af disse. Overordnet synes variationerne dog at skulle have dannet en tydelig, fritstående markering af selve gravlejet, og således afvises tidligere foreslåede rekonstruktioner, hvor endeplankerne eller -stenene har indgået i en slags kistekonstruktion (Madsen 1972, 1979; Liver- sage 1983, 1992). De fem overordnede hovedtypers geografiske udbredelse undersøgtes i specialet, men der kunne ikke iagttages egentlige geografiske grupperinger i materialet, hvormed det antages, at der i stedet er tale om personlige præferencer knyttet til den gravlagte eller dennes efterladte. Der kan dog også være tale om kronologiske forskelle, men dette lader sig ikke afsløre på basis af de få C14-dateringer, der er til rådighed. I den ene ende af det langstrakte areal blev der i mange tilfælde anlagt en grøft, hvori to eller flere stolper blev nedsat – de såkaldte facadeanlæg. At disse facader næppe har stået som en lodret afslutning af jordbyggede langhøje ses af, at højfyld i visse tilfælde har dækket facadestrukturerne og i andre tilfælde, at der ikke findes spor af højfyld i dele af zonen mellem facaden og selve graven. Dette ses eksempelvis ved det langhøjslignende anlæg i Rokær (Kristiansen 2000). I stedet skal facaderne formentligt ses som strukturer anlagt i tilknytning til Tidligneolitiske gravanlæg i Danmark 25 selve gravene, sandsynligvis som en yderligere markering heraf. Dette un- derbygges af, at man ved successiv anlæggelse af flere grave inden for samme langhøjslignende struktur har placeret facadestrukturen på det samme sted som tidligere, men udskiftet stolperne. Dette ses tydeligt i Højensvej høj 7 (Beck 2008), og måske er det også gældende for anlægget på Onsved Mark II (Kaul 1988). Facadernes funktion som markering tydeliggøres yderligere af de såkaldte „transect-analyser“, der udgjorde dele af specialets landskabsanalyser. Med udgangspunkt i de langhøjslignende anlægs (nøjagtige) orientering og facadestrukturernes placering i forhold hertil, var det muligt at fastslå, at den ende, der synes at have været fremhævet af en facadelignende struktur, overvejende har været placeret således, at facadernes bredeste udstrækning har været orienteret ud mod enten vandveje eller korridorer i landskabet. Placeringen og orienteringen af de tidligneolitiske langhøjslignende anlæg skal sandsynligvis sættes i direkte forbindelse med brugen og betydningen af anlæggene og dermed med de enkelte konstruktionselementers funktion.

Perspektiver I det ovenstående er fremlagt oplysninger baseret på nye undersøgelser af de tidligneolitiske gravanlæg. Foruden nævnte uafklarede problematikker omkring konsekvent højdækning af langhøjslignende anlæg står også spørgsmålet om eksistensen af enkeltliggende grave under flad mark, som eksempelvis Dragsholm II-graven (Brinch Petersen 2007), åbent. Det har ikke været muligt at afgøre, hvorvidt sådanne findes som egentlig anlægs type, eller om de tilsyneladende enkeltliggende grave har indgået i større konstruktioner, der blot ikke har afsat spor i undergrunden. Et andet uafklaret aspekt udgøres af spørgsmålet om (forsætlig) destruktion af de tidligneolitiske gravstrukturer (Kaul 1988; Liversage 1992). Det er ved gennemgang af beretninger vanskeligt at afgøre, hvorvidt mængden af trækul i et anlæg er udtryk for at konstruktionen har været afbrændt, eller blot forkullet i forbindelse med forlængelse af træets holdbarhed. Således bør detaljer af denne karakter fremover angives tydeligere i dokumenta tionsmaterialet fra arkæologiske undersøgelser. Et vigtigt perspektiv for fremtidige undersøgelser af tidligneolitiske grav- anlæg udgøres af mulighederne for at datere anlæggene snævert inden for perioden, for dermed at blive i stand til at afgøre om de påviste variationer kan tilskrives kronologiske forskelle. Dette ville kunne muliggøres ved dels langt flere C14-dateringer, foretaget på velegnede materialer fra anlæggene, 26 specialer i forhistorisk arkæologi

delsl en nybearbejdning af de genstande, der er fundet i de sluttede gravkontekster med henblik på opstilling, revision og sammenholdelse af flere typologier, der kan være kronologisk signifikante.

Litteratur

Beck, M. R. 2008. De første bønder ved Svendborg – nyt fund af en langhøj fra tidlig bondestenalder og Danmarks måske ældste mark. Årbog for Svendborg og Omegns Museum 2007. Becker, C. J. 1947. Mosefundne lerkar fra yngre stenalder. Studier over Tragtbægerkulturen i Danmark. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1947. Brinch Petersen, E. 2007. Discovery and excavation of the graves. I: T. D. Price, S. H. Ambrose, P. Bennike, J. Heinemeier, N. Noe-Nygaard, E. Brinch Petersen, P. V. Petersen & M. P. Richards: New Information on the Stone Age Graves at Dragsholm, Denmark. Acta Archaeologica 78,2. Christiansen, D. V. 1996. Oreby Skov. Sydsjællands første langhøj med træbyggede strukturer. Kulturhistoriske Studier 1996. Dehn, T., J. Westphal & S. I. Hansen 2006. Strids Mølle Jættestue. Arkæologiske Udgravninger i Danmark 2005. Ebbesen, K. 1994. Simple, tidligneolitiske grave. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1992. Faber, O. 1976. Hus eller grav? Mark og Montre 1976. Jensen, J. 2001. Danmarks oldtid 1. Stenalder. København. Jørgensen, E. 1977. Brændende Langdysser. Skalk 1977,5. – 2006. Fra underjordiske dysser til synlige trapezformede anlæg. Om stenaldergravene i Harreby. Kuml 2006. Kaul, F. 1988. Neolitiske gravanlæg på Onsved Mark, Horns Herred, Sjælland. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1987. Kjærum, P. 1977. En langhøjs tilblivelse. I: S. E. Albrethsen (red.): Festskrift til Knud Thorvildsen. Antikvariske Studier 1. København. Kristensen, I. K. 1991. Storgård IV. An Early Neolithic Long Barrow near Fjelsø, North Jutland. Journal of Danish Archaeology 8, 1989. Kristiansen, A. M. 2000. Langhøjen ved Rokær – variation over et tema. I: S. Hvass & Det Arkæologiske Nævn (red.): Vor Skjulte Kulturarv. Arkæologien under overfladen. København. Tidligneolitiske gravanlæg i Danmark 27

Liversage, D. 1983. Træbyggede grave fra den ældste bondestenalder. Udgravninger ved Lindebjerg. Nationalmuseets Arbejdsmark 1983. – 1992. Barkær. Long Barrows and Settlements. Arkæologiske Studier 9. København. Madsen, M. R. & S. H. Thomsen 1972. Stenaldergrave ved Tarp. Mark og Montre 1972. Madsen, T. 1972. Grave med teltformet overbygning fra tidlig-neolitisk tid. Kuml 1971. – 1979. Earthen Long Barrows and Timber Structures: Aspects of the Early Neolithic Mortuary Practice in Denmark. Proceedings of the Prehistoric Society 45. Rieck, F. 1982. En halv meter høj. Nordslesvigske Museer 9. Rudebeck, E. 2002. Likt och olikt i de sydskandinaviska långhögarna. I: L. Larsson (red.): Monumentala gravformer i det äldsta Bondesamhället. Report series 83. Lund. Rønne, P. 1979. Høj over høj. Skalk 1979,5. Sterum, N. 1983. Surløkke 3. Sønderjysk Månedsskrift 1983,2. Thorvildsen, K. 1941. Dyssetidens gravfund i Danmark. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1941.

Artiklen er skrevet på baggrund af magisterkonferensspecialet Tidlig neolitiske grave og gravanlæg i Danmark – udefra, oppefra og indefra, der blev bedømt den 10. september 2009 af Erik Brinch Petersen (vejleder/eksaminator) og Søren Sørensen (censor).

Tragtbægerkulturens gravmonumenter i landskabet – beliggenhed og visibilitet

Cecilie Krause

ragtbægerkulturens gravmonumenter er vel nogle af de mest iøjnefaldende fortidsminder i Danmark. Det kan ikke undre, at de gennem tiden har været årsag til mange overvejelser om, hvem der Tbyggede dem, og hvorfor disse bestandige bygningsværker overhovedet blev opført. Også i den arkæologiske forskning har interessen naturligvis været stor. Mange forskellige typer undersøgelser er blevet foretaget, og mange diskussioner er fremsat. Som andre fag er også arkæologien i en udvikling med hensyn til, hvilke typer analyser man kan foretage. Således har GIS givet arkæologien mange nye muligheder for fortolkninger af et gammelkendt materiale. Formålet med mit speciale var at foretage en analyse af tragtbægerkultu- rens gravmonumenters beliggenhed i et nordsjællandsk område afgrænset af Roskilde Fjord mod vest og Øresund i øst. Monumenterne, der blev taget udgangspunkt i, var megalitgravene, det vil sige langdysser, dysser og jæt- testuer, hvis byggeperiode kan henføres til cirka 3500‑3100 f. Kr. (tidlig- og mellemneolitisk tids faser TN II, MN Ia og MN Ib). Monumenterne blev først og fremmest analyseret i forhold til visibiliteten, både i landskabet og i forhold til hverandre. Tilstræbte man at placere dem således, at man kunne se fra den ene høj til den anden, eller skulle de isoleres visuelt? Det blev undersøgt, hvor i landskabet monumenterne er placeret, og om der kunne ses et mønster i beliggenheden i forhold til terræn, landskab samt undergrund. Endelig berørtes monumenternes beliggenhed i forhold til landskabets naturlige barrierer og korridorer. Var gravhøjene placeret på let tilgængelige steder, eller tilstræbte man i højere grad at placere dem på svært fremkommelige, isolerede steder? Den manglende finkronologi for megalitbyggeriet medfører, at der i un- 30 specialer i forhistorisk arkæologi

dersøgelsen blev set på udbredelsen af dysser, langdysser og jættestuer som en samlet gruppe velvidende, at de ikke alle fandtes samtidigt. Et udbredelseskort med alle tre monumenttyper vil således repræsentere situationen omkring 3100 f. Kr., da alle gravmonumenter var bygget. I denne artikel vil fokus være på visibilitetsanalyserne, der fortjener en diskussion af muligheder og ikke mindst begrænsninger.

Visibilitetsanalyser og mulighederne Visibilitetsanalyser (viewsheds-analyser) er en GIS-teknik, der beregner, hvor langt en person, der befinder sig på et givent sted i et landskab, kan se fra dette sted (Harris 2002, 133). I projektet anvendtes Vertical Mapper – en ap- plikation til GIS-programmet MapInfo. Analyserne udføres over et højde- kurvekort, hvor punktet, hvorfra man vil undersøge visibiliteten, defineres. Derefter beregner programmet, hvilke områder, der er synlige, og markerer med forskellige farver hvilke områder, der er synlige og hvilke, der ikke er synlige fra det givne punkt. Visibilitetsanalyser kan give oplysninger om hvilke monumenter, der er synlige fra givne steder, og derved kan de måske afsløre nogle af de overvejelser, som tragtbægerkulturens mennesker gjorde sig, når de valgte placering til deres monumenter. Analysen kan afdække, hvorhen monumenterne „henvender sig“ – altså hvorfra det var meningen, de skulle kunne ses, når man bevægede sig i landskabet. Der kan foretages tre forskellige typer viewsheds-analyser: single viewshed, multiple viewshed og cumulative viewshed. Der findes ingen danske oversæt- telser, men single viewshed betegnes som den „almindelige“. Her angives i et rasterkort, om landskabet er synligt eller ikke synligt set fra et defineret udsigtspunkt. Ved multiple viewsheds beregnes synsfeltet for to eller flere udsigtspunkter. Synsfelterne lægges sammen og igen angives, hvor landskabet er synligt fra mindst et udsigtspunkt eller ikke synligt fra alle (Wheatley & Gillings 2002, 207). Cumulative viewshed foretages for to eller flere udsigtspunkter. Alle synsfelterne sammenlægges, og for hver celle i rasterkortet tælles de overlappende synsfelter, og antallet angives med forskellig farve (Chapman 2006, 135 f.; Conolly & Lake 2006, 227 f.) (figur 1). I specialet blev især benyttet single viewsheds, da antallet af andre monumenter i hvert synsfelt skulle registreres, og arealet af de enkelte synsfelter måles, hvilket kun kunne ske via denne form for visibilitetsanalyse. Efterfølgende blev en fælles visibilitetsanalyse udført over samtlige gravmonumenter i området. Til det blev cumulative viewshed metoden benyttet, da formålet var at se, Tragtbægerkulturens gravmonumenter i landskabet 31

Figur 1. Øverst ses eksempel på single viewshed analyse. Synsfeltet omkring et enkelt udsigtspunkt er beregnet. Med grøn er markeret det areal, der er synligt fra udsigts- punktet. Med rød er markeret det areal, der ikke er synligt fra ud- sigtspunktet. I midten ses eksempel på multiple viewshed analyse. Synsfelterne fra tre udsigtspunkter er beregnet og lagt sammen. Med grøn markeres dest areal, der er synligt fra et eller flere udsigtspunkter. Det øvrige landskab er ikke synligt fra nogen af dem. Nederst ses eksempel på cumulative viewshed. Synsfelterne fra tre udsigtspunkter er beregnet og lagt sammen. Med forskellig farve er angivet hvor mange synsfelter der overlapper. Radius af synsfelterne er, i alle eksemplerne, sat til 2 kilometer. 32 specialer i forhistorisk arkæologi

hvor de overlappende synsfelter var flest, samt hvordan monumenterne lå i forhold til disse koncentrationer.

Kildekritikken – vegetation, landskab og det menneskelige øje Industrialiseringen og landbrugets ekspansion i 1800-årene er velkendte problemer, når man arbejder med forhistoriske monumenter. Disse resulterede i, at hundredetusinder af fortidsminder måtte vige pladsen for fremskridtet (Stummann Hansen 1997, 11). Denne fejlkilde er meget håndgribelig. Mindre håndgribelig er nok de metodiske aspekter vedrørende visibilitetsanalyser generelt, der ikke desto mindre er meget interessante af bringe frem i lyset; primært kildekritiske forhold vedrørende den forhistoriske vegetation, der ofte nævnes som en usikkerhedsfaktor, men i lige så høj grad er det vigtigt at diskutere menneskets fysik, og hvor langt det egentligt er muligt for det menneskelige øje at se – et aspekt der så godt som altid udelades af overvejelserne. At fastslå, hvordan det fysiske landskab så ud i neolitikum, lader sig ikke gøre i en stor detaljeringsgrad (Gamsun et al.1997, 14; Edring 2005, 31). C. Tilley beskriver det, som om landskabets „kød“ er borte – tilbage står skelettet i form af de geologiske elementer: bjerge, bakker og dale (Til- ley 1994, 73 f.). Derfor må vi også gøre os klart, at vi som udgangspunkt kun kan analysere forholdet mellem monumenterne og deres beliggenhed i forhold til det tilnærmelsesvist statiske, geologiske landskab. Der er dog eksempelvis foretaget pollenanalytiske undersøgelser af et udvalgt område i undersøgelsesområdet, nemlig omkring Gundsømagle Sø i en radius af 5 kilometer (Rasmussen et al. 1998). Her viste analysen, at der i neolitikum sker en forventelig ændring i skovens sammensætning, og de første spor af korndyrkning ses. I en sammenlignende analyse med Gribsø-området sås en større udnyttelse af Gundsømagle-området, hvor der var enten større eller flere rydninger i urskoven. Disse analyser har dog en så begrænset geografisk udstrækning, at de ikke lader sig overføre til hele undersøgel- sesområdet. En anden vigtig faktor er sigtbarheden, for hvor langt kan man egentlig se? Ved en undersøgelse af tre områder i Falbygden, Sverige, blev en radius på henholdsvis 7 kilometer og 5 kilometer valgt som synsfelt (Persson & Sjögren 2001, 207). Men hvad præcis er det, man kan se på 5 og 7 kilometers afstand, og har gravmonumenterne overhovedet adskilt sig fra omgivelserne på denne afstand? Tragtbægerkulturens gravmonumenter i landskabet 33

Oftest er det kontrasten mellem objekt og omgivelser, der er årsagen til objektets synlighed, for eksempel et dyr i bevægelse i en ellers stillestående skov eller i vores tilfælde et „unaturligt“ objekt i et neolitisk landskab. Jo mere et objekt afviger fra dets omgivelser, jo større bliver synligheden over større afstande sammenlignet med et objekt, der smelter ind i omgivelserne (Conolly & Lake 2006, 231). En kontrastfuld placering kan øge et monuments synlighed. Hvis det eksempelvis placeres på toppen af en bakke, vil man se højen på baggrund af horisonten – gravhøjen vil optræde i mørk silhuet på lys himmel baggrund. Overskyet og regnfuldt vejr vil kunne sløre sigtbarheden væsentligt, ligesom modlys, skyggesider eller snedække kan skabe en skjulende tilstand af større arealer. En nybygget gravhøj står kontrastfuldt til omgivelserne, men hvordan vil en 1, 10 eller 25 år gammel gravhøj tage sig ud? Vil den blive overgroet og hurtigt blive kamufleret af omgivelserne? Skulle monumenterne efterhånden indgå i omgivelserne, eller har man vedligeholdt dem og forhindret dem i at gro til? Dette er spørgsmål, der desværre ikke lader sig besvare ad arkæologiens vej. En anden væsentlig faktor vedrørende synlighed på afstand er objektets størrelse. Hvordan vil en gennemsnitlig gravhøj fremtræde for vore øjne på en afstand af to kilometer? Det kan vi regne os frem til. Hvis man holder en meterstok præcis en meter foran sine øjne, således at alle 100 centimeter er synlige, og hvis enderne af meterstokken danner kanterne og vinklen af synsfeltet, vil samme synsfelt få en bredde af 2000 meter, hvis radius sættes til 2000 meter, og vinklen forlænges ud i horisonten. Når vi projekterer horisonten ind på vores meterstok, vil de 2000 meter fordele sig over vores ene meter. En meter i horisonten vil svare til (1/2000) 0,0005 meter eller 0,5 millimeter på vores meterstok. En gravhøj på 20 meter i diameter og en højde på tre meter vil i vores synsfelt 2000 meter borte svare til (20 x 0,05) 10 millimeter i bredden og (3 x 0,5) 1,5 millimeter i højden på vores meterstok, som altså er placeret en meter fra vore øjne. Hvis radius øges til 5000 meter, vil bredden af synsfeltet i horisonten ligeledes blive 5000 meter, og når de projekteres tilbage på vores meterstok, vil en gravhøj på 20 meter i diameter svare til (1/5000 x 20 meter) 0,004 meter eller fire millimeter på vores meterstok. Med dette in mente er det ikke rimeligt at kalkulere med et synsfelt, der overstiger 2000 meter. I det aktuelle speciale er de 2000 meter derfor sat som ydergrænse for synsfeltet og derved som radius i visibilitetsanalyserne. Synsfeltets omfang afhænger også af højden over det aktuelle udsigtspunkt. I vores tilfælde er dette højden på tragtbægerkvinden eller -manden. Ifølge P. Bennike måler den tidligneolitiske mand gennemsnitligt 165 centimeter, og den tidligneoli- 34 specialer i forhistorisk arkæologi

tiske kvinde måler gennemsnitligt 153 centimeter (Bennike 1997, 104), hvilket giver en gennemsnitlig højde på 159 centimeter, som der efterfølgende tages udgangspunkt i. Højden 1,59 meter er målt fra jordoverfladen og ikke fra selve gravhøjen. Hvis personen stod på højen, skulle yderligere 1,5‑3 meter lægges til højden, og synsfeltet ville forøges. Da monumenternes oprindelige højde ikke kendes, og det er usikkert, om man har kravlet rundt på højene, regnes synsfeltet fra højfoden på trods af, at det er centerkoordinaten til gravmonumentet, der beregnes ud fra. Beregningerne udføres over en højdemodel skabt på baggrund af et net af punkter med højdeinformation. Punkternes indbyrdes afstand er 25 meter, og nøjagtigheden er derfor god. Når beregningerne foretages, korrigeres der automatisk for jordklodens krumning. Ved hver analyse tastes udsigtshøjden ind i et skema, hvor „modtagerhøjden“ også angives. Et praktisk eksempel kan være, at man for eksempel undersøger et område med giraffer og synligheden til disse. En „modtagerhøjde“ kan sættes til eksempelvis tre meter, således at de øverste to meter af giraffen stadig er synlig (idet vi regner med, at giraffer måler fem meter i højden). Synsfeltet vil på den måde blive større, idet girafferne stadig vil kunne ses i for eksempel lavninger og bag mindre bakker, arealer hvori lavere dyr ellers ville være usynlige. I vores tilfælde sættes denne „modtagerhøjde“ til nul meter, således at hele højden af monumentet er synligt i det synsfelt, der beregnes.

Materiale og visibilitetsanalyserne Dataindsamlingen resulterede i registrering af præcis 300 monumenter. Typemæssigt tegner langdysser sig for 130 eksemplarer (43 %), dysserne for 88 eksemplarer (29 %), jættestuerne for 14 eksemplarer (5 %) og de usikre megalitanlæg tegner sig for 68 eksemplarer (23 %) (figur 2). Ingen monumenter har synsfelter over 50 % af arealet inden for de to kilometer, radius er sat til. Størstedelen af synsfelterne ligger mellem 8 og 27 %. Antallet af synlige monumenter fra hvert monument ligger mellem 0 og 16 med en overvægt på mellem 0 og 3. Af de tre forskellige monumenttyper ser det ud til, at prioriteringen af et lille synsfelt kombineret med få synlige monumenter, eller en placering, hvor kun få monumenter har ligget i synsfeltet, er størst hos langdysserne, men efterfølges af dysserne, der har en anelse flere monumenter i synsfeltet. De langdysser og dysser, der adskiller sig fra ovennævnte, ligger spredt, og et mønster kan ikke umiddelbart erkendes. Jættestuerne er kun repræsenteret med få eksempler, og det ville Tragtbægerkulturens gravmonumenter i landskabet 35

Figur 2. Undersøgelsesområdet (i Nordsjælland) med udbredelsen af de registrerede monumenter. Langdysser er markeret med rektangel, dysser med ring, jættestuer med kors og de usikre megalitanlæg med en hvid prik. være upålideligt at forsøge at fastsætte mønstre på baggrund af ti eksemplarer. En tendens til et større synsfelt end gennemsnittet af samtlige monumenter er dog gældende. Størstedelen af de ikke definerede monumenter har et lavt antal af synlige monumenter, og den procentvise andel af synligt areal er fordelt jævnt fra 5 til 40 %. Der kan ikke ses nogen koncentrationer. Den kumulative viewsheds-analyse viser, at gravmonumenterne ofte ligger på kanten af områder, hvorfra der har været udsigt til endnu flere monumenter end der, hvor selve gravmonumentet er anlagt. Dette gælder især langdysserne. Observationen tolkes, som at udsigten til flere monumenter bevidst er søgt begrænset.

Monumenternes rolle som fortidsminder og territoriemarkører Analysen afslørede altså, at man sandsynligvis ikke ønskede at placere monumenterne på steder med størst mulig synlighed, et resultat der også ses ved andre analyser af denne type, for eksempel i det vestsvenske område (Sjögren 2003, 270 f.). Der kan være flere årsager til, at man i tragtbæger- kulturen byggede de store gravmonumenter – udover at de danner rammen om en begravelse. For eksempel kunne monumenterne fungere som en form for fælles tankegods for samfundet – ved at begrave sine døde, eller dele af dem, i disse monumenter, kunne man etablere et varigt minde, der også 36 specialer i forhistorisk arkæologi

ville være aktuelt for de fremtidige generationer. Ved at placere gravmonumenterne spredt i landskabet kunne tragtbægerkulturens mennesker, netop ved at bevæge sig gennem landskabet, mindes de døde og relationerne til dem. Det er måske derfor, vi netop ser denne monumenttype spredt over undersøgelsesområdet frem for på specielle topografiske steder med stor visibilitet. Det har ikke nødvendigvis været vigtigt at kunne se monumenterne fra nær og fjern, men derimod kunne det være vigtigt, at man netop gennem rejsen i området oplevede de forskellige monumenter og dermed minderne om forfædrene. Ved at bevæge sig rundt i landskabet opfrisker og fornyer man kendskabet til mindet om de døde forfædre. Kontinuerlige begravelser i monumenterne kan også opfattes som en genoplivelse af mindet, der sup- plerer oplevelsen af monumenterne i landskabet via rejser. Der er ingen tvivl om, at der kan være en sammenhæng mellem ønsket om at opretholde mindet om forfædrene via byggeriet af monumenterne og disses mulige rolle som territoriemarkører. Når de neolitiske monumenter diskuteres, lægges der da også ofte vægt på deres sammenhæng med for- fædrene (for eksempel Damm 1991, 43 ff.; Bradley 1998, 51 ff.; Parker Pearson 2000, 203 ff.), fordi man via dem kunne legitimere kravet på land i et samfund med en landbrugsbaseret økonomi. Samtidig har familien også været vigtigt i det daglige landbrugsarbejde. Det har forstærket bevidstheden om slægten, hvilket kan have medført social konkurrence slægterne imellem (Bradley 1998, 51 ff.). Denne konkurrence slægterne eller stammerne imellem har formentlig gjort behovet for territoriemarkører endnu større. Men hvis monumenterne har fungeret som territoriemarkører, hvorfor er de da ikke konsekvent placeret på steder med høj synlighed? En under- søgelse af neolitiske langhøje i Danebury området i England (Lock & Harris 1996, 223 ff.; Harris 2002, 134 ff.) kan måske give et bud på en forklaring. Her viste det sig, at højene var placeret således, at de ikke indbyrdes var synlige. De var altså ikke placeret på de markante steder i landskabet, der gav størst mulig synlighed. Flere høje var således, i lighed med mange af dette speciales monumenter, placeret for foden af bakker eller på skrånende terræn (Lock & Harris 1996, 225, figur 13.6; Harris 2002, 135 og figur 3). Alligevel betragter G. R. Lock og T. Harris højene som territoriemarkører. Det skyldes, at flere af højene først blev synlige for mennesker, når de krydsede bakkekamme. Når man havde passeret en bakkekam og kunne se et nyt rum i landskabet, så kunne man også se højen, eller rettere territoriemarkøren, der hørte til området, og man vidste dermed, at man havde krydset grænsen til et nyt territorium (Harris 2002, 134 f.). De var altså placeret i forhold til landskabets Tragtbægerkulturens gravmonumenter i landskabet 37 naturlige rum, og det var meningen, de skulle opleves, når man bevægede sig til fods gennem landet. Eksemplet fra Danebury er interessant – i dette speciale er der mange eksempler på indbyrdes synlighed mellem monumenterne. Alligevel kunne det godt tænkes, at monumenterne i Danmark kunne fungere som territorie- markører. Markører der både angav, at området var beboet og genoplevede mindet om de døde forfædre og således retten til landet. Dermed er det forståeligt, at vi ikke finder et entydigt mønster i monumenternes placering. Det har været vigtigere for tragtbægerkulturens mennesker at opleve monumenterne og forfædrenes tilstedeværelse ved at rejse gennem landskabet.

Monumenternes beliggenhed i landskabet og ritualerne Et grundliggende spørgsmål er, hvordan monumenterne skal ses i forhold til de ritualer, som tragtbægerkulturens mennesker udførte i landskabet (Sjögren 2003, 329), samt hvilken funktion monumenterne egentlig havde (for eksempel Kaul 1994; Andersen 2000 med henvisninger). Få anlæg er undersøgt af fagarkæologer, og mange har været anvendt flere gange, ikke mindst i perioden 2800‑1500 f. Kr. (Andersen 2000, 17), hvilket har forstyrret fundbilledet og eventuelle primærbegravelser. Sikkert er det dog, at monumenterne kan sammenkædes med ritualer, der har med døden at gøre, hvad enten der er tale om primære begravelser, „benhuse“ eller lignende. Da tragtbægerkultu- rens mennesker opførte disse monumenter til de døde, placerede de dem i landskabet, og det antages, at disse placeringer ikke blot var tilfældige. Et så ressourcekrævende anlægsarbejde var velgennemtænkt og velovervejet, både hvad angår det placeringsmæssige og det byggetekniske. At der alligevel ikke kan erkendes et klart mønster i monumenternes beliggenhed, for eksempel i forhold til en konsekvent placering i landskabets dominerende positioner, kan måske skyldes, at de i stedet er placeret i forhold til symbolske og ideologiske fænomener og i forhold til landskabets „meningsindhold“. K. G. Sjögren (2003, 259) mener, at man forud for anlæggelsen af en megalitgrav kan have konsulteret „rituelle specialister“, således at megalitgraven kunne fungere korrekt i forhold til den gældende ideologi eller tro. Derfor er der antagelig en sammenhæng mellem monumenternes relation til omgivelserne og tragtbægerkulturens måde at anskue og indordne deres kulturlandskab på. Sammenhængen mellem monumenternes spredte placering i landskabet og de mere uhåndgribelige ideologiske årsager til disse 38 specialer i forhistorisk arkæologi

placeringer kan være vanskelig at påvise arkæologisk. Der er ingen tvivl om, at et fremtidigt studie, der også inddrager eksempelvis bopladser, samlingspladser og depoter, vil kunne være givtigt i forhold til disse spørgsmål. For nærværende må konkluderes, at gravene er placeret spredt i landskabet både i forhold til transportkorridorer og barrierer og i forhold til deres visuelle dominans i landskabet.

Litteratur

Andersen, N. H. 2000. Kult og ritualer i den ældre bondestenalder. Kuml 2000. Bennike, P. 1997. De døde i jægerstenalderen. To gamle mænd fra Korsør Nor. I: L. Pedersen, A. Fischer & B. Aaby (red.): Storebælt i 10.000 år. Mennesket, havet og skoven. København. Bradley, R. 1998. The Significance of Monuments. On the shaping of human experience in Neolithic and Bronze Age Europe. London. Chapman, H. 2006. Landscape Archaeology and GIS. Gloucestershire. Conolly, J. & M. Lake 2006. Geographical Information Systems in Archaeology. Cambridge. Damm, C. 1991. Burying the past. An example of social transformation in the Danish Neolithic. I: P. Garwood, D. Jennings, R. Skeates & J. Toms (eds.): Sacred and Profane: proceeding of a conference on archaeology, ritual and religion. Oxford 1989. Oxford University Committee for Archaeology Monograph 32. Edring, A. 2005. Berget i backens skugga. Det sociale landskapet på Kristianstadsslätten under tidig- och mellanneolitikum. University of Lund, Institute of Archaeology Report Series 94 Gamsun, T., G. B. Jerpåsen & C. Keller. 1997. Arkeologisk landskapsanalyse med visuelle metoder. AmS-Varia 28. Stavanger. Harris, T. M. 2002. GIS in archaeology. I: A. K. Knowles (ed.): Past Time, Past Place. GIS for History. Redland. Kaul, F. 1994. Ritualer med menneskeknogler i yngre stenalder. Kuml 1991‑92. Lock, G. R. & T. M. Harris 1996. Danebury Revisited: An English Iron Age Hillfort in a Digital Landscape. I: M. Aldenderfer & H. D. G. Maschner (eds.): Anthropology, Space, and Geographic Information Systems. Oxford. Pearson, P. 2000. Ancestors, Bones and Stones in Neolithic and Early Bronze Age Brittany and Ireland. I: A. Richie (ed.): Neolithic Orkney in its European Context. Cambridge. Tragtbægerkulturens gravmonumenter i landskabet 39

Persson, P. & K. G. Sjögren 2001. Falbygdens gånggrifter. Undersökningar 1985‑1998. Gotarc ser. C 34. Göteborg. Rasmussen, P., H. J. Hansen & L. B. Nielsen 1998. Kulturlandskabets udvikling i et langtidsperspektiv. To sjællandske områder gennem de sidste 6000 år. Nationalmuseets Arbejdsmark 1998. Sjögren, K. G. 2003. „Mångfalldige uhrminnes grafvar…“ Megalitgravar och samhälle i Västsverige. Gotarc ser. B. Gothenburg Archaeological Thesis 27. Coast to Coast-books 9. Göteborg. Stummann Hansen, S. 1997. Arkæologiens Farum. Antikvarer, Fortidsminder og Oldsager. Studierækken fra Farums Arkiver & Museer. Næstved. Tilley, C. 1994. A phenomenology of landscape. Oxford. Wheatley, D. & M. Gillings 2002. Spatial Technology and Archaeology. The Archaeological Applications of GIS. London/New York.

Artiklen er skrevet på baggrund af kandidatspecialet Tragtbægerkulturens gravmonumenter i landskabet i Nordsjælland, der blev bedømt den 21. november 2008 af Per Ole Rindel (vejleder/eksaminator) og Anne Bjerrekær (censor).

Skår af en helhed …

Signe Lützau Pedersen

n række mørke, oldsagsrige pletter på en nypløjet mark og en henvendelse til det ansvarshavende museum. Sådan startede det, og i dag kender enhver arkæolog lokaliteten. For ved Sarup på det sydvestlige EFyn blev Danmarks to første „samlingspladser“ fra neolitikum erkendt.

Erkendelse og fortolkning I begyndelsen blev anlæggene fra Sarup opfattet som enestående. Man forventede ikke umiddelbart at finde lignende pladser i Danmark, selvom an- lægstypen havde været kendt i næsten hundrede år i Vesteuropa. Derfor var opdagelsen af lokaliteterne Lønt ved Haderslev og senere Toftum nær Horsens yderst uventede (Madsen 1978). Fra midten af 1980’erne begyndte anlæggene dog pludselig at myldre op af jorden, og typen blev et fast element i opfattelsen af den nordlige tragtbægerkulturs samfund på lige fod med megalitgravene. Gennem tiden har tolkningsforslagene været både farverige og forskelligartede – heriblandt astronomiske strukturer, forsvarssystemer, kvægfolde og kultiske centre for bare at nævne nogle få. Grundlaget herfor var dog mere et udtryk for forskellige forskeres subjektive holdninger i kombination med tidens teoretiske strømninger, end de var præget af pladsernes anlægsspor og fund (Petrasch 1990, 517). I dag er det den generelle holdning, at sådanne pladser har udgjort en form for regionale centre eller samlingspladser, hvor der blandt andet har foregået aktiviteter med et markant rituelt element (Svensson 2002, 28 f.). Desværre er fortolkningsgrundlaget stadig i mange tilfælde kun baseret på en brøkdel af de oplysninger, fundmaterialet og anlægssporene potentielt kunne bidrage med. Ligeledes er mange af de helt banale, men alligevel centrale, diskussioner angående vores opfattelse af det arkæologiske materiale sprun- get over, hvilket må betragtes som yderst problematisk, da alle arkæologiske tolkninger er funderet i tid og rum. 42 specialer i forhistorisk arkæologi

Indgangsvinkel og metode Spørgsmålet, som stilles i mit speciale, er, om man kan få oldsagerne til at indgå mere direkte i fortolkningen og dermed forståelsen af de aktiviteter, som tragtbægerkulturens mennesker forestod på deres samlingspladser? Dette blev forsøgt dels gennem en evaluering af den hidtidige praksis med særligt fokus på locus classicus og dels gennem en nybearbejdning af et case- materiale. Yderligere blev også helt centrale aspekter vedrørende såvel forma tionsprocesser som vores opfattelse af den forhistoriske materielle kultur berørt. Til at belyse ovenstående problematik faldt valget på keramikken, da den ofte er velrepræsenteret på alle typer af tragtbægerkulturens pladser, hvilket gør den velegnet til komparative studier. Endvidere udtrykker keramikken og dennes ornamentik såvel et funktionelt som et mere æstetisk aspekt. Ydermere er keramikken også udgangspunktet for kronologien.

