Forsidebillédet

Henning Carlsens Sydafrika-film „Dilemma"

Indhold Nye ansigter...... 3 Nye billeder ...... 4 Nye ansigter: Bent Christensen...... 5 Nye ansigter: Henning Carlsen ...... 6 Nye ansigter: Palle Kjærulff-Schmidt...... 7 Nye ansigter: Klaus Rif bjerg ...... 8 Nye ansigter: Leif Panduro ...... 9 Citizen Welles af Jean Béranger...... 10 Close u p ...... 18 Tashliniana af Morten P i i l ...... 19 Festivalrapport: Berlin af Arne Svensson...... 26 Festivalrapport: Karlovy Vary af Arne Svensson...... 28 Festivalrapport: Venedig af Bjørn Rasmussen ...... 30 Udenfor rammerne af John E rn st...... 33 Filmanmeldelse: „En duft af honning" af Poul Malmkjeer...... 35 Boganmeldelser : Nok en gang (Maurice Bessy: „Historire en 1000 images") af P M...... 35 Om Dreyer (Jean Sémolui: „Dreyer") af Ib M on ty...... 36 Grundig (Jorn Donner: „Djavulens ansikte") af Morten Piil ...... 36 Repertoiret...... 37 Fra museets billedarkiv ...... 38 Filmindex LX (Frank Tashlin)...... 39 Redaktion : POUL MALMKJÆR, IB MONTY (ansvarshavende) og JØRGEN STEGELMANN. „Kosmorama" udgives af Det Danske Filmmuseum, Vestergade 27, Kbhvn. K. Tlf. Minerva 2686. Ekspedition hverdage 9-16.30 (lørdag 9-12), tlf. Byen 1503. Biblioteket er åbent hverdage 12-15 (lukket om lørdagen) og tirsdag 19-21. „Kosmorama" koster tilsendt 8 kr. årligt (4 numre) - og de 8 første årgange kan stadig fås for 8 kr. pr. årgang. Enkelte numre fra de 5 første årgange kan købes for 1 kr. stk. og fra 6. årg. for kr. 2,25 stk. Bladet kan kun fås direkte fra Film­ museet, giro 467 38. REGISTER: Et register over indholdet i „Kosmorama" fra nr. 1 til nr. 57 foreligger nu. Det koster kr. 2,00 og kan fås i museets ekspedition. De medvirkende JEAN BÉRANGER er fransk filmskribent og MORTEN PIIL er „Kosmorama“s nyeste og kortfilminstruktør. Museet har en kopi af hans yngste medarbejder. Han studerer litteratur og film „Mie Mac" med Marcel Marceau. Har har siden september været knyttet til „Berling- skrevet bog om Ingmar Bergman (1959) og „La ske Tidende" som filmanmelder. grande aventure du cinéma suedois" (1961).

JØRGEN JENSENS BOGTRYKKERI KØBENNAVN Nye Filmkunstens verdensbillede har i den sidste halve snes år bl. a. været præget af opdagelsen af en række nye filmlande. Det er almindeligt kendt hvilke, og vi skal ikke for 87. gang repetere. Det er unægtelig ansigter mindre interessant at beskæftige sig med den omstændighed, at der trods den almindelige og universelle ekspansion inden for filmkunsten stadig er en overvældende mængde lande, der overhovedet ikke har gjort eller gør sig gældende på filmens område. Det er ikke så mærkeligt, at man ikke finder blomstrende filmkunst i de mange nye stater, der i disse år formes. Man har ofte andet at tænke på end kunsten. Men hvis vi blot skal holde os til Europa og de gamle lande, er der adskilligt, der i fil­ misk henseende er hvide pletter. Lad os nævne Holland, Belgien, Schweiz, Norge, Portugal. I nogle af landene findes der ganske vist en produk­ tion, men i bedste fald har den kun lokal interesse. Nogle ville være så ondskabsfulde at føje Danmark til rækken. Det ville ikke være ganske korrekt. For det første har dansk film engang haft international betyd­ ning, for det andet hører Danmark retteligere hjemme i den anden store gruppe af lande, der ikke har nogen national filmkunst, men i hvert fald én stor filmkunstner. Det kan dog ikke nægtes, at mange efter­ hånden har affundet sig med den kendsgerning, at Danmarks bidrag til filmkunsten er Dreyer. Man har ofte kunnet føle sig fristet til at filoso­ fere over, om danskerne simpelthen er et folk, der ikke er disponeret for filmkunst. Hvis man skal sammenfatte bestræbelserne for at udbrede filmkundskaben herhjemme, er det efterhånden ikke så lidt, der bliver gjort. Vi har børnefilmklubber, der tager sig af de små, vi har Skolesce­ nens Bio, der tager sig af de større, vi har filmklubber for de voksne, vi har aftenhøjskoler og oplysningsforbund, der arrangerer filmstudiekredse, vi har filmkronik i radioen og filmorientering i fjernsynet, og vi har museet. Og først og fremmest har vi mere og mere filmkunst i biogra­ ferne. Alligevel er der ét sted, hvor al denne aktivitet hidtil ikke har efterladt sig det ringeste spor, i den danske filmproduktion. Den er ble­ vet angrebet og diskuteret i det uendelige, uden at den indtil nu har forandret sig det mindste. Skal man derfor definitivt afskrive håbet om en national, dansk filmkunst? I dag er man måske ikke helt så sikker. Er der ved at ske noget i dansk film? Skønt vi har vanskeligt ved at se, at Bent Christensens og Leif Pand uros „Harry og kammert jeneren“ var et mirakel, så var den dog så tilpas anderledes, at man med en vis ret kunne stille forhåbninger. Det er i dag tydeligt, at det er Bent Christen­ sen som producer, man skal satse på. Han er involveret i alle de danske film, som vi venter spændt på i denne sæson. Det skulle ikke være nød­ vendigt at gøre opmærksom på, hvor betydningsfuld en producer kan være. Foreløbig har Bent Christensen i hvert fald om sig samlet nogle folk, som man har adskillige gode grunde til at vente sig andet end det sædvanlige af. På de følgende sider præsenterer vi de fem, som nu har udspillet. Endnu er det for tidligt at se, om der kommer noget ud af „Gruppe 62“. Men ellers mener vi ikke at have overset nogen. 3 George Cukor har filmatiseret Irving Wallaces „The Chapman Report"! Richard Zanuck producerer NYE BILLEDER det ualmindelige eksperiment, og historien fore­ går i Los Angeles, hvor Andrew Duggan er psy­ ved Avanti Vianet aros kolog, der foretager en omfattende undersøgelse af amerikanske kvinders seksualliv. Stjernerne i Henri-Georges Clouzot er i arbejde igen. Hans næste filmen er i øvrigt Shelley Winters, Claire Bioom, projekt er filmatiseringen af Christian Monteil- Jane Fonda og Glynis Johns. hets roman „Le Retour des cendres", og filmen Stanley Kramer har kastet sig ud i komediefilmen får efter al sandsynlighed titlen „Face å face". med „It’s a Mad, Mad, Mad, Mad World", som Det er foreløbig afgjort, at den kvindelige ho­ han både instruerer og producerer. Miljøet bliver vedrolle skal udføres af den formidable Simone spillebyen Las Vegas, og Spencer Tracy, Ethel Signoret. Merman, Jimmy Durante og en lang, lang, lang, Jean-Gabriel Albiccocco opholder sig i Syd-Amerika, lang række komikere medvirker. Filmen optages hvor han nu i tre måneder har gjort optagelser til i Cinerama, og komedien skal vare i tre timer. sin filmatisering af Jacques Lanzmans roman „Le Tony Richardson producerer og instruerer for „Wood- rat d'Amerique". Handlingen er koncentreret om­ fall Films" „Tom Jones" efter et manuskript af kring en bjergmine i Chile, og blandt de medvir­ John Osborne, der har bearbejdet Henry Fieldings kende nævnes i første række Charles Aznavour og roman for film. Hovedrollen er tildelt Albert F'tn- Marie Laf oret. ney, og ved siden af ham medvirker Susannah Jean-Pierre Melville arbejder i Paris på en thriller, York og Edith Evans. „Le doulos", der søger at skildre en stikker. Jean- Akira Kurosawa har iscenesat en ny „eastern-western", Paul Belmondo har fået hovedrollens vanskelige „Tsubaki Sanjuro", hvori Toshiro Mifune med­ opgave, og endvidere medvirker Serge Reggiani og virker som en revolutionær samurai fra det 19. René Lefevre. „Rome Paris Films" producerer. århundrede, der i spidsen for ni tapre mænd be­ René Clément iscenesætter „Demain est un autre jour", slutter sig til at forjage den regerende tyran og en fransk-italiensk co-produktion med handlingen genindføre lov og retfærdighed. „Toho" har pro­ henlagt til 1944, kort før tyskerne måtte trække duceret, og foruden Mifune medvirker bl. a. Tat- sig ud af Frankrig. Simone Signoret har hoved­ suya Nakadai og Takashi Shimura. rollen som en rig overklassedame, der søger at Jerzy Kawalerowicz’ næste film bliver en „spectacu- holde sig hævet over alt, hvad der hedder krig lar" og tilsyneladende en af polsk films største og besættelse, men som tvinges ud af sin drøm­ opgaver. Det bliver en filmatisering af Boleslav metilværelse af en mand, spillet af amerikaneren Prus’ fem-binds værk „Farao", der handler om Stuart Whit man, der formår at åbne hendes øjne Ramses II, og en af hovedrollerne skal udføres af for realiteterne. Kawalerowicz’ hustru Lucyna Winnicka.

Madeleine Robinson og Anthony Perkins i Orson Welles’ Kafka-filmatisering „Processen", der vil blive udførligt omtalt i Jean Bérangers Welles-artikels 2. del i næste nummer.

4 NYE ANSIGTER

* Bent Christensen

Født 1929 i Gunde- „Jeg tror, at nye, unge kunstnere, der vil rup ved Ålborg. På tage selve tidens spørgsmål op, er på vej og vil T eaterdirektørfor- bryde igennem en dag med deres ærlighed og eni ngens elevskole i skarpe blik for alle skrøbelighederne." årene 1949-52. Kunst­ „Dagens Nyheder“ d. 14-3. 1957. nerisk gennembrud som Coney i Allé-Sce­ nens opførelse af „Ikke som de andre“ (1953). På Frederiksberg Teater, ABC-Teatret og Det ny Teater. Free­ lance producer ved fjernsynet. Debuterede som „Det kan også være en forretning at henvende sceneinstruktør i 1954 med „Pipi Langstrømpe" sig til den gode smag og fremstille film for på Frederiksberg Teater. Vedrørende hans film­ voksne mennesker." arbejde: se index i næste nr. Han er veteranen „Ålborg Stiftstidende“ m.fl. d. 2377. 1961. i dette selskab, skønt han først i de senere år „Jeg tror, det er så enkelt, at publikum øn­ direkte har givet udtryk for sine kunstneriske sker at blive engageret." ambitioner. I dansk film står han i dag i første „Ekstrabladet“ d. 9-6. 1962. række som den producent, der tør gå mod kol­ legernes traditionelt formede udtalelser, og som „Vores filmindustri er ikke bare kompromit­ frem for alt tør handle efter sine ord. Han vir­ teret, men også frygtelig kortsynet. Der måtte ker dynamisk i ordets bedre forstand, initiativ­ jo komme nogen med vilje til at bryde hul rig og med mod på eksperimenter, og seriøst i muren. Jeg har haft økonomisk held med en arbejdende kræfter i dansk film sætter deres lid enkelt film, og jeg er indstillet på at bruge til ham som producent og instruktør — måske pengene på en produktion, jeg selv finder først og fremmest som producent. Dansk films kunstnerisk forsvarlig. Der savnes producenter første producent af gavn. med kunstnerisk samvittighed." „Vi havde film som fag på elevskolen. Med „Aktuelt“ d. 15.7. 1962. Palsbo som lærer. Det var meget inspirerende „For at være international må man være na­ . . . jeg kunne godt tænke mig at lave en film. tional. Hvis vi produktionsmæssigt vil leve i Men det kræver modenhed ... jeg har tålmo­ Fællesmarkedet, må vi lave film, som kan ses dighed, tro ikke andet .. i Fællesmarkedet." „Berlingske Tidende“ d. 4-1. 1953. „Fyns Tidende" d. 12.8. 1962.

„Pigen i Søgelyset" 5 NYE ANS G T E R Henning Carlsen

Født i Aalborg 1927. billeder er der grund til at nævne Lionel Ro- I 1948 til Minerva- gosin og Jean Rouch. Filmindex i „Kosmora- Film, hvor han lærte ma 38". sig håndværket, og hvor han skrev og in­ „Men det er denne dybere og dybere boren- struerede kortfilm. I sig-ned i det troværdige, det utilslørede og op­ 1953 ansat hos Nor­ rindelige - det er den olads, den spontane ak­ disk Films Junior. tion og reaktion har fået i filmens afspejling Foruden bestillingsarbejder for dette selskab af det menneskelige sjæleliv, der efter min me­ lavede han fem film for Walt Disney, bl. a. om ning er ved at føje en ny „dimension" til film­ „Tivoli" og København. Carlsen har også fore­ kunsten." stået danske versioner af flere dokumentarfilm, „Men - tradition eller ej — så stræber jeg som f. eks. „En svunden verden" og „Afrikas ikke mod noget brud med det, der har været, løve", og har i øvrigt arbejdet med reklame­ for bruddets skyld. Når jeg eksperimenterer film. Han havde således en solid all-round bag­ i dag (og hver film indeholder sine eksperi­ grund, inden han gav sig i kast med mere kræ­ menter), er mit udgangspunkt de erfaringer, vende opgaver. Han vakte for første gang op­ som andre har gjort før mig, og som jeg selv mærksomhed med den lille, fikse færdselsfilm har gjort til nu." „Cyklisten" (1957). I 1960 lavede han film „For det gælder for film som for anden i Sverige, men det var først i 1961 med „De kunst, at man ikke kan være kommerciel og gamle", at han placerede sig sikkert inden for ærlig på én gang, endsige på skift." den danske dokumentarfilm. Med denne film „Drivkraft? - - at opnå en personlig til­ viste Carlsen, at han er en af de meget få dan­ fredsstillelse ---- ikke andet!" ske instruktører, der har ladet sig inspirere fra „Louisiana Revy“, september 1961. udlandet; filmen behandler et konkret, socialt problem med indføling og menneskelig åben­ „Der findes bogstaveligt talt ingen kontakt hed, uden de obligate, pædagogiske røde stre­ til gensidig adspredelse og hyggeligt samvær ger. Samme år fulgte „Limfjorden", en billed­ mellem os og de skabende kunstnere blandt smuk, men noget akademisk hyldest til barn­ digtere, forfattere, malere eller musikere, der dommens land. Med „Dilemma" er Carlsen en­ virkeligt har fingeren på pulsen." deligt gået over i spillefilmen. Blandt hans for­ „Kosmorama 55", december 1961.

