Imødekommelse Af En Verdensomspændende Kirkes Behov
Total Page:16
File Type:pdf, Size:1020Kb
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige - www.mormon.dk Teksten er den del af: Kirkens historie i tidernes fylde Kapitel 45 - Imødekommelse af en verdensomspændende kirkes behov Tidslinie Dato Betydningsfuld begivenhed 1975 Konferencerne for hjælpeorganisationerne ophører Okt. 1975 De Halvfjerds' Første Kvorum organiseres som et generalautoritet-kvorum 1978 Det slægtshistoriske navneuddragningsprogram introduceres 1979 Stavskonferencernes antal reduceres til to gange årligt 1980 Ny søndagsmødeplan indføres 1982 Kirkens medlemstal overstiger 5 millioner 1984 Områdepræsidentskaber kaldes 5. november Spencer W. Kimball dør 90 år gammel 1985 Indledning Kirkens medlemstal var nået op på 3.321.556, da Spencer W. Kimball blev præsident for Kirken i begyndelsen af 1973,1 og det fortsatte med at vokse hurtigt under hans ledelse. I begyndelsen af 1980'erne voksede Kirken med over en kvart million nye medlemmer hvert år. I 1982 passerede Kirkens medlemstal fem millioner. En sådan vækst i løbet af et årti medfører store udfordringer: Hvordan kan generalautoriteterne på effektiv vis bevare forbindelsen til det hurtigt voksende antal kirkeenheder og hellige over hele verden? Hvordan kan Kirkens programmer og aktiviteter bedst imødekomme medlemmernes behov, som lever under meget forskellige forhold? Hvordan kan templets velsignelser stilles til rådighed for alle medlemmer? Den voksende kirke havde behov for flere ledere til at møde udfordringerne i en ny tid. De Halvfjerds' Første Kvorum organiseres Det voksende antal stave og missioner i Kirken lagde et større tidspres på generalautoriteterne. Der var flere stavskonferencer, som de skulle deltage i, og flere missionsdistrikter, som havde behov for tilsyn. Fem højpræster var blevet kaldet i april 1941 til at tjene som assistenter til De Tolv for at hjælpe dem med de voksende administrative pligter. Som Kirken fortsat voksede i årenes løb, blev yderligere Brødre kaldet til denne stilling. Indtil oktober 1976 havde 38 assistenter til De Tolv virket (se aktuelle Deseret News Church Almanac): 1. Marion G. Romney 2. Thomas E. McKay 3. Clifford E. Young Side 1 af 9 Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige - www.mormon.dk 4. Alma Sonne 5. Nicholas G. Smith 6. George Q. Morris 7. Stayner Richards 8. ElRay L. Christiansen 9. John Longden 10. Hugh B. Brown 11. Sterling W. Sill 12. Gordon B. Hinckley 13. Henry D. Taylor 14. William J. Critchlow jun. 15. Alvin R. Dyer 16. N. Eldon Tanner 17. Franklin D. Richards 18. Theodore M. Burton 19. Thorpe B. Isaacson 20. Boyd K. Packer 21. Bernard P. Brockbank 22. James A. Cullimore 23. Marion D. Hanks 24. Marvin J. Ashton 25. Joseph Anderson 26. David B. Haight 27. William H. Bennett 28. John H. Vandenberg 29. Robert L. Simpson 30. O. Leslie Stone 31. James E. Faust 32. L. Tom Perry 33. J. Thomas Fyans 34. Neal A. Maxwell 35. Wm. Grant Bangerter 36. Robert D. Hales 37. Adney Y. Komatsu 38. Joseph B. Wirthlin Der blev ligeledes lagt yderligere opgaver over til de syv generalautoriteter, som udgjorde De Halvfjerds' Første Råd. Præsident David O. McKay bekendtgjorde i september 1961, at disse halvfjerdser var blevet ordineres til embedet som højpræst og havde fået myndighed til at organisere stave og ward, og herunder at indsætte stavspræsidenter og biskopper, under De Tolvs ledelse.2 Tidligere havde det Første Råd ført tilsyn med halvfjerdserkvorummer i stavene over hele Kirken, men ikke fået myndighed til at regulere stave og ward. I 1975 bekendtgjorde Spencer W. Kimball, at tiden var kommet til at organisere De Halvfjerds' Første Kvorum. Disse Brødre skulle hjælpe de eksisterende syv præsidenter for De Halvfjerds med at fremme Herrens værk, "især hvad angår missioneringen."3 Det Første Præsidentskab erklærede efterfølgende, at medlemmer af De Halvfjerds' Første Kvorum ville få den samme myndighed som assistenterne til De Tolv. Ved oktoberkonferencen i 1976 bekendtgjorde præsident Kimball, at Det Første Præsidentskab havde "følt sig inspireret til at kalde alle assistenterne til De Tolv Side 2 af 9 Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige - www.mormon.dk til tjeneste i De Halvfjerds' Første Kvorum." Præsident Kimball fortsatte: "Med disse forandringer ... er de tre styrende kvorummer i Kirken, der er blevet tilkendegivet gennem åbenbaring -- Det Første Præsidentskab, De Tolv Apostles Kvorum og De Halvfjerds' Første Kvorum -- blevet sat på deres rette pladser, som åbenbaret af Herren [se L&P 107:22-26]. Det vil gøre det muligt effektivt at klare det nuværende arbejdspres og at berede os til den yderligere udvidelse og vækst af arbejdet i forventning om den dag, da Herren vil vende tilbage og overtage den direkte ledelse af sin kirke og sit rige"4 Som del af en fortsat proces blev der