Langelandsvej og keramikken herfra Samlingspladsen Langelandsvej (HAM 4631), som blev nødudgravet i vinteren 2006/07 af Museum Sønderjylland, Arkæologi Haderslev, er specialets primære case (Witte 2007). På denne lokalitet er anlægssporene ikke overlejret af senere bopladser, og selve strukturen er enfaset. Anlægget dateres til tragtbægerkulturens Fuchsberg-fase, cirka 3500‑3300 f. Kr. Pladsen blev totaludgravet inden for det berørte område, hvilket bevirkede, at anlægssporene blev afgrænset i alle retninger undtagen mod nord, hvor rækken af systemgrave efter al sandsynlighed fortsætter. Mod vest ligger et mindre vandløb, som formodentlig afgrænser anlægget i denne retning. Fundene fra pladsen udgøres af cirka 450 X-numre, der hovedsageligt stammer fra systemgravenes endeområder. Keramikken, som er specialets fokus, udgjorde 156 X-numre – svarende til mere end 600 skår. Den analytiske bearbejdning heraf skal på ingen måde betragtes som fuldstændig udtømmende. Det blev valgt at dele skårmaterialet ind i oprindelige lerkarenheder, samt at fokusere på de registreringsele- menter ved keramikken, som bedst lod sig anvende i den videre diskussion. Denne var koncentreret om fem udvalgte problemfelter, som på hver sin måde bidrager til belysning af den primære problemstilling (Pedersen 2008, 49 ff.). I denne artikel vil fokus dog begrænses til praksis for nedlæggelsen af keramikken både på Langelandsvej og mere generelt. Skår af en helhed … 43

Oversigtsplan over Langelandsvej. Systemgravene er markeret med lysgrå og palisa- dehegnet med mørkgrå. Det skraverede område er en moderne forstyrrelse. Tegnet af E. Söbye/ F. Witte, Museum Sønderjylland – Arkæologi Haderslev. 44 specialer i forhistorisk arkæologi

Hvornår er en nedlæggelse rituel? Generelt er der kun få arkæologer, som specificerer, hvad deres opfattelse af rituel eller ritual indebærer. Deres definitioner er implicitte og må udredes gennem indirekte hentydninger. Fælles for samtlige af disse er dog, at rituel adfærd oftest betragtes som en modsætning til hverdagslivet. Baggrunden for dette skal nok søges delvist i, at mange i den vestlige del af verden i dag opfatter religion som noget marginalt i forhold til resten af tilværelsen. Overfører man ukritisk denne opfattelse til det arkæologiske materiale, bevirker det, at man dels kommer til at opfatte ritualer i forhistorien som noget udover hverdagslivet – noget der kræver særlige personer, specielle steder eller særprægede genstande, og dels antager, at disse ritualer også var klart adskilt fra dagligdagens anliggender (Bradley 2005, 28, 34 f.). Forskningen vedrørende neolitiske samlingspladser er meget fokuseret på netop det rituelle element, men også her er tolkningsgrundlaget af varierende karakter, hvorfor der skal ses nærmere på et par udvalgte lokaliteter. På Sarup I og II kommer det rituelle element blandt andet til udtryk gennem fortolkningerne af skårmaterialet. Både i palisadegrøfterne og enkelte steder i systemgravene er der fundet lerkarskår, som efterfølgende er blevet tolket som rituelt henstillede hele lerkar. Men hvordan man skal forstå resten af pladsernes keramiske inventar, er der ikke redegjort for. Er disse tusindvis af skår blot tilfældigt havnet netop her? Indholdet af gruberne på Sarups inderflader er ligeledes søgt karakteriseret ved at skelne mellem rituelle og mere hverdagsagtige gruber. Førstnævnte defineres på følgende måde: Grube med hele lerkar, økser eller andet udvalgt materiale (dvs. materiale der bl.a. adskiller sig fra det, der f.eks. er defineret som et bopladsmateriale, affaldsmateriale eller redskabsdeponering) (Andersen 1999, 75). Gennemgående for det sakrale element er altså den hele, intakte artefakt. Men hvorfor er redskabsdeponeringerne ikke en del af den rituelle sfære? Hvorfor skelnes der mellem en samling hele flintredskaber og fund af enligt nedlagte økser og lerkar? Dette er desværre ikke uddybet nærmere, hvilket ellers ville belyse, hvorfor en intakt genstand inden for en given kontekst kun synes afgørende for ritualiteten, når det drejer sig om visse oldsagsgrupper. På lokaliteten Etton i den sydøstlige del af England, har man grebet klas- sificeringen af deponeringerne anderledes an. Her opfattes alt materiale i systemgravene som bevidst nedlagt med et bestemt formål for øje, som nok har været af rituel karakter. En mængde af disse deponeringer anses for at Skår af en helhed … 45 være symbolske – eller strukturerede som de også kaldes – men grundlaget for denne udvælgelse omtales som problematisk. Kun deponeringer såsom et helt nedsat kar eller et bundt ribben fra kvæg tolkes som sikre rituelle deponeringer (Pryor 1998, 67 f.). På den sydsvenske palisade-indrammede plads Dösjebro inddeler man deponeringerne i almindelige (eksempelvis affald) og strukturerede. De strukturerede deponeringer er karakteriseret ved at indeholde hele såvel som fragmenterede og/eller ildpåvirkede genstande nedlagt således, at der ikke kan være en praktisk baggrund for dette (Svensson 2002, 35 f.). Så er problemet bare, hvordan man definerer begreber som almindeligt og praktisk, da vores opfattelse af disse bunder i vores samtid, og derfor ikke nødvendigvis er samstemmende med det forhistoriske samfunds. I forsøget på at afdække elementer af ritualitet inden for et arkæologisk materiale, må man først se på lokalitetens overordnede struktur, da denne i høj grad er afhængig af de fundne genstande og anlægs fortolkning. Dette kan eksemplificeres ved affald: Fundet af en affaldsgrube på en boplads bør nødvendigvis tolkes anderledes end deponeret bopladsmateriale på en samlingsplads, hvor der ikke er andre spor efter bosættelse. Førstnævnte knytter sig umiddelbart til daglige aktiviteter, mens sidstnævnte kan være en symbolsk markering af forholdet mellem boplads og systemgravs-indrammet plads (Thomas 1991, 76). Dette eksempel er ydermere interessant i forbindelse med Sarup I og II, da bopladserne i området var meget fundfattige – faktisk virkede de, som om de var blevet ryddet (Andersen 1997, 302). I anden omgang må de pågældende anlægs placering og udformning i samspil med oldsagernes art og fundsituation være af afgørende betydning. Der bør for disse opstilles specifikke kriterier, således at man undgår et alt for intuitivt og uigennemsigtigt vurderingsgrundlag. I disse skal tafonomiske overvejelser naturligt indgå, da man herigennem kan nærme sig det oprindelige materielle udtryk. Man bør dog have i baghovedet, at det tafonomiske redskab også er skabt i nutiden, hvorfor det måske har en tendens til at genoprette ordenen i vores øjne frem for på forhistoriens præmisser (Bradley 2005, 207 ff.). I den forbindelse bør man også huske, at de pæne, intakte genstande ikke nødvendigvis var mere almindelige i den forhistoriske symbolske kontekst, selvom de skiller sig markant ud i udgravningssituationen. Disse repræsenterer sandsynligvis blot et aspekt af denne helt på lige fod med de mere „rodede“ deponeringer. 46 specialer i forhistorisk arkæologi

Nyt eller gammelt? I forbindelse med afdækningen af deponeringspraksissen er det også interessant at undersøge, hvorvidt den nedlagte keramik er fremstillet med deponering som den eneste tiltænkte funktion, eller om karrene har været anvendt til andre formål forud for nedlæggelsen. En sådan undersøgelse kræver naturligvis, at de forudgående aktiviteter har afsat brugsspor, som stadig er synlige i dag. Dette kunne være madskorpe, sodningsspor, skrabe-/stødemærker samt sekundær brænding. I case-materialet er der hverken observeret sodningsspor, skrabe-/stø- demærker eller sekundær brænding. Manglen på sodning kan dog skyldes forfatterens manglende erfaring i at skelne disse spor fra naturlige post- depositionelle aflejringer. Endvidere kan grundig afvaskning forud for registreringen mindske spor af denne type (Hally 1983, 8), hvorfor man bør overveje om denne oplysning skal bevares, inden skårene sendes til vaskning. Madskorpe er registreret på skår fra 10 af lerkarenhederne, og dette i kombination med mange eksempler på små, velafgrænsede spor efter afskal- let overflade på andre skårs inderside samt mindre hak i den ydre overflade tyder på, at keramikken som helhed ikke er blevet fremstillet med deponering som den eneste tiltænkte funktion. Det kan dog ikke udelukkes, at dette har været tilfældet for enkelte dele af materialet.

Beholder eller symbol? Hvis man i et arkæologisk materiale skal påvise eksistensen af en given beholders indhold kræver dette, at indholdet enten stadig er bevaret, har påvirket omgivelserne i synlig grad eller har afsat spor, som kan afsløres ved hjælp af kemiske analyser. I forbindelse med lerkar bevares indhold kun sjældent, og kemiske analyser udføres i reglen på grund af prøvernes kostbarhed kun for at bekræfte en allerede begrundet mistanke om indhold. Altså er det primært gennem synlige spor, at et muligt indhold påvises, men desværre er det jo ikke alt, som efterlader sig nærmest unedbrydelige aflejringer, hvilket komplicerer udredningen af, hvorvidt lerkarrene på samlingspladserne blev deponeret med indhold eller ej. Ydermere er det problematisk at afgøre, hvorvidt en given madskorpe skal sættes i direkte forbindelse med hensættelsestidspunktet, eller om denne hidrører fra en tidligere brugsfase. På trods af ovennævnte problematikker synes det alligevel relevant at Skår af en helhed … 47 forsøge at afdække, om de hele deponerede kar fra samlingspladserne har haft et eventuelt indhold. Hvorledes lerkarskårene fra et helt kar optræder i udgravningssituationen kan give en idé om, hvorvidt karret har været nedsat stående på karbunden, således at indholdet blev i karret. Dermed ikke sagt, at det nødvendigvis var meningen, at indholdet skulle blive i karrene på de systemgravs-indrammede pladser, men man må starte et sted I forbindelse med disse udredninger vil man ligeledes have mulighed for at afdække, om et kar har været nedsat omvendt (altså på randen), hvilket generelt tolkes som en symbolsk repræsentation af et kranie (Andersen 1988, 350; Pryor 1998, 68). I skårmaterialet fra Langelandsvej er der intet, som understøtter, at karrene blev deponeret på pladsen med baggrund i deres funktion som behol- dere. Derfor må baggrunden herfor søges mere direkte i repræsentationen lerkarret eller skårene selv.

Hele potter, itubrudte karsider eller enkelte skår? I en diskussion, af hvorledes keramikken blev deponeret på samlingspladserne, er det af afgørende vigtighed at få afdækket, hvorvidt keramikken blev nedsat som hele kar, som løse skår eller en kombination af disse. Dette kræver dog, at man gør sig tanker om, hvorledes dette ville komme til udtryk i fundsituationen samt hvilke tafonomiske og bevaringsmæssige forhold, der har påvirket oldsagerne forud for udgravningen. På Langelandsvej er bevaringsforholdene for keramik gode, og genop- gravninger har ikke fundet sted i nævneværdig grad, hvorfor det må antages, at den oprindeligt nedlagte mængde keramik tilnærmelsesvis er afspejlet i fundmængden. Endvidere antages det, grundet det ellers lave aktivitetsniveau på pladsen, at disse deponeringer er intentionelle. Hvorvidt skårmaterialet stammer fra hele nedsatte kar eller er deponeret som skår, kan belyses ved at se på, hvor meget der er bevaret af hver lerkar enhed. Langt størstedelen af materialets lerkarenheder var kun til stede på pladsen ved et så lille antal skår, at disse umiddelbart må betragtes som løst nedlagte frem for oprindeligt hele kar. Selvfølgelig burde en sådan diskussion være baseret på den tilbageværende procentdel af karrets oprindelige overflade (ligesom hos Holten 1997, 102 f.), men dette ville fordre computerrekonstruktioner på baggrund af en præcis 48 specialer i forhistorisk arkæologi

viden om karrenes størrelse og form, hvorfor dette er udeladt. Tendenserne burde dog stadig være gældende. Kun fem af lokalitetens lerkarenheder er repræsenteret ved en overfla- destørrelse, der fordrer en mere omhyggelig gennemgang af deres ophav. Yderligere skal en enkelt enhed også inddrages i denne gruppe, da dette kars lave overflademål hænger mere sammen med dets ringe størrelse end med dets fragmentationsgrad. En detaljeret gennemgang af de seks lerkarenheder viser dog en klar uoverensstemmelse mellem tilstedeværelsen af de forskellige karelementer. I fire tilfælde mangler bundskårene helt, til tider i kombination med hele underdelen af karrets bugparti. Den sidste karenhed optrådte som et tilnær- melsesvist halvt kar bevaret fra top til bund. På baggrund af disse iagttagelser konkluderes det, at der på Langelandsvej ikke blev nedlagt hele, intakte lerkar. Derimod koncentrerede deponeringsskikken sig om enkelte skår eller større dele af fragmenterede lerkar, hvor bunden som oftest manglede. Det faktum, at en stor del af den deponerede keramik netop fandtes i systemgravenes endepartier, er et fænomen, som også kendes fra andre lokaliteter (Harding 1998, 209). Måske skal disse områder, som ligger nær jordbroerne, opfattes som overgangszoner mellem forskellige sfærer, hvor færden kræver en form for offer (Thomas 1991, 65; Holten 1997, 146 ff.). På lokaliteten Markildegård på Sydsjælland blev intakte lerkar heller ikke registreret, men til gengæld blev spredte skår samt itubrudte dele af andre lerkar fundet i systemgravene. Interessant er det at bemærke, at også her mangler lerkarbundene fuldstændigt. Kun i et enkelt tilfælde fandtes også bundpartiet, men så manglede hele randen til gengæld (Sørensen 1995, 19 ff.). På Lønt ved Haderslev Fjord er fundsituationen en anden. Her blev der udover enkeltfundne skår netop fundet et intakt tragtbæger nedsat i den ene systemgrav. På Sarup optræder også deponerede hele lerkar, men her optræ- der disse primært i inderfladens gruber og ikke i systemgravene (Andersen 1999, 75). Fund fra Toftum viser derimod knuste, men i øvrigt komplette lerkar, fundet sammen med håndstore sten i systemgravene, hvilket af udgraveren tolkes som en bevidst destruktion af karrene på nedlæggelsestids- punktet (Madsen 1988, 314). Denne form for in situ-knusning er heller ikke observeret på de større skårflager fra Langelandsvej. Spørgsmålet er så, hvor de resterende dele af de fragmenterede lerkar befinder sig. Måske skal svaret søges i megalitternes offerskårlag, som udvi- ser en lignende fragmentarisk struktur. Fund af menneskeknogler på begge Skår af en helhed … 49 typer af monumenter knytter allerede de to uløseligt sammen, hvorfor det synes nærliggende at forestille sig en lignende sammenhæng med hensyn til keramikken (Holten 1997, 148). Men indtil reelle sammenpasninger af skår fra to sådanne lokaliteter finder sted, må den slags koblinger betragtes som spekulative omend besnærende.

Keramikkens deponeringspraksis på Langelandsvej – en opsummering Selve deponeringspraksissen koncentrerede sig om systemgravene med en tendens til, at henlæggelser i enderne af disse blev foretrukket. Her blev mere eller mindre fragmenterede lerkar nedlagt, men aldrig intakte karenheder. Der er intet i skårsamlingen, der tyder på, at keramikken som helhed blev fremstillet med deponering som den eneste tiltænkte funktion, da en stor del af skårene udviste brugsspor af forskellig art. Endvidere synes størstedelen af skårmaterialet at hidrøre fra kar af tragtbæger-typen, som funktionsmæssigt knytter sig til direkte fødevarehåndtering. Samlet set tolkes ovenstående udsagn om det keramiske inventar fra Langelandsvej som udtryk for, at keramikken ikke blev deponeret på grund af karrenes funktionelle brug. I stedet blev de nedlagt som skår af en helhed – som symbolske repræsentationer, ikke bare af deres funktionelle form og brug, men i lige så høj grad af de familiegrupper eller den person, som anvendte karrene forud for fragmentationen eller forestod selve deponerin- gen.

Perspektivering For at få et mere detaljeret indblik i deponeringspraksissen på de neolitiske samlingspladser er totaludgravninger den eneste vej frem – sat på spidsen, så bidrager de partielle udgravninger, hvor der kun er foretaget enkelte snit i et par systemgrave, ikke med andet end en prik på et udbredelseskort og en dateringsramme. Ved de partielle udgravninger er det umuligt at få et samlet indblik i det komplicerede scenarie, som udspiller sig blandt de nedlagte genstande – et billede som kan ændre sig drastisk bare inden for få meter af samme systemgrav. Altså kan tendenser aflæses, men vurderingen af disses holdbarhed er problematisk. Deponeringerne er, sammenholdt med anlæggenes morfologiske udtryk, 50 specialer i forhistorisk arkæologi

nøglen til en dybere forståelse af de neolitiske indrammede pladsers brug. Det er derfor utopisk at tro, at en fortolkning lavet på baggrund af kun en brøkdel af materialet er fyldstgørende. Endvidere bør man allerede forud for udgravningssituationen overveje, hvilke spørgsmål materialet senere skal bidrage til besvarelsen af, således at registreringen foregår på passende vis.

Litteratur

Andersen, N. H. 1988. The Neolithic Causewayed Enclosures at Sarup, on South- West Funen, Denmark. I: C. Burgess, P. Topping, C. Mordant & M. Maddison (eds.): Enclosures and Defences in the Neolithic of Western Europe. British Archaeological Reports, International Series 403. Oxford. – 1997. The Sarup Enclosures. Sarup. The Funnel Beaker Culture of the Sarup site including two causewaysed camps compared to the contemporary settlement in the area and other European enclosures. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter 33,1. Højbjerg. – 1999. Saruppladsen. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter 33,2. Højbjerg. Bradley, R. 2005. Ritual and Domestic Life in Prehistoric Europe. London. Hally, D. J. 1983. Use alteration of Pottery Vessel Surfaces: An important Source of Evidence for the Identification of Vessel Function. North American Archaeologist 4,1. Harding, J. 1998. An Architecture of Meaning: the Causewayed Enclosures and Henges of Lowland England. I: M. Edmonds & C. Richards (eds.): Understanding the Neolithic of North-Western Europe. Glasgow. Madsen, T. 1978. Toftum ved Horsens. Et „befæstet“ anlæg tilhørende tragtbægerkulturen. Kuml 1977. – 1988. Causewayed Enclosures in South Scandinavia. I: C. Burgess, P. Topping, C. Mordant & M. Maddison (eds.): Enclosures and Defences in the Neolithic of Western Europe. British Archaeological Reports, International Series 403. Oxford. Petrasch, J. 1990. Mittelneolithische Kreisgrabenanlagen in Mitteleuropa. Bericht der Römisch-Germanischen Kommission 71. Pryor, F. 1998. Etton. Excavations at a Neolithic Causewayed Enclosure near Maxey, Cambridgeshire 1982‑7. English Heritage. Archaeological Report 18. London. Svensson, M. 2002. Palisade Enclosures – The Second Generation of Enclosed Sites in the Neolithic of Northern Europe. I: A. Gibson (ed.): Behind Wooden Walls: Neolithic Palisaded Enclosures in Europe. British Archaeological Reports, International Series 1013. Oxford. Skår af en helhed … 51

Sørensen, P. Ø. 1995. Markildegård, en tidligneolitisk samlingsplads. Kulturhistoriske Studier, Sydsjællands Museum. Thomas, J. 1991. Rethinking the Neolithic. Cambridge.

Upubliceret materiale

Holten, L. 1997. Religiøs praksis – kaos eller organiseret uorden? Dødekult i tragtbægerkultur belyst udfra megalitgrave. Magisterkonferensspeciale fra Forhistorisk Arkæologi, Institut for Arkæologi og Etnologi, Københavns Universitet. Pedersen, S. L. 2008: Skår af en helhed…Et teoretisk og metodisk bidrag til en mere aktiv udnyttelse af keramikkens potentiale i fortolkningen af Tragtbægerkulturens systemgravs-indrammede pladser. Kandidatspeciale fra Forhistorisk Arkæologi, Saxo-instituttet, Københavns Universitet. Witte, F. 2007: Bygherrerapport. HAM 4631 – Langelandsvej, Starup sogn, sb. 69. Museum Sønderjylland. Arkæologi Haderslev.

Artiklen er skrevet på baggrund af kandidatspecialet Skår af en helhed…Et teoretisk og metodisk bidrag til en mere aktiv udnyttelse af keramikkens potentiale i fortolkningen af Tragtbægerkulturens systemgravs-indrammede pladser, der blev bedømt den 9. maj 2008 af Per Ole Rindel (vejleder/eksaminator) og Anne Bjerrekær (censor).

Heaven’s Gate

Claus Nybo

stroarkæologiske tolkninger af enkeltstående anlæg fylder meget i forskningen; enhver skoleelev kender til astronomiske teorier omkring Stonehenge, hvis ældste fase er dateret til omkring A3300 f. Kr. Ligeledes er megalitten Newgrange i Irland, der også dateres til 3300 f. Kr., konstrueret således, at solens lys omkring vintersolhverv kan trænge ind gennem et hul i gangens overdækning og ramme en fritstående sten længst inde i kammeret. En lignende detalje forefindes i den jævngamle Maes Howe på Orkneyøerne. Og i megalitkomplekset Loughcrew cairns i Irland er gangen i anlæg T orienteret mod jævndøgnspunktet. I mit speciale søger jeg ud fra det sydskandinaviske materiale at få klarlagt, om megalitanlæggenes orienteringer er styret af himmellegemernes bevægel- ser, specielt månens og solens. I alt gennemgås 396 plantegninger af megalitter med gang fra det danske og sydsvenske område, som er påført en nordpil. Alle tegningerne er udført i perioden 1845 til 1993. Undersøgelser af jordfaste anlæg sammenholdt med astronomiske sigtelinjer stiller store krav til nøjagtigheden af de på plantegningerne påførte nordpile. Oftest fremgår det ikke, om nord- pilen angiver retningen mod magnetisk nord eller geografisk nord, eller om den er sat skønsmæssigt. Misvisningen af kompasset var omkring 20° vestlig i begyndelsen af 1800-tallet og cirka 10° vestlig omkring år 1900 i København. Til vurdering af de enkelte opmåleres nøjagtighed er retningen i forhold til geografisk nord efterfølgende blevet målt. I 157 af de 396 anlæg påviser undersøgelsen, at nordpilene på plantegningerne fra perioden 1845‑1900 oftere er sat korrekt i forhold til magnetisk nord, end tilfældet er i den ef- terfølgende periode. Orienteringen af de resterende 239 anlæg er korrigeret for misvisningen i året for opmålingen (Nybo 2006, 41 ff.). Af tidligere astroarkæologiske undersøgelser af de sydskandinaviske me- galitanlæg skal her fremhæves astronomerne C. Clausen, O. Einicke og P. Kjærgaards afhandling (Clausen et al. 2008). Undersøgelsen indeholder 110 gangorienteringer hvoraf omkring halvdelen er målinger, som er hentet fra en tilsvarende svensk undersøgelse fra 1991 (Hårdh & Roslund 1991). 54 specialer i forhistorisk arkæologi

De tre danske astronomer mener ikke, at solen har haft betydning for jættestuernes orientering, men ser en mere „kompliceret“ forklaring. Elimi- neringen af solen fremstår som et postulat uden en videnskabelig begrundet forklaring på, hvorfor man kan se bort fra solen, der ellers står op ud for hovedparten af de fremlagte megalitgange. De fleste konklusioner i C. Clausen, O. Einicke og P. Kjærgaards afhandling skiller sig ikke ud fra de iagttagelser som Hårdh og Roslund tidligere har fremført, herunder at der er en øget mængde af gange, som er orienteret mod området i horisonten for „store månevending“. C. Clausen, O. Einicke og P. Kjærgaard fremkommer med en, set ud fra en astronomisk synsvinkel, besynderlig oplysning omkring den ligeledes øgede mængde af megalitgange, som er orienteret mod horisonten lidt nord for sydøst (omkring azimuth 122,5° set fra nord), idet de oplyser, at disse gange er rettet mod fuldmåneopgange omkring begyndelsen af maj eller midten af august. Det besynderlige er, at fuldmånen står op i dette område af horisonten omkring midsommer, når den er i sit indre forløb („lille månevending“). De overser således fuldstændig et væsentligt astronomisk argument for en eventuel påstand om (fuld)månens indvirkning på orienteringen af jættestuernes gange. Man kan ikke angive ét specifikt tidspunkt i solåret i forhold til én specifik azimuth vedrørende en fuldmåneopgang. Disse azimuths flytter sig, alt efter hvor månen er i sin 18,61 års cyklus. C. Clausen, O. Einicke og P. Kjærgaard fremsætter en hypotese om at megalitternes gange er orienteret mod fuldmåneopgange, umiddelbart inden der kommer en måneformørkelse. De fremlægger forskellige beregninger af måneformørkelser for perioden 3300 f. Kr. til 3200 f. Kr. Den største hyppighed, set i relation til de to fremhævede segmenter, er 27 formørkelser gennem en periode på 100 år. Ligeledes viser alle de fremlagte modeller, at måneformørkelserne hyppigst forekommer nord for øst, et område som de færreste af gangene er orienteret imod. Hypotesen fremstår som et postulat.

Solens og månens baner set fra jorden Den bane, solen tilsyneladende gennemløber på et år, kaldes ekliptika. Ek- liptikas hældning i forhold til ækvator er 23.45º. Solens gennemløb af ekliptika på et år sammenholdt med jordens rotation gør, at den eksempelvis set mod den østlige horisont (på 56º n. b.) vil stå op i nordøst 135.25º fra syd ved sommersolhverv for så at bevæge sig hen til et opgangspunkt i sydøst 44.78º fra syd ved vintersolhverv. Månebanen har en hældning på 5.145º i forhold til Heaven’s Gate 55 ekliptika. Månens omløbstid i forhold til solen er set fra jorden 29 døgn, 12 timer og 44 minutter (en synodisk måned). Set mod den østlige horisont ved opgang vil månen på et omløb have bevæget sig fra omkring nordøst hen til omkring sydøst og så tilbage igen. Således gennemløber månen horisontalt set tilnærmelsesvis samme distance på en synodisk måned, som solen gør på et år. Månebanen skærer ekliptika i to knudepunkter, der bevæger sig retrogradt langs ekliptika med en omløbstid på 18,61 år. Dette medfører, at månebanens hældning i forhold til ækvator er ±28.5º, når den opstigende knude står i vædderpunktet (forårspunktet). 9,3 år senere, når den nedstigende knude står i vædderpunktet, er hældningen ±18.5º. Dette bevirker, at månens nordlige opgangspunkt er omkring 13º nord for solens sommerekstrem, for 9,3 år senere at være omkring 12º syd for solens sommerekstrem. Det tilsvarende gør sig gældende ved det sydøstlige vendepunkt. Når de to yderpunkter ligger længst fra hinanden, kaldes det „store måne- vending“ og ved den mindste afstand „lille månevending“. Solens kulminati- onshøjde ved vintersolhverv er knap 11° på 55.30° n. b. Fuldmånen kulminerer omkring midsommer på samme længdegrad knap 16° over horisonten ved „lille månevending“ og omkring 5.5° ved „store månevending“.

Megalitternes orientering set i forhold til solen og månen Kriteriet for udvælgelsen af dysser og jættestuer til undersøgelsen er tilstede- værelse af en gang eller sikre spor efter gangens orientering. I undersøgelsen defineres en jættestue ved et gravkammer, der helt eller delvist er bygget af store sten, og hvis kammer er forbundet med højfoden med en gang. End- videre at gangen udgår fra kammerets langside. Undersøgelsens dysser med gang defineres som en storstensgrav, hvor kammeret er forbundet med en gang, og at gangen udgår fra kammerets smalle side. Megalitanlæg med gang tilhører tragtbægerkulturens mellemste periode (3500‑3200 f. Kr). Ældst er de små dysser uden gang med bæresten, som udvikler sig til dysser med en lille ikke overdækket gang. Omkring periodens slutning opføres stordysserne og jættestuerne med (delvist) overdækket gang og under høj. I undersøgelsen indgår henholdsvis 326 gange fra jættestuer og 94 fra dysser med gang (herunder stordysser) samt en mindre kontrolgruppe på i alt 37 dysser uden gang, men med en gavlsten og åbning i den modstående ende. Undersøgelsesområdet strækker sig fra 54° 40’ n. b. i syd til 58° 40’ n. b. mod nord. 56 specialer i forhistorisk arkæologi

Ud af de 326 jættestuegange er de 212 orienteret mod et punkt i horisonten, hvor solen kan stå op eller gå ned. 244 gange er orienteret inden for månens op- og nedgangs positioner. Af de resterende 82 gangorienteringer er kun to anlæg orienteret mod et område, hvor solen og månen ikke kan passere horisonten, og områder der ikke kan sættes i relation til de to himmellegemers dagbue. Jættestuegangene har grafisk set to markante toppe på henholdsvis 90 jættestuegange orienteret mod området 70°-89° fra syd og en mindre top i sektor 30°-39°. Ud af de 94 dysser med gang er 44 orienteret mod et punkt i horisonten, hvor solen kan stå op, og 54 kan sættes i relation til månens op- og nedgang. Gangene i alle 94 dysser er orienteret mod en azimutvinkel, hvor begge him- mellegemer er synlige. 38 % af gangdysserne er orienteret inden for området 19° fra syd og hen til omkring solens og månens kulminationspunkt i syd samt i området 40°-49° fra syd, omkring vintersolhvervspunktet. I et grafisk udtryk ses det tydeligt, at der er en markant forskel på gan-

genes orientering set i forhold til megalitanlæggenes typologi; dog dækker graferne over store regionale variationer både i forhold til gangdyssers og jættestuers orientering (figur 1, syd 0°).

Figur 1. x-aksen: grader fra syd, y-aksen: forholdsmæssig mængde. Figur 1. x-aksen: grader fra syd, y-aksen: forholdsmæssig mængde.

En sideordnet opstilling af jættestuerne – opdelt efter om deres gang er orienteret inden for solens op- eller nedgangsvinkel eller uden for – viser,

at der er stor forskel på de respektive områder. Henholdsvis fremkommer der en gruppe, hvor jættestuernes gange i specifikke egne overvejende er rettet inden for området, hvor solen kan bryde horisonten, modsvarende en

Heaven’s Gate 57 gruppe, som består af jættestuer, hvor gangene fortrinsvis er orienteret mod punkter syd for solens vintersolhvervspunkt enten ved op- eller nedgang. Opdeler man gangdysserne i de to grupper og sammenholder dem med jættestuerne i de respektive grupper, fremkommer der en markant forskel. I visse områder af undersøgelsesområdet består der tilsyneladende en form for konservatisme inden for de egne, hvor jættestuernes gange fortrinsvis er orienteret mod punkter syd for solens vintersolhvervspunkt enten ved op- eller nedgang og således orienteringsmæssigt er sammenlignelige med gangdysserne. Hvorimod der i jættestuetid inden for de øvrige områder tilsyneladende sker et markant skift i orienteringen af gangene set i forhold til den foranliggende periodes dysser med gang. En måling af orienteringen af dysser uden gang, sammenholdt med orienteringen af dysser med gang, viser en forholdsvis stor overensstemmelse mellem de to typologisk set forskellige anlæg, hvilket tyder på en vis kontinuitet fra dyssetid og op til jættestuetid med hensyn til orienteringen af konstruktionernes åbninger i forhold til verdenshjørnerne. Herefter sker der et brud med den hidtidige praksis i store dele af undersøgelsesområdet. Ved en opdeling af jættestuernes gange i sektorer på 3° fremkommer grafisk set fire markante toppe, henholdsvis én omkring „store månevending“ og to i området lige syd for øst. Desuden i området fra syd og lidt mod øst. Området for „lille månevending“ aftegner sig lidt vagere. En favorisering af orienteringer mod markante sol og (fuld)månepositioner i forbindelse med legemernes opgang fremgår således tydeligt af materialet, specielt vedrørende: 1. Perioden for forårets komme, hvor solen bliver dominerende på him- melhvælvet og fuldmånen svag. Her vil solen kaste sit lys ind gennem gangen i tiden lige før jævndøgn, hvorefter (fuld)månen vil gøre det samme lige efter jævndøgn, en konstellation som nærmer sig kristendommens beregning af påsken. De to himmellegemers lys vil igen kunne falde ind i kammeret omkring efterårsjævndøgn, perioden hvor solen bliver svag og fuldmånen dominerende på himmelhvælvet. Modsat om foråret er det først (fuld)må- nens lys, der falder ind i kammeret før jævndøgn efterfulgt af solens lys lige efter jævndøgn. 2. Områder, hvor solens lys vil falde ind gennem gangen omkring vintersolhverv og (fuld)månens lys omkring midsommer. Her er det den svage sol kontra den svage (fuld)måne. En nærmere vurdering af materialet er ikke forsvarlig, set ud fra usik- kerheden omkring nøjagtigheden af de enkelte retningsangivelser sammen- 58 specialer i forhistorisk arkæologi

holdt med, at orienteringerne ikke er set i forhold til den lokale horisont. De gange, som er orienteret inden for 70.5°-73.5° fra syd, kan delvist stamme fra jættestuer, hvis gange er rettet mod markante bakketoppe, hvor en korrek- tion i forhold til den lokale horisont vil flytte gangens orientering nærmere jævndøgnspunktet, set i relation til solåret. I forhold til gangdysserne fremstår der to markante orienteringer, henholdsvis området fra stik syd til 19° fra syd og et snævrere område omkring solens vinterekstrem (sektor 40°-49°). I alt er 38 % af gangene rettet imod punkter inden for disse to områder hvilket kan tyde på, at solens cyklus har spillet en central rolle ved fastlæggelsen af gangdyssernes orientering, og at den primære interesse har været samspillet mellem den svage vintersol kontra den svage (fuld)måne ved midsommer, jævnfør ovenstående punkter.

De syd for månen og solens sydlige opgangspunkter rettede megalitgange Med hensyn til de gange, som er orienteret syd for solens og månens opgangsekstremer, rejser spørgsmålet sig om, hvorvidt de to himmellegemers lys ville kunne falde ind gennem gangen. Dette afhænger af dennes højde, hældning i forhold til horisonten og længden af den overdækkede del af gangen set i relation til, hvor sydligt den er rettet. Gangens længde er ikke nødvendigvis sammenfaldende med længden af den overdækkede del af gangen. Problematikken omkring længden af den overdækkede del kontra selve gangens længde er ikke sammenfattende beskrevet ud fra det danske materiale. Poul Kjærum bemærker, at dørstenen på Daniel Bruuns tegning af Jordhøj fra 1890 er højere end gangens bære- sten (Kjærum 1969, 9 ff.). Kjærum antager derfor, at gangen aldrig har været overdækket længere end til dørstenen, for ellers ville dørstenen have været indeklemt mellem to dæksten. Denne konklusion støttes af adskillige iagttagelser i forbindelse med undersøgelser af fuldstændigt bevarede tildækkede anlæg, hvor det viste sig, at den yderste del af gangen ikke var overdækket. Karmsten kan således muligvis være et, om ikke entydigt så forholdsmæssigt udtryk for længden af den overdækkede del af gangen. Jeg har udskilt 26 jættestuer, hvis gange er udstyret med to par karmsten eller et par yderligt placerede karmsten, og hvor der på plantegningen frem- går et brugbart målesystem samt en troværdig nordpil. Herefter har jeg målt afstanden fra kammeret og ud til de yderste karmsten samt målt længden af den overdækkede del af gangen i de af anlæggene, hvor dækstenene dan- Heaven’s Gate 59 ner en sammenhængende række fra kamret og hen til – eller hen over – de yderste par karmsten. Sammenholder man længden fra kamret til det yderste sæt karmsten eller til yderkanten af dækstenene med fuldmånens indfaldsvinkel, når den er ved „lille månevending“, fremgår det tydeligt, at denne længdeenhed tilsyneladende står i forhold til månens flugt henover den sydlige himmel omkring midsommer, uanset hvor månen end befinder sig i dens 18,61 års cyklus. Da solens deklination ved vintersolhverv er -23.43°, vil den altid kunne kaste sit lys ind i kamret gennem en længere periode fra omkring midt i november til omkring 31. januar. Undersøgelsen viser, at jo længere mod syd gangen er rettet, jo kortere bliver den overdækkede del af gangen.

Kulthuset ved Tustrup Kulthuset ved Tustrup er ud fra grundplanen typologisk set beslægtet med kulthuset fra Ferslev. Begge huse kan dateres til samme periode som jættestu- erne (omkring 3250 f. Kr.). Foruden den konstruktionsmæssige ensartethed har de to huse en orienteringsmæssig lighed set i forhold til solens horison- tale forløb i sommerhalvåret og fuldmånens i vinterhalvåret. Ferslevhusets åbne gavl vender mod solens og månens nedgangspunkter i nordvest og Tustruphusets åbne gavl mod de to himmellegemers opgangspositioner i nordøst. Hvor huset i Ferslev er destrueret i forbindelse med udgravningen, står markante sten stadig in situ i tomten ved Tustrup. Der opstår nogle væsentlige spørgsmål, når udgravningsplanen sammenholdes med Poul Kjærums beretning samt rekonstruktionen ved Moesgård. Af sidstnævnte fremgår det, at gruben midt i huset efterfølgende er blevet tolket som et stolpespor. Ligeledes er den store, fritstående sten inde i husets sydlige hjørne ikke dokumenteret i forbindelse med udgravningen (sten 4, att. figur 2). Kjærum har fortalt mig, at grunden, til at han tolkede gruben midt i huset som et stolpespor, var, at „ellers kunne huset ikke bære et saddeltag“ – og ifølge hans vurdering af tomten havde huset haft et sådant. Omkring sten 4 forklarede Kjærum, at „i det pågældende område var anlægget særdeles forstyrret“. Kjærum forklarede videre, at „stensporet ikke var særlig dybt, og at stenen næppe havde været så stor som de andre tre megalitter“. Han mente, at stenen ikke kunne være en del af den sydlige hjørnekonstruktion i huset, men at den skulle opfattes i sammenhæng med de øvrige tre sten. Kjærum har således aldrig set sten 4, og dens størrelse og placering er et skøn. Forløbet af den sydlige del af den sydøstlige væg er ligeledes et skøn. 60 specialer i forhistorisk arkæologi

Ifølge Ferslevhusets grundplan er begge langvægge tilsyneladende forskudte, ligesom den nordvestlige langvæg er i Tustruphuset. Gruben midt i huset er oprindeligt ikke nærmere defineret af Kjærum. I Ferslevhuset forekom en rektangulær grube omkring samme sted i grundplanen og er her beskrevet som et ildsted. Jeg har eftermålt anlægget specielt med henblik på orienteringen af stenene 1, 2 og 3 set i forhold til den fritstående sten i den åbne gavl. Herefter har jeg korrigeret Kærums nordpil 3° mod vest. Anlægget er højt

beliggende, og den åbne gavl vender ud mod Hevring ådal med et uhindret frit udsyn mod den nordøstlige horisont.

Figur 2. FigurPoul 2.Kjærums Poul Kjærums rekonstruere rekonstrueredede grundplanstegning. grundplanstegning. Efter Efter Kuml Kuml 1955.

Den åbne gavl har medført, at skyggen fra den fritstående megalit ved sol- og måneopgang henholdsvis i sommer- og vinterhalvåret har manifesteret sig inde i huset. Skyggefunktionen i kulthuset kunne præcist angive forløbet af et tropisk solår, det vil sige perioden fra at solens skygge ramte midten på sten 2, og til den igen indtog samme position. Ligeledes kunne solens skygge angive markante tidspunkter i året. Skyggen fra solen og (fuld)månen faldt på den stenfyldte grube i tiden omkring de to jævndøgnspunkter, af Kjærum tolket som et sted, hvor lig blev opbevaret, indtil de var skeletterede. Heaven’s Gate 61

Solens skygge ramte på sin vej ind i huset om foråret sten 1 i starten af maj og igen på sin vej ud i starten af august, hvilket er to markante tidspunkter for en agerbrugskultur. I hele vinterhalvåret ville skyggen fra (fuld)månens lys angive periodens forløb. Ved „store månevending“ rammer fuldmånens skygge sten 3 omkring vintersolhverv. Ved „lille månevending“ kommer (fuld)månens skygge ikke længere ind i huset end til midt på sten 1 ligeledes omkring vintersolhverv.

Konklusion Undersøgelsen har vist, at der med stor sandsynlighed består en sammen- hæng mellem orienteringen af megalitanlæggenes gange set i relation til solens og månens tilsyneladende bevægelser. Der er intet, der tyder på, at det er et „enten eller“, månen frem for solen, eller omvendt. Undersøgel- sen tyder ligeledes på, at der forekommer regionale forskelle med hensyn til hvilke perioder i det tropiske solår, de enkelte tragtbægersamfund har vægtet. Dualismen mellem solen og månen træder tydeligt frem i jættestuernes orientering, hvor markeringen af overgangen fra sommerhalvåret til vinter- halvåret og omvendt tilsyneladende er den mest fremherskende orientering. Den her skitserede funktion af kulthuse sammenholdt specielt med de megalitanlæg, hvis gange er rettet mod området for solens og månens sydlige opgangsekstremer, giver en overensstemmelse mellem det tropiske solår og månens cyklus. Ved Tustruphuset er bikammerjættestuens gang rettet mod området for „lille månevending“ ved opgang. Gangdyssen, derimod, er orienteret mod ‘store månevending’ ved nedgang. Stedet udgør et tilnærmel- sesvist intakt megalitkompleks med et tempel, hvori man kan forestille sig at menneskeofringer til guddommene har kunnet finde sted i forbindelse med årstidsskifterne, det eneste tidspunkt i solåret hvor både fuldmånen og solen er i huset samtidigt. Herefter har man kunnet overdrage de skeletterede lig til guddommene, når disse gæstede megalitterne, for fuldmånens vedkommende omkring midsommer og for solens ved midvinter. Undersøgelsens resultater påviser med en vis vægt, at man i tragtbæger- kulturen har dyrket solen som den livgivende kraft med (fuld)månen som dens modpol. 62 specialer i forhistorisk arkæologi

Litteratur

Clausen C., O. Einicke & P. Kjærgaard 2008. Orientation of Danish Passage Graves. Acta Archaeologica 79. Fabricius, K. & C. J. Becker 1996. Stendyngegrave og kulthuse. Studier over Tragtbægerkulturen i Nord- og Vestjylland. Arkæologiske Studier 11. København. Hårdh B. & C. Roslund 1991. Passage Graves and the Passage of the Moon. I: J. Jennbert (ed.): Regions and reflections. Acta Archaeologica Lundensia ser. in 80 20. Lund. Kjærum, P. 1955. Tempelhus fra stenalderen, Kuml 1955. – 1957. Storstensgrav ved Tustrup. Kuml 1957. – 1969. Jættestuen Jordhøj. Kuml 1969. Marseen, O. 1950. Ferslev-huset. Kuml 1950. Nybo, C. 2006. Arkæologen og kompasset. I: H. Lyngstrøm, E. Brinch Petersen & B. Storgaard (red.): Fra Vandkunsten til Vestpynten af Amager. København. Nybo, C. & K. Randsborg 1984. The Coffin and the Sun. Acta Archaeologica 55.