„Dilemma“ 6 NYE ANSIGTER Palle Kjærulff-Schmidt

Født 1931. Student „. .. men man kan da ikke kræve andet af 1949. Stud. mag., en­ en instruktør, end at han kan instruere.44 gelsk, fransk. Fra for­ året 1951 knyttet til Studenterscenen, for­ trinsvis som instruk­ „Som instruktor narrer man sig selv, hvis tør (Saroyan, Wil­ man tror, at gode film skabes af ydre omstæn­ liams, Kaufman, Ari- digheder og ikke af et indre behov.44 stofanes, Achard, „Gris på gaflen41). Har „Kosmorama 47", december 1959• instrueret en række hørespil og tv-opførelser („Præsten i Vejlby44, „Britannicus44, „Vi venter på Godot44). Debuterede i 1957 som film­ „Jeg drømmer om, at den enorme tvetydig­ instruktør med „Bundfald44, dansk filmrealis­ hed, vi lever i, blev mere erkendt, end den er me, de homosexuelles problemer taget op til i øjeblikket - denne dobbelthed — dobbeltmo­ debat. Anslog i 1959 lystigere toner med sin ral, om man vil. Vi mærker den alle. Ingen kan instruktion af i?//£/Vrg-manuskriptet „De sjove sige sig fri. Vi lever i en tid, der svarer til år44, temmelig kåd studenterkomedie med svig­ 30’ernes Tyskland. Vi lukker øjnene og lader tende jordforbindelse. Forhåbningerne til Kjær- stå til.44 ulf-Schmidts mulighed for at øve en afgørende indsats til fornyelse af dansk film bygger mere på hans fortid ved teatret, specielt tv-teatret, „Man godtager en masse ting i den vestlige end på hans to film - det er erfaringerne og verden, som man ikke burde godtage, og man landvindingerne fra skærmen, vi gerne ser gør det af frygt for noget, man tror er endnu plantet over i dansk film, til nedgørelse af de værre. Der er en tendens til at afskrive erken­ almindeligheder, som skæmmede bl. a. „Bund­ delsen og at stemple dem, der ikke vil, som fald44 og „De sjove år44. gøglere og fupmagere.44 „... sådan en rigtig folkekomedie giver god øvelse i at få arrangementet til at klappe, og øvelse er den eneste vej frem.44 „Når kunst kræver arbejde for at blive til­ „Politiken" d. 24. 9. 1953- egnet, så kan der desværre i dag tages kegler på at erklære: „Jeg foretrækker nu det, jeg kan „... når man tager det lille marked og der­ forstå.44 Så snart man ikke umiddelbart forstår med det økonomiske i betragtning, ligger vi da noget, så er der kun én forklaring: at man meget godt.44 selv har ret.44 „Berlingske Tidende“ d. 30. 8.1959. „Aktuelt"s „Weekend" d. 3. 12. 1961.

1 NYE ANSIGTER

* Klaus R ifbjerg

Født 1931, student fra „Emner af dyberegående menneskeligt, poe­ Vestre Borgerdyd tisk, filosofisk indhold forbigås altid. Man be­ 1950. Debuterede i skæftiger sig gerne med „problemer", men an­ 1956 med digtsamlin­ skuer dem gerne overfladisk og kun med blik gen „Under vejr med for det sensationelle, sexationelle. ... Herre­ sig selv", siden „Ef- gud, om man laver en film om modstandsbe­ terkrig“ (1957), ro­ vægelsen eller modeverdenen eller hekseforføl­ manen „Den kroniske gelse i middelalderen, kan jo være ligegyldigt, uskyld“ (1958), seks digte i „Lytteposter'1 bare man vil noget med dem ud over at få så (1960), „Konfrontation" (1960), „Camou­ og så store mængder cementpander lokket i bio­ flage" (1961). Sammen med Villy Sørensen grafen." redaktør af „Vindrosen". Journalist på „Infor­ „Vi har aldrig haft nogen ny-realisme, re­ mation" og nu på „Politiken" med teater, litte­ alismen har kun strakt sig til en svag fornyelse ratur og film som hovedfelt. K. R. har mulig­ af folkekomedien, mere ambitiøse forsøg har hederne for at blive en væsentlig støtte på ma­ i den poetiske genre vist sig at være skruede, nuskriptsiden i dansk film. Hans mundrette, forlorne og pompøst selvoptagede. ... Først nutidige sprog, hans stadige kredsen om men­ ærlig realisme, satire, debat, så symbolisme, neskenes forhold til hinanden, og hans let poesi og alt det dyre, som kræver frigjorthed, vrængende indstilling til de gængse livsværdier modenhed, overlegenhed." og bestandige søgen efter nye, kan udmærket „Kosmorama 47“, december 1959- danne basis for en fornyelse i de danske films noget stereotype idéverden. Hans forhold til „. . . den kunstneriske intensitet svækkes, efter­ filmen er ikke af ældre dato, og det er langtfra hånden som den moraliserende tendens øges." endegyldigt afklaret, men der er rigelig plads „Vindrosen“ nr. 5, 1960. for forhåbninger til ham som inspirerende fak­ „. .. nedladenhed over for filmen som kunst­ tor i det team-work med Palle Kjcerulff- art er nedladenhed over for kunsten i alminde­ Schmidt, som indledtes med „De sjove år" lighed." (1959), og som nu er fortsat med „Weekend". „Vindrosen“ nr. 4, 1961.

„Weekend ‘ NYE A N S I GT E R Leif Landuro

Født 1923. Skolegang „Det mest umoralske? Det er at gå i flok." i Birkerød. Isenkræm­ mer- og apotekerelev. Tandlæge 1947, siden skoletandlæge i Es­ „Moral er noget, vi har, når vi ikke tør være bjerg. Debuterede i etiske." 1956 som hørespilfor­ fatter, som romanfor­ fatter i 1957 („Av min guldtand"). I 1958 „Det er det samme igen, man tåler kun at kom hans anden bog, „Rend mig i traditioner­ høre om det vedtagne, ikke om det, alle ved." ne", en af halvtredsernes betydeligste danske romaner, Salinger-påvirket, fræk, pågående og ægte. Derefter „De uanstændige" (1960) og „Øgledage" (1961). Skrev i 1961 manuskrip­ „ ... det vigtigste - det mest etiske — var, tet til „Harry og kammertjeneren", første film hvis vi turde være os selv, men vi tør ikke." i fornyelsen. Panduro udtrykker individualistens oprør, angriber konventionerne og gennemfører sine angreb logisk og uimodsigeligt. Det er hans temperament og hans udfordrende mangel „Eftermiddagsavisernes smålidder fritager da på højtidelighed, der kan rive os løs af for­ også så behageligt os selv fra at være lider- ældede danske filmnormer. Desværre afsvækker lige." Panduros tv-kritik (i Politiken fra jan. 1962) „Aktuelt"s „Weekend" d. 26. 3. 1961. løfterne; for megen jargon, for mange nemme generaliseringer. „Sandheden er den, at den, der ophører med „.. . jeg ved for lidt om tænder." at undre sig over tingenes tilstand, han er vir­ „Ekstrabladet d. 14.8.1937. kelig fortabt." „Billedbladet" d. 26.3. 1961. „. .. jeg tror ikke, jeg kan skrive en satire - rent teoretisk kan jeg vist nemlig mægtig godt lide mennesker." t,Rend mig i traditionerne." „Berlingske Tidende“ d. 20. 10. 1937. (1938)

„Harry og kammertjeneren" Af Jean Béranger „Chaque fois que je pense a l’adorable conle d’Andersen: „La caverne des vents“, et å la phrase: „Entre le vent d’Est. Il était habillé en chinois", je pense å mon tres cher Orson, comme d (...) un de ces vents qui visitent la caverne maternelle - „Entre le vent de New York. Il était habillé en Orson Welles", et eet te joyeuse et grave tempéte soufflait et renversait les sotlises et les habitudes Jean Cocteau. („Les lettres fran(aises“ - 26 novembre 1959).

10 Siden Eisenstein døde, er Or son Welles ganske for dette monument, der knuser dem i al sin utvivlsomt den største af de filmskabere, som utraditionelle storhed. Et budskab fra en fri og stedse forfølger og fra dag til dag fuldender stolt mand, der ikke skammer sig over at være deres løbebane for vore undrende øjne. til - men som alligevel forstår elegant at til­ Hollywood, denne mesterværkernes og tåbe­ sløre det anarkistisk aristokratiske og dybt æng­ lighedernes planteskole - som stadigvæk, siden stelige under en overdådig ekspressionisme, der den dag i 1913, da en vis Cecil B. de Mille er lige så ung og lige så moderne som Berg- opstillede sit kamera der, trods alt laver ver­ mans eller Douglas Sirks. dens bedste film — gav os dette „vidunder" og Jeg synes derfor, det vil være nyttigt at fore­ viste sig derefter lige så utaknemmelig over for tage et hurtigt „flashback" over denne titans ham, som det tidligere havde været over for tidligere karriere. Man vil da til sin forbavselse sine to mest talentfulde „pionerer". bemærke, at det, trods hindringer af alle arter, Ligesom Griffith, der mellem „The Struggle" er lykkedes ham indtil dato at fuldføre en halv (1931) og sin død i 1948 ikke mere vidste, snes film af bedste standard. Og jeg er lige ved hvad han skulle filme, ligesom Erich von Stro- at tro, at det med hensyn til eftertiden vil heim, der efter „Queen Kelly" (1929) blev de­ være dem, som først og fremmest vil rage op finitivt desavoueret som instruktør, måtte dette fra de to sidste tiår, vi har tilbragt i de mørke nye geni finde sig i, næsten uafbrudt, at føre biograf rum. et omflakkende liv og at fuldføre sit værk un­ Sandt at sige har selveste Racine kun skrevet der kaotiske og usikre forhold. otte tragedier i hele sit liv. Forholdet er altså Mangfoldige gange troede hans modstande­ omtrent det samme. Jeg nævner i øvrigt Racine, re, at han var færdig. Han blev ofte tvunget fordi jeg er fransk - og fordi jeg automatisk til tavshed. Man kunne da se ham drukne sin kommer i tanke om netop det navn. Men i be­ bitterhed i whisky og med sin tordnende latter tragtning af Welles’ lidt barbariske voldsomhed lave skandale i Paris’ eller Roms natklubber. og hans retfærdige harme er det snarere Shake- Han lod sig engagere som skuespiller til at ud­ speare, man skal sammenligne denne mand føre demagogiske „numre" i film, der for det med — en Shakespeare, der har været vidne til meste blev instrueret af middelmådige hånd­ fordærvede kapitalisters ondskabsfulde kamp, værkere. Men med de penge, han tjente ved koncentrationslejre, båndoptagere og flyverej­ disse engagementer (som han mere end én gang ser. Det er rigtigt, at Shakespeare var mere må have væmmedes ved!), fik han midler til produktiv end Racine. Men „the wonder boy" at fortsætte med at instruere de film, han syn­ er endnu kun 47 år. Og jeg håber rigtignok tes om. Det skete næsten i dølgsmål, ved nogle ikke, at hans fremtid vil indskrænke sig til at få nære venners hjælp. Ofte måtte optagelserne være hans fortid - selv om den allerede ville afbrydes, fordi man manglede penge, og gen­ være tilstrækkelig til ti andre instruktørers be­ optages lidt senere. Men i alt fald lykkedes rømmelse. det ham, hvert andet eller tredie år, at lade en I øvrigt har han allerede filmatiseret to styk­ ny „bombe" springe, som straks syntes et plet­ ker af Shakespeare. Men trods uforligneligt skud af plastisk skønhed og skaberevne i sam­ smukke ting i formel henseende er det nok menligning med den øvrige trøstesløse grå alligevel ikke disse, man skal foretrække i hans filmproduktion (med undtagelse af nogle få produktion. André Bazin sagde om ham: „Han andre, meget store filmskaberes barsk indivi­ er en renæssancefyrste, der opstår i det 20. år­ dualistiske præstationer, såsom Bergman og hundredes atmosfære". Og vi finder ham netop danskeren Douglas Sirk, alias Detlef Sierck). mere effektiv, når han erstatter daggerterne, Det var hver gang Gulliver, der rejste sig igen dolkene og giftposerne med revolvere og vor og ved sit format fik lilleputternes uformelige tids kafkaske angst. masse til at flygte. Vi må imidlertid i forbifarten huske på, at Men miraklet har netop i disse dage gen­ 2. del af „Ivan den Grusomme" af Eisen­ taget sig med fuldførelsen af „Le proces" efter stein i høj grad var inspireret af Shakespeare, Kafka. Neo-realismen, „la nouvelle vague", „le og det er måske ikke tilfældigt, at Welles - cinéma-vérité" og andre „gynger" opfundet af ligesom Bergman og Visconti - også var teater­ kraftesløse æstetikere eksisterer ikke mere over mand, og at han satte talrige stykker fra den

11 elizabethanske periode op på teatret. Det sæt­ gende ud på gaden med papillotterne i uor­ ter sit præg - ikke blot med hensyn til indhol­ den. Det skaffede ham straks Hollywoods be­ det, men også med hensyn til formen - skrive­ vågenhed. Han skrev kontrakt med R.K.O.s færdighed, gigantisk inspiration, blanding af unge producer George Shaeffer, og ifølge kon­ genrerne, sidespring, et behov for kraftigt at traktens betingelser skulle han optage mindst optrække historiens røde tråd — derfor: en vis én film om året (med 25 % bruttofortjeneste tvetydighed, fuld af uudtømmelige rigdomme. for hver film). Han tænkte først på at bearbej­ Orson Welles blev født i Kenosha (Wiscon- de en fortælling af Joseph Conrad, „Heart of sin) den 6. maj 1915. Hans fader havde en Darkness“, men blev derefter interesseret i en fabrik, - hans moder var pianistinde. 5 år gam­ kriminalroman af Nicholas Blake, hvis titel mel fik han et dukketeater forærende. Som var „Smiler with a Knife“. De stjerner, som banebryder for „hitch-hiking“-metoden gen- han efter tur indledte forhandlinger med (Ca- nemtrawlede han i en alder af 11 år USA, role Lombard, derefter Rosalind Russell), und­ Asien og Europa. 15 år gammel spillede han slog sig. Han besluttede sig så til at udarbejde „Julius Cæsar“ i Dublin. 19 år gammel giftede en original drejebog - sammen med John House- han sig første gang, med Virginia Nicbolson. mann, Joseph Cotten og Herman J. Mankie- 22 år gammel — i 1937 — grundlagde han wicz. Og det blev „Citizen Kane“, som i næ­ i New York „The Mercury Theatre“ med John sten uændret form fortalte om den store blad­ Housemans støtte. mand William-Randolph Hearsts liv. Denne Han arbejdede også ved radioen og skræmte berømte businessman ejede 28 aviser og 13 hele Amerika, da han lavede en udsendelse in­ tidsskrifter (der repræsenterede 18 millioner spireret af „Klodernes kamp“ af H. G. Wells. læsere), 8 radiostationer, 2 filmproduktionssel­ „The mammies“ troede simpelthen, at mars- skaber, 1 million hektar jord og skove, guld- beboerne invaderede jorden, og styrtede skri­ og kobberminer og oliekilder. Gift og fader til

„Citizen Kane“. Orson Welles og Ruth Warrick og et af de lofter, visse fæhoveder troede var udtryk for smartness.

