Risskov i Hjertet Udgivet i anledning af Grundejerforeningen Vejlby Feds 100-års jubilæum kunst og hobby, med forfatteraftner og vandreture om Egå Grundejerforeningen Vejlby Fed fylder 100 år Engsø. Et stort tillykke til GVF med fødselsdagen! Og en stor tak GVF hjælper den enkelte, når naboen bygger for højt, Grenå- til alle de borgere på Fedet, der gennem mere end 100 år har vej støjer for meget eller hvis kommunen er urimelig. holdt liv i foreningen. To gange om året udsendes “GVF-Avisen” med artik ler af lokal interesse, og de senere år har vi hvert efterår udgivet “Hi- Bestyrelsen i 100-året har besluttet at fejre begivenheden med storier fra Risskov” med lokalhistoriske nedslag, ligesom vi har denne bog, som vi håber vil blive godt modtaget. ophængt og vedligeholder 3 hjertestartere. Bogen omdeles til GVFs medlemmer og vil også blive solgt. Den nuværende bestyrelse håber, der vil være aktive borgere, Bogen har et forord af vores lokale forfatter Svend Åge der vil tage GVF med til de næste 100 år. Madsen, samt en historisk redegørelse for starten på grundejer- foreningen og udviklingen op til i dag. GVFs bestyrelse har talt med en række Risskovborgere, og bedt dem fortælle om deres Risskov, og hvorfor de har “Risskov i hjertet”. Og endelig har vi et kig i krystalkuglen: hvad sker der med et område tæt på en større by, der udvider sig kraftigt, og hvad Titel: Risskov i Hjertet betyder klimakrisen for et lavtliggende område som Fedet? 1. oplag: 2.500 eksemplarer En række billeder fortæller historier om Risskov og Fedet © Grundejerforeningen Vejlby Fed og forfatterne, 2019 sommer og vinter. Udgiver: Grundejerforeningen Vejlby Fed Fotos: Anders Bach, hvis ikke andet er angivet Grundejerforeningen Vejlby Fed har i år knap 1500 medlem- Forfattere: Sv. Å Madsen, Henrik Fode, Jesper Bo Jensen Layout: Øjvind Serup, GVF mer og er en af danmarks største og ældste grundejerforenin- Tryk: Lasertryk, Aarhus ger. Vi forsøger at holde fast i tanken om landsbyen og et godt ISBN-numme: ISBN: 978-87-970033-3-6 naboskab med bl.a. en “Sysselmesse”, hvor lokale viser deres Øjvind Serup, formand i jubilæumsåret 3 Forord: Svend Åge Madsen Vi havde fået barn og begyndte at se os om efter noget lidt stør- re. Vi så på grunde hist og her i Aarhus-området uden at der var noget der rigtig kunne overgå loftsværelset på Skernvej. Indtil vi Livet i Risskov - og døden en dag stod på en tom grund på Vestre Strandallé med grusfor- Lige før anden verdenskrig blev jeg født inde i Aarhus, omtrent tov og vejtræer. Hér var der en anden luft. En duft af hav. midt imellem Ceres og Den gamle By. Nær åen men langt fra Dengang var vejen faktisk en næsten blind stump der gik fra havet. Ndr. Strandvej op til banen, så gik den ikke længere. Ville man Da vi drenge fra gaden blev store nok cyklede vi til stranden videre måtte man sno sig hen til Fortevej for at krydse jernba- så snart det var vejr til det, og det var det stort set hver dag. nesporet og komme op til den lange ende af alléen. Grunden Dengang. I hvert fald om sommeren. Det var en selvfølge at vi stod på kostede tre-fire gange så meget som dem vi hidtil det skulle være ud til Bellevue. Med en bog, en bold eller et havde set på. (For nostalgikere: Hele 55.000 kr! - her passer den brætspil (skak) på bagagebæreren. gode vending til fulde: Det var mange penge dengang. I 1967.) Vi havde ikke råd, så vi sagde Ja tak. At man kunne bo derude faldt mig aldrig ind. Dengang boede jeg på et loftsværelse på ca. 8 kvadratmeter Det havde været dejligt at få en pige til at flytte ind i det lille med et vindue lidt større end en A4-side hvorfra man kun kun- værelse. Det var fantastisk at få børn. Men at få sit eget hus, i ne kigge op i himlen. Jeg holdt meget af det sted. Så meget at Risskov, det var nu noget ganske specielt. Alene at have et vin- jeg blev boende dér så længe at mine forældre flyttede hjemme- due der var adskilligt større end hundrede A4-ark. Og så med fra. De forlod lejligheden der hørte sammen med mit værelse udsigt til en have og nabohuse, og det var jo også Risskovhuse for at for at bosætte sig i en lejlighed nær Stjernepladsen. Men - det var betydeligt større end at glo op i himlen. jeg blev boende. Det var mit sted. Holdt af det, så meget at jeg, da jeg blev endnu større, invitere- Vi havde kun boet et par år derude - det var stadig så nyt at de Lise til at flytte ind hos mig. Men efterhånden - da havde jeg det hed ’derude’ i mit hoved - det var sommer, jeg havde netop boet der et kvart århundrede - begyndte det at føles