Artiklen er skrevet på baggrund af magisterkonferensspecialet Heaven’s Gate, der blev bedømt den 22. april 2009 af Per Ole Rindel (vejleder/eksaminator) og Palle Siemen (censor). Individ, gruppe og samfund i senneolitikum – en bioarkæologisk vinkel

Lise Harvig

vordan arbejder man med sociale relationer i forhistorien? Hvor- dan ser man sociale relationer i det arkæologiske materiale, og hvordan ser man relationerne i et skeletmateriale? H Svaret er ikke let. Ideen til at prøve at løse dette problem opstod, fordi der i Retsmedicinsk Instituts Antropologiske Laboratoriums magasiner forelå et fantastisk kraniemateriale fra senneolitisk tid. Et kraniemateriale der ikke tidligere havde været diskuteret arkæologisk i sin oprindelige sammenhæng – nemlig de senneolitiske gravkontekster. Den første udfordring bestod i at se kraniematerialet og det arkæologiske materiale i samme kontekst. Det arkæologiske materiale fra senneolitikum vidner nemlig kun om én side af historien. I senneolitikum var både bebyggelsen, depotfundene og mange genstandstyper i gravene ganske ensartede i hele det sydskandinaviske område. Der var dog variationer. Blandt andet en tydelig indflydelse fra klokkebægertraditionen i Vestdanmark og enkelte indslag fra den mellemeuropæiske Unéticetradition med en mere østlig fundspredning. Sydskandinavien er derfor blevet opdelt i tre zoner. Dels den jyske enkeltgravkulturs tidligere udbredelsesområde på den vestjyske hede, dels det klokkebægerinspirerede Nord- og Østjylland og dels Øerne og Skåne (Lomborg 1973, 130; Rasmussen 1990, 37; Becker 1993,127; Sarauw 2006, 67). Der er enighed om, at der yderligere fandtes lokalgrupper, og at disse understregede deres kulturelle tilhørsforhold i form af gravene. Det er nemlig blandt gravformerne, de største forskelle ses. De forskelligartede begravelsesskikke i senneolitikum tolkes oftest som religiøse, traditionsbe- stemte eller kulturelt betingede, og det formodes, alene ud fra det arkæolo- giske materiale, at de er udtryk for regionale slægter, familier eller politiske grupperinger. 64 specialer i forhistorisk arkæologi

Det antropologiske materiale vidner om en helt anden side af historien. Datidens mennesker udgør nemlig en noget forskelligartet fundgruppe. Hidtil har undersøgelser af den senneolitiske befolknings helbred, variation og arvelige træk fokuseret på perioden som en samlet helhed eller på forandringer igennem forhistorien. Der har derimod ikke været fokus på indbyrdes relationer, eller hvordan skeletmaterialet forholdt sig til det ar- kæologiske fundbillede. Årsagen til dette skal søges i den fysiske antropologi og arkæologiens indbyrdes historie.

Arkæologiske studier af det senneolitiske gravmateriale Selve fundkonteksten, de sennneolitiske grave, er behandlet af mange i lø- bet af forskningshistorien (Madsen 1896; Müller 1902; Kjær 1910; Liversage 1964; Lomborg 1973; Schiellerup 1992; Hübner 2005; Ebbesen 2007). Med udgangspunkt i gravene er de alle enige om, at der fandtes forskellige lokale grupper, der konkurrerede om den rituelle og økonomiske magt i Sydskan- dinavien. Grupperne understregede deres kulturelle tilhørsforhold ved hjælp af varierende gravformer, hvorfor de forskellige begravelsestraditioner kan ses som udtryk for forskellige familiegrupper, stammer eller mindre etniske grupper. De menes dog også i nogen grad at afspejle et socialt rangdelt samfund. Meget tyder på, at de senneolitiske lokalgrupper anvendte de samme gravformer inden for samme områder over længere tid (Forssander 1933, 82 ff.; Lomborg 1973, 99; Strömberg 1982, 75 ff.). Den forskelligartede gravskik har yderligere med al sandsynlighed rødder tilbage til enkeltgravstiden, idet adskillige af dem allerede findes her (Ebbesen 2006, 233 ff.), men forløbet er ikke entydigt, da fundbilledet i denne periode er særdeles sporadisk.

Det senneolitiske skeletmateriale Skeletmaterialet er ligeledes velundersøgt. Fra yngre stenalder findes et stort og velbevaret skeletmateriale på grund af de mange megalitgrave i perioden. Det bevarede skeletmateriale stammer derfor i de fleste tilfælde fra grave, hvor flere individer er gravlagt over længere tid. Derfor er der ofte tale om ikke-sammenhængende skeletter og skeletdele, der ikke kan henføres til enkelte individer. Materialet indbyder ikke umiddelbart til demografiske studier, men derimod i langt højere grad til antropometri (mål), helbreds- og slægtskabsanalyser. Af samme årsag er det også disse emner, der hidtil Individ, gruppe og samfund i senneolitikum 65 er blevet diskuteret antropologisk (se Nielsen 1906, 1911; Bröste et al. 1956; Bennike 1985). Den fysisk-antropologiske tilgang til materialet har således hovedsagelig bestået af målinger, deskriptive træk og i nogen grad demografi. Kranierne er ofte blevet undersøgt for at afklare, om der var indvandring igennem stenalderen. Interessen er således faldet på periodeovergange som neolitiseringen, overgangen til enkeltgravskulturen og tiden omkring senneo- litikums begyndelse. Den stadige mangel på skeletmateriale fra enkeltgravstiden har dog gjort de to sidstnævnte periodeovergange vanskelige at studere, hvorfor man i praksis har sammenlignet tragtbægertidens skeletter med de senneolitiske (Nielsen 1906, 1915; Bröste et al. 1956; Ørn 1978). På trods af den tidsmæssige afstand er der dog aldrig fundet entydige forandringer Fra 1970’erne og frem udvidede man den traditionelle tilgang til skeletmaterialet ved at se på økologiske og sygdomsmæssige forhold (se blandt andet Bennike 1985). Siden da er der sket en intensiv metodeudvikling, idet studier af moderne eller gammelt DNA, isotopanalyser, moderne statistisk demografi og lignende tilgange er blevet en del af faget. Stenalderen er dog generelt ringe repræsenteret i disse studier på grund af bevaringsgrad. Race- og typediskussionerne fra 1900-tallet har man ikke turdet anvende i nyere arkæologisk forskning, da de lå alt for tæt op ad racearkæologien og de tidligste indvandringsdebatter. Principperne bag „raceantropologien“ har dog aldrig i sig selv været uetiske, resultaterne har blot været anvendt særdeles uhensigtsmæssigt. I dag er vi heldigvis kommet så langt væk fra denne æra, at det igen er muligt at diskutere slægtskabs-antropologi, men i en mere teoretisk kontekst. Studierne af biologiske relationer bør i stedet anvendes i diskussionen om kulturelt tilhørsforhold, køns- og familieroller (Alt et al. 1995, 89 ff.).

Forhistorisk slægtskab De første studier af slægtskab mellem forhistoriske grupper var ofte tilknyttet indvandringsdiskussionerne, og omfattede forskellige skeletmål (antropometri) og kranietypologi (se for eksempel Arbo 1895). I dag ved vi, at kraniefor- men i sig selv ikke spiller en større rolle for forståelsen af genetisk slægtskab, idet den er let påvirkelig af miljømæssige faktorer og kan ændres ganske drastisk i løbet af få generationer (Boas 1911; Gravlee et al. 2003). Ligeledes tyder studier af det øvrige skelet på, at hele den målbare variation på skelettet er let påvirkelig af miljøet. For eksempel kan legemshøjden ændres markant over en kort årrække, hvis levestandarden ændres (Stini 1983). Derfor er de 66 specialer i forhistorisk arkæologi

oprindelige, men evigt genoptagne diskussioner om indvandring i løbet af forhistorien meget vanskelige at påvise ved hjælp af antropometri alene. Kombineret med andre undersøgelsesmetoder og set i deres tidsmæssige og geografiske sammenhæng er de dog stadig relevante. Arvelige træk, de såkaldte nonmetriske variationer på skelettet, ændrer sig tilsyneladende ikke alle lige så drastisk som ovenstående metriske variationer. De findes hos biologisk nært beslægtede individer med en ikke kendt binær frekvens: enten arver man et træk fra sine slægtninge, eller også gør man ikke. Man kan også udvikle samme træk som sine forældre på grund af samme kost og miljø – det vil sige uden at generne spiller en større rolle. Derfor er der stor diskussion om variationernes arvelige sammenhæng. Man arver nemlig ikke et bestemt træk med en ensartet frekvens, hvilket gør udregning meget vanskelig (Hauser & De Stefano 1989, 1 f.,17 f.; O’Rourke 2000, 87 ff.). Det skyldes den naturlige biologiske variation inden for en art. Der er enkelte grundlæggende principper bag basal arvelære. Primært tales inden for arvelæren om fænotype, genotype og miljø. Et menneske har henholdsvis sine unikke anlægspræg fra sine forældre, men er samtidig et individ med alle dets egenskaber, der efter fødslen yderligere er underlagt miljømæssige påvirkninger. Det vil forsimplet sige, at man arver visse anlæg fra sine forældre (genotypen), der ikke nødvendigvis alle kommer til udtryk som synlige variationer hos det enkelte individ (fænotypen). Det vil i teorien sige, at hvis levestandard, økologisk situation og miljømæssige eller kulturelle vilkår ændres drastisk, vil der ikke være den samme hyppighed og relevans af genetiske variationer inden for en befolkning over tid (se Weis 2000, 48 ff.). Alligevel er det generelt accepteret, at jo større forekomst af en arvelig variation, der er inden for en gruppe, jo større sandsynlighed er der for slægtskab. En biologisk familie, eksempelvis en mor og hendes to døtre, vil ikke have ens arvelige variationer, men større sandsynlighed for fællestræk imellem de tre individer end imellem dem og hele den samtidige befolkning. Derfor er resultaterne meget svære at anvende i et længere historisk perspektiv. Der er løbende diskussion om de arvelige variationers anvendelsesmu- ligheder, også i forhold til et forhistorisk skeletmateriale. Studierne er mest pålidelige, hvis de anvendes inden for klart afgrænsede økologiske og kronologiske rammer (Ørn 1978, 7 ff.; Petersen 1988, 54 ff., 78 f., 80 ff.). Det kan man for eksempel finde i en lukket gravkontekst som en kortvarigt anvendt hellekiste eller et forseglet lag i en megalitgrav. Dette findes dog sjældent. Ser man mere teoretisk på dette problem, er endnu en dimension interessant. Meget forsimplet kan man sige, at hvad enten variationerne i en Individ, gruppe og samfund i senneolitikum 67 afgrænset forhistorisk gruppe skyldes kulturelle, miljømæssige eller arvelige faktorer, vil de stadig til en vis grad afspejle sociale relationer. Man må nemlig forvente, at individer med nære sociale eller familiære relationer vil leve under næsten præcis samme økologiske, miljømæssige, kulturelle og i nogen grad også ernæringsmæssige forhold, der er afgrænset i tid og rum. Altså: du spiser og lever i samme miljø som din familie – og derfor ligner I hinanden! Studierne er således kun relevante, når de ses i deres specifikke arkæologiske sammenhæng.

Individ, gruppe og samfund Den arkæologiske teoretiske baggrund for emnet er, om muligt, mere kompleks end den biologiske. Begreberne familie, gruppe, stamme og samfund har forskellige betydninger alt efter om vi tænker arkæologisk, biologisk eller socialt. Den arkæologiske forskning har hovedsagelig været inspireret af etnografiske og kulturantropologiske teorier om samfundsdannelse, -udvikling og gruppestørrelse. I forbindelse med yngre stenalder har diskussionen, af materialemæssige årsager, hovedsageligt omfattet den økonomiske og politiske struktur, og i mindre grad social struktur og gruppestørrelse. I arkæo- logisk litteratur anvendes begreberne stamme og høvdingesamfund ofte for graden af rangdeling i yngre stenalder (Jensen 1992, 22 ff.; Vandkilde 1996, 259; Ebbesen 2006). Dertil kan det tilføjes, at det enkelte individ vil være del af flere forskellige grupper i samfundet, som kan være delvist overlappende, ligesom det enkelte individ kan have flere overlappende identiteter. Også betegnelsen familie har forskellig faglig betydning, da det både kan dække over en social og en biologisk enhed, der ikke nødvendigvis er den samme (Roesgaard Hansen 2007). I senneolitikum er gravene blevet tillagt forskellig udsagnsværdi i forhold til samfundsstrukturen. Flere understreger, hvordan depoter, enkeltfund og megalitgrave skal ses som den primære arkæologiske kilde til den kollektive del af samfundet, mens enkeltbegravelserne er kilde til den individuelle del af samfundet (Vandkilde 1996, 260 ff.; Randsborg 2006, 26 ff.). Min opfattelse er derimod, at alle gravkontekster kan inddrages på flere niveauer i diskussionen om samfundsstrukturen i senneolitikum. De senneolitiske begravelser i megalitgravene giver nemlig ikke et kollektivt indtryk, som i mellemneolitikum, idet individuelle genstande ofte nedlagdes sammen med individerne som personligt udstyr – med et individuelt udtryk. 68 specialer i forhistorisk arkæologi

To Kvinde skeletter og mand (arkæologi) (demografi)

Kone og Vertikal Kriger stratigrafi (identiteter) (datering)

Gravgaver Mor og (ejendele) Oldefar (genetik) Horisontal stratigrafi (status?)

Figur 1. Hypotetisk skematisering af individets tværfaglige relationer og grupperinger. Figuren illustrerer eksempler på, hvordan individets rolle kan skifte afgørende betydning i henholdsvis arkæologisk, social, demografisk og biologisk sammenhæng. Figuren afspejler, hvordan de forskellige fagdiscipliner har afgørende forskellige data og tolkningsmuligheder.

Samfundsorganisation og grupperinger i yngre stenalder – arkæologisk set Det er vanskeligt, alene ud fra gravfundene, at studere samfundet i senneolitikum. Der er langt fra enighed, men det senneolitiske samfund formodes enten at have været gruppeorienteret og forholdsvis ligeværdigt eller mere eller mindre rangdelt. Ofte peger forklaringerne på begge dele, men med en ændring mod større rangdeling i løbet af periodens godt 700 år (Kristiansen 1987; Vandkilde 1996, 284; Jensen 2002, 47 f.; Hübner 2005). Den hyppigste gravform i perioden var efterbegravelser i tragtbægerkultu- rens megalitgrave – en tradition der ses fra MN B til senneolitikum i næsten hele Sydskandinavien og det nordlige Tyskland. Derudover er stenkister, Individ, gruppe og samfund i senneolitikum 69 træbyggede grave og fladmarksgrave gravformer, der ses regionalt, men der findes flere andre særlige gravtyper i perioden. Mange af gravformerne har paralleller i det øvrige Nord- og Vesteuropa, og gravenes forskellighed afspejler en vis udveksling langs handelsruterne (Hansen 1994, 118 ff.). Omvendt har de fleste gravformer formentlig ligeledes rødder i enkeltgravskulturens allerede stærkt varierende gravskik (Hansen & Rostholm 1993, 116 ff.). Langt den bedste og mest detaljerede gennemgang af det danske gravmateriale er Ebbe Lomborgs afhandling fra 1973. Ud fra gravmaterialet mener han, at der med rimelighed kan tales om et land opdelt i to kulturprovinser (Lomborg 1973, 112). Denne inddeling er omdiskuteret, men de fleste fundgrupper afspejler faktisk en opdeling af landet i to, med et mere Unétice- inspireret Østdanmark (Rasmussen 1990, 37; Becker 1993, 127), mens Nord- jylland synes at have været en del af den vesteuropæiske klokkebægerkultur efter 2350 f. Kr. (Sarauw 2006, 67). Det er en nærliggende tanke, at zonerne er forgængere til bronzealderens zoneopdeling (Lomborg 1973, 130; Ebbesen 2004, 100).

Samfundsorganisation og grupperinger i yngre stenalder – antropologisk set I forhold til den sociale og samfundsmæssige diskussion har tilgangen til skeletmaterialet været noget anderledes end den arkæologiske. Der er ikke mange undersøgelser, der direkte er relevante for studiet af social organisa- tion i yngre stenalder, men der er enkelte, der mere eller mindre bevidst har beskæftiget sig med familiegrupper og slægtskab i perioden. I mange forhistoriske perioder ses det, at skeletmaterialet inden for lokale geografiske områder eller gravkontekster forekommer meget ens ud fra et subjektivt perspektiv, uden at slægtskab kan sandsynliggøres ved hjælp af antropologiske mål eller arvelige træk (Bennike & Alexandersen 2000; Lund Hansen 2000). Dette er også i høj grad tilfældet med kranierne fra yngre stenalder. Netop dette bemærkede Professor H. A. Nielsen allerede i begyndelsen af 1900-tallet, hvorfor han opdelte de danske kranier fra yngre stenalder i forskellige nye og tidligere erkendte „typer“ (Nielsen 1906, 276 ff.). Uden at være underlagt senere tiders etiske normer, var det for ham helt naturligt at se på kraniernes udseende og dermed også deres indbyrdes slægtskab. Han var inspireret af samtidig vesteuropæisk antropologi, hvor forskellene blev forbundet med etniske entiteter, på trods af at materialet dækkede hele sten- 70 specialer i forhistorisk arkæologi

alderen (Arbo 1895; Fürst 1912). H. A. Nielsens interesse for den yngste del af stenalderen var ikke tilfældig, for det var fra denne periode, der fandtes flest kranier i begyndelsen af 1900-tallet. Fra hellekisterne og de øverste og ofte mere velbevarede lag i megalitgravene var der mange hele kranier. Derfor var 106 af H. A. Nielsens 120 skeletundersøgelser baseret på senneolitisk materiale. I 1911 opdelte han stenalderkranierne i fem typer; Cro Magnon, Avigny, Orrouy-Furfooz, Møn og Borreby (Nielsen 1911, 145 f.). Antagelsen om, at der var tale om familiegrupper inden for de enkelte grave, kommer til udtryk i de to sidste typer, der er navngivet efter enkelte danske jættestuer. Siden H. A. Nielsens subjektive og metodisk kritiserbare overvejelser i begyndelsen af 1900-tallet har ingen decideret fokuseret på tilstedeværelsen af familiegrupper inden for de enkelte gravkontekster i yngre stenalder. Enkelte arkæologiske og antropologiske studier har dog berørt emnet (Ørn 1978; Petersen 1988; Alexandersen 2003, 18).

Nye mulige familiegrupper i senneolitikum Det er særdeles relevant at udvide resultaterne af ovennævnte studier af det senneolitiske skeletmateriale ved at se nærmere på de undersøgte arvelige træk i forhold til gravkontekst. Derfor indsamlede jeg og revurderede de mange tidligere antropologiske studier og registrerede det senneolitiske skeletmateriale i Antropologisk Laboratoriums samling til denne undersøgelse. Det resulterede, efter mange overvejelser, i en hypotetisk genskabning af mulige familiegrupper i senneolitikum. De hypotetiske familiegrupper var direkte afhængige af bevaringsgrad og antallet af gravlagte individer og dermed også indirekte af datering, udgrav- ningstidspunkt og gravform. Det betød, at det kun var muligt at diskutere forekomsten af en familie for de få gravkontekster, hvor der var tre eller flere velbevarede kranier, der kunne dateres til senneolitikum. Dette resulterede i, at der kun var ni senneolitiske gravkontekster, der kunne diskuteres i specialet. Alle østdanske. Alene ud fra de arvelige træk var der mulige fa- miliære grupperinger inden for fem af disse (se figur 2), men langt flere var sandsynlige. Individ, gruppe og samfund i senneolitikum 71

Figur 2. Udbredelseskort over alle senneolitiske gravkontekster, hvori der er et eller flere kranier med registrerede nonmetriske træk. De fem nye mulige senneolitiske familiegrupper er angivet med stjerne.

Et forskelligartet samfund baseret på familiegrupper I specialet blev emner som indoeuropæisk kultur og tradition samt mulighed for individuel indvandring i mindre skala diskuteret. Ud fra en gennemgang af det senneolitiske gravfundne genstands- og skeletmateriale, kunne følgende konkluderes: – I megalitgravene var der tilsyneladende konservative og traditions- bundne riter i forhold til gravformen, helt fra tragtbægerkultur til senneolitikum. Der kan for disse grupper ikke være tvivl om regional kontinuitet og bofasthed igennem flere generationer og perioder. – Hellekister og øvrige gravformer anvendtes derimod sandsynligvis over færre generationer af enkelte lokale familiegrupper. 72 specialer i forhistorisk arkæologi

– Mindre grupperinger var tilsyneladende grundlaget for samfundsstrukturen i senneolitikum. Dolktypernes fundforhold viser en tendens til mindre grupperinger end de traditionelle zoneinddelinger af landet, idet visse dolk- typer synes at forekomme hyppigere i sammenhæng med visse gravformer. – Ses de arvelige variationer i kraniematerialet og det arkæologiske fundmateriale fra perioden i forhold til køn, kan det diskuteres om der var tendens til et patrilokalt samfund på øerne, men materialet tillader ikke en fyldest- gørende diskussion af dette. Eksempelvis kan man ikke sandsynliggøre at flintdolken var et mandssymbol, idet dolkene sjældent findes i en kontekst, der kan knytte dem til ét kønsbestemt skelet. – Flere fundgrupper peger på et opbrud fra enkeltgravstiden til senneolitikum på øerne og et stadig gruppeopdelt samfund. Fladmarksgravenes og hellekisternes opståen og udvikling i netop disse områder foreslås at være resultat af europæiske impulser – kulturelle, men sandsynligvis også genetiske, om end i mindre skala.

Litteratur

Alexandersen, V. 2003. Dental variation and change through time in Nordic populations. I: E. Iregren & L. Larsson (eds.): A tooth for a tooth. Report series 87. Lund. Alt, V. K., W. M. Muntz & W. Vach 1995. Hallstattzeitliche Grabhügel im Spiegel ihrer biologischen und sozialen Strukturen am Beispiel des Hügelgräberfeldes von Dattingen, Kr. Breisgau-Hochschwarzwald. Germania 73. Arbo, C. 1895. Fortsatte Bidrag til Nordmændenes Anthropologi III. Stavanger Amt. Videnskabs-Selskabets Skrifter I. Mat.-Naturv. Kl. 6. Kristiania. Becker, C. J. 1993. Flintminer og flintdistribution ved Limfjorden. I: J. Lund & J. Ringtved 1993 (red.): Limfjordsprojektet. Kort- og råstofstudier omkring Limfjorden. Rapport nr. 6. Rapport fra seminarer afholdt 7.–8. nov. 1991 i Bovbjerg samt 23.–24. april 1992 i Aalborg. Århus. Bennike, P. 1985. Palaeopathology of Danish Skeletons. København. Bennike, P. & V. Alexandersen 2000. Die Skelette von Skovgårde. I: P. Ethelberg (Hrsg.): Skovgårde. Ein Bestattungsplatz mit reichen Frauengräbern des 3. Jhs. n. Chr. auf Seeland. Nordiske Fortidsminder ser. B 19. København. Boas, F. 1911. Changes in the bodily form of descentdants of immigrants. Senate Document no. 208, 61st congres, 2nd session 64. Washington. Bröste, K, J. Balslev Jørgensen, C. J. Becker & J. Brøndsted 1956. Prehistoric Man in Denmark. A Study in Physical anthropology. København. Individ, gruppe og samfund i senneolitikum 73

Ebbesen, K. 2004. En højgruppe ved Kvindvad, Vestjylland. Studier over senneolitisk tid. Kuml 2004. – 2006. The Battle Axe Period – Stridsøksetid. København. – 2007. Danske hellekister fra stenalderen. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 2004. Forssander, J. E. 1933. Die Schwedische Bootaxtkultur – und ihre kontinentaleuropäischen voraussetzungen. Lund. Fürst, C. M. 1912. Zur Kraniologie der schwedischen Steinzeit. Kungliga Svenska Vetenskapsakademiens Handlingar 49,1. Uppsala, Stockholm. Gravlee, C. G., H. R. Bernard & W. R. Leonard 2003. Heredity, Environment and Cranial Form. A Reanalysis of Boas’ Immigrant Data. American Anthropologist 105,1. Hansen, M. 1994. Træbyggede gravkister fra enkeltgravskulturen og senneolitikum. Kuml 1993. Hansen, M. & H. Rostholm 1993. Grave fra enkeltgravstid og senneolitikum. I: S. Hvass & B. Storgaard (red.): Da klinger i muld. 25 års arkæologi i Danmark. København. Hauser, G. & G. F. De Stefano 1989. Epigenetic Variants of the Human Skull. Stuttgart. Hübner, E. 2005. Jungneolitische Gräber auf der Jütischen Halbinsel. Typologische und chronologische Studien zur Einzelgrabkultur. Nordiske Fortidsminder ser. B 24. København. Jensen, C. J. 1992. Invasion eller evolution? En teoretisk og praktisk diskussion af anvendeligheden af forskellige fundgrupper i slutningen af yngre stenalder i Danmark med henblik på studiet af den sociale udvikling. Upubliceret magisterkonferensspeciale i forhistorisk arkæologi. København. Jensen, J. 2002. Danmarks oldtid 2. Bronzealder. København. Kjær, H. 1910. Gravkister fra Stenalderens Slutningstid. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1910. Kristiansen, K. 1987. From stone to bronze – the evolution of social complexity in nothern Europe 2300‑1200 B.C. I: E. M. Brumsfiel & T. K. Earle 1987 (eds.): Specialization, Exchange and Complex Societies. Cambridge. Liversage, D. 1964. En hellekiste ved Gerdrup, Københavns amt. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie. København. Lomborg, E. 1973. Die Flintdolche Dänemarks. Studien über Chronologie und Kulturbeziehungen des südskandinavischen Spätneolithikums. Nordiske Fortidsminder ser. B 1. København. 74 specialer i forhistorisk arkæologi

Lund Hansen, U. 2000. Archäologie und Anthropologie. I: P. Ethelberg (Hrsg.): Skovgårde. Ein Bestattungsplatz mit reichen Frauengräbern des 3. Jhs. n. Chr. auf Seeland. Nordiske Fortidsminder ser. B 19. København. Madsen, A. P. 1896. Gravhøje og gravfund fra Stenalderen i Danmark. København. Müller, S. 1902. Flintdolkene i den nordiske stenalder. Nordiske Fortidsminder 1. København. Nielsen, H. A. 1906. Bidrag til Danmarks forhistoriske Befolknings (særligt Stenalderfolkets) Anthropologi. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1906. – 1911. Yderligere Bidrag til Danmarks Stenaldersfolks Anthropologi. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1911. – 1915. Fortsatte Bidrag til Vort Oldtidsfolks Anthropologi. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1915. København. O’Rourke, D. 2000. Genetics, Geography, and HumanVariation. I: S. Stinson, B. Bogin, R. Huss-Ashmore & D. O’Rourke 2000 (eds.). Human Biology. An evolutionary and Biocultural perspective. New York. Petersen, H. C. 1988. Studier over dansk stenalders biologiske antropologi. Upubliceret specialeafhandling. Institut for Genetik og Økologi, Århus Universitet. Randsborg, K. 2006. Opening the Oak-coffins. New Dates – New perspectives. Acta Archaeologica 77. Rasmussen, L. W. 1990. Dolkproduktion og -distribution i senneolitikum. Hikuin 16. Roesgaard Hansen, M. 2007. Identitetsskabelse og interaktion i ældre bronzealder… en lokal analyse af gravritual i Thy. Upubliceret kandidatspeciale i forhistorisk arkæologi ved Københavns universitet. Juli 2007. Sarauw, T. 2006. Bejsebakken. Late Neolithic Houses and Settlement Structure. Nordiske Fortidsminder ser. C 4. København. Schiellerup, P. S. 1992. St. Valbyvej – et senneolitisk højkompleks ved Himmelev, nord for Roskilde. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1991. Stini, W. A. 1983. Nutritional Stress and Growth. Sex Difference in Adaptive Response. American Journal of Clinical Nutrition 37. Strömberg, M. 1982. Ingelstorp. Zur Siedlungsentwicklung eines südschwedischen Dorfes. Acta Archaeologica Lundensia ser in 40 14. Lund. Vandkilde, H. 1996. From Stone to Bronze. The Metalwork of the Late Neolithic and Earliest Bronze Age in Denmark. Århus 1996. Weis, M. L. 2000. An introduction to genetics. I: S. Stinson, Bogin, R. Huss- Ashmore & D. O’Rourke 2000 (eds.): Human Biology. An evolutionary and Biocultural perspective. New York. Individ, gruppe og samfund i senneolitikum 75

Ørn, L. 1978. Deskriptive træk på det danske kranium. En undersøgelse baseret på kraniemateriale. Upubliceret magisterkonferensspeciale i etnografi ved Københavns Universitet, Antropologisk Laboratorium.

Artiklen er skrevet på baggrund af kandidatspecialet Individ, gruppe og samfund i senneolitikum – en bioarkæologisk diskussion og kontekstuel revurdering af det senneolitiske skeletmateriale med primært fokus på de danske øer, der blev bedømt den 7. marts 2008 af Klavs Randsborg (vejleder/eksaminator) og Peter H. Mikkelsen (censor).

Dyreknoglefund fra Balkans kobberalder og de sekundære produkters revolution

Jesper Sørensen Østergaard

årene 2000‑2002 gennemførte Københavns Universitet sammen med bulgarske museer og universiteter et fællesprojekt, der først og fremmest medførte flere sæsoners udgravninger på den sene kobberalder-boplads ILîga, dateret til cirka 5000 f. Kr., og beliggende ved Telish i Nordvestbul- garien (figur 1). Jeg har bestemt dyreknogler fra pladsen; først gennemgås resultaterne, og siden sammenlignes der med dyreknoglefund fra Balkan. Pladsen ligger på et højdedrag med god udsigt over landskabet. På en klar dag kan man se helt til Donau som løber 40 kilometer mod nord, mod syd aner man en passage igennem bjergene, en korridor skåret af floden Iskar, som forbinder dette landskab med Sofia og det centrale Bulgarien. Iskar har som alle Balkans floder en vigtig funktion, da den fungerer som korridor på tværs af Balkans barrierer. Allerede i tidlig neolitikum (6500 f. Kr.) udgjorde floderne bindeleddet i netværket mellem bopladserne. I Bulgariens og Balkans neolitikum er bopladserne udformet som store byhøje eller teller. Tellernes lag er akkumuleret af serier af klyngebyggede huse. På Balkan ligger tellerne på indlandsflodsletter, flodterasser og på højdedrag i landskabet, nær vandressourcer og med god adgang til så mange forskellige naturbiotoper som muligt. Denne byggeform og kulturgenstandene herfra definerer et stort, ensartet kulturkompleks, Karanovo-kulturen, opkaldt efter en tell i midten af Bulgarien. Karanovo-kulturen dækker et stort område af Balkan fra Jern- porten mod nordvest til landtangen vest for Istanbul, og fra Ægæerhavets nordkyst til det sydlige Rumænien. Karanovo danner hovedkronologien for Balkan med i alt syv faser, fra tidlig neolitikum til bronzealder. Kronologien er her opstillet i meget komprimeret form: (6500‑5500 f. Kr.) Karanovo I-II = tidligneolitikum (5500‑5200 f. Kr.) Karanovo III = mellemneolitikum 78 specialer i forhistorisk arkæologi

(5200‑5000 f. Kr.) Karanovo IV = senneolitikum (5000‑4500 f. Kr.) Karanovo V = tidligkobberalder (4500‑3900 f. Kr.) Karanovo VI = mellemkobberalder – senkobberalder (3900‑3300 f. Kr.) overgangsperiode (3300‑2600 f. Kr.) Karanovo VII = tidligbronzealder

Figur 1

Balkans geografi, klima og dets betydning for dyreholdet Når man beskæftiger sig med Balkan, er der nogle væsentlige klima- og miljøforskelle som er afgørende for dyreholdet og subsistensstrategierne. Primært er Balkan under indflydelse af to overordnede klimasystemer, det kontinentale fra Europa og middelhavsklimaet – men det sidstnævnte er også stærkt påvirket af det afrikanske vejrsystem. Disse to hovedsystemer kolliderer på Balkan, hvor de yderligere opdeles af bjergregionerne, der fungerer som barrierer. Men her skærer floddalene sig igennem sig igennem og transporterer middelhavsklimaet ind på Balkan. Istiden har haft en ringe effekt på Balkan og har skabt en mosaik af meget forskellige landskaber og biotoper, der ikke direkte kan sammenlignes med Centraleuropa. Man kan derfor opdele Balkan i regioner efter dyreholdet. Husdyrene kan gå ude i det sydlige Balkans milde vintre, og mod nord skal de opstaldes i den barske vinter. Overgangen mellem disse to systemer ligger omkring Stara Planina, en bjergregion i det nordlige Bulgarien. Disse klimaoplysninger afspejler sig som en tendens i dyreknoglefundene; mod syd Dyreknoglefund fra Balkans kobberalder 79 er det hovedsaligt får og ged der dominerer, mens kvæget er dominerende længere mod nord.