12 „Citizen Kane“. Joseph Cotten, Orson Welles og Erskine Sanford.

fem børn underholdt han yderligere en ret forskellige tidspunkter i hans liv: Bernstein tvivlsom skuespillerinde, Mation Davies. Han (Everett Sloane), hans tro medarbejder, da han levede sammen med hende i det usandsynlige begyndte inden for journalistikken, Ted Seland San-Siméon palads, som var bygget af sten (Joseph Cotten), hans ungdomsven, Susan hjembragt fra et skotsk herresæde, et italiensk Alexander (Dorotby Comingore), hans anden palads og en spansk kirke, og som lå i Cali­ kone, og hushovmesteren Raymond (Paul fornien for enden af en 136 km lang allé. Stewart), som har tjent ham i hele hans mis­ I filmen dør den gamle bladfyrste Charles tænksomme alderdom. Foster Kane (spillet af Orson Welles selv), Disse „vidners“ betroelser akkompagneres af idet han hvisker ordet „rosebud“. En hushov­ en hel serie ofte selvmodsigende flashbacks. mester lægger mærke til dette sidste ord. Og Vi ser således, i brudstykker, de fleste brikker direktøren for et ugerevy-firma kommer til den i det puslespil, som udgør denne mands liv, konklusion, at „det sandsynligvis er noget, han føje sig sammen — et liv, der har været lige så har mistet, eller som det aldrig er lykkedes hårdt for de andre som for ham selv. 8 år ham at få fat på“. En kende nysgerrig pålæg­ gammel bliver han elev i en bank, hvad der ger han én af sine reportere, Thompson (Wil­ river ham, der er af lav herkomst, ud af hans liam Aland) at foretage en undersøgelse i så miljø. Da han bliver arving til denne bank, henseende. Den unge mand undersøger først - „køber“ han sin første avis, „Inquirer“ - på i et biblioteks højtidelige halvmørke - forret­ det tidspunkt er han endnu i sin første ung­ ningsmanden Thatchers (George Coulouris) dom. Han gifter sig derefter med Emily Mor­ memoirer; derefter besøger han i rækkefølge ton (Ruth Warrick), en niece til selve de For­ fire personer, som har kendt afdøde godt på enede Staters præsident, og starter en kampagne 13 „The Magnificent Ambersons". Tim Holt og Agnes Moorehead. for at blive valgt til guvernør. Men hans stør­ Men til syvende og sidst ved Thompson sta­ ste politiske modstander, Jim Gettys (Ray Col- digvæk ikke, hvad ordet „rosebud“ betyder. Og lins), vælter hans planer ved offentligt at af­ han vil aldrig få det at vide. Mens han imid­ sløre, at han underholder sangerinden Susan lertid for sidste gang gennemstrejfer Xanadus Alexander som sin elskerinde. Rystet i sine uhyre sale, som er overfyldt af ting, der er pak­ grundvolde af denne skandale lader han sig ket ned i kasser, parat til at blive brændt, får skille fra Emily og gifter sig med den lille vi i et glimt øje på sesam-ordet, der står skre­ „teaterdame“, som han forgæves forsøger at vet på en lille slæde, som Kane legede med, da pace frem til at blive en stor sangerinde. Han han var barn. En forfængelighed, der er værdig lader endog bygge en opera til hende i Chi- til Marcel Prousts fineste psykologiske analyse. cago. Men hun har en middelmådig stemme. Denne umættelige fribytters kæreste minde gik Og publikum er modvilligt. Dybt krænket be­ altså helt tilbage til uskyldens fjerne år! slutter han at trække sig tilbage, sammen med Teknisk set var fremstillingen af alt dette sin ulykkelige fælle, til det overdådige Xanadu uhyre levende, hvad der nok kunne forbavse palads, der efter hans direktiver er bygget i en én, taget i betragtning, at det kom fra en de­ øde egn nær ved Stillehavets bredder. I dette buterende filmmand, der næppe var 25 år gam­ „mausoleum“s domkirkeagtige stilhed piner de mel. Med ét slag revolutionerede Welles, ved to ægtefæller hinanden. Susan forsøger at tage rent filmiske midler, måden at fortælle på. Alt livet af sig, men forlader derefter sin forfæn­ efter som beretningen kræver det, anvendte han gelige gråskæg, medens en irriteret kakadue lange, uhyre komplicerede kamerabevægelser skriger hånligt på sin pind. brudt af ofte blændende serier af tætte og skar- 14 pe „flashes“. Han tog næsten konsekvent af­ terer de forskellige scener, var ganske tilfæl­ stand fra at bruge den gyselige metode, hvor digt blevet opfundet af Sacha Guitry i 1936 kameraet skifter fra den ene vinkel til den i „Le roman d’un Tricheur". modsatte, og anbragte sine personer „i dyb- Men det var i „Citizen Kane", at disse for­ den“ ved at anvende korte brændvidder, som skellige elementer for første gang var sam­ muliggjorde, at man i ét eneste billede lige lede i en absolut ensartethed. Ofte „dækkede" tydeligt kunne se, hvad der foregik 50 cm eller kameraet ikke den skuespiller, som talte, men 500 m fra kameraet. Derfor blev han ofte den, som lyttede — eller også var den, som nødt til at indsætte „lofter" i sine billeder. Og talte, anbragt i en mørk zone, mens den anden deraf sluttede visse fæhoveder straks, at han befandt sig i fuldt lys. gjorde sådan udelukkende for at være original Alle disse ting gjorde, at „Citizen Kane" - mens han i virkeligheden, da han begyndte blev grundlaget for den moderne films nye for­ på sin nye metier, var fuldstændig uvidende tællestil. Og efter at denne „meteor" var kom­ om, at hans kolleger kun sjældent tog deres met til syne, var det ikke længere muligt at tilflugt til „tredie dimension". „skrive i billeder" som forhen. Da Robert Wise Vist var „flashback’et" allerede kendt - det og Mark Robson, der havde stået for klipnin­ havde det været, næsten lige siden den syvende gen af denne film, senere blev instruktører, kunstart opstod! Skarpt kontrasterende sort­ fulgte de nødvendigvis opskriften. Og hele den hvide belysninger havde ofte været anvendt og udmærkede unge amerikanske skole blev efter­ havde allerede i stumfilmperioden, takket væ­ hånden gennemsyret af denne stil — fra Robert re nogle mestre af den tyske skole, nået den Rossen til Nicholas Ray, fra Joseph L. Manc- højeste grad af fuldkommenhed. Og anvendel­ kiewicz til Elia Kazan, fra Otto Preminger til sen af en stemme „off-screen", der kommen­ Vincente Minnelli, fra Samuel Fuller til Joseph

„The Magnificent Ambersons". Agnes Moorehead og T i ni Holt ved hjemmets opløsning.

15 Losey, fra Edward Dmytryk til Robert Aldrich, tilbeder, også giftet sig. Men han er hurtigt fra Stanley Kubrick til Blake Edwards (jeg blevet enkemand - hans kone har dog efterladt standser her! - for der er for mange af dem, ham en datter, Lucy lAnne Baxter), som me­ men alle er de omtrent lige betydelige med get snart bliver forelsket i George Minafer. Da hensyn til smidighed i udtrykket og talent). den unge mands fader dør, begynder den brave Welles overgår dem imidlertid i sin egen­ Eugene igen at gøre kur til sin fordums elske­ skab af „chef d’école“, i kraft af sit stærke de, der efter denne hændelse igen er fri. Han „indre liv“ og ved den udefinerbare „petite er nu leder af en overordentlig velfunderet au­ musique" (i mozartsk forstand), som adskiller tomobilfabrik. Og han mener således, at man geni fra talent. Og den udmærkede franske ikke mere vil kunne afvise ham på grund af skribent Louis Aragon kan med rette sige om ubemidlethed! Men denne gang er det George, ham: „Siden man begyndte at projicere tanken som forsøger at spærre ham vejen; for han vil hen på en væg ved hjælp af glaslinser, har der skinsygt beholde sin moder for sig selv. Sam­ været mesterværker i overflod, en optælling af tidig afbryder han sin egen forbindelse med alt, hvad der findes i verden, fresker, der kan Lucy. få de italienske klostre til at blegne, øjets ro­ Efter Isabels død lukker han sig mere og maner, regnbuer, der brydes i planernes prisme, mere inde i sin luksuriøse og lidt triste bolig alt, hvad man kan ønske sig. Men når alt kom­ sammen med en gammel tante, Fanny (Agnes mer til alt, forholder det sig med denne kunst­ Moorehead) - en temmelig stridbar pebermø. art som med de andre - ved nærmere efter­ Men tiderne har ændret sig. Efterhånden tyn­ tanke, og når man er alene med sig selv og der det ud i det uvirksomme bourgeoisis ind­ sine minder, hvad er det så, der tæller? De tægter — for en ny herskerklasse er kommet til: værker, der er som kærligheden, som en dolk industriherrerne. Og den stolte faders søn er så i sjælen. De, som sårer dybt. „Citizen Kane". godt som ruineret. Han må søge arbejde, hvil­ Netop. Denne galskab. Denne drøm alene for ken ydmygelse! én selv, denne dykken ned i menneskets virke­ I den sidste sekvens er han ude for et ulyk­ lighed". kestilfælde. Eugene og hans datter kommer og Optagelsen af „Kane", der påbegyndtes den besøger ham på klinikken, og uden at bære det 30. juli 1940, varede ikke engang tre må­ mindste nag gør de en indsats for at give ham neder. Men filmen kunne først præsenteres for nyt mod. Endnu en gang stod man over for et pressen den 9. april 1941 — på grund af van­ værk, hvor alt var fremstillet uhyre levende. skeligheder med Hearst, der forgæves anstreng- En enkelt sekvens med uophørligt skiftende te sig for at boykotte denne frygtelige „rønt­ „framing" viste George, der traf Lucy under et genfotografering" af sig selv. bal, mens Eugene igen mødte Isabel. Derimod Allerede samme år gav Welles sig i kast med forblev en anden uforanderlig en hel spole sin anden film, „The Magnificent Ambersons", igennem. Ligesom på en scene diskuterede den bearbejdet temmelig frit efter en roman af unge mand med sin tante i køkkendekorationer. Bootb Tarkington. Denne gang viste han sig Lidt efter lidt steg tonen i samtalen, indtil den ikke selv på lærredet - men man hørte hans gamle Fanny, i et nervøst anfald, brød sam­ stemme, som fortalte historien for at kæde men i tårer . sekvenserne nærmere sammen. En indtalt sluttekst forkyndte selvsikkert: I den lille by Midland i 1873 afslår en rig „Jeg har skrevet og instrueret denne film. Mit arving, Isabel Amberson (Dolores Costello) at navn er Orson Welles". gifte sig med en beundrer, Eugene Morgan „The wonder boy" rejste derefter til Syd­ (Joseph Cotten), der er knap så velhavende. amerika for at instruere en kæmpe-farvefilm, Hun foretrækker Minafer, en indflydelsesrig der var helliget det panamerikanske venskab. grundejer. I dette ægteskab fødes en søn: Statsministeriet finansierede delvis foretagen­ George Minafer Amberson. Forkælet, som han det. Den anden verdenskrig var ved at nå sit er, bliver dette barn snart (rollen spilles af kritiske punkt. Og Washington ønskede for Tim Holt) et utåleligt og hovent, ungt men­ enhver pris at iværksætte en charme-offensiv neske. over for de underudviklede områder inden for I mellemtiden har Eugene, Isabels forsmåede den amerikanske halvkugle. 16 Værket havde titlen „It’s all true“ og skulle forfølgelsesscenen, hvor nogle spioner i den bestå af tre adskilte dele: en reportage om tyrkiske nat hager sig fast til den skrøbelige samba’en i anledning af karnevallet i Rio de pyntegesims på facaden af en bygning. Janeiro, en beskrivelse af de brasilianske fiske­ Sat til vægs af de middelmådige måtte res liv (i ,,Fangaderos“) og en let romantise­ Welles derefter i fire lange år nøjes med at ret beretning om en tyrefægtning i Mexico „lægge krop til“ nogle andenklasses film - (i „My Friend Benito“) efter et manuskript af „Jane Eyre“ (1943) af Robert L. Stevenson Robert ]. Flaherty. Over 30.000 meter film efter en „victoriansk" roman af en af søstrene var allerede blevet brugt, da R.K.O. pludselig Bronte; „FoIIow the Boys“ (1944) — en under­ skiftede direktion. George Shaeffer blev afske­ holdningsfilm for G.I.’erne - hvor han på gøg­ diget. Og selskabets nye „braintrust“ opsagde lermaner skar Marlene Dietrich over i to styk­ ganske simpelt Welles’ kontrakt. „It’s all true“ ker! - og det utålelige melodrama „To Morrow led næsten samme skæbne som „Que viva and Forever" af Irving Pichel. Han må uden Mexico11 af Eisenstein. Vil vi en dag få disse tvivl have påvirket Stevenson; instruktionen af utallige „rushes“ at se - som sikkert må være „Jane Eyre" bærer præg af det hist og her. Men lige så strålende som alle de andre? med hensyn til de andre åndsprodukter ind­ En anden film, der var påbegyndt af Welles skrænkede han sig tilsyneladende til at lave de - „Journey into Fear“ — blev fuldført af den „grimasser", man bad ham om. Hverken mere redelige håndværker Norman Foster. Ikke de­ eller mindre. sto mindre bærer den på talrige punkter Wel­ les’ umiskendelige præg. Og vi glemmer sent (Fortsættes).

„Follow the Boys“. Marlene Dietrich og Orson Welles. Tænk om han havde!

17 CLOSE UP

For den flittige og opmærksomme biografgæn­ tiden. Biografens ledelse har derfor taget det ger er det hyppigt en kilde til irritation at måt­ prisværdige initiativ at gøre disse kavalkader te konstatere den skødesløshed, hvormed bio­ permanente og helt gøre, teatret til en reprise­ graferne præsenterer deres film. Her tænkes biograf, der vil vise det bedste af de film, som først og fremmest på det manglende hensyn til stadig ligger på udlejernes hylder. „Windsor” filmenes format. Der er ikke grænser for, hvor er med andre ord blevet forvandlet til en slags stolte biograferne er over deres nye udstyr, men „art theatre”. Der er al grund til at glæde sig meningen med det perfekte apparatur må dog over, at der er føjet et nyt træk til det køben­ være, at man præsenterer filmene så korrekt havnske biografmiljø, og man må håbe, at de som muligt. Desværre er det imidlertid snart filminteresserede vil medvirke til, at eksperi­ en undtagelse at se en film, optaget i det gode mentet lykkes. Der skulle nu være endnu færre gamle format, der ikke bliver vist på wide- undskyldninger for, at man er gået glip af en screen. I flæng kan man blot nævne, at f. eks. række af de senere års bedste film. Bedst var „Fanny“, hvis eneste aktiv var Jack Cardiffs det naturligvis, om publikum sørgede for at smukke nærbilleder i kærlighedsscenerne, fik holde de gode film længe på premierebiogra­ disse helt spoleret, da den vistes i „Imperial”. fernes plakater, men det nye „Windsor” er Værst går det dog næsten ud over de ældre blevet en udvej for dem, der ikke nåede med film, som så prisværdigt genudsendes. De tre i første omgang. /.AI. Garbo-film, der i denne sommer blev vist i „Dagmar”, led svært under de forkerte af­ Vi må til det igen. Anledningen er ved at blive skæringer. Allermest pinagtigt var det dog at se triviel: den danske akademiker som fanebærer Ford s „Flammer over Mohawk” i „Carlton”. i en moderne filmvitalitet, som Hans Hertel Fords smukt gennemtænkte billedkompositioner hævder det i et ret pludseligt, filmbegejstret blev ofte ødelagt, fordi underkanten var elimi­ skulderklap til de nye studenter i Studenter­ neret. Da „Platan” for nogle år siden viste bladets rusnummer. Hans glade udbrud over „Vredens druer”, led man især under de grim­ sin akademiker-generations vakse opdagelse af me afskæringer af ansigterne. Man kan ikke filmkunsten irriterer, thi er det ikke sandt, at rigtigt forstå, at biograferne på denne måde begejstringen bunder i den omstændighed, at søger at konkurrere med fjernsynet i retning af film er ved at komme på mode i ordets uhel­ elendig filmgengivelse. Netop det publikum, digste betydning — det er smart at se „nouvelle som søger at undgå fjernsynets oplevelsesøde­ vague”. Det er pop, og pop er af yderst tvivl­ læggende filmpræstationer, burde i biograferne som værdi for filmkunsten. Det er en kunstig have garanti for at kunne se filmene på den og usund begejstring over „Marienbad” m. v., rigtige måde. Man ser sjældent anmeldere gøre en overfladisk begejstring uden bund i „Vre­ opmærksom på sådanne fejl, skønt de burde, dens Druer”, „Frokosten i det grønne” og og den nu hensygnende instruktørsammenslut­ „Hajen”. ning, der ved sin dannelse bombastisk erklæ­ I et brev til redaktionen skriver John F. Ernst rede, at den ville slå hårdt mod sådanne over­ om dette emne bl.a.: „Og når han (Hertel) greb, har fuldstændigt svigtet. Man kan derfor skriver, at akademikerne også hørte til den ka­ kun indstændigt appellere til udlejerne og bio­ tegori, der tog skarpest afstand fra „Duellen”, grafejerne. Udlejerne bør ikke lade kopierne er der grund til at henlede opmærksomheden tekste til widescreen, når de er i gammelt for­ på Gunnar Iver s en s energiske forsvar af filmen mat, og biografejerne burde, uanset teksterne, ... og på en anden skrivende akademiker, Her­ vise filmene rigtigt. 1. AI. teis gode ven, forfatteren og lægen Mogens Ja­ cobsen Vore københavnske læsere har forhåbentlig al­ Sidstnævnte brillerede med et ualmindeligt lerede opdaget, at hovedstaden den 1. oktober perfidt angreb på Ulrichsens saglighed, et an­ har fået en ny biograf. Vi tænker naturligvis greb, der var komplet blottet for saglighed og på „Windsor”, nu omdøbt til „Cavalcade- som sådan var i stil med den postulerede film­ teatret Windsor”. Alle filmvenner har tidligere begejstring. Hvor er proportionerne? „Vitalitet haft nytte og fornøjelse af denne biografs som­ og filmbegejstring” i dansk ungdom? Vi kunne merkavalkader, men disse har selvfølgelig væ­ ikke ønske bedre, og vi ser stadig frem til det. ret behæftet med den skavank, at de lå i ferie­ P. Al.

