Personalhistorisk Tidsskrift 2008:2
Total Page：16
File Type：pdf, Size：1020Kb
Dette værk er downloadet fra Samfundet for Dansk Genealogi og Personalhistorie www.genealogi.dk Bemærk, at hjemmesiden indeholder værker, som er omfattet af ophavsret. For ældre værker, hvor ophavsretten er udløbet, kan PDF-filen frit downloades og anvendes. For værker, som er omfattet af ophavsret, er det vigtigt at være opmærksom på, at PDF-filen kun må benyttes til rent personligt brug. Distribution og publicering af PDF-filen er ulovlig. PERSONALHISTORISK TIDSSKRIFT 2008:2 SAMFUNDET FOR DANSK GENEALOGI OG PERSONALHISTORIE Indhold Artikler og småstykker om pesten: Michael H. Gelting: Den Sorte D ød.............................................161 Lars Bisgaard: Kirken og pesten i senmiddelalderen. Pestepidemierne 1360-1500 og gavegivning til kirken.........172 Michael Dupont: Pest, død og demografi - pestens hærgen i Helsingør 1575-1578...............................................194 Peter Christensen: Andreas Brandt og pesten. Pestepidemierne 1624-26 og 1629-30 i lokalt perspektiv: Nordborg på Als.....213 Lise Gerda Knudsen: Pesten er nu begyndt at hærge her. En brevveksling om pesten i København 1654......................221 Karl-Erik Frandsen: Pesten i Helsingør 1711. En familiesygdom. En undersøgelse af epidemiens spredningsmønstre.............241 Peter Buntzen: Pesten i Helsingør 1710-1711 - en statistisk undersøgelse............................................................................ 260 Charlotte S.H. Jensen: Pesten i folketraditionen...........................282 Artikel: Margit Baad Pedersen: Pyramiden i Braaby- hvem var Maria? - birkedommer A.G. Beck og hans familie............................294 Småstykker: Mette Tapdrup Mortensen: Pensionatets historie i Danmark fra 1880-1960............................................................................ 312 Svend Jacobsen: 50 år som arkivgæst............................................. .318 Orientering fra bestyrelsen: Generalforsamlingen 2008.......................................................... 323 Resultatopgørelse for 2007.......................................................... 329 Nyt fra Norden............................................................................. 331 Bognyt: Hans H. Worsøe: Kraks Blå Bog 2008/09..................................... .333 Billedet på omslaget: Udsnit af illustration, der bærer teksten »Pesten i Kjøbenhavn 1711. Man bortbærer de Pestsyge« (Medicinsk Museion). Se hele billedet på side 251. Den Sorte Død A f Michael H. Gelting Som baggrundsorientering til læsningen a f de følgende artikler giver dette essay et rids a f den første epidemi a f »den Sorte Død« i Europa, som hær gede kontinentet fra 1347 til 1353. Den aktuelle forskningsstrid om iden tifikationen a f sygdommen - hyldepest eller noget andet ? - bliver præsen teret. Den ekstremt høje dødelighed - i størrelsesordenen 40-50 % - bliver understreget, samtidig med at vanskelighederne ved at opnå præcise tal illustreres ved et eksempel fra de franske Alper. Men samtidens subjektive oplevelse af epidemien bliver også illustreret ved kildecitater. 1347 var året, hvor den Sorte Død nåede Europa. De mennesker, der levede dengang, var ikke uvante med demografiske kriser. Epidemier ramte med jævne mellemrum; så sent som i 1340 havde en temmelig al vorlig epidemi hærget i Middelhavslandene, med mange dødsfald til følge. I Middelhavsregionen, i hvert fald i Italien, var selve året 1347 ramt af alvorlig misvækst, og når det ikke er gået over i historien som et af de store hungerår, er det formentlig kun, fordi det blev fuldstændig overskygget af den katastrofe, der brød ud få måneder senere. På trods af, at massiv overdødelighed som følge af epidemier eller sult ikke var noget særsyn, var alle i samtiden, der skrev blot lidt udførligt om den Sorte Død, enige om én ting: Noget lignende havde menneskehe den ikke oplevet i mands minde, hverken i omfang eller i gru. For, som pave Clemens VI’s livlæge Guy de Chauliac skrev nogle år efter den Sor te Død, idet han opregnede alle de epidemier, han kunne finde i den klassiske litteratur, »ingen af dem var som denne, for hine bemægtigede sig ikke mere end en enkelt egn, men denne bemægtigede sig hele ver den; hine kunne afhjælpes i nogen grad, men denne på ingen måde.« Pavens livlæge fortsatte: »Den [epidemien] var nemlig nytteløs for læ gerne, og skamfuld, for de vovede ikke at gå på sygebesøg af frygt for smitte, og når de besøgte de syge, gjorde de lidet og fortjente intet. Thi alle, der blev syge, døde, på nær nogle få hen mod slutningen, der over levede, når bylderne brast.