Telish dyreknoglefundene Dyreknoglerne fra Telish var kraftigt fragmenteret, og jeg vil her kort beskrive, hvor tidskrævende og svært det har været at bestemme dem. Først og fremmest har jeg bestemt en del af de 4820 dyreknogler i udgravningsæ- sonerne på stedet, en resterende del har jeg efter udgravningerne bestemt i Sofia. Jeg har anvendt mere end et halvt år på dette arbejde. Dyreknoglerne er bestemt og analyseret ud fra standard zooarkælogiske metoder og procedurer. Oprindeligt forsøgte jeg at låne dyreknoglerne for at studere dem i den komparative samling på Zoologisk Museum, men udlån blev afvist fra bulgarsk side. Studier og sammenligninger med dyreknoglerne i komparativ samling ville ellers kunne have sikret den bedst mulige bestemmelse af materialet. Knoglerne er analyseret synkront med udgravningerne for at kunne følge og notere deres fundforhold, bevaring og kontekst. Knoglernes placering er målt ind, og det kan demonstreres, at hovedparten af dyreknoglerne er deponeret i affaldsgruber mellem to af husene. Ved at deltage på stedet var det også nemmere at opdage og registrere recente beskadigelser fra graveredskaber, udtørring og transport. På udgravninger i Bulgarien har jeg erfaret, at det er almindeligt, at man lægger dyreknoglerne på balken, hvor de så uheldigvis udtørrer med fragmentation til følge. For at undgå udtørring instruerede jeg udgraverne i, at dyreknoglerne straks skulle lægges i poser og stilles ind i skygge. Tidligt i projektet underviste jeg udgraverne og de studerende i dyreknogler. Det resulterede i en flerdobling af fundene. Dyreknoglefundene blev tastet ind i en Access database, som danner grundlaget for at præsentere resultaterne i form af tabeller, statistikker med videre over fundene. Tabellerne viser som udgangspunkt to ting zooarkæologisk set, nemlig fordelingen af husdyrarter og deres knogletyper. Hvor det var muligt, blev post-kraniale aldersbestemmelser forsøgt. Aldersbestemmelserne er fore- løbige og med forbehold. Muligheden for aldersbestemmelser på tandsæt blev udelukket, da knoglerne ikke måtte transporteres til Københanvn. Hver knogle er forsøgt målt efter standarder for anatomiske mål (Driesch 1976). På grund af materialets lidenhed blev der ikke foretaget målinger nok til at udlede udsagn om størrelses- og kønsforskelle. Knoglerne er først talt op til i alt 4820 fragmenter. Af disse er 2796 beskadiget i forskellig grad under udgravningen. 2024 er bevarede, af disse er 526 hele knogler. 1382 knogler 80 specialer i forhistorisk arkæologi

er fragmenteret i forhistorisk tid, hertil skal tillægges 129 knogler med forskellige aktivitetsspor. Det er fragmenter af benredskaber, dele af figuriner, knogler med slidspor, tildannede knogler, ildskørnede knogler og knogler med kobberpatina. Denne gruppe udgør 2,7 % og bidrager til det samlede aktivitetsbillede. Disse aktivitetsspor blev også brugt som ledetråde under udgravningen. Dyreknoglerne fungerede i dette tilfælde som miljøindika- torer for den omgivende jord. Knoglerne tog farve fra den omgivende jord og var gulligt-brune over hele pladsen. Der blev fundet tre fragmenter af dyreknogler med kobberpatina, hvilket gjorde udgraverne opmærksomme på nærtliggende kobbergenstande. De blev fundet i nærheden af grav 1, men der er ikke sikkerhed for, at de kommer fra graven. I gravlæggelsen blev der også konstateret kobberpatina på næsebenet af det gravlagte barn. (Merkyte et al. 2005, 140). Knoglefragmenterne blev optalt for at give et relativt tal for, hvor mange dyrearter og individer knoglerne repræsenterede. Som udgangspunkt fulgtes anerkendte optællingsmetoder og diskussioner (Grayson 1981; Halstead 1981). 716 knogler kunne artsbestemmes via den såkaldte NISP metode (Number of Identified Specimens). Det fortæller os kun antallet af fragmenter der kunne bestemmes til knogletyper og et antal arter. NISP metoden giver et kvanti- tativt tal, men der mangler at blive fastslået et tal for hvor mange individer knoglerne repræsenterer. For at gøre dette har jeg sorteret i fragmenterne eller filtreret NISP-tallene i databasen for at få nogle mere reelle tal som kan give det mest sandsynlige minimum individ antal (MNI). Denne metode er analytisk, og der må tages et metodisk forbehold i forhold til mangelen af en komparativ samling. Endvidere er der mange faktorer der indvirker på og decimerer mængden af brugbare dyreknogler. Jeg har derfor valgt den MNI-metode som Bökönyi beskriver (Bökönyi 1974, 337). I databasen har jeg sorteret ved hjælp af forespørgsler. Her tæller man parvise knogler eller knogler, der kun er én af, for eksempel højre eller venstre skulderblad. Til denne optælling var 164 knogler brugbare og viste en individ-artsfordeling blandt de domesticerede dyr på kvæg 36, får/ged 94, svin 17, hund 7 og jagtvildt 24. Det svarer til en fordeling af domesticerede dyr og jagtdyr på cirka 87:13 % via MNI. Dette resultat stemmer overens med, hvad der er typisk for kobberalder. Telish har en naboplads, Redutite, dateret til samme tid, hvor der er undersøgt 6000 dyreknoglefragmenter, men der er tale om en meget kort undersøgelse, og desværre er dyreknoglerne siden blevet kas- seret så der ikke er mulighed for en fornyet analyse. Det fører os frem til at kigge på og sammenligne med andre pladser i Bulgarien og på Balkan. Dyreknoglefund fra Balkans kobberalder 81

Secondary Products Revolution og andre perspektiver Det er interessant at sammenligne materialet fra Telish med dyreknoglefundene fra andre pladser. Siden Anden Verdenskrig har der været mange undersøgelser af dyreknogler, men publikationen af denne fundgruppe er spredt over museer og institutioner på hele Balkan. Et overblik og udsyn over fundgruppen er senest samlet og systematiseret af Bökönyi (1974), med en overvægt af ungarske fund. Han var blandt de første der udviklede en metode til at sammenligne dyreknoglefund fra flere pladser med kendt kronologi, og på denne baggrund beskrive husdyrenes historie og give et udsagn om subsistensstrategiernes udvikling i en region. Et andet udsyn over Balkan og dyreknoglefundene findes i en artikel af Sherratt (1981). Han introducerede en forklaringsmodel kaldet „The Second- ary Products Revolution“, som søgte at forklare en revolution af landbruget og en bølge af innovationer, der kan konstateres i Sydøsteuropa omkring slutningen af det 4. årtusinde. Han havde sporet strukturelle ændringer i bopladser og omlægninger af anlægsformer dedikeret til landbrug. Derudover kom nye husdyrprodukter, de såkaldte sekundære produkter. Disse er karakteriseret som varige og gentagelige ressourcer fra husdyr: mælkeprodukter fra kvæg og får/ged, uld fra får, trækkraft, last og transport med stude samt gødning (Sherratt 1981). Secondary products revolution-modellen (SPR) har opnået stor indflydelse i flere forskellige sammenhænge og teorier. Men den indgår også i zooarkæologien; den benyttes i forklaringen af de senneolitiske strate- gier og deres fremkomst og udbredelse på Balkan og i Europa. Sherratts materiale og litteratur igennem er baseret på rekognoscerede neolitiske pladser i Ungarn, samt fund fra nærøstlige kulturer. Zooarkæologen Greenfield støtter Sherratts teorier. Greenfield udførte undersøgelser på jugoslaviske kobberalderpladser i 1980’erne og er sammen med Sherratt blevet kritiseret af blandt andet Chapman (1982) og den hollandske zooarkæolog Clason (Greenfield 1988, 588-comments). Clason påpeger, at Greenfield ikke sammenligner med dyreknoglefund fra ældre dele af neolitikum. Clason konkluderer derfor at SPR har været en længerevarende udvikling, og at den ikke kan begrænses til kobberalderen. Ingen af kritikerne nævner, at Sherratt og Greenfield ikke har undersøgt Balkan, som er kerneområdet for deres begreb om SPR. Dette er til trods for at der eksisterer et netværk af zooarkæologer på Balkan, som siden 1980 har udforsket dyreknoglefund. Jeg har været heldig at kollegaerne fra det zooarkæologiske netværk har sendt mig artikler, så det hele kunne samles. 82 specialer i forhistorisk arkæologi

Det muliggør et nyt overblik over fundene. Det kan derfor vises, at Sherratts udsagn ikke passer, for der eksisterer mindst 60 pladser, som er kommet til siden Bökönyis oversigtsarbejde i 1974. På denne baggrund kan et fundkort over de nyere fund af dyreknogler præsenteres (figur 2). Med udgangspunkt i dette mener jeg, at der er flere forhold og indikationer, som ikke stemmer med Sherratts og Greenfields materialer og deres påstande om SPR. Begge forfattere er fokuseret på senneolitikum og tidlig bronzealder, men ingen af dem har sammenlignet deres materialer med ældre faser, selvom det var tilgængeligt. Det er kendt, at der har været husdyr i mindst 1500‑2000 år før senneolitikum. Husdyrsammensætningen ændrer sig ikke væsentligt, og den er parallel med den sammensætning, der ifølge Greenfield er karakteristisk for senneolitikum og kobberalder. De variationer, der forekommer i husdyrsammensætningen, er karakteriseret ved en ændret mængde kvæg eller får/ged og jagtvildt. Endelig er der forhold omkring omlægningen og omstruktureringerne af bopladserne. Greenfield har gennemført nyere undersøgelser af en kobberalderplads, Nea Nikomedea i det nordvestlige Grækenland. I undersøgelserne støtter han stadig Sherratt og gentager, at der ikke har været dyreknogleundersøgelser på det sydlige Balkan (Greenfield & Fowler 2005, 1). Flere genstande, der kan relateres til sekundærprodukter, er ikke blevet undersøgt systematisk på Balkan. Væve- og tenvægte forekommer i mel- lemneolitiske kontekster, men antallet øges i senneolitikum. De forekommer over hele Balkan og er afbildet i flere udgravningspublikationer. Bensager og knogleredskaber kommer mest fra husdyr i neolitikum. Mange af de kraftigere bensager (med tykkere knoglevægge) kommer fra husdyr, hvis aldre berettiger dem til at blive placeret i kategorien for sekundære produkter. I de fleste museer i Bulgarien er der udstillet bensager fra både husdyr og jagtdyr, og man kan i flere tilfælde se, at de er fremstillet på voksne eller ældre dyr. Dette kan også ses i flere udgravningspublikationer. En tredje genstandstype, der er relateret til sekundærprodukter, er sikar. Bogucki har fremlagt pladser fra løss-bæltet (Bogucki 1988, 16, figur 1.5). Han og flere andre har foreslået en raffinering af mælken til mælk/ostevalle via sikar, som er almindeligt udbredt i kobberalderen. Men Bogucki fremlægger også den samme sikar-fundtype fra tidligneolitiske kontekster fra pladser i løss-bæltet (Bogucki 1988, 89 f.), og han mener, at mælkeprodukter også forekommer i tidligneolitikum. Efter Sherratt’s død er der kommet nye metoder, som påvi- ser mælkeprodukter tidligere end man hidtil har antaget. Sporstofsanalyser på substanser fra keramik fundet i tidligneolitiske kontekster, hovedsageligt Dyreknoglefund fra Balkans kobberalder 83

47 54 45. 42. 43. 52. 40. 46. 53 56. 48.49.51. 44. 50. 59. 55.57.58.60. 41. 21.

39. 6. 16.17. 38. 9. 20. 10. *1. 23. 2. 11. 12. 7. 3. 25. 13.

24. 18. 19. 4. 8. 37. 22. 5. 14. 15. 26. 31.32. 30.

36. 61. 27.28.29. 33. 34. 35.

200 km

100 mi

1Telish 26Sitagroi 50Draganesti-Olt 2Redutite 27P.M. Zarkou 51Gumelnitsa 3Sofia-Slatina 28Achillion 4Karanovo 29Otzaki Magula 52Harsova 5Vaksevo 30Kastanas 53Insuratei 6Ovcarovo-Gorata 31Makri 54Luncavita 7Goljamo-Delcevo 32Paradeisos 55Mariuta 8 Drama 33Argissa-Magula 9Gradeshnitsa 56Navodari 34AgiaSofia- Magula 10Krivodol 57Seinoiu 35Pevkakia-Magula 11Ovcarovo 58Tangaru 12Vinitsa 36MegaloNisi Galanis 13Ezero 37Anza 59Vitanesti 14Kovacevo 38Divostin 60Vladiceasca 15Rakitovo 39Obre 61Konispol 16Poljanitsa 40Opovo 17Podgoritsa 62Arene Candide - 41Pietrele (i nordvestlige Italien) 18Jasatepe 42Poiana Ampouliu 19Okracna Bolnitsa 20Koprivec 43Livezile 21Durankulak 44Ostrovul Corbului 22Kremenik 45Bordusani-Popina 23Samovodene 46 Bucsani 24Chavdar 47Carcaliu 25Kazanluk 48Cascioarele 49Chitila

Figur 2. Kort over nyere dyreknoglefund på Balkan, Telish ved nr. 1. 84 specialer i forhistorisk arkæologi

i England og Frankrig, påviser mælkesubstanser allerede i tidligneolitiske kontekster (Craig 2002; Craig et al. 2003; Helmer & Vigne 2007). Man fandt tilmed mælkesubstanser i lerkartyper, som normalt ikke regnes for typi- ske mælkebeholdere. Mælkesubstanserne er påvist både i Nærorienten og Europa, dog er de ikke påvist før det 6. årtusinde.

Udsyn og konklusion Nye metoder og resultater inden for forskningen af dyreknogler viser, at Balkan kan opdeles i regioner, og at der er forskellige potentialer i landska- berne, som blev udnyttet ved husdyrholdet. På Balkan har man for husdyrenes vedkommende, på grund af geografien og klimaet, haft potentiale til at kunne udnytte flere forskellige biotoper og klimaområder end i Central- og Nordeuropa. Det ses, at husdyr kunne placeres i flere forskellige miljøer og desuden, at man om vinteren kunne lade dem gå ude i de sydlige dele af Bal- kan. Ved at sammenligne de mange pladser ses, at der er en stor ensartethed i sammensætningen af husdyrene over store områder på Balkan, både i tidlig neolitikum og i kobberalder. Sandsynligvis kan SPR føres tilbage i tid forud for kobberalderen. Der kan ikke eftervises klare forskelle mellem kulturerne zooarkælogisk set. Rumænerne har med de mange nye undersøgelser på kobberalderpladser i Sydrumænien vist, at der ingen zooarkæologiske forskelle er på kulturerne, som ellers er manifesteret ved forskelle i keramik og genstande. Jeg mener, at man på pladserne kan se ét gennemgående forhold når det gælder husdyrene. Det ser ud, som om man har haft en husdyr-pakkeløsning, hvilket især afspejler sig i de tidligste lag af bopladsen. Man skal her også have in mente, at får og ged ikke levede naturligt på Balkan, men blev importeret fra Nærorienten. Dette forhold har givet anledning til diskussion om, hvorvidt der har været tilfælde af sekundær-domestikation af de lokale vildformer, eller om man har fornyet det hele, hver gang det var aktuelt. Det første er meget vanskeligt at bevise, og alt tyder på, at man har importeret nye bestande. Denne husdyrimport må betragtes som en del af et netværk og jævnbyrdigt bytning og import af flint, keramik og andre kulturgenstande. I flere områder af Bulgarien kan man den dag i dag se hyrder drive deres får/ ged- og kvægflokke fra græsningsareal til græsningsareal. Telish har en god beliggenhed med hensyn til vandresurser. Pladsen ligger ved en kilde, samt vådområder, og har gode græsningsmuligheder, som også udnyttes af nutidens hyrder. Det vrimler med får og ged på stedet, kvæg kommer i anden række. Det er som udgangspunkt fristende at antage, at sådan var Dyreknoglefund fra Balkans kobberalder 85 det også i kobberalderens Telish. Men sammensætningen af dyreknogler og omgivelserne tegner mosaikker af forskellige landskabstyper omkring Telish; og det muliggør flere driftssystemer. Tæt på Telish er gode muligheder for græsning i lavlandet, hvor man på grund af de gode vandresurser kan satse mere på kvæg og svin, hvilket også er reflekteret i dyreknoglerne. Telish ligger også på ruten for de moderne hyrders sæsonvise bevægelser, men dette forhold er ikke reflekteret i dyreknoglerne. Telish er en lille plads, men den har ikke karakter af mobilitet zooarkæologisk set, som det ellers ses ved andre kobberalderpladser i det nordøstlige Bulgarien. Med mobilitet mener jeg, at man har udnyttet mobile dyr som får og geder og har en overvægt af disse i husdyrsammensætningen. Selvom Telish er en lille plads og burde være af mobil karakter, har man i sin subsistensøkonomiske strategi efterlignet de store pladser, netop på grund af vandressourcerne. Telish ligner på mange måder i kraft af landskabet og især vandressourcerne, de sydrumænske og serbiske pladser som Pietrele og Opovo. Et andet mønster, der kommer frem ved at se på dyreknoglerne i Balkan- perspektiv, er at man for tidligneolitikums vedkommende kan se, hvorledes pladserne spredes langs kyster og floddale, samt hvilke landskaber, de etable- rer sig på. Især floddalene og deres vandresurser har været af stor betydning for de store pladser. En af de sydvestlige pladser, den tidligneolitiske Kova- cevo, demonstrerer en klar overvægt af får/ged, tilpasset et tørt klima, og er i kraft af denne sammensætning mere græsk end bulgarsk. Pladsen ligger i Bulgarien tæt på Struma floden og dens korridor til Grækenland. Korridoren munder ud til landskabet med mange neolitiske og kobberalderlige pladser nordøst for Thessaloniki. I samme område som Kovacevo er der lokaliseret mindre pladser ved surveys. Jeg mener, at Kovacevo-materialet demonstrerer, at hyrderne opholdt sig med deres får/gede-flokke her, og at man har fulgt floddalene som korridorer, når dyrene blev drevet rundt. De tidlligneolitiske pladser, som er fundet i kystegnene, demonstrerer, at domestikationspakken spredtes forholdsvist hurtigt; det samme kan ses langs floddalene. Surveys i højderne har for Grækenlands vedkommende frembragt diverse lokaliteter; langs Adriaterhavet kyster er huler og ly påvist samt mindre lokaliteter beliggende nær vandresurser og græsningsarealer til dyrene. Hulerne indeholdt husdyrknogler, hvoraf de fleste er fra får/ged; hyrdedrift antages her. Fænomenet med hulerne som ly for husdyrene er et ellers overset fæ- nomen, der først er kommet frem med nyere tiders surveys. I Bulgarien er der fundet figuriner, som forestiller dyr. Nogle er abstrakte, mens andre viser klart en hjort, og atter andre viser forskellige husdyr. Man 86 specialer i forhistorisk arkæologi

kunne tænke sig, at et husdyr var mere yndet end andre, og dette måske afspejlede sig i dyreknoglefundene. Men der er ikke konstateret mange kvæg- knogler eller omvendt ligefrem mangel på dem i materialet, hvor man har figuriner af kvæg. Man kunne også tænke sig, at nogle pladser havde et kulturelt bestemt præg, for eksempel at de ikke udnyttede det fulde potentiale i landskabet af kulturelle årsager, eller at de holdt et særligt ressourcekrævende husdyr, der ellers ikke passer ind. Dette vil dog være svært at eftervise, fordi der på Balkan ikke er påvist lokaliteter, hvor et bestemt husdyr dominerer spektret totalt. Man skal også huske på, at det at et bestemt husdyr er dominerende i husdyrsammensætningen, ikke nødvendigvis betyder, at det drejer sig om for eksempel rene svinefarme, selvom svin dominerer. Husdyrsammensætningen er overalt den, der bedst passer til landskabet. Et andet forhold gør sig gældende, når man kigger efter lokaliteter, hvor et husdyr er „valgt fra“. Det er der noget, der tyder på i det nordøstlige Bulga- rien blandt andet på Koprivec lokaliteten, dateret kobberalder og undersøgt af Manhart. Her viste det sig, at svin er sjældnere end ellers, og Manhart antager, at det skyldes praktiske årsager: man ville nemt kunne flytte rundt, idet man kun delvist var bofaste. Den plads, Manhart undersøgte, er en af mange kobberalderpladser i området. Denne region i den nordøstlige del af Bulgarien blev først intensivt bosat i kobberalderen, og mange af pladserne er små. Desværre er der få nyere undersøgelser fra regionen. Det er værd at undersøge, om dyreknoglerne fra disse pladser ligefrem afspejler en strategi, der passer til dette tørre landskab, med den græske sammensætning, flest får/ged, eller om de afspejler en strategi bygget på en mere bofast version af transhumance. Hvis man betragter nutidens hyrder nær Telish og på Bal- kan ser man en bofast version af transhumance, hvor dyrene flyttes ud til græsgange dagligt og tilbage om aftenen. Parallelt med dette har man også transhumance, hvor dyrene sættes på græsgange i bjergene. I det seneste årti er man også begyndt at undersøge plantelevn på Balkan, og man mener, resultaterne demonstrerer transhumance fra kobberalderens begyndelse. Jagten viser et mere blandet billede, end man hidtil har antaget; det gælder især i det sydlige Rumænien. Langs Donaus bredder er der eftervist meget store forskelle på grund af den store variation i biotoperne. I kobberalderen og tidligbronzealder var jagttrykket højt, og i bestemte dele af Balkan er det særligt hjorte, der er det hyppigste jagtdyr. I Ungarn og dele af Serbien var det urokser, som var det mest yndede jagtvildt. Mod nordøst i Bulgarien (og på Redutite) var vildhesten et populært jagtbytte. Pladsernes karakter og udbredelse stemmer dog ikke overens med det potentielle jagtbillede, som Dyreknoglefund fra Balkans kobberalder 87 landskabet angiver. Det er meget besynderligt, at der ikke er påvist jagtpladser i Bulgarien, som i landskabsmæssig henseende har adskillige muligheder for jagt særligt i bjergene, når man ser på et moderne jægerkort, der fremhæ- ver rige jagtområder i bjergene sammenlignet med andre typer landskaber. Muligvis har jagten været drevet fra de få hule-lokaliteter. Fiskeriet er søgt påvist over det meste af Balkan. Selvom man på nogle udgravninger har soldet jorden, har det ikke givet mange fiskeknogler, mens der andre steder er adskillige fund. Det er paradoksalt, at nogle pladser, som ligger ved floder og har adgang til fiskeresurser, ikke giver fiskeknogler. Dette er demonstreret gennem Radus arbejder i det sydlige Rumænien, en serie af velundersøgte lokaliteter, alle dateret kobberalder (Balasescu et al. 2005). Alle pladserne har adgang til rigelige fiskeresurser. Her viser det sig, at ikke alle pladserne fra fiskeområderne giver fiskelevn, som forventet. Andre pladser var omvendt specialiseret i fiskeri. Et andet resultat af undersøgelserne er, at fiskeriet ikke har påvirket sammensætningen af husdyrerne. Det er således muligt at demonstrere, hvilket potentiale sådanne pladser har for at vise forskelle i landskabets udnyttelse. Desuden tydeliggøres det, at der fremkommer flere resultater om fundforhold, når man er deltagende i en udgravning og minutiøst gennemgår fundene og deres fundforhold. Det kunne også demonstreres, at der herigennem blev opdaget flere aktivitetsspor og fragmenter af bengenstande i direkte relation til dyreknoglerne.

Litteratur

Balasescu, A., D. Moise & V. Radu 2005. The Palaeoeconomy of GumelniÛa communities on the territory of Romania. Cultuta Si Civizatie La Dunurea DE JOS-XII. In Honorem Silvia Marinescu-Bilcu. Calarasi. Bogucki, P. 1988. Forest Farmers and Stockherders: Early Agriculture and its Consequences in North-Central Europe. Cambridge. Bökönyi, S. 1974. The History of Domestic Mammals in Central and Eastern Europe. Budapest. Chapman, J. C. 1982. The Secondary Products Revolution and the Limitations of the Neolithic. Bulletin of the Institute of Archaeology 19. Craig, O. E. 2002. The Development of Dairying in Europe: potential evidence from food residues on ceramics. Documenta Prehistorica 29. Craig, O. E., J. Chapman, A. Figler, P. Patay, G. Taylor & M. J. Collins 2003. Milk Jugs’ and other Myths of the Copper Age of Central Europe. European Journal of Archaeology 6. 88 specialer i forhistorisk arkæologi

Driesch, A. von den 1976. Guide to the Measurement of Animal Bones from Archaeological Sites. Peabody Museum Bulletin 1. Grayson, D. K. 1981.The Effects on Sample Size on some Derived measures in vertebrate faunal analysis. Journal of Archaeological Science 8. Greenfield, H. J. & K. D. Fowler 2005. The Secondary Products Revolution in Macedonia. The Zooarchaeological Remains from Megalo Nisi Galanis, a Late Neolithic-Early Bronze Age Site in Greek Macedonia. British Archaeological Reports, International Series 1414. Oxford. Halstead, P. 1981. Counting sheep in Neolithic and Bronze Age Greece. I: I. Hodder, G. Issac & N. Hammond (eds.): Pattern of the Past. Cambridge. Helmer, D. & J.-D. Vigne 2007. Was milk a „secondary product“ in the Old World Neolithisation process? Its role in the domestication of cattle, sheep and goats. Anthropozoologica 42,2. Manhart, H. 1998. Die vorgeschichtliche Tierwelt von Koprivec und Durankulak und anderen prähistorischen Fundplätzen in Bulgarien aufgrund von Knochenfunden aus archäologischen Ausgrabungen. Documenta naturae 116. München. Merkyte, I. et al. 2005. Lîga. Copper Age Strategies in Bulgaria. Acta Archaeologica 76,1. Sherratt, A. 1981. Plough and pastoralism: Aspects of the secondary products revolution. I: A. Sherratt 1997. Economy & Society in Prehistoric Europe. Edinburgh.

www http://maps.grida.no/go/graphic/bulgaria_topographic_map Bulgaria, topographic map. UNEP/ GRID-Arendal Maps and Graphics Library 1998.

Artiklen er skrevet på baggrund af kandidatspecialet Telish – dyreknoglerne i Balkan perspektiv, der blev bedømt den 25. september 2009 af Klavs Rands- borg (vejleder/eksaminator) og Bjarne Grønnow (censor). Ristninger og riter – danske helleristninger i bronzealderens landskabsrum

Louise Felding

anske helleristninger uden for Bornholm har ikke fået me- gen opmærksomhed i den senere danske helleristningsforskning. Derfor var dette emne en oplagt og spændende udfordring i mit Dspecialearbejde med danske helleristninger. Specialets fokus lå på den landskabelige placering af helleristninger uden for Bornholm, og hvilke kontekster/anlægstyper disse optræder i. Det overordnede mål var at undersøge, om helleristningernes betyding og mening kan læses ud fra deres placering i landskabet. Har helleristningstraditionen være lige så udbredt og alment kendt i resten af Danmark som på Bornholm, og er der mulighed for at udlede regionale forskelle i brugen af helleristninger i dansk bronzealder?

Bornholm og det øvrige Danmark I Danmark er Bornholm kendt for at være stedet at studere helleristninger. Her betyder de geologiske forhold, i form af grundfjeld, at helleristningerne findes i landskabet på de steder, de i sin tid blev hugget. Unikke omstændig- heder som vi i Danmark kun finder på Bornholm. Derfor er det naturligvis også her, at den danske helleristningsforskning har haft sit primære fokus. Undersøgelser på Bornholm har afsløret, at helleristningerne med sikkerhed findes i de områder, der var opdyrkede under bronzealderen, og der er desuden tegn på, at Nordbornholms ristninger med skibsbilleder afgrænser områdets bedste landbrugsjord (Kaul et al. 2005, 96; www 1). De allerede udførte analyser på Bornholm har fungeret som inspiration og forbillede til at afprøve samme teknikker og analyser på det øvrige danske helleristningsmateriale. 90 specialer i forhistorisk arkæologi

Ved arbejdet med de danske helleristninger blev der registreret i alt 1784 helleristningssten (i hele Danmark). Heraf er størstedelen skåltegnssten. Man skal dog være opmærksom på, at dette tal ikke er identisk med 1784 helleristningslokaliteter, da én lokalitet kan indeholde flere helleristningssten (eksempelvis en dysse, der både kan have helleristninger på randsten og dæksten). Bornholm har en meget stor andel af stedfaste helleristninger, og dette skal som allerede nævnt ses i lyset af forekomsten af grundfjeld, hvilket resulterer i et større antal helleristninger, der er bevaret in situ. Noget overraskende er derimod den høje andel af stedfaste helleristninger i det øvrige danske materiale. Lige godt halvdelen (49 %) af det registrerede materiale fra det øvrige Danmark, er fundet in situ med sikker fundkontekst, og det giver straks muligheder for at udføre meningsfulde analyser omkring brugen og placeringen af helleristninger i det danske materiale – også uden for Bornholm.

Motiver i Danmark Den overordnede fordeling af motiver fremkommet i hele Danmark viser, at skåltegnet er det mest almindelige motiv. Både på Bornholm og i det øvrige Danmark. Det er tydeligt, at der er et overvældende flertal af skåltegn i forhold til figurative motiver, og figurrigdommen i Danmark er ikke lige så varieret som i det øvrige Skandinavien. De almindeligst forekomne figurative motiver er de geometriske figurer. Herefter følger hjulkors, skibe og håndtegn; håndtegnet dog som et udpræget sjællandsk fænomen, og motivtypen er ikke registreret på Bornholm.

Danske helleristningers kontekster Der er stor forskel på, hvordan det danske helleristningsmateriale fordeler sig mellem det øvrige Danmark og på Bornholm. I det øvrige Danmark er der registreret 657 helleristningssten fundet in situ. Disse sten fordeler sig primært på megalitgrave (især dysser), i gravhøje og på fritstående sten. Ud over disse primære fundkontekster, fordeler hel- leristningsstenene sig på diverse øvrige kontekster. I det øvrige Danmark er der ud af de 657 stedfaste helleristningssten registreret 84 helleristningssten, hvorpå der optræder figurative motiver. Ristninger og riter 91

På Bornholm er der registreret 370 helleristningssten fundet in situ, men her er det overvældende flertal at finde fritstående in situ på grundfjeld eller klippeblokke. Derudover fordeler materialet sig på kontekster, der indgår i gravanlæg: jættestuer, en megalitgrav, gravhøje, røser og endelig en helleristningssten fundet i en stenkreds. På Bornholm er der ud af de stedfaste 370 helleristningssten registreret 76 sten/klippeflader, hvorpå der optræder figurative motiver.

Landskabsanalyser Det stedfaste registrerede helleristningsmateriale er blevet undersøgt i forhold til, hvilke kontekster helleristningerne optræder i. Det er undersøgt, hvor i landskabet helleristningerne/anlæggene er placeret, og om det er muligt at knytte enkelte motivtyper til særlige anlæg. Disse undersøgelser vil blive relateret til computerbaserede visibilitetsanalyser, der er udført på udvalgte helleristningslokaliteter. Visibilitetsanalyserne giver en ide om synlighed af og synlighed imellem helleristningslokaliteter og dermed et indblik i, hvordan landskabet har indgået i et samspil med helleristningslokaliteterne. Disse analyser kan dog kun vise en teoretisk synlighed, skabt ud fra en computergeneret terrænmodel, hvor analyserne bestemmes af brugerdefinerede parametre. Derfor må resultaterne naturligvis læses med et vist forbehold, men der synes dog at være fremkommet vigtige og tydelige tendenser gennem analyserne, der er udført på udvalgte stedfaste kontekster med helleristninger.

Fritstående klippeblokke I det øvrige Danmark er de fritstående klippeblokke et udpræget østligt fæ- nomen. Flest finder man på Sjælland, men også Fyn samt sydlige og østlige Jylland er repræsenteret. Kun enkelte er registreret i Nord- og Nordvestjyl- land, og slet ingen er registreret i Vestjylland. Stenblokke med figurative motiver optræder hyppigst på Sjælland og Lolland, men også to blokke med figurative motiver er registreret i Jylland. I alt er der registreret otte klippeblokke med figurative motiver, og heraf optræder de to udelukkende med figurative motiver og uden skåltegn. De fritstående klippeblokke synes at have tilknytning til kystnære områder og er overvejende placeret på lerede jorder. De fritstående blokke har ofte et begrænset synsfelt, som synes styret og 92 specialer i forhistorisk arkæologi

henvender sig til bestemte steder i landskabet – selv når de er placeret topografisk højt i landskabet. De synes tilbagetrukne i deres eget landskabsrum og er ikke altid synlige fra andre helleristningslokaliteter i landskabet. Typisk henvender de sig mod havet, kysterne og fjordområder (figur 2).

Figur 2. Eksempel fra Nordsjælland på kumulativ visibilitetsanalyse. Her ses frit- stående klippeblokke med helleristninger markeret med grønne trekanter. Områder i landskabet med synlighed fra flest helleristningssten ses i farverne gul, orange og rød. Helt dybblå områder har ikke synlighed til nogen af de fritstående klippeblokke.

Dysser, jættestuer og uspecificerede megalitgrave Dysselokaliteter med helleristninger er kun registreret i det øvrige Danmark og er her et udpræget østligt fænomen. De fordeler sig som oftest på de lerede jorder, men dog også på sandede jorder blandt andet på Djursland. Generelt synes der at være en kystnær placering og en tilknytning til vand. Overordnet har dysserne et bredt synsfelt, og de synes ikke på samme måde som de fritstående blokke at undgå synlige steder i landskabet. I stedet ser det ud til, at de indtager det landskab, de er placeret i, og ikke sjældent har de en synsradius på op til 10 kilometer. Ristninger og riter 93

De fleste dysser med figurative helleristninger befinder sig på Sjælland og Øerne, og det er tydeligt, at de indtager mere synlige steder i landskabet – især i Odsherred og Hornsherred. Det er tydeligt, at områder langs kyster, fjordmundinger og åløb har større synlighed til andre dysser med helleristninger end andre steder i landskabet. Der er registreret 12 dysser med figurative motiver, og motiverne befinder sig oftest på dækstenene. Topografisk har de en høj beliggenhed, hvilket medfører den forøgede synlighed. De registrerede jættestuer fordeler sig geografisk hovedsageligt på Sjælland og Lolland. Få er registrerede i det øvrige Danmark, og kun én lokalitet findes i Jylland. Fem jættestuelokaliteter med helleristninger er registreret på Bornholm. I det øvrige Danmark befinder størstedelen af jættestuerne sig på lerede jorder, men de er også registreret på sandede jorder. Samme mønster gælder på Bornholm, hvor de alle befinder sig på den sydlige del af øen. Generelt ligger jættestuerne højt med et stort synsfelt, men hvis synsfeltet er begrænset, henvender det sig altid mod vand. Jættestuerne synes heller ikke at ligge tilbagetrukket fra andre jættestuers synsfelt. Igen er de kystnære områder de steder i landskabet, hvorfra man kan se flest jættestuer i det omkringliggende landskab. De uspecificerede megalitgrave følger ovenstående mønstre gældende for dysser og jættestuer.

Gravhøje I det øvrige Danmark ser man tydeligt, at helleristninger i gravhøjskontekst er et udpræget jysk fænomen. Dette er vigtigt, da det betyder, at helleristninger også her har spillet en social rolle i de eksisterende bronzealdersamfund og ikke kun er udtryk for en østdansk social adfærd. I det helt vestlige Jylland er der dog ikke registreret nogen helleristninger – overhovedet(!). På Sjælland findes de fleste gravhøje med helleristninger i den nordlige del, og kun én gravhøj er registreret i det lollandske materiale, som ellers er velrepræsenteret med megalitgrave og fritstående helleristningssten. Grav- højene ligger højt i terrænet, og de fremtræder derfor synlige i landskabet, generelt med et godt udsyn. Langs Jyllands midte ved skillelinjen mellem de sandede og lerede jorder, ses en stribe gravhøje i det registrerede materiale. Netop i dette område i Jylland findes flere lineære forløb skabt af de mange gravhøje fra især ældre bronzealder (dog ikke alle med helleristninger). I materialet ses et lineært forløb af gravhøje i nord-sydlig retning, og mange af disse gravhøje optræder 94 specialer i forhistorisk arkæologi

oven i købet med figurative motiver. Man må forestille sig, at disse gravhøje (og også gravhøjene uden registrerede helleristninger) markerer områder, hvori der har forekommet regelmæssig færdsel, og de formodes derfor at markere forhistoriske vejforløb (Müller 1904; Thrane 1998, 274; Johansen et al. 2003, 38).

Grundfjeld Grundfjeld findes kun på Bornholm og her for størstedelen på den nordlige del af Bornholm; det er også her, de registrerede helleristninger koncentrerer sig. Her ses flere koncentrationer: én i Hammersholmområdet ved Allinge- Sandvig og en anden i området nær Svaneke. Ved Gudhjems-området findes også flere registrerede lokaliteter. Generelt ligger felterne ofte flere sammen, og derfor optræder helleristninger på grundfjeld også i områder, hvor der er synlighed til flere (ofte tæt ved liggende) helleristninger. Et tydeligt træk ved de Bornholmske helleristninger på grundfjeld er, at de for de flestes vedkommende har udsigt over kyststrækningen mellem Tejn og Gudhjem. Det er denne kyststrækning, hvor man har størst synlighed til de omkringliggende helleristningslokaliteter. Her er det interessant at bemærke, at to figurative lokaliteter befinder sig inden for dette synlige område, mens skålgrubelokaliteterne i nærheden holder sig skjult og er trukket tilbage fra det mest synlige område. Dette lille eksempel følger Richard Bradleys observationer på lokaliteter i England og Skotland, hvor simple motiver forholdt sig skjult i lukkede landskaber, mens komplekse motiver befandt sig synligt i åbne landskaber (Bradley 1997, 81). Det skal dog nævnes, at der lokalt i det meget helleristningsrige område ved Hammersholm ikke altid er intervisibilitet mellem felterne. Faktisk nær- mest tværtimod da mindre bakkedrag sørger for, at områder med helleristningsfelter ligger skjult for hinanden.

Helleristningerne i deres lokale landskab Her præsenteres to områder fra det øvrige Danmark (Thy og Nordsjælland), der er udvalgt til mere omfattende regionale analyser, hvor helleristningerne relateres til øvrige anlæg fra bronzealder og ældre megalitgrave fra neolitikum. Hermed forsøges det at relatere helleristningerne til deres lokale samtidige samfund. Ristninger og riter 95

Thy I Thy viser det registrerede materiale en klar tradition for brugen af helleristninger i begravelsessammenhæng inden for gravhøjene. Det har været vigtigt, at højene har ligget prominent placeret, og man må forestille et meget monumentalt landskab, der skyder op gennem ældre bronzealder med opførelsen af de mange høje. Helleristningerne er dog stadig skjult inden i højene, så selvom de indtager en dominerende plads i landskabet, henvender helleristningerne sig stadig indad mod den døde/de dødes rige og befinder sig altså i et, for de levende, lukket landskab. Kontrasten mellem brugen af helleristningerne bliver tydelig, når man ser på den jordfaste skålsten fra Ingersminde. Her er tale om en skjult, lavtlig- gende lokalitet, hvor man kan spekulere på, om stedet har dannet ramme for en offerlund eller lignende? Det er nogle helt andre kriterier, der spiller ind med hensyn til placering af denne helleristningssten i forhold til gravhøjene, og derfor fordrer den også en helt anden brug og andre ritualer end dem, der har været relevante ved den store højbegravelse. Man kunne forestille sig, at den jordfaste skålsten repræsenterer et helligt sted, hvor den almindelige befolkning har kunnet medbringe ofringer, der indgik som et led i den daglige livsførelse. Hvorimod helleristninger, der har indgået i højgravlæggelser, har involveret hele samfundet på kollektivt plan. Vigtigheden af at sikre overgangen fra levende til død har været af så stor betydning, at hele samfundet var involveret i de ritualer, der blev udført i forbindelse med gravlæggelsen.

Nordsjælland Undersøgelserne af det udvalgte nordsjællandske materiale afslørede, at helleristningerne har udpræget kystnært fokus, hvor synsfelterne ofte henvender sig mod vandet og/eller kysterne på den anden side af fjordområderne. Det formodes, at helleristningerne (og øvrige anlæg) kan have fungeret som sømærker, der har hjulpet med navigation og landskabserkendelse og genkendelse. De jordfaste sten synes at skille sig ud fra helleristninger, der optræder i gravhøje eller på ældre tiders megalitgrave. De er ikke så åbenlyse i landskabet, men har dog været synlige fra vand og kan derfor også indikere et fokus på sejlads. Helleristninger på gravhøje og helleristninger på ældre megalitgrave skal også opfattes forskelligt. Gravhøjenes helleristninger henvender sig til 96 specialer i forhistorisk arkæologi

de døde og til et lukket landskab, hvorimod megalitternes helleristninger, der som oftest optræder på dækstenene (og derved har været synlige – også topografisk), kommunikerer til de levende i samfundet. Derudover synes de fleste helleristninger i det nordsjællandske materiale at have en tæt kontakt med de øvrige helleristningslokaliteter og andre samtidige anlæg i området. Selvom der er tydelige tendenser i placeringen i landskabet inden for de anlæg, helleristningerne optræder på, så synes de at have en tæt kontakt med det samfund, de indgår i. Enten i landskabsrum, der fremstår lukkede for omverdenen eller i markant markerede anlæg, der påkalder sig opmærksomhed langvejsfra og formodentligt har fungeret som markører i kommunikationslandskabet. Analyserne viser altså tydeligt, at helleristningerne har indgået i et kommunikativt fællesskab og har været en integreret del af bronzealdersamfundet.

Helleristninger i bronzealderens samfund Helleristningernes essens er udtryk af ideologisk og kosmologisk karakter. Solen og solens rejse over himlen indgår som det væsentligste element i bronzealderens kosmologi. Aspekter som fertilitetskult og dødekult indgår ligeledes som en naturlig del af bronzealderens forestillingsverden og hverdag og bliver også udtrykt i ikonografien – ikke mindst gennem helleristningerne (jævnfør Kaul 2004). Det bliver umuligt at adskille begreberne sakral/pro- fan og hverdag/ritual, da de er flettet ind mellem hinanden i menneskenes daglige gøremål. I stedet bliver det klart, at rituelle handlinger tager del i alle aspekter af livet og derfor også kan have et ganske praktisk aspekt (Cooney 1994, 33; Brück 1999). Dette må også have afspejlet sig i helleristningernes betydning og rolle i samfundet. På trods af helleristningernes religiøse karakter har der ligeledes været et meget praktisk aspekt af helleristningernes brug. Helleristninger i det åbne rum synes at være en del af den sociale elites overlevelsesstrategi. Helleristningslokaliteterne har været samlingspladser, hvor ritualer af religiøs karakter har fundet sted, men de har også været en del af opretholdelsen af magtbalancen hos den lokale elite og dermed balance i samfundet generelt. Der er påvist stedkontinuitet på mange udgravede helleristningsfelter, og dette er af stor betydning. Den viser, at stederne har indeholdt værdi og haft betydning længe før helleristningerne kom til, og stedet er derfor allerede dybt forankret i ældre traditioner. Hvis lokale magtholdere kan påvise forbindelse til disse steder og deres symboler og ligefrem fortolke billederne, Ristninger og riter 97 har man derved kunnet legitimere sit krav på magten. På denne måde bliver helleristningslokaliteterne til en arena for mødet med tid, tradition og det hellige (Hygen & Bengtsson 1999, 61). Helleristningerne havde dog ikke kun betydning for det kollektive samfund og eliten. Helleristningerne blev også brugt af det enkelte individ som offersteder eller hellige steder, hvor de besad en særlig betydning, der kunne påvirke det enkelte individs hverdag – eksempelvis ved ofringer. Dette ses udtrykt i de jordfaste stens placering i det lukkede landskab, hvor man ikke fornemmer, at magtdemonstrationer og kollektive rituelle handlinger har fundet sted.