18 „Oh! For a Man!“ med Tony Randall, Betsy Drake, Jayne Mansfield og Joan Blondeil. TASHLINIANA Af MORTEN PI IL

Hvem er Frank Tashlin? Det er et spørgsmål, lystspilkunst i halvtredsernes Hollywood. Han „Kosmorama“s læsere med nogen berettigelse kan kaldes Hollywoods frække og rammende kan stille, for ingen af hans film er blevet an­ svar på det hensynsløst aggressive vittigheds­ meldt i bladet, og hans navn er højst nævnt blad „Mad Magazine“ (herhjemme kaldet tre-fire gange. I det små står vi her over for et ,,Gas“), hvis vrængende og spotske åndsform af de misforhold mellem ry og fortjeneste, der står ham nær. Over for Richard Quines sympa­ er så talrige i filmkunsten. I Frankrig har dette tiske, men lidt blege, Capra-prægede idealisme særlige misforhold aldrig eksisteret; Franqois og Cukor-Kanin-parrets diskrete, traditionelle Trufjaut og ]ean-Luc Godard var, omkring humanisme har Frank Tashlin stillet sit helt 1955, blandt de første, der værdsatte Tashlins personlige univers, en glitrende og farvestrå­ talent, og diverse allusioner i „Skyd på piani- lende skinverden, der beherskes af to tvillinge- sten“ og „En kvinde er en kvinde“ viser, at de begreber i vor tid: sex og succes. Hans fire stadig gør det. små mesterværker — „Artists and Models" Frank Tashlin er den eneste instruktør, der („Kunstnere og modeller", 1955), „The Giri har formået at skabe en moderne og original Can’t Help It“ („Pigen kan ikke gøre for det", 19 1956), „Hollywood or Bust“ („Vi ta’r til fordring til visse sider af amerikansk livsform. Hollywood11, 1956) og „Oh! For a Man!“ Hovedværkerne i Tashlins produktion - et („Ih, du forbarmende11, 1957) — er alle gen­ mirakuløst firkløver midt i en ellers stort set nemsyret af en tænderskærende og tempera­ triviel græsplæne - henter alle deres stof fra mentsfuld satire over visse af øjeblikkets ame­ miljøer, som instruktøren kender ud og ind: rikanske livsidealer. Denne samfundssatire er publicityverdenen, masseunderholdningsbran­ særlig bemærkelsesværdig derved, at den hos chen, T.V., radio og forlag for kulørte tegne­ Tashlin ikke - sådan som oftest tidligere i seriehefter. Men først og fremmest er han Hol- filmhistorien — udøves på et rationelt, velover­ lywood-ekspert par excellence, og en ondskabs­ vejet, mere eller mindre intellektuelt og litte­ fuld harcelleren over filmbyens miljø og dens rært plan. Satiren tager karikaturens form og prominente indbyggere er blandt hans få til­ synes, med Eric Robmers ord, skrevet på film­ hørsforhold til amerikansk filmtradition. Holly­ strimlen med en MacLarens dristighed i effek­ wood er som bekendt aldrig blevet skånet af terne, selv om Tashlin selvfølgelig ikke benyt­ byens egne instruktører. ter samme midler som canadieren. Hans hen­ En tvetydig love-hate holdning dominerer sigter kan i langt højere grad læses i billederne, Tashlins forhold til disse miljøer og de fleste farverne og indstillingerne, i la mise en scene andre genstande for hans satire: det lyser ud af kort sagt, end i den historie, han fortæller. alle de smukke billeder, at han ikke kan undgå Herved renses hans bedste værker for den sa­ at blive fascineret og charmeret af de larmende tiriske genres sædvanlige litterært-didaktiske jukeboxes, popsangere og saxofonspillere i „The skampletter med dens kedelige tydeliggørelse Giri Can’t Help It“ og af filmstjernerne og af instruktørens „budskab11; det er ham nok deres henrevne fans i „Oh! For a Man!“ og i en suggestiv og besættende mise en scene at „Hollywood or Bust“. Samtidig med at disse fremtrylle et overdimensioneret og forunderligt film rummer en klar påvisning af det vulgære karikaturunivers, der indirekte rummer en ud­ og åndsforladte ved sådanne tidstypiske „civili-

„The Giri Can't Help It“. Jayne Mansfield „uden overkrop" i tashlinsk vinkel.

20 sationsonder“, viser Tashlin ved den forfinede adskillige vaskeægte tashlinske. Her er det og æstetiserende måde, hvorpå han filmer dem, bedste: mens Jane Russell i en saloon-scene at de, anskuet af en poet, kan udstråle en fuldt iført tricot nærmer sig Bob Hope med udfor­ latent skønhed, som synes helt ukendt for de drende bevægelser, begynder Hopes pibelåg at intellektuelt-bestemte, som oftest udelukkende åbne og lukke sig vibrerende. Første gang Tony de negative og reaktionære tidskritikere. Kende­ Randall og Jayne Mansfield favnes i „Oh! For mærket for Tashlins instruktørtalent er netop, a Man!“, knalder der en popcornspose i Tonys at det så ofte lykkes ham at fremtrylle skønhed, jakkelomme, og indholdet vælder ud. I „The hvor mulighederne synes de ringeste. I „The Giri Can’t Help It“ smelter isblokke under is­ Giri Can’t Help It“, hans første selvstændige bærerens hænder, og naboens brilleglas revner produktion, præsenteres vi for en række gyse­ blot ved synet af Jayne’s svulmende kvinde­ lige pop- og rock n’roll-ensembler, som sikkert pragt. Sort på hvidt tager disse gags sig vel til dels er sammenkaldt af kommercielle hen­ ikke ud af meget, men oppe på lærredet, i syn, men en vidundersmuk billedstil, som Tash­ Tashlins mise en scene - et unikum af rytme­ lin for øvrigt ofte krydrer med en drilagtig un­ sans og præcis timing — er deres virkning derstregning af de forskellige musikudøveres uimodståelig. Instruktørens fortid som vittig­ latterlige tics, gør filmen til en konstant nydel­ hedstegner er i øvrigt nok årsagen til hans se. Støttet af mesterfotografen Leon Shamroys store forkærlighed for rappe, korte ét-billeds- forfinede og nuancerige farve-cinemascopefoto gags; med et enkelt djævelsk billede, der højst fremmaner Tashlin gang på gang glimt af gni­ varer to sekunder, kan han være lige så ætsen­ strende skønhed: en sort hånd mod kontrabas­ de, som en verbal satiriker på ti sider. sens dirrende strenge, en negersangerindes røde Sansen for det formfuldendte gag er imidler­ kjole, der spejler sig i det blanke, sorte gulv. tid langtfra den væsentligste bestanddel af Hans syn på rock n’rollens musikalske standard Tashlins komiske geni. Som Eric Rohmer har er derimod utvetydig. Med en tænderskærende fremhævet det (Cahiers du Cinéma, 76), består foragt, der til tider næsten grænser til det pin­ hans største bedrift i at have indført karikatu­ lige, skildres forholdet mellem de optrædende rens kunst på spillefilmens område. „Det, som og deres saligt rytmeberuste publikum. I fil­ i tegnefilmen er den nemme, næsten obligatori­ mens første billede kommer Tom Ewell, der ske regel, bliver den vanskelige undtagelse, når spiller en fordrukken impresario i rock n’roll- det drejer sig om et levende materiale" (Eric branchen, gående hen mod os og stiller sig ved Rohmer). siden af en jukebox. På en blå baggrund svæ­ Med „Hollywood or Bust" er det lykkedes ver et symfoniorkesters instrumenter i dekora­ Tashlin at skabe en film, der helt hviler på tiv mangfoldighed. Ewell præsenterer sig og parodiens eller karikaturens princip. Stilen er fortæller tilskueren, at denne film handler om elegant, legende, nonchalant og fræk, men in­ musik. Dog, skynder han sig at understrege, gen af de mange kønne billeder og pseudo- ikke om „music of oid time“, men om vor tids poetiske stilfigurer skal helt tages for deres på­ forfinede og yndefulde tonekunst som ... men lydende værdi. Den spinkle handling — svind­ her afbrydes han brutalt af jukeboxen, der med leren Dean Martins og den halvgale filmfan ét giver sig til at udspy filmens øredøvende Jerry Lewis’ erhvervelse af et funklende nyt kendingsmelodi, hvorved hans talestrøm redu­ dollargrin ved en lodtrækning, deres køretur ceres til groteske mundbevægelser. i vidunderet fra coast to coast for at nå Holly­ Hvorfor er Tashlins komedier blandt de mor­ wood og opspore Jerry’s drømmepige Anita somste i moderne filmkunst? Det tashlinske Ekberg - denne parodi på et lystspilmanuskript gags’ komiske effekt beror ofte på éns overra­ er kun et vilkårligt valgt tema, som Tashlin skelse over, at to universer - menneskenes og pryder med en række blændende variationer. tingenes - pludselig forbindes i en absurd og Gang på gang karikerer han med træfsikkerhed tvetydig årsagskæde. Allerede i den livlige west­ banalt og fortærsket filmsprog. Vi får en smuk ernparodi „Son of Paleface“ („Søn af Blegan­ pastiche over den griffithske cross-cutting tek­ sigt", 1952), på mange måder et begynder­ nik i en sekvens, hvor Jerry’s dollargrin sidder arbejde, kan man blandt filmens 2857 gags (in­ uhjælpeligt fast tværs over et jernbanespor, struktøren påstår, at han har talt dem) finde mens et intetanende tog nærmer sig i fuld fart.