ved hver af de efterfølgende generalkonferencer føjet flere medlemmer til De Halvfjerds' Første Kvorum.5 Kontakten til de hellige overalt i verden bevares Mens medlemmer af De Halvfjerds tilvejebragte den nødvendige hjælp ved Kirkens hovedsæde, blev der ligeledes truffet foranstaltninger til at styrke forbindelsen til de vidtspredte lokale enheder. Regioner, som havde ledet velfærdsprojekter siden 1936, og områder, som havde koordineret missioner siden 1960'erne, blev reorganiseret. Derpå blev hvert missionsområde stillet under personligt tilsyn af en generalautoritet. I 1966 boede elleve af disse Brødre uden for USA. I 1975 kom regioner og stave også ind under disse fastboende generalautoriteter eller områdetilsynsførende.6 En vigtig udvikling kom til i 1984, da verden blev opdelt i 13 store områder, der hver blev ledet af et præsidentskab, der bestod af 3 medlemmer af De Halvfjerds. Denne forandring bragte ny styrke til Kirkens ledelse på områdeniveau. Disse generalautoriteter i områdepræsidentskabet havde viden og erfaring, som hjalp dem med at lede deres områder i overensstemmelse med de helliges forskellige behov og forhold i de forskellige dele af verden. Præsident Gordon B. Hinckley, andenrådgiver til præsident Spencer W. Kimball, fremhævede, at Kirkens vækst kræver fleksibilitet i forvaltningen, selv om Kirkens guddommelige mandat ikke ændres."7 Generalautoriteterne fik også ansvar for at lede de talrige afdelinger og komitéer ved Kirkens hovedsæde. I 1977 bekendtgjorde Det Første Præsidentskab en opdeling mellem ansvaret for de timelige anliggender hos Det Præsiderende Biskopråd på den ene side, og på den anden side for de kirkelige og åndelige anliggender hos De Tolv Apostle og De Halvfjerds. Medlemmerne af De Halvfjerds Første Kvorum overtog hovedansvaret for den daglige administration af Kirkens programmer inden for missionering, tempel og slægtshistorie, så vel som for de forskellige afdelinger, som ledte arbejdet med præstedømmets kvorummer og hjælpeorganisationerne. Da medlemmerne af De Halvfjerds' Kvorummer overtog dette ansvar, fik De Tolv Apostle bedre muligheder for at vise større opmærksomhed over for Kirkens behov på verdensplan. Da Kirken voksede, blev udgiften ved at bringe lokale ledere til generalkonference to gange om året en voksende byrde, og Kirkens ledere besluttede, at det var bedre at uddanne lokale ledere i deres eget land. Fra 1971 begyndte generalautoriteter at afholde områdekonferencer rundt omkring i verden. Disse konferencer blev afholdt i store auditorier eller sportshaller, så mange mennesker kunne deltage. Områdekonferencer var imidlertid ikke kun til oplæring af lokale ledere. Lokale medlemmer, hvor mange kom fra små, fjerntliggende grene, var taknemmelige for at kunne høre generalautoriteternes råd og for at kunne samles med tusinder af deres medhellige. Men efterhånden blev selv områdekonferencer for store og upraktiske. I midten af 1980'erne begyndte regionale eller multi-regionale konferencer, overværet af små delegationer af generalautoriteter, at erstatte de større forsamlinger. Side 3 af 9 Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige - www.mormon.dk I 1975 bekendtgjorde præsident Kimball, at konferencerne for hjælpeorganisationerne ved Kirkens hovedsæde skulle ophøre. Disse konferencer var årligt blevet afholdt af Hjælpeforeningen, Unge Mænd og Unge Piger (GUF), Søndagsskolen og Primary. Instruktionerne til de lokale ledere blev herefter givet ved regionale møder og ved generalkonferencer. Tilsvarende blev generalkonferencerne i 1977 skåret ned fra tre til to dage og afholdt den første weekend i henholdsvis april og oktober. Det betød, at aprilkonferencerne ikke altid faldt på den 6. april, som er årsdagen for Kirkens organisering. Ved at afholde generalkonferencer i weekender fik flere stavspræsidenter og andre mulighed for at deltage, eftersom de ikke behøvede at rejse hjemmefra midt i en arbejdsuge. I forbindelse med Kirkens to-dages halvårlige generalkonferencer afholdt hjælpeorganisationerne begrænsede workshops og åbenthus torsdag og fredag forud for konferencen. På det mere lokale plan blev antallet af årlige stavskonferencer i 1979 reduceret fra fire om året til to. Det blev gjort, for "at lette Kirkens medlemmers byrder i form af tid, rejse og økonomi."8 Fra midten af 1980'erne deltog medlemmer af De Tolvs Kvorum i stigende grad i regionale eller multi-regionale konferencer snarere end i de individuelle stavskonferencer.9 Forenklede aktiviteter Kirkens ledere fortsatte med at tage skridt for at sikre sig, at Kirkens mål blev opfyldt uden unødvendige krav til de helliges tid eller økonomi. Generalautoriteterne rådede de lokale ledere til ikke at sponsorere ungdomsture eller andre overdådige aktiviteter, som ville belaste medlemmernes ressourcer. Unge Mænds og Unge Pigers organisation havde tidligere kaldet ledere inden