Helleristninger i kontekst Det danske helleristningsmateriale uden for Bornholm har tidligere været forsømt, og det har været en fejl, da det har vist sig at kunne bidrage med spændende resultater. Regionale karakterer af helleristninger i Danmark synes udelukkende at være baseret på geologiske forhold, da traditionerne ved brugen af helleristningerne i de to undersøgte regioner i Danmark (øvrige Danmark og Bornholm) viser flere ligheder end uligheder ved brugen og placeringen af helleristningerne i landskabet. Motivtyperne i det danske materiale synes ligeledes at vise et meget ens udtryk og tilhører som helhed den sydskandinaviske helleristningstradition. Det var ikke muligt at udlede sikre kronologiske tendenser i forbindelse med motiv og kontekst, men de geometriske figurerer og hjulkors synes dog at indgå i anlæg, der som oftest blev dateret til ældre bronzealder. Helleristninger på dysser og andre megalitgrave er placeret markante steder i landskabet og kan tænkes at symbolisere magt og tilhørsforhold orkestreret af den øverste del af den sociale elite. Disse udvalgte anlæg med helleristninger kan opfattes som samlingsste- der i forbindelse med udførelsen af handlinger af formodet rituel og religiøs karakter, præcis som det ses ved helleristningsfelterne på Bornholm. Ud fra disse betragtninger formodes det at helleristningerne i gravhøje, megalitgrave og på grundfjeld indgår i en social adfærd, som har involveret samfundet på kollektivt plan i forbindelse med handlinger eller ritualer, der har sikret opretholdelsen (og vedligeholdelsen) af magtbalancen i samfundet og den religiøse verden. På Bornholm optræder helleristningerne næsten udelukkende på grund- 98 specialer i forhistorisk arkæologi

fjeld og minder derfor mere direkte om de øvrige skandinaviske helleristninger i deres åbne placering i landskabet og deres brug ved større forsamlinger i forbindelse med udførelsen af aktiviteter af formodet rituel eller religiøs karakter. Denne åbne placering af helleristningerne opnås dog i det øvrige Danmark, ved at placere helleristningerne på megalitgrave, hvor det formodes, der har fundet forsamlinger sted, og i gravhøje, hvor man ved gravlæg- gelser ligeledes har foretaget ceremonier og ritualer på kollektivt plan. De jordfaste klippeblokke har en markant anden landskabsplacering end de øvrige anlægstyper, hvorpå helleristninger indgår. De jordfaste sten har en tilbagetrukken placering uden særlig synlighed til eller fra andre helleristningslokaliteter. Derfor konkluderes det, at de har indgået i andre sociale relationer end de helleristningssten, der befinder sig i og på anlæg, der fremstår synligt i terrænet. De jordfaste sten (der oftest optræder med skåltegn) fordrer et lokalt kendskab til landskabet og kan derfor formodes at være hellige steder/offersteder for familier eller det enkelte individ. Efter at have analyseret helleristningerne i deres landskabelige kontekst er det lykkedes at opnå en bedre forståelse af helleristningernes samspil med deres omgivelser, og vi nærmer os en forklaring på de betydninger helleristningerne har indeholdt. Dette kombineret med ikonografiske analyser giver pludselig et større helhedsbillede af bronzealderens samfund og religiøse univers, hvori helleristningernes udsagnværdi ikke kan underkendes.

Litteratur

Bradley, R. 1997. Rock Art and the Prehistory of Atlantic Europe. Signing the Land. London. Brück, J. 1999. Ritual and Rationality: Some Problems of Interpretation in European Archaeology. European Journal of Archaeology 2,3. Cooney, G. 1994. Sacred and Secular Neolithic Landscapes in Ireland. I: D. L. Carmichael, J. Hubert, B. Reeves & A. Schanche (eds.): Sacred Sites, Sacred Places. One World Archaeology 23. London. Hygen, A. & L. Bengtsson 1999. Helleristninger i Grensbygd. Bohuslän og Østfold. Oslo. Johansen, K. L, S. T. Laursen & M. K. Holst 2003. Spatial patterns of social organization in the Early Bronze Age of South Scandinavia. Journal of Anthropological Archaeology 23. Kaul, F. 2004. Bronzealderens religion. Studier af den nordiske bronzealders ikonografi. Nordiske Fortidsminder ser. B 22. København. Ristninger og riter 99

Kaul, F., M. Stoltze, F. O. Nielsen & G. Milstreu 2005. Helleristninger. Billeder fra Bornholms bronzealder. Højbjerg. Müller, S. 1904. Vej og Bygd i Sten- og Bronzealderen. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1904. Thrane, H. 1998. The Effects of the Bronze Age on the Environment and Culture in Scandinavia. I: B. Hänsel (Hrsg.): Mensch und Umwelt in der Bronzezeit Europas. Kiel. www http://www.bornholmsmuseer.dk/ranebornholm/shf.htm

Artiklen er skrevet på baggrund af magisterkonferensspecialet Helleristninger i kontekst. Studier af danske helleristninger i relation til landskab og samfund i skandinavisk bronzealder, der blev bedømt den 2. december 2009 af Per Ole Rindel (vejleder/eksaminator) og Flemming Kaul (censor).

Fra tørv til tolkning – yngre bronzealders og ældre jernalders lig fra de danske moser

Morten Ravn

oseligene er en af de mest sensationelle fundgrupper i dansk arkæologi. De mest spektakulære, de mumificerede lig, har væ- ret genstand for omfattende undersøgelser involverende blandt Mandet endoskopi og CT-scanning (Asingh 2007a). De mindre iøjnefaldende moselig, moseskeletterne, er derimod, med undtagelse af de neolitiske, der har været genstand for antropologiske analyser (Bennike 1999), stort set ikke analyseret og inddraget i diskussionen om, hvorfor mennesker endte i mosen. Dette er problematisk, fordi forskellen mellem de moselig, der fortrinsvis består af bløddele, og de der fortrinsvis består af skeletdele, kun skyldes mosegeologiske og geokemiske forhold i de forskellige typer af moser. Som en følge heraf vil de mumificerede moselig og moseskeletterne omtales under ét, som moselig, i det følgende.

Afgrænsning og kilder Moselig er ikke et snævert afgrænset fænomen. Alene i Europa findes der moselig fra Norge i nord til Kreta i syd og fra Irland i vest til Rusland i øst (Dieck 1986, 131 ff.), og de er dateret helt tilbage til mesolitikum (Sanden 1996, 84) og frem til i dag (Lund 2002, 19). Et materiale, der er så vidt udstrakt geografisk og kronologisk, er ikke funderet i den samme kulturelle kontekst og kan derfor ikke studeres samlet. Det har således været nødvendigt at afgrænse det empiriske materiale kronologisk og geografisk. Undersøgelsen blev afgrænset til det nuværende Danmark, med enkelte afstikkere, mens den kronologiske afgrænsning blev sat til perioden fra yngre bronzealder og til og med ældre jernalder. Fra denne tidsperiode findes de bedst undersøgte moselig, hvilket gav et godt udgangspunkt for den efterfølgende analyse. 102 specialer i forhistorisk arkæologi

Inden for specialets kronologiske og geografiske afgrænsning blev de nedenfor stående kilder gennemgået systematisk, og de relevante informationer blev indtastet i en database: – litteraturen omhandlende moseligene. – arkivet på Antropologisk Laboratorium ved Retsmedicinsk Institut, Kø- benhavns Universitet. På Antropologisk Laboratorium var det primært et katalog lavet af to, på det tidspunkt arkæologistuderende, Lotte Spar- revohn og Pia Mørck i 2002, der blev benyttet. Det bør bemærkes at dette katalog ikke er fagligt kontrolleret med hensyn til bestemmelsen af alder, køn og sygdomsforhold (Bennike 2009, personlig kommunikation). – en database indeholdende den mest opdaterede viden om bronzealderens og ældre jernalders mosefundne tekstiler fra Danmark. Databasen er lavet af ph. d. Ulla Mannering og ph. d. Margarita Gleba begge fra Center for Tekstilforskning på Københavns Universitet. – Beretningsarkivet på Nationalmuseet. – Det Kulturhistoriske Centralregister (DKC-online).

Udover disse kilder har personlig kommunikation med retsmediciner Niels Lynnerup og biologisk antropolog Pia Bennike bidraget væsentligt. Antallet af danskfundne moselig, dateret til yngre bronzealder og ældre jernalder, kunne herefter fastsættes til 145, fordelt på 79 lokaliteter (figur 1).

Geologiske og kemiske forudsætninger for moseligenes bevaring De geokemiske processer, der foregår i en mose, har stor betydning for be- varelsen af det arkæologiske materiale, og dermed for vores udgangspunkt for en tolkning (figur 2). Lavmosen er næringsrig og kalkholdig og dermed basisk. Det betyder, at der er rigelig føde til de bakterier, der nedbryder bløddelene på moseligene. Hvor bløddelene hurtigt forsvinder i en lavmose, er det anderledes med knoglerne. Det høje indhold af kalk sørger for, at knoglerne bevares. Derfor er det i lavmoserne, at vi finder moseskeletterne (Sanden 1996, 18; Fischer 2007, 59).

Figur 1. De 79 lokaliteter og 145 moselig, der udgør specialeafhandlingens empiriske materiale. → Fra tørv til tolkning 103

Lokalitet Antal af moselig Lokalitet Antal af moselig Aldersro mose 1 Krogens Mølle Mose 1 Alken Station mindst 7 Kølstrup 1 Allestedskov 1 Lindholt Mose 1 Alme Missionshus 3 Lykkegaardens Mose 1 Almose mindst 15 Møgelmose 1 Auning Mose 1 Ndr. Bjerregrav Mose 1 Baggesvogn 1 Nordenbro Vest 1 Baunsø Mose 1 Nr. Frederiks Mose 1 Bellevue Skov 1 Nyrup Mose 1 Blichersvej 1 Præstens Skovmose 1 Borremose I 1 Rappendam 1 Borremose II 2 Raunholt 1 Borremose III 1 Rislev I mindst 2 Borremose V 1 Rislev II mindst 2 Brandstrup 1 Roersdam 1 Bredmose (Arden) 1 Roum Mose 1 Bukkerup Langmose 2 Rønbjerg Mose 2 Corselitze 1 Rørbæk Mose 1 Eistrup 1 Skærum 1 Elling 1 Smouenvej 2 Fredbogård I 1 Stae 2 Fredbogård II 3 Stridsholt Mose 1 Fræer Mose 1 Søgaards Mose I 1 Gadevang Mose 1 Søgaards Mose II 1 Gelsted Nederland 1 Thorsager Mose 1 Godsted mose 1 Thorup Mose I 1 Grauballe 1 Tollestrup Mose 1 Haraldskær Mose 1 Tollund 1 Hesselbjerg Mose 1 Trørød Mose 1 Hokkerup 1 Tvedemose 1 Horreby Lyng 1 Tybjerg Mose I og II 2 Hove Å I 1 Uglemosen mindst 5 Hove Å II 1 Undelev 1 Huldremose I 1 Verup Mose 1 Hygind Vestergård II 1 Vester Torsted Mose 1 Hørby Mose 1 Vidum Mose 1 Illemose 4 Vædebro mindst 26 Illerup Mose mindst 3 Ågårds Mose 1 Jordløse Mose 1 Karlby Mose 1 I alt 79 I alt 145 104 specialer i forhistorisk arkæologi

Højmosen er mineral- og artsfattig samt sur (lav pH-værdi) (Sanden 1996, 25; Fischer 2007, 59). Den lave pH-værdi i højmoserne sætter en garvningsproces i gang, hvor hud, hår, negle og organer bliver konserveret. Derudover er garvningsprocessen også afhængig af, hvor hurtigt et iltfattigt miljø bliver skabt og temperaturen på nedlæggelsestidspunktet (Christensen & Fiedel 2003, 92). Den nyeste forskning peger endvidere på, at et langt molekyle, en po- lysakkarid, er hovedårsagen til, at højmoserne bevarer bløddele. Det lange molekyle består af en række monosakkarider, der findes i sphagnumens celle- vægge, og som slippes fri, når sphagnumen dør (Sanden 1996, 18). Sphagnan, som polysakkariden kaldes, kan binde kalcium og kvælstof. Kalcium trækkes således ud af knoglerne, hvilket betyder, at moseligenes knogler bliver gummiagtige. Bløde, gummiagtige knogler kan let blive deformerede på grund af trykket fra den ovenpå liggende tørv, og derfor skal vi være varsomme med at tolke brud og deformiteter på moseligene som voldstraumer. Sphagnan sætter endvidere hudens garvningsproces i gang i en melanoidin-reaktion. Reaktionen opstår i samspillet mellem sphagnan, ammoniak og aminosy- rer, som blandt andet binder kvælstof, der igen betyder, at bakterievæksten bremses (Krebs & Ratjen 1956, 145; Sanden 1996, 18; Aufderheide 2003, 53; Fischer 2007, 62, 105 ff).

Surt og næringsfattigt Sphagnum Sphagnum miljø → → →

Årstid for Temperatur nedlæggelse under „Den naturlige → 4 grader mumificeringen“ celsius

Indkapsling af moseliget → Iltfattigt

Figur 2. Vejen til „den naturlige mumificering“. Fra tørv til tolkning 105

Moseligene som henrettede kriminelle De første beretninger om fund af moselig er fra det 17. og 18. århundrede. De er korte og meget lidt beskrivende. Forståelsen af moseligene som videnskabelige oldtidslevn var ikke til stede. Moseligene forsvinder (Schalkholzer- og Ravnholdt-moseligene), de bliver genbegravet (manden fra Undelev), og de bliver pulveriseret og brugt som lægemiddel (Bourtanger-moseliget) (Sanden 1996, 39 ff.; Lund 2002, 28). I 1871 kobler professor i arkæologi og historie ved universitetet i Kiel Johanna Mestorf (1828‑1909) de tolv på dette tidspunkt kendte moselig sammen med de af Publius Cornelius Tacitus beskrevne henrettede kriminelle (Mestorf 1871, 139 ff.). Hendes næste artikel udkommer i 1900, og nu er antallet af moselig steget til 21. Hendes tolkning af moseligene er blevet mere nuanceret med tre forskellige kategorier af moselig: omkomne, myrdede og straffede (Mestorf 1900, 10 ff.). I 1907 udkommer endnu en artikel fra hendes hånd. Antallet af moselig er nu steget kraftigt. Derimod er Mestorfs tolkning blevet mere ensporet. De nu 52 moselig tolkes alle som straffede individer med henvisning til Tacitus’ beskrivelser af den germanske retspraksis (Mes torf 1907, 14 ff.). Den tyske retshistoriker Karl von Amira (1848‑1930) videreudviklede i 1922 J. Mestorfs teorier. I K. von Amiras værk, omhandlende oprindelsen til middelalderens germanske dødsstraffe, tolkedes moseligene som sonofre til den guddom, de havde krænket (Amira 1922). Både J. Mestorf og K. von Amira bruger fastholdelsen af moseligene, nø- genheden, den overdrevne vold og nægtelsen af en almindelig begravelse som argumenter for deres teori. Desuden påpeger de, at den uens behandling af moseligene i oldtiden snarere tyder på individuelle afstraffelser end ritualer i forbindelse med en ofring. Flere forhold er problematiske i forbindelse med deres argumenter. Fast- holdelsen med pæle, kæppe, grene og sten er måske en generel beskyttelse mod gengangere og altså ikke noget, der er forbeholdt kriminelle. Desuden viser min analyse, at der kun er 21 tilfælde, hvor et moselig er beviseligt fastholdt i det våde element (svarende til 14 % af det empiriske materiale). Antallet af fastholdte moselig kan sagtens have været større, men at opfatte fastholdelsen som et gennemgående karakteristika ved moseligene er ikke muligt. Hvad angår moseligenes nøgenhed, bør det fremhæves, at gennemgan- gen af det empiriske materiale viser, at 34 % af yngre bronzealders og ældre jernalders moselig ikke var nøgne, og at antallet af indsvøbte eller påklædte 106 specialer i forhistorisk arkæologi

moselig sandsynligvis har været endnu større, begrundet med at de kemiske processer i mosen nedbryder tekstiler. Nøgenheden som et generelt argument holder således ikke. Den overdrevne vold behøver ikke nødvendigvis at skyldes en afstraf- felse, men kan være en ødelæggelse foretaget i forbindelse med ritualet i en ofring. Noget lignende ses i ødelæggelsen af våbnene i våbenofferfundene (Ilkjær 2002, 203 ff.). Desuden er det spørgsmålet, om det overhovedet er muligt at opretholde overkill opfattelsen? De nyeste retsmedicinske under- søgelser af moseligene peger på, at det i langt de fleste tilfælde er mosen og tørvegraverne, der er skyld i de voldslignende traumer (Brothwell 1996, 166; Asingh 2007b, 286 f.; Fischer 2007, 59 f., 105 ff.; Lynnerup 2007, Foredrag). Endelig kan den ualmindelige gravlæggelse opfattes som en straf, men kan også opfattes som en offerskik. Der findes talrige andre genstande af stor værdi, der er ofret i mosen (Kaul 2003, 18 ff.).

Moseligene som ofrede I 1952 fremsatte arkæologen Elise Thorvildsen (1916‑1998) en teori, der var et klart brud med straf-tanken. Teorien kædede på overbevisende måde moseligene sammen med de ofrede genstande fra moserne. Dette ledte til Thor- vildsens opfattelse af moseligene som ofret til guder (Thorvildsen 1952, 44 ff.). Arkæologen Peter Vilhelm Glob (1911‑1985) tog hurtigt offerteorien til sig (Glob 1956, 1965). P.V. Glob opdelte moseligene i tre kategorier: forulyk- kede, myrdede og ofrede. Glob fremhævede desuden, at moseligene primært skulle opfattes som ofrede til en guddom – måske Odin eller Nerthus/Moder Jord – kun få var forulykket eller myrdet (Glob 1965, 120, 123 f.). De fleste forskere støtter i dag offerteorien, men der er divergerende holdninger om, hvem de er ofret til. Arkæologen Christian Fischer (1944-) tolkede i 1979 moseligene som takofre til den gud eller de guder, som har kunnet føle sig krænket ved menneskers aktiviteter (gravning efter tørv eller myremalm) i mosen. Som argument fremføres, at der i en lang række kulturkredse almindeligvis bringes takofre, når nye områder tages ind til udnyttelse (Fischer 1979, 40 f.). I 2007 er det Chr. Fischers opfattelse, at de moselig, som er hængt, er ofret til „de hængtes gud“, det vil sige en forgænger til asatroens gud Odin (Fischer 2007, 179). Arkæologen Klaus Ebbesen (1946-) tolker moseligene som ofrede individer i en frugtbarhedskult (Ebbesen 1986, 101). Fra tørv til tolkning 107

Arkæologen Wijnand van der Sanden (1953-) fremhæver, at det er vanskeligt at sige noget generelt om moseligene. W. van der Sanden mener, at moseligene ikke kun skal opfattes som menneskeofre i forbindelse med en frugtbarhedskult. Mennesker kunne lige vel være ofret i forbindelse med fejring af militær sejr, i forbindelse med taksigelser eller i forbindelse med divination (Sanden 1996, 178). Men generelt er det W. van der Sandens opfattelse, at de fleste moselig er ofrede (Sanden 1996, 178 ff.). Hovedargumentet for offerteorien er, at mosen i forhistorien skal opfattes som et offersted, og moseligene skal således ses som en ofringsgenstand. Det understreges, at den normale gravskik i førromersk jernalder var ligbræn- ding, hvorimod ofringer var knyttet til mose og vand. Det er uomtvisteligt, at den normale gravskik i førromersk jernalder var ligbrænding, men at en anderledes begravelse i vand udelukkende skal forbindes med ofring kan betvivles. Således gravlægges nogle af de politiske ledere anderledes end „normalt“ i ældre jernalder – en af disse anderledes gravlæggelser kunne være i vand (se nedenfor). Voldssporene på moseligene forklares ved en rituel ødelæggelse af den ofrede genstand (se ovenfor), og fastholdelsen i mosen forklares som en generel beskyttelse mod gengangere (Glob 1965, 60 ff.). Det er allerede nævnt, at fastholdelsen ikke er et gennemgående karakteristika ved moseligene, og at mange af de tilsyneladende voldspor på moseligene formentlig slet ikke er spor efter vold.

Moseligene som socialt udstødte I 2002 fremsatte historikeren Allan A. Lund (1944-) en tolkning af moseligene som socialt udstødte (hekse). A. A. Lunds argumenter for en sådan tolkning er, at moseligene ikke begravet på normal vis, at ligene er mishandlede og holdt fast i mosen med pæle, kroge og sten, samt at moseligene ud over den fysiske fastholdelse i mosen også er fastlåst metafysisk. A. A. Lund mener, at mosens konserverende effekt var almindeligt kendt i oldtiden, og denne konservering fastholdt individerne i en tilstand imellem de levende og de døde (Lund 2002, 76 ff.). Som fremhævet ovenfor betyder en anderledes begravelse ikke nødven- digvis, at man er kriminel, ofret eller på anden måde socialt udstødt. En anderledes begravelse kan også skyldes et ønske, fra afdøde eller de efterladte, om at skille sig ud, eller at dødsårsagen har betydning for begravelsesstedet (se mere nedenfor). Argumenterne mod fastholdelse i mosen og mishand- lingen af ligene er anført ovenfor. 108 specialer i forhistorisk arkæologi

Naturligt døde individer? Dette speciales analyse af de 145 moselig, der udgør undersøgelsesmaterialet, sandsynliggør på ingen måde, at moseligene var handicappede, kun kvinder, kun mænd, kun gamle, kun unge, kun børn, specielt høje, specielt lave, tykke eller tynde. Flere af de danskfundne moselig er placeret i nedgravede huller, der er foret med lyngris, kæruld og birkebarksflager. Der er genstande, der kan tolkes som gravgaver. Og der er en tydelig omsorg for de afdøde i form af indsvøbning i tekstiler og skind. Der er mange ligheder mellem moseligene og de gravfundne skeletter, hvad angår alder, køn, højde, traumer, omsorg for afdøde og så videre. Da det må formodes, at de fleste individer på gravpladserne er naturligt døde, kan man spørge sig selv, om også nogle af moseligene er naturligt døde individer, der blot er gravlagt et andet sted end på gravpladsen?

Ødelæggelse som en del af et begravelsesritual Det er nærliggende at tolke de moselig, der fremviser spor efter voldstraumer, som enten ofrede eller myrdede (for eksempel: Borremose I-manden og Huldremose I-kvinden), men det kan ikke udelukkes, at de voldspåførte moselig er naturligt døde individer. De vestafrikanske stammer regner hovedet for sjælens sæde. Derfor skal hovedet på vigtige personer gennemgå særlige ritualer, når døden indtræffer. I nogle tilfælde bliver hovedet skilt fra kroppen. Sommetider bliver hovedet begravet alene, mens det andre gange begraves sammen med kroppen (Randsborg 2007, personlig kommunikation). I det prædynastiske Egypten (tiden før 3100 f. Kr.) var det ét blandt mange begravelsesritualer at afhugge hovedet på den afdøde. Eksempler på dette findes på de store gravpladser ved Adaïma i det sydlige Egypten (Crubézy et al. 2002, 12 ff.). Fra moserne i det, der i dag er Danmark, findes der også afhuggede hoveder (Stidsholt Mose og Roum Mose). Worora-folket fra Kimberley plateauet i det vestlige Australien lægger deres døde ud i det fri, således at vildkatte og andre ådselædere kan fjerne alt kødet på knoglerne. Efter denne ødelæggelsesproces opsamles den afdødes knogler, og disse begraves (Kerrigan 2007, 101 f.). Noget lignende kendes formentlig fra de neolitiske Sarup-anlæg. På flere af disse anlæg findes skeletdele, der er blevet brændt, efter at kødet er forsvundet fra knoglerne (Andersen 1997, 307). Det har været foreslået, at kødet er fjernet fra knoglerne ved at lægge de afdøde ud i det fri (Drewett 1977, 225 f.; Mercer 1990, 51 f.). Fra tørv til tolkning 109

I grav 1978‑35 på romertidsgravpladsen ved Himlingøje på Sjælland lå en parteret mand (Sellevold et al. 1984, 62 f.; Lund Hansen 1995, 126 ff.), og i flere af gravene på en anden romertidsgravplads ved Brudager Mark på Fyn, ses lignende destruktive handlinger i forbindelse med gravlæggelser (Henriksen 2009, 108 f.) Der findes en række eksempler på, at en ødelæggelse af lig er nødvendig i forbindelse med overgangen fra levende til død. I denne forbindelse kan det påpeges, at også ligbrænding er en ødelæggelse af den afdødes krop. Hvad enten der er tale om brænding, skelettering, afhugning af lemmer eller anden vold, sætter ødelæggelsen sjælen fri fra kroppen og umuliggør desuden, at den afdødes krop kan vende tilbage til de levende. De mærkværdige, og for os makabre, begravelsesritualer er svære at for- stå. Vores nutidige begravelsesritualer er fjernt fra de netop beskrevne. Det falder ikke en vestlig arkæolog let at tolke et halshugget, eller på anden måde voldspåført, moselig som et naturligt dødt individ, der har gennemgået, for os, specielle begravelsesritualer, selvom dette, efter min mening, er en reel og dokumenteret mulighed.

Hvem er de, de naturligt døde individer, der er begravet i mosen? Det politiske lederskab markerer sig i nogle tilfælde ved en anderledes gravskik. Dette er særligt tydeligt i romersk jernalder (Hedeager 1992, 123 ff.). Måske skal de naturligt døde individer, der er begravet i mosen med et rigt gravudstyr (for eksempel Huldremose I-kvinden og Corselitze Hovedgaard- kvinden), ses som en del af det politiske lederskab, der i kraft af et ukendt tilhørsforhold til mosen eller dens egenskaber, er blevet gravlagt et andet sted end det „normale“. Andre moselig synes derimod ikke at have tilhørt samfundets top – i hvert fald ikke at dømme ud fra gravudstyret. Kan disse individer være mennesker, der har arbejdet i mosen? Mennesker der har gravet tørv eller myremalm. Måske er det hverken rigdom eller position i samfundet, der er de naturligt døde individers fællesnævner, men derimod en beslutning fra samfundet/ slægten (lokalt eller regionalt) om at de afdøde skulle begraves i mosen på grund af en særlig dødsårsag. En sådan fællesnævner er ikke umiddelbar synlig, hvis dødsårsagen ikke viser sig på knogler eller bløddele. I den keltiske kosmologi opfattes moser og søer som besiddende livgivende, helbredende og opbyggende egenskaber (Green 1986, 138 ff.). Er det 110 specialer i forhistorisk arkæologi

muligt, at det er disse helbredende egenskaber, der er søgt givet til de naturligt døde i mosen således, at de afdøde har kunnet ankomme til de dødes verden raske? Samtidig kan de naturligt døde individers specielle død have gjort, at de ikke har kunnet begraves på normal vis. Deres afvigende og mærkværdige død har gjort, at de efterladte har frygtet en „forurening“ af deres gravplads. I denne forbindelse er det interessant, at der findes talrige kenotafbegravelser på de store tuegravpladser i Jylland dateret til den tidlige del af førromersk jernalder (Becker 1961, 167 f.). Måske skyldes de mange kenotafbegravelser, at de jordiske rester af den afdøde er begravet i mosen grundet frygten for at forurene gravpladsen? Hvis disse gisninger er korrekte, skal de naturligt døde individer i mosen tolkes som tabubelagte. Men i modsætning til tilhængerne af teorien om de socialt udstødte, der mener, at tabubelægningen skyldes en overtrædelse af sociale eller religiøse regler, kan det som vist ovenfor også sandsynliggøres, at de naturligt døde individer er tabubelagt på grund af deres dødsårsag. Ifølge teorien om de socialt udstødte individer er det en straf – en udeluk- kelse – at blive begravet i mosen, men det er ligeledes muligt, at begravelsen i mosen skal ses som en særlig omsorg for den afdøde. De efterladte håbede, at begravelsen i mosen kunne kurere den afdøde for en mærkværdig sygdom. At gravlæggelsen i mosen så samtidig fjernede det „forurenede“ lig fra gravpladsen, er blot endnu en grund til at vælge dette anderledes begravelsessted.

Litteratur

Amira, K. von 1922. Die germanischen Todesstrafen. Untersuchungen zur Rechts- und Religionsgeschichte. München. Andersen, N. H. 1997. The Sarup Enclosures. The Funnel Beaker Culture of the Sarup site including two causewaysed camps compared to the contemporary settlement in the area and other European enclosures. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter 33,1. Højbjerg. Asingh, P. (ed.) 2007a. Grauballe Man. An Iron Age Bog Body Revisited. Højbjerg. – 2007b. The Magical Bog. I: P. Asingh (ed.): Grauballe Man. An Iron Age Bog Body Revisited. Højbjerg. Aufderheide A. C. 2003. The Scientific Study of Mummies. Cambridge. Becker, C. J. 1961. Førromersk jernalder i Syd- og Midtjylland. Nationalmuseets Skrifter, Større beretninger 6. København. Bennike, P. 1985. Palaeopathology of Danish skeletons. København. – 1999. The Early Neolitic Danish bog finds: A strange group of people. I: B. Coles, J. Fra tørv til tolkning 111

Coles & M. Schou Jørgensen (eds.): Bog Bodies, Sacred Sites and Wetland Archaeology: Exeter. – 2003. Bog Bodies: Bodies and skeletons from Danish Bogs. Do they tell the same story? I: N. Lynnerup, C. Andreasen & J. Berglund (eds.): Mummies in a New Millenium. København. – 2009. Personlig kommunikation september 2009. Pia Bennike er ekstern lektor ved Antropologisk Laboratorium, Retsmedicinsk Institut, Københavns Universitet. Brothwell, D. 1996. European bog bodies: current state of research and preservation. I: K. Spindler, H. Wilfing, E. Rastbichler-Zissernig, D. Zur Nedden, H. Nothdurfter (eds.): Human Mummies. A Global Survey of their Status and the Techniques of Conservation. Berlin. Christensen, C. & R. Fiedel 2003. Tørvegravning i forhistorisk tid. Nationalmuseets Arbejdsmark 2003. Crubézy, E., T. Janin & B. Midant-Reynes 2002. La nécropole prédynastique. Fouilles de l’Institut français d’archéologie orientale du Caire 47. Dieck, A. 1986. Der Stand der europäischen Moorleichenforschung im Jahr 1986 sowie Materialvorlag von anthropologischen und medizinischen Sonderbefunden. Telma 16. Drewett, P. 1977. The Excavation of a Neolithic Causewayed Enclosure on Offham Hill, East Sussex, 1976. Proceedings of the Prehistoric Society 43. Ebbesen, K. 1986. Døden i mosen. København. Fischer, C. 1979. Moseligene fra Bjældskovdal. Kuml 1979. – 2007. Tollundmanden. Gaven til guderne. Mosefund fra Danmarks forhistorie. Århus. Glob, P.V. 1956. Jernaldermanden fra Grauballe. Kuml 1956. – 1965. Mosefolket – Jernalderens mennesker bevaret i 2000 år. København. Green, M. 1986. The Gods of the Celts. Gloucester. Hedeager, L. 1992. Danmarks jernalder. Mellem stamme og stat. Århus. Henriksen, M. B. 2009. Brudager Mark – en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn. Fynske jernaldergrave 6,1. Odense. Ilkjær, J. 2002. Den bevidste ødelæggelse i krigsbytteofringerne. I: K. Jennbert, A. Andrén & C. Raudvere (red.): Plats och praxis. Studier av nordisk förkristen ritual. Lund. Jensen, J. 2003. Danmarks oldtid 3. Ældre jernalder. København. Kaul, F. 2003. Mosen – porten til den anden verden. I: L. Jørgensen, B. Storgaard & L. Gebauer Thomsen (red.): Sejrens Triumf. Norden i skyggen af det romerske Imperium. København. Kerrigan, M. 2007. The History of Death. Burial Customs and Funeral Rites, from the Ancient World to Modern Times. London. 112 specialer i forhistorisk arkæologi

Krebs, C. & E. Ratjen 1956. Det radiologiske fund hos moseliget fra Grauballe. Kuml 1956. Lund, A. A. 2002. Mumificerede moselig. København. Lund Hansen, U. et al. 1995. Himlingøje – Seeland – Europa. Ein Gräberfeld der jüngeren römischen Kaiserzeit auf Seeland, seiner Bedeutung und internationalen Beziehungen. Nordiske Fortidsminder ser. B 13. København. Lynnerup, N. 2007. Foredrag ved konferencen: Textiles in context,18.-19. januar 2007. Niels Lynnerup er lektor ved Antropologisk Laboratorium, Retsmedicinsk Institut, Københavns Universitet. Mannering, U. 2007. Prehistoric Costume in Denmark. I: K. Johansen (ed.): Costume: Design and Decoration. Proceedings from the 58th annual Conference 9‑13th October, 2006, Copenhagen, Denmark and Lund, Sweden. Costume Committee, 2007. Mays, S. 2002 [1998]. The archaeology of human bones. London. Mercer, R. J. 1990. Causewayed Enclosure. Buckinghamshire. Mestorf, J. 1871. Über die in Holstein und anderwärts gefundenen Moorleichen. Globus 20, 1871. – 1900. Moorleichenfunde. Zweiundvierzigster Bericht des Museums vaterländischer Alterthümer bei der Universität Kiel. – 1907. Moorleichenfunde. Vierundvierzigster Bericht des Museums vaterländischer Alterthümer bei der Universität Kiel. Montelius, O. 1885. Om tidsbestämming inom bronsåldern med särskild hänsyn till Skandinavien. Kungl. Vitterhets Historie och Antiqvitets Akademien, Handlingar 30. Stockholm. Randsborg, K. 2007. Personlig kommunikation via e-mail den 28. december 2007. Klavs Randsborg er professor ved Saxo-Instituttet, afdeling for forhistorisk arkæologi og etnologi, Københavns Universitet. Sanden, W. van der 1996. Udødeliggjorte i mosen. Historierne om de nordvesteuropæiske moselig. Amsterdam. Sellevold, B. J., U. Lund Hansen & J. Balslev Jørgensen 1984. Iron Age Man in Denmark. Prehistoric Man in Denmark 3. Nordiske Fortidsminder ser. B 8. København. Thorvildsen, E. 1952. Menneskeofringer i oldtiden. Jernalderligene fra Borremose i Himmerland. Kuml 1952.

Artiklen er skrevet på baggrund af kandidatspecialet Fra tørv til tolkning – yngre bronzealders og ældre jernalders moselig fra de danske moser, der blev bedømt den 24. april 2008 af Ulla Lund Hansen (vejleder/eksaminator) og Lene Frandsen (censor). Betydningsfuld fangst? – om hvilke betydninger jagt og fiskeri har haft i jernalderens samfund

Tina Villumsen

agt og fiskeri er erhverv, der har været brugt i samfundet fra stenalderen og hele vejen op gennem historien. Selv i dag bliver jagt og fiskeri be- Jnyttet med forskellige formål og forskellige betydninger. Alligevel er jagt og fiskeri aspekter, som traditionelt ikke anses for at være en betydningsfuld del af den måde, jernalderens og vikingetidens samfund bliver opfattet på. I mit speciale var emnet jagt og fiskeri i jernalder og vikingetid på Sjæl- land og Lolland-Falster. Fokus var ikke primært på, i hvor høj grad man har spist fisk og vildt, men i højere grad hvilken samfundsmæssig betydning fangst kan have haft – og hvordan man skal opfatte brugen og betydningen af aspekterne. Jagten og fiskeriet kan være meget mere end økonomiske ressourcer. Det kan være den gode historie, der kan fortælles om kampen mellem menneske og dyr. Det kan bruges som symbol på andre vigtige elementer i samfundets dynamik, såsom magt og status, og de fangede dyr – og selve fangsten – kan være forbundet med symbolik, myter eller riter. Alle betydningslagene i forbindelse med jagt og fiskeri understreger vigtigheden af at se på dette område, for at bidrage til en større og mere varieret forståelse af jernalderens samfund.

Tilgangsvinkel For at belyse jagt og fiskeris betydninger og brug, har jeg set på en række grundlæggende elementer, hvor der er spor af udøvelse af jagt, fiskeri eller indtagelse af produkter herfra. Hvilke typer pladser, anlæg og i hvilken sam- menhæng forekommer jagt og fiskeri? Og hvordan passer det ind i forhold til pladsernes beliggenhed i landskabet og deres økonomiske muligheder? 114 specialer i forhistorisk arkæologi

Analysen fokuserede på konteksten i forhold til mulige repræsenterede aktiviteter og statussammenhænge for såvel genstande, knogler, anlæg og pladserne mere overordnet. De forskellige tilgangsvinkler blev sammenkædet i en diskussion af brug, rolle og status af jagt og fiskeri i jernalder og vikingetid.

Grundlag Udgangspunktet for analysen er tilstedeværelsen af enten knogler af fugle, fisk, skaldyr eller vildt, eller genstande egnet til at fiske eller jage med. I alt resulterede det i 132 lokaliteter. Knogleanalyserne, foretaget af zoologer primært fra Zoologisk Museum i København, ligger til grund for størsteparten af overvejelserne om indfan- gede dyr. Ud fra artsbestemmelserne fra de enkelte pladser er der foretaget en sammenligning af de enkelte lokaliteters afstand til de forskellige øko- områder. Disse benyttede øko-områder baseres på de fundne arters almene levesteder. De enkelte arters antal knoglefragmenter benyttes som vejledende for- holdsmæssig fordeling af forskellige arter. Dette benyttes vel vidende, at knoglefragmenterne ikke kan tages som et reelt billede af forholdet. Dog vil der være en mindre risiko for, at vildt, fuglevildt og fisk bliver overrepræsenteret i forhold til knoglefragmenter fra husdyr, da størsteparten af de vilde dyrs knogler har dårligere bevaringsforhold især på grund af den ringe størrelse og tykkelse af især knogler fra fugle og fisk. Derfor vurderes det, at vildt, fuglevildt og fisk set forholdsmæssigt ikke vil komme til at få for høje værdier for tilstedeværelse, men snarere for lave. Dermed vil analysen ikke give et eksakt resultat, men en indikation om en relativt sandsynlig mindsteandel af fisk, fuglevildt og andet vildt. De zoologiske analyser bruges som reference til landskabsanalyserne for at se på forholdet mellem det nært omgivende landskab (op til 5 kilometer fra pladsen) og det benyttede landskab. Landskabsanalyserne fokuserer på den korteste afstand til henholdsvis kyst, vandløb, søer og andre vådområder som eng eller mose, åbent land, kratskov og skov. Disse forskellige landskabs- elementer defineres ud fra et kortmateriale baseret på den digitaliserede version af Videnskabernes Selskabs trykte kort fra slutningen af 1700-tallet sammenlagt med informationer om ferskvandsaflejringer fra Danmarks Digitale Jordartskort 1:25.000, version 2. De forskellige ressourceområder repræsenterer ikke kun anskaffelse af mad. De muligheder, et område har haft for nyttige materialer og værdier Betydningsfuld fangst? 115 for samfundet, har haft indflydelse på den måde, området er blevet opfattet og vurderet. Et vigtigt område vil være prioriteret højere ved placeringen af bopladsen, som derfor placeres nær ressourcen, end mere uvæsentlige ressourcer, som kan ligge længere væk. På den anden side vil ressourcer, som er benyttet på trods af stor afstand til denne kunne indikere, at ressourcen har været prioriteret og ikke tilfældigt udnyttet. Netop spørgsmålet om prio- ritering er vigtige i forståelsen af ressourcernes betydning i samfundet.