« En af disse få heldige var Guy de Ghauliac selv. 162 Michael H. Gelting Den moderne pest og rotterne Dette lille udpluk af livlægens beretning rummer i virkeligheden i en nøddeskal de problemer omkring den lægevidenskabelige forståelse af den Sorte Død, der i øjeblikket står til diskussion i forskningen. Bylder ne - ifølge Guy de Chauliac oftest i armhulerne eller i lysken, men ifølge andre kilder også hyppigt på halsen nær ørerne - er nok frem for noget andet det træk ved den Sorte Død, der har understøttet identifikationen af den senmiddelalderlige epidemi med vore dages byldepest. Lige siden 1894, hvor et udbrud af byldepest i Hong Kong førte til ud sendelsen af flere hold lægevidenskabelige forskere for at udforske og inddæmme epidemien, har der været enighed om, at denne moderne byldepest er den samme sygdom, som forvoldte den Sorte Død i 1300-tal- let. Der er da også påfaldende ligheder i symptomerne mellem de to epidemier - ikke blot bylderne, men også en form, hvor sygdommen i stedet slår sig på lungerne; tillige den høje dødelighed blandt patien terne, som også var en kendsgerning i det 20. århundrede, indtil man med penicillin fik en effektiv kur. Ikke desto mindre er der nogle van skelige problemer ved identifikationen af den moderne byldepest med den Sorte Død. Et af disse problemer er den ekstreme smitsomhed, som flere forfat- En læge skæreren pestbyld op (Medicinsk Museion) Den Sorte Død 163 tere i 1300-tallet fremhævede. Den moderne byldepest er nemlig ikke normalt en menneskesygdom; den er en sygdom hos gnavere, men un der visse om stændigheder kan den overføres til mennesker. Blandt gna verne er det i litteraturen især den sorte husrotte, der har tiltrukket sig opmærksomhed, men faktisk kan pesten ramme alle slags gnavere. Pe sten overføres fra individ til individ i gnaverbestanden ved bid af infice rede lopper. Gnaverne har en betydelig, naturlig resistens mod pestbak terierne, men undertiden udbryder der alligevel epidemier, hvor størstedelen af den lokale gnaverbefolkning omkommer. Når deres værtsdyr dør, må lopperne søge alternative fødekilder, og i den situation går de gerne på mennesker. Et bid af en inficeret loppe overfører smit ten, og da mennesker ikke har noget naturligt immunforsvar mod byl depest, er følgen en livstruende sygdom. Imidlertid er denne sygdom hos mennesker ikke smitsom. Der sker ingen smitteoverførsel direkte fra menneske til menneske, og menneskeloppen er ikke i stand til at over føre smitten, dels fordi dens anatomi er anderledes end rotteloppens, dels fordi den koncentration af pestbakterier i blodet, der er tilstrække lig til at slå et menneske ihjel, er utilstrækkelig til at danne udgangs punkt for en videregivelse af smitten via insektbid. En af følgerne af denne indirekte overførelsesmåde er, at byldepesten breder sig temmelig langsomt, navnlig i egne, hvor den sorte husrotte er den vigtigste smittekilde. Husrotten er ikke nogen eventyrer; faktisk be væger den sig kun nødig mere end et par hundrede meter fra sin rede. Derfor har man i Indien i det 20. århundrede kunnet iagttage, at bylde pesten kunne være seks måneder om at nå fra den ene ende til den an den af en større landsby. I det første udbrud af den Sorte Død har man beregnet, at epidemien stedvis bredte sig med en gennemsnitlig hastig hed af ca. 4 kilometer om dagen. Det stemmer bedre med samtidens opfattelse af, at den Sorte Død smittede direkte fra menneske til men neske, o g at den var ekstremt smitsom. Ganske vist kendte man i 1300-tal- let intet til bakterier, og forståelsen af de processer, der er involveret i »smitte«, var derfor ufuldstændig; men der var ikke noget i vejen med folks iagttagelsesevne. En anden følge af byldepestens indirekte overførselsmåde er dens for holdsvis lave dødelighed i den samlede befolkning, selv om dødelighe den var høj blandt de patienter, som pådrog sig sygdommen. Intet af de mange pestndbrud navnlig i Indien, der er vel beskrevet i den lægevi denskabelige litteratur, og som fandt sted fornd for muligheden af at behandle patienterne med antibiotika, medførte tabstal, der oversteg 3 % af befolkningen. Det siger sig selv, at der skulle mere til for at give folk i 1300-tallet indtrykket af noget uhørt. 164 Michael H. ( '¡elting Forskningen Der er altså nogle helt centrale punkter, hvor det er vanskeligt at få vid nesbyrdene om den Sorte Død i 1300-tallet til at stemme med erfarin gerne om byldepesten i det 20. århundrede. Forskningen har håndteret disse uoverensstemmelser på meget forskellig vis. Igennem næsten hele det 20. århundrede har historikerne hæftet sig ved de uomtvistelige lig heder i symptomer og sygdomsforløb mellem de moderne beskrivelser af byldepest og beretningerne fra senmiddelalder og tidlig nyere tid; de ele menter i de fortidige kilder, som ikke stemte med det moderne billede, blev omtolket, bortforklaret som unøjagtigheder i kilderne, eller simpelt hen ignoreret. Det helt overordnede problem - den Sorte Døds ekstremt hurtige udbredelse og