lidt trangt overstået en temmelig hektisk arbejdsperiode. Nu skulle der må jeg tilstå. slappes af i massevis. Derfor lagde jeg mig ud på terrassen med 4 5 en stak kriminalromaner ved min side. Det var ikke så tit jeg På det område, dødsfald, havde jeg en smule erfaring. tog mig tid til krimier. Men Lise læste en del af dem og slappe- Min arbejdstid dengang lå om natten med fast sengetid klokken de godt af med dem. Så kunne jeg vel også. fem om morgnen. Gik jeg i stå, gik jeg tur. Selvfølgelig ned til Jeg havde ikke nået at læse ret mange før jeg gik ind fra ter- vandet. Traskede i vinternætter, slentrede i forårsdæmring, stod rassen og fortalte at de kedede mig. ’Så lad os skrive én selv i himmelfalden i sommermorgner, trodsede efterårsstorme langs stedet for,’ sagde Lise. ’Jeg har en idé.’ stranden. Vores yndlingskrimi begyndte med en længselsfuld sætning: En efterårsnat, klokken kan vel have været fire, passerede jeg ’Jeg har aldrig set havet.’ (Derfor ’låner’ romanens unge pige en have hvor en pæn midaldrende dame var i færd med at en bil for at køre til havet. Det fører til mindst ét grave have. Et bed på én meter gange to, det vil sige dødsfald og en masse spænding.) godt og vel en kistes størrelse. I Risskov blander Både Lise og jeg holdt af havet, eller rettere bug- man sig ikke i andres forehavende, jeg fortsatte ned ten. Vi søgte derned så snart vi havde mulighed Gik jeg i stå, til stranden uden at hilse, hvorved jeg måske ville for det. Så begyndelsessætningen i Damen i bilen have jaget en skræk i livet på kvinden. Eller havde med briller og gevær (Sebastien Japrisot) kunne gik jeg tur. fået hende på nakken? vi ikke bruge. Men: ’Jeg har aldrig forestillet mig Selvfølgelig Røber heller ikke her præcis hvor det fandt sted. at skulle bo nær havet.’ Mere klodset, men den Men oplevelsen bredte sig til vores krimi. Sammen passede. ned til vandet. slog Lise og jeg en yngre kvinde ihjel, ejeren af det hus som vores pige ’låner’. Hvorefter vi begravede Det blev til historien om det mirakel Lise og jeg havde oplevet hende nede i rosendiget nær Bellevue. Jeg husker stadig sliddet sammen. Om pigen der bor i et lille hummer med et minimalt med at beskrive det tætte net af rødder, som gjorde det svært loftsvindue på Skernvej, men lader sig friste da hun får mu- at komme dybt nok ned. lighed for at ’låne’ sin kusines hus med kæmpevinduer og vid Går min tur ned til Bellevue - det gør den uvægerlig, det er jo horisont i Risskov. Så hun flytter derud for nogle dage. Hvilket kendt at man er tilbøjelig til at vende tilbage til åstedet, ad stien medfører en del dramatik og mindst ét dødsfald. ned langs hallen der altid blev kaldt Lises travesti - kan jeg selv Havfruen er fotograferet af Sv. Å. Madsens klassekammerat Erik Weibel, Risskov 6 7 efter de mange år ikke lade være med at kaste et blik hen til det Planlægger at blive boende her så længe jeg kan holde fast på drømmene i gang, stammede fra vores hus, selv om det altså Den anden lille konflikt: På grunden vi overtog stod et frodigt sted hvor vi begravede kvinden. Det er ikke sunket iøjnefalden- en blyant. Der skal meget stærke kræfter til hvis jeg skal hales endnu ikke var bygget på det tidspunkt. Derfor planlagde jeg at blommetræ der hvert år bar store, saftige gule blommer. I de de sammen. Liget er aldrig blevet fundet. et andet sted hen for at dø. vende perspektivet fra det fjerne til det nære og skrive en bog: fem-seks år hvor grunden havde ligget brak, havde naboerne Men efterhånden vendte synsvinklen. Det var ikke længere især Gavlen foran stjernen. selvfølgelig opdaget denne guldgrube og nydt godt af den. Blodet på mine hænder blev nok ikke den bedste bog jeg har det storslåede der var vigtigt, men snarere det nære rum. For det vigtigste var jo det stille hverdagsliv. Det daglige Aftenturen slog altid et sving omkring blommetræet. Så da vi skrevet, men måske den bedste Lise har skrevet - tillod jeg mig Engang havde vi besøg af digteren Thorkild Bjørnvig. (Det arbejde oppe i gavlværelset, de nære møder med naboer, gode ankom og okkuperede grunden, følte man nærmest at her kom undertiden at antyde når hun skulle sættes på plads. Men gen- var ikke fordi vi rendte hinanden på dørene, men vi var begge venner der bor i nærheden, almindelige folk man møder på vi udefra og forhindrede dem i at nyde frugterne i paradisets nem hovedpersonen forsøger bogen at favne vores betagelse inviterede til at optræde ved en litteraturfestival i Cheltenham, vejen og nikker venligt til, eventuelt vedhæftet et lille smil.