21 Fræk er tillige Tashlins parodi på Billy Wil­ alfabet; han stammer med sine fødder, træder ders parodi på Fred Zinnemanns parodiske salt­ over sin tunge og skeler med sine knæ“ (Durg­ vandsromantik i „Herfra til evigheden*4. Til­ nat). I „Hollywood or Bust“ er Lewis’ talent syneladende uden at kaste mange blikke i det ved en snedig tashlinsk manøvre udnyttet så­ ligegyldige manuskript improviserer Tashlin ledes, at dette fjogede og uberegnelige tosse­ sig frem og kæler for hvert billede, så ikke et hoved bliver det mest drastiske element i en eneste bliver tomt og dødt. Samtidig griber han tænderskærende samfundssatire. Hovedpersonen enhver lejlighed til at uddele uvenlige hib til i filmen er af Tashlin formet som det halvt sine kolleger: „Giganten“s instruktør (Jerry's latterlige, halvt uhyggelige produkt af moderne olieudspyende hat), Hitchcock (den hårdkogte amerikansk livsforms fordummelsesproces i gamle dame) og King Vidor, som den hoved­ dens yderste konsekvens: et ætsende vrængbil­ ansvarlige for „Krig og Fred“, får alle på snu­ lede af en teen-agefan med en otteårigs menta­ den. I en kort skitse af en filmoptagelse med litet og intelligens, håbløst prisgivet de kom­ Anita Ekberg (en af stjernerne i „Krig og mercielle magthavere. Denne tilbeder af pop­ Fred“) leverer Tashlin et karikaturpletskud i corn, dollargrin og hundekiks, der i mangel af lilleputformat, et vidunder af præcis og velret­ bedre har fattet kærlighed til en tyrannisk tet latterliggørelse. En febrilsk, solbrændt in­ „Grand danois** og bruger et stort fotografi af struktør med moustache giver Anita følgende Anita Ekberg som dyne, ser vi trygle den bru­ direktiver i en tone, der røber, at en hårdt tale og dominerende gangster Dean Martin om prøvet tålmodighed hvert øjeblik kan slå over venskab. „W e could be pals, like BurtLancaster i altopgivende håbløshed. „Napoleon er lige and Katharine Hepburn in „The Rainmaker“ kommet hjem fra Elba. Du venter på ham med Tashlin er efter alt at dømme den eneste be­ længsel. Du elsker ham. Han elsker dig. Du tydelige instruktør, Jerry Lewis har haft. En er hans hustru. Han er din mand.** I en kame­ sammenligning med Norman Taurogs „Se ravinkel, der i sig selv rummer en slående paro­ New York og dø“ („Living it up“) viser hans di på utallige kælent-romantiske kameravinkler overlegenhed. „Living it up“ er ifølge vel­ i utallige Hollywood-film, ses Anita slænge sig underrettet kilde („Vingt ans de cinéma ame- med smægtende velbehag på sin luksusseng i ricain**) den bedste af de mange film, Taurog forventning om Napoleons hjemkomst. Napo­ har indspillet med Jerry Lewis, men „Holly­ leon legemliggøres imidlertid uventet af den wood or Bust“ er på alle punkter mere op­ allestedsnærværende filmfan Jerry Lewis, der findsom. Daniel L. Fapp har fotograferet Tau­ fra en balkon lige over Anitas seng dumper rogs film i hæslige farver, mens farverne i ned ved siden af hende. Da det tegner til Tashlins film, der er optaget af samme foto­ panik, tager Jerry flugten, mens instruktøren graf, synes at hygge sig med hinanden i godt styrter Anita til hjælp. „Hent ham,“ befaler selskab. De bidrager til Tashlins særlige film­ hun. „Hent ham,“ skriger instruktøren straks. poesi, „La poésie des comic-books, des enfants, Anita: „Skynd jer at løbe efter ham.“ Instruk­ des purs, des fous, de Jerry Lewis" (Roger tøren (skingert): „Skynd jer at løbe efter Tailleur i „Positif**). ham.“ Efter at Jerry Lewis’ makkerskab med Dean At Jerry Lewis er i besiddelse af et stort og Martin er ophørt, har Tashlin lavet tre film særpræget komisk talent, er vel efterhånden med Lewis alene (han er i gang med en fjer­ blevet indlysende for de mere vågne danske de), men ingen af dem er på højde med „Hol­ filmentusiaster. Hans sært forvredne komik, af lywood or Bust“. Uden Dean Martin som det åbenlyst neurotisk karakter, er uden de fleste stabile og fornuftprægede element har Lewis tidligere komikeres umiddelbart vindende træk, ikke udfoldet sin specielle komik nær så frit - men det er uomtvisteligt, at han er øjeblikkets bortset fra i den fortræffelige „The Bellboy** mest opfindsomme slap stick-komiker. Som un­ („Jerry som Piccolo**, 1960) instrueret og skre­ derstreget af den engelske kritiker Raymond vet af ham selv. Galskaben og det absurde tos­ Durgnat (Films and Filming, okt. 1961), er seri dyrkes mindre konsekvent, og i stedet læg­ han desuden en af vor tids største ekspressioni­ ges vægten på sentimentale afsnit med eller stiske skuespillere. „Han tænker med sin krop uden sang. Kynikeren Tashlins krokodilletårer og omsætter sjælen til den spastiske akrobatiks sænker niveauet betydeligt i disse film, men 22 der findes dog enkelte oaser i alle tre; i „Gei­ and jerking“ i „Hollywood or Bust“, hans krop- sha Boy“ f. eks. en helt tilintetgørende River stivhed i „Artists and Models“ og „Geisha Kwai-parodi, Jerry’s Chaplin-inspirerede eska­ Boy“, og Betty Drakes lammede arme i „Oh! pade til Korea-fronten, nogle smukke og char­ For a Man!“ - dette er blot nogle få eksempler merende fortekster og en kæmpestor japansk på Tashlins evne til at indblæse tegnefilmskon­ baseball-spiller, der forårsager stormflodsagtig ventioner nyt liv i spillefilmen. oversvømmelse ved at kaste sig i et svømmebas­ Et særligt kapitel kunne man hellige Tash­ sin. „Rock-a-bye, Baby“ er den svageste i trioen lins forbløffende brug af Jayne Mansfield. Her - kun en morsom Cecil B. De Mille-karikatur, tager den føromtalte overdimensionering en kø­ dansenummeret „The White Virgin of the delig form, hvis linier tegneren Tashlin vel Nile“ er mindeværdigt. „Cinderfella“, Aske­ dårligt nok ville have vovet at skitsere. Vi pot-historien maskuliniseret med Jerry Lewis præsenteres da for en dukkekvinde i overmenne­ i titelrollen, er mere interessant. De karikeren­ skeformat, en seksual- og kropsdyrkelsens apo­ de og satiriske udfald er her helt forsvundet til teose i form af en på en gang monstrøs absurd fordel for et barnligt, naivt tonefald, som Tash- og rørende mannequin - udleveret til latteren lin dog har ramt bedre i sine børnebøger, f. eks. af en både fascineret og frastødt Tashlin. Såvel den glimrende „Bjørnen, som ikke var bjørn“. i „The Giri Can’t Help It“, hvor Jayne Mans­ Billed- og farvemæssigt er „Cinderfella" ofte field spiller en huslig og naiv sangstjerne, som blændende virtuos, man husker især en ekstra­ i „Oh! For a Man!“ har han i grove træk kal­ vagant balscene, men det er ikke som i „Holly­ keret figuren efter Marilyn Monroe, og der er wood or Bust“ lykkedes Tashlin at frigøre sig også brugt mange detaljer fra Jaynes egen kar­ fra den tynde, ligegyldige historie, og de senti­ riere. Tashlin får da slået tre fluer med ét mentale sange hæmmer ham svært. smæk: først og fremmest er der tale om en Som de fleste andre store lystspilinstruktører almen satire over den tomhjernede, sexede gås, (Lubitsch, MacCarey, La Cava) sætter Tashlin dernæst om en mere speciel karikatur af be­ sit umiskendelige præg på skuespillernes spille­ rømte stjerner med opreklameret og paradoksal stil i sine film. Også på dette område kan man lyst til at hellige sig hjem og familie, og ende­ mærke en tydelig påvirkning fra tegnefilmene. lig om et camoufleret portræt af sexsymbolerne Det er næppe for meget sagt, at næsten alle Monroe og Mansfield. skuespillerne (ikke Tom Ewell f.eks.) leverer en selvparodi, i den grad dominerer det over­ „The Giri Can’t Help It“ : Tom Ewell. drevne og stiliserede udtryk. Denne forenkling i mimikken er i overensstemmelse med det tashlinske univers' overdimensionerede og ka­ rikaturprægede karakter. Man kan naturligivs bebrejde instruktøren, at han ikke synes at kende den komiske værdi af øjenbrynet, der hæves to millimeter, men ingen vil kunne be­ stride, at hans bedste værker har æstetisk sam­ menhæng og enhed. Disse overdrivelser er ikke kun mimiske. Menneskets hele anatomi fascinerer Tashlin som gammel tegner og bruges som stof til ka­ rikaturudfald og sære absurde gags. Eric Roh- mer har fremhævet, at „La lutte continuelle entre la ligne idéale et la realité de l’anatomie humaine, entre la c hair et la géometrie“ (Ca- hiers, 76) har en uimodståelig tiltræknings­ kraft for Tashlin. Anatomiske særheder og de­ formiteter understreges og indsættes i situatio­ ner af en enestående komisk opfindsomhed og dristighed. Jerry Lewis’ „twisting and itching „The Giri Can’t Help It“. Edmond O'Brien, Tom Ewell, Jayne Mansfuld born. Tashlin er engang af en landsmand blevet filmisk skønhed; billedfølgens arabeskagtige kaldt den amerikanske Vadim, men det er vist forsiringer er frydefulde for øjet. Hvis Wil- kun muligt at finde et enkelt lighedspunkt mel­ ders kamera, som Jean Douchet har udtrykt lem de to: Tashlin er en af de mest frimodigt det, kan sammenlignes med en tryne, der elsker sensuelle filmkunstnere i arbejde for øjeblik­ at rode i smudsige detaljer, er Tashlins snarere ket. Hans utilslørede forkærlighed for damer at ligne ved en årvågen malers eller billedhug­ uden overkrop er især iøjnefaldende. Tashlins gers øjne. oprigtige kamera følger tilsyneladende hans Instruktørens virtuose penselføring fejrer blik, og skuespillerinderne i hans film præsen­ især triumfer ved udformningen af fantasifulde teres derfor ofte med en kærtegnende tiltning og attraktive fortekster. Her anvendes kulører­ fra anklerne og opefter. På det skabrøse om­ ne ofte med et raffinement, der er helt minnel- råde har Tashlin er værdig medkonkurrent i lisk. Tashlin-kenderen Roger Tailleur har ram­ den snedige Billy Wilder, men sensualiteten mende beskrevet disse udsøgte prologers trylle- hos „En, to tre“s instruktør virker mere litte­ greb om tilskueren (Cinema 60, nr. 49): „L’un rær og udspekuleret; Wilder lægger vægten på des secrets de l’auteur est d’ailleurs l’état de intrige og scene, Tashlin på billedernes rytme, gråce, l’ambiance de fou-rire dans lequel il farver og kompositioner. Trappescenen i „Ar­ nous plonge d’emblée, par ses génériques ou tists and Models“ har mere uforfalsket erotisk ses sequences d’ouverture prodiques, et gråce udtrykskraft end „The Seven Year Itch“ og auxquels il installe le rire en „chaine“. „Some Like It Hot“ tilsammen. Man kan des­ „Oh! For a Man!“ anses almindeligvis for at uden lettere forsone sig med det vulgære og være Tashlins overdådigste karikaturalbum. obskøne hos Tashlin, fordi han - modsat Wil­ Med udgangspunkt i George Axelrods lystspil der - formår at transformere sit materiale til „Will Success Spoil Rock Hunter“, fra hvilket

24 dog ifølge Eric Rohmer ikke en eneste replik Hvad der måtte være af patos i denne situation, går igen i filmen, går instruktøren løs på hele dæmpes dog hurtigt med smuk brutalitet af et den amerikanske skintilværelse med dens per­ af Tashlins tvetydige gags. I det hele taget er sondyrkelse og falske succesmyte. Hovedperso­ det kun i den ydre handlingsgang, at filmen nen, den febrilske og stræbsomme reklametekst­ har Capra-ligheder. Et hårdkogt, ondskabsfuldt forfatter Rock Hunter (vittigt spillet af Tony og ofte vulgært pågående tonefald dominerer, Randall) bliver af publicity-grunde gjort til en og Tashlin sparer hverken Hollywood, publi­ lunefuld filmstjernes opvartende kavaler med kum eller sig selv. Stoffet giver ham ideelle tilnavnet „Lover doll“. Til gengæld indvilger muligheder for maliciøs spot og frække hen­ sexbomben i at medvirke i et stort fjernsyns­ tydninger, og „Oh! For a Man!“ er nok også reklameshow, som skal redde Hunters firma fra hans idérigeste film, selv om Joe MacDonalds bankerot. Resultatet bliver, at Hunter avance­ foto ikke helt er på højde med Shamroys rer umådeligt; med rørstrømske bibelfilms- i „The Giri Can’t Help It“. Instruktøren har englekor som baggrundsmusik ses han gråd­ hele filmen igennem the tongue in the cheek; kvalt af glæde marchere hen mod det luksuri­ det, der betyder noget, er ikke hvad han har øse toilet, som den sidste forfremmelse har at sige os (meget lidt), men hvad han vil vise givet ham ret til at benytte. Men da Hunter os (uendelig meget). Derfor opstår nydelsen har nået succesens tinde, det elegante chef­ af filmen - som Eric Rohmer har fremhævet lokale med eget toilet, indser han, at social det — først og fremmest ved beskuelsen, lige­ fremgang ikke kan skaffe ham den sjælelige som hos Buster Keaton. ligevægt, han tragter efter. Frank Tashlin er lige så lidt som den ånds- Symptomerne er de samme: han formår sta­ beslægtede Groucho Marx en humanist. De er digvæk ikke at holde sin pibe tændt og an­ begge poeter, men pessimistiske i grundhold­ lægge en selvtillidsfuld Gregory Peck-mmt ningen; spottelysten er deres inspiration. På efter hans psykoanalytikers forklaring, fordi mange måder er Tashlins filmiske parodier, ab­ den ene del af ham ønsker succes og den anden surditeter og klovnerier et visuelt sidestykke til fiasko. Fiaskodelen sejrer, og vi ser ham og Groucho Marx’ verbale. Hvor passende da, at hans forlovede omfavne hinanden som to skyg­ den store ordkunstners eneste værdige discipel ger bag en halvgennemsigtig skærm, to tilfred­ afslutter sit bedste værk med en hyldest til sin se gennemsnitsmennesker, der velvilligt betrag­ mester, der i filmens sidste billeder dukker op tes af en lille orientalsk figur på en hylde. med hele sin vitalitet i behold.

Tashlins bjørn

25 FESTIVALRAPPORT: BERLIN A f Arne Svensson

Årets Berlinf esti val stod i det middelmådiges sesværdige kortfilm „Terminus", og han har tegn. Flere film var af en vis standard, men herigennem lært sig, hvorledes man giver en ingen stod så indlysende overlegen som An- film ægthed gennem detaljestudier af miljø og tonionis „Natten" sidste år. Enkelte bidrag var mennesker. Handlingen i „A Kind of Loving" uhemmet spekulation i sex og vold og havde er lidet original. En ung mand på et kontor absolut intet at gøre på en festival. En brasi­ besvangrer en kvindelig kollega og gifter sig liansk film lykkedes med det kunststykke at få med hende uden noget dybere kærlighedsenga­ det hele med: nøgenbadning, voldtægt og sadis­ gement. Mangel på lejligheder tvinger dem til me, en ønskedrøm for skrupelløse reklamefolk. at bo hos pigens dominerende moder, som bli­ En argentinsk film fejrede orgier i hykleri. Op­ ver en farlig faktor for det unge ægteskab. takten: afklædning af mannequiner på 100 for­ Miljøet er den tågede, triste industriby, som vi skellige måder. Afslutningen: bøn foran klo­ mødte den i „Lørdag aften — søndag morgen" sterkirkens alter til akkompagnement af stereo­ og „En plads på toppen". Gennem skoling fonisk orgelmusik. i den engelske dokumentarfilmtradition kan Den som helhed bedste film i Berlin var Schlesinger med sociologisk præcision skildre „Salvatore Giuliano", italieneren Francesco en lørdagsaften i pub’en eller en pjanket fir­ Rosis tredie film. Rosi har valgt at arbejde med mafest. Er „A Kind of Loving" således ikke en indirekte teknik for at rekonstruere røver­ på nogen måde nyskabende, så er den i hvert høvdingens miljø og klarlægge dobbeltspillet fald et hæderligt stykke film med gode skue­ omkring hans død. Man ser næsten kun Giu- spillerpræstationer. liano bagfra eller på afstand. På den måde af­ står Rosi fra melodramatisk stof. Fra indlednin­ Så fik man endelig set en film af den be­ gens journalfilmlignende skildring af, hvordan rømte Yasujiro Ozu, traditionalisten blandt de man finder Giulianos blodige krop på en sol­ japanske instruktører. Hans „Kohayagawake o varm gårdsplads, opbygger Rosi med dokumen­ aki" (Sensommer) handler, som så mange af tarisk ægthed et billede af den døde. Springene hans film, om familierelationer. Der sker sådan mellem episoder fra Giulianos storhedstid og set blot det, at faderen dør og to af døtrene begivenhederne efter hans død er meget heftige tænker på at gifte sig. Ozus fortælleteknik ken­ og giver filmen en unødig kompliceret struktur. detegnes af beherskelse, af harmoni. Aldrig en Billederne af det solmættede, øde sicilianske hurtig køretur, en brat overgang eller en søgt landskab er af ætsende skarphed. I det hele kameravinkel. Han afstår næsten helt fra in­ taget spiller landskabet hele tiden med i dra­ trige og koncentrerer sig om karakteriseringen. maet, da det sammen med den gamle sicilianske Farveskalaen er mild, og mange scener bliver nationalisme er forudsætningen for Giulianos til små malerier i en luftig, impressionistisk magtstilling. Mange scener ejer en styrke, der teknik, ofte akkompagneret af græshoppernes er på grænsen af hysteri, først og fremmest da sang. Slutscenen ejer en vidunderlig balance. Giulianos mor løber spidsrod mellem ubarm­ Kvinderne på marken ser røgen stige op fra hjertige pressefotografer på vejen til lighuset krematoriet, og en af dem siger: „Det er dej­ for at se sin søn for sidste gang. Hendes an­ ligt, at der efter sensommer og høst kommer sigt har den ægthed, som kun et langt livs forår. Det er livets mening." lidelser og usikkerhed har kunnet givet det. Et helt andet Japan møder man i den yngre Ægtheden er et gennemgående træk i alle sta­ Susumi Hanis „Mitasareta seikatsu" (Et rigt tisternes ansigter og „spil". Rosis beundrings­ liv). Hani skildrer en gift kvinde, forhenvæ­ værdige rekonstruktion må være meget ubeha­ rende skuespillerinde, som forlader sin mand gelig for den italienske filmcensur, thi den af­ for at vende tilbage til sit arbejde. Både gen­ slører det dobbeltspil mellem politiet og ma­ nem temaet (den moderne japanerindes frigø­ fiaen, som gik forud for mordet på Giuliano. relse) og gennem tilknytningen til den aktuelle Den store pris gik til spillefilm-debutanten politik (demonstrationerne mod bistandspag­ John Schlesingers „A Kind of Loving", en ten med USA) er filmen af stor interesse. film i hverdagsmiljø om enkle menneskers pro­ Hani arbejder med en hurtig, moderne tek­ blemer. Schlesinger har foruden 25 dokumen­ nik. De mange gadescener med uophørlig be­ tarfilm for engelsk TV iscenesat den bemærkel­ vægelse er taget med håndkamera, ofte med