Det tilstedeværende fiskeri Hvor meget har fiskeri været brugt, og hvilken betydning kan det have haft i samfundet? Det er primært bopladser, der har spor af fiskeri (78 % af de analyserede pladser), mens det i mindre grad forekommer på gravpladser (8 %) og i skaldynger (5 %). Derfor synes fiskeri som udgangspunkt at være et hver- dagsagtigt fænomen tilknyttet bopladsen. Overordnet set kunne det tyde på, at der gennem tid kommer et øget fokus på fiskeri som ressource og fødegrundlag, mens fiskeri udgør en ret lille del af knoglematerialerne i den ældre jernalder. Dette baseres på det faktum, at fiskeknogler i førromersk- og romersk jernalder (her: ældre jernalder) kun udgør omtrent 5 % af knoglefragmenterne fra hver af de analyserede pladser, mens de i germansk jernalder og vikingetid (her: yngre jernalder) udgør 39 %. Selvom fiskeknogler ikke udgør en stor del af knoglematerialerne, er de dog et tegn på, at man har spist fisk også i ældre jernalder. Dette resultat er interessant i forhold til resultaterne fra en ph.d.-afhandling fra 2007, hvor det blev konkluderet, at skeletter fra romersk jernalder ikke viste tegn på væsentlig indtagelse af hverken ferske eller salte fiskearter (Jørkov 2007, 198 f.). Begge analyser viser, at man ikke har spist fisk i store mængder, og det begrænsede indtag kan også være en årsag til, at det ikke har givet udslag i isotopmålingerne. Dette kan også være som resultat af en begrænset indtagelse af fisk som følge af særlige årstiders udbud, eller at begrænsningen af ressourcen har øget dens værdi, og gjort den til en særlig, snarere end en hverdagsagtig spise.

Fisk som rituel spise? Fire bemærkelsesværdige forekomster af fiskeknogler i grave fra romersk jernalder kunne desuden antyde, at der har været særlige opfattelser tilknyttet 116 specialer i forhistorisk arkæologi

især ferskvandsfisk. Det er kun i grave fra denne periode, der er konstateret fiskeknogler. Kun to af de fire pladser har sikre informationer om fundkonteksterne, men i begge tilfælde viser disse statusmæssige fund, og dette er også en mulighed i de to øvrige tilfælde. Det drejer sig dels om den rige Varpelev-grav (grav A, Engelhardt 1877), en grav fra Catrinedal hvor der blandt andet er fundet guld (Liversage 1980) og mindre sikkert er Brøndsager gravplads og Næstved Mark (Rosenlund 1976, 45; Gotfredsen 1998). Alle fiskeknoglerne fra gravene er fra ferskvandsfisk eller migrerende ferskvandsfisk – gedde, karusse og aborre. Idet der i perioden også kendes saltvandsfisk fra bopladskontekster, kunne fiskematerialet fra gravene være en indikation på, at der har været et andet forhold til ferskvandsfisk. Disse kan have haft en højere status eller have været mere rituelt forbundet med aktiviteter i forbindelse med en gravlæggelse. Materialet er dog meget spinkelt, hvorfor inddragelse af et større geografisk område ville være relevant. Det er dog bemærkelsesværdigt, at det udelukkende er fra romersk jernalder, der er fundet fisk i gravene fra Sjælland. Fra eksempelvis Sverige kendes der også fisk i rige grave fra yngre jernalder, for eksempel er der fiskeknogler i flere rigt udstyrede grave (Lundström 1980, 71 ff.; Sten & Vretemark 1988, 152). Det kan derfor ikke udelukkes, at manglen på fiskeknogler i grave fra andre perioder på Sjælland har forbindelse til bevaringsforhold, udgravnings- metodik eller manglende analyser af knoglematerialet, hvilket er kildekritiske forhold, der gælder alle analyserne. Hvis det derimod er reelt, at fisk udelukkende forekommer i grave fra romersk jernalder, kunne det tyde på, at fisk har været tilknyttet andre værdier i denne periode. Sjælland og Lolland-Falster var i yngre og ældre romersk jernalder blandt de rigeste områder på romersk import (Hedeager 1992, 110). Med den romerske import er der kommet mange andre impulser med i kølvandet (Lund Hansen 1987, 233 f.). Flere af impulserne fra romerriget har desuden omfattet religiøse koncepter såsom brugen af charonsmønter, nye fødevarer og fra England kan der ses et ændret forhold til visse fiskearter som følge af romernes tilstedeværelse (Bødker Enghoff 2000, 118). Det ville derfor ikke være svært at forestille sig, at et område, som ud fra de importerede varer synes rigt, også har modtaget andre impulser, der muligvis ikke vil optræde i øvrige områder i samme grad. Fra de tyske fyrstegrave fra Hassleben-Leuna kendes også brug af fisk i gravene. Her forekommer de ligeledes kun i de rigeste grave (Schlüter 1970, 136). For både Leuna-gravens og fyrstegraven fra Hasslebens vedkommende Betydningsfuld fangst? 117 er det igen ferskvandsfisk, henholdsvis skalle og gedde, der er repræsenteret i gravene (Schulz 1933, 12; Wundsch 1953). Set i lyset af fundene fra de tyske fyrstegrave virker det sandsynligt, at det fundbillede, der tegner sig i romersk jernalder, kan være reelt. Dermed virker det sandsynligt, at ferskvandsfisk har været tilknyttet status i romersk jernalder. Det er også tænkeligt, at opfattelsen og brugen af ferskvandsfiskene kan være tilknyttet kontakten med romerriget. Jørkov (2007, 200) mener, at selvom romerne har haft stor indflydelse, så er det ikke blevet reflekteret i diæten. Jeg mener derimod, at fundene af fiskeknogler i gravene fra romersk jernalder på Sjælland netop kan være et eksempel på, at også andre elementer end import er overført gennem kontakterne til Romerriget. Et andet betydningslag i brugen af de ferske fisk kan være de rituelle aspekter i opfattelsen af fiskene. Hvis man har deponeringsskikken fra jernalderen, med eksempelvis de mange vådbundsdeponeringer og moseofre, som ofte bliver foretaget i kombination med ferske vande in mente, kunne der være en forbindelse mellem fiskens kontekst og den rituelle opfattelse af hændelser i den kontekst. Benyttelsen af de ferske fiskearter i gravkonteksten kan dermed både have statusmæssige og/eller rituelle betydninger.

Fiskeri – en særlig livsstil? Fiskeri forekommer i stigende grad i form af knoglemateriale på bopladserne gennem tid. C13-målinger på skeletter fra yngre jernalder og vikingetid viser et vist marint indslag, hvilket ikke er overraskende set i lyset af sammensætningen af dyreknogler på pladserne fra perioderne (Andersen 1998, 129). Fiskeri er derfor tydeligvis blevet brugt i hele jernalderen på Sjælland. Fisk har været en prioriteret føderessource, idet fiskeri ikke udelukkende er blevet udført, når pladsen lå tæt ved ressourcen. Dette ses ud fra analyser af tilstedeværelsen af materiale på pladserne i forhold til deres afstande til områder, hvor materialet kunne skaffes. Her kunne det blandt andet ses, at især fiskeri i høj grad er benyttet, uden det har nogen videre sammenhæng med, om pladsen ligger tæt eller mindre tæt (op til 6 kilometer) på kysten. Der synes dog heller ikke at være indikationer på, at man direkte har placeret sin plads efter tilgængeligheden til fangstressourcer. I forhold til pladsernes funktioner, syntes der at være en tendens til sam- menhænge med handels- og håndværksfunktioner som iagttaget i blandt andet grubehuse på anløbspladser og stormandsgårde. Det tyder derfor på, 118 specialer i forhistorisk arkæologi

at benyttelsen af fiskeri kan være socialt og funktionelt betinget og være forbundet til visse aktiviteter eller levemåder. Grubehusene antages at være mere midlertidige bosættelser, hvilket antyder, at brugerne af grubehusene har rejst rundt. En sådan livsstil, som i højere grad har været tilknyttet kystnære pladser og eventuelt rejser over vand, og som ikke har været tilknyttet den agrare grundproduktion, kan sagtens have været bedre bekendt med og haft større incitament til at benytte havets ressourcer i højere grad. I forbindelse med projektet omkring Fyns kyst har man ligeledes set en forbindelse mellem fiskeri og handelsfunktioner (Christof- fersen & Porsmose 1996, 162 f.). I den bearbejdning mener man dog, at det i yngre jernalder var bønders organiserede fiskeri på samme steder år efter år, der var grobunden for etableringen af sæsonmæssige handelspladser. Jeg mener snarere, det er handelspladserne og deres liv, der er en af årsagerne til den øgede benyttelse af fiskeri, da benyttelsen af fisk på indlandspladser er uændret fra ældre jernalder. Dermed kan der også være en social faktor i benyttelsen af fiskeri, forbundet med en særlig livsstil. Her kan fisk have været udbredt blandt rejsende, som en fleksibel rejsekost, idet der ikke kræves langvarige forberedelser for at få et udbytte. Anløbspladsers fordeling af knoglefragmenter viser da også en højere andel fiskeknogler end øvrige bopladser og stormandsgårde. In- teressant er det desuden, at stormandsgårde har en højere andel fiskeri end øvrige bopladser, hvilket muligvis kan knyttes sammen med, at stormands- gårdene ofte har flere af de samme funktioner som anløbspladserne. Der er dog den fejlkilde i udgravningsmetodikken, at det ofte er grubehuse, men ikke andre anlægstyper, der soldes. Derfor bliver grubehuse umiddelbart overrepræsenteret. I romersk jernalder kunne de statusmæssige betydninger primært ses reflekteret i gravene. I yngre jernalder er det lige omvendt, idet statusrelatio- nerne især ses på stormandsgårdene – og i mindre grad på anløbspladserne. I romersk jernalder var det kun produktet af fiskeri, der blev inddraget i sta- tusmæssige sammenhænge, hvilket til dels også er tilfældet i yngre jernalder. Selvom fiskeri ikke direkte har været afskåret fra statusmæssige sammen- hænge, kan der dog ses en klar skelnen. Hvor der inden for selve stormands- gården kun forekommer fisk, så er selve fiskeriet, i form af fiskeriredskaber og fisk, udelukkende til stede ude på bopladsen ved stormandsgården. Betydningen af fiskeri skal nok ikke ses som bestemmende for bopladsens overlevelse, men som en prioriteret ressource i variabiliteten af kosten. Ikke nok med at fiskeri har haft en ressourcemæssig betydning for kosten, så har Betydningsfuld fangst? 119 fiskeri, muligvis i sin egenskab af begrænset ressource, haft en statusmæssig betydning. Det er sandsynligvis primært de ferske fiskearter, som har været benyttet i statusmæssige sammenhænge. Fisk har generelt været benyttet, men til brug i statusmæssige sammenhænge ser det dermed ud til, at man har udvalgt visse produkter af fiskeriet.

Jagten – tak eller mad? 80 lokaliteter eller 61 % af alle lokaliteter har indikationer på jagt enten i form af knoglematerialer eller forskellige former for projektiler. Lokaliteterne udgøres primært af bopladser og løsfund/mosefund, og kun 10 % af dem er gravpladser. Jagt udgør i alle perioder kun 3‑4 % af knoglefragmenterne på pladserne. En formodning kunne være, at man primært har jagtet for at få tak til den velkendte produktion af blandt andet kamme fra jernalderen. Ud fra kontekstuelle sammenhænge ser det dog ikke ud til, at spisning af vildt kan relateres til takforarbejdning. Store dele af takaffaldet bærer desuden præg af at være fra naturligt kastede takker, og tak og takgenstande forekommer oftest i langt højere grad end knoglefragmenter fra hjortedyr. Så selvom man har benyttet takkerne ved hjembringning af hjortevildt fra en jagt, har man samtidig indsamlet tak til brug i produktionen af blandt andet kamme. Det tyder derfor ikke på, at der primært har været jagtet for tak, men at jagten har været for såvel kød som tak og sandsynligvis også i høj grad selve jagten. I kosten har jagt ikke haft en afgørende betydning, og igennem hele jernalderen udgør vilde dyr kun omkring 5 % af knoglefragmenterne på en plads. Jagt har dog været benyttet i andre sammenhænge, som antyder, at jagten har haft andre vigtige betydninger. Netop det, at vildtet ikke forekommer i store mængder, kan understrege værdien af en sjælden fødevare.

Jagt som magtsymbol? På pladserne fra germansk jernalder og vikingetid, hvor jagt generelt set forekommer en anelse mindre end i førromersk- og romersk jernalder, kan der ses en noget højere andel vildt på stormandsgårdene i forhold til øvrige bopladser og anløbspladser. Ser man på de enkelte stormandspladser, er der internt på pladserne tendenser til, at stormandsgården i sig selv har større forekomst af især dele af knoglematerialerne, hvilket kunne indikere en sta- 120 specialer i forhistorisk arkæologi

tusmæssig brug af jagtbyttet i kosten. Eksempelvis forekommer storvildt og store fugle på Kalmergården ved Tissø primært i området med stormands- gården, men vildt kan også forekomme i øvrige anlæg (Gotfredsen 2005, 32). Også på Toftegård er der tendenser til sammenhæng mellem højere frekvens af fuglevildt og pilespidser inden for området med de store huse (Ljungar 1996; Woller 1998, 91 f.). Fordelingen af knoglematerialerne på de førnævnte stormandsgårde kunne dermed antyde, at der har foregået en regulering af fordelingen af produkter inden for pladsen. Visse produkter og genstande har sandsynligvis været forbeholdt stormandsgården, mens statusmæssige fund såvel som fangstprodukter på en anløbsplads generelt er mere jævnt fordelt. Anlæggene på stormandspladserne viser generelt ikke en højere tendens til forbindelse mellem status og jagt, hvilket nok skal ses i forbindelse med de anderledes magtforhold og regulering af såvel statusgenstande som fangstprodukter på stormandsgårde i forhold til anløbspladser. Jagten i sig selv kan også have haft en statusmæssig betydning. Jagt har en lang række analogier i form og formål med krig; et element som ikke kan have været fjernt på en stormandsgård. For unge fyrstar framhevas jakta som ein god opplæringsarena for ferdighe- tar man treng i krig (Lie 2007, afsnit 4). Som Lie bemærker, kan jagt ligefrem have været en art træning i benyttelsen af våben. I det provinsialromerske område i 4.-5. århundrede anses jagt som en krigsallegori, såvel som en måde at fremvise magt og rigdom (Dahlgren 2001, 25). Dahlgren mener, man har benyttet allegorier eller henvisninger til den militære sfære via jagten, som en måde at vise magt overfor den øvrige befolkning. På denne måde har man kunnet opretholde den lokale magtbalance mellem storbonde og arbejdere. Fra stormandsgårdene er der gennemgående ikke mange relationer til krig, men de kan sammen med jagtindikationerne være et tegn på, at man, som Dahlgren foreslår, har haft behov for at associere sig med krigsmæssige egenskaber for at opretholde en magtbalance.

Benspydspidser – en velkommen hybrid? At en pil kan have flere forskellige funktioner eller egenskaber (Pauli-Jensen 2002, 63 ff.) har stor relevans i forhold til, hvorvidt en pil er blevet benyttet til jagt eller krig. I langt de fleste tilfælde tilskrives pilespidserne krig. Et perspektiv på mulige jagtredskaber er, at vildt i nyere tid blev dræbt med spyd, sværd eller økse, som man havde i forvejen, mens specifikke jagtredskaber Betydningsfuld fangst? 121

øjensynligt først kom til senere (Hoff 1947, 77). Det er derfor ikke sikkert, at der har været specialiserede jagtredskaber i jernalderen. Pladser med benspydspidser ligger tættere på skoven, end andre pladser med jagtredskaber. De ligger gennemsnitligt næsten to kilometer tættere på skoven end pladser fra førromersk til yngre romersk jernalder generelt. Ben- spydspidser bliver traditionelt ikke opfattet som jagtredskaber, primært på grund af fundkonteksterne i blandt andet Hjortspring og Krogsbølle (Althin 1951, 277; Jønsson 1996, 168 f.; Kaul 2003). Visse benspydspidser synes dog at kunne have haft en funktion som pilespids (Pauli Jensen 2002, 33 f.). Ud fra nærheden til skoven som ressource, skal tolkningen af benspydspidserne muligvis genovervejes. En tolkning af benspydspidserne som spydspidser til jagt, sandsynligvis på større vildt, vil være oplagt. Pilespidserne såvel som spydspidserne har kunnet benyttes til flere formål, hvilket forklarer deres forekomst i våbenofferfundene. Kaul bemærker omkring benspydspidserne, at de muligvis skal opfattes …som et billigt ekstra våben… (Kaul 2003, 216). Dette kunne være en indikation på, at benspydspidser har været noget velkendt fra den mere hverdagsagtige sfære, eksempelvis brugt til jagt, men ligeledes har kunnet benyttes til krigsformål. Flere fund af benspydspidser nedlagt i klynger i moser, som eksempelvis fra Kildebæk Mose ved Stenløse, hvor ni benspydspidser er nedlagt samlet, antyder dog, at benspydspidserne skal opfattes som offerfund (Kaul 2003, 220). Der kan bedst være tale om et våbenoffer, der dog ikke nødvendigvis skal forstås som et krigsbytteoffer (Kaul 2003, 220). Denne delvist ændrede opfattelse af benspydspidsen som et våben, men ikke nødvendigvis i krigssammenhæng, giver ligeledes interessante perspektiver i opfattelsen af jagt samt forbindelsen mellem jagt og krig.

Konklusion Jagt og fiskeri har været benyttet i hele jernalder og vikingetid på Sjælland og Lolland-Falster, og ikke mindst synes disse aspekter at have indgået i – og bidraget til – både rituelle aspekter, status- og magtfremvisning, foruden at være et supplement til det almene fødegrundlag. Analyserne har desuden vist, at der er meget at hente i forhold til at forstå ressourceudnyttelsen i jernalderen, at der muligvis kan være sociale faktorer i form af en særlig livsstil tilknyttet fiskeri og livet på anløbspladserne i yngre jernalder, ligesom gravmaterialet fra romersk jernalder kunne antyde, at der er mere til romersk import end de importerede genstande. 122 specialer i forhistorisk arkæologi

Alt i alt bidrager studiet af jagt og fiskeri med interessante perspektiver på opfattelsen af jernalderens samfund.

Litteratur

Althin, C. A. 1951. Einige schonische Funde aus der keltischen Eisenzeit. Meddelanden från Lunds Universitets Historiska Museum 1951. Andersen, S. H. 1998. Erhvervsspecialisering og ressourceudnyttelse i Limfjordsområdet i forhistorisk tid. Limfjordsprojektet. Rapport 8. Bødker Enghoff, I. 2000. Fishing in the Southern North Sea Region from the 1st to the 16th Century AD: Evidence from Fish Bones. Archaeofauna 9. Christoffersen, J. & E. Porsmose 1996. Fiskeri og havjagt. I: O. Crumlin-Pedersen, E. Porsmose & H. Thrane (red.): Atlas over Fyns kyst i jernalder, vikingetid og middelalder. Odense. Dahlgren, M. 2001. Hunting high and low. I: B. Storgaard (ed.): Military Aspects of the Aristocracy in Barbaricum in the Roman and Early Migration Period, s. 21‑26. Papers from an International Research Seminar at the Danish National Museum, Copenhagen, 10‑11 December 1999. Studies in Archaeology & History 5. København. Engelhardt, C. 1877. Skeletgrave paa Sjælland og i det østlige Danmark. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1877. Gotfredsen, A. B. 1998. Brøndsager Gravplads. Upubliceret rapport for journalnr. ZMK 5/1998. – 2005. Jagt og husdyrbrug i sen jernalder og vikingetid på stormandssædet ved Tissø. Årets gang på Kalundborg og Omegns Museum 2005. Hedeager, L. 1992. Danmarks Jernalder. Mellem stamme og stat. Århus. Hoff, A. 1947. Jagtrettigheder og Jagtvaaben i historisk Tid. I: H. Schell (red.): Den danske Jagt i Fortid og Nutid. København. Jønsson, B. 1996. En spydspids fra Trørød. Søllerødbogen 1996. Jørkov, M. L. S. 2007. Drinking With the Rich and Dining With the Poor in Roman Iron Age Denmark. A Dietary and Methodological Study Based on Staple Isotope Analysis. Upubliceret ph.d.-afhandling. Kaul, F. 2003. Hjortspringfundet. Det ældste af de store nordiske krigsbytteofre. I: L. Jørgensen, B. Storgaard & L. Gebauer Thomsen (red.): Sejrens Triumf. Norden i skyggen af det romerske Imperium. København. Lie, R. O. 2007. Falkefangst på Smøla. Kulturnett. Møre og Romsdal Kommune. Lokaliseret d. 28. nov. 2007 på http://moreogromsdal.kulturnett.no/kulturnett/ content/view/full/807. Figur 1

BetydningsfuldForholdet fangst? mellem jagt, fiskeri og landbrug og dateringer. 123 Ud fra antallet af artsbestemte knoglefragmenter og antal forekomster af dateringerne. Figur 1 På baggrund af lokaliteter med oplysninger om alle arter i knogleanalysens antal fragmenter.

Forholdet mellem jagt, fiskeri og landbrug og dateringer. 100% Ud fra antallet af artsbestemte knoglefragmenter og antal forekomster af dateringerne.

På baggrund af lokaliteter med oplysninger om alle arter i knogleanalysens antal fragmenter. 90%

100%

80%

90%

70%

80%

60% Fis keri

70% Jagt

50% Landbrug

60% Fis keri

40% Jagt

50% Landbrug

30%

40%

20%

30%

10%

20%

10% FRJ ÆRJ YRJ ÆGJ YGJ VIK

Figur0% 1. FigurForholdet 2 mellem jagt, fiskeri og landbrug og dateringer. Ud fra antallet af FRJ ÆRJ YRJ ÆGJ YGJ VIK artsbestemteForholdet knoglefragmenter mellem jagt, fiskeri og og landbrug antal i ældre forekomster germansk jernalder-vikingetid af dateringerne. på forskellige lokalitetstyper.På baggrund af lokaliteterFigur med 2 oplysningerBeregnet udom fra antalalle forekommende arter i knogleanalysens dateringer og antallet af knoglefragmenter. antal fragmenter.

100% Forholdet mellem jagt, fiskeri og landbrug i ældre germansk jernalder-vikingetid på forskellige lokalitetstyper.

Beregnet ud fra antal forekommende dateringer og antallet af knoglefragmenter. 90%

100%

80%

90%

70%

80%

60% Fis keri 70% Jagt 50% Landbrug 60% Fis keri 40% Jagt 50% Landbrug 30%

40%

20%

30%

10%

20%

10% anløbsplads boplads stormandsg ård

anløbsplads boplads stormandsg ård

Figur 2. Forholdet mellem jagt, fiskeri og landbrug i ældre germansk jernalder- vikingetid på forskellige lokalitetstyper. Beregnet ud fra antal forekommende dateringer og antallet af knoglefragmenter. 124 specialer i forhistorisk arkæologi

Liversage, D. 1980. Material and Interpretation. The Archaeology of Sjælland in the Early Iron Age. Publications of the National Museum. Archaeological- Historical ser. 1 20. København. Ljungar, L. 1996. Toftegård. Analyser fra 1996 og 1998. Upubliceret rapport for journalnr. ZMK 53/1996. Lund Hansen, U. 1987. Römischer Import im Norden. Warenaustausch zwischen dem Römischen Reich und dem freien Germanien während der Kaiserzeit unter besonderer Berücksichtigung Nordeuropas. Nordiske Fortidsminder ser. B 10. København. Lundström, A. 1980. Gravgåvarna Valsgärde. I: A. Sandwall (red.): Vendeltid. Stockholm. Pauli Jensen, X. 2002. Pilespidser i romersk jernalder – et typologisk-kronologisk studie. Upubliceret cand.phil.-speciale Forhistorisk Arkæologi, Institut for Arkæologi og Etnologi, Københavns Universitet. Indleveret 13. maj 2002. Rasmussen, T. 2008. Betydningsfuld fangst? Jagt og fiskeris brug og betydning i jernalder og vikingetid på Sjælland og Lolland-Falster. Upubliceret mag.art.- speciale i Forhistorisk Arkæologi, SAXO-instituttet, Københavns Universitet. Indleveret 21. dec. 2007. Rosenlund, K. 1976. Catalogue of subfossil Danish vertebrates fishes. København. Schlüter, W. 1970. Versuch einer sozialen Differenzierung der jungkaiserzeitlichen Körpergräbergruppe von Hassleben-Leuna anhand einer Analyse der Grabfunde. Neue Ausgrabungen und Forschungen in Niedersachsen 6. Schulz, W. 1933. Das Fürstengrab von Hassleben. Römisch-Germanische Forschungen 7. Berlin. Sten, S. & Vretemark, M. 1988. Storgravsprojektet – osteologiske analyser av yngre järnålderns benrika brandgravar. Fornvännen 83. Woller, T. 1998. Udgravningsberetning for Toftegård 1996‑1998. Upubliceret rapport for journalnr. KØM 1699. Wundsch, H. H. 1953. Anhang III. Bestimmung der Fischreste, Grab 3, 1926. I: W. Schulz: Leuna. Ein germanischer Bestattungsplatz der spätrömischen Kaiserzeit. Berlin.

Artiklen er skrevet på baggrund af magisterkonferensspecialet Betydningsfuld fangst? Jagt og fiskeris brug og betydning i jernalder og vikingetid på Sjælland og Lolland-Falster, der blev bedømt den 8. februar 2009 af Ulla Lund Hansen (vejleder/eksaminator) og Bjarne Grønnow (censor). Keramik og socialtopografi i middelalderens Næstved

Jesper Langkilde

eramik udgør den største fundgruppe på byarkæologiske udgravninger, og på mange lokaliteter må skårenes antal opgøres i tusinder. Middelalderkeramik karakteriseres derfor ofte som et arkæologisk Kmassemateriale. Netop denne egenskab ved fundene er dog ikke udnyttet i særligt stort omfang i dansk middelalderarkæologisk forskning. Keramik- forskningen har været præget af materialefremlæggelser fra enkeltlokaliteter med fokus på typologi og datering, mens sammenlignende analyser af kvan- tificerede fund fra flere lokaliteter med henblik på tolkninger af fundenes kulturhistoriske betydning kun er foretaget i ganske få tilfælde (for eksempel Madsen 1994; Linaa 2006). Det er derfor heller ikke klart, i hvilket omfang spredningen og sammen- sætningen af keramiktyper i byfundene hænger sammen med fordelingen af sociale gruppers levesteder i det middelalderlige byrum – den sociale topografi. En række historiske undersøgelser af europæiske middelalderbyer, for eksempel på baggrund af skattelister, har vist et relativt ensartet mønster i byernes socialtopografi, hvor velstand og højstatusbebyggelse var koncentreret i byernes centrale del omkring hovedgader og torv, der rummede råd- huse, kirker og profane stenhuse, mens lavstatusbebyggelse for håndværkere, lønarbejdere og fattige akkumuleredes mod byens periferi (se for eksempel Denecke 1988, 132; Thomasson 2004, 202). I den arkæologiske forskning er det hertil almindeligt antaget, at en husholdnings socioøkonomiske status afspejles i det affald, den efterlader. Således påpeger arkæologen Douglas C. Wilson (1994, 53), at a wide range of studies support the notion that wealthier households discard more material, a greater variety of materials, and a higher value of materials. Spørgsmålet er, i hvilken udstrækning dette gælder middelalderens keramik, og hvorvidt eventuelle mønstre i byernes forbrug vil kunne aflæses i det arkæologiske fundbillede i overensstemmelse med den forventede socialtopografi? Til belysning af dette spørgsmål er middelalderbyen Næstved valgt som undersøgelsesområde. 126 specialer i forhistorisk arkæologi

Forskningen Der findes kun få arkæologiske undersøgelser af forholdet mellem spredningen af keramik og socialtopografi i europæiske middelalderbyer, og hvor det er forsøgt, har disse ikke givet noget entydigt billede. Undersøgelserne kan inddeles i to grupper; undersøgelser på mikroniveau og undersøgelser på makroniveau. Undersøgelser på mikroniveau omfatter keramikfund fra enkelte matrik- ler eller lokaliteter, hvor materialet forsøges knyttet til specifikke husstande og beboere, hvis sociale status er kendt gennem skriftlige kilder. Undersøgelser af denne art er foretaget i Göttingen, Lübeck, Schleswig, Bergen og Nyköping (Löbert 1980; Falk & Hammel 1987; Lüdtke 1985, 1989; Hållans & Andersson 1992). Undersøgelserne har dog hovedsagelig givet negative resultater. Den engelske keramikforsker David Gaimster har da også for nylig påpeget de store vanskeligheder ved undersøgelser på mikroniveau, hvor byarkæologiske keramikfund forsøges knyttet til historisk kendte husholdninger (Gaimster 2006, 146). For eksempel kan latriner og brønde være benyttet til affaldsde- ponering af flere husholdninger over lange perioder, ligesom de historiske kilder ikke omtaler alle ejendommenes beboere. Desuden er det som regel umuligt at datere keramikfundene med samme præcision som de skriftlige kilder. David Gaimster peger i stedet på undersøgelser på makroniveau, hvor fund fra forskellige områder i byen relateres til historiske studier af byens overordnede socialtopografiske struktur, som en mere farbar vej i analysen af forbrugsmønstre. Undersøgelser af denne art er foretaget i Southamp- ton, Exeter, London, Halmstad og Ribe (Allan 1984; Vince 1987; Madsen 1994; Brown 1997; Rosén 1999). Undersøgelserne, der især har fokuseret på mængderne af importkeramik, har ikke givet entydige resultater. I høj- og senmiddelalderens Southampton og i højmiddelalderens Ribe findes de klart største koncentrationer af importkeramik i byernes havnekvarterer, mens der i byernes perifere dele findes langt mindre mængder. De øvrige undersøgelser har ikke vist klare mønstre, der kunne relateres til socialtopografi. Det er således uafklaret, hvorvidt Southampton og Ribe er udtryk for et generelt mønster eller helt særlige lokale forhold. Nærværende undersøgelse er således et bidrag til afklaring af denne problemstilling. Keramik og socialtopografi i middelalderens Næstved 127

Metode Som i de fleste danske købstæder tillader det skriftlige kildemateriale fra Næstved ikke sikre slutninger om den middelalderlige socialtopografi (An- dersen 1987, 73 f.). Det kan dog med rimelighed antages, at byen fulgte det ovenfor omtalte meget udbredte center-periferi-mønster, hvilket blandt andet støttes af koncentrationen af kendte middelalderlige profane stenhuse i byens centrale del (Andersen 1987, 58). Undersøgelsen bygger på en registrering af i alt 22.475 skår fordelt på 42 godstyper fra 13 udvalgte udgravninger i Næstved dateret inden for perioden cirka 900‑1600 (figur 1). Pladsen tillader ikke her en beskrivelse af de anvendte godstyper, men de fleste svarer til typerne anvendt af Jette Linaa i flere arbejder (se Linaa 1995, 2006). For hver kontekst (lag eller anlæg) i hver udgravning er antal skår og vægt af de tilstedeværende godstyper registreret. Hver kontekst er desuden placeret i en af tre kronologiske faser fra henholdsvis 900‑1200 (fase 1), 1200‑1450 (fase 2) og 1450‑1600 (fase 3) primært på baggrund af udgravernes datering af konteksterne. I de tilfælde hvor datering ikke er anført af udgraver, er konteksten dateret af forfatteren på baggrund af den tilstedeværende keramik. Fund fra alle arkæologiske kontekster er anvendt, såvel primært som sekundært aflejrede (sidstnævnte i form af for eksempel grubefyld, opfyldnings- og planeringslag). At anvende sekundært aflejrede fund giver imidlertid usikkerhed i forhold til fundenes repræsentativitet, da fundstedet, som følge af middelalderens affaldshåndtering og senere redeponeringer, ikke nødvendigvis svarer til genstandendes anvendelsessted. Undersøgelsen ville imidlertid ikke kunne gennemføres med tilstrækkelig statistisk sikkerhed på grundlag af udelukkende primært aflejrede fund, da disse kun udgør cirka 7 % af den samlede mængde registreret keramik. Tanken var endvidere, at anvendelse af også sekundært aflejrede fund kunne belyse kildeværdien af disse; hvis der fremkom tilstrækkeligt tydelige og konsistente mønstre i fundfordelingen i byen, kunne dette sandsynliggøre sammenhæng med mønstre i forbruget – eller i det mindste i affaldsde poneringen – og at affaldet måske ikke flyttede sig så langt fra anvendel- sesstedet, som man kunne frygte, idet omfattende vilkårlig deponering og redeponering sandsynligvis ville have udvisket eventuelle mønstre i fordelingen. Kvantificeringen er derefter foretaget for alle konteksterne i hver fase for hver udgravning som en beregning af de relative forekomster ved antal skår af 128 specialer i forhistorisk arkæologi

Figur 1. Matrikelkort over Næstved fra 1856 med de anvendte udgravninger nummereret 1-13. Lokaliteterne har følgende navn og journalnummer (cifrene efter mu- seumsbetegnelsen NÆM angiver årstallet for udgravningen): 1. Kompagnistræde, NÆM 1995:104; 2. Susåen VI, NÆM 1998:113; 3. Kompagnistræde, NÆM 2004:200; 4. Møntergade, NÆM 2005:100; 5. Købmagergade/Riddergade NÆM 80:100; 6. Vinhusgade NÆM 83:100; 7. Sortebrødreklostret NÆM 1991:125/1995:123; 8. Lil- lelundshave I NÆM 1993:800; 9. Lillelundshave II NÆM 1994:122; 10. Lillelundshave III NÆM 1998:100; 11. Brogade NÆM 1991:100; 12. Helligåndshuset NÆM 81:300; 13. Farvergade NÆM 81:100. Matrikelkortet er gengivet efter Andersen 1987,88.

Keramik og socialtopografi i middelalderens Næstved 129 hver godstype i forhold til den samlede mængde skår. Analysen har især fokus på mængderne af importkeramik, rigt dekoreret glaseret rødgods samt den samlede mængde bordtøj. Hypotesen er således, at højstatus husholdninger vil have relativt større forbrug af disse typer, mens lavstatus husholdninger vil have et inventar domineret af køkkentøj af uglaseret gråbrændt keramik (Linaa 2006, 176 ff.).

Keramikken fra Næstved Fundmængderne er meget ulige fordelt mellem de tre faser. Fase 2 omfatter således 16.086 skår af de i alt 22.475 skår, mens fase 1 og 3 omfatter henholdsvis 3309 og 3080 skår. De meget færre skår i fase 1 og 3 er desuden meget ujævnt fordelt inden for faserne, idet nogle af udgravningerne er repræsen- teret med meget få fund, og andre er helt uden fund. Dette medfører statistiske usikkerheder for kvantificeringen og tolkningen af fundbilledet i fase 1 og 3. Resultaterne fra fase 2 må følgelig, på grund af det bedre statistiske grundlag, tillægges størst værdi i undersøgelsen. Fase 3 er derfor udeladt i den følgende fremstilling. Resultaterne fra fase 1 beskrives kort, da disse har betydning som baggrund for resultaterne i fase 2.

Fase 1 (900‑1200) Som nævnt er fundmængderne fra fasen meget ujævnt fordelt på de anvendte udgravninger. Mest keramik stammer fra udgravningerne i den vestlige del af byen i Brogade, Vinhusgade og Farvergade (udgravning 11, 6 og 13, figur 1), hvoraf fundene fra Brogade alene udgør over 50 % af al keramik i fasen. Koncentrationen af fundene i den vestlige del af byen nær overgangsstedet ved Susåen (den senere Store Bro) skyldes, at det var i dette område den ældste bebyggelse befandt sig – en bebyggelse der i øvrigt formentlig rækker tilbage til yngre germansk jernalder (Hansen 1994). Fasens keramik er næsten fuldstændigt domineret af østersøkeramik og håndopbygget, blødtbrændt gråvare. Karformerne er domineret af køkkentøj til madlavning eller opbevaring i form af fladbundede kar eller kuglepotter. Kun 15 skår er registreret som import. Importkeramikken omfatter skår af pingsdorf- og paffrathtype samt skår af rhinsk næstenstentøj og enkelte skår af glaseret nordvesteuropæisk lertøj. En del af sidstnævnte skår kan være intrusive, da disse typer har deres hovedudbredelse i 1200- og 1300-tallet. Importkeramikken udgør altså en forsvindende lille del af fasens i alt 3309 130 specialer i forhistorisk arkæologi

skår. Spredningen af typerne viser intet klart mønster, der kan relateres til socialtopografi.

Fortolkning af fundbilledet i fase 1 Det relativt ensartede keramikinventar og den lille mængde importkeramik uden klart spredningsmønster kunne umiddelbart ses som udtryk for et egalitært miljø. Sociale forskelle eksisterede dog med sikkerhed i vikingetid og tidlig middelalder i Næstved som i det øvrige danske samfund. Den mest sandsynlige forklaring på fundbilledet er, at keramikken ikke spillede nogen væsentlig rolle som social statusmarkør i størstedelen af denne periode, og at bebyggelsen havde et så lille omfang, at en tilstrækkelig tydelig socialtopografi endnu ikke lader sig aflæse. En del af forklaringen på den lille mængde import kan desuden være, at Næstved først i slutningen af fasen og i den følgende for alvor får betydning som handelsby med forbindelse til det europæiske marked via hansestæderne. Da typeinddeling af østersøkeramikken ikke er forsøgt, er det dog muligt, at der blandt østersøkeramikken kan gemme sig uidentificerede slaviske importtyper, der kan vidne om forbindelser til det sydlige Østersøområde. Sammenligner man med samtidige danske handelspladser, forekommer importkeramik kun i nævneværdige mængder i Hedeby og Ribe, hvor den udgør henholdsvis 6 % og 7 % (Madsen 1991, 226 ff.). An- dre samtidige store europæiske handelspladser viser derimod langt større andele importkeramik, for eksempel Birka (20‑25 %), Dorestad (80 %) og en række af de engelske wics (Lundewic 8‑12 %, Hamwic 18 % og Jorvik 34 %). Interessant er det i denne sammenhæng, at slaviske importtyper udgør 52 % af importkeramikken i Birka (Blackmore 2001, 23 ff.).