2 6 teleobjektiv, for at give ægthed og nærhed. anstalter, men det direkte amatørprægede spil Kompositionerne i sort/hvid CinemaScope er ødelagde filmen. Jack Witikkas „Pikku Pie- mønstergyldige i deres enkelhed. Hani isolerer tarin piha" (Den lille Peter) er et henrivende et par skuespillere mod en mørk baggrund og genrebillede fra en lille finsk by ca. 1920, en giver på den måde fotografiet noget af grafik­ bagatel, men underholdende på grund af sin kens renhed og skarphed. Filmen har huller i friske bårne- og milieuskildring. manuskriptet, men synes dog alligevel at ret­ I øvrigt værd at notere fra Berlin: Bedste færdiggøre Donald Richies bedømmelse af kortfilm, i særklasse: Haanstras „Zoo", med Hani: „Efter Kurosawa den bedste instruktør, den strålende intelligente og morsomme klip­ der er kommet frem efter krigen.“ ning. Mest bizar: Jacques Baratiers „La pou- I øvrigt vældede skuffelser frem i Berlin. pée", ujævn men underholdende med Zhigniew Den utrættelige Jean Renoir har skabt en sol­ Cybulski i en dobbeltrolle som diktator og re­ daterfarce om franske krigsfanger i Tyskland, volutionær i en fiktiv sydamerikansk republik. „Le Caporal épinglé“. For den, som ikke a Hybridfilm: „L’amour å vingt ans" med to priori er parat til at beundre alt af Renoir, gode episoder af Wajda og Truffaut. Over­ fremstår hans seneste film som ganske mislyk­ flødig: Tad Danielewskis „No Exit" efter ket. De tragiske indslag harmonerer aldrig med Sartres „Huis Clos". Største oplevelse: Louise den ganske enkle, gennemgående komik. Reno- Brooks i den retrospektive Pabst-serie. Også irs forsøg på at skabe tidskolorit ved hjælp af Asta Nielsen og Ingmar Bergman hædredes autentisk filmmateriale bliver usmagelige, når med serier, og den retrospektive afdeling var han lader en scene med panikslagne franske ci­ uden tvivl festivalens vægtigste indslag. vile på flugt for Stukas efterfølge af sin solda­ terkomik i en opsamlingslejr. „Le Caporal épinglé“ er en opportun film i det tysk-franske samarbejdes ånd. De rare tyskere sender be­ tænksomt deres velnærede franske slavearbej­ Francesco Rosis „Salvatore Giuliano'*. dere til tandlægen! Lattuada har iscenesat „La steppa“ efter en novelle af Tjekov. Trods enkelte gode scener lykkes det ham aldrig at fange stemningsrig­ dommen i denne novelle om den lille dreng, som under en lang rejse konfronteres med li­ vets godhed og ondskab, og som derigennem modnes. Det bliver for meget udenomsværk, og udvendigheden kulminerer i et stereofonisk stormvejr i værste Hollywoodstil. Helmut Kdutner beviste eftertrykkeligt med „Die Rote", et spiondrama om forhenværende spioner og SS-mænd i et vintertåget Venedig, at han er færdig som instruktør. Det er et skræmmende uselvstændigt arbejde: en dosis misforstået Antonioni-Resnais og en dosis Hitchcock med katastrofen som resultat. Anto- nionis filmstil er tilsyneladende meget farlig for svage imitatorer, hvilket også kommer til ud­ tryk i belgieren André Cavens' „Il y a un train toutes les heures“, en afskrækkende billigud­ gave af mesteren. Af de nordiske landes bidrag vistes Ingmar Bergmans dybtloddende kammerspil „Såsom i en spegel“ efter instruktørens ønske uden for konkurrencen, hvilket berøvede Harriet Anders- son en selvfølgelig præmie som bedste skue­ spillerinde. Knud Leif Thomsens „Duellen" fik ros for sin første halvdel, men kritiseredes for den banale opløsning. Nordmanden Nils R. Mullers „Tonny" er en flammende protest mod ufølsomheden og brutaliteten på opdragelses­ 27 FESTIVALRAPPORT: KARLOVY VARY A f Arne Svemson

Hver gang man rejser til en filmfestival, hå­ man stiller til en præmiefilm. Dialogen breder ber man at opdage noget nyt, en ny instruktør, sig alt for rigeligt, og når man får den via et nyt filmland eller en ny filmstil. Da verdens­ russisk-tjekkisk-engelsk, har man svært ved at produktionen af førsteklasses film ikke nær er acceptere mere sprogkyndige venners forsikring tilstrækkelig til det øgede antal festivaler, kom­ om, at den virkelig er væsentlig og original. mer der alt for sjældent positive overraskelser. Det er ikke lykkedes for Romm at koncentrere Årets festival i det gamle tjekkiske kursted bød sin film i tilstrækkelig høj grad; tempoet bliver dog på en opdagelse: den unge bulgarske in­ slapt, og gentagelser irriterer. Af og til an­ struktør Rangel Vulchanov, hvis tredie film, strenger han sig for gennem moderne kamera­ „Slnceto i sjankata“ (Sol og skygge) er et for­ arbejde at sætte liv i filmen. Bedst er skildrin­ bløffende modent værk. Vulchanovs film ud­ gen af fysikerens (Alexej Batalov) besøg i sit spilles på en mondæn badestrand ved Sorteha­ barndomshjem. Her lader Romm billederne vet. Dér mødes to unge mennesker, en bulga­ tale i en brillant panorering over de pårøren­ rer og en pige fra vesten, og en kortvarig og des ansigter. Gennem sit tema (menneskets skær kærlighedshistorie opstår mellem dem. ukuelige livsvilje) kunne det være blevet en Filmen skildrer i en spontan, impressionistisk stor film. Havde Romm blot været lidt modi­ stil deres dag på stranden, deres små oplevel­ gere, lidt mindre konventionel. ser og deres tanker. Det bliver dog aldrig en fad idyl, for hele tiden svæver truslen om en Var Romms film altså overvurderet i Kar- atomkrig over deres kærlighed. Pigen, hvis far lovy Vary, så blev til gengæld Masakt Koba- er atomfysiker, lammes af sin atomskræk, mens yashis „Karami-ai“ (Arven) den mest under­ drengen, der er søn af en arkitekt, er mere vurderede. Udgangspunktet minder om en an­ optimistisk. Symbolikken er helt klar: Vest står den japansk film, Kurosawas uforglemmelige for destruktiv pessimisme og Øst for de op­ „Ikiru“ : En mand får at vide, at han skal dø byggende kræfter. For at kunne overleve må vi af cancer. Det drejer sig om en stenrig forret­ samarbejde og forsøge at forstå hinanden, me­ ningsmand, som da opsøger sine tre børn, der ner Vulchanov. er født udenfor ægteskab. Ingen af dem viser Styrken i „Slnceto i sjankata“ er, at budska­ sig imidlertid værdige til at arve, og det bliver bet ikke kvæler filmens charme. Den er des­ i stedet den smukke elskerinde/sekretær, som uden rent formelt meget stimulerende med en tager spillet hjem ved en intelligent manøvre. dejlig billed- og rytmeglæde. Vulchanov ind­ Historien stiller store krav til tilskueren, da lægger gerne montagesekvenser i klassisk rus­ den fortælles i en ganske indviklet flash-back sisk stil. Pigens vision af en kommende atom­ teknik. „Karami-ai“ ejer ikke den visuelle in­ krig bliver et inferno af brændende bygninger tensitet, man mødte i Kobayashis epos „Ningen og mennesker, af smeltende glas i en brandhær­ no joken“, men fotograferingen er gennemgå­ get verden. Mod en sekvens som denne balan­ ende udsøgt med stilrene billedkompositioner ceres alle de rolige, langsomme og følte scener i CinemaScope. Ved sit illusionsfrie syn på det mellem de to unge på stranden. En montage af amerikanske segment af dagens Japan og afslø­ undervandskys frigør sig fra en snæver realis­ ringen af den menneskelige egoisme er filmen me og når poetisk fortætning. Den unge polske af stor interesse. skuespillerinde Anna Prucnal afslører en altbe­ Begge de italienske bidrag var repræsenta­ sejrende charme i hovedrollen. Den bulgarske tive for landets høje filmstandard. Rier Paolo delegation viste også Vulchanovs første film, Pasolinis „Accattone“ er vel allerede kendt af som bekræfter billedet af en selvstændig og mange. Det er en skarp og bitter historie om en stilbevidst instruktør. arbejdssky yngling og hans mislykkede forsøg Førsteprisen gik traditionelt til en russisk på at komme til rette med sin tilværelse. Med film, denne gang til veteranen Mikhail Romms en intim kamerastil i bedste neorealisteiske tra­ „Devjat dnej odnogo goda“ (Ni dage af et dition maler Pasolini et skræmmende billede eneste år). Romms film om en stråleskadet af fattigdommen og desperationen i Roms for­ atomfysiker, hans delvist mislykkede ægteskab stæder. Filmen agiterer aldrig, men indirekte og hans arbejde ved reaktoren er naturligvis bliver den en anklage mod samfundets passivi­ hæderlig, men den opfylder næppe de krav, tet. Bachs Brandenburgerkoncert udgør musik-

28 baggrunden for denne intensive, men noget holder interessante montagesekvenser, men ma­ ujævne debutfilm. nuskriptet er alt for konstrueret. Yves Roberts Alfredo Giannetti har i flere år været manu­ børnefilm „La guerre des boutons" ejer i be­ skriptmedarbejder hos Pietro Germi, inden han gyndelsen en vis charme, men den er formelt nu debuterer som instruktør med „Giorno per for konventionel med mængder af dialog. USA giorno disperatamente". Han har valgt et van­ bidrog med „The Adventures of a Young Man“ skeligt emne: konflikterne i en familie med en (instruktion: Martin Ritt). Den nyligt afdøde sindssyg søn. Giannetti viger udenom alle ten­ Jerry Wald og Ritt nærer en ulykkelig kærlig­ denser til melodrama og skildrer detaljerne i hed til amerikansk litteratur. Tidligere er sygdomsbilledet med voldsom åbenhed. Nær­ Faulkner blevet mishandlet, og nu er det billederne af den syges voldsomme anfald er Hemingways tur. Kraften, nerven i novellerne rystende, men medlidenheden er dog bestandigt om Nick Adams er borte. Hemingways bitter­ nærværende. Giannettis film er med sin ner­ hed og kynisme er blevet sukkersød. vøse, næsten hysteriske puls, en forbløffende De nordiske film i Karlovy Vary kan be­ formsikker debut. handles kort. Finlands „Me“ (Vi) af Toivo Tjekkerne selv fik ingen fuldtræffer. Åb­ Sarkkd er et melodrama om alkoholisme og ningsprogrammet (hors festival) var Karel Ze- prostitution fortalt i en ældgammel filmstil, og mans „Baron Prasil" (Miinchhausen), som tid­ Arne Sucksdorffs „Drama i storskoven" holdt ligere er behandlet i „Kosmorama“. Jiri Krej- ikke standarden for det internationale publi­ cik kom med et nyt okkupationsdrama, „Pul- kum. Det brillante foto kan ikke skjule mang­ nocni mse“, som foregår i en slovakisk bjergby lerne i manuskriptet og den skematiske ung­ juleaften 1944, altså efter opstanden. En fami­ domspsykologi. lie kommer i uløselig konflikt, da den ene søn Den tjekkiske festival har altid været en ind­ er nazist og den anden partisan. Den borger­ faldsport for nye filmlande, og i år betonede lige egoisme udleveres til skam og skændsel. man dette yderligere ved at arrangere et speci­ Krejciks film er et veludført arbejde i såvel elt symposium for disse lande. Deres film blev spil som fotografering, men den bliver aldrig vist, og problemer omkring indspilning og fore­ så ægte og gribende som hans „Vyssi princip" visning i u-lande diskuteredes. En anden nyhed (Det højere princip). fra de initiativrige arrangører var en konkur­ Østtyskeren Prank Beyers „Konigskinder" er rence for filmplakater og stills. Behøver man et stykke ægte formalisme. Den fragmentariske nævne, at polakkerne vandt den førstnævnte? historie om en tysk kommunists skæbne inde­

Alexej Batalov i Mikhail Romms „Devjat dnej odnogo goda“.

29 FESTIVALRAPPORT: VENEDIG A f Bjørn Rasmussen

Den 23. filmfest i Venedig varede fra 25. aug. Der var derimod næppe tvivl om, at Jean- til 8. september. Der blev vist tolv film inden Luc Godards „Vivre sa vie" med Anna Karina for konkurrencen og et hav af film udenfor var selvskreven til instruktørprisen. I en Brecht- samme, dels de såkaldt „informative film“, flirtende berettestil (med tolv kapiteloverskrif­ dels - en interessant nyhed - en række første­ ter) og i en litterært underfundig, påtaget nøg­ arbejder. tern tone med tydelige reminiscenser fra andre Uforudsete begivenheder førte med sig, at de franske film (Agnes Vardas „Cléo de 5 å 7“ to film, vi i første række var rejst ned for at se, og Br es son s „Pickpocket") giver han en lune­ ikke nåede frem. Joseph Loseys „Eva“ og Or- fuld beskrivelse af den pengeløse ekspeditrices son Welles1 „Processen". „Eva" var aflyst, virkelighedsflugt over i gadepigevirkeligheden, umiddelbart før det hele begyndte, men Welles’ først som amatør, siden som professionel. Lige­ film håbede man indtil 5. september ville duk­ som „Pickpocket" skulle analysere tyvens „kli­ ke op. „FCP“ har købt filmen for Danmark. ma", er det her bordelklimaet, der dissekeres, „Eva“, der bygger på en af James Hadley samtidig med at instruktøren med citater fra Chases romaner, og som er en fr.-ital. copro- Poe drøfter sit forhold til sin figur (det er duktion, dukker også nok op. Men tabet af de Godards egen stemme, der høres), ligesom to værker svækkede festivalens prestige kende­ Karina (der her hedder Nana ... ikke efter ligt. Zola, men efter R

Trods sine kun otte film fordelt på fire natio­ Emmer-stilen, „Steinernen Hånde44, der gjorde ner (Frankrig, Tyskland (Vestberlin), Dan­ et stærkt indtryk, og den franske „Une belle mark, England), og trods de let gennemskue­ Frousse44, der ærgrede ved at bruge den megen lige politiske bagtanker med arrangementet, må kunnen på en dårlig vittighed. Men det ene „Filmfestspiele fur die Berliner Jugend im engelske bidrag var i alle henseender så pau­ Rahmen der XII Internationalen Filmfestspiele vert, at det ikke er værd at nævne. I det hele in Berlin 1962“ vel betegnes som den første taget bekræftede amatørbiennalen kun det ind­ egentlige amatørfilmfestival. tryk, man allerede havde fået fra „Cinestud44: „Cinestud“-festivalen i Amsterdam for to år at ingen har noget virkeligt på hjerte, og at siden, arrangeret af Amsterdam Studenterfor­ der arbejdes alt for gammeldags. ening i anledning af foreningens 25-års jubi­ * læum, var upolitisk og måske nærmere ved be­ Mest fantasi og engagement, men også mest tegnelsen amatørfilmfestival, idet der deltog 81 gammeldags eksperimenteren, var der i dan­ film fra 12 lande. Men her konkurrerede skernes bidrag „Korthus44 fra 1959 (samtlige „egentlige44 amatørarbejder med film, der var film var naturligvis optaget i det semiprofes- skabt af studenter ved flere (også østlige) film- sionelle I6mm format og havde optisk lyd, og /ewterakademier. Betingelsen for at deltage undtagen „Korthus44, der var stum). Den var var blot, at filmene kunne komme ind under ligesom de to andre Krogerup-film „Troldtøj44 begrebet „studenterfilm44. (1960 — bygget over den senmiddelalderlige Filmene på amatørbiennalen var decideret skæmtevise „Stolten Adelus44) og „Matiné44 amatørarbejder. Ganske vist stod en herre med (1962 - musik: Erik Moseholm) eksperimen­ den associationsrige titel Senator fur Jugend talfilm, men eksperimentalfilm med humor og und Sport i spidsen for foretagendet, og der klare idéer, der bandt tryllekunstnergrebene til var fællesture langs Muren o. s. v., men Volk- noget konkret. Som andre, ældre og vildere, bildungssenator prof. dr. Tiburtius fra den pro­ eksperimentalfilm repræsenterede de nok i høj­ fessionelle festival overrakte også førsteprisen ere grad den rene leg end den rene (film) til amatørerne - en bjørn af porcelæn - og det kunst, men netop legen er et vigtigt og elemen­ skal vel betyde, at man også tog det formål tært stadium, og det kan diskuteres, om ekspe­ alvorligt, der burde være det egentlige i et ar­ rimentalfilmen kun hører en forgangen epoke rangement, der hedder noget med film. til. Selv om det (Gud være lovet!) ikke læn­ * gere er en vogue, at alle „avancerede44 film er eksperimentalfilm, er og har denne „genre44 Førstepræmien på „Cinestud44 gik til de nu ofte været en filmkunstners udgangspunkt, og professionelle Terry og Denis Sanders fra Co- jeg foretrækker i hvert fald Gunnar Iversen og lumbia-universitetet for den (FonAinspire- Jørgen Pagh Vestergaards sarkastiske angreb rede?) borgerkrigsepisode „Time Out of War“ på de ensrettende autoriteter i „Korthus44 frem­ (der også har modtaget en „Oscar44 og en pris for Albert Mertz og Jørgen Roos’ debut, eks­ i Venedig), og i det hele taget var akademister­ perimentalfilmen „Flugten44 (1942). nes film så langt de bedste. Amatørbiennalens Men irritationen mod eksperimentalfilmen er porcelænsbjørn gik til Krogerup Filmkreds' forståelig og også nem at forklare. Den om­ første arbejde „Korthus44 (der sammen med fatter en mere mekanisk end poetisk udnyttelse opus 2 „Troldtøj44 repræsenterede Danmark på af filmens tekniske muligheder, der er lette at „Cinestud44), og det var retfærdigt, omend efterligne, og de tekniske muligheder blev man kan beklage, at Danmark kom for let til grundigt endevendt i tyverne. Karakteristisk sejren. nok dyrkes eksperimentalfilmen da også idag Teknisk mest professionelle og moderne i med størst talent i den mest bagstræveriske af formen var en tysk farvekunstfilm i Luciano alle filmtyper: reklamefilmen. 33 En anden form for gammeldags avantgarde var for Gud eller mennesker, end det pludselige i virkeligheden også den engelske „Sunday drys af væde på folk og fortove. Jeg påberåber City“ og den tyske „Dem Anfang vom Etwas“. mig denne kritik, fordi „Berlin" stadig betager En søndag i London og en hverdag i Berlin. de unge, og symfoni-formen stadig er deres po­ Den første episodisk, båret af en (kedelig!) pulæreste overbevisning. Af 50 manuskripter, søndags-hygge-stemning (og i øvrigt „stofmæs- der indsendes af begyndere, er 45 symfonier sigt“ dækket utilstrækkeligt ind), den anden over Edinburgh eller Ecclefechan eller Paris el­ holdt sammen af en gennemgående figur, en ler Prag.------ung fyr der leder efter en (eller anden) pige En kritisk vurdering af rytmen kan de let i den store by. Den første ukunstlet (Free bygge på deres iagttagelsesevne og iagttagelse Cinema-agtig) i sin iagttagelsesmåde, den an­ kan de bygge på deres egen gode smag, men den ufrisk og artificiel som en ortodoks doku­ det rigtige mål begynder først, når de sætter et mentarfilm. mål for deres iagttagelse og rytme". Men forskellene betyder mindre end den store forstemmende lighed — filmene er børn Som Siodmak gjorde det i sin Berlin-film af den fortærskede „symfoni-form“, der skal „Menschen am Sonntag” eller som Jennings al­ erstatte både egentlig idé og egentlig menneske­ tid gjorde det. skildring, der lever på en - som regel let til­ * vejebragt - atmosfære og et sjovt visuelt ind­ Men mål var der som sagt ikke meget af i de fald hist og her. Forbilledet er vel Ruttmans arbejder, der blev præsenteret på den første Berlin-film „Sinfonie einer Grosstadt“, der amatørfilmfestival. For deltagerne i denne afde­ strengt taget ikke er en dokumentarfilm, men ling blev der i øvrigt udskrevet en filmkon­ en (idag temmelig uvedkommende) avant­ kurrence med den klodsede titel „Berlin og gardistisk leg med former og rytmer. Grierson filmfestivalen”, og materiale hertil skulle ind­ siger meget rigtigt herom: samles under opholdet dernede. „Til trods for al dens postyr med arbejdere Det skal blive spændende at se, om der til og fabrikker og en storbys hurlumhej, så skabte næste år bliver grund til at revidere de betragt­ „Berlin" ingenting. Byens mennesker stod godt ninger over amatørernes status, der her er frem­ nok op, tumlede gennem deres fem millioner lagt. Få steder i verden er der i disse år så tøndebånd på betagende måde, gik i seng; og store muligheder for at blive engageret som i intet andet resultat kom der ud af det, hverken Berlin. For eller imod.

Fra optagelserne til ..Matiné". Richardson har, som i sine tidligere teater­ filmatiseringer, rykket handlingen ud af det bundne milieu, ud på gaden, ud i naturen, og friheden inspirerer både ham og tilskueren så­ ledes, at centrale scener bibringes rigere propor­ tioner og større vægt. Men i samme åndedrag må det hævdes, at „En Duft af Honning" af­ slører en tendens hos Richardson til det ekstra­ vagant idylliske i skildringen af personerne i forholdet til deres milieu. Farerne i „Free Cinema“-stilen er åbenbare. Umiddelbart aflø­ Med sidespring ses af udspekuleret følt og melankolsk, og per­ sonerne står i fare for at blive domineret af A TASTE OF HONEY („En Duft af Hon­ havnekajer og gasbeholdere. Poesien går i ret­ ning"). Prod.: Woodfall 1961 (Tony Ri- chardson). Instr.: Tony Rich ardson. Manus.: ning af føleri. Endnu en fare fra ovennævnte Shelagh Delaney og Tony Richardson efter stil ligger i artisteriet, som når Richardson la­ Delaneys skuespil af samme navn. Foto: der byens statuer paradere ligegyldigt forbi i en Walter Lassally. Musik: John Addison. De­ kor. : Ralph Brinton. Medv. : Rita Tushing- lang sekvens, eller når han og Walter Lassally ham, Dora Bryan. Murray Melvin, Paul boltrer sig i forlystelsesparkens gynger og ka- Danquah, Robert Stephens, David Boliver, ruseller. Det er ikke milieuskildring. Det bety­ Moira Kaye, Herbert Smith. der intet for personernes sindstilstand - de Visconti, Sjoberg, Bergman og Tony Richard­ skændes jo i øvrigt lige godt alle steder - og son har tilfælles, at de formår at skelne skarpt det er ikke naturlige, dramatiske hvilepauser. mellem teater- og filminstruktion. Der er ikke Det er vist desværre blot kruseduller med den meget „teater“ i deres film, og man har endnu ene funktion at fylde og evt. imponere tilhæn­ til gode at opleve en Bergman-forestilling på gere af en god gang kamera-artisteri. „Dramaten“ blive udskældt for at være for me­ At det er en yderst seværdig film vil være get „film“. Richardson, der med held har fil­ fremgået af megen omtale og ros fra kompetent matiseret teaterstykker, han selv har sat op, side, og filmen føjer sig smukt til øjeblikkets synes at være den af dem, der er mest bange respektindgydende engelske produktion, men for „teater" i film. „En Duft af Honning" ty­ den føjer intet til, går ikke videre, viser ikke der på det. vejen frem. Alligevel er der også i denne film Det er en smuk og bevægende film - derom inspiration at hente for danske filmfolk, der er der ingen tvivl - og den formår i langt høj­ måske for traditionelt har opmærksomheden ere grad end den danske teateropførelse at en­ henledt i sydlig og sydvestlig retning. gagere os, ja den åbner nye perspektiver i Poul Malmkjcer. Shelagh Delaneys stykke, perspektiver man anede, men som på Allé-Scenen blev stillet i skygge af farce og tour-de-force numre, der sjældent er egnet til nuanceret menneskeskil­ dring. Man forbløffedes egentlig over, at der ikke var mere råben og skrigen i filmen - at deltagerne i dette grumme og betagende rotte­ væddeløb om livslykke ikke stod skarpere over for hinanden - som på teatret. Nu har Richard­ son vanen tro pillet en del af replikkerne ud, og han har uden tvivl gjort det med held. Han kan tillade sig at dvæle ved væddeløbets del­ tagere, og han kan udbygge de noget skemati­ ske bifigurer, i første række Geoff, men også Nok en gang Jimmy og Peter, og han kan gøre det uden at skade forholdet mellem mor og datter. Teatrets Maurice Bessy: Histoire en 1000 images du verbal-akrobatik er for en stor del afløst af vel­ cinéma. Editions du Pont Royal. 1962. placerede nærbilleder af reaktioner. Smukkest Endnu en billedbog! Hvilket nummer i ræk­ er måske Dora Bryan s korte øjeblikke med selv­ ken? Man husker det ikke, og man modtager ransagelse og følelse af utilstrækkelighed, men den med nogenlunde samme følelse som var også Rita Tushinghams øjne udtrykker mange det den nye telefonbog. Den ligner den foregå­ stumme replikker, mange „teaterord". ende; man har blot ændret nogle navne og tal. 35 „Dr. Caligaris Kabinet" er blevet til 1920 i er i Dreyers værk, de forholdsvis enkle temaer, stedet for 1919, Sven Gade er blevet til Sven som Dreyer har digtet over i film efter film, og Gad, Hilda Borgstrom til Borgostrom etc. etc., karakteriserer præcist instruktøren som „un og man kan jo altid give sig til at tælle fejl. homme sensible, qui veut rendre avec simpli- Så kan man kigge på den typografiske kvalitet cité la complexité humaine". Dreyers film ind­ (billedvalget varierer ikke meget, og man skal til „Jeanne d’Arc" opfatter Sémolué som skitser ikke give sig til at spekulere på, hvad der har og tilløb til det store manifest fra 1928, hvor fået billedsammensætteren til at foretrække den den psykologiske realisme når sin fulde udfol­ ene film frem for den anden), og den er i dette delse. Derefter beskæftiger forfatteren sig ind­ tilfælde ikke spor opløftende. Men omslaget er gående med „Vampyr", „Vredens Dag" og flot og af en fasthed, der umiddelbart forleder „Ordet", og han finder ikke som andre, at en til den tro, at man holder en bog af værdi Dreyer først og fremmest er den store stum­ i sin hånd, og det kan nok sælge den. Det filminstruktør. skulle også være det eneste. Nu må markedet Sémolués bog er for et internationalt publi­ være dækket med filmhistorier i 1000 billeder. kum en fortrinlig indføring i Dreyers værk. P.M. Den giver i første række en karakteristik af Dreyer, hans ideer og hans stil. Det har ikke været Sémolués agt at præstere en analyse af disse ideer og denne stil, og bogen tilfredsstil­ ler derfor ikke dem, der kunne ønske sig en dyberegående vurdering af Dreyers film. Denne Om Dreyer bog har vi stadig til gode. Ib Monty. Jean Sémolué: Dreyer. Classiques du Ciné- ma, Editions Universitaires, Paris 1962. Indtil nu er det kun lidt, som man i bogform har kunnet finde om Dreyer. Man har hoved­ sageligt måttet referere til Ebbe Neergaards monografi fra 1940, der som bekendt også fore­ Jorn Donner: Djavulens ansikte, Ingmar ligger i engelsk oversættelse, og som af for­ Bergmans filmer, Aldus/Bonniers, Stockholm, fatteren selv blev kaldt „en forholdsvis lako­ 1962. nisk lille bog“. Endvidere er der skrevet om Ved siden af Jacques Siclier3s Bergman-bog er dansk films ener af Angelo Solmi (på itali­ Jorn Donners nye værk den hidtil mest ind­ ensk), og af Jerzy Plazewski (på polsk). En ny trængende og detaljerede analyse i bogform af bog om Dreyer er derfor ingen dårlig idé, og Bergmans film. Tilsyneladende under påvirk­ man kan kun beklage, at det ikke blev en dan­ ning af den amerikanske litterære „New criti- sker, der skrev den. Trods alt er Dreyer en cism" koncentrerer Donner sig om en udførlig dansk filmkunstner, og hans isolation her­ indholds- og temafortolkning med et minimum hjemme skyldes mindre hans værks egenart end af rent biografisk stof. Der ofres heller ikke talentets størrelse. Sémolué slår da også i sin megen plads på æstetisk kvalitetsvurdering af indledning rigtigt fast, at „l’oeuvre de Dreyer de enkelte film, hvad Donners omhu i analysen constitue l’expression d’un génie danois, non dog i nogen grad kompenserer for. Desuden du génie danois". Sémolué er i det hele taget drager forfatteren ved udstrakt, men skønsom en velfunderet skribent, selvom han ikke til citering glimrende fordel af de bedste Berg- daglig beskæftiger sig med film. Han er gym­ man-analyser fra tidligere biografier og tids­ nasielærer og mindre interesseret i filmkunsten skrifter verden over. Man kunne måske have som helhed end i visse af dens udøvere. Han ønsket sig, at Donner i højere grad havde for­ har tidligere i samme serie udsendt en bog om søgt at indkredse den specielt bergmanske, vi­ Bresson, og „Kosmorama“s læsere kender ham suelle magi i film som „Sommerleg", „Det sy­ fra hans artikel i nr. 56. vende segl" og „Ved vejs ende", men som hel­ Sémoulé erklærer straks, at han hverken vil hed er hans bog meget respektindgydende, og betragte Dreyers værk fra sociologiske, biogra­ der er grund til at glæde sig over, at den er fiske eller historiske synsvinkler, men alene ud­ oversat til dansk i Uglebogsserien. Bogens vel­ forske „La création d’un monde, l’élaboration valgte illustrationer, prægtige bibliografi og d’un style", og han fraviger ikke i bogen på udførlige noteapparat gør den udmærket egnet noget punkt denne synsmåde. Han går frem fra som grundbog til studiet af Bergman. film til film og påpeger klart den enhed, der Morten Piil. 36 Repertoiret...

Denne rubrik omfatter film af interesse for „Kosmorama’’s læsere, i dette nummer premierer i tiden 15. 3.-16. 9. 1962.