Fase 2 (1200‑1450) I fase 2 fordeler de i alt 16.086 skår sig mere jævnt, og alle udgravninger er repræsenteret med relativt mange fund. Dette forhold afspejler formentlig byens ekspansion mod nord og øst langs akserne Ringstedgade og Købma- gergade fra omkring 1200 (Andersen 1987, 53 ff.). Fasen er generelt karakteriseret ved introduktionen af et langt mere varieret keramikinventar end i fase 1 i form af køkken- og bordtøj af drejet hårdtbrændt gråvare, drejet og glaseret rødgods samt en række importtyper domineret af bordtøj i form af drikkekar af stentøj og rigt dekoreret lertøj. Den markante forandring indikeres ved, at der i gennemsnit registreredes Keramik og socialtopografi i middelalderens Næstved 131 fire godstyper per udgravning i fase 1, mens gennemsnittet for fase 2 ligger på 22 godstyper per udgravning. Formudvalget bliver ligeledes varieret, og omfatter blandt andet trebenede kuglepotter, pander, kander, krus, fade og skåle, samt specialformer som lysestager og olielamper. Fordelingen af importkeramik viser et klart mønster af to grupperinger med henholdsvis høj og lav andel (figur 2). Fem udgravninger skiller sig således ud ved at have importandele på mellem 13 og 16 %, mens de øvrige har andele på 6 % eller derunder. Fordelingen af rigt dekoreret rødgods og den samlede mængde bordtøj følger dette mønster.

18%

16%

14%

12%

10%

0% 12345678910111213

Figur 2. Fordelingen af udvalgte typer per gravning i fase 2 (1200-1450). Hvid angiver mængden af østersøkeramik, lys grå angiver mængden af næstenstentøj/stentøj og mørk grå angiver den samlede mængde importkeramik. De relative mængder er beregnet ud fra antal skår i forhold til det samlede antal skår fra fase 2 på hver udgravning.

Blandt importkeramikken er stentøjstyperne klart dominerende, idet næ- stenstentøj/stentøj på alle udgravninger i fasen udgør mere end halvdelen af importkeramikken, og på otte af tretten udgravninger mere end to tred- jedele. Ser man på fordelingen blandt stentøjstyperne, udgør næstenstentøj mellem cirka 50 % og 85 % på alle udgravninger på nær Lillelundshave II (udgravning 9), hvor der slet ikke forekommer næstenstentøj. Næstenstentøj 132 specialer i forhistorisk arkæologi

dateres i dansk sammenhæng til cirka 1250‑1400 og stentøj fra begyndelsen af 1300-tallet og frem. Den øvrige importkeramik udgøres af lertøj, der hovedsageligt består af flamske rigt dekorerede rødgodskander og potter af formentlig tysk hårdt- brændt gråvare. Proveniensen på sidstnævnte er usikker, men skal formentlig søges på den sydlige Østersøkyst, og en del af skårene er identiske med såkaldt grafitvare, der dateres til omkring 1400 (Linaa 2006, 70). De resterende importskår udgøres af små mængder Rouen-, Andenne-, Pingsdorf- og Paffrathkeramik samt et enkelt muligt engelsk skår. Hertil kommer 28 skår af uvis proveniens, der på baggrund af et fremmedartet udseende er kategoriseret som import. Blandt disse er det for nylig lykkedes at identificere fem skår af iberisk keramik (Petersen 2009, 134 f.). Alle er af uglaseret lertøj og alle med datering til 1300‑1400-tallet. Et af skårene er muligvis af Méridavare, hvilket i så fald er det eneste hidtil erkendte af denne type bordtøj i Danmark. De øvrige fire skår stammer fra transportkar, hvoraf to med sikkerhed er fra en sukkertopform fremstillet i Andalusien. Skårene er formentlig det ældste bevis på sukkerimport til Danmark. Blandt den hjemlige keramik er tilstedeværelsen af anseelige mængder østersøkeramik bemærkelsesværdig. I alt udgør østersøkeramikken op mod 9 %, hvilket ikke udelukkende kan forklares som ældre redeponeret materiale. Østersøkeramikkens tilstedeværelse i fasen er interessant, da dens slutdatering i Danmark traditionelt er sat til omkring 1200. Meget tyder dog efterhånden på, at slutdateringen skal trækkes frem til mindst midten af 1200-tallet (Petersen 1987, 197; Roslund 2001, 239 f.), hvilket altså også nærværende undersøgelse indikerer.

Fortolkning af fundbilledet i fase 2 Introduktionen af nye hjemlige og importerede keramiktyper fra omkring 1200 i Næstved følger den generelle udvikling i Sydskandinavien, men de relativt store mængder af især tysk importkeramik indikerer sandsynligvis byens merkantile udvikling og nære tilknytning til hansestæderne, herunder især Lübeck, hvilket dokumenteres i de lübske pundtoldbøger senest fra slutningen af 1300-tallet. På dette tidspunkt er Næstved blandt Lübecks tre vigtigste handelslokaliteter i Danmark på lige fod med København og Skånemarkedet (Andersen 1987, 36). Denne udvikling indledes dog langt tidligere. I havneområdet mellem Købmagergade og Susåen ses der således tegn på intensiveret handel i første halvdel af 1200-tallet blandt andet ved Keramik og socialtopografi i middelalderens Næstved 133 etablering af en havnefront med bolværker dateret til 1220’erne (Hansen et al. 2005). Havneområdets status indikeres senere ved omtalen af Købma- gergade som Platea Mercatorum (Købmændenes gade) i 1315 og i 1471 som Køpmannegadhe. I 1400-tallet placeres den kongelige møntergård desuden i dette område, ligesom det stenbyggede gildehus (Kompagnihuset) og Mogens Tuesens badstue (Andersen 1987). Det er på denne baggrund påfaldende, at de største mængder importkeramik ses koncentreret i netop havneområdet mellem Købmagergade og Susåen (udgravningerne 1‑5). Ligeledes er de små mængder importkeramik i nærheden af byens centrale torv ved Skt. Peder kirke bemærkelsesværdige, idet disse udgravninger måtte ventes at repræsentere et højstatusområde (udgravningerne 6 og 13). Fundbilledet kunne forsigtigt tolkes derhen, at mængden af importkeramik måske snarere er betinget af tilstedeværelsen af et hanseatisk præget merkantilt miljø i havneområdet end udelukkende økonomisk formåen i området omkring torvet. Tilsvarende fundbillede ses som tidligere omtalt i Ribe og Southampton, hvor de største koncentrationer af importkeramik i højmiddelalderen ses i havnekvartererne. I begge byer knyttes fundbilledet sammen med fremmede købmænds skriftligt dokumenterede beboelse i hav- neområderne (Madsen 1994; Brown 1997). Fremmede hanseatiske købmænds massive bosættelse i havnekvarterer er for eksempel også veldokumenteret i 1400-tallets Stockholm, der i øvrigt samtidig udgjorde byens mest velhavende kvarter bedømt ud fra skattelisterne (Dahlbäck 1983). En dansk lokalitet, der med sikkerhed i perioder har huset hundredvis af hanseatiske købmænd, er Dragør, hvor sæsonmarkedet i 1300‑1400-tallet afholdtes årligt, og netop her udgør stentøj hele 34 % af den samlede mængde keramik fra perioden 1342‑1425 (Liebgott 1979, 62). Forbruget af især drikkerelateret importeret bordtøj skal derfor måske især knyttes til den købmandsklasse, der fra 1200-tallet i stigende grad gjorde sig gældende i de hastigt voksende byer, for eksempel gennem etableringen af gilderne. Den engelske keramikforsker David Gaimster har på baggrund af fund fra England, Tyskland og Østersøområdet set forandringerne i den urbane materielle kultur i Nordeuropa i perioden 1200‑1600 som nært forbundet med hansestædernes merkantile dominans og en deraf følgende udbredelse af hanseatisk købmandskultur og levevis (for eksempel Gaimster 1997, 1998, 1999). I denne proces ser Gaimster keramik som en vigtig mar- kør af kulturelt tilhørsforhold på linje med for eksempel teglstensarkitektur (Gaimster 1999, 59). 134 specialer i forhistorisk arkæologi

Det er i den sammenhæng interessant, at østersøkeramikken i fase 2 findes i størst mængde på udgravningerne med mindst importkeramik, og nærmest er fraværende i havneområdet (figur 2). Fordelingen kunne antyde et muligt kulturelt betinget forbrug af østersøkeramik i dets seneste anvendelsesperiode i 1200-tallet og måske helt frem til 1300-tallet. Man kan således forestille sig, at den slavisk inspirerede østersøkeramik passede dårligt i den tyske hanseatiske, mere vesteuropæiske købmandskultur med dens nye skikke, mens den i de lavere sociale lag og mindre „moderne“ husholdninger i periferien af byen forblev i brug i længere tid. I forlængelse heraf er det tankevækkende, at der i Lübeck efter den slaviske bosættelses forsvinden og grundlæggelsen af Lübeck som tysk handelsby i midten af 1100-tallet kun findes meget små mængder senslavisk keramik. For eksempel er der i et dendrokronologisk dateret fund fra slutningen af 1100-tallet på knap 3000 skår fra Alfstrasse i Lübecks havnekvarter kun fundet tre skår af slavisk keramik (Derks et al. 1992). I modsætning hertil viser møntdaterede fund, at senslavisk keramik var i brug i Mecklenburg-Vorpommern i sidste tredjedel af 1200-tallet, og i Polen helt frem til sidste tredjedel af 1300-tallet (Lüdtke & Schietzel 2001, 250). I Mecklenburg-Vorpommern ser det endda ud til, at den senslaviske keramik mister betydning i de vestlige områder først (Schäfer 1996, 303). Det kunne således være fristende at se østersøkeramikken og den senslaviske keramiks forsvinden som udtryk for den gradvise tyske ekspansion og kolonisering i Østersøområdet.

Afslutning På trods af at undersøgelsen omfattede et relativt stort materiale, giver den ulige fordeling statistiske usikkerheder, ligesom det kunne have været ønsk- værdigt med endnu flere anvendelige udgravninger til opnåelse af større sikkerhed for spredningsmønstrene i fundbilledet. De fremførte tolkninger må derfor tages med nogle forbehold. Ikke desto mindre har undersøgelsen frembragt resultater, der synes at give mening i forhold til andre lignende undersøgelser og den kulturhistoriske kontekst, genstandene har indgået i. Resultaterne må derfor ses som et bidrag til det fortsatte studie af middelalderkeramik som udtryk for kulturelt og socialt betingede forbrugsmønstre og forhåbentlig illustrere, at netop keramikkens egenskab af massemateriale besidder en kildeværdi. Keramik og socialtopografi i middelalderens Næstved 135

Litteratur

Allan, J. 1984. Medieval and Post-Medieval finds from Exeter, 1971‑1980. Glouchester. Andersen, A. 1987. Middelalderbyen Næstved. Viby. Blackmore, L. 2001. Pottery: Trade and Tradition. I: D. Hill & R. Cowie (eds.): Wics: The Early Mediaeval Trading Centres of Northern Europe. Sheffield. Brown, D. H. 1997. The social significance of imported medieval pottery. I: C. G Cumberpatch & P. W. Blinkhorn (eds.): Not so much a pot, more a way of life. Oxbow Monograph 83. Oxford. Dahlbäck, G. 1983. Fannes det skomakare på skomakargaten? Om den näringsgeografiska strukturen i 1460-talets Stockholm. Sankt Eriks Årsbok 1983. Denecke, D. 1988. Social status and place of residence in preindustrial German towns: recent studies in social topography. I: D. Denecke & G. Shaw (eds.): Urban Historical Geography. Recent Progress in Britain and Germany. Cambridge. Derks, H. et al. 1992. Keramikfunde des 12. und 13. Jahrhunderts aus dem Umfeld der dendrodatierten Holzkonstruktionen Alfstrasse 9 und 11 zu Lübeck. Lübecker Schriften zur Archäologie und Kulturgeschichte 22. Falk, A. & R. Hammel 1987. Möglichkeiten einer interdisziplinären Auswertung der archäologischen und schriftlichen Quellen. Lübecker Schriften zur Archäologie und Kulturgeschichte 10. Gaimster, D. R. M. 1997. German Stoneware 1200‑1900. Archaeology and Cultural History. Cambridge. – 1998. Den keramiska vittnesbörden. Europæisk kulturpåverkan i Lund 1200‑1600. I: C. Wahlöö (red.): Metropolis Daniae – Ett stycke Europa. Kulturen. Lund. – 1999. The Baltic Ceramic Market c. 1200‑1600: An Archaeology of the Hanse. Fennoscandia Archaeologica16. – 2006. The historical archaeology of pottery supply and demand in the Lower Rhineland, AD 1400‑1800: an archaeological study of ceramic production, distribution and use in the city of Duisburg and its hinterland. British Archaeological Reports, International Series 1518. Oxford. Hansen, P. B. 1994. Næstved – By og Stad. Liv og Levn 8. Hansen, P. B., K. Christensen & B. F. Jensen 2005. Middelalderens havnefront i Næstved – bolværkskonstruktioner fra 1200‑1600-tallet. I: T. Roland (red.): Bolværker – fra middelalderen og nyere tid. Næstved. Hållans, A.-M. & C. Andersson 1992. Aquiring, Using and Discarding – Consumption Patterns in the 17th Century Town of Nyköping. I: L. Ersgård 136 specialer i forhistorisk arkæologi

et al. (ed.): Rescue and Research. Reflections of Society in Sweden 700‑1700 A.D. Stockholm. Liebgott, N.-K. 1979. Stakhaven: Arkæologiske undersøgelser i senmiddelalderens Dragør. København. Linaa Larsen, J. 1995. Keramik fra Torvet i Horsens – Typologi, proveniensbestemmelse og datering. Afd. for Middelalder-arkæologi og Middelalder-arkæologisk Nyhedsbrev. Højbjerg. Linaa, J. 2006. Keramik, kultur og kontakter. Køkken- og bordtøjets brug og betydning i Jylland 1350‑1650. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter 56. Højbjerg. Lüdtke, H. 1985. Die mittelalterliche Keramik von Schleswig. Ausgrabung Schildt 1971‑1975. Ausgrabungen in Schleswig, Berichte und Studien 4. Neumünster. – 1989. The Bryggen Pottery. I: A. E. Hertig (ed.): The Bryggen Papers. Supplementary Series 4. Bergen. Lüdtke, H. & K. Schietzel (Hrsg.) 2001. Handbuch zur mittelalterlichen Keramik in Nordeuropa 1. Schriften des archäologischen Landesmuseums 6. Neumünster. Löbert, H. 1980. Das keramische Inventar einer Abfallgrube des 16. Jahrhunderts aus Göttingen. Studien zum Handel, Funktion und zur sozialgeschichtlichen Interpretation frühneuzeitlicher Keramik. Zeitschrift für Archäologie des Mittelalters 8/1980. Madsen, H. J. 1991. Vikingetidens keramik som historisk kilde. I: P. Mortensen & B. M. Rasmussen (red.): Fra Stamme til Stat 2. Høvdingesamfund og Kongemagt. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter 22,2. Højbjerg. Madsen, P. K. 1994. Byarkæologiens genstandsfund: Kilder til handels- og innovationshistorie, socialtopografiske ledetyper eller blot dagliglivets tilfældige affald? I: P. Ingesman & J. V. Jensen (red.): Danmark i Senmiddelalderen. Oxford. Petersen, C. G. 2009. Archaeological material from the Iberian Peninsula in Scandinavia and the rest of northern Europe, c. 1100‑1600. Upubliceret magisterkonferensafhandling fra Århus Universitet. Petersen, J. E. 1987. Farvergade i Næstved. Arkæologiske fund fra germansk jernalder og middelalder. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1987. Rosén, C. 1999. Föremål och social status i Halmstad ca. 1550‑1750. Göteborg. Roslund, M. 2001. Gäster i huset – kulturell överföring mellan slaver och skandinaver 900‑1300. Skrifter utgivna av Vetenskaps-societeten i Lund 92. Lund. Schäfer, H. 1996. Zur Keramik des 13. bis 15. Jahrhunderts in Mecklenburg- Vorpommern. Bodendenkmalpflege in Mecklenburg-Vorpommern 44. Keramik og socialtopografi i middelalderens Næstved 137

Thomasson, J. 2004. A Feudal Way to Gentrify? The Modern Concept of Gentrification Versus Changes in the Social Topography of a Medieval and Early Modern Town. Current Swedish Archaeology 12. Vince, A. 1987. The study of pottery from urban excavations. I: J. Schofield & R. Leech (eds.): Urban Archaeology in Britain. CBA Research Report 16. London. Wilson, D. C. 1994. Identification and Assessment of Secondary Refuse Aggregates. Journal of Archaeological Method and Theory 1,1.

Artiklen er skrevet på baggrund af kandidatspecialet Middelalderkeramik fra Næstved – en undersøgelse og vurdering af keramik som kilde til socialtopografi, der blev bedømt den 18. januar 2008 af Klavs Randsborg (vejleder/ eksaminator) og Linda Boye (censor).

Nyere tids arkæologi – hvordan og hvorfor?

Trine Borake

raditionelt set er det hovedsageligt et historisk kildemateriale, der ligger til grund for fortællinger og fortolkninger i nyere tid. Undersøgelser af arkæologisk materiale fra nyere tid er stadig i sin Tvorden i dansk sammenhæng og indeholder en række stort set ubehandlede problemstillinger. Materialet er ofte meget omfattende, og det rejser spørgsmålet, hvad der er en rimelig indsamlingsstrategi? Da materialet befinder sig i området mellem historie og arkæologi, er det også relevant at spørge, hvordan og i hvilken sammenhæng, dette materiale skal registreres? I forbindelse med arkæologiske undersøgelser af nyere tids materiale har jeg manglet gode og konkrete argumenter og eksempler på det arkæologiske materiales særlige egenskaber og værdi i forhold til det historiske materiale. Derfor er det desuden rimeligt at spørge, hvad det arkæologiske materiale fra nyere tid kan bidrage med, som ikke findes i det historiske materiale? Det er således specialets hovedformål at undersøge forholdet mellem arkæologisk og historisk kildemateriale fra nyere tid. Argumentet er, at jo flere kilder man inddrager i sine tolkninger, desto mere nuanceret billede får man af en given periode eller kulturhistorisk fænomen.

Præsentation af materialet Jordfundne tekstiler fra 1700-tallets København danner baggrund for nær- værende undersøgelse. Materialet stammer fra Churchillparken ved Gefi- onspringvandet i København. Det fremkom under en tilsynsopgave i forbindelse med et anlægsarbejde i vinteren 2006‑2007 som Københavns Bymuseum forestod, og som jeg selv deltog i (Jensen 2006). På Esplanaden syd for Churchillparken havde tidligere udgravninger afdækket et opfyldslag, som viste sig også at strække sig op til 140 specialer i forhistorisk arkæologi

Churchillparken. En række mindre huller blev undersøgt, men det tekstile materiale stammer udelukkende fra hul 7, der målte 8 x 10 meter. Fyldet bestod af delvist omsat organisk materiale indeholdende store mængder husholdningsaffald og var tillige meget genstandholdigt. De vejr- og arbejdsmæssige forhold var vanskelige, hvilket havde indflydelse på indsamlingsfrekvensen. Det skønnes, at cirka 10 % af samtlige genstande blev indsamlet. Ikke kun de hele og genkendelige stykker blev indsamlet, men også små og fragmenterede stykker. Materialet er kontekstuelt dateret til starten af 1700 frem til 1760‑1770 og består af 994 genstande. Heraf udgør tekstilerne 377 x-numre, sko eller skodele 198 x-numre og øvrige genstande de sidste 419 x-numre. Det er hovedsagelig skår af lertøj, fajance og kridtpiber, men også af porcelæn, stentøj og glas. Der blev kun fundet få genstande af metal og træ. Hul 7 på Churchillparken er af sådan en størrelse, at opfyldet må formodes at være deponeret over tid og fra forskellige lokaliteter. Der er ikke observeret koncentrationer, der taler for, at affaldet stammer fra den samme affaldskilde. Materialesammensætningen med den høje andel af husholdningsaffald sand- synliggør desuden, at materialet stammer fra den daglige renovation i København. Da alle sociale lag boede tæt sammen i den aktuelle periode, er det endvidere rimeligt at antage, at materialet afspejler den samtidige befolkningssammensæt- ning (Schou-Christensen 1966, 8; Ras- mussen 2001, 92; Petersen & Petersen 2003, 114).

Figur 1. KBM 3298x517. Fragment af strømpe. Skaftet vender op. Strømpen har været for- fodet flere gange. Ved tåen ses en fortykning, der skyldes en tilstrikning i et tykkere garn end det oprindelige. Nyere tids arkæologi 141

Registreringsmetodik Materiale blev hjemtaget til Københavns Bymuseum, hvor det blev vasket og lufttørret. Det har ikke gennemgået nogen form for konservering. For at kunne analysere materialet var det dernæst nødvendigt med en gennemgribende registrering. Det viste sig, at der ikke er konsensus eller standarder omkring tekstilregistrering og ikke tidligere lavet gennemgribende metodeudviklende arbejde til registrering af denne genstandsgruppe. De forskellige museer med relevante samlinger benytter forskellige systemer ofte med tilføjelser, der udelukkende gælder for de enkelte museer. Tekstilforskere benytter ofte registreringssystemer, de selv har udarbejdet, og det er på nuværende tidspunkt meget vanskeligt at sammenligne resultater. Tekstilforskning har været domineret af to retninger (Cock-Clausen 1987, 13): den etnografiske, der tager udgangspunkt i genstandens brug og teknik (Møller 1926; Mygdal 1932; Lorenzen 1975) og den historiske, der tager udgangspunkt i materiale og form (Andersen 1977; Kildegaard 1995, 37). Disse to udgangspunkter kan ikke konverteres således, at tekstilregistrering bliver anvendelig for alle og dermed i langt højere grad kan benyttes i forsknings- øjemed. Generelt er traditionelle registreringsmetoder ofte statiske, ugennemsig- tige og urefleksive. De bygger på målbare og strikte definitioner og kategori- seringer, der ikke er på linje med moderne teoretiske udvikling, hvor der er en større accept af, at subjektive elementer spiller ind i både indsamling og registrering. Ligeledes er det anerkendt, at der ikke findes én måde at gøre ting på, men at forskellige måder giver forskellige resultater. Der er en langt større bevidsthed om, at der ikke findes én sandhed, man kan måle sig til i materialet, men at man snare skal stræbe efter tolkninger, der rejser nye spørgsmål. Det blev derfor væsentligt at skabe en database til registrering af denne genstandsgruppe, der var refleksiv, gennemsigtig og fleksibel. Der er ikke tale om et færdigt analyseapparat til registrering af arkæologiske tekstiler, men et væsentligt input i et metodeudviklende arbejde. Det er en registreringsmetodik, der med fordel kan udvikles og anvendes på alle genstandsgrupper, og tekstiler skal således ses som et case study. De fysiske rammer udgøres af en access-database på Københavns Bymu- seum i forbindelse med museets øvrige genstandsdatabase. Det er væsentligt for ikke at separere de her registrerede tekstiler fra konteksten og de øvrige 142 specialer i forhistorisk arkæologi

genstande. Jeg har opstillet en række kategorier, som er væsentlige at registrere for at få en forståelse af materialet. Og forståelsen af materialet er netop afgørende for tolkningen.

Kriterier og kategorier Traditionelle elementer som størrelse, farve og materiale er registreret, men derudover er elementer som sekundære og tertiære forarbejdningsteknikker, kvalitet og funktionelle elementer ligeledes registreret. Disse registreringer bygger på subjektive tolkninger, hvorfor det er væsentligt at tage registrato- rens baggrund, forudsætninger og arbejdsforhold i betragtning. Det er det refleksive element. Desuden har jeg indført de elementer, jeg anser som vigtige for at få en dybtgående forståelse af genstanden. Det er således ikke korrekt at betegne et fragment som klæde, hvilket er en stofbetegnelse, hvis alle andre elementer som trådtæthed eller efterbehandling taler imod. Med denne registrerings- metode, hvor væsentlige elementer optræder umiddelbart synlige, vil det være muligt at kontrollere, hvorvidt de pågældende definitioner er rimelige eller ej. Som eksempel kan nævnes den type tekstil, der betegnes som etamin. I langt de fleste tilfælde kategoriseres etamin som meget jævnt, men i ét tilfælde er det dog kategoriseret som ujævnt. På den baggrund kan man kontrollere, om betegnelsen etamin er rimelig for denne genstand, eller man kan blive opmærksom på faktorer, der gør at denne genstand adskiller sig fra normen. Det er det gennemsigtige element. Endelig er det muligt at indføre nye betegnelser og kategorier undervejs i registreringsprocessen således, at man løbende kan tilpasse registreringen til de faktorer, man står overfor i en given situation. Det er det fleksible element. I den her beskrevne registreringsmetodik inkorporeres den historiske, etno- logiske og arkæologiske forskningstradition, idet både brug og teknik samt materiale og form registreres. Elementer som refleksivitet, gennemsigtighed og fleksibilitet indføres for at tilpasse registrering til moderne teoretiske overvejelser.

Analyse Jordfundne tekstiler fra nyere tid har en række interessante implikationer med relevans for samfundsmæssige, økonomiske og/eller produktionsmæs- Nyere tids arkæologi 143 sige forhold og relationer. Desuden er tekstiler en kilde til kontakter og udveksling, symbolik, stil og status. Alt materiale er analyseret, mens fokus ligger på genstande, der ud fra elementer som form, materiale eller brugsspor kan erkendes som stammende fra en klædedragt. Det er dog vigtigt at holde sig for øje at tekstil også blev anvendt i hjemmet som emballage og andet. Analysen af funktion viser, at materialet indeholder mange genstande, der ikke kan funktionsbestemmes (79,5 %), men også genstande der kan erkendes som stammende fra strømpefødder og -skafter, lapper, ærmer, lommeklapper, livstykker og kraver foruden et enkelt tørklæde. Analyser af den primære forarbejdningsteknik viser, at langt hovedparten af tekstilerne er lærredsvævede (70 %), mens kipervævet forekommer i mindre grad (16,5 %) og strik mere sparsomt (11 %). Kun meget få genstande er vævede med særegne teknikker (1,5 %), mens få ikke kan bestemmes (1 %). Materialesammensætningen afslører, at størstedelen består af uld i almindelig kvalitet (79 %), mens en mindre del er kamgarn og merino (16 % og 2 %). Silke er desuden sparsomt repræsenteret (3 %). Under sekundære forarbejdningsteknikker registreres, hvorvidt en genstand er filtet eller ej. Det giver en fornemmelse af tilpasning og funktionalitet og kan illustreres gennem en sammenligning af strikkede strømper og andet strikket materiale. De fragmenter, der kan erkendes som stammende fra strømper, er oftere filtet end andet strikket materiale. Man har altså i højere grad filtet sine sokker antageligt for bedre isolationsevne og holdbarhed. Mange tekstiler gennemgik en forarbejdning efter vævning, hvor luven blev børstet op. På nogle kvaliteter kunne vævning ikke erkendes gennem dette dunede lag. Den lange luv blev imidlertid slidt med tiden, og under kategorien funktionelle elementer er dette slid registret. De kanter, der har været beskyttet af en søm eller en fold, har stadig den oprindelige luv bevaret, og man kan derfor vurdere graden af slidtage. Det er tydeligt, at lapper er meget luvslidte i alle stadier, mens livstykker og foer er mindre luvslidte. Lapper er ofte luvslidte på begge sider, hvilket betyder, at man har vendt et genanvendt materialet, så den mindre slidte side kom ud af i lappen. Ligeledes under funktionelle elementer er registreret genstande med øg- ninger. Det betyder, at andet materiale er syet sammen med det oprindelige for at forlænge stykket. På den måde er det muligt at udnytte et stykke tekstil maksimalt. På en lommeklap ses et øget foer. At dømme ud fra helheden stammer denne lommeklap fra en fin jakke. Det samme gælder for en anden 144 specialer i forhistorisk arkæologi

øget genstand, der, ud fra formen at dømme, stammer fra et forstykke til en jakke. Materialet fremstår fint, tyndt og blødt og må anses som værende af en høj kvalitet. Øgninger er altså ikke forbeholdt klæder af ringe kvalitet. Flere genstande er tolket som værende en del af en strømpe (35,5 %). Ved at registrere detaljer i forbindelse med garnet som trådtykkelse og spindingsretning viser det sig, at flere af strømpefødderne eller -skafterne har et tilstrikket stykke i andet garn (31,2 %), nogle endda flere tilstrikninger. Den slidte strømpefod blev klippet af og en ny strikket på, og mange har således været forfodede en eller to gange. Det fænomen kan normalt ikke registreres med det blotte øje, men kræver en detaljeret registrering af garnet som spindingsretning og trådtykkelse. I ét tilfælde var det dog muligt at se en sådan forfodning med det blotte øje, idet forfodningen er sket med et for tykt garn i forhold til det oprindelige. Det har resulteret i en meget deform fod, der på ubehjælpelig vis er forsøgt rettet op med indtagninger, hvilket blot har forværret projektet. Ikke alle besad de fornødne håndværksmæssig kvalifikationer. Man kan med rette spørge, om ikke de her skitserede observationer og fortolkninger også optræder i det historiske materiale? Er det dermed over- flødigt at bruge tid og kræfter på det arkæologiske materiale fra nyere tid? Det simple svar er nej, men hvor adskiller de sig, og hvad gør de to kildetyper forskellige? For at besvare det spørgsmål har jeg undersøgt en række historiske kilder. Det drejer sig om historiske dragter i museernes udstillinger, ikonografisk materiale, dragthistoriske værker og samtidige tekstilprøver. Jeg har ikke analyseret skriftlige primærkilder. Jeg har fokuseret på København og på tilgængeligt materiale.

Resultat Generelt er det to væsensforskellige resultater, analyserne af det arkæologiske og historiske kildemateriale fremviser. I teknisk forstand er der store forskelle mellem eksempelvis materialesammensætning, primære forarbejdningsteknik og farver. For det arkæologiske materiale gælder, at 97 % er uld, mens 3 % er silke. For det historiske materiale er 28 % uld, mens 72 % er silke. Strik optræder kun flygtigt i det historiske materiale, mens det er repræsenteret med 11 % i det arkæologiske materiale. Det har ikke været muligt at undersøge alle tekniske elementer i det historiske materiale i detaljen. Således er for eksempel sammensætningen af Nyere tids arkæologi 145 primære forarbejdningsteknikker ikke nærmere analyseret i det historiske materiale og kan dermed ikke sammenholdes direkte med det arkæologiske. På baggrund af forskelle mellem andelen af silke og uld er det imidlertid rimeligt at antage, at man ikke gennem de historiske kilder ville kunne opnå den samme tekniske indsigt i fremstillingen af uldne tekstiler fra perioden. Netop fremstillingsteknik og udnyttelse af materialets egenskaber har implikationer for en lang række kulturhistoriske spørgsmål, som det gennem analyser af det arkæologiske materiale vil være muligt at undersøge nærmere. I det arkæologiske materiale er 3 % karakteriseret som flerfarvet, mens det gælder for 56 % af det historiske materiale. I de historiske fremstillinger er det generelt ikke muligt at spore slid, brug og genbrug i nogen nævneværdig grad. Disse elementer er imidlertid fremtrædende i det arkæologiske materiale. De historiske fremstillinger indeholder en lige repræsentation af mænd, kvinder og børn. Da det arkæologiske materiale anses for at repræsentere den brede befolkning, må det formodes, at disse også er ligeligt repræsen- teret i det arkæologiske materiale. Det er dog langt vanskeligere at udskille denne fordeling i det arkæologiske materiale på grund af dets fragmenterede karakter. Der er imidlertid tydelige forskelle i den sociale repræsentation. De historiske fremstillinger anvendes i udpræget grad til at berette om kulturhistoriske forhold, der har betydning for den øverste samfundsklasse, mens de nederste sociale samfundslag er sparsomt repræsenteret. Det kommer ikke kun til udtryk i overrepræsentationen af mere kostbare materialer i det historiske materiale, men også i de kulturhistoriske udsagn. Det arkæologiske kildemateriale indeholder kulturhistoriske fortællinger, der inkluderer alle sociale samfundslag – også de lavere. Således er en sok med et utal af dårligt påsyede lapper et udtryk, ikke bare for en uendelig række af livsforlængende processer, men ligeledes et udtryk for manglende forudsætninger til at tilpasse sig under rimelige vilkår. Lapningerne er udført med så ringe evner, at funktion og anvendelighed lider under det. Det er altså ikke blot et udtryk for en anden standard, end vi i dag ville forvente. Derfor er det også rimeligt at forestille sig en person uden fællesskab og mulighed for at trække på andre med sytekniske kvalifikationer, vedkommende ikke selv besad. Det er fristende at forestille sig en enlig mand, der selv måtte stoppe sine strømper. De historiske dragter udgør en helhed. Det er derfor primært helhedsindtrykket, der er afgørende for analyser af disse dragter. Dermed fortaber 146 specialer i forhistorisk arkæologi

detaljen sig ofte og bliver irrelevant for helhedsindtrykket. For det arkæolo- giske materiale gælder det imidlertid, at helheden sjældent er bevaret. Det foranlediger, at detaljen er i fokus i de arkæologiske materialer. Dermed bliver de to analysers umiddelbare fokus forskelligt. Som materialerne fremtræder visuelt i de historiske fremstillinger med fokus på mønstrede silkekjoler og broderede herredragter med hvide strøm- per og blanke skinnende overflader, er dette billede langt fra det indtryk, de arkæologiske tekstiler giver. Det er således tydeligt på baggrund af nærværende undersøgelse, at de to kildetyper fremstiller meget forskellige billeder af klædedragten i 1700-tallets København både i henseende til tekniske elementer og til elementer af kulturhistorisk karakter.

Konklusion Afslutningsvis vil jeg vende tilbage til problemstillingerne omkring en rimelig indsamlingsstrategi, en hensigtsmæssig registrering af arkæologiske tekstiler fra nyere tid, og hvordan de adskiller sig fra de historiske kilder. Analyserne viser, at det er væsentligt at indsamle alle genstande og ikke kun de hele og fine. Det arkæologiske materiale bidrager med væsentlige nye aspekter til opfattelsen af blandt andet materialesammensætningen, primær forarbejdningsteknik og farve i klædedragten i 1700-tallet, men en sådan analyse er imidlertid kun rimelig, hvis også fragmenterede genstande indsamles. Den detaljerede registrering i flere niveauer har vist sig at afsløre elementer, der ikke umiddelbart ville blive opfanget for eksempel omkring strøm- pernes forfodning, øgninger og slidtage. Uden den detaljerede registrering ville en del genstande blot være et fragment af en strikket uldsok, og dens kulturhistoriske udsagnværdi ville fremstå begrænset. De her behandlede elementer tager udgangspunkt i de arkæologiske tekstiler fra Churchillparken, men formålet med undersøgelsen var også at vise, hvor og hvordan det arkæologiske kildemateriale adskiller sig fra det historiske mere generelt. Her er skal nævnes en række punkter. De metodiske forskelle i fremdragelsen tillader et større element af ir- rationelle årsagssammenhænge i det arkæologiske materiale og dermed at udfordre det givne. Den kulturelle formationsproces er forskellig, og det arkæologiske materiale giver mulighed for at studere en anden kulturel kontekst (Schiffer 1987, 3). Derudover er materiel kultur unik i sin egenskab til at kommunikere og udtrykke eksplicitte og implicitte systemer og mønstre, der Nyere tids arkæologi 147 betinger eller styrer sociale relationer (Beaudry et al. 1991, 153). Endvidere er materiel kultur enestående i formidlingsmæssige henseende, og det arkæo- logiske materiale akkumuleres konstant. Endelig er det kun ved at benytte det arkæologiske materiale, at vi kan drage de lange linjer i kulturhistorien. Nærværende undersøgelse viser, at det arkæologiske materiale fra nyere tid indeholder væsentlige nye og anderledes bidrag til fortolkninger og fortællinger i nyere tid. For at bedrive en nuanceret kulturformidling er det derfor afgørende i langt højere grad at inddrage det arkæologiske materiale fra nyere tid.

Litteratur

Andersen, E. 1977. Moden i 1700-årene. København. Beaudry, M. C., J. C. Lauren & S. A. Mrozowski 1991. Artifacts and Active Voices: Material Culture as Social Discourse. I: R. Paynter & R. H. McGuire (eds.): The Archaeology of Inequality. Oxford. Cock-Clausen, I. 1987. Tekstilprøver – fra danske arkiver og museer 1750‑1975. København. Jensen, J. J. 2006. KBM 3298. Churchillparken. Upubliceret udgravningsberetning. Københavns Bymuseum. Kildegaard, B. 1995. Krop og forklædning. Nationalmuseets Arbejdsmark 1995. Lorenzen, E. 1975. Folkets tøj i og omkring Århus 1675‑1850. Århus. Møller, J. S. 1926. Folkedragter i Nordvestsjælland. Danmarks Folkeminder 34. København. Mygdal, E. 1932. Amagerdragter. Vævninger og syninger. Danmarks Folkeminder 37. København. Rasmussen, S. E. 2001. København. Et bysamfunds særpræg og udvikling gennem tiderne. København. Petersen, A. M. L. & L. Petersen 2003. Danmarkshistorier 1660‑2000. København. Schiffer, M. B. 1987. The formation processes of the archaeological record. Albuquerque. Schou-Christensen, J. 1966. Københavnsk kultur 1700-tallet: særudstilling 11. marts – 1. maj 1966. Københavns Bymuseum.

Artiklen er skrevet på baggrund af magisterkonferensspecialet Klude, klæder og kildekritik – en kritisk analyse af arkæologisk og historisk kildemateriale, der blev bedømt den 6. februar 2009 af Henriette Lyngstrøm (vejleder/eksaminator) og Anne-Christine Larsen (censor).

En etnografi i felten

Jette Rostock

rkæologen følger intenst med på skærmen. Med hurtige mel- lemrum trykkes pegefingeren ned, mens hånden med musen træk- ker små lige streger ovenpå det digitale billede af en streg: klik – klik. AEn oprindelig blyanttegning af et fyldskifte digitaliseres. Vi er på museet – med os har vi de analoge tegninger i 1:20 af de enkelte fyldskifter og listen med x, y og z koordinater. Her ved computeren skal det hele ende med en digital plan over udgravningsfeltet. Klik – klik – og et sidste klik der falder præcist i fyldskiftets første. Et polygon er resultatet. Mens der således digitaliseres kommer vores samtale ind på at softwaren betinger måden fyldskiftet tegnes på: alt defineres nemlig som polygoner og må derfor ende i sit eget begyndelsespunkt. Stiplede linjer og streger der ender i ingenting, er softwaren ikke indstillet på. Netop denne betingelse i softwaren, fortæller arkæologen, „har medført at jeg i felten gør mig mere umage med at finde et lags og fyldskifters afgrænsning end jeg tidligere gjorde“. Ovenstående situationsbeskrivelse, fra en undersøgelse jeg har foretaget i forbindelse med en arkæologisk udgravning, viser at ting – som for eksempel den software arkæologer benytter – er aktivt involveret i den arkæologiske vidensproduktion. Softwaren er ikke kun af betydning for hvorledes plantegningen kommer til at se ud, men påvirker også arkæologens måde at „se verden“ på. Med den senere digitalisering i baghovedet gør arkæologen sig umage med at finde en afgrænsning, i forventning om at den jo må være der i virkeligheden. „Ansvaret“ for og „kontrollen“ over den arkæologiske vidensproduktion er hverken fyldskiftets (det arkæologiske levns) eller ar- kæologens alene. Maskinen og softwaren har også en del af „ansvaret“ for det arkæologiske resultat – de arkæologiske facts. Situationen viser at selv i noget så tilsyneladende ordinært og velkendt som vores egen arkæologiske praksis, kan der gemme sig overraskende er- kendelser af hvad der er involveret i den arkæologiske vidensproduktion. At ting påvirker det arkæologiske resultat er ikke en ny erkendelse – selv om det ofte er noget vi glemmer – men at et redskab kan påvirke arkæologens 150 specialer i forhistorisk arkæologi

måde at „se verden“ på, er ikke noget vi almindeligvis overvejer. Og mest overraskende er det at situationen foreslår at det arkæologiske resultat er en kompleks sammenhæng af ting og mennesker som ikke kan adskilles fra hinanden.

Etnografier på arkæologisk praksis I løbet af 1990’erne indledes en ny tradition for både at teoretisere over og undersøge den arkæologiske praksis og vidensproduktion – initiativet hertil kommer fra postprocessuelt hold. Prominente navne som Ian Hodder (Çatalhöyük i Tyrkiet), Chris Tilley, Barbara Bender (Leskernick i Cornwall, England) og Michael Shanks (Monte Polizzo på Sicilien) integrerer sådanne undersøgelser i deres udgravningsprogrammer. Feltet er blevet tildelt betegnelsen ethnographies of archaeological practice (Edgeworth 2006a). Som regel er det enten arkæologerne selv, antropologer eller etnografer der udfører de etnografiske undersøgelser, og disse foretages ofte i relation til en konkret feltundersøgelse eller lokalitet. I dansk arkæologi er der imidlertid endnu ikke tradition for sådanne studier.

Etnografier på arkæologisk praksis sætter fokus på arkæologerne og på alle aspekter i produktionen af arkæologisk viden – hvilket inkluderer mere end at skrive om og teoretisere over fortiden, men også: gravning, forvaltning, in- teraktioner mellem arkæologer, lokale samfund og andre grupper med videre. De hidtidige etnografiske undersøgelser på arkæologisk praksis har været designet med henblik på meget forskellige aspekter. Der er således ikke tale om et homogent og enigt felt, heller ikke hvad angår visioner og mål – derfor flertalsformen „etnografier“ i betegnelsen af feltet Etnographies of archaeological practice (Edgeworth 2006b). Termen „etnografi“ viser i denne sammenhæng primært til en måde at gøre på frem for kun en måde at tænke på. De etnografiske undersøgelser er derfor som regel baseret på feltarbejde: i form af deltagerobservation, spørgeundersøgelse, interview eller andre etnografiske teknikker. At man tager etnografiske tilgange i brug på arkæologi, er en markering af at man anser arkæologi som en social og kulturel praksis. Arkæologers måder at gøre/leve på kan derfor studeres ligesom andre kulturers/gruppers måde at gøre/leve på studeres. Arkæologi anses med andre ord for at være en „lived-in-practice“ snarere end en urørlig akademisk ekspertviden. Arkæologen og hans viden er således ikke noget særligt og urørligt. Disse En etnografi i felten 151 etnografier er nemlig forsøg på at se os selv, vores aktiviteter og vores materielle kultur, som kulturelle andre – eller at se os selv som vi ser dem. Heri ligger der et fundamentalt brud med den sædvanlige privilegerede stilling af observatøren over den observerede. Etnografier på arkæologi bliver en refleksiv aktivitet der virker tilbage på arkæologien selv. De skaber nemlig bevidsthed om forholdet mellem de forskellige processer i videnskonstruktionen og de kontekster som disse processer indgår i – ligesom de skaber bevidsthed om den enkelte videnspro- ducents involvering. Etnografier på arkæologi må, med andre ord, ses som en kritisk praksis der kan få betydning og anvendes aktivt til at revurdere og omforme selv de mest grundlæggende forståelser, kategorier og praksiser indenfor arkæologien. Etnografier på arkæologisk praksis beskæftiger sig med forskellige problematikker – og hvordan man i de enkelte etnografier forstår og konstituerer den arkæologiske praksis, afhænger i høj grad af hvilken problematik man vælger at undersøge. Arkæologisk praksis er i nogle etnografier konstitu- eret og centreret helt tæt på arkæologernes vidensproduktion (under for eksempel en udgravning). Mens man i andre etnografier snarere studerer en lokalbefolknings måde at gå til det arkæologiske (for eksempel en lokalitet) på. Arkæologisk praksis kan også forstås langt bredere: som samspillet mellem arkæologer, lokalbefolkning, national og international politik. I nogle er arkæologisk praksis forstået som menneskenes interaktion, mens andre etnografier snarere ser på interaktion mellem mennesker og ting (jord, genstande, redskaber) i vidensproduktionen.

Symmetrisk arkæologi I mine egne etnografiske undersøgelser har jeg valgt at være særligt opmærk- som på tingene som involveret i den arkæologiske vidensproduktion – altså interaktionen mellem mennesker og ting. Og jeg tager afsæt i et helt nyt tiltag som foregangsmændene har valgt at kalde symmetrisk arkæologi (Shanks et al. u.å.; Gabriel & Rostock 2005, 42) – en betegnelse de har taget i brug for at synliggøre og promovere en teoretisk og analytisk orientering hvor relationer mellem mennesker og ting (ikke-mennesker) er i fokus. Det er især i beskrivelsen og fortolkningen af dette forhold at de anbefaler en symmetrisk position. De mener at tingene på en måde har været glemt indenfor arkæologien idet tingene primært har været set som kilde til noget andet (fortiden) – og de opfordrer os til at „Re-membering things“ (Olsen 2003, 2006; Shanks 2005). 152 specialer i forhistorisk arkæologi

En stor del af det teoretiske tankegods i symmetrisk arkæologi er hentet i Actor Network Theory (ANT) – en teori, der er udviklet inden for det so- ciologiske felt Science, Technology and Society Studies af forskere som Bruno Latour, Michel Callon og John Law siden starten af 1980’erne (Latour 2005). Grundlæggende kritiserer ANT den moderne tænknings dualistiske opsplit- ninger mellem natur og kultur; mellem objekt og subjekt; mellem menneske og ikke-menneske (Witmore 2006; Webmoor 2006). Symmetrisk arkæologi og Aktør Netværks Teori kræver således at man ser på det hele på en anderledes måde end vi er vant til. Samfund og det sociale er ikke kun gjort af mennesker og deres interaktion. Det sociale bliver derimod til i heterogene netværk af relationer mellem forskellige slags entiteter, mellem både mennesker og ikke-mennesker. Om menneskene, tingene og alt muligt andet er entiteter i netværket, og om de er aktanter, kan først blive udredt i løbet af interaktionerne (Callon 1986, 201). I symmetrisk arkæologi er videnskabelig viden altså konstrueret i heterogene netværk, og analytisk er mennesker og ting sidestillet. En sådan symmetri genetablerer relationer med den materielle verden, som ligger langt fra den paradigmatiske opsplitning mellem subjekt og objekt, som vi ellers har opereret med. En menneskecentreret tolkning der kun ser det materielle/ arkæologiske levn som passivt objekt for arkæologens aktive fortolkning, som postprocessuel arkæologi har været eksponent for, holder ikke. Der er nemlig mange andre der er involveret i konstruktionen af viden – andre som bliver aktive i deres relation med hinanden: gravemaskine, måleudstyr, papir, vejret, bygherre, fuglefløjt, KUAS, biblioteker, universiteter, konferencer med videre – endog fortiden selv! (Gabriel & Rostock 2005, 41 ff.).

De mange transformationer Det var netop viden konstrueret i et mix af mennesker og ikke-mennesker som casen der indledte denne artikel var et eksempel på. Den etnografiske undersøgelse viste desuden at metodikken, hele processen, frem mod den digitale plantegning medførte mange små transformationer. Således blev forskellige analoge optegnelser i felten på museet samlet og digitaliseret. For hvert lille skridt i processen blev forskellige mix af entiteter involveret i omformningen – den analoge tegning af det enkelte anlæg gik for eksempel i relation med et menneske og forskellige former for software for at ende som en digital plantegning. Der var, med andre ord, sket rigtigt meget fra arkæologen stod og tegnede fyldskiftet i udgravningen til den færdige plan En etnografi i felten 153 lå lagret i computeren – og undervejs var man kommet igennem mange forskellige arkæologiske transformationer og resultater (i form af optegnelser og dokumenter). Spørgsmålet for mig blev derfor om det er normalt for den arkæologiske videnskonstruktion at den involverer så mange transformationer? Er noget lignende gældende på andre udgravninger – også de gravninger hvor man allerede i felten er digitale?

Digital i felten For at får svar på dette foretog jeg en lille etnografisk un- dersøgelse mens en middelalderlig kirkegård blev udgravet i Horsens by. Her blev den digitale plan over udgravningsfeltet til i umiddelbar sammenhæng med at gravene blev gravet, opmålt og beskrevet – og fotogrammetri indgik i metodikken. Gravene udgravedes enkeltvis, og efter at have frilagt skelet og grav skulle opmåling med videre i gang. Til dette arbejde er der minimum involveret to mennesker: den gravende arkæolog og en arkæolog ved computeren. Processen frem til en digital plan over udgravningsfeltet er følgende:

Klargøring til fotografering 1. Rundt om graven placeres seks punkter med tydelige søm – senere må- lepunkter. Skilt med gravens nummer med videre placeres ved graven og målestok lægges ved. Det digitale kamera tages frem.

Digitalt foto tages 2. Kameraet holdes tilnærmelsesvis i lod over graven, og et digitalt foto tages, hvor alle seks søm er på (en translation er nu gemt i kameraet).

Udprint af foto 3. Denne digitale translation bringes ind til computeren i skurvognen hvor den via software og printer printes ud som et billede (endnu en translation). 4. Det digitale foto gemmes som rasterbillede i computeren i JPEG format og opløsning 450 dpi (en translation). Og billedkvaliteten kontrolleres – af- grænsninger af fyldskifter, skeletrester med videre skal kunne ses tydeligt. 154 specialer i forhistorisk arkæologi

Gravens målepunkter opmåles 5. Det udprintede billede af graven bringes ud i felten. Her bliver de seks målepunkter målt op med totalstation og koordinaterne skrevet ind på papiret under billedet af graven (en translation).

De 6 koordinater kontrolleres 6. Billedet af graven, nu også med de indskrevne koordinater, bringes tilbage til personen ved computeren i skurvognen. Målesømmenes placering på det digitale foto skal kontrolleres for om fotoet blev taget tilnærmelses- vist i lod – i givet fald ligger x og y koordinaterne korrekt (med kun en lille usikkerhedsmargen) i forhold til hinanden på det digitale foto. Det lagrede rasterbillede i JPEG format hentes ind, og i Air Foto kontrolleres målesømmenes placering (i en proces der bl.a. kræver indtastning af koordinaterne). Hvis de ikke ligger inden for en acceptabel usikkerhedsmargen skal et nyt digitalt foto tages ude i feltet. Det holder: foto og koordinater er godkendt.

I udgravningen 7. Når opmålingen er godkendt, går computer-arkæologen ud i felten og meddeler udgraveren at nu kan der graves videre på graven. Målesøm kan derefter fjernes. Skeletdele tages op, måles og pakkes – og beskrivelse af skelet og grav færdiggøres i dataarket (en translation).

Det digitale foto rettes op 8. Det digitale foto kan nu rettes op. Programmet, Air Foto, vrider billedet så målesømmene ligger rigtigt i forhold til de geografiske data (endnu en translation). Det oprettede digitale foto gemmes i computeren.

Grav og skelet digitaliseres 9. I Map Info (endnu en software på banen) digitaliseres med det oprettede digitale foto i baggrunden. En digital tegning af skelet og grav foreligger derefter (en translation).

Indplacering af grav i plantegning 10. Denne digitale tegning af den enkelte grav indplaceres i en samlet digital plan. På den måde har man til sidst en digital plan over hele årets og sidste års udgravningsfelt (en translation). En etnografi i felten 155

For arkæologen ved computeren tager det cirka 10 minutter at komme fra punkt 3 – 10.

Et væld af entiteter var naturligvis involveret i den arkæologiske vidensproduktion, heriblandt: skeletter, fyldskifter, digitalt kamera, en printer, totalstation, computer, forskelligt software og naturligvis arkæologer. Hele processen frem mod den digitale plan betød en del transport mellem skurvogn og felt af optegnelser og dokumenter (translationer), og de forskellige former for digitale og analoge optegnelser/dokumenter blev undervejs samkørt og omformet. På denne meget digitale udgravning var der altså mindst lige så mange transformationer involveret i den arkæologiske vidensproduktion som på den udgravning jeg refererer til i starten af artiklen. At tale om noget som bevaret i en oprindelig form giver ikke mening. Alt er på en eller anden måde blevet involveret med andet og derved omformet – blevet til komplekse sammenhænge af mennesker og ikke mennesker. Noget er naturligvis blevet gemt og bevaret. Skeletterne og andre genstande fra gravene er for eksempel pakket i kasser og nummereret – og i denne deres omformede tilstand klar til at indgå i nye heterogene netværk. Flere af de digitale og analoge dokumenter gemmes naturligvis også efter endt udgravning. I et digitalt arkiv: de digitale fotos/rasterbilleder i JPEG format (4); de oprettede digitale fotos (8); de digitale tegninger af skeletter og grave (9) samt den digitale udgravningsplan. I et analogt arkiv: de udprintede analoge billeder af gravene hvorpå også koordinaterne på målesømmene er indskrevet (5) samt beskrivelserne af gravene på analoge dataark (7). Dette arkiv (både de digitale og analoge dokumenter) kan arkæologer og andre gå tilbage til i deres videre arbejde. Allerede under selve udgravningen kan det være en fordel at kigge i det allerede arkiverede – for eksempel hvis man ønsker at sammenholde oplysninger fra tidligere udgravede grave med den man nu er i gang med. Det kan for eksempel være at udgraveren undervejs i processen undrer sig over hvorledes to grave forholder sig til hinanden (eksempelvis stratigrafisk). Eller man kan under udgravningen støde på noget der evt. belyser noget i en tidligere udgravet grav. Således bliver de forskellige optegnelser/dokumenter – det digitale foto, det udprintede billede af grav og dataarket – entiteter i den fortsatte vidensproduktion. Måske vil de i processen selv blive omformet. 156 specialer i forhistorisk arkæologi

Perspektiver Når viden konstrueres, sker det ved transformation på transformation. Vi- densproduktionen består af adskillige optegnelser der igen kan blive involveret i nye heterogene netværk. Viden bliver ikke til på en gang, men igen og igen gennem mange transformationer i heterogene netværk. Viden ér ikke, men performes. Herværende etnografiske undersøgelser er ikke en etnografi i sædvan- lig forstand: hvor en person fra en (vestlig) gruppe studerer for eksempel en gruppe oprindelige folk. Her er der tale om en undersøgelse hvor både undersøger og undersøgelsesobjekt tilhører samme akademiske miljø – en arkæolog der undersøger det arkæologiske. Undersøgelsens resultater kan derfor indgå i de faglige arkæologiske debatter. Samtidigt foreligger der den mulighed at de undersøgte svarer igen – at de kommenterer og/eller modsiger (arkæolog-)etnografens undersøgelsesresultat. For mig er det ikke alene helt naturligt, men også et væsentligt mål med den etnografiske undersøgelse. Der kan føres en dialog. Der er ingen tvivl om at etnografiske undersøgelser kan belyse og give ny indsigt i den arkæologiske vidensproduktion. Sådanne studier kan give en bedre forståelse af hvad der sker når arkæologisk viden bliver til – samt få betydning for den viden om fortiden vores arbejde resulterer i. Når et- nografen er til stede mens viden bliver til, kan overraskende indsigt vindes. Måske opdages endda sider af vidensproduktionen som gør at vi må revi- dere, evt. fuldstændigt ændre, vores opfattelse af egen praksis. Etnografiske undersøgelser kan derfor også være til nytte i udviklingen af nye metoder og redskaber – eksempelvis i sammenhæng med dansk arkæologis bestræbelser på at udvikle og bruge digitale redskaber og medier i såvel feltarbejde som forvaltning.

Litteratur

Callon, M. 1986. Some Elements of a Sociology of Translation: Domestication of the Scallops and the Fishermen of Saint Brieuc Bay. I: J. Law (ed.): Power, Action and Belief: A New Sociology of Knowledge? Sociological Review Monograph 32. Edgeworth, M. (ed.) 2006a. Ethnographies of archaeological practice: cultural encounters, material transformations. Lanham. En etnografi i felten 157

Edgeworth, M. 2006b. Multiple Origins, development, and Potential of Ethnographies of Archaeology. I: M. Edgeworth (ed.): Ethnographies of archaeological practice: cultural encounters, material transformations. Lanham. Gabriel, M. & J. Rostock 2005. Teori, whisky og ceilidh. Theoretical Archaeological Group konference tur-retur. Arkæologisk Forum 13. Latour, B. 2005. Reassembling the Social. An Introduction to Actor-Network-Theory. Oxford. Olsen, B. 2003. Material Culture after Text: Re-membering Things. Norwegian Archaeological Review 37,2. – 2006. Ting-mennesker-samfunn. Introduksjon til en symmetrisk arkeologi. Arkæologisk Forum 14. Shanks, M. 2005. From a postprocessual to a symmetrical archaeology. Foredrag holdt på TAG 2005 i Sheffield, U.K. Shanks, M., C. L. Witmore, T. Webmoor & B. Olsen u.å. Symmetrisk arkæologi. http://humanitieslab.stanford.edu/Symmetry/Home Webmoor, T. 2006. Lessons From the Real: mediating people-things in a symmetrical archaeology. Foredrag holdt på SAA konference april 2006. Witmore, C. L. 2006. Archaeology and modernity, or archaeology and a modernist amnesia? Comments on Julian Thomas (2004): Archaeology and modernity. New York: Routledge. Norwegian Archaeology Review 39,1.

Artiklen er skrevet på baggrund af magisterkonferensspecialet Når arkæolo- gisk viden bliver til, der blev bedømt den 7. december 2009 af Per Ole Rindel (vejleder/eksaminator) og Bjarne Grønnow (censor).

Specialer i forhistorisk arkæologi – Københavns Universitet 2008 og 2009

Henriette Lyngstrøm

årene 2008 og 2009 fik 38 studerende bedømt et speciale ved faget forhistorisk arkæologi på Københavns Universitet. Alle specialer blev godkendt, og de studerende afsluttede dermed deres uddannelse. Den Igennemsnitlige alder ved eksamen var 34,2 år (36,2 år for mænd og 32,6 år for kvinder). Magistrenes aldersgennemsnit var 35,4 år, mens kandidaternes var 33,8 år. Som tidligere var kun en mindre del, 10,5 %, over 40 år (9,5 % i perioden 2004‑05; 5,8 % i perioden 2006‑07), mens otte, svarende til 21 %, ikke var fyldt 30, da specialet blev bedømt (33 % i perioden 2004‑05; 29,4 % i perioden 2006‑07) (Lyngstrøm 2007a, 113, 2009, 103) (figur 1).

7 6 5 4 3 2 1 0 25 27 29 31 33 35 37 39 41 43 45 47 49 51 52 54 56 58

Figur 1. 2008-2009: De studerendes alder ved bedømmelsen af specialet. Blå: mænd. Rød: kvinder

De formelle rammer De formelle rammer for fagets specialer er sat af studieordningen for faget forhistorisk arkæologi, og specialerne er de forløbne år blevet afleveret under to forskellige: cand.mag.-ordningen og mag.art.-ordningen – begge af 1998. Der indskrives ikke længere studerende på disse, da de i 2008 blev erstattet af en ny studieordning, der alene giver mulighed for en to-årig kandidatud- 160 specialer i forhistorisk arkæologi

dannelse. Men i perioden mellem 1998 og 2007 var det muligt for de studerende at vælge mellem en kandidat- og en magisterkonferensuddannelse i forhistorisk arkæologi på Københavns Universitet. Og i de ti år blev langt hovedparten af fagets overbygningsstuderende indskrevet på magisterkonferensuddannelsen. Det skete blandt andet af studietekniske årsager, da det var nemmere at skifte fra magisterkonferensuddannelse til kandidatuddannelse end omvendt. Og i 2008 bevirkede de gunstige forhold på arbejdsmarkedet netop, at mange skiftede til kandidatuddannelsen og dermed forkortede deres uddannelse. Fra 2001 til 2009 er der uddannet 30 magistre i forhistorisk arkæologi (figur 2).

20 18 16 14 12 10 8 6 4 2 0 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009

Figur 2. Antal specialer fordelt på bedømmelsesår og uddannelse. Blå: kandidatuddannelsen. Rød: magisterkonferensuddannelsen.

I årene 2008 og 2009 er der afleveret 28 kandidatspecialer og 10 magisterkon- ferensspecialer, og på begge uddannelser er specialet den afsluttende opgave, der svarer til henholdsvis 1/2 (30 ECTS) eller 1/1 (60 ECTS) årsværk. Specia- lerne er således udarbejdet på den samlede uddannelses femte eller sjette år. Fordringen til kandidatuddannelsens speciale er – udover at det indeholder nyheder – at det demonstrerer den studerendes videnskabelige kunnen og viden inden for et udvalgt stofområde, der kræver en betydelig fordybelse. Specialet på kandidatuddannelsen af 1998 er på højst 60 sider og efterfølges af en forelæsning på 30 minutter. Den samlede præstation bedømmes ved ekstern censur efter 7 trins skalaen. Specialer i forhistorisk arkæologi 161

Fordringen til specialet på magisterkonferensuddannelsen er – udover at det indeholder væsentlige, faglige nyheder – at det demonstrerer den studerendes videnskabelige kunnen og modenhed samt en faglig viden inden for et område, der kræver stor fordybelse. Specialet er på højst 120 sider og efterfølges af en forelæsning på 45 minutter. Den samlede præstation bedøm- mes ved ekstern censur med bestået/ikke bestået. De praktiske rammer for specialevejledningen er ligeledes sat i studieordningen. Her anføres det under overskriften Vejledningens art og omfang, at den studerende, i den periode hun eller han arbejder med specialet, har ret til henholdsvis 20 (cand. mag.) eller 30 (mag. art.) timers vejledning fra vejleder(e) efter nærmere aftale mellem parterne. Og det præciseres yderligere, at den specialeskrivende ved arbejdets begyndelse skal rette henvendelse til studienævnet, hvorefter dette, efter aftale med den studerende, anviser en specialevejleder med kompetence inden for det ønskede emneområde. Det aftalte specialeemne og valget af vejleder skal således godkendes af studie- nævnet. Dette er de formelle retningslinjer for specialerne. Men hvordan har disse retningslinjer været implementeret uddannelsen i de forløbne to år?

Specialevejledning på kontrakt Generelt tillægges vejledningen på faget stor betydning, og de foreløbige erfaringer med de specialekontrakter, der indførtes i 2008, er positive. En undersøgelse blandt fagets overbygningsstuderende påviste allerede inden kontrakternes indførelse, at de studerende kobler deres forventninger til vejledningen tæt sammen med deres forventninger til bedømmelsen af specialerne (Lyngstrøm 2007b, 30 f.). Størst betydning tillægger de vejledningen i relation til, om de opnår en god karakter på specialet og til, om de bliver tilfredse med arbejdet. Mindst betydning mener de vejledningen vil have for, om de får afleveret specialet til den fastsatte tid. Desuden fremgik det af undersøgelsen, at specialestuderede har en påfaldende lav forventning til vejledningens indhold af kernefaglige aspekter, nemlig til 1) diskussion af specifikke, faglige problemer og til 2) henvisninger til litteratur. De forventer i stedet, at vejledningen ville omfatte alment humanistiske værdier, nemlig 1) diskussion af opgavens problemformulering og struktur, 2) hjælp til at kontakte fagmiljøer og -personer og 3) at de modtager en egentlig proces- orienteret vejledning. Der foreligger ingen undersøgelser af den studerendes overvejelser i forbindelse med valg af specialevejleder, men netop derfor 162 specialer i forhistorisk arkæologi

har det stor betydning, at den studerende anspores til at anvende forskellige vejledere på overbygningsuddannelsernes skriftlige opgaver. Således bliver de i stand til at vælge specialevejleder på det bredest mulige grundlag. For der er ingen tvivl om, at vejlederen kan være en central person for den spe- cialestuderende, og at vejlederen i forløbet er med til at definere standarder og til at forme karakteren af den specialestuderendes arbejde. Specialevejled- ningen kan derfor have stor betydning for den studerendes senere arbejdsliv og dermed for kvaliteten af de kandidater og magistre, faget sender ud på arbejdsmarkedet. Frem til sin opløsning i foråret 2007 arbejdede studienævnet for forhistorisk arkæologi målrettet med at definere en overordnet vejledningspolitik på fagets overbygningsuddannelser. Det skete blandt andet med henblik på at skabe helt klare retningslinjer for vejledningens omfang og indhold – og i forhold til vejledningen på specialerne er bestræbelserne blevet understøttet med indførelsen af specialekontrakter. Specialearbejdet tager stadig sit udgangspunkt i den studerendes originale idé om en arkæologisk problemstilling. Ideen udvikles og forædles først gennem faglige fællesskaber og tilpasses siden specialeformen gennem dialog med vejleder. Ved en af de første vejledningssamtaler indgår den studerende en kontrakt med studienævnet. Kontrakten er en formel aftale, i praksis en eksamenstilmelding, der underskrives af den studerende, vejleder og stu- dieleder. Men sin underskrift godkender studielederen på studienævnets vegne både specialeemne og program for specialeforløbet. Kontrakten er på et halvt (kandidatuddannelsen) eller et helt (magisterkonferensuddannelsen) år og skal sikre den studerendes ret til vejledning. Samtidig synliggør den vejlederens arbejde med specialevejledningen. Kontrakten indeholder ud over den studerendes navn, adresse og personnummer også vejleders navn og ansættelsesforhold, et emne eller område for specialet samt en afleve- ringsdato. I kontrakten formulerer den studerende også en arbejds- eller mødeplan for specialeprocessen. Denne skal dog ikke følges slavisk, men formuleringen ansporer den studerende til at tænke forløbet igennem på forhånd. Afleveringsdatoen er seks eller 12 måneder fra studielederens godkendelse af kontrakten, hvor SAXO-instituttet, lykkeligvis og i modsætning til flere andre institutter, har fri aflevering på specialer. Overskrides fristen for aflevering af specialet, er det første af tre eksamensforsøg brugt, og den studerende må kontakte instituttet for at indgå endnu en kontrakt. Her fås der yderligere tre måneder til at færdiggøre specialet, men med en ændret problemformulering, der skal svare til de tre måneders ekstra arbejde. Hvis Specialer i forhistorisk arkæologi 163 man heller ikke overholder den anden afleveringsfrist, får man et tredje og sidste forsøg, hvilket indebærer endnu tre måneder med en ny ændring af problemformuleringen. Er man ikke færdig efter det tredje forsøgs tidsfrist, vil man have opbrugt sine tre eksamensforsøg. Kontrakten underskrives af den studerende og af vejleder, hvorefter den forelægges studienævnet til godkendelse. Efter godkendelsen modtager den studerende en kopi som kvittering for sin eksamenstilmelding. En måned inden specialet afleveres skal den studerende indsende en emneafgrænsning til SAXO-instituttets sekretariat. Denne sendes så videre til censorformanden, der på dette grundlag udpeger en censor. Specialet kan således sendes til censor og eksaminator umiddelbart efter aflevering, hvilket naturligvis fremmer hastigheden af bedømmelsesprocessen. De foreløbige erfaringer med specialekontrakterne er positive, og de for- løbne to år har alle fem undervisere fungeret som vejledere på specialerne. Arbejdet har dog været ganske ujævnt fordelt, da de fem underviserne hver afsluttede mellem tre og seksten specialer.

Specialerne i 2008 og 2009 Med hensyn til specialernes faglige fordeling i 2008 og 2009 viser en tradi- tionel opdeling på kronologiske perioder og kulturer, at kun én studerende valgte at fordybe sig i problemstillinger relateret jæger- og samlerkulturer, ni valgte emner inden for tidlige fødeproducerende samfund (neolitikum og bronzealder), 17 valgte emner inden for sene fødeproducerende samfund (jernalder og vikingetid), og seks valgte emner inden for avancerede samfund (middelalder og nyere tid). Dét speciale, der tog udgangspunkt i jæger- og samlerkulturer, var en præsentation og vurdering af fundmaterialet fra Kobbebro på Bornholm og omhandlede således maglemosekulturen (Thorsen 2009). Fordelingen af emner inden for de fødeproducerende samfund er ændret i forhold til tidligere. Således ses der nu en glædelig og stabil interesse for problemfelter vedrørende de tidlige fødeproducerende kulturer i neolitikum og bronzealder. Det gælder analyser af den tidlige neolitikums genstandsin- ventarer – som de spidsnakkede økser (Olsen 2009) – og anlæg – som den første agrart baserede bebyggelse (Madsen 2009) og de tidlig neolitiske grave og gravanlæg (Haarby Hansen 2009). Og det gælder for tragtbægerkulturen, hvor der blev arbejdet med metodisk-teoretiske praktiske aspekter i udnyt- telsen af det keramiske inventars potentiale i fortolkningen af Sarup-anlæg 164 specialer i forhistorisk arkæologi

(Lützau Pedersen 2008), med jættestuers og gangdyssers orientering i forhold til himmellegemernes tilsyneladende bevægelser (Nybo 2009) og med tragtbægerkulturens gravmonumenter i landskabet (Krause 2008). Desuden var det senneolitiske skeletmateriale emnet for en bioarkæologisk diskussion og en kontekstuel revurdering (Harvig 2008). Der blev desuden bedømt to specialer, der omhandlede problemstillinger inden for bronzealderen. Det drejede sig om et studie af danske helleristninger i relation til landskab og samfund (Felding 2009) og om den funktionelle ideologi bag yngre bronzealders bosættelse ved Ledreborg Slot (Schlein Andersen 2008). I yderligere to specialer bearbejdedes såvel materiale fra bronze- som fra jernalder. Det drejer sig om diskussionen af yngre bronzealders og ældre jernalders moselig (Ravn 2008) og om fremlæggelsen af jernudvindingen på Sjælland fra bronzealderens periode VI frem til yngre germansk jernalder (Mathissen 2008). Desuden blev der bedømt et speciale, der omhandlede netværksanalyse og statistik med udgangspunkt i tidlig metallurgi på Balkan (Albek 2008). Blandt de specialer, der tog udgangspunkt i de sene fødeproducerede samfund i jernalder og vikingetid, omhandlede ét de antropomorfe træ- figurer fra bosættelser i Danmark og deres forbindelse til de øvrige fra Nordvesteuropa (Hoff 2009), mens et andet diskuterede våbenofferskik og samfundsorganisation på Fyn ud fra våbenfundet i Krogsbølle (Kolmos 2008). Hertil kommer en kontekstuel undersøgelse af keramikrige gruber fra ældre jernalder (Langsted 2008) og et, der behandlede behovet for etiske retningslinjer i forbindelse med udstilling af moselig (Moberg Riis 2008). De problemstillinger, der blev behandlet inden for romersk jernalder, omfattede blandt andet konkrete genstande. Det gælder en analyse og diskussion af romerske mønter på den sjællandske øgruppe (Dyhrfjeld-Johnsen 2009) og en gennemgang af ornamenterede trægenstande i forhold til genstande- nes funktion og kontekst (Algy Hansen 2009). Men også fundkomplekser blev fremlagt. Som kulturhistorie set fra en arkæologisk udgravning i Høje Taastrup (Larsen Schmidt 2008), Torebygravene på Lolland (Gyldenkærne 2008) og Bellingegård-husets form, funktion og betydning (Kølle Hansen 2008). Desuden omfattede arbejderne om romersk jernalder teoretiske og metodiske overvejelser om arkæologi og etnicitet, der blev eksemplificeret med et studie af sønderjysk elite (Moesgaard-Christensen 2008) og en strati- fikationsanalytisk undersøgelse af et hierarkisk samfund i vækst (Haugesten 2009). Med emner inden for den sene jernalder og vikingetid finder man en diskussion af jagt og fiskeris brug og betydning i jernalder og vikingetid (Villumsen 2008), yngre germanertids fiblers kronologiske og korologiske Specialer i forhistorisk arkæologi 165 informationspotentiale (Kramm 2008), et nærstudie af kufiske mønter i Danmark i perioden 750‑1050 (Haupt 2008) og et speciale om de danske vikingetidsdragter baseret på tekstilfund i grave (Rimstad 2009). Emner inden for de skriftbrugende samfund i middelalder, renæssance og nyere tid var repræsenteret med en komparativ analyse af arkæologiske kilder og middelalderens landskabslove med udgangspunkt i den fynske landbebyggelse 950‑1350 e. Kr. (Juel 2009), en analyse af struktur og færdsel i to vestjyske landbebyggelser fra middelalderen (Poulsen-Hansen 2009) samt med en fremlægning af de tidligste arkæologiske spor af byen Havn og dens befæstning (Wozniak 2009). Desuden blev der bedømt et speciale om de norrøne bebyggelsesmønstre – landskabsudnyttelse, bebyggelsesdynamik og sociale systemer i nordboernes Vatnahverfi (Algreen Møller 2008) og en un- dersøgelse og vurdering af middelalderkeramik som kilde til socialtopografi (Langkilde 2008). Nyere tids arkæologi var repræsenteret med en analyse af et arkæologisk og historisk kildemateriale af tekstil (Borake 2009). Dertil kommer et speciale, der behandlede forhistorien i nutiden og var en kritisk vurdering af det moderne natursyn, perspektiveret ud fra studiet af forhistoriske kulturlandskabers fremvækst i områder med potentiale for naturkatastrofer (Færch-Jensen 2008), et speciale der omhandlede situationen når arkæologisk viden bliver til (Rostock 2009) samt et speciale om dyreknogler på Balkan (Sørensen Østergaard 2009). Den interesse for de tidlige fødeproducerende samfund og for emner inden for middelalder og nyere tid, der allerede blev iagttaget de foregående år, er således stabiliseret (Lyngstrøm 2003, 5, 2007a, 116 f., 2009, 108).

Bedømmelsen af specialerne Specialerne blev i 2008 og 2009 bedømt under medvirken af fem eksamina- torer og 14 forskellige, eksterne censorer (figur 3). Blandt censorerne med- virkede én ved bedømmelsen af fem specialer, tre censorer ved fire specialer og to censorer ved tre specialer. De resterende otte censorer bedømte hver to specialer, undtagen én; han bedømte et enkelt (2,7 speciale pr. ekstern censor). Diversiteten blandt censorerne er således mindsket væsentligt i forhold til en ellers positiv udvikling i den forudgående periode – fra 1,9 speciale (2004‑05) til 1,5 speciale (2006‑07) pr. ekstern censor (Lyngstrøm 2007a, figur 4, 2009, figur 3). Dette må selvfølgelig ses i lyset af de usæd- vanligt mange specialer, samt i at det samlede censorkorps på 20 personer trods alt har et begrænset antal censorer at fordele de mange specialer på. Et 166 specialer i forhistorisk arkæologi

forhold, der bliver understreget af, at faget i København prioriterer anven- delsen af ekstern censur meget højt, ikke alene på specialerne, hvor det er pålagt, men på hele uddannelsen. Der er derfor ganske mange opgaver for de eksterne censorer. Alligevel synes der dog fortsat at være censorer, der anvendes mere end andre.

2008 2009 Censor på specialer i alt B. Grønnow 2 3 5 L. Boye 3 1 4 L. Frandsen 2 2 4 A.-C. Larsen 2 2 4 P.V. Petersen 1 2 3 P. Siemen 1 2 3 J. Andresen 2 0 2 A. Bjerrekær 2 0 2 L. Høst-Madsen 1 1 2 F. Kaul 1 1 2 C.K. Jensen 1 1 2 P.H. Mikkelsen 2 0 2 S. Sørensen 0 2 2 O. Madsen 1 0 1

Figur 3. Specialer fordelt på bedømmelsesår og censor

Overgangen til 7-trinsskalaen skete i 2007, så alle kandidatspecialerne fra 2008 og 2009 er bedømt efter denne, nye skala. Gennemsnitskarakteren på de 28 specialer er 8,5 og en ny tendens er, at hele karakterskalaen er i anvendelse (to specialer blev bedømt til 02 og ét til 4). Flest specialer blev bedømt til karaktererne 7 og 10, mens fem specialer opnåede topkarakteren 12 (figur 4). Udgangspunktet for at skrive, vejlede og bedømme et speciale i forhistorisk arkæologi er positiv. Studerende, undervisere, vejledere og censorer, er enige om, at faget bør fastholde specialernes oftest meget høje, faglige og selvstændige kvaliteter. Men samtidig må faget arbejde aktivt på at tilgæn- geliggøre denne højtkvalificerede forskning for omverdenen. Eksternt kan det ske ved at tilrettelægge seminarer og publikationer, der henvender sig til forskningsinstitutioner i ind- og udland, men den nære omverden, den der aftager fagets kandidater og magistre, bør bestemt heller ikke forsømmes. Netop derfor er vi glade for at kunne publicere en bog som denne. Specialer i forhistorisk arkæologi 167

0 2 4 7 10 12 Figur 4. Fordeling af karakterer på 79 specialer afleveret på kandidatuddannelsen i forhistorisk arkæologi ved Københavns Universitet. Sort: 30 specialer bedømt 1999- 2003. Rød: 11 specialer bedømt 2004-2005. Blå: 10 specialer bedømt 2006-2007. Gul: 28 specialer bedømt 2008-2009. Specialer bedømt under magisterkonferensordnin- gen er, da de bedømmes med bestået/ikke bestået, ikke medtaget. Litteratur

Lyngstrøm, H. 2003. Forord. I: H. Lyngstrøm & B. Storgaard (red.): Specialer i forhistorisk arkæologi, Vandkunsten 1999‑2003. København. Lyngstrøm, H. 2007a. Specialer i forhistorisk arkæologi – Københavns Universitet 2004‑2005. I: H. Lyngstrøm, P. Foss & B. Storgaard (red.): Specialer i Forhistorisk Arkæologi 2004‑2005. København. Lyngstrøm, H. 2007b. Studerendes forventninger til vejledning på skriftlige opgaver. Dansk Universitetspædagogisk Tidsskrift 2007,1. København. Lyngstrøm, H. 2009. Specialer i forhistorisk arkæologi – Københavns Universitet 2006‑2007. I: H. Lyngstrøm & B. Storgaard (red.): Glimt fra en anden verden – specialer i forhistorisk arkæologi 2006 og 2007 fra Københavns Universitet. København