A DOUBLE TOUR (ELSKERINDEN), Frankrig 1959. Vittig Belmondo i jævn Chabrol-anekdote om kærlighed og ungdomssløvsind, der af en eller anden grund ender med mordet på filmens andet oplivende moment, Antonella Lualdi. Filmen fortsætter smukt den nedadgående linie i Chabrols produktion. ANNA KARENINA (ANNA KARENINA), U.S.A. 1935. George Cukors meget forfinede og akademisk gennem­ arbejdede To/r/ø/'-filmatisering med betydelig præstation af Greta G arbo. L’ANNEE DERNIERE A MARIENBAD (I FJOR I MARIENBAD), Frankrig/Italien 1961. Filmpoetiske kon­ struktioner af Alain Resnais, menneskene som livløse figurer i en pseudo-beåndet leg med tiden og be­ vidstheden. Flår udfordret mange og vil desværre nok stadig udfordre nogle til beundring og menings­ løse dybsindigheder. THE BELLS ARE RINGING (DET RINGER - DET RINGER), U.S.A. 1960. Hddet fra „Let på tå“, Freed, Comden og Green og Minnelli har kun afstedkommet en mat komedie med indlagte sange, holdt oppe af Judy Hollidays energi og charme. Minnelli spores i elegant æsteticerende detailler, i storbyforelskelsen og i beskrivelsen af „the smart set“. THE BIG SLEEP (STERNWOOD-MYSTERIET), U.S.A. 1946. Mødet med Howard Hawks’ 16 år gamle Chand- /er-filmatisering var en af sæsonens store, positive oplevelser. Opfindsom og økonomisk instruktion, gen­ nemført milieuskildring og dejligt spil af Humphrey Bogart. Tak, Gloria Film, tak, Carlton. THE BIRTH OF A NATION (EN NATIONS FØDSEL), U.S.A. 1915. Repremieren gør det klart, at Griffiths ene hovedværk er et museumsstykke, der bør ses lor de formelle fortjenesters skyld. BLAST OF SILENCE (MORDER TIL LEJE), U.S.A. 1961. Allen Barons sleeper-debut er bedst i det storby­ beskrivende, men ikke overbevisende i det psykologiske. Det vil dog nok være værd at følge Baron op­ mærksomt. BREAKFAST AT TIFFANY’S (PIGEN HOLLY), U.S.A. 1961. Blake Edwards’ Cdpote-filmatisering gør det ekscentriske nuttet og glider upersonligt ind i rækken af mondæne lystspil. En god ironisk scene og George Peppard vil huskes. LE CAVE SE REBIFFE (FALSKMØNTNERNE), Frankrig 1961. Charmerende og velgjort røverhistorie om pro­ fessionalisme contra amatørisme. Gedigen iscenesættelse af Gilles Grangier og dejligt spil af (især) Gabin og Bernard Blier. UN COUPLE (DER SKAL 2 TIL AT ELSKE), Frankrig 1960. Mockys anden film viser tydelige fremskridt siden „Den ukendte nat“. Blidt kredser han sig ind på komplicerede følelseskonflikter. Undgår ikke det mono­ tone, og blander usikkert komik og melankoli. DRUMS ALONG THE MOHAWK (FLAMMER OVER MOHAWK), U.S.A. 1939. Oplivende gensyn med Jobn Fords forbløffende og levende folkekomedie fra frihedskrigen med beundringsværdige præstationer af Henry Fonda og Edna May Oliver. EDGE OF THE CITY (A MAN IS TEN FEET TALL) (SLAGSMÅL I VENTE), U.S.A. 1957. Moderne men­ nesker i konflikt, klassisk stof fra Hollywoods humanistiske linie i smuk, velafbalanceret behandling af Martin Ritt. En af de betydeligste amerikanske film fra halvtredserne. THE ERRAND BOY (JERRY SOM STIK-I-REND-DRENG), U.S.A. 1961. Hollywoods største moderne ko­ miker i egen instruktion. Oprørsk og ond farce, filmstudie-mentalitet nedgjort i en form, der kombi­ nerer satiren med Jerry Lewis’ talent for den absurde galskab. LE FARCEUR (FRA BLOMST TIL BLOMST), Frankrig 1961. Philippe de Brocas anden film i Jean-Pierre Cassel-trilogien er en „Du kan ikke ta’ det med dig“-travesti med en ganske net udbygning, men skut­ fer og trætter med mange ansvarsløse postulater i personkarakteristikken. LA FETE ESPAGNOLE (VERDENSVAGABONDEN), Frankrig 1961. Patetisk drama om den spanske borger­ krig, forbløffende stærk og hård i sit billede af tragedien. En foruroligende film i ujævn instruktion af Jean-Jacques Vierne. THE FUGITIVE (MAGTEN OG ÆREN), U.S.A. 1947. I sin Graham G>e

Variety Giri („40 stjerner og een pige"). 1947. I: George Marshall. Prod. : Daniel Dåre. Manus.: Kilt the Umpire. 1950. I.: Lioyd Bacon. Prod.: John Edmund Harmann, Frank Tashlin, Robert Welch Beck. Manus.: Frank Tashlin. Foto : Charles Law­ og Monte Brice. Foto: Lionel Lindon og Stuart ton Jr. Musik: Morris Stoloff. Medv.: William Thompson. Musik: Joseph J. Liley og Toy San­ Bendix, Una Merkel, Ray Collins, Gloria Henry, ders. Medv.: Mary Hatcher, Olga San Juan, De Richard Taylor, Connie Marshall og William Forest Kelly, William Demarest, Frank Faylen og Frawlye. Prod.: Columbia. Frank Ferguson. Prod.: Paramount. Dansk prem.: 23. 7. 1948 i „Merry" og „Odeon". The Lemon-Drop Kid („Skæg på Broadway"). 1951. Paleface („Blegansigt"). 1948. I.: Norman Z. McLeod. I.: Frank Tashlin. Med-instruktør: Sidney Land- Prod.: Robert L. Welch. Manus.: Edmund Har­ field. Prod.: Robert Welch. Manus.: Edmund mann og Frank Tashlin. Foto: Ray Rennahan Belour, Edmond Hartmann, Robert O’Brien og (Technicolor). Musik: Victor Young. Medv.: Frank Tashlin efter Damon Runyon. Foto : Daniel Bob Hope, Jane Russell, Robert Armstrong, Iris L. Fapp. Musik: Victor Young. Medv.: Bob Ho­ Adrian, Rober Watson, Jack Searl, Joseph Vitale pe, Marilyn Maxwell, Lioyd Nolan, Jane Darwell, og Charles Tronbridge. Prod.: Paramount. Dansk Andrea King, Fred Clark, Jay C. Flippen, William prem.: 8. 7. 1949 i „Palads". Frawley og Harry Bellaver. Prod.: Paramount. Dansk prem.: 26. 12. 1951 1 „Carlton".

The Fuller Brush Man („Børst mig på ryggen"). 1948. I. og Prod.: S. Sylvan Simon. Manus.: Roy Hug­ The First Time. 1952. I.: Frank Tashlin. Prod.: Ha­ gins, Frank Tashlin og Devery Freeman. Foto: rold Hecht. Manus.: Jean Rouverol, Hugo Butler, Lester White. Musik: Franz Roemhold. Medv.: Frank Tashlin og Dåne Sussier. Foto: Ernest Laz- Red Skelton, Janet Biair, Don McGuire, Adele lo. Musik: Morris Stoloff. Medv.: Robert Cum- Jergens, Ross Ford, Trudy Marshall, Nicholas Joy, mings, Barbara Hale, Bill Goodwin, Jeff Donnel, Donald Curtis og Arthur Space. Prod.: Columbia. Carl Benton Reid, Mona Barrie og Paul Harvey. Dansk prem.: 20. 6. 1949 i „Saga". Prod. Columbia. 39 The Son of Paleface („Søn af Blegansigt"). 1952. I.: The Giri Can’t Help It („Pigen kan ikke gøre for Frank Tashlin. Prod.: Robert Welch. Manus.: det!“). 1956. I. og prod.: Frank Tashlin. Manus.: Frank Tashlin, Robert Welch og Joseph Quillan. Frank Tashlin og Herbert Baker efter en historie Foto: Harry J. Wild (Technicolor). Musik: Lyn af Garson Kanin. Foto: Leon Shamroy (De-Luxe- Murray. Medv.: Bob Hope, Jane Russell, Roy Ro­ color, Cinemascope). Musik: Lionel Newman. gers, „Trigger", Bill Williams, Lloyd Corrigan, Medv.: Tom Ewell, Jayne Mansfield, Edmond Paul E. Burns og Douglas Dumbrille. Prod.: Pa- O’Brien, Henry Jones, John Emery, Juanita Moo- ramount. Dansk prem.: 29. 4. 1953 i „Palads". re, Julie London, Ray Antony, Fats Domino, The Platters, Johnny Olenn og Abbey Lincoln. Prod.: Fox. Dansk prem.: 6. 5. 1959 i „Kinopalæet". Marry Me Again. 1953. I .: Frank Tashlin. Prod.: Alex Gottlieb. Manus.: Frank Tashlin og Alex Gott­ Oh! For a Man! („Ih, du forbarmende"). 1957. I. og lieb. Foto : Robert de Grasse. Musik: Raoul Krans­ prod.: Frank Tashlin. Manus.: Frank Tashlin ef­ haar. Medv.: Robert Cummings, Marie Wilson, ter George Axelrods lystspil „Will Success Spoil Roy Walker, Mary Costa, Jess Barker, Lloyd Cor­ Rock Hunter". Foto: Joe MacDonald (De-Luxe rigan, Jane Vincent, Richard Gaines, Moroni Ol­ Color, Cinemascope). Musik: Cyril J. Mockridge. sen, Frank Cady, Joanne Arnold og Bob Thomas. Medv.: Jayne Mansfield, Tony Randall, Betsy Prod.: R. K. O. Drake, Joan Blondeil, John Williams, Henry Jo­ nes, Lili Gentie, Mickey Hargitay, Dick Whitting- hill, Groucho Marx og pudlen Shamroy. Prod.: Susan Slept Here („Susan sov her"). 1953. I.: Frank Fox. Dansk prem.: 11. 8. 1958 i „Metropol". Tashlin. Prod.: Harriett Parsons. Manus.: Alex Gottlieb og Frank Tashlin efter Alex Gottliebs og Steve Fishers skuespil. Foto: Nicholas Musuraca Rock-a-Bye, Baby („Jerry som babysitter"). 1958. I.: (Technicolor). Koreografi: Robert Sidney. Sange : Frank Tashlin. Prod.: Jerry Lewis. Manus.: Frank Richard Myers og Jack Lawrence. Medv.: Dick Po- Tashlin efter en historie af Preston Sturges. Foto: well, Debbie Reynolds, Anne Francis, Alioy Moo- Haskel Boggs (Vistavision, Technicolor). Musik: re, Glenda Farrell, Horace Mac Mahon og Rita Walther Scharf. Sange: Harry Warren, Sammy Johnson. Dansk prem.: 16. 5. 1955 i „Palladium". Cahn. Medv. : Jerry Lewis, Marilyn Maxwell, Re- ginald Gardiner, Baccaloni, Hans Conried, Isobel Elsom og James Gleason. Prod.: Paramount. Artists and Models („Kunstnere og modeller"). 1955. Dansk prem.: 14. 11. 1960 i „Colosseum". I .: Frank Tashlin. Prod.: Hal Wallis. Manus.: Frank Tashlin, Hal Kanter og Herbert Baker efter Michael Davidsons og Norman Lessings skuespil. Geisha Boy („Jerry og kaninen"). 1958. I.: Frank Foto : Daniel L. Fapp (Technicolor, Vistavision). Tashlin. Prod. : Jerry Lewis. Manus.: Frank Tash­ Musik: Walter Scharf. Sange af Harry Warren og lin efter en historie af Rudy Makoul. Foto: Ha- Jack Brooks. Medv. : Dean Martin, Jerry Lewis, skell Boggs (Vistavision, Technicolor). Musik: Dorothy Malone, Shirley McLaine, Eddie Maye- Walter Scharf. Medv. : Jerry Lewis, Marie Mac- hoff, Eva Gabor, Anita Ekberg, George „Foghorn" donald, Robert Kazuyoshi, Nobu Atsumi McCar- Winslow og Jack Elam. Prod.: Paramount. Dansk thy, Sessue Hayakawa og Barton McLane. Prod. : prem.: 24. 2. 1958 i „Villabyernes bio". Paramount. Dansk prem.: 17. 5. 1960 i „Dag­ mar".

The Lieutenant Wore Skirts („Løjtnant i skørter"). 1955. I. : Frank Tashlin. Prod. : Buddy Adler. Ma­ Say One For Me. 1959. I .: Frank Tashlin. Prod.: nus.: Albert Beich og Frank Tashlin. Foto: Leo Bing Crosby. Manus.: Robert O’Brien. Foto: Leo Tover (De-Luxe Color, Cinemascope). Musik: Cy- Tover (De-Luxecolor, Cinemascope). Musik: ril J. Mockridge. Sang af Ken Darby. Medv. : Tom Lionel Newman. Sange: Sammy Cahn og James Ewell, Sheree North, Rita Moreno, Rick Jackson, Van Heusen. Koreografi: Alex Romero. Medv. : Les Tremayne, Gregory Walcott, Alice Reinhart, Bing Crosby, Debbie Reynolds, Robert Wagner, Jean Willes, Edward Platt, Sylvia Lewis og Paul Ray Walston, Les Tremayne og Conni! Gilchrist. Glass. Prod.: Dansk prem.: 29. 9. 1958 i „Park". Prod.: Fox.

Cinderfella („Jerrys store eventyr"). 1960. I.: Frank The Scarlet Hour. 1956. I .: Michael Curtiz. Prod.: Tashlin. Prod.: Jerry Lewis. Manus.: Frank Tash­ Michael Curtiz. Manus.: Rip Van Rankel, Frank lin. Foto : Haskell Boggs (Technicolor). Musik : Tashlin og John Meredyth Lucas. Foto: Lionel Walter Scharf. Sange: Harry Warren og Jack Lindon. Musik: Leith Stevens. Medv.: Carol Oh­ Brooks. Medv. : Jerry Lewis, Ed Wynn, Judith mart, Tom Tryon, Jody Lawrence, James Grego­ Anderson, Anna Maria Alberghetti, Henry Silva, ry, Elaine Strich, E. G. Marshall og Edward Robert Hutton og Count Basie. Prod.: Paramount. Binns. Prod.: Paramount. Dansk prem.: 5. 3. 1962 i „Colosseum".

Hollywood or Bust („Vi ta'r til Hollywood"). 1956. Bachelor Flat. 1961. I.: Frank Tashlin. Prod.: Jack I.: Frank Tashlin. Prod.: Hal Wallis. Manus.: Cummings. Manus.: Frank Tashlin og Budd Erna Lazarus og Frank Tashlin. Foto : Daniel L. Crossman efter sidstnævntes skuespil. Foto: Da­ Fapp (Technicolor, Vistavision). Musik: Sammy niel L. Fapp (De-Luxecolor, Cinemascope). Mu­ Fain og Paul Francis Webster. Medv.: Dean Mar­ sik: Johnny Williams. Medv.: Terry-Thomas, tin, Jerry Lewis, Anita Ekberg, Pat Crowley, Tuesday Weld, Richard Beymer, Celeste Holm, Maxie Rosenbloom, Kathryn Card, Jack McElroy, Francesca Bellini, Howard McNear, Ann Del Gue- William Waterman og Mike Ross. Prod.: Para­ cio, Roxanne Arlen og Alice Reinheart. Prod.: mount. Dansk prem.: 26. 12. 1960 i „Colosseum